Mine damer og herrer, jeg skal først og fremmest oplyse Dem om, at protokollen endnu ikke foreligger i alle sprogversioner. Derfor udsættes godkendelsen af protokollen for mødet i går, indtil de alle sammen foreligger. Årsagen til forsinkelsen er, at vi har mere end 200 sider med afstemninger ved navneopråb, som har belastet Parlamentets budget med sølle 4 millioner belgiske francs. Vi er derfor i gang med at udarbejde de udgaver, der mangler. Jeg håber, at alle grupperne er bevidste om, hvor meget disse anmodninger om afstemning ved navneopråb belaster institutionens budget. Når de manglende versioner foreligger, vil vi gå i gang med godkendelsen af protokollen.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg vil gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på en meget alvorlig hændelse, som fandt sted i går i min valgkreds i Sunderland i England. En frugt- og grøntsagsgrossists lokaler blev udsat for razzia foretaget af politi og "trading standard officers", der beslaglagde de vægte, som han brugte til at veje sine produkter i de traditionelle britiske vægtenheder pund og unser. Dette er nu tilsyneladende en overtrædelse af et EU-direktiv, selv om der hersker juridisk tvivl om dette. Jeg håber, at formanden vil støtte mig i min fordømmelse af denne yderst hårdhændede reaktion og skrive til min vælger og tilbyde ham Parlamentets fulde støtte i hans kamp mod denne nonsens. Hvis medlemmerne skulle undre sig over, hvorfor EU er så upopulær i Det Forenede Kongerige, så kan jeg sige, at det er på grund af hændelser som denne.
Hr. Callanan, dette alvorlige angreb på de britiske traditioner bekymrer mig stærkt, og det vil blive behandlet på behørig vis. Men under alle omstændigheder, var det - efter min mening - ikke en bemærkning til forretningsordenen.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til protokollen, selv om den ikke skal godkendes endnu, men måske kan man korrigere det allerede nu. I forbindelse med kollega Karas udmærkede betænkning i går ville jeg stemme for det særligt gode stk. 5, men jeg kom ved en fejltagelse til at stemme imod. Jeg beder Dem rette det.
Det vil blive taget til efterretning.
Hr. formand, jeg vil gerne bede Dem om at få sikkerhedstjenesten til at undersøge, hvad der er sket. I morges, da jeg kom til mit kontor, stod døren åben, selv om jeg helt sikkert ved, at jeg låste den i går aftes, og min computer var tændt, selv om jeg er helt sikker på, at jeg slukkede for den i går aftes. Jeg synes, det i hvert fald bør undersøges, hvad der er foregået her i nat.
Fru Gebhardt, det er en bekymring, som jeg deler, for nøjagtigt det samme skete for mig for to dage siden. Vi vil derfor gøre vores sikkerhedstjenester opmærksom på det.
Hr. formand, jeg respekterer, at De endnu ikke kan sætte protokollen under afstemning, men jeg vil gerne vende tilbage til et punkt, der var fremme i går. Ved starten af debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål havde vi en diskussion om anvendelsen af forretningsordenens artikel 146, det vil sige udsættelse af en debat. Formanden erklærede, at det ikke var muligt i debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål. Jeg spørger mig selv, hvordan det er muligt, at en artikel i forretningsordenen ikke finder anvendelse på en situation, uden at der nævnes noget herom andre steder i forretningsordenen. Artikel 146 blev åbenbart sat ud af kraft. Jeg anmoder derfor om, at Forretningsudvalget eller formanden klargør, hvornår artikel 146 i så fald finder anvendelse. Situationen i går har givet anledning til stor uklarhed.
Hr. Maaten, i henhold til forretningsordenens artikel 50, stk. 6, gælder artikel 143, 144 og 146 ikke for denne type beslutningsforslag. Det vil sige, at mødeformanden holdt sig nøje til forretningsordenen.
Hr. formand, hvad angår den bemærkning, som hr. Callanan kom med for et øjeblik siden, vil jeg foreslå, at han i stedet for at rejse sagen over for Dem burde rejse den over for Det Forenede Kongeriges dronning, eftersom hun synes at have en mening om de fleste europæiske spørgsmål nu om dage.
Jeg tager denne særegne bemærkning til forretningsordenen til efterretning.
Jeg vil meddele Dem, at der, som De ved, i går skete en sørgelig ulykke, hvor to chauffører og 25 unge mistede livet på de spanske veje i nærheden af Soria. Formanden har besluttet at sende en kondolenceskrivelse til ofrenes familier og de relevante myndigheder. Dermed mener jeg, at vi i et vist omfang har efterkommet de anmodninger, der blev fremført under forhandlingen i går.
Hr. formand, de catalanske medlemmer, der er til stede her i salen - som De selv, hr. Gasòliba og jeg - er naturligvis særligt berørte af denne tragedie. Og uafhængigt af den fornuft, som formanden har udvist ved at sende en kondolenceskrivelse til ofrenes familier, ville det måske ikke, hr. formand, være omsonst, hvis denne skrivelse fra formandskabet indeholdt endnu en kraftig opfordring til de myndigheder i Den Europæiske Union, der er ansvarlige for transport, om til punkt og prikke at overholde lovgivningen og overvågningen af sikkerhedsforholdene ved transport af såvel skolebørn som pensionister, som mange gange har været ofre for disse tragedier.
Det vil blive gjort.
Hr. formand, De sagde, at stemmer, der føres til protokols, koster 4 millioner fra Parlamentets budget. Kunne De bede Udvalget om Forretningsordenen om at se på følgende punkt: Vi respekterer alle kompetenceprincipperne med ansvar og subsidiaritet, så hver gang en gruppe anmoder om at få stemmer ført til protokols, kunne et vist beløb blive debiteret det budget, der tildeles denne af Parlamentet?
Hr. Newton Dunn, jeg skal betro Dem, at den idé ikke er noget nyt. Det er ikke første gang, det bliver diskuteret. Jeg mener, at der kan findes en bedre løsning inden for rammerne af reformen af arbejdsmetoderne, som Præsidiet og Formandskonferencen i øjeblikket er ved at undersøge. Der er nogle dokumenter fra en arbejdsgruppe ledet af næstformand Provan, som drejer sig om disse spørgsmål, og som er blevet tilsendt grupperne til diskussion. Arbejdsdokument nr. 4 vedrører netop plenarmødernes mekanik, og jeg mener, at dette ville være en hensigtsmæssig ramme for den type overvejelser og for forbedring af vores arbejdsmetoder.
Hr. formand, jeg har følgende spørgsmål: Vi har netop modtaget tekstversionerne af de vedtagne tekster. Vi har fået det omfangsrige papir med de mange afstemninger ved navneopråb, men vi mangler protokollen fra debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål i går. De aktuelle spørgsmål bliver jo ikke uden grund skubbet til torsdag, men det kræver så også, at aktuelle emner kan blive behandlet tilsvarende aktuelt. Vi havde mange mundtlige indlæg. Jeg minder om emnet Tibet i anledning af Dalai Lamas 65-års fødselsdag i går, folk er spændt på at høre, at der var stor enighed her i Europa-Parlamentet, hvordan det gik til, og hvad der blev formuleret. Jeg har tidligere oplevet, at vi i forbindelse med mødet om torsdagen om de aktuelle og uopsættelige spørgsmål først fik dette dokument over vores indlæg i den efterfølgende uge, om onsdagen i den efterfølgende uge. Derfor spørger jeg: Hvornår får vi protokollen over disse vigtige mundtlige indlæg?
Hr. Mann, det fuldstændige forhandlingsreferat har i hvert fald i denne uge været fysisk til rådighed for alle medlemmer fra kl. 10.00 om formiddagen dagen efter. Det skulle overraske mig, hvis det samme ikke var tilfældet i dag.
Hr. formand, Armonia Bordes, Chantal Cauquil og jeg har valgt at undlade at stemme om dette forslag, selv om det efter vores mening er positivt, at der er udsigt til en udvikling af Short Sea Shipping i Europa og i øvrigt også til en udvikling af flodtransporten. I denne betænkning står der nemlig, at de mange og kostbare investeringer, som er nødvendige for infrastrukturens indførelse, skal finansieres med offentlige midler, selv om der ved infrastrukturens udnyttelse først og fremmest tages højde for de private virksomheders krav om rentabilitet og konkurrencedygtighed, og de private virksomheder ifølge forslaget skulle være dem, der anvender denne infrastruktur mest.
Short Sea Shipping er som bekendt en vigtig del af det europæiske transportsystem. Som det understreges i Kommissionens rapport og i betænkningen fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, har Short Sea Shipping i øvrigt et dårligt renommé, da det har ry for at være dyrt, langsomt og ineffektivt. Dette renommé har dog ikke længere hold i virkeligheden, og denne transportform er i stand til at løse de overordnede problemer, Europa har på dette område. Jeg tænker her på problemerne med trafikpropper, infrastrukturernes store omkostninger og de miljømæssige omkostninger. I de seneste år er der i øvrigt sket nogle fremskridt, og man har registreret en reel vækst inden for Short Sea Shipping. Fra 1990 til 1997 er antallet af transporterede ton nemlig steget med 17%, og antallet af ton pr. kilometer er steget med 23%. Selv om denne succes ikke kan benægtes, er den stadig ikke på højde med det potentiale og de fordele, som denne transportform har. Den har nogle omkostningsmæssige fordele, da det er den mest økonomiske transportform. Den har nogle fordele med hensyn til energiforbruget pr. ton/km og med hensyn til effektiviteten, da det er den mest effektive transportform, når man tænker på investeringerne i forhold til transportkapaciteten. Den har nogle fordele, når det gælder den regionale samhørighed, da det er den transportform, som er mest velegnet til at betjene Europas randområder. Den har nogle miljømæssige fordele, da denne transportform er mindre forurenende end landtransport. Og endelig har den nogle intermodale fordele, da den er ideel til indførelsen af et multimodalt transportsystem. Det er således nødvendigt, at vi hurtigt træffer nogle foranstaltninger for at bidrage til udviklingen af Short Sea Shipping. Der skal navnlig udarbejdes nogle fælles investeringsprogrammer. En af prioriteringerne skal være at gøre havneoperationerne mere effektive og mindske ventetiden i havnene. Jeg vil gerne understrege, at de offentlige myndigheder skal spille en vigtig rolle både på regionalt, nationalt og europæisk plan. Der er dog to punkter i min kollegas betænkning, som jeg ikke er enig i. Det drejer sig om forslaget om at udarbejde en liste over de havne, der er særligt egnede til Short Sea Shipping. Udarbejdelsen af en sådan liste er efter min mening ikke nødvendig, og den risikerer navnlig at gå ud over de havne, som endnu ikke er helt egnede, men som foretager nogle ændringer for at blive det. Det foreslås desuden at samle udbuddet af logistiske transporttjenester til slutbrugerne ét sted. Jeg er ganske vist enig i, at det er nødvendigt at finde en måde at indføre et informationssystem på, men jeg går ikke ind for, at en stor havn, der allerede står stærkt på markedet, skal centralisere denne service. Endelig havde jeg gerne set, at man i denne betænkning medtog Industriudvalgets forslag om, at Short Sea Shipping ikke må betragtes som et alternativ til vejtransport eller som et konkurrerende system. Europa-Kommissionen burde således fastlægge en intermodal strategi, hvor de forskellige transportformer supplerer hinanden. Det er i den forbindelse og i denne ånd, at medlemsstaterne bør harmonisere den eksisterende lovgivning for at undgå, at den hindrer kontinuiteten mellem Short Sea Shipping og landtransport, især når det gælder den samlede transporterede vægt. Det, som man foreslår os i dag, er således et vigtigt skridt i den rigtige retning for Short Sea Shipping. Der er dog stadig et godt stykke vej igen.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0178/2000) af Di Lello Finuoli for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Kongeriget Danmark med henblik på vedtagelse af Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet (5343/2000 - C5-0078/2000 - 2000/0801(CNS)).
Hr. formand, Rådets rammeafgørelse er ikke andet end en gengivelse af Europarådets konvention af 1998 om strafferetlig beskyttelse af miljøet. Konventionen er hidtil ikke blevet ratificeret af nogen af Europarådets medlemslande. Dette forslag til rammeafgørelse tager blot sigte på at fremskynde ratificeringen, ikke mindst for de 15 medlemsstaters vedkommende. I langt de fleste lande har vi en miljøbeskyttelseslovgivning, der næsten udelukkende er baseret på nogle meget beskedne bøder, og det får miljøødelæggerne til at maksimere deres fortjeneste ved at forsøge at undgå at anvende alle de moderne miljøbeskyttelsesteknikker. I de seneste par år har vi således haft nogle betydelige katastrofer, f.eks. katastrofen med olietankeren Erika eller forureningen af Donau med cyanid fra en mine i Rumænien. Og dette er netop sket, fordi disse store selskaber sikrer sig ustraffethed med det formål at gøre deres fortjeneste så stor som muligt. Denne rammeafgørelse giver først og fremmest de europæiske lande mulighed for at hæve bøderne, så denne forbrydelse - som er en forbrydelse mod miljøet - ikke kan betale sig økonomisk. Så længe det er samfundet og ikke den enkelte, der betaler for en miljøforbrydelse, kan vi nemlig ikke gøre os nogen forhåbninger om at beskytte miljøet. En anden konsekvens af denne rammeafgørelse er, at den tilskynder de europæiske lande til at indføre bøder eller i det mindste et system, der gør det muligt at straffe juridiske personer. Kun få europæiske lande har taget højde for juridiske personers ansvar i deres strafferet, men der er flere lande, som er ved at gå i denne retning. Også Italien har ved sin revision af den nye straffelov til hensigt at medtage en bestemmelse om juridiske personers strafbarhed, også fordi det i dag ikke er enkeltpersoner, der begår de alvorlige miljøforbrydelser, men derimod de store multinationale selskaber, som netop forårsager nogle enorme katastrofer, fordi de ikke vil investere i forebyggelse. De europæiske lande bør efter min mening snart have adgang til en forholdsvis ens lovgivning, og de bør under alle omstændigheder hæve bøderne og sørge for, at det ikke bliver samfundet, der kommer til at betale for disse forbrydelser. Et andet vigtigt aspekt er det samarbejde mellem landene, som denne rammeafgørelse indfører, nemlig et informationsnetværk, der giver mulighed for en hurtig informationsudveksling, en aftale om, at miljøforbrydelser skal betragtes som forbrydelser, der giver mulighed for udlevering og f.eks. konfiskering af goder og fortjeneste, og som under alle omstændigheder gør, at disse forbrydelser ikke kan betale sig økonomisk. Jeg vil blot minde om, at denne betænkning blev vedtaget næsten enstemmigt i udvalget, hvor der kun var en enkelt, som undlod at stemme, og om, at alle politiske grupper har bidraget til forbedringen af denne betænkning, lige fra PPE-Gruppen til PSE-Gruppen og De Grønne. Denne betænkning er således et udtryk for hele Frihedsudvalgets holdning, og vi håber også, at den er et udtryk for holdningen i Europa-Parlamentet, der skal sørge for, at de europæiske lande endelig indfører en effektiv miljøbeskyttelseslovgivning.
Hr. formand, som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, der er udarbejdet i overensstemmelse med Hughes-proceduren, kan jeg sige på vegne af hele udvalget, at vi glæder os over det danske initiativ, som med vores ændringsforslag blev enstemmigt vedtaget i Miljøudvalget. Vi mener, at dette initiativ bliver et brugbart instrument i bekæmpelsen af miljøkriminalitet og de stadigt hyppigere grænseoverskridende virkninger heraf, der naturligvis er en direkte trussel mod miljøet og dermed også mod os mennesker, mod dyr og mod planter. Den grove miljøkriminalitet er et fælles problem for medlemslandene, da den er grænseoverskridende. Derfor bør vi også kunne vedtage fælles aktioner for med strafferetlige bestemmelser at beskytte miljøet bedst muligt. Jeg vil påpege, at denne rammeafgørelse skal vedtages med enstemmighed i Rådet, og man er blevet enige om, at den skal være bindende for medlemslandene. Samtidig skal man huske på, at det er op til medlemslandene at afgøre, hvordan resultaterne skal opnås, det vil sige, at de skal definere form og midler for gennemførelsen. Hvordan skal det så foregå? Jo måske bl.a. gennem en hurtig og effektiv efterforskning og et øget samarbejde om resultaterne af en sådan efterforskning foretaget af et personale, der er kyndigt på miljøområdet. Det er overordentligt vigtigt. Endvidere kan man også via et administrativt samarbejde mellem medlemslandene få oplysninger, der kan være til gavn for bekæmpelsen af miljøkriminalitet. Jeg vil imidlertid også påpege noget, som vi også lagde vægt på i Miljøudvalget, nemlig at vi også skal satse på forebyggende foranstaltninger. Det vil sige, at vi skal træffe foranstaltninger, inden der opstår miljøskader og begås miljøkriminalitet. Så er det også vigtigt, at lovgivningen nævner miljøansvar, det vil sige, hvem den ansvarlige er, og at der findes en sådan effektiv lovgivning i de forskellige medlemslande. Naturligvis er det også nødvendigt med en øget generel viden om områderne miljø, information om knowhow, hvordan man kan opdage miljøkriminalitet samt oplysning om sanktioner og straf. Det er vigtigt, at man forsøger at samarbejde mest muligt på dette område. Alvorlig miljøkriminalitet defineres i denne rammeafgørelse som "handlinger eller undladelser, der under skærpende omstændigheder og i strid med lovgivningen har til følge, at der sker betydelig skade på miljøet". Man kan naturligvis diskutere, hvordan man skal fortolke definitionen af "alvorlig miljøkriminalitet" og "betydelig skade", men det er godt, at man er nået så langt med denne definition, selv om man ikke genkender den i nogen anden lovgivning i medlemslandene. I Miljøudvalgets ændringsforslag har vi set nærmere på definitionen af alvorlig miljøkriminalitet. Vi finder det vigtigt, at man i den foreslåede rammeafgørelse får det størst mulige anvendelsesområde, da definitionen er så diffus. Desuden skal bekæmpelsen af alvorlig miljøkriminalitet ikke bare gælde for private virksomheder, men også for forvaltningskriminalitet, det vil sige, når forvaltningerne i de forskellige lande - faktisk regeringerne - på grund af passivitet eller ansvarsløshed forårsager alvorlig miljøkriminalitet. Det har vi forsøgt at få med i ændringsforslag 16. Et andet vigtigt aspekt er det, der betragtes som "skærpende omstændigheder", hvis f.eks. virksomheder, der er skyld i alvorlige miljøskader, har været underforsikret og dermed løber en stor risiko. Det handler om ansvar og om princippet om, at forureneren skal betale, og at byrderne, effekten og risikoen ikke skal pålægges andre. Det findes i ændringsforslag 25. Afslutningsvis vil jeg bare sige, at vi er på vej mod en fælles indsats for at beskytte miljøet. Denne rammeafgørelse er ét tiltag, ligesom Europarådets konvention om miljøbeskyttelse via strafferetten. I rammeafgørelsen nævnes det også, at denne konvention snarest skal ratificeres, da den er betydeligt mere detaljeret. Jeg finder disse tiltag helt nødvendige for at hindre, at miljøskurke og uansvarlige handlinger fører til alvorlige miljøskader. Jeg er positiv over for rammeafgørelsen og de fremlagte ændringsforslag.
Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, jeg vil gerne begynde med at fremhæve det fremragende arbejde, som hr. Di Lello Finuoli har udført i form af denne betænkning, der, som han nævnte, har fået næsten enstemmig støtte fra Udvalget om Borgernes Friheder. Jeg vil også gerne rose dette initiativ fra Danmark med henblik på vedtagelse af en rammeafgørelse om bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet. Vi er alle klar over denne type kriminalitets stigende omfang og dens ofte grænseoverskridende virkninger. Jeg skal heller ikke undlade at erindre om en af Eurobarometers seneste opinionsundersøgelser, der bekræfter, at miljøet ved siden af sikkerhed, sundhed og arbejdsløshed er blandt de ting, som bekymrer EU-borgerne mest. Vi må derfor komme disse bekymringer i møde ved at sørge for, at miljø og sundhed beskyttes, og at borgernes livskvalitet dermed øges. Sandheden byder os imidlertid at anerkende, at EU har gjort vigtige fremskridt på miljøområdet inden for de seneste fem år. I dag er det også gennem traktaterne fastslået, at der skal ske en afbalanceret og bæredygtig udvikling, og i konklusionerne fra Tampere omtales miljøkriminalitet udtrykkeligt som et af de områder, hvor der skal foregå en samordnet indsats med henblik på fælles definitioner, fælles regler for, hvad der er strafbart, og fælles sanktioner i national kriminalret. Der er således virkelig behov for fælles aktioner i medlemsstaterne for at sikre et strafferetligt værn om miljøet. Vi har at gøre med et problem, der angår alle medlemsstaterne, og som stadig mere har grænseoverskridende virkninger, ikke mindst i forhold til den stat, hvor kriminaliteten begås. Det betyder, at der i fællesskab må gennemføres foranstaltninger med henblik på et strafferetligt værn om miljøet, der gælder for hele EU. Såvel gennem strafferetlige bestemmelser som gennem skrappe sanktioner - og jeg understreger adjektivet "skrappe" - der står i forhold til forbrydelsen, og som virker effektivt afskrækkende. Der bør desuden, som også fru Schörling har nævnt det, ske en generel forebyggelse, hvor medlemsstaterne sørger for, at virksomhederne i tilfælde af operationer, der indebærer miljøskadelige aktiviteter, som kan påvirke menneskers helbred eller miljøet negativt, er ansvarlige for at sætte sig ind i de miljømæssige følgevirkninger af disse aktiviteter og træffe sikkerhedsforanstaltninger og andre forebyggende foranstaltninger som led i deres operationer. Kampmidlerne mod alvorlig miljøkriminalitet må således styrkes og samordnes mellem medlemsstaterne. Til slut vil jeg gerne rette en appel til de medlemsstater, der endnu ikke har underskrevet Europarådets konvention fra 1998 om beskyttelse af miljøet, om så hurtigt som muligt at træffe de i henhold til deres nationale ret nødvendige foranstaltninger for at underskrive denne konvention.
Hr. formand, harmoniseringen af medlemslandenes strafferet med henblik på at bekæmpe miljøkriminalitet udgør en meget vigtig komponent i den politik, som skal skabe et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Ligeledes er den et nødvendigt supplement for en effektiv miljøpolitik. Derfor vil jeg gerne lykønske den danske regering for det initiativ, som den har taget, samt de to parlamentsmedlemmer, hr. Di Lello og fru Schörling, som med deres betænkninger udbygger aktionsområdet for initiativet og gør det mere konkret. Det er nemlig et faktum, at Danmarks initiativ til trods for den positive retning, som det udstikker, også fremviser en del svagheder i sammenligning med f.eks. Europarådets konvention af 1998. Og det fordi det især koncentrerer sig om strafferetten og ikke indeholder spørgsmål som forebyggelse, sundhed, beskyttelse af den kulturelle arv osv. Til trods for initiativets svagheder og modsætninger er det positivt, fordi det fremmer dannelsen af en lovgivningsmæssig ramme, som tillader udviklingen af koordinerede, fælles aktioner gennem et styrket Europol, især mod den miljøkriminalitet, som foregår over landegrænser. Det indeholder desuden en aftale om minimumsstraffesanktioner især i de tilfælde, hvor miljøet ofres på fortjenestens alter. Denne tilgang til emnet er jeg absolut enig i, for det er kendt, at der er et meget stort misforhold mellem de straffe, der idømmes for miljøforbrydelser, og de følger, som disse forbrydelser har for samfundet under et. Men vi må konstatere, at Danmarks initiativ ikke i særlig grad har undersøgt medlemslandenes lovgivninger, og eftersom der er alvorlige afvigelser, vil der højst sandsynligt være problemer med at gennemføre forslaget. Jeg er imidlertid enig i omtalen af de juridiske personers ansvar, såvel pr. definition som af natur, flertallet af miljøforbrydelser begås af selskaber og industrier. Jeg finder ligeledes omtalen af landene i Central- og Østeuropa for nødvendig, for jeg er af den overbevisning, at ethvert forslag bør tage hensyn til den kommende udvidelse. Desuden mener jeg, at jeg bør betone nødvendigheden af at uddanne og efteruddanne det personale, som får kompetence til at undersøge og forfølge miljøkriminalitet, den vægt, som man skal lægge på forebyggende foranstaltninger, og nødvendigheden af, at alle medlemslandene ratificerer Europarådets konvention af 1998, for indtil i dag har ingen af dem ratificeret den. Jeg vil også gerne betone, at alle medlemslandene bør være forpligtet til et virkeligt samarbejde i dette meget vigtige spørgsmål.
Hr. formand, kære kolleger, dette er både et meget kompliceret, men også et meget vigtigt område. Det er en logisk fortsættelse af Amsterdam-traktaten og Rådets topmøde i Tampere. Det er et klassisk område, hvor der er behov for samarbejde. Når vi ser på den danske tekst samt på Di Lello Finuoli-betænkningen og Schörlings udtalelse, der begge er udmærkede, ser vi imidlertid, at det er ekstremt kompliceret. Vi skal have en god samordning mellem den bistandsaftale, der for nylig blev behandlet her i Parlamentet, og reglerne om hvidvaskning af penge. Jeg er ikke helt sikker på, at instrumentet på alle områder er færdigt, men jeg glæder mig over, at man forsøger at undgå et dobbeltarbejde med Europarådet. Vi kan konstatere, at vi egentlig har tre dele i det danske initiativ plus kravet om ratificering af Europarådets konvention. Det er vigtigt med strafferetlige regler, så vi får en effektiv forebyggelse. Personligt finder jeg konfiskationsregler vigtigere end kravet om hårde straffe og store bøder. Erfaringen viser, at man faktisk får store resultater med strenge konfiskationsregler. Der er den gamle sandhed om, at "forbrydelse skal ikke kunne betale sig". Der skal være et tæt samarbejde - hvilket Schörling også understregede - også om de miljøansvarsregler, vi skal udarbejde, og som nævnes i artikel 2a. Det glæder og overrasker mig, at Schörling nævner spørgsmålet om dyrelivet i sin udtalelse. Jeg synes, at vi her i mødesalen klart og tydeligt skal sige, at dette skal være et instrument, der kan standse de skammelige dyretransporter. Vi er ganske overraskede over, at f.eks. Kommissionen ikke har forsøgt at implementere de eksisterende regler. Hvorfor er Kommissionen så passiv, når det handler om at være traktatens vogter i spørgsmål om dyretransporter - langt mere passiv end på mange andre områder? Ændringsforslag 16 og 19 indeholder interessante sager, der så vidt vides ikke findes i mange andre landes straffelove. Det er en vildledende procedure fra de lokale eller nationale myndigheders side - samtidig med at de også er blevet vildledt. Jeg tror ikke, at det er noget, som vi fremover skal undersøge. Jeg ser det klart som en illustration af de aktuelle spørgsmål i Baia Mare og af undersøgelserne af, hvem der reelt er ansvarlig. Hvem har vildledt hvem? Det er meget komplicerede, meget interessante og meget vigtige spørgsmål. Jeg er også glad for, at man nævner fartøjer, og at man er villig til at gennemføre en ekstraterritorial anvendelse. Vi skal imidlertid vide, at hvis vi skrider til en ekstraterritorial anvendelse, skal vi også have en vis grovhedsgrad, hvad angår bekæmpelsen af de kriminalitetsformer, vi diskuterer.
Hr. formand, jeg tror, at de fleste vil give mig ret i, at de gældende love er alt for lempelige, og at det er vigtigt, at der fastsættes en eller anden bestemmelse, der sikrer, at det bliver muligt at forfølge syndere strafferetligt. I den nuværende situation findes der overhovedet intet incitament for virksomheder til at rydde op efter sig og tage ansvar for at sikre, at der ikke forekommer efterladenhed. Dette har ligeledes en virkning på andre virksomheder. Når der er tale om at gå til domstolene, er det op til de enkelte borgere at anlægge sag, og det kan være yderst vanskeligt og dyrt. Selvfølgelig kan folk være oppe imod store virksomheder med uhyre stor magt og mange ressourcer til deres rådighed, hvilket gør det meget, meget svært i mange tilfælde for dem at forfølge sagen til den bitre ende og sikre, at virksomhederne kommer til at betale prisen. Der er virkelig tale om kriminelle, som gennem efterladenhed eller overlagt handling ødelægger miljøet, folks helbred, vores flora og fauna og på mange andre områder forårsager skade på langt sigt - alt i profittens interesse. Virksomheder, der står for land- og søtransport, har f.eks. i mange tilfælde absolut ingen ansvarsfølelse, og det er væsentligt, at der bliver indført en eller anden form for sanktioner for at sikre, at de bliver tvunget til at handle ansvarligt. De nationale myndigheder bør levere mere information og underrette offentligheden om omfanget og virkningerne af miljøkriminalitet, for mange dele af vores samfund er ikke klar over dette. F.eks. i relation til vand, jord, vores helbred, flora, fauna og klimaet i det hele taget er det yderst vigtigt, at ordentlig information bliver offentliggjort. I øvrigt er det ikke kun virksomhederne. Undertiden er det de nationale myndigheder, der rent faktisk lader hånt om loven og opfører sig på en helt og holdent efterladende måde. Jeg behøver ikke at bevæge mig længere væk end til mit eget land for at se, at lokale myndigheder m.v. i mange tilfælde rent faktisk selv er ansvarlige for miljøskader. Og de er også efterladende, når det gælder håndhævelse af loven over for virksomheder, der opererer i deres område. Det ser ud, som om profit kommer før offentlighedens interesser og miljøet. Det bør ikke få lov til at fortsætte, og myndigheder, der ikke håndhæver loven, bør selv blive holdt ansvarlige for de miljøskader, der forårsages som resultat heraf. Om det er forsætligt eller på grund af efterladenhed er i sidste ende ret ligegyldigt, for skaden er sket. I mange tilfælde bruger virksomhederne efterladenhedsargumentet frem for at sige, at det er forsætligt, men rent faktisk er efterladenhed på sin egen måde forsætlig. Disse virksomheder kendte til konsekvenserne, og de bør holdes ansvarlige for samtlige omkostninger i forbindelse med oprensning af den skade, de har forårsaget, hvor det end måtte være. Den anden ting, jeg gerne vil pege på, er, at der er virksomheder, såsom British Nuclear Fuels, der absolut ikke ejer hverken ansvarsfølelse over for offentligheden eller miljøbevidsthed. De har forårsaget forurening i så lang, lang tid langs vores kyst ved at forurene Det Irske Hav og udsætte offentligheden i Irland, ja og på vestkysten af Det Forenede Kongerige, for alvorlig fare. Man behøver blot at se på, hvad der skete i Tjernobyl, der også kunne tilskrives en efterladende holdning. Hvor lang tid vil det tage at rette op på det? Disse situationer må ikke længere få lov til at udvikle sig i en verden, hvor vi burde være fuldt ud bevidste om de miljøproblemer, som vi forårsager. Vi har teknologien, knowhow'en og ressourcerne til at sikre, at disse ting ikke sker. Erika er et andet eksempel på efterladenhed. Jeg vil også gerne støtte den sidste taler, som talte om dyretransport. Dette er en forsætlig udnyttelse og mishandling af dyr og bør også tages med i betragtning. På internationalt plan har vi tidligere set mange, mange katastrofer, tag bare Bhopal som eksempel. Nedskæringer og springen over, hvor gærdet er lavest, forårsagede den største miljøkatastrofe i historien. Den virksomhed er endnu ikke blevet draget ordentligt og retligt til ansvar for sine gerninger. Den blev bragt for domstolen i Indien. Virksomhedens chef skulle have været arresteret, og der var udstedt arrestordre på ham. Han stak af til USA, hvor han besluttede sig til at blive, og han er ikke vendt tilbage for at stå ansigt til ansigt med konsekvenserne af sine handlinger - til trods for arrestordrer fra Interpol. Så er der spørgsmålene om skovbrug og fiskeri. Forsømmeligheder i forbindelse med mange fiskeriaktiviteter bør også tages i betragtning, for det er også en miljøforbrydelse, der har langsigtede konsekvenser. Det er på tide, at vi alle påtager os vores ansvar, for vi har ikke kun os selv og vores miljø at tænke på, men også fremtidige generationer. Den eneste måde, hvorpå vi kan gøre dette, er ved at sikre, at miljøskader betragtes som en af de mest alvorlige forbrydelser i vores samfund.
Hr. formand, det er nemt at støtte den analyse, der er fremlagt i betænkningen. Påvirkningerne fra miljøkriminalitet strækker sig over flere landes områder. Import og eksport af kriminalitet kender ikke Den Europæiske Unions ydergrænser. Ofte begås kriminalitet af juridiske personer. Ofte begås kriminalitet med profit for øje. Profitten tilfalder gerningsmanden, mens de ydre omkostninger falder til betaling hos andre. Deres analyse er ganske rigtig: Miljø skal fortolkes bredt som menneskers sundhed, biodiversitet samt som den kunstneriske arv og kulturarven. Det er nemt at støtte en linje, som gør det nemmere at bekæmpe miljøkriminalitet. Miljøkriminalitet skal gøres økonomisk urentabel, den må ikke kun have økonomiske følger, og den skal forebygges. Én måde at bekæmpe miljøkriminalitet på er offentlighed. Hvorfor starter vi ikke med offentlighed i forbindelse med den belgiske regerings udledning af urenset spildevand direkte i floden i Bruxelles by?
Hr. formand, på vegne af de italienske radikale parlamentsmedlemmer fra Den Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer vil jeg gerne sige, at Di Lello Finuolis betænkning så afgjort bidrager til at forbedre Kongeriget Danmarks initiativ, og vi vil derfor gerne lykønske ordføreren. I stedet for at gentage de positive ting, der allerede er blevet sagt, mener jeg dog, at det er vigtigt også at fremhæve nogle af begrænsningerne ved Danmarks initiativ, så vi netop bliver i stand til at gribe bedre ind i fremtiden. Vores kollega Karamanou har allerede sagt noget vigtigt, nemlig at Rådet i virkeligheden ikke fortæller os, hvordan den nuværende lovgivning ser ud i medlemsstaterne. Jeg har dog en refleks, der måske skyldes min alt for store forsigtighed, nemlig at jeg er meget mistroisk over for dem, der siger, at vi skal hæve bøderne og gøre sanktionerne hårdere, men som ikke fortæller os, hvad det er for bøder, og hvad det er for sanktioner. Det ville efter min mening have været fornuftigt af Danmark og Rådet også at give os en ramme for sanktionerne, så vi kan se, hvad de alvorligste mangler, der skal udbedres, består i, og så vi kan se de alvorligste begrænsninger ved den europæiske situation. Delen om de strafferetlige sanktioner er uden tvivl en vigtig del, og der er ingen tvivl om, at der skal skabes sammenhæng i det europæiske retsgrundlag, men det er ikke det eneste spørgsmål i forbindelse med miljøkatastrofer og respekt for miljøet. Det er nemlig væsentligt, at man i sin indsats har et mere overordnet syn på spørgsmålet. Vi ved f.eks., at de forurenende emissioner er faldende i EU, og det er de af strukturelle årsager, der har at gøre med drift og økonomi. Det er naturligvis også nødvendigt at tage straffelovgivningen i brug, når der begås egentlige forbrydelser, men det er vigtigt, at straffelovgivningen hænger sammen med resten af lovgivningen, med de administrative sanktioner og med de økonomiske bestemmelser for netop at gøre den samlede lovgivningsramme sammenhængende. De administrative sanktioner, som har indflydelse på virksomhedens reelle omkostninger, er nemlig ofte sanktioner, der har en endnu stærkere forebyggende virkning end strafferetlige sanktioner. En virksomhedsleder tænker næppe på, at han risikerer at blive arresteret eller at blive pålagt strafferetlige sanktioner, når der sker en katastrofe. Det er således bedre, at man dagligt tvinger ham til at tage højde for de større omkostninger, som de forurenende procedurer medfører. Når det er sagt, skal det tilføjes, at selv om Europarådets konvention er mere fuldstændig og sammenhængende, sådan som mange kolleger hævder, burde vi i sådanne tilfælde måske også spørge os selv, hvordan EU kunne tage direkte højde for Europarådets tekster med det formål at gøre lovgivningen mere ensartet, ikke kun for selve Unionen. Lige en sidste bemærkning til det vanskelige spørgsmål om forholdet mellem staten og forureningen. Vi taler om enkeltpersoner og virksomheder, men ofte er det netop de statslige virksomheder eller staten selv, som er medansvarlig for nogle meget alvorlige miljøkatastrofer. Dette er et problem, der bør tages i betratning, men det gør man efter min mening ikke direkte nok i Danmarks og Rådets initiativ. Afslutningsvis vil jeg gerne gentage mine lykønskninger til ordføreren Di Lello Finuoli.
Hr. formand, ved alle beslutninger og love er det klogt først at undersøge, hvad vi allerede har lavet regler for, og hvad vi eventuelt yderligere kan og vil gøre. I Europarådet, det er allerede nævnt af andre, blev der i 1998 indgået en aftale om bekæmpelse af international miljøkriminalitet. De fleste medlemsstater har imidlertid endnu ikke ratificeret "Europarådets konvention om beskyttelse af miljøet". Danmarks forslag går reelt ud på, at der i EU træffes videregående foranstaltninger om bekæmpelse af miljøkriminalitet. I Ministerrådet er kun punktet om retsforfølgelse blevet tilbage i rammeafgørelsen. Danmarks øvrige forslag er fjernet. Hermed er merværdien af en sådan rammeafgørelse tilintetgjort, fordi retsforfølgelse også indgik i Europarådets konvention. Men ikke nok med det, der er knyttet færre lande til rammeafgørelsen end til Europarådets konvention. Det er altså bedre, at de forskellige medlemsstater underskriver og ratificerer Europarådets konvention. Videregående skridt på EU-plan, såsom det danske forslag, går jeg selvfølgelig ind for. Mit spørgsmål til Ministerrådet er, om det er villigt hertil. Imidlertid har Europa-Parlamentet et problem. Skal det udtale sig om det danske forslag eller om det af Ministerrådet ændrede forslag? Eftersom vi kun har det danske forslag, tager vi det som udgangspunkt, selv om spørgsmålet er, om det har noget formål, for hvis Rådet fastholder det reducerede forslag, slår jeg til lyd for, at der slet ikke fastsættes en EU-rammeafgørelse. Med hensyn til det danske forslag bemærker jeg for det første, at denne rammeafgørelse først og fremmest skal ses som et supplement til den nationale politik om miljøkriminalitet. Dette supplement skal bestå af en juridisk ramme for den internationale fremgangsmåde med hensyn til koordination, udveksling af information, anmeldelse af forbrydelser, central registrering og retsforfølgelse af international miljøkriminalitet. For at skabe klarhed om, hvad rammeafgørelsen omfatter, er det nødvendigt med en god definition af miljøkriminalitet. I princippet kan jeg gå ind for Danmarks definition, selv om jeg spørger mig selv, om ulovlig handel med fauna og flora skal tilføjes definitionen. Også med en god definition vil anvendelsen i praksis være et problem. Var der ved Erika-katastrofen tale om miljøkriminalitet? Hvordan ligger det med cyanidforureningen i Rumænien? Der var klart tale om store miljøskader, men finder de andre kriterier også anvendelse? Vigtigt er, at gerningsmændene ikke kan løbe fra ansvaret. Det ville være godt, hvis denne problematik blev medtaget inden for rammerne af hvidbogen om miljøansvar. Mange af ændringsforslagene fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender vedrører tekstændringer, der ikke alle sammen er lige nødvendige. Det er efter min mening bedre at give det danske forslag til Rådet fuld støtte end at foreslå små ændringer på alle mulige underordnede punkter, men jeg støtter de supplerende idéer, såsom information om følgerne af miljøkriminalitet og om retskendelser. Hr. formand, jeg er selvfølgelig spændt på Kommissionens holdning. Kan kommissær Schreyer forklare, hvordan vi er havnet i denne mærkelige situation?
Hr. formand, i de fleste tilfælde, hvor min irske kollega, fru McKenna, taler her i Parlamentet, er vi uenige, men i et spørgsmål som dette har vi langt mere til fælles, end hvad der skiller os ad. Jeg anerkender helt bestemt, at de største miljøkatastrofer sker som følge af enten manglende ansvarsfølelse eller handling hos dem, der er drevet af et profitmotiv uden at tænke på konsekvenserne. Sådanne katastrofer rammer beklageligvis mange lande på samme tid. Vi ved kun alt for godt, at større miljøkatastrofer ikke respekterer internationale grænser. For ikke så lang tid siden oplevede vi problemerne forårsaget af forureningen af Donau med cyanid fra rumænske miner, tankskibet Erika, der blev splittet ad ud for den franske Atlanterhavskyst, og fra et irsk synspunkt de fortsatte problemer forårsaget af Sellafield. Og naturligvis var der i en ikke alt for fjern fortid Tjernobyl, som vi stadig husker med forfærdelse. Hændelser som disse vil fortsat ske, medmindre og indtil vi står fast på princippet om, at "forureneren betaler" i ordets bredeste forstand. Multinationale selskaber vil først ændre deres adfærd, når de bliver tvunget til at betale dyrt for deres ugerninger. De vil fortsætte med at forårsage skader på miljøet, så længe belønningen langt overgår straffen. Deres holdning er baseret på den enkle tro, at gennemførelse af restriktive miljøbeskyttelsesforanstaltninger enten skader deres virksomhedsaktiviteter eller øger deres indirekte omkostninger i betydelig grad. Desuden blegner enhver beskeden bøde, de måtte blive tvunget til at betale, i betydelig grad ved siden af den kæmpemæssige profit, de får ud af det. Derfor bifalder jeg dette initiativ, der anerkender miljøskaders internationale karakter. Det anerkender behovet for hårde straffe. Navnlig kriminaliseringen af miljøskader vil sende en klar advarsel til dem, der er ansvarlige for sådanne. Hvis de danske forslag blev gennemført, ville de, som sender usikre skibe ud i vores farvande, tænke sig om to gange. Andre, såsom ledelsen på Sellafield, der med forsæt tilbageholder information og gør sig skyldig i dårlig praksis, vil blive draget til ansvar for deres gerninger. Og topledelsen og cheferne for multinationale virksomheder, som træffer vigtige beslutninger, der afslører en afstumpet ligegyldighed for konsekvenserne, vil komme til at stå over for ikke blot, at deres virksomheder måske i nogle tilfælde blev lukket på grund af enorme bøder og beslaglæggelse af aktiver m.v., men også at de selv kan blive sat i fængsel. Jeg mener, at dette er en kurs, som vi må vælge, men jeg vil også gerne tilføje endnu et punkt. Forslag og foranstaltninger inden for dette område bør ikke kun begrænses til Den Europæiske Union. Vi har et ansvar, når det gælder om at sikre, at multinationale virksomheder er ude af stand til at transportere deres skader og deres adfærd til udviklingslandene på grund af de restriktioner, som vi måtte udsætte dem for i Den Europæiske Union. Vi må også pålægge europæiske virksomheder, som opererer i udviklingslandene, standarder, og vi må søge internationalt samarbejde med henblik på at få skrappe standarder og sanktioner, der anvendes over hele verden.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske den danske regering med dens initiativ til at foreslå Rådets rammeafgørelse, som vi nu diskuterer, og som har til formål at udstyre os med mere effektive instrumenter til bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet. Vores lykønskning gælder også ordføreren, hr. Di Lello Finuoli, som under hele behandlingen af dette initiativ har optrådt med stort klarsyn og fasthed med hensyn til de principper og værdier, som vi deler, men også med omtanke og fleksibilitet, hvilket har fået ham til at antage talrige ændringsforslag, som repræsenterede forskellige synspunkter. Dermed endte vi med et forslag, som efter vores mening er fornuftigt og samtidig ambitiøst. Vi glæder os over, at Den Europæiske Union med denne rammeafgørelse støtter konventionen om strafferetlig beskyttelse af miljøet, som blev vedtaget i Europarådet i 1998, og som endnu ikke har fået det nødvendige antal ratifikationer for at træde i kraft. I Unionen har kun ni medlemsstater undertegnet den, men ikke én eneste har ratificeret den til dato, hvilket er temmelig skandaløst. Min kollega og landsmand Carmen Cerdeira har bidraget med idéer og ændringsforslag, der nu er inddraget i den tekst, som vi skal stemme om. Jeg går ind for den, og jeg vil fremhæve fire områder, hvorpå vi efter min mening har forbedret det oprindelige forslag under den parlamentariske behandling. Det første er, at det her anerkendes, at et land vil kunne skride ind over for lovovertræderne, når der er begået miljøkriminalitet i dets eget område, men også når kriminaliteten er begået i et andet land, hvis det får følger for det første. Det andet er, at den samme mulighed for at skride ind udvides og vedrører ikke blot begået kriminalitet, men også ufuldført kriminalitet, som af den ene eller den anden grund ikke fik følger, men som kunne have skabt følgevirkninger. En tredje ting er, at juridiske personer stilles til ansvar, da det er dem snarere end fysiske personer, der begår langt størstedelen af den alvorlige miljøkriminalitet. Det fjerde element, som jeg vil fremhæve, er, at økonomiske og andre sanktioner, som pålægges for den type kriminalitet, altid bør være af meget større værdi end det udbytte, som gerningsmændene får ved at optræde sådan. På den måde bliver der gjort en ende på en virkelighed, der gør, at det i mange tilfælde er ikke blot billigt, men også rentabelt for dem at begå kriminalitet. Vi har et godt dokument, hvis virkning vi håber bliver effektiv. Vores forpligtelse bør også gå i den retning.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest tilslutte mig lykønskningerne for det arbejde, som ordføreren, hr. Di Lello Finuoli, har udført. Jeg ser med tilfredshed på dette initiativ fra den danske regering, som er baseret på den nye procedure, der er anerkendt i Amsterdam-traktaten, til behandling af et emne som det at sikre en bedre og større miljøbeskyttelse inden for rammerne af Den Europæiske Union, en beskyttelse, der tydeligvis ikke skal have grænser i Unionen. Min kollega fru Thors har allerede givet udtryk for en positiv holdning til såvel betænkningen som de ændringsforslag, der er forelagt af de respektive udvalg, og derfor vil jeg koncentrere mig om tre punkter. Igennem nogen tid har jeg forsøgt at få Kommissionen til at give de europæiske skove en rimelig behandling, og jeg har set de vanskeligheder, der var på grund af den forskellige behandling, som et område med en meget tydelig miljødimension kræver. Den første vanskelighed, jeg ser ved virkelig at anvende dette forslag, består i at klassificere miljøkriminalitet, når forskelligartetheden i Unionens område tages i betragtning. Det andet emne vedrører behovet for, at der er en overvejelse af kriminalitetens internationale dimension. Vi har set vanskelighederne ved at finde frem til de endelige ansvarlige for mange voldsomme angreb på miljøet, men desuden vanskeliggør spillet om det juridiske ansvar hos virksomhederne, som i sidste ende kan vise sig at være ansvarlige, virkelig en reel strafferetlig behandling af disse angreb. Det vil efter min mening være en meget vigtig opgave for Kommissionen. Det skal undgås, at det strafferetlige ansvar tilsløres. For det tredje, hr. formand, vil jeg blot sige, at det er nødvendigt at gøre indre og retlige anliggender til en integreret del af Den Europæiske Union, og det viser dette forslag.
Hr. formand, i Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe glæder os over dette initiativ fra Danmark om strafferetlige sanktioner over for miljøkriminalitet. Der findes åbenbart ganske mange medlemsstater, der har problemer med at idømme effektive straffe for denne form for kriminalitet. I mit eget land Sverige er der for tiden en del anmeldelser af miljøkriminalitet. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, hvor få af disse anmeldelser, der efterfølgende fører til domfældelser. Når man ser på straffen i disse domme, må man nok konstatere, at den i mange tilfælde er ganske mild. Jeg tror ikke, at det på nogen måde er noget enestående for Sverige. Disse problemer findes sikkert i de fleste medlemslande. Det er der ganske givet mange forskellige grunde til. Der kan f.eks. være tale om, at retssystemet mangler viden om eller ressourcer til efterforskning af miljøkriminalitet. Samtidig handler det nok også om en forældet tankegang om, at miljøkriminalitet ikke er lige så alvorlig som andre former for kriminalitet, og at miljølovgivningen ikke er helt så bindende som andre love. Hvis det et tilfældet, er det naturligvis helt uacceptabelt. Det handler ofte om store økonomiske interesser. I dag kan det betale sig at begå miljøkriminalitet, fordi der kun er en beskeden risiko for at blive straffet. Det måske mest bemærkelsesværdige ved dette er, at det er så få lande, der kan retsforfølge juridiske personer og stille virksomheder til ansvar. En ændring af dette forhold er måske den vigtigste forandring, der kan gøres. Det er selvfølgelig primært medlemslandenes ansvar, og samarbejdet på dette område skal være mellemstatsligt. Den samordning, der sker i medfør af dette initiativ, er naturligvis også nødvendig. Foruden det faktum, at samordningen styrker medlemslandenes arbejde, vil jeg fremhæve tre andre motiver for en sådan samordning. For det første har mange former for miljøkriminalitet internationale konsekvenser, hvilket mange har understreget under forhandlingen. Dernæst vil en gennemførelse af det danske initiativ lette det tværeuropæiske miljøsamarbejde i Europarådet, idet man så måske kan opfylde denne konvention. For det tredje ved vi alle, at miljølovgivningen er det område af fællesskabsretten, der dårligst efterleves. Et sådant initiativ vil også kunne betyde en bedre efterlevelse af fællesskabsretten på miljøområdet, hvilket så sandelig er nødvendigt, hvis man ser på, hvordan direktivet følges.
Hr. formand, mine damer og herrer, save the planet! Det er en opgave, som vi skal løse. Bæredygtighed er et helt centralt begreb netop i tider som disse. Vi bør bestræbe os på at være et godt forbillede, fordi miljøet er et meget vigtigt kriterium for vores efterkommere. Jeg vil imidlertid især gerne vende tilbage til ændringsforslag 3, hvor det drejer sig om interesse i udbytte. Interesse i udbytte er noget helt naturligt og fornuftigt. Virksomheder, som har røde tal, eller stater, som gældsætter sig, kan ikke betale deres arbejdstagere og embedsmænd de lønninger, man kunne ønske. Vi går ind for høje lønninger, og det kræver, at der opnås et udbytte. I sidste ende taler jeg også for de små og mellemstore virksomheder. 18 millioner virksomheder i Den Europæiske Union, som mange arbejdspladser er direkte afhængige af. Om der opnås et udbytte, eller om man lider tab i det lange løb, truer virksomhedens og især også arbejdspladsernes eksistens. Så vil jeg gå videre til ændringsforslag 8 og understrege, at strafferet naturligvis ikke er det samme som retten til at udøve sit erhverv. Her kunne jeg have ønsket, at vi i det mindste indhentede en udtalelse fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, fordi disse spørgsmål har stor principiel betydning, og det efter min opfattelse ikke er udtømmende, at de kun behandles i Miljøudvalget. Jeg vil også gerne klart definere, at virksomhedsejerens pligt til at gøre sig fortrolig med bestemmelserne skal defineres eller fortolkes således, at det naturligvis må dreje sig om de relevante bestemmelser i forbindelse med tilladelsen til anlægget. Disse bestemmelser skal den pågældende virksomhed naturligvis kende, så den kan overholde dem. Om ændringsforslag 19 vil jeg gerne sige, at der naturligvis kun kan være tale om bevidst vildledning, og om ændringsforslag 20, at det naturligvis kun drejer sig om økonomiske fordele. Om ændringsforslag 25 vil jeg sige, at man i forsikringsbranchen i dag faktisk ikke kan kalkulere og forsikre en miljøulykke. Her ville vi skulle bruge en definition af, hvad man helt nøjagtigt mener med det. Jeg tror imidlertid, at dette forslag i det store og hele er meget fornuftigt, især når vi tænker på udvidelsen med de øst- og centraleuropæiske stater. Hvis vi kan få skabt en retlig ramme for dette område, kunne det være meget nyttigt for miljøtanken. Jeg mener imidlertid også, at de strafferetlige sanktioner først og fremmest kun skal gælde, når der er tale om forsætlige handlinger eller ved gentagne tilfælde af grov uagtsomhed. At true med fængsel er et virkelig eksistenstruende initiativ! Jeg vil ikke sætte en arbejder bag tremmer og true ham i hans eksistens, fordi han en enkelt gang handler groft uagtsomt og glemmer at lukke for en hane. Derfor vil jeg foreslå, at man virkelig er meget forsigtig med disse kriterier, for det er naturligvis et meget følsomt område. I øvrigt bør vi overveje megt nøje, hvordan vi i dette tilfælde kan optimere metoden med best practice, for netop for miljøbeskyttelsen er best practice og benchmarking og tilbud om incitamenter et væsentligt grundlag. Netop Den Europæiske Union har vist, at man kan nå langt med mange støtteordninger, med forskning og udvikling og rådgivning. Men naturligvis er det også nødvendigt med uddannelse og certificering. I denne uge har vi jo diskuteret EMAS. Hvis vi vælger denne positive vej med incitamenter, beskytter vi virkelig vores planet.
Hr. formand, idet jeg taler på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe om det danske initiativ til et rammedirektiv om bekæmpelse af miljøkriminalitet, må jeg sige, at jeg støtter princippet i dette direktiv. Miljøkriminalitet er, hvad enten der er tale om ulovlig handel med udrydningstruede plante- eller dyrearter eller produkter heraf, eller der er tale om ulovlig eksport og dumpning af giftigt affald i andre lande, enten inden for eller uden for Den Europæiske Union, et voksende og i øget grad et grænseoverskridende problem. De, der i deres søgen efter profit er involveret i sådanne forbrydelser, søger ly mellem den europæiske lovgivnings paragraffer. Det må ikke få lov til at fortsætte. Det er vigtigt, at vi har en lovgivning, der beskytter os imod alvorlig miljøkriminalitet, inden vi får en yderligere udvidelse af Den Europæiske Union. For øjeblikket har vi ikke andet, hvormed vi kan bekæmpe disse forbrydelser, end latterlige økonomiske straffe. Vi må pålægge fængselsstraffe såvel som alvorlige bødestraffe og erstatningskrav, når folk findes skyldige i miljøkriminalitet. Vi må udpege synderne - ikke ofrene, som kører lastbiler fulde af giftigt affald eller falbyder produkter, der truer arterne, men dem, som træffer beslutningerne, og som leverer varerne, de store bagmænd og -kvinder frem for de små mænd og kvinder. Som sædvanlig ligger problemet naturligvis i detaljeringsgraden. Danskerne ønsker harmonisering af strafferetten, øget europæisk samarbejde, et register over ekspertise og knowhow og anvendelse af Europol. Det vil i nogen grad være vanskeligt at gøre alt dette til de 15 EU-medlemsstaters tilfredshed. Det kan gøres, men noget af det må vente. Det er formentlig for tidligt på dette stadium f.eks. at udvide Europols kompetenceområde uden at overbebyrde denne vigtige organisation med arbejde. Dette forslag lider under de samme problemer, som vi så ofte ser i Den Europæiske Union. Uden øgede ressourcer er Europols kapacitet begrænset, men jeg lykønsker hr. Di Lello Finuoli med hans betænkning.
Hr. formand, i går diskuterede og stemte vi om en betænkning fra Udvalget for Andragender. Det udvalg har i år behandlet 1.000 klager fra borgerne. Af disse 1.000 klager drejer 40% sig om overtrædelse af fællesskabsretten vedrørende miljø. Når vi ser de klager, forstår vi behovet for det forslag, som vi behandler, et forslag fra Rådet på anmodning af Kongeriget Danmark, og behovet for at vedtage denne betænkning af hr. Di Lello Finuoli og fru Schörling fra Miljøudvalget. Den betænkning indeholder efter min mening tre vigtige aspekter. For det første anmodningen om, at Europarådets konvention om miljø ikke blot undertegnes, men også ratificeres. Ingen stat har indtil videre ratificeret den konvention, og det er ikke i modstrid med vedtagelsen af denne betænkning. I betænkningen er der en perfekt definition af de parametre, som er nyttige for at definere kriminaliteten: gentagen adfærd, som udgør en overtrædelse af fællesskabsretten, skadens omfang og nogle gange det at sætte det økonomiske udbytte over alt andet. Og det forekommer os, at der ofte er et tydeligt forsæt. Det er der naturligvis, hr. formand, det er der endda ved visse tilfælde af miljøkriminalitet, som synes at være tilfældige. Jeg husker udmærket tilfældet med Doñana i Spanien eller tilfældet med Donau. Det var indlysende, at et bassin med en så stor mængde farlige produkter tæt på en naturpark som Doñana kunne forårsage et uheld når som helst. For det andet, hr. formand, mener jeg, at sanktionerne er helt nødvendige. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Der er andre kolleger her, som har sat spørgsmålstegn ved behovet for sanktioner. Det gør jeg ikke, og jeg mener endvidere, at princippet om, at "forureneren betaler", er et delvist princip. Der er af og til nogle, der foretrækker at forurene og betale et lille beløb, et beløb, der er meget mindre end den fortjeneste, der opnås ved at begå kriminaliteten. Derfor er sanktionerne helt nødvendige, de bør være afskrækkende, og de skal stå i forhold til den skade, der anrettes på borgernes livskvalitet. For det tredje skal det naturlige miljø genoprettes. Hr. formand, det er ikke acceptabelt, at området ved Doñana bliver genoprettet med offentlige midler, mens den virksomhed, der forårsagede den store skade, kun har bidraget med en minimal del. Derfor er genoprettelsen af det skadede miljø helt nødvendig. Ligeledes de juridiske personers ansvar. Kun i Det Forenede Kongerige, Finland og Danmark er der regler, der gør det muligt at påberåbe sig de juridiske personers ansvar. Og til sidst, hr. formand, vil jeg nævne samarbejdet mellem staterne, som er helt nødvendigt. I Udvalget for Andragender er vi bevidste om den forfærdelige skuffelse hos de borgere, der gør sig ulejlighed med at klage over miljøkriminalitet, og som ser, at vi i Europa ikke er i stand til at træde til for at forbedre det naturlige miljø, de lever i, og forhindre den form for kriminalitet.
Hr. formand, ærede kommissær, ærede kolleger, tak til Danmark for et godt initiativ, og tak til ordføreren for et godt arbejde. Det er unægteligt således, at når bøderne er små, bliver miljøkriminalitet fordelagtig. Men vi skal huske, at denne gren af kriminalitet også berører mennesker, mennesker på arbejdspladser og uden for dem. En rammeafgørelse kan eventuelt sætte en hindring for, at den form for kriminalitet kan betale sig. Jeg mener imidlertid, at multinationale virksomheder er et stort problem, og på det område er der behov for myndighedssamarbejde, det er der også behov for ved ikraftsættelsen af disse bestemmelser inden udvidelsen. Den alvorligste miljøkriminalitet begås af selskaber, og for nogen udgør den en del af handlen. Nogle begår denne kriminalitet gentagne gange. Det er netop de gentagne og forsætligt kriminelle handlinger på miljøområdet, som bør være det, vi skal fordybe os i. Jeg håber derfor, at Kommissionen etablerer et offentligt register over sådanne virksomheder, for hvem kriminaliteten er blevet en del af handlen, så forbrugere og folk kan påvirke situationen gennem den offentlige mening. Jeg kommer fra et land, hvor der kan rejses strafferetlig tiltale mod en juridisk person, og det har haft en virkning og en forebyggende effekt i vores land. Det er klart, at en virksomhedsleder forholder sig meget mere alvorligt til miljøet, når der er risiko for, at han kan komme i fængsel og blive isoleret fra det miljø, som han har misbrugt kriminelt. Jeg tror således på, at når disse ting føres ud i livet, kan vi gøre fremskridt såvel i Unionen som i øvrigt.
Hr. formand, jeg vil ligesom alle andre rose den danske regering for dette initiativ. Det viser, at man kan have en offensiv og progressiv optræden i Rådet i miljøspørgsmål. En forsætlig og bevidst fejlagtig fremgangsmåde hos virksomheder og privatpersoner i miljøsager bringer som bekendt ikke blot naturen, men også menneskeliv i fare. Jeg er helt overbevist om, at hvis man siger Teckomatorp i mit hjemland Sverige, så ved alle - i hvert fald de fleste - hvad det handler om, selv om det er en miljøkriminalitet, der fandt sted for mere end 20 år siden. Det drejede sig om en virksomhed, der ikke bekymrede sig om sit giftaffald, men i stedet gravede det ned i jorden og derved bragte en hel landsby i fare. Teckomatorp er desværre ikke det eneste tilfælde af slagsen, og mange af de øvrige parlamentsmedlemmer kender sikkert også til andre hændelser siden da, og så må vi ikke glemme den tilstand - eller snarere "vilde vesten"tilstand - der råder på vores have. Vi skal selvfølgelig se med lige så stor alvor på miljøkriminalitet som på alle andre kriminelle handlinger. Derfor er der også brug for fælles definitioner på miljøkriminalitet. Jeg er enig med Miljøudvalgets ansvarlige, Schörling, i, at det er nødvendigt med en effektiv lovgivning om miljøansvar, hvis vi skal forhindre miljøkriminalitet. Forebyggende foranstaltninger er den bedste måde at forhindre miljøkriminalitet på. Hvis vi på en god og effektiv vis skal kunne undersøge mistanker om miljøkriminalitet, skal politiet og anklagerne også have en særlig viden. Ellers risikerer man, at disse former for kriminalitet ikke bliver ordentligt undersøgt. Hvis sådanne former for kriminalitet ikke opdages hurtigt, kan de blive liggende, hvis de overhovedet bliver opdaget. I mine sidste sekunder vil jeg henvende mig direkte til Kommissionen med den opfordring, som bl.a. fru Thors og fru McKenna fremsatte med hensyn til de daglige dyretransporter i Unionen, der måske er den mest åbenbare form for miljøkriminalitet, som vi står over for i dag. Jeg ville ønske, at kommissæren ville tage denne sag alvorligt og gøre noget ved den aktuelle situation. Jeg tror virkelig, at vi har alle Unionens borgere bag os, når det handler om at gøre noget ved de forfærdelige dyretransporter.
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil gerne til Deres sidste opfordring sige, at jeg meget gerne vil tage Deres appel op i denne retning. Kongeriget Danmarks initiativ til en rammebeslutning fra Rådet består efter Kommissionens opfattelse stort set af to dele. Den første del skal føre til, at enhver forsætlig og alvorlig overtrædelse af miljølovgivningen inden for hele Fællesskabets område medfører effektive og afskrækkende straffe. Den opstiller en minimumsstandard med hensyn til straffene. Denne del, som i alt væsentligt svarer til bestemmelserne i en konvention, som blev vedtaget af Europarådet i november 1998, er initiativets hovedanliggende. Desværre er denne konvention, som det også er blevet understreget flere gange i dag, endnu ikke ratificeret af nogen af medlemsstaterne, og jeg har derfor forståelse for Danmarks initiativ til at behandle dette emne på ny inden for rammerne af Fællesskabets kompetencer. Den anden del indeholder derimod bestemmelser til forbedring af samarbejdet og informationsudvekslingen mellem anklagemyndighederne og domstolene i medlemsstaterne. Meget taler for at behandle den slags spørgsmål om retshjælp og forbedret samarbejde på det retslige område i et mere omfattende initiativ, som ikke er begrænset til miljølovgivningen. Derfor beskæftiger en arbejdsgruppe under Rådet sig i øjeblikket kun med initiativets første del - det var en af talerne også inde på - altså med den materielle strafferet. Forbedringen af det strafferetlige samarbejde er allerede genstand for flere initiativer og forslag, som ikke er begrænset til miljølovgivningen. Det er et væsentligt element i Amsterdam-traktaten og en generel opgave for fællesskaberne at udbygge den gensidige retshjælp, informationsudvekslingen og det øvrige samarbejde mellem domstolene og anklagemyndighederne i medlemsstaterne, så der kan skabes et ægte område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det, vi har brug for til dette formål, er meget klare, overskuelige og håndterlige bestemmelser, som den enkelte retsanvender hurtigt kan betjene sig af. For at nå dette mål og modvirke en fragmentering af lovgivningen bør reglerne om retshjælp efter Kommissionens mening være så alment gyldige som muligt. Særlige bestemmelser, f.eks. inden for miljølovgivningen, bør man kun skabe som en undtagelse, hvis der er behov for det. Derfor oprettede man også i 1998 ved en fælles aktion Europæisk Retligt Netværk, som har indledt sit arbejde og udfolder mangfoldige aktiviteter for at lette retshjælpen og udvekslingen. Dette skal naturligvis også efter Kommissionens opfattelse udbygges yderligere. Ud over den allerede eksisterende mellemstatslige traktat om retshjælp og gensidig anerkendelse af domme er der planlagt yderligere fællesskabsaktioner på dette område. Kommissionen finder den første del af Danmarks initiativ meget positivt. Hidtil er det nemlig langt fra alle medlemsstater, som har beskyttet miljøet strafferetligt som et retligt gode. Nogle medlemsstater har anført specifikke miljøovertrædelser i deres straffelov, andre har ikke. En alvorlig overtrædelse af miljølovgivningen er altså ikke nødvendigvis strafbar i alle medlemsstater. Det er så naturligvis ligefrem et incitament for grænseoverskridende miljøforbrydelser. Den manglende håndhævelse, som vi generelt set har inden for miljøbeskyttelsen, kan naturligvis ikke afhjælpes alene med strafferetlige midler, men også her ville denne rammebeslutning sikkert give nye impulser. I Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har man allerede talt om, om ikke den eksisterende fællesskabslovgivning inden for den første søjle allerede indeholder tilstrækkelige forpligtelser for medlemsstaterne. Hertil må man sige, at instrumenterne i første søjle ganske vist ofte indeholder sanktioner, men at disse ikke nødvendigvis behøver at være af strafferetlig natur. Inden for den første søjle er det principielt overladt til medlemsstaterne at afgøre, om de betragter forvaltningsretlige sanktioner som tilstrækkeligt, eller om de vil gribe til strafferettens skrappere midler. Jeg vil gerne pege på et punkt, som efter Kommissionens opfattelse stadig ser ud til at være problematisk, og som også er blevet nævnt i flere debatindlæg, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt juridiske personer kan straffes. Ifølge det danske forslag skal juridiske personer drages strafferetligt til ansvar for alvorlige miljøovertrædelser. Efter Kommissionens opfattelse må der imidlertid tages hensyn til de traditionelle retsordener i nogle medlemsstater, idet straf for juridiske personer generelt udelukkes. Lignende bestemmelser inden for EU-retten siger kun, at der skal gribes til sanktioner mod juridiske personer, som så absolut kan være af forvaltningsretlig natur, og - som det med rette er blevet nævnt flere gange - at den materielle skade, man har forårsaget, forfølges med økonomiske sanktioner. Det er også med i forslaget. Hvad angår de økonomiske sanktioner, vil jeg også endnu en gang gøre opmærksom på betydningen af grønbogen om miljøansvar, som Kommissionen udsendte for nogle måneder siden, og hvor det drejer sig om også at få registreret de økologiske skader, der er forårsaget. For at give forslaget bedre chancer for at blive realiseret er det nok tilrådeligt, at man også i dette tilfælde taler om juridiske personers ansvar uden at anvende ordet "strafferetlig". Men desuagtet skal de personer, der er ansvarlige for alvorlige miljøforbrydelser, naturligvis være underkastet straffeloven. Det var der jo også enighed om i denne meget interessante debat. Afslutningsvis vil jeg på Kommissionens vegne gerne sige, at vi må jo igen og igen føre sager om traktatbrud inden for miljøretten mod medlemsstaterne, og et meget stort antal af sagerne om traktatbrud findes netop inden for denne sektor. Det giver desværre alt i alt det billede, at mange medlemsstater ikke tager miljøbeskyttelsen og miljølovgivningen så alvorligt. På denne baggrund er det danske initiativ efter Kommissionens mening meget bemærkelsesværdigt og betydeligt.
Mange tak, fru Schreyer. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Stemmeforklaringer
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, vi har med stor glæde godkendt denne betænkning, fordi vi mener, at miljøkriminalitet stadigvæk undervurderes, at følgerne ofte ikke kendes, og det ofte er vanskeligt at placere ansvaret. Dioxinskandalen i Belgien begyndte med ulovlig deponering af nogle liter giftig affaldsolie fra transformatorer, der endte i kvægfoder. Miljøkriminalitet kommer ofte ikke eller for sent frem i lyset. Ofte optager miljøembedsmændene rapporter, som ganske enkelt henlægges af anklagemyndigheden, fordi bekæmpelse og retsforfølgelse af miljøkriminalitet i mange medlemsstater ikke prioriteres særlig højt. Det judicielle samarbejde i Europa er under alle omstændigheder dårligt. Det har også vist sig i denne betænkning. Vi fastslår, at Europol overhovedet ingen kompetence har. Vi konstaterer, at de fleste medlemsstater endnu ikke har ratificeret Europarådets konvention af 1998. Vi konstaterer endvidere, at miljøkriminalitet i mange lande ikke retsforfølges seriøst. Hvis Europa målrettet ønsker at forebygge og bekæmpe miljøkriminalitet, skal medlemsstaterne være konsekvente og også ville de midler, der kræves til formålet.
Hr. formand, denne gang taler jeg ikke bare som repræsentant for Pensionistpartiet, men også som tidligere sømand, for begge de betænkninger, vi drøftede her til morgen, vedrører havet. Den første betænkning drejer sig nemlig om Short Sea Shipping, og den anden om miljøet, og miljøforbrydelser går ofte ud over havet. I morges blev jeg ringet op af en pensionist fra Ligurien, som sagde til mig: "Det er meget varmt. Jeg ville ud at bade, men jeg var nødt til at gå ind igen med det samme, for havet var meget forurenet og fuldt af olie. Hvad vil du gøre for os fra Ligurien og Genova? Vi ligger ganske vist lige ved havet, men det er til gengæld også forurenet!" "Du skal ikke være bekymret", svarede jeg hende, "for i dag er det fredag den 7. juli. Om fredagen taler vi normalt om fisk, og denne gang taler vi om havet." Ligesom jeg stemte ja til forslaget om, at der skal investeres i havne til Short Sea Shipping - forhåbentlig i Genova, Imperia, Savona, Toulon og Marseille - stemte jeg således også ja til forslaget om, at havvandet skal være rent, da det også er så vigtigt for pensionisterne og for dem, der bor ved kysten.
Hr. formand, jeg kom ind i salen for at stemme imod denne betænkning som en protest mod fru McKennas vildledende og ukorrekte kommentarer med hensyn til ledelsen af det nukleare oparbejdningsanlæg i Sellafield i Det Forenede Kongerige. Jeg ser, at fru McKenna selv må have så stærke følelser i sagen, at hun ikke har følt det nødvendigt at være til stede ved afstemningen. Jeg kan kun håbe, at resten af debatten og betænkningen er mere korrekt end fru McKenna.
Vi går nu over til godkendelse af protokollen fra mødet i går. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg afgav en skriftlig stemmeforklaring i går om menneskehandel, men det er ikke nævnt i protokollen.
Det vil blive rettet på behørig vis, fru Laguiller.
Hr. formand, det drejer sig blot om en rettelse vedrørende det fuldstændige forhandlingsreferat fra onsdag. Jeg har lige fået kendskab til dette referat og kunne konstatere følgende: Under min tale om Radwan-betænkningen om Den Europæiske Centralbanks årsberetning blev jeg flere gange afbrudt af bifald og tilråb, især da jeg efter talerne af diverse gammelkommunister fra DDR betegnede de recepter, som de, der har ruineret en hel stat, fremsatte her igen, som rent vrøvl, og da jeg pegede på, hvor vigtig Den Europæiske Centralbanks uafhængighed er, netop set i lyset af de tolv rød-rosa-grønne regeringer i Euroland. Det står der ikke noget om i det fuldstændige forhandlingsreferat. I referatet kan jeg heller ikke finde min udtalelse om, at det ville være bedre for euroens styrke, hvis vælgerne ville give de talrige rød-grønne regeringer løbepas frem for at udstede politiske sanktioner mod Østrig, som repræsenterer et forsøg på at manipulere med et valgresultat, der bragte en regering til magten, som efter 30 års socialdemokratisk indspisthed nu forsøger at skabe grå markeder. (Formanden fratog taleren ordet)
Fru Lulling, vi er i gang med at godkende protokollen. Jeg har taget Deres korrektion af det fuldstændige forhandlingsreferat til efterretning, og Parlamentets begejstring for Deres ord vil blive inddraget i protokollen. (Protokollen godkendtes)
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 10.40)