Før vi går over til dagsordenen, er der nogle bemærkninger til forretningsordenen.
Hr. formand, jeg beklager at måtte meddele, at Vladimir Aleksandrovitj Gusinskij, direktør for fjernsyns-, radio og avisnetværket Most Media, i går blev arresteret i Moskva. Gusinskij er en førende russisk skikkelse og formand for Den Jødiske Kongres i Rusland og næstformand for Den Jødiske Verdenskongres. Her til morgen sidder han varetægtsfængslet i Butyrskij-fængslet. Jeg vil overlade det til Dem selv at forestille Dem, hvordan forholdene dér er. Gusinskijs medieaktiviteter var de eneste, der havde lov til at kritisere Putin og hans regering. Hans uafhængige fjernsynsstation er den eneste, der stiller spørgsmålstegn ved de russiske troppers fremgangsmåde i Tjetjenien. Hans program Dukker, der er baseret på det britiske program Spitting Image, gør grin med præsidenten, noget der skulle være til stor irritation for denne. Hans radiostation Ekho Moskvij var den, præsident Clinton for få dage siden valgte til det eneste interview af betydning, som han gav til et russisk medie. Den 11. maj ransagede det såkaldte skattepoliti Gusinskijs arbejdssteder - der var tale om mænd i elefanthuer og camouflageuniformer, som bar Kalashnikov-geværer. Kun de færreste russere ser ikke en forbindelse mellem Gusinskijs kritik og den hårde behandling, han nu udsættes for. Nu er han som sagt arresteret, og Putin siger, at han ikke kender noget til sagen. Ruslands fremtid står nu på vippen. Hvis ikke Putin afstikker en anden kurs og frigiver Gusinskij, må vi konkludere, at Ruslands brave forsøg på at etablere en fri presse ikke er lykkedes, og at deres demokrati blot var en illusion. Konsekvenserne heraf vil være katastrofale. Det vil betyde farvel til Europarådet, farvel til Partnerskab for Fred, farvel til Tacis og goddag til et nyt våbenkapløb. Europa-Parlamentet må gøre, hvad det kan, for at afværge denne katastrofe. Jeg opfordrer Dem, hr. formand, til at gå i samråd med Deres kolleger, så alle aspekter af forholdet mellem EU og Rusland kan blive undersøgt og diskuteret, og vi kan gøre vores indflydelse gældende ikke mindst over for præsident Putin, som bringer os alle i fare.
Mange tak, hr. kollega. Som det kan høres af bifaldet, har Parlamentet taget Deres bemærkning til efterretning.
Hr. formand, lige et andet punkt. Det skete i går, det skete for nogle måneder siden, ja, det sker faktisk hver måned, at der gives tilladelse til receptioner arrangeret enten af formandskabet eller af parlamentarikere fra andre medlemsstater. Disse receptioner ender så i svire- og ædegilder for åbent kamera. Hr. formand, det er uværdigt for Parlamentet. Gennem Dem vil jeg gerne anmode om, at der udarbejdes en kodeks for denne type arrangementer. Efter min opfattelse bør vi ikke fortsat acceptere denne praksis. Det overrasker mig, at der gives tilladelse hertil, fordi jeg fra de samme kvæstorer modtog et brev i sidste uge med en negativ bemærkning om en udstilling for handicappede, som jeg havde arrangeret. Det afvises, mens disse fester, hvor vi fremstår som ådselgribbe, tillades uden videre. Jeg anmoder Dem om at fremlægge dette for kvæstorerne for at få det bragt til ophør, for det er uværdigt for os alle.
Fru kollega, jeg skal bede Dem om at fremsætte Deres anmodning skriftligt for kvæstorerne, som derefter foretager de nødvendige skridt.
Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg har gransket gårsdagens protokol og har bemærket, at parlamentsmedlem Elmar Brok ikke har erklæret sig forhindret i at stemme under afstemningen om betænkningen vedrørende digital-tv, selv om han i registeret over medlemmernes anden beskæftigelse har oplyst, at han er senior vice-president i et foretagende ved navn Media Developments Bertelsmann. Efter min mening bør dette spørgsmål behandles i Parlamentet.
Hr. kollega, jeg har ikke helt forstået det. Siger De, at han har stemt, eller at han ikke har stemt? I oversættelsen hed det, at han ikke har stemt, og hvis han ikke har stemt i en sag, hvor dette kommer på tale, har han jo båret sig korrekt ad.
Hr. formand, jeg læser i protokollen, og her står ikke, at han ikke skulle have stemt.
Det vil vi undersøge, hr. kollega. (Protokollen godkendtes)
Hr. formand, jeg tager ordet for blot at sige, at jeg har været i kontakt med ordføreren for betænkningen, hr. Murphy, og vi blev enige om, at det ville være bedre at sætte denne betænkning til afstemning uden forhandling.
Hr. kollega, Deres forslag er meget usædvanligt, for normalt afgøres det samtidig med, at dagsordenen fastsættes. Når en betænkning er opført på dagsordenen med forhandling, ser jeg i henhold til forretningsordenen faktisk ikke nogen mulighed for at slette det af dagsordenen. Jeg foreslår, at vi holder fast ved den valgte procedure med forhandling.
Jeg skal nu give Dem endnu en meddelelse. I går anmodede hr. Lannoye om, at forslaget fra 185 ... (Tilråb fra hr. Brok) Hr. Brok, nu er vi ved et andet punkt. Hvis det drejer sig om det, parlamentsmedlemmet netop bemærkede, skal jeg straks bagefter give Dem ordet til en personlig bemærkning. Hvis De vil være så venlig at tage plads indtil da, ville det hele kunne forløbe i god ro og orden. I går anmodede hr. Lannoye om, at anmodningen fra 185 medlemmer om at nedsætte et midlertidigt undersøgelsesudvalg i henhold til forretningsordenens artikel 151 vedrørende Echelon, hvilket flertallet af Formandskonferencen afviste på sit møde den 13. april, skal forelægges Parlamentet til beslutning. Formanden har meddelt mig, at Formandskonferencen i morgen endnu en gang vil drøfte spørgsmålet om at nedsætte et midlertidigt udvalg. Det må derfor være rimeligt, hr. kollega, at afvente resultatet af disse drøftelser, før plenarmødet beskæftiger sig med spørgsmålet. Det ændrer jo ikke noget ved selve sagen, da der jo skal stemmes under alle omstændigheder, spørgsmålet er blot, om det sker i denne mødeperiode eller i den næste.
Hr. formand, jeg ved ikke, om det er et formuleringsproblem, men det forekommer mig, at svaret ikke besvarer spørgsmålet. Formandskonferencen har på sin dagsorden for i morgen planlagt at undersøge forslaget om nedsættelse af et midlertidigt udvalg, ikke et undersøgelsesudvalg. Men det er ikke dét, mit spørgsmål drejer sig om. Det, jeg efterlyser, er en afstemning om Formandskonferencens beslutning om, at der ikke nedsættes noget undersøgelsesudvalg. Der er et andet forslag, men det er ikke dét. De har derfor ikke besvaret mit spørgsmål.
Det mener jeg nok, hr. kollega, for der er to muligheder, hvad proceduren angår. For det første kan vi stemme separat om spørgsmålet om at nedsætte et midlertidigt udvalg og uafhængigt heraf om nedsættelsen af et undersøgelsesudvalg. Det kan man gøre på forskellige tidspunkter og uafhængigt af hinanden. Men ifølge forretningsordenen er det ikke et tvingende krav, at man skal gøre det sådan. Derfor lyder forslaget, at der skal stemmes i fællesskab om begge spørgsmål på én gang. Det er den anden mulighed. Jeg kan heller ikke se, at det skader idéen om et undersøgelsesudvalg, som De jo vil have, at vi samler afstemningerne, og at det hele varer tre uger endnu. Det ændrer ikke noget ved selve sagen, for på et eller andet tidspunkt skal Parlamentet udtale sig. Jeg siger endnu en gang, at det ville være muligt, men formanden foreslår imidlertid at håndtere det på en anden måde, og det foreslår jeg Dem også.
Hr. formand, jeg finder det ganske fornuftigt at foreslå to afstemninger på én gang, men jeg fastholder, at der skal to afstemninger til. Først en afstemning om princippet om nedsættelse af et undersøgelsesudvalg, der er blevet tilsidesat af Formandskonferencen, og dernæst en eventuel anden afstemning, såfremt vi når til enighed om at nedsætte et midlertidigt udvalg, der overhovedet ikke har samme formål - det vil jeg gerne understrege. Det er to forskellige problemer, og hvis man læser forretningsordenen nøje, vil man se, at der i artikel 151 ikke nævnes noget midlertidigt udvalg. Her tales der udelukkende om et undersøgelsesudvalg. Efter min mening har plenarmødet ret til at udtale sig om Formandskonferencens holdning.
Hr. Lannoye, det er jo fuldstændig ubestrideligt. Her er forretningsordenen krystalklar. Hvis der er samlet det nødvendige antal underskrifter, skal der stemmes på plenarmødet efter et votum fra Formandskonferencen, ellers ville det jo betyde, at det er Formandskonferencen og ikke plenarmødet, der træffer beslutning om, hvorvidt der skal nedsættes et undersøgelsesudvalg eller ikke. Det er naturligvis ikke tilfældet. Det er muligt, at en og anden i Formandskonferencen mener dette, men det svarer ikke til de faktiske forhold. (Munterhed, tilråb fra hr. Poettering) Hr. Poettering siger, at det er der ingen, der tror, og dermed er Deres problem jo løst.
Hr. formand, jeg beder om ordet for at støtte anmodningen. Jeg er tilfreds med Deres svar: I morgen eftermiddag udtaler Formandskonferencen sig endelig om denne anmodning, som så mange medlemmer har fremsat.
Hr. kollega, det er taget til efterretning.
Vi går nu over til afstemning om anmodning om uopsættelig forhandling om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1251/1999 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder for at medtage hør og hamp bestemt til fiberproduktion (KOM(1999) 576 - C5-0280/1999 - 1999/0236(CNS)) og forslag til Rådets forordning om den fælles markedsordning for hør og hamp bestemt til fiberproduktion (KOM(1999) 576 - C5-0281/1999 - 1999/0237(CNS)). Disse forslag er behandlet i Schierhubers betænkning. Den endelige afstemning herom blev i henhold til forretningsordenens artikel 69, stk. 2, udsat den 16. maj. Spørgsmålet blev henvist til fornyet behandling i udvalget. Jeg giver ordet til hr. Graefe zu Baringdorf for en udtalelse fra det korresponderende landbrugsudvalg.
Hr. formand, kære kolleger, ved denne forordning drejer det sig både for Parlamentet og Kommissionen om tre ting, nemlig for det første at forhindre misbrug af støtteordningen for hør og hamp, for hidtil har der været betydelige uregelmæssigheder inden for denne ordning. For det andet skal det fortsat være muligt at dyrke hør og hamp i EU. Begge dele er råstoffer med en imponerende vækst og med stor økologisk og social betydning. For det tredje gælder det om at sikre, stabilisere og også fremme en voksende forarbejdningsindustri på dette område. Her fremstilles der intelligente, økologisk værdifulde og biologisk nedbrydelige produkter. Vi er altså enige om målsætningen, men vi er ikke enige om måden at opnå det på. Derfor har Parlamentet udsat den endelige afstemning herom, og vi befinder os for øjeblikket i forhandlinger med Kommissionen. Der er sket betydelige fremskridt og tilnærmelser, og på mange punkter er der opnået kompromiser. Vi mødtes endnu en gang i går, men er ikke blevet færdige med at formulere kompromiser og kompromisforslag. Derfor kommer den nuværende anmodning om uopsættelig forhandling, som er fremsat af Rådet eller formandskabet, for tidligt. Vi foreslår derfor, at vi på nuværende tidspunkt forkaster denne uopsættelige forhandling. Vi går ud fra, at vi inden juli har fundet et kompromis, som kan fremlægges, og kan så stemme om det på plenarmødet i juli. I den forbindelse skal jeg endnu en gang rette en udtrykkelig tak til Kommissionen og kommissær Fischler, som har vist megen samarbejdsvilje i denne sag. Jeg håber, at vi med dette forslag også kan opfylde Kommissionens ønske om at kunne fremlægge dette og nå til en afslutning af dette spørgsmål endnu i år.
Mange tak, hr. kollega. Vi har et forslag til proceduren fra ordføreren for Landbrugsudvalget. Ifølge forretningsordenen kan én taler tale for, og én imod det. Fru Schierhuber har bedt om ordet.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg støtter fuldt ud indholdet i forslaget fra ordføreren for Landbrugsudvalget. Han har meget overbevisende redegjort for, hvad det drejer sig om. Som ordfører vil jeg også for mit vedkommende udtrykkeligt takke Kommissionen for dens vilje til dialog. De ved, at den fælles beslutningsprocedure hidtil ikke har været gældende for os inden for landbruget. Det forklarer disse to uformelle møder, som hvert varede over en time. Vi har konstateret særdeles stor enighed, også fra Kommissionens side. Desværre er der imidlertid ingen skriftlige dokumenter at stemme om og beslutninger at vedtage. Derfor skal jeg på nuværende tidspunkt bede Dem om at stemme imod den uopsættelige forhandling.
Da ingen vil tale for den uopsættelige forhandling, går vi over til afstemning. (Uopsættelig forhandling forkastedes) Formanden. Før vi går over til dagsordenen, giver jeg ordet til hr. Brok for en personlig bemærkning.
Hr. formand, tillad mig en kort personlig bemærkning. Min erhvervsmæssige beskæftigelse er i overensstemmelse med Parlamentets regler opført i parlamentsformandens register. Min adfærd har i de sidste otte år rettet sig herefter. Jeg har aldrig udøvet nogen parlamentarisk aktivitet i spørgsmål, der direkte angår mit firmas interesse. I disse tilfælde har jeg ikke deltaget i afstemninger, selv om noget sådant ikke er foreskrevet. I øvrigt findes der intet tilfælde, hvor man ud fra min stemmeafgivning kan sige, at jeg har repræsenteret indirekte interesser, og hvor jeg ikke har fulgt gruppens holdning. Derfor udelukker jeg det, som hr. Seppänen har givet udtryk for. Formanden. Hr. Korakas til forretningsordenen.
(GUE/NGL). (EL) Hr. formand, om lidt skal vi forhandle fru Lalumières afstemningsforslag om Europas sikkerhed og forsvar. Det er et vigtigt forslag. Enhver har sin mening om det, men jeg er af den mening, at der kun kan opstå en rigtig forhandling om dette betydningsfulde emne, hvis vi havde fået ændringsforslagene i ordentlig tid. I dag mellem kl. 8 og 8.30 bad vi om ændringsforslagene, men de forelå ikke. Vi har altså ikke haft nogen mulighed for at forhandle disse ændringsforslag, inden de bliver sat til afstemning. Eftersom der også sker det samme ved andre forhandlinger, anmoder jeg om, at man træffer foranstaltninger, så vi kan få ændringsforslagene i god tid, inden betænkningerne bliver forhandlet her i salen.
Hr. kollega, vores tjenestegrene fortæller mig, at De har ret, og at de faktisk er uddelt for sent, fordi fristen var sat så sent. Men da vi først skal stemme om dem på torsdag, anser jeg det for acceptabelt, at forhandlingen alligevel finder sted. Men De har faktisk ret, og vi skal bestræbe os på at uddele dokumenterne noget tidligere i fremtiden.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende mundtlige forespørgsler: B5-0488/00 af Poettering for PPE-DE-Gruppen, Barón Crespo for PSE-Gruppen, Cox for ELDR-Gruppen og Lannoye for Verts/ALE-Gruppen til Kommissionen om europæiske politiske partier; B5-0494/00 af Pasqua for UEN-Gruppen til Kommissionen om europæiske politiske partier.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne fremsætte syv overvejelser om dette vigtige emne. For det første anerkendte de europæiske stats- og regeringschefer i 1991 i Amsterdam-traktatens artikel 138 A udtrykkeligt, at de europæiske politiske partier har en vigtig rolle. Det afgørende for stats- og regeringscheferne var den tanke, at der heller ikke i Den Europæiske Union kan findes et fuldt udbygget demokrati uden europæiske politiske partier, som har et troværdigt retligt grundlag og en solid finansiering. For det andet er der til næste år gået 10 år uden væsentlige fremskridt med hensyn til de europæiske politiske partiers retlige status, og uden at der er pustet liv i traktaten. PPE-DE-Gruppen beklager dette dybt. For det tredje minder vi om de vigtige forarbejder som led i den Tsatsos-betænkning, der blev vedtaget i 1996, og om Kuhne-betænkningerne af 13. april 2000. Også i andre betænkninger fra Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget, senest i Ferbers betænkning, gøres der opmærksom på det presserende behov for en europæisk partistatut og en regulering af dette spørgsmål. For det fjerde hilser vi det derfor velkomment, at Kommissionen er parat til at arbejde for en tilføjelse til artikel 191 i EF-traktaten om de europæiske politiske partier. Vi takker formand Prodi, kommissær Barnier og hele Kommissionen for, at de tillægger denne sag den betydning, den fortjener. Dermed bliver en løsning mulig. Vi håber, at de formuleringer, Kommissionen har valgt, muliggør en hurtig vedtagelse af en europæisk partistatut, som ikke overvurderer mulighederne for at få flertal i Rådet, og som respekterer Europa-Parlamentets fælles beslutningsprocedure. For det femte hilser vi det ligeledes velkomment, at Kommissionen helt klart - hvis jeg er rigtigt informeret - også bekræfter muligheden af at skride til handling på grundlag af artikel 308. De muligheder, der ligger i artikel 308, skal udnyttes, så længe der ikke findes en tilføjelse til traktaten. Alligevel er det vores afgjorte holdning, at en tilføjelse til traktaten er den bedste vej til en løsning. For det sjette har formændene for de fire største grupper i Europa-Parlamentet, altså PPE-DE-Gruppen, PSE-Gruppen, ELDR-Gruppen og Verts/ALE-Gruppen, efter aftale med formændene for partisammenslutningerne og Kommissionen allerede for nogle måneder siden fremsendt et forslag om hovedelementerne i en europæisk partistatut og dermed demonstreret, at dette spørgsmål skal løses og også kan løses i en bred politisk konsensus. Vi har fortrøstning til, at også andre grupper, som for øjeblikket endnu ikke råder over selvstændige europæiske partier, kan deltage i denne konsensus. Afslutningsvist er vi for det syvende ligeledes bevidste om, at vi, indtil en europæisk partistatut træder i kraft, har brug for overgangsordninger, som regulerer og begrænser støtten til europæiske politiske partier fra grupperne i Europa-Parlamentet. Vi er her parate til et bredt initiativ på tværs af grupperne. Vi vil yderligere styrke de europæiske politiske partiers uafhængighed af grupperne og samtidig give dem perspektiver for fremtiden, og vores vigtigste mål er, at de europæiske politiske partier bliver et vigtigt grundlag for europæisk politisk arbejde. Vi ønsker at give dem denne mulighed, og vi vil først og fremmest sikre, at vi i alle disse spørgsmål om støtte til europæiske politiske partier har en gennemsigtig situation, et klart retsforhold, som også kan præsenteres sådan over for offentligheden. Det gavner i så fald troværdigheden, ikke kun for partierne, men også for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg gør formand Poetterings ord til mine i forbindelse med dette fælles initiativ, og, hvis De tillader det, vil jeg først minde om, at vi for 10 år siden sammen foranledigede - ved den lejlighed var vi det kristelig demokratiske parti, de liberale og socialdemokraterne - at Maastricht-traktaten kom til at indeholde en artikel, hvori de politiske partiers personlighed blev anerkendt. På det tidspunkt havde jeg til opgave at forhandle om dens inddragelse med formanden for Rådet, Lubbers, og jeg vil hylde ham, for jeg mener, at det var et vigtigt skridt. Vi kunne have valgt at formulere spørgsmålet omvendt, altså hvorfor Kommissionen, når den havde initiativmonopol i 10 år, ikke tog noget initiativ til at regulere dette så vigtige område, men vores holdning er konstruktiv. Vi ønsker, at der findes en løsning på et problem, der ikke bare er et lovmæssigt morads, men også et forfatningsmæssigt problem for Den Europæiske Union. Den nuværende situation bliver mere og mere indviklet. I medierne var det tidligere holdningen, at det i Bruxelles var nødvendigt at lave lobbyarbejde, at optræde som pressionsgruppe. Vi opnåede anerkendelse af de politiske partier, som i vores landes forfatninger er en grundsten for demokratiet. Alligevel er der ikke sket fremskridt i 10 år, og vi befinder os virkelig i en situation, der bliver mere og mere vanskelig. Man kunne strække sig til grænsen og sige, at i hvert fald 75% af medlemmerne af Parlamentet er medlemmer af organisationer, der bestemt ikke er hemmelige, men er uden for lovgivningen, og Revisionretten, en nøgleinstitution i Den Europæiske Union, stiller løbende krav til os, som vi forsøger at respektere og overholde, men det bør ikke være den, der i realiteten fastlægger den retlige ramme. Derfor mener vi, at det, for at opnå, at det er borgernes demokrati og ikke pengenes magt, der får overtaget i Unionen, er absolut nødvendigt, at Kommissionen nu på ansvarlig vis udøver sin initiativret. Vi har stillet Dem nogle nyttige forslag til, hvordan vi kommer ud af en situation, der ikke blot er utilfredsstillende, men også negativ for demokratiets udvikling i Europa.
Hr. formand, de væsentligste emner er allerede blevet diskuteret, men jeg vil gerne gentage, at retten til at fremsætte lovforslag ligger hos Kommissionen. Vi har på tværs af de forskellige politiske grupper taget et initiativ, som vi fremlagde for Kommissionens formand, Romano Prodi, i februar. De politiske partier har faktisk været nævnt i traktaten i over syv år nu. Der står, at partierne er en vigtig integrationsfaktor, idet de bidrager til opbygningen af en europæisk bevidsthed og er et centralt element i Unionens demokrati og politiske debat. I lighed med flere andre temmeligt ambitiøse artikler i traktaterne mangler artikel 191, som er den, jeg henviser til, imidlertid et praktisk indhold. Spørgsmålet er nu: Kan Kommissionen tage et initiativ, som puster liv og praktisk indhold ind i ambitionerne i artikel 191? Det er, hvad debatten i dag egentlig drejer sig om. Jeg er enig med andre talere i, at Revisionsrettens beretninger - som vi for øvrigt forudså her i Parlamentet for flere år siden med betænkningen fra professor Tsatsos, som gjorde opmærksom på et presserende behov for juridisk validering af partier - gør sagen endnu mere presserende. Institutionerne skal være ansvarlige og transparente. Parlamentet har ikke ret til at komme med udkast til lovgivning. Det er forbeholdt Kommissionen. Vi beder om Deres hjælp til, at dette vigtige element, der - som der står i traktaten - bidrager til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje, valideres ved lovgivning.
Hr. formand, også min gruppe har været med til at udarbejde dette initiativ til Kommissionen simpelthen på baggrund af, at vi er i gang med at skabe et Europa, der integreres, men det er slet ikke klart, at borgerne kan få indflydelse på dette Europa i integration i samme takt, som integrationen skrider frem. Jeg vil ikke sige, at de politiske partier er den eneste eller blot den ubetinget vigtigste kanal, borgerne kan anvende for at få indflydelse på ting i vores nuværende samfund, men de har deres egen plads, og de europæiske partiers stilling må hastigt defineres. Ganske som mine kolleger har sagt, må disse partier trækkes frem i dagslyset. De fungerer under alle omstændigheder allerede i dag. De kan ikke erstatte de nationale partier, men de nationale partiers samarbejde er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt længere. Det er vigtigt, at man enes om en fuldstændig åben og gennemskuelig finansiering, når man definerer de europæiske partier. Det er f.eks. meget vigtigt, at man har nøje kendskab til, hvor disse partier får penge fra, og specielt finansiering af valg er i denne forbindelse yderst vigtig, da penge ikke må være afgørende for, hvordan man klarer sig til et valg. Min gruppes hensigt er ikke kun på denne måde at få skabt en finansieringskanal for de europæiske partier, men det vigtigste af alt er, at der nu er lejlighed til at definere de grundprincipper, de europæiske partier kan handle efter. Vi må gå ud fra, at de i deres virke skal respektere de grundlæggende demokratiske rettigheder, menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Måske er det blevet tid til at præcisere, at kun den type europæiske partier kan nyde offentlig støtte. Hvis det juridiske grundlag er uklart, tilslutter vi os anmodningerne om, at Kommissionen burde tage initiativ til en præcisering af det, og også regeringskonferencen burde tage ansvaret for sagen.
Hr. formand, ifølge traktaten er det de europæiske partier, som medvirker til at oplyse borgerne om, hvad der foregår i Unionen og i Parlamentet, og via deres politiske aktivitet er de således med til at skabe en europæisk bevidsthed og et kendskab til Europa. Men hvad er europæisk bevidsthed? Dette er måske ikke gjort tydeligt nok i traktaten, eftersom der f.eks. ikke står noget om de handicappedes rettigheder, og der ikke gøres nok for at beskytte børn, som i dag er særlig ramt af en udbredt pædofili i Europa. Den europæiske bevidsthed skal bidrage til udviklingen af en gensidig respekt, som skal forhindre, at en kultur dominerer over en anden, at tolerance forveksles med slaphed og mangel på love og regler, eller at lovene og reglerne er lavet på en måde, så de beskytter nogen og ikke forsvarer andre. Den europæiske kultur opstår ud fra respekten for vores nationale kulturer og vores traditioner, som suppleres med det nye, der udvikler sig, når blot det nye ikke repræsenterer en gruppe menneskers fortrinsstilling i forhold til en anden. Unionens borgere skal i højere grad have beskyttet deres rettigheder, også af økonomisk art, over for et verdensmarked, som bliver mere og mere domineret af de multinationale selskabers interesser og visse politiske interesser på dette verdensmarked. Derfor er de europæiske partier dem, som ud fra beslægtede idealer, værdier og programmer slutter sig sammen i grupper og samarbejder for at give borgerne mere at skulle have sagt og en større repræsentativitet, og ikke dem, som ud fra delinteresser benævner sig ens i de forskellige lande. Altså, som Voltaire ville sige det, "hvis du vil tale med mig, så fastsæt dine betingelser." Vi må gøre os klart, om vi vil acceptere, at der i dag skal skabes nogle europæiske partier, som adskiller sig fra de nationale partier, og som supplerer disse, det vil sige, om vi vil have en kulturel og politisk globalisering - efter den økonomiske - og dermed en total forfladigelse, eller om vi i virkeligheden i stedet vil skabe et Europa, hvor de partier, som er beslægtede og har de samme idealer, kan samarbejde på europæisk niveau. Europæiske partier, lad os prøve ikke at holde hinanden for nar!
Før vi går over til talerne for grupperne, giver jeg ordet til kommissær Barnier.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil hermed gerne svare på den række spørgsmål, der alle mere eller mindre går i samme retning og henvender sig til Europa-Kommissionen. På foranledning af formændene for Parlamentets største politiske grupper, hr. Poettering, hr. Barón Crespo, hr. Cox, fru Hautala og hr. Lannoye, har De opfordret Kommissionen til at afgive en udtalelse om et vigtigt og aktuelt emne, nemlig spørgsmålet om de europæiske politiske partiers status. Vi har derfor arbejdet med dette spørgsmål, og jeg kan hermed fremføre Europa-Kommissionens holdning efter vores diskussion i går på vores ugentlige møde. Mine damer og herrer, vi ved, at De gennem de seneste 10 år har lagt et stort stykke arbejde i at afklare dette spørgsmål - flere af Dem har hentydet til det: betænkningerne af professor Tsatsos og hr. Ferber og senest, den 13. april, betænkningen af Deres to kolleger Dimitrakopoulos og Leinen. Vi kender Parlamentets bekymringer og forslag. Vi deler Deres interesse for at fremme en udvikling, der kan konsolidere det europæiske demokrati, som igen kan konsolidere den overordentlig vigtige europæiske integrationsproces. Formand Poettering har henvist til det, der for øjeblikket står i traktaten. Jeg vil tale om den tidligere artikel 138 A, der i dag er blevet til artikel 191, og som lyder således: "Politiske partier på europæisk plan er vigtige som en integrationsfaktor inden for Unionen. De bidrager til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje." Fru Hautala, ved gennemlæsning af denne tekst, der ganske vist blot er en deklaratorisk tekst, men som ikke desto mindre eksisterer, ser man tydeligt, at de europæiske politiske partier ikke under nogen omstændigheder skal erstatte de nationale partier. Det kan ikke siges for tit. På samme måde, fru Muscardini, skal det europæiske statsborgerskab, der ligeledes nævnes i disse tekster, ikke træde i stedet for det nationale statsborgerskab, men supplere det. Og det er dét, det drejer sig om i dag. Men som jeg sagde før, er denne tekst - uanset hvor vigtig den er - blot deklaratorisk. Den følges ikke op af operationelle tiltag, og det er tydeligt, at disse tiltag mangler og er absolut nødvendige, især med henblik på at leve op til Revisionsrettens anmodninger og krav, som formand Barón Crespo nævnte det. Jeg vil derfor besvare Deres spørgsmål ved at fremlægge Europa-Kommissionens hensigter, samtidig med at jeg understreger vores - eller rettere Deres og vores - dobbelte krav og dobbelte bekymring. Først kravet om hurtighed. 10 år er måske nok for lang tid, uden at der er fundet nogen løsning. Men hurtigheden skal følges op af et andet krav, nemlig kravet om sikkerhed og juridisk stabilitet. Mine damer og herrer, under hensyntagen til dette dobbelte krav skal der undersøges to muligheder. Den første, der efterlyses i Ferber-betænkningen, består i at udarbejde et lovgivningsmæssigt forslag på baggrund af den aktuelle traktat. I denne forbindelse kunne artikel 308 - i det mindste i en overgangsperiode - udgøre et operationelt tiltag i forening med alt væsentligt i artikel 191. Men - og det er ikke et begrænsende men - det er ganske enkelt et udtryk for den bekymring med hensyn til den juridiske sikkerhed, jeg nævnte. De ved lige så vel som os, at denne artikel 308 normalt er forbundet med en række forbehold, og at den under alle omstændigheder kræver enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet. Efter vores mening har de europæiske politiske partier imidlertid krav på en uangribelig juridisk baggrund. Den anden mulighed, der anbefales i Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen, og som formanden for Kommissionen, fru Schreyer og lederne af fem store europæiske partier ligeledes er positive over for i henhold til deres brev, som vi modtog i går, og som jeg også selv er for, består i inden for rammerne af regeringskonferencen at udarbejde et ændringsforslag til artikel 191, hvilket sandsynligvis vil give en større juridisk sikkerhed. Mine damer og herrer, hr. formand, efter at have sagt alt dette vil jeg gerne for at svare nøjagtigt på Deres anmodning bekræfte, at Kommissionen er klar til handling. Den vil påtage sig sit ansvar. Den vil tage et initiativ. Vi vil gøre det straks og benytte den førstkommende trilog til at indlede overvejelserne og finde den bedste løsning, der på effektiv vis kan samle de tre institutioner. Vi vil gøre det på baggrund af den diskussion, der finder sted i juli, ved at arbejde med og udnytte den bedst mulige juridiske bøjning af artikel 308 og 191. Vi vil under alle omstændigheder gøre det på kort sigt ved i de kommende uger eller måneder inden for rammerne af regeringskonferencen at fremlægge teksten til ændringsforslaget til artikel 191, der supplerer, præciserer og gør denne artikel operationel, og som således giver en klar, solid, gennemsigtig og definitiv juridisk baggrund for de politiske partier på europæisk plan. Og her - eftersom jeg netop nævnte regeringskonferencen - er jeg sikker på, at Deres repræsentanter ved forhandlingerne, Deres formand, fru Fontaine, men også Deres to repræsentanter, der spiller en yderst aktiv rolle, hr. Brok, som er til stede, og professor Tsatsos, vil være i stand til at forsvare, videreføre og forklare kravet om denne nye juridiske baggrund via et ændringsforslag til artikel 191 i henhold til Kommissionens forslag. Mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Dem for at have gjort Kommissionen og offentligheden opmærksom på dette spørgsmål. Det overrasker mig ikke. For det første fordi vi, som flere af Dem har påpeget, har ventet længe, og der har været mange tidligere anmodninger, men også fordi dette sted, denne mødesal, er det demokratiske samlingssted for den politiske debat på europæisk plan. Det er det helt rigtige sted at styrke grundlaget for borgerdebatten via og ved hjælp af de europæiske politiske partier. Kommissionen er således positiv over for denne anmodning. Den vil i de kommende dage påtage sig sit ansvar og tage et initiativ i tre tempi i den angivne ånd, dog med ét forbehold, som jeg nævnte i starten, nemlig den nødvendige dialog mellem os indbyrdes og med alle institutionerne. Mine damer og herrer, De kan ikke blive overrasket over dette positive svar fra Europa-Kommissionen. De fandt allerede skitsen til det i Kommissionens udtalelse af 26. januar vedrørende Europa-Kommissionens forslag til reformen af institutionerne, som jeg havde den ære at fremlægge for Dem sammen med formand Prodi. I denne tekst af 26. januar foreslog vi, som De selv gjorde det, at der ved valgene til de europæiske institutioner udarbejdes lister med en europæisk dimension. I samme tekst nævnte vi, at en sådan mulighed for til en vis grad at blive valgt på europæiske lister for de europæiske parlamentsmedlemmer ville lette organisationen af de europæiske politiske partier og deres rolle. Efter min mening er tiden inde til at konsolidere denne holdning, at præcisere den og give den en klar juridisk baggrund, og det er i denne kontekst, at Kommissionen i de kommende dage vil tage det ønskede initiativ. Først via trilogen, dernæst ved at undersøge den bedst mulige bøjning af artikel 308 og artikel 191 og endelig ved at tage et klart initiativ til et ændringsforslag til traktaten på baggrund af artikel 191 inden for rammerne af regeringskonferencen.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg har straks kommunikeret med min gruppeformand via øjenkontakt. For vores gruppe, PPE-DE-Gruppen, kan jeg sige, at vi fuldt ud støtter og glæder os over kommissærens redegørelse som svar på den mundtlige forespørgsel, både hvad hans formuleringer, tidsplanen og den retlige bedømmelse angår. For det andet glæder det mig, at vi uafhængigt af tidspresset umiddelbart før den afsluttende fase af regeringskonferencen kan genoptage og intensivere den politiske debat om partistatutten. Det er ikke kun et spørgsmål om penge. Det er også et spørgsmål om den politiske selvforståelse, et spørgsmål om politisk identitet og et spørgsmål om de nationale og europæiske partiers rolle i processen hen imod fællesskabet. Vi ønsker, at Europa-Parlamentet skal styrkes, hvilket vil sige en begrænsning af enstemmigheden og en forøgelse af Europa-Parlamentets kompetence i den fælles beslutningsprocedure. En styrkelse af Europa-Parlamentet forudsætter stærke, handlekraftige grupper i Parlamentet. Vi ønsker en stærk Kommission, som driver den europæiske integrationsproces frem. Det kommer bl.a. til udtryk i vores krav om at styrke formandens funktion, men også i Parlamentets forslag med henblik på regeringskonferencen. Vi ønsker en statut for de europæiske politiske partier, fordi vores demokrati er et parlamentarisk borger- og partidemokrati. Vi må imidlertid heller ikke undervurdere den psykologiske betydning af denne debat. For tiden vælges der personer og nationale partier. Vi ønsker derudover, som der står i forslaget til regeringskonferencen, at der kan vælges medlemmer på europæiske lister, fordi vi endvidere også vil styrke medlemmernes europapolitiske profilering. Forslaget til regeringskonferencen blev berørt. Jeg er tilhænger af, at vi skal have europæiske lister og europæiske parlamentsmedlemmer. Forslagene herom er fremsat. Forudsætningerne herfor er en europæisk partistatut. Desuden er nævnt Revisionsrettens rapport, som indeholder krav til grupperne. Vi vil opfylde disse krav. Min gruppe har allerede før Revisionsrettens rapport taget skridt hertil for definitivt at tydeliggøre denne gennemsigtighed og denne adskillelse. Det kan blot ikke ske på bekostning af de europæiske partier, for det ville være at reducere vores europæiske selvforståelse. Derfor er også partistatutten en af forudsætningerne for, at vi også reelt hurtigt kan opfylde de opgaver, vi er blevet opfordret til, og som vi selv er interesserede i at løse.
Hr. formand, jeg vil huske på kommissær Barniers erklæring og på Kommissionens løfte. Jeg vil tillade mig at give udtryk for ikke en kritik, men en vis overraskelse i forbindelse med det uangribelige retsgrundlag. Unionstraktaten, der på det tidspunkt blev undertegnet af 12 stats- og regeringschefer og ratificeret af alle medlemsstaternes parlamenter med Europa-Parlamentets godkendelse, som anerkender borgerskabet, er tilsyneladende ikke et tilstrækkeligt retsgrundlag. Det bider jeg mærke i, for det at melde sig ind i et politisk parti er en grundlæggende udøvelse af en borgerrettighed, og borgerskabet anerkendes os, og alligevel ikke dette. Vi kunne ikke få det igennem i Amsterdam-traktaten. Kommissionen går meget langsomt til værks og laver denne planlægning: to tempi, næsten tre tempi har kommissæren sagt. Jeg forstår, at forslaget i forbindelse med trilogdrøftelserne og i medfør af artikel 308 er et forslag til foreløbig lovbestemmelse, og de bedste love, i hvert fald i mit land, er de foreløbige love, som er dem, der har holdt længst. Vi ville komme ud af den uregulerede situation, som vi er i, hvilket jeg lægger vægt på, og jeg mener, at der skal arbejdes i den retning. Det andet skridt er ændringen af traktaterne. Jeg tror, det kan siges, at vi alle sammen støtter den, men det vigtige for øjeblikket er først og fremmest, at der eksisterer et offentligt løfte fra Kommissionens side til at udøve initiativretten, en fælles vilje til at konsolidere en grundlæggende side af det europæiske borgerskab og straks at bidrage til, at de politiske partier begynder ikke blot at eksistere i virkeligheden, men også at være lovmæssigt anerkendte, for jeg mener, at dette er et vigtigt led i opbygningen af det europæiske demokrati.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg tilslutter mig naturligvis det, som fru Hautala sagde om åbenhed. Jeg vil også gerne takke kommissæren for det fremsatte forslag, som lægger op til, at spørgsmålet drøftes i Parlamentet, hvilket også må være det rette forum for en sådan debat. Men det er nødvendigt med et initiativ fra Kommissionen, og det kommer faktisk meget sent. For Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har i 20 år søgt at samle politiske partier, der sammen vil opbygge Europa med udgangspunkt i de forskellige kulturer, folkeslag og regioner. I den forbindelse har vi altid villet give de små, de svage en stemme. De kan ikke være til stede i Parlamentet, men vi forsøger at varetage deres interesser. Det kunne indtil nu ikke ske i fuld åbenhed, bl.a. fordi der ikke var klarhed om de europæiske partiers udgifter og indtægter. Hvad angår den fremtidige udvikling, er der grund til at rejse en række spørgsmål. Herunder følgende, som ganske vist ikke berøres i det foreliggende forslag fra Kommissionen. Støttes de europæiske demokratiske partier, som i fremtiden stiller op som europæiske partier, kun, hvis de går ind for de værdier, som Europa bygger på? Svaret ligger efter min mening lige for. Jeg håber, at Kommissionen kan give et klart svar på dette.
Hr. formand, mine damer og herrer, i min gruppe findes der afgjort forskellige meninger om europæiske politiske partier. Først og fremmest sættes der spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad de reelt kan repræsentere en europæisk offentlighed. Den direkte forbindelse til borgerne eksisterer netop ikke via Europa, men den eksisterer på nationalt eller regionalt plan. Dér er partierne forankret, dér har de deres medlemmer og vælgere. Vi har her virkelig en paradoksal situation. For det første findes der europæiske partier. For det andet findes der artikel 191, hvori det siges, at europæiske politiske partier udgør en vigtig faktor i integrationen, men samtidig er det for det tredje fuldstændig uklart, hvad europæiske politiske partier egentlig er for noget. Den 12. december sidste år krævede formændene for De Europæiske Socialdemokraters Parti, Det Europæiske Folkeparti, Det Demokratiske Parti for Europas Nationer, Den Europæiske Fri Alliance og generalsekretæren for Den Grønne Føderation i Europa i en fælles erklæring, at det skal afklares, hvad et europæisk parti er. Imidlertid er jeg overbevist om, at der uden for Parlamentet er så godt som ingen, der har nogen forestilling om eller forstår, hvad dette er. Hertil kommer, at partier har en tendens til at tage sig selv meget højtideligt. Det er jo ikke for ingenting, at borgerne er meget skeptiske - det gælder ikke kun i mit land - over for f.eks. medlemskab af et parti. Når de engagerer sig, sker det først og fremmest i græsrodsbevægelser, i ngo'er og i forskellige former inden for det civile samfund. Jeg har ikke noget imod europæiske partier. Jeg mener faktisk, at de står over for den udfordring, at de som led i integrationen skal koordinere deres arbejde grænseoverskridende. Men én ting går efter min mening ikke, nemlig at de europæiske politiske partier på den ene side findes og modtager finansiel støtte, men på den anden side mangler en definition. Her var Revisionsrettens kritik berettiget. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg går ind for, at der findes en løsning på dette komplicerede spørgsmål. Men løsningen skal indebære, at de politiske demokratiske kræfter i Europa, som definerer sig selv på en anden måde, skal behandles ligeberettiget og ikke udelukkes fra en sådan løsningsproces.
Hr. formand, jeg vil først, måske især henvendt til de tyske kolleger, for så vidt de stadigvæk interesserer sig for respekten for retsstaten, minde om dommen fra den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, hvor EU klart blev defineret som et statsforbund, altså det modsatte af en føderal stat. Dette syn på EU støttes i øvrigt af det store flertal af borgere i vores medlemsstater, for hvem Unionen er en sammenslutning af frie folk og stater med meget stor respekt for nærhedsprincippet. Projektet om europæiske politiske partier er således endnu et eksempel på grundlæggende udemokratiske projekter, som øger afstanden mellem vælgerne og den europæiske politiske beslutningsproces. Men det er åbenbart den pris, som nogle i Parlamentet, skjult bag et meget uldent sprogbrug, vil betale for at få endnu flere penge fra skatteyderne til partifinansieringen, som allerede er meget overdreven. Det er endvidere et projekt fostret af dem, som ønsker en europæisk føderal superstat. Projektet tjener for dem samme formål som eksempelvis møntunionen, den fælles statut for europæiske parlamentsmedlemmer, den mulige tiltrædelse af lande som Tyrkiet, som ikke engang geografisk ligger i Europa, og nu en statut for europæiske parlamentsmedlemmer, nemlig at sikre en genvej til at få gennemtvunget deres udemokratiske føderale superstat. I en europæisk union, som virkelig respekterer nærhedsprincippet, er der ikke brug for europæiske politiske partier. De, som vil have et andet Europa, eller yderligere vil øge skatteydernes bidrag til de europæiske politiske partier, skal have mod til at sige det, som det er. Men det mod har De ikke.
Hr. formand, jeg er en stærk tilhænger af samarbejde mellem folkene. Mange problemer kan kun løses i fællesskab. Globale problemer må løses i FN. Domstolen her i Strasbourg kan støtte os i forbindelse med menneskerettighederne. Vi har et tæt økonomisk samarbejde om et fælles marked mellem EU og EØS i Bruxelles. Men får vi bedre løsninger, hvis vi samler enhver tænkelig beslutning i Bruxelles? Får vi bedre demokrati ved at nedgøre de nationale partier og opbygge fælles overnationale partier? Vil flere mennesker melde sig ind, blive aktive og tage del i debatten i forbindelse med valgene og beslutningerne? Overnationale EU-partier er et kunstprodukt, som aldrig vil blive finansieret gennem frivillige medlemsbidrag, de kan kun finansieres ved at stikke sugerøret i EU-kassen. Vi kender opskriften fra mange nationale partier, der har fjernet sig fra vælgerne og i stedet lader sig finansiere af staten, erhvervslivet og organisationerne. Det er i orden, at det offentlige støtter det parlamentariske arbejde og leverer oplysning til borgerne. Men det må ikke være en propagandamaskine for flertallets standpunkt. Der må - for at citere folkeoplysningens danske mester, Grundtvig - være "frihed for Loke såvel som for Thor". De overnationale EU-partier vil ikke blive folkelige. Det vil i stedet blive befolket med fædrelandsløse, højtlønnede embedsfolk, organisationsfolk uden rødder i lokale vælgerforeninger. Programmerne vil blive skrevet i små ekspertgrupper uden berøring med borgernes liv. Det kunstprodukt fortjener ingen finansiel støtte fra EU. Min gruppe vil stemme imod tilskud til overnationale EU-partier og imod bøjningen af traktaten ved at anvende gummiparagraffen til dette formål.
Hr. formand, det handler om demokrati. Demokrati er åbenhed, offentlighed, folkevælde og deltagelse. De nuværende partier på europæisk niveau repræsenterer ikke åbenhed og offentlighed. Jeg spørger retorisk, hvem af os ved noget om et politisk parti på europæisk niveau. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at nogle af Europa-Parlamentets grupperinger har givet EU-partier økonomisk støtte i modstrid med reglerne om Parlamentets penge. De er blevet grebet i det under Revisionsdomstolens undersøgelse. Jeg tvivler på, at man nu vil skjule dette misbrug. Politiske partier på europæisk niveau fremmer ikke demokrati. De er partiers partier, og den slags gør det ikke muligt for borgerne at deltage direkte i deres arbejde. For at der kan være folkevælde, skal der være et folk. Europa er ikke ét folk, men flere folk. Vi har ikke noget koncept om et overnationalt demokrati. Nu er det de store landes store partier, der med Kommissionens støtte bestemmer de overnationale spilleregler for EU-partierne, som beherskes af de store lande. Partiers partier er ikke demokrati.
Hr. formand, jeg vil gerne takke de herrer Seppänen, Brok og Vanhecke, da jeg i modsætning til formanden for den liberale gruppe ikke mener, at det væsentligste er blevet sagt. Det væsentligste - og det er der bred enighed om i denne mødesal - er pengene, udbyttet, som vores venner i fonden sidder klar til at fordele mellem sig. Det er indførelsen af en offentlig europæisk finansiering, og det er således ikke en styrkelse af demokratiet, men af partikratiet, der, som vi ved, allerede har gjort stor skade i mange medlemsstater. Det var det første punkt. Det andet - som fru Maes vist har overset - er muligheden for at lave nye bureaukratiske regler, der efterfølgende gør det muligt at diskriminere enkelte partier, ikke på baggrund af strafferetslige regler eller overtrædelse af disse, men med udgangspunkt i nye diskretionære regler, hvorved man vil institutionalisere meningsforbrydelser - for det er dét, De vil, fru Maes. Når jeg kigger mig omkring og ser de mange sultne blikke, tvivler jeg på, at der vil være flertal for at afvise dette forslag, afvise denne bureaukratiske institutionalisering, der i større og større grad trænger ind i dette Parlament. Jeg mener, at borgerne har krav på at få at vide, at det, vi foreslår dem i dag, ikke er et borgernes Europa, men et skatteydernes Europa, som vil blive åreladet endnu en gang med henblik på at sikre bureaukratiet gunstige formeringsbetingelser. Det er meget langt fra demokratiet, og jeg mener, at vi bør fordømme dette initiativ. De politiske partier er i bund og grund foreninger. Måske burde de blot offentliggøre deres budgetter. Dette er ganske vist ikke tilfældet på nationalt plan, men man burde måske begynde at arbejde i den retning, så vi allerede i dag kan få at vide, hvad de egentlig bruger deres penge til.
Hr. formand, jeg vil gerne komme med et par supplerende bemærkninger, men ikke for at svare hver enkelt taler. Faktisk understreger de mange forskellige holdninger, der netop er blevet fremført, at denne debat er yderst aktuel og følsom. Jeg vil gerne takke flere af Dem - især de herrer Karas og Barón Crespo, der har forstået meningen bag Kommissionens holdning - og for at undgå enhver tvetydighed vil jeg gerne over for formand Barón Crespo understrege, at vi som sagt, da jeg benævnte artikel 308 som en gyldig operationel proces, har til hensigt at undersøge alle muligheder og at gøre det med det samme. Blot har vi brug for denne dialog i trilogen, dette samspil mellem de tre institutioner, når det gælder artikel 308, hvis ånd og krav vi alle er bekendt med. Vi vil gøre det med det samme, men vi arbejder som tidligere nævnt med denne bøjning mellem artikel 191 og artikel 308, der for os virker som et passende operationelt udgangspunkt, med forbehold for trilogen og dens udtalelse. Herefter vil vi påtage os vores ansvar - jeg siger det igen - og det vil vi også gøre inden for rammerne af regeringskonferencen, hvor jeg forpligter mig til med vanlig energi at forsvare dette forslag, som Kommissionen vil udarbejde i løbet af de kommende uger. Fru Maes, det er et ekstremt følsomt emne, De bringer på bane, og det er klart, at dette spørgsmål kan forstås på forskellig vis. Jeg vil her vove at fremføre min egen personlige holdning. Jeg kan ikke forestille mig, at politiske partier, der anmoder om en ny status med fodfæste i traktaten - såfremt vi får gennemført denne ændring for de europæiske politiske partier - ikke naturligt vil forpligte sig til at respektere de demokratiske værdier, der er selve grundlaget for Den Europæiske Union. Flere af Dem har fremført meninger, som jeg respekterer. Som jeg sagde til hr. Vanhecke, mener jeg ikke, man kan tale om en antidemokratisk proces. De politiske partier mødes her - via Dem - i fælles grupper. De taler sammen. Uden for Europa-Parlamentets rammer er der fælles møder, arrangementer og stillingtagener. Det handler i bund og grund om at anerkende, at den europæiske politiske debat er en realitet, og at sikre denne debat en mere solid struktur, en klar og gennemsigtig juridisk baggrund. Ud fra dette synspunkt mener jeg, at der er tale om et fremskridt for borgerne, men også, hr. Dupuis, for skatteyderne, der jo normalt er de samme. Jeg vil gerne tilføje eller gentage, at disse europæiske politiske partier, sådan som de er organiseret i dag på en usikker baggrund, og sådan som de bliver organiseret i fremtiden på et klart og juridisk solidt grundlag, ikke vil erstatte de nationale politiske partier. De supplerer dem og giver dem en europæisk dimension. I samme ånd har det europæiske statsborgerskab aldrig erstattet det nationale statsborgerskab, og det kommer det aldrig til. Det har suppleret det nationale aspekt og givet det en europæisk dimension. Hr. formand, det var alt, hvad jeg ville sige - med et par personlige kommentarer - om baggrunden for Kommissionens holdning, som jeg forklarede for et øjeblik siden. Det er på denne baggrund, vi i de kommende dage vil arbejde for hurtigst muligt at nå frem til de bedst mulige resultater.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende mundtlige forespørgsler: B5-0315/00 af Brok for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik til Rådet om en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik og Det Europæiske Råd i Feira; B5-0475/00 af Brok for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik til Rådet om en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik og Det Europæiske Råd i Feira.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg er glad for, at vi kan diskutere dette emne allerede i dag, og jeg vil gerne straks indledningsvis sige, at jeg i det væsentlige betragter dette som førstebehandlingen af Lalumières betænkning, for netop fru Lalumière har jo lagt særdeles megen sagkundskab og arbejde i dette projekt. Efter Amsterdam, Köln og Helsinki må vi konstatere, at der er gjort betydelige fremskridt vedrørende udviklingen af udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken, og vi takker Rådet og Kommissionen for, at de har muliggjort disse fremskridt på disse områder. Det er nu omsider sket ud fra en erkendelse af, at en katastrofe som den, der har fundet sted på Balkan, ikke må ske igen. Vi skal sikre en selvstændig europæisk handlekraft på udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikkens område, så vi får mulighed for i fællesskab at beskytte vores interesser, men samtidig skal vi sige, at dette ikke er et alternativ til det transatlantiske fællesskab. Denne udvikling er et supplement til NATO, som fortsat skal have ansvaret for den kollektive sikkerhed i Europa. I Europa-Parlamentet har vi allerede draget en konsekvens heraf, idet vi intensiverer og institutionaliserer samarbejdet med NATO's parlamentariske forsamling. Vi må erkende, at med Amsterdam er WEU's Petersberg-opgaver lagt ind under Den Europæiske Unions kompetence, og dermed ligger i dag alle praktiske områder vedrørende Den Vesteuropæiske Union inden for Den Europæiske Unions kompetenceområde. Tilbage er der artikel 5. Jeg mener, at vi som led i denne regeringskonference bør overveje, om artikel 5 ikke kan optages som en protokol til EU-traktaten, og om man ikke skal overlade det til hver medlemsstat ved en suveræn beslutning at afgøre, om den vil tilslutte sig denne protokol eller ej. Det er uden tvivl en måde for netop alliancefrie og neutrale stater til at vælge deres egen vej som medlemmer af Den Europæiske Union, hvor de samtidig alligevel kan deltage i et samarbejde om praktiske sager. Dette skal løses langsigtet og troværdigt af Den Europæiske Union. Vi er en union med egen lovgivning, som har ført til et eget retssystem, og med egne interesser på grund af det indre marked og møntunionen. Derfor kan der i det lange løb ikke være områder inden for Den Europæiske Union, som har forskellig sikkerhedsmæssig kvalitet. Dette skal nødvendigvis bidrage til, at der udvikles en sammenhængende udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Vi konstaterer, at Den Europæiske Union netop på fællesskabsområdet har et stort antal instrumenter, som er vigtige for udenrigs­ og sikkerhedspolitikken og især for den civile krisestyring, og at vi derfor kan stille mere udlandshjælp til rådighed end USA's Kongres, og vi konstaterer også, at handelspolitikken hører under Kommissionens kompetence. Derfor er de centrale områder af vores handlemuligheder en fællesskabsopgave, og vi må ikke fortsat overlade udviklingen af en udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik til regeringssamarbejdet. Europa-Parlamentets holdning skal være, at vi her sætter Fællesskabets synspunkt, Fællesskabets andel i centrum. Selv om vi glæder os over, at vi med hr. Solana har en højt kvalificeret højtstående repræsentant, har det dog altid været Europa-Parlamentets mål på langt sigt at få en europæisk udenrigsminister, der inden for Kommissionens rammer er integreret i Fællesskabet. Dette er af visse grunde endnu ikke opnåeligt i dag, men vi bør tilstræbe det. Det er fortsat vores mål. Vi konstaterer, at Kommissionen har en betydelig andel i, at der formuleres en udenrigs- og sikkerhedspolitik i Det Europæiske Råd. Forsvaret er fortsat et nationalt anliggende, når det drejer sig om udrustning og lign. spørgsmål. Dette skal føres sammen, også i praktisk henseende, så diverse tåbeligheder ikke mere forekommer. Når vi tænker på, at Kasakhstans udenrigsminister i dag bliver modtaget af 15 udenrigsministre, den ansvarlige kommissær for udenrigsanliggender og den højtstående repræsentant, er der efter min mening tale om fantastiske rådsmøder. Men det er ikke et tegn på, at Den Europæiske Union er særlig handlekraftig. Jeg mener, at vi her i højere grad skal tale gennem en fælles repræsentation, og derfor bør det være den trojka bestående af rådsformanden, den højtstående repræsentant og udenrigskommissæren, som er blevet mulig med Amsterdam-traktaten, der i første omgang repræsenterer handlekraften. Vi bør ikke have andre definitioner på dette område. Vi skal med denne traktat også sørge for, at beslutningsmekanismerne forbedres. Vi må ikke glemme de store mangler, der er kommet til udtryk i den organisationsmæssige katastrofe i Kosovo. De er årsagen til den manglende politik for våbeneksporten og har hidtil forhindret, at der etableres et fællesskab i EU-traktaten. Vi må se i øjnene, at de nationale budgetter betyder en opsplitning. Vi bruger flere penge på forsvarspolitikken end amerikanerne, men med væsentligt ringere resultater. Hertil hører også spørgsmål om transport, satellitter og lign. Europa-Parlamentet er ifølge traktaten ansvarlig for den parlamentariske kontrol, især også vedrørende Petersberg-opgaverne. Derfor skal Europa-Parlamentets kontrolfunktion også styrkes. Endvidere skal vi arbejde for at etablere et samarbejde med de nationale parlamenters udenrigs- og forsvarspolitiske udvalg for også her at lukke hullerne og derudover samarbejde med parlamenterne i ansøgerlandene og andre lande. Men Europa-Parlamentet og ingen anden er ifølge traktaten forudset til at udøve den parlamentariske kontrol med udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken.
Hr. formand, ærede medlemmer, under EU's portugisiske formandskab har udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik været prioriteret højt, hvilket også kom til udtryk i det dokument, som vi fremlagde ved begyndelsen af det portugisiske formandskab. Den rapport, som formandskabet fremlægger på Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira, vil gøre rede for de fremskridt, der er gjort, hvad angår de forskellige mandater, som det fik i Helsinki, navnlig med hensyn til udviklingen af den europæiske militære kapacitet, headline goal, den institutionelle udvikling af permanente politisk-militære organer, relationerne mellem EU og tredjelandene på dette område, relationerne mellem EU og NATO, det mulige behov for en revision af traktaten om Den Europæiske Union og spørgsmålet om de civile krisestyringsinstrumenter. På det udenrigspolitiske område, den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, har Unionen besluttet at udvikle dens militære og dens civile dimension parallelt. Det er indlysende, at disse to dimensioner skal samordnes, især de militære og civile krisestyringsaktioner, som Unionen beslutter at iværksætte. Denne samordning skal foregå via den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks nye strukturer, via den kommende militærkomité og via krisestyringskomitéen. Jeg vil gerne fremhæve, at de midlertidige organer er trådt i funktion i marts i år, og at krisestyringskomitéen er blevet formelt oprettet under det portugisiske formandskab. Sådan som det vil fremgå af formandskabets rapport til Det Europæiske Råd i Feira, bestræber man sig for sideordnet at udvikle den civile og den militære krisestyringskapacitet. Dels har medlemsstaterne udviklet deres headline goal (i går var der et møde i Rådet (almindelige anliggender), hvor forsvarsministrene var til stede, og hvor dette spørgsmål blev behandlet), dels vil medlemsstaterne på Det Europæiske Råd i Feira påtage sig inden 2003 at udvide deres ordenspolitistyrke (op til 5.000 mand) til krisestyringsoperationer. Medlemsstaterne udfolder således store bestræbelser med henblik på en bæredygtig og parallel udvikling af disse to dimensioner, der er så afgørende for sikkerhed og stabilitet. Som kommentar til at andet aspekt, som hr. Elmar Brok har nævnt i sit spørgsmål, vil jeg gerne sige, at styrkelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem udviklingen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, der giver Unionen en militær kapacitet og også styrker effektiviteten i dens civile krisestyringsinstrumenter, ikke nødvendigvis betyder, at medlemsstaternes forsvarsbudgetter vil vokse. Det grundlæggende mål er derimod en bedre og mere rationel udnyttelse af staternes militære midler og kapacitet. I denne sammenhæng er det vigtigt at nævne, at EU i udviklingen af sit headline goal vil drage nytte af NATO's forsvarsplanlægning, af den planning and review process, som gælder de lande, der ikke er medlem af alliancen, og endelig af alliancens igangværende forsvarskapacitetsinitiativ. Der gøres alle bestræbelser for at drage effektiv nytte af alle de midler og hele den kapacitet, der står til rådighed, og for at undgå den dublering, der kunne betyde yderligere forsvarsudgifter. Der er heller ikke udsigt til nogen forøgelse i Fællesskabernes budget, eftersom det er medlemsstaterne, der står for disse bestræbelser i et frivilligt samarbejde. Et endegyldigt svar om de budgetmæssige følger af denne politik kan først gives efter den Commitment Capability Conference, som skal finde sted i oktober, og hvor der skal gennemføres en vurdering af de enkelte staters militære bidrag til denne fælles indsats og de huller, som det eventuelt bliver besluttet at udfylde. Hvad angår Europa-Parlamentets rolle i denne proces, er det på sin plads at erindre om, at den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik er en del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Unionen ønsker at gøre dens udenrigspolitiske dimension mere effektiv og troværdig gennem udvikling af militær og civil kapacitet til krisestyring. Ifølge artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union skal Parlamentet høres af formandskabet om de vigtigste aspekter og grundlæggende valg i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. De holdninger, som Parlamentet udtrykker, tages til efterretning af Rådet for Den Europæiske Union. Europa-Parlamentet underrettes ligeledes regelmæssigt om udviklingen i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og det kan stille spørgsmål til Rådet om de aspekter, som det anser for vigtige, og det kan rette de henstillinger, som det finder mest formålstjenlige. En forudsætning for udviklingen af den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik er også kravet om at undgå unødig dublering og udnytte eksisterende midler og kapacitet af enhver art. Det er derfor naturligt, at EU's medlemsstater siden begyndelsen er gået ind for at overføre de funktioner i WEU, som kunne være nyttige for den igangværende proces i EU. Portugal har som formand for WEU bestræbt sig på at befordre den proces, som skal overføre funktioner fra denne organisation til EU. Det portugisiske formandskab har således udarbejdet en pakke politisk-militære koncepter og procedurer, der efter WEU's ministermøde i Porto skal overførtes til EU, og som udgør en grundlæggende del af den acquis, der skal bevares. Under vores formandskab for WEU er der igangsat forberedelse af overførelsesprocessen af WEU's Institut for Sikkerhedsstudier og WEU's Satellitcenter, hvilket skal foregå under det næste formandskab. WEU har allerede truffet beslutning om at give Unionen direkte adgang hertil. Overførelsen af Instituttet for Sikkerhedsstudier og Satellitcenteret skal foregå på denne måde og i overensstemmelse med medlemsstaternes udtrykkelige hensigt. Overførelsen af funktioner fra WEU til Unionen indebærer ikke - i det mindste er det ikke medlemsstaternes aktuelle hensigt - WEU's ophør. Den modificerede Bruxelles-traktat forbliver i kraft og ændres ikke, hvorfor bestemmelsen om kollektivt forsvar i artikel 5 ligeledes forbliver i kraft for de stater, der har undertegnet denne traktat, ligesom den parlamentariske forsamling, der forbliver fuldt funktionsdygtig. Der vil ske en reduktion af den organisatoriske struktur, som blot skal understøtte et permanent råd, der kun vil træde sammen, når der er behov for det, og andre strukturer, hvis virksomhed opretholdes, navnlig Vesteuropas Våbengruppe. WEU's budget vil også blive beskåret væsentligt. Den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik indebærer et tæt, stærkt og gennemsigtigt forhold mellem EU og NATO. Det portugisiske formandskab har i særlig grad beskæftiget sig med at skabe betingelserne for at etablere dette forhold, der skal hvile på samarbejde, dialog og gennemsigtighed, men uden at de to organisationers selvstændighed antastes. Den rapport, der skal fremlægges for Det Europæiske Råd i Feira, omfatter et dokument, der beskriver de principper og former, som dette forhold skal fungere under i overgangsperioden. Der vil således blive oprettet fire ad hoc-arbejdsgrupper mellem Unionen og NATO, der skal tage sig af følgende områder: sikkerhed, den europæiske militære kapacitet, udvikling af procedurer for overdragelse af NATO's midler og kapacitet til operationer ledet af EU og endelig fastlæggelse af de endelige betingelser for forholdet mellem EU og NATO. Om nødvendigt kan der oprettes flere arbejdsgrupper til at tage sig af specifikke spørgsmål. Unionen må i forbindelse med sine bestræbelser for at udvikle den europæiske militære kapacitet tage højde for, at der med de europæiske allierede, som ikke er medlem af EU, og med ansøgerlandene skal opretholdes et forhold kendetegnet ved samarbejde, dialog og rådslagning. Det er her på sin plads at bemærke, at det headline goal, der blev fastlagt i Helsinki, er åbent for deltagelse fra disse stater, som på denne måde kan bidrage til den europæiske styrke. Ifølge det dokument, som EU er blevet enig om, og som vil indgå i rapporten fra Det Europæiske Råd i Feira, skal der oprettes ét samlet organ, som de 15 EU-medlemsstater og 15 tredjestater deltager i. Dette organ skal være ansvarligt for dialog, samarbejde og rådslagning mellem disse stater. I anerkendelse af den afgørende rolle, som de seks europæiske allierede spiller, der ikke er medlem af EU, og idet der tages hensyn til, at NATO vil kunne stille midler og kapacitet til rådighed for operationer ledet af EU, skal der inden for dette enhedsorgan afholdes møder mellem de 15 medlemmer af Unionen og disse seks lande med henblik på drøftelse af spørgsmål vedrørende den europæiske militære kapacitet. I fasen op til en krise, altså når en krise synes overhængende, skal dialog, samarbejde og rådslagning selvfølgelig styrkes, og hvis Unionen overvejer brug af NATO's midler og kapacitet, skal der lægges særlig vægt på dialog, samarbejde og rådslagning med de seks europæiske allierede, der ikke er medlem af Unionen. Det skal fremhæves, at Unionens operationer i overensstemmelse med det, der blev fastsat i Helsinki, vil være åbne for deltagelse fra disse staters side. Også Rusland, Ukraine og andre europæiske stater vil kunne deltage i operationer ledet af EU. Det franske formandskab vil få mandat til for Det Europæiske Råd i Nice at fremlægge forslag til de nærmere betingelser for rådslagning og deltagelse fra disse staters side. EU vil på Det Europæiske Råd i Feira tage den interesse til efterretning, som Canada har vist for også at deltage i denne fælles europæiske indsats. Endelig, hr. formand, har Helsinki givet det portugisiske formandskab mandat til på Det Europæiske Råd i Feira at fremlægge overvejelser over behovet for at revidere Amsterdam-traktaten. Debatten og de forskellige udtalelser har gjort det muligt at konkludere, at gennemførelsen af Unionens beslutninger inden for den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik ikke nødvendiggør en revision af traktaten, idet de juridisk lader sig indføje under de gældende bestemmelser. Da det drejer sig om en dynamisk proces, er medlemsstaterne blevet enige om, at dette spørgsmål fortsat skal være genstand for overvejelse.
Hr. formand, jeg hilser denne meget aktuelle og nyttige debat velkommen. Den blev på sædvanlig, kraftfuld vis indledt af min ærede ven hr. Brok med en tankevækkende og relevant tale. Jeg hilser også fru Lalumières betænkning velkommen. Det er et usædvanligt nyttigt dokument. Det, vi der kan læse om ikke-militær krisestyring, giver os en checkliste, en oversigt over handlinger, som vi skal sørge for at få på plads i løbet af de kommende år. Det er en særdeles god betænkning, og jeg vil gerne udtrykke min uforbeholdne ros til den ærede dame for det, hun har sagt. Kommissionen bidrog allerede længe inden topmøderne i Köln og Helsinki aktivt til ikke-militær krisestyring. Disse topmøder har understreget, at der er et presserende behov for, at vores politik bliver mere ambitiøs, sammenhængende og effektiv. Vi skal blive bedre til at tage hurtig og målrettet handling. Vi skal forøge koordineringsbestræbelserne. Vi skal forbedre muligheden for at foretage analyser og udveksle information, og vi skal kraftigt styrke vores kapacitet, når det gælder en forebyggende politisk indsats. Oprettelsen af nye instrumenter og mobiliseringen af yderligere midler står efter min mening ikke i centrum for de aktuelle overvejelser. Der er heller ikke brug for vidtrækkende traktatændringer. Derimod skal der fokuseres på at udnytte de eksisterende instrumenter og økonomiske midler væsentligt mere effektivt. Parlamentet ved, hvilken vægt Kommissionen og jeg tillæger en væsentlig mere energisk og kompetent udnyttelse af vores nuværende kompetencer, end vi hidtil har set. Der er nok at tage fat på i de kommende år. Jeg håber, vi kan regne med Parlamentets støtte til dette arbejde. Vi bør bygge på vores nuværende kompetencer. Vi skal anvende dem mere effektivt på vores to indsatsområder: Forebyggelse af konflikter og krisestyring. At sige nej til at omstrukturere institutionerne betyder ikke, at vi vender ryggen til nytænkning. Kommissionen fremlagde for nylig et forslag til oprettelse af en beredskabsordning. De begrænsede midler, vi mener, der skal bruges hertil, kan findes ved en omfordeling inden for det eksisterende budget. Jeg mener også, idéen med at oprette et civilt europæisk politikorps fortjener nærmere undersøgelse gennem en forundersøgelse foretaget af Rådet som foreslået i beslutningen fra Europa-Parlamentet. Det står også klart, at Kommissionens mangel på menneskelige ressourcer, både til forebyggelse af konflikter og til krisestyring, i høj grad begrænser vores evne til at gøre hurtigere fremskridt på dette område, selv om vi aktuelt prøver at tage hånd om dette problem. Lad mig gøre det helt klart, hvad Kommissionens rolle er. Vi er tydeligvis ikke ansvarlige for koordineringen af de militære og civile elementer af krisestyring. Det, Kommissionen prøver at gøre, er at sikre et effektivt og sammenhængende bidrag fra Fællesskabet til Unionens samlede koordinerede indsats på området. Jeg har tidligere nævnt, at det i forbindelse med forebyggelse eller styring af en krise er umuligt at skelne skarpt mellem de militære og civile elementer. Det, der er vigtigt, er at anerkende forholdet mellem de to elementer. Se på, hvad Kommissionen arbejder for rundt om i verden: Vi finansierer uddannelsen af politiet til antiterroropgaver i Palæstina. Vi hjælper med at oprette grænsefunktioner i Balkanlandene. Vi bruger penge på minerydning i stort set alle verdensdele. Det er på denne måde, Kommissionen bidrager til en forebyggende diplomatisk indsats, og jeg håber, at Europa fremover opnår større sammenhæng i udførelsen af disse opgaver. Dette er ikke vores første forsøg på at udarbejde en fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Der var Pleven-planen. Der var Gasperi. Der var Fouchet. Vi havde år med europæisk politisk samarbejde, hvor der blev fremsat masser af flotte erklæringer, måske lidt for mange, nogle uger efter, at de kunne have haft nogen reel indvirkning på begivenhederne. Den beslutning, der blev taget i Maastricht, den beslutning, der blev taget i Amsterdam, den beslutning, der blev taget i Helsinki - de er alle udtryk for et klart spring fremad, en erkendelse af, at vi tidligere ikke har gjort nok for at sikre, at Europas stemme høres tydeligt rundt om i verden, og at Europas evner til at forebygge og styre kriser anvendes med tilstrækkelig kompetence og kraft. Denne gang skal vi gøre en forskel. Denne gang skal vi sørge for, at en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik sikrer, at Europa udfører sine opgaver på det niveau, som begivenhederne kræver, på det niveau, som vores borgere efter min vurdering nu forlanger. Vi i Kommissionen ønsker at gøre vores for at sikre, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik denne gang bliver en dundrende succes.
Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær, efter at have hørt Deres indlæg vil jeg gerne som min kollega Elmar Brok hilse fremskridtene inden for områderne forsvar og europæisk politisk enhed velkommen. Jeg mindes, at man i forbindelse med dramaet i Bosnien sagde, at Europa døde i Sarajevo. I mine øjne var det politiske og militære Europa endnu ikke født, da dette drama brød løs. Europa vågnede i forbindelse med krisen i Kosovo. Det talte med én stemme, som De netop sagde det, kommissær Patten, det gav sin mening til kende, det gav udtryk for, hvor grænsen til det uacceptable går, det greb til våben, da alle andre politiske, økonomiske og diplomatiske pressionsmidler var opbrugt, men hvis ikke vores amerikanske venner på dette tidspunkt havde sluttet sig til os, ville Europa ikke have været i stand til at handle effektivt. Det er den vågnende bevidsthed om denne afhængighed af amerikanerne, der har fået den offentlige mening i Europa til at reagere, og det kan vi ikke bebrejde amerikanerne. Vi kan ikke bebrejde amerikanerne, at de tog til Kosovo sammen med os, for jeg mindes, at man, dengang de ikke var gået ind i Bosnien-Hercegovina, sagde, at det var, fordi der ikke var olie i Bosnien til forskel fra Kuwait. Men vores amerikanske venner drog rent faktisk i kamp sammen med os, og uden dem havde vi ikke kunnet håndtere dette sammenstød i Kosovo med en sådan effektivitet. Vi må ikke tage fejl. Den vilje, der blev udvist i forbindelse med denne krise, og som mere end to tredjedele af den offentlige mening i de 15 EU-medlemsstater er bevidst om, bærer ikke frugt med det samme. Det kommer til at koste både tid og penge. Det tager tid, for, som De alle ved, kræver iværksættelsen af et militært program mindst 10-15 år. Indtil da er det klart, at alt det, der er blevet gjort, alt det, der netop er blevet besluttet, især med hensyn til forholdet til NATO, er yderst tilfredsstillende. Det koster penge, og idet jeg tager hatten af for det mod, vores ordfører fru Lalumière har lagt for dagen, vil jeg sammen med hende sige, at jeg ikke mener, vi kunne gøre det bedre med de forhåndenværende midler.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, som De ved selvsyn kan konstatere, interesserer Europa-Parlamentet sig meget for denne nye politik, der skal udgøre den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, og vi vil komme til at tale meget om den i fremtiden. Da vi ved, at dette spørgsmål skal behandles på topmødet i Feira, vil vi gerne spørge Dem om Rådets og Kommissionens hensigter og i øvrigt fremsætte vores reaktioner og ønsker, som forhåbentlig i morgen vil blive vedtaget i et forslag til beslutning. Allerede nu vil jeg gerne takke Dem, hr. formand, hr. kommissær, for Deres første forklaringer, bl.a. vedrørende formålsløsheden af en eventuel revidering af traktaterne. Jeg udtaler mig her som ordfører for Udvalget om Udenrigsanliggender, men mere overordnet mener jeg at kunne sige, at et stort flertal i Europa-Parlamentet, dog ikke et enstemmigt Europa-Parlament, som jeg selv bifalder de nye impulser, som denne politik har fået tilført - via topmøderne i Köln og Helsinki - siden Amsterdam-traktaten. Som formand Brok nævnte det for et øjeblik siden, har Bosnien og Kosovo, uden at det var nødvendigt, påvist de europæiske mangler i forbindelse med både forebyggelse, håndtering og løsning af kriser. Vi har endvidere måttet konstatere, at vi stadig er alt for afhængige af USA, når det gælder vores sikkerhed. Kort sagt er vi tilfredse med de retningslinjer og beslutninger, der er blevet vedtaget gennem det seneste år, men vi forventer af topmødet i Feira og derefter af det franske formandskab, at den konkrete gennemførelse finder sted og tager fart. Vi befinder os for øjeblikket i det, der kan kaldes et "mulighedernes vindue" efter konflikten på Balkan. Hvis ikke disse favorable betingelser straks udnyttes, frygter vi, at denne nye politik vil blive ramt af diverse lammelser. Det skal endvidere siges, at Europa-Parlamentet skelner klart mellem den civile og den militære håndtering af kriser. Vi foretrækker naturligvis den første. I forbindelse med civil håndtering af kriser spiller Kommissionen en afgørende rolle, og vi vil gerne, hr. kommissær, tage hatten af for Kommissionens seneste anstrengelser, men tillad mig at hvile lidt ved et par punkter. Hvordan kan evnen til at handle hurtigt og træffe hurtige beslutninger forbedres yderligere? Og hvordan kan man sikre god koordination - det evindelige problem - mellem Rådet, Rådets højtstående repræsentant, Kommissionen og i visse tilfælde medlemsstaterne, de ikke-statslige organisationer osv.? I denne forbindelse - en tredje bemærkning - opfordrer vi på det kraftigste Rådet og Kommissionen til på forhånd at fastsætte en række store fælles mål, så alle på forhånd ved, hvad der kan og skal gøres i tilfælde af en voldsom krise. Jeg vil også gerne henvise til vores ønske om at oprette en europæisk civil fredsbevarende styrke i samme ånd - hurtighed og effektivitet. Hvordan har De tænkt Dem at gribe dette an, hr. kommissær? Men selv om vi foretrækker at løse kriser med civile midler, ved vi godt, at vi også har et militært behov, om ikke andet så for at afskrække folk fra at begå barbariske forbrydelser. Der er stadig lang vej igen, før Den Europæiske Union råder over tilfredsstillende militære midler, og derfor spørger vi. Vi spørger om indførelsen af en særlig udrykningsstyrke, der skal være operationel inden for de kommende tre år, og om etableringen af beslutningsmæssige, politiske og militære strukturer, der blev indledt for et par måneder siden - hvor langt er man kommet? Om omstruktureringen af de væbnede styrker med henblik på at forbedre deres uddannelse, udstyr og samarbejdsevne uanset styrkernes oprindelsesland. Vi spørger også om, hvor langt man er nået med den nødvendige omlægning af militærudstyrs- og våbenindustrien og om de budgetmæssige midler, der måtte være nødvendige i denne forbindelse. Med hensyn til vores forhold til NATO lyttede jeg meget opmærksomt til Deres indlæg, hr. rådsformand. Det er et yderst vigtigt og ømtåleligt punkt, også for EU's fremtid. Hr. formand, til slut vil jeg gerne hurtigt understrege et punkt, som De vil se, at Europa-Parlamentet tillægger stor vægt, nemlig sikkerheds- og forsvarspolitikkens parlamentariske dimension. Selv om den udøvende magt stadig har et særligt ansvar i denne henseende, understreger vi parlamenternes rolle - både de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Indtil videre har der været lidt stille om dette punkt.
Hr. formand, de beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råd i Helsinki om udviklingen af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, er åbne for fortolkninger. Flere af de medlemslande, der har tilsluttet sig, mener, at etableringen af en fælles militær styrke markerer indledningen til organiseringen af et fælles unionsforsvar. Deres plan er klar. Ifølge oprettelsestraktaterne er målet med en fælles udenrigs- og forsvarspolitik at sikre Unionens uafhængighed og integritet samt konsolidere Unionens sikkerhed i enhver form. Den fælles militære styrke, som er ved at blive oprettet, er i deres øjne et redskab, der er med til at gennemføre disse mål, altså en fælles hær for en Union under udvikling til en føderation. Efter de neutrale medlemslandes mening har man blot besluttet at skabe et krisehåndteringssystem. De understreger, at hvert land skal beslutte sin deltagelse separat. De mener ikke, at de er forpligtede til at medvirke til at tvinge nogen til fred. De neutrale medlemslande ønsker ikke, at Unionen skal ændres til en militær føderation og en militær stormagt. Disse forskelle i synspunkter og fortolkninger må tages i betragtning. Også inden for sikkerhedspolitikken er det klogt at gennemføre differentieret integration. Den Europæiske Unions fælles styrker bør kun anvendes til krisehåndteringsopgaver. De lande, der hører til den forbundsstatskerne, som Delors, Giscard d'Estaing, Schmidt og Fischer har foreslået, kunne skabe et forsvarsfællesskab, som ville udgøre en stærk europæisk søjle inden for rammerne af NATO. De europæiske NATO-landes forståelige og støtteværdige bestræbelser på at udvikle en europæisk forsvarsidentitet ville således realiseres inden for rammerne af NATO. Beslutninger i forbindelse med sikkerheds- og forsvarspolitik er ekstremt vigtige og bør derfor træffes meget åbent og demokratisk.
Hr. formand, kære kolleger, det er godt at huske på og forstå, at vi nu er i gang med den første runde i en debat, som indeholder mange runder, om den europæiske sikkerhed. Debatten er derfor underlagt nogle begrænsninger. Vi koncentrerer os nemlig meget om topmødet i Feira. Det er helt berettiget, men derfor afholder vi os fra i dag at drøfte nogle af de sager, der er meget vigtige for den europæiske sikkerhed. Lad mig nævne en. Kriterierne for anvendelsen af den hurtige interventionsstyrke skal vi ikke behandle i dag. Det er et emne, vi får lejlighed til at drøfte i forbindelse med en ny betænkning af fru Lalumière, men i mellemtiden er vi underlagt nogle begrænsninger. På trods af disse begrænsninger er det efter min mening muligt at foretage en første vurdering. Jeg begynder med en positiv bemærkning. Jeg mener, at det er rigtigt, at en stor del af den fælles beslutning omhandler ikke-militær krisestyring. Det har kommissæren brugt mange ord på, og det er efter min mening rigtigt. EU har ifølge min gruppe enestående muligheder herfor, som indtil nu ikke er anvendt. Men der er heldigvis også eksempler på, hvordan det kan gøres. Jeg kan f.eks. nævne stabilitetspagten. En kombination af økonomisk rekonstruktion, fremme af menneskerettigheder og opbygningen af et civilt samfund. Det er et godt eksempel på, hvordan Unionen også i fremtiden kan anvende sine næsten ubegrænsede muligheder med hensyn til ikke-militær krisestyring. Men militære midler er også nødvendige i den forbindelse, og også det, hvilket måske overrasker nogle kolleger, støtter en stor del af min gruppe, selv om der er et par betingelser. Lad mig nævne to. Den første er EU's beføjelser. Det skal efter min mening være klart og tydeligt, og det er det ikke i den nuværende tekst, at EU har selvstændig beslutningskompetence, og at EU-landene selv skal kunne bestemme over bidraget uden NATO's, læs USA's, godkendelse. Et sidste punkt, hr. formand. Det kan ikke være rigtigt, at de nye militære midler, som er nødvendige, kommer i tillæg til de eksisterende, og at der altså er tale om et nyt kapløb med hensyn til militære midler. Det drejer sig om en ny analyse og en ny sikkerhedspolitik. Det indebærer ikke pr. definition flere midler.
Hr. formand, der findes naturligvis emner, hvor der er fundamentale meningsforskelle. Det er åbenlyst tilfældet i dette spørgsmål. Kære kollega Lalumière, der står et stort flertal bag Deres synspunkter i udvalget, og det gør der også her på plenarmødet. Det siger noget om den faglige kvalitet og omhu i Deres arbejde. Men det siger også noget om, hvor svage de kritiske stemmer efterhånden er blevet. Det er der efter min mening ingen grund til at triumfere over. Selv i de officielle analyser af den militære trussel konstateres det, at der ikke findes nogen trussel mod de vesteuropæiske lande. For at retfærdiggøre de enorme militærudgifter griber man så til scenarier som kosovokrigen eller imaginære fremtidige kriser, islamisk fundamentalisme eller som i de tyske forsvarsretningslinjer endda mulige økologiske trusler. Det er en politisk og intellektuel falliterklæring, hvis sådanne problemer skal besvares med militær. Jeg nævner kun et enkelt spørgsmål, som også i dag har spillet en central rolle i alle indlæggene, nemlig kosovokrigen. Jeg mener, at Rådet, Kommissionen og vi selv drager de principielt forkerte konklusioner af en principielt forkert krig. For det første kan og må det brud på folkeretten, som blev praktiseret af NATO og i øvrigt fortsat indgår i den officielle NATO-strategi, ikke præge den fremtidige sikkerhedspolitik. For det andet er jeg stadig overbevist om, at krigen mod Jugoslavien kunne have været undgået med en mere konsekvent, præventiv og langsigtet politik, især da det i disse dage på ny og på dramatisk måde ses, at dens angivelige eller faktiske mål om at garantere menneske- og mindretalsrettigheder mislykkedes katastrofalt. Netop hertil er krig det mest uduelige og uegnede middel overhovedet. Når der så endelig igen fremføres det argument, at kosovokrigen har vist, at EU har brug for en større militær uafhængighed af USA, må man efter min mening hertil fastslå, at en militarisering af de internationale relationer og af den sikkerhedspolitiske tænkemåde ikke nedsætter, men forøger afhængigheden af USA. Militæret er jo netop USA's hjemmebane. I mindst tre spørgsmål har min gruppe en opfattelse, der principielt strider mod den for tiden herskende europæiske sikkerhedspolitik. For det første er sikkerhedspolitikken præget af militære, og ikke politiske, civile og samarbejdsvillige idealer. Det kan afsnittet om præventiv og civil sikkerhedspolitik ikke dække over. Det er betegnende, at der siden Helsinki-topmødet er gennemført militære beslutninger i et utroligt højt tempo, mens der faktisk intet sker inden for den civile sikkerhedspolitik, som beskæftiger sig med årsagerne. For det andet afviser vi dannelsen af en europæisk militærblok. Fremtiden kan efter vores mening kun være baseret på en genoprettelse af FN's centrale rolle for den internationale sikkerhed, en afgørende styrkelse af OSCE, et samarbejdsvenligt sikkerhedskoncept og en radikal nedrustning. For det tredje er vi dybt bekymret over, hvor selvfølgeligt det efterhånden er blevet at afvise de krav, som for kort tid siden indgik i en bred politisk konsens, i det mindste mellem fru Lalumière og eksempelvis de holdninger, der repræsenteres af min gruppe. I udvalget kunne der i hvert fald hverken findes et flertal for krav om en entydig tilslutning til FN-charteret, forsvar for ABM-aftalen, respekt for visse EU-landes neutralitetspolitik eller forøgelse af bevillingerne til fredsuddannelse og fredsforskning. I år stilles der i Tyskland 17,5 millioner D-mark af det tyske statsbudget til rådighed for projekter til civil bearbejdning af konflikter. Det er efter min mening karakteristisk. Det er - jeg siger det meget langsomt - 0,00029% af militærudgifterne. Jeg er bange for, at det er en politik, der først skaber de kriser, som den så bagefter vil overvinde. Derfor er vi nødt til at sige et klart nej.
Hr. formand, vi tager ikke fat på det vigtige punkt i spørgsmålet til Rådet fra vores kollega Brok på samme måde som han. Det er et vigtigt spørgsmål, for som følge af de meget alvorlige kriser i Balkanlandene har Det Europæiske Råd - især i erklæringerne fra Köln og Helsinki fra henholdsvis juni og december 1999 - og formandskabet - især i de to rapporter om Unionens militære og civile midler med henblik på at imødegå krisesituationer - givet udtryk for ønsket om at se Unionen spille en større rolle i forbindelse med håndteringen af kriser, der truer dens sikkerhed, interesser og værdier. Sådanne trusler kan naturligvis opfattes som værende fælles for en række medlemsstater i Den Europæiske Union, men også for europæiske lande, der ikke er medlem af Unionen. Vi ønsker derfor at undersøge, hvordan man kan iværksætte en mellemstatslig proces med variabel geometri, der kan give alle de lande, som ønsker at medvirke, mulighed for at gøre det og således samle deres kræfter, uden at de lande, der ikke ønsker at deltage, bliver tvunget til mod deres vilje at medvirke i en aktion, de ikke kan stå inde for. En sådan interventionskompetence må ikke udvikles ud fra en ideologisk baggrund som en tvingende politisk integrationsfaktor. Sker det, bliver det en fiasko. Den skal udvikles ud fra konkrete krisesituationer, der kan finde sted, med respekt for hvert enkelt lands frihed og vilje. Det giver den variable geometri mulighed for, samtidig med at den tilgodeser en aktion, der er tilpasset efter den konkrete krise og er i overensstemmelse med folkenes ønsker. I øvrigt er spørgsmålet om økonomiske ressourcer til oprettelse af civile og militære enheder, der kan samles, naturligvis altafgørende. Det omfatter store budgetmæssige anstrengelser og dermed en radikal omlægning af den tendens, der har hersket i de fleste medlemsstater siden afslutningen på den kolde krig - til forskel fra tendensen i USA. Det ville være rart at vide, om Rådet vurderer, at opsvinget i Europa kan fremme denne uundgåelige genoprettelse, og hvordan det forestiller sig, dette kan gøres.
Hr. formand, med hensyn til forsvaret vil Det Europæiske Råd, der afholdes i Feira den 19. og 20. juni, arbejde ud fra konklusionerne fra mødet mellem de 15 udenrigsministre i Acorerne og fra mødet mellem forsvarsministrene fra landene i Den Vesteuropæiske Union. Disse forslag gennemfører principperne for den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik som defineret i Helsinki, i henhold til hvilke NATO på den ene side forbliver udgangspunktet for organisationens medlemmers kollektive forsvar, og hvor Den Europæiske Union på den anden side kun handler i de tilfælde, hvor NATO ikke selv træder ind. Hr. Javier Solana, FUSP's højtstående repræsentant og Den Vesteuropæiske Unions generalsekretær, er et billede på "natoniseringen" af det europæiske forsvar. For de resultater, der vil blive opnået i Feira, kender vi desværre allerede på forhånd. Det bliver en tilpasning af den fælles europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik efter regeringen i Washingtons ønsker med NATO som mellemled. NATO, der blev stiftet i 1949 for at forsvare Vesteuropa mod den sovjetiske imperialisme, burde være forsvundet sammen med sidstnævnte i 1991. Paradoksalt nok er det det modsatte, der er sket. Frankrig, der trådte ud af NATO for 30 år siden, er igen blevet medlem. Eurokorpsets 50.000 soldater har siden 1993 været underlagt NATO's ledelse, og især greb NATO brutalt og massivt ind for bl.a. at ødelægge den civile infrastruktur i Serbien uden dog at løse problemerne i Kosovo, mens organisationen intet gjorde for berlinerne, ungarerne, tjekkerne og polakkerne. I dag er NATO's primære opgave at fungere som et instrument for USA's dominerende indflydelse på vores nationer. Også dér anvendes de midler, der knap nok er blevet indført, imod Europa. NSA's 100.000 agenter, der aflytter telefonsamtaler og aflurer IT-kommunikation, stjernekrigens genopblomstring, der vil sætte en stopper for afskrækkelsesbalancen. Dette ønske om at sikre fortsat amerikansk dominans i forsvarsmæssig sammenhæng, som den amerikanske vicepræsident Al Gore gav udtryk for, er ikke i sig selv forkasteligt set ud fra hans synspunkt. Det, der er alvorligt, er til gengæld, at det europæiske forsvar underkastes Washingtons politik med de europæisk politisk ansvarliges godkendelse og aktive deltagelse.
Hr. formand, jeg vil gerne takke indgiveren af de mundtlige spørgsmål for at have skabt mulighed for at debattere den ofte svært gennemskuelige fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) inden topmødet i Feira. De mange initiativer og de stadigt skiftende koalitioner gør det meget uigennemskueligt. Jeg vil alligevel gøre et forsøg på at komme med et par bemærkninger. Spørgsmålet er for det første, om bestræbelserne for at skabe en europæisk identitet beror på de rette motiver. Jeg understreger, at vi ikke må lade os lede af magtmotiver. Hvis vi kun koncentrerer os om en stærk rolle for Europa i verden, rammer vi ved siden af målet. Det drejer sig ikke om magt, men om at tage et ansvar. Det kan vi ikke uden at arbejde i NATO-sammenhæng, fordi det er der, de nødvendige midler findes. Endvidere advarer jeg imod at knytte alt for høje forventninger til samarbejdet mellem medlemsstaterne på dette område. Ser vi på den nuværende udvikling i Europa, konstaterer vi, at de skriftlige erklæringer fra St. Malo, Köln og Helsinki indtil nu ikke har udmøntet sig i rigtige sikkerhedsgarantier. Dertil mangler det nødvendige "stærke politiske engagement fra alle medlemsstater", jf. punkt 19 i beslutningsforslaget. Disse bemærkninger betyder ikke, at det ikke er nødvendigt at sætte dette emne på IGC-dagsordenen. Der skal træffes klare aftaler om kompetencefordelingen på dette område. Og efter vores mening er den stadigvæk primært hos den nationale stat.
Hr. formand, det er tvingende nødvendigt at erkende, at de fremskridt, der er sket i de seneste måneder på området for sikkerheds- og forsvarspolitik, har deres udgangspunkt i forsvarsministrenes effektive rådsmøde i Sintra, en fortjeneste, som skal på listen over det portugisiske formandskabs succeser. Et af de mange og vanskelige problemer, som udviklingen af denne politik indebærer, og som nødvendigvis kræver en større inddragelse af finans- og forsvarsministrene, er spørgsmålet om institutionel indpasning og placering. Og under disse første skridt, hr. formand, burde Parlamentet have en større tilknytning til udviklingen af denne politik. Der skal tænkes på en parlamentarisk dimension af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, som omfatter fastlæggelsen af de mekanismer, der er nødvendige for, at Parlamentet med den institutionelle rolle, som tilkommer det, deltager i defineringen af og målene med nævnte politik. Der bør ligeledes træffes passende foranstaltninger med henblik på udøvelse af en parlamentarisk kontrol af sikkerheds- og forsvarspolitikken, og for at Parlamentet kan få løbende og tilstrækkelige oplysninger om arbejdet og om de midlertidige organer, der i øjeblikket arbejder i tilknytning til Ministerrådet i Den Europæiske Union. Det, jeg netop har sagt om Parlamentet, hr. formand, gælder også for Kommissionen. Ligevægten mellem institutionerne burde ikke ændres i forbindelse med et så vigtigt spørgsmål. Kommissionens og Rådets beføjelser skal afklares, eftersom der stadig er et uafklaret forhold mellem det mellemstatslige niveau og Fællesskabets beføjelser. Uklarheden, hvad angår grænserne for Kommissionens rolle, er særlig tydelig på sikkerhedsområdet og burde en gang for alle afklares, for vi må ikke glemme, at årsagen til det europæiske integrationsprojekts succes er den harmoniske tandem mellem Parlamentet og Kommissionen, som der skal kæmpes og arbejdes for at genoprette. Desuden, hr. formand, er dette projekt for europæisk union ikke bare et projekt for en politisk, økonomisk eller militær union. Vores projekt er og skal være grundlæggende baseret på et værdifællesskab. I Den Europæiske Union definerer vi ikke længere os selv som forbrugerne på et stort marked, men som borgere i en Union. Og Unionens borgere, som Parlamentet repræsenterer, ønsker i højere og højere grad at blive inddraget i et spørgsmål, der bekymrer dem og angår dem direkte, og det er den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.
Hr. formand, i sidste måned fejrede vi Europadagen. Det centrale her var Robert Schumans tale den 9. maj 1950. Meget har ændret sig siden da, men Schumans og Monnets grundlæggende aksiom om, at en varig fred skal skabes ved at væve folk og nationer sammen til gensidig berigelse, holder endnu. Sikkerhed skabes ganske enkelt gennem samarbejde og gennem integration og udvidelse. Schuman indledte sin tale med disse ord: "Verdensfreden kan ikke bevares uden en konstruktiv indsats mod truende farer". Dette fremsynspunkt gennemsyrer Den Socialdemokratiske Gruppes syn på Europas udenrigs- og sikkerhedspolitik og løber også som en rød tråd gennem fru Lalumières betænkning forud for Feira, og vores gruppe giver sin helhjertede støtte til denne betænkning. For socialdemokraterne har 2000-tallets sikkerhedspolitiske udfordring to dimensioner, som danner en helhed. Den første er den globale dimension, og den anden er den rent europæiske. Globalt set er det tydeligt, at sikkerheden er udelelig. Vi deler den samme jord og den samme skæbne. I dagens globaliserede verden efter den kolde krigs afslutning står fattigdom og udstødelse som fredens og demokratiets største fjende. Ingen militærarsenaler, ingen ny atomvåbenoprustning kan yde sikkerhed imod de fattiges forbitrelse. Derfor må en generøs, retfærdig og fremsynet bistand samt en handelspolitik, hvormed man søger at afhjælpe årsagerne til fattigdom og usikkerhed, være en integreret del af vores udenrigs- og sikkerhedspolitik. På samme måde må vi se på konfliktforebyggelse og krisestyring i vores nye europæiske sikkerhedspolitik. Vi er naturligvis loyale mod beslutningen fra Helsinki. Vi må sørge for en konstruktiv udvikling af den militære kapacitet, som ikke mindst kosovokrigen har fremtvunget. De headline goals, der er opstillet, er vigtige og må gennemføres fuldt ud, uden tøven og uden undtagelser. Samtidig må vi imidlertid stå imod dem, der ønsker at overdrive vores militære formåen og rolle. Vi må tage et øget ansvar for sikkerheden på vores eget kontinent, men vi skal ikke erstatte NATO eller lægge kimen til et permanent, selvstændigt, europæisk forsvar. Sådanne ambitioner har hjemme i illusionernes verden og bør overlades til Don Quixote. Vi savner en konfliktforebyggende politik i vores arsenal. Derfor må vi aktivt støtte de forslag, som kommissær Patten har lagt frem, og som ligeledes ligger hos Rådet, samt forslagene i Lalumière-betænkningen.
Hr. formand, langsomt og alt for sent er en fælles europæisk sikkerhedspolitik ved at tage form. Man kan sige, at den bygges på ruinerne af Kosovo og ikke uden en fad smag i munden. EU formåede ikke at standse katastrofen på Balkan i tide, og denne manglende formåen vil vi for altid været tvunget til at stå til ansvar for over for vores børn. Vi liberale mener, at det er helt nødvendigt, at EU fremover skal kunne gribe ind i sit nærområde med personel og ressourcer, tage sig af civil krigshåndtering, humanitære indsatser samt fredsbevarende opgaver baseret på europæiske værdier og menneskerettigheder. EU skal have en troværdig og selvstændig politik på dette område, men det vigtigt at bevare USA's engagement og den transatlantiske forbindelse. NATO er i dag den vigtigste organisation for fred og sikkerhed i Europa. EU's medlemsstater må derfor snart træffe konkrete beslutninger om den fælles sikkerhedspolitik. Især tre spørgsmål, som skal besvares i Feira, og som jeg vil sende med til Rådets møde. Hvordan skal arbejdsfordelingen mellem EU og NATO se ud? Vi må opbygge strukturer, som supplerer, ikke overlapper hinanden. Hvordan skal de alliancefrie landes medvirken kunne garanteres i den nye sikkerhedspolitik? For det tredje et spørgsmål, som der findes mange gode svarforslag til i fru Lalumières udmærkede betænkning: Hvordan skal Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter kunne garanteres indflydelse og medvirken ved disse beslutninger, således at de træffes på åben og demokratisk vis i vores europæiske medborgeres interesse?
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, i modsætning til de ting, der prioriteres i Feira, skal Den Europæiske Union styrke den side af sin politik, som angår civil forebyggelse af konflikter. Det vil sige, at i spørgsmålet om vægtning af instrumenterne skal hovedvægten finansielt og materielt ligge på en effektiv politik til forebyggelse af konflikter. De aktuelle konflikter er nemlig hovedsageligt interne konflikter i den enkelte stat, og det er et bevis på, at der mangler vilje i netop de rige stater til at gøre tilstrækkeligt for en varig og social afbalanceret udvikling i kriseregionerne. I Helsinki forspildte man lejligheden til at konkretisere en aktiv forebyggelsespolitik og en effektiv og rettidig krisestyring. Her er der et presserende behov, der skal indhentes. Jeg lykønsker hr. Patten med hans aktiviteter i den retning og vil gerne støtte dem og være med til at videreudvikle dem. Ved udbygningen af instrumenterne til forebyggelse og efterbehandling af konflikter skal der i højere grad fokuseres på sammenhængen mellem en reduktion af våbenproduktion og våbensalg og strengere kontroller. Og endnu et punkt, nemlig Parlamentets betydning. Med de mange uformelle kredse er der netop en fare for en fuldkommen utilstrækkelig demokratisk kontrol med den europæiske sikkerhedspolitik. Derfor skal den centrale rolle ligge i Europa-Parlamentet. Dets position skal styrkes, og dette punkt skal sættes på dagsordenen i Feira.
Hr. formand, Europa befinder sig i den enestående situation, at vi ikke har fjender, der truer os militært. Derfor er tiden inde til en omfattende militær nedrustning i Europa, men i virkeligheden sker der en ny oprustning. Denne nye militære indsatsstyrke på 50.000-60.000 mand skal heller ikke indsættes på EU's eget område. Der findes jo ikke nogen gensidig forsvarsforpligtelse, men det drejer sig om at kunne operere uden for EU's grænser. Det drejer sig om intervention. Nogle vil tilmed kunne sige, at det måske en dag kommer til at dreje sig om angreb. Jeg er bekymret over formuleringer om, at EU skal kunne gribe ind overalt i verden, hvor Unionens sikkerhed, interesser og værdier trues. For mig lyder det, som om EU også på dette område har den amerikanske stormagtspolitik som forbillede for sin udvikling.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske fru Lalumière, der har gjort et meget godt stykke arbejde, som er meget velovervejet og grundigt behandlet i Udenrigsudvalget, og som betegner et skridt i den rigtige retning. Hr. formand, en europæisk union, som ikke spiller en klar rolle med hensyn til sikkerhed og forsvar, skaber usikkerhed i verden. Parlamentet vil, sammen med Kommissionen og Rådet, bidrage til en gennemskuelig og overbevisende politik. Den Europæiske Union kan ikke undsige sig det ansvar, som følger af dens økonomiske og kulturelle betydning. De Kristelige Demokrater håber, at overdragelsen af opgaver og beføjelser fra Den Vesteuropæiske Union til EU bidrager til denne klarhed. Det betyder naturligvis, sådan som rådsformanden sagde, at EU's budget vedrørende eventuelle rester fra WEU sænkes drastisk. Vi finder det derfor også overraskende, at rådsformanden indtager en negativ holdning til idéen om, at EU's budget på dette område stiger tilsvarende. Det er efter min mening meget ulogisk, og det tyder på, at denne udvikling ikke tages alvorligt. Hr. formand, i vores beslutningsforslag understreger vi, at denne politik har civile og militære aspekter. Begge spiller en stor rolle, og de civile anliggender i bredeste forstand skal udtrykkeligt omfatte det militære aspekt. Det er ikke kun fromme ord, det har også umiddelbar betydning for den måde, som denne politik kontrolleres på. Derfor er det meget vigtigt, at Parlamentet, som konstant behandler mange forskellige civile spørgsmål, er det sted, som i videre udstrækning integrerer militære aspekter i den parlamentariske kontrol. Vi ved, at de civile aspekter altid har forrang, og at de militære primært anvendes som en trussel og et sidste middel. Det er derfor farligt, hvis kontrollen med denne politik ikke fuldt ud ligger hos Parlamentet. Jeg mener endvidere, at karakteren af de omhandlede opgaver, Petersberg-opgaverne, med fordel kan drøftes i dette forum. Vi slår som tilhængere af en fælles politik især til lyd for, at Kommissionens bidrag skal være optimalt, sådan som hr. Patten sagde lige før. Det betyder imidlertid også, at Rådet skal give mulighed herfor, og at der skal være tilstrækkeligt personale og budget. Hr. formand, det drejer sig for os ikke om at se disse opgaver løsrevet fra samarbejdet med Nordamerika. Selvfølgelig ikke. Vi er tværtimod meget stærke tilhængere af, at vores sikkerhed skal udgøre en helhed. Derfor har vi i et andet beslutningsforslag med nogen tøven allerede slået til lyd for, at der tages stilling til USA's tendens til ensidigt at ville fastsætte sin egen sikkerhed gennem ABM-systemet. Det ønsker vi ikke, hr. formand. Vi går ind for samarbejdet med Nordamerika, også i disse anliggender, men især med god støtte fra Rådet.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær Patten, mine damer og herrer, vi er i dag takket være ordførerens, vores kollega Catherine Lalumières, fremragende arbejde i stand til at præsentere Parlamentets holdning kort før Det Europæiske Råd i Feira. Det er lykkedes hende at beskrive en så præcis og afbalanceret holdning, at et meget stort flertal af de politiske kræfter her i Parlamentet kan identificere sig med det. Mange tak, Catherine Lalumière! Krigen om og i Kosovo har lært europæerne tre absolut vigtige ting. For det første, at vi skal blive dygtige til at forebygge konflikter. Vi har indtil nu manglet både de politiske mekanismer og instrumenter til at undgå og bilægge konflikter. Hvis vi vil undgå krige, skal vi blive dygtige til dette. Det glæder mig, hr. kommissær Patten, at De også ser sådan på det, og jeg venter spændt på Deres forslag, på Kommissionens forslag. For det andet har vi lært, at vi ikke er i stand til selvstændigt at intervenere på vores eget kontinent og i vores nærmeste omgivelser, selv om det her drejer sig om en meget begrænset militær aktion. For det tredje har vi lært, at vi har brug for at være uafhængige af vores amerikanske venner, hvis vi vil have kontrol med, hvilke midler der anvendes i en militær konflikt. Eller formuleret på en anden måde, hvis vi er afhængige af andre med hensyn til rekognoscering, transport, angrebskapacitet og lign., fører vi ikke vores krig, men deres. Denne viden har ført til, at Den Europæiske Union har fremskyndet sine bestræbelser på og omsider er gået i gang med at definere og organisere en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og give den en ny struktur. Debatten i dag skal være Europa-Parlamentets bidrag til disse bestræbelser inden for hele Den Europæiske Union.
Efterhånden som den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik udvikles, sættes Kommissionen og Parlamentet mere og mere ud af spillet. Parlamentet skal have mere indflydelse på militære aktioner gennem budgettet og et rimeligt ansvar gennem Rådet. Hvis Unionen kun varetager civile anliggender og politisamarbejde, og regeringerne kun militære aspekter, er der fare for, at den europæiske enhed bliver det første offer ved indgriben i krisesituationer. Den humanitære hjælp og den militære indsats kan ikke klare en kunstig adskillelse. Idéen om en fælles europæisk og national forsamling er endnu ikke udarbejdet i detaljer. Skal den være mere end en uforpligtende diskussionsklub? Får den beføjelser på bekostning af det nationale parlament? Den må i hvert fald ikke bevirke, at Europa-Parlamentet sættes endnu mere til side i udviklingen af den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.
Hr. formand, jeg håber, at fru Lalumières udmærkede betænkning denne gang ikke kun fører til enighed i Parlamentet, men også høres i Rådet. Men alt for ofte tilsidesætter Rådet det, som eventuelt er besluttet enstemmigt i Parlamentet. Den europæiske integration er udsprunget af ønsket om vedvarende fred. Det er den ledende tanke, som er kommet til udtryk i mange indlæg. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal derfor skabe enhed mellem politisk beslutningstagning, forebyggelse af konflikter, krisestyring, om nødvendigt militær indgriben og en plan for den efterfølgende fredsskabende og fredsbevarende indsats. Jeg tænker i den forbindelse ikke kun på Kosovo, som fik os til at åbne øjnene. Den fejlslagne politik i hele det tidligere Jugoslavien har vist os, at den europæiske magtesløshed og splittelsen mellem de forskellige regeringer ikke fører til et fælles syn på fred. Freden er et fælles anliggende og en fælles opgave.
Hr. formand, fru Lalumières afstemningsforslag sigter på at give parlamentarisk dækning til, at man udråber EU - ved siden af NATO - til international politibetjent, og det oven i købet når og hvor NATO tøver, sådan som det blev konkretiseret i Helsinki, hvor vi foreslog de påkrævede foranstaltninger og strukturer. Desværre er det fremgået af forhandlingen, at det er den herskende tankegang ikke kun i Rådet og i Kommissionen, men også i Europa-Parlamentet, som i stedet for at udtrykke befolkningernes følelser og interesser kommer til at ratificere en politik, der er yderst farlig for Europa og hele menneskeheden. Ikke blot overser man den grelle forbrydelse, som er blevet begået og stadig begås i Jugoslavien, men man påkalder sig sågar at støtte nødvendigheden af, at den bliver gentaget med mere fuldkomne midler og processer. Nådesløst må man stille sig disse spørgsmål: Hvem giver os ret til under noget som helst påskud at bombardere, at dræbe og at undertrykke grundlæggende principper i international ret? Hvorledes skal man karakterisere den, som opildner til spændinger og sammenstød mellem befolkningerne i et lands indre og derefter udnytter dem til at underlægge dem sin kontrol og udplyndre dem? Men selv om de internationale konstellationer i dag passer til sådanne forbrydelser, så er det sikkert og vist, at befolkningerne meget snart vil danne deres egen meget stærke fredsfront mod disse forbryderiske politikker. Jeg vil ikke lykønske ordføreren, fru Lalumière. Jeg vil give udtryk for min afsky for hendes forslag.
Hr. formand, den udfordring, vi står over for, er, hvordan Europa kan gøre mere for at forebygge og styre kriser, og de forslag, vi her diskuterer, er den eneste måde, vi kan opnå dette mere effektivt på. Det glæder mig, at kommissæren viser vejen, når det gælder større effektivitet, ikke kun på bistandsområdet, men også på dette område. Jeg takker ham især, fordi han har påtaget sig at kigge nærmere på mit forslag om en europæisk offentlig sikkerhedsstyrke, da der er flere organisationer rundt om i Europa, som har erfaringer at øse af, ikke mindst Royal Ulster Constabulary i Nordirland. Jeg vil godt sende en hilsen hjem til London. Ifølge aviserne har visse personer i London udtalt, at de ønsker at afslutte EU's engagement i forsvarsprocessen. Til dem siger jeg: Det kan ikke lade sig gøre. Vær nu lidt realistiske! De kan muligvis afslutte Det Forenede Kongeriges engagement, men De kan ikke standse det, EU er i gang med. Se dog realiteterne i øjnene. Vi er involveret i en værdifuld ny udvikling, som vi nu er i gang med at diskutere. Det gælder om at give den en positiv struktur. Jeg ser frem til at skulle diskutere disse spørgsmål yderligere, idet jeg er Parlamentets ordfører vedrørende en beredskabsordning, et emne, der kommer på dagsordenen senere på året.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Lalumière. En kompliment for den meget ligevægtige og afbalancerede tekst, som hun har udarbejdet for Parlamentet. Den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik har fået indhold efter Köln og Helsinki. Rådet har med en sjælden iver truffet en række vigtige beslutninger, som vi har noteret os, og som fortjener ros. Målet er at udvikle egne kapaciteter til at gennemføre de såkaldte Petersberg-opgaver. Der er truffet beslutning om omfanget af den hertil nødvendige styrke. Der foreligger et koncept om de nødvendige beslutningsmekanismer. Der udvikles et lille NATO. Jeg vil i denne sammenhæng understrege to vigtige spørgsmål. Et lille udvalg af de mange sager, der er på dagsordenen i dag. EU skal handle autonomt. Det lyder som en selvfølge, men med denne konstatering aftegner der sig også et stort problem. Hvad betyder autonom i forhold til NATO? Der hersker på begge sider af Atlanterhavet forvirring herom, og denne må ikke vare for længe. Det må bestemt ikke føre til en politisk byttehandel mellem den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik og det amerikanske missilforsvar, sådan som en amerikansk senator for nylig foreslog på NATO-mødet i Budapest. Kort sagt, det spørgsmål, som jeg forelægger Rådet, er, hvad er autonomi i den forbindelse? Har NATO-aktioner altid førsteprioritet, sådan som amerikanerne siger? Skal EU først kunne handle autonomt, efter at NATO har afvist at gribe ind i en given situation, eller kræver EU mere handlefrihed? Jeg har indtryk af, at man på begge sider af oceanet undgår dette spørgsmål. Det er en stor hindring for det fremtidige samarbejde. Det andet punkt vedrører den demokratiske kontrol. I Nederlandene er der i den seneste tid diskuteret meget om, hvem der var involveret i hvilke beslutninger i Bosnien og Kosovo. Det vedrører især regeringen. Men hvis der på det plan i virkeligheden er tale om en slags fait accompli-realpolitik, hvordan ser det så ud med den parlamentariske kontrol? Bliver den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik til et anliggende for regeringslederne indbyrdes, eller får de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet reel mulighed for at deltage? Også her er det relevante spørgsmål, om Rådet overhovedet beskæftiger sig med dette? Uformel indgriben har fordele, men ikke når det drejer sig om krig eller fred. Anvendelse af EU's militære midler kræver et meget større fundament end etableringen af dem. Fru Lalumières beslutningsforslag indeholder et relevant forslag vedrørende den truende mangel på demokrati. Det kan regeringskonferencen gøre god brug af. Det mindste, som Parlamentet må kræve, er, at det betragtes som en ligeværdig partner i denne meget vigtige debat.
Det er foruroligende at se det store fremløb mod militarisering af Den Europæiske Union. Den seneste taler talte om et NATO i mindre målestok. Mange medlemmer, især borgerne i de neutrale lande, har ikke noget at skulle have sagt med hensyn til, om det er det, de ønsker. I mit land er langt størstedelen af befolkningen imod militariseringen af Europa, især et Europa, som har atomvåben til rådighed, et Europa, hvor våbenindustrien eksporterer våben til steder rundt om i verden, hvor menneskerettighederne gang på gang overtrædes på det groveste. Hvis vi ser på, hvordan Den Europæiske Union har klaret sit engagement i konfliktområder rundt om i verden, ser vi, at våbenindustrien har været en del af problemet. Det skal vi tage hånd om. Med hensyn til de neutrale lande er en del af ordlyden i denne beslutning særdeles tvetydig, hvad angår et fælles forsvar. Vi i de neutrale lande får at vide, at et fælles forsvar ikke skal indgå, men når vi først er blevet trukket så langt ind i samarbejdet, kan vi selvfølgelig ikke komme ud af det igen. Endelig er jeg noget forbløffet over at høre hr. Newton Dunn nævne Royal Ulster Constabulary som et eksempel på en god politiindsats. Hvis man ser på, hvor mange menneskerettighedsorganisationer rundt om i verden, der er kommet med sønderlemmende kritik af den organisation, er det utroligt, at den kan fremhæves som et forbillede. Jeg er sikker på, at der findes gode eksempler, men Royal Ulster Constabulary hører ikke til i denne kategori.
Hr. formand, kære kolleger, den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitiks betydning er nævnt af mange her. Jeg vil begrænse mig til spørgsmålet om den demokratiske og parlamentariske kontrol med denne politik. Fred og sikkerhed egner sig ikke til ikke-offentlige møder i Rådet. Her skal der være en parlamentarisk kontrol. Det er vigtigt, at beslutninger om militære indsatser fortsat hører under de nationale parlamenters kompetence. Det er også vigtigt, at budgetspørgsmål, spørgsmål vedrørende de nationale forsvarsbudgetter, fortsat afgøres af de nationale parlamenter. Men alt det, der går ud over dette, alle spørgsmål om den civile politik bør høre under Europa-Parlamentets kompetence. Denne europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik skal have en parlamentarisk opfølgning her i Parlament. Rådsformanden nævnte, at det er nødvendigt med gennemsigtighed og klarhed. Det var klogt, at man satte sig som mål at integrere Den Vesteuropæiske Union i Den Europæiske Union, og derfor er disse debatter, som for øjeblikket finder sted i Den Vesteuropæiske Union, så absurde. Man forsøger at opfinde nye legitimationer for Den Vesteuropæiske Unions parlamentariske forsamling. Alle kræfter sættes for øjeblikket ind på at definere nye opgaver. Man vil endda oprette en europæisk forsamling for sikkerhed og forsvar, et nyt organ, som ikke vil skabe klarhed, men snarere bidrage til forvirringen. Det minder mig lidt om julegåsens politik, når den forsøger at udsætte juleaften. Det ville være godt, hvis der var mere klarhed her, og vi kunne nå frem til at acceptere, at Europa-Parlamentet er det egnede instrument. For nogle dage siden deltog vi i NATO-forsamlingen, og formanden for Den Atlantiske Forsamling sagde dér: "Den Vesteuropæiske Union bliver integreret i Den Europæiske Union. EU har et parlament. NATO har et parlament. WEU-forsamlingen har ingen eksistensberettigelse mere." Jeg mener, at det også er vores holdning, og den bør man tage med i overvejelserne på dette topmøde.
Hr. formand, jeg vil også godt komplimentere fru Lalumière for en betænkning, der opnår en fin balance mellem argumenterne og interesserne. Det er en bemærkelsesværdig bedrift. Jeg vil også gerne lykønske Rådet med, at det ved det sidste topmøde lykkedes at etablere princippet om hovedmål. Det er vigtigt at gøre sig betydningen af disse hovedmål klart. For en gangs skyld har Den Europæiske Union nemlig ikke brugt år på at diskutere institutioner. Resultaterne kommer nu i første række. Det skal, som vi allerede kan se, nok sætte skub i tingene. Hvis vi skal nå vores mål inden for et rimeligt budget, skal vi sikre, at vi får mere valuta for pengene, når det gælder forsvaret og - ikke mindst - forsvarsindustrien. Vi har brug for en stærk, konkurrencedygtig europæisk forsvarsindustri. Til trods for virksomhedsovertagelserne og fusionerne i den private sektor er dette område stadig alt for fragmenteret. Vi er stadig stærkt afhængige af mellemstatslige aktiviteter. Den Vesteuropæiske Forsvarsmaterielgruppe gør f.eks. fremskridt meget langsomt på basis af konsensus. Selv de seks EU-medlemsstater, som for to år siden underskrev en hensigtserklæring om samarbejde, er endnu ikke nået frem til en rammeaftale om gennemførelsen af hensigtserklæringen. Der er klart behov for at sætte tempoet op på dette område. Der er brug for én sammenhængende ramme, som forsvarsindustrien kan arbejde inden for. Derfor er jeg skuffet over det, som formandskabet sagde om at forsætte arbejdet inden for Den Vesteuropæiske Forsvarsmaterielgruppe. Jeg mener, at søjlestrukturen i EU giver os optimal mulighed for at udvikle en ramme, som denne industri kan arbejde inden for. Søjle II kan sikre fælles holdninger til emner som våbeneksport, og vi kunne stadig arbejde hen imod et europæisk våbenagentur, som samler OCCAR og Den Vesteuropæiske Våbenorganisation. Kommissionen spiller en central rolle i denne forbindelse. Den tidligere Kommission arbejdede ihærdigt for at omstrukturere forsvarsindustrierne: Der kom to meddelelser. Denne Kommission har forholdt sig fuldstændig tavs om emnet. Det er, som om den ikke tør se implikationerne af dens rolle som traktaternes vogter i øjnene. Vi må sikre, at det indre marked så vidt muligt gælder for forsvarsindustrien, og at artikel 296 kun gælder for de områder, som er angivet i traktaten. Jeg opfordrer kommissær Patten til at følge eksemplerne fra kommissærerne Bangemann og van den Broek og arbejde for, at Kommissionen tager sit ansvar, når det gælder udviklingen af en effektiv og konkurrencedygtig europæisk våbenindustri, for at understøtte de tiltag, vi tager på det politiske område.
Hr. formand, der er gjort store fremskridt i retning af etableringen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Rådsmøderne i Köln, Helsinki og Lissabon har alle bidraget væsentligt hertil. Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at de beslutninger, der er taget ved disse topmøder, og som eventuelt måtte blive taget i Feira, ikke er meget mere end luftkasteller, så længe Unionen ikke har de nødvendige ressourcer til at gennemføre denne politik. Jeg er enig i det, kommissær Patten sagde, da han for nylig kritiserede EU-regeringerne for at komme med flotte erklæringer, som de er utilbøjelige til at understøtte med penge og personale. Hvis medlemsstaterne mener det alvorligt, når de taler om at etablere en reel sikkerheds- og forsvarspolitik, må de lade handling følge ord. I mellemtiden må vi være realistiske med hensyn til, hvad vi kan opnå, og for tiden kan det ikke nytte at tale om en europæisk styrke med operationel selvbestemmelse. Vi vil stadig være afhængige af og skulle sætte vores lid til NATO, som stadig ejer det nødvendige militære udstyr, og som har gjort det muligt for EU-regeringerne at udstationere tropper i Bosnien-Hercegovina og Kosovo. Indtil vi eventuelt får en efterretningstjeneste, som kan måle sig med den amerikanske, og mulighed for hurtigt at transportere militært personale fra EU til verdens brændpunkter, vil vi fortsat have brug for at arbejde tæt sammen med NATO i en struktureret EU-NATO-dialog, som ikke blot er en gentagelse af WEU/NATO-acquis'en. Dette skal vi have for øje under diskussionerne i Feira og andre steder, og vi må heller ikke glemme De Forenede Nationers status og rolle. Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg hilser det velkommen, at man i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Feira overvejer muligheden af en politiberedskabsordning, som tager over efter afslutningen af militære opgaver. Erfaringerne fra Kosovo understreger behovet for sådan et initiativ, og det ville glæde mig, hvis det kom i Feira.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, i Den Europæiske Union er der i den seneste tid blevet udviklet en fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, som endnu for få år siden sandsynligvis ville have været utænkelig. Det er kommet i stand, fordi først og fremmest to grupper af medlemsstater i Den Europæiske Union har flyttet sig, nemlig de, der mente, at kun NATO skulle have ansvar for sikkerhed og forsvar, og de, der mente, at sikkerhed og forsvar overhovedet ikke er et anliggende for et fællesskab, men skal varetages neutralt eller alliancefrit af de enkelte stater. Jeg mener, at det, der udvikles i dag, er et positivt tegn på fællesskab og også på solidaritet. Jeg mener endvidere, at artikel 5, som er nævnt adskillige gange i dag, i sidste ende skal udgøre det fælles grundlag for alle medlemmer af Den Europæiske Union, også selv om det kun kan ske gradvist. I dag er Kosovo nævnt flere gange. Jeg mener, at blikket undertiden for ensidigt rettes mod erfaringerne fra Kosovo eller fra Bosnien. I virkeligheden drejer det sig om fire ting. For det første om forebyggelse. Det har der næsten overhovedet ikke været tale om i forbindelse med Kosovo. For det andet om afskrækkelse. Det var der uden tvivl alt for lidt af i forbindelse med Kosovo, fordi den fælles vilje endnu ikke var synlig. For det tredje om muligheden for at intervenere hurtigt og målrettet. Det fungerede måske nogenlunde, selv om striden om, hvilken form for intervention der var den optimale, blokerede for mange ting. Og for det fjerde drejer det sig om at genoprette og stabilisere freden også efter den militære intervention. Udviklingen i disse dage viser, at det ikke er så let, som man tror. Derfor er jeg særlig taknemmelig over, at spørgsmålet om politi og sikkerhedsstyrker i Kosovo er nævnt flere gange i dag, for det er absolut nødvendigt at genoprette sikkerheden ved en forøget indsats af politistyrker. Det drejer sig også om at udvikle et system med regionalt ansvar i Europa, som ikke er i strid med FN-systemet, som det hele tiden hævdes, men tværtimod kan integreres i FN's system, i FN's idégrundlag. Min sidste bemærkning gælder kommissær Pattens udtalelse om, at vi ikke ubetinget har behov for en institutionel revolution, måske kun reformer. Vi bør forsøge at gennemføre den institutionelle revolution. Men med de institutioner, der er nævnt i dag, og som man vil oprette i den nærmeste tid, frygter jeg, at vi blokerer for os selv. Vi bør ikke bibeholde for mange institutioner. I samme retning peger jo netop integrationen af WEU i EU.
Hr. formand, vi forsikres jævnligt om, at de skridt, der tages i forbindelse med den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, er med til at styrke NATO. Det er da vist en sandhed med modifikationer. Hvis det var formålet, ville der ikke være nogen grund til at etablere separate strukturer, som i det store og hele udelukker amerikanerne og canadierne og marginaliserer pålidelige europæiske allierede som Tyrkiet. I de sidste fem år har NATO allerede foretaget omstruktureringer med det specifikke formål at gøre det lettere at iværksætte europæiske aktiviteter, hvis alliancen som helhed ikke ønsker at blive involveret. Men det er åbenbart ikke nok. Det egentlige ønske er at oprette noget, som er adskilt fra NATO. Vi ser gerne, at europæerne omstrukturerer og forbedrer deres militære kapacitet, men jeg kan ikke se, hvordan de nuværende løbende nedskæringer af de europæiske forsvarsbudgetter, som især Tyskland er eksponent for, er udtryk for en vilje til at bidrage mere til Vestens forsvar. De ændringsforslag, vi er kommet med til Lalumière-beslutningen, skal understrege vigtigheden af, at vores nordamerikanske allierede fortsat har Europas sikkerhed som en af deres første prioriteter, gøre det klart, at Den Europæiske Union kun skal iværksætte militære aktioner efter aftale med alliancen, og når NATO som helhed har valgt ikke at gå ind, og gøre det klart, at en eventuel beredskabsordning skal knyttes til NATO og ikke bør have nogen negativ indvirkning på NATO's allieredes mulighed for at opfylde deres forpligtelser over for alliancen. Vi ønsker, at EU-beslutninger vedrørende brugen af militære midler, herunder beslutninger, som tages på basis af en fælles strategi eller i forbindelse med gennemførelsen af en fælles aktion, skal være enstemmige. Der bør ikke gøres forsøg på at oprette en væbnet europæiske politistyrke under dække af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Royal Ulster Constabulary er en prægtig styrke med stolte traditioner, når det gælder bekæmpelsen af terrorisme, men det kommer ikke denne debat ved. Det afgørende er, at en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik er endnu et skridt mod europæisk politisk integration, og det er først og fremmest det, vi gør indvending imod.
Hr. kommissær, mine damer og herrer, Europa har af sikkerhedsmæssige grunde inden for de europæiske stater selv og for at kunne bidrage til andres sikkerhed uden for vores område, når disse behøver vores støtte, brug for en selvstændig militær tilstedeværelse, der er differentieret fra den, som er til rådighed gennem vores deltagelse i Atlantpagten. Begivenhederne i Kosovo og hele den tragiske sag med opløsningen af det tidligere Jugoslavien har på en smertefuld måde vist os Europas utilstrækkelighed inden for rammerne af NATO. Man kan sige, at Europa har overladt byrden af militær tilstedeværelse til NATO's ledende magt og tilsvarende slækket på sine egne bestræbelser de sidste årtier i den grad, at vi ikke engang er i stand til at udføre vores forpligtelser inden for rammerne af NATO på ordentlig vis. Psykologisk kan man forklare situationen. Når man, hvad enten der er tale om en person, en stat eller en samling af stater, ikke synes, at man har initiativet i aktionerne, så bliver man enten ligeglad og forsømmer sine forpligtelser, eller også opfylder man dem formelt uden engagement og substans. Det måske vigtigste resultat af proklamationerne fra topmøderne i Köln, Helsinki og Lissabon er nok, at de giver Europa følelsen af initiativ tilbage, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at man påtager sig sit ansvar, gør sig bestræbelser og opfylder sine forpligtelser. Ud fra dette synspunkt udgør de planer, som vi forhandler, overhovedet ikke nogen trussel for sammenholdet i NATO. Tværtimod kan et Europa med eget militært initiativ desuden være mere konsekvent over for sine atlantiske forpligtelser. Det er faktisk den eneste måde, som det kan være pålideligt på over for sine atlantiske forpligtelser, så også alle de politiske kredse i USA, som klager over, at amerikanske væbnede styrker bliver fastholdt, og at amerikanske midler bliver fastnaglet til Europas forsvar, kan slappe af. På længere sigt, hr. formand, vil vi se, at vores direkte beslutninger munder ud i en europæisk enhed og forsvaret af en fælles grænse, og det må være vores mål.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, beslutningsforslaget om udvikling af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik er et vigtigt signal fra Europa-Parlamentet før topmødet i Feira, et signal, der peger i to retninger. For det første er det en tilkendegivelse af, at Den Europæiske Union skal spille en selvstændig sikkerhedspolitisk rolle på det civile og militære område inden for en klart defineret opgaveramme, således som det kommer til udtryk i Petersberg-opgaverne vedrørende fredsbevarelse og fredsskabelse. For det andet er det et signal om at tage hensyn til og styrke Europa-Parlamentets rolle ved udformningen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Den Europæiske Union har noget at indhente på den fælles sikkerheds- og forsvarspolitiks område, når man tænker på, at dens forsvarsudgifter ikke engang beløber sig til 60% af de tilsvarende udgifter i USA, men at man dermed kun opnår 10% af USA's operationelle effektivitet. Den konkrete forpligtelse til at oprette en europæisk operativ styrke på højst 60.000 mand for at opfylde disse Petersberg-opgaver kræver solidaritet fra alle medlemsstater i Den Europæiske Union. Mangelen på en virkelig fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er blevet skærpet på grund af balkankrisen. Den har afsløret en svaghed ved Den Europæiske Union på dette område. Det kan ikke dreje sig om at fordoble NATO's funktioner på den globale sikkerheds område. Det kan heller ikke dreje sig om at opbygge en dyr parallelstruktur. Men det skal sikres, at Petersberg-opgaverne er opfyldt. Derudover skal der gælde det princip, at sikkerhed er udelelig. Derfor skal det også i en revideret EU-traktat stå alle frit for at yde gensidig bistand, således som det er forankret i artikel 5 i WEU-traktaten. Tanken om i en revideret traktat at vedføje artikel 5 i form af en tillægsprotokol, som de enkelte medlemsstater i givet fald kan tiltræde, er derfor et fornuftigt forslag til en løsning.
Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær, ærede medlemmer, det er rigtigt at gøre forvaltningen af kriser til hovedformålet for den europæiske udenrigspolitik og forsvar. Desuden er det kriserne over hele jorden, der er det fremherskende spørgsmål ved indgangen til det 21. århundrede. Der findes naturligvis også andre emner og spørgsmål, som udspringer af den nuværende virkelighed og af intrigerne i det internationale system, som efter min mening er en uadskillelig del af de spørgsmål og problemer, som skal udgøre det specifikke forslag til en europæisk udenrigspolitik. Jeg vil gerne gratulere fru Lalumière, for med sin betænkning har hun taget et stort skridt fremad. Den opstiller nemlig ikke kun specifikke forslag, men understreger tillige nødvendigheden af at udtænke en måde, så alle de foreslåede foranstaltninger til en europæisk udenrigspolitik kan fungere og sameksistere. Problemet for den europæiske udenrigspolitik er ikke kvantitativt. Det er ikke et spørgsmål om tal. Det er kvalitativt. Det er et spørgsmål om indhold. Med dette som et faktum, hr. formand, vil jeg gerne foreslå, at vi er yderst påpasselige i spørgsmål såsom integrationen af Den Vesteuropæiske Union eller forholdet til NATO. Ærede medlemmer, jeg insisterer først og fremmest på nødvendigheden af, at vi udtænker et system, en måde, så alle de forslag, som vi har hørt her i salen, kan komme til at fungere. Udenrigspolitikken i dag kan nemlig ikke og bør ikke kun være et produkt af et simpelt regeringssamarbejde. Tværtimod bør den være resultatet af funktionen af en mangesidig udformning og system, inden for hvilket den parlamentariske side spiller en betydelig rolle.
Hr. formand, kære kolleger, et år er gået siden kosovokrigen, og et intensivt genopbygningsarbejde er gået i gang. Enorme værdier er ødelagt. For at undgå lignende katastrofer tager vi nu nye skridt i retning af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Det gør vi for i fællesskab at skabe værktøjet til at værne om grundlaget for tryghed, nemlig frihed og fred i Europa. Jeg er vældig glad for, at denne proces finder sted. Inden for rammerne af EU's mandat viderefører og uddyber man nu dette fælles projekt. Jeg finder det vigtigt, at EU koncentrerer sig om det, som EU er god til, nemlig handel, kontaktskabende, konfliktforebyggende foranstaltninger, men der er også vigtigt at skabe troværdighed gennem "flere muskler" og flere muligheder for at gribe ind i tide. Hvis EU vil tages alvorligt i verden, hvilket EU vil og ønsker, må man også bevisligt kunne tage et større ansvar i sit eget område. Det er også vigtigt, at vi skaber strukturer, som fungerer sammen med NATO, eftersom det er der, kompetencen, kapaciteten, lederskabet og troværdigheden findes. EU supplerer dette, og derfor er Lalumière-betænkningen så god. Dette koncept bygger på, at de enkelte medlemsstater fører de iværksatte foranstaltninger videre. Vores rolle i Europa-Parlamentet bliver da først og fremmest at udøve kontrol. Jeg har tidligere været inde på medlemsstaternes skrumpende forsvarsbudgetter. Disse forsvarsbudgetter skrumper ind samtidig med, at vi har brug for investeringer i omstrukturering og fornyelse af materiellet. Siden vi sidst drøftede dette, er den tyske forsvarschef gået af i protest, hvilket er det tydeligste signal, man kan ønske sig. Hvis vores stats- og regeringschefer skal have troværdighed om 2003, skal de ikke kun snakke i Feira, men de må også tage hjem bagefter og se på, hvilket ansvar de enkelte lande har, og hvad man har påtaget sig at føre videre.
Hr. formand, hr. statssekretær, hr. kommissær, kære kolleger, for at den europæiske opbygningsproces skal beholde sin vitalitet (og det er en betingelse for dens overlevelse), må hvert mål, der bliver nået, være udgangspunkt for at opstille et nyt. Efter at Den Økonomiske og Monetære Union er gennemført, aftegner andre planer sig, uden at vi har 50 år til at virkeliggøre dem. Det er bl.a. tilfældet med gennemførelsen af en effektiv fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Medlemsstaterne må behandle dette spørgsmål i et europæisk perspektiv, der også fuldt ud lader sig forene med forpligtelserne inden for NATO. Selv om vi måtte ønske det anderledes, er det indlysende, at Berlinmurens fald ikke har sat spørgsmålet om Europas sikkerhed og forsvar i anden række. Det har vi den komplekse situation på Balkan til at erindre os om hver eneste dag, lektien fra Kosovo til at vise, hvordan det ikke bør være, og udfordringerne fra Middelhavsområdet til at åbne vores øjne. Efter årtier med en bipolær verden er det vigtigt, at situationen med kun én pol bliver forbigående, hvilket EU's bidrag er afgørende for. Freden må stadig være den europæiske opbygnings ledestjerne, men freden vokser ikke ud af ingenting. Det er således vigtigt at råde over effektive instrumenter til at klare kriser med ikke-militære midler, at udvikle og afstemme medlemsstaternes militære kapacitet, tilvejebringe de nødvendige midler i medlemsstaternes og EU's budget og at oprette effektive beslutningsorganer. Valgmulighederne synes klare, målet er krævende, dets indfrielse af helt afgørende betydning. Der skal gennemføres reformer, der skal findes, samordnes og tilvejebringes væsentlige finansielle og materielle midler. Medlemsstaternes indsats er her essentiel. De udfordringer, som vi står over for, giver ikke plads til udskydelser og tillader ikke mere tøven. Det Europæiske Råd i Feira bør - mere end en anledning til at bekræfte den fælles vilje - blive det vendepunkt, der kendetegnes ved, at de nødvendige finansielle midler findes, og at de institutionelle aspekter af den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik kommer på regeringskonferencens dagsorden. Jeg lykønsker fru Lalumière med det arbejde, hun har udført.
Hr. formand, det har været en interessant debat. Der er givet udtryk for mange fornuftige synspunkter, som man også kunne forvente. Jeg skal fatte mig i korthed. Jeg ønsker ikke at stå i vejen for Parlamentets demokratiske forpligtelser her inden frokost. Der er dog et par ting, jeg godt vil sige. For det første var der nogen diskussion om de institutionelle strukturer, vi skal indføre, ikke mindst i Kommissionen, for at leve op til vores forpligtelser i forbindelse med indførelsen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og - især - for at sikre, at vi får vores egen rolle i de ikke-militære aspekter af konfliktforebyggelse og krisestyring. Vi har brug for vores egne kriseenheder i Kommissionen, men de skal være små. Jeg vil godt gøre det helt klart, at det ikke er min hensigt, at de strukturer, som nødvendigvis må oprettes i Rådet, også skal findes i Kommissionen. For det andet lagde fru Lalumière stor vægt på vigtigheden af, at vi træffer beslutninger meget hurtigere. Jeg kan ikke undslå mig for at sige, at det er en af mine kæpheste. Det er en af mine kæpheste i forbindelse med f.eks. Meda-programmet og i forbindelse med Balkan. Vi kom med en ny forordning til fremskyndelse af bistanden til Balkan. Vi er kommet med forslag om asymmetriske handelsforanstaltninger for Balkan, som Rådet nu behandler, og som Parlamentet til sin tid skal behandle. Vi er kommet med forslag til rensning af Donau. Inden for alle disse områder er vi kommet med forslag. Jeg håber, der kan træffes hurtige beslutninger. Hvis beslutningerne ikke kan træffes hurtigere, inden kriserne opstår, vil spørgsmålet om, hvor hurtigt vi kan træffe en beslutning, når en krise er opstået, blive meget mere aktuelt. Efter min mening er vigtigheden af at træffe beslutninger hurtigere relevant på alle stadier af vores aktiviteter. Jo hurtigere vi ser det i øjnene, des bedre, ikke mindst hvis vi skal føre en troværdig fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Til sidst vil jeg endnu en gang takke det ærede medlem for en eminent rapport. Jeg tør ikke tænke på, hvor meget arbejde den har krævet. Og vi ved alle, hvor stor visdom den også har krævet. Formanden. Jeg har modtaget to beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 42, stk. 5. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
Mine kolleger, jeg har den store fornøjelse at byde velkommen til en delegation fra det australske parlament, som lige har taget plads i den officielle loge. Hjerteligt velkommen til den australske delegation, som er her for at deltage i det 24. interparlamentariske møde mellem Europa-Parlamentet og det australske parlament, som finder sted her i Strasbourg den 14. og 15. juni. Den ærede hr. Bruce Baird er leder af den australske delegation, som består af tre medlemmer af Repræsentanternes Hus og to medlemmer af Senatet. Europa-Parlamentet og det australske parlament indledte deres direkte politiske dialog i 1981, og i årenes løb har dialogen omfattet en lang række emner. Vi ser nu frem til at styrke vores samarbejde med Australien. Jeg ønsker Dem alle et godt og udbytterigt ophold i Strasbourg.
Hr. Perry har ordet med et indlæg til forretningsordenen.
Fru formand, uden for døren til denne sal står der nogen, der er klædt ud som en pakke cigaretter. Jeg har intet imod, at folk klæder sig ud som cigaretpakker, men jeg bryder mig ikke om det, jeg betragter som politiske demonstrationer lige uden for mødesalen. Er det tilladt ifølge reglerne?
Hr. Perry, jeg noterer mig Deres indlæg til forretningsordenen, hvis humor vi vist alle har forstået. Er der andre indlæg til forretningsordenen?
Fru formand, så vidt jeg har forstået, skal vi stemme om ændringsforslagene til Lalumière-beslutningen i morgen og ikke i dag. Jeg vil gerne pointere, at der er en alvorlig trykfejl i ændringsforslag 39, som medlemmerne har fået udleveret. Der er omtale af "Canadas præsident". Der skulle stå "Canadas parlament". Der er ingen præsident i Canada. Canadas statsoverhoved er Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II, som også er statsoverhoved for Australien. Europa-Parlamentets kalender for mødeperioderne - 2001 Dell'Alba (TDI). (FR) Fru formand, jeg fremsætter et indlæg til forretningsordenen vedrørende den første afstemning, der skal finde sted, for sammen med over 40 kolleger har vi fremsat 12 ændringsforslag med henblik på at overføre alle plenarmøder fra Strasbourg til Bruxelles. Disse ændringsforslag er blevet erklæret uberettigede. Jeg indrømmer gerne, at vores forretningsorden indeholder en bestemmelse om, at vi skal behandle alle emner i henhold til de betingelser, der er fastsat i traktaten, men med den pågående regeringskonference i baghovedet minder jeg om, at Parlamentet i april vedtog et forslag til beslutning, der med et meget stort flertal krævede, at Europa-Parlamentet skulle fastlægge Parlamentets hovedsæde og arbejdssted. Vi kunne dermed fint vedtage vores ændringsforslag, afvente regeringskonferencens resultater og tilpasse mødekalenderen i henhold hertil. Jeg bestrider afvisningen af disse ændringsforslag, der støttes af et stort antal kolleger.
Kære kolleger, jeg vil blot nævne, at de ændringsforslag, hr. Dell'Alba taler om, faktisk er blevet erklæret uberettigede, da Parlamentet udelukkende skal udtale sig om datoerne for mødeperioderne, sådan som disse præsenteres i Formandskonferencens forslag. Der er således opstået forvirring omkring målet med denne afstemning. Derfor har vi vurderet, at vi ikke kunne erklære disse ændringsforslag berettigede. Til gengæld er alle de andre ændringsforslag blevet erklæret berettigede, sådan som det i øvrigt altid har været tilfældet. (Mødekalenderen med ændringer vedtoges) Procedure uden betænkning Initiativ fra Storhertugdømmet Luxembourg med henblik på Rådets afgørelse om indførelse af en procedure til ændring af artikel 40, stk. 4 og 5, artikel 41, stk. 7, og artikel 65, stk. 2 i konventionen om gennemførelsen af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (7217/2000 - C5-0216/2000 - 2000/0803(CNS)) (Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender) (Initiativets ordlyd vedtoges) Forslag til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 1999/311/EF af 29. april 1999 om vedtagelse af tredje fase af programmet for tværeuropæisk samarbejde inden for de videregående uddannelser (TEMPUS III) (2000-2006) (KOM(2000) 184 - C5-0231/2000 - 2000/0074(CNS)) (Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport) (Kommissionens forslag godkendtes) Indstilling ved andenbehandling (A5-0153/2000) fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om Rådets fælles holdning af 28. februar 2000 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3330/91 om statistikker over udveksling af goder mellem medlemsstater, navnlig for så vidt angår en forenklet anvendelse af varenomenklaturen (14100/1/1999 - C5-0134/2000 - 1997/0162(COD)) (Ordfører: Beysen) (Formanden erklærede den fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0156/2000) af Maaten for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer (KOM(1999) 594 - C5­0016/2000 - 1999/0244(COD))
Fru formand, på vegne af min gruppe beder jeg om udsættelse af afstemningen om Maatens betænkning til mødeperioden i juli.
Hr. Fiori, for at gøre det helt klart drejer det sig altså om et forslag om udsættelse af afstemningen i medfør af forretningsordenens artikel 146. Er der en taler, der ønsker at tale for, og én, der ønsker at tale imod dette forslag?
Fru formand, kære kolleger, dette er uden tvivl en særdeles vigtig betænkning med et utvivlsomt seriøst ærinde. Uanset min personlige opfattelse, hvad retsgrundlaget angår, har jeg virkelig den største respekt for de fremsatte forslag og først og fremmest for hr. Maatens arbejde, idet han på utrolig kort tid har måttet behandle et utroligt stort antal forslag i udvalget og her i Parlamentet til plenarmødet. Jeg mener ikke, at vi yder denne sags betydning og vigtighed retfærdighed, hvis vi nu vedtager denne betænkning på så kort tid. Der er så mange forslag - 120 - at jeg er bange for, der opstår tilfældige flertal, så det til sidst fører til resultater, der er uforenelige med hinanden. Det er ubetinget nødvendigt, at der endnu en gang foretages afstemninger og finder en omhyggelig koordinering sted både i grupperne og mellem grupperne, for at der i sidste ende opnås et resultat, vi kan være bekendt. Trods den bedste vilje og med al respekt for sagen må det ikke glemmes, at vi jo ikke er i tidsnød. Vi bør alle endnu en gang tage os denne tid til en omhyggelig gennemgang eller til eftertanke.
Fru formand, jeg vil gerne tale imod dette forslag om udsættelse af afstemningen, og jeg vil ikke løbe tør for argumenter. Jeg ved, at tobaksindustriens lobby er meget interesseret i at undgå dette direktiv, og dette forslag er efter min mening blot endnu en manøvre for at forhindre en afstemning, der helt klart haster meget. Jeg vil gerne minde om, at Rådet har udsat sin behandling af denne sag for at afvente Parlamentets holdning. Hvis vi udsætter afstemningen, vil tobaksindustrien vinde endnu mere tid, eftersom Rådet ikke længere vil kunne nå at tage stilling til sagen i juni. Jeg mener i øvrigt, at hr. Maaten og Miljøudvalget har gjort et godt stykke arbejde. Det er rigtigt, at der er mange ændringsforslag, og det er også rigtigt, at vi i fremtiden skal bestræbe os på at forbedre vores arbejde for at reducere antallet af ændringsforslag i plenum. Men i dette tilfælde mener jeg absolut ikke, at det berettiger en udsættelse af afstemningen. Alt er klar til afstemningen. (Forslaget om udsættelse af afstemningen forkastedes) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Formanden. Jeg vil gerne sige tak til hr. Maaten, og jeg vil benytte lejligheden til at sige, kære kolleger, at jeg har modtaget flere breve fra kolleger, der på grund af astmaproblemer vil sætte pris på, at ikkerygerområderne respekteres. (Bifald) Betænkning (A5-0142/2000) af Berenguer Fuster for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF og 93/22/EØF med hensyn til udveksling af oplysninger med tredjelande (KOM(1999) 748 - C5­0011/2000 - 2000/0014(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0144/2000) af Lulling for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål I. om forslag til Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 69/169/EØF og 92/12/EØF for så vidt angår en midlertidig kvantitativ restriktion på indførsel til Finland af øl (KOM(2000) 76 - C5­0137/2000 - 2000/0038(CNS)) II. om forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 918/83 for så vidt angår midlertidig undtagelse for afgiftsfri import af øl til Finland (KOM(2000) 76 - C5­0138/2000 - 2000/0039(CNS)) (Ved successive afstemninger vedtoges de to lovgivningsmæssige beslutninger) Betænkning (A5-0159/2000) af Vidal-Quadras Roca for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om den nukleare fortidsbyrde efter FFC's aktiviteter i henhold til EURATOM-traktaten - Affaldsforvaltning og demontering af forældede nukleare anlæg (KOM(1999) 114 - C5-0214/1999 - 1999/2169(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, jeg vil blot gøre opmærksom på, at Parlamentet ved afstemningen om mødekalenderen efter min mening har truffet en ulovlig beslutning, fordi en mødeuge på fire dage i Strasbourg kun ville være tilladt, hvis der ikke var ekstra mødeperioder i Bruxelles, eller omvendt, at ekstra mødeperioder i Bruxelles efter min mening kun er tilladt, hvis mødeugen i Strasbourg er udnyttet fuldt ud. Jeg anmoder Dem indtrængende om at lade dette undersøge juridisk. Vi har entydigt truffet en beslutning, som i det mindste strider mod traktatens ånd og sandsynligvis også mod dens bogstav. Dette kan nemlig føre til, at vi i morgen har mødeperioder på én dag her og på fem dage et andet sted. Det kan ikke være meningen med kompromiset. Bortset herfra er det et gigantisk pengespild at sløjfe en dag her og derefter afholde ekstra mødeperioder.
Hr. Posselt, for det første har jeg mine tvivl om, hvorvidt dette er en bemærkning til forretningsordenen, og for det andet ville det ændringsforslag, som De kritiserer, når det tages i betragtning, at Præsidiet naturligvis er rede til at undersøge alt, hvad det anmodes om, ikke være blevet erklæret i overensstemmelse med betingelserne for afstemning i Parlamentet, hvis denne fortolkning var ubestridelig. Europa-Parlamentets kalender for mødeperioderne - 2001
Hr. formand, jeg tager ordet for at tale imod min egen gruppes ændringsforslag og ændringsforslag af samme tilsnit, der stiler mod at afskaffe fredagen i Strasbourg-mødeperioden eller mod at opdele den ene eller den anden mødeperiode i to adskilte mødeperioder for kunstigt at øge antallet af mødeperioder i Strasbourg, samt for at tale imod ændringsforslag fra hr. Pannella og konsorter, der forsøger at afskaffe mandag og fredag i Strasbourg-mødeperioden eller at forlænge de ekstra mødeperioder fra to til tre, ja endda til fem dage. Det er alt sammen ændringer, der skal dræne protokollen om fastlæggelse af hjemstedet for De Europæiske Fællesskabers institutioner, et tillæg til Amsterdam-traktaten, for indhold, ændringer, der skal forsøge at afskaffe Strasbourg-møderne og samle Europa-Parlamentets aktiviteter i Bruxelles. På samme vis, og af respekt for lovreglerne, har jeg stemt imod de ændringsforslag, der forsøger at afskaffe de ekstra mødeperioder i Bruxelles. At ville ændre traktaterne angående hjemsted er en holdning, som jeg ikke deler, men som er legitim. At ville underminere bestemmelserne i traktaten og i de tilknyttede bilag er en fremgangsmåde, der er vores parlamentariske institution uværdig.
Hr. formand, jeg stemte for afskaffelsen af fredagsmødet i Strasbourg, selv om jeg er en stor tilhænger af møderne her i Parlamentet. Eftersom der stort set ingen kom om fredagen, mente jeg, at jeg skulle stemme for afskaffelsen af denne mødedag. Jeg vil gerne komme med følgende kritiske bemærkning: Vi arbejder meget og dårligt, og vi laver ikke så meget som f.eks. det italienske parlament, som på trods af færre møder - parlamentet er aldrig samlet til afstemning om mandagen, og det er ikke samlet om fredagen - vedtager hele 500 love om året. Vi spilder konstant tiden med en masse diskussioner og især med en lang række afstemninger, beslutninger, forslag, hastesager osv., som i sidste ende ikke resulterer i noget konkret, og som er til skade for den egentlige lovgivningsaktivitet, som burde være den væsentligste aktivitet for et Parlament, der ikke er et rådgivende, men et besluttende organ.
Hr. formand, jeg skammer mig lidt over at sige det, men jeg faldt i søvn et par gange under de afstemninger, vi lige har afsluttet, og det lykkedes mig først i sidste sekund at vågne og stemme. Hvorfor? Fordi der er noget, der ikke fungerer i tilrettelæggelsen af arbejdet her i Parlamentet. Jeg stemte for kalenderen, men jeg vil gerne understrege - som hr. Speroni sagde lige før - at man spilder meget tid med unyttige aktiviteter. Hvis vi skal stemme om ændringsforslagene til alle lovforslags betragtninger og endda de vejledende forslag, vil det til sidst føre til, at vi ikke kan opfylde vores mandat. Jeg mener, at man burde udarbejde direktiver og forordninger, som Parlamentet skulle stemme om, men ikke spilde tid med diskussioner af sager, som kunne diskuteres på udvalgsmøderne.
Hr. formand, jeg er fuldkommen enig i det, hr. Posselt og også fru Flesch sagde om denne ulyksalige beslutning om ikke mere at holde møde her i Strasbourg om fredagen. Jeg mener, at det strider mod traktaten og mod aftalen om Parlamentets hjemsted. Jeg er virkelig glad for, at det ikke er Parlamentet, der fastlægger sit hjemsted, men at det fortsat er ministrene i Ministerrådet, og jeg håber heller ikke, at dette ændres i forbindelse med regeringskonferencen. Det er svært at se det rigtige i, at vi her beslutter, at vores arbejdsuger nu kun skal være på fire dage, når der i traktaten tales om mødeuger. For alle arbejdstagere i Fællesskabet, for hundrede millioner af mennesker består arbejdsugen af fem dage. Når vi engang får firedagesuge for alle andre arbejdstagere - de selvstændige arbejder jo alligevel, når de selv vil - så kan vi også til den tid sige, at en mødeuge kun har fire dage. Jeg synes, det er forfærdeligt, det er spild af penge, og det er virkelig useriøst, det, som forskellige ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, jeg vil ligeledes gerne tilslutte mig min kollega fra Den Liberale Gruppe, fru Fleschs redegørelse her i salen. Desuden vil jeg gerne tilføje følgende. Det er et faktum, at der ikke er mange parlamentsmedlemmer til stede her i Strasbourg fredag morgen. Jeg finder det ikke desto mindre skandaløst, at visse medlemmer ønsker at forhindre andre medlemmer i at arbejde fredag morgen, og hvad jeg finder endnu mere skandaløst er, og jeg har her en e-mail desangående fra parlamentsmedlem van Hulten til de andre medlemmer, at de samme medlemmer vurderer, at det, når fredagens møde afskaffes, på trods heraf er muligt fredag at indskrive sig i mødeprotokollen for at modtage penge uden at lave noget. Jeg beder Præsidiet være konsekvent og samtidig afskaffe muligheden for at modtage penge om fredagen uden at arbejde!
I anledning af afstemningen om mødekalenderen for mødeperioderne i år 2001 har flertallet af Europa-Parlamentets medlemmer troet sig i deres gode ret til at afskaffe fredagen i den månedlige mødeperiode i Strasbourg. Dette er endnu en episode i den evige guerillakrig, der føres af anti-Strasbourgtilhængerne mod ordlyden i traktaterne. Allerede i 1997 led anti-Strasbourgtilhængerne et sviende nederlag i retten efter at have forsøgt helt at afskaffe en af de 12 normale, månedlige mødeperioder. Denne gang har de villet gå mere behændigt til værks ved at afkorte varigheden af hver normale mødeperiode uden at ændre på deres antal. Men retten fastslog faktisk allerede i sin dom af 1. oktober 1997, at beslutningen af 12. december 1992 fra Det Europæiske Råds samling i Edinburgh, taget i henhold til traktatens artikel 216 (og for øvrigt siden tildelt status af protokol i Amsterdam-traktaten) havde samme værdi som traktaten og derfor var gældende for Europa-Parlamentet. Undervejs havde Europa-Parlamentet således ladet sig udsætte for den kæmpeydmygelse, det var at blive gjort opmærksom på, at det ikke er et uafhængigt parlament, som et nationalt parlament er det, men blot en forsamling, der er skabt af en traktat og underlagt de betingelser og begrænsninger, der er fastlagt i denne traktat. Edinburgh-beslutningen, der er omfattet af Amsterdam-protokollen, nævner at "Europa-Parlamentet har sæde i Strasbourg, hvor de 12, månedlige plenarmødeperioder finder sted....". I 1997 understregede statsadvokat Lenz, at når teksten indeholder udtrykket "hvor de 12, månedlige plenarmødeperioder finder sted" (og ikke, f.eks. "antallet af plenarmødeperioder, der skal afholdes på dette sted, er fastsat til 12), betyder det, at "repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer har henvist til en praksis, der er blevet fulgt af Europa-Parlamentet angående dets arbejdsgang". I henhold til hvad vi interesserer os for i dag, består denne praksis af normale mødeperioder i Strasbourg af en hel uges varighed. Denne praksis, som traktaten hviler på, skal respekteres. Hvis man tillod de normale plenarmødeperioder at blive beskåret med en dag, ville denne krænkelse nemt risikere at gribe om sig, således at Strasbourg lidt efter lidt ikke længere var centrum for arbejde i plenarmøder. Traktatens ordlyd ville altså blive overtrådt, langsomt, men sikkert. Jeg ville gerne benytte lejligheden til at henlede opmærksomheden på, at fastsættelsen af de ekstra mødeperioder i Bruxelles mere end et år frem i tiden efter min mening heller ikke er en praksis, der er i overensstemmelse med traktaten. Dommen af 1997 fastslår, at "ekstra plenarmødeperioder kun kan fastlægges til et andet arbejdssted, hvis Europa-Parlamentet afholder de 12 normale mødeperioder i Strasbourg, der er hjemsted for institutionen". I medfør heraf har Domstolen meget logisk sluttet, at "ekstra" mødeperioder ikke kan finde sted, medmindre de normale mødeperioder er blevet afholdt, og medmindre de virkelig har vist sig at være utilstrækkelige til at behandle samtlige sager i bero. Jeg konkluderer heraf, at Europa-Parlamentet ikke har ret til at fastlægge afholdelsen af ekstra mødeperioder mere end et år frem i tiden, som det gør i dag. Det er nødvendigt at vide, om de normale mødeperioder i Strasbourg har været tilstrækkelige, eller utilstrækkelige, til at behandle de verserende sager. Hvilket Europa-Parlamentet ikke kan vide så lang tid i forvejen. I øvrigt kan det synes modstridende, at Europa-Parlamentet reducerer de normale plenarmødeperioder i Strasbourg, samtidig med at det fastholder de ekstra mødeperioder i Bruxelles. Hvis det synes, at vi bruger for meget tid på at afholde møder, så er det først og fremmest de ekstra mødeperioder i Bruxelles, der skal skæres ned på. Jeg ønsker inderligt, at den franske regering på ny anlægger sag ved Domstolen, som den gjorde det i 1995. Jeg ønsker også, at den gør en reel indsats for at lette adgangen til Strasbourg for vores udenlandske kolleger. Kan man måske undre sig over, at de kolleger, der har en rejsetid på 10-12 timer på grund af dårlige færge- eller flyforbindelser, ender med at blive trætte og se sig gale på Strasbourg?
Hvad angår Europa-Parlamentets mødekalender for år 2001, vil jeg, der end ikke blot en enkelt gang har været fraværende siden nybesættelsen af den 12. juni 1999, gerne meget klart tilkendegive, at jeg har modsat mig, modsætter mig og vil modsætte mig enhver beslutning, der stiler mod at dræne vores plenarmøde i Strasbourg for indhold, med det mere eller mindre udtalte formål at protestere mod Europa-Parlamentets hjemsted i Strasbourg. En sådan beslutning sætter ikke blot spørgsmålstegn ved en institutionel balance, som ikke desto mindre er accepteret af alle stater, hvad værre er, den sætter spørgsmålstegn ved en "vis opfattelse af Europa", symboliseret ved Strasbourg. Nemlig opfattelsen af et genforenet og fredeligt politisk Europa. For hvem kan benægte, at opbygningen af en samlet hovedstad for et føderalt Europa, der, om 10 år, tæller mere end 500 millioner indbyggere, er en vildfarelse? Det ville være en byplanlægningsmæssig, miljømæssig og dermed menneskelig katastrofe! At være moderne i det 21. århundrede betyder, at man ønsker en multipolar hovedstad, i hvis hjerte Strasbourg altid vil have en særlig plads. Af alle disse grunde bestrider jeg anti-Strasbourgtilhængernes ideologiske og handelsmæssige manøvrer, sådan som de benytter sig af enhver lejlighed til at husere!
Den nuværende praksis med at flytte Parlamentet mellem Bruxelles og Strasbourg indebærer store udgifter for de europæiske skatteydere og mindsker effektiviteten af Parlamentets arbejde. Det underminerer Parlamentets troværdighed og politiske slagkraft. Løsningen ville være at samle Parlamentets arbejde på ét sted. Vi opfordrer medlemsstaterne til at overveje en traktatændring, der giver Europa-Parlamentet mulighed for selv at bestemme, hvor det skal høre hjemme. For at understrege vores holdning har vi stemt for alle ændringsforslag, som har til formål at reducere aktiviteterne i Strasbourg og øge dem i Bruxelles.
Jeg har ikke været fraværende ved parlamentsmøderne én eneste dag siden valget, og så vidt jeg husker, var jeg kun fraværende to dage i det forrige Parlament. Det er derfor med nogen tøven, at jeg stemte for ikke at holde møder om fredagen i Strasbourg. Jeg er nået frem til det standpunkt, at dagsordenen for fredagsmøderne er udformet med henblik på at udfylde ugen, og at disse møder bliver mere og mere meningsløse. Det gavner ikke denne institution, når der på en fredag er under 100 medlemmer, som diskuterer en beslutning, der er uden betydning. Parlamentet bør omstrukturere sin arbejdsform, så den afspejler de ændrede arbejdsforhold.
Dette punkt på dagsordenen har endnu en gang været et påskud til at dræne protokollen om hjemstedet for De Europæiske Fællesskabers institutioner for sit indhold. Det store flertal af Europa-Parlamentets medlemmer, der har stemt for afskaffelsen af fredagsmødet, forfølger en strategi, hvis mål er klart gennemskuelige. De vil overføre flere plenarmøder til Bruxelles. Efter fredagsmødet bliver det torsdagens møde, der kommer i skudlinjen. Når man har reduceret mødeperioden for Strasbourg til et minimøde, vil de samme stemmer kræve, at hovedsædet i Strasbourg lukkes af rationaliseringsårsager. For ikke at gøre mig til medskyldig i denne strategi har jeg stemt imod de tilsvarende ændringsforslag. Jeg mener endvidere, at det er fuldstændigt ulogisk at afskaffe en halv dags møde, når man samtidig klager over Europa-Parlamentets forøgede arbejdsbyrde. Ingen har bekymret sig om at tilføje de tabte fredagstimer i kalenderen for 2001! Schengen-aftalen
Hr. formand, jeg stemte for, og jeg vil gerne komme med denne sidebemærkning: I Italien bliver Schengen-aftalen ikke altid implementeret korrekt. Jeg refererer især til den systematiske kontrol, som alle dem, der rejser med fly fra Italien til Schengen-lande, bliver udsat for af grænsepolitiet og toldvæsenet. Det drejer sig specielt om fly under den almene flyvning, dem, som i daglig tale bliver kaldt privatfly. Ifølge Schengen-aftalen må der ikke være systematisk kontrol, der skal ikke være nogen som helst forpligtelse til at give sig til kende eller til at meddele grænsemyndighederne, at man forlader det nationale område. Jeg beder derfor Kommissionen om at gribe ind, så Schengen-aftalen bliver overholdt uden yderligere bureaukratiske forhindringer fra de italienske myndigheders side. Indstilling ved andenbehandling af Beysen (A5-0153/2000)
Hr. formand, jeg stemte for Beysens betænkning, men dette er netop det klassiske eksempel, jeg henviste til i min stemmeforklaring om afskaffelsen af fredagsmødet. I dette dokument fastsætter Parlamentet, hvilke varer der skal tages i betragtning, når der bliver ført statistik over de produkter, der passerer grænsen fra en stat til en anden. En statistik man ikke ved, hvilket formål tjener. Er det for at vide, hvor mange bolsjer der er blevet transporteret fra Italien til Frankrig, hvor mange traktorer der er blevet transporteret fra Tyskland til Schweiz osv.? Jeg tror, det er et overmål af bureaukrati, ligesom det er et overmål af arbejde for Parlamentet. Men nu, hvor vi er i gang med at katalogisere, hvor mange varer der flytter sig, hvorfor katalogiserer vi så ikke, hvor mange mennesker der flytter sig fra en del af Unionen til en anden? Men til hvad nytte? Vi bliver nødt til at gøre borgernes liv og lovgivningen enklere! Betænkning af Maaten (A5-0156/2000)
Hr. formand, angående nyaffattelsen af direktivet om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer har vi støttet ordførerens mest radikale ændringsforslag, for vi er overbeviste om, at tobakken repræsenterer en enorm omkostning for samfundet og en langt større fare for køberne, end de selv forestiller sig. Dog er vi samtidig overbeviste om, at traktatens artikel 95 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning på det indre marked, som dette projekt hviler på, repræsenterer et fejlslagent juridisk grundlag. De foreslåede tiltag har faktisk til formål at værne om folkesundheden og ikke at sætte hindringer i vejen for handlen med produkterne. Med hensyn til traktatens artikel 152 om folkesundhed tillader den Fællesskabet at opfordre til samarbejde mellem medlemsstaterne, men på ingen måde selv at træffe tvangsforanstaltninger om harmonisering, hvilket for øvrigt udtrykkeligt forbydes i stk. 3, punkt c). Under disse omstændigheder er vi helt bevidste om, at Kommissionen, som så ofte før, benytter sig af en prisværdig sag - her kampen mod rygning - til at tilegne sig nye beføjelser, til trods for traktaternes ordlyd og uden hensyn til nærhedsprincippet. Vi har således stemt for ændringsforslagene for klart at vise, at vi grundlæggende vil lægge en streng linje, men samtidig opfordrer vi Rådet til i henhold til artikel 152 at ændre direktivudkastet til en henstilling, der opfordrer medlemsstaterne til at påtage sig deres del af ansvaret. De er fuldt ud i stand hertil, og selv om denne nationale beføjelse skulle føre til en uens forbrugerlovgivning i de forskellige lande, alt efter deres kulturelle egenart, så måtte tobaksindustrien jo bare rette sig herefter. Hvis vi ikke handler således, kunne man hævde, at nærhedsprincippet ikke længere ville have nogen betydning for Fællesskabet.
Hr. formand, jeg er absolut tilhænger af denne betænkning, som har til hensigt at beskytte borgernes sundhed, både for dem, som ryger, og for dem, som er til stede, når andre ryger. Men er det nogensinde i historien lykkedes at mindske tobaksforbruget og cigaretrygningen? En enkelt gang, hr. formand. "Hvornår?", vil De spørge mig. I 1848 i forbindelse med kampen mod Det Østrig-Ungarske Kejserrige i Milano lykkedes det de milanesiske patrioter at formindske cigaretforbruget, da de ville ødelægge Kejserrigets økonomi. Altså burde vi have skrevet: "Rygning dræber, og regeringerne takker for besparelsen på pensionerne."
Hr. formand, jeg stemte imod ændringsforslag 54, som ville have gjort det muligt at fravige vores grænseværdier for cigaretter, som eksporteres til tredjelande. Alle cigaretter er skadelige. Ingen af dem gavner. Rygning skaber afhængighed. Der er tale om langsomt selvmord, som vi har angivet ved afstemningen, og producenterne har i et stykke tid været klar over og indrømmet, at rygning er skyld i kræft og andre sygdomme. Jeg er enig i, at tredjelande selv skal fastsætte deres sundhedsregler, men vi bør ikke tillade dobbeltmoral. Hvis vi vælger en omfattende beskyttelse af vores egne borgere, bør vi ikke tillade eksport af farligere produkter for at tjene på andres afhængighed. Vi kan ikke isolere os fra omverden. Alle mennesker indgår i fællesskaber med andre. Jeg kan ikke gå med til, at man tjener på tredjeverdensborgeres dårlige helbred.
Hr. formand, jeg ville afgive en stemmeforklaring, hvori jeg konstaterer, at jeg ved Maaten-betænkningen for de fleste punkters vedkommende hverken har stemt for eller imod. Det skyldtes ikke, at jeg er uenig i de sundhedspolitiske målsætninger, men jeg kan absolut ikke forstå, hvordan Kommissionen og også Parlamentet kan vedtage bestemmelser på europæisk plan helt ned i sådanne detaljer, at det ender med at gøre os utroværdige. Når vi regulerer størrelsen, farven og placeringen af påskrifter og billeder på cigaretpakker, så er det ikke det Europa, jeg tror på. I modsætning til Newton Dunn vil jeg konstatere, at der ikke er tale om at have dobbelte standarder. Vi er ansvarlige for vores borgeres sundhed. Der må vi lave regler. Andre regioner må fastsætte deres egne regler. Vi skal ikke lide eksporttab ved, at andre så eksporterer til disse regioner. Jeg håber, at der med henblik herpå tilvejebringes aftaler med Rådet og Kommissionen, som indeholder klare, entydige sundhedsmæssige bestemmelser, men som ikke omfatter sådanne detaljer, som vi med god samvittighed overhovedet ikke kan vedtage her i Parlamentet.
Hr. formand, min stemmeforklaring er kort for at sige, at jeg heller ikke er helt enig i Maatens betænkning. Skønt jeg forstår, det er en pligt at give borgerne en grundig information om risiciene ved det, de udsætter sig for, mener jeg ikke, det er vores opgave at udarbejde en slags forbudslovgivning, især ikke når det gælder tredjelande. Der er nogle overdrivelser, som har fået mig til at tænke på en vis terroristpropaganda, som jeg ikke tror er godt for operation "forebyggelse", også fordi hver gang man overdriver i disse sektorer og på disse områder, opnår man de modsatte virkninger. En anden ting, som jeg gerne vil understrege - som italiener og som én, der kommer fra et middelhavsland - er, at forsøget på at reducere tilskuddene til tobaksplantagerne er et meget delikat spørgsmål, som jeg på ny opfordrer Kommissionen til at overveje, fordi der i virkeligheden er tusinder af arbejdspladser på spil, både direkte og indirekte. De følger, som er forbundet med alt dette, bør vi absolut tage hensyn til.
Hr. formand, jeg er enig med fru Cauquil og fru Bordes i deres stemmeforklaring. Ved at stemme for denne betænkning, på trods af dens utilstrækkeligheder og især på trods af medlemsstaternes hykleriske tiltag for at begrænse rygning, har vi tænkt os med de os forhåndenværende midler at protestere imod tobaksselskabernes ret til at forgifte befolkningen for privat vindings skyld. Tiltagene burde i øvrigt pålægge i hvert tilfælde de europæiske tobaksselskaber samme restriktioner, når de får licensfremstillet eller sælger deres gift i de østeuropæiske lande, i Afrika eller andre steder. Tobaksselskabernes opførsel, som ligger så langt fra samfundets interesser, er et billede på alle de store olie-, asbest-, våben- og fødevareselskabers opførsel, idet de er villige til at løbe risikoen for at skade befolkningen eller miljøet for en smule ekstra profit. Vi har afvist ethvert ændringsforslag, der forsøger at mindske den allerede begrænsede rækkevidde af forslagene eller at hindre de oplysninger, der påviser rygningens dødelige skadevirkning, for de er alle et produkt af tobaksselskabernes lobbyvirksomhed. Til gengæld er vi solidariske med denne sektors lønmodtagere samt med de tobaksproducerende småbønder, hvis indtægter samt omlægningen til nytteproduktion burde finansieres ved beskatning af tobaksselskabernes enorme profitter.
Hr. formand, kære kolleger, det forbud mod enhver form for fjernsynsreklame for cigaretter og andre tobaksvarer, der er fastsat i direktiv 89/552, og den udvidelse af etiketteringspligterne for tobaksvarer, som er indført i samme direktiv, er udtryk for Den Europæiske Unions ambivalente forhold til tobak. På den ene side støttes tobaksdyrkningen i Unionen med over 1 milliard euro, og på den anden side forsøges det at reducere tobaksforbruget i Unionen mest muligt. Denne konflikt mellem målsætningerne skal løses af hensyn til fællesskabspolitikkens troværdighed. Den Europæiske Union skal sætte sig som mål at føre en politik, der kan forstås af borgerne. Støtte til tobaksdyrkning på den ene side og reklameforbud på den anden side står i uløselig konflikt med hinanden. Kan denne konflikt ikke løses på fællesskabsplan, skal Unionen arbejde på internationalt plan for en reduktion af tobaksdyrkningen for dermed at yde et bidrag til at opnå et højt niveau for sundhedsbeskyttelsen.
Hr. formand, jeg har med overbevisning stemt for det ændrede forslag og forslag til lovgivningsmæssig beslutning i forbindelse med det nye tobaksdirektiv. Teksterne bør ganske vist strammes op, de skal ses igennem, for vi har vedtaget en del tekster, som ifølge de lovgivningsmæssige procedurer slet ikke hører hjemme i dette direktiv. Alligevel har disse tekster også værdi, for de giver et signal. De giver et signal om, at Parlamentet prioriterer folkesundheden højt. Beskyttelsen af folkesundheden er klart vores opgave. Også når vi harmoniserer lovgivningen, skal det være sådan, at der ikke gås på kompromis, når det gælder folkesundheden. Folkesundheden er et anliggende, som ikke blot er af interesse for Europa-Parlamentet. Det er et spørgsmål om hensynet til almenvellet. I dag har vi bevist, at det er det, vi står for, og sådan skal det også være.
Hr. formand, personligt har jeg aldrig røget, og jeg er fuldt ud bevidst om tobakkens skadevirkninger for den personlige sundhed og for folkesundheden. Jeg er altså imod rygning. Jeg har ikke desto mindre stemt imod visse ændringsforslag, som jeg ville betegne som overdrevne, og jeg har afholdt mig fra at stemme utallige gange, da jeg mener, at vi her står over for en typisk europæisk overregularisering. Det er tydeligt, at visse kolleger har et dårligt kendskab til lovgiverens rolle. En lovgiver forbyder eller tillader, men han skal ikke skrive litterære lovtekster, hvilket vi gør gang på gang. Det er fint i en sagsfremstilling, men ikke i lovtekster. Jeg kommer fra et land, hvor man ikke dyrker tobak. Jeg kan altså tale frit om producentspørgsmålet. Jeg mener ikke, at man ved at afskaffe støtten til tobaksproducenterne vil forhindre rygerne i at ryge, men man åbner døren for tobaksimport fra lande uden for Den Europæiske Union.
Det var vigtigt, at tobaksindustrien ikke var i stand til at forhindre dagens afstemning i Parlamentet. I 1990 døde over en halv million EU-borgere som følge af deres afhængighed af tobak. Trods tobaksindustriens store lobbyarbejde, herunder et forsøg på at erklære processen for ulovlig, står Europa-Parlamentet fast, når det gælder folkesundheden. Jeg hilser det øgede krav til oplysning på cigaretpakker velkommen. Sundhedsadvarslerne kommer til at fylde 40% af forsiden af pakken og 50% af bagsiden. Industrien skal tvinges til at oplyse om ingredienserne i cigaretterne, herunder tobakken, foruden de filtre og tilsætningsstoffer, der benyttes, hvilket er lige så vigtigt. Det enkelte mærke bør anføre alle tilsætningsstoffer, ikke kun de forbudte. Denne viden skal være offentligt tilgængelig og ikke skjules bag sløret "forretningshemmelighed". Folk har ret til præcise oplysninger om sundhedsrisiciene ved tobak. Hos De Grønne ønsker vi et forbud mod mange af de over 600 tilsætningsstoffer i cigaretter. Vi skal vide, hvad det er for nogle stoffer, og sikre os, at de er ordentligt testet. Rygere har ret til at vide, præcis hvad en cigaret indeholder.
Kommissionens forslag til direktiv har til hovedformål at nyaffatte eksisterende direktiver, der især omhandler indholdet af tjære i cigaretter samt mærkning af tobaksvarer. Det forsøger ligeledes at supplere de nuværende bestemmelser for at tage hensyn til videnskabelige opdagelser og højne niveauet for sundhedsbeskyttelse. Dette direktiv udmærker sig ved at klarlægge den eksisterende lovgivning, tilnærme staternes lovgivninger til hinanden, forbedre forbrugerbeskyttelsen og bekæmpe rygning. Jeg er for dette direktiv, og jeg mener, at de multinationale tobaksselskabers anstødelige pressekampagne er skandaløs, sådan som de gør grin med folkesundheden og udelukkende kerer sig om deres markedsandele og deres profitter. Det er for øvrigt yderst vigtigt at tage forholdsregler på internationalt plan for at dæmme op for disse firmaers offensiv over for udviklingslandene, hvor de mangedobler reklamekampagner og propagandafremstød uden forbehold eller kontrol. Jeg er for Kommissionens forslag og også for de ændringsforslag i Rådets (miljø) betænkning, der forbedrer sundhedsbeskyttelsen. Lad os for øvrigt ikke skjule de problemer, vi står over for, for os selv med beslutningen om at sætte spørgsmålstegn ved støtten til EU's tobaksproduktion. Vi bør tage denne produktions socio-økonomiske aspekter op til overvejelse. Det drejer sig også om at se disse problemer i øjnene, at engagere sig i en proces, at forstå, at Den Europæiske Union importerer tæt ved 80% af sit tobaksforbrug. Derfor har jeg været medunderskriver af et ændringsforslag, der kræver "overholdelse af fællesskabspræferencen for at mindske de multinationale amerikanske selskabers andel i tobaksforbruget".
Ingen betvivler rygningens skadevirkninger, og ingen kan være modstander af, at man træffer forholdsregler, som skal begrænse omfanget af rygning. Med hensyn hertil findes der bestemmelser i Kommissionens direktivforslag, som må betegnes som positive. Men mens der hersker stor tvivl om, hvorvidt Kommissionens forslag vil føre til en nedgang i forbruget, så er det sikkert, at følgerne vil være særdeles negative såvel for Fællesskabets tobaksproducenter som for tobaksindustrien og forhandlerne. De ændringsforslag, som skulle føre til en nedgang i forbruget, er udelukkende noget, der tjener som påskud. Deres formål er at mindske udgifterne til budgettet (ca. 1 milliard euro om året, når de skatteindtægter, som EU's 15 medlemslande inkasserer fra tobakssektoren, når op på 60 milliarder euro om året), og en eventuel godkendelse af dem vil fremkalde uhyre og uoprettelige sociale, politiske og økonomiske skader for de regionale økonomier, og de vil være særligt store i Grækenland. Ligeledes vil det skabe store problemer for vores land, hvis man ikke godkender den treårige overgangsperiode, inden direktivet træder i kraft, sådan som Kommissionen foreslår, samt hvis man ikke kun anvender direktivet på tobaksprodukter, som forbruges inden for EU, men også på dem, som er bestemt til eksport til lande, hvor disse strenge direktivbestemmelser ikke er gældende.
Jeg hilser vedtagelsen af betænkningen velkommen, idet den sikrer retten til en højere beskyttelse af folkesundheden og muligvis kan bane vej for en udryddelse af tobaksafhængighen inden for EU på længere sigt. Hvis vi f.eks. ser på Fællesskabets holdning til lovgivningen vedrørende fødevaresikkerhed, som er baseret på princippet om, at forbrugerne har ret til at vide, hvad de indtager, så bør samme princip gælde for tobaksprodukter: Rygere bør have ret til at vide, præcis hvad de ryger, og hvilken virkning det kan have. Vi lovgivere har sammen med producenterne ansvaret for at sikre, at offentligheden fuldt ud informeres om farerne ved at være afhængig af cigaretter. Anbefalingerne vedrørende advarsler foran på pakkerne er glædelige, da de punkterer myten om, at disse produkter er mindre sundhedsskadelige.
Debatten og afstemningen om denne betænkning har vist et dybt skel mellem Parlamentets medlemmer. For vores del har vi støttet de forslag, der sigter på at beskytte forbrugernes sundhed, og som ikke betød tab af arbejdspladser, fordi man ville forhindre de europæiske landmænd i fortsat at dyrke tobak og den europæiske industri i fortsat at fremstille tobaksvarer, eftersom - da det er ikke forbudt at importere - de, der ville vinde ved en mindre produktion og fremstilling af tobak i Europa, ville være de amerikanske multinationale selskaber. Vi har således stemt for opretholdelse af direkte indkomststøtte til tobaksavlerne i EU for at sikre en større præference for Fællesskabets produkter med henblik på at nedbringe de amerikanske multinationale selskabers andel af tobaksmarkedet og forsvare de portugisiske landmænds interesser, uden at folkesundheden lider skade. Vi har også fremlagt et forslag, der sigter på at forsvare det portugisiske mærke "Português Suave", da vi ikke mener, at der er nogen som helst grund til at rette særlig opmærksomhed mod dette.
Jeg stemte for at ophæve forbuddet mod salg af snustobak i EU. Jeg er fuldt ud klar over, at alle tobaksprodukter er sundhedsskadelige og forårsager diverse former for kræft og hjerte-/karsygdomme. Jeg mener imidlertid, at alle tobaksprodukter, som kan være mere eller mindre skadelige, skal behandles i overensstemmelse med den sundhedsrisiko, de udgør. Jeg ønsker også, at de forskellige begrænsninger skal bygge på videnskabelige fakta. Derfor kom jeg sammen med mine kolleger med et ændringsforslag om, at indvirkningen på sundheden skulle måles frem til år 2002 i stedet for 2005, som var det oprindelige forslag fra Kommissionen. Dette forslag til ændring af tidsplanen var også meget vigtigt set fra en sundhedssynsvinkel. Desværre blev mit forslag ikke vedtaget. Jeg mener stadig, at selv hvis de videnskabelige data kommer så sent som i 2004, er oplysningerne af stor vigtighed for os i Europa-Parlamentet, når vi vedtager fremtidig lovgivning på tobaksområdet.
For over 30 år siden var jeg ordfører her i Parlamentet for den fælles markedsordning for råtobak. I mit ungdommelige overmod håbede jeg dengang, at jeg kunne overbevise mine 141 kolleger om ikke at skabe en markedsordning for råtobak, som til gengæld for interventionen ville give os bjerge af usælgelig råtobak. Havde man lyttet til mig dengang, behøvede man ikke nu at klage over milliarderne i subsidier til råtobak. Men jeg vil ikke bruge tiden her på fortidens synder. Tingene er, som de nu engang er, og vi må leve med det, fordi det ikke er rimeligt nu pludselig at svigte tobaksproducenterne efter 30 års fælles markedsordning for råtobak. Vi har vænnet dem til subsidier. Man har stort set forsømt at omstrukturere dyrkningen af råtobak. Nu vil sundhedsapostlene her i Parlamentet stoppe dyrkning af råtobak i EU, naturligvis til fordel for den importerede tobak - den kan og vil de jo ikke stoppe - uden naturligvis derved at opnå, at kæderygerne holder op med at ryge. Det er klart, at der i EU og også på verdensplan dør alt for mange mennesker af lungekræft, som rammer rygere i langt højere grad end ikkerygere. Men de forbudsmetoder, de direkte urimelige påbud til den europæiske tobaksindustri, som Miljøudvalget har strikket sammen uden hensyn til tab af arbejdspladser, især for kvinder, vil ikke bevirke, at EU-borgere bliver ikkerygere, som det er bevist ved de allerede eksisterende gennemgribende tiltag vedrørende reklame og etikettering. Ligefrem perverst er forslaget om, at fabrikanterne i EU skal pålægges at overholde de samme forskrifter vedrørende tjære, nikotin og kulilte også for cigaretter, der er bestemt til eksport til tredjelande. Det er bestemt en smuk tanke også at skulle føle sig ansvarlig for sundheden hos rygere i tredjelande. Men når denne missionerende holdning bevirker, at tobaksindustrien flytter den del af produktionen, der er bestemt til eksport til tredjelande, ud til disse lande, har vi kun opnået, at der nedlægges arbejdspladser. Alene i det lille storhertugdømme Luxembourg ville en sådan foranstaltning bevirke, at 12% af cigaretproduktionen flyttes bort. Det kan da ikke være meningen. Det, man stabler på benene her, er uforholdsmæssigt og urimeligt for tobaksproducenterne og diskriminerende for tobaksindustrien i Europa. Man kan ikke undgå at få det indtryk, at diverse sundhedsapostle helst ville sende rygerne i landflygtighed. Jeg går ind for advarsler på pakkerne, men ikke for et dødningehoved, der fylder 60% af fladen. Jeg går ind for en målrettet informationskampagne, især rettet mod unge, for at gøre dem opmærksom på rygningens farlige virkninger for deres helbred. Men jeg er imod alle de overdrivelser, der er indeholdt i denne betænkning, og kan derfor ikke stemme for betænkningen i den foreliggende form.
At indføre et totalforbud mod snus i EU, samtidig med at cigaretter og andre tobaksprodukter er tilladt i hele Unionen, er ulogisk. Derfor må forbuddet mod snus i alle EU-lande undtagen Sverige ophæves. Fordelen ved snus er, at brugen ikke rammer omgivelserne. Mens rygning også forårsager lidelser og sygdomme hos folk, der ikke ryger, ikke mindst hos allergikere, er det kun snusbrugeren selv, der udsættes for eventuelle skadevirkninger. Snus er vanedannende. Derfor skal tobaksindustrien ikke have lov til at markedsføre snus som noget sundt. Markedsføringsdirektivet, som om kort tid vil betyde et forbud mod tobaksreklamer inden for EU, bør forsvares og gælde for samtlige tobaksprodukter.
Medlemmerne af Labour i Europa-Parlamentet støtter fuldt ud hovedindholdet i Maaten-betænkningen, det vil sige understregningen af sundhedsrisiciene ved tobak. Vi mener imidlertid, at der er en række tekniske områder, som efter førstebehandlingen skal klarlægges i samarbejde med Kommissionen og Rådet. Betænkningen kommer ikke ind på støtten til tobaksdyrkning. Selv om mange medlemmer føler, det er en del af debatten om tobak og sundhed og derfor burde have været medtaget her, mener vi, det ville være rigtigere at tage spørgsmålet op i forbindelse med en reform af den fælles landbrugspolitik.
Tobakken dræber: 500.000 dødsfald hvert år i Unionen, 1.400 om dagen, næsten et i minuttet. En ryger ud af to vil før eller siden dø af en sygdom, der er forbundet med hans rygning. Disse tal taler for sig selv, de er frygtindgydende. Har vi brug for flere begrundelser for at støtte det direktiv, der er blevet os foreslået, og sådan som det med god grund er blevet ændret af vores ordfører, Jules Maaten, som jeg gerne vil lykønske med hans bemærkelsesværdige arbejde, hvis retningslinjer jeg har fulgt. Tobak er ikke et hvilket som helst produkt. Det kræver en særlig lovgivning, og set i lyset af nylige undersøgelser er det meget apropos, at Kommissionen foreslår en nyaffattelse af lovteksterne i forbindelse med dette. Selv om det kan synes naivt at ville afskaffe rygning, så tror jeg alligevel, at vi kan reducere den betydeligt via en bedre forbrugerinformation. Vi har lige støttet advarsler, der dækker 35% af pakkens forside og 45% af bagsiden, hvilket er glædeligt. Jeg beklager personligt, at et flertal af mine kolleger ikke har været overbevist om den virkning, som billeder ville have haft på samme plads. Jeg har støttet ændringsforslag 75, der foreslår forbud mod salg af tobaksvarer til børn under 16 år. Til de antiprohibitionister, der mener, at et sådant forbud tværtimod lokker de unge mennesker til at ryge, vil jeg svare med et etisk argument. Vores samfund skylder sig selv at trække nogle moralske grænser på visse områder, som ikke skal overtrædes. Det er hele spørgsmålet om menneskelig opførsel, der her står på spil. Dette rejser samtidig hele spørgsmålet om oplysning og især om sundhedsoplysning. Denne oplysning skal påbegyndes fra den helt unge alder, og den tidlige ungdom, mener jeg, er en god alder til at indskærpe over for de unge, hvilke grænser der ikke bør overskrides. Det er ligeledes på grundlag af etiske overvejelser, at jeg tror, at det er rigtigt at forbyde eksport ud af Unionen af produkter, som vi regner for skadelige for vores egne medborgere. Jeg har stemt imod, radikalt imod, ændringsforslag 54. Europa besidder andre aktiver og andre kreative kilder til at vinde eksportmarkedsandele. Det blev nævnt af nogle kolleger i går under forhandlingerne. Tobakken dræber flere end tuberkulose, aids eller andre smitsomme sygdomme. Det er en grund, som i sig selv er tilstrækkelig til, at vi tager livtag med problemet. Jules Maaten-betænkningen er et skridt i den rigtige retning, men kun ét. For det at kæmpe for livet, for sundheden, er en evig kamp, der bør mobilisere os alle.
De svenske kristelige demokrater har i dag stemt for betydeligt strengere regler for tobaksindustrien, herunder at en større del af pladsen på tobakspakkerne skal forsynes med en advarselstekst (40%) end i Kommissionens forslag (25% af pladsen). Vi går ligeledes ind for, at al tekst om "let" eller "mildere" tobak ikke længere tillades, og at støtten til tobaksdyrkning i EU afvikles hurtigst muligt, da denne støtteform er i direkte modstrid med EU's indsats og arbejde for en bedre folkesundhed. Desuden ønsker vi at afskaffe den underlige tobaksundtagelse for Grækenland. Med hensyn til et fortsat forbud mod snussalg til de øvrige EU-lande mener vi hos de svenske kristelige demokrater, at man bør tage hensyn til disse landes modvilje mod at indføre et nyt produkt, som de betragter som vanedannende og negativt ud fra et folkesundhedssynspunkt. Sverige bør ikke i frihandlens og det indre markeds navn påtvinge andre lande og folk snusprodukter, hvis de ikke ønsker dem. På samme måde burde Kommissionen have vist respekt for den svenske alkoholpolitik ved at forlænge den svenske undtagelse fra 1994 om privat indførsel af alkohol og gøre den permanent.
Som folkevalgt i en tobaksproducerende region vil jeg gerne her udtrykke de forbehold, som denne betænkning om forslag til direktiv om "tobak" vækker i mig. Ingen betvivler, at dens mål er velfunderede. Tobakken dræber 500.000 mennesker om året alene i Den Europæiske Union. Man må altså kæmpe resolut mod rygning, på samme måde som man må kæmpe hårdnakket mod stoffer, alkoholisme og alle andre former for farlig vanedannelse, hvad enten de er af naturlig eller af kemisk oprindelse. I betragtning heraf kan man kun støtte denne betænknings forslag, der stiler mod at advare, bevidstgøre og oplyse forbrugeren bedre om de risici, han udsætter sig selv for ved umådeholden brug af tobak. Lad os endda gå endnu videre end mærkningen eller begrænsningen af giftige stoffer og udnytte den specialfond, der er stiftet inden for rammerne af den fælles markedsordning for råtobak og vedligeholdt af producenterne for at finansiere forskningen og udviklingen af mindre skadelige blandinger. Men derudover må vi passe på ikke at destabilisere en landbrugssektor, der trods alt tæller 135.000 producenter og 400.000 sæsonarbejdere i ofte meget sårbare landbrugsområder, på alt for brutal vis, uden at give den tid til at omstille sig. I påkommende tilfælde ser det ud til, at nogle få, simple principper bør lede vores handlinger. Vi må handle ens over for enhver risiko for vanedannelse, inklusive reklamer og umådeholdent indtag - oven i købet finansieret af social- og sundhedsvæsenet - af farlige farmakologiske stoffer. Vi må sørge for, at begrænsningen af EU's tobaksproduktion følges op af en kontrol og af en begrænsning af importen, for ikke at ophæve dens virkning på forbruget. Vi må give plantørerne en passende frist til at tilpasse deres produktion til de nye normer for tjæreindhold og afvise enhver begrænsning i produktionsstøtten til tobaksproduktionen, medmindre den erstattes af støtte til fremme af produktionsomstillingen. Med andre ord skal det ikke være sådan, at Den Europæiske Unions producenter - der kun leverer 25% af den råtobak, der konsumeres i Europa - alene, og uden modydelser eller opsættelse, skal bære omkostningerne ved en lovgivning, der nok er prisværdig, men lidt for meget af en karikatur i den form, som vi er blevet præsenteret for.
Jeg støtter fuldt ud ændringer til Kommissionens reviderede forslag vedrørende tobak, hvis de fører til skrappere sundhedsadvarsler på cigaretpakker i EU. De nye advarsler kommer til at dække halvdelen af pakkens overflade, 40% på forsiden og 50% på bagsiden. Folk dør af rygning, den kendsgerning kan ikke pakkes pænt ind. Halvdelen af alle langtidsrygere dør i sidste ende på grund af tobakken, og halvdelen af disse dør som midaldrende, hvorved deres liv afkortes med 20 til 25 år. Op mod en halv million europæere dør af tobaksrelaterede sygdomme, og 85% af alle tilfælde af lungekræft skyldes rygning. Fru formand, jeg havde gerne set, at vi havde vedtaget det yderliggående forslag om at bruge billeder, der viser virkningerne af tobak, sådan som de gør i Canada. Hvis chokerende billeder af rygerlunger og halvrådne tænder illustrerer den skadelige virkning af rygning, så lad os vise dem på pakkerne. Jeg er skuffet over, at det ikke blev vedtaget. Det er helt urimeligt, at tobaksindustrien prøver at spænde ben for denne lovgivning. Jeg er godt træt af, at de prøver at standse forslagene. De har vildledt folk alt for længe. For tiden skjules advarslerne fikst af en smart opstilling eller en farvestrålende pakke. Rygere og folk, som overvejer at begynde at ryge, skal kende den fulde risiko ved deres valg. Forslaget forbyder brugen af vildledende udtryk som "ultra light" og "lavt tjæreindhold". Folk er blevet foregøglet, at "milde" cigaretter og cigaretter med "lavt tjæreindhold" er sundere. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Cigaretter med et lavt tjæreindhold er lige så skadelige som andre cigaretter. Denne lovgivning skærer farerne ved rygning ud i pap, og dermed kan tusinder af liv reddes.
Af følgende grunde stemte jeg imod et eksportforbud for stærkere cigaretter. Efter kommissionsforslaget skal eksport til tredjelande af cigaretter med over 10 milligram kondensat, over 1 milligram nikotin og over 10 milligram kulilte forbydes. Konsekvensen ville være massive fald i EU's eksport af cigaretter og dermed et tab på adskillige titusinde arbejdspladser i EU. Et sådant forbud gavner ingen, for cigaretterne produceres så bare uden for EU. Men arbejdspladserne forsvinder hos os. EU er overhovedet ikke bemyndiget til at fastsætte et sådant forbud. Det drejer sig ikke om det indre marked. De fanatiske antirygere burde ikke opføre sig, som om eksport af tobak skal sidestilles med udførsel af cyankalium. EU optræder selvmodsigende, når det samtidig støtter dyrkning og eksport af tobak med 1 milliard euro. Med et eksportforbud optræder EU som sundhedsapostel for hele verden. Det er anmassende over for andre landes sæder og skikke. Det ville være rigtigt at fremme det allerede påbegyndte arbejde i Verdenssundhedsorganisationen med henblik på fælles produktstandarder for tobaksvarer på verdensplan. En ensidig aktion fra EU's side vil være virkningsløs. Betænkning af Berenguer Fuster (A5-0142/2000)
Hr. formand, jeg stemte for denne betænkning, som omhandler udveksling af oplysninger, især vedrørende de finansielle aktiviteter. Men til denne ja-stemme vil jeg gerne tilføje to spørgsmål: For det første, hvem kontrollerer kontrollørerne? For det andet, hvorfor udvider Parlamentet ikke kontrollerne - som jeg ønsker det - til at omfatte alle former for pengeforbrug hos borgerne, f.eks. også til de penge, der bliver brugt til at finansiere pensionsordningerne? Medlemmerne af Pensionistpartiet ved endnu ikke, hvordan de pensionsbidrag bliver anvendt, som skulle bruges til deres pension. Jeg mener, at man burde udvide dette direktiv til at omfatte denne form for kontrol. Betænkning af Lulling (A5-0144/2000)
Hr. formand, jeg stemte for fru Lullings betænkning om indførsel af øl i Finland, men jeg bliver nødt til at sige, at jeg er imod disse punktafgifter, for personligt ville jeg gerne have et frit marked. Jeg kan huske, at da jeg som ca. 21-årig sejlede mellem New York og Bahama-øerne som medlem af besætningen, havde jeg tilladelse til at tage to flasker whisky med mig hver gang, jeg gik fra borde og tog ind til New York. Men når jeg stod på bussen, blev de hver gang købt til den tredobbelte pris, for der kostede dette produkt meget mere. Derfor er denne handel mellem landene som en følge af forskellige afgifter sagens kerne. Hvis vi vil undgå den, må vi arbejde hen imod en afskaffelse af alle punktafgifter i EU.
Ordfører Lulling kritiserede i sin betænkning kraftigt den finske alkoholbeskatning, som hun anser for urimeligt høj, samt bestræbelsen på at begrænse importen af øl ved en særregel. Efter min mening er Kommissionens forslag imidlertid et rigtig godt kompromis. Ifølge det ville Finland bevare retten til at ophæve de strenge importbegrænsninger fra andre EU-lande gradvist frem til slutningen af 2003. Importen af øl fra tredjelande som Rusland og Estland måtte det begrænse til seks liter frem til 2006. Der er intet sted ved EU's ydre grænser, hvor man kan få så billig alkohol som i Finlands nærområde. Efter min mening har Finland således gode argumenter for at bevare strengere importbegrænsninger end de øvrige EU-lande. I politikken for det indre marked skal der ifølge Amsterdam-traktaten også tages hensyn til folkesundhed og miljøbeskyttelse. Undtagelser fra fællesskabslovgivningen bør tillades, hvis de er motiveret med et højere niveau af sundhedsbeskyttelse.
Finland er blevet ramt af alvorlige problemer i form af en kraftigt forøget ølimport fra tredjelande, især fra Estland og Rusland. Det er derfor meget positivt, at Kommissionen nu bevilger Finland en seksårig undtagelse til at indføre en ny begrænsning af ølimporten fra tredjelande. Finland får dermed ret til at begrænse ølimporten fra tredjelande til seks liter pr. rejsende pr. dag frem til den 1. januar 2006. Denne sag viser, at Kommissionen i tilfældet Finland har indset, at privatpersoners næsten frie indførsel af alkohol over landegrænserne ikke udelukkende er et handels- og afgiftsspørgsmål, men i endnu højere grad drejer sig om folkesundhed og en socialt indrettet alkoholpolitik til bekæmpelse af misbrugets rædsler. Kommissionen kunne have demonstreret en tilsvarende indsigt ved behandlingen af de svenske undtagelser fra 1994 om privates indførsel af alkohol til Sverige. Mens Finland får en ny undtagelse, fjernes den svenske, og dermed hiver Kommissionen og den ansvarlige kommissær Bolkestein tæppet væk under de alkoholpolitiske instrumenter med indførselsbegrænsning og høje afgifter, som Sveriges rigsdag og regering har indført på demokratisk vis. Betænkning af Vidal-Quadras Roca (A5-0159/2000)
Hr. formand, jeg må sige, at jeg er meget forundret over at skulle stemme ja til denne betænkning, fordi EU på en måde gør regnskabet op med noget af det, der lagde kimen til EU, nemlig EURATOM og den fredelige udnyttelse af atomenergien. Jeg kan huske, at en af de bøger, jeg som dreng læste med største interesse, og som jeg aldrig glemmer, var "Min bedste ven atomet" af Walt Disney, en bog, som tydeligt forklarede, hvordan vores fremtid kunne blive bedre med den fredelige udnyttelse af atomenergien. I dag må vi desværre være bevidste om, at nogen har forhindret dette resultat. Hvem var det? Vi burde sende regningen til den ansvarlige, som jeg endnu ikke ved, hvem er, på de 1.000 milliarder, som bliver brugt til at afvikle atomindustrien. Jeg håber, at De kan hjælpe mig, hr. formand.
Det program, vi har debatteret i dag, har til formål at organisere Det Fælles Forskningscenters demontering af nukleare anlæg samt forvaltning af affald, der kommer fra disse nukleare aktiviteter. Jeg har ingen større realitetsindsigelser mod forslaget, men jeg har nogle forespørgsler i forbindelse med det budgetmæssige omfang af dette program. Ordføreren har i virkeligheden afholdt sig fra at give os nogle konkrete forslag. Det er rigtigt, at han har forkastet Europa-Kommissionens forslag. Lad os minde om, at Kommissionen har foreslået os at finansiere denne operation ved ved hvert årsskifte at benytte sig af ubrugte bevillinger fra rubrik 3. Den ville benytte sig af en modtagelseskonto i den nuværende undersektion B4 (energi, nuklear sikkerhedskontrol, miljø). Selv om denne løsning er tilfredsstillende i det omfang, at den placerer finansieringen uden for rammeprogrammerne for forskning, hvilket Europa-Parlamentet havde insisteret på, modsvarer den alligevel ikke det, der står på spil. Man kan virkelig ikke acceptere på langt sigt at finansiere afviklingen af nukleare aktiviteter via en "opsamlingskonto", hvis størrelse overlades til tilfældet. Jeg vil benytte mig af lejligheden til at sige, at jeg er imod den mere og mere hyppige tilflugt til denne form for konti! Jeg forestiller mig, at det er det, der har fået ordføreren til at "notere sig" Kommissionens forslag, uden dog at følge op på det. Betænkningen foreslår os at foranstalte en dialog mellem EU's tre institutioner for at nå frem til en løsning. Han forholder sig tavs med hensyn til de andre finansieringsmuligheder, der har været på tale. Således ville den mest illusoriske løsning bestå i at få medlemsstaterne til at finansiere afviklingen af disse nukleare aktiviteter efter nogle nærmere bestemmelser, der endnu ikke var fastlagt. Det er klart, at dette ikke kan undgå at skabe røre i de medlemsstater, der ikke har dette problem tæt inde på livet. Derimod er den løsning, der peger på at få dette program finansieret via en selvstændig budgetpost, den mest velegnede. Jeg er fuldt ud bevidst om, at den ikke er den letteste løsning, for den indebærer en afstemning om ekstrabevillinger ved revisionen af de finansielle overslag. Men der skal dog midler til at føre ambitioner ud i livet, og særligt når man taler om atomkraft. På langt sigt må man således øve pres på Rådet for at få det til at acceptere oprettelsen af denne selvstændige budgetpost. På kortere sigt, og af pragmatisme, tror jeg ikke, man skal sætte en stopper for en hurtig iværksættelse af dette program. Derfor støtter jeg følgende kompromis: oprettelse af "opsamlingskontoen" som foreslået af Kommissionen, på meget kort sigt, og en hurtig iværksættelse af dialog mellem institutionerne for på mellemlangt sigt at nå frem til en afstemning om en selvstændig budgetpost. (Mødet udsat kl. 13.40 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om resultaterne af FN's særlige møde om "Kvinder 2000: ligestilling mellem kønnene, udvikling og fred."
Hr. formand, jeg takker for denne lejlighed til at udbrede kendskabet til det arbejde, der er foregået på FN's særlige møde til evaluering af Beijing-konferencen og dens handlingsplan fra 1995. Beijing-konferencen udgjorde en yderst betydningsfuld milepæl for anerkendelsen af kvindernes rettigheder i og med, at der blev vedtaget en handlingsplatform underskrevet af 189 stater, der skulle give disse rettigheder indhold og skabe instrumenter til at virkeliggøre dem. I lighed med, hvad der er sædvane ved denne type internationale instrumenter, skulle der ske en evaluering fem år efter, at 189 stater som sagt havde undertegnet denne platform. Denne evaluering er foregået over mange sessioner gennem forberedende møder i en første fase i PROPCOM. Trods visse vanskeligheder er der sket stadig større fremskridt med hensyn til at opnå enighed om nogle aspekter, som en gruppe lande, især sådanne, der sædvanligvis anses for mest udviklede, har ment det vigtigt at komme videre med, og med hensyn til en vis modstand, hvad angår den benyttede sprogbrug, ikke i den politiske erklæring, som kunne vedtages tidligt, men i slutdokumentet, der bestod af fire dele. En af disse vedrører de foranstaltninger og den politik, som regeringerne skal vedtage for ikke blot at gennemføre Beijing-platformen, men også alt det, som de forskellige lande i mellemtiden allerede har implementeret. Der har været tale om en ganske kompleks proces, og nogle lande har knyttet alliancer, herunder fra EU, først og fremmest med landene i Latinamerika, eftersom G77 på et tidspunkt gik i opløsning, hvilket gjorde det vanskeligt at forøge tempoet i forhandlingerne. Hvorom alting er - også for at give et så hurtigt resumé som muligt - kan vi sige, er der er sket betydelige fremskridt i anerkendelsen af kvindernes rettigheder som menneskerettigheder i form af meget stærke politiske tilkendegivelser om ikke at acceptere, at disse menneskerettigheder overtrædes, om at fjerne enhver adfærd, der overtræder menneskerettighederne, med henvisninger til Kommissionen om Kvinders Status og den valgfrie protokol, og om at bekæmpe racisme og racebetinget vold. Med hensyn til spørgsmålet om vold mod kvinder vil jeg gerne blandt de mange fremskridt, der er sket, fremhæve den enighed, som er blevet opnået, hvad angår bekæmpelse af handel med kvinder gennem internationalt samarbejde, hvor der også gives støtte til aktioner, der foregår på andre planer i verdenssamfundet, og ligeledes alle landenes accept af, at der gennemføres offentlige kampagner mod vold på grundlag af nultolerancekampagnen ledet af EU. Andre spørgsmål, der blev diskuteret, var politik til bekæmpelse af fattigdom, arbejde som middel til at sikre kvindernes deltagelse i økonomien og nødvendigheden af en politik, der kan forlige familieliv og arbejde og sikre, at kvinder får adgang til undervisning og uddannelse som afgørende middel til at sikre deres selvstændighed. Der blev også for første gang for alvor taget fat på spørgsmålet om moder- og faderskab (der altid har været forbundet med mandens rolle) og behovet for at deles om opgaverne. Med hensyn til sundhed blev det fastslået, at der bør være en holistisk tilgang, hvad angår seksuelle rettigheder, men ikke hvad angår den menneskelige forplantning. Der blev, ligeledes på EU's initiativ, indført særlig omtale af handicappede, indvandrere, ældre og oprindelige folk. Mændenes rolle blev som allerede nævnt også fremhævet ganske meget, ligesom nødvendigheden af at styrke kvinders deltagelse med henblik på opbygningen af samfund, der præges af mindre vold. Et af de instrumenter, der anses for afgørende i Beijing-handlingsplanen, blev også behandlet, nemlig mainstreaming med hensyn til kønsperspektivet, hvilket skal medtages i alle mekanismer vedrørende menneskerettighederne, traktater under FN og millenniumtopmødet, og som virkelig udgør en overordentlig betydningsfuld landvinding. Hvad angår de metoder, der skal anvendes til at vurdere, i hvilket omfang staterne gennemfører det, som de har forpligtet sig til, er det ligeledes udtrykkeligt blevet tilkendegivet, at der skal være målbare og fuldstændig klare målsætninger, så opfølgningen kan bestå i en tilbagevendende vurdering af mere objektiv karakter, end det hidtil har været muligt. Der er også blevet talt om at styrke ngo'ernes rolle i gennemførelsen af alle disse politikker som statens udvalgte sparringspartner med henblik på at sikre, at handlingsplanen opfyldes. De væsentligste problemer ligger i vid udstrækning i det, der for os i EU allerede er fastsat i Amsterdam-traktatens artikel 13, og den vanskelighed, som nogle lande har i at tackle spørgsmålet om seksuelle rettigheder og den forskellighed, som dette indebærer, altså seksuel orientering. På denne baggrund og i forlængelse af EU's strategi om at se dette særlige møde ikke som en ny konference, men som en overgangsfase, blev det for disse mere følsomme aspekters vedkommende anset for betimeligt at vende tilbage til sprogbrugen fra Beijing, idet EU traf beslutning om at fremsætte en afsluttende erklæring, der fremhævede de opnåede fremskridt og EU's hensigt om at fortsætte kampen for, at det, der for os udgør en forpligtelse indeholdt i EU's eget grundlag - og jeg henviser her specifikt til artikel 13 - skal blive stadfæstet i fremtidige instrumenter.
Hr. formand, det glæder mig, at jeg i dag har lejlighed til at fremlægge Kommissionens syn på resultatet af sidste uges særdeles vigtige konference i New York. Jeg beklager, at min kollega, kommissær Diamantopoulou, ikke kan være til stede i eftermiddag. Som nogle af Dem ved, havde hun påtaget sig andre forpligtelser, inden tidspunktet for denne debat blev fastlagt. Som de ærede medlemmer også ved, kommer hun til udvalgsmødet i næste uge, hvor hun så vil have lejlighed til at udveksle synspunkter med medlemmerne. Mange af medlemmerne bidrog selv til sidste uges gode resultater. I næste uge vil der være lejlighed til at følge op på nogle af detaljerne med kommissær Diamantopoulou. Jeg vil gerne begynde med på Kommissionens vegne at takke det portugisiske formandskab for en effektiv koordinering af medlemsstaternes holdninger og for en dygtig håndtering af forhandlingerne med andre delegationer under det, der - så vidt jeg har forstået - til tider var meget vanskelige forhold. Også en tak til Parlamentet for en særdeles samarbejdsvillig indstilling til det særlige møde. Medlemmer af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder kom med et meget væsentligt bidrag som en del af delegationen. Derudover tog de også initiativ til et samarbejde med parlamentarikere fra medlemsstaterne og fra associerede lande. Det var en ualmindelig nyttig politisk koordineringsindsats. Vi i Kommissionen hilser i høj grad Parlamentets beslutningsforslag velkommen. Der er tale om et fast, konstruktivt udtryk for Parlamentets engagement i spørgsmålet om lighed mellem kønnene. Den Europæiske Union kan være stolt af at have været den mest progressive regionale gruppe, som var repræsenteret i New York. Sammen arbejdede vi hårdt for at gøre fremskridt i forhold til Beijing. Hvis det lykkedes, skyldes det til en vis grad den fælles målsætning, som de forskellige institutioner havde. Og mon ikke vi kan sige, at det lykkedes! På en række områder er slutdokumentet langt mere vidtgående end det, der blev opnået i Beijing for fem år siden - en konference, som jeg mindes at have observeret fra lidt tættere hold, end tilfældet ville have været i dag. Vi klarede det uden at skulle acceptere en udvanding af Beijing-resultaterne på andre områder. Dokumentet bekræfter, at kvinders rettigheder er menneskerettigheder. Det opfordrer alle medlemmer af FN til at underskrive den frivillige CEDAW-konvention og opfordrer til øget bevidsthed om kønsspørgsmål inden for arbejdet af den internationale straffedomstol. Det anerkender, at diskrimination mod kvinder ofte forstærkes af diskrimination af andre årsager. Selv om vi ikke opnåede specifikke referencer til alle de årsager, der er nævnt i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, gjorde formandskabet Den Europæiske Unions holdning klart i sit afsluttende indlæg ved Generalforsamlingen. Vi har fået indført et nyt, meget klarere sprog om statens forpligtelse til at standse volden mod kvinder, herunder vold i hjemmet, og til at sætte en stopper for den horrible, men voksende handel med kvinder. Slutdokumentet anerkender forbindelsen mellem lighed mellem kønnene og større velstand. Hvis kvinder får mulighed for at yde deres bidrag til samfundsudviklingen og være økonomisk aktive, er de bedre i stand til at hive sig selv og omgivelserne ud af fattigdommen. For mig, som har visse forpligtelser på dette område, synes det utænkeligt, at man kan have en holdbar model for økonomisk udvikling, som ikke lægger stor vægt på kønsspørgsmålet. Dokumentet understreger, at uddannelse er alfa og omega, hvis piger og kvinder skal have indflydelse. Der henvises også til behovet for en rimelig arbejdsfordeling mellem mænd og kvinder, også på hjemmefronten, og for tiltag, der skal gøre det lettere at forene familie- og arbejdsliv. Desuden kommer det ind på metodik - det vil sige, hvordan vi sikrer, at disse fine hensigter føres ud i livet. På indtrængende opfordring fra Den Europæiske Union anerkender dokumentet vigtigheden af at etablere målekriterier og indikatorer for fremskridt. Endelig glæder vi os over henvisningen til mænds rolle i arbejdet for større lighed mellem kønnene, for de har selvfølgelig også et stort ansvar. Unionen er bedre rustet end nogen sinde til at opfylde sine forpligtelser fra Beijing med dens styrkede standpunkt, når det gælder menneskerettigheder, lighed mellem kønnene og diskrimination. Amsterdam-traktaten giver Unionen større råderum til at arbejde for gennemførelsen af Beijing-handlingsplanen. Der hersker forhåbentlig ingen tvivl om, at Kommissionen er opsat på at gøre netop det. Primus motor i denne forbindelse er min kollega, kommissær Diamantopoulou, men vi i Kommissionen ønsker alle at gøre en helhjertet indsats på dette område.
Hr. formand, jeg vil gerne takke Kommissionen, formandskabet og alle mine kolleger for det udmærkede samarbejde, som vi har haft, og som har påvirket konferencen meget. Konferencen har vist, at der i de forløbne år er gjort fremskridt. Der er gjort fremskridt på mange områder. Jeg nævner et par. Kvinder deltager i fredsforhandlinger, der er gjort fremskridt med hensyn til kvinders sundhedsproblemer, kvinders beskæftigelsessituation er forbedret i flere lande, og vold imod kvinder er kommet på dagsordenen i en række lande. Vi kan altså pege på en række forhold, som er blevet bedre, men der er naturligvis opstået nye problemer i mellemtiden. Jeg tænker på aids-problemet blandt kvinder. I nogle afrikanske byer har op mod 40% af de gravide kvinder aids. Jeg henviser til problemet om handel med kvinder, voldtægt af kvinder under væbnede konflikter osv. Følgen heraf er, at Beijing +5 ikke kun kan begrænse sig til de fremskridt, der er gjort med hensyn til det, der blev besluttet i Beijing. Beijing +5 var nødt til at tage en række nye sager med i teksten. Det er sket, og det er der kæmpet hårdt for. Hr. formand, hr. kommissær, vi har tre opgaver inden for EU. For det første skal EU forsat være medlemsstaternes drivkraft. Det har vi i høj grad været indtil nu, og det skal vi fortsat være i fremtiden. Det femte handlingsprogram og de finansielle midler, som anvendes hertil, skal vise, om EU mener det alvorligt med anvendelsen af Beijing-platformen i de kommende år. Men det er ikke kun i forhold til vores egne medlemsstater, at vi har en rolle, men også over for de ansøgerlande, som vi som parlamentsmedlemmer har ført sammen i New York, har vi en opgave. Vi har foreslået at fortsætte samarbejdet med dem og anmodet Kommissionen om at tage resultaterne fra Beijing-platformen i betragtning ved den screening, der foretages med henblik på acquis communautaire. Vi har også en rolle med hensyn til tredjelande. Det er afskyeligt at høre om kvinders problemer i tredjelande. Problemerne med omskæring, døde på grund af kvinders utroskab eller førægteskabelige forhold og lign. ting. Det er den mest afskyelige form for vold, som eksisterer mod kvinder. Jeg mener, at EU med hensyn til den hjælp, der ydes til tredjelande, skal stille krav til tredjelandenes indsats for at løse kvinders problemer. Til sidst, jeg er katolik, men en tolerant katolik. Det er efter min mening frygteligt, at den kirke, som jeg tilhører, associerer sig med de mest fundamentalistiske grupper i samfundet. Det er frygteligt, fordi min kirke i sin egen struktur giver kvinder så få chancer.
Hr. formand, Den Europæiske Union har i New York bragt kvinders rettigheder et skridt fremad på verdensplan. Det var hårde forhandlinger. Derfor en særlig tak til det portugisiske formandskab, som ikke kun talte på vegne af de 15 medlemslande, men også for de associerede lande med undtagelse af Polen, og også en tak til Kommissionen og kommissæren samt hendes forhandlere, som ligeledes på forbilledlig vis samarbejdede med Parlamentets delegation. Det er vi ikke altid vant til, og også derfor her en særlig tak. Også det frugtbare samarbejde med ngo'erne styrkede Den Europæiske Unions krav. Enigheden gjorde, at vi kunne optræde som opinionsledere for de progressive lande og bidrog til signifikante fremskridt inden for de 12 kritiske områder. På intet tidspunkt har Den Europæiske Union indladt sig på at udvande aktionsplatformen fra Beijing. Her er det naturligvis beklageligt, at vi ikke opnåede gennemgribende resultater overalt, og at de klare formuleringer i artikel 13 vedrørende ikke-diskriminering og seksuelle rettigheder ikke kom med i slutdokumentet i New York. Det skyldtes de fundamentalistiske stater - det er allerede nævnt - Iran, Irak, Libyen, Sudan og netop også Vatikanstaten. Men det skal ikke få os til at glemme, at der virkelig er sket noget med hensyn til kvinders rettigheder i New York, og at vi har opnået vigtige fremskridt på de allerede nævnte områder. Vi har nu i mange lande helt konkrete tiltag mod den grusomme praksis med lemlæstelse af kønsorganer, der er taget hul på emnet hiv/aids, og kvindernes hidtil manglende rolle i fredsprocessen er blevet sat til diskussion. Kampen mod volden er sat på den globale dagsorden. Vedrørende adgangen til kapital og mændenes rolle - dette er særligt vigtigt, og også her kunne vi ønske, at flere mænd deltog i processen - er der stadig behov for fremskridt. Vores dokument, vores betænkning, blev fremlagt som officielt FN-dokument, hvilket også er en stor succes. Jeg tænker her på, at Parlamentets beslutninger og vores fremskridt i Den Europæiske Union og i Parlamentet nu er tilgængelige for alle lande. Vi havde stor succes med initiativet til at indbyde parlamentarikere to gange, og vi fremskyndede gennemførelsen af aktionsplatformen. Sammen med disse partnere fra vores associerede lande har vi entydigt draget den konklusion, at vi skal arbejde tættere sammen om at fremme kvinders rettigheder. Vi vil om to år afholde en konference for kvindelige parlamentsmedlemmer for at foretage en revidering af Beijing. Vi fastholder, at vi efter fem år skal afholde en ny verdenskvindekonference, som skal fortsætte processen. Vi skal i fællesskab gøre os alle anstrengelser for, at emnet kønsmainstreaming, lige muligheder for mænd og kvinder, fortsat står på den verdenspolitiske dagsorden. Det er vores fælles interesse at kæmpe for dette. Jeg mener, og det er min helt personlige mening, at det også er vores fælles interesse at kæmpe for, at dette sker i Østeuropa.
Hr. formand, hr. kommissær, indledningsvis vil jeg sige, at jeg er tilfreds med resultaterne fra FN's særlige møde om "Kvinder 2000: ligestilling mellem kønnene, udvikling og fred". Jeg mener, at denne fortsættelse af Beijing +5 med det formål at drøfte implementeringen af handlingsplanerne ikke mindst skyldes ngo'ernes indsats. Men også Parlamentet, som var repræsenteret af fem stærke kvinder, har bidraget, og naturligvis Kommissionen, som gennem fru Diamontopoulou har ydet et stort bidrag til denne konference. Der er sket fremskridt. Det må jeg sige. Det har de foregående talere allerede sagt. Fordeling af pleje er vigtigt, indsats mod handel med kvinder og øget magt til kvinder. Jeg er glad for, at de deltagende lande stadigvæk støtter Beijing-erklæringen og handlingsplanen. Men det er alligevel en skam, at kun otte lande i verden har været i stand til at opfylde de heraf følgende vigtige forpligtelser med hensyn til undervisning, erhvervsarbejde og en minimumsrepræsentation på 30% i nationale parlamenter. Jeg er naturligvis glad for, at Nederlandene er med, selv om jeg ikke er helt tilfreds med emancipationspolitikken, eller rettere sagt mangelen herpå i Nederlandene. Der glæder mig ligeledes, at også Tyskland, de skandinaviske lande og Sydafrika tilhører disse lande. Men tilbage til Europa. Det er meget bekymrende, at netop ansøgerlandene er gået tilbage med hensyn til antallet af kvindelige arbejdstagere og antallet af piger, som følger undervisning. Jeg mener, at Parlamentet bør tage dette spørgsmål op. Undervisning er ikke kun den bedste måde at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder på, det er endvidere den hurtigste og eneste måde, hvis vi vil sørge for, at vores børn og børnebørn ikke skal føre den samme debat om denne problematik. Vi skal anmode ansøgerlandene om at forbedre disse forhold. Et andet punkt, som jeg vil fremhæve, er modstanden fra de muslimske og asiatiske lande med hensyn til kvindehandel, hvor de påberåber sig shariaen. Det er rent ud sagt beskæmmende, at vi kvinder over hele verden ikke kan stå sammen. Jeg anmoder Europa-Parlamentet om at gøre noget ved dette. Problemet er i øvrigt ikke kun aktuelt i de muslimske og asiatiske lande, men også i Polen. Til sidst spørger jeg Dem, for jeg savner nemlig tal om situationen i ansøgerlandene, om det er muligt at foretage analyser af status quo i ansøgerlandene, helst så hurtigt som muligt, så vi kan konstatere, om der finder forbedringer sted. Til sidst slår jeg til lyd for at lade ngo'erne spille en vigtig rolle, for de kan fremme bevidstgørelsen, og det skal ikke kun være hos kvinder, men også hos mænd. De skal involveres i processen. I sidste ende drejer det sig om samfundets politiske vilje til som helhed at gøre noget for en sag, som vedrører demokrati og menneskerettigheder, og som omfatter alle kulturer og religioner.
Hr. formand, jeg vil dog nu ikke i ligestillingens navn kræve et ekstra minut, jeg forsøger at holde mig inden for de to minutter. Jeg tilslutter mig dem, som for lidt siden sagde, at man virkelig opnåede fremskridt inden for mange sager på mødet i New York. Kvinders menneskerettigheder, handel med kvinder, vold mod kvinder, kvinders økonomiske rettigheder, medborgersamfundets stilling, alt dette er ting, hvor vi kan glæde os over fremskridt. Man må takke Den Europæiske Union for et yderst målbevidst arbejde. Vi var der jo som observatører, men forhåbentligt fik vi også indflydelse på forhandlingernes forløb - i hvert fald i nogen grad. Efter min mening var det særlig glædeligt, at alle medlemslandene og næsten alle ansøgerlandene forhandlede sammen med Portugal i spidsen. Dette giver os løfter om, at vi også inden for Den Europæiske Union kan styrke ligestillingslovgivningen. Jeg mindes ikke selv at have set en så solidarisk indsats, og det vil jeg takke formandskabet og naturligvis også Kommissionen for. Den eneste undtagelse blandt ansøgerlandene var Polen, som slet ikke ønskede at støtte en styrkelse af kvinders rettigheder på samme måde som Den Europæiske Unions medlemslande og de øvrige ansøgerlande. Jeg appellerer da også til kommissær Patten om, at man, når man forhandler om udvidelsen, tager det alvorligt, at også Polen respekterer Den Europæiske Unions ligestillingslovgivning og erkender kvindernes rettigheder. Efter min mening må vi også inden for det samarbejde, der finder sted med Middelhavslandene, rette større opmærksomhed end tidligere mod kvinders rettigheder, for der foregår der nemlig grelle menneskerettighedskrænkelser over for kvinder. Jeg tror, at denne konference har givet håb til alle de millioner af kvinder, som savner de grundlæggende menneskerettigheder, og vi har behov for en ny, opfølgende konference om fem år.
Hr. formand, jeg vil gerne takke formandskabet. Jeg har ikke deltaget direkte i New York, men i de rapporter, jeg har hørt derfra, fra deltagere og på anden vis, har man virkelig lovprist Den Europæiske Union som drivkraft bag progressivitet. Jeg mener, at vi med glæde kan konstatere, at platform for action fra Beijing er slået igennem. Hvis der er noget, der virkelig har hvilet på meget sikker grund, er det netop denne vedtagne platform. Det så vi her ved værdierne hos alle de aktive kvinder verden over, som ikke bare arbejder i det små, men også i det helt store, med f.eks. vold imod kvinder. Jeg vil også gerne takke fru Smet. Jeg tilhører ikke nogen kirke og kommer fra et land, hvor man nu også har adskilt kirke og stat. Jeg vil gerne takke alle aktive katolikker, som tager afstand fra Vatikanstaten, der opfører sig, som den gør. Hvis vi ikke fremover kan komme i dialog med Vatikanstaten, er vi nok nødt til at sætte spørgsmålstegn ved dens grundlag.
Hr. formand, idet jeg påbegynder mit indlæg, vender jeg mig mod Parlamentets bænkerader, og jeg ville gerne opfordre visse parlamentsmedlemmer til at lægge mærke til, hvor lidt opmærksomhed vores mandlige kolleger skænker kvinderettigheder her i Parlamentet, hvor jeg tæller 30 kvinder pr. fem mænd. Ud fra denne talmæssige konstatering spørger jeg mig selv, om vi i virkeligheden har hjemmel til at give lektioner både til højre og venstre i New York og til at forsvare kvinderettigheder på en særligt overbevisende måde. Efter denne næsten konsensuale indledning vil jeg sige nogle ting, der måske vil behage vores tilstedeværende kolleger mindre. Jeg synes, at afviklingen af forhandlingerne i New York rejser to problemer. Et realitetsproblem og et formalitetsproblem. En EU-delegation med blot to problemer lyder rimeligt nok, men de er grundlæggende. Det første omhandler delegationernes tendens til at tale på Europa-Parlamentets vegne. Er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at man ikke taler på vegne af en lovgivende forsamling. Man taler på vegne af en udøvende myndighed! Faktisk udtrykker den lovgivende myndighed sig udelukkende igennem sine afstemninger, og ingen delegerede her fra Parlamentet har ret til at tale på Europa-Parlamentets vegne. De kan kun tale på egne vegne og er blot formelt delegerede. Denne talen på Parlamentets vegne er kommet til udtryk i New York via en ekstremistisk, minoritær retning, der foregiver at foreskrive en malthusiansk politik. Vores såkaldte repræsentanter har udtrykt en konkret trussel mod det frie, uafhængige land Polen. Denne trussel er tillige udtrykt gennem fornærmelser. En trussel var det, for, som der blev gjort opmærksom på tidligere, blev det antydet over for den polske minister, at hvis han ikke underlagde sig de såkaldt delegerede fra Europa-Parlamentets vilje, ville førtiltrædelsesprocessen blive forsinket. De kan nok tænke Dem, at en sådan tilpasning, tvunget igennem af Amsterdam-aftalens tropper, er en frygtelig tanke for et land som Polen. Og en fornærmelse var det, for den polske minister blev sammenlignet med en ayatollah, under foregivende af at han forsvarede familien og forkastede en malthusiansk politik. Lad os konkludere ved endnu en gang at gøre opmærksom på, hr. formand, at optagelsen i Den Europæiske Union afhænger af overholdelsen af traktatens kriterier og af Parlamentets samstemmende udtalelse, men ikke af personlige lidenskaber hos visse af dets folkevalgte medlemmer.
Hr. formand, fru minister, hr. kommissær, FN's Generalforsamling har igen benyttet lejligheden til at bekendtgøre de fremskridt, der er sket siden Beijing-konferencen for fem år siden, og ligeledes de problemer, der fortsat eksisterer, og som det er nødvendigt at løse. Uddannelse er fortsat det mest effektive instrument til at opnå, at kvinder frit kan udøve deres rettigheder, og til at sikre større adgang til poster behæftet med ansvar såvel på arbejdsmarkedet som i det offentlige liv. Kendskab til nye teknologier er blevet anset for at være af største vigtighed for at kunne deltage fuldt ud i fremtidens samfund. Medierne har en enorm betydning for, at kvindernes stemmer bliver hørt, så de kan give et engageret syn på samfundet og løsninger på daglige problemer, der ikke er stereotypt. Kvinders sundhed er en af prioriteterne i mødets afsluttende dokument med særlig vægt på udbredelsen af aids, specielt i visse dele af verden, som berører kvinderne på en særlig måde, og som kræver særlige forebyggelses- og behandlingsforanstaltninger. Udryddelse af vold i hjemmet, der anses for at være et offentligt anliggende og derfor underlagt de nationale lovgivninger, er et af målene. Vold mod kvinder og piger skal straffes ved lov, hvilket vil betyde lovgivningsmæssige reformer i lande, hvor den type vold stadig ikke opfattes som en forbrydelse. Den fattigdom, der specielt rammer kvinder, skal udryddes, og derfor vil de lande, som har undertegnet aftalen, afsætte 0,7% af bruttonationalproduktet til udviklingsprogrammer, der eliminerer det, der kaldes feminiseringen af fattigdommen. Globaliseringen har skabt nye problemer, der særligt rammer kvinder, såsom menneskehandel, prostitution, narkohandel, og de skal bekæmpes, for at kvinder kan have et værdigt og frit liv på lige betingelser. Alle disse mål bør opnås i de kommende år, og for at opfyldelsen af dem kan sikres, anmoder vi om et nyt møde inden for de næste fem år. Det femte ligestillingsprogram, som Europa-Kommissionen har tilskyndet til, skal tjene til forfremmelse af kvinder for at fjerne de uligheder, der stadig eksisterer, ved at integrere kønspolitik i alle Fællesskabets programmer. Dette møde har derfor været af største vigtighed for forbedring af kvindernes situation i hele verden. Den Europæiske Unions stilling med mere udvikling og derfor bedre forhold for kvinder må ikke få os til at glemme kvindernes situation i andre områder, hvor de daglige vanskeligheder går hånd i hånd med underernæring, ekstrem fattigdom og absolut ingen respekt for deres grundlæggende rettigheder.
Hr. formand jeg vil gerne takke Ministerrådet og Kommissionen for deres respektive indlæg. FN's kvindekonference i New York var i stor fare for at mislykkes. En mindre gruppe af katolske og muslimske fundamentalistiske lande havde en klar hensigt om at spolere de fremskridt, som verdens kvinder opnåede i Beijing for fem år siden. De spørgsmål, som især gav anledning til problemer, var kvinders ret til seksualundervisning, fri abort og sikker sex for at beskytte sig mod hiv og aids. Disse spørgsmål forenede visse muslimske og katolske lande lige fra Sudan, Iran og Libyen til Vatikanet, Nicaragua og Polen, som var drivkræfterne i kampen mod disse rettigheder. Nogle lande forsøgte at få fjernet formuleringer om regeringernes ansvar for at beskytte kvinder mod forskellige former for vold. På trods af, at vi i sidste uge risikerede at stille uret tilbage, enedes man til sidst om et slutdokument, hvor man både skuer fremad mod fremskridtene ved kvindekonferencen i Beijing og samtidig markerer vejen frem mod større ligestilling fremover. Jeg vil gerne sige, at EU-formandskabet, ikke mindst minister de Belém Roseira, bidrog aktivt til et vellykket slutresultat, og det vil vi gerne takke hende for. Slutdokumentet betyder visse fremskridt. Æresdrab og tvangsægteskaber omtales for første gang i et internationalt vedtaget dokument. Formuleringerne om voldtægt inden for ægteskabet, ejendomsret og arveret samt retten til asyl på grund af kønsbestemt forfølgelse er blevet styrket. Kvinders lige ret til at deltage i den makroøkonomiske beslutningstagning samt kvotering for at styrke kvinders deltagelse i politiske partier og parlamenter nævnes ligeledes. I den beslutning, vi skal stemme om, kræves det, at EU's institutioner, medlemsstater og ansøgerlande arbejder aktivt på at gøre slutdokumentet fra Beijing +5 til virkelighed. Det er ikke mindst vigtigt, at alle ansøgerlande, inklusive Polen, forpligter sig til at følge EU's politik for kvinders rettigheder. Det, der nu er brug for, er økonomiske midler til at virkeliggøre beslutningerne samt kontrolinstrumenter til overvågning af gennemførelsen.
Hr. formand, Beijing +5 har i virkeligheden ikke gjort de store fremskridt i forhold til det, som var defineret i Beijing-handlingsplanen fra 1995. Kvindernes kamp for lige muligheder og anerkendelse af forskellene er stadig lang og omfattende, og den er faktisk farlig. Det så man i New York i forbindelse med de fundamentalistiske muslimers angreb på det, der i disse år har karakteriseret kvindernes krav: ophør af volden og den voldtægt, der foregår i hjemmene, ærbarhedsovertrædelser og kønslemlæstelser. Men man bør også - som kommissær Patten for resten også sagde - værdsætte, at konferencen i sin helhed på ny bekræftede og sikrede kvindernes rettigheder som menneskerettigheder. Alligevel blev der, hvad seksualrettighederne, den reproduktive sundhed og kvindens selvbestemmelsesret angår, faktisk på ny dannet en hellig alliance - som man allerede havde set i Beijing - mellem fundamentalistiske kristne og muslimer: Vatikanet, Polen, Nicaragua og mange af de muslimske lande. Desuden tror jeg, at mainstreaming og empowerment blev styrket på denne konference, ligesom kampen mod fattigdom og mod handel med kvinder blev det. Der har dog manglet konkrete og verificerbare mål, f.eks. behovet for en større andel af kvinder i institutionerne, men også projekter mod fattigdom. Det glæder mig, at Europa også har spillet en positiv rolle ved at knytte forbindelser til andre lande og til ngo'erne.
Hr. formand, den positive status, som vi i dag gør over mødet i New York, må ikke få os til at glemme, at der har været store svagheder, meget hykleri, som vi endda ser i Den Europæiske Union, og som får mig til at gøre en større indsats fra nu af. F.eks., og det er en opfordring til Rådet, hvad angår forskelsbehandling med hensyn til løn. På det område er det blevet bekendtgjort, at kvinder får 50% og helt op til 80% mindre for at udføre det samme arbejde som mænd. Det står der ikke noget om i vores lovgivning. Alligevel lader det til, at Den Europæiske Union billiger det. Jeg spørger mig selv, om det portugisiske formandskab ikke, før dets mandat slutter, kunne lave en henstilling i den forbindelse. Og jeg synes også, hr. Patten, at det var en utrolig vigtig ting på mødet i New York, at landene, når talen faldt på mikrokreditter - lån til visse kvinder, så de kan få adgang til økonomisk selvstændighed - erkendte, at disse mikrokreditprogrammer havde været en dundrende succes. Hvorfor iværksætter Kommissionen og Den Europæiske Union ikke på grundlag af denne positive status disse programmer, således at Den Europæiske Union også giver ubemidlede kvinder de muligheder, der ligger i disse politikker? Kan De svare mig på det, hr. Patten? Hr. formand, Europa-Parlamentets delegation gjorde en strålende figur over for ansøgerlandene. Vores arbejde har været meget relevant i den forstand. Jeg har mine forbehold, faktisk hvad angår Polen, men netop fordi Parlamentets delegation spillede en meget vigtig rolle. Hr. Varaut, De er meget dårligt informeret, De har gjort Dem til grin. De har ikke været i New York, det har jeg. De oplysninger, som De har, er ikke korrekte, de er ikke engang sandfærdige. Deres indlæg er meget uheldigt, for det er løgn. Jeg er nødt til at dementere det, De har sagt, for det har ikke noget med virkeligheden at gøre.
Hr. formand, også jeg vil gerne takke det portugisiske formandskab, specielt minister Maria de Belém, og Kommissionen, som her er repræsenteret af kommissær Diamantopoulou, for det lederarbejde og det koordinationsarbejde, som er blevet udført både i forberedelsesfasen og på konferencen, som netop gjorde det muligt for Den Europæiske Union netop at udfylde en vigtig rolle ved at nå frem til det endelige dokument. Der er allerede mange, der har sagt det: Med FN's arbejde, med arbejdet i New York er det gjort klart, at vi fra og med Beijing er kommet nogle skridt videre. Der er opstået et billede af kvinden, ikke længere og ikke kun som et svagt individ, som skal beskyttes, men som en social hovedperson i udviklingen og en vigtig ressource for samfundet. Der er opstået et behov for at fortsætte med at kæmpe mod alle former for diskriminering, som stadig er meget betydelig i verden, på baggrund af køn, race, etnisk oprindelse, religion, alder, handicap og seksuel orientering. Der er opstået et behov for en klar indsats fra regeringernes side for at medtage kønsaspektet i al regeringernes politik, lige fra udviklingsarbejdet til den sociale politik og til kampen mod volden. Der er opstået et behov for at fortsætte med at styrke dialogen og samarbejdet med de uafhængige kvindeorganisationer i det civile samfund, i den politiske verden og i institutionerne. Der er nogle stadig uløste udfordringer, som inddrager de nationale og de internationale niveauer og Den Europæiske Union, også hvad dens politik inden for udviklingssamarbejde angår. I den forbindelse vil jeg netop gerne henlede kommissær Pattens opmærksom på den uopmærksomhed, hvormed Kommissionen indimellem godkender projekter med Middelhavslandene angående udviklingssamarbejdet, som omfatter kvinderne. Fattigdom har et kvindeansigt. Det er derfor nødvendigt at have en klar politik som udgangspunkt, når det drejer sig om kampen mod den sociale udelukkelse af kvinden og om prioriteringen af kvindens rolle som aktivt individ i den politiske og økonomiske udvikling. Globaliseringen forudsætter en globalisering af menneskerettighederne for alle, af retfærdighed og af lige muligheder for at blive et område med nye udsigter. Udviklingen skal forstås som et projekt, hvor man udvider de friheder, som alle mennesker skal nyde godt af. Derfor skal behovet for en anerkendelse af rettigheder uden nogen form for diskriminering være en prioritet for os og for de internationale organisationer.
Hr. formand, verdenskvindekonferencen, som blev afholdt for fem år siden, betød dengang et gennembrud i den verdensomspændende anerkendelse af kvinderettigheder som en sag om menneskerettighedsautonomi og bemyndiggørelse. Over for dette kalder FN-konferencen, som fandt sted i sidste uge i New York, blandende følelser frem hos mig. På den ene side blev regeringernes ansvar med hensyn til at sikre lige rettigheder for kvinder og føre en god emancipationspolitik bekræftet, og der var ikke, som mange ellers frygtede, tale om tilbageskridt. På den anden side kunne der på ny ikke opnås overensstemmelse om kontroversielle emner, som ikke blev løst i Beijing, såsom anerkendelse af kvinders ret til selvbestemmelse i deres personlige anliggender, herunder deres frie valg med hensyn til graviditet, seksuel adfærd eller seksuel præference. Det er meget skuffende. Virkelig lighed og frihed for kvinder er kun mulig, hvis de har mulighed for at vælge og ikke foreholdes det traditionelle familiebillede som det eneste rigtige. Modstanden fra regeringerne, diplomaterne og embedsmændene, sådan som den manifesterede sig i sidste uge, er imidlertid en tabt kamp. En revolution kan man ikke stoppe med smarte ordspil og for lukkede døre. Kampen fortsætter. Den virkelige inspiration, som jeg fik i New York i sidste uge, ligger i den internationale kvindebevægelses styrke, som i modsætning til, hvad mange tror, slet ikke er svækket, men derimod meget aktiv, og som bl.a. bæres af en ny generation af unge kvinder, som med sagkundskab og styrke gør en indsats på mange områder. Repræsentanterne fra EU og medlemsstaterne gjorde på konferencen en stor indstats for seksuel selvbestemmelse for kvinder og antidiskriminationsprincippet, jf. artikel 13. At det ikke lykkedes at få dette med i slutdokumentet, er ikke deres skyld. Hvad imidlertid kan forventes af Rådet og Kommissionen er, at de hjemme holder deres løfter. At de i tillæg til det, som vi opnåede i sidste uge, reparationslovgivningen om lige behandling i arbejde og erhverv, udarbejder ny tillægslovgivning om at bekæmpe kønsdiskrimination i hele samfundet. Artikel 13 giver mulighed herfor, og Beijing +5-konferencen forpligter hertil. Den Europæiske Union, som på internationale konferencer støtter flotte tekster om bekæmpelsen af kønsdiskrimination, bør virkelig sørge for at udvikle effektive politiske midler, som kan realisere dette mål på unionsplan.
Hr. formand, en bemærkning til forretningsordenen. Mange af mine venner og kvindelige kolleger her i Parlamentet har lige påpeget, at mit navn optræder blandt dem, der har skrevet under som modstander af kvinders rettigheder. Jeg vil godt slå fast, at jeg ikke er imod kvinders rettigheder. Jeg har altid støttet kvinders rettigheder. Der må være tale om en fejl. Nogle gange kommer kolleger med begæringer fra delegationer, og vi skriver dem under. Jeg beklager fejlen.
Det var ikke et indlæg til forretningsordenen, hr. Khanbhai. De talte om et spørgsmål, som ikke er blevet rejst af nogen: Ingen har i løbet af debatten refereret til hverken deres navn eller til en liste over onde og slemme personer. Jeg ved virkelig ikke, hvad De refererer til.
Fru minister, hr. kommissær, kære kolleger, jeg håber på jeres forståelse for den stolthed, jeg føler som portugiser over den almindelige anerkendelse af det portugisiske formandskabs indsats for kvindernes rettigheder i løbet af dette halvår og under FN's møde om "Beijing +5". Konferencerne om vold mod kvinder, handel med kvinder og om at forene arbejde og familieliv, hvortil kom FN's møde "Beijing +5", er klare eksempler på det portugisiske formandskabs engagement på dette område. Den, der var i FN i sidste uge, sådan som jeg selv havde mulighed for, kunne straks ved ankomsten konstatere, at kun mindre end 1/3 af slutdokumentet var vedtaget. Vanskelighederne var enorme, og jeg tror, at det var formandskabet, Kommissionen og indsatsen fra alle de kolleger fra Europa-Parlamentet, der var til stede, og som knyttede forbindelser til medlemmer fra de nationale parlamenter i de 15 lande og ansøgerlandene med undtagelse af Polen, der fik sat skub i slutdokumentet og sørget for, at det kom til at ligge væsentlig nærmere vores ønsker, end det var, da vi begyndte forhandlingerne. Jeg vil slutte med at sige, at EU her har en afgørende rolle at spille. Vi må gå foran i forsvaret af kvindernes rettigheder, og vi må gå videre på dette felt. Den beslutning, som Europa-Parlamentet har vedtaget, blev særdeles vel modtaget i FN. Jeg vil til sidst takke ministeren - som jeg ved siden forrige mandag uden ophør har haft travlt med at tage sig af spørgsmål vedrørende kvinder i både USA og Canada - for at være kommet direkte fra Canada til Strasbourg, så hun kunne være til stede ved dette møde af så stor betydning for os.
Hr. formand, jeg vil gerne takke for al den rosende omtale, som er blevet fremført om formandskabets indsats, men jeg vil også gerne med overordentlig taknemmelighed understrege, at det kun har været muligt at gennemføre forhandlingerne på denne måde, fordi vi alle har arbejdet sammen - formandskabet, Kommissionen, Europa-Parlamentet, ngo'erne - og fordi de bilaterale kontakter, som vi hver især har opretholdt, og som har fordoblet, ja, mangedoblet vores effektivitet, har været afgørende for det endelige forhandlingsresultat. Også derfor min tak til alle. Jeg vil for det andet også gerne sige, at når jeg har taget ordet, har det været på alle EU's medlemsstaters vegne og på vegne af alle ansøgerlandene undtagen Polen. Jeg vil gerne nævne, at det i de kontakter, der har været med Polen, er blevet klart tilkendegivet, at optagelsen ikke kan byttes ud med en manglende anerkendelse af kvindernes rettigheder. EU kunne ikke have nogen anden holdning på et område af denne karakter, thi kvinderne vil ikke acceptere, at deres grundlæggende rettigheder betragtes som forhandlingsobjekt, når der skal findes en løsning på politiske spørgsmål. Jeg vil for det tredje gerne pege på, at Europa bør blive ved med at være drivkraften i udviklingen på dette område, og at det bør gøre det i form af et samarbejde med alle ligesindede lande, hvoriblandt man finder nogle, der som Canada har givet udtryk for total tilslutning til den udtalelse, som formandskabet fremkom med ved slutningen af det særlige møde. Vi bør udnytte alle disse muligheder. Denne udvikling skal ligeledes befordres gennem benchmarking, hvor der også skal trækkes på konklusionerne fra det ekstraordinære topmøde i Lissabon, der fastslår, at der ikke er økonomisk udvikling uden social samhørighed. På denne måde kan EU selv på sin vis udvikle og fremme instrumenterne til den evaluering, måling og udveksling af gode fremgangsmåder, som der skal til for at komme videre på en effektiv måde. Jeg har også omtalt det portugisiske formandskabs indsats med hensyn til den forskelsbehandling, der forekommer inden for EU, hvor Portugal også har haft den glæde, at der i det seneste Råd (arbejds- og socialministrene) er blevet vedtaget en resolution om at forene arbejde og familieliv. Sagen er jo, at den megen tid, som kvinder må bruge på familielivet, betyder, at der set fra arbejdsgivernes side er grundlag for at stille kvinderne dårligere lønningsmæssigt. Jeg mener derfor, at vi har fået gjort det, som vi er blevet bedt om at gøre. Jeg vil afslutningsvis gerne takke for den velvilje, som formanden og hele Parlamentet har udvist, alle de kommentarer, der er blevet fremført, og den støtte, som er kommet fra Kommissionen. Det portugisiske formandskab, der nu er ved at være omme, udtrykker sine bedste forhåbninger om, at de følgende formandskaber - det franske og det svenske i første række - viderefører det arbejde, som vi alle i forening har ydet, og at de må nå frem til en ny milepæl i virkeliggørelsen af kvindernes rettigheder.
Tak, fru formand for Rådet, det er også vores alle sammens ønske. Forhandlingen er afsluttet. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget fire beslutningsforslag.1 Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Hr. formand, efter indlægget fra min kollega på plads nr. 662 her i Parlamentet har jeg bedt Dem om ordet for at komme med et indlæg til forretningsordenen, for denne kollega har tydeligvist været offer for enten en misinformation eller en misforståelse. Faktisk havde de europæiske parlamentarikere, der var til stede i New York i egenskab af delegation for Den Europæiske Union, der rådede over 15 observatørposter, ikke officielt taleret, fordi det i overensstemmelse med FN's gældende procedurer for ekstraordinære generalforsamlinger var det portugisiske formandskab, der førte ordet for Den Europæiske Union. Kommissæren fik ret til en tale i plenarforsamlingen. Selv i arbejdsgrupperne havde vi ikke taleret, den tilkom altid det portugisiske formandskab. Kom derfor ikke med en tænkt kritik af de parlamentarikere, der var til stede i New York. Vi har i intet tilfælde udtalt os officielt og endnu mindre på vegne af Europa-Parlamentet, men vi har haft nogle nyttige diskussioner med Kommissionen og Rådet, med parlamentarikerne fra medlemsstaterne og de andre deltagerlande, der har givet os mulighed for at udveksle holdninger. Hvad vi har forsvaret under disse møder er de holdninger, Parlamentet har vedtaget i forbindelse med Smet/Gröner-betænkningen, og intet andet. Hr. formand, der er blevet stukket meget til Polen, og derfor vil jeg gerne sige til Dem, at vi har konstateret, at Polen underlægger sig EU-regelværket. Hvis Polen fortæller os, at det er frit ... (Formanden afbrød taleren) Jeg vil alligevel forklare Dem, at det er min kollega, der har anklaget os, hr. formand. Jeg har ret til at korrigere, ellers er vi ikke noget parlament. De hører min stemmeforklaring i morgen, hr. formand, eftersom De fratager mig ordet.
Fru Lulling, vi har allerede hørt prisværdige indlæg om Polen, både fra formanden for Rådet og fra kommissæren. De kom med Deres indlæg ud fra et spørgsmål til forretningsordenen. Også hr. Izquierdo Rojo havde allerede svaret hr. Varaut desangående, og derfor kunne De, fru Lulling, ikke udnytte Deres procedureindlæg for at tale om dette emne. Selvfølgelig har De fået hr. Varaut til at bede om ordet af personlige årsager.
Det er rigtigt, hr. formand. Sagt med to ord er jeg fuldstændigt enig i, at det er nødvendigt med en fuld debat i Parlamentet, selv om vi er uenige. Derefter, ved at høre, hvad flertallet af talerne har sagt om Polen-sagen, tvivler jeg ikke synderligt om, hvilke bemærkninger der er faldet i gangene og om den pressionsudøvelse, jeg har fået rapporteret, og som har fundet sted mod repræsentanter for denne frie stat. Endelig har jeg hørt mangt og meget om Vatikanet, men jeg ser, at i hvert fald den jesuitiske tankegang tydeligvis har gennemtrængt Europa-Parlamentet.
Hr. Varaut, vi kan ikke tilrettelægge vores debatter ud fra, hvad der siges i korridorerne: Dette forekommer mig ikke at være en pålidelig informationskilde til disposition for alle på alle sprog og på samme tidspunkt. Korridorerne er netop lavet til de hemmelige, uformelle og uofficielle møder.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende mundtlige forespørgsler: B5-0477/00 af Wurtz for GUE/NGL-Gruppen til Rådet om menneskerettighedssituationen i Tunesien; B5-0478/00 af Schori m.fl. for PSE-Gruppen til Rådet og B5-0479/00 til Kommissionen om Tunesien; B5-0480/00 af van den Bos for ELDR-Gruppen til Rådet og B5-0481/00 til Kommissionen om Tunis-aftalen; B5-0482/00 af Flautre m.fl. for Verts/ALE-Gruppen til Rådet og B5-0483/00 til Kommissionen om forbindelserne mellem EU og Tunesien; B5-0484/00 af Dupuis og Turco for TDI-Gruppen til Rådet og B5-0485/00 til Kommissionen om situationen i Tunesien; B5-0486/00 af Queiró for UEN-Gruppen til Rådet om forbindelserne mellem EU og Tunesien; B5-0530/00 af Salafranca Sánchez-Neyra og Hernández Mollar for PPE-DE-Gruppen til Rådet og B5-0531/00 til Kommissionen om Tunesien.
Hr. formand, først og fremmest vil jeg hilse Moncef Marzouhi, talsmand for den nationale komité for frihedsrettigheder (CNLT) i Tunesien, og Khemais Ksila fra det tunesiske menneskerettighedsforbund, som befinder sig her i mødesalen, velkommen. Hr. kommissær, hr. formand for Rådet, vi og andre kolleger her har ikke sparet på kræfterne for at opnå afholdelsen af denne debat. Hvorfor tale om Tunesien? Det drejer sig ikke om indblanding, dette lands fremtid tilhører det tunesiske folk. Det drejer sig om at åbne øjnene for den skjulte virkelighed i Tunesien og at påtage sig det ansvar, der tilfalder Den Europæiske Union, som er forbundet med dette land via en associeringsaftale, der blev underskrevet for nu fem år siden. Journalisten Taoufik Ben Briks sultestrejke har løftet en flig af sløret for den manglende pressefrihed og for forfølgelserne af de kvinder og mænd, der tænker anderledes end præsident Ben Alis regime. Nej, Tunesien er ikke kun smilets land, rost i reklamerne, for de fire millioner europæiske turister, der rejser dertil hvert år. Tunesien er også menneskerettighedsforkæmpere, demokratiske kvinder, overvågede, chikanerede studerende, som man har frataget telefon, pas og nogle gange endda bevægelsesfriheden inden for det tunesiske territorium. Et administrativt tiltag, som tilsyneladende er harmløst, forandrer sig til en veritabel politisk kamp. Det er, hvad der sker for f.eks. de militante tilhængere af RAID, den tunesiske del af ATTAC-bevægelsen (bevægelse for beskatning af finansielle transaktioner til fordel for borgerne), der konfronteres med, at deres bevægelse ikke anerkendes, og hvoraf tre medlemmer har siddet fængslet. Tunesien er også et retsvæsen under kontrol. Det er fængsling og tortur af aktivister. Jeg kan stadig huske den lidelseshistorie, der tilhører den unge Noureddine, som jeg mødte under det ophold, som fire af os gennemførte i Tunis for en måned siden. Noureddine er blevet tortureret og har siddet fængslet i mere end 20 måneder for at have organiseret en helt gemen strejke på universitetet. Inden for de sidste par uger har man heldigvis proklameret flere frigivelser, og pas er blevet leveret tilbage. Kort sagt ville jeg gerne heri se en vilje til fra de tunesiske myndigheders side at rette sig efter de demokratiske krav. Men for at man skal kunne se reelle fremskridt, kræver det mere, langt mere. Frigivelse af hundredvis af samvittighedsfanger, som er lukket inde under utålelige forhold, legalisering af ikke-anerkendte organisationer, især RAID og CNLT, samt stop for retsforfølgelse af de tre RAID-ledere, hvis retssag afholdes den 27. juni. Lad os altså fortsat støtte dem, der handler for at ophæve en politistat. Smagen for frihed er i øvrigt blevet så uudholdelig for nogle, at de selv i Frankrig forsøger, nogle gange med vold, at forhindre offentlige møder om frihedsrettigheder i Tunesien - jeg har selv været vidne hertil for en uge siden, tæt ved Paris. Disse handlinger er rent ud sagt utilladelige, helt ind på europæisk territorium. Man må konstatere, at associeringsaftalen, der indeholder en suspensionsklausul om overholdelse af menneskerettighederne, ikke overholdes i dag. Jeg beder mine kolleger stemme for kompromisbeslutningen, og jeg anmoder på det kraftigste Rådet og Kommissionen om at tage alle de i aftalen fastsatte midler i brug for at opnå overholdelse af de demokratiske frihedsrettigheder, ved at delagtiggøre civilsamfundet og om nødvendigt forberede en opsættelse af denne aftale. Endelig betvivler forskellige sociale myndigheder den økonomiske politik, der føres af den tunesiske regering, og som forskaffer dem et ry som duksedrenge i de liberale eksperters øjne. Det partnerskab, der er foreslået af Den Europæiske Union, og som grundlæggende er baseret på frihandel, risikerer at øge de negative følgevirkninger for befolkningen i en sådan grad, at associeringsaftalen, som den parlamentariske delegation for Nordvestafrika-relationer har noteret sig, betragtes som negativ af samtlige tunesiske organisationer i den offentlige som i den private sektor. Jeg opfordrer derfor Kommissionen til også at revidere Den Europæiske Unions middelhavspolitik set i lyset af de økonomiske og sociale konsekvenser for økonomien og beskæftigelsen i Tunesien.
Hr. formand, kommissær Patten, hr. minister Da Costa, den ånd, med hvilken vi indleder denne debat, og med hvilken vi har formuleret forespørgslerne til Rådet og til Kommissionen, er udtryk for en ansvarsfølelse for et partnerskab med Tunesien, som vi anser for at være afgørende for, at hele Euro-Middelhavspolitikken lykkes. Faktisk er Tunesien det første land, som EU har indgået associeringsaftale med inden for rammerne af den proces, som blev påbegyndt i 1995 i Barcelona. Vi er meget interesserede i at bevare og styrke denne aftale, og jeg siger meget klart, at for vores vedkommende er der ingen tvivl om det. Det er derimod rigtigt, at vi følger udviklingen af situationen i Tunesien med interesse og deltagelse, og vi værdsætter og benægter ikke de positive aspekter, såsom de økonomiske og sociale fremskridt, frem for alt i relation til situationen i området og til den rolle, som dette land spiller i det arabiske Maghreb. Vi vil derfor ikke på nogen måde blande os i et selvstændigt lands interne anliggender, og den debat, som vi har i dag, vil give mening, hvis den fra begge sider tjener til at forny de værdier og den indsats, som vores partnerskab medfører. Jeg vil med den samme oprigtighed sige, at situationen omkring respekten for menneskerettighederne i dette land bekymrer os meget, ikke mindst fordi vi er overbeviste om, at på grund af den socioøkonomiske og kulturelle sammenhæng, vi opererer med, er det muligt i betydelig grad at forbedre niveauet af pressefrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed, fængselsforhold og retsplejens uafhængighed i retning af en fuld stadfæstelse af retsstaten. Og i dag er tidspunktet at gøre det på. Det er derfor, vi beder Kommissionen og Rådet om at støtte denne proces og henvende sig til myndighederne i dette land. Man må ikke glemme, at partnerskabets politik ikke har oprettelsen af et frihandelsområde som eneste mål, eller at partnerskabet ikke begrænser sig til et ensidigt forhold til regeringerne, men skal tage højde for støtten og prioriteringen af det civile samfund, af de uafhængige foreninger, som beskæftiger sig med forsvaret af menneskerettighederne og af kvindens friheder og rolle. Kvinderne lever og eksisterer i dette land med store ofre, ofte med umådelige risici og lidelser som følge. Fra vores side skal vi vise, at Euro-Middelhavspolitikken udgør en prioritet for hele Unionen, og at den ikke er baseret på den egoisme hos folk, som tænker på at erobre nye markeder for deres egne varer eller billig arbejdskraft til vores virksomheder. Den er også baseret på fælles værdier i respekt for kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed og på en politik, der er i stand til at skabe velfærd og sikkerhed i hele Middelhavsområdet. Med denne debat i dag vil vi gerne minde os selv og vores partnere om alt dette.
Hvorfor tier Europa om menneskerettighederne i Tunesien? Skyldes det hensynet til stabiliteten og de økonomiske fremskridt i dette ferieland? Skyldes det de politiske relationer til Frankrig eller de europæiske socialister? Eller er det, fordi Tunesien indtager en konstruktiv holdning i fredsprocessen i Mellemøsten? Eller ser vi især Tunesien som et bolværk mod den voksende muslimske fundamentalisme? Præsident Ali tænker i hvert fald kun på de religiøse fanatikere. Han ser ud til at være besat af tanken om dette spørgsmål. Men bekymringen er nærmere et alibi end en retfærdiggørelse af menneskerettighedssituationen i hans land. Ikke kun de muslimske fundamentalister, men alle politiske modstandere får systematisk mundkurv på. Tunesien kalder sig et demokrati. Der er imidlertid tale om et demokrati uden opposition, uden pressefrihed, uden retfærdig rettergang, men med tortur og udelukkelse af politiske fanger og deres familiemedlemmer. Tunesien har indgået en associeringsaftale med EU, der indeholder en klar menneskerettighedsklausul. Det kan naturligvis ikke være rigtigt, at præsident Ali vil have rettighederne i aftalen opfyldt, men undlader at opfylde pligterne. Hvis krænkelserne fortsætter, skal gennemførelsen af aftalen desværre udsættes. Er kommissær Patten enig heri? Tunesien er den første middelhavspartner, som EU indgår en sådan associeringsaftale med. I betragtning af landets økonomiske udvikling kan det være et eksempel i hele regionen, men så skal det naturligvis opfylde de politiske normer. EU kan ikke tillade den ene aftalepartner det, som den nægter en anden. Associeringsrådet skal derfor indgående beskæftige sig med menneskerettighedssituationen og udarbejde et demokratiseringsprogram. Hvis Unionen fortsat tier, er den medansvarlig for menneskerettighedskrænkelserne i Tunesien.
Hr. formand, jeg gentager vores velkomsthilsen til hr. Moncef Marzouki og hr. Khemais Ksila, og samtidig vil jeg gerne rose den vedholdenhed, hvormed de har overvundet de forhindringer, som de tunesiske myndigheder har stillet i vejen for dem, for at nå frem til os. Forhindringer, der er velkendt af alle de demokrater, der før eller siden har ønsket at udtrykke sig frit om deres situation. Som f.eks. Sihen Ben Sedrine, der blev forhindret i at udøve erhvervsvirksomhed efter rettens forsegling af hans forlagsvirksomhed, Aloès, fordi han havde taget imod journalisten Taoufik Ben Brik. Til denne dag har han for øvrigt endnu ikke fået sit pas tilbage. Oven på de gymnasiestuderendes oprør har Taoufik Ben Briks sultestrejke endelig fået det frem i dagens lys, som de internationale menneskerettighedsorganisationer og visse tunesiske demokrater har fortalt og skrevet om i flere år, nemlig at det undertrykkende og politistyrede regime benytter sig af chikane, tilfældige sanktioner, tortur, fængslinger, krænkelser af folks værdighed samt af forbud mod at tale, skrive, bevæge sig rundt og forsamle sig for alle dem, der forlanger at leve i frihed. Findes der for øvrigt stadig nogen i dag, der foregiver, at det ikke er sandt, eller at de ikke vidste det? I stedet for at tale om tunesisk "drøm", skulle man langt hellere tale om tunesisk "illusion". Hvad betyder en økonomisk kraftpræstation, når den er udført med jernhård hånd og først og fremmest kommer en klan til gode? Hvad er lovsangene fra de internationale finansielle institutioner værd i forhold til FN's beskyldninger på grundlag af tortursagerne? At sige, at demokratiet og retsstaten er essentielle og grundlæggende for vores associering med Tunesien, er ganske enkelt at sige, at man ikke kan grundlægge en sand associering uden demokrati. Og alle dem, der, som jeg, arbejder hen imod et styrket partnerskab, en ligeværdig associering og et vedvarende samarbejde, står over for en svær udfordring, i dette tilfælde at få puttet noget demokratisk kød på en aftale indgået med et regime, der formelt tilkender sig, men i praksis frasiger sig aftalen. For at opnå dette er det nødvendigt at udnytte hele det forhåndenværende juridisk-institutionelle arsenal - indbefattet selvfølgelig det, der er indskrevet i selve aftalen - for at række over den afgrund, der er mellem formalitet og realitet, ord og handlinger, erklæringer og beslutninger. Afholdelsen af denne debat, som man har ventet på i flere år, er i sig selv en succes. For demokraterne på begge sider markerer den afslutningen på den polerede pressions taktik, en pression, der er lige så hemmelig, som den er ineffektiv. Ja, vi vil gerne have et møde i Associeringsrådet, der omhandler de mangler, som er konstateret i iværksættelsen af aftalens artikel 2! Ja, vi bør starte en veltilrettelagt proces, der stiller krav, og som afstikker konkrete og verificerbare mål: Stop for tortur, udlevering af pas og genetablering af telefonlinjer kan og skal effektueres omgående! Anerkendelsen af selvstændige politiske organisationer og sammenslutninger som CNLT, RAD og Demokratisk Forum, respekten for foreningsfrihed og for domstolenes integritet og reformen af presselovgivningen skal indskrives i en kalender med datoangivelse og overholdes. Ja, Den Europæiske Union skal være i stand til at støtte de projekter, der styrker civilsamfundet og demokratiet, uden at lade sig diktere af de tunesiske myndigheder! Ja, vi skal udvide dialogen til at omfatte det tunesiske samfunds aktører i al deres forskellighed og selvstændighed!
Hr. formand, kære kolleger, jeg tror ikke, man kan være andet end trist. Det har taget os fire år at opnå denne debat, fire år, fordi Den Socialdemokratiske Gruppe og Gruppen for Det Europæiske Folkeparti har blokeret for denne debat i fire år. Dette er virkeligheden for Europa-Parlamentet i tunesienspørgsmålet. Tunesienspørgsmålet er et uendeligt trist spørgsmål, trist på grund af vores holdning til det. Tunesienspørgsmålet, fru Napoletano, er ikke et spørgsmål om menneskerettigheder, det er et spørgsmål om demokrati og et spørgsmål om en retsstat. Men vi foretrækker endnu en gang garantien for en stærk mand i Tunesien, selv om det medfører, at man ved hans død skal erstatte ham med sønnen, som vi gør det i Syrien uden at sige et ord, og vi lukker øjnene, vi vil ikke se, at Tunesien, der har nogle langt bedre betingelser end sine nabolande, end Marokko og Algeriet, ikke har taget et eneste skridt i retning af opbyggelsen af en retsstat inden for de sidste 12 år, siden hr. Ben Alis indtræden, og vi vil ikke se, at dét at styrke og endda i visse tilfælde at forbedre det økonomiske og sociale område, selv om dette højlydt kan diskuteres, ikke er det samme som at opbygge et demokrati. Det er ikke opbyggelsen af en retsstat, det giver ingen garantier, bortset fra garantier til den despot, der er ved magten. Så hvad kan vi gøre? Vi har en associeringsaftale, der er blevet os forelagt som en modelaftale, medens andre lande, endnu en gang Marokko og Algeriet, gør fremskridt. Vi har indgået denne modelaftale med det land, der havde flest trumfer på hånden til at foretage det store spring mod demokratiet og retsstaten. Vores vedholdenhed - og vores ret til indblanding, fru Napoletano - skal således være streng, ja ubarmhjertig. Vi kan ikke længere tillade, at et regime som dette, med alle de trumfer det sidder inde med, isolerer, fængsler og torturerer, to skridt fra de sicilianske kyster og to skridt fra de spanske og franske kyster. Det er uacceptabelt. Det er nødvendigt med et ekstraordinært associeringsråd, der kan rette op på denne situation og endelig gøre noget for at hjælpe, som tuneserne gør det.
Hr. formand, i marts foretog Delegationen for Forbindelserne med Maghreb-landene og Den Arabiske Maghreb-Union, som jeg er næstformand for, en rejse til Tunesien, hvor vi kunne konstatere, at der samtidig med ubestridelige økonomiske fremskridt var et demokratisk underskud, hvad angår frihedsrettighederne, særlig med hensyn til pressen og de audiovisuelle medier. Vi kunne også konstatere - og det skal efter min mening fremhæves - at de tunesiske myndigheder er bevidste om det underskud, som de gang på gang forklarede med behovet for at tilpasse landets politiske åbenhed med dets særegenhed og kultur og med de farer, som en fremgang for den muslimske fundamentalisme udgør for det tunesiske samfund. De anmodede os derfor om forståelse og tålmodighed. Og jeg skal sige, at den tunesiske regering gør ting, som tilkendegiver god vilje, ting, der skete netop under det besøg, og som fremgår af den rapport, som delegationen har forelagt for Parlamentet. For Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater står vi over for en forhandling, der, ud over at vi anser den for nødvendig, efter vores mening ikke bør ende med overdreven og ekstrem fordømmelse, hvilket er tilfældet, men med anerkendelse af nogle problemer, der bekymrer os, fordi de indvirker på dele af associeringsaftalen, f.eks. overholdelse af menneskerettighederne og af de demokratiske principper, og som desuden skal løses ved politisk og social dialog og ved den tunesiske regerings indsats for at iværksætte en lovgivning, der reelt og ikke bare formelt sikrer den politiske pluralisme og især med den altid nødvendige udøvelse af frihedsrettighederne, så borgerne kan give udtryk for deres holdninger, og medierne kan gengive dem. Det drejer sig om et budskab, som Parlamentet er forpligtet til at sende til de tunesiske myndigheder, der bør modtage det i den positive ånd, som den parlamentariske forhandling lægger op til. Derfor er det nødvendigt, at Kommissionen, Rådet og Parlamentet inden for rammerne af Euro-Middelhavspartnerskabet ikke gør tilbageskridt i de bistandsprogrammer, der skal gennemføres inden for rammerne af Meda II. Undervisning og uddannelse i de demokratiske principper er et grundlæggende element for at opretholde et pluralistisk og demokratisk samfund. De unge, dommerne, politiet og journalisterne har brug for at vide til bunds, hvilke rettigheder de skal udøve og forsvare. Det er et område, hvorpå Den Europæiske Union bør og kan bistå. Jeg er også bekymret over, at kommissær Patten, som er til stede, ikke er tilstrækkeligt opmærksom på de alvorlige problemer, der i dag kan iagttages på sydsiden af Middelhavet, hvor Tunesien spiller en meget vigtig rolle. Emigrationen, fundamentalismen, fattigdommen og den politiske ustabilitet helbredes ikke med erklæringer og velvilje. Der er brug for reel politisk vilje og økonomiske og menneskelige ressourcer til at iværksætte den. Under alle omstændigheder, og dette kan være konklusionen på forhandlingen, kan vi ikke begrænse vores samarbejde med tredjelande til kun at dreje sig om handel og økonomi. Derfor anmoder vi også Tunesien om, at de sammen med de økonomiske reformer fremmer de politiske reformer, der har til formål at sikre frihedsrettighederne, men med den bistand og det samarbejde, som de naturligvis har og fortsat vil have fra vores side, i hvert fald fra min gruppes side. Vi mener ligeledes, at det er nødvendigt med en fælles strategi for Middelhavsområdet, som det fremgår af beslutningen, og at man sammen med de politiske, sociale eller sikkerhedsmæssige aspekter er særligt opmærksom på den kulturelle og menneskelige dimension. Derfor er der behov for at styrke den interparlamentariske dialog og dialogen med repræsentanterne for det civile samfund. Som man siger i mit land "samtale fremmer forståelsen". Hvis der er noget, der kendetegner befolkningerne ved Middelhavets kyster, er det deres tanke- og ordrigdom, og det, mine damer og herrer, koster meget lidt.
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg mener, at der som indledning til et spørgsmål som dette bør erindres om EU's almindelige holdning i forbindelse med dets relationer udadtil. EU har en række værdier og principper, som det naturligt nok søger at give udtryk for i disse relationer, og som EU søger at sætte igennem i alle sider af dets forhold til tredjelande. EU foretager ikke - til forskel fra det, som er blevet antydet i et indlæg fra et af de ærede medlemmer - en slags geografisk betinget approksimationsberegning, hvor der stilles større krav til dem, der er nærmest, og færre til dem, der er længst væk. En sådan indstilling har vi ikke. Vi har normalt den indstilling, at vi arbejder på grundlag af ensartede kriterier, og vi har især den holdning, at der hellere skal åbnes for en dialog, så vi kan få landene med i regelmæssige evalueringer af bilateral karakter, end befordres udelukkelse og opbygges mure af manglende forståelse. I denne sammenhæng vil jeg gerne sige, hr. formand, ærede medlemmer, at der, hvad angår indsatsen på dette område, er fuld og hel samklang mellem Rådet og Kommissionen, in casu kommissær Christopher Patten, der - uden at jeg behøver gøre opmærksom på det - næppe savner akkreditiver, når det drejer sig om respekt for menneskerettighederne, hvor han har flere akkreditiver end mange af os. Jeg vil gerne med hensyn til det konkrete spørgsmål om Tunesien sige, at Rådet er helt bevidst om situationen for menneskerettighederne i Tunesien og virkelig har taget alle de bekymringer ad notam, der ved forskellige lejligheder er kommet til udtryk her i Parlamentet. Det har selvfølgelig også taget de bekymringer ad notam, der er kommet til udtryk i dag. Rådet har flere gange understreget sin bekymring over for de tunesiske myndigheder, hvad angår forekomsten af en bestemt type situationer, navnlig mangelen på friheder og vanskeligheden ved at komme til orde i massemedierne. Menneskerettighedsspørgsmål diskuteres, således som de ærede medlemmer også har nævnt, inden for rammerne af den politiske dialog, som Rådet fører med Tunesien i Associeringsrådet og gennem EU-medlemsstaternes ambassadører i Tunis, der har regelmæssige møder med de ansvarlige tunesiske regeringsrepræsentanter på dette område. Denne dialog koncentrerer sig i øjeblikket særlig om de igangværende reformer vedrørende den nye presselov, eksekveringsdommerembedet og dettes beføjelser samt ændringerne i valgloven. Eksistensen af en sådan dialog, som Tunesien længe havde afvist, udgør et fremskridt, som vi ikke synes bør undervurderes. I forbindelse med de to møder i Associeringsrådet, der har fundet sted med Tunesien, og hvor jeg selv har deltaget, har Rådet erindret om den afgørende betydning for forholdet mellem EU og Tunesien, som det har, at der vises respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, og det har naturligvis ikke undladt at benytte lejligheden til at fremdrage individuelle tilfælde, af hvilke nogle har været omtalt her. Jeg kan også fra en så at sige mere national vinkel fortælle, at den portugisiske udenrigsminister, Jaime Gama, i anledning af et statsbesøg, som præsident Ben Ali aflagde i Portugal i begyndelsen af maj, havde lejlighed til over for sin tunesiske modpart at komme ind på menneskerettighedssituationen i Tunesien og herunder særlig sagen om journalisten Taoufik Ben Brik, og at han understregede, hvorledes de grundlæggende frihedsrettigheder altid må respekteres. Vi er for så vidt ikke uenige i, at der med fordel kan udøves en eller anden form for politisk pression gennem medierne. Vi mener nok, at der er plads til at bevæge sig i forskellige udenrigspolitiske dimensioner, hvad angår denne type spørgsmål, og vi afviser ikke, at sådanne tiltag kan have effekt. Rådet foretrækker dog at benytte mere diskrete og måske mere effektive veje til at påvirke de tunesiske myndigheder og opretholde et konstruktivt pres over for dem gennem den politiske dialog og de forskellige møder på diverse niveauer. Det forekommer os ikke specielt formålstjenligt, hr. formand, ærede medlemmer, at skride til en suspension af associeringsaftalen eller at indkalde til et ekstraordinært møde i medfør af samme aftale, hvilket antagelig ville have effekt i medierne, men ikke nogen praktiske og konkrete følger. Vi tror, at den regelmæssige dialog og alle de skridt, der er blevet taget og fortsat tages, når og hvis der er anledning dertil, er den korrekte måde at gå frem på i denne sammenhæng. Jeg vil gerne pege på, at vi trods disse vanskeligheder og de vanskeligheder, som vi alle anerkender, at der er med at komme videre i denne proces, kan konstatere, at der allerede er fremkommet positive resultater. Jeg mener, at vi ikke bør overse - og at det ville være politisk urigtigt at gøre det - de tegn på åbning, der er vist fra tunesisk side, herunder frigivelsen af 600 politiske fanger, tilbagelevering af pas til medlemmer af oppositionen og den klare vilje til at afdramatisere sagen om journalisten Taoufik Ben Brik og acceptere hans krav. Kommissionen har ligeledes bestræbt sig på at finansiere aktioner, der kan fremme menneskerettigheder og demokrati i Tunesien gennem Meda-programmet for demokrati, og jeg tror, at Kommissionen kan give yderligere oplysninger på dette punkt. Endvidere har Tunesien ved undertegnelsen af Barcelona-erklæringen ligesom de andre middelhavspartnerlande tilsluttet sig en række principper om overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. I Euro-Middelhavspartnerskabet, som vi i snævert samarbejde med Kommissionen søger at styrke, lægger vi ligeledes stor vægt på den betydning, som det for os har, at retsstatsprincipper og god regeringsførelse aktivt fremmes, hvilket udgør et kerneområde i dialogen mellem de to sider af Middelhavet. Sammenfattende, hr. formand, ærede medlemmer, vil jeg gerne forsikre Dem om, at Rådets engagement er usvækket, når det i Tunesien ligesom i andre lande, som Unionen har forbindelser med, drejer sig om at fremme og styrke respekten for menneskerettighederne, for de demokratiske principper og for de grundlæggende frihedsrettigheder samt opbygning af et ægte demokrati med et åbent civilsamfund, der hviler på retsstatens principper. En behersket politik forekommer os at være det rigtigste for at nå de mål, som vi har. Rådet vil derfor fortsat betjene sig af et diskret, men fast diplomati og opretholde sin politik med at opmuntre alle former for fremskridt mod demokrati og retssamfund.
Jeg er glad for at få denne mulighed for at kommentere disse særdeles vigtige spørgsmål. Som en del af de ærede medlemmer har noteret sig, er Taoufik Ben Briks sultestrejke slut, men den har haft stor indvirkning både på myndighederne i Tunesien og på det civile samfund. Den satte gang i en offentlig debat i Tunesien om menneskerettighederne i landet. Jeg vil godt gøre det klart, at Kommissionen deler den holdning, som FN's særlige ordfører giver udtryk for i sin beretning til Menneskerettighedskommissionen, nemlig at der stadig er lang vej, før Tunesien fuldt ud udnytter sin gunstige økonomiske situation og vedtager tiltag, der skal styrke beskyttelsen af menneskerettigheder og ikke mindst menings- og ytringsfriheden. Men hvordan kan Kommissionen og Den Europæiske Union som helhed påvirke Tunesiens fremskridt på dette område? Det gøres bedst ved at se på de tre hovedinstrumenter, associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Tunesien giver os. Det første, som min kollega henviste til, er politisk dialog. Denne dialog har allerede givet os mulighed for at kommentere menneskerettighederne i Tunesien to gange på ministerniveau ved de hidtidige to møder i Associeringsrådet. Unionen har udtrykkeligt taget fat på menneskerettighedsspørgsmålet i Tunesien i vores mange samtaler med de tunesiske myndigheder. Det andet instrument er finansiering af positive tiltag i form af bevillinger fra Fællesskabernes budget til projekter, der skal fremme politiske og civile rettigheder. Meda-programmet for demokrati, som Parlamentet har en stærk og positiv holdning til, har finansieret uddannelses-, oplysnings- og bevidstgørelsesprojekter for ngo'er og for den offentlige mening på dette område. Et støtteprogram til de tunesiske medier er allerede inkluderet i planerne for det fremtidige økonomiske samarbejde med Tunesien. I denne forbindelse vil der blive ført drøftelser med den tunesiske regering. Som hr. Dupuis mindede os om, er en bæredygtig økonomisk udvikling og politisk stabilitet fra Rusland til Middelhavet først og fremmest afhængig af stærke institutioner, ikke af stærke mænd. Men sommetider skal der stærke mænd til for at sikre, at institutionerne er stærke og arbejder efter retsstatsprincipper. Det tredje instrument er Den Europæiske Unions mulighed for at indføre restriktioner, der i sin yderste konsekvens kan være en afbrydelse af samarbejdet. Kommissionen mener, at vi, inden vi griber til restriktioner, skal have udtømt de positive muligheder, samarbejdet giver. Vi har stadig et stort råderum, både når det gælder politisk dialog og finansiering af støtteprogrammer. Jeg kunne godt tænke mig at drøfte emnet nærmere med Tunesien. Især er Kommissionen interesseret i at se, i hvilket omfang den tunesiske regering realiserer sine løfter med hensyn til at reformere presselovgivningen og fremme forsamlingsfrihed. Vi ønsker også at se, om vores bestræbelser på at understøtte de ønskede reformer ved hjælp af midler fra Fælleskabernes budget giver de ønskede resultater. Jeg vil holde Parlamentet underrettet om udviklingen på disse områder. De spørgsmål, vi har diskuteret her i eftermiddag, er særdeles vigtige. Jeg ved, at Parlamentet er opmærksom på den overordnede situation. Fru Napoletano pointerede i sit interessante indlæg de økonomiske og sociale fremskridt, der er sket i Tunesien. Andre kunne f.eks. være kommet ind på Tunesiens holdning til sharia-lovene. Ikke desto mindre er der spørgsmål, som i høj grad giver anledning til bekymring. Det er bedst at holde en dialog i gang for tiden, men som Parlamentet vil forstå, sætter jeg ikke lighedstegn mellem dialog og tilbagelænet passivitet. Parlamentet har grund til bekymring og har stærke holdninger til dette emne. Det kan vi give udtryk for på en fast, men høflig måde, sådan som Parlamentet gør i dag. Jeg vil gerne sætte debatten om Tunesien ind i en større sammenhæng og tage et emne op, som hr. Hernández Mollar og flere andre ærede medlemmer har været inde på. Naturligvis vil der være begivenheder og udviklinger, som trænger sig på. I dag er det uundgåeligt, at der i høj grad er fokus på bestræbelserne på at genopbygge Balkanlandene og især at forhindre yderligere social og politisk opløsning. Det skal i denne forbindelse nævnes, at vores politik i Sydøsteuropa ikke er uden betydning for stabiliteten og velfærden i Middelhavsområdet. Men hvis jeg skal komme med et bud på, hvad der bliver vores største udfordring på mellemlangt og langt sigt, må det være vores politik i Middelhavsområdet. Hvad er kernen i Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Det er at fremme stabilitet. Det er det centrale element i vores politik i Middelhavsområdet. Og hvad er det så, vi forsøger at gøre der? Det er rigtigt, at vi prøver at etablere det, man kunne betegne som Middelhavsområdets pendant til NAFTA. Men vi gør mere end det, hvilket jeg skal komme ind på om lidt. Jeg vil blot sige, at der ikke skal herske nogen tvivl om, at jeg arbejder helhjertet for, at denne politik skal lykkes. Noget af det, der piner mig, er, at vi ikke har været så gode til at støtte denne udvikling, som vi burde have været. År efter år har vi kun været i stand til at bruge 40% eller mindre af de midler, vi har afsat til Middelhavsområdet, dels fordi området ikke har været i stand til at udnytte bevillingerne, dels fordi vi ikke har gjort det godt nok. Det sidste vil jeg meget gerne tage hånd om. Jeg vil godt lave en aftale med det ærede medlem: Hvis vi, når jeg forlader posten som kommissær i 2005, ikke har opnået en pokkers kraftig indsnævring af forskellen mellem den lovede og udbetalte støtte i forhold til den, vi har set de sidste tre år, skal han få et bidrag til et godgørende formål efter hans valg. Det skulle gerne være et bevis for, at vi virkelig vil arbejde for, at vores politik i Middelhavsområdet skal lykkes. Det er særdeles vigtigt, at vi udnytter de eksisterende instrumenter bedre og mere effektivt. Det er det, jeg gerne vil bedømmes på. Jeg vil godt gentage: Det drejer sig ikke bare om at oprette et frihandelsområde, uanset hvor vigtigt det måtte være. Fri handel er ikke målet, det er et middel til at nå målet. Målet er at etablere et område med velfærd og politisk stabilitet syd for det hav, som vi har delt med Nordafrika og Mellemøsten i årtusinder. Det drejer sig om fælles værdier, ikke kun samhandel. Det drejer sig ikke om at etablere økonomiske centre, som gør europæerne rigere, men om at skabe et velfungerende samarbejde med Middelhavslandene baseret på fælles værdier og samhandel - til gavn for befolkningen syd for Middelhavet, ikke kun for os i Europa. Dette er et yderst vigtigt element i Europas aktiviteter i de kommende år. På sin vis er det lige så vigtigt for at fremme stabiliteten som hele udvidelsesprocessen. Jeg håber meget, at vi i de næste fem år vil kunne føre dette program ud i livet i Tunesien og i resten af regionen.
Hr. formand, kære kolleger, dagens debat gør det muligt for os at få de begivenheder, der har fundet sted i løbet af de sidste uger i Tunesien, lidt på afstand og se dem lidt fra oven, især de begivenheder, der drejer sig om, hvad man har kaldt Ben Brik-sagen. Disse begivenheder har været meget oppe i medierne, hvilket, og det må vi ikke betvivle, har gjort det muligt at øve pres på de tunesiske myndigheder for at afklare situationen hurtigst muligt og på den mest humane måde. Men den ekstreme mediedækning af denne sag har også forledt nogle til at tro, at det var sammenfatningen af den tunesiske situation, hvilket står i total modsætning til de facts og den virkelighed, vi kender. Som min ven og kollega Hernández Mollar har henvist til, ønsker PPE, at vi i dag kan bringe et budskab om håb og støtte til alle de tunesere, der kæmper for, at deres land kan fortsætte ad samme spor med økonomiske, men også politiske reformer. Det gælder om for Europa-Parlamentet at være åbent og retfærdigt over for alle de middelhavslande, der deltager i Barcelona-processen. Man beskylder os af og til - især i Tunesien - for at behandle nogle lande hårdere end andre, og med hensyn hertil vil jeg gerne erindre om, at de principper og værdier, der er indeholdt i Barcelona-erklæringen og gentaget i hver enkelt partnerskabsaftale med et middelhavsland, er de samme for alle, heriblandt også for Unionens medlemslande. Tunesien er på ingen måde en sag for sig. Dette budskab om håb hviler dels på de resultater, som man har kunnet konstatere, at Tunesien har opnået på det økonomiske og sociale område. Men vi bør ligeledes opfylde vores forpligtelser og vores overbevisninger, og jeg tror, at det ville være at gøre tuneserne en tjeneste at overbevise dem om, at Europa-Parlamentet altid vil være yderst opmærksomt på udviklingen i den politiske situation og i civilsamfundet i deres land, uafhængigt af de gode økonomiske resultater. Vi bør også overbevise vores partnere i Middelhavslandene, ja alle vores partnere om, at de forpligtelser, de indgår ved at deltage i Barcelona-processen, særligt angående demokrati og menneskerettigheder, ikke er omsættelige. Som en afslutning vil jeg således bede mine kolleger om at bakke tæt op om det beslutningsforslag, som vi har stillet i dag, og som jeg tror på afbalanceret vis udtrykker, hvad Europa-Parlamentet mener om situationen i Tunesien. Jeg tvivler ikke på, at dette budskab bliver rigtigt modtaget af de tunesiske myndigheder, der vil styrke og for evigt stadfæste de første skridt, der er blevet taget.
Hr. formand, en af de efter min beskedne mening bedste teateranmeldelser, der er blevet offentliggjort i Europa i det 20. århundrede, lød nogenlunde sådan: "I går havde det stykke, skrevet af den forfatter, premiere". Jeg kunne ikke slå den overbevisende kortfattethed i denne efter min mening strålende journalistiske kommentar. Alligevel bliver mit spørgsmål praktisk talt det samme. Hvorfor diskuterer vi situationen i Tunesien? Hvorfor er der i øjeblikket en vis krise i forholdet mellem Europa og Tunesien, som på en eller anden måde uden tvivl har indvirkning på forholdet mellem institutionerne i Den Europæiske Union og de tunesiske institutioner inden for rammerne af samarbejdet og associeringsaftalen? Jeg mener, at det er nyttigt at stille det spørgsmål, for kun hvis vi med størst mulig nøjagtighed forstår det, der sker i Tunesien, og de udfordringer, der er i landet, kan vi finde den fornuftige og effektive tone, som vi bør anvende inden for rammerne af samarbejdet. Der er et stort tunesisk paradoks i øjeblikket, og tanken om, at dette paradoks bliver mere og mere farligt, foruroliger mig. Det er det fredeligste og rigeste land i Maghreb, og det land, hvor medierne er mest lukkede i Maghreb. Det er det land, der har størst vækst og gør flest fremskridt med hensyn til modernisering af samfundet, særligt inden for uddannelse og kvindernes status, alligevel er det et land, hvor det civile samfunds opståen, som er resultatet af denne økonomiske og sociale vækst, ikke ledsages af de kanaler, der skal til for at kunne udtrykke sig helt frit. Det er et land, der er og har været i forreste række med hensyn til associeringsaftaler og middelhavslandbrugspolitik, der har undertegnet alle internationale konventioner om menneskerettigheder, og alligevel er der gang på gang problemer i forbindelse med menneskerettighederne i Tunesien, som bliver blæst op i de europæiske medier. Jeg lægger stor vægt på menneskerettighederne, tro mig. Jeg har levet 15 år af mit liv uden pas og uden kørekort. Jeg har haft oplevelser, som jeg undlader at omtale, på politistationer og i fængsler under Francos diktatur, men jeg mener, at det grundlæggende problem i Tunesien i øjeblikket er et andet: Tunesiens fremtid. Kun hvis vi i Den Europæiske Union finder den tone og den effektivitet, der skal til for at hjælpe de sektorer, som går ind for den udvikling i Tunesien, der er nødvendig for skabe og sikre en fremtid med økonomisk vækst og modernisering af samfundet, lever vi efter min mening op til vores ansvar. Jeg vil slutte med at sige, at jeg i stor udstrækning er enig i de synspunkter, som kommissær Patten har givet udtryk for, men jeg ville gerne have, at hr. Patten også sagde til os, at Euro-Middelhavspolitikken, politikken i forbindelse med Maghreb, også er en af hans mærkesager. Kun hvis vi formår at få klarlagt, at der ikke er en situation, hvor Rådet har bremset middelhavsprioriteringen, Kommissionen lægger hindringer i vejen for gennemførelsen af programmer, og Europa-Parlamentet giver sig af med at give lektioner, vil vi kunne finde tonen og effektiviteten for en politik, der støtter Tunesiens fremtid i venskab og solidaritet, frem mod en situation, der forener samfundsøkonomisk vækst og fuld demokratisering. Vi sætter meget ind, ikke bare i Tunesien, men i hele regionen, på at få dette til at lykkes.
Hr. formand, Den Liberale Gruppe tilslutter sig selvfølgelig teksten, som den er fremlagt. Når det er sagt, så tillad, at jeg spørger mig selv, hvad dette reelt vil føre til, ud over det sædvanlige og aftalte rollespil mellem institutionerne, og især hvad Kommissionen virkelig vil gøre, når man ser bort fra de ytringer, som kommissær Patten fremførte for et øjeblik siden. Hvad bliver dens dynamik? Hvad bliver dens afgørelse? Hvilken fremtræden vil den vælge? Jeg ville også gerne vide, om ikke kommissær Pattens irritation over Kommissionens udenrigspolitik kunne afstedkomme en vis holdningsændring i forhåndenværende sag. Med hensyn hertil, hr. kommissær, så tvivler jeg på, at Kommissionen som institution har en udtrykkelig, praktisk vilje som primus motor for den europæiske konstruktion, og det, De måske burde gøre, var at fortælle os helt nøjagtigt, hvad den konkrete tilgang bliver, for at vi ikke om en måned eller to skal konstatere, at den tekst, som vi nu skal stemme om, endnu en gang har vist sig uden virkning på europæisk plan. Mine to spørgsmål er yderst kortfattede. Deres beslutningsforslag indeholder stk. 11, der fastslår, at vi skal overlade til vores parlamentariske delegation at undersøge situationen. Har De tænkt dem at fremlægge et særligt dokument fra Kommissionen for at lette arbejdet for vores delegerede? Andet spørgsmål, der denne gang angår den meget nære fremtid. Vi har fået meddelelse om, at der den 18. juni vil være et særmøde i Rådet (almindelige anliggender) for at forberede sig angående middelhavsproblematikken. Hvad er det for en problematik, der vil blive fremlagt næste søndag angående Middelhavsområdet? Dette er den præcise politiske opfølgning, som jeg venter mig, og som måske vil gøre det muligt for Dem, hr. kommissær, at forlade det, jeg har kaldt den irriterede atmosfære, som omgiver Dem og måske også Deres medarbejdere, hvad angår effektiviteten af Kommissionens udenrigspolitik.
Hr. formand, vi har måttet afvente denne mødeperiode, før sandheden endelig kunne komme op til overfladen i Europa-Parlamentet. Efter at være kommet hjem fra Tunesien sammen med mine kolleger vil jeg gerne belyse spørgsmålet om foreningsfrihed. Den store repressive bølge, der er slået ned over oppositionen i en stor sammenblanding af retninger siden 1990'erne, har tilladt en genvindelse af kontrollen over den tunesiske arbejderunion UGTT. Arrestationer, fyringer af fagforeningsfolk, trusler og pression af enhver slags har samvirket med fagforeningshierarkiets autoritarisme for at knægte en af de mest kamplystne fagforeningsorganisationer i området. De meget strenge retsmæssige restriktioner for strejkeretten er blevet udvidet med den nuværende ledelse. For at en strejke skal være lovlig i Tunesien, er det blevet uomgængeligt, at UGTT's eksekutivkontor selv giver sin tilladelse. De møder, der normalt ikke kan holdes på arbejdspladsen, bliver ligeledes regelmæssigt forbudt i fagforeningslokalerne. Fagforeningschefer er blevet frataget deres ansvar og retsforfulgt for at have kritiseret generalsekretærens ledelse af hovedkontoret i et almindeligt andragende internt i organisationen. 12 af dem er blevet anholdt af politiet i april 1999 og har tilbragt mere end 48 timer i det tunesiske indenrigsministerium for at have kritiseret de forhold, under hvilke UGTT-kongressen er forløbet, for ikke at være i overensstemmelse med vedtægterne. Lad os f.eks. nævne Abdeljalil Bedoui, Ali Romdhane, Abdelmajid Sahraoui, Abdennour Maddahi, Hamed Bennjima, Noureddine Ounissa, Chaker Ben Hassine og mange andre. Ben Alis regime finkæmmer således hele arbejdsverdenen. Undertrykkelsen rammer ikke blot de politiske modstandere, den berører den samlede befolkning, især i arbejderkvartererne, de små byer og landsbyerne i de ugunstigt stillede områder. Rapporten fra det nationale råd for frihedsrettigheder i Tunesien beregner antallet af politibetjente til at være 130.000 ud af en befolkning på 9,5 millioner indbyggere. Hertil må vi føje alt det parallelpoliti, der kontrolleres af nettet af bydelskomitéer, som er direkte underlagt det tunesiske indenrigsministerium, og som betvinger en forsvarsløs befolkning. Og således forstår man bedre dette pseudo-demokrati, hvor præsidenten vælges med 99,4% af stemmerne. Hr. formand, jeg vil, at den tunesiske befolkning, her repræsenteret ved to af sine medlemmer, er klar over, at vi står solidariske i dens kamp for frihedsrettigheder, og at vi ikke længere giver slip.
Hr. formand, paradokserne i Parlamentet overrasker fortsat. Vi tøver ikke med at planlægge at indsætte et monoetnisk, antidemokratisk politisk styre i Kosovo, hvis befolkninger af anden etnisk oprindelse, om jeg så må sige, vil blive ekskluderet. Vi tøver ikke med at underskrive handelsaftaler med Kina, der om nogen er et totalitært land, og som tæller 1.800 henrettelser bare fra sidste år - det er det tal, de har indrømmet - og samtidig tillader vi os at dømme et tunesisk regime med en strenghed, der efter min mening er upassende. Det er ganske vist ikke alle Unionens medlemsstater, der, som Frankrig, er så privilegerede at have knyttet nogle ældgamle bånd med dette land, der tillader det at forstå, at virkeligheden ikke helt svarer til det karikaturbillede, som nogle mediejonglører har fået spredt over hele Europa. Og Tunesien svarer ganske vist ikke til det billede, vi har af demokratiet. Men hvor mange lande i verden og selv i Europa svarer til det billede, en demokratisk ånd har af demokratiet? Tunesien er ganske rigtigt det første af de nordafrikanske lande, der har underskrevet en aftale med Den Europæiske Union, og alle er enige om at anerkende de fremskridt, landet har gjort for at tilpasse sin økonomi og sin samfundsstruktur til den modernisering, som aftaler med Den Europæiske Union indebærer, og, desværre, til den acceleration, der skyldes liberaliseringen gennem globalisering. Jeg tror, at resultaterne fra Tunesien taler for sig selv, og det er derfor, at sagen mod dem synes at stå i et lettere misforhold til virkeligheden. Under alle omstændigheder må man huske på, at Tunesien stod i forreste række i kampen mod islamismen, der endnu for nogle år siden truede hele Nordafrika. Jeg synes, at Europa-Parlamentet ville vinde ved at tage højde for hele områdets geopolitiske situation i stedet for at opføre sig som en lille gruppe aktivister, der ikke engang er en ngo værdig.
Hr. formand, her i Strasbourg modtog jeg en skrivelse om mere end 1.000 politiske fangers sultestrejke i Tunesien. Jeg har to bemærkninger hertil. På grundlag af den kristne etik forkaster vi dette sidste middel til selvforsvar. Vi tilføjer imidlertid i samme åndedrag, at vi fordømmer de myndigheder, som driver deres medborgere til i desperation at gribe til dette våben. Tunesiens nuværende styre tåler ingen uafhængighedssøgende. Det er grunden til den årelange, selvforstærkende undertrykkelse. Derfor støtter jeg med glæde de mundtlige forespørgsler, der drøftes i dag, herunder især hr. van den Bos' forespørgsel. Han anmoder med rette Rådet om handling, netop af hensyn til EU's egen troværdighed som partner i associeringsaftalen med Tunesien. "Det drejer sig ikke om at nægte befolkningen dens rettigheder", mener en tunesisk forsvarer af borgerrettighederne. Han siger videre: "Den skal glemme, at disse rettigheder overhovedet eksisterer." Når den tunesiske befolkning selv går foran i denne kamp, må og kan EU simpelthen ikke holde sig tilbage.
Hr. formand, også jeg vil gerne udtrykke min store bekymring her i salen for forværrelsen af menneskerettighedssituationen i Tunesien, en bekymring, som nødvendigvis deles af alle dette lands forbundsfæller. Forsvarerne af menneskerettighederne og deres familier har nu i flere år været ofre for permanent chikane fra de tunesiske myndigheders side. Visse af dem har modtaget fængselsstraffe. Alle forfølges de med regelmæssige mellemrum af medlemmer af ordensmagten. De og deres nærmeste får deres pas konfiskeret. Deres telefonforbindelser bliver afbrudt eller aflyttet. De er ofre for bagvaskelseskampagner eller fysiske og verbale trusler. Og endelig udsættes deres nærmeste regelmæssigt for forhør. Foran en sådan afdrift gentager Europa-Parlamentet i dag sin overbevisning om, at der ikke vil blive gjort undtagelser med hensyn til overholdelsen af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, og at man ikke uden problemer kan lade hånt om dem, for Tunesien er den første europæiske partner, der faktisk har indgået en associeringsaftale med Den Europæiske Union i 1995. Denne aftale indeholder imidlertid en suspensionsklausul om overholdelse af menneskerettighederne og forudsætter en politisk dialog. Jeg foretrækker helt sikkert den politiske dialog for ensidige sanktioner, men netop ud fra denne betragtning har vi pligt til at fortælle vores partnere, at vi er meget bekymrede over situationen i Tunesien. Vi har pligt til at bede de tunesiske myndigheder tage flest mulige initiativer til at skabe et veritabelt multipolitisk system og garantere presse- og foreningsfrihed. Men, hr. Patten, hvad skal denne dialog gå ud på? Hvordan skal vi helt konkret og præcist gå frem? Hvordan fører vi de holdninger, vi indtager her, ud i livet? Man kan faktisk spørge sig selv, hvordan tingene vil udvikle sig i Tunesien. Ben Brik-sagen har alene stået som et symbol på utallige tuneseres forbitrelse over deres stækkede frihed, heriblandt pressen, som dog kun var et af mange forarmede områder. Der har været en Ben Brik-virkning, som forbavser selv ham, for øvrigt, og på tre måneder har vi set et helt civiltsamfund foretage en værdig opvågnen og udvise stor beslutsomhed for at gøre sig fri af politistaten. I mellemtiden fortsætter præsident Ben Ali med henholdsvis at lokke og at true dem, der sår tvivl om hans metoder eller kritiserer frihedsrettighedernes tilstand i hans land. Stillet over for denne holdning er det i orden at spørge sig selv, om ikke Tunesien snart bliver et nyt spændingsfelt på Europas sydflanke. For der er to løsninger på magtproblemet i vore dage. Den første består i fortsat at fornægte virkeligheden ifølge et princip - velkendt inden for den slags regimer - der består i at bekræfte, at alt går godt indtil i allersidste minut, hvor civilsamfundet så tvinges ud i en ny bølge af undertrykkelse og modigt og beslutsomt må gøre front mod dette. Det vil så være op til det internationale samfund at isolere et regime, der er ved at blive lovløst, og støtte det tunesiske folks kamp for at genvinde sin suverænitet. På den anden side kan det tunesiske styre også vælge dialogen med civilsamfundet for at dæmpe spændingen og forhandle sig frem til en kursændring, der skal styre Tunesien ud af dødvandet og over på vejen mod demokrati. Jeg tror, at vi må finde frem til de rigtige ord, som min kollega Abitbol sagde. Vi må i hvert tilfælde gøre vores bedste for, at det bliver denne vej, der vælges.
Hr. formand, kære kolleger, situationen i Tunesien skal ses i den bredest mulige sammenhæng, med udgangspunkt i den politik, der bliver ført i Middelhavslandene og de nordafrikanske lande, med hvilke EU er interesseret i at have en levende dialog i forbindelse med dens freds- og udviklingsprogrammer. Blandt disse lande har Tunesien bestemt gjort fremskridt inden for økonomi, stabilitet og sociale rettigheder. Blandt disse lande er Tunesien det land, som tydeligst mærker vigtigheden af en Euro-Middelhavsdialog om de økonomiske, politiske og kulturelle spørgsmål. Alt dette skal naturligvis ikke få os til at glemme begrænsningerne af de borgerlige frihedsrettigheder, som man kan iagttage i landet, men jeg mener ikke, at en ren og skær fordømmende holdning er tilstrækkelig og effektiv, selv om den ikke kan undværes. Det er nødvendigt at organisere nogle tiltag, der virkelig er i stand til gradvist at gøre situationen bedre i kraft af en dialog og en speciel hjælp til det tunesiske samfund, også gennem støtte fra fælles aftaler og særprogrammer for respekt for menneskerettighederne, som det er planlagt i CARDS-programmet for det vestlige Balkan. Man bør faktisk være opmærksom på, at de lande, som har en anden tradition end de vestlige lande på deres vej til en fuld gennemførelse af de borgerlige frihedsrettigheder, skal igennem en kulturel modningsproces, som kræver en gradvis fremadskridende proces over længere tid. Isolationslogikken betaler sig ikke og risikerer at svække de personers indsats i Tunesien, som arbejder for at forbedre demokratiets kvalitet. Det er derfor ønskeligt, at Associeringsrådet EU-Tunesien tager ansvaret for til stadighed at vurdere respekten for menneskerettighederne i Tunesien ved hjælp af fælles tiltag med de samme tunesiske repræsentanter og således skaber en fælles platform ud fra dette spørgsmål, som kun kan være en social fordel for menneskerettighedssituationen i Tunesien.
Hr. formand, menneskerettighederne krænkes. Ytringsfriheden, organisationsfriheden og pressefriheden tilsidesættes og respekteres ikke. Det ved vi. Det ved man også i Tunesien, både hos myndighederne og hos borgerne. Det må vi naturligvis tage op og kritisere, hver gang vi har mulighed for det. Det er utroligt alvorligt. Det drejer sig om universelle rettigheder, ikke blot inden for Den Europæiske Union, men også udenfor, og det skal kritiseres, når sådanne rettigheder krænkes. Jeg tror, at dette bedst gøres gennem dialog. Det betyder, at man virkelig respekterer hinanden, og hvis Tunesien og landets repræsentanter vil respektere vores synspunkt på dette område, tror jeg, at vi også må bemærke, at man i Tunesien faktisk betragter de aftaler, vi har, som temmelig negative. Jeg kan ikke finde det andre steder end i punkt 7 i GUE/NGL's beslutningsforslag, at samtlige tunesiske organisationer, både i den private og den offentlige sektor, stiller sig kritisk over for associeringsaftalen, hvilket vi fra EU's side naturligvis må tage til efterretning og respektere.
Hr. formand, kære kolleger, jeg har for nylig været på en rejse til Tunesien, bl.a. som gæst hos et medlem af regeringen, og jeg har slet ikke haft lejlighed til se alt det, der fremgik af denne debat i dag. Derimod så jeg et land, som er dybt engageret i modernisering; jeg så en stærk lyst til at identificere udviklingssektorerne inden for miljø, genanvendelse af jord, landbrug, turisme og konstruktion af en betydelig infrastruktur. Jeg så, at man forsøgte at skabe en økonomi, så man kunne undgå yderligere udvandring, som uden tvivl kan forstyrre forholdene mellem Middelhavslandene og mellem de lande, som i dag er en del af EU. Jeg så personligt eksempler på kulturel udveksling mellem universiteterne og på genopdagelse af en stærk kulturel identitet med en indsats for bevarelsen af de historiske bykerner, landbrugsturisme og håndværk. Jeg bemærkede skolernes stærke engagement i uddannelsesprogrammer med en række af tillægsaktiviteter. Og jeg bemærkede absolut ikke, at der ikke var foreningsvirksomhed. Tværtimod er der en stærk og levende foreningsvirksomhed for ungdommen og specielt for kvinderne, og også en betydelig fællesskabsånd mellem de institutionelle organer. Jeg har læst i en forespørgsel, at man klagede over, at den lokale presse udøvede censur på menneskerettighedsområdet. Hvis der er censur, så betyder det, at der er pressefrihed, og så kan den lokale presse også censurere eventuelle holdninger i Tunesien, som benægter, at der er menneskerettigheder. Jeg tror således ikke, at der er så meget negativt at fremhæve ved Tunesien. Jeg tror snarere, at man kan forestille sig tiltag af politisk art, ikke kun i Tunesien, men f.eks. også i landene i Balkanområdet, som EU eventuelt beslutter at give økonomiske incitamenter alt efter de interne politiske systemer, som disse lande kan garantere. Dette ville i sandhed være en operation, som ikke ville have noget at gøre med den virkelige mening med demokratiet, sådan som man reelt oplever det. Det ville have endnu mindre med menneskerettighederne at gøre og næsten intet med forholdene mellem de eventuelle ansøgerlande og EU at gøre.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, de fleste kolleger i Parlamentet - ikke den kollega, der netop talte - er bekymrede over udviklingen hos vores ven og nabo Tunesien. Tunesien er vores nabo, for Middelhavet skiller os ikke, det forbinder os. Disse bekymringer, som vi i dag giver udtryk for, er ikke bekymringer ud fra en kolonialistisk eller neokolonialistisk holdning. Der er ikke tale om ulovlig indblanding i et tredjelands interne anliggender. Nej, der er, som kommissær Patten gentagne gange har fremhævet, tale om en kritisk dialog baseret på aftaler, som vi har indgået med Tunesien. Derfor ville det være meningsløst at opsige disse aftaler. Vi skal tværtimod benytte dem til at føre denne kritiske dialog. Det drejer sig om at skabe en fælles zone med sikkerhed, stabilitet og fred, og dertil hører demokrati, dertil hører respekt for menneskerettighederne, og dertil hører frie medier. Når det fra tunesisk side igen og igen fremhæves, at det også drejer sig om kampen mod ekstremisme og terrorisme og om at forhindre ekstremistiske meninger, holdninger og organisationer, så er jeg fuldkommen enig. Men hvordan kan man bedre føre denne kamp end netop ved hjælp af demokrati? Det viser også Tunesiens naboer. Derfor kan vi ikke give afkald på dette. Tunesien siger igen og igen, at det er et spørgsmål om økonomisk og social udvikling. Men netop denne ubetinget positive økonomiske og sociale udvikling i Tunesien er det bedste grundlag for at videreudvikle demokratiet og at kæmpe mod ekstremisme på demokratisk grund. Min sidste bemærkning er, at vi ønsker at hjælpe Tunesien, det hersker der ingen tvivl om. Vi skal hjælpe Tunesien på samme måde, som vi skal hjælpe hele området, hele regionen. Det er ikke sådan, at vi kun fokuserer på Balkan. Middelhavsområdet har ikke tredjeprioritet, det rangerer lige så højt, har samme betydning. Når kommissær Patten f.eks. har meddelt, at det drejer sig om reformer, at han vil overvinde kløften mellem løfterne på den ene side og de reelle udbetalinger på den anden side, skal det støttes fuldt ud. Men vi skal alle sammen i fællesskab gøre det med finfølelse. Vi skal gøre det på en måde, så vi ikke støder vores partnere i Middelhavsområdet fra os, men henter dem tilbage i den fælles båd.
Hr. formand, to korte bemærkninger for at sige, at Rådet virkelig har taget de meget rimelige bekymringer ad notam, som de ærede medlemmer har givet udtryk for, og at vi ikke vil undlade at tage hensyn hertil i vores dialog med Tunesien inden for de eksisterende institutionelle rammer. Den anden bemærkning er for at oplyse hr. Ducarme om, at Rådet (almindelige anliggender), der er berammet til den 18 juni, først og fremmest skal dreje sig om i Rådet at få vedtaget en fælles middelhavsstrategi, som i princippet kan komme op på Det Europæiske Råd i Feira, og som var en del af det portugisiske formandskabs program. Vi mener, at denne fælles strategi positivt kan supplere Barcelona-processen, og at den indeholder særdeles vigtige elementer med henblik på at reorganisere og give Unionens samlede politik for dette område en mere integreret form. Vi gjorde en anstrengelse i denne retning, sidste gang Rådet (almindelige anliggender) mødtes. Der er tale om et område med visse følsomme aspekter, fordi disse spørgsmål er komplekse og har flere dimensioner. Vi tror, at det ekstraordinære møde i Rådet (almindelige anliggender), der skal afholdes umiddelbart før Rådet i Santa Maria da Feira, kan nå frem til at vedtage denne fælles strategi, som helt sikkert vil forbedre EU's samlede handlemuligheder inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i forhold til Middelhavsregionen.
Mange tak, hr. kommissær Patten. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 40, stk. 5, andet afsnit, modtaget seks beslutningsforslag. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende mundtlige forespørgsler: B5-0489/00 af Westendorp y Cabeza for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om Kinas tiltrædelse af WTO; B5-0490/00 af Westendorp y Cabeza for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om Kinas tiltrædelse af WTO.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, den 17. maj i år fremsatte jeg en mundtlig forespørgsel på vegne af det udvalg, som jeg er formand for, Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, til Rådet og Kommissionen inden den efter min mening lykkelige indgåelse af en aftale mellem Den Europæiske Union og Kina om dette lands tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen. I den forbindelse vil jeg fremkomme med en bekræftelse og to anmodninger. Bekræftelsen, for det første, er, at jeg på vegne af det udvalg, som jeg er formand for, hjerteligt lykønsker kommissær Lamy med hans tålmodighed, hans udholdenhed og med den gode kontakt, han hele tiden har holdt ikke blot med de kinesiske myndigheder, men med andre vigtige medlemmer af WTO's råd, konkret USA, som i dette spil har muliggjort, at såvel den amerikanske Kongres som Den Europæiske Union er nået frem til denne foraftale om Kinas tiltrædelse, hvis betydning jeg ikke behøver at fremhæve, for den betyder, at mere end 1 milliard mennesker indlemmes i Verdenshandelsorganisationen, med alt hvad det indebærer af udfordringer og muligvis positive reaktioner. For det andet er denne aftale positiv, fordi den vil medføre passende økonomiske, sociale og miljømæssige og endog geopolitiske fordele for Kina, verden i almindelighed og især Den Europæiske Union. Vi ser især positivt på den åbning, der er opnået inden for finansielle tjenesteydelser, telekommunikation og forsikring, som uden tvivl vil give vores økonomiske aktører muligheder, og også den gradvise åbning af energimarkederne i Kina, som ud over visse økonomiske fordele vil medføre, at landet i højere grad overholder miljøstandarder. En yderligere fordel er det, at Kina fra tidspunktet for tiltrædelsen af Verdenshandelsorganisationen underlægges dens regler. Det er allerede i sig selv positivt, og det vil præsentere Kina for en ny, anderledes dynamik med snæver forbindelse til resten af verden, uden af vi af den grund skal holde op med at overvåge overholdelsen af menneskerettighederne, de sociale rettigheder og miljørettighederne. På det område vil jeg sige, at der vil være vanskeligheder, eftersom Kommissionens og Rådets holdning, som Parlamentet støtter, indebærer grundlæggende respekt for det minimum af grundlæggende sociale og miljømæssige rettigheder, som paradoksalt nok vil være vanskeligere at få Kina til at acceptere, når landet først er indlemmet i Verdenshandelsorganisationen med alle rettigheder. Derfor støtter vi også fuldt ud Kommissionens og Rådets initiativ til hurtigst muligt at genoptage den runde, der blev kuldkastet fra starten i Seattle, og gøre den til en global runde. Det var bekræftelsen. De to spørgsmål er følgende: For det første er vi meget interesserede i at vide, om Kommissionen er rede til at arbejde snævert sammen med USA om den pakke med finansiel bistand, der er så vigtig og så nødvendig, for at Kina kan blive udstyret med det administrative og retlige apparat, der gør landet i stand til at opfylde dets forpligtelser inden for Verdenshandelsorganisationen. Det andet spørgsmål er følgende: Vi har arbejdet meget godt sammen med Rådet og Kommissionen under hele denne proces, og det agter vi at fortsætte med. Jeg mener, at dette samarbejde giver en proces, der bliver kritiseret, demokratisk legitimitet. Spørgsmålet er klart, og det er snarere en opfordring end et spørgsmål: Bliver aftalen med Kina ved processens afslutning forelagt Parlamentet til godkendelse? Jeg mener ikke, at denne antagelse medfører risici for hverken Rådet eller Kommissionen, for succesen er sikret. Parlamentet støtter som sagt den aftale. Desuden vinder vi alle demokratisk legitimitet med denne vigtige aftale, da det, det behøver jeg ikke at understrege, også er bestemt, at Parlamentet skal have en afgørende rolle i forbindelse med vigtige aftaler.
Hr. formand, undertegnelsen af den bilaterale aftale om adgang til markedet for varer og tjenesteydelser mellem EU og Den Kinesiske Folkerepublik den 19. maj udgør - og jeg tror, at vi alle anerkender det - et vigtigt skridt fremad i processen mod dette lands optagelse i Verdenshandelsorganisationen, en proces, som jo tog sin begyndelse for ca. 14 år siden. At integrere en partner af den økonomiske og politiske størrelsesorden som Kina i det multilaterale handelssystem bliver utvivlsomt en af de vigtigste begivenheder for verdensøkonomien i begyndelsen af det nye århundrede. Hr. Carlos Westendorp y Cabeza har omtalt omfanget af den kinesiske befolkning og det kinesiske marked ligesom den betydning, som det vil få også for ligevægten inden for WTO. På denne måde vil WTO's universelle kald blive styrket, og konsekvenserne heraf for den måde, hvorpå dens virksomhed kan gøres mere operationel, bliver fra nu af en absolut nødvendig øvelse. Inden for WTO er de bilaterale forhandlinger, der nu er foregået, kun et skridt mod multilateraliseringen af de aftalte bestemmelser og tilendebringelsen af Genève-processen. Dette indebærer fortsatte forhandlinger med den gruppe, der skal optages, hvad angår den endelige udformning af den dertil hørende protokol. Først i slutfasen af denne proces skal Kinas optagelse behandles på et møde i WTO's råd med henblik på medlemmernes godkendelse, hvor det forudsættes, at disse i mellemtiden internt har gennemført de nødvendige procedurer til dette formål. I EU skal dette spørgsmål også behandles af medlemsstaterne, da den procedure, der sædvanligvis følges, den såkaldte Ecuador ad hoc-proces, er for implicit og som sådan lidet forenelig med Kinas politiske og økonomiske vægt og den særlige betydning, som sagen har. EU skal således give klart og eksplicit udtryk for sin tilslutning til Kinas optagelse i WTO, og Rådet skal udtale sig om den samlede optagelsespakke, der også skal forelægges Europa-Parlamentet. Jeg svarer ikke på det andet spørgsmål, som hr. Carlos Westendorp y Cabeza har stillet, fordi det er blevet overhalet af begivenhedernes udvikling. Det drejede sig om det mandat, som Kommissionen havde fået, og om dette var tilstrækkelig bredt. Det har nu vist sig, at mandatet var tilstrækkeligt bredt, selv om nogle lande, herunder mit eget, havde vanskeligheder med fastlæggelsen af det. Hvad angår samarbejde og teknisk bistand, har vi bemærket, at Kina trods de vanskeligheder, der har kunnet konstateres i løbet af den lange forhandlingsproces, tydeligt har vist, at det satser på den multilaterale proces, og at det har prioriteret denne frem for mere regionale løsninger. Det skal nu i denne fase yde en supplerende indsats med henblik på at føre de bestemmelser ud i livet, som det tilsluttet sig, og udvise en nødvendig åbning for at opfylde sine multilaterale forpligtelser og overholde WTO's regler og procedurer. Det er således af største betydning, at de kinesiske myndigheder straks indleder de nødvendige interne tilpasninger, og EU har afsat ca. 22 millioner euro til aktioner på områder, der på forhånd synes vanskelige at gennemføre på grund af den særlige kinesiske lovgivning, eksempelvis offentlige instansers indkøb og intellektuel ejendom. De udviklede lande bør fortsat arbejde tæt sammen om gennem teknisk bistand at sørge for, at Kina implementerer bestemmelserne om dets optagelse i WTO på passende vis, hvilket disse lande har erkendt, således som det også viste sig på topmødet mellem USA og EU den 31. maj, hvor dette emne blev behandlet. Kinas optagelse bliver en stabiliserende faktor i verdenshandlen og vil give den nye forhandlingsrunde i WTO, som vi håber kan begynde så hurtigt som muligt, øget betydning, hvorfor alle bør samle kræfterne om, at dette mål nås. Der er således håb om, at optagelsesproceduren kan afsluttes inden længe, fordi der foreligger klare forpligtelser, der er forenelige med den udvikling, som visse sektorer af den kinesiske økonomi har opnået, så markedsstabiliteten ikke bringes i fare. Ud over dette aspekt vil Kinas optagelse i WTO også få virkninger på det politiske plan, eftersom kravene om interne reformer og større gennemsigtighed samt det forhold, at Kina i højere grad vil være genstand for den offentlige mening i udlandet, ikke kan undgå at sætte sig igennem i de kinesiske myndigheders adfærd på andre områder end det strikt handelsmæssige. Om dette spørgsmål ved dog den følgende taler sandsynligvis lidt mere end jeg.
Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig nogle af de bemærkninger, det ærede medlem hr. Westendorp kom med - jeg er sikker på, at det altid er en fornuftig måde at indlede et indlæg i debatten i Parlamentet. Først vil jeg på det varmeste tilslutte mig den ros, han uddelte til min kollega, kommissær Lamy, for den måde, han førte forhandlingerne. Jeg har selv en vis erfaring i at forhandle med Kina, og jeg må indrømme, at jeg er fuld af beundring for det, kommissær Lamy har opnået. Ligesom han selv med vanlig uselviskhed gjorde, vil jeg også godt anerkende den indsats, som hans forgænger, sir Leon Brittan, gjorde for at få gang i disse forhandlinger, selv om de blev noget mere langvarige, end han på det tidspunkt regnede med. For det andet er jeg fuldstændig enig i det, som det ærede medlem sagde om vigtigheden af forhandlingsresultatet. Aftalen er meget gunstig for Kina og Europa, den er god for Asien og for verden, og som vi har set, havde den helt sikkert en gavnlig virkning på afstemningen i den amerikanske Kongres. Det er godt nyt for alle. Der er tale om en udfordring for Kina og på længere sigt også for WTO. Jeg har imidlertid altid følt, at Verdenshandelsorganisationen var en misvisende betegnelse, når mellem en femtedel og en fjerdedel af verdens befolkning ikke var repræsenteret. Dette er virkelig en god nyhed. Jeg vil gerne tage fat på de to spørgsmål, som formanden for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi har rejst. Først er der spørgsmålet om Parlamentets godkendelse. Kommissær Lamy har allerede haft lejlighed til ved et plenarmøde her i Parlamentet i marts at give udtryk for Kommissionens syn, nemlig at Kinas tiltrædelse af WTO er en handelsaftale af meget stor betydning, og at det derfor er præcis den type aftale, som vil blive forelagt Parlamentet til godkendelse, hvis Kommissionens forslag til regeringskonferencen vedtages. Der er imidlertid på nuværende tidspunkt kun tale om forslag. Vi kan naturligvis ikke forudsige resultatet af regeringskonferencen, så vi er nødt til at holde os til de nuværende traktatbestemmelser. Som Parlamentet er klar over, passer aftalen med Kina ikke på nogen af kategorierne i artikel 300, stk. 3, hvad angår forelæggelse til godkendelse. Imidlertid forelægges aftalen i princippet til høring, så Europa-Parlamentet får rig lejlighed til at give udtryk for sine synspunkter i denne forbindelse. Det er naturligvis Rådet, der beslutter sig for en høring i Europa-Parlamentet. Det var mit svar, hvad angår de juridiske og institutionelle aspekter. På et mere politisk og pragmatisk niveau kan jeg forsikre salen om, at Kommissionen vil arbejde sammen med Europa-Parlamentet om at sikre, at dets stemme bliver hørt. Som de tilstedeværende ved, har kommissær Lamy på forbilledlig vis allerede haft flere diskussionsrunder med medlemmer af Parlamentet i de sidste faser af forhandlingerne med Kina. Jeg ved, at han orienterede medlemmer, lige efter at der var sat initialer på aftalen. Han ringede til det ærede medlem for at informere ham om, at aftalen var på plads. Jeg kan forsikre Parlamentet om, at han har til hensigt at fortsætte denne dialog gennem alle de interne godkendelsesprocedurer i Den Europæiske Union. Det er et udtryk for den gamle sandhed om, at større gennemsigtighed uvægerligt medfører større succes. Her vil jeg gerne tilføje, at vi den 19. maj - som formandskabet har pointeret - kun indgik vores bilaterale aftale med Kina om Kinas betingelser for tiltrædelse af WTO. Den multilaterale fase af Kinas tiltrædelse, som finder sted i Genève, skal stadig falde på plads. Det forventes tidligst at ske i slutningen af september. Med andre ord, uanset hvilke procedurer der gælder inden for EU, når det gælder Kinas tiltrædelse af WTO, er spørgsmålet egentlig først relevant, når den multilaterale fase er afsluttet, for godkendelsesprocedurerne starter først derefter. Dernæst vil jeg komme ind på det yderst vigtige spørgsmål, som det ærede medlem rejste om teknisk bistand til Kina til gennemførelse af landets WTO-forpligtelser. I Kommissionen har vi fem samarbejdsprogrammer i Kina til en samlet værdi af 25 millioner euro. Enten er de allerede på plads, eller også kommer de det snart. De omfatter bl.a. et rammeprogram, som har til hensigt at styrke de relevante kinesiske administrative strukturer og funktioner gennem en række specialmoduler, som er målrettet mod de dele af den kinesiske administration, som tager sig af at føre WTO ud i livet. Andre programmer går ud på at hjælpe Kina med at iværksætte specifikke WTO-forpligtelser. Aktuelt overvejer vi, hvordan vi bedst kan udbygge disse, og nye initiativer er på vej. Kinas tiltrædelse af WTO og det dermed forbundne behov for væsentlig teknisk bistand vil sandsynligvis medføre betydelig interesse fra andre donorer, herunder USA og Japan, men også fra vores egne medlemsstater og fra WTO's sekretariat. Det siger sig selv, at det vil være vigtigt at arbejde tæt sammen for at undgå overlapning og for at udnytte synergieffekten mellem forskellige programmer, som de enkelte donorer iværksætter efter egne regler. Behovet for koordinering bliver særlig stort på områder, hvor bistanden er målrettet mod gennemførelsen af specifikke WTO-aftaler, og vi støtter en tæt involvering af WTO på disse områder. Hvad angår spørgsmålet om koordinering med USA, vil vi undersøge mulighederne nøje. Vi må huske, at dette kan have en vis indvirkning på synligheden af vores europæiske indsats. De indledende samtaler om Kinas behov for teknisk bistand og de respektive roller og hensigter, som de forskellige donorer har, finder sted i nær fremtid gennem direkte kontakter i Beijing og som et randområde inden for WTO-arbejdsgruppen om Kinas tiltrædelse i næste uge. Jeg vil godt gentage, at dette er et yderst vigtigt spørgsmål, som kommissær Lamy og jeg allerede er begyndt at diskutere. Vi vil gerne holde Parlamentet fuldstændig orienteret om planerne, men jeg er sikker på, at nu hvor vi har opnået dette yderst vigtige gennembrud, er det også vigtigt at give så megen teknisk bistand som muligt for at sikre, at resultatet i Kina - og dermed i resten af regionen og verden - bliver det, som vi alle håber og gerne vil se.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, ved forhandlingerne i Beijing var det tydeligt, at Den Europæiske Union som stor verdenshandelsregion har specifik og selvstændig vægt også i forholdet til vores handelspartner Kina. Kommissionen fremførte med støtte af Europa-Parlamentet og også Ministerrådet kohærente krav fra Den Europæiske Union og fik gennemført mange af disse. Konkurrence og gensidig åbning af markederne, etableringsfrihed og frihed for tjenesteydelser, beskyttelse af intellektuel ejendomsret, miljøbeskyttelse og partnerskab for en bæredygtig udvikling er eksempler herpå. Vores krav bygger i øvrigt på principperne om en fri og fair verdenshandel og er præget af de europæiske idealer om en social økologisk markedsøkonomi, som på væsentlige punkter allerede har vundet indpas i den europæiske rammelovgivning. Vi takker specielt kommissær Lamy og hans hold - heri medregner jeg udtrykkeligt også hans forgænger sir Leon Brittan - for det udmærkede resultat. Kommissionens forhandlinger har været succesrige og kompetente. Kina har bevæget sig et stort stykke hen imod en åbning af sine markeder og accepterer stort set de regler, som Verdenshandelsorganisationen præciserede i 1994 og senere har videreudviklet. Det er ikke nødvendigt at skitsere de enkelte resultater i detaljer. De strækker sig fra toldsænkninger af udgangssatser på ofte over 40% til gennemsnitligt 10% over åbning af import- og eksportmonopoler, jointventures for tjenesteydelser og handelskæder frem til på lidt længere sigt etableringsfrihed for selvstændige europæiske virksomheder. Det er altså et resultat, vi kan være stolte af. At integrere Kina i verdenshandlen vil imidlertid også sige at sætte det i stand til at overholde og anvende verdenshandelsorganisationens regler, at handle som ansvarlig partner og at påtage sig et nyt ansvar. Vi takker derfor kommissær Patten for hans løfte om, at organiseringen af den tekniske bistand, af uddannelsen af kinesiske specialister og ansvarlige for det nye kapitel i samarbejdet også sker i samarbejde med USA. Men vi mener, at dette skal suppleres med endnu en ting, nemlig med en større forståelse fra Kinas side for Den Europæiske Unions handelspolitiske holdning ud over den gensidige åbning af markederne. Vi satser derfor på kort sigt på, at Kina støtter Den Europæiske Unions forslag om en ny omfattende WTO-forhandlingsrunde. På langt sigt understreger vi, at et mere intensivt samarbejde med Kina på handelsområdet har betydning for at sikre freden i Asien, Europa og i hele verden. Efter vores mening ser også de kinesiske ledere det mere og mere som en selvfølgelig nødvendighed i det lange løb at åbne markederne og indføre demokratiske reformer som rammebetingelser for en hurtig økonomisk og social udvikling i Kina. På PPE-DE-Gruppens vegne glæder jeg mig derfor over den succesrige afslutning af forhandlingerne med Kina og anmoder Rådet om at give resultatet af disse forhandlinger i det mindste en sådan politisk placering, at Europa-Parlamentet får mulighed for at give sin tilslutning til denne vigtige beslutning.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær Patten, kære kolleger, mine kolleger har allerede berørt væsentlige punkter. Lad mig derfor kun nævne visse aspekter. Fra Den Europæiske Unions side er der opnået resultater. Her skal naturligvis især kommissær Lamy fremhæves, som virkelig har opnået storslåede resultater. Men det gælder naturligvis også for USA og i lige så høj grad for andre stater, som snart indleder forhandlinger. Et vigtigt punkt er efter min mening, at vi ikke kun hjælper Kina med at integrere sig i verdensøkonomien - det har de mere eller mindre allerede gjort - men at vi også hjælper dette land til at tage et yderligere skridt i retning af en almindelig demokratisering af samfundet. Det, det her drejer sig om - det har vi kunnet se i alle diskussionerne, i den store verdenspresse, men naturligvis også hos økonomerne, som har diskuteret dette livligt - er jo det kritiske spørgsmål, hvad der egentlig sker, når Kina bliver medlem af WTO. Sker der dermed en ny udvikling mod et mere åbent samfund? Sker der en ny udvikling i politisk henseende? Bliver der gennemført institutionelle reformer i Kina? Og naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt der derudover sker en yderligere åbning af markedet. Det er de egentlige kritiske og spændende spørgsmål, vi står over for. Jeg er sikker på, at tilsvarende tanker findes hos alle de kolleger, der har haft ordet, og jeg tror også, det er min gruppes holdning, at vi med denne åbning og med denne integration af Kina i Verdenshandelsorganisationen hjælper Kina til at tage et stort skridt fremad. Vi bør dog ikke gøre os falske forhåbninger. Her bør vi ikke nære illusioner, og vi bør insistere kraftigt på, at WTO's regler også reelt bliver overholdt, for det er naturligvis det kritiske punkt. Her må vi som led i vores fortsatte diskussioner med Kommissionen virkelig gå helt ned i detaljerne. Den pakke, der er forhandlet om, er jo meget omfattende. Her er der særdeles kritiske og følsomme sektorer. Fra industriens side høres der allerede nu kritiske røster om, at et godt resultat er én ting, men at kontrol med implementeringen bagefter naturligvis er lige så vigtig. Jeg tror, at vi her kan have tillid til et godt samarbejde, så denne udførelse af implementeringen også har en parlamentarisk opfølgning, og at vi her hele tiden er informeret om den aktuelle status. Et andet punkt, som jeg gerne vil berøre - det er efter min mening særdeles vigtigt - er vores håb om, at der med åbningen af markedet og en yderligere åbning af det kinesiske samfund naturligvis også vil være en større respekt for menneskerettighederne. Menneskerettighederne er et væsentligt element i en økonomisk udvikling. Menneskerettigheder er et væsentligt element i et moderne samfund. Det er efter min mening et punkt, som vi absolut ikke må udelade, heller ikke i forhandlingerne, selv om det ikke er en substantiel bestanddel af de rent økonomiske forhandlinger. Jeg ved, at De altid har lagt særlig vægt på dette. Alligevel er det vigtigt hele tiden at nævne dette punkt.
Hr. formand, jeg har to korte minutter til at fremlægge fire synspunkter. Først vil jeg godt tilslutte mig den megen ros til kommissær Lamy og hans fortræffelige forgænger, sir Leon, nu lord, Brittan. Jeg håber ikke, min kortfattethed får rosen til at virke mindre ægte. Mit andet punkt er henvendt til Rådet. Rådets holdning til parlamentarisk godkendelse af en aftale som denne hænger sammen med Rådets holdning til Kommissionens forslag om at udvide sine egne beføjelser i medfør af artikel 133 til at omfatte intellektuelle ejendomsrettigheder og tjenesteydelser i bredere forstand. Jeg må indrømme, at jeg har et indtryk af, at der her er tale om en vis grad af institutionelle territorialstridigheder, især i de store medlemsstater, hvor handels- og industriministerierne nærer stor modvilje mod, at Kommissionen fortsat udvider sit virkefelt inden for disse nye områder af WTO-forhandlingerne, og dermed også modvilje mod, at Europa-Parlamentet udvider sin indflydelse. Det kan ganske enkelt ikke fortsætte. Det er en besynderlig anakronisme, at et område, der blev lagt ind under fællesskabet helt tilbage i 1950'erne, er så uforklarligt og uigennemsigtigt, som det er tilfældet. Jeg opfordrer til, at man i denne forbindelse ser bort fra medlemsstaternes interne territoriale interesser. For det tredje er der den tekniske bistand. Det er fint, at vi koordinerer hjælpen med amerikanernes, men se på tallene: 25 millioner euro er absolut intet i forhold til den udfordring, vi står over for! Vi har et samlet budget for Kina på 80 millioner euro. Selv om vi øremærker det hele til Kinas tiltrædelse af WTO, vil det ikke være nok. Vi - Kommissionen, Rådet og Parlamentet - skal sætte os langt højere mål ved at sætte langt flere penge af til denne kæmpeopgave. Endelig er der menneskerettigheder. Jeg håber ikke, at det, at vi nu har lavet denne bilaterale aftale med kineserne, får dem til at tro, at vi ser med mildere øjne på krænkelser af menneskerettigheder. Det er vigtigere end nogensinde, at alle tre institutioner er håndfaste, når det gælder kinesernes optræden i den såkaldte dialog om menneskerettigheder. Vi skal ikke give dem det indtryk, at aftalen om WTO betyder en svækkelse af vores holdning til menneskerettigheder - tværtimod. Vi bør stå fast.
Hr. formand, skal man tro de foregående talere, nærmer vi os nu Paradiset - ikke mindst kineserne står lige foran Paradisets port. Jeg læste et interview i China Labour Bulletin forleden om en af de mange millioner kinesere, der er blevet arbejdsløse på grund af den berømte "åbning". Den pågældende klagede over arbejdsløsheden, utrygheden, de kolossalt forøgede klasseskel. Ja, denne kineser var så desperat, at hun sagde, at hun længtes efter Mao! Af alle de analyser, jeg har læst, og det er temmelig mange, både kinesiske og vestlige, både liberale og socialistiske, fremgår det, at arbejdsløsheden er kommet til Kina. Den er allerede steget meget. Gennem WTO-medlemskabet vil den yderligere stige kraftigt. Nu er spørgsmålet, om Kommissionen har foretaget andre analyser. Mon Kommissionen har nogle seriøse videnskabelige analyser, der viser, at arbejdsløsheden i Kina stik modsat det, der fremgår af alle disse andre analyser, vil falde hurtigt, og at den sociale stabilitet vil blive styrket, i stedet for at klasseskellene vil blive endnu større? Det kunne være meget interessant at få at vide. Et andet spørgsmål er menneskerettighederne. Mange her tror, at dette vil gavne menneskerettighederne. Ja, det er muligt - jeg er ikke spåmand. Her i Parlamentet har vi imidlertid givet Sakharov-prisen til Wei Jingsheng. Han har en helt anden opfattelse af dette. Ifølge hans bedømmelse vil dette aldeles ikke gavne menneskerettighederne. Han har aktivt bekæmpet WTO-aftalen, fordi der efter hans mening ikke stilles rimelige krav til menneskerettighederne i denne sammenhæng. Det kunne være interessant at vide, hvordan Kommissionen og Rådet analyserer dette spørgsmål. På hvilken måde tager Wei Jingsheng fejl? Vi vil gerne være sikre på, at vi ikke gør noget, der tværtimod skader menneskerettighederne.
Hr. formand, hr. kommissær, hr. minister, det er ikke rart at påtage sig rollen som hende, der med jævne mellemrum gentager de samme spørgsmål. Men det er ikke min skyld, hr. kommissær, hvis der hersker en slap konsensus her i Parlamentet. Og man skal ikke regne med, at jeg i min eftergivenhed holder op med skarpt at gøre opmærksom på noget så indlysende, som, bortset fra at det a priori er dogmatisk, burde være iøjnefaldende for alle, nemlig at WTO er en maskine, som skal genstartes, før den kan køre videre, i stedet for at fortsætte som om intet var galt på trods af den bidende fiasko i Seattle. Men hvad sker der nu efter dette forfejlede topmøde? Nye forhandlinger er genoptaget i Genève i en dis, som hr. Lamys fortjenstfulde indlæg foran Parlamentet ikke helt formår at sprede, og i hælene på de Forenede Stater forhandler Den Europæiske Union de fremtidige betingelser for Kinas tiltrædelse. Ergo er vi i vores gode ret til at stille os selv et par spørgsmål. Hvad er WTO-topmøderne værd, hvis der ikke er nogen forskel på fiasko og succes, når det kommer til den interne styring? Hvor er troværdigheden i den institutionelle planlægning, der er ment som et svar på de betydelige forespørgsler, der er fremkommet, hvis vejen til snarlig tiltrædelse åbnes for en nation, der alene repræsenterer en femtedel af jordens befolkning, endnu inden planlægningen er ført ud i livet? Kan De for øvrigt sige os, til hvilken kategori Den Europæiske Union og dens partnere i WTO henregner Kina? Er det et udviklingsland, eller andet? Hvordan analyserer De den fantastiske forrykkelse af balancerne i organisationens midte, som en sådan tilgang til situationen medfører? Og kan De til slut fortælle os, hvad Den Europæiske Union opnår - hvis den opnår noget - af de Forenede Stater, eftersom de forhandlinger, der er blevet ført med Kina, ifølge hr. Lamys redegørelser har taget udgangspunkt i, hvad amerikanerne allerede havde opnået med en ekstragevinst til europæerne. Hr. kommissær, det er selvklart ikke kvaliteten af hr. Lamys arbejde, der står for skud, men på trods af mine gentagne anmodninger om at få udarbejdet et reelt regnskab for WTO fortsætter disse forhandlinger uden regnskab. Jeg må konstatere, at man ikke kan foretage sig skridt, der kunne tyde på, at man tvivler på det velsignede ved liberaliseringen af verdenshandlen. Jeg er ked af, at Unionens medlemsstater ikke er blevet spurgt mere til råds, ligesom Europa-Parlamentet, der for flertallets vedkommende ikke er interesseret i Verdenshandelsorganisationens egentlige sag, men i en febrilsk udvikling af verdens frihandel uden hensyn til vores befolkningers vitale interesser.
Hr. formand, kære kolleger, jeg har lyttet opmærksomt til hr. Westendorps indlæg om de økonomiske, sociale, miljømæssige og politiske fordele ved Kinas tiltrædelse af WTO. Jeg synes ikke, hans forklaring af de politiske fordele har været specielt gennemskuelig. Hvorom alting er, kan jeg for mit eget vedkommende meget tydeligt se en politisk vinder, nemlig det kinesiske styre, og her tænker jeg ikke på institutioner, men på et tyrannisk regime. Man kan selvfølgelig være enig med hr. Westendorp. Der er ingen tvivl om, at vi ikke har sænket paraderne med hensyn til menneskerettigheder ved at underskrive denne aftale, for vi kan ikke sænke dem, hr. Westendorp. Vi har nemlig intet opnået af Den Kinesiske Folkerepublik. Hvad enten det drejer sig om at styrke retsstaten eller demokratiet eller om at overholde menneskerettighederne, har vi ikke opnået noget i 10 år. Intet! Hver dag ser og læser vi de samme nyheder: nye arrestationer af dissidenter, nye arrestationer af medlemmer af det demokratiske parti og fortsat kolonisering af Tibet. I denne henseende forbereder Verdensbanken sig i øvrigt på at udvide et stort projekt til det dobbelte, et projekt, som vi støtter, eftersom vores lande er de betydeligste medlemmer af denne ærværdige institution. I de næste uger vil Verdensbanken således fordoble de kinesiske emigranters muligheder for at kolonisere endnu en bid af Tibet. Det er, hvad der står på dagsordenen. Jeg tror, at de kolleger, der har talt om menneskerettigheder, udmærket ved, at vi, især efter at have hørt kommissær Brittan i de sidste par år, udmærket ved, at der aldrig har været tale om at koble menneskerettighederne og demokratiet sammen med WTO's aftaler. Vi er altså vidende om, at vi styrker et tyrannisk styre, et styre, der opruster og opbygger sin styrke i denne del af verden. Vi har affundet os med tingenes tilstand uden at tænke på, at den pression, som denne magt kan udøve mod hele Asien om 20 år, også kan udøves mod os. Vi har affundet os med at svigte kineserne og tanken om demokrati for kineserne og, når alt kommer til alt, for os alle.
Hr. formand, mens de store internationale virksomheder har travlt med at lade champagnepropperne springe for at fejre aftalen om Kinas foreslåede tiltrædelse af WTO, ryster Kinas småbønder allerede i bukserne. De ved godt, at tiltrædelsen af WTO er en særdeles tvivlsom fordel for Kina, og at det for dem, småbønderne, kan betyde ruin. Så jeg vil gerne erklære mig uenig med kommissær Patten. Der er mange folk i Kina, for hvem denne aftale ikke er gode nyheder. Det ved de magtfulde internationale landbrugsvirksomheder også. Derfor er dette et ufatteligt held for amerikanske kornselskaber som Cargill. De har lige fået en appelsin i deres turban i form af det største marked i verden, og nu kan USA's landbrugseksport forventes at stige med 2 milliarder dollars over de næste fem år, efterhånden som nedsættelsen af de kinesiske afgifter træder i kraft. Der er ikke noget at sige til, at de allerede fryder sig over større, bedre og mere ensartede markeder. Men mens Cargill i den grad glæder sig over, at profitten stiger, mens Kinas selvforsyning med landbrugsprodukter mindskes, er udsigterne ikke nær så lyse for kineserne selv. Det anslås, at den øgede konkurrence fra billig landbrugsimport kan betyde, at ca. 400 millioner kinesere i landområderne mister deres arbejde i landbruget frem til år 2005. Det er næsten umuligt at forestille sig sådan et stort tal eller at tænke på, hvilken social skævvridning og elendighed det kan medføre. Kommissionen tilbyder kineserne teknisk bistand for at hjælpe dem med den kolossale økonomiske omstrukturering, tiltrædelsen af WTO vil medføre. Jeg kunne godt tænke mig, at man gjorde en lige så stor indsats i forbindelse med den næste ufattelige sociale omstrukturering, som følger i kølvandet på de økonomiske ændringer. Jeg gentager - 400 millioner arbejdsløse bønder i landområderne. Hr. Lamy er blevet citeret for, at i de bilaterale forhandlinger mellem EU og Kina blev 96% af EU's krav opfyldt. Vil han sætte en procentværdi på, hvor stor en succes forhandlingerne har været for det kinesiske folk?
Hr. formand, ærede repræsentanter for Kommissionen og Rådet, verdenshandlen er i de senere årtier vokset eksplosivt. På trods af store fremskridt er der fortsat mange uløste problemer og åbne spørgsmål inden for verdenshandlen. Et af de største og politisk vanskeligste har været Kinas tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen WTO, og dette samme spørgsmål vil også optræde ved gennemførelsen af aftalerne i praksis. Når der er tale om, at et land med verdens andenstørste økonomi og 11. største eksport skal indtræde som del af verdenshandlens mest betydningsfulde institutionelle organisation, kan man ikke understrege sagens vigtighed nok. Jeg tilslutter mig da også hr. Clegg, hvad angår opfattelsen af, at Kommissionen og Rådet i denne sag måske har været lidt for ivrige efter at henvise til Amsterdam-traktaten og gemme sig bag udformningen af dens regler. Jeg er dog yderst tilfreds med, at Kommissionen er enig med os i, at forhandlingerne med Kina om medlemskab af WTO er anliggender, hvor Parlamentet ikke bør tilsidesættes, og at vi vil få denne sag til høring her i Parlamentet. Det, at tiltrædelsesforhandlingerne ikke fører til en ændring af den juridiske ramme, mindsker ikke sagens betydning. Derfor er en uofficiel dialog, der foregår uden den direkte ordlyd fra traktaten, som også kommissæren nævnte i sit indlæg, vigtigere end nogensinde. At støtte Kina i dets reform af økonomi, administration og retssystem er i hele Den Europæiske Unions interesse. Det er fornuftigt at gennemføre den tekniske støttepakke fra EU og USA i samarbejde. Det er nødvendigt for at garantere såvel reformens hastighed som en målbevidst gennemførelse. Ved en reform af den offentlige sektor er reformen af de statsejede virksomheder livsnødvendig for den fortsatte økonomiske vækst i Kina. Hertil hører min eneste indholdskommentar: Procenttallet for ejerskab for udenlandske virksomheder når ikke op på det niveau, som var Den Europæiske Unions mål. Det er en yderst dårlig ting. Et andet væsentligt politisk spørgsmål er, hvordan man vil reformere det økonomiske liv, da det er tæt forbundet med hele det kinesiske socialistiske systems skæbne.
Forhandlingen under ét er afsluttet.
Hr. formand, en bemærkning til forretningsordenen. Da jeg i morges efterlyste tidspunktet for denne debat, fik jeg at vide, at den ville starte kort efter kl. 15. Da jeg kom til debatten kl. 15, fik jeg at vide, at den ville finde sted senere, hen imod kl. 17. Vi har tydeligvis en omfattende dagsorden i dag. Jeg vil gerne fremlægge et forslag, som måske kan lette arbejdsbyrden lidt. Det drejer sig om den planlagte debat om betænkningen om bekæmpelse af forsinket betaling - rapporten vedrørende forligsproceduren med Rådet. Dette spørgsmål er ikke længere noget stridens æble. Alle støtter sagen. Ordføreren, skyggeordføreren og udvalgsformanden vil alle støtte et forslag om, at dette bliver behandlet uden forhandling. Dermed bliver presset ikke helt så stort sidst på aftenen. Måske kunne vi tage en afstemning med det samme.
Hr. Chichester, jeg føler mig ikke i stand til at træffe denne afgørelse, ikke engang ved at støtte mig til forretningsordenen eller tjenestemændenes råd. Jeg skal blot styre halvanden time af spørgetiden til Rådet, og når mødet dernæst starter, vil den, der fører forsædet - som allerede vil have fået besked om Deres kloge forslag - træffe den behørige beslutning. Men vi tager dette forslag til efterretning.
Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0487/2000).
Spørgsmål nr. 1 af (H-0434/00): Om: Forhøjelse af bevillingerne på Fællesskabernes budget Som led i regeringskonferencen tales der meget om f.eks. nødvendigheden af at revidere beslutningsproceduren i Ministerrådet eller om antallet af udvalg, men der henvises kun i begrænset omfang til nødvendigheden af en betydelig forøgelse af bevillingerne på fællesskabsbudgettet, som kan gøre det muligt at lette udvidelsesprocessen og give EU mulighed for at opfylde de stadigt voksende behov såvel inden for dets egne grænser som dens omgivelser. Hvad mener Rådet om en eventuel betydelig forhøjelse af bevillingerne på fællesskabsbudgettet, og hvad kunne være "loftet" for en sådan forhøjelse, og hvor realistiske anser Rådet sådanne bestræbelser for at være under de nuværende omstændigheder?
Hr. formand, det generelle spørgsmål om fællesskabsbudgettets størrelse er et spørgsmål, der jævnligt er blevet behandlet, især i den bredere debat om EU's fremtidige finansiering, som går forud for forhandlingerne om EU's finansielle rammer. Det har imidlertid vist sig, at der ikke er almindelig tilslutning til at øge budgettets størrelse, således som det jo også blev klart i forbindelse med forhandlingerne om Agenda 2000, ligesom det heller ikke nu er den rette anledning til at genåbne denne debat. Jeg vil gerne erindre om, at der i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 om budgetdisciplinen og forbedring af budgetproceduren, hvori de finansielle overslag indgår, er fastlagt beløb, der angiver en årlig øvre udgiftsgrænse for de tre institutioner, Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, som de alle har forpligtet sig til at overholde. I den aktuelle fase mener Rådet som sagt ikke, at der noget behov for at revidere de finansielle overslag. Hvad angår udgifterne til udvidelsen, fremgår det af omtalte aftale, at såfremt Unionen bliver udvidet med nye medlemsstater i løbet af den periode, som dækkes af de finansielle overslag, skal Europa-Parlamentet og Rådet på baggrund af forslag fra Kommissionen tage de finansielle overslag op til fælles overvejelse og vedtage sådanne, der tager højde for de udgifter, som denne udvidelse måtte medføre. Denne ændring af de finansielle overslag bør dog respektere de øvre grænser, der er angivet for de finansielle overslag for en Union udvidet til 21, sådan som det fremgår af den interinstitutionelle aftales Bilag II, dog naturligvis under forbehold af optagelsesforhandlingernes resultater.
Jeg vil gerne takke ministeren for hans svar på mit spørgsmål, men jeg synes ikke, at han svarer på det konkrete spørgsmål, som jeg stillede, og som er: I det år, jeg har været medlem af Europa-Parlamentet, har jeg konstateret, at selv om EU fremsætter stadig flere og flere programmer og initiativer, hvilket medfører nye og yderligere udgifter, så sikrer man sig ikke samtidig en tilsvarende forhøjelse af bevillingerne. Tværtimod sker der ofte nedskæringer i budgettets bevillinger, som afsættes til andre forpligtelser, sådan som det f.eks. skete, da man skulle finde penge til Kosovo eller til udviklingen af Balkan, til jordskælvene og andre sager, som opstod. Jeg spørger mig selv, hvorfor man ikke tilstræber, at betalingskreditterne hæves til det institutionaliserede niveau på 1,27% af EU's bruttonationalprodukt, så man ikke ofrer andre programmer. Og ud fra hvilken logik begrænser EU, samtidig med at den påtager sig yderligere forpligtelser, inkasseringen af vedtagne kreditter, som med nød og næppe når op på 1,10% af BNP. Desuden kan Rådet berolige de fattige EU-landes befolkninger om, at udvidelsen ikke kommer til at medføre nogen begrænsning af bevillingerne ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, jeg forstår det ærede medlems bekymring, og jeg ved godt, at også flere andre inden for Unionen deler denne bekymring. Forholdet er dog det, at de omlægninger, der i de senere år er sket i allokeringen af midler, især i de sidste år, som De siger, er foregået, uden at det har været til skade for gennemførelsen af det, som Unionen har forpligtet sig til på de forskellige områder, og at det har været via de udgifter, som ikke er blevet udredt på bestemte områder. Det er imidlertid indlysende, at hvis situationen forværres, således at nogle af de forpligtelser, som EU har påtaget sig, ikke kan opfyldes i overensstemmelse med de finansielle overslag, vil den såkaldte midtvejsrevision, som jo er indeholdt i de finansielle overslag, og som jeg erindrer om for første gang er genstand for kvalificeret flertal, selvfølgelig kunne føre til indgreb i så henseende. På den måde kan der tages højde for nogle af de udgifter, som måtte følge af udvidelsen, hvis den i mellemtiden skulle finde sted. Med hensyn til den nuværende fase, altså de første år af de finansielle overslags gennemførelsperiode, er der indetil videre ikke grund til at revurdere den aftale, der blev indgået i Berlin.
Budgetudvalget og Europa-Parlamentet enedes i Agenda 2000 i sidste ende om inden 2006 at reducere andelen af bruttonationalproduktet på 1,27%. De europæiske borgere kræver sparsommelighed i forvaltningen, og konceptet om reel stabilisering har som mål at forbedre kvaliteten af Rådets og Kommissionens arbejde væsentligt i fremtiden. Det skal gøre det muligt for os fremtidigt at arbejde endnu mere effektivt i Den Europæiske Union. Mener De, at konceptet om reel stabilisering kan fortsættes efter 2006?
Det er med stor fornøjelse, at jeg svarer på Deres spørgsmål. Jeg deltog i forhandlingerne om Agenda 2000, og jeg husker udmærket begrebet om reel stabilisering, der dengang blev foreslået, og at det i praksis ville betyde, at fastsatte beløb ville blive skåret ned. Efter vores opfattelse må EU før eller siden træffe et valg, nemlig om den vil være en struktur med en solid samling politikker, som skal modsvares af et budget på samme niveau, eller om den slet og ret vil være en slags kilde til opsparing. Hvis vi ser på fællesskabsbudgetterne som en slags kilde til opsparing og i stadig højere grad arbejder for subsidiaritet i finansieringen, vil fremtiden for Unionens politikker især fra 2006 ikke se strålende ud. Det er sådan, som jeg personligt ser på det.
Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 2.
Spørgsmål nr. 3 af (H-0446/00): Om: Planer for en fælles EU-holdning på mødet vedrørende OSPAR-konventionen Hvilke planer drøftes der i trojkaen med henblik på forelæggelse af en fælles EU-holdning på det møde, der skal afholdes i denne måned i København vedrørende OSPAR-konventionen om kontrol med forurening af havmiljøet med radioaktive og giftige stoffer?
Hr. formand, forhandlingerne i OSPAR-kommissionen føres ifølge kompetencefordelingen i EU som bekendt af Kommissionen, der rådgives af en komité af repræsentanter for medlemsstaterne. Hvis parterne i OSPAR-konventionen ved afslutningen af disse forhandlinger vedtager en beslutning, der efter Kommissionens opfattelse skal indgå i Fællesskabernes retsorden, er det Kommissionens pligt at udarbejde et forslag til beslutning i Rådet med henblik på, at Fællesskaberne kan vedtage OSPARs beslutning. Rådet vil selvfølgelig studere et sådant forslag meget omhyggeligt. Imidlertid er det forslag, som De omtaler, indtil videre ikke blevet forelagt Rådet, og det er derfor endnu ikke i stand til at udtale sig om sagen.
Jeg ved, at det her er et emne, som det portugisiske formandskab er særdeles bekendt med. Som De ved, mødtes OSPAR-kommissionen for to år siden i Sintra, og der blev gjort nogle fremskridt i spørgsmålet om forurening af havmiljøet. Mit spørgsmål drejer sig især om radioaktivt udslip. Jeg ved, at Frankrig er en del af trojkaen og overtager formandskabet til juli. Frankrig skubbede hårdt på og var part i aftalen om at reducere det radioaktive udslip, men en undersøgelse, som Greenpeace har foretaget for nylig, viser, at der er ret kraftige udslip af radioaktivitet fra Cap de la Hague. Er Rådet opmærksom på denne undersøgelse? Ønsker det flere oplysninger om undersøgelsen? Vil det gøre det franske formandskab opmærksom på undersøgelsen? På den ene side hævder de, at de kontrollerer radioaktiv forurening af havmiljøet, men på den anden side har vi bevis for, at der sker radioaktiv forurening, så der er noget, som ikke stemmer. Rådet må se at få styr på tingene. Jeg forstår, hvad De mener med hensyn til Kommissionens forslag, og jeg ser frem til at diskutere dette yderligere med Kommissionen, når vi har et resultat fra København.
Hverken Irland eller Danmark har endnu forelagt Rådet for Den Europæiske Union nogen forslag om radioaktivt affald. Da Rådet som sådan ikke er medlem af OSPAR-kommissionen, kan kun Kommissionen træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger i så henseende. Alle oplysninger, som måtte komme Rådet i hænde, er således velkomne.
Spørgsmål nr. 4 af (H-0449/00): Om: Angivelse af religion på de officielle identitetskort Den uafhængige myndighed for databeskyttelse i Grækenland har rejst tvivl om, hvorvidt det religiøse tilhørsforhold bør fremgå af de græske statsborgeres identitetskort, idet den mener, at dette er en krænkelse af privatlivet og kan føre til diskrimination imod visse personer. På baggrund af Traktatens artikel 13 bedes Rådet oplyse følgende: Er den regel om obligatorisk angivelse af religion på identitetskortet, som gælder i dag, i overensstemmelse med EU's gældende lovgivning og politik, eller bør den eventuelt afskaffes og erstattes med frivillig angivelse af religiøs overbevisning? I hvilke EU-medlemsstater skal borgernes religion fremgå som en oplysning på deres identitetskort?
Hr. formand, Rådet er aldrig blevet bedt om at tage stilling til de forhold, som det ærede medlem omtaler. Principielt falder dette område ikke ind under Fællesskabernes kompetence, men vedrører udelukkende medlemsstaternes myndigheder, og i det givne tilfælde, således som det ærede medlem også nævner det i sit spørgsmål, den uafhængige myndighed for databeskyttelse i Grækenland. Som sagt er der ikke blevet forelagt Rådet noget forslag på dette område. Hvis de græske myndigheders adfærd kunne indebære en overtrædelse af fællesskabslovgivningen, vil Kommissionen som traktaternes vogter naturligvis ikke undlade at træffe de nødvendige foranstaltninger til anlæggelse af en sag ved Domstolen for manglende opfyldelse heraf. Det er dog som sagt ikke Rådets, men Kommissionens område, og det er sidstnævnte, der skal vurdere, om angivelse af religion på de græske identitetskort er i overensstemmelse med princippet om, at der ikke må ske forskelsbehandling på grund af religion. Hvis vi skal tage foreløbig stilling til denne type spørgsmål, forekommer det os, at den blotte omtale af religion, hvis det kun er en ren oplysning eller blot til statistisk brug, og hvis der ikke samtidig er truffet foranstaltninger, der indebærer forskelsbehandling for udøvere af en bestemt religion, ikke umiddelbart synes at udgøre nogen overtrædelse af EU's juridiske og politiske værdier. I alle tilfælde har vi at gøre med frie og demokratiske stater, således at enhver form for modstand mod foranstaltninger af denne art kan foregå gennem de lovbefæstede muligheder for indsigelse, som den enkelte stat giver adgang til. Selvfølgelig kan Fællesskabets instanser benyttes som ankeinstans for de nationale instansers beslutninger.
Jeg vil gerne takke rådsformanden for hans svar. Jeg bør nævne, at jeg også har forelagt et tilsvarende spørgsmål for Europa-Kommissionen i går. Jeg har fået svar i dag. Men der hersker en vis forvirring angående spørgsmålet, som er et stort spørgsmål i Grækenland. Jeg vil gerne takke rådsformanden, selv om jeg konstaterer en modsætning i hans svar. På den ene side siger han, at det ikke er et spørgsmål på fællesskabsplan, men på medlemsstatsplan. På den anden side opstiller han selv et spørgsmål om tilpasning til lovgivningen. Jeg må sige, at rådsformanden tilsyneladende har det svar i tankerne, som Kommissionen gav på netop dette spørgsmål, når han siger, at angivelse af det religiøse tilhørsforhold vil kunne overtræde direktiv 46/95 om personlige oplysninger. Hvis rådsformanden har dette svar i tankerne, er han så enig i det? Eller også har han det ikke i tankerne, hvilket så er et voldsomt indicium på en manglende koordinering mellem Rådet og Kommissionen angående et seriøst spørgsmål.
Hr. Alavanos, der er ikke tale om nogen modsigelse, og problemet er meget enkelt. Så længe spørgsmålet ikke vedrører nogen fællesskabsbestemmelse, er det udelukkende et spørgsmål, der angår græsk indenrigspolitik og græsk lovgivning. Det holder det først op med at gøre, hvis en fællesskabsbestemmelse overføres til græsk lovgivning og dermed bliver græsk lov. Det problem, der stilles her, er, om det i den nuværende situation udgør en overtrædelse af Fællesskabernes retsorden. Kun Kommissionen har bemyndigelse til at forholde sig til denne sag. At den endnu ikke har reageret betyder, at spørgsmålet endnu ikke vedrører Fællesskaberne. Spørgsmålet vedrører altså ikke Fællesskaberne i den nuværende situation. Skulle det komme til det, vil Kommissionen være i stand til at træffe de beslutninger, som den mener skal træffes, først og fremmest i forhold til Domstolen.
Hr. formand, jeg må gribe ufrivilligt ind, for her blev videregivet en vildledende oplysning, som verserer i Grækenland, nemlig at grækerne for at blive mere europæiske ikke må anføre deres religiøse tilhørsforhold på deres identitetskort, sådan som det har været tilfældet de sidste 70 år. Det svar, som ministeren gav, gengiver virkeligheden. Der fastsættes ikke nogen indgriben, det er et spørgsmål for den nationale lovgivning, og det har den græske side gjort indtil i dag. Den myndighed, der er nedsat til at behandle personlige data, er fremkommet med en dom, der siger, at angivelse af religiøst tilhørsforhold overtræder følsomme personoplysninger. Men jeg har kendskab til, at det fællesskabsdirektiv, som omhandler dette spørgsmål, siger, at hvis den interesserede person accepterer, at hans religiøse tilhørsforhold bliver anført, så forbydes angivelsen af denne personlige oplysning ikke. Og det er netop, hvad vores parti og Grækenlands Kirke beder om, en frivillig anførelse. Enhver, der ønsker det, kan skrive det, og enhver, som ikke ønsker det, undlader at skrive det.
Jeg vil minde Dem om, at denne spørgetid skal bruges til at stille spørgsmål til Rådet. Den skal på ingen måde bruges til at forklare en regerings holdninger eller et lands engagement.
Spørgsmål nr. 5 af (H-0450/00): Om: Tyrkiets bestræbelser på at anfægte suverænitetsrettighederne over de græske øer Tyrkiet fremførte i anledning af NATO-øvelsen Dynamic Mix igen sin tidligere kritik, hvad angår de græske suverænitetsrettigheder over øer og klippeøer i Det Ægæiske Hav. Forsøget på at drage disse rettigheder i tvivl blev ledsaget af protester imod udviklings- og miljøprojekter, som Grækenland har indledt i de pågældende områder, hvoraf mange modtager støtte som led i forskellige EU-programmer. Tyrkiet henviste i et konkret udspil over for den græske regering den 10. maj 2000 til "Grækenlands aktiviteter af militær og anden art i geografiske områder i Det Ægæiske Hav, hvor der hersker tvivl om suveræniteten". Kan Rådet oplyse, om det bifalder disse bestræbelser fra Tyrkiets side på at betvivle Grækenlands suverænitetsrettigheder, og om denne holdning er i overensstemmelse med ånden i den aftale, som efter græske indrømmelser blev indgået i Helsinki, samt med Tyrkiets nuværende status som EU-ansøgerland?
Hr. formand, Rådet råder ikke over nogen oplysninger - bortset fra rygter - om nogen henvendelse fra Tyrkiet til den græske regering den 10. maj 2000. Som De siger, anerkendte Det Europæiske Råd i Helsinki Tyrkiet som EU-ansøgerland. På samme Råd blev ansøgerlandene opfordret til at gøre sig alle mulige anstrengelser for at løse alle eksisterende grænsestridigheder og lign. spørgsmål. De ikke afgjorte tvistemål skal inden for en rimelig frist bringes for Den Internationale Domstol, senest i 2004. På det tidspunkt vil Rådet igen vurdere situationen. Hvad angår forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet, der er baggrunden for hele dette spørgsmål, kan Rådet kun glæde sig over, at dette forhold er blevet bedre, og det kan kun håbe, at denne positive proces vil fortsætte, så udeståenderne i forbindelse med Det Ægæiske Hav løses i overensstemmelse med international ret. Jeg vil, fordi det også er særdeles positivt i denne sammenhæng, meget apropos gerne erindre om, at tyrkiske tropper deltog i den NATO-øvelse, der delvis fandt sted på græsk område. Tyrkiske tropper har ellers aldrig deltaget i øvelser på græsk område. Rådet bemærker også, at den græske forsvarsminister beskrev samarbejdet mellem Grækenland og Tyrkiets væbnede styrker som fremragende, idet han tilføjede, at øvelserne foregik med fuld respekt for Grækenlands rettigheder som suveræn stat. Dette punkt er vigtigt, og jeg vil gerne sige, at udenrigsministrene fra Grækenland og Tyrkiet i forbindelse med NATO-topmødet i Firenze på det bilaterale plan fremlagde et forslag om på dagsordenen for de græsk-tyrkiske forhandlinger ud over de tillidsskabende foranstaltninger i Det Ægæiske Hav at medtage en pakke om foranstaltninger til godt naboskab mellem Grækenland og Tyrkiet, hvis formål skal være at befæste klimaet af sikkerhed og tilnærmelse mellem de to lande. Jeg tror, at vi alle bør samarbejde i alle instanser og på alle felter, for at disse spørgsmål bliver rejst, for at spændingerne ikke forværres, og for at fortidens spøgelser på dette område kan blive opblødt.
Hr. minister, jeg går personligt også ind for en tilnærmelse mellem Grækenland og Tyrkiet, men det skal foregå under bestemte og specifikke forudsætninger. Og inden for disse rammer må jeg fortælle Dem, at jeg virkeligt er overrasket over det, som De sagde i starten, nemlig at den græske regering ikke engang har orienteret Rådet om, at Tyrkiet betvivler græsk suverænitet. Tilsyneladende anser den det for en overflødig luksus. Den mener, at Tyrkiet uhindret kan fortsætte sin vej mod EU, mens det fortsætter sine overtrædelser af græsk suverænitet. Men det er den græske regerings problem. Men nu vil jeg gerne spørge Dem uafhængigt af Deres svars diplomatiske formulering, om De mener, at Tyrkiet tager visse skridt fremad eller ej med henblik på at leve op til kravene i de beslutninger, der blev truffet i Helsinki, samt hvad De mener, at disse skridt består i?
Hr. Hatzidakis, jeg tror, at Helsinki er udtryk for en stund præget af stor ligevægt med hensyn til de forskellige involverede parters bestræbelser. Når jeg siger forskellige parter, tænker jeg ikke kun på Grækenland og Tyrkiet, for der er en tredje involveret part, der også er relevant i denne sag, nemlig Cypern. Beslutningen om Tyrkiet, beslutningen om at acceptere Tyrkiet som EU-ansøgerland, er en beslutning taget i global ligevægt, der ikke mindst afspejles i de forudsætninger, der kommer til udtryk i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Helsinki, og som netop bl.a. omtaler løsningen på de folkeretlige konflikter, der vedrører Det Ægæiske Hav. Denne løsning er knyttet til en tidsplan, der på sin side er uløseligt forbundet med de ambitioner, som Tyrkiet nærer for sin tilnærmelse til EU. Jeg tror, at vi alle må være bevidste om, at vi, som jeg sagde det for lidt siden, på dette præcise punkt må søge ikke at forværre den type bilaterale spændinger, der kan opstå her eller der, såfremt, naturligvis, de ikke berører landenes væsentlige identitetsprincipper eller grundlæggende interesser, men prøve at forstå, at vi skal bestræbe os på at få denne type spændinger opblødt, og at vi særlig skal udnytte tidsfaktoren. Jeg tror, at der nu er signaler fra begge parter, den græske og den tyrkiske, med virkninger også for den cypriotiske, og at vi skal lade gå noget tid, før vi systematisk søger at fremhæve små hændelser undervejs, der i grunden kan fungere som en slags træer, der forhindrer os i at se skoven. Jeg mener, at skoven er meget vigtigere end disse hændelser, og at det nu vil være politisk mere ansvarligt at forsøge at udnytte opblødningsfaktorerne og ikke mindst søge at støtte de bestræbelser, som de to landes myndigheder navnlig på udenrigsministerniveau har udfoldet med henblik på at undgå, at visse hændelser udnyttes til fordel for en global situation, der i sig selv er særdeles vigtig, og hvis løsning kan blive afgørende for balancen i den geografiske region, som den er en del af.
Hr. formand for Rådet, jeg vil gerne være lidt mere specifik. Fra græsk side findes der i forholdet til Tyrkiet kun et spørgsmål, som skal bringes ud af verden, og det er afgrænsningen af fastlandssokkelen i Det Ægæiske Hav. Tyrkiet har gennem tiden draget mange spørgsmål i tvivl i Det Ægæiske Hav. Et af disse er systemet med de grå zoner eller klippeøerne i Det Ægæiske Hav. Mit spørgsmål er konkret. Mener De inden for rammerne af ånden i den aftale, som blev indgået i Helsinki, som kræver, at Tyrkiet klarer sine grænse- og andre uoverensstemmelser med dets naboer inden 2004, at systemet med klippeøerne eller de grå zoner i Det Ægæiske Hav er inkluderet som et grænseanliggende? Hvad er Rådets mening, og kræver det, at Tyrkiet foretager sig noget? At det løser situationen som et grænseanliggende i Det Ægæiske Hav, hvor Grækenland ikke anerkender, at der er noget problem?
Hr. Theonas, det er, som De ved, spørgsmål, der indgår i den græsk-tyrkiske strid, og hvor Grækenland og Tyrkiet som bekendt hidtil har haft absolut modstridende holdninger i den forstand, at der er situationer, som Tyrkiet ønsker at behandle som folkeretlige spørgsmål, og som Grækenland mener ikke hører hjemme dér. Nuvel, der foregår nu samtaler og forhandlinger på dette område, og der skabes nu bilaterale kontakter, som ledsages af tillidsskabende foranstaltninger. Jeg tror, at vi bør give denne type processer noget tid, før vi går videre til punkter, der rummer større konfliktmuligheder. Vi ved, at disse forskellige holdninger findes, og vi ved, at det hidtil har været aksen i den konflikt i Det Ægæiske Hav, der umiddelbart ud fra et folkeretligt synspunkt forekommer relativt enkel. Vi ved dog, at det ikke er tilfældet, at vi taler om forskellige ting, når vi henviser til den samme sag, og vi ved, at Grækenland og Tyrkiet taler om forskellige ting, når de henviser til den samme sag, men dét er der nu en forhandlingsramme for. Jeg mener, at vi skal udvise tålmodighed og sørge for, at denne forhandlingsramme kan fungere, især på baggrund af bedringen i det græsk-tyrkiske forhold.
Spørgsmål nr. 6 af (H-0451/00): Om: Politiske foranstaltninger til løsning af Georgiens problemer Den nye uafhængige stat Georgien står over for alvorlige problemer med at konsolidere demokratiet og forbedre sine indbyggeres levestandard. Sydossetiens og Abkhasiens løsrivelse og den bølge af flygtninge, som Georgien især fra det sidstnævnte område har modtaget, har yderligere vanskeliggjort disse bestræbelser. Parlamentet har i sine beslutninger fordømt denne situation og krævet, at Kommissionen og Rådet støtter Europarådets initiativ med henblik på at træffe tillidsskabende foranstaltninger i området. Har Rådet nogen strategi for dette følsomme område? Agter Rådet at føre en politik til konsolidering af freden og sikkerheden i dette område?
Hr. formand, Rådet er naturligvis bekymret over konflikterne i Georgien, der stadig ikke er løst, og med de vanskeligheder, som landet har med at konsolidere demokratiet og forbedre indbyggernes levestandard. Vi yder derfor politisk og økonomisk støtte inden for rammerne af den samarbejds- og partnerskabsaftale, der trådte i kraft den 1. juni 1999. På topmødet mellem EU og de tre stats- og regeringschefer i Kaukasus i juni sidste år blev der vedtaget en vigtig erklæring, der definerer grundlaget for forholdet mellem EU og landene i det sydlige Kaukasus. I denne erklæring understreges det, hvor afgørende det er at udvikle det regionale samarbejde, oprette venskabelige forbindelser mellem staterne og fremme en bæredygtig udvikling af deres økonomier. EU har ydermere tilkendegivet, at støtteinstrumenterne kan benyttes til at skabe et gunstigt klima for en løsning af konflikterne i Kaukasus, og Samarbejdsrådet mellem EU og Georgien, der mødtes den 12. oktober, har i overensstemmelse hermed besluttet, at samarbejdet i 2000 især skal rette sig imod at intensivere bestræbelserne på at finde en løsning på konflikterne i Abkhasien og Sydossetien. Jeg vil gerne erindre om, at EU er den største doner til genrejsningsprojekter i Sydossetien, og at EU er parat til at støtte foranstaltninger, der kan skabe et klima af tillid, bl.a. gennem genopbygning af de nord-sydgående infrastrukturer, der forbinder Rusland og Georgien. Derudover har Unionen også ydet hjælp til næsten 300.000 internt fordrevne i Georgien, der er blevet tvunget til at forlade deres hjem som følge af konflikten. Unionen opmuntrer til en løsning af konflikten, så de kan vende tilbage til deres hjem så hurtigt som muligt, og EU er rede til at give yderligere hjælp til dette formål. Rådet støtter alle de bestræbelser, som de internationale organisationer udfolder, særlig OSCE i Sydossetien og FN i Abkhasien, med henblik på at bidrage til acceptable løsninger, der kan normalisere de politiske og økonomiske forbindelser og betyde, at flygtningene kan vende sikkert tilbage. Det er på sin plads at huske på, at krigen i det nærliggende Tjetjenien udgør en yderligere trussel for Georgien. Rådet kan ikke lade være med at bemærke, at det frygter, at denne konflikt kan brede sig til georgisk område, men at det glæder sig over, at OSCE's overvågning af grænserne er blevet udvidet. På anmodning fra præsident Sjevardnadze er EU netop nu i færd med at overveje, hvordan vi kan bidrage til at styrke denne overvågning og sikre dens effektivitet.
Mange tak, hr. formand for Rådet, for de oplysninger, som De gav mig. Efter mit besøg i Georgien for nyligt og efter det, som repræsentanterne for Georgiens Kirke fortalte under den samtale, som Patriarkatet for nyligt havde med de kristelige demokrater, nemlig at det i Georgiens borgeres øjne virker som en ineffektiv, europæisk politik, for ud over den humanitære hjælp har den overhovedet ikke bidraget til at løse problemerne. Problemet med flygtningene, blandt hvilke der er mange georgiske borgere af græsk oprindelse, er uløst. Og jeg vil gerne spørge Dem, hvad det er for nogle yderligere foranstaltninger, som De mener, man bør træffe og intensivere, sådan som De allerede har nævnt over for mig? Og et spørgsmål mere: Mener De, at den krise, som vi taler om, skyldes den russiske politik i området? Samt tager Rådet denne mulighed i betragtning i sin politik i området?
Fru Kratsa-Tsagaropoulou, hvad angår de foranstaltninger, som EU kan sætte i værk for dette område, mener jeg ikke at kunne gå længere end den plan, som jeg har omtalt, og den række initiativer, som EU har taget dernede. Man skal erindre, at vi har begrænsede muligheder for at gribe ind i visse områder, og - som det også er blevet nævnt i andre sammenhænge her i dag - at vanskelighederne i forbindelse med Unionens indsats udadtil og finansieringen af denne indsats begrænser EU's evne til, om jeg så må sige, at være til stede i alle konfliktsituationer. Jeg tror imidlertid, at EU i betragtning af områdets strategiske betydning har gjort det, som Unionen har ment var muligt på dette felt. Jeg er enig i, at der kan tænkes andre foranstaltninger, men jeg mener ikke, at der nu er finansielle muligheder for at gå længere, herunder med hensyn til styrkelse af infrastrukturen. Hvad angår situationen i Rusland, tror jeg uanset politiske opfattelser, og hvad man kan antage ligger bag de russiske holdninger, ikke, at der for øjeblikket foreligger nogen konkrete tiltag, der indicerer, at Rusland har noget ønske om at destabilisere de lande, som De nævnte. Jeg tror, som jeg selv også har været ind på, at vi har at gøre med følgevirkninger af krigen i Tjetjenien, som desuden nok vil kunne ses tydeligere i disse lande i kommende år, men jeg mener på den anden side ikke deraf at kunne konkludere, at der nødvendigvis er tale om en bevidst hensigt fra de russiske myndigheders side om at sprede ustabilitet i naboområderne.
Spørgsmål nr. 7 af (H-0454/00): Om: Menneskerettigheder i Egypten Hvilke skridt har Rådet i henhold til Europa-Parlamentets beslutning af 20. januar 2000 om vold i Øvre Egypten taget for at sikre, at det koptisk-kristne samfund i Egypten behandles retfærdigt og - navnlig efter de seneste begivenheder - at de, der blev arresteret i El-Kosheh, har fået en retfærdig retssag, og at disse arrestationer blev foretaget uden at indeholde et element af religiøs diskrimination?
Spørgsmålet om den fundamentalistiske vold og drabene på medlemmer af det koptisk-kristne samfund i Øvre Egypten har flere gange været genstand for diskussion i Rådet, og vi følger fortsat tæt dette spørgsmål. Siden da har der været en række positive hændelser, specielt frigivelsen af generalsekretæren for den egyptiske menneskerettighedsorganisation og gennemførelsen af loven om ngo'er, der forhåbentlig vil øge ytringsfriheden. Jeg vil gerne betone, at EU ved alle lejligheder og på forskellige niveauer over for Egypten har givet udtryk for sin bekymring over situationen for menneskerettighederne og for sit ønske om, at landet overholder de grundlæggende frihedsrettigheder, også som medlem af Euro-Middelhavspartnerskabet. Forhandlingerne med Egypten om associeringsaftalen blev afsluttet sidste år, og aftalen skal snart underskrives. Når den træder i kraft, bliver den politiske dialog mellem EU og Egypten institutionaliseret også med hensyn til menneskerettighederne, hvilket naturligvis vil gøre det lettere at gribe ind og også give større muligheder for politisk pres, hvad angår forhold, som indicerer, at Egypten ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til denne aftale. Jeg vil gerne nævne, at artikel 2 i aftaleudkastet fastsætter, at forholdet mellem parterne ifølge aftalens bestemmelser baseres på respekt for de demokratiske principper og de grundlæggende menneskerettigheder, sådan som de kommer til udtryk i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, og det bliver selvfølgelig det grundlag, hvorpå de bilaterale relationer og den politiske dialog, der er en del af denne aftale, skal foregå. Det er i denne sammenhæng, hvor vi naturligvis ikke vil undlade at erindre Egypten om det ansvar, som det har, hvilket vi i øvrigt allerede har gjort også før eksistensen af en juridisk forpligtende aftale, herunder særligt om, at menneskerettighederne skal overholdes og de grundlæggende frihedsrettigheder forsvares.
Jeg vil godt takke formanden for svaret. Spørgsmålet er affødt af et meget stort antal breve, som jeg har modtaget fra mine vælgere vedrørende dette specifikke emne. Det er nok det emne, jeg har modtaget allerflest breve om i det sidste år. Det slår mig, når jeg hører det, han siger, at det er underligt, at det kun var koptere, der blev arresteret, efter at kopterne var blevet angrebet og generet af de andre. Formanden sagde i sit svar, at Rådet vil minde egypterne om deres ansvar og vente, til de har underskrevet associeringsaftalen og kan få gang i en institutionaliseret politisk dialog. Hvorfor ikke bruge underskrivelsen af aftalen som et middel til at tvinge egypterne til at udvise en mere ligeværdig, rimelig og ikke-diskriminerende holdning over for landets koptisk-kristne borgere?
Hr. Purvis, som jeg sagde, har vi ikke ventet på, at aftalen skulle blive underskrevet for over for de egyptiske myndigheder ved passende lejlighed at give udtryk for vores utilfredshed med adfærd, der tydede på manglende respekt for de grundlæggende rettigheder. Dette spørgsmål er blevet taget op i den bilaterale politiske dialog, og det har naturligvis indgået i de normale forbindelser, som findes mellem EU og tredjelande. I den sag, som De nævner, mener vi, at aftalen udgør en dertil indrettet forhandlingsramme, og at det nu, efter at aftalen er godkendt af EU og vedtaget i Rådet, ikke ville være rigtigt at lade en endelig underskrivelse af aftalen afhænge af løsningen på et spørgsmål, hvor vigtigt det end er, der indgår i en særlig sammenhæng. Jeg vil gerne om den specifikke sag, De nævner, og hvor jeg er helt enig med Dem i, at det koptiske samfund kan behøve særlige foranstaltninger, sige, at de oplysninger, som vi har, peger på, at selv om kopterne er dem, der så at sige rammes mest af undertrykkende foranstaltninger, skal denne specifikke sag ses som en form for gengældelse over for det koptiske samfund. Der synes snarere at være tale om et sammenfald, der har at gøre med en bestemt type konflikter, især konflikter mellem handlende og bestemte lokalsamfund, som berører det koptiske samfund, men som ikke nødvendigvis er udtryk for nogen decideret hensigt fra de egyptiske myndigheders side i dette spørgsmål. EU følger imidlertid fortsat dette problem omhyggeligt og vil ikke undlade at nævne det over for de egyptiske myndigheder, hvad enten aftalen underskrives eller ikke.
Hr. formand, jeg var i Egypten på nøjagtig det tidspunkt, hvor disse episoder fandt sted. Jeg så, at situationen var alvorlig, men at de egyptiske myndigheder, som De sagde, også gjorde sig store anstrengelser. Jeg vil dog alligevel spørge, om der ikke for hele Middelhavsområdet, altså med henblik på Barcelona-processen, bør foretages en systematisk overvågning af mindretallenes situation, især også for de kristne mindretal, som findes i hele Middelhavsområdet, og som til dels i andre lande er i en langt vanskeligere situation end i Egypten.
Jeg kan kun være enig med Dem, når De siger, at der er forhold i andre lande syd for Middelhavet, der er alvorligere end dette. Jeg må sige, at det er praktisk taget umuligt for EU at opretholde en slags permanent overvågning af forholdene i alle de lande, som vi har forbindelse med via middelhavspartnerskabet. Inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og særlig i forbindelse med den vurdering, som vi foretager i sammenhæng med den politiske dialog, der foregår i medfør af associeringsaftalerne, søger vi at lægge vægt på vores bekymring over visse alvorlige situationer. Vi kan ikke forvente, at EU virker som en slags international institution for overvågning af menneskerettighedsspørgsmål - dertil er der særlige institutioner - men vi vil drage de nødvendige politiske konsekvenser i de bilaterale forbindelser af en eventuel negativ udvikling på dette område. Jeg er også enig i, at der er klart værre situationer i andre lande under Barcelona-processen, hvor nogle af dem måske ikke falder os ind lige i øjeblikket, og at disse situationer må vurderes på passende vis. Man skal dog ikke forvente, at EU kan gøre arbejdet for de internationale institutioner, der findes på dette felt.
Spørgsmål nr. 8 af (H-0457/00): Om: Euro 11's betydning Kan Rådet oplyse, i hvilke anliggender Euro 11 i den tid, samarbejdet har eksisteret, har truffet afgørelser af politisk betydning for Den Europæiske Union og dens medlemsstater?
Spørgsmålet om Euro 11, hr. formand, må være et af de største mysterier, der præger Fællesskabernes institutioner, for dette spørgsmål er regelmæssigt tilbagevendende. Med Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase er der begyndt at være uformelle møder i Euro 11-Rådet, der samler finansministrene fra de lande, der indgår i eurozonen. Disse møder finder sted en gang om måneden og går forud for de formelle møder i ØKOFIN-Rådet, som de 15 medlemsstater deltager i. Euro 11-møderne behandler først og fremmest spørgsmål, der vedrører det specifikke ansvar, som de 11 stater deler i forbindelse med den fælles valuta. Så snart emnerne går herudover, udvides møderne til alle medlemsstaterne, således som det jo også er bestemt. I alle sager, hvor der skal træffes beslutninger, er det ØKOFIN-Rådet, der skal træffe dem i overensstemmelse med de procedurer, som traktaten fastlægger. Det var de retningslinjer, der fremkom på Det Europæiske Råd i Luxembourg, der fandt sted den 12. og 13. december 1997. Jeg tror, at alle andre mysterier, der måtte blive tilskrevet Euro 11's virksomhed, blot hidrører fra, at man ikke betænker denne virkelighed eller disse oplysninger, der jo er offentlige, fordi de er kendte, praktisk talt, sågar gennem pressen, altså de spørgsmål, der kommer på dagsordenen i Euro 11, og som efterfølgende bringes videre til ØKOFIN, hvor alle de øvrige lande, der ikke er med i euroen, deltager.
Hr. formand, jeg vil gerne takke formandskabet for det svar, jeg fik på mit spørgsmål. Det forholder sig således, at der i de lande, hvor man skal beslutte, hvorvidt man vil tilslutte sig den fælles valuta, som Sverige og Danmark, foregår en diskussion om Euro 11's betydning. Jeg finder det vigtigt, at formandskabet endnu en gang slår fast, at der ikke findes nogen som helst beslutningsbeføjelser i Euro 11. Spørgsmålet er imidlertid, om man kan pege på nogle spørgsmål i de uformelle diskussioner i Euro 11, der senere har ført til formelle beslutninger i ØKOFIN. Kan Ministerrådet komme med eksempler på sådanne konkrete spørgsmål fra diskussionen i Euro 11, der har ført til formuleringen af nye politikker?
Deres spørgsmål rejser et interessant problem. Da Euro 11 og institutionaliseringen af Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase udgør en form for tættere samarbejde, som er forudskikket i traktaten, stiller spørgsmålet sig, om der skabes nogen acquis i Euro 11, der overføres til Unionen af de 15. Det gør der i egentlig forstand ikke, selv om der jo faktisk er bestanddele af den politiksamordning, der foregår mellem landene i Euro 11, som naturligvis afspejler sig eller må afspejle sig i, hvorledes de forholder sig inden for ØKOFIN. Det giver fuld mening, at de lande, der indgår i et tættere samarbejde, og som er fælles om at gennemføre en bestemt politik, der eksempelvis i dette tilfælde vedrører den fælles valuta, selv kan definere og koordinere deres holdning, men hvis stadfæstelse først kan foregå i ØKOFIN. Dette forhold er vigtigt for at forstå, at vi måske fremover, med modeller for forskellige grader af deltagelse, kommer til at møde flere aspekter af og flere formler for, hvorledes dette kan foregå. Det bliver måske fremtiden, og vi får se, om Det Europæiske Råd i Feira knæsætter indarbejdelsen af tættere samarbejde i regeringskonferencen. Så vil vi meget sandsynligt komme til at møde forskellige modeller. Hvordan kan man da imødegå dette? For et land som det, De kommer fra, kunne løsningen måske være at blive en del af Euro-Rådet. Indtil den beslutning tages af Deres lands myndigheder, vil Euro-Rådet udelukkende bestå af de 11 lande, der nu indgår i det.
Jeg forstår rådsformandens svar således, at der ikke er eksempler på, at man gennem forhandlingerne i Euro 11 så at sige har foregrebet de formelle forhandlinger og beslutninger i det kompetente råd, som er ØKOFIN-Rådet, der ikke er skabt nogen acquis, men at der er tale om, at man udveksler meninger om de problemer, de 11 lande, som deltager i euroen, har. Jeg synes, at jeg hørte formanden udtale noget i retning af, at der var dagsordener for disse uformelle møder, og at disse dagsordener skulle være offentlige. Jeg har aldrig set en sådan dagsorden, og jeg vil gerne bede formanden om en klar tilkendegivelse af, hvorvidt der findes dagsordener forud for møderne. Grunden til, at vi rejser disse spørgsmål fra både svenske og danske medlemmers side, er jo, at vi har fået indtryk af, at det er et indflydelsesrigt organ, men jeg forstår på formandens svar, at den formelle kompetence og den endelige juridiske politiske beslutning fortsat ligger i ØKOFIN-Rådet.
Lad os sige tingene klart, hr. Krarup. De spørgsmål, der vedrører den fælles valuta, behandles udelukkende mellem de 11 medlemmer af Euro 11. Det er de spørgsmål, der forener disse 11 medlemmer, og når Euro 11 mener, at der skal behandles en anden slags spørgsmål end dem, som de er sammen om, altså den fælles valuta, så deles beslutningen med de andre medlemmer, der ikke indgår i Euro 11. Så enkelt er det. Det, som man ikke kan undgå, er, at Euro 11-landenes samordning af deres politik netop med hensyn til den fælles valuta og den afsmitning, som denne politik har for Unionens samlede økonomiske og finansielle politik, ikke synes at have forbindelse med denne samordning. Det er meget naturligt, at der sker en forudgående samordning mellem disse lande, og det er naturligt, at denne samordning får en vis indflydelse på den endelige beslutning, der tages i ØKOFIN. Det sker med kontaktgrupperne og mellem adskillige lande i forskellige sammenhænge. Jeg kender adskillige tilfælde, hvor regeringsrepræsentanter fra nogle af EU-landene i Rådet taler sammen separat og samordner deres holdninger, så disse holdninger kan fremtræde med større gennemslagskraft i Unionens institutionelle sammenhæng. De vil nok sige, at det ikke er en del af den normale fremgangsmåde i Unionen. Det er det ikke i dette tilfælde, men i tilfældet Euro 11 er det institutionaliseret i traktaten og fastlagt som sådan heri. Jeg tror ikke, at der kan herske megen tvivl om dét.
Hr. formand, på grundlag af det, De lige sagde, er der så i Euro 11 en indforståethed med eller en forventning om, at de efter deres uformelle diskussion om euroen vil gå ud og stemme ens i ØKOFIN-Rådet, også selv om de oprindeligt var uenige? Er der en proceduremæssig forventning om, at alle 11 stemmer ens ved den formelle beslutningstagning i ØKOFIN-Rådet?
Hr. Newton Dunn, det eneste, jeg kan sige, er, at ministrene er ansvarlige for deres egne holdninger, og jeg kan derfor, hvis de ved begyndelsen af mødet i Euro 11 havde forskellige opfattelser, og diskussionen ikke fik dem til at drage en fælles konklusion, ikke se, hvorfor de ikke skulle indtage den samme holdning i ØKOFIN. Jeg kan ikke se nogen ulempe i, at der findes samordning, især ikke, når det er institutionaliseret i selve traktaten.
Spørgsmål nr. 9 af (H-0458/00): Om: Forsøg på at få kendskab til Rådets afgørelser på trods af et tågeslør af hemmeligholdelse Det portugisiske formandskab har i tidligere svar til mig fastholdt, at alt hvad Rådet træffer afgørelse om er offentlig tilgængeligt. Jeg har løbende givet udtryk for dyb skepsis over for Rådets påstande. Kan Rådet f.eks. oplyse, nøjagtigt hvor i de af Rådet offentliggjorte dokumenter jeg kunne have fundet ud af, at belgiske fiskere var blevet overtalt til at stoppe fiskeriet i Det Irske Hav ved, at den britiske fiskeriminister hemmeligt havde givet dem 190 ton af den britiske rødspættekvote i Nordsøen og 10 ton af den britiske tungekvote i Den Engelske Kanal? Det har jeg set i en avis, men hvor i Rådets angiveligt offentligt tilgængelige dokumenter kunne jeg på lovlig vis have fundet det?
Spørgsmålet indledes med en henvisning til, at det portugisiske formandskab har hævdet, at alle Rådets beslutninger er offentligt tilgængelige, men at denne udtalelse fra Rådet har medført en vis undren hos det ærede medlem. Jeg vil gerne om den specifikke sag, som De omtaler, sige, at det, der sker, er følgende: Det forhold, at de belgiske fiskere ikke fisker i Nordsøen, hænger ikke sammen med nogen beslutning i Rådet, eftersom den forordning, som Rådet har vedtaget, giver Belgien ret til at fiske i det farvand, men derimod med den ret, som alle medlemsstaterne har til at bytte de fiskekvoter imellem sig, som de har fået tildelt. I overensstemmelse med grundforordningen for den fælles fiskeripolitik kan medlemsstaterne efter meddelelse til Kommissionen bytte alle eller dele af de fiskerirettigheder, som de er blevet tildelt. Samme bestemmelse fastsætter endvidere, at medlemsstaterne årligt skal oplyse Kommissionen om de kriterier, som de har benyttet for at fordele de fiskerirettigheder, som de har fået, men dette på internt niveau. De fiskerirettigheder, som medlemsstaterne råder over, fastsættes og fordeles ved beslutning i Rådet, men den enkelte medlemsstat fordeler dem på sin egen fiskerflåde, eller den bytter, hvis den finder anledning dertil, en del af disse fiskerirettigheder med en anden medlemsstat, og den er kun i så tilfælde forpligtet til at informere Kommissionen, og dét kun af hensyn til en effektiv kontrol og forvaltning af fiskeressourcerne. Vi tror derfor ikke, at der kan findes et eneste dokument offentliggjort af Rådet om udveksling af noter mellem Belgien og Storbritannien, eftersom der ifølge fællesskabslovgivningen er tale om medlemsstaternes ret til at beslutte sig indbyrdes, og dét forudsætter ikke grønt lys fra Rådet. Hvad imidlertid den samlede fordeling af kvoterne angår, er det ærede medlem bekendt med, at denne offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende og i ministerrådenes protokoller samt i disses bilag. Det forekommer os ikke, at der her er noget brud på den åbenhed, som Rådet skal vise.
Oppe i logen sidder der nogle gæster og lytter til os. Alt er åbent her i Parlamentet. De kan høre, hvad vi taler om, og være enige eller uenige. Men Ministerrådet mødes for lukkede døre. Måske kan man krybe uden om dette eksempel ved at sige, at det er en medlemsstat, der taler til Kommissionen, og at de sender dem et brev. Ikke desto mindre foregår det bag lukkede døre. Hvis vi - De og jeg - ønsker, at offentligheden skal forstå og være enig i de beslutninger, vi tager, kan der da ikke herske nogen tvivl om, at de skal tages i fuld offentlighed?
Jeg er ikke enig, hr. Newton Dunn, fordi ingen regering i verden træffer sine forvaltningsbeslutninger i fuld offentlighed. Vi kan diskutere, om de lovgivningsmæssige beslutninger bør træffes i fuld offentlighed. Det er et spørgsmål, som vi har diskuteret under regeringskonferencen, men vi er endnu ikke nået til en endelig konklusion, hr. Newton Dunn, og indtil det sker, er Rådets regler, som de er. Jeg tror ikke, at man kan sige, at de er sådan på grund af en negativ praksis fra Rådets side; de er, som de er, ifølge traktatens bestemmelser for Rådets virksomhed.
Spørgsmål nr. 10 af (H-0460/00): Om: Tibet og Verdensbanken Er Rådet klar over Verdensbankens forslag til projektet "China Western Poverty Reduction Project" om at flytte titusinder af ikke-tibetanske bønder til Amdo, der krænker folkerettens bestemmelser om befolkningsflytning til besatte områder? Er det også klar over, at dette projekt er blevet fordømt af den tyske og den amerikanske regering, men støttes af den britiske? Vil Rådet lægge pres på Verdensbanken for at få den til at opgive projektet og på den britiske regering for at få den til at trække sin støtte tilbage?
Jeg skal fatte mig i korthed, hr. formand. Rådet har ikke behandlet den sag, som spørgsmålet omtaler. Det er op til medlemsstaterne at vurdere de specifikke projekter, som Verdensbanken støtter. Hvad angår de projekter i Tibet, som finansieres af EU gennem dets samarbejdsprogram, er det EU's holdning, at disse projekter skal komme den oprindelige tibetanske befolkning til gode.
Først vil jeg godt give udtryk for min forbløffelse over ministerens svar til min ærede ven på spørgsmålet om menneskerettigheder i Egypten. Hvis Europa ikke står for menneskerettigheder, så ved jeg ikke, hvad det står for. Jeg tillader mig derfor at sætte ham på en prøve med hensyn til Tibet, som nu i mange år har været ulovligt besat af Kina. Er ministeren enig i, at uanset hvor mange år der går, før Tibet genvinder sin frihed, bør ingen europæisk stat anerkende den kinesiske regerings ulovlige handlinger i Tibet, og i at flytningen af titusinder af ikke-tibetanere til Amdo krænker folkeretten? Dette har Verdensbanken nu erkendt, og så vidt jeg har forstået, har man droppet forslaget om det såkaldte Western Poverty Project. Den britiske regering har endnu ikke trukket sin støtte tilbage, og jeg beder blot formanden minde alle medlemsstaternes regeringer i Rådet - herunder den britiske - om, at de ikke må støtte eller give indtryk af, at de støtter, ulovlige handlinger og krænkelser af menneskerettigheder og nationale rettigheder, når det gælder nationen Tibet og dens folk.
Hr. Bowis, jeg tager Deres bekymringer til efterretning, og vi agter at lade dem gå videre til medlemsstaterne. Jeg vil dog med hensyn til spørgsmålet om Tibet gerne sige, at EU ikke har ignoreret det. Vi har f.eks. sendt en fact finding mission til Tibet, og spørgsmålet bliver systematisk og regelmæssigt bragt på bane i menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina. Den seneste runde, der fandt sted i Lissabon den 25. februar, blev foregået af en henvendelse til de kinesiske myndigheder, hvor problemet menneskerettighederne i Tibet blev nævnt. EU har ikke glemt spørgsmålet om menneskerettighederne i Tibet, selv om EU, som De ved, i de senere år ikke har haft en klar holdning til det underliggende spørgsmål. Der er ikke i EU-kredsen truffet nogen endelig beslutning til afgørelse af det underliggende spørgsmål, og det er et punkt, der må diskuteres i al åbenhed.
Den Europæiske Union kan meget mere end blot at sende undersøgelsesdelegationer, diskutere, komme med anbefaling osv. I Egyptens tilfælde har vi, som det allerede er blevet sagt, Europa-/middelhavsprogrammer og associeringsaftaler. I Kinas tilfælde har vi rigtig mange store handelsaftaler og - potentielt - deres tiltrædelse af WTO. Kunne vi ikke benytte vores styrke til at nå vores mål på menneskerettighedsområdet i stedet for bare at snakke og snakke uden at nå nogen resultater?
Jeg vil gerne gentage det, som jeg sagde om, at der for EU som sådan ikke er fastlagt nogen fælles officiel holdning med hensyn til spørgsmålet om Tibet, og dét uafhængigt af spørgsmålet om menneskerettighederne. Hvad særligt angår menneskerettighedsspørgsmålet, vil jeg gerne sige, at Unionens reaktioner og holdninger står i forhold til spørgsmålets betydning. Selv om det er et vigtigt spørgsmål, er der næppe tvivl om, at det f.eks. i en diskussion om Kinas optagelse i WTO givetvis ikke ville udgøre noget, der kunne blokere en forhandling af denne karakter. Vi må finde en passende balance for, hvordan vi skal reagere på de forskellige situationer.
Spørgsmål nr. 11 af (H-0462/00): Om: Effektiv indsats mod dødsprammene i Gibraltarstrædet Politikken til begrænsning af indvandring og afskærmningen af området ved Gibraltarstrædet, som finansieres med europæisk støtte, er behæftet med alvorlige fejl, sådan som det er blevet påpeget af den andalusiske regering og ombudsmanden. Mener Rådet ikke, at det af hensyn til dette projekts effektivitet vil være nødvendigt at indgå en aftale med Marokko for at bekæmpe mafiabanderne og iværksætte effektive kontrolforanstaltninger som f.eks. indsættelse af observationsfartøjer eller lignende for at undgå, at folk omkommer under forsøget på at krydse Strædet, og for at sikre gennemførelse af de planlagte investeringer i det nordlige Marokko?
Det spørgsmål, som det ærede medlem stiller, vedrører Rådets beslutninger, hvad angår den kontrol, som medlemsstaterne udøver ved de ydre søgrænser, og hvad angår de foranstaltninger, der kan træffes i oprindelseslandet med henblik på at undgå ulovlig indvandring og bekæmpe menneskesmugling. Foranstaltningerne til styrkelse af den kontrol, som medlemsstaterne udøver ved deres ydre grænser, i havne eller lufthavne, er først og fremmest gennemført i forbindelse med Schengen-samarbejdet, der nu efter ikrafttrædelsen af Amsterdam-traktaten er en del af EU's retsregler. Selv om disse foranstaltninger gennemføres af medlemsstaterne, kontrollerer Rådet gennem sine respektive organer deres gennemførelse. Som eksempel kan nævnes, at der med grundlag i beslutning fra Udvalget for Gennemførelse af Schengen-aftalerne af den 18. december 1998 om samordnet brug af konsulentbistand vedrørende rejsepapirer er gennemført foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig indvandring ad luft- og søvejen i samarbejde med de forskellige afrikanske lande. Derudover har Udvalget for Gennemførelse af Schengen-aftalerne i 1999 vedtaget et projekt om gensidig støtte i forbindelse med udvekslingen af kontaktpersoner til bistand og rådgivning i varetagelsen af sikkerheds- og kontrolopgaver ved de ydre grænser. Ud over Schengen-reglerne er EU som helhed også i færd med at gennemføre praktiske foranstaltninger med grundlag i den fællesskabslovgivning, der allerede eksisterede, navnlig den fælles holdning fra den 25. oktober 1996, som udmundede i bistands- og oplysningsmissioner ved grænserne. Sådanne foranstaltninger skal imidlertid samordnes af de derfor ansvarlige organer i Rådet og omfatter indtil videre ikke noget afrikansk land. Hvad angår de dybere årsager, der ligger bag flugt og udvandring fra nogle afrikanske lande, henviser vi til den aktionsplan for Marokko, som Rådet vedtog i oktober 1999. Denne aktionsplan indgår i en gruppe af fem aktionsplaner, der hver især indeholder en udtømmende og sammenhængende beskrivelse af situationen i et centralt oprindelses- eller transitland for asylsøgere. For hvert af de udvalgte lande fremlægger aktionsplanerne en afbalanceret kombination af de forskellige muligheder, som EU har på det udenrigs- og udviklingspolitiske område samt med hensyn til humanitær og økonomisk bistand. I aktionsplanen for Marokko, der særlig vedrører den situation, som det ærede medlem omtaler, behandles dette land som oprindelses- og transitland for økonomisk betinget udvandring til de europæiske lande. De foranstaltninger, der anbefales i denne aktionsplan, sigter især på at tage udgangspunkt i de eksisterende kanaler og forbedre indsamlingen af data, udbrede korrekt oplysning om immigration, skabe strategier til bekæmpelse af menneskesmugling og fremme foranstaltninger til gennemførelse af tilbagesendelsesaftaler. Det anbefales også at fremme direkte udenlandsk investering og faglig uddannelse, og det angår også de små virksomheder, samt frivillig tilbagevenden og reintegrering af de marokkanere, der er bosiddende i EU-lande. Ved at vedtage de aktionsplaner, som gruppen på højt plan udarbejdede, anerkendte Det Europæiske Råd i Tampere den 15. oktober 1999, at EU - og dette punkt er vigtigt - stadig behøver en samlet tilgang til immigrationsfænomenet, der sætter ind over for politiske, menneskerettigheds- og udviklingsmæssige spørgsmål i de lande og regioner, som immigranterne kommer fra eller passerer. Til det formål må fattigdommen bekæmpes, og levevilkår og beskæftigelsesmuligheder forbedres, konflikter forebygges og demokratiske stater konsolideres. Der skal derfor også tilvejebringes en større sammenhæng i Unionens interne og eksterne politik, hvad angår de respektive kompetencer for Unionen og for medlemsstaterne. Partnerskabet med tredjelande udgør også et nøgleelement for, at denne politik kan få succes. Unionen er bevidst om, at gennemførelsen af aktionsplanen for Marokko forudsætter et partnerskab og et samarbejde med de marokkanske myndigheder. Med henblik herpå blev der i juni sidste år sendt en mission til Marokko, før aktionsplanen blev færdigudarbejdet, der skulle etablere en dialog med de marokkanske myndigheder. Der er nu planlagt endnu en mission af samme art i slutningen af denne måned netop med henblik på konkrete samtaler med den marokkanske side. Som jeg allerede har nævnt, omfatter EU's politik også udvikling og humanitær og økonomisk bistand til Marokko. Gennemførelsen af aktionsplanen for Marokko er indlysende nok en langsigtet strategi, men det er på grundlag af den dialog, der nu er indledt i denne sammenhæng, og den, der ligeledes foregår i Associeringsrådet, at der kan komme fremskridt på dette felt.
Jeg forstår af dette lange svar, som jeg ikke forstod det hele af, at Rådet stadig har de bedste hensigter, hvad angår dette alvorlige problem. På grund af det ulogiske faktum, at Den Europæiske Union afsætter flere midler og anvender større effektivitet på f.eks. at kontrollere drivgarn og fiskeri end på at kontrollere prammene, vil jeg spørge formanden for Rådet, om det ikke efter hans mening ville være hensigtsmæssigt, at vi regelmæssigt kunne råde over en evaluering af situationen i Strædet og en rapport om de bittesmå fremskridt på dette område. Jeg synes, at De har været meget eksplicit, at De har svaret med mange ord, men de ord dækker over meget lidt effektivitet. Og Den Europæiske Union ville sammen med Marokko ved at bruge kontrolforanstaltninger over for fartøjer i Strædet kunne undgå dette tab af menneskeliv, der allerede når op på mere end 1.000, og som er vores ansvar. Centeret for indvandring er udelukkende et mediefænomen, uvæsentligt. Hr. formand for Rådet, er man ikke positiv over for at råde over en regelmæssig evaluering?
Fru Izquierdo Rojo, for det første vil jeg gerne sige, at jeg deler Deres opfattelse. Der er tale om en særdeles alvorlig situation med en tilbagevendende og daglig menneskelig tragedie, som vi skal forholde os til. Det er mit indtryk, at de spanske myndigheder har haft kontakt med de marokkanske myndigheder på dette område, og at den spanske premierminister Aznar netop for nylig har haft et møde med den marokkanske premierminister om denne situation. Der er ved at blive truffet foranstaltninger til udvikling af den nordlige zone, som kan lette lidt på denne situation og de forværrede økonomiske betingelser, der resulterer i disse menneskestrømme. Hvad angår muligheden for, at vi regelmæssigt kan råde over en kvantitativ vurdering af ulykkestilfældene, tror jeg, at de spanske myndigheder vil kunne give de nødvendige oplysninger. Jeg tror også, at disse oplysninger findes i Spanien, og at de spanske myndigheder stiller information af denne art til disposition. Det, som jeg gerne vil kunne forklare Dem - og det er grunden til, at min redegørelse blev temmelig lang - er, at de foranstaltninger, som EU har truffet på dette felt, eller med virkning har truffet på dette felt, er langsigtede foranstaltninger, der indlysende nok ikke umiddelbart kan løse en konkret situation, men som er foranstaltninger, der skal imødegå denne situation ved at skabe betingelser for, at de marokkanske statsborgere kan blive boende i deres eget land. Det er udviklingsforanstaltninger, der også lever op til ånden i Euro-Middelhavspartnerskabet. Jeg forstår godt, at Deres umiddelbare indtryk må være, at den praktiske effekt af denne type foranstaltninger på kort sigt er begrænset. De sagde selv, at det var meget små skridt fremad. Vi må alle indse, at EU står for en række politikker, som ønskes sat i værk, og som er udtryk for strategiske valg. Disse valg må ikke systematisk lide afbræk gennem handlinger betinget af enkelttilfælde, hvor meget medmenneskelig genlyd denne type situationer end måtte give. Vi må indse, at det indtil videre er de spanske myndigheders opgave i deres bilaterale forhold til Marokko at løse en del af dette problem. EU er samlet involveret i en række projekter, der indgår som et led i forbindelserne med landene syd for Middelhavet, projekter om udvikling, fastholdelse af befolkningen og sikring af bedre økonomiske vilkår. Vi må ikke lave EU om til en slags teknisk mekanisme til løsning af øjeblikkelige situationer.
Spørgsmål nr. 12 af (H-0466/00): Om: Afgørelse om indsættelse af militært personel fra EU Afgørelsen om at styrke EU's kriseberedskab har givet anledning til spørgsmål om retsgrundlaget for indsættelse af militært personel fra EU. Efter den svenske regerings fortolkning af afgørelserne truffet i Köln i 1999 kræves der en afgørelse i FN's Sikkerhedsråd hertil. På denne baggrund bedes Rådet anføre, hvor og hvornår der er truffet en formel rådsafgørelse, hvori det fastslås, at militært personel fra EU kun kan indsættes efter en afgørelse i FN's Sikkerhedsråd.
Hr. formand, EU's medlemsstaters beslutning om frem til 2003 at udvikle deres militære kapacitet i form af en styrke på 50.000-60.000 mand i det såkaldte headline goal blev taget i Helsinki, og med denne beslutning er det blevet bekræftet, at EU's indsats i forbindelse med krisestyring skal foregå ifølge principperne i FN-pagten og målsætningerne i OSCE's charter om sikkerhed i Europa. Helsinki-erklæringen, der blev vedtaget af De Femtens stats- og regeringschefer, siger således udtrykkeligt, at EU anerkender FN's Sikkerhedsråd som havende forrang, når det gælder opretholdelse af fred og sikkerhed i verden. Anerkendelsen af principperne i FN-pagten og principperne i OSCE's charter om sikkerhed i Europa er i den grad selvfølgelig, at det i den rapport, som det portugisiske formandskab vil fremlægge næste mandag i Det Europæiske Råd i Feira, understreges, at EU på området for krisestyring og forebyggelse af konflikter skal etablere et tæt samarbejde med FN, OSCE og Europarådet. Det er ikke nødvendigt med nogen resolution fra FN's Sikkerhedsråd, der overordnet og alment legitimerer EU's indsats. Unionen forpligter sig politisk og på højeste niveau til at respektere Sikkerhedsrådets forrang, og Unionen vil således i tilfælde af en bestemt operation forpligte sig til at respektere dette organs forrang og derfor også de resolutioner, der måtte blive besluttet i dette organ. Opmærksomheden skal imidlertid henledes på, at der, sådan som Petersberg-opgaverne er defineret, findes visse opgaver, som kan gennemføres uden tilladelse eller uden "grønt lys" fra FN's Sikkerhedsråd. Petersberg-opgaverne dækker - og jeg vil gerne citere nøjagtigt, hvad der er fastsat - "humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver, kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse". Det er således kun for de sidste, hvor der er tale om militær magtanvendelse, at en resolution fra Sikkerhedsrådet skønnes påkrævet. Det forekommer således indlysende, at der ikke er behov for tilladelse fra FN's Sikkerhedsråd til at gennemføre aktioner af humanitær karakter, hvilket dog ikke indbærer, at principperne i FN-pagten ikke bør overholdes i udførelsen af sådanne opgaver.
Jeg takker for svaret, men jeg er bange for, at det alligevel ikke fører til nogen fuldstændig afklaring. På den ene side siger man, at det skal ske i overensstemmelse med en FN-beslutning eller en OSCE-beslutning, og på den anden side siger Rådets repræsentant, at der ikke behøves nogen beslutning i Sikkerhedsrådet. Den svenske udenrigsminister har fremført, at udtrykket "ifølge FN-pagtens principper" skal tolkes som "efter beslutning i FN's Sikkerhedsråd". I forbindelse med Köln-mødet i fjor har hun ligeledes sagt, at hvis andre lande skulle ønske at gå uden om FN, vil Sverige have mulighed for at nedlægge veto. For det første vil jeg gerne vide, om den svenske regering har informeret sine kolleger i Rådet om, at man har planer om at nedlægge veto i tilfælde af en EU-aktion, det vil sige en militær EU-aktion, uden forudgående beslutning i FN's Sikkerhedsråd. Desuden vil jeg gerne have en endnu tydeligere forklaring: Kan militært EU-personel sættes ind uden en entydig beslutning i FN's Sikkerhedsråd eller i OSCE, ja eller nej? Det burde være nemt at svare ja eller nej på det spørgsmål.
Hr. Gahrton, Petersberg-opgaverne har flere dimensioner. Nogle er udelukkende humanitære, f.eks. redningsopgaver. Jeg spørger mig selv, om De mener, at der skal foreligge en beslutning fra FN's Sikkerhedsråd for at igangsætte en redningsopgave i en alvorlig humanitær situation. Jeg har desuden klart givet udtryk for, at alt, hvad der indebærer militær magtanvendelse, det vil sige fredsskabelse, naturligvis forudsætter, at der sker henvendelse til Sikkerhedsrådet, og at dettes beslutninger følges. Hvad det øvrige angår, begrænser vi os til at leve op til EU's forpligtelser i forhold til FN, hvor det især bør erindres, at nogle EU-lande er medlem af FN's Sikkerhedsråd. FN-pagten skal derfor naturligvis følges i den type aktioner, som EU måtte komme til at udføre i forbindelse med de Petersberg-opgaver, der ikke indebærer militær magtanvendelse.
Jeg har stadig ikke helt forstået Deres svar og vil derfor gerne spørge, om De mener, regeringerne i de neutrale lande holder lidt igen med sandheden? Ifølge hr. Gahrton siger hans regering, at der kræves en afgørelse i FN's Sikkerhedsråd. Men ifølge det, De siger, er det ikke tilfældet. Det synes, som om regeringerne i de neutrale lande har en tendens til at vildlede borgerne. Er det tilfældet?
Fru McKenna, den aftale, der blev opnået i Helsinki, og som betyder, at der kan opbygges nye strukturer af militær karakter, er en omhyggelig aftale, en aftale, der er udarbejdet under det finske formandskab, et land, der som bekendt på dette område har egne overordentlig rimelige interesser at tilgodese, og som ikke ville undlade at betænke disse aspekter. Det, som vi nu ønsker at skabe inden for EU, og skabe på sigt, er en kapacitet til en bestemt indsats, der på visse områder ikke behøver mandat fra Sikkerhedsrådet, fordi den ikke indebærer militær magtanvendelse, men på andre områder vil forudsætte en resolution i Sikkerhedsrådet. Vi binder netop os selv til en sådan resolution i Sikkerhedsrådet, hvis og når der skal anvendes militære styrker i en bestemt sammenhæng. Jeg mener, at de neutrale lande, landene med neutralitetstradition, i dette tilfælde de EU-lande, der ikke er medlemmer af NATO, har formået at tilfredsstille alle deres bestræbelser med denne sondring, fordi det jo er indlysende, at den er særlig ømtålelig for disse lande med neutralitetstradition. Jeg tror, at sådanne lande ikke fører deres offentlighed bag lyset, at de ikke i forhold til offentligheden i deres eget land giver en forkortet version af sandheden, men at de siger nøjagtig det, som de selv er gået ind på. Beslutningsproceduren sikrer selvfølgelig hele tiden deres ret til endegyldigt veto, og de kan sag for sag beslutte det, som de finder rigtigst. Det er den grundlæggende regel i EU med hensyn til alt, hvad der indebærer deltagelse af militære styrker.
Hr. formand, der har været omkring 100 militære konflikter i 90'erne, hvoraf hovedparten var borgerkrige. Jeg vil spørge, om der i forbindelse med de scenariegennemgange, man har foretaget, har været konsensus om, at visse konflikter ikke vil kunne behandles med hjemmel i den eksisterende traktat. Er man med andre ord enig om, at visse militære konflikter hører ind under NATO eller en anden instans, men i hvert fald ikke hører ind under EU?
Jeg skal nøjes med at sige følgende: Denne militære kapacitet, denne mulighed for EU til at gribe ind og denne udvidelse af Unionens virksomhed er fastsat i Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft i maj sidste år, og kun siden da er disse spørgsmål blevet stillet.
Spørgsmål nr. 13 af (H-0471/00): Om: Våbenleverancer til Mexico Den aktuelle eksport af P-90-revolvere til Mexico beviser endnu en gang, at Belgien ikke tager det så nøje med menneskerettighederne. I forbindelse med oprøret i Chiapas må det atter konstateres, at der sker grove krænkelser af menneskerettighederne i Mexico. Der er tale om tortur, vilkårlige anholdelser, "forsvindinger" osv. EU-adfærdskodeksen for våbeneksport, der blev vedtaget den 8. juni 1998, forbyder våbeneksport til lande, hvor der er fare for, at våbnene vil blive brugt i en intern konflikt. Er denne våbenleverance til Mexico efter Rådets opfattelse i overensstemmelse med ovennævnte EU-adfærdskodeks? Er det i bekræftende fald ikke nødvendigt at skærpe adfærdskodeksen? Hvilke skridt vil Rådet i benægtende fald tage over for den pågældende medlemsstat (Belgien)?
Som bekendt afspejles EU's holdning med hensyn til eksport af våben i den adfærdskodeks, der blev vedtaget i juni 1998. Blandt de kriterier, der er defineret i denne kodeks, udgør respekten for menneskerettighederne en af de vigtigste betingelser, som skal overholdes, for at der gives tilladelse. Beslutningen herom bliver imidlertid taget af den enkelte medlemsstat, der - og dette er et spørgsmål om god tro politisk set - bør være fuldt bevidst om, hvad adfærdskodeksen foreskriver. Rådet modtager ingen informationer om de bevæggrunde, som medlemsstaterne har til at bevilge eller nægte eksporttilladelse, og det kan derfor ikke foretage nogen vurdering af det grundlag, der ligger bag denne beslutning. Jeg vil imidlertid gerne oplyse, at der nu i EU - og især efter vedtagelsen af adfærdskodeksen - begynder at udvikle sig en udveksling af informationer om våbeneksport, der er genstand for en årlig rapport, og som tydeligt begynder at skabe fælles måder at behandle problemerne på. Vi må imidlertid indse, at dette spørgsmål, selv om der nu foreligger en adfærdskodeks som referenceramme, fortsat er et spørgsmål, hvor beslutningerne træffes efter subsidiaritetsprincippet, altså i den enkelte medlemsstat.
Hr. formand for Rådet, jeg indrømmer, at Deres svar ikke overrasker mig. Det er naturligvis sådan, at vi med denne adfærdskodeks kun har et meget svagt middel til at bekæmpe ulovlig våbeneksport. Jeg vil gerne vide, om det nogensinde i Rådet har været drøftet at gøre denne adfærdskodeks mere stringent eller at gøre anvendelsen af adfærdskodeksen mere forpligtende. Jeg er lidt bange for, at der sker det samme med denne adfærdskodeks som med hele vores udenrigs- og sikkerhedspolitik, som vi har drøftet så mange gange. Det afhænger faktisk af den gode vilje, og hvis den ikke er der, kan vi simpelthen glemme det hele.
Fru Maes, jeg kan ikke andet end være næsten absolut enig med det, som De lige har sagt. Faktisk er den foreliggende adfærdskodeks, og som var den mulige adfærdskodeks - jeg overværede og deltog selv i forhandlingerne om den - en adfærdskodeks, der tydeligvis ikke giver nogen garantier for, at vi kan gennemføre en overvågning af, hvordan medlemsstaterne fortolker deres forpligtelser. Det er kendsgerningerne. Jeg vil gerne helt oprigtigt sige Dem, at jeg ikke mener, at der i EU er en art konsensus eller i hvert fald et flertal, så dette spørgsmål kan tages op igen. Adfærdskodeksen blev på daværende tidspunkt anset for et meget betydeligt kvalitativt spring på baggrund af de ret forskellige fremgangsmåder, der dengang var i medlemsstaterne. Man søgte at binde de forskellige medlemsstater op på en række principper og iagttagelse af en bestemt type standarder, men samtidig med, at de, altså medlemsstaterne, fortsat har helt frie hænder på dette område. Det er det, som i dag er tilfældet, og jeg anerkender, at adfærdskodeksen er meget skrøbelig og især ikke har nogen juridisk bindende karakter, ligesom den ikke kan gå meget længere end en politisk sanktion. Jeg tror derfor, at det, at offentlig udbredelse af kendskabet til sådanne forhold - og jeg udtaler mig ikke specielt om de forhold, som er genstand for spørgsmålet - sker med et vist ekko i medierne, efter min mening vil fungere som en form for sund pression på Rådet, så EU en dag kan garantere, at dets medlemslandes praksis, og herunder deres praksis med hensyn til en bestemt type lukrative aktiviteter, kommer i samklang med de principper, som EU siger, at den står for. Det er den store prøve, som EU og dens medlemsstater skal bestå i fremtiden.
Spørgsmål nr. 14 af (H-0474/00): Om: Genetableringen af normale forbindelser med Østrig På baggrund af det svar, som Rådet afgav tidligere på året om den seneste politiske udvikling i Østrig, og nødvendigheden af at fremme EF's overordnede interesser bedes Rådet oplyse, om det nu er rede til at genetablere normale forbindelser med Østrig?
Jeg var ved at undre mig over, at der ikke var noget spørgsmål om dette emne, hvorfor jeg glæder mig over, at det endelig kommer. EU's Ministerråd skal ikke udtale sig om en beslutning taget af 14 medlemsstater angående deres bilaterale forbindelse med Østrig. Det ligger ikke inden for Rådet for Den Europæiske Unions kompetence. Det ville være en anden sag, hvis Østrig ved ikke at have opfyldt sine forpligtelser ifølge traktaten om Den Europæiske Union måske havde krænket de principper, der er fastsat i artikel 6, og derfor kunne blive straffet eller begrunde anvendelse af bestemmelserne i artikel 7. Da det ikke er tilfældet, er det, der nu gør sig gældende i forholdet mellem de 14 lande og Østrig, et bilateralt spørgsmål, der ikke vedkommer Rådet.
Tak fordi De har antaget spørgsmålet. Formandens svar kommer fuldstændig bag på mig. Faktum er, at det var Rådet, der indførte sanktionerne. Jeg kan ikke se, hvordan Rådet nu kan melde hus forbi og ikke i det mindste diskutere muligheden af at ophæve sanktionerne. Jeg vil godt spørge formanden, om han er klar over, at de seneste offentlige meningsmålinger i Østrig viser, at over 80% af borgerne ønsker, at sanktionerne ophæves. Hvordan kan Rådet blive ved med at ignorere de østrigske borgeres demokratiske beslutninger? Er formanden ikke enig i, at hvis sanktionerne ikke ophæves nu, undermineres det demokratiske grundlag, som denne Union er etableret på? Jeg beder ham i aften forsikre Parlamentet om, at han vil udnytte den indflydelse, han har, til at få emnet taget op ved topmødet i Portugal næste uge. Det, der sker, afspejler ikke ligefrem europæernes ønske om enhed. Jeg er meget skuffet over, at Rådet bare melder hus forbi i denne meget alvorlige sag.
Hr. Hyland, Rådet er sammensat af 15 lande, og jeg er ikke vidende om, at Østrig har deltaget i nogen debat eller i nogen afstemning, hvor der i Rådet er truffet nogen foranstaltning med hensyn til Østrig. Der er ingen EU-instans, hvor der er blevet truffet nogen foranstaltning mod Østrig. Jeg vil gerne sige, at der i løbet af det portugisiske formandskabs halvår ikke har været nogen EU-instans, hvor Østrig, ligesom i øvrigt også her i Parlamentet, ikke har haft al mulighed for fuldt og helt at deltage i Unionens virksomhed. De bilaterale beslutninger - jeg vil ikke kalde dem sanktioner - der blev taget af 14 lande i forhold til Østrig, afspejler en politisk reaktion, som ethvert land har ret til i forhold til et andet. Alle lande har i forhold til udviklingen i den politiske situation i et andet land ret til at indtage en holdning og drage de nødvendige konsekvenser deraf. Jeg vil gerne erindre om, hvad konsekvenserne er på dette område. Bemærk: Det, som vi taler om, er en manglende støtte til østrigske kandidater i de internationale organisationer, at de østrigske ambassadører ikke vil blive modtaget på højere niveau end generaldirektør og nedfrysning af politiske besøg. Det er de berømte "sanktioner". Den omstændighed, at nogen har kunnet drage videre tolkninger af denne type holdninger, er et spørgsmål, som man hver især må tage sig af, og det er derfor, at disse "sanktioner", som de kalder dem, er af bilateral karakter. Enhver gør det, som man lægger i det, og ansvaret er kollektivt. Ansvaret for at tage denne beslutning påtog de 14 lande sig af fri vilje. Ethvert af de 14 lande kan frit opgive disse foranstaltninger, og vi må også stille os selv det spørgsmål, hvorfor ingen af de 14 indtil dato har opgivet de foranstaltninger, som det har truffet. Derfor vedkommer dette spørgsmål ikke Rådet. Det er et spørgsmål, som de østrigske myndigheder har haft mulighed for at stille i EU-sammenhæng, og det blev rejst af den østrigske udenrigsminister under det uformelle udenrigsministermøde, det blev nævnt i forgårs af den østrigske udenrigsminister i Luxembourg, og meget sandsynligt vil hr. Wolfgang Schüssel benytte den anledning, som hans ophold i Santa Maria da Feira vil give, til at rejse det. Beslutningen er imidlertid ikke en fællesskabsbeslutning. Den er af bilateral karakter, om man så kan lide den eller ej.
Jeg anmoder rådsformanden om en præcisering. I disse bilaterale foranstaltninger, siger De, blander Rådet sig ikke, for det er ikke en rådsbeslutning. Har emnet på intet tidspunkt været drøftet i Rådet? Det forlyder dog, at sanktionerne vil blive drøftet på topmødet i Feira. De siger, at Østrig måske bringer det på bane igen, men det kan ikke lade sig gøre på et rådsmøde. Det skal altså finde sted igen på særlige møder af bilateral karakter. Synes De ikke selv, at det er lidt underligt?
Nej, jeg finder det ikke ejendommeligt af følgende årsag. Som jeg sagde først, så har Østrig, hvad angår dets forpligtelser over for Fællesskabet, således som traktaten om Den Europæiske Union fastsætter disse, ikke udvist nogen adfærd, der kan begrunde at tage bestemmelserne i artikel 7 i anvendelse. Det står helt klart, og det har ingen nogensinde betvivlet, ligesom ingen har betvivlet friheden i det østrigske valg og østrigernes frihed til at vælge den regering, som de ønsker. Det, som ingen heller ikke kan betvivle, er de andre regeringers frihed til at synes om eller til ikke at synes om den østrigske regering, fordi de mener, at denne regering har deltagelse af et parti, der ikke respekterer de grundlæggende principper, som disse regeringer kollektivt har forpligtet sig til at respektere. Det, som jeg gerne vil sige og pointere over for fru Nelly Maes, er, at vi alle er østrigere, at vi alle har borgerrettigheder, som skal respekteres i Østrig. Vi kan altså ikke forholde os ligegyldige over for en politisk udvikling, der fører til, at der bliver plads i de udøvende organer i en EU-regering, en regering hos en af vores venner, der deler med os, og som har besluttet at dele med os, en række grundlæggende principper, ja, at der bliver plads til et parti, der har gennemført en valgkampagne baseret på andre principper. Med hensyn til spørgsmålet om at benytte fællesskabsinstanserne til at rejse dette spørgsmål må jeg sige, at vi er en fri Union, at enhver medlemsstat har ret til formelt eller uformelt at rejse dette spørgsmål inden for Unionens rammer. Da det ikke er et EU-spørgsmål, er det aldrig kommet på dagsordenen, og det kommer det heller ikke under det portugisiske formandskab i nogen af Rådets formelle instanser. Repræsentanterne for den østrigske regering har naturligvis al frihed til at fremsætte dette spørgsmål, og de vil have al mulig lejlighed til at få det debatteret, hvis medlemsstaterne ønsker det. På Det Europæiske Råd i Lissabon besluttede de 14 medlemsstater at bede den portugisiske premierminister om at give et kollektivt svar, og på det uformelle møde på Acorerne var der en debat, og flere medlemsstater udtalte sig om situationen. Jeg ved ikke, hvad der vil ske i Feira, men naturligvis er hr. Wolfgang Schüssel fuldstændig fri til at udtrykke sine opfattelser og til at se den reaktion, som de andre 14 måtte have på hans ord og hans argumenter.
Jeg gerne spørge formanden, om han og hans Råd anerkender resultatet af demokratiske valg inden for Unionen? For det andet, mener han, at det portugisiske formandskab handlede lidt overilet efter en række telefonopkald til de forskellige europæiske lande, da beslutningen blev taget? Ville det ikke have været klogere at indkalde til et møde med medlemsstaternes ledere i forbindelse med en beslutning som denne, hvis virkninger - ikke at forglemme - vil række langt ud over vores tid her i Europa-Parlamentet? Jeg vil godt høre, hvad det portugisiske formandskab eller måske andre formandskaber mener, hvis andre partier fra det yderste højre eller for den sags skyld det yderste venstre kommer med i en regering inden for Unionen. Dette skulle være fællesskabets og solidaritetens Europa. Det er at stikke hovedet i busken at sige, at det ikke er en sag for Rådet. Der er nogen, der må tage initiativ til at løse dette alvorlige problem. Det har gjort en person betydningsfuld, som ikke fortjener at være det. Det har faktisk styrket hans position, ikke svækket den.
Jeg vil gerne begynde med den sidste del af Deres spørgsmål og sige, at den, der gav status til en, der ikke fortjener det, ja, det var hr. Wolfgang Schüssel, som besluttede at alliere sig med Jörg Haiders parti. Hvad angår valgresultatet, har jeg tydeligt sagt, at vi fuldt ud respekterede resultatet af det østrigske valg. Østrig er et frit land, Østrig er et land, hvor valget foregik fuldstændig lovformeligt og under al mulig åbenhed. Problemet består i, at resultatet af dette frie valg, ligesom det i øvrigt også er sket i fortiden i andre lande, placerede et bestemt parti ved magten. Der er jo i øvrigt, hvis man ser godt efter, trods alt noget mærkeligt ved den indenrigspolitiske situation i Østrig. Det parti, der som bekendt fik flest stemmer, var Socialdemokratiet, som ikke ville danne regering, men det med næstflest stemmer var FPÖ, der ikke blev anmodet om at danne regering. Det er lidt mærkeligt efter normal forfatningsmæssig praksis i et europæisk land, at det parti med næstflest stemmer ikke blev bedt om at danne regering, og det parti med tredjeflest stemmer i stedet for blev spurgt. Det drejer sig altså ikke om business as usual, og der er allerede her en slags omvurdering med hensyn til Jörg Haiders mulige evner til at være leder af en østrigsk regering. Som sagt kan vi ikke betvivle det østrigske valg, og vi kan ikke betvivle østrigernes ret til at vælge den regering, som de vil have. Ingen kan imidlertid tvinge os til at have forbindelse med en regering, som rummer et parti, der indtil dato ikke har afsvoret det, som det sagde i sin valgkamp, eller alvoren i det, som det har sagt. Det er synd, at det ikke systematisk understreges, at alvoren i det, som er blevet sagt af hr. Haiders parti og af FPÖ under valgkampen, er noget, som burde få os alle til at tænke på Europas fremtid. De racistiske og fremmedfjendske udtalelser, der systematisk er kommet fra dette parti, har dette parti sært nok ikke taget afstand fra, ikke engang på sin seneste kongres, fordi det har bekræftet hele sin stolthed over tidligere udtalelser, når det netop havde en lejlighed til at korrigere den aktuelle situation. Intet får os til at tro, at der er foregået en positiv udvikling, der berettiger en ny holdning fra EU's side, eller at der i særdeleshed skulle opstå en diskussion herom i EU. Vi synes ikke, at dette spørgsmål vedrører EU. Det forbliver hos de 14, og de 14 har indtil videre (vi får se, hvad der sker i den nærmeste fremtid) fastholdt det synspunkt, at denne situation er alvorlig, og at den skal ændres, men at den ikke nødvendigvis skal ændres hos de 14, fordi der er jo en næsten medieagtig bedreviden om, at hvis der skal indtages en anden holdning, skal det nu være hos de 14. Hvorfor det? Hvad er det, der er ændret i den østrigske situation, som skal få os til at ændre holdning? Kun tiden? Vi mener, at de, der må skifte standpunkt, og de, der må skifte standpunkt, hvis de vil have, at vi skal indtage en anden holdning, er østrigerne, og det er den østrigske regering. Det er dét, der er pointen. Hvorfor lægge byrden på de 14? Hvorfor skal de 14 skifte standpunkt? Hvad er det nye, der er sket i Østrig, som skulle retfærdiggøre dette skift? Det betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis, at vi ikke senere kan nå frem til andre måder at vurdere udviklingen i denne situation på, og det er det, som vi får at se i den nærmeste tid.
Mange tak, hr. Seixas da Costa. Jeg vil takke Dem for Deres fortsatte tilstedeværelse, Deres offervilje, den intelligens, hvormed De har svaret, og for Deres tålmodighed, og vi ønsker Dem personligt held og lykke som minister og også held og lykke til det portugisiske formandskab. En succes, der svarer til den, som det portugisiske fodboldlandshold har haft ved indledningen af Euro 2000-mesterskabet. Sikke meget De opnår for Europa! Da spørgetiden til Rådet er udløbet, besvares spørgsmål nr. 15-28 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.35 og genoptaget kl. 21.00)
I overensstemmelse med forretningsordenens artikel 111 foreslår jeg en ændring af dagsordenen for indeværende mødeperiode. Ved skrivelse af 8. juni 2000 har Rådet anmodet Parlamentet om at udtale sig om et forslag til forordning fra Rådet om ændring af forordning (EF) nr. 974/98 om indførelse af euroen 2000/0137(CNS) og et forslag til forordning fra Rådet om ændring af forordning (EF) nr. 1103/97 om visse bestemmelser vedrørende indførelsen af euroen 2000/0134(CNS) før Det Europæiske Råd i Feira den 19. juni 2000. Økonomiudvalget har vedtaget at anvende den forenklede procedure i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 158 på disse to tekster. Derfor foreslår jeg Dem, at de behandles efter proceduren uden forhandling. Er der nogen indsigelser til forslaget? Hvis det ikke er tilfældet, ændres dagsordenen, fristen for fremsættelse af ændringsforslag udløber torsdag den 15. juni 2000 kl. 10.00, og afstemningen finder sted fredag den 16. juni 2000. (Forslaget vedtoges)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0133/2000) af Marset Campos for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om forslag fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en EF-handlingsplan for genopbygningen i Mellemamerika (KOM(1999) 201 - C5-0111/99 - 1999/2114(COS)).
Hr. formand, orkanen Mitch hærgede Mellemamerika i 1998 (Honduras, Nicaragua, El Salvador og Guatemala) og resulterede i næsten 20.000 ofre og tab for mere end 5 milliarder euro (10% af BNP i disse lande, som desuden er tynget af den evindelige udlandsgæld). Den ødelagde dyrkede arealer, boliger og infrastrukturer af enhver art og pantsatte dermed befolkningernes fremtid. Den europæiske solidariske reaktion var hurtig og vigtig, knyttet til konferencen i Stockholm, og med udgangspunkt i Europa-Parlamentets forslag blev den konsolideret i det initiativ fra Kommissionen, som vi nu forhandler om. Jeg vil fremhæve fire spørgsmål. Det første vedrører vores del i ansvaret for disse katastrofer. Forbindelsen mellem vores økonomiske aktivitet og den stigende forurening med drivhuseffekten og udbruddet af klimaforandringer gør det tilrådeligt, at vi omgående ratificerer Kyoto-protokollerne om begrænsning af drivhusgasser. Desuden påfører vores model for ulige udvikling disse lande fattigdom og gældsætning. Det er modsætningsfuldt at råde til en genopbygning i Mellemamerika med respekt for miljøet i henhold til modellen for bæredygtig udvikling og samtidig holde fast ved de samme økonomiske forbindelser med disse lande. Det andet spørgsmål vedrører det globale mål med vores solidariske indsats. Kommissionens forslag er fornuftigt i den forstand, at opmærksomheden rettes mod to områder: sundhed og uddannelse. Men det er hensigtsmæssigt at tilføre det en større ambition for at give mulighed for koordinering og integration af alle de forskellige initiativer i området. Det kræver en væsentlig forøgelse af vores personale, en foranstaltning, som Parlamentet støtter. Denne aktion vil fremme synergien mellem de forskellige former for støtte og sikre, at indsatsen ikke begrænses til genopbygning - for i så fald ville alt blive ved det gamle - men skaber en mulighed for regional integration, en harmonisk og bæredygtig udvikling, der skaber generel velstand og velfærd, og for konsolidering af demokratiet i nogle lande, der netop har lagt år med vold og konfrontationer bag sig. I den forbindelse er der to forhold, der foruroliger os. Trusselen om fjendtligheder mellem Nicaragua og Honduras på grund af grænseuoverensstemmelser ville sætte spørgsmålstegn ved betydningen af vores støtte, og derfor anser vi det for hensigtsmæssigt, at begge lande retter sig efter Den Internationale Domstols afgørelser. På den anden side er det foruroligende, at Guatemala for nylig igen er blevet offer for politiske bortførelser, f.eks. bortførelsen af professor Mayra Angelina Gutiérrez, politiske mord, f.eks. mordet på foreningsleder José Amancio Mendoza, eller trusler mod journalister (den særlige offentlige anklager i Gerardi-sagen eller nobelpristageren Rigoberta Menchú). Støtten til genopbygning skal fra Guatemalas regerings side være ledsaget af faste og beviselige løfter om garanti af menneskerettighederne. Det tredje spørgsmål har at gøre med støttens form og den regionale koordinering og integration. Vi mener, at det er vigtigt at inddrage den mest dynamiske og ansvarlige del af samfundet, de oprindelige folk, ligesom kvinders fulde og vidtstrakte deltagelse, de sociale organisationer karakteriseret ved deres effektivitet og solidaritet, og endelig at der ikke er ensidig anvendelse og svigagtig forvaltning af bistanden. Derfor er der behov for at gennemføre intern og ekstern revision af bistandens anvendelse. At vi øger vores effektivitet i Den Europæiske Union, betyder også, at vi officielt inddrages i Stockholm-opfølgningsgruppen. Og det fjerde og sidste spørgsmål er det i øjeblikket vigtigste: støttens størrelse. Selv om det beløb, som Kommissionen har angivet, 250 millioner euro, er en anseelig sum, mener vi, at det er utilstrækkeligt i betragtning af katastrofens omfang og den langsommelige genopbygning. Derfor anmoder Europa-Parlamentet om en betydelig stigning. Nyhederne i medierne i dag om, at Kommissionen selv ønsker at begrænse Den Europæiske Unions samlede støtte, herunder støtten til Latinamerika, som følge af dens forpligtelser i Kosovo, er foruroligende. Vi mener, at en sådan urimelighed ikke kan finde sted, for Europa er for Latinamerika et vigtigt håb om at komme ud af underudviklingen og frigøre sig fra det tunge åg nordfra. Europa-Parlamentet har allerede vedtaget, at der ikke kunne foretages nogen indsats ved hjælp af nedskæringer i støtten til resten af verden. Derfor fastholder vi dette punkt som afgørende og væsentligt. Denne adfærd ville muliggøre, at de øvrige foranstaltninger, med deltagelse af såvel Den Europæiske Investeringsbank som andre finansielle instanser, blev betydningsfulde og ville bidrage til øjeblikkelig iværksættelse af de vedtagne programmer, alt sammen med forelæggelse af regelmæssige rapporter for Europa-Parlamentet om udviklingen og evaluering af de opnåede resultater. Til sidst vil jeg fremhæve det varme og fortræffelige samarbejde, jeg har haft med alle medlemmer af Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik, med dets sekretariatspersonale og med Budgetudvalget, Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi og Udvalget om Udvikling og Samarbejde.
Hr. formand, kære kolleger, der findes regioner i verden, der rammes af skæbnen flere gange på samme tid. I 80'erne involverede Den Europæiske Union sig i stor udstrækning i Mellemamerika i San José-processen for at bidrage til fred og demokrati i denne region. Det var en proces, som også har båret frugt. Så slog denne frygtelige orkan til for få år siden, hvor alle disse lande blev ramt endnu en gang og stadig i dag lider under dens følger. Derfor er det godt, at Europa handler i dag, tilbyder hjælp og medvirker til genopbygningen af Mellemamerika. Vi bør også offentligt understrege, at Den Europæiske Union bidrager med hele 62% af den offentlige udviklingshjælp i Mellemamerika. Dette berettiger også Den Europæiske Union til at spille en politisk rolle i Centralamerika. Det er ikke kun et anliggende for den store nabo, men også Europa kan her bidrage til fred, demokrati og genopbygning. Derfor hilser vi Kommissionens forslag velkommen. Budgetudvalget støtter idéen om at afsætte 250 millioner euro i perioden 1999 til 2004 til denne region. Det er også godt, at denne idé om hjælp knyttes sammen med en forpligtelse for landene om at samarbejde. Det var også den europæiske model efter Anden Verdenskrig. Her blev marshallhjælpen knyttet sammen med en pligt til at samarbejde og overvinde grænser. Tilsvarende bliver den genopbygningshjælp, som vi yder her, knyttet sammen med en pligt til fredelig sameksistens, til samarbejde. Jeg støtter også ordføreren fuldt og helt: Vi må ikke tillade, at genopbygningen af Kosovo også finansieres ved hjælp af budgetmidler, der er afsat til Mellemamerika. Hvis Rådet beslutter, at genopbygningen af Kosovo er en europæisk opgave, så må det også stille de nødvendige pengemidler til rådighed. Derfor skal vi i dag træffe afgørelse om et beløb som retningsgivende mærke, der allerede blev besluttet før kosovokrisen. Kommissionens beretning er ældre end kosovokrisen. Vi har intet ændret ved den. Vi fastholder beløbet til Centralamerika. Det mener jeg er et vigtigt signal på denne dag.
Hr. formand, vores udvalg stemmer uden tvivl for den foreliggende Marset Campos-betænkning. Men alligevel vil jeg gerne gøre opmærksom på nogle punkter, som står allerøverst på vores prioritetsliste for international bistand. I den forbindelse er det et ufravigeligt krav, at den internationale bistand koordineres ordentligt. Kommissionen må selv opbygge egnede strukturer lokalt. Den må imidlertid også samarbejde med de internationale organisationer, som allerede har arbejdet på stedet i mange år - og helst så effektivt som muligt. Det gælder ligeledes, når den berørte befolkning skal inddrages og specielt den indfødte befolkning. Både planlægning og gennemførelse skal fastlægges lokalt i samarbejde med disse folk, for det er et ufravigeligt krav fra vores side. Det er ikke blot omkostningsbesparende, men det øger også effektiviteten og forebygger frem for alt bedrageri. Vi ved f.eks., at den daværende Calderón-regering i El Salvador omdirigerede bistandshjælp for 1 million euro for at vinde stemmer til højrefløjen. For virkelig at kunne hjælpe de lande, der er blevet ødelagt af orkanen, er det ikke nok med egne hjælpeprojekter lokalt. Det ved vi alle sammen alt for godt. Derfor er en eftergivelse af udlandsgælden, opbygning af regionale og frem for alt bæredygtige strukturer både miljømæssige og økonomiske ufravigelige krav fra vores side. Den Europæiske Union må også give disse lande adgang til markederne for deres produkter, som både skal vurderes ud fra miljømæssige og sociale synspunkter, for det hjælper ikke noget på den ene side at yde bistandshjælp og på den anden side at udelukke landene fra vores markeder. Ligesom de forrige talere mener jeg heller ikke, at vi kan acceptere, at Rådet taler for, at vi nu må omdirigere penge fra Latinamerika til Kosovo. Det kan da ikke være politik at tage noget et sted for at hjælpe trængende et andet sted, tværtimod! Så må Rådet, der til stadighed pålægger Kommissionen og Europa-Parlamentet flere byrder, også sørge for, at disse kan finansieres, og så må det også afse tilsvarende beløb på budgettet.
Hr. formand, som ordføreren, hr. Marset, hvis ord og hvis betænkning vi støtter, har sagt, er orkanen Mitch den værste naturkatastrofe i Mellemamerikas historie. Den har kostet mere end 10.000 mennesker livet og medført, at ca. 10.000 mennesker er forsvundet, mens 2 millioner mennesker er blevet såret. De materielle ødelæggelser anslås til mere end 5 milliarder euro, svarende til 10% af Mellemamerikas bruttonationalprodukt. En væsentlig del af den økonomiske og sociale infrastruktur er blevet ødelagt, samtidig med at der er sket en kraftig forringelse af regionens produktions- og eksportkapacitet på kort og mellemlangt sigt. De hårdest ramte lande, Honduras og Nicaragua, er regionens fattigste lande. Omfanget af Mitchs ødelæggelser er blevet yderligere forøget af afskovningen og mangelen på et effektivt flodkontrolsystem, hvilket endnu en gang viser, at miljøforringelser i højere grad rammer de fattigste befolkningslag, og gør det klart, at fattigdom og miljøødelæggelse er to nøje forbundne faktorer. Ifølge Kommissionen vil konsekvenserne af orkanen Mitch i betydelig grad mindske resultaterne af den indsats, som Den Europæiske Union i løbet af de sidste 10 år har gjort for at igangsætte et økonomisk opsving og fremme investeringerne i området. I april 1999 vedtog Kommissionen en særlig handlingsplan med en bevillingsramme på 250 millioner euro, som Parlamentet støtter fuldt ud på de betingelser, som den blev vedtaget på. Hvad angår iværksættelsesmodellen for dette program, støtter Udvalget om Udvikling og Samarbejde Kommissionens første alternativ. Kun hvis det viser sig at være umuligt at gennemføre det alternativ på grund af utilstrækkelige menneskelige ressourcer, vil det andet alternativ kunne godkendes med ansættelse af højt kvalificerede europæiske eksperter. Som ordfører for Udvalget om Udvikling og Samarbejde vil jeg ikke slutte mit indlæg uden igen at anmode om eftergivelse af de mellemamerikanske landes udlandsgæld, et initiativ, som burde iværksættes af Den Europæiske Union som helhed ved en koordineret indsats og ikke kun af en række medlemsstater i form af individuelle og private initiativer. Endelig mener jeg, at det ligeledes er nødvendigt at anmode om, at der inden for rammerne af den strategiske genopbygningsplan foreslås foranstaltninger med henblik på at øge Den Europæiske Investeringsbanks kredit til den pågældende region.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske ordføreren, hr. Marset Campos, med den fremragende betænkning, som han har forelagt for os. Denne betænkning er, da det ikke kunne være anderledes, påvirket af de tragiske følger af orkanen Mitch. Europa-Parlamentet - og det mener jeg er værd at huske på - reagerede øjeblikkeligt ved at indkalde til et ekstraordinært møde den 4. november 1998, hvor de på det tidspunkt ansvarlige kommissærer deltog. I beslutningen af 19. november gav Europa-Parlamentet udtryk for, hvordan Den Europæiske Union burde reagere på den situation, som orkanen Mitch havde skabt. En reaktion, der skulle iværksættes med største omhu og i største hast ved hurtigst muligt at vedtage en strategisk plan for regionen. Jeg husker datoen: 18.-19. november 1998. Det skal siges, at denne anmodning fra Europa-Parlamentet, i hvert fald hvad angår omhu og hurtighed, ikke er blevet efterkommet, og det er beklageligt. Hvis mangelen på menneskelige ressourcer kan være en undskyldning set ud fra et administrativt synspunkt, hverken kan eller bør den være en undskyldning for at foretage politiske prioriteringer, navnlig når det drejer sig om grundlæggende behov hos befolkninger i lande, der har været udsat for omfattende katastrofer. At lægge ansvaret over på budgetmyndigheden er ikke korrekt. Kommissionen bør under alle omstændigheder sørge for en passende tildeling af ressourcer i overensstemmelse med de aftalte prioriteringer. Her i formiddag, hr. kommissær, havde jeg lejlighed til under forhandlingen om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik at sige til Deres kollega, hr. Patten, at jeg ikke har haft, ikke har og aldrig vil have noget imod fuldt ud at støtte Kommissionen i at få afklaret og udvidet dens kompetenceområde, tværtimod. Men på samme måde som andre kolleger har udtrykt det under denne forhandling, og som jeg også havde lejlighed til at sige til hr. Patten under budgetforhandlingen, finder jeg det vanskeligt at forstå, at Kommissionen ikke har svært ved at forvalte de 800 millioner euro, som den foreslår i det foreløbige budgetforslag for 2001 for Balkanlandene, og at den alligevel har svært ved at forvalte de 250 millioner euro, som er afsat til denne genopbygningsplan for Mellemamerika, som ikke gælder ét, men fire år. Under alle omstændigheder, hr. kommissær, har landene i Mellemamerika ikke haft nogen politik for folkedrab eller etnisk udrensning. De har, i modsætning til andre geografiske områder, i deres aftale med Den Europæiske Union inddraget en demokratiklausul, der bærer og understøtter hele forholdet som et væsentligt element. Landene i Mellemamerika har taget fat på meget smertefulde strukturtilpasningsprocesser, som har krævet store ofre af deres samfund. De har gjort deres pligt med hensyn til de multilaterale institutioner, og de har gjort præcis det, Den Europæiske Union forventede af dem. Hr. formand, det europæiske civile samfund har allerede vist, i hvor høj grad det er engageret i Mellemamerikas befolkningers tragedie. Det er nu på tide i forbindelse med en katastrofe af denne art, at vores institutioner kommer på højde med vores civile samfund og med situationen.
Hr. formand, på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil jeg gerne takke ordføreren Marset Campos for det glimrende forslag til beslutning og for sin meget klare forståelse af tankegangen i denne beslutning, der ikke kun skal være et udtryk for solidaritet, men også for et meget mere konkret politisk initiativ. Jeg vil ikke gentage tallene i forbindelse med denne orkans konsekvenser, men blot understrege, at det i meget højere grad end den økonomiske skade er de sociale og miljømæssige skader, der bekymrer os, og som går ud over dette område. Og eftersom der aldrig er nogen retfærdighed i uheld, navnlig når det gælder fordelingen af uheldets konsekvenser, var det som altid de fattigste grupper, der blev ramt. Jeg vil gerne tage udgangspunkt i et paradoks. I det område, der blev ramt af denne orkan, og som ofte rammes af orkaner af denne styrke, ligger også Florida, hvor man registrerer nogle betydeligt mindre skader, selv om denne stat ofte rammes af de samme meteorologiske fænomener som Mellemamerika. Og det er det, som vi skal tage udgangspunkt i, nemlig Mellemamerikas miljømæssige og sociale sårbarhed, så vi forstår, at vi ikke kan nøjes med at have en kultur og en politik, der er baseret på nødstilfælde. Det er det, som EU's indsats skal være fokuseret på. Denne beslutning har den fordel, at den går længere end til nødstilfældene. EF-handlingsplanen er en lejlighed til at lade genopbygningen være ledsaget af en omstrukturering - som er et reelt behov for disse lande - og investere i en ny økonomisk og social udviklingsproces, hvor man først og fremmest prioriterer sundhed, uddannelse og tjenesteydelsernes kvalitet, som i disse lande er ensbetydende med livskvalitet og ikke mindst med demokratiets kvalitet. I betænkningen forklares det meget nøje, at alt dette vil kunne ske, hvis vi opstiller og opfylder to betingelser. Den første betingelse er, at vi skal tage undersøgelses- og kontrolinstrumenterne i brug for at undgå spild, ulovligheder og svig. I den forbindelse anmoder man i beslutningen om, at EU bliver eneansvarlig for planlægningen, gennemførelsen og kontrollen med støtten. Dette er en anmodning om at påtage sig ansvaret, en anmodning, som vi gerne vil rette til Kommissionen, og som efter vores mening er nødvendig for, at denne støtte giver et godt resultat. Den anden betingelse er dog meget vigtigere. Det er nemlig nødvendigt at styrke Kommissionens finansielle og menneskelige ressourcer. De bevilgede midler er ikke tilstrækkelige, og personalet er absolut utilstrækkeligt. I et område, der er stærkt ramt af politisk vold, kræver interventionen - som ikke blot sker i forbindelse med nødsituationen, men som også tager sigte på en genopbyggelse af den demokratiske struktur - at vi er ordentligt forberedt, og at vi råder over nogle meget mere omfattende menneskelige ressourcer end dem, man har taget højde for hidtil. Vi er af den opfattelse, at man også bør gøre større og bedre brug af samarbejdet med de ikke-statslige organisationer, som ikke bare er en meget pålidelig ressource med stor erfaring i området, men som også og ikke mindst er en reel ressource, der kan give vores intervention en saltvandsindsprøjtning og gøre den mere effektiv. Hr. formand, ærede kolleger, ærede medlemmer af Kommissionen og Rådet, jeg tror med andre ord, at EU nu skal gå væk fra den bebudede solidaritet og gå over til en reel og grundlæggende retfærdighed. Denne plan skal ikke kun være en hurtig løsning på de skader, der er sket som følge af orkanen, men skal også have det formål at give landet nye midler og nye muligheder. Den beslutning, som Europa-Parlamentet vedtog i november 1998, gik også i denne retning, idet man heri nævnte en eftergivelse af udlandsgælden - der beløb sig til 17 milliarder dollars - for landene i dette område. Afslutningsvis vil jeg gerne gentage den opfordring, man i denne beslutning retter til Kommissionen og Rådet om at støtte en fuldstændig og øjeblikkelig eftergivelse af udlandsgælden.
Hr. formand, på dette tidspunkt i forhandlingen er der ikke meget at tilføje, især ikke efter den strålende betænkning af hr. Marset, som jeg støtter i mindste detalje. Men jeg vil gerne understrege nogle af de ting, som han har sagt. Det er meget vigtigt at tale om en solidarisk indsats - det er blevet talt om en fornuftig indsats - især centreret om uddannelses- og sundhedsprogrammer, som det nævnes i selve betænkningen, og der er også blevet talt om koordinering og personalebehov. For os, der for få dage siden var i Kosovo, er det nødvendigt at understrege noget, som mange af de besøgende fra delegationen har sagt: Til forskel fra andre indsatser er det, der især karakteriserer den, der er gennemført i Kosovo, at den er blevet gennemført under en integreret og fuldt ud koordineret ledelse, hvilket forøger dens effektivitet. Desuden er jeg også ligesom hr. Salafranca helt uenig ikke blot i budgetmæssige restriktioner, men også i det vanskeligt forståelige faktum, at der lægges hindringer i vejen for lande som dem i Mellemamerika, der i deres aftaler har inddraget visse klausuler, mens man i andre tilfælde ikke optræder på den måde. For os, der gør solidariteten til ledestjernen i vores politiske handlinger, er solidariteten vigtig, men også effektiviteten, programmernes bæredygtighed og udformningen af politikkerne dér, hvor vi optræder, så de medvirker til, at disse elskede samfund i Mellemamerika opnår højere udviklingsniveauer og mere social retfærdighed. Jeg vil slutte, hr. formand, med følgende citat: "Vi skal være oprørske, men også kompetente". Eller sagt med andre ord: Lad os være solidariske, men effektive.
Hr. formand, hr. kommissær, mine kolleger, jeg tror, at den europæiske politik på baggrund af den frygtelige katastrofe, som orkanen Mitch har forårsaget, nu står over for primært tre udfordringer. For det første må vi hjælpe landene med genopbygningen. Kommissionens dokument er et godt grundlag herfor. Noget af det, der står i dokumentet, må dog også omsættes i handlinger. Jeg mener, at det er specielt vigtigt at udnytte knowhow fra europæiske organisationer og medlemsstaternes organisationer og også at inddrage de ikke-statslige organisationer og eksperterne lokalt. Jeg mener ikke, at det altid er den rigtige løsning at kræve nye stillinger i Europa-Kommissionen, når der opstår udfordringer. Måske er det muligt at gennemføre omplaceringer i Kommissionen. For det andet må vi give disse plagede lande større adgang til de europæiske markeder end hidtil. Jeg mener, at det er et paradoks, at Nicaragua og Honduras, der allerede før Mitch hørte til de mindst udviklede stater, bliver behandlet dårligere end mange, mange andre stater som f.eks. AVS-landene, som vi af gode grunde behandler godt. Men jeg kan ikke indse, hvorfor vi fortsat skal behandle Nicaragua og Honduras dårligere. Jeg ønsker heller ikke endnu en gang at nævne det evige eksempel bananer - det står jo i betænkningen. Jeg støtter afsnittet og også det, som hr. Kreissl-Dörfler har sagt. Jeg vil gerne nævne eksemplet sukker. Sukker er et vigtigt produkt for Nicaragua, Nicaragua har ingen stor adgang til de europæiske markeder. Det kunne være en hjælp, hvis vi her gjorde adgangen til de europæiske markeder lettere. Den tredje udfordring er, at vi må bekæmpe årsagerne til sådanne katastrofer. Jeg er meget bevidst om, at vi ikke bare kan sige, at det er den øgede mængde drivhusgasser, der er skyld i Mitch. Men mange videnskabsfolk mener, at det sandsynligvis forholdt sig sådan. Men ikke alle videnskabelige forsamlinger er enige om, at sådanne katastrofer øges i ekstrem grad, hvis vi i industrilandene fortsat slipper så mange drivhusgasser ud i luften. De vil ganske vist ramme os alle, men altid og især fattige folk, og derfor må vi nu langt om længe handle mere beslutsomt på dette område.
Hr. formand, jeg vil gerne sige noget i tilknytning til det, hr. Liese sagde til slut, nemlig klimaforandringen. Også hr. Marset Campos har nævnt det. Det er måske ikke noget tilfælde, at vi i Centralamerika, i Venezuela, i Mozambique - i Europa ikke at forglemme - har haft store ødelæggelser, som formodentlig vil forekomme hyppigere. Det er faktisk nærliggende at antage, at det i denne forbindelse faktisk ikke drejer sig om en tilfældig stigning i antallet af forekomster, men derimod om en udvikling, som er en følge af den klimaforandring, som vi mennesker har forårsaget. Jeg ville derfor ønske, at vi kunne skabe en forbindelse mellem iagttagelsen af disse katastrofer og energipolitikken. Der findes faktisk en forbindelse, som jeg gerne vil gøre opmærksom på. Jeg ville ønske, at jeg tog fejl. Det andet, som jeg vil nævne, er, at hjælpen til Centralamerikas integration bør udnyttes. Det er en gammel sag for Europa-Parlamentet. Det har vi ofte krævet. I sidste ende er det naturligvis op til centralamerikanerne selv at gøre det. Men måske er det chok, som orkanen Mitch har udløst, en anledning til alligevel at overvinde de fjendtligheder og vanskeligheder, der består mellem de enkelte lande. Menneskene ville i al fald være taknemmelige. Og for øvrigt ville vores hjælp være fuldstændig værdiløs, hvis der ikke er nogen fremskridt i denne integration. Det tredje, som jeg vil nævne, vedrører gennemførelsen af denne hjælp. Jeg misunder ikke Kommissionen denne opgave, for jeg ved, at vi om nogle år bliver præsenteret for en beretning om angiveligt eller med rette kritiseret misbrug af midler. I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at kontrollen med disse midler nogle gange forårsager langt større omkostninger end den gevinst, man opnår. Jeg håber, at vi kan give Kommissionen et vist spillerum ved anvendelsen af disse midler, for det haster ofte meget mere med at få gennemført disse programmer end at afregne ned til mindste øre. Jeg ved, at dette er en bemærkning, som man som parlamentsmedlem ikke bør komme med i dag, men jeg gør det nu alligevel, for den er rammende. Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at orkanen hærgede Mellemamerika i oktober 1998, og at vi nu har juni 2000. Det vil sige, at vi faktisk også selv er et meget tungt apparat, og måske skulle vi gøre os nogle tanker i den anledning om, hvordan man kan sætte skub i processen. Selv om vi beslutter noget i dag, betyder det jo langt fra, at landet er genopbygget, men derimod varer det mange år, og så er der måske igen kommet en ny generation til. Det mener jeg er alt for længe.
Hr. formand, først vil jeg gerne på Kommissionens vegne takke Europa-Parlamentet for kvaliteten af denne betænkning samt lykønske ordføreren hr. Marset Campos med hans betænkning om forslag fra Kommissionen om en EF-handlingsplan for genopbygningen i Mellemamerika. Jeg er også glad for Parlamentets støtte og tillid til Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af denne vigtige EF-handlingsplan. I løbet af fire år vil det regionale program til genopbygningen i Mellemamerika bidrage med 250 millioner euro til genopbygning og forandring af de fire lande, der er hårdest ramt af orkanen Mitch, nemlig Honduras, Nicaragua, El Salvador og Guatemala. Programmet bygger på princippet om bæredygtig udvikling, hvilket adskillige talere har understreget. Det yder bistand til almen uddannelse, erhvervsuddannelse, folkesundhed og socialt boligbyggeri. De primære støttemodtagere vil være dem, der ligger i ekstremt ugunstigt stillede områder, hvor katastrofen har haft de værste følger. Der vil blive taget særligt hensyn til den oprindelige befolkning og til at gøre den mindre sårbar over for sådanne katastrofer fremover. Kommissionen er klar over, at et så ambitiøst og komplekst programs succes også afhænger af koordineringen mellem de forskellige deltagende aktører. Der nedsættes en koordineringsgruppe mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Et andet vigtigt element bliver Stockholm-opfølgningsgruppen. Kommissionen har hidtil altid været uformelt involveret i denne gruppes aktiviteter. For at sikre størst mulig gennemsigtighed vil Kommissionen udarbejde en årlig rapport om udviklingen af det regionale genopbygningsprogram til medlemsstaterne og Parlamentet. Der er allerede omdelt en første rapport om Kommissionens aktiviteter til Parlamentets Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. Efter den første nødhjælp og anden bistand efter orkanen Mitch forbereder vi nu aktivt gennemførelsen af dette genopbygningsprogram. Mobiliseringen af de nødvendige vedtægtsmæssige stillinger til den decentrale forvaltning og gennemførelse af programmet forsinkede i høj grad en hurtig programstart, hvilket flere talere allerede har nævnt. Disse problemer er nu blevet løst. Den første tjenestemand ankommer til Managua den 17. juli, og de øvrige tjenestemænd følger efter i de kommende uger. Der forventes ikke yderligere forsinkelser i øjeblikket. Kommissionen træffer alle nødvendige foranstaltninger for at iværksætte programmet og gøre det operationelt i løbet af de kommende tre måneder. Jeg forstår godt hr. Salafrancas bemærkninger vedrørende de menneskelige ressourcer. Som De vil vide, er dette spørgsmål ikke kun relevant for denne forhandling. De skal imidlertid huske på, at vi oprettede et særligt agentur for Kosovo-programmet. I forbindelse med dette program måtte vi tage til takke med det tilgængelige personale på grund af de begrænsede menneskelige ressourcer. Jeg vil gerne understrege - og her er jeg enig med hr. Salafranca og flere andre - at det har taget uacceptabelt lang tid at få bragt hjælp ud til denne region. Vi nævnte det som et eksempel i vores seneste forslag vedrørende en overordnet reform af vores eksterne bistandsprogrammer. Det er endnu en grund til, at Kommissionen - og specielt kommissær Patten - er meget opsat på at fremme disse reformer, så vi ikke fortsat svigter andre og os selv på denne måde. Da adskillige talere har rejst spørgsmålet, vil jeg gerne benytte lejligheden til at garantere, at finansieringen af Kosovo hverken vil ske på bekostning af bevillingerne til Latinamerika eller på bekostning af dette særprogram. Kommissionen har vedtaget yderligere foranstaltninger inden for rammerne af EF-handlingsplanen. Det drejer sig bl.a. om Det Europæiske Fællesskabs bidrag til HIPC-gældsinitiativet samt godkendelsen af en forbedret særlig præferenceordning for Mellemamerika og Rådets forordning af 21. december 1998 om en flerårig ordning med generelle toldpræferencer, der er blevet forlænget til den 31. december 2001. Kommissionen deltager også i HIPC-initiativet, der bidrager med ca. 50 millioner euro til både Honduras og Nicaragua.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0123/2000) af Schmitt for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om Kommissionens arbejdsdokument om fælles standarder for asylprocedurer (SEK(1999) 271 - C5-0157/1999 - 1999/2148(COS)).
Hr. formand, mine damer og herrer, Amsterdam-traktaten har banet vejen for at kunne handle i fællesskab også inden for asylretten samt flygtninge- og indvandrerpolitikken. Det mener jeg burde være sket for længst. For beslutningen om at videreudvikle det rene økonomiske fællesskab til en politisk union blev jo truffet for længe siden. Derfor er det så meget mere vigtigt, at Amsterdam-traktaten har åbnet denne mulighed. Det skete beklageligvis på en sådan måde, at Europa-Parlamentet i forbindelse med udviklingen af de pågældende lovområder kun har en høringsret. Derfor vil jeg her gerne understrege min forventning til, at Kommissionen, til trods for at Parlamentet kun har denne høringsret, fortsat vil inddrage Parlamentet varigt i netop dette område. Bortset fra det må én ting dog også være helt klar: I det øjeblik vi officielt kun får tildelt en høringsret, vil vi tilsvarende kun kunne påvirke Kommissionen og udviklingen af relevante lovbestemmelser, såfremt det som Parlament lykkes os at blive enige om fælles principper og give afkald på at få gennemført de enkelte politiske mål 100%. Jeg mener, at vi i de sidste måneder på baggrund af diskussionen om Kommissionens arbejdsdokument til dette emne har valgt et godt tiltag. Jeg ved fra min egen gruppe - må jeg tilføje - at denne betænkning er udformet således, at der næppe er nogen her i salen, der kan genkende den 100%. Sådan er det nu engang, når man indgår kompromiser og stræber efter enighed. Man kan ganske vist se store dele af ens ønsker blive gennemført, men ikke altid 100%. Lad mig blot fremhæve hovedpunkterne, som efter min mening er af betydning for fremtidige asylprocedurer. For det første må det lykkes os at få den fornødne styrke til at adskille de tre store grupper, det vil sige på den ene side asylområdet, på den anden side området for midlertidig modtagelse af flygtninge fra kriseområder, men også emnet indvandrerpolitik. For det andet må vi få gennemført, at anerkendelsesproceduren forkortes og forenkles. Men samtidig må vi også sikre, at anerkendelsesproceduren ikke udviser utilstrækkelig kontrol og kvalitet. For det tredje må målet være, at asylansøgere kun må indgive én asylansøgning inden for EU-medlemsstaterne. Det forudsætter imidlertid, at vi sikrer, at der ikke alene gælder ens procedurebestemmelser overalt, men at disse procedurebestemmelser også anvendes ens. Det vil sige, at personalet, der er ansvarlig for behandlingen, skal have et højt uddannelsesniveau. Personalet skal kunne råde over informationer på tværs af grænserne. Og vi må også sikre, at asylansøgere får de samme rammebetingelser, uanset hvor de indgiver deres ansøgning. Dette omfatter også forplejning og indkvartering osv. Det må være sådan, at man i princippet altid møder de samme vilkår, uanset om man nu indgiver sin ansøgning i Spanien, Tyskland eller England. Hvis vi kan sikre det, er det omvendt også kun følgerigtigt at bestemme, at der kun må indgives én ansøgning. For det fjerde mener jeg, at EU-medlemsstaterne må forpligtes til at udarbejde en fælles og bindende liste over de lande, hvor der er visumpligt, og over de "sikre tredjelande og oprindelseslande". Jeg ved, at nogle ser kritisk på dette. Men jeg mener, at det er den eneste vej for på den ene side at gøre det muligt for myndighederne at træffe beslutninger efter samme kriterier og på den anden side at skabe retssikkerhed for ansøgeren i medlemslandene. Et vigtigt punkt, som jeg også gerne vil nævne, er, at vi i betænkningen flere gange har gjort det tydeligt, at der skal være en byrdefordeling mellem staterne. Hvordan denne byrdefordeling skal se ud i enkeltheder, kræver sikkert yderligere diskussion. Men en ting er sikkert: Det kan ikke overlades til tilfældigheder, hvilken dør flertallet af asylansøgere eller flygtninge netop vælger at banke på. Denne stat skal ikke bære byrden alene. Jeg ved, at asylretten er et meget vanskeligt og politisk følsomt emne. Vi har efter min mening i de sidste måneder under diskussionen i udvalget gjort en begyndelse. Vi har haft en meget konstruktiv og fair diskussion. Denne diskussion har givet mig mod, og jeg er overbevist om, at vi som Parlament er i stand til sammen at følge op på den videre lovgivning og eventuelt også konstruktivt at diskutere andre vanskelige emner som f.eks. en indvandrerlov.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil fremhæve to ting som positive. Det første er arbejdsdokumentet, som Kommissionen har forelagt, og som var udgangspunktet for betænkningen. Det er et meget godt grundlag for at begynde en diskussion, der med tiden skal udmunde i en retsakt, hvor de fælles standarder for asylprocedurer fastsættes. Det andet er betænkningen, som jeg særlig vil fremhæve, fordi det faktisk er lykkedes ordføreren at finde bred enighed fra alle grupper om et meget ømtåleligt emne. Det er yderst vanskeligt, og vi har tidligere oplevet helt andre situationer. Derfor er det et fremragende stykke arbejde! Jeg vil fremhæve tre punkter, som jeg synes er særlig væsentlige, og anmode om, at de siden hen medtages i Kommissionens overvejelser. Det første punkt er byrdefordelingen. Det er allerede blevet omtalt. Overvejelserne bør ikke kun gå i en retning, men derimod altid være åbne også i retning af personmæssig byrdefordeling. Når vi ser på flygtningestrømmene, må vi konstatere, at det altid er de samme lande, der berøres. Mit eget land, Østrig, ligger f.eks. altid i spidsen, når det drejer sig om modtagelse af midlertidige flygtninge, ligeledes når det drejer sig om asylansøgere. Det kan ligestilles med Luxembourg, med Belgien, med Nederlandene. Andre bærer en betydelig mindre byrde. Her opfordres medlemsstaterne til at udvise større solidaritet. Jeg vil fremhæve afkortningen og forenklingen af anerkendelsesproceduren uden - og det er det væsentlige - at kontrollen bliver mindre omhyggelig. Det er et væsentligt punkt, for asylansøgere har ret til en hurtig afgørelse og et hurtigt svar, for så vidt angår deres fremtidige status. Det tredje punkt er det, der giver retssikkerhed og hjælper med at træffe parallelle beslutninger på tværs af medlemsstaterne ved gennemførelsen. Det er punktet om, at vi bør føre lister - der revideres permanent - over sikre tredjelande og oprindelseslande. De er en enorm hjælp, hvis det lykkes os at udarbejde disse lister. Der er bred enighed, men jeg frygter, at det ikke er muligt at opretholde denne enighed, hvis De Grønnes ændringsforslag virkelig tages med alle sammen. Meget af det, de ønsker, er positivt, men noget af det, de ønsker, er totalt, som fru Merkel engang har bemærket. Hvis de altså ønsker at gennemføre en total udvidelse af flygtningebegrebet eller en total adgang for asylansøgere til arbejdsmarkedet eller arbejder for omvendt bevisbyrde, så kan den enighed, der blev opnået med deres støtte i udvalget, atter blive bragt i fare. Jeg beder Dem derfor indtrængende om at overveje at trække disse ændringsforslag tilbage, så det fortsat er muligt at opretholde den store enighed.
Hr. formand, kære kolleger, hr. Pirker har nævnt et vigtigt aspekt i debatten, der nu ligger bag os, nemlig den kendsgerning, at vi på et politisk område, hvor vi, så længe jeg har været her i Parlamentet, virkelig kun har oplevet splittelse, men nu for første gang igennem måneder har ført en debat, der har været kendetegnet af gensidig vilje til kompromis, og hvad der er langt vigtigere, også af gensidig evne til kompromis. Derfor vil jeg starte med at sige, at De, hr. Schmitt, efter min mening har præsteret et forbilledligt stykke arbejde. Her er det jo kutyme at takke ordføreren, men i dette tilfælde vil jeg gøre det på en ganske særlig måde, nemlig ved at sige til Dem, at De har fået alle os på den venstre side i Europa-Parlamentet til at måbe. Generalsekretæren for CDU i Berlin, en ikke ubetydelig lokalforening for den Kristelig-Demokratiske Union i Tyskland, der med den foreliggende betænkning, der bærer hans navn, helt tydeligt giver udtryk for, at han går ind for at bevare det individuelle krav på asyl som grundlæggende rettighed - bravo, kan jeg blot sige som tysk socialdemokrat! Deres partiledelse i Berlin - jeg mener ledelsen på forbundsniveau, og ikke byens - hævder netop det modsatte, nemlig at en indvandrerlov er nødvendig, og at det individuelle krav på beskyttelse derfor kan bortfalde. Få overbevist Deres parti! Så garanterer jeg Dem i det mindste støtte fra de tyske socialdemokrater. Hr. Pirkers udtalelser viser, at De åbenbart virkelig har været ude at missionere i Deres gruppe, men gode gerninger skal man rose. Det, vi har opnået - og det er hr. Pirker jo parat til at støtte - er en betænkning, der omhandler de standarder, der skal anvendes i asylprocedurerne. Således skal der i fællesskab i hele Den Europæiske Union skabes sammenlignelige forudsætninger og betingelser for at søge og gøre krav på asyl. Når man taler om standarder, så taler man om formelle fremgangsmåder, om procedurer. I den forbindelse bør man gøre sig umage for så vidt muligt at undgå at overlæsse dem med ideologiske indlæg eller med spørgsmål af principiel, politisk, langsigtet karakter. Det er en af grundene til, at vi gør kollegerne fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance opmærksom på, at vi afviser alle deres ændringsforslag på nær ét. Det drejer sig om det forslag, der vedrører tilbageholdelse med henblik på udvisning, hvor vi faktisk også selv mener, at det er et instrument, der er umagen værd at kontrollere. Jeg vurderer det ikke. Vi afviser deres ændringsforslag, fordi vi i Parlamentet som lovgivere skal lære, at vi i lovgivningsprocessen må og skal beskæftige os med det stof, der skal bruges i en lov. Her drejer det sig imidlertid ikke om materiel asylret, men derimod om formel. Det er en afgørende forskel. Det, som De Grønnes ændringsforslag indeholder, er imidlertid en diskussion om asylretligt indhold, og ikke om formen. Som De sikkert har lagt mærke til, har vi som socialdemokratisk gruppe ikke indgivet noget ændringsforslag til plenarforsamlingen. Det behøver vi heller ikke, for på de helt, helt væsentlige punkter er den form, som Schmitt-betænkningen har opnået i udvalget, i overensstemmelse med det, vi socialdemokrater forestiller os: Det principielt garanterede krav, efter hvilket adgangen til asylproceduren er garanteret enhver, der ønsker at gøre krav på proceduren. Det er vigtig for os, at der i proceduren er garanteret juridisk rådgivning på en sådan måde, at ført og fremmest de - det mener vi er et stort fremskridt - der er omfattet af procedurerne, får sproglig hjælp, det vil sige, at de får hjælp til også at forstå proceduren, at de i hvert enkelt tilfælde kan gøre brug af retshjælpen, at de har mulighed for at appellere den administrative afgørelse i første instans til en domstol, og som det afgørende for os - jeg minder de tyske kolleger om debatten i Tyskland - at denne appel har opsættende virkning. Det er et ganske vidtrækkende skridt for os. Det betyder i forbindelse med en asylansøgers opholdstilladelse - det kom vi helt specielt ind på i vores debatindlæg i udvalget - at disse procedurer under en appelsag ikke må trække ud i årevis, men at der skabes hurtige procedurer, for både offentligheden og asylansøgeren har krav på en hurtig og effektiv gennemførelse af procedurerne. Samlet har hr. Schmitt fremlagt en betænkning, som De Europæiske Socialdemokraters Gruppe kan støtte, og jeg er temmelig sikker på, at denne betænkning får, hvad den fortjener, nemlig et bredt flertal. Hr. formand, kære kolleger, en enkel bemærkning på egen foranledning: I dag er det sidste gang, jeg deltager i et møde som koordinator for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe. Inden for en overskuelig fremtid vil jeg hellige mig en anden opgave i min gruppe. Jeg benytter derfor denne lejlighed til at sige en hjertelig tak til alle kolleger, hr. Wiebenga, hr. Pirker, hr. Ceyhun, fru Palacio Vallelersundi, som jeg har arbejdet tæt sammen med i denne funktion i de sidste år, for et altid fair og tillidsfuldt samarbejde!
Hr. formand, Den Liberale Gruppe vil savne de meget klare og demokratiske bidrag fra hr. Schulz på dette politiske område meget. Det bliver et savn, men vi ønsker dig held og lykke med din næste stilling. Det var den positive del af mit indlæg. Hvordan ser det ud med den europæiske asylpolitik? Det er svært at sige, for der er faktisk ikke nogen europæisk asylpolitik. Parlamentet, de nuværende og tidligere kolleger har allerede i årevis skubbet i den rigtige retning. Kommissionen, herunder den nuværende kommissærs forgænger, har indtil nu ikke haft større succes, men havde heller ikke meget at sige herom forud for Amsterdam-traktaten. Den forrige Kommission ville gerne, men var magtesløs. Problemet, det har vi ofte fastslået, lå i Rådet. De fleste regeringer ville også gerne, men de er underlagt princippet om enstemmighed. Så følger topmødet i Tampere. Der blev forelagt mange forslag, også på dette politiske område. Mange journalister troede, at det gik godt. De glemte blot, at den lammende regel om enstemmig beslutningstagen stadigvæk finder anvendelse. Fastsættelsen af pointtavlen kan sandsynligvis ikke fjerne denne politiske lammelse. Men det bliver klart for verden udenfor, hvilket organ og hvilket land der forårsager den politiske lammelse. Hvad skal der ske? Der skal ske meget. Den Liberale Gruppe mener, at arbejdsdokumentet fra Kommissionen og Schmitt-betænkningen, som vi behandler i dag, er et godt skridt hen imod den kommende fase, og vi mener endvidere, at Schmitt-betænkningen, og jeg tilslutter mig i denne forbindelse andre taleres vurderinger, indeholder en afbalanceret fremgangsmåde. Vi stemmer for betænkningens indhold. Vi støtter den.
Hr. formand, lige siden Amsterdam-traktaten har en ting været klar: Der er ingen vej uden om en fælles asyl- og indvandrerpolitik! De initiativer, Den Europæiske Union har taget i forbindelse med familiesammenføringer, antidiskriminationspakken, den midlertidige beskyttelse af krigsflygtninge og i sidste ende også den tilstræbte harmonisering af asylretten, gør dette meget tydeligt. Med Schmitt-betænkningen - i øvrigt mange tak til hr. Schmitt også i min egenskab af koordinator for De Grønne - foreligger der nu for første gang en klar stillingtagen fra Europa-Parlamentet, også selv om nogle relevante ændringsforslag - forslag fra os, som i øvrigt er blevet anbefalet af UNHCR - er blevet afvist. Hr. Pirker, det ser jeg heller ikke nogen problemer i - De kan afvise dem igen i morgen. Vi stemmer jo alligevel for Schmitt-betænkningen. Det er de gængse parlamentariske spilleregler, som vi alle kan leve lykkeligt med - går jeg ud fra. Men det haster! Frem til slutningen af 2004 skal Amsterdam-traktaten være gennemført. Problemerne er dog soleklare. Nationalstaterne er i mange tilfælde endnu ikke parate til at være med til at bære europæiske ordninger. Det må imidlertid ikke slå os ud af kurs. Schmitt-betænkningen går i den rigtige retning. Den opfordrer nu Kommissionen til at foretage konkrete skridt i retning af et lovforslag. Jeg håber, at vi kan formidle vores tiltag til medlemsstaterne.
Hr. formand, Schmitts betænkning henleder Parlamentets opmærksomhed på et meget aktuelt spørgsmål, nemlig fastlæggelsen af nogle klare og fælles standarder for asylret, ikke bare på grund af de juridiske og administrative krav, men også og ikke mindst for at beskytte asylansøgernes værdighed. Det er også nødvendigt med nogle faste og klare regler på området for at undgå, at man blander asylret sammen med indvandringsproblemet. Det er ikke tilfældigt, at jeg bruger ordet "problem", for mangelen på en ordentlig indvandringspolitik har medført, at vores borgere ofte opfatter alle de forskellige former for indvandring som et problem, en byrde og ligefrem en fare i stedet for at opfatte dem som en social og økonomisk ressource og en kulturberigelse. I Italien er den ukontrollerede eller - hvad værre er - illegale indvandring f.eks. alt for ofte forbundet med organiseret kriminalitet. I dette forvirrede billede, hvor det illegale bliver stadig mere dominerende, er der hverken nogen regler eller nogen sikkerhed, og der er navnlig ikke nogen ægte beskyttelse af rettighederne, hverken for de europæiske borgere eller for indvandrerne. Det er derfor tvingende nødvendigt at fastlægge en indvandringspolitik og således også en politik for modtagelsen af indvandrerne samt en politik, der regulerer indvandringsstrømmene, en politik, hvor man tager højde for realiteterne og de konkrete sociale fænomener, og hvor man til gengæld lægger ideologierne mest muligt på hylden. Det er netop i denne rette sammenhæng, at asylretten skal ses. Det er en ukrænkelig ret, der bør forsvares i ethvert civilt samfund med respekt for sig selv.
Dette papir fra Kommissionen lægger jo op til en voldsom udvidelse af mulighederne for at gennemføre bindende EU-lovgivning. Det er et spring frem i Unionsudviklingen, og det er baggrunden for, at jeg gerne vil minde om en elementær ting, nemlig at asylproblemets inderste kerne er samfundsmæssige sammenbrud i EU's nærområder. Øst og særlig syd for EU's grænse lever et voksende befolkningsflertal i et hav af social elendighed og politisk undertrykkelse, og det er det, der udløser asylproblemet. EU er regionens stormagt - økonomisk, politisk, militært. Politiske sammenbrud hos naboerne på Balkan og i Nordafrika er EU's ansvar. Der er ikke bare tale om passivitet og undladelsessynder. Der er tale om, at EU og medlemslandene i kraft af økonomisk herredømme, politisk dominans og militær magt har bidraget aktivt til de sociale sammenbrud, som gør vores medmennesker til flygtninge. Er det sådan, at EU's institutioner og medlemslandene nu vil ændre på disse basale forhold? Nej. Det er jo EU's rationalitet. Er der tale om, at hovedbudskabet i Kommissionens arbejdsdokument og den foreliggende betænkning er, at man vil gøre noget ved kerneproblemet? Nej. Det er heller ikke kristen næstekærlighed og menneskelig omsorg eller bare almindelig anstændighed, der er det bærende element. Dette dokument er endnu en byggesten - en vigtig byggesten - til det Fort Europa, vi opbygger med alle midler for at holde vores elendige naboer fra livet. Der er ikke tale om, at vi skal sikre retssikkerhed for vores medmennesker. Der er tale om, at vi bør udøve retfærdighed i betydningen en retfærdig byrdefordeling, det vil sige, at de rige lande yder i overensstemmelse med deres formåen. Vi skal ikke betragte flygtningene som interessenter, og i øvrigt er der tale om en begrænset flygtningestrøm.
Hr. formand, hr. kommissær, hr. ordfører, tillad, at mine første ord bliver en anerkendelse af hr. Schulz. Jeg vil af hele mit hjerte sige noget til Dem, hr. Schulz, som jeg ville ønske, at nogen engang sagde om mig: De har været en god modstander, det vil sige en hård modstander, altid klar, bestemt, mange gange besværlig, og der er ingen tvivl om, at vi vil komme til at savne Dem. Hr. formand, tillad mig nu at komme til sagen og sige, at jeg mener, at dette er et vigtigt dokument fra Kommissionen, for det skaber virkelig en debat, der er påpeget i mange tidligere dokumenter, og særlig i konklusionerne fra Tampere, men hvor det var nødvendigt at afklare indholdet af debatten. Der er ingen tvivl om, at vi har et stort behov for at få afklaret de eksisterende forskelle i asylprocedurer, modtagelsesforhold, fortolkning af flygtningebegrebet, forbindelserne mellem den asylprocedure og procedurerne i "Dublin-mekanismen" og andre former for beskyttelse, og i den forstand målretter dette dokument debatten udmærket. Jeg vil ikke tage alle de punkter op, som andre talere har fremhævet, men jeg vil særligt lægge vægt på to punkter. For det første mener jeg, at Kommissionen rammende sætter spørgsmålene i forbindelse med asylprocedurerne, som bliver genstand for et fremtidigt direktiv, i forbindelse med proceduren i Dublin-konventionen og med idéen om sikre tredjelande. Og jeg skal sige, at jeg har stået i spidsen for et ændringsforslag, som er imod listesystemet. Det er et metodologisk problem. Fiji var et sikkert land indtil for få dage siden, og fra den ene dag til den anden var det ikke længere et sikkert land. Hvis vi henholder os til et system med lukkede lister, vil der opstå problemer med ajourføring af de lister, og det vil være meget skadeligt. Det andet ændringsforslag, som jeg har underskrevet, drejer sig om byrdefordeling. Vi er alle bevidste om, at solidaritetsprincippet indebærer en fordeling af følgerne af den nuværende asymmetriske asylansøgning. Om det skal det først og fremmest siges, at hvis vi når frem til nogle harmoniserede asylprocedurer, vil ansøgningerne også få en tendens til at fordele sig mere ensartet. Og for det andet vil jeg sige, at denne betænkning har en styrke, som jeg ville fremhæve i forhold til de øvrige - selv om jeg på nogle punkter har været kritisk - og den består i, at der lægges stor vægt på retlig sikkerhed, proceduregarantier, hvad angår asylansøgerens ret til forsvar, og særligt hvad angår alt det, der fremgår af punkt 4 og naturligvis i forbindelse med advokatbistand, mulighed for kontakt med ngo'er og UNHCR. Dette passer tydeligvis meget dårligt sammen med nogle foranstaltninger om kvotefordeling, der minder temmelig meget om deportation. Derfor, hr. formand, håber jeg, at visse grupper og særlig PPE-Gruppen igen vil overveje dette ændringsforslag, som i sit indhold omfatter et ændringsforslag fra Gruppen De Grønne. Det er med andre ord ikke et konservativt eller ikke-konservativt ændringsforslag, og det har heller ikke nogen geografisk observans. Det omfatter et ændringsforslag fra Gruppen De Grønne, som ikke blev vedtaget i udvalget, og som efter min mening burde støttes af Parlamentet.
Hr. formand, nu er vi Grønne blevet rost, men vi er også blevet angrebet en smule. Måske har De også ret i Deres angreb hr. Pirker, når vi tænker en smule ud over det, der måske var planlagt i dokumentet. F.eks. med hensyn til adgang til arbejdsmarkedet, men en af Deres gruppefæller, hvis jeg husker rigtigt, vores nye indenrigsminister, har en gang udtalt en lignende tanke højt. Vi tænker i den forbindelse også på asylansøgernes selvstændighed og også på en social realitet. Også hr. Schulz er kommet med denne bebrejdelse over for os Grønne. Som sagt, måske har De ret, men når det drejer sig om den individuelle ret til asyl, så betyder det også, at der i særlige tilfælde må ske en individuel vurdering. Det er også en del af lovrammerne. Det kan jo ikke være sådan, at vi kun interesserer os for det, der sker i dette EU, og at vi er ligeglade med, hvad der sker med en asylansøger uden for EU. Det er ikke længere vores territorium. Derfor er dette ene ændringsforslag af største vigtighed og betydning for netop at sikre, at der ikke er frygt for en forfølgelse i oprindelseslandet af en ikke godkendt asylansøger, der befinder sig på EU's territorium, og at asylansøgeren i det tredjeland, han bliver udvist til, nyder effektiv beskyttelse mod en refoulement. Det er det ansvar, vi ganske enkelt vil påtage os, når vi nu endelig står til rådighed for denne debat, der - og her giver jeg Dem ret - kræver yderligere diskussioner, der når fuldstændig til bunds. Vi er ved begyndelsen, en god begyndelse, som vi betræder i fællesskab. Det ville glæde mig, hvis vi kommer en millimeter videre.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne først lykønske ordføreren, hr. Ingo Schmitt, med den fremragende betænkning, som han har udarbejdet, og for de forslag, som han fremlægger til rationalisering af Kommissionens forslag. De indre grænsers forsvinden og oprettelsen af et område med frihed sikkerhed og retfærdighed tvinger os til at yde en indsats for at nærme os hinanden, hvad angår asyl- og indvandringspolitik samt forstærket kontrol ved de ydre grænser. Som vi allerede har sagt det før, fordrer en seriøs håndtering af dette problem, at vi skelner strengt mellem asylansøgeres indrejse i henhold til Genève-konventionen, indvandring af økonomiske eller andre årsager og midlertidig modtagelse af flygtninge fra kriseområder, der alle er forskellige situationer, der kræver en særskilt behandling. Hr. formand, anmodningerne om asyl har ikke fordelt sig jævnt, således som hr. Pirker allerede har haft lejlighed til at påpege, idet der gør sig en klar uligevægt gældende i fordelingen af det antal asylansøgninger, der registreres i de enkelte medlemsstater. Denne uligevægt er negativ for EU som helhed, fordi den øger uligheden mellem medlemsstaterne. Der må derfor ske en harmonisering af procedurerne for anerkendelse af flygtningestatus og betingelserne for modtagelse af asylansøgere, og der må fastlægges en politik til fordeling af byrderne. Solidariteten må komme fra alle. Det er afgørende, at der vedtages fælles standarder for modtagelse af asylansøgere, for betingelserne for at opnå flygtningestatus og proceduren for tilkendelse eller frakendelse af denne status, hvor det særlig bør undgås, at der indgives anmodning om asyl i flere medlemsstater på én gang.
Hr. formand, vi er i dag gået ind i det andet år af vores mandatperiode som medlemmer af Europa-Parlamentet. Jeg ønsker derfor for os alle sammen, at de næste fire år bliver bedre og mere udbytterige. Jeg må dog sige, at vi har fået en udmærket start på det andet år af vores parlamentariske virksomhed, når vi nu drøfter og - formodentlig i morgen - vedtager dette vigtige initiativ, der drejer sig om fastlæggelsen af fælles standarder for asylprocedurer. Der er ikke noget, som er mere europæisk end dette, og jeg går derfor ind for hr. Schmitts betænkning, som jeg tilslutter mig og er enig i fra ende til anden. En af de pensionister, der er repræsentant for Pensionistpartiet, og som altid følger mig til lufthavnen i Bergamo, når jeg rejser til Strasbourg, sagde til mig: "Ja, jeg er enig i, at flygtninge bør have asyl. De flygtninge og forfulgte personer, der flygter fra deres eget land, skal selvfølgelig have asyl, men jeg har 700.000 lire at leve for om måneden, hvilket svarer til de diæter, De får for halvanden dag. Og hvem hjælper mig? Jeg er enig i, at vi skal hjælpe asylansøgerne, og vi skal også give dem opholdstilladelse". Jeg svarede ham, at han kunne være rolig for, at Kommissionen ville sørge for at lade de flygtninge, vi modtager, og som ikke har arbejde, bistå de ældre mennesker, der ikke kan klare sig selv, og som har brug for hjælp. Bortset fra denne forhåbning vil jeg sige, at det er rimeligt, at man endelig deler asyludgifterne mellem alle EU's 15 medlemsstater. Jeg håber, at Kommissionen begynder med dette fra begivenhederne i Kosovo, og at de, der har afholdt de største udgifter til kosovoernes asyl, får penge tilbage fra alle medlemsstaterne.
Hr. formand, i årenes løb har jeg været vidne til mange diskussioner i Parlamentet om dette emne, og det glæder mig meget at se den brede opbakning til betænkningen her i aften. Jeg glæder mig over denne konsensus. Det er et godt arbejdsdokument, og vi har et godt udgangspunkt for vores arbejde, så jeg lykønsker også Kommissionen. Jeg er lidt utryg ved det faktum, at Irland, der er vært for Dublin-konventionen, kun på det allerseneste er begyndt at modtage et acceptabelt antal flygtninge og asylansøgere, og at Dublin-konventionen desværre ikke fungerer optimalt. Omkring 85% af de mennesker, der ankommer til Irland, er ikke blevet standset ved den oprindelige ankomsthavn eller har ikke fået deres ansøgninger behandlet i det EU-land, hvortil de først ankom. Jeg har fuld sympati og forståelse for de kolleger, der kræver en ligelig fordeling af byrderne, men der foregår allerede en stor uformel byrdefordeling. Modtagerlandene vender gladeligt det blinde øje til, når mennesker passerer deres lande på vej til tredjelande. Når det er sagt, tror jer, at der er et stort behov for en harmonisering af de lovgivningsmæssige procedurer, så vi kan tilbyde en sikker havn til de mange asylansøgere i Fællesskabet, og så vi får en human og omhyggelig modtagelsesprocedure, der er ensartet i hele Fællesskabet. På grund af min arbejdsindsats på dette område er jeg meget bekymret over de kriminelle aktiviteter hos nogle af asylansøgerne, der udnytter deres egne landsmænd ved at handle med kvinder og unge mennesker. Et samarbejde mellem politistyrkerne, der rapporterer om omfattende prostitution blandt unge piger i medlemsstaterne, er desværre en nødvendighed i vores asylpolitik. Det står klart - specielt i mit eget land i øjeblikket - at vi skal bekæmpe den voldsomme stigning i racismen og fremmedhadet i vores samfund. Det er et meget foruroligende fænomen i mit eget land. Der er brug for en klar gennemførelse af gode og humane love, som vi alle kan nyde godt af.
Jeg takker Parlamentet for dets støtte til denne meddelelse. Jeg ønsker specielt de to ordførere, hr. Schmitt og fru Echerer, tillykke med deres udmærkede betænkninger. Jeg vil bede Dem videregive mine bedste ønsker til hr. Schulz, der ikke længere er til stede. Jeg er sikker på, at han vil vende tilbage for at deltage i denne forhandling - hvis ikke på grund af funktionelle pligter så på grund af entusiasme. Kommissionen har nu modtaget reaktioner på dette arbejdsdokument fra adskillige medlemsstater og utallige ikke-statslige organisationer, og med Parlamentets betænkning vil den være i stand til at løse en af opgaverne på resultattavlen, nemlig at udarbejde et direktiv om minimumsstandarder for asylprocedurer. Jeg agter at fremsætte et sådant direktivforslag i efteråret 2000. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at Kommissionen foreslog Det Europæiske Råd i Tampere at vedtage et fælles europæisk asylsystem. Men Det Europæiske Råd i Tampere valgte en løsning baseret på fælles minimumsstandarder. Efter min mening er direktivet derfor det mest relevante instrument til at fastsætte sådanne minimumsstandarder for asylprocedurer, der skal afspejle de grundpiller i Den Europæiske Unions asylpolitik, der blev fremhævet af Det Europæiske Råd i Tampere: en absolut respekt for retten til at søge asyl, en omfattende gennemførelse af Genève-konventionen om flygtninges retsstilling og en fastholdelse af princippet om ikke-udvisning. Kommissionen glæder sig over Europa-Parlamentets holdning i mange dele af beslutningsforslaget. Kommissionen tilslutter sig betragtningen om, at asylpolitikken bør være så objektiv som muligt. Vi er helt enige med Parlamentet i, at fælles standarder for asylprocedurer ikke udelukkende skal baseres på en fremskyndelse af de administrative og retlige aktiviteter, men også på nødvendigheden af at beskytte asylansøgernes værdighed. Vi må erkende, at det ikke bliver let at finde en afbalanceret løsning mellem en forenkling af procedurerne på den ene side og en sikring af asylansøgernes retssikkerhed og rettigheder på den anden side. Men vi er fast besluttet på at finde en løsning, der kan få bred opbakning som en afbalanceret løsning. Kommissionen er enig med Europa-Parlamentet i, at man i forbindelse med en massiv indvandring bør skelne strengt mellem asylansøgeres indrejse, indvandring af økonomiske eller andre årsager og midlertidig modtagelse af fordrevne personer eller flygtninge. I beslutningsforslaget opfordres der til en midlertidig beskyttelse inden for en frist på tre år. Den 24. maj 2000 vedtog Kommissionen et direktiv om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af en massiv indvandring af fordrevne personer og om foranstaltninger til fremme af en balance i medlemsstaternes indsats ved modtagelsen af sådanne mennesker samt i deres håndtering af konsekvenserne heraf. Vi har allerede sendt et forslag om en høring med Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne sige, at dette forslag om midlertidig beskyttelse udtrykkeligt omhandler det spørgsmål, som flere talere har stillet vedrørende byrdefordeling, da vi har vedtaget en tilgang til byrdefordeling i forbindelse med det forslag, vi allerede har indsendt til Rådet om en europæisk flygtningefond. Jeg vil derfor understrege, at dette forslag ikke kan betragtes isoleret fra de øvrige fremsatte forslag, der tager højde for det følsomme spørgsmål om solidaritet blandt medlemsstaterne. Med hensyn til asyl vil jeg gerne minde Parlamentet om, at den indsendte resultatliste afspejler konklusionerne på topmødet i Tampere, hvor stats- og regeringscheferne vedtog en totrins fremgangsmåde. Første trin består af en harmonisering af standarderne vedrørende asyl og beskyttelse, og det andet trin er indførelsen af en egentlig fælles asylprocedure. For at gennemføre det første trin vil Kommissionen ikke blot fremsætte et forslag til et direktiv om fælles standarder for retfærdige og effektive asylprocedurer, hvilket vi arbejder med i øjeblikket, men den vil bl.a. også hurtigst muligt fremsætte forslag til fastlæggelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandling af en asylansøgning, samt forslag om fælles minimumsvilkår for modtagelse af asylansøgere. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at vi som allerede nævnt allerede har fremsat et arbejdsdokument til høring blandt medlemsstaterne, der skal erstatte Dublin-konventionen med en fællesskabsforordning med tanke på de konkrete erfaringer samt sårbarhed og mangler i forbindelse med Dublin-konventionens anvendelse. Hvad angår det andet trin, blev Kommissionen i konklusionerne fra Tampere bedt om at udarbejde en meddelelse om en fælles asylprocedure og en ensartet status for dem, der tildeles asyl, i hele EU. Jeg agter at præsentere en sådan meddelelse inden udgangen af år 2000. Som adskillige talere har fremhævet, bemærker Kommissionen, at Europa-Parlamentet overordnet ønsker at rationalisere fællesskabsbestemmelserne om asyl i dette beslutningsforslag. Kommissionen vil ikke blot gennemgå forslaget meget nøje, inden den udarbejder sit forslag til et direktiv om fælles standarder for asylprocedurer - og jeg gentager, at det vil blive præsenteret til efteråret - men den vil også gøre sig grundige overvejelser ved udarbejdelsen af den meddelelse, den senere vil udsende om en fælles langsigtet asylprocedure. Jeg finder det meget opmuntrende, at denne meddelelse har bred støtte i Parlamentet. Med et sådant engagement i både Kommissionen og Parlamentet håber jeg virkelig, at vi får succes.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0126/2000) af Sörensen for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om ofre for kriminalitet i Den Europæiske Union - Overvejelser om standarder og tiltag (KOM(1999) 349 - C5-0119/1999 - 1999/2122(COS)).
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Kommissionen har med denne meddelelse afgjort vist sin vilje til virkelig at bidrage til at forbedre situationen for ofre for kriminalitet. Den peger på, at borgerne inden for et område med frihed, retfærdighed og sikkerhed i EU har krav på en effektiv retsbeskyttelse. Kommissionen vil endvidere åbne en diskussion om behandlingen af ofre, og den vil træffe foranstaltninger for at forbedre situationen for ofrene. Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender mener, at nogle af de foreslåede foranstaltninger er for afhængige af goodwill fra hver enkelt medlemsstat. Der slås til lyd for en regulering på europæisk plan. Hvorfor er det så nødvendigt? Vi kender de talløse eksempler på, hvordan ofre er blevet behandlet i de forløbne år. Børn er blevet kidnappet, ældre, familiemedlemmer er ofre, ofre for terroristiske angreb, ofre for organiseret kriminalitet, indbrud, overfald osv., stalking, for slet ikke at tale om intimidering. Men ofrene må ikke blive ofre to gange, først for kriminalitet og derefter for systemet. Det kræver klarhed om ofrenes rettigheder og gennemskuelighed med hensyn til deres stilling. De foreslåede foranstaltninger i Kommissionens meddelelse ser ud til kun at omfatte ofre fra en medlemsstat i en medlemsstat eller ofre fra tredjelande, som opholder sig lovligt i en medlemsstat. Ved udarbejdelsen af foranstaltninger skal der imidlertid også tages hensyn til ofre fra medlemsstater i tredjelande og ofre fra tredjelande, som opholder sig ulovligt i en medlemsstat. Ofrenes status må ikke påvirke deres rettigheder og muligheder for at opnå disse rettigheder. Også i forbindelse med EU's udvidelse skal der være ekstra opmærksomhed om behandlingen af ofre i ansøgerlandene. I medfør af traktaterne har EU i forbindelse med både den civilretlige og den strafferetlige procedure mulighed for at styrke beskyttelsen af ofre for kriminalitet inden for Unionens område. Det er beklageligt, at princippet om enstemmighed finder anvendelse i denne forbindelse. Pointtavlen, som Kommissionen har indgivet, til fremme af oprettelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed skal skærpes for at sikre og gøre den lovgivningsmæssige opfølgning af nærværende direktiv hurtigere. Det er dog bekymrende, at denne pointtavle ikke omfatter foranstaltninger om støtte til ofre før 2004. Vi kan ikke lade ofrene vente så længe. Ved at sørge for foranstaltninger i 2001 kan ofrene endelig se frem til en retfærdig behandling. En forstående og menneskeværdig behandling af ofre har endvidere en forebyggende rolle. Offerbehandling bidrager til afstigmatisering af ofrene og styrker budskabet. I støtten til ofre er det vigtigt, at der ikke kun gives finansiel og juridisk støtte, men at der endvidere træffes foranstaltninger, som tager sigte på ofrenes anonymitet, privatliv og sikkerhed, de religiøse og kulturelle aspekter, anerkendelse af ofrets familie som medofre og vidner, ret til tolkning og også forhør på modersmålet, medicinsk, psykologisk og social støtte. Endvidere kræves der et særligt system for juridisk, psykologisk og fysisk beskyttelse af ofre for vold i hjemmet, stalking og genital lemlæstelse. Det er endvidere særligt nødvendigt med ekstra foranstaltninger for mindreårige. I den forbindelse skal der være særligt udstyrede forhørslokaler, hvor deres forklaring optages på video, så de ikke på ny skal udsættes for denne traumatiske oplevelse. Der skal kunne tilbydes umiddelbar bistand på det materielle, lægelige, psykologiske og sociale område. Og bistanden skal være gratis for ofrene, når den tilbydes. Ofrene skal orienteres om de forskellige muligheder for hjælp. Det er meget vigtigt, at der afhængig af forbrydelsens karakter tilbydes specialiseret hjælp. I den forbindelse er det vigtigt, at en række fordomme herom nedbrydes, fordi bestemte forbrydelser ikke vægtes ens i forskellige lande. Endvidere fastslås det, at der ved anmeldelsen af ofre forekommer diskrimination. Medlemsstaterne skal have pligt til at oprette særlige politienheder for ofre for kriminalitet. Det er endvidere vigtigt, at der sikres det fornødne retsgrundlag for og harmonisering af foranstaltningerne for at beskytte ofre. Undersøgelsen af An Wergens inden for rammerne af Grotius-programmet indeholder til det formål den nødvendige basisinformation. Den nyttige erfaring, som er til stede i bestemte medlemsstater om eksisterende foranstaltninger, kan spille en vigtig rolle ved harmoniseringen eller udarbejdelsen af en fælles foranstaltningspakke. Et sådant initiativ er det første skridt mod forebyggelse af kriminalitet. Men i betragtning af, at den organiserede grænseoverskridende kriminalitet stiger, skal et initiativ føre til et fælles forebyggelsesprogram på europæisk og internationalt plan. Til sidst, mens der ventes på et harmoniseret middel til grænseoverskridende beskyttelse af ofre, skal medlemsstaterne og ansøgerlandene i samarbejde med ngo'erne forbedre beskyttelsen af ofre. I forbindelse med forebyggelse af kriminalitet er det endvidere vigtigt, at man ved by- og landsplanlægningen også er opmærksom på sikkerhedsaspekterne.
Hr. formand, hr. kommissær, tålmodige kolleger! At tale om at forbedre betingelserne for ofrene for kriminalitet er en lille solskinshistorie. Fra starten mødte vi betydelig modstand fra mange sider, men nu er de fleste enige om, at det er et godt og vigtigt tiltag. Det gælder for alle EU's institutioner. Vi skal fokusere på ofrenes perspektiv og på at styrke deres rettigheder i Unionen. Mennesker, der udnytter deres frie bevægelighed, skal ikke udsættes for kriminalitet. Hvis de alligevel udsættes for kriminalitet, skal de i det mindste ikke lide to gange og havne i en værre situation end de borgere i den stat, de befinder sig i, som også er ofre for kriminalitet. Det gælder uanset kriminalitetens art. Ofrenes stilling bør således styrkes på flere planer. Man kan ikke tale om at styrke ofrenes stilling uden at tale om kriminalitetsforebyggende foranstaltninger. I november 1997 tog Europa-Parlamentet et initiativ og fremsatte forslag til en handlingsplan om forebyggende foranstaltninger. Rådet vedtog en sådan handlingsplan i december 1998. Disse spørgsmål blev atter understreget under topmødet i Tampere i efteråret 1999. Vi har indledt en ny proces. Man hjælper faktisk bedst ofrene ved at bekæmpe kriminaliteten, men det er jo ikke altid muligt i virkeligheden. Kriminalitet forebygges bedst gennem øget oplysning. For at kunne udarbejde en effektiv kriminalitetsbekæmpende strategi skal vi vide, hvad vi taler om. Vi mangler f.eks. stadig at definere begreber som ofre for kriminalitet og organiseret kriminalitet. Ud over de kriminalitetsforebyggende foranstaltninger skal man styrke ofrenes stilling mere konkret, når den kriminelle handling er begået. Det handler bl.a. om at gøre mennesker mere bevidste om kriminaliteten. Ofre for kriminalitet bør også kende deres rettigheder og muligheder for at få hjælp. De fleste medlemsstater har tjenester, der bidrager med en form for førstehjælp til ofre for kriminalitet. Rejsende kan - undertiden i højere grad end lokalbefolkningen - have brug for særlig støtte på forskellige områder. Det kan gælde særlige foranstaltninger som sproglig bistand og oversættelse samt psykologisk støtte. Hjælpen ydes af politiet, socialvæsenet eller forskellige ngo'er. Der er faktisk allerede iværksat et europæisk samarbejde, som er under udvikling. Ikke mindst Det Europæiske Forum for Støtte til Ofre har udarbejdet gode retningslinjer for ofrenes stilling. Kommissionens forslag indebærer, at der indføres minimumsstandarder for modtagelse af ofre, så der om fornødent kan gives information og hjælp. Det er udmærket. Politiet spiller en væsentlig rolle, da betjentene ofte er de første, ofrene kommer i kontakt med. Derfor skal politiet have en særlig uddannelse. Det er vanskeligt for udenlandske ofre på afstand at deltage i en strafferetlig procedure, og derfor er der også behov for særlige foranstaltninger, der sikrer ofrenes retsstilling. Diskussionen om dette spørgsmål startede i Kommissionen i forrige periode under det svenske kommissionsmedlem Gradin. Spørgsmålet rejses igen under det svenske formandskab. Det er faktisk på sin vis et positivt spørgsmål, da der er enighed om målene. At tænke europæisk er ofte ensbetydende med at føre Europa fremad. I dette tilfælde har vi fælles interesser på tværs af parti- og landegrænser. Der skulle således være gode muligheder for at tænke europæisk. Dermed bifalder jeg Kommissionens meddelelse, og jeg vil naturligvis primært takke fru Sörensen for indsatsen med denne betænkning - en betænkning som vi støtter fuldt og helt. Dernæst vil vi opfordre Kommissionen til at vende tilbage med et direktiv. Vi håber på en konkret indsats fremover. De nødvendige forudsætninger er stort set til stede.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, når man behandler disse spørgsmål, er det sædvane, at det offentlige bekymrer sig mest om afskrækkelse og kriminalitetsforebyggelse, om vedtagelse af strafferammer og om politiets og domstolenes indsats. Det er imidlertid på tide, at vi også bekymrer os om de mennesker, der rammes mest af kriminaliteten, nemlig dens ofre. Hvem offeret end er, kan vi ikke tillade, at vedkommende bliver det to gange, først som offer for en forbrydelse, dernæst som offer for et system. Der må sikres en passende beskyttelse af ofrene for forbrydelser inden for Unionens rammer, hvor det er afgørende, at de sikres ligeværdig behandling, hvad enten det er ved domstolene eller hos de administrative myndigheder, ligesom der skal udvikles aktive støttemidler. Ofrenes personlige værdighed skal respekteres, og deres sikkerhed, privatliv og familie skal beskyttes i denne Union, som vi opbygger skridt for skridt, og som hviler på respekt for rettigheder og friheder, på garanti for individernes sikkerhed og ejendom og for effektiv retsbeskyttelse, altså en Union funderet på de værdier, der kendetegner nutidens demokratier. Vi hilser derfor Kommissionens initiativ velkommen, fordi det føjer sig godt ind i bestræbelsen for at skabe et område med frihed sikkerhed og retfærdighed. Det er vigtigt, at der findes minimumsstandarder til beskyttelse af kriminalitetens ofre, og at disse standarder i hele EU sikrer et passende retshjælpsniveau i grænseoverskridende retssager, særlig med henblik på adgang til domstolene, beskyttelse og effektiv varetagelse af ofrenes rettigheder under retssagen, altså deres ret til at deltage, til at modtage nødvendig bistand, til at gøre sig forstået og blive forstået osv. samt deres ret til erstatning for svie og smerte, herunder sagsomkostningerne.
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med denne betænkning. Det er et vigtigt område, som hun med rette har gjort opmærksom på. Det henviser til Fællesskabets nye kompetenceområder gennem de seneste par år: rettigheder vedrørende asyl, indvandring og overordnet samarbejde i borgerlige sager. Det er derfor helt afgørende, at vi bruger denne kompetence til at forbedre forholdene for ofre for kriminalitet. Når den kriminelle handling udføres - specielt den personlige, fysiske eller voldelige kriminalitet - vil de fleste ofre være sårbare, ulykkelige, oprørte og sandsynligvis vrede, og de vil have stor brug for hjælp og støtte. Som ordføreren sagde, har de ikke brug for at blive ofre igen. De har heller ikke brug for at blive brændemærket, som om de næsten selv er kriminelle. Vi skal sikre os - og denne betænkning er stærkt medvirkende hertil - at procedurerne ikke forværrer situationen, men at de støtter og hjælper ofrene. Ordføreren har sagt, at vi også skal sikre os, at der findes foranstaltninger til beskyttelse af ofrenes privatliv. Vi skal især sikre os, at pressen ikke krænker ofrene. Jeg er specielt glad for, at betænkningen omfatter tolkebistand på ofrets modersmål, da det undertiden er et overset område. Det samme gælder behovet for uddannelse af politibetjente og andre autoriteter. Etniske minoriteter, meget ofte kvinder, børn - dem, der undertiden har svært ved at begå sig i systemet - er de mest udsatte i en sådan situation. De, der frygter autoriteterne, er ekstra sårbare. Den Socialdemokratiske Gruppe er glad for at støtte betænkningen og lykønske ordføreren. Det kan imidlertid ikke komme som nogen overraskelse, at vi afviser ændringsforslagene fra visse medlemmer af Den Tekniske Gruppe. Disse ændringsforslag vil ikke forbedre betænkningen, men må i stedet ses som et primitivt forsøg på at bidrage med underskrivernes forudindtagede, fordrejede og racistiske synspunkter. Jeg lykønsker ordføreren med hendes arbejde. Jeg lykønsker Kommissionen med dens meddelelse og ønsker den al mulig held og lykke fremover.
Hr. formand, på vegne af Den Liberale Gruppe hilser jeg denne betænkning velkommen og takker fru Sörensen for hendes flotte arbejde med at udarbejde dette vigtige dokument. Jeg bifalder den tilgrundliggende meddelelse fra Kommissionen, men på vegne af Den Liberale Gruppe beklager jeg, at meddelelsen ikke er langt stærkere. Det er helt klart, at Unionen ifølge traktaterne råder over de nødvendige midler til at styrke beskyttelsen af ofre for kriminalitet. Jeg tænker f.eks. på nogle af konklusionerne i undersøgelsen af Wergens, og vi havde ventet os mere af Kommissionen end forslag om en større dialog og udveksling af effektive metoder. Der er brug for tydelige foranstaltninger, der kan hjælpe ofrene med adgang til hjælpetjenester, retfærdighed og erstatning. Hvis vi synes, at Kommissionen kan gøre mere, bør man imidlertid nævne, at det største problem ligger hos medlemsstaterne. Vi finder det ubegribeligt, at syv medlemsstater endnu ikke har ratificeret den europæiske konvention fra 1983 om erstatning til ofre for voldsforbrydelser, og at der stadig findes et meget lavt retfærdighedsniveau i mange medlemsstater. Jeg vil blot nævne et enkelt eksempel fra min egen valgkreds. Hr. Pike - en lastbilchauffør i min valgkreds - blev for nylig overfaldet af sin arbejdsgiver i Nederlandene. Hr. Pike er ikke specielt velhavende, og det er dyrt at få adgang til domstolene. Han har ikke adgang til retshjælp i Storbritannien, fordi han skal hyre en advokat i Nederlandene til at hjælpe sig. Han har ikke adgang til retshjælp i Nederlandene. Han kan således ikke sikre sig erstatning eller retfærdighed for de skader, han har lidt. Hvis ikke vi i Unionen kan hjælpe folk i en så relativt enkel situation, vil vores borgere ikke have tillid til det indre marked eller føle sig som en del af Den Europæiske Union. Jeg håber, at vi kan overtage nogle af idéerne fra denne betænkning for at forbedre ofrenes situation.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest ønske ordføreren, Patsy Sörensen, tillykke med hendes omhyggelige og rammende betænkning. Dernæst vil jeg rette opmærksomheden mod adskillige ændringsforslag til forslagets tekst, der har til formål at inddrage mennesker, der er berørt af terrorisme som ofre for kriminalitet i EU. Jeg er helt enig i det, ligesom jeg er enig i, at der findes samfundsgrupper, som betjener sig af vold for at gennemtvinge deres mål. Det, jeg siger, hr. formand, er, at når vi taler om tvang og om ofre, skal vi ikke kun tale om terroristorganisationer, for de er overflødige og skal fjernes inden for en demokratisk ramme som den, vi ønsker for Europa. I den forbindelse skal vi også afvise og fordømme den tvang og vold, som staternes instanser og apparater i visse tilfælde udøver, som det var tilfældet med GAL-grupperne og andre tidligere i den spanske stat. Den demokratiske retfærdighed skal gælde for alle uden undtagelse, ligesom immaterielle erstatninger og materiel, medicinsk, psykologisk og social støtte osv. skal nå ud til alle ofre for terrorisme uden undtagelse, herunder naturligvis ofre for terrorisme forårsaget af nævnte parastatslige apparater. Kun på den måde, ved at optræde retfærdigt, vil vi få et Europa, der lever i fred og medgang, hvilket inspirerede til oprettelsen af vores Fællesskab, og jeg mener, at det fortsat er det, vi stræber mest efter.
Hr. formand, jeg takker betænkningens ordfører for et værdifuldt arbejde. Kommissionen har i sin rapport taget fat på en yderst vigtig sag. Spørgsmålet om at hjælpe ofre for kriminalitet mere effektivt end nu løses ikke alene ved at udforme en lovgivning. Kun ved hjælp af en bred, samlende drøftelse på ngo- og myndighedsplan kan vi opnå varige forbedringer. Sammenlignet med myndighederne har ngo'erne ofte i praksis mere elastiske og alsidige problemløsningsmodeller. F.eks. kunne man udvikle internetbaserede infobanker og servicetelefoner baseret på frivillig arbejdskraft ved siden af myndighedernes tjenester. Domstolsbehandlingernes træghed og i særdeleshed de store udgifter, disse ofte medfører, forhindrer ofte ofre for kriminalitet i at opnå deres ret. Situationen er i uholdbar modstrid med EU's retsstatsprincipper. Man skal kunne opnå sand retfærdighed også uden penge. Minimumsniveauet for retssikkerhed i EU's medlemslande må ikke glide ned på USA's niveau. EU og dens medlemslande må også sikre, at ofre for forbrydelser ikke skal lide to gange på grund af den uret, de har oplevet. I særdeleshed når der er tale om organiseret kriminalitet, afstår mange ofre fra rettergang på grund af pres eller frygt for hævn. Der må udvikles et mere effektivt myndighedssamarbejde for opfølgen på rettergange inden for EU's medlemslande, bl.a. ved beskyttelse af sagsøgere og vidner. Også den merværdi, Europol tilfører, bør nøje udredes i denne proces.
Hr. formand, jeg bifalder Kommissionens meddelelse om ofre for kriminalitet i Den Europæiske Union, fordi den trænger ned i processen for udvikling af fælles politikker og større samarbejde mellem medlemsstaterne på et tidspunkt, hvor vi alle, og naturligvis Parlamentet, er bevidste om behovet for denne styrkelse af Fællesskabet. I betragtning af det store antal borgere i Unionen, der lider skade som følge af kriminalitet og især terrorisme, glæder jeg mig over den betænkning, som vi forhandler om i dag, for den indeholder visse punkter, der efter min mening er særligt nævneværdige. Et af dem er det engagement, der gives udtryk for, når det specifikt understreges, at der er visse sociale grupper - kvinder, børn, indvandrere, homoseksuelle - som er mere sårbare end resten af befolkningen, ligesom der også er visse samfundsgrupper, der fjerner sig fra de mest grundlæggende demokratiske principper og foretrækker at betjene sig af vold til at gennemtvinge deres mål. Det er nødvendigt at starte med at finde frem til en fælles definition på begrebet offer for at inddrage ofrenes familie eller pårørende og vidner som ofre, da de også lider under følgerne af forbrydelsen. Samtidig er jeg helt enig i holdningen om, at alle, der opholder sig på Unionens område, uanset status skal være omfattet, så de kan benytte sig af de forskellige foranstaltninger, som vi diskuterer i dag. Men jeg skal beklage, at vedtagelsen af de foreslåede foranstaltninger udsættes til 2004, for jeg mener, at det er nødvendigt, at de vedtages hurtigst muligt. Set ud fra en anden synsvinkel og i betragtning af mediernes stigende betydning for og indflydelse på vores samfund er det nødvendigt at være særligt opmærksom på den måde, hvorpå medierne behandler disse menneskers virkelighed, som ikke altid er respektfuld over for de individuelle rettigheder, især når det drejer sig om mindreårige, hvad enten de er ofre eller lovovertrædere. Med hensyn til disse personer er det også nødvendigt at træffe nogle foranstaltninger, så de kan genopbygge deres liv ordentligt ikke kun set ud fra et økonomisk synspunkt, men også ved hjælp af psykologisk, juridisk og medicinsk støtte og socialrådgivning. De skal med andre ord garanteres en fuldstændig beskyttelse, og derfor er jeg overbevist om, at det er helt nødvendigt, at de enkelte medlemsstater samarbejder med ngo'er og sammenslutninger på området. Jeg kan ikke lade være med til sidst at fremhæve min store optagethed af at sørge for, at ofre for terrorisme får den behørige støtte, for det drejer sig om mennesker, der udsættes for en alvorlig og særlig form for kriminalitet, som desværre ikke kun finder sted i mit land, Spanien, og som er en trussel for den demokratiske sameksistens og friheden.
Hr. formand, som der står på titelbladet i Kommissionens meddelelse, kan vi ikke tale seriøst om et borgernes Europa uden at være opmærksomme på ofrenes rettigheder. Og jeg vil tilslutte mig det, som andre talere har sagt, i håb om at Kommissionen bliver mere ambitiøs, end det er tilfældet i denne meddelelse. Jeg opfordrer den også til at være mere ambitiøs. Og tillad mig nu, hr. formand, at rette opmærksomheden på de problemer, som ofrene for terrorisme har. Og jeg skal indlede med at beklage, at en kollega, som talte før mig, gav udtryk for modstræbende at anerkende vigtigheden af ofrene for terrorisme, men derefter straks gik over til at tale om andre ting. Men jeg vil fremhæve betydningen af denne betænkning og samarbejdet med fru Sörensen. Det drejer sig om en velafbalanceret betænkning, hvori opmærksomheden har været rettet mod ofrene for terrorisme, for hvis der er tre grupper, der bør have særlig opmærksomhed fra os, er det, som det fremgår af traktaten, ofre for menneskehandel, ofre for overgreb mod børn og ofre for terrorisme. Og derfor skal jeg lykønske fru Sörensen, for hun har ramt det ømme punkt ved at fremhæve, at visse grupper har behov for særlig støtte. Og vi må ikke glemme, at der ikke er fuld støtte, hvis der ikke er psykologisk støtte. Og der er heller ikke fuld støtte, hvis ikke begrebet offer udvides til at omfatte familie og pårørende. Det er ting, som især gælder, når det drejer sig om terrorisme. Derfor, hr. formand, mener jeg, at dette er et skridt, som forhåbentlig opmuntrer Kommissionen til med Amsterdam-traktaten i hånden at træffe foranstaltninger, der er mere ambitiøse på dette område, der, som Kommissionen så rigtigt siger, er vores alles forpligtelse, hvis vi ønsker at kunne tale med stolthed om borgernes Europa.
Hr. formand, allerførst vil jeg gerne henlede opmærksomheden på indlægget fra fru Cederschiöld. Man er traditionelt af den opfattelse, at beskyttelse af ofre især drejer sig om udbetaling af erstatning til ofrene. Det skal understreges, at denne meddelelse fra Kommissionen tager afstand fra denne holdning, idet den har en bredere indfaldsvinkel til spørgsmålene om beskyttelse af ofre for kriminalitet i EU. Jeg vil gerne fremhæve det store stykke arbejde, min forgænger, fru Anita Gradin, har gjort for at få indlemmet disse spørgsmål i Kommissionens og de europæiske institutioners debat. Denne bredere indfaldsvinkel tager udgangspunkt i, at spørgsmålet om ofre ligeledes kræver, at der arbejdes med områderne prævention, information, bistand og ofrenes retsstilling i straffesager. Jeg vil gerne understrege, at Det Europæiske Råd i Tampere var positiv over for denne bredere indfaldsvinkel. Derfor gav Det Europæiske Råd udtryk for, at det er i Unionens interesse, at der indføres minimumsstandarder for beskyttelse af ofre for kriminalitet, især med hensyn til ofrenes adgang til domstolene og deres ret til erstatning, herunder godtgørelse af sagsomkostningerne. Det er ikke kun på europæisk plan, der skal tages fat på dette spørgsmål. Det Europæiske Råd i Tampere anbefaler endvidere, at der iværksættes nationale programmer til finansiering af såvel offentlige som ikke-statslige tiltag til hjælp til og beskyttelse af ofre. Derfor glæder Kommissionen sig over fru Sörensens fremragende betænkning, og jeg vil gerne takke Dem for Deres arbejde. Vi er fuldt ud parat til at arbejde i henhold til den fremlagte betænknings overordnede linjer. Kommissionen er helt enig i, at det er nødvendigt at etablere et net af hjælpecentre for ofrene, især med henblik på sproglig bistand. På samme måde deler vi ordførerens ønske om at tildele nogle kategorier af ofre den særlige opmærksomhed, de fortjener, f.eks. udlændinge, mindreårige, ofre for seksuelle overgreb eller menneskehandel samt ofre for terrorhandlinger. Det er endvidere vigtigt at forbedre uddannelsen af det personale, der skal i kontakt med denne særlige type ofre. Endelig understreger Parlamentet med rette vigtigheden af, at ofrenes privatliv beskyttes, og at deres og eventuelle vidners anonymitet opretholdes, især i forhold til medierne. Det er et ømtåleligt spørgsmål, men vi støtter Parlamentets holdning, da denne beskyttelse er altafgørende for at sikre ofrenes ære og værdighed. Hvad laver vi lige nu? Kommissionen har netop indsamlet de ikke-statslige organisationers holdninger, og i denne forbindelse er Parlamentets udtalelse meget vigtig. Vi følger endvidere meget opmærksomt et forslag til rammebeslutning om beskyttelse af ofre i Europa, som allerede ligger på skrivebordet i Rådet. Forslaget er blevet fremlagt af det portugisiske formandskab, og vi er enige i dets overordnede filosofi. Dette forslag til rammebeslutning, der - som De ved - er et lovgivningsmæssigt instrument under tredje søjle, indeholder forslag om udvikling af samtlige mekanismer til hjælp til ofre, lettelse af mulighederne for at deltage i straffesager for de ofre, der bor langt væk, ved at indføre et system med enten skriftlige vidneforklaringer eller videooptagelser samt etablering af separate venteværelser for ofrene, så de i størst muligt omfang undgår at blive konfronteret med gerningsmanden. Men vi er allerede kommet et langt stykke videre end denne rammebeslutning i vores arbejde. Som fru Sörensen i øvrigt understregede det, ønsker Kommissionen at anvende alle de aktionsmidler, den har til rådighed i henhold til traktaten, for at fremme beskyttelsen af ofre, og jeg taler både om artikel 65 og 66 i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og artikel 31, stk. E, i traktaten om Den Europæiske Union. Faktisk mener Kommissionen, at foranstaltningerne til hjælp til ofre, det vil sige de standarder, som hjælpetjenesterne kan underlægges, oprettelsen af døgnåbne telefonlinjer for ofre samt alle spørgsmål om information og sproglig bistand til ofre for kriminalitet burde reguleres af instrumenter under første søjle. Det samme gælder interventionsmekanismerne for eventuelle skadeserstatningsudbetalende fonde, for så vidt angår de fælles regler, fondenes valgbarhedsbetingelser, muligheden for forudbetalinger, forbindelserne til forsikringssystemet og samarbejdet mellem nationale fonde, der yder skadeserstatning til ofrene. Vi er allerede i kontakt med det kommende svenske formandskab, der til efteråret med støtte fra Grotius-programmet vil afholde et seminar, der udelukkende omhandler spørgsmålet om erstatningsmekanismer. Endvidere har Kommissionen allerede meget konkret besluttet at foretage en gennemførlighedsundersøgelse af etableringen af et europæisk system til hjælp til ofre i form af en gratis rådgivningstelefon på flere sprog. Flere parlamentsmedlemmer har beklaget, at Kommissionens resultattavle først omfatter vedtagelse af foranstaltninger til hjælp til ofre for forbrydelser i 2004. Som jeg allerede har forklaret det flere gange, er 2004 den udløbsdato, som vi er underlagt i henhold til handlingsplanen fra Wien. Ikke desto mindre tager Kommissionen, som De kan se, allerede nu fat på arbejdet med dette emne, der er af største vigtighed for de europæiske borgere, og jeg håber, at vi når frem til konkrete konklusioner før 2004.
Tak, hr. kommissær. Tillad mig at sige, at jeg er fristet til at indgå et væddemål om, på hvilket sprog De næste gang henvender Dem til forsamlingen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0154/2000) af Murphy for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af overskridelse af betalingsfrister i handelstransaktioner (C5-0205/2000 - 1998/0099(COD)).
Hr. formand, hr. Murphy kan desværre ikke være til stede i aften. Derfor har jeg æren af at repræsentere ham her. Der er dog ganske vist en ulempe ved det. Jeg deltog nemlig ikke i arbejdet i Forligsudvalget, men jeg har dog beskæftiget mig med emnet. Jeg beder Dem derfor om at bære over med mig, hvis jeg ikke har al den viden, som de medlemmer, der har medvirket i forligsproceduren! Dem vil jeg i øvrigt gerne takke mange gange, for selv om jeg ikke har deltaget, mener jeg, at dette direktiv er betydningsfuldt. Det har betydning for små og mellemstore virksomheder, det har betydning for den offentlige tjeneste, det er højst sandsynligt et meget vigtigere instrument, når det gælder fremme af beskæftigelsen, end meget af det, vi ellers har vedtaget her. Tillad mig at minde om tidligere debatter. Forsinket betaling er kontraktbrud, og dette direktiv fastslår, at køber skal betale hele det beløb, som sælger har til gode, i løbet af 30 dage efter modtagelse af varen. I modsat fald skal han betale en bøde i form af renter osv. Under diskussionen med Rådet var der en række problemer, som nu er blevet løst efter adskillige møder. Specielt drejede det sig f.eks. om at regulere ejendomsforbeholdet, således at sælger bevarer ejendomsretten over varerne indtil fuld betaling. Det blev også bestemt, at virkningen af klausulen om bekæmpelse af misbrug ikke kan indskrænkes under påberåbelse af aftalefriheden Vi har her fundet en klar ordning, således at debitor ikke kan skaffe sig yderligere likviditet, yderligere fordele på bekostning af kreditor. Desuden - og det var et væsentligt punkt - blev princippet om ligebehandling af den offentlige og private sektor anerkendt. Med hensyn til renterne enedes man om et gennemsnit mellem 6%, som Rådet foreslog, og 8%, som Parlamentet foreslog. I forligsproceduren blev man enige om 7%. Alt i alt er det en fornuftig løsning, og jeg vil endnu en gang gentage, at det er en løsning, som først og fremmest hjælper de små og mellemstore virksomheder i Unionen. Jeg var selv overrasket, da jeg læste, at en af hovedårsagerne til insolvens i Europa var forsinket betaling. Angiveligt går der ca. 450.000 arbejdspladser tabt i EU om året som følge heraf. Nu betaler vi ofte langt mere for langt færre arbejdspladser. Her får vi den ønskede effekt - så at sige omkostningsfrit - jeg tror, at Parlamentet udadtil roligt kan sige, at der her er ydet en stor præstation til sikring af arbejdspladser. Lad mig afslutningsvis dog alligevel komme med en anmærkning med hensyn til Kommissionen. Forsinket betaling er også kontraktbrud, når Kommissionen betaler for sent! Det indgår ganske vist ikke i dette direktiv, men det er min erfaring som parlamentsmedlem, at vi under vores besøg på store og mellemstore virksomheder, men også på større virksomheder ofte bebrejdes, at Kommissionens egne betalingsforpligtelser, som den f.eks. har indgået i forbindelse med forskningsfremme og på andre områder, bliver opfyldt alt for sent. Jeg håber, at Kommissionen vil lade sig lede af dette direktivs ånd og således sørge for, at dens egne betalinger falder rettidigt, for også i dette tilfælde - jeg gentager det endnu en gang - er det kontraktbrud. Endnu en gang mange tak til alle, der har medvirket, og jeg håber, at Parlamentet vil støtte dette kompromis ved afstemningen i morgen.
Hr. formand, for ca. fire-fem år siden sagde den daværende kommissær, hr. Christos Papoutsis, til mig ved et møde: "Jeg har tænkt mig at arbejde for at bringe orden i de forsinkede betalinger". Jeg smilede og sagde til ham: "Gid det kunne lade sig gøre, det ville gøre livet lettere for mange millioner små og mellemstore virksomheder, men det virker som et svært forehavende". Jeg er meget glad for, at vi i dag står over for et direktiv, som har omsat dette ønske til handling. Vi har hørt og ved, hvad omkostningerne er for de små og mellemstore virksomheder, hvad omkostningerne er for den europæiske økonomi, hvad omkostningerne er for lønarbejderne, når nogle virksomheder, som kan udøve deres økonomiske eller forbrugsmæssige magt, eller de offentlige sektorer, som kan udøve deres magt, opnår en forøget likviditet gratis, uden nogle omkostninger, på bekostning af især de små og mellemstore virksomheder. Ca. 500.000 lønarbejdere har mistet deres job, og en fjerdedel af virksomhederne er gået fallit, fordi det er lykkedes for nogle, der er større og stærkere end dem selv, at undgå at betale rettidigt. Vi starter i dag på en ny tidsalder, der godt nok først ser dagens lys om to år, når dette direktiv er blevet inkorporeret i de forskellige, nationale lovgivninger. Det giver de små og mellemstore virksomheder mulighed for at imødese fremtiden anderledes og under en ny synsvinkel. Det giver dem mulighed for at tro på, at de også har styrken til at befinde sig inden for rammerne af et lige konkurrencemiljø. Det er det, som har manglet alle disse år, og det er det, som de små og mellemstore virksomheder i EU har forsøgt at opnå, men forgæves. Er De klar over, hvor utaknemmeligt det er, når en lille forretningsmand med meget begrænsede muligheder for at opnå adgang til bankverdenen for at få lån skal finansiere de virksomheder, som har meget stor likviditet, eller den kolossale offentlige sektor? Det er svært at begribe. Jeg kan sige, at den forhandling, som Europa-Parlamentet indledte med Rådet, har været en meget smuk rejse. Jeg kan naturligvis nu sige, at det har været en smuk rejse, fordi resultatet har været meget positivt for Parlamentet. Og det ville ikke være nogen overdrivelse at sige, at Parlamentet har været det organ, den EU-institution, som tydeligst har forstået det europæiske samfunds og det europæiske virksomhedslivs interesser. Derfor har vi også mobiliseret alle vores argumenter og al vores indflydelse på at overbevise Rådet om, at Europa-Parlamentets ændringsforslag i deres hele går i rigtig retning. Jeg bør naturligvis også videregive de små og mellemstore virksomheders og Parlamentets tak til forretningsudvalget, som også har medvirket til, at vi har opnået dette gode resultat. Afslutningsvis vil jeg gerne til sidst sige, at alle de små og mellemstore virksomheder i EU og de mange millioner af lønarbejdere, der arbejder på de små og mellemstore handels-, håndværks- og forretningsvirksomheder i EU, i morgen vil rette blikket mod os, mod Europa-Parlamentet i Strasbourg, idet de stoler på, at en ny dag nu gryr for dem.
Hr. formand, jeg har allerede fået mange reaktioner fra SMV til den tekst, som vi skal godkende i morgen, og også på vegne af alle SMV vil jeg gerne lykønske ordføreren med hans arbejde. Jeg håber, at hr. Linkohr vil overbringe lykønskningerne til hr. Murphy. Jeg vil endvidere takke Kommissionen for det altid konstruktive samarbejde. Den fælles tekst, som vi vedtager i morgen, og som vi har godkendt i Forligsudvalget, kan vi godt være bekendt. Den omfatter det, den skal omfatte. Ikke mere og ikke mindre. Den omfatter sager i det omfang, de skal behandles på europæisk plan, hverken mere eller mindre. Den behandler sagerne på en juridisk set hensigtsmæssig måde. Den kan forsvares på alle områder, både vedrørende transaktioner inden for erhvervslivet og transaktioner mellem erhvervslivet og myndighederne. Hr. formand, allerede i 1993 umiddelbart efter gennemførelsen af det indre marked anmodede Parlamentet Kommissionen om at indgive et forslag om forsinkede betalinger. Kommissionen reagerede først forsigtigt med en henstilling, så mere kontant med et forslag om bindende regler. I alt har det taget to år at træffe de politiske valg og formulere dem teknisk korrekt. Nu er de første skridt taget, og nu mangler vi kun implementeringen. Medlemsstaterne har også to år til denne opgave. Lad os, sammen med de tusinde SMV, som har interesse i, at medlemsstaterne overholder implementeringsfristen, håbe, at dette sker. Nej, lad os opfordre medlemsstaterne til at gøre det hurtigt. For min skyld, hr. formand, må der overrækkes en europapokal til den medlemsstat, som er først færdig med sit hjemmearbejde. Jeg har endnu et spørgsmål til Kommissionen. Jeg vil gerne vide, om den har til hensigt at fremsætte forslag om etableringsbetingelser for inkassokontorer. Det er et af de spørgsmål, som vi har diskuteret længe under det forberedende arbejde, men som vi meget fornuftigt har udeladt i dette direktiv. Mit spørgsmål er, om Kommissionen har til hensigt at udarbejde forslag på et senere tidspunkt og i givet fald hvornår?
Hr. formand, mine damer og herrer, det foreliggende direktiv er efter min mening sikkert det vigtigste direktiv for de små virksomheder og familieforetagender i Europa. Når man har arbejdet, har man krav på en retfærdig løn. Det har til dels ladet vente på sig meget længe. Jo stærkere partneren er, desto mere magt har han til at lade en virksomhed vente. For første gang træder her en ordning i kraft, der sørger for, at virksomhedens likviditet bliver sikret inden for en overskuelig periode, efter at en ydelse er blevet leveret. Jeg glæder mig over, at der er så få, der deltager i diskussionen i dag, for man ser, at dette direktiv står fuldstændig uimodsagt, og at Europa-Parlamentet støtter dette direktiv fuldt og helt. Vi ved, at der årligt går ca. 450.000 arbejdsplader tabt på grund af forsinket betaling. Når vi i dag taler om sikring og skabelse af nye arbejdspladser, så er det et meget vigtigt og centralt direktiv, som hjælper os med at sikre 450.000 arbejdspladser om året i Europa. Det ville faktisk have været en forside værd på mange aviser, men man ser, at kampen om arbejdspladser faktisk allerede er blevet en selvfølgelighed. Jeg er stolt af, at Europa-Parlamentet yder et så vigtigt bidrag til denne sammenhæng. Dette initiativ blev først og fremmest fremskyndet intensivt af blandt andre Marianne Thyssen, hr. Folias og hr. Murphy, og vi er stolte af, at vi kan få et så godt resultat i hus: Betaling i løbet af 30 dage, forebyggende foranstaltninger, der sikrer, at der virkelig bliver betalt, og at virksomheden får beløbet i løbet af 90 dage. Det er en sensation! Tillykke! Jeg er stolt af at få lov til at være en del af Parlamentet!
Hr. formand, tillad mig at indlede med at lykønske alle dem, der har deltaget i forberedelsen af dette direktiv, og især dem, der har båret vægten af forhandlingen under forligsproceduren, som jeg ved har været hård, selv om jeg ikke personligt har fulgt den - jeg har fulgt første- og andenbehandlingen, men ikke denne tredjebehandling. For som den ærede fru Thyssen siger, dette direktiv omfatter det, som det bør og kan omfatte, hverken mere eller mindre. Det synes jeg er en strålende definition. Faktisk var Kommissionens oprindelige forslag meget mere ambitiøst, men da vi bevæger os i dette grænseområde for det indre marked - et område, som omfatter det, der stadig er medlemsstaternes kompetenceområde, nemlig regler for procedurer og for civilret, ejendomsforbehold eller artikel 5 om inkassoprocedurer for ubestridt gæld osv. var Kommissionens forslag ikke i overensstemmelse med traktaten, for vi manglede retsgrundlag. Dette forslag er mindre fuldendt, om De vil, men ikke mindre effektivt. Jeg tror - det har de foregående talere forklaret - at det får mærkbare følger. Og jeg vil nævne en til, og det er, at det åbner mulighed for seriøst at tage fat på behovet for fuldt ud at træde ind på dette grænseområde. For i dag opretholdes der ægte hindringer for fuldendelse af det indre marked, ægte hindringer for de fire frihedsrettigheder, som anføres i traktaten, netop fordi vi ikke har et klart retsgrundlag. Allerede nu kan vi med Amsterdam-traktaten få et klarere retsgrundlag, men vi skal gøre en stor indsats for at skabe en sikker koordinering og en harmonisering på alle disse områder.
Hr. formand, ærede kolleger, det er nok sjældent, at et direktiv har så stor en samfundsmæssig interesse som direktivet i det forslag, vi drøfter i dag. Det berører i det skjulte millioner af små virksomheder og millioner af enkeltpersoner, som driver økonomisk virksomhed. Jeg tror, at de forventninger, man gav udtryk for ved slutningen af drøftelserne mellem Rådet og Parlamentet, grundlæggende er korrekte. Man fandt en balancegang, der uden tvivl vil få indflydelse på forholdet mellem køber og sælger på det pågældende område. Det er et forslag, der fremmer markedet i stedet for at begrænse det, selv om man i forslaget tager højde for nogle regler - nogle gange er det absolut nødvendigt med regler for at bevare det frie marked - og således indfører en forebyggende særforanstaltning, der faktisk beskytter den part, som både er den svageste set ud fra et økonomisk synspunkt og set ud fra et socialt synspunkt. Der er f.eks. nogle områder i Europa og i mit land, hvor der er en stærk virksomhed, der har en betydelig, afgørende, utvetydig og næsten monopollignende indflydelse på markedet. En sådan virksomhed bestemmer naturligvis ikke kun priserne, men også betingelserne, herunder betalingsbetingelserne. Dette går undertiden ud over dem, der har brug for at arbejde, og som er nødt til at henvende sig til en sådan virksomhed. Der er tale om en ligebehandling af den offentlige og den private sektor, hvilket efter min mening er positivt, og denne ligebehandling vil også have en positiv afsmitning på - eller rettere medføre en positiv udvikling i - de offentlige regnskaber. Man vil nemlig vide, at den offentlige virksomhed betaler inden for en vis frist, og da den betaler inden for en vis frist, vil den private virksomhed, der handler med den offentlige, ikke længere kunne pålægge den offentlige virksomhed nogle betydelige og overdrevne udgifter. På denne måde bliver de offentlige udgifter således også mindre.
Hr. formand, det er på en måde godt, at offentligheden i de 15 europæiske stater ikke er overdrevet interesseret i vores arbejde, specielt på en aften som i aften, hvor De, hr. formand, hr. kommissær og syv kolleger og et tilsvarende antal embedsmænd, må holde tålmodigt ud. Det drejer sig åbenbart om et tilsyneladende uvigtigt emne, men i virkeligheden berører det dog adskillige millioner virksomheder - jeg er selv mindre næringsdrivende - og snesevis af millioner forbrugere. Der findes et ordsprog på italiensk: "Non e mai troppo tarde" - det er aldrig for sent! Men for mange små og mellemstore virksomheder, familieforetagender og virksomheder, der drives af unge forretningsfolk, er det for sent. Den tid, det tager, før det, som vi forhåbentligt vedtager med et stort flertal i morgen, kan gennemføres som egentlig lov, er der mange virksomheder, der ikke overlever. De vil som erhvervsdrivende ikke længere kunne se positivt på dette positive skridt i den rigtige retning. Dette er en hjælp til SMV, giver større retssikkerhed, større ejendomsbeskyttelse, er når det kommer til stykket et beskæftigelsesprogram, en hjælp først og fremmest til unge virksomheder og familievirksomheder, men det er også en beskyttelse af forbrugeren. Jeg mener, at dette aspekt ikke kan understreges ofte nok. Til sidst vil jeg gerne takke alle involverede, der efter mange års anstrengelser er nået til dette resultat, og jeg håber, at de, der skal drage nytte af det, også snarest muligt nyder godt af disse fordele.
Hr. formand, jeg havde nær sagt, at Kommissionen nu blot tager ordet for at hilse og lykønske Europa-Parlamentet, og ganske særligt ordføreren, hr. Simon Francis Murphy, for det meget positive resultat, som det er lykkedes at opnå i Forligsudvalget og på den måde efter en hård forhandling, som alle gode forhandlinger jo er, at befordre vedtagelsen af dette direktiv, der - er jeg helt overbevist om, ligesom det er også blevet fremhævet af flere talere - er et direktiv af særdeles stor betydning for de europæiske virksomheder, eftersom det vedrører alle handelstransaktioner mellem virksomheder og myndigheder såvel i den offentlige som i den private sektor. Jeg tror også, at jeg på denne måde besvarer en bemærkning fra hr. Rolf Linkohr. Vi håber og er sikre på, at direktivet vil få en positiv virkning for alle virksomheders daglige handelstransaktioner, hvad enten det drejer sig om store multinationale foretagender eller om små og mellemstore virksomheder. Det er dog mere end rimeligt at påpege, at det er for de små og mellemstore virksomheder, at et direktiv af denne art for alvor viser sin eksistensberettigelse, for det er dér, netop på grund af selve markedets måde at fungere på, hvor virkningen af direktivet om overskridelse af betalingsfrister forhåbentlig vil være allermest positiv. Jeg er overbevist om, at vi på denne vis har vedtaget et retsgrundlag, der på én gang er solidt, stringent og effektivt. Kommissionen vil gøre alt, hvad den formår, for ikke blot at sørge for transformeringen af dette direktiv til den interne retsorden i løbet af de næste to år, men også at foretage en eventuel omvurdering af forholdene omkring overskridelse af betalingsfrister efter direktivets konkrete gennemførelse. Jeg vil derfor gerne slutte med igen at lykønske hr. Simon Francis Murphy og Parlamentet for den beslutning, som man agter at tage.
Hr. formand, jeg spurgte Kommissionen, om den har til hensigt at indgive et forslag om etableringsbetingelser og den gensidige anerkendelse af inkassokontorer i Europa. Jeg accepterer, at det ikke falder ind under kommissærens kompetence, og at han ikke kan svare på det nu. Jeg så dog gerne, at forespørgselen blev besvaret på et senere tidspunkt, for der er talt meget om denne sag på de forrige møder.
Hr. formand, ud over den cartesianske selvfølgelighed, at det ikke drejer sig om et spørgsmål inden for mit ansvarsområde, kan jeg sige til det ærede medlem, at jeg har taget det spørgsmål, som De har rejst, til efterretning, og at Kommissionen, som det er sædvane, vil svare Dem direkte.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 23.30)