Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0073/2000) af Knörr Borràs for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om præcisering af Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 for så vidt angår principperne for registrering af skatter og bidrag til sociale ordninger (KOM(1999) 488 - C5-0220/1999 - 1999/0200(COD)).
Hr. formand, mine damer og herrer, vi taler her om en yderst teknisk sag, som ved første øjekast og uden nærmere overvejelse ser ud til at dreje sig om spørgsmål om vedtagelse eller ændring af procedurer eller terminologi i Den Europæiske Union, som er den politiske ramme, hvori de skal forsøges tilpasset, sådan som det er tilfældet med visse statistiske instrumenter. Vi er alle bevidste om, eller det tror jeg da i det mindste, at det er vigtigt, at de statistiske oplysninger ikke kun er troværdige, det vil sige indsamlet på en videnskabelig og stringent måde, men i særdeleshed sammenlignelige. Denne påstand er i allerhøjeste grad gyldig, når vi forsøger at forme det indre marked i Europa, hvor der er behov for sammenlignelig og ensartet statistisk information mellem de forskellige medlemsstater. Og jeg vil endda vove at sige, at denne påstand er endnu mere gyldig, hvis vi tager udvidelsen af Den Europæiske Union i betragtning, som er en proces, hvor det at råde over ensartet information, især inden for det statistiske og økonomiske område, er helt afgørende. Jeg har ikke i sinde at gentage det europæiske nationalregnskabssystems - ENS 95 - fortræffeligheder, og heller ikke de fremskridt, som det indebar i forhold til det tidligere system fra 1979, hvilket jeg allerede har talt om her i Parlamentet i anledning af min betænkning om Rådets forslag til forordning, som ændrer forordningen om anvendelsen af protokollen om den procedure, der skal finde anvendelse i tilfælde af et for stort underskud. Det, der virkelig bør understreges, er, at man efter min mening kraftigt bør støtte et forslag fra Kommissionen, som især i et så alvorligt anliggende som medlemsstaternes budgetter synes at prioritere de faktisk oppebårne indtægter frem for kriterier med at anerkende beløb for fastsatte skatter og bidrag til sociale ordninger. Man skjuler ikke for nogen, eller man kan ikke skjule det for nogen, at der kan forekomme tilfælde med administrationer, som anerkender beløb, der aldrig vil kunne oppebæres uanset hvor mange analyser af muligheden for indkassering, der foretages, hvorved der gives mulighed for en mere eller mindre skjult forfalskning af det offentlige underskud. Dette er et alvorligt spørgsmål, som har været genstand for debat. Man skal huske, at der endog i parlamentet i en medlemsstat fandt en stor diskussion sted mellem en af kandidaterne til statsministerposten og hans modstander og nuværende statsminister, hvor kandidaten, hr. Borrell, helt korrekt kritiserede den almene praksis med brug af kriteriet om ansættelser og angivelser, som, hvis det ikke bliver behørigt korrigeret, faktisk er med til at skjule underskuddet på nationalregnskabet. For at få bugt med denne praksis er der brug for tydelige kriterier, som dem Kommissionen foreslår os, og som ydermere, hvilket efter min mening er meget klogt, gør det muligt at beregne indtægterne, idet man kan vælge at anvende indbetalingerne eller de beløb, som fremgår af ansættelser eller angivelser. Kommissionens fremgangsmåde, som nogle angriber for simpelthen at modsætte sig, at man en gang for alle får afskaffet nævnte praksis med at skjule underskuddet, søger ikke på nogen måde at forvride evalueringen af de beløb, som indgår i nationalregnskaberne, men derimod det modsatte, nemlig at nå frem til det samme beløb på to forskellige måder. Den ene af dem - efter min mening den mest korrekte eller i det mindste den mest videnskabelige - er kriteriet om ansættelser og angivelser, der justeres med en koefficient, der gør det muligt at tage hensyn til fastsatte, men aldrig oppebårne beløb, som fremlægges i Kommissionens forslag, artikel 3, litra a, og den anden, som er nævnt i artikel 3, litra b, er kriteriet om indbetalinger med justering for de faktiske ikke oppebårne beløb ved afslutningen af regnskabsåret. Begge beregningsmetoder skal nødvendigvis føre os til det samme beløb, som vil være resultatet af denne skat i regnskabsåret. Jeg vil desuden gerne tilføje, at der ikke findes nogen anden metode til korrekt registrering i et budget. Det er på den anden side klart, at det at kunne anvende enten den ene eller den anden beregningsmetode indebærer den fordel, at man kan foretage en hurtig justering, uanset hvilken metode man anvender. Jeg finder derfor, at Kommissionens forslag om registrering af skatter og bidrag til de sociale ordninger ikke blot er det mest korrekte, men at det desuden ud fra ethvert synspunkt er effektivt med hensyn til muligheden for straks at kunne anvendes. Vi finder dog også, at hvis medlemsstaterne skal kunne råde over statistiske data, herunder aggregerede data for skat på varer, bør dette spørgsmål tages op i artikel 3 i Kommissionens forslag med henblik på at fastsætte en lignende mekanisme for registrering og tilpasning af skat på varer. Jeg finder således, at forslaget er positivt, og jeg lykønsker Kommissionen med det. Jeg gentager, at forslaget helt korrekt understreger, at man bør prioritere de faktisk oppebårne indtægter frem for fastsatte beløb, for så vidt angår skatter og bidrag til sociale ordninger i medlemsstaterne, og tillader disse to beregningsmetoder, som gør det muligt at tilpasse de systemer, der anvendes i medlemsstaterne. Når først Kommissionens forslag er blevet behandlet, så vil man ikke kunne forstå en registrering af skatter og bidrag til sociale ordninger, som ikke bliver foretaget i henhold til en af de foreslåede metoder. Endelig vil jeg også gerne understrege, at man, hvilket er i overensstemmelse med vores opfattelse af, at Kommissionens forslag mere er et ændringsforslag end en præcisering, og at det ydermere berører grundlæggende begreber, i stedet for at følge den procedure, der er anført i artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning nr. 2236/96 af 25. juni 1996 for vedtagelsen af ændringer i metodologien med det formål at afklare og forbedre indholdet i ENS 95, snarere bør følge proceduren med at indføre bilag A i denne forordning.
Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionens initiativ til fremlæggelse af denne forordning, som har til formål at ensrette principperne for registrering af skatter og bidrag til sociale ordninger, er helt på sin plads. For at medlemsstaternes regnskabsføring, som ordføreren selv har erkendt det, bliver ensartet, skal de følge de samme principper. Det er rigtigt, at man i regnskabsmæssig forstand kan anvende såvel kriteriet om ansættelser og angivelser som kriteriet om indbetalinger, men det er ikke mindre rigtigt, at det førstnævnte ikke gør det muligt at jonglere så meget med tallene, hvilket kan forvride et lands reelle regnskabsmæssige situation. Kriteriet om indbetalinger gør det kort sagt vanskeligere at foretage de regnskabsmæssige kunstgreb, som i sin tid med en formildende omskrivning blev betegnet som "kreativ bogføring". Det er rigtigt, at anvendelsen af disse metoder f.eks. har gjort det muligt for visse lande at leve op til Maastricht-kriterierne, men det er ikke mindre rigtigt, at en overdreven anvendelse heraf kan forvride et lands reelle nationalregnskab. Og som De ved, kan man ikke kalde en regnskabsføring, som ikke giver et reelt billede, for regnskabsføring. Kriteriet om ansættelser og angivelser er, hvis det ikke bliver korrigeret, f.eks. ved som krævet at anvende en koefficient for ikkeoppebårne indtægter, en uegnet metode. Ordføreren har nævnt en debat, som fandt sted i Spanien, og som kort sagt skyldes, at regeringen i 1997 bogførte 750.000 millioner pesetas fra socialsikringen som indtægter, men som man forsøgte at inddrive ad retlig vej, og som alle vidste, at man ikke ville få hjem. Takket være disse regnskabsmanøvrer, denne "kreative bogføring", så opfyldte man underskudskriteriet for at komme med i den første fase af den økonomiske og monetære union. En sådan jonglering med regnskaberne vil naturligvis ikke være mulig, hvis Kommissionens forslag bliver vedtaget. Det er måske derfor, at de spanske medlemmer af PPE-gruppen har fremlagt visse ændringsforslag og forsøgt at forhale vedtagelsen af denne betænkning. Det drejer sig ikke nu om at gennemgå, hvad der er gjort tidligere. Mine damer og herrer, sket er sket. Det drejer sig fra nu af om at kræve større stringens, det drejer sig om, at regnskabsføringen giver et troværdigt billede af et lands regnskab. Vi vedtager derfor Kommissionens forslag, og vi vedtager ikke forslaget fra PPE-gruppen, som forsøger at forsinke denne forordnings ikrafttræden, og vi vedtager heller ikke ændringsforslagene fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, som, da det finder, at forordningen indeholder en ændring og ikke blot en simpel præcisering, forsinker dens ikrafttræden. Mine damer og herrer, hvis der skal være krav om ordentlig regnskabsføring, så skal der være det fra første færd af.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke fru Thyssen for hendes gestus og det forsvar, hun er kommet med af det ændringsforslag, vi har fremlagt. Jeg vil også gerne takke for og understrege hr. Berenguers og hr. Knörrs patriotisme. En meget velbegrundet patriotisme, for ENS 95 blev vedtaget af den socialistiske regering, hvis parti førstnævnte tilhører. Når dette er sagt, og idet jeg på nuværende tidspunkt vil ignorere de virkelig bagtaleriske beskyldninger, vil jeg gerne forsvare kriteriet om at udsætte anvendelsen, overgangsperioden på to år. Enhver, der ved noget om regnskabsføring, og som nærmer sig denne tekst med åbent sind, ved, at vi her står over for en dybtgående ændring af begreberne og oplysningerne om de institutionelle sektorers ressourcer, som berører de finansielle selskaber, de ikkefinansielle selskaber, de offentlige forvaltninger og hjemmene. Denne ændring er en kompleks ændring. Som enhver ekspert ved, så kræver skønnene i henhold til ENS 95 opsplitninger, som berører ikke mindre end 60 regnskabskategorier. For det andet bør denne dybtgående og komplekse ændring ske lidt efter lidt. Som fru Thyssen har påpeget, så kræver ændringen og tilpasningen af regnskabsreglerne en vis tid. Og det er endelig en berettiget ændring, for en pludselig ændring ville være til skade for de stater, som har vedtaget kriteriet om ansættelser og angivelser, det vil sige dem, der har været bedst til at opfylde forordningen, som trådte i kraft i 1999. Man beder os om at ændre en forordning, som trådte i kraft for nogle måneder siden. Ændringsforslaget fra PPE-DE-gruppen anmoder om, at ændringen gennemføres over en vis tid.
Hr. formand, jeg tror, at vi alle er enige om, at hvis Fællesskabet skal forvaltes rigtigt, har vi brug for en statistisk base af høj kvalitet i Fællesskabet og i ansøgerlandene. Parlamentet har givet dette forslag en varm velkomst, og det gælder også den åbenbare evne til at prioritere de indtægter, der rent faktisk indsamles, snarere end de mere teoretiske bidrag, der kan være forfaldne. Det er bestemt et skridt i den rigtige retning. Det synes logisk at bruge de indkomne indtægter som grundlag for at fastlægge det faktiske procentvise underskud. Hvad angår overgangsperioden har mange af os forståelse for behovet for en eller anden form for overgangsperiode, for det er helt klart, at hvis man ændrer bestemmelserne på en sådan måde, at man går fra et system, der har været anvendt i lang tid, til et fuldstændig nyt system, er der behov for et vist stykke tid. Jeg håber imidlertid, at Unionens medlemsstater ikke vil benytte dette som en undskyldning, hvis det vedtages, men vil søge at gennemføre det nye system hurtigst muligt - med andre ord skal de to år ses som en undtagelse og som et maksimum snarere end som en normal periode. Hvad angår behandlingen af skatter og sociale bidrag er jeg enig med ordføreren i, at dette er en relevant måde at foretage beregningerne på, og at vi bør se positivt på de kriterier, som Kommissionen har til hensigt at fastsætte som følge af den måde, prioriteringerne opstilles på. Generelt er dette et nyttigt skridt i den rigtige retning. Jeg glæder mig over Kommissionens engagement. Jeg håber, at vi kan samarbejde og se dette omsat til fællesskabslovgivning med de hensigtsmæssige tilpasninger snarest muligt.
Hr. formand, den igangværende forhandling bekræfter Kommissionens opfattelse af behovet for i størst muligt omfang at få sammenlignelige og gennemsigtige statistiske data, som er af afgørende betydning for at kunne definere nogle grundlæggende retningslinjer for vores handlinger, og særlig finansieringsbehovet, som bør præciseres med hensyn til dets retlige formulering. Ved fremlæggelsen af disse ændringer forsøgte Kommissionen at opnå, at registreringer af skatter og bidrag til de sociale ordninger i ENS blev foretaget efter de samme metoder, og at der således ikke forekom forskelsbehandling mellem de forskellige nationale offentlige forvaltninger. Dette er et forslag, som grundlæggende er af teknisk karakter, og som søger at hindre det nuværende lovgivningstomrum, som har tilladt forskellige fortolkninger i forhold til den enkelte medlemsstats holdning. Kommissionen er meget tilfreds med den generelle støtte, som vores forslag har fået, og for den betænkning, der er blevet vedtaget i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, og som jeg senere vil komme med nogle kommentarer til. Men jeg vil især gerne takke for ordføreren hr. Knörr Borràs' arbejde, som har ydet os en stor støtte i denne komplekse og tekniskprægede sag. Ordføreren understreger i sin betænkning, at formålet med forslaget er nå frem til det samme beløb, uanset hvem de statistiske kilder er fra, og dette er reelt vores mål. Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål har vedtaget otte ændringsforslag, og Kommissionen kan uden nogen vanskelighed acceptere ændringsforslag 1, 2, 3, 7 og 8. Der er også et niende ændringsforslag, som er blevet fremlagt på et senere tidspunkt, og som jeg også vil knytte en bemærkning til. Kommissionen ville foretrække ikke at fastholde ændringsforslag 4, 5 og 6. Målet med disse ændringsforslag er forskelligt fra forordningens. Jeg forstår, at man i det omfang, man ændrer nogle elementer i forordningen, også kan diskutere beregningsmetoden for det momsgrundlag, som bruges til at fastsætte egne indtægter, men her taler vi om et radikalt anderledes problem. Og som svar på PPE-gruppens bekymringer vil jeg gerne sige, at Kommissionen, når vi anmoder om, at disse ændringsforslag bliver trukket tilbage, naturligvis vil forpligte sig til på et senere tidspunkt at fremlægge et ændringsforslag for at introducere denne ændring, som er helt på sin plads, med henblik på at råde over mere korrekte tal, som vi ønsker skal anvendes fremover ved beregningen af grundlaget for bidraget til egne indtægter. Vi håber, at denne ordning kan være med til at løse det problem, der er blevet bragt op. Med hensyn til ændringsforslag 9 så er spørgsmålet blevet undersøgt af generaldirektoratet for ØKOFIN og af Eurostat, og efter at have undersøgt spørgsmålet indgående, kan jeg sige til Dem, hr. García-Margallo, at når det drejer sig om statistik, bør der principielt kun gøres undtagelser, når en medlemsstat ikke teknisk er i stand til at komme med oplysningerne. Sådan har man f.eks. gjort i tilfældet med de undtagelser, som gives i forordningen om ENS 95 til visse medlemsstater. Vi taler derfor om et teknisk problem, om ikke at være i stand til at komme med oplysningerne. I omtalte tilfælde er der ingen tekniske vanskeligheder, som berettiger denne undtagelse, og forordningen er endog blevet ændret væsentligt under behandlingen for at gøre den mere fleksibel, således at alle de vanskeligheder, der er rejst af de forskellige medlemsstater, efter vores mening kan løses inden for rammerne af den fleksibilitet, som forordningen tillader. Det er derfor, at Kommissionen ikke finder, at ændringsforslag 9 er acceptabelt. Hvis alt det, der er fremført, kan være med til at tilnærme Parlamentets holdning til Kommissionens, og hr. Knörr Borràs og PPE-gruppen kunne trække de ændringsforslag, som jeg har nævnt, tilbage, så finder vi, at dette ville gøre det muligt at komme videre frem mod en vedtagelse af denne tekst, som uden tvivl vil være positiv for præciseringen af de kommende regnskaber.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.30.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0093/2000) af Dary for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 404/93 om den fælles markedsordning for bananer (KOM(1999) 582 - C5-0277/1999 - 1999/0235(CNS)).
, ordfører. (FR) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, reformen af den fælles markedsordning for bananer sådan som Kommissionen har foreslået, har til formål at erstatte den nuværende ordning med indførelse af en tariff only-ordning, og hvis den gennemføres, vil den medføre, at AVS-producenterne og EF-producenterne på kort og mellemlangt sigt forsvinder. I forbindelse med topmødet i Seattle og senere i Davos har de europæiske borgere kunnet konstatere, at WTO er ude af stand til at forene de økonomiske prioriteter med borgernes hovedinteresser, som er de daglige rammer, arbejdsbetingelser og forbrugskvalitet. De kan i dag ikke forstå, at deres delegerede ikke kun betvivler disse værdier, men også undervejs svigter Unionens forpligtelser over for dens AVS-partnere. Bananområdet er et perfekt eksempel på Unionens vanskeligheder med at underbygge den europæiske model, som institutionerne dog så tit har henvist til. I denne forbindelse har den fælles markedsordning fra 1993 fire hovedformål: at sikre bananers fri bevægelighed på det indre marked samtidig med, at der opretholdes rimelige priser for forbrugerne, at overholde Unionens forpligtelser over for AVS-landene, bevare fællesskabspræferencen for EU-producenterne, såsom Martinique, Guadeloupe, De Kanariske Øer, Madeira og Kreta, og endelig overholde GATT's forpligtelser. Denne ordning, som man protesterede mod lige fra ikrafttrædelsen, har fået os til at fordømme WTO flere gange, sidste gang i april 1999. USA, der altid er parat til som de første at trække blankt, vedtog omgående handelsmæssige gengældelsesforanstaltninger over for EU-landene. For at bringe sig i overensstemmelse med WTO foreslår Kommissionen at gå over til en tariff only-ordning, det vil sige at afskaffe toldkontingenterne og indføre en løsning med en toldtarif, hvis niveau vi ikke kender. Vi ved for øvrigt, at et flertal af erhvervsdrivende og producenter fra forskellige geografiske områder allerede har protesteret mod en sådan ordning. Man kan spørge sig selv om det velbegrundede i denne fremgangsmåde, som består i at ændre spillereglerne undervejs ved at forpligte producenterne til at betvivle deres driftsplaner og markedsudsigter, og som fører til, at vi skal fastlægge bestemmelserne i en reform, der er i overensstemmelse med reglerne for den internationale handel, men ikke kun dikteret af reformen. Det er en udfordring af format. Siden 1993 er EF-producenternes situation løbende blevet forringet. Det samme gælder mange AVS-lande, som er de traditionelle leverandører. Det er umuligt for disse producenter at deltage i en lige konkurrence med de store producenter og erhvervsdrivende i det internationale netværk. Lad os ikke glemme, at mere end 60% af de bananer, der fortæres i Unionen, stammer fra tredjelande, der ikke er AVS-lande. Det er ikke et spørgsmål om at anvende protektionisme, men snarere om at beskytte den varige stabilitet i en bestemt produktionsmåde. Det, man forsøger at forsvare bag bananerne, er et produktionsnetværk, som hele regioner og deres livskraft ofte afhænger af. Handlemargenen er snæver på det tekniske plan, men valget af en reformmodel er politisk. Man skal vide, hvilke mål man vil opnå. I mine øjne drejer det sig først og fremmest om på internationalt plan at forsvare den europæiske model. Medlemmerne af Landbrugsudvalget har netop vedtaget denne holdning enstemmigt. I denne forbindelse vil jeg gerne takke mine kolleger hjerteligt for deres effektive samarbejde i denne sag samt hr. Westendorp og hr. Fernández Martin for deres udmærkede arbejde. Da der ikke er objektive grunde til at vælge en tariff only-ordning, foreslår jeg i Europa-Kommissionens forslag at beholde det første valg, den såkaldte "overgangsperiode", og at iværksætte den uden automatisk overgang til en tariff only-ordning, men at vedtage, at der efter en periode på 10 år skal foretages en vurdering af, hvordan den således fornyede fælles markedsordning fungerer. Partnerskabsaftalen til udvikling af forbindelserne mellem AVS og EU, der træder i stedet for Lomé-konventionen, fastsætter en overgangsperiode på 10 år for AVS-landene, således at de kan tilpasse sig bedst muligt til WTO's regler. Hvorfor skulle det være anderledes på bananområdet? Jeg foreslår også, at man sikrer sig, at toldkontingentniveauet ikke forværrer den overforsyning af markedet, man allerede nu kan konstatere, og til sidst vil jeg vel vidende, at det tredje kontingent fremover vil være åbent for alle, foreslå at forhøje AVS-produkternes præferenceadgang til mindst 300 euro. Under alle omstændigheder er ledsagende foranstaltninger væsentlige for at sikre EF- og AVS-produkternes varige stabilitet og levedygtighed. Jeg vil her foreslå nogle foranstaltninger, bl.a. regionalisering af støtten for at rette op på forskellene mellem de forskellige EF-produktionsområder, etablering af en katastrofeerstatningsordning, støtte til afsætning for at genoprette ligevægten i forhold til dollarbananernes distributionsnet, særlige støtteforanstaltninger til produktioner fra økologisk landbrug og endelig en hurtigere bevilling af hjælpen. Jeg ønsker, at Parlamentet følger den linje, Landbrugsudvalget har foreslået, men vi har også brug for Rådets og Kommissionens forståelse. Vi er ganske vist ikke midt i proceduren med fælles beslutningstagning, og Kommissionen kan således forkaste alle vores ændringsforslag, men ville det være fornuftigt på et tidspunkt, hvor der er ved at blive etableret regler for god adfærd mellem Parlamentet og Kommissionen, ikke at tage vores synspunkt i betragtning, og ville det endvidere være fornuftigt både for Kommissionen og Rådet at se bort fra de befolkningers synspunkt, som vi repræsenterer?
Kære kolleger, da der nu på grund af den nye betænkning er kommet nye medlemmer til stede i Parlamentet, skal jeg gentage det, jeg sagde indledningsvis. Jeg skal venligst bede Dem om at hjælpe med til, at vi er færdige kl. 11.30, for så begynder afstemningerne, og det tidspunkt kan vi ikke rykke. Overhold derfor venligst Deres taletid, og selv om Kommissionen kan tale så længe, den ønsker, beder jeg også den om at hjælpe med til, at vi bliver præcist færdige.
, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. (ES) Hr. formand, jeg vil fatte mig i korthed og blot sige, at da forslaget til hr. Darys betænkning nåede frem til Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, kom vi i nævnte udvalg, efter en indgående undersøgelse af problematikken inden for banansektoren, til den konklusion, at hr. Darys løsningsforslag indeholder alle de betingelser, der er helt fundamentale for dets succes. For det første er der respekten for Den Europæiske Unions internationale forpligtelser, ikke kun over for AVS-landene, men også inden for WTO. Som De ved, er Den Europæiske Union blevet fordømt på grund af ordningen med licenser for dette produkt, men den har fastholdt muligheden for kontingentordningen, som hr. Dary har foreslået. I Kommissionens forhandlinger ser det faktisk for øjeblikket ud til, at de vigtigste leverandører ville foretrække dette system. På den anden side er det det system, som bedst forsvarer princippet om landbrugets multifunktionalitet, det beskytter Den Europæiske Unions producenter, det beskytter også udviklingslandene, som vi har et meget specielt forhold til, det tager hensyn til beskyttelsen af grundlæggende sociale normer og miljøbeskyttelsen, og endelig er det det, der bedst tager hensyn til princippet om forbrugerbeskyttelse. Af alle disse årsager stemte mit udvalg for hr. Darys forslag til betænkning.
Hr. formand, vi håber alle at få en ende på det, man godt kan kalde "banankrigen", men der er ingen tvivl om, at sagen er meget kompleks. Bananen er tydeligvis blevet en politisk udfordring og den symbolske kamp for et vist syn på verdenshandlen i et Europa, der påtager sig og forsvarer sine valg, sit politiske særpræg og forpligtelse over for landene i syd. Jeg ved godt, at Kommissionens opgave i forbindelse med dette spørgsmål således ikke er let. Den bliver trukket hver sin vej af selvmodsigende holdninger, og jeg kan godt forstå problemerne med at forsøge at forene de forskellige interesser. Selv om jeg imidlertid deler interessen i at få en afslutning på en handelskonflikt, der forgifter de transatlantiske forbindelser, skal det ikke ske for enhver pris ved uden godtgørelse at give afkald på de principper om lighed og solidaritet, der er grundlaget for Den Europæiske Unions aktioner. Jeg hører til dem - og vi er mange her i Parlamentet - der nægter at være med til, at Europa lader sig diktere sin handlemåde, selv om det kun sker indirekte, af en håndfuld multinationale selskaber, der opfører sig som koloniherrer og socialt helt utidssvarende. Jeg beklager i øvrigt, at vi ikke har kæmpet for at bevare et særligt toldkontingent for AVS-landene, som alene kunne sikre dem adgang til markedet. Ordførerens forslag er imidlertid tilfredsstillende, fordi det forsvarer toldkontingentordningen og afviser en automatisk overgang til en ordning, der udelukkende er tarifbaseret. Jeg takker ham i øvrigt, ligesom jeg takker hr. Fernández Martín, for at have forsvaret udvalgets synspunkt. AVS-landene ved selvfølgelig, at de skal tilpasse sig verdenshandlen. Men lad os give dem tid til det. Lad os give dem tid med en tilstrækkelig lang periode, give dem mulighederne for selv at producere deres planter, hjælpe dem med at fremstille drivhuse. Lad os fremme økologisk landbrug, og tro mig, i løbet af 10 år vil prisen på afrikanske bananer være faldet til samme niveau som dollarbananerne. Så vil de blive konkurrencedygtige. Hvis vi for hurtigt indfører den hårde toldtarifordning, vil bananen for tusindvis af små afrikanske producenter få en frygtelig bitter smag.
Hr. formand, Udvalget om Udvikling og Samarbejde, på hvis vegne jeg taler, støtter generelt hr. Darys betænkning og forkaster generelt Kommissionens forslag. Den Europæiske Union er kommet med et forslag til konsensus, og jeg må tilstå, at jeg efter at have analyseret det i lang tid med min bedste vilje ikke kan finde nogen grund til at acceptere det. Jeg trøster mig med, at jeg ikke er den eneste. Kommissionens forslag er ikke blevet vel modtaget af nogen. Hverken af Fællesskabets producenter eller af AVS-landene. Det ser heller ikke ud til, at det går så nemt i Rådet. Parlamentet bryder sig heller ikke om det. Men det værste er, at ikke engang USA bryder sig om det. Med dette forslag har Kommissionen ikke alene afstået fra at forsvare Fællesskabets og AVS-landenes interesser, men det har efter min mening mistet det minimum af neutralitet, der kan kræves. WTO fordømte den gældende licensordning, som skal ændres, det hersker der ikke tvivl om. Men Kommissionen kommer med mange flere forslag. Den forslår, at man afskaffer alle slags kontingenter, og jeg spørger: Vil den i fremtiden afskaffe støtteordningen for producenterne? Har Kommissionen besluttet at indlede reformen af den fælles landbrugspolitik med reformen af den fælles markedsordning for bananer? Vil det efter bananerne gå ud over andre sektorer? Hvornår vil vi eksempelvis holde op med at beskytte de østrigske hvidvine? Det er klart, at dette spørgsmål fortsat vil stå åbent inden for WTO. Men efter erfaringerne fra Seattle formoder jeg, at vi burde have draget en lære af det synspunkt, som udviklingslandene lagde for dagen, og i dette tilfælde især AVS-landene, som vi har nogle forpligtelser og pligter over for, som vi skal leve op til. De ændringsforslag, vi har fremlagt på vegne af Udvalget for Udvikling og Samarbejde, går netop ud at forsvare vores forpligtelser og pligter over for AVS-landene.
Hr. formand, ærede kolleger, jeg taler på vegne af PPE-DE-gruppens ordfører, hr. Vatanen, og konstaterer, at det nu allerede er femte gang siden 1993 og siden indførelsen af den fælles markedsordning for bananer, at Verdenshandelsorganisationen WTO anser Fællesskabets regler for at være i modstrid med de internationale handelsregler. Bananstriden er et godt eksempel på, hvor svært det er at forene de 15 medlemslandes, Unionens og AVS-landenes producenters, de europæiske forbrugeres og vores handelspartneres interesser. Jeg lykønsker Kommissionen med, at den i sit forslag har stræbt efter et kompromis, der tager hensyn til de forskellige interessegrupper. Det er korrekt, at Den Europæiske Union bærer ansvaret for, at de europæiske landbrugsproducenter, også bananproducenterne, opnår et tilstrækkeligt indkomstniveau. Det er imidlertid ikke korrekt, at EU og de virksomheder, der arbejder inden for dens område, årligt lider et tab på ca. 400 millioner euro på grund af USA's og Ecuadors handelssanktioner som følge af, at vi i forbindelse med bananimporten handler i modstrid med GATT-aftalen. Jeg vil dog udtrykke min bekymring over de handelspolitiske konsekvenser af Dary-betænkningen. En vedtagelse af Dary-betænkningen som den er nu, kan medføre kraftige reaktioner fra vores handelspartneres side, da den ikke engang lægger op til forhandlinger om at lette adgangen til markedet. Der er betydelige tegn på, at nogle latinamerikanske lande ikke vil godkende importkontingentordningen - i hvert fald ikke medmindre der er udsigt til en bedre adgang til EU's marked. Derfor appellerer jeg til Dem og beder Dem støtte Chichesters ændringsforslag 38, som går ud på, at hvis ikke EU afstår fra importkontingenter, erklærer Unionen sig i det mindste åben for officielle WTO-forhandlinger om den kommende fordeling af importkontingenter for bananer. Unionen har allerede tabt bananstriden i WTO fire gange, og Unionen har ikke råd til et femte nederlag af tre grunde: For det første fører Unionens fortsatte anvendelse af importkontingentordningen, som er blevet konstateret som diskriminerende, på trods af WTO's forbud, til en fortsættelse af handelssanktionerne på hundreder af millioner euro. For det andet, hvis handelspartnerne får lov af WTO til at bryde reglerne endog om ophavsrettigheder, Intellectual Property Rights, vil omkostningerne ved sanktionerne blive enorme, og de kan medføre langvarige problemer for EU's erhvervsliv. For det tredje skader de fortsatte brud på reglerne vores internationale image i handelsanliggender, hvilket kan svække accepten af den europæiske landbrugsstøttemodel. Dette ville så have yderst alvorlige konsekvenser for hele det europæiske landbrug. Det er nu på høje tid, vi viser, at vi er troværdige og modne handelspartnere, da en opvågnen til virkeligheden i dag vil på langt sigt være i overensstemmelse med vores virkelige interesser.
Hr. formand, WTO har ved flere lejligheder protesteret mod EF-bestemmelserne om bananer, og hver gang har det været nødvendigt at omdefinere indholdet af den fælles markedsordning, og i dag må vi bære vægten af den bod, vi må betale for at udbedre de forvoldte skader. Det er rigtigt, at det ikke er let at finde et afbalanceret svar, der tilfredsstiller vores fire mål, nemlig at sikre forbrugerne rimelige priser, sikre EF-producenterne en fremtid, garantere Unionens forpligtelser over for AVS-landene og endelig samtidig fremlægge sagen således, at den ikke kan angribes af WTO. I forhold til disse fire bestræbelser forekommer hr. Darys forslag fuldstændig passende. Det er i det mindste det, Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som enstemmigt har støttet det, mener, hvilket er ret enestående i forbindelse med et så følsomt emne. Det forekom os, at hvis man vælger at opretholde importkontingenterne suppleret med en toldtarifpræference til fordel for AVS-landene i 10 år i stedet for seks, ville det blive muligt at forberede fremtiden for EF- og AVS-producenterne, som står over for en konkurrence, der mere eller mindre er baseret på social og miljømæssig dumping, på en mere seriøs måde. Ophævelsen af automatikken, som forudsættes i forbindelse med overgangen til en tariff only-ordning, må dog ikke opfattes som en konsekvent forkastelse af denne ordning. Vi har ganske enkelt til hensigt at gøre udviklingen af forholdene økonomisk og socialt tålelige for EF- og AVS-producenterne uden at skade åbningen af det europæiske marked. Hvorfor mangler Den Europæiske Union så argumenter over for WTO til at få dem til at forstå det velbegrundede i vores fremgangsmåde? Unionen kan ganske vist for tiden støde på vanskeligheder ved fastlæggelsen af kvoter, men er denne øvelse sværere end at blive enige om udformningen af toldtariffen, hvis man forestiller sig en tariff only-ordning? Jeg er for mit eget vedkommende overbevist om, at den kommende åbning af den næste møderække i WTO vil gøre det muligt for os at behandle dette spørgsmål positivt inden for en mere global ramme, og jeg regner med Kommissionens beslutsomhed i denne forbindelse.
Hr. formand, det er på høje tid, at vi løser dette komplicerede og langvarige problem en gang for alle. Som vi alle ved, findes der mange konkurrerende krav - kravene fra bananproducenterne i AVS-landene, Fællesskabets bananproducenter, EU-virksomheder, der er blevet ramt af amerikanske sanktioner, EU's rolle og position i WTO og naturligvis de europæiske bananforbrugeres rettigheder og interesser. Det vil ikke være muligt at opfylde alle disse krav fuldt ud, og derfor må vi acceptere et kompromis. Kommissionens forslag er et kompromis mellem de parter, der kræver en umiddelbar overgang til et udelukkende toldbaseret system, og dem, der ønsker at ignorere WTO's afgørelser og bevare den mangelfulde ordning i dens nuværende form. Derfor støtter et flertal i ELDR-gruppen Kommissionens forslag om at videreføre et toldbaseret kvotesystem i en overgangsperiode, før vi går over til et endeligt system, der udelukkende er toldbaseret. I Dary-betænkningen går man på den anden side ud fra den noget urealistiske opfattelse, at vi kan ignorere WTO's afgørelse fuldstændig. I betænkningen prioriterer man udelukkende ønskerne hos EU's bananproducenter i forhold til de lige så legitime ønsker hos uskyldige EU-virksomheder inden for andre sektorer, der lider under de vilkårlige amerikanske sanktioner. Det mest mærkelige er, at man risikerer at gøre tingene så meget mere indviklede, at Kommissionen, som det fremgik af dens forslag fra november sidste år, vil være nødt til at gå direkte over til et udelukkende toldbaseret system. Dette vil være i fuldstændig modstrid med målene for dem, der støtter denne betænkning. Jeg har også hørt, at nogle under afstemningen, der vil finde sted enten i dag eller i morgen, vil anbefale en henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Det vil være en uværdig forhalingstaktik, som ikke vil bidrage til at løse de langsigtede spørgsmål, der står på spil. Vi har behov for stabilitet for Europas og AVS-landenes bananproducenter og EU's forbrugere. Det kan man opnå ved at forkaste denne betænkning og støtte Kommissionens kompromisforslag.
Hr. formand, den fælles markedsordning for banansektoren har gjort det muligt for en produktionssektor, som er fundamental for de nogle gange skrøbelige økonomier i AVS-landene og i Den Europæiske Unions yderste periferi, at fungere. Der er ikke engang gået syv år siden den fælles markedsordning for bananer trådte i kraft, før Kommissionen nu foreslår en gennemgribende ændring af dens funktion. Forud herfor har der desuden været stridigheder inden for WTO, som har skabt usikkerhed og vanskeliggjort, at ordningen har fungeret korrekt for Fællesskabets producenter. For os er det utilstedeligt med en overgangsperiode indtil 2006, som Kommissionen foreslår, og man burde mindst vente til 2010, før der tages beslutning om mulige reformer. På den anden side hænger en ren toldordning ikke sammen med forfølgelsen af målene i den fælles markedsordning, eftersom den ikke sikrer AVS-landene eller EU-producenterne adgang til markedet eller deres overlevelse. Kommissionen foreslår et kontingent på 353.000 ton og en mulig forøgelse, hvis efterspørgselen vokser. Eftersom tillægstoldkontingentet ikke er konsolideret, burde mængden kunne tilpasses efterspørgselen i Den Europæiske Union, men ikke kun i tilfælde af at den vokser, men også i tilfælde af at den falder. Det er under alle omstændigheder nødvendigt at sikre fællesskabspræferencen og hindre enhver marginalisering af Fællesskabets produktion. Endelig bør man vise udviklingen af situationen for EU-producenterne og AVS-producenterne særlig opmærksomhed, eftersom de befinder sig i en sårbar situation, og den vil blive endnu mere sårbar i en kontekst med intens og åben konkurrence. Kommissionen bør på forhånd udarbejde en evalueringsrapport om konsekvenserne ved gennemførelsen af enhver ændring af ordningen for at kunne kompensere for dens negative virkninger på priserne og indkomsterne ved hjælp af en forøgelse af det samlede referencebeløb. Hr. formand, jeg lykønsker derfor hr. Dary varmt. Vi støtter hans betænkning. Han har været generøs med hensyn til de forskellige politiske gruppers forslag. Og jeg forventer yderligere et tydeligt politisk signal fra Kommissionen, som tager hensyn til deres holdninger.
Hr. formand, når vi i dag for femte gang siden 1993 endnu en gang skal udtale os om et forslag til en fælles markedsordning for bananer, er det på grund af tre store amerikanske multinationale selskaber, som dominerer verdensmarkedet for bananer og bekæmper fællesskabsordningen, og hvis interesser er blevet varetaget af WTO efter klagen fra USA, der for øvrigt har pålagt en række europæiske virksomheder meget strenge unilaterale sanktioner. Lad os imidlertid ikke glemme, at næsten 60% af de 4 millioner ton bananer, der fortæres om året i Den Europæiske Union, hverken leveres af fællesskabsproducenterne eller AVS-producenterne, men af latinamerikanske tredjelande, hvor amerikanske firmaer driver meget store plantager under produktionsforhold, der ikke tager særlig meget hensyn til sociale og miljømæssige forhold. Når det drejer sig om de traditionelle AVS-stater og Unionen, som dog kun sidder på en mindre del af det europæiske marked, dyrkes bananer her i små produktionsenheder, som for det meste er familieejede og ikke har egentlige muligheder for alternative aktiviteter. Disse produktionsenheder er således et væsentligt element i ligevægten i den økonomiske og sociale struktur i disse udsatte områder. Efter at have taget håbet fra Elfenbenskysten for at give fem multinationale selskaber mulighed for at reducere deres produktionsomkostninger på bekostning af kakaoproducenterne vil man så nu give tre amerikanske multinationale selskaber eneret på verdensmarkedet for bananer, herunder det europæiske marked, ved at ruinere EF-producenterne og producenterne i AVS-partnerskabslandene? For at få fred i WTO er man så rede til at ofre produktioner, der er af afgørende betydning for visse områder i EU? Det er desværre den vej, Kommissionen synes at have valgt med en kort og farlig overgangsordning og med en usikker toldtarifløsning fra år 2006, som bringer AVS-produktionen og den europæiske produktion i fare samt vil bringe EF-markedet for bananer under enkelte store virksomheders kontrol, der sikrer sig størstedelen af fortjenesterne takket være markedsføringen af dollarbananer. Kommissionens forslag er således hverken i overensstemmelse med EF- og AVS-producenternes interesser eller de europæiske forbrugeres langfristede interesser, da det i virkeligheden bevirker, at der opstår en markedssituation, som er meget lidt konkurrencepræget. Derfor har ikke kun Landbrugsudvalget, men også Det Paritetiske Udvalg EU-AVS og det franske parlament enstemmigt forkastet det. Jeg håber således, at Parlamentet vil følge Landbrugsudvalget, og at Europa-Kommissionen vil føle sig forpligtet til at fremsætte nye forslag, der er mere i overensstemmelse med de europæiske interesser og interesserne i vores samarbejde med AVS-staterne.
Hr. formand, hr. kommissær, mine kære kolleger, syv bananer ud af 10, der spises i Europa, kommer fra Mellemamerika via tre multinationale selskaber. Alt sammen med toldafgifter, der er nedsat til 75 euro pr. ton i stedet for 850 euro. Det er en fantastisk gave til USA! Og dog har det ikke været nok! USA vil have mere. Hvad vil de rent teknisk have? De vil have afskaffet importlicenserne, altså B-licenserne, som giver salgsprioritet til EF- og AVS-bananerne i forhold til dollarbananerne. På det politiske plan vil USA imidlertid rent faktisk have eneret på det fremtidige østeuropæiske marked til deres multinationale selskaber. Hvad gør Europa stillet over for denne udfordring? Det bliver splittet og kører fast. Vi bliver uenige med vores tyske venner. På grund af de tidligere forbindelser med den tyske diaspora fra 1945, der fra 1960 alle tog til Sydamerika, spiser tyskerne kun dollarbananer, der oprindeligt var "armbinds"bananer, så meget mere som - og det er en offentlig hemmelighed - de tre amerikanske multinationale bananselskaber giver SPD og CDU banansmør på brødet. Vi begraver os imidlertid også i tekniske forslag. Kommissionen foreslår således, inden man overgiver alt til USA, en overgangsperiode på seks år, i hvilken det vigtigste af de tre toldkontingenter, nemlig AVS-kontingentet eller dollarkontingentet opretholdes. I år 2006 vil der kun være én fælles toldtarif, som vil ramme bananer fra de fattige i Afrika og bananer fra de rige, det vil sige de multinationale selskaber, ens. Det kan uden tvivl diskuteres, og det gør vores udmærkede ordfører hr. Dary. Han foreslår, at fristen forlænges fra seks til 10 år. Fire år mere, hr. amerikanske bøddel! Vi har for øvrigt også fremsat ændringsforslag. Vi anmoder om regionalisering af støtten, fordi Guadeloupe ligger længere væk end De Kanariske Øer, kvartalsvis betaling, ren katastrofeerstatningsordning, opretholdelse af AVS-kontingentet og "historiske referencer" for import i stedet for "først til mølle, først malet". Alt dette er meget godt, men kampen skal foregå et andet sted. Den drejer sig først og fremmest om fællesskabspræferencen. Det er nødvendigt at vælge enten De Kanariske Øer, Madeira, Antillerne eller Chiquita. Det er regionalpolitikken, der står på spil. Ønsker vi, at de områder, der ligger i Den Europæiske Unions yderste periferi og er 100% afhængig af bananer, såsom De Kanariske Øer, skal kunne overleve, eller vil vi have Doles og Chiquitas rigdom? Det er samarbejdspolitikken, der står på spil. Vi skal vælge Afrika, Lomé-konventionen eller WTO. Vi skal vælge, for det er den europæiske socialpolitik og menneskerettighederne, der står på spil, eller de multinationale selskaber, der er tilhængere af slaveri og på De Kanariske Øer, Madeira eller Antillerne producerer med sociale omkostninger på 8% i stedet for på 42%. Det drejer sig om beskyttelse af økonomiske interesser, for når man i OLAF diskuterer godtgørelse af taxa-udgifter til parlamentarikerne med nogle centimers forskel og ikke interesserer sig for en gave på to milliarder dollars hvert år til det multinationale selskab Chiquita, er der et problem. USA er blevet dømt for skattesnyd på to milliarder dollars, og de har ikke ændret noget. Når USA laver om på tingene, kan vi drøfte de kun 191 millioner, det drejer sig om i forbindelse med bananer. Når USA holder op med at snyde til fordel for Boeing, Kodak, Cargil og Ford, kan vi drøfte bananerne. I mellemtiden er det nødvendigt med lange, globale, politiske forhandlinger. Vi skal drøfte Irak, Echelon og Serbien og tage alt op til behandling. Sanktion for sanktion, gengældelse for gengældelse. Bananerne er en sandhedsprøve. Enten giver Europa efter, eller Europa eksisterer. Man siger, at bananer kan spises fra begge ender. Vil Europa holde sig oprejst eller blive spist fra begge ender?
Hr. formand, kære kolleger, tovtrækkeriet om en ordning, der er i overensstemmelse med WTO-aftalen, må være slut. Unionen har ikke ligefrem optrådt genialt i denne næsten endeløse diskussion. Jeg respekterer medlemsstater bestræbelser på at spare egne bananproducenter for store indtægtstab, men alle disse overvejelser retfærdiggør ikke, at man fortsat modsætter sig folkeretlige aftaler. Målet må være hurtigst muligt at tilvejebringe en markedsordning, der er i overensstemmelse med forslagene fra WTO's organ for bilæggelse af tvister, først og fremmest af hensyn til de erhvervsdrivende, som ved indførelsen af denne markedsordning for bananer har måttet lide økonomiske tab, der truer deres eksistens, og af hensyn til dem, der har lidt tab som følge af den straftold, USA har pålagt dem. Man skal ikke undervurdere de negative følger, sådanne eksporthindringer har for samfundsøkonomien i eksportorienterede lande og frem for alt for de dermed forbundne arbejdspladser. I dette spørgsmål fører en del medlemsstater en protektionistisk kurs på bekostning af de andre. Vi betaler støtte til bananproducenterne og må lide under straftolden og betaler for høje priser for bananer i supermarkedet. De stater, der her fortsat vil bremse, må indse, at de har en medskyld i den nuværende situation. De har sovet i timen og ikke gennemført strukturændringer i bananproduktionen. EU-producenternes manglende konkurrenceevne kan ikke berettige, at man nægter lige adgang til det europæiske marked uden diskriminering.
Hr. formand, hr. kommissær, det tilkommer mig at give Dem et sammendrag af problematikken i den fælles markedsordning for bananer. Det er en betydelig udfordring, som kun har mening, hvis man forstår det grundlæggende i dette spørgsmål, som i mindst 10 år har været en kilde til konflikter både på det handelsmæssige plan mellem de erhvervsdrivende og på det institutionelle og internationale plan. Grunden hertil er enkel. Bananer er i dag stadigvæk en af de vigtige grundlæggende levnedsmidler for mennesker, og kontrollen med handlen hermed er naturligvis af geostrategisk betydning. Selv om det drejer sig om en tropisk frugt, der markedsføres på den nordlige halvkugle, afhænger distributionen heraf også grundlæggende af en nord-syd samarbejdsindsats. Det egentlige spørgsmål er, om Den Europæiske Union vil være i stand til på sit eget marked at sørge for en samordning af handelsstrømmene fra europæiske produktionsområder, AVS-lande og Sydamerika. Europa-Kommissionens forslag, som vi diskuterer i dag, og som bl.a. foreslår en automatisk overgang til en tarifordning, vil imidlertid føre til, at den europæiske produktion, som i dag udgør 25% af leverancerne til det europæiske marked, uundgåeligt forsvinder. Selv om denne modstridende udvikling er selve formålet med regionalpolitikken og den fælles landbrugspolitik, som er de to søjler i Den Europæiske Union, vil vi under ingen omstændigheder gå med til dette. Vi skal således resolut udelukke dette perspektiv ved at vedtage Dary-betænkningen, og jeg vil gerne sige tak til hr. Dary. Af disse grundlæggende årsager og også for at bevare forbrugernes interesser på det europæiske marked ved at opretholde en samordning af handelsstrømmene fra Unionen, AVS-landene og tredjelande, samt inden for varigheden og rammen af en ægte konkurrence, der er baseret på et tilstrækkeligt antal erhvervsdrivende, anmoder vi dem således om at stemme for alle de fremsatte ændringsforslag. En fiasko i dette sårbare bananspørgsmål ville være en indrømmelse af svaghed fra Den Europæiske Unions side og et meget stærkt og ansporende signal, der ville blive udnyttet af alle modstanderne af den fælles landbrugspolitik til at modsætte sig den sociale, familiebaserede og multifunktionelle landbrugsmodel. Vi har pligt til at bevare al Unionens råderum, særlig her lige før udvidelsen.
Hr. formand, dem, der forsvarer de multinationales interesser her i Parlamentet, har ikke undersøgt sagen om bananerne ordentligt. Og de har ikke undersøgt den ordentligt, for de taler om utallige beslutninger i WTO og om, at Fællesskabet har overtrådt international ret. I virkeligheden har WTO indtil videre kun erklæret to forhold for uforenelige med den internationale handelsordning. Den første er partnerskabsordningen, som knyttede importen af bananer fra tredjelande sammen med import af bananer fra EU-lande. EF-forordningen om bananer blev ændret for at opfylde denne forpligtelse. Den anden drejer sig om uforeneligheden med fællesskabsordningen med undtagelser til fordel for AVS-landene. Fællesskabsordningen er derudover helt i overensstemmelse med Fællesskabets regler, med den internationale rets regler og WTO's regler. Det, der sker, er, at Kommissionen i dette tilfælde har været mere katolsk end paven og - som hr. Fernández Martín har fremhævet - er en større tilhænger af frihandel end de multinationale selv. Det vil sige, at Kommissionen nu ønsker at smide bananerne ud med det øvrige - den vil smide barnet ud med badevandet - den holder sig ikke inden for de strikse grænser for opfyldelse af vores internationale forpligtelser, men tager tværtimod en politisk beslutning, som vil føre til - som det blev påpeget af hr. Fernández Martín - en afvikling af hele vores fælles landbrugspolitik. Darys betænkning, udtalelsen fra Westendorp og udtalelsen fra Fernández Martín anmoder Kommissionen om, at den efterlever international ret, at den ikke går videre, end WTO kræver, at den forhandler og ydermere er opmærksom på, at hvis vi giver os på dette område, skal vi give os på mere betydningsfulde områder, som f.eks. opretholdelsen af krav om social politik og miljøbeskyttelse på verdensplan, som er vores holdning internationalt.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, det forslag, som Europa-Kommissionen fremlægger om en reform af banansektoren, er negativt, uacceptabelt og katastrofalt for landbrugssektoren i Fællesskabets yderste periferi og for AVS-landene, som bliver berørt heraf, og som for øvrigt forsyner 40% af Fællesmarkedet. Jeg vover at give udtryk for dette så kategorisk, idet det, hvis det bliver gennemført som fremlagt, ville betyde økonomisk ruin for tusindvis af familier, som lever af denne så særegne aktivitet på øer i Fællesskabet, f.eks. De Kanariske Øer, Madeira, Guadeloupe, Martinique, Kreta, uden at glemme produktionsområderne i AVS-landene. Det ville derfor betyde en social og økonomisk forværring for nogle regioner, som i sig selv er ugunstigt stillede, og permanente og alvorlige vanskeligheder for deres udvikling, med enorme omstillingsvanskeligheder, og som er sårbare over for de ensartede og homogene foranstaltninger for handlen, som bliver truffet på internationalt niveau, og som Europa-Kommissionen efter min mening har bøjet sig for, ude af stand til at erkende virkeligheden og de regionale forskelligheder for landbruget i Unionens lande og behovet for en virkelig solidaritets- og samarbejdspolitik med AVS-landene, som indtil for få år siden var kolonier i nogle af de lande, som udgør den nuværende Union. Det er derfor godt, at Kommissionen er modtagelig over for hr. Darys betænkning, som jeg lykønsker, og over for de fremlagte ændringsforslag, som søger at korrigere de ubalancer, der skyldes globaliseringen, og opnå, at Kommissionen viser forståelse over for de bananproducerende familiers problemer, at den ikke bøjer sig for import med standardtold, og at den kæmper dér, hvor den skal, for i et fornuftigt tidsrum at fastholde sin forpligtelse over for borgerne og de berørte landbrugsorganisationer, som udgør en af de mest sårbare sektorer i meget særegne regioner i Unionen og AVS-landene med de deraf følgende sociale, økonomiske og miljømæssige skader. For mange af os er bananer et kabinetsspørgsmål, eftersom de er forbundet med vores historie og vores kultur.
Hr. formand, det er vigtigt, at Parlamentet vedtager denne betænkning af hr. Michel Dary, eftersom Europa-Kommissionens forslag om at indføre en ren standardtoldsatsordning for import af bananer indtil 2006 ikke er acceptabelt. For den standardtoldsatsordning, som Kommissionen ønsker, ville betyde konkurs for producenterne i regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi, f.eks. Madeira og AVS-landene. Fiaskoen på det seneste møde i WTO viste i øvrigt, at denne organisation ikke er i stand til at leve op til den offentlige menings og forbrugernes forventninger og krav på visse områder som f.eks. produktkvalitet, miljøbeskyttelse, uddannelse, sociale forhold og beskyttelse af arbejdstagerne, som det bekræftes i betænkningen. I en samhørighedspolitik med støtteerklæringer til AVS-landene og til udvikling af regionerne i Unionens yderste periferi kan man ikke tillade, at landbruget og dets videreudvikling i disse regioner, hvor produktionen og eksporten af bananer er af stor betydning, bliver knust af bølger af dollarbananer, der stammer fra store plantager, som de multinationale selskaber inden for sektoren ejer i Latinamerika. Det er i dette perspektiv, at vi støtter de fleste af de forslag, der er indeholdt i betænkningen, som vi også bidrog til, især som fortalere for en overgangsperiode, som ikke må være kortere end 10 år eller betyde en overgang til en ren tarifmæssig ordning, idet Kommissionen bør vurdere følgerne af den nye situation for priserne og bananproducenternes indtægter i disse regioner med henblik på at sikre, at udligningsstøtten kan blive korrigeret, idet man som princip skal sikre producenternes indtægter.
Hr. formand, kære kolleger, ved markedsordningen for bananer kan vi ikke i det lange løb modarbejde den frie og retfærdige verdenshandel. Vi er også nødt til at overholde de regler, vi selv har underskrevet ved oprettelsen af WTO. Ved at overtræde disse regler og på grund af de dermed forbundne sanktioner lukker vi allerede nu hele erhvervsgrene ude fra de store markeder i USA og i stigende grad også fra markederne i de latinamerikanske lande. Vi har et medansvar for et stort antal afskedigelser af arbejdskraft inden for disse områder, hvis vi ikke ændrer vores holdning i EU nu. Derfor støtter vi Kommissionens holdning - og jeg taler her på vegne af et betydeligt mindretal i PPE-DE-gruppen, som næste gang måske kunne blive et flertal. Efter en overgangsperiode skal der indføres en told på 275 euro pr. ton bananer fra tredjelande, hvor bananer fra AVS-landene ville være fritaget for told. Dermed ville AVS-producenternes væsentligste interesser være tilgodeset. Det svage punkt, kommissionsforslagets akilleshæl, er imidlertid den utilstrækkelige beskyttelse af bananproducenternes interesser i Den Europæiske Union. De bestormer os og især vores franske kolleger - og jeg formoder også de portugisiske og spanske - med protester mod denne undladelse. Det er ikke sådan, hr. Fischler - og måske skal jeg også sige det til hr. Lamy - som embedsmændene i Deres generaldirektorater måske påstår. Tingene er ikke organiseret specielt godt for EU's bananproducenter. Her har vi brug for endnu et politisk kompromis. De strukturelle foranstaltninger, der er fastsat i 3. afsnit af forordningen om markedsordningen for bananer, skal styrkes væsentligt. Hvis vi blot anvendte 10-20% af straftolden på i alt 400 millioner euro, altså 40-80 millioner af de nuværende midler i landbrugsbudgettet, på disse opgaver og ikke brugte dem til fremmede formål, ville det være en væsentlig hjælp for vores bananproducenter. Jeg opfordrer Kommissionen til at forbedre de strukturelle foranstaltninger og dermed også bane vejen for et kompromis, som i grunden svarer til Deres forslag.
Hr. formand, hr. kommissær, mine kære kolleger, jeg vil først lykønske ordføreren hr. Dary, fordi han i dette komplekse spørgsmål har valgt at gøre modstand og ikke kun at resignere. Kommissionens nye forslag forekommer os faktisk uacceptabelt, fordi det giver de multinationale selskaber i Sydamerika uacceptable indrømmelser. Der er vist ingen her i Parlamentet, der ikke kender den rolle, disse multinationale selskaber spiller i finansieringen af amerikanske kampagner. Hvem af os ved ikke, at disse bananer bliver produceret under levnedsmiddelsikkerhedsforhold, der er mere end tvivlsomme, og under sociale forhold, hvor den totale foragt for menneskers, kvinders og børns rettigheder dominerer? Man kan ikke se bort fra, at ved at rette sig efter USA's diktat under dække af WTO vil Den Europæiske Union gøre 35.000 af sine egne statsborgere på De Kanariske Øer og over 30.000 i de oversøiske franske departementer arbejdsløse. For, mine kære kolleger, at vedtage en toldtarifløsning efter en overgangsperiode på seks år, som Kommissionen foreslår, er i virkeligheden at dømme de europæiske producenter til fallit og håbløshed. Derfor taler jeg ligesom hr. Dary for opretholdelse af toldkontingenter, og jeg afviser den automatiske overgang til en toldtarifordning, for jeg nægter for mit eget vedkommende at ofre de franske producenter i Martinique eller Guadeloupe på en privatiserings alter, der slipper for enhver regulering. Mine kære kolleger, tag ikke fejl. Hvis Europa i dag giver efter i bananspørgsmålet, vil det i morgen give efter på sukker- eller romområdet, og i overmorgen kan det skyde en hvid pind efter sin samfundsmodel og udviklingspolitik. Derfor henvender jeg mig alvorligt til kommissær Fischler og kommissær Lamy for at sige til dem, at jeg godt forstår deres legitime bestræbelse på at få en ende på denne strid, men at det ikke må ske på bekostning af Den Europæiske Unions fattigste borgere.
Hr. formand, kære kolleger, fire gange er Den Europæiske Unions markedsordning for bananer blevet fordømt af Verdenshandelsorganisationen. Efter USA har nu også Ecuador fået tilladelse til at træffe gengældelsesforanstaltninger svarende til et beløb på mere end 200 millioner dollars. Lad os ikke glemme, at sådanne straffeforanstaltninger overhovedet ikke gavner bananproducenterne, men oven i købet har enorme, negative følger for vores europæiske industri og beskæftigelse. Vi kan således ikke tillade os flere fordømmelser. Det gælder om hurtigst muligt at finde en ordning, som er i overensstemmelse med WTO's regler, med tilsagnene til AVS-landene og med vores producenters og forbrugeres interesser. Det er ikke let, men det nuværende system er ikke holdbart. Vi må således hurtigst muligt finde og vedtage et kompromis og en mere liberal holdning. I betragtning af, at kommissionsforslaget efter min beskedne mening opfylder disse krav, vil jeg støtte det.
Hr. kommissær, jeg vil også erindre om, at det var i 1993, at Den Europæiske Union fastlagde bestemmelser for organiseringen af bananmarkedet for at sikre, at EF-producenternes afsætningsmuligheder blev beskyttet og garantere AVS-landenes eksport til EF-markedet. Selv om de ikke producerer så meget som ét kilo bananer, har USA klaget til WTO over EF-importordningen for bananer. Det eneste formål var at forsvare deres store bananselskabers interesser, som da også huserer i Sydamerika og allerede behersker 70% af verdensmarkedet. I 1999 fordømte WTO-panelet, som blev udnyttet af USA, EF-ordningen med importlicenser. Kommissionen bøjede sig for denne dom ved at ændre markedsbetingelserne for i år 2006 at ende med en toldtarifløsning. Iværksættelsen af denne nye ordning, som for øvrigt går længere end WTO's dom, vil drage afsætningen af EF- og AVS-produkterne i tvivl og forværre en samfundssituation, der allerede er svækket, særlig i de oversøiske franske departementer, hvor salgsprisen for bananer allerede er faldet fra under 3 francs i 1998 til under 2 francs i 1999. Jeg glæder mig over, at Landbrugsudvalget har forkastet ikke kun de ændringsforslag, de amerikanske multinationale selskabers netværk har forsvaret, men også Kommissionens forslag. Jeg går fuldt og helt ind for Dary-betænkningen, som afviser den automatiske overgang til udelukkende en tarifordning og forsvarer de principper, der har været fremherskende ved iværksættelsen af den fælles organisering af markederne, særlig fællesskabspræferencen. Ved at vedtage Dary-betænkningen sender vi et tydeligt signal til Rådet og Kommissionen om, at Parlamentet er fast besluttet på at forsvare EF- og AVS-producenternes interesser, og i WTO at gøre opmærksom på, at præferenceaftalerne er instrumenter til udviklingshjælp. Med vores stemme giver vi ligeledes udtryk for, at vi afviser ethvert kompromis med USA, som vil ofre EF- og AVS-producenterne til fordel for dollarbananen.
Hr. formand, jeg vil begynde med at stille nogle spørgsmål til hr. Fischler fra Kommissionen. Hvordan kan det være, at man for handlen med bananer fra og med 2006 går ind for en ren og skær liberalisering, og at man for kød, mælk og kornprodukter, som lægger beslag på 68% af EUGFL, Garantisektionens bevillinger, påberåber sig det europæiske landbrugs egenart, som Kommissionen gjorde det i Seattle? Er dette ikke en uacceptabel dobbelthed i kriterierne? Har Kommissionen to vægte og to målestokke? Er bananen Den Europæiske Unions landbrugsproduktions fattige slægtning? Kan den europæiske landbrugsmodel ikke også være med til at sikre bananproduktionen i Den Europæiske Union, som vil blive alvorligt truet af den foreslåede liberalisering? Vil man også liberalisere handlen med kød, mælk og kornprodukter? Vil Kommissionen give efter for USA's mere radikale holdninger på et tidspunkt, hvor USA forøger støtten til sit landbrug betydeligt? Tager man slet ikke hensyn til den kendsgerning, at bananer er det vigtigste landbrugsprodukt i fire regioner i Unionens yderste periferi, som hører til de 10 mest ugunstigt stillede regioner i Den Europæiske Union? Hvordan har man i dette forslag til ændring af forordningen om den fælles markedsordning for bananer taget hensyn til artikel 299, stk. 2, i traktaterne, som fastsætter en særlig behandling af regionerne i Unionens yderste periferi? Det europæiske landbrugs multifunktionalitet, som er et vigtigt begreb i omtalte europæiske landbrugsmodel, skal komme til udtryk i denne reform, fordi på Madeira, den region som jeg repræsenterer, er landbrugets miljømæssige funktion lige så vigtig eller endnu vigtigere end den økonomiske funktion. Hvis det var slut med bananer på Madeira, ville det, udover at være et alvorligt indgreb i tusindvis af familiers indkomst, betyde en enorm miljøkatastrofe. På den anden side vil den nye forhandlingsrunde i WTO, som det blev påvist i Seattle, blive en virkelige udviklingsrunde. Det er således velbegrundet og fuldstændig rimeligt, at man i forbindelse med WTO's bananreform i første omgang tager hensyn til de bananer, der produceres i Den Europæiske Union og i AVS-landene. Og det er kun ved at fastholde importkontingenterne, at man tjener dette mål, som er fuldstændig foreneligt med WTO's regler.
Jeg er fuldstændigt klar over de modsætningsforhold, der eksisterer i tilknytning til den fælles markedsordning for bananer og de hertil hørende forbindelser med WTO. Det er vanskeligt at tage højde for de forskellige krav og at gennemføre en politik, hvor man tilgodeser de svageste og kan tilbyde forbrugerne et produkt af høj kvalitet til en fornuftig pris. Alligevel er jeg ikke af den opfattelse, at det - ligesom i Kommissionens forslag - ikke er muligt fra 2006 at gå over til et system, hvor der ikke er nogen begrænsninger eller særlige tariffer for hverken AVS-landene eller andre lande. Det ændrer ikke så meget, at man når frem til 2010, selv om man uden tvivl har mere tid til at finde nogle mindre negative løsninger. Kommissionens forslag ligner Ministerrådets forslag alt for meget. Ministerrådet mener ikke, at det er nødvendigt bruge en del af budgettet på en samarbejdspolitik og en politik til beskyttelse af EU's primærproducenter, og det holder sig til WTO-forhandlingerne. I stedet for at rette os efter WTO-systemet burde vi forsøge at ændre det uden at bøje os for afpresningen fra USA's multinationale selskaber, der spinder guld på udnyttelsen af de fattige lande. Alle kender til de illoyale handlinger, der udføres af disse multinationale selskaber, som ødelægger og forurener mennesker og miljø. Vores udfordring burde være at ændre WTO. Topmødet i Seattle og den store folkelige mobilisering har gjort dette nødvendigt. Vi skal ændre WTO, idet vi bl.a. forhindrer, at udviklingspolitikkerne og politikkerne til beskyttelse af de fattige lande, de små producenter og håndværkerne rammes, og idet vi - som det foreslås i Darys betænkning - letter adgangen til markedet for organisationer med bæredygtig handel, så der investeres i et miljøvenligt landbrug, der også er sundt set ud fra et socialt synspunkt. Jeg ville gerne have, at dette var EU's politik.
Hr. formand, jeg taler ud fra tre perspektiver. Med hensyn til udenrigshandel mener jeg, at Den Europæiske Union bør fortsætte udviklingen hen imod en liberaliseret verdenshandelsorden, med hensyn til industri, europæisk industri, hvor arbejdspladser og virksomheder trues af sanktioner og er uskyldige ofre for disse sanktioner, og jeg taler ud fra perspektivet som britisk medlem af Parlamentet, der er træt af at få klagebreve fra virksomheder, hvis aktiviteter og arbejdspladser trues af sanktionerne uden egen skyld. Jeg beklager forskellige aspekter af Dary-betænkningen. Jeg må sige, at denne tidsfrist på 10 år er fuldstændig urealistisk og urimelig. Jeg beklager forsøget på at holde fast i kvoterne og gribe ind i handlen ad den vej. Jeg beklager naturligvis også forslag om højere toldsatser, hvilket også er et indgreb i handlen. I det ændringsforslag, der er stillet på mine og andres vegne, opfordres der til en forhandlingsløsning i denne strid, som er forenelig med Verdenshandelsorganisationen. Det er vigtigt. Vi har oplevet dette flere gange nu, og uskyldige virksomheder og medarbejdere er i fare og trues, fordi vi ikke har kunnet håndtere situationen korrekt. Jeg støtter kommissærens bestræbelser. Han har en vanskelig opgave. Jeg må sige, at jeg ikke kan komme i tanke om noget mere rimeligt eller pragmatisk eller fornuftigt end det ændringsforslag, som en række kolleger har støttet mig i at stille.
Hr. formand, hr. kommissær Fischler, mine damer og herrer, jeg afviser ligesom mange kolleger i PPE-DE-gruppen Dary-betænkningen, men der er også visse ændringsforslag, som jeg finder særdeles fornuftige. Jeg mener først og fremmest ændringsforslagene 33 og 34. I ændringsforslag 33 kræves det, at den økologiske produktion også skal støttes økonomisk i tredjelande. I ændringsforslag 34 kræves det, at fair trade-bananerne skal støttes uanset oprindelsesland. Jeg synes i øvrigt, det er trist, at De Grønne ikke deltager i denne debat for også at understrege disse aspekter. Men med disse to forslag siger Europa-Parlamentet entydigt, at vi også ønsker en global synsvinkel, og det er rigtigt, at der er små producenter, der opfører sig forbilledligt, netop ikke kun i de traditionelle AVS-lande og i EU, men også i Latinamerika og i de lande, der ikke traditionelt hører med til AVS-landene. I Ecuador er 60% af bananproducenterne små producenter med under 20 hektar, og det er ikke rimeligt, at de diskrimineres. Verden er ikke sort-hvid, som nogle vil få os til at tro, og landene i Latinamerika har med rette klaget til WTO over vores markedsordning. Derfor er Dary-betænkningen selvmodsigende, når den på den ene side siger ja til en global synsvinkel, til at støtte fair trade-bananer i hele verden, men samtidig fortsat skaber disse vanskeligheder for de små producenter i Latinamerika. Jeg mener, at fastlåsningen af kvoterne i 10 år går i den forkerte retning, og efter min mening var Kommissionen allerede slået ind på den rigtige vej. For min skyld måtte den gerne have bevæget sig hurtigere i retning mod en liberalisering, men retningen er rigtig. Det ville naturligvis glæde mig, hvis forslaget fra hr. Chichester, som jeg også har underskrevet, bliver vedtaget. Men jeg vil gerne sige til kommissær Fischler, at selv om dette forslag ikke bliver vedtaget, er det med forslag 5, som Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har vedtaget, pålagt ham at udarbejde et bæredygtigt kompromis, som kan accepteres i WTO. Derfor mener jeg, at Kommissionen under alle omstændigheder har et mandat til at forhandle - også fra Parlamentet.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, på dette tidspunkt i forhandlingen vil jeg ikke indlade mig på at diskutere Darys betænkning eller påpege dens grundlæggende synspunkter, men derimod erklære, at PPE-gruppens officielle holdning er at støtte Dary-betænkningen i sin helhed. Det er den officielle holdning. Hr. kommissær, Deres forslag gavner ikke målsætningerne eller løser de udestående problemer inden for banansektoren, og politisk set kan vi ikke fremlægge det for vores producenter - det erkendte hr. Schwaiger for et øjeblik siden. Kommissionens forslag lever heller ikke op til vores internationale forpligtelser. Men det alvorligste er, at vi, mens vi er midt i en vanskelig forhandling med WTO, offentligt viser, sort på hvidt, hvad der kan være vores svage punkter. Jeg beder Dem derfor, hr. kommissær, om at De lytter til - og jeg siger ikke kun hører på - Parlamentet, at De noterer Dem anvisningerne, som går i den retning, der er anført i Dary-betænkningen og i udtalelserne fra de korresponderende udvalg. Parlamentet sendte Dem et meget tydeligt politisk signal, som det korresponderende udvalg var fuldstændig enig i, og jeg håber, at et flertal i forsamlingen støtter det. Et signal, som jeg er sikker på, vil blive opfattet på grund af den store politiske forståelse, som De altid har udvist over for os. Jeg er desuden sikker på, at De vil kunne finde en mulig vej i den anviste retning. Derfor, hr. kommissær, handl politisk, find løsningen og lyt til Parlamentet. Tiden er ikke til, at man ikke tager hensyn til Parlamentet.
Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne hjerteligt takke Dem, hr. Dary, for Deres omfattende vurdering af kommissionsforslaget om ændring af markedsordningen for bananer. Indledningsvis skal jeg understrege, at Kommissionen ser positivt på de principper, som mange ændringsforslag er baseret på, f.eks. systemet om forvaltning af kontingenterne baseret på historiske referencer. De svarer nemlig til udviklingen i vores samtaler med de lande, der har klaget til WTO, og med AVS-producenterne. Men i den aktuelle vanskelige fase af forhandlingerne er det Kommissionens opfattelse, at vi ikke bør ændre kommissionsforslaget nu. Derfor ser jeg mig tvunget til at afvise Deres ændringsforslag. Jeg vil gerne begrunde denne afvisning i relation til de enkelte temaer. Det første tema er fjernelsen af henvisningen til en ren toldordning og den automatiske overgang til en sådan efter en vis overgangsperiode. For at sige det klart, har vores forslag hovedsagelig til formål at bringe den fælles markedsordning for bananer i overensstemmelse med WTO-reglerne. Det vigtigste element i forslaget er indførelsen af toldordningen efter en vis overgangsperiode. En forudsætning herfor er imidlertid, at der er enighed med de interesserede parter om forvaltningen af toldkontingenterne i overgangsperioden. Kommissionen har i udpræget grad den opfattelse, at Deres ønske om at erstatte toldordningen med en varig toldkontingentordning kun fører til nye angreb i WTO. I tilknytning hertil vil jeg gerne gøre opmærksom på, at forslaget allerede indeholder en opfordring til Rådet om at bemyndige Kommissionen til at optage forhandlinger efter GATT's artikel 28. En henvisning i forordningen er derfor ikke nødvendig. Det andet vigtige tema er spørgsmålet om forvaltningen af toldkontingenterne. Kommissionen forsøger at forhandle med de vigtigste udbydere om at fastsætte toldkontingenterne på basis af historiske referencer. Så længe disse drøftelser ikke er afsluttet, ville det ikke være formålstjenligt yderligere at definere de enkelte valgmuligheder. Til kravet om, at den måde, en toldkontingentordning forvaltes på, ikke må have negative virkninger for de etablerede markedsdeltagere, skal det endvidere bemærkes, at når vi nu er nødt til at ændre hele markedsordningen, kan der ikke være nogen garanti for, at alt forbliver nøjagtigt, som det var. Det ville jo virkelig være cirklens kvadratur, man kræver her. Ved de drøftelser, vi har ført, er der også diskuteret andre alternativer for forvaltningen af det såkaldte C-kontingent. Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at det på nuværende tidspunkt ikke ville være hensigtsmæssigt at ændre dets forslag om auktioner inden for rammerne af C-kontingentet, fordi sådanne auktioner under alle omstændigheder er en lovlig metode til uddeling af licenser. Det tredje punkt, som hænger sammen med kontingentet, er forlængelsen af perioden for bibeholdelse af kontingentordningen til mindst 10 år. Efter Kommissionens opfattelse ville en sådan forlængelse skade vores troværdighed med hensyn til grundtanken i vores forslag, nemlig at vi så hurtigt som muligt vil bringe den fælles markedsordning for bananer i overensstemmelse med WTO-reglerne. Som vi har redegjort for i begrundelsen, ville dette nemmest kunne opnås via toldordningen. Overgangsperioden har Kommissionen foreslået, fordi producenterne i Fællesskabet og i AVS-landene på denne måde ville have tid til at forberede sig på den nye ordning. Hvis der skal ske en automatisk overgang til en ren toldordning, ville det endvidere være meningsløst at foretage en midlertidig opgørelse eller revision ved afslutningen af overgangsperioden. Vedrørende præferencen for AVS-landene er det Kommissionens opfattelse, at 275 euro pr. ton er tilstrækkeligt til at sikre disse lande adgang til Fællesskabets marked. En højere præference ville ligeledes igen medføre angreb i WTO. Hvis den højere præference begrænser adgangen for de latinamerikanske lande inden for rammerne af C-kontingentet, ville den kunne fortolkes, som om man de facto igen ville indføre et specielt AVS-kontingent. Jeg kommer nu til de ekstra støtteforanstaltninger til fordel for vores egne producenter i Den Europæiske Union. Som jeg tidligere har sagt, drejer det sig for Kommissionen i dens forslag først og fremmest om at bringe markedsordningen i overensstemmelse med WTO's voldgiftskendelse. Denne voldgiftskendelse angår ikke vores støttesystem internt i Fællesskabet. Desuden vil jeg gerne gøre opmærksom på, at dette system fungerer som et deficiency payment-system, det vil sige, at der er indbygget en garanti: Hvis priserne falder, stiger støtten automatisk. Det sidste punkt er foranstaltninger til ligestilling af økologisk dyrkede bananer og fair trade. Jeg skal gøre opmærksom på, at der allerede findes horisontale foranstaltninger, som sikrer, at økologisk dyrkede bananer fra tredjelande er ligestillet med økologisk dyrkede bananer fra Fællesskabet. Yderligere kan Den Europæiske Union sikre tilskud til produktion af økologiske bananer inden for rammerne af de miljøforanstaltninger for landbruget, som er fastsat i bestemmelserne om støtte til udvikling af landdistrikterne. Foranstaltninger til afsætningsstøtte for økologiske bananer kan finansieres af de nationale og regionale programmer. Også fair trade-bananerne ville være omfattet af de horisontale foranstaltninger for fair handel, som jeg håber, snarest vil blive vedtaget på basis af en tilsvarende meddelelse fra Kommissionen. I denne meddelelse drejer det sig som bekendt ikke kun om fair trade-bananer, men om fair trade som helhed. Som supplement til de nævnte muligheder kan udviklingen af produktion af økologiske bananer og udviklingen af produktion af fair trade-bananer i AVS-landene støttes inden for forordningens rammer via bistanden til de traditionelle AVS-lande. Kommissionen er taknemmelig for de omfattende drøftelser, som vi har kunnet føre her i dag. Selv om den i betragtning af de aktuelle internationale forhold ikke ser sig i stand til at overtage Parlamentets ændringsforslag, skal det fastholdes, at hele sagen er blevet behandlet særdeles konstruktivt og grundigt, både i de forskellige udvalg, som har leveret bidrag til Dary-betænkningen, og ved den høring, som for nylig fandt sted i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.30. Jeg udsætter mødet, indtil formanden er kommet. (Mødet udsat kl. 11.25 og genoptaget kl. 11.30)
Fru formand, når De finder det belejligt, vil jeg gerne bede Dem om, at De ved anvendelse af forretningsordenens artikel 161, stk. 1, anmoder ordføreren og formanden for Budgetkontroludvalget om, at de tilkendegiver, hvad der er deres holdning i forbindelse med sammenhængen mellem begrundelsen og den beslutning, vi er i gang med at stemme om.
Fru formand, tillad mig en kort bemærkning om de fire ændringsforslag, der foreligger. Principielt mener jeg, at et så bredt kompromis, som støttes af de fire største grupper i Parlamentet, ikke igen bør drages i tvivl, ved at der stilles ændringsforslag. Under forudsætning af, at der i øvrigt ikke ændres ved det kompromis, som jeg endnu en gang skal takke alle deltagerne hjerteligt for, vil jeg imidlertid bede Dem om at stemme for ændringsforslag 1 fra PSE-gruppen, fordi det indeholder en fornuftig tilføjelse. Ændringsforslag 2 og 3 skal jeg afvise, fordi de indholdsmæssigt ville gribe for meget ind i det samlede kompromis. Jeg må afvise ændringsforslag 5. Jeg mener ikke, det er juridisk gyldigt, fordi det sætter den klare bestemmelse i artikel 161 i vores egen forretningsorden ud af kraft. Forslaget drejer sig i øvrigt i sidste ende om en afstemning om begrundelsen for min betænkning. Det drejer sig desuden, så vidt jeg kan se, om noget, der ville kunne danne præcedens, og som enhver kollega her i Parlamentet i fremtiden med fuld ret ville kunne påberåbe sig. Formanden for Parlamentet har givet tilladelse til ændringsforslag 5. Af respekt for formandens høje embede respekterer jeg derfor også denne afgørelse.
Fru formand, gruppeformanden Barón Crespo har henvendt sig til mig. Vi havde faktisk sidste mandag en udførlig diskussion i Budgetkontroludvalget om lovligheden af dette spørgsmål eller om, hvorvidt jeg som formand for udvalget burde gøre brug af artikel 161. Næsten hvert eneste medlem i udvalget tog ordet. Jeg har selv flere gang undersøgt spørgsmålet om sammenhængen mellem den beslutning, der nu foreligger som kompromis, og den begrundelse, som er indeholdt i ordførerens kommentarer, og som hun har ansvaret for. Jeg har fastslået, at der er en sammenhæng, og jeg har klart og tydeligt sagt, at det er hårde ord, der anvendes i denne foreliggende begrundelse. Jeg ser mig dog ikke i stand til at vurdere stil og ordvalg på en måde, så jeg kan uddele karakterer, fordi jeg i så fald måtte gøre det ved hver enkelt begrundelse. Fra mit synspunkt er den saglige sammenhæng til stede, og derfor har jeg besluttet mig til og meddelt udvalget, at jeg ikke tilbageviser denne begrundelse.
Fru formand, jeg har med 37 kolleger fra PPE fremsat dette ændringsforslag, fordi jeg har været overrasket over den måde, hvorpå man via medierne har udnyttet begrundelsen, selv om enhver bør vide, men ikke gør det, at denne udelukkende forpligter ordføreren, og at den på ingen måde forpligter plenarforsamlingen. Jeg er således blevet slået af den modsigelse, der findes mellem tonen i henholdsvis denne begrundelse og i selve beslutningen, idet de er totalt forskellige. Det er grunden til, at jeg har fremsat dette ændringsforslag. Når det er sagt, tror jeg, det er rigtigt, som De har gjort, fru formand, at erklære det for modtageligt, fordi afstemningen om dette ændringsforslag er ikke en afstemning for eller imod begrundelsen, den sigter simpelthen blot på at konstatere afstanden mellem denne begrundelse og beslutningen. Efter fru Stauners og fru Theatos forklaringer, i hvilke de offentligt og meget tydeligt gjorde rede for, at begrundelsen kun forpligter ordføreren og på ingen møde plenarforsamlingen, må jeg dog indrømme, at dette ændringsforslag nu ikke længere tjener noget formål, og det er årsagen til, at jeg trækker det tilbage.
Fru formand, for det første vil jeg gerne konstatere, at ordføreren ikke har udtalt sig om det, der står i forretningsordenens artikel 161, stk. 1, som - og jeg citerer den franske udgave - udtrykkeligt siger: "... l' exposé des motifs doit être conforme au texte de la proposition de résolution...". Efter den forklaring, som formanden for Budgetkontroludvalget er kommet med om spørgsmålet, finder jeg, at hendes ytringer bør fremgå af protokollen, ikke kun af hensyn til Parlamentet, men også af hensyn til de mulige virkninger, som denne begrundelse til sin tid måtte få. Da ordføreren ikke har udtalt sig om dette fundamentale spørgsmål, finder jeg derfor, at ændringsforslaget fortsat er fornuftigt, og De Europæiske Socialdemokraters Gruppe tager det til sig.
De fastholder med andre ord, hr. Barón Crespo, på vegne af Deres gruppe ændringsforslag 5 i henhold til forretningsordenens artikel 139. Er det rigtigt forstået?
Ja, fru formand, og jeg vil desuden gerne takke ordføreren for, at hun i et så følsomt spørgsmål udtalte sig om spørgmålet, sådan som hun er forpligtet til.
Fru formand, jeg vil gerne på Den Liberale Gruppes vegne støtte hr. Barón Crespos forslag.
Fru formand, kære kolleger, hr. formand for Den Socialdemokratiske Gruppe, jeg har ikke udtrykkeligt gentaget det endnu en gang, men De må tro på mig, når jeg siger, at jeg både ved formuleringen af beslutningen og til sidst også af teksten i begrundelsen har været særdeles bevidst om, at de skal være i overensstemmelse med hinanden, og jeg har også selv gransket det meget omhyggeligt de sidste uger. Jeg har ikke anset det for nødvendigt endnu en gang at sige dette udtrykkeligt, men hvis De ønsker det, gør jeg det gerne. Jeg anser mig selv for så samvittighedsfuld og intellektuelt begavet, at De vel måtte gå ud fra, at jeg har overvejet det meget nøje og meget omhyggeligt, og at jeg nok skal påtage mig ansvaret og også alle de konsekvenser, som De måske truer mig med. Om ændringsforslag 5
Fru formand, lige et enkelt ord for at gøre det helt klart. Jeg havde trukket ændringsforslaget tilbage, fordi jeg mente, det var unødvendigt. Men hvis det sættes til afstemning alligevel, er det klart, at jeg vil støtte forslaget, og jeg vil opfordre mine venner til at gøre det samme. Efter afstemningen om ændringsforslag 5
Fru formand, selv om nogle er tilfredse med den beslutning, der er blevet truffet, skaber dette en meget farlig præcedens. Når vi fremover får en begrundelse, som nogle i Parlamentet ikke bryder sig om, har vi nu indført en praksis, hvor vi hver gang kan stemme imod, hvis vi ønsker det.
Fru formand, eftersom der har været en stemmeforklaring, finder jeg, at denne afstemning er vigtig, for den lægger en dæmper på fristelsen til at skrive uacceptable politiske smædebreve i forbindelse med Parlamentets beslutninger. (Forslaget vedtoges) Betænkning (A5-0089/2000) af Rühle for Budgetkontroludvalget om udsættelse af afgørelsen om decharge for regnskabsåret 1998 til Kommissionen for den økonomiske forvaltning af 6., 7. og 8. Europæiske Udviklingsfond (KOM(1999) 227 - C5-0003/1999 - 1999/2004(DEC)) om decharge for regnskabsåret 1998 til bestyrelsen for Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, Dublin (C5-0150/2000 - 2000/2094(DEC)) om decharge for regnskabsåret 1998 til bestyrelsen for Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse, Thessaloniki (C5-0149/2000 - 2000/2093(DEC)) om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1998 SEKTION IV - DOMSTOLEN SEKTION V - REVISIONSRETTEN SEKTION VI - DEL B - REGIONSUDVALGET (SEK(1999) 414 - C5-0008/1999 - 1999/2166(DEC)) om udsættelse af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1998 SEKTION VI - DEL A: DET ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG (SEK(1999) 414 - C5-0008/1999 - 1999/2166(DEC)) Inden afstemningen
Vi havde et problem, da vi skulle lave stemmeliste, og det var, at vi ikke kunne finde ændringsforslaget fra De Grønne, PPE-DE, PSE og ELDR til punkt 5. Jeg ved ikke, om der er en mulighed for, at vi kunne få det læst højt, så vi har en chance for at forholde os til det.
Ja, jeg tror ikke, det vil forsinke os meget i vores arbejde, fru Frahm. Jeg skal forsøge at være så klar som muligt ved afstemningen. (Ved successive afstemninger vedtoges de to beslutninger og de tre afgørelser) Betænkning (A5-0092/2000) af Khanbhai for Budgetkontroludvalget om decharge til Kommissionen for gennemførelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs budget for regnskabsåret 1998 (C5/0153/2000 - 2000/2077(DEC)) (Ved successive afstemninger vedtoges de to afgørelser og beslutningen) Betænkning (A5-0097/2000) af Kuhne for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af det almindelige budget for regnskabsåret 1998 Sektion I - Europa-Parlamentet/Bilag - Ombudsmanden (SEK(1999) 414 - C5-0008/1999 - 1999/2051(DEC)) Inden afstemningen
Fru formand, der er stillet to ændringsforslag til hr. Kuhnes betænkning, hvor det foreslås at udsætte decharge for Parlamentets vedkommende. I disse ændringsforslag henvises der til generalsekretæren. Hvis et af disse ændringsforslag vedtages, vil De da som Parlamentets formand påtage Dem det fulde politiske ansvar for indholdet og tage konsekvenserne, hvis kravene i dem ikke opfyldes inden for fristerne?
Hr. van Hulten, som formand tager jeg ansvaret for at erklære disse ændringsforslag for modtagelige. Jeg udtaler mig ikke om indholdet. Parlamentet har endnu ikke stemt om forslagene. Det er min opgave at vurdere, hvorvidt de er modtagelige eller ikke. Jeg erklærer hermed efter grundigt at have undersøgt situationen, at disse ændringsforslag efter min bedste overbevisning er modtagelige. Bliver de stemt igennem, vil de naturligvis blive effektueret, som alt andet vi stemmer om. Om ændringsforslag 4
Fru formand, der foreligger her et ændringsforslag, som på meget kort og knap måde angiveligt skal dække indholdet af to revisionsbemærkninger fra Revisionsretten. Hvis De anser det for nødvendigt, kan jeg læse hele ordlyden af disse revisionsbemærkninger op. For min skyld er der ingen grund til det. Jeg vil blot sige, at jeg er imod disse ændringsforslag, fordi jeg faktisk ikke anser det for rimeligt, at vi i Parlamentets dokumenter optager tendentiøse og kortfattede sammendrag af officielle dokumenter, selv om disse tendentiøse sammendrag fremlægges af formanden for Budgetkontroludvalget. Om ændringsforslag 1 fra Verts/ALE-gruppen
Fru formand, i punkt 6, som vi skal stemme om i dette ændringsforslag, er den 15. maj fastsat som bindende tidspunkt. Hvis vi vedtager dette, kommer vi i konflikt med en paragraf, der allerede er vedtaget. Et tidligere sted, nemlig under punkt 10, vedtog vi, at vi med henblik på forhandlingssituationen vil have valgmuligheder med hensyn til en bygningsadministration og en finansieringsplan frem til den 1. juli. Det har vi allerede vedtaget, og det blev i sin tid også besluttet enstemmigt i udvalget, fordi vi accepterede, at det kun er muligt under hensyntagen til forhandlingssituationen. Hvis vi nu uden hensyn til forhandlingssituationen fastsætter en frist til den 15. maj, ville vi ikke blot beslutte noget, som ifølge udvalgets enige opfattelse slet ikke kan opfyldes, men vi ville også komme i konflikt med det, vi allerede tidligere har vedtaget. Derfor anmoder jeg De Grønne om at trække dette punkt tilbage, og i modsat fald anbefaler jeg, at vi stemmer imod det, så vi er i overensstemmelse med den øvrige del af beslutningen.
Fru formand, vi trækker naturligvis ikke dette forslag tilbage, fordi det er kernen i vores forslag. Det drejer sig om, at vi opfordrer administrationen til inden den 15. maj at fremlægge en handlingsplan for, hvordan der nøjagtigt kan opnås forbedringer. Vi ønsker ikke det katalog over foranstaltninger, som kan komme senere. Der er overhovedet ingen selvmodsigelse. Det drejer sig om en konkret handlingsplan for, hvordan der i løbet af det næste år kan opnås helt bestemte forbedringer inden for indkøb, bygningsvæsen og i spørgsmålet om personalepolitik, og jeg beder Dem stemme for forslaget. (Forslaget vedtoges) Betænkning (A5-0095/2000) af Mulder for Budgetkontroludvalget om decharge til Kommissionen for regnskabsafslutningen for EUGFL, Garantisektionen, for regnskabsåret 1993, 1994 og 1995 (C4-0128/1998 - C4-0372/1998 - C5-0167/2000 - 1997/2167(DEC)) (Ved successive afstemninger vedtoges afgørelsen og beslutningen) Betænkning (A5-0079/2000) af Casaca for Budgetkontroludvalget om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 723/97 om gennemførelse af medlemsstaternes aktionsprogrammer inden for kontrol med udgifter der påhviler EUGFL, Garantisektionen (KOM(1999) 169 - C4-0225/1999 - 1999/0091(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0086/2000) af Dimitrakopoulos og Leinen for Udvalget om Konstitutionelle Spørgsmål om Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen (14094/1999 - C5-0341/1999 - 1999/0825(CNS)) Om kompromisændringsforslag 224
Fru formand, dette er et kompromisændringsforslag, som grupperne har forhandlet om indbyrdes, og som de forskellige grupper naturligvis gennemgik i aftes. Vores gruppe støtter dette kompromisændringsforslag, dog med undtagelse af et enkelt ord: "plus" - "plus proportionnelle". Den engelske udgave vil formentlig være "more proportional". Vi kan ikke acceptere det ord. Men i henhold til forretningsordenen kan man ikke anmode om opdelt afstemning om et kompromisændringsforslag. Jeg skal bemærke, at hvis ændringsforslag 100 og 101 begge vedtages, bliver resultatet præcis samme tekst som dette kompromisændringsforslag med undtagelse af det problematiske ord "more". Da jeg ved, at kolleger i andre grupper har præcis samme problem med dette ord, vil jeg gøre venner og kolleger opmærksom på, at det vil være hensigtsmæssigt ikke at acceptere kompromisændringsforslaget, men i stedet at stemme for både ændringsforslag 100 og 101, som er forenelige, og dette vil så give nøjagtig det resultat, som mange ønsker.
Tak, hr. Corbett. Men jeg bliver nødt til at overholde forretningsordenen. Jeg har fået et kompromisændringsforslag. Hr. Brok, vil De udtale Dem om hr. Corbetts indlæg, så vi kan vide, om De accepterer at rette på kompromisændringsforslaget?
Fru formand, vi ønsker at fastholde kompromisforslaget.
Jeg vender mig nu til Parlamentet. Er der nogen indvendinger imod, at vi sætter dette kompromisændringsforslag til afstemning? Jeg har forstået, at det er tilfældet.
Fru formand, jeg mener, at det vil være rigtigt at stemme om det. Men min gruppe og mange andre vil stemme imod for at støtte ændringsforslag 100 og 101, som vil give næsten samme virkning med nogle mindre forbedringer.
Ja, hr. Corbett, men jeg er nødt til at spørge Parlamentet, om der er nogen indvendinger imod, at jeg sætter kompromisændringsforslaget til afstemning.
Fru formand, der er her fremsat et forslag efter de gældende regler. Så skal der stemmes om det. Hvis det forkastes, kan vi gå over til de regler, hr. Corbett har foreslået. Det er den enkleste måde. Man skal stemme om forslaget, og hvis det forkastes, gælder den fremgangsmåde, hr. Corbett har foreslået.
Undskyld mig, hr. Brok, forretningsordenens artikel 130 er meget klar. Den siger, at Europa-Parlamentets formand skal indhente Parlamentets samtykke til at sætte et kompromisændringsforslag til afstemning, hvis der er indvendinger imod at tage hensyn til et sådant. Jeg følger kun forretningsordenen, sådan som jeg skal gøre det. (Forslaget om at sætte kompromisændringsforslaget under afstemning forkastedes) Om ændringsforslag 118 fra Verts/ALE-gruppen
Fru formand, der synes at være manglende overensstemmelse mellem de forskellige sprogudgaver af ændringsforslag 118. I den franske udgave henvises der blot til "les autorités compétentes", mens der i den engelske henvises til "the competent devolved authorities", hvilket udvider betydningen på engelsk. Vi har udarbejdet vores stemmelister for dette ændringsforslag på grundlag af den franske udgave. Men jeg kan forstå, at originaludgaven rent faktisk er den engelske. Dette betyder, at medmindre ordet "devolved" i den engelske udgave kan slettes, vil jeg anbefale min gruppe at stemme imod dette ændringsforslag.
Fru formand, det er den franske tekst, der er autentisk.
Udmærket, tak for denne præcisering. Om kompromisændringsforslag 227
Fru formand, i går meddelte vi Deres medarbejdere, at vi ikke ville støtte dette kompromisændringsforslag. Om ændringsforslag 174 fra PPE-DE-gruppen
Fru formand, vi vil gerne anmode om delt afstemning, først om udtrykket "fire femtedele" og derefter om resten.
Faktisk er denne opdelte afstemning planlagt til den oprindelige tekst, det vil sige, hvis ændringsforslaget forkastes. Hvis De trækker dette ændringsforslag tilbage, kan vi stemme om stk. 29 ved opdelt afstemning. Er det rigtigt forstået, hr. Brok?
Fru formand, hvis vi gjorde det her, behøvede vi ikke at indsætte det mundtlige ændringsforslag i 29. Derfor ville det være lettere at foretage det her.
Hvis jeg har forstået Dem rigtigt, ønsker De altså - og jeg vender mig også til vores ordførere - at vi stemmer om stk. 29 med fremsættelsen af et mundtligt ændringsforslag. Er det korrekt?
Fru formand, jeg sætter stor pris på Elmar Brok, men her tager han fejl. Kompromiset gik jo kun ud på, at vi ud over "groft" (schwerwiegend) også skulle tilføje "vedvarende" (continuing på engelsk eller anhaltend på tysk). Det er den gamle tekst. Vi er ikke blevet enige om et flertal på fire femtedele. Det er simpelthen for sent nu. Vi kan ikke nu opdele det endnu en gang.
Hvis ændringsforslagene trækkes tilbage, vil jeg gå til afstemning om den oprindelige tekst. Men i forbindelse med den oprindelige tekst i stk. 29 mener jeg, jeg har modtaget en anmodning om et mundtligt ændringsforslag fra en af vores ordførere. Jeg vil derfor nu give ham ordet, så han kan fremsætte sit mundtlige ændringsforslag, og vi vil derefter stemme om dette stk. 29 ved opdelt afstemning og ved navneopråb. Hr. Dimitrakopoulos, vil De fremsætte Deres mundtlige ændringsforslag, så Parlamentet kan tage stilling til det?
Det er klart. Er der nogen indvendinger mod at tage hensyn til dette mundtlige ændringsforslag?
Fru formand, denne interessante tanke er blot en mundtlig formulering af det kompromisændringsforslag, der netop er blevet forkastet. Det er virkelig ikke i overensstemmelse med vores normale procedure.
Er der 12 kolleger, der modsætter sig, at der tages hensyn til dette mundtlige ændringsforslag? (Flere end 12 medlemmer rejste sig for at gøre indvendig mod det mundtlige ændringsforslag)
Fru formand, måtte jeg bede Den Socialdemokratiske Gruppe om at høre efter følgende: Alle kompromisforslag, som den har underskrevet, har den derefter selv nedstemt, eller den har trukket sit navn tilbage uden at informere os. Jeg mener ikke, at det er en fornuftig forretningsgang og en måde, som vi kan omgås hinanden på.
Fru formand, jeg må afvise hr. Broks påstand. Der blev indgået en række kompromiser, og vi respekterede disse kompromiser, undtagen i to tilfælde, hvor der er problemer, hvilket vi undertiden finder ud af, når vi kommer tilbage til de forskellige grupper med kompromiserne. Jeg foreslog en løsning i begge tilfælde. I dette tilfælde meddelte vi i går Deres medarbejdere, at vi ikke ville underskrive dette kompromisændringsforslag. Derfor skulle det aldrig have været stillet i vores navn. Det har muligvis været et kompromis mellem ELDR- og PPE-gruppen, men ikke et kompromis, som vi har tiltrådt. Inden afstemningen om det samlede forslag til beslutning
Fru formand, jeg vil gerne fremføre en politisk erklæring på min gruppes vegne i forbindelse med et spørgsmål, som jeg mener har efterladt en dårlig smag i munden på alle Parlamentets grupper, afstemningen om stk. 3 om sammensætningen og fordelingen af pladser i Europa-Parlamentet. Min gruppe vil stemme for Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen, men jeg foreslår, at man pålægger Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, at det i sin visdom finder en løsning på dette spørgsmål, for det er et yderst følsomt spørgsmål for hele Parlamentet. (Forslaget vedtoges) Formanden. Jeg vil gerne meget kraftigt rose vores to ordførere, hr. Dimitrakopoulos og hr. Leinen. (Kraftigt bifald)
Hr. formand, jeg kunne godt blive fristet til at følge hr. Cox' eksempel, når det gælder fru Stauners betænkning om budgettet, men jeg må ærligt talt sige, at før jeg tog afsted til Strasbourg, var der nogle pensionister, som spurgte mig, hvad jeg tog afsted for. Da de hørte, at jeg bl.a. skulle stemme om den betænkning om udsættelse af decharge, som vi drøfter nu, bad de mig om at gøre Parlamentets formand opmærksom på, at pensionisterne og deres parti, som jeg repræsenterer, er af den opfattelse, at udgifterne tynger Europa-Parlamentets budget alt for meget. De håber derfor, at disse udgifter bliver reduceret med 50%, og at de midler, man får til rådighed på denne måde, bliver anvendt til en forøgelse af de 15 medlemsstaters pensionsfonde, som har været i en vanskelig situation alt for længe.
Den Liberale Gruppe støttede i dag ændringsforslaget fra Jean Louis Bourlanges fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, hvori han opfordrer til, at beslutningen adskilles fra begrundelsen. Forklaringen skal findes i følgende citater: "I Kommissionen har man åbenbart udstedt parolen "gem og glem". Med store ord og svulstige løfter for fremtiden bortleder man opmærksomheden fra nutidens ubehandlede tilfælde af interne uregelmæssigheder." " ... tjenestemandssystemet, der kun alt for ofte styres af forbindelser, er blevet endnu mere dominerende, end det var under Santers formandskab." Disse bemærkninger er under alle omstændigheder overdrevne, urimelige og fuldstændig upassende i forbindelse med dechargeproceduren. Ved den endelige afstemning om beslutningen stod vi i dag over for tre valgmuligheder: at stemme for, at stemme imod eller at stemme hverken for eller imod. Vi valgte at stemme hverken for eller imod, og dette kræver en forklaring. At stemme for Stauner-betænkningen er at stemme for en udskydelse af dechargen, som vi alt taget i betragtning mener bør gives nu. Som vi forklarede i Budgetkontroludvalget, foretrak vi at stemme "ja" til reformen, men "nej" til at lade denne Kommission undgælde for forgængerens synder. I Den Liberale Gruppe har vi konsekvent været positivt indstillet over for mange af elementerne i Stauner-betænkningen såsom adgang til dokumenter - det er en pligt, der påhviler den siddende Kommission, at give adgang til dokumenter. Men det politiske spørgsmål henstår - er dette det rette tidspunkt og den rette sag til et offentligt opgør mellem Parlamentet og Prodi-Kommissionen? Det mener vi ikke. Når vi ikke stemmer for betænkningen, skyldes det, at vi ønsker at markere, at vi foretrækker at komme i gang med reformen nu frem for senere, fordi vi på grundlag af de foreliggende oplysninger mener, at denne Kommission er en reformvenlig Kommission. At stemme imod betænkningen ville blot føre til, at betænkningen blev sendt tilbage til Budgetkontroludvalget uden nogen klar tilkendegivelse af, hvad der skal ske derefter og med hvilke metoder. Vi er imod en sådan fremgangsmåde. Så vi har valgt at stemme hverken for eller imod. Denne afståelse fra at stemme er velovervejet og ikke tegn på ligegyldighed. Vores gruppe havde foretrukket at stemme for at give decharge og samtidig fremme reformerne, hvilket efter vores opfattelse også er ønsket hos Kommissionen. Desværre var dette ikke en af valgmulighederne i dag, og derfor har vi valgt at stemme hverken for eller imod.
Den franske socialdemokratiske delegation har stemt for fru Stauners betænkning om udsættelse af decharge for regnskabsåret 1998, idet dette var resultatet af et kompromis mellem vores politiske gruppe og PPE-DE- og ELDR-gruppen. Denne beslutning afspejlede viljen hos et flertal af medlemmerne i Budgetkontroludvalget til at komme ud af det dødvande, fremlægningen af Stauner-betænkningen havde placeret såvel udvalget som Parlamentet i med en fastlåsning af Parlamentets relationer med Kommissionen på grund af en betænkning, der udtrykte mistillid. Den franske socialdemokratiske delegation glæder sig over, at det er lykkedes at skabe et flertal for at stemme for ændringsforslag 5, der klart viser misforholdet mellem den beslutning, Europa-Parlamentets medlemmer har stemt for, og begrundelsen. Medlemmerne har med denne afstemning slået fast, at begrundelsen ikke forpligter andre end ordføreren. Den betænkning, som fru Stauner fremlagde for Budgetkontroludvalget, fremkaldte et kraftigt røre, ikke kun hos medlemmerne af dette udvalg. Faktisk var det fremlagte dokument meget langt fra resultatet af dechargeproceduren, hvilket vil sige godkendelsen af det pågældende års regnskaber og lovformeligheden af de afholdte udgifter. Den beslutning, der er blevet stemt om i dag her i Parlamentet, indeholder en lang række rimelige krav og henstillinger til Kommissionen. Udsættelsen og henstanden til Kommissionen angående svarafgivelsen giver denne mulighed for at svare på spørgsmål fra Budgetkontroludvalget i den mellemliggende periode. Det giver endvidere Budgetkontroludvalget en udsættelse, der er tilstrækkelig til at udarbejde en betænkning, der træffer en endelig beslutning om Kommissionens budgetforvaltning for regnskabsåret 1998.
Delegationen fra det italienske parti PDS i Europa-Parlamentet, som jeg har den ære at være formand for, stemte imod Stauners betænkning om decharge for 1998, da den ikke deler grundholdningen i denne betænkning. I betænkningen koncentrerer man sig nemlig ikke om Kommissionens virksomhed i 1998, der er genstand for dechargen - sådan som den defineres i traktatens artikel 205a og 206 samt i finansforordningens artikel 89, stk. 5 - men hæfter sig ved formodede tilfælde af svig, hvoraf størstedelen fandt sted i begyndelsen af 90'erne i forbindelse med de tidligere kommissærers virksomhed. Prodi-Kommissionen er i gang med et omfattende reformarbejde, som er nødvendigt for at modernisere Europas offentlige forvaltning og tilpasse dens organer til de mange udfordringer, den kommer til at stå over for i de kommende år. Vi er også overbevist om, at det er nødvendigt at ændre budgetkontrolprocedurerne og programmernes administrationsmetoder, da disse systemer har vist sig at være utilstrækkelige. Man skal nemlig ikke blot undgå, at de tidligere tilfælde af svig gentager sig, men først og fremmest sørge for, at det antal af forvaltningsfejl, som Revisionsretten omtalte i sin årsberetning, reduceres betydeligt. Det er dog ikke ved at forsøge at genoptage nogle nu afsluttede disciplinærsager - i mangel af nye beviser - at man vil kunne foretage en ordentlig og effektiv reform af Kommissionen. Man skal huske, at 80% af EU-midlerne administreres på nationalt plan. Man må derfor ikke tro, at man kan forbedre den finansielle forvaltning af EU's budget uden medlemsstaternes indsats og samarbejde. Vi frygter desuden, at der bag denne uberettigede forfølgelse ligger et forsøg på at udnytte disse begivenheder til at underminere og svække ikke bare Kommissionens virksomhed, men EU-institutionernes virksomhed i det hele taget. Vi kan således ikke tilslutte os dem, der fremmer sådanne manøvrer, og vi har derfor forkastet denne betænkning. Betænkning af Kuhne (A5-0097/2000)
I betragtning af den mangelfulde forvaltning inden for rammerne af politikken vedrørende udbud, bygninger og personale, som nævnt i Kuhne-betænkningen og i finansinspektørens beretning, mener vi, at decharge for gennemførelsen af Parlamentets budget for 1998 skal udsættes. Europa-Parlamentet skal anvende de samme strenge kriterier for sin egen forvaltning som for Kommissionen. Vi er overbevist om, at der kun kan gives decharge til Europa-Parlamentet for gennemførelsen af budgettet for 1998 under forudsætning af, at der træffes konkrete foranstaltninger med henblik på at ændre denne beklagelige tendens. Vi bakker derfor fuldstændigt op om en konkret handlingsplan, hvormed en sådan dårlig forvaltning undgås i fremtiden. Betænkning af Dimitrakopoulos og Leinen (A5-0086/2000)
Hr. formand, jeg vil gerne understrege, at ingen i Parlamentet er enig i alle punkter og alle afsnit i denne vigtige betænkning. Det er klart. Det overordnede budskab, som vi sender til regeringskonferencen, er, at Parlamentet ønsker, at regeringskonferencen er ambitiøs, tænker langsigtet og ikke kortsigtet og løser alle de spørgsmål, der skal løses, hvis en Union på næsten 30 medlemsstater skal kunne fungere effektivt. Vi har fremlagt et stort antal forslag. De vil selvfølgelig ikke alle blive vedtaget i den form, Parlamentet har anbefalet. Men det er vi klar over. Vi finder det rigtigt, at regeringskonferencen kigger på disse spørgsmål, ser seriøst på dem og finder frem til hensigtsmæssige løsninger, der giver Unionen mulighed for at fungere. Min gruppe har, som De ved, og som Barón Crespo netop sagde, nogle forbehold på bestemte punkter. De drejer sig især om Parlamentets sammensætning, hvor forsøgene på at nå en kompromisløsning desværre faldt til jorden i sidste øjeblik. Vi må vende tilbage til denne sag og fremsætte et godt forslag om et spørgsmål, der har direkte relevans for Parlamentet. Jeg har tillid til, at det kan lade sig gøre. Vi var meget tæt på en kompromisaftale. Vi bør kunne løse dette problem. Vi stemmer med glæde for betænkningen under disse forudsætninger og med de forbehold, jeg netop har beskrevet.
Hr. formand, jeg har stemt imod denne betænkning. Det er jeg ked af at måtte sige. Jeg har stemt imod denne betænkning af næsten de samme grunde, som hr. Corbett har stemt for. Jeg har de samme mål: en ambitiøs regeringskonference, som behandler reelle spørgsmål, og som er langsigtet. Jeg finder, at det budskab, som Parlamentet sender til regeringskonferencen med denne beslutning, er forvirrende. Den, der læser den, ved reelt ikke, hvad det er for et budskab, som Parlamentet ønsker at komme med i forbindelse med regeringskonferencen. Og derfor, hr. formand, er jeg fuldstændig enig med mange af de ting, som siges i beslutningen, men jeg er uenig i mange andre og savner f.eks. inden for et så vigtigt område som Domstolen den nødvendige reform heraf og de klare retningslinjer, som man burde være kommet med i denne forbindelse, og som næsten helt er udeladt i denne beslutning. Af disse årsager har jeg, og det vil jeg gerne gentage, stemt imod med vemod.
Hr. formand, vi har stemt imod Dimitrakopoulos og Leinen-betænkningen, fordi den foreslår en meget stram, integreret og centraliseret model for EU, der går imod vores opfattelse, og som kun vil blokere for udvidelsen. Tre hovedlinjer i betænkningen forekommer os i særlig grad at være uheldige. For det første en føderalisering af institutionerne via en generel indførelse af kvalificeret flertal i Rådet, medbestemmelsesproceduren med Europa-Parlamentet, oprettelsen af tværnationale valg til EU og en styrkelse af Kommissionens beføjelser, hvilket peger i retning af at gøre den til en EU-regering. Det er alle foranstaltninger, hvis nødvendige, men ikke indrømmede modstykke medfører en marginalisering af de nationale demokratier. For det andet en konstitutionalisering af traktaterne samt tilføjelsen af et europæisk charter om grundlæggende bindende rettigheder, der lidt efter lidt vil underlægge befolkningerne tekster, der går hen over hovedet på dem, og som pålægges dem, uden at den enkelte har nogen mulighed for at undslippe. For det tredje den totalitære afledning af det såkaldte demokrati i EU med oprettelsen af mekanismer, især smidigere betingelser for at anvende EU-traktatens artikel 7, der gør det muligt at suspendere en medlemsstats rettigheder, altså mekanismer, der giver en håndfuld ledere myndighed til at praktisere et tankepoliti over hele kontinentet, herunder mod befolkninger, der udtrykker sig demokratisk som i Østrig. Under forhandlingerne er et af de største konfliktpunkter forårsaget af modsætningen mellem den forudsigelige vækst i antallet af Parlamentets medlemmer på grund af udvidelsen og loftet på 700 medlemmer, som Amsterdam-traktaten har pålagt Parlamentet. Denne begrænsning er blevet besluttet for at få Europa-Parlamentet til at minde om et nationalt parlament, men den gør ikke andet end at så splid mellem landene, idet ingen af dem vil acceptere at reducere deres antal af medlemmer, og det forstår vi godt. Gruppen af Union for Nationernes Europa foreslår at sætte en stopper for disse konflikter og sprænge loftet på de 700 medlemmer. Hvorfor ikke et Europa-Parlament med 1.000 medlemmer? Det kunne arbejde med grupper ud fra en variabel geometri, og dets originalitet ville med vældig kraft kunne påvirke fantasien.
Hr. formand, jeg vil forsøge at udtrykke mig tydeligt i denne forbindelse. Jeg har stemt imod. Det har jeg ikke gjort alene. Vi har med overbevisning gjort det på vegne af de europæiske regionalister fra Verts/ALE-gruppen. Vi udgør en del af gruppen De Grønne, men vi ville gennem denne holdning udtrykke vores skuffelse over, hvad der foreligger her i dag. Denne dagsorden er selvfølgelig for begrænset. Europa er meget ambitiøst, når det gælder udvidelse. Det er godt, men Europa er ikke tilstrækkeligt ambitiøst med hensyn til at sørge for en virkelig demokratisk opbygning, der er baseret på regionerne og befolkningerne. Alle ændringsforslag, som går ud på at indbygge denne dimension i Europa, er til vores beklagelse blevet forkastet. Vi har derfor måttet konstatere, at de store staters magt i modsætning til, hvad vi forventede, vil blive større, og at Europa-Parlamentets magt og vores regioners mulighed for at være repræsenteret deri, vil blive formindsket. Vi håber derfor, at det vil lykkes regeringskonferencen at påbegynde en gennemgribende reform. Vi har måttet stemme imod, fordi opbygningen af dette demokratiske Europa i for ringe grad er i overensstemmelse med vores opfattelser.
Hr. formand, som mange andre i gruppen De Grønne har jeg stemt imod denne betænkning af mange årsager, men navnlig tre. For det første er det ikke, hvilket mange måske tror, føderalisme, der nu kommer til udtryk i Parlamentet synspunkt, men snarere centralisme. Det er de store stater, der får mere magt. Det er de centrale institutioner, der får mere magt. Der er ikke skyggen af decentralisering eller uddelegering af beføjelser, ingen tegn på, at der virkelig skal mere "kød på" subsidiaritetsprincippet. For det andet er der ikke tale om nogen tilpasning til udvidelsen, hvilket måske er det allermest alvorlige. For at håndtere en Union med 28 medlemsstater er det nødvendigt med en fleksibel struktur. Der skal være tydelige definitioner af kompetencen for det, der skal besluttes centralt, det, der skal besluttes i medlemsstaterne og det, der skal besluttes på regionalt plan. Det er der imidlertid ikke spor af. For at kunne klare en så stor union er det klart, at en stor del af de beslutninger, der nu træffes på centralt plan, skal decentraliseres til et lavere plan. Ellers imploderer hele systemet. For det tredje er dette ikke nogen demokratisk, konstitutionel proces, men et magtspil, der foregår bag lukkede døre. Derfor har jeg stemt nej.
Hr. formand, jeg ønsker at give udtryk for min skuffelse over mine grønne kolleger og min egen gruppe, fordi jeg ikke fik mulighed for at stemme om to centrale ændringsforslag til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det ene var et ændringsforslag om våbenindustrien og våbeneksporten, og det andet drejede sig om atomvåben. Det var meget vigtigt for os at få mulighed for at tilkendegive, hvorvidt atomvåben skal spille nogen som helst rolle i den fremtidige fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Desværre anså mine grønne kolleger disse ændringsforslag for unødvendige, hvilket giver anledning til at spørge, om De Grønne er ved at ændre politik vedrørende atomvåben og våbenindustrien. Jeg stemte imod selve betænkningen, fordi jeg mener, at øget centralisering fører til mindre sikkerhed for de små medlemsstater, mindre demokrati, mindre inddragelse af folk på lokalt og nationalt plan. Dette er ikke i den almindelige europæiske borgers interesse. En ny forfatning for Europa, der skal tilsidesætte de nationale forfatninger, at gøre Den Europæiske Union til en juridisk person og naturligvis øget militarisering: Det er ikke det Europa, jeg ønsker. Jeg ønsker et demilitariseret Europa, et demokratisk Europa, hvor befolkningen og ikke bureaukraterne har det sidste ord.
Hr. formand, jeg stemte for ændringsforslag 100 til Dimitrakopoulos' og Leinens betænkning om Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen. Det blev desværre ikke vedtaget af Parlamentet. Ændringsforslaget tager sigte på, at man ved valg til Europa-Parlamentet snarest muligt skal stemme ved hjælp af lister, der er ens i alle de 15 medlemsstater, det vil sige egentlige europæiske lister. Jeg tror, at dette ændringsforslag omhandler et emne, der vil bringe borgerne meget tættere på Europa og på Den Europæiske Union. De borgere, der skal stemme, bliver nemlig klar over, at kandidaterne er de samme i alle 15 stater, og det får dem til at forstå, at Europa eksisterer, og at der er en mening med Europa. Derfor stemte jeg for dette ændringsforslag.
Hr. formand, jeg stemte for beslutningsforslaget, selv om der var enkelte punkter, jeg ikke var enig i. Jeg beklager, at kun 238 kolleger stemte for teksten til sidst, og jeg vil gerne rette en bøn til de ansvarlige her i Parlamentet. Det bør undersøges, om procedurerne virkelig har været rimelige. Når der indgives så mange ændringsforslag, er det for mig et bevis på, at man ikke har haft tilstrækkelig mange afstemninger forinden, og når der endda er kompromisændringsforslag, der ikke er blevet vedtaget, er det for mig et bevis på, at vi endnu ikke har været modne til at stemme om det på plenarmødet. Jeg anmoder også Dem, hr. formand, om at tage denne afstemning op i Parlamentets Præsidium og overveje, om vi ikke kan finde en anden ordning for sådanne procedurer med et sådant mammutafstemningsprogram, hvor vi stemmer i to en halv time. Jeg mener i øvrigt, at ikke ét eneste parlamentsmedlem til sidst havde overblik over, hvad der i sidste ende faktisk stod i det. Vi bør ikke mere gennemføre procedurer på den måde på plenarmødet.
Hr. formand, selv om jeg godkender de brede linjer i Dimitrakopoulos-betænkningen om regeringskonferencen, har jeg afholdt mig fra at stemme ved den endelige afstemning. Under et punkt, nærmere bestemt punkt 32, hvis indhold helt sikkert er undsluppet størstedelen af vores kollegers opmærksomhed, har man faktisk åbnet vejen for på ny i forhandlingerne om den internationale handel, især inden for WTO, at sætte spørgsmålstegn ved de offentlige serviceydelsers aktuelle status uden den enkelte medlemsstats samtykke under påskud af at ville ændre traktatens artikel 133 og reelt give mulighed for at bryde med princippet om tilslutning fra samtlige medlemsstater til at forpligte EU's holdning til tjenesteydelser, investeringer og intellektuel ophavsret. En forkastelse af ændringsforslag 57, der ville have gjort det muligt at fjerne denne tvetydighed, fik mig derfor til at afstå fra at stemme om teksten, uanset at jeg som tidligere nævnt er enig i de brede linjer, hvad angår regeringskonferencen. Jeg er i øvrigt sikker på, at regeringskonferencen ikke vil fastholde den nuværende formulering af punkt 32.
Hr. formand, jeg stemte for Dimitrakopoulos-betænkningen, selv om jeg har visse forbehold. Jeg mener nemlig ikke, at Dimitrakopoulos-betænkningen er vidtrækkende nok, hvad den føderalistiske udvikling af Den Europæiske Union og integrationen angår. Det er nemlig min opfattelse, at vi skal gå meget længere og langt stærkere i retning mod føderalisme, bort fra nationalstaterne, mere til regionerne, til Europas befolkninger. Selv om udsigterne før denne regeringskonference ikke er de optimale, håber jeg alligevel, at det er muligt at nå frem til en eller anden ny åbning. Jeg er realistisk nok til at vide, at det er en gradvis udvikling. Derfor stemte jeg for betænkningen og håber, at der i den nærmeste fremtid vil være mange yderligere sådanne skridt.
Hr. formand, jeg har afholdt mig at stemme ved den endelige afstemning af en række større og mindre årsager. Det var vanskeligt for mig at godkende beslutningen, idet den får såvel de bedste som de værste konsekvenser. På den anden side ville jeg heller ikke stemme imod, idet beslutningen sandsynligvis er et udtryk for det bedste, Europa-Parlamentet er i stand til at udrette på nuværende tidspunkt. Jeg mener, den indlysende konklusion af dette er, at Parlamentet endnu har meget langt igen, før det bliver i stand til at opfylde de inderligste ønsker hos størstedelen af EU's borgere. Forkastelsen på mødet af to kompromisændringsforslag vidner i øvrigt om vanskeligheden ved at finde repræsentativt flertal, og det samme er tilfældet med en kneben forkastelse eller accept af yderst vigtige institutionelle bestemmelser. For blot at nævne et enkelt eksempel havde Parlamentet besvær med at opnå et kompromis om sammensætningen af Kommissionen. Men sandheden tvinger mig til at sige, at kompromiset sidestiller to modstridende påstande. Den vedtagne tekst vurderer faktisk, at antallet af medlemmer i Kommissionen bør være begrænset, medmindre det ikke er det. Er det virkelig en seriøs holdning for et Parlament? Ainardi, Bakopoulos, Eriksson, Figueiredo, Frahm, Koulourianos, Meijer, Herman Schmid, Seppänen og Sjöstedt (GUE/NGL), skriftlig. (EN) Vi er medlemmer af forskellige partier inden for GUE/NGL-gruppen og har ikke stemt for betænkningen om Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen. Vi er imod, at Den Europæiske Union udvikler sig i retning af en stat med overordnede beføjelser i forhold til medlemsstaterne på alle politiske områder, hvilket i praksis er det, man gør sig til fortaler for i betænkningen. I stedet for at omdanne EU til en stat mener vi, at Unionen bør demokratiseres. Demokratiseringen af Den Europæiske Union skal opnås ved at mindske Kommissionens beføjelser, indføre åbenhed og gennemsigtighed i Rådets lovgivningsproces og styrke de nationale parlamenters rolle på EU-plan. Vi protesterer endvidere mod, at man i betænkningen taler for en militarisering af EU. Vi insisterer på, at EU skal forblive en civil organisation, og at de alliancefrie landes særlige status respekteres. Vi har den holdning, at regeringskonferencen skal tage ØMU-projektet op til fornyet overvejelse og foretage en ny vurdering af møntunionens mangel på demokrati og højredrejede politikker. Vi kræver, at stabilitetspagten tages op til fornyet overvejelse, og at artikel 56 i traktaten omskrives, så ECB underlægges demokratisk kontrol. Vi gentager vores fordømmelse af, at man ikke har sendt ØMU-projektet ud til folkeafstemning i alle medlemsstater.
. De danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet har i dag stemt imod Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen om Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen. Vi finder, at Europa-Parlamentet ved at insistere på en bred dagsorden ikke gavner det, der må være hovedopgaven for regeringskonferencen, nemlig at få løst de udestående institutionelle problemer om sammensætning og afstemningsregler i Rådet, Kommissionen, Europa-Parlamentet, Domstolen og de øvrige institutioner, hvilket skal muliggøre udvidelsen. Europa-Parlamentet burde i stedet løfte den vigtige opgave at sikre, at de væsentlige spørgsmål, som skal løses, bliver drøftet på en sådan måde, at Europas borgere bliver inddraget og forholder sig til de vigtige emner, der er til debat. EU bør bygge på en fælles politisk vilje til at nå de overordnede mål om fred, miljø og velstand i Europa, hvor det er borgerne, der står i centrum. Behandlingen i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, der vedtog udkastet til betænkning med et meget lille flertal, samt det faktum, at der til behandlingen i plenarforsamlingen er stillet mere end 200 ændringsforslag, viser, at denne betænkning ikke kan bidrage til at skabe et fælles fundament for regeringskonferencen. Uanset at vi ikke finder, at Europa-Parlamentet skal foreslå alle disse ændringer af traktaten, har vi valgt at forholde os til de enkelte punkter, hvilket vil fremgå af vores stemmeafgivning. Vi vil dog gerne særligt pege på de punkter, som vi mener, regeringskonferencen skal koncentrere sig om. Hvad angår sammensætningen af Europa-Parlamentet har vi stemt for, at antallet af medlemmer fra hver medlemsstat beregnes degressivt, sådan at Europa-Parlamentet både afspejler befolkningstallene i de enkelte lande, og også det forhold, at det har en selvstændig værdi for Europa-Parlamentets repræsentativitet, at de forskellige politiske synspunkter i de enkelte lande har mulighed for at blive repræsenteret i Parlamentet. Hvad angår sammensætningen af Kommissionen, er det vigtigt, at alle lande har ret til en kommissær med de samme rettigheder og pligter. Dette skal navnlig ses i lyset af, at Kommissionen efter vores opfattelse fortsat skal være i besiddelse af initiativretten. Med hensyn til afstemningsregler i Rådet finder vi, at der skal findes en balance mellem hensynene til henholdsvis de små og de store lande, hvilket gøres ved at stille krav om, at der skal være et bestemt antal stemmer i Rådet, der samtidig skal repræsentere et simpelt flertal af den samlede befolkning i Unionen. Vi er åbne over for at drøfte en øget anvendelse af kvalificeret flertal, idet vi dog afviser, at det skal være hovedreglen. En overgang til kvalificeret flertal må dog i hvert enkelt tilfælde analyseres og debatteres grundigt, idet der skal findes en balance mellem det, der er grundlæggende for de enkelte lande, og hensynet til, at samarbejdet skal fungere. Det er navnlig vigtigt, at dette emne drøftes løbende med de europæiske borgere. Alle medlemslande bør vise politisk vilje til at få samarbejdet til at fungere. Det er denne vilje og ønsket om fælles løsninger, som EU også i fremtiden skal bygge på. Derfor er vi ikke nervøse for, at EU efter udvidelsen vil blive lammet, hvis ikke der gennemføres en gennemgribende reform af traktaten nu. Sideløbende med regeringskonferencen drøfter medlemslandene en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Disse drøftelser er slet ikke færdige, og vi finder ikke, at Europa-Parlamentet bør komme med forslag til traktatændringer, før resultatet er kendt. Vi mener fortsat ikke, at EU skal være en egentlig forsvarsalliance. EU skal på dette område navnlig fokusere på konfliktforebyggelse og civil krisestyring. Ligeledes sideløbende med regeringskonferencen drøftes skabelsen af et charter om grundlæggende rettigheder. Vi vil endnu en gang understrege, at vi ønsker et charter i form af et politisk dokument, og at det ikke skal bringes op på regeringskonferencen med henblik på at optage det i traktaten.
De portugisiske socialdemokraters forpligtelse over for det europæiske projekt er en permanent reference for deres handlinger og et af deres grundlæggende principper. Opbygningen af det nye Europa er i dag mere end nogensinde før absolut nødvendig ikke kun for freden og fremgangen i Europa, men for hele verden. Det europæiske projekt er en udviklingsproces, som har forstået at tilpasse sig virkeligheden og leve op til historiens omskiftelser. I dag står vi over for et af disse særlige øjeblikke, hvor Den Europæiske Union skal genoverveje og tilpasse sine politikker og sine institutioner for bedre at kunne leve op til udfordringerne i forbindelse med udvidelsen og dens institutioners effektive og demokratiske funktion. At stile mod en fremadskridende politisk union, som forfølger den føderale logik, som ligger i dens tilblivelse, styrkelsen af unionsborgerskabet, den økonomiske og sociale samhørighed og befolkningernes kulturelle mangfoldighed er væsentlige og uadskillelige elementer i vores valgmuligheder. De institutionelle følger af udvidelsen må ikke skade den grundlæggende balance - som traktaterne udtrykker med succes - mellem den dobbelte legitimitet som en union af folk og en union af stater, som ligger bag det europæiske projekt, og som på afgørende vis har bidraget til udformningen af dets institutioner. Udbygningen af den europæiske integration på verdensplan i retning af en politisk union skal på tilfredsstillende måde bevare denne grundlæggende balance, som har sikret det europæiske projekts succes, og som har samlet stater, der er så indbyrdes forskellige med hensyn til befolkning og territorium. Udvidelsen må ikke under nogen omstændigheder bruges som undskyldning for at indføre institutionelle ændringer, som ikke har en direkte logisk eller politisk forbindelse til udvidelsen, og som ubegrundet kunne skade de balancer, der så forstandigt er blevet opbygget siden 1957. Det er i trofasthed over for disse principper og overbevisninger, at vi bedømmer og stemmer om Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen om revision af traktaterne. Og det var også i trofasthed over for disse principper og disse overbevisninger, at vi så os nødsaget til at stemme imod Dimitriakopoulos- og Leinen-betænkningen, som efter vores mening forsøger at besvare udfordringerne ved udvidelsen ved hjælp af løsninger, som slår til lyd for en betydelig ubalance mellem den dobbelte legitimitet som en union af folk og en union af stater. Hvad angår den foreslåede løsning til sammensætningen af Europa-Parlamentet, er der således visse forhold, som ikke er blevet ordentligt sikret, og som efter vores opfattelse er fundamentale, nemlig behovet for at fjerne kvantificeringen af det mindste antal medlemmer, som hver medlemsstat har i Europa-Parlamentet, og indførelsen af et degressivitetsprincip, som kan korrigere for de negative virkninger ved en nøje anvendelse af regelen om forholdsmæssig repræsentation. Det, der er nævnt i betænkningen om sammensætningen af Kommissionen, er efter vores opfattelse heller ikke fuldstændig tydeligt. Vedtagelsen af et kriterium, som stiller alle medlemsstaterne lige, såvel i tilfælde af at Kommissionen bliver sammensat af en kommissær fra hver medlemsstat, som hvis den skal fungere med et kollegium med 20 kommissærer, synes vi ikke er fuldt bevist og belyst i betænkningens forslag. Det samme kan man i øvrigt sige om idéen med en simpel rotationsordning og om definitionen af rammerne for dens funktion, som vi finder burde være fuldstændig knæsat i tilfælde af, at man vælger hypotesen om en Kommission, der kun består af 20 kommissærer. Hvad angår spørgsmålet om vedtagelse af beslutninger i Rådet i henhold til regelen om kvalificeret flertal, finder vi faktisk ikke, at den foreslåede regel er den mest acceptable. Selv om vi er enige i kriteriet om dobbelt flertal, synes vi i virkeligheden stadig, at det ville bedre at vælge en løsning, som baserer sig på behovet for at opnå to tredjedele af medlemsstaternes jastemmer og på simpelt flertal af medlemsstater, som repræsenterer et flertal af befolkningen, for at der kan træffes en beslutning i Rådet, da vi finder, at der på denne måde vil komme bedre sammenhæng i beslutningsprocessen. I forbindelse med rotationsordningen for formandskabet for Rådet kan vi heller ikke acceptere den nye regel, der er foreslået om fordeling af formandskab i henhold til de forskellige sammensætninger, som nævnte institution kan få, således at hver medlemsstat ikke samtidig kan have forsæde for mere end én af dem, og hvor der også skal være en rotationsperiode på mindst to år. Denne nye regel sikrer efter vores mening ikke den nødvendige balance og lighed mellem medlemsstaternes repræsentation i Rådet. Forslaget om valg af 10% af medlemmerne til Europa-Parlamentet ved hjælp af europæiske lister er heller ikke tilstrækkelig klart. Sandheden er, at den formulering, der er anvendt i betænkningen til at beskrive denne mulighed, efter vores mening er temmelig vag, og derfor ikke giver garanti for, at den kan bruges til at skabe en virkelig europæisk offentlig mening, sådan som vi ønsker. Den europæiske liste er en god idé, især hvis den kan sammensættes af personer, som europæerne virkelig kan forholde sig til. Men vi finder, at den fortjener at blive genstand for en dybere overvejelse for at få fjernet den frygt, som vi her retmæssigt giver udtryk for. Regelen om udnævnelser på baggrund af beslutninger truffet med kvalificeret flertal kan vi ikke acceptere. Indtil i dag er alle beslutninger om udnævnelser i Den Europæiske Union blevet truffet ved enstemmighed, og der kan ikke undgås kriser ved udnævnelserne. Vi finder, at regelen om enstemmighed har den dyd, at den sikrer en bedre balance og hindrer eventuelle konfliktsituationer mellem store og små lande inden for Den Europæiske Union. Men lad os ikke blande meningen med vores stemme sammen med dem, som har en egoistisk vision, der er begrænset af nationale interesser. I modsætning til andre ønsker vi en Europæisk Union, som er politisk stærk, og som er i stand til at fordele suverænitet og i stadig større omfang bidrage til den sociale fremgang og velfærd for sine borgere. De portugisiske socialdemokrater vil fortsat være til rådighed side om side med alle de politiske kræfter, der går ind for udvidelsen og udbyggelsen af vores politiske union, for at finde de bedste formler, som gør det muligt at fortsætte vores politiske kamp. Denne erklæring afleveres med det samme som foreskrevet i forretningsordenen, men nogle af punkterne er under forbehold af et nærmere kendskab til de foretagne ændringer. Det skal også tilføjes, at det på grund af den hast, hvormed man gik over til afstemning, ikke altid har været muligt at forstå, hvad der skulle stemmes om (især en vis forvirring mellem afstemninger om ændringer og om afsnit), hvorfor de portugisiske socialdemokratiske medlemmer forbeholder sig ret til - efter at have gennemgået afstemningsresultaterne - at få foretaget eventuelle ændringer af deres stemmerafgivninger.
Den udvidelsesproces, som Den Europæiske Union har indledt, har anbragt den ved en korsvej, og den vej, den vil vælge, afhænger af, om den kan blive ved med at komme fremad. Man kan derfor hævde, at den regeringskonference, der har fået pålagt at gå i gang med de institutionelle reformer, der skal gøre udvidelsen mulig, har Den Europæiske Unions fremtid i sine hænder, da den skal beslutte, om det skal være den minireform, der er forudsat i Amsterdam-traktaten, eller om det skal være en vidtrækkende reform, der gør det muligt for Unionen at tage imod de lande, som er ved at forberede sig på tiltrædelsen, og fortsætte sit arbejde for respekten for menneskerettighederne, freden og den sociale retfærdighed. På grund af det skelsættende øjeblik, som den europæiske integrationsproces befinder sig i, var det derfor passende, at Parlamentet kom med et signal om de milepæle, som reformen efter dets opfattelse bør følge. Og Parlamentet anfører i Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen, som vi netop har vedtaget, og som jeg har stemt for, at vi skal fortsætte fremad, og at det derfor er nødvendigt at udstyre Den Europæiske Union med de nødvendige midler til at fuldføre det fælles projekt om fred og velfærd, der blev indledt for 50 år siden. Lad os håbe, at regeringskonferencen har det overblik, som de store udfordringer, som Unionen står over for, kræver, og at den følger den sti, som Parlamentet har anvist.
Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har vedtaget et ændringsforslag, der sigter på at føje følgende sætning til artikel 289 i Traktaten om De Europæiske Fællesskaber: "Dog træffer Europa-Parlamentet med absolut flertal af sine medlemmer afgørelse om placeringen af dets hjemsted og alle dets møder." Jeg vil gerne minde om, at dette punkt ikke er på regeringskonferencens dagsorden, hvis vigtigste formål er at tilpasse institutionerne til udvidelsen. I øvrigt er spørgsmålet om Europa-Parlamentets hjemsted blevet omtalt i en dom fra Domstolen (dom af 1. oktober 1997) og derefter fastslået med protokollen om fastlæggelse af institutionernes hjemsted, som er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten. Dette bør være tilstrækkeligt til at sørge for, at dette spørgsmål ikke bliver taget op på ny. Til dem, der har planer om at opbygge et EU, hvis arbejds- og beslutningssteder er samlet på ét sted, vil jeg sige, at vi mere end nogensinde tidligere bør skabe et demokratisk EU, der er tæt på alle sine borgere. Det drejer sig om selve Parlamentets identitet og de beføjelser, det kræver. Som fransk socialdemokrat og medlem af Europa-Parlamentet er jeg derfor meget imod ethvert forslag, der sigter på igen at sætte spørgsmålstegn ved Europa-Parlamentets hjemsted i Strasbourg. Det er, fru formand, årsagen til, at jeg har stemt imod dette forslag.
Udvidelsen af Den Europæiske Union er et af de vigtigste spørgsmål for Europas fremtid. Den igangværende regeringskonference har til formål at forberede EU på denne udvidelse. For at sikre den korrekte gennemførelse er der behov for en række institutionelle ændringer: EU skal gøres mere effektivt og mere demokratisk, balancen mellem de små og store lande skal opretholdes, og det er vigtigt, at regeringskonferencen afsluttes inden årsskiftet, så den påbegyndte udvidelse ikke forsinkes. Betænkningen om regeringskonferencen er Europa-Parlamentets bidrag til regeringskonferencen. Den drejer sig både om de nødvendige institutionelle reformer, som ikke blev løst med Amsterdam-traktaten, og en række yderligere spørgsmål, som ligeledes skal behandles inden udvidelsen. Vi, de svenske medlemmer Pierre Schori, Jan Andersson, Göran Färm og Ewa Hedkvist Petersen, bakker op om betænkningens hovedtræk, men vi ønsker at understrege følgende, hvor vi til dels har en anden opfattelse, hvilket var grunden til, at vi afstod fra at stemme ved den endelige afstemning. Europa-Parlamentets rolle er at repræsentere folket i Unionen. Udvidelsen medfører, at flere staters repræsentanter kommer i Parlamentet. For at vi kan bevare en effektiv beslutningsproces må fordelingen af pladserne ændres. Vi går ind for et loft på 700 medlemmer i Europa-Parlamentet. Fordelingen af antallet af medlemmer pr. land bestemmes af folketallet i det pågældende land gennem degressiv proportionalitet. Ved et eventuelt system med en europæisk valgkreds skal antallet af medlemmer ikke sættes i vejret. En ny stemmevægtning i Rådet er en forudsætning for en vellykket udvidelse af EU. Det er vigtigt, at løsningen bliver permanent og ikke kræver ændringer med fremtidige udvidelser. Der bør skabes en balance mellem princippet "Et land - en stemme" på den ene side og "En borger - en stemme" på den anden. Som et alternativ kan stemmevægtningen i Rådet beregnes fra grunden på basis af folketallet i de enkelte lande. Vi mener, at alle medlemsstater skal have et medlem i Kommissionen. Medlemmerne i Kommissionen arbejder for hele Unionen, og det er vigtigt for at skabe overensstemmelse mellem medlemsstaterne. Derfor skal der inden for Kommissionen findes viden og erfaring fra alle Unionens lande. På den måde styrker man ligeledes Kommissionens legitimitet. Opgaven med at beskytte Unionens interesser mod bedrageri skal ligge hos de enkelte medlemsstaters institutioner og ikke forestås af en overstatslig myndighed. Det er dog vigtigt og ønskværdigt, at der findes europæiske anklagere i alle medlemsstater, og at disse samarbejder. Det skal kræves enstemmighed i Rådet i spørgsmål af konstitutionel og grundlæggende karakter. Til disse hører også spørgsmål om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Et tættere samarbejde mellem mindst en tredjedel af medlemsstaterne kan ikke gælde forsvarssamarbejdet. EU-samarbejdet er i første omgang et civilt, europæisk projekt og bør adskilles fra det militære. Medlemsstaterne har forskellige baggrunde med hensyn til militæralliancer og alliancefrihed. I Köln og Helsinki gjorde vi store fremskridt med forberedelserne til en forebyggende krise- og konfliktstyring. Derfor er det vigtigt, at traktaten afspejler forskellen mellem det civile og det militære samarbejde. Gensidigt forpligtende militærbistand hører ikke hjemme i EU's traktater. Vi er ikke parat til at ophæve vores veto over for militært samarbejde.
Regeringskonferencens dagsorden er nu fastlagt af medlemsstaterne. Vi kender nu dens generelle omfang, og det er klart, at en stor del af denne beslutnings indhold, uanset dens berettigelse eller mangel på samme, ikke har noget med den at gøre. Selv om Parlamentet er i sin fulde ret til at være fremadstræbende, er det en fejl, at vi ikke koncentrerer vores bidrag om det, der rent faktisk skal drøftes og besluttes på regeringskonferencen. Jeg er bange for, at denne undladelse vil skade Parlamentets rygte og status, og at vi dermed ikke vil kunne yde det bidrag til regeringskonferencen, som vi har mulighed for.
Europas borgere og navnlig arbejdstagerne, landmændene, de små og mellemstore virksomheder, kvinderne, de unge, de nyfattige, alle, der lider på grund af EU's politikker, giver allerede nu på mere eller mindre kamplysten vis udtryk for deres forbitrelse over og modstand mod de unionseuropæiske tiltag. Men i stedet for at lytte til deres kvaler og støtte de krav, der stilles af disse samfundsgrupper, følger beslutningsforslaget om regeringskonferencen storkapitalens ordrer, stiller sig bag monopolernes ønske om militarisering af Europa, om interventioner i tredjelande, også militærinterventioner, og om yderligere begrænsning af den nationale uafhængighed og de enkelte landes folkelige suverænitet. Efter den fælles akt, Maastricht-traktaten og Amsterdam-traktaten tager EU nu, presset af udvidelsen og den nye orden, fat på spørgsmål, som ikke har kunnet løses på de foregående regeringskonferencer. På trods af erklæringer om det modsatte står vi over for en integreret plan for storkapitalens angreb på de demokratiske, sociale, kollektive og individuelle rettigheder og frihedsrettigheder, som arbejdstagerne har opnået med hårde kampe inden for rammerne af det borgerlige demokrati. Den Europæiske Union udnyttes som rambuk for imperialismen, for de multinationale, til at knuse befolkningernes oprør, knuse deres kamp for en bedre fremtid. Hovedformålet med de initiativer, der tages, angiveligt i demokratiets og "institutionernes effektivitets" navn, er at tjene monopolernes interesser, og de vil ganske givet blive konfronteret med Europas arbejdstagere, Europas befolkninger. Hvad betyder ellers den mere udbredte anvendelse af flertalsprincippet på grundlag af et flertal af stater og EU-borgere, hvis ikke det er udtryk for en total ligegyldighed over for og undervurdering af de "mindre" landes, de mindre udviklede regioners, de svageste samfundsgruppers og i det hele taget EU-arbejdstagernes og de folkelige samfundsgruppers interesser? Hvad betyder det ellers, når man vil fjerne de enkelte landes mulighed for at nedlægge veto, når deres vitale nationale interesser er berørt? Hvad betyder turnusordningen mellem de forskellige nationaliteter for medlemsskab af Kommissionen og den kendsgerning, at der ikke bliver en turnusordning for EU's formandskab, hvis ikke det skal bevirke, at et såkaldt mindre land holdes fjernt fra magtens centrum i lange tidsrum, hvilket gør det praktisk taget umuligt for det at forsvare egne interesser og befolkningens interesser, så vidt som dette nu er muligt inden for EU's rammer? Hvad betyder nedskæringen af antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet - på trods af forøgelsen af EU's medlemslande - hvis ikke det er en udelukkelse af de røster, der er til gene for storkapitalen og dens planer, og et forsøg på at fremme politiske procedurer, som ikke vil tillade alternative forslag og vil begrænse sig til magtændringer, der er indholdsløse og ufarlige for kapitalen? Hvorfor svækkes de nationale parlamenters rolle med en reel begrænsning af enhver form for demokratisk kontrol? Hvorfor ændres vægtningen af stemmerne i Rådet, så de store lande favoriseres i forhold til de små? Dette og alle de andre ting i Europa-Parlamentets beslutningsforslag, som medlemmerne af KKE vil stemme imod, og i øvrigt også alt, hvad der indgår i Kommissionens seneste forslag, kan kun føre til ét resultat. Europas befolkninger kan ikke forvente noget som helst positivt af denne regeringskonference. Deres rettigheder er deres egen sag, og de er de eneste, der kan forsvare dem med deres egne kampe. Kampe, som EU kommer til at opleve som mere og mere intense, mere og mere dynamiske, også selv om Unionen forsøger at bedrage, kaste blår i øjnene og indsukre den bitre pille, så den bliver nemmere at sluge. Kampe, som vil føre frem til EU-befolkningernes fælles aktion, til en paneuropæisk, magtfuld folkelig front mod EU og dets politik, en kamp for et andet Europa uden herskere, uden udnyttelse og uden krige.
, skriftlig. (FR) De planlagte institutionelle ændringer med henblik på EU's udvidelse, hvad enten de drejer sig om sammensætningen af Kommissionen, vægtningen af landenes repræsentation eller afstemninger med kvalificeret flertal, besvarer ikke det grundlæggende spørgsmål, der rejser sig 10 år efter Berlinmurens fald: Hvilket EU ønsker vi at leve i? EU's politik adskiller de mest udviklede regioner fra enhver solidarisk logik, hvilket accelererer spaltningen af de multinationale føderationer. Den pålægger tvungne privatiseringer. Unionen fører især en politik som en brandmand, der lider af pyromani, på Balkan, hvor vi endnu ikke kan overskue de politiske, sociale og økologiske konsekvenser. Planen for stabilitet i Sydøsteuropa er en fiasko. Erklæringerne fra regeringerne i Østeuropa om loyalitet over for NATO forhindrer ikke EU i at udvise foragt for disse lande og gøre dem til genstand for en asocial politik. Det er nødvendigt at skabe et andet EU, der er i stand til at blive udvidet mod øst og mod syd til alle de befolkninger, der demokratisk udtrykker et ønske herom. En reel offentlig debat, der samler alle befolkninger i arbejdet med at udforme et charter om rettigheder, et projekt for det fælles samfund, vil gøre det muligt at gå den rigtige vej. Det er årsagen til, at vi har stemt imod denne betænkning.
, skriftlig. (FR) Jeg beklager ikke at kunne afgive en positiv stemme for betænkningen, der indeholder Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen, på trods af de bestræbelser især ordføreren hr. Dimitrakopoulos har udfoldet for til en vis grad at tilgodese de små medlemsstaters interesser og følsomme punkter. Det er utilstedeligt at ville nedskære den mindste nationale delegation, nemlig Storhertugdømmet Luxembourg, med en tredjedel, selv om man ikke går i detaljer med at fastsætte degressivitet for de store delegationer. Der er andre overdrivelser i denne faktiske "indkøbsliste", man har stemt for her, som jeg nævnte i mit indlæg i går, især hvad angår sammensætningen af Kommissionen og beslutningsprocedurerne. Afstemning med enstemmighed kan ikke begrænses til at gælde beslutninger af konstitutionel karakter. Det er fuldstændig urealistisk og utopisk at tro, at medlemmerne af de nationale parlamenter vil ratificere en traktat, der indeholder en opløsning af deres rettigheder, der er lige så unyttig som uacceptabel, og reelt vil være en kastrering af de nationale parlamenter. Formålet med regeringskonferencen er ikke at forøge Unionens kompetencer, men derimod at tilpasse Unionens evne til at fungere i en Union, der er udvidet fra 15 til 26 eller måske endda 30 medlemsstater. Med disse overdrivelser har et flertal af Parlamentet ydet EU en dårlig tjeneste.
, skriftlig. (SV) Regeringskonferencen er en historisk mulighed, hvor medlemsstaterne kan udvikle EU til en demokratisk, åben og effektiv organisation, og derfor beklager vi, at medlemsstaternes regeringer ikke har den politiske vilje til en tilbundsgående reform af Unionen. Vi glæder os derfor over, at Parlamentet tager udfordringen med at reformere Unionen i denne retning op, men vi ønsker at præcisere vores synspunkt som følger: En Union med 25-30 medlemsstater kan ikke fungere som en Union med 15 medlemsstater, men vi har behov for både en gennemgang af institutionernes funktion og en klarere arbejdsfordeling mellem medlemsstater og EU. EU kan kun fungere effektivt og demokratisk, hvis EU udelukkende beskæftiger sig med de grænseoverskridende spørgsmål, mens de øvrige spørgsmål hovedsagelig skal løses på nationalt plan. Det vanskelige ved regeringskonferencen er at finde den rette balance mellem ønsket om at skabe en effektiv og demokratisk union, samtidig med at man tager hensyn til den historiske magtbalance mellem små og store medlemsstater, det vil sige, man må tage hensyn til, at EU er en union af både folk og stater. På denne baggrund finder vi, at det er vigtigt, at man ved denne regeringskonference fastsætter Kommissionens størrelse til en kommissær pr. medlemsstat. Med hensyn til magtfordelingen i Rådet har Kommissionen foreslået et system med dobbelt flertal i visse spørgsmål, det vil sige, at der kræves et flertal af medlemsstaterne, men disse lande skal ligeledes udgøre et flertal af borgerne, for at en beslutning kan gennemføres. Dette er vigtigt ud fra et demokratisk synspunkt med tanke på, at det dermed tydeliggøres, at det er folket, der står bag stemmerne. Folkepartiet støtter Kommissionens forslag, men understreger, at de små lande ikke må stilles ringere. Parlamentet bør have 700 pladser, som skal fordeles efter folketallet i henhold til en degressivt proportional fordelingsnøgle. Vi stiller os positivt med hensyn til at prøve et nyt system med europæiske lister, det vil sige, at et begrænset antal af de 700 pladser skal kunne besættes inden for en fælles valgkreds. Vi er klar over, at europæiske lister i øjeblikket har en begrænset forankring hos borgerne, men vi tror på, at et supplerende system med europæiske lister på længere sigt vil kunne føre til en styrket europæisk identitet. Et EU med omkring 25-30 medlemsstater vil medføre, at flere lande vil udnytte muligheden for, at nogle lande kan gå længere end andre på visse politiske områder (det såkaldte tættere samarbejde). Vi mener ikke, at dette bør ses som en permanent løsning på problemet, når EU bliver udvidet. Risikoen med et a la carte-Europa består i, at helheden og grundtanken med EU-samarbejdet går tabt. Der er fare for, at sammenholdet mellem de samarbejdende lande slår revner, noget, som kan få meget negative konsekvenser for Unionen som sådan. Fleksibiliteten bør snarere ses som et midlertidigt alternativ for lande, som endnu ikke er modne eller tilstrækkeligt velforberedte til at indgå i et tættere samarbejde. Amsterdam-traktatens formuleringer om et tættere samarbejde er derfor en passende og acceptabel løsning. Alt for mange koncentriske cirkler fører til et system, der er vanskeligt at overskue. Unionens fælles mål skal fremmes inden for rammerne af et sådant samarbejde, og ingen medlemsstater må udelukkes fra at deltage. Vi bifalder EU's forbedrede muligheder for at drive en troværdig udenrigs- og sikkerhedspolitik, så EU kan påtage sig et større ansvar med hensyn til at løse konflikter i sit nærområde. Samtidig understreger vi, at denne udvikling ikke må føre til, at vi får to parallelle organisationer for konfliktløsning, som konkurrerer indbyrdes. Derfor er det vigtigt at understrege, at denne udvikling skal ske i et tæt samarbejde mellem NATO og EU, og at repræsentanter for disse organisationer snarest sætter sig ned og bliver enige om en tilfredsstillende arbejdsfordeling.
Selv om jeg ikke kan gå ind for hvert eneste komma i betænkningen, støtter jeg dens hovedtendenser. Hvis vi ønsker en vellykket udvidelse, er der behov for en række nøglereformer. En Union, der ikke kan træffe beslutninger, vil ikke være nyttig for hverken nuværende medlemmer eller ansøgerlande. Derfor må vi øge brugen af kvalificeret flertal ved afstemninger i Rådet for at undgå en lammelse af beslutningsprocessen, vi må begrænse antallet af kommissærer, så Unionens udøvende organ fortsat kan være effektivt, og vi må begrænse antallet af parlamentsmedlemmer til 700, så Parlamentet kan fungere effektivt. Vi må fortsat forbedre Fællesskabets evne til ekstern handling og gennemføre en yderligere demokratisering af Unionens nøgleaktiviteter.
Europa-Parlamentet har endnu en gang indtaget en principiel holdning uden hold i virkeligheden i forbindelse med de institutionelle spørgsmål. Som det har for vane, forfølger det uden hæmsko en føderalistisk linje. Det er således tilfældet med forslagene til næsten total afskaffelse af regelen om enstemmighed, almindelig udbredelse af princippet om medbestemmelse, institutionaliseringen af de europæiske politiske partier, oprettelsen af en europæisk valgkreds, integrationen af Vestunionen, styrkelsen af Europol eller en mere udpræget og generel konstitutionaliseringen af traktaterne. Det er nogle skridt, som vi altid utvetydigt har taget afstand fra, og som vi fortsat vil tage afstand fra. Med den foreliggende betænkning foreslås der imidlertid nye og utilstedelige skridt. Med det argument, at der er behov for en institutionel tilpasning for at klare den planlagte udvidelse, foreslås der nu faktisk en enorm styrkelse - på forskellige niveauer - af de store landes beslutningsmagt og en uacceptabel reduktion af den magt, der i dag bliver givet til de små og mellemstore, idet der implicit foreslås og tilskyndes til oprettelsen af politiske ledelser, som er fuldstændig utilstedelige, endog med mulighed for planer om et "forstærket samarbejde". Vi modsætter os naturligvis disse skridt. Med vedtagelsen af en sådan betænkning forholder Europa-Parlamentet sig imidlertid samtidig ligegyldigt over for åbenbare og tydeligt presserende aspekter som f.eks. behovet for at overvinde eller i det mindste reducere de dybtgående demokratiske underskud, at ændre de monetære retningslinjer - nærmere bestemt stabilitetspagten - som er baggrunden for de aktuelle socialdemokratiske svøber som arbejdsløshed og mangel på beskæftigelse, at ændre statutten for Den Europæiske Centralbank med henblik på at sikre en større gennemsigtighed og kontrol med og begrænsning af dens beføjelser, at virkeliggøre det allerede knæsatte princip om økonomisk og social samhørighed, som er et helt nødvendigt grundlag for et solidarisk og fremtidssikret Europa. Ved at tage disse skridt ville Europa-Parlamentet gøre sig selv ære. Hvis det vælger dem, der er fremlagt i Dimitrakopoulos og Leinen-betænkningen, betyder det en voksende afstand fra de befolkninger, som det ønsker at repræsentere. Derfor stemmer vi imod.
Regeringskonferencens kompleksitet kræver nødvendigvis en kompliceret reaktion fra Europa-Parlamentet. Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen dækker en lang række spørgsmål, som bør behandles inden for rammerne af regeringskonferencen, der finder sted i resten af 2000. Den debat, der er gået i gang mellem medlemsstaterne, afspejles i de synspunkter, der kommer til udtryk i Europa-Parlamentet, og det gælder også spændingerne med hensyn til regeringskonferencens omfang. Labour i Europa-Parlamentet mener, at det er vigtigt at afslutte regeringskonferencen inden udgangen af 2000, så EU kan være fuldt forberedt på udvidelsen. For at opnå dette mener vi, at regeringskonferencens rolle skal begrænses til at "rydde op" i de udestående punkter fra Amsterdam plus et begrænset antal andre spørgsmål. Labour i Europa-Parlamentet har stemt i overensstemmelse med denne holdning og givet udtryk for vores bekymring på følgende punkter: Der hersker tvivl om, hvorvidt det er praktisk gennemførligt med en supplerende europæisk liste fra 2009, hvor 10% af parlamentsmedlemmerne skal vælges i en fælleseuropæisk valgkreds. Vi er bekymrede over den europæiske anklagemyndigheds arbejde, samtidig med at vi lægger vægt på at beskytte Unionens interesser og ressourcer imod svig på hele Fællesskabets område. På samme måde skal lovgivningsforanstaltninger på det strafferetlige område over for svig, der skader Unionens interesser, planlægges meget omhyggeligt. Labour i Europa-Parlamentet mener, at enstemmighed ikke skal begrænses til forfatningsmæssige spørgsmål, da spørgsmål vedrørende beskatning og socialsikring skal behandles nationalt. En konstitutionalisering af traktaterne og en opdeling i to er ikke acceptabelt for Labour i Europa-Parlamentet, og den samme bekymring vedrørende enstemmighed gør sig gældende her. Labour i Europa-Parlamentet ønsker et charter om grundlæggende rettigheder, men indtil charterets indhold er fastlagt, bør spørgsmålet om, hvorvidt det skal være juridisk bindende, stå åbent. Selv om der er behov for øget koordinering på europæisk plan af vores luftrum (det vil sige Eurocontrol), skal tjenesteudbuddet forblive på nationalt plan - Kommissionen har aldrig foreslået en enkelt instans, og Eurocontrol findes allerede som koordinerende organ. Kommissionen har ikke tidligere opfordret til oprettelse af en enkelt europæisk instans for flyvekontrol, og ønsket i betænkningen er overflødigt.
Som repræsentant for De Kristelige Demokrater fra Sverige, som anser udvidelsen mod øst som det klart vigtigste spørgsmål for EU, vil jeg gerne fremsætte følgende bemærkninger før stats- og regeringschefernes kommende behandling af Den Europæiske Unions magtbeføjelser og beslutningsprocedurer, den såkaldte regeringskonference: 1) Der bør være en kommissær pr. medlemsstat (punkt 10). Det drejer sig om Kommissionen legitimitet, folkelige forankring og fremtid. 2) Der bør være mindst seks medlemmer af Europa-Parlamentet pr. medlemsstat og derefter et degressivt proportionalt system som i dag (punkt 3.2), og ikke som det foreslås af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender kun fire medlemmer pr. medlemsstat og derefter et udelukkende proportionalt system. Dette er nødvendigt for at afspejle den politiske bredde og mangfoldighed i de enkelte medlemsstater. 3) Der bør ikke være fælleseuropæiske lister eller en fælles EU-valgkreds (punkt 4). For ikke at gøre afstanden mellem vælgere og folkevalgte endnu større skal medlemsstaterne bestå som valgkredse. 4) Man bør ikke fastsætte tallet 700 som loft for antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet (punkt 3), men der bør være mulighed for en vis fleksibilitet afhængigt af antallet af medlemsstater i EU. 5) Der bør ikke indføres EU-finansiering af partier, som arbejder på europæisk plan, og heller ikke en demokratisk risikabel og positiv udelukkelsesprocedure (punkt 6). 6) Beslutninger med kvalificeret flertal i Rådet skal ikke træffes ved simpelt flertal blandt medlemsstaterne. Dette bør i stedet være to tredjedele (punkt 8) - dette for at styrke legitimiteten. 7) En så alvorlig beslutning som udelukkelse af en medlemsstat skal kræve enstemmighed blandt de øvrige medlemsstater, ikke som foreslået af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender med fire femtedele (punkt 29), 8) Socialsikring skal ikke betragtes som et spørgsmål af fælles interesse (punkt 42), men bør forblive under den nationale lovgivningskompetence i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. 9) EU's finansiering skal ikke være helt uafhængig af medlemsstaternes bidrag (punkt 44.4). 10) Respekten for alliancefrie staters forsvarspolitiske løsninger og egen beslutningsret skal tydeligt opretholdes inden for rammerne af FUSP (punkt 34). 11) Subsidiaritetsprincippet (der savnes desværre fuldstændige henvisninger til dette princip i betænkningen) skal integreres på en sådan måde, at EU's kompetence koncentreres til klart definerede, grænseoverskridende kernespørgsmål for at gøre det lettere for borgerne i de enkelte medlemsstater at finde ud af, hvilket organ der har ansvaret for hvad. De nationale parlamenter og de lokale myndigheder skal spille en vigtig rolle ved at sikre overholdelsen af subsidiaritetsprincippet og kontrollere regeringernes adfærd i Rådet.
Da Europa-Parlamentet i dag slog sine synspunkter vedrørende regeringskonferencen fast, anbefalede jeg løsninger, der også tilgodeser de små landes interesser. Tendenserne til mindre forståelse for de mindre landes behov i Parlamentet vil øge modsætningerne mellem Parlamentet og Ministerrådet. Jeg er foruroliget over, at der ikke findes vilje til en afbalanceret løsning vedrørende stemmevægtningen i Ministerrådet og antallet af kommissærer, hvor man kunne tilgodese både små og store medlemsstaters interesser. Jeg har gennem min gruppe stillet et ændringsforslag, der har til formål at garantere, at alle et lands nationaliteter og regioner er repræsenteret i Parlamentet. Jeg støttede også det forslag, som understregede regionale ministres ret til at deltage ved Ministerrådets møder i sager, som falder inden for rammerne af deres selvbestemmelsesret. Derimod ønsker jeg at udtrykke min tilfredshed med, at der er så stor opmærksomhed om EF-Domstolens funktion. Regeringskonferencen må nu tage hensyn til Parlamentets konstruktive forslag. Jeg er yderst forbavset over forslagene om, at Europa-Parlamentets medlemmer skulle have ret til at deltage i udnævnelsen af dommerne. Finland støtter forslaget om, at Kommissionen kan få mandat til at føre handelsforhandlinger om tjenesteydelser og immaterielle rettigheder i henhold til en afgørelse med kvalificeret flertal i Rådet. Da Rådet træffer beslutning om forhandlingsmandater på denne måde, bør der også være krav om Parlamentets deltagelse. Ellers går den demokratiske og parlamentariske kontrol over handelsforhandlingerne tabt. Da jeg anser betænkningen for useriøs med hensyn til kravet til beslutningstagning i Rådet, udnævnelsen af dommere og antallet af medlemmer i Parlamentet, stemte jeg imod betænkningen ved den endelige afstemning (238 stemmer for, 147 stemmer imod og 73 hverken for eller imod). Eftersom betænkningen er omfattende, og der hersker stor uenighed, får Parlamentets synspunkter kun ringe betydning.
Hermed nåede vi til ende med afstemningstiden. (Mødet udsat kl. 14.02 og genoptaget kl. 15.00)
Jeg ville blot bede Dem om at undersøge, om hr. Berlusconis navn ikke ved en fejltagelse skulle være blevet opført på den tilstedeværelsesliste, der er medtaget i gårsdagens protokol. Jeg mener nemlig ikke, at hr. Berlusconi var til stede i går.
Fru Frassoni, de ansvarlige tjenestegrene vil naturligvis foretage en kontrol, og det på en meget enkel måde, nemlig ved at spørge hr. Berlusconi selv eller hans assistenter, om han var til stede i går.
Hr. formand, med hensyn til det, fru Frassoni sagde, har vi her til morgen sendt et brev til formand Fontaine. Vi kunne nemlig også godt tænke os at vide, hvordan det kan være, at hr. Berlusconi, der har travlt med valgkampagnen i Italien, står opført på tilstedeværelseslisten. Vi kunne godt tænke os at vide, hvad det er for en spøgefugl, der står bag denne meget dårlige spøg, eller om der ligger noget bag, som ikke har noget med politik at gøre. Vi har derfor bedt fru Fontaine, Parlamentets formand, om at være så venlig at foretage en intern undersøgelse, som vi håber bliver afsluttet i løbet af den lille mødeperiode i starten af maj.
Det er naturligvis en forkastelig episode, hr. Fiori, og jeg håber, at man med denne undersøgelse kan kaste fuldstændigt lys over denne sag.
Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0342/2000 af McKenna, Cohn-Bendit, Gahrton, Lucas, Lagendijk, Schroedter, Hautala og Lannoye for Verts/ALE-gruppen om FN's embargo mod Irak; B5-0344/2000 af Cox, Nicholson of Winterbourne og Haarder for ELDR-gruppen om Irak; B5-0346/2000 af Collins for UEN-gruppen om Irak; B5-0349/2000 af Marset Campos, Vinci, Boudjenah, Brie og Morgantini for GUE/NGL-gruppen om evaluering af embargoen mod Irak; B5-0364/2000 af Le Pen, de Gaulle, Gollnisch, Lang og Martinez for TDI-gruppen om evaluering af embargoen mod Irak; B5-0365/2000 af Buttiglione og Morillon for PPE-DE-gruppen om den truende krise mellem FN og Irak; B5-0374/2000 af Naïr, Schori, Wiersma, Swoboda, Sakellariou og Martínez Martínez for PSE-gruppen om situationen i Irak.
Hr. formand, det er meget vigtigt at påpege, at sanktioner i sig selv er en form for krigsførelse. De er rettet mod de mest uskyldige civile, de uskyldige i samfundet, navnlig børn, de mest sårbare. Sanktionerne imod Irak er blevet et masseødelæggelsesvåben imod landets hjælpeløse befolkning. Over 200 børn dør hver eneste dag. Det er ikke acceptabelt. Vi kan ikke tillade, at dette fortsætter. Denis Halliday, som trådte tilbage fra sin post som direktør for FN's humanitære mission i Irak i protest mod sanktionerne, bekræftede UNICEF's statistikker om, at 5.000 til 6.000 børn dør hver måned som et direkte resultat af sanktionerne. Mary Robinson, højkommissæren for menneskerettigheder, har udtalt sig imod sanktioner for længe siden. Hun sagde, at man ikke kan forvente, at hun fordømmer brud på menneskerettighederne andre steder i verden, og så lader FN selv være ansvarlig for det, der sker i Irak som følge af sanktionerne. I februar fulgte Hans von Sponek, FN's humanitære koordinator i Irak, i Denis Hallidays fodspor, da han ligeledes trådte tilbage i protest mod de igangværende sanktioner og bombningen af den irakiske befolkning. Få timer efter hans tilbagetræden trådte chefen for Verdensfødevareprogrammet i Irak siden januar 1999 ligeledes tilbage i protest mod sanktionerne. Disse opsigelser må få verdenssamfundet til på ny at overveje begrundelsen for at fortsætte sanktionspolitikken og bombningerne. Jeg vil gerne påpege, at 70 kongresmedlemmer har sendt et brev til Bill Clinton i USA, hvori de bad ham ophæve embargoen, bad ham ophæve sammenkædningen mellem de økonomiske sanktioner og de militære sanktioner, der i øjeblikket anvendes over for Irak. Det er ikke blot her i Europa, at folk er bekymrede, det er over hele verden. Hvis nogen så den glimrende dokumentarudsendelse af den verdensberømte journalist John Pilger, kunne de se, hvad det er, der sker. Kan vi tillade, at dette fortsætter, uden at sige noget om det? Det er en himmelråbende overtrædelse af de internationale menneskerettighedslove. Sanktionerne er rettet mod samfundets mest sårbare og påfører dem lidelser, og samtidig lider landets elite og de mennesker, der er en del af Saddam Husseins regime, ikke under sanktionerne. Det er den jævne befolkning, der lider. Vi kan ikke tillade, at dette fortsætter. Det er forkert, og de amerikanske kongresmedlemmer, der sendte brevet til Bill Clinton, har ret: Vi må fjerne sammenkoblingen mellem de økonomiske sanktioner og de militære sanktioner, der anvendes i øjeblikket. Vi må også behandle de bombninger, der finder sted uden FN-mandat. Det er fuldstændig uacceptabelt. En hel familie blev udslettet ved disse bombninger, hvilket fremgik af John Pilgers dokumentarprogram. Det er noget, vi ikke kan ignorere, og vi må sætte en stopper for denne umenneskelige politik.
Hr. formand, først vil jeg gerne sige til min kollega og ven fru McKenna, at jeg er enig i alt, hvad hun sagde. Ingen af Parlamentets medlemmer kan være uberørt af den fortvivlende situation, som så mange irakere befinder sig i. Forholdene er blevet beskrevet af respekterede internationale organer som UNICEF. Vi har ingen som helst grund til at betvivle deres sandhedsværdi. Der er mangel på vigtige levnedsmidler og landbrugsinfrastruktur, der resulterer i alvorlige ernæringsproblemer. Irak, engang et af de økonomisk mest velstående lande i regionen, reduceres til underudvikling. Men vi må ikke gøre os nogen illusioner med hensyn til det irakiske regimes rolle i befolkningens lidelser. Regimets konstante afvisning af at gennemføre FN's resolutioner fuldt ud har ført til en situation, hvor sanktionerne fortsat hviler tungt på landet næsten 10 år efter Iraks invasion af Kuwait. Endvidere har regimets afvisning af at acceptere olie-for-mad-programmet gennem fem år bestemt bidraget til den humanitære situation. Her i Parlamentet har vi gode hensigter over for Iraks befolkning, og vi nærer et seriøst ønske om en fredelig og varig løsning. Vi må koncentrere vores foranstaltninger om at overtale Irak til at gennemføre FN-resolutionerne. Vi må gøre det helt klart i dette forum, at FN-resolutioner er juridisk bindende for alle FN's medlemmer. Europa-Parlamentet må ikke på nogen måde undergrave legitimiteten af sådanne resolutioner. Ethvert forsøg på noget sådant vil være vand på det irakiske regimes propagandamølle. Regimet har selv mulighed for at få FN's sanktioner ophævet. Hidtil har regimet beklageligvis foretrukket at lade sin befolkning blive truet af sygdom og sult frem for at respektere folkeretten. En fuldstændig gennemførelse af resolution 1284 forpligter bl.a. Irak til at samarbejde med Røde Kors om overvågning af tilbageholdtes hjemvenden. Vi må huske på, at Parlamentet i januar enstemmigt vedtog en beslutning, hvori vi opfordrede Irak til i det mindste at svare på Røde Kors' henvendelser om, hvor de savnede kuwaitere, som der findes dokumentation for, befinder sig. Jeg har også mødt nogle af disse mennesker. Jeg har delt deres lidelser med dem. Vi skal helt klart forstå, at det er en tragedie i sig selv. Vi er som en lus mellem to negle. Det er hjertegribende at se uskyldige børn blive ofret af deres egne ledere ud fra udelukkende personlige, politiske motiver.
Hr. formand, her i Parlamentet har vi i de sidste dage set en usædvanligt stærk dokumentarfilm om konsekvenserne af embargoen mod Irak, og det vil jeg gerne takke Patricia McKenna for. Civilbefolkningen, kvinder, mænd og børn dør på grund af embargoen. Jeg vil ikke nævne tallene endnu en gang, for dem kender vi, og de er blevet gentaget meget ofte her i Parlamentet. Men hvilken modsætning og hvilken tragedie! De rige og stærke vestlige lande dræber og udsulter befolkningerne under påskud af at forsvare menneskerettighederne! Da der var krig i Jugoslavien, bombede amerikanske fly konstant byerne og dræbte civile. Det er bedre at sige sandheden, nemlig at USA's interesser er vigtigere end befolkningernes motiver. Vi vil i dag stemme for et meget vigtigt forslag, nemlig et beslutningsforslag, hvor vi beder om, at sanktionerne og embargoen hører op. Efter min mening skal vi så også handle derefter og føre vores beslutning konkret ud i livet. Det er uden tvivl vigtigt, at Irak får en anden politik, og det er nødvendigt at kontrollere og afskaffe de våben, der findes i Irak, men der er i den forbindelse rigtigt mange dokumenter, som viser, at atomvåben og kemiske våben allerede er blevet afskaffet. Og dette er absolut nødvendigt. Jeg mener dog også, at man bør føre en klar politik for at afskaffe atomvåben de steder i Mellemøsten, hvor man har sådanne våben. F.eks. er Israel fuldt af atomvåben, og der er ingen, der beder Israel om at afskaffe disse våben. I Kairo stemte EU desværre ikke for den resolution, som Egypten anmodede om. Man bør efter min mening gøre den størst mulige indsats for, at denne verden virkelig bliver fri for atomvåben. I dag vil jeg også gerne takke Dennis Halliday, som fru McKenna talte om, og som er ansvarlig for olie for mad-programmet. I en verden af hyklere og karrierejægere var Dennis Halliday modig nok til at sige: "Jeg kan ikke stå her og tie om de konsekvenser, jeg ser for det irakiske folk, og om den falskhed, USA's ministerier udviser". Der er ingen tvivl om, at Saddam Hussein er ansvarlig og skyldig, men hvor er man også ansvarlig og skyldig, når man fortsætter med at føre en politik, der fastholder et folk i elendighed, et folk som det irakiske, der har en rig historie og kultur, et folk, der består af kvinder, børn og mennesker, som beder om at få lov til at leve. Jeg håber, at enden på embargoen mod Irak bliver enden på alle embargoer i verden. Jeg tror, at dette er vigtigt for os alle sammen.
Hr. formand, kære kolleger, netop nu, hvor vi taler om et dramatisk tema, der er en skam for os, er hverken hr. Ford eller alle de andre store personligheder i Parlamentet til stede, og ikke desto mindre har embargoen allerede nu varet i 10 år i Irak, 10 år, kære kolleger. Man tror på krigen og missilerne, giftgasserne er det slut med, men de beskidte virkninger af denne krig, der aldrig har været ren, fortsætter. Der bombarderes stadig både i nord og i syd. Man brænder kornmarkerne af i et land, der har opfundet landbruget, og man brænder dadelpalmer af dagligt. I går fortalte en præst i DNA, Strasbourg-avisen, hvordan han havde sat livet på spil blot ved at rejse rundt i urlandet Babylons land. For dem, der som jeg og som Den Nationale Front rejser dertil og kører ambulancer og transporterer medikamenter, er Irak en umådelig stor koncentrationslejr. Vestmagterne beskytter 18 millioner kvinder, mænd, børn og gamle, en hel arabisk befolkning, der er fange i sit eget land. Millioner af døde hver dag, i hundredvis af børn, et folkedrab, der er systematisk, videnskabeligt, minutiøst, planlagt, kynisk og fordærvet. Man angriber ikke kun fysisk og berøver folk fødevarer, mælk, kød og frugter, man angriber også psykisk. Der findes ingen bøger. Selv blyanter er forbudte under påskud af, at blyantsstifterne kunne anvendes som kølelegemer på atomkraftværkerne. Der findes skoler, men der er intet papir. Der findes læger, men ingen medikamenter. Der findes hospitaler, men her har man ingenting. Dette er forkasteligt. Vi siger til dem, at de kan få fødevarer for olie. Men vi fratager dem både den olie, der tilhører dem, og de fødevarer, som de kan købe. Og med hvilken ret, kære kolleger, især De, som ikke er til stede? Forhold Dem ikke tavse! Bliv ikke medskyldige! FN-funktionærer siger deres stillinger op. Vi skal ikke som belgierne i Rwanda komme 30 år efter og sige undskyld eller som Sankt Peter, der gør knæfald overalt. Det vil tjene EU's ære at tale for disse unge arabere og dette storslåede folk, som vi sender ud i mørket. Det er udmærket at beklage illusoriske farer i Wien, men overtrædelsen af menneskerettighederne finder sted i Bagdad. Lad os håbe, at Nabuchodonosor fra Washington befrier dette folk, der er slave i sit eget hus. Vi må se at få dem ud af denne ulykke. Jeg appellerer til Deres samvittighed! Europa fralægger sig ethvert ansvar! Som i 1936, da man forblev tavse med hensyn til det, der foregik i Spanien, og som man har været tavse med hensyn til lejrene, er man nu begyndt at forblive tavse med hensyn til Irak. Vi må ikke vente, da dette folk kan forsvinde. Hr. formand, kære kolleger, jeg beder Dem om at handle hurtigt!
Hr. formand, kære kolleger, hvis vi om kort tid kan fremlægge en fælles beslutning for Parlamentet, er det ikke alene fordi vi har til hensigt at opnå en god samvittighed ved effektivt at fordømme forlængelsen af en embargo, som alle er enige om aldrig har nået sit mål. Det er også fordi vi tror, der er en reel mulighed for at forebygge en ny risiko for at udløse militære aktioner i dette land på baggrund af erfaringerne fra vores kollega Buttiglione, der har været i Irak, og som har advaret os om, at man i dag ikke kan se bort fra risikoen for, at bombardementerne vil blive genoptaget. Han har haft lejlighed til at mødes med repræsentanter for den irakiske regering, fra hvilke han kan have opnået en forpligtelse til at overholde De Forenede Nationers resolutioner. Det er årsagen til, at han på det tidspunkt forpligtede sig til, at der sendes et kraftigt signal fra Parlamentet til det irakiske folk i det omfang, landets regering accepterer at gennemføre FN's resolutioner. Vi har forpligtet os til at anmode om en øjeblikkelig ophævelse af våbenembargoen. Det er formålet med den fælles beslutning, De vil få forelagt om lidt, og som vi er blevet enige om med samtlige grupper sådan, at den bestemt ikke behøver nogen ændringsforslag for at markere Parlamentets enstemmighed over for dette smertelige problem.
Hr. formand, jeg kan kun erklære mig enig i de indlæg, vi netop har hørt, især indlægget fra hr. Morillon. Vi kan virkelig ikke fortsætte med at acceptere denne situation. Vi kan i øvrigt glæde os over i dag at fremlægge en beslutning til afstemning i Parlamentet, og jeg kunne godt tænke mig, at man benytter lejligheden til at ændre sit repertoire en smule med denne beslutning om situationen i Irak, der for første gang har opnået tilslutning fra næsten samtlige politiske grupper. En sådan enstemmighed giver tillid, idet samtlige underskrivere af denne beslutning er enige om det essentielle, og det er de ganske simpelt, fordi vi i dag ved, at det essentielle er en bestemt opfattelse af menneskelighed, relationer mellem befolkninger, værdier, kort sagt den civilisation, Europa sætter i centrum for sin identitet. Denne beslutning, hr. formand, taler klart om overholdelse af FN's resolutioner, især resolution 687, 688 og 1293 samt resolution 1284, som vi beder om at få uddybet nærmere. Det er i øvrigt vigtigt at nævne, at sidstnævnte er blevet stemt igennem af bare to medlemmer af Sikkerhedsrådet imod opfattelsen hos tre andre medlemmer, der undlod at stemme. Det vil sige, hr. formand, at det irakiske regime hverken er befriet fra sit ansvar eller sine forpligtelser. Det betyder også, at det internationale samfund for første gang har vist sig at være i overensstemmelse med de principper, det forsvarer, idet FN's forskellige udvalg er enige om at konstatere, at Iraks styre praktisk talt har gennemført alle resolutionerne med undtagelse af mindre vigtige punkter, der enten drejer sig om fortolkninger eller detaljer. På dette punkt adskiller min opfattelse sig en smule fra hr. Collins'. Resultatet er, at disse uoverensstemmelser mellem Irak og det internationale samfund ikke berettiger en opretholdelse af embargoen. Vi skal huske på, at det irakiske folk er uskyldigt. Men det er det og ikke dets ledere, der aldrig er blevet demokratisk valgt, der i dag med menneskeliv betaler prisen for denne embargo. Den tidligere ansvarlige for FN's program "olie for mad", hr. Hans von Sponek, som fru McKenna omtalte for et øjeblik siden, sagde: "Jeg er et menneskeligt væsen med en ånd og et hjerte, og jeg kunne ikke længere tolerere det, jeg så i Irak." Han besluttede at forlade sin post. Misforholdet mellem de stadig nye krav fra visse medlemmer af Sikkerhedsrådet for at fastholde en nådesløs embargo med de konsekvenser, det har for det irakiske folk er - og her vejer jeg mine ord - rent ud sagt forfærdende! UNICEF taler om en halv million døde børn, siden denne embargo startede for ni år siden, og det er sket med den største ligegyldighed fra de civiliserede samfund. Jeg vil godt minde om, at loven i en krigstilstand omfatter respekt for civile. Jeg vil også gerne minde om, at en mangelsituation for befolkningen ikke bør føre til hungersnød. Dette er også en af de store hjørnestene i den vestlige civilisation! Vores beslutning, hr. formand, er meget sammenhængende. Vi anmoder først og fremmest om, at man respekterer samtlige FN's resolutioner, en nærmere forklaring på resolution 1284 og som følge heraf ophævelse af embargoen, en fortsat overvågning af det irakiske styre, samtlige parters overholdelse af bestemmelserne i FN's charter, herunder de medlemmer af Sikkerhedsrådet, der udfører militære aktioner uden for international lovlighed, samt endelig en indsats for at finde en overordnet politisk løsning. Kun dette, hr. formand, kan reelt svække de autoritære regimer og fremme samarbejdet mellem alle befolkninger i området. EU bør for en gangs skyld tale med en europæisk røst!
Hr. formand, hr. Morillon har allerede forklaret min gruppes holdning, som går ud på at vedtage den fælles beslutning. Jeg vil dog gerne selv henvise til proceduren, som i dette tilfælde forekommer mig vigtig. Vi er i gang med en debat om aktuelle, uopsættelige og særlig vigtige problemer, en debat, som er blevet devalueret i den forstand, at vi ikke får en redegørelse fra Rådet, sådan som Parlamentet havde anmodet om, da det optog dette punkt som en redegørelse fra Rådet. Uden at kunne fremlægge noget gyldigt argument vil jeg gerne sige, at jeg synes, at den holdning, som Rådet har lagt for dagen, er en mangel på respekt for Parlamentet, især når Parlamentet giver Rådet lejlighed til at komme med en redegørelse om en hvilken som helst sag i henhold til bestemmelserne i forretningsordenens artikel 37. Det er virkelig selvmodsigende, at Parlamentet ikke kan få en redegørelse fra Rådet om et så følsomt spørgsmål som dette. Jeg vil derfor gerne, hr. formand, meddele, at min politiske gruppe har til hensigt på det kommende møde i Udvalget om Udenrigsanliggender at anmode om, at dette udvalg med baggrund i forretningsordenens artikel 42 fremsætter et mundtligt spørgsmål til Rådet, så Rådet kommer med et svar. Hvis dette initiativ ikke nyder fremme, vil min politiske gruppe med baggrund i samme artikel fremsætte et mundtligt spørgsmål til Rådet, så Rådet reelt tager Parlamentets uro og bekymringer alvorligt, og at det reelt iværksætter det, der er fastsat i traktaterne, det vil sige informere Parlamentet om og inddrage det i alle de forhold, som berører og bekymrer Den Europæiske Unions borgere.
Hr. Salafranca, jeg tror, at De og de, der er af samme opfattelse som Dem, kan gøre Formandskonferencen lydhør over for problemet. Formandskonferencen afholder snart møde netop her i Strasbourg for at fastlægge programmet for de kommende mødeperioder. I den forbindelse kunne man opfordre til det, De lige foreslog.
Hr. formand, jeg er lige så bekymret som alle andre i Parlamentet over den irakiske befolknings lidelser som følge af sanktionerne, men også på grund af deres egen regerings handlinger. Vi bør alle huske på, at sanktioner undertiden er bedre end de alternativer, vi kan være tvunget til at overveje. Hvis vi skal støtte denne beslutning, skal Irak helt klart opfylde sine forpligtelser i henhold til alle FN's resolutioner. Som Parlament må vi stå ved vores beslutning fra januar i år, hvor vi kræver, at alle kuwaitere og andre ikkeirakiske statsborgere, der stadig holdes fængslet i Irak, løslades. Jeg havde lejlighed til at besøge Irak i sidste måned. Jeg mødte familierne til de kuwaitiske fanger. Jeg kan sige Dem, at fædre ikke glemmer deres sønner, brødre ikke glemmer deres brødre, børn ikke glemmer deres fædre; det må vi heller ikke her i Parlamentet. Vi skal minde Saddam Hussein om, at han må opfylde sine forpligtelser over for det internationale samfund, og vi vil så opfylde vores forpligtelser over for Irak.
Hr. formand, Kommissionen deler den bekymring, der er udtrykt i løbet af forhandlingerne. Den beklager Iraks beslutning om ikke at acceptere FN's Sikkerhedsråds resolution 1284. Som især hr. Collins og hr. Morillon har bemærket, forsinker denne beslutning igangsætningen af det nye kontrolinstrument og dermed en smidigere forvaltning af sanktionerne. Vi er af den opfattelse, at programmet "olie for mad" stadig er den bedste løsning på kort sigt for at lindre det irakiske folks lidelser, og vi mener, at den irakiske regering bør ændre sin ikkesamarbejdspolitik for i stedet, som det er blevet sagt, at opfylde samtlige FN's Sikkerhedsråds resolutioner. Siden Golfkrigen har Fællesskabet været den vigtigste yder af humanitær bistand til Irak. Vi har ydet godt 240 millioner euro for at afhjælpe det irakiske folks betydelige lidelser. Vi kunne i øvrigt have udrettet mere, hvis ikke den irakiske regering havde pålagt ngo'ernes aktiviteter restriktioner, der skader gennemførelsen af de humanitære hjælpeprogrammer i Irak. Når det er sagt, er vi udmærket godt klar over, at den humanitære bistand kun på kort sigt kan lindre nogle af virkningerne af denne forfærdelige økonomiske og menneskelige situation. Den økonomiske situation i Irak kan kun forbedres gennem en udvikling af de økonomiske aktiviteter efter ophævelsen af sanktionerne, hvilket medfører, at man måske mere end i dag inddrager den irakiske regering i en dialog om at gennemføre Sikkerhedsrådets resolutioner. På dette punkt tilslutter vi os forslaget til beslutning.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i eftermiddag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-350/2000 af Markov, Vinci, Papayannakis og Ainardi for GUE/NGL-gruppen om Tjetjenien; B5-0363/2000 af Malmström, Haarder, Maaten og Nicholson of Winterbourne for ELDR-gruppen om Tjetjenien; B5-0366/2000 af Oostlander og Posselt for PPE-DE-gruppen om Tjetjenien; B5-0375/2000 af Sakellariou og Krehl for PSE-gruppen om Tjetjenien; B5-0387/2000 af Schroedter, Cohn-Bendit og Gahrton for Verts/ALE-gruppen om den væbnede konflikt i Republikken Tjetjenien.
Hr. formand, Parlamentet har i længere tid beskæftiget sig med situationen i og omkring Tjetjenien. Vi har med bekymring fulgt, hvordan fundamentalistiske islamiske kræfter har forsøgt at løsrive Tjetjenien fra Den Russiske Republik. Vi vender os kategorisk imod enhver form for terrorisme og støtter kampen mod terrorisme i ethvert land i verden. For mig udgør ethvert lands territoriale integritet og suverænitet et ukrænkeligt grundprincip. I flere måneder har der imidlertid raset en krig i Tjetjenien, som ikke kan begrundes med alle disse argumenter. Jeg har tilbragt over seks år af mit liv i Rusland og føler mig meget knyttet til dette land. Så meget mere berører det mig, at Rusland reagerer på en fuldkommen uforholdsmæssig måde i tjetjenienkonflikten og anvender militær magt. Det er for mig absolut uacceptabelt at måtte tage den russiske hærs krænkelser af den humanitære folkeret til efterretning. Jeg beklager og er dybt foruroliget over, at det også i Rusland igen er blevet normal politik at tænke i militære kategorier. Den ældgamle sandhed om, at der endnu aldrig er opnået en varig løsning på en konflikt med militære midler, må igen vinde gehør. Det er på allerhøjeste tid at afslutte denne krig og finde vejen til en politisk løsning på konflikten, så vanskeligt og kompliceret det end måtte være. Men derudover er der behov for en enorm kraftanstrengelse for at genopbygge den ødelagte region for de mennesker, der har mistet hjem og ejendele på grund af krigen, og igen gøre den værd at leve i. Kun på den måde er det på langt sigt muligt at skabe fred i dette arnested for konflikter. Min gruppe støtter det foreliggende forslag, og vi anser det for nødvendigt, at Parlamentet sammen med parlamentsmedlemmerne fra Dumaen tager initiativ til at finde muligheder, så der omgående kan skabes fred.
Hr. formand, for 10 dage siden vendte FN's menneskerettighedskommissær, Mary Robinson, hjem fra en rejse til Rusland, hvor hun skulle undersøge situationen i Tjetjenien med hensyn til brud på menneskerettighederne. Mary Robinson fik kun begrænset adgang. Hun blev nægtet et møde med den russiske præsident og fik en meget ydmygende behandling. I sin rapport til FN's møde om menneskerettigheder i Genève redegør Mary Robinson for vidnesbyrd fra enkeltpersoner om meget alvorlige overtrædelser i Tjetjenien. De vidner, hun mødte, berettede om mord på civile, tilfælde af summarisk rettergang, henrettelser, voldtægter, tortur og bortførelser. Disse overgreb kan aldrig bortforklares under henvisning til indre anliggender. Vi har et globalt ansvar for at forsvare de grundlæggende rettigheder. Overtrædelser af disse kan ikke - må ikke - ses som indre anliggender. FN's højkommissær skal fortsat have støtte til sit arbejde. Europa-Parlamentet har ved flere lejligheder udtrykt uro over situationen i Tjetjenien. Vi støtter Europarådets beslutning fra sidste uge om at suspendere Rusland, hvis landet ikke indfører foranstaltninger. For en liberal kan hensynet til handel og kortsigtede fordele ikke gå forud for forsvaret af menneskerettighederne. Derfor reagerer vi kraftigt imod disse overgreb, men det er også grunden til, at vi anser det for meget vigtigt at samarbejde med demokratiske kræfter i Rusland og med den nye regering. Vi håber derfor, at vi kan få sammensat en fælles delegation fra Europa-Parlamentet og fra den russiske Duma, der kan tage til Tjetjenien og diskutere, undersøge og få en dialog i gang på stedet. Vi forudsætter, at Rusland medvirker og lader delegationen rejse frit. Vi håber desuden, at EU lidt efter lidt kan bidrage til et genopbygningsprogram i regionen.
Hr. formand, krigen i Tjetjenien chokerer os alle sammen overordentlig meget på grund af den måde, hvorpå den føres. En guerilla bekæmpes, uden at civilbefolkningen i den forbindelse skånes, tværtimod udsættes også civilbefolkningen i allerhøjeste grad for de grusomheder, som en krig kan medføre. Mens den første krig om Tjetjenien endnu kunne fremkalde sympati hos os som en kamp for autonomi og uafhængighed, så man kunne få orden i sagerne i sit eget område, må vi nu sige, at man, efter at denne krig egentlig endte godt for tjetjenerne, ikke har brugt den mellemliggende tid, og at Tjetjenien som land er blevet et fuldstændigt kaos, hvor kidnapning hører til dagens orden, og hvor borgernes sikkerhed er forsvundet. Der fandt dengang på et vist tidspunkt endda en invasion sted af tjetjenske generaler i Dagestan, en aktion, som virkelig ikke fortjente nogen som helst sympati. Vi ser derfor, at der er forskellige strømninger inden for Tjetjenien. På den ene side strømningen med militæret, som mere søger samarbejde med Afghanistan eller regner med Iran, hvad angår støtte fra dem. De andre to grupperinger søger mere en politisk løsning. Den ene mere på en måde, som er beslægtet med, hvad vi i Vesteuropa egentlig også ville mene, og den anden, hvis løsning på ny er et forbedret forhold til Rusland. Tjetjeniens præsident har kun begrænset kontrol over tropperne i sit land. Det glæder os at høre, at Maskadov ikke støtter sine militære styrkers aktioner. Vi sætter også stor pris på at høre, at det efterhånden indrømmes, at hr. Putin indirekte optager kontakt med de tjetjenske myndigheder. Vi konstaterer endvidere, at Europarådet har indtaget en holdning. Vi ved fra den russiske delegation, som var til stede her indtil i går, at det var et hårdt slag for dem, og vi har talt udførligt med dem om det. Vi har også hørt, at et tilsagn er muligt om en blandet parlamentarisk delegation, som på de bedste betingelser på ad hoc-basis udfører en informationsopgave for at kunne kigge overalt i Tjetjeniens område, hvor de finder det nødvendigt. Noget sådant bør finde sted meget hurtigt, og jeg synes, det er vigtigt, at der i beslutningsforslaget, som foreligger på grundlag af den liberale tekst, er optaget et ændringsforslag, der går ud på dette. Vi støtter, hvad det angår, et overordentligt kort beslutningsforslag, måske det korteste, der nogensinde er udarbejdet her i Parlamentet, bestående af de første to punkter i det liberale beslutningsforslag fulgt af det punkt, hvori Europarådets beslutninger nævnes. Vi vil gerne stemme imod artikel 1, fordi denne endnu en gang drejer sig om støtte til denne udtalelse, som vi hellere vil erstatte med vores egen udtalelse. Vi vil derfor gerne støtte artikel 2 i det liberale beslutningsforslag og endvidere også ændringsforslag 2, som vedrører den blandede parlamentariske delegation, som måske også i fremtiden kan opnå noget mere, for det er fremtiden, det gælder om. Delegationen skal undersøge, hvad man kan gøre for fortsat at forsvare menneskerettighederne i regionen, men den skal også undersøge, hvad vi kan gøre i fremtiden for at hjælpe Tjetjenien på vej mod en demokratisk retsstat. Hvem ved, om der ved hjælp af Den Europæiske Union og Rusland engang i Kaukasusområdet kunne oprettes en stabilitetspagt for Kaukasus. Hr. formand, derfor støtter vi et beslutningsforslag, som oprindeligt ikke var vores, men som i øjeblikket giver det bedste grundlag for en udtalelse fra Parlamentet.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg skal ikke gentage det, de tre foregående talere har sagt, og som jeg fuldt ud kan tilslutte mig. Desuden vil min kollega Swoboda sige noget om det indholdsmæssige i denne krig. Her i Parlamentet er der meget, meget bred enighed om fordømmelsen af krigen mod civilpersoner i Tjetjenien og fordømmelsen af den terrorisme, der er udgået fra Tjetjenien, og også om, at vi ønsker at opretholde gode og særlige relationer til Rusland. På den anden side er vi fast besluttet på ikke blot at se til, når Rusland med denne krig i Tjetjenien overtræder alle internationale konventioner. Vi støtter fuldt ud forslaget fra hr. Lukin, medformand i fællesudvalget for Europa-Parlamentet og den russiske Duma, om at sende en fact finding mission til Tjetjenien og dér indhente informationer på selve stedet. Vi vil på et senere tidspunkt, det vil sige efter denne delegations tilbagekomst, benytte disse informationer til i en stor debat her i Parlamentet under deltagelse af Rådet og Kommissionen at vedtage en virkelig velbegrundet beslutning. Derfor og kun derfor plæderer vi i Den Socialdemokratiske Gruppe for, at vi ikke vedtager et beslutningsforslag i dag - det ville i øvrigt allerede være det syvende - og først venter, til vi faktisk har disse informationer, for derefter i en større debat at nå frem til en fælles beslutning.
Hr. formand, først vil jeg gerne sige, at vi på grund af politisk pragmatisme og på grund af loyalitet over for det arbejde, som vi udfører sammen med de andre grupper i Parlamentet, vil støtte en fælles holdning, hvori den grundlæggende støtte til Det Europæiske Råds beslutning og til udsendelsen af en fælles delegation fra Dumaen og Europa-Parlamentet er omhandlet. Vi bør også sige, at vi ikke deler denne form for stilhed, som spreder sig om disse spørgsmål i Europa-Parlamentet, som om det var en lavtliggende tåge, som efterhånden dækker det hele. Vi har endog set, at selv Det Europæiske Råd udviser mere mod end Parlamentet. Det er skammeligt, hvad der er sket i Tjetjenien, hvor man knuser et helt folk, og det er også skammeligt, at vi her i Parlamentet har skullet lytte til Mister PESC tale om spørgsmål som "en afbalanceret magtanvendelse" eller anbefale de russiske myndigheder, at de reducerer konfliktens intensitet. Hvad er en afbalanceret anvendelse i et tilfælde som Tjetjenien? Hvad betyder afbalanceret? Dette er uacceptabelt. Hvad betyder det at reducere konfliktens intensitet i Tjetjenien? Betyder det måske, at man holder op med at begå massakrer mod kvinder og børn? At man holder op med at bombe hospitalerne? Vi vil gerne bede om en forklaring. Vi vil naturligvis blive ved med at mene, at der er tilstrækkelige grunde til at ophæve samarbejdsaftalen i henhold til menneskerettighedsklausulen. Jeg vil gerne afslutte med at sige, at jeg fuldt ud tilslutter mig det, som min kollega Daniel Cohn-Bendit sagde her i Parlamentet: I det Europa og i den verden, vi gerne vil opbygge, må det nu være slut med at påberåbe sig indre anliggender for at dække over denne slags overgreb på hele folkeslag, det må være slut med den slags undskyldninger. Der findes ikke indre anliggender i den verden, vi ønsker at opbygge. Enten findes menneskerettighederne, eller også findes de ikke.
Hr. formand, vores gruppe støtter kraftigt den korte beslutning fra Den Liberale Gruppe, som også i det væsentlige bygger på en idé fra os, fordi vi vil vise tredobbelt solidaritet. For det første solidaritet med det tjetjenske folk, der fortsat er udsat for en akut trussel om folkemord, for det er dét, det drejer det sig om, og om energiinteresser. Når der før blev talt om en ordnende faktor, vil jeg gerne sige, at det 20. århundrede har været fuldt af stærke mænd, som via efterretningstjenester og på anden måde har anrettet kaos for derefter at kunne profilere og præsentere sig selv som ordnende faktor. Det må vi heller ikke acceptere fra Putins side - det vil jeg gerne sige helt klart. Derfor skal det tjetjenske folk beskyttes mod at blive offer for et folkemord, der først og fremmest er begrundet i råstofinteresser. For det andet er vi solidariske med vores kolleger ovre på den anden side af Ill, med kollegerne i Europarådets Parlamentariske Forsamling, som har foretaget et modigt skridt, og som vi ikke bør stå tilbage for i kampen for menneskerettighederne. For det tredje vil vi vise solidaritet med det russiske folk, for krigen i Tjetjenien truer i nationalismens tegn med at blive det omdrejningspunkt, som man vil forsøge at benytte til at afskaffe retsstatslige forhold og pressefrihed, som i Rusland stadig har en svag position, og skrue tiden tilbage i Rusland. Netop når man står på det russiske folks side, må man arbejde for, at det ikke skal lykkes at afskaffe pressefriheden i Rusland, som det tydeligvis er sket i Babitskij-sagen og i mange andre enkeltsager, og for, at Rusland fortsat bevæger sig i retning mod frihed og større tilnærmelse til Europa. Derfor siger vi helt klart ja til skridt, der modarbejder denne uheldige udvikling, og vi mener, det er vigtigt, at Parlamentet hurtigt selv kommer til stede i Tjetjenien og følger det eksempel, som Europarådet og også FN-kommissær Robinson har vist. Vores fælles delegation tager snart afsted. Det ville være et stort fremskridt, hvis det skulle lykkes. Og som sagt er det helt afgørende, at vi entydigt gør det klart, at vi står på menneskerettighedernes side, både hvad det tjetjenske og det russiske folk angår. Vi vil hjælpe begge befolkninger, og begge befolkninger har ret til at følge den vej, der fører til frihed og til en passende plads i det internationale samfund.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, udenrigspolitik skal være baseret på moralske grundværdier og principper, men også på, om der kan opnås resultater svarende til målsætningerne, hvilket ikke må forveksles med opportunisme. På baggrund heraf støtter jeg alt det, der her er sagt om fordømmelsen af den barbariske krig, som Rusland fører, en krig, der minder om de værste perioder i Sovjetunionen. Vi ønsker imidlertid et Rusland, som ikke er en direkte efterfølger af Sovjetunionen, men et nyt Rusland. Om den nye præsident Putin kan garantere dette, er for mig et særdeles åbent spørgsmål, i det mindste efter det, jeg hidtil har set. Derfor rokker det ikke ved vores fordømmelse af denne krig, at vi ganske vist fordømmer terrorismen, men i den russiske holdning ser en fuldkommen urimelig, upassende og uacceptabel reaktion. Det skal fordømmes. Alligevel bør vi ikke glemme, at vi i denne sag samtidig vil opnå noget, som er vigtigt for freden i Europa som helhed og i verden, nemlig en dialog med Rusland og i sidste ende et partnerskab med Rusland. Desværre bliver dette ganske vist i dag accepteret af Rusland i ord, men ikke i handlinger. Derfor anser jeg det også for vigtigt, at der eksisterer denne fælles delegation af parlamentsmedlemmer. Samtidig med, at rådsformandskabet og Kommissionen repræsenterer de moralske værdier og fordømmer denne krig, er det deres opgave at stræbe efter, at vi støtter de kræfter, der desværre er alt for svagt repræsenteret i Rusland, men som alligevel ønsker at følge en europæisk kurs forstået som et europæisk partnerskab, et partnerskab med Den Europæiske Union. Lad os stå fast på fordømmelsen af krigen og delegationens besøg. Efter delegationens besøg skal vi drage konsekvenserne. Hvis konsekvenserne skal være skrappe, bør vi i bevidsthed om disse ting ikke vige tilbage fra det.
Hr. formand, endnu en gang diskuterer vi i dette forum situationen i Tjetjenien. Kommissionen og medlemsstaterne har i løbet af de seneste dage afholdt adskillige møder med de russiske parter. Ministrenes trojka den 7. april i Moskva med hr. Putin og hr. Ivanov og samarbejdsrådet med Rusland sidste mandag i Luxembourg. Under disse forhandlinger gentog vi vores primære krav: en standsning af fjendtlighederne og en politisk dialog, adgang for og tilstedeværelse af internationale og humanitære organisationer, nedsættelse af uafhængige kommissioner til undersøgelse af eventuelle overtrædelser af menneskerettighederne. Alle disse krav er også indarbejdet i Europa-Parlamentets beslutning og i henstillingen fra Europarådets parlamentariske forsamling. Som fremhævet af Europa-Parlamentet har vi ikke fået et tilfredsstillende svar fra de russiske myndigheder på disse anmodninger. Vi kan blot notere, at opgaverne for EU's og ECHO's ambassadører endelig er blevet accepteret af hr. Ivanov på det sidste møde i samarbejdsrådet. Diskussionerne for nylig i Europarådet og Menneskerettighedsudvalget i Genève samt her i Parlamentet giver udtryk for en voksende bekymring i den europæiske opinion. Vi fra vores side støtter kravet fremsat over for Rusland af FN's menneskerettighedskommissær, Mary Robinson, om på grundlag af internationalt anerkendte kriterier at nedsætte en bredt sammensat og uafhængig kommission, der skal undersøge eventuelle overtrædelser af menneskerettighederne. Rådet (almindelige anliggender) understregede på sit møde sidste mandag det vigtige i at fastholde en dialog, der på samme tid er åben og meget ærlig, med de russiske myndigheder, herunder også på dette område. Vi mener, at gennemførelsen af partnerskabsaftalen bør følges op af Rusland på alle punkter - og jeg mener virkelig alle punkter - for at give flere resultater, end vi har på nuværende tidspunkt.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i eftermiddag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: Jødiske fanger i Iran B5-0340/2000 af Belder og van Dam for EDD-gruppen om jødiske fanger i Iran; B5-0351/2000 af Sylla, Brie og Morgantini for GUE/NGL-gruppen om fanger anklaget for spionage i Iran; B5-0362/2000 af De Clercq for ELDR-gruppen om 13 jøder og otte iranske muslimer, der forfølges i Iran; B5-0367/2000 af Morillon, Trakatellis, de Sarnez og Maij-Weggen for PPE-DE-gruppen om iranske jøder, der trues med dødsstraf; B5-0378/2000 af Titley, Zimmeray og Karamanou for PSE-gruppen om fanger i Iran anklagede for spionage for Israel og USA; B5-0383/2000 af Jonckheer, Sörensen og Cohn-Bendit for Verts/ALE-gruppen om fanger i Iran anklagede for spionage for Israel og USA. Akin Birdal B5-0352/2000 af Uca, Marset Campos, Korakas, Papayannakis, Morgantini, Ainardi og Miranda for GUE/NGL-gruppen om den nye anholdelse af Akin Birdal i Tyrkiet; B5-0358/2000 af Malmström, Thors, Ludford og Duff for ELDR-gruppen om anholdelsen af Akin Birdal i Tyrkiet; B5-0368/2000 af Salafranca Sánchez-Neyra og Morillon for PPE-DE-gruppen om respekten for de fundamentale demokratiske rettigheder i Tyrkiet; B5-0379/2000 af Sakellariou og Schori for PSE-gruppen om fængslingen af Akin Birdal; B5-0385/2000 af Cohn-Bendit, Ceyun, Frassoni og Flautre for Verts/ALE-gruppen om fængslingen af Akin Birdal, tidligere formand for menneskerettighedsorganisationen i Tyrkiet og næstformand i Den Internationale Menneskerettighedsorganisation (IFRM). Tibet B5-0343/2000 af Messner for Verts/ALE-gruppen om det tibetanske spørgsmål på FN's Menneskerettighedskommissions 56. møde; B5-0353/2000 af Sjöstedt, Eriksson og Morgantini for GUE/NGL-gruppen om Tibet; B5-0361/2000 af Malmström for ELDR-gruppen om Tibet; B5-0369/2000 af Thomas Mann for PPE-DE-gruppen om Tibet; B5-0373/2000 af Muscardini for UEN-gruppen om Tibet; B5-0377/2000 af Sakellariou for PSE-gruppen om Tibet. Dødsstraf i USA - B5-0341/2000 af Frassoni og Wuori for Verts/ALE-gruppen om afskaffelse af dødsstraffen i USA, med særlig henvisning til dommen over Juan Raul Garza; B5-0354/2000 af Boudjenah, Brie, Di Lello Finuoli, Manisco, González Álvarez, Miranda, Korakas og Papayannakis for GUE/NGL-gruppen om anvendelse af dødsstraf i USA; B5-0359/2000 af Haarder for ELDR-gruppen om afskaffelse af dødsstraffen i USA, med særlig henvisning til dommen over Juan Raul Garza; B5-0370/2000 af Bethell for PPE-DE-gruppen om afskaffelse af dødsstraffen i USA; B5-0376/2000 af Titley for PSE-gruppen om afskaffelse af dødsstraffen i USA, med særlig henvisning til dommen over Juan Raul Garza. Zimbabwe B5-0381/2000 af Corrie og Elles for PPE-DE-gruppen om situationen i Zimbabwe; B5-0382/2000 af Mulder for ELDR-gruppen om Zimbabwe; B5-0386/2000 af Maes, Lucas, Rod, Lannoye og Schörling for Verts/ALE-gruppen om Zimbabwe; B5-0389/2000 af van den Berg for PSE-gruppen om Zimbabwe. Jødiske fanger i Iran
Hr. formand, hvad sigter det foreliggende fælles beslutningsforslag mod? Faktisk en korrekt og offentlig retssag mod de 13 medlemmer af det jødiske samfund i den sydiranske by Shiraz. Europa-Parlamentet bestrider slet ikke Den Islamiske Republik Irans ret til at vende sig mod udenlandske spionageforsøg og, i tilfælde af afgørende bevisbyrde, at straffe disse. Problemet er imidlertid, at anholdelsen og fængslingen af de 13 jøder fra Shiraz indtil nu er en ren karikatur af en normal retssag, notabene en procedure, som Den Islamiske Republiks grundlov selv fastsætter! Hvilke fundamentale indvendinger har vi så imod de iranske myndigheders retslige optræden? Allerførst blev der rettet skiftende, lidet plausible beskyldninger mod de anklagede. F.eks. proselytisme mod islam og fælles undervisning af drenge og piger, en krænkelse af den adskillelse af kønnene inden for undervisning, som er sædvanlig i landet. Sidstnævnte anklage lød meget lidt troværdig for det ortodokse jødiske samfund i Shiraz. Til sidst fremkom de officielle anklagere med det næsten stereotype tema spionage for "Amerika og zionisterne", det vil sige staten Israel. Og således hænger dødsstraffen over hovedet på disse 13 jøder. Det har den vel at mærke gjort i mere end et år, for de blev arresteret i marts 1999. Hele affæren lugter imidlertid stærkt af den uophørlige magtkamp mellem den reformvenlige lejr omkring præsident Khatami og de konservative omkring revolutionsleder Khamenei. Og det sker på bekostning af et værgeløst jødisk mindretal på ca. 30.000 mennesker. Hvilken holdning bør Europa-Parlamentet indtage i denne vanskelige, indenrigspolitiske kamp, i betragtning af den konkrete sag med de 13 jøder i Shiraz? Støtte af de iranske kræfter, som åbent siger, at de stræber efter et samfund, der er baseret på loven og menneskerettigheder, og som er åbne over for kontakter med Vesten, er da fuldstændigt indlysende. Dette principielle valg indebærer samtidig, at de, der følger den hårde linje i Den Islamiske Republik, ikke skal have noget påskud til at sabotere denne lovende reformkurs. Vores ændringsforslag til punkt 5 er netop baseret på denne sidstnævnte overvejelse. Iranske fundamentalister vil nok med det samme benytte sig af lejligheden og betegne den europæiske anmodning af Teheran om at støtte den fuldstændige afskaffelse af dødsstraffen - vel at mærke en bestemmelse, som direkte strider imod den islamiske lovgivning - shari'a - som et fornyet forsøg på ødelæggende (!) vestliggørelse af deres egen Islamiske Republik. Og efter deres opfattelse er afskaffelse af shari'a ensbetydende med afskaffelse af den nuværende iranske statsform. Denne tilføjelse fremmer kort sagt overhovedet ikke de 13 jøders sag i Shiraz. Europa-Parlamentet må derfor netop i denne sag om liv og død ikke levere propagandistisk ammunition til de ultrakonservative i Iran, som i de seneste år bestemt er trængt over i defensiven af Khatami og dennes tilhængere. Hvad vi forestiller os, er en klar, juridisk afvikling af denne tragedie, som forhåbentlig ender med løsladelsen af alle fanger. Det ville virkelig tilføre en smuk side til det jødiske samfunds godt 2.500-årige historie i persernes land. Gud give det.
Hr. formand, i dag starter retssagen i Teheran mod de 13 iranske jøder, der er anklaget for spionage. Retssagen foregår for lukkede døre. Disse personer har været indespærrede i adskillige måneder under forhold, vi næsten intet kendskab har til. Det var først i forgårs, advokaterne, hvoraf nogle er blevet beskikket, har fået adgang til sagens akter. Der er overhovedet ingen garanti for forsvarets rettigheder. Jeg frygter derfor, at der kun er tale om en skueproces, selv om den alvorlige anklage kan føre til dødsstraf. Da sagen startede, kunne vi høre visse af styrets højtstående embedsmænd offentligt opfordre til at dræbe dem med det samme. Denne sag - og det tror jeg, alle er overbeviste om - der er helt igennem fabrikeret, har mobiliseret den internationale opinion i meget høj grad. Den kraftige mobilisering, der har fundet sted overalt i verden og også i dag her i Strasbourg, har haft en effekt, idet de iranske ledere har bøjet deres holdning især ved at erklære, at størstedelen af de tiltalte ikke længere skal møde i retten anklaget for spionage, hvilket er det samme som dødsstraf. Tre er blevet løsladt mod kaution, og endelig har domstolen nu til morgen meddelt, at retssagen er blevet udskudt til den 1. maj, hvilket er et skridt i den rigtige retning. Dog er der nogle af de omtalte personer, der stadig kan risikere dødsstraf, og de øvrige hårde straffe. De forskellige holdningsskift hos myndighederne viser klart deres rådvildhed. Indtil sidste øjeblik har de været ude af stand til klart at definere anklagepunkterne. Det er ligeledes klart, at opfølgningen af denne proces delvist afhænger af, hvordan den politiske situation udvikler sig i Iran. De seneste parlamentsvalg i februar markerede den nuværende reformretnings sejr over de konservative, som omfatter de mest ekstremistiske elementer. Retssagen indledes således på et meget specielt tidspunkt. På den ene side kommer der fra Iran tegn på åbning og fremskridt, mens de konservative på den anden side forsøger at hage sig fast i magten ved at udnytte alle de midler, de har til rådighed. Denne sag med de 13 iranske jøder risikerer derfor at blive brugt af den ene gruppe imod den anden som et led i disses interne konflikter. I denne kamp er der ikke meget plads til retfærdighed og endnu mindre til menneskerettigheder. Vi er derfor absolut nødt til at reagere. EU støtter sig til værdierne i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948. Iran, der er medlem af FN, bør ligeledes respektere disse. Dette er grunden til, at vi skal kræve løsladelse af fangerne, de 13 iranske jøder, men også de otte andre muslimske fanger og studerende, som vi overhovedet ikke ved noget om. Vi bør også henvende os til EU's regeringer og få dem til at gøre det samme. Vi anmoder endvidere om, at observatører overværer retssagen, idet offentlige retsforhandlinger er en grundlæggende regel for at gennemføre en retfærdig retssag. Endelig bør vi sige højt og tydeligt, at udviklingen i vores forhold til Iran vil afhænge af overholdelsen af menneskerettighederne i dette land.
Hr. formand, hr. kommissær Lamy, kære kolleger, siden 1979 er 15 jøder blevet henrettet i Iran anklaget for spionage, men især for at være jøder. I dag åbnes der en ny proces i Chiraz, i syd. 13 jøder og otte muslimer, der også har været tilbageholdt gennem et år i de iranske fængsler, risikerer at blive hængt. Den yngste er kun 16 år gammel. Allerede i september krævede Parlamentet med fasthed, at man respekterede disse fangers grundlæggende ret til at få en retfærdig, korrekt og offentlig retssag, advokater efter eget valg og tilstedeværelse af internationale observatører. Med sejren til de mere moderate elementer ved det sidste valg troede vi, vi var blevet hørt. Ikke desto mindre er det en parodi af en proces, der tegner sig med en undtagelsesprocedure afholdt for lukkede døre for en revolutionær domstol ledet af en eneste dommer, der er religiøs af overbevisning. Hvad angår observatører, har Teheran indtil nu ikke udstedt nogen visa. Det betyder, at vi er meget skuffede, skuffede og bekymrede. Vi kræver fortsat med den største fasthed, at det internationale samfund får mulighed for at følge denne sag helt til afslutningen. Derudover opfordrer Europa-Parlamentet på anmodning fra Den Liberale Gruppe Rådet til øjeblikkeligt at udsende en officiel delegation for at besøge fangerne. Der bliver ikke nogen intern sag, når det drejer sig om overtrædelse af menneskerettighederne. Vores følelser står i forhold til vores bekymring. Lad os gøre det fuldstændigt klart. I dag har Irans eventuelle tilbagevenden til det internationale samfund en pris. Vi håber, at, Rådet og Kommissionen uden tvetydighed vil slutte sig til vores holdning. Vi bør forblive uforsonlige på dette punkt: Menneskerettighederne kan ikke forhandles.
Hr. formand, hr. kommissær, hvis vi var de eneste, der havde hævet stemmen de seneste dage for at advare myndighederne i Iran, ville 13 iranere anklaget for spionage udelukkende under foregivende af at have haft relationer med slægtninge i en anden del af verden netop i dette øjeblik være blevet dømt for lukkede døre ved en undtagelsesprocedure, der ikke ville have levnet dem nogen chance for at bevare de mest elementære rettigheder til at få et forsvar. De har netop fået bekræftet med vores kollega Syllas egne ord, at denne således planlagte pseudokendelse i det mindste er blevet udsat nogle dage. Det betyder, at den anden fælles beslutning Parlamentet vil stemme igennem om denne sag, mere end nogen anden begrunder en undersøgelse efter hasteproceduren. Det vil også sige, at denne beslutning, der fastslår vores harme, har chancer for at blive hørt i Iran, hvor resultatet af det seneste valg har fremkaldt håb om en positiv udvikling på dette område, hvor - alle har allerede sagt det før mig - vi har en pligt til fortsat at være på vagt, hvad angår menneskets mest elementære rettigheder.
Hr. formand, da vi for nogle måneder siden blev klar over, at de 13 iranske jøder var blevet fængslet, det er nu et år siden, var vi bekymrede over deres skæbne. De iranske myndigheder, der ønskede at berolige os, sagde på det tidspunkt: "Det er ikke en racistisk proces, fordi der sammen med de 13 jøder også er mange muslimer, der er arresteret og anklaget for den samme forbrydelse." I dag indledes retssagen udelukkende mod de iranske jøder adskilt fra de medanklagede muslimer, hvilket for os beviser, hvis et bevis overhovedet skulle være nødvendigt, at denne retssag, som vi nu har fået at vide vil blive udskudt, ikke er en reel retssag. For nogle år siden, hr. formand, kære kolleger, husker De, og det er blevet nævnt, at "et antal iranske jøder blev arresteret for spionage for Israel."? De blev dømt på dette grundlag, og de blev hængt. Hvem er de anklagede? Det er nødvendigt at gentage det her. Det drejer sig om en skomager, en kirkegårdsbetjent, en ung mand, der endnu ikke er fyldt 16 år, og to oldinge. Man har svært ved at tro, at disse personer kan bringe det iranske demokrati i fare. Hvad anklager man dem for? Det ved vi faktisk ikke! Vi har ikke ret til at kende anklagen. Et brev til en familie i Israel har måske været tilstrækkeligt til at udløse denne sag. Vi har i en tidligere beslutning og i gentagne breve støttet af formanden anmodet om at besøge fangerne. Det er blevet afslået. Vi har dernæst bedt om at møde familierne, der, så vidt jeg ved, ikke lever skjult. Det er også blevet afslået. Vi har anmodet om - og der er tale om en støttet beslutning - at kunne overvære retssagen. Dette er indtil nu blevet afslået. Hr. formand, kære kolleger, vi bør tage forholdsregler, der står nøjagtigt i forhold til den risiko, disse 13 personer løber, og med kraft gentage vores anmodning om at sende observatører til denne retssag, vores anmodning om at få adgang til sagens akter og vores uforsonlighed i forholdet til Iran. Jeg ønsker ikke, at vi en dag om ikke så længe skal vågne op og høre, at disse 13 personer er blevet henrettet, fordi de var jøder.
Hr. formand, kære kolleger, også Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance støtter helhjertet det fælles beslutningsforslag, som vi i dag vil sætte under afstemning. Jeg tilslutter mig også alle de tidligere talere. Men jeg tilslutter mig også de massive protester, som allerede i en rum tid har fundet sted i hele verden i forbindelse med denne sag, som f.eks. i dag kl. 18.00 i Bruxelles foran den iranske ambassade. Det er en speciel dag i dag, den 13. april 2000, dagen for den såkaldte "retssag". Allerede i 1979, 1993, 1998 og 1999 er der fra Europa-Parlamentet sendt beslutninger til dette land, men hvad sker der med dem? Gennem Amnesty International og jødiske familier og organisationer har vi hørt, at der den 8. marts 1999 blev tilbageholdt og arresteret 13 iranske jøder og ligeledes muslimer. Den yngste er 16 år, den ældste 48. Årsag: spionage. Endnu en gang. Man har anmodet om at sende breve, uden resultat. Den israelske udenrigsminister, David Levy, sender et brev til forskellige ministre, herunder den belgiske minister, for at gøre opmærksom på, at disse mennesker slet ikke er ansvarlige for spionage. Det er således lærere i hebraisk og bl.a. også personer, der er ansvarlige for udførelsen af religiøse ritualer. Tre af de 13 har fået lov at vælge en advokat, de andre er blevet påtvunget en. I dag kl. 11.30 meddelte man mig, at forummet af jødiske organisationer i Belgien siger, at der ikke vil komme nogen retssag. Der hersker angst i de jødiske samfund. Hvilke muligheder er der? Mennesker forsvinder, de er stadig fængslede, men hvor længe, eller de bruges i en studehandel? Det er højst foruroligende at følge. Jeg håber, at Iran vil handle i skønhed og klogskab, men ikke med had.
Hr. formand, vi skal være klar over, at omkring 17 jøder allerede er blevet henrettet i Iran efter anklager om spionage, som i grunden ikke består i andet end at kontakte nogen i verden udenfor, særligt i Israel eller USA. Det er for mig en uacceptabel holdning for ethvert land, der hævder at respektere menneskerettighederne. Disse 13, der blev arresteret i hemmelighed, blev holdt fængslet et hemmeligt sted i to eller tre måneder. Endvidere var disse 13 alle religiøse ledere eller ledere inden for det jødiske samfund. Derfor kan vi kun tolke denne retssag som et overlagt angreb på det jødiske samfund i Iran. Vi ved, at de ikke får en retfærdig rettergang, den bliver ikke åben for offentligheden, og vi aner ikke, om disse mennesker får bistand af en advokat. Lad os udsende et meget klart budskab fra denne sal: Hvis Iran hævder at respektere menneskerettighederne, bør retssager som denne aldrig tillades.
Hr. formand, vi var meget tilfredse med den styrkelse af præsident Khatamis moderniseringskræfter, som sidste valg udvirkede. Samtidig blev der imidlertid også vakt håb om en fremskyndelse af demokratiseringsprocedurerne, respekten for menneskerettighederne uden diskrimination på grund af køn, religion og etnisk oprindelse og styrkelsen af dialogen inden for Den Europæiske Union. Imidlertid er sagen med de 13 medlemmer af det jødiske samfund, heriblandt en 16-årig, endnu et led i en lang række af forfølgelser, der ofte er ledsaget af ubegrundede anklager, mangel på tolerance og diskrimination af de minoriteter, der lever i Iran. Grækenland har på grundlag af sine gode forbindelser med Iran foretaget adskillige henvendelser og talt de 13 jøders sag. Ad diplomatisk vej har vi forsøgt at hindre, at de blev idømt dødsstraf, og først og fremmest at straffen blev eksekveret. Det er vores vurdering, at et sådant skridt ikke blot vil sætte forholdet mellem Israel og Iran på prøve, men også bringe stabiliteten i Mellemøsten i fare som den følsomme region, den er. Derfor bør Europa-Parlamentet i dag sende et stærkt signal til Iran, et signal om respekt for menneskerettighederne, respekt for de internationale aftaler, som Iran har underskrevet, og indførelse af et stop for dødsstraf. Akin Birdal
Hr. formand, Tyrkiet står nu ved en skillevej. Man kan vælge fortiden, man kan vælge undertrykkelsen og barbariet, eller man kan vælge fremtiden, friheden og humanismen. Sådan en udtalelse er Akin Birdal nu blevet fængslet for på trods af sin sygdom. Vi står over for et land, som tilsyneladende frygter sine egne borgere så meget, at man er villig til at bryde de mest elementære menneskerettigheder og sætte statens enhed over den enkeltes frihed og rettigheder. Vi må sige til den tyrkiske regering, at den politik landet fører, hører fortiden til. Den måde at opføre sig på, hører ikke til i den fremtid, hvor vi håber at menneskerettigheder vil stå i front. Et sådant land vil aldrig opnå den enhed, det ønsker. Mit råd til Tyrkiet skal være: vælg fremtiden og løslad Akin Birdal og hans kolleger.
Hr. formand, i Helsinki bekræftede EU's medlemsstater Tyrkiets status som ansøgerland. Den Liberale Gruppe støttede dette forslag. Vi håber en dag at kunne byde Tyrkiet velkommen i Fællesskabet. Vi mener, at dette budskab er et vigtigt signal til det tyrkiske folk. Men - og det er et vigtigt men - der er behov for en del forandringer i Tyrkiet, før man kan begynde at forhandle, ikke mindst med hensyn til menneskerettighederne. Mange af os håbede på forbedringer på dette område. Derfor er det så meget desto mere smerteligt at få kendskab til alle de rapporter om overgreb, der kommer næsten dagligt. Tyrkiet har tiltrådt internationale konventioner om menneskerettigheder, men de respekteres ikke, hvilket er noget, journalister, forfattere, menneskerettighedsaktivister og oppositionspolitikere bittert må erfare. Fra ELDR-gruppen ønsker vi navnlig at give udtryk for vores uro vedrørende formanden for Tyrkiets Human Rights Foundation, Akin Birdal. Han fik næppe en retfærdig rettergang og blev dømt på et usikkert grundlag. Efter en tid i frihed er han atter fængslet og nægtes den lægebehandling, han behøver til sine svære kvæstelser efter attentatet i 1998. Han skal løslades straks! I EU er vi stolte over ikke bare at være en økonomisk klub. EU er en Union, der bygger på værdier, respekt for menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet. Disse kriterier skal respekteres af alle - både nuværende og kommende medlemmer. Desværre har Tyrkiet endnu lang vej at gå.
Hr. formand, allerede under forhandlingerne i forgårs med Kommissionen og Rådet kommenterede jeg de brutale reaktioner hos visse ansvarlige tyrkere af frygt for, at EU ikke agter at blande sig i interne tyrkiske forhold som f.eks. det kurdiske spørgsmål på et tidspunkt, hvor et nyt spor åbner sig på vejen mod landets tiltrædelse. Jeg kan kun her gentage med den allerstørste fasthed det, jeg allerede har sagt i Ankara under mit seneste besøg. Europa-Parlamentet vil på ingen måde stiltiende se på, at der udvikles et forgiftet klima af mikronationalisme, som netop har skabt et blodbad på Balkan. Og den tyrkiske opinion skal ikke være bange for, at vi kunne føle os fristede til i Tyrkiet at opmuntre til nogen som helst separatistiske krav, uanset af hvilken art de måtte være. En af de værdier, vi bekender os til, er derimod respekten for den menneskelige værdighed overalt i verden og EU-borgerens ret til at bevare sine rødder i den jord, denne er født på og i den kultur, denne er opvokset i. Det er under alle omstændigheder min fortolkning af mindretallenes rettigheder. Vi skal ikke belære nogen, men vi bør ved enhver lejlighed slå fast, og det har fru Malmström lige sagt, at det ikke er EU's eneste mål at fremme rigdom på sit område, men at vi med indstillingen hos dens grundlæggende fædre er mange i Parlamentet, der tror, at Unionen bør fortsætte arbejdet med at fremme og forsvare sine grundlæggende værdier. Dette er formålet med det forslag til beslutning, De om lidt skal stemme om.
Hr. formand, for to uger siden mødte vi Akin Birdal i Ankara på EU-delegationens kontor. Dengang sagde han sådan til os: "I fem måneder har vi haft et nyt Tyrkiet. Vi ser muligheder for demokrati og frihed i vores land, i og med at landet har fået status af ansøgerland. Dertil kommer, at den interne, væbnede konflikt er ophørt, og at vores relationer med Grækenland er blevet bedre." Sådan sagde Akin Birdal. Akin Birdal var netop da på fri fod på grund af "dårligt helbred", som det hed sig. Han ville imidlertid snart blive tvunget tilbage til fængslet, hvis han var for rask. Han blev også frataget retten til at være formand i menneskerettighedsorganisationen. Hans såkaldte forbrydelse bestod i, at han havde talt om det kurdiske folk på verdensfredsdagen. For denne forbrydelse idømtes han i henhold til gældende lovgivning, artikel 312, et års fængsel og bøder. Akin Birdal er en blid og fredelig mand. Han lider stadig af følgerne af attentatet i foråret 1998. Under vores samtale sagde han, at han ønskede demokrati, at han ønskede en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål, og han indså værdien af et EU-medlemskab. Han nævnte desuden betydningen af at ophæve 152 love og bestemmelser, som begrænser ytringsfriheden og bringer så mange mennesker i fængsel. Birdal blev fængslet igen dagen efter vores samtale, og efter at vi havde talt med premierminister Ecevit om ham. Det, vi oplever i dette tilfælde, er, hvordan et udemokratisk system fængsler, forfølger og undertrykker demokratiske mennesker. Det er derfor, at vi i beslutningen kræver hurtig indgriben til fordel for ytringsfrihed, reform af retsvæsenet samt løsladelse af alle politiske fanger.
Hr. formand, den sidste taler har gjort det nemt for mig, for han talte udførligt om hr. Akin Birdals person, som var formand for menneskerettighedsorganisationen i Tyrkiet, og som frem for alt er kendt på grund af opfordringen til en fredelig løsning på det kurdiske problem. I 1998 overlevede han et attentat begået af højreekstremisterne, men siden da er hans helbred meget stærkt svækket. Nu er manden igen fængslet, præcis på det tidspunkt, hvor en række af vores kolleger besøgte Ankara. Af fru Schörlings vidneudsagn fremgår det meget tydeligt, at der ikke er noget, der er tilfældigt i denne sag. Dette er en ren provokation. Gennem den slags aktioner fjerner Tyrkiet sig selv fra Europa. Kløften bliver dybere i stedet for det omvendte. Hvis Tyrkiet vil være lydhør over for vores signal, kan det kun ske ved at løslade hr. Birdal, for det drejer sig her om en ren provokation. Dette er ikke det eneste tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, som vi er bekymrede over. Jeg har hørt, at et pressebureau i Amsterdam er ryddet med det belgiske retsvæsens formelle legitimation. Nu ved vi også fra hændelser i Belgien, hvem der egentlig står bag. Menneskerettigheder er entydige, menneskerettigheder er overalt de samme, og også i Tyrkiet må man indse dette, for ellers bliver Tyrkiet aldrig medlem af Den Europæiske Union.
Hr. formand, endnu en gang protesterer vi og beder den tyrkiske regering om at løslade en fange, der er skyldig, fordi han ønsker at leve i et land, hvor demokrati, ret og frihed har hjemme. Akin Birdal er ikke kurder, men tyrker. Han er en fredens mand, der er dømt, fordi han har taget det kurdiske spørgsmål op, og fordi han har sagt, at denne beskidte krig bør få en ende. Hans dom skyldes en illiberal lov, som de tyrkiske demokrater kæmper for at få afskaffet, og som har ramt hundredvis af borgere. De, der har mødt ham, vil ikke glemme hans smil og hans milde væsen, selv om hans lidelser har været store. Det er ikke første gang, at han bliver fængslet, og en kommandostyrke forsøgte at dræbe ham. Han undslap, men han kunne ikke forlade landet og blev fængslet. Leyla Zana er stadig i fængsel, og sammen med hende tusindvis af kurdere. Hvor længe skal de sidde i fængsel? Der er ingen undskyldning for den tyrkiske regerings opførsel. PKK har nedlagt sine våben, og dets leder Öcalan anmoder fra fængslet om fred, forsoning og muligheden for at få anerkendt sit folks kulturelle identitet. EU har anerkendt Tyrkiets status som ansøgerland, og den tyrkiske regering bør overholde aftalerne og konventionerne. Enhver løsning bør forsøges - undtagen en militær løsning og embargo - og det gælder først og fremmest om at standse våbensalget, så der endelig kan blive demokrati og frihed i Tyrkiet. Tibet
Hr. formand, ifølge alle iagttagerne er menneskerettighedssituationen i Kina blevet betydeligt forværret. Dette gælder i endnu højere grad for Tibet, hvor Dalai Lamas fornuftige fempunktsplan i øjeblikket ikke har nogen som helst chance for at blive sat på dagsordenen. EU kan ikke blive ved med at lade som ingenting. USA fremlagde en resolution om overtrædelserne af menneskerettighederne i Kina på FN's Menneskerettighedskommissions 56. samling. Vi er meget bekymrede over, at Rådet endnu ikke har givet udtryk for, at det agter at støtte denne resolution, også fordi - og det er måske ikke tilfældigt - instrumentet til en dialog mellem EU og Kina om menneskerettighederne ligger helt stille. Det er vores ønske, at denne politik, hvor man lukker øjnene over for Kina, hører op, og at EU er med til at støtte det amerikanske initiativ uden at være bange for at gå glip af nogle tillokkende økonomiske muligheder og derfor tier stille og tolererer de fortsatte overtrædelser af menneskerettighederne i Kina og ikke mindst i Tibet. Europa er med møje og besvær og med mange selvmodsigelser ved at vågne op fra sin dvale, når det gælder rædslerne i Tjetjenien. Jeg håber virkelig - også selv om det er i kølvandet på amerikanerne - at Europa endelig vågner op med hensyn til menneskerettighedssituationen i Kina.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, for to uger siden blev der i Europa-Parlamentet i Bruxelles afholdt en fællesparlamentarisk konference om menneskerettighedssituationen i Kina. Vi medlemmer af Europa-Parlamentet var enige med udenrigsministeren i den tibetanske eksilregering, den amerikanske regerings kommitterede for Tibet og parlamentsmedlemmer fra nationale parlamenter om, at det nu må være slut med tvivlsomme kompromiser med Kina på grund af rent økonomiske interesser. Den kinesiske side nægter stadig at indlede en konstruktiv dialog med Hans Hellighed, Dalai Lama. Den politiske undertrykkelse vokser. Mennesker forfølges ubarmhjertigt, religions- og ytringsfriheden begrænses. Tibets kultur og identitet udslettes systematisk. Disse vedvarende krænkelser af grundlæggende rettigheder skal nu sættes på dagsordenen. På FN's 56. Menneskerettighedskonference i Genève har USA brug for Den Europæiske Unions støtte. Den Europæiske Union skal udnytte sin nødvendige autoritet til at gå i brechen for menneskets værdighed, for mindretalsrettigheder. Hvis den tager det første skridt, vil andre lande, også ansøgerlandene, med sikkerhed følge efter. Det er min gruppe, PPE-DE, dybt overbevist om. Hr. kommissær Lamy, Europa skal komme ud af busken. Kommissionen og Rådet bør stå i spidsen for en bevægelse, som fuldt ud støtter Dalai Lamas fempunktsplan. For det første skal Tibet gøres til en fredszone. For det andet skal Kina endelig opgive sin politik med henblik på fordrivelse af mennesker. For det tredje skal der sikres demokratiske frihedsrettigheder for alle minoriteter. For det fjerde skal Tibets kultur og miljø beskyttes. For det femte skal der føres reelle forhandlinger om Tibets fremtidige autonome status. Hr. kommissær Lamy, alle økonomiske aftaler med tredjelande skal bygge på det samme grundlag, nemlig respekten for menneskerettighederne. De, hr. kommissær Lamy, viste i Seattle - jeg havde mulighed for at være til stede - at De ved, hvordan man bygger broer. Hvordan lød ordene fra en tibetansk deltager i kongressen? Vi overlever på grund af jeres sympati, først og fremmest på grund af jeres solidaritet. Tashi delek!
Hr. formand, efter at De nu har givet ordet til hver kollega på vedkommendes eget sprog, kan De jo tale bayersk til mig. For otte år siden var jeg ordfører vedrørende Tibet. I 1992 forelagde jeg et beslutningsforslag, som blev enstemmigt vedtaget af Europa-Parlamentet. I dag må jeg med bestyrtelse konstatere, at der otte år efter med samme berettigelse kunne forelægges det samme beslutningsforslag, som kunne beklage de samme dårlige, skrækkelige forhold i Tibet. Tibetanernes menneskerettigheder trædes under fode, den kulturelle og åndelige arv er først og fremmest i Tibet truet af fuldkommen tilintetgørelse. Natur og miljø udsættes for belastninger og skader i et hidtil uset omfang. Millioner af tibetanere har ingen menneskerettigheder for slet ikke at tale om borgerrettigheder, i første række ingen forsamlingsfrihed og ingen organisationsfrihed og heller ingen religionsfrihed. Derfor opfordrer vi indtrængende den kinesiske regering til i forhandling med de tibetanske politiske og religiøse ledere at finde en politisk løsning for Tibet, som bygger på Hans Hellighed, den 14. Dalai Lamas forslag. Hr. Mann har sparet mig for den opgave at understrege dette endnu en gang. Jeg vil blot fremhæve, at når et folk for en gangs skyld er parat til at kæmpe for sin autonome status uden at sætte spørgsmålstegn ved grænser, uden separatistiske bestræbelser, så bør vi virkelig støtte dette, for det er et forbillede også for vores egen model for Den Europæiske Union.
Hr. Sakellariou, desværre forbyder det alvorlige emne mig at reagere på Deres indledende bemærkning med bayersk humor. Emnet er så alvorligt, at det vil jeg ikke gøre nu. Det drejer sig her virkelig om særdeles mange mennesker.
Hr. formand, vi taler i dag om Tibet, men vi har også talt om og vil også tale om Tjetjenien, Kurdistan og Taiwan. Det skyldes efter min mening, at når man taler om menneskerettigheder, fokuserer man altid på de individuelle rettigheder, men negligerer alt for ofte befolkningernes rettigheder. Den grundlæggende ret til selvbestemmelse negligeres alt for ofte, måske fordi det ikke er politisk belejligt. Det er måske lettere at gøre en indsats for en fange, et menneske, der tortureres, og et menneske, der ikke har ytringsfrihed, end for en hel befolkning. Men det er netop sagens kerne. For så længe retten til selvbestemmelse ikke anerkendes og anvendes overalt, vil disse situationer fortsat gentage sig for øjnene af os. Vi vil blive ved med at snakke og vedtage resolutioner, men som vores kollega Sakellariou også sagde, vil tingene desværre ikke ændre sig. Det er nødvendigt, at vi foretager en sand drejning og går fra den enkeltes beskyttelse til befolkningernes beskyttelse, for det er ikke retfærdigt, at det kun er østtimoreserne, der har kunnet udøve denne rettighed. Alle befolkninger, der beder om den, bør ligeledes kunne udøve den, lige fra Sahara til Tjetjenien, Taiwan, Kurdistan og naturligvis Tibet.
Det store flertal i Parlamentet er sikkert enigt i dette. Dødsstraf i USA
Hr. formand, som De uden tvivl ved, taler man i øjeblikket meget om reformen af den aktuelle og uopsættelige debat, og nogle af de indflydelsesrige medlemmer fra de store grupper er af den opfattelse, at denne debat er formålsløs, og at vores beslutninger er noget overflødige. Alligevel er der måske ikke noget emne, der i lige så høj grad som dødsstraffen i USA har vist, at denne form for debat på en langsom og beskeden måde kan spille en vigtig rolle. Tingene er ved at ændre sig i USA. Jeg vil selvfølgelig ikke være så ubeskeden at mene, at det udelukkende er takket være Europa-Parlamentet, men jeg tror, at dette også er sket takket være den konstante opmærksomhed, som vores institution har vist dette spørgsmål. Efter min mening er det beslutningsforslag, vi nu skal stemme om, ikke bare et nummer i den uendeligt lange række af beslutningsforslag, men derimod endnu et bevis på, at tingene kan ændre sig. Jeg tror desuden, at amerikanerne bør gøres opmærksom på de tre aspekter, der i denne beslutning fremhæves som positive aspekter, nemlig Janet Renos holdning, guvernøren i Illinois' holdning og det amerikanske justitsministeriums holdning. Ud fra dette synspunkt tror jeg, at vi kan være tilfredse.
Hr. formand, man kan sige, at det er lidt en oplevelse af afmagt at stå her endnu en gang og tale om dødsstraf i USA, for det er jo ikke første gang, vi taler om det, heller ikke i min korte tid i Parlamentet er det første gang. Sidst talte vi om Mumia Jamal-sagen, og nu er det bl.a. Juan Raul Garza-sagen, der rører sig. Men disse mennesker er jo bare eksempler, for der har været så mange, at man kan sige, at USA med sin retspolitik nærmest fører krig mod sine fattigste og mest udstødte. På den måde har USA bragt sig selv på linje med Kina, Congo og Irak. Man kan godt føle, at det er underligt at stå i en næsten halvtom sal - bortset fra tilskuerne - og tale om så væsentligt et tema, men jeg synes nu, det er et tema, vi skal blive ved med at tage op, og jeg opfordrer medlemsstaterne til også at reagere på dette her, reagere hurtigt og skarpt over for denne såkaldt venligsindede stat, som gentagne gange bryder de mest elementære menneskerettigheder.
Hr. formand, Europa-Parlamentet har allerede forskellige gange vedtaget tekster, hvori der står, at dødsstraffen er et overgreb mod den menneskelige værdighed, mod menneskerettighederne, og det er i høj grad ærgerligt, at vi endnu en gang må konstatere, at dødsstraffen stadig findes hos vores amerikanske venner, at antallet af henrettelser dér desværre stiger, allerede 350 siden 1990. Hvad der efter min mening er særdeles ærgerligt, er, at også unge mennesker, mennesker under 18 år, kan dømmes til døden, og at selv udviklingshæmmede kan dømmes til døden. Det er da særdeles triste aspekter af den foreliggende tekst. Enhver henrettelse er uigenkaldelig, og det gør den så speciel. I det tilfælde, som vi her taler om, er der ikke dømt livsvarigt fængsel, men dødsstraf, og det er sket på grundlag af kendsgerninger, som ikke var uomstødeligt bevist. Derfor bad Inter American Commission on Human Rights om tid til at undersøge denne sag på ny og til at kunne udtale sig derom og om, at der ikke blev fastsat en dato for henrettelsen. Vi må kraftigt opfordre amerikanerne til, at de ikke blot griber ind i dette specifikke tilfælde, men at de må sørge for, at dødsstraffen afskaffes hos dem. Sammen med et par andre lande, som stadig langtfra har demokrati, er de de eneste, hos hvem antallet af dødsstraffe stiger. Absolut ikke nogen misundelsesværdig rekord. Den Liberale Gruppe har allerede gentagne gange opfordret til afskaffelse af dødsstraffen, ikke blot i dette specifikke tilfælde, men i al almindelighed. Jeg vil ganske særligt anmode vores amerikanske venner om nu endelig at gøre det.
Hr. formand, vi bør gøre os klart, hvorfor denne beslutning i dag er så vigtig. For det første ved vi alle, at der ruller en bølge af juridiske henrettelser hen over USA - over 600 siden 1977 - men dette vil være den første henrettelse i forbundsregi siden 1963. For det andet er det vigtigt, fordi dette er det eneste tilfælde, siden man genoptog henrettelserne i 1977, hvor beviser fra en uopklaret og ikke pådømt forbrydelse i et fremmed land er blevet lagt til grund for en dødsdom. Juan Garzas dødsdom var et resultat af mord i Mexico, som han aldrig blev sigtet for. For det tredje sidder der i øjeblikket 21 fanger på dødsgangen i forbundsfængsler: 14 sorte, 5 hvide, en af asiatisk og en af latinamerikansk oprindelse. Vi ved, at ved retssager i delstaterne vil sorte anklagede blive dømt til døden fire gange så hyppigt som hvide anklagede. For det femte har guvernør Ryan fra Illinois, som vi allerede har hørt, indført et moratorium på dødsstraf i sin stat på grund af de forfærdelige tilfælde af justitsmord. Når vi samler alle disse faktorer, kan vi se, at dødsstraf i USA er en vilkårlig proces og en grundlæggende racistisk proces. Derfor kræver vi konstant, at dødsdommene ikke fuldbyrdes i USA. I denne sag er det særlig vigtigt, fordi det er en dødsdom afsagt af en forbundsdomstol, og det vil være den første siden 1963. Derfor opfordrer vi præsident Clinton til at udstede en benådning i denne sag og indføre et moratorium på forbundshenrettelser. Kampagnen til præsidentvalget er på vej. Under en sådan valgkamp bliver henrettelser desværre til en politisk fodbold i USA. Præsident Clinton har muligheden - han genopstiller ikke - for at stå fast i denne sag.
Hr. formand, jeg tilslutter mig dem, der før mig har krævet en øjeblikkelig og betingelsesløs afskaffelse af dødsstraffen i såvel USA som overalt i verden. Denne straf er et politisk våben, der anvendes af det amerikanske statsapparat til at gøre regnskabet op med forkæmpere som Mumia Abu Jamal. Den er også som hele fængselssystemet et instrument til social diskrimination, fordi afroamerikanerne, de etniske minoriteter og mere generelt de fattige i langt højere grad end andre risikerer at blive idømt dødsstraf. Det er ligeledes en straf, hvis irreversible karakter gør enhver skadeserstatning umulig i tilfælde af juridiske fejl, der ikke desto mindre forekommer jævnligt. En stat, der gør lovligt drab til en af grundpillerne i sit retsvæsen, er langt mere kriminel end de, den foregiver at beskytte landet imod. Dødsstraffen udtrykker fuldt ud grusomheden i en social organisation, der selv i verdens rigeste land med samme skala idømmer dødsstraf for såvel brug af narkotika som usikkerhed, der reelt udtrykker materiel og moralsk elendighed, til så mange børn og unge, simpelthen fordi de har været så uheldige at blive født i et fattigt kvarter. En grusomhed, der på verdensplan dømmer millioner af mennesker til at dø af sult eller sygdom, selv om man let kunne helbrede dem, men det sker ikke på grund af mangel på medikamenter. Samtidig med, at vi vender os imod dødsstraffen, vender vi os også imod alle disse grusomheder og imod det barbari, hvormed en social organisation uden ophør koncentrerer alle rigdommene i hænderne på et lille mindretal og dermed dømmer en stor del af menneskeheden til ulykke.
Hr. formand, kære kolleger, Portugal er et land, som afskaffede dødsstraffen for mere end 100 år siden. Og for os portugisere er det at være modstandere af dødsstraffen derfor et kulturelt spørgsmål. Jeg vil gerne erindre om en anden reference: Den nordamerikanske uafhængighedserklæring, som definerer den trilogi, som USA's revolution baserede sig på, og som i et meget inspirerende dokument fremhæver retten til livet, til friheden og til at søge efter lykken "right to life, to liberty and to the pursuit of happiness". Efter mere end 200 år er retten til livet endnu ikke fuldt knæsat i den nordamerikanske retsorden, og dette fortjener en kraftig reaktion fra vores side.
Hr. formand, vores gruppe støtter kraftigt denne beslutning. Vi kan ganske vist takke USA for, at det to gange har overvundet totalitære regimer, vi kan takke det for sejren over nationalsocialismen og kommunismen og for etableringen af demokrati og retsstatsforhold på hele kontinentet, men alligevel har USA med dødsstraffen skabt et faktum, som gør, at det hverken ville kunne blive medlem af Europarådet eller EU. Derfor må vi også til en så vigtig partner sige klart, at den omsider skal afskaffe dødsstraffen, på delstatsplan og da især på forbundsstatsplan. Den amerikanske valgkamp ville være en enestående lejlighed til her at udsende et kraftigt signal. Desværre sker der det modsatte, der foregår et populistisk kapløb i dette spørgsmål. Vi mener, at demokrati og retsstatsforhold er grundlaget for den atlantiske alliance, og derfor skal retten til livet også stå i centrum i USA's retssystem såvel som i Europas. Derfor vil også vi entydigt sige i vores charter om de grundlæggende rettigheder, at vi bekender os til retten til livet, og at vi vender os imod en dødens civilisation, således som den også kommer til udtryk i dødsstraffen. Zimbabwe
Hr. formand, denne korte forhandling finder sted på baggrund af stigende spændinger i Zimbabwe. Alle, der tager ordet, skal huske på, at ethvert ord i vores taler og i beslutningen vil blive ivrigt læst af alle parter i Zimbabwe inden for de næste 48 timer. Derfor må vi alle tilskynde Zimbabwe til at gå i retning af valg til maj. Det gamle parlament blev opløst den 11. april, og præsident Mugabe lovede ved EU-Afrika-topmødet i Kairo, at der ville blive afholdt valg. Derfor er det bekymrende, at der endnu ikke er afstukket valgkredse. Dette kan tage op til tre måneder. Jeg håber, at når der udskrives valg, vil observatører fra Europa blive inviteret til Zimbabwe for at overvåge valghandlingen. Det vil være tegn på virkelig gennemsigtighed. Der er ikke tale om, at Europa blander sig i en nations indre anliggender. De afrikanske lande må samarbejde for at sikre deres fremtid. Men i den gamle Lomé-konvention blev demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet gjort til en forudsætning for udviklingsbistand. Den nye partnerskabsaftale går videre endnu og indeholder krav om forsvarlig forvaltning. Det eneste, vi beder om, er, at tvister af enhver art løses gennem domstolene og ikke i åben konflikt. Jeg vil især fremhæve jordspørgsmålet. Zimbabwe har meget at vinde gennem partnerskabsaftalen og har stor brug for bistand og eftergivelse af gæld. Meget af dette kunne gå til landdistrikterne i forbindelse med aftalt tilbagegivelse af jord. Det er skuffende, at Zimbabwe føler behov for at involvere sig i krigen i Den Demokratiske Republik Congo på et tidspunkt, hvor dyrebare ressourcer kunne bruges på indenlandske behov som uddannelse og sundhed. Vi ser alle frem til en styrkelse af retsstaten og en demokratiseringsproces, der fungerer under en uafhængig dømmende magt, således at det civile samfund kan udtrykke sine ønsker gennem en retfærdig og åben presse. Zimbabwes befolkning skal have mulighed for at vælge deres fremtid.
Hr. formand, det sydlige Afrika har Parlamentet i de forløbne årtier med rette beskæftiget sig temmelig meget med. Vi har heldigvis kunnet se, at der er tilvejebragt et demokratisk styre i Sydafrika, som ser ud til at fungere godt. I øjeblikket hører vi meget foruroligende beretninger fra Zimbabwe. Der er tydeligvis tegn på, at demokratiet dér kunne komme i fare. Dommerens udtalelser blev ignoreret. Jeg håber inderligt, at den kendelse, som blev afsagt for omkring en time siden om, at politiet skal gribe ind over for dem, der besætter landbrugsbedrifterne, ikke vil blive ignoreret denne gang, men med hensyn til andre dommerkendelser var det desværre tilfældet. Hvad der er værre, er, at der øves vold mod uskyldige mennesker, uden at der er nogen som helst grund dertil. Den eneste grund, der kunne være, er, at de er imod præsident Mugabes regering. Alt dette er en opskrift på anarki, det er en fare for demokratiet, og det kunne være farligt for hele regionen. Vi synes derfor, at der hurtigst muligt skal afholdes valg, helst overvåget af internationale observatører, for at alle kan være overbevist om, at det går så ærligt til som muligt. Landreformer er nødvendige. Der er mange landmænd uden jord i Zimbabwe, og der er mange arbejdsløse. Det skal imidlertid ske på lovlig vis. Det må frem for alt ikke ske på grundlag af racer, og det må bestemt ikke være sådan, at politiske funktionærer, uanset hvilket parti de er fra, skulle have fortrin ved fordelingen af jorden. Til sidst vil jeg sige noget om den krig, som i øjeblikket også raser i en bestemt del af Afrika. Jeg synes ligesom hr. Corrie, at pengene dertil kan anvendes bedre på udviklingen i Zimbabwe, på undervisning, på oplæring og på sundhedsvæsenet. Der er en hel række ting.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil allerførst udtale min tillid til Zimbabwes befolkning. Denne befolkning har i de forløbne år bevist, at den fortjener denne tillid. Zimbabwe er et land, som siden sin uafhængighed i 1980 konstant har valgt vejen mod en fredelig udvikling under ledelse af præsident Mugabe. Ikke blot økonomisk, men også politisk, med en vis grad af pressefrihed, idet heller ikke landets ledelse er blevet sparet for kritik. Som et af de toneangivende SADC-lande var det med i spidsen i kampen mod apartheid i Sydafrika. Det ville være særdeles ærgerligt, hvis netop dette land blev offer for krig, racehad og borgerstridigheder. Naturligvis har Zimbabwe stadig store problemer, men de europæiske lande og Unionen vil fortsat kunne påtage sig deres ansvar ved som Zimbabwes partnere i fællesskab at tage fat på problemerne med fattigdom, sygdom og underudvikling. Disse problemer vil ikke blive løst ved at lade Zimbabwes hær kæmpe med i Congo. Landet kan ikke tåle en sådan åreladning, det fremgår af den økonomiske situation. Heller ikke besættelsen af hvide landmænds jord vil løse problemerne. Landreformer kan gennemføres på lovlig vis gennem en lovlig regering, og en lovlig regering kan komme til magten efter et normalt valg. Dette er bebudet senest i juni. Jeg håber, at ingen vil bruge de nuværende problemer som påskud, bl.a. ved at puste disse problemer op og gøre dem større, til at udsætte dette valg og udøve pres på den spontane udvikling af denne bevægelse. Jeg mener, at Zimbabwe fortjener vores tillid. Befolkningen har valgt vejen mod udvikling. Jeg håber ikke, at der på nogen som helst måde brat gøres en ende herpå. På denne baggrund støtter vi beslutningsforslaget.
Hr. formand, jeg vil gerne på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne tilslutte mig mine kolleger. Jeg tror, at vi har et rimeligt fælles standpunkt. Landreformer er et af de vigtigste anliggender i hele det sydlige Afrika. Derfor er det netop så banalt at se, at dette igen misbruges af Mugabe, således som han også gjorde det ved foregående valg. Temaet er jo så vigtigt for mange sorte og fattige mennesker. Dertil har man brug for valg. Dertil har man brug for retssikkerhed. Dertil har man brug for tillid til befolkningen og lovlige midler, og så kan det fungere. Jeg støtter det, som jeg hører fra andre kolleger fra SADC-landene, som uden tvivl vil følge udviklingen meget nøje, og som uden tvivl arbejder på at opretholde en demokratisk atmosfære bag kulisserne. Uden tvivl forholder det sig også sådan, at de vedbliver at opfordre til tilbagetrækning af tropperne fra Congo. Jeg håber, at Kommissionen og Rådet hjælper os med, at også Europa-Parlamentet fortsat kan være involveret som observatør ved dette valg. For hvis det går galt i Zimbabwe, er der mere, der går galt i denne region. Efter Sydafrika, det demokratiske styre der og den gode udvikling, som finder sted i regionen, har vi overordentligt stort behov for at se det positive. Lad os udtale vores fulde tillid til befolkningen i Zimbabwe og ønske dem et godt valg inden den 1. juni.
Hr. formand, det er lige ved at være for sent i Zimbabwe. Alt tyder på, at landet ligger på en vulkan, som hvert øjeblik kan komme i udbrud. I optakten til valget tøver Mugabe ikke med at bruge vold mod sine politiske modstandere. Fredelige demonstranter blev i begyndelsen af denne måned angrebet af hans tilhængere, mens politiet så til. Hvad der er endnu værre, er, at demonstranterne blev arresteret, og angriberne lod man være i fred. Mugabe viger heller ikke tilbage for at fremkalde anarki og racehad ved at tilskynde til den ulovlige besættelse af hvide landbrugsbedrifter. Hvide bliver systematisk intimideret og med vold fordrevet fra deres jord for at straffe dem for deres støtte til oppositionen og for at købe stemmer fra landmænd uden jord. Regeringen lader hånt om kendelser herom fra Zimbabwes højesteret. Den offentlige anklager advarede endda om, at ethvert forsøg på at fjerne aktivisterne kan føre til borgerkrig. Det er tydeligt, at Mugabe, der er blevet upopulær på grund af sin dårlige økonomiske politik og vovestykket i Congo, vil gøre alt for at blive ved magten. Nogle frygter endda, at han fremkalder kaos for at kunne erklære undtagelsestilstand og udsætte valget. Den Europæiske Union har i denne uge omsider truet med at suspendere bistanden, hvis præsidenten ikke opfylder sit løfte om et frit og ærligt valg. Men allerede nu står det fast, at valget ikke går ærligt til. En fjerdedel af navnene på listerne er fiktive eller dobbelte. Præsidenten har stadig ikke givet udenlandske observatører adgang. Hvad skal der endnu ske, for at den strukturelle bistand suspenderes? Jeg vil gerne kraftigt opfordre Rådet og Kommissionen til ikke at vente, til det er for sent.
Hr. formand, kære kolleger, jeg er ked af, at man ikke indtog denne holdning allerede på mødet i marts, ligesom jeg er ked af, at dette spørgsmål ikke er blevet drøftet åbent på det nylige topmøde mellem Den Europæiske Union og Afrika. Disse spørgsmål bør komme i første række i Den Europæiske Unions politiske aktion. Vi kan ikke lade hånt om alvoren af det, der har fundet sted i Zimbabwe i flere uger. Det er korrekt, at Hitler er på fri fod, Hitler går rundt dér igen. Det må ikke gå upåagtet hen, at lederen af den folkemængde, som står bag disse vilkårligheder i Zimbabwe, valgte navnet Hitler som sit eget navn. Der findes en herre, som hedder Chenjerai Hitler Hunzvi. Vi ved, at ophavsmanden er selve Zimbabwes præsident, men lederen af bevægelsen valgte dette navn, et navn som vi med gru kender fra vores egen historie. Det er det, der er ved at ske i Zimbabwe. Vi skal derfor reagere meget kraftigt. Det kaos, de trusler, den tvang, der finder sted i nævnte land, er ikke acceptabelt, og det er ikke acceptabelt, at det bliver støttet fra højeste sted i staten, fra selveste Zimbabwes præsident.
Hr. formand, jeg vil gå ind på de forskellige sager, der har været nævnt under forhandlingerne, og jeg begynder med Iran. Den bekymring, der udtrykkes i Parlamentets forslag til beslutning om menneskerettighederne i Iran, deles fuldt ud af Kommissionen. Vi er som De især optaget af, hvad der vil ske med de 13 jøder og de otte muslimer, der tilbageholdes på grundlag af denne underlige anklage for spionage. Unionen og forskellige medlemsstater har taget en række initiativer i løbet af det sidste år. I den række af opfordringer, der er fremsat i forslagene til beslutning, fortsætter de rådføringer, der er udført på EU-plan, for at fastlægge, på hvilken måde man bedst kan garantere det, vi alle ønsker, en korrekt og retfærdig retssag. Nye initiativer og den eventuelle tilstedeværelse af observatører kunne ifølge os indgå i denne opfattelse. Vi må endvidere sige, at vi deler de synspunkter, nogle af Dem har givet udtryk for under forhandlingerne, at det i betragtning af den positive udvikling, vi har været vidne til i Iran siden parlamentsvalget for nylig, ville være en god idé i det omfang, det overhovedet er muligt, at undgå at give indtryk af en indblanding udefra, der kunne have en negativ virkning og nedbryde den forbedring, som vi mener at kunne konstatere i både det interne og eksterne politiske klima. Hvad angår Akin Birdal, deler vi også fuldt ud den bekymring, der er givet udtryk for under forhandlingerne og i beslutningen angående Akin Birdals tilbagevenden til fængslet, hvilket helt klart er for at udstå resten af sin straf. Vi støtter fuldt ud erklæringen af 30. marts fra Unionens formand, der opfordrer den tyrkiske regering til at tage forholdsregler med henblik på at løslade denne forkæmper. Som De nævnte under forhandlingerne, bekræftede Det Europæiske Råd i Helsinki Tyrkiets status som ansøgerland ud fra de samme kriterier, som gælder for de øvrige ansøgerlande. Det er således vigtigt, at Tyrkiet med fasthed forpligter sig på en demokratiseringsproces og vedtager de reformer, der er nødvendige på menneskerettighedsområdet. En revision eller rettere sagt afskaffelse af straffelovens artikel 312, der er blevet citeret, og som er grundlaget for domfældelsen af hr. Birdal for, jeg citerer, "tilskyndelse til had", synes i den forbindelse at være helt uundgåelig. I Kommissionens jævnligt forekommende beretning, som den har udsendt siden 1998 for Tyrkiet som for de øvrige ansøgerlande, følger Kommissionen på meget nært hold situationen på menneskerettighedsområdet. I vores seneste beretning udsendt i oktober 1999 udtrykte vi allerede på det tidspunkt ængstelse over den midlertidige karakter, løsladelsen af hr. Birdal havde, og desværre med god grund. Vi vil derfor fortsat følge denne sag med en detaljeret undersøgelse, som vi gør det hvert år. Som De ved, er vi i gang med at udarbejde et tiltrædelsespartnerskab med Tyrkiet under førtiltrædelsesstrategien. Dette dokument, der omfatter listen over de prioriteter, Tyrkiet skal opfylde for at forberede sig på tiltrædelsen, skal godkendes af Kommissionen i november måned. Tyrkiet skal inden udgangen af dette år vedtage et nationalt program, der afspejler landets egne prioriteter for partnerskabet, og som angiver de midler, man vil anvende for at nå målene. Vi skal derfor i den kommende tid holde nogle vigtige møder, og Kommissionen er af den opfattelse, at samtlige spørgsmål angående demokratiseringsprocessen, og især hvad angår ytringsfriheden, vil få en vigtig placering i gennemgangen af dette partnerskab. Med hensyn til menneskerettighederne i Tibet deler vi ligeledes Deres bekymring. Vi er som De bekymrede over den autonome region Tibets kulturelle, sproglige og religiøse identitet, som de kinesiske myndigheder helt klart ikke respekterer. Vi opfordrer, som vi allerede adskillige gange tidligere har gjort det sammen med Dem, Kina til at forny dialogen med Dalai Lama. Vi betragter en genoptagelse af denne dialog som det eneste realistiske middel til at nå frem til en fredelig løsning på det tibetanske problem. Som svar til hr. Mann kan jeg sige, at Unionen har taget fat på disse spørgsmål adskillige gange under den særlige bilaterale dialog, den fører med Kina om menneskerettighederne. Situationen i Tibet har ligeledes været et af de vigtigste temaer på dagsordenen for det seneste topmøde mellem Unionen og Kina, der blev afholdt i december måned i Beijing med de kinesiske myndigheder. Hvad angår dødsstraffen i USA, er Kommissionen som mange af Dem bekymrede over det voksende antal personer, der er dømt til døden og henrettet, siden dødsstraffen blev genindført i 1976. Siden 1998 er oppositionen imod dødsstraffen blevet et af de mest synlige elementer i Unionens samlede politik på menneskerettighedsområdet. Med hensyn til USA er vi indgået i en permanent dialog, ikke kun med regeringen, men også med andre relevante amerikanske myndigheder og især med guvernørerne i de stater, hvor dødsstraffen ikke er afskaffet. Kommissionen glæder sig i øvrigt over den beslutning, guvernøren i Illinois har taget, om at indføre et moratorium for samtlige henrettelser, der er udsat i denne stat, og vi håber, at denne beslutning vil markere en vigtig etape på vejen mod at afskaffe dødsstraffen i denne stat. Som Illinois' guvernør, hr. Ryan, har sagt, er risikoen for at dømme uskyldige til døden et af de afgørende principper, der understøtter Unionens holdning med hensyn til at afskaffe dødsstraffen. Og vi agter, som vi allerede er begyndt at gøre det, at tilskynde alle de føderale stater, der i USA anvender dødsstraffen, til at overveje denne risiko og at tage skridt til at indføre et moratorium i lighed med det, der nu gælder i Illinois, med henblik på at nå frem til en afskaffelse af dødsstraffen i hele landet. Med hensyn til den mere specifikke sag angående Juan Miguel Garza er Kommissionen i øjeblikket ved at klarlægge kendsgerningerne via vores delegation i Washington. På baggrund af dette afklaringsarbejde vil Kommissionen i forhold til retningslinjerne fra 1998 beslutte, hvorvidt en særlig diplomatisk henvendelse til de amerikanske myndigheder er påkrævet. De amerikanske myndigheder bør være forberedte på det. De er ganske udmærket klar over Unionens enige modstand mod dødsstraffen og enhver eksekution. Endelig handler den sidste sag om Zimbabwe. Jeg vil hurtigt nævne de fire punkter, man har været inde på under forhandlingerne: valgene, resultatet af vores samarbejde, interventionen i Den Demokratiske Republik Congo og endelig den vold, der er blevet udøvet i forbindelse med landbrugsreformen. Med hensyn til valgene gælder vores vigtigste bekymring afholdelsen af frie og demokratiske valg. Hvad angår muligheden for at sende et hold valgobservatører fra EU, anerkender Kommissionen den lange erfaring i Europa-Parlamentet og Den Paritetiske Forsamling AVS-EØF med denne type opgaver og især hos en række EP-medlemmer, der er til stede her, og som har deltaget i forhandlingerne. Vi må dog sige, at vi tvivler på effektiviteten af et sådant initiativ på grund af den usikkerhed, der hænger sammen med forberedelserne til valget. På dette trin vil en af hjælpeformerne bestå i at intensivere de aktiviteter, vi driver på lokalt plan i form af uddannelse af borgerne, lokal undervisning og observation af valgene. Kommissionen er gået ind i sidste fase af et projekt, der sigter på at uddanne mere end et tusind lokale vejledere til valgprocessen, og vi har taget kontakt til vores partnere i Fællesskabet, der står for udviklingen i det sydlige Afrika, SADC, for at definere deres rolle og se, om man eventuelt kunne planlægge udsendelsen af et hold observatører fra SADC. Med hensyn til det spørgsmål, der er blevet stillet, om en eventuel suspendering af vores samarbejde, mener vi, at der godt kunne være grunde til at suspendere vores økonomiske samarbejde med Zimbabwe. Men inden for Lomé-konventionen er vi som fru Maes for øjeblikket af den opfattelse, at et sådant skridt ville gå imod det efterstræbte mål før valgene. På grund af regeringens mildt sagt middelmådige makroøkonomiske resultater har Kommissionen, IMF og Verdensbanken allerede fastfrosset deres støtte til en strukturbestemt justering, og de kapitalindskydere, der deltager i landbrugsreformen, har ligeledes suspenderet deres institutionelle samarbejdsprojekter. Det har vi også gjort for vores part, men vi fortsætter med at støtte programmer for genhusning af befolkningsgrupper med henblik på at bekæmpe fattigdommen, og vi mener, det stadig er en god idé at fastholde støtten til at bekæmpe fattigdommen, der er blevet godkendt inden for rammerne af den 8. EUF i den sociale sektor. Hvad angår Zimbabwes intervention i Den Demokratiske Republik Congo, støtter vi fredsaftalen fra Lusaka, der går ind for en status quo for de tilstedeværende tropper og en indstilling af fjendtlighederne i overensstemmelse med denne aftales ordlyd. Endelig har Unionen med hensyn til landbrugsreformen siden februar reageret med forskellige initiativer på de beklagelige begivenheder, der har fundet sted for nylig i landet formentlig tilskyndet af den zimbabwiske regering, såsom voldelige besættelser af gårde og ikkeoverholdelse af den diplomatiske immunitet. I de seneste uger har vi klart oplevet en intensivering af disse ulovlige besættelser, en forøgelse af volden og skræmmehandlinger, især fra oppositionens side. Vi fortolker desværre disse manøvrer som led i det regerende partis valgkampagne. Som Europa-Parlamentet beklager vi kraftigt dette.
Mange tak, hr. kommissær Lamy. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0355/2000 af Miranda m.fl. for GUE/NGL-gruppen; B5-0357/2000 af Andreasen og Sander for ELDR-gruppen; B5-0371/2000 af Banotti og Pack for PPE-DE-gruppen; B5-0380/2000 af van den Berg og Glenys E. Kinnock for PSE-gruppen; B5-0384/2000 af Lucas m.fl. for Verts/ALE-gruppen om et verdensforum om uddannelse.
Hr. formand, verdensforummet om uddannelse i Dakar er en opfølgning på den første konference om uddannelse for alle, der blev afholdt i Thailand for 11 år siden. Der er sket visse fremskridt, men desværre endnu ikke nok. I øjeblikket findes der 125 millioner børn i verden, som ikke går i skole. Der findes 880 millioner voksne analfabeter, hvoraf to tredjedele er piger og kvinder. Fællesskabet er den største bidragyder til mange af disse lande. Det er beklageligt, at vi ikke sender vores øverste embedsmand til denne konference på Fællesskabets vegne. Vi beklager ligeledes, at der endnu ikke er kommet nogen meddelelse om børns rettigheder fra Kommissionen. En fremtrædende afrikansk leder kom med en meget relevant bemærkning. Han sagde, at uddannelse er den eneste vaccine imod aids, der findes. Et af de største problemer med at sikre uddannelse i mange lande er aids' katastrofale indvirkning på tilværelsen ikke kun for børn, hvoraf mange er forældreløse, fordi de har mistet en eller begge forældre. I mange af de afrikanske lande, jeg besøgte for nylig, fik jeg at vide, at for at få én lærer skal skolerne uddanne tre, fordi så mange lærere allerede er døde af aids i en alder af 30. Dette understreger problemernes alvor. Mange af de børn, der ikke går i skole, arbejder i stedet. Dette må donorlandene tage hensyn til i de fremtidige planer for uddannelsesprogrammer og -bevillinger til udviklingslandene. Desværre bruges kun 2% af den hjælp, vi sender til disse udviklingslande, på uddannelse. Vi håber virkelig, at denne konference vil tage spørgsmålet op igen og sikre det den umiddelbare opmærksomhed, der er nødvendig.
Hr. formand, jeg har nu i omkring 10 år deltaget i kampagner for fremme af undervisning i hele verden. 125 millioner børn, først og fremmest piger, får ingen undervisning. Jeg er overordentlig glad for, at jeg nu er medlem af Europa-Parlamentet og konkret kan føre kampagne for undervisning, og at der i dette beslutningsforslag fra alle gruppers side siges: fordobling af budgettet for EU's udviklingssamarbejde. Vi taler ikke om flere penge til udviklingsbudgettet, men om omlægninger inden for dette budget. Ifølge kommissær Nielson bruger vi 5% til den samlede undervisning, og det skønnes, at omkring 80% deraf går til den grundlæggende skolegang. Da jeg også er budgetordfører for året 2001, håber jeg, at Parlamentet i godt samråd med kommissær Nielson - som for øvrigt har sagt, at han vil gå i denne retning - kan fordoble dette budget til næste år. Det kunne virkelig være et konkret skridt, for mange af de penge, som vi anvender, når simpelthen ikke ud til de fattigste og er ikke et skridt i retning af virkelig udvikling. Endelig kan vi ikke udvikle andre, de må udvikle sig selv, men dette er en glimrende chance med henblik derpå. Parlamentet vil meget konkret sammen med Kommissionen snart kunne omsætte dette beslutningsforslag til virkelige aktioner også i budgettet for 2001.
Hr. formand, det er utroligt sørgeligt og faktisk ydmygende for os alle, at der i år 2000 stadig findes børn, som ikke får nogen som helst grunduddannelse eller skolegang, og at der stadig findes voksne - næsten en milliard mennesker - som ikke kan læse eller skrive og dermed også er forhindret i at deltage i samfundets politiske og demokratiske liv. Det er naturligvis også sløseri med menneskelige ressourcer, at det forholder sig sådan. Desværre er det også de lande, der har størst brug for disse mennesker - altså borgernes deltagelse for at opnå en demokratisk udvikling - som mangler ressourcer til uddannelse. I 1990 enedes verdens regeringer som sagt om, at man skulle sørge for, at alle fik en grunduddannelse senest år 2000. Ved topmødet i København ændrede man dette til 2015. Nu er et nyt topmøde i fokus, nemlig verdensforumet om uddannelse i Dakar i Senegal til april. Vi ved, at uddannelse er nøglen til bekæmpelse af fattigdom, respekt for menneskerettigheder osv. Vi kan ikke acceptere, at denne frist udskydes endnu en gang. Jeg er glad for denne beslutning. Jeg håber, at den bliver enstemmigt vedtaget, og at det tydelige budskab bliver: Sørg for en konkret ramme for en global handlingsplan for at prioritere uddannelsesbehovene i verden! Stil ressourcer til rådighed! Dette er også budskabet til Kommissionen.
Hr. formand, det nylige topmøde mellem Europa og Afrika i Kairo har sat fattigdommen i centrum for vores bekymringer. Som forfatter af den generelle rapport om fattigdom, der blev vedtaget i Bahamas af EU's Paritetiske Forsamling sammen med AVS-landene for nogle måneder siden, vil jeg gerne fremføre, at bekæmpelsen af fattigdommen bør være et af vores mål, og i mange tilfælde vores grundlæggende mål. I denne forbindelse er uddannelse, sammen med sundhed, det værktøj, som skal bruges til at formulere et ambitiøst bekæmpelsesprogram for at vinde slaget om fattigdommen i verden. Uddannelse er en universel menneskeret, det er nøglen til en bæredygtig udvikling for mennesket, det er et grundlæggende ansvar for staterne, og det er især et gennemførligt mål, hvis man mobiliserer alle de nødvendige ressourcer for at nå det. Derfor giver vi vores støtte til dette initiativ, og vi opfordrer Kommissionen til, at den rejser de nødvendige budgetmæssige og økonomiske midler og vedtager passende institutionelle initiativer for at nå dette mål.
Hr. formand, som introduktion til mit indlæg vil jeg sige, at hver gang et barns rettigheder ikke respekteres, er der tale om vold. Og den første form for vold, det er manglen på uddannelse. Børn, der kommer fra familier i trange kår, lider, og ofte har de ikke adgang til en ordentlig uddannelse. De får langt færre chancer for at kunne klare sig socialt, og vilkårene taler for, at deres børn kommer til at leve i den samme situation. Det er derfor på tide at prioritere forebyggende løsninger, der, idet de skaber en anden familesammenhæng, endelig gør det muligt at undgå individuelle og socialt unødvendige lidelser og at praktisere en reel politik for inddragelse, socialisering og uddannelse lige fra fødslen. Vi bør opfinde nye løsninger og nye sociale holdninger. Vi har en pligt til at beskæftige os med alle disse børn og især pigerne, fordi de i visse lande stadig betragtes som husslaver. Det drejer sig om at blive bevidst om den spæde barndoms og uddannelsens betydning for at undgå, at de unge, fordi de blevet fornægtet gennem hele deres barndom, ikke længere har anden udtryksform tilbage end oprøret. Mennesker fødes i et afhængighedsforhold. Den lille forsvarsløse baby har ingen pligter, for det er ikke muligt. Pligterne kommer med bevidstheden, der vækkes via uddannelsen. Vi bør derfor parallelt med at udrydde analfabetismen og generelt indføre uddannelse også indlede en kollektiv overvejelse angående børns levevilkår i forskellige lande og især i byområderne, støtte aktiviteter, der gør det muligt at tage ansvaret for børn, der lever på gaderne i tredjelande, men også i vores egne lande, gøre det muligt at udvikle pilotaktiviteter og f.eks. lade sig inspirere af den førskolefamiliestruktur, ATD Quart-monde har foreslået. Det gælder om at gå i spidsen for familierne og at hjælpe barnet i familien og dernæst indlede et samarbejde og finansieringer for at støtte familier, der har det svært, især familier med kun en forælder og børn, der er udsatte. Vi har reelt pligt til at starte en grundig overvejelse angående uddannelsen af børn på vores planet, hvis vi ønsker en bedre fremtid for alle.
Hr. formand, Kommissionen har deltaget aktivt i forberedelsen af forumet såvel via evalueringen "Uddannelse for alle 2000" som gennem regionale forberedelsesmøder og især i Johannesburg i 1999, og Kommissionen vil være repræsenteret på Forum i Dakar ved generaldirektøren for udvikling. I overensstemmelse med disse internationale forpligtelser har Fællesskabets investeringer i uddannelse først og fremmest været inden for grunduddannelse og grundskoleundervisning, især i samarbejdet med AVS-landene. Således er en stor del af uddannelsesprogrammerne finansieret under den 8. EUF koncentreret om grundskoleundervisning. Midler afsat til denne post repræsenterer 80% af det samlede beløb til uddannelse. Kommissionen har i alle sine politiske og strategiske uddannelsespapirer indarbejdet anbefalingerne fra Jomtien-konferencen om grunduddannelser, og i de vejledende nationale programmer har 35 AVS-lande ud af 71 valgt uddannelse som deres prioritet. Jeg skal i øvrigt gøre opmærksom på, at selv om en afbalanceret metode kræver, at man prioriterer grunduddannelserne, som det er blevet sagt, ser man ikke dermed bort fra de andre niveauer i uddannelsessystemet. Med hensyn til vores uddannelsesmetodes effektivitet er vi enige om, at den kræver en meget tæt koordination mellem Fællesskabet og medlemsstaterne samt med de øvrige kapitalindskydere. Derudover er det efter vores mening nødvendigt at indlede en dialog med det borgerlige samfund, og det er her, Fællesskabet vil støtte nationale handlingsplaner på uddannelsesområdet i AVS-landene. Vi forfølger endvidere målet om at udrydde de relative uligheder mellem folkene inden 2005 i overensstemmelse med det, der er blevet nævnt i strategien for OECD's støttekomité for udvikling og i konklusionerne fra EU's sociale topmøder. Det sidste punkt i spørgsmålet fra hr. van den Berg om en fordobling af budgettet til grunduddannelser i 2001. Vi er af den opfattelse, at Fællesskabet og medlemsstaterne samlet bør afsætte flere ressourcer til uddannelser og især til grunduddannelser. Når det er sagt, ved vi også, at dette kun kan have den forventede effekt, hvis modtagerlandene råder over den nødvendige absorberingskapacitet samt ressourcer, der kan sikre en stabil og varig udvikling af dette system. Derfor er svaret ikke nej, men det er heller ikke fuldt ud ja. Vi mener, at en relevant analyse af problemet kræver en gennemgang land for land for at skabe en tilpasning i hvert enkelt tilfælde.
Mange tak, hr. kommissær Lamy. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0347/2000 af Collins for UEN-gruppen; B5-0356/2000 af Haarder m.fl. for ELDR-gruppen; B5-0372/2000 af Jarzembowski m.fl. for PPE-DE-gruppen; B5-0388/2000 af Nogueira Román for Verts/ALE-gruppen om Taiwan.
Hr. formand, den valgte vicepræsident for øen Taiwan er af regeringen i Beijing kaldt "nationens udskud". Der er dirigeret ekstra tropper til den kinesiske provins Fujian nordvest for Taiwan. Denne valgte vicepræsident Annette Lu sagde i sidste uge, at Taiwan og fastlandet ganske vist geografisk ligger tæt på hinanden, men på grund af historien var blevet fjerne slægtninge. Kina reagerede rasende. Lu havde vist sit sande ansigt som ekstremist og uforbederlig agitator for Taiwans uafhængighed. Med sine ondskabsfulde ord ville hun opildne sine taiwanske kammerater til at hade deres landsmænd i moderlandet, ifølge Beijing. Lu sagde, at disse injurier fik hende til at tænke på den måde, hvorpå Kuomintang havde behandlet hende - under dette partis lange diktatur havde hun været fængslet i fem år - og at hun kun stiler efter forbedring af forbindelserne med Beijing. Og sådan er det faktisk. Vi kender Annette Lu og Taiwans nye præsident Chen Shui-bian. Valget af dem er kronen på demokratiseringsprocessen i Taiwan. Er det en risiko for Kina? Ja, bestemt, det er jo tydeligt, at det kinesiske folk udmærket er i stand til at opbygge et demokratisk system med respekt for menneskerettighederne. Taiwanerne har vist det. For den gamle mand i Beijing må den interne udvikling i Taiwan være et mareridt. Tror de virkelig, at deres trusler vil have resultater? Beijings opførsel bekræfter vores opfattelse, nemlig at Taiwans fremtid hører hjemme i taiwanernes hænder. Vi europæere må ikke blande os i det. Med det kommer os ved, at denne store og selvstændige ø er ordentligt repræsenteret på verdensscenen, i Verdenssundhedsorganisationen, Verdenshandelsorganisationen og lign. Tanken om, at Beijing kunne repræsentere taiwanerne der, er absolut latterlig. Det er af overordentlig stor betydning, at Parlamentet knytter tættere forbindelser med de valgte repræsentanter i Taiwan. Demokratisering i den del af verden er vigtig, også for Europa. Kina vil først kunne blive genforenet, når ikke blot Taiwan, men også fastlandet er baseret på demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper.
Hr. formand, hr. kommissær, som observatør for Europa-Parlamentet har min kollega Georg Jarzembowski og jeg kunnet følge præsidentvalget i Taiwan den 18. marts så at sige live på selve stedet. I talrige samtaler med forskellige partier og ved besøg i valglokaler kunne vi konstatere, at det forløb frit og demokratisk. Vi fik indtryk af, at valget i Taiwan er udtryk for en voksende demokratisk bevidsthed i befolkningen. Indicier herfor er både den høje valgdeltagelse, som sammenlignet med præsidentvalget var steget med yderligere 6% til nu 82%, og også selve resultatet. Efter at det hidtidige regeringsparti har været dominerende i en meget lang periode på over 50 år, er der kommet liv i den politiske scene. Oppositionens kandidat er blevet ny præsident, og for første gang i Taiwans historie er der valgt en kvinde til embedet som vicepræsident. Disse begivenheder alene kendetegner et historisk vendepunkt. Taiwans befolkning har med seismografisk følsomhed registreret alle forsøg fra tredjelande på at påvirke dem. Valgresultatet er ganske vist hovedsageligt udtryk for en indenrigspolitisk diskussion - den nyvalgte præsident, Chen Shui-bian, har i valgkampen næsten udelukkende satset på sådanne indenrigspolitiske temaer - og de aggressive og provokerende toner fra Folkerepublikken i perioden op til valget, hvem de så end kom fra, har da også snarere bevirket det modsatte. Alligevel er alle involverede bevidste om situationen. Chen Shui-bian blev også valgt, fordi det tidligere regerende Kuomintang-parti var delt på grund af, at der var opstillet to kandidater. Kuomintang har imidlertid flertal i Taiwans parlament. En radikal politik, der stræber efter uafhængighed, ville være dømt til at mislykkes, det ved Chen Shui-bian helt præcist. Regionen har brug for sikkerhed og stabilitet. Kun et godt samarbejde og en konstruktiv dialog mellem mainland-China og Taiwan kan føre til forsoning og varig fred. Også med henblik på den økonomiske udvikling er der behov for sunde relationer. Vi hilser det derfor velkomment, at begge sider i denne konflikt satser på en fredelig løsning. Vi glæder os i den forbindelse over Chen Shui-bians initiativ til at indlede bilaterale samtaler, og vi glæder os også over, at Folkerepublikken Kina har vist vilje til samarbejde. Den tilstræber officielt en fredelig løsning, naturligvis under forudsætning af, at Taiwan giver afkald på sine bestræbelser på at opnå uafhængighed. Vores beslutning skal yderligere fremme Taiwans demokrati, men Folkerepublikken opfatter den som en fornærmelse. Derfor spørger jeg alvorligt mig selv, om vi alligevel ikke en gang imellem skulle slå ind på en anden vej, en vej, der fører til forsoning og ikke til polarisering.
Hr. formand, hr. kommissær, på vegne af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance vil jeg gerne understrege denne gruppes bidrag til forslaget til fælles beslutning, såvel med hensyn til dialogen med Folkerepublikken Kina og med Taiwan som med hensyn til den faste holdning, der er nødvendig i denne sag. Vi finder, at der er et objektivt behov for, at Taiwan bliver stærkere repræsenteret i internationale institutioner; Europa-Parlamentet kan støtte det. Vi støtter derfor forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Taiwans parlament via vores institutions delegation og endog behovet for at åbne et EU-repræsentationskontor i Taiwan. Når det er sagt, ønsker vi også, at dette behov for dialog får et objektivt grundlag, som det er tilfældet med erklæringerne fra den nye præsident Chen Shui-bian selv, som Folkerepublikken Kina dog har besvaret med en ny demonstration af tics, magt og foragt for demokratiet. Vi skal afvise disse trusler som værende fuldstændig upassende, men også fordi de er en objektiv trussel for den dialog, der er så nødvendig for at få løst dette problem.
Hr. formand, mange tak for, at De giver mig ordet for anden gang i dag. Det for nylig afholdte præsidentvalg, som ikke kun overholdt alle demokratiske regler, men også betød en afslutning på Kuomintangs 50 års herredømme, bragte Chen Shui-bian til præsidentembedet. Den nyvalgte præsident er et bevis på, at Taiwan er blevet demokratisk modent. Så meget mere foruroligende er holdningen i Folkerepublikken Kina, som før, under og efter det demokratiske valg i Taiwan ikke er holdt op med at overdænge sin lillebror med til dels fuldkommen uacceptable trusler. Jeg forstår godt, at Folkerepublikken Kina ikke kan stille noget op med ordet demokrati. Men den behøver da ikke at bryde ud i panik, fordi der finder et demokratisk valg sted i nabolandet. Demokrati er desværre ikke smitsomt.
Hr. formand, vi glæder os som De over, at det taiwanske folk for anden gang har kunnet udtrykke sig ved et demokratisk valg. Som Unionen har mindet om gennem sit formandskab og senest i juli sidste år, går vi ind for princippet om et udelt Kina, men vi ønsker også, at de spændinger, vi kan notere os nu og da mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina, kan blive løst fredeligt gennem en konstruktiv dialog. Vi opfordrer derfor både Beijing og Taipei til så hurtigt som muligt at slå ind på denne dialogens vej. Vi opfordrer til at intensivere de økonomiske relationer med Taiwan, og vi tror, at dette i øvrigt bliver tilfældet, hvis Taiwan, som vi forestiller os det, bliver optaget i Verdenshandelsorganisationen. Vi har i øvrigt taget anmodningen formuleret i Deres beslutningsforslag og gentaget af hr. Knörr Borràs om at åbne et informationskontor i Taipei til efterretning. Dette er også vores ønske. Vi har dog ikke fastsat nogen tidsplan, idet vi har andre prioriteter i Asien og i verden, og De kender vores beskedne ressourcer på dette område, der tvinger os til at vælge. Vi ønsker det, men det indgår ikke for øjeblikket i vores prioriteter.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30. (Mødet udsat kl. 17.25 og genoptaget kl. 17.30)
Vi går nu over til afstemning om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning. Om det fælles beslutningsforslag om Irak
Hr. formand, det drejer sig om en forkert formulering i punkt 2 i denne beslutning. Jeg ville foreslå - i den tyske tekst er det rigtigt - at vi fremsender beslutningen til den højtstående repræsentant for FUSP. Men derefter hedder det: "og fremsendes til regeringerne". Jeg vil som mundtlig tilføjelse foreslå "medlemsstaternes, USA's og Iraks regeringer".
Dette er et mundtligt ændringsforslag til teksten. Er der nogen, der gør indsigelse? Hvis ingen af vores kolleger gør indsigelse, er hr. Sakellarious forslag vedtaget.
Hr. formand, jeg vil gerne have afklaret, hvorvidt denne beslutning er forenelig med den beslutning, vi vedtog i januar i år, hvor vi gjorde opmærksom på problemerne med de krigsfanger, der stadig befinder sig i Kuwait, eller hvorvidt denne beslutning skal ses som en modsætning til vores beslutning fra januar.
Hr. Perry, Deres indsigelse er af politisk karakter og ikke af proceduremæssig karakter. Hr. Sakellariou har fremsat et forslag, som ingen modsatte sig, og forslaget er derfor vedtaget.
Hr. formand, i formiddags blev det diskuteret, om der i fremtiden skal være plenarmøde om fredagen eller ikke. Som mulig begrundelse blev det anført, at dagsordenen for det meste er relativt uinteressant, og at man i hvert fald burde ændre dette. Derfor og for at konstatere, om der er garanti for, at Parlamentet er beslutningsdygtigt en torsdag eftermiddag med interessante dagsordener og ganske vigtige afstemninger, vil jeg anmode Dem om at konstatere, om der foreligger beslutningsdygtighed.
Hr. Markov, De kan ikke stille mig et sådant spørgsmål alene. Der skal 32 parlamentsmedlemmer til at fremsætte denne anmodning. Hvis 32 medlemmer stiller mig dette spørgsmål, kan jeg konstatere, om det beslutningsdygtige antal medlemmer er til stede. Det ser ud til, at der er 39 eller 40 kolleger, som har rejst sig, og vi må derfor foretage en konstatering af, om det beslutningsdygtige antal medlemmer er til stede.
Hr. formand, hvis man bliver enige på dette punkt, finder jeg metoden en smule klodset, hvis man ønsker at undgå en så vigtig afstemning.
Hr. Naïr, denne metode er måske "klodset", sådan som De siger, men problemet er, at ifølge den gamle forretningsorden kunne et vist antal medlemmer bede om at få konstateret det beslutningsdygtige antal og herefter forlade salen. Nu er der taget højde for, at de, der anmoder om en konstatering af det beslutningsdygtige antal, skal blive i salen. Andre medlemmer kunne spørge om det beslutningsdygtige antal og herefter undlade at stemme. Derfor er det hele måske "klodset", men også lidt mere praktisk.
Hr. formand, jeg synes, det er forfærdeligt trist, at nogle medlemmer nu, hvor vi har vigtige afstemninger foran os, ønsker at forhindre dette. Jeg har hørt, at visse ansatte i Parlamentet har arbejdet indtil kl. 4.00 i morges, for at vi i dag kan stemme om Dimitrakopoulos/Leinen-betænkningen. Jeg vil gerne på min gruppes vegne og - håber jeg - på alles vegne sige hjertelig tak til disse ansatte. De har arbejdet flittigt, og vi bør stemme flittigt. (Kraftigt bifald)
Tak, hr. Swoboda, men dette er en mulighed, som forretningsordenen giver, og enhver kollega kan benytte sig af den.
Hr. formand, jeg synes, at vi skal stemme. Blot en enkelt bemærkning, hvis De tillader: Jeg har forstået, at kollegerne ved forskellige lejligheder har ønsket at få efterprøvet, hvorvidt Parlamentet er beslutningsdygtigt. Kan De ikke bede formanden opfordre Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til at overveje en ændring af forretningsordenen, så vi kan foretage denne kontrol elektronisk?
Hr. Cox, tror De, at vi kan foretage denne ændring af forretningsordenen nu?
Hr. formand, jeg forstår begrundelsen for, at det ikke gøres elektronisk, fordi man ikke kan kontrollere, om alle bruger deres kort. Jeg forstår, hvorfor De er nødt til at foretage en optælling. Jeg vil gerne vide, præcis hvor mange personer De talte i salen i dag. Lige foran mig kan jeg se mindst fire personer, lige på denne række, der er medarbejdere i grupperne - ikke medlemmer. Hvordan kan De deroppefra se, hvilke personer der er medlemmer, og hvilke der er medarbejdere, og nå frem til det rette tal?
Fru McKenna, Parlamentets tjenestegrene kender udmærket os parlamentsmedlemmer og også de medarbejdere, der har lov til at være til stede i mødesalen. De kender udmærket hver enkelt af dem. Hvis De er enig, vil jeg gerne gå over til afstemning. Der er andre medlemmer, som beder om ordet, men så får vi en debat, der ikke er på sin plads. Vi går nu over til afstemning. Om det fælles beslutningsforslag om Tjetjenien
Hr. formand, det drejer sig om afstemningen om Tjetjenien-beslutningen. Vi konstaterede under debatten og også under forsøget på at blive enige om et fælles kompromisforslag, at vi politisk og indholdsmæssigt har et ganske stort flertal, der har samme opfattelse. Der foreligger kun taktiske overvejelser om, hvorvidt vi på dette tidspunkt, efter at vi allerede har vedtaget seks beslutningsforslag, endnu en gang skal sige det samme eller næsten det samme, uden at der er ført en seriøs debat med Rådet og Kommissionen. Derfor vil jeg opfordre kollegerne i de andre grupper til følgende: Lad os dog først i fællesskab sende delegationen til Tjetjenien. Dette konkrete forslag har alle tilsluttet sig. Lad os derefter, når denne delegation er kommet tilbage, sammen med Rådet og Kommissionen føre en stor debat om Tjetjenien, og når denne debat er slut ... (Formanden afbrød taleren)
På anmodning af hr. Sakellariou er beslutningsforslag B5-350/2000 blevet trukket tilbage.
Hr. formand, i henhold til artikel 69, stk. 2, anmoder jeg om en afbrydelse og vil gerne spørge Kommissionen, om dens holdning til ændringsforslagene har ændret sig efter afstemningen. Nej, den har ikke ændret sig. Så behøver vi ikke at forsinke mødet yderligere. Så foreslår jeg ifølge artikel 69, stk. 2, at afstemningen om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning udsættes. Jeg gør det som udvalgsformand og efter aftale med ordføreren og med forskellige gruppeformænd. (Fornyet udvalgsbehandling vedtoges) Betænkning (A5/0069/2000) af Lagendijk for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om meddelelse fra Kommissionen om stabiliserings- og associeringsprocessen for landene i det sydøstlige Europa (KOM(1999) 235 - C5-0124/1999 - 1999/2126 (CNS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0059/2000) af García-Margallo y Marfil for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om meddelelse fra Kommissionen: Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan (KOM(99) - 323 - C5-0114/99 - 1999/2117 (COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0053/2000) af Kuckelkorn for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens meddelelse om et indre marked for supplerende pensioner - Resultater af høringerne i forbindelse med grønbogen om supplerende pensioner i det indre marked (KOM(1999) 134 - C5-0135/1999 - 1999/2131(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0098/2000) af Palacio Vallelersundi for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om meddelelse fra Kommissionen om strategien for EU's indre marked (KOM(1999) 464 - C5-0212/1999 - 1999/2167(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, da afstemningstiden er en fortsættelse af frokostafstemningstiden, er det da korrekt, at de få afstemninger ved navneopråb, vi deltog i i eftermiddags, vil tælle med i vores daglige total, og at dette har direkte relevans for den tidligere afstemning om, hvorvidt vi er beslutningsdygtige eller ej. Måske kan De lade mig det vide senere.
Hr. formand, jeg ville blot spørge, hvorfor vi ikke stemmer om Etiopien nu.
Hr. Swoboda, afstemningen er planlagt til at finde sted i morgen tidlig.
Hr. formand, nu hvor afstemningen er overstået, vil jeg gerne vende tilbage til spørgsmålet om beslutningsdygtighed. Jeg mener ikke, at det vil være nødvendigt med en optælling, medmindre man først har prøvet med stemmekort, hvor resultatet er lavere end det krævede. Det ville spare tid, hvis man prøvede det først. F.eks. var der 226 ved den første afstemning, efter at spørgsmålet om beslutningsdygtighed blev taget op. Hvis man havde foretaget en prøve med kortene, kunne vi måske have undgået problemet med en optælling.
Fru McKenna, det er ikke et spørgsmål, som vi kan løse her i salen lige nu. Deres indlæg er blevet registreret, både Deres indlæg nu og det for lidt siden. Vi skal se på, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at foretage en ændring af forretningsordenen. Det er ikke et spørgsmål, vi kan tage op på dette sted!
Hr. formand, jeg stemte for oprettelsen af EF-handlingsprogrammet for unge, sådan som man nåede frem til enighed om i Forligsudvalget, og det gjorde jeg ikke mindst, fordi det bl.a. giver mulighed for at finansiere og gennemføre programmet med den europæiske volontørtjeneste, hvor mange unge er beskæftiget med samfundsnyttigt arbejde, f.eks. ældreomsorg. Når det er sagt, vil jeg gerne komme med et forslag til næste gang, vi tager dette ungdomsprogram op, og gøre opmærksom på en ting, der bekymrede mig noget under afstemningen, selv om jeg stemte for, nemlig definitionen på ungdom. Hr. formand, føler De Dem ung? Jeg tror, at De svarer ja. Derfor ville det efter min mening være hensigtsmæssigt at fastslå, at de unge er dem, der føler sig unge, hvilket også ville gøre det muligt for dem, der ikke længere er unge af alder, men unge af sind, at benytte sig af disse tjenester.
Diskussionen af dette program har strakt sig over for lang tid med alle de konsekvenser, som denne forsinkelse indebærer, og der har ikke været nogen kompensation for denne indsats i den bevilling, der blev aftalt ved forliget - 520 millioner euro over syv år, når Europa-Parlamentets første forslag lød på 980 millioner euro - hvilket helt klart er for lavt i forhold til programmets behov. På den anden side vil ansøgerlandenes indtræden betyde adgang for flere unge til programmet "Ungdom for Europa" og til udveksling af meget frugtbare erfaringer, men programmets budget sår tvivl om initiativets succes. Selv om vedtagelsen af dette program skulle vise sig at være positivt, er det af meget begrænset omfang, eftersom det kun knytter an til en del af den nødvendige ungdomspolitik, som overordnet bør analysere de forskellige realiteter, som berører ungdommen, f.eks. uddannelse, beskæftigelse, bolig, sundhed og kultur. Der er heller ikke tilstrækkelige henvisninger til, hvordan man skal løse problemet med forskelsbehandling og aldersbegrænsning for at deltage i programmet (15-25 år, selv om der er mulighed for undtagelser), eftersom den gennemsnitlige alder ved afslutningen af en højere uddannelse ligger meget tæt på den øvre grænse, hvorfor denne burde hæves til 30 år. Endelig er det vigtigt, at de myndigheder i den enkelte medlemsstat, der er ansvarlige for udbredelsen af programmet, får styrket deres rolle og ansvar, således at denne udbredelse bliver så effektiv og hurtig som mulig.
Jeg blev skuffet over at se, at i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af EF-handlingsprogrammet for unge er henvisningen til familien blevet fjernet under de endelige forligsforhandlinger. Denne henvisning, som blev accepteret af både Kultur- og Ungdomsudvalget og af Parlamentet, vedrørte behovet for at undersøge familiens rolle blandt de faktorer, der har fremmet og hæmmet de unges integration i samfundet. Familiens betydning for at fremme eller hæmme de unges integration i samfundet anerkendes klart i dagens samfund og ligeledes i forskellige undersøgelser. I sin rapport Coherent and Integrated Family Policies udtaler Europarådet, at familien spiller en fremtrædende rolle i socialiseringen, fordi den viderebringer værdier, standarder, vaner og adfærd for de sociale grupper, børnene tilhører. Det er utilgiveligt, at denne henvisning til familien er blevet fjernet. I en betænkning, der har til formål at vurdere og støtte vores unge mennesker bedst muligt, er fjernelsen af henvisningen til familien, den vigtigste enkeltstående påvirkning i et ungt menneskes liv, uforståelig.
Jeg støtter helhjertet fru Gröners anbefaling om at godkende aftalen med Rådet om EF-handlingsprogrammet for unge. De tidligere ungdomsprogrammer, Ungdom for Europa og Den Europæiske Volontørtjeneste, vil blive slået sammen i et overordnet program på mellemlangt sigt fra 2000 til 2006, hvilket Europa-Parlamentet har bedt om. Et langsigtet program vil sikre, at de unge får mulighed for at udnytte sådanne ordninger i en garanteret periode. Alle deltagere vil ligeledes få fuld adgang til sundhedstjenester og socialsikring, hvorved flest muligt af vores unge mennesker bliver inddraget. Selv om finansieringen af disse programmer på 520 millioner euro ligger et godt stykke under vores oprindelige ønske om 980 millioner euro, hvilket bliver nødvendigt for nye medlemsstater efter udvidelsen, bliver der mulighed for at hæve dette beløb, når der stilles yderligere krav til budgettet efter udvidelsen. Disse programmer vil helt sikkert gavne vores unge og give dem uvurderlige muligheder for at lære om sig selv, om andre og om Europa. Det er ikke blot væsentligt for deres personlige udvikling, men i en barsk og konkurrencepræget verden vil det øge deres chancer på arbejdsmarkedet betydeligt. At forbedre de unges færdigheder har altid været en af vores prioriteringer, og vi må fortsat støtte denne målsætning. De unge er Europas fremtid. Vi må tilskynde dem til at lære om andre og om Den Europæiske Union og samtidig udvikle deres egne værdier, tanker og færdigheder. Det er vigtigt, at de bliver i stand til at deltage i frivilligt arbejde i udlandet, udvekslingsophold på skoler samt til at lære sprog. Finansieringen af disse typer af programmer er et vigtigt skridt i retning af målsætningen om at åbne de unges øjne og sind og forberede dem på at blive en del af en fleksibel og kvalificeret arbejdsstyrke.
Vores samfund har ikke tilstrækkelig tillid til ungdommen. Med de politiske ansvarsområder, jeg har haft, har det altid slået mig, at ungdommens fremtid og dens bekymringer ikke har været i centrum for den offentlige debat, at hverken den politiske verden eller medierne reelt forsøger at hjælpe de unge. Dette er især sandt i Normandiet, den region, hvor jeg er valgt, hvor man alt for ofte forbinder ungdom med afvigelser og forbrydelser uden at sætte pris på det enorme flertal af de unge, der arbejder, drømmer, elsker, lever og bærer på alle vores håb. EU-initiativet "Ungdom" er et første skridt i denne retning, der vidner om, at vores institutioner er blevet bevidste om ungdommen. I øvrigt vil det være afgørende, at denne indsats følges op i fremtiden, hvis den skal bære den ønskede frugt i de unges og dermed i EU's interesse. Jeg er altså overbevist om, at EU meget kraftigt skal tilskynde til og yde økonomisk støtte til andre initiativer, især hjælp til ungdomsorganisationer. Betænkning af Graça Moura (A5-0099/2000) Gasòliba i Böhm (ELDR). (ES) Hr. formand, det er på sin plads, at jeg på vegne af Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe giver udtryk for vores tilfredshed med vedtagelsen af Graça Moura-betænkningen i forbindelse med Det Europæiske Sprogår 2001. Vi finder, at det er et storslået initiativ, at man på europæisk plan giver et særligt år til sprogene i Europa, til kendskabet til dem og af anerkendelsen i hele Den Europæiske Union af sprogenes betydning til sikring af den kulturelle og historiske rigdom og som udtryk for selve identiteten af de samfund, der udgør Unionen. Vi har støttet denne betænkning, men der er to aspekter, som vi ikke er tilfredse med. Jeg tænker på nogle ændringsforslag, som vi har fremlagt, såvel for Den Liberale Gruppe som for en gruppe af medlemmer, under ledelse af fru Ferrer, og som går ud på klart og tydeligt at medtage de officielle sprog, som er anerkendt i medlemsstaterne, for at de kan deltage direkte og på institutionel vis i udviklingen af Det Europæiske Sprogår. Denne præcisering er ikke blevet accepteret, og vi beklager den retningslinje, som Europa-Kommissionen med deltagelse af medlemsstaterne følger, for den udelukker hermed en deltagelse, som er særlig betydningsfuld i denne virkelighed med den deraf følgende risiko for marginalisering. Jeg vil gerne erindre om, at Europa-Parlamentet anerkendte catalansk som et europæisk sprog, og gav det en særlig personlighed. Og det er dette sprog, man sammen med andre burde have taget hensyn til ved gennemførelsen og afholdelsen af Det Europæiske Sprogår.
Hr. formand, jeg stemte for indførelsen af Det Europæiske Sprogår 2001. Det er uden tvivl en positiv og vigtig ting, selv om jeg er af den opfattelse, at det ville være meget bedre, at det var sprogår hvert år. Det er yderst vigtigt for Den Europæiske Union, at borgerne i de 15 stater kan deres EU-medborgeres sprog. Jeg håber ved den lejlighed, at sprogundervisningen - der modtager så meget støtte og finansiering, når den er rettet mod de unge - ligeledes bliver gennemført og finansieret for de ældres vedkommende. De bliver alt for ofte glemt i den forbindelse, og de vil meget gerne besøge de andre EU-lande.
Hr. formand, jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg stemte imod betænkningen om det europæiske sprogår. For det første indtager sprog en vigtig plads i den europæiske civilisation og kultur uanset numeriske overvejelser vedrørende befolkningens størrelse. Dette gælder bestemt for mindre udbredte sprog. For det andet er beslutningen rettet mod år 2001. De europæiske borgere kan erhverve færdigheder i andre sprog, hvilket bevises af det forhold, at alle, der taler minoritetssprog, uden undtagelse, har en fremragende uddannelse i dette til fælles. De er alle tosprogede. Det er helt forkert at udelukke minoritetssprog fra dette initiativ. Det er beklageligt, at Parlamentet ikke har accepteret, at de mindre udbredte sprog kunne yde et betydeligt bidrag til en vellykket gennemførelse af dette initiativ.
Jeg er meget glad for, at Europa-Parlamentet efter aftale med Rådet har taget dette initiativ til at gøre 2001 til Det Europæiske Sprogår! I et EU, som omfatter 15 medlemmer, som står over for en udvidelse, hvor 11 sprog har status af officielle sprog, og hvor det myldrer med regionale sprog, er det faktisk meget vigtigt at gøre Unionens borgere bevidste om fordelene ved at forstå og tale andre sprog og om de forskellige muligheder, der findes for at lære dem. At tale et andet sprog end sit modersmål er ubestrideligt en garanti for at udvikle ånden. Det er grunden til, at vi må tilskynde børnene til at begynde i børnehaven og grundskolen med at lære sprog, der er et redskab til at skabe bevidsthed om den kulturelle mangfoldighed. Visse europæiske lande, især de skandinaviske, er allerede politisk langt fremme på dette område, og man har kunnet se alle de fordele, det har givet. Dette er god praksis, som vi bør udbrede i de øvrige medlemsstater. Vi skal selvfølgelig holde øje med, at dette kendskab ikke reserveres til de privilegerede grupper i samfundet. En udviklet indlæring af fremmede sprog vil gøre det muligt at knytte EU's borgere tættere sammen og give dem mulighed for at kommunikere og dermed lære hinanden at kende og knytte forbindelser, der vil sætte kød og blod på konceptet om det europæiske borgerskab. Åbningen mod andre kulturer og kendskab til vores europæiske naboers traditioner er et afgørende middel til at bekæmpe intolerancen og racismen, der har sin rod i angsten for det ukendte. På det praktiske plan skal man vide, at Det Europæiske Sprogår faktisk er et fælles projekt fra Den Europæiske Union og Europarådet. For at dette skal være synligt, er det at foretrække, at de to parter til planlagte aktiviteter anvender et identisk logo og slogan. For at støtte denne synlighed og gennemsigtighed vil jeg støtte oprettelsen af et interaktivt internetsted, der gør det muligt for borgerne at få adgang til samtlige nyttige oplysninger angående dette projekt. Idet jeg går ind for flersprogethed, beklager jeg i øvrigt, at vi ikke parallelt hermed forsøgte at udvikle undervisningen i esperanto. Dette sprog, der har europæiske rødder, er let at lære, rigt og nuanceret. Som et hjælpesprog kan det udgøre et middel blandt andre til at lette kommunikationen mellem alle EU's borgere. Derfor beklager jeg, at det ikke nævnes i dette forslag!
Undertegnede medlemmer fra GUE/NGL-gruppen bifalder fuldt ud både Kommissionens og Kulturudvalgets synspunkt om, at sproget er en temmelig afgørende bestanddel af kommunikationen mellem mennesker. Det gælder både det talte og det skrevne sprog samt tegnsprog og kropssprog. Der findes mennesker, som foretrækker esperanto til grænseoverskridende kommunikation. Der findes endda sociolekter, forskellige dialekter inden for et og samme land samt minoritetssprog, hvilket man i dag anerkender i demokratier. Det er også vigtigt for eftertiden at forske i uddøende sprog. Kort sagt anser vi forståelsen af sprogets betydning for uvurderlig, og det bør ikke begrænses til noget, som Den Europæiske Union udelukkende anerkender i et enkelt kampagneår. Vi håber, at denne opfattelse også deles af Rådet og af nationale parlamenter, både inden for og uden for Unionen. Det beløb, som foreslås af Kommissionen (8 millioner euro) og af udvalget (10 millioner euro), er i vores øjne alt for beskedent. De foreslåede midler burde kunne anvendes på andre ting, og derfor afholder vi os helt fra at deltage i denne afstemning.
Jeg er tilfreds med ordføreren Graça Mouras arbejde, og jeg er ham taknemmelig, fordi han har overtaget mine ændringsforslag. De fleste af disse sigtede imod inden for rammerne af Det Europæiske Sprogår at tilvejebringe et tættere samarbejde med medlemsstaterne, og det skal være på alle politiske planer, altså ikke blot det nationale, men også det regionale og endda det lokale politiske plan. En væsentlig forudsætning herfor er, at medlemsstaterne afsætter tilstrækkelige midler til at iværksætte aktioner, som derefter medfinansieres af Den Europæiske Union. Hvis det ikke sker, risikerer Det Europæiske Sprogår at blive begrænset til en PR-begivenhed, tom snak. En anden hensigt med mine ændringsforslag var i de aktioner, som iværksættes inden for rammerne af Det Europæiske Sprogår, at lægge særlig vægt på socialt sårbare grupper, indvandrere og dårligt uddannede. Dette krav ligger mig stærkt på sinde: Indlæring af aktiv beherskelse af fremmedsprog må ikke kunne bruges som en af de utallige måder, hvorpå man bremser integrationen af denne målgruppe, og blive et privilegium for de i forvejen privilegerede mennesker i vores samfund. At lære et fremmedsprog er jo nøglen til integration. En tredje række ændringsforslag fra min side vedrører tilbuddet inden for sprogkurser og adgangen dertil i de respektive medlemsstater. Det er en offentlig hemmelighed, at der er stor forskel herpå fra medlemsstat til medlemsstat. Mindre medlemsstater, med et tilsvarende lille sprogområde, må ipso facto gøre sig meget større bestræbelser, i henholdsvis de store medlemsstater og de store sprogområder er dette økonomiske incitament mindre. Der er således en naturlig asymmetri mellem medlemsstaterne på dette område. Jeg håber nu, at Rådet tilslutter sig dette initiativ, og at vi hurtigst muligt kan iværksætte konkrete aktioner, for det er det, det gælder om.
Fru formand, kære kolleger, at give EU's borgere uanset deres oprindelse og deres uddannelsesniveau midler til bedre at forberede deres fremtid fra deres yngste år, det er frem for alt at give dem mulighed for at tale andre sprog end deres modersmål. La Haute-Normandie er en af de yngste regioner i Frankrig, men også en af dem, hvor ungdomsarbejdsløsheden er højest. At kunne tale et andet europæisk sprog vil helt klart være en nøgle til deres succes. Fastsættelsen af et Europæisk Sprogår i 2001, der vil gøre EU's borgere bevidste om den sproglige mangfoldighed i EU, er en fremragende idé, som jeg støtter fuldt ud. Men jeg mener ikke, det kun skal være året, der skal afsættes til dette formål, det er i stedet en varig indsats, der er nødvendig. Vi har faktisk en pligt til at være ambitiøse og kræve, at alle vores unge kan klare sig på et andet sprog, idet vi tilbyder dem tosproglig undervisning, når dette er muligt. Erfaringerne med IBIS (Institut Bilingue Interuniversitaire de la Seine), som har set dagens lys i Haute-Normandie, er i den forbindelse ganske eksemplariske. Jeg er overbevist om, at EU kraftigt bør tilskynde til og give økonomisk støtte til andre aktiviteter som disse. Betænkning af Dary (A5-0093/2000) Maes (Verts/ALE). (NL) Hr. formand, vi har ikke blot begejstret stemt for denne betænkning, men også for de ændringsforslag, som Landbrugsudvalget havde stillet. Vi er overbevist om, at der i vores AVS-partnerlande foretages vigtige investeringer, for at de kan konkurrere på kvalitet på verdensmarkedet. Problemet er imidlertid prisen. Mange af disse lande kæmper stadig med for høje kostpriser, og jeg tror, at en længere overgangsperiode, som jeg kraftigt opfordrer til, er meget vigtig for disse lande. Jeg tror, at vores AVS-partnere ligeledes vil være glade for resultatet af denne afstemning.
Medlemmerne af det britiske Labour er stærkt engagerede i producenterne i Vestindien og ønsker en hurtig afklaring af tvisten inden for WTO. Der er tale om vanskelige forhandlinger, og på nuværende tidspunkt udelukker Det Forenede Kongerige ikke, at det ender med et udelukkende toldbaseret system. I den sammenhæng har vi støttet Dary-betænkningen, selv om vi er imod ændringsforslag 6 og 7.
Af forhandlingerne er det endnu en gang fremgået, at der i Unionen stadig er stor uenighed om varigheden af overgangsperioden, kontingenternes størrelse og systemet for tildeling af licenser. Afstemningen om Dary-betænkningen har atter vist, at Europa-Parlamentet ikke overholder de internationale handelsregler. Det er uacceptabelt, at der i Dary-betænkningen på ny foreslås en overgangsperiode på 10 år, uden at der fastslås en definitiv ordning. Idet man tager hensyn til de internationale handelsregler inden for WTO, GATT-overenskomsten og Den Europæiske Unions interne markedsstrategi, bør der opfordres til et tariff only-system hurtigst muligt. Eventuelt kan vi midlertidigt gå med til en toldkontingentordning i overensstemmelse med WTO, men under forudsætning af, at der fastsættes en dato for indførelsen af tariff only-systemet. Belgien har hele tiden opfordret til en øjeblikkelig tilpasning af bananordningen, så den bliver i overensstemmelse med WTO, dog med en indrømmelse til AVS-landene. Et tariff only-system bør faktisk foretrækkes, fordi denne mulighed respekterer handelsstrømningerne mest og tydeligst er i overensstemmelse med WTO.
Afstemningen i dag er på skrømt, idet de virkelige beslutninger tages ved hemmelige studehandler mellem de store kapitalistiske grupper fra USA og EU, hvor banankrigen kun er et af aspekterne, og bananproduktionen kun er et element i den samlede gruppe af interessekonflikter. Denne krig, der fremstilles som en konflikt mellem producentlande, latinamerikanske lande og dollarzonen på den ene side og lande under Lomé-konventionen og de oversøiske europæiske landområder på den anden er i realiteten en krig mellem kapitalistiske grupper. Dollarbananen domineres af tre store amerikanske kapitalistiske grupper, hvoraf Chiquita, der har fået nyt navn i stedet for det sørgeligt berømte United Fruit, støttes af den amerikanske stat. Men bag de producentlande, Den Europæiske Union foregiver at støtte, står nogle store békéfamilier eller endda magtfulde engelske og franske grupper. Selv om vi for vores part ikke vil blåstemple de store hajer i dollarbanansektoren, agter vi heller ikke med vores stemmer at yde sikkerhed til de mindre hajer, der beskyttes af EU. Det er i øvrigt absolut nødvendigt, at der bliver taget forholdsregler for at beskytte de små producenter, der arbejder på deres plantager uden at udnytte nogen, så de garanteres en anstændig minimumsindkomst uanset de udsving, der er på markedet. Vi kræver en beskyttelse af lønmodtagerne inden for landbruget, der ikke bør være ofre for den kommercielle krig, der styrer det globale marked. Selv om der er oprettet en garantifond, bør den sikre disse arbejdstageres lønninger og de små producenters indkomst og ikke på nogen måde gøre det muligt for bananmagnaterne at forøge deres formue for at placere den i andre og mere rentable sektorer.
Denne betænkning giver os lejlighed til at glæde os over, at Europa-Parlamentet nu er blevet bevidst om det nødvendige i at forsvare bananproducenterne, AVS-landene (som vi er forpligtede over for i forbindelse med fornyelsen af Lomé-konventionen) på den ene side og de ultraperifere EU-lande på den anden side. Selv om organet for bilæggelse af tvistemål i WTO har fordømt visse nøgleelementer i AVS-operatørernes konkurrenceevne, har man aldrig på nogen måde stillet spørgsmålstegn ved gyldigheden af princippet om toldkontingenter. Men vi oplever nu som så ofte før en overdreven tjenstiver fra Kommissionens side, idet den er gået for langt i de forhandlinger, der er indledt i WTO-regi. I et forsøg på at forlige kontradiktoriske interesser med hinanden har den endelig ikke kunnet eller villet få det til at lykkes. Således viser det sig i det mindste underligt at konstatere det paradoks, at man må erkende, at operatørerne alle går ind for et toldkontingent samtidig med, at de vælger løsningen med et system, der består af en enhedstold! Vi roser derfor hr. Dary og medlemmerne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, der forsøger at genskabe en smule orden i Kommissionens forslag, der, som det ligger, forekommer os at være aldeles uacceptabelt. Det er det, fordi det sælger ud af EU's interesser til fordel for de amerikanske multinationale selskaber, hvis standarder for produktion helt klart ikke kan sammenlignes med EU's. Det er ganske vist helt igennem prisværdigt at søge den bedste pris for forbrugerne, men man må dog sammenligne det, der kan sammenlignes, især hvad angår produktionsvilkår (social- og arbejdsmarkedslovgivning og beskyttelse af børn). Lad os derfor fra nu af være på vagt, så vi ikke styrer mod en harmonisering nedad af disse social- og arbejdsmarkedsvilkår. Lad os snarere forfølge et prioriteret mål for en bedre kvalitet af produkterne uden hverken GMO, pesticider eller andet. Udviklingen af bedre produkter vil trække efterspørgselen og dermed produktionsvoluminet opad og dermed prisen nedad! Efter år, der blev vanskelige på grund af den økonomiske krise i de industrialiserede lande, og sammenbruddet af økonomien i Østeuropa risikerer Kommissionens løsning at fremprovokere en tidlig forsvinden af disse producentlande, som på grund af manglende tid ikke kan nå at omlægge sin økonomi og sprede sin produktion. Det er i dag indlysende, at det er nødvendigt, at EU uden at søge en konfrontation fremfører sit synspunkt, der kan forsvares så meget mere, som EU's nuværende og kommende forbrugere udgør en vigtig del af bananmarkedet. Dette er årsagen til, at vi stiller os tilfredse med Dary-betænkningen, endda selv om det forekommer os, den ikke er gået tilstrækkeligt langt, især ikke hvad angår AVS-kontingenter, overgangsperioden udvidet til mere end 10 år, definitionen af en ny ordning for tildeling af importlicenser eller supplerende EU-støtte.
EU's system for bananimport - som WTO-panelet den 7. april 1999 erklærede for diskriminerende - skal reformeres. Hensynet til bananproducenterne i AVS-landene og i Unionens yderste randområder er berettiget, men kan ikke begrunde nogen handelsmæssig særbehandling. Importtold og produktionsstøtte er ikke forenelige med vores liberale værdier. Efter vores opfattelse kan man kun gennem et frihandelssystem skabe en langsigtet og vedvarende global, økonomisk udvikling. I den henseende er Kommissionens forslag om en snarlig overgang til et system med faste enhedstoldsatser et skridt i den rigtige retning. Betænkning af Lagendijk (A5-0069/2000) Fatuzzo (PPE-DE). (IT) Hr. formand, jeg stemte med stor glæde for dette forslag, der vedrører Kommissionens meddelelse om stabiliserings- og associeringsprocessen for landene i det sydøstlige Europa. Det er et af de parlamentsforslag, jeg har syntes bedst om, for vi husker sikkert alle de alvorlige problemer, der for lidt over et år siden var i dette område under NATO's militære indgreb. Efter min mening er dette netop den eneste måde at undgå krig på, nemlig at være tæt på de andre befolkningers konkrete problemer. Det er sandsynligvis kun med dette initiativ og med de andre initiativer, som Europa-Parlamentet vedtager og støtter, at det reelt vil lykkes os at holde dette område - og andre områder, der måtte befinde sig i samme situation - fri for katastrofer.
I denne betænkning om Kommissionens meddelelse viser EU sin intention om at ophøje sig til beskyttende magt for landene i Sydøsteuropa. Men i løbet af det århundrede, der netop er afsluttet, har denne region i Europa ikke bestilt andet end at lide under denne intention, den har været bytte for rivaliserende europæiske magter, og den har været emne for et Vesteuropa, der ønskede at forene sig. Selv om det er bekvemt for ordføreren at sige fra over for den lokale nationalisme og chauvinisme, der reelt er utålelig, hvem kan da glemme, at de store europæiske magter altid har spillet på disse nationalistiske følelser og sat dem op imod hinanden i forhold til deres interesser som stormagter? Økonomiske og politiske stridigheder mellem de europæiske magter har ført til to verdenskrige, hvoraf den første udgik fra denne region, og den anden var særligt ødelæggende i dette område. Hvad angår det for nyligt forenede Europa, har det især gjort sig berømt ved først at bidrage til sønderdelingen af det tidligere Jugoslavien og derefter ved at bombe Serbien og Kosovo. Som det klart fremgår i dag, har denne krig yderligere forværret situationen i regionen såvel på det materielle plan som i forholdet mellem samfundene. Hvis man under disse omstændigheder overlader stabiliteten i denne region til de europæiske magter, svarer det til at sætte ulven til at vogte får. Vores stemme imod denne betænkning udtrykker vores modstand imod de europæiske magters tidligere og nuværende politik.
Det er med stor tilfredshed, jeg har modtaget denne betænkning, der anmoder EU om at spille en rolle som leder i forbindelse med pagten for stabilitet og sammenslutning til fordel for landene i Sydøsteuropa. Man siger ofte, at Sydøsteuropa er EU's baggård i krise. Denne region er karakteriseret ved en ekstremt følsom politisk kontekst, der har fundet sit højdepunkt med konflikten i Kosovo. Denne konflikt har haft potentiel politisk indvirkning på nabostaterne med risiko for at destabilisere Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Albanien og Montenegro. Der har også været tale om alvorlige økonomiske eftervirkninger på lande i regionen såsom Bulgarien og Rumænien. Man forstår godt, at EU har en stor interesse i at stabilisere denne region, og denne interesse vil være voksende i takt med den kommende udvidelse. Den Europæiske Union er forblevet traumatiseret over sin magtesløshed over for den voldelige opløsningsproces, Balkanområdet har oplevet. Den har været ude af stand til at tage de forholdsregler, der var egnede til at standse denne proces på grund af en manglende fælles politisk vilje til at handle, men også på grund af et manglende politisk koncept og relevante instrumenter, der kunne sætte den i stand til at styre krisen effektivt på internationalt plan. Man kan sige, at krisen på Balkan har skabt en udløser og som følge heraf udmøntet en holdning, der var afgørende for EU's forsvars- og sikkerhedspolitik. Det Europæiske Råds beslutninger i Köln og Helsinki om oprettelse af de militære og civile styrker, der er nødvendige for, at Unionen helt selvstændigt kan styre kriser, er beviset herpå. Rådets topmøde i Köln mundede ud i konstruktionen af stabilitetspagten for Sydøsteuropa den 10. juni 1999, der som deltagere har EU's medlemsstater og selvfølgelig også staterne i regionen, men endvidere USA og Rusland. Denne pagt indgår som et led i den overordnede metode til stabilisering, som siden 1996 er blevet udviklet af EU. Omdrejningspunktet for denne metode er aftalerne om sammenslutning og stabilisering, der skal underskrives af Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Den Føderale Republik Jugoslavien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Albanien. For øjeblikket føres der forhandlinger med Makedonien. Kroatien, der for nylig har oplevet positive politiske ændringer, vil blive inddraget i den nærmeste fremtid. Disse aftaler udgør en kontraktmæssig ramme, der er helt ny for landene i regionen. De bliver inspireret kraftigt af det institutionelle system og de særlige vilkår, der gælder for europaaftalerne, der knytter de central- og østeuropæiske lande til EU. Disse aftaler er skræddersyede og forskellige for at tage hensyn til den specifikke situation i det enkelte land. De tilbyder et perspektiv for tiltrædelse på langt sigt til EU's strukturer på grundlag af Amsterdam-traktaten, og når Københavnskriterierne er blevet opfyldt. Det drejer sig først og fremmest om et vigtigt politisk signal og en afgørende ansporing for landene i krise i denne region. Derudover tilskynder disse aftaler til et styrket regionalt samarbejde, hvilket forekommer mig at være absolut nødvendigt, hvis man skal skabe en stabiliserende pol i denne region. Betænkning af Garcia-Margallo y Marfil (A5-0059/2000) Fatuzzo (PPE-DE). (IT) Hr. formand, jeg stemte ligeledes ja til betænkningen om Kommissionens meddelelse om "Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan", for der er ingen tvivl om, at det er vigtigt, at Europa-Parlamentet, Kommissionen, Unionen og Rådet gør en indsats for, at man gør fremskridt på konkurrenceområdet, også via netværkstjenester og elektronisk valuta, som er de nye former for økonomisk aktivitet. Jeg havde stemt ja med endnu større glæde, hvis man i denne betænkning havde medtaget et ønske om, at man skulle forære en computer til alle pensionister, som hæver deres pension for første gang. Det er nemlig ikke kun de unge, men også de ældre, der skal være mere fortrolige med de nye handelsteknikker.
Betænkningen udtaler sig til fordel for den handlingsplan for de finansielle markeder, som Kommissionen foreslår, og som har til formål at liberalisere kapitalmarkederne. Den er således i tråd med topmødet i Lissabon, som ønsker, at denne og andre liberaliseringer bliver fremskyndet. Men sandheden er, at den finansielle ustabilitet bliver forøget gennem denne proces, og at man tilskynder til en koncentration af kapitalmarkederne og finansinstitutterne, hvorfor vi er imod såvel Kommissionens holdning som ordførerens holdning. Med det for øje at der indføres konkrete foranstaltninger til bekæmpelse af kapitalmarkedernes flygtighed og til kontrol med kapitalbevægelserne inden for Den Europæiske Union, nærmere bestemt dem, der foretages i spekulationsøjemed, og også som en måde til at minimere risikoen for finansielle kriser, forsøgte vi imidlertid ved hjælp af et ændringsforslag at få vedtaget en opfordring til Kommissionen om, at den medtog konkrete foranstaltninger med dette mål i sin handlingsplan, især fremlæggelsen af en rapport om institutionalisering af en afgift på kapitalbevægelser, særlig dem, der foretages i spekulationsøjemed. Vi beklager, at vores holdning ikke blev vedtaget.
Beslutningen fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål er klart forbedret i forhold til den oprindelige version, og jeg vil gerne takke ordføreren, hr. García-Margallo y Marfil. Jeg har dog ikke kunnet stemme for, fordi den ved udsendelsen til afstemning på plenarmødet stadig indeholdt en del uoverensstemmelser. Hvad angår idéen om at oprette et udvalg for børsoperationer, går jeg varmt ind for en grønbog om konstituering eller en progressiv oprettelse af et sådant udvalg efter en gennemførlighedsundersøgelse. I øvrigt forpligter subsidiaritetsprincippet, lad os ikke glemme, at i en tid, hvor forgabelsen i grænseoverskridende investeringer i bevægelige værdier oplever et betydeligt opsving, er de udstedende selskabers og investorernes interesser bedre sikret gennem en overvågning tæt på og en kontrol med internationale investeringer samtidig med, at samarbejdskanalerne mellem de overvågende myndigheder bliver endnu mere effektive. Overvågningen af markedet for bevægelige værdier udføres bedst af dem, der er tæt på markederne, og som har et dybtgående kendskab til disse. I den forbindelse er sammenligningen med det eksisterende udvalg, SEC, i USA særligt uheldig, idet SEC er forbundet med et finansielt system, der i store træk er et resultat af en segmentering af erhvervet mellem kommercielle banker og investeringsbanker, selv om vi i Europa har valgt den universelle bankmodel, der har styrket bankernes rolle i det europæiske finansielle system. Det vil ligeledes være en afvigelse at lade reglerne for børsnotering indgå i et sådant udvalgs opgaver, idet det i langt højere grad skal sikre sig respekten. Skabelsen af en ordning for en enhedsnotering på børsen på EU-plan vil være fuldt ud lige så vildledende. Ordningerne for en harmoniseret notering garanterer, også selv om de konkurrerer med hinanden, en spredning af investeringsprodukterne. Et system for notering på EU-plan ville gøre det umuligt for de nationale børsmarkeder at blive ved med at gå ind i nicheaktiviteter, og det ville indskrænke de muligheder for specialisering, der kunne udspringe af en konkurrencesituation, også selv om den var konvergerende. I stedet for at fokusere på systemer for notering, der i øvrigt allerede i store træk er harmoniserede, hvilket er til skade for spredningen, skal man lægge vægten på at tilnærme, det vil sige harmonisere de eksisterende ordninger og forhandlingsmiljøer. Med hensyn til en forsigtig overvågning bad jeg i går indtrængende Kommissionen og Rådet om ikke at holde fast i den groteske idé at overlade det til Den Europæiske Centralbank at overvåge samtlige kreditinstitutter i de 15 medlemsstater. Bankaktiviteterne tilrettelægges af den politiske myndighed, og derfor er det nødvendigt, at overvågningsmyndighederne i den finansielle sektor afhænger af den samme myndighed og ikke af Den Europæiske Centralbank. Jeg har ikke stemt for stk. 26, som endvidere i det store og hele er uforståelig på fransk. Betænkning af Kuckelkorn (A5-0053/2000) Fatuzzo (PPE-DE). (IT) Hr. formand, når vi nu taler om supplerende pensioner, kan repræsentanten for Pensionistpartiet ikke lade være med at tage ordet og forklare, hvorfor han stemte for dette forslag. Jeg er overbevist om, at pensionisternes fremtid udelukkende ligger i supplerende pensioner, som dog skal kunne vælges frit og erstatte de obligatoriske pensionsordninger, der er som en si, hvor det hele løber lige igennem. Når man laver spaghetti - Italiens meget lækre nationalret - bruger man et dørslag, det vil sige en skål, der er fuld af huller, så vandet kan løbe igennem. I stedet for dørslaget kunne vi bruge medlemsstaternes offentlige systemer, for der løber det hele desværre også lige igennem. Der er bare det ved det, at det ikke er vand, men alle de tidligere arbejdstageres penge, som løber lige igennem og går tabt. Derfor skal vi gradvist erstatte medlemsstaternes offentlige pensionsordninger med private supplerende pensioner, der træder i stedet for de offentlige.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg stemte ved en fejl for ændringsforslag 39. Tværtimod afviser jeg det af følgende grunde: I dette forslag siges det, at man går ud fra, at der hverken fra Kommissionens beretning eller Parlamentets Kuckelkorn-betænkning skal udgå tilskyndelser til strukturreformer i Den Europæiske Unions medlemsstater med hensyn til en reform af systemerne til sikring af alderdommen. Det modsatte er naturligvis rigtigt. Vi har netop ved systemerne til sikring af alderdommen et betydeligt reformbehov i medlemsstaterne. Derfor mener jeg, at enhver tilskyndelse fra Europa-Parlamentets side er nyttig for diskussionen i nationalstaterne, hvor vi stadig har flere spørgsmål end svar.
Vi stemmer imod denne betænkning, da vi finder, at dens indhold ikke fjerner sig ret meget fra Kommissionens forslag, som går ud på, at den sociale sikring fuldt og helt skal overlades til de finansielle markeder, og svække eller endog erstatte de offentlige pensionsordninger med børslogik, og herved gør målene i den såkaldte "modernisering af den sociale sikring", der blev besluttet på topmødet i Lissabon, meget tydelige. Som vi påpegede i de forslag, vi fremlagde, er skabelsen af et indre marked for tillægspensionsordninger ikke et passende svar på de fremtidige demografiske problemer, og det er derfor nødvendigt med ekspansive økonomiske politikker, som bidrager til skabelsen af faste arbejdspladser gennem en forhøjelse af beregningsgrundlaget for bidrag til de offentlige ordninger. Det er det offentlige system til social sikring, som finansieres kontinuerligt og uafhængigt af kommercielle interesser og af finansiel rentabilitet, og som er baseret på solidaritet mellem generationerne, som er i stand til at sikre retten til en værdig pension og til sikring af alderdommen for de arbejdstagere, som har indbetalt bidrag til de offentlige pensionsordninger.
Jeg talte i går om Kuckelkorn-betænkningen som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder. Dette udvalg har udsendt en udtalelse om resultatet af rådføringen omkring grønbogen om supplerende pensionsordninger på enhedsmarkedet, lige som det også gjorde det om selve grønbogen. Vi finder, at denne meget brede rådføring meget hurtigt bør føre til et forslag til et rammedirektiv for at sikre udviklingen af et ægte enhedsmarked for supplerende pensionsfonde, der hører under den anden og den tredje søjle. Den første søjle, der bør dække de biometriske risici, bør ikke desto mindre forblive hjørnestenen i systemet for social sikring i Den Europæiske Union. Formålet med et direktiv for den anden søjle af supplerende pension skal især være at definere rammen for at fjerne de forhindringer, der vil opstå ved et frit valg af pensionsfond, fri bevægelighed for personer, frihed til at levere serviceydelser og dobbeltbeskatning. På skatteområdet er en løsning baseret på princippet om, at bidragene er fradragsberettigede i det mindste op til et nærmere bestemt loft, og at de indbetalte supplerende pension beskattes i overensstemmelse med den gældende lovgivning om beskatning af indkomster i bopælslandet, den eneste acceptable. Hvad angår det kontroversielle spørgsmål om, hvorvidt ordningerne for supplerende pension bør dække de biometriske risici, må jeg minde om, at pensionsfondene, der ud fra et skattemæssigt synspunkt ikke dækker disse risici, ikke kan diskrimineres i forhold til dem, der dækker dem, hvilket betyder, at nødvendigheden af at dække disse risici afhænger af betydningen eller underudviklingen af den første søjle i de forskellige lande. Subsidiariteten og det frie valg forpligter. Med hensyn til den forsigtige lovgivning bør den ikke være ude af proportioner for at garantere fondenes sikkerhed. Den bør være differentieret, og kunne tilpasses til, om det drejer sig om et internt eller eksternt system i virksomheden. Den bør gøre det muligt for forvalterne at fastlægge den bedst mulige placeringsstrategi. I mangel af en aftale om nogle afgørende punkter med hensyn til den generelle ramme kan jeg ikke stemme for. Det beklager jeg så meget mere, som at næsten alle de relevante konklusioner fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og mine anbefalinger indgår i forslaget til beslutning, især de, der vurderer, at også ved supplerende pensionsordninger er bevarelsen af erhvervede rettigheder uomgængelig, når en ægtefælle afbryder eller ophører med sin erhvervsaktivitet for at koncentrere sig om sin familie eller tage sig af nære, som har behov for hjælp, at det er en god idé ved beregning af pensionen at tage hensyn til visse perioder, der er afsat til børnenes uddannelse eller til pleje af familiemedlemmer, at det er hensigtsmæssigt at forudse muligheden for en frivillig eller fortsat valgfri forsikring for at bevare og forbedre pensionsrettighederne samt for at garantere en ret til indbetaling af kapital under bestemte vilkår. Det er helt klart nødvendigt at benytte denne lejlighed til at kræve, at medlemsstaterne anvender princippet om lige behandling af kvinder og mænd for et arbejde af samme værdi mere korrekt, idet en lønmæssig diskrimination af kvinderne får en eftervirkning på kvindernes pension. Samtlige juridiske, men også kontraktmæssige ordninger, der skader princippet om lige behandling af kvinder og mænd, bør erklæres totalt ugyldige. Jeg skal endelig til sidst gentage mine meget gamle krav, der gennem alt for mange år stadig ikke er blevet fulgt op af Kommissionen, om en revision af de eksisterende direktiver om lige behandling af kvinder og mænd, hvad angår socialsikring, hvad enten det drejer sig om juridiske eller erhvervsfaglige ordninger. Og lad os ikke glemme den medhjælpende ægtefælle, disse millioner af usynlige arbejdstagere, hvoraf et stort flertal er kvinder, for hvilke Parlamentet anmodede om en ændring af det koffeinfri direktiv i 1986, idet man talte varmt for en reel rammestatut og en obligatorisk tilknytning af den medhjælpende ægtefælle til socialsikringsordningen og især til pensionsordningen. Jeg håber, at den ansvarlige Kommission og formand Prodi, der den 28. marts med syv af sine kolleger modtog præsidiet fra Udvalget om Kvinders Rettigheder, den europæiske kvindelobby og præsidiet for det rådgivende udvalg for lige muligheder, ikke længere vil se bort fra Europa-Parlamentets krav, som jeg netop har nævnt. Betænkning af Palacio Vallersundi (A5-0098/2000)
Hr. formand, jeg stemte også for betænkningen om meddelelsen om strategien for EU's indre marked, selv om teksten ikke medtager udtalelsen fra hr. Medina Ortega for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. På side 20 i denne udtalelse står der, at når det gælder den sociale sikring, ville det ideelle for integrationen være at indføre en egentlig social sikringsordning for EU - og jeg gentager social sikringsordning for EU - i stedet for den indfaldsvinkel, man følger i øjeblikket, og som er baseret på en harmonisering af de nationale ordninger. Jeg er således ikke den eneste, der håber, at de 15 regeringer snart beslutter endelig at gå i gang med at indføre et socialt sikrings- og pensionssystem for hele EU. Det er den eneste måde, vi kan undgå den nuværende forvirring på.
Fortsættelsen af den samme politik, idet den følges endnu strengere og udvides til nye områder, er Kommissionens politik for det indre marked i de kommende fem år. Dette fremgår af den meddelelse, den har udsendt herom. Desuden støtter Europa-Parlamentets betænkning denne retning, samtidig med at den kræver en fremskyndelse af de tilhørende foranstaltninger. Udgangspunktet for de mål, der foreslås, er "det indre markeds enorme fordele", som det så karakteristisk formuleres. Men det præciseres ikke, hvem det er til fordel for, og hvem der er ofrene for denne procedure. Der er ingen tvivl om, at det eneste resultat, der kommer ud af alle de foranstaltninger, som gennemfører principperne om fri etableringsret og fri bevægelighed for tjenesteydelser, foranstaltningerne til liberalisering af markederne og foranstaltningerne til varernes frie bevægelighed samt den tilhørende omfangsrige lovgivning, er en styrkelse af de store multinationale virksomheder, som har opdaget, at det er blevet nemmere at udvide deres aktiviteter til andre markeder med væsentligt færre omkostninger, og som har fået store fordele af de deregulerende foranstaltninger, idet de har set deres udbytte vokse og deres position blive styrket. Desværre kan man ikke sige det samme om de små virksomheder, men heller ikke om de mellemstore virksomheder i de små medlemslande, hvor den ekstreme intensivering af konkurrencen har medført flere konkurser, indskrænkning af aktiviteterne og nedskæring af personalet. For disse virksomheder er problemet ikke, at de "forhindres i at udnytte de muligheder, det indre marked giver", men netop foranstaltningerne til virkeliggørelse af det indre marked, de principper, der indgår i EU's konkurrencelovgivning, og mindskelsen af de brede befolkningsgruppers efterspørgsel som følge af de befolkningsfjendtlige sparepolitikker. Og naturligvis er løsningen ikke den risikovillige kapital og de finansmarkeder, der med de begrænsede midler, som de små virksomheder har til rådighed, øger risikoen for de fleste af disse, men en anden økonomisk udviklingspolitik, som kan støtte de produktive investeringer, øge efterspørgselen og gøre det lettere at drive små virksomheder. Betænkningen kræver også flere lettelser for virksomhederne via en "forenkling af de retlige, administrative og skattemæssige rammer" samt en "lovgivning, som ikke bebyrder virksomhederne, så det går ud over deres konkurrenceevne i forhold til de udenlandske konkurrenter". Kort sagt større immunitet til kapitalen, så den kan gøre, som den vil, og yderligere begrænsninger af lovreglerne. Samtidig nævner den ikke et ord om arbejdstagernes rettigheder eller om den kendsgerning, at fjernelsen af flere "hindringer" betyder mindre arbejdsretlig beskyttelse og større tolerance over for massefyringer, fusioner og flytninger. Det er ikke tilfældigt, at hverken Kommissionens konkrete forslag eller Det Europæiske Råds retningslinjer nævner noget om nødvendigheden af at begrænse disse fænomener, om kontrol af spekulation ved kapitalbevægelser og indførelsen af afgiftsmæssige og andre foranstaltninger for at begrænse denne. Betænkningen kræver, at liberaliseringen udvides til områder såsom markedet for farmaceutiske produkter, og at skattepresset på beskæftigelsen mindskes, og viser således, at de foranstaltninger, der træffes, skaber sult efter endnu mere liberalisering af kapitalens og profittens frie virke med yderst farlige konsekvenser for hele det sociale sikringssystem. Ud fra disse betragtninger er denne betænkning helt på linje med den befolkningsfjendtlige økonomiske og sociale politik, der føres inden for rammerne af det fælles indre marked og ØMU'en, og vi vil naturligvis stemme imod den.
Fru Palacios betænkning er baseret på et konstateret nederlag mellem på den ene side nationale regeringer, der ikke indarbejder fællesskabslovgivningen, når den går imod deres interesser, og på den anden side virksomheder, der normalt er de, der får størst udbytte af enhedsmarkedet, og som man bør kunne overbevise om dets fordele gennem oplysningskampagner og "incitamenter". Med henblik på succesen fra tidligere kampagner om euroen mangler man stadig at opgøre resultaterne af disse. Dette er endnu en gang en illustration af EU-institutionernes "sovjetmetoder", der ifølge den nye borger i Ludford-betænkningen foregiver at opfinde den nye forbruger og iværksætter. Selv om ordføreren således yder sin støtte til virksomheder, især over for vanskeligheder som SMV'erne møder i form af "krakileri og en tung administration", inspirerer visse bestemmelser i den endelige tekst mig mere til at tage forbehold. Betænkningen insisterer på "det afgørende vigtige i at accelerere og gøre overtrædelsesprocedurerne mere effektive og hurtige", og "den glæder sig over de forslag, der er fremlagt på regeringskonferencen" på dette område: Det er ikke lykkedes centraliseringen i Fællesskabet at aflægge bevis på sin levedygtighed og sine fordele, og vi føler os derfor nu bundet til at stå fast på de repressive procedurer der, hvor samarbejdet vil gøre det muligt at udarbejde regler, der er smidige, og som lettere godkendes af de interesserede. Dernæst bør Kommissionen, jeg citerer: "interessere sig for at oprette en refleks "det indre marked" inden for de nationale forvaltninger samtidig med, at den overvåger den nationale gennemførelse". Når man kender den politiske ledelse, der udgøres af funktionærerne i EU's institutioner, kan jeg godt blive bekymret over denne vilje til at betinge "reflekserne" hos funktionærerne i vores forvaltninger. Endelig beklager betænkningen, at virksomhederne ikke er bevidste om den nytteværdi, det har for dem selv at behandle hele EU som et enhedsmarked og ikke som en sammenstilling af nationale markeder. For at løse op for denne "kuldskærhed", der føjer sig til administrative forhindringer og forbrugernes adfærd, planlægger betænkningen "generaliserede oplysningskampagner, der kan sammenlignes med den, der blev lavet omkring euroen, samt incitamenter til, at de private aktører ikke behandler andre medlemsstaters partnere på en ugunstig måde". Disse konstateringer synes ikke at rokke ved Parlamentets tillid til den valgte model for samarbejdet i EU: Det gør folk lykkelige, hvad enten de vil det eller ej.
Stemmeforklaringerne er afsluttet.
Næste punkt på dagsordenen er betænkningen (A5-0081/2000) af Pesälä for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1255/1999 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (KOM(1999) 631 - C5-0339/1999 - 1999/0254(CNS)).
Hr. formand, hr. kommissær, der er i sandhed tale om en forordningsændring, som flytter beføjelser fra Rådet til Kommisionen. Kommissionen ville med denne ændring af forordningen få beføjelser til at ændre varelister uden for den såkaldte primærliste. En tilsvarende beføjelse har Kommissionen allerede inden for landbrugsprodukter som f.eks. korn, sukker, ris og æg. Det ville være logisk, at beføjelsen også omfattede mejeriprodukter. Ved denne ændring af forordningen ville den blive overført til Kommissionen. Når man tager i betragtning, at de midler, der er afsat til eksportrestitutioner i medfør af WTO-aftalerne, allerede i løbet af et par år mindskes fra 587 millioner euro til 415 millioner euro, ville det være godt, hvis Kommissionen havde beføjelse til at revidere varelisten. Der er mange eksportvarer, som indeholder meget andet end mejeriprodukter - som eksempel kan jeg nævne yoghurt, som indeholder sukker og frugt - og alligevel får mejeriprodukternes eksportrestitutioner. Således er der langt hen ad vejen tale om konsekvens, for at vi kan handle på samme måde, når det gælder korn, sukker, ris og æg. Der er også i stor udstrækning tale om budgetdisciplin, idet vi også i de kommende år - når eksportbevillingerne bliver mindre - konsekvent kan overholde budgetdisciplinen. Der har til en vis grad været talt om, at en overførelse af kompetence fra Rådet til Kommissionen ikke er godt. Efter min opfattelse er der i sådanne situationer tale om - hvad man kalder - "nulsumsspil". Vi bør være konsekvente og udnytte de kompetencer og handlinger, der gør, at vi så godt og konsekvent som muligt kan tage os af sagerne. Det er ikke kun et spørgsmål om at ændre på ligevægten mellem institutionernes magt. Efter min mening ligger der rationalisme og en høj grad af konsekvens til grund for dette. Således burde man efter min mening også fremover - når priserne og situationen på verdensmarkedet ændrer sig meget hurtigt - fortsætte denne praksis i disse sager og handle, således at vi kan reagere hurtigt. Jeg har indtryk af, at der er enighed i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter i dette spørgsmål. Denne ændring af forordningen bør gennemføres. Den er særdeles god og positiv for alle især for de personer, som producerer landbrugs- og mejeriprodukter.
Hr. formand, hr. kommissær Fischler, først må jeg sige hjertelig tak til hr. Pesälä for hans redegørelse, men jeg må straks bemærke, at mit indlæg går i en noget anden retning. De kender måske det gode tyske ordsprog "mælk gør trætte mænd kvikke" (Milch macht müde Männer munter). Man kan imidlertid også sige: "mælk gør kvik" (Milch macht munter). Vi har jo efterhånden også nogle kvinder i Kommissionen, som har et ord at skulle have sagt, og derfor fastholder jeg, at det er mit indtryk, at Kommissionen åbenbart føler sig opmuntret til nu også at fjerne eksportrestitutionerne for mælkeprodukter. Kommissionen har beføjelse til at fjerne eksportrestitutionen for varer inden for markedsordningerne for f.eks. korn, sukker, ris og æg. Ved varer, der ikke er opført i bilag I, er denne liste således blevet ændret. Her er mit spørgsmål så, om Kommissionen nu også vil have en fribillet, der gælder for andre produkter. Jeg ved, at landene ser meget forskelligt på dette, også ved forhandlingsbordet i Rådet. Ønsker man virkelig dette for mælkesektoren som helhed? Det ville jeg gerne straks høre Deres svar på, idet vi overvejer, om det virkelig er effektivt. Det er nemlig meddelt, at der skal skabes nye forvaltningsmuligheder, så det bliver muligt mere præcist at udvælge de varer, der kan ydes restitution for, sådan står der i Kommissionens tekst. Mener Kommissionen ikke, at begrebet "effektiv udnyttelse" her lyder lidt af skønmaleri. Hvad betyder det i klart sprog, effektiv? Effektiv betyder her ganske enkelt at fjerne eksportrestitutionen for mælkeprodukter. I praksis betyder det, at der f.eks. heller ikke skal ydes eksportrestitutioner for mælkeandelen i yoghurt med frugt. Derfor stiller jeg nu det spørgsmål, om det ikke uden restitutionen for mælkeandelen må befrygtes, at eksportrestitutionerne for yoghurt vil blive reduceret. Findes der her ægte beregninger, pålidelige tal for, hvordan det derefter vil se ud? Ordføreren, hr. Pesälä, har jo allerede gjort opmærksom på, at dette netop også vil berøre andre produkter. Vi har jo også produkter, f.eks. bageriprodukter, som vi eksporterer, og som indeholder mælkeandele. Derfor lyder det for mig en smule vanvittigt, når vi på den ene side siger, at vi skal reducere omkostningerne, og der på den anden side måske opstår nye omkostninger til oplagring osv., fordi der er mere mælk, end der kan sælges på markedet. Overskudssituationen i mælkesektoren bliver efter min opfattelse ikke forbedret, men snarere forværret. Denne gradvise forhøjelse af minimumsmarkedsadgangen og samtidige reduktion af den maksimale eksportrestitution er for mig en klar selvmodsigelse. Den kan De sikkert opklare i Deres redegørelse om lidt. Markedspolitisk foreligger der efter min mening ikke nogen tvingende nødvendighed, og derfor siger jeg også i mine vælgeres interesse, at jeg ikke kan se, hvordan jeg skal stemme for denne fremgangsmåde med begejstring. Det ville måske være lidt svært for mig at forklare for landmændene derhjemme. Derfor spørger jeg endnu en gang, om denne fjernelse af eksportrestitutioner allerede er uomstødelig. På topmødet i Berlin fastlagde vi naturligvis, at der skal spares, men på de rigtige steder, skulle jeg mene. Det vil De sikkert straks kunne give os et svar på.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg skal først sige hjertelig tak for Deres betænkning, hr. Pesälä. Hvad drejer det sig om? Med forslaget skal kompetencen til at ændre listen over forarbejdede produkter, der indeholder mælkeprodukter, og som der kan ydes restitutioner for, overføres til Kommissionen. Som ordføreren allerede har sagt, har Kommissionen allerede denne kompetence for kornprodukter, sukker, ris og æg. De planlagte totale udgifter til eksportrestitutioner for varer, der ikke er opført i bilag I, er reduceret fra 610 millioner euro i regnskabsåret 1999 til 551 millioner euro i regnskabsåret 2000. Hvorfor? I indeværende år kan vi for sidste gang hæve WTO's øvre grænse på 475 millioner euro med de mængder, der ikke er anvendt i 1999. I det næste GATT-år begrænses de mulige totale udgifter på grund af WTO-ordningen til 415 millioner, og der er ikke mere nogen mulighed for overførsel. Hvis De foretager en sammenligning, havde vi sidste år 610 millioner euro, næste år må vi ikke bruge mere end 415 millioner. Det betyder efter vores mening, at det ville være uklogt at foretage dette kæmpespring fra 600 til 400 på én gang. Derfor har vi indsat et mellemtrin i indeværende år. Forpligtelserne over for WTO og budgetdisciplinen kræver en selektiv fremgangsmåde. Derfor kan vi fremover kun udbetale eksportrestitutioner for produkter, hvor dette er tvingende nødvendigt for at bevare konkurrenceevnen, og det berører netop Deres spørgsmål, fru parlamentsmedlem. Vi ønsker at kunne tilpasse listen dels efter destinationer, dels efter markedsmuligheder, så vi med det maksimalt tilladte beløb i budgetmidler i fremtiden kan eksportere et maksimum af mælkeprodukter. De nævnte eksemplet yoghurt. Det er et godt eksempel. Der ser man netop også, hvor ulogisk et system kan være. For tiden er det nemlig sådan, at hvis der tilsættes hvilke som helst sødemidler eller andre tilsætningsstoffer til yoghurten, er den ikke et produkt i bilag I. Hvis det er en ren naturlig yoghurt, som altså indeholder mælk og ellers ikke andet, er det et mælkeprodukt og ikke et produkt i bilag I. For naturlig yoghurt har vi allerede længe ikke betalt eksportrestitutioner, men for den aromatiserede yoghurt skal vi betale dem. Er det logisk? Sådan må De forstå det. Det drejer sig her virkelig ikke om at give landbruget tommelskruerne på, men det drejer sig om, at man på kort sigt kan reagere på passende måde på markedssituationen. Forslaget giver derfor i fremtiden Kommissionen mulighed for virkelig hurtigt og med medlemsstaternes medvirken at tilpasse listen over de varer, der ydes eksportrestitutioner for, fordi det jo sker i forvaltningsudvalget. Afslutningsvis skal jeg sige, at jeg mener, det er diskriminerende, hvis mælk kun gør trætte mænd kvikke. Hvorfor ikke også kvinder?
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0074/2000) af Maat for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1255/1999 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (KOM (1999) 608 - C5-0047/2000 - 1999/0246(CNS)).
Hr. formand, det er min erfaring i de to måneder, hvor jeg har beskæftiget mig med betænkningen, at skolemælk i Europa fremkalder mange følelser. Mange reaktioner fra skoler i hele Den Europæiske Union, også fra skolebørn. Det syntes jeg faktisk er bemærkelsesværdigt. Der er også opstået mange diskussioner, fordi Kommissionen siger: Lad os gå over til samfinansiering, det betyder afvikling af det europæiske bidrag. Navnlig det har mange skoler reageret på, og også fra mit bagland har jeg mærket, at man alligevel spurgte sig selv, om der nu også findes en løsning for skolemælken, og om denne ordning bibeholdes. På denne baggrund må jeg sige, at jeg som nyt medlem af Parlamentet var meget glad for, at Parlamentet under behandlingen af budgettet for 2001 i hvert fald overtog mit forslag om at forhøje budgettet for skolemælk fra 53 til 83 millioner euro. Det forslag, som nu foreligger, og som blev vedtaget enstemmigt i Landbrugsudvalget, jeg understreger enstemmigt - og det var særdeles glædeligt, at alle partier i Landbrugsudvalget støttede forslaget - går ud på, at der er brug for endnu flere penge, faktisk 96 millioner euro. Det passer ikke helt i budgettet, men realiteten tvinger mig til at sige, i betragtning af forandringen på markedet for mejeriprodukter, at denne lille forskel måske også kan findes inden for mejeribudgettet. Det er af denne grund, at jeg indtrængende opfordrer Parlamentet til at støtte betænkningen om skolemælk, for det er der al mulig anledning til. Det er bemærkelsesværdigt, hvor nonchalant vi sommetider omgås fødevarer i Europa. De er der altid, og de frembyder egentlig ingen problemer. Men det har tydeligt vist sig, at skolemælk har en merværdi med henblik på børns kostvaner og også bidrager til en bedre ernæring, i hvert fald i byområder. Det kan man se af undersøgelser. Også Kommissionen har fået foretaget en undersøgelse. Jeg synes, det var en begrænset undersøgelse, på grundlag af en skrivebordsundersøgelse, men i betragtning af den store deltagelse i Europa er der al mulig anledning til at fortsætte ordningen. Der er ekstra penge til undervisning inden for Internet, den elektroniske motorvej, der lægges større vægt på miljøet, der lægges stor vægt på at leve sikkert, på sociale vilkår, og her kan en god politik med hensyn til en rigtig anvendelse af fødevarer og bestemt også af mælk ikke undværes. Af denne grund og for at se, om denne ordning kunne gøres noget mere moderne, er jeg glad for, at betænkningen også i denne henseende er vedtaget i udvalget og forhåbentlig også i Parlamentet. Der er foretaget en udvidelse af antallet af produkter, som kan anvendes i skolemælksordningen. Jeg tænker på drikkeyoghurt, mager ost, skummetmælk, og også i denne henseende er der stillet værdifulde ændringsforslag fra min egen gruppe, men også fra Den Liberale Gruppe, bl.a. af hr. Pesälä på Skandinaviens vegne. Der er stillet meget målrettede forslag, og det betyder, at vi på denne måde bedre kan tilpasse skolemælksordningen og bedre kan integrere den i de nuværende kostvaner. Det styrker faktisk bare det hele. Den, som troede, at skolemælksordningen vil redde kostvanerne, tager fejl. Man må også forblive realistisk. Hvis denne betænkning vedtages i Parlamentet, vil der blive brugt omkring 12 euro om året pr. barn til subsidier til skolemælk, hvilket er småpenge, forekommer det mig. Det kan udmærket forsvares samfundsmæssigt inden for budgettet og også med hensyn til en god ernæringspolitik. På grundlag af de nævnte kendsgerninger vil jeg varmt anbefale denne betænkning. Jeg takker også medlemmerne af Landbrugsudvalget for deres enstemmige støtte, det giver gode perspektiver for afstemningen i Parlamentet. Jeg takker ligeledes Kommissionen for dens beredvillighed til at stille de nødvendige oplysninger til rådighed og også for forberedelsen af betænkningen. Jeg håber, at dette vil føre til en konstruktiv holdning med hensyn til gennemførelsen af denne betænkning. Jeg har forstået, at Ministerrådet i hvert fald vil holde møde på mandag. Det ville således være et godt tidspunkt, hvis Parlamentet vedtog denne betænkning og således også skolemælksordningen.
Hr. formand, på anmodning af vores kollega Arlindo Cunha kommer jeg her med vores holdning i denne debat om skolemælk. Den Europæiske Union har i mere end 20 år finansieret gratis uddeling af mælk i grundskolen. I de seneste år har denne aktion svaret til en gennemsnitlig årlig omkostning på næsten 90 millioner euro for mere end trehundretusinde liter mælk, som er kommet ca. 10 millioner unge til gode, det vil sige næsten 20% af skoleeleverne. Der er to hovedårsager, som gør denne foranstaltning og en fortsættelse heraf berettiget. Den første er dens sociale dimension, som sikrer en bare nogenlunde afbalanceret kost for mange børn og unge, som ellers ikke ville have adgang hertil. Det er især unge fra de dårligt stillede sociale klasser og fattige områder på landet og i byen. Den anden er, at der er et strukturelt overskud på markedet for mælkeprodukter, og denne foranstaltning er også et incitament til afsætning af produktet på en måde, der er mere nyttig og konstruktiv end distribution, denaturalisering eller eksport til tredjelande til endnu højere omkostninger. Det er en skam, at Den Europæiske Union ikke har flere aktioner for andre slags produkter, i stedet for at skille sig af med dem på de internationale markeder takket være subsidier, som ofte er dobbelt så store som deres pris på disse markeder, hvorfor det er vanskeligt at forstå det fremførte mål om budgetbesparelser. USA, som har ry for at være mere individualistisk og mindre solidarisk, bruger næsten ni milliarder dollar om året til uddeling af fødevarer til skolebørn, hvilket er 100 gange mere, end der bruges i Den Europæiske Union. Det, der sker er, at Den Europæiske Union nu kommer med et forslag om at reducere finansieringen på 100% og foreslår en samfinansiering på 50%, hvilket især går ud over de mindre velstillede lande som f.eks. Portugal. Som portugiser ville jeg blive chokeret, hvis foranstaltninger af denne art blev vedtaget, mens mit land har formandskabet for Den Europæiske Union.
Hr. formand, min kollega, hr. Maat, gør på en imponerende måde en indsats for skolemælken. Det er en god ting. Jeg er selv en stor tilhænger af skolemælk. Jeg synes for øvrigt, at ikke blot børn, men også voksne burde drikke mere mælk. Jeg beklager derfor, at der ikke udskænkes frisk mælk på Parlamentets hjemsted i Bruxelles. Jeg håber, at hr. Maats næste kamp er rettet mod, at der udskænkes frisk mælk i Bruxelles. Alligevel støtter jeg ikke hr. Maats forslag. I den evalueringsrapport om skolemælksordningen, som Kommissionen selv citerer, står der: "Når man kun tager hensyn til ordningens opstillede udtrykkelige målsætninger, som navnlig består i at opretholde og øge forbruget af mælkeprodukter og fremme afsætningen af overskud, kan de positive virkninger kaldes ringe". Alligevel besluttede Kommissionen den 10. december ikke at trække foranstaltningerne tilbage, men at halvere subsidierne. Jeg har stillet Kommissionen en række spørgsmål herom. Jeg har spurgt kommissær Fischler, hvorvidt denne foranstaltning er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Jeg mener, at denne foranstaltning udmærket kunne gennemføres af nationale parlamenter, og at nationale parlamentarikere udmærket ville være i stand til det. Jeg er heller ikke overbevist om den videnskabelige underbygning, når det drejer sig om en række ting, som nævnes under punktet folkesundhed. Desuden skal Kommissionen, når det drejer sig om folkesundhed, også fremsætte et sådant forslag på grundlag af kapitlet "Folkesundhed" i traktaten. Det er heller ikke tydeligt for mig, hvor meget der i forbindelse med skolemælksordningen bruges på forvaltningsudgifter. Det drejer sig om en så lille del af den samlede mælkeproduktion, at jeg tror, at dette er en ekstra stor belastning på Kommissionens budget. Det er også uklart for mig, hvilke finansielle konsekvenser det vil have efter udvidelsen. Jeg er ikke modstander af skolemælk, kun af skolemælk på denne måde. Jeg tror, at Kommissionen skal begrænse sig til de væsentlige opgaver og overlade andre ting til medlemsstaterne. Jeg støtter kommissionsforslaget og ikke forslagene fra Landbrugsudvalget.
Hr. formand, jeg vil takke hr. Maat for en god betænkning og et godt samarbejde, og specielt for omtalen af synet på folkesundheden. Indtil nu har prissætningsgrundlaget nemlig begunstiget de mere fede produkter. I Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter herskede bred enighed om, at man burde kunne ændre grundlaget således, at de fedtfattige produkter lettere fik andel i støtten. Det har allerede i årtier været et virkelig godt signal fra EU til folket, som har kunnet formidles specielt ved formidling til børn, skoleelever, skoler og hjem. Også i den forstand bør man fortsætte ordningen og, som ordfører Maat fastslog, modernisere den og derigennem fremme dette fælles gode. Specielt ændringsforslag 9 og 10 leder forslaget i retning af, at de fedtfattige produkter kommer op på linje med de mere fede.
Hr. formand, jeg glæder mig over at få mulighed for at tale under denne forhandling, og jeg lykønsker ordføreren med hans arbejde. Et tydeligt resultat af dette forslag om begrænsning eller fjernelse af tilskuddet til skolemælk er naturligvis, at der bliver mindre mælk og et mindre mælkeforbrug på skolerne. Jeg spørger helt ærligt: Er det virkelig det, De ønsker? Det ernæringsmæssige aspekt er helt klart det centrale element her, og vi bør arbejde i retning af et fortsat mælkeforbrug hos skolebørnene. De foreliggende forslag går helt klart i den modsatte retning. Jeg vil forsøge at beskrive, hvad det vil medføre. Der er to muligheder. Børn vil gå over til at indtage ikkeernæringsrigtige produkter, eller, Gud forbyde det, vi vil nærme os en situation, hvor børn skal betale for den mælk, de får, hvorved man diskriminerer fattige børn fra dårlige kår. Vi anerkender alle målsætningen her. Nemlig at begrænse tilskuddet til mælk. Men at bruge skolebørn som middel til at opnå dette mål er en barsk metode, navnlig i en verden, der bliver mere og mere sundhedsbevidst dag for dag. Vi står i den ikkegenmanipulerede og økologiske mads tidsalder, og de foreliggende forslag udgør et stort tilbageskridt. Vi skal være klar over, at adskillige medlemsstater overhovedet ikke vil bruge denne ordning, hvis det nuværende tilskud fjernes eller nedsættes. Sådan stiller sagen sig. Det ville være en katastrofe, ikke kun for skolebørnenes helbred - fremtidens borgere - men også for lokalsamfundenes overlevelse. Jeg kommer fra Wales, hvor BNP pr. indbygger er mindre end 75% af EU-gennemsnittet, med andre ord et mål 1-område. Det er jeg ikke stolt af. Det er tegn på vores ugunstige situation. Men en beskæring af tilskuddet vil imidlertid gøre mit samfund endnu fattigere, et samfund, hvor landmændene har mistet 80% af deres indkomst på 2½ år. Det er ikke dén Europæiske Union, jeg troede, at mit land var kommet med i. Vi ønsker et samhørighedens Europa, hvor man søger at støtte de ugunstigt stillede områder og hjælpe de fattigste borgere. Det er også en misforståelse, at medlemsstaterne på en eller anden måde vil klare regningen og dække underskuddet ud fra en tankegang om, at det er deres ansvar at tage sig af sundheds- og socialpolitikken. Jeg kan fortælle Dem, at min medlemsstat, Det Forenede Kongerige, allerede undlader at udbetale supplerende midler til Wales og Skotland som tilskud til EU-midlerne, noget, som jeg og mine kolleger allerede har fremhævet tidligere her i Parlamentet. Det er ikke enestående for mit land. Det gælder desværre også for andre lande. Landmændene er blevet bedt om at diversificere, at blive multifunktionelle. Det er de nye slagord i Den Europæiske Union. Men de har allerede diversificeret. De er allerede blevet så multifunktionelle, som det er menneskeligt muligt. Det er på tide, at vi belønner dem, navnlig i de perifere og ugunstigt stillede områder af Den Europæiske Union. En nedsættelse af dette tilskud vil ødelægge et erhverv, der allerede er i knæ. Vi må give disse mennesker en chance og hjælpe dem med at klare sig selv, da de utvivlsomt står over for den vanskeligste periode nogensinde. Det står klart for mig, at disse forslag ikke kun er en metode til at nedsætte tilskuddet, men snarere til at fjerne det helt, hvis medlemsstaterne undlader at deltage økonomisk i kølvandet på en beskæring af tilskuddet. Denne fortsatte undergravning af mælkeindustrien er desværre nok led i en generel tendens, som vi er vidne til inden for hele landbruget. Uden landbrugere i vores landsbyer og lokalsamfund har vi ingen lokalsamfund i landdistrikterne; ingen til at betjene dem af os, der undertiden besøger landområderne i rekreativt øjemed. Udviklingen med sammenlægning af landbrug og konsortiers opkøb af landbrugsenheder, der presser priserne til urealistiske højder, er allerede langt fremme i Wales og bliver det triste mønster også i andre regioner og nationer. Jeg mener, at vi bør standse denne generelle undergravning af landdistrikterne. I øjeblikket går dette behov videre end behovet for at beskære mælketilskuddet. Det er langt, langt vigtigere at forsvare vores lokalsamfund. Vi må sørge for, at mælkeproducenterne fortsætter, og bevare de lokalsamfund, hvor de tjener til livets ophold, som levedygtige enheder. Landbrugsudvalget fortjener al mulig støtte i den henseende. Hr. Maat har gjort det godt i en meget vanskelig situation, og jeg ønsker ham al mulig succes.
Hr. formand, hr. Maats betænkning forsvarer med god grund millioner af europæiske børns ret til at få mælk med økonomisk tilskud i skolen. Men nu foreslår Kommissionen at reducere EU's støtteniveau gennem en ændring af ordningen for den fælles markedsordning i sektoren for mælk og mælkeproducenter. Dette valg af medfinansiering kan medføre en tilbageholdenhed hos visse medlemsstater med at støtte projektet især på grund af den økonomiske binding, hvilket igen vil medføre, at man reducerer beløbet for den disponible budgetramme og dermed skaber en diskrimination mellem skolerne i EU. Men uddelingen af mælk i skolerne bidrager til at vedligeholde forbruget af mælkeprodukter, og mælkeprodukter er nødvendige for en sund ernæring af barnet og en betingelse for en vækst uden handicap. At vælge mælk med tilskud betyder at lære barnet afbalancerede spisevaner i en alder, hvor omgangen med fødevarer og opdragelsen til smag dannes for hele livet. Denne funktion finder særlig genklang i perioden, hvor der er problemer med forholdet til fødevarer og med "dårlig føde". F.eks. er stigningen i antallet af fede børn, der lever i sodavandskulturen med sukkerholdige flerfarvede drikkevarer, alarmerende. Er det nødvendigt at minde om, at mælk dækker en afgørende del af behovet for proteiner, calcium, vitaminer og mineraler. De børn og unge, der drikker den, styrker deres evne til at modstå sygdomme, som skabes af et fødevareanarki. Hr. Maat fremhæver med god grund, at disse fødevarereflekser har fulgt udviklingen i vores livsformer. Således går stadig flere unge i dag i skole uden at have fået morgenmad, eller mælk indgår ikke i deres morgenmåltid. På den anden side skal vi ikke glemme, at visse børn, der kommer fra meget dårligt stillede miljøer springer over morgenmåltidet af økonomiske årsager. Disse børn er udsatte for at få mangelsygdomme, og de har svært ved at koncentrere sig i skolen. Kommissionen fralægger sig ansvaret, selv om den hilser andre og mere bekostelige programmer velkommne. Hvorfor netop sætte spørgsmålstegn ved det, der angår sundheden for børnene i EU? På et tidspunkt, hvor vores skolers rolle som værksted for forberedelse til livet i samfundet er væltet omkuld, er uddelingen af mælk med tilskud ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske ordføreren med denne betænkning, der ikke kun indeholder en beskrivelse af problemet, men ligeledes nye idéer for fremtiden. I mange lande og områder - som hvor jeg kommer fra i Nordirland - har små børn måske ikke haft mulighed for den ernæring og det kosttilskud, der stammer fra mælk, hvis ikke de havde fået mælk i skolen. Jeg både håber og tror, at de vil begynde at værdsætte det at drikke mælk og fortsætte med det. En ting forbløffer mig, navnlig når landdistrikterne og mælkeproducenterne gennemgår en så vanskelig periode, nemlig at folk er parat til at købe mange andre produkter og betale betydelige beløb for dem, men de er ikke parat til at betale de samme penge for mælk, hverken til sig selv eller deres børn. Mælk giver en meget sund og afbalanceret kost, noget vi alle burde støtte. Den Europæiske Union burde tage hensyn til dette. Det er pengene værd. Det opnår vi ikke altid. Vi har i øjeblikket en situation i Europa, hvor vi poster millioner af euro i landbruget, og alligevel har landmændene aldrig haft det værre. Vi må tænke os om endnu en gang og spørge os selv, hvilke ting vi prioriterer højest. Jeg vil gerne takke hr. Maat. Han har fået os til at se ud i fremtiden, ikke kun med hensyn til selve mælken, men også til mælkeprodukter og metoder, som kan bruges for at tilskynde børn til at drikke mælk.
Hr. formand, jeg har i årevis talt for, at ordningen med skolemælk skulle laves om. Jeg synes, den er helt hen i vejret. Den er ernæringsmæssigt helt forkert, og den er umulig at administrere. I øjeblikket gives der fuld støtte til sødmælk, halv støtte til letmælk og ingen støtte til skummetmælk. Ordninger som denne har til formål at komme overskuddet til livs, og da der er mest mælkefedt i sødmælk, har sødmælk fået mest støtte. I stedet bør vi give støtte pr. skoleelev. Jeg havde hellere set, at vi havde sat mælkepriserne længere ned, så vi kunne komme af med de bureaukratiske mælkekvoter. På længere sigt skal vi ændre EU's landbrugspolitik, så vi kan komme kunstige overpriser og overskudslagre til livs. Men ordningen med skolemælk er en af de bedre. Den er ikke kun til gavn for bønderne. Ordningen er også til fordel for børn og deres forældre, især hvis den laves om, så der gives tilskud til fedtfattige produkter. Børn har ikke brug for så meget fedt. Derudover bliver ordningen med støtte pr. skoleelev meget lettere at administrere. Der er en kæmpe administration involveret i den nuværende ordning. Jeg har fået mange klager fra skoler, der ikke kan finde ud af at administrere ordningen. Det er en hel videnskab at udregne fedtprocenter i mælk og ost. Skolerne ender tit med at skulle betale store summer tilbage. Det er ikke, fordi de er ude på at snyde, med de kan simpelthen ikke finde ud af at administrere ordningen. Jeg synes derfor, at vi skal stemme for ændringsforslagene fra min gode kollega og legekammerat Niels Busk. Den ordning, han foreslår, er administrativt og ernæringsmæssigt den eneste rigtige.
Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at takke ordføreren, hr. Maat, for hans betænkning, som jeg støtter i dens helhed. Tak for i øvrigt altid et godt samarbejde i Landbrugsudvalget. Ligeledes tak til min gode kollega og gode ven, Freddy Blak, fra socialistgruppen for hans opbakning til mine ændringsforslag. Skolemælksordningen handler om sundhed og ernæring. Børn og unge skal lære sunde spisevaner, og mælk er med sit protein- og kalciumindhold en meget vigtig del heri. På vegne af Den Liberale Gruppe har hr. Pesälä og jeg stillet tre ændringsforslag, der blot har til formål at gøre skolemælksordningen langt lettere at administrere, men som også søger at gøre skolemælksordningen mere fleksibel i forhold til de produkter, der støttes. Der er forskellige traditioner for, hvilke mejeriprodukter der konsumeres, og ordningen forenkles ved, at støtten fordeles på grundlag af en kvart liter mælk pr. elev pr. skoledag. For andre produkter end sødmælk bør støtten beregnes på baggrund af fedtfattigt tørstof eller et maksimumindhold af mælkefedt på 50%. Dermed tager ordningen højde for de forskelle i mælketraditioner, der findes i de forskellige medlemslande.
Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne sige hjertelig tak til ordføreren, hr. Maat, for hans bestræbelser på at forelægge en afbalanceret betænkning om kommissionsforslaget. De har jo også i debatten mærket, at der ved skolemælksordningen er tale om et særdeles vanskeligt spørgsmål, hvor der er mange forskellige opfattelser og meninger, og derfor har han sikkert ikke haft nogen nem opgave. De ændringer, der er foreslået i Maat-betænkningen, går delvis ud på helt at afvise Kommissionens forslag. Disse ændringsforslag kan jeg derfor ikke acceptere. Det drejer sig her om forslag 1, 5, 6, 7, 10 og 12. Jeg er nu som før overbevist om, at den foreslåede medfinansiering vil fremme engagementet hos de statslige og kommunale myndigheder - også hos skoleforvaltningerne og i mejerisektoren - hvilket igen er en forudsætning for, at alle bestræbelserne kan føre til succes. Det er jo ganske enkelt forkert at sige, at graden af støtte set fra en elevs synsvinkel falder. Støtten er stadig den samme, kun finansieringskilderne er ændret, og ingen kan vel i alvor påstå, at støtten kun er en god støtte, hvis den udbetales 100% af Fællesskabets budget. Jeg indrømmer også gerne, at der i denne forbindelse findes sundheds-, ernærings- og socialpolitiske mål. Men også her gælder der én ting, som også er grunden til, at en bestemt artikel i traktaten er anvendt som grundlag, nemlig at vi på landbrugspolitikkens område kun kan iværksætte støtte med den begrundelse, at der derved opnås yderligere afsætning. Hvis man har socialpolitiske eller sundhedspolitiske foranstaltninger i tankerne, skal man også finansiere dem inden for rammerne af sundheds- og socialpolitikken og ikke så at sige ad bagdøren. Ved ændringsforslagene 2, 4 og 9 drejer det sig om at inddrage et bredere sortiment af mælkeprodukter i støtten. Kommissionen ønsker her at bibeholde den hidtidige ordning, hvor det er overladt til Kommissionen at udvælge de produkter, der skal ydes støtte til. Derfor kan jeg ganske vist ikke acceptere ændringsforslagene, men jeg har stor forståelse for den tanke, der ligger bag, og som jeg gerne viderebringer, nemlig at det nuværende produktsortiment skal efterprøves, og jeg vil også sørge for, at dette spørgsmål tages op og diskuteres i forvaltningsudvalget for mælk og mejeriprodukter. Endelig har ændringsforslag 3 form af en erklæring, og derfor anser jeg det ikke for rimeligt at optage det i forordningens tekst. Hvad angår de praktiske aspekter af forslaget, frygter jeg imidlertid, at det i løbet af kort tid kunne føre til divergerende tilskudssatser i medlemsstaterne og til store variationer i tilskuddenes størrelse. Men da der sikkert ikke er nogen, der ønsker dette, ville det være bedre at bibeholde den gældende bestemmelse, som er entydig og bygger på objektive kriterier, og som også garanterer en vidtgående stabilitet. Af de samme grunde kan jeg ikke acceptere forslag 8 og 10, som sigter mod, at tilskuddets niveau skal kobles til andre mælkebestanddele end fedt. Endelig skal det ifølge ændringsforslag 8 og 9 præciseres, at tilskuddet udbetales for en fastlagt mængde mælk pr. elev pr. dag. Det ville betyde, at den nuværende situation reelt bliver bekræftet, og derfor er det faktisk et yderligere argument for ikke at acceptere ændringsforslagene. Jeg takker for Deres opmærksomhed.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0077/2000) af Thyssen for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om udkast til retningslinjer for vertikale begrænsninger (C5-0009/2000 - 2000/2003(COS)).
Hr. formand, denne forhandling om retningslinjer for vertikale begrænsninger er foreløbig den sidste i en række af fire om et yderst teknisk emne. Erhvervslivet er udmærket klar over betydningen af EU's konkurrencepolitik for dets gøren og laden, men lad os dog heller ikke glemme, at ærlige og gode konkurrenceregler, der kan gennemtvinges, også har konsekvenser for forbrugerne. Jeg har indtryk af, at hele spørgsmålet om vertikale begrænsninger for mennesker, som ikke er fortrolige med konkurrencepolitikken, forekommer at være et noget livsfjernt anliggende, men alligevel forholder det sig sådan, at en stor del af den daglige distribution foretages, forvaltes og organiseres på grundlag af reglerne om vertikale begrænsninger. Jeg havde til hensigt, hr. formand, lige at forklare dette over for mine kolleger, men nu hvor jeg ser, hvor få mennesker der er til stede i salen, tror jeg ikke, at jeg skal spilde Deres og tolkenes tid hermed. Kommissæren kender sin sag, og de mennesker, der vil føre ordet i denne sag, kender den mindst lige så godt som jeg selv. Derfor vil jeg blot sige følgende. Jeg tror, at Parlamentet og jeg som ordfører for Økonomiudvalget kan sige, at det er godt, at Kommissionen opstiller retningslinjer, og at den offentliggør disse. Kommissionen er den vigtigste europæiske konkurrencemyndighed, og alle, og i hvert fald retssikkerheden, vil have fordel af, at den forinden helt konkret begrunder sin nye politik. Et andet punkt er følgende. Jeg håber, at Kommissionen vil optage de bemærkninger, som er opsummeret i betænkningen fra Udvalget om Økonomi, og som jeg heller ikke vil gentage her, i den definitive version af de retningslinjer, som snart vil blive offentliggjort, og jeg vil også gerne høre Dem sige det, hr. kommissær. Endvidere har jeg nogle spørgsmål. For det første, får vi den evaluering, som vi har bedt om efter tre til fire års ny politik for vertikale aftaler? For det andet, hvornår kan vi forvente forslag om en ny politik med henblik på de horisontale begrænsninger, en ny politik, som også Kommissionen har bebudet? For det tredje, bildistributionskontrakter falder foreløbig uden for den nye politik, men forordningen for denne sektor udløber i 2002. Vi kan i år forvente, at der kommer en evaluering fra Kommissionen. Hvornår får vi denne, og har Kommissionen allerede ført forhandlinger med bildistributionssektoren og frem for alt med de små distributører? For det fjerde har vi trods alt stadig et meget fundamentalt spørgsmål, et spørgsmål, som vi gentagne gange forgæves har stillet, og jeg må derfor alligevel endnu en gang gentage det: Hvorfor har Kommissionen dog valgt øjeblikkeligt at anvende den nye politik også for disse sektorer, hvor konkurrencepolitikken, således som den hidtil er blevet organiseret, forløb godt? Til sidst, hr. formand, vil jeg takke de kolleger - desværre er de her ikke - som også i Økonomiudvalget har beskæftiget sig med dette tema, ikke blot med henblik på denne betænkning, men også med henblik på de tre betænkninger, som er gået forud for denne. Jeg vil meddele dem, der har stillet ændringsforslag, og det er ændringsforslag, som er stillet på PSE-gruppens vegne, at jeg desværre har måttet afvise disse ændringsforslag af den indholdsmæssige grund, som jeg allerede tidligere har gjort rede for i Økonomiudvalget, og for det andet også, fordi disse ændringsforslag allerede tidligere er blevet stillet i udvalget, hvor det ene efter det andet blev forkastet. Til sidst vil jeg undskylde, at jeg ikke kan være til stede i morgen tidlig under afstemningen, men hr. von Wogau vil være min stedfortræder som ordfører, hvis det skulle være nødvendigt.
Hr. formand, hr. kommissær, fru Thyssen har udført et godt arbejde, og jeg vil også gerne takke hende for det. Selv ønsker jeg i denne forbindelse kun at kommentere de relevante rettesnore for fortolkning af definitionen af produktmarkeder og markedsandele, specielt set ud fra samarbejdsaftalerne for servicestationsområdet. Disse ting medfører problemer i hvert fald i mit hjemland, Finland, og i andre små medlemslande. Retningslinjerne for vertikale begrænsninger skal udformes således, at det klart og entydigt fremgår af dem, hvornår en sælgers markedsandel på det relevante produktmarked overstiger den vedtagne anvendelsestærskel på 30%. Når det drejer sig om samarbejdsaftaler på servicestationsområdet tager det nuværende udkast til bestemmelser ikke tilstrækkelig klart hensyn til særtrækkene ved områdets markeder og leveranceaftaler. Den grænse for markedsandelen på 30%, der fastsættes ved gruppefritagelsesforordningen medfører problemer med ligestillingen i hvert fald for servicestationerne i Finland. En vedtagelse af den nye regel kan føre til situationer, hvor f.eks. to samarbejdsaftaleforbindelser inden for servicestationsområdet, der er fuldstændig sammenlignelige ved deres interne påvirkninger, hos os må undersøges på forskellige måder, hvis markedsandelen for et selskab, der er beskæftiget med servicestationsvirksomhed, potentielt er ved at overskride grænsen på de 30%. Det er vigtigt entydigt at definere de relevante markeder, der henvises til i gruppefritagelsesforordningens artikel 3. I bestemmelserne er det ikke med tilstrækkelig nøjagtighed defineret, hvorledes producentens og engroshandelsledets markedsandel opgøres. Dette oplever jeg som yderst problematisk. Når der er tale om den konkurrenceretlige regulering på et område, hvor der er konkurrence mellem varemærker, burde det klart fremgå af bestemmelserne, at man i beregningen af markedsandelen altid undersøger hvert leveranceled for sig. Desuden burde bestemmelserne præciseres på en sådan måde, at det fremgik entydigt af dem, at man ved beregningen af tærsklen på de 30% inden for det relevante marked tager hensyn til leverandørens salg til detailhandlen eller engroshandlen ved hjælp af eget varemærke.
Hr. formand, jeg glæder mig over, at De vidste, at jeg var her, og at jeg skulle tale, De ved, at jeg ikke plejer at udbrede mig særlig meget. Jeg vil blot begrænse mig til at forklare de ændringsforslag, der er blevet fremlagt af min kollega, hr. Berenguer, som ikke kan være til stede. Det drejer sig om ændringsforslag 2, 3 og 4. Ændringsforslag 2 drejer sig om muligheden for at frigøre forhandleren ved tilbagelevering af indskuddene, når kontrakten er udløbet. Den metode, der anvendes, er den der står i stk. 147 i Kommissionens retningslinjer herom, hvilket den kalder afskrivningsperioden for investeringerne. Der burde under visse omstændigheder være mulighed for at frigøre sig ved hjælp af en tilbagebetaling af investeringen. Det vil sige, at forhandleren ikke bliver stavnsbundet i al evighed på grund af producentens oprindelige investering. Ændringsforslag 3 drejer sig om producentens prisfastsættelse - udsalgsprisen - i visse tilfælde, f.eks. ved lancering af produktet. Der er visse tilfælde, hvor denne fastsættelse af udsalgsprisen kan være berettiget. Det er omtalt i stk. 38 og 39 i Kommissionens retningslinjer, men det er klart, at der i visse tilfælde skal være fleksibilitet, og vi er sikre på, at Kommissionen vil forstå det således. Og endelig drejer ændringsforslag 4 sig om beskyttelse af forbrugeren over for forhandlerens pres for at tvinge ham til at forlænge kontrakten. Vi taler om mærkevarekontrakter, stk. 131 og følgende. Det er kort sagt nogle ændringsforslag, der simpelthen går ud på at erindre om nogle konkrete aspekter, men det er klart, at såvel de retningslinjer, der er foreslået af Kommissionen, som fru Thyssens betænkning holder sig inden for rammerne af det fornuftige og det praktiske. Vi håber, at Kommissionen vil administrere disse retningslinjer fleksibelt, så at det på den ene side sikrer konkurrencen på markedet, og på den anden side, at man ikke kommer ud i situationer, hvor forhandlerne stavnsbindes eller begrænses i deres økonomiske aktivitet.
Hr. formand, på grund af tidnød bliver det i telegramstil. For det første hjertelig tak til Dem, fru Thyssen, for Deres udmærkede betænkning. For det andet ligeledes tak til medlemmerne af Økonomi- og Valutaudvalget for støtten til dette vigtige reformprojekt. Udkastet er et vigtigt skridt i reformen af konkurrencepolitikken vedrørende de vertikale konkurrencebegrænsninger. Siden offentliggørelsen af grønbogen i 1997 har udviklingen af politikken om de vertikale salgsbegrænsninger gennemløbet forskellige etaper, herunder senest vedtagelsen af den nye forordning 2790 om anvendelse af artikel 81, § 3, på vertikale aftaler. Som De ved, gennemfører Kommissionen med denne politik et afgørende skift fra det traditionelle grundlag, som er baseret på formelle kriterier, til et grundlag, der er baseret på en analyse af de økonomiske virkninger. Dette sigter mod at genoprette aftalefriheden for et stort flertal af virksomheder og forbedrer samtidig konkurrencebeskyttelsen til gavn for forbrugerne. Derudover, fru Thyssen, skal jeg til Deres spørgsmål om, hvorvidt der vil være en review, slå fast: Ja, der vil være en review af retningslinjerne efter fire år. Til Deres spørgsmål om de horisontale foranstaltninger skal jeg sige, at Kommissionens tjenestegrene for øjeblikket er i færd med at udarbejde et sæt retningslinjer for disse horisontale samarbejdsaftaler. Et første udkast til disse retningslinjer vil så blive fremsendt til Europa-Parlamentet, før det offentliggøres i EF-Tidende. Det er meget sandsynligt, at det vil ske endnu inden udgangen af april. Det glæder mig at kunne konstatere, at Europa-Parlamentet og Kommissionen har haft et tæt og konstruktivt samarbejde i denne sag. Thyssen-betænkningen viser endnu en gang, at denne vilje til samarbejde yder et afgørende bidrag til en hel række aspekter vedrørende disse reformer.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. (Mødet hævet kl. 20.20)