Hr. formand, i Industriudvalget finder vi, at denne sag er meget vigtig, presserende og uopsættelig. Vi kender alle baggrunden for, at Montenegro befinder sig i en vanskelig situation, og vi bør ikke forsinke denne sag yderligere på grund af nok så fornuftige undersøgelser. Jeg har derfor til hensigt at udarbejde en forenklet betænkning, så der kan blive stemt om den uopsættelige forhandling.
Jeg giver ordet til hr. Wynn, formand for det rådgivende Budgetudvalg.
Hr. formand, vi står i en mærkelig situation, fordi der blev truffet en beslutning i grupperne, før Budgetudvalget havde taget beslutning om Montenegro. Desuden har jeg ikke haft lejlighed til at tale med min gode ven hr. Westendorp. Jeg mener, at formanden for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik er positivt indstillet over for Budgetudvalgets holdning, som jeg nu vil fremlægge. Men da jeg ikke har talt direkte med ham - det vil jeg ikke citeres for - er der tale om andenhåndsoplysninger. For det første vil jeg gerne gøre det klart, at Budgetudvalget støtter al hjælp til Montenegro. Det har det gjort det tidligere, og det vil det fortsætte med fremover. Ved denne lejlighed haster det ikke med at få det gennemført nu. Midlerne vil ikke blive stillet til rådighed før til august for første tranches vedkommende, og anden tranche vil blive udbetalt ved årets udgang. Vi har den holdning, at de relevante udvalg skal undersøge detaljerne i dette forslag. Uanset hvilket udvalg der er det kompetente - Udenrigs- eller Industriudvalget - vil vi blot skulle afgive udtalelse, men disse udvalg og Parlamentet er nødt til at evaluere disse forslag. Vi må ikke lade os presse til at tage en beslutning, fordi Rådet finder det nødvendigt. Med hensyn til budgetter er vores største bekymring, hvor pengene kommer fra. Det er fint at fremsætte forslag, men vi mener ikke, at man bør vedtage uopsættelig behandling, før vi ved, hvor pengene kommer fra. Vi bør vente til næste måned. Udvalgene kan drøfte det, og vi kan stemme om det under mødeperioden i juni.
Tak, hr. Wynn. Det er en meget fornuftig udtalelse. Jeg giver ordet til hr. Newton Dunn, næstformand for Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser, som vil fremføre udtalelsen fra sit udvalg.
Hr. formand, vi har ikke drøftet det i Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik, men det er min personlige holdning, at vi ikke bør behandle det som et uopsætteligt spørgsmål nu.
Hr. formand, jeg mener, at der proceduremæssigt er sket ejendommelige ting ved fremsættelsen af dette forslag. Alligevel mener jeg som taler på PPE-gruppens vegne, at uopsætteligheden er af en sådan art, at vi må taget det særdeles alvorligt. Uanset de proceduremæssige fejl må jeg således på min gruppes vegne sige, at vi alligevel gerne vil støtte dette forslag om uopsættelig forhandling. Jeg har også indtryk af, at andre grupper her i Parlamentet mener det samme i Udvalget om Udenrigsanliggender. Måske er det godt lige at få dette at vide.
Hr. formand, jeg er for, selv om jeg ikke tror, at det er helt så uopsætteligt, som Rådet siger. Det ville imidlertid være uanstændigt over for montenegrinerne, hvis vi afviste denne uopsættelighed i dag. Montenegro befinder sig i en stor fare, som netop også udgår fra Beograd, og jeg tror, vi bør sende dette signal. Vi bør imidlertid forvente, at Kommissionen endelig fortæller os, hvor den vil tage pengene fra. Den kan ikke tage dem fra Bosnien. Den kan ikke tage dem fra Kosovo. Den skal fortælle os, hvor den tager disse penge fra, og når vi stemmer om det i dag, må vi efter halvdelen af tiden gennemføre en evaluering og sige, hvad der er sket med disse penge, og hvor den anden portion skal komme fra.
Hr. formand, for det første er jeg imod den uopsættelige forhandling af de årsager, som formanden for Budgetudvalget har fremført. Det er tydeligvis ingen usikkerhed, ingen uopsættelighed, for pengene bliver frigivet til august. For det andet er der, hvis ret skal være ret, stadig ca. 20 millioner tilbage på den hidtil anvendte budgetpost. Der er derfor ingen usikkerhed, der er ingen uopsættelighed, og vi kan roligt undersøge dette spørgsmål nærmere igen på et senere tidspunkt. (Uopsættelig forhandling vedtoges)
Næste punkt på dagsordenen er forelæggelse ved Kommissionen af det foreløbige budgetforslag for 2001. Kommissionen er på vej, men er desværre ikke kommet endnu. Jeg foreslår derfor, at vi går videre til det næste punkt på dagsordenen. Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0121/2000) af Ferber for Budgetudvalget om overslag over Europa-Parlamentets indtægter og udgifter for regnskabsåret 2001.
Hr. formand, kære kolleger, egentlig skulle jeg have haft den store ære at tale direkte i tilslutning til kommissærens præsentation af Kommissions budget for 2001. Nu har jeg den ære først at kunne præsentere Parlamentets budget, før vi så får kommissærens præsentation af det større budget. Som ordfører for Parlamentets budget kan jeg forelægge Dem et forslag, som efter min overbevisning udmærker sig på tre punkter. For det første - og det lægger jeg stor vægt på - forelægger vi Dem et yderst sparsommeligt budget. For det andet drager vi konsekvenserne af den berettigede kritik fra Revisionsdomstolen og Budgetkontroludvalget, og også det skylder vi alle. For det tredje - og det ligger mig også særligt på sinde - styrker vi Europa-Parlamentet som repræsentant for de europæiske borgeres interesser Hvad er så de centrale elementer i Parlamentets budget for 2001? Det vil jeg kort skitsere ved hjælp af fem stikpunkter. For det første må vi inden for bygningspolitikken - og det er et meget vigtigt punkt - drage de rette konsekvenser af Revisionsdomstolens kritik. Det betyder for det første - og det skaber vi forudsætningerne for - at vi i Bruxelles så hurtigt som muligt foretager de eksisterende betalinger for dermed - og det er specielt vigtigt for skatteyderne - at opnå en gunstig løsning. For det andet betyder det imidlertid også at finde en løsning for Strasbourg, for denne bygning, som ikke giver anledning til kritik, og begge dele er indeholdt i tal i budgetforslaget. For det andet skal vi også inden for personalepolitikken vise meget stor tilbageholdenhed i det kommende år. Det går ikke an, at vi lader Parlamentets ansættelser vokse voldsomt, bare fordi der er lidt finansielt spillerum. Men også i forbindelse med forfremmelser må vi til efteråret finde en acceptabel løsning for alle institutioner. For det tredje må vi forberede os på udvidelsen af Den Europæiske Union, vi som Parlament sikkert mere end de andre institutioner. Dette kan imidlertid ikke betyde - og det er et særligt vigtigt punkt - at vi allerede næste år via spørgsmålet om, hvilke nye sprog vi kan tilbyde i vores tolketjenester, træffer afgørelse om, hvilke lande der kan blive medlem af Den Europæiske Union i første omgang, og hvilke der ikke kan det. Det er en forkert beslutningsprocedure. Det er ikke budgettets opgave at træffe den slags principielle politiske beslutninger. De skal træffes andetsteds, og det betyder, at vi naturligvis skal tale med sprogskoler i de tiltrædelsesvillige lande, udvikle og opbygge programmer, men vi skal naturligvis være helt klar over, at vi ikke kan foregribe beslutninger, som først skal træffes politisk. Det glæder mig, at kommissæren er ankommet. Jeg har nu overtaget hendes rolle på den måde, at vi først diskuterer Parlamentets budget og derefter går over til Kommissionens budget. Nej, jeg vil ikke overtage Deres job, det skal kun De udføre, så vidt går rollebytningen heller ikke! For det fjerde skal vi tage højde for Europa-Parlamentets udvidede ansvar efter Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse. De nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet har i forhold til alle deres forgængere større ansvar og også mere arbejde end nogensinde før, og det skal naturligvis give sig udslag i assistancen og det tekniske udstyr. Jeg vil gerne takke alle dem, som har støttet mig i denne sag. For det femte skal dette øgede ansvar også give sig udslag inden for grupperne i Europa-Parlamentet. Jeg ønsker mig et politisk parlament, som kæmper om den rigtige vej, og til det formål har vi brug for en bredere basis for gruppernes arbejde og en indskrænkning - det siger jeg helt åbent - af Europa-Parlamentets officielle tjenester. Kun på den måde kan vi i længden få et Parlament, som der bliver lagt mærke til i offentligheden. Jeg har med glæde konstateret, at Europa-Parlamentets Præsidium nærer lignende tanker, og at der er en rapport om det på vej fra en næstformand fra min gruppe. Det er den rigtige vej, som vi fortsat skal følge. Jeg har med stor interesse studeret kollegernes ændringsforslag til min betænkning. Jeg beder om forståelse for, at jeg kan støtte de færreste af dem i, at de ikke længere følger den linje, som jeg havde foreslået Budgetudvalget, og som også blev vedtaget med flertal i udvalget, men tværtimod forlader denne linje. Vi skal forberede os på udvidelsen, men vi behøver ikke ansætte tolke fra de tiltrædelsesvillige lande allerede næste år. Også bygningspolitikken skal ses i lyset af udvidelsen. Jeg finder det imidlertid heller ikke nødvendigt at gennemføre dette allerede i budgettet for 2001. Vi bør gå til dette vigtige spørgsmål om udvidelsen med lidt mere realisme. Vi har nu haft en ny bygning i Bruxelles i tre år, siden sidste år her i Strasbourg, og hvis vi allerede nu igen kommer til skatteyderne og siger, at vi har brug for endnu flere bygninger, endnu flere kontorer, vil der være grænser for forståelsen. Det bør vi tage med i vores overvejelser. Et budget på 987 millioner euro er ikke stort i forhold til de over 90 milliarder euro, som kommissæren vil foreslå om lidt, men der er tale om skatteydernes penge, som vi skal forvalte som betroede midler. Skatteyderne forventer, at vi er omhyggelige med pengene, ikke kun når der opstilles budget, men også ved gennemførelsen og afviklingen. Det kommer vi til at tale om igen til september ved førstebehandlingen af dette budget, når alle bilagene fra dechargeproceduren for budgettet foreligger. Jeg vil i dag gerne takke Europa-Parlamentets Præsidium, særligt næstformand Gerhard Schmid, som er ansvarlig for budgetspørgsmål, for det konstruktive samarbejde, især i forligsproceduren mellem Præsidiet og Budgetudvalget. Min tak gælder de pågældende afdelinger i Parlamentets forvaltning for det hurtige og samvittighedsfulde forarbejde, uden hvilket det ikke ville have været muligt at opstille et sådant talmateriale. Jeg vil imidlertid også takke kollegerne fra Budgetudvalget ganske særligt for det fair samarbejde. Det er ikke altid let at sammenføje forskellige vægtninger i en budgetprocedure til et fælles hele, oven i købet for det meste under tidspres. En kompliment til alle mine medkombattanter og naturligvis også til slut en hjertelig tak til medarbejderne i Budgetudvalgets sekretariat, som i disse vanskelige tider forberedte det hele hurtigt og pålideligt. Jeg mener, jeg kan forelægge Dem et budget, som fortjener Parlamentets tillid.
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med det fremragende arbejde, han udfører for Parlamentet med hensyn til at få noget for vores budgetmidler. Det er ikke rigtigt, at vi forventer, at Kommissionen gør en hel masse for at skabe orden i deres hus og deres budget, medmindre vi tager de samme skrappe forholdsregler. Vores fremgangsmåde har været helt korrekt, ikke kun for at sikre, at vi ikke bare forærer pengene væk, hvis vi har lidt til overs på budgettet, men også når vi har bedt Parlamentets generalsekretær fremlægge en række rapporter: f.eks. i punkt 6 i beslutningsforslaget, hvor vi har bedt generalsekretæren undersøge og identificere opgaverne på samme måde som Kommissionen, således at vi kan skabe overensstemmelse mellem opgaverne og det personale, vi har til rådighed på længere sigt. Det er helt klart en form for langsigtet planlægning, som er yderst fornuftig på dette tidspunkt i Parlamentets levetid. Der er tre ting, jeg især vil understrege i Parlamentets budget for 2001. Den første er en anmodning fra et menigt medlem om, at vi skal have en fast dato for opstillingen af den anden netværkscomputer på vores kontorer. Det giver anledning til frustration for mange af os, at vores medarbejdere har adgang til nettet fra deres computere, Parlamentets computere, selvfølgelig, men hvis vi som medlemmer tager vores egne computere med, har vi ikke et sted, hvor vi kan slutte dem til og arbejde effektivt. Det er vigtigt at få en dato for, hvornår vi får den mulighed. For det andet vedrørende kommunikation under punkt 21 i forslaget til beslutning vil jeg henlede Parlamentets opmærksomhed på, at vi ved mange lejligheder under disse forhandlinger har opfordret alle Kommissionens og Parlamentets kontorer i medlemsstaterne til at samarbejde inden for et europæisk hus inden 1. januar 2000. Nu har vi passeret den dato, og der er stadig en eller to medlemsstater, navnlig min egen, hvor Parlamentet og Kommissionen har forskellige kontorer, og hvor mere end 70% af finansieringen af Parlamentets kontor går til mursten og lønninger, og så er der ikke meget tilbage til kommunikation. Jo hurtigere vi kan sikre, at Den Europæiske Unions image varetages af et europæisk hus, jo bedre. Det sidste punkt drejer sig om spørgsmålet om følgerne for udvidelsen. Jeg vil gerne støtte det, ordføreren har sagt om, at vi ikke pludselig kan kaste os ud i at godkende bevillinger til udvidelsen, hvis der endnu ikke er truffet politisk beslutning om den. Så meget desto mere, fordi ifølge Parlamentets skøn, som jeg har forstået dem, går man ud fra, at vi får flere sprog som følge af udvidelsen. Alligevel har Parlamentet ikke diskuteret, hvordan vi skal håndtere, ikke en begrænset udvidelse, men en omfattende udvidelse i henhold til Helsinki-topmødet i slutningen af 1999 med op til 12 eller 13 nye lande, det vil sige 27 eller 28 lande med over 20 forskellige sprog. Hvordan, hr. generalsekretær, skal vi håndtere dette, hvis administrationen ikke kommer med nogle udspil til, hvor vi skal placere dem alle? Skal vi have mødesale, som skal indrettes til over 20 sprog, så alle kan tale deres eget sprog ved alle møder med forhandlinger her i Parlamentet? Vi er klar over, at Parlamentet i den foregående valgperiode gjorde et stort stykke arbejde på dette område takket være næstformand Cot. Hans betænkning kom aldrig ud til medlemmerne. Vi fik den aldrig at se, denne betænkning om, hvordan dette edderkoppespindslignende system skulle fungere - relætolkningen - og vi hørte heller ikke om tankerne vedrørende mulighederne for at bruge freelancere med moderne kommunikationsmidler, så vi kan sende en stor del af vores oversættelser ud til oversættere, der sidder i medlemsstaterne, i stedet for at hyre en lang række personer til at komme til Luxembourg og arbejde som fastansatte tjenestemænd i Parlamentet. Derfor støtter jeg fuldt ud det kompromis, som ordføreren har fremlagt, hvor vi efter førstebehandlingen beder generalsekretæren fremlægge en strategi for, hvordan vi skal håndtere hele sprogspørgsmålet i Parlamentet og udvidelsen. Jeg forventer, at Kommissionen måske vil gøre noget tilsvarende, da dette er et problem, som angår interinstitutionelle anliggender, hvilket også fremgår af ændringsforslaget. Jeg håber virkelig, at Den Socialdemokratiske Gruppe vil ændre holdning, trække hovederne op af sandet og gøre sig klart, at dette er et problem, som vi er nødt til at løse, og at det er bedre at gøre det før end siden.
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske hr. Ferber med et grundigt skøn over Parlamentets indtægter og udgifter. Jeg støtter linjen i betænkningen, som er i overensstemmelse med politikken for budgetdisciplin, fordi de største udfordringer, som Parlamentet må tage op, er større ansvar og gennemsigtighed, hvilket vil omfatte en grundig institutionel reform, for det andet den kommende udvidelse af Unionen og for det tredje en udvikling i retning af større effektivitet gennem effektiv budgetkontrol og bedre udnyttelse af ressourcerne. Vores hovedprioritet må være at forklare de europæiske borgere, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvordan vi gør det. Vi må vinde de europæiske skatteborgeres tillid, og det kan vi kun gøre ved at styrke vores ansvarlighed ved at forenkle - ikke mystificere - Parlamentets arbejde, ved at skære ned på jargonen, ved at forbedre godkendelsesprocessen for lovgivning og forbedre lovgivningsmaskineriet og ved at sikre en tydelig sammenhæng mellem det, vi laver her, og fordelene for den enkelte. Vi kommer et langt stykke af vejen med at opnå denne gennemsigtighed gennem indførelsen af aktivitetsbaseret budgettering og forslaget i denne betænkning om at lægge bevillingerne til de politiske partier under separate budgetposter vil bidrage betydeligt til gennemførelsen af denne målsætning. Disse fordele er så meget desto vigtigere, fordi vi er på vej mod udfordringen for EU i forbindelse med udvidelsen. I Den Socialdemokratiske Gruppe mener vi helt klart, at Europa-Parlamentet på enhver måde bør støtte ansøgerlandene i deres forberedelser på at komme med i EU. Det er mit indtryk, at nogen i Parlamentet ønsker at forstyrre udvidelsesprocessen ved at lægge unødige hindringer i vejen og ofte bruger falske argumenter for at hæmme forberedelserne til udvidelsen: f.eks. afvisningen af forslaget om at besætte de 35 ledige stillinger i sprogreserven mellem 2001 og 2002. Den årsag, man angiver, og som også skitseres af min kollega hr. Elles, er, at vi mener, at dette vil foregribe drøftelserne med ansøgerlandene. Mener vi virkelig, at dette lille skridt vil påvirke alle institutionerne med hensyn til, hvilke lande der er med i første runde, og hvilke der er med i anden runde? Mener vi virkelig, at vi ved at forpligte mindre end 1/2% af Parlamentets sprogbudget vil træffe den politiske beslutning, og at den dermed vil være uden for vores kontrol? Jeg er lidt forvirret, og hvis jeg husker rigtigt, argumenterede ordføreren tidligere energisk for oprettelsen af et interinstitutionelt ansættelsesagentur i sin seneste betænkning. Hvor ligger det fornuftige i at godkende en fælles foranstaltning, samtidig med at vi forhindrer enhver nyansættelse? Jeg går klart ind for at planlægge udvidelsen rigtigt, fordi erfaringen har vist, at der en lang indkøringstid i forbindelse med uddannelsen af tolke og oversættere. Det er nødvendigt, hvis indlemmelsen af nye medlemsstater i institutionen skal forløbe gnidningsløst fra et sprogligt synspunkt. Jeg er naturligvis enig i, at vi ikke på noget tidspunkt må foregribe politiske beslutninger, som skal træffes på et senere tidspunkt. På den anden side bør vi undgå at udsende nedslående budskaber til de ansøgerlande, der i øjeblikket gør sig store anstrengelser for at komme i form til EU-medlemskabet. Jeg gentager, at vi ikke bør foregribe eventuelle politiske beslutninger om udvidelsen. Vi må planlægge og være fantasifulde og kreative i vores forberedelser til udvidelsen, fordi intet vil skade EU mere, end at vi klarer udvidelsen dårligt. Det, vi også skal gøre, er at gennemføre reformen energisk for at forberede os på udvidelsen. For ganske nylig advarede præsidenten for De Europæiske Fællesskabers Domstol om, at Domstolen ikke ville kunne klare udvidelsen af EU. Det gennemsnitlige tidsrum, det tager for at få en sag behandlet, er steget fra 17 måneder i 1988 til 23 måneder sidste år. Det er en meget lang ventetid. Vi har brug for reformer, ikke kun med hensyn til bemanding og procedurer, men vi har også brug for en ny indfaldsvinkel til ejendomspolitikken. Det er af vital betydning, at forberedelserne sker i løbet af det kommende finansår for at sikre, at Parlamentets bygninger kan rumme de nye medlemsstater i et udvidet EU. Det er også vigtigt at sikre, at vi opretter informationskontorer i de lande, der har ansøgt om medlemskab af EU. Det er bredt anerkendt, at de systemer, vi har i øjeblikket, blev oprettet til EU, da der kun var seks medlemmer, og de knager i fugerne i en Union med 15 medlemmer. Hvordan skal de nogensinde kunne fungere effektivt med 25 medlemmer? Det er vigtigt, at vi planlægger og forbereder os. Jeg er forholdsvis ny i Parlamentet, og selv om jeg kan se, at der udføres en masse godt arbejde rundt om i udvalgene, er jeg yderst opmærksom på, at som følge af de nye anvarsområder i Amsterdam-traktaten er der ikke kun brug for individuel støtte til medlemmerne, men også videnskabelig støtte til udvalgene. Siden Amsterdam-traktaten trådte i kraft, er Parlamentets arbejdspres steget meget kraftigt, og det er vigtigt, at dette afspejles i budgettet. Kommissionens arbejdsprogram omfatter nu et meget stort antal fælles beslutningsprocedurer, og disse procedurer har betydet en kraftig forøgelse af vores arbejdsbyrde. Hvis vi skal overbevise EU's befolkning om betydningen af Europa-Parlamentets arbejde og overtale dem til at tage det mere alvorligt, må vi forbedre vores arbejdssystemer. Derfor glæder jeg mig over betænkningens fremhævelse af den fælles vedtægt for medlemmer og medarbejdere, og jeg håber, at vi kan vedtage den hurtigst muligt. Nogle aspekter af betænkningens fokus har skuffet mig. Der fokuseres for meget på de helt små detaljer, hvilket undertiden forhindrer administrative ændringer i personalepolitikken og spolerer de strategiske visioner. Jeg ved ikke, hvor fornuftigt det er at henlægge 30% af bevillingen i reserven for sikkerhedstjenester, således som ordføreren foreslår. Her mangler der sammenhæng i ordførerens argumentation. Han har altid fokuseret på udlicitering af Parlamentets tjenester. Her har vi et eksempel på udlicitering, der ikke fungerer. Frem for at beskære budgettet bør vi se på, hvordan vi kan forbedre sikkerhedstjenesterne, og vi bør stille spørgsmålet: Skal vi have vores egen sikkerhedstjeneste, eller skal vi igen sende den i udbud i stedet for bare at beskære budgettet? Jeg er også skuffet over, at betænkningen ikke omtaler et af vores mest ineffektive områder. Europa-Parlamentets medlemmer er de eneste parlamentarikere, der ikke har indflydelse på placeringen af deres mødested. Et mødested med tre geografiske placeringer er udtryk for det mest utrolige spild af tid, penge, rejser og transport. Det er klart, at når vi taler om budgetstramninger, har vi ret til at tage dette spørgsmål op, for indtil vi gør det, vil offentligheden være forvirret over, hvad vi laver alle de steder. Det skaber også forvirring om organisationens rolle.
Hr. formand, Markus Ferber har udarbejdet en udmærket betænkning, og jeg takker ham mange gange for det. Parlamentets budget er først og fremmest et administrativt budget, fordi dets største udgiftsposter udgøres af lønningsudgifterne. I øjeblikket lever vi i en betydningsfuld forandringsperiode med hensyn til administration, da vi stræber efter at overgå til et funktionelt budget, fremhæve forøgelsen af det personlige ansvar og forbedre genallokeringen af ressourcerne. Det var af den grund, Parlamentet sidste år vedtog en bevilling på 300.000 euro i indeværende års budget til klarlæggelse af effektiviteten i Parlamentets administration og af forbedringsbehovet. Hr. formand, det er derfor en smule forbavsende, at der allerede i denne fase, før undersøgelsen endnu er påbegyndt, foretages betydelige dispositioner til udvikling af administrationen. Budgettet forhøjes med lønningsbevillinger på hele 12,2%. Denne forhøjelse er så stor, at ingen anden institution nogensinde kunne drømme om en så stor forhøjelse af administrationsudgifter. Forhøjelsen har i denne fase til hensigt at skabe 33 nye stillinger, og desuden skabes der åbenbart 12 til med Præsidiets ændringsforslag. Lad os til sammenligning nævne, at i 1995-1999 etablerede Parlamentet i alt kun 11 nye stillinger. Som en kuriositet skal det nævnes, at der i dette forslag etableres en ny stilling også i afdelingen for budgetkontrol, selv om det er hensigten helt og holdent at opgive den forudgående kontrol. Desuden indeholder budgettet en betydelig mængde nye forfremmelser. Således kan jeg ikke tilslutte mig til dem, der påstår, at en stram budgetdiciplin er blevet overholdt i budgettet, men tværtimod er budgettet meget løst, og det er derfor, vi har svært ved at få borgernes accept til Parlamentets budget. Hr. formand, i denne forbindelse skal vi gribe ind over for Europa-Parlamentets arbejdsgiverpolitik. Administrationsreform, funktionel budgettering og forøgelse af resultatansvaret nedad kræver samråd med personalet. Der kræves genallokeringer og derfor en reform af statutten for personalet. Det havde været på sin rette plads at gemme de forhandlingsmuligheder og instrumenter, som disse reformer er beregnet til at køre videre på, til fremtiden og ikke give nye fordele, før de tilsvarende administrative reformer i det mindste er blevet diskuteret med personalet.
Hr. formand, også jeg vil takke ordføreren mange gange for hans betænkning og den åbne kommunikation, som han har muliggjort. Hr. Ferbers betænkning indeholder ikke blot politiske, men frem for alt også administrative aspekter. Jeg vil først nævne en række politiske udtalelser og kommentere disse. Min gruppe er fuldstændig enig i, at Rådet og Parlamentet i betænkningen opfordres til at skynde sig og samarbejde ved udarbejdelsen af en statut. Både en statut for medlemmerne og uafhængigt deraf en vedtægt for medlemmernes medarbejdere. Vi støtter dette, og vi håber også, at vi vil nå frem til en konklusion endnu i år. Der står også en politisk bemærkning deri om den adskillelse, som er nødvendig mellem Parlamentets gruppers penge på den ene side og de europæiske politiske partiers penge på den anden side. Der må ikke være tale om skjulte subsidier til europæiske politiske partier. Vi ved alle sammen, at det vil vare nogen tid endnu, før der også her vil komme en statut for de europæiske politiske partier, og jeg er glad for, at generalsekretæren opfordres til indtil da også at sikre fuld klarhed omkring pengene mellem Parlamentets grupper og de politiske partier. Men desuden indeholder betænkningen også mange administrative aspekter. Således har vi måttet udtale os om den kendsgerning, at Direktoratet for Udvalg og Delegationer skal omfatte fem A-stillinger, to B-stillinger og en C-stilling, og at Generaldirektoratet for Personale skal have en ekstra A-stilling og to ekstra B-stillinger. Jeg tror ikke, at det er, fordi jeg er ny, at jeg har meget svært ved at bedømme dette. Jeg synes, at det først og fremmest er en leders opgave at tage ansvaret for den præcise udformning af personalepolitikken. Jeg synes også, at det for grupper er meget vanskeligt, hvis det på plenarmødet bestemmes, hvor mange ekstra stillinger der skal oprettes i de politiske grupper. Det har jo temmelig meget at gøre med tilrettelæggelsen af arbejdet i ens gruppe, og måske vil heller ikke alle grupper arbejde på nøjagtig samme måde. Jeg tror da virkelig, at vi her skal finde et andet system. Jeg har forstået, at gruppernes eget ansvar også vil blive taget i betragtning ved reformen af Parlamentet, og det støtter jeg helhjertet. Endvidere vil jeg sige noget om den støtte, der anmodes om til parlamentsmedlemmerne. Der vil komme en undersøgelse, det har vi aftalt, en undersøgelse, som også kobles til hr. Rothleys undersøgelse af den præcise støtte, som parlamentsmedlemmerne har brug for til deres arbejde. Jeg har til en vis grad indvendinger imod, at vi foregriber denne beretnings konklusioner, fordi vi i denne betænkning ikke udtaler os om Præsidiets konklusion. Denne konklusion fra Præsidiet er, at vederlaget til medlemmernes medarbejdere skal forhøjes med 20%. Ved ikke at udtale os derom, ser det ud til, at det bliver vedtaget her. Jeg er ikke principielt imod, at der sker en forhøjelse, men jeg er imod, at vi foregriber beretningen, og jeg er også imod det, fordi det jo i september vil vise sig, at vi skal vælge prioriteter blandt forskellige ting. F.eks. kan renten i forbindelse med bygningerne forhøjes. Vi skal vælge, om vi ikke også vil give flere penge til andre institutioner til forberedelsen af udvidelsen. Denne kritik vil vi komme tilbage til i september, når det virkelig vil blive beregnet nøjagtigt i tal. Det er altså ikke nogen principiel kritik, men kritik af, at en beslutning foregribes.
Hr. formand, kære kolleger, der er her tale om en betænkning om Europa-Parlamentet. Jeg er først og fremmest overrasket over, at der til dette dokument ikke er vedlagt en skrivelse fra fru Stauner, der, som De ved, i forbindelse med egne aktiviteter går meget op i anliggender, der imidlertid vedrører helt andre ting. Måske er det fordi, ordføreren er medlem af hendes gruppe, og derfor begrænser hun sig for en gangs skyld til at observere og afholder sig fra at sende en skrivelse. Dette forekommer mig mærkeligt. Men måske har hun ikke sagt sit sidste ord. Vi må se tiden an. Men jeg finder alligevel situationen en smule overraskende. På den ene side har vi kastet os ud i en stram budgetpolitik, og resultatet er, at alle vores budgetter og alle meddelelser om decharge blokeres af et omhyggeligt Parlament og det i en sådan grad, at man blokerer for dechargen til Kommissionen - og endda for den decharge, der skal gives til Europa-Parlamentet - af frygt for problemer, afslag på visum eller pengespild, der kan tilskrives, at funktionærerne for at løse deres opgaver er tvunget til at rejse i pendulfart mellem Luxembourg og Bruxelles, hvilket koster skatteyderne en formue. Og på den anden side tildeler parlamentsmedlemmerne sig selv millioner i Ferber-betænkningen. Vi giver os selv en ny computer under påskud af, at en ikke er nok. Vi tildeler os selv en stigning på 20% i et budget, der ellers ikke stiger. Vi giver os selv en stigning på 20% på budgetposterne til at finansiere vores assistenter, fordi vi frygter, at kontrakterne med disse fremover vil indeholde vedtægter, der bl.a. omfatter sociale udgifter. For at sikre os mod det værste hæver vi denne post med 20%. Ifølge mine undersøgelser findes der ikke én eneste budgetpost i Fællesskabet, hvad enten det er inden for det humanitære område, forskning eller udgifter til landbruget, hvor man har fastsat en stigning. Desuden er målet en generel nedskæring af budgettet. Men nej! I Europa-Parlamentet skænker man sig selv computer nr. to og 20% ekstra bevillinger, og fordi Revisionsretten var særlig skarp over for de politiske grupper, fremsætter man et forslag, hvor man fremhæver - og jeg citerer - gruppernes voksende arbejdsbyrde og særlige ansvar. Dette forslag gør ikke Parlamentet ære. Hvis vi vedtager en holdning, kan vi ikke både give højlydt udtryk for en indignation over spild og samtidig foreslå et sådant budget. På vegne af Den Tekniske Gruppe i Parlamentet oplyser jeg hermed, at jeg stemmer mod Ferber-betænkningen.
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg beklager, at min gode ven Dell'Alba ikke er enig i hr. Ferbers budgetforslag. Det er vi til gengæld, og vi er meget tilfredse. Jeg finder, at ordføreren med dette budgetforslag for 2001 har udført et stringent arbejde, som optimerer ressourcerne og samtidig er fantasifuldt og fremsynet. Vi vil gerne give ham vores allerstørste lykønskning herfor. Vi taler trods alt om Europa-Parlamentet i det 21. århundrede, hvor vi efter min mening kommer til at stå over for tre grundlæggende udfordringer: At leve op til medlemmernes nye forpligtelser, som udspringer af Amsterdam-traktaten, at indarbejde den nye teknologi i vores arbejde og at reagere øjeblikkeligt på den enorme administrative, organisatoriske og politiske forpligtelse, som udvidelsen af Den Europæiske Union betyder. Og disse tre udfordringer, som Europa-Parlamentet står over for, falder inden for en kontekst med stor budgetstramhed og med en fuldstændig åbenhed, for så vidt angår anvendelsen af de offentlige midler. Man skal tænke på - og det har ordføreren gjort - hvilken slags Parlament, vi ønsker i fremtiden: Om vi ønsker et mere administrativt og bureaukratisk Parlament, eller om vi ønsker et mere politisk Parlament. Om vi ønsker et centraliseret Europa-Parlament, eller om vi ønsker et Europa-Parlament, som er foreneligt med en Europæisk Union, som bliver mere og mere føderal, og på samme tid mere og mere subsidiær og decentraliseret. Jeg tror - og jeg deler denne opfattelse - at ordføreren ønsker et Parlament, hvor det vigtigste er medlemmernes politiske arbejde, såvel i Strasbourg som i Bruxelles og i hver enkelt af deres individuelle politiske valgkredse. I denne model er det, som han siger, nødvendigt, at der findes nye informationssteder, at der findes nyt dataudstyr, og at medlemmerne - om nødvendigt - råder over nyt personale, som kan klare de bureaukratiske opgaver. Og jeg håber, at vi til september vil få nye bevillinger til disse budgetposter. Hr. Ferber gør klogt i at reagere på Revisionrettens rapport om finansiering af de politiske grupper. En selvstændig budgetpost vil gøre det muligt for os fremstå med et klart og gennemsigtigt offentligt image, indtil vi endelig får statutten for de europæiske politiske partier. Vi må ikke glemme, at de er hjørnestenen i det europæiske demokrati, og der må ikke herske tvivl om hæderligheden i finansieringen af dem. Vi støtter fuldt og helt ordførerens synspunkt om sprogkyndigt personale med henblik på udvidelsen. Det er nødvendigt at påbegynde de indledende foranstaltninger af administrativ art. Seks nye lande - med mindst fem nye sprog - i 2004 betyder en stor tilpasningsindsats. For at få besat disse ledige stillinger er det nødvendigt med en særdeles tydelig tilkendegivelse af, i hvilken rækkefølge ansøgerlandene vil komme med i Unionen, og det er ikke noget, man skal gøre på nuværende tidspunkt og i forbindelse med dette budget. Derfor støtter vi alle hr. Ferbers ændringsforslag.
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, først vil jeg gerne udtrykkeligt hilse Ferber-betænkningen velkommen i dens videste træk. Vi har i de seneste uger og måneder haft et meget positivt samarbejde, som har været præget af, at vi på de steder, hvor meningerne var delte, meget tydeligt har sagt, hvad vi mente, men hvis man kan nå frem til fælles linjer, bør man også gå denne vej. Den udfordring, vi står over for, er blevet beskrevet. Man kan egentlig kun gentage den igen og igen. Som følge af Amsterdam - lad mig sige det som en foregribelse af det, som videre kommer til at ske med hensyn til dette Parlament - skal vi skabe overensstemmelse mellem de kompetencer, som dette Parlament har, og dets muligheder, for i øjeblikket er der ikke balance i forholdet. Vi må sørge for, at vi såvel i forbindelse med den videnskabelige tjeneste som i forbindelse med den videnskabelige assistance har samme styrke som den anden part i lovgivningen, nemlig Rådet. Det går ikke an, at dette demokratisk og direkte valgte Parlament i sine muligheder står tilbage for det, som Rådet kan gøre. Hvis vi tager vores arbejde alvorligt, hvis vi tager os selv alvorligt, må vi have samme forudsætninger for virkelig at kunne hamle op med Rådet. Det nytter ikke, at vores parlamentsformand i sidste ende sætter sin underskrift under. Dette er ikke tilstrækkeligt, det er det forudgående arbejde, der er det afgørende, og derfor skal det gøres seriøst og godt. Derfor er det rigtigt og vigtigt - og her er jeg uenig med hr. Dell'Alba - at vi forbereder os godt. Der er heller ikke tale om, at vi nu vil udvide omkostningerne voldsomt. Hr. Dell'Alba er udmærket klar over, at det i de sidste år ved hjælp af en klog bygningspolitik - det skal siges - er lykkedes os at frigøre anselige midler. Når vi altså selv allerede har indtjent disse midler, så bør vi også anvende dem målrettet. Målrettet vil sige at forbedre dette Parlaments muligheder og evner. Vi ligger stadig under de 20%, som vi har givet os selv som margen. Den overholder vi. Vi går ikke ud over 20%-margenen som Parlamentets andel af forvaltningsudgifterne. Jeg mener, at det viser, at vi behandler det meget seriøst og ikke vil stille nogen form for luftkasteller i udsigt. Vi står desuden over for den udfordring, at vi også - og jeg indrømmer, at det er affødt af den offentlige diskussion på forskellige steder - skal bringe gennemsigtighed ind i dette Parlament. Vi tager dette ansvar, denne opgave på os. Ikke fordi vi er bange for, at vi nu bliver presset til det. Nej, vi ønsker, at offentligheden skal vide, at vi ikke har noget at skjule her! Vi gør os umage for at få et seriøst grundlag for det, som vi laver her, nemlig finansiering af grupperne og også en ordning, så de europæiske politiske partier og partiorganisationer får penge. Man kan ikke sige, at der skal være en passende udvikling på europæisk niveau, men grundlaget skal ikke finansieres tilsvarende, for det skal det naturligvis. Dette skal være tydeligt, så borgerne også ved, hvor pengene går hen. Vi vil sætte hårdt ind på at gøre fremskridt på dette punkt og skabe bedre gennemsigtighed, så enhver kan se, hvilke midler der går hvorhen, så det kan bedømmes, om det er rimeligt eller ej, så kritikken kan være velanbragt, når den er nødvendig. For så skal den til! Vi skal imidlertid undgå, at vi bliver kritiseret på grund af nogle proceduretekniske ting eller på grund af placering i forskellige budgetposter. Her skal der gennemsigtighed til, og her skal vi gøre fremskridt, som vi også sagde det allerede sidste år i forbindelse med budgetforhandlingerne. Lad mig også sige noget om udvidelsen, for det er det eneste punkt, hvor vi trods alt er uenige med vores kollega Ferber og især med kollegerne fra PPE-DE-gruppen. Her er jeg bange for, at hr. Stoibers besøg i Deres gruppe havde større indflydelse, end vi alle havde frygtet. Jeg ser nu på min kollega Poettering: På en konference i Den Europæiske Union var det Dem, der sagde, videre, udvidelsen skal gå hurtigere, af politiske grunde, fordi vi ikke kan tillade os at udsætte den! Men når vi helt konkret har krævet skridt fremad, må vi heller ikke vakle. Jeg ved, at der kan føres en vidunderlig politisk diskussion om, hvornår og hvordan udvidelsen skal finde sted. Det er en diskussion, som kan risikere at lægge øksen ved roden af træerne. Her beder jeg om, at man principielt virkelig er forsigtig. Hvad angår den konkrete forberedelse betyder det, at vi f.eks. må forberede os på bygningsområdet. Den, som først begynder at lede efter bygninger, f.eks. i tiltrædelseslandene, når det er kommet så vidt, vil blive konfronteret med priser, som vil sætte ham grå hår i hovedet. Det må man altså arbejde på i god tid, for også her at forberede sig i overensstemmelse med solid budgetføring. Hvad angår forberedelsen af sprogmangfoldigheden, så ved den, som læser Cot-betænkningen, som jo blev forlangt af Deres kollega Elles, at vi i fremtiden får 460 ekstra sprogmuligheder. Det findes et skøn, som siger, at dette vil kræve 500 ekstra tolke og oversættere. Vil De bilde nogen ind, at De pludselig springer op som trold af en æske og har disse folk, som virkelig er fagligt kompetente, i estisk, lettisk, tjekkisk, i alle disse sprog, som skal komme til? Nej, det skal forberedes nu. For at vi ikke virkelig skal gå i den fælde, som hr. Ferber med rette har beskrevet, at vi nemlig med en administrativ forudgående beslutning foregriber politiske ting, skal vi naturligvis passe på, at vi i løbet af i år nøje drøfter fordelingen af disse poster på de forskellige sprog. Vi vil støtte, at Cot-betænkningen - det er jo en del af hr. Elles forslag - bliver omdelt. Vi går ind for, at vi i løbet af året taler om det, men vi er klart imod allerede nu at sige, at vi ikke vil besætte disse 35 stillinger. Det ville være useriøst og et helt forkert signal til medlemsstaterne og til de mennesker, som håber på, at de kan blive en væsentlig bestanddel af denne Union.
Hr. formand, jeg vil starte med at takke ordføreren, hr. Ferber, for et veludført arbejde. Der er meget i denne betænkning, som er godt gennemtænkt, og som er meget let at støtte. Jeg vil tale om et emne, der på langt sigt vil få stor betydning for Parlamentet og for hele EU. Det handler om noget, som mange allerede har nævnt i dag, nemlig sprogspørgsmålet. Sjældent oplever man den sproglige mangfoldigheds Europa så utroligt tydeligt som netop under en debat her i huset, hvor der hele tiden tolkes mellem 11 forskellige sprog. Selvfølgelig er dette dyrt og omstændeligt. Alligevel har det i hele EU's historie været en selvfølgelighed, at de, som er med, så langt som dette overhovedet er muligt, kan tale deres eget sprog. Meget i den betænkning, som vi nu behandler, er baseret på den forudsætning, at EU vil blive udvidet med seks nye lande inden 2004. Dette kan endda være lavt sat. For nogle dage siden udtrykte Kommissionen som sin målsætning at kunne modtage 10 nye medlemslande inden 2005. Jeg hører til dem, som ser det som EU's største udfordring at lave en udvidelse, hvis endelig mål er en genforening af det Europa, som altid har været delt af unaturlige grænser. Jeg mener dog, at det er mere realistisk at regne med det noget lavere tal, som er omtalt i Budgetudvalgets betænkning. Selv dette er mange, når man tænker på antallet af nye sprog. Hvis man går ud fra, at det drejer sig om "5+1-landene" i den første forhandlingsrunde - der kan selvfølgelig ske meget i de næste par år, men disse seks lande har alligevel to års forhandlingsmæssigt forspring - indebærer det, at der lægges fem nye officielle sprog til de 11, som vi allerede har i dag. Det er ikke muligt at behandle disse nye lande og deres sprog anderledes, end vi behandler os selv. Det må være en lige så stor selvfølgelighed, at ungarske, polske eller estiske parlamentsmedlemmer kan tale deres eget sprog, nøjagtigt som vi andre har ret til at tale vores. Vi kan heller ikke bringe os i en situation, som indebærer, at et land med adgang til uddannede tolke og oversættere kan blive medlem af EU, mens et andet land, hvor disse beskæftigelseskategorier ikke findes, ikke kan blive det. Netop derfor er det så overordentligt vigtigt, at emnet bringes på bane nu, hvilket ordføreren gør, og det synes jeg er rigtigt godt. Vi må ikke om nogle år befinde os i en situation, hvor dette spørgsmål stadig er uløst. Vi skal også være klar over, at det går meget stærkt i øjeblikket. Det drejer sig om lande i rivende udvikling, hvilket gør, at vi også må handle hurtigt, så sprogproblemet er løst den dag, disse lande tiltræder.
Hr. formand, jeg ønsker hr. Ferber tillykke med hans betænkning. Disse typer af betænkninger er aldrig nemme, og han har gjort et godt stykke arbejde. Min eneste kritik går på, at ændringsforslag 4 og 5 skulle have været stillet i et andet medlem af PPE-gruppens navn. Når jeg siger dette, er jeg konsekvent: Jeg sagde det samme til fru Müller fra De Grønne, da hun gjorde det samme. Jeg skal kort forklare hvorfor. Parlamentet kræver, at Kommissionen og de øvrige institutioner omgås skatteydernes penge med forsigtighed, og vi mener, at det samme bør gælde Europa-Parlamentet. Som formand for dette udvalg har jeg opdaget, at Deres loyalitet dækker et meget bredt spektrum. Jeg er loyal over for udvalget, og når udvalget tager en beslutning, er det min pligt at forsvare denne beslutning. Jeg er loyal over for ordføreren, derfor har jeg fremsat disse bemærkninger før, fordi ordføreren bør give udtryk for udvalgets holdning. Jeg skal også være loyal over for min politiske gruppe, som har tildelt mig denne taletid. Dette kan undertiden fjerne min loyalitet over for mig selv og det, jeg ønsker at sige. Jeg var ret positivt indstillet over for hr. Dell'Albas indlæg, fordi vi må være forsigtige med at kritisere alle andre, hvis vi samtidig giver indtryk af, at vi ser stort på denne forholdsregel og bare gør det, vi selv vil. Jeg siger ikke, at det er det, vi har gjort. Men hvis det er det indtryk, vi giver omverdenen, må vi være meget forsigtige og være klar over konsekvenserne. Når det er sagt, forsøger man i Ferber-betænkningen at skabe ligevægt i Parlamentets behov her i begyndelsen af et nyt årtusinde - nye behov, udvidelsen i horisonten - og at få det til at fungere effektivt. Ikke alle beslutningerne vil blive truffet, når vi stemmer denne betænkning igennem. Førstebehandlingen bliver det tidspunkt, hvor de endelige beslutninger bliver truffet, og det er vi klar over. Når aviserne ser et budget på 965 millioner euro, kan de nemt udlede, at det er mere end 1,5 millioner euro pr. medlem. De britiske aviser vil være fyldt med 1 million engelske pund pr. MEP - det er det, de koster! Men vi forsøger at nedbringe disse udgifter, navnlig til bygninger. Hvis folk ville se på, hvad der bliver gjort med bygningerne: Vi forsøger at nedbringe betalingerne over den kortest mulige periode, hvorved vi nedbringer den samlede byrde på Parlamentets budget. Man behøver blot at se på punkt 15 til 18 for at se, hvor seriøst vi mener det med ejendomspolitikken. Sorteringspolitikken har været en stor succes for Parlamentet. Det, vi har gjort med Belliard-bygningen, er måske ikke ideelt, men det er i det mindste et skridt i den rigtige retning, og nu er vi sluppet af med den. Endelig er et af de store problemer for vores institution, at vi ikke har en vedtægt for medlemmer, medarbejdere eller politiske partier. Det, man foreslår, er at forsøge at gøre fremskridt i retning af at finde en løsning på disse spørgsmål.
Hr. formand, de i betænkningen indeholdte forslag udtrykker - eller skal udtrykke - Europa-Parlamentets ønske om at være forberedt til at møde de udfordringer, som EU står over for. Det kunne ikke være anderledes, for vi gennemlever en vanskelig periode med vedvarende spændinger og åbenbare konflikter. Det ser ud, som om man vil alting og ingen ting på én og samme gang, således som man kan se det i den måde, hvorpå der i budgettet gives udtryk - eller ikke gør det - for EU's prioriteringer. Den evne, som vi måtte vise til at udnytte spændingernes forandringsmuligheder og til at formindske konflikterne, vil afgøre forskellen mellem stagnation og deraf følgende nedgang for projektet og den dynamik, som dets virkeliggørelse kræver. Er Europa-Parlamentets beføjelser eksempelvis blevet væsentligt forøget med Amsterdam-traktatens ikrafttræden og den deraf følgende udvidelse af den fælles beslutningstagning til flere politiske områder? Så må der sørges for, at dets medlemmer får bedre muligheder for at udføre deres hverv, mere og bedre information, flere svar fra de politiske grupper, mere effektivitet fra Europa-Parlamentets tjenesters side. Kræver udvidelsen afgørende ændringer i, hvordan denne institution er sammensat og virker? Så må disse ændringer forberedes, og der må tages højde for udfordringerne og for, hvorledes vi skal imødegå dem, i stedet for blot at læne os tilbage for at se, hvad der sker, for så at blive halehæng til begivenheder, som vi hverken har evnet at forudse eller at påvirke. Dette gælder for EU som helhed. Vi står ved et vendepunkt. Når vi er kommet så langt, vil intet blive som før. Som det er nu, vil det ikke blive ved med at være. Når Den Økonomiske og Monetære Union er gennemført, udgør euroen ikke mere noget mål, men et udgangspunkt, som på én gang medfører og kræver nye forandringer. Udvidelsesprocessens igangsættelse forudsætter dybtgående forandringer og begrunder fornyede ambitioner. Det står stadig klarere, at den økonomiske pol må modsvares af en politisk pol. Uddybning eller opløsning, solidaritet eller egoisme, beslutsomhed eller udskydelse, samhørighed eller konflikt, konvergens eller divergens, vi vakler mellem det ene og det andet. Hvis vi formår at styrke de grundlæggende principper, hvor jeg særlig fremhæver subsidiaritet og økonomisk og social samhørighed, kan vi finde de nye veje, som vi skal bevæge os ad. Jeg lykønsker hr. Ferber med den omhu, som han har lagt i det arbejde, han er ved at føre ud i livet.
Hr. formand, som andre kolleger har været inde på, er håndteringen af Amsterdam og forberedelserne på udvidelsen store udfordringer for denne institution. Jeg mener selv - og det skal vi være helt klar over - at nye udfordringer kræver nye ressourcer. Som ordføreren var inde på, begynder man med at se på de eksisterende ressourcer og se på, hvorfra man kan overføre personale og ressourcer, der er underudnyttede eller ikke længere er hensigtsmæssige. Når det er sket, er der i den nye situation, som Europa-Parlamentet befinder sig i, ikke andet alternativ end at udvide budgettet. Jeg hørte, hvad hr. Wynn, udvalgets formand, sagde om forsigtighed. Forsigtighed er i fare for at blive en falsk gudinde: Hvis vi lægger for stor vægt på forsigtighed, bliver det på bekostning af institutionens effektivitet. Det er en svær balance at finde, og jeg ved, at ordføreren har bestræbt sig på at sikre dette i sin betænkning. Jeg kan stort set bifalde hr. Ferbers betænkning. Men der er tre områder, som Parlamentet skal være mere opmærksomt på frem til september. Det første, som andre kolleger har været inde på, er sprogspørgsmålet. Jeg havde den ære at være med i hr. Cots arbejdsgruppe om flersprogethed. Helt ærligt, hvis denne institution fortsat ønsker at praktisere flersprogethed - og det er måske noget, vi bør drøfte - er der intet alternativ til at starte rekrutteringen nu. Hvis vi venter længere, vil vi ikke være i stand til at fortsætte flersprogetheden, når vi går i gang med udvidelsen. Den beslutning vil blive truffet for os. Vi stod næsten i den situation med finsk ved den seneste udvidelse. Som medlemmerne vil have bemærket gør de finske tolke et godt stykke arbejde med at tale engelsk og andre sprog, fordi vi ikke kunne ansætte finsktalende engelske tolke. Vi vil havne i samme situation ved den næste udvidelse, medmindre vi tager de svære beslutninger nu. Så jeg vil gerne have Parlamentet til at overveje de 35 sprogstillinger endnu en gang. Det andet område, hvor vi stadig mangler meget som institution, er edb. Vi er nået langt, men vi kan opnå yderligere fordele gennem edb. Navnlig Præsidiets formand er i færd med at undersøge, hvordan vi kan nå dertil, hvor alle medlemmer har en bærbar computer med adgang til Europa-Parlamentets computersystem, således at de overalt i verden kan få adgang til deres egne udvalgs betænkninger, dagsordener osv. Det forudsætter ikke nogen massiv forøgelse af investeringerne, men det forudsætter nye midler - en forøgelse af Parlamentets ressourcer. Endelig noget, som jeg har hørt Dem, hr. formand, tale om, nemlig spørgsmålet om juridisk rådgivning. Den nye situation efter Amsterdam betyder, at når vi vedtager ændringsforslag og beslutningsforslag her i Parlamentet, må vi være mere opmærksomme på både de juridiske konsekvenser og de politiske konsekvenser af vores beslutninger. Vi må styrke den juridiske rådgivning, vi får som Parlament, for at få støtte gennem forligsprocedurer og andre procedurer. Endelig vil jeg gerne gøre det klart, at jeg ikke beder Parlamentet bruge store summer i nye bevillinger. Men at bruge 1 eller 2% mere for at sikre, at vi forbliver effektive, er umagen værd, og vi bør anskue forsigtighed i sammenhæng med Parlamentets mere overordnede krav.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. Ferber, jeg vil gerne udtrykkeligt gratulere Dem med Deres betænkning. Naturligvis er det ikke op til Kommissionen at vurdere enkelte forslag. Jeg vil alligevel hilse det velkomment, at Parlamentet anstrenger sig for inden for bygningspolitikken at reducere belastningen af budgettet med rentebetalinger. Naturligvis er jeg i forhold til de interinstitutionelle relationer også tilfreds med, at Deres forslag så at sige holder sig inden for kategori 5 i aftalen. Her siger aftalen jo, at denne fælles sats for personale- og forvaltningsudgifterne opdeles på institutionerne efter en bestemt nøgle, og De har lagt denne opdeling til grund for Deres forslag. Jeg tror, at det også endnu en gang viser, at der i forbindelse med det finansielle overslag er mange aspekter, som letter arbejdet og planlægningen, især når der er indgået faste aftaler mellem institutionerne. Frem for alt er det imidlertid også vigtigt, at De med Deres betænkning har peget meget tydeligt på emnet udvidelse og personalepolitik på oversætter- og tolkeområdet, og naturligvis er det et højst politisk spørgsmål, hvad man foretager sig her. Især er det naturligvis nødvendigt, at der træffes forberedelser, og De har peget på - selv om spørgsmålet ser lidt forskelligt ud for de enkelte institutioner - at det alligevel bør være et interinstitutionelt anliggende at tage sig af dette emne og finde frem til en løsning. Derfor endnu en gang hjerteligt tillykke med Deres betænkning, især fordi betænkningen for budgetåret 2001 peger ud over budgettet for 2001.
Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er forelæggelse ved Kommissionen af det foreløbige budget for 2001.
Hr. formand, mine damer og herrer, i februar diskuterede Kommissionen prioriteringerne for det kommende års europæiske budget, og Kommissionen havde også lejlighed til at drøfte prioriteringerne udførligt med Europa-Parlamentet, her i salen, men især også i Budgetudvalget og i de forskellige trilogsamtaler, altså mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet, som har fundet sted i den mellemliggende tid. På grundlag af denne debat har Kommissionen opstillet det foreløbige forslag til budgettet for 2001, og det foreligger nu for Dem, som det er vedtaget af Kommissionen. Da det er det første foreløbige budgetforslag, jeg skal forelægge for Dem, tillader De nok, at jeg kommer med en bemærkning om proceduren og tidspunktet. Jeg finder det yderst fornuftigt, at der først finder intensive prioriteringsdebatter sted, før man går ind i de konkrete tal, og jeg finder det især nyttigt, at det foreløbige forslag bliver fremlagt så tidligt, at der kan føres en intensiv debat. Om budgettets struktur vil jeg sige, at det som i ethvert nationalt budget naturligvis også er sådan for det europæiske budget for et givet år, at den største del af budgettallene allerede er fastlagt gennem aftaler, gennem beslutninger, som er truffet i de foregående år, gennem lovgrundlag fra de foregående år. Det gælder især for landbrugsudgifterne inden for markedsordningen, den største udgiftspost i budgettet, også i budgettet for 2001, og for strukturfondene, men også for flerårige programmer, om det nu handler om forskning eller ungdomsprogrammer eller udenrigspolitikken. Trods bindingerne fra de foregående år sætter budgettet for 2001 imidlertid også klart politiske prioriteringer, og efter diskussionerne i de forløbne måneder mener jeg at kunne sige, at der i disse prioriteringer, som findes i Kommissionens foreløbige budgetforslag, er rigtig mange overensstemmelser med Parlamentets prioriteringer. Der er for det første prioriteringen af den anden søjle inden for landbrugspolitikken; støtten til udviklingen af landdistrikter udviser efter Kommissionens foreløbige forslag den højeste stigningsrate, og jeg tror, at det faktisk understreger, at denne anden søjle inden for landbrugspolitikken efter Kommissionens opfattelse skal have en central placering. For det andet er det prioriteringen inden for den økonomiske politik, hvor det er nødvendigt at udbygge og fremme Europa som videnssamfund. Derfor indeholder Kommissionens foreløbige forslag et meget kraftigt plus til forskningsudgifterne og en fortsættelse af programmet til fremme for små og mellemstore virksomheder, og det indeholder frem for alt også et forslag, som kombinerer dette med teknologistøtten, hvilket jo også var et emne for ordføreren, fru Haug. Adgangen til nye teknologier er ikke særligt fremherskende hos små og mellemstore virksomheder. Selvfølgelig er det fornuftigt og nødvendigt at kombinere disse to aspekter i forbindelse med en erhvervsstruktur, som man gerne vil have, og som i høj grad bæres af små og mellemstore virksomheder, men hvor man på den anden side også gerne vil have et skub for Europa, for Europas udvikling inden for informations- og kommunikationsteknologien. I det foreløbige budgetforslag er der også fastsat et nyt centralt punkt inden for udenrigspolitikken. Vi har allerede haft lejlighed til at debattere dette meget udførligt, nemlig hjælpen på Balkan. Som en anden prioritering vil jeg også gerne nævne nødvendigheden af at praktisere budgetdisciplin også for det europæiske budget, og dette mål følger Kommissionens foreløbige forslag. Derfor her et par tal om det samlede budget. Uden landbrugsudgifter forudser det foreløbige budgetforslag en stigning for forpligtelsesbevillingerne, altså de økonomiske forpligtelser, der kan indgås, på 1% i forhold til det foregående år. Jeg tror, at dette tal gør det meget klart, at det foreløbige budgetforslag passer ind i budgetdisciplinens samlede politiske landskab, og for de samlede betalinger, uden landbrugsudgifter, en stigning på 3%. Jeg vil pege på, at den gennemsnitlige vækst, som er prognosticeret for medlemsstaternes budgetter, ligger på 3,1%. Jeg understreger dette, fordi dette sikkert kommer til at spille en stor rolle i debatten med Rådet. Imidlertid har vi i det foreløbige budgetforslag også forankret en meget betragtelig vækst i landbrugsudgifterne, nemlig en vækst på 7,6% eller, udtrykt i absolutte tal, på i alt 3,12 milliarder euro. Dette er især en følge af de beslutninger, der blev truffet på stats- og regeringschefernes topmøde i Berlin sidste år, og dette finansielle overslag, som blev aftalt, er en del af den interinstitutionelle aftale mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen, som blev indgået sidste år. Jeg gør opmærksom på, at dette tal for landbrugspolitikken allerede indeholder, at budgetforslaget for landbrugsområdet holder sig under den maksimumsgrænse, der blev vedtaget i Berlin, altså indeholder Kommissionens forslag om at omlægge 300 millioner fra dette landbrugsbudget til udenrigspolitikken, men alligevel er der altså denne høje vækstrate for landbrugspolitikken. Summa summarum betyder dette, at det foreløbige forslag for de samlede tal i alt indeholder en stigning på 3,9% for forpligtelsesbevillingerne og 5% for betalingerne. Vækstraten for betalingerne er større, og det er en følge af, at vi skubber store betalingsbevillinger foran os, og Kommissionen i øjeblikket mener, at disse ikke bør vokse yderligere, men derimod nedbringes, og at væksten for betalingerne derfor ganske enkelt må være større. Hvad betyder det for størrelsen af de offentlige udgifter i EU? Dermed mener jeg, hvor stor en del af Det Europæiske Fællesskabs samlede bruttonationalprodukt absorberes af Den Europæiske Unions budget? Hvor store er altså de europæiske offentlige udgifter set på baggrund af den store vækst i bruttonationalproduktet, som vi også i det kommende år forventer for landene i Det Europæiske Fællesskab? Her foreligger der jo meget positive vækstforventninger. Er denne andel af bruttonationalproduktet i budgettet fra 1,11% i 2000 til 1,07% i 2001 et fald? Jeg fremhæver dette for at gøre det klart - også i medlemsstaterne har vi jo meget intense debatter om de offentlige udgifter, som ligger på mellem 40 og 50% - at det europæiske budget udgør 1,07% af det fælles bruttonationalprodukt. Dette viser meget tydeligt, at Den Europæiske Unions budget - lad mig udtrykke det sådan - er pengene værd. Med kosovokrigen og beslutningerne om stabilitetspagten på Balkan er der opstået en ny opgave for Den Europæiske Union. Rådet i Lissabon understregede på ny, hvilken betydning denne opgave har. Nu gælder det om at sikre dette økonomisk, og Kommissionen har derfor stillet et forslag i sit foreløbige budgetforslag, som er i overensstemmelse med betydningen af denne opgave. Der er afsat 815 millioner euro i 2001 til hjælpen til de vestlige balkanstater, efter 540 millioner i år. Det er den hjælp, der er afsat til genopbygningen af det civile samfund; den omfatter altså ikke f.eks. medlemsstaternes udgifter til KFOR-styrkerne. Er disse udgifter på 815 millioner til hele regionen sat for højt? Vi har allerede ført denne debat i trilogen med Rådet; kan disse lande absorbere dette tal? Jeg tror egentlig, at denne debat til dels har en let kynisk karakter, for naturligvis er behovet meget stort, men det er naturligvis budgetmyndighedens politiske beslutning, hvor stor en hjælp fra det europæiske budget, den vil stille til rådighed. Jeg vil gøre opmærksom på, at forslaget for 2001 for Serbien indeholder et fast beløb på 40 millioner. Kommissionen har foreslået, at der i tilfælde af, at der sker en ændring af de politiske forhold i Serbien, kan stilles yderligere midler til rådighed fra fleksibilitetsreserven. Jeg vil imidlertid gerne endnu en gang understrege, at Kommissionen i sit forslag til revision af den finansielle planlægning for perioden frem til 2006 har afsat et meget stort beløb til Serbien, og jeg tror, at vi virkelig bør sende det signal til Serbien, til den politiske opposition i Serbien, at Den Europæiske Union er parat til at gå ind med stor økonomisk hjælp på stedet, når der engang findes demokratiske politiske forhold i landet. Kommissionen har for første gang fremlagt et budget i form af activity based budgeting, det vil sige, at alle udgifter i budgettet er tilknyttet til politiske områder. Nu er et enkelt blik altså nok til at fastslå, hvor meget der bruges på hvilket politisk område. Jeg tror, at det er et væsentligt skridt til mere gennemsigtighed og sikkert også til en stærk politisk debat i offentligheden, når der altså ikke længere tales om kategorier. For hvem ud over os her i salen og en håndfuld embedsmænd i medlemsstaterne og et par indviede journalister ved dog, hvad f.eks. interne politikker er? Jeg tror, at ABB, altså dette forslag, denne nye struktur, virkelig vil lette den politiske diskussion også i offentligheden. Hvad bliver Den Europæiske Unions penge brugt til? Dette er altså et meget vigtigt skridt, ikke et teknisk, men et vigtigt politisk skridt. Jeg vil også kort nævne, at Kommissionens forslag er knyttet sammen med forslaget til tillægs- og ændringsbudget til budgettet for 2000. Især indeholder det også en mængde tekniske justeringer, frem for alt også konsekvensen af årsregnskabet 1999 for Den Europæiske Unions budget. Den Europæiske Unions budget for 1999 endte med et stort plus på 3,2 milliarder euro. Der bliver altså betalt 3,2 milliarder euro tilbage til medlemsstaterne. De modregnes i dette års bidrag. Naturligvis omfatter dette alle medlemsstater, der tilbagebetales svarende til det forhold, som medlemsstaterne bidrager til Den Europæiske Unions budget med. Der har der været en vis forvirring med hensyn til Storbritannien. Jeg vil gerne pege på, at der også her har fundet en modregning sted, og at der er kommet et andet tal ud, også som følge af euro-pundkursen. Storbritanniens bidrag ser så i euro ganske vist større ud, end det var tilfældet i planlægningen, men når man regner det i pund, ser det straks anderledes ud. I forbindelse med det europæiske budget beskæftiger vi os altså også meget intensivt med spørgsmål om vekselkurser. Jeg har understreget saldoen endnu en gang for at gøre det klart - og det er jo egentlig også kommet til udtryk i Deres debat om Europa-Parlamentets budget - at ordet budgetdisciplin heller ikke er noget fremmedord for det europæiske budget, men et princip, som følges. Det næste skridt er nu, at Rådet gennemgår Kommissionens foreløbige forslag og opstiller et forslag for budgettet for 2001. Naturligvis kommer der så yderligere intensive debatter. For den videre procedure ønsker jeg, at det vil dreje sig mindre om principrytteri og mere om den fælles bestræbelse på at anvende EU-budgettets midler effektivt og til gavn og støtte for Den Europæiske Unions mål.
Hr. formand, fru kommissær, mange tak for præsentationen, og jeg vil gerne med det samme tage Deres sidste ord op. Jeg tror ikke, at vi, når vi diskuterer budgettet for 2001, bør drive principrytteri. Men jeg tror også, at det mere er en opfordring til Rådet end en opfordring til os om trods alt at vurdere det, som hidtil er blevet forelagt os parlamentsmedlemmer i form af det foreløbige budgetforslag. Så må man alligevel sige, at Kommissionen i allerførste række er efterkommet Rådets ønske om at forelægge et så sparsommeligt budget som muligt. De sagde netop selv, at budgettet for 2001 i forhold til det for 2000 kun stiger med 1%, hvis man undtager landbrugsudgifterne, og vi ved alle, at landbrugsudgifterne udgør en uhyggeligt stor post i vores budget. Så kun at tale om sparsommelig budgetføring til os er naturligvis helt forkert, selv om vi som Parlament går ind for sparsommelig budgetføring. Det har diskussionen og de budgetter, vi har vedtaget tidligere, også vist, og sådan skal det blive ved med at være. For endnu en gang at minde kollegerne om det, vil jeg gentage, at landbrugsudgifterne til markedsordningen skal stige med 7,6%. Udgifterne til udvikling af landdistrikter - det understregede De meget, naturligvis ligger udviklingen af landdistrikterne os meget på sinde - skal stige med 10,1%. Hvis man kun tager disse relative tal, altså procenttallene, så kan vi være meget tilfredse. Men vi ved også alle sammen, at markedsudgifterne i det løbende budget er mere end otte gange så store som udgifterne til udvikling af landdistrikterne, og at markedsudgifterne i det kommende budget skal være mere end ni gange så store som udgifterne til udviklingen af landdistrikterne. Her er der altså taget hensyn til Rådets ønske og Rådets beslutninger og ikke så meget til Parlamentets ønske. I kategori 3, som indeholder alle vores prioriteringer - ikke kun kategori 3, naturligvis også kategori 4 - men især her i de interne politikker bliver Den Europæiske Union nærværende for samtlige borgere. Når man ser, at budgettet skal være på ca. 6,13 milliarder euro, og når man sætter det i forhold til markedsudgifterne, så ved man, at markedsudgifterne er seks gange større end hele kategori 3. Når man så også ved, at fire femtedele af alle udgifter er fastlagt i flerårige programmer, selv om naturligvis 80% af alle disse flerårige programmer besluttes i den fælles beslutningsprocedure, så skyldes den forhøjelse på 1,4%, som Kommissionen foreslår, ene og alene forhøjelsen af forskningsudgifterne. Dem vil De ganske vist forhøje med 8%, idet forskningsudgifterne udgør mere end 60% af kategori 3. Jeg ved, at Kommissionen dermed vil tage budgetmæssig højde for de prioriteringer, som den har accepteret, nemlig skabelse af et vidensbaseret samfund og forbedring af borgernes livsvilkår. Så vidt, så godt. Det kan vi også støtte. Men hvad er der egentlig sket med Parlamentets prioriteringer? Vi har i god tid diskuteret vores prioriteringer, indbyrdes og også med Kommissionen, og vi har også i god tid vedtaget vores retningslinjer, også for kategori 3. De nævnte netop nogle punkter, men når vi ser, at uddannelse og ungdomspolitik skal stige med 1,2%, så må man - når man ser hele udgiftsområdet - sige, at det faktisk er sådan, fordi vi har europæisk sprogår næste år, og udgifterne hertil vil stige med 275%. Det er helt normalt, og vi har også støttet det. Når man betragter udgiftsområdet kultur og audiovisuelle medier, kan der konstateres en stigning på 2,7%. Også her kunne jeg forestille mig noget mere. Information og Kommunikation forhøjes med 4%. Men hvad med den sociale dialog og beskæftigelsen? - minus 4,7%. Hvad med energipolitikken, som vi alle har kæmpet heftigt og gentagne gange om? Den reducerer De med 8,2% og miljøpolitikken sågar med 28,2%. Så mener jeg ikke, man har taget hensyn til Parlamentets prioriteringer i det foreløbige budgetforslag, sådan som det ser ud nu. Fru Schreyer, det, som vi har diskuteret allermest, som også ligger mig selv særligt på sinde, nemlig innovation og støtte til de små og mellemstore virksomheder, der nævnte De ganske vist budgettal, men det, som vi endnu havde i det sidste budget, det har De reduceret med næsten 70%. Det kommer vi absolut til at diskutere med hinanden igen og gøre vores prioriteringer tydelige i budgettet. Om kategori 4 vil jeg kun sige, at jeg finder det meget problematisk, at vi kun bistår Serbien med så lille en sum i 2001 og samtidig siger, at når demokratiseringsprocessen har fundet sted i Serbien, så kan vi igen bruge vores fleksibilitetsinstrument. Sidste bemærkning til kategori 3 og 4: Hvad er sket med den tidsplan for den retlige ramme for Kontorerne for Faglig Bistand og transformationskontorerne, som De og kommissær Kinnock har lovet? I december skrev De til os, at der ville komme et forslag i midten af april. Vi venter spændt på det. Vi er nu i midten af maj og håber, at det nu kommer hurtigt, fordi det også er vigtigt for afviklingen af vores budgetprocedure.
Tak, fru Haug. Husk, at De har temmelig mange måneder til at diskutere dette spørgsmål og udbrede Dem. Desuden er dette kun Kommissionens drøm. Den alvorlige diskussion indledes til juli med Rådets forslag.
Hr. formand, fru Haug har været elev i Detlev Samland-skolen og lært at udnytte hele sin taletid og så fortsætte, som Detlev plejede at gøre. Selv om vi taler om FBF for 2001, er det vanskeligt ikke at kæde det sammen med revisionen af de finansielle overslag. Jeg ved, at vi ikke burde gøre det, men der findes en sammenhæng mellem de to, der gør, at jeg gerne vil kommentere dem begge. Der er tre faktorer, der har betydning for, hvorvidt Kommissionens forslag skal blive vellykkede. Den første er vurderingen af behovet på det vestlige Balkan. Om et par uger vil Parlamentet sende en ad hoc-delegation til Kosovo for at forsøge at foretage en vurdering. Vi må tilslutte os Kommissionens forslag om 5,5 milliarder euro i alt eller gå i retning af Rådets forslag om et noget lavere tal. Den anden faktor er Parlamentets holdning til omstrukturering, navnlig i kategori IV, ikke blot for 2001, men for alle de finansielle overslag. Det er grunden til, at jeg siger, at de må kædes sammen. Jeg skal komme med et eksempel. Et område, som interesserer mig meget - det lægger jeg ikke skjul på - er Sydafrika. Forslaget om at fjerne 2 millioner euro årligt fra Sydafrika over seks år syner måske ikke af meget. Men 12 millioner euro er mange penge for projekterne i Sydafrika. Jeg vil ikke være glad for det, og jeg er sikker på, at andre med andre interesseområder inden for kategori IV vil indtage en lignende holdning. Så har vi Parlamentets holdning til omstrukturering inden for kategori I. Også her må vi overveje vores holdning til brugen af fleksibilitetsinstrumentet, hvis det blev brugt for Serbien, sådan som De er inde på. Vi må huske på, hvad den interinstitutionelle aftale siger om en regel, der ikke bruges til de samme ting i på hinanden følgende år. Også her vil det blive en udfordring for Parlamentet. Den tredje faktor, og sandsynligvis den vigtigste, er Rådets holdning. Hvis det afviser Deres forslag, navnlig med hensyn til revisionen, står spørgsmålet tilbage: Hvad vil De gøre bagefter? Jeg ved, at vi har en trilog og en forligsprocedure før førstebehandlingen, men det er et problem, som vi er nødt til at løse før førstebehandlingen i Rådet. Hvad sker der, hvis Rådet står fast og afviser Kommissionens forslag? Fru Schreyer, De er noget af en jonglør og en tryllekunstner på samme tid med de forslag, der er fremsat. De er nødt til at holde flere bolde i luften og samtidig, på grund af det, der foreslås efter 2003, skal De trylle flere frem. Et af de store mysterier i Deres forslag til revision er, hvor pengene skal komme fra efter 2003. Men det er ikke til næste år. Det ligger ude i fremtiden. I mellemtiden afventer vi udviklingen inden for disse tre faktorer. Forhåbentlig får vi et tilfredsstillende resultat ved afslutningen af denne proces.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0116/2000) af Bösch for Budgetkontroludvalget om Kommissionens årsberetning 1998 om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser og bekæmpelse af svig (KOM(1999) 590-C5-0058/2000-2000/2032(COS)). Hr. Dell'Alba har ordet for en bemærkning til forretningsordenen.
Hr. formand, jeg vil gerne i henhold til artikel 143 stille forslag om afvisning af denne sag af formelle grunde. Jeg mener således, at der er grænser for tolerancen, og at det ikke længere kan accepteres, at et udvalg i Parlamentet ophæver sig selv til en komité til offentlig frelse og i forbindelse med samtlige betænkninger foretager sig alt muligt og umuligt og for egen regning fremsætter udtalelser, der er helt uvæsentlige for de pågældende spørgsmål. I 80% af nærværende betænkning med titlen "Kommissionens årsberetning for 1998 om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser og bekæmpelse af svig", som har artikel 47 i forretningsordenen som retsgrundlag, refereres der til OLAF, til hvidbogen, til reformen, til alle slags emner, der henhører under andre betænkninger eller andre udvalg, og som ikke har nogen forbindelse til de emner, hr. Bösch skulle beskæftige sig med. Eftersom forretningsordenen tillader det, ønsker jeg af principielle grunde, at mit forslag om afvisning af denne sag af formelle grunde sættes til afstemning. Budgetkontroludvalget må holde op med i tide og utide, som det har været tilfældet for nylig, at beskæftige sig med andre udvalgs områder. Vi har oplevet ordførere - og navnlig fru Theato - der i ugevis har blokeret for dokumenter, der ikke hørte under deres kompetence. Nogle af os bliver irriteret til sidst. I dette tilfælde anmoder jeg om fornyet udvalgsbehandling, og at vi går videre til næste betænkning på dagsordenen. Jeg anmoder om en afstemning.
Hr. Dell'Alba, jeg takker for denne intervention. Til information for kollegerne oplæser jeg kort artikel 143, stk. 1: "Ved påbegyndelsen af forhandlingen om et bestemt punkt på dagsordenen kan der stilles forslag om at afvise den pågældende sag af formelle grunde. Der stemmes straks om et sådant forslag." I henhold til forretningsordenen kan en taler udtale sig for forslaget og en taler imod, og så stemmes der straks uden videre debat. Fru Theato, vil De tale imod hr. Dell'Albas forslag?
Hr. formand, jeg er noget overrasket, for denne betænkning er vedtaget korrekt i Budgetkontroludvalget, sågar enstemmigt. Jeg havde forventet, at vi ville afklare disse ting i udvalget og ikke nu i salen. Betænkningen har jo foreligget gennem længere tid. Derfor ser jeg ikke nogen grund til, at der ikke skulle kunne diskuteres og stemmes om denne betænkning. For det andet ville jeg gerne høre fra hr. Dell'Alba, hvad han mener med, at jeg skulle have blokeret i ugevis. Denne formulering og denne påstand fra hr. Dell'Alba er meget uklare for mig. Jeg beder om at få dette opklaret.
Da ingen vil tale for forslaget, stemmer vi om det nu. (Forslaget forkastedes)
Hr. formand, lad mig begynde med et par bemærkninger til Domstolens afgørelse i første instans af 2. maj om Parlamentets medlemmers rettigheder og pligter i forhold til OLAF. Jeg hilser denne afgørelse velkommen. Den præciserer, at vi som folkets valgte repræsentanter med rette kan påkalde os en særlig status, og at beskyttelsen af vores uafhængighed i tvivlstilfælde skal prioriteres højest. Det har i øvrigt været min holdning fra starten. Derfor har vi under forhandlingen med Kommissionen og Rådet stillet alle følsomme passager i OLAF-forordningen under forbehold af protokollen om privilegier og fritagelser. Derfor foreslog vi sidste efterår i Budgetkontroludvalget, at bestemmelserne for medlemmerne skal skilles fra bestemmelserne for embedsmændene. Det tilsluttede Udvalget om Forfatningsspørgsmål sig desværre ikke dengang. Jeg har fra starten sagt, at medlemmernes kontorer er tabu for OLAF! Kommissionens juridiske tjeneste har åbenbart haft en anden opfattelse. Nu har den fået læst lektien af Domstolen. Efter Domstolens afgørelse befinder vi os imidlertid nu i en ulighedssituation, fordi det kun er sagsøgerne, der kan påberåbe sig denne afgørelse. Denne tilstand kan umuligt vare ved, indtil der måske først om to år træffes afgørelse i hovedsagen. Jeg har derfor gjort brug af artikel 181 i forretningsordenen og foreslået en ændring af forretningsordenen. Den tekst, jeg har foreslået, følger den oprindelige anbefaling fra Budgetkontroludvalget. Den holder sig strikt til den interinstitutionelle aftale med Kommissionen og Rådet, og den tager fuldt ud højde for retningslinjerne fra Domstolen i første instans. Jeg beder om Deres støtte til dette initiativ til ændring af forretningsordenen. På denne måde ville der så hurtigt som muligt kunne skabes klarhed, og jeg tror, at man dermed sågar ville have skabt forudsætningerne for, at de kolleger, som er gået rettens vej, kan trække deres sagsanlæg tilbage. Hvis den foreslåede ændring af forretningsordenen bliver gennemført, ville dette sagsanlæg under alle omstændigheder miste sin genstand. For det står vel også klart efter den lektion, som Domstolens afgørelse indebærer, at Parlamentets interne afgørelse ikke var i orden, men Parlamentets og Rådets forordning af 25. maj 1999 om OLAF's arbejde er holdbar og anfægtes ikke. Derfor kan jeg ikke følge, hvorfor det i nogle ændringsforslag til min betænkning hævdes, at Domstolens afgørelse skulle have styrket Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Centralbank i deres modstand mod forordningen. De to banker hævder jo, at Parlamentets og Rådets forordning slet ikke kan anvendes på dem, fordi det ville antaste deres uafhængighed. Det er helt uforståeligt for mig - der er jo ikke tale om at blande sig i bankernes arbejde! Det, det handler om, er jo også hos dem at sikre et mindstemål af beskyttelse mod svig, eller vil man i sidste ende sågar lade private detektivbureauer gøre dette arbejde? Europa-Domstolen og Revisionsretten har korrekt gennemført bestemmelserne i OLAF-forordningen i tilsvarende interne beslutninger. Det havde de nok ikke gjort, hvis de havde følt, at deres uafhængighed var truet. De to banker har ganske simpelt ikke nogen plausibel forklaring på, hvorfor de ikke vil acceptere det, som de uafhængige dommere ved Europa-Domstolen har accepteret. Tre punkter om indholdet i min betænkning. Det første element er OLAF som undersøgelsesenhed, som efterforsker hurtigt og effektivt og forfølger tilfælde af mistanke. De retlige forudsætninger er på plads. Sammen med Rådet har vi gjort, hvad der stod i vores magt. Opbygningen af OLAF er i fuld gang. Det andet element er den europæiske anklagemyndighed for finanssager, der som et første skridt har ret til at støtte de nationale domstole ved forfølgelsen af strafbare handlinger, som er begået af Unionens embedsmænd eller medarbejdere. Det tredje element er virkelig effektive disciplinære procedurer. Det har længe været indeholdt i statut og finansforordning, at de ansvarlige beslutningstagere i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlighed skal betale for de opståede tab af egen lomme. Denne bestemmelse er aldrig blevet anvendt. Nu planlægger Kommissionen sågar at slette den fra finansforordningen. Det ville imidlertid være præcis det forkerte signal. Vi opfordrer indtrængende Kommissionen til at overveje et sådant skridt endnu en gang. Det, der i dag er galt med disse disciplinære procedurer, er, at der automatisk opstår massive interessekonflikter. Når det drejer sig om højtstående embedsmænd, er det kommissærernes kollegium, der træffer beslutning om at indlede sådanne sager, og det er også Kommissionen, der i sidste ende dømmer, efter forslag fra et disciplinærråd, hvor højtstående embedsmænd skal diskutere højtstående embedsmænds skæbne, hvor altså kolleger sidder til doms over kolleger. Det kan ikke fungere, og det fungerer heller ikke! Så længe man opretholder dette system, vil det igen og igen med rette eller med urette blive hævdet, at der er manipuleret med proceduren. Der kan heller ikke ændres ved, at disciplinærrådene fremover besættes interinstitutionelt, altså med embedsmænd fra forskellige institutioner. Det kan kun ændres, hvis Kommissionen følger forslaget om en virkelig eksternalisering, som allerede blev vedtaget her i Parlamentet i Hulten-betænkningen af 19. januar. Her krævede Parlamentet, at disciplinærsager - når der er tale om overtrædelser af finansforordningen - skal overdrages til en ekstern afdeling under Domstolen eller Revisionsretten, så procedurernes objektivitet og fairness er hævet over enhver tvivl. Det har vi præciseret yderligere i denne betænkning, og vi foreslår, at vi opretter afdelingen under Revisionsretten, med Domstolen som ankeinstans. I betænkningen tager vi i forbindelse med OLAF også nogle punkter fra hvidbogen om Kommissionens reform op. Nu hører jeg netop igen fra en og anden, at vi bør udsætte beslutningen om disse punkter til senere og ikke tage stilling til det nu. Der er bare det ved det, at alle de punkter, som det drejer sig om, vil Kommissionen omsætte i handling allerede før sommerferien. Hvis vi ikke tager stilling til det nu, kan vi helt lade være at tage stilling til det! En sidste bemærkning til fru kommissær Schreyer. Fra samtaler i den sidste uge med medlemmerne af OLAF's kontroludvalg ved jeg, at rekrutterings- og udnævnelsesprocudurerne til OLAF går for langsomt. Det skyldes vel også, at Kommissionen åbenbart er for lidt fleksibel, selv om den på papiret i en ordinær beslutning har overdraget alle fuldmagter til OLAF's direktør. Jeg kan kun indtrængende bede Dem om at respektere Deres egne beslutninger og ikke skabe vanskeligheder, hvor der ikke behøver være nogen! (Bifald)
Hr. formand, jeg taler for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked og erstatter ordføreren for udtalelsen fra udvalget, kollega MacCormick, som er hindret i at være til stede i dag. Der findes næppe noget andet i vores Fællesskab end svig, der gnaver så slemt i tilliden til Unionens arbejde. Derfor bør vi støtte ordførerens tanker fuldt ud. Svig rammer selvfølgelig kun en lille brøkdel, godt 1% af hele Unionens budget, men det udgør et meget alvorligt problem og ser ud til at ramme næsten alle sektorer i politikken. Den Europæiske Unions budget gennemføres imidlertid stort set i medlemsstaterne, og der findes et enormt svigpotentiale. Vi skal også huske, at ansøgerlandene, de central- og østeuropæiske lande, bør tages med i denne proces mod bekæmpelse af svig, netop fordi en så stor del af Fællesskabets budget realiseres af medlemsstaterne. Ikke mere end halvdelen af medlemsstaterne har foreløbig underskrevet protokollen om beskyttelse af Unionens økonomiske interesser, og denne proces bør der sættes betydelig mere fart i. Desuden er enkelte medlemsstater særdeles uvillige til indbyrdes at udveksle oplysninger om svig, og det er uden tvivl vigtigt, at medlemsstaterne bliver direkte forpligtet til at rapportere til Kommissionen om svig f.eks. vedrørende merværdiafgifter. Det er tiltrængt at undersøge etableringen af en stilling til en offentlig anklager i Fællesskabet netop med henblik på bekæmpelse af svig, og det bør ske, men det hjælper heller ikke, hvis medlemsstaterne ikke har den politiske vilje til at beskytte Fællesskabets finansielle interesser. Hvad angår OLAF's status, er det vigtigt at beskytte dens uafhængighed, og det er vigtigt, at Europa-Parlamentet indgår en aftale med OLAF om de betingelser, hvorved Parlamentet kan få oplysninger om OLAF's arbejde.
Hr. formand, i den tid, jeg har til rådighed, vil jeg gerne på Økonomiudvalgets vegne understrege tre spørgsmål, som vi fandt af helt central betydning, da vi gennemgik årsberetningen om beskyttelse af Fællesskabets økonomiske interesser og bekæmpelse af svig. Det første var spørgsmålet om definition. Det forholder sig sådan, at Kommissionen i de senere år har været udsat for betydelig opmærksomhed fra Parlamentet og fra den europæiske offentlighed, som ønsker, at Kommissionen skal tage sig af beskyldningerne om svig, men det er også vigtigt at vide, hvad vi taler om, når vi definerer svig. I selve årsberetningen siger man for første gang, at man har gjort et forsøg på vurdere, hvad der er svig, og hvad der er almindelige uregelmæssigheder, og jeg har den holdning, at det ikke gavner vores europæiske institutioners rygte, hvis vi er slappe med definitionen. Det er vigtigt at udvide det arbejde, der udføres af Kommissionen, for i en situation, hvor 20% af uregelmæssighederne er egentlig svig, er det således, at når vi henviser til det som svig og uregelmæssigheder, kan de europæiske borgere ofte stå tilbage med det indtryk, at alle tilfældene er udtryk for svig. Den anden ting, jeg gerne vil tage op, drejer sig om medlemsstaternes engagement i bekæmpelsen af svig. Det forholder sig således, at medlemsstaterne har et stort ansvar her. De har ansvaret for at administrere omkring 80% af EU's budget, og de må erkende, at de som minimum er partnere, hvis ikke hovedansvarlige, i forsøget på at løse dette vigtige spørgsmål, og det fremgår af beretningen, at medlemsstaternes resultater har været blandede for at sige det mildt. Mit sidste punkt drejer sig om ansøgerlandene. Vi må kræve, at ansøgerlandene ligeledes bestræber sig på at arbejde sammen med Den Europæiske Union i henhold til de højeste standarder.
Hr. formand, fru kommissær, når vi, Parlamentet, skal træffe afgørelse om at give eller nægte Kommissionen decharge, kontrollerer vi rigtigheden og lovligheden af forvaltningens udgifter. Tidligere er der - det ved vi nu alle - forekommet uregelmæssigheder inden for Kommissionen. I hver eneste beretning fra Revisionsretten henvises der desuden til medlemsstaternes afgørende rolle ved fordelingen af Fællesskabets finansielle midler. Under fordelingen opstår der en fejlprocent, som staterne har ansvaret for, og som giver anledning til betænkeligheder, især da en anselig procentdel heraf skyldes svig. Konsekvensen er, at man ikke kun inden for Kommissionen skal have et instrument, som vi kalder OLAF. OLAF er en følge af medlemsstaternes og Kommissionens arbejdsmetoder og skal indtage en objektiv rolle for at undgå netop disse fejlkilder. Europæiske initiativer som indførelsen af euroen betyder, at EU også udadtil skal bevise sin europæiske kompetence, for den ledsagende falskmøntnerkriminalitet som eksempel er et fænomen, der kommer udefra. De dybereliggende årsager for fejlprocenter ligger imidlertid entydigt i de forskellige systemer til håndtering i de enkelte medlemsstater. Allerede som udgangspunkt er lovtekster ofte udformet forskelligt og tillader helt legalt forskellige definitioner af svig. Det skaber en åbning for svig. Tænk bare på eksemplet med opkrævning af moms. OLAF må under ingen omstændigheder bare blive en såkaldt help desk. OLAF er ikke nogen hobbyforsendelse efter mottoet "Hvordan bygger jeg en modeljernbane?" Der må ikke tages let på dette emne. Beskyttelsen af Unionens finansielle interesser og dermed bekæmpelse af svig er en simpel nødvendighed. De kræver et homogent instrument, som virker uafhængigt, præventivt, afskrækkende og effektivt. Det opstiller gennemsigtige ordninger både indadtil og udadtil, så alle ved, hvor de står. Det finansielle instrument vil jeg gerne give et ekstra navn som prosecutor, det vil sige en bredskuldret europæisk anklager for finanssager. Denne anklagemyndighed skal have en aktiv rolle, som er accepteret af medlemsstaterne, og skal samtidig være integreret i medlemsstaternes nationale jurisdiktionssystem. Her vil jeg også minde om, at vi allerede i beslutningen af 19. januar i Parlamentet har krævet en ekstern afdeling for budgetdisciplin. I mine øjne er dette en god idé, der ikke kun er værd at overveje, men også nødvendig for at skabe en omfattende justits- og lovgivningsramme. En neutral og objektiv bedømmelse tjener sagen og mennesket, men ikke en fordømmelse fra kollega til kollega. Således er OLAF heller ikke nogen Big Brother frit efter Orson Welles, den er i sine opgaver begrænset af retsstaten. Medlemmernes immunitetsrettigheder f.eks. er naturligvis fortsat beskyttet. Jeg appellerer til regeringskonferencen om at behandle vores anliggende. Vi kæmper her for tekniske foranstaltninger, som forhåbentlig ikke bliver nogen evighedssag. Vi må atter koncentrere os om europæiske værdier, så vores penge f.eks. ikke misbruges til at udvikle krigeriske initiativer. Jeg ved, at det er vanskeligt at formidle en ideel værdi og en dyd til et andet menneske. Det er imidlertid det, vi bør koncentrere vores anstrengelser om. For værdiløshed bliver hurtigt til værgeløshed.
Hr. formand, det indeværende år markerer begyndelsen på OLAF's fulde virksomhed. Det er her vigtigt at erindre om, at der er tale om et afgørende skridt i beskyttelsen af Unionens finansielle interesser, som Europa-Parlamentet, og især Budgetkontroludvalget og ordføreren, hr. Bösch, har været initiativtagere til. Med en ny og styrket stab, en ny struktur og uafhængighed er der skabt alle de nødvendige betingelser for, at OLAF kan hengive sig til bekæmpelsen af svig på et område, hvor de objektive og verificerbare tal peger på en ganske alvorlig situation. Svig og andre uregelmæssigheder i forbindelse med de traditionelle egne indtægter, som medlemsstaterne har meddelt, nåede op på 538 millioner euro i 1998, et beløb, som er uden parallel i nogen af Fællesskabets udgifter set både absolut og relativt. Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 9 fra 1998 om beskyttelsen af EU's finansielle interesser på momsområdet i forbindelse med samhandlen mellem medlemsstaterne peger på en endnu alvorligere situation. Ifølge Revisionsretten er uoverensstemmelsen mellem de indtægter, der faktisk opkræves, og de samme indtægters teoretiske niveau på 70 milliarder euro. Til forskel fra de vigtigste udgiftsområder, hvor Kommissionen udøver kontrol og gennemtvinger et sanktionssystem, findes der intet tilsvarende på de to fundamentale områder, hvor Fællesskabet henter sine indtægter. Kommissionen har navnlig i sine seneste beretninger om administrativt samarbejde og om opkrævning og kontrol beskrevet en situation, der er karakteriseret dels ved, at der opretholdes en momsopkrævningsordning, som kun var tænkt som en midlertidig foranstaltning, men finder anvendelse som endegyldig, og som viser sig stadig mere kompliceret, og dels ved, at de menneskelige og materielle ressourcer til kontrollens gennemførelse generelt er utilstrækkelige i forhold til transaktionernes omfang. Selv om der er almindelig enighed om, at vanskelighederne i bekæmpelsen af svig skal overvindes, hvad enten de skyldes begrænsninger i de enkelte landes lovgivning eller mangel på retsgrundlag i fællesskabslovgivningen, har Kommissionens forslag hidtil ikke fundet gehør, og underudvalget til bekæmpelse af svig på momsområdet har med Kommissionens egne ord ikke været i stand til for alvor at komme videre og træffe de nødvendige foranstaltninger til at styrke bekæmpelsen af svig. Alvorlige end dette har været, at Kommissionens beretninger om momsopkrævning er blevet skandaløst ignoreret af de andre institutioner og heller ikke er blevet fulgt op af medlemsstaterne. Traktatens artikel 280, der fastsætter en effektiv og ensartet beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser, forbliver uden effekt, så længe det retlige tomrum for de traditionelle egne indtægter og for momsen ikke udfyldes. Beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser, og særlig af den lovlydige skatteborger, kan ikke fortsat ignoreres, hvad angår den indirekte beskatning.
Hr. formand, også jeg vil gerne begynde med at give hr. Bösch en kompliment for hans uophørlige bestræbelser for at gøre OLAF til en succes. I dette beslutningsforslag finder Den Liberale Gruppe temmelig mange punkter, som den kan tilslutte sig. For det første, og det kan ikke gentages ofte nok, synes vi, at det på den kommende regeringskonference skal besluttes at indføre en europæisk offentlig anklager med henblik på, at denne som uafhængig instans skal sikre Den Europæiske Unions finansielle interesser. Vi opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremsætte forslag med henblik herpå. Også den dato, som der står i betænkningen, er efter vores mening vigtig. Ligeledes støtter vi forslaget om en ekstern instans for budgetdisciplin, først og fremmest for at undersøge tjenestemænds finansielle erstatningsansvar. Vi synes, det er vigtigt, at det kommer væk fra Kommissionen for at fjerne enhver antydning af favorisering og lign. OLAF begynder i år på sit første hele arbejdsår. Vi må alle sammen afvente, hvilke resultater der kommer ud af det. Forventningerne er selvfølgelig store. Én ting kunne imidlertid forbedres noget, og det er Overvågningsudvalget, således som hr. Bösch kalder det i sin betænkning. Enhver har ret til at forsvare sig, også de involverede, som skal undersøges af OLAF. Der skal føres tilsyn med, at det sker så uafhængigt og så retfærdigt som muligt. Jeg vil gerne opfordre Kommissionen til også at fremsætte forslag med henblik herpå. I den seneste tid har der været megen offentlig omtale af muligheden for, at OLAF skal kunne undersøge Den Europæiske Investeringsbank, for så vidt angår brugen af europæiske penge, og ligeledes Den Europæiske Centralbank. Den Liberale Gruppe mener, at dette klart skal være muligt. Også disse institutioner er europæiske. De kan ikke fortsat være uden for OLAF's almene undersøgelsesmuligheder. Vi støtter Kommissionen med henblik på at gøre dette muligt. Endelig har Revisionsretten i de seneste år i stigende grad konstateret, at der forekommer et stigende antal tilfælde af svig og uregelmæssigheder i forbindelse med strukturfondene, mens disse aftager i forbindelse med landbrugsfondene. I forbindelse med landbrugsfondene er disse for øvrigt stadig for omfattende. Det er fuldstændig i modstrid med, hvad Kommissionen finder. Den finder meget færre tilfælde af svig og uregelmæssigheder i forbindelse med strukturfondene end i forbindelse med landbrugsfondene. Der må hurtigst muligt findes en løsning på denne anomali. Strukturfondene bliver stadig vigtigere og udgør for OLAF og Kommissionen et stort område, der skal undersøges.
Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, også jeg vil først og fremmest give hr. Bösch en kompliment for hans gode betænkning, og i modsætning til, hvad hr. Dell'Alba mener, synes jeg, at hr. Bösch faktisk har taget ved lære af OLAF's årsberetning, som blev offentliggjort i slutningen af sidste år. Vi må indrømme, kære kolleger, at temmelig mange bedragere er aktive inden for Den Europæiske Union, og den organiserede kriminalitet er for længst holdt op med kun at beskæftige sig med narkotikasmugling, våbenhandel, menneskehandel, kødsvig, alkohol- og cigaretsmugleri, momskarruseller og svig med olie. Det er alt sammen former for kriminalitet, som skader EU's budget alvorligt både på indkomstsiden og på udgiftssiden. Siden 1993 har der faktisk eksisteret et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital, og dette frie marked eksisterer også for organiserede forbrydere. Men det eksisterer ikke for politi og retsvæsen, og det er en sørgelig kendsgerning. På egne vegne tør jeg derfor støtte alle afsnit i Bösch-betænkningen, som kraftigt opfordrer til, at der udpeges en europæisk offentlig anklager. Jeg ved godt, at det er et kontroversielt anliggende, også i min egen gruppe. Men alligevel mener jeg, at der skal udpeges en europæisk offentlig anklager. Jeg vil derfor meget indtrængende bede Kommissionen om at imødekomme anmodningen i Bösch-betænkningen om endnu inden den 30. juni at supplere den nuværende OLAF-forordning, idet der udarbejdes et slags forsøgsprojekt, og inden for OLAF ansættes der en europæisk offentlig anklager, som kun kan optræde med hensyn til medlemmer og ansatte ved de europæiske institutioner. Jeg vil gerne meget seriøst bede kommissæren om at give meget konkrete svar på denne anmodning og spørge, om hun er rede til at tage et initiativ i denne forbindelse inden den 30. juni.
Hr. formand, hr. Bösch' betænkning behandler klart og på relevant vis de problemer, der knytter sig til beskyttelsen af EU's finansielle interesser og bekæmpelsen af svig. Svig er en svøbe for EU. Jeg ved ikke, hvor stor en procentdel af medlemsstaternes budgetter, der forsvinder i svig og uregelmæssigheder. I mit land er det tæt på 0%, og jeg synes, at det, vi har konstateret i de senere år i EU's regnskaber, er et udtryk for, at der ikke knytter sig den samme omhu og opmærksomhed til de fælles penge som den, der normalt knytter sig til det, staterne betragter som deres egne penge. Hr. Bösch' betænkning dækker min gruppes holdninger meget langt, det gælder i ganske særlig grad bemærkningerne vedrørende Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Centralbank. Vi har et problem i forhold til spørgsmålet om en europæisk offentlig anklager, som vi betragter som et led i det føderale EU, som vi ikke ønsker. Vi mener, at de problemer, der er påpeget, kan løses på nationalt plan. Vi er godt klar over, at disse bestemmelser ikke mindst sigter på de nye medlemsstater, hvis juridiske ordninger adskiller sig fra EU-landenes, men vi mener, at det burde være et incitament til gennem forhandlinger at få de juridiske systemer til at samarbejde. Men det er jo ikke i denne betænkning, at vi beslutter det, og på den baggrund vil jeg gerne meddele, at min gruppe stemmer for Hr. Bösch' betænkning, fordi vi finder, at det er klare krav, som Parlamentet her stiller op, og som Kommissionen må leve op til.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne understrege det punkt, jeg omtalte, nemlig at ud af de 19 punkter og 30 afsnit, som Bösch-betænkningen består af, omhandler kun 11 punkter og seks afsnit emner, som hr. Bösch skulle beskæftige sig med. De andre afsnit vedrører mange andre ting. Vigtige områder - heri er jeg enig - områder, som allerede er behandlet i van Hulten-betænkningen, i Theato-betænkningen, områder, som vi skal beskæftige os med, når vi behandler hvidbogen, når vi behandler reformspørgsmålene og spørgsmålet om OLAF i medfør af afgørelsen og kendelsen fra Domstolen i første instans. Det overrasker mig meget, at hr. Bösch glæder sig over at høre til dem, der mener, at Europa-Parlamentets tekst var vældig god, og at OLAF kan stikke sin næse i alt, når dette ikke er tilfældet. Den Europæiske Centralbank havde altså ret, da den sagde, at den ikke var ret sikker på OLAF's kompetence i denne sag. Så jeg kritiserer Bösch-betænkningen af den ganske enkle grund, at vi har andre redskaber. Det er ikke acceptabelt, at adskillige betænkninger fra Budgetkontroludvalget gentager det samme. Lad os f.eks. tage forslaget om den uafhængige anklager. Fru Theato prøvede at gennemføre det som et lovgivningsmæssigt initiativ. Det lykkedes ikke. Budgetkontroludvalget prøvede, og Parlamentet sagde nej. Det er ikke et lovgivningsmæssigt initiativforslag. Så hvad nytter det hele tiden at insistere på noget, der tydeligvis medfører et problem? Selv om problemet især findes på medlemsstatsniveau, vil De oprette en særlig domstol - ad hoc domstole. Er De klar over, hr. Bösch, at man i Italien og i andre lande har haft særlige domstole gennem tiden. Dette har sikkert også fundet sted i Deres land, og det er ikke ligefrem udtryk for et mønsterdemokrati. Så jeg er forsigtig. Jeg mener, at denne betænkning er spild af papir. Fru Stauner kunne udarbejde en skrivelse om, hvorfor man har brugt så mange penge til at gentage ting, der allerede er blevet sagt, hr. Bösch, og det var ikke nødvendigt at gentage det. I øvrigt sigter mange ændringsforslag mod at ophæve afsnittene. Vi stemmer med glæde for ændringsforslagene, fordi man skal begrænse sig til de punkter, der er indeholdt i betænkningerne, og det ville være på høje tid, at denne praksis, der gælder for alle udvalgene, også tages op af Budgetkontroludvalget.
Hr. formand, hr. Bösch har lavet en god betænkning om beskyttelse mod svig. Vi er enige i beskrivelsen af problemerne, men jeg tror ikke på, at man bekæmper kriminalitet og berigelse ved at lave en fælles anklagemyndighed og fælles straffebestemmelser og ved at ansætte flere kontrollanter i EU. Jeg tror, at det skrappeste rengøringsmiddel hedder åbenhed. Fuldstændig offentlighed om budgetproceduren, fuldstændig offentlighed om, hvem der har været med til at beslutte en bevilling, fuld åbenhed om, hvem der er modtageren, fuldstændig indsigt i samtlige bilag for Ombudsmanden, Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters revisorer og kontroludvalg. Hvis man altid kan se, hvem der har fået hvad, vil svindel blive afsløret af journalister og en kritisk offentlighed - ganske gratis og med langt større præventiv virkning. Jeg vil derfor bede kommissærerne om at give os tilsagn om, at Parlamentet, Revisionsretten og Ombudsmanden fremover vil kunne få lov til at se ethvert bilag. Hvad må vi ikke se? Hvad må Ombudsmanden ikke se? Hvornår får vi en fuldstændig oversigt over alle komitéer og arbejdsgrupper og deres mødedeltagere? Kan vores ordførere få lov til at kontrollere enhver udbetaling fra fondene? Lukkethed er svindlernes bedste ven. Lukkethed hindrer opklaring, og det er i kraft af lukkethed, at også den nye Kommission desværre kommer til at dække over svindel, i stedet for at få enhver berigelse frem i lyset til afskrækkelse for enhver, som måtte have samme idé.
Hr. formand, fru kommissær, den foreliggende rapport, er den første, som OLAF har sendt til os, og jeg vil gerne lykønske min kollega hr. Bösch for det fremragende arbejde, han forelægger for os. De mest interessante ting i hans arbejde er helt sikkert dem, der omhandler rapportens målsætning, f.eks. 1998 eller instrumentet, OLAF, som har sendt os deres første arbejde. Jeg er enig i, at man måske nok i denne rapport dømmer nogle forhold på forhånd, som burde være genstand for senere drøftelser i selve Budgetkontroludvalget og i denne plenarforsamling, men jeg vil gerne fremhæve de positive ting i hans bidrag. Når vi taler om 1998, finder jeg, at vi burde erkende, at antallet af sager om svig og uregelmæssigheder er blevet stabiliseret, efter at man har intensiveret det kontrolarbejde, som Parlamentet skal udøve, og som OLAF gennemfører. Uden at ville forklejne vores store bestræbelser på at kontrollere omkostningerne - hvilket vi allerede har demonstreret tidligere - kan vi se, at stabiliseringen har fundet sted, da man forøgede kontrollen. Vi bør derfor lykønske os selv hermed og håbe, at dette arbejde bliver fortsat, ikke for at få stabiliseret tilfældene med svig, men for at få nedsat dem. Det er korrekt, at vi kan se, at der, hvad angår den fundamentale svig, er afvigelser mellem det, som Revisionsretten siger, og det som OLAF siger. Det ser ud til, at det efter OLAF's skøn ikke er i strukturfondene, at der finder svig og dårlig forvaltning sted. Det er andre omkostninger, som er genstand for vores bekymringer. Og for at vende tilbage til OLAF, så finder jeg under alle omstændigheder, at det er i denne betænkning, at vi skal anmode om, at OLAF snarest muligt kommer til at råde over alle de embedsmænd, som det er blevet tildelt. Jeg finder dog, at det i denne første fase - netop fordi vi er interesseret i kontrollen - er vigtigt, at vi ikke forøger OLAF's sociale mål få måneder efter, at det er trådt i kraft. Jeg forstår, at der er og vil komme store problemer - lad os håbe, det ikke går sådan - med eventuelt falskmøntneri, varemærkeforfalskning og momssvig. Men det er absolut nødvendigt, at vi lader OLAF opfylde sit sociale mål lidt efter lidt, og at vi senere øger dette organs rolle. Endelig bør vi ikke fordoble opgaverne. Jeg har forstået, at en korrekt anvendelse af midlerne betyder, at hvert spørgsmål vil få en ansvarlig, og at alle ikke skal være ansvarlige for alt. I denne forbindelse finder jeg, at det vil være på sin plads at komme med en klar opdeling mellem målene og ikke øge forvirringen. Man skal ikke - som man siger i Spanien - "slå større brød op, end man kan bage", for hvis vi ønsker at stramme kontrollen, skal man ikke gøre målet helt generelt.
Hr. formand, også jeg giver hr. Bösch en kompliment for hans betænkning. Som sædvanlig fremgår det af årsberetningen, hvilket allerede er sagt, at der også i 1998 er en for omfattende del af de europæiske midler, der ikke er anvendt ifølge reglerne. De fleste uregelmæssigheder vedrører også som sædvanlig de udgifter, som er afholdt i medlemsstaterne, og de er af forskellig art. En del er bevidst misbrug af ordningerne, en del er fejl ved gennemførelsen af de europæiske bestemmelser, og en del er naturligvis også politik, som ikke duer. Jeg tager lidt afstand fra det, som hr. Mulder sagde herom. Den kendsgerning, at der finder så omfattende svig sted med landbrugsmidler er også et tegn på, at der er noget galt med den måde, hvorpå vi tilrettelægger vores støtte til landbruget, og det skal ændres. De skridt, der er nødvendige for at tage fat på svig, er nævnt tilstrækkeligt ofte, også i dag. Jeg vil fremhæve to. For det første er der stadig medlemsstater, som ikke har underskrevet konventionen om beskyttelse af Unionens finansielle interesser. Min egen medlemsstat hører også med til disse, og jeg opfordrer hermed det nederlandske parlament til at ratificere loven, vedtage den lov, som ratificerer konventionen, og som har ligget i andetkammeret siden oktober. Desuden er det også vigtigt, at der under regeringskonferencen tages skridt til at ansætte en europæisk offentlig anklager. Til min store overraskelse ser jeg, at der i et af de ændringsforslag, som PPE-gruppen har stillet til denne betænkning, gøres et forsøg på at begrænse denne offentlige anklagers mandat, selv om jeg netop havde indtryk af, at PPE-gruppen var tilhænger deraf. PPE-gruppen vil begrænse den europæiske offentlige anklagers mandat til udelukkende de europæiske institutioner, selv om vi netop har set, at der finder mest svig sted i medlemsstaterne. Jeg håber, at PPE-gruppen har en god forklaring herpå. Med det uafhængige OLAF er der gjort en ny begyndelse. Jeg tror, at det er vigtigt for OLAF's funktion, at den måde, hvorpå OLAF går til værks, er offentlig, at der er faste regler med hensyn til undersøgelser, som også Parlamentet kan få kendskab til, således at vi ikke bliver overrasket af begivenhederne som nu med dechargeproceduren for 1998. Det sidste punkt, hr. formand, vedrører Europa-Parlamentet selv. Som De ved, besluttede Domstolen for nylig i en foreløbig kendelse, at OLAF kun i begrænset omfang har adgang til Europa-Parlamentet. Jeg synes, det er ærgerligt, at Domstolen er nået frem til denne konklusion. Jeg håber, at Domstolen i den definitive kendelse når frem til en anden vurdering, men i afventning af en definitiv kendelse vil jeg dog fremhæve, at immunitet for parlamentsmedlemmer ikke betyder, at vi er hævet over loven. Hvis det af Domstolens definitive kendelse fremgår, at OLAF ikke har adgang til Parlamentet, fordi det ikke kan lade sig gøre ifølge reglerne, må vi tilpasse vores regler og ikke ophæve beslutningen om at give OLAF adgang til Parlamentet, inklusive parlamentsmedlemmerne, for jeg gentager, at vi ikke er hævet over loven.
Kære kolleger, denne betænkning er en glimrende illustration af, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre. Bekæmpelse af svig er for os mere end en prioritet. Det er er en forpligtelse, og vi står i denne forbindelse til ansvar over for dem, der har valgt os. Denne sandhed understreges yderligere af funktionsforstyrrelserne i Fællesskabets institutioner. I denne henseende skal vores vilje til straks at iværksætte procedurer til en sund forvaltning, der senere kan kontrolleres, være uformindsket. For at gøre dette må vi koncentrere os om effektiviteten i de iværksatte procedurer, navnlig inden for rammerne af OLAF. Så lad for Guds skyld være med at komplicere og sidestille strukturer og procedurer af ideologiske grunde. Det er grunden til, at vi ikke går ind for skabelsen af en europæisk anklagemyndighed. Vi bør trygt kunne støtte os til de nationale strukturer. Forslaget om at skabe en europæisk anklagemyndighed er således uacceptabelt, fordi dette emne kræver, at vi straks reagerer effektivt. Af samme grund støtter vi ændringsforslag 13 fra Den Socialdemokratiske Gruppe, der medfører, at vi ikke stikker os selv blår i øjnene ved at oprette en instans for budgetdisciplin. Jeg er bange for, at disse hensigtserklæringer især er motiveret af viljen til at fremme en europæisk suverænitet under påskud af, at man beskytter fællesskabsbudgettet, som jeg minder om består af bidrag fra vores medlemsstater. Disse skabelser er nye kilder til nyttesløse konflikter i forbindelse med effektiviteten i bekæmpelsen af svig. Slutteligt mener jeg, at omhyggelighed, disciplin og godt samarbejde bør være Kommissionens løsen. Jeg mener oprigtigt, at overholdelse af kravene fra OLAF kombineret med et godt samarbejde mellem de nationale rigsrevisioner og revisionsretten vil muliggøre resten.
Hr. formand, kære kolleger, for nogle dage siden offentliggjorde Frankfurter Allgemeine Zeitung en opinionsundersøgelse, som viser, at et overvældende flertal af mine landsmænd udtrykkeligt går ind for mere fælles handling på retsområdet. Ikke på noget andet område var der en sammenlignelig stor tilslutning til nye initiativer på europæisk niveau. Andre opinionsundersøgelser tidligere har igen og igen bekræftet, at dette ikke kun gælder for tyskerne, men også for borgerne i de fleste andre stater i Unionen. Vi opfylder altså folks forventninger, når vi stiller forslag om, hvordan man effektivt kan styrke beskyttelsen af Den Europæiske Union mod svig. Der findes nok mere behagelige emner end at tale om svig og korruption, det indrømmer jeg gerne, men dermed gør vi det klart, at vi ikke fejer dette prekære emne ind under gulvtæppet, men tager denne udfordring på os, også og netop når det drejer sig om tilfælde, som angår Unionens institutioner selv. Derfor fortjener Bösch-betænkningen særlig opmærksomhed og støtte. Den er ikke uden grund blevet vedtaget enstemmigt af Budgetkontroludvalget, som jeg allerede har nævnt. Jeg lykønsker Dem med denne betænkning. Den gør det nemlig klart, at oprettelsen af det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, OLAF, er et vigtigt mellemskridt, men netop kun et mellemskridt på vejen mod en europæisk anklagemyndighed, som jeg personligt har krævet gentagne gange, også som ordfører. Alene en sådan anklagemyndighed til beskyttelse af Unionens interesser mod svig ville være et virkelig effektivt instrument til at imødegå truslen fra den organiserede kriminalitet. Denne organiserede kriminalitet har identificeret institutionerne i Den Europæiske Union som et særligt sårbart mål. Jeg er meget glad for, at såvel Kommissionen som Parlamentet inddrager dette emne i regeringskonferencen. I den foreliggende betænkning går vi i Budgetkontroludvalget et skridt videre. For at give tingene ekstra dynamik forventer vi fra Kommissionens side på grundlag af den nuværende artikel 280 forslag til den første fase af en sådan europæisk anklagemyndighed, og jeg håber meget, fru kommissær Schreyer, at De i dette spørgsmål vil revidere Deres hidtidige desværre mest afventende holdning og komme os i møde. Hr. formand, De tillader nok, at jeg tilføjer det, som ganske vist blev sagt før, men som ikke kunne besvares. Jeg retter endnu en gang det spørgsmål til kollega hr. Dell'Alba, om han vil være så venlig at forklare, hvad det er, jeg angiveligt som formand for Budgetkontroludvalget skulle have blokeret i ugevis. Jeg har brug for et svar, og jeg beder om, at det bliver optaget i protokollen.
Fru Theato, De ved udmærket, hvad jeg taler om. Dette spørgsmål har været genstand for en lang debat i Formandskonferencen. De fik til opgave, som formand for Budgetkontroludvalget - og ikke som individuelt medlem - at hjælpe Formandskonferencen og formanden - fru Fontaine - med at udarbejde Parlamentets holdning vedrørende en adfærdskodeks for relationen til Kommissionen. Jeg understreger - i lighed med gruppeformændene, som i øvrigt har taget afstand til Dem - at De den 13. april erklærede på Formandskonferencen, at De i det store hele var enig i tanken bag bilag 3 om udveksling af informationer med Kommissionen. Jeg understreger, at De 20 dage senere til stor skandale for Deres partner, hr. Napolitano, sendte en skrivelse, hvoraf fremgik, at De ikke kunne acceptere dette bilag. De rejste punkter på tysk, som ingen havde kontrolleret, hvilket fremkaldte et ramaskrig hos gruppeformændene, der kvitterede ved at sige, at de trak sagen tilbage, fordi situationen ikke længere var holdbar. En af gruppeformændene forlod oven i købet salen, da dette spørgsmål blev opført på dagsordenen. Spil ikke uskyldig, De ved udemærket godt, hvad der er sket. Måske er andre kolleger ikke klar over det, men jeg siger dette til Parlamentet, så det bliver indskrevet i protokollen: Fru Theato blokerede i ugevis en aftale med Kommissionen og satte således Parlamentets formand og gruppeformændene i stor forlegenhed. Det er sandheden.
Jeg vil ikke blande mig i debatten, men emnet OLAF og Napolitano var naturligvis meget omstridt i hele Parlamentet. Vi kender alle problematikken i denne forbindelse. Det er nu afklaret.
Hr. formand, vi drøfter i dag en betænkning, som går længere end tallene for formodet svig eller fejl i Fællesskabets regnskaber, som påberåber sig Parlamentets politikeres ansvarlighed. Det drejer sig om at bekæmpe bureaukratiernes moralske uansvarlighed, som så mesterligt er blevet kritiseret af Kafka. Denne moralske uansvarlighed er så pervers, at den ville være i stand til at anbringe enkeltpersoner i en pinefuld labyrint på jagt efter deres nøjagtige situation i forhold til lovligheden, at udsætte dem for spøgelsesretssager på grund af ukendte forbrydelser, det vil sige situationer, som lykkeligvis er overvundet i Europa. Oprettelsen af et effektivt og gennemsigt kontor til bekæmpelse af svig er en opgave, som alle vi medlemmer er enige i, og som alle institutionerne burde være enige i. Oprettelsen af et almægtigt maskineri, som er undfanget for at forfølge embedsmænd på baggrund af hemmelige anmeldelser, angiveri og lister over mistænkte med kaperbrev i forhold til de individuelle garantier, statutter og normer, som kort sagt udgør den elementære retssikkerhed for dem, der arbejder i institutionerne, er en uansvarlighed, som jeg ikke mener, at hverken Parlamentet eller nogen anden EU-institution bør deltage i, for et sådant mistroisk klima gavner kun EU-skeptikerne. Den Socialdemokratiske Gruppe, som er lige så interesseret i bekæmpelsen af svig som i alle borgernes rettigheder, inklusive embedsmændenes, og i opbygningen af et Europa, som hviler på renhed, demokrati, nærhed på borgerne, åbenhed, effektivitet og solidaritet, har fremsat et ændringsforslag til afsnit 29 i denne betænkning, som går ud på, at bekæmpelsen af svig ikke må ske på bekostning af embedsmændenes grundlæggende rettigheder. At kræve lister over mistænkte, sådan som det forelægges for os i denne betænkning, ville være et udslag af McCarthyism, som er uværdig for Parlamentet, og som sandsynligvis er ulovligt. Jeg vil gerne erindre om, at der allerede er rejst sager om værgeløshed over for denne type handlinger, og at OLAF's overvågningsudvalg på baggrund af disse sager er sig bevidst, at der er visse ting, der ikke fungerer korrekt inden for dette organ. Selv om man indrømmede, at der med dynamikken i opbygningen af det nye Europa, med budgetforøgelsen og væksten i administration, kunne forekomme mere svig eller flere fejl, så må vi ikke forfalde til politimæssig paranoia, i det mindste ikke her i Parlamentet. Den immunitet, som vi har som parlamentarikere, bør ikke forveksles med straffrihed. Det forekommer mig vigtigt, at vi med denne betænkning opnår, at der ikke kun er et maskineri, der er Kafka værdigt, men også en garanti for embedsmændene.
Hr. formand, jeg er nødt til at afvige lidt fra det, jeg havde til hensigt at sige. Jeg er ret enig med den foregående taler: Nogle gange bliver Budgetkontroludvalget så engageret i deres vigtige arbejde, at de ikke kan se skoven for bare træer. Jeg glæder mig også over præsentationen fra Retsudvalget og Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, hvor man anlagde en afbalanceret holdning til Budgetudvalgets store og helt legitime bekymringer med hensyn til svig. Jeg hørte hr. van Hultens henvisning til, at OLAF bør have ret til at efterforske mod Parlamentets medlemmer. Det er noget om det, og et mindretal her i Parlamentet er enige med ham. Men før vi træffer en så radikal beslutning, bør vi se på historien, navnlig i USA, om forholdet mellem sikkerhedsmyndigheder og offentlige personer og erkende, at vi kan komme til at gå for langt ved at give OLAF sådanne beføjelser. I sidste ende kan OLAF få den politiske løftestangseffekt og magt til at kræve de penge og det personale, man ønsker. Vi må ikke kaste personale, penge eller beføjelser efter en organisation, bare fordi der er problemer. Disse problemer findes, og vi har beskæftiget os med løsningen af dem. Hr. Bösch har behandlet problemet helt korrekt ved at identificere og forfølge tilfælde af svig, når de konstateres. Jeg er ikke enig i alt, hvad han siger i betænkningen. Jeg er i tvivl om nogle af punkterne - f.eks. 14, 15 og 16 - vedrørende retsgrundlaget, samt hvorvidt det er nødvendigt at inddrage både det nationale og det europæiske ansvar i løsningen af problemer med svig, der påvirker nationalstaterne mere end Den Europæiske Union. Jeg har ikke mere tid, og jeg har ikke fået sagt det, jeg ville, men jeg ønskede at reagere på nogle af de ting, der allerede er blevet sagt.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske ordføreren med en rigtig god betænkning, og alene det, at min elskede italienske kollega er imod, betyder, at det virkelig er en betænkning af meget høj kvalitet. Selv om omfanget af svindel og uregelmæssigheder er faldet en smule fra 1997 til 1998, er der dog stadigvæk behov for mere effektive kontrolmekanismer. Reformen af Kommissionen er lagt på skinner. Kinnock har fremlagt en køreplan, og det er nu op til os at komme med ris og ros. Jeg er meget imponeret over reformplanen. Den er som helhed både visionær og realistisk. Der er dog enkelte knaster, og dem bør vi fremhæve og kritisere. Parlamentet foreslog allerede i van Hulten-betænkningen, at der skulle oprettes en ekstern instans under Revisionsretten, der skal tage sig af disciplinærsager og være med til at inddrive penge, der er blevet uretmæssigt udbetalt. Denne idé synes jeg, at vi skal holde fast ved. Oprettes en sådan instans, vil det betyde, at disciplinærsagerne flyttes væk fra Kommissionen. Vi har meget dårlige erfaringer med interne disciplinærråd. I øjeblikket er det kolleger, der skal sidde som dommere over andre embedsmænd, der er indklaget for disciplinærrådet. Det er uholdbart. Det er både ECHO-sagen og MED-sagen alt for velkendte eksempler på. Jeg er også enig med ordføreren i hans kritik af oprettelsen af et rådgivende panel til at behandle uregelmæssigheder. Vi har jo oprettet OLAF til at behandle mistanke om svig og uregelmæssigheder. Endnu et panel vil være en undergravelse af OLAF's beføjelser. Jeg kan imidlertid ikke stemme for oprettelsen af en europæisk offentlig anklager. Jeg kan godt forstå, at folk er trætte af al den svindel og derfor kræver, at vi får en fælles anklagemyndighed. Det er imidlertid en stor mastodont at bygge op, når problemerne i virkeligheden ligger et andet sted. I virkeligheden er der behov for en grundlæggende personalereform. Det er alligevel kun de groveste sager, der vil få strafferetlige konsekvenser. 90% af sagerne vil være disciplinærsager om forsømmelse eller inkompetence. Der er i stedet behov for en offentlig intern kontrol og en bedre mulighed for at fyre folk. Vi skal have ændret personalevedtægten og disciplinærproceduren, sådan som det også er foreslået i betænkningen. Og så vil jeg gerne sige til Dem, at jeg havde tre minutter, hr. formand. Jeg talte kun to minutter, men jeg er meget disciplineret. Jeg giver gerne min tid videre - De skal jo også have lov til at begå fejl engang imellem.
Hr. Blak, jeg beder officielt om undskyldning! De har helt ret, De havde tre minutter. Jeg havde ikke mine briller på. Vil De tilføje noget? Nej? Så er det dansk-bayriske venskab altså reddet igen. Mange tak, hr. Blak, fordi De tilgav mig det!
Hr. formand, dette emne er meget velegnet til at komme med store deklarationer. Jeg vil imidlertid kommentere et par punkter, som jeg synes fortsat er forholdsvis uafklarede. Det første problem er, at nægtelsen af at anføre revisionserklæringen hvert år i medierne bliver set som en indikator for den angivelige eller faktiske tilstand af råddenskab i EU-finanserne. Samtidig er det imidlertid sådan, at såvel Revisionsretten som Ministerrådet tilskriver denne nægtelse af revisionserklæringen samme status som en vandstandsmelding, mens vi som Parlament og også medierne tager det som indikator for finansernes dårlige tilstand. Jeg tror, at der her må ske en ændring og præcisering af grundlaget for det, vi taler om. Ellers oplever vi den situation, at vi så at sige hvert år rutinemæssigt og dermed permanent kommer til at lægge en generel mistanke på EU-finansernes tilstand, hvis denne tilstand varer ved. Det andet problem er, at det naturligvis kan forekomme, at finansielle uregelmæssigheder ved en nærmere efterforskning i et vist omfang viser sig at være egentligt svig. Alligevel er det nødvendigt at disse to punkter begrebsmæssigt og i det omfang, man har konstateret det, holdes ude fra hinanden, for ellers bliver de to ting blandet sammen, og der skabes et indtryk af et uhyre omfang af svig, som næppe er berettiget i det omfang. Det tredje problem er, at der - og derfor er jeg taknemmelig for, at kollega Bösch gjorde opmærksom på det - åbenbart findes forskellige opgørelser fra Revisionsretten og fra Kommissionen af, i hvilket omfang der har fundet finansielle uregelmæssigheder sted i relationen mellem landbrugsbudgettet og strukturfondene. Her er der åbenbart problemer med målingen, statistiske problemer, som vi må løse, så vi overhovedet ved, hvad vi taler om, når vi foretager undersøgelser og anstiller efterforskninger af det.
Hr. formand, jeg ønsker også hr. Bösch tillykke med betænkningen. Han er en anerkendt ekspert i Europa-Parlamentet og var i vid udstrækning arkitekten bag det nye OLAF. Noget af det, der helt sikkert skaber ravage med hensyn til EU, er store historier om svig. De får altid stor dækning. Det er helt korrekt, for al svig er uacceptabel. Der tales om, at der svindles med omkring 5% af EU's budget. Men der er to vigtige ting, man må huske på, og som er blevet nævnt flere gange i dag - og hr. Cunha har netop været inde på dem igen. Revisionsretten skelner ikke mellem svig og administrative og økonomiske uregelmæssigheder; det vil sige administrative fejltagelser og folk, der er ude på at snyde EU for penge. Et eksempel: En landmand udfylder måske en formular forkert. Det betyder ikke, at han ønsker at svindle. Det kan være, at han ikke har opmålt sin jord korrekt. Og så er der de store svindlere: Folk, der f.eks. importerer cigaretter ulovligt for at undgå afgifter. Der er kolossal forskel på de to tilfælde. Vi er nødt til at have en tydeligere sondring mellem dem. Vi må ikke glemme, at 80% af svigen finder sted i medlemsstaterne. I går indgik Kommissionen en forpligtelse over for os om at ville reducere uregelmæssighederne med 2%. Vi vil gerne vide, om medlemsstaterne vil følge trop. Det er klart, at mange af problemerne ligger her, navnlig med strukturfondene. For at gentage hr. Dell'Albas punkt vil Socialdemokraterne stemme imod en række afsnit i denne betænkning, ikke nødvendigvis, fordi vi ikke er enige i dem, men fordi det ikke er den rette sammenhæng at drøfte disse punkter i, som jo vedrører hvidbogen. Endelig vil jeg gerne læse en skammens liste op - medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret Konventionen om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser: Belgien, Luxembourg, Nederlandene, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Irland og Frankrig. Det er på tide, at de skriver under. De har haft fem år til det. Lad os nu se dem ratificere den.
Hr. formand, mine damer og herrer, bekæmpelsen af svig og beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser hører til den nye Kommissions topprioriteringer. Bekæmpelsen af svig omfatter aktiviteter som forhindring, afsløring og forfølgelse af svig med told eller subsidier eller skatteunddragelse, men naturligvis også afsløring og forfølgelse af uregelmæssigheder inden for Den Europæiske Unions organer. Jeg er imidlertid også meget glad for, at det er blevet præciseret i mange debatindlæg, at vi må skelne mellem de finansielle uregelmæssigheder og svig. Når vi taler om Revisionsrettens beretning, så er det samlede spektrum af finansielle uregelmæssigheder dækket af den. Her taler vi om beretningen fra UCLAF respektive OLAF om svig, det vil sige forsætlig krænkelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser. Den foreliggende beretning, som Bösch-betænkningen beskæftiger sig med, er den sidste beretning, som UCLAF har udarbejdet om bekæmpelsen af svig i 1998. Selv om UCLAF på dette tidspunkt kun var bemandet med 120 ansatte, viser denne årsberetning efter min mening alligevel dette arbejdes anselige succes. I 1998 undersøgte UCLAF i samarbejde med medlemsstaterne 5.318 tilfælde af mistanke om uregelmæssigheder eller svig, og ca. 20% af disse tilfælde kunne efter disse undersøgelser klassificeres som svig. Jeg vil også gøre opmærksom på, at man med hensyn til spørgsmålet om, hvorfor der findes en forskel i resultaterne i Revisionsrettens beretning, inden for landbrugspolitikken har konstateret, at der er et fald i uregelmæssighederne, mens der her lægges stor vægt på, at der findes forskellige regler i medlemsstaterne for, hvilke tilfælde af svig eller mistanke, der skal meldes til Kommissionen, og det forklarer en af forskellene mellem de to beretninger. Det blev sagt i et debatindlæg af hr. Blak, at borgerne er trætte af svig. Jeg må nu desværre pege på, at ufortoldede eller skattefri cigaretter alligevel stadig har en rivende afsætning, og at skatteunddragelse ofte betragtes som en folkesport. For så vidt står vi over for en situation, hvor vi må være klar over, at vi ikke kan reducere svig på bekostning af de finansielle interesser til nul. Vi skal naturligvis gøre alt, hvad der står i vores magt, for at bekæmpe toldovertrædelser og overtrædelser med hensyn til subsidierne og på skatteområdet på bekostning af det finansielle fællesskab. Jeg vil kort kommentere enkelte forslag i Bösch-betænkningen, som også står i en større kontekst, f.eks. med hensyn til forslaget om disciplinærsager respektive afdelingen ved Revisionsretten. Kommissionen har i sine kommentarer til bl.a. Parlamentets krav med hensyn til dechargeproceduren 1998 udtalt, at den ikke betragter det som den rigtige vej at involvere en afdeling under Revisionsretten eller Domstolen i forbindelse med dispositioner vedrørende disciplinære foranstaltninger mod ansatte på grund af uregelmæssigheder i forbindelse med budgettet, fordi de europæiske traktater tildeler hvert af disse organer specielle opgaver. De ansatte kan netop gå til Europa-Domstolen, hvis de vil klage over en dom i en disciplinærsag. Derfor ville det heller ikke kunne harmonere med de nuværende traktater. Kommissionen har derfor valgt at tage de forslag op, som er indeholdt i rapporten fra den uafhængige ekspertgruppe fra sidste år, som er meget omfangsrige og vedrører den samlede finansforvaltning, forhindring af svig og disciplinærsager. Kommissionen har udtalt, at den også deler Parlamentets opfattelse af, at tilliden til disciplinærsagernes objektivitet højnes, hvis man inddrager en ekstern instans. Det har den forklaret i sin hvidbog, som den forelagde den 1. marts, og i papiret om den samlede fremtidige disciplinærprocedure, som Kommissionen vil offentliggøre i oktober, vil den også stille detaljerede forslag til en reform af disciplinærlovgivningen. Naturligvis vil vi under drøftelserne også inddrage Parlamentets overvejelser i den samlede proces og i vores forslag. I mange debatter og også i betænkningen peges der med rette på, at en effektiv bekæmpelse af svig på bekostning af Det Europæiske Fællesskab forudsætter god kooperation og samarbejde med medlemsstaterne. Det bliver præciseret endnu en gang i Amsterdam-traktaten i artikel 280. Det er også med rette blevet beklaget, at den pågældende aftale mellem medlemsstaterne kun er blevet ratificeret af få medlemsstater. Jeg takker alle de talere, som også har rettet en opfordring til deres hjemadresser om endelig at tage de nødvendige skridt. Netop også OLAF, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, arbejder sammen med medlemsstaterne og på specielle områder også med andre stater intensivt på at indgå samarbejdsaftaler. Siden denne beretning fra UCLAF blev fremlagt, har f.eks. OLAF, altså Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, også kunnet indgå en aftale i Italien med antimafiaorganisationen for at opnå et godt samarbejde på alle niveauer og med alle organisationer, som beskæftiger sig med denne bekæmpelse af svig. I slutningen af denne uge afholdes der en konference i Ancona, som er helliget dette emne. Fra Kommissionens side hilses det velkommen, at nogle udvidelsesstater også allerede tager skridt til at skabe lignende strukturer, som man har i Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, som de har været med til at skabe. Eksempelvis har man i Polen vedtaget et polsk OLAF, som skal oprettes. Jeg vil også gerne kort komme ind på spørgsmålet om, hvad der videre skal ske på lovgivningsområdet og pege på, at Kommissionen til regeringskonferencen, som jo har til opgave at revidere de europæiske traktater, har foreslået at supplere det nuværende system til beskyttelse af de finansielle interesser med et retsgrundlag, hvormed der skabes en europæisk anklagemyndighed og åbnes mulighed for at vedtage bestemmelser om den strafferetlige forfølgelse af grænseoverskridende svig. Fra medlemsstaternes side er det blevet tilkendegivet, at man alligevel ikke vil foretage ændringer af traktaten på dette område. Kommissionen vil imidlertid endnu ikke opgive dette felt, vi er stadig i færd med at præsentere det og lade det indgå i regeringskonferencen. Jeg vil kort komme ind på de sager, som Kommissionen har anlagt mod Den Europæiske Centralbank og mod Den Europæiske Investeringsbank. Her handler det om at gennemtvinge det, som netop Parlamentet fik med i forordningen om oprettelsen af OLAF, nemlig at OLAF står for bekæmpelsen af svig i samtlige institutioner i Det Europæiske Fællesskab. Desværre har de to banker ikke rykket sig i de seneste uger. Sandsynligvis har man også afventet den retssag, som var i gang som følge af nogle medlemmers protest mod ændringen af forretningsordenen for Europa-Parlamentet. Jeg tror bare, at det nu med den foreløbige afgørelse fra Domstolen i første instans egentlig er blevet klart, at det ikke drejer sig om OLAF's retsgrundlag - det kan de to banker altså heller ikke dække sig bag - men naturligvis om at bevare også institutionernes uafhængighed. Det er heller aldrig blevet bestridt for Den Europæiske Centralbanks vedkommende. Naturligvis drejer det sig også om at præcisere medlemmernes immunitet, som jo er en demokratisk landvinding. Den må der på ingen måde pilles ved. Jeg vil imidlertid også gerne takke for appellen om, at der naturligvis skal tages højde for de retsstatslige principper i alle procedurer, også i OLAF's arbejde. Det tror jeg også, at den nye direktør for OLAF står meget intensivt inde for, også personligt. Vi vil få lejlighed til at debattere flere rapporter om emnet bekæmpelse af svig i indeværende år. OLAF's kontroludvalg, som overvåger OLAF's uafhængighed, kommer snart med sin rapport. Den får vi så også lejlighed til at debattere. Jeg vil gøre opmærksom på, at Kommissionen er ved at udarbejde et principielt strategipapir om bekæmpelsen af svig. Det vil sikkert også føre til flere intensive og frugtbare debatter. Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Bösch, for hans betænkning, og jeg vil især også gerne takke Parlamentet, fordi De så vedholdende støtter OLAF's opbygning og arbejde.
Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00. (Mødet udsat kl. 11.55 og genoptaget kl. 12.00)
Fru formand, for ikke at forsinke beslutningen om denne forordning er Kommissionen parat til at acceptere ændringsforslag 1 om komitologi. Jeg beklager imidlertid at måtte meddele Dem, at Kommissionen ikke kan acceptere ændringsforslag 2. Kommissionen foreslår et beløb på 850,5 millioner euro som led i en omfattende pakke til programmering af sektion IV for at tage højde for bevillingerne til Balkan. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0115/2000) af Jeggle for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om Kommissionens forslag om fastsættelse af priser for landbrugsprodukter (KOM(2000) (77 - C5-0121/2000 til C5-0126/2000 - 2000/0045(CNS) til 2000/0050(CNS)) (Ved successive afstemninger vedtoges de seks forslag til beslutning) Betænkning (A5-0124/2000) af Schierhuber for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1251/1999 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder for at medtage hør og hamp bestemt til fiberproduktion (KOM(1999) 576 - C5-0280/1999 - 1999/236(CNS)) og forslag til Rådets forordning om den fælles markedsordning for hør og hamp bestemt til fiberproduktion (KOM(1999) 576 - C5-0281/1999 - 1999/0237(CNS))
Fru formand, i forbindelse med Schierhuber-betænkningen, som vi skal stemme om nu, er der det problem, at Den Socialdemokratiske Gruppe og Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre havde foreslået delt afstemning om nogle af punkterne. Det er imidlertid ikke nået frem til tjenesterne af tekniske årsager. Nu har vi følgende problem: Enten tillader De nu i forbindelse med afstemningen et mundtligt forslag om delt afstemning om de pågældende artikler, og så stemmer vi i dag. Hvis det ikke er muligt, så foreslår jeg, at vi udsætter afstemningen til i morgen. Tjenesterne siger ganske vist, at vi har et meget tæt afstemningsprogram i morgen, så det måske trods alt ville være fornuftigt at stemme i dag. Vi vil også gerne stemme. Afstemningen er ikke noget problem, kun det, at dette forslag om særskilt afstemning ikke nåede frem til Dem i rette tid.
Hr. Graefe zu Baringdorf, jeg har faktisk kontrolleret det: Vi fik anmodningen om opdelt afstemning her til morgen og således for sent i henhold til vores egne regler. Vi har regler i Parlamentet, og de gælder for alle. De skal respekteres, og jeg kan ikke fravige dem. Dette siger jeg lige ud, selv om jeg godt forstår problemet. Vi vil derfor gå over til afstemningen, medmindre De fremsætter en anmodning om udsættelse af afstemningen, som jeg selvfølgelig vil sætte til afstemning.
Fru formand, i så fald - og jeg forstår Deres holdning - vil jeg foreslå, at vi udsætter afstemningen til i morgen eller til torsdag.
Jeg vil gerne have, at ordføreren, fru Schierhuber, giver sin holdning til kende.
Fru formand, jeg er ked af, at denne afstemningsliste fra Socialdemokraterne ikke er nået frem til tjenesterne i rette tid. Jeg vil klart erklære, at jeg personligt som ordfører ikke har nogen problemer med at acceptere denne delte afstemning, også ved afstemningen i dag, og det ville være godt, hvis vi kunne stemme i dag, for som De ved holder Ministerrådet (landbrug) møde i dag og i morgen, og det ville være godt, hvis landbrugsministrene vidste, hvad vi vedtager her. Med afstemning i morgen kommer vi desværre lidt for sent.
Fru Schierhuber, lad dette være klart. Jeg ville heller ikke personligt have noget imod, at afstemningen bliver opdelt. Men endnu en gang - der er regler, jeg ikke kan fravige. Dette ville virkelig være en tvivlsom praksis, og der ville ikke længere findes regler med hensyn til anmodninger om opdelte afstemninger. De har givet udtryk for Deres mening og har sagt, at De ville foretrække, at vi stemte i dag. Jeg vil give ordet til hr. Goepel, og dernæst vil vi sætte anmodningen fra hr. Graefe zu Baringdorf om at udsætte afstemningen til imorgen eller torsdag morgen til afstemning.
Fru formand, jeg vil på min gruppes vegne erklære, at vi heller ikke har noget imod denne mundtlige ændring, og her vil jeg gerne støtte fru Schierhuber. Ministerrådet (landbrug) venter på, at vi skal træffe en afgørelse, og en udsættelse ville være uheldig. (Udsættelse af den endelige afstemning forkastedes) Efter afstemningen om det første forslag til lovgivningsmæssig beslutning og vedtagelsen af Kommissionens ændrede forslag
Fru formand, jeg vil gerne spørge Kommissionen, om den eventuelt i løbet af de sidste 12 timer har ændret opfattelse af de ændringsforslag, som blev vedtaget med stort flertal i Landbrugsudvalget?
Fru Schreyer, kan De give ordføreren et bekræftende svar?
Fru Schierhuber, Kommissionen har ikke ændret mening. Kommissionen har jo fremlagt forslaget som en konsekvens af erfaringerne fra de foregående år. Vi drøftede før en betænkning om bekæmpelse af svig, og det er noget, som står i umiddelbar relation til dette. Jeg kan kun gentage, at når spørgsmålet om opdeling af arealerne bliver diskuteret igen i Rådet - og det var jo også et vigtigt emne i Landbrugsudvalget - er Kommissionen naturligvis åben over for det. Som Budgetkommissær må jeg imidlertid sige, at der skal findes en budgetneutral løsning.
Fru formand, også vi, medlemmerne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, er yderst interesserede i at forhindre enhver form for svig på alle områder i Unionen. I dag har vi ganske enkelt ingen medbestemmelse inden for landbruget. Derfor er vores eneste mulighed af henvise denne betænkning til fornyet udvalgsbehandling. Jeg beder Parlamentet støtte mit forslag.
Ordføreren foreslår en fornyet udvalgsbehandling. Ønsker nogle at tage ordet for dette forslag?
Fru formand, jeg taler til fordel for dette forslag. Det er aftalt mellem grupperne, at dette er den eneste mulighed for at få indflydelse. For endnu en gang at sige det helt klart, også til kommissær Schreyer, så tror jeg, at i spørgsmålet om bekæmpelse af svig er der ikke uenighed mellem Kommissionen og Parlamentet, det drejer sig om spørgsmålet om, hvilke metoder man vælger. Hvis den metode, der nu bliver valgt, slår igennem, er hør- og hampdyrkningen, en økologisk form netop for de mindre privilegerede områder, død. Netop det skal vi forhindre, og her må vi gå ind i en diskussion med Kommissionen om et kompromis. (Fornyet udvalgsbehandling for første del af betænkningen vedtoges) Efter afstemningen om det andet forslag til lovgivningsmæssig beslutning og vedtagelsen af Kommissionens ændrede forslag
Fru formand, for denne anden beslutning gælder nøjagtigt det samme, som De sagde om den første. For Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter er der to ændringsforslag i denne anden sag, som er af væsentlig betydning, nemlig 28 og 29. Derfor også igen mit spørgsmål til Kommissionen, om Kommissionen måske har ændret holdning på disse punkter?
Fru formand, det kommenterede min kollega Fischler jo allerede i går. Kommissionen har ikke ændret holdning.
Fru formand, så må jeg også denne gang bede Parlamentet stemme for fornyet udvalgsbehandling. (Fornyet udvalgsbehandling for anden del af betænkningen vedtoges) Betænkning (A5-0116/2000) af Bösch for Budgetkontroludvalget om Kommissionens årsberetning for 1998 om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser og bekæmpelse af svig (KOM(1999) 590 - C5-0058/2000 - 2000/2032(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges)STEMMEFORKLARINGER Betænkning af Rothley (A5-0130/2000)
Fru formand, jeg har ganske vist stemt for dette direktiv fra Europa-Parlamentet om regulering af erstatning for skader fra kørsel med motorkøretøjer, som kan give skader på borgere fra andre stater end dem, de er forsikrede i, men jeg havde ønsket, at der havde været mere mod i denne betænkning. Mange af de pensionister, jeg ofte taler med i Italien, siger til mig: "Hr. Fatuzzo, jeg har været ude for et alvorligt trafikuheld, jeg har været offer for en trafikulykke. Forsikringsselskabet har så spurgt mig: Hvor gammel er du? Jeg svarede: Jeg er 80! Derefter har forsikringsselskabet sagt til mig: Du er intet værd, du regnes ikke for noget, og derfor giver vi dig ingen erstatning." Nu mener jeg ikke, det er rigtigt at betragte en person på 70-80 år som en person, der intet er værd, og derfor beder jeg om, at man i fremtiden sørger for at give en moralsk betinget erstatning, når ofrene for trafikulykker er ældre mennesker.
Forslaget til dette direktiv drejer sig om situationer, hvor der sker trafikulykker i hjemlandet for den person, der forårsager ulykken, eller i et tredjeland. Målet med direktivet er at sikre, at den skadelidte kan anlægge sag imod forsikringsselskabet for den person, der har forårsaget ulykken. Vi må huske på, at vi bor i Den Europæiske Union, hvor fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital fungerer. Dette direktiv, som skaber overensstemmelse i spørgsmålet om erstatningspligt i ulykker, der omfatter motorkøretøjer, er en logisk udvidelse af direktiver, der er blevet indført gennem de sidste 13 år for at fuldføre det europæiske indre marked. Det er kun ret og rimeligt, når der findes et system af overordnet fri bevægelighed for personer og grænseoverskridende trafik, at der findes en strømlinet og struktureret procedure, der giver skadelidte mulighed for at anlægge sag i tilfælde af ulykker. For at sikre dette skal alle forsikingsvirksomheder i Den Europæiske Union nu udpege en repræsentant i de enkelte medlemsstater, der får ansvaret for at behandle krav på selskabets vegne, hvis der sker en ulykke, der vedrører en EU-borger. Dette forslag vil også medføre, at der må oprettes informationscentre, så ofrene kan identificere de repræsentanter over for hvilke, de skal gøre deres krav gældende. Der er nået et kompromis mellem institutionerne på et møde i Forligsudvalget, som blev afholdt i marts måned. Det mest komplicerede problem vedrører direktivets geografiske dækningsområde. Dette spørgsmål er nu blevet løst. Direktivet vil gælde for ulykker, der omfatter statsborgere i en af Unionens medlemsstater, et af Unionens territorier eller et tredjeland, der anvender grønt kort-systemet. Forligsudvalget enedes også om, at medlemsstaterne skal kunne bevare og indføre mere gunstige ordninger for offeret end de bestemmelser, der er påkrævet for at sikre overholdelsen af direktivet. Jeg støtter dette forslag fuldt ud, og jeg vil gerne rose hr. Rotley for hans arbejde med at fremsætte disse forslag. Som et resultat af Amsterdam-traktaten har Den Europæiske Union øgede beføjelser til at vedtage lovgivning inden for forbrugerrettigheder. Denne lovgivning gælder erstatningsansvar i forbindelse med brug af motorkøretøjer og ulykker i Europa og vil sikre, at rettighederne for 370 millioner forbrugere i Europa forbedres i tilfælde af ulykker, der finder sted på Den Europæiske Unions område.
Jeg glæder mig over min socialdemokratiske kollega Willi Rothleys anbefaling om beskyttelse af bilister i udlandet. Vi kender desværre alle de høje tal for trafikulykker i Europa alt for godt. Helt op til 500.000 bilister i Den Europæiske Union bliver ofre for trafikuheld i udlandet hvert år. Det er 500.000 for mange. Vi må sætte sikkerheden i forsædet og sørge for, at der gøres mest muligt for at beskytte vores borgere, når de rejser i udlandet. Dette forslag betyder en udvidelse af de eksisterende EU-direktiver om behandling af erstatningskrav under bilforsikringer til også at dække tilfælde, hvor en person, der besøger en anden medlemsstat, kommer ud for en ulykke, der forårsages af en borger i det pågældende land. Alle forsikringsselskaber skal derfor udpege en repræsentant i alle medlemsstaterne. Europa-Parlamentet er gået endnu videre og ønsker dækning for ulykker, der sker i lande uden for EU, når de implicerede køretøjer er indregistreret i EU. I henhold til kompromiset vil direktivet gælde sådanne ulykker i en række lande uden for Den Europæiske Union. Tusinder af britiske ferierejsende kører i bil eller lejer hvert år biler i Frankrig, Spanien, Portugal og mange andre lande i Europa. Vi skylder naturligvis alle vores borgere at sikre, at tingene går så let som muligt for de implicerede i biluheld i udlandet og deres familier. Dette drejer sig ikke om almægtige forsikringsselskaber, der bremser krav, det drejer sig om, at Europa-Parlamentet kaster en livline ud til borgerne. For mine egne vælgere og for alle Europas borgere giver jeg dette forslag grønt lys. Betænkning af Martínez Martínez (A5-0114/2000)
Fru formand, jeg har også stemt for hr. Martínez Martínez' betænkning om en bekræftelse af støtten til udviklingssamarbejdet med Sydafrika, men også i dette tilfælde har jeg nogle forbehold. Hvorfor tager en af vores inspektører eller en af vores kommissærer sig ikke af sagerne i hvert tilfælde, når vi hvert år yder finansiel støtte til Sydafrika? Hvorfor kontrollerer vi for det første ikke, om denne finansielle støtte er blevet anvendt ordentligt, og for det andet hvad der sker i Sydafrika på menneskerettighedsområdet? Javist, vi er ikke i samme situation, som vi var i før - situationen er blevet bedre - men også jeg får oplysninger om alvorlige kriminelle handlinger af enhver art begået også i Sydafrika. Vi skal være opmærksomme på dette, hver gang vi yder støtte til en hvilken som helst fremmed stat, ikke mindst til Sydafrika.
Fru formand, situationen i Sydafrika er vanskelig - og det er på ingen måde noget nemt land at styre. Alligevel udgør Sydafrika et fyrtårn af håb på et ellers turbulent kontinent. Derfor bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at bistå den økonomiske, sociale og demokratiske udvikling af dette land. Det er grunden til, at jeg beklager, at Rådet kun foreslår 787,5 millioner euro til Sydafrika, hvilket rent faktisk svarer til en 10% reduktion af de beløb, vi aftalte for fem år siden. Parlamentet foreslår i sit ændringsforslag 2, at vi giver 885,5 millioner euro til Sydafrika, 98 millioner euro mere end Rådet. 98 millioner euro er et ikke ubetydeligt beløb efter sydafrikansk målestok. For EU-budgettet er det ikke noget, vi skal kæmpe for at finde frem til. Jeg vil opfordre til, at vi viser os generøse over for Sydafrika, og at Rådet finder de 98 millioner euro og ikke går i gang med forligsproceduren, men accepterer Parlamentet ændringsforslag og kommer i gang med at gennemføre denne nye forordning med Sydafrika.
Tak, hr. Martin. Jeg skal fremover sørge for, at Kommissionen er til stede under stemmeforklaringerne. Den kunne meget vel høre interessante ting.
Det mest skandaløse aspekt ved det, man vover at kalde en aftale om "udviklingssamarbejdet med Sydafrika" er, at det såkaldte samarbejde er underordnet handelsaftalen med Sydafrika, og at Rådet anvender denne som afpresningsmiddel til at gennemtvinge sine krav i Pretoria. Al for meget kynisme ødelægger denne aftale. Den Europæiske Union yder bistand til Sydafrika på betingelse af at kunne drage fordel af det på det kommercielle plan. Selv om Parlamentets forslag med hensyn til det finansielle plan er bedre end Rådets, har vi ikke stemt for ændringsforslagene, fordi vi ikke vil godkende denne maskerade. Og når vi heller ikke stemmer mod, er det udelukkende for at understrege vores overbevisning om, at et samarbejde mellem Europa og hele Afrika er en nødvendighed. Men så længe samarbejdet oprettes og udføres til fordel for handelsmænd, bankmænd og industrien, vil det kun være til fordel for denne gruppe og en meget lille del af privilegerede afrikanere. Under disse omstændigheder er Rådets opfordring til kamp mod fattigdom og gennemførelse af udviklingsmål blot en stor løgn, som ingen afstemning i Parlamentet vil kunne udviske.
Tak, fru Cauquil. Jeg mener, at fru Laguiller og fru Bordes tilslutter sig den stemmeforklaring, De netop har fremsat. Betænkning af Jeggle (A5-0115/2000)
Fru formand, jeg har stemt for fru Jeggles betænkning om forslagene fra Kommissionen angående priserne på landbrugsprodukter. I denne betænkning drøfter vi endnu en gang landbrugspolitikken i Den Europæiske Union. Jeg går ind for et indgreb fra vores side til fordel for landmændene, men jeg mener, det er passende at ændre - i nogle tilfælde helt, i andre delvist - de retninger, vi går i. Jeg kan f.eks. ikke se noget som helst initiativ i denne betænkning til fordel for de små ældre selvstændige landmænd, som beskæftiger sig med landbrug i bjergområderne, specielt i ugunstige områder i Europa, nogle steder også meget afsides. Denne jord bliver hele tiden forladt, og Den Europæiske Unions store landbrugsudgifter imødekommer ikke landmændenes behov i tilstrækkelig grad. I fremtiden bør vi i højere grad huske de små ældre selvstændige landmænd.
Min stemme skal støtte ordføreren i hendes bestræbelser på at forhindre den foreslåede reduktion af de månedlige tilskud til korn. Det Europæiske Råd har i sine konklusioner fra topmødet i Berlin tydeligt givet udtryk for, at de månedlige tilskud skal bevares på det nuværende niveau på 1 euro pr. ton og indefryses på dette niveau i hele perioden, det vil sige fra 2000-2006. Den reduktion af de månedlige tilskud, som man nu vil foretage, ville dermed være et klart løftebrud over for landmændene. Set i lyset af den bekymrende økonomiske situation for befolkningen på landet kan et yderligere indkomsttab ikke forsvares. Realindkomsten for de beskæftigede i landbruget er siden 1996 faldet med i alt næsten 10%. En reduktion af de månedlige tilskud ville betyde en yderligere forværring af landmændenes økonomiske situation.
Udvidelsen af Den Europæiske Union forudsætter en fuldstændig ændring af landbrugspolitikken. Vi svenske socialdemokrater (Pierre Schori, Anneli Hulthén, Jan Andersson, Maj Britt Theorin, Göran Färm og Ewa Hedkvist Petersen) mener derfor, at EU's landbrugsstøtte bør reduceres kraftigt, og hilser Kommissionens forslag om en gradvis reduktion af de månedlige forhøjelser af interventionsprisen på korn velkomment. Da betænkningen er imod en reduktion af interventionsprisen på korn, stemmer vi imod udvalgets forslag.
Efter beslutningerne i Agenda 2000 og reformerne af de fælles markedsordninger er den årlige fastsættelse af institutionelle priser eller beløb kommet til kun at vedrøre et mindre antal sektorer. Kommissionen foretager imidlertid ikke altid denne fastsættelse under hensyntagen til landmændenes interesser, især ikke ved prisnedsættelse, hvad vi er imod. I konkrete tal for 2000/2001 foreslår Kommissionen det forhøjede niveau for ris, så længe det kommende reformforslag afventes, hvilket imidlertid skulle være undervejs. Den foreslår, at de månedlige forhøjelser for korn nedskæres i to etaper med en modsvarende reduktion af interventionsprisen på 7,5%, besluttet under Agenda 2000, hvilket ikke er acceptabelt for flere medlemsstater, eftersom der på Rådet i Berlin også blev indgået aftale om at opretholde de månedlige forhøjelser på deres nuværende niveau. Hvad angår priserne for fåre- og svinekød, opretholder Kommissionen de nuværende. Hvad angår sukker, opretholdes de priser, der blev fastsat for sidste produktionsår, idet der i de kommende måneder skal fremlægges et reformforslag, der bringer kvoteordningen til ophør, begrundet med forpligtelser i forhold til WTO. I Landbrugsudvalget er der blevet fremlagt nogle positive forslag, navnlig afvisningen af, at sukkersektoren og landbruget alene skal finansiere de 300 millioner euro til Kosovo, da denne finansiering vil lægge yderligere pres på landbrugernes indtægter, hvilket ikke er acceptabelt.
), skriftlig. (SV) Angående forslag til Rådets forordning om fastsættelse af visse sukkerpriser og standardkvaliteten på roer for produktionsåret 2000/2001 vil vi anføre følgende: Genopbygningen af Kosovo er en vigtig sag for EU, som vi helhjertet støtter. De ekstra midler, som er nødvendige til Kosovo, skal tages fra generelle nedskæringer i støtten til hele den fælles landbrugspolitik og ikke kun gennem nedskæringer inden for sukkersektoren.
. Landbrugsstøtten er en tung byrde for Den Europæiske Union. Ikke mindst når udvidelsen med de østeuropæiske lande skal blive en realitet, er det uundgåeligt at foretage en kraftig revision af støtten. Det glæder mig, at det første skridt, der hermed tages mod en sådan revision, indebærer en langsigtet plan for en vis reduktion af landbrugsstøtten. Imidlertid er det problematisk, at man ikke tør tage en fuld og åbenhjertig diskussion om, hvordan vores landbrugssektor på sigt skal klare sig under helt anderledes forudsætninger og med en helt anderledes støtteordning, end det er tilfældet i dag. Vi bliver tvunget til at reducere støtten til det absolut minimale, og diskussionen skal tages nu. På den anden side skal reduktionen af landbrugsstøtten være gradvis og i et sådant tempo, at man ikke risikerer, at den forsvundne EU-støtte bliver erstattet af kompenserende nationale ordninger. Det er også problematisk, hvis Kommissionen tager støtte fra landbruget med den motivation, at man skal anvende midlerne til et andet formål. En reduktion af støtten skal ikke være motiveret af uvedkommende formål. Betænkning af Schierhuber (A5-0124/2000)
Fru formand, denne betænkning om den europæiske politik for hør og hamp har jeg stemt imod. Det har jeg gjort, fordi jeg tror, man burde ændre retning, hvad angår måden, vi støtter landbrugsprodukterne på i Den Europæiske Union. Vi må begynde at gå væk fra den politik, hvor vi giver en sum penge til den, der producerer et bestemt landbrugsprodukt, som vi vil støtte, og i stedet prøve at reducere produktionsomkostningerne, omkostninger, som oftest skyldes de nationale staters politik, som medfører en forhøjelse af prisen på arbejdskraft og binder hænderne på dem, som vil arbejde, producere og forhøje antallet af arbejdspladser i deres sektor. Vi må kort sagt begynde at ændre vores måde at hjælpe landbruget på i Europa.
Fru formand, kære kolleger, jeg har stemt for Schierhuber-betænkningen. Især finder jeg ændringsforslag 28 og 29 vigtige. De peger nemlig korrekt på, at en begrænsning af mængderne skal svare til den faktiske forarbejdningskapacitet. Indførelsen af nationale grænser som foreslået af Kommissionen ville skabe et system, som ikke ville tage hensyn til de nationale forarbejdningskapaciteter. Nogle medlemsstater ville på grund af grænsen på maksimalt 50 ton årligt på forhånd være udelukket fra dyrkningen. Det må være målet at udvikle et fleksibelt system, som tager de regionale afsætningsmuligheder med ind i overvejelserne og samtidig giver alle medlemsstater samme dyrkningsmuligheder.
Vi svenske socialdemokrater (Pierre Schori, Anneli Hulthén, Jan Andersson, Maj Britt Theorin, Göran Färm og Ewa Hedkvist Petersen) mener, at EU's landbrugsstøtte bør reduceres kraftigt og er derfor også imod støtte til hampproduktion. Desuden er kontrolmekanismerne for dyrkning af hamp problematiske, fordi man ikke med det blotte øje kan skelne fiberhamp fra hamp til narkotikaproduktion. Det er således svært at garantere, at der ikke dyrkes hamp til fremstilling af narkotika. Vi mener derfor, at hampproduktion ikke bør fremmes gennem øget støtte, og vi afstår fra at stemme om Schierhubers betænkning.
Angående forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1251/1999 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder for at medtage hør og hamp bestemt til fiberproduktion vil vi anføre følgende: Som liberale mener vi, at landbrugspolitikken skal tilpasses markedet og afbureaukratiseres. Hvis Parlamentet mener det alvorligt med udvidelsen mod øst, må man arbejde for omfattende nedskæringer i landbrugsomkostningerne. Al direkte støtte til landbrugsproduktion bør gradvis afskaffes. Betænkning af Bösch (A5-0116/2000)
Fru formand, jeg tager for sidste gang ordet for også her bestemt at stemme nej til Böschs betænkning om årsberetningen 1998 om bekæmpelse af svig. Og det er ikke, fordi jeg er modstander af at bekæmpe svindel af enhver type - tværtimod! Jeg går bestemt ind for denne bekæmpelse - men jeg stemmer nej, fordi jeg mener, at for rigtigt at bekæmpe svindel i Den Europæiske Union er det nødvendigt at ændre den måde, man bruger penge på i Europa. Den samme betænkning siger, at disse 1.019 millioner euro, som man har fundet frem til, at der er blevet svindlet for, kun er toppen af isbjerget. Nu ved vi, at isbjerge har 10%, der kan ses og 90% under vandet, som man ikke kan se: Derfor står vi over for ca. 10.000 millioner euro, som der bliver svindlet for i Europa. Det er absolut nødvendigt at ændre den måde, vi bruger vores penge på!
Fru formand, De lykønskede lige før ordføreren for hans arbejde. Jeg ved ikke, hvorfor De finder grund til at lykønske ham, eftersom mange af hans forslag er nedstemt, bl.a. på grund af hans egen gruppe, som i et af deres lyse øjeblikke besluttede at fremsætte adskillige ændringsforslag, der er blevet vedtaget. Disse omhandler bl.a. alle dele af hvidbogen. Derfor er de mange ændringsforslag, der gik videre end den betænkning og det indhold, som det var meningen, hr. Bösch skulle udarbejde, blevet forkastet. Jeg stiller derfor dette spørgsmål: Hvorfor spilde penge på at udarbejde tekster til hr. Bösch, der intet har at gøre med hans arbejde, og som Parlamentet forkaster med rette. De kan sige dette til fru Stauner, som interesserer sig meget for andres betænkninger, og som De i øvrigt vil møde, og spørge hende, om det ikke interesserer hende at vide, hvorfor medlemmerne fra Budgetkontroludvalget udfører et arbejder, der intet har at gøre med de opgaver, de bliver betroet. Så al hæder og ære til Parlamentet, der har fået sat tingene lidt på plads.
Vi har i dag stemt for Bösch betænkningen om en mere effektiv bekæmpelse af svindel og uregelmæssigheder med EU-midler. Selv om svindel og uregelmæssigheder er faldet en smule fra 1997 til 1998, er der stadig et stort behov for mere effektive kontrolmekanismer. Kinnocks reformplan er som helhed både visionær og realistisk. Der er dog enkelte knaster. Parlamentet foreslog allerede i van Hulten-betænkningen, at der skulle oprettes en ekstern instans under Revisionsretten, der bl.a. skal tage sig af disciplinærsager, og som skal være med til at inddrive penge, der er blevet udbetalt forkert. Oprettes en sådan instans, vil det betyde, at disciplinærprocedurerne flyttes væk fra Kommissionen. Vi har meget dårlige erfaringer med det interne disciplinærråd. I øjeblikket er det kollegerne, der skal sidde som dommere over embedsmænd, der indklages for disciplinærrådet. Det er helt uholdbart. Det er både ECHO-sagen og MED-sagen alt for velkendte eksempler på. Vi bør ligeledes kritisere forslaget i hvidbogen om at oprette et rådgivende panel til at behandle uregelmæssigheder. Vi har oprettet OLAF til at behandle mistanker om svig og uregelmæssigheder. Endnu et panel ville være en undergravelse af OLAF's beføjelser. Vi har stemt imod oprettelsen af en europæisk offentlig anklager. Det er en stor mastodont at bygge op, når problemet i virkeligheden ligger et andet sted. I virkeligheden er der mere behov for en grundlæggende personalereform. Det er alligevel kun de groveste sager, der vil få strafferetlige konsekvenser. 90% af sagerne vil være disciplinærsager om forsømmelse eller inkompetence. Der er i stedet behov for en ordentlig intern kontrol og bedre mulighed for at fyre folk. Vi skal have ændret personalevedtægten og disciplinærproceduren, sådan som det også foreslås i betænkningen.
De britiske konservative stemte hverken for eller imod ved den endelige afstemning om Bösch-betænkningen, fordi vi ikke er glade for tanken om en offentlig europæisk anklager, idet vi mener, at dette meget vel kan føre til corpus juris. Vi er heller ikke glade for betænkningens henvisninger til moms.
Jeg afstår fra at stemme om beslutningen om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser og bekæmpelse af svig. Jeg ønskede ikke at stemme imod, eftersom jeg er fuldt ud enig i ordførerens mål om at forstærke bekæmpelsen af svig i forbindelse med Fællesskabet finansielle interesser. Jeg stemte imidlertid heller ikke for på grund af oprettelsen af et nyt kontrolorgan. Det er ikke gennem en mangedobling og et vivar af sådanne organer, at Fællesskabet når det efterstræbte mål. (Mødet udsat kl. 12.50 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0117/2000) af Roth-Behrendt for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler for forebyggelse og bekæmpelse af visse overførbare spongiforme encephalopatier (KOM(1998) 623 - C4-0025/1999 - 1998/0323(COD)).
Det, vi debatterer her i dag, overførbare spongiforme encephalopatier, overførbare sygdomme, bl.a. BSE eller scrapie, er en af de mange betænkninger eller diskussioner i kølvandet på den afsluttende BSE-rapport, og jeg tror, at det også helt sikkert er interessant for gæsterne på tribunen. Vi har her en rapport, som Kommissionen på Parlamentets opfordring i sin afsluttende rapport om BSE-rapporten i 1997 havde lovet at fremlægge. Den har fremlagt den. Vi har udarbejdet en betænkning om den, dog ikke helt så hurtigt som vi plejer på grund af pausen sidste år. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og hr. Böge har udarbejdet en udtalelse. Vi har altså som en god fortsættelse kunnet videreføre BSE-holdet. Jeg vil ganske kort fortælle Dem, hvordan jeg som ordfører for det ansvarlige Udvalg om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik vurderer forslaget. Det er et godt forslag fra Kommissionens side, og vi har i de forløbne år været tilfredse med meget af det, som Kommissionen har fremlagt om BSE og de efterfølgende problemer. Også dette er vi tilfredse med, men som så meget andet kan også det forbedres, hr. Byrne. Som jeg sagde til Dem allerede i forbindelse med Deres BSE-testforslag, det kan godt forbedres; det siger jeg også i dag. Det er bestemt nødvendigt at forbedre Europa-Parlamentets deltagelse. Det skal sikres, at Europa-Parlamentet i den fælles beslutningsprocedure kan agere som virkelig garant for forbruger- og sundhedsbeskyttelsen i Den Europæiske Union. Kun da får vi også en høj standard, og kun da kan De også samarbejde godt med os, for Ministerrådet, de respektive nationale ministre, har i de seneste år ikke ligefrem været foregangsmænd, som vi alle ved her i Parlamentet. Det er også vigtigt - og også her må man forbedre et andet forslag - at der føres en fortsat diskussion om de hurtige BSE-tests. De har fremlagt et forslag efter dette TSE-forslag, som derefter skal justeres af Dem, men dette forslag er ikke tilstrækkeligt. For virkelig at kunne få et retvisende skøn over BSE-status i medlemslandene må vi præcisere, at også slagtede dyr af hensyn til den menneskelige sundhed testes i en screeningprocedure. Det har De endnu ikke stillet forslag om. Der skal også - og det har vi forsøgt i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og også i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter - ske en styrkelse af medlemsstaternes pligt til at informere Kommissionen, at give Kommissionen informationer og datatransmissioner om tilfælde i deres land, om BSE-problemer eller momenter af mistanke. Også her må vi i højere grad tage medlemslandene i ed. Også her vil jeg gentage, at det altid er på sin plads at være mistroisk over for medlemslandene, også over for mit eget, vil jeg retfærdigvis sige. Hr. Böge har med rette peget på - han vil sikkert gøre det igen i sit indlæg - at der skal være en fælles begrebsdefinition for det geografiske område. Her er definitionen sikkert ikke tilstrækkelig, og Kommissionen må fortælle - og det opfordrer jeg Dem til, hr. Byrne - hvordan den har tænkt sig at håndtere undtagelserne for kosmetik, medicinalprodukter og lægemidler. Jeg mener, at Kommissionen må komme med forslag til at lukke eventuelle huller i den eksisterende lovgivning. Lad mig komme med nogle bemærkninger til ændringsforslagene, og her har jeg takket være min gruppes taletid også tid til at komme med en bemærkning i slutningen af debatten. Jeg er indforstået med næsten alle ændringsforslagene, men der er nogle, hvor jeg vil spørge Dem, hr. Byrne, hvad De mener. Det gælder især ændringsforslag 50, som tager kattefoder med i Hr. Böges forslag, og jeg ved, at hr. Böge er meget omhyggelig med alting. Men jeg har også hørt fra Dem, at kattefoder er et problem for Dem. Vil De være så venlig at komme med en udtalelse om risikoen for at blive inficeret af katte. Så er der nogle ændringsforslag fra fru Attwooll og andre, især 53, 54 og 55. Det er ændringsforslag, som udgør en indskrænkning af det foreliggende forslag, og som heller ikke medfører nogen forbedring, ikke engang en forbedring af situationen i Storbritannien, hvilket jeg endda ville kunne forstå. Man kan f.eks. ikke skelne mellem avl og opfedning, det er et helt utilstrækkeligt forslag. I anden del af ændringsforslag 56 har jeg sympati for, at man gerne vil undtage bestemte materialer, hvis man i et medlemsland har et bestemt og godt system, men jeg må klart sige, at det på nuværende tidspunkt i diskussionen om de særlige risikomaterialer er et farligt signal til medlemslande som mit eget, som er meget tilbageholdende på dette punkt. Jeg vil gerne gentage helt klart, at konsekvenserne for medlemslandene åbenbart er blevet overvurderet af nogle af kollegerne her i Parlamentet. For lande, som har et godt, velfungerende system, som har en høj sikkerhedsstandard, vil denne forordning ikke betyde nogen forringelse. Men for lande, som ikke har det, vil den langt om længe udgøre et korset, som tvinger disse lande til også at sætte sikkerhed og sundhedsbeskyttelse i højsædet. Derfor har jeg ikke helt kunnet forstå mistroen hos mange kolleger, men det kan vi måske få afklaret i denne debat. Hr. formand, ved afslutningen af denne debat har jeg endnu en gang tre minutter, hvor jeg kan komme tilbage til nogle af kollegernes kommentarer.
Hr. formand, kære kolleger, også Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter hilser principielt Kommissionens forslag velkommen, da det trods alt opfylder det løfte, som Kommissionen har givet Parlamentet. Jeg påskønner også udtrykkeligt det gode samarbejde mellem udvalgene og ordførerne. Vi har tidligere peget på, hvor mærkværdigt det i og for sig er, at der den dag i dag ikke findes fælles bekæmpelsesforskrifter for scrapie, selv om scrapie og BSE fra starten af havde et eller andet med hinanden at gøre. For os er det meget vigtigt at søge efter en differentieret model for forebyggende forbrugerbeskyttelse med sagkundskab og uden panik. Som supplement til det, som ordføreren sagde, har det for os været vigtigt, at Kommissionen har indbygget princippet om regionalisering af TSE-bekæmpelsen for på den ene side at sikre en striks bekæmpelse og på den anden side en vis konduite. Jeg vil også pege på, at det er vigtigt for os i forbindelse med de ramte dyrehold at tale sagligt med hinanden om justeringen af alderoplysningerne med henblik på bekæmpelsesforanstaltningerne. Jeg vil tilføje, at når vi taler om muligheden for at indføre tests, f.eks. i striden mellem Kommissionen og medlemsstaterne, men også i striden mellem Kommissionen og tredjelande, kan gennemførelsen af tests bidrage til at bilægge spørgsmålet om, hvorvidt et land skal placeres i risikokategori I, II eller III, når man eksempelvis ikke kan fremskaffe bestemte statistiske data andre steder fra. Jeg vil imidlertid ikke lægge skjul på, hr. kommissær, at tredjelandsproblematikken generelt fortsat vil være et tema for os, ligesom spørgsmålet om at inddrage farmaceutiske produkter og kosmetik. Vi forventer også, at Kommissionen meget hurtigt fremlægger bestemmelser for dyrisk affald, for kødmel, for på den ene side at definere en sikkerhedsnøgle, så der kan være en fremtid for et ansvarligt genanvendelsessystem, mens man på den anden side sikrer en forebyggende forbrugerbeskyttelse. Et tema vil nu som før være aktuelt - nemlig det forskellige udgangspunkt i nogle medlemsstater og flertallet af medlemsstater - i spørgsmålet om, hvad der er vigtigst: At definere risikomaterialer eller at tage hele dyrehold ud af fødevarekæden, når der optræder et enkelt BSE-tilfælde. Her har heller ikke videnskaben indtil videre villet komme med et klart svar.
Hr. formand, hvis vi har lært noget af krisen med bovin spongiform encephalopati, er det, at sundheden kommer i første række og går forud for alle andre politikker. Dette er i virkeligheden baggrunden for udarbejdelsen af det forslag til forordning, vi her behandler, og det bør ses som en enestående chance for at gøre en systematisk indsats for at forebygge, kontrollere og udrydde overførbare spongiforme encephalopatier. Problemet har været kendt i mange år, men desværre er det endnu ikke lykkedes os at udrydde sygdommen helt og heller ikke at identificere alle årsagerne til dens udbrud, og dette skaber bekymringer, begrænsninger og uregelmæssigheder i produktionen og salget af animalske produkter. Derfor er det nødvendigt at træffe foranstaltninger i hele Fællesskabet, som kan føre til, at man for det første sikrer en effektiv beskyttelse af folkesundheden, og at man for det andet vinder forbrugernes tillid, som så kan bidrage til det indre markeds udvikling og korrekte funktion. En af de vigtigste foranstaltninger, som foreslås i forordningen, er indførelsen af test til hurtig diagnosticering, for en hurtig identifikation er et nøgleelement i bekæmpelsen af sygdommen. Sådanne test, som kan vise resultaterne inden for et forholdsvis kort tidsrum, vil kunne levere et afgørende bidrag til, at der kan træffes øjeblikkelige og hensigtsmæssige foranstaltninger. Der er allerede i dag forslag fremme om tre test, og vi regner med, at der i fremtiden sker forbedringer på området, men der skal også være test, der hurtigt kan stille en diagnose på levende dyr, så vi bedre kan følge det epidemiologiske billede af overførbare spongiforme encephalopatier og se, hvordan det former sig i Den Europæiske Union. Et andet punkt, en anden foranstaltning, er indførelsen af en permanent epidemiologisk forskning, der bl.a. skal være baseret på laboratorieundersøgelser på grundlag af en fastlagt protokol. Endvidere vil vedtagelsen af ensartede procedurer samt de absolut sammenlignelige resultater af analyserne fra referencelaboratorier i landene og på fællesskabsniveau være med til at skabe en grundig overvågning og til, at man får pålidelige videnskabelige data og diagnosemetoder, som også omfatter de hurtige diagnosetest. Det ville også være godt, hvis vi fulgte udviklingen i det videnskabelige billede af den nye variant, Creutzfeldt-Jakobs sygdom, der som bekendt rammer mennesker og skyldes fødevarer, som stammer fra dyr, der er smittet med bovin spongiform encephalopati. Endelig bør enhver mistanke om, at et dyr er smittet med spongiform encephalopati, meddeles den ansvarlige myndighed, så vi kan træffe passende foranstaltninger. Jeg vil benytte lejligheden til at understrege, at det efter vores opfattelse kan være nødvendigt at destruere hele besætningen, så sygdommen udryddes helt, selv om der er omkostninger forbundet hermed, økonomiske såvel som følelsesmæssige. Derfor bør den kompensation, som Kommissionen giver de skadelidte, være af et reelt omfang. Ganske vist er det svært, når et enkelt dyr blandt mange er sygt, og det er særdeles vanskeligt at afgøre, om der er dyr, som ser ud til at være raske, men vil blive syge senere, og derfor foreslås denne foranstaltning. "Det er bedre at forebygge end at helbrede" sagde Hippokrates for mange år siden og lagde hermed grundlaget for den forebyggende helbredsmæssige indsats, og dette gælder i langt højere grad, når der ikke findes nogen behandling for hverken bovin spongiform encephalopati eller den variation, der rammer mennesket, Creutzfeldt-Jakobs sygdom. Til sidst vil jeg gerne lykønske og takke hr. Böge, som har været ordfører for Landbrugsudvalget, og fru Roth-Behrendt, som var ordfører for Miljøudvalget, og jeg tror, at deres samarbejde og alle de øvrige medlemmers bidrag betyder, at vi får en forordning, der er langt bedre end den, Kommissionen oprindeligt havde forelagt Parlamentet.
Hr. formand, jeg vil også gerne støtte og rose fru Roth-Behrendts og hr. Böges arbejde med dette spørgsmål samt de oprindelige forslag fra Kommissionen. Sikkerhed må være en prioritet, og vi forstår alle, at hvis vi skal have de samme forholdsregler i alle medlemsstater, har vi brug for en række forskellige foranstaltninger, som endnu ikke er indført. Kommissær Byrne må lykønskes med at bringe os nærmere på det. Disse forslag bringer os et godt stykke længere inden for diagnostiske prøver i en mere skeptisk holdning over for dyr, som burde have været under mistanke, men ikke var det i nogle medlemsstater, og med hensyn til de overordnede udsigter til, at selvdøde dyr testes for BSE. Jeg vil imidlertid gerne sige noget som repræsentant for den medlemsstat, der først blev udsat for BSE's fulde hærgen, og som derfor også har været i spidsen med hensyn til at rydde op i dette problem. Gennem en lang periode har vi i Det Forenede Kongerige gennemført udsætning af alle dyr over 30 måneder, som er blevet taget ud af fødekæden. Vi har kunne løse problemet med mulig overførsel fra moderdyr ved også at tage dyr ud, der muligvis var i risikogruppen på grund af deres ophav. Fra vores side ser vi i lyset af de foranstaltninger, vi har indført, ingen som helst grund til, at vi skulle indføre slagtning af hele besætningen på den måde, som det sker i visse andre lande. Vi bliver ikke kun bedt om en livrem-og-seler-politik, men også om at købe et nyt par bukser bare for at være på den sikre side. Det ville koste rigtig mange penge. Det ville ikke bidrage til at undgå et eneste yderligere tilfælde af BSE-mistanke. Jeg vil gerne minde de tilstedeværende om, at med vores supplerende sikkerhedsforanstaltninger eksporterer vi fra Det Forenede Kongerige kun udbenede kroppe, som har gennemgået alle mulige kontroller og sikkerhedsprocedurer, til Fællesskabet. Under disse omstændigheder stilles der en række ændringsforslag af forskellige medlemmer fra Det Forenede Kongerige, som jeg gerne vil anbefale i denne forhandling. Jeg ville blive meget glad for at høre, om kommissæren mener, at han kan acceptere, at i visse tilfælde - navnlig i forbindelse med udsætterdyrene over 30 måneder i Det Forenede Kongerige - er der brug for visse undtagelsesbestemmelser for lande, som helt klart er højrisikolande, men som nu også har indført et meget højt forebyggelsesniveau, og at disse undtagelsesbestemmelser vil være tilfredsstillende for ham. Det håber jeg virkelig.
Hr. formand, først vil jeg henvende mig til kommissæren og sige, at jeg naturligvis hilser dette forslag velkomment. For det andet vil jeg lykønske fru Roth-Behrendt med et rigtigt godt stykke arbejde. Jeg vil også takke hr. Böge. Jeg støtter i princippet alle ændringsforslag fra Miljøudvalget. I dag ved vi rigtigt meget om livet. Men livet er faktisk ikke færdigt; det udvikler sig hele tiden. Det udvikles ikke kun i positiv retning, men også i negativ. Der opstår efterhånden nye smitteemner og nye problemer. BSE-krisen er et eksempel på et sådant fænomen. Der findes dog mange flere eksempler. Der er altså to ting, som skal gøres. Den ene er det, som vi beskæftiger os med i dag, nemlig at prøve at få bugt med BSE og TSE, som jo er et videre begreb. Vi må sørge for, at dette ikke gentages. Vi skal imidlertid også finde metoder til at forhindre tilsvarende tragedier i fremtiden. Sådanne tragedier opstår selvfølgelig ikke på netop dette område, men dukker op et andet sted. Dette illustrerer, og denne debat lærer os, at vi skal have et fuldstændigt dækkende sæt regler på hele det fælles marked, som EU udgør. Vi skal have samme regler, som skal kontrolleres på samme måde. Alle skal behandles ens. Der har været forklarlige meningsforskelle under de debatter, som vi har haft i Miljøudvalget, i partigrupperne, og som også føres her og nu i salen. Jeg tænker på den seneste udtalelse. Det Forenede Kongerige er blevet hårdt ramt. Jeg har stor forståelse for, at man dér har meninger om, hvordan man måske kan spare. Men lad mig sige noget, som er meget vigtigt: Vi må aldrig gå med til at tage hensyn til kortsigtede økonomiske gevinster og dermed risikere den langsigtede sikkerhed. Der er risiko for, at den kortsigtede økonomi vinder, og at fornuften og forsigtigheden dermed taber. Til min partikollega fru Attwooll vil jeg sige, at jeg godt forstår de aktuelle ændringsforslag, men at jeg ikke kan støtte dem. Det ville indebære, at vi bliver utydelige, at vi udsender forkerte signaler. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi i denne sammenhæng, når vi tager beslutning om denne betænkning, kommer med et meget klart signal om fasthed i bedømmelsen med hensyn til fødevaresikkerhed. Det er vigtigt for den kommende debat om hele det projekt, som den adviserede hvidbog indebærer.
Hr. formand, kære kolleger, fru ordfører, et flamsk ordsprog lyder: Forebyggelse er bedre end helbredelse. Jeg formoder, at dette ordsprog gælder i alle vores medlemsstater og regioner. Jeg vil udtrykkeligt give fru Roth-Behrendt en kompliment for hendes betænkning. Min gruppe har ikke stillet nogen ændringsforslag. Vi følger Dem fuldstændigt. Vi støtter Dem fuldt og helt, og vi er ikke på nogen måde mistroiske. Forslaget er jo en følge af et tilsagn, som tidligere blev afgivet med hensyn til opfølgningsudvalget, så dette er altså udmærket. Jeg vil komme ind på følgende temaer. For det første er regionaliseringen og den regionale differentiering fornuftig med henblik på en målrettet bekæmpelse af TSE. Spørg bare mine skotske og mine walisiske kolleger. For det andet findes der prøver med henblik på en hurtig diagnose og med henblik på at opdage TSE hos okser. Med rette vil vi i Miljøudvalget give mulighed for at bruge disse metoder for at nå frem til en bedre overvågning. Nu ved vi alle sammen, at disse prøver videnskabeligt endnu ikke er helt i orden, og at vi ved en anvendelse af disse prøver ikke ved præcist, om der virkelig kan overføres smitte på hvert stadium af sygdommen. Jeg tror i hvert fald, at disse prøver går i den rigtige retning. Jeg synes også, at vi skal støtte den videnskabelige forskning på dette område. For det tredje synes jeg, at kravet om, at hele besætningen på bedrifter, hvor sygdommen er brudt ud, skal destrueres eller fjernes, er berettiget. For det fjerde er der faktisk behov for supplerende lovgivning for produkter såsom kosmetik, lægemidler og medicinsk udstyr, som nu er udelukket. Til sidst vil jeg lige gøre opmærksom på striben af ændringsforslag, som faktisk sørger for, at en række punkter fjernes fra bilaget og fastlægges i selve forordningsteksten. Jeg tror, at det er vigtigt for at nå frem til mere demokrati, væk fra komitologien og mere kontrol af Parlamentet. Jeg mener, at det er meget væsentlige ændringsforslag.
Hr. formand, hensigten med det forslag til forordning, vi behandler, er ikke at imødegå problemet, sådan som Kommissionen så hyklerisk påstår, men at tilsløre de problemer, der er opstået i visse lande, ved at generalisere dem og gøre dem til alles problem. Derfor bør det ændres, og navnlig på de punkter, hvor man indfører en inddeling af landene i kategorier. Hvis Kommissionen virkelig ville beskytte folkesundheden mod spongiforme encephalopatier, havde den for længst stillet forslag til regler, som kunne afværge disse farer, men det har den ikke gjort. Den ville have sørget for de nødvendige procedurer og sanktioner. Men noget sådant har de multinationale fødevarevirksomheder, hvis interesser gennemsyrer alt med en tankegang, der kræver større og større profit, ikke kunnet tillade. Således kom Kommissionen frem med dette initiativ, da den ikke længere kunne kontrollere situationen - som det f.eks. skete med dioxiner - og i dag forsøger man så at give indtryk af en form for kontrol. Forslaget til forordning leder frem til den konklusion, at der snarere er tale om en mørklægning af situationen. Det er i den retning, det går, når man har en procedure, hvor man i stedet for at tage hensyn til det mest basale kriterium, når man skal klassificere landene, nemlig om der er tilfælde med encephalopati blandt deres opdrættede kvæg, tager helt andre aspekter i betragtning, når de skal placeres i en kategori. Det værste er imidlertid, at hvis det lykkes et medlemsland at bevise, at det har indført mekanismer til kontrol af produktionen, kan det, selv om der har været tilfælde af encephalopati i landet, teoretisk set blive stillet lige med et andet land, hvor der aldrig har været udbrud af sygdommen. I den samme ånd ligestiller man også forskellige lande med de øvrige foranstaltninger, der foreslås, såsom kravet om at fjerne forskellige organer (milt, hjerne, rygsøjle, knoglemarv m.m.). Disse foranstaltninger vil stille de kødproducerende lande, hvor der ikke har været tilfælde af encephalopati, i et dårligt lys og ligeledes stille gede- og fårekød i et dårligt lys, fordi der ikke er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for disse produkters følsomhed over for smittefaktoren fra spongiform encephalopati. Og med den måde, fjernelsen af ovennævnte organer og væv foreslås gennemført på, vil det betyde katastrofe for gede- og fårekødets vedkommende, og det vil være umuligt at afsætte kødet. Indirekte vil man med denne metode fjerne gede- og fårekød fra markedet, så behovet vil blive dækket med andre typer kød fra større dyr, og der vil være forbud mod traditionelle retter, som tilberedes af stegte fåreindvolde, bl.a. milten. Derfor er vi imod Kommissionens forslag.
Hr. formand, jeg glæder mig over muligheden for at yde et lille bidrag til denne forhandling, og jeg lykønsker ordføreren med hendes fremragende arbejde. Parlamentet har helt klart brugt en betydelig mængde tid på borgernes vegne for at behandle den vigtige dagsorden inden for fødevaresikkerhed og samtidig sikre, at vores landmænd kan operere inden for produktionsmæssige rammer med sporbarhed, som er den eneste måde, hvorpå vi fuldt ud kan genoprette forbrugernes tillid til den lange række af kvalitetsfødevarer, de europæiske landmænd fremstiller. Derfor er indførelsen af et ensartet retsgrundlag for kontrol og forebyggelse af spredningen af BSE og scrapie af meget stor betydning, og, som andre talere har været inde på, er der stadig tale om manglende konsekvens, hvad angår forordningernes anvendelse i de enkelte medlemsstater. Jeg vil gerne opfordre kommissær Byrne til at prioritere indførelsen af denne grad af konsekvens, som er den eneste måde, hvorpå vi kan overbevise forbrugerne om, at vi har en fælles politik med hensyn til sikring af folkesundheden. Som jeg har sagt ved tidligere forhandlinger, er landmændene ofre for omstændigheder, der ligger uden for deres egen kontrol, og de ansvarlige for fremstilling af dyrefoder, som sætter folkesundheden, alle vores besætninger og landbrugsindkomsterne på spil, har meget at forklare. Parlamentet skal være opmærksom på at sikre, at det aldrig kan gentage sig. Jeg glæder mig over adgangen til hurtig diagnostisk prøvning for en bedre detektering af TSE'er i kvæg, og jeg mener, hr. kommissær, at man i højere grad bør overveje at bruge den som et middel til at udarbejde en sundhedsstatus for dyr i medlemsstaterne. For mit eget land, Irland, er eksporten af fødevarer og især oksekød af kolossal betydning for vores økonomi og landbrugernes indkomst. Jeg kan sige, at intet har været uforsøgt i vores løsning af problemet, herunder slagtning af hele besætninger, når man har diagnosticeret et smittet dyr. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at landmændene altid har reageret positivt på indførelsen af bestemmelser vedrørende folkesundheden og sundheden for dyr beregnet til levnedsmiddelproduktion. Deres opgave som garanter for fødevaresikkerhed og -kvalitet bliver stadig mere vanskelig, hvilket alle her i Parlamentet er klar over. Alt for ofte har man taget deres bidrag til samfundet for givet, og de har bestemt ikke altid fået tilstrækkelig kompensation i form af en rimelig indkomst.
Hr. formand, fru ordfører, hr. ordfører for udtalelsen og hr. repræsentant for Kommissionen, vi har modtaget et forslag til forordning om bestemmelser for forebyggelse og bekæmpelse af visse overførbare spongiforme encephalopatier, det vil sige nedbrydning af hjernen hos kvæg, får, aber, antiloper, katte og selv mennesket, eftersom der har været 53 tilfælde af atypisk Creutzfeldt-Jakob - alle med dødelig udgang - i Storbritannien. Vi skal altså vedtage nogle regler for at forebygge en epidemi, man har kendt til siden 1986, det vil sige i 14 år. Det er trods alt lidt sent at reagere, men det er sandt, at i disse 14 år, har vi gjort en masse. I sidste måned besluttede vi f.eks. at sætte etiketter på kødet for at advare forbrugerne. Kommissionen sagde, at den ikke ville anvende etiketter før 2002 - altså 16 år efter sygdommens udbrud - men der er endelig sket noget. Vi har diskuteret med hr. Delors, vi har diskuteret med hr. Santer, med hr. Prodi, med hr. McSharry, der var ansvarlig kommissær for landbruget, hr. Steichen, hr. Fischler, vi har nedsat en undersøgelseskomité - som vores kollega hr. Böge i øvrigt var formand for - en midlertidig kontrolkomité, og vi har endda indgivet forslag om mistillidsvotum, som hr. Böge ikke stemte for. Vi har foretaget eksperthøringer med hr. Dirringer, den tyske virusspecialist, hr. Picoud, hr. Dormont, de skotske specialister, og vores portugisiske kollega Garcia var specialist. Vi har ført forhandlinger, uopsættelige forhandlinger om embargo osv. Efter 14 års diskussion er der kun få overlevende tilbage efter denne krig, der har varet i næsten 20 år - hr. Graefe zu Baringdorf, hr. Cunha, hr. Böge og jeg selv. Hr. Happart har forladt os, og vores kollega Pagel er gået bort. Så jeg mener, at det ville være godt for vores nye kolleger, hvis der blev foretaget en kort briefing om emnet og om problemerne i forbindelse med retsgrundlaget i henhold til artikel 100 A eller problemerne med overvågningen af BSE. Starten på denne sag er mælkekvoterne for 1984. For at få en høj mælkekvote pressede vores britiske venner køerne som motorer ved at overfodre dem. Og for at spare foderomkostninger fodrede de køerne med døde dyr, der var lavet om til mel. Og for at spare energi i forbindelse med melfremstillingen sænkede de temperaturen i fremstillingen og tillod således smittekimmen at overleve. BSE er den tragiske konsekvens af en higen efter profit og den britiske landbrugsmodel. Fra 1986 har man kendt til sygdommen. Man gjorde ikke noget særligt før 1996. Hvorfor? Fordi man skulle sælge Maastricht-traktaten til offentligheden, og det gjaldt om ikke at gøre befolkningen ængstelig. Så pressen vidste det, Kommissionen vidste det, og Europa-Parlamentet vidste det, men ingen talte om det. Og da englænderne i 1996 via de engelske landbrugs- og sundhedsministre indrømmede, at sygdommen kunne ramme mennesker, traf man ikke de nødvendige forholdsregler. Hvorfor? Fordi nu drejede det sig ikke længere om at sælge Maastricht-traktaten, men derimod Amsterdam-traktaten, og man måtte ikke at gøre befolkningen ængstelig. Så på grund af fortielser og løgn opstod epidemien med det forløb, vi kender. For det første er BSE ikke forsvundet i Storbritannien og vil ikke forsvinde. For det andet har det sene forbud mod dyremel ikke fået bugt med smitten. For det tredje findes smitten enten i den mel, man giver til kyllinger, eller også findes der en tredje smittekilde. Ud over smitten fra moderen er der overførelsen fra marker, græsgange, hø og som det er tilfældet for scrapie, vil vi stå med marker, hvor prion inkystereres og vender tilbage, så snart man sætter kvæg ud. For det tredje har Storbritannien og de industrier, der er skyld i forureningen, ikke betalt. Det er uskyldige bønder og kornproducenter, der har betalt, ligesom det er bønderne, der betaler prisen i Kosovo. Dette vil altså sige, at tanken bag direktivet og forordningen er sympatisk, men er en smule hyklerisk. Vi er alle enige om, at vi skal have forordninger om forebyggelse, at vi skal vedtage Landbrugsudvalgets ændringsforslag, som i øvrigt skulle have behandlet sagens realiteter. Vi er enige med hensyn til de velovervejede forholdsregler: Hvordan udtager man ilion, glandel, duodenum, lymfeknuder og andre indvolde på slagterierne, men dette er ikke det væsentligste. I forbindelse med BSE-katastrofen har det, når det kom til stykket, været staterne, der har stået for beskyttelsen. Og dette er den afgørende lektie fra TSE-sagen. For det første er det altid staterne, der har stået for beskyttelsen. For det andet er forsigtighedsprincippet med til at bevare staterne. Dette er dog ikke en hindring for at opbygge et Europa, men på samme måde, som når børn bygger hule i en have: Fordi det er sjovt. Derfor er vi alle sammen, hr. formand, gode legekammerater.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, bestræbelserne på at opnå et maksimalt afkast har medført mange former for fejltagelser, herunder at man fodrer drøvtyggere med dyremel. Det er ikke kun køerne, der er blevet gale. Resultater er, at scrapien er blevet overført til kvæg i form af kogalskab. Af hensyn til forbrugerens sundhed skal man med alle midler forebygge og energisk bekæmpe disse sygdomme og deres smittebærere. De forholdsregler, der blev truffet i 1997, er temmelig utilstrækkelige, eftersom forskerne i dag taler om en tredje smittekilde. Vi må altså tildele os selv effektive midler til - så vidt det er muligt - definitivt at fjerne overførbare spongiforme encephalopatier, nemlig ved at gribe ind fra det øjeblik, der anvendes affald i dyrefoder, ødelægge de materialer, der udgør en risiko i tilfælde af mistænksomhed, forbyde tilsætningen af dyreproteiner i dyrefoderet, kræve sporbarhed via oplysninger om dyrenes fødested og opdrætsregion, indføre systemer på fællesskabsniveau til overvågning af dyrenes slægtskaber. Dette er det eneste, der kan garantere en effektiv bekæmpelse og gennemsigtighed i kontrollen. Man må gennemtvinge en sporingsprocedure, der er hurtig og systematisk, samt om nødvendigt en omhyggelig kontrol. Endelig må man slå hele bestanden ned i tilfælde af sygdom hos et dyr. Dette er prisen for fødevaresikkerhed, men fødevaresikkerheden må heller ikke anvendes som påskud for at genoptage sagen om transport af levende dyr.
Hr. formand, jeg vil gerne understrege fru Roth-Behrendts og hr. Böges flotte arbejde, og jeg vil gerne fæstne mig ved et aspekt, idet jeg drager fordel af kommissær Byrnes tilstedeværelse. Det er klart, at vores mål er en udryddelse af sygdommen, men dette medfører efter vores mening et betydeligt problem, fordi virkningen af metoden med afbrænding af døde dyr fra kvægproduktion udgør nogle objektivt set betydelige data. Derfor ville den økonomiske byrde og den tekniske og organisatoriske indsats være meget væsentlige, ligesom den miljømæssige konsekvens af sådan en massiv brug af afbrænding ved høje temperaturer vil være meget vigtig. I denne forbindelse er det rimeligt at spørge Kommissionen - og insistere over for Kommissionen for at få at vide - om der allerede eksisterer, om der er blevet foretaget realistiske skøn over omfanget af det materiale, der skal afbrændes, eller om de mangler at blive lavet, alt efter staternes forskellige klassifikationsmetoder og med en vurdering af de efterfølgende organisatoriske omkostninger, der bagefter skal refereres over for Parlamentet. Det er nødvendigt at undgå, at de enkelte medlemsstaters anvendelse af forskellige og ikkekoordinerede løsninger staterne imellem fører til alvorlige konkurrenceforvridninger og uretfærdig behandling af producenterne. Det er nødvendigt at tage højde for indførelsen af harmoniserede tiltag med finansiel støtte, give fælles retningslinjer vedrørende det organisatoriske, igennem tiltag fra den anvendte forskning udvikle nye destruktionsteknologier med færre miljøpåvirkninger, som tillader former for materialegenbrug under hensyntagen til forbrugernes sikkerhedskrav. Udviklingen af fælles retningslinjer kan tillade mere kontante, mere afbalancerede og derfor mere effektive løsninger. F.eks. mener vi, at idéen med at bygge obligatoriske bortskaffelsesvirksomheder ud fra en model, der allerede er taget højde for i nogle medlemsstaters lovgivninger, kan være et konkret svar på nødvendigheden af at begrænse den økonomiske indvirkning på producenterne gennem denne bortskaffelsespraksis og samtidig - takket være forøgelsen af graden af social kontrol med den korrekte afslutning på processen - kan styrke garantierne for forbrugerne og for miljøet. Som konklusion kan vi fastslå, at vedtagelsen af den omtalte forordning, som er strålende, vil medføre nødvendigheden af at udvikle en række initiativer, af studier og af uddybning, men også af regulering og af normering, over for hvilket vi håber, at Europa-Parlamentet ikke er fremmed.
Hr. formand, vi har nu fået forelagt et meget vigtigt direktiv, hvis formål er at skabe et fælles retsgrundlag for forebyggende bekæmpelse af TSE-sygdomme. Det er hensigten at samle alle hidtidige bestemmelser vedrørende TSE i én mappe. For at vinde forbrugernes tillid tilbage er det nødvendigt, at vi på alle niveauer gør alt inden for mulighedernes grænser. Jeg takker specielt ordfører Roth-Behrendt for, at hun med stor iver har grebet ind i denne sag, man kan nemt være enig i hendes forslag. Hr. Böge har for sin del sikret, at disse idéer bliver bredt godkendt her i Parlamentet. Jeg er enig i, at Kommissionen for sin del har udført et godt stykke arbejde, som kan støttes af Parlamentet; derimod skal vi få medlemsstaterne til endelig at indse, at sagen er vigtig, og at forbrugernes tillid skal vindes. Jeg vil dog henlede opmærksomheden på ét område. De lande og gårde, hvor der ikke er forekommet dyresygdomme, skal også kunne sikre, at disse problemer heller ikke opstår fremover. Det er derfor vigtigt, at karenstiden med hensyn til, hvordan dyr flyttes fra gård til gård, forhøjes fra to til seks år. Vi skal alt i alt holde godt fast i, at folkesundhed også inden for det indre marked er vigtig, og først derefter prioriteres principperne for fri konkurrence. Dette er noget, vi absolut ikke skal glemme, specielt da det gælder disse levnedsmiddelspørgsmål, der er vigtige for forbrugerne.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne ønske fru Roth-Behrendt tillykke med hendes betænkning og takke hende for hendes vilje til at diskutere de involverede spørgsmål. Hun ved bedre end jeg, hvordan videnskabens holdning til TSE har udviklet sig. Den relevante videnskabelige komité har f.eks. for nylig fastslået, at det er nødvendigt kun at betragte rygsøjlen og dorsalrodganglier som specifikt risikomateriale i Det Forenede Kongerige for kvæg over 30 måneder og i Portugal kun for kvæg over 6 måneder. Derfor ønsker nogle af os ændringsforslag 56 for at give mulighed for tilpasninger på området efter udtalelse fra den relevante videnskabelige komité frem for at være nødt til at indføre ny lovgivning for at gennemføre disse tilpasninger. Samtidig har visse metoder til bekæmpelse af TSE allerede vist sig effektive. Jeg henviser til fjernelse af dyr over 30 måneder fra fødekæden, slagtning og destruktion af dyr, hvor der er mistanke om BSE, og afkom efter BSE-tilfælde, et fuldstændigt effektivt fodringsforbud samt fjernelse af en lang række specifikke risikomaterialer. Når sådanne foranstaltninger er på plads, virker det unødvendigt at indføre det mere tekniske krav om en databaseret eksportordning og ordningen med godkendte dyr til hjemmemarkedet; derfor ændringsforslag 53. Endvidere synes der ikke at være noget videnskabeligt krav om slagtning af hele besætningen, da der ikke findes beviser for horisontal overførsel af TSE. Selv om jeg accepterer, at nogle medlemsstater muligvis ønsker at anvende denne praksis, vil jeg påstå, at der ikke er nogen grund til at gøre den obligatorisk. Vi må bestemt tage TSE og BSE meget alvorligt i Det Forenede Kongerige. Vi lægger stor vægt på folkesundhed og dyrevelfærd. Vi beder kun om, at som følge af, at vi har indført de foranstaltninger, som vi anser for effektive, vil vi ikke blive bedt om at indføre yderligere foranstaltninger, der savner videnskabelig begrundelse.
Hr. formand, i sin betænkning lægger fru Roth-Behrendt vægt på både at styrke forholdsregler, der skal beskytte forbrugerne, men også Parlamentets anvendelsesområde ved at sørge for, at alle væsentlige spørgsmål om forebyggelse af TSE medtages i forordningens bestemmelser og ikke kun i de bilag, der ikke medtages i den fælles beslutningsprocedure. Denne omtanke viser sig i dag at være yderst berettiget, som de franske erfaringer viser. I betragtning af det samlede antal forholdsregler, der allerede er truffet - som f.eks. forbuddet mod dyremel - burde kogalskaben allerede være på vej ned i Frankrig. Men der er intet, der tyder herpå. Antallet af tilfælde er stigende, og det er denne tendens, der er problemet her, også mere end epidemiens størrelse. Således ved man simpelthen ikke på nuværende tidspunkt, hvordan man skal forklare det, og vi må have en debat om den mulige tilstedeværelse af smittekilder, som vi stadig ikke ved noget om. Det vil sige de medicinske og videnskabelige usikkerheder, der stadig hersker. Under disse omstændigheder bør forsigtighedsprincippet spille en afgørende rolle. Alle midler skal iværksættes for at fastslå en status for BSE i de forskellige lande, bl.a. udviklingen og den metodiske anvendelse af tests til hurtig diagnosticering. Udviklingen af BSE i Frankrig rejser ikke kun medicinske spørgsmål som sådan. Det er i øvrigt ikke noget nyt. Fra begyndelsen har denne sygdom, dens overførelse til mennesker og dernæst dens udbredelse på internationalt niveau ikke kunnet forklares uden at tage socioøkonomiske fakta i betragtning, som f.eks. dynamikken i den moderne landbrugssektor, en nedprioritering af producenter og forbrugere til fordel for den altdominerende søgen efter profit. Endnu i dag gør den anvendte organisationsmodel i landbrugsindustrien og infiltreringen af internationale forbrydernetværk det endnu sværere at bekæmpe BSE og TSE. I forbindelse med sundhedsanliggender kan disse faktorer ikke ignoreres. De behandles dog kun sjældent og meget overfladisk af de europæiske institutioner, herunder Parlamentet. I virkeligheden er BSE en del af disse medicinske spørgsmål, der i konkrete og meget menneskelige vendinger vidner om skarpheden i samfundsvalgene, og det er også derfor, at forebyggelsen af TSE er et politisk anliggende, hvor Parlamentet har et stort ansvar.
Hr. formand, som parlamentsmedlem fra et landbrugsområde har jeg førstehåndskendskab til, hvor ødelæggende BSE-krisen har været for det britiske landbrug. Jeg kan også skrive under på nødvendigheden af effektiv kontrol. De kunne derfor vente, at jeg var mere entusiastisk over for alle disse nye BSE-kontroller, men det er jeg ikke. Vi har allerede nok, og jeg finder dem hensigtsmæssige og effektive. Forslaget vil blot føre til mere bureaukrati og øgede udgifter for en allerede overbebyrdet branche. Jeg har naturligvis ikke noget imod, at andre brancher indfører foranstaltninger, der svarer til vores. Det ville rent faktisk være nyttigt, hvis de foranstaltninger, der allerede findes i Det Forenede Kongerige, blev gennemført over hele EU og andre steder. Vi har altså ikke brug for nye love - vi har brug for en større grad af overholdelse. Indtil alle medlemsstater kan forsikre os om, at der er tale om fuldstændig overholdelse af lovgivningen, vil dette forslag, hvis det vedtages, blot forlænge listen over love, som ikke er blevet gennemført. Hvis der er behov for mere kontrol, bør vi under alle omstændigheder ikke søge rådgivning hos Kommissionen. Den britiske BSE-undersøgelse, som blev bestilt af den britiske regering til en pris på 20 millioner engelske pund, er færdig til november. Vi må vente og se, hvad man siger i den undersøgelse.
Hr. formand, allerførst vil jeg tilslutte mig lykønskningerne til vores ordførere og særligt til fru Roth-Behrendt. Vi kan fuldt ud støtte hendes forholdsregler og således hendes betænkning. Disse bestemmelser er ikke en stor omvæltning, men man forsøger ikke desto mindre at gennemføre et højt beskyttelsesniveau, der i øvrigt er inspireret af den strenge praksis, der anvendes i visse EU-lande, bl.a. den franske praksis. Jeg vil dog gerne henlede opmærksomheden på nogle særlige punkter. For det første tilstedeværelsen af en tredje smittekilde, som vi i dag er næsten sikre på findes. Jeg mener, at det er tvingende nødvendigt i dette tilfælde at udpege de mistænkelige dyr uanset ethvert alderskriterie. Alderskriteriet holder ikke mere fra det øjeblik, hvor man næsten har en forsikring om, at der rent faktisk er denne anden smittekilde. Og dernæst er det vigtigt at foretage systematiske tests, når et dyr dør, uden man er klar over dødsårsagen. Med systematiske tests kan man undgå enhver form for svig, og dette giver mulighed for at sikre en bedre garanti. Der har været stor diskussion om aflivning af bestande. I Frankrig og i Tyskland slår man hele besætningen ned, når ét dyr er sygt. Vi ved, at dette ikke er tilfældet i Storbritannien, og at denne løsning møder stor modstand hos vores britiske kolleger. Men kan man anvende argumentet om omkostningerne for destruktionen af en bestand, når det drejer sig om beskyttelse af folkesundheden. Dette er efter min mening ikke holdbart. Det er vigtigt, at der sker en harmonisering af bestemmelserne i de forskellige lande i Den Europæiske Union. Endelig vil jeg tale om risikomaterialer, disse meget omtalte stoffer, der kan udgøre en risiko. Også på dette punkt er der i Frankrig truffet visse forholdsregler, der i højere eller mindre grad er medtaget, men jeg er overbevist om, at det er vigtigt også i denne forbindelse at være yderst opmærksom og anvende forsigtighedsprincippet. Dette forordning er altså god. Den er et en fremskridt, men den er ikke perfekt, den skal stadig perfektioneres. Den tager ikke spørgsmålet om forbrænding af dyremel op. Nogle lande er oversvømmet af dette mel, som vi endnu ikke ved, hvordan vi skal destruere, eller om det destrueres effektivt nok, og også af dyremel, som vi bruger til svin og fjerkræ. Jeg mener, hr. kommissær, at vi stadig skal tænke os godt om også på dette punkt.
Hr. formand, jeg havde bedt om at få ordet igen ved slutningen af debatten - vi er ikke helt nået til slutningen endnu. Lad mig sige noget om debatten. Jeg takker de kolleger, som hidtil har talt, fru Doyle, hr. Goodwill og hr. Nicholson, som kommer bagefter, for indholdet og også for den fair måde, vi behandler hinanden på her. De, som allerede var medlem af Parlamentet i sidste valgperiode, ved jo, at det er dette Parlament, som kan være stolt af at have fået hånd om BSE-katastrofen, og det klarede vi på tværs af grupperne i de enkelte udvalg og i Parlamentet som helhed. Jeg forsøgte den gang som udvalgsformand altid at være fair over for alle medlemslande, streng, men retfærdig, som mine lærere plejede at sige, og det forsøger jeg faktisk også at være nu. Lad mig derfor kommentere nogle af punkterne. Ja, hr. Trakatellis og andre har jo ret, hr. Staes! Vi har endnu ikke nogen tests på det levende dyr. Vi har heller ikke nogen tests for en meget tidlig infektion endnu, og Kommissionen opfordres derfor til at arbejde videre med dette, og det gør den jo også, det ved jeg. Naturligvis har vi brug for det. Hr. Whitehead sagde meget klart, at sikkerhedsprincippet har forrang, men han ønsker naturligvis også en lighed omkring forsigtighedsprincippet i andre medlemslande, og det er det centrale punkt. Til nogle af de kolleger, som har talt eller måske vil tale bagefter, vil jeg helt klart sige én ting, nemlig at vi her laver lovgivning for hele Den Europæiske Union, for 15 medlemslande med meget forskelligt sikkerhedsniveau. Vi laver ikke lovgivning alene for Storbritannien. Vi ved, at data based export scheme, over-30-månederskemaet OTS, at alle disse ting er vigtige og virker. Jeg skal være den første til at anerkende, hvad Storbritannien har gjort, og hvad det har kostet landmændene. Jeg har i de seneste år talt med utallige officielle repræsentanter og repræsentanter for landmændene i Storbritannien, jeg ved det godt. Alligevel skal jeg sikre, at dette sikkerhedsniveau også gælder for Italien, Tyskland og alle andre lande i Den Europæiske Union. Derfor tror jeg, at denne forordning er god. Når fru Attwooll og andre spørger, om ikke der kan indføres derogationer for de lande, som allerede er så gode, om de stadigvæk skal fjerne hvirvelsøjlen, så opfordrer jeg Dem, hr. Byrne, til at fremlægge et ordentligt derogationskatalog for Rådet og sige, at lande, som har opfyldt A, B, C og D, undtages fra bestemte foranstaltninger. Det skal jeg være den første til at støtte. Jeg vil imidlertid ikke have det hastet igennem med nogle ændringsforslag, sådan som det er tilfældet her. Derfor holder jeg fast i den holdning, som jeg beskrev tidligere. Jeg tror, vi skal holde fast i det, som vi har drøftet i udvalget, og som fru Doyle og jeg har taget op endnu en gang. Det gælder også netop for ændringsforslag 56, som fru Attwooll refererede til. Jeg skal være den første til at støtte det i andenbehandlingen, hvis Rådet foreslår det, men det skal være oplistet klart, klart begrundet, hvor der er mulighed for undtagelser, på hvilke betingelser, for hvilket medlemsland. Hvad skal dette medlemsland have gjort for at opnå dispensation? Og jeg støtter fru Grossetête i, at der naturligvis skal foretages tests af dyr med ukendt dødsårsag. Men det er jo allerede indeholdt i Kommissionens forslag om testene.
Hr. formand, først vil jeg gerne slutte mig til dem, der har takket fru Roth-Behrendt og hr. Böge for deres engagement i denne vigtige sag. I et stykke tid har Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne søgt at indføre fælles bestemmelser for hele EU for at løse problemerne med TSE såsom BSE hos kvæg og scrapie hos får. Grundlaget for dette forslag er, at afsløringen af enhver form for TSE eller det første tilfælde af BSE i en medlemsstat vil være omfattet af fælles regler, som træder i kraft automatisk. Hidtil er mange af foranstaltningerne over for BSE blevet gennemført ensidigt af medlemsstaterne i form af nationale foranstaltninger. Det fremsatte TSE-forslag indeholder bl.a. et krav om uddannelsesprogrammer for landmænd, dyrlæger og embedsmænd, fjernelse af en række specifikke risikomaterialer, et aktivt overvågningsprogram med en hurtig obduktion samt en styrkelse af forbuddet mod fodring af drøvtyggere med pattedyrsprotein. Forslaget giver ligeledes mulighed for udsætning af dyr og erstatning til landmænd for tabet af udsatte dyr. Princippet bag denne metode er helt korrekt. Fælles regler vil forbedre beskyttelsen af dyrevelfærd og, hvilket er endnu vigtigere, sikre beskyttelsen af forbrugerne ved at sikre, at de højeste standarder for sygdomsforebyggelse og bekæmpelse indføres i alle medlemsstater og kan aktiveres efter behov. Disse regler vil udgøre en skabelon, man kan følge, hvis der kommer nye videnskabelige oplysninger frem, eller hvis der er behov for mere radikale foranstaltninger. Men jeg er klar over, hr. kommissær, at det store flertal af medlemsstaterne har den holdning, at klassificeringen af lande med henblik på fjernelse af SRM skal være baseret på en internationalt anerkendt kode, der opstilles og aftales af EU, og de mange - over 150 lande - under tilsyn af OIE, verdensorganisationen for dyrevelfærd, som har hovedkvarter i Paris. De fleste medlemsstater er usikre over den metode, som de videnskabelige undergrupper anvender, og vil foretrække et mere åbent og gennemsigtigt klassificeringssystem i henhold til OIE-koden, som er anerkendt og accepteret af lande over hele verden. Dette synspunkt blev fremsat i Rådets arbejdsgrupper og gik igen i det endelige udkast til formandskabets forslag, et udkast, som støttes af det store flertal af medlemsstaterne. Med henblik på at nå en aftale og en hurtig gennemførelse af denne forordning og forhåbentlig undgå en langvarig forligsprocedure vil det være hensigtsmæssigt at bruge fælles OIE-kriterier. Efter at have drøftet dette med fru Roth-Behrendt, har vi stillet ændringsforslag 51 til artikel 5 som et kompromis i denne retning. Jeg glæder mig over princippet om fastlæggelse af fælles regler for forebyggelse og bekæmpelse af overførbare spongiforme encephalopatier. Men dette forslag kan imidlertid have negative konsekvenser for lande, der handler med får, og dette er et vigtigt punkt, som tingene står i øjeblikket. Man har den holdning, at der bør være særlige regler for scrapie i stedet for den nuværende blanding af regler, hvor behandlingen af SRM hos får afhænger af BSE-frekvensen i det pågældende land. Afslutningsvis vil jeg gentage min støtte til anvendelse af OIE-bestemmelserne for at få et internationalt anerkendt grundlag for klassificering, et grundlag, som støttes af 150 lande til brug ved løsning af tvister inden for verdenshandlen, og som anerkendes af WTO. Jeg er overhovedet ikke fortaler for en lempelig behandling. Det Forenede Kongerige vil være i klasse 4, Irland vil være i klasse 3 i henhold til begge klassificeringssystemer, SSC og OIE. OIE mødes i Paris i næste uge for at drøfte ændringer af deres klassifikationssystemer, og dermed håber jeg at kunne komme med yderligere ændringer til forordningen ved andenbehandlingen.
Hr. formand, lovgivning, som skal bruges til at beskytte offentligheden mod en frygtelig hjernesygdom såsom en ny variant af Creutzfeldt-Jakobs sygdom, bør udformes som et supplement til foranstaltninger, der allerede er indført i medlemsstaterne, for at anerkende situationen, som den ser ud i øjeblikket, med hensyn til epidemien og tage hensyn til den mængde af videnskabelig viden, som vi har opbygget. Det Forenede Kongerige har allerede indført omfattende og effektive foranstaltninger for at beskytte menneskers sundhed og bekæmpe BSE i vores besætninger. Det virker. Antallet af BSE-tilfælde falder hurtigt. Men det allervigtigste hidtil er, at vi ikke har haft et tilfælde i et dyr, der er født siden indførelsen af det totale foderforbud. Det skulle ske omkring dette tidspunkt, hvis det overhovedet skulle ske. Ingen ældre dyr over 30 måneder ville komme ind i fødekæden. Det er sandsynligt, at der vil komme tilfælde på grund af overførsel fra moderdyr, men der vil være tale om isolerede og ikke foderrelaterede tilfælde, og der er ingen begrundelse for at vende tilbage til udsætning af hele besætninger. I øvrigt - fru Grossetête var inde på det - har der på det seneste været rygter fremme i pressen om en mulig tredje smittevej gennem græs, der er forurenet med afføring. Som jeg har forstået det, gælder det kun dyr, der udskiller patogener indtaget sammen med forurenet foder, ikke, som nogle aviser var inde på, fra dyr, der er smittebærere eller lider af sygdommen. Jeg er bekymret over de praktiske problemer og udgifterne til obduktion af alle dyr, hvis dødsårsag er ukendt. Et meget stort antal dyr dør af naturlige årsager eller af almindelige sygdomme. BSE er en degenerativ sygdom, som alligevel ikke forårsager en pludselig død. Med ændringsforslag 26 søger man at indføre slagtningspolitikken for hele bestande generelt, en politik, som nogle medlemsstater med lave sygdomsfrekvenser har indført i et forsøg på at berolige befolkningen. Dette kan godt resultere i underrapportering af tilfælde, hvilket vi har set i Schweiz for nylig. BSE er ikke en smitsom sygdom, der overføres horisontalt. Der er ingen videnskabelig begrundelse for at slagte hele besætningen. De fleste besætninger, der har haft BSE i Det Forenede Kongerige, har kun haft et eller to isolerede tilfælde. De fleste besætninger i Storbritannien er ikke lukkede besætninger, og derfor kommer dyrene fra alle mulige steder. Hvis et af de dyr får sygdommen, hvorfor skal man så slå hele besætningen ned? Slagtning af hele besætningen er ikke en effektiv metode til bekæmpelse af BSE-tilfælde. Det ville koste en mindre formue uden at give konkrete fordele. Jeg håber, at Parlamentet vil ændre direktivet på grundlag af sund videnskabelig rådgivning og ikke som et knæfald for formiddagsbladenes skrækhistorier.
Jeg har den glæde at give ordet til en kollega, der modtog titlen som høvding for øen Rangatira, da han ledede vores delegation i New Zeeland.
Hr. formand, jeg vil undlade at reagere på den bemærkning. Først vil jeg gerne takke Dem, fordi De har givet mig ordet, og jeg vil gerne rose ordføreren og ligeledes hr. Böge. Jeg var også medlem af Parlamentet i den foregående valgperiode, og jeg ved, hvor meget utaknemmelig tid og hvor mange anstrengelser, der er blevet lagt i BSE, siden det først kom frem på et meget vanskeligt område, hvor vi forsøgte at finde en løsning og en vej frem for at hjælpe alle på en fornuftig måde. Jeg synes, at de ikke blot gør sig selv ære, men også gør Parlamentet ære for deres måde at løse opgaven på. Vi har desværre haft BSE hos os i lang tid, og jeg er bange for, at vi må erkende, at den sandsynligvis vil være hos os i nogle år endnu. Vi må finde ud af, hvordan vi kan bekæmpe BSE og TSE og samtidig sikre forbrugernes tillid, hvilket er nødvendigt, fordi vi har mistet den. Med al respekt for hr. Martinez vil jeg kun sige en ting til ham - slam. Jeg vil ikke sige mere om det. Alle i Den Europæiske Union har problemer af den ene eller anden art, og ingen skal forsøge at drage eller tiltage sig fordele som følge af andres problemer. Men uanset hvad vi gør, må vi ikke overbebyrde producenten, for han er allerede overbebyrdet i betydeligt omfang. Med hensyn til argumentet om, at uanset om man slagter hele besætningen, er der ikke noget videnskabeligt bevis for, at det er nødvendigt. På min egn er der mange eksempler, hvor BSE måske har optrådt for fem, seks eller syv år siden i et enkelt dyr, og der har så ikke været nogen tilfælde siden. Når vi når dertil, at vi har en vaccine eller en metode til at identificere eller lave prøver, der viser, at et dyr har BSE, så er der et argument for at teste resten af besætningen, og hvis der så er en tærskelværdi, og prøven ligger på den anden side, så må hele besætningen slås ned. Men det ville være bevidst myrderi blot at gå ind og slagte sunde dyr ud fra en formodning om, at BSE måske har ramt hele besætningen. Det ville være en drastisk metode. En anden ting: Der, hvor jeg kommer fra, har tendensen i de senere år konstant været for nedadgående. I Nordirland havde vi vist kun tre sikre tilfælde af BSE sidste år, og prognoserne for i år siger et eller i værste fald måske to. Jeg lyttede til, hvad ordføreren sagde om, at hvis der er entydige grunde, vil hun gå ind for, at områder med en lille BSE-frekvens skulle have visse kontroller og mekanismer. Det er vigtigt at erkende det, for på min egn føler landmændene sig meget sikre på grund af den ringe forekomst af BSE og på grund af de strenge kontroller, vi har indført og håndhævet gennem de senere år. Måske derfor er situationen hos os langt bedre end i resten af Det Forenede Kongerige. Det er et område, som vi må se nærmere på i de kommende måneder - vi må skabe tillid inden i os selv til, at vi kan begynde at komme videre, nu hvor vi forhåbentlig er ved at kunne se enden på TSE/BSE-problemet.
) Hr. formand, jeg vil også gratulere ordføreren for den fornemme betænkning. Den foreliggende betænkning er et eksempel på, at vi skal være i stand til at vise, at Europa-Parlamentet prioriterer aspekterne med folkesundhed foran det indre marked. Den grundlæggende traktat for Det Europæiske Fællesskab og f.eks. dens artikel 30 og 95, punkterne 4 og 8, giver os mulighed for og endda pligt til at gøre dette. Først og fremmest skal vi kunne sikre forbrugerens sundhed, specielt med hensyn til en sygdom som TSE, hvis måde at smitte på der ikke er tilstrækkelig kendskab til, og hvis testing først er mulig, når symptomerne allerede er udviklet. For det andet - og dette er et princip for det indre marked - skal vi kunne genvinde forbrugernes tillid til de levnedsmidler, der er på markedet, så mest mulig uforstyrret markedsvirksomhed er mulig. Begge aspekter er vigtige, men man skal klart kunne vise prioriteringsrækkefølgen, folkesundhed er en førsteprioritet. Udvalget om Miljø, Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har vedtaget en holdning, der muliggør gennemførelsen af begge aspekter. Én vigtig del i denne holdning er udslettelse af hele kreaturflokken på den gård, hvor sygdommen er opdaget. Selv om der ikke er vished om, om andre dyr er smittet, er foranstaltningen alligevel begrundet netop for gennemførelsen af ovennævnte målsætninger. Samtidig skal der selvfølgelig sørges for, at opdrætteren får en hensigtsmæssig erstatning for sine dyr. Det indre marked skal desuden kunne virke, således at spredning af sygdommen stoppes, og at medlemsstaterne, hvor sygdommen ikke er forekommet endnu, kan stole på, at Fællesskabet beskytter dyrebestanden i disse stater. Jeg stillede selv et ændringsforslag om dette i Miljøudvalget og anvendte navnlig ovennævnte prioriteringer, hvor folkesundheden prioriteres højest, som begrundelse. Denne målsætning er nu gennemført i udvalgets betænkning på en lidt anden, men tilfredsstillende måde. Ved i bilaget til forordningen at forlænge perioden, hvor der ikke er forekommet skrapie, fra to til seks år, kan importdyrs og forædlingsmaterialers risikofrihed sikres på en tilstrækkelig måde, og spredning af sygdommen til lande, hvor den endnu ikke findes, hindres. I uoverensstemmelse med kommissionsforslaget nævner betænkningen ved navn de tilgængelige hurtige tester for diagnosticering af TSE. Dette kan i og for sig accepteres, men vi skal dog huske, at det drejer sig om teknologi, der udvikles hele tiden. Vi håber, at testerne meget snart bliver bedre end de eksisterende, og da er det vigtigt, at de nu vedtagne regler holdes ajour med den teknologiske udvikling.
Hr. formand, jeg vil gerne skitsere vores holdning til Deres ændringsforslag vedrørende forslaget til forordning om forebyggelse og bekæmpelse af TSE. Først vil jeg gerne takke Dem for det fremragende samarbejde mellem Deres medarbejdere og mine tjenestegrene. Takket være dette grundige forarbejde kan jeg i dag acceptere næsten to tredjedele af Deres ændringsforslag enten helt eller delvis. Endvidere drejer de fleste ændringsforslag, som jeg ikke kan acceptere, sig om to ting: betragtningerne og hvorvidt ændringer af visse af forordningens bestemmelser skal ske gennem komitologiproceduren eller den fælles beslutningsprocedure. Det er et spørgsmål, jeg tidligere har berørt. Jeg er klar over, at det er et kontroversielt emne, og jeg ser frem til at drøfte netop dette spørgsmål på mødet i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som er planlagt i juli måned. Grundlæggende er Kommissionen og Parlamentet lige interesserede i en stærk forordning, hvorigennem der indføres omfattende rammer til bekæmpelse af TSE. Jeg vil gerne rette en særlig tak til fru Roth-Behrendt og hr. Böge for deres store engagement i dette forslag. Jeg kan ikke komme i tanke om andre, der har ydet et så positivt bidrag til løsningen af BSE-problemet. De har begge ydet et kolossalt bidrag til beskyttelsen af de europæiske borgeres sundhed. Jeg vil også gerne tilføje, at denne lovgivning er et glimrende eksempel på det gode samarbejde, der har fundet sted mellem vores to institutioner, og som kan være et eksempel til efterfølgelse fremover. Jeg vil nu gå over til de specifikke ændringsforslag og Kommissionens formelle holdning. Først, vedrørende komitologi, kan vi acceptere ændringsforslag 6, 11, 12, 29, 30, 31, 32, 33, 34, 35 og 36. Hvad angår betragtningerne kan jeg også acceptere ændringsforslag 3, 4 og 5. Men jeg kan ikke acceptere ændringsforslag 1 og 2, da det er uhensigtsmæssigt at indsætte betragtninger i et lovgivningsinstrument, der ikke modsvares af mere udbyggede bestemmelser i selve teksten. Men jeg vil tage de bekymringer om lægemidler og kosmetik, som en række af Dem omtalte, op over for min kollega hr. Liikanen, og jeg vil bede ham tage sig af disse spørgsmål. Med hensyn til selve artiklerne. Først dækningsområdet: Jeg accepterer ændringsforslag 7 og 8. Med hensyn til definitioner: Jeg kan acceptere dele af ændringsforslag 9 til 13 om definitionen af TSE-mistænkte dyr. Men jeg kan ikke acceptere, at man medtager "selvdødt kvæg og selvdøde får eller geder" i definitionen. Det er ikke realistisk at skulle indsamle, destruere og foretage en fuldstændig epidemiologisk undersøgelse af alle selvdøde dyr. Kommissionen vil imidlertid overvåge situationen nøje, både gennem de nye foranstaltninger om stikprøveundersøgelser for BSE og i det kommende forslag om animalsk affald. Men jeg kan imidlertid acceptere ændringsforslag 52. Jeg kan også acceptere ændringsforslag 10 og 49 til artikel 3 med en mindre omformulering, som giver mulighed for at uddelegere evalueringen, ikke godkendelsen, af prøver til et eksternt organ. Med hensyn til klassificering, BSE-status: Jeg kan acceptere ændringsforslag 13, 14, 51 og 58. Med hensyn til epidemiologisk overvågning: Jeg kan acceptere ændringsforslag 15 til artikel 7, hvor man indfører obligatorisk brug af de hurtige diagnosetest i det årlige overvågningsprogram. I den forbindelse vil jeg gerne tilføje, at vi vil føre løbende tilsyn med mulighederne for en udvidet testning af dyr for BSE. Vedrørende specifikt risikomateriale: Jeg er desværre ikke i stand til at acceptere ændringsforslag 16, 17, 18, 40 og 41 til artikel 8, hvorved godkendelse og betingelser for brugen af de hurtige diagnosetest bringes ind under den fælles beslutningsprocedure. Jeg mener rent faktisk, at det er vigtigt at bevare fleksibiliteten ved komitologiproceduren. Jeg kan heller ikke acceptere, at man ved hjælp af test kan finde frem til smitte i alle produkter og i alle sygdommens faser. Det er, hvad mine rådgivere har sagt. Jeg kan til dels acceptere ændringsforslag 19 til artikel 8, hvor man beder om en tilpasning af alderskohorterne for SRM-fjernelse gennem en komitologiprocedure. Jeg kan imidlertid ikke acceptere en indskrænkning af de årlige tilpasninger, og navnlig ikke den foreslåede frist for den første tilpasning, som er fastlagt til den 1. januar 2001, hvilket er for tidligt. Jeg kan også acceptere ændringsforslag 20 til artikel 8, hvorved princippet om undtagelser fra bestemmelserne vedrørende SRM-fjernelse på højrisikoområder eller for anvendelse af et effektivt fodringsforbud. Jeg kan ligeledes acceptere ændringsforslag 38, 39 og 56 til bilag IV. Det foreslås navnlig, at der ikke længere skal være krav om, at lange knogler fra kvæg betegnes som SRM, og der foreslås en omformulering af den foreslåede undtagelse for fjernelse af rygsøjlen gennem en komitologiprocedure. Hvad angår fodringsforbuddet, kan jeg acceptere ændringsforslag 22 og 42. Jeg kan til dels acceptere ændringsforslag 21 og 57 under forudsætning af, at der bliver mulighed for at forlænge fodringsforbuddet, uanset risikostatus. Jeg kan også til dels acceptere ændringsforslag 54 til bilag V, som indeholder de nærmere bestemmelser om det forlængede fodringsforbud. Jeg kan ikke acceptere undtagelsen for dicalciumphosphat, da den er i modstrid med vores videnskabelige rådgivning. Jeg kan heller ikke acceptere, at begrænsningen på at udvide fodringsforbuddet til alle arter, hovedsagelig kæledyr, kun skal gælde, hvis der er risiko for en krydskontaminering af kvægfoder, da vi mener, at drøvtyggerprotein skal forbydes for alle arter, hvor der kan udgøre en risiko. Her kan jeg især nævne katte. Det er den rådgivning, jeg har fået vedrørende katte. Jeg kan til dels acceptere ændringsforslag 50 til bilag V, hvor gelatine fra huder undtages fra forbuddet. Men jeg kan ikke acceptere, at fodring af katte med drøvtyggerprotein undtages fra forbuddet. Jeg kan heller ikke acceptere ændringsforslag 23 til artikel 9, hvormed man søger at sikre en umiddelbar gennemførelse af fodringsforbuddet, da dette ændringsforslag ikke helt giver mening rent juridisk. Med hensyn til sygdomsbekæmpelse: Jeg kan acceptere ændringsforslag 25 og 28. Jeg kan ligeledes acceptere ændringsforslag 24 til artikel 11, men jeg foreslår en omskrivning til, at Kommissionen underrettes "regelmæssigt" i stedet for "omgående". Jeg kan også til dels acceptere ændringsforslag 26 til artikel 13 og ændringsforslag 43 til bilag VII, hvormed man indfører slagtning af hele besætninger ved BSE hos kvæg, får og geder og for det andet fritager dyr til forskningsformål fra disse bestemmelser. Slagtning af hele besætninger kun for BSE, ikke for scrapie, er acceptabelt under forudsætning af, at der godkendes tilsvarende foranstaltninger gennem komitologi. Jeg kan ikke acceptere anden del af ændringsforslaget, da det i praksis er overflødigt. Jeg kan til dels acceptere ændringsforslag 44 under forudsætning af, at de tilsvarende foranstaltninger accepteres sag for sag gennem komitologiproceduren. Jeg kan ikke acceptere ændringsforslag 27 til artikel 13, hvor man kræver en fuldstændig isolation af bedrifter med et bekræftet TSE-tilfælde, idet jeg finder, at de yderst strenge bestemmelser i vores forslag er fuldt tilstrækkelige, da de kræver, at der træffes foranstaltninger under nøje, officielt veterinært tilsyn med korrekt certificering. Jeg kan heller ikke acceptere ændringsforslag nr. 37 til bilag II, da den foreslåede definition ikke anvendes andre steder i teksten og tilmed er utilstrækkelig til bekæmpelse af TSE. Jeg må tilføje, at ADNS-zoner er for små og for vanskelige at kontrollere. Det må være muligt at bruge større regioner, der har en juridisk definition, f.eks. Azorerne, og jeg henviser til det, hr. Nicholson sagde tidligere om Nordirland. Med hensyn til betingelserne for afsætning af dyr: Vi bifalder hensigten med ændringsforslag 53 til artikel 16. Men jeg vil foreslå en omformulering af teksten for at sikre, at de pågældende ordninger godkendes gennem en komitologiprocedure. Jeg bifalder ligeledes hensigten i ændringsforslag 45 til bilag VIII, men jeg ønsker fleksibilitet med hensyn til at fastsætte den nøjagtige varighed af den scrapie-fri periode. Jeg kan ikke acceptere ændringsforslag 55 til bilag VIII om en begrænsning af beskyttelsesforanstaltningerne over for scrapie. Endvidere kan jeg ikke acceptere ændringsforslag 46 til bilag VIII om en udvidelse af forbuddet mod afsætning af afkom af TSE-tilfælde. Min afvisning skyldes manglende videnskabeligt belæg for forslaget. Endelig med hensyn til laboratorieteknikker kan jeg acceptere ændringsforslag 47 og 48. Endnu en gang tak for Deres samarbejde. Jeg håber virkelig, at dette fortsat vil være et yderst vigtigt forslag, og at vi kan fortsætte vores samarbejde om det.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11. 30.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0129/2000) af Smet for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdstiden, for at omfatte sektorer og aktiviteter, der er undtaget fra dette direktiv (C5-0183//2000 - 1998/0318(COD)). Jeg har æren i dag som formand for Parlamentet at indlede en ny procedure. Inden jeg giver ordet til ordføreren, skal vi høre hr. Provan, der vil udtale sig som formand for Parlamentets delegation i Forligsudvalget.
Hr. formand, som De er inde på, at dette en ny procedure, og jeg håber, at den vil bidrage til, at Parlamentet forstår betydningen af forligsproceduren med hensyn til gennemførelse af lovgivning, som Parlamentet har ønsket. Jeg vil gerne sige, at jeg har nydt den støtte og store hjælp, jeg har fået fra ordføreren og formanden for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Ordføreren, fru Smet, var formand for Ministerrådet, da det oprindelige arbejdstidsdirektiv blev vedtaget. Hr. Rocard er en tidligere meget kendt fransk minister og sågar premierminister. Vi havde et utroligt stærkt hold, som Parlamentet kunne sætte ind i forhandlingerne med Rådet, og jeg er dem begge utrolig taknemmelig - navnlig ordføreren for alt det arbejde, hun har lagt i denne forhandling. Delegationen havde også et stort ansvar i denne forhandling, fordi vi måtte træffe mange vanskelige beslutninger. Vi opnåede ikke alt det, vi ønskede som Parlament, men vi mener, at vi kom et langt stykke af vejen med hensyn til at hjælpe alle dem, der nu kommer ind under arbejdstidsdirektivet, så de kan opleve fremskridt og til sidst nå det mål, som vi alle forsøger at nå. Hvis vi f.eks. tager de yngre læger, kan vi se, at Parlamentet oprindeligt ønskede en seksårs periode til at gennemføre de 48 timer. Det var aldrig sandsynligt, at det ville blive aftalt med Rådet, men det lykkedes os at gøre betydelige fremskridt i forhold til Rådets oprindelige forslag om 13 år. Vi endte rent faktisk med en niårig periode. Kun i ekstreme tilfælde vil regeringerne kunne gennemgå en procedure for at begrunde en forlængelse af denne niårige periode. Det interessante i denne sammenhæng er, at vi gør reelle fremskridt i retning af en nedsættelse af arbejdstiden for yngre læger. Som mange vil være klar over, arbejder yngre læger 72 timer i nogle lande. De fremskridt, vi har opnået, betyder, at i de første tre år vil de yngre lægers arbejdstid være reduceret til 58 og i løbet af de efterfølgende to år til henholdsvis 56 og 52 timer. Vi kan se, at de yngre læger rent faktisk vil opnå store fordele ved denne udvidelse af direktivet. Vi var også i stand til at afklare holdningen med hensyn til klassificeringen af mobile arbejdstagere. Man fremførte det argument, at en lastbilchauffør for en stor detailforretning skulle medtages i arbejdstidslovgivningen på detailhandelsområdet, og kun ægte transportarbejdere vil nu falde inden for transportsektoren. Det var efter min mening Parlamentets anden store sejr i denne forhandling. Vi går videre til fiskere, som var meget bekymrede over direktivets betydning for deres arbejde, fordi de ikke følte, at de kunne arbejde rigtigt inden for det system. Det er en sejr for alle de involverede i forhandlingen, Rådet og medlemmerne af Delegationen, at der er gjort reelle fremskridt, og jeg anbefaler resultatet af forligsproceduren for Parlamentet og håber på Deres støtte.
Tak hr. Provan. Efter min mening kan vi takke alle de kolleger, der har ført denne forligsprocedure.
Hr. formand, jeg vil gerne først takke formanden, hr. Provan, for de venlige ord, men frem for alt for den måde, hvorpå han har været formand under hele processen og ledet denne sammen med hr. Rocard. Jeg vil også takke alle kolleger, for at søge et kompromis omkring en række meget vanskelige og ømtålelige punkter kan kun lade sig gøre, hvis alle kolleger slækker lidt på kravene, og det er i sidste instans sket; det takker jeg for. Med afstemningen i morgen i Europa-Parlamentet og i overmorgen i Rådet afsluttes dermed foreløbigt et tiår med europæiske bestemmelser vedrørende en række aspekter af tilrettelæggelsen af arbejdstiden. Når jeg siger "foreløbigt", er det, fordi der blev tilvejebragt effektive, horisontale bestemmelser for en række sektorer og aktiviteter, men vi venter dog stadig på vertikale regler. Disse vertikale regler kunne bedst tilvejebringes ved hjælp af kollektive overenskomstaftaler, men hvis der ikke kommer nogen kollektive overenskomstaftaler, må Kommissionen selv tage initiativet og foreslå udkast til direktiver. Med hensyn til transporten ad landevej er det allerede sket. Europa-Parlamentet har allerede udtalt sig derom, men Rådet viser sig ikke at være i stand til at vedtage den fælles holdning. Dette er uacceptabelt! Det er virkelig uacceptabelt, fordi det er en af de vigtigste sektorer, og fordi der inden for sektoren er så mange vanskeligheder, og fordi der i mangel af ordninger og ligeledes i mangel af kontrol i medlemsstaterne sker så mange ulykker. Jeg opfordrer Rådet og arbejdsmarkedets parter til omsider at give besked også herom. Med henblik på transporten ad indre vandveje er der endnu ikke foreslået noget udkast til direktiv, og som følge deraf anmoder jeg Kommissionen om at gøre noget ved det. Luftfarten, søfarten og også jernbanetransporten har heldigvis i mellemtiden indgået aftaler, som er omsat til direktiver, og havfiskeriet og offshoresektoren samt læger under uddannelse falder ligesom jernbanetransporten ind under det direktiv, som vi drøfter i dag. Med henblik på havfiskeriet er det lykkedes Europa-Parlamentet at gennemtvinge en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer beregnet over en referenceperiode på 12 måneder. Afvigelser kan kun foretages gennem kollektive overenskomstaftaler eller efter samråd med arbejdsmarkedets parter. Det er også nødvendigt at træffe nogle bestemmelser her, for ikke blot opholder havfiskerne sig lang tid på havet - i visse lande endda gennemsnitligt 3.000 timer om året - de yder også hårdt arbejde. Og det sker netop på en mobil arbejdsplads. Med hensyn til læger under uddannelse henviser jeg til det, som hr. Provan har sagt, for han har forklaret udmærket, hvad vi i sidste instans har fået. Det vigtigste er, at de lande, som gerne vil have en overgangsperiode på mere end ni år, skal igennem en meget besværlig procedure for at opnå denne. Grunden til, at de vil have denne, og den beslutning, som i sidste instans bliver truffet, skal offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Jeg håber, at denne procedure vil virke afskrækkende for disse lande, for det er ikke hensigten at gå længere end til ni år med det planlagte antal arbejdstimer. Da jeg i 1993 som formand for Rådet undertegnede direktivet om en række aspekter af tilrettelæggelsen af arbejdstiden, var jeg klar over, at der i Kommissionens forslag fra 1990 ikke blev udelukket nogen sektorer eller aktiviteter. Men et direktiv for alle lønmodtagere og inden for alle sektorer og aktiviteter viste sig dengang ikke at være gennemførligt i Rådet. Altså fremsatte Kommissionen forslaget om at tage et særskilt og supplerende initiativ for de af Rådet udelukkede sektorer og aktiviteter. Det kom så med hvidbogen fra 1997 og med konsultationsdokumentet og meddelelsen fra 1998. Det foreliggende direktiv er det første, som er tilvejebragt inden for rammerne af den europæiske socialpolitik gennem forhandlinger i Forligsudvalget. Europa-Parlamentet optrådte som medansvarlig for lovgivningen. Beføjelserne i forbindelse med den fælles beslutningstagning spillede en afgørende rolle. Jeg tror, at succesen, den kendsgerning, at vi omsider opnåede et godt kompromis, bl.a. skyldtes, at Parlamentet var så klogt kun at stille et begrænset antal ændringsforslag. For hvis vi ender med en forligsprocedure, og Parlamentet synes, at det i denne procedure skal stille 30 eller 40 ændringsforslag, så er det særdeles vanskeligt nogen sinde at nå frem til et kompromis. Her er det lykkedes os at drøfte dette. Således vidnede Europa-Parlamentet om en modenhed på det lovgivende område, som Rådet og frem for alt regeringskonferencen helst ikke skulle tabe af syne.
Hr. formand, de britiske konservative har altid været imod arbejdstidsdirektivet. Tanken om, at politikere i Bruxelles eller Strasbourg skal bestemme, hvor mange timer folk skal arbejde rundt om i Europa er efter vores mening grundlæggende tåbelig. At udvide det til grupper som arbejdere på boreplatforme og havfiskere er lige så tåbeligt. Men på grund af spørgsmålet om overbelastede yngre læger i Det Forenede Kongerige stemte vi konservative parlamentsmedlemmer i november for at udvide direktivet til at gælde dem. Vi håbede virkelig, at dette ville lægge pres på de nationale regeringer - navnlig vores egen - for at nå frem til en bedre aftale. Parlamentet som sådan havde en lignede holdning, derfor også Forligsudvalget, som jeg havde den ære at deltage i. Jeg udstrækker mine lykønskninger til Dem, hr. formand, i Deres egenskab af tidligere formand for Forligsdelegationen - plus fru Smet og hr. Rocard. Jeg mener ikke, at vi kunne have gjort det bedre under disse omstændigheder, men disse tre spillede en vigtig rolle for dette resultat. Jeg vil kort nævne et punkt, som nogle af mine kolleger i delegationen var inde på. Jeg håber, at de andre lande vil tilgive mig, når jeg kun nævner de øvrige britiske kolleger af en grund, som snart vil blive åbenbar. Den første taler på hovedmødet var hr. Hughes. Jeg er ikke kendt for ofte at være enig med ham, men jeg ønsker ham tillykke med intensiteten i det, han sagde, som gav mødet en meget fin start. Han blev efterfulgt at fru Lynne - som også skal tale i dag - som underbyggede det, der blev sagt, med stor energi. Jeg nævner det, fordi det, da det blev min tur til at tale, gav mig mulighed for som britisk medlem fra et tredje parti at udtrykke min støtte på trods af, at alle tre partier har mange forskellige politikker på forskellige områder. Det, at jeg kunne sige, at vi i denne sag taler med én stemme, og at det var en tværpolitisk alliance, bidrog forhåbentlig til at forstærke det overordnede budskab og Parlamentets vilje. En af mine kolleger sagde bagefter, at dette punkt virkede meget stærkt. Det var bestemt også meningen. Forestil Dem min skuffelse efter mødet, da en medarbejder kom hen til mig og sagde, at mens jeg stod og fremførte disse argumenter på Parlamentets vegne, havde et andet medlem fra Det Forenede Kongerige travlt med at ryste negativt på hovedet under hele mit indlæg. Det har ikke gavnet vores sag. Det har måske gjort en forskel, måske ikke, men det har bestemt ikke gjort Parlamentets delegation en tjeneste. Nogle få uger senere gjorde vi det bedste, vi kunne. Det vil blive præsenteret - som De, hr. formand, allerede har præsenteret det - som "ni år". Men det er, som De ved, ni år plus to år plus et år. Den britiske regering vil lægge det sammen til 12 år i forhold til de 13 år, som den britiske regering bad om oprindeligt. Efter at have fået, hvad vi anser for mindre indrømmelser, kan vi bekræfte, at vi som britiske konservative hverken støtter arbejdstidsdirektivet eller dets udvidelse til andre grupper. Vi støtter stadig bedre vilkår for yngre læger; vi vil fortsat lægge pres på vores egen regering for at sikre disse bedre vilkår, men et direktiv fra Europa-Parlamentet er bestemt ikke den bedste måde at sikre det på.
Først vil jeg gerne tilslutte mig det, de tidligere talere sagde, og tilføje min egen tak til ordføreren og formanden og til Dem for det fantastiske arbejde, De udførte i Forligsudvalget. Vi gjorde store fremskridt takket være de formidable anstrengelser og opmærksomhed på detaljen, som ordføreren lagde i dette. Der er tre hovedspørgsmål, som jeg gerne vil koncentrere mig om i den korte tid, jeg har til rådighed. I det oprindelige arbejdstidsdirektiv blev vi tilbage i 1993 enige om, at det ville være muligt at indføre en årlig beregning af arbejdstiden for visse kategorier af arbejdstagere, men kun hvor overenskomsterne gav mulighed for dette. De første to punkter, jeg gerne vil komme ind på, drejer sig om kategorier af arbejdstagere, hvor det er lykkedes os at opnå disse fremskridt under forligsproceduren. Med hensyn til arbejdstagere på offshoreanlæg og mobile arbejdstagere inden for transportsektoren blev der i den fælles holdning gjort forsøg på at skabe mulighed for en årsberegning af arbejdstiden for disse arbejdstagere uden overenskomst. Takket være forligsproceduren skal overenskomsterne nu være vejen til en udvidelse af princippet om en beregning af arbejdstiden på årsbasis. Det var et vigtigt fremskridt. Det andet punkt vedrører havfiskeri. Her har vi nu indbygget princippet i direktivet om, at en gennemsnitlig 48-timers arbejdsuge over en periode på et år vil være reglen. Der kan blive tale om undtagelser, men også her kun efter forsøg på at få indført overenskomster for at inddrage arbejdsmarkedets parter. Det bør være reglen, hver gang der gøres forsøg på at indføre beregning af arbejdstiden på årsbasis, og det princip er blevet sikret som et resultat af forligsproceduren. Det tredje område, jeg vil koncentrere mig om - og det er det, andre talere har nævnt - drejer sig om yngre læger. Når man kigger på denne del af aftalen uden indgående kendskab til de forhandlinger, der er gået forud, må det ligne et meget underligt væsen. En fireårig gennemførelsesperiode - fem års overgangsperiode og derefter muligheden for ekstra tid bagefter. Men det var naturligvis for at tage højde for de særlige problemer, som en eller to medlemsstater stod med. Jeg vil gentage, hvad andre talere har sagt: For os er denne periode ni år. Det vil være den normale periode, inden for hvilken medlemsstaterne ventes at overholde direktivets krav vedrørende yngre læger. Derfor er proceduren for at gå videre og ind i det, vi kunne kalde forlænget spilletid, så åben - på en måde ydmygende for enhver regering, der forsøger at tage det skridt. Jeg tror, at vi rent faktisk vil se, at alle medlemsstater overholder den del af direktivet, der drejer sig om yngre læger inden for tidsrammen på ni år. I dag har jeg tillid til, at det vil være tilfældet. Der er et andet vigtigt punkt, som man måske har overset. Bestemmelserne vedrørende ni år for yngre læger vedrører kun den gennemsnitlige arbejdsuge. Direktivets øvrige bestemmelser vedrørende daglige og ugentlige hvilepauser, årlig ferie og natarbejde vil naturligvis gælde for yngre læger efter en treårig overgangsperiode på samme måde som for alle andre arbejdstagere. De dele af direktivet kan naturligvis gøres til genstand for undtagelser, men kun gennem en overenskomst, således at disse elementer vil gælde for yngre læger. Afsnittene om årlig ferie kan ikke forhandles væk, og det er vigtigt at huske på: Det vil sige, de ni år for yngre læger gælder kun arbejdstid - den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid - og direktivets øvrige bestemmelser gælder efter tre år. Mit sidste punkt drejer sig om transportområdet. Det er meget vigtigt, at vi skaber bevægelse på det område i Ministerrådet (transport). Måske har kommissæren nyt til os i dag. På jernbaneområdet var der enighed om, at bestemmelserne i arbejdstidsdirektivet skulle gælde for denne sektor, så længe der skete sideløbende fremskridt inden for andre transportsektorer, navnlig landevejstransport. Medmindre vi opnår fremskridt inden for den sektor, er jeg helt sikker på, at vi vil få problemer inden for jernbanesektoren. Aftalen vil ikke blive gennemført på nationalt plan i den nærmeste fremtid.
Hr. formand, jeg vil især også gerne sige tak til fru Smet for hendes fremragende arbejde med arbejdstidsdirektivet og ligeledes til hr. Rocard og til Dem. Jeg er også enig med Philip Bushill-Matthews. Jeg mener, at styrken i at have støtte fra alle britiske partier i delegationen var meget, meget nyttig. Jeg vil især gerne tale om yngre læger. Jeg er meget tilfreds med, at deres forhold vil blive bragt i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivet. Der findes 270.000 yngre læger over hele EU, som vil blive påvirket af dette. 50,1% i min valgkreds arbejder konsekvent i over 72 timer om ugen, og det gælder 10.000 mennesker i hele Det Forenede Kongerige. Det fremgår af disse tal, at det er utroligt vigtigt, at alle medlemsstater rent faktisk opfylder disse krav, og jeg tænker på målet om ni år. Den nuværende situation er hverken god for patienterne eller lægerne - de holder vores liv i deres hænder. Vi kunne ikke tænke os at blive behandlet af en beruset læge, og jeg tror heller ikke, at vi ønsker at blive behandlet af en overtræt læge. Det er dokumenteret, at en person, der er hæmmet af træthed, er hæmmet på samme måde som en beruset person. The British Medical Association sagde, at 15% af de yngre læger forlod lægegerningen på grund af stress, overarbejde og arbejdstidens længde. Mange af disse tog til Australien eller New Zealand, hvor arbejdsforholdene er bedre. Vi er nødt til at stoppe denne flugt. Den niårige periode er naturligvis en forbedring i forhold til Ministerrådets ønske. Den består af fire års gennemførelse og fem år til at bringe arbejdstiden ned fra 58 til 48 timer. Det er langt bedre end det, Rådet ønskede, hvilket var en 13-årig periode. Jeg ville naturligvis have foretrukket en kortere periode. Som jeg har sagt tidligere, står de med vores liv i deres hænder, og det er vigtigt, at vi gør dette rigtigt. Den britiske regering var naturligvis en del af problemet. De fastholder, at de ikke kan gennemføre en nedsættelse i denne størrelsesorden. Jeg tror, at de tager fejl, og derfor har vi forlængelsen i to år og herefter den yderligere forlængelse på et år. Men som alle andre var inde på, skal der være tale om ekstraordinære omstændigheder. Der skal indføres stramme indberetnings- og begrundelsesprocedurer, og jeg håber, at den britiske regering, og andre medlemsstaters regeringer, der føler, at de kan udskyde det yderligere ved at søge om to år og derefter endnu et, vil blive så flove, at de vil undlade at gøre det og opfylde målsætningen inden for de ni år. Det er ikke 12 år - det er ni år, og det må vi sige meget, meget klart. Det er længe nok - jeg ville have foretrukket en kortere frist, men lad os håbe, at regeringerne, og især den britiske, vil tilslutte sig dette.
- (EN) Hr. formand, jeg må undskylde, at det i øjeblikket ligner en rent britisk forestilling. Jeg kan forsikre Dem for, at det vil ændre sig med den næste taler. Jeg vil også gerne takke fru Smet, ordføreren, for det fremragende stykke arbejde, hun har udført igennem hele denne proces. Med den støtte, hun har fået fra hr. Rocard og fra Dem, er det lykkedes hende at gøre fremskridt trods spændingerne mellem de høje forventninger hos dem, hvis liv vil blive påvirket af disse beslutninger, omkring seks millioner arbejdstagere, og de vanskeligheder og den ubøjelighed, der gør sig gældende i nogle medlemsstater. Jeg taler som min gruppes repræsentant i Parlamentets delegation, og jeg ved, hvad jeg har set. Som det er blevet sagt, er dette er et sikkerheds- og sundhedsspørgsmål både for de pågældende arbejdstagere og for offentligheden. Selv om jeg lige som de øvrige erkender, at yngre læger ikke er den eneste gruppe, der påvirkes, har dette spørgsmål vist sig at være det vanskeligste. Jeg har været dybt bekymret over nogle af de argumenter, som visse regeringer har fremført, hvor man har sagt, at andre aspekter af sundhedsydelserne kunne komme i fare, hvis arbejdstidsnedsættelsen for denne gruppe blev indført hurtigere. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er mindre vigtigt for disse arbejdstagere at have rimelige arbejdsvilkår og rimelig arbejdstid end andre grupper af arbejdstagere inden for sundhedssektoren. Jeg vil gerne vide, hvorfor yngre læger i nogle lande er en slags overmennesker, der kan klare sig uden tilstrækkelig hvile, og som ikke vil skade deres eget eller patienternes helbred i forløbet. Moderen til en sådan turnuskandidat sagde for nylig til mig, at hun havde skrevet til den britiske premierminister og hans kone, Tony og Cherie, for at spørge, om de ville være glade for, at deres nye barn skulle hjælpes til verden af en træt, stresset læge i den halvt berusede tilstand, som fru Lynne beskrev. Efter min mening er det et reelt sikkerheds- og sundhedsspørgsmål, der kræver en hurtig reaktion. Som vi alle har været inde på, må vi være klar over, at ni år skal opfattes som en absolut øvre grænse, at alt ud over dette vil være vanvid. Et land, der ikke kan overholde denne frist, må ikke blive forbavset, hvis personalet flytter til andre lande, til lande, der har formået at indføre mere moderne arbejdsforhold. Den trinvise fremgangsmåde, som er blevet indført, må ikke bruges til kun at omdefinere arbejdstiden ved f.eks. at fraregne spisepauser eller vagtperioder, hvor man ikke konkret behandler patienter. Dette ville være en videreførelse af den dårlige praksis, som visse burgerkæder for nylig har forsøgt sig med. Men i det mindste betaler nogle af disse kæder deres deltidsansatte 17-årige personale mere i timen, end nogle yngre læger får i overtidsbetaling. Jeg vil gerne på forhånd gratulere de medlemsstater, der vil opfylde deres forpligtelser under dette direktiv for alle sektorer. Fremskridtene i de øvrige vil blive overvåget meget nøje. Jeg anerkender Kommissionens rolle i denne proces og håber, at kommissæren til den tid vil udvise det samme engagement som fru Diamantopoulou. Desværre er jeg ikke sikker på, at min gruppe vil kunne støtte alle forslagene fuldt ud på trods af de forbedringer, det lykkedes fru Smet og Parlamentets hold at opnå i denne meget vanskelige situation.
Hr. formand, jeg vil også takke og lykønske fru Smet med et udmærket arbejde i Forligsudvalget og også med hendes betænkning. Jeg vil også takke andre nøglepersoner som hr. Provan, hr. Rocard m.fl. De har spillet en vigtig rolle. I realiteten var parlamentsdelegationen meget enig, selv om vi var mere eller mindre kompromisvillige, når det kom til stykket. Det var jo vigtigt at løse problemerne. Det handlede om, at 7 millioner mennesker skulle føres ind under direktivet. Da jeg vidste, at det hele ville gå i orden, det vil sige, at det ville ende med et forlig, tillod jeg mig imidlertid at stemme imod. Jeg ville markere, at jeg trods alt ikke var tilfreds med alt i dette kompromis. Jeg var især kritisk over for forliget med hensyn til de unge læger. Hvis man fortolker beslutningen på den måde, som vi allerede har hørt eksempler på i denne debat, nemlig at gennemførelsesfristen og overgangsperioden for lægerne i alt skulle give ni år, og at man derudover skulle have mulighed for tre års yderligere tillægstid, bliver det samlet til 12 år. Det adskiller sig i virkeligheden ikke meget fra Rådets holdning, som indebar 13 år. Der blev altså ikke så meget kompromis på netop det punkt. Jeg synes, at det er alvorligt, fordi det handler om, at patienterne lider, og at lægerne bringes i moralsk og menneskeligt umulige situationer. De yngre læger vælger ikke selv disse arbejdsbetingelser og arbejdstider, men bliver tvunget til det. Jeg synes, at der var på sin plads, at i det mindste nogen i Parlamentet brugte sin stemmeret til at markere denne utilfredshed. Nu håber jeg, at de tre tillægsår bliver noget, som man ikke skal regne med, men som kun bevilges i virkeligt exceptionelle tilfælde. Intentionen i denne sal har jo været, at den tid, som yngre læger har til at gennemføre direktivet, skulle være ni år, og at de tre tillægsår kun skulle gælde i særlige undtagelsestilfælde. Naturligvis håber vi, at processen vil gå endnu hurtigere. Vi ønsker også, at arbejdstidsdirektivet i fremtiden skal gælde for de grupper, som endnu ikke er omfattet af det. Jeg vil ligesom hr. Hughes gerne stille Kommissionen et spørgsmål om disse grupper: Hvor langt er man kommet med hensyn til transportsektoren og lastbilchauffører? Jeg vil slutte med at sige, at Europa-Parlamentet ved flere tidligere lejligheder har haft indflydelse på vedtagelse af arbejdstidsregler i Europa. Jeg håber, at dette vil fortsætte. Det drejer sig ikke blot om at fastsætte en øvre grænse for arbejdstiden, men også om meget andet. Arbejdstiden bliver jo mere og mere ulige fordelt i vores samfund. For unge familier bliver problemerne med at forene fuldtidsarbejde og familie og børn stadig større. Især kvinder og børn kommer i klemme, når det drejer sig om arbejdstid. Arbejdstid er også et spørgsmål om alder og livsfase. Unge og ældre har forskellige behov og forskellige evner. Vi har brug for en masse arbejdstidspolitiske ændringer, og det er mit håb, at Europa-Parlamentet vil komme med flere initiativer på dette område.
Hr. formand, jeg ønsker ligeledes at lykønske alle, der har været involveret i denne sag. Frem for at gentage det, som andre kolleger allerede har sagt, mener jeg, at det centrale spørgsmål er de yngre læger. Det er klart, at ni år ikke er den perfekte løsning, som Parlamentet oprindeligt ønskede, men det bedste kompromis. Det påhviler os alle at udsende et klart budskab om, at vi forventer, at alle regeringer i Den Europæiske Union fuldt ud vil overholde fristen på de ni år. Selv om jeg ved, at der er fastlagt grundige kontroller og stramme standarder for, hvorvidt der skal indrømmes en forlængelse, bør den kun tildeles under de mest ekstraordinære omstændigheder og ikke som udslag af en eller anden tilfældig ideologi. Desuden, som hr. Hughes påpegede, træder de øvrige rettigheder i kraft øjeblikkeligt. Selv om den samlede nedsættelse af arbejdstiden måske udskydes i et stykke tid, træder bestemmelserne for de faktiske hvileperioder og så videre i kraft med det samme. Jeg vil ganske kort komme ind på to punkter vedrørende hele arbejdstidsdirektivet. For det første vedrørende fiskere gøres der et forsøg på at finde et kompromis i de forslag, vi har fået forelagt. Men det er notorisk vanskeligt at håndhæve bestemmelserne på dette område på grund af de udefra kommende forhold, såsom dårligt vejr, der påvirker fiskernes arbejde. Måske bør vi revidere dette på et eller andet tidspunkt i den nærmeste fremtid og gennemgå det på ny for at finde en bedre løsning. For det andet transportarbejdere: Når vi allerede har lovgivning om fartskrivere, hvorfor skal vi så have et særskilt og nyt direktiv om transportarbejdere, navnlig lastbilchauffører og så videre? Måske er tiden inde til at se på dette med nye øjne. Ny teknologi - navnlig digitale fartskrivere og personlige smartcards til de enkelte chauffører, der bruger fartskriveren - kan være den bedste metode til at regulere, hvor mange timer arbejdstagerne er på landevejen og på arbejde. Det vil også sikre, at de opnår de samme fordele som alle andre arbejdstagere i Unionen. Endelig vil jeg gerne endnu en gang rose fru Smet. Jeg har en lille yderligere anmodning til kommissæren. Måske er tiden nu, efter at vi er blevet enige om forligsresultatet og har skabt denne nye lovgivning, inde til at foretage en konsekvensanalyse af, hvordan den eksisterende lovgivning virker, om den gavner arbejdstagerne - øger deres sikkerhed og sundhed - og om den fører til øget beskæftigelse, hvilket var et af de oprindelige argumenter bag den.
Hr. formand, jeg vil også varmt takke alle, som har deltaget i forhandlingerne på vores side, i særdeleshed ordføreren, men også Dem selv og hr. Rocard, samt de andre medlemmer af forhandlingsdelegationen. Også Kommissionen vil jeg takke mange gange, i særdeleshed for erklæringen om søndagsarbejdet. For os var det et stort problem, først og fremmest fordi Kommissionen tidligere var gået lidt for let hen over dette vanskelige spørgsmål. Erklæringen på dette punkt har hjulpet sagen. Jeg vil gerne sige én ting til repræsentanterne fra GUE/NGL-gruppen og De Grønne. Hvis De stemmer imod dette kompromis, og det vil jeg godt kunne forstå, for jeg synes også, at ni år for læger under uddannelse er alt for længe, er De imod det hele. Så betyder det, hvis denne kurs fortsættes, og Parlamentet skulle sige "nej", at vi ingen løsning har om ni år, og så har vi heller ingen løsning om 90 år. Hvis det står til den engelske regering, det har vi tydeligt hørt under forhandlingerne, så kunne det godt vare 50 år og måske endnu længere, før de ville have løst problemet. Det første problem var, at de åbenbart ikke var i stand til at uddanne tilstrækkeligt mange læger. Hvis man således ikke uddanner tilstrækkeligt mange læger, må man hente dem fra andre lande. Hvis ikke engang det lykkes, kan det vare meget længe. Hvis De ikke ønsker dette, må De godkende dette direktiv nu, selvfølgelig med forbeholdene om, at det ikke havde været nødvendigt, det er jeg stadig overbevist om, så havde lægerne under uddannelse slet ikke behøvet denne undtagelse. Det er problemet. Jeg har ét spørgsmål til Kommissionen. Det vedrører spørgsmålet om de øvrige sager, navnlig spørgsmålet om transporten. Jeg vil gerne vide, hvordan Kommissionen nu agter at behandle dette. Det er nu op til Kommissionen. Vi har endnu ikke afsluttet arbejdstidsdirektivet, så længe disse sager ikke er ude af verden. Det afhænger nu ganske tydeligt af Kommissionen. Rådet (transport) opfører sig dårligt. Man tror, når man taler om transport, at det er noget meget aktivt, noget, som bevæger sig. Men i virkeligheden er Rådet (transport) det mest ubevægelige af alle Råd, og det foretager sig overhovedet intet. Jeg undrer mig over, om Kommissionen kan finde på en løsning i den forbindelse. Hvis det ikke lykkes, hr. formand, må vi alligevel alvorligt overveje, om vi ikke skal træffe juridiske foranstaltninger over for Rådet (transport) på samme måde, som det for et par år siden skete med stor succes ved Domstolen. Men det kommer vi tilbage til senere. Endelig var en af dem, der som den første foreslog lovgivning på arbejdstidsområdet, Winston Churchill. Det var et meget vigtigt tidspunkt. Ikke blot i Storbritanniens historie, men også i hele Europas historie, for bl.a. i Nederlandene overtog vi med det samme denne lovgivning. Det gør det også så let at nå frem til dette direktiv. Vi har således følelsen af, at vi med dette direktiv i nogen grad er ved at afslutte Winston Churchills arbejde, så meget mere som det i det mindste lykkedes ham på fem år at afslutte en frygtelig krig på en god måde, mens den nuværende engelske regering ikke ville være i stand til på 50 år at løse problemet med lægerne under uddannelse. Lad os i forbindelse med alt dette i særdeleshed tænke på ham.
Hr. formand, mine damer og herrer, det har været et virkelig privilegium - og også en overraskelse - for mig at deltage i dette forlig og i egen person se den modstand og de vanskeligheder, vi har haft for at gøre fremskridt. Jeg siger det for at bringe det fremragende arbejde, som vores kollega, fru Smet, og også hr. Provan og hr. Rocard, har udført, på bane. Jeg vil også gerne takke kommissæren, fru Diamantopoulou, for hendes tjenester og alle de personer - også det portugisiske formandskab - som har gjort det muligt, ud over hr. Churchill, at Europa-Parlamentet sætter en milepæl i opbygningen af et socialt og mere menneskeligt Europa. Jeg er fuldstændig overbevist om, at der er yderligere en grund til at anbefale Parlamentet at stemme for: De vanskeligheder, vi med hensyn til nogle regeringer har haft for at gøre fremskridt. Jeg vil i sandhed blive meget lykkelig ved at se, at disse sektorer, som ikke kom med i direktivet fra 1993, endelig får en europæisk arbejdstidsnorm, selv om det bliver med lange og forlængede perioder. Men de lyse sider må ikke få os til at glemme de mørke sider. Der er ingen tvivl om, at offentligheden - og jeg er også bekymret for offentligheden - ikke kan forstå, hvorfor disse procedurer er så langsomme, hvorfor vi ikke har kunnet komme videre med problemet for de unge læger og fiskerne. Det er naturligvis ikke fornuftigt, at vi - hvis vi alle er enige om, at vi ikke kan blive ved med at bede de unge læger om at påtage sig disse udmattende arbejdsdage, at vi ikke kan blive ved med at udsætte patienterne for en risiko - ikke kan gøre hurtigere fremskridt. Jeg håber, at perioden reelt bliver på ni og ikke 13 år. Selv om det smerter mig at sige, at jeg som spanier også føler mig hæmmet af den kendsgerning, at det har været min regering, som har insisteret mest på at få denne tillægsperiode. Når de har bedt om denne tillægsperiode, må vi være meget opmærksomme på, at de ikke bruger den. Mit sidste ord er en bøn til kommissæren, til Kommissionen om, at de følger gennemførelsen af dette direktiv tæt, for at man ikke om ni år beder os om yderligere tre år.
Hr. formand, ved tidligere forhandlinger i november og i april støttede jeg de generelle principper bag tanken om direktiver om arbejdstid, og det gør jeg stadig. Naturligvis er der stadig betydelige sikkerheds- og sundhedsspørgsmål, der skal løses - ikke kun vedrørende beskyttelsen af arbejdstagerne, men også vedrørende beskyttelsen af deres kunder og befolkningen i almindelighed - og spørgsmål om forbrugernes sikkerhed og sundhed er naturligvis særligt relevante i forbindelse med turnuskandidater. Som min kollega, fru Lambert, er jeg bekymret over, at kompromiset ikke helt vidtgående nok med hensyn til lægernes arbejdstid. Der vil dog fortsat være arbejdstagere på nogle arbejdsplader, hvor de praktiske forhold gør, at det ikke er nemt at gennemføre denne type direktiv. Jeg kommer fra Skotland, som har en af EU's største fiskerflåder, og jeg vil gerne endnu en gang sætte fokus på problemet med fiskeri og definitionen af arbejdstid. Jeg har bemærket kompromiset vedrørende havfiskere - højst 48 timers gennemsnitlig ugentlig arbejdstid i en referenceperiode på 12 måneder og mulighed for undtagelser efter høring og i form af en aftale. Det er muligvis en forbedring, men jeg har stadig nogle spørgsmål til Kommissionen. Vi må erkende, at der var gode grunde til, at fiskerisektoren oprindelig blev holdt uden for direktivet. Inden for fiskeriet findes der en dyb, rodfæstet mistillid til Bruxelles på mange områder og stor modstand mod hele tanken om, at fiskere skal have at vide, hvornår de skal sove, og hvornår de skal til havs, da deres arbejdstid styres af ukontrollable faktorer som klimaforhold og fiskestimernes bevægelser. I direktivet hedder det, at arbejde til søs omfatter havfiskeri og andet offshorearbejde. Mange fiskere, navnlig i Skotland, er organiseret inden for deres familier - de er partsfiskere, der kun får udbetalt en andel i bådens fangst. De er helt klart ikke ansatte i ordets normale betydning. Vil direktivet gælde for dem eller ej? Jeg har tidligere stillet dette spørgsmål til Kommissionen i udvalget og på plenarmødet og har endnu ikke for en endelig afklaring. I Forligsudvalget nåede man frem til den konklusion, at for partsfiskere, der er ansat - et udsagn, der på mig virker selvmodsigende - er det op til medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for deres ret til årlig ferie og feriepenge osv., men der findes ingen forklaring på, hvorvidt eller hvornår en partsfisker er ansat. Jeg ved helt sikkert, at de fiskere, jeg ser rundt omkring ved Skotlands kyster, kun kan defineres som selvstændige, og jeg understreger behovet for en afklaring af dette. Der er meget stor forskelle mellem en stor, langtrækkende fiskerflåde, hvor fiskerne er ansat af virksomheder og sendes af sted flere måneder i træk, og de små og mellemstore fartøjer, der ejes af en familie eller et kooperativ. Dette er et spørgsmål om definitionen af selvstændig beskæftigelse, og jeg ved, at man i kompromiset udelader selvstændige transportoperatører, hvorved man klart og tydeligt identificerer en undtagelse på det område. Jeg opfordrer til en tilsvarende undtagelse for partsfiskere.
Hr. formand, kære kolleger, det er vigtigt, at alle arbejdstagere sikres et godt arbejdsmiljø, så deres helbred og sikkerhed kan beskyttes, hvilket kræver en tilrettelæggelse af arbejdstiden, der tager hensyn til daglige og ugentlige hvileperioder, pauser, ferier og andre forhold. Der må derfor findes en hensigtsmæssig løsning for alle de arbejdstagere, som er beskæftiget med aktiviteter, der blev undtaget fra anvendelsesområdet i direktiv 93, især transport, arbejde til søs og læger under uddannelse. Sagen er imidlertid den, at Rådet trods et positivt forslag fra Parlamentet, der satte ind over for disse spørgsmål, er nået frem til en uacceptabel fælles holdning, som kraftigt beskærer Europa-Parlamentets oprindelige forslag. Det betyder eksempelvis en forlængelse af gennemførelsesfristen for direktivet fra to til tre år for alle sektorer, med undtagelse af læger under uddannelse, hvor den ændres fra fire til ni år og kan gå helt op til 12 år, hvilket ydermere bringer sikkerheden i fare også for patienterne, der skal undersøges af læger med alt for lange arbejdstider. Derfor stemmer vi imod denne aftale, fordi vi selvfølgelig vil have en bedre.
Det kunne aldrig blive nemt at tilfredsstille alle de interesserede parter, der har drevet lobbyvirksomhed og samarbejdet tæt med Unionens institutioner for at indføre ændringer i 1993-direktivet. Dette er naturligvis et nyt direktiv, og jeg er glad for, at det er blevet udvidet til offshorearbejdere, fiskere og yngre læger. Den mest kontroversielle del af direktivet måtte blive spørgsmålet om yngre læger, som kunne drage nytte af denne lovgivning. Vi skal huske på, at Rådet oprindeligt havde foreslået en undtagelse i en periode på omkring 13 år, før de yngre læger kunne udnytte fordelene ved direktivet. Parlamentet stillede naturligvis sine egne forslag for at støtte de yngre lægers ret til at blive omfattet af dette direktiv efter en periode på fire år. Dette førte til forligsproceduren, som De, hr. formand, var involveret i. Men uanset de sukkersøde ord, der følger med afslutningen på forligsproceduren, er resultatet, at de yngre læger tidligst om ni år vil opnå fordele. Ifølge konklusionerne fra Forligsudvalget vil de yngre læger opnå fordele efter en overgangsperiode på fem år og en gennemførelsesperiode på fire år. Jeg støtter fuldt ud de yngre lægers og turnuslægernes ret til at blive omfattet af direktivets fordele, men vi er nødt til modvilligt at acceptere Forligsudvalgets konklusioner. Afslutningsvis vil jeg gerne henvise til et lille, men vigtigt spørgsmål, nemlig at der under ekstraordinære omstændigheder kan ske en yderligere forlængelse på to år og endda op til tre år, hvis regeringerne fremfører, at arbejdstidsnedsættelsen vil forårsage reelle administrative problemer. Jeg håber virkelig, at dette direktiv kan gennemføres hurtigst muligt.
Hr. formand, kære kolleger, det viser sig gang på gang, at arbejdstidspolitik ikke er erhvervspolitik, men sundheds- og arbejdssikkerhedspolitik. Hvis den udnyttes præventivt, sparer den staten og også erhvervslivet for rigtig mange penge. I denne debat har det egentlig været uforståeligt for mig, hvorfor der ikke kom en fornuftig ordning i stand i 1993, især da Kommissionen og Parlamentet allerede dengang ikke ønskede nogen undtagelsesbestemmelser. Det angik 7 millioner arbejdstagere, og særlige sektorer, f.eks. de mobile arbejdstagere, har i de seneste år, særligt i Tyskland, været underlagt en ødelæggende konkurrence. Derfor er det et samfundsmæssigt problem, og det er ikke tilstrækkeligt, hr. Crowley, at benytte fartskrivere eller andre tekniske hjælpemidler. Det ene udelukker ikke det andet. Vi har også brug for et rammedirektiv, for de arbejdstagere, som det handler om her, har længe arbejdet i visse gråzoner. De har ikke haft nogen ordninger, de har ikke været overenskomstmæssigt sikret, ja de er blevet udnyttet, og til dels har de også selv drevet en selvudnyttelse. Vi ved, at denne overbelastning også har været med til at fremkalde alkoholproblemer. Parlamentet har vist tilstrækkelig fleksibilitet; kollega Smet fremhævede vores lovgivningsmæssige modenhed. Fru Smet, jeg tror, at De har bevist, at vi også kan kæmpe. Resultaterne er acceptable. Jeg advokerer for et ja, selv om vi ikke har opnået alt det, vi ville. Men overgangstiden og den trinvise plan er det maksimum, som vi gav Rådet mulighed for. Jeg håber ikke, nogen regering får brug for at udnytte denne periode fuldt ud, og jeg forventer en konstruktiv konkurrence mellem medlemsstaterne om, hvem der hurtigst kan nå de mål, der er udstukket af Parlamentet og Kommissionen.
Direktiv 93/104 har i forvejen meget restriktive konsekvenser for arbejdstagerne. Det er ikke en harmonisering af sociallovgivningen fra toppen, tværtimod. Det skaber en europæisk ramme, der ikke lever op til lønmodtagernes forhåbninger: En daglig hvileperiode på 11 timer, en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, en ugentlig hvileperiode på 24 timer. Desuden udelukker det nogle grupper fra sit kompetenceområde. Efter vores mening er det kompromis, der er fremsat til afstemning efter Forligsudvalgets møder, ikke tilfredsstillende, hverken hvad angår arbejdstagernes helbred eller sikkerhed. Det udbreder fleksibilitet, bl.a. for havfiskere, idet det indfører en systematisk årlig fastsættelse af referenceperioderne. Det vil desuden tillade dispensationer fra lovgivningen, der allerede er overdrevet, på op til 48 timer om ugen. Endelig tager det ni år i bedste tilfælde før læger under uddannelse kan se deres arbejdsuge gå ned fra 58 til 48 timer. Således foranstalter forslaget om tilrettelæggelse af arbejdstiden en social liberalisering på et tidspunkt, hvor læger under uddannelse i Frankrig kæmper for at opnå anstændige arbejdsbetingelser og en reel sikkerhed for borgerne. En ordentlig tilrettelæggelse ville være - og vi gentager dette - en egentlig reducering af arbejdstiden og en skabelse af arbejdspladser i et tilstrækkeligt antal. I betænkningens nuværende udformning kan vi ikke støtte den.
Hr. formand, dette forslag vil bringe yderligere syv millioner europæiske arbejdstagere ind under arbejdstidsdirektivets beskyttelse og give dem mulighed for at få rimelige arbejdsbetingelser og ordentlige hvileperioder. Men for at få en 48-timers uge skal de yngre læger vente mindst ni og muligvis 12 år. Jeg vil ikke påstå, at jeg er tilfreds med denne situation. Det er imidlertid det bedste, vi kunne opnå, hvis vi en gang for alle skulle bringe Rådets forhalingstaktik til ophør. Siden 1993 har det været åbenlyst, at de grupper, der dengang var udelukket fra direktivet, efterhånden ville komme ind under det. Derfor må man spørge, hvorfor der i løbet af disse syv år stort set intet er gjort i Irland eller Storbritannien for at skaffe det antal læger, der ville være nødvendigt for at gennemføre det. I Irland arbejder nogle yngre læger over 100 timer om ugen, i gennemsnit mellem 70 og 80. Så sent som i aftes udsatte de en strejke, som de havde truet med, fordi de nu har indgået en foreløbig aftale, der vil sikre, at de rent faktisk får løn for den overtid, de arbejder. Der er sket visse fremskridt, og afslutningen på forligsproceduren har uden tvivl hjulpet dem i den henseende. I Ministerrådet kæmpede både Storbritannien og Irland med næb og klør for at bremse processen. Det var uheldigt. De yngre lægers arbejdsbetingelser er som en skrækhistorie fra en Dickens-roman fra det 19. århundrede. Jeg finder det mærkværdigt, at vi her ved indgangen til det 21. århundrede stadig kæmper for sund fornuft med hensyn til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Jeg vil appellere til alle nationalregeringer, herunder Irland, om ikke at anvende de supplerende bestemmelser til at forlænge gennemførelsesperioden for dette direktiv ud over de ni år, og jeg vil erindre dem om, at dette kun er tænkt som en undtagelsesforanstaltning, hvis man virkelig har taget alle andre skridt til at gennemføre disse foranstaltninger.
Hr. formand, direktivforslaget vedrørende tilrettelæggelsen af arbejdstiden for visse grupper - som læger under uddannelse, offshore-arbejdstagere eller de såkaldte mobile arbejdstagere - er kendetegnet ved smøleri og det sociale Europas latterlige karakter. Alligevel fremgår sagens særlige vigtighed af punkterne i forslaget, idet det drejer sig om den første større sag inden for det sociale område, og det tilføjes endda, at dette vedrører 7 millioner arbejdstageres helbred og sikkerhed. I Frankrig f.eks. har flere strejker blandt lægekandidater for nylig henledt offentlighedens opmærksomhed på disse menneskers alt for lange arbejdsdag, hvilket er til skade for lægerne selv, men det går også ud over kvaliteten af den pleje, de syge får. Og dette gælder i lige så høj grad andre grupper som f.eks. offshore-arbejdstagere eller arbejdstagere i transportsektoren. Dette burde resultere i en hurtig beslutning om en konsekvent nedskæring af timer, men i udkastet ønsker man at begrænse antallet af timer, og det skal ske gradvist. I de tre første år er en uge på 58 timer tilladt. Det tager fem år før det højeste antal tilladte arbejdstimer falder til 48, og Kommissionen er kynisk nok til at gøre tekniske grunde gældende med henblik på at indføre en supplerende gennemførelsesfrist på to år. Hvem kan man få til at tro, at disse forholdsregler ikke kunne gennemføres næsten øjeblikkeligt, hvis der havde været en politiske vilje til at imødekomme de pågældende lønmodtageres interesser i stedet for at privilegere arbejdsgiverne? Men en begrænsning af arbejdstiden, om den så er latterlig lille, er bedre en ingen begrænsning overhovedet. Vi vil ikke stemme mod denne tekst, men vores konklusion er, at lønmodtagerne ikke skal vente sig noget som helst fra det sociale Europa, og at et kollektivt pres, når alt kommer til alt, er den mest effektive metode til at ændre arbejdstagernes vilkår.
Hr. formand, formanden for Parlamentets Udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender kan ikke forblive tavs i denne debat. Heldigvis har alle mine kolleger udtalt sig om det, der endnu var at sige om sagen. Det kommer jeg tilbage til. Vi er ikke ret stolte af det færdige arbejde, men jeg vil alligevel sige tillykke, for vi skulle nå til et resultat. Jeg vil gerne takke fru Smet, der er en utrættelig og effektiv ordfører, hr. Provan, der ligeledes er den udholdelige og effektive formand for vores forligsudvalg. Jeg vil takke vores koordinatorer, hr. Brok, hr. Hughes, fru Flautre, hr. Schmid og fru Lynne, der for at nå til frem et resultat har udvist stor forståelse. Jeg vil takke Kommissionen, hvis tekniske og endda politiske støtte Parlamentet har haft gennem næsten hele forhandlingen navnlig med hensyn til de vigtige ændringsforslag, hvilket der ikke er talt nok om - fru Diamantopoulou, jeg vil ikke bringe Dem i forlegenhed. Jeg må korrigere en udtalelse - medmindre jeg tager fejl - som fru Smet kom med for lidt siden. Dette er ikke den første vellykkede forligsprocedure om sociale anliggender mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Det er den anden, da vi allerede med held har gennemført en mindre forligsprocedure om arbejdstagere, der arbejder i eksplosive omgivelser. Men dette er selvfølgelig meget vigtigere. Hr. formand, jeg minder om Rådets overraskende stivhed. Den politiske sandhed er, at Parlamentet for sit vedkommende udviste enighed og en forbløffende ansvarsfølelse og enstemmighed - De hørte f.eks. hvilken agtelse hr. Bushill-Matthews og jeg udviste hinanden- i lige så høj grad som en vilje til succes. Parlamentet udførte størstedelen af arbejdet. Vi er ikke stolte af resultatet, hvad angår indholdet. I et ægte demokrati er det Parlamentet, der udarbejder loven. Jeg vil sige til Rådet, at vi stadig er opsat på at nå til en løsning, men at det ikke må forvente, at Parlamentet fremover udfører 3/4 af arbejdet.
Hr. formand, jeg vil gerne indlede med tre politiske kommentarer. Jeg mener, at det vellykkede resultat, som er kommet ud af forligsproceduren, er et bevis på, at det kan lade sig gøre at forene det ønskværdige og det opnåelige. For at nå frem til dette forlig måtte vi tage 15 forskellige systemer i medlemsstaterne i betragtning, forskellige arbejdsgrene og forskellige forslag fra fagforeninger og arbejdsgiversammenslutninger. Vi måtte tage hensyn til ting som bæredygtighed - med de gældende vilkår inden for sundhedssystemerne - og konkurrencedygtighed inden for områder som transport og fiskeri. Det var ikke nogen nem opgave! Det tog os seks år at nå frem til det resultat, vi står med i dag, som er den første store forligsbeslutning på det sociale område, og jeg kalder den stor, fordi den berører fem millioner arbejdstagere. Det mest interessante punkt efter min opfattelse - og dette er min tredje kommentar - er netop antallet af arbejdstagere, som er berørt af dette direktiv, og som på nuværende tidspunkt ikke er omfattet af direktivet om arbejdstid, men vil opnå disse rettigheder, når direktivet træder i kraft. Uanset om direktivet opfylder alle vores krav eller ikke, mener jeg derfor, vi har grund til at være tilfredse med resultatet. Resultatet er, at bestemmelserne i direktivet om arbejdstid skal gælde for læger under uddannelse, arbejdstagere til søs, arbejdstagere ved jernbaner samt alle ikkevandrende arbejdstagere i de sektorer, der tidligere var udelukket fra direktivet. Jeg vil gerne rette en særlig tak til udvalgets formand, hr. Rocard, næstformanden, hr. Provan, der med sin store erfaring har kunnet vejlede under forligsproceduren, og naturligvis fru Smet, som med sin meget store erfaring - også som minister - kunne nå frem til et så vanskeligt forlig. Der skal også lyde en særlig tak til det portugisiske formandskab og til medlemsstaterne, især de lande, som af årsager, vi ikke kan komme nærmere ind på her, havde store problemer inden for deres nationale sundhedssystemer, lande som Storbritannien, Spanien og Irland. De ærede medlemmer har rejst et spørgsmål med hensyn til direktivets gennemførelse. Jeg vil gerne understrege, at dette er en meget vigtig ting. En af Kommissionens grundlæggende pligter er kontrol og overvågning af direktivernes gennemførelse. Og her vil jeg anmode medlemmerne om at samarbejde og nøje følge planerne i medlemslandene, så Kommissionen kan gribe ind med det samme. Der blev stillet to konkrete spørgsmål: Det første blev stillet af Hughes, Schmid og Pronk og drejer sig om, hvad der vil ske med vejtransporten og jernbanerne. For det første må jeg sige, at Rådet (transport) er involveret, hvilket gør proceduren endnu mere kompliceret. For det andet findes der for vejtransportens vedkommende et forslag fra Kommissionen fra 1996, som imidlertid blev blokeret af Rådet i 1998. Det er Kommissionens hensigt at tage spørgsmålet op igen i samarbejde med det franske formandskab. Vi afventer nye forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og håber på deres tilslutning. Hvis vi ikke kan komme videre på denne måde, må vi ændre på hele den fremgangsmåde, vi har anvendt indtil nu. Hvad angår fiskeriet, tager hr. Hudghton spørgsmålet op til fornyet behandling. Vi har drøftet dette tidligere. Jeg skal forsøge at forklare det. Jeg er bange for, at jeg ikke sagde det tydeligt nok. Så jeg vil gerne gentage, at spørgsmålet om selvstændige inden for fiskeriet ikke er omfattet af dette direktiv. De selvstændige inden for fiskeriet henhører under de enkelte landes kompetence. Det er klart og meget præcist.
Mange tak for Deres støtte og hjælp under disse forhandlinger, også til Deres medarbejdere. Det har vi sat meget stor pris på. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse - Reform af bistanden til tredjelande.
Hr. formand, jeg håber, at Parlamentet vil have mig undskyldt, hvis jeg bliver nødt til at forlade mødesalen efter en kort præsentation, men som parlamentsmedlemmerne ved, er der i høj grad tale om en kollektiv indsats af RELEX-kommissærerne som helhed og et samarbejde mellem min kollega kommissær Nielson og mig. Kommissær Nielson bliver her og præsenterer sit eget bidrag til meddelelsen og besvarer eventuelle spørgsmål. Jeg er nødt til at deltage i et fælles møde mellem de to udvalg om en række spørgsmål vedrørende ekstern bistand, og jeg håber på parlamentsmedlemmernes forståelse. Jeg finder det rimeligt at sige, at vores forslag går lige til kernen af de emner, der behandles i hvidbogen om reform, og vi finder det meget vigtigt at vise, at reformen af vores eksterne bistandsprogrammer er et af flagskibene i den overordnede reformproces. Folk keder sig ind imellem en smule, når der tales om interne procedurer, men de bør bemærke, at disse forslag først og fremmest handler om, hvordan vi hurtigere og mere effektivt kan få bistand ud til befolkningen, og dernæst om, hvordan vi kan ændre opfattelsen af Den Europæiske Union i resten af verden. Vi har således alle alt for ofte oplevet, at vi i stedet for at få ros for vores indsats på vegne af de europæiske skatteydere bliver bebrejdet, at indsatsen ikke sker hurtigt og effektivt nok. Jeg håber, at vi kan løse dette problem. Det er kort og godt værd at minde os selv om baggrunden for dette spørgsmål. I de seneste 10 år er der sket en tredobling af de eksterne bistandsforpligtelser, der forvaltes af RELEX-tjenesten. Denne udvikling skyldes hændelser og politisk pres og en anerkendelse af det ansvar, vi skal påtage os i Central- og Østeuropa - den anerkendelse, som det udløste af vores ansvar i Middelhavsområdet. Det skal bemærkes, at vores bistandsprogrammer i Middelhavsområdet er vokset fire en halv gange siden 1990. Så er der krisen på Balkan, hvor navnlig forsøgene på at skabe en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik sættes på prøve. Mens vores eksterne bistandsprogrammer er vokset eksplosivt, er de personalemæssige ressourcer ikke fuldt med. Kommissionen har 2,9 ansatte for hver 10 millioner euro, den forvalter. Medlemsstaterne har i gennemsnit næsten dobbelt så mange ansatte - 5,7 - men i nogle lande er der helt op til ni ansatte, og i Verdensbanken er der 4,2. En af konsekvenserne heraf har været den stigende brug af kontorer for faglig bistand, hvilket er blevet stærkt kritiseret af Parlamentet og Revisionsretten på grund af dårligt tilsyn og manglende politisk kontrol. Det er værd at bemærke, at vi har brugt omkring 170 millioner euro årligt på de 80 kontorer for faglig bistand, hvilket svarer til udgifterne til de 800 ansatte i Kommissionen. En konsekvens af alt dette er, at RELEX-tjenesten i dag har mere end 21 milliarder i uindfriede forpligtelser. Det er et pinligt stort tal. Jeg bebrejder ikke det personale, der forvalter fællesskabsbistanden, da de arbejder meget hårdt under meget vanskelige betingelser, men der er for få af dem. De har skullet arbejde med meget vanskelige procedurer. De har også skullet kæmpe med medlemsstaternes gætterier i forbindelse med enhver gennemførelsesbeslutning. Vi har fremsat vores løsningsforslag til problemet i det dokument, der netop er blevet offentliggjort. Som de ærede medlemmer vil vide, har Parlamentet i årenes løb fremsat en række forslag, herunder tanken om en rationalisering af forvaltningen af vores udviklingsbistand. Det er fortsat en langsigtet mulighed, skønt det vil tage nogen tid, fordi de lovgivningsmæssige rammer først skal på plads. I øjeblikket tænker jeg imidlertid ikke så meget på, hvordan vi kommer fra A til Z, da det ofte forekommer lettere end at komme fra A til B. Uanset den langsigtede målsætning skal vi straks forsøge at forbedre forvaltningen af vores eksterne bistand. Vi har fremsat en række forslag. Vi har fremsat forslag til forbedring af planlægningen: at alle RELEX-kommissærerne får et fælles ansvar for planlægningen. Vi har foreslået en genforening af projektcyklussen fra identifikation til gennemførelse, da vi ikke synes, at den aktuelle opdelte model har fungeret godt. Nu foreslår vi, at der oprettes et nyt gennemførelsesorgan i stedet for RELEX-tjenesten til forvaltning af fællesskabsbistand til tredjelande. Vi foreslår, at dette organ får navnet Europe Aid. I første omgang bliver det et kontor under et råd bestående af alle RELEX-kommissærerne, skønt muligheden for en langsigtet rationalisering fortsat er på dagsordenen. Vi ønsker at overdrage mere ansvar til delegationerne og om muligt til nationale myndigheder på området. Vi har foreslået en særlig behandling i forbindelse med præ-tiltrædelsesstrategien: humanitær bistand og makrofinansiel bistand med fuldt integreret forvaltning. Det betyder f.eks. overførsel af de resterende forvaltningsmæssige funktioner vedrørende Phare til Generaldirektoratet for Udvikling. Vi har foreslået hasteforanstaltninger for at løse gamle og passive projekter, der aldrig er blevet færdiggjort. Vi skriver til de relevante formænd for parlamentariske udvalg og til Revisionsretten for at forklare vores fremgangsmåde. Inden jeg slutter, vil jeg blot stille følgende spørgsmål: Hvor skal man finde de nødvendige ressourcer, således at det foreslåede Europe Aid- kontor kan forvalte og køre vores programmer bedre end hidtil? I Kommissionen skal vi skiftes til at fremsætte vores synspunkter og presse på for at skaffe den nødvendige bistand til at forvalte programmerne effektivt. Som følge heraf skal vi præsentere budgetmyndigheden for en ændringsskrivelse til budgetforslaget for 2001 i september. Det er fremtidsudsigterne. Jeg vil gerne pointere følgende: Vi kan ikke fortsætte som hidtil. Efter min mening er det helt udelukket. Vi skal gøre det bedre. Vi ønsker ikke et større imperium. Budgetmyndigheden skal i sidste ende vurdere omfanget af Den Europæiske Unions bistandsprogrammer til tredjelande. Jeg ønsker imidlertid kun, at Kommissionen skal kunne køre disse programmer på en kompetent måde. Jeg vil tale rent ud af posen og sige til Parlamentet, at der findes to muligheder: Enten accepterer budgetmyndigheden vores forslag og forsøger at gennemføre dem fra 2001, eller også er vi nødt til at foreslå meget store nedskæringer for at kunne forvalte programmerne på en mere kompetent vis. Vi kan ikke have en situation, hvor vi ikke er villige til at bevilge de nødvendige ressourcer til en effektiv forvaltning af de midler, som budgetmyndigheden har afsat til vores programmer til ekstern bistand. Vi skal stå ved de forvaltningsmæssige og administrative konsekvenser af det, vi forsøger at udrette i verden. Ellers går det ud over de mennesker, der har brug for vores hjælp til at lære at læse og skrive og få et bedre og sundere liv eller til at opbygge institutioner med god regeringsførelse i deres samfund. Det går ud over disse mennesker og Den Europæiske Unions omdømme. Jeg er overbevist om, at dette bliver en lang forhandling. Jeg er sikker på, at Parlamentet vil yde et stort bidrag til diskussionen i de kommende måneder. Efter et par måneder i min nuværende stilling har jeg imidlertid fået det indtryk, at både Parlamentet og Kommissionen nærer et stærkt ønske om at forbedre forvaltningen af bistandsprogrammer overalt i verden.
Hr. formand, dette er forfriskende - at Den Europæiske Union erkender, at der er problemer, men at vi har løsninger. Kommissær Nielson vil huske, at jeg for nogle måneder siden antydede, at han kan blive kejser uden klæder. Med dette forslag om at fjerne en hel masse fra Generaldirektoratet for Udvikling, er der så ikke fare for, at min spådom går i opfyldelse? I slutningen af kommissær Pattens indlæg gentog han, hvad han blev citeret for i morgenens udgave af "The Times" om, at medlemsstaterne skal støtte hans planer med midler eller skære ned på bistanden. Jeg vil sige til kommissærerne, at det er en meget foruroligende og farlig udtalelse, som medlemsstaterne sandsynligvis vil tage for pålydende og ikke på den måde, som De antyder. Jeg vil gerne have den ene eller den anden kommissær til at afklare disse to spørgsmål.
Hr. formand, jeg føler mig ikke som kejseren uden klæder, men De kan foretage Deres egen vurdering. Situationen er den, at vi var nødt til at gøre noget for ikke blot at integrere projektcyklussen i aktiviteternes linjeledelse. Vi var også nødt til at forsøge at gøre det umulige på det organisatoriske område og underbygge mit overordnede politiske ansvar for udviklingspolitikken. Vi har gjort dette uden at ændre på de opgivne porteføljer. Vi er nået frem til en løsning, hvor der nedsættes en bestyrelse, der skal forestå kontrollen med og den politiske ledelse af det nye kontor eller Europe Aid, eller hvad man nu vælger at kalde den nye tjeneste til forvaltning af fællesskabsbistand til tredjelande. Jeg bliver arbejdende bestyrelsesformand, og kommissær Patten bliver bestyrelsesformand, hvilket afspejler hans aktuelle position som formand for den gruppe, der er den endelige koordinator af alle RELEX-kommissærernes aktiviteter. På en måde strukturerer vi de allerede definerede politiske roller på en måde, så de efter min mening har en reel mulighed for at fungere. Der er to elementer i dette, som vil bidrage til en bedre kohærens og en bedre politisk sammenhæng. Jeg har allerede nævnt et større politisk engagement i forvaltningen af gennemførelsen. Det andet element er gruppen til kvalitetssikring, der får et sekretariat under Generaldirektoratet for Udvikling. Den skal sørge for, at de forskellige programmer, herunder programmer i Generaldirektoratet for RELEX, er i overensstemmelse med den politik og de principper, vi har defineret. Jeg synes i bund og grund, at det er et godt forsøg på baggrund af de betingelser, der blev opstillet i juli 1999. Alt dette vil også gøre RELEX-kommissærerne opmærksomme på problemet om, hvorvidt vi leverer varen. Vi skal bevæge os bort fra forpligtelseskulturen og over til en leveringskultur. Det her er en del af en sådan ændring. Vi opfatter også ejerskab i vores samhandelslande som et stort problem. På grund af Kommissionens organisation har vi et særdeles vagt og problematisk ejerskab. Det vil blive ændret med det aktuelle reformforslag. Til slut vil jeg se på, hvad der kan blive konsekvensen, hvis vi ikke får det nødvendige personale og de nødvendige midler til at udføre arbejdet. Det er uacceptabelt og umuligt at fortsætte, sådan som tingene er i øjeblikket. Vi er nødt til at udtrykke os så tydeligt, som kommissær Patten netop har gjort: vi vil have disse midler til gennemførelsen. Vi har forpligtelser, vi har en aftale med 71 AVS-stater, og vi har medlemsstaternes opbakning og accept af den kommende niende EUF. Alt dette er en del af de løfter, vi allerede har afgivet, så der er i virkeligheden ikke noget andet alternativ end at skaffe det nødvendige personale til at udføre opgaven. Men hvordan - det er et problem, vi ikke kan løse alene, og det er grunden til vores kraftige appel. Og vi forsøger ikke at sløre det faktum, at vi ikke kan udføre opgaven, hvis ikke budgetmyndigheden bevilger det nødvendige personale. Det er situationen, sådan som vi ser den. Vi ønsker ikke som kommissærer at kæmpe en umulig kamp. Vi ønsker at kæmpe en kamp, som vi kan være stolte af.
Hr. formand, det glæder mig at høre, at der er behov for flere midler og mere personale for at opfylde forpligtelserne. I det omfang Parlamentet er klar over det, vil vi give al vores støtte. Men jeg vil gerne stille et spørgsmål, da jeg ikke har haft tid til at se nærmere på dokumentet: Hvad vil der blive af den humanitære bistand? Vi har forstået, at den humanitære bistand, som en EU-politik, er en politik, som ikke ophører, når den humanitære bistand er blevet ydet, men at den skal fortsætte - vi taler i denne sammenhæng om en "fortsættelse" - for at der kan gennemføres udviklingspolitikker. I modsat fald kan der ske det samme for os, som der nu sker i Mozambique: Det er åbenbart, at man ydede humanitær bistand dér, at ECHO er forsvundet derfra, at man har ikke fortsat udviklingspolitikken, og at volden derfor kan bryde ud igen. Inden for denne "fortsættelse" vil jeg gerne vide, om ECHO som hidtil vil være et kontor, der afhænger af Kommissionen, men hvis aktion senere vil give sig udslag i udviklingspolitikker om det, der interesserer os, det vil sige udrydde fattigdommen.
Hr. formand, det er ærgerligt, at hr. Patten allerede måtte gå. Jeg ville nemlig gerne stille ham mit spørgsmål. Men jeg tror, at hr. Nielson vil kunne svare lige så godt på det, for han har jo netop bistået sin kollega og også sagt, at begge kommissærer er ansvarlige for forslaget. Hr. Nielson, naturligvis deler vi som Parlament Deres mål om at yde hurtigere hjælp og at sørge for EU's synlighed. Det er helt klart. Men vi var alle enige om, at de reformskridt, som Kommissionen vil indlede nu, må tages sammen med os. Når hr. Patten i sin indledning siger, at enten bliver Kommissionens program vedtaget, eller også må vi foretage nedskæringer, så synes jeg nok, det er meget besynderligt! Det er nemlig os, der er budgetmyndigheden, i det mindste en del af den, og så mener jeg ikke, at Kommissionen bare kan sige, at enten skærer vi ned, eller også kommer vi til at skære ned! Det ville vel trods alt først skulle vedtages i budgetproceduren, om jeg må bede! De kommer sikkert til at gennemføre Deres reformprogram i fællesskab med os. Jeg vil gerne vide, hvad Deres kollega mente med denne trussel.
Hr. formand, jeg er meget ked af, at kommissær Patten var nødt til at gå. I hans fravær glæder det mig at kunne stille mine spørgsmål til kommissæren for udvikling, hr. Nielson. Jeg er meget glad for at høre om Kommissionens forslag til fornyelse og omstrukturering. Europe Aid bliver et meget vigtigt særkende ved Den Europæiske Unions udenrigsanliggender. Hidtil har det været særdeles pinligt, at nogle af vores løfter er misligholdt. At misligholde løfter til verdens fattigste mennesker er ikke det pæneste, man kan gøre, når man som en velhavende del af verden forsøger at hjælpe dem. Jeg giver min varmeste støtte til en konsolidering af RELEX-kommissærerne og til flere ansatte og ressourcer i forvaltningen. Det glæder mig, at der er planer om at oprette en bestyrelse, som man kender det fra Verdensbanken. Men jeg vil gerne spørge kommissær Nielson, om han har tænkt på noget, som er meget vigtigt for denne side af Parlamentet - at IFC under Verdensbanken har mulighed for at hjælpe den private sektor med finansiering. Mikrokreditter og forskellige andre mekanismer er vigtige selvhjælpsmekanismer. Har man overvejet under Europe Aid at satse mere på selvhjælp gennem en investeringsgren, hvor Den Europæiske Union bliver partner i projekter og virksomhedsaktiviteter?
For det første påvirkes ECHO ikke af denne reform af udviklingsbistanden. ECHO fortsætter. Det er en vigtig del af vores beslutning. Det handler udelukkende om at skabe en bedre forbindelse eller sammenhæng mellem den humanitære bistand og den mere fremsynede og langsigtede udviklingsbistand. Det er en velkendt problematik. Vi ønsker i det store og hele at bibeholde ECHO i dets nuværende form. Jeg har tillid til, at vi med den nye ECHO-direktør er på rette vej. Jeg vil gerne gøre det klart for fru Haug, at kommissær Patten sagde, at vi bliver nødt til at skære voldsomt i aktivitetsniveauet, hvis budgetmyndighederne giver os et positivt svar i personalespørgsmålet. Hvorfor udtrykker vi os i så utvetydige vendinger, der kan fortolkes som en trussel? Jeg bed mærke i Deres ordvalg. Vi finder det nødvendigt at understrege, at vi finder det meget vanskeligt at fortsætte uden de nødvendige ressourcer og det nødvendige personale. Det er ikke muligt at gøre et godt stykke arbejde uden at være organiseret på stort set samme måde som andre donorer, der klarer sig godt. Det er budskabet. Det kan godt være, at Parlamentet misforstår os, for i denne sag er vi helt klart blandt venner. Jeg er klar over, at det kan lyde forkert, når vi udtrykker os så klart, som vi gør. Men der er andre elementer. Vi er nødt til at sige det à tous azimuts. Det er bydende nødvendigt at tydeliggøre disse foranstaltninger. Jeg ønsker ikke at sige noget negativt om finansministrene, men de kan undertiden være krævende forhandlingspartnere. Udviklingsministrene er heller ikke problemfri. Det største problem er faktisk den manglende sammenhæng mellem ambitionsniveauet på dette område og de til rådighed stående ressourcer og værktøjer. Det er vores største problem. Vi vil gøre en stor indsats for at nå frem til en løsning, der som minimum gør det muligt at fortsætte det aktuelle aktivitetsniveau. Jeg vil gerne tilføje, at skønt det er rigtigt at påpege efterslæbet, problemerne og forlegenheden, så skal man ikke glemme, at vi i udviklingslandene bygger veje, der strækker sig tusindvis af kilometer, og at vi med vores boringer hvert år sikrer millioner af mennesker rent og sikkert drikkevand. Vi investerer i grunduddannelser i en lang række lande. Vi yder et enestående bidrag til gældsinitiativet - også i sammenligning med verdens største lande. Vi så gerne lidt mere konkurrence på dette område. Jeg advarer imod, at man giver indtryk af, at vores udviklingssamarbejdsaktiviteter stort set er ophørt. Det er ikke tilfældet. Vi skal være realistiske, tydelige og krævende for at rykke op i donorernes første division. Det er målet. Hr. Deva, som en del af Suva-aftalen - efterfølgeren til Lomé-konventionen - vil vores aktiviteter omfatte en privat investeringsfacilitet på 2,2 milliarder euro, der administreres af Den Europæiske Investeringsbank på normale vilkår. Den er beregnet for private partnere og skal medvirke til at oprette erhvervsmæssige aktiviteter mellem europæiske virksomheder og virksomheder i udviklingslandene blandt AVS-landene. Denne store fornyelse er under forberedelse i øjeblikket på de vilkår, De nævnte. Mikrokredit er en stor ting, men det er ikke den eneste løsning på alle problemer. Vi er imidlertid også ganske aktive på dette område. Jeg takker Parlamentet for den meget positive velkomst, idet jeg fortolker de kritiske bemærkninger som begejstret støtte. Vi skal passe på ikke at ende i en situation, hvor vi kan blive nødt til at sætte os lavere mål.
Mange tak, hr. Nielson, for Deres optimisme for fremtiden.
Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Kommissionen (B5-0220/2000). Første del
Spørgsmål nr. 32 af (H-0433/00): Om: Fængsling af oppositionspolitikeren Xu Wenli i Kina Har Kommissionen kendskab til retssagen for nylig mod Xu Wenli i Kina og den hårde fængselsdom, han blev idømt. Hvilke foranstaltninger traf Kommissionen?
Kommissionen er bekendt med den nyligt afholdte retssag, som det ærede medlem omtaler, samt med den dom, der blev afsagt over hr. Liu, der hjalp Xu Wenli med at oprette en afdeling af det forbudte demokratiske parti i Kina. Xu Wenli, der er en af det demokratiske partis grundlæggere, blev idømt 13 års fængselsstraf i december 1998 sammen med to andre fremtrædende demokratiske kampagneledere. Som det ærede medlem allerede ved, har Unionen i lang tid kæmpet for at få genoptaget enkeltstående sager vedrørende kinesiske statsborgere, der er blevet fængslet på grund af politiske lovbrud over for de kinesiske myndigheder, specielt inden for rammerne af menneskerettighedsdialogen, hvor det seneste møde fandt sted den 25. februar i år. Unionen har derfor rettet henvendelse til den kinesiske regering vedrørende sagerne om Xu Wenli og andre, der har påberåbt sig de grundlæggende rettigheder, der er anført i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Kina underskrev i oktober 1998. Til dato er Kommissionen bekendt med mindst 23 tilfælde, hvor medlemmer af det demokratiske parti er blevet fængslet for undergravende virksomhed i forbindelse med udøvelse af de rettigheder, som Kina har forpligtet sig til at overholde. I disse og andre sager anmoder Kommissionen til stadighed Den Kinesiske Folkerepublik om at overholde ordlyden og ånden i FN's menneskerettighedskonventioner, som landet er medunderskriver af. Kommissionen anmoder Kina om at gøre dette, allerede inden den ratificerer disse konventioner samt om aktivt at efterstræbe en ratifikation. Kommissionen vil fortsætte denne indsats.
Jeg takker kommissæren for svaret. Jeg vil gerne spørge, om Kommissionen er klar over, at hr. Xu efter 14 måneders afsoning af fængselsstraffen på 13 år lider af hepatitis, og at der er alvorlig tvivl om effektiviteten af den lægebehandling, han får. Jeg vil gerne have Kommissionens garanti for, at man vil undersøge, om de kinesiske myndigheder giver ham en passende lægebehandling. Med tanke på kommissærens udtalelse om viljen til at tage enkeltsager op vil jeg også bede Dem om at forespørge om Rebiya Kadeers skæbne. Hun blev arresteret den 11. august 1999 i Urumqui, der er hovedstaden i XUAR, da hun var på vej hen for at møde repræsentanter for USA's Congressional Research Service. Hun blev anklaget for at lække hemmelige oplysninger til udlændinge, og hun er angiveligt blevet idømt otte års fængsel under en hemmelig retssag. Hr. kommissær, jeg vil gerne komme med mere detaljerede oplysninger om denne sag. Det gør mig ekstra vred, at EU's medlemsstater i sådanne sager og i de 23 tilfælde, de omtalte, viser en total mangel på rygrad ved at nægte at støtte det amerikanske initiativ til et angreb på Kinas menneskerettighedsdossier på FN's Menneskerettighedskommissions møde i Genève.
Med hensyn til hr. Xu kan jeg oplyse det ærede medlem om, at jeg vil videregive oplysningerne om denne politiske fanges åbenbart alvorlige tilstand til mine kolleger, der arbejder med udenrigsanliggender. Jeg er sikker på, at de vil følge den hidtidige praksis med at forhøre de kinesiske myndigheder om kvaliteten og konsekvensen af behandlingen af hr. Xus hepatitis. Jeg ved, at mine kolleger med glæde vil videregive alle tilgængelige oplysninger til det ærede medlem. Jeg havde ikke noget forudgående kendskab til spørgsmålet om fru Kadeer, og jeg kan derfor ikke besvare det. Spørgsmålet er imidlertid noteret. Jeg vil videregive det til mine kolleger, og de vil finde et svar til det ærede medlem. Det er naturligvis meget foruroligende, hvis man udsætter en person, hvis eneste forbrydelse er en antagonistisk holdning til et eksisterende regime, for en uacceptabel behandling. Jeg ved, at mine kolleger i Kommissionen deler dette synspunkt, som jeg også deler med det ærede medlem.
Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 33.
Spørgsmål nr. 34 af (H-0357/00): Om: Kommissionens reformprogram og udvidelsen Den 1. marts 2000 vedtog Kommissionen hvidbogen om reform af Kommissionen. De af Kommissionen bebudede foranstaltninger og aktioner indebærer en grundig reform af Kommissionen, hvilket vil tage en del tid. Kan Kommissionen oplyse, hvorvidt der under de nuværende reformforslag er taget hensyn til den kommende udvidelse? Har man allerede forudset, hvilke følger udvidelsen vil få for Kommissionens interne struktur, og er disse følger blevet medregnet i de planlagte aktioner og foranstaltninger? I bekræftende fald, hvordan? I benægtende fald, havde det ikke været mere logisk, hvis Kommissionen allerede nu tager hensyn til visse punkter i forbindelse med udvidelsen og således forhindrer, at Kommissionen kort tid efter afslutningen af den nuværende reformproces er nødt til at indlede en ny reformrunde for at klare virkningerne af udvidelsen? Agter Kommissionen at forelægge en handlingsplan med en tidsplan i lighed med den nuværende reformplan for at forberede Kommissionens struktur på den kommende udvidelse?
Kommissionens hvidbog om reformer opfylder sidste års løfter til Parlamentet og Rådet om en øjeblikkelig undersøgelse af institutionens aktuelle varetagelse af sine forpligtelser som organisation. Det ærede medlem vil sikkert forstå, at hverken Kommissionen, Rådet, Parlamentet eller offentligheden ville have accepteret forsinkelser i udarbejdelsen af en praktisk strategi og en nødvendig modernisering. Et af de konkrete formål med en omfattende reform er en styrkelse af de administrative procedurer, der bl.a. vil sætte Kommissionen i stand til bedre at håndtere ændringer i Unionen og den øvrige verden både nu og i fremtiden. Udfordringerne i forbindelse med den forestående omfattende udvidelse er anderledes og mere omfattende end ved nogle af de tidligere udvidelser. Kommissionen skal derfor kunne leve op til de højeste ledelsesmæssige og administrative standarder i opfyldelsen af sine forpligtelser for at fremme denne omfattende og kærkomne udvikling. Kommissærkollegiet gjorde bl.a. i indledningen til hvidbogen opmærksom på, at udfordringerne ved en globalisering og en kommende udvidelse nødvendiggør en bedre forvaltning på alle niveauer i Den Europæiske Union. Alle politiske institutioner skal gribe denne udfordring, og det gælder også Kommissionen. Reformer er således en grundlæggende betingelse for at gennemføre visionerne for Europa. Den aktuelle administrative reform er ikke en begrænset øvelse. Der er tale om en udviklingsproces, hvilket vi har gjort helt tydeligt. Den vil løbende blive overvåget, og resultaterne vil blive vurderet med henblik på relevante justeringer. Der vil blive taget behørigt hensyn til særlige krav i forbindelse med udvidelsesprocessen, og det gælder naturligvis også de aktuelle ændringers betydning for de menneskelige ressourcer. Der vil f.eks. blive lagt særlig vægt på spørgsmål vedrørende forvaltningen af den øgede kulturelle diversitet i Kommissionen samt på førtidspensionsordninger, der er direkte forbundet med en udvidelse. Ligesom ved tidligere udvidelser vil der på rette tidspunkt blive truffet særlige foranstaltninger vedrørende udnævnelse og integration af tjenestemænd fra de nye medlemsstater.
Jeg takker kommissæren for hans svar. Jeg vil gerne tilføje noget. En af de vigtigste udfordringer i forbindelse med udvidelsen vil være at tilpasse den veterinære og den fytosanitære situation i ansøgerlandene til situationen i Den Europæiske Union. Vil kommissæren være rede til at fremme, at observatører fra de central- og østeuropæiske lande, som vil være medlemmer, permanent kan overvære møderne i forvaltningsudvalgene eller i de videnskabelige komitéer eller ligegyldigt hvilke komitéer, på det veterinære og på det fytosanitære område?
Hr. formand, jeg ved, at det ærede medlem har en særdeles konstruktiv tilgang til disse og mange andre sager. På baggrund af tidligere tilfælde og Kommissionens vurdering af omfanget og dybden af udfordringerne i forbindelse med den kommende udvidelse ved jeg også, at der vil blive truffet passende foranstaltninger på rette tidspunkt, ikke blot ved ansættelse og integration af personale med de rette kvalifikationer fra de nye medlemsstater, men også i forbindelse med etablering af andre ekspertiseområder - herunder formodentlig også det videnskabelige udvalg og andre udvalg. Naturligvis vil denne proces til en vis grad nyde godt af det faktum, at det internationale videnskabelige samfund i og uden for Den Europæiske Union i sandhed er internationalt. Jeg er overbevist om, at Kommissionen ikke blot vil fæste lid til tilfældige faglige bekendtskaber, men at den også vil sikre sig, at der er kontinuitet og plads til de nye medlemsstater, ikke blot inden for de to nævnte områder - veterinær- og plantesundhedspolitik - men også inden for mange andre områder, hvor det er afgørende vigtigt for alle parter, at integrationen forløber så glat som muligt.
Spørgsmål nr. 35 af (H-0411/00): Om: Canadiske fiskeriinspektørers bording af fiskerfartøjer fra EU i internationalt farvand Fem år efter opbringningen af Estai, er der stor bekymring i EF-fiskerflåden, som driver fangst i internationalt farvand i NAFO-området, efter at det portugisiske fartøj Santa Mafalda er blevet opbragt af formentlig canadiske fiskeriinspektører. Santa Mafalda, som fiskede efter helleflyndere, blev bordet den 24. april, og inspektørerne konfiskerede al dokumentation og nægtede at forlade fartøjet. Desuden kredsede et fartøj tilhørende de canadiske myndigheder konstant rundt om Santa Mafalda og forhindrede det således i at drive fangst. Nogle dage tidligere skal canadiske fiskeriinspektører have bordet et spansk frysefartøj, som også drev fangst i internationalt farvand. De europæiske fiskere frygter, at der bag disse bordinger skjuler sig et ønske om, at de forlader de fiskepladser, hvor der fiskes efter helleflynder og torsk. Hvilke oplysninger om disse episoder råder Kommissionen over? Kan den oplyse, om inspektørerne optrådte som NAFO-inspektører eller som repræsentanter for de canadiske myndigheder? Har Kommissionen truffet nogen foranstaltning, eller agter den at gøre det? Hvis der ikke fra canadisk side er absolut vilje til at acceptere de gældende EF-bestemmelser for NAFO-inspektioner, hvad kan Kommissionen da foretage sig for at fastsætte klare og bindende bestemmelser, som kan bortvejre enhver tvivl både i fiskerierhvervet og hos de canadiske myndigheder?
Mange tak, hr. formand. Som det ærede medlem, der stillede spørgsmålet, vil vide, kan hver kontraherende part ifølge Organisationen for Fiskeriet i Det Nordvestlige Atlanterhav stille inspektionsredskaber og -personale til rådighed for NAFO-ordningen, og NAFO-inspektører kan inspicere ethvert fiskerifartøj, der sejler under et af aftaleparternes flag. NAFO-inspektørerne skal udføre deres pligter i henhold til NAFO's regler, ligesom de skal være under de kontraherende parters driftskontrol. På den baggrund udførte to canadiske NAFO-inspektører og en praktikant den 23. april en inspektion af EU-fiskerifartøjet Santa Mafalda, der på daværende tidspunkt fiskede i et NAFO-reguleret område. De pågældende canadiske inspektører og overvågningsfartøjet hører ind under NAFO-ordningen. Inspektionen blev foretaget i NAFO's regi. Efter at være blevet underrettet af canadierne gik Kommissionens inspektører om bord på Santa Mafalda for at kontrollere de canadiske inspektørers påstande om en alvorlig overtrædelse. I forbindelse med denne kontrol sikrede Kommissionens inspektører det ombordværende bevismateriale og sendte en rapport til de portugisiske myndigheder. Disse myndigheder beordrede Santa Mafalda til havnen Aveiro i Portugal for en grundig inspektion. Santa Mafalda ankom til Aveiro den 10. maj 2000, og to af Kommissionens inspektører deltog i en grundig inspektion af fartøjet. Kommissionen har gjort de canadiske myndigheder opmærksom på de canadiske inspektørers procedurer med hensyn til tilbageholdelse af dokumentation og deres længerevarende ophold på Santa Mafalda. Kommissionen mener, at de pågældende canadiske NAFO-inspektører overtrådte NAFO-ordningen ved at fjerne dokumenter fra fartøjet uden skibsførerens tilladelse samt ved at blive om bord på fartøjet. Det er imidlertid relevant at bemærke, at skibsføreren og de portugisiske myndigheder i dette tilfælde ikke modsatte sig de canadiske inspektørers længerevarende ophold på fartøjet, og at Santa Mafaldas fiskeri ikke blev hindret.
Hr. kommissær, jeg er tilfreds med Deres svar, men jeg vil gerne tilføje noget mere: Havet er en vanskelig verden, og EF-fiskerflåden, som fisker i internationalt farvand i Atlanterhavet, bliver bordet af fiskeriinspektører eller patruljer fra kyststaterne med en fornemmelse af, at den eneste hensigt bag de trusler, som de nogle gange ser sig udsat for, er at få dem fordrevet fra disse fiskepladser. Kommissæren ved, ligesom jeg ved det, at den aktuelle situationen i NAFO heldigvis ikke er den samme, som man oplevede for fem år siden med opbringningen af Estai. Europa-Kommissionen har - som fiskerisektoren selv - gjort store bestræbelser på at eliminere forskellene. Men der er stadig udestående spørgsmål, f.eks. de ekstraterritoriale klausuler, som gør det muligt for den canadiske regering at foretage inspektioner, kontrol og opbringning uden for deres egne territorialfarvande, i rum sø, hvilket er i modstrid med de internationale bestemmelser, og hvor man for ofte tyer til en vilkårlig anvendelse af kontrollerne inden for rammen af NAFO. Jeg vil derfor gerne spørge Dem, hr. kommissær, hvordan Europa-Kommissionen har til hensigt at forsvare EF-fiskerflådens ret til at fiske frit på disse fiskepladser og det inden for rammerne af de eksisterende regler?
Hr. formand, jeg er det ærede parlamentsmedlem taknemmelig. Vi kan kun opretholde en international konvention med lovvirkning ved til enhver tid at kræve, at de lovmæssige procedurer overholdes på afbalanceret og kompetent vis. Det er Kommissionens holdning, og derfor gjorde jeg opmærksom på det faktum, at kommissærerne allerede har konkluderet, at de canadiske myndigheder faktisk overtrådte bestemmelserne i ordningen ved at tilbageholde dokumenter uden skibsførerens tilladelse samt måske i kraft af deres langvarige ophold på det pågældende fartøj. Som den ærede dame vil vide, foretager de portugisiske myndigheder nu en grundig undersøgelse, og det er derfor ikke passende, at Kommissionen udtaler sig yderligere i sagen. Hun kan imidlertid være helt sikker på, at Kommissionen og dens inspektører i samarbejde med medlemsstaterne er meget opmærksomme på at sikre alle fartøjers rettigheder på åbent hav.
Hr. formand, jeg havde bedt om ordet på baggrund af hr. Kinnocks første svar, før fru Miguélez stillede sit spørgsmål. Jeg havde forstået hr. Kinnock således, at fartøjet var ved at blive inspiceret endeligt i portugisisk havn, og at denne inspektion allerede havde fundet sted med tilstedeværelse af EU-inspektører. På baggrund af det andet svar, han er kommet med, forstår jeg, at han endnu ikke har det endelige resultat af denne inspektion. Det er det, jeg gerne vil bede ham om at afklare for mig. Hvis han har det, vil jeg gerne bede ham om at komme med det, men jeg forstår ud fra anden del, at han endnu ikke har resultatet. Hvis det faktisk forholder sig således, så finder jeg det naturligvis fornuftigt, at vi afventer det endelige resultat. Jeg vil gerne anmode hr. Kinnock om, at han viderebringer til hr. Fischler, at jeg gerne som formand for Fiskeriudvalget vil have resultatet af denne inspektion hurtigst muligt. Jeg ønsker at få det, for Parlamentet skal handle i henhold til dette resultat. Under alle omstændigheder vil jeg gerne, idet jeg støtter fru Miguélez, give udtryk for min fordømmelse af, at de canadiske NAFO-inspektører er gået for vidt, som hr. Kinnock har nævnt. Jeg vil derfor gerne komme med denne anmodning og give udtryk for denne fordømmelse i forbindelse med den overtrædelse af NAFO's regler, der har fundet sted.
Hr. formand, jeg vil videregive det ærede medlems kommentarer til min kollega hr. Fischler, og jeg ved, at han vil finde dem interessante. Han giver en præcis karakteristik af sagen, fordi inspektionen har fundet sted, og de portugisiske myndigheder er ved at drage deres konklusioner. Det vil ikke være passende at forfølge sagen yderligere offentligt, men når inspektionens rapport og de portugisiske myndigheders vurdering ligger klar, er jeg overbevist om, at de vil blive bragt videre til interesserede medlemmer, herunder naturligvis formanden for Fiskeriudvalget samt det ærede parlamentsmedlem, der udviser en åbenlys interesse i sagen.
Spørgsmål nr. 36 af (H-0415/00): Om: Behovet for opbakning af og støtte til olivenoliesektoren Gennemførelsen af den nye forordning om olivenolie har alvorlige følger for de græske producenter, som er fattige landbrugere i ufrugtbare områder og i øregionerne. Afskaffelsen af den allerede nedprioriterede intervention har nedbragt produktionspriserne til et latterligt lille beløb, og som følge af medansvarsafgiften er olivenproducenternes indtægt blevet alvorligt reduceret. Samtidig mangedobles den ublu fortjeneste for forhandlerne, der sælger olien til forbrugeren til priser, der er mange gange større end den pris, producenten får. Den lille kvote, der er blevet fastsat for Grækenland, umuliggør i virkeligheden genbeplantningen af 300.000 ar, hvilket forudses i den nye forordning. Da olivenolie er et fundamentalt produkt og den vigtigste indtægtskilde for landbrugerne i de mest ugunstigt stillede områder i Grækenland og samtidig et grundlæggende element i middelhavsbefolkningens ernæring, bedes Kommissionen oplyse, hvilke foranstaltninger den vil iværksætte med henblik på at beskytte olivendyrkningen, producenternes indtægter og overlevelsesmuligheder i deres landsbyer? Vil Kommissionen øge kvoten for at dække den eksisterende produktion og den forventede produktion fra de nye beplantninger? Vil den genindføre interventionssystemet i en forbedret form både hvad angår priser og iværksættelsesdato? Vil den udarbejde og iværksætte en integreret og effektiv politik med henblik på reklame for og fremme af olivenolie såvel i EU's medlemsstater som i tredjelande, således at olivenolie kan indtage den plads, som det også videnskabeligt tilkommer den, på menneskets spiseplan? Anden del Spørgsmål til Pedro Sobles Mira
En af de største fordele ved spørgetiden er, at jeg øjeblikkelig gøres til ekspert inden for så forskellige områder som fiskeri, olivenolie og menneskerettigheder i Kina! Jeg er glad for at besvare hr. Korakas' spørgsmål. I juni 1998 påtog Kommissionen sig at fremsætte et forslag om fremtiden for den fælles markedsordning for olivenolie for Rådet og Parlamentet i 2000. Den nye ordning skal gælde for produktionsåret 2001/2002, der, som det ærede medlem ved, starter den 1. november 2001. Kommissionen undersøger i øjeblikket nye data om olivenolieproduktionens struktur i de forskellige medlemsstater samt udviklingen på verdensmarkedet, hvor Fællesskabet er den klart førende producent. Undersøgelsen vil også tage hensyn til behovet for at indføre en kvalitetsstrategi for olivenolie for at give produktet større værdi. Hvad angår produktfremme, finansierer Fællesskabet allerede salgskampagner via Det Internationale Olivenråd. Disse kampagner synes at have en positiv effekt i Den Europæiske Union såvel som i tredjelande. Som svar på et konkret spørgsmål fra det ærede medlem må jeg påpege, at udbyttet fra nye beplantninger ikke giver ret til støtte. Kommissionen håber imidlertid, at de berørte producenter i Fællesskabet vil nyde godt af undtagelsesbestemmelserne, da de vedrører godkendte beplantningsprogrammer, skønt den pågældende olivenolie vil tælle med i den allerede fastsatte maksimale garantimængde. Endelig ønsker Kommissionen at understrege, at man i stedet for at afskaffe interventionssystemet faktisk har indført et privat oplagringssystem, der er mere fleksibelt end interventionssystemet, fordi det gælder for hele produktionsåret, hvis markedssituationen berettiger til støtte. Siden starten på produktionsåret 1998/99 har det ikke været nødvendigt at udbetale støtte til privat oplagring. Det bør imidlertid understreges, at det gamle opkøbsinterventionssystem heller ikke ville have været aktiveret i den pågældende periode.
Hr. formand, tilsyneladende har vi svært ved at forstå hinanden her i salen. Det er en kendsgerning, at Den Europæiske Unions politik overlader olivenolieproducenterne til de store handelsvirksomheders nåde, og disse virksomheder sværger sig sammen med det formål at aftage olivenolien til åbenlyse spotpriser. Denne situation har opnået dramatisk karakter med afskaffelsen af den i forvejen forringede interventionsordning; og den private oplagring er ganske latterlig, det vil jeg gerne understrege. Hvordan vil man løse denne situation? Vil interventionsordningen, som gav producenten en grundlæggende beskyttelse, blive opprioriteret igen? Når olivenolie globalt set har så stor betydning for den menneskelige organisme og spiller en så vigtig rolle for bevarelsen af landbefolkningen i ubegunstigede områder, hvorfor er der så lave kvoter - navnlig for Grækenlands vedkommende? Vil De forhøje dem? Hvad angår blandingerne af olivenolie og frøolie, som er en udbredt praksis, hvad vil Kommissionen så gøre for at stoppe dette, som går ud over både producent og forbruger og kun er til gavn for de virksomheder, der udfører bedrageriet? Og i samme forbindelse: Tror Kommissionen, at den kommer dette bedrageri til livs ved at øge kvoterne for Italien, hvor disse blandinger især forekommer, og begrænse kvoterne i Grækenland?
Jeg takker det ærede medlem, og jeg er bekendt med de forhold, han omtaler. De omtales hyppigt her i Parlamentet, og han gør det på meget elokvent vis. Jeg ved, at sagen ligger ham meget på sinde, men på dette afgørende tidspunkt kan jeg kun sige, at den fælles markedsordning for olivenolie som tidligere nævnt skal reformeres den 1. november 2001 efter Rådets og Parlamentets vedtagelse af forordning nr. 1638/98. Jeg kan ikke forestille mig, at man ville have vedtaget en sådan forordning, hvis situationen var præcist, som det ærede medlem beskriver, hvor mindre producenter var markant dårligere stillet end de store producenter. Jeg håber derfor, at han vil være opmærksom på resultaterne af de undersøgelser, som Kommissionen i øjeblikket foretager, både med hensyn til de generelle spørgsmål og med hensyn til de store og de mindre producenters skæbner. Jeg er blot forbruger af olivenolie, og jeg håber, at der ikke sker en markant forringelse af et af mine favoritprodukter, og at vi i Det Europæiske Fællesskab sammen med små såvel som store olivenolieproducenter vil forsøge at bevare kvaliteten i top. Sådan fastholder vi bedst vores førerposition på verdensmarkedet.
Mange tak for Deres samarbejde ved denne spørgetid, hr. Kinnock. Vi glæder os endvidere over, at De er olivenoliebruger, da olivenolie er meget godt for helbredet. Med min middelhavsbaggrund bruger jeg det naturligvis også selv.
Spørgsmål nr. 37 af (H-0409/00): Om: Yderligere integration som følge af ØMU'en I hvilket omfang vurderer Kommissionen, at de bindinger, som ØMU'en lægger på den økonomiske politik - herunder de endegyldigt fastlåste valutakurser - skaber behov for yderligere integration på det økonomiske område, herunder i form af et større fælles budget (fælles finanspolitik), konjunkturafhængige overførsler mellem landene, større arbejdskraftmobilitet mellem deltagerlandene og/eller et mere fleksibelt arbejdsmarked?
Indførelsen af euroen vil forøge den økonomiske integration og styrke de positive virkninger som følge af det indre marked, først og fremmest på grund af fjernelsen af valutakursricisiene. Men også på grund af andre faktorer: På grund af en større prisgennemsigtighed, en bedre konkurrence og en øget samhandel og investering såvel på tværs af grænserne som mellem de resterende lande eller i resten af områderne i de lande, der berøres af ØMU'en. Samtidig vil den fælles pengepolitik, i det omfang den vil betyde den samme rentesats for alle medlemsstaterne i ØMU'en, ikke kun få betydning ud fra et efterspørgselsudviklingssynspunkt, men vil også betyde en større integration af finansmarkederne. Det burde også give sig udslag i fordele for sparerne og investorerne. For at alt dette skal få størst mulig positiv virkning, er det absolut nødvendigt at føre en politik med sunde offentlige finanser, som ikke skaber spændinger i selve pengepolitikken, og samtidig en beslutsom strukturreformpolitik og en konkurrencepolitik, som gør det muligt at få det størst mulige udbytte af processen. For at ØMU'en skal blive en succes er det nødvendigt med et stort budget, som tillader konjunkturafhængige overførsler i vanskelige situationer. Efter min mening indeholder traktaten, som er suppleret med stabilitets- og vækstpagten, tilstrækkelige instrumenter til at iværksætte en økonomisk politik, som er kohærent med den harmoniserede pengepolitik. Den grundlæggende ramme, vi har indført, er en ramme til gensidig overvågning af de nationale skattepolitikker og til koordinering af de økonomiske politikker ved hjælp af processer, som skal forbedre vores strukturelle situationer og en koordinering eller skabelse af et positivt makroøkonomisk miljø, som fremmer væksten og beskæftigelsen, og som samtidig mindsker muligheden for konjunktursvingninger som følge af de økonomiske politikker. Selve budgetkonsolideringen, altså reduktionen af det offentlige underskud, giver et større manøvrerum til den enkelte medlemsstat i tilfælde af en krisesituation. Det er rigtigt, at en større mobilitet for arbejdskraften også kan bidrage til at løse nogle af de problemer, der kan opstå i tilfælde af konjunktursvingninger. Såvel det større udbud af arbejdskraft som produktivitetsforbedringen kan være med til at forbedre betingelserne for jobskabelse og til at reducere arbejdsløsheden. Derfor tillægger vi en god arbejdskraftsmobilitet en særlig betydning. Kommissionen har derfor i sine forskellige strategier insisteret på dette konkrete punkt om arbejdskraftens mobilitet, idet den dog er klar over, at det er et vanskeligt spørgsmål. Det er vanskeligt medlemsstaterne imellem, og det er det endog også mellem to medlemsstater, ikke alene på grund af uddannelsesmæssige, historiske og kulturelle problemer, men også på grund af en række forhold, der er knyttet til denne slags situationer. Jeg vil kort sagt sige til Dem, at disse vanskeligheder, der bringes op - og som uden tvivl kan opstå i fremtiden - helt klart vil være meget mindre, end dem der teoretisk skabes af møntunionseksperterne, i den forstand at vi - og det er indtil videre vores erfaring - vil se en tilpasning af landenes økonomiske politikker, og vi har i budgetmæssig forstand skabt et manøvrerum, som gør det muligt for os at klare vanskelighederne med færre problemer end tidligere.
Jeg siger mange tak for svaret, som sådan set indeholder mange af de elementer, jeg havde forventet. Jeg vil gerne følge op på svaret og spørge Dem, hvad det vil sige, at europrojektet ikke bliver en succes, medmindre der er et stort budget, der kan klare konjunktursvingninger. Hvad er det for et stort budget? Er det et stort EU-budget, der tænkes på? Jeg vil også gerne høre, om man kan forestille sig, at man fortsætter med en politik, der er baseret på henstillinger og anmodninger til eurolandene. F.eks. har Danmark jo flere gange siddet henstillinger fra kommissæren overhørig. Vil man acceptere det i det lange løb, eller vil man gribe til en anden type arbejdsformer end henstillinger og anmodninger i forbindelse med opfølgning af vækst- og stabilitetspagten og for at sikre stabiliteten omkring ØMU'en?
I Deres svar - eller kommentar - ser jeg to implicitte spørgsmål. For det første er det absolut nødvendigt med et stort budget for at kunne klare konjunktursvingninger. Dette ville føre os ud i en temmelig indviklet drøftelse: Problemerne skaber ikke i sig selv konjunktursvingninger, konjunktursvingningerne er forskellige afhængigt af, om de er midlertidige eller varige, afhængigt af om de skyldes udbud eller efterspørgsel. Vi har ikke erfaringer nok til at kunne definere en typologi og til at kunne sige, at der er en fælles formel til løsning af disse vanskeligheder budgetmæssigt. Vi finder, at det er meget bedre at fastsætte en generel ramme for en sund økonomi, for god økonomisk opførsel, som gør det muligt for os at klare vanskelighederne, såfremt de opstår. Vi vil fortsat komme med henstillinger i fremtiden for at opfylde stabilitets- og vækstpagten. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, men det er vores forpligtelse som Kommission. Og dette er en aftale, der er vedtaget af Ministerrådet som følge af nogle medlemsstaters initiativer, og som jeg på den anden side støtter, idet jeg tror, at en god budgetpolitik giver et større manøvrerum i tilfælde af vanskeligheder. Jeg nævnte tidligere, at situationen er forskellig i de enkelte medlemsstater. I vores henstillinger fra i år har vi været særlig opmærksomme på de analyser, som Kommissionen selv har foretaget med hensyn til, hvad der er marginaler, hvad der er den benchmarking, vi har udpeget i hver af medlemsstaterne for at klare en krisesituation uden at overstige det offentlige underskud på 3%, som er det tal, vi har sat som reference. Vi kan se, at situationen er forskellig i de enkelte lande, og vores henstillinger og vores kommentarer vil derfor også altid være forskellige i de forskellige lande, selv om dette ikke er det eneste forhold, vi tager i betragtning.
Hr. formand, euroens aktuelle svaghed og manglende stabilitet giver anledning til bekymring inden for såvel som uden for eurozonen. Mener kommissæren, at den aktuelle stabilitetspagt og Den Europæiske Centralbanks beføjelser er tilstrækkeligt til at tvinge eurolandene til at foretage de vanskelige og grundlæggende tilpasninger af deres økonomier og arbejdsmarkeder, der er helt afgørende, hvis de globale finansmarkeder skal tage euroen alvorligt?
Jeg ser ingen særlig sammenhæng mellem de to spørgsmål, men jeg kan godt se, at man tager euroen alvorligt. Hvad er det, der er sket med euroen? Der er mange tekniske forklaringer, som kan begrunde, hvorfor vi befinder os i den nuværende situation. Vi kunne komme ind i en bredere debat, som ville have meget at gøre med udgangspunktet, med udviklingen i de økonomiske forventninger og i realøkonomierne i hver af zonerne og naturligvis også med udviklingen i rentesatserne; endog med et og andet element af teknisk karakter som f.eks. forældelsesfristerne for visse typer af emissioner osv. Realiteten er, at når vi analyserer euroen og tager udgangspunkt i kursudviklingen, så foretager vi en ukorrekt vurdering af indførelsen af euroen. Euroen har været en stor succes med hensyn til dens indførelsen, med hensyn til de emissioner, der foretages, med hensyn til konsolideringen af en fremragende økonomisk situation i Europa og med hensyn til fremtidsudsigterne. Det er sandt, at kursen ikke er den, vi kunne have ønsket os. Vi finder, at en stærk økonomi bør modsvares af en stærk euro. Vi mener dog, at udviklingen i væksten i Europa vil være stærk i løbet af 2000, og at vi derfor når op på den nordamerikanske vækst ved udgangen af året. Under disse betingelser tror vi, at euroen vil stige i kurs i de kommende måneder. Vi mener altså, idet vi dog også er lidt bekymrede - fordi denne bekymring er til stede i offentligheden - for udviklingen i euroen, at denne situation vil blive korrigeret, og at det skal betragtes som noget forbigående og ikke som noget varigt.
Hr. formand, jeg mener, at Purvis' tillægsspørgsmål var yderst væsentligt, for i den senere tid er behovet for et voksende økonomisk samarbejde mellem ØMU-landene netop blevet begrundet med nedgangen i euroværdien i forhold til US dollars. Dollaren bliver uden tvivl stærkere i forhold til euroen på grund af, at USA's samfundsøkonomi helt enkelt er stærkere end eurolandenes. Der er etableret hundrede tusinde nye arbejdspladser i USA i de senere år samtidig med, at antallet af arbejdspladser i Europa er blevet reduceret. Jeg vil således først og fremmest spørge den ærede kommissær, om Kommissionen erkender, at svækkelsen af euroen, der har været meget polemik om i offentligheden, er en følge af interne strukturelle problemer i EU's økonomi og af mangel på dynamik specielt i forhold til USA, og om han virkelig tror på, at den form for keynesianisme, som Frahm fremlagde, bidrager til svækkelsen af euroværdien, samt om han tror, at Kommissionen kan tilvejebringe bedre resultater i denne sag, når de nationale regeringer i Frankrig og Tyskland egentlig har taget skridt i modsat retning, og som følge af disse foranstaltninger er konkurrenceevnen i hele euroområdet blevet yderligere svækket. Jeg henviser her f.eks. til nye arbejdstidsløsninger, som den franske regering har gennemført.
Jeg vil forsøge at svare kort, selv om spørgsmålene er tilstrækkelig komplekse til, at jeg må give dette punkt en vis opmærksomhed. For det første mener jeg med hensyn til en styrkelse af samarbejdet om koordinering af de økonomiske politikker, at det er nødvendigt og positivt, og er et af de elementer, som er opstået i den aktuelle krise. Det har den franske præsident understreget, og det vil naturligvis blive genstand for debat for det kommende formandskab. Jeg er ikke enig i Deres tese om, at euroens udvikling betyder en nedgang i beskæftigelsen i Europa og en stigning i beskæftigelsen i USA. Kapitaloverførslerne kan skabe yderligere aktivitet i USA, men den positive udvikling i eksporten skaber aktivitet i Europa. Vi ville være nødt til at gå ind i en betydelig mere kompleks og tilbundsgående debat for at behandle dette spørgsmål. Under alle omstændigheder er jeg sikker på - som jeg tidligere har nævnt det - at euroen på nuværende tidspunkt ligger på en kurs, der, hvis vi analyserer den med hensyn til dens bestanddele og historiske situation, heller ikke er så meget anderledes end de situationer, der har eksisteret på andre tidspunkter. Jeg er overbevist om, at det drejer sig om en forbigående situation, som vil blive forbedret i løbet af indeværende år.
Spørgsmål nr. 38 af (H-0419/00): Om: Usikkert arbejde og antallet af arbejdsulykker i Spanien og i Murcia-regionen På topmødet i Lissabon forpligtede man sig til at opnå fuld og sikker beskæftigelse i EU. Over for den franske regerings forslag om at nedskære arbejdstiden med henblik på at skabe flere stabile og kvalificerede arbejdspladser vedtog man dog det tiltag, som den spanske og britiske regering var blevet enige om, og som går ud på en yderligere deregulering af beskæftigelsesbetingelserne for således at øge antallet af arbejdspladser. Erfaringen i Spanien i de sidste 4 år har imidlertid vist, at der rent faktisk skabes arbejdspladser, men at de i vid udstrækning er usikre og tilfældige, og at de er forbundet med et meget højt antal arbejdsulykker. Det kan her anføres, at Murcia-regionen har haft det største antal arbejdsulykker i landet. Mener Kommissionen ikke, at det er absolut nødvendigt at undersøge de betingelser, under hvilke der oprettes arbejdspladser i de forskellige lande og regioner i Unionen, for at forhindre, at en sådan jobskabelse ikke finder sted på bekostning af arbejdernes sikkerhed og værdighed, og frem for alt hvad angå de unge, som kommer i arbejde for første gang? Spørgsmål til Günter Verheugen
Jeg vil gerne takke hr. Solbes for svaret på grund af den hensigt, der ligger bag, om at sikre forholdene for arbejderne og bekymre sig herom. Men en politiske analyse af topmødet i Lissabon afslører dog, at der var to forslag: Ét, der var mere socialt, mere forpligtende, som siges at hidrøre fra den franske premierminister, hr. Jospin, og et andet forslag, der var genstand for et tidligere kompromis mellem hr. Blair og hr. Aznar, som gik i retning af fleksibilitet på arbejdsmarkedet og deregulering, og som er det, der gik af med sejren. Hvis man tager Spanien som eksempel, er det tydeligt, at usikkerheden, den midlertidige beskæftigelse og arbejdsulykkerne vokser. Finder De ikke, at det på denne baggrund ville være på sin plads at indskrive det sociale charter i revisionen af Amsterdam-traktaten med konkrete instrumenter og foranstaltninger, sådan som man gjorde med de fem klassiske punkter i Maastricht-traktaten, for at sikre den fulde beskæftigelse og arbejdets kvalitet, og at det derfor ikke kommer til at afhænge af, hvad det enkelte land kan gøre? For at tydeliggøre dette er der henvist til arbejdsulykkerne i Murcia, for inden for Spanien har Murcia denne triste rekord; derfor denne bekymring.
Jeg tænkte nok, at det var årsagen til henvisningen til Murcia, og ikke at jeg er født ved siden af denne provins. Med hensyn til det grundlæggende spørgsmål, vil jeg gerne komme med en anderledes kommentar. Vores bekymring har altid drejet sig ikke alene om den størst mulige beskæftigelse, men også om den bedst mulige kvalitet af beskæftigelsen. I de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik for i år og i den særlige henstilling for Spanien gør vi udtrykkeligt opmærksom på behovet for, at man analyserer problemerne, herunder omkostningerne ved afskedigelser, som kan have betydning for det midlertidige arbejde, for vi finder, at en ting er fleksibilitet, noget andet er usikkerhed, og det er to radikalt forskellige ting. De introducerer imidlertid endnu et element i Deres tillægsspørgsmål, som efter min mening er af stor interesse: Hvorfor fastsætter vi ikke et mål om fuld beskæftigelse på samme måde, som vi i sin tid fastsatte måle i Maastricht-traktaten? Grundlæggende fordi karakteren af de to tal er radikalt forskellig. I Maastricht var det, vi iværksatte, en opfyldelse af forpligtelser, der afhænger af frivillige beslutninger truffet af de medlemsstater, der er med i Den Europæiske Union. I tilfældet med den fulde beskæftigelse er tallet et resultat af foranstaltninger, der søger at nå en målsætning, men som aldrig har en årsagsrelation, som gør det muligt at garantere, at det kan nås. Det, man kan sætte sig for, er det, man gør i de forskellige beskæftigelsesprogrammer: At iværksætte bestemte ting, som gør det muligt at nå fuld beskæftigelse. Når vi taler om fuld beskæftigelse i Kommissionens dokument, som var grundlag for forhandlingen i Lissabon, sagde vi udtrykkeligt, at vi - hvis man til de forskellige forudsætninger og politikker, som Kommissionen foreslår, lægger en udvikling i økonomien i henhold til overslagene i de tal, vi for nærværende råder over - vil opnå fuld beskæftigelse. Men dette kan ikke være en politisk målsætning som i Maastricht, for det afhænger ikke af de forskellige regeringers vilje, af en specifik beslutning i hvert enkelt af dem.
Jeg vil gerne sige, at for at kunne dømme på afstand er det nødvendigt at kende virkeligheden. I landene i den sydlige del af Middelhavet, nærmere bestemt Murcia-regionen, er man i de sidste år gået fra at forvalte arbejdsløsheden til at forvalte beskæftigelsen. Fra en usædvanlig og forfærdende arbejdsløshed, som stammede fra de store statsindustrier med en økonomisk model, som ikke kunne opretholdes, er man efter en krise gået over til en situation med vækst for de små og mellemstore virksomheden (SMV) og med økonomiske incitamenter, som har skabt en levende og aktiv model. Det er imidlertid åbenbart, at arbejdsulykkerne - som jeg nu henviser til - er et uddannelsesmæssigt problem og et spørgsmål om gensidigt ansvar for virksomhedsejerne, staten, de offentlige myndigheder og naturligvis fagforeningerne. Hvis ikke alle går i takt, kan man ikke nå målet. I Spanien vedtog man allerede i 1995 en lov herom, som man forsøger at opfylde, men det kan ikke nås på én dag. Derfor vil jeg, hr. kommissær, for det første gerne høre, hvilke aktive politikker og hvilke økonomiske sektorer, De påtænker at mobilisere for at opnå en bedre uddannelse netop inden for dette område, for udviklingen af ansvaret? For det andet og helt konkret: Er der noget uddannelsesprogram på indvandrerens modtagelsessprog, som vi kan uddanne dem i, så de forstår minimumsreglerne for sikkerhed i en region, som modtager et stort antal indvandrere, som ikke kender vores sprog?
Tak for Deres overvejelse. Med hensyn til Deres spørgsmål vil jeg sige til Dem, som jeg har bemærket det tidligere, at i henhold til ordningen for ansvarsfordeling mellem Kommissionen og medlemsstaterne, så tilkommer disse spørgsmål medlemsstaterne. Derfor er såvel finansieringen af disse uddannelsesprogrammer for indvandrere som de aktive politikker beslutninger, som naturligt nok afhænger af det, som den spanske regering vedtager eller beslutter om socialpolitikken.
Spørgsmål nr. 39 af (H-0352/00): Om: Ansøgerlandenes tilpasning Vil Kommissionen oplyse, hvor mange dokumenter, der i alt er sendt til ansøgerlandene, og hvor meget det samlede acquis fylder, og vil Kommissionen overveje samarbejdsformer, hvor ansøgerlandene ikke behøver at acceptere alle regler?
Hr. formand, ærede parlamentsmedlem, tiltrædelseskandidaterne har umiddelbart efter Det Europæiske Råds beslutning i Luxemburg i december 1997 i forbindelse med lovgivningssammenligningen fået udleveret den samlede aquis communautaire, altså Den Europæiske Unions samlede bestand af retsakter, uden nogen undtagelse. Der er endnu ingen, der har talt dem, og jeg kan derfor ikke sige Dem, hvor mange det er. Vi taler normalt om noget over 20.000 enkelte retsakter, som det drejer sig om her.
Hr. formand, der er ikke så meget at takke Kommissionen for. Jeg synes, at det er fuldstændig ubegribeligt, at man har en institution, der ikke er i stand til at lave en elementær statistik over de eksisterende regler, som ikke er i stand til at tælle, hvor meget man sender til ansøgerlandene, som ikke er i stand til at foretage en almindelig nummerering, så almindelige mennesker kan følge med i, hvad der sker, og som ikke er i stand til at levere den samlede aquis på en CD-rom til enhver, der måtte være interesseret i det. Det er ret elementært - jeg har arbejdet med det i adskillige år. Det er fulstændigt umuligt for selv virksomheder med akademiske ansatte at finde ud af, hvor omfattende den samlede aquis er, og det er tilsyneladende ikke muligt for hr. Vanhengen at give den samlede aquis til et parlamentsmedlem, der gerne vil gå den igennem og fordele opgaverne mellem de forskellige medarbejdere for at se, hvordan man skal forholde sig til de forskellige ting. Så der var ikke noget at takke for.
Hr. formand, ærede parlamentsmedlem, vi har mødt hinanden personligt her en gang før, og jeg personligt skal beherske mig meget for at bevare den nødvendige høflighed i dette Parlament! De retsakter, som det drejer sig om her, er retsakter, som er vedtaget af Rådet, af Parlamentet, af Kommissionen og af alle fællesskabsinstitutioner. Som medlem af Den Europæiske Unions vigtigste retsskabende organ ved De udmærket godt, at disse retsakter ikke bliver nummereret. Jeg kender heller ikke et eneste medlemsland i Den Europæiske Union, hvor lovene bliver nummereret. Heller ikke i Deres hjemland - jeg har undersøgt det - nummererer man lovene. Hvis De mener, at det ville være en passende beskæftigelse for Kommissionens embedsmænd, at jeg sætter dem til at bruge en uge på at tælle de retsakter, der er udstedt siden 1955, så må jeg sige, at vi er uenige! Jeg har ikke i sinde at lade en sådan tælling udføre! Den oplysning, som jeg har givet Dem, er den mest nøjagtige, der kan gives, nemlig at kandidaterne får udleveret alle, uden nogen undtagelse alle Den Europæiske Unions retsakter. Jeg ville gerne vide, hvilken nytte det ville være til, hvis jeg fortalte Dem, om dette tal er 21.334 eller 21.425! Hvis De vil, kan De selv sætte Dem hen og gøre det; De kan hente den samlede acquis communautaire her i Parlamentet fra Celex-systemet. Lad Deres egne medarbejdere tælle disse retsakter. Jeg vil ikke lade mine medarbejdere gøre det!
Hr. formand, hr. kommissær, acquis er naturligvis et vigtigt grundlag for tiltrædelserne. Kunne De sige os, hvordan acquis-screeningen efter Deres opfattelse forløber for tiden? Med hvilken tiltrædelseskandidat har man egentlig nået de største fremskridt? Hvilke kapitler er afsluttet? Forbundskansler Schröder sagde for nylig på en pressekonference, at det er sandsynligt, at de første optagelser kan ske i 2002. Hvordan vurderer De scenariet ved en optimal afvikling af acquis? Hvornår tror De, der tidligst kan finde en tiltrædelse sted, forudsat der sker en optimal udnyttelse af alle terminer og muligheder?
Ærede parlamentsmedlem, screeningen - altså lovgivningssammenligningen - er naturligvis fuldstændigt afsluttet med alle kandidater for længe siden. Der foretages nu blot en opdatering, fordi både Europa-Parlamentet og Rådet og også Kommissionen jo ikke sidder uvirksomme hen, men fortsat producerer retsakter, som betyder, at acquis ændrer sig. Også dette ændrede acquis skal naturligvis indgå i forhandlingerne, og det sker jævnligt. Screeningprocessen er altså afsluttet med alle kandidater. Men Deres spørgsmål er baseret på en misforståelse. Screening betyder ikke forhandling, screening er en ren sammenligning. I denne screening konstaterer man bare, hvad er Den Europæiske Unions acquis communautaire, hvilke dele af dette er allerede en del af lovgivningen i ansøgerlandet, og hvilke ikke? Det er færdigt. Nu ville De gerne vide, hvor langt forhandlingerne i det hele taget er kommet. Hertil kan jeg fortælle Dem, at for staterne i luxembourggruppen, hvor forhandlingerne blev indledt i marts 1998, er mellem 10 og 15 af de i alt 31 forhandlingskapitler foreløbigt afsluttet. Yderligere nogle stykker vil blive afsluttet under det portugisiske formandskab. Vigtigere end antallet af afsluttede kapitler er imidlertid sandsynligvis antallet af påbegyndte kapitler. Her er det sådan, at inden udløbet af det portugisiske formandskab vil alle 29 kapitler være på forhandlingsbordet for luxembourggruppens vedkommende. Kun kapitlerne "institutioner" og "diverse" har man endnu ikke taget hul på. Det er klart. Det laver man til sidst. For staterne i helsinkigruppen er det sådan, at forhandlingerne jo først blev indledt i februar i år. Under det portugisiske formandskab vil der for disse stater blive påbegyndt mellem 5 og 8 kapitler. Jeg tror sågar, at vi ved udløbet af det portugisiske formandskab foreløbigt vil kunne lukke en hel række kapitler, men i øjeblikket kan man ikke præcist sige, hvor mange det vil dreje sig om. Processen går i hvert fald ret hurtigt. Det er helt umuligt at komme med en forudsigelse om, hvornår forhandlingsprocessen vil være afsluttet, og hvornår de første tiltrædelser kan finde sted. Det har jo været diskuteret meget intensivt i de seneste uger og måneder. Kommissionen sagde meget tydeligt i Helsinki, at der først kan opstilles et tiltrædelsesscenarie, når alle de nødvendige informationer foreligger. Det skal afklares, om Unionen selv er tiltrædelsesklar, altså om de institutionelle reformer er afsluttet, hvor langt forhandlingerne er kommet, men især, og det kan nok vise sig at være det sværeste, hvordan dommen over, om et ansøgerland er i stand til at anvende og gennemføre den overtagne acquis, ser ud. Som det ser ud i dag må jeg sige, at det ikke er til at forudse, hvornår et sådant scenarie kan fremlægges. Jeg har flere gange sagt, at jeg gerne ville gøre det i slutningen af dette år, på topmødet i Nice. Men om det er muligt vil først vise sig til efteråret, når den aktuelle rapport for hvert enkelt ansøgerland om fremskridtene i forberedelserne til tiltrædelsen foreligger.
Hr. formand, ærede kommissær, jeg spørger ikke om tidsplanen, men jeg stiller kun et principielt spørgsmål om udvidelsen. Det kan forventes, at udvidelsen sandelig er en krævende proces, som indebærer en risiko for, at man enten bliver frustreret af lange ventetider, eller at der skal pruttes om kriterier ved at acceptere langstrakte overgangsperioder, der uden tvivl vil irritere de gamle medlemsstater. En ordning som EØS-aftalen betragtes måske som en løsning fra gamle dage, men jeg spørger alligevel, om Kommissionen bare i princippet betragter en eventuel løsning, der ligner EØS-aftaletypen - ikke den, men kun den type af løsning - som en form for inkubator, som de nye medlemslande pønser på, før det egentlige medlemskab, i stedet for at ansøgerlandene kommer til at vente længe før den egentlige konkretisering af medlemskabet, og tilslutter Kommissionen sig til det aspekt, hvorefter den form for ordning, der minder om EØS-aftalen, mærkbart kan nedsætte omkostningerne til udvidelsen og fremme udviklingen af økonomierne i ansøgerlandene. Jeg håber ikke, at dette var et ukorrekt spørgsmål.
Fru parlamentsmedlem, det er en hypotetisk diskussion, De nu vil indlede. Denne diskussion blev ført i første halvdel af halvfemserne, og den blev afsluttet med beslutninger, som De kender, som er blevet diskuteret mange gange i dette Parlament og som ikke længere kan gøres om, nemlig med beslutningen på De Europæiske Råd i København, Essen og Luxembourg om at forberede staterne i Øst- og Centraleuropa samt Cypern og Malta på fuldt medlemskab. Det har intet formål at blive ved med at diskutere, om der kunne have været et alternativ eller ej. Min erindring er i hvert fald, at kandidaterne ikke var tilfredse med mindre. Mindre ville de have afslået og opfattet som diskriminerende, så der var i hvert fald i Luxembourg i 1997 ikke realistisk mulighed for andet end den trufne beslutning. Der findes ikke et eneste land i processen, som mener, at man skulle gå bort fra dette mål med fuldt medlemskab. Hvis der var det, ville jeg vide det. Det er ikke tilfældet. Alle de 12, som vi forhandler med, forbereder sig seriøst på fuldt medlemskab, og jeg fraråder indtrængende, at man fører en diskussion om at ændre de grundlæggende mål for udvidelsen, efter at processen er gået i gang. Det ville kandidaterne kun kunne opfatte som et graverende tillidsbrud.
Spørgsmål nr. 40 af (H-0388/00): Om: Udvidelsen mod øst - overgangsordning inden for området med fri tjenesteydelser Forhandlingerne med ansøgerlandene i første gruppe (den såkaldte Luxembourg-Gruppe) om frie tjenesteydelser er foreløbig afsluttet. Hvilke overgangsordninger er der hidtil truffet aftale om? Hvilke virkninger for middelstanden og håndværket, navnlig i grænseregionerne til ansøgerlandene, forventer Kommissionen? Spørgsmål til Mario Monti
Fru parlamentsmedlem, spørgsmålet er baseret på en forkert antagelse. Kapitlet "tjenesteydelsernes frie bevægelighed" er ikke foreløbigt afsluttet, ikke med en eneste kandidat. Jeg kan heller ikke se, at dette kapitel skulle kunne afsluttes med noget land inden for kort tid.
Hr. formand, det er sikkert rigtigt, som De sagde, hr. Verheugen, at kapitlet ikke er afsluttet, men at forhandlingerne er indledt. Det ville alligevel interessere mig at vide, om der i forbindelse med disse forhandlinger er stillet forslag om overgangsordninger inden for de tjenesteydelsernes frie bevægelighed. De ved, at jeg selv kommer fra grænseområdet og kender den lokale situation særdeles godt. Jeg er overbevist om, at middelstanden, håndværket, vil få enorme problemer og står over for store udfordringer, hvad angår tjenesteydelsernes frie bevægelighed, for vi har store lønforskelle, i øjeblikket i forholdet 1:10. De kender selv udmærket alle de brancher, som er berørt af det. Har man fra europæisk side i sinde at foreslå overgangsordninger inden for tjenesteydelsernes frie bevægelighed? Den Tjekkiske Republik har allerede bedt om overgangsfrister for udlændinges køb af fast ejendom, som har konsekvenser for tjenesteydelserne. Hvordan forholder De Dem til disse overgangsfrister, som Den Tjekkiske Republik har bedt om, og hvordan forholder Kommissionen sig generelt til det?
Hr. formand, fru parlamentsmedlem, jeg går ud fra, at De ved, at tiltrædelsesforhandlingerne er en statskonference, som ikke forhandles af Kommissionen, men af medlemsstaterne, og at jeg derfor ikke har ret til at informere Dem om indholdet i forhandlinger, som endnu ikke er afsluttet. Jeg ville gerne gøre det, men jeg må ikke! Men jeg kan alligevel besvare Deres spørgsmål, fordi Kommissonen naturligvis har en mening om de punkter, som De nævnte. Allerførst er det sådan, at overgangsfrister efter Kommissionens opfattelse kun bør overvejes i forbindelse med denne udvidelsesproces, hvis målet, nemlig en rettidig eller tidssvarende udvidelse, ikke kan nås på anden måde. Overgangsfrister skal være meget, meget begrænsede i omfang og varighed, især når det drejer sig om det indre marked. De skal vide, at enhver overgangsfrist, ligegyldigt hvem den bliver aftalt med, ophæver det indre marked for det pågældende område. Og hvis man nu aftaler et stort antal overgangsfrister, så kan vi glemme hele det indre marked i en årrække. Det kan jo ikke være meningen med udvidelsen. Det spørgsmål, De egentlig gerne vil have et svar på, er jo spørgsmålet om, hvordan man indstiller sig på de problemer, som vil opstå i visse grænseregioner efter udvidelsen. Det område, som De kommer fra, og det område, som jeg selv kommer fra, hører jo til disse regioner. Jeg har talt om det, som De ved, også på Deres hjemegn mange, mange gange, og jeg kan derfor gøre det meget kort nu. Jeg tror, at der med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed, som er det egentlig vanskelige spørgsmål, i sidste ende nok vil komme nogle overgangsfrister. Men indtil videre er vi ikke kommet så langt. Inden for tjenesteydelsernes frie bevægelighed, som jo vil føre til en skærpelse af konkurrencen i grænseregionerne, er det efter min mening nødvendigt allerede nu at udarbejde et handlingsprogram, som især gør de små og mellemstore virksomheder i grænseområderne i stand til at indstille sig på denne nye konkurrence og klare sig i den.
Da jeg for nogle uger siden igen læste Kommissionens fremskridtsrapport om Litauen, kom jeg til at tænke på, at fremskridtsrapporterne bliver lavet, som om vi taler om den tidligere udvidelse, det vil sige den udvidelse, som blev gennemført, inden Amsterdam-traktaten trådte i kraft. Fri bevægelighed for arbejdstagere og fri bevægelighed for tjenesteydelser har som sit korollarium, som sin pendant, den sociale lov. Mit spørgsmål er, om de kommende fremskridtsrapporter i højere grad end de tidligere vil bide mærke i beskæftigelsen og den sociale lov, som nu er en del af vores acquis communautaire. Jeg tror nemlig, at vi kan lave en udvidelse, hvis vi forener disse to ting: dels fri bevægelighed for tjenesteydelser og arbejdstagere, dels mere lige vilkår med hensyn til den sociale dialog. Den sociale lov er faktisk en del af vores fælles lovgivning, som ansøgerlandene også skal opfylde.
Jeg vil gerne minde medlemmerne om - jeg siger det helt generelt - at spørgsmålene til denne spørgetid skal være konkrete spørgsmål om konkrete emner, som giver anledning til konkrete svar. Alt andet skal ske ved den normale forhandling i de parlamentariske udvalg, for i modsat fald har følgende optegnede medlemmer ikke ret til at spørge. Efter denne generelle advarsel giver jeg ordet til kommissæren.
Hr. formand, ærligt talt, det spørgsmål, som ligger til grund, var spørgsmålet om, hvor stort antallet af Den Europæiske Unions retsakter er. Nu skal jeg besvare et tillægsspørgsmål, som meget specifikt behandler et enkelt ansøgerland. Jeg er virkelig ikke i stand til at se sammenhængen mellem de to spørgsmål, ud over at begge drejer sig om udvidelsen. Hvis De alligevel mener, at der findes en sammenhæng, så vil jeg besvare spørgsmålet, for det kan jeg nemlig. I fremskridtsrapporterne om ansøgerlandene betragtes det samlede acquis. Kataloget over grundlæggende rettigheder kan ikke betragtes, eftersom det jo ikke er færdigt endnu. Det er kun ved at blive udarbejdet, og dette katalogs retlige karakter er heller ikke kendt endnu. Derfor ved jeg lige så lidt som De, om dette katalog bliver en bestanddel af traktaten, eller om der kun vil være tale om en højtidelig deklamation. Hvis dette katalog bliver en bestanddel af traktaten, vil der selvfølgelig blive taget højde for det i de kommende fremskridtsrapporter, og vi vil berette om, hvordan enkelthederne i dette katalog bliver overholdt i det pågældende land. I fremskridtsrapporterne skal vi - som De vil have bemærket - også berette om, hvorvidt et land opfylder de politiske Københavnskriterier. Men det besvarer i grunden spørgsmålene, for de politiske Københavnskriterier sammenfatter jo i grunden alt det, som skal stå i dette katalog over grundlæggende rettigheder, og disse spørgsmål er også blevet besvaret for Litauens vedkommende, og de vil også blive besvaret i den næste fremskridtsrapport for Litauen.
Fru Thors stiller et spørgsmål til forretningsordenen. Jeg vil gerne sige, at jeg lige før ikke henviste til fru Thors, men til alle medlemmerne, men De har ordet. Jeg anmoder Dem om ikke at gå ind i en debat med kommissæren.
Hr. kommissær, jeg vil blot præcisere nogle ting, da tolken åbenbart har lavet en alvorlig fejl. Jeg talte ikke om fællesskabspagten om grundlæggende rettigheder, men om socialpagten, herunder arbejdstagernes rettigheder. Det drejer sig bl.a. om arbejdsvilkår, hvilket jeg ser som en naturlig konsekvens af tjenesteydelsernes frie bevægelighed. Hvad er betingelserne for tjenesteydelserne? Hvilke betingelser arbejder man under? Det er den naturlige følge af fri bevægelighed.
Hr. formand, jeg fik det faktisk oversat som charter om grundlæggende rettigheder. Naturligvis er det sociale charter en del af traktaten, og derfor bliver det forhandlet med alle ansøgerlande. Det er en del af acquis communautaire. Vi beretter om, hvordan de enkelte kandidater forbereder sig på at anvende acquis, altså også på at anvende det sociale charter. I øjeblikket er jeg ikke i stand til at sige Dem, hvordan det ser ud lige i Litauen, men jeg vil gerne give Dem et skriftligt svar specifikt om Litauen og det sociale charter.
Hr. kommissær, i og sig er vi jo ved at tale om overgangsfrister. Jeg vil gerne spørge Dem, om De har en mening om Polens og Den Tjekkiske Republiks ønske om at indføre lange overgangsfrister hos sig selv på to områder, nemlig fri erhvervelse af fast ejendom - jeg tænker også på landbrugsejendomme - og etableringsret? Det er to meget vigtige punkter, og her ville jeg gerne spørge om Kommissionens respektive Deres holdning. Jeg vil også gerne spørge Dem, hvad De mener om at knytte overgangsfrister hos os og i ansøgerlandene sammen, på en måde i form af et lovkompleks, som det ofte bliver diskuteret.
Til det første spørgsmål vil jeg gerne sige, at medlemsstaterne endnu ikke har en forhandlingsposition i dette spørgsmål, og der findes heller ikke noget forslag fra Kommissionen om det. Min egen personlige mening er irrelevant i denne forbindelse. Jeg kan i hvert fald ikke udbrede den for Europa-Parlamentet, så længe institutionerne selv ikke har gjort deres mening op. Hvad angår sammenknytningen af overgangsfrister, så kommer det af sig selv. Vi kommer til at opleve et såkaldt "slutspil" på forhandlingerne, og i dette "slutspil" har De på den ene side de ønsker, som medlemsstaterne måtte have endnu, og på den anden side kandidaternes ønsker. Det vil i overvejende grad være ønsker om overgangsfrister. Om man nu kalder det sådan formelt eller ej, så kan De tænke Dem til, hvordan en sådan forhandlingsproces forløber. Det bliver en forhandling, og et af principperne ved forhandling er, at den ene giver noget, så den anden også giver noget, og på den måde må man i sidste ende finde frem til et samlet kompromis, som tager hensyn til begge parters ønsker. Meget specifikke lovkomplekser - hvis De spurgte om det - at man altså siger, vi knytter ønsket om overgangsfrister på den ene side sammen med ønsket om overgangsfrister på den anden side, anser jeg ikke for mulige. Jeg må gøre Dem opmærksom på, at f.eks. spørgsmålet om overgangsfrister i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed overhovedet kun bliver diskuteret i to ud af 15 medlemsstater. Det er et tysk problem, og det er et østrigsk problem. For de andre 13 er det ikke noget problem, og derfor kan det heller ikke præcist forudses, hvordan man vil håndtere dette tema i forhandlingernes slutfase.
Mange tak for Deres svar, hr. kommissær. Spørgsmål nr. 41 og 42 besvares skriftligt. Jeg giver hermed ordet til hr. Titley for en bemærkning til forretningsordenen.
Hr. formand, dette er anden måned i træk, De gør det mod mig - afbryder mig, netop som jeg skal til at stille mit spørgsmål. Til trods for, at De har ladet andre talere tale i mere end et minut - bl.a. i forbindelse med en temmelig langstrakt og meningsløs dialog om Murcia. Så vidt jeg husker, må De ifølge forretningsordenen kun tillade ét tillægsspørgsmål pr. politisk gruppe, og fordi De har overtrådt denne regel, må jeg nu for anden uge i træk undvære muligheden for at stille spørgsmål. Jeg finder det skandaløst, og jeg skriver en klage til formanden.
Hr. Titley, jeg vil svare Dem kort, for at det ikke skal gå ud over de øvrige medlemmer. Jeg gør Dem ikke noget. Det, der sker, er at hr. Verheugens godt og vel 20 minutter er opbrugt, og nu er det hr. Montis tur til at svare, idet han har ventet længe. Med hensyn til forretningsordenen må jeg sige til Dem, at der er to tillægsspørgsmål, ikke ét. Læs forretningsordenen. Der er to spørgsmål. Jeg vil ikke gå ind i en diskussion. De kan skrive det brev, De taler om, og så vil De få et hjerteligt og fyldestgørende svar, men De kan være rolig, for det var naturligvis min agt at give Dem ordet inden for den afsatte tid.
Spørgsmål nr. 43 af (H-0354/00): Om: Medlemsstaternes ansøgninger vedrørende statsstøtte Mener Kommissionen, at medlemsstaternes ansøgninger vedrørende statsstøtte behandles tilstrækkelig hurtigt?
Kommissionens tidsfrister for at træffe afgørelser vedrørende støtteprojekter, der er anmeldt af en medlemsstat, er fastsat i Rådets forordning nr. 659/1999. I de fleste tilfælde kan Kommissionen afslutte undersøgelsen af et anmeldt støtteprojekt efter forundersøgelsen, det vil sige uden at indlede formelle undersøgelser. Sådanne beslutninger skal træffes inden for to måneder efter modtagelse af en komplet notifikation. I praksis er notifikationerne ofte så mangelfulde, at Kommissionen er nødt til at udbede sig yderligere oplysninger, inden den kan træffe en afgørelse. For yderligere at reducere denne type unødvendige forsinkelser har Kommissionen udarbejdet detaljerede oplysningsskemaer for visse former for støtte - regionalstøtte, uddannelsesstøtte, forskning og udvikling osv. og dette arbejde vil blive fortsat, hvor det er hensigtsmæssigt. Hvor der er tvivl om, hvorvidt et støtteprojekt er foreneligt med det fælles marked, skal Kommissionen foretage en formel undersøgelse inden for en vejledende tidsfrist på 18 måneder. Kommissionen ville gerne kunne reducere denne frist. Det er desværre ikke muligt i øjeblikket af forskellig grunde. For det første går der en rum tid med at oversætte og offentliggøre en beslutning, med at modtage observationer fra tredjemænd samt med at modtage medlemsstaternes svar på sådanne observationer. Dernæst er der ofte tale om meget komplicerede sager, når der foretages formelle undersøgelser, hvilket resulterer i en lang behandlingstid, hvor der ikke sjældent afholdes møder med den pågældende medlemsstat og ændres på det oprindelige projekt. I betragtning af, at der ikke fandtes nogen tidsfrist for den formelle undersøgelsesprocedure inden forordningen, mener Kommissionen imidlertid, at der allerede er gjort visse fremskridt. Kommissionen overvejer også nye metoder for at gøre statsstøtteprocedurerne hurtigere og mere effektive. I den forbindelse bør man nævne de forordninger om gruppefritagelse, der i øjeblikket udarbejdes i forbindelse med støtte til SMV'er - uddannelsesstøtte og de minimis-støtte. Når de træder i kraft, skal medlemsstaterne ikke længere informere om støtteprojekter, der overholder betingelserne i forordningerne om gruppefritagelse, men de kan straks give støtte. Det vil i høj grad forenkle procedurerne vedrørende statsstøtte.
Jeg vil gerne takke kommissæren for det fyldestgørende svar og specielt for sidste del, hvor han antyder, at Kommissionen søger at fremskynde proceduren og om muligt sikre en hurtig godkendelse af ansøgninger om statsstøtte. I nogle medlemsstater er der imidlertid stadig alvorlige problemer med forsinkelser i beslutningsproceduren vedrørende statsstøtte. Jeg er overbevist om, at der er gået arbejdspladser tabt, fordi en langtrukken behandling af ansøgninger om statsstøtte har tvunget virksomheder til at dreje nøglen om, fordi de ikke fik støtte i rette tid. Hvad angår forsinkelsen, mener kommissæren så, at den aktuelle omstrukturering vil gøre det lettere for ham at fremskynde behandlingen af ansøgninger om statsstøtte, eller ligger problemet - sådan som han antydede - hos de medlemsstater, der i nogle tilfælde ikke opgiver alle nødvendige oplysninger, når de udfylder en ansøgning?
Som De ved, hr. Martin, arbejder vi med forskellige modeller for statsstøtte, og vi søger bl.a. at stramme kontrollen med statsstøtte. Hvad angår tidsfrister, er der ingen planer om at ændre tidsfristerne i den nærmeste fremtid. Fristerne er fastsat i en rådsforordning, der for første gang kodificerer procedurerne for statsstøtte, og da denne forordning først blev vedtaget i 1999, er det ikke sandsynligt, at den bliver ændret i den nærmeste fremtid. Vi er imidlertid indstillet på og villige til at forsøge at fremskynde visse aspekter af beslutningsprocessen, hvor det er muligt, f.eks. ved at udarbejde standardiserede oplysningsblanketter. De nævnte problemet med ressourcer. Det er selvfølgeligt et centralt problem for hele det konkurrencepolitiske område, herunder statsstøtte. Jo bedre kvaliteten er i medlemsstaternes indberetninger, jo større er sandsynligheden for, at processen forløber smertefrit og inden for en relativt kort tidshorisont.
Spørgsmål nr. 44 af (H-0355/00): Om: Statsstøtte til atomkraft Eftersom elektricitetsmarkedet trådte i kraft i februar i år, hvorefter enhver form for elektricitetsproduktion underkastes det indre markeds regler, og det nukleare fællesmarked i henhold til Euratom-traktatens artikel 92 ikke omfatter elektricitet som et produkt, mener Kommissionen da ikke, at elektricitet, der er frembragt ved hjælp at atomenergi, nu er underkastet de samme regler for det indre marked som alle andre former for elektricitet? Mener Kommissionen derfor ikke, at enhver form for statsstøtte til atomindustrien er forbudt i henhold til EF-traktaten, da der ikke er fastlagt nogen undtagelse, og Euratom-traktatens artikel 98 ikke indeholder bestemmelse om støtte til ulykkesforsikringsordninger til dækning af risikoen ved kerneenergi? Hvilke forslag har Kommissionen eventuelt i denne forbindelse fremsat over for Det Forenede Kongeriges regering vedrørende dens forpligtelse til at anvende ikke-fossile brændstoffer i henhold til EF-traktatens artikel 87? Kan Kommissionen nu bekræfte, at den er i færd med at undersøge spørgsmålet om statsstøtte til atomindustrien, hvilket Verts/ALE-Gruppen anmodede om i sin skrivelse til kommissær Monti af 10. marts?
Hr. formand, Kommissionen er enig med det ærede parlamentsmedlem i, at liberaliseringen af elektricitetsmarkedet gælder hele elektricitetsproduktionen, herunder elektricitet, der er frembragt ved hjælp af atomenergi. Kommissionen mener ikke, at det kan udledes af EF-traktaten og EKSF-traktaten, at al statsstøtte til atomindustrien nødvendigvis er forbudt. EKSF-traktaten indeholder ikke bestemmelser, der udtrykkeligt forbyder statsstøtte. Desuden fastsættes der i artikel 87 og 88 i EF-traktaten ganske rigtigt et generelt princip om forbud mod statsstøtte, men det er ligeledes tilladt under visse former. En konstatering af ulovlig støtte kan derfor kun ske efter en nærmere undersøgelse af hver enkelt sag. Kommissionen har ikke stillet forslag til Storbritanniens regeringen med hensyn til dens forpligtelse til at anvende ikke-fossile brændstoffer i medfør af artikel 88 i EF-traktaten. Hvad angår eventuel eksisterende bistand til atomindustrien, foretager Kommissionen ikke en systematisk undersøgelse. Men får Kommissionen kendskab til tilfælde med ulovlig støtte, vil disse sager blive behandlet i overensstemmelse med bestemmelserne i de relevante artikler i EF- og EKSF-traktaten.
Hr. kommissær, tak for Deres svar, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se logikken i det. På den ene side agter De, hvad angår statsstøtte til miljøet, at operere med meget spidsfindige analyser af støtten til vedvarende energier, selv om det står klart i øjeblikket, at denne sektor befinder sig i en vanskelig situation på grund af manglede internalisering af omkostningerne. Med andre ord udgør andelen af vedvarende energier på elektricitetsmarkedet i dag knap 5%. Til sammenligning udgør atomenergien 30% af dette markedet, og der agter De ikke at foretage systematiske undersøgelser. Jeg mener således, at forvirringen er fuldstændig, hvis formålet er, at tankegangen bag energipolitikken skal være retfærdig, og at alle former for elektricitetsfremstilling skal have samme vilkår. Jeg anmoder Dem derfor om at kommentere Deres holdning, da den for mig og mange andre - navnlig den vedvarende energiindustri - er meget svær at forstå.
Tak, hr. Turmes. Jeg er meget lydhør over for miljømæssige krav. Det var jeg allerede i den foregående Kommission, da jeg foreslog direktivet om skat på energiprodukter, og jeg prøver at gøre det samme gældende i Prodi-Kommisisonen. Jeg forstår udmærket Deres bekymring, men tillad mig at komme med nogle kommentarer. Forslaget om en ny ramme for statsstøtte til fordel for miljøet er meget fleksibelt med hensyn til tildelingen af støtte til vedvarende energier. Der er mulighed for at yde støtte på op til mindst 40% af de støtteberettigede omkostninger i tilfælde af investeringer og med hensyn til støtte til drift, kan medlemstaterne anvende et system, der tillader støtte på op til 100% af de støtteberettigede omkostninger. Jeg mener altså ikke, at man kan sige, at Kommissionen forbyder støtte til vedvarende energi. Der findes et samarbejde - tillad mig at bemærke dette igen - ikke kun mellem de vedvarende energier på den ene side og de traditionelle energier på den anden side, men ligeledes inden for vedvarende energier mellem de forskellige udformninger. Støtten til disse energier kan i øvrigt være forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. Den ukontrollerede støtte medfører altså konkurrenceforvridning, som nogle vedvarende energier vil kunne blive det første offer for. Kommissionen anerkender, at de vedvarende energier kan have behov for støtte, hvis de skal udvikle sig, men på samme tid er det ligeledes vigtigt, at disse energier gradvist tilpasser sig til konkurrencemarkedet for at sikre udviklingen heraf på langt sigt.
Spørgsmål nr. 45 af (H-0383/00): Om: Finansiel støtte til den europæiske atomindustri Har Kommissionen vurderet den finansielle støtte til den europæiske atomindustri - i form af støtte til Euratom og De Fælles Forskningscentre - på baggrund af konkurrencepolitikken for el-produktionen i Den Europæiske Union?
Fællesskabets virke inden for EURATOM beskæftiger sig med denne traktats bestemmelser og vedrører specielt finansieringen af de opgaver, som Kommissionen skal løse: beskyttelse mod stråling, sikkerhedskontrol og forskning. Hvad det sidste angår, er fællesskabsprogrammerne inden for forskning i atomenergisektoren blevet fastlagt af Rådet, som i henhold til artikel 7 i EURATOM-traktaten træffer beslutning med enstemmighed efter forslag fra Kommissionen. I denne sammenhæng er de aktiviteter, som FFC udfører i overensstemmelse med deres opgave, bestemt til at forbedre beskyttelsen af og sikkerheden inden for atomenergi, idet de især yder videnskabelig og teknisk assistance til de ansvarlige generaldirektorater. Artikel 305, tidligere artikel 232, i EF-traktaten fastslår, at denne traktats bestemmelser ikke ændrer bestemmelserne i EURATOM-traktaten. Dette gælder specielt konkurrencebestemmelserne, som ikke ændrer den ramme, der er fastlagt i EURATOM-traktaten med hensyn til fællesskabsforskning i atomenergisektoren. Derfor er den fælles forskningspolitik inden for EURATOM ikke i strid med EF-traktatens konkurrencebestemmelser.
Hr. kommissær, De har ikke besvaret mit spørgsmål. Jeg vil gerne høre Deres vurdering af den finansielle støtte. Det relaterer til det foregående spørgsmål fra hr. Turmes samt Deres svar på spørgsmålet om konkurrencepolitik i forbindelse med elproduktionen i EU. På baggrund af Deres svar på mit spørgsmål og det foregående spørgsmål konkluderer jeg, at vi ikke længere blot har en hvid elefant i den europæiske atomindustri, men også en hellig ko. Man kan give statsstøtte, der er urørlig, selv for en mægtig kommissær som Dem! Men jeg vil gerne vide, præcist hvordan situationen er. De sagde, at der er undtagelser i traktaterne - og De citerede Euratom-traktaten. Der er en klar skævvridning mellem medlemsstaterne på grund af statsstøtte. Hvor er det helt præcist i traktaten, at der er en skriftlig tilladelse til at yde statsstøtte? Vil De venligst uddybe det?
Jeg vil forsøge, fru Ahern. Først og fremmest har jeg her, hvis De tillader mig, et notat på fransk. Jeg vil gerne understrege, at Kommissionen bestemt ikke udelukker at anvende fællesskabsrettens konkurrencebestemmelser med hensyn til den offentlige støtte, der ydes til producenterne af nuklear elektricitet. Kommissionen har bl.a. meget klart i sit vejledende nukleare program med hensyn til artikel 40 i Euratom-traktaten bemærket, at udviklingen i retningen af en liberalisering af det indre marked for elektricitet i Fællesskabet medfører, at den nukleare energi inden for samme rammer og på samme betingelser skal indgå i konkurrence med de andre energikilder. En fuldstændig iværksættelse af det indre marked og en omhyggelig anvendelse af de relevante regler vedrørende statsstøtte og konkurrence fører til oprettelsen af identiske spilleregler for alle energikilder. I medfør af dette princip er det op til Kommissionen i hver enkelt sag at undersøge de forskellige påstande om, at den nukleare sektor modtager en støtte, der medfører en illoyal konkurrence. Jeg kan tilføje, at de tjenester, som jeg er direkte ansvarlig for inden for Kommissionen, mener, at man skal afholde sig fra en streng fortolkning af traktaten. Konkurrencereglerne gælder for alle elektricitetsproducenterne, herunder den nukleare sektor i den udstrækning, hvor der ikke foreligger undtagelser fra bestemmelserne i Euratom-traktaten. Denne holdning forekommer mig endnu mere berettiget, eftersom direktivet, der liberaliserer det indre elektricitetsmarked, ikke fastsætter nogen specifik regel for nukleare producenter og ikke skelner med hensyn til kilden til den producerede elektricitet.
Hr. kommissær, De siger, at hverken traktaten eller direktivet om det indre marked for elektricitet fastsætter undtagelser vedrørende støtte til atomkraft. Men på hvilken del af traktaten baserer De Dem med hensyn til den undtagelse, De alligevel gør i forbindelse med atomkraft? Artikel 87 og 88 omtaler ikke atomenergi. Derfor er det svært at se, hvilket retsgrundlag der er for at gøre undtagelser i forbindelse med elektricitet, der fremstilles på grundlag af atomkraft.
Jeg mener at have givet alle de oplysninger, Kommissionen råder over med hensyn til dette emne. Jeg kan tilføje, at på det operationelle plan - og det mener jeg, at jeg har sagt, som svar på Deres eget spørgsmål, hr. Turmes - med hensyn til den nukleare industri vil Kommissionen ikke foretage en systematisk undersøgelse. Hvis tilfælde af ulovlig støtte bringes til vores kendskab, vil disse sager dog blive behandlet i overensstemmelse med bestemmelserne i de to traktater. Jeg vil gerne tilføje, at i den logiske og almindelige opbygning af EF-traktaten, er de artikler, der omhandler statsstøtten, nemlig artikel 87 og 88, ikke begrænset til særlige sektorer.
Da spørgetiden til Kommissionen er udløbet, besvares spørgsmål nr. 46-83 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Kommissionen afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.25 og genoptaget kl. 21.00)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0128/2000) af González Álvarez for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om en overvågningsmekanisme for de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra nye personbiler (C5 - 0105/2000 - 1998/0202(COD)).
Hr. formand, vi er ikke mange tilbage på dette tidspunkt af eftermiddagen, men det er også sandt, at det er tredje gang, at vi forhandler denne betænkning i Europa-Parlamentet. Den første gang i december 1998 blev denne betænkning om reduktion af CO2-emissionerne fra nye personbiler vedtaget ved førstebehandlingen med 48 ændringsforslag. Af disse 48 ændringsforslag accepterede Rådet og Kommissionen nogle i deres helhed og andre kun delvist. Og så kom betænkningen tilbage til andenbehandling. Det er korrekt, at Rådet havde accepteret nogle ændringsforslag, som vi fandt vigtige, men der var nogle andre aspekter tilbage i betænkningen og i de ændringsforslag, der var blevet vedtaget med enstemmighed i Miljøudvalget - og med stort flertal i plenarforsamlingen - som også forekom os vigtige, og som ikke var blevet taget med. Det drejede sig først og fremmest om i denne plan til reduktion af CO2-emissionerne fra nye personbiler at medtage de lette erhvervskøretøjer, som anvendes meget i byerne, og hvis CO2-emissioner også forurener. Vi fandt heller ikke, at man havde taget sikringen af datakvaliteten til sig. For en plan af denne slags er det afgørende, at der er stringens i de data, som regeringerne indsamler, og at der er en vis lighed mellem dem. Vi fandt også, at det var meget vigtigt at fastholde noget, som allerede er en tradition i Europa-Parlamentets Miljøudvalgs holdning: Et vist forbehold over for frivillige aftaler. Hvis man tager hensyn til, at Fællesskabsretten - direktiver og forordninger - ofte ikke bliver overholdt - så forekommer det os endnu mere usandsynligt, at de frivillige aftaler bliver overholdt. Miljøudvalget havde mistro til disse frivillige aftaler, og i et andet af ændringsforslagene anmodede man om, at der blev udarbejdet et tydeligt retsgrundlag, som man kunne støtte sig til, såfremt de frivillige aftaler slog fejl. Til sidst endte man med også at tage hensyn til vores bekymring om, at man i et af afsnittene ikke kun talte om stabilisering af emissionerne, men om en reduktion. Et andet ændringsforslag, som også forekom os vigtigt, var det, der drejede sig om køretøjernes dimensioner. Alt i alt, hr. formand, endte der med at være 10 ændringsforslag, der blev vedtaget med meget kvalificeret flertal her i Parlamentet, og som Rådet ikke accepterede, hvorfor det var nødvendigt at ty til denne forligsproces, hvorom man må sige, at den hverken har været særlig konfliktfyldt eller særlig vanskelig. Som selve navnet antyder, betyder forligsprocesserne, at hvert af landene mister noget, for at man kan opnå en endelig aftale. Og i den endelige aftale kan vi se, at der er taget hensyn til vores grundlæggende bekymringer. Der er medtaget en undersøgelse med henblik på i fremtiden af inddrage de lette erhvervskøretøjer, man overvejer muligheden for om kort tid at fremlægge et retsgrundlag og revidere dataene, så de bliver stringente og mere eller mindre ens i hvert af landene. Endelig har man taget hensyn til Parlamentets grundlæggende bekymringer, om ikke radikalt og øjeblikkeligt, så dog med en forpligtelse til i fremtiden at vedtage beslutninger om dette spørgsmål. Det eneste ændringsforslag, man ikke tog i betragtning, er det om køretøjets dimensioner. Parlamentet fastholdt, at det var meget vigtigt, for jo kraftigere og større et køretøj er, jo større er emissionsniveauet, og det forekom os vigtigt, at dette aspekt kom med i et af bilagene. Men i betragtning af at man har taget hensyn til seks andre aspekter og køretøjernes kapacitet og specifikationer, så fandt vi, at vi ikke kunne forhale forligsperioden mere. Især hvis man tager i betragtning, at det, vi er interesseret i, er, at der nu i alle medlemslandene iværksættes en undersøgelse om reduktionen af CO2-emissionerne fra nye personbiler. Endelig finder jeg, at det er en fornuftig aftale, som hverken er den, som Parlamentet indledningsvis havde foreslået, eller Rådets. Jeg tror ikke, hr. formand, at vi får problemer med at få vedtaget denne aftale.
Fru González Álvarez, jeg kan forsikre Dem om, at ikke alle forligene har den samme sværhedsgrad. Jeg er glad for, at dette forlig gik godt.
Hr. formand, fru kommissær, jeg vil gerne indlede med at gratulere fru González Álvarez. Hun er virkelig meget hårdnakket, for vi havde jo i og for sig en virkelig god betænkning allerede under andenbehandlingen, men hun ville absolut gennemføre nogle flere ændringsforslag, og jeg må gratulere hende. Det er lykkedes for hende. Parlamentet har endnu en gang hævdet sig over for Rådet. Indførelsen af en sådan overvågningsmekanisme er kun et af mange skridt hen imod en opfyldelse af Kyoto-protokollen. Nedbringelsen af drivhusgasser med 8% i forhold til tallene fra 1990 er altså det store mål frem til 2012. De dramatiske klimaforandringer kan også mærkes her i Strasbourg både i går og i dag, og de er også langt mere omfattende end først antaget. Derfor er det ikke underligt, at vi sikkert kommer til at vedtage denne beslutning meget enstemmigt i morgen, og at Rådet og Parlamentet var i stand til at finde frem til en fælles holdning meget hurtigt. Denne ordning med fælles overvågning er den første af sin art, og jeg tror, at dens succes eller fiasko bliver udslagsgivende for, om vi vil etablere lignende ordninger fremover. For at kunne mindske CO2-emissionerne og brændstofforbruget har vi gjort brug af en tredelt strategi: miljøaftaler med bilindustrien, ordninger med skattemæssige incitamenter og så en ordning med mærkning af brændstofforbrug og CO2-emissioner. Men trods alle disse bestræbelser, direktiver og fælles måleordninger bør vi alle være klar over, at vi næppe kan nå at realisere målet om at reducere drivhusgasserne til niveauet fra 1990. Der er fagfolk, der råder os til at forsøge at opnå en stabilisering af det nuværende emissionsniveau. Det er muligvis meget pessimistisk, men når vi tænker på, at motoriseringen også fortsat tager til i de 14 europæiske stater - pardon, 15 er vi, som østriger snubler man nogle gange over det og spørger sig selv, om vi er 14 eller 15, vi er altså stadig 15 - og når vi tænker på udvidelsen mod øst, og når vi tænker på, at menneskene i Kina og Indien også gerne vil leve, som vi gør, så bør vi være klar over, at det bliver meget svært at reducere drivhusgasserne eller CO2-emissionerne, og at vi må gøre os alle bestræbelser for i det mindste at opnå en stabilisering. Uanset hvor pessimistisk man er, skader dannelsen af en europæisk overvågningsordning for CO2-emissioner i hvert fald ikke noget. Lad os endnu en gang forsøge os med de små skridt, og måske finder Europa-Parlamentet igen sammen i 2005, når resultaterne skal måles for første gang, og klager over, at vi måske ikke gjorde nok i dag.
Hr. formand, fru kommissær, "tillid er godt, kontrol er bedre" var engang mottoet hos en statschef i et system, der er gået til grunde. Ikke desto mindre er disse vise ord nogle gange passende, fordi vi med CO2-strategien for biler selvfølgelig er slået ind på en ny vej og har tillid til, at bilfabrikanterne i Europa, Korea og Japan har viljen til frivilligt at reducere CO2-emissionerne fra biler gennem tekniske foranstaltninger, nemlig til 140 g i 2008, hvilket vil betyde en reduktion på ca. 25%. Men vi har faktisk også brug for en overvågningsmekanisme for eventuelt at kunne gribe ind. Derfor: "Tillid er godt, kontrol er bedre!" Vi ønsker et statistisk upåklageligt, konkret overvågningsinstrument, og for så vidt vil jeg gerne takke ordføreren for, at hun var hårdnakket nok til at etablere et fornuftigt overvågningsinstrument for CO2-emissioner fra biler i Europa, der gælder for alle medlemsstater, og som understreger, hvor hvilke biler indregistreres med hvilke CO2-emissioner, således at man kan sige entydigt i 2003: Fabrikanternes forpligtelser bliver eller bliver ikke efterkommet. Hvis de ikke bliver det, må vi jo træffe lovmæssige foranstaltninger. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på de to andre søjler i vores strategi: Spørgsmålet om indregistrering, det har vi også vedtaget. Dér, hvor det stadig kniber lidt, er spørgsmålet om den ekstra skattemæssige støtte til biler med lavt forbrug. Efter min mening har vi alle, selvfølgelig især medlemsstaterne, til opgave at sende nogle flere tydelige signaler, så vi kan nå vores egentlige mål om 120 g i 2005.
Hr. formand, ærede medlemmer, tillad mig, at jeg ønsker vores ordfører tillykke med de gode resultater, som hun har opnået, og at jeg begynder med at placere denne betænkning inden for klimaændringernes større sammenhæng. Lige fra konferencen i Rio de Janeiro og videre over Kyoto har EU altid været politisk ledende i debatten om klimaændringerne. Selv om Europa ud fra et retorisk synspunkt stadig leder debatten, begynder vi at savne legitimitet til at gøre det på en troværdig måde. Det nytter ikke meget, at EU søger at vække verdens samvittighed om dette problem, når kendsgerningerne er, at den europæiske gasboble med drivhuseffekt, især kuldioxid, snarere synes at vokse med 6 til 8% end at blive de 8% mindre, som vi aftalte i Kyoto. Det er derfor på tide at skride til handling hos os selv, så vores indsats udadtil kan få den nødvendige troværdighed. Hvad angår politisk handling, må vi prioritere transportsektoren af to afgørende årsager, som jeg her vil nævne. For det første fordi denne sektor ifølge Europa-Kommissionens grønbog ikke skal indgå i den europæiske ordning for handel med CO2-emissioner, hvorfor al reduktion af drivhusgasser udelukkende skal opnås gennem de politikker og foranstaltninger, som medlemsstaterne og Fællesskabet sætter i værk. For det andet fordi transportsektoren er den sektor, der bidrager mest til EU's udskridning i forhold til de mål, der blev fastlagt i Kyoto. Ifølge en nyligt offentliggjort undersøgelse fra Det Europæiske Miljøagentur er transportsektoren ansvarlig for næsten 30% af EU's samlede emissioner, og det kan forudsiges, at niveauet for CO2-emissioner fra denne sektor vil stige 39% indtil 2010 i forhold til niveauet for 1990. Over for disse yderst bekymrende udsigter, der fortæller os, at vejtransporten er ansvarlig for 85% af alle CO2-emissioner inden for transportsektoren, og da det er absolut nødvendigt, at vi skrider til handling, må den aftale bifaldes, der er opnået i Forligsudvalgets om overvågningsmekanismen for CO2-emissioner fra personbiler. Denne mekanisme er en meget væsentlig bestanddel i gennemførelsen af Kyoto-protokollen, og den vil gøre det muligt nøje at kontrollere opfyldelsen af de forpligtelser, som bilfabrikantsammenslutningerne har påtaget sig om at reducere CO2-emissionerne fra nye personbiler med 25%. Jeg beklager, at det ikke har kunnet lade sig gøre at få varebilerne med i denne ordning. I alle tilfælde vil jeg gerne endnu en gang lykønske ordføreren med de opnåede resultater.
Hr. formand, fru kommissær, jeg vil gøre det lige så kort som den heldige ordfører i forligsproceduren. Jeg vil dog gerne lykønske hende hjerteligt med den gode betænkning og med den fantastiske succes, sådan som nogle af de foregående talere også har gjort. Jeg synes i modsætning til nogle af de foregående talere, det er meget vigtigt, at betænkningen ikke kun kræver en stabilisering af koncentrationen af drivhusgasser, men også en reduktion, især på baggrund af, at der skal foreligge dokumenterbare resultater inden 2005, hvilket er en følge af forpligtelserne i Kyoto-protokollen. Jeg synes, at det i betragtning af de betænkeligheder, som Europa-Parlamentet altid har givet udtryk for med hensyn til de frivillige aftaler i miljøaftalerne, er væsentligt, at det er lykkedes os som Parlament at optage netop denne passus, ifølge hvilken oplysningerne fra 2003 skal anvendes til at overvåge denne frivillige aftale i bilindustrien. Det er efter min mening også væsentligt - og her skal anvendelsesområdet ikke udvides som følge af denne beslutning - at det er lykkedes os at bringe Kommissionen så vidt, at der foreligger undersøgelser af at gennemføre harmoniserede målinger af de specifikke CO2-emissioner fra køretøjer i klasse N1 og at fremsætte forslag i denne retning. Det er efter min mening en stor succes. Jeg vil gerne endnu en gang takke ordføreren mange gange og votere for en vedtagelse af betænkningen.
Hr. formand, jeg bifalder det glimrende resultat, som Europa-Parlamentet og Rådet er nået frem til med dette baggrundsmateriale. Jeg lykønsker de to lovgivende forsamlinger med, at det er lykkedes dem at nå frem til en hurtig og tilfredsstillende aftale. Godkendelsesprocessen for dette forslag er et udmærket eksempel på, hvordan de to parter i den europæiske lovgivningsmagt kan blive enige og samarbejde om vedtagelsen af en solid og effektiv miljølov. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og i særdeleshed ordføreren, fru González Álvarez, for det konstruktive arbejde. Vedtagelsen af denne beslutning betyder, at Fællesskabets strategi om at reducere emissionen af CO2 fra biler kan overvåges, og mere specifikt giver den mulighed for at overvåge gennemførelsen af de frivillige aftaler med bilfabrikanterne. Denne strategi er en af de mest konkrete aktiviteter i Fællesskabet i forbindelse med CO2-emissioner og -reduktioner i transportsektoren. Den er derfor en vigtig milepæl i bestræbelserne på at opfylde Kyoto-målsætningen.
Hr. formand, det er en utilgivelig forglemmelse fra min side. Jeg vil blot bruge 20 sekunder til at give udtryk for min taknemmelighed over for alle medlemmerne af Forligsudvalget: over for hr. Provan, over for fru Jackson, som også deltog, og over for alle medlemmerne af Kommissionen og Rådet, som vi arbejdede sammen med for at nå til en aftale om betænkningen. Jeg vil også gerne takke kollegerne for deres støtte.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger af Savary for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme: A5-0112/2000 om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen og virkningerne af direktiv 96/48/EF om interoperabilitet i det transeuropæiske system for højhastighedstog; A5-0113/2000 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog.
Hr. formand, jeg håber ikke, at de to foregående talere var med toget og er blevet forsinkede. Jeg tror, de er i huset og kommer til tiden. Desværre forholder det sig således, at vi i forbindelse med jernbanerne selvfølgelig kæmper med mange problemer fra fortiden. F.eks. udgjorde jernbanernes andel af varetransportmarkedet i 1970 21%, og nu er tallet kun 8,5%. Hvad angår varetransporten, har jernbanerne været de store tabere, og også hvad angår personbefordringen, er andelen gået tilbage fra 10 til 6%. Sejrherren er lastbiltransporten. Den vokser hele tiden og vinder markedsandele, i f.eks. Østrig med årligt 16% ved grænserne mod øst. Siden 1990 er den steget til det 2,4-dobbelte. Når man betragter lastbilerne og busserne fra Østeuropa på den vigtigste øst-vest-akse på motorvej A1, er trafikken vokset til det seksdobbelte fra 1995 til 2000. Man kan altså se, at varetransporten, og især transitvaretransporten, vokser i et ganske massivt omfang. Ifølge prognoserne samlet set med mere end 100% i perioden 1995 til 2015. Derfor er det vigtigt og presserende, at vi beskæftiger os med det europæiske jernbanenet. Det er i alt 156.000 km langt. Heraf er de 78.000 km omfattet af TEN-nettene. Frem til 2010 skal der lægges 12.600 km nye jernbanestrækninger til hastigheder over 250 km/h, og strækningerne skal immervæk udvides med 16.300 km til hastigheder over 200 km/h. De samlede omkostninger - der er virkelig tale om et enormt beløb - udgør frem til 2010 ca. 186 milliarder euro. Man kan altså se, hvor vigtige disse investeringer er for Den Europæiske Union. Derfor er det vores opgave at prioritere tingene hurtigt. Jeg mener, det er på tide at tilpasse jernbanerne til de markedsøkonomiske forhold, så jernbanerne investerer endnu mere i kundernes behov, og at vi sammen prioriterer tingene og udarbejder en detaljeret og effektiv tidsplan. De væsentlige krav er selvfølgelig at indstille sporvidden i hele Europa, især dér, hvor der er mere end to lande, der samarbejder, til én vidde. For øjeblikket har vi stadig fem forskellige sporvidder. Vi har brug for et fælles elektrificeringssystem, navnlig med hensyn til spænding og hertz. De tekniske karakteristika for el skal altså ensrettes, således at der også her kan købes fra de offentlige net, og de offentlige net kan forsynes med strøm uden væsentlige tab. Det tredje punkt - og det er efter min mening det vigtigste - er togenes sikkerhed. Vi har absolut brug for eksterne kontrol- og certificeringsorganer. Det kan ikke være rigtigt, at den, der er ansvarlig for jernbanen, også selv kontrollerer den. Det er også en selvfølge i forbindelse med personbiler og lastbiler, at det er eksterne certificeringsorganisationer, der kontrollerer tingene. Det er efter min mening tvingende nødvendigt, når vi ser på togulykkerne i den seneste tid, at der er nogle eksterne kontrolorganer, der sørger for de europæiske passagerers sikkerhed.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke alle de kolleger, der har medvirket til, at vi nu kan fremlægge disse to betænkninger, der efter min mening er meget vigtige med hensyn til jernbanens fremtid. Hvad handler dette om? Det handler først og fremmest om at gøre status over gennemførelsen af direktivet fra 1996 om interoperabilitet i det transeuropæiske system for højhastighedstog og uddrage erfaringer til brug i fremtiden. Dernæst - og dette er den væsentlige sammenhæng- skal vi forhandle og stemme om et forslag til direktiv vedrørende interoperabilitet i det transeuropæiske system for konventionelle tog. Kære kolleger, vi må vurdere alle vigtige aspekter i denne sag. Der findes i dag en uacceptabel selvmodsigelse inden for den europæiske transportsektor. Som man kunne forvente, har oprettelsen af det indre marked naturligt nok og i bemærkelsesværdig grad betydet en stigning i varers og personers bevægelighed inden for Unionen. Der er registreret en vækst på henholdsvis 21% og 15% fra 1990 til 1997. I forbindelse med denne eksplosive vækst i mobiliteten inden for EU, som vil tage til i de kommende årtier, har vejnettet, og til dels en udvidet kystfart i Nordsøen, taget den største andel af trafikken. Selv om vi - og de fleste lande i Unionen - råder over et jernbanenet og en jernbaneteknik, der er uden sammenligning i verden, selv om en undersøgelse for nylig anslog de ydre omkostninger i forbindelse med vejnettet med hensyn til folkesundhed, infrastruktur og forurening til at være ca. 480 milliarder euro, og selv om målet om bæredygtig mobilitet og respekt for de daglige omgivelser nu i almindelighed deles af europæerne, kan man konstatere, at jernbanen kun sidder på 8,6% af markedsandelen i forbindelse med fragttjenester og på 5,8% med hensyn til passagertjenester. Der er flere forklaringer på dette paradoks: Jernbanens manglende konkurrenceevne, der skyldes en social forskel i forhold til lastbilsektoren, men også konkurrenceforvridninger, der er et resultat af de betragtelige ydre omkostninger i forbindelse med vejnettet, det alt for eksklusive præg, der i de seneste år er givet højhastighedstrafikken af størstedelen af de store jernbaneselskaber, men også en overdreven nationalisering af almindelig skik og brug og teknik inden for jernbanesektoren, som gør jernbanetrafikken mindre flydende over hele kontinentet. I dag er de europæiske transportnets situation så enkel, at det nærmest er komisk. Der findes kun et fælles transportområde, og det er vejnettet. Der findes endnu ikke et fælles europæisk luftrum eller et fælles havområde, og der findes slet ikke et kontinuerligt jernbanenet i EU-landene. Udfordringen i forbindelse med jernbanenettenes interoperabilitet er naturligvis at ophæve de tekniske begrænsninger, der stammer fra nationale jernbaner, som blev opbygget gradvist i det 19. århundrede. I dag har de 15 EU-lande ikke mindre end 16 systemer til elektrisk signalering, seks elektriske spændingssystemer, fem forskellige banestørrelser og adskillige fritrumsprofiler og forskellige infrastrukturer. Naturligvis udgør de nye infrastrukturer til højhastighedstog et privilegeret område i forbindelse med interoperabilitet, for det drejer sig naturligvis om nye net eller nylige anvendelser af meget ens teknologier. Direktiv 96/48 blev vedtaget i denne forbindelse. Betænkningen om dets gennemførelse fire år efter, der er undersøgt af Parlamentet med henblik på at afgive udtalelse, viser modsætninger, hvilket dog i sidste ende er mere positivt end ved første øjekast. For det første konstaterede man en stor forsinkelse med hensyn til gennemførelsen i national lov, eftersom det i dag kun er to lande, der har gennemført det, og de første tekniske specifikationer om interoperabilitet netop er under udarbejdelse og offentliggørelse. Man må konkludere, at man fremover må stille større krav med hensyn til frister for gennemførelse og offentliggørelse. Men denne forsinkelse med hensyn til gennemførelse af teksterne har ikke forhindret udviklingen af interoperabilitet på strækninger på tværs af grænserne. Thalys er et eksempel på en perfekt interoperabilitet og overgår endda Eurostar på trods af Eurostars anstrengelser med hensyn til fritrumsprofiler. Disse to internationale linjer har opnået et resultat, som bør tjene som eksempel for den fremtidige udvikling. Men derudover gør direktivet om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem - i mangel på håndgribelige resultater - det navnlig muligt at fastsætte og indkøre en arbejdsmetodologi. For første gang har infrastrukturforvalterne, jernbanevirksomhederne og industrien indledt et fælles arbejde med henblik på fastsættelse af tekniske specifikationer for interoperabilitet. De har beskæftiget sig med Den Internationale Jernbaneunions mere generelle arbejde. De har oprettet et arbejdsforum inden for Den Europæiske Sammenslutning for Jernbaneinteroperabilitet, som i dag råder over en metodologi og erfaring, der kan overføres til jernbanesystemet for konventionelle tog. Endelig muliggør det udvalg, der omtales i artikel 21, og som omfatter repræsentanter fra medlemsstaterne og Kommissionen, en politisk-teknisk kontrol af arbejdet i forbindelse med interoperabilitet og en ubetinget indgriben fra medlemsstaterne med hensyn til retningslinjerne. Med andre ord må man retfærdigvis nævne, at selv om Transportudvalget skal minde medlemsstaterne om deres forpligtelser med hensyn til frister og gennemførelse, udgør højhastighedstoget en førsteklasses forsøgsplan for en så omfattende konstruktion, som interoperabilitet er. Men i denne forbindelse skal man huske på, at der til gengæld med hensyn til de konventionelle jernbanenet og tog findes hindringer for harmoniseringen på grund af jernbanernes nationale og historiske dimension, togenes forskellighed og deres omfattende udbredelse. Det skal her gøres fuldstændigt klart, at der ikke er tale om, at man af jernbanerne og infrastrukturforvalterne kræver en fuldstændig og omgående udskiftning af materialet, hvilket er økonomisk umuligt. Hvis interoperabilitet er målet, skal det frem for alt ske ved hjælp af de hurtigste og billigste midler til at nå de fastsatte fremskridt. I denne forbindelse kan interoperabilitet opnås med andre midler end harmonisering af materialer, fordi disse kan være tilpasset forskellige konfigurationer som firstrømslokomotiv. Det er altså en pragmatisk og realistisk tilnærmelse, som er foreslået os, hvor man ikke bebyrder jernbanen yderligere med supplerende udgifter og således undergraver dens konkurrenceevne i forhold til de andre transportsektorer. De vigtigste principper i dette direktivforslag er en begrænsning af den konventionelle interoperabilitets geografiske område til det transeuropæiske jernbanenet, som det blev besluttet med Europa-Parlamentets og Rådets beslutning af 1996. En tankegang om gradvis konvergens snarere end en systematisk fornyelse, som giver sig udslag i en faseinddeling af prioriteter og interoperabilitet, der skaber hierarki i undersystemerne, og således gør det muligt at få adgang hertil så hurtig og billigt som muligt, idet man prioriterer de nye investeringer inden for oprettelse, udvidelse, fornyelse, vedligeholdelse og udnyttelse. En hierarkisk inddeling af mål, som skelner mellem de tværgående mål, der skal gælde for alle standarder - det vil sige sikkerhed, troværdighed, sundhed, miljøbeskyttelse, teknisk kompatibilitet - og de mål, der er forbundet med de tekniske undersystemer, det vil sige jernbaneinfrastruktur, energi, rullende materiale osv. En adskillelse af det tekniske udviklingsarbejde i forbindelse med TSI, som er betroet en fælles repræsentativ organisme, af standardiseringen, der er betroet de europæiske organisationer for standardisering, og af kontrol og godkendelsen, der er betroet bemyndigede organer. Man kan ikke forestille sig, kære kolleger, en tankegang om opnået enighed med brugerne, der er foreslået af Transportudvalget, uden en parallel opnået enighed med medarbejderrepræsentationen, hvilket er emnet for et ændringsforslag, som vi skal forhandle om i morgen. Endelig skal medlemsstaterne og Kommissionen stå for en fortsat kontrol af arbejdet via det omtalte udvalg i artikel 21 i direktivet om højhastighedstog, som gør det muligt for staterne at ansøge om dispensationer, at tage særlige hensyn i de tekniske specifikationer om interoperabilitet til de jernbanenet, der er historisk eller regionalt isolerede, og i forbindelse med visse særlige materialer fra tredjelande at iværksætte godkendelsesbestemmelser, der er notificeret af medlemsstaterne over for Kommissionen. Med andre ord findes der sikkerhedsventiler for de lande, der har meget stærke særpræg, og de har altid muligheden - selv inden for de institutioner, der fastsættes i direktivet - at gøre disse særpræg gældende og at gøre dem gældende i forbindelse med arbejdet med og offentliggørelsen af TSI. Endelig drejer det sig om at undgå en voksende forskel mellem disse net i overgangsperioden. Derfor skal nye investeringer indtil offentliggørelsen af TSI opfylde en godkendt teknisk reference. Et registre over Unionens jernbanemateriale vil blive udarbejdet og vil gøre det muligt at fastslå karakteren af parken, dens fornyelse og dens forældelse, i lighed med det, der stadig på mangelfuldt vis sker med hensyn til det maritime område. Desuden må vi allerede nu være mere fremsynet, og det er grunden til, at det er blevet foreslået - både af Transportudvalget og af Industriudvalget - fremover at knytte repræsentanter fra ansøgerlandene til dette arbejde, således at de kan forberede sig på denne fremtidige acquis communautaire. Ligeledes må vi fremover, og vi anbefaler dette, overveje midlerne til interoperabilitet mellem de forskellige transportmidler i overensstemmelse med vores generelle målsætning om udvikling af intermodalitet. Naturligvis ville det, kære kolleger, være indbildsk at forvente sig alt af dette direktiv og af det store arbejde med hensyn til tilnærmelse, som der i direktivet kræves af jernbaneindustrien. Det, Europa foreslår, er naturligvis at indlede et langstrakt og meget omfattende arbejde med hensyn til det store jernbanenet. Alene løser dette hverken spørgsmålet om konkurrenceforvridning eller om adgang til jernbanenet eller prisbestemmelse, der ville være afgørende fremskridt mod en ny guldalder for den europæiske jernbane. Alligevel udgør den tekniske interoperabilitet i vores gamle nationale jernbanenet en nødvendig betingelse for denne tilbageerobring af jernbanen, som vi med denne afbalancerede tekst, der er fornuftig og fleksibel, burde kunne nå gradvist under acceptable økonomiske og sociale betingelser. Over for de mange blandt Dem, der har medvirket hertil, vil jeg gerne gentage min taknemmelighed.
Hr. formand, fru kommissær, ærede kolleger, jeg vil gerne indlede med at takke ordføreren, hr. Savary, og alle de kolleger, der har deltaget, for det gode og konstruktive samarbejde i forbindelse med dette vanskelige og rent tekniske emne. Antallet af ændringsforslag, der er blevet fremsat, også nu her i plenarforsamlingen, viser, hvor vigtigt emnet er for Europa. Derfor kan jeg også rose Kommissionen for, at den nu også beskæftiger sig med emnet interoperabilitet inden for konventionelle tog efter at have beskæftiget sig med samme emne inden for højhastighedstog. Jeg finder det beklageligt, at kun nogle få medlemsstater har gennemført direktivet om interoperabilitet inden for højhastighedstog. Min appel til Kommissionen er: Udøv pres her, så der ikke går værdifuld tid tabt, som koster jernbanerne andele på markedet og i konkurrencen. Hvad angår de konventionelle tog, er direktivet endnu vigtigere. Målet med direktivet er - som det også er tilfældet med højhastighedstogene - at muliggøre en så gnidningsfri konventionel jernbanetrafik som muligt i Unionen ved at harmonisere de tekniske bestemmelser og udarbejde så nøjagtige retningslinjer for ansøgerlandene som muligt med henblik på at sikre en glidende trafik også efter udvidelsen. For passagerernes og varetransportens vedkommende vil interoperabiliteten give mange fordele. Bedre service, større komfort, tidsbesparelser, sikkerhed og muligvis også lavere priser. Desuden er harmoniseringen af de tekniske standarder en nødvendig forudsætning for den længe ønskede liberalisering af jernbanevæsenet. De to ting sammen, interoperabilitet og liberalisering, er de vigtigste forudsætninger for en fortsat eksistens på det indre marked. Det glæder mig, at det sammen med ordføreren og mange andre kolleger er lykkedes at finde sammen om en fælles, god linje omkring de fleste punkter i dette meget krævende stof. Det vil jeg gerne sige tak for. Det gælder især de undtagelser fra TSI, der var meget omstridte i begyndelsen, men også hvad angår direktivets sociale dimension, lykkedes det os til sidst at opnå en tilnærmelse. Alligevel - og vi fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater mener stadig, at vi har fat i den rigtige ende - passer sociale aspekter, generelt formuleret, ikke ind i systematikken i dette rent tekniske direktiv, selv om Kommissionen og Rådet muligvis ser anderledes på det. Ligeledes er vi modstandere af, at passagererne skal deltage i udarbejdelsen af TSI. En inddragelse af disse aspekter vil kun medføre, at direktivet bliver vanskeligt at håndtere eller slet ikke kan håndteres. Endelig foreligger der endnu få ændringsforslag, der efter vores mening ganske enkelt og hele vejen igennem er for bureaukratiske og desuden ikke har nogen positive aspekter. Alt i alt er vores gruppe modstander af elementer, der virker mod hensigten i opnåelsen af det store mål om et effektivt europæisk jernbanesystem, sådan som det blev skitseret ovenfor. Afslutningsvis vil jeg gerne endnu en gang fremhæve det gode samarbejde. Jeg er ved godt mod og tror, at vi sammen vil nå målet om en så gnidningsfri jernbanetransport som muligt.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne allerførst lykønske min kollega, hr. Gilles Savary, med de fremragende betænkninger, som han har udarbejdet om jernbanetransporten, der jo er af fundamental betydning for EU, når det gælder om at styrke dets indre marked og en mere bæredygtig udvikling og som et uundværligt bidrag til styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed. Jeg vil også gerne lykønske ham, fordi det er en meget kompleks problematik, som han har formået at behandle med stor klarhed og grundighed, men også på grund af den beredvillighed og forhandlingsevne, som han har udvist for at medtage mange af de ændringsforslag, der er blevet fremlagt. Europa-Parlamentet har længe kæmpet for en transportpolitik, der fremmer jernbanetransporten, fordi den er den mindst forurenende, ofte den mest bekvemme for passagererne og den, der bedst egner sig for varetransport over store afstande. Det, som vi har set, er lige præcis det omvendte, idet person- og varetransport ad jernbane er gået stadig mere tilbage ligesom antallet af beskæftigede i de dertil hørende selskaber, der dog stadig er på omkring en million. Årsagen til denne situation kan deles i to. For det første opretholdes grænserne mellem de 15 medlemslande, hvad angår jernbanetransporten og den nationale lovgivning, der vedrører den. For det andet anses jernbanetransport for væsentlig dyrere end vejtransporten. Med hensyn til det sidste er der blevet truffet nogle foranstaltninger, idet bygning og drift af infrastrukturen i de fleste EU-lande er blevet skilt ud fra den egentlige transport. Hvis den, der bygger og besidder biler og lastvogne, var direkte ansvarlig for betalingen af infrastrukturen og dens vedligeholdelse - således som det gælder for jernbanerne - ville vi givetvis ikke være kommet så langt på dette område, som vi er. De forslag, der nu fremsættes om at opstille grænseoverskridende interoperabilitetsregler i EU, er helt sikkert den rigtige vej at gå på dette felt. Den interesse, som det portugisiske formandskab har vist for at fremme denne sag, giver os håb om, at også Europa-Parlamentets bidrag endelig kan skabe en ændring i denne situation til gavn for jernbanetransporten. Hvad angår systemet for højhastighedstog vil jeg blot fremdrage to forhold, som jeg finder væsentlige. Sammenkobling og interoperabilitet af højhastighedsbanernes infrastrukturer, rullende materiel og supplerende tjenesteydelser er af afgørende betydning for at kunne tilgodese den fri bevægelighed og fremme et transeuropæisk system for højhastighedstog, der lever op til borgernes behov. Det andet forhold, som jeg gerne vil fremhæve, er nødvendigheden af en harmonisering af jernbanepersonalets faglige kvalifikationer, uddannelse og arbejdsvilkår. For at slutte af vil jeg gerne understrege, at den økonomiske og sociale samhørighed for os socialdemokrater er et fundamentalt mål for EU, og at der på jernbanetransportområdet må ydes støtte til de fjerntliggende regioner i det nordlige og sydlige Europa og til særlig historisk bestemte tilfælde, hvis tilpasningsomkostninger er meget høje, men absolut nødvendige, fordi der skal ske tilpasning af forskellig sporvidde, således som det gælder for Spanien og Portugal, hvor målet om højhastighedstog, især en atlanterhavsforbindelse, er en rimelig ambition for regering og befolkning i disse lande.
Hr. formand, jeg vil først gratulere hr. Savary med udarbejdelsen af en udmærket betænkning. Emnet er vigtigt, men også uhyre vanskeligt. Savary har på en god måde taget hensyn til andres synspunkter. Vores gruppe støtter forbedring af jernbanernes konkurrenceevne og liberalisering af konkurrencen. I den første fase skal der skabes forudsætninger for en uafbrudt togtrafik inden for Unionen. Tekniske specifikationer for interoperabilitet og harmoniserede standarder er en uundværlig forudsætning for forbedring af jernbanernes interoperabilitet. Ordføreren har tilegnet sig en gradvis fremgangsmåde, der er den helt rigtige. De tekniske løsninger er meget forskellige. Jernbanernes konkurrenceevne bør ikke nedsættes ved, at der pålægges dem ekstraordinære, økonomiske forpligtelser, skønt fælles standarder nedsætter omkostninger på langt sigt. På grund af forskelle i de nationale løsninger er der ved integrering af jernbanerne dog brug for enkelte undtagelser, så ingen medlemsstat skal komme i urimelige vanskeligheder og de eksisterende jernbanetransporter ikke bringes i fare. Betænkningen fremlægger en metode, hvorved disse undtagelser kan godkendes uden at sætte hovedformålet over styr. Men på et område har vi endnu behov for en ændring, som er angivet i ændringsforslag 35 fra vores gruppe. Det gælder specielt Finland, men et par ansøgerlande møder det samme problem, når Unionen udvider sig. Det gælder de russiske godsvogne, der indeholder tekniske løsninger, der afviger fra medlemsstaternes løsninger, bl.a. i koblinger og bremser. Man kan ikke sige, at de absolut er dårligere, men anderledes. Rusland vil nok ikke lave om på sine normer efter Unionens krav. For Finland har dette en exceptionel stor betydning. Af historiske grunde har Finland og Rusland ens sporbredde, der ikke er den samme som normalt i Europa. Andelen af godstransporter med russiske vogne på de finske jernbaner er ca. 40%, det vil sige næsten halvdelen. Andelen er så stor, fordi man ikke tør sende finske vogne til Rusland, for erfaringen viser, at de meget sjældent vender tilbage. Rusland er et rigtigt jernbaneland, der sikkert har lige så meget jernbanemateriel, som der er i hele EU sammenlagt. Hr. Savary har i ændringsforslag vedrørende artikel 5, punkt 5, foreslået, at ved overvejelser i særtilfælde, tages der særlig højde for tredjelandenes materiel. Det er et godt forslag, men hvad angår Finland, når løsningen kun halvvejs. Den fører til en unødvendig og møjsommelig undersøgelse af russiske vogne og til et enormt bureaukrati. Der er heller ikke sikkerhed for, at de russiske vogne i alle tilfælde betragtes som særtilfælde. Det er derfor, vi vedrørende artikel 7 har udarbejdet et ændringsforslag, der helt enkelt har til hensigt, at det i trafikken bliver muligt at anvende tredjelandes godsvogne, når de ikke overskrider grænsen mellem to medlemsstater. Dette er en tilføjelse, punkt f, til udvalgets ændringsforslag. Gennemførelse af forslaget sikrer, at jernbanetrafikken i Finland kan fortsætte uden en voldsom reduktion.
Hr. formand, fru miljøkommissær, jeg er glad for, at De er her, for så kan vi også med det samme tale om det. Vi taler her tilsyneladende om et superteknisk emne, interoperabilitet i både højhastighedsjernbanesystemerne og i de konventionelle jernbanesystemer. Det giver anledning til at fremsætte et par bemærkninger om miljøaspektet i forbindelse med dette forslag. Vi oplever i virkeligheden i dag et af de mange historiske øjeblikke, hvor der anmodes om noget, som der længe er anmodet om fra branchens side og af dem, som sætter pris på jernbanerne, for i sidste instans er hensigten med det hele naturligvis at nå frem til, at det tekniske område harmoniseres; og dermed også de internationale jernbaner, tilrettelæggelsen af arbejdet, togførere, som skal begynde at køre internationalt, osv. Det betyder også, at faglige organisationer får en helt anden rolle og opfattelse med hensyn til dette arbejde. Kort sagt, der står meget på spil. Der vil strømme meget vand gennem Rhinen, før dette bliver virkelighed. I hvert fald når jeg ser på højhastighedsnettet og de tekniske specifikationer, er jeg enig med hr. Savary, som har udarbejdet en udmærket betænkning, i, at det er skandaløst, at der nu tre, næsten fire, år efter det sidste direktiv om højhastighedsnettets interoperabilitet egentlig stadig ikke er tale om tekniske specifikationer af interoperabiliteten. Det får mig til at frygte det værste for det videre forløb. I sidste instans gælder det for os i forbindelse med jernbanen om at gøre et forsøg på ikke blot at formindske bilkøerne, men frem for alt også at gavne miljøet og samtidig sikkerheden og en række andre aspekter. Det må siges, og det har jeg adskillige gang taget op i andre forsamlinger, at jernbanerne langsomt, men sikkert er ved at sætte deres miljøfordel over styr, ikke så meget, fordi de ikke selv foretager sig noget, men frem for alt fordi vi selv opstiller få eller slet ingen specifikationer f.eks. for brugen af dieselelektriske lokomotiver, den type elektricitet, som anvendes osv. Hvad vi gerne vil have, og derfor er vi allerede glade for de to typer hastigheder med henblik på krav om tekniske specifikationer, er, at i hvert fald energiforbruget og luftforureningen medtages i denne tekniske specifikation, og det skal der derfor arbejdes hårdt på. Det andet vigtige punkt er naturligvis den sociale dimension. Det har jeg lige nævnt. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi nøjes med ting som arbejdsvilkår i begrænset omfang. Vi henviser til en social dialog, men egentlig burde vi gå et skridt videre, for hele tilrettelæggelsen af arbejdet inden for jernbanerne står på spil. Jeg vil gerne opfordre til, at man ser på de gode erfaringer, som er gjort i en række lande med ændringen af tilrettelæggelsen af arbejdet inden for jernbanerne for at gøre disse mere effektive, for at sætte udvekslingsprogrammer i gang, således at man kan udnytte erfaringerne i lande, som også har modarbejdet det og ofte stadig gør det, når det drejer sig om andre elementer i hele denne jernbanedossier, såsom liberalisering eller fair prisdannelse.
Hr. formand, til trods for den europæiske integration ser vi en opløsning af jernbanerne. Internationale togkøreplaner er det stadig sværere at få fat i, og togbilletter til fjerne mål skal man ofte købe uden for afrejselandet. For ikke så længe siden kunne man køre direkte med passagertoget fra Köln til Athen, fra Paris til Lissabon eller fra Amsterdam til København. Det kan man ikke længere. I mellemtiden er man alligevel ved at genopdage jernbanerne. Den tid, hvor de kun blev betragtet som en besværlig arv fra det 19. århundrede, som man kunne negligere og nedlægge, er heldigvis forbi. Næsten alle erkender nu, at de igen skal spille en vigtig rolle inden for den europæiske transport over lange strækninger for personer og gods. Det er ikke blot nødvendigt for at imødekomme det voksende behov for transportmuligheder, men frem for alt også for at dæmme op for den miljøtruende syndflod af biler og fly. Opskrifterne på moderniseringen af jernbanerne er vidt forskellige. Det har i nogen tid været moderne i denne forbindelse at anvende alt, hvad der har medvirket til bilens og flyets fremgang. I dette perspektiv skal alt blive billigt og fleksibelt, således at priskonkurrencen falder mindre uheldigt ud for jernbanerne. Nogle slår stadig til lyd for, at alt skal privatiseres og liberaliseres, at fagforeningernes indflydelse skal formindskes, og at jernbanepersonalet burde yde mere arbejde for en mindre løn. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe synes, at disse midler er værre end ondet. De ville føre til et yderligere forfald inden for jernbanevirksomhederne og dårligere service og gøre det nødvendigt for personalet at strejke mere med henblik på selvbeskyttelse. De virkelige løsninger skal søges i en helt anden retning. For det første i et bedre samarbejde mellem de allerede eksisterende nationale jernbaneselskaber i forbindelse med driften af hyppige og hurtige grænseoverskridende ruter. Ved det konventionelle jernbanesystem er forbindelserne Bruxelles-Amsterdam, Hamburg-København og Dublin-Belfast gode eksempler herpå. Passagererne mærker intet til, at det er to selskaber, der er ansvarlige for denne ene fælles hyppige forbindelse. Det kunne også være tilfældet for forlængelserne af de franske højhastighedsruter i England, Belgien, Nederlandene og Tyskland, som nu kører dér under navnene Eurostar og Thalys. En forudsætning for succes er, at der ikke skubbes alle mulige nye kommercielle virksomheder ind, hvilket ville føre til dårlige forbindelser og afvigende priser. Desuden må et sådant højhastighedsnet ikke finansieres ved at forringe servicen på de korte afstande i de enkelte medlemsstater, for mange mennesker er med rette forargede over de mange penge, som bruges på hurtige forbindelser til gavn for et lille privilegeret mindretal. Hvis det kun resulterer i større udgifter og færre faciliteter for de almindelige indenlandske togpassagerer og ikke løser miljøproblemerne i forbindelse med biler og fly, vil der til stadighed på ny blive ført kampagner imod anlægget af nye højhastighedsruter. Naturligvis bør også teknikken i de forskellige lande harmoniseres mere gennem fælles netspænding, fælles materiel, færre omstigninger ved grænsen og ensartede sikkerhedskrav. Privatisering og opsplitning efter den engelske model giver ikke nogen som helst garanti for, at disse forbedringer kunne gribes an bedre end med bibeholdelse af de nuværende statsvirksomheder. Situationen for en million lønmodtagere inden for de europæiske jernbaner skal beskyttes. Det er disse mennesker, som yder os alle sammen nyttig service. Derfor må de ikke blive vores jernbanepolitiks laveste prioritet, således som tilhængere af en kommerciel løsning desværre sommetider slår til lyd for. Min gruppe ville gerne lægge noget mere vægt på fagforeningsrettigheder, medbestemmelse, arbejdsvilkår og arbejdspres. Heldigvis giver ordføreren ikke efter for presset med hensyn til kun at betragte personalet som en udgiftsfaktor. Jeg er glad for, at hr. Savarys forslag hjælper med at foretage en velafbalanceret vurdering.
Hr. formand, hr. Savarys betænkninger tager et emne op, der er afgørende for de europæiske jernbaner. I betragtning af jernbanernes foruroligende situation i de fleste medlemsstater er det absolut nødvendigt at gribe ind. Det er af største betydning, at hindringerne inden for den internationale trafik på grund af uligheder mellem de forskellige slags materiel drastisk reduceres. At gøre de fysiske netværk for de konventionelle jernbaner ensartede er et skridt i den rigtige retning, og det fortjener bestemt støtte. Ingen vil benægte betydningen deraf. Jeg er ikke desto mindre af den opfattelse, at meget af mine kollegers arbejde er overflødigt. De fleste af deres ønsker er allerede på en eller anden måde optaget i direktivets tekst. Det behøver ikke ske endnu en gang. Desuden taler vi her om et direktiv. At optage alt for detaljerede og uddybede specifikke tilfælde deri er ikke hensigtsmæssigt. Dette direktiv er af overordentlig teknisk art, og hensigten med det er navnlig at gøre det lettere at bruge alle mulige slags tog på alle mulige slags netværk. Derfor forekommer bemærkninger om personale mig for en stor del ikke at høre hjemme her. Kun klare aftaler om kvalifikationer for personale, som kommer til at arbejde på tværs af grænserne, er nødvendige. Begrænsning af friheden for udøvere af erhverv må ikke gå længere end nødvendigt. Kort sagt, hr. formand, jeg vil bestemt støtte betænkningernes idé, selv om visse foreslåede elementer ikke er berettigede.
Godaften, hr. formand, fru kommissær, det er usædvanligt, men De ved, jeg personligt værdsætter Dem meget, og derfor glæder det mig at se Dem i aften. Interoperabilitet er et principielt emne, og egentlig er tiden strengt taget nu inde til, at vi må sige, at Den Europæiske Union har svigtet de sidste år. Vi er overhovedet ikke kommet videre i forbindelse med interoperabilitet. Det er efter min mening ret vigtigt, at vi endnu en gang meddeler Rådet, hvor alting bliver nedskrevet flittigt, at vi 40 år efter skabelsen af det europæiske fælles marked ikke er kommet videre inden for jernbanesektoren. Jeg håber, at udkastet til denne betænkning af hr. Savary - som jeg gerne vil rette en stor tak til for udkastet endnu en gang, og jeg vil også gerne takke min kollega, fru Jeggle, for, at hun har været skyggeordfører - når vi kommer så vidt, at Kommissionen og Rådet også godkender den, vil give os en meget fornuftig situation i fremtiden. Jeg håber også, at Rådet godkender det, vi foreslår her i ændringsforslagene. Vi har gjort os stor umage med arbejdet, og hr. Savary har fremsat masser af ændringsforslag til mødet i plenarforsamlingen, som vi støtter, med henblik på at udarbejde en betænkning, der kan godkendes af Rådet, egentlig for at spare os for en forligsprocedure, en andenbehandling. Jeg håber, at Rådet vil gøre det, og jeg vil gerne appellere til dets ansvarsfølelse. Efter at vi i årevis ikke er kommet videre med hensyn til interoperabilitet, bør Rådet nu acceptere det, vi beslutter i morgen, så vi kan komme videre i sagen og ikke får en andenbehandling, en forligsprocedure. Det problem, som man må erkende, vi har, er selvfølgelig, at det indre marked kun kan fungere, hvis vi har fælles varige ordninger, og vi må også sørge for, at det virkelig skrider fremad her. Jeg vil også gerne appellere til den europæiske industri om, at den opgiver det, den har været i gang med i de seneste år. Den har i de seneste år, for at skodde sine nationale markeder til, bevidst ikke fremstillet materiale, som også kan anvendes i andre lande. Alle har afgrænset deres markeder. Derfor har vi dette fragmenterede marked for europæiske jernbaner - det er uacceptabelt. Lad mig komme med en afsluttende bemærkning: Hr. Swoboda, der taler som den næste i rækken, og jeg vil snart tale om jernbanepakken her i Europa-Parlamentet. Vi åbner markederne, men til det formål har vi brug for interoperabilitet. Det er to sider af et samlet kompleks, og derfor håber jeg, at Rådet virkelig er vist og klogt nok til at godkende de ændringsforslag, som vi formentlig vedtager i morgen med bredt flertal.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, vi står faktisk over for en situation, hvor vi opbygger et europæisk jernbanevæsen. Vi gør det godt nok sent, men vi gør det. Hr. Jarzembowski og jeg tænker faktisk så ens, at jeg egentlig gerne vil begynde dér, hvor hr. Jarzembowski sluttede. Om nogle få uger vil vi ved andenbehandlingen foreslå Parlamentet i bred enighed - der er stadig uenighed her og der - hvordan de markedsøkonomiske rammebetingelser og de driftsøkonomiske bestemmelser skal se ud for at skabe et europæisk jernbanevæsen. Det er - som den foregående taler allerede har sagt - alt sammen ikke nok til at skabe et europæisk jernbanevæsen, hvis der heller ikke hersker en vis interoperabilitet på det tekniske og sociale plan. Det er jo grotesk: Alle private virksomheder, selv mindre private virksomheder, tænker europæisk i dag. Det er bare endnu ikke lykkedes os inden for jernbanevæsenet. Her arbejder vi i øjeblikket møjsommeligt på at skabe en europæisk tankegang. Det samme gør sig gældende for industrien. Vi ser altid som tryllebundet på Amerika, på USA, hvor industrien, den frie markedsøkonomi selvfølgelig, også modtager støtte fra staten. Men, når det handler om amerikanske virksomheder, så forholder det hele sig noget anderledes. I Europa er vi kun med møje og besvær i stand til at blive enige om et fælles europæisk marked. Hvordan skal europæiske produkter dog blive brugt ude i verden, hvis vi i Europa ikke engang er i stand til at blive enige om visse tekniske betingelser og om interoperabilitet? Ud fra den betragtning vil jeg gerne støtte ordfører Savary fuldt ud og gratulere ham med de fremragende betænkninger. Det handler om teknisk interoperabilitet. Det er allerede blevet sagt. Her stilles der krav til industrien, men selvfølgelig skal ordregiverne, det vil sige de europæiske jernbaneselskaber, gøre deres til, at industrien faktisk tvinges til at samarbejde. Det gælder dog også - og her adskiller jeg mig fra nogle af de foregående talere - for den sociale sammenlignelighed og tilnærmelse. Det betyder jo ikke, at alt bliver fuldstændig ens, for det handler ikke om, at den ene part nærmest udnytter den anden, det handler derimod om, at vi sammen ser på, hvordan vi kan skabe et europæisk jernbanevæsen. Det handler helt sikkert også om sikkerhed. Jernbanens store fordel er jo dens sikkerhed og miljøvenlighed. Derfor er det så beklageligt, at trafikkommissæren ikke kan være til stede, derfor er det så godt et symbol, at miljøkommissæren er til stede, for i sidste ende er transporten, især jernbanetransporten, jo formålsorienteret og ikke en værdi i sig selv, men den skal også forbedre vores miljøsituation. Det, hr. Savary understreger, er også meget vigtigt, nemlig at det overalt i forbindelse med udvidelsen af Den Europæiske Union skal garanteres, at et europæisk jernbanevæsen ikke stopper ved Den Europæiske Unions nuværende grænser, men derimod kommer til at omfatte hele Europa, så det også kan bidrage til et bedre miljø og til en bedre trafiksikkerhed i hele Europa.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, disse betænkninger viser tydeligt, at vi sagtens kan kræve, at jernbanerne får en større andel af transporten, men hvis det tekniske aspekt ikke følger med, vil vores krav tydeligvis blot vil forblive tomme ord. Man kan således konstatere, at jernbanen i Europa i dag ikke lever op til ambitionerne, og jeg vil endda tilføje, at den er langt under vores ambitioner. Således sætter vi i et stort antal europæiske politikker behovet for at overføre transport af passagerer og navnlig fragt fra vejene til jernbanerne i forreste række dels for at overholde vores internationale forpligtelser, men også for at nedsætte emissionerne af drivhusgasser og den almindelige ødelæggelse af miljøet, for at aflaste vejnettene og for at reducere de sociale omkostninger i forbindelse med vejtransporten, der indirekte betales af samfundet. Af alle disse årsager, der i øvrigt ikke er nye, bør EU gøre det muligt at løse denne udfordring. Man må med henblik på betænkningerne om interoperabilitet konstatere, at toget ikke blev anset som fremtidens transportmiddel, der skulle løse et vist antal problemer og navnlig miljømæssige problemer. Banen er blevet overladt til sig selv i forbindelse med transportpolitikken i Den Europæiske Union. Dette bevises af den betragtelige støtte, der inden for rammerne af strukturfondene, de transeuropæiske netværk og samhørighedsfondene er ydet til vej- og motorvejsnettene, som i alt for lang tid har fået broderparten. Det har sjældent været på tale at yde støtte til konventionelle jernbanesystemer for at modernisere dem, og for at de skulle kunne konkurrere med navnlig lastbiltransporten. Tallene for jernbanetransportens markedsandel, der i øvrigt er faldende, især med hensyn til fragt, viser en mangel på investering på dette niveau. Man har glemt jernbanen i dette kapløb om udvikling af infrastrukturen. Heldigvis gør afgørende undersøgelser det i dag muligt at begrunde det vigtige og relevante i at investere i jernbanen. I øvrigt minder vi om, at det er tvingende nødvendigt, at Europa-Parlamentet medtager personalets kvalifikationer og sundheds- og sikkerhedsbetingelser i dette direktiv. Mange af os husker således, hvordan man i årevis transporterede radioaktivt affald mellem Frankrig og Tyskland. Af mangel på viden og oplysninger om radioaktivitet stillede nogle ansatte fra rangerbanegården i Woippy i Lorraine sig om vinteren tæt op ad disse vogne, som afgav varme, for at varme sig. Beholdere med kemiske stoffer, som vi ønsker at transportere med jernbane, kræver en mere hensigtsmæssig uddannelse både for at garantere sikkerheden generelt og for at undgå eksplosioner og forkert håndtering. Derfor vurderer vi generelt, at denne tekst er velafbalanceret, og vi vil også gerne lykønske ordføreren, men vi har indgivet et antal ændringsforslag for at forbedre den yderligere. Disse vedrører overvejelser i forbindelse med en social dialog, som vi mener er uundværlig. Jeg anmoder Dem om at støtte de ændringsforslag, der går i denne retning.
Hr. formand, fru kommissær, ærede tilstedeværende, betænkningen af vores kollega hr. Savary er et glimrende stykke arbejde. Det skal han have tak og anerkendelse for. Jeg vil i det følgende især koncentrere mig om tre aspekter, hvorved det dog gør mig ondt, at fru Jeggle og hr. van Dam repræsenterer præcis den modsatte holdning i to af disse aspekter. For det første vil jeg gerne sige, at liberaliseringen af EU-landenes jernbanenet og skabelsen af et fælles marked for tjenesteydelser inden for jernbanesektoren bliver bragt på bane set ud fra skabelsen af frie adgangs- og transitrettigheder for medlemslandenes infrastrukturer inden for grænseoverskridende trafik - særlig inden for varetransport. Her står udarbejdelsen af tekniske specifikationer for interoperabilitet i forreste række. Set ud fra min synsvinkel er den foreslåede udvidelse af begrebet interoperabilitet i form af en inddragelse af spørgsmål om personalets erhvervsmæssige kvalifikationer og sikring af kravene til sikkerhed og sundhedsbeskyttelse på arbejdspladsen tvingende nødvendig og en væsentlig forudsætning for, at min gruppe kan tilslutte sig betænkningen. Medlemsstaternes nationale jernbanesystemer råder i de fleste tilfælde over omfattende bestemmelser inden for de nævnte sociale aspekter, der ikke må gå tabt som led i liberaliseringen på europæisk plan, og som har brug for en fælles fastlæggelse på det højest mulige plan. Jeg vil her gerne bekræfte kravet om at give arbejdsmarkedets parter, der udelukkende har rådgivende funktion, større autoritet i sektorudvalget og analogt med mange nationale bestemmelser give arbejdsmarkedets parter i Europa en ligeberettiget bemyndigelse til at træffe beslutninger i beslutningsproceduren. For det andet vil jeg gerne påpege, at min gruppe foruden at tilslutte sig det i betænkningen foreslåede mindsteniveau i forbindelse med den tekniske harmonisering, en forudgående udarbejdelse af costbenefitanalyser og en prioritetsrækkefølge ved udarbejdelsen af TSI lægger stor vægt på at inddrage arbejdsmarkedets parter, forbundene og organisationerne, passagererne og brugerne i aktiviteterne med henblik på at udarbejde og kontrollere de tekniske specifikationer for interoperabilitet. For det tredje støtter vi ligeledes forslaget om at gøre det muligt for repræsentanter for ansøgerlandene i Øst- og Centraleuropa at deltage i organets møder fra starten. Det, at det på forhånd er planlagt, at de skal integreres i processen med diskussion om og fastlæggelse af TSI, er en vigtig forudsætning for, at de kommende ansøgerlandes tekniske standarder og specifikationer kan tilpasses den aktuelle udvikling i EU i god tid. På denne måde kan vi også sørge for på forhånd, at infrastrukturen i disse lande kan udvikle sig samtidig, og dermed kan vi selvfølgelig også bidrage til at minimere de omkostninger, der jo ellers ville blive pålagt Den Europæiske Union separat.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, Savary-betænkningen skal ses i forbindelse med tankegangen om bæredygtig udvikling. Interoperabilitet forekommer os altafgørende, og det er derfor, vi støtter denne betænkning og lykønsker hr. Savary for hans meget relevante overvejelser. Man skal, idet man tager hensyn til interoperabilitet, genoprette balancen mellem jernbane- og vejbanenettene. På langt sigt vil stigningen i lastbiltransporten give enorme problemer som trafikpropper, opførelsen af nye hovedstrækninger, sikkerhed og forurening. Derfor er anvendelsen af jernbanen uundværlig. Dette problem er især vigtigt for knudepunktslande som Frankrig, hvor vejnettenes mætning gør det endnu mere uundværligt at gennemføre interoperabilitet. Eksemplerne Thalys og Eurostar skal følges og udvides med højhastighedstog mod øst til Tyskland, mod syd og sydvest til Madrid og Lissabon og mod det sydlige Middelhavsområde til Barcelona. Med hensyn til de konventionelle jernbanenet er det på tide, at denne interoperabilitet gør sig gældende og styrkes med betydelig europæisk støtte for i øvrigt at tillade medlemsstaterne at beholde deres traditionelle jernbanenet på de lokale strækninger. Interoperabilitet er så meget desto mere nødvendigt, fordi jernbanetransporten er rentabel på de lange distancer. Man er endnu nødt til at begrænse opholdene ved grænserne, udskiftningen af materialer og personale og især omladningerne for ikke at undergrave troværdigheden med hensyn til tid og service. Luftfragt passerer uden vanskeligheder over grænserne, og det er godt. Så lad os tilpasse os. Vi vil ikke overgå hinanden i drastiske forpligtelser for at udvikle jernbanens konkurrenceevne. Navnlig på de nye jernbanenet, der er under opførelse, skal interoperabilitet gøre sig gældende, selv om TSI ikke er endeligt udarbejdet. Vi kan ikke længere tillade os at sakke bagud med hensyn til en effektiv iværksættelse af denne foranstaltning, der vil blive endnu vigtigere i forbindelse med en udvidelse af vores fællesskab.
Hr. formand, fru kommissær, meget er blevet sagt under dagens forhandling. Efter min mening er det, der er vigtigst at holde fast i, to tal, som faktisk er meget skræmmende. Det første fortæller, at jernbanen i 1970 havde 20% af markedet for godstransport, mens den i dag kun har 8,5%. Det andet tal er de europæiske jernbaners gennemsnitsfart, som ligger på 16 km i timen. Og vi skriver år 2000! Det er helt klart, at der er brug for et øjeblikkeligt politisk svar fra de 15 EU-medlemsstaters side. Og for at vi kan komme med et sådant svar, må vi naturligvis først forstå problemet, og så skal der være en tilsvarende politisk vilje til stede. Efter min opfattelse, som jeg deler med alle de øvrige talere, skal der tages skridt, hvad angår nettenes kompatibilitet, interoperabiliteten, da vi har forskellige tekniske standarder, forskellige modeller og forskellige styringssystemer. Vi støtter naturligvis alle hr. Savarys betænkning, og han skal endnu en gang komplimenteres for det arbejde, han har gjort. Men det er ikke nok med fremskridt inden for interoperabilitet. Vi er nødt til at se bredere på den pakke, der vedrører liberalisering af jernbanerne, og kæde den sammen med interoperabiliteten, og i denne forbindelse vil jeg gerne sige, at de beslutninger, Rådet traf i Helsinki, nok er tilfredsstillende, men ikke tilstrækkelige. Hvis man ønsker fremskridt, må man tilslutte sig Europa-Parlamentets holdning, som blev formuleret under førstebehandlingen, for jeg synes, den griber problemet langt mere grundigt an, og jeg tror ikke, der hersker tvivl om dets alvor. Og alle er nødt til at indse, at et fælles marked uden et fælles transportnet er en illusion. Så hvis vi vil anskue problemet globalt, må vi få og give passende svar. Der er to ting, jeg gerne vil bringe på bane, og som vedrører mit eget land, Grækenland, og jeg kan ikke forestille mig, at transportudvalgsformandens egenskab betyder, at jeg ikke kan komme ind på denne form for problemer. Det første problem er, at Grækenland stort set ikke har nogen grænseoverskridende jernbanetrafik til andre medlemslande. Det har derimod en omfattende grænseoverskridende jernbanetrafik til tredjelande uden for Fællesskabet, som imidlertid ikke er bundet af fællesskabslovgivning og derfor anvender - og utvivlsomt i kortere eller længere tidsrum fremover vil fortsætte med at anvende - deres egne tekniske standarder og systemer. Dette er uden tvivl et spørgsmål, som bør behandles og reguleres særskilt, så den tilstræbte europæiske harmonisering ikke ender med at gå ud over lande som Grækenland og deres grænseoverskridende jernbanetrafik. Et andet spørgsmål, jeg gerne vil nævne, er de særlige hensyn, der bør tages til særegenheder og forskelle, som skyldes forskellige medlemslandes særlige geografiske placering, identitet og territoriale udformning, og jeg tænker her på lande som Grækenland, Det Forenede Kongerige, Danmark, Finland osv, hvor den fysiske isolation eller de mange øer frembyder særlige problemer.
Hr. formand, jeg beklager også, at kommissæren ikke er til stede i aften. Måske sidder hun fast i lufthavnen i Bruxelles. Hun skulle nok hellere have taget toget. Jeg vil gerne begynde med at bifalde Kommissionens forslag om at integrere den europæiske konvention om et højhastighedsjernbanenet. Jeg takker ordføreren for hans tålmodighed, dygtighed og frem for alt hans engagement i sagen om Europas jernbaner. Jeg vil også gerne takke det portugisiske formandskab for dets behændige behandling af dette meget komplekse materiale - et eksempel på europæere, der arbejder sammen for at løse fælles problemer. Dette problem kan efter min mening kun løses tilfredsstillende på EU-niveau. Hvad er så problemet? Som vi allerede har hørt her i aften, havde jernbanerne i 1970 en andel af godstransportmarkedet på 21%. I dag er den blot på 8,5%. I 1970 havde jernbanerne en andel af passagermarkedet på 10%. I dag har de kun 6%. Hvis denne tendens fortsætter, vil det kun være 4% af de rejsende, der tager toget, når vi når slutningen af dette årti, og godstransporten med tog vil næsten forsvinde. Det er sørgeligt, men sandt, at jernbanerne har tabt terræn, selv om de stadig er godt placeret inden for f.eks. godstransport over lange afstande. Det er vores jernbaners fremtid og en million job i jernbaneindustrien, der står på spil. En af hovedårsagerne til nedgangen er, at der i modsætning til fly- og lastbiltransport ikke findes et indre marked i denne sektor. I 150 år har jernbanerne været organiseret nationalt. Selv elektrificeringen førte til en yderligere opdeling af Europas jernbaner, idet der nu findes fem forskellige systemer. Sidenhen er der indført 16 forskellige og uforenelige elektroniske signalsystemer. Det er alt sammen med til at øge omkostningerne, og det betyder, at jernbanerne ikke er konkurrencedygtige. Forskellene har også betydet en opdeling af markedet for jernbanemateriel. Forslaget, som sammen med andre forslag fra Kommissionen er under behandling i aften, har til formål at skabe et indre marked for jernbaneydelser. Det vil bidrage til at harmonisere de tekniske standarder for udstyr og rullende materiel samt integreringen af nationale jernbanenet med henblik på at fremme trafikken over grænserne. Det vil gøre jernbanerne mere effektive, pålidelige og konkurrencedygtige. Det vil også give industrien for jernbanemateriel et løft i flere lande, f.eks. det jeg kommer fra. Det vil bidrage til at opfylde vores målsætning om at overflytte godstransporten fra Europas overfyldte og forurenede veje til jernbanerne og samtidig fremme udviklingen af flere højhastighedstog til erstatning for flytransport over korte afstande. Genoplivningen af jernbanerne er overordentlig vigtig for transportsystemets fremtid i Europa, for miljøet og for økonomien. Derfor fortjener hr. Savarys rapport vores fulde støtte.
Hr. formand, fru kommissær, ligesom i forbindelse med luftfarten får det mig til at tænke på luftfartskontrollen. Det er på høje tid, at medlemsstaterne opgiver deres nationale adfærd, for det er denne nationale adfærd, som har forhindret jernbanerne i at være vitale og beholde deres passagerer og deres gods. Hr. Savarys udmærkede betænkning er den første betænkning af en hel række, som vi vil få om jernbanerne og om liberaliseringen af jernbanerne. Jeg tror, at det er meget vigtigt. For tog må der ikke være nogen grænser inden for et stort europæisk marked. Jeg tror, at det er vigtigt. På dette store europæiske marked skal der være liberalisering og konkurrence. Jeg tror, at det er den bedste løsning for kunderne og for servicen. Hvis den bedste løsning ville have været nationale selskabers samarbejde, havde de meget længe kunnet gøre det, og så ville vi ikke have den elendighed, som vi har haft længe, nemlig at det går tilbage for jernbanerne. For et land som mit, og der er kolleger, som har talt om deres land, er det naturligvis meget vigtigt, at vi får ét europæisk marked med én teknisk enhed, interoperabilitet, som det så smukt hedder. For et lille land er følsomt over for dette, men et land, som ligger på vigtige knudepunkter, er i hvert fald endnu mere følsomt over for det. Jeg tror, at vi skal være hurtige, og at vi også skal være så grundige som muligt. Et vanskeligt punkt var spørgsmålet i forbindelse med personalet. Jeg er glad for, hr. ordfører, at vi har kunnet opnå et kompromis på dette punkt. Naturligvis er det vigtigt, at der indgås aftaler om sundhed og sikkerhed, det skal der ikke indgås noget kompromis om, og med hensyn til uddannelsen er det naturligvis også således, at vi skal være helt tydelige på dette område, og at disse ting er tilpasset hinanden. Jeg har ét spørgsmål. Er vi egentlige ambitiøse nok? For vi taler kun om transeuropæisk togtrafik. Men jeg tror, at vi, når vi foretager en tilpasning af transeuropæisk togtrafik, også skal gøre dette meget hurtigt med den indenlandske togtrafik. Det er først og fremmest vigtigt for de mennesker, som fremstiller tog, og som fremstiller materiel til togtrafikken. Jeg tror, at der på dette punkt også hurtigst muligt skal komme et fælles europæisk marked, og det kan kun lade sig gøre, hvis vi tilpasser både den transeuropæiske, altså den internationale, og den indenlandske trafik til hinanden. Lad os således hurtigst muligt sørge for, at der kommer eksempler såsom højhastighedstoget, såsom Thalys og Eurostar, som ikke skal stoppe ved grænsen, men som kan køre videre. At dette også kan lade sig gøre for almindelige tog, for vi nærmer os et trafiksammenbrud, hr. formand. Hvis vi ikke får toget til at fungere, kommer vi aldrig af med dette trafiksammenbrud, og det er absolut nødvendigt.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne i lighed med de andre talere, som har talt før mig, begynde med at lykønske hr. Savary - forfatter til disse to betænkninger - for hans vanskelige og fremsynede harmoniseringsarbejde, ikke mindst i betragtning af den række modsatrettede interesser, som er kommet til udtryk i løbet af indlæggene her til aften. Som spansk medlem ville det have glædet mig, om man havde optrådt mere fleksibelt, og at man ikke havde anvendt visse tekniske specifikationer, som berører strukturelle spørgsmål inden for jernbanesystemet. Jeg tænker konkret på den spanske sporvidde, for vi finder, at netop fordi det drejer sig om et problem, som berører den grundlæggende jernbanestruktur, så er det bekosteligt og langsommeligt at forny det, og det burde behandles under hensyntagen til dets særlige omstændigheder. Dette ville betyde, at det ikke skulle reguleres af de såkaldte "særtilfælde" og afhænge af udvalgets beslutning, men at man derimod skulle undersøge muligheden for at anvende automatiske dispensationer på grund af disse tekniske specifikationers uforenelighed med de allerede eksisterende jernbanelinjer. Vi kunne derfor godt tænke os, at man var velvilligt indstillet over for denne anmodning, for i modsat fald vil det være nødvendigt at tage hensyn til, at alle projekterne, alle udviklingsplanerne for de jernbanenet, der berøres af nævnte specifikationer, bliver særdeles betingede, hvilket ville få meget negative følger, da det ville skabe usikkerhed om de planlagte investeringsprogrammer.
Hr. formand, fru kommissær, jeg besøgte for nylig den nybyggede Øresundsbro, der forbinder Sverige og Danmark. Øresundsbroen er jo en del af det europæiske transportnet. Den medfører, at der skabes en fast forbindelse mellem Skandinavien og kontinentet. Broen vil lette transporter fra Sverige og Finland til resten af Europa betydeligt. Vi har i dag imidlertid et problem med forskellige spændingssystemer. En del af sporet skal nemlig gøres strømløst, så toget kan skifte mellem de forskellige strømsystemer i Sverige og Danmark. I Sverige og Finland har vi forskellig sporbredde. Den eneste jernbane, som går mellem landene, er den mellem Haparanda og Torneå. Der afprøves i øjeblikket sporbreddeskiftere for at lette passagen over grænsen. Der er imidlertid også nogle gode eksempler. De malmtog, som kører fra det nordlige Sverige til det nordlige Norge, har én lokofører, som kører med over grænsen. Dette fungerer godt, fordi landene og arbejdsmarkedets parter har samarbejdet. Inden for EU findes der i dag 15 forskellige, separate jernbanesystemer, som ofte ikke er kompatible. Dette medfører, at vi inden for jernbanesektoren hverken har fri bevægelighed eller et fælles marked. Hvis vi mener det alvorligt med at oprette et internationalt konkurrencedygtigt jernbanesystem, skal vi også skabe en fælles jernbanestruktur inden for Europa. Samordning af jernbanesystemet er især vigtigt for de lande og regioner, som ikke ligger i Europas centrum. For at kunne køre gennem EU skal f.eks. svenske tog passere flere lande og dermed flere nationale jernbanesystemer. Dette indebærer i dag en åbenlys konkurrencemæssig ulempe og medfører en opfordring til samordning i de centralt beliggende lande inden for EU. Af samme grund er det også vigtigt, at de lande, som grænser op til EU, kan være med i harmoniseringsarbejdet, så trafik til og fra tredjelande ikke hindres. For at opnå kompatibilitet er det nødvendigt med harmonisering af en række tekniske komponenter. Noget, som er mindst lige så vigtigt for ændringen, er imidlertid, at der også sker samordning inden for de administrative og operative systemer, og at personalet bliver informeret og har aftaler om at føre tog over grænserne. Vejtrafikken inden for Europa øges hvert år. Det skaber problemer i form af miljøforurening, støj, trængsel og ulykker. For at kunne imødegå denne udvikling skal transporterne være renere, mindre støjende, mere effektive og sikrere. Jernbanen er det transportmiddel, som i dag bedst opfylder disse krav. Derfor skal jernbanetrafikken gøres mere attraktiv og konkurrencedygtig. For at opnå dette skal jernbanen imidlertid kunne konkurrere på samme betingelser som de øvrige transportmåder. Derfor er Savary-betænkningen meget vigtig og ét skridt på vejen. Nu drejer det sig bare om at få alle medlemslande til at føre den ud i livet.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, det, vi diskuterer i aften i de to Savary-betænkninger, har litteraturen mange bevingede ord for: "I kommer sent, men I kommer dog", har Friedrich Schiller formuleret - hvad man også må sige om vores arbejde i Europa-Parlamentet. At diskutere interoperabilitet inden for det konventionelle transeuropæiske jernbanesystem i en opbrudsstemning i slutningen af det 20. århundrede er vanskeligt, selv om der - indrømmet - findes mere interoperabilitet. Men alligevel! Det har taget mere end 100 år, før vi kan tage yderligere tilløb her i dag for dog at give jernbanerne endnu en chance. Alligevel indgyder kendsgerningerne ikke meget håb. Ordføreren har anført nogle få, men så meget desto vigtigere tal i sin betænkning. Hr. Hatzidakis har allerede påpeget, at jernbanernes andel af varetransporten udgjorde 21% i 1970, og at tallet i dag kun udgør 8,5%. Hvad angår personbefordringen, faldt andelen fra 10 til 6% i 1970. Perspektiverne for højhastighedstogene er noget mere glædelige. Selvfølgelig er det hele heller ikke rosenrødt her. I virkeligheden har vi sat noget på skinner i Vesteuropa: Thalys og Eurostar. Men dér, hvor vi gerne vil binde Europa sammen på langt sigt, også især med de kommende medlemsstater i Unionen, ser det slet ikke længere godt ud. Her er det så vigtigt at vinde det østlige af Europa, der stadig i relativt stort omfang satser på jernbanetrafik, for interoperabilitet med Europa i rette tid, før alt også bliver trængt ud på vejene dér. I dialog med ansøgerlandene i øvrigt - det understreger hr. Savary med rette i sin betænkning. På ét punkt er nostalgi på sin plads: Ét lille stykke historisk Europa vil vi bevare. Vi ønsker at bevare originale historiske jernbanestrækninger. Vi undtager dem fra vores direktivs anvendelsesområde. Jernbanens venner vil takke os for det. Der stilles med rette heller ikke krav om interoperabilitet dér, hvor regionale behov og løsninger bør bevare deres egne bestemmelser i henhold til nærhedsprincippet. I den forbindelse vil jeg gerne sige et par ord til min østrigske trafikminister. Sydbanen i Østrig er en gammel strækning, og den har også regional betydning. Men den er også og især nord-syd-forbindelsen i den østlige del af den nuværende Union. Hvis man ikke investerer her, vil det medføre, at det østlige af Østrig fremover risikerer at blive isoleret økonomisk. Det kan der ikke være nogen, der ønsker. Østrig bliver for tiden i forvejen isoleret af Unionen på grund af afgifter. Lad os afslutte alle former for isolation, og lad os sørge for omfattende interoperabilitet i Unionen! (Spredt bifald)
Hr. Rack, jeg siger også til Dem, hvad jeg sagde i begyndelsen af natmødet til fru Flemming: Ud fra et traktatsynspunkt, institutionelt og juridisk, er Østrig et fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Union. Derfor behandler vi dette spørgsmål, når der bliver diskuteret andre emner.
Hr. formand, jeg finder, at min kollega Gilles Savary har udført et fremragende arbejde med disse to betænkninger. Jernbanestrukturerne på vores kontinent blev udtænkt længe før, at Schuman gav sin berømte tale på Quai d'Orsay. De militære bevæggrunde var dengang vigtigere end hensynet til person- og varetransporten. I mit land valgte man, som i Rusland, en sporvidde, der var anderledes end i resten af Europa, for at vanskeliggøre en mulig militærinvasion, hvilket beviser, at opbygningen af Europa ikke blev prioriteret af dem, der traf beslutningerne om jernbanenettet. Som det er blevet sagt her, har næsten alle landene konstrueret deres net med radialer udgående fra deres hovedstad, hvilket er en alvorlig hindring for alle dem, der ønsker at tage en anden rute, f.eks. at tage fra Spanien til Tyskland eller fra Italien til Storbritannien uden f.eks. at skulle via Paris. Som det er tilfældet med Paris, udgør mange andre hovedstæder og næsten alle grænserne inden for Europa flaskehalse for jernbanetrafikken. Derfor er person- og varetransporten pr. jernbane faldet igennem årtier. Vi har opnået at få europæiseret økonomien, men det nuværende jernbanenet er ikke et nyttigt instrument for det indre marked. Derfor vælger man vejtransport, selv om den er forurenende og farlig. Vi skal befri de europæiske borgere for landevejsmonopolet og tilbyde dem nogle jernbaner, der er operative i hele Europa, og som kan konkurrere med andre transportformer. Medtagelsen af den sociale klausul er efter min mening et stort plus. Jernbanearbejderne vil blive hovedpersonerne i interoperabiliteten, og der skal tages hensyn til deres interesser i direktivteksten. Disse arbejdere har allerede betalt prisen for vores glemsel. Deres antal er blevet reduceret med 500.000 i de sidste 15 år. Det er muligt at modernisere og effektivisere jernbanerne, sådan som det fremgår af nogle allerede realiserede projekter. Et fællesskab, som er i gang med en hurtig integrationsproces, og som står lige over for en udvidelse, er nødt til at forbedre effektiviteten i driften og kvaliteten af dets jernbaners service over for kunderne. Det vil, som hr. Savary, bidrage til, at vi i Europa når målet om en bæredygtig mobilitet og en større økonomisk og social samhørighed.
Hr. formand, et af de vigtigste mål for Den Europæiske Union var at skabe det indre marked. Gennem dette marked vokser trafikstrømmene i Den Europæiske Union vældig meget. Alligevel må vi sørge for, at varerne og personerne kommer hurtigere, mere effektivt, billigere og renere end tidligere til deres bestemmelsessted, og det hjælper jernbanerne ikke rigtigt med. Tværtimod, lad os være ærlige: Toget er blevet hængende i det 19. århundrede. Procentvis har toget bestemt ikke beholdt sin transportandel. Vi kan kun håbe, at dette er tilfældet i absolutte tal. Toget beviser, at Den Europæiske Union har ret i, at mere konkurrence holder én vågen og skarpsindig. I mangel af konkurrence, som følge af ekstremt protektionistisk adfærd fra medlemsstaternes side, er toget også i dette århundrede dømt til en andenrangsstilling, også på det teknologiske område. Selv med hensyn til togets bæredygtighed, som nogle kolleger fremhæver. Toget er ikke bæredygtigt, toget er ikke længere rent, i hver fald ikke diesellokomotiverne. Endelig er vi i Europa kommet så vidt, at vi vil forsøge at gennemtvinge en mentalitetsændring. For borgerne og mobiliteten i Den Europæiske Union er det overordentligt vigtigt og på høje tid. Vi kan ikke længere kun stole på vejtransporten. Vejtransporten har problemer, forurening, bilkøer, forøget risiko for ulykker, og de problemer, som stadig flere mennesker har, med de voksende strømme af gennemgående trafik, som suser forbi deres huse. Hvis jernbanerne overvinder hindringerne for grænseoverskridende transport, altså med brug af hinandens jernbaneinfrastruktur, og gør deres materiel mere bæredygtigt, kan vejtransporten aflastes. Jernbanerne udvikler sig særdeles trægt. I Frankrig f.eks., fordi myndighederne beskytter deres eget marked, i Nederlandene, fordi det ikke lykkes os nogen sinde at afslutte en procedure og virkelig stikke spaden i jorden. Det resulterer i, at flyet stadig bruges ved korte afstande i Europa. Naturligvis burde højhastighedsruter som fra Paris til Bruxelles allerede for længst have indtaget flyets plads, men de nuværende togs sårbarhed og træghed forårsager, at mange tager flyet. Ved beslutningsprocessen omkring jernbanesystemerne, som for øvrigt kan blive meget bedre, burde ikke blot fabrikanterne og myndighederne være repræsenteret, men også jernbaneselskaberne selv. På det tekniske område eksisterer det allerede: den europæiske forening for jernbanernes interoperabilitet. Dette burde være sådan på hele jernbanelovgivningens vej. Jernbaneselskaber besidder, når alt kommer til alt, den nødvendige ekspertise og bør inddrages i hele denne proces. Adgangskravene til jernbanenettet og samarbejdet mellem jernbaneselskaberne og EU lader meget tilbage at ønske. Tag f.eks. nattoget, som fra den 28. maj vil køre fra Amsterdam til Milano. Denne rute går gennem Tyskland og Genève til Italien. Hvert land har sin egen lille bog med betingelser med hensyn til hastighed, sikkerhed og komfort. Kun hvis disse krav er opfyldt, er der adgang til jernbanenettet. Uforståeligt, i hvert fald når kravene ændres og tilpasses næsten hver dag, således som det er sket. Dette gør de europæiske jernbanesystemers interoperabilitet næsten umulig i praksis. For også på jernbaneområdet at tilvejebringe et virkeligt indre marked er harmonisering og standardisering nødvendig på så kort sigt som muligt.
Hr. formand, de fleste investeringer, der er foretaget med hensyn til infrastruktur inden for EU, er foretaget på nationalt plan. Dette har medført, at der er meget, som fungerer godt inden for vores lande. Manglerne ses dog tydeligt, så snart man skal passere en grænse. Til trods for at der er blevet gjort flere forsøg på at løse problemerne, bl.a. i den internationale jernbaneunion, gælder dette ikke mindst på det område, som vi diskuterer her i aften, nemlig Europas jernbanenet. Så længe der er den slags forhindringer, vil der også være tydelige begrænsninger i det mindste af to forskellige slags. Dels forværres forudsætningerne for, at Europa kan konkurrere med andre markeder, hvor disse problemer måske allerede er blevet løst, dels forværres forudsætningerne for, at jernbanen kan konkurrere med andre transporttyper. Det er utvivlsomt sådan, at jernbanen har været, og bliver ved med at være, den store taber gennem de seneste årtier. Fra at have haft en andel på over 20% af markedet for varetransport i dagens EU for 30 år siden er jernbanen i dag nede på under 10%. Samtidig er markedsandelen for persontransport næsten halveret. Det hjælper ikke at tvinge hverken gods eller passagerer tilbage til jernbanen. Jernbanen vil blive en vinder på markedet, hvis den effektiviseres og får mulighed for at udvikle sig ved egen kraft. I modsat fald er der stor risiko for, at Europas jernbanenet, i det mindste med hensyn til godstransport, vil forsvinde inden for nogle få årtier. Derfor er det et skridt i den rigtige retning, når Kommissionen stræber efter såkaldt interoperabilitet inden for jernbanesektoren. Næste skridt handler om at være med til at udvide EU's indre marked til også at omfatte landene i Øst- og Centraleuropa. Fælles driftssystemer og en fornuftig prisfastsættelse ville gavne Europas jernbanenet, men hvis jernbanen skal overleve på langt sigt, er der i hvert fald brug for to ting til. For det første er der brug for en masse operatører. På samme måde som der findes mange transportfirmaer på Europas veje, burde der også findes mange konkurrerende jernbaneselskaber. For det andet er der brug for en skillelinje mellem den nationale operatør og den, som ejer jernbanen. Den model har vi i Sverige, og jeg tror faktisk, at det ville være overordentligt godt, hvis man indførte et lignende system i alle EU's medlemslande. I modsat fald vil sammenblandingen af myndighed og forretningsdrivende fortsat være en hindring for Europas jernbanenet. Overordnet betyder det, at der stadig er meget at gøre selv efter de beslutninger, som Europa-Parlamentet har taget i forbindelse med denne betænkning, men de udgør trods alt nogle overordentligt vigtige skridt i den rigtige retning.
Jeg vil gerne tale om dette emne, men ud fra en regional synsvinkel. Jeg kan ikke tale om højhastighedstog i Nordirland, og da slet ikke på øen Irland, da togene ikke når særligt høje hastigheder i den del af verden. Det er overordentlig vigtigt, at vi erkender vigtigheden af et jernbanesystem. Set ud fra en regional synsvinkel bekymrer det mig, at vi i Europa taler om, hvor vigtigt det er for en region at have den mest miljøvenlige transporttype, når man samtidig i Nordirland taler om at skille sig af med dele af vores i forvejen meget lille jernbanesystem. Det finder jeg helt og aldeles forkasteligt. En af hovedforbindelserne mellem Nordirland og Den Irske Republik er forbindelsen mellem Dublin og Belfast. Det er en meget vigtig forbindelse, og den er for nylig blevet forbedret. Måske er den nu ligefrem nået halvvejs op på den standard, der er i resten af Europa, men forbedringen betyder meget for os, der bor i området. Så er der forbindelsen mellem Belfast og Larne, som forbinder os med resten af Det Forenede Kongerige. En del af den har måttet lukkes, da der ikke er penge til at vedligeholde og forbedre den. For nylig forlød det også fra de nordirske jernbaner, at man vil lukke forbindelsen mellem Coleraine og Londonderry, hvilket er helt utroligt og fuldstændig uacceptabelt. Det er det eneste pendlerområde fra den nordvestlige del, og det dækker også dele af Den Irske Republik samt den indre kyst og halvøen. De har brug for den jernbane til dem, der skal til Belfast for at komme til en lufthavn og alle andre steder. Så vi må se meget alvorligt på, hvad der er tale om her. Det sker nemlig alt for ofte, at vi i Europa taler om transeuropæiske systemer - til bil-, tog-, fly- eller skibstrafik - men når det kommer til stykket, så er vi ikke parat til at finansiere det hverken på europæisk plan eller nationalt. Vi skal tage udfordringerne op, og vi skal sikre, at vi har en meget veletableret jernbaneforbindelse. Jeg ønsker det i min region, fordi det er vigtigt. Vi skal ikke have flere lukninger, men derimod stille midler til rådighed til at forbedre det nuværende jernbanesystem, så vi kan transportere mere gods via jernbanen i stedet for landevejen, da det er helt uacceptabelt af miljømæssige grunde. Det gør ondt at komme tilbage til min region og få at vide, at der ikke er penge til det. Det gør også ondt, når det samme sker for Dem. Når vi får at vide, at vi skal "forbedre vejene, ikke jernbanerne". Jernbanesystemet har en fantastisk fremtid for sig. Det er forkert og fuldstændig uacceptabelt, at det får lov til at forfalde på nogen måde.
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, Kommissionen vil starte med at takke for denne interessante debat og takke Parlamentet for, at De lægger så stor vægt på spørgsmålet om kompatibel drift hos de konventionelle jernbaner. Jeg vil bemærke den udmærkede indsats fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, især af hr. Savary, som har udarbejdet betænkningen. Direktivet skal i første omgang ses som en teknisk foranstaltning, men forslaget har selvfølgelig også politisk betydning, fordi det bidrager til virkeliggørelsen af et fælles og åbent marked for jernbanetjenester og jernbanemateriel. Kommissionen har som bekendt gjort jernbanesektoren til et af sine prioriterede områder. Det blev ikke mindst tydeliggjort i hvidbogen i 1996 om vitaliseringen af Fællesskabets jernbaner. Allerede i slutningen af forrige år tog EU et stort skridt mod en vitalisering af jernbanetrafikken via den såkaldte jernbanepakke. Jeg er overbevist om, at denne kan bidrage til en renæssance for godstrafikken i Fællesskabet. Ud over disse foranstaltninger er der behov for yderligere indsatser, for at strategien kan blive fuldstændig. Med dette mener jeg først og fremmest foranstaltninger, som integrerer de nationale net og forbedrer kvaliteten af de offentlige tjenester. Vi ved alle, hvor forskellige landenes tekniske standarder og driftsregler er. Det er også kommet tydeligt frem under debatten. Dette gør den internationale trafik både dyrere og mere kompliceret end den indenlandske. Disse forskelle forstyrrer ikke kun den kompatible drift, men også det indre marked for jernbaneudstyr. Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har godkendt et forslag til betænkningen, som støtter vores forslag. De fleste ændringsforslag i betænkningen kan godkendes. En række ændringsforslag indebærer en reel merværdi, og det vil vi takke Parlamentet for. Som De ved, har Rådet også set på forslaget, og takket være kontakter mellem Parlamentets ordfører, Rådets formandskab og Kommissionens tjenestemænd er det muligt, at forslaget kan godkendes allerede ved førstebehandlingen. En forudsætning for, at det kan lade sig gøre, er viljen til at føre en reel konvergenspolitik, selv om det drejer sig om et hovedsageligt teknisk dokument. Med hensyn til ændringsforslagene vil jeg derfor kun nævne dem, som ikke kan godkendes. For det første ændringsforslag 9, artikel 1, stk. 3. Anvendelsesområdet fastsættes i bilag I og kan ikke begrænses på den måde, der bliver foreslået. De tilfælde, der nævnes, kan behandles som separate kategorier, som særtilfælde eller i værste fald som undtagelser. Ændringsforslag 28, artikel 22, stk. 3. Den foreslåede ændring er ikke forenelig med tanken om, at de tekniske kvalifikationer for interoperabilitet skal indføres efterhånden. Den er heller ikke forenelig med nødvendigheden af at prioritere de foranstaltninger, som medfører de største omkostningsfordele. Ændringsforslag 29, artikel 24, stk. 1. Med hensyn til det er der retlige forhindringer for en godkendelse. Ændringsforslag 32, bilag I, samt ændringsforslag 35 om undtagelse af togvogne fra tredjelande. Den foreslåede ordlyd er uacceptabel, fordi den indebærer en grundlæggende ændring af det rullende materiel, som der refereres til i direktivet. Det princip, som Kommissionen har holdt i hævd over for Rådet og Udvalget om Regionalpolitik, og som forslaget bygger på, er, at direktivet skal omfatte alt rullende materiel, som kører på det transeuropæiske jernbanenet. Det er vigtigt for at fremme det indre marked for rullende materiel, men også for at garantere et minimumssikkerhedsniveau langs med det transeuropæiske jernbanenet. For at opnå dette minimumssikkerhedsniveau skal alt rullende materiel opfylde visse minimumskrav. Ændringsforslag 39, artikel 18, stk. 3, og ændringsforslag 40, bilag VII. De foreslåede foranstaltninger er ikke kompatible med artikel 14, stk. 2, som foreskriver, at det er medlemsstaternes ansvar at sikre, at systemet overholder TSI-reglerne. Dette forslag skulle kunne introduceres i det rammedirektiv om jernbanesikkerhed, som Kommissionen fremlægger senere på året. Det er imidlertid klart, at særlige transporter, eller f.eks. lokomotiver, der udfører sporarbejde, ikke skal opfylde de samme krav som passagertog. I forslaget nævnes derfor en række særtilfælde, se artikel 2 K og artikel 5, stk. 5, hvor man kan benytte særlige forskrifter, der er tilpasset på behørig vis. Tillad mig at lade de øvrige ændringsforslag ligge, da de alle sammen får vores støtte. De er med til at gøre direktivet lidt tydeligere - det gælder frem for alt særtilfældene. I modsat fald indebærer de acceptable supplerende bestemmelser, f.eks. visse tilfælde, som kan undtages fra de tekniske krav. Jeg vil afslutte min tale om de konventionelle jernbaners interoperabilitet med at takke Parlamentet for indsatsen. Vi må håbe, at direktivet godkendes allerede ved førstebehandlingen. Dette vil spille en central rolle i forbindelse med jernbanetrafikkens vitalisering. Jeg går direkte videre til den anden betænkning, som handler om højhastighedstogenes interoperabilitet. Også her har hr. Savary udarbejdet en interessant betænkning, som indeholder en række konstruktive bemærkninger og forslag. Kommissionen vil studere dem grundigt og i så høj grad som muligt tage hensyn til dem ved planlægning af sit arbejde. Kommissionens rapport handlede snarere om gennemførelsen og virkningerne af direktiv 96/48 end om de faktiske fremskridt for interoperabilitet for højhastighedstog. Dette skyldes, at det omtalte jernbanenet stadig befinder sig på et tidligt udviklingstrin. Parlamentets forslag om at lave en vurdering af, hvor langt man faktisk er kommet med interoperabilitet, er derfor meget interessant. Med hensyn til det konventionelle jernbanenet foreslog Kommissionen, at et fælles repræsentativt organ skulle udarbejde og regelmæssigt opdatere et hjælpemiddel. På anmodning af en medlemsstat eller Kommissionen skulle dette give et billede af de transeuropæiske jernbanesystemer for konventionelle tog. Kommissionen har gennemgået alle forslag i betænkningen om højhastighedstogenes livskompatibilitet, og de udgør et velkomment bidrag til Kommissionens igangværende overvejelser på området, som jo fortsat er højt prioriteret. Det er almindeligt kendt, at jernbanesektoren har stor betydning for Europas fremtidige transportbehov og et mere holdbart europæisk transportsystem. Øget interoperabilitet er en væsentlig faktor i vores bestræbelser på dette område. Det er meget glædeligt via dagens debat at få bekræftet, at Europa-Parlamentet og Kommissionen i høj grad har samme syn på sagen.
Hr. formand, fru kommissær, vi er med ordføreren hr. Savary kommet Rådet i møde i vid udstrækning, idet vi har optaget adskillige ændringsforslag i plenarforsamlingen med henblik på at skabe overensstemmelse mellem de to udgaver. Så bør Rådet også acceptere vores holdning, og Kommissionen bør støtte os og ikke Rådet, fru kommissær. For det andet vil jeg gerne bede Dem være så sød at give Deres kontorer besked om, at betænkningen ikke kommer fra Udvalget om Regionalpolitik, men derimod fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, fordi vi laver trafikpolitik for hele Fællesskabet og ikke kun for regionen.
Hr. Jarzembowski, udvalget hedder "Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme." Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (B5-0223/2000) fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelse, Forskning og Energi til Kommissionen om urigtige oplysninger vedrørende diameter på piller i MOX-demonstrationsanlægget (MDF) ved BNFL's Sellafield-kompleks og virkningen deraf for anvendelsen af MOX-brændsel.
Hr. formand, rapporten om sikkerheden på Sellafield, som er offentliggjort af Det Forenede Kongeriges kerneanlægsinspektorat Nuclear Installations Inspectorate (NII), er en alvorlig anklage om sikkerhedsforholdene og forfalskningen af sikkerhedskontrollen på værket. I midten af februar sagde NII's direktør Laurence Williams, at han selv ville lukke THORP-brændselsoparbejdningsanlægget, hvis hans sikkerhedsanbefalinger ikke blev ført ud i livet. Det fremgår dog klart af hans egen rapport, at man ikke kan stole på BNFL. Deres svar på svar på NII's tidligere anbefalinger har været at ignorere dem. Jeg er faktisk i besiddelse af dokumenter, der viser, at det er sket helt tilbage i 1981. Det er et udtryk for arrogance, også når de bliver stillet til regnskab. Hvad kan vi udlede af, at NII foretog undersøgelsen på foranledning af en artikel i den engelske avis The Independent, som fik Det Forenede Kongeriges regering til så at sige at slippe NII løs på dem? Det burde jo have været omvendt. Vi blev løbende beroliget med, at sikkerheden på kerneanlæggene i EU var i orden, så hvorfor var det først, da pressen begyndte at undersøge sagen, at medlemsstaterne tog sikkerhedsspørgsmålene alvorligt? Det er på tide, at borgerne i Europa får nogle detaljerede svar på spørgsmålene om, hvilken virkning forfalskningen af data i MOX-anlægget på BNFL i Sellafield har på sikkerhed og miljø - en forfalskning, der har fundet sted i årevis - på grund af de alvorlige spørgsmål, som det rejser med hensyn til sikkerheden ved at anvende MOX og til sikkerheden i kerneanlæggene generelt. Det stiller også spørgsmålstegn ved transporten af nukleart materiale som f.eks. MOX og ikke mindst ved den nukleare sikkerhed på grund af produktionen af plutoniumlagre. Jeg vil gerne vide, hvad Euratom har gjort med hensyn til sikkerhedskontrol, uddannelse af sikkerhedspersonale og inspektion af anlæggene siden 1996, hvor brændselsoparbejdning i Det Forenede Kongerige blev underlagt Euratoms sikkerhedskontrol. Jeg har spurgt Laurence Williams i udvalget, om inspektoratets medarbejdere så at sige er ved at blive lidt for godt integreret i den kultur, som de er sat til at kontrollere. Han gav mig et seriøst svar. Men hvad med Euratoms inspektører? Kan vi stole på dem? Eller tilegner de sig også de kulturer, som de er sat til at kontrollere? Jeg vil gerne opfordre Dem til at seriøst at behandle harmoniseringen af minimumsstandarderne, da vi har fået modstridende svar i udvalget. Jeg er også bekymret over betydningen af brændselsoparbejdningen for nabolandene, som f.eks. mit land, hvor radioaktiv forurening fra Sellafield er fundet på strandene på østkysten, især Carlingford Lough, hvor jeg er vokset op. De lokale spørger mig ofte, hvad EU vil gøre ved det. Jeg kan give dem meget korte svar. Danmark og andre nordiske lande er også bekymrede over den radioaktive forurening af deres have og fiskepladser fra brændselsoparbejdningen på Sellafield. Efter min mening er sikkerhedsskandalen på Sellafield et europæisk spørgsmål. Især udgør tankene med højaktivt affald en alvorlig og konstant trussel mod Irlands østkyst på grund af risikoen for store radioaktive udslip, hvis køletankene overophedes. Rapporten fra NII understregede, at mængden af højaktivt flydende affald fortsat øges hurtigere, end BNFL kan behandle det. THORP-oparbejdningsanlægget producerer stadigt mere affald. Inspektoratet truede dette anlæg med sanktioner, hvis der ikke blev gjort noget ved det. Ved brændselsoparbejdning skabes der natuligt store mængder flydende affald. I over 40 år er det højaktive flydende affald blevet lagret i tanke under konstant køling på Sellafield. Det er nu presserende, at vi helt stopper brændselsoparbejdningen, og at de højaktive affaldstanke bliver passivt indkapslet, f.eks. i glas. Selv på den måde vil de stadig være stærkt radioaktive i mere end 50 år. Problemet for BNFL er, at mængden af højaktivt flydende affald, som fremkommer ved brændselsoparbejdning, stadig øges hurtigere, end man kan behandle det. NII ønsker mængden af højaktivt flydende affald minimeret og deponeret, så den potentielle fare mindskes. Efter min mening kan det ske ved at stoppe brændselsoparbejdningen nu. I udvalget har jeg også spurgt, om en korruptionskultur er ved at sprede sig til den uafhængige kvalitetskontrolinstans under Lloyd's Quality Assurance, som kontrollerer, at BNF's procedurer opfylder sundheds- og sikkerhedskravene. I september sidste år offentliggjorde den en rapport, som viste, at BNFL's sikkerhedskontrol ligger på et højt niveau, hvad angår sundhed, sikkerhed og miljø. Da dette ifølge inspektoratets rapport var helt forkert, har det rokket ved troværdigheden af den uafhængige kontrol. Jeg har allerede talt om det at blive lidt for godt integreret med hensyn til både Euratom og NII. Det er en høflig omskrivning af at være korrupt, og det er det, vi skal kontrollere her. Ifølge Laurence Williams er højaktive affaldstanke og den alvorlige risiko ved, at BNFL ikke kan gøre dem passivt sikre ved glasindkapsling, en presserende sag. Jeg vil gerne vide, hvad "presserende" betyder i denne sammenhæng. Kan vi se frem til flere år med alvorlige risici for befolkningerne på De Britiske Øer og i Europa generelt?
Kommissionen er orienteret om begivenhederne i forbindelse med forfalskningen af data om brændselspillediameteren i MOX-demonstrationsanlægget og BNFL i Sellafield. Vi følger udviklingen nøje og har kontaktet både myndighederne i Det Forenede Kongerige og virksomheden direkte. Kommissionen er yderst betænkelig ved det skete, da det sætter spørgsmålstegn ved den nukleare sikkerhed. Før jeg går ind på fru Aherns konkrete spørgsmål, vil jeg derfor først gerne sige, at vi ikke kan tolerere overtrædelser i forbindelse med den nukleare sikkerhed i den nuværende og en udvidet europæisk Union. Overtrædelsen af internationalt vedtagne standarder for nuklear sikkerhed bør fordømmes åbent og bestemt. Jeg er derfor glad for, at Europa-Parlamentet har besluttet at drøfte dette vigtige emne i plenum her i aften og at vedtage en beslutning senere på ugen. Lad os se på det første konkrete spørgsmål, som er betydningen af dataforfalskningen for sikkerheden i kerneanlæggene. Må jeg minde medlemmerne om, at ansvaret for nuklear sikkerhed under den internationale konvention om nuklear sikkerhed påhviler den stat, i hvis jurisdiktion kerneanlægget er beliggende. Det er klart, at vores medlemsstater ikke ønsker at fralægge sig det ansvar. Jeg skal derfor henvise til Det Forenede Kongerige og NII's rapport om dataforfalskning, ifølge hvilken NII finder det godtgjort, at det brændsel, der fremstilles i MDF, er sikkert at bruge, uanset at kvalitetskontrolrapporterne er ufuldstændige på grund af forfalskningen af visse data om acceptable kvalitetsniveauer foretaget af medarbejdere ved anlægget. Det er et citat fra deres rapport. I inspektoratets rapport om kontrol og tilsyn med driften på BNFL i Sellafield udtalte man sig dog også om forringelsen af sikkerhedsprocedurerne på Sellafield. Virksomheden har reageret på NII's krav om at iværksætte foranstaltninger til opfyldelse af rapportens anbefalinger. Vi venter nu på inspektoratets formelle reaktion på de foranstaltninger. Det andet spørgsmål angår den nukleare sikkerhed. Ifølge de undersøgelser, der er foretaget af NII, foregik forfalskningen under en sekundær manuel diameterkontrol af en delmængde af MOX-pillerne i MOX-demonstrationsanlægget (MDF) på Sellafield. Kontrol af pillediameteren er ikke omfattet af Euratoms sikkerhedskontrol af nukleart materiale, da den er baseret på pillernes vægt og ikke på deres diameter. Euratoms sikkerhedskontrol viste derfor ikke, at angivelserne var forkerte. Det tredje spørgsmål angår transport af nukleart materiale. Transport af radioaktivt materiale er underlagt regler, som er udformet af Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) og omsat til national lovgivning. Medlemsstaterne har derfor også hovedansvaret, når det gælder transport af radioaktivt materiale. Målingsafvigelserne på Sellafield har ikke i sig selv nogen betydning for sikkerheden ved transport af pillerne. Kommissionen bifalder imidlertid enhver beslutning, som yderligere forbedrer sikkerheden ved transport af brændselspiller. Kommissionens målsætning er at fremme harmoniseringen af reglerne for transport af radioaktivt materiale, hvilket ville forbedre sikkerheden på området. Endelig er der forslaget om et Euratom-direktiv til harmonisering af minimumsstandarderne for nuklear sikkerhed i Den Europæiske Union og betydningen for drøftelserne af nuklear sikkerhed med ansøgerlandene. De enkelte EU-medlemsstaters sikkerhedskrav er mere specifikke og omfattende end IAEA's. På grund af de forskellige historiske baggrunde, love, typer og antal reaktorer samt de forskellige måder at regulere området på kan de ikke uden videre harmoniseres til et sæt fælles regler. Jeg frygter, at ethvert forsøg på at opnå konsensus om fælles Euratom-sikkerhedsstandarder blot vil resultere i et meget generaliseret regelsæt. Det vil næppe forbedre de nuværende sikkerhedsstandarder for kerneanlæggene. Det er derfor ikke sandsynligt, at en harmonisering af minimumsstandarderne på EU-niveau ville have kunnet forhindre det, der skete på Sellafield. Der er dog adskillige aktiviteter i gang på EU-plan, hvor en harmonisering ville være både gavnlig og mulig. Disse aktiviteter er baseret på en fælles erkendelse af nationale krav og fremme af den bedste praksis på området. F.eks. i forbindelse med nye typer anlæg er der basis for omfattende harmonisering. Der er heller ikke noget til hinder for i fremtiden at harmonisere reglerne for sikker håndtering af radioaktivt affald samt nedlukning af kerneanlæg. I forbindelse med en udvidelse kunne et direktiv, der fastlægger harmoniserede minimumsstandarder for sikkerhed, have lettet vores tidlige drøftelser af det meget følsomme emne, som den nukleare sikkerhed er. Under EU's acquis ville det så være blevet rutinemæssigt behandlet sammen med anden EU-lovgivning. Det er dog svært at sige, om et sådant direktiv ville kunne udarbejdes hurtigt nok til at få indflydelse på de løbende drøftelser med ansøgerlandene. Det er også svært at vurdere, om vi med fælles minimumsstandarder ville opnå det sikkerhedsniveau, som vi ønsker, at ansøgerlandene skal sigte efter. Vi sigter faktisk højere, både for os selv og for ansøgerlandene. Vi arbejder på at få ansøgerlandene til at følge samme praksis som Den Europæiske Union. Et eksempel herpå er de retningslinjer for løbende sikkerhedskontrol af Sovjet-byggede letvandsreaktorer, som er udarbejdet af Generaldirektoratet for Miljø. Nedsættelsen i sidste uge af en europæisk gruppe, der skal arbejde med sikkerheden på kerneanlæggene, er endnu et stort fremskridt. Den vil bestå af repræsentanter for kernekraftværkerne og kontrolinstanserne i både medlems- og ansøgerlandene. Jeg kan forsikre Parlamentet, at Kommissionen vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at opfylde målsætningen om et højt niveau af nuklear sikkerhed både i den nuværende og en udvidet Union. Jeg er overbevist om, at der kan gøres mere på EU-plan for at opnå dette. Det er dog ikke sikkert, at et direktiv om harmonisering af sikkerhedsstandarderne på europæisk plan på nuværende tidspunkt er den rette vej frem.
Det er meget vigtigt, at vi sætter tingene i perspektiv og ikke mister proportionssansen i denne sag, og jeg takker for det afbalancerede svar fra kommissær Wallström. Det er meget vigtigt, at vi holder os til fakta og undgår nogle af de vilde påstande, som er fremsat i De Grønnes beslutningsforslag om dette emne. Jeg vil gerne understrege, at sikkerheden ikke blev bragt i fare på grund af dataforfalskningen. Jeg vil også gerne citere NII's rapport, hvor der står, at det brændsel, der fremstilles i MDF, altså MOX-demonstrationsanlægget, er sikkert at bruge, uanset at kvalitetskontrolrapporterne er ufuldstændige på grund af forfalskningen af visse data om acceptable kvalitetsniveauer foretaget af medarbejdere ved anlægget. NII baserer denne opfattelse på den solide brændselsfremstillingsproces og de samlede kontroller af nøgleparametrene. Jeg vil også gerne henlede mine kollegers opmærksomhed på den positive reaktion fra BNFL på de to rapporter fra NII, den ene om de forfalskede data og den anden om sikkerhedskontrollen på Sellafield. Jeg bifalder svaret og de tre hovedanbefalinger om at fremme sikkerhedskontrollen og ledelsesstrukturen ved at iværksætte en grundig gennemgang af sikkerhedssystemet i hele virksomheden, at øge ressourcerne ved at ansætte flere medarbejdere i tilsynsfunktionen, forbedre uddannelsen og yderligere understrege vigtigheden af sikkerheden samt for det tredje at forbedre den uafhængige inspektion, kontrol og undersøgelse ved at udnævne uafhængige inspektører og lign. BNFL har reageret positivt på de 28 anbefalinger i den ene rapport og de 15 anbefalinger i den anden, forfalskningsrapporten. Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå dem i detaljer. Det er der ikke tid til. Vi må holde os til sagen. Kontrolmekanismerne fungerede i dette tilfælde. Medarbejderne rapporterede fejlen, og så udførtes kontrolprocedurerne. Der skete ikke noget egentligt brud på sikkerheden, der var kun tale om en overtrædelse af registreringsbestemmelserne for en bestemt kunde. Denne forseelse må ikke forhindre eller vanskeliggøre brændselsoparbejdning eller MOX-fremstilling på langt sigt. Begge dele er former for genbrug. Begge dele bidrager effektivt til at reducere og koncentrere affald, og MOX-fremstillingen er den bedste metode, vi i dag har til sikker bortskaffelse af våbenklart plutonium. Jeg bifalder oprettelsen af Western European Nuclear Regulators Association (WENRA) for godt et år siden i februar 1999. Jeg bifalder deres projekt til harmonisering af sikkerhedsbestemmelser og -procedurer i medlemsstaterne. De har selv påtaget sig dette arbejde på tværs af medlemsstaterne, og de er da også de mest oplagte til at udføre den opgave. Resultatet vil være en forbedret sikkerhedskultur, og det bør alle bifalde.
Hr. formand, størsteparten af borgerne i Det Forenede Kongerige og i EU blev dybt chokerede og forargede over de hændelser, der fandt sted på BNFL for nylig. Lad mig citere BNFL med deres egne ord: "At company level it has been recognised that in the mind of many stake holders quality and safety are inextricably linked. Failure to comply in one aspect of an accredited quality system has led to a major loss in confidence in BNFL overall." (på virksomhedsniveau har man indset, at for mange interessenter er kvalitet og sikkerhed uløseligt forbundet. Den manglende overholdelse af et aspekt af et godkendt kvalitetssystem har ført til, at tilliden til BNFL generelt har lidt et alvorligt knæk). Dette fra en ledelse, som nu har erkendt sine mangler, en ledelse, som var tåbelig nok til at gennemføre nedskæringer, hvilket heldigvis er vendt nu. Der må stilles de højeste krav til ethvert kerneanlæg. Jeg føler virkelig med medarbejderne ved BNFL, som blev svigtet af en dårlig ledelse. Deres levebrød blev bragt i fare. De vil nu udtale sig, så snart de ser tegn på manglende sikkerhed. Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt tale om muligheden af eller det fornuftige i brændselsoparbejdning eller om økonomien i MOX. Det er ikke det, vi diskuterer, selv om det burde diskuteres i Det Forenede Kongerige og andre steder. BNFL befinder sig nu i en meget vanskelig periode og med god grund. Den væsentligste årsag til, at dette bringes på bane i Europa-Parlamentet, er mangelen på harmoniserede standarder i atomindustrien i Europa. Der findes harmoniserede standarder på næsten alle andre områder inden for europæisk industri. Euratom-traktaten er mangelfuld, og det skal der gøres noget ved, så vi får den type direktiv, vi har brug for. Vi kan ikke for alvor overveje en udvidelse uden en eller anden form for acquis communautaire i den nukleare sektor. Kommissæren udtaler, at hun ikke mener, det er tilrådeligt at fremlægge en meddelelse. De er velkommen i vores udvalg, så vi kan drøfte det nærmere. Jeg mener, at der snarest er behov for en meddelelse om, hvordan vi kan opnå yderligere harmonisering. Og det skal selvfølgelig ikke være baseret på de mindstestandarder, som allerede findes, men på de strengest mulige krav. Hvis der ønskes offentlig accept af atomindustrien, og det er der mange, der gør, så er det en forudsætning. Fru kommissær, De siger, at harmonisering er relevant, hvis det bliver aktuelt at opføre nye anlæg. Jeg kan virkelig ikke se forskellen, og jeg vil på det kraftigste anbefale, at De tager det op til fornyet overvejelse, deltager i vores udvalg og ser denne sag som et eksempel på, hvad befolkningen i Europa og arbejderne i vores atomkraftværker har brug for.
Hr. formand, undersøgelserne af denne hændelse afslører, hvad der bedst kan beskrives som inkompetence og selvtilstrækkelighed. NII's rapport om sikkerhedsdataene fra februar i år viste, at disse data var blevet systematisk forfalsket. Der blev sået tvivl om oparbejdningen af brugt brændsel fra 34 anlæg i 9 forskellige lande, og Japan, Tyskland og Schweitz holdt helt op med at sende materiale til Sellafield - og med god grund. Hele denne sørgelige historie har bidraget til Det Forenede Kongeriges ry som "Europas forurener". Et ry, der er lige så dårligt, som det ofte er forkert. Efter min mening bør alle på Sellafield kollektivt tage ansvaret for de ting, der er gået galt, og de må gøre noget for at forbedre dem. Der er sket en række forbedringer. Den nye bestyrelsesformand for BNFL har foretaget en gennemgribende undersøgelse, og en række medarbejdere er blevet afskediget. Der sker uden tvivl fremskridt. Men der er stadig meget, der skal gøres, og der er lang vej igen for Det Forenede Kongerige og for BNFL, før dets gode ry er genoprettet. Jeg vil gerne tilslutte mig fru McNally, når hun beder kommissæren se på disse ting igen. Det er simpelthen ikke godt nok, når kommissæren fortæller os, at de enkelte medlemsstaters regler er mere specifikke. Vi skal have høje minimumsstandarder, og vi har især brug for de standarder set i lyset af, at mange af ansøgerlandene er mere afhængige af kernekraft end de eksisterende medlemmer af Unionen, og mange af dem har meget ældre anlæg. Det er vigtigt, at Den Europæiske Union handler på dette område, da det vil være med til at genopbygge tilliden, og det er, hvad offentligheden ønsker. Jeg kan helt tilslutte mig den bekymring, som udtrykkes af kolleger fra Den Irske Republik og Danmark. Vi har brug for lovgivning for at gennemføre de forslag, der er fremlagt af de tre store politiske grupper i aften, nemlig høje minimumsstandarder for sikker og pålidelig anlæg og drift af kerneanlæg og kernerelaterede anlæg samt for systemer til kontrol af den nukleare sikkerhed. Min gruppe kan ikke støtte De Grønnes forslag i dag. Vi mener, at det er alt for drastisk. Det stiller det helt berettigede spørgsmål, om brændselsoparbejdningen skal fortsætte på Sellafield. Men man kan ikke drøfte denne sag på samme måde, som det sker i formiddagsbladene. Vi støtter det forslag, der er fremsat af de tre store politiske grupper, fordi vi mener, at der skal ske forbedringer, at der sker forbedringer, men at de forbedringer kan fremmes af en EU-indsats på området. Vi anerkender også Sellafields store betydning for beskæftigelsen i det vestlige Cumbria, og vi mener, at hvis anlæggets fremtid bringes i fare, så bør Europa-Kommissionen træde til med særlige foranstaltninger til genskabelse af beskæftigelsen i området. Denne historie har ikke nogen lykkelig slutning for nogen parter, og da slet ikke for Sellafield, men det er et område, hvor handling på EU-plan virkelig kan gøre en forskel.
Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at takke min kollega, fru Ahern, for at tage denne meget vigtige sag op. Alle i Parlamentet må have været rystede over de nylige hændelser på Sellafield med forfalskningen af MOX-brændselsdataene og NII's rapport om de mangelfulde sikkerhedsprocedurer. Efter den første defensive reaktion fra BNFL var det først, da rapporten blev offentliggjort, at problemets virkelige omfang kom frem, nemlig at forfalskningen af tallene havde stået på i hemmelighed siden 1996. Wales har ligesom Irland lidt under den radioaktive forurening af Det Irske Hav først og fremmest fra Sellafield. Der har været en teori om en forbindelse mellem den store forekomst af f.eks. leukæmi blandt børn og nærheden til den walisiske kyst. Nu har vi yderligere en situation, hvor enhver tillid, som offentligheden måtte have haft til sikkerheden på Sellafield og derfor også til deres egen sundhed og sikkerhed, nu er knust. Det er denne troværdighedskrise i forhold til British Nuclear Fuels' ledelse, som kan blive begyndelsen til enden på brændselsoparbejdningen. BNFL var fast besluttet på at videreføre MOX-anlægget på Sellafield for at holde gang i brændselsoparbejdningen. British Energy, som stod for en tredjedel af Sellafields brændselsoparbejdningsarbejde, besluttede at gå over til affaldsdeponering af økonomiske grunde. Det var billigere for dem at deponere affaldet, og det bekræftes af rapporter, som myndighederne i de kernekraftfrie lokalområder har offentliggjort for nylig. Set i lyset af problemerne med miljøforurening og sundhedsrisici samt omkostningerne og debatten om omkostningerne, hvordan kan man så overhovedet retfærdiggøre, at brændselsoparbejdningen fortsætter? Det er ikke risikoen værd, og som der står i forordningen, skal Rådet, Kommissionen og Parlamentet tage hele problemstillingen, herunder MOX-produktionen, op til fornyet overvejelse på baggrund af det skete og af hensyn til befolkningerne ikke blot i Irland og Wales, men i hele Europa. British Nuclear Fuels har en forpligtelse til at behandle de affaldstyper, som fru Ahern nævnte tidligere, så sikkert som muligt. Det er også en sag, der ligger mig meget på sinde, fordi et område i Wales har været nævnt som en mulig deponeringsplads for lavaktivt radioaktivt affald. Det er uacceptabelt. Det må gribes strategisk an. Atomindustrien har allerede forårsaget enorme skader, og vi må have sikkerhed for, at det ikke kommer til at gå ud over flere og flere lokalsamfund og menneskeliv i fremtiden.
Hr. formand, stringens er et ufravigeligt krav til Parlamentets arbejde. Til ære for denne stringens vil jeg gerne minde om fire kendsgerninger i forbindelse med hændelsen med forfalskning af de manuelle målinger af diameteren i MOX-brændstofpillerne i British Nuclear Fuels' anlæg i Sellafield. For det første drejede det sig om sekundære og overflødige kontroller på anmodning af en kunde og ikke om et sikkerhedskrav; for det andet er ingen af kravene til nukleær sikkerhed blevet overtrådt; for det tredje var der ikke nogen strålingsrisiko; for det fjerde er der ingen af de beskyttelsesklausuler, der står i Euratom-traktaten, blevet overtrådt, for målingerne af pillernes vægt var korrekte. Vi står derfor over for et beklageligt tilfælde af manglende professionel etik, som har betydet enorme økonomiske tab og tab af image for den berørte virksomhed, men man kan under ingen omstændigher, uden at omgå sandheden, påstå, at den foreliggende hændelse har betydet en fare for arbejdernes eller offentlighedens sikkerhed. En fejl, som den vi beskæftiger os med, erindrer os dog, hvor triviel den end er, om behovet for at skærpe kontrollen og hele tiden forbedre procedurerne i en installation som den i opbearbejdningsanlægget i Sellafield. Det har den regulerende britiske myndighed krævet. Det bliver der stillet udtrykkeligt krav om i beslutningen, som støttes af vores gruppe, og vi håber, det vil blive opfyldt i fremtiden.
Hr. formand, vi må ikke forledes til at tro, at forfalskningen af kvalitetskontroldataene på Sellafield ikke var en alvorlig sag. Jeg vil tro, at de få parlamentsmedlemmer, som har fulgt Sellafield, både ledelsen og medarbejderrepræsentanterne, i mange år, var mere berørt af sagen end andre. Den afslørede en elendig sikkerhedskultur og utilstrækkelige sekundære kontrolprocedurer ved MOX-fremstillingen. Men vi bør bemærke, at BNFL's reaktion på inspektoratets rapport allerede har ført til meget betydelige ændringer i ledelsen, som bifaldes af både inspektoratet og den ansvarlige minister. Jeg håber, at de i hvert fald ikke beskyldes for at være "lidt for integrerede" på dette område. Efter min mening bør en af Parlamentets opgaver her være at føre tilsyn med de løbende ledelsesændringer, der indføres. Vi bør også bemærke, at NII og Kommissionen har gjort det meget klart over for Industriudvalget, at der ikke var nogen sikkerhedsimplikationer i nogen af Sellafield-anlæggene. Den nukleare sikkerhed var ikke et problem, og det var sikkerheden i forbindelse med transport af nukleart materiale heller ikke. Jeg er glad for, at kommissæren har bestyrket denne opfattelse i aften. Brændslet kan uden problemer benyttes til de formål, det er fremstillet til. Men alt dette må ikke få os til at hvile på laurbærrene. Vi forsøger at sætte standarder for ansøgerlandene i Østeuropa og også i ansøgerlande uden for Østeuropa. De fleste af os ønsker stadig EU-standarder for alle kerneanlæg. Vi ved, at WENRA arbejder for harmonisering. Jeg håber, at kommissæren, som også andre kolleger har anmodet om, vil tage sagen op til fornyet overvejelse og faktisk støtte og opmuntre WENRA i denne henseende. På baggrund af mine egne erfaringer i en række lande er jeg helt overbevist om, at det er den eneste måde at berolige offentligheden på. Og det må være Parlamentets vigtigste mål.
Hr. formand, jeg har nu været medlem af Parlamentet i 16 år. Jeg mener, jeg har ret, når jeg siger, at den irske regering og den irske befolknings bekymring over brændselsoparbejdningsanlægget i Sellafield har været taget op i Parlamentet hvert eneste år i den periode. Når jeg ser mig omkring, tænker jeg altid på, at hver eneste pære her i salen kører på kerneenergi, hvilket forklarer, hvorfor så mange af de store europæiske atommagter har så svært ved at tage den irske bekymring alvorligt. Vi har udtrykt vores bekymring til skiftende britiske regeringer. Som regel er den desværre blevet behandlet med ligegyldighed og meget ofte ligefrem med foragt. I Irland har vi nu absolut ingen tillid til forsikringerne om sikkerheden på kerneanlægget i Sellafield. De seneste oplysninger om forfalskning af dokumenter har blot forstærket den udbredte følelse af usikkerhed på vores ø. Vi har hele risikoen, men ingen fordele af anlægget. Vi er klar over, at tyskerne og japanerne sender deres atomaffald til oparbejdning på Sellafield, fordi det er for politisk følsomt for dem at gøre det i deres egne lande på grund af bekymringen over det. Jeg vil gerne bede kommissæren tage sagen op til fornyet overvejelse. Jeg vil også stille hende endnu et spørgsmål. Deltager nogen af de atomvåbenfrie lande i de nævnte udvalg om nuklear sikkerhed? Det er på tide, at vi indser, at udgifterne til oparbejdning af affaldet fra disse kerneanlæg udgør en del af omkostningerne. Det er generelt mere bekvemt at udelade dem, men denne sag er af største betydning for den irske regering, den irske befolkning, og heldigvis også for den danske regering. De er enige med os i denne sag.
Hr. formand, jeg har bedt om ordet i denne debat, ikke blot fordi jeg repræsenterer den nordvestlige region i England, hvor Sellafield ligger. Ej heller fordi 10.000 arbejdspladser står på spil, hvis Sellafield lukkes, eller fordi jeg har en speciel interesse i atomindustrien. Det har jeg ikke. Jeg har bedt om ordet, fordi jeg vil prøve at få noget sandhed ind i debatten. Problemet er, når man taler om atomkraft, og især om Sellafield, at debatten præges af fordrejede sandheder. Fru Ahern talte om, at NII's rapport var en alvorlig anklage mod anlægget. Det var det ikke! Hun talte om en alvorlig anklage mod sikkerhedskontrollen. Det var det ikke! NII fremkom med tre sikkerhedsanbefalinger, og kontrollerne var i form af kvalitetssikring, som andre talere har nævnt. Hun sagde, at rapporten skyldtes en artikel i The Independent. Det gjorde den ikke. Medarbejderne på BNFL rejste sagen. Det var dem, der opdagede den. Det var BNFL, der fortalte inspektoratet og deres kunder, hvad der var sket. Fru Ahern talte om forurening af havene i Irland og Danmark. Jeg citerer fra The Independent, hvor syv prominente danske forskere, som netop forsker i radioaktive udslip fra Sellafield, den 12. maj udtalte: "There is no scientific basis for the claim that the present release of radioactivity from Sellafield causes an unacceptable contamination in the North Atlantic and Arctic regions" (der er ingen videnskabelige holdepunkter for påstanden om, at de aktuelle radioaktive udslip fra Sellafield forårsager en uacceptabel forurening af Nordatlanten og de arktiske egne). Når man er forudindtaget, bidrager fakta kun til at forvirre begreberne. Hun talte om sikkerhedsskandalen. Det er en klokkeklar fornærmelse mod medarbejderne og endnu mere mod deres familier, som bor i nærheden af anlægget. De medarbejdere ville ikke arbejde i anlægget, hvis de mente, at det ikke var sikkert. Og de ville da slet ikke udsætte deres familier for den risiko, hvis det var tilfældet. Det er faktisk en anklage mod de mennesker, der arbejder der. Hun endte så med at tale om korruption. Det er virkelig dråben, der får bægeret til at flyde over. Endelig vil jeg sige til kommissæren, at alt hvad De skal gøre ud over at lytte, er at besøge Sellafield og selv tage stilling. Det er det bedste råd, jeg kan give Dem og også mange medlemmer af Parlamentet.
Hr. formand, jeg er født og opvokset i Cumbria og en af repræsentanterne for det nordvestlige England, og der er derfor ingen i Parlamentet, som er mere berørt af eftervirkningerne af de seneste hændelser på Sellafield end mig. Lad os slå fast, at ledelsen har begået egentlige fejl. De fejl er helt uacceptable. Jeg kender til mange på min hjemegn - som jeg er stolt af at repræsentere - som føler sig svigtet af British Nuclear Fuels. Men som det allerede er påpeget, er der ikke sket nogen lovovertrædelser eller overtrædelser af kontrolinstansernes forskrifter og retningslinjer. I et retssamfund kan de hændelser ikke bruges til at lukke anlægget. Jeg ved, at der er mange, som gerne så Sellafield lukket. Jeg ved, at det især er tilfældet i dele af Irland. I et frit samfund er det sådan folk føler, og de skal have lov at udtrykke deres meninger. Men det er ingen grund til, at anlægget skal lukkes. Der kan ikke blive tale om at lukke en lovlig virksomhed i nogen del af Den Europæiske Union, hvis den ikke har overtrådt loven. Det gælder i Irland, Danmark, Det Forenede Kongerige og enhver anden medlemsstat. Ejerne - det vil sige Det Forenede Kongeriges regering - og de ansatte på Sellafield har lovlige interesser, som man ikke blot kan feje af bordet. Det gælder i denne sag som i enhver anden. Da den nylige krise på Sellafield er selvforskyldt, er det også op til British Nuclear Fuels at løse den. Jeg ønsker dem held og lykke. Men ord er ikke tilstrækkelige. Der skal handling til - deres handling.
Set med irske øjne er vi her vidne til begyndelsen til enden for brændselsoparbejdningen på Sellafield, og vi har vores forbundsfæller. Kommissionens beføjelser i denne sag som den ansvarlige EU-instans er håbløst utilstrækkelige, så utilstrækkelige, at det er pinligt. Ingen fælles standarder for sikkerhed og udslip, ingen fælles høringsprocedure i forbindelse med kraftværker nær grænserne, ingen klare EU-regler for deponering og transport af nukleart brændsel eller affald, intet EU-system til varsling og overvågning i tilfælde af fejl. Den nukleare sikkerhed er en stor kilde til bekymring i forbindelse med udvidelsesprocessen. Da der i EU-lovgivningen ikke findes forskrifter for byggeri og drift af kerneanlæg, hvordan ved vi så, om de er driftssikre? Som realist er man indforstået med, at livet er risikofyldt. Samfundet accepterer som regel et vist niveau af risici til gengæld for fordele, og fortalerne for kerneenergi minder os næsten uundgåeligt om afvejningen af risici og fordele. Hvilke fordele får Irland til gengæld for risikoen ved at være udsat for de fleste af Storbritanniens kerneanlæg? Hvis den nukleare sikkerhed er så god, og kerneenergi er så sikkert, hvorfor er de fleste af disse anlæg så ikke placeret nær de tætbefolkede områder i den sydøstlige del af England? For at minimere risikoen for de tætbefolkede områder, selvfølgelig. Men ud fra et irsk synspunkt er dette omvendt logik. Vi har amterne Antrim, Down, Louth, Dublin, Wicklow og Wexford, hvor størsteparten af Irlands befolkning, ca. 2 millioner mennesker, bor ved eller tæt på Det Irske Hav, hvor størsteparten af de britiske kerneanlæg ligger. Desuden har vi alle i de seneste år set, hvordan forbrugernes bekymring om fødekædens integritet kan ødelægge et tilsyneladende sikkert marked. Der er f.eks. problemerne med BSE og dioxin. Det er næsten ikke til at forestille sig virkningen af en hvilken som helst form for atomtrussel - blot en trussel - mod disse dele af økonomien. Det er en grundlæggende menneskeret at kunne vælge, om man vil udsætte sig og sine børn for risiko. Vi, der bor langs vestkysten af Det Irske Hav, har ikke denne ret til at bestemme, styre, have noget at skulle have sagt om risikoen ved de nærliggende koncentrationer af kerneanlæg. I praksis er beslutningsprocesserne i forbindelse med atomkraft i Det Forenede Kongerige langt fra demokratiske. Ofte tvivlsomme beslutninger træffes bag hermetisk lukkede døre. Lad mig konkludere. Sellafields virkelighed går videre end Kyoto-målsætningen om den britiske økonomis afhængighed af kerneenergi. Den omfatter også en lang række ikke-rapporterede hændelser, forfalskede kvalitetskontroller af MOX-brændselsstave, som har ført til, at Japan har mistet tilliden til anlæggets sikkerhedsstandarder, samt til at tyskerne og schweizerne har annulleret deres ordrer på MOX-atombrændselspiller. Sellafields virkelighed omfatter hændelser i september sidste år og i begyndelsen af i år, hvor medarbejderne angiveligt øvede sabotage. Der er rejst stærk tvivl om, hvorvidt brændselsoparbejdningen skal fortsætte på langt sigt. Ordrebøgerne er fulde i det næste par år, men der kommer ingen nye ordrer ind på grund af den svigtende kvalitetskontrol i MOX-anlægget. Selv den nye formand for bestyrelsen, hr. Norman Askew, siges at have udtalt, at brændselsoparbejdning ikke længere spiller så vigtig en rolle som før. Et bestyrelsesmedlem har offentligt udtalt, at anlæggets fremtid er usikker. Men en fremtid for Sellafield inden for atomindustrien kan forsvares. Men ikke inden for MOX-fremstilling eller oparbejdning af termisk oxid i MOX- og THORP-anlæggene. Arbejdsstyrkens færdigheder og erfaring samt de store kapitalinvesteringer kan og bør udnyttes til affaldshåndtering og oprettelse af videnscentre til nedlukning af kerneanlæg, og det synes jeg, vi skal koncentrere vores drøftelser om.
Hr. formand, mange tak for en interessant og frugtbar debat. Jeg håber, at vi alle kan blive enige om, at der er behov for at skabe tillid, for uanset at konklusionen er, at hændelsen ikke var årsag til egentlige skader eller alvorlige risici, så er prisen for tillidstabet meget høj. Det er i alles interesse at sikre, at borgerne har tillid til vores sikkerhedssystemer. Jeg er til enhver tid villig til at deltage i udvalgsmøder i Parlamentet og drøfte disse spørgsmål. Personligt ville jeg absolut foretrække, at der var EU-regler på området. Men vi må ikke give det indtryk, at det ville betyde øget sikkerhed i Den Europæiske Union, for på grund af enstemmighedsprincippet kan slutresultatet kun blive, at vi får nogle minimumsstandarder, der ikke lever op til borgernes forventninger. Vi skal være realistiske, for vi kender drøftelserne og holdningen i medlemsstaterne. De er ikke villige til at give EU mere magt på dette område. Det er også derfor, at Kommissionens beføjelser på området er begrænset til kontrol med radioaktivitet og ikke andet. Vi har brug for europæiske regler. Men vi må ikke give det indtryk, at det kan ske nemt og hurtigt. Jeg er enig i, at vi bør drøfte det nærmere. Som svar på fru Banottis spørgsmål, så vil der i den europæiske gruppe om nuklear sikkerhed være repræsentanter for både kraftværkerne og medlems- og ansøgerlandenes kontrolinstanser. Det er ikke et bredt forum, men de kan samarbejde i denne specielle sikkerhedsgruppe. Det er ikke første gang, at vi drøfter Sellafield, og vi skal se nøje på sikkerhedsspørgsmålene, for der har, som De ved, været et uheld i Japan. Det skyldtes slap kontrol, hvor nogle medarbejdere mente, at de kunne lave deres egen blanding. Så selv i højt udviklede samfund er der store risici i forbindelse med nukleare og oparbejdningsteknikker. Det vil glæde mig at fortsætte denne drøftelse i Parlamentet når som helst. Men jeg vil ikke give nogen falske forhåbninger om, hvad der kan opnås hurtigt og med medlemsstaternes hjælp. Det er også derfor, vores beføjelser er begrænsede.
Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42, stk. 5, modtaget fem beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 23.45) MØDET TIRSDAG DEN 16. MAJ 2000 1 Afgørelse om uopsættelig forhandling 1 Budget 2001 - Parlamentets overslag 2 Forelæggelse ved Kommissionen af det foreløbige budgetforslag for 2001 10 Beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelse af svig 14 AFSTEMNING 20 Forebyggelse og bekæmpelse af overførbare spongiforme encephalopatier 20 Tilrettelæggelse af arbejdstiden 20 Reform af bistanden til tredjelande 20 Spørgetid (Kommissionen) 20 CO2-emissioner fra nye personbiler 20 Interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem 20 British Nuclear Fuels i Sellafield 20