Kære kolleger, lad mig først her på morgenstunden byde velkommen til en gruppe byrådsmedlemmer fra Málaga, der har taget plads i den officielle loge. Blandt dem er hustruen til og datteren af byrådsmedlem for Folkepartiet i Málaga, José María Martín Carpena, som blev dræbt af ETA den 15. juli. Jeg vil gerne sige specielt til Dem, at Deres tilstedeværelse her i salen i dag er et bevis på det mod, De giver udtryk for ved at se den forfærdelige prøvelse i øjnene, som De har gennemlevet, så meget mere dramatisk som at De var vidner til dette afskyelige mord. Jeg beder Dem modtage vores allervarmeste og mest hjertelige sympati. De ved, at vi her i Parlamentet i går ærede ofrene for terrorismen i Spanien, og at vi til deres minde iagttog et minuts stilhed. Jeg vil gerne sige Dem, at De har Europa-Parlamentets fulde støtte i denne kamp for at bringe terrorismen i Spanien til ophør.
Fru formand, vi må igen beklage, at der i Europa stadig er nogle, som myrder andre for at tænke anderledes, som sætter ild til deres politiske modstanderes huse. Der er nogle, som tvinger mange til at emigrere for at redde deres eget og deres families liv. Stillet over for det i en retsstat kan vi demokrater blot stå sammen om at forsvare vores system med frihedsrettigheder over for terrorens tyranni og stole på, at retfærdigheden sker fyldest. Det vanskeligste, kære kolleger, fru formand, er at forklare enkerne, de forældreløse børn, hvorfor den kære er borte. Elvira, María José, vi har kun mulighed for at vise jer vores solidaritet.
Fru formand, med Deres ord i går og i dag har De igen opfyldt Deres repræsentative rolle og vist Deres menneskelige kvalitet, og det takker jeg Dem for på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe. Vi har netop givet vores følelsesladede hyldest til et af ofrene, José María Martín Carpena, som er blevet berøvet livet for den eneste forbrydelse at leve og arbejde i et fredeligt og demokratisk land. Til den sindsbevægelse, som alle eller næsten alle mennesker føler, og til den vrede, som alle demokrater føler, kan jeg i dette tilfælde føje en særlig sindsbevægelse. I 16 år har jeg haft æren af at være borgmester i den by, som Martín Carpena viede sit liv til, og af at lede det byråd, som Martín Carpena arbejdede i. Jeg kender udmærket værdien af ethvert byrådsmedlems arbejde. Til beskedenheden i den menneskelige, politiske og økonomiske kompensation, som man modtager, skal lægges indsatsen med tiden og et liv tilegnet almenvellet. Og på den måde havde Martín Carpena vundet alle Málagaborgeres hjerte. Fru formand, som De ved, som vi i går kunne konstatere, er der grupper i Baskerlandet, der støtter terrorismen. Med nazistisk retorik opstiller de etniske og politiske mål for områder, der i dag er spanske og franske, som overgår Albanien i 60'erne, og de laver propagandafremstød i lande i Den Europæiske Union. Jeg vil minde medlemmerne om, at hvis den terroristiske totalitarisme i Europa i 20'erne og 30'erne havde fundet sted inden for rammerne af en politisk union baseret på demokrati og menneskerettigheder, havde den ikke været mulig. Jeg vil derfor gøre opmærksom på, at hvis alle Europas sociale og formidlende institutioner reagerer med samme mod som Parlamentet, og hvis borgerne i de 15 stater føler det samme i forbindelse med ETA's attentater, vil terrorismen være på vej ud. Derfor, fru formand, vil jeg på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe udtrykke en dybtfølt hyldest til mindet om Martín Carpena og ligeledes min store medfølelse med det myrdede byrådsmedlems pårørende og venner.
Fru formand, tilstedeværelsen af gruppen af byrådsmedlemmer fra Málaga og især tilstedeværelsen af enken efter Martín Carpena er et af de elementer, der kan give os det håb tilbage, som ETA ønsker at fratage os, at udslukke. Jeg er ikke i tvivl om, at deres tilstedeværelse er et af de elementer, der gør det muligt for os at tro på, at det baskiske folk kan genfinde evnen til dialog og genoprette freden. Det er naturligvis vanskeligt - selv om vi gentager hinandens ord, og Parlamentet i dag og i går har vedtaget sin holdning - at fastholde, at ordene fortsat har værdi. Det er vigtigt, at de fortsat har det. Det er vigtigt, at dens tilstedeværelse i vores ord har tilstrækkeligt med styrke til at svare til deres mod, og at vores holdning og vores ord deler deres smerte. Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe ønsker at udtrykke sit håb om, at freden kan vende tilbage til det baskiske folk.
Fru formand, på vegne af Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe vil jeg også i beundring og som tak hylde mindet om byrådsmedlem Martín Carpena, hans pårørende, hans datter, hans hustru og hans venner og gennem dem alle familier til de mennesker, der under opfyldelse af deres pligt har mistet livet som følge af terrorhandlinger. Jeg vil sige til byrådsmedlem Martín Carpenas pårørende og venner, at byrådsmedlemmets offer ikke har været nyttesløst, at de står forrest med mod, med tapperhed, i forsvaret af demokratiet, ikke bare i Baskerlandet og i Spanien, men også i Europa. Det er nødvendigt ad demokratisk vej at forsvare demokratiets første skanser. Det er nødvendigt at huske på det usædvanlige mod, der skal til for på folkets vegne, som folkevalgt, hver eneste dag omgivet af farer, vold og trusler, at forsvare de demokratiske værdier. Det drejer sig ikke kun om byrådsmedlemmer. Repræsentanter for sikkerhedsstyrkerne, for demokratiet, for arbejdsmarkedsrepræsentanter, for fagforeninger, for arbejdsgivere, er også blevet myrdet, men det er særligt ryggesløst at myrde, intimidere eller forfølge mennesker, som nyder folkets tillid. Der findes ingen større modsætning. Derfor står alle de politiske grupper uden forbehold igen sammen om forsvaret af demokratiet og om at takke disse venner og pårørende til mennesker som Martín Carpena for det vidnesbyrd, som de aflægger. Det vil forpligte os i fremtiden i kampen for demokrati og frihed. De kan være sikre på, at Martín Carpenas offer ikke har været forgæves.
Fru formand, på vegne af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance tilslutter jeg mig Deres deltagende og beundrende ord, men især Deres medfølelse for Martín Carpenas familie. Ethvert attentat i Europa på uskyldige borgere er et angreb på Europa, de demokratiske værdier, troen på, at der ad demokratisk vej, pacifistisk og tolerant kan findes de nødvendige ændringer, for at mennesker kan leve lykkeligere i strukturer. Jeg håber derfor, at vi med endnu større styrke end tidligere i alle lande kan arbejde på at finde disse veje til fred og dialog, og at ingen forsøger at slå politisk mønt af attentater. Fru formand, familie, venner, mennesker i Málaga og så mange andre steder, hvor der allerede er faldet mere end 1000 dræbte, vi føler med jer, og vi ønsker først og fremmest, at terroren ophører. Vi ønsker ikke polarisering. Vi vil, at alle, der stræber efter fredelig forandring, finder hinanden omkring forhandlingsbordet.
Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om situationen i Mellemøsten. Som De ved, vil disse forhandlinger i dag have en ganske speciel karakter, idet de umiddelbart efter vil blive fulgt op af taler holdt af henholdsvis formanden for Knesset og formanden for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, som er her i Strasbourg, og som om få minutter vil indfinde sig i tilhørerlogen. Jeg vil byde dem velkommen, når de kommer, og som De ved, vil de udtale sig officielt på mødet kl. 11.30.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, medlemmer af Parlamentet, jeg vil gerne først, efter Dem, fru formand, og efter gruppeordførerne, give udtryk for Rådets sympati og bevægelse og for dets fordømmelse af terrorismen. Vi tog hul på dette emne under vores uformelle møde mellem udenrigsministrene lørdag og søndag i Evian. Det er nu min tur til at henvende mig til indbyggerne i Málaga og til hr. Carpenas enke. Jeg ønsker at forsikre dem om, at EU har til hensigt at handle på deres vegne imod denne plage, som terrorismen er, og som udgør en effektiv trussel mod vores demokratier. De har meget legitimt valgt, fru formand, medlemmer af Parlamentet, at tage situationen i Mellemøsten op. Dette er så meget mere velvalgt, idet denne region, der gennem de seneste måneder har været skueplads for meget markante begivenheder, nu står ved et vendepunkt, der kan blive historisk. Vi befinder os i virkeligheden for første gang i en situation, netop før en afgørende frist udløber for befolkningerne i denne region, med en reel mulighed for at kunne se frem til en afslutning på et halvt århundredes konflikter mellem Israel og Palæstina, men også med risikoen for, hvis dette håb skuffes, at se en genopblusning af volden. Det faktum, at formændene for henholdsvis Knesset, hr. Avraham Burg, og Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, hr. Ahmed Qurie, på Deres invitation, fru formand, har accepteret at komme sammen for i dag at udtale sig i Europa-Parlamentet, viser viljen til fred og den dialog, der fra nu af driver de to parter frem. Jeg ser endvidere i dette initiativ, der så vidt jeg ved, er uden fortilfælde, en klar anerkendelse af den uophørlige indsats, EU har ydet for at fremme betingelserne for en fred og en anerkendelse, der også er ledsaget af meget kraftige forventninger til EU. Disse forventninger må ikke skuffes. Denne særlige gestus, i hvilken jeg ser et tegn på tillid og håb, fortjener at blive hilst med glæde. Jeg vil nu bestræbe mig på at informere Dem om den analyse, vi foretager af den seneste udvikling af situationen i regionen og af perspektiverne for fredsprocessen. Vi har i de seneste måneder oplevet yderst vigtige begivenheder i Mellemøsten som f.eks. topmødet i Camp David og den israelske tilbagetrækning i Sydlibanon. Den syriske præsident Hafez El Assad gjorde sit land til en vigtig aktør på den regionale scene, og hans død er ligeledes indtruffet i samme periode. Denne accelererede udvikling af begivenhederne angår i første række de israelsk-palæstinensiske forhandlinger. Overgivelsen af magten i Israel til Ehud Barak, der blev valgt på et program for fred, og Yasser Arafats uophørlige vilje til at fortsætte dialogen gjorde det muligt at genoptage forhandlingerne, hvilket således bidrog til, at man kom ud af det dødvande, forhandlingerne havde befundet sig i i årevis. Aftalen, der blev underskrevet den 4. september i Sharm el Sheikh, indledte en ny fase i fredsprocessen og afbrød dermed en lang periode med stilstand eller snarere tilbagegang. Den fastlagde også metoder til at gennemføre bestemmelser i Wye River-aftalen, der indtil da endnu ikke var trådt i kraft. Den fastlagde endvidere en ny tidsplan for afslutningen af forhandlingerne om den endelige status ved at fastsætte en ny tidsfrist til en skæringsdato, vi allerede er meget tæt på nu, nemlig den 13. september 2000, og de forlængede dermed reelt den midlertidige periode med et år. Idet vi nærmer os denne skæringsdato, er det nu på sin plads at foretage en første opgørelse, der nødvendigvis må blive foreløbig, af denne genoptagelse af fredsprocessen. Jeg vil gerne først sige, at det har været muligt at gennemføre de vigtigste bestemmelser i Sharm el Sheikh-aftalen, selv om det ofte har været med forsinkelser i forhold til den fastlagte tidsplan. Den anden troppetilbagetrækning blev således afsluttet den 24. marts 2000, hvilket var godt to måneder senere end planlagt i aftalen. Adskillige hundreder fanger er blevet løsladt, men opgørelsen er endnu ikke fuldt tilfredsstillende. Andre bestemmelser er kun delvist gennemført. Således har den tredje troppetilbagetrækning endnu ikke fundet sted. Kun én af de to planlagte korridorer mellem Gaza og Vestbredden er reelt blevet åbnet. Bosættelsesaktiviteterne og eksproprieringen af jord på Vestbredden er fortsat og har krænket Sharm el Sheikh-aftalen, der forbød enhver ensidig foranstaltning med det formål at ændre situationen på landjorden. Disse vanskeligheder har sammen med en presset økonomisk og social situation i høj grad bidraget til at opretholde en meget spændt situation i områderne, som i adskillige tilfælde er udartet til voldelige hændelser. Forhandlingerne om den endelige status, der skal opnås gennem en midlertidig rammeaftale, har længe stået i stampe. Afstanden mellem parternes indledende holdninger har kunnet give det indtryk, at det stadig var for tidligt at håbe på et kompromis, og det er denne situation, der har givet anledning til topmødet for nylig i Camp David, der, selv om det ikke gav mulighed for at nå frem til den ønskede aftale, åbnede nye perspektiver i samtlige spørgsmål angående den endelige status, og det kan dermed efter vores opfattelse ikke betragtes som en fiasko. Tværtimod tror vi, det har skabt en ny dynamik. Dette resultat, der var uventet for bare nogle måneder siden, ville ikke på nogen måde have været muligt uden præsident Clintons og fru Albrights personlige engagement. De fremskridt, der blev opnået, skyldes i høj grad deres vilje til at bøje opfattelserne mod hinanden og drive forhandlingerne fremad. De skyldes naturligvis også og især politisk mod i form af ansvarsfuldhed og engagement for freden udvist af præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre og den israelske premierminister. Reelt har de for første gang uden tabuemner forhandlet samtlige spørgsmål, der er relevante for en permanent status, og ingen af dem har tøvet med at fremføre og smidiggøre principholdninger, der indtil da havde været urørlige. Diskussionerne førte ganske vist ikke frem til et resultat, det ved vi, og derfor kunne ingen af de opnåede fremskridt i mangel af en overordnet aftale naturligvis ikke betragtes som definitive under anvendelsen af den diplomatiske regel, der siger, at der ikke er en aftale om noget, hvis ikke der er en aftale om alt. Selv om freden i Mellemøsten er inden for rækkevidde, er den altså stadig ikke opnået. De fremskridt, der blev opnået i Camp David, skal konsolideres, og endelige fremskridt er nødvendige, især hvad angår Jerusalem, flygtningene og helt specielt de hellige steder. Perspektiverne blev åbnet i Camp David. Vi er ikke i tvivl om, at en løsning, der tager hensyn til de legitime forventninger hos hver af parterne og resten af verden, er mulig, inklusive for de hellige steder. Der eksisterer hermed en historisk mulighed. Vi har stadig meget gunstige konjunkturer. Den israelske premierminister, der er blevet valgt på et program for fred, ønsker en aftale, som han har stor interesse i at opnå, lige så vel som præsident Arafat, der forbliver trofast over for sit valg om at engagere sig i Oslo-processen. Præsident Clinton er mere end nogensinde tidligere fast besluttet på at udnytte hele sin egen og sit lands indflydelse for, inden hans mandat udløber ved årets udgang, at afslutte forhandlingerne med et positivt resultat. Vi må dog være opmærksomme på, at dette mulighedernes vindue, der helt specielt er åbnet, meget hurtigt kan lukkes. Valget i USA nærmer sig, og det samme gør genåbningen af det israelske parlament, og vi ved, dette kan blive meget delikat. Skæringsdatoen den 13. september, der er den frist, der er fastsat i Sharm el Sheikh-aftalen for afslutningen af forhandlingerne om den endelige status, kan ikke udsættes i det uendelige, medmindre mærkbare fremskridt og perspektiver for en snarlig afslutning aftegner sig i forhandlingerne. Denne helt specielle mulighed må derfor ikke forpasses. Hvis det håb, som Camp David har fremkaldt, skal udmøntes konkret, er det først og fremmest vigtigt, at parterne forbliver bevægelige, og at de fortsat udviser det samme engagement og den samme vilje, som de har vist hidtil. Deres ledere skal tage beslutninger, der er vanskelige og modige for deres befolkninger. I den forbindelse bør alt tilrettelægges for at opmuntre parterne til at fortsætte ufortrødent og uden ophold med de skridt, de allerede har taget med henblik på at indgå en overordnet og definitiv aftale. Den Europæiske Union er i den forbindelse parat til at engagere sig fuldt ud for at sikre, at de udfoldede bestræbelser krones med held. Den agter at spille en aktiv og nyttig rolle på adskillige områder som f.eks.: opmuntre parterne, bidrage til at søge løsninger og støtte til at gennemføre aftaler. Via den tætte og regelmæssige politiske dialog, som Unionen fører med samtlige regionale parter, vil den aldrig undlade at gøre opmærksom på den internationale lovmæssighed og omhyggeligt overvåge, at FN's resolutioner og de grundlæggende principper, der styrer fredsprocessen, efterleves, samt vise sin vilje til at opfordre parterne til at gå frem ad fredens vej. De har, fru formand, under Deres ophold i Mellemøsten i begyndelsen af året selv kunnet konstatere, i hvilket omfang EU's holdninger forstås og forventes, granskes, dissekeres, anses for at være snart for skræmte, snart det modsatte, alt for energiske eller ubelejlige, men generelt konstruktive og afbalancerede. De har ligeledes kunnet bemærke, i hvor høj grad forventningerne til EU fortsat er stærke. Det er denne interesse for at bekræfte EU's rolle og indfri parternes forventninger, der førte til, at EU i 1996 udpegede en særlig udsending. Det er lykkedes ambassadør Moratinos, som jeg gerne vil rose, og som har beklædt denne post nu i fire år, at give EU et ansigt i Mellemøsten ved at udvikle daglige kontakter med samtlige ledere i regionen. Denne rolle som støtte, formidler og mægler, der supplerer USA's rolle, forstærkes gennem et bidrag til kollektive overvejelser for at udtænke nye løsninger, nedbryde visse tabuområder og fremsætte kompromisforslag. Både Berlin-erklæringen fra 1999 og Venedig-erklæringen fra 1980 giver udtryk for en bemærkelsesværdig enhed i EU-landenes synspunkter, og de udgør referencetekster, som jeg er sikker på har bidraget til at åbne vejen frem mod historiske kompromisløsninger mellem israelere og palæstinensere. Endelig har EU udviklet en samarbejdspolitik med samtlige lande i Mellemøsten med henblik på at skabe vilkår for en harmonisk, økonomisk og social udvikling, samtidig med at man styrker den regionale integration, der er en betingelse for en varig forankring af freden. Vi ved endvidere, at Unionen siden 1993 har stået for næsten halvdelen af indgåede økonomiske forpligtelser med hensyn til den internationale støtte til det palæstinensiske område. Den forbliver naturligvis parat til, og det vil jeg gerne fremhæve, når den tid kommer, at bidrage til en fuldstændig gennemførelse af indgåede aftaler. Det er uden tvivl stadig for tidligt at forestille sig det, der kunne blive en aftale om den permanente status for de palæstinensiske landområder, idet det under alle omstændigheder er op til de enkelte parter gennem forhandlinger at fastlægge den eneste antagelige metode. Diskussionerne i Camp David giver dog en første idé om det, der kunne blive konturerne til en fremtidig aftale. I den sammenhæng vil jeg gerne nævne, at oprettelsen af en palæstinensisk stat i vores øjne er uundgåelig på betingelse af, at den er levedygtig, fredelig og demokratisk. Dette går hånd i hånd med palæstinensernes umistelige ret til selvbestemmelse, og jeg er overbevist om, at dette i øvrigt udgør den bedste garanti for Israels sikkerhed. Denne ret til at have en stat og, som en start proklamere den, kan ikke gøres til genstand for noget som helst veto. Dog foretrækker EU, som den allerede har gjort opmærksom på, helt klart, at en palæstinensisk stat oprettes som afslutning på en forhandlingsproces. Men De ved dog, at Unionen ikke har gjort dette til en betingelse. Dens holdning til dette spørgsmål er fortsat den, der er udtrykt i erklæringen fra Berlin i 1999. Men alle de anstrengelser, der er udfoldet i den nuværende fase, selvfølgelig først og fremmest af parterne selv, må stile imod at indgå en aftale, der, som jeg allerede har sagt, er inden for rækkevidde. Som De har bemærket, spørger selv palæstinenserne i dag om muligheden, betingelserne og især tidspunktet for at proklamere deres stat i forhold til den løbende udvikling. Udvekslingen af synspunkter mellem De 15's udenrigsministre under deres uformelle møde for nylig, som jeg omtalte for lidt siden, bekræftede gyldigheden af EU's holdning, der indtil nu har været styret af en støtte til fredsprocessen. Nødvendigheden af at opnå et afgørende gennembrud i det israelsk-palæstinensiske spørgsmål bør dog ikke lede os på afveje af andre sidespor i fredsprocessen, idet denne udgør et sammenhængende hele. Den kræver en bæredygtig og overordnet løsning. En israelsk-palæstinensisk aftale er uomgængelig. Den er afgørende, men en sådan kan ikke i sig selv sikre fred og stabilitet i Mellemøsten. Det er også nu, som den franske præsident for nylig har understreget, på tide at genoptage diskussionen mellem Syrien og Israel, idet ingen af de to stater kan være interesserede i status quo. Der bør derfor gøres alt for så hurtigt som muligt at fremme indgåelsen af en aftale såvel mellem Israel og Syrien som mellem Israel og Libanon. Selv om situationen i den forbindelse skulle vise sig at være modsætningsfyldt, er der dog ikke desto mindre perspektiver. Den israelske tilbagetrækning fra Sydlibanon den 24. maj har reelt gjort en ende på 22 års besættelse, og dette faktum har skabt, hvad jeg vil kalde "en ny fordeling af kortene". Tilbagetrækningen, der er attesteret af De Forenede Nationers generalsekretær den 16. juni, udgør et positivt element i mere end en forstand. Den markerede for det første en ganske vist sen, men dog total og betingelsesløs gennemførelse af Sikkerhedsrådets resolution 425. Den repræsenterer således i denne forstand et ubestrideligt fremskridt. Den foregik dernæst under mindre ugunstige vilkår, end man kunne have frygtet, og den blev ikke fulgt op - og dette er meget vigtigt - af en ny voldsbølge, som man også kunne have frygtet. Det er vigtigt her at understrege den ansvarsfuldhed, alle parter har udvist. Indtil nu har det været muligt at overvinde vanskelighederne og gennemføre bestemmelserne i resolution 425. Således er det lykkedes at afklare problemerne med israelsk indtrængen langs den blå linje efter to måneders vanskeligheder. Sikkerhedsrådet vedtog den 27. juli resolution 1310, der forlænger UNIFIL's mandat for en ny periode på seks måneder. Den libanesiske gav den 5. august sin tilslutning til en ny placering af styrken i den tidligere besatte zone, og UNIFIL har siden da oprettet en række faste poster i zonen og har ligeledes taget opstilling langs den israelsk-libanesiske grænse. Parallelt hermed har den libanesiske regering den 9. august foretaget en opstilling i den tidligere besatte zone af en blandet styrke på 1.000 mand, bestående af 500 soldater og 500 politifolk, der har fået til opgave at opretholde ro og orden internt, herunder også på libanesisk landområde, dog med undtagelse af enhver overvågning af grænsen, selv om dette var styrkens opgave. Genindsættelsen af UNIFIL og den libanesiske regerings udsendelse af en blandet sikkerhedsstyrke i den sydlige del af landet er efter vores opfattelse positive tiltag. Men situationen ved grænsen til Israel er stadig skrøbelig. Der er af og til tale om episoder langs den blå linje. Det er således i alle parters interesse at undgå hændelser, der kan føre til en eskalering. Det er i den forbindelse vigtigt, at den libanesiske regering påtager sig det fulde ansvar for at skabe de vilkår, der er nødvendige for, at UNIFIL fuldt ud kan udøve sit mandat. En stabilisering af situationen i Sydlibanon vil endvidere ske gennem en genindsættelse af de fulde rettigheder for denne region, der som vi ved, har lidt meget under besættelsen og krigen, og gennem dens genintegration i det økonomiske og sociale liv i Libanon. Den Europæiske Union er naturligvis parat til at deltage i genopbygningen af Sydlibanon, så snart betingelserne for området er blevet til stede. Den agter især at give meget konkret udtryk for sin støtte til Libanon på donorkonferencen for genopbygning af Sydlibanon, der efter planen bliver afholdt til efteråret under vores formandskab. Israels tilbagetrækning fra Sydlibanon og den gradvise genetablering af den libanesiske suverænitet i området går også i den rigtige retning. I øvrigt bevirker de igangværende ændringer i området, som vi havde håbet, at man kan skimte et håb om en gradvis udvikling af det syrisk-libanesiske forhold. Men her er situationen ikke mindre skrøbelig. Vi er overbeviste om, at udelukkende en gennemførelse af Sikkerhedsrådets resolution 242 og princippet om landområder for fred kan føre til en retfærdig og bæredygtig fred. Vi må erkende, at situationen helt klart ikke tegner videre gunstig for en genoptagelse af de israelsk-syriske forhandlinger, i det mindste ikke på kort sigt. De to parters holdninger, som vi kender, forbliver på nuværende tidspunkt uforenelige, også selv om meningsforskellene forekommer mindre dybtgående end i en lang række af aspekterne i den israelsk-palæstinensiske konflikt. I øvrigt forekommer de israelske og syriske lederes kalendere for øjeblikket at være fuldt besat af andre politiske satsninger. Alligevel fortsætter man med strategisk at vælge freden, og dette er netop blevet bekræftet på højeste niveau. Præsident Bashar Al Assad understregede i sin indsættelsestale den 7. juli sin iver for at indgå en fredsaftale med Israel, idet han mindede om, at alt kan forhandles bortset fra linjen fra den 4. juni 1967. Ehud Barak har på sin side opfordret Syrien til at indgå, hvad han har kaldt "de modiges fredsaftale", en formulering, der vækker genklang hos os. Vi kan derfor håbe, at forhandlingskontakterne vil blive genoptaget i løbet af de kommende måneder. Jeg vil slutte med at sige, at den seneste udvikling i regionen ikke udelukkende hænger sammen med fredsprocessen, selv om denne spiller en central rolle. Selv om den endnu er meget utilstrækkelig, bevæger den regionale integration sig langsomt, men regelmæssigt fremad. Den indgår helt specielt i den meget større Euro-Middelhavsramme fra Barcelona, der realiserer Unionens interesse i at udvikle en overordnet strategi for denne region, som er så tæt på os, og som vi er så nært knyttet til. Et frihandelsområde med Unionen er under udarbejdelse. Det kommer til at omfatte samtlige lande i Mellemøsten, og vi er overbeviste om, at det vil kunne fremme en åbning og modernisering af økonomierne samt deres indførelse i den globale økonomi. Der er allerede indgået associeringsaftaler med Jordan, Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre. Der vil snart blive indgået en aftale med Egypten. Der er forhandlinger i gang med både Libanon og Syrien. Der er ingen tvivl om, at Euro-Middelhavsprocessen i sin politiske dimension med forslaget til et charter om fred og stabilitet, ikke blot økonomisk, men også socialt og menneskeligt, vil bidrage til at opbygge et Mellemøsten "efter freden", som vi så inderligt ønsker. Der findes nemlig ikke noget alternativ til fredsprocessen, som i dag er gået ind i en fase, som vi håber og tror vil være afgørende. EU har i lighed med resten af det internationale samfund, især USA - og jeg slutter her fru formand - forstået at igangsætte alt for at fremme de beslutninger, der skal tages af hovedaktørerne, som er israelerne og palæstinenserne, der skal stå til ansvar over for deres befolkninger og for historien, og for at fremme udviklingen af denne så længe ventede og så længe ønskede fred, som nu er inden for rækkevidde.
Det er mig en stor ære at kunne byde velkommen på de officielle tilhørerpladser til formanden for Knesset, hr. Avraham Burg, og formanden for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, hr. Abu Ala. Kære formænd, Deres fælles deltagelse i vores møder og den tale, De skal holde om lidt, er en gestus af meget høj symbolsk værdi. Jeg er overbevist om, at de forhandlinger, De nu vil følge, vil give Dem et indtryk af den venskabsfølelse Parlamentet har over for Deres respektive befolkninger, og i hvor høj grad, vi interesserer os for etableringen af en retfærdig og bæredygtig fred i Deres region.
Fru formand, jeg vil starte med at give Kommissionens fulde støtte til Deres bevægende indlæg i går om terrorisme og om de modige personer, der har lidt martyrdøden for demokratiet. Jeg vil ligeledes støtte bemærkningerne fra parlamentsmedlemmerne her til morgen. Jeg vil også sige, at det er en stor ære at behandle spørgsmålet om en fredsløsning i Mellemøsten under tilstedeværelsen af nogle af de personer, der har mulighed for at fremkalde denne historiske udvikling. Jeg er naturligvis helt enig i rådsformandens bemærkninger. Jeg vil ikke gentage alle hans argumenter, men vil i stedet fremsætte et par personlige betragtninger om nogle af formandens bemærkninger og måske tilføje et par bemærkninger - primært om økonomiske spørgsmål. Skønt topmødet i Camp David ikke udmøntede sig i en endelig løsning, gav det, som formanden nævnte, enorme fremskridt. Jeg er sikker på, at alle her i salen påskønner det flotte og vedholdende diplomatiske arbejde fra præsident Clintons og udenrigsminister Madeleine Albrights side. Topmødet i Camp David var med til at mindske afstanden mellem stridens parter. På dette møde tog man fat på og fjernede nogle gamle tabuer såsom de meget følsomme historiske spørgsmål, der omgærder Jerusalems status. Når man nu er nået så langt, vil det selvfølgelig være en tragedie, hvis den nuværende store mulighed for en fredsløsning går tabt. Som formanden har antydet, vil vi gøre vores yderste for at være med til at sikre en fredsløsning. Det glæder mig meget at se vores egen repræsentant, der har gjort en stor indsats for at tydeliggøre Den Europæiske Unions tilstedeværelse i regionen. Som tiden går, tales der stadigt mere om at danne en selvstændig palæstinensisk stat. Erklæringen fra Det Europæiske Råd i Berlin er stadig udtryk for Unionens holdning. Præsident Arafat er blevet rådet til at udskyde den planlagte erklæring om en uafhængig palæstinensisk stat til den 13. september. Jeg vil gerne gentage, at Den Europæiske Union i erklæringen fra Det Europæiske Råd i Berlin i marts understregede, at oprettelsen af en demokratisk, levedygtig og fredelig palæstinensisk stat på baggrund af eksisterende aftaler og gennem forhandlinger vil være den bedste garanti for Israels sikkerhed, samt for at Israel accepteres som en ligeværdig partner i regionen. Det er vores holdning. Hvad angår Syrien, så er alle enige om, at præsident Bashar al-Assad skal konsolidere sin position. Her er der imidlertid heller ikke den store afstand til Israel, og vi mener, at man bør kunne nå til enighed. Vi vil fortsat gøre vores yderste for at nå dette mål. Vi har en vigtig opgave i Syrien med aktivt at fremme en økonomisk reform og modernisering til fordel for Syrien og den regionale stabilitet. Tidligere på året var jeg på et meget udbytterigt, om end alt for kort, besøg i Syrien. På dette møde gjorde vi betydelige fremskridt i dialogen om økonomiske spørgsmål og den hjælp, vi kan bidrage med. Vi vil reagere på yderligere forespørgsler fra Syrien om hjælp til reformprocessen. Vi vil også være villige til at styrke retsreglerne, menneskerettighederne og den politiske pluralisme. Hvad angår Sydlibanon, kræves der fortsat en enorm indsats fra Europas side, ikke mindst i forbindelse med Euro-Middelhavspartnerskabet. Den Europæiske Union vil bidrage til genopbygningen af Sydlibanon, så snart Kommissionens betingelser er opfyldt. Den libanesiske regering skal opretholde orden i den sydlige del af landet og omsætte sin generelle anmodning om hjælp til konkrete og realistiske forslag. Vi vil skitsere vores strategier, så snart disse betingelser er opfyldt, og som mange medlemmer vil vide, har vi haft en evalueringsmission i området for at undersøge, præcist hvad vi kan gøre hurtigst muligt. Det kan ikke overraske parlamentsmedlemmerne, at vi agter at arbejde inden for områder som minerydning, hvor vi har stor erfaring. Det er områder, der har stor betydning for at genetablere et normalt økonomisk liv og anstændige sociale forhold i Sydlibanon. Samtidig med at vi forbereder os til vores rolle ved en eventuel gennemførelse af en fredsaftale, fokuserer vi også på det regionale scenarium efter en fredsaftale. Når konflikten er overstået, er det vigtigt at anerkende, at en fredsløsning vil give nye muligheder for alle. En vedvarende økonomisk vækst og økonomisk stabilitet er nøglen til regional fred og en konsolidering heraf i de kommende år. Folk er mere tilbøjelige til at støtte en fredsproces, hvis de føler, at deres levevilkår forbedres. I øjeblikket er den økonomiske vækst imidlertid stagnerende, og den samlede arbejdsløshed er foruroligende høj, det vil sige 15-20%. Ulighederne vokser både i regionen og - som det blev sagt under gårsdagens forhandling om Meda - mellem regionen og Den Europæiske Union. Det regionale arbejdsmarked vil endvidere komme under stærkt pres på grund af den høje befolkningstilvækst som følge af den kærkomne tilgang af kvinder til arbejdsmarkedet og den kommende integration af palæstinensiske flygtninge i regionens økonomier. Den regionale velstand afhænger derfor af en seriøs indsats til fremme af økonomisk vækst. Private investeringer vil spille en central rolle, men offentlige investeringer vil fortsat være vigtige, specielt med henblik på en økonomisk omstilling, herunder harmonisering, intern liberalisering samt regionalt samarbejde, stabilisering og regionale infrastrukturer. Jeg nævnte den interessante forhandling om Meda i aftes samt vores forsøg på at fremskynde og forenkle lovgivningen, så vi meget hurtigere kan yde hjælp i regionen. Det er vigtigt at huske på omfanget af denne bistand. Den Europæiske Union, Kommissionen, medlemsstaterne og EIB tegner sig for ca. 50% af den økonomiske bistand i regionen. Kommissionen og EIB tegner sig for ca. halvdelen heraf, det vil sige ca. 25%. I de seneste par år har vores bistand til regionen ligget på ca. 800 millioner euro fra Kommissionen og EIB, det vil sige ca. 450 millioner euro fra Kommissionen og resten fra EIB. Det er en betydelig investering i regionens kommende velstand og trivsel, men jeg ønsker stadig at sikre mig, at de tilgængelige midler bruges hurtigere og mere effektivt. I går sagde jeg, at Kommissionen vil holde møder i ugens løb, og jeg håber ikke, at jeg trækker for store veksler på dens kollektive visdom ved at sige, at vi vil kunne offentliggøre vores forslag senere på ugen. Vi arbejder på en meddelelse fra Kommissionen om en genoplivning af Barcelona-processen, hvilket alle finder ekstremt vigtigt. I dette dokument vil vi understrege vigtigheden af et øget regionalt samarbejde samt mere handel og et større samarbejde mellem landene i syd og ikke kun mellem Europa og landene i syd. Jeg håber, at dokumentet og dets gennemførelse vil medvirke til at konsolidere den politiske udvikling i regionen. Jeg gentager, at dette helt klart er en historisk mulighed for at sikre en fred, der kan bringe velstand og stabilitet til vores naboer mod syd. Vi er indstillet på at yde både politisk og økonomisk bistand. Vi vil hjælpe dem med både at få fred og bygge videre på det grundlag, som en fredsløsning vil skabe.
Fru formand, siden staten Israels oprettelse har vi ganske givet aldrig før været så tæt på en aftale om varig og stabil fred i Mellemøsten. Men uenighederne mellem parterne har sandsynligvis aldrig været større. Tilbagetrækningen af de israelske styrker fra Sydlibanon, den vilje, som den nye syriske præsident har udvist, og de tydelige fremskridt, der skete i Camp David, som det er blevet nævnt her i formiddag, giver os tilsyneladende et scenarium, hvor vi næsten kan røre ved freden med fingerspidserne. Men der er stadig hindringer, som minder os om, at vi er lige så tæt på at benytte en historisk lejlighed som på de sorte skyer, der ville komme ind over regionen, hvis forhandlingerne brød sammen. Hvad gør vi fra Den Europæiske Unions side? Vi udfører naturligvis vores gode opgaver gennem Den Europæiske Unions særlige udsending, ambassadør Moratinos, som jeg byder velkommen. Vi er uden tvivl en garanti for områdets fremtidige økonomiske udvikling, som helt sikkert vil være en følge af en fredsaftale, gennem vores samarbejde og investeringer, hvilket kommissær Patten meget rigtigt har gjort os opmærksom på. Vi opfordrer konfliktens parter til med gåpåmod at fortsætte forhandlingerne og overhøre de mest pessimistiske for ikke at sige truende udtalelser, som af og til udgår fra deres egne lande. Kort sagt er de oplysninger, som Rådet og Kommissionen har givet os i formiddag, og deres gode ønsker prisværdige. Men det er værd at sætte spørgsmålstegn ved, om det er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions ansvar og ambitioner på internationalt plan. At optræde med én stemme, at stræbe efter at spille en vigtig rolle ikke blot på det økonomiske område, men givetvis også på det politiske, kræver mere af os. Der er ingen større støtte end den, som min gruppe tilbyder de regeringer, der fremmer fredsprocessen, i særdeleshed USA's. Ingen anden gruppe kræver så stor en besindighed af sig selv, som vores gør, i den afgørende fase, vi befinder os i. På den baggrund kan vi foreslå, at Den Europæiske Union til næste år, når vi fejrer 10-årsdagen for den konference, der indledte fredsprocessen, på et nyt Madrid-møde igen samler de øverste ledere, som deltog i nævnte konference. I mellemtiden skal vi igen bekræfte Den Europæiske Unions fulde engagement i fredsprocessen og vores vilje til at påtage os vores historiske, økonomiske og også politiske forpligtelser i regionen.
Fru formand, jeg vil først og fremmest på vegne af min gruppe byde formanden for Knesset, Avram Burg, og formanden for Det Palæstinensiske Nationalråd, hr. Abu Ala, som har taget plads i den officielle loge, velkommen. De vil holde indlæg, som vi vil lytte til med største opmærksomhed. Tilstedeværelsen af disse to fremtrædende personligheder betyder, at fredsprocessen ikke bare er en proces mellem regeringer. Det er en proces mellem folk og mellem parlamenter, som er de demokratiske repræsentanter for disse folk. Jeg vil bede begge formænd om at overbringe deres folk et budskab: De er kommet her, og de har set, hvordan repræsentanter for folk, der har været arvefjender og har bekriget hinanden i århundreder, kan arbejde fredeligt sammen og dele værdier. Det er efter min mening det grundlæggende budskab, vi kan give. Jeg vil også sige, at ud over den indsats, der gøres med forhandling mellem regeringerne, som vi bør støtte, forsøger min politiske familie i Socialistisk Internationale også at støtte og fremme denne proces i det omfang de israelske og palæstinensiske ledere tilhører vores familie, og vi føler os dybt forpligtet. Vi er enige i den udtømmende analyse af situationen, som formanden for Rådet har givet, og jeg vil blot som budskab igen forsikre vores venner i Mellemøsten om vores engagement i fredsprocessen og i den udvikling, som den har gennemgået siden Sharm el Sheikh-aftalerne, der gav anledning til den sidste tilbundsgående debat i Europa-Parlamentet. Vi nærmer os en skæringsdato. Vi europæere forstår vigtigheden af skæringsdatoer, og hvordan det er nødvendigt at sætte alt på et bræt, når de nærmer sig, men vi mener, at det vigtige i dette øjeblik er, at parterne holder ud. Vi bifalder præsident Clintons og udenrigsminister Albrights indsats. Vi er engageret i denne proces, og jeg glæder mig her over tilstedeværelsen af den utrættelige pilgrim for fred, som ambassadør Moratinos er. Især mener jeg, at det er nødvendigt at gøre opmærksom på betydningen af det, der er på spil i øjeblikket, for frem til i dag var man ikke begyndt at gå i dybden med forhandlingerne om situationen for de palæstinensere, der har været flygtninge siden 1948, fortsættelsen af de israelske bosættelser og fastlæggelsen af nogle endelige grænser. Det er de emner, nogle meget vigtige og følsomme emner, som skal behandles. Ud over et andet, som er vigtigt, den endelige statut for Jerusalem, som kræver et kompromis. Det er ikke bare et politisk problem, det er et kulturelt, historisk og religiøst problem. Derfor duer det ikke med en løsning, der er baseret på eksklusive krav. Som nogle eksperter har sagt, kan man ikke mægle i religionsspørgsmål, men det er helt sikkert, at hvis vi taler om Bibelens forkyndelser om kærlighed til Gud og næstekærlighed, skal det være muligt at finde en løsning mennesker imellem. For de hellige steder duer det ikke med løsninger, der kun er baseret på uindskrænkede rettigheder, og det er vigtigt at være meget opmærksom på de forskellige internationale løsninger: Jeg tænker på inddragelsen af nogle dybt involverede arabiske lande, som kan hjælpe. Endelig, fru formand, mener jeg, at det, hvad angår Den Europæiske Unions aktioner, er nødvendigt at forsøge at styrke Euro-Middelhavsprocessen, trække Syrien ud af isolationen, styrke processen i hele regionen og især give Mellemøsten det budskab, at Den Europæiske Union som en union af arvefjender ønsker at deltage engageret i udviklingen af en fredelig, fælles fremtid i Mellemøsten.
Fru formand, kære kolleger, på grund af manglende tid begrænser jeg mig til forholdet mellem Israel og Palæstina. Vi er alle meget skuffede over de mislykkede forhandlinger i Camp David. Måske var tiden ikke moden til sådan en aftale, hvorved afstanden mellem begge parter ikke eller i hvert fald ikke tilstrækkeligt kunne gøres mindre. Vi håber stadigvæk, at der efter en periode med selvransagelse og besindelse lægges et nyt grundlag for at fortsætte fredsprocessen og komme ind i en ny fase. Det drejer sig nu om at fortsætte forhandlingerne så hurtigt som muligt. Det internationale samfund skal bistå heri, sammen med de arabiske stater og det muslimske samfund. Med hensyn til EU håber vi, at det med én stemme spiller en mere proaktiv rolle, og jeg mener især en mere politisk pro-aktiv rolle og altså bidrager til fredsprocessen. Det skylder Unionen begge de involverede parter og det internationale samfund. Det er meget vigtigt, at begge parter i mellemtiden ser bort fra enhver ensidig handling, som kan skade de videre forhandlinger. Der tolereres ingen form for vold. Forhandlingerne skal fortsættes gennem en åben, direkte og ærlig dialog. Europa skal i høj grad medvirke hertil!
Fru formand, jeg har været med i Jerusalem som midlertidigt medlem af Parlamentets delegation for forbindelserne med Israel. Vi mødte fornuftige repræsentanter for den israelske regering, men også blandt medlemmerne af Knesset fandtes der stadig en række uforsonlige fanatikere, som hævder, at Israel har alle rettigheder, mens palæstinenserne overhovedet ingen har. Derfor var det godt, at Rådets repræsentant slog fast, at EU støtter alle gældende FN-resolutioner. Hvad indebærer disse beslutninger? Jo, de siger, at der skal findes en jødisk og en palæstinensisk stat i området, at hele Jerusalem skal være internationalt område, at samtlige palæstinensiske flygtninge skal kunne vende hjem, og at Israel skal forlade de områder, som man har besat. Man kan altså konstatere, at Israel har ret på et område, nemlig i at der skal dannes en jødisk stat. Det er der ingen, der betvivler i dag, men i spørgsmålene om alle de vigtige problemer under fredsforhandlingerne - det vil sige Jerusalem, flygtningene og territoriet - har palæstinenserne faktisk den internationale ret på deres side. Samtidig forstår alle, at FN-resolutionen ikke kan gennemføres direkte med fredelige midler. Israel modsætter sig dette. Palæstinenserne er villige til en kompromisløsning. Palæstinenserne kræver ikke Vestjerusalem. Palæstinenserne forstår, at Israel ikke kan tage imod 5-6 millioner palæstinensiske flygtninge. Palæstinenserne er indstillet på territoriale indrømmelser. De kommer med indrømmelser, hvilket er storsindet og nødvendigt, men palæstinenserne og Arafat kan ikke komme med alt for store indrømmelser, uden at der bliver oprør i egne rækker. Derfor er det vigtigt, at EU står fast på Berlin-beslutningen om at anerkende en palæstinensisk stat uden betingelser, så snart palæstinenserne finder det hensigtsmæssigt at udråbe den, da det er deres ret. Fru formand, Israel har den militære magt og USA bag sig. Palæstinenserne har faktisk den internationale lovgivning på deres side. Giv dem også EU's fulde støtte, i samme grad som USA støtter Israel. Lad EU stå fadder til den palæstinensiske stat, den demokratiske palæstinensiske stat. Det vil også øge EU's anseelse i verden.
Fru formand, min gruppe havde anmodet om tilrettelæggelsen af en bred forhandling af situationen i Mellemøsten i løbet af denne mødeperiode. Den havde ligeledes foreslået at sende en fælles indbydelse til højtstående israelske og palæstinensiske ledere om at komme til Europa-Parlamentet. Vi glæder os således over de initiativer, der er taget i den retning, og jeg vil gerne meget varmt byde formændene for de to parlamenter velkommen. De gør os ære ved deres tilstedeværelse. I denne tid, som alle og enhver understreger er afgørende, hvilken meddelelse kan vi europæere da fremsætte i dag, som er til gavn for freden? Jeg er i store træk på bølgelængde med det, formanden for Rådet sagde om dette emne. Den første af disse meddelelser berører efter min opfattelse det spørgsmål, der er centralt for hele den igangværende proces, nemlig en palæstinensisk stat. Jeg tror, at dette er øjeblikket til meget klart og utvetydigt at bekræfte ordlyden af den erklæring, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i Berlin i marts 1999, og gennem hvilken De 15 erklærer sig parate til at anerkende en palæstinensisk stat. Er det EU's anerkendelse af denne umistelige ret, der har fået palæstinenserne til at proklamere deres stat uden andre overvejelser? Nej, tværtimod. EU har fremmet den palæstinensiske ledelses suveræne og ansvarlige beslutning om at udskyde skæringsdatoen, og jeg er overbevist om, at den endda er rede til at udskyde den nogle uger for at give forhandlingerne en chance, hvis den inden den 13. september har en fornemmelse af, at man er på vej frem mod en overordnet fredsaftale. Jeg vil ønske, at Unionen på ny og meget klart bekræfter sin holdning fra Berlin, og den vil dermed efter min mening fremme en sådan gestus fra palæstinensernes side. Den anden meddelelse fra EU bør efter min opfattelse i den samme ånd bestå i at minde om, ud fra hvilket principgrundlag forhandlingerne må og skal udvikle sig, det vil sige FN's relevante resolutioner, især de, der drejer sig om Israels tilbagetrækning fra samtlige besatte områder, herunder Østjerusalem, samt flygtningenes ret til at vende tilbage eller til at modtage en erstatning. En sådan påmindelse vil ikke på nogen måde lukke døren for de nødvendige kompromiser. Den vil tværtimod fuldt ud overlade ansvaret til suveræne palæstinensere og israelske forhandlere til ud fra disse oplysninger om principper, der er anerkendt af hele det internationale samfund, at finde frem til nogle originale juridiske løsninger, der er gensidigt acceptable. Den tredje meddelelse fra EU mener jeg må omhandle en garanti for, at den fremtidige overordnede aftale vil blive gennemført fuldt ud i modsætning desværre til alle de delaftaler, der er fulgt efter Oslo. USA alene kan ikke give denne garanti. Ingen kender i dag de kommende lederes hensigter. EU er fra nu af en uerstattelig garant ved siden af USA og Egypten som repræsentant for den arabiske verden, for en pålidelig og stram opfølgning på de indgåede forpligtelser. Disse er de tre ønsker, min gruppe fremsætter med håbet om "Yerushalaim", hvilket på hebraisk betyder, at freden må komme til syne.
Fru formand, mange tak, fordi De har arrangeret denne vigtige forhandling på netop dette tidspunkt. Jeg vil byde formanden for Knesset, Avram Burg, og formanden for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, Ahmed Qurie, hjertelig velkommen i Parlamentet. Fru formand, i lighed med så mange andre var jeg også skuffet over, at de nylige fredsforhandlinger om Mellemøsten i Camp David ikke udmøntede sig i en fredsløsning mellem palæstinenserne og den israelske regering. Jeg synes imidlertid heller ikke, at fredsforhandlingerne var en komplet fiasko. Vi bør skønne på, at palæstinenserne og den israelske regering nu forhandler om afgørende spørgsmål, herunder Jerusalems status, grænserne for en palæstinensisk stat, israelske bosættelser og de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage. Jeg håber meget, at Mellemøsten vil genoptage fredsforhandlingerne i den nærmeste fremtid. Jeg vil opfordre de involverede nøgleaktører til at arbejde i god tro hen imod en forhandlingsløsning med udgangspunkt i eksisterende aftaler. Forhandlingerne om en permanent status blev genoptaget i september 1999. Det vil altid være en tidkrævende affære at forhandle sig til rette om vanskelige, sarte og følsomme politiske spørgsmål. EU's statsoverhoveder har ved flere lejligheder bekræftet, at man til enhver tid skal garantere den israelske og den palæstinensiske befolknings kollektive såvel som individuelle sikkerhed. Jeg går ind for princippet om at udveksle land med fred og den fortsatte uforbeholdne palæstinensiske ret til selvbestemmelse. Jeg mener, at sidstnævnte bedst kan opnås gennem forhandling. Jeg vil opfordre den israelske regering og den palæstinensiske ledelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at genoprette den gensidige tillid, acceptere behovet for indrømmelser og fokusere på det overordnede mål om varig fred og stabilitet i regionen. Fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne er ikke det eneste diskussionsemne i Mellemøsten. Det er vigtigt, at forhandlingerne mellem Israel og Syrien hurtigt genoptages, og at man også beskæftiger sig med den libanesiske kurs i fredsprocessen for Mellemøsten. I den forbindelse glæder det mig, at regionen har været meget fredelig siden de israelske styrker trak sig ud af Sydlibanon. Der har været en fredelig udvikling i grænseområdet mellem Libanon og Israel, efter at den libanesiske regering fik kontrol med området, og vi glæder os alle over, at der nu er fred i Sydlibanon. Historisk set vil det altid tage lang tid at sikre fred i Mellemøsten. Det første skridt i den aktuelle fredsproces blev taget, da Israel og Egypten indgik Camp David Fredsaftalen i 1979. Der gik 12 år, inden en omfattende fredsproces så dagens lys i forbindelse med Madrid-konferencen, hvor man grundlagde princippet om land for fred. Vi kan trøste os med, at de vigtigste aktører i denne vanskelige politiske ligning nu forhandler om de afgørende og vanskelige spørgsmål, der skal løses, hvis der skal findes en permanent fredsaftale i Mellemøsten.
Fru formand, de afbrudte fredsforhandlinger i Camp David efterlader efter min mening blandede følelser. Det ekstreme tidspres, som lå på deltagerne, virkede i hvert fald ikke umiddelbart. Hvilken nytte har denne "diplomatiske trykkoger" egentlig for den afgørende fase i fredsprocessen i Mellemøsten? En sej fredsproces, som definitivt skal løse sådan en langvarig og kompleks konflikt som den israelsk-palæstinensiske, henholdsvis arabiske. Den offentlige mening i den israelske og palæstinensiske lejr var usynligt, men mærkbart til stede i Camp David. Netop også på grund af denne vigtige faktor fra hjemmefronten skal tredjemand, om denne nu hedder fredsforhandler som præsident Clinton, eller er en meget engageret suppleant i fredsprocessen som EU, passe på, at der ikke udøves for stort pres i form af et alt for snævert tidsskema. Er det ikke en opgave for EU at opfordre alle involverede til at holde de såkaldte "windows of opportunity" åbne så lang tid som muligt? Mine blandede følelser over det mislykkede møde i Camp David skyldes især formanden for PLO, Yasser Arafats kompromisløse holdning og den begejstrede reaktion fra hans hjemmefront. Sidstnævnte modtog ham i Gazastriben med flag og bannere som den "palæstinensiske Saladin". I folkemunde har Arafat derfor overtaget denne tvivlsomme arabiske ærestitel fra Saddam Hussein. Netop denne palæstinensiske hyldest efter Camp David 2000 chokerede en anerkendt israelsk forkæmper for fred, den prominente forfatter Amos Oz. Forfatteren udtrykte sin deprimerede sindstilstand denne sommer i en indtrængende avisartikel: "Jeg sidder i min stue foran fjernsynet og ser den fantastiske modtagelse, som man giver Yasser Arafat i Gaza. Og det kun, fordi han sagde "nej" til fred med Israel. Tavs og fuld af forundring ser jeg på det, og jeg må tænke på, at arabernes rigtige Saladin højtideligt lovede aldrig at indgå en pagt med de vantro. Han ville dræbe dem alle og smide dem i havet. Jeg ser Arafat i sin grøngrå militæruniform. En Arafat klædt som Che Guevara, og som hilses som en Saladin: mit hjerte brister". Forfatteren berører derefter et meget vigtigt emne i de israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger, nemlig "retten til at vende tilbage". I begyndelsen af denne uge gentog Arafat dette palæstinensiske politiske krav endnu en gang inden for rammerne af et møde i Den Arabiske Liga i Kairo: "Vi accepterer ingen aftaler uden at få alle vores rettigheder, som de internationale resolutioner tilkender os". Heri inkluderet FN-resolution 194, som omfatter de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage. Fru formand, kære kolleger, jeg vil gerne foreholde Dem Amos Oz' syn på denne stadigt mere smertende historiske problemstilling. Efter hans mening er denne "ret til at vende tilbage" ikke andet end "en arabisk eufemisme" for likvideringen af Israel. I samme åndedrag tilføjer Oz, at han helt klart under palæstinenserne "retten til et frit og uafhængigt Palæstina", men det må ikke være på den jødiske stats bekostning. En holdning, som forhåbentligt får de vestlige politikere til at tænke sig om endnu en gang. Med ovenstående har jeg på ingen måde til hensigt at bagatellisere det palæstinensiske folks lidelser. Jeg under dem af hele mit hjerte et liv i fred og frihed. Den fred og frihed kan imidlertid ikke opstå, hvis det går ud over andre folkeslags sikkerhed. Fru formand, som repræsentant for et kristeligt politisk parti står jeg ikke her som en kritikløs forsvarer af Israels politiske interesser. Det skal og kan vi i øvrigt roligt overlade til Israels ledere og borgere. På basis af Bibelen, Guds ord, anser jeg jøderne som Hans udvalgte folk, som har en guddommelig pligt til "at være et lys for folkene". Kun ved troende lydighed mod dette krav kan der opnås en virkelig israelsk-palæstinensisk løsning, på grundlag af retfærdighed fra højere sted.
Fru formand, Europa har et særligt historisk ansvar for fredsprocessen i Mellemøsten. Det betyder en meget sensibel fremgangsmåde uden pedantisk opførsel og ensidige beskyldninger. Det faktum, at lige netop udenrigsministeren er trådt tilbage som reaktion på de seneste fredsforhandlinger, skal minde os om, at især i Israel, der repræsenterer det stabile demokrati i denne region, skal ethvert initiativ fra politikernes side også bekræftes af flertallet af det israelske folk. Det skulle ganske vist få os til at tænke over, at det trods de mange pæne ord er i USA og ikke i Europa, at de afgørende forhandlinger om freden i Mellemøsten foregår. Måske har de ansvarlige politikere i EU endnu ikke fundet ud af, hvordan de skal optræde som virkelig neutrale og produktive mæglere i denne konflikt.
Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, det er ikke første gang, at vi i denne sal konstaterer, at situationen i Mellemøsten er kritisk. Den er kritisk såvel for selve Mellemøsten som for EU, for samtidig med alle de vigtige spørgsmål, som fredsprocessen indeholder, så udgør den også en ny udfordring for den fælles, europæiske udenrigspolitik. Det betyder, at EU bør få en mere aktiv, mere systematisk og mere intens rolle i intrigerne i området og naturligvis i fredsprocessen. Der findes fortilfælde til dette. Vi må ikke glemme, at FN's meget vigtige resolution, nr. 242, især skyldtes europæisk inspiration. Når jeg tager udgangspunkt i noget meget vigtigt, som hr. Patten sagde, nemlig at det ikke er nok med fred, men at det også er vigtigt, at vi ser, hvad der kommer til at ske, hvorledes situationen vil være efter indgåelsen af aftalen, så mener jeg nemlig, at EU bør undersøge sin tilstedeværelse og indblanding i området på ny. Jeg mener derfor, ligesom den særlige udsending, at øjeblikket er kommet, hvor EU introducerer en task force, som skal bestå af repræsentanter for Kommissionen, Rådet og hvorfor ikke også for Europa-Parlamentet - der findes i øvrigt allerede i dag to prominente parlamentsrepræsentanter for områdets lande. Denne task force skal detaljeret udarbejde forslag og indstillinger til de specifikke spørgsmål, som angår fredsprocessen i dag, men også til alle de spørgsmål, som vi skal tage hensyn til i tiden efter aftalens indgåelse.
Hr. formand, jeg vil også gerne hilse formanden for Knesset, hr. Burg, og formanden for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, hr. Abu Ala. Jeg mener, at hele diskussionen, såvel Rådets indlæg ved minister Moscovici som kommissær Pattens og størstedelen af indlæggene fra salen, viser, at vi er enige i vores vurdering af den meget vanskelige overgangsproces efter Camp David. Jeg er overbevist om, at vi alle lægger stor vægt på denne overgang eller i hvert fald på en udvikling af situationen i positiv retning. Og samtidig er vi klar over, at medmindre der kommer en positiv udvikling, er der stor risiko for, at de ekstremistiske tendenser, som findes i begge lejre, kan få vind i sejlene. Jeg mener, at vi er enige i vores helhedsanalyse af situationen i området - Israels tilbagetrækning fra Libanon, situationen i Sydlibanon og udviklingen i Syrien er blevet omtalt. Jeg synes, denne debat viser, at vi - Parlamentet, Kommissionen og Rådet - er enige i vores vurdering, og at Unionen allerede har spillet en rolle. Det kan diskuteres, om dens rolle har været på højde med situationen, men der er ingen tvivl om, at ambassadør Moratinos rolle i området samt Rådets resolutioner har haft betydning. kommissær Patten fortjener anerkendelse for sin indsats i området, herunder i Syrien. Jeg havde lejlighed til et besøg i Syrien efter hans rejse og ved derfor, at den har sat sit præg på udviklingen i Syriens situation. Jeg finder alt dette opmuntrende, også i lyset af den indsats, Clinton-regeringen fortsat gør i denne sag. Jeg mener dog, at vi nu må finde ud af, hvilket bidrag vi kan give uden at ville belære nogen parter og med respekt for de to parter og deres holdninger. Jeg vil afslutte med at foreslå, at det måske kan være nyttigt at indlede et regionalt samarbejde allerede nu før fredsprocessens afslutning, også med henblik på den mere langsigtede europæiske indsats.
Hr. formand, bliver FN's Millennium topmøde, der finder sted i denne uge, den sidste chance? Et af flere, vil jeg sige, for freden i Mellemøsten. Seks uger efter nederlaget i Camp David vil Bill Clinton igen mødes med Ehud Barak og Yasser Arafat i morgen i New York efter en måned med langsommelige forhandlinger, der ganske vist har haft mindre mediebevågenhed. Man har altså ikke mistet håbet om at redde fredsprocessen, selv om det nu er nødvendigt at gå væk fra den annoncerede tidsplan og dermed for enhver pris undgå enhver ensidig provokation, der vil ødelægge de seneste måneders anstrengelser. Enhver fortolker resultatet af Camp David samt den ene og den anden parts ansvar for dette efter forgodtbefindende. Under alle omstændigheder er man aldrig nogensinde gået så vidt i diskussionerne. Kløften forblev dyb, men visse historiske tabuer måtte springe. Det var dog ikke tilstrækkeligt. Det er i dag mere end nogensinde tidligere nødvendigt, at hjerterne accepterer, hvad hjernerne ved og længe har sagt. Det er fredens pris. At støtte sig til symboler på den ene eller den anden side, er at hage sig fast i myterne. EU, der forstår at støtte en proces uden at tage parti, har ambitioner om at blive mere, ja endda meget mere end bankier i området. Vores historiske og moralske pligt, og det vi ønsker, er meget hurtigt fuldt ud at blive en politisk partner, og den fælles tilstedeværelse her af formanden for Knesset, hr. Avraham Burg, og formanden for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, hr. Ahmed Qurie, som jeg begge hilser velkommen, kan kun opfattes som en fremragende begyndelse.
Hr. formand, jeg kom i går tilbage fra Palæstina og Israel, hvor over 1000 italienere - repræsentanter for kommuner, provinser og regioner - i en uge har arbejdet på at bygge fredsbroer mellem palæstinensere og israelere og med samarbejdsprojekter med det palæstinensiske folk. Jerusalem er et af de største konfliktpunkter, og en af de vanskeligste hindringer for fred. For palæstinenserne er den en by, som skal deles i Østjerusalem som hovedstad for den palæstinensiske stat og Vestjerusalem som hovedstad for den israelske stat. For israelerne kunne ingen del af Jerusalem røres før Camp David. I dag er dette tabu brudt, men de israleske forhandlinger kører stadig en hård linje i forhandlingerne. Problemet er nemlig ikke, at palæstinenserne ikke vil gøre indrømmelser, men at få realiseret palæstinensernes ret til at få de områder tilbage, som blev besat i 1967, en ret, som er stadfæstet i FN-resolutioner. Fra 1993 har Jerusalem været en lukket by for palæstinenserne. Som kommissær Patten sagde, har den israelske regering efter Oslo på mange punkter brudt aftalerne. De tidsfrister, der blev sat i aftalerne for tilbagetrækning af soldater fra de besatte områder, er ikke blevet overholdt. For palæstinenserne er de delte territorier et mareridt. Der er ingen bevægelsesfrihed, og over 1000 fanger, som blev arresteret før 1993, holdes fængslet, som om de var gidsler. Deres fangenskab er en tikkende bombe under freden. Men en sand tragedie for freden og for den palæstinensiske stats fremtid er den fortsatte vækst i de israelske bosættelser. Under Barak-regeringen har over 41.000 bosættere etableret sig i de besatte områder. Jeg har selv sammen med tusinder af italienere set, at de har bredt sig overalt. Det er en ren forbrydelse mod freden, men også mod miljøet og naturen. Tænk blot på Jellab Edumin-bjerget, et grønt bjerg, som omgiver Jerusalem, men som er blevet ødelagt af bulldozere. Et andet vanskeligt problem er flygtningene, som ikke er en handelsvare, men mennesker, som ønsker, at deres ret til - og deres drøm om - at leve på deres egen jord eller gense den skal blive til virkelighed. Det er ufatteligt, at de ikke kan vende tilbage. Palæstinenserne er født i området og har ikke engang mulighed for at besøge det. Freden er nødvendig. Alle taler om den, men der kan kun blive fred, hvis ethvert menneske kan udøve sin ret til et statsborgerskab i deres egen frie stat. Som europæere må vi gøre de største bestræbelser, ikke kun økonomisk, hvad vi allerede gør, men også gøre os mere gældende politisk, så retten kan sejre, og palæstinenserne kan leve i deres demokratiske stat, som vi skal anerkende i sameksistens med den israelske stat, og så Jerusalem kan blive en åben by, en verdensstad, en hovedstad for to folk og to stater.
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig bemærkningerne fra formanden for Rådet og kommissær Patten. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de i deres indlæg har ignoreret de aktuelle forhold for den irakiske befolkning. Der er to årsager hertil: Saddam Husseins fortsatte diktatur og undertrykkelse af de irakiske borgere og den fortsatte gennemførelse af strenge sanktioner. Krigen har altid handlet om kontrol med olien, og efter min mening har den intet eller meget lidt at gøre med Kuwait. Jeg er enig i, at folk som Saddam Hussein ikke bør være i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, men det samme gælder for andre i regionen. Hvis man kaster et blik på Mellemøsten og resten af verden for den sags skyld, ser man et imponerende opbud af masseødelæggelsesvåben, der primært stammer fra den industrialiserede verden, herunder Den Europæiske Union. Konkurrencen på våbenmarkedet er nu så stor, at nogle af de værste despoter kan købe masseødelæggelsesvåben til udsalgspris. Det må være en lære for Mellemøsten, at det er uklogt at nationalisere olieindustrien. Man skal spørge, hvor Saddam Hussein fik sine våben fra inden Golfkrigen, og hvor han får dem fra i dag. Jeg foreslår, at vi overvejer at udnævne en politisk udsending fra Den Europæiske Union til Irak for at se, om vi kan formidle en form for fred mellem De Forenede Nationer og Irak, fordi sanktionerne resulterer i folkemord.
Hr. Moscovici, kommissær Patten, jeg vil også gerne byde vores ærede gæster, Ahmed Qurie og Avram Burg, velkommen. Det er forståeligt, at palæstinenserne føler, at de med rette kunne have udnævnt en uafhængig palæstinensisk stat den 13. september. De mener, at Oslo-forhandlingerne og de forskellige Camp David forhandlinger har retfærdiggjort et sådant skridt. Man må imidlertid erkende, at skønt forhandlingerne er nået så vidt, at udnævnelsen af en selvstændig palæstinensisk stat ikke er kontroversiel, vil spørgsmålet om Jerusalems fremtid få kontroverserne til at blusse op igen. Jerusalem er det centrale spørgsmål, og der er behov for at se på det fra en ny side. Det er et helt specielt problem, der kræver en speciel løsning. Jerusalem bør ikke ses som en arabisk by eller en jødisk by, en kristen by eller en muslimsk by. Der kan kun gøres fremskridt, hvis man bliver enig om, at det er en international by, som alle traditioner har krav på. Forvaltningen af denne historiske by skal ikke længere være nationalistisk eller sekterisk i ordets bedste betydning, og der skal være lige adgang og lige ret for alle. Netop som vi har glædet os over Berlinmurens fald i Europa, ønsker vi ikke nye mure opstillet i Jerusalem. Folk fra de fjerneste egne af verden har en samhørighedsfølelse med Jerusalem, og det skal man acceptere og respektere i de aktuelle forhandlinger. Med disse få bemærkninger vil jeg ønske held og lykke med forhandlingerne, hvis de bliver gennemført, og jeg håber oprigtigt, at de vil danne grundlaget for en varig fred i Mellemøsten.
Hr. formand, hvad angår Mellemøsten og den israelsk-palæstinensiske fredsproces, har jeg altid hørt til de, der har sagt, at det er op til befolkningerne i denne region og deres ledere at fastlægge vilkårene for deres fredelige sameksistens, lige som det er op til dem på begge sider at yde den nødvendige indsats og de uundgåelige ofre for at nå dette mål. Selv om jeg som europæer er optaget af en Euro-Middelhavsstabilitet og som mange ofte har beklaget den manglende politiske vægt, EU har haft i denne proces, har jeg dog ikke desto mindre altid her i Parlamentet nægtet at indtage en belærende rolle. I dag, hvor vi befinder os kun nogle få dage fra en fredsaftale eller en større krise, der kan føre til dramatisk vold, er det nødvendigt, at vi for at give freden enhver mulig chance hjælper dem, der på begge sider løber personlige og kollektive risici for at opnå fred. Det er grunden til, jeg giver min fulde tilslutning til den holdning, som Pierre Moscovici har givet udtryk for, og jeg vil gerne sige, at vi ikke kan fremskynde freden ved at tage parti i debatten og i de vanskelige igangværende forhandlinger. Derfor mener jeg med den korte tid, der er tilbage, at vores melding til israelere og palæstinensere bør være simpel og klar. Den indeholder tre punkter: Vi ønsker en fredsaftale i Mellemøsten, vi vil støtte og garantere denne aftale, når den er undertegnet, og vi vil støtte dens gennemførelse med alle midler, herunder økonomiske, men ikke kun økonomiske. Men vi ved jo godt, at freden altid er en vanskelig størrelse. Europa, der er blevet sønderrevet så mange gange i løbet af sin historie, ved det bedre end nogen anden. At fjerne opdelinger og udrydde terrorismen, det er langt lettere at sige det end at gøre det. Vi ved det fra Balkan, opdelingen af Nicosia og bomberne i Baskerlandet. Ikke desto mindre er der ikke andre løsninger end freden, og det ved de israelske og palæstinensiske forhandlere også godt. Vi kan altså kort og godt sige: God arbejdslyst, skab fred, og vi vil stå på jeres side.
Hr. formand, jeg hilser formanden for Knesset - som jeg mødte på en rejse til Israel for ganske nylig - og repræsentanterne for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd. Vi nærer alle en dyb følelse af ubehag over, at Camp David-forhandlingerne delvis er slået fejl, samtidig med at vi takker såvel præsident Clinton som fru Albright, som har lagt meget kraft og stor intelligens i disse forhandlinger. Vi mener alligevel - og her er vi enige med redegørelsen - at fredsaftalen og udviklingen af den betyder nye muligheder i forhold til tidligere, og at der kan gøres yderligere fremskridt. Vi mener, at alt, hvad der kan gøres nu og i fremtiden, skal gøres. Der skal arbejdes ud fra synsvinklen lige muligheder: Det palæstinensiske folk har ret til selvbestemmelse, uden at det må skade staten Israels rettigheder. Der er yderligere et spørgsmål, vi alle må overveje, hr. formand, nemlig byen Jerusalem, som er et af de vanskeligste problemer i denne sag. Vi må forsøge at beskytte denne hellige bys religiøse, kulturelle og universelle karakter, den må ikke gøres til en handelsvare eller beslaglægges af den ene part. Der er forslag om, at den skal være hovedstad for begge stater. En glimrende løsning! Jeg vil gerne tilføje en personlig og politisk overvejelse, nemlig at Europa må gøre en yderligere indsats, tage endnu et skridt for at gøre sig gældende politisk og ikke kun økonomisk. Det er forkert kun at tænke på de økonomiske spørgsmål, på vandproblemerne, på suveræniteten over Tiberiadesøen osv. Vi skal også tænke på vores politiske ansvar over for historien. Dette ansvar påhviler ikke kun statsoverhovederne for Israel og Palæstina, også Den Europæiske Union har et ansvar. Europa skal føre en aktiv politik, være med til at forhandle om fred i området og gøre alt, hvad der står i dets magt, for at freden kan herske i Middelhavsområdet.
Hr. formand, jeg tilslutter mig Sbarbatis appel. Lige nu er der brug for mere mod, der er brug for, at de europæiske institutioner udviser større mod. Den Europæiske Union har nu i lighed med USA den vanskelige og væsentlige opgave at hindre, at nogen af parterne tager tilbageskridt, samt at vurdere muligheden for at finde en løsning på det palæstinensisk-israelske problem. Jeg kan derfor støtte Galeotes idé om at foreslå, at der afholdes en ny Madrid-konference. Lad mig understrege betydningen heraf med en historisk bemærkning, nemlig at Fællesskabet efter forslag fra ministrene Genscher og Colombo i Venedig-erklæringen fra 1980 for første gang fastslog, at det var nødvendigt at finde en løsning på det palæstinensiske problem ad forhandlingsvejen. Det var dengang, Arafat stadig blev betragtet som terrorist, han kunne ikke få visum til USA og kunne derfor ikke tage til FN's hovedsæde, og der var ingen generel enighed om de diplomatiske strategier. Efter hans besøg i Rom 1982 i anledning af Unionens parlamentskonference blev der endelig løst op for situationen, og ikke blot fik Arafat visum - på grundlag af det forberedende arbejde i Oslo - men USA påtog sig endvidere en aktiv rolle i det palæstinensiske spørgsmål. Ingen vil i dag nægte, at USA's indsats er uundværlig, men jeg mener, at Den Europæiske Union i lighed med USA skal gøre sig gældende, og at man ikke må glemme fortiden. EU skal ikke kræve førstepladsen, men, som minister Moscovici sagde, kræve at spille sin helt nødvendige rolle ved siden af USA for at finde en løsning på problemet, og det står klart, at løsningen ikke ligger lige for. Jeg vil afslutte med en bemærkning om Jerusalems såkaldte internationale status. International status betyder ikke international administration af byen, men ganske enkelt, at vi som internationalt samfund skal tage dette initiativ, således at statutinstrumentet - uafhængigt af, hvem der udøver den territoriale suverænitet over Jerusalem - skal være bindende for alle med en international kontrol som garanti, så alle troende - kristne, jøder og muslimer - omsider kan sikres adgang til de hellige steder.
Hr. formand, arabere og palæstinensere har begået frygtelige historiske fejl og uretfærdigheder, men dem har de måttet bøde for. Det er længe siden, at uforsonligheden i forhandlingen hovedsageligt kunne tilskrives palæstinenserne, som endda har givet efter på et område, der formodes at være neutralt. På grund af Jerusalems kulturelle og religiøse betydning for den islamiske verden, mener jeg, at et palæstinensisk afkald på alle rettigheder over denne by - Østjerusalem - ville kunne medføre ikke blot et oprør fra store dele af den palæstinensiske befolknings side mod dens egne ledere, men også en international muslimsk mobilisering imod dem. Meningsdannere og politiske kredse advarer i disse dage om, at palæstinenserne ville kunne forspilde den historiske chance for at have en forhandlingspartner som premierminister Ehud Barak, der har vovet utilsløret at bringe spørgsmålet om Jerusalem på bane. Efter min mening er det imidlertid ikke mindre sikkert, at Barak og den politiske og sociale rationalitet i Israel kunne gå glip af en gudbenådet forhandlingspartner i form af en leder som den palæstinensiske leder Arafat, hvis ikke et minimum af nødvendige betingelser opfyldes. Efter min mening er det nu nødvendigt at finde en løsning, der muliggør den rationalitet, og jeg mener, at Den Europæiske Union er i stand til at bidrage til den.
Hr. formand, jeg vil gerne takke de forskellige talere for deres indlæg og også byde velkommen til Avraham Burg og Ahmed Qurie, som jeg har haft lejlighed til at møde i henholdsvis Israel og i Palæstina. De har hver især naturligvis fokuseret Deres indlæg på fredsprocessen og forhandlingerne, som uden tvivl er nøglefaktoren for fremskridt i denne region i Mellemøsten. Lad mig gentage vores synspunkt: Camp David har skabt en ny dynamik. Det er klart, at de røde trafiklys på det tidspunkt blev sprængt i stumper og stykker. Vi står faktisk nu over for en historisk mulighed, en chance uden sidestykke, fordi den aktuelle situation, som er et sammentræf af omstændigheder, er helt usædvanlig. Både parterne og den amerikanske mægler, der hver især spiller deres rolle, har en interesse i en aftale, og jeg er overbevist om, at de er fast besluttet på at gøre alt, for at det skal lykkes. Jeg gentager derfor, at vi står over for en historisk mulighed for at gøre en ende på denne konflikt, der har varet så længe. Lad det nu være nok om den historiske mulighed og risiko. Det er klart, at intet er opnået, og at en ekstra indsats af fantasi og mod er absolut nødvendig. Det er også klart, at tiden er knap. Præsident Moubarak var i Paris i slutningen af sidste uge, og jeg synes, han på en fremragende måde beskrev situationen, da han sagde: "Freden, det er nu eller aldrig". Hvad kan da være EU's rolle i den sammenhæng? Hvori består den? En række talere har rost EU's rolle, men samtidig mener jeg undertiden i deres indlæg at have fornemmet en beklagelse over, at Unionen endnu ikke er aktiv, hvilket i øvrigt kun er logisk. Man kan altid ønske sig et EU, der er mere aktivt. Selv jeg ønsker dette. Det er den franske præsidents ønske at have en meget aktivt EU. Det er vores historiske perspektiv, og det er den måde, hvorpå vi vil udføre den opgave, der i dag er blevet pålagt os. Men på den anden side kan vi ikke skrive historien om, og vi kan heller ikke gå imod aktørernes egen vilje. I den forbindelse konstaterer jeg, at parterne selv kommer for at møde os, beder om vores hjælp, råd, indgriben og vores støtte, som ikke udelukkende og ikke overvejende er økonomisk. Det er således korrekt, at de mener, vi spiller en nyttig rolle, og samtidig er jeg også klar over, i hvilken udstrækning de undertiden kan vise os grænserne for vores rolle. Vi befinder os altså mellem de to parter. Hvad er da denne rolle? Jeg har allerede sagt, at den udfolder sig på tre niveauer. EU indtræder med støtte under forhandlingerne. Den holder kontakt til parterne gennem hr. Moratinos. Den opfordrer konstant til forhandlinger. Den minder om principperne for international ret, som gælder for os alle, men især for EU's borgere. På et andet niveau bidrager EU til overvejelser af emner knyttet til disse forhandlinger. Men derudover er det nødvendigt - og her vender jeg endnu en gang tilbage - at parterne ønsker det, og det kræver vi, og her deltager vi sommetider i velkendte rollespil. For det tredje hjælper vi med til at gennemføre indgåede aftaler, hver gang denne situation opstår. Jeg synes, at vi fra nu af må tænke på det Mellemøsten, der vil skabe fred, en fred, som vi ønsker, og som vi tror kan komme i morgen. Hvorvidt freden bliver bæredygtig, vil også afhænge af, hvordan vi vil være i stand til at styrke båndene mellem landene i regionen og udvikle deres kontakter til os. Hvad kan Unionen gøre i denne sammenhæng? Den har alle de handlingsmuligheder, som kommissær Patten var inde på. Vi har også processen i Barcelona, der giver os en specielt tilpasset ramme, for så vidt som vi udnytter alle dens potentialer. Det er Barcelona-processen - og her vil jeg slutte - formandskabet ønsker at markere og at forpligte fra og med det kommende Barcelona-møde IV. Jeg har her hørt en opfordring til et topmøde. Det, der er planlagt i dag, er afholdelsen af et ministermøde. Men vi håber helt ærligt, at udviklingen i fredsprocessen vil give mulighed for at afholde møder, ikke kun på ministerplan, men også møder på stats- og regeringschefniveau, der på en eller måde vil omfatte den kommende nye æra i Mellemøsten. Det er på denne måde, formandskabet med Kommissionen, og jeg ved det, med støtte fra Parlamentet vil koncentrere sin indsats i de kommende uger og måneder.
Forhandlingen er afsluttet.
Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om Unionens prioriteringer for så vidt angår eksterne aktioner.
Hr. formand, hr. kommissær, medlemmer af Parlamentet, vores forhandlinger har netop illustreret, at Den Europæiske Union er skabt til fuldt ud at være en indflydelsesrig og respekteret aktør i det internationale politiske liv. Vores demokratiske værdier, vores fælles vilje til at bidrage til freden og sikkerheden i verden og vores historie leder os. Fællesskabets økonomiske pondus, dets førende rolle til fordel for udviklingslandene og de privilegerede bånd, det har knyttet til en lang række lande eller grupper af lande har givet os denne mulighed. Endelig tilskynder manglen på stabilitet, undertiden tæt ved Unionens grænser, i en verden i hastig forandring os til disse aktiviteter. Dette er årsagen til, at det franske formandskab for Det Europæiske Råd, i fortsættelse af en indsats indledt for adskillige år siden, agter at bidrage til at fremme Unionens tilstedeværelse på verdensplan. Lad mig kort omtale de fire store mål, vi har fastsat. For det første vil vi selvfølgelig skabe fremskridt i Unionens udvidelsesproces, det store område, der venter os for de kommende år, dernæst vil vi fremme udviklingen af en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, der skal medvirke til at gøre Unionen til en vigtig aktør på den internationale scene. Vi ønsker også at styrke udviklingen af de strategiske partnerskaber med vores naboer og med de store regionale grupperinger, der skal give Unionen mulighed for at bidrage til at skabe en multipolær verden, et element der på langt sigt er afgørende for at skabe stabilitet i de internationale relationer. Endelig er det vores fjerde mål at forbedre effektiviteten i EU's instrumenter på grundlag af forhandlinger, som udenrigsministrene ud fra et forslag fra Kommissionen og med tilstedeværelse af hr. Patten netop har ført på deres uformelle møde i Evian den 2. og 3. september, altså lørdag og søndag. Det første mål for det franske formandskab er at give ny drivkraft til tiltrædelsesforhandlingerne. Udvidelsesperspektivet er virkelig det afgørende spørgsmål, vi europæere skal tage stilling til, og den store udfordring, der venter os i de kommende år. Derfor står det franske formandskab fast på nødvendigheden af, at regeringskonferencen lykkes og afsluttes med en god traktat i Nice, a nice treaty in Nice, med henblik på ikke at forsinke udvidelsen og for at kunne modtage de første ansøgerlande i en Union med mere effektive institutioner. Jeg vil her gøre et kort ophold for at nævne, hvordan vores holdning er i dag, nemlig en smule bekymret, og det er vores fornemmelse, at det er på tide at bevæge sig videre fra fremstillingen af de lidt statiske holdninger til en reel forhandling for at nå frem til kompromiser, uden hvilke forhandlingerne vil få svært ved at knytte forbindelser og løse op for problemerne. Jeg vender nu tilbage til tiltrædelsesforhandlingerne for at sige, at vi her naturligvis vil gå så langt som muligt med de seks lande fra Luxembourg, med hvem vi forventer at gå fremad i forhandlingerne om de vanskeligste kapitler i den gældende fællesskabsret. Det samme gælder de seks lande fra Helsinki, med hvem vi agter at bevare rytmen i forhandlingerne og selvfølgelig - afhængig af i hvor høj grad det enkelte land er forberedt til det - åbne en helt ny række kapitler - der er 42 i alt - fra 4 til 9 afhængig af ansøgerlandet. Overordnet er det vores mål i et tæt samarbejde med Kommissionen og kommissær Verheugen i Nice at nå frem til et samlet overblik over forhandlingssituationen med henblik på effektivt at målrette arbejdet for de kommende formandskaber og udstikke vejen, der fører frem til en afslutning af forhandlingerne. De forskellige rapporter, som vi for øjeblikket gennemgår i vores udvalg, og udvidelsesforhandlingerne, der er planlagt til oktober, vil give endnu mere stof til vores analyse. Dette er årsagen til, at de vigtigste mål i vores formandskab vil være følgende: Med hvert af de 12 ansøgerlande vil der blive afholdt et forhandlingsmøde på ministerplan, enten den 21. november eller for en del af gruppen den 5. december. Forud for disse møder er gået to møder i efteråret på ambassadørplan. I De 15 tilrettelægger vi på Rådets møde (almindelige anliggender) den 20. november en debat om de politiske retningslinjer på grundlag af en overordnet rapport og rapporter om fremskridt i hvert enkelt ansøgerland, som Kommissionen skal indsende til Rådet i begyndelsen af november måned. Det drejer sig ved denne lejlighed med henblik på Det Europæiske Råds møde i Nice om at identificere de vigtigste problemer, der skal løses, kapitel for kapitel og land for land, og om ud fra dette grundlag at udtænke videreførelsen af tiltrædelsesprocessen. Jeg skal endelig minde om, at vi to gange vil mødes til en europæisk konference, den 23. november i Sochaux, for ministrene med ansvar for EU-anliggender i De 15 og i ansøgerlandene, og den 7. december i Nice, for stats- og regeringscheferne ved indledningen til topmødet i Biarritz. De kan altså således konstatere, at vi ønsker at give udvidelsesprocessen et kraftigt skub fremad. Unionen har faktisk meddelt i Helsinki, at den vil være parat til at modtage de første nye medlemmer den 1. januar 2003, så snart vi har fuldført ratificeringsprocedurerne for det, som vi håber bliver den kommende Nice-traktat, men som stats- og regeringscheferne understregede det på topmødet i Feira, skal de pågældende lande ikke kun kunne overtage den gældende fællesskabsret, men også især være i stand til indføre og reelt håndhæve den. Vi ved naturligvis, at dette er en meget tung og vanskelig opgave for ansøgerlandene, og her påtager Fællesskabet sig allerede sin del ved at støtte den enkeltes indsats. Denne indsats er grundlæggende for seriøst og velorganiseret at lede og styre den udvidelsesproces, der er indledt, og for således at muliggøre en tiltrædelse så hurtigt som muligt for de lande, der er længst fremme. Jeg vil gerne sige et par ord om Tyrkiet. Anerkendelsen af landets ansøgning i Helsinki markerede en vigtig etape, som mit land Frankrig støttede. Formandskabet vil indlede arbejdet i Rådet med henblik på at godkende et tiltrædelsespartnerskab for dette land og fortsætte den analytiske gennemgang af den gældende fællesskabsret. Det vil endvidere overvåge de forpligtelser, Unionen har indgået angående økonomisk bistand med henblik på at etablere en enhedsramme, der samler alle støtteinstrumenter i dette land. Det vil især arbejde på at muliggøre en godkendelse af en forordning om den økonomiske og sociale udvikling i Tyrkiet. Men det må stå helt klart, at forhandlinger med Tyrkiet ikke engang kan overvejes, så længe landet ikke respekterer Københavnskriterierne, især hvad angår demokratiet, selv om ethvert fremskridt i den retning naturligt vil fremme godkendelsen af de foranstaltninger, jeg netop har omtalt. Vi afventer med interesse Parlamentets godkendelse af hr. Morillons betænkninger om disse vigtige spørgsmål. Det andet mål med det franske formandskab er at fortsætte udviklingen af EU's fælles sikkerheds- og udenrigspolitik ved at gennemføre beslutningerne taget i henholdsvis Helsinki og Feira. Unionen råder fra nu af over de nødvendige instrumenter til at føre en fælles udenrigspolitik. Den har grundlæggende manglet en sådan for at sikre troværdigheden i sit engagement, hvilket vil sige evnen til at mobilisere tilstrækkelige militære midler til at kunne beslutte og handle selvstændigt inden for rammerne af de såkaldte "Petersberg-opgaver". Vores mål, som vi har uddraget af kriserne i Bosnien, senest i Kosovo, er at blive i stand til at give et overordnet svar på kriser, som i dag er af meget forskellig natur og ekstraordinært komplekse, etniske naturligvis, men også sociologiske, administrative, juridiske, sikkerhedsmæssige og endelig militære. Alle disse dimensioner findes i dag. Det specielle ved EU's svar i forhold til andre eksisterende instrumenter er, at den nu vil være i stand til at handle overordnet og give et svar på samtlige disse dimensioner. Det vil sige, at det franske formandskab ønsker at give sit bidrag til et samarbejde, der er ekstremt ambitiøst, og som nødvendigvis vil tage adskillige år. Det agter at gøre dette ved at bibeholde rytmen i arbejdet, for at de forpligtelser, der blev indgået i Feira, kan blive overholdt på Det Europæiske Råds møde i Nice, og tidsplanen er meget komprimeret. Lad mig gentage de tre vigtigste temaer: Hvad angår kapaciteterne, vil konferencen om forpligtelser, som vi afholder den 20. november, være en lejlighed for medlemsstaterne til at præcisere deres nationale bidrag til at realisere det overordnede mål, der blev fastlagt i Helsinki; hvad angår de permanente politisk-militære institutioner, bliver det op til vores formandskab så hurtigt som muligt at forberede overgangen til den definitive og operationelle fase, der vil sætte Unionen i stand til at styre en krise i alle dens dimensioner. Vi skal endelig gennemføre beslutningerne fra Feira, der drejer sig om relationerne til NATO og til tredjelande med hensyn til militær krisestyring samt opfølgning på det arbejde, der er indledt om en styrkelse af de civile instrumenter under styring af en krise. Den tredje prioritering for det franske formandskab vil være at udvikle Unionens strategiske partnerskaber med sine naboer og med de store regionale grupperinger. Det vigtigste inden for denne prioritering er igen at knytte forbindelserne til Unionens naboer, herunder specielt til Balkan, hvor vi ved, at situationen fortsat er bekymrende. For at markere hvor stor vægt Unionen lægger på at udvikle forbindelserne med en af balkanregionerne, som vi ønsker skal være pacifistisk og demokratisk, har Frankrig foreslået sine partnere at afholde et topmøde den 24. november i Kroatien med de lande fra det tidligere Jugoslavien, der på forskellige trin er længst fremme i deres demokratiske udvikling. Det drejer sig om at bakke op om den positive udvikling, der for nylig er blevet registreret i adskillige af disse lande, og at minde Den Føderale Republik Jugoslavien om, at også den vil møde en åben dør, når den ønsker at slutte sig til bevægelsen, eller for at være mere præcis, når betingelserne er til stede, sådan at den kan tilslutte sig bevægelsen. Udviklingen af de strategiske partnerskaber med Rusland og Ukraine er en anden af prioriteringerne for det franske formandskab, der i Paris om 10 dage vil være vært for topmødet mellem EU og Ukraine og den 30. oktober for topmødet mellem EU og Rusland. Handlingsrammen for EU's franske formandskab er fastlagt gennem konklusionerne fra topmødet i Feira, der tilbød at støtte de bestræbelser, præsident Putin og den nye russiske regering udfolder for at modernisere og reformere deres land. Samtidig vil formandskabet selvfølgelig fortsat være meget opmærksom på situationen i Tjetjenien. Rådet har endvidere i juli mindet om, at kun en politisk løsning kan muliggøre en bæredygtig ordning for denne konflikt. Endelig er udviklingen af vores Euro-Middelhavsforbindelser til trods for den usikkerhed, der hviler over udviklingen af fredsprocessen for Mellemøsten - som vi netop har debatteret - et af de vigtigste punkter for det franske formandskab. Det er vores mål i Marseille på ministermødet den 16. november og, hvis omstændighederne tillader det, på topmødet, som på det tidspunkt kunne planlægges til den 17., at foretage en generel status over Barcelona-processen, samt en evaluering af samarbejdet gennemført inden for rammerne af Meda-programmet med henblik på at fastlægge retningslinjer, der skal skabe ny drivkraft i Euro-Middelhavssamarbejdet. Formandskabet regner endvidere med at fuldføre arbejdet med et charter om fred og stabilitet. På dette møde, der drejer sig om fredsprocessen, bør Unionen påtage sig en vigtig rolle med at give sin støtte til parterne og til de aftaler, de indgår. Formandskabet vil endelig bestræbe sig på at gennemføre den fælles strategi for Middelhavsområdet, der blev vedtaget i Feira, og at sørge for, at den nye Meda-forordning bliver vedtaget. Hvad angår associeringsaftalerne, vil jeg gentage, at formandskabet håber, det kan lykkes at undertegne en aftale med Egypten og opnå væsentlige fremskridt i forhandlingerne med Libanon, Syrien og Algeriet. Ud over sit nærmeste miljø vil det franske formandskab sørge for at udvikle den politiske dialog med de store regionale grupperinger. Jeg tænker her på Asien. I Asien har man prioriteret at relancere den politiske Euro-asiatiske dialog og at styrke det økonomiske og finansielle samarbejde inden for rammerne af ASEAN. Der vil finde et topmøde sted i Seoul den 20. og 21. oktober, og vi vil ligeledes relancere dialogen mellem EU og ASEAN. To vigtige topmøder med nøglelande i regionen vil ligeledes stå frem under det franske formandskab. Det ene med Japan den 19. juli har allerede haft lejlighed til at igangsætte proceduren for revision af erklæringen fra 1991 og til at udarbejde en handlingsplan, som måske kan vedtages på topmødet i 2001. Det andet med Kina finder sted i Beijing den 23. oktober. Med Afrika afholder formandskabet det første opfølgningsmøde for topmødet i Kairo. Det vil ligeledes arbejde med at udvikle dialogen med organisationerne i underregionerne i overensstemmelse med bestemmelserne i Cotonou-konventionen. Det afholder derudover det fjerde møde mellem EU og SADC på ministerplan den 29. og 30. november i Gaboron, samt et møde mellem EU og WAEC (Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab) på ministerplan i Abuja den 16. oktober. Hvad angår den transatlantiske dialog, er der tre prioriterede udenrigspolitiske emner: Balkan, Rusland og fredsprocessen i Mellemøsten. Denne ramme vil også blive udnyttet i forbindelse med topmødet den 18. og 19. december med henholdsvis USA og Canada for at informere vores store partnere om den seneste udvikling inden for EU's fælles sikkerheds- og udenrigspolitik. Dialogen med Latinamerika vil blive fulgt op i forbindelse med de regulære møder med regionale grupper, der vil blive afholdt i næste uge i forbindelse med De Forenede Nationers Generalforsamling. Frankrig har endvidere foreslået sine partnere at overveje de fremtidige forbindelser til Cuba. Endelig vil det franske formandskab sørge for, at EU fuldt ud kan spille en sammenhængende og solidarisk rolle, med henblik på at en ny forhandlingsrunde - som vi ønsker skal være overordnet og afbalanceret - kan udvikle sig inden for Verdenshandelsorganisationen. På længere sigt - og det er vores fjerde prioritering - har det franske formandskab på det uformelle møde i Evian og endnu en gang med deltagelse af hr. Patten indledt overvejelser af, hvordan vi kan forbedre effektiviteten i Unionens instrumenter. Jeg har allerede sagt, at Unionen råder over en lang række instrumenter, der giver den mulighed for at lægge vægt på udviklingen af internationale relationer. Således er De 15's diplomatiske tilstedeværelse i verden, men også Kommissionens, uden sidestykke, både hvad angår mandskab og geografisk dækning. På samme måde udgør Unionen nu en aktiv og sammenhængende gruppe i De Forenede Nationer, hvor dens synspunkter er repræsenteret i hvert eneste forum. Endelig er dens, vores, økonomiske midler betydelige. Ikke desto mindre kender enhver svagheden i Unionens handlinger udadtil: mangel på udsyn, undertiden utilstrækkelig koordination, en fleksibilitet, der lader meget tilbage at ønske, stadig for begrænset indflydelse i de internationale institutioner, især Bretton Woods-institutionerne. Der er allerede gjort en indsats for at opveje disse utilstrækkeligheder, især med godkendelse af de første fælles strategier. Men det er stadig sådan, at virkningen og troværdigheden af EU's handlinger fortsat er utilstrækkelige i forhold til de midler, der anvendes. De 15's udenrigsministre har derfor på deres seneste uformelle møde i Evian anført af Hubert Védrine indledt overvejelser på baggrund af et fremragende stykke arbejde præsenteret af hr. Patten på vegne af Kommissionen og Rådets generalsekretær for repræsentanterne for FUSP, Javier Solana, der også var til stede i Evian. Adskillige arbejdsopgaver blev identificeret. Vi må først styrke koordineringen mellem EU's forskellige aktører. I marken, i tredjelande, gennem en større decentralisering i forvaltningen af EU-programmerne og gennem en bedre koordinering af Fællesskabets og dets medlemsstaters handlinger. På centralt niveau skal dette ske gennem en bekræftelse af Rådets (almindelige anliggender) koordinerende rolle med henblik på at forøge sammenhængen i handlinger udadtil i alle aspekter. Jeg tænker her på den politiske dialog, det økonomiske samarbejde og de kommercielle indrømmelser. Dernæst vil det være bedre at drage fordel af Unionens samlede indsats og derved forøge effektiviteten. Dette peger først og fremmest på at fastlægge omfanget af denne overordnede indsats udadtil og i den forbindelse på at råde over sammenfattende redskaber, der integrerer samtlige dimensioner i støtten til tredjelande. Det er ligeledes nødvendigt at forbedre forvaltningen af Fællesskabets støtte ved at forbedre planlægningen og gennemførelsen af EU's instrumenter, idet man tager højde for de forhold, Kommissionen konstaterer med medlemsstaternes deltagelse, den uacceptable ventetid fra indgåelse af forpligtelser til udbetaling af Fællesskabets bevillinger, samt den i øvrigt berettigede og voksende kritik fra tredjelande af den langsommelige og tunge procedure. Endelig - og hermed vil jeg slutte hr. formand - partnerne: Rådet og Kommissionen er blevet enige om det formålstjenlige i at sikre en bedre opfølgning på gennemførelsen af Fællesskabets støtte og dens effektivitet, især i Rådet (almindelige anliggender), der bør spille en endnu vigtigere rolle i styringen af Unionens eksterne aktioner. Jeg skal her meddele, at ministrene vil vende tilbage lige efter Rådets samling den 18. september for sammen med Kommissionen og generalsekretæren eller hans repræsentant at fastlægge rammen og metoderne for denne opfølgning. Dette, hr. formand og medlemmer af Parlamentet, er det franske formandskabs prioriteringer på området eksterne aktioner. Vi vil på dette område som på så mange andre kunne samarbejde med såvel Kommissionen, der her spiller en vigtig impulsskabende rolle, som med Parlamentet.
Jeg er meget glad for denne chance for at tale i Europa-Parlamentet blot nogle få dage efter udenrigsministrenes uformelle møde i Evian, hvor der var en seriøs diskussion om effektiviteten af Den Europæiske Unions eksterne aktiviteter og de budgetmæssige konsekvenser. Så vidt jeg ved, er det første gang, at en sådan diskussion har fundet sted. Jeg vil gerne give mine uforbeholdne lykønskninger til det franske formandskab med dets prioritering af dette meget vigtige praktiske spørgsmål. Jeg vil gerne støtte beslutningsforslaget, ikke mindst fordi jeg formoder, at det indeholder kernen i de kommende års diskussioner mellem Unionens institutioner om FUSP. Som nogle medlemmer måske har læst i aviserne, diskuterede vi i Kommissionen lige inden sommerferien kravene, begrænsningerne og prioriteringerne i Den Europæiske Unions eksterne forbindelser, vores forståelse af Kommissionens rolle udadtil samt nogle af problemerne med at gennemføre denne rolle. Enhver sådan diskussion bør naturligvis tage udgangspunkt i traktaten. I henhold til Amsterdam-traktatens artikel 2 er et af Unionens fem mål at styrke sin identitet i internationale sammenhænge. Dette mål afspejler en række ting. Det afspejler først og fremmest Den Europæiske Unions politiske interesser, herunder en voksende rolle inden for sikkerhedsområdet, hvilket formanden for Rådet nævnte i sine interessante bemærkninger. Det afspejler vores økonomiske interesser, handel og den eksterne dimension af det indre marked, herunder vores landbrugspolitik. Euroen falder også ind under denne overskrift. Den afspejler vores ansvarlighed med hensyn til den eksterne bistand, der er vokset eksponentielt i de seneste år. Den Europæiske Union og dens medlemsstater leverer nu 55% af den samlede internationale bistand og to tredjedele af den globale bistand uden tilbagebetalingspligt. Det er et tegn på vores defensive eksterne interesser, spørgsmål såsom narkotikahandel, nuklear sikkerhed, miljøspørgsmål og migration samt ikke mindst forholdet til vores nærmeste naboer samt hele udvidelsesprocessen, der efter min mening er den vigtigste udfordring for denne generation af europæiske politikere. Det er værd at huske på, at forholdet til Grækenland, Spanien og Portugal for mindre end 20 år siden var et udenrigspolitisk anliggende for Det Europæiske Fællesskab, som det hed dengang. Vores primære opgave med hensyn til Den Europæiske Unions eksterne forbindelser er helt klart stabilitetsperspektivet, både i vores umiddelbare nabolag og længere væk. Et mere stabilt nabolag og en mere stabil verden sikrer en mere stabil Europæisk Union. De færdigheder, som Den Europæiske Union har benyttet ved sin egen udvikling, står som et eksempel og en model for andre dele af verden. Vi skal være mere opfindsomme, når vi trækker på vores erfaring og bruger den uden for vores grænser. Når vi diskuterer, hvordan Europa-Kommissionen kan koncentrere sig om denne opgave, vil jeg klart markere grænserne for vores rolle. Udenrigspolitik er og vil fortsat primært være et anliggende for de nationale regeringer, det vil sige medlemsstaterne. I dag er der 15 udenrigsministre i Den Europæiske Union, og der vil fortsat være 15 i den nærmeste fremtid. Men det er også vigtigt, at medlemsstaterne erkender, hvad medlemmerne af Europa-Parlamentet og medlemmerne af FUSP-rådet længe har vidst: at et rent mellemstatsligt samarbejde kan være opskriften på svaghed og middelmådighed, på en europæisk udenrigspolitik baseret på den laveste fællesnævner. Det er grunden til, at Unionen valgte at bygge videre på et politisk samarbejde, at Amsterdam-traktaten indførte den højtstående repræsentant for FUSP, og at Kommissionen og Europa-Parlamentet har det som en vigtig opgave at effektivisere den fælles - jeg understreger fælles - udenrigs- og sikkerhedspolitik. FUSP's nye strukturer, procedurer og instrumenter anerkender behovet for at udnytte Det Europæiske Fællesskabs stærke sider i den europæiske udenrigspolitiks tjeneste. Det vil være absurd at skille den europæiske udenrigspolitik ud fra de institutioner, der har haft ansvaret for de fleste af instrumenterne for gennemførelsen, for handlen med tredjelande, for den eksterne bistand, for mange af de eksterne aspekter af de retlige og indre anliggender osv. Derfor deltager Kommissionen fuldt ud i beslutningsprocessen i Rådet, og derfor har vi fælles initiativret - ikke en eneret, men en fælles initiativret - i disse spørgsmål. Der er behov for et fornuftigt og følsomt partnerskab på udenrigsområdet mellem Unionens institutioner, herunder Europa-Parlamentet, og de enkelte medlemsstater. Vi skal engagere os i en fælles indsats for at sikre, at verdens største handelsgruppe også yder en politisk indsats. Vi kan yde et reelt bidrag, og vi må ikke være bange for at yde det. Jeg vil også pointere, at Kommissionen ikke ønsker nye beføjelser eller en ny rolle, men vi vil gerne have mulighed for bedre at kunne udøve de beføjelser, vi allerede har i henhold til traktaten. Jeg har fuld forståelse for Europa-Parlamentets ønske om at gøre præcist det samme. Jeg er fast besluttet på, at Kommissionen skal yde et sammenhængende bidrag til dagsordenen for forbindelserne udadtil. Det er meget let at komme med bombastiske udtalelser om store spørgsmål på udenrigsområdet - f.eks. freden i Mellemøsten, et stabilt og produktivt forhold til Rusland, den internationale udvikling. Men hvis disse udtalelser skal føres ud i livet, skal vi trække læsset i fællesskab. Hvilken praktisk betydning har det for Kommissionen? Det betyder først og fremmest en bedre koordinering mellem kommissærerne og generaldirektoraterne, hvilket fremmer samarbejdet. Jeg synes, at vi gør fremskridt. Jeg er formand for RELEX-kommissærerne, der har regelmæssige formelle og uformelle møder. Vi forsøger at opstille en fælles dagsorden for diskussionen om betydningen af vores arbejde for andre kommissærers ansvarsområder. Jeg finder det rimeligt at sige, at det hidtil er lykkedes ganske godt, og at vi agter at fortsætte i samme ånd. Det er lykkedes os at undgå de krige, som jeg har hørt nu og da forstyrrede harmonien i tidligere Kommissioner. Dernæst forsøger vi at finde frem til et nyt og mere produktivt samarbejde med Rådet og forhåbentlig også Europa-Parlamentet. Det var tydeligt på ministrenes møde i Evian denne weekend. Bortset fra de detaljerede udenrigspolitiske spørgsmål på dagsordenen såsom situationen i Mellemøsten, forsøger vi nu at definere vores overordnede årlige udenrigspolitiske prioriteter og fordele budgettet. Som jeg sagde tidligere, da jeg præsenterede Rådet for budgettet og vores prioritering i maj, er det første gang, det nogensinde er sket. Jeg håber, at jeg både tidligere på året og i forbindelse med redegørelsen til udenrigsministrene gav Europa-Parlamentet præcis den samme upartiske præsentation af budgettet for vores udenrigsanliggender. Tidligere er forpligtelserne vokset fra den ene budgetprocedure til den næste uden forsøg på at samle trådene til en sammenhængende indsats. Vi forsøger nu at opbygge et mere rationelt system, hvor vi tidligt i processen kan tage en ordentlig politisk diskussion om vores prioriteringer. Det er vigtigt i Rådet, og det er vigtigt i Parlamentet, fordi De har budgetmyndigheden. Vi kan ikke bruge mere, end De giver os lov til, men så bør De heller ikke bede os om at gøre det umulige og kritisere os, når vi er nødt til at prioritere. Jeg mener imidlertid, at vi er langt bedre i stand til at foretage sådanne prioriteringer med politisk vejledning fra Rådet og Parlamentet. For det tredje samarbejder jeg med Javier Solana om at skabe fornuftige strukturer og den rette ansvarsfordeling mellem Kommissionen og den højtstående repræsentant for FUSP. Det institutionelle forhold mellem Kommissionen og den højtstående repræsentant er under udvikling ligesom Europa-Parlamentets præcise rolle i FUSP. Men i det seneste år er det lykkedes os at udvikle et stærkt og fornuftigt partnerskab, og jeg synes, at vi oprigtigt kan hævde, at det uanset problemernes art begynder at gøre en forskel - f.eks. på Balkan, hvor der stadig ligger en enorm udfordring i at føre en troværdig europæisk udenrigspolitik. For det fjerde arbejder jeg på at reagere på de nye krav til Kommissionen ifølge den nye sikkerhedspolitiske dagsorden. Vi har oprettet en ny krisestyringsenhed, der skal hjælpe med at samle Kommissionens bidrag på dette område, men jeg ønsker også at justere vores strukturer, så vi kan få et større input til de eksterne forbindelser, hvor det traditionelle bilaterale diplomati har været mindre effektivt, og hvor Kommissionen besidder en særlig ekspertise, som bør kunne anvendes mere effektivt. Som eksempel kan nævnes konfliktforebyggelse, der kan omfatte spørgsmål, der ikke er en del af den normale diplomatiske dagsorden. Andre eksempler er klimaændringer, kontrol med narkotikahandel, kontrol med de øvrige dødsindustrier, oprettelse af nye civile strukturer, herunder uafhængige medier osv. Det er i den slags spørgsmål, jeg gerne ser Kommissionen bidrage med sin erfaring og sine ressourcer. Under forhandlingerne med G8-gruppens udenrigsministre slog det mig, i hvor høj grad dagsordenen for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ændres og samler uensartede spørgsmål, hvor Fællesskabet har næsten enestående kompetence - eksempelvis på miljøområdet. I går var der forhandling om hr. Galeotes udmærkede betænkning om vores udenrigstjenester og vigtigheden af at effektivisere Den Europæiske Unions indsats rundt omkring i verden. Der var meget snak om en bedre koordinering mellem medlemsstaterne og alle institutionerne i Den Europæiske Union. Jeg ved, at det er en af det franske formandskabs mærkesager, og jeg støtter det fuldt ud. Vi har måske nok talt mere åbent om disse spørgsmål i de seneste måneder end nogensinde tidligere, men nu skal vi føre retorikken ud i livet og leve op til vores ansvar.
Hr. formand, mine damer og herrer, der er mange forventninger til Den Europæiske Union med henblik på at klare udfordringerne, især inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik. I de sidste år er der opnået betydelige fremskridt, netop også med beslutningerne fra Köln og Helsinki og med udviklingen af en europæisk forsvarspolitik. Vi må konstatere - og hr. Patten har givet udtryk for dette - at vi påtager os en stor del af ulandsbistanden på verdensplan. Men er vi virkelig godt rustet til at klare disse udfordringer? Er strukturerne virkelig passende? Er det virkelig sådan, at vi lader fremragende folk som Patten og Solana virke udadtil, eller presser vi dem med falske strukturer mere og mere ind i en intern konkurrence? Det forholder sig sådan, at Rådet vil arbejde som den udøvende magt i udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, men hvordan skal det foregå samtidig med 27 udenrigsministre, hvis det kollektivt opfatter sig selv som udøvende myndighed? Alt dette vil jo føre til en situation, der til syvende og sidst ikke længere er udholdelig! Den Europæiske Union har ganske vist i stort omfang skabt et egentligt fælles marked med instrumenter til ulandsbistand og handelspolitik, men desværre har vi ikke haft mulighed for at fremskynde denne fællesskabspolitik i institutionen, fordi dette fører til konkurrencesituationer med udenrigsministrene, der i virkeligheden ikke er parate til at give afkald på en lille bid af deres kompetence. Hvis De altid udnævner nye særlige udsendinge, tager De til sidst noget af kompetencen fra fællesskabsorganerne, fra Kommissionen, uden at der virkelig finder en koordinering sted. Det er Kosovo et eksempel på. Et absolut kaos! Vi betaler de fleste penge, men problemerne dér bliver ikke rigtig løst trods de største anstrengelser fra alle parter, fordi strukturerne ikke passer. Det er jo det problem, vi i stigende grad blamerer os med! Vi må sørge for - hr. Patten har med omlægningen af ulandsbistanden fundet et passende tiltag - at vi styrker handlekraften i vores fællesskabsorganer, at arbejdet dér bliver bedre og mere effektivt. Men samtidig skal strukturerne passe ind i hinanden, ellers kommer vi ingen vegne. Det betyder naturligvis også, at f.eks. dobbeltkonstruktionen højtstående repræsentant/udenrigskommissær ikke vil fungere - hvilket Parlamentet sagde inden Amsterdam. Allerede efter et år har vi gjort de første erfaringer i denne retning. Det ville være meget bedre at have en næstformand for Kommissionen for Udenrigspolitik med en særlig legitimationsbinding til Rådet. For at leve op til de forventninger, der er til Den Europæiske Union, må vi tilpasse strukturerne på tilsvarende måde, men ikke efter de traditionelle forestillinger hos udenrigsministerierne i vores medlemslande, der i virkeligheden ikke er parate til at give ansvar fra sig. Den nye trojka skal i en sådan sammenhæng bruges på en bedre måde. Spørgsmålet om parlamentarisk kontrol skal også løses. Med hensyn til civil krisestyring, handelspolitik og alle disse sager er Europa-Parlamentet ansvarligt i henhold til traktaten - og dette er entydigt. Med hensyn til finansiering og kontrol af tropper og indsatsordrer er de nationale parlamenter ansvarlige, og også dette er reguleret entydigt. Vi skal blot sammenføre det på en fornuftig måde i en bestemt koordinering. Men også her skal kontrollen være tydelig, for det må ikke blive sådan, at europæisk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik betyder mindre gennemskuelighed og mindre demokrati. Af denne grund, hr. formand for Rådet, skal vi i de kommende dage også samarbejde med henblik på at garantere og sikre den nødvendige hemmeligholdelse af bestemte dokumenter. Men på den anden side skal der også sikres et rimeligt niveau af gennemskuelighed og kontrol, sådan som man kender det i nationale regeringer og nationale parlamenter. Jeg mener, at vi her skal finde nogle passende tiltag. Den franske formand viser god vilje i denne sag. Derfor skal vi arbejde på det i de kommende dage!
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Højtideligt møde i anledning af besøg af Avram Burg, formand for Knesset, og Ahmed Qurie, formand for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd)
Hr. formand, som De ved, er jeg fungerende formand for Delegationen for Forbindelserne med USA, og jeg har en bemærkning til forretningsordenens bestemmelser vedrørende parlamentariske delegationer. Jeg har erfaret, at en gruppe parlamentsmedlemmer fra PPE-DE-Gruppen besøgte USA i juli. Normalt ville jeg betragte det som et privat anliggende, der ikke kommer mig ved. I programmet for besøget omtales gruppen imidlertid som en delegation, og hr. Goodwill, der er medlem af Europa-Parlamentet, står nævnt som delegationens leder. Jeg kan vise Dem programmet, hvis De ønsker det. Det sætter besøget ind i en ganske anden sammenhæng. I juni stod jeg i spidsen for en formel delegation fra Parlamentet til USA, og der opstår en forståelig forvirring, når en anden gruppe parlamentsmedlemmer ankommer til USA tre uger senere og angiveligt også er en delegation fra Europa-Parlamentet. Jeg har hørt, at disse parlamentsmedlemmers bemærkninger stammer fra den mere rabiate gren af PPE-DE-Gruppen, og at de havde et antieuropæisk indhold.
Jeg har forstået, fru Read. Præsidiet tager Deres bemærkning til efterretning; vi retter fejlen og giver Dem nærmere underretning. Hr. Goodwill, jeg antager, at De ønsker at ytre Dem i forbindelse med fru Reads bemærkning.
Hr. formand, som en bemærkning til forretningsordenen kan jeg oplyse Parlamentet om, at parlamentsmedlemmerne fra Det Forenede Kongerige, Sverige og Tyskland på ingen måde ønskede at blive omtalt som en delegation under besøget. Vi besøgte blot USA som en gruppe bestående af medlemmer fra vores egne nationale grupper. Vi repræsenterede ikke PPE-DE-Gruppen, og vi ønskede bestemt ikke at tilrane os rollen som en officiel delegation. Jeg anfægter bemærkningen om, at vi fremsatte ekstreme synspunkter under besøget. Vi gav udtryk for de nationale partiers synspunkter samt de synspunkter, der fremsættes i Europa-Parlamentet.
Fru Read, jeg beklager dybt, men jeg kan ikke give Dem ordet, fordi vi har travlt. Nu ved vi alle, hvori problemet består. Præsidiet og Parlamentet har givet udtryk for, at spørgsmålet skal afklares, og jeg kan ikke igen lade Dem få ordet. Lad os gå over til afstemningen.
(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0210/2000) af Quecedo for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om et fælles EF-diplomati (2000/2006(INI)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Galeote Quecedo (PPE-DE). (ES) Hr. formand, De kunne måske give kommissæren lejlighed til at forklare Parlamentet, hvad han har tænkt sig at gøre med dette initiativ fra Parlamentet set i lyset af den nye adfærdskodeks, som regulerer forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen.
Jeg er meget taknemmelig over det venlige tilbud. I aftes havde vi lejlighed til at diskutere den meget vigtige betænkning i et stykke tid. I mit indlæg gjorde jeg opmærksom på den meddelelse, som vi allerede har udarbejdet om udenrigstjenesterne, men når det er sagt, så vil vi, når tiden er inde, vende tilbage med endnu en meddelelse, der vil bære præg af denne meget betydningsfulde betænkning. Jeg vil specielt gerne udtrykke vores begejstring over de meget fornuftige tanker, der er fremsat om uddannelse af de ansatte i udenrigstjenesterne, samt over bemærkningerne om koordinering. Det er en glimrende betænkning om et vigtigt emne. Vi håber, at det bliver en ledestjerne for os alle i de mørke nætter, der ligger forude. (Latter og bifald) Betænkning (A5-0191/2000) af Imbeni for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamenet: Evaluering af og fremtiden for Fællesskabets humanitære aktiviteter (artikel 20 i forordning (EF) nr. 1257/96) (KOM(1999) 468 - C5-0044/2000 - 2000/2016(COS)). (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Stemmeforklaringer Betænkning af Dell'Alba (A5-0202/2000)
Hr. formand, jeg meddeler, at jeg stemte for hr. Dell'Albas betænkning, hvilket jeg her vil forklare under hensyntagen til de problemer, pensionisterne generelt har med at få pengene til at slå til. Da pensionisterne har meget få penge, er de meget omhyggelige med, hvordan de bruger dem. Desværre tages der i den foreliggende Dell'Alba-betænkning ikke hensyn til forslagene fra Budgetkontroludvalgets formand fru Theato, som fremsatte en meget hård kritik af betænkningen, hvor det foreslås at supplere de udgifter, som er vedtaget i en tidligere forordning om støtte til EU-aktiviteter i Latinamerika, Asien, Middelhavsområdet og Sydafrika. Jeg mener, der burde gøres meget mere, og dette burde betragtes som en alarmklokke for Kommissionens aktiviteter. Betænkning af Piétrasanta (A5-0205/2000)
Hr. formand, jeg bliver nødt til at forklare, at jeg stemte for Meda-betænkningen, for jeg har i sommer været på ferie først i Spanien og dernæst i Tunesien. Her kom en tunesisk pensionist hen til mig - han havde på en eller anden måde fundet ud af, at jeg repræsenterer de italienske pensionister i Europa-Parlamentet - og spurgte mig: "Jeg ved, at der eksisterer et program for støtte til Tunesien ligesom til de andre Middelhavslande, men hvad har jeg som pensionist i Tunesien fået ud af det? Hvad gør I for os?" Jeg har læst hele hr. Piétrasantas betænkning og har konstateret, at visse aktioner desværre ikke er med. Blandt de forskellige initiativer under dette Meda-program - som jeg håber bliver finansieret med langt flere midler end de 3.475 millioner euro, som blev bevilget fra 1995 til 1999 - håber jeg, at der også træffes foranstaltninger til at kontrollere, hvad Den Europæiske Unions penge går til, og at en væsentlig del går til befolkningen, også til den ældste del, i de afrikanske lande, som ligger ud til Middelhavet.
, skriftlig.- (FR) Meda-programmet udgør det vigtigste element for økonomisk samarbejde inden for Euro-Middelhavspartnerskabet, der blev oprettet i 1995. Men procedurerne er alt for komplekse, ikke tilstrækkeligt gennemsigtige og forudsætningerne for udførelse af projekterne er for langvarige. Det haster med en reform, fordi vanskelighederne kaster en miskredit over hele processen, og de opfattes som negative tegn af befolkningerne i Middelhavsområdet, der dog modtog Barcelona-processen med en vis entusiasme. Kommissionens tekst er god, fordi den arbejder med en forenkling af den eksisterende forordning. Men vi forventer mere, hvis vi skal give vores Middelhavspolitik et nyt afsæt: inddrage befolkningerne mere gennem støtte til decentraliseret samarbejde, integrere det kulturelle og menneskelige aspekt i højere grad, åbne frihandelsområdet for landbrugsprodukter, opfølgning af og støtte til de grundlæggende frihedsrettigheder. Jeg støtter fuldt ud ordførerens forslag om, at der udarbejdes en årlig rapport om menneskerettighederne i Middelhavslandene. Betænkning af Galeote Quecedo (A5-0210/2000)
Hr. formand, jeg stemte for betænkningen om et fælles europæisk diplomati. Jeg må fortælle, at min datter, allerede da hun så EF-patentet, glad sagde til mig: "Så går det altså fremad med Europa!". Nu spurgte hun mig: "Hvornår får vi dog en europæisk ambassade i de lande, vi rejser til som turister?" Jeg mener, at udvalgets betænkning burde have været mere vidtgående, så vi fik en fælles europæisk ambassade i stedet for 15 nationale ambassader i de 15 medlemsstater og i de andre stater i resten af verden. Det er desværre ikke sket, men jeg håber, det sker i Kommissionens næste meddelelse.
. Venstres fem medlemmer af Europa-Parlamentet støtter bestræbelserne i denne betænkning på at give en bedre diplomatisk træning til de EF-funktionærer, som arbejder i Kommissionens delegationer. Vi har stillet - og fået vedtaget - et ændringsforslag, der understreger, at der alene er tale om efteruddannelse, og at kurserne skal være åbne for diplomater fra de nationale udenrigstjenester. Men Venstre støtter til gengæld ikke idéen om oprettelse af en ny institution i form af en EF-diplomatskole og ønsker heller ikke, at de nuværende delegationer udvikler sig til EU-ambassader. Derfor har Venstre i dag stemt for betænkningen som helhed, men afstået fra at stemme om de ovennævnte punkter.
. De danske Socialdemokrater i Europa-Parlamentet har stemt for og hilser initiativet om forbedring af Fællesskabets fælles udenrigstjeneste velkomment. Vi støtter endvidere initiativet til yderligere uddannelse af EF-tjenestemænd, der er beskæftiget i ekstern virksomhed. Vi er dog imod, at der oprettes en diplomatskole til uddannelse af personalet. Dette må kunne foregå som eksempelvis efteruddannelse eller 'on the job training'. Vi tager også forbehold mod, at Kommissionens delegationer udvikler sig til egentlige ambassader. Det vil skabe er uklart billede af, hvilke opgaver der løses af de nationale ambassader.
Vi har afstået fra at stemme, da betænkningen har en uklar målsætning. På den ene side indeholder den en lang række forslag om at forbedre den eksterne virksomhed på EU's nuværende kontorer i udlandet. Desuden fastslås det (i punkt O), at man på ingen måde ønsker at oprette en fælles diplomattjeneste for EU, der skal erstatte medlemsstaternes udenrigstjenester. På den anden side gennemsyres hele teksten af ønsket om netop at skabe veritable EU-ambassader som et led i processen med at omdanne EU til en superstat. Dette indtryk forstærkes kraftigt af punkt P, 13 og 15, hvor der netop tales om EU-ambassader, om en koordineret EU-repræsentation i bl.a. FN, samt om at de medlemsstater, som måtte ønske det, kan lade deres ambassader fusionere med EU's repræsentation. Da vi går ind for praktiske forbedringer af den bestående eksterne virksomhed, men er helt imod, at EU skal begynde at optræde som en superstat i omverdenen - specielt når det skal listes ind - kan vi kun afstå fra at stemme.
Fru formand, etableringen af et fælles diplomati for EU virker som et underordnet teknisk punkt. Dette initiativforslag er imidlertid en del af en snigende og stadigt fremadskridende forandring af EU' s karakter. Unionen er mere og mere på vej til at blive en superstat, der er sammenlignelig med USA. Sådan en superstat kendetegnes af en fælles mønt, fælles hær og en ensartet udenrigspolitik og fungerer som et fort over for omverdenen. Forløberne for EU blev i 50'erne betragtet som et frivilligt samarbejde mellem europæiske stater og folk for at ordne en række grænseoverskridende problemer af gensidig interesse. Hvis det dengang havde drejet sig om dannelsen af en stor superstat, som underordner mange folk, var der opstået stor modstand. Sådanne stater med mange folkeslag herskede i Europa før 1918, men takket være deres sammenbrud fik de fleste europæiske folkeslag chance for at styre sig selv på en demokratisk måde. Mit parti, Det Socialistiske Parti i Nederlandene, ser en sådan superstats tilbagevenden som en trussel imod demokratiet, samfundsordningerne, fred og flygtningene. Jeg stemmer imod dette skridt i den forkerte retning.
. Som nogle af de få demokratier i denne verden påhviler der vores lande et særligt ansvar. På lige fod med USA må vi være i stand til at tage selvstændige initiativer og skride ind i de dele af verden, hvor der er behov for at forsvare menneskerettigheder og udbrede de demokratiske værdier. Primært skal sådanne interventioner gøres ved hjælp af økonomiske pressionsmidler, men efter omstændighederne kan militær indgriben være nødvendig. Skal EU kunne mønstre den påkrævede handlekraft til fuldførelse af disse opgaver, er forudsætningen et tæt samarbejde i EU såvel på det økonomiske som på det politiske plan, herunder et snævrere samarbejde mellem udenrigstjenesterne. I øjeblikket er udmeldingerne fra Kommissionens delegationer for forskellige på grund af medlemsstaternes divergerende holdninger. Skal EU gøre sig gældende på den politiske scene, kræver det en bedre koordineret udenrigspolitik, hvor EU-landene forpligtes til at samle kræfterne og tale med én stemme.
Det specielle ved Hr. Galeotes betænkning er, at den temmelig klart beskriver sit formål og sin logik, nemlig at oprette en EF-diplomatskole samtidig med, at den formelt foregiver det modsatte. Hele den foreslåede ordning står reelt i modsætning til betragtning O, ifølge hvilken ordningen ikke har til formål at erstatte de nationale diplomatiske tjenester med en fælles EU-tjeneste. Jeg glæder mig over åbenheden og sammenhængen i hr. Dupuis' ændringsforslag, der i det mindste sørger for at fremstille tingene klart. Den subtile balance internt i PPE forklarer sandsynligvis den barokke karakter i den konstruktion, vi har fået fremlagt. Disse forsigtigheder og antifraser, der tilsyneladende er temmelig latterlige, er reelt en fortsættelse i lige linje af Monnet-Delors metoden, hvor hr. Galeote ikke gør andet end at foreslå os en ny udløber, denne gang om diplomatiet. Ifølge denne metode er det organet, der skaber funktionen, beholderen skjuler indholdet, og teknikken fremkalder politikken. Men fra nu af råder vi over nøglen til teksten, og vi ved, hvordan vi skal dechifrere den. Når hr. Galeote foreslår at oprette en skole, der skal uddanne EF's superdiplomater og genbruge de nationale diplomater, give EU international status af juridisk person og gennemføre en "koordination" af repræsentationer især over for FN, ved vi, at vi reelt skal læse: fusion af ambassaderne, oprettelse af et diplomatisk EU-enhedskorps samt EU-bemanding af det franske og det britiske faste sæde i FN's sikkerhedsråd. Og selvfølgelig som altid er spørgsmålet om formålet, indholdet, det eneste der har værdi, undladt. Hvorfor skabe et nyt organ? Hvilken udenrigspolitik skal denne diplomatiske EU-institution tjene i det foreliggende tilfælde? Hvilke fælles interesser skal den forsvare? Dette udgangspunkt er typisk marxistisk. Man afventer det "pludselige, kvalitative spring", som man håber fra og med en bestemt tærskel vil forandre det kvantitative til det kvalitative. Det fælles instrument formodes at kunne skabe den fælles bevidsthed, den fælles vilje og det fælles ansvar. Denne kvantitative kult kulminerer i den groteske sammenligning af antallet af USA- og "europæiske" diplomater, hvor sidstnævnte opnås ved at addere antallet af erhvervsaktive diplomater, der arbejder på eksterne repræsentationer i vores forskellige stater. Er det virkelig nødvendigt at minde om, at USA er en enkelt nation, og at EU's medlemsstater hver især har privilegerede kontakter rundt i verden og forskellige erfaringer og tilhørsforhold, der undertiden er divergerende, hvilket tilsammen udgør rigdommen i EU's diplomati. Det er komplementariteten i denne ekspertise, der kan bringes til at tjene et fælles mål, der er klart defineret, sådan at den reelt tjener EU-borgernes interesser. Men med det fælles diplomati, vi har fået fremlagt, vil man derimod helt præcist forringe værdien af disse fordele. I realiteten undergraver man de nationale viljer, der dog udgør den diplomatiske motor i EU, og man forbavses samtidig over, at mangfoldiggørelsen af instrumenter og erklæringer kun svarer til manglen på indhold og en generel mangel på interesse. Det eneste positive punkt i denne betænkning er måske dens vilje til at rationalisere organisationen og forbedre professionalismen hos Europa-Kommissionens delegationer i tredjelande. Erfaringen viser, at disse ikke altid er på højde med deres faktiske opgave, der består i at gennemføre en kontrol i marken af Fællesskabets programmer og aftaler. Det ser reelt ud til, at denne opgave er skubbet ned på et sekundært plan hos Kommissionens repræsentanter, der har for travlt med officielt at opnå en tilranet titel som ambassadør for med strenghed at kunne overvåge en god gennemførelse af programmer, hvis kontrol de har fået ansvaret for. Bortset fra dette sidste punkt vil man dog ikke desto mindre kunne forstå, at vi naturligvis ikke har kunnet stemme for de øvrige totalt surrealistiske forslag fra denne initiativbetænkning. Vi må i dag konstatere absurditeten og den iboende svaghed ved en fælles valuta, der ikke understøtter nogen som helst suverænitet. Og nu ønsker man så, at et fælles diplomati udformet på samme bagvendte facon skal kunne fungere eller snarere ikke fungere.
Jeg glæder mig over initiativet om at forbedre uddannelsen af de tjenestemænd, der skal varetage den eksterne virksomhed, men jeg kan ikke støtte oprettelsen af et fælles diplomatisk korps. Medlemsstaterne har ansvaret for udenrigsdiplomatiet, og jeg mener, at en omdannelse af Kommissionens delegationer til fællesskabsdelegationer med juridisk stilling vil kunne føre til interessekonflikter med medlemsstaternes nationale diplomatiske delegationer. Jeg kan derfor ikke stemme for Galeote Quecedo-betænkningen. Betænkning af Imbeni (A5-0191/2000)
Hr. formand, også hr. Imbenis betænkning stemte jeg for, da det er meget vigtigt, at Den Europæiske Union organiserer en humanitær indsats, hvor der er indtruffet katastrofer, eller hvor der hersker en efterkrigssituation. Pensionisterne, som jeg har den glæde og den ære at repræsentere, er blandt dem, som ved sådanne lejligheder er mest villige til at tage ud og yde en indsats for at hjælpe dem, der har været så uheldige at blive ramt af en katastrofe. Men hvad har Europa fået ud af dette initiativ, som alene i 1999 betød en udgift på 813 millioner euro? I øvrigt vil jeg bede Kommissionen om at sætte dette beløb op, for det er meget vigtigt, at Europa er til stede i verden og synliggør sig, bl.a. ved et logo og ved mere publicity for denne vigtige aktivitet.
Hr. formand, et enkelt eksempel taget ud af begrundelsen viser den latterlige karakter i betænkningen om Det Europæiske Fællesskabs humanitære aktiviteter. Betænkningen taler om manglen på operationelle redskaber, især helikoptere, for at forklare den generelt svigtende internationale hjælp, herunder især fra EU's institutioner til oversvømmelserne i Mozambique, selv om - hvem mon har glemt det? - der ikke var mangel på hverken helikoptere, fly eller noget som helst andet transportmiddel og heller ikke på destruktionsmidler, da man greb ind i Jugoslavien og i Irak. Den eneste konklusion, der kan drages, er, at de store magter, der er i stand til at mobilisere betydelige midler for at pålægge resten af verden deres overherredømme, ikke er indstillet på at yde den mindste indsats for at redde menneskeliv. På disse vilkår er EU-institutionernes beroligende erklæringer om humanitær bistand et uanstændigt hykleri, og vi har ikke til hensigt at bifalde dette, og det er årsagen til, at vi har undladt at stemme om dette spørgsmål.
Jeg må først rose kvaliteten i den betænkning, der fremlægges af vores kollega Imbeni. Den indgår i lige linje i arbejdet i Parlamentet, der altid gennem sine udtalelser, beslutninger og endda gennem sine konkrete handlinger har udtrykt sig med kraft i de dårligst stillede lande til fordel for en forbedring og udvikling af den humanitære bistand. Siden begyndelsen af 1990'erne med oprettelsen af EF's Kontor for Humanitær Bistand (ECHO), har EU indtaget pladsen som verdens største bistandsyder. Men til trods for vores legitime anstrengelser i forbindelse med de historiske bånd, der forener visse europæiske lande og visse udviklingslande, må vi konstatere, at fattigdommen vokser på verdensplan. I dag lever halvdelen af verdens befolkning for mindre end to dollar om dagen. Det kan vi ikke tolerere! Er der fusket med de afsatte midler? Det tror jeg ikke. Uden det nødhjælpsarbejde, ECHO har udført for at afhjælpe naturkatastrofer eller alvorlige kriser, der jævnligt rammer de mest sårbare i denne verden, tør jeg slet ikke tænke på, hvilken situation vi ville have været i dag. Nu mangler vi kun at gennemføre en rationalisering af den humanitære bistand. I den forbindelse glæder jeg mig over, at Parlamentet kræver større sammenhæng og koordination af nødhjælpen samt en styrkelse af samarbejdet mellem de forskellige parter, herunder det administrerende udvalg, medlemsstaterne, associeringerne og endda De Forenede Nationer. Endvidere er det ud over den humanitære bistand nødvendigt at arbejde for en bedre forebyggelse af konflikter, idet 25% af det afrikanske landområde hele tiden er "fordærvet" af krig. Selv om udviklingsproblematikken i sidste ende er flerdimensional, og EU ikke er den eneste løsning, bør vi fortsat intensivere vores indsats for at lægge grundlaget for en bæredygtig global udvikling og for at hjælpe med til at udrydde fattigdommen. Det er under alle omstændigheder denne idé, der har inspireret arbejdet i Udvalget om Udvikling og Samarbejde. Det er årsagen til, at jeg har stemt for den betænkning, der i dag er blevet fremlagt af vores kollega.
Hr. formand, jeg vil gerne personligt på egne vegne og også på vegne af mine kolleger på det kraftigste protestere mod den artikel, formanden har offentliggjort i Strasbourgs avis i dag, og føre dette til protokols. Af artiklen fremgår det, at hun tror, det ville være kommet til uroligheder i Østrig, hvis de 14 EU-stater ikke havde gennemført sanktionerne mod Østrig. Dette afviser jeg på det kraftigste. Formanden gør på den måde ikke kun den østrigske befolkning uret, men hun misbruger også sit embede og tilføjer Parlamentet, en institution i EU, største skade!
Fru Raschhofer, jeg skal med fornøjelse meddele formanden Deres bemærkninger. (Mødet hævet kl. 13.23 og genoptaget kl. 15.00)
Hr. næstformand, tak fordi De gav mig ordet. Med Deres tilladelse vil jeg gerne genfremsætte den bemærkning til forretningsordenen, jeg forsøgte at fremsætte lige inden afstemningen i morges. Jeg vil læse mine bemærkninger op igen. Jeg er fungerende formand for Delegationen for Forbindelserne med USA, og jeg har en bemærkning til forretningsordenens bestemmelser vedrørende parlamentariske delegationer. Jeg har erfaret, at en gruppe parlamentsmedlemmer fra PPE-DE-Gruppen besøgte USA i juli. Normalt ville jeg betragte det som et privat anliggende, der ikke vedkommer mig, men i programmet for besøget - som jeg kan give Dem - omtales gruppen som en delegation, og hr. Goodwill, der er medlem af Europa-Parlamentet, står nævnt som delegationens leder. Det sætter besøget ind i en ganske anden sammenhæng. I juni stod jeg i spidsen for en formel delegation fra Parlamentet til USA. De vil sikkert forstå, at der let kan opstå forvirring, når en anden gruppe parlamentsmedlemmer ankommer til USA tre uger senere og angiveligt også er en delegation fra Europa-Parlamentet. Jeg ved, at gruppens rapporter havde et stærkt antieuropæisk indhold, hvilket naturligvis er en sag for PPE-DE-Gruppen, men når skadelige og nedsættende bemærkninger om Den Europæiske Union stammer fra noget, der foregiver at være et officielt besøg fra Europa-Parlamentet, så mener jeg, at sagen bør tages op her i salen. Jeg vil bede dem om hurtigst muligt at undersøge, om det er i strid med forretningsordenen. Vil De også kontrollere, om de pågældende medlemmer havde en formel invitation fra de relevante organer i USA, samt om De agter at give oplysning om økonomiske interesser efter besøget? Jeg vil selvfølgelig give Dem al den dokumentation, jeg har modtaget.
Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, i punkt 2 i protokollen står der til sidst - efter at Parlamentet holdt et minuts stilhed til minde om de døde - "Indlæg af Gorostiaga Atxalandabaso". Der står ikke noget om, hvad jeg sagde. Men hvis De ser i det fuldstændige forhandlingsreferat, er der en meget betydningsfuld fejl, der kan vildlede folk. I det fuldstændige forhandlingsreferat står der sidst i mit indlæg, at "The action of ETA is a righteous expression of the struggle for recognition" (ETA's handling er et retfærdigt udtryk for kampen for anerkendelse) ... etc. Det, jeg sagde, var: "The action of ETA is the enraged expression of the struggle for recognition of something quite elementary" (ETA's handling er et rasende udtryk for kampen for anerkendelse af noget helt elementært). Retten til at være basker. De kan nok forstå, at der er en ganske betydelig forskel. Jeg vil gerne have det rettet. Jeg vil gerne have ansvaret placeret, for hvis De læser den spanske presse i dag, så har alle taget ordene for pålydende. Det bygger i det mindste på en reference, men så er der nogle spanske massemedier, der hævder, at jeg citerede Nietsche i stedet for Hegel, hvilket ikke er tilfældigt. Jeg er bange for, at nogen forsøger at lægge mig ord i munden, som jeg ikke har sagt. Det vil jeg gerne protestere imod. Jeg vil gerne have rettet ordlyden i det fuldstændige forhandlingsreferat. Det er ikke tilstrækkeligt, at der står, at jeg havde et indlæg. De må præcisere bevæggrunden for mit indlæg under gårsdagens møde.
Hr. Gorostiaga, hvis De mener, at Deres ord ikke er gengivet korrekt, så har De allerede nu fået mulighed for at melde det. Det kommer også i det fuldstændige forhandlingsreferat. Det undersøges naturligvis, hvad der er sket. Jeg ved besked om det nu. (Protokollen godkendtes)
Som De ved, besluttede Parlamentet i morges at sætte en udtalelse fra hr. Verheugen om udvidelse på dagsordenen til i morgen kl. 17.00. Hr. Prodi, formanden for Kommissionen, har ligeledes udsendt en meddelelse om dette emne. Idet hr. Prodi er nødt til at forlade Strasbourg i morgen eftermiddag kl. 17.00, foreslår jeg at flytte Kommissionens meddelelse til kl. 16.00. Debatterne flyttes derfor efter Kommissionens meddelelse til spørgetiden til Kommissionen, som begynder kl. 17.30. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg er meget enig i det, som De har sagt, og jeg bifalder i høj grad også, at hr. Prodi selv vil udtale sig. Jeg vil blot bede om - og de tilstedeværende gruppeformænd er enige i det, som jeg nu siger - at også gruppeformændene i morgen får lejlighed til at give udtryk for deres holdning. Det har hidtil ikke været planlagt. Men jeg vil gerne bede om, at dette planlægges, så også vi kan give vores mening til kende. Det behøver ikke at være nogen lang diskussion, men gruppeformændene skal have mulighed for det. Jeg vil gerne bede om, at dette bliver foranlediget på passende måde.
Hr. Poettering, Parlamentet er suverænt, så hvis De udtrykker det ønske, og jeg har på fornemmelsen, at de andre og især Deres kolleger er enige heri, er det ikke noget problem. Det betyder, at formændene for grupperne tager ordet. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Næste punkt på dagsordenen er fortsættelsen af forhandlingen om Rådets og Kommissionens erklæringer om Unionens prioriteringer for så vidt angår eksterne aktioner.
Hr. formand, mange tak. Jeg fortsætter forhandlingen fra i morges. Den Socialdemokratiske Gruppe har selv brug for at erkende, at der siden Berlinmurens fald er sket store forandringer i Europas stilling i verden, hvor der klassisk tales om udenrigspolitik, som for det meste blev ført af nationale stater, som naturligvis fortsat spiller en stor rolle. Vi har endvidere set, at vores egne regeringer ofte blokerede hinanden med hensyn til at optræde effektivt udadtil. Nu er vi i en situation, hvor vi efterhånden både ser, at regeringerne foretager sig noget sammen, og at EU udarbejde en voksende fælles udenrigspolitik. Endvidere er begrebet "udenrigspolitik" i forbindelse med eksterne aktioner, jeg tror, at det var hr. Patten, som sagde det klart, væsentligt mere end det klassiske udenrigsdiplomati, sådan som vi kender det, og omfatter det begreber som sikkerhed, inklusive et meget bredere sikkerhedsbegreb, som miljø, forebyggelse af konflikter, handel og forhold på mange andre områder. Herunder hører udviklingssamarbejde og naturligvis udenrigspolitikkens klassiske midler. Det leder til en nyvurdering af EU' s udenrigspolitik og til integrationen hos kommissæren for udenrigsanliggender, hr. FUSP, hr. Solana, og Rådet, som alle har en bestemt rolle. Desværre må vi undvære et indlæg fra hr. Solana. Vi vil gerne understrege, at prioriteringerne består af tre dele, som skal bringes i balance; der er den del, som er lige omkring os, naboerne, udvidelsen, Østeuropa. Der er den del, der omfatter den strategiske side i Meda-området, det andet område, som omfatter de traditionelle forhold i NATO, G7 og de andre sammenhænge, hvor vi samarbejder med Amerika og de andre traditionelle partnere. Den tredje del tabes nemt af syne, men efter vores mening er den meget vigtig: Europa som værdibærer i verden "a global player in a global village". På det punkt er det endvidere meget vigtigt, at fattigdomsbekæmpelse ses som et centralt bidrag i vores politik og ikke som noget underordnet i udenrigspolitikken. Hr. Patten, hr. Nielson og alle andre kolleger, herunder kommissæren for udenrigsanliggender, heri bør man sammen med Parlamentet kunne findes en ny værdi og en ny kvalitet og effektivitet. Det er i høj grad en skam, at rubrik 4 og Parlamentets rolle og de opgaver, som vi i den forbindelse skal løse, skubbes så meget bagud. Vi ser alt for tit, at Rådet følger sin egen kurs, og det er ikke længere den måde, som vi skal udarbejde en moderne, bred udenrigspolitik på. Vi håber derfor, at vores signal til en ny politik endnu en gang kommer frem, altså med respekt for budgettet. Til en ny politik hører også et involveret og stærkt Parlament, som er med i forhandlingerne, og som tages alvorligt. Vi håber, at Rådet og Kommissionen udtaler sig positivt også på dette punkt om en ny politik.
Hr. formand, jeg glæder mig over den beslutsomhed, som det franske formandskab og Kommissionen har udvist i dag ved at lægge vægt på, at udvidelsen får topprioritet, for så vidt angår Unionens eksterne aktioner. Når vi skal behandle sagen i Parlamentet i morgen, håber jeg, at Verheugen-sagen blot vil have tjent som en rettidig påmindelse om, at vi skal sende de rigtige signaler og undgå forskellige budskaber med hensyn til denne strategiske prioritering. Hvad angår den aktuelle sag, vil jeg gerne vende tilbage til et punkt, som kommissæren nævnte tidligere i dag, da han talte om forsøget på at gøre udenrigspolitikken mere effektiv, og jeg kan på det varmeste bifalde og støtte hans synspunkt om, at Unionens udenrigspolitik er udelelig. Hvis vi tager Barcelona-processen, fredsprocessen i Mellemøsten, vores forhold til Vestbalkan og vores forhold til Rusland, så er der tale om et stort politisk område og en lang række instrumenter. Det er klart, at en vellykket udenrigspolitik ikke blot kan bygge på én søjle. Selv om udenrigspolitikken - og specielt sikkerheds- og forsvarsdimensionen heraf - primært er et regeringsanliggende, så betyder det politiske terræn og de tilgængelige instrumenter, at det ikke kan være regeringens eneste bekymring. Kommissionen gør ret i at kræve sin organisationsret i henhold til traktaten, og Parlamentet gør ret i at kræve oplysningspligt og kontrol. Jeg vil også gerne knytte en generel bemærkning til effektiviteten af politikken. Her fortjener den nye Kommission - og specielt kommissær Patten - også ros, først og fremmest for at afsløre omfanget af den rædsel, som meget af politikken havde udviklet sig til. Jeg vil erindre om et af resultaterne af disse undersøgelser: I de seneste fem år er den gennemsnitlige forsinkelse i udbetalingen af tildelt støtte vokset fra tre år til fire et halvt år. For visse programmer svarer forsinkelsen i uindfriede forpligtelser til mere end otte et halvt års udbetalinger. Det er selvfølgelig en farce efter enhver målestok. Det skal retfærdigvis siges, at den tidligere Kommission under ledelse af Jacques Santer var lige så meget offer for som årsag til denne proces. Der er tale om en årelang akkumulering som følge af et udueligt og ineffektivt system. Vi glæder os over tilsagnet om en snarlig gennemgang af denne proces. På vegne af Den Liberale Gruppe vil jeg specielt fremhæve vores bekymring over tavshedskodeksen frem for gennemsigtighedskodeksen, som Rådet normalt støtter. En ny fællesskabspolitik bør ikke legitimeres med en generel lukkethed. Min gruppe beklager, at tavshedskodeksen blev indført i Parlamentets sommerferie gennem en skriftlig procedure, og uden at Parlamentet blev taget i samråd. Det er en slags mellemstatslig sammensværgelse mod borgernes ret til information. I dag vil jeg gerne høre, hvilken rolle Rådet føler sig villig til at tildele Parlamentet med hensyn til kontrol og oplysningspligt i spørgsmål, der kan have mellemstatslig karakter, men som ikke kan stå på én søjle alene?
Hr. formand, når Den Europæiske Union tiltager sig nye beføjelser, så er der grund til at forvente, at åbenheden om denne virksomhed og den parlamentariske overvågning øges i samme takt. Nu ser det ud til, at den europæiske sikkerheds- og forsvarsidentitet udvikler sig meget kraftigt og hurtigt efter topmødet i Helsinki. Dog ser det ud til, at Rådet i stadig større grad i dette arbejde har tyet til proceduren mellem regeringer, endda på den måde, at det har truet med at forbigå Kommissionen, hvilket, mener jeg, er ganske uhørt. Kommissionen skal spille en stærk rolle i denne proces. Netop som min kollega Cox lige sagde, udtrykker jeg min misbilligelse af, at Rådet i løbet af sommerferien udarbejdede særdeles betydningsfulde begrænsninger for offentlighedens ret til at stifte bekendtskab med dokumenterne om sikkerheds- og forsvarsspørgsmål. Der er selvfølgelig ingen, der påstår, at der ikke sommetider er behov for fortrolighed og endda hemmelighed, når der f.eks. er tale om operationelle spørgsmål i forsvarspolitikken. Men Rådets afgørelse ser nu ud til at føre til, at hele udviklingen af sikkerheds- og forsvarspolitikken som et politisk område forbliver uden mulighed for overvågning. Den kan altså ikke mere overvåges. Borgerne kan ikke mere følge med i, hvordan sikkerheds- og forsvarspolitikken udvikles, og parlamenterne er ligeledes ude af denne overvågning. Situationen er blevet debatteret her i Parlamentet, og Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, hvor jeg deltager i sagsbehandlingen, er i gang med at undersøge, om Parlamentet eventuelt bør indklage Rådet til Domstolen om denne afgørelse, der helt klart krænker Parlamentets ret og svækker borgernes allerede erhvervede ret til aktindsigt. Også jeg kræver en klar holdning fra formanden for Rådet, og jeg vil være meget taknemmelig for, hvis også Kommissionen kommenterer situationen.
Hr. formand, jeg skal fatte mig i yderste korthed, da jeg blot ønsker at behandle et meget specifikt aspekt af EU's eksterne aktioner, et særligt spørgsmål, der dog efter min opfattelse fortjener den allerstørste opmærksomhed, og som virkelig giver os anledning til bekymring. Det drejer sig om den tydelige tendens, der er til en stigende devaluering i både opmærksomhed og i midler af samarbejdet med udviklingslandene. Det er indlysende, at jeg er klar over, at der er andre målsætninger, og at de selvfølgelig også har krav på passende opmærksomhed. Men jeg mener, at både på grund af de forventninger, der er skabt, og det ansvar, der påhviler EU, samt de nye problemer, som udviklingslandene står over for, ja, af alle disse årsager, mener vi, at disse vigtige dele af verden bør tages væsentligt mere i betragtning i vores indsats. Jeg vil ganske særligt trække ét aspekt frem, nemlig, at vi i EU på dette felt må have vores egne og selvstændige strategier. Denne bestræbelse hænger navnlig sammen med den række af budgetnedskæringer på samarbejdsområdet, der på sin vis illustrerer og bestyrker den frygt, som jeg omtalte, og som jeg mener vi bør gøre en ende på én gang for alle.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne først komme med en lille bemærkning til hr. Patten. Det dokument, vi nu belaver os på at stemme om, beklager det mellemstatslige vildspor, der karakteriserer opbygningen af vores fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvilket står en smule i modsætning til de udtalelser, kommissæren kom med i morges, ifølge hvilke udenrigspolitikken fortsat vil høre under medlemsstaternes kompetence. Jeg mener derfor, at man måske kunne nærme sig spørgsmålet noget mere smidigt. I politik anvender vi aldrig begrebet "aldrig". Jeg tror, at Parlamentet er temmelig frygtsomt over for spørgsmålet, men hr. Broks indlæg viste, at ingen i Parlamentet ville fortsætte med at mene, at en EU-overtagelse af udenrigspolitikken altid vil være mulig og absolut nødvendig. Jeg vil gerne hurtigt stille to spørgsmål til formanden for Rådet. Jeg har med interesse læst, at der er taget et fransk-tysk initiativ til en omgruppering af konsulaterne. Kan det nuværende formandskab hurtigt udforme en EU-overtagelse af udenrigspolitikken og specielt tilrettelægge det sådan, at man kan overlade det til en EU-ambassade at repræsentere EU's medlemsstater i de 50 lande, hvor intet EU-land er repræsenteret? Spørgsmål nummer to. Hr. formand for Rådet, jeg har med interesse noteret Deres tydelige mangel på entusiasme, hvad angår topmødet mellem EU og Kina, og det glæder jeg mig over. Betyder det, at den såkaldte kritiske dialog med Kina er definitivt skrinlagt, og vil De som formand for Rådet på Deres næste møde med kineserne være parat til at tage fat på spørgsmålet om anerkendelse af den tibetanske eksilregering, hvis der ikke inden for en rimelig tidsfrist indgås en aftale om Tibets nye status.
Hr. formand, jeg mener, at det er vigtigt ikke at tabe de mål, som er blevet forfulgt med denne forhandling, af syne, og som efter min mening er to: For det første at garantere en mere effektiv, sammenhængende og synlig ekstern aktion fra Den Europæiske Unions side. For hvad tjener det, at Kommissionen og medlemsstaterne har mere end 40.000 tjenestemænd i mere end 1.500 diplomatiske repræsentationer tilsammen - det dobbelte af, hvad USA har - hvis vores aktion i virkeligheden ikke er tilstrækkeligt effektiv, sammenhængende og synlig? Jeg synes, at hr. Patten har udtrykt det meget godt i sit indlæg, hvor han i det mindste demonstrerede, at han har læst det fælles beslutningsforslag, som vi har forhandlet os frem til i Parlamentet. For det andet at lægge mærke til, at de tider, hvor Europa-Parlamentet begrænsede sig til at underskrive checken til de prioriteringer, som andre fællesskabsinstitutioner fastlagde, er endeligt forbi. Hr. Moscovici, i de kommende måneder skal der tages vigtige beslutninger om den spirende og vordende forsvarspolitik. I balkankrisen har Den Europæiske Unions svagheder været helt åbenbare. I øjeblikket er der i USA en voldsom debat om militærudgifter, en debat, som vi snart må tage op i Europa, og ikke bare set ud fra udgiftsperspektivet, men også ud fra et perspektiv om disse udgifters struktur. Uforeneligheden og uensartetheden i medlemsstaternes investeringer på dette område - de nationale afspejlinger - gør, at denne debat er tilstrækkeligt vanskelig til, at vi bør inddrage andre supplerende problemer, som de interinstitutionelle stridsspørgsmål. Parlamentet ville helt klart have foretrukket, at den højtstående repræsentant havde hørt ind under Kommissionen. Han hører ind under Rådet, og det må vi acceptere, ligesom vi må acceptere, at Kommissionen skal spille en rolle. Hr. Patten har ret, når han siger, at det er nødvendigt at få afklaret og løst op for en række spændinger, der findes mellem det mellemstatslige og det fællesskabsmæssige. Denne diskussion mellem institutionerne skal der findes en løsning på, og Europa-Parlamentet vil ikke nøjes med at servere ved bordet, det vil også være med i køkkenet.
Hr. formand for Rådet, hr. kommissær, det er helt klart med stor interesse, mine franske kolleger i PSE-Gruppen og jeg følger Unionens eksterne aktioner. Helt generelt vil jeg gerne minde om, at vi går ind for, at EU er stærkt repræsenteret på den internationale scene. Dette indebærer for det første en stærk og konstant vilje hos Rådet selv. De talte om overdreven ambition, hr. minister, og det glæder jeg mig over. Men dette indebærer også, at Kommissionen har reelle muligheder for at handle. Dette er kommissærens ønske, og jeg håber, han har og vil få de politiske, administrative og økonomiske midler til at realisere sine interesser, sådan at vores FUSP kan blive reel og virkelig effektiv. I øvrigt vil jeg i dette korte indlæg især lægge vægt på udvidelsen. Et interview for nylig til en tysk avis har skabt en del problemer. For os er situationen klar. Der er ikke tale om at bremse udvidelsesprocessen ved at formulere nye krav eller gennem diverse forhalingsmanøvrer. Vi bør tværtimod gøre alt for at fremme den, som De netop har fastslået, hr. minister, hvilket naturligvis ikke udelukker hverken strenghed eller overvågning. En forhastet udvidelse ville selvfølgelig være en alvorlig fejltagelse. Men når det er sagt, er vi stadig bevidste om de problemer, vores offentlige opinioner har rejst, såvel i de 15 medlemsstater som i ansøgerlandene. Den brede befolkning er meget dårligt informeret og risikerer at svinge mellem en irrationel entusiasme, en følelse af modløshed og en fjendtlig indstilling. Der er ubestrideligt stadig et enormt stykke arbejde, der skal udføres, for at den lange og vanskelige udvidelsesproces kan støtte sig til en solid, klar og vedholdende folkelig vilje.
Hr. formand, Den Europæiske Unions udenrigspolitik kan kun blive vellykket, hvis den opfylder tre centrale kriterier: klarhed, troværdighed og gennemskuelighed. Hr. Patten, vi holder ikke op med at søge at opnå det ad rettens vej, selv om De mener, at pingpong-legen omsider skal ophøre en gang for alle. Den er efter min mening begyndt, og den kan kun afsluttes, hvis der findes en konstruktiv løsning. Ellers vil det resultere i en fortsat konkurrence mellem institutionerne. Jeg synes, at Deres tale i Paris var en vigtig tale på dette punkt. Det skal nemlig langt om længe diskuteres åbent, hvordan en virkelig klar udenrigspolitik skal se ud. Europa-Parlamentet spiller i den forbindelse en vigtig rolle. De har selv sagt, at troværdighed - det andet punkt - kun er muligt, hvis alle de muligheder, som Den Europæiske Union har, nemlig alle tre søjler, og især den første med dens finansielle og økonomiske muligheder, inddrages i en præventiv konfliktløsning, og hvis EU også eksporterer stabilitet ved at anvende de økonomiske instrumenter rigtigt og virkelig samarbejde med politiske midler. Vi ved nemlig, at sikkerhed er langt mere omfattende. Miljøsikkerheden, individets og menneskerettighedernes sikkerhed kan ikke kun garanteres med en søjle. Hvad dette angår, reduceres en præventiv konfliktløsning netop ikke til indsættelse af en politistyrke, men kræver en inddragelse af alle tre søjler. Vedrørende det sidste punkt, nemlig gennemskuelighed, er det i dag også allerede blevet understreget af vores gruppe, at vi ikke accepterer og fortsat ikke vil acceptere, at adgangen til disse dokumenter er begrænset. Parlamentet står for gennemskuelighed, og det vil blive ved med at forlange gennemskuelighed af både Kommissionen og Rådet. Så diskussionen er endnu ikke afsluttet.
Hr. formand, rådsformanden fortalte spændende om de fire prioriteringer, som rådsformandskabet har for fremtiden med henblik på udenrigsanliggender og forsvar, hvoraf to også vedrører beslutningen, nemlig valget af de instrumenter, hvormed det skal ske og udviklingen af den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Hr. Patten, Kommissionens næstformand, reagerede på sin egen måde, og han bemærkede, at EU faktisk er meget initiativrig. Størstedelen af al hjælp kommer fra EU, totredjedele af gaverne kommer derfra. Der er en udvidelse i gang, og i den forbindelse nævnte han endvidere fremme af stabiliteten. På det tidspunkt begyndte jeg allerede at tvivle lidt, og da han så også nævnte fastsættelse af EU' s identitet på den internationale scene, så tænkte jeg, at den målsætning vil jeg meget gerne dele med ham, men så på en måde, som passer til at have europæisk ansvar. Hvis identiteten skal komme til udtryk, kan det naturligvis kun ske gennem en rigtig europæisk politik. Europæisk ansvar kan ikke spredes over 15-30 eller måske flere medlemsstater. Det betyder ikke, at der ikke fortsat skal være udenrigsministre i medlemsstaterne, de skal helt sikkert være der, ligesom økonomi- og undervisningsministrene. Når det europæiske ansvar er på dagsordenen, så skal det ikke spredes, men baseres på et europæisk syn, som bygger på de europæiske værdier, som vi deler i Parlamentet. Det drejer sig ikke om en simpel bureaukratisk magtfordeling mellem institutionerne eller et magtbegærligt Parlament eller noget lignende. Det drejer sig om en praktisk løsning. Hvordan løser vi de problemer, som vi er kommet til at stå over for, og det drejer sig om, at vores politik ikke var god nok til at klare problemerne i Bosnien. Det kostede hundredtusinde menneskeliv for meget. Det er det, det drejer sig om! Hvordan undgår vi det? Så siger Parlamentet: Det skal være en europæisk politik, ellers går det ikke.
Hr. formand, først vil jeg takke både det franske formandskab og kommissær Patten for deres udmærkede indlæg her til morgen. De nævnte prioriteringer fortjener al mulig støtte. Tiden tillader bare et par kommentarer fra min side. Jeg vælger at koncentrere mig om manglerne i gennemførelsen af Unionens udviklingssamarbejde. Kommissær Patten skal have ros for den åbenhed, med hvilken han beskriver og har beskrevet problemerne. Mine egne erfaringer, da jeg i en ansvarlig stilling i FN's udviklingsprogram søgte at samarbejde med Unionen på nationalt plan for at koordinere og samle kræfterne på forskellige områder, var, at det som regel ikke fungerede, enten fordi næsten alle EU-beslutninger skulle træffes i Bruxelles, eller også på grund af manglen på kompetent personale inden for det pågældende område. Disse to ting tilsammen gjorde samarbejdet med EU vanskeligt og meget langtrukket. FN har sine problemer med bureaukrati og langsommelighed - det er jeg den første til at erkende - men hvad gælder udviklingsarbejde og udviklingssamarbejde, så haltede EU i hvert fald for nogle år siden langt bagefter. Min konklusion bliver for det første, at Kommissionen skal gennemføre en meget vidtgående decentralisering af beslutningsretten til nationalt niveau. "Bruxelles" med alle dens administrative niveauer skal afgive en stor del af kontrollen. For det andet er det vigtigt at sørge for, at Kommissionen får tilstrækkeligt med kompetent personale til at gennemføre de aktiviteter, man er blevet enige om. Jeg ved, at De, kommissær Patten, netop nu har denne politiske målsætning. Jeg vil bare understrege, at det haster. Hvis ikke der hurtigt sker forbedringer, frygter jeg, at Kommissionens støtte til udviklingssamarbejde gradvis vil forsvinde. Det ville være synd, da der er mange fordele ved et veludviklet multilateralt samarbejde, og da Unionen har brug for et sådant instrument for at kunne spille en proaktiv rolle på den internationale scene.
Hr. formand, efter min opfattelse var rådsformandens indlæg noget ufuldstændigt og generelt, mens jeg fandt kommissær Pattens realistisk og opmærksomt på de forskellige problematikker. Jeg vil derfor tage de forskellige spørgsmål op. Det første er, at der i morgen indledes et vigtigt møde i FN med deltagelse af 159 statsoverhoveder. I hvilken egenskab er Den Europæiske Union til stede og på hvilket niveau? Jeg tror, det ville være af meget stor betydning, at vi var til stede og gjorde os gældende på højeste niveau. Når der tales om prioriteter, må også den økonomiske politik inddrages, men vores økonomiske politikker er alle rettet mod Europas interne forhold. Lige så vigtigt er det at holde fast ved udviklingspolitikken, for den skaber stabilitet og fred. Den skal rettes mod udviklingslandene, men også mod Rusland og Kina. Jeg mener ikke, vi kan tillade os at vælge mellem Balkan og udviklingslandene. Medlemsstaterne må tage disse problematikker op. Håbet om at få en forfatning for Den Europæiske Union, også for at få formel diplomatisk status i internationale organer, oprettelse af et europæisk diplomati i overensstemmelse med Galeote-betænkningen, de kulturelle hensyn, der skal tages for at undgå nye former for kolonialisme, støtte til og præmiering af de demokratiske processer, også i lande som Iran, et regelsæt for forholdet til ngo'erne - som kunne blive Den Europæiske Unions operative arm - disse valg kan vi træffe for at tage et politisk initiativ med gennemslagskraft over for udviklingslandene, for at komme igennem med Europas krav om at sætte civilisationen i højsædet, for at arbejde for solidaritet om udvikling af livskvaliteten, for at vise respekt for den menneskelige værdighed og holde denne i hævd i ethvert hjørne af verden.
Hr. formand for Rådet, De omtalte i morges den betænkning, Parlamentet har bedt mig om fremlægge om tiltrædelsesprocessen for Tyrkiet. Jeg mener, at jeg i dag kan meddele hovedindholdet af konklusionerne. Parlamentet glæder sig sammen med Kommissionen over den indsats, Tyrkiet har ydet med definitionen af et program for udvikling af sit retsapparat for bedre at kunne tilfredsstille EU's krav, især hvad angår respekt for menneskerettighederne. Vi forstår samtidig den sindsbevægelse, dette har fremkaldt i de forskellige politiske partier og i den offentlige opinion i og med, at man er blevet bevidst om, hvilke vigtige reformer landet skal indvillige i, inden det kan indtræde i Unionen. Det er vigtigt for os, at vores partnere ved, at EU på ingen måde agter at blande sig i landets indre anliggender, men at den tilbyder en kontrakt, hvis bestemmelser netop er blevet omdefineret ved oprettelsen af tiltrædelsespartnerskabet samt ved konventionen om charteret om grundlæggende rettigheder, og det er op til dem at acceptere eller afvise denne kontrakt. Det forekommer mig i den forbindelse, at vi bør have mod til at sige til det tyrkiske folk, at der i dag er mindst to forudsætninger for, at landet kan tiltræde Unionen: På den ene side respekten for behovet for at have en identitet, der udtrykkes over hele EU af vores medborgere og endnu mere klart i betragtning af, at de har et meget stærkt ønske om at bevare deres rødder stillet over for de uundgåelige fremskridt fra globaliseringsprocessen. EU, der er bevidst om den kendsgerning, at dens mangfoldighed er dens rigdom, er fast besluttet på at anerkende dette behov for identitet. Det er årsagen til, at den står fast på rettigheder, men også forpligtelser for minoriteterne. Det er med denne indstilling, EU foreslår at hjælpe Tyrkiet med at finde en løsning på det kurdiske problem. På den anden side vil det være en god idé så hurtigt som muligt at finde en løsning på cypernproblemet, idet ingen i EU forstår, hvorfor øen fortsat er delt ved hjælp en mur, der minder om dem i Berlin, Beirut og Sarajevo (for blot at nævne nogle eksempler), der heldigvis nu er faldet.
Hr. formand, dagens forhandling afslører fortsatte problemer i den centrale del af Den Europæiske Unions udenrigspolitiske strategi. Ønsker man at give en voksende gruppe af europæiske nationer større indflydelse på verdensscenen og forbedre koordineringen og effektiviteten af deres politikker på en lang række områder? Hvis det er tilfældet, kan jeg støtte det. Eller ønsker man at bevæge sig i retning af en europæiske stat med egen udenrigs- og sikkerhedspolitik og støtte fra egen diplomatisk tjeneste og hær? Et sådant koncept er jeg helt afvisende over for. Det er bestemt ikke noget, som den britiske befolkning ønsker - eller for den sags skyld ret mange af de andre borgere i Europa. De er aldrig blevet spurgt på ærlig vis. I dag gentog hr. Patten sit synspunkt om, at der i lang tid fremover fortsat vil være nationale udenrigsministre. Men det er blot halvdelen af problemet. Hvad er indholdet i deres job om ti år, hvis EU fortsætter sin aktuelle kurs? Når ØMU'en er fuldt gennemført, vil der trods alt stadig være finansministre i eurolandene. Men hvor stort et reelt ansvar vil de have? Der er tydeligvis mange her i Parlamentet, der åbent støtter et fælles europæisk udenrigsministerium, og Quecedo-betænkningen, der var til afstemning i dag, repræsenterer nok desværre et skridt i denne retning med forslaget om en permanent diplomatisk tjeneste i EF. Jeg er også bekymret over, at mange ønsker at definere den europæiske udenrigspolitik som en modsætning til USA's politik og nogle gange med direkte fjendtlighed over for USA's holdninger. Den Europæiske Union bør helt klart arbejde på at bryde med denne antagonistiske tankegang og i stedet prioritere sit bidrag til den vestlige solidaritet. Det bedste forum for sikkerhedspolitiske spørgsmål er ikke Den Europæiske Union, men NATO, og der er en fare for, at den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik med sin vægt på selvstændige evner vil underminere den alliance, der har tjent os så godt i mere truende tider.
Hr. formand, jeg har sammen med en række kolleger stillet præcise spørgsmål til henholdsvis formanden for Rådet og kommissær Patten. Jeg ved, at forhandlingerne har været specielt dårligt organiseret, idet den er blevet delt i to, men ville det ikke være muligt at få svarene, i det mindste skriftligt?
Næste punkt på dagsordenen er forelæggelse ved Rådet af forslaget til det almindelige budget for regnskabsåret 2001. Jeg takker i øvrigt kommissær Patten for hans tilstedeværelse.
Kære medlemmer af Parlamentet, det er mig en ære her i dag på vegne af formandskabet for Rådet at fremlægge De Europæiske Fællesskabers forslag til budget, sådan som det er udarbejdet af Rådet den 20. juli. Som De ved, ledede min kollega, Florence Parly, dette møde i Rådet, men hun kan desværre ikke være til stede i dag, og jeg beder Dem have hende undskyldt. Først og fremmest vil jeg gerne sende en stor ros til det portugisiske formandskab for det fremragende arbejde med at få forslaget til budgettet for 2001 vedtaget af Rådet ved førstebehandlingen. Jeg vil i øvrigt gerne fremhæve det fortræffelige klima, i hvilket denne budgetprocedure begyndte. Faktisk er bestemmelserne i den nye interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 i år blevet udnyttet fuldt ud. Trepartsproceduren, der forener Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, og under hvilken det første møde fandt sted den 6. juli ligeledes her i Strasbourg har vist sin nytteværdi med en bedre forståelse for vores respektive holdninger og prioriteringer. Samarbejdsmødet mellem Europa-Parlamentet og Rådet, der blev afholdt den 20. juli, mener jeg, var meget positivt. Det gjorde det især muligt at finde frem til rigtigt mange punkter, der var enighed om mellem institutionerne og i store træk gøre fremskridt angående kilderne til eventuelle stridspunkter. Jeg ønsker, at de kommende budgetmøder må kunne foregå i den samme ånd, sådan at vi kan nå frem til et budget for De Europæiske Fællesskaber for finansåret 2001, der giver os midlerne til at opfylde prioriteringerne og imødegå de udfordringer, der venter Unionen i fremtiden. Jeg vil gerne først angive, hvad der har været de brede retningslinjer i Rådets udgangspunkt for at udarbejde dette budgetforslag, før jeg går mere i detaljer - dog ikke i lang tid - med de forskellige rubrikker. For det første har Rådet sørget for, at de forskellige EU-aktioner, især de, der hører under de eksterne forbindelser - som vi netop har talt kortfattet om for lidt siden - efter identificering af klare prioriteringer og reelle behov, bliver finansieret på en passende måde. For at opnå dette har Rådet taget hensyn til såvel forpligtelsesbevillingerne som evalueringen af mulighederne for at gennemføre disse. Rådet har endvidere været specielt opmærksom på udviklingen for betalingsbevillingerne ved at fastsætte deres forhøjelse i forhold til 2000 til en maksimumssats på 3,5%, der især tager hensyn til gennemførelseskapaciteten og den sandsynlige rytme for betalinger, der trækkes med af de øvrige, der skal betales. Denne udvikling, der ligger et godt stykke over, hvad medlemsstaterne kan tillade sig for deres nationale budgetter og for den inflationsrate, der er skønnet for 2001, markerer Rådets vilje til at sikre en tilfredsstillende finansiering af samtlige politikker i EU. Endelig indgår dette budgetforslag helt klart i rammen for den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 om budgetdisciplinen og forbedring af budgetproceduren. Rådet har specielt ment, at det var absolut afgørende at overholde - og det vil jeg gerne fremhæve - samtlige årlige lofter for de faste udgifter for de finansielle overslag, sådan som de er blevet underskrevet for et år siden af de tre institutioner: Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Det er på dette grundlag budgetforslaget for finansåret 2001 udarbejdet den 20. juli forudser et beløb for forpligtelsesbevillinger på 95,9 milliarder euro, hvilket udgør en forhøjelse på 2,7% i forhold til budgettet for 2000, og et beløb for betalingsbevillinger på 92,5 milliarder euro, hvilket udgør en forhøjelse på 3,5% i forhold til budgettet for 2000. Man har været helt specielt opmærksom på den begyndende stigning i støttebevillingerne til det vestlige Balkan, en prioritering, der er blevet bekræftet mange gange før, og som jeg hermed bekræfter igen. Jeg kan ikke anerkende de udtalelser, der for lidt siden blev fremsat om "et kaos". Der er skrøbeligheder, men ikke kaos. Der er et stykke arbejde, der skal gøres, og der bliver arbejdet nu. Rådet har ønsket at omsætte denne prioritering til tal med en budgetramme, der ligger 30% højere end i budgettet for 2000. De 614 millioner, Rådet har afsat, vil gøre det muligt at finansiere samtlige forudsigelige behov. Jeg tilføjer - og det er selvfølgelig vigtigt i vores forhandlinger - at dette betydelige beløb kunne frigøres uden at være nødt til at foretage en revision af de finansielle overslag med det formål at styrke rubrik 4, sådan som Kommissionen havde foreslået. Rådet har ligeledes sikret sig finansiering af alle EU's øvrige politiske prioriteringer. Uden at kaste mig ud i en udtømmende redegørelse for Rådets budgetforslag, der i øvrigt er beskrevet i en detaljeret begrundelse, som De har fået tilsendt, vil jeg nu gerne fremlægge en smule mere i detaljer, det vil sige pr. udgiftskategori, hvad Rådet har medtaget i sit budgetforslag for 2001. Først hvad angår rubrik 1, de finansielle overslag for udgifterne til landbrug, regnes der i budgetforslaget med en forhøjelse af forpligtelsesbevillingerne på 6,3% i forhold til 2000 for at kunne finansiere reformen af den fælles landbrugspolitik besluttet af Det Europæiske Råd i marts 1999 i Berlin. Men for underrubrik 1a under de finansielle overslag, der dækker udgifterne til markedet for den fælles landbrugspolitik, har Rådet medtaget beløb, der samlet ligger 330 millioner euro under det, Kommissionen havde foreslået i sit udkast til budgetforslag. Jeg har hvert år bemærket en ufuldstændig udnyttelse af disse bevillinger. Fra nu af har Rådet ment, at det kunne skride til en målrettet reduktion af visse budgetposter, der traditionelt ikke anvendes fuldt ud. På denne måde beviser det også en vilje til at yde en særlig indsats for at skabe betydelige besparelser på de obligatoriske udgifter og ikke bare på de ikke-obligatoriske. Disse besparelser i forhold til Kommissionens udkast til budgetforslag forhindrer dog i øvrigt ikke Rådet i at fastsætte en forhøjelse, der varetager Parlamentets interesser, af to budgetposter henholdsvis for distribution af skolemælk, som jeg ved igennem mere end et år har været et emne for talløse skrivelser, samt for fremme af produktkvaliteten. Hvad angår udgifterne til udvikling af landdistrikterne, har Rådet i betragtning af de ophobede forsinkelser for godkendelse og igangsætning af de nationale planer for udvikling af landdistrikterne skønnet, at en margen på 225 millioner euro under loftet for underrubrik 1b af de finansielle overslag kunne frigøres. Udviklingen af disse bevillinger betegner i øvrigt en forhøjelse på 4,6% i forhold til 2000, et fremskridt, der udtrykker den prioritering, Rådet har tillagt bevillinger under det, der fra nu af udgør anden søjle i den fælles landbrugspolitik. Således udviser det budgetforslag, Rådet har udarbejdet, disponible rammer under lofterne for underrubrik 1a og 1b af de finansielle overslag. Jeg må dog her understrege, at Rådet selvfølgelig til efteråret er parat til på ny at revidere udgifterne til landbruget i forhold til indholdet af den ændringsskrivelse, Kommissionen skal fremlægge og således igen overveje udgifterne til markedet og udviklingen af landdistrikterne. Med hensyn til de strukturelle aktioner, der udgør rubrik 2 under de finansielle overslag, har Rådet budgetteret hele denne rubrik til forpligtelsesbevillinger i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Berlin i marts 1999, og det har endvidere overordnet videreført de betalingsbevillinger, der var påført for 2000. Men det har ønsket at forhøje beløbene til Samhørighedsfonden med ca. 360 millioner euro i forhold til det, Kommissionen havde angivet i sit udkast til budgetforslag, for at tage højde for forudsigelige realiseringer af disse bevillinger i medlemsstaterne. Under rubrik 3 under de finansielle overslag om finansiering af den interne politik har Rådet specielt været optaget af at sikre en passende finansiering af de flerårige programmer for i pågældende tilfælde at overholde den programlægning, der var besluttet sammen med Parlamentet. Det er årsagen til, at det har accepteret de beløb, Kommissionen har anmodet om i sit udkast til budgetforslag til rammeprogrammet for forskning og udvikling samt for de transeuropæiske net. Det har handlet på samme måde, hvad angår anmodede bevillinger til forbedring af det økonomiske miljø for SMV og til starten af Life 3-programmet. Rådet er af den opfattelse, at det afsatte beløb til dette program på en rimelig måde sikrer en god start af programmet. Med hensyn til forlængelsen af initiativet "Beskæftigelse" besluttet af Parlamentet for at styrke dynamikken på beskæftigelsesområdet, indledt af Det Europæiske Råd i Amsterdam, viste samarbejdsmødet mellem Europa-Parlamentet og Rådet afholdt den 20. juli, at dette tema specielt udgør en prioritering for begge institutioner i budgettet for finansåret 2001 set i forlængelse af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Feira. Ikke desto mindre afventer Rådet evalueringen af det foregående initiativ, der om kort tid skal indsendes af Kommissionen, for at opnå en aftale med Parlamentet om en finansiering inden for rammerne af en overordnet aftale i løbet af andenbehandlingen. I øvrigt har Rådet frigjort en sikkerhedsmargen på 208 millioner euro over beløbet i Kommissionens udkast til budgetforslag med det formål at råde over en tilstrækkelig manøvremargen ud over den nødvendige margen under loftet for rubrik 3 for at kunne imødegå de nye prioriteringer, som Rådet og Parlamentet er enige om, såsom initiativet "Beskæftigelse", som jeg netop har omtalt. Jeg kommer nu til finansieringen af EU's eksterne aktioner, der udgør rubrik 4 under de finansielle overslag. Efter vores forhandlinger for lidt siden behøver jeg ikke at minde om, hvor stor vægt Rådet lægger på støtten til det vestlige Balkan, for hvilken jeg allerede har nævnt, at budgetforslaget regner med en 30% forhøjelse i forhold til 2000. De 614 millioner euro, Rådet har afsat, gør det muligt at finansiere samtlige forudsigelige behov. For at kunne gøre dette tager Rådet udgangspunkt i den eneste evaluering af de eksisterende behov, der findes i dag, og som er samlet i Verdensbankens rapport fra 1999 om genopbygningen af Kosovo. Af pragmatiske hensyn overfører Rådet bevillingerne afsat til Serbien uden at forhøje dem, idet dette land endnu ikke er berettiget til EU-støtte ud over en støtte til demokrati og til det borgerlige samfund, som er indeholdt i denne budgetramme. Generelt ønsker Rådet at iværksætte en effektiv og troværdig indsats i regionen, der bygger på en analyse af behovene. En tilpasning af niveau og fremgangsmåder for støtte til arten af disse behov er fordelingen af indsatser mellem samtlige bilaterale og multilaterale donorer. Hvad angår de øvrige budgetkapitler, har Rådet, samtidig med at det har fastholdt betydelige bidrag, ikke medtaget samtlige bevillinger ønsket af Kommissionen i dens udkast til budgetforslaget under et begrænset antal budgetposter. Jeg tænker her især på Tacis-programmet, finansieringen af Kedo, de internationale aftaler for fiskeriet, bestemmelserne for den hurtige aktion og Meda-programmet. På den anden side er det i overensstemmelse med Kommissionens udkast til budgetforslag, hvad angår det store flertal af de andre samarbejdsprogrammer. Jeg skal i øvrigt understrege, at der med hensyn til Meda-programmet afsættes et beløb på 701 millioner euro, hvilket ligger over det årlige gennemsnit for budgetbevillinger i perioden 1995-1999. Rådets reduktion på 150 millioner euro i forhold til Kommissionens anmodning tager hensyn til det lager af forpligtelser, der mangler at blive betalt til dette program, og som udgør adskillige års gennemførelser. Jeg benyttede denne lejlighed til at minde om Rådets vilje til at bidrage til at forbedre forvaltningen af programmet, hvilket efter vores opfattelse er en uomgængelig forudsætning for at forøge vores indsats. Trods denne reduktion begrundet i nødvendigheden af at opsuge den rest, der mangler at blive betalt, forbliver Meda-programmet naturligvis meget vigtigt for Rådet. Det franske formandskab har til hensigt om kort tid at nå frem til en vedtagelse af en ny flerårig forordning for Meda, og det vil i den forbindelse være specielt lydhør over for Parlamentet. Jeg vil også gerne på ny bekræfte, at Rådet er meget optaget af tiltrædelsesprocessen for Cypern og Malta. I forbifarten vil jeg gerne rose hr. Morillon for de konklusioner, han fremlagde fra sin betænkning. Vi ser frem til, for ikke at sige vi er utålmodige, efter at læse den. Alt dette har efterfølgende fået Kommissionen til at omlægge de anmodede bevillinger under titlen "førtiltrædelsesstrategi". Vi har dog ikke tiltrådt Kommissionens forslag om at revidere de finansielle overslag ved at overføre denne bevilling til rubrik 7, og vi har bevaret den under rubrik 4. Endelig skal jeg udtrykke min tilfredshed med, at det på samarbejdsmødet den 20. juli mellem Europa-Parlamentet og Rådet var muligt at opnå en aftale om beløbet for bevillinger, der kan opføres til FUSP samt om overførsel af administrative udgifter til særlige repræsentanter for FUSP til Rådets budget i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale fra 1999. Denne aftale gav anledning til at udarbejde to fælleserklæringer, hvor den ene præciserer, at beløb opført i Rådets budget som administrative udgifter til FUSP skal fastlægges i betragtning af deres indvirkning på den generelle situation i rubrik 5, og den anden forpligter Rådet til at sørge for, at skønnet for de administrative udgifter, der er planlagt for hver ny beslutning på FUSP-området, i god tid overføres til den anden gren af budgetmyndigheden. Som De kan konstatere, har Rådet således anstrengt sig for på en relevant måde at prioritere EU's eksterne aktioner, og dermed har det frigjort en margen på 184 millioner euro under loftet i rubrik 4 for de finansielle overslag. Ved at fastlægge sit budgetforslag for de administrative udgifter dækket via rubrik 5 af de finansielle overslag har Rådet haft til hensigt at stabilisere de løbende udgifter samtidig med, at man har taget højde for institutionernes helt specielle behov, især hvad angår personale til Kontoret til bekæmpelse af svig og Domstolen. Med hensyn til Kommissionens budget, havde Rådet ikke i juli lagt sig fast på noget, idet den afventede ændringsskrivelsen fra Kommissionen, der netop er blevet fremlagt, og Rådet vil derfor nu undersøge dette forslag og uddrage læren af det omlægningsarbejde, der er udført under overvågning af Neil Kinnock. Rådet er indstillet på at gøre det nødvendige for at gennemgå denne ændringsskrivelse, så der kan tages hensyn til dens indvirkning fra og med Parlamentets førstebehandling. Til dette formål findes der en margen på 113 millioner euro under loftet i rubrik 5 for de finansielle overslag. Jeg vil slutte denne oversigt over de forskellige udgiftskategorier med udgifterne til førtiltrædelsesstøtte. Rådet har for disse medtaget det beløb, Kommissionen har anmodet om, som forpligtelsesbevillinger. Rådet har justeret betalingsbevillingerne nedad med 300 millioner euro i forhold til det beløb, Kommissionen havde anmodet om i sit udkast til budgetforslag. I overensstemmelse med den logik, der har været fremherskende under de andre rubrikker, har Rådet taget størst mulig højde for den kraftige underudnyttelse af disse bevillinger i 2000. Trods denne reduktion i forhold til Kommissionens udkast til budgetforslag udgør betalingsbevillingerne til førtiltrædelse en kraftig forhøjelse på 10,8% i forhold til 2000, hvilket endnu en gang viser, hvor stor vægt der lægges på disse absolut grundlæggende udgifter for at skabe en god forberedelse til det politiske mål, som udvidelsen er, hvilket Rådet, Parlamentet og Kommissionen er enige om. Jeg vil naturligvis benytte lejligheden til at sige, at jeg er sikker på, at mødet mellem hr. Verheugen og Europa-Parlamentet i morgen vil gøre det muligt at fjerne visse misforståelser. Jeg kender Günther Verheugen ganske udmærket, og jeg ved, hvor optaget han er af udvidelsen, og hvor meget han har arbejdet på, at den skal lykkes. Før jeg slutter, vil jeg gerne benytte lejligheden til at glæde mig over den aftale, der blev opnået på samarbejdsmødet mellem Parlamentet og Rådet den 20. juli angående en erklæring om den økonomiske programlægning. I teksten til denne fælleserklæring vil det fra nu af være et krav til Kommissionen at sørge for en bedre evaluering af de økonomiske konsekvenser af dens nye forslag, især for rubrik 3 og 4 under de finansielle overslag. Jeg er sikker på, at dette er et grundlæggende element for at skabe større klarhed over budgetmyndighedens beslutninger. Dette er under alle omstændigheder indlysende, hvad angår bedre budgetskøn, og det må være en meget nyttig foranstaltning for de kommende budgetprocedurer. Ved afslutningen på denne oversigt, der har været så kort, som jeg tror, det er muligt, mener jeg, at det budgetforslag, De har modtaget, er et afbalanceret kompromis, der gør det muligt at finansiere Unionens prioriteringer med overholdelse af de finansielle overslag fra Berlin, der er absolut grundlæggende, og om hvilke vi ved, og det kan jeg roligt sige uden at overdrive, at fastlæggelsen ikke har været let. Den interinstitutionelle aftale fra 1999 har i løbet af budgetproceduren grundlagt et samarbejde mellem institutionerne, hvorfra vi nu alle bør uddrage fordelene fra og med i år. I den forbindelse glæder jeg mig over de fremskridt, vi allerede nu har kunnet gøre, endda før Rådets vedtagelse af budgetforslaget ved førstebehandlingen, med hensyn til indbyrdes at tilnærme institutionernes synspunkter. Det forekommer mig, at det forslag, jeg lige har fremlagt for Dem, drager en lang række erfaringer af dette samarbejde. Jeg vil under alle omstændigheder fremsætte et ønske om, at det vil kunne sætte Dem i stand til at indlede Deres budgetarbejde på et godt grundlag, og at det vil bidrage til at fastsætte et budget for 2001, der respekterer hver enkelt institutions prioritering, hvilket vil sige, at det er tilfredsstillende for det, der er vores fælles opgave, nemlig at leve op til vores ansvar over for EU og dens befolkninger.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, kære medlemmer, vi står lige for at skulle vedtage to budgetpolitisk set meget vigtige regler, for det første reglen om budgetdisciplin på landbrugsområdet og for det andet reglen om egne indtægter, altså om finansiering af budgettet. Jeg skal på Kommissionens vegne sige, at vi er meget tilfredse med forhandlingsresultatet, og vi er glade for, at disse to sager, der ikke er helt nemme, snart vil blive afsluttet. Kommissionen er derimod ikke tilfreds med Rådets forhandlingsresultat for budgetåret 2001. For så vidt skal jeg også modsige rådsformandens vurdering. Rådet har under førstebehandlingen især koncentreret sig om at skære ned på budgettiltagene i forbindelse med betalingsbevillingerne, tværs gennem budgettet. Resultatet er det laveste budgetforslag i 10 år, når man sætter budgettet i relation til Fællesskabets bruttonationalprodukt. Nu har jeg her i Parlamentet allerede flere gange haft lejlighed til at forklare, at budgetdisciplin for Kommissionen er en meget vigtig retningslinje, men Rådets tiltag, nemlig at skære ned på betalingsbevillingerne, uanset hvor store fortidens betalingsforpligtelser er, er ingen solid budgetpolitik. Med Rådets budgetforslag vil der ske det, at betalingsrestancerne, altså restancer fra indgåede forpligtelser, der endnu ikke er betalt, fortsat vil stige. Men Kommissionen ville gerne opnå det modsatte, med støtte fra Parlamentet, nemlig at reducere restancerne. Jeg mener, at netop når Den Europæiske Union befinder sig i en økonomisk situation, hvor vi heldigvis kan notere høje vækstrater, skal restancer afvikles og ikke fortsat stige. Rådet har på landbrugsområdet reduceret udgifterne med mere end en halv milliard euro i sammenligning med Kommissionens forslag. Det er overraskende i betragtning af den voldsomme kritik, som nogle større medlemsstater fremsatte over for Kommissionen, fordi vi havde foreslået at tage 300 millioner fra landbrugspolitikken og anvende dem til de nødvendige udgifter på Balkan. Nu ser Rådet tilsyneladende et meget større spillerum for nedskæringer i forbindelse med landbrugsudgifterne, men er ifølge de nye udenrigspolitiske prioriteringer ikke parat til at stille midler til rådighed for Balkan. Lige som sidste år var der en meget heftig diskussion om, hvor meget hjælp der skal stilles til rådighed for Balkan, og jeg vil gerne minde om, at Rådet under forhandlingerne om budgetåret 2000 havde fremsat en tese om, at der alligevel ikke kunne ydes bevillinger til Kosovo. Men faktisk er alle bevillingerne til Kosovo allerede bundne. Agenturet for genopbygning i Kosovo arbejder med stor succes, og det skal vi jo egentlig alle støtte. Jeg vil kort komme ind på Serbien, som De også nævnte i Deres tale. Det faktum, at der i budgetforslaget ikke er afsat bevillinger til Serbien, eller kun i meget ringe omfang, er efter min mening det forkerte signal. Vi er i en situation, hvor vi konkurrerer politisk med diktator Milosevic, og på en troværdig måde skal vi gøre det klart for befolkningen, at Den Europæiske Union er parat til at yde hjælp. Jeg bliver ved emnet lidt endnu. Inden slutningen af 2001 skal vi skaffe 800 millioner euro mere til Vestbalkan, end vi har til rådighed på nuværende tidspunkt. En del af beløbet kan muligvis stadig skaffes til veje i år. I den forbindelse håber jeg på Deres hjælp. Med hensyn til udenrigspolitik har jeg endnu noget at tilføje. Rådet (budget) har reduceret bevillingerne til Middelhavsprogrammet - også det har De nævnt - med 150 millioner euro. Men realiseringen af denne nedskæring ville ikke længere kun være en budgetpolitisk foranstaltning, men en ændring af udenrigspolitikken på dette område, et tilbageskridt for Barcelona-processen. Kommissionen anser ikke dette for acceptabelt. Med hensyn til administrative udgifter, personaleudgifter, havde Kommissionen - det vil jeg lige minde om - i sit budgetforslag, bortset fra OLAF, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, ikke bedt om nye stillinger. Nu har vi fremlagt korrektionsskrivelsen, der har to hovedpunkter, for det første et krav om 400 nye stillinger i Kommissionen fra 2001 og for det andet de budgetpolitiske foranstaltninger med henblik på i fremtiden at kunne give afkald på størstedelen af Kontoret for Faglig Bistand, sådan som Europa-Parlamentet og specielt også Budgetudvalget har forlangt af Kommissionen. Til kravene om nye stillinger vil jeg kort sige følgende: Kommissionen nedsatte i begyndelsen af året på mit forslag en arbejdsgruppe under ledelse af Kommissionens formand, der har set kritisk på alle kontorernes arbejdsopgaver og foretaget en kritisk gennemgang af personalesituationen. Vi har set på, hvor det inden for kontorerne og på tværs af kontorerne var muligt at foretage en omfordeling af personalet for at forbedre ressourcerne til hovedområderne og de politiske prioriteter og for at se på, hvor vi skal kræve nye stillinger. Resultatet foreligger nu. Efter Kommissionens vurdering er der behov for 1.254 nye stillinger til hovedaktiviteter og politiske prioriteter. Af disse 1.254 nye stillinger kan en stor del besættes ved en omfordeling, således at vi i alt har behov for 717 nye stillinger - 400 i 2001 og 317 i 2002 - for især at styrke områderne inden for udenrigspolitisk bistand, sundheds-, forbrugerbeskyttelses- og miljøpolitik samt juridiske og indre anliggender. Vi foreslår som et enkeltstående tilfælde desuden en førtidspensionsordning for 600 embedsmænd, der skal foregå budgetneutralt, hvorved behovet for nye stillinger så vil reduceres væsentligt. Indtil en ny administrativ struktur er fastlagt, vil vi som en mellemløsning bede budgetmyndigheden - netop med henblik på udenrigspolitisk bistand - om at udnytte de bevillinger, der tidligere stod til rådighed for Kontoret for Faglig Bistand og for de kontraktansatte i Kommissionen. Desuden vil vi gerne øge bevillingerne til de delegationer, der fremover i stærkere grad skal inddrages i administrationen af udenrigspolitisk bistand. Kommissionen har lært af fortidens fejl, hvilket ganske enkelt vil sige, at det skal understreges, at Kommissionen kan ikke trylle, Kommissionen kan kun sætte sig som mål at yde et godt arbejde, og for at kunne løse opgaverne på en god måde har vi brug for de nødvendige ressourcer, også de nødvendige personalemæssige ressourcer. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at alle, der er med i budgetforhandlingerne, igen står over for en meget vanskelig periode. I denne periode ønsker jeg, at vi alle må være i besiddelse af den nødvendige energi og også den nødvendige tålmodighed til at søge efter fælles løsninger for at nå et tilfredsstillende resultat i budgetforhandlingerne.
Mange tak, fru kommissær. Vi får bestemt brug for energi og tålmodighed.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke formanden for Rådet for hans indledende bemærkninger og specielt bemærkningerne om det gode samarbejde, der har været mellem Parlamentet og Rådet. Det er rimeligt at sige, at der har været et åbent og ærligt forhold, og at vi har forsøgt at nå til enighed, hvor det har været muligt. Jeg takker det franske formandskab og det tjenstgørende personale hos den faste franske repræsentation i Bruxelles. Jeg kan komme med nogle gode eksempler. Da vi opererede med ad hoc-procedurer, blev der indført nye poster såsom ekstra mælk til skoler, svarende til 18 millioner ud af budgettet på 94 milliarder euro. Det var sådanne små poster, som vi faktisk nåede til enighed om. Der var konsensus om det nye beskæftigelsesinitiativ, som vi alle ser frem til, og der var andre poster såsom fiskeriaftalerne, som vi kunne tale helt fornuftigt om. Det er den positive side. Der er selvfølgelig også en negativ side, selv med vores gode samarbejde. Den negative side starter med de ting, jeg sagde før forliget, under forliget og nu efter, at Rådet har stemt om og fremsat sit budgetforslag. Vi er skuffede over Rådets holdning og den manglende vilje til at diskutere revisionen af det finansielle overslag. Sådan som vi ser det, stipulerer den interinstitutionelle aftale og artikel 20, at vores to institutioner er forpligtet til at diskutere et forslag, når først Kommissionen har fremsat det. Vi fik i bestemte vendinger at vide, at det under ingen omstændigheder ville blive diskuteret. Jeg vil sige, hvad jeg sagde under forligsproceduren. Rådet indtog den holdning, at "det bliver blåt snevejr, før vi vil diskutere en revision af det finansielle overslag med Parlamentet". Jeg vil gentage en anden ting, som jeg sagde: Parlamentet spiller ingen birolle i denne proces, det har en velbegrundet rolle. Når det er sagt, tager vi det nu for pålydende, at der ikke bliver nogen revision på grund af Rådets arbejde, og fordi vi ønsker at indtage en fornuftig holdning til hele processen, skønt der måske ikke bliver tale om en revision. Der skal stadig træffes valg og beslutninger i de kommende uger. Den største skuffelse fik vi med hensyn til kategori fire og specielt Vestbalkan. Parlamentet har sendt en særlig delegation til Kosovo for at se på landets behov. Vi har talt med alle de betydelige aktører og organisationer. Vi har haft en høring, og det tal, vi når frem til, er 814 millioner euro til Vestbalkan næste år. Jeg siger det med visse forbehold, fordi jeg antager, at det er det tal, vi når frem til. Ifølge alle de kolleger, jeg har talt med, er Kommissionen nået frem til det samme tal. Glem tallet 5,5 milliarder euro. Det er ikke det, vi taler om, vi taler om næste år. Ikke desto mindre når Rådet frem til tallet 614 millioner euro, og hvis vi kigger på Rådets begrundelse, er man nået frem til dette tal i overensstemmelse med de internationale finansielle institutioners overslag. Det er underligt, for vi har rådført os med de samme internationale finansielle institutioner, og vi når frem til et andet tal. I virkeligheden er der tale om gætværk fra Deres side. Der er snarere tale om at indpasse ting efter et loft end om en objektiv vurdering af situationen på Vestbalkan. Jeg ville blot ønske, at Rådet var ærligt nok til at sige: Vi synes, at Vestbalkan er ved at udvikle sig til et sort hul, som vi hælder for mange penge i. Jeg ville ønske, at De var ærlige nok til at sige: Vi ønsker at skære i bevillingerne, fordi man ikke skaber de forventede resultater. Vi har en situation, hvor udenrigsministrene siger ét, og finansministrene noget andet, og det hjælper ingen. Rådet skal tage stilling til spørgsmålet. Vi har stadig problemet med, hvad vi skal gøre ved førstebehandlingen. Rådet siger også, at det ønsker at skære i bevillingerne, hvilket er forståeligt. Det ville være ideelt for Rådet helt at undgå bevillinger, men De har nogle forpligtelser i denne sag. Vi er bekymrede over, hvad der sker med forsinkelserne. Bevillingerne skal udbetales på et tidspunkt. Heldigvis vil vores ordfører fru Haug foretage en vurdering af hver enkelt budgetpost for at få en fornemmelse af behovene, men vi har stadig en situation, hvor man trods ønsket om nedskæringer ser en stigning i bevillingerne til Samhørighedsfonden, og endnu en gang er der ingen forklaring i begrundelsen. Der er heller ikke behov for en forklaring, for vi kender årsagen - der er tale om en hestehandel med Rådet. I en normal hestehandel ender man som regel med en hest. Rådet ender imidlertid alt for ofte med et æsel, og i dette tilfælde ender De også med et æsel, fordi beslutningerne ikke er truffet på baggrund af en objektiv vurdering, men på baggrund af en hestehandel med Rådet. Der er nogle underlige og skønne forslag til kategori tre, og jeg har nævnt mange af dem under mæglingsproceduren, men et af dem går igen i Deres herlige dokument, begrundelsen, i forbindelse med budgetpost B3/309. Jeg er nødt til at stille et spørgsmål til denne budgetpost, fordi jeg er forvirret. Der står, at "den skal hæves med 1,25 millioner euro til Special World Olympic Games i 2003". Vi taler om budgettet for 2001, men den foreslåede bevilling er til Special World Olympic Games i 2003. De Olympiske Lege for handicappede finder sted en måned efter det almindelige OL, det vil sige i oktober eller november 2004. Så hvad er Special World Olympic Games i 2003, og hvorfor står de opført på budgettet for 2001? Er der tale om endnu en hestehandel? Gud forbyde det, men der kan udmærket være tale om endnu en af disse situationer. Mens vi har ventet på Kommissionens ændringsskrivelse om dens personalebehov, kan vi se, at Rådet har beskåret Kommissionens administrationsomkostninger med 25 millioner euro. Det sker efter nedskæringen på 14 millioner euro, som Kommissionen bekendtgjorde efter offentliggørelsen af det foreløbige budgetforslag. Nu er der tale om en samlet nedskæring på 39 millioner euro. Jeg troede, at Rådet ville vente med de store ændringer til efter, vi havde modtaget ændringsskrivelsen. Vi har en fælles opgave i den sag. Ændringsskrivelsen er et vigtigt dokument. Vi indledte forhandlinger om det i går i Budgetudvalget. Vi fortsætter forhandlingerne kl. 17.30 i dag. Der kan ikke herske tvivl om, at det er et udmærket dokument, men der er stadig en række ubesvarede spørgsmål, f.eks. vedrørende førtidspensionsordningen - ikke blot i Kommissionen, fordi forslagene meget vel kan udløse en kædereaktion i de øvrige institutioner. Derfor, hr. rådsformand, vil vi anmode Dem om snarest muligt at informere os om Rådets holdning. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at De vil overveje sagen nøje, sådan som De har sagt, men vi har brug for at vide, i hvor stor udstrækning Rådet vil følge Kommissionens forslag, specielt hvad angår førtidspensionsordningen. Vi har ikke de store problemer med at godkende eller forkaste de fleste af Kommissionens forslag, men når dagen er omme, er det Rådet, der skal udarbejde lovgivningen vedrørende førtidspensionsordningen. Vores to institutioner skal derfor mødes og tale dette igennem. Jeg ser nødigt, at det udvikler sig til en pingpong-kamp mellem dem. Vi skal nå frem til en realistisk vurdering af Kommissionens behov. Hvis Kommissionen skal udføre det arbejde, vi konstant beder den om, skal de tre institutioner nå til enighed om Kommissionens opgaver samt personalebehov. I den nærmeste fremtid skal vi træffe nogle vanskelige beslutninger her i Parlamentet, ikke mindst med hensyn til ændringsskrivelsen og særligt kategori fire. Hvis vi følger budgetforslaget eller det foreløbige budgetforslag, vil en række af Parlamentets favoritområder - f.eks. ikke-statslige organisationer, Asien, Latinamerika m.m. blive påvirket. Derfor vil vores udvalg, der er til afstemning i øjeblikket, snarest muligt fremsætte deres forslag, og vi vil træffe de nødvendige beslutninger sidst på måneden. Jeg beder Kommissionen om at give os en tidlig indikation af, hvad den vil foreslå for Notenboom-proceduren. Det vil være en meget stor hjælp for os. Indholdet af Notenboom-proceduren vil kunne lette vores forfatning næste år. Det vil lette mange af vores problemer, hvis De kan placere størstedelen af de vigtigste områder i dette år, så vi kan overføre dem til næste år eller i det mindste udnytte dette år. Jeg er sikker på, at vores institutioner kan finde frem til en løsning, og så får vi et ordentligt budget næste år.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, kære kolleger, jeg er ordfører for de såkaldte øvrige sektioner i budgettet. I den forbindelse drejer det sig om et temmelig tørt emne efter det meget omtalte indlæg af formanden for vores Budgetudvalg. Jeg synes, at de små budgetter ganske vist ikke er så spændende, hvad angår politiske områder, men dog er interessante, når det drejer sig om, hvordan der kan disponeres over den organisatoriske og personalemæssige kapacitet, så arbejdsdygtigheden i Den Europæiske Unions institutioner sikres. Jeg vil gerne komme med et par bemærkninger til Rådets førstebehandling, som jeg jo allerede har forelagt for Budgetudvalget i form af et arbejdsdokument. Jeg vil gerne begynde med EF-Domstolen. Her har Rådet erkendt, at Domstolen befinder sig i en vanskelig situation med hensyn til et efterslæb af oversættelser, og foreslået 47 nye stillinger. Men samtidig blev den faste nedskæring på 2,5% forhøjet til 5,1%, og dermed kan disse nye stillinger ikke besættes. Jeg mener, at dette er et modsætningsforhold, der skal afklares. Her vil jeg som ordfører fremlægge relevante forslag. Situationen bliver yderligere skærpet ved, at der også skæres ned på bevillingerne til disponibel oversættelseskapacitet, som vi har hårdt brug for at indhente fortidens byrder. Her har erkendelsen altså ikke afspejlet sig i konkrete tal i budgettet. Jeg har set meget nøje på forfremmelsessystemerne i alle institutioner, og jeg kan konkludere, at Domstolen nu også har etableret en forfremmelsesmodel, der er baseret på bevislig fortjeneste. Denne overgang til et nyt system hos Domstolen vil skabe behov for et stort antal indplaceringer på højere løntrin, som vi sikkert ikke kan foretage om et år. Men vi må begynde på det i løbet af de kommende år. Dette spørgsmål har Rådet heller ikke taget højde for under førstebehandlingen. Så er der Revisionsretten. Her er der et enkelt åbent spørgsmål. Det vedrører finansieringen af Revisionsrettens nye bygning i Luxembourg. Rådet har af uforklarlige grunde reduceret bevillingerne for 2001 fra 7 millioner euro til 5 millioner euro. Under mine møder hos Revisionsretten blev jeg forsikret om, at omkostningernes totale beløb på 25 millioner euro i 1998-priser ikke overskrides. Jeg mener, at det derfor er mere fordelagtigt for den europæiske skatteborger at afvikle betalingerne, når de pågældende regninger foreligger. Jeg vil foreslå Budgetudvalget, at vi igen anvender Revisionsrettens forslag. Så kommer jeg til Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Min retningslinje for budgetproceduren 2001 kan man sammenfatte på godt tysk: value for money. Dette gælder naturligvis også for Det Økonomiske og Sociale Udvalg. ØSU's arbejdsmåde og forankring i offentligheden er absolut betænkelig. Derfor går mine forslag på at øge produktiviteten i Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Især forfremmelsespolitikken i ØSU trænger til en gennemgang. Jeg håber, at vi som budgetmyndighed i fællesskab kan udvikle koncepter for at kunne give anstrengelserne i ØSU den nødvendige gennemslagskraft på dette område. Vi skal også overveje sekretariatets rolle i Det Økonomiske og Sociale Udvalg. I dag henter ØSU al sin faglige viden fra eksterne konsulenter. Men jeg spørger mig selv, om det er meningen og formålet med arbejdet i en sådan institution. Også det skal diskuteres. Noget lignende gør sig gældende for Regionsudvalget. Også her er det under mottoet value for money mit mål at øge udvalgets produktivitet som helhed ved hjælp af forskellige foranstaltninger. Jeg vil blot komme ind på én interessant detalje. Udvalget har krævet en forhøjelse af bevillingerne til dækning af rejse- og opholdsudgifter til regionale repræsentanter fra ansøgerlandene, der deltager som observatører i plenarmøderne. Vi har hensat en del af disse penge til budgetåret 2000. Indtil nu er der ikke blevet ansøgt om at frigive disse midler. Men samtidig har Regionsudvalget givet udtryk for et større behov for bevillinger for 2001. Jeg vil her foreslå, at disse bevillinger ligeledes hensættes, fordi der tilsyneladende ikke er så hårdt brug for en bevillingstildeling, som det altid bliver fremstillet under budgetforhandlingerne. Med hensyn til Ombudsmanden har jeg kun en ganske kort bemærkning. Her er der ikke meget at tilføje. Rådet har taget hånd om sagen. Vi støtter det. Jeg vil ikke her fremsætte yderligere forslag. Sammenfattende vil jeg gerne sige, at vi som en del af budgetmyndigheden samlet set omgås meget sparsomt med de europæiske skatteborgeres penge. Også i det administrative budget skal dette gøre sig gældende ubetinget. Vi står i de kommende år over for store opgaver. Vi har mulighed for at skabe spillerum i 2001, som vi så forhåbentlig også kan bruge, når det også på det administrative område drejer sig om udvidelsen.
Hr. formand for Rådet, hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, som den sidste taler på dagsordenen kan jeg sandsynligvis kun sige nogle få ting og gentage noget, der allerede er blevet sagt. Men som De alle ved, fremmer gentagelse forståelsen. Først vil jeg gerne takke Rådet for det konstruktive samarbejde, der har været hele året igennem på alle trepartsmøder og på alle samrådsmøder. Men jeg skal ikke kun takke det nuværende formandskab, men også det foregående, det portugisiske, for alt i alt at have skabt en ret venlig atmosfære, også når der opstod uenighed. Derfor vil jeg også komme med det mest glædelige først. Sammenlignet med dette års budget har både Kommissionen og Rådet - ganske vist kun midlertidigt - i budgetposterne for beskæftigelse i alt foretaget en nedskæring på 144 millioner euro. Men Parlamentet har allerede i dets overordnede retningslinjer understreget, at fremme af beskæftigelse ligger os meget på hjerte, og at kampen mod arbejdsløshed i Europa er en af vores første prioriteringer i den interne politik. Denne faste vilje, vores mål, har vi endnu en gang givet udtryk for i vores beslutning fra juli. I Rådet har vi altid mødt forståelse både hos det portugisiske og nu også hos det franske formandskab. Således har Rådet under samrådsproceduren ikke blot erklæret sig villig til at støtte vores initiativ om at skabe beskæftigelse med egnede instrumenter for små og mellemstore virksomheder, men vi har også aftalt, at vi i løbet af budgetproceduren skal nå til enighed om et beløb i henhold til nummer 33 i den interinstitutionelle aftale, som vi vil bruge til at opnå vores mål. Så vidt, så godt. Men hvor er så problemerne? Hvor er uoverensstemmelsen med Rådet? I betragtning af den begrænsede tid, som vi alle har til rådighed her, vil jeg blot nævne to punkter. Det er først og fremmest den måde, som Rådet vil finansiere de politikker på, som der i princippet er enighed om. Som Parlamentet allerede sidste år gjorde klart, anser vi det for nødvendigt at foretage en flerårig revision af kategori 4 for stabilt og sikkert at sikre genopbygningshjælpen på Balkan. Rådet afviser fuldstændig denne revision af de finansielle overslag. Det vil tilsyneladende hellere leve fra hånden til munden. Ingen revision! Det er overskriften. Rådet har vel gjort det til et princip, for ellers er det ikke til at forstå, hvorfor det hårdnakket nægter at indstille bevillingerne til førtiltrædelseslandene Cypern og Malta i kapitel 7 om førtiltrædelsesstrategi. Dér ville de nemlig høre til, hvis man så logisk og indholdsmæssigt på det. Men Rådet ønsker ingen revision, selv om den ikke er forbundet med en finansiel ændring. Parlamentet står nu over for en yderst vanskelig beslutningstagning med hensyn til kategori 4. Det andet tungtvejende problem er Rådets tilbøjelighed til altid kun at koncentrere sig om betalinger under budgetbehandlingerne. Kommissæren har ligeledes påpeget det. Jeg ved ikke, om det er vores institutionelle synsvinkel, eller om det også har noget at gøre med os personligt, at vi begge har koncentreret os om det i vores kritik. En stigning i udgifterne for 2001 på kun 3,5% i forhold til tallene i indeværende budgetår var Rådets erklærede mål. Resultatet er et budgetforslag, hvor forholdet mellem forpligtelser og betalinger ikke længere er sundt. For når man ser nøje efter, kan man konstatere, at betalingsbeløbene ikke er dækkende i forhold til forpligtelserne for 2001. Tager man kategori 2, tildeles forpligtelserne kun 2,1%. I kategorierne 3, 4 og 7 ser det ganske vist bedre ud, men ikke godt. På mange poster i budgetforslaget udgør betalingerne ikke engang en fjerdedel af forpligtelserne. På mange poster er der for forpligtelserne for 2001 overhovedet ikke budgetteret med nogen betalinger. Det har ikke længere noget at gøre med seriøst budgetregnskab. Jeg skal ikke endnu en gang understrege, at der i den interinstitutionelle aftale, som vi i øvrigt indgik for kun 15 måneder siden, på forskellige punkter naturligvis er bestemt, at der skal være en ordnet udvikling af udgifterne i Den Europæiske Union, der skal ses i tæt sammenhæng med udviklingen af forpligtelserne. Det vil endda sige, at der skal sikres en meget streng balance mellem bevillinger til forpligtelser og bevillinger til betalinger. Dette tætte forhold forsømmer Rådet på den mest utilgivelige måde. Rådets mål er at skære ned på udgifterne. Det argumenterer for, at medlemsstaterne også skal bringe orden i deres nationale budgetter. Det er jo alt sammen rigtigt, godt og fint. Men det må ikke føre til, at der kommer uorden i vores fælles europæiske budget.
Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om aids.
Fru formand, medlemmer af Europa-Parlamentet, hr. kommissærer, jeg vil forsøge effektivt at følge Deres anbefaling og tale til Dem om aids. De ved, at aids-epidemien for øjeblikket berører 33,6 millioner mennesker, hvoraf størstedelen lever i udviklingslandene. I 1999 registrerede FN-aids 5,6 millioner nye tilfælde og 2,6 millioner dødsfald, heraf 50% kvinder. Denne epidemi har allerede udslettet 30 års erfaringer med udviklingsstøtte i de hårdest ramte lande. Afrika gennemlever de mest dramatiske konsekvenser. Det afrikanske kontinent rådede reelt over både rammer og eksperter, der svigtede det i så høj grad, da landene blev selvstændige. Men disse voksne, uddannede og aktive personer har betalt dyrt for sygdommen. Vi kan ikke se bort fra det umådelige tab af menneskelig investering, der udgøres af denne første generation af ofre, et tab, der vil udvide det personlige drama, der gennemleves af de syge og deres familier. Vi skal heller ikke glemme de fattigste og mest udsatte, der også er de mest udelukkede fra en behandling. Ingen kan glemme vidnesbyrdet fra dommer Edwin Cameron, en hvid, homoseksuel, hiv-positiv dommer ved Sydafrikas Højesteret. Det var sådan, han modigt stod frem og præsenterede sig selv ved åbningen af plenarmødet på den internationale konference om aids i Durban i juli måned. Det er kun hans sociale status og hans indtægt, der giver ham mulighed for at få adgang til en behandling, der ulykkeligvis er utilgængelig for størstedelen af hans landsmænd. Hans bekendelse viser den afrikanske uretfærdighed. Gennem ca. 10 år har Afrika modigt engageret sig i en vanskelig proces bestående af reformer og strukturelle justeringer. Men epidemien, der vejer tungt på sundhedssystemet, gør moderniseringen af sundhedssektoren endnu vanskeligere. På et tidspunkt, hvor man forsøger at etablere finansieringssystemer, der sikrer en kontinuitet i og forbedring af serviceydelserne, forekommer aids-byrden at være enorm for de samfund, der allerede er hårdt ramt af den økonomiske krise, den forsinkede udvikling, manglen på sanitære strukturer, samt manglen på et system, der tager et kollektivt ansvar for den sociale beskyttelse. Hiv som ansvarlig for aids er således et kerneproblem for selve den bæredygtige udvikling. Den nedbryder samfundet, truer de kommende generationer og skader det økonomiske opsving. Spørgsmålet betragtes fra nu af som et tema af allerstørste vigtighed for medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd. Uden for Afrika har epidemien også fået en global karakter. 35 millioner mennesker lever med denne virus, men mindre end 500.000 har adgang til en antivirusbehandling. Vi må konstatere, at også på dette plan udvides kløften mellem rige og fattige lande. Ulige adgang til en behandling, hvilket i sig selv er utåleligt, er i dag så meget mere oprørende, idet oplysningerne udbredes, og det sker hurtigt over hele planeten. Enhver ved i dag, at disse behandlinger eksisterer. Det er menneskeligt, moralsk og politisk mere end ønskeligt sammen med udviklingslandene at søge løsninger, der er tilpasset deres situation, idet der tages hensyn til deres potentialer, der giver dem mulighed for at forbedre adgangen til disse behandlinger, samtidig med at man fortsætter samarbejdet på områder som uddannelse, sundhed, prævention og uddannelse af lokalt sundhedspersonale. Den Europæiske Union har siden starten af 1980'erne været bevidst om nødvendigheden af konkret at hjælpe udviklingslandene i kampen mod hiv som ansvarlig for aids ved at sætte respekten for de ramte personer, især de mest sårbare, i centrum for deres arbejde. Den har således været med til at iværksætte en række aktiviteter som sikkerhed ved transfusioner, oplysningskampagner, bevidstgørelse af de unge, oprettelse af informations- og dokumentationscentre samt uddannelsesaktiviteter og overtagelse af det medicinsk-sociale ansvar. Visse lande, herunder især Frankrig, har ligeledes engageret sig i initiativer, der sigter på at fremme adgangen til behandling. De første resultater opnået med to programmer for adgang til medikamenter iværksat i 1999 på Elfenbenskysten og i Marokko under den internationale terapeutiske solidaritetsfond er opmuntrende. Netop nu igangsættes der nye programmer i Senegal, Vietnam og Sydafrika. Selv om disse kun drejer sig om et meget begrænset antal personer i forhold til behovene, der kan udtrykkes i millioner personer, er vi overbeviste om, at de bidrager til den internationale mobilisering, medfører en forøget overtagelse af ansvaret og fremmer formidlingen af professionel viden. Virkningerne heraf kan allerede ses i programmerne for forebyggelse af overførslen fra mor til barn iværksat af FN-aids og UNICEF. Det internationale apparat bevæger sig altså. De Forenede Nationer og dens kontorer og Verdensbanken mobiliserer sig for at styrke den internationale terapeutiske solidaritet. En vigtig aftale, man kunne sige historisk, er indgået mellem WHO, FN-aids og fem medicinalfirmaer. Aftalen gør det muligt at skabe en konsekvent prissænkning på medikamenter, der er nyttige i behandlingen af aids. På samme måde vil beslutningen for nylig om at stille antivirusmolekylet nevirapin, der er effektivt i forebyggelsen af overførslen fra mor til barn, gratis til rådighed gøre interessen for denne aftale mere troværdig, fordi den beviser, at lægemiddelindustrien ud over at få gavn af meddelelsen reelt kan handle konkret. Mange lande bliver endelig bevidste om, at udviklingslandenes gæld på en urimelig måde tynger deres økonomi og bremser deres evne til effektivt at bekæmpe fattigdommen og især epidemien. Frankrig har vedtaget konkrete tiltag for at eftergive denne gæld samtidig med, at man fremmer udviklingen og uddannelsen på sundhedsområdet. Disse initiativer viser en styrket mobilisering af det internationale samfund, som der ikke bør slækkes på. Men dette kan ikke desto mindre kun dreje sig om en første fase i kampen mod aids-epidemien. På den internationale kongres, der blev afholdt i Durban i Sydafrika, som jeg allerede har nævnt, var forskere, fagfolk fra sundhedssektoren, fortalere for ngo'er og ansvarlige politikere enige om at fremhæve den katastrofale situation. Kontakt med sundhedspersonale for udstødte grupper, den resignerede angst hos mødre til børn, som de selv har smittet, sundhedsmyndighedernes magtesløshed og et besøg på et børnehospital overbeviste mig, hvis det overhovedet skulle være nødvendigt, om betydningen af den kløft, der vokser mellem indbyggerne i landene i Syd og deres lidelsesfæller, der ved et tilfælde er født på vores breddegrader. Nye forpligtelser er nødvendige. Det er vi overbeviste om. Det haster med at styrke den internationale støtte til kampen mod hiv-aids. Inden for de strategier, der er fastlagt på internationalt plan i partnerskab med de nationale programmer til bekæmpelse af aids og de øvrige kapitalindskydere, udgør koordineringen af samtlige midler på alle niveauer fortsat en af de vigtigste prioriteringer for den internationale støtte. Det er påtrængende nødvendigt at styrke programmerne for forebyggelse, forbedre forskningsindsatsen til fordel for udviklingslandene og muliggøre en reel adgang til behandling af alle syge. Ud over at stille antivirusmedikamenter til rådighed til en rimelig pris for lokale sundhedssystemer medfører adgangen til en behandling en styrkelse af uddannelsesaktiviteterne, støtte til strukturer samt støtte til sammenslutninger for de berørte personer. Programmerne for forebyggelse af overførslen fra mor til barn er naturligvis stadig afgørende, men det er ligeledes nødvendigt at igangsætte en lang række projekter for adgang til behandling af kroniske infektioner, for hvis det ikke sker, hvem skal så opdrage de børn, vi redder fra smitten? Adgang til medikamenter skaber komplekse socioøkonomiske, etiske og medicinske problemer, hvilket vil sige politiske og kulturelle problemer, som vi bør anstrenge os for at overvinde ved at respektere vores medspillere og betragte dem som partnere, vi skal samarbejde med. Der skal oprettes et vigtigt samarbejde mellem kapitalindskydere, modtagere, den farmaceutiske industri og sammenslutningerne for at udarbejde operationelle ordninger for adgang til behandlingerne. Adskillige initiativer er allerede lanceret. Først og fremmest Kommissionens rundbordsdiskussion, der afholdes i september om aids, tuberkulose og sumpfeber. Der afholdes ligeledes i efteråret i G8-regi en japansk konference om disse tre sygdomme. Endelig vil et forslag om en ekstraordinær indkaldelse af FN's Generalforsamling blive forbeholdt aids inden maj 2002. Formandskabet vil støtte initiativer, der gør det muligt at finde bæredygtige løsninger for en global og respektfuld overtagelse af ansvaret for syge personer ved hjælp af konkrete projekter og partnerskabsaftaler med de pågældende lande. Det bør være EU's mål at garantere enhver adgang til kvalitetsbehandling, oplysninger og de nødvendige ressourcer. Overvejelserne om adgang til behandling er ikke nye. Denne vej er vanskelig, men nødvendig. Den kan kun lykkes, hvis alle, det vil sige medicinalindustrien, bilaterale og multilaterale kapitalindskydere og de pågældende lande, deltager. Vi ved nu, at kun et langvarigt engagement vil gøre det muligt at overvinde epidemien. Vi kan være overbeviste om, at dette engagement er så meget mere nødvendigt, som at det vil være umoralsk og farligt for menneskehedens udvikling og fremskridt, men også risikabelt for den globale stabilitet og freden, hvis det kun er de rigeste lande, der nyder godt af de seneste fremskridt især på sundhedsområdet.
Kommissionen deltog i den 13. internationale konference om aids i Durban i Sydafrika fra den 7. til den 14. juli 2000. Temaet for konferencen - Breaking the Silence - var med til at styrke den nationale og internationale indsats mod hiv/aids. På konferencen glædede man sig over de videnskabelige fremskridt i behandlingen af aids, specielt nyheden om de første effektivitetsforsøg med en aids-vaccine samt påvisningen af, at overførslen af hiv fra mor til barn stort set kan undgås gennem en omkostningseffektiv brug af antiretrovirale lægemidler. Man glædede sig også over oplysningerne om, at de mange mindre uddannelsesprogrammer om sikker sex og brugen af kondomer har været med til at begrænse spredningen af hiv/aids. Jeg synes, at konferencen kunne have lagt større vægt på læren af de mange vellykkede forsøg på at forbedre og udbrede sådanne forebyggende strategier, fordi oplysning og forebyggelse er den bedste måde at bekæmpe aids på. Forebyggelse er det centrale element i en vellykket langsigtet national, international og global reaktion på aids. Samtidig kan man ikke længere nægte de millioner af mennesker, der allerede bærer viruset, et komplet plejespektrum fra grundlæggende behandling af opportunistiske infektioner til retroviral behandling af hiv-infektioner. Kommissionen glæder sig over de nye initiativer i kampen mod hiv/aids, hvor nogle lande udvikler billigere generiske lægemidler, og den vil gerne hjælpe disse lande med at yde teknisk bistand til andre udviklingslande, så de kan gennemføre lignende initiativer. Mulighederne vil blive diskuteret med de involverede lande. Vi erkender, at produktionen af generiske lægemidler vil kunne give langt flere mennesker mulighed for pleje og behandling af hiv/aids. Statistikken vedrørende epidemien er skræmmende, og den udvikler sig hele tiden til det værre. F.eks. vil en ud af fire zimbabwere dø af hiv/aids, inklusive hver tredje indbygger i hovedstaden Harare. I Zimbabwe er mere end en million børn allerede forældreløse på grund af hiv/aids, hvilket svarer til næsten 10% af befolkningen. I nogle områder af Botswana er mere end halvdelen af de gravide kvinder smittet med hiv, og en tredjedel af dem overfører sygdommen til deres børn under fødslen. Konferencen åbnede døren til nye spændende muligheder og partnerskaber, der kan give risikogrupperne adgang til teknologier og procedurer, der gør plejen økonomisk overkommelig for de hiv/aids-ramte, og som fremmer investeringer i nye teknologier og produkter til forebyggelse og behandling af hiv/aids. Disse muligheder bør straks udnyttes, og Kommissionen agter at gøre sit hertil. Derfor diskuterer den innovative fremgangsmåder med sine partnere i udviklingslandene samt med andre donorer. Vi skal gøre, hvad vi kan for at bekæmpe hiv/aids. Vi kan og skal også gøre, hvad vi kan for at bekæmpe andre store dræbersygdomme, der rammer de fattige. Malaria og tuberkulose, der hver især hvert år er skyld i mere end en million dødsfald, skal opprioriteres i bestræbelserne for at bekæmpe fattigdom og sygdom. I år har man på en række møder på højt plan diskuteret en særlig indsats vedrørende de tre vigtigste overførbare sygdomme - hiv/aids, malaria og tuberkulose. Kommissionen vil inden længe sende en meddelelse til Rådet og Parlamentet med forslag om en særlig indsats for at forbedre adgangen til afprøvede vigtige foranstaltninger og varer med henblik på at udvikle aktive og effektive leveringsstrukturer og -systemer for lægemidler og øge investeringerne i forskning i og udvikling af højt prioriterede lægemidler og vacciner. Meddelelsen gør specielt opmærksom på værdien af hurtigst muligt at forsyne de fattigste og mest sårbare befolkningsgrupper med kondomer, myggenet og andre forebyggende midler i tilstrækkeligt omfang. I 1997 tegnede Den Europæiske Union sig for 55% af den globale udviklingsbistand i de sociale sektorer, og vi har hævet støtten til sundhed, aids og befolkningsprogrammer fra 1% af den samlede bistand i 1986 til mere end 8% i dag, sammenlignet med et OECD-gennemsnit på 5,5%. Vi sætter derfor stadig mere fokus på dette område. Mellem 1990 og 1998 var der øremærket forpligtelser på i alt 3,4 milliarder euro til sundhed, aids og befolkningsprogrammer, og ingen af disse blev ydet som lån. Det står i skarp kontrast til USA's nylige tilbud til det sydlige Afrika. Kommissionen afholder omfattende høringer om mulighederne for en fremskyndet national og international indsats og nyskabende strategier til bekæmpelse af disse sygdomme. Den 28. september vil Kommissionen i samarbejde med WHO og FN's aids-program være vært for en international rundbordskonference. På konferencen vil man se på, hvordan en omfattende national og international indsats kan bekæmpe disse tre sygdomme, og hvordan vi kan gøre en forskel.
Fru formand, jeg takker rådsformanden og kommissær Nielson for den redegørelse, de har givet i dag om det store aids-problem, især i Afrika. Da aids-problemet opstod i fuldt omfang i begyndelse af firserne, blev der i den vestlige verden sat meget i gang for at inddæmme sygdommen og tilbyde en god behandling til de mennesker, som fik sygdommen. Der er også gjort et stor forebyggende arbejde, og derfor har sygdommen i de fleste vestlige lande ikke kunnet udvikle sig til den pandemi, som man forudså i firserne. Alle aids-døde, også i Europa, er én for meget, men Gud være lovet er det ikke så mange, som man frygtede for 20 år siden, og overlevelsestiden er blevet stadigt længere. Hvor er situationen anderledes i mange tredjeverdenslande og især i Afrika! Der er dramaet i mellemtiden blevet større, end nogen forventede. Af de 18 millioner døde verden over, levede størstedelen i Afrika syd for Sahara, hvor den gennemsnitlige levealder er faldet til under 50 år og vil fortsætte med at falde til under 45 år. Millioner af afrikanske børn lever allerede nu uden forældre, millioner af familier falder fra hinanden, og ældre mangler støtte og omsorg fra en stadigt mindre del af mellemgenerationen. Det er kun det humanitære drama. Det socialøkonomiske drama følger lige i hælene. Den økonomiske udvikling møder flere og flere vanskeligheder, investeringer bortfalder, fordi der ikke er tilstrækkelig mange mennesker til at tjene som arbejdstagere, skolerne mister deres lærere, og sygehusene kan ikke længere klare problemerne. Konklusionen er, at meget af det, som er opnået gennem 25-30 års udvikling, ødelægges af aids-dramaet, og det bør i endnu højre grad alarmere os som Afrikas største donor. Hvad kan Europa, Kommissionen og EU gøre for at hjælpe Afrika? Jeg mener ikke, at det er nyttig at forsøge at kopiere den europæiske politik i Afrika. Situationen i mange afrikanske lande egner sig ikke til europæiske løsninger. Det er bedre at tage udgangspunkt i en række positive eksempler fra f.eks. Uganda og Senegal, hvor det til en vis grad har vist sig muligt at stabilisere sygdommens omfang. Efter vores mening gælder der i den forbindelse tre nøglebegreber, og det er oplysning og forebyggelse, behandling der kan betales og hjælp til de efterladte. Oplysning og forebyggelse er meget vigtige, og i den forbindelse spiller brugen af kondomer en stor rolle. Med hensyn til behandling mener jeg, at det er vigtigt, at den farmaceutiske industri finder forholdsvis billige varianter på medicin, som til en vis grad hjælper i de vestlige lande, også når det drejer sig om overførslen af sygdommen fra mor til barn. I forbindelse med hjælp til efterladte anmoder jeg om opmærksomhed for alle de forældreløse, der allerede nu findes. Endelig har Kommissionen meddelt, at den kommer med en plan for at løse problemerne, men jeg har på fornemmelsen, at vi har gjort alt for lidt indtil nu, og at den enhed, som har ansvaret for hjælpen, er for lille. Jeg håber derfor af hele mit hjerte, at den plan, som hr. Nielson har lovet os, vil medføre, at flere i Kommissionen tager fat i dette problem med mere koordination på europæisk plan og især med flere penge, for det er nødvendigt for at hjælpe Afrika ud af problemerne.
Fru formand, Verdenskonferencen om aids i Durban har gjort det muligt at tage et vigtigt skridt fremad, hvilket efter min mening skyldes - selv om man stadig har forstået at minde om, at forebyggelse forbliver afgørende for at bekæmpe svøben - den kendsgerning, at spørgsmålet om adgang til behandling endelig er blevet placeret centralt i debatten. Durban har gjort det muligt åbent at tage fat på essentielle spørgsmål som prisen på medikamenter og udviklingen af generiske medikamenter og at gå i gang med overvejelser om intellektuel ejendomsret og obligatoriske licenser. Det var på tide. De store medicinalfirmaers opførsel har alt for ofte bidraget til at pålægge et system i to hastigheder på sundhedsområdet: medikamenter til de rige og fortvivlelse til de fattige. Det er grunden til, at initiativet fra lægemiddellaboratorierne om prisen på medikamenter, der blev fremført i forbindelse med konferencen, udgør en opmuntrende åbning, hvis den ikke bare er et reklamefremstød. G8-topmødet i Okinawa gjorde det ligeledes muligt at bekræfte de rige landes engagement og fastsætte mål for en reduktion af aids-ødelæggelserne i Afrika for de kommende 10 år, men desværre gik man ikke for alvor i gang med spørgsmålet om midlerne. Netop i dag afholdes der i New York under FN's Udviklingsprogram et møde mellem offentlige og private aktører for at undertegne og finansiere handlingsplanen imod aids i Sydafrika. Man har virkelig fornemmelsen af, at man endelig begynder at stille de rigtige spørgsmål. Måske det så også vil være nødvendigt fra nu af at give de rigtige svar. Det er klart, at EU ikke står i udkanten af denne mobilisering, men jeg tror, vi bør skifte til den høje hastighed, hvilket jeg har forstået, det franske formandskab ønsker. Vi afventer utålmodigt Kommissionens meddelelse, dens retningslinjer og dens forslag til bekæmpelse af de vigtigste smitsomme sygdomme, hvilket vil sige aids, men også malaria og tuberkulose. Da vi ved, det ikke blot er tid til at overveje, men også til at handle, forventer vi at få meget konkrete forslag, der gør det muligt at gå meget hurtigt frem. Jeg tænker især på debatterne om industriel ejendomsret og om obligatoriske licenser. Jeg tænker på udviklingen af den internationale terapeutiske fond, der har til formål at indsamle internationale midler for at give fattige lande mulighed for at få adgang til nye terapier, der er lanceret, og som bør udbredes. Jeg tænker på tilrettelæggelsen af en international konference, der samler de fattige lande, den farmaceutiske industri, ngo'erne og kapitalindskyderne. Kan det tænkes, at rundbordsdiskussionen den 28. september, der afholdes af Kommissionen i samarbejde med WHO og FN-aids, kan være et første skridt på vejen til en udformning?
Fru formand, jeg vil ikke gentage det, der allerede er sagt, og endda meget kraftigt og med prisværdige intentioner. Jeg vil i stedet forsøge at tale om kendsgerningerne. Jeg tror, at kendsgerningerne i dag er enkle. De er adgang til pleje og behandling af de syge. Selv FN-aids har erkendt det ineffektive i det program, der blev annonceret af de farmaceutiske industrier, der reelt kun var ude på at genskabe et godt omdømme, og som i dag, hvor det gælder om reelt at forhandle en nedsættelse af prisen for behandling, trækker sig tilbage. Problemet er ikke længere levering af medikamenterne, hvilket nødvendigvis er begrænset i tid og underlagt laboratoriernes kortsigtede interesser, men simpelthen en justering mellem tarifferne for behandlinger og udviklingslandenes købekraft. EU bør anspore de multinationale medicinalfirmaer til at udstede frivillige licenser, hvilket vil være et første skridt på vejen mod de dårligst stillede befolkningers adgang til behandling. Skulle de eventuelt ikke gøre det, bør Den Europæiske Union pålægge en overholdelse af aftalerne i sundhedsmæssige nødsituationer og kræve tildeling af obligatoriske licenser, der endelig kan give mulighed for en afdæmpning af problemet med prisen for behandlinger. Jeg mener, at et helt kontinents dødskamp bør veje tungere end enkeltinteresser.
Fru formand, jeg mener, som vores kollega fru Carlotti var inde på, at det er Durban-konferencens fortjeneste, at det nu er klart, at man ikke bekæmper aids på samme måde i Europa som i Afrika. Aids har afsløret alle udviklingslandenes økonomiske og sociale mangler og har føjet dem til det mest generelle spørgsmål i ulykken. Forebyggelse kan således kun lykkes, hvis den ledsages af en adgang til behandling. Det er derfor nødvendigt - og jeg tilslutter mig her den foregående taler - at de medicinalfirmaer, der har monopol på fabrikation og salg af treterapi og endda AZT, sælger dem til købspris. Der ville ikke være nogen forhandlinger her mellem os, hvis treterapi kostede en dollar. Som direktøren for FN-aids sagde så overbevisende, skal vi gange det aktuelt investerede beløb med 10, hvis vi ønsker, at det ikke bare skal være begyndelsen på en reel politik for forebyggelse og overtagelse af ansvaret. I øvrigt er det nødvendigt at være klar over, at man ikke bare distribuerer medikamenter, som var det ris i sække. Der kræves læger, poliklinikker og sociale ledsagestrukturer. Men under IMF's diktat formindsker de fattige lande de offentlige bevillinger, og især de, der har at gøre med uddannelse og sundhed. EU bør bidrage til, at man hurtigt får fjernet de afrikanske landes gæld, der beløber sig til 15 milliarder årligt, sådan at disse midler kan anvendes til at oprette infrastrukturer for sundhed og nye sociale programmer. Endelig bør fremstillingen af en vaccine være prioriteringen i forskningen.
Fru formand, jeg taler for medlemmerne fra Emma Bonino-Listen. Jeg noterer mig rådsrepræsentantens ord om, at Frankrig vil afsætte en del af de afrikanske landes gæld til kampen mod aids. Det er et vigtigt initiativ, som vi håber bliver fulgt op af såvel de andre unionslande som andre lande i øvrigt. Vi ønsker, at også Unionen giver et bidrag til, at der kan investeres mere i kampen mod aids i Afrika, hvor 95% af dødsfaldene som følge af hiv-smitte registreres. Ganske vist bruges der for nærværende 300 millioner dollars pr. år i Afrika, men samtidig har Afrika en gæld på 15 milliarder dollars til de industrialiserede lande. Jeg vil slutte med at henlede opmærksomheden på den dybe og forkastelige tavshed, der hersker, nemlig vildledningskampagnerne mod brug af præservativer af religiøse grunde. Man opfordrer til at lade være med at bruge præservativer af hensyn til livet, og resultatet er den sikre død for mange mennesker.
Fru formand, som medlem af Udvalget om Udvikling og Samarbejde vil jeg gerne udtrykke min dybe bekymring for den mildt sagt alarmerende ramme, der blev resultatet af den trettende aids-konference, som blev holdt i Durban i Sydafrika, samt for fremtiden for udviklingslandene og i særdeleshed de afrikanske lande. Den nye resolution føjes til den, der blev fremlagt sidste år i Lusaka i Zambia. Desværre står vi over for en tragisk situation, som slet ikke er blevet bedre i dag, men er ved at vokse os over hovedet. Man kan blot tænke på, at der hvert minut dør fem personer af aids i Afrika. Eksperterne opregner en række alarmerende data, f.eks. det betydelige fald i befolkningstallet og det drastiske fald i den forventede levetid i Afrika - den vil komme ned under 45 år inden 2015. Og i området syd for Sahara vil 10% af befolkningen blive ramt af sygdommen. Jeg mener derfor, at der er brug for en ad hoc-indsats fra Kommissionen og fra EU's medlemsstater, for vi må huske, at EU har et stort ansvar over for udviklingslandene. Jeg mener faktisk, at vi bør koble eftergivelsen af de fattige landes gæld sammen med kampen mod denne epidemi, og netop derfor støtter vi kravet om særprogrammet Debt for aids som foreslået i beslutningen. Der er jo en tæt sammenhæng mellem topmødet mellem EU og Afrika i Kairo om retningslinjer for eftergivelse af gælden og Durban-konferencen. Den kraftige indvirkning, aids har på den økonomiske vækst, og den snævre sammenhæng mellem kampen mod fattigdom og kampen mod aids betyder, at et tættere samarbejde og en samordning mellem WHO, Verdensbanken og FN er nødvendigt og gavnligt. Endvidere må det civile samfund i de pågældende lande inddrages, det vil sige kirken på lokalt plan og de ikke-statslige organisationer.
Fru formand, selv om videnskaben har taget betydelige skridt mod bekæmpelsen af aids, forsætter epidemien med at ramme de fattige lande mere og mere med det resultat, at det bliver stadig vanskeligere at bekæmpe dens mange og alvorlige følger. Det er et faktum, at de senere års forebyggende og terapeutiske indgreb har ført til en betydelig forbedring af de syges mulighed for at overleve i de udviklede lande, men det samme gælder ikke for de fattige lande. Sygdommens udbredelse har overgået enhver dyster forudsigelse, især i landene i Afrika, og som det blev sagt, så dør der hvert minut fem mennesker af denne sygdom, som tager truende dimensioner mod den offentlige sundhed. Hver dag fødes der i disse lande børn, der er smittet med virus på grund af en total mangel på relevante programmer for de kommende mødre. Desuden er omkostningerne ved behandling så høje, at kun meget få syge modtager denne deres fundamentale rettighed. Inden for disse rammer anser jeg forslaget om en sænkning af prisen på medicin til personer, som er smittet med aids i disse områder, for meget vigtig, og jeg vil gerne opfodre Kommissionen og Rådet til at støtte dette arbejde ved at lægge pres på medicinalfirmaerne. Ligeledes skal der gøres koordinerede forsøg på at udvikle integrerede uddannelses-, forebyggelses-, behandlings- og plejeprogrammer i udviklingslandene, i hvert fald indtil man opnår en sikker brug af den vaccine, som vi alle ønsker os. Indtil da er forebyggelse og behandling de vigtigste faktorer til at kontrollere udbredelsen af sygdommen, og det er de bidrag, som alle borgere bør give, uanset hvor de lever.
Fru formand, alle har under denne debat lagt vægt på betydningen af prevention, forebyggende foranstaltninger. Der findes et gammelt ordsprog, der på engelsk hedder: prevention is better than cure. Med ca. 15 års erfaring i denne epidemi - jeg har selv arbejdet aktivt i både FN-sammenhæng og Røde Kors-sammenhæng - kan jeg imidlertid konstatere, at vi ikke har lyttet specielt godt til ordsproget. Det stod lysende klart allerede for ti år siden, hvor alvorlig denne epidemi kunne blive i visse udviklingslande, men både i disse lande og fra det internationale samfunds side blev der gjort for lidt. Man kan diskutere, hvad det er, der gør, at denne epidemi har ramt ekstra hårdt i de fattige lande sammenlignet med forholdene i vores del af verden. Det har naturligvis noget med fattigdom at gøre, det har noget at gøre med manglende oplysning og uddannelse, det har noget at gøre med seksualvaner, det har specielt noget at gøre med unge pigers manglende uddannelse, så de bedre kan modstå seksuelle tilnærmelser, og det har naturligvis noget at gøre med manglen på midler i sundhedsverdenen. Det glæder mig, at både kommissær Nielson og det franske formandskab nu betragter og betegner arbejdet mod hiv-epidemien som en hovedprioritet. Det er imidlertid ikke nok at bevilge penge, vi skal også sørge for, at Kommissionen får tilstrækkeligt med kompetent personale, så det ikke er nogle få medarbejdere, der skal forsøge at løse disse problemer. Det er også vigtigt med nye former for samarbejde med lægemiddelindustrien, så vi kan få bedre vacciner og bedre medicin. Det gælder ikke kun hiv men også malaria. Her er der brug for innovativ tænkning. Når vi til slut taler om partnerskab, er det meget vigtigt, som kommissær Nielson sagde, at finde frem til det, der virker, og støtte det. Der findes masser af programmer, der skriger efter penge, og hvor EU's bidrag kunne gøre gavn. Vi taler utrolig meget om Afrika. Jeg er bange for, at dele af Asien om 5-10 år vil stå i en tilsvarende meget alvorlig situation. Jeg glæder mig over kommissær Nielsons konference den 28. september 2000 og håber, at den vil resultere i noget af et crash programme så man kan slå endnu hårdere ned på disse problemer fremover.
Som afslutning på denne erklæring har jeg modtaget syv beslutningsforslag i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2. Før jeg afslutter forhandlingen, vil jeg bede formanden for Rådet om at svare eller under alle omstændigheder afslutte forhandlingen.
Tak, fru formand, for kort at give mig ordet for at sige, at jeg blev rørt over at høre de stærke ord, der har givet genlyd her i salen i dag. De viser klart, at den kollektive bevidsthed samler os for at konstatere, at aids virkelig afslører de fattiges situation og den uretfærdighed, der styrer vores planet. Vi europæere har en moralsk forpligtelse til at mobilisere os, og ved at lytte til de forskellige indlæg, ved jeg nu, at det er vi parate til. Vi takker varmt Kommissionen for dens meddelelse, som vi afventer utålmodigt, og som vil give os mulighed for effektivt at samle vores energier og forene vores vilje til at handle. Tiden til overvejelser er helt klart forbi i dag. Vi bør handle uden tøven, for det haster, og de franske formandskab vil fuldt ud være beredt til at konkretisere denne vilje til at handle på EU-plan. For at tage denne enorme udfordring op, der ligger foran os, har vi behov for at samle og mobilisere samtlige partnere, som jeg sagde i min introduktion, der fik en meget positiv modtagelse her i salen. Jeg kan sige Dem, at tilstedeværelsen i Durban af direktøren for WHO og repræsentanter for henholdsvis Kommissionen og formandskabets sundhedsministerium gav anledning til et umådeligt håb. Vi har ikke ret til at svigte, og jeg vil stå på Deres side. Vi vil stå sammen for at løfte denne udfordring. Vi bør afvise kampagner for misinformation og bekæmpe modstand mod oplysning, men ikke udelukke nogen form for praktisk aktion. Jeg tror, det er nødvendigt, vi alle er bevidste om, at vi bør følge grundstammen i oplysning og uddannelse, forebyggelse og adgang til pleje, behandling og forskning, især inden for vacciner og medikamenter.
Jeg vil blot takke for disse bidrag. Vi er opmærksomme på den store udfordring, vi står over for. Forebyggende arbejde fungerer, men det tager tid. Uganda er et udmærket eksempel herpå. For os som donorer betyder det, at vi skal kunne udvise, hvad jeg vil kalde donorudholdenhed. Vi skal fortsæt støtte de rette strategier. Hr. Mantovani sagde, at vi skal eftergive gælden og i stedet bruge pengene til bekæmpelse af aids. Når vi eftergiver gæld, har vi brugt pengene. De foreslår, at vi bruger pengene to gange. Det er en glimrende innovativ tilgang, men det er ikke så let, som det lyder. Det er faktisk grunden til, at jeg nævnte USA's tilbud om at udlåne 1 milliard amerikanske dollars til indkøb af medicin fra amerikanske virksomheder. Det er efter min mening ikke den rette fremgangsmåde, fordi det vil forværre de afrikanske landes dobbeltsidede problem med aids og eksisterende gæld. Derfor understregede jeg, at Europa faktisk leverer kapital, der ikke øger gælden for vores samhandelslande. Endelig vil jeg advare imod drømmen om en hurtig løsning i form af ny medicin. Vi støtter dette. Vi forsøger at bryde koden til virksomhedernes ophavsrettigheder, men det er ikke let. I mellemtiden gør omkostningernes omfang det nødvendigt at lægge vægt på forebyggelse frem for helbredelse. En kur er stadig al for dyr.
Jeg takker formanden og kommissæren for deres forståelse. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om oprettelse af et observationscenter for industrielle forandringer. Jeg lader nu fru Péry få ordet på vegne af Rådet; hun må have let ved at finde sig tilpas her i salen, for hun var i lang tid næstformand i Parlamentet.
Fru formand, mine damer og herrer, tillad mig at give udtryk for, hvor glad jeg er over at tage ordet her i denne mødesal, hvis akustik jeg først nu lægger mærke til, for det er jo første gang, jeg taler her. Allerførst skal jeg dog undskylde på vegne af Martine Aubry, som stærkt beklager, at hun ikke personlig kunne være til stede. Jeg vil gerne takke Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og PSE-Gruppen for det forslag til beslutning, som er til drøftelse her, og takke ordføreren, hr. Hughes. Jeg håber meget, at disse drøftelser giver mulighed for, at vi kan komme videre med spørgsmålet om oprettelse af en europæisk mekanisme til observation af industrielle forandringer, et spørgsmål som det franske formandskab lægger ganske særlig vægt på. De vil, fru kommissær, have bemærket, at jeg talte om en europæisk mekanisme, og det er med vilje, at jeg er upræcis med hensyn til, hvad den skal kaldes, for det vigtige her er princippet. Før jeg kommer ind på selve mekanismen, tror jeg, det er nyttigt kort at ridse konteksten op, som dette forslag er blevet til i. Prøv at genkalde Dem det ekstraordinære Europæiske Råd i Luxembourg den 21. og 22. november 1997, hvor en gruppe eksperter på højt niveau fik til opgave at analysere de industrielle forandringer inden for Den Europæiske Union og undersøge mulighederne for at foregribe og styre disse forandringer og deres virkninger på det økonomiske og sociale plan. Jeg behøver bare at nævne lukningen af Renault-fabrikken i Vilvoorde, som stadig er i vores tanker. Vi kender alle sammen i vores respektive lande til den slags radikalisering af visse sociale konflikter, som afspejler håbløsheden - jeg benytter med vilje dette ord - og mangelen på forståelse ansigt til ansigt med virkningerne af globaliseringen. I sin afsluttende rapport, som ekspertgruppen har forelagt Kommissionen, gør den situationen op og giver visse anbefalinger. Blandt disse optræder det meget interessante forslag til Kommissionen om at oprette et europæisk observationscenter for industrielle forandringer. Dette observationscenter skulle være et hjælperedskab til at identificere og analysere ændringer med henblik på at komme følgerne af dem i forkøbet og sikre en positiv styring af sådanne udviklinger. Modtagelsen af denne anbefaling gav ikke anledning til bemærkninger, for så vidt angår det principielle, idet observationscentret blev opfattet som et hjælpeinstrument i forbindelse med omstruktureringer. Diskussionerne opstod, da der blev tale om at arbejde for at etablere det. Der har - mener jeg at vide - fundet diskussioner sted i Kommissionen, og mellem arbejdsmarkedets parter. Det, jeg på nuværende tidspunkt får at vide, er, at synspunkterne på begge sider er kommet hinanden meget tættere, både hvad angår missionerne og måden, centret skal struktureres på, og det er efter min opfattelse af den allerstørste vigtighed. Efter en sådan konstatering og med Deres hjælp, mine damer og herrer, er tiden inde til at skabe betingelserne for en hurtig etablering af et europæisk obeservationscenter for industrielle forandringer. Det stærkt stigende antal virksomhedsfusioner og -overtagelser i Europa giver uophørligt anledning til overvejelser om den sociale og juridiske dimension af de opståede problemer. Fremkomsten af nye informations- og kommunikationsteknologier inden for organiseringen af relationerne mellem de store ordregivere - her tænker jeg på flyindustrien og på bilindustrien - og underentreprenørerne er godt i gang med at trække en helt ny arbejdsorganisering med sig, som er i stand til at ændre den industrielle struktur dybtgående og virke befordrende for fremvæksten af nye territoriale systemer, der går ud over de nationale rammer. For så vidt angår beskæftigelsesudviklingen, er der brug for opklarende studier for at gennemføre en egentlig beredskabsstyring. Men disse opklarende studier er ligeledes nødvendige for at udvikle erhvervsuddannelsen, både når det gælder tilpasning til ét bestemt fag, og for så vidt gælder den livslange uddannelse, som må blive enhvers ret. Jeg ønsker meget, som det også fremhæves i beslutningsforslaget, at denne ret bliver indskrevet i Unionens kommende charter om grundlæggende rettigheder. Karakteren og vigtigheden af den sociale dialog, der foregår samtidig med disse forandringer, kan sidestilles med omfanget af omstruktureringerne eller de teknologiske udviklinger. Den europæiske mekanisme til observation af industrielle forandringer kan være svaret på denne problematik, hvis dens opgaver indrettes herefter, og hvis den struktureres i overensstemmelse hermed. Denne instans skal identificere og indsamle oplysninger om udviklinger inden for såvel økonomi og teknologi som på arbejdmarkedet. Den skal også identificere og sprede positive praktiske løsninger, som er iværksat på forskellige niveauer, samt lette erfaringsudveksling, når det drejer sig om udviklingen i og tilpasningen til forandringerne. Disse opgaver skal modsvare behovene hos de europæiske institutioner, behovene hos arbejdmarkedets parter på alle niveauer, behovene i de nationale institutioner og behovene i virksomhederne. Tilbage står spørgsmålet om, hvordan den observationsfunktion skal organiseres. Det er nyttigt og nødvendigt at erindre om, at denne mekanisme skal være et redskab og ikke et sted for politisk beslutningstagning eller sociale forhandlinger, og at den står til rådighed for de tidligere nævnte offentligheder. Dens indretning skal gøre det muligt at leve op til sine opgaver, hvilket efter vores opfattelse er ensbetydende med en let og fleksibel struktur. For så vidt angår logistik, kunne den trække på allerede eksisterende, europæiske institutioner. De europæiske arbejdsmarkedsparter og Kommissionen bør efter vores opfattelse som noget naturligt være repræsenteret i styrelsen på en hensigtsmæssig måde. Et videnskabeligt råd kunne på én og samme tid udstikke de store retningslinjer og være garant for kvaliteten af det udførte arbejde. Et forslag om en tættere sammenknytning af denne europæiske observationsmekanisme og Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene i Dublin ville være positivt og ville få vores støtte. Det er nemlig således, at denne institutions erfaring, det område den dækker, resultaterne af dens arbejde samt dens tresidede ledelse udgør en solid basis for iværksættelsen af dette observationscenter. For det franske formandskab ville et sådant forslag om forankring lette en hurtig etablering af denne mekanisme. Frankrig vil gøre alt, for at oprettelsen vil kunne finde sted før dette formandskabs ophør. Fru formand, jeg har ikke glemt, hvor dyrebar tid er her i denne institution, så jeg har bestræbt mig på at overholde min taletid.
Tak, fru formand.
I 1997 rettede lukningen af en Renault-fabrik nær Bruxelles med 3.200 ansatte det offentlige søgelys på de negative konsekvenser af industrielle forandringer. Herefter satte Kommissionen som svar til Det Europæiske Råd en ekspertgruppe til at udarbejde en rapport om de økonomiske og sociale følger af industrielle forandringer og komme med anbefalinger om, hvordan man kan undgå sådanne konsekvenser, som sås på Renault-fabrikken. I rapporten anbefalede ekspertgruppen, at der blev oprettet et observationscenter. Rådet støtter rapporten. Det er sandt, at de fleste lande har mekanismer og strukturer til at afhjælpe følgerne af ændringer. Men på europæisk plan findes der ikke noget observationscenter eller nogen mekanisme, der kan støtte politikerne og arbejdsmarkedets parter i deres svar på sådanne ændringer. Jeg er overbevist om, at arbejdsmarkedets parter og politikerne i EU har behov for et værktøj, der sætter os i stand til at udarbejde en fremsynet metode, hvor de industrielle forandringer diskuteres på europæisk plan, så man kan styre dem gennem en positiv og forebyggende indsats. Vi har allerede diskuteret det tre gange i Parlamentet. Vi mener virkelig, at der er et presserende behov for en ny struktur, et observationscenter, eller hvad vi nu måtte vælge at kalde det. Kommissionen foreslog allerede i den sociale dagsorden, der blev præsenteret den 28. juni 2000, at man skulle anmode Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår i Dublin - der er en eksisterende struktur - om at oprette en informationsmekanisme for ændringer. En sådan mekanisme kunne også tjene som et forum om ændringer. Hvilken rolle skal en sådan mekanisme have? En informationsmekanisme skal fremme den sociale dialog mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og den vil være de offentlige myndigheder behjælpelig med oplysninger og analyser af eksisterende informationer om industrielle forandringer. Vi er alle enige om, at det skal være en let og omkostningseffektiv struktur, og at den skal oprettes hurtigst muligt. Arbejdsmarkedets parter erklærede deres interesse i denne mekanisme på konferencen den 15. juli, og de forpligtede sig til at udarbejde strategier og fremsætte deres tanker og idéer om udformningen af en sådan mekanisme. Vi skal selvfølgelig lytte til deres mening, inden vi fremsætter vores endelige forslag. Mit sidste punkt er, at reaktionerne på ændringer skal være af flerdimensional karakter. Kommissionen lægger vægt på en koordinering på tværs af alle politiske områder. Vi kan således sikre os, at Generaldirektoratet for Beskæftigelse samarbejder med andre generaldirektorater - specielt inden for det indre marked, uddannelse, kultur og erhvervspolitik - for at finde frem til en integreret strategi for denne mekanisme. Vi tror, at en sådan mekanisme kan fremme beslutningstagningen i EU-institutionerne og hos EU's partnere, og det kan gøres på en fleksibel måde inden for traktatens rammer.
Hr. formand, jeg var medlem af det forrige Parlament, og på vegne af denne side af salen vil jeg sige, at det er en stor fornøjelse at se fru Péry her i mødesalen. Jeg har flere bemærkninger til spørgsmålet om et observations- eller overvågningscenter. For det første varetager de eksisterende organer i EU's institutioner allerede denne opgave på kompetent vis. Det virker lidt underligt på mig, at man foreslår endnu et agentur, mere maskineri og flere budgetudgifter for at kopiere eksisterende arbejdsopgaver. Det Fælles Forskningscenter i Sevilla, der arbejder med den mulige fremtidige teknologi, beskæftiger sig f.eks. allerede med dette område. Dublin-Instituttet er allerede nævnt. For det andet har regeringer og andre organisationer i den offentlige sektor ikke særlig gode erfaringer med eller evner til at forudsige ændringer inden for industri, handel og virksomheder. Det mener jeg heller ikke, er deres opgave. Lad økonomien og markedskræfterne sørge for det. Det undrer mig, at socialdemokraterne lægger så stor vægt på industrielle forandringer, når de udviklede økonomier nu står i en situation, hvor mindre end 20% af arbejdsstyrken er beskæftiget inden for den konventionelle industri, og hvor alle andre arbejder i servicesektoren i den nye økonomi. Jeg er overrasket, fordi det viser en manglende viden om denne form for forandringer. Med andre ord, så går det meget godt. Forandringerne har allerede fundet sted - sandsynligvis på trods af snarere end på grund af regeringernes gætterier om, hvad der vil ske hvornår. Hvis der er behov for akademiske eller forskningsmæssige undersøgelser, så er det helt klart bedre at bruge de eksisterende organer. Prøv dog at indrage arbejdsmarkedets parter i forskningsarbejdet, men undgå at nedsætte endnu et EU-agentur eller -organ. Der er jo ingen grund til at opfinde hjulet igen. I stedet bør vi overlade det til økonomien og markedskræfterne, da det er den bedste måde at fremme forandringer og skabe nye job på.
Jeg vil også gerne byde Nicole Péry velkommen tilbage i Parlamentet, og jeg vil sige, Nicole, at vi savner dig, specielt i forbindelse med gennemførelsen af de meget vanskelige afstemninger. Du kan måske vende tilbage nu og da. Jeg vil gerne sige, at forslaget til en kompromisbeslutning fra min gruppe og andre grupper er skåret ind til benet, for at gøre det helt klart, hvad vi ønsker. Alligevel har der været stor forvirring over, hvad vi ønsker, og derfor vil jeg gerne skære to af vores ønsker ud i pap. For det første ønsker vi ikke et nyt dyrt agentur eller institut. De opgaver, vi ønsker udført af et overvågningscenter, kan løses af Dublin-Instituttet og/eller Det Fælles Forskningscenter i Sevilla for en beskeden ekstraudgift. For det andet søger vi ikke at standse fusioner, overførsler, omstruktureringer eller selve globaliseringen. Det ville være latterligt. Men vi ønsker en socialt ansvarlig og fremsynet strategi over for disse tendenser. Vi ønsker et koordinationscenter, der kan overvåge de industrielle forandringer og bidrage til en mere proaktiv holdning over for de mellem- og langsigtede industrielle forandringer og deres betydning for Den Europæiske Union. Jeg vil gerne gøre hr. Chichester opmærksom på, at serviceindustrien også er en industri, og at vi anlægger en overordnet synsvinkel over for industrielle forandringer. Et sådant center skal indsamle oplysninger og indberetninger fra alle mulige partnere og aktører, erhvervslivet, institutioner for videregående uddannelser, offentlige og private arbejdsformidlinger samt arbejdsmarkedets parter fra alle relevante aktører. Jeg vil atter sige til hr. Chichester, at vi vil have regeringerne til at forsøge at forudsige forandringer. Vi vil gerne samarbejde med alle partnere, herunder også erhvervslivet, for at forsøge at vurdere, i hvilken retning forandringerne går. Et sådant center skal have til opgave at kanalisere relevante oplysninger om forudsigelige ændringer hen til beslutningstagere på alle niveauer for at øge vores overordnede muligheder for at foretage de politiske ændringer, der er nødvendige for at udnytte mulighederne ved en kommende forandring. Det er ikke en idé, der er grebet ud af den blå luft. Som både ministeren og kommissæren har sagt, stammer idéen fra Gyllenhammar-ekspertgruppen, der blev nedsat efter Renaults lukning af fabrikken i Vilvoorde. Opfordringen til at oprette et observationscenter er faktisk blevet gentaget i adskillige parlamentsbeslutninger i de seneste måneder, og det er derfor en stor overraskelse for mig at se en så fjendtlig beslutning fra den kant i denne uge. Ifølge beslutningen fra De Liberale og PPE-DE-Gruppen vil et sådant center forsøge at blande sig i markederne og de erhvervsmæssige beslutninger. Det er overhovedet ikke tilfældet. Det handler ikke om indblanding i erhvervsmæssige beslutninger, men om at sikre os, at vi maksimerer chancen for at gøre os alle til vindere i stedet for passive ofre for forandringer. Men hvem ved, hr. Chichester, måske ville selv erhvervslivet have gavn af den øgede oplysning fra et sådant center. Mit sidste punkt lyder sådan: Beslutningen fra PPE-DE-Gruppen og De Liberale er faktuelt urigtig. Ifølge beslutningen ønsker hverken Rådet eller Kommissionen at oprette et sådant observationscenter. Vi har i dag hørt fra både formanden for Rådet og fra Kommissionen, at de aktivt forfølger tanken. Beslutningen er faktuelt urigtig. Den viser, at grupperne ikke aner, hvad det drejer sig om, men jeg håber, at De i ellevte time kan genkende en god idé, når De ser den, og at De vil trække beslutningsforslaget tilbage og støtte vores i stedet. Men jeg er måske bare en uforbederlig optimist.
Hr. formand, forhandlingerne er overordentligt interessante, men jeg kan se på skærmen, at spørgetiden skal begynde kl. 18.10. Det gør ikke noget med forsinkelsen, men kan De garantere os, at spørgetiden kommer til at vare halvanden time, for der er fare for, at mange af de spørgsmål, som skal behandles, ikke når at blive behandlet. Jeg vil gerne benytte lejligheden til med stor glæde at ønske repræsentanten for Rådets formandskab velkommen her i salen.
Jeg beklager den situation lige så meget som Dem, for jeg arver problemet. Men sagen er, at jeg kun kan garantere Dem, at vi kan fortsætte i en time. Jeg vil - ligesom De sandsynligvis selv vil - forelægge dette problem for Formandskonferencen og Parlamentets Præsidium, for det kan undtagelsesvis ske én gang, men når det sker flere gange, skal problemet standses og løses.
Hr. formand, kære kolleger, fru Péry, på topmødet i Lissabon aftalte man, at 15 europæiske medlemsstater skal udvikle en fælles strategi for en flydende overgang til en ny økonomi. Det er i borgernes og erhvervslivets interesse. Den Liberale Gruppe er helt imod oprettelsen af et nyt administrativt organ, som styrker det europæiske bureaukrati endnu mere. Et europæisk observationscenter for industriel forandring går imod det liberale princip om, at regeringer ikke må blande sig i kommercielle beslutninger. Do not pick the winners and let the winners pick. Det var også konklusionen på topmødet i Lissabon. Det forbavser mig derfor, at både fru Péry på vegne af formandskabet og fru Diamantopoulou på vegne af Kommissionen har indtaget en helt anden holdning mindre end tre måneder efter topmødet. Det overrasker mig meget. Jeg troede, at jeg arbejdede med troværdige partnere. Det er mærkværdigt, at de europæiske regeringsledere, også de socialdemokratiske, omfavner de liberale principper og den nye økonomi, men i Parlamentet falder venstrefløjen altid tilbage til gamle reflekser. Derfor farer spøgelset om det statskontrollerede samfund igen rundt i Europa. Derfor kunne min gruppe ikke opnå et kompromis med Den Socialdemokratiske gruppe om det foreliggende beslutningsforslag. Kære kolleger, det går godt med Europa og med den europæiske økonomi. Det indre markeds fordele og især indførslen af euroen har fået beskæftigelsen til at stige meget. En række store medlemsstater tør imidlertid ikke træffe de nødvendige foranstaltninger, hvorved de i mindre grad profiterer af den økonomiske vækst. Det kan et nyt observationscenter ikke lave om på. Det er ikke første gang, at Parlamentet drøfter politisk indblanding i virksomhedernes driftsførelse og politik. I den forbindelse er det altid de samme argumenter, som kommer frem. Jeg håber, at dette er sidste gang.
Hr. formand, EU konfronteres med indgribende forandringer i økonomien, globalisering, ny økonomi, udvidelse af ny teknologi og derudover mange befolkningsmæssige faktorer. Denne udvikling har store konsekvenser for beskæftigelsen, forholdet mellem rig og fattig, social udelukkelse og miljø. Der er mange gnidninger på arbejdsmarkedet, vi skal tilpasse undervisningen, og det har endvidere forskellige konsekvenser for individuelle virksomheder, som lukker, hvor andre oprettes etc. Det ene øjeblik kaster vi os over bekæmpelse af arbejdsløshed, og et par år senere hentes der arbejdstagere fra tredjelande for at løse arbejdsmarkedsproblemerne i f.eks. sundhedssektoren eller ICT-sektoren, bare for at nævne en række underlige eksempler. Det, vi konstaterer, er, at der nogle gange er tale om ad hoc-politik, for sen politik, og i en vis henseende er Lissabon-mødet et eksempel herpå med dets "dotcom-approach". Der burde være mere konsistens. For det andet er det nødvendigt med engagement, engagement på det bærende plan, og det er den sociale implikation, som skal udarbejdes. Vi konkluderer, at for at kunne anticipere denne industri- og sektorudvikling skal arbejdsgruppen på højt niveaus udtalelse følges for at skabe et koordineret observationscenter for disse forandringer, ikke et tungt nyt organ, men som en del af et eksisterende. Med denne type industrielle forandringer er det nødvendigt, at de sociale parter, borgerne og politikerne er helt engagerede, både lokalt, regionalt og nationalt. Styringen af denne forandring er den vanskelige faktor, og set ud fra det perspektiv burde Kommissionen og Rådet hurtigt sætte emner som ret til information og samråd, revision af lov om bedriftsråd og arbejdstagernes og borgernes rolle ved sammenlægninger og virksomhedslukninger med deres alvorlige sociale konsekvenser til debat. Det er efter vores mening også vigtigt for styringen af den industrielle forandring.
Vi vil ikke modsætte os oprettelsen af et observationscenter for industrielle forandringer. En enig højrefløjs afvisning heraf bekræfter bare, at den går imod enhver form for gennemsigtighed i forhold til de for samfundet så katastrofale følger af fabrikslukninger og afskedigelser, som man er så fræk at præsentere for os som uundgåelige for at byde forandringerne trods. Men et sådant observationscenter kan aldrig blive andet end et statistisk redskab, som i dette klassesamfund ikke engang vil være objektivt. Et observationscenter kan ikke gøre det ud for en politiske vilje til at forhindre de store virksomheder i at fyre folk for at øge profitten. Så at opfordre til social samhørighed er det samme som at bede de arbejdere, der er blevet fyret, fordi en virksomhed lukker, og de arbejdsløse, som er blevet ofre for omstruktureringer, om at finde sig tålmodigt i deres skæbne. De fleste fusioner eller omstruktureringer er finansoperationer, som ikke engang skyldes industrielle forandringer. Og det er altid arbejderne, man lader betale prisen, aldrig aktionærerne. Derfor siger jeg til arbejderne, at de kan og bør forsvare sig, især ved at påtvinge enhver virksomhed, som giver overskud, et forbud mod at fyre folk. Opsamlet profit skal bruges til at finansiere en fordeling af arbejdet mellem alle, uden løntilbagegang, uden usikkerhed og uden fleksibilitet.
Jeg har som afslutning på denne redegørelse modtaget 7 beslutningsforslag i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2.
Min gruppe så helst, at vi ikke afsluttede denne i sig selv interessante forhandling med et beslutningsforslag. Det er et svar til hr. Hughes' bemærkninger. Jeg mener, at Rådet har fremlagt nye elementer i dag. Hvis man har fulgt debatten, ser man, at der er sket et vist gennembrud i Rådet. Kommissionens redegørelse var endvidere meget klar, og jeg mener, at det er bedst, hvis vi undersøger sagen godt endnu en gang. Punkt to. Vi skal undgå, og det er jeg helt enig med min nabo, hr. Chichester, i, at der opstår et overdrevet bureaukrati. Det er et vigtigt punkt. På den anden side må jeg tænke tilbage på historien om Titanic. Det gik tabt, fordi der ikke var observationssystemer for isbjerge på den tid. Efter Titanics forlis blev de straks etableret. I de forløbne år har vi, også med hensyn til industrielle forandringer, set en række tilfælde, hvor man kan sige, at med lidt forhåndsviden ville det være gået knapt så slemt som nu. Jeg mener, at vi skal gå et skridt videre i den retning, såfremt det ikke fører til yderligere bureaukrati især i det land, hvor vi nu er gæster. Her konfronteres vi hele tiden med ting som blokader og lign., og jeg mener, at det ville være til stor nytte, hvis der kan gives flere objektive oplysninger om forandringen, som opstår, så vi kan undgå en række fejl, som måske begås, a la Titanic. Det er en god film, hr. formand, Titanic, men jeg bryder mig ikke om at skulle gentage den hver gang.
Hr. formand, tillad mig at begynde med et citat: "de barske fusioner, som alene sker ud fra den herskende kapitalistiske magts synspunkt, har en ødelæggende virkning på den sociale samhørighed i Unionen. De kvinder og mænd, som en skønne morgen vågner op og opdager, at deres virksomhed har fået en ny ejer, og at de på godt og ondt er prisgivet hans strategiske økonomiske valg, med alt hvad det indebærer for dem, for deres familie og for deres egn af dramatiske og kort sagt inhumane følger, kan ikke forstå, at Den Europæiske Union skulle være lige det. Af alle formandskabets forslag er forslaget om at oprette et observationscenter for industrielle forandringer det, der påkalder sig størst interesse. Efter min mening kunne et sådant observationscenter, forudsat det bliver uafhængigt, at det forsynes med passende midler til at udføre sine undersøgelser for, og at dets arbejder gøres offentligt tilgængelige og kommer til at danne grundlag for demokratisk debat, blive et vægtigt bidrag til udviklingen af det tværgående regeringssamarbejde, som på dette sociale område fortsat har den allerhøjeste prioritet". Dette citat skyldes ikke en uansvarlig eller bindegal venstreorienteret. Faktisk har jeg netop citeret vores formand, fru Fontaine, som fremsatte disse ord på topmødet i Lissabon på vegne af os allesammen. Så når jeg i dag hører visse ledende personer fra det forkrampede højre udtale sig her, så spørger jeg mig selv, om disse ærede medlemmer, som kommer fra samme gruppe som fru Fontaine, virkelig har i sinde at dementere, hvad vores formand har sagt i overværelse af stats- og regeringscheferne i Lissabon. Selvfølgelig siger vores kolleger Chichester og Plooij henholdsvis "overlad det til markedet" og "pick up the winners". Vi kender kun alt for godt dette omkvæd, som stort set siger, at man privatiserer gevinsten, og at man socialiserer, fællesgør, tabet. Min ven, Steven Hughes, har forklaret, at Socialdemokraterne og de to andre politiske grupper, som har fremsat et fælles forslag, ikke vil vide af et bureaukratisk monster. Vi ønsker ikke en ny institution, et nyt agentur, men, som repræsentanten for formandskabet, fru Péry, som også jeg hilser velkommen, sagde: en let mekanisme, en let struktur, som kan koordinere det arbejde, der allerede finder sted. Faktisk råder Kommissionen over ganske meget dokumentation, Eurostat er i stand til at levere meget interessante statistikker over den industrielle udvikling i Europa og andre steder. Vi har de nationale regeringer og forskningsinstitutterne. Vi skal ikke dublere det allerede eksisterende arbejde, men koordinere det og mindst hver sjette måned udarbejde en beretning, som kan blive diskuteret i Rådet og i Europa-Parlamentet. Vi vil ikke være passive tilskuere til de industrielle og sociale forandringer, der pågår. Vi vil forme fremtiden, og at forme fremtiden er ikke ensbetydende med at give sig hen til en defensiv handling eller i en udsigtsløs protektionisme, men derimod at følge med forandringen. Vi går ind for de nye teknologier, vi går ind for den nye økonomi, men vi vil også hjælpe de gamle sektorer med at omstille sig. Vores mål er en viljesbetonet politik, vi vil foregribe forandringen, for fremtiden, og især den økonomiske fremtid, er noget, der skal opbygges.
Hr. formand, fru minister, fru kommissær, kære kolleger, Jeg kunne godt tænke mig at anbringe denne debat i den sammenhæng, hvor den hører hjemme. Som indbygger i Auvergne vil jeg nemlig minde Dem om, at vi for ca. et år siden her i salen talte om krisen i Michelin. Michelin kundgjorde massive afskedigelser på sine fabrikker i Europa, samtidig med at man offentliggjorde rekordstore overskud på børsen. Dengang, og i denne samme sal, forpligtede vi kollektivt hinanden på at revidere de europæiske forordninger, som omhandler virksomhedsfusioner. Jeg skal minde Kommissionen om, at det ville være en god idé at se nærmere på direktiv 94/EF og forordning 4064/89 med henblik på at styrke informationen til og høring af arbejdstagerne forud for store forandringer, som indebærer afskedigelser, hvad enten det er ved omstrukturering eller ved fusion. Et år efter får vi som det første skridt forelagt et forslag om et observationscenter for industrielle forandringer. Javel, men så skal det også virkelig gavne arbejdstagernes sag. Til det formål forekommer to betingelser at være helt ufravigelige: at Kommissionen får lov til at evaluere gennemførelsen af direktivet om kollektive afskedigelser og virksomhedslukninger, og at der fremsættes forslag om, at der gennemføres effektive sanktioner, såfremt forordningerne ikke overholdes. Arbejdsmarkedets parter bør knyttes til dette initiativ i kraft af budgetressourcer, som de europæiske institutioner stiller til rådighed.
Fru minister, det er en glæde at se Dem igen her i denne sal. Den ny økonomi og globaliseringen betyder, at der sker en accelleration i de industrielle forandringer, og Parlamentet har ved flere lejligheder gransket dette tema, eftersom det har indført - jeg var selv ordfører i det spørgsmål - et antal procedurer som f.eks. de europæiske samarbejdsudvalg. Det har udført flere arbejder omkring information til og høring af arbejdstagerne, og her venter vi stadig, fru kommissær, på den videre opfølgning, for De ved sikkert, at vi lægger stor vægt på dette spørgsmål. Vi har også indført procedurer som arbejdstagernes medvirken i kapitalen og i virksomhedens overskud og resultater, alt sammen procedurer, som ikke kan tilsidesættes i tilfælde af omstruktureringer og industrielle forandringer. Der mangler naturligvis at blive gjort meget på dette felt, men det forekommer mig, at hvis der er brug for at forbedre denne type procedure - som mine kolleger har sagt det, og det er ikke forkrampet at sige dette - så disponerer vi i dag i Europa over organer, det være sig Dublin-Instituttet eller Det Europæiske Agentur for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen i Bilbao, som vores Udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender samarbejder med, som er i stand til effektivt at evaluere følgerne af disse industrielle forandringer. Man skal heller ikke glemme arbejdsmarkedets parter, som på europæisk niveau og på det sociale plan også spiller en uundværlig rolle, hvad angår de industrielle forandringer. Mere præcist er det mit ønske, at der gøres brug af de eksisterende organismer til at gøre disse industrielle forandringer mere og mere gennemsigtige, lige som det er mit ønske, fru kommissær, at de tekster, som vi venter på, om information til og høring af arbejdstagerne og om den europæiske virksomhed, en dag bliver forelagt Parlamentet.
Hr. formand, fru Péry, fru Diamantopoulou, kære kolleger, jeg vil først og fremmest takke fru Péry for den klare fremlæggelse af Rådets forslag, som jeg tilslutter mig fuldt og helt. Som nævnt har Europa-Parlamentet flere gange i forbindelse med kriser, omstruktureringer og produktionsomlægninger med stort flertal besluttet, at EU-institutionerne og arbejdsmarkedets parter skal gribe ind i tide og sætte alt ind på at finde en løsning for at forebygge alvorlige sociale konflikter, som kan afværges, afindustrialisering af hele områder og igangsætning af alvorlige sociale udstødelsesprocesser. Parlamentet påpegede, at der manglede informationer, som gjorde det muligt at undersøge sådanne processer i tide og generelt analysere ændringer i virksomhedernes produktions- og beskæftigelsesmønster, før en sådan undersøgelse blev værdiløs, fordi der pludselig blev truffet uigenkaldelige beslutninger. Jeg mener, at oprettelsen af et observationscenter - altså et center for samordning af alle de informationer, der kan bruges til at forudsige omstrukturerings- og omlægningsprocesser - kan blive af stor værdi for EU-institutionerne og for den sociale dialog på europæisk plan. Det er jo netop, hvad det handler om, nemlig en serviceaktivitet - ikke en ny institution, men en serviceaktivitet, som kan medvirke til, at der i tide sættes ind med en kvalificeret indsats, som udelukkende er EU-institutionernes opgave. Jeg vil derfor appellere til konsekvens hos alle de medlemmer, som har stemt for beslutningerne om omstruktureringsprocesser lige fra Verwoord-sagen, og specielt til dem, der i Michelin-sagen stemte for en beslutning, som udtrykkeligt tog højde for oprettelsen af et observationscenter for industrielle forandringer. Ved hjælp af et sådant instrument vil det være muligt, hr. formand, ikke blot at give forudgående information til de berørte arbejdstagere samt at undersøge mulighederne for at undgå afskedigelser eller begrænse dem - som direktivet af 24. juni 1992 indeholder bestemmelser om - men desuden lokalt eller på EU-niveau at fremme en sammenligning af virksomhedernes planer med alternative planer, som kunne gennemføres med offentlig støtte. Man ville i hvert fald kunne fremme initiativer til genanbringelse af de fyringstruede arbejdstagere og først og fremmest til opkvalificering og omskoling af arbejdstagerne. Kun på den måde kan man afværge faren for, at omstruktureringer og fusioner mellem store virksomheder for mange arbejdstagere og for nogle områder bliver ensbetydende med alvorlige forfalds- og udstødelsesprocesser, især til skade for den yngste del af arbejdskraften. Får vi ikke et sådant instrument og sådanne forebyggende undersøgelser, er Parlamentet dømt til at være et sted, hvor vi magtesløst kan kritisere, når løbet er kørt.
Hr. formand, hr. Hughes siger, at han ikke ønsker et nyt agentur, og ikke desto mindre står der i hans beslutningsforslag, at der skal indføres et nyt agentur, og når han nægter det, er der tale om rent ordkløveri. Han siger, at han ikke ønsker at blande sig i, hvad industrien gør, og alligevel taler fru Diamantopoulou om forebyggende foranstaltninger. Hun mener helt klart, at forandring er dårligt. Hun ønsker at holde tabsgivende industrier kunstigt i live, hvor vi i stedet burde frigive ressourcer i form af arbejdskraft og kapital, så de kan bruges i levedygtige nye virksomheder. Hvis vi ønsker at overleve og få fremgang i det 21. århundrede, skal vi bifalde og styre forandringerne. Vi skal ikke overvåge og bekæmpe dem. Jeg var derfor meget modløs over at høre forslaget om et observationscenter. Det synes efterhånden at være reglen, at der daglig skal indføres en ny halvofficiel, statsstøttet organisation, en såkaldt "quango". Af hensyn til mine kolleger bør jeg måske forklare, at en "quango" er en relativt ny engelsk forkortelse for "quasi non-governmental organisation", hvilket med andre ord vil sige et nyt bureaukratisk tiltag, flere udgifter, mere arbejde til drengene og flere embedsudnævnelser. Og til hvad nytte? Der vil blot blive udarbejdet tykke rapporter, der oversættes til 11 sprog, men som ingen gider læse. I EU har vi efterhånden kun to måder at håndtere reelle eller indbildte problemer på. Enten laver vi en ny forordning uden at bekymre os om, hvorvidt de eksisterende forordninger fungerer ordentligt, eller også opretter vi et observationscenter. Derefter er vi stolte og glade for, at vi har løst problemet. Men vi har ikke løst problemet. Vi har simpelthen udskudt det. Vi har spildt tid og penge, og vi har opstillet forventninger, der ikke bliver indfriet. Som det er tilfældet med mange andre EU-initiativer - og her tænker jeg specielt på det foreslåede fødevareagentur - vil dette observationscenter simpelthen kopiere det arbejde, der udføres i andre organisationer, i utallige private forskningsvirksomheder og revisionsfirmaer, i akademiske kredse, på universiteter, i fagforeninger og handelskamre samt i nationale og lokale regeringer. Jeg har to spørgsmål til mine kolleger. For det første: Er der overhovedet brug for dette observationscenter? Jeg tror det ikke. Men hvis der er brug for det, ville det så ikke være langt hurtigere, billigere og mere omkostningseffektivt at bestille et af de store europæiske revisionsfirmaer til opgaven? Det er jeg helt overbevist om.
Mine damer og herrer, to sætninger. Jeg har lyttet til den forhandling, der har fundet sted her i salen. Hvad jeg gerne vil sige er, at alle de, der støtter tanken om et europæiske obeservationscenter, er enige om dets opgaver og om dets form. Det synes jeg er en interessant fremgangsmåde. En mission omkring information, en mission omkring udveksling, og hvad angår formen, strukturen, så skal det være en smidig, let og effektiv struktur, som tager afsæt i en eksisterende struktur. Det, jeg kan se, er, at parlamentsmedlemmer, Kommission og formandskab mødes, og derfor tager jeg herfra ret optimistisk med hensyn til virkeliggørelsen af denne observationsmekanisme.
Hr. formand, jeg vil fatte mig i korthed, da tiden er ved at rinde ud. Det var en meget interessant forhandling, og der var to dimensioner - den politiske og den tekniske. Den politiske debat rejste spørgsmålet om, hvorvidt vi skal blande os i den nye økonomi eller ej, og jeg komme med en kort bemærkning til den politiske dimension. Den nye økonomi er ikke et naturligt fænomen, men et politisk fænomen. Derfor er der behov for mekanismer og institutioner - ikke for at standse forandringerne, men for at styre dem og forhindre deres negative sociale konsekvenser. Hvad angår den anden dimension - den tekniske dimension - er jeg enig med PPE-DE-Gruppen i, at der ikke er behov for en ny struktur, og jeg er enig med alle de andre talere, der siger, at der er behov for en let og fleksibel mekanisme. Derfor foreslår vi ikke en ny institution eller en ny struktur. Vi foreslår, at man samarbejder med Dublin-Instituttet og udnytter alle de øvrige ressourcer (ressourcerne i Kommissionen og andre EU-institutioner såsom Eurostat og Det Europæiske Observationsorgan for Beskæftigelse, samt de øvrige tilgængelige vurderinger og undersøgelser). Alt dette vil komme i betragtning, og mekanismen vil styrke den sociale dialog mellem partnere, arbejdsgivere og det offentlige og hjælpe politikerne med at håndtere forandringerne.
Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0535/2000). De ved allerede, at vi er i tidnød. I henhold til forretningsordenen har man ét minut til tillægsspørgsmål - som ikke er obligatoriske - men der er også en henstilling fra Parlamentet om kun at bruge 30 sekunder. Jeg vil ikke lægge det fast på 30 sekunder, men jeg beder Dem om kun at stille spørgsmål, der er helt nødvendige. Jeg skal meddele, at spørgsmål nr. 1, 3 og 4 allerede var opført på listen over spørgsmål til spørgetiden i juli, men ikke kunne besvares af Rådet, fordi der ikke var tid nok til forinden at oversætte dem til alle sprog, og derfor bliver de stillet igen som indledning på denne spørgetid. Da spørgsmål nr. 1 og 2 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét.
Spørgsmål nr. 1 af (H-0626/00): Om: Umenneskelig udnyttelse og krænkelse af børns rettigheder i USA Ifølge en rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch omhandlende udnyttelse af børn i landbruget i USA er hundredtusinder af børn af hovedsagelig latinamerikansk oprindelse beskæftiget med markarbejde i USA "under farlige og ydmygende vilkår". Disse børn i alderen 13 til 16 år arbejder 12-14 timer i døgnet på landbrugsbedrifter, de er udsat for meget giftige pesticider, der medfører hovedpine, hudirritation, kvalme og på lang sigt kan medføre kræftfare og hjerneskader. De er tvunget til at arbejde med meget tunge og ofte farlige redskaber. I rapporten understreges det, at disse børn får en langt lavere betaling end mindstelønnen, og at nogle endda ikke tjener mere end 2 dollar om dagen. Vil Rådet fordømme sådanne forhold, der udgår en åbenlys krænkelse af charteret om børns beskyttelse, og som understreger den dobbeltmoral, der præger USA, når det benytter andres overtrædelse af konventionen om barnets rettigheder som påskud til ikke at give handelsmæssig præference og til at styrke egne landbrugsprodukters illoyale konkurrence, og vil det rejse sagen over for de amerikanske myndigheder som led i dialogen med USA?
Spørgsmål nr. 2 af (H-643/00): Om: De Forenede Nationers Generalforsamlings særlige samling om børn Hvilke foranstaltninger har Rådet til hensigt at træffe med henblik på at sikre, at EU yder et positivt og konstruktivt bidrag til De Forenede Nationers Generalforsamlings særlige samling om børn i september 2001, når alle stater skal tage deres forpligtelser og de mål, der blev sat på topmødet for børn for 10 år siden, op til fornyet overvejelse? Er Rådet ikke enigt i, at det er vigtigt, at medlemsstaterne, Kommissionen og Rådet har en fælles indfaldsvinkel til dette topmøde?
Tillad mig, hr. formand, at svare under ét på de spørgsmål, der er stillet af henholdsvis hr. Theonas og fru Kinnock, da de begge to går på nødvendigheden af på sigt at nå frem til at afskaffe børnearbejde. For så vidt angår spørgsmålet, som hr. Theonas har stillet, er der grund til at understrege, at Den Europæiske Union fuldt ud er klar over, hvor vigtigt det er at afskaffe den udbytning af børn, som berøver disse deres ret til at have en normal barndom, at få en uddannelse og ikke at være underkastet tvangsarbejde. Den Europæiske Union støtter aktivt indsatsen fra De Forenede Nationer, Den Internationale Arbejdsorganisation og De Forenede Nationers Børnefond, bedre kendt på dette område som UNICEF, og Unionen glæder sig over vedtagelsen af ILO's konvention om forbud mod og øjeblikkelig afskaffelse af de værste former for børnearbejde, som blev ratificeret af USA den 2. december 1999, og den vil sørge for, at denne konvention medvirker effektivt til afskaffelse af de mest utålelige former for børnearbejde. Den Europæiske Union beklager, at USA endnu ikke har ratificeret De Forenede Nationers Konvention om barnets rettigheder. I løbet af de bilaterale kontakter har vores repræsentanter opfordret USA til at komme i gang med denne ratificering. Konventionen, som er ratificeret af medlemslandene, er af den allerstørste vigtighed for Den Europæiske Union, som har engageret sig meget aktivt i den aktuelle forberedelse af den særlige samling i FN's Generalforsamling om børn, som finder sted i september 2001. I den forbindelse vil der blive foretaget en opgørelse over, hvilke fremskridt der er opnået omkring børns rettigheder i de sidste ti år. I forbindelse med den politiske dialog med USA bringer Den Europæiske Union tit spørgsmål på bane vedrørende menneskerettigheder, og Rådet tager det tilfælde til efterretning, som det ærede medlem har bragt frem. Når det drejer sig om det spørgsmål, som fru Kinnock rejste, så deler Rådet fuldt ud hendes synspunkt om, at det er nødvendigt at sikre en god forberedelse af den ekstraordinære samling i FN's Generalforsamling, som er helliget en opfølgning på verdenstopmødet om børn, og som skal finde sted i september 2001. Den Europæiske Union er gået i gang med aktivt at forberede denne begivenhed. Den har optaget den blandt sine øverste prioriteter med henblik på den 55. samling i FN's Generalforsamling. Selv om et heldigt udfald af denne begivenhed i vidt omfang afhænger af et engagement fra hele det internationale samfund, er Rådet bevidst om, at Den Europæiske Union kan og bør spille en ganske fremtrædende rolle i denne forberedende fase, en rolle som i øvrigt har nydt fremme i forbindelse med uformelle kontakter med repræsentanter for UNICEF. Herudover er Rådet konstant opmærksom på børns rettigheder i alle fora, hvor man drøfter spørgsmål med tilknytning til menneskerettighederne. Det har således sat forberedelsen af den ekstraordinære samling på sin menneskerettighedsgruppes dagsorden, og det overvejer at vie dette tema et særligt afsnit i Den Europæiske Unions årsberetning om menneskerettigheder. Endelig har det franske formandskab foreslået sine partnere, at der afholdes en europæisk dag om børns rettigheder, som eventuelt kunne finde sted - dette siger jeg med forbehold, for det er endnu ikke officielt besluttet - den 20. november 2000. Et sidste punkt: Rådet opfordrer til underskrivelse af de to valgfri protokoller i tilknytning til konventionen om barnets rettigheder, som FN's Generalforsamling vedtog og åbnede for underskrivelse den 25. maj 2000, og det er vores håb, at mange lande vil underskrive dem i forbindelse med årtusindets topmøde, som begynder i morgen, og dermed sætte disse to valgfri protokoller i kraft.
Hr. formand, jeg vil virkelig gerne takke hr. Moscovici for kvaliteten og indholdet af hans svar og for det faktum, at EU anser det for nødvendigt at ratificere ILO's internationale konventioner samt FN's konvention om barnets rettigheder. Men jeg vil dog gerne bemærke i form af et supplerende spørgsmål, at ratificeringer er meget vigtige, men mange gange er de ikke nok. For, hvis jeg ikke tager fejl, så har USA ratificeret ILO's nye konvention om barnets rettigheder, men den anvendes ikke. Og jeg synes, at ministeren bør fortæller os noget mere om, hvorvidt EU, hvorvidt Rådet inden for rammerne af de bilaterale kontakter i praksis vil kræve af USA, at de anvender de ting, som ILO's konvention og FN's konvention om barnets rettigheder foreskriver.
Det er rigtigt, at det er gennemførelsen, som er det vigtigste, men det er vanskeligt at gennemføre en konvention, som man ikke har ratificeret. Derfor ønsker vi at indlede en langt fastere politisk dialog med USA om dette spørgsmål og forlange, at USA ratificerer Konventionen om børns rettigheder. Vi vil også have uformelle konsultationer for at prøve at overbevise dem om det nødvendige i ikke blot at ratificere denne konvention, men at forpligte sig på den.
Spørgsmål nr. 3 af (H-0627/00): Om: De sociale partneres medvirken I en række medlemsstater er der hverken virkelig dialog eller effektivt samarbejde mellem de offentlige institutioner og de sociale partnere i spørgsmål om beskæftigelse og i bestræbelserne på at modernisere den europæiske sociale model. I Det Europæiske Råds konklusioner fra Santa Maria da Feira påpeges behovet for, at de sociale partnere spiller en mere betydningsfuld rolle. Hvorledes mener Rådet, at man kan styrke de sociale partneres rolle? Hvorledes vil det foretage en mere effektiv kontrol af disses medvirken?
Rådet har altid tillagt den sociale dialog meget stor betydning. Imidlertid er det ikke Rådets opgave, og man vil vide hvorfor, at forfægte en bestemt model for social dialog på nationalt plan, for det henhører helt og holdent under hver medlemsstats kompetence. Men for så vidt angår den sociale dialog på europæisk plan, er de europæiske arbejdsmarkedsparter allerede stærkt impliceret i to dimensioner af fællesskabets aktioner, for det første koordineringen af de økonomiske politikker og dernæst den fortsatte iværksættelse af den europæiske beskæftigelsesstrategi. Hvad angår denne sidste dimension, deltager arbejdsmarkedets parter sammen med Rådet og Kommissionen i arbejdet i det stående Udvalg for Beskæftigelse med det formål at lette koordineringen af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker ved at harmonisere dem med fællesskabernes målsætninger. Vores sociale partnere er endvidere tilknyttet arbejdet i det stående Udvalg for Beskæftigelse, idet høringen af arbejdsmarkedets parter dog her er ganske uformel. I forbindelse med indsatsen for at styrke den europæiske strategi for beskæftigelse vil arbejdsmarkedets parter, også på nationalt plan, blive indbudt til, når revisionen af de overordnede retningslinjer for beskæftigelsen i 2001 skal finde sted, at spille en mere fremtrædende rolle ved at fastlægge, igangsætte og evaluere retningslinjerne for deres specifikke områder. Der vil især blive fokuseret på modernisering af arbejdets tilrettelæggelse, på opdragelse til livslang uddannelse og på at hæve beskæftigelsesprocenten, især for kvinder. I øvrigt er der god grund til at gøre opmærksom på, at det er op til Kommissionen, i overensstemmelse med traktatens artikel 138, at høre arbejdsmarkedets parter om, hvordan en fællesskabsaktion eventuelt kan orienteres, før den fremsætter forslag af socialpolitisk karakter. Som eksempel kan det anføres, at Kommissionen for nylig har hørt arbejdsmarkedets parter om et muligt indhold af en fællesskabsaktion om modernisering og forbedring af arbejdsforholdene. For så vidt angår moderniseringen af den europæiske sociale model, vil arbejdsmarkedets parter blive tilknyttet arbejdet i det nye Udvalg for Social Beskyttelse, på samme måde som de allerede har været tilknyttet arbejdet i det tidligere Udvalg for Beskæftigelse og Arbejdsmarked og dets efterfølger, Udvalget for Beskæftigelse. I henhold til konklusionerne på Det Europæiske Råd i Lissabon skal De 15 vedtage en europæiske social dagsorden på Det Europæiske Råds møde i Nice i december 2000. Dette er en vigtig prioritet for det franske formandskab. En meddelelse fra Kommissionen, vedtaget i kommissærkollegiet den 28. juni, gør det ud for arbejdsdokument for denne dagsorden. Den vil, under forsæde af Frankrig, blive genstand for yderligere bidrag og høringer, og arbejdsmarkedets parter vil som noget helt selvfølgeligt blive snævert knyttet til udarbejdelsen af denne sociale dagsorden.
Hr. formand, jeg vil gerne takke ministeren for alt det, som han har fortalt os, og jeg vil helt klart skrive under på det faktum, at de sociale partneres betydning og værdi for skabelsen af en ny model er meget større, end nogen kan forestille sig. Men det, jeg gerne vil spørge om, er: Når der findes en trepartsdialog mellem de to sider af de sociale partnere og den nationale regering, i hvilken grad kan den nationale regering så lade hånt om de ting, som de sociale partnere er enige om og foreslår i fællesskab? På den anden side i hvilken grad kan de sociale partneres specifikke og i fællesskab besluttede forslag binde regeringen, og de bør binde en hvilken som helst national regering, for det er de sociale partnere, som bedre end nogen anden kender problemerne i samfundet og ved, hvorfra arbejdsløsheden stammer, ligesom også de problemer, som bør løses, for at arbejdsløsheden kan bekæmpes?
Hr. medlem, man kunne ganske vist ønske en højere grad af forpligtethed på dette område, men det er altså ikke den vej, man har valgt i Den Europæiske Union. Som De ved, er der på den ene side tale om den subsidiære karakter af de sociale problemer, og på den anden side er der valget af en metode, som vi kalder den åbne koordinerings- og samrådsmetode. Vi er lige i færd med at få problemerne om økonomisk koordinering, de store målsætninger for den økonomiske politik, problemerne med koordinering på det sociale område, retningslinjerne for beskæftigelsen og de forskellige måder, de forskellige instanser, som arbejder med dette, til at mødes. Jeg tror, det er den vej, vi skal fortsætte ad, for Europa er, som vi ved, meget forskelligt. Det skal ikke blande sig i alting. Det kan ikke blande sig i alting. Samtidig skal vi uophørligt styrke de sociale partneres medvirken.
Hr. formand, partnerskabet mellem arbejdsmarkedets parter skal være et fremtidspartnerskab. Man skal først og fremmest gennemføre det, som begge parter ønsker, og jeg mener, at dialog her er en væsentlig og vigtig forudsætning. Hvordan opfatter De i den forbindelse aktiviteterne i det eksisterende Økonomiske og Sociale Udvalg, og hvad mener De, der skal ændres, for at dette udvalg også fremover kan deltage mere intensivt i arbejdet?
Rådet har ikke på nuværende tidspunkt et svar på dette spørgsmål.
Spørgsmål nr. 4 af (H-0697/00): Om: Professor A. Pelinka og Østrig Har Rådet kendskab til sagen med professor Anton Pelinka, hvis arbejde i Det Europæiske Overvågningscenter bevidst er blevet hindret og saboteret af den østrigske regering, og som derfor har været nødt til at nedlægge sit hverv som næstformand og medlem af bestyrelsen for Overvågningscentret? Mener Rådet ikke, at dette er et klart eksempel på den form for politisk indblanding, som vi alle regnede med ville blive resultatet af Frihedspartiets deltagelse i den østrigske regering? Mener Rådet ikke, at denne sag retfærdiggør gennemførelsen af sanktioner og gør det endnu vigtigere, at sanktionerne opretholdes?
Rådet har ganske rigtigt kendskab til professor Pelinkas afsked fra sin stilling som næstformand for det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad den 31. maj. Imidlertid er de forholdsregler, som 14 medlemsstater har vedtaget den 31. januar, og som vil blive genovervejet, eller som i hvert fald skulle genovervejes i lyset af vismændenes rapport, strengt bilaterale. Som sådan vedrører de ikke Unionens institutioner, og følgelig er Rådet ikke i stand til at udtale sig om deres eventuelle opretholdelse. Som De ved, har formanden for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 12. juli udpeget tre eksperter med det formål især at godtgøre, om den østrigske regering ikke havde overtrådt de fælles europæiske værdier siden sin tiltrædelse den 4. februar, og tillige med det formål at se nærmere på Østrigs Frihedspartis noget særegne politiske natur. Medlemsstaterne vil naturligvis med stor interesse sætte sig ind i disse eksperters rapport, når den bliver offentliggjort, hvilket, efter hvad jeg har fået oplyst, ikke vil vare ret længe.
Hr. formand, jeg har haft det privilegium at være medlem af Ministerrådets rådgivende udvalg om racisme og fremmedhad sammen med professor Pelinka. Han var et højt skattet og lidt kedeligt medlem, der forsøgte at hindre os i at gå for langt i vores henstillinger, og han fungerede som en bremseklods for de af os, der var mere vidtgående. Er Rådet klar over, at Overvågningscentrets forvaltningskomité har vedtaget en resolution, der udtrykker beklagelse over professor Pelinkas tilbagetræden og de hændelser, der var årsag til hans tilbagetræden, og er Rådet villig til at gøre vismændene opmærksomme på denne hændelse og bede dem om at medtage det i deres rapport, fordi det helt klart kan være et eksempel på den østrigske regerings underminering af vores fælles europæiske værdier?
Hr. medlem, jeg har rent personlig visse følelser vedrørende dette spørgsmål. Da jeg er medlem af den franske regering, vil jeg tro, De måske kender lidt til dem. I hvert fald kender man til dem i Østrig. Men sagen er nu engang, at jeg her udtaler mig på Rådets vegne, og jeg må gentage, at forholdsreglerne er bilaterale og ikke er iværksat inden for rammerne af Unionen. For så vidt angår rapporten fra vismændene, så er det i sagens natur op til dem - og jeg er ikke i tvivl om, at de i det dybtgående arbejde, de sikkert har udført omkring Østrig, efter at have foretaget et antal høringer, vil være i stand til at medregne de forskelligartede situationer, det håber jeg i hvert fald. Under alle omstændigheder er det det mandat, man har giver dem.
Jeg har med stor interesse lyttet til det franske formandskabs svar. Pelinka-sagen er et meget alvorlig retstilfælde, som man kan sige er et direkte indgreb i ytringsfriheden, i og med at retsapparatet anvendes til i praksis at lukke munden på politiske kritikere. Nu har Rådet jo forklaret, at man ikke kan udtale sig "i egenskab af Rådet", men man kan måske udtale sig i egenskab af den franske regering. Finder man ikke dette alvorligt, og synes man ikke, at en bedømmelse heraf skal med i vismændenes rapport?
Jeg tror den franske regerings, og selv de franske myndigheders, holdning i denne sag har været kendt lige fra starten. Vi var ikke de sidste, der forlangte de bilaterale forholdsregler, som blev taget. Ikke desto mindre udtaler jeg mig her, og det må jeg gentage, på vegne af formandskabet i Den Europæiske Unions Råd, og det står fast, at forholdsreglerne ikke var forholdsregler, som blev truffet inden for rammerne af de europæiske institutioner, men multibilaterale forholdsregler, som 14 medlemsstater traf over for en femtende. Det var, hvad jeg havde at sige, hr. medlem, idet jeg også her vil gentage, at hvis man vil have, at nogle vismænds rapport bliver vis og fornuftig, så skal man pr. definition lade dem arbejde fornuftigt uden at søge at influere på deres arbejde. Jeg har tillid til disse vigtige politiske og juridiske personligheder, i hvis forreste række jeg placerer den tidligere finske præsident Ahtisaari, som med sin erfaring har bevist, at han var i stand til at evaluere komplekse situationer.
Spørgsmål nr. 5 af (H-0597/00): Om: Anmodning om en dokumenteret evaluering af skoleundervisningen for børn og unge i EU-ansøgerlandene Kan Rådet på baggrund af den økonomiske krise og de dybtgående strukturelle ændringer, der har fundet sted i de fleste ansøgerlande, oplyse, om alle børn og unge i disse lande følger skoleundervisning, indtil hvilken alder, skolepligten i disse lande er gældende, og om man kan være sikker på, at alle de fremtidige europæiske borgere har fået skoleundervisning?
Rådet råder over de sidste statistikker fra Eurostat, som jeg har her, og jeg er parat til at overlade medlemmet dem. Disse tal vedrører skoleåret 1997-98, som allerede er forældet, og de viser, at i 11 ansøgerlande er varigheden af den obligatoriske skolegang på ni eller ti år, det vil sige indtil det 15. eller 16. år, afhængigt af hvor. Man kan således anslå, at procenten af unge skolesøgende på 16 år er omkring 90% og for unge på 18 år omkring 60%. Man råder endnu ikke over troværdige statistikker for Cypern og Malta, og Eurostats samarbejde med Tyrkiet om uddannelsesstatistikker er endnu ikke indledt, men man må forstå, at det ikke er nogen let sag, når det drejer sig om anliggender med tilbagevirkende kraft. Hvis De vil vide mere, kan medlemmet også konsultere en serie, der hedder "Nøgletal for uddannelse i Europa", som udarbejdes af Euridice i samarbejde med Eurostat, og som Kommissionen udgiver på tysk, engelsk og fransk. Jeg vil gøre lidt reklame for den ved at sige, at udgaven for 1999-2000 nu kan fås. Til sidst, for så vidt angår alle europæiske borgeres skolegang, så skal jeg minde om, at det er op til hver enkelt medlemsstat og hvert enkelt land, der ansøger om optagelse, at sikre sig, at dette mål bliver indfriet. Endnu en gang, jeg stiller statistikkerne til rådighed for fru Gutiérrez Cortines, i den tilstand jeg har dem.
Jeg har faktisk kigget i statistikker og indhentet oplysninger fra Det Europæiske Institut for Uddannelse, og jeg er overrasket over lyksalighederne, det rosenrøde skær der er over beskrivelsen af situationen i Østlandene. I de oplysninger, vi har indhentet på egen hånd, er der enighed om, at ligesom systemet er brudt sammen, der er blevet erklæret en stor krise, er der problemer masser af steder. I landområderne får masser af lærere praktisk talt ingen løn, og jeg tror ikke, at man med den strukturforandringskrise, som resten af systemet lider under, har været i stand til at opretholde uddannelsessystemet i den salige og vidunderlige situation, som statistikkerne afspejler. Det bekymrer mig derfor, at der ikke er nogen måde, hvorpå man kan udforske og undersøge. For det er klart, at ud over subsidiariteten, vi kunne endda sige ud over den formelle berettigelse, er der en moralsk berettigelse, vores pligt til at sikre, at der i landområderne, i det nye Europa, i de nye lande, som bliver optaget, ikke er ét barn, der ikke har adgang til uddannelse, og som ikke har glæde af den ret til uddannelse, som det fortjener.
Jeg støttede mig bare til, hvad jeg råder over, det vil sige til statistikkerne. Jeg vil ikke fælde nogen kvalitetsdomme, hvilket naturligvis ville være risikabelt. Jeg gentager over for medlemmet, at jeg har en tabel til rådighed, som faktisk viser, at det, jeg sagde, dækker over store forskelle. Der er naturligvis et gennemsnit, men der er også tilfælde, som er mere eller mindre gunstige, og som utvivlsomt illustrerer situationer i marken, som er helt og aldeles ulige. Jeg skal gerne overlade Dem denne tabel, hvis De ønsker det, frue.
Hr. formand, på foranledning af fru Gutiérrez Cortines' spørgsmål vil jeg berøre et spørgsmål om studier inden for de videregående uddannelser i ansøgerlandene. Det vedkommer dog ikke unge mennesker i disse lande, men unge i EU's lande, som f.eks. Grækenland, hvor et stort antal af de unge studerer ved universiteter i ansøgerlandene. Mit spørgsmål til rådsformanden er følgende: Findes der nogle tanker, nogen udsigt, nogen plan for, at det direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser i forbindelse med de videregående uddannelser, som gælder inden for de 15, også skal gælde for ansøgerlandene? Og hvornår skal det ske? Sker det først, når optagelsesprocedurerne er tilendebragt, eller kan det ske tidligere, så de eksisterende problemer kan blive løst? Jeg forstår, at rådsformanden måske ikke kan give mig noget svar i dette øjeblik, men hvis han sidder inde med det, eller når han får det, vil jeg gerne bede ham orientere os.
Jeg kan allerede give et første svar, som er, at et af det franske formandskabs målsætninger, som De måske ved, er det vi kalder et europæisk rum for søgen efter viden. Det arbejder vi på sammen med Jacques Lang, og målet er at fjerne alle hindringer for studenters, underviseres og forskeres mobilitet, hvilket naturligvis også indebærer en harmonisering af anerkendelsen af eksamensbeviser. Det er, hvad vi vil gøre for Den Europæiske Union. Og det er ikke så let endda. Jeg synes, at det for vores eget vedkommende i sig selv er lidt af en bedrift, hvis vi kan sætte os fem år som målsætning. Men hvad det øvrige angår, er det vanskeligt at harmonisere med lande, som endnu ikke er medlemmer af Den Europæiske Union. Men man kan forestille sig, at hvis det bliver lov i Den Europæiske Union, så bliver det også lov i den Union, som ansøgerlandene vil være og bliver medlemmer af. Spørgsmålet er, om det i den sidste ende bliver en fremgangsmåde som med det indre marked eller en fremgangsmåde af Schengen-typen. Men det har vi jo endnu nogle år til at overveje.
Spørgsmål nr. 6 af (H-0605/00): Om: Retningslinjer for forhandlingerne om kapitlet om landbrugsafsnittet i frihandelsaftalen med Maghreb Kommissionen har forelagt sit forslag til retningslinjer for forhandlingerne om frihandelsaftalen med Marokko, Tunesien og Israel i Rådets Maghreb-gruppe. Dette forslag omfatter alle de liberaliseringsforanstaltninger, der er teoretisk mulige, dvs. lige fra forhøjelse af kontingenter over de forskellige formler for forvaltning af indgangspriser og til nedsættelse af toldafgifterne. Kan Rådet orientere om dette mandats rækkevidde og indhold?
Marokko, Tunesien og Israel er de tre af Den Europæiske Unions Middelhavspartnere, med hvem Euro-Middelhavsaftalen om association er trådt i kraft. Disse aftaler indebærer en revisionsklausul på landbrugsområdet hvorigennem parterne forpligter sig til at overveje en øget liberalisering af deres handel med landbrugsprodukter, og denne proces kommer oven i en gradvis afvikling af toldsatser med det formål at forberede oprettelsen af en industriel frihandelszone inden 2010. Denne toldafvikling er udelukkende begrænset til landbruget. Den vedrører således ikke fiskeriprodukter, som er genstand for forhandlinger i en anden kontekst. Associeringsaftalerne med Marokko, Tunesien og Israel opererer med, at man efter den 1. januar 2000 skal se på situationen for handel med landbrugsprodukter med henblik på at fastsætte gradvise liberaliseringsforanstaltninger fra den 1. januar 2001. De forhandlinger, der nu skal i gang, skal altså åbne mulighed for at styrke dette Euro-Middelhavspartnerskab. De har endvidere til formål at nå frem til en bedre balance i handelen med landbrugsprodukter med de tre pågældende lande, over for hvilke Den Europæiske Union har et strukturelt underskud. Den Europæiske Union er den vigtigste aftager af sine partneres landbrugsprodukter, og den opsuger to tredjedele af deres eksport. I dag er 95% af de landbrugsprodukter, Marokko, Tunesien og Israel eksporterer til Unionen, fritaget for told. Rådet godkendte den 20. juli 2000 Kommissionens forhandlingsmandat, som er forsynet med nogle almene retningslinjer. Det drejer sig om at lette vejen for europæiske produkter til markederne i partnerlandene og om at tilvejebringe en bedre balance mellem de gensidige præferencer, herunder ved at fritage nye produkter for told. Mandatet fastsætter desuden den margen, Kommissionen får at manøvrere i med henblik på at opnå ligevægt i handelssamkvemmet og afslutte forhandlingerne. På anmodning fra medlemsstaterne er foranstaltninger, der kan give anledning til bevillinger, klart afgrænsede. Mandatet giver følgelig EU-forhandleren lov til at operere med, at Middelhavspartnerne eventuelt skal tildeles toldpræferencer for nye produkter, eller at der skal ske en forbedring af allerede eksisterende bevillinger, men under stadig hensyntagen til, at visse produkter er meget følsomme, og til den fælles landbrugspolitiks mekanismer. Det præciserer til brug herfor, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne skal indlede en evaluering af koncessionernes mulige indvirken på Unionens økonomiske og handelsmæssige interesser, og det er klart, at Rådet ikke vil træffe sin beslutning, før resultaterne af denne evaluering foreligger.
Hr. formand, det beroliger mig, at Rådet i denne forhandling også tager hensyn til visse regioners og visse produkters følsomhed, især inden for landbrugssektoren. Der er i øjeblikket landbrugssektorer i Middelhavsbækkenet og også i regionerne i den yderste periferi i Fællesskabet, som kunne være truet som følge af Kommissionens meget generøse forslag til bevillinger. Jeg vil blot lægge vægt på og opfordre Rådet til at fortsætte denne linje med intensivt at overvåge, at nævnte sektorer ikke skades væsentligt af bevillinger, der er for generøse.
Jeg mener, at det netop er denne filosofi, der ligger til grund for vores tilgang til denne forhandling. Jeg kan derfor kun tilslutte mig, hvad der ikke er et spørgsmål, men et supplerende indlæg.
Spørgsmål nr. 7 af (H-0610/00): Om: Partnerskabsforbindelse mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet I forbindelse med vedtagelsen af forordning EF/764/2000 om iværksættelse af foranstaltninger til udbygning af toldunionen EF-Tyrkiet, på forslag af Kommissionen, forkastedes hovedsagelig de af Parlamentets ændringsforslag, som vedrørte demokratisering, respekt for menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder i Tyrkiet. Dette har skabt bekymring for, hvorvidt der i den "partnerskabsforbindelse", som ifølge oplysninger skal drøftes i Rådet i slutningen af året, vil ske fastholdelse af de politiske betingelser og de forudsætninger, som blev fastsat på topmødet i Helsinki. Har Rådet mon til hensigt at vedtage forslag til forordning (KOM(2000)169) om iværksættelse af foranstaltninger til økonomisk og social udvikling i Tyrkiet sammen med partnerskabsforbindelsen? Kan det forsikre, at de politiske forudsætninger fra Helsinki vil blive tydeligt anført som betingelser for partnerskabet, og at overvågningsmekanismerne (screening) vedrørende Tyrkiets fremskridt hvad demokratisering angår, vil foregå på samme måde som for de øvrige ansøgerlande?
Efter vedtagelsen den 10. april af den forordning, som skal uddybe toldunionen mellem Unionen og Tyrkiet, fastlagde Rådet den 13. juni en fælles holdning om forslaget til finansforordning om iværksættelsen af aktioner med det formål at fremme økonomisk og social udvikling i Tyrkiet. Denne fælles holdning er sendt til Europa-Parlamentet til andenbehandling på mødeperioden i juli 2000. Rådet afventer med interesse Parlamentets udtalelse. Som De ved, anerkendte Det Europæiske Råd i Helsinki, i december 1999, Tyrkiets kandidatur med samme rettigheder og forpligtelser som de andre ansøgerlande og besluttede at iværksætte en førtiltrædelsesstrategi for Tyrkiet. I Feira opfordrede stats- og regeringscheferne Kommissionen til så hurtigt som muligt at fremsætte forslag vedrørende den fælles finansielle ramme for hjælp til Tyrkiet og partnerskabet for tiltrædelse. Som De ved, har Kommissærkollegiet i slutningen af juli godkendt et forslag til Rådets forordning om indstiftelse af partnerskabet for Tyrkiets tiltrædelse, og det er på grundlag af denne forordning, at Kommissionen på et senere tidspunkt vil præsentere Rådet for sit forslag om partnerskab, men den vil, i lighed med modellen for de øvrige ansøgerlande, gruppere prioriteringerne og målsætningerne på kort og mellemlangt sigt for forberedelse af tiltrædelsen. Kommissionen vil på et tidspunkt fremlægge sit forslag til oprettelse af en fælles finansiel ramme. Det siger sig selv, at Rådet under udarbejdelsen af dette partnerskab vil holde et særlig vågent øje med overholdelsen af de politiske kriterier for optagelse, specielt på områder som menneskerettigheder, retsstat, det retslige system. Det vil også sørge for opfølgning på og kontrol med tilretningen af den tyrkiske lovgivning, på dette område som på andre, så disse ting kan garanteres på samme måde som for de andre ansøgerlande. I den forbindelse skal man mærke sig, at man i Associeringsrådet EU-Tyrkiet er gået i gang med at forberede en gennemgang af den tyrkiske lovgivning på alle områder af vores acquis communautaire. Endvidere opfordrede Det Europæiske Råd i Feira Kommissionen til at rapportere til Rådet om alt arbejde i denne forbindelse.
Jeg takker ministeren for hans svar, skønt jeg noterer mig, at selv om mit spørgsmål var, om forudsætningerne, som blev fastsat på topmødet i Helsinki, bliver anført i partnerskabsforbindelsen, så undgik han at svare på det spørgsmål. Derfor vil jeg gerne komme tilbage og specificere og aktualisere mit spørgsmål. De 15 og først og fremmest formandskabet modtog for nogle dage siden et brev fra hr. Cem, som beder om, at artikel 4 og 9 i forudsætningerne fra Helsinki ikke anføres i partnerskabsforbindelsen mellem Tyrkiet og EU. De artikler, som for den enes vedkommende drejer sig om de græsk-tyrkiske forbindelser - grænsestridigheder som han siger - og for den andens spørgsmålet om fremskridt i cypernspørgsmålet. Jeg vil altså gerne spørge ministeren endnu en gang og bringe det spørgsmål op igen, som han undgik at svare på: Bliver forudsætninger fra Helsinki om cypernspørgsmålet og de græsk-tyrkiske forbindelser anført, eller accepterer man hr. Cem's forslag? Hvilket svar giver Rådet til hr. Cem?
Jeg har ikke noget præcist svar på dette. Det, jeg husker bedst, er Det Europæiske Råd i Helsinki, eftersom jeg dengang deltog i denne drøftelse, fordi jeg umiddelbart forinden havde haft lejlighed til at foretage en lille diplomatisk mission til Tyrkiet og til Grækenland, og konklusionerne fra Helsinki er dem, vi og alle andre skal rette sig efter. Det er den sædvanlige regel. Og det var det grundlag, vi forhandlede på.
Hr. minister, ni måneder efter at Tyrkiet blev udnævnt til ansøgerland i Helsinki og uafhængigt af min egen modstand mod Tyrkiets optagelse, mener De så, at der er sket noget fremskridt inden for demokratiseringsprocessen, en ting som blev opstillet som en betingelse for optagelse, eller konstaterer De den virkelighed, som vi allerede dengang havde forudset, nemlig at beslutningen i Helsinki ville opmuntre det tyrkiske regime til at fortsætte sin umenneskelige politik? Vi må virkelig konstatere, og De kan godt se det, at der ikke er sket noget fremskridt i demokratiseringen af grundloven eller strafferetten. Vi ser forbud mod partier såsom det kommunistiske. Vi ser utålelige tilstande i fængslerne og umenneskelig behandling af de politiske fanger. Der er lavet F-celler, som betyder en hård og umenneskelig isolation. Vi ser de advokater, som forsvarer de politiske fanger, blive ydmyget. Vi ser nye bombardementer af kurdiske landsbyer i Irak, nye pryglinger, arrestationer i Diyarbakir, i Konstantinopel og andre steder på grund af arrangementer den første september, som er international fredsdag. Ikke blot fortsætter besættelsen af 38% af Cypern efter det barbariske angreb i 1974 i modsætning til FN's gentagne resolutioner, som Tyrkiet ser bort fra på den mest provokerende måde, men hr. Ecevit udtaler desuden, at cypernproblemet blev løst i 1974, og nægter at anvende beslutningerne til at betale... (Formanden afbrød taleren)
Jeg deler ikke det, der synes at være fundamentet for Deres spørgsmål, nemlig modstand mod det tyrkiske kandidatur. Dette tyrkiske kandidatur er for øvrigt gjort muligt i kraft af en græsk-tyrkisk tilnærmelse, som jeg hilser velkommen, og som jeg håber vil fortsætte under ledelse af de to chefer for diplomatiet, hr. Papandreou og hr. Gem, som begge to er mine venner. Når det er sagt, skal jeg gentage, at det tyrkiske kandidatur er accepteret med samme rettigheder og samme forpligtelser som andre. For at Tyrkiet kan optages i Den Europæiske Union skal det tiltræde Unionens værdier, det vil med andre ord sige, at det skal gøre sig de nødvendige bestræbelser. Samtidig må vi modtage dets bestræbelser på en positiv måde. Ni måneder er ganske vist tid nok til at frembringe et menneske, men til at frembringe et ansøgerland er det meget kort tid.
Spørgsmål nr. 8 af (H-0614/00): Om: Subsidier til landmænd i USA Har Rådet taget i betragtning, at den amerikanske regering for nylig har øget landbrugsstøtten til amerikanske landmænd, der nu udgør mere end 16.000 EUR pr. landmand? Er disse subsidier i strid med WTO-aftaler, og agter Rådet at træffe foranstaltninger?
USA har endnu ikke givet WTO meddelelse om de foranstaltninger, som medlemmet henviser til, og som godt kunne blive genstand for en undersøgelse i henhold til artikel 18 i WTO's landbrugsaftaler. Endvidere er det på sin plads at minde om, at landbrugssubsidier indgår i de emner, der skulle behandles, da forhandlingerne i WTO blev genoptaget i juni 2000. I løbet af disse forhandlinger, som hviler på de principper, der er omtalt i artikel 20 i landbrugsaftalen, er det ligeledes meningen, at man skal se nærmere på gennemførelsen af de tilsagn om reduktioner, som man blev enige om i Marrakech-aftalerne i 1994. De kompetente instanser i Rådet bliver regelmæssigt holdt underrettet af Kommissionen om udviklingen i disse forhandlinger og i de øvrige aktiviteter, som er i gang inden for landbrugsinstanserne i WTO, og hvis Kommissionen anser det for hensigtsmæssigt, vil den forelægge Rådet spørgsmålet om, hvorvidt USA's subventionspolitik er i overensstemmelse med de forpligtelser, landet har underskrevet i Uruguay-Runden, og om, hvilke skridt der eventuelt skal tages i den anledning.
Jeg vil gerne spørge formanden for Rådet om ændringerne i den amerikanske politik, fordi vi i Den Europæiske Union ændrede hele udformningen af landbrugsstøtten efter den seneste runde af GATT-forhandlingerne. USA's regering har mere end fordoblet landbrugsstøtten pr. landmand. Samtidig har Den Europæiske Union i tråd med den politik, vi blev påtvunget af kontrolgruppen og USA, skåret i sin andel af verdensmarkedet for mejerisektoren, kornsektoren og kødsektoren. Da den amerikanske regering har fordoblet den direkte landbrugsstøtte, overvejer jeg, om Den Europæiske Union har handlet ud fra falske forudsætninger, og om den politik, der har ført til en reduktion i vores andel af verdensmarkedet, faktisk er forældet og bør revideres.
Jeg vil ikke gå i detaljer, men det er netop ud fra denne type overvejelser, at vi afviser de aggressioner, der har været rettet mod den fælles landbrugspolitik og vores eget system, og det er også derfor, Den Europæiske Union, med WTO for øje, har vedtaget et global forhandlingsmandat, hvis hensigt det er at beskytte den sociale model og landbrugsmodellen, for slet ikke at tale om den europæiske kulturmodel. De kan være forvisset om, at dette mandat for os fortsat vil vedblive med at være grundlaget for yderligere forhandlinger.
Spørgsmål nr. 9 af (H-0616/00): Om: Ændring af bestemmelsen om enstemmighed i lyset af regeringskonferencen Europas fælles kulturarv, som er opstået gennem udviklingen af medlemsstaternes kulturer og respekten for mangfoldigheden, er blevet anset for et vigtigt aspekt af den europæiske integrationsproces og er omfattet af EU-traktatens artikel 151. I samme artikel hedder det, at samarbejdet mellem medlemsstaterne skal fremmes med henblik på at støtte og udbygge medlemsstaternes indsats på visse særligt følsomme områder. De afgørelser, der skal træffes i denne forbindelse, er imidlertid underlagt enstemmighedsproceduren, hvilket er en hindring for, at der kan træffes vigtige afgørelser i kulturspørgsmål. Eftersom der er tale om meget forskellige kulturelle forhold og kulturpolitikker, eftersom der findes store kulturelle uligheder på infrastrukturområdet, som forstærkes ved indførelsen af de nye teknologier, og idet jeg mener, at der på en mere fleksibel måde bør træffes flere afgørelser til fordel for kulturen, bedes Rådet besvare følgende: Er der i lyset af regeringskonferencen udsigt til, at retsgrundlaget ændres, og at afgørelser i kulturspørgsmål kommer ind under proceduren med kvalificeret flertal, og på hvilken måde er stk. 4 i artikel 151, som omtaler hensynet til de kulturelle aspekter i Fællesskabets indsats i henhold til andre bestemmelser i samme traktat, hidtil blevet gennemført?
Det er sandt, at udvidelsen af afstemning med kvalificeret flertal til sektorer i Den Europæiske Union, som i øjeblikket kræver enstemmighed, netop er et af de største emner for den regeringskonference, som for tiden finder sted. Der er tale om et ganske betydeligt demokratisk spørgsmål. I et demokrati træffer man beslutninger ved hjælp af flertal, ikke ved enstemmighed. I lyset heraf er artikel 151 en af de bestemmelser, som må forventes at tippe over mod reglen om kvalificeret flertal. Fru Zorba vil sikkert være enig med mig om, at det endnu er for tidligt at pege på, i hvilken retning arbejdet vil udvikle sig på regeringskonferencen, selv om det forekommer mig at være muligt - dette siger jeg med den største forsigtighed - at der hurtigt vil vise sig en konsensus omkring artikel 151, for der kan ikke være uenighed om alt. For så vidt angår den måde, traktatens artikel 151, stk. 4 har været anvendt på, vil jeg nøjes med at svare, at respekten for og befordringen af de europæiske kulturers mangfoldighed står i centrum for hele den fælles bygning.
Hr. minister, de, som ved, hvor stort et behov der er for en kulturpolitik i EU, ved også, at regeringskonferencen - og jeg er enig med Dem - er en god mulighed for at ændre bestemmelsen om enstemmighed. Regeringskonferencen er selvfølgelig ikke en fremmed proces uden relation til Rådet. Det er sikkert og vist, at det tager hensyn til alle synspunkter og behov. Det fungerer ikke i et tomrum. Mit spørgsmål er altså, om Rådet er enig i at ændre bestemmelsen om enstemmighed, og om det vil fremme det på regeringskonferencen. Jo mere politikkerne om økonomi skrider frem, desto mere gør de en undersøgelse af de kulturelle følger nødvendig og altså også udviklingen af en kulturpolitik af strukturel karakter. Det er pointen i mit spørgsmål, og jeg er af den mening, at vi ikke blot bør vente, for så er det måske for sent. Jeg er ikke sikker på, at det bliver let at få en aftale igennem.
Rådet er som sådant pr. definition ikke medlem af regeringskonferencen. Jeg beder Dem om at have tillid til, at Rådets franske formandskab og Det Europæiske Råd vil kunne bringe denne sag om udvidelse af afstemning med kvalificeret flertal fremad. Jeg træder et øjeblik ud af min rolle for at sige, at vi ønsker, at kvalificeret flertal bliver reglen og enstemmighed undtagelsen, hvor det nærmest er det omvendte, der er situationen i dag.
Spørgsmål nr. 10 af (H-0617/00): Om: Omkostninger i forbindelse med udvidelsen og landbruget i Middelhavslandene De seneste forslag til retsakter vedrørende landbruget i Middelhavslandene, der omfatter produkter som f.eks. bomuld, ris, frugt og grønsager, tomater, nødder og olivenolie, og prognoserne i forbindelse hermed kædet sammen med de budgetmæssige planer som følge af EU's udvidelse vil indebære alvorlige negative følger for beskæftigelsen og den sociale udvikling i disse fattige europæiske regioner. Kan Rådet oplyse, hvorledes det vil forhindre, at det bliver landbruget i Middelhavslandene som rent faktisk kommer til at betale for den kommende udvidelse?
Jeg forstår godt de bekymringer, der ligger bag medlemmets spørgsmål. Det forekommer mig imidlertid, at der i Deres spørgsmål ligger nogle overvejelser af en anden natur. Først et ord til Deres indledende udsagn. De igangværende reformer af de fælles markedsordninger, som vedrører produktioner, der i overvejende grad finder sted i Middelhavslandene, har som mål at gøre det muligt at tilpasse disse markeder til konkurrencen uden for Europa, som ofte er meget hård, og at stabilisere disse produktioner internt i Europa. Målet, man tilstræber, er altså at opretholde beskæftigelsen i områder, som almindeligvis kun byder på få muligheder for omstilling til andre afgrøder. I denne ånd vil Rådet, når tiden er inde, udtale sig om de forslag til retsakter, som Kommissionen har fremsat. Unionens landbrugsministre, som fra i lørdags til i dag har været forsamlet i Biarritz til deres halvårlige uformelle møde, har i øvrigt netop gentaget deres vilje til i højere grad end tidligere at orientere landbrugspolitikkerne i retning af produktkvalitet og mangfoldighed. I anden del af Deres spørgsmål kommer De ind på de budgetmæssige konsekvenser af Unionens udvidelse, som efter min opfattelse ikke har noget direkte at gøre med vedtagelsen af reformerne af de fælles markedsordninger, som jeg netop talte om. De budgetmæssige konsekvenser af udvidelsen var genstand for omfattende drøftelser på Det Europæiske Råds møde i Berlin i marts 1999, og der blev i den anledning udarbejdet finansielle overslag for perioden 2000-2006. De finansielle overslag viser, for hvert af periodens år og for hvert udgiftsområde, visse udgiftsbeløb i forpligtelsesbevillinger, og disse forpligtelsesbevillinger, som er forudset for de finansielle overslags forskellige udgiftsområder, er ikke generisk bestemte. Det vil sige, at udgifterne i forbindelse med udvidelsen ikke vil kunne finansieres på bekostning af de landbrugsudgifter, der er opført under udgiftsområde 1 i de finansielle overslag. Derfor mener jeg ikke, middelhavslandbruget kan komme til at betale for den fremtidige udvidelse i forbindelse med de finansielle overslag for perioden 2000-2006. Vi skal naturligvis, når tiden er inde, og allersenest i 2005, finde frem til en ny institutionel aftale om de kommende finansielle overslag, men De vil sikkert give mig ret i, at dette tidspunkt ligger for langt ude i fremtiden, til at vi meningsfuldt kan behandle den i dag.
Ville De med henblik på at undgå den negative virkning af udvidelsen i Middelhavsområdet være rede til at formulere en eller anden form for henstilling om spørgsmålet? Landbrugskommissær Fischler har med sine gerninger og sine forslag reelt foranlediget, at denne middelhavsfjendtlige virkning af udvidelsen er en realitet. At den frygtes i hele Middelhavsområdet er der ingen tvivl om. Da jeg kan se, at Rådet står fast politisk, og for at undgå - som De siger - at noget sådant sker, ikke med forsæt, men med kendsgerninger, vil jeg spørge Dem, om det franske formandskab, før det takker af, ville være rede til på en måde, som det finder det passende, at formulere en eller anden form for henstilling, der forjager denne frygt, altså at omkostningerne ved udvidelsen under ingen omstændigheder skal betales af middelhavsproduktionerne.
Jeg vil ikke her og nu improvisere med særlige henstillinger om dette tema. Det eneste, jeg kan forsikre Dem om, frue, er, at for os udgør disse finansielle overslag, som er resultatet af meget vanskelige forhandlinger i Berlin, en ramme, som det ville være uhyre vanskeligt for os at pille ved. Det ønsker vi ikke. Så, endnu en gang, det taler vi om igen i 2005.
Spørgsmål nr. 11 af (H-0619/00): Om: Angreb på det græske mindretal i landsbyen Dervitsani i Albanien De græske indbyggere i Dervitsani, en landsby i Albanien, tilbragte natten den 3.-4. juli 2000 på tilflugtssteder efter at være blevet udsat for et angreb med antitankraketter, som blev affyret fra nabolandsbyen Lazarati. Det lykkedes ikke de politistyrker, der nåede frem til området, at arrestere nogen. Dette angreb mod det græske mindretal er ikke det første. Sidste uge rettede Europarådet en henstilling til den albanske regering om at træffe foranstaltninger til beskyttelse af de mindretal, der levede i Albanien. Kan Rådet på baggrund af Det Europæiske Råds vedtagelse af handlingsplanen for Albanien den 13.-14. juni 2000 oplyse, hvilke politiske skridt, det agter at tage, og hvilke omgående foranstaltninger, det vil træffe for at styrke sikkerheden i området og garantere mindre­tallenes fysiske integritet og grundlæggende frihedsrettigheder?
Rådet har kendskab til den bevæbnede episode, der udspandt sig natten mellem den 3. og 4. juli 2000 fra landsbyen Lazarati mod Dervitsani, og under hvilken der blev benyttet automatiske våben og sprængstoffer. Ifølge de oplysninger, det råder over, skyldtes skyderierne en lille gruppe mennesker, som angiveligt skulle have villet forhindre det albanske politi i at foretage nogle anholdelser i deres landsby. Selv om det græske mindretal ikke var målet for det pågældende angreb, har det ikke desto mindre bidraget til at skabe et klima af usikkerhed i regionen. Den Europæiske Union støtter den albanske regerings bestræbelser på at omstrukturere og modernisere politistyrkerne for at styrke sikkerheden for de albanske borgere og i regionen. Den multinationale styrke i Albanien til rådgivning i politianliggender, som er oprettet under Vestunionens og Rådets autoritet, og som har været til stede i Albanien siden 1997, har udvidet og udviklet sit virkefelt, efter at der i marts 1998 blev vedtaget en fælles aktion for Den Europæiske Unions bidrag til retablering af en effektiv politistyrke i Albanien. Efter vedtagelsen af handlingsprogrammet for Albanien og den tilgrænsende region er Rådet nu i gang med at se på de foranstaltninger, der er blevet foreslået med henblik på at identificere, hvilke der ville kunne iværksættes i en fart. Handlingsprogrammet er i det væsentlige helliget spørgsmål med tilknytning til migrations- og asylproblemer. Der optræder dog også blandt de foreslåede foranstaltninger projekter, der omhandler menneskerettigheder og minoritetsbeskyttelse. Den Europæiske Union er for øvrigt allerede aktiv på disse områder. Eftersom Albanien er et land, der kan komme på tale til en associerings- og stabiliseringsaftale, følger Den Europæiske Union nøje med i, hvad landet præsterer, når det gælder overholdelse af demokratiske principper, menneskerettigheder, mindretalsrettigheder samt på områder som offentlig ro og orden og retsstat.
Jeg vil gerne takke repræsentanten for Rådet mange gange for hans svar. Men med mit spørgsmål ville jeg gerne endnu en gang betone de store problemer, som findes i Balkanlandene. Problemer, som har forbindelse med den økonomiske og sociale underudvikling og især med det faktum, at de demokratiske institutioner ikke fungerer. Den episode, som skete mod det græske mindretal, er en af de mange episoder, som sker dagligt i Albanien. Derfor, hr. rådsrepræsentant, er mit spørgsmål, i hvor høj grad De er villig til at yde en virkelig støtte til Albanien med henblik på at få retsstaten til at fungere. Det har vi nemlig ikke set ske i den handlingsplan, som De har besluttet for Albanien. I handlingsplanen bliver der lagt større vægt på, hvorledes udvandringen kan bremses, og på hvordan vi kan sende flygtningene tilbage til Albanien, som virkelig ikke er noget sikkert land, end på, hvordan vi kan give midler til landet, så det kan udvikle sig. Jeg synes, at vi har lovet meget på Balkan, men vi er ikke villige til føre vores løfter ud i praksis. Det vil jeg gerne have svar på, hr. rådsrepræsentant.
Jeg deler Deres fornemmelse, frue, nemlig at de nævnte hændelser a priori synes at udspringe af det generelle problem omkring sikkerheden og den offentlige ro og orden i Albanien snarere end af en ondsindet aktion imod det græske mindretal. Der er her tale om et generelt problem, og det skal derfor behandles som et sådant. Handlingsplanen for Albanien, som De henviser til, er en handlingsplan for Albanien med tilgrænsende regioner, udarbejdet af arbejdsgruppen på højt niveau om asyl og migration og vedtaget af Rådet (almindelige anliggender) den 13. og 14. juni i år. Den har netop til formål at udpege og koordinere de midler, Den Europæiske Union behøver for at imødegå asyl- og migrationsproblemerne i Albanien og dets nabolande og har derfor ikke til opgave at virke til fremme af dette eller hint mindretals rettigheder. Imidlertid optræder der blandt de foreslåede aktioner projekter eller programmer, som har til formål at styrke demokratiet og respekten for menneskerettighederne og mindretallene i almindelighed. Rådets arbejdsgrupper skal netop til at se nærmere på de forskellige foreslåede foranstaltninger med henblik på at identificere dem, som vil kunne igangsættes med kort varsel. Der forventes en delrapport til Det Europæiske Råds møde i december i Nice.
Spørgsmål nr. 12 af (H-0622/00): Om: Nedskæring af Tacis-bistanden til Rusland Den Europæiske Union har straffet Rusland for dets krigshandlinger i Tjetjenien ved at nedskære de såkaldte Tacis-midler. På topmødet i Feira blev det besluttet at lempe sanktionerne. Ud fra hvilke betingelser mener Rådet, at Tacis-midlerne bør stilles til Ruslands disposition i indeværende og næste år?
Oven på Det Europæiske Råd i Feira opfordrede Rådet (almindelige anliggender) den 10. juli i år Kommissionen til at genoptage forberedelsen af et vejledende Tacis-program for Rusland for årene 2000/2003 og til at forberede et forslag til Tacis-handlingsprogram for 2000. Den ansvarlige forvaltningskomités behandling af disse forslag er berammet til den 17. oktober. Det vigtigste mål i dette program skal være støtte til en retsstat i Rusland, som lever op til de demokratiske krav fra en moderne økonomi, der kommer hele det russiske samfund til gode. Der vil blive lagt særlig vægt på støtte til institutionelle og økonomiske reformer, på aktioner der fremmer demokratisering og styrkelse af det civile samfund og på at beskytte og videreudvikle uafhængige medier. Herudover er Rådet, efter en gennemgang af situationen, som den har udviklet sig i Rusland, blevet enigt om at træffe nye beslutninger om, hvorledes samarbejdet med Rusland skal orienteres, og hvorledes de disponible instrumenter skal anvendes.
Jeg takker formanden for Rådet for svaret. Jeg har et tillægsspørgsmål. Hvilke betingelser skal opfyldes, for at støtten udbetales? Mener Rådet, at den nuværende situation i Tjetjenien gør det rimeligt at udbetale støtte til Rusland?
Ja, i 2000 er der indtil nu kun blevet forpligtet 34 millioner euro som følge af Helsinki-programmets nye fokus. En anden rate vil blive brugt til at støtte den reformproces, de russiske myndigheder for nylig har påbegyndt for at indføre en virkelig retsstat, og dette vil bringe Tacis-bevillingerne til Rusland op på maksimalt 92 millioner euro i 2000. Den samlede rammebevilling for 2001 - det er det eneste svar, jeg kan give - vil være afhængig af, hvilke videre beslutninger Rådet bliver nødt til at træffe efter at have set på, hvordan situationen i Rusland udvikler sig. Denne situation vil blive evalueret i lyset af kriterier, der afhænger af, hvilke fremskridt der finder sted med reformerne af institutionerne, med demokratiseringen, med styrkelsen af det civile samfund og med beskyttelsen af menneskerettighederne på hele Ruslands territorium. En vurdering af situationen i Tjetjenien indgår således klart i evalueringskriterierne.
Spørgsmål nr. 13 af (H-0624/00): Om: Episoder ved fiskeauktionshallen i Matosinhos I løbet af natten den 22. juni 2000 inden solopgang slog flere grupper af personer - ifølge forskellige kilder drejede det sig formodentlig om kystfiskere fra Poboa de Varzím og Matosinhos - ved auktionshallen i Matosinhos med voldsomhed dørene ind på fire spanske lastbiler, der var lastet med sardiner, foran firmaet Docapesca S.A.'s bygninger. Derefter trak de fiskene ud af lastbilerne, overhældte dem med dieselolie eller lignende for at gøre dem totalt ubrugelige og fremsatte trusler. Ud over den skade, de fire virksomheder blev tilføjet - et af dem har anslået sin skade til 9 millioner pesetas for fisken og ca. 300.000 pesetas for den materielle skade på lastbilerne - er der her tale om en optræden, som aldrig burde have fundet sted (som man husker, skete der noget tilsvarende i 1998, selv om det dengang var makrel, det gik ud over). Hvilke foranstaltninger vil Rådet træffe for at undgå gentagelse af sådanne episoder, der er i strid med al lov, men ganske særligt i strid med den ånd og de principper, som Den Europæiske Union bygger på? Har Rådet overvejet nogen form for godtgørelse eller erstatning for disse uretfærdige skader, som blev påført de skadelidte med vilje?
Hr. formand, Rådet beklager dybt de episoder, der fandt sted på markedet i Matosinhos natten til den 22. juni i år, og de tab, ofrene for denne voldshandling blev påført. Det er imidlertid i den forbindelse vigtigt at understrege, at det er op til medlemsstaterne at sikre, at reglerne for den fælles fiskeripolitik og for varernes fri bevægelighed overholdes, såvel som det er deres ansvar at tage passende forholdsregler i deres nationale lovgivninger. De omtalte overtrædelser bør derfor straffes efter de straffe- og civilretlige bestemmelser i den pågældende medlemsstat. I tilknytning hertil skal jeg minde om, at Rådet den 7. december 1999 vedtog forordning nr. 2679/98 om det indre markeds funktion med hensyn til fri bevægelighed for varer mellem medlemsstaterne, som opstiller visse interventionsmekanismer, som Kommissionen kan benytte sig af for at få medlemsstaterne, som alene er ansvarlige for opretholdelse af offentlig ro og orden, til hurtigt at skride ind over for alvorlige hindringer for den fri bevægelighed, som følge af aktioner udført af privatpersoner.
Hr. formand, jeg vil først sige, at forholdet mellem Galicien og det nordlige Portugal altid har været usædvanligt, fordi Miño-floden ikke markerede en grænse, ikke adskilte, men samlede. Men ulykkelige begivenheder som dem, der fandt sted den 22. juni på foranledning af nogle få, må ikke blive almindelige. Derfor er det vigtigt at træffe foranstaltninger, som under alle omstændigheder forhindrer, at de breder sig, og at de sanktioner, der pålægges rette vedkommende, virker afskrækkende. Derfor vil vi på den anden bred - alle sammen europæere - gerne vide, hvordan denne sag behandles, og om der er truffet beslutninger, der afskrækker, så disse begivenheder ikke gentager sig i fremtiden.
Jeg kan kun gentage mit svar, nemlig at opretholdelsen af den offentlige ro og orden såvel som gennemførelsen af eventuelle straffeforanstaltninger henhører under henholdsvis politiets og det juridiske systems kompetence i den pågældende medlemsstat. Jeg kan citere et uddrag af forordningen, som fastslår, at når Kommissionen mener, at der i en medlemsstat optræder en forhindring i forordningens forstand, så gør den pågældende medlemsstat opmærksom på, hvilke grunde der har fået den til at drage denne konklusion, og anmoder medlemsstaten om at træffe de nødvendige og afvejede foranstaltninger for at overvinde den omtalte hindring. Jeg synes derfor - og det er ikke noget, jeg siger for at putte mig - at medlemmet ville få langt mere ud af at rette sit spørgsmål til Kommissionen, som rent faktisk råder over de nødvendige redskaber til at give ham et troværdigt svar.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, også i Finland er der sket meget alvorlige angreb på en erhvervsgren, nemlig pelsavlerne. I Den Europæiske Union bliver princippet om det frie erhverv godt håndhævet. Nu har imidlertid en medlemsstat, Storbritannien, for nylig forbudt pelsavl på sit territorium. Mener De, at dette kan have skadelige virkninger på det indre marked for pelsvarer? Jeg beder Dem nu om at svare som formand for Rådet, og ikke som repræsentant for den franske regering; for den franske regering har allerede udtrykt sin holdning til dette i Rådet (landbrug).
Jeg svarer på vegne af Rådet og ikke på vegne af den franske regering. Den situation, De nævner, kan have nogen lighedspunkter med den foregående, men den udspringer ikke af samme forordning, som vedrører fiskeriproblemer. Følgelig mener jeg, det må være på sin plads at bede Dem stille Deres spørgsmål skriftligt, som det i øvrigt også er normalt; så skal Rådet hellere end gerne besvare det. Jeg vægrer mig ved at improvisere et svar om et så vanskeligt emne.
Til fordel for formanden for Rådet skal jeg sige, at forretningsordenen for denne spørgetid foreskriver, at tillægsspørgsmål skal være meget relevante for spørgsmålet.
Spørgsmål nr. 14 af (H-0625/00): Om: Offentlige rådsmøder Et af det franske formandskabs tre hovedmål er at bringe Europa tættere på borgerne. Den logiske følge af dette må da være at gøre Rådets arbejde mere åbent. Hvor mange offentlige rådsmøder vil der blive afholdt under det franske formandskab fra 1. juli til 31. december 2000?
Det franske formandskab lægger særdeles stor vægt på, at Rådets arbejde bliver tilgængeligt for Europas borgere, og at der hersker gennemsigtighed omkring dets afgørelser om lovgivning. De offentlige debatter hører i øvrigt hjemme i en fastlagt praksis. Resultatet heraf er en langsigtet udvikling inden for Den Europæiske Union hen imod en større åbenhed over for det civile samfund. I artikel 8 i Rådets interne forretningsorden omtales afholdelsen af offentlige debatter. En af det franske formandskabs første prioriteringer har derfor været at opstille en liste over de offentlige debatter, dækkende en lang række emner, som blev vedtaget af Coreper den 5. juli 2000. To debatter har allerede fundet sted i juli: den 10. juli 2000 i Rådet (almindelige anliggender) - det drejede sig om fremlæggelsen af formandskabets program - og den 17. juli i ØKOFIN-Rådet - også her om formandskabets program. Jeg skal præcisere, at seks andre offentlige debatter er fastlagt inden udløbet af det franske formandskab. Den 28. september 2000 i Rådet (det indre marked/forbrugerbeskyttelse) om almentnyttige tjenesteydelser - jeg har æren af at være formand for dette rådsmøde, den 2. oktober 2000 i Luxembourg i Rådet (transport) om sikkerhed til søs; den 10. oktober 2000 om beskyttelse mod støj i Rådet (miljø); den 17. oktober 2000, stadig i Luxembourg: information til og høring af arbejdstagerne om beskæftigelsen i Rådet (arbejds- og socialministrene). Den 9. november 2000 bliver der en offentlig debat om de unge og Europa i Rådet (uddannelse og ungdom). Endelig, den 20. november 2000, en debat om fødevaresikkerhed i Rådet (landbrug). Jeg skal henlede medlemmernes opmærksomhed på, at der allerede er bevilget midler til en betydelig informationsindsats i offentligheden om de debatter, der afholdes i Rådet. Faktisk er der med post blevet afsendt mere end 3000 detaljerede oversigter om de offentlige debatter. Derudover vil de Internet-netværker, som dækker dette emne, være nemme at nå for alle interesserede. Desuden har fjernsynsstationerne mulighed for at sende disse debatter, helt eller delvis, via kanalen "Europa pr. satellit". Endelig bestræber det franske formandskab sig for på sin hjemmeside at gøre så mange informationer som muligt tilgængelige for offentligheden om Rådets arbejde og om de tematiske fortegnelser over, hvilke vigtige sager, der er til diskussion.
Jeg takker Rådet for det udførlige svar. I et traditionelt demokrati er det jo en regel, at man træffer samtlige beslutninger om nye love i offentlighed i et parlament, og at selv debatterne er offentlige. Rådet har jo den underlige vane, at det kun er nogle debatter, der er offentligt tilgængelige. Der er således en indlysende risiko for, at møderne bliver lukkede i de tilfælde, hvor debatterne handler om mere kontroversielle emner. Jeg kunne derfor godt tænke mig at vide, om det franske formandskab med sit høje ambitionsniveau vil lade hele møder være offentligt tilgængelige, det vil sige, at der til nogle ministermøder fra start til slut skal være offentlig adgang til alle debatter og alle beslutninger, uden at dørene på noget tidspunkt lukkes.
Jeg mener at have vist, at det er imod det franske formandskabs vilje at åbne offentlige debatter maksimalt, og jeg tror, at vi her har et helt igennem solidt program. Jeg vil blot erindre medlemmet om naturen af Unionens forskellige institutioner. Det er rigtigt nok, at Rådet er lovgiver sammen med Europa-Parlamentet, hvilket ikke er i overensstemmelse med den omhyggelige adskillelse mellem den udøvende og den lovgivende magt, som den kan findes i et parlamentarisk demokrati inden for rammerne af en stat. Samtidig skal vi imidlertid være bevidste om, at Det Europæiske Råd ikke kun er lovgivende: det er udøvende, og denne funktion deler det med Kommissionen, samt at der er en hel række debatter, der intet har at gøre med lovgivningsområdet. Følgelig, som det sker i en regering - for det er trods alt det, der er tale om: at regere på tværs af grænser - foregår debatterne ofte for lukkede døre. Jeg er så heldig at være med i mit lands regering. Ministerrådet i Elysée-palæet er ikke åbent for pressen, og det optages ikke på film. Det tror jeg er godt, for det er et forum, hvor der skal træffes beslutninger, som dernæst meddeles borgerne på en helt igennem åben måde. Men, det er altså til ære for denne opfattelse af magtens adskillelse, at der afholdes lukkede eller åbne debatter. Jeg mener snarere, at det kommer Rådet til ære, at det har åbnet visse af sine debatter, hvilket er i modstrid med, hvad jeg sagde for lidt siden om en regerings funktionsmåde. Vi gør, hvad vi kan for at tage hensyn til denne hybride virkelighed, som er Rådets.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0206/2000) fra Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Rådets fælles holdning (7492/1/2000/ændr. C5-0325/2000 - 1998/0300(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om iværksættelse af foranstaltninger til økonomisk og social udvikling i Tyrkiet (Ordfører: Morillon).
Hr. formand, Rådets fælles holdning, som De lige har nævnt, er kommet til andenbehandling i Parlamentet, ikke på grund af indholdet, men på grund af formen, hvilket kan forekomme latterligt. Det har ingenting på sig. Hvad angår indholdet, har Parlamentet faktisk sagt ja til at bevilge 135 millioner euro i løbet af de kommende fem år til foranstaltninger, der kan kompensere for de ofre, Tyrkiet har måttet bringe i forbindelse med landets tiltrædelse til en toldunion med Den Europæiske Union, og på dette punkt er der overhovedet ingen uoverensstemmelse med Rådet. Hvad angår formen, har vi præciseret en række områder, hvor tilsvarende foranstaltninger ligeledes bør iværksættes, og Rådet har ikke ønsket at overtage tre af vores forslag om formuleringen af et forsigtighedsprincip om udvikling af atomkraft, navnlig i jordskælvsområder, beskyttelse og anerkendelse af mindretallenes kulturelle identitet og støtte til initiativer til fordel for afskaffelse af dødsstraffen, og endelig og måske især udvikling af ethvert samarbejde, der sigter mod at løse det kurdiske problem. Jeg mener, at disse formspørgsmål er væsentlige i en debat, der går forud for den forhandling om tiltrædelsen, der finder sted i Udenrigsudvalget til oktober, og som medfører, at jeg i november kan forelægge en betænkning om, hvordan arbejdet skrider frem og om udviklingen af holdningerne i Unionen og Tyrkiet. Siden vejen til denne tiltrædelse blev genåbnet i Helsinki, kan ingen sige, hvorhen den fører, eller hvor lang tid det tager at tilbagelægge den. Jeg tror, at jeg roligt kan sige, at der er stor enighed om at tildele Tyrkiet en privilegeret stilling af geografiske, historiske, økonomiske og politiske grunde, men at denne privilegerede stilling kan og bør overvejes, både inden for selve Unionen og i et tæt samarbejde med denne. Jeg mener, at dette valg på demokratisk vis skal træffes af Den Europæiske Unions borgere, som vi repræsenterer her, samt de tyrkiske borgere. Jeg forstod, at dette sandsynligvis var Deres holdning, hr. kommissær Verheugen, og jeg kan forsikre Dem om støtte til dette punkt fra et stort flertal af mine kolleger. Beslutningen om Tyrkiets tiltrædelse har alt for stor betydning for Unionens og Tyrkiets fremtid til, at den kan tages i diskret tavshed eller i ministeriernes mørke. Det kræver lange forhandlinger både her og i de nationale parlamenter, og det er grunden til, at alle er enige om, at vejen bliver lang og besværlig. Hr. ordfører for udvidelsen, jeg blev ikke kun bekræftet i dette af de indholdsrige og følelsesladede debatter, der allerede har fundet sted i Parlamentet, men også af de reaktioner, der har været i selve Tyrkiet, både i de ledende kredse og i offentligheden. Jeg vil i min betænkning behandle disse modsatrettede reaktioner nærmere. Foreløbig nøjes jeg med at drage hovedkonklusionen. De tyrkiske borgere vurderer, at deres tiltrædelse til Unionen ikke blot kræver en smertefri revidering af deres lovgivning og en delvis afgivelse af den suverænitet, som de værner så meget om, men også en radikal ændring af deres skikke og mentalitet, som det ikke ser ud til, at de er forberedt på. Derfor har Parlamentet foreslået oprettelsen af et eurotyrkisk forum, der kan samle de kvalificerede repræsentanter fra det tyrkiske samfund og de kompetente europæiske parlamentsmedlemmer i grundige overvejelser. Jeg vil gentage dette forslag i min betænkning, og jeg tror, at jeg roligt kan sige, at den tyrkiske regering ikke stiller sig imod dette forslag, snarere tværtimod. Hr. formand, kære kolleger, ved begyndelsen af denne lange vej og med tanke på disse faktorer tror jeg, at man nu skal opgive hykleriet og ikke fortsætte med at skjule forhindringerne, først og fremmest de forhindringer, som det kurdiske problem er en del af. Franskmændene kunne ikke drømme om at benægte det korsikanske problem, selv om franskmændene og deres lederne har delte meninger om, hvordan problemet skal løses. Der er et kurdisk problem i Tyrkiet. Rådet kan ikke forhindre Europa-Parlamentet i at foreslå en løsning på problemet. Hvis denne forordning kommer til andenbehandling, er det ikke udelukkende på grund af et formspørgsmål, men fordi Parlamentet afviser denne form for politisk snedighed.
Hr. formand, jeg deler uforbeholdent hr. Morillons gode råd om, at det hykleri må stoppe, hvormed vi undertiden af politiske grunde eller af andre årsager behandler visse imidlertid eksisterende problemer. Jeg tror nemlig ikke, at der hersker tvivl om, at de spørgsmål, som de tre ændringsforslag dækker, og som Rådet har afvist, faktisk eksisterer, ligesom det er tænkeligt, at Rådets indstilling i den foreliggende situation i det mindste tyder på en hyklerisk lyst til at fortrænge dem eller at undervurdere deres betydning. Men disse ændringsforslag, som afspejler Europa-Parlamentets faste synspunkter, har alle tre en virkelig tyngde, og ordføreren gør ret i at fastholde, at de bliver medtaget, idet de befæster en sikring mod farerne for, at de tyrkiske myndigheder opfører atomkraftværker i jordskælvsområder, idet de indeholder en udtrykkelig henvisning til dødsstraffen og en tydelig påpegning af Tyrkiets forpligtelse til at anerkende og beskytte mindretallenes kulturelle identitet inden for rammerne af en generel forpligtelse til at respektere retsstaten og menneskerettighederne samt fremmer det ubestridelige kurdiske problem og behovet for at løse det, naturligvis ikke med tyrkiske bombardementer af civilbefolkningen, som det sidste skete 18. august i Kentakorområdet. Jeg vil gerne tro på, at Parlamentets insisteren på, at de specifikke punkter skal medtages, også vil hjælpe den tyrkiske side til at forstå, selv om - sådan som hr. Morillon rigtigt bemærkede - den nærmest virker til at være uvillig til at forstå, at tilnærmelseskursen mod Europa ikke er en ensrettet vej, hvor EU's medlemmer skal vise god vilje og tolerant forståelse over for Tyrkiets såkaldte særkender, men de skal kræve en tilsvarende god vilje fra de tyrkiske myndigheder og det tyrkiske samfund til at tilpasse sig de regler for ret og moral, som styrer EU, og som gælder for alle ansøgerlandene uden undtagelse. Regler, som desværre fortsat bliver overtrådt af Tyrkiet, ikke kun i det kurdiske problem og mangelen på demokrati, men også i mange andre tilfælde, såsom f.eks. i cypernspørgsmålet og de græsk-tyrkiske forhold. En reel helhedsændring af denne tyrkiske opførsel og mentalitet vil opmuntre alle dem, som med et nærmest meget optimistisk sind har villet fremskynde Tyrkiets europæiske kurs, og vil bidrage til at afkorte den lange og besværlige vej, der tegner sig forude, - og igen påberåber jeg mig hr. Morillon - inden Tyrkiets optagelse i den europæiske familie.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, først vil jeg gerne rette en stor tak til hr. Morillon for det gode arbejde, han har gjort, og hans ihærdighed med at gennemføre kravene og de vigtigste ændringsforslag. På vegne af min gruppe støtter jeg ham, og jeg tror, at det vil være muligt at nå til enighed med Rådet. Med dette instrument vil vi jo fremme den økonomiske og sociale udvikling i Tyrkiet. Naturligvis håber vi, at den politiske udvikling i Tyrkiet parallelt med dette - måske også forårsaget af dette - også vil blive styrket i retning af demokrati, respekt for menneskerettigheder, især respekt for den kurdiske befolkning, og at dødsstraffen afskaffes. Alligevel - og det må jeg sige her den ene gang efter den anden, og jeg siger det også i Tyrkiet - er vi meget utilfredse med fremskridtene i den politiske udvikling. Vi kan naturligvis sige, at det er ikke vores problem, og faktisk er det jo det største problem for Tyrkiet selv, at det ikke er parat og ikke skaber de politiske institutioner, der kan gøre fremskridtene mere synlige. Tyrkiet har for nylig valgt en ny præsident - en dommer, en meget anset dommer - og det med støtte fra regeringen. Hvad gør regeringen som noget af det første? I løbet af sommeren sender regeringen en slags nødforordning til præsidenten, med hvilken den vil indskrænke en række rettigheder for personer, der er i statens tjeneste, og regeringen undrer sig over, at præsidenten i sin egenskab af forhenværende højesteretsdommer afviser de forordninger, der er sendt til ham, idet han mener, at det er noget, som Parlamentet må beskæftige sig med, hvilket egentlig er en helt naturlig ting i et demokrati. Nu har jeg lige så lidt sympati for islamister som mange andre i Parlamentet, især når de her repræsenterer den fundamentalistiske opfattelse, som opleves meget i disse regioner, hvilket også kom til udtryk i debatten i dag mellem den israelske og palæstinensiske præsident. Men det må reguleres på et lovmæssigt grundlag! Det er jo ikke muligt via en nødforordning pludselig at fjerne alle islamister fra deres embede, sådan som regeringen ønsker. Er det virkelig et problem? Så er det et problem, der skal behandles parlamentarisk! Det kurdiske problem blev også nævnt. Også på det punkt er vi næppe kommet et skridt videre. Der er hele tiden positive og negative varsler. De, der ved, at vi har at gøre med et afgørende problem, mangler mod. De nævnte det korsikanske problem. Jeg vil sige, at der også i Frankrig skal det nødvendige mod til for at tage fat på problemet efter så mange år. Jeg ville ønske, at Tyrkiet havde bare en lille smule af dette mod for virkelig at kunne finde en løsning på det kurdiske problem. Der er naturligvis stadig andre mindretalsproblemer. Dødsstraffen blev nævnt. Hvor meget har man ikke hørt om, at den skal afskaffes, og hvor længe varer det ikke, før de relevante initiativer bliver taget! Det er det, som skuffer alle i Parlamentet - inklusive mig selv - som gerne så Tyrkiet i Den Europæiske Union, nemlig at Tyrkiet ikke tager disse initiativer. Alligevel mener jeg, at vi bør stå fast ved at holde det, som vi har lovet. Vores løfter kan holdes og bliver holdt, netop med henblik på at fremme den økonomiske og sociale udvikling. Vi venter nu spændt på, om Tyrkiet af sig selv vil fremskynde den politiske udvikling.
Hr. formand, vores relationer med Tyrkiet skal fremme demokrati, stabilitet og konsekvens. Vejen dertil er bl.a. social og økonomisk udvikling, og vejen til social og økonomisk udvikling er bl.a. udenlandske investeringer. Unionens finanspakke vil være en drivkraft for yderligere investeringer i Tyrkiet og vil derved også fremme og konsolidere demokrati og menneskerettigheder. Vi har set en sådan strategi virke i tidligere diktaturstater i Sydeuropa, vi vil se det virke i Øst- og Centraleuropa, og det bør også kunne virke i Tyrkiet. Denne strategi skal Parlamentet støtte, samtidig med at vi skal insistere på, at københavnskriterierne - når det gælder demokrati og menneskerettigheder - skal opfyldes, før der overhovedet kan blive tale om forhandling om medlemskab. Til slut vil jeg fremhæve behovet for genopbygning af de tusinder af kurdiske landsbyer, der er blevet jævnet med jorden. Det bør være en udtrykkelig prioritet i vores Tyrkiet-politik, og vi må insistere på, at også den tyrkiske regering gør dette til en høj prioritet, lige som vi må insistere på, at de kurdiske mindretalsrettigheder respekteres, således som mindretallenes rettigheder respekteres i Unionens lande og i de øvrige ansøgerlande.
Hr. formand, på vegne af min gruppe vil jeg gerne takke ordføreren for hans indstilling til andenbehandling. Han har et stort kendskab til situationen i Tyrkiet. Han kender de problemer, som landet og befolkningen har. Det er ingen hemmelighed, at der først kan blive et demokratisk Tyrkiet efter vores målestok, når de eksisterende økonomiske og sociale problemer er løst. Det er også kendt, at Tyrkiet ikke kan løse disse problemer uden vores hjælp. De krav, der er indeholdt i ordførerens ændringsforslag - han taler om beskyttelse af mindretal, han kræver med rette, at dødsstraffen afskaffes, og han kræver en løsning på det kurdiske problem - er på ingen måde betingelser, der skal besværliggøre hjælpen, men derimod er de værdifulde forslag til de nødvendige demokratiske reformer i Tyrkiet. Tyrkiet vil profitere af det i sidste ende, hvis disse reformer bliver realiseret. Ud fra denne betragtning støtter vi hans indstilling og takker ham endnu en gang for hans arbejde!
Hr. formand, der er knapt - eller måske nærmere allerede - gået ni måneder siden beslutningen i Helsinki om at udnævne Tyrkiet til ansøgerland. Vi advarede dengang om, at denne beslutning ikke kun ville hjælpe, sådan som mange hævdede, til en demokratisering, til en forbedring af livsbetingelserne for Tyrkiets befolkninger, men at den også ville opmuntre regimet til at intensivere sin undertrykkelse endnu mere. Ni måneder efter ser vi med sorg, at vi er blevet bekræftet, for det er rigtigt, at vi ville have foretrukket at være blevet gjort til skamme. I dag kommer Rådets forslag om, at der skal frigøres 135 millioner euro til økonomisk og social udvikling i Tyrkiet. Vi er meget bange for, at en betydelig del af disse penge, til trods for den kontrol, der kan føres, vil blive brugt til at forstærke undertrykkelsesapparatet. Tillad mig at give Dem nogle data. Som vi alle ved, er grundloven stadig dybt udemokratisk til trods for de løfter, der undertiden fremkommer. Det samme gælder straffeloven. Fængslerne i Tyrkiet huser i dette øjeblik over 15.000 politiske fanger under umenneskelige forhold, og de moderniseres ved at styrke isolationen, noget, som skaber voldsomme reaktioner i Tyrkiet, selv hos Advokatforbundet i Konstantinopel, som i en særrapport fordømmer disse foranstaltninger. Vi har set arrestationer for nylig på grund af arrangementer i forbindelse med 1. september, den internationale fredsdag. Cypern er stadig besat. Ecevit, Tyrkiets statsminister, udtaler, mens vi frigør penge, at cypernspørgsmålet blev løst i 1974, det vil sige med den barbariske invasion og den fortsatte besættelse, og lader hånt om FN's beslutninger. Og jeg vil gerne fortælle Dem, at Cem udtaler de samme ting i forbindelse med de græsk-tyrkiske forhold. Visse personer skal holde op med at rose sig selv, visse personer skal holde op med at bryste sig, for disse græsk-tyrkiske forhold fører til stadige indrømmelser fra den græske regerings side, og de vil være kilden til yderligere intensiveringer. De ønsker altså disse penge for at anvende dem som lokkemad til at trænge længere ind i Tyrkiets økonomi, til at udplyndre det tyrkiske folks rigdom endnu mere. Vi vil ikke være dem, der siger: Giv dem eller giv dem ikke. Vi ønsker blot at påpege, under hvilke omstændigheder og af hvilken grund disse penge gives.
Hr. formand, kære medlemmer, jeg er helt enig med vores kollega Morillons fantastiske arbejde, sådan som han fremførte det, og som vores kollega Swoboda supplerede på en vigtig måde. Jeg vil altså ikke gentage argumenter, som jeg accepterer i deres helhed. Men jeg vil gerne komme med nogle bemærkninger. Særegenheden i relationerne mellem EU og Tyrkiet, sådan som vi har oplevet dem i mange år, i udgangspunktet og i kernen, skyldes det politiske problem, som hedder Tyrkiet. Topmødet i Helsinki for 9-10 måneder siden satte en sådan proces i gang, at den på sigt faktisk indeholder løsningen på det politiske problem, som hedder Tyrkiet. I den betydning og eftersom kommissær Verheugen, der er ansvarlig for udvidelsen, er til stede her i salen og med henblik på, at der findes et miljø, hvad angår den tekst, som skal udforme den partnerskabsforbindelse mellem EU og Tyrkiet, som skal komme senere, er jeg sikker på, at han vil støtte, at alle de ting, som er indeholdt i forudsætningerne fra Helsinki med hensyn til menneskerettigheder, med hensyn til cypernspørgsmålet, med hensyn til Ægæerhavet, med hensyn til kriser, vil komme med i selve traktatens ordlyd, og ikke kun i indledningen. Betragt Tyrkiet. Det er et mærkeligt tilfælde. Det udsender kriser til alle sine omgivelser. Vi, som bor i området, ønsker, at der langt om længe ikke opstår flere kriser. Kriserne udsendes på grund af strukturen i landets politiske system. Vi var for nylig vidner til manifestationer blandt tyrkisk-cyprioterne på Cypern, som endelig åbnede munden og nu anklager Tyrkiet for at være en besættelsesmagt. Jeg hørte så sent som i går fra BBC en leder fra et af tyrkisk-cyprioternes partier - tyrkisk-cyprioternes, ikke tilflytternes - som er blevet halvdelen på Cypern, og de sagde: "Tyrkere, lad os nu komme med i EU, eftersom I også gerne vil ind, så lad os komme ind først". I den betydning, og eftersom Europas politiske profil sættes på spil i denne forbindelse, dets perspektiv sættes på spil, dets principper sættes på spil, så er jeg sikker på, at kommissær Verheugen vil forsikre os om, at Kommissionen, der er en vogter over disse principper, vil binde Tyrkiets optagelsesproces til disse principper. Og jeg tror, at denne iværksættelse og kurs er det største problem. For jeg tror ikke, hr. Verheugen, at alle vi på den ene side kan acceptere at stemme til parlamenter, at stemme på regeringer, mens der på den anden side findes et militært styre, som bestemmer betingelserne for politik for vores regning. Ud fra den synsvinkel er forslaget af Morillon et opmuntrende perspektiv. Vi ønsker som grækere Tyrkiet med i EU, vi ønsker et demokratisk Tyrkiet, for et sådant demokratisk Tyrkiet vil være udgangspunkt for, at der ikke længere findes kriser i det bredere område, kriser, som vi har oplevet i utroligt mange år, og som vi alle har oplevet som negative.
Hr. formand, først vil jeg gerne rette en stor tak til ordfører Morillon for den grundige betænkning. Det glæder mig, at vi kan konstatere, at der stort set er overensstemmelse. Det glæder mig også, at Parlamentet har reageret så hurtigt på den fælles holdning, der blev vedtaget enstemmigt i Rådet, og frem for alt glæder det mig, at Parlamentet i stor udstrækning kan acceptere den holdning, der blev foreslået af Kommissionen. I betænkningen foreslås det, at forslaget til forordningen suppleres med tre punkter. Jeg kan sige, at Kommissionen deler Parlamentets opfattelse med hensyn til disse punkter. Kommissionen vil derfor gennemgå de ændringer, der er foreslået af Europa-Parlamentet, og så hurtigt som muligt meddele Rådet sin holdning og anmode om, at lovgivningsproceduren afsluttes. Den forordning, der er indeholdt i forslaget, har stor betydning, for sammen med foranstaltningerne til fordel for Tyrkiet som et led i Meda-programmet og den forordning, der blev vedtaget af Rådet i april, udgør denne forordning den sidste af de tre søjler i den finansielle bistand til Tyrkiet. Alle disse finansielle midler skal støtte gennemførelsen af førtiltrædelsesstrategien. I forbindelse med denne førtiltrædelsesstrategi handler det om at gøre Tyrkiet forhandlingsdygtig. Tyrkiet bliver først forhandlingsdygtigt, når de grundlæggende politiske, økonomiske og sociale reformer er gennemført. Forholdet mellem Unionen og Tyrkiet blev bedre efter Rådet i Helsinki, og det har gjort det muligt at diskutere alle spørgsmål åbent og kritisk. Den styrkede politiske dialog på alle niveauer, der præger klimaet efter Helsinki, har helt afgjort bidraget til dette. Jeg vil også gerne sige, at åbne og kritiske dialoger, der nogle gange også berører smertelige emner og følsomme spørgsmål, ikke er til at komme uden om, hvis vi vil nå til vejs ende. Jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu en gang at understrege, at vi forventer, at Tyrkiet forpligter sig til at videreføre den indledte reformproces. Tyrkiet underskrev for få uger siden de to FN-konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske og sociale rettigheder. Jeg tror, at det relaterer til den beslutning, som vi traf sidste år, og kan ses som et resultat. Jeg bifalder denne undertegnelse som et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men jeg vil også gerne understrege, at det nu gælder om, at de to konventioner hurtigt ratificeres af det tyrkiske parlament, og at de forpligtelser, der derved opstår, også gennemføres i praksis. Under mit sidste besøg i Tyrkiet i juli blev jeg grundigt informeret om den rapport, der er fremsat over for regeringen af en interministeriel kommission vedrørende de nødvendige reformer med henblik på at opfylde Københavnskriterierne. Rapporten indeholder en lang række reformprojekter, der skal forbedre menneskerettighedssituationen. Men nu handler det om, at den tyrkiske regering gennemfører de foreslåede reformforanstaltninger inden for rammerne af et konsekvent lovgivningsprogram. Det har jeg også udtrykkeligt holdt fast ved under forhandlingerne i Tyrkiet. Som De ved, har Det Europæiske Råd i Helsinki bekræftet, at overholdelsen af de politiske tiltrædelseskriterier er en absolut nødvendig forudsætning for at styrke forholdet mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet. Dette vil også være ledemotivet for udarbejdelse af tiltrædelsespartnerskabet, som Kommissionen vil fremlægge til efteråret i henhold til mandatet fra Rådet.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0209/2000) af Veltroni for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om principper og retningslinjer for Fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder (Hughes-proceduren) (KOM(1999) 657 - C5-0144/2000 - 2000/2087(COS)).
Hr. formand, kære kolleger, Kommissionens dokument om Fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder er efter min mening vigtigt, fordi denne teknologiske innovation på en vis måde vedrører den kulturelle fremtid direkte, og det gælder endda nogle vanskelige spørgsmål som pluralismen og kvaliteten af demokratiet på vores kontinent. Med den digitale tidsalder og mediernes konvergens vil alting ændre sig, såsom den måde, man lærer, kommunikerer, arbejder, producerer og skaffer sig viden på. Der er nogle risici - sådan som det altid er tilfældet, når der sker et gennembrud for innovationen - men overgangen til den digitale tidsalder medfører nogle fantastiske muligheder for pluralisme og nogle meget store produktionsmuligheder for systemet. Det var ikke tilfældigt, at den engelske premierminister Tony Blair fremsatte et forslag, som er revolutionerende for den traditionelle måde at forvalte det elektromagnetiske spektrum på, nemlig at også frekvenserne for digital-tv skulle sættes på auktion for at fremskynde den teknologiske overgang. Og det var heller ikke tilfældigt, at samme Blair foreslog en gratis uddeling af den såkaldte set-top box, hvilket han forestillede sig ville have to fordele. Det ville nemlig både være en fordel for økonomien og for den informationsmæssige og kulturelle pluralisme i hans land. Teknologierne ændrer sig, og som følge heraf ændrer perspektiverne sig og således også den juridiske indfaldsvinkel. Det er derfor nødvendigt, at Fællesskabet følger med udviklingen, og at det gør en indsats for, at den digitale tidsalder bliver det, den har mulighed for at blive, nemlig en chance for kulturen, pluralismen, den kulturelle og sproglige mangfoldighed, Europas økonomi samt den teknologiske innovation og forskningen på vores kontinent. Vi er af den opfattelse, at disse mål kan nås takket være de instrumenter, som man allerede har identificeret i Kommissionens tekst. Under den debat, der har udspillet sig i Parlamentet, og hvor man har taget højde for forskellige synspunkter og bestræbt sig på at nå frem til et fælles enighedsgrundlag - hvilket vi også har gjort i Kulturudvalget, hvor betænkningen blev enstemmigt vedtaget - blev der dog foreslået visse tilføjelser, som er begrænsede, men vigtige. For det første er det nødvendigt med en hurtig revision af de juridiske bestemmelser, der gælder for denne sektor, og navnlig af direktivet om fjernsyn uden grænser, hvor en innovation længe har været påkrævet. For det andet skal man - for at undgå risikoen for vores kulturindustris afhængighed i forbindelse med kanalernes udvidelse og forøgelse - tage muligheden i betragtning for produktive investeringer i den audiovisuelle sektor. Finansieringen af medierne er absolut nødvendig, men jeg mener, at man også - sådan som det er sket i nogle lande - bør sørge for bevillinger fra radio- og tv-selskaberne selv, så en del af deres indtægter bliver forbeholdt produktionen af europæiske værker. Denne model er efter min mening nyttig og vigtig, fordi den støtter industrien og virker ansporende for den. For det tredje skal der være kontrol med mediekoncentrationerne, eventuelt på baggrund af en særlig europæisk lovgivning, som beskytter pluralismen, og hvor man overtager forslaget om et direktiv om medierne og et organ, der kontrollerer reglernes anvendelse på europæisk plan inden for denne vanskelige sektor. Desuden skal der føres en politik, som beskytter den universelle tjeneste i konvergensens tidsalder, også når det gælder adgangen til indholdet, hvilket skal forstås som ikke-forskelsbehandling og tjenesternes tilgængelighed. Med anerkendelsen af den rolle, public service radio- og tv-virksomhed spiller, da den er vigtig i digitalsystemet, skal denne radio- og tv-virksomhed naturligvis tages op til fornyet overvejelse og revideres i lyset af de teknologiske ændringer, men den skal også fungere som garanti for kvalitetstjenester til det brede publikum, som i lang tid endnu vil fortsætte med at få sine daglige informationer fra det hjemlige tv-apparat og radioudsendelserne. Der skal således være en strategisk anerkendelse af det jordbaserede digital-tv's rolle, og også her kan dets udbredelse kun betragtes som en mulighed. Endelig foreslås det i betænkningen, at man foretager en supplering for at sikre, at der lægges særlig vægt på beskyttelsen af den kulturelle mangfoldighed, de internationale forhandlinger og nødvendigheden af at styrke Europas audiovisuelle industri, så den er konkurrencedygtig på verdensmarkedet. Dette er således tankegangen i betænkningen og det forsøg, man gør heri på at bevæge sig inden for de rammer, der er lagt i Kommisssionens meddelelse. TDI-Gruppen har indgivet nogle ændringsforslag, der bærer præg af en anden indfaldsvinkel og en anden legitim kulturel og politisk inspiration. Vedtagelsen af disse ændringsforslag ville efter min mening have den virkning, at de ville fjerne det grundlag, vi nåede frem til enighed på i udvalget, og som får os til at mene, at hvis betænkningen bliver vedtaget, kunne den udgøre et godt supplement til Kommissionens meddelelse.
Hr. formand, som medlem af samme delegation og af samme udvalg, nemlig Retsudvalget, er jeg stedfortræder for hr. Tajani. Hr. formand, kære kolleger, vi bifalder det samlede indhold i Kommissionens initiativ, og vi kan ikke undgå at hæfte os ved vigtigheden af, at der opstilles bestemmelser for den audiovisuelle politik i den højteknologiske tidsalder, vi lever i i dag, og som vi i stadig større grad kommer til at leve i i fremtiden. På grund af det komplekse emne og den korte tid vil jeg nøjes med at sammenfatte et par punkter, som efter min mening er vigtige, og som jeg håber, Kommissionen vil tage behørigt højde for. Ytringsfriheden og den frie udveksling af oplysninger er og vil altid være en garanti for rettighederne og frihedsrettighederne. Borgernes tillid til den audiovisuelle sektor skal sikres ved hjælp af overholdelsen af principperne om beskyttelsen af mindreårige og den menneskelige værdighed. Med hensyn til det pågældende område, hvor udviklingen er hurtig og konstant, er det nødvendigt med nogle præcise regler, der dog ikke må være ufleksible, da de i så fald bliver hurtigt forældet. Teknologi og indhold må ikke høre ind under samme lovgivning, for teknologien skal være neutral, mens der skal opstilles regler for indholdet. Finansieringen skal følge proportionalitets- og gennemsigtighedsprincipperne og må ikke have indvirkning på markedet eller konkurrencen. Ved kommercielle aktiviteter i forbindelse med public service-virksomhed skal kompensationen for den ydede tjeneste tydeligt fremgå, når der skelnes mellem udgifter og indtægter, så man undgår mystisk statsstøtte og opnår, at også private virksomheder kan yde public service. Der må ikke være nogen nationale restriktioner ved implementeringen, så man skaber en sand europæisk harmonisering, både nu og efter den kommende udvidelse. Ved også at medtage nogle selvreguleringskodekser i den lovgivningsmæssige ramme vil man opnå gennemsigtighed, ansvarsfølelse og ligeværdighed mellem de offentlige og private virksomheder. Når det gælder den nye teknologi, skal man naturligvis undgå, at statsstøtte til public service-virksomheder bliver brugt til kommercielle formål og er i strid med princippet om konkurrence med private virksomheder i stedet for at sikre overholdelsen af præcise programforpligtelser. Endelig er det nødvendigt at sikre udbuddets alsidighed og pluralisme og give alle operatørerne mulighed for at spille en innoverende og iværksættende rolle, idet man liberaliserer adgangen til offentlig finansiering.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke hr. Veltroni. Han har som ordfører ydet et godt og også meget samarbejdsorienteret arbejde, som jeg gerne vil takke ham for. Jeg vil dog også gerne rette en tak til Kommissionen, der har skabt et fremragende grundlag for forhandlingerne med udvalget og Parlamentet. Den audiovisuelle sektor står i princippet over for at skulle udvikle to hovedområder. På den ene side er den motoren for fremtidige arbejdspladser, men på den anden side er den også af stor betydning med henblik på at garantere den kulturelle mangfoldighed og ytringsfriheden i Europa. Derfor er det vigtigt altid at holde sig begge synspunkter for øje. Jeg vil kort forklare det med tre eksempler. For det første er det nødvendigt at regulere indhold og transmission forskelligt og uafhængigt af hinanden. Vi har brug for en teknik, der meget hurtigt og meget fleksibelt kan imødekomme den teknologiske revolution. Jeg nævner bare stikordet "Internet". Men på den anden side er det sådan, at vi ikke kun vil garantere en universel adgang til alle net for borgerne, men at vi også med henblik på beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed har brug for beskyttelse og lovbestemmelser, der uafhængigt af transmissionstypen sikrer de værdier, der er nødvendige for os alle. For det andet er der eksemplet med beslutningsplan. Med hensyn til teknologispørgsmålet har vi brug for et øget samarbejde mellem medlemsstaterne og på europæisk plan. Men med hensyn til de indholdsmæssige spørgsmål vil vi være sikre på, at den kulturelle mangfoldighed og pluralismen først og fremmest ligger i hænderne på medlemsstaterne og deres kompetence. For det tredje er der fjernsyn i Europa. Vi har både offentlig og privat radio- og tv-virksomhed, der begge har brug for klare lovgivningsmæssige rammebetingelser for at kunne udvikle sig i konkurrencen. Derfor siger vi klart ja til protokollen til Amsterdam-traktaten vedrørende offentlig radio- og tv-virksomhed og medlemsstaternes kompetence til at sikre funktion og finansiering. Men så siger vi også klart ja til at udvikle og fremme de private radio- og tv-selskaber i Europa, for at de kan følge med den globale konkurrence. Det er den afgørende forudsætning for at sikre et kulturelt europæisk indhold, også på den fremtidige teknologis betingelser.
Jeg vil sige mange tak til hr. Veltroni for hans værdifulde betænkning. Den giver en kærkommen afklaring af Parlamentets holdning til spørgsmål vedrørende den digitale og audiovisuelle sektor inden revisionen af direktivet om fjernsyn uden grænser. I aften vil jeg imidlertid nøjes med at kommentere den offentlige radio- og tv-virksomhed i den digitale tidsalder, fordi der er nogle meget vigtige spørgsmål vedrørende fri adgang, som vi skal besvare, når vi definerer principperne for overgangen fra vores aktuelle medier til udviklingen af digital tv-transmission. Vi får alligevel problemer med at definere værdier og principper for offentlig radio- og tv-virksomhed, da medlemsstaterne, selskaberne samt radio- og tv-virksomhederne alle har meget forskellige opfattelser af, hvad radio- og tv-virksomhed omfatter. Det bør imidlertid ikke hindre os i at definere det i den digitale tidsalder, da disse principper er meget vigtige for os alle, og på samme måde som infrastrukturen har udviklet sig, vil også indholdet udvikle sig. Vi hører alle om, at vi er på vej ind i det vidensbaserede samfund, og hvis det er tilfældet, bliver viden på en måde magt, der definerer de magtesløse og de magtfulde, de informationsfattige og de informationsrige. Efter min mening bør vi med denne betænkning bl.a. lægge vægt på at slå bro over denne kløft. Der er en række grunde til, at det er vigtigt for os set fra det europæiske indholds synspunkt. For det første, hvis vi befinder os i et vidensbaseret samfund, har vi brug for vækst i vidensbaserede og kreative færdigheder. For det andet er vi et demokratisk samfund, og den digitale politik i den audiovisuelle sektor kan forbinde vores lokale borgere med borgerne i magtcentrene. Hvad angår kulturel rigdom og mangfoldighed er det vigtigt både at have individuelle centre for kulturel excellence og at være knyttet sammen som et europæisk kontinent. Endelig skal vi sikre os, at overgangen fra analog til digital er attraktiv for alle borgerne. Det er målet, som vi skal arbejde hen imod.
Hr. formand, fru kommissær, det summer omkring os. Man kan ikke læse en avis eller tænde for radio eller tv uden at blive konfronteret med nye udviklinger på IT- eller digitaliseringsområdet. Det går hurtigt, meget hurtigt. Derfor er min gruppe meget glad for Kommissionens meddelelse og hr. Veltronis solide betænkning, som har øje for alle disse nye udviklingers aspekter. Ordføreren fastsætter med rette, at av-sektoren er en meget vigtig sektor for beskæftigelsen, men samtidig også for ytringsfriheden, demokratiet og den kulturelle forskellighed i Europa. Men for Den Liberale Gruppe betyder det ikke, at Europa skal ordne alting. Det er ikke muligt, og det er heller ikke ønskeligt. Det er en selvbevidst sektor, som sagtens kan stå på egne ben. Det betyder for det første for de liberale, at der ikke skal gives ekstra støtte udover MediaPlus til europæisk film. Komplementært samarbejde med erhvervslivet og skatteforanstaltninger er nøgleordene for en mere effektiv politik for at øge pengemidlerne og forbedre marketing og distribution. Derfor anmoder vi om en opdelt afstemning ved betragtning N. Vi går heller ikke ind for kvoter. Tv-kanaler skal selv på grundlag af kvalitet fastsætte, hvilke programmer de vil udsende. Det skal Europa ikke ordne, altså ingen kunstig beskyttelse. Industrien i Europa er meget vel i stand til at fremstille interessante produktioner af høj kvalitet, som der også er publikum til. Som jeg allerede har sagt, skal marketing og distribution bare forbedres. Endelig lægger vi stor vægt på brugernes frihed, og det gælder også for forældre. De har ret til selv at bestemme og tageansvaret for, hvad der er godt for deres børn. Derfor ingen indviklet censur og filtrering i programmerne. Det er ofte meget tvivlsomt, hvor grænsen skal lægges. Vi ønsker heller ikke en juridisk ramme, hvor dette fastsættes fra højere sted. Min gruppe stemmer i overensstemmelse hermed.
Hr. formand, jeg vil først undskylde fru Echerer, der fik det dårligt og tog hjem. Så hvis jeg overskrider min taletid, vil jeg gerne bruge lidt af hendes. Jeg kan naturligvis kun lykønske hr. Veltroni med det gode arbejde, og det er, som det før blev sagt, et arbejde, som kommer i tide. Europa har også i fortiden optrådt meget progressivt med hensyn telekommunikation i forbindelse med et europæisk enhedsmarked, og det har givet pote. Jeg mener, at tiden nu er inde til også at se på det indholdsmæssige aspekt, for i den henseende er Europa desværre lidt bagefter. Det er godt at lave et helt netværk, som opfylder kravene om konvergens, hvor man får information via GSM, computer og fjernsyn, men vi skal endvidere undersøge, hvilken information det er, og især, og her tænker jeg på, hvad i den forbindelse kan være positivt for den audiovisuelle industri, men vi skal først og fremmest passe på, at vi ikke overlæsses med udelukkende amerikanske produkter. Situationen er den, at europæisk film, og det har jeg sagt ved tidligere lejligheder, er sakket meget agterud, og vi kan ikke acceptere, slet ikke med henblik på den europæiske films historie, at det fortsat skal være sådan i fremtiden. Jeg slår ikke til lyd for kvoter. Jeg slår til lyd for oprettelsen af en europæisk investeringsfond, hvorigennem de kreative producenter, som vi har i Europa, endelig kan begynde at konkurrere med USA på en måde, som helt opfylder kravene til det frie marked. Nej, det er ikke lovgivning, det er bare en måde at muliggøre, at kreative producenter også kan arbejde i Europa, og undgå at alt talent, intelligens og kapital rejser til Hollywood, for det er den nye tendens. Derfor spørger jeg kommissæren, om hun ikke mener, at tiden er inde til at arbejde på et nyt filmdirektiv. At vi alle, for det er et af kendetegnene for Kulturudvalget, som jeg sidder i, at vi nu alle sætter os sammen og undersøger, hvordan vi kan give europæisk film nye impulser. Og endnu en gang, jeg slår ikke til lyd for lovgivning, men for en reel undersøgelse af, hvordan film laves, for det er der ikke noget hemmeligt ved. Film kan ikke laves uden støtte fra store kapitaler, og det mangler i Europa, og jeg mener, at det er en stor chance for Den Europæiske Investeringsfond.
Hr. formand, kære kolleger, Kommissionen har med kort varsel påtaget sig den opgave at definere et europæisk audiovisuelt værk. Jeg er meget interesseret i en sådan definition, som er fuldstændig naturlig i dagens diskussion. Direktivet om fjernsyn uden grænser har medført udsendelsen af en høj procentdel af nationale værker i det enkelte land, uden at det lykkedes at tilskynde til spredning af disse værker fra et land til et andet. Målet med denne definition af et europæisk audiovisuelt værk bør derfor være at sprede disse værker. I denne sammenhæng er vi enige om, at den kulturelle mangfoldighed, der kræves i dag, ikke er en simpel sammenlægning af de respektive medlemslandes identitet, men også af deres udveksling og spredning. Men spredningen af værkerne er ligesom deres finansiering uden tvivl ikke nok til at definere det europæiske audiovisuelle værk. Spørgsmålet om værkets indhold er vigtigt for os alle. Hvilket indhold kan værket have, hvis ikke det er et indhold, som er baseret på produktionens pluralisme? Partnerskaber er nødvendige for nutidens og fremtidens audiovisuelle skabelser, men monopoler og fremherskende strategier hæmmer selve skabelsen. Der er intet mere farligt end de aktuelle koncentrationer af operatører, der på én gang har spredningskapaciteterne og indholdskatalogerne. Med den digitale revolution og de teknologiske ændringer illustrerer hr. Veltronis fremragende betænkning tydeligt nødvendigheden af en europæisk audiovisuel politik både ud fra et økonomisk og kulturelt synspunkt. Til slut vil jeg insistere på et af denne betænknings væsentlige punkter. Hvad forsvarer bedre mangfoldigheden og pluralismen end en universel ydelse? Hvem kan sikre den frie adgang til information, underholdning og viden? Den offentlige tv-virksomhed er ikke et monopol og bør ikke være det. Men public service har den generelle interesse som mål og bør værdsættes som sådan. Det offentlige tv i hvert enkelt medlemsland udvikler sig uafhængigt, i henhold til protokol 32 i Amsterdam-traktaten, men de er enige om at have samme formål: information, innovation, udvekslings- og integrationssteder osv. Nu mangler man blot at gøre finansieringen gennemsigtig, og dette er ikke kun nødvendigt for at overholde konkurrencebestemmelserne, men også for at public service kan sprede sine egentlige aktiviteter og styrke sine præstationer. Kort sagt, for ikke at dø i den digitale tidsalder, men for at eviggøre fuldbyrdelsen af sine mål, som jeg synes bør indeholde mange af Fællesskabets retningslinjer for den audiovisuelle politik.
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske ordføreren med, at det er lykkedes ham at sammenfatte et stykke arbejde, der indeholder så mange forslag. Der er dog nogle aspekter, jeg gerne vil komme ind på. Først vil jeg gerne sige, at jeg er enig i, at politikken og lovene skal være i stand til - eller næsten have pligt til - at tilpasse sig til den hurtige teknologiske udvikling. I den audiovisuelle sektors specifikke tilfælde er det, at man har nogle klare og ikke mindst rettidige juridiske instrumenter, ensbetydende med, at institutionerne kan styre disse ændringer, beskytte offentligheden og brugerne bedst muligt, sætte de nødvendige grænser for at beskytte mindreårige, opstille nye regler for at beskytte ophavsretten og være forud med lovgivningen, når det gælder visse fænomener såsom den kendsgerning, at man i den nærmeste fremtid også vil benytte sig af fjernsynet i den elektroniske handel. Vi skal desuden være modige nok til - og ikke være bange for - at betragte hele den audiovisuelle sektor i den digitale tidsalder som et vigtigt instrument for frihed, information og idéudveksling. Vi har en meget stor europæisk kommunikations- og kulturskat, som vi skal udnytte bedst muligt, og derfor er det naturligvis nødvendigt med flere midler, men det er også nødvendigt at få lejlighed til drøftelser som f.eks. det forum, ordføreren foreslår, og som er en lejlighed til at drøfte, hvordan man skaber en fremtidig audiovisuel politik, der er i stand til at udnytte de uendelige muligheder, den nyeste teknologi giver, og hvordan man kan forene disse muligheder med målsætningen om at få nogle produkter af stadig højere kvalitet. Den målsætning, vi ønsker at nå, er således en audiovisuel politik, der indebærer en mere aktiv deltagelse og et større samspil, så særprægene og forskellene kommer til udtryk, og dem har vi virkeligt mange af i vores vigtige og rige europæiske identitet.
Hr. formand, hr. kommissær, hr. Veltroni, på vegne af de radikale parlamentsmedlemmer fra Italien vil jeg gerne sige, at jeg er uenig i den positive vurdering, der gives udtryk for i den betænkning, vi drøfter i øjeblikket om Kommissionens meddelelse om retningslinjer for Fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder. Jeg er uenig i den, fordi meddelelsen repræsenterer den gamle europæiske kliché om tv og biografer, nemlig det offentliges direkte tilstedeværelse i form af statslige virksomheder, statsstøttekultur og benægtelse af den markedskarakter, den audiovisuelle sektor altid har haft. Det hele er "ajourført" - dog ikke bogstaveligt - så det passer til den nye digitale tidsalder med multimediekonvergens og til Internettets utroligt store udbredelse. Man mener således stadigvæk, at virksomhederne i Europas audiovisuelle sektor er ude af stand til at vokse og stå på egne ben, og at brugerne er ude af stand til selv at finde ud af, hvilke produkter der er de bedste og mest velegnede til dem i det enorme multimedieudbud. Som om det ikke er de tidligere tiders statsstøttekultur og alfaderlighed, der har skabt den vanskelige situation, sektoren befinder sig i i dag! En modig åbning af markedet og en tilbagetrækning af staten ville være til gavn for alle, både for virksomhederne og for brugerne, som så ville få større frihed til at vælge. Jeg vil nu komme ind på nogle specifikke punkter i denne betænkning. Med hensyn til bestemmelserne taler man om, at der skal være en adskillelse mellem infrastrukturer og indhold, og det foreslås, at de sædvanlige bestemmelser kommer til at gælde for indholdet. Men hvad betyder dette? Det vil jeg gerne spørge hr. Veltroni om! F.eks. ønsker man måske at udvide presseloven, så man skal indgå aftaler i den forbindelse, og så det bliver nødvendigt at blive indskrevet i journalisternes register og foreninger, når det gælder onlineudgivelser? Det ville efter min mening være en alvorlig fejltagelse! Eller ønsker man at udvide den kvælende lovgivning, der gælder for tv, til at omfatte alle andre programmer, som sendes på Internettet? Det ville være en alvorlig fejltagelse, og det ville være en illusion, som virksomhederne og borgerne igen ville komme til at betale prisen for. Brugen af Internettet er eksploderet, fordi landene ikke har været i stand til at bremse det med et hav af forbud og regler. Det er godt, at det har været sådan, og det vil efter min mening være godt, at det bliver ved med at være sådan. Med hensyn til den intellektuelle ejendomsret og ophavsretten - der er et andet punkt, som er nævnt i betænkningen - er det efter min opfattelse uhensigtsmæssigt og skadeligt for Internettets positive udvikling at styrke direktivet om ophavsret, sådan som der anmodes om. Vi har haft Napster-sagen og New Tell-sagen. Vi mener, at man bør foretage en kritisk revision af ophavsret og copyright, så man går i retning af at lette og skabe større gennemsigtighed i overførslen af viden og produkter, og i den forbindelse er virksomhederne - de store virksomheder - godt klar over, at de er nødt til at benytte sig af Internettet. Hvad biograferne angår, anmoder man om en yderligere finansiering af europæiske film. Som hr. Veltroni ved, eksisterer der i Italien en 50 år gammel debat mellem de liberale, Sturzo, Ernesto Rossi og dem, der ønsker at fortsætte med at støtte biograffilmene. Vi mener, at borgernes frie ret til at bestemme, om en biograffilm er en succes eller en fiasko, er det bedste og mest effektive kriterium, også for at skabe vækst i filmsektoren. Vi har indgivet et ændringsforslag, hvor vi anmoder om en costbenefitanalyse af det, man har gjort hidtil. Endelig beder vi med hensyn til tv-selskabernes privatisering om en revidering af Amsterdam-traktatens protokol, hvis betydning til gengæld fremhæves i betænkningen. Financial Times har taget spørgsmålet op om en privatisering af BBC, som er Europas offentlige tv's stolthed. De offentlige tv-selskaber skal privatiseres, ellers vil de opkræve en stadig højere licens til nye investeringer. Hvis man ønsker at bevare en public service-tjeneste, skal radio- og fjernsynslicensen sættes på auktion mellem alle operatørerne. Så får vi nemlig nogle mere effektive programmer, og skatteyderne sparer penge. Jeg anmoder om, at man tager de ændringsforslag, vi har fremsat - og som kan ændre indfaldsvinklen i denne betænkning - i betragtning, når det gælder fortsættelsen af et system, der ansporer til statsstøtte, og som ikke har fungeret og heller ikke kommer til det.
Hr. formand, jeg mener, at det arbejde, som Kommissionen og også ordføreren, hr. Veltroni, har udført, har mange vigtige aspekter. Det er naturligvis klart, at der er blevet gjort en stor indsats for at indføre nye emner og tage nye skridt i Europas audiovisuelle politik. Alligevel er der efter min mening på visse punkter stadig meget at gøre for såvel Kommissionen som Parlamentet. Vi er langt bagefter i forhold til de store ændringer, der sker i den audiovisuelle sektor, og især som følge af digitaliseringen. Hvis vi ikke handler, bliver vi som en struds, der stikker hovedet i busken. Jeg er sikker på, at det ikke er det, vi vil. Vi ved alle, at digitaliseringen begyndte for fem år siden, og derfor er disse arbejder om den audiovisuelle politik yderst relevante. Der er fem punkter, som jeg vil fremhæve, for jeg mener, at de før eller siden skal revideres: Det første er definitionen af public service. Det er vigtigt, hvis vi ønsker at have en public service i Europa i et virkelig konkurrencedygtigt miljø - og det ser vi af det publikum, som de offentligt ejede tjenester har - og det er også til bedste for den private audiovisuelle tjeneste. Der er mange problemer, som skal løses: et af dem er adskillelsen af de krav, der stilles til dem begge. Det andet punkt, som jeg mener er grundlæggende, er revisionen af direktivet om fjernsyn uden grænser. På det punkt er vi som nævnte struds. For det tredje skal det på en eller anden måde bestemmes - og jeg mener ikke, at dette dokument behandler det tilstrækkeligt - hvad der skal ske med de interaktive tjenester på tv, hvad der skal ske med Internet på tv. Det fjerde punkt vedrører den overgang, der sker fra analogt til digitalt tv og følgerne for brugerne ved anvendelse eller køb af nye terminaler. Og endelig betydningen af konkurrencelovene og lovene om koncentration. Den audiovisuelle politik burde omfatte disse punkter og også gå i dybden på konkurrenceområdet.
) Hr. formand, Veltronis udmærkede betænkning er blevet kraftigt støttet af Parlamentets Udvalg om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport, og det ser ud til at gå på samme måde her ved plenarmødet. Overgangen til den digitale tidsalder betyder en enorm omvæltning for medierne. Den tekniske udvikling tilbyder forbrugeren stadig flere muligheder for brug af audiovisuelle produkter, for så vidt angår tid, sted, indhold og udstyr. Samtidig betyder det en opsplitning af medierne, og at trykket på udvikling og kommercialisering øges. Med hensyn til den europæiske konkurrenceevne, beskæftigelse, men også kultur ligger den audiovisuelle sektor i en nøgleposition. Kommissionens initiativ på dette område er også meget velkomment, og det samme gør sig gældende for afklaringen af informationssamfundet og de vigtigste kulturelle områders rolle. Midt i den teknologiske omvæltning er det nødvendigt at erindre om den samfundsmæssige og kulturelle betydning, medierne har. Her kan ikke være tale om instrumenter eller økonomiske gevinster. Vi bør ikke se ned på ligeberettigelse af oplysninger. Derfor vil jeg gerne pointere, at den offentlige sektors tv- og radiofoni sikres også i fremtiden. I den forbindelse skal vi respektere Amsterdam-traktatens tillægsprotokol, hvorefter medlemsstaterne træffer beslutning om etablering af finansieringen af den offentlige sektor. Vi skal også sørge for, at folks ret til at få oplysninger og kulturelle tjenester på deres eget sprog sikres. Som en europæisk historiker har konstateret, er modersmålet fædrelandet i fremtidens Europa. Fjernsyn og film som grænseoverskridende medier vækker større interesse end radioen. Dog bør betydningen af radioen ikke undervurderes, specielt i de mindste sprogområder. For at radioen skal kunne følge med den digitale udvikling, er det vigtigt at etablere en DAB-standard til at støtte den.
Hr. kommissær, kære kolleger og venner. Vi taler om direktivet om fjernsyn uden grænser. Samtidig ved vi alle, at overgangen til digital-tv indebærer en risiko for, at vi netop får tv med grænser. Man vil ikke kunne se BBC i Irland. Man vil måske ikke længere kunne se svensk tv i Finland. En sådan grænseoverskridning har tidligere eksisteret. Det er vanskeligt at købe digitalkort til eksisterende taxameterbetalt tv. Jeg vil opfordre kommissæren til at bide mærke i den opfordring, som lød fra alle Parlamentets grupper i forbindelse med behandlingen af det tekniske direktiv om digital-tv, og faktisk se nærmere på dette spørgsmål, som i høj grad handler om, at ophavsrettighedsorganisationerne ikke kan nå til enighed om fornuftige betingelser for salg af tv-rettighederne. Jeg opfordrer således kommissæren til at hæfte sig ved dette. Samtidig vil jeg støtte meget af det, som Iivari sagde om de mindre sprogområder. Vi, der er interesserede i nationale definitioner på public service, skal være opmærksomme. Vi skal være på vagt, så f.eks. konkurrenceaspekter ikke på ulykkelig vis kommer til at underminere vores nationale ret til at definere, hvilken offentlig service vi ønsker at give. Alle sprog er nemlig ikke lige i EU i den henseende.
Hr. formand, fru kommissær, kære medlemmer, siden sin tilsynekomst har de audiovisuelle midler været en magtfuld faktor til ideologisk indgriben. I den digitale tidsalder får kontrollen over dem strategisk betydning for udformningen af bevidsthed og livsstil, eftersom den, der har kontrollen over dem, bestemmer hvad slags oplysninger de skal udsende. For Grækenlands Kommunistiske Parti skal kontrollen tilhøre det offentlige. Ikke fordi vi har nogle illusioner om, at regeringerne i et kapitalistisk samfund vil tillade en fuld og virkelig information, men fordi vi så kan opnå størst mulig social kontrol. I modsætning hertil overlader Kommissionen rollen som den fattige slægtning til det offentlige og rollen som den egentlige regulator til markedskræfterne. Den tilsyneladende antimonopolistiske politik har som formål at skabe oligopoler, som vil skade objektiviteten i informationsdækningen i samme grad, men som sikrer tilstrækkelige profitter samt en mere sikker ideologisk manipulation, hvor visse europæiske monopoler kontrollerer strømmen af informationer på bekostning af enhver form for definition af frihed og demokrati. For os, kære medlemmer, er problemet ikke, om informationsdækningen kontrolleres af amerikanske eller europæiske monopoler. Det virkelige problem ligger i, hvordan befolkningerne udvikler deres modstand og kræver deres ret til en virkelig informationsdækning.
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, digitalteknologien ændrer vores liv. Denne forandring finder i hvert fald sted. Vi skal bruge den og skabe de lovgivningsmæssige rammebetingelser. Jeg vil supplere de foregående talere ved kort at komme ind på nogle punkter. Seminaret i Lissabon om digital-tv, der blev afholdt under det portugisiske formandskab, har foruden en mangelfuld konklusion inden for dette emne desværre resulteret i meget lidt. Jeg kræver derfor et initiativ Digital Europe med klare retningslinjer for en harmoniseret indførelse af digital-tv og for digitalisering af indhold. At man blot fastsætter tidsfrister efter mottoet "Hele Europa skal digitaliseres inden 2010", er for lidt. For det andet skal den branchemæssige selvregulering - som f.eks. den østrigske adfærdskodeks for tillægstjenester på teleområdet - have en fair chance. Ikke alt skal overreguleres af lovgiveren. For det tredje handler den audiovisuelle politik om infrastruktur og indhold. Vi ved, at vi med hensyn til sidstnævnte trods kvoteordninger er sakket langt bagud i forhold til USA. Der bliver kun lagt mærke til dem, som leverer spændende indhold til et stort publikum. Derfor skal vi gøre alt for at støtte de europæiske udbydere af indhold, gøre deres arbejde nemmere - og ikke vanskeliggøre det. For det fjerde skal fremgangsmåden for den begrænsede regulering af indhold og infrastruktur bibeholdes. I mit land er forslagene til mediemyndigheden KOMMAUSTRIA en forbilledlig fremgangsmåde i overensstemmelse med de foreliggende otte EU-direktivforslag om informationssamfundet. Vi skal følge med tempoet og ikke spilde tiden!
Hr. formand, det dokument, som Kommissionen har forelagt om dens audiovisuelle politik i den digitale tidsalder, indeholder bl.a. to idéer, som jeg mener er grundlæggende. For det første bør fremtiden med det dobbelte system med offentligt og privat tv sikres, og det er afgørende, at de europæiske offentlige operatører fuldt ud kan gøre brug af de muligheder, som de nye informationsteknologier tilbyder. For det andet er den kulturelle og sproglige mangfoldighed et grundlæggende mål for fællesskabspolitikken inden for den audiovisuelle sektor. I den forbindelse vil jeg foreslå, at Kommissionen i forbindelse med aktioner og støtte prioriterer positiv forskelsbehandling af de audiovisuelle sektorer for regionale kulturer og sprog og kulturer og sprog, der tilhører et mindretal i Den Europæiske Union. En god måde at fremme mangfoldigheden på er ved især at støtte de svageste virkeligheder. Og på samme måde foreslår jeg, at fællesskabsbestemmelserne og Kommissionens egne beslutninger begunstiger, at udsendelser af alle massebegivenheder - højtideligheder, forestillinger, sport osv. anses for at være af almen interesse og kan følges på alle Den Europæiske Unions sprog, også de regionale. Kun på den måde får vi Europa til at være et sandt Europa forenet i mangfoldighed.
Hr. formand, mine damer og herrer, hvis vi kaster et blik på det tyske kabel-tv, hvor ca. 30 kanaler boltrer sig i dag, viser det, at et stort antal kanaler ikke er lig med mangfoldighed! I konkurrencen med kommercielle udbydere opstår der let risiko for at bukke under for ønsket om at tækkes masserne og så forsømme de mindre indbringende interesser. Derfor er det så vigtigt at forbinde den audiovisuelle strategi med en garanti for ytringsfrihed og pluralisme, som i dag udgør det væsentlige grundlag for demokratisk meningsdannelse og for, at det offentlige medieudbud får en chance for at udvikle sig på fremtidens mediemarked. Til dette fremtidsmarked skal der være lige adgang for alle borgere, og der skal også være lige adgang for udbydere og inden for alle udbudsgenrer. Det vil konkret sige markedsgennemsigtighed og hindring af en udvikling, der fører til, at økonomisk magt slår over i publicistisk almagt og til sidst i politisk magtmisbrug. Disse hjørnesten er de vigtigste retningslinjer for videreudviklingen af lovbestemmelserne. Veltroni-betænkningen indeholder væsentlige forslag til det. Men alt lader sig ikke regulere retligt. Derfor vil jeg gerne komme ind på et punkt, der endnu ikke er nævnt her, nemlig erhvervelse af mediekompetence. Omgang med udbud fra multimedieverdenen skal læres for at kunne skille skidt fra kanel, at kunne træffe et værdiorienteret valg og skærpe dømmekraften. Formidling af mediekompetence skal være en del af den audiovisuelle politik i Fællesskabet. For så vidt skal der arbejdes videre på Kommissionens meddelelse.
Hr. formand, som formand for Kulturudvalget vil jeg også gerne rette en personlig tak til hr. Veltroni for det meget vigtige arbejde, han har udført. Jeg troede ærligt talt ikke, at det ville være muligt for en så vigtig og afgørende betænkning at blive enstemmigt vedtaget i udvalget, og det glæder jeg mig over. Digitaliseringen vil give borgerne adgang til en betydelig mængde nyt og innovativt indhold, og derfor kan jeg kun være fuldstændigt enig med hr. Veltroni i, at alt dette har indflydelse på demokratiet, på Europas og medlemsstaternes tilrettelæggelse og på kvaliteten af det budskab, vi giver borgerne. Jeg mener derfor, at overgangsperioden fra det analoge system til det digitale system bør være en lejlighed til at tiltrække brugerne ved hjælp af et nyskabende programudbud og ikke blot en gentagelse af de programmer, der allerede bliver udsendt i æteren. Fru O'Toole har ret. Den såkaldte samsending vil nemlig ikke gøre det muligt at tiltrække en gruppe af relevante brugere, og hun mener således, at en forsøgsperiode for nye audiovisuelle produkter på de kanaler, der er gjort tilgængelige for digital transmission - eventuelt bare for en del af landet - vil give operatørerne og brugerne mulighed for at nå det samme mål. Kommissionen har ret i, at den finansieringsordning, medlemsstaterne vælger, skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og ikke må påvirke markedsvilkårene og konkurrencen i Fællesskabet på en måde, der strider imod den fælles interesse. I den audiovisuelle politik er der to grundlæggende kriterier, der skal anvendes ved udarbejdelsen af bestemmelserne for finansieringen, nemlig proportionalitet og gennemsigtighed. Sidstnævnte kriterium indebærer, at medlemsstaterne kommer med en klar defintion på public service-opgaven, at den finansielle gennemsigtighed sikres, og at der, når public service-virksomheder udøver rent kommercielle aktiviteter, også føres særskilt regnskab for disse. Jeg tror, at denne adskillelse har har fået Kommissionen til på nuværende tidspunkt at udarbejde det bedst mulige forslag til en politik for Europa og medlemsstaterne, en politik, der passer til de teknologiske ændringer, som fører til en overordnet udvikling af systemet.
Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, Kommissionen glæder sig over den betænkning, som hr. Veltroni og ordføreren for udtalelsen har udarbejdet, og jeg takker formanden for det ansvarlige udvalg samt dets medlemmer for den smukke enighed, de har skabt i udvalget om denne betænkning. Som De ved, støtter Rådet i konklusionerne fra mødet den 16. maj i år ligeledes Kommissionens holdning. Det er en smuk enighed. For en gangs skyld lader det til, at de tre institutioner er på bølgelængde og fuldstændigt enige. Det glæder mig. Kommissionen glæder sig i særdeleshed over Parlamentets understregning af det lovgivningsmæssige princip, der er beskrevet i betænkningen. Som De ved, vil Kommissionen iværksætte en række undersøgelser af den audiovisuelle sektor samt foretage en omfattende høring af alle de interesserede parter, inden den stiller forslag om en eventuel revision af direktivet fjernsyn uden grænser, hvis undersøgelserne skulle vise dette. På nuværende tidspunkt inden iværksættelsen af undersøgelserne og høringen vil det være meget overilet at tænke på, hvilke eventuelle ændringer eksperterne og politikerne kunne nå frem til. Kommissionen tager Parlamentets kommentarer til dette direktiv til efterretning og tager behørigt hensyn til disse, når den påbegynder undersøgelsen i slutningen af 2002. På et punkt, hr. ordfører, har Kommissionen i sin meddelelse ikke bekræftet, at lovgivningen om reklamer bør revideres for at følge med de nye digitale teknologier. Den har kun givet udtryk for, at den vil iværksætte en undersøgelse af disse teknikker for at afgøre, om en revision var nødvendig eller ej. Men det vil være samlet, at det besluttes, om der bør foretages en revision eller ej. Og Kommissionen er enig med Parlamentet i, at princippet om en klar opdeling mellem det redaktionelle indhold og reklameindslagene bør fastholdes og dette i alle medier. Hvad angår betænkningens kommentarer om mediernes pluralisme, bør det her bemærkes, at den digitale teknologi og især Internettet giver muligheder uden fortilfælde til skabelse og udviklingen af et pluralistisk samfund. Den digitale teknologi medfører f.eks. en enorm stigning i antallet af kanaler og nedbryder derved grænserne for indholdsudbyderne. Derudover bør det være således - og dette er allerede blevet fremhævet af flere talere - at adgangen ikke standses af teoretiske eller reelle grænser. Internettet gør det også muligt - i hvert fald i teorien - for enhver at blive indholdsudbyder, og det skaber også mulighed for et globalt forum, hvor alle kan deltage, med de fordele og ulemper, som dette indebærer. Jeg mener, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt indgående at diskutere, hvad denne fordel også kan indeholde. Men alt dette ændrer spørgsmålet om pluralisme og gør det mere komplekst. Hindringerne for pluralisme i den digitale verden omfatter fattigdom og mangel på uddannelse og viden. Nogle kolleger har også nævnt dette, og det forhindrer borgerne i at deltage fuldt ud i den digitale tidsalder. Begrebet digital divide er blevet nævnt. Det er klart, at vi alle bør gøre vores til, at denne kløft mellem dem, som har viden, og dem, som ikke har, mellem dem, der deltager, og dem, der ikke deltager, ikke bliver alt for dyb. Og jeg er enig med fru Junker, når hun siger, at man bør gøre sig nogle overvejelser, men i endnu højere grad foreslå foranstaltninger til at lære at læse medierne. Det er noget, der står mit hjerte nært, og som også står Jacques Langs hjerte nært. Jeg har allerede talt med ham om mulighederne for at udvikle disse foranstaltninger. Det lykkes for os, fru Junker, for vi mener, det er meget vigtigt, ikke kun at kunne læse, skrive og regne, men også at kunne læse billeder. Det lærer man ikke vores kære små poder. Hvad angår operatørerne af de digitale medier, forekommer anvendelsen af konkurrencelovgivningen for øjeblikket at være et effektivt middel til sikring af pluralismen. Der bør naturligvis også tages andre forholdsregler, og i lyset af erfaringen fra den digitale tidsalder og som svar på Parlamentets spørgsmål vil Kommissionen gennemføre undersøgelser om disse spørgsmål ved gennemgangen af direktivet om fjernsyn uden grænser. Jeg glæder mig ligeledes meget over den næsten fuldstændige enstemmighed om Media-programmet. Den digitale revolution åbner for mange nye former for udnyttelse af audiovisuelle værker, f.eks. videoer bestilt via Internettet. Den europæiske industri bør kunne drage fordel af disse muligheder. Den europæiske industri bliver dog - og det ved vi - altid i sammenligningen med sin amerikanske konkurrent fremstillet som sønderknust og svag. Alligevel er der allerede sket fremskridt i de sidste 10 år. F.eks. i næsten alle medlemslande er de tv-udsendelser, der har størst succes, nationale og ikke amerikanske produktioner. Så der er allerede sket en ændring. Samtidig kan man inden for biografsektoren konstatere en betydelig stigning i antallet af europæiske succeser. Man skal altså ikke stoppe, kære kolleger, og De vil støtte mig i dette, det ved jeg, men jeg får brug for penge for at kunne virkeliggøre det nye Media-plus-program. Det vil være den store fare, der tynger den endelige beslutning om dette projekt. Jeg håber, at vi - for de europæiske biografer i alle vores medlemslande - vil opnå et godt resultat på dette område i løbet af de kommende rådsmøder (kultur). Jeg vil for øvrigt gerne sige noget til dem, som ikke længere er til stede her, men som har udtrykt kritik over, at Media- og Media-plus-programmerne udelukkende fungerer på europæisk niveau som supplement til det nationale system, som investerer i produktionen. Media-plus investerer i reklame, distribution og digital uddannelse. Det er altså ikke dobbeltkonfekt, det er ikke noget overflødigt, men noget absolut nødvendigt, hvis vi ønsker, at de europæiske film bliver udbredt uden for deres produktionslande. Hvad angår en række forslag i Parlamentets betænkning om biografer, angiver Kommissionen i sin meddelelse dens hensigt om at udarbejde en meddelelse, der specifikt er tilegnet biografsektoren, som vil omhandle spørgsmål som en definition af de europæiske værker, og selvom fru Fraisse ikke længere er til stede, vil jeg alligevel sige til hende, at det ikke bliver nogen nem opgave, og at, hvis hun vil give en hjælpende hånd, er hun hjertelig velkommen. Meddelelsen vil også omhandle statsstøtten til biografproduktionerne, som er et spørgsmål, der interesserer os alle. Denne meddelelse kan ligeledes vurdere behovet for en indgriben fra Fællesskabets side på dette område samt mulighederne for at udvikle finansteknologiske mekanismer til fordel for biografproduktionerne. En kollega har antydet dettte. De ved - jeg har sagt det gentagne gange - at der er forhandlinger i gang med Den Europæiske Investeringsbank om eventuelt til efteråret at oprette en fond for risikovillig kapital, der har til formål at afhjælpe industriens underfinansiering. På nuværende tidspunkt tager Kommissionen Parlamentets bemærkninger til efterretning, men er endnu ikke i stand til at komme med yderligere detaljer. Men det skal være helt klart, at vi fuldt ud anerkender vigtigheden af offentlig finansiering af den audiovisuelle produktion og nødvendigheden af at fastlægge en specifik behandling af denne sektor. Jeg insisterer på denne sidste udtalelse, for den er meget vigtig for vores fremtidige politik. Hvad angår offentlig radio- og tv-virksomhed, så ved De alle, at det drejer sig om et meget ømtåleligt og meget komplekst spørgsmål, og Kommissionen har gentagne gange klart tilkendegivet sin holdning særligt i denne meddelelse. Jeg er enig i, mine kære kolleger, at offentlig radio- og tv-virksomhed spiller en central kulturel og social rolle i vores medlemslande og derfor bør bevares og kunne fortsætte sin rolle. Set i lyset af den teknologiske udvikling og udviklingen af markedet kan denne funktion ændre sig, men spørgsmålet bør diskuteres i medlemslandene, for som det tydeligt angives i protokollen til Amsterdam-traktaten, er det op til medlemslandene at definere opgaven for offentlig radio-og tv-virksomhed og at fastlægge finansieringsmetoderne. Kommissionen blander sig ikke i dette område, og teksten om gennemsigtighed er klar på dette punkt. I henhold til traktaten har Kommissionen ikke desto mindre pligt til at sikre, at finansieringsmetoderne ikke påvirker handels- og konkurrencebetingelserne i Fællesskabet ved at skade den fælles interesse. For at Kommissionen kan udføre sin opgave og undersøge om de fordele, der er givet til de pågældende virksomheder, svarer til deres public service-opgaver, bør disse være defineret af medlemslandet og deres finansiering skal være gennemsigtig. De eventuelle kommercielle aktiviteter, der udføres af disse virksomheder, bør hverken direkte eller indirekte komme de fonde, der er beregnet til offentlig radio-og tv-virksomhed, til gode. Gennemsigtighed kræves i denne sammenhæng, og jeg mener, at de forrige meddelelser, som Kommissionen har udsendt, er med til at gøre disse principper forståelige, klare og gennemsigtige for alle. Angående dette emne blev fremtiden for radio-og tv-virksomhed i den offentlige sektor diskuteret på det uformelle rådsmøde - "kultur og audiovisuelle tjenester" - der blev afholdt i Lille den 20. 21. juli. En række ministre vurderede, at det var nødvendigt med et nyt trin som supplement til protokollen til Amsterdam-traktaten, i betragtning af denne sektors hurtige teknologiske udvikling, og jeg er klar til at indgå i en diskussion med dem og med Dem om dette spørgsmål i nærmeste fremtid. Man bør ligeledes bemærke, at Kommissionen for nylig har vedtaget en revideret version af direktivet om gennemsigtighed, som jeg allerede har nævnt. Dette direktiv - og dette er meget vigtigt - gælder ikke for de offentlige radio-og tv-virksomheder, der ikke driver kommercielle aktiviteter. Derfor er de offentlige tjenester, der er defineret af staten, med offentlig finansiering, der helt tydeligt i denne betydning kommer fra public service, ikke omfattet af direktivet om gennemsigtighed. Begrebet universelle tjenester nævnes i betænkningen. Det bør bemærkes, at universel tjeneste er et koncept, der er lånt fra telekommunikationstjenesterne, og som efter min mening ikke kan overføres direkte til den audiovisuelle sektor. Garantien om adgang for borgerne til en række radio- og tv-tjenester og til en række former for indhold er et spørgsmål om definition af opgaven for offentlig radio- og tv-virksomhed og påhviler derfor i henhold til protokollen til Amsterdam-traktaten medlemslandene. Hvad angår opfordringen til et europæisk forum til diskussion af spørgsmål om alle former for audiovisuelt indhold, er det et interessant forslag, som Kommissionen vil overveje og undersøge med de berørte parter inden for rammerne af undersøgelsen om direktivet om fjernsyn uden grænser. Man bør bemærke, at der inden for rammerne af det nuværende direktiv er oprettet en kontaktkomité, der skal undersøge alle aspekter i den audiovisuelle politik, som er knyttet til direktivet. Angående de internationale handelsmæssige forhandlinger i den audiovisuelle sektor kan jeg fortælle Dem, at der ikke er sket nogen fremskridt. Kommissionen har gentagne gange gjort sin holdning klar. Den bør bevare sin ret, som den opnåede under Uruguay-runden, til at udarbejde og iværksætte finansielle og lovgivningsmæssige forordninger i den audiovisuelle sektor for i særdeleshed at sikre den kulturelle mangfoldighed. Inden for rammerne af konklusionerne af 26. oktober 1999 har Rådet givet Kommissionen beføjelser til dette i de kommende forhandlinger om disse tjenester, og jeg kan forsikre Dem om, at min kollega, kommissær Lamy, fuldt ud tilslutter sig denne holdning. Vi kan være sikre på, at han vil sikre og hjælpe den europæiske audiovisuelle sektor i den retning, som vi ønsker, og hvis alle udfører deres opgave, vil det lykkes for os alle at sikre og styrke fremtiden for vores audiovisuelle tjeneste, der er uundværlige i skabelsen af arbejdspladser og til fastholdelse af en kulturel pluralisme.
Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0199/2000) af Heaton-Harris for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om Kommissionens beretning - "Undersøgelse af Erasmus-studerendes sociale og økonomiske forhold" (KOM(2000) 4 - C5-0146/00 - 2000/2089(COS)).
Hr. formand, det er ikke ofte, at en politiker af min kaliber får lejlighed til at tale for en så stor og tætpakket forsamling. Jeg vil gerne takke alle tolkene, fordi de bliver. Jeg kan forstå, at min tale allerede er blevet lækket til resten af parlamentsmedlemmerne, hvilket er grunden til, at de udebliver i stort antal. Jeg er overbevist om, at mange af tolkene gerne ville have deltaget i et Erasmus-kursus, da de studerede sprog på universitetet. Som britisk konservativ finder jeg ofte kritikpunkter - og det er meget let at finde kritikpunkter - i mange af de programmer, der organiseres og betales af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Union. Jeg har imidlertid en svaghed for Erasmus, fordi det er meget vanskeligt at finde noget at udsætte på netop det program. Det synes at skabe nogle af de forventede resultater. Denne meget spændende undersøgelse fandt sted i 1998. Det var imponerende, at så mange studerende tog sig tid til at udfylde et skema og sende det tilbage til Kommissionen. Det eneste problem med resultaterne af undersøgelsen var nok, at de først indløb, efter at vi havde besluttet os vedrørende Sokrates II-programmet og Erasmus-delene heraf. Vi kunne have hentet nogle meget nyttige oplysninger fra denne undersøgelse om de Erasmus-studerendes sociale og økonomiske forhold. Der er mange interessante fakta og tal. Jeg kunne kede jer med dem, men de findes alle i betænkningens begrundelse og i selve Kommissionens beretning. Men der er nogle få tal, som jeg finder specielt interessante. Hele 98% af de mennesker, der tog et Erasmus-kursus i 1998, og som udfyldte spørgeskemaet, fandt programmet meget positivt eller overordentligt positivt. 91% var himmelhenrykte over kursets forløb. Det er en skam, at 57% af dem fik alvorlige finansielle problemer på grund af deres Erasmus-kursus. Da kun halvdelen af Erasmus-pladserne besættes (resten er fortsat ubesatte ved årets udgang), kunne man forestille sig, at pengene kunne omfordeles bedre inden for Erasmus. Da jeg oprindeligt forelagde min betænkning, fremsatte jeg nogle få kontroversielle tanker blot for at se, om nogen gad læse, hvad der foregik. Heldigvis var der to eller tre parlamentsmedlemmer (samt Kommissionen), der læste den. Nogle stykker bemærkede små punkter, som jeg så måtte trække tilbage. Men punkt fire i min betænkning fordømmer fortsat enhver intern diskriminering, der praktiseres i medlemsstaterne. Hvis en person f.eks. havde problemer med at komme ind på en videregående uddannelse i Østrig på grund af sin race, ville hele Parlamentet være i oprør. Men det er præcist, hvad der foregår i mit eget land i øjeblikket, hvor engelske studerende, der ønsker at studere i Skotland, straffes økonomisk af den skotske regering. Derfor ønskede jeg at bevare denne del i min betænkning. Jeg sneg den ind, og den har mere eller mindre holdt sig skjult indtil nu, og jeg vil gerne hæve sløret for de få fremmødte til aftenens møde. Jeg ser frem til, at mine nye kolleger fra Labour stemmer om denne sag. Det er nok lidt for sent at anmode om opdelt afstemning. Jeg har også fremsat et par ændringsforslag. Et handler om tegnsætning og grammatik i punkt fire, og et andet handler om punkt seks. Under behandlingen af betænkningen på udvalgsplan, blev der tilføjet noget af en sætning, der lød således: "er af den opfattelse, at resultaterne af undersøgelsen bør give anledning til at revidere de nationale politikker for de videregående uddannelser". Jeg tror ikke, at det ligger inden for betænkningens, stedets eller Kommissionens kompetenceområde at bede herom. Derfor har jeg fremsat et ændringsforslag om at slette denne passage. Et tredje ændringsforslag fra mig ændrer blot et enkelt ord fra "beklager" til "konstaterer". Jeg har virkelig nydt at arbejde sammen med Kommissionen og alle de mennesker, der har hjulpet mig. Afslutningsvis vil jeg gerne takke dem, der har hjulpet mig med denne betænkning, specielt min forsker Nicky Smith, der pløjede sig igennem hver eneste statistik. Vi kontaktede alle universiteter og rektorer i Det Forenede Kongerige samt mange rundt omkring i Europa, for at bede dem om at kommentere betænkningen. Jeg anbefaler den til Parlamentet.
Hr. formand, fru kommissær, det er rigtigt, at det er meget sent, og at der kun er få personer til stede. Men hr. kollega, det burde ikke overraske Dem. Det er gud være lovet ikke kun i kultur- og uddannelsesanliggender, at det er sådan, men også på mange andre områder. Jeg tror dog - og det har De allerede sagt - at kvaliteten taler for sig selv. De har selv kort redegjort for Deres betænkning og Deres ændringsforslag. Jeg er østriger og ved af erfaring, at man i Østrig har adgang til alle studier og universiteter. Vi har heller ingen etniske problemer, det vil jeg også godt slå fast. På det punkt står vi helt sikkert ikke tilbage i forhold til England, eller Storbritannien. Med hensyn til Erasmus-programmet, som jo er en del af Sokrates-programmet, vil jeg gerne sige, at det er meget vigtigt - og det har vist sig, at man ikke blot skal udarbejde et program, men at det også er nødvendigt at evaluere - at efterspørge effektiviteten i tilbuddene og vurdere ressourcerne for på den måde at få ny viden og frem for alt kunne eliminere manglerne. Det er allerede blevet sagt, at denne viden desværre ikke længere vil få indflydelse på Sokrates II-programmet. Jeg mener, at vi kunne have opdateret tingene her, for immervæk går 40% af Sokrates-budgettet jo til Erasmus-programmet, altså til studerende på europæiske universiteter. Det var og er målet at give 10% af de studerende mulighed for at studere i en anden medlemsstat. Desværre deltog kun 1% det første år. Deltagerantallet er steget. Vi ligger nu på knap 50%. Betænkningen har vist, at det er begrundet både strukturelt og kulturelt, men også i høj grad økonomisk. Hidtil er det ikke lykkedes at fremme situationen for især de socialt og økonomisk svage grupper, som det er nedfældet i Sokrates-programmet. Programmet bliver tværtimod benyttet af studerende, hvis forældre har en høj uddannelse og en tilsvarende indkomst. 57% af de Erasmus-studerende havde meget svært ved at finansiere deres udlandsophold. Jeg mener, at det er nødvendigt at foretage en koordinering med Erasmus-stipendierne, med landene og med universiteterne med henblik på at gennemføre en reform og indlede en informationskampagne for at undersøge, hvorfor kun så få kan deltage i dette program. Frem for alt handler det om at bevare de samme muligheder i alle lande. Derfor kan det godt betale sig at sætte ind. Jeg mener, at det er meget vigtigt for os alle at give de unge mennesker lige muligheder!
Hr. formand, først og fremmest vil jeg lykønske ordføreren med hans første betænkning, som straks opnåede enstemmighed. Det er en yderst lovende begyndelse, men emnet indbyder uden tvivl også til enstemmighed. Faktisk tror jeg ikke, at der blandt det imponerende antal europæiske programmer, der er til rådighed for vores borgere, vil være en lige så kendt betænkning, der er lige så påskønnet af offentligheden, og ikke kun af de studerende. For nylig blev jeg stoppet af en bedstemor på gaden, som takkede mig for mit arbejde for hendes børnebørn, der kunne rejse takket være et Erasmus-stipendiat. De kan altså forstå, at der er enstemmighed i befolkningen om disse programmer, og naturligvis kan de altid forbedres. I år får 110.000 studerende særlig opmærksomhed i forbindelse med alle aspekter af deres Erasmus-ophold og i administrationen af denne del af Sokrates-programmet, og vi takker Parlamentet for dets støtte til denne handling. Selvfølgelig er der problemer. Det påstås ofte, at kun børn af velstående familier kan rejse, for de andre kan ikke leve af dette beskedne stipendiat. Men ifølge statistikkerne er fire ud af fem Erasmus-studerende de første i deres familie til at studere i udlandet, hvilket alligevel viser den betydning, som dette program spiller i de muligheder for mobilitet, der i Europa tilbydes nogle nye sociale miljøer. Det er altså ikke rigtigt, at kun børn fra begunstigede miljøer kan få et Erasmus-stipendiat. Men selv om det er nemmere for disse børn, da de udover stipendiatet modtager yderligere støtte fra deres forældre, lader det til, at disse økonomiske vanskeligheder er det eneste kritikpunkt. Kære kolleger, jeg ønsker ligesom De, at der under forhandlingerne med Rådet om de budgetmæssige rammer for Sokrates-programmet bevilges et højere beløb end tidligere, for jeg har rent ud sagt begrænsede muligheder for at øge Erasmus-stipendiaterne, som jeg gerne ville. Hvilke konklusioner kan man drage af dette? Simpelthen, at de nationale kontorer, der forvalter de studerendes mobilitet decentralt, skal tage hensyn til den nationale situation og tilpasse tildelingen af stipendiaterne hertil. Jeg har anmodet undervisningsministrene om at sørge for i deres lande at give Erasmus-studerende tillæg og fordele, så også de, der ikke lige er så heldige at have en velbeslået far eller en gavmild bedstemoder, får mulighed for at rejse. Derfor opfordrer jeg Dem til at henvende Dem til Deres lands undervisningsminister, således at han gør sit yderste for at afhjælpe denne økonomiske vanskelighed. Jeg har anmodet ministrene om at sørge for, at der bliver givet et højere stipendiat til de mindst bemidlede studerende. Jeg har opfordret de regionale myndigheder til at hjælpe de studerende. Jeg har bedt rektorerne for universiteterne om at påregne økonomiske ressourcer inden for deres universiteter, så studerende, der har en ringe indkomst, alligevel kan få et stipendiat, hvis de ønsker det og er kvalificerede til det. Jeg tror, at jeg fremover endnu en gang bør anmode om hjælp fra alle nationale og regionale instanser på dette område. Jeg går for øvrigt i gang med dette emne om et øjeblik, for det franske formandskab vil udarbejde en handlingsplan til fremme af mobiliteten og sammen med ministeren, Jacques Lang, har vi netop aftalt et møde specifikt for undervisningsministrene om mobilitet. Ved dette møde vil vi ikke kun tale om det, vi ønsker at gøre eller om det, som vi bør gøre fremover, men vi vil som model bruge nogle eksempler fra en række lande. Ikke nødvendigvis på nationalt niveau. Jeg giver Dem her nogle tilfældige eksempler. I en tysk region har en regional minister med ansvar for undervisning sammen med sparekasserne skabt en "mobilitetsopsparing", så forældre, venner og familie, i stedet for at købe en overflod af legetøj til børnene, kan investere i denne opsparing, som vil være til det unge menneskes rådighed, når det har nået den alder, hvor det vil tage til udlandet for at studere. Som De kan se, er der mange gode idéer, alle mulige former for gode idéer. Jeg håber, at diskussionen om mobilitet, som det franske formandskab ønsker, vil løse op for situationen, og at alle de gode ønsker bliver efterkommet både på privat plan og på regionalt, europæisk og nationalt plan, så Erasmus kan omfatte et stadig stigende antal studerende. Det er prisen for at skabe et Europa, for de studerende, der ved hjælp af Erasmus har oplevet et andet land, som har fået venner i et andet land end deres eget, på et andet universitet, de er de rigtige europæere, som skal forme den europæiske politik i fremtiden. Det er i hele vores samfunds interesse, at der er et stigende antal glade Erasmus-studerende. Lad os derfor alle samarbejde for, at der bliver mange af dem fremover.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0194/2000 af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indgåelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og regeringen for Republikken Guinea om fiskeri ud for Guineas kyst, for perioden 1. januar 2000 til 31. december 2001 (KOM(2000) 304 - C5-0315/2000 - 2000/0154(CNS)); A5-0188/2000 af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indgåelse af protokollen om fastsættelse for perioden fra 3. december 1999 til 2. december 2002 af de fiskerimuligheder og det finansielle bidrag, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og regeringen for Mauritius om fiskeri i de mauritiske farvande (KOM(2000) 229 - C5-0253/2000 - 2000/0094(CNS)).
Hr. formand, to nye internationale fiskeriprotokoller mellem Den Europæiske Union og tredjelande kræver i dag vores opmærksomhed: Guinea og Mauritius, Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. To forskellige aftaler, hvad angår geografisk beliggenhed, omfang, fiskerimuligheder og finansielle bidrag, men til syvende og sidst to vigtige aftaler, som kan lægges til det allerede betydelige netværk af internationale fiskeriaftaler mellem Den Europæiske Union og tredjelande. En grundlæggende søjle i den fælles fiskeripolitik, for det er afgørende, at vores forsyningsbehov dækkes, såvel for den europæiske forbruger som for vores industri, og det er også afgørende, at vi kan gøre det med vores egen flåde. Fiskeriaftalerne med tredjelande opfylder således et afgørende mål i den fælles fiskeripolitik, hvortil skal lægges deres bidrag til beskæftigelsen, i de fleste tilfælde desuden i europæiske regioner, der er meget afhængige af denne aktivitet. Altså handelsbalance, beskæftigelse og opretholdelse af en vigtig, ægte europæisk fiskerflådes konkurrenceevne. Derfor har vores udvalg her i eftermiddag i sin udtalelse om budgettet for det kommende år, 2001, godkendt det forslag, som vores næstformand, fru Miguélez, havde fremsat om at forøge budgetpost B7-8000 (Internationale fiskeriaftaler) med 7 millioner euro, hvorved beløbene i det foreløbige budgetforslag, som i sin tid blev forelagt af Europa-Kommissionen, genopføres. Marokko, Mauretanien og Grønland er store forhandlingsudfordringer for Europa-Kommissionen, som vi alle håber afsluttes med succes inden længe. Lige nu glæder vi os over aftalerne med Guinea og Mauritius, som vil dække store behov for forskellige flåder, forskellige stater i Den Europæiske Union, i Atlanterhavet og i Det Indiske Ocean. I begge tilfælde er det værd at bemærke den konstante og bekymrende stigning i redernes betaling, hvorimod sådanne forhold mærkværdigvis ikke gør sig gældende i andre aftaler, som det er tilfældet med aftalen med Grønland. I Mauritius' tilfælde f.eks. stiger forskudsbetalingerne pr. licens, som rederne skal betale, med 5 euro pr. ton fisk, det vil sige, at de stiger fra 20 til 25 euro, og den tilsvarende fangstafgift pr. fartøj stiger ligeledes. Den Europæiske Unions modydelse nedsættes med 29% på bekostning af rederne, som ved fuld udnyttelse af fiskerimulighederne ville afholde 23,5% af de samlede omkostninger. I den tidligere protokol var det 7%, det vil sige, at rederne fra før at betale 7% nu skal betale 23,5% af de samlede omkostninger. Vi vil også i denne forbindelse fremhæve skævhederne i den interne fordeling blandt medlemsstaterne af disse fiskerimuligheder, der er gennemført af Europa-Kommissionen selv, som det skete med blæksprutterne i aftalen med Guinea. I begge aftaler ydes der betydelig støtte til de lokale myndigheder til bevarelse af deres egne fiskeriressourcer, og der tales desuden for aftaler mellem stater frem for private aftaler - hvilket er af stor betydning i aftaler som den med Marokko, som vi forsøger at få på plads - samt Den Europæiske Unions bidrag til etablering af moderne kontrolsystemer, hvilket bidrager til Den Europæiske Unions holdning om bæredygtighed i alle jordens have forenet med dens interne holdning i forbindelse med Fællesskabets egne farvande. På den anden side er der en vigtig direkte forbindelse mellem det finansielle bidrag og de aftalte mål og samarbejdsaktioner. Hvad angår aftalen med Mauritius, drejer det sig om 50% over for 30% i den tidligere aftale. Som så ofte før savnes der mere dokumentation til kontrol af tal og data mellem protokoller, selv om Europa-Kommissionen i dette tilfælde skal takkes for vedlæggelsen af forhandlingsprotokollen i Guineas tilfælde, hvilket gør det muligt at få flere oplysninger og i den sidste ende opnå større gennemsigtighed, som er velkommen, og som Europa-Parlamentet takker for. Fiskeriudvalget i Europa-Parlamentet har som sædvanlig stemt for disse aftaler, fordi det mener, at de begge to er yderst fordelagtige for parterne, det vil sige Den Europæiske Union og tredjelande. Den Liberale Gruppe har nu forelagt et ændringsforslag for Parlamentet med samme indhold som hver af betænkningerne med henblik på, at den fælles fiskeripolitik - efter ordførerens mening - skal holde op med at være fælles, og at den vigtige søjle for udenrigspolitik skal adskilles fra den, således at den aftale, der er indgået af Europa-Kommissionen på vegne af de femten stater i Den Europæiske Union, kun betales af de direkte begunstigede. Ordføreren er imod dette ændringsforslag, for hvis det kun var dem, der begunstiges direkte af fællesskabspolitikker, der skulle betale for dem, ville vi simpelthen opløse det indre marked og nedbryde selve Den Europæiske Union. Vi går derfor ind for begge fiskeriaftaler, som vi håber kan fortsætte i fremtiden, og vi er ivrige, hr. kommissær, efter snart at kunne diskutere den meget vigtige fiskeriaftale med Marokko i Fiskeriudvalget og kunne sige det samme, som vi siger nu. De skal ikke opgive Deres forsæt - efter den samtale, vi har haft i eftermiddag, er jeg sikker på, at De arbejder hårdt - og jeg opfordrer Dem til også at fremme den vigtige forhandling.
Hr. formand, hr. kommissær, i princippet støtter jeg de nye protokoller til fiskeriaftalerne med Mauritius og Guinea. Kommissionen og ordføreren har gjort et godt arbejde. Men fiskeriaftalernes konsekvenser for EU-budgettet er bare ikke peanuts. For at vi kan drage de rigtige konklusioner, skal Parlamentet nu omsider inddrages i rette tid, for der er tegn på uro. Det vil jeg gerne forklare nærmere. Det drejer sig her om blandede aftaler. Det drejer sig ikke blot om, hvor mange fisk man får for hvor mange penge, men i vid udstrækning drejer det sig i henhold til forsigtighedsprincippet om at opnå en bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcerne. Vi vil hjælpe Mauritius og Guinea med at udvikle en styring af fiskerisektoren samt støtte både uddannelses- og forskningsområdet finansielt. Således skal der f.eks. i forbindelse med Mauritius anvendes knap 50% af det finansielle totalbeløb til disse foranstaltninger. Jeg betragter det selv som en god sag at fremme udviklingsforanstaltninger i forbindelse med fiskeri. Fiskeriområdet egner sig netop til sådan en kombination. Alligevel bliver vi i Fiskeriudvalget i stigende omfang konfronteret med, om prisen, som Den Europæiske Union betaler for fiskerirettigheder til tredjelande, ikke er for høj. Der er risiko for, at Den Europæiske Union en dag vil blive grinet af og udnyttet internationalt på grund af sin gavmildhed. Desuden kan man spørge, i hvor stort et omfang tredjelande i virkeligheden er henvist til EU-midler i dag. Bilaterale aftaler træder hyppigere i kraft, fordi redere eller andre tilbyder flere penge end EU. Hvis sidstnævnte skulle være en daglig foreteelse og reguleres af markedet, burde det overvejes, om EU ikke gradvis skulle trække sig ud af de hidtidige aftaler og måske bruge pengene til fremme af udvikling på anden vis. Det skulle naturligvis være foreneligt med den fælles europæiske fiskeripolitik. Jeg hilser de foreliggende aftaler velkomne. Vi må blot ikke være blinde og frem for alt ikke udstede nogen blankocheck!
Hr. formand, Den Socialdemokratiske Gruppe støtter Rådets forslag til forordning om Det Europæiske Fællesskabs fiskeriaftaler med Mauritius og Republikken Guinea. Begge aftaler er en del af Det Europæiske Fællesskabs generelle politik baseret på vores tilstedeværelse i resten af verden. Fiskerisektoren er en del af fællesskabsøkonomien, og for at fællesskabsflåden kan fiske, kan udføre sine aktiviteter, er det nødvendigt, at Fællesskabet indgår aftaler med tredjelande og med internationale organisationer, så vores fiskere har mulighed for at fiske. Begge aftaler fornyes regelmæssigt. I Guineas tilfælde har vi haft en aftale siden 1983 og i Mauritius' siden 1989. Der er ingen tvivl om, at disse aftaler er til fordel for Den Europæiske Union, som det fremgår af den undersøgelse, som Kommissionen selv tog sig af om omkostningseffektiviteten. Der er heller ingen tvivl om de fordelagtige følger for de andre kontraherende parter, i dette tilfælde Mauritius og Republikken Guinea. Begge lande opnår værdifulde ressourcer til deres udvikling til gengæld for de fiskerimuligheder, som de overdrager til vores flåde. Det er aftaler, som er til fordel for begge parter, og som med tiden er blevet modificeret, således at de er blevet tilpasset kravene om bæredygtig udnyttelse af ressourcerne og om aktioner til støtte for tredjelandets myndigheders indsats for at udvikle dets egen fiskerisektor. De protokoller, der regelmæssigt fornyer aftalerne, er blevet tilpasset virkeligheden, de reelle fangstmængder og ressourcernes tilstand i de farvande. Til trods for at fangstmængden nedsættes i aftalen med Guinea, bibeholdes den økonomiske kompensation til det afrikanske land, eftersom der sker en forhøjelse af de afgifter og licenser, som EF-rederne skal betale. Derfor er kontrasten i forhold til andre aftaler - jeg vil f.eks. fremhæve aftalen med Grønland, hvorved rederne ikke bidrager til omkostningerne derved - endnu mere åbenbar. I Mauritius' tilfælde formindskes den godkendte fangstmængde også, og antallet af godkendte fiskerfartøjer specificeres. Europa-Parlamentets godkendelse af disse to fiskeriaftaler er et politisk signal om vores støtte til indgåelse og fornyelse af andre aftaler, der er meget vigtigere for vores sektor på grund af antallet af fartøjer og fiskere, som er afhængige af dem. Her tænker jeg særligt på aftalen med Marokko. 700 fartøjer er mange fartøjer at lægge op, og 8.000 fiskere, der ikke fisker, er mange fiskere uden aktivitet igennem 10 måneder, og alligevel kan der ikke stilles store forhåbninger på grundlag af de kontakter, som Kommissionen og den marokkanske regering har haft indtil videre. Hvis bare alle påtager sig deres ansvar og opfylder deres forpligtelser. Det har denne institution gjort, ved at dens Fiskeriudvalg i dag på et ekstraordinært møde har godkendt de mængder, som Europa-Kommissionen har foreslået i kapitel B7-800 om fiskeriaftaler med tredjelande. Nu er det op til Europa-Kommissionen med vægtige argumenter at forhandle en fornuftig aftale på plads med Marokko. Det venter vi stadig på.
Hr. formand, først en tak til Fiskeriudvalgets formand, hr. Varela, for et særdeles godt stykke arbejde med disse betænkninger. I princippet støtter vi i Den Liberale Gruppe, at EU har fiskeriaftaler med tredjelande, men jeg vil også gerne præcisere, at vi i Den Liberale Gruppe ønsker - og det er derfor vi har stillet nogle ændringsforslag - at fiskerne eller rederne i større omfang skal bidrage til finansieringen af fiskeriaftalerne. Det er jo egentlig naturligt, at de er med til at finansiere de aftaler, som de selv har den allerstørste gavn af. Fiskeriaftalerne har overordentlig stor betydning for visse regioner, hvor der ud over beskæftigelsen i selve fiskerisektoren er en række følgeerhverv, som helt eller delvist er afhængige af fiskeriet. Gennem fiskeriaftalerne kan EU videreføre fiskeriaktiviteter og udveksle fiskerettigheder med tredjelande. EU-flådernes effekt på fiskeressourcerne - strukturpolitisk og hvad angår den finansielle situation - bør analyseres meget mere, end tilfældet er. Jeg vil gerne slutte med at bede Kommissionen om at give Fiskeriudvalget en redegørelse for de positive og de negative konsekvenser, som EU's fiskeriaftaler har for tredjelandene.
Hr. formand, i oktober sidste år talte jeg her i mødesalen imod fiskeriaftalerne mellem EU og Angola. Det var der en meget enkel grund til. Alle erfaringer viser, at aftaler mellem EU og udviklingslandene har været bevaringsmæssige katastrofer. De har også i høj grad skadet de indfødte befolkninger. Denne gang er det forslag om aftaler med Guinea og Mauritius, der vil have en lignende effekt. På en måde erkender man dette i de aktuelle forslag. Der kræves strengere kontrol. Der skal indsættes inspektionsfartøjer, og der vil blive lagt mere vægt på de lokale fiskeres behov. Men det er ikke nok. Der er ingen garanti for, at disse aftaler bliver ordentligt kontrolleret. Overvågningen af fiskeriindsatsen i de europæiske farvande er sørgeligt utilstrækkelig, og det er derfor svært at tro på, at tingene bliver anderledes under fjerne himmelstrøg. Endvidere lider britiske fiskere fra det sydvestlige England til det nordlige Skotland stadig meget under den fælles fiskeripolitik. Fiskerne genudsætter tusindvis af ton salgbar fisk og går derved konkurs. Trods denne økonomiske og bevaringsmæssige katastrofe foreslår EU, at der bruges mere end 7 millioner euro på at give græske, spanske og italienske fiskere adgang til disse farvande. Det er under alle omstændigheder urimeligt. Jeg vil ikke blot stemme imod disse forslag, jeg vil også opfordre min regering til at kæmpe imod dem.
Hr. formand, jeg hilser Kommissionens forslag om disse to fiskeriaftaler velkomment og ikke mindst aftalen med Guinea. Jeg vil gerne først fremhæve og udtrykke min støtte til de fornyelser, der er indført i denne aftale i og med, at 50% af EU's støtte skal anvendes til målrettede aktioner til fordel for en bæredygtig udvikling af fiskerisektoren. Ud over det nye i denne aftale vil jeg også gerne fremhæve den fornyelse, der ligger i en ekstra finansiel modydelse på 370.000 euro, såfremt Republikken Guinea gennemfører en række tiltag, der skal give en samlet reduktion af den globale fiskeriindsats. Der er tale om et land med en potentiel årlig produktion på 250.000 tons fisk, hvor dets ikke-industrialiserede fiskeri kun har kapacitet til at fiske de 50.000. Det er derfor helt indlysende en aftale til gensidig fordel, men uden nogen konfliktrisici, og som desuden åbner for exceptionelle finansieringsmuligheder til gavn for udviklingen af Guineas fiskerisektor. Her kan man se, hvorledes fiskeriaftalerne ud over den interesse, som de har for EU, kan bruges som udviklingsinstrumenter for disse lande. Som portugiser kan jeg derfor i denne sammenhæng kun beklage, at Kommissionen og Rådet er så langt bagud i forhandlingerne med Marokko. Jeg beklager ligeledes de forhindringer, der skabes for de andre medlemsstaters adgang til fiskeriet ved Grønland, hvor aftalen har været alt for lidt udnyttet, men hvor den snart skal fornys. Det er imidlertid vigtigt, at de krav om overvågning og kontrol samt de programmer, der sigter mod en nedsat fiskeriindsats, også stilles til andre lande, der fisker i disse udviklingslandes farvand, og ikke kun til staterne i EU. Jeg vil derfor bede EU om i disse forhandlinger at gøre en ekstra anstrengelse for, at disse bestemmelser kommer til at gælde for alle og ikke kun for os.
Hr. formand, det er desværre sket alt for tit, at saneringen af den europæiske fiskerflåde resulterer i en flytning af disse skibe til den afrikanske kyst. Der kunne disse skibe anvendes ubegrænset og udover fiskebestanden også bringe befolkningens indtægter og fødevareforsyningen i fare i den pågældende region. Ved disse fiskeriaftaler skal opmærksomheden derfor ikke kun rettes mod de europæiske fiskeres interesser, men også mod den lokale befolknings. Aftalen med Mauretanien vedrører tunfiskeriet, men for Guinea er situationen meget mere kompleks. Der fisker europæiske skibe også efter fiskearter, som de lokale fiskere også fisker efter. Det er godt, at begge aftaler indebærer, at 50% af det finansielle bidrag er bestemt til udvikling af den lokale fiskerisektor. Kontrol med anvendelsen af disse penge er imidlertid et krav for forlængelse af protokollen i fremtiden. Privatretlige aftaler mellem europæiske redere og regeringen i Guinea mangler ofte denne hjælp til den lokale fiskerisektor og fremmer ved manglende kontrol overfiskeri. Det er meget bekymrende, at små franske trawlere indgår kontrakter uden om fiskeriaftalen. Disse trawlere fisker i kystzonen, hvor de er en direkte trussel mod de lokale fiskere. Alle skibe fra medlemsstaterne skal respektere en eksklusiv økonomisk tolvmilegrænse. Jeg mener desuden, at det er en selvfølge, at rederne bidrager mere til udgifterne ved fiskeriaftalerne, og at det ikke er skatteyderne, som subsidierer denne udnyttelse af fiskebankerne.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne lykønske Kommissionen og også ordføreren med den indgåede aftale. Aftalen tager i højere grad hensyn til udviklingslandene, i dette tilfælde Guinea og Mauretanien, end det tidligere var tilfældet. Det er et positivt punkt, og det betyder faktisk, at disse aftaler skal omfattes af den fælles beslutningstagning med Parlamentet, men måske sker det efter regeringskonferencen næste år. Jeg har kritik til et par andre punkter. Det er en god aftale. Det er klart, at denne aftale er meget vigtig for de sydlige lande, for de sydlige fiskeriaftaler betyder bl.a. i Spanien og Portugal 13.000 direkte arbejdspladser. Omsætningen er heller ikke lille, den er på ca. 485 millioner euro, og sammenlignet med det er en aftale med Grønland f.eks. ingenting. Det betyder, at de hertil bestemte beløb især kan anvendes i de lande. Det er jeg i princippet enig i. Historisk set havde disse lande deres aftaler, men det ville være godt, hvis erhvervslivet selv ydede et større bidrag til denne type aftaler. Det tilføjer jeg, fordi der skal være en balance mellem udviklingslande og fiskerilande, men samtidig skal der endvidere være en balance i anvendelsen af midlerne i de forskellige fiskerizoner. I den forbindelse gør jeg opmærksom på, at en række nordlige lande, bl.a. mit eget land, har store problemer med, at der skæres ned på deres flerårige udviklingsprogram. Kollegaen fra Storbritannien har allerede angivet, hvilke problemer fiskerne har der. Det betyder simpelthen, at det i forbindelse med fiskeripolitikken også ved denne aftale skal undersøges, hvor interesserne ligger, og hvordan pengene skal anvendes. Det er helt klart, at regionale elementer spiller en større rolle. Jeg mener, at det er meget vigtigt for spanske, for sydeuropæiske fiskere, at denne aftale indgås. Det er det første punkt, men det er endvidere meget vigtigt, at der i en regional politik også er plads til omstrukturering af fiskeriet i de nordlige kystområder, til gode aftaler med nordlige lande og til en god specifik regional udarbejdelse.
Hr. formand, jeg mener, at Kommissionen finder det bekvemt at overhøre Rådets og Parlamentets henstillinger - førstnævnte blev allerede udtrykt tydeligt på Ministerrådet i 1997 - og forhale arbejdet vedrørende retningslinjerne for forhandling af fiskeriaftaler. Protokollen med Guinea er et godt eksempel. Vi havde regnet med, at den del, rederne skulle betale, ville stige, men jeg mener, at det er uacceptabelt, at Kommissionen i Rådets arbejdsgrupper tillader sig at betegne stigningen som lille, når den udgør et større og større offer for flåden, og når rederne som sagt i aftalerne nordpå ikke betaler så meget som en øre. Desuden har Kommissionen tilladt sig den luksus at kaste princippet om relativ stabilitet over bord, idet den nok så nydeligt har frataget en fællesskabsflåde fiskerettigheder, som er opnået i henhold til nævnte princip. Enten er princippet om relativ stabilitet helligt, eller også er det det ikke, men det kan ikke være urørligt i fællesskabsfarvande og lige det modsatte i fiskeriaftaler sydpå. Kommissionen siger, at den har frataget Spanien mulighederne for blækspruttefiskeri, fordi det overhovedet ikke udnyttede dem under den foregående protokol, og den overdrager dem til lande, som aldrig havde fisket der. Det er udmærket, jeg har altid gået ind for den fulde udnyttelse af tildelte fiskerimuligheder, men i alle farvande, ikke kun i aftalerne sydpå. I aftalerne nordpå er de som sagt fuldstændigt uudnyttede, og der er ingen måde, hvorpå meget interesserede flåder kan fiske. Hvorfor disse forskelle? Det vil jeg gerne have en forklaring på én gang for alle. Hvad får på den anden side Kommissionen til at antage, at fordi fiskerimulighederne ikke blev udtømt under den foregående protokol, vil de heller ikke blive det under denne, når flåden til fiskeri af blæksprutter, som fiskede i Marokko, har været lagt op i ni måneder uden udsigt til løsning? Hr. formand, alt dette er et bevis på det mentale og materielle kaos hos Fællesskabets fiskerimyndigheder, som der kun kan komme orden på, når de retningslinjer, jeg talte om til at begynde med, fastlægges tydeligt og i enighed.
Først vil jeg gerne hilse betænkningen velkommen og lykønske ordføreren med forelæggelsen af betænkningen. Fiskeriaftalerne vil utvivlsomt blive gjort til genstand for langt mere kontrol for at vurdere resultaterne og betydningen, ikke blot for befolkningen i Den Europæiske Union men også for de lande, med hvem de oprindeligt blev indgået. Ordføreren nævnte med rette aftalen med Marokko flere gange. Denne aftale giver anledning til enorm bekymring hos de folk, der påvirkes mest direkte, og hos dem, der i et vist omfang kan nyde godt af den, og den har bestemt givet anledning til meget uro i Fiskeriudvalget. Jeg vil gerne spørge kommissæren direkte og utvetydigt, om Kommissionen, Parlamentet og Den Europæiske Union holdes som gidsler af Marokko på grund af dens manglende vilje til at indgå en aftale. Han kan måske give et svar, når han senere kommenterer forhandlingen. Vi kan ikke se gennem fingre med bekymringerne over fiskeriaftalerne. De er dyre, og der er mange penge involveret. Der skal i højere grad tages hensyn til pengene fremover, og vi kan ikke foregive andet. Ja, aftalerne har tidligere været acceptable, men vi har brug for en ny fremgangsmåde og nye visioner fremover. På langt sigt er Kommissionen nødt til at samarbejde med Parlamentet, fordi Parlamentet er fast besluttet på at finde ud af, hvordan man bedst når til enighed. Når jeg ser på den aktuelle situation, er jeg nødt til at sige, hr. kommissær, at den ikke kan fortsætte. Jo, jeg kan godt støtte forslaget, og jeg vil støtte forslaget, men jeg vil understrege, at princippet ikke kan fortsætte i al evighed, og at støtten ikke længere kan tages for givet, sådan som det tidligere har været tilfældet.
Hr. formand, kære medlemmer, mine damer og herrer, først vil jeg rette en stor tak til ordføreren, hr. Varela Suanzes-Carpegna, for de to betænkninger, som han har fremsat i dag, og som i dag er sat til debat vedrørende den nye protokol om en fiskeriaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Mauritius og Republikken Guinea. Hvad angår den første aftale med Mauritius, glæder det mig at høre, at De støtter de nye tekniske elementer samt de øvrige ændringer til denne protokol, f.eks. omkostningsfordelingen, den bedre finansiering af videnskabelige programmer, overvågning og kontrol samt efterfølgende finansiering. Aftalen med Mauritius er en typisk tunfiskeaftale med et lille potentiale af fangstmuligheder for linefiskere og udgør en vigtig del af EF's netværk fra tunfiskeaftalen i Det Indiske Ocean. Denne nye protokol er den fjerde, siden rammeaftalen trådte i kraft i 1990. Forlængelsen af protokollen med tre år åbner op for fiskerimuligheder for 83 tunfiskere, og med denne protokol bliver Rådets (fiskeri) retningslinjer fra oktober 1997 for første gang inddraget i aftalen, navnlig en stigning i foranstaltningerne til udvikling af fiskerisektoren og en ny opdeling af omkostningerne mellem Fællesskabet og rederne. De vigtigste kriterier i protokollen er, at referencetonnagen er reduceret fra 7.500 ton til 5.500 ton på grund af de lave fangstmængder i den sidste protokols treårige løbetid, hvilket også vil resultere i en tilsvarende reduktion af ekstrabetalingerne - nemlig med 29%. Jeg kan også meddele, at 50%, altså halvdelen af ekstrabetalingerne, er bestemt til målrettede foranstaltninger til udvikling af den lokale fiskerisektor. Foranstaltninger inden for videnskab og teknik, inklusive overvågning og kontrol, vil blive finansieret. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at betingelserne for en overvågning af sådanne foranstaltninger forbedres ved, at de mauritiske myndigheder hvert år skal fremlægge en udførlig rapport, og Kommissionen har mulighed for at kontrollere betalingerne med hensyn til den konkrete gennemførelse af de forskellige foranstaltninger. Licensgebyrerne for rederne steg betydeligt, fra 20 euro til 25 euro pr. ton. Samlet set kommer det til en omfattende ny opdeling af omkostningerne mellem Fællesskabet og rederne inden for rammerne af denne protokol, fordi rederne fra nu af skal bære 23,5% af de samlede omkostninger i forhold til de tidligere kun 7%. Det er i overensstemmelse med Rådets beslutning af 1997 for aftaler med tredjelande, ifølge hvilke omkostningsfordelingen skal udformes mere ligeligt. Desuden er der ligeledes tekniske forbedringer med hensyn til fangstmeldinger, afregning af forfaldne gebyrer og procedurer for ombordtagning. Også i aftalen med Guinea, sådan har jeg forstået det, bifalder De de tekniske elementer, som vi har indført, især at man i højere grad tager højde for udviklingen af havressourcer med en særlig præmie. Også med Republikken Guinea har vi siden 1983 haft en rammeaftale. Denne aftale er også vigtig for Den Europæiske Union, fordi den indeholder fangstmuligheder for trawlere og tunfiskere. Desuden indeholder den en delvis omstillingsmulighed for fiskeri i hvileperioder som et led i aftalerne med forskellige nabostater, især med Senegal, Mauretanien og Marokko, og den indeholder også til en vis grad et alternativ til de marokkanske farvande. Det glæder mig at kunne meddele, at protokollen med Republikken Guinea indeholder vigtige fornyelser, der især går på at fremme forsigtighedsprincippet og den bæredygtige udnyttelse af ressourcerne. Her vil jeg gerne bevidst nævne, at der bliver indført en præmie for at støtte myndighederne i Guinea i at forbedre forholdene for fiskebestanden i Guineas eksklusive økonomiske zone. Præmien udbetales kun, hvis Guinea dokumenterer, at de samlede fiskeriudgifter reduceres, og de aftalte foranstaltninger er anvendt til skærpet overvågning og kontrol. Det er målet, at vi skal støtte Guinea i at fremme bilaterale fiskeriaftaler med andre stater og reducere de private aftaler, der ofte undergraver en bæredygtig styring af fiskerisektoren. Endvidere blev den finansielle modydelse for målrettede foranstaltninger som videnskabeligt og teknisk forskningsarbejde, overvågning og inspektion af fiskeriaktiviteter eller støtte til håndværksmæssig fiskeriuddannelse og videreuddannelse samt støtte til deltagelse i arbejdet i internationale organisationer hævet til 46% af den samlede støtte. Endelig skal der i henhold til protokollen indledes et tæt samarbejde mellem de to parter i forbindelse med administration af foranstaltningerne. Overvågning lettes af en detaljeret årsberetning og Fællesskabets mulighed for at kontrollere betalingerne med hensyn til den faktiske gennemførelse af foranstaltningerne. Hvad angår Deres ændringsforslag, vil jeg gerne slå fast, at Kommissionen principielt kan acceptere de to første ændringsforslag. Ændringsforslag 3 må Kommissionen afvise, fordi det modsiger den almindelige teori om protokoller vedrørende fiskeriaftaler og berører Kommissionens forhandlingskompetence. Da protokollen er et bilag til rammeaftalen, er det ikke nødvendigt med et nyt forhandlingsmandat til den regelmæssige fornyelse. Det giver dog sig selv, at Kommissionen som forhandlingsleder sørger for, at de forhandlingsretningslinjer, der er nedfældet af Rådet, respekteres. Også det fjerde ændringsforslag må Kommissionen afvise, fordi det er i modstrid med ånden i Rådets beslutning fra 1997, hvor der blev krævet en omkostningfordeling mellem skibsredere og Fællesskabet. Mange tak for Deres opmærksomhed!
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. Dagsordenen er færdig - og det tror jeg også, vi er. Mine damer og herrer, jeg ønsker Dem en god nat. (Mødet hævet kl. 23.25)
Hr. formand for Knesset, hr. formand for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, det er med uendelig stor glæde, bevægelse og, frem for alt, med et stort håb for freden, at jeg ønsker Dem velkomne i Europa-Parlamentet på vegne af alle mine kolleger. Jeg takker Dem for Deres mod og for den åbenhed, hvormed De begge har taget imod den indbydelse, jeg fremsatte over for Dem under mit officielle besøg i Mellemøsten i februar. Deres fælles tilstedeværelse her er uden fortilfælde i vores institutions historie. Den er kun mulig, fordi De er to fredens mænd, og det er i denne egenskab, Parlamentet i dag tager imod Dem. Jeg har ikke glemt, at Deres besøg ligeledes skyldes den overbevisende aktion som sendebud, som vores kollega, Luisa Morgantini, formanden for Delegationen med Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, har udført, og jeg takker hende ganske særligt herfor. (Bifald) Det er i høj grad betegnende, at De i Deres egenskab af formænd for de to forsamlinger, som til sin tid skal ratificere de aftaler, der er under forberedelse, og som De deltager i forhandlingerne om, har valgt at komme sammen her for at tale til Europa-Parlamentet. Vi værdsætter Deres fremgangsmåde efter fortjeneste, nemlig ud fra Deres fælles beslutsomhed med hensyn til at opnå fred, med hensyn til at se Europa inddraget mere i fredsprocessen, og jeg hilser det i denne forbindelse velkomment, at ambassadør Moratinos er til stede her, og med hensyn til at styrke den parlamentariske dimension af Deres samarbejde med Den Europæiske Union. Ingen af os er uvidende om, hvor kompleks en størrelse Mellemøsten er: På dens jord findes de steder, som i en stor del af menneskehedens øjne er de allerhelligste, og som af samme grund er de mest omstridte. Europæerne er dem, der har de bedste forudsætninger for at vide, at det er vanskeligere at opnå fred end at føre krig. Vi har, især i det 20. århundrede, skullet igennem grusomme krige, der har sat verden i brand og resulteret i sørgelige ligtog for millioner af døde, før vores folk omsider forstod, at krig er et vanvid, som er ødelæggende for alle. Europa-Parlamentet modtager Dem således ikke i rollen som den, der vil belære. Det tager imod Dem som en ven af de to folk, som De repræsenterer, og som begge to nu langt om længe har krav på fred, sikkerhed og udvikling. Når den samme proces går i gang i Mellemøsten, som har ført Europa ikke bare fra væbnet konflikt til fred, men fra fred til samarbejde mellem nabolande, gid vi da kan forestille os, at der kan opstå en fælles parlamentarisk forsamling for folkene i Deres region med samme funktion som dette Parlament! Hvilken vidunderlig drøm, som jeg er sikker på en dag vil blive virkelighed, takket være Deres fælles vilje. Hr. formand for Knesset, hr. formand for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, den debat, De netop har hørt, har været et vidnesbyrd om den interesse, som Den Europæiske Union, og i særdeleshed dets Parlament, viser udviklingen i de igangværende forhandlinger. De kan være helt sikre på, at vi vil lytte til Dem med den allerstørste interesse. Jeg vil udtrykke det ønske, at De, uden at lægge skjul på de enorme vanskeligheder, som vi kender omfanget af i denne afgørende fase af forhandlingerne, kan forsikre Parlamentet om, at fredens døre fortsat er åbne, og at Deres to folk vil gå ind gennem dem sammen. Jeg vil nu, uden yderligere udsættelser, give ordet til Dem, hr. Abu Ala, og derefter til hr. Burg.
Fru Nicole Fontaine, formand for Europa-Parlamentet, mine damer og herrer parlamentsmedlemmer, mine damer og herrer, tillad mig som det første at give udtryk for min store tilfredshed med den dialog, vi i formiddag havde om fredsprocessen, og med den store europæiske interesse for denne proces' heldige udfald og for tilvejebringelse af et klima, der er gunstigt for indgåelsen af denne fred. Tillad mig også at give udtryk for min store tilfredshed over her i salen at se et stort antal fremtrædende personligheder blandt de europæiske ledere, som har arbejdet og fortsat arbejder seriøst for at finde frem til en løsning på problemet i Mellemøsten. Det er en stor ære for mig, som formand for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, at imødekomme Deres indbydelse til dette vigtige møde med de valgte repræsentanter for Den Europæiske Unions folk. Jeg har den glæde i dag at tale til Dem, mens jeg ved sin side har hr. Avram Burg, formand for Knesset, det israelske nationale parlament, så vi ærligt, klart og åbent over for Dem kan gøre rede for vores håb, vores drømme og vores smerte, vores lidelser og de vanskeligheder, vi står over for i denne kritiske periode, som fredsprocessen i Mellemøsten er inde i. Vi havde håbet og håber stadig, at vi kan gennemleve de første år af det 21. århundrede efter at have forberedt vores region på en ny æra, en æra uden kampe, uden morderiske krige, uden vold og uden terrorisme, og med Deres medvirken, som det er vigtigt for os at bevare og videreudvikle, at skabe et sted, der er gunstigt for fred og sameksistens mellem folkene i en region, som længe har lidt de frygteligste kvaler i form af blodige kampe og våbnenes dødbringende tale. I så henseende kan Deres store erfaring blive meget nyttig. Fru formand, tillad mig med stor agtelse at minde Dem om Deres vigtige besøg i Palæstina og i vores Lovgivningsråd. Tillad mig at minde Dem om på den ene side Deres prisværdige anstrengelser for at støtte os og støtte den demokratiske opbygning som vores lands Lovgivningsråd udfører, og på den anden side Deres støtte til fredsprocessen og Deres indbydelse til hr. Burg og mig om at indlede en dialog med Dem. Det er mig en glæde at kunne oplyse Dem om, at jeg har arbejdet sammen med hr. Burg og gjort mig beskedne, men vedholdende bestræbelser for at konsolidere fundamentet i det parlamentariske samarbejde mellem vores to instanser og gøre mig alle mulige anstrengelser for at konsolidere fredsprocessen og krone den med held. Jeg er helt overbevist om, at vanskelighederne, uanset hvor store de er, hverken må få bugt med vores folks drømme og ambitioner eller ødelægge deres håb om at leve i sikkerhed og i fred. Vi lover Dem at fortsætte vores anstrengelser i kraft af den folkelige basis, vi repræsenterer, og i kraft af Deres støtte. Palæstina har gennem de hinanden følgende historiske perioder oplevet storslåede former for menneskelig sameksistens og religiøs tolerance mellem forskellige folkefællesskaber og religioner. Det har ligeledes oplevet mødet og den broderlige sameksistens mellem de tre monoteistiske religioner i form af religionsfrihed, respekt for andres tro og praktisering af gudstjenester. Palæstina er følgelig de profeters land, som har opfordret til fred. Landet har lagt horisont til udviklingen af de guddommelige budskaber til hele menneskeheden: islam, kristendom og jødedom. Det hellige land og dets nærmeste omgivelser, som er velsignet af Gud, burde være stort nok til at rumme alle de monoteistiske religioner og være kærlighedens og fredens land. Men trods denne velsignelse fra Gud har landet kendt til utallige konflikter igennem historien. Det 20. århundrede, som har oplevet den katastrofe, som slog ned på det jødiske folk i Europa, har ligeledes været vidne til den katastrofe, som ramte det palæstinensiske folk i dets eget land, da alle begyndte at lede på palæstinensisk jord efter en løsning på det jødiske problem i Europa. I 1947 foreslog De Forenede Nationer en plan, som skulle dele Palæstina i to stater: den jødiske stat i den største del af Palæstina, og en arabisk stat i en mindre del. Den jødiske stat blev udråbt den 15. maj 1948 og blev straks anerkendt af de vestlige lande, anført af de europæiske lande og USA, som ydede denne stat den nødvendige støtte, hvorimod det palæstinensiske folk blev ved med at opleve alle former for lidelser, emigration, tvangsforflytning, berøvet sit land, sin identitet og sin stat. Denne situation har i vidt omfang brolagt vejen mod vold og krige. Fru formand, mine damer og herrer, konflikterne og krigene i vores region har spredt ødelæggelse, elendighed og store menneskelige og materielle tab. Hele vejen gennem anden halvdel af det 20. århundrede har regionen været igennem mange krige og utallige konfrontationer, som har sået død og ødelæggelse overalt og reduceret regionens økonomier til krigsøkonomier, hvilket har spændt ben for udviklingsoperationer i mange lande og medført videnskabelig og kulturel tilbageståenhed i andre. Vores palæstinensiske folk har været det hårdest ramte i regionen. Det har betalt den højeste pris, både politisk, økonomisk og socialt. Som følge af de store vanskeligheder i forbindelse med Israels isolation i forhold til sine naboer, som følge af den permanente alarmtilstand, der fulgte med krigstilstanden i regionen, og som følge af det palæstinensiske folks svære lidelse, hvad enten det forblev i landet eller søgte tilflugt i udlandet eller i lejrene, var det nødvendigt at tage initiativ til at finde en anden udvej end krigen og de morderiske konflikter. Freden er således blevet den eneste udvej, der imødekommer forhåbningerne hos regionens folk om stabilitet og udvikling, så de kan leve i sikkerhed og fred. Men for at en sådan fred kan blive permanent og altomfattende, er den nødt til at være retfærdig. Fredsprocessen gik i gang i Madrid i 1991. Vi har deltaget i denne proces ud fra vores oprigtige vilje til at nå frem til en retfærdig og omfattende fred i regionen generelt og mellem palæstinensere og israelere i særdeleshed. Denne proces tager udgangspunkt i FN's Sikkerhedsråds resolutioner 242 og 338, som fastslår, at det er utilstedeligt at tilvende sig andres territorium med magt. Den tager ligeledes udgangspunkt i bestræbelsen på at finde en retfærdig løsning på flygtningeproblemet og i princippet om land for fred. Ved at acceptere disse resolutioner har vi accepteret kun at få 23% af det historiske Palæstinas territorium, og her er der tale om en stor indrømmelse, jeg gentager, om den store indrømmelse, som Israels politiske ledelse nægter at anerkende i forhandlingerne om den endegyldige status, idet den som påskud bruger den palæstinensiske parts umedgørlighed og mangel på smidighed. Vi er gået ind i fredsprocessen i overensstemmelse med disse principper og drevet af vores overbevisning om nødvendigheden af at afslutte et langt, blodigt kapitel, så vi kan få den retfærdige fred, som vi så bønligt anråber om efter en lang periode med uvenskab og smertelige og ødelæggende konflikter. Vores højeste ønske var på det tidspunkt at puste liv i de forhåbninger, der længe havde været fraværende eller skjulte, ved at gøde jorden og det politiske og økonomiske klima i regionen for indførelsen af økonomiske udviklings- og samarbejdsrelationer i regionen, som kunne muliggøre, at der blev tiltrukket investeringer og projekter til denne region, som var udmattet af konflikter og åreladet af de vanvittige omkostninger ved krigene. Forhandlingerne i Washington og, parallelt hermed, de forhandlinger, der fandt sted i Oslo, førte til en aftale om en principerklæring, Oslo-aftalerne. PLO har udvekslet dokumenter om gensidig anerkendelse, hvilket efter min opfattelse er det vigtigste skridt fremad i den arabisk-israelske konflikts historie i almindelighed, og i den palæstinensisk-israelske konflikts i særdeleshed. Fru formand, mine damer og herrer, aftalen om principerklæringen for overgangsperioden og for forhandlingerne om den endegyldige status blev udarbejdet ud fra en bestemt filosofi og ud fra klare politiske principper, specielt Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338 og deres gennemførelse, land i bytte for fred og en kalender for forhandlingerne om en endegyldig status. Herudover enedes vi også om at fuldbyrde etaperne i en gradvis løsning, som begynder med tilbagetrækningen af de israelske styrker fra Vestbredden og Gazastriben, parallelt med en gradvis overdragelse af magt og civile og sikkerhedsmæssige beføjelser til Den Palæstinensiske Myndighed. I løbet af denne etape skulle der afholdes præsident- og parlamentsvalg på Vestbredden, i Gazastriben og i den arabiske del af Jerusalem, Al-Qods. Meningen var, at denne periode skulle afsluttes med overdragelsen af alle territorier på Vestbredden og i Gazastriben til Den Palæstinensiske Myndighed, med undtagelse af spørgsmål der indgik i forhandlingerne vedrørende den endegyldige status, nemlig Jerusalem (Al-Qods), bosættelserne, grænserne, flygtningene, relationerne med de øvrige aktører, og noget, som er kommet til siden hen : vand. Dette skulle foregå hånd i hånd med den gradvise oprettelse af en palæstinensisk enhed, udstyret med udøvende, lovgivende og dømmende instanser. Alt dette skulle virkeliggøres på mindre end fem år, inden den 4. maj 1999, og krones med dannelsen af en uafhængig palæstinensisk stat. Vi accepterede disse aftaler, og vi har overholdt iværksættelsen af dem, men vi er desværre løbet ind i alvorlige vanskeligheder: vedvarende forsøg på at bryde aftalerne og opgive, hvad der var opnået enighed om, og tilsidesættelse af den aftalte kalender, i særdeleshed den tredje tilbagetrækning, den der omfatter rømning af de besatte områder og frigivelse af alle fanger og indsatte, hvilket skulle ske inden udløbet af interimsperioden, den 4. maj 1999. Der er således mange spørgsmål vedrørende overgangen, som stadig ikke er sat i værk, trods den lange periode, der nu er gået, og det har øget det palæstinensiske folks lidelser og sat spørgsmålstegn ved hele fredsprocessen. Fru formand, mine damer og herrer, jeg tilhører en generation, som har oplevet fem frygtelige krige, som har krævet i titusindevis af uskyldige ofres død og bevirket, at millioner af mennesker er blevet fordrevet langt bort fra deres hjem og deres besiddelser. Samtidig var jeg en del af denne generation af den palæstinensiske, politiske ledelse, som var bevidst om værdien af den nationale kamp uden af den grund at miste evnen til at mønstre en stor portion mod, klogskab og objektivitet og dermed i stand til at stræbe efter en varig og omfattende løsning, som gav os mulighed for gøre en definitiv ende på de morderiske krige og den blodige kamp. Jeg har haft lejlighed til at lede forhandlingerne med den israelske regering i de sidste otte år, fra de første forhandlinger i Oslo til Stockholm-forhandlingerne, som gik forud for det nylige topmøde i Camp David, via afstikkere undervej til det andet hold Oslo-forhandlinger, de økonomiske forhandlinger i Paris og de forberedende forhandlinger forud for Wye River-aftalen. Jeg har tit givet udtryk for min stolthed over, hvad jeg har udført sammen med mine kolleger, de palæstinensiske fredsopbyggere, under ledelse af præsident Arafat, vores kloge og modige leder, som tror på fredens sag og på dens uafvendelige sejr, uanset hvor store vanskelighederne og hvor svagt håbets lys er. Vi gik for adskillige måneder siden i gang med forhandlingerne om udarbejdelse af den endegyldige status, selv om Israel endnu ikke havde levet op til sine forpligtelserne for interimsperioden. Alligevel vil jeg over for Dem give udtryk for min fortrydelse og bitterhed over, at den israelske regering ikke har levet op til sine forpligtelser for interimsperioden, og fordi det til dato ikke er lykkedes os at indgå en permanent aftale. Jeg føler også stor fortrydelse og smerte over, at topmødet i Camp David ikke førte til et positivt resultat, ikke mindst eftersom det fandt sted oven på otte måneders udmarvende forhandlinger i selve regionen, men også i Stockholm i Sverige og i Washington, og efter betydelige anstrengelser fra præsident Clinton og hans medarbejderes side. Jeg ser mig nødsaget til at fortælle Dem noget om forhandlingerne på topmødet i Camp David og de positioner, der styrede forløbet af dem. Vi var blevet enige med den israelske modpart om et antal almene principper, som er, som følger: for det første har disse forhandlinger som fundament Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338 og deres klausuler; for det andet ligger nøglen til en løsning i en aftale om flere grundlæggende spørgsmål: Jerusalem (Al-Qods), flygtningene, territorierne, grænserne og sikkerheden. For det tredje enedes vi om ikke at udsætte løsningen på ét grundlæggende spørgsmål; hvis aftalen ikke gælder samtlige spørgsmål, er der ingen løsning. For det fjerde, aftalen for hvert af de vigtige spørgsmål, både i rammeaftalen og i den permanente aftale, skal hvile på disse tre vigtige principper: for det første anerkendelse af princippet, for det andet, anerkendelse af mekanismerne, for det tredje en aftale om gennemførelsesperioden. Vi enedes ligeledes om nødvendigheden af at opnå internationale garantier for gennemførelsen og en international voldgiftsmekanisme i tilfælde af, der skulle opstå uenigheder. Positionerne: hvad var vores positioner? Skønt begge parter, palæstinensere og israelere, har gjort sig betydelige anstrengelser for at tilnærme deres positioner, både under forhandlingerne og på selve topmødet i Camp David, så beklager jeg at måtte sige til Dem, at grøften mellem os stadig eksisterer, og at der vil blive brug for meget store kraftanstrengelser for at overvinde den. Hvad angår spørgsmålet om Jerusalem, så lad mig kort fortælle Dem, at den palæstinensiske position bygger på den kendsgerning, at Jerusalem er en del af de palæstinensiske områder, der blev besat i 1967; man skal behandle Jerusalem, som man behandler de øvrige palæstinensiske territorier. Israel skal anerkende palæstinensisk overhøjhed over Jerusalem, og så er vi til gengæld parate til at drøfte samtlige israelske bekymringer omkring byen, hvad enten det drejer sig om Jerusalem som åben by eller frihed til at afholde gudstjenester eller fri bevægelighed i Jerusalem, eller enhver anden ting, der ligger israelerne på sinde. Men den israelske position bevæger sig fortsat omkring følgende punkt: Et forenet Jerusalem er hovedstaden i staten Israel, og dette uanset hvor mange forslag der har været fremsat. Jeg benytter denne lejlighed til at sige til Dem, her fra talerstolen i Europa-Parlamentet, at vi, hvis vi ikke når frem til en aftale om Jerusalem-spørgsmålet, erklærer jeg, at vi palæstinensere er enige i, at begge dele af Jerusalem, den østlige og den vestlige, udgør et forenet Jerusalem, et internationalt Jerusalem, således at denne by ikke længere skal være hovedstad i Israel og i Palæstina alene, men hele verdens hovedstad. Som De ved, har FN's Sikkerhedsråd brugt resolution 181 til at gøre denne hellige by til de tre monoteistiske religioners by, byen for dem, som tror på kun én gud, og besluttet, at Jerusalem skal være en international by, så den kan blive alle verdens folks by. Herudover må jeg sige, at når afstanden mellem parterne er så stor, som den er, så skyldes det Jerusalem. Når det gælder spørgsmålet om flygtningene, så er det vores opfattelse, og jeg tror, De er enige med os heri, at enhver person har ret til at vende tilbage til sit hjem og til sin ejendom. Fra dette punkt af mener vi, at enhver løsning forudsætter, at Israel først anerkender sit juridiske, moralske og politiske ansvar for, at flygtningeproblemet er opstået. Ellers vil enhver løsning være en halv eller ufuldstændig løsning. Den palæstinensiske position bygger i dette spørgsmål på de internationale resolutioner om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og deres ejendomme og på deres ret til erstatning i overensstemmelse med resolution 194 fra De Forenede Nationers Generalforsamling. Den bygger endvidere på, at der ved aftaler skal fastlægges mekanismer, som giver dem mulighed for at udøve deres ret til at vende tilbage. Den israelske position fjernede sig fra det grundlæggende problem, idet man afviste at tale om princippet om tilbagevenden, og i stedet fremsatte løsningsforslag, som opererede med humanitære operationer, som alene skulle tjene til at sammenføre visse familier, eller som talte om oprettelsen af en international erstatningsfond, som Israel ville deltage i på linje med andre stater. I betragtning af disse afvigende standpunkter eksisterer grøften stadig i dette spørgsmål, og det har ikke været muligt at overvinde den under topmødet i Camp David eller ved dettes afslutning. Når der er tale om spørgsmålet om territorier, om grænser og om sikkerhed, så er vores holdning den, der er bekræftet i resolutionerne om international legitimitet, som bygger på det utilstedelige i at besætte andres jord med magt. Disse resolutioner opfordrer samtidig til tilbagetrækning af de israelske besættelsesstyrker fra de palæstinensiske områder, som har været besat siden juni-krigen i 1967, og til overholdelse af grænsen af 4. juni, som var gældende før fjendtlighederne brød ud. Det er tilfældet med Ægypten, Jordan og Libanon. Spørgsmålet er netop nu aktuelt, hvad angår Syrien. Vi har også givet udtryk for vores villighed til at acceptere mindre ændringer, hvad angår grænserne, på betingelse af at de er af fælles interesse, og at de er gensidige, for så vidt angår værdi og areal, og samtidig insisterer vi på de internationale resolutioner, der stipulerer, at den israelske bosættelsesaktivitet på palæstinensisk område er ulovlig. Vi har ligeledes sagt, at vi ønsker at samarbejde med israelerne for at acceptere tilstedeværelsen af internationale styrker ved grænserne, for at sikre freden og sikkerheden, hvor den israelske position til gengæld holder fast i princippet om anneksion. Israel vil annektere tre store bosættelser på den nordlige del af Vestbredden foruden bosættelserne i Jerusalem og omegn, mod syd og i Jordandalen, foruden andre territorier, som skal være under israelsk kontrol på ubestemt tid, hvad der flår Vestbredden fra hinanden og i sidste ende lader den forblive under israelsk kontrol. Ligeledes af sikkerhedshensyn ønsker Israel at beholde sine styrker i Jordandalen, ved grænsen og ved grænseovergangene. Også dette har bidraget til at gøre afstanden større og grøften dybere mellem de to parter. Jeg henvender mig til min ven og kollega Avram Burg for at sige ham, at Israel blev oprettet på grundlag af en resolution fra Sikkerhedsrådet, og ikke på grundlag af en anvisning i Mosebøgerne. Hvis man ikke respekterer den internationale legitimitet, bliver følgen, at det internationale samfund kommer til at bøde for fraværet af en løsning på konflikten i Mellemøsten. Mine damer og herrer, det store flertal af alle lande, herunder Den Europæiske Union, har anerkendt de internationale resolutioner, som de palæstinensiske positioner bygger på. De vil utvivlsomt kunne konstatere, at de palæstinensiske ønsker for at nå til en retfærdig og varig løsning hverken er ekstremistiske eller uforsonlige, som man ellers har haft for vane at sige. Der er snarere tale om fleksible positioner. Det, vi kræver og forsvarer, er et minimum af de anerkendte palæstinensiske, nationale rettigheder, som de er formuleret og knæsat i de internationale resolutioner. Vi forlanger ikke at forcere dette spørgsmål, men vi håber også, at hæderlige mennesker i denne verden heller ikke vil give fortabt. Sådan ser tavlen ud under og efter Camp David. Grøften er der stadigvæk, afstanden er der stadigvæk, men vi lover Dem at fortsætte processen trods alle vanskeligheder. Uanset hvad, så er freden nu som før vores strategi, og virkeliggørelsen af den er det mål, vi arbejder for. Men vi ønsker en retfærdig fred, som vi kan stå inde for og opretholde, en varig fred for vores børn og børnebørn og de følgende generationer. I dette øjeblik, hvor vi befinder os på Europa-Parlamentets talerstol og inddrager Dem i vores problemer og i vores fremtidsperspektiver, kan vi ikke lade være at udtrykke vores store anerkendelse af Euro-Middelhavssamarbejdet, som begynder at slå igennem, takket være konsolideringen af relationerne på det økonomiske, sociale, politiske, kulturelle og parlamentariske område med det sigte at imødekomme interesserne hos folkene i regionen. Vi anser dette samarbejde, som nyder godt af Deres deltagelse, for at være en af fredens, stabilitetens og velstandens vigtigste piller. Vi har også den glæde at give udtryk for vores agtelse for den politiske og økonomiske støtte, Europa yder fredsprojektet i regionen i almindelighed og vores palæstinensiske folk i særdeleshed, og for vores værdsættelse af den tiltagende rolle, Europa spiller med at konsolidere freden i verden og hjælpe fredsprocessen i vores region og i verden fremad. Vi anråber bønligt Europa om at spille en mere fremtrædende rolle, en uafhængig og effektiv, neutral og objektiv rolle. Vi mindes med meget anerkendelse holdningen hos Den Europæiske Unions lande ved Berlin-erklæringen i marts 1999. Europa har altid spillet en vigtig rolle i denne verden. Dens rolle er velkommen i fredsprocessen i Mellemøsten. Det forende Europa, som har ladet sin kolonistiske arv bag sig, anmodes nu om at spille en rolle, der er på højde med traditionen i dets kultur og civilisation, og appellere til principper om frihed, frigørelse og menneskerettigheder i et frit og uafhængigt land. Fru formand, afslutningsvis henvender jeg mig, her fra Europa-Parlamentets talerstol, til hr. Avram Burg, og gennem ham til medlemmerne af Knesset og til det israelske folk og den israelske regering, for at sige, at anledningen til fred er noget sjældent, følgelig gælder det om ikke at gå glip af den, og at fredens pris ikke er høj. Lad os så betale den! Det drejer sig om ret, om retfærdighed, om legitimitet og om international ret. Fra den samme talerstol henvender jeg mig til fru Nicole Fontaine, formanden for Europa-Parlamentet, og jeg henvender mig ligeledes til Dem alle, og gennem Dem til folkene og regeringerne i Europa, og beder Dem om at bistå os med at indføre freden og respekten for rettens, retfærdighedens, legitimitetens og den internationale rets fundamenter. Først da kan De dømme om situationen. Fra samme talerstol henvender jeg mig også til vores folk, vores palæstinensiske folk, for at sige til det, at freden er det store slag, der venter os forude. Lad os derfor være tålmodige, så skal vi nok opnå den. Jeg er fuld af fortrøstning om, at vi med Deres hjælp nok skal opnå den. Jeg takker Dem alle, og jeg overbringer Dem hilsener fra præsident Yasser Arafat, fra den Palæstinensiske Myndighed og fra mine kolleger, medlemmerne af Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, og vi håber fortsat at nyde godt af Deres deltagelse og af Deres støtte (Kraftigt og vedvarende bifald)
Fru formand, parlamentsmedlemmer, Abu Ala, jeg er optimist. Jeg er ikke den type optimist, der på spørgsmålet "Er du optimist eller pessimist?" svarer "Selvfølgelig er jeg optimist. I dag er bedre end i går". Nej, det er ikke den slags optimisme, jeg vil dele med Dem denne morgen. Jeg vil gerne dele en anden form for optimisme med Dem, den optimisme, der siger, at i morgen bliver bedre end i dag, og det var en perfekt morgen i dag. På vegne af så mange af os i Mellemøsten - specielt mange af os i Israel - vil jeg gerne takke for Deres indsats og indsatsen fra hele forsamlingen for at fremme dialogen, forståelsen og processen med at lytte til hinanden i Mellemøsten. I dag lider vi samme skæbne - og som svar på Deres forslag om et fælles parlament i Mellemøsten, så har jeg ikke noget problem hermed, men jeg vil blot bede om én ting, nemlig at få Dem som formand. Det er lidt mere kompliceret for os selv at styre showet. Den dag vil imidlertid komme. Et møde som det, vi har her på netop den dag, hvor vores statsledere atter mødes i USA i bestræbelserne på at komme et skridt videre og rykke en centimeter nærmere en god fremtid for vores børn, er af stor betydning. Ikke alene har vores statsledere ansvaret for at slutte fred, men som folkevalgte repræsentanter bærer vi også på ansvaret for at forsøge at forbedre forholdet mellem befolkningerne, så de er villige til at acceptere budskabet, den dag der underskrives en fredstraktat mellem de to parter. Derfor er jeg meget glad for at besøge Dem her til formiddag. For mange af os i Israel er Europa ikke blot et kontinent. For mange af os i Israel er Europa et værdisystem. For mange af os i Israel er Europa noget mere end kontinentets verdslige tilstedeværelse. For os er Europa ensbetydende med demokrati. For os er Europa oplysning. For os er Europa parlamentarisme. For os er Europa kultur. For os er Europa socialt arbejde, socialt ansvar og social følsomhed. For os er Europa ansvarlighed over for miljøet. For os er Europa økonomi. Så når vi forhandler om fred i Mellemøsten, føler vi hver dag, at vi ikke blot gør, hvad der er godt for vores folk, men vi anstrenger os til det yderste fordi vi har et ansvar, idet stabiliteten i vores region er nøglen til stabilitet i resten af verden. Det, der kæmper imod en sådan dialog, er den værste fjende, vi nogensinde har set. Det, der kæmper imod dialogen med al dens frustration, protester, muligheder, korruption, paragraffer etc., er fredens fjende, den religiøse fundamentalisme. Mellemøsten er nøglen til stabilitet i verden. Vil stabiliteten i verden komme fra den suveræne del af det tidligere Sovjetunionen? Vil den komme fra Europa via forholdet mellem Nordafrika og Sydeuropa og i sidste ende hele Europa? Uanset hvad der sker i vores lille hjørne af verden - der kun er på 23.000 kvadratkilometer og dermed mindre end Centralmassivet - vil det sikre verdens fremtid. Bliver Mellemøsten en sort koalition mellem Khomeneis mullaher i Iran, irakiske shiitter, muslimske brødre i Jordan, Hizbollah i Libanon, Hamas i de besatte områder og fundamentalistiske islamiske organisationer i Nordafrika, eller bliver den en fredskoalition orienteret mod Europa og den vestlige civilisation bestående af Egypten som fredens støttepille, Jordan, Palæstina som stat - det vender jeg tilbage til om et øjeblik - staten Israel, Syrien, Libanon, Tyrkiet og resten af verden? Det findes de to muligheder i Mellemøsten, et konfliktorienteret Mellemøsten eller et fredsorienteret Mellemøsten. Skønt vi er uenige om mange ting, arbejder vi begge helhjertet for et fredeligt Mellemøsten for vores egen skyld og for vores børn og resten af verden. (Bifald)Det er et stort personligt privilegium for mig at dele dette meget vigtige europæiske podium med Abu Ala. Se på denne mand. Han var arkitekten bag Oslo-aftalen. Han er manden, som mine børn og børnene hos hans folk står i stor gæld til på grund af hans mod, kreativitet, hengivenhed og engagement i bestræbelserne på at ændre strategien i Mellemøsten fra konflikt til dialog, forståelse og gensidig accept. Hr. Abu Ala, jeg vil gerne gentage, hvad jeg sagde til Dem, da De besøgte mig i Knesset, og da vi mødtes i mit hjem - jeg håber, at jeg ikke vil skade Dem politisk ved at nævne dette - og alle de andre steder, vi har mødtes, at vores generation i Mellemøsten er heldige med at have en stor mand som Dem til at stå i spidsen for Deres folk. (Bifald)Det er mig en stor glæde at være sammen med Dem her i dag. Efter så mange år, hvor vi israelere følte, at Europa ikke helt forstod os - og omvendt - har jeg på fornemmelsen, at det her er et andet miljø, hvor vi har en dialog. Det glæder mig at besøge Europa-Parlamentet efter vedtagelsen af den beslutning til minde om Holocaust, der først blev bragt på bane i Stockholm, og som derefter blev vedtaget af et flertal her i mødesalen, efter Deres åbenlyse såvel som hemmelige hjælp til betrængte jøder i udsatte områder rundt omkring i verden, samt selvfølgelig efter Deres klare engagement i freden på tværs af fortolkninger og tænkemåder. Alle disse ting gør mig glad for at være her denne morgen. Når jeg bliver spurgt, om jeg er en optimist eller en pessimist, så er jeg selvfølgelig optimist, fordi jeg foretrækker forhandlingernes frustrationer frem for krigens begravelser. (Bifald)Ja, der er frustrationer, men vi er nået langt. Se på historien, se på skriften på væggen. I 1948 var syv arabiske parter engageret i kampen mod den nye stat Israel. I 1967 kæmpede kun tre af de syv - Egypten, Jordan og Syrien - mod os. I 1973 var kun to af de tre - Syrien og Egypten - imod os. Nu her 25 år senere, har vi fred med Egypten, og vi er meget tæt på en fred med Syrien. De siger i dag, at det lysner i Syrien. Palæstinenserne kæmpede ikke imod os som nation i 1948 eller deltog i kampen imod os som en aggressiv part i 1963, men lige pludselig - og helt utroligt - befinder vi os nu midt i forhandlingerne. Heldigvis er vi nået så langt, som vi er. Hvis jeg for ti år siden - inden Golfkrigen - havde sagt, at formanden for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd i 2000 ville deltage i en forhandling i Europa-Parlamentet med formanden for Knesset, så ville De have sagt, at det aldrig ville ske. Hvad nu hvis jeg for fem år siden havde sagt, at USA's præsident ville fejre julen 2000 i Bethlehem sammen med formanden for Den Palæstinensiske Myndighed, Yasser Arafat, og at de ville ankomme i en palæstinensisk helikopter, og at de begge ville blive beskyttet af tusindvis af bevæbnede palæstinensere? Hvad nu hvis jeg havde sagt, at alt dette ville ske kun 300 meter fra den sydlige del af Jerusalem? De ville have sagt, at jeg drømte, og at det aldrig ville ske. Men det sker. Og når vi atter mødes her om fem eller ti år, vil vi have lagt alle de forhindringer, der i dag ligner dybe og uoverstigelige afgrunde, bag os. Alt dette vil ske på grund af denne form for partnerskab, og fordi vores folk og Deres folk i Mellemøsten forstår, i hvilken retning den moderne verden bevæger sig. Den bevæger sig i retning af accept, forsoning og tilgivelse af fortidens synder, uanset hvad de har været. Dagens forhandlinger er meget gode, selv om de er vanskelige. Situationen er ikke let, og problemerne er langt fra løst, men ikke desto mindre har verden forandret sig. Vi kommer alle fra den politiske arena, og De ved lige så godt som jeg, at i politik er der ikke noget, der heder god timing. Når man tager et emne op, og der ikke sker noget, spørger folk, hvorfor man tager fat på det nu, når der ikke er nogen, der bekymrer sig om det. Når man befinder sig midt i en krisesituation, siger de, at man skal vente med at tage emnet op, til krisen er ovre. Når så krisen er ovre, siger alle: "Det er overstået, hvem bekymrer sig om det?" Der findes aldrig noget godt tidspunkt. Mellemøsten er ingen undtagelse. Man vil altid kunne finde undskyldninger for ikke at tage et emne op. I lang tid var omstændighederne og det politiske miljø næsten umulige. Nu har vi lige pludselig ikke længere en bipolær verden, og Mellemøsten bliver ikke længere trukket fra hinanden af Sovjetblokken og den vestlige blok. Vi er mere eller mindre alene og taler sammen. Lige pludselig udmønter retorikken sig i pragmatiske løsninger. De pragmatiske løsningers verden er ikke let. Fordi - Abu Ala - folkeretten er meget vigtig. Folk, der bor i en familie af nationer, følger retsprincipperne. Hvis ikke de gjorde det, ville det være en vildmark, en ørken, kaos. Mange af os - og jeg kender jer ikke alle sammen, men jeg kender nogen af jer - har dybtfølte værdisystemer, der er mindst lige så dybe som vores engagement i loven og forståelsen og menneskeligheden. Mit værdisystem er min religiøse tro. Ja, jeg ved, at det er et oxymoron. Jeg er et rationelt individ, der tror på Gud. Spørg mig ikke hvordan. Men dette er, hvad jeg har forsøgt at gøre i mit engagement i denne region af verden, for den monoteistiske idé, for dialogen mellem religioner, kun fordi grundlæggeren af min nation, Abraham, som jeg er opkaldt efter, engang i historien fremsatte tanken om, at der findes én Gud. Heldigvis er denne Gud repræsenteret ved fem partier i Knesset i dag, men det er en helt anden historie. (Latter)Når vi søger praktiske politiske løsninger, skal vi derfor forstå, at der er tale om løsninger på historiske problemer og om folks tillid og tro. Det er ikke tilstrækkeligt at sige, at det fungerer politisk, når vi ikke har forberedt det spirituelle bagland på en accept af kompromiserne. Hvad mener jeg? I praksis har vi aldrig tidligere været så tæt på hinanden. Men hvad ved vi om ikonerne, symbolerne, de ting, der har eksisteret i så mange år. Abu Ala og Yasser Arafat skal vende hjem og sige "Jeg har løst flygtningeproblemet", og Ehud Barak skal vende hjem og sige "Ja, flygtningeproblemet er løst, men ikke inden for de anerkendte internationale grænser for Staten Israel". Yasser Arafat skal vende hjem og sige "Jeg løste problemet med Jerusalem, og vi har fuld tilstedeværelse og fuld suverænitet i Jerusalem". Men på den anden side er der ingen, der kan give Ehud Barak bemyndigelse til at gå på kompromis med Kong Davids hovedstad. Hvordan kan han vende hjem? Derfor er problemerne ikke kun politiske, men også psykologiske. Jeg vil gerne ganske kort sige noget om vores opfattelse af Jerusalem. Jeg er født der, jeg studerede der, mine børn er der, jeg bor der næsten. Jeg ved og respekterer alle forskellige trosretninger i Jerusalem. Jeg vil være den sidste person i verden til at forklejne eller ignorere Jerusalems betydning for folk med en anden trosretning. Byen tilhører dem med samme intensitet, som den tilhører mig. Jeg vil til mit sidste åndedræt forsvare deres ret til gudsdyrkelse. Jeg vil forsvare alle disse folks ret til at dyrke Gud i Jerusalem, men jeg forlanger også, at andre på samme måde skal respektere, at Jerusalem er en hellig by for de millioner af døde og bedende jøder, der har ventet i 3.000 års jødisk historie. Der skal findes en fredsløsning med udgangspunkt i respekten for det hellige. Jeg respekterer jeres trosretninger, vær venlig også at respektere min. Det står over politik eller lovgivning. Det er noget dybere, noget spirituelt. Kun en sådan gensidig respekt vil gøre det muligt for os alle at leve som almindelige, ærværdige borgere i Guds by på jorden. Jeg vil opfordre dig, Abu Ala, min ven, til at fortælle dit folk, at Jerusalem er hellig for muslimerne, og at Jerusalem er hellig for de kristne, men at den ikke er mindre hellig for jøderne. Vi skal ikke blot finde et politisk kompromis, men også et religiøst kompromis. (Bifald)Jeg har en fornemmelse af, at Jerusalem er den største politiske udfordring, man nogensinde har set. I dag hørte jeg måske for første gang nogensinde en officiel erklæring fra en meget højtstående palæstinensisk delegeret om, at Jerusalem måske ikke bliver hovedstad for en palæstinensisk stat. Det var en meget interessant observation - som jeg ser som en slags tilbagetrækning - og det er noget, der bør undersøges. Den afdøde kong Hussein, hvis engagement i regionens fred ingen vil betvivle, fik en smuk tanke. Han sagde, at problemet med Jerusalems suverænitet er næsten uløseligt. Hvorfor ikke give suveræniteten over Guds by tilbage til Gud? Vi skal nok finde frem til en praktisk løsning. Kong Husseins idé blev fremlagt for alle vores ledere, og jeg er glad for at kunne sige, at parterne ikke har forkastet idéen. Lad os undersøge den. Vi har et mål. Vi er på vej. Jeg ønsker ikke, at freden i Mellemøsten skal være et vellykket kompromis. Jeg ønsker gerne udnævnelsen af en palæstinensisk stat på baggrund af forståelse og gensidig accept og enighed mellem de to parter, og hvor Israel er den første til at anerkende en sådan stat i det internationale samfund. Det har jeg ønsket i mange år, inden det blev den officielle politik - ikke politik, den officielle stemning - i mit land. Jeg har ikke noget problem med den palæstinensiske stat eller Abu Ala. Tværtimod. Så snart vi har en palæstinensisk stat, bliver dialogen mellem os til en dialog mellem ligestillede. De problemer, der ikke løses nu, kan vi løse senere, og vi kan fortsætte dialogen. Jeg ved, at mange af problemerne blev løst på Camp David, men der er andre problemer, som vi forhåbentlig kan løse. De stiller spørgsmålet om flygtninge. Det er ikke et ensidigt spørgsmål. Min mor var flygtning fra Hebron. Hun blev født for ca. 80 år siden i Hebron, og jeg er hebræer (det er ikke en kompliment i Mellemøsten, hvor det betyder en meget dum og enfoldig person). Millioner af jøder kom fra de muslimske lande i 1948, 1949, 1950 og frem i tresserne, og der er problemer. Men jeg vil gå på kompromis med min drøm, fordi mit land kommer til mig fra det bibelske løfte, og Deres land kommer til Dem fra en religiøs forpligtelse og en national tilstedeværelse i det hellige land Israel. Deres første territoriale kompromis er med Deres drømme, og mit første territoriale kompromis er med mine drømme på den betingelse, at enhver, der erklærer, at Storisrael er hans, ikke kan være Abu Alas partner, og at enhver, der hævder, at Storpalæstina er hans, ikke kan være Avram Burgs partner. Kun hvis vi går på kompromis med vores drømme, kan vi søge et kompromis mellem de to nationer, og hvis vi accepterer dette følelsesmæssige kompromis, vil resten følge efter, når tiden er inde. Afslutningsvis vil jeg gerne tale om fremtiden. I går var vi fjender, i dag er vi (næsten) venner, og i morgen bliver vi partnere. Personligt beundrer jeg ham naturligvis, skønt han ikke beundrer mig - og det med rette. Men sammen kan vi spille en betydende rolle i regionen. Vi har imidlertid brug for hjælp og mægling fra resten af verden. I dag arbejder Europa og resten af verden med den lokale virkning af den globale økonomi, idet de prøver at mindske kløften mellem de rige og de fattige. Israel har en relativt god økonomi. Palæstinenserne har endnu ikke haft mulighed for at udvikle deres egen uafhængige økonomi. Jeg ser gerne, at Europa og resten af verden hjælper os med at hæve det økonomiske niveau i regionen, så der bliver balance mellem de to økonomier. Det vil hindre frustration i forholdet mellem de to stater, og enkeltpersonerne i de to samfund vil ikke fortvivle og søge tilflugt i religiøs fundamentalisme. Jeg tror, at det er et afgørende strategisk behov i regionen i dag. Lige en sidste forklaring på, hvorfor jeg er optimist. Når jeg vender hjem her fra Strasbourg, skal jeg forklare mit folk, hvordan det var. Jeg vil fortælle Dem, hvordan det var. For 11 år siden sad min ældste søn - der var meget ung dengang - og jeg fast midt i en trafikprop i Jerusalem, fordi der var en bombe et eller andet sted. De talte om det i nyhederne, og min søn, der var meget ung, og derfor ikke havde nogen respekt for sin far, vendte sig mod mig og sagde: "Far, er det de mennesker, du ønsker at slutte fred med?", fordi jeg på det tidspunkt var en af lederne af den israelske "Fred Nu"bevægelsen. Jeg kunne ikke finde ord, for hvordan forklarer man kompleksiteten af disse ting for en syv- eller otteårig dreng? Min far, som på det tidspunkt var 80 år gammel, sad på bagsædet. I hans 40 år som medlem af Knesset var han med i alle Israels regeringer, og han var medlem af det israelsk-egyptiske hold, der forhandlede om selvstændighed for palæstinenserne. Min far var født i Dresden, og han mistede hele sin familie under Holocaust. Han sagde til min søn: "Hør her, sønnesøn. Da jeg flygtede fra Tyskland for 40 år siden, hadede jeg dem. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville vende tilbage til landet. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde kunne tilgive dem, men nu har jeg tilgivet dem. Tyskland er anderledes i dag, befolkningen er anderledes, og det sender et stærkt budskab om selvransagelse og søger at rette op på fortidens synder og skabe en bedre fremtid". Så sagde han til min søn: "Hvis det kan ske mellem os og vores værste fjende nogensinde, så er der overhovedet ingen grund til, at det ikke skulle kunne ske mellem dig og palæstinenserne i din generation, for jeres rivalisering stikker ikke så dybt". Min far døde sidste år, men hans visdom er næsten profetisk. Den følger mig dag efter dag, og jeg tror, at der bliver fred, ikke i min søns generation, men i min og Abu Alas generation - en varig, god og solid fred til gavn for hele verden. (Kraftigt og vedvarende bifald)
Jeg mener helt oprigtigt, kære kolleger, at vi netop har været vidner til et meget bevægende øjeblik, et øjeblik som historien måske en dag vil huske. Jeg skal ikke sige meget mere herom. jeg vil blot takke vores to venner, fordi de begge talte til os af et åbent hjerte, hver med sit temperament. Hr. formand, med Deres determinerede realisme, hr. Avram Burg, med Deres smittende entusiasme. De har klart og oprigtigt fortalt os om Deres forhåbninger. De har også fortalt os om, hvad De mener, det er for vanskeligheder, der udestår. Hr. Abu Ala, De sagde, at der stadig var en grøft, men, hr. Avram Burg, De sagde også, at De foretrak forhandlingens frustrationer frem for krigens grusomheder. Alt det har vi forstået. Vi har fået en bekræftelse på, hvis det da var nødvendigt, at De begge er mænd, der tror på dialog, og at De også er gode venner. Og det, tror jeg, er meget vigtigt. Ledere, som er fast besluttede, ledere, som brænder for denne fred, som kun kan skabes sammen med Dem, som kun kan opstå mellem Dem, den fred, som Deres folk venter på, og som vi naturligvis også venter på. De kom også ind på, og det takker jeg Dem for, fremtidige veje vedrørende det meget følsomme problem med Jerusalem. Hr. Abu Ala, De gentog forslaget om en international status for Jerusalem. Og De, hr. Avram Burg, var inde på tanken om at give overhøjheden over Jerusalem tilbage til Gud. Alle disse veje har vi naturligvis overvejet med stor interesse. Jeg tror, det, der er vigtigt i dag, er at se, at der i det hele taget findes veje. Europa-Parlamentet har for sin del altid været af den opfattelse, at Jerusalems endegyldige status burde anerkendes internationalt. Jeg vil med Deres tilladelse slutte af med at mindes noget, jeg personlig har læst. Det drejer sig om en passage fra Uri Savirs bog, han som var leder af den israelske delegation i Oslo. Da han mødte Dem, præsenterede de norske forhandlere Dem med ordene: "Her er Deres fjende nr. 1". Og efter forhandlingerne, som ellers havde været særdeles brydsomme, besøgte De ham i Tel Aviv, og De gik sammen, fortæller han, langs havet, langt fra ethvert mediepres, idet De naturligvis foregreb udviklingen i mentaliteterne, og De diskuterede, på hvilken måde De, efter dette historiske gennembrud i Oslo, kunne indføre en varig fred, en retfærdig fred, som De sagde. Øjeblikket er inde. De har naturligvis forstået - og det er jo meningen med, at De er her - at De har Europa-Parlamentet ved Deres side. Tro mig, det skal ikke skorte på anstrengelser, hverken fra det samlede Parlament eller, mere specifikt, fra vores tre delegationer - den som hr. Gerardo Galeote Quecedo er formand for, Delegationen for Forbindelser med Israel, den som fru Morgantini er formand for, Delegationen for Forbindelser med det Palæstinensiske Råd, og den som hr. Michel Dary er formand for, Delegationen for Forbindelser med Machrek-landene - vi vil ikke spare på vores anstrengelser for at medvirke yderst aktivt, specielt også til at udvikle dialogen mellem Europa og Middelhavslandene, som for os er et uundværligt supplement til Den Europæiske Unions udvidelse i Øst- og Centraleuropa. Så, lad mig, kære venner, til afslutning blot sige: Shalom!, Salam! (Kraftigt bifald) (Højtideligt møde hævet kl. 12.55)