Jeg giver ordet til hr. Evans. Evans, Robert (PSE). (EN) Hr. formand, til forretningsordenen. Det drejer sig om forretningsordenens artikel 148 og 135 vedrørende omdeling af protokollen og navnlig afstemninger ved navneopråb. Her til morgen har alle medlemmer fået en lille bog med 113 siders afstemninger ved navneopråb. Jeg er sikker på, at dette vil være interessant for en række medlemmer, og at nogle få medlemmer vil kigge den igennem. Men af hensyn til økonomien og miljøet vil jeg foreslå, at Parlamentet, eller Parlamentets tjenestegrene endnu en gang ser på fortolkningen af ordet "omdeling". Måske burde resultaterne af afstemninger ved navneopråb distribueres via vores Intranet eller udleveres til de medlemmer, der ønsker det, så vi undgår dette spild og den overflødige omdeling af et 113-siders dokument med resultater af afstemninger ved navneopråb til alle. Hr. formand, kan De ikke bede Deres tjenestegrene undersøge det endnu en gang?
Tak, hr. Evans, for Deres bemærkning. Den vil blive forelagt, ikke tjenestegrenene, men naturligvis Præsidiet. For hvis De også tog den økonomiske belastning på Parlamentets budget, som hver enkelt af disse afstemninger udgør, i betragtning, så ville De have endnu en grund til bekymring.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0066/2000) af Ferrer for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om forslag til Rådets beslutning om den holdning, Fællesskabet skal indtage i Det Fælles Råd EF-Mexico med hensyn til gennemførelsen af artikel 3, 4, 5, 6 og 12 i interimsaftalen (5965/1/2000 - C5-0076/2000 - 2000/0024(CNS)).
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, den forhandling, jeg indleder om denne så lange titel, som De netop har bekendtgjort, udgør den sidste del af et arbejde, som Parlamentet i snævert samarbejde med Kommissionen har gennemført for at styrke forbindelserne med Mexico på basis af de principper og værdier, som er grundlaget for det demokratiske system. Parlamentet afgav faktisk i maj 1999 sin samstemmende udtalelse om indgåelse af en aftale om økonomisk partnerskab, politisk samordning og samarbejde undertegnet i 1997 mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Mexico på den anden, som, når den er ratificeret af alle medlemsstaterne, erstatter den samarbejdsaftale, der blev undertegnet i 1991 mellem Fællesskabet og Mexico. Aftalen fra 1997 var ledsaget af en midlertidig interimsaftale om handelsmæssige aspekter, for hvilken Europa-Parlamentet afgav samstemmende udtalelse i maj 1998, og som havde til formål at sikre, at forhandlingerne om liberalisering af de handelsmæssige aspekter, som henhører under Fællesskabets kompetenceområde, der er indeholdt i den globale aftale, kunne indledes hurtigst muligt, uden at det var nødvendigt at vente på, at de 15 medlemsstater havde ratificeret den. Da disse forhandlinger nu er afsluttet, og Rådet har udtalt sig om deres indhold, er det Parlamentets opgave som svar på Rådets formelle høring at afgive udtalelse om resultaterne af nævnte forhandlinger. I den forbindelse vil jeg takke Kommissionen, som har muliggjort Rådets høring i et ønske om samarbejde med Parlamentet - hvilket jeg glæder mig over og håber danner præcedens - selvom jeg må beklage, at den ikke har gjort den forrige Kommissions løfte om at informere os om forhandlingernes forløb til sit i betragtning af vigtigheden af de rejste spørgsmål. Hvad angår selve indholdet af min betænkning, vil jeg starte med at fremhæve, at vi står over for en gennemførelsesaftale, hvis indhold udelukkende vedrører handel, men med en politisk dimension, som vi også skal være opmærksomme på, når vi skal afgive vores udtalelse. Det er sådan, eftersom aftalen om økonomisk partnerskab, politisk samordning og samarbejde, som min betænkning vedrører, er en aftale, der er resultatet af ønsket om at fremme et fuldstændigt, politisk system, der overholder menneskerettighederne, de sociale rettigheder og miljørettighederne og fremmer mere retfærdige sociale forhold ved hjælp af den større økonomiske udvikling, som liberaliseringen af handlen vil skabe. Faktisk fremgår det af artikel 1 i denne aftale, at overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne i videste forstand er et væsentligt element og det grundlag, som aftalen er baseret på. På sin side garanterer inddragelsen af en klausul om opfyldelse af forpligtelser, der gør det muligt at suspendere aftalen i tilfælde af manglende opfyldelse af bestemmelserne i artikel 1, også parternes løfte med hensyn til demokrati og overholdelse af menneskerettighederne. Ved på den anden side at institutionalisere samarbejdet mellem Den Europæiske Union og Mexico, især hvad angår menneskerettigheder, sociale anliggender og fattigdomsbekæmpelse, skaber man et instrument, som kan være meget nyttigt til nedbringelse af de sociale uligheder, der stadig eksisterer i Mexico, og til forbedring af levevilkårene for de dårligst stillede sociale lag i befolkningen. For det andet og hvad angår indholdet af forhandlingerne om gennemførelsen af artikel 3, 4, 5, 6 og 12 i interimsaftalen om handel med varer, offentlige indkøb, konkurrence, konsultationsordning vedrørende intellektuel ejendomsret og bilæggelse af stridsspørgsmål, skal det understreges, at den aftalte foranstaltningspakke er en god aftale, om end den har nogle dårlige sider for nogle sektorer - jeg tænker konkret på tekstilsektoren, som er meget bekymret over især oprindelsesreglerne - hvis virkninger vil være til gavn for såvel Den Europæiske Union som Mexico. For Den Europæiske Union, fordi oprettelsen af et frihandelsområde vil gøre det muligt at genvinde den position, som medlemsstaterne havde på det mexicanske marked før NAFTA-aftalens ikrafttrædelse, hvilket betyder nye ekspansionsmuligheder for de europæiske virksomheder. For Mexico, fordi det får mulighed for at sprede og skabe balance i sine udenlandske handelsforbindelser, som i dag afhænger 80% af dets NAFTA-partnere, og samtidig forøge eksporten til Den Europæiske Union med den deraf følgende positive indvirkning på den mexicanske økonomi. Det er rigtigt, at den aftale, der er indgået, i overgangsperioden og så længe liberaliseringen ikke gælder alle varer, er mere fordelagtig for Mexico end for Den Europæiske Union, men denne uligevægt gælder også, hvad angår den europæiske økonomis udviklingstrin og konkurrencedygtighed i forhold til den mexicanske. Til trods for denne uligevægt skal det alligevel erkendes, at Fællesskabets producenter nu vil være i en meget bedre position end hidtil for at konkurrere med det mexicanske marked. Af alle disse grunde, mine damer og herrer, anbefaler Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi med stort flertal, at De stemmer for Rådets afgørelse om resultatet af nogle forhandlinger, hvis fordele vi har til opgave at overvåge, så de virkelig bidrager til at fremme et politisk system, der er mere demokratisk, overholder menneskerettighederne og er i overensstemmelse med den sociale retfærdighed.
Hr. formand, jeg vil gerne nævne et specifikt område for at vise faren for, at dette spørgsmål kan blive et meget alvorligt problem for den europæiske økonomi og samfund. Jeg taler om det europæiske reglement om oprindelse af sko. Det blev indført med aftalen mellem Mexico og EU. Det europæiske reglement er en faktuel aftale mellem Kommissionen og skotøjsindustrien, der skal overholdes, og det fordi denne specifikke industris konkurrenceevne er blevet forbedret på verdensplan. Desværre er der sket det modsatte med aftalen med Mexico. Her overholdes et andet oprindelsesreglement: Mexicos reglement. Det er til skade for den europæiske skotøjsindustri, som på den måde er dømt til at lide tab inden for dens eksport til Mexico. Som følge heraf findes der en eksportkvote på 865.000 par sko fra EU til Mexico. Det vil sige, at til en befolkning på 90 millioner mexicanere er det kun lykkedes os at eksportere et par europæiske sko pr. 100 indbyggere til Mexico. Det kan man ikke kalde en stor succes. Tværtimod. Jeg vil gerne give udtryk for den bekymring, som de små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med fremstilling af sko i EU, nærer, og sige, at problemet ikke løses ved, at vi forsikrer dem om, at der findes en undtagelse i aftalen. For den specifikke undtagelse i oprindelsesreglementet berører 15.000 små og mellemstore virksomheder i Europa og 650.000 lønmodtagere. Jeg håber ikke, at vi får mange af disse undtagelser, for så vil de problemer, som vi allerede står overfor, blive endnu større. Jeg vil gerne have, at Kommissionen garanterer, at denne undtagelse i aftalen med Mexico ikke gentager sig og ikke anses som præcedens for andre undtagelser i andre aftaler. Kommissionen må forstå, at hvis dette fortilfælde med undtagelsen med Mexico gentager sig, så vil 50% af skotøjsindustrien i Europa være i fare for at forsvinde. Og jeg vil gerne vide, om det, som vi her oplever, er Kommissionens opfattelse af en virkelig støtte til de små og mellemstore virksomheder, som vi kalder for EU's rygrad? Er det sådan, vi skal bekæmpe arbejdsløsheden? Jeg håber ikke, at en sådan svipser gentager sig, så den lille og mellemstore industri og lønarbejderne i EU igen skal betale regningen.
Hr. formand, mine damer og herrer, allerførst vil jeg gerne takke fru Ferrer for denne udmærkede betænkning. Hun har gjort sig overordentlig stor umage og har også fremstillet problemerne og fordele og ulemper ved dette projekt med Mexico i sit dokument. Det er en handelsaftale, som hører under Den Europæiske Unions kompetence, og som De så rigtigt sagde, har vi kun mulighed for at sige ja eller nej. Vi kan ikke genforhandle denne aftale. Alt i alt vil vores gruppe stemme for denne handelsaftale, og vi er også glade for den. I øvrigt vil jeg også gerne sige til hr. Folias, når han mener, der er problemer med sko, at helt generelt har handelsforbindelserne mellem Europa og Mexico hidtil altid vist sig at være nyttige. Vi kunne nemlig have sparet os betænkningen af Lannoye i går om chokoladen, hvis ikke mexicanerne tidligere havde givet os kakaoen. I øvrigt er chokolade - chocolatl - et mexicansk ord. Denne erfaring fra fortiden vil nok hjælpe os med den videre udbygning af forbindelserne til Mexico i fremtiden. Fordelen for Mexico er åbenbar. Mexico vil med denne aftale til en vis grad kunne udjævne sin ensidige afhængighed af USA. Jeg vil gerne minde om, at 85% af Mexicos eksport går mod nord, kun 5% til Europa. Her har Mexico mulighed for at opnå den fordel, som en større balance i handlen vil være. Fordelen for Mexico ligger sikkert også inden for bilindustrien, som jo i øvrigt til dels er af europæisk oprindelse, for bilerne kan så muligvis også eksporteres til Europa. For os indebærer det i øvrigt også en fordel, i hvert fald for den europæiske industri, om det nu er det mexicanske marked eller den kendsgerning, at man via det mexicanske marked også kan eksportere til USA. Set ud fra handelsmæssige aspekter er det hele altså fordelagtigt. Jeg vil imidlertid kort komme ind på to problemer eller i det mindste nævne dem. Det ene er de sociale problemer, det vil sige, at Mexico kommer nok til at se på sin socialpolitik, for handelspolitik alene kan ikke løse de sociale problemer. Der er også tabere i forbindelse med den voksende frihandel. Fattigdommen i Mexico er snarere vokset end aftaget. Socialpolitik er altså et vigtigt tema for Mexico, som vi bør integrere i dialogen med Mexico. Det andet er det videnskabelige og tekniske samarbejde. Her tror jeg, der ligger nogle muligheder mellem Europa og Mexico, som vi bør udnytte.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, aftalen om økonomisk partnerskab, politisk samordning og samarbejde undertegnet med Mexico i december 1997 tages igen op af Parlamentet med henblik på analyse af de handelsforanstaltninger, som blev aftalt i forbindelse med interimsaftalen. For få uger siden besøgte jeg af forskellige grunde Mexico bl.a. for at få indblik i mexicanernes holdning til den nye ramme for relationerne mellem deres land og Den Europæiske Union, som var blevet udbasuneret i mange medier. Efter at have analyseret det, som jeg så, læste og hørte under mit ophold i De Forenede Mexicanske Stater, nåede jeg til den samme konklusion som fru Ferrer, der er ordfører for den betænkning, som vi diskuterer i dag, og som jeg lykønsker offentligt: Det er den bedste aftale, Den Europæiske Union har indgået for at fremme samhandel og investeringer, og den er gunstig for begge parter. Visse ting har ændret sig på det sidste i Mexico siden offentliggørelsen og vedtagelsen af aftalen, hovedsagelig i positiv retning. Derfor støtter jeg ordførerens konklusioner, selvom virkningen af toldliberaliseringen for afskårne blomster bekymrer mig, da den kan få negative følger for nogle europæiske regioner, som er specialiserede i denne type landbrug, hvilket er tilfældet med regionerne i den yderste periferi. For mig, der kommer fra en region som De Kanariske Øer, der er placeret i den nordvestlige del af det afrikanske kontinent, og som har et politisk tilhørsforhold, der er delt mellem Europa og Amerika, er det glædeligt at være vidne til forhandlingen om fru Ferrers betænkning, hvori Parlamentets holdning til partnerskabsaftalen kommer til udtryk, ikke blot på grund af dens handelsmæssige baggrund, men på grund af det, den betyder set i et politisk perspektiv, i et scenarium, der er så enestående, som det vi oplever på grund af globaliseringen. Den Europæiske Union og Mexico slår med denne aftales iværksættelse - efter min mening - uden tvivl ind på en vej, der giver håb om forbedring af indkomstniveauet og livskvaliteten i de samfund, der omfattes af den, i en tid og under omstændigheder, der til trods for afstandene erindrer om det legendariske møde mellem Suchil og Quetzalcóatl, som er udødeliggjort i Salvador de Madariagas værk El corazón de piedra verde. Alligevel fremkommer vi i forbindelse med forslaget om at støtte denne betænkning med nogle konstruktive detaljer om følgende: for det første behovet for at give de ansvarlige tjenestegrene og departementer i Fællesskabet flere menneskelige ressourcer for at sikre større effektivitet i handelsaktionerne, og for det andet tilstedeværelsen af finansielle instrumenter for virksomhederne, når de skal implementere de forskellige handelsområder i det planlagte euromexicanske partnerskab, f.eks. i de gamle ECIP, som gav Mexico sådan nogle gode resultater. Hvis det ikke sker, kan vi risikere at gøre denne så betydningsfulde aftale til et værdiløst dokument.
Hr. formand, det er nu tredje gang, vi behandler aftalen mellem EU og Mexico, og netop i forbindelse med den mest omfattende aftale, Den Europæiske Union nogen sinde har indgået med et tredjeland, er det vigtigt, at man ikke kaster de principper over bord, som er karakteristiske for et fremtidsorienteret samarbejde. Ikke kun vi, men også mexicanerne har store forhåbninger til denne aftale. De har set den som en mulighed for at overvinde den ensidige afhængighed af NAFTA. De troede, at de med EU kunne få en partner, som står for demokrati og menneskerettigheder og for en social og økologisk udvikling. I dag analyserer vi aftalen og konstaterer, at aftalen med EU ikke bare skaber samme forhold som med NAFTA, men i visse dele endog er værre. Investeringsfrihed, som den med rette kuldsejlede MAI - gentaget på bilateralt plan - sørger ikke ligefrem for et demokratisk styret erhvervsliv, som er rettet mod lokal udvikling. Den grænseløse åbning af de offentlige indkøb fører kun til, at de store udbydere på verdensplan sluger de små. Bestemmelser som behandling af indlændinge og forbud mod påbud betyder, at f.eks. firmaer, som fortrinsvis vil ansætte kvinder eller producere miljøvenligt, bliver hægtet af. Her har EU forbeholdt sig undtagelser. For Mexico findes de ikke! Et andet tilbageskridt i forhold til NAFTA er, at man dér har en aftale om arbejdstagerrettigheder med sanktionsmekanisme. EU-aftalen kender ikke engang FN's sociale charter. Omvendt har man imidlertid husket at få en dispute settlement-mekanisme med sanktionsmulighed for handelstvister med. Fra WTO ved vi imidlertid, at den slags tvister ofte fører til, at miljølove bliver sat ud af kraft. "En frihandelsaftale, som skal bæres af mexicanerne". Med denne titel opfordrer det mexicanske civile samfund i disse dage Senatet til at forbedre aftalen og ikke forhaste sig med at tilslutte sig den. På nogle punkter er den sågar i modstrid med den mexicanske forfatning. "Vi lider ikke af globalfobi", skriver selskabet til slut, "men vi ønsker en globalisering, som er til velsignelse for menneskeheden, og en retfærdig verdensorden uden social udstødning". Heller ikke vi i Europa-Parlamentet er modstandere af en aftale med Mexico. Tværtimod! Vi kan imidlertid ikke tilslutte os denne aftale af de allerede nævnte grunde, derimod må vi fortsat arbejde for, at der fremover indgås bedre aftaler. En sidste bemærkning: Det er også nødvendigt, at der her i Europa-Parlamentet findes en kritisk stemme, som nu som før støtter det mexicanske samfund i dets berettigede anliggender og krav.
Jeg vil gerne takke ordføreren, fru Ferrer, for betænkningen om gennemførelsen af forskellige artikler i interimsaftalen om samhandlen mellem EF og Mexico. Det er et grundigt stykke arbejde, hvor jeg dog må beklage, at jeg ikke er enig i henstillingerne eller i de valg, der er foretaget, selvom vi støtter nogle af kritikpunkterne i betænkningen. Der er dog andre kritikpunkter, som gør, at vi ikke går ind for betænkningen. Her tænker jeg f.eks. på den manglende demokratiske gennemsigtighed i det forløb, der gik forud for aftalens indgåelse. Vi - og sikkert også alle de andre parlamentsmedlemmer - har i den forbindelse været udsat for meget kritik fra organisationer i Mexicos og Europas civile samfund, sådan som vores kollega Kreissl-Dörfler var inde på. Vi beklager navnlig, at ordføreren glæder sig over de fremskridt, som Mexico har gjort med hensyn til menneskerettighederne og demokratiet, og som skulle have fundet sted efter gennemførelsen af den globale aftale. Vi har nemlig andre beviser, der tværtimod afslører en forværring af menneskerettighedernes overtrædelse. Det er beviser, der ikke kun kommer fra det civile samfund, men også fra nogle af FN's repræsentanter og embedsmænd, Mary Robinson selv, det interamerikanske udvalg om menneskerettigheder og mange andre. De største overtrædelser består i systematisk brug af tortur, ulovlig fængsling, personers forsvinden, henrettelser foretaget af paramilitære styrker, arrest af fagforeningsfolk, strejkeforbud og tvangssterilisering i staten Guerrero. Samtidig overholder man ikke San Andrés-aftalerne eller den løsning, hvor de indfødtes rettigheder respekteres. Situationen er velkendt, så det er ikke nødvendigt at komme med flere eksempler. Ligesom parlamenterne i Tyskland og Belgien er vi af den opfattelse, at vi bør forlange en reel overholdelse af artikel 1 i aftalen, som udgør grundlaget for denne, og indføre nogle egentlige instrumenter og kontroller med hensyn til gennemførelsen. Der er mange andre spørgsmål, som efter vores mening bør ændres i denne aftale. Det er tilstrækkeligt med et enkelt eksempel på disse, nemlig EU's økonomiske politik, der ikke tager højde for den sociale og økonomiske situation i Mexico eller for landets menneskelige udvikling. Aftalen mellem EF og Mexico risikerer at få nogle uheldige konsekvenser, hvis man ikke tager højde for, at det er nødvendigt med en harmonisk udvikling og ikke en ukontrolleret liberalisering, der kan øge fattigdommen og ulighederne.
Hr. formand, titlen på fru Ferrers betænkning forekommer os i bedste fald ufuldstændig og i værste fald misvisende. Det ville således være mere korrekt at tale om en aftale mellem EU og NAFTA og ikke om en aftale, der kun vedrører Mexico og EU, for denne aftale, der fremstilles af ordføreren som den vigtigste, der nogensinde er underskrevet af EU med et tredjeland, vil ikke kun berøre vores relationer til Mexico, men vil få konsekvenser for vores forbindelser til alle landene i Nord- og Centralamerika. Ferrer-betænkningen, der er et udtryk for en stil, der tydeligvis er moderne i Europa-Parlamentet, lægger sig fast på et mål om at støtte skabelsen af nye rammer, der gør det muligt for de europæiske virksomheder at konkurrere på lige fod med bl.a. USA og Canada. Dette mål er totalt umuligt at opnå i en nær fremtid, og det er tydeligt, hvem de anbefalede foranstaltninger i teksten er til fordel for. Er det således ikke klart for enhver, at nedgangen i europæisk eksport til Mexico skyldes NAFTA-aftalen, der gør hele zonen til én stor frihandelszone? Hvem kan for alvor mene, at f.eks. europæiske tekstilprodukter og biler, der i dag beskattes med 35% og 23%, inden længe skal kunne konkurrere på lige fod, uanset detaljerne i den gennemførte foranstaltning, med den amerikanske eksport, der til sammenligning beskattes med 1,8 %? Hvem kan på disse betingelser forsvare, at åbningen af de respektive markeder sker med forskellig hastighed til skade for europæerne? Og endelig, hvem frygter ikke, at man derimod øjeblikkeligt kommer til at mærke konsekvenserne i beskæftigelsen i Europa inden for de sektorer, der åbnes for mexicanske produkter, navnlig i de svage sektorer - tekstilsektoren for bare at nævne en enkelt - som ikke har brug for yderligere konkurrence, til gengæld for åbningen af markeder, der er blokerede af amerikanerne? Desuden har de formuleringer, der skulle berolige os med hensyn til de regler, der er gældende for beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser, nærmere den modsatte effekt, for deres vaghed og ordlyd forekommer os snarere at udgøre en trussel end en garanti.
Hr. formand, afslutningen af handelsforhandlingerne mellem Den Europæiske Union og Mexico kan set fra den positive side betyde nye og varige rammer for institutionaliseringen af den politiske dialog og samarbejdet, hvis denne handelsaftale bliver til gavn for begge parter. Desværre viser erfaringerne med NAFTA, at den målsætning ikke opfyldes af sig selv, idet der er tegn på, at frihandel har en negativ indvirkning på mange menneskers hverdag, forværring af miljøskaderne og marginalisering af store dele af Mexicos befolkning - så meget desto mere, som mexicanske menneskerettighedsorganisationer også har meldt om en forværring af menneskerettighedssituationen, siden interimsaftalen trådte i kraft i 1998. Så alt i alt har den nuværende aftale ikke givet Mexico mulighed for at beskytte sårbare og arbejdskraftintensive sektorer og indføre minimumsstandarder på miljøområdet. I lyset af dette kan vi ikke være optimistiske, idet den procedure, man har fulgt ved de nylige forhandlinger uden effektiv kontrol i hverken Parlamentet eller i det mexicanske Senat, klart har vist, at aftalen mangler de mekanismer, der er absolut nødvendige for at sikre, at de skader, der sker i øjeblikket, ikke vil blive gentaget i fremtiden.
Hr. formand, hr. kommissær, vi skal stemme om noget, der er et skridt til ad en ny vej, som der blev slået ind på i midten af 1995, og som på det tidspunkt, som alt nyt, blev mødt med megen kritik og mange hentydninger. I dag er kritikken og hentydningerne heldigvis taget af, men man hører desværre stadig noget, f.eks. det, der blev sagt for et øjeblik siden her i Parlamentet. Jeg mener, at vi skal være bevidste om, at det vi gør netop er at imødegå den frygt, der er blevet givet udtryk for her, med en aftale, som i dette tilfælde udelukkende vedrører handel. Vi imødegår altså frygten for, at Europa får mindre betydning i forhold til USA, hvad angår eksport til Mexico. Samtidig styrker vi også med denne aftale demokratiseringsprocessen i landet. Som et resultat af det møde mellem civilisationer, som fandt sted for 500 år siden, er Mexico et land, der kulturelt og politisk er knyttet til Europa. Alligevel har det været USA, den magtfulde nabo i nord, der har haft den grundlæggende indflydelse på det politiske og det geopolitiske område. Og indtil disse aftaler begyndte at udvikle sig, var USA's magt på det økonomiske område og vedrørende handel og investeringer praktisk talt uindskrænket. Men Mexico har også gjort store fremskridt på menneskerettighedsområdet. Det er trådt ind som permanent observatør i OECD, og det har gennemført en forfatningsreform i 1999, hvorved det har givet den nationale menneskerettighedskommission autonomi. Af disse to grunde, af økonomiske grunde og også af politiske grunde, anbefaler vi indtrængende, at denne aftale vedtages.
Hr. formand, dette er et emne, som Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ikke har en fælles holdning til. Denne sidste del af gruppen, der som bekendt repræsenterer grupper, som anser sig selv for at være fortalere for nationer og regioner internt i de europæiske stater, har en divergerende holdning, og i gruppen er der naturligvis frihed til at indtage forskellige holdninger. Vi er selvfølgelig enige i den grundlæggende bekymring, hvad angår menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og især i en ramme, hvor der ikke findes social udstødelse. Alligevel er vi mange, der mener, at vi reelt set oprigtigt talt ikke kan modsætte os en aftale, som den, vi i dag beskæftiger os med, især fordi vi mener, at den objektivt set vil skabe betingelser for mere udvikling og mere demokrati, og fordi selve aftalen desuden omfatter en klausul om suspension i tilfælde af, at menneskerettighederne krænkes. Samtidig mener jeg, at der kan træffes opfølgningsforanstaltninger med henblik på at se dens virkninger på alle planer, ikke kun hvad angår toldændringer osv. Jeg er mere bekymret over det, som hr. Sánchez har sagt her: at vi underskriver en aftale, som bagefter ikke kan gennemføres, fordi der f.eks. ikke er tilstrækkelige ressourcer og tjenester, eller at den har negative virkninger, fordi vi ikke har planlagt finansielle instrumenter for virksomhederne. Lad os derfor gøre alt det og være årvågne for at undgå det, vi ønsker at undgå: at menneskerettighederne fortsat krænkes.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske fru Ferrer med hendes fremragende arbejde og også sige, at vi desværre ikke denne gang kan stemme for det til trods for, at det er et godt stykke arbejde. Denne beslutning har ikke noget at gøre med hendes indsats, men med situationen i Mexico. For tre uger siden havde jeg en samtale med præsident Zedillo i Madrid, og jeg gav udtryk for vores bekymring over de oplysninger, vi modtog, om krænkelser af menneskerettighederne i Mexico, situationen på universitetet og situationen i de indfødtes kommuner i Chiapas og andre steder. Hr. Zedillo lovede at skaffe mig alle oplysninger for at vise mig, at vores bekymring var ubegrundet. Dagene er gået, og alligevel kommer disse oplysninger ikke fra hr. Zedillo, hvorimod vi får oplysninger fra mange kilder, der indikerer, at den alvorlige situation med krænkelse af menneskerettighederne fortsætter mange steder, hvilket forstærker vores bekymring. Vi forstår fuldt ud de forbedringer, som det økonomiske indhold af aftalen udgør, men vi mener også i den forbindelse, at vi ikke - som det var vores intention - har kunnet fortrænge den kolossale nordamerikanske indflydelse, der som en støvle lægger pres på Mexico og de øvrige lande i Latinamerika. Derfor rådførte vi os ligesom sidste gang med de venstreorienterede partier i Mexico om, hvordan vi skulle stemme - hvor vi valgte at undlade at stemme - denne gang kan vi ikke engang undlade at stemme, for jeg mener, at der skal gives et signal til Mexicos regering, et venligt signal, et solidarisk signal, for at den tager behovet for respekt for menneskerettighederne, overholdelse af San Andrés-aftalerne og genoprettelse af normale demokratiske forhold alvorligt, sådan som det fremgår af vores demokratiske klausul.
Hr. formand, jeg vil ikke omtale indholdet i denne aftale, flere af vores kolleger og ordføreren selv har allerede haft lejlighed til at gøre det, men jeg vil gerne henlede opmærksomheden på et politisk betydningsfuldt aspekt, det vil sige indgåelsen af denne frihandelsaftale mellem Den Europæiske Union og Mexico. For det første er det ud fra et strategisk synspunkt, ud fra et politisk synspunkt vigtigt at have en sådan forbindelse med et land med den betydning, som det har i den del af verden, og især et land, som er i færd med at udvikle sig og tilslutte sig menneskerettighederne. For kort tid siden blev dets tilslutning til OECD nævnt, og det er også på sin plads at erindre om dets tiltræden som observatør i Europarådet. På den anden side må vi heller ikke glemme de muligheder, som vi tilbydes på grund af de næsten 100 millioner indbyggere, der er i Mexico. Det er klart, at denne politiske symbolik ikke bør få os til at se bort fra nogen af vores bekymringer, og mange kolleger har allerede henvist til dem her i dag (miljøspørgsmålene, de sociale spørgsmål og ikke mindst menneskerettighedsspørgsmålene). Men vi finder, at disse bekymringer bør forstærke de krav, vi stiller i forholdet til Mexico. Og det er det, vi vil gøre om 10 dage. Den delegation i Europa-Parlamentet, som tager sig af forbindelsen til Mellemamerika og Mexico, rejser til sidstnævnte land. Og vi tager ikke kun af sted med henblik på en institutionel dialog mellem samhandelspartnere, mellem Kongressen og Europa-Parlamentet. Vi vil tale med ngo'er. Vi tager også til Chiapas for at tale med de indfødte og med repræsentanter fra det lokale samfund. Vi finder, at vi fortsat skal fastholde disse krav, men det bør ikke afholde os fra at kunne give vores støtte til vedtagelsen af denne aftale.
Alt i alt tror jeg ikke, at man kan være andet end tilhænger af denne aftale, og det på grund af de betragtninger, som vores kolleger Westendorp y Cabeza og Seguro gav udtryk for, og som jeg er enig i. Aftalen har dog nogle begrænsninger, som blev fremhævet i forhandlingen i dag, nemlig en mangelfuld forbindelse mellem den økonomiske liberalisering og garantien for overholdelsen af menneskerettighederne, de demokratiske rettigheder, fagforeningsrettighederne samt bestemmelserne om børnearbejde, og der er ligeledes en farlig undtagelsesbestemmelse om produkternes oprindelse, som uden tvivl er tilbøjelig til at gå ud over de europæiske produkter, navnlig inden for tekstil-, beklædnings- og skotøjssektoren. Eftersom det drejer sig om europæiske produktionssektorer med en høj grad af arbejdskraft, ville det virkelig være paradoksalt, at det netop skulle gå ud over de europæiske produkter til gavn for metoder, som er i modstrid med menneskerettighederne, og for uacceptable arbejdsmetoder - tænk f.eks. på børnearbejde - eller manglende fagforeningsbeskyttelse. Det ville virkelig være paradoksalt, at vi til skade for vores skotøjs- og beklædningsvirksomheder skulle ende med at gavne virksomheder og forhold, hvor man krænker de menneskerettigheder, vi altid giver udtryk for at ville beskytte. Derfor er det efter min opfattelse nødvendigt, at Rådet og Kommissionen udviser stor forsigtighed og opmærksomhed i gennemførelsesfasen, og at de fortsat er meget på vagt i denne aftales gyldighedsperiode. Jeg går ind for denne aftale i sin helhed, for det er en aftale, der så afgjort er et fremskridt. Alligevel vil jeg også gerne opfordre til årvågenhed, opmærksomhed og forsigtighed i løbet af denne aftales kommende gyldighedsperiode.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke fru Ferrer for hendes betænkning og Parlamentet for de meget konstruktive bidrag vedrørende resultaterne af handelsforhandlingerne med Mexico. Disse resultater af handelsforhandlingerne er baseret på EU-Mexico-aftalen, som Parlamentet gav grønt lys for den 6. maj sidste år. Denne aftale er baseret på menneskerettigheder og demokratiske principper. Den dækker alle vores forbindelser med Mexico, navnlig samarbejde og politisk dialog. Forhandlingsresultaterne er afbalancerede, ambitiøse og giver begge sider gode muligheder. Alle de vigtige områder er med, navnlig varehandel, tjenesteydelser, offentlige indkøb, intellektuelle ejendomsrettigheder, konkurrence, kapitalbevægelser, investering og konfliktløsning. EU's erhvervsliv vil meget hurtigt kunne konkurrere på det mexicanske marked på lige fod med andre landes virksomheder, navnlig fra USA. Som i alle forhandlinger var det nødvendigt at finde kompromiser på visse områder, men resultaterne er en afbalanceret pakke, hvor markedsadgangen sikres, samtidig med at visse følsomme områder beskyttes. Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne have lov til at udtrykke Kommissionens værdsættelse af, at Parlamentet vil fremsætte sin udtalelse inden for den meget korte frist på en måned. Det er meget vigtigt, da det vil bane vejen for afholdelse af et møde i Det Fælles Råd EF-Mexico i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Lissabon i næste uge. Dette vil give mulighed for en hurtig gennemførelse af resultaterne, hvilket naturligvis vil være både i vores og i Mexicos interesse.
Mange tak, hr. Liikanen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0067/2000) af Read for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om eEurope - et informationssamfund for alle: Kommissionens initiativ op til Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 (KOM(1999) 687 - C5-0063/2000 - 2000/2034(COS)).
Hr. formand, først vil jeg gerne takke Kommissionen for dens betimelige, velovervejede og veldokumenterede dokument. Det er selvfølgelig planen, at det skal falde sammen med topmødet i Lissabon i næste uge, og Parlamentet har måttet arbejde utroligt hurtigt, og jeg vil gerne takke de mange kolleger, der har hjulpet med dette, og naturligvis også sekretariatet. Da jeg var barn, åbnede der et bibliotek i den landsby, hvor jeg er født og opvokset; da overlæreren i landsbyskolen åbnede biblioteket, sagde han, at der var over 4.000 bøger i biblioteket, og jeg tænkte med hele en seksårigs visdom: Nå, det er alle bøger i hele verden. Nu har jeg selv over 4.000 bøger, og selvom det næppe er nogen vidensrevolution i sig selv, er det alligevel et tegn, omsat fra det personlige plan til det politiske plan, på den hastighed, hvormed vurderingen, formidlingen, anvendelsen og forfinelsen af viden ændrer sig. Vi bør dog anbringe dette i en eller anden sammenhæng og minde os selv om, at de fleste mennesker i verden aldrig har og sikkert aldrig kommer til at foretage et eneste telefonopkald. Kommissionens forslag og Parlamentets reaktion er en tydelig erkendelse af, at markedet kan og bør være lokomotivet for mange af disse ændringer, men ikke i alle tilfælde. Udfordringen består i at finde ud af, hvornår Den Europæiske Union skal lade markedet gå forrest, og hvornår man bør gribe ind og regulere - hvornår vi bør gribe ind, i hvis interesse og hvor længe. Vi skal huske på - og det understreges i Kommissionens forslag og Parlamentets svar - at tredjegenerations mobiltelefoner, som så meget af vores fremtid afhænger af, er et område, hvor Den Europæiske Union helt klart har en vigtig førerposition, og at dette til dels, om end ikke helt, kan forklares med indgreb. Indførelsen af GSM-standarden har betydet, at Den Europæiske Union har en utrolig fordel. I vores betænkning nævner vi spørgsmål vedrørende social sikring og de sociale følger af denne forandring, og jeg er taknemmelig over for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og navnlig hr. Cercas, ordfører for udtalelsen fra dette udvalg - det eneste udvalg, der har nået at udarbejde en udtalelse inden for den korte frist - for deres hårde arbejde. Hvis jeg kort skal beskrive proceduren, stemte Socialudvalget mandag aften samtidig med Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, og med ordførerens tilladelse har jeg overtaget nogle af hans forslag og medtaget dem på min egen politiske gruppes vegne. Jeg håber, at disse finder støtte, da de indeholder en betydelig mængde vigtige detaljer. Andre ændringsforslag vedrører spørgsmål om handicappedes rettigheder. Jeg har rådført mig mange steder vedrørende behovet for at sikre, at visse grundlæggende principper for handicappede brugeres og arbejdstageres rettigheder medtages i denne betænkning og forhåbentlig også i kommende lovgivning under 1999-gennemgangen af telekommunikationslovgivningen, på et tilstrækkeligt tidligt tidspunkt. Vi har ændringsforslag om forbrugerbeskyttelse - hvilket er meget vigtigt for opbygningen af tilliden til e-handel - om beskatningens fremtid og om virkningerne for sundhed og transport. Noget særligt vigtigt bliver de beskæftigelsesmæssige konsekvenser, som allerede kan ses, og jeg har virkelig bestræbt mig på et finde en balance: ikke at ringe alt for meget med alarmklokkerne, for naturligvis vil nogle af disse ændringer føre til arbejdsløshed, men på den anden side må vi også se på mulighederne for nye former for arbejde, som disse ændringer vil medføre. Mens jeg søgte materiale til brug i mine bemærkninger til Dem i dag, ledte jeg efter eksempler, for jeg mener, at de er gode, når man over for Den Europæiske Unions borgere skal illustrere, hvordan denne udvikling vil medføre fordele i deres hverdag. Det er også vigtigt, at vi her i Parlamentet og i Den Europæiske Unions institutioner anvender moderne metoder, der er kendetegnet af gennemsigtighed og åbenhed, ved vores egne forhandlinger. Jeg vil gerne bruge de sidste par sekunder til at henlede Deres opmærksomhed på tre projekter i mit eget område. Et af disse ligger i Rutland, det mindste grevskab i England, hvor man har oprettet Rutnet for at samle mennesker i landlige og isolerede samfund om fritid, transport, beskæftigelse og samfundslivet generelt. Længere nordpå har landborådet i Nottingham oprettet et tilsvarende projekt i et område med mange minelukninger, og dette giver store fordele for områdets befolkning. På et lidt bredere plan har M-net, det europæiske East Midlands net, der hjælper små virksomheder og håndværksvirksomheder og knytter dem til universiteter og videregående uddannelsesinstitutioner, også stor betydning. Endelig, hr. formand, nogle bemærkninger om, hvad fremtiden vil bringe. Det er interessant at forsøge at skue ud i fremtiden, og jeg vil gerne citere nogle ord fra en berømt sang med Louis Armstrong, "What a wonderful world": "Babies are born, we watch them grow, they'll learn much more than I'll ever know". Jeg tror, at vores børn og børnebørns fremtid bliver en fremtid med store muligheder, men også med stor usikkerhed. Det er prisværdigt, at Kommissionen ønsker at spille en ledende og central rolle i denne udvikling, og jeg anbefaler Kommissionens forslag og min egen betænkning for Dem.
Hr. formand, hr. kommissær Liikanen, kære kolleger, jeg vil, før jeg går i gang med mit indlæg på vegne af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, oprigtigt og hjerteligt takke ordføreren, fru Read. Det har været et kapløb med tiden, og vi har haft at gøre med en solidarisk kollega, som har været meget åben over for at inddrage alle de perspektiver, som vores udvalg har ønsket at få med i denne vigtige forhandling. Mange tak, fru Read, for Deres betænkning og for Deres måde at være på. Med henblik på Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23. og 24. marts har Kommissionen forelagt et meget vigtigt initiativ, initiativet eEurope, som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender støtter og har store forhåbninger til. Vi bifalder naturligvis Kommissionens intentioner om, at informationssamfundet skal være til gavn for alle sektorer og alle regioner i Europa, men vi har nu også mulighed for under overværelse af kommissæren at tage borgernes synspunkter i betragtning og at minde Kommissionen og offentligheden om, at vi ikke kan stille os tilfredse med blot retorisk at tilkendegive målene eller udtrykke ønsker, for vi ønsker, at snakken konkretiseres mest muligt med konkrete mål og præcise finansielle løfter, for kun på den måde er vi i besiddelse af en reel strategi, som omfatter alle aspekter af informationssamfundet, og kun hvis der er konkrete løfter, vil det være til nytte for de svageste grupper og borgere, som ellers er i større fare for at blive udelukket fra det nye samfund. Kommissionen er ganske vist meget generøs, men når problemet ses ud fra arbejdernes eller de ugunstigt stillede menneskers synspunkt, besvarer den stadig ikke spørgsmål, som Parlamentet har stillet i mange dokumenter, f.eks. i grønbogen "Liv og arbejde i informationssamfundet: mennesket i centrum", for vi ved fortsat ikke rigtigt, hvem der skal finansiere denne enorme digitale alfabetiseringsindsats, der skal gennemføres i Europa for at overvinde den kløft, der er mellem os og USA. Vi ved ikke rigtigt, hvordan ansvaret mellem regeringer og Kommission skal fordeles, hvilken rolle de faglige organisationer har i det civil samfund. Derfor ønsker vi, at supplerende analyser tages i betragtning, og at der er mere konkrete løfter, at der er et bestemt punkt, hvorpå beskæftigelsen og den sociale samhørighed i informationssamfundet styrkes - for der står intet om det i Kommissionens meddelelse - og at der er en strategi med retningslinjer, med henstillinger, med indikatorer. Vi ønsker, at der bliver talt om de ældre, ikke kun om de unge, at der bliver talt om de ugunstigt stillede grupper, vi ønsker, at De også husker på ligestilling. Det nye samfund kan ikke være en anledning til en ny ulighed mellem mænd og kvinder. Vi har, hr. kommissær, store muligheder, men de skal nå ud til hele befolkningen. Og vi ønsker, at der værnes om den europæiske sociale model. Derfor beder vi Dem om at gå et skridt videre, at give mere konkrete løfter og om, at den politiske og finansielle indsats præciseres meget mere.
Hr. formand, hr. kommissær Liikanen, kære kolleger, Europa-Kommissionens eEurope-initiativ er i princippet meget positivt. Det er hævet over enhver tvivl, at de nye teknologier vil føre til dybtgående ændringer, ikke kun i forretningslivet, men i alle aspekter af det samfundsmæssige liv. Det er også korrekt, at udviklingen fra industrisamfundet hen mod informationssamfundet ikke kan bremses, og at det derfor politisk set kun kan være rigtigt at forberede Europa bedst muligt på informationssamfundet. Jeg er derfor helt enig i udtalelsen i eEurope-initiativet, som siger, at dette først og fremmest har til formål at fremskynde den positive forandring hen mod informationssamfundet i Den Europæiske Union og at styre forandringen i retning af social og regional integration. Europa-Kommissionen opregner i sin meddelelse om eEurope-initiativet 10 initiativer, som skal jævne vejen til informationssamfundet i Europa. Lige så positive, som de enkelte initiativer er, lige så påkrævet er det at strukturere initiativerne som helhed og sætte klare prioriteter for politikken. Dette indebærer, at der skelnes klart mellem de opgaver, som Den Europæiske Union selv kan og skal løse, og de opgaver, der tilfalder de enkelte medlemsstater. I denne forbindelse skal der tages højde for, at nogle medlemsstater og regioner allerede i flere år har støttet de nye teknologier og deres udbredelse hos borgerne. Derfor må man ved rådsmødet i Lissabon gerne give de enkelte stater anbefalinger, men ikke omfattende forpligtelser, især ikke alt for store økonomiske byrder. Hvad skal Den Europæiske Union gøre inden for rammerne af eEurope-initiativet? Unionen har efter min opfattelse følgende opgaver, som også skal være omtalt som centrale punkter i betænkningen af Read, som jeg gerne vil benytte lejligheden til at takke hjerteligt. For det første er det nødvendigt, at vi skaber en åben og moderne, multimedial højeffektiv infrastruktur. Det må være en politisk opgave at sørge for en moderne højeffektiv infrastruktur i Europa, som giver mulighed for, at der kan udbydes og efterspørges kommunikationstjenester af høj kvalitet, fra telefonen over pc'en og fjernsynet. Hertil hører, at internetadgangen for alle borgere i Europa bliver billigere. Det kræver, at konkurrencen fremmes yderligere særligt inden for lokalnettene, f.eks. ved hjælp af adskilt fastsættelse af takster for abonnementstilslutningen. Men hertil hører også, at samtlige platforme bliver gjort tilgængelige for tjenesteudbydere til konkurrencedygtige priser, det vil sige f.eks. også, at fjernsynskablerne gøres tilgængelige. Hertil hører også, at frekvenspolitikken i Europa tages op til fornyet overvejelse, og at vi i højere grad går over til en strategisk model, som hviler på økonomiske principper, sådan som De også har foreslået, hr. kommissær. Men i den forbindelse må vi naturligvis ikke forsømme kommercielle anvendelser, som for den største dels vedkommende udføres i offentlighedens interesse, som f.eks. den offentlige radio. Tværtimod skal der tages højde for denne ved frekvenstildelingerne i et omfang, som modsvarer dens rolle som en meningsdannende og alsidig institution. For det andet må vi hurtigt skabe juridiske rammebetingelser for den elektroniske handel. F.eks. skal lovgivningsprojekter, som allerede er indledt, f.eks. e-commerce-direktivet eller direktivet om ændring af beskyttelsen af ophavsrettigheder, vedtages hurtigt. Der er dog grund til at være forsigtig på det lovgivningsmæssige område, for så vidt som der ikke må overreguleres på området, i forbindelse med nye lovgivningsprojekter bør man altså altid først spørge, om de overhovedet er nødvendige. For det tredje må vi stille det europæiske initiativ på en eEurope-prøvestand. Jeg har allerede nævnt, at forandringerne inden for informationsteknologien og de nye medier påvirker alle livsområder. Derfor er der også behov for at stille samtlige initiativer på europæisk niveau på eEurope-prøvestanden, det vil sige konkret ... (Formanden afbrød taleren) Hr. formand, undskyld. Jeg vil gerne bede om at få lov til at afslutte min sætning. Jeg er kommet til at tale for længe, men lad mig med min afsluttende sætning endnu en gang understrege, at jeg hilser eEurope-initiativet velkommen, men jeg beder om, at de opfordringer, jeg her er kommet med, også kommer med i mit indlæg.
Hr. formand, i dag er det på plads med lykønskninger til fru Read for hendes fremragende betænkning og ligeledes til kommissær Liikanen. Det er en positiv forhandling, meget positiv for Europa, og der er vist interesse fra mange sider, hvilket bevises af det store antal ændringsforslag. Jeg vil gerne pege på de punkter, vi finder af størst betydning: infrastruktur, retssikkerhed - folk må vide, hvor de står - og kvalifikationsoffensiven, som jeg vil bede Dem ikke udelukkende rette mod vores skolebørn og studerende, men også mod grupper, der er blevet forsømt, såsom kvinder og ældre, der kunne udgøre en kæmpemæssig kvalifikationsreserve, hvis den blev udnyttet. Det er en skændsel, at store lande tidligere ikke har forudset behovet for at uddanne disse grupper, og lande som Tyskland og Det Forenede Kongerige burde ikke have behov for at hente arbejdskraft andre steder. Jeg ved, at vi får en meget god reklame- og informationskampagne, og at vi vil appellere til de europæiske borgeres fantasi. Vi må ikke glemme de handicappede. Det forholder sig således, at dokumentationen ikke er tilgængelig for svagtseende, og det er en fejl, som kan rettes fremover. Vi må undgå skel, skel mellem Europas regioner, mellem Europas husholdninger og mellem Europas borgere. Kommunikationen mellem virksomheder fungerer udmærket, men vi må forbedre kommunikationen mellem virksomheder og forbrugere i Den Europæiske Union, hvor vi halter bagud i forhold til USA. For at opnå dette må vi naturligvis sikre, at borgerne - forbrugerne - har tillid til, at privatlivets fred og sikkerheden er garanteret, og Deres foranstaltninger vil bidrage til at skabe den tillid. Kommunikation mellem virksomheder og forbrugere er særlig vigtig for de ældre, for mennesker, der er bundet til deres hjem, og mennesker med familiemæssige forpligtelser, der har svært ved at jonglere med arbejde og karriere, hovedsagelig kvinder. Der findes etiske spørgsmål, som skal tages i betragtning, men jeg er meget optimistisk, og jeg tror, at fru Read vil fortsætte sit arbejde sammen med Dem, og her i Parlamentet findes der mange fortalere for meddelelsen om "eEurope".
Hr. formand, hr. kommissær, dette initiativ er vigtigt med henblik på at give beslutningstagerne i almindelighed større indblik i udviklingen, men også for at gøre dem bevidste om, at der er stor forskel på udviklingsniveauet i Europa. Det kan vi også se i de baggrundsdokumenter, Kommissionen har udarbejdet. Initiativet er vigtigt, fordi vi må holde op med at sige, at USA har den ubestridte førerposition på verdensplan inden for denne udvikling. I henhold til 2000 IDC/World Times Information Society Index, som blev offentliggjort i februar, har Sverige overhalet USA som det førende land inden for informationsøkonomi. USA har andenpladsen. Finland, Norge og Danmark befinder sig på de følgende pladser. Man kan have forskellige holdninger til værdien af denne type undersøgelser, men jeg finder det vigtigt at gøre opmærksom på, at den amerikanske model ikke er den eneste, der fører til succes i IT-samfundet, hvilket alt for mange her i Parlamentet har sagt. Norden klarer sig fint i kraft af sin sociale infrastruktur og måske også i kraft af sine pensionssystemer. Dette bør vi have i tankerne, hvilket jeg er overbevist om, at Kommissionen også har haft. Vi skal også huske på, at EU-landene er meget forskellige, og at udviklingen går meget hurtigt. Det skal fremgå af handlingsplanen. Det er også vigtigt ikke at bremse de hurtigste lande i deres udvikling. Det er vigtigt, at vi slår fast, hvad der skal gøres på EU-niveau, og hvad der skal gøres for EU-midler, samt at vi også er parat til at foretage ændringer i regionalpolitikken og omdirigere en del af forskningsmidlerne til gavn for eEurope. Jeg er også skeptisk over for informationsforanstaltninger og -kampagner på EU-niveau i lyset af landenes forskellige udviklingsniveau. eEurope er mere end blot e-handel. Direktivet om elektronisk handel drejer sig mest om andre ting end forbrugernes indkøb. Jeg vil gerne opfordre Kommissionen til at undersøge det spørgsmål, der drøftes i et tilstødende lokale med Federal Trade Commissioner Thompson: Hvordan vi kan styrke forbrugernes tillid. Forbrugeren er kongen, når det gælder elektronisk handel, ellers kommer den aldrig rigtigt i gang. Når der diskuteres alternative metoder til løsning af tvister, bør vi samarbejde med USA på globalt plan. Vi bør ligeledes støtte arbejdet i OECD. Spørgsmålet om bredbåndsnet, spørgsmålet om god infrastruktur er på dagsordenen i de fleste lande. Det er nødvendigt med mangfoldighed, men nu efterlyser man flere standarder for de Digital Subscriber Lines, som kan bruges til opgradering af nettene. Mange påstår, at telefonselskaberne ikke benytter sig af teknikken, fordi der mangler standarder. Kære kolleger, smart cards, kryptering, mobiltelefoner og eEurope er vores styrke! Vi må fortsætte udviklingen på disse områder, men vi må intensivere arbejdet med standarderne. Det er ikke os politikere, der skal fastsætte standarderne, men vi skal lade industrien blive enige om standarder, fordi der findes et ønske om disse standarder. Det er vores opgave at lovgive hurtigere og at se nye lovgivningsmønstre, hvor det er muligt. Jeg er glad for, at dette punkt er med i betænkningen.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, kære ordfører, som jeg her vil takke for den åbne debat og naturligvis også for betænkningen. Først vil jeg kommentere det politiske initiativ i eEurope-initiativet og også betænkningen af Read. Via Internet, e-mail og mobiltelefon vil man afskaffe arbejdsløsheden. Virkeligheden ser anderledes ud. Over for boomet i informationsteknologien står fusioner og afskedigelser. Også historisk viser det sig, at denne metode har slået fejl. Industrialisering, atomkraft og bioteknologi bragte ikke velstand og frihed til alle. I initiativet og betænkningen gives der udtryk for, at vejen skal jævnes for de yngste og bedste. Denne idé ignorerer desværre fuldstændig, at denne gruppe allerede er vinderne, det er den brede masse, der kommer til kort. For os må det da dreje sig om at lade alle mennesker profitere af tekniske fornyelser, lige meget hvor gamle eller hvor rige de er, eller hvilken region de bor i. Vi bør se på det reelle indhold i vores princip om lige muligheder. En universal service viser den rigtige retning, men idéen må ikke gennemføres af den slags udbydere, som censurerer Internettet ved teknisk at nægte deres kunder adgang til dele af nettet. Kommissionen vil med sit forslag skabe lighed ved hjælp af såkaldt markedsliberalisering. Det er i sig selv noget vrøvl, for en liberalisering går altid ud fra, at den stærke bliver endnu stærkere, og at staten skal støtte de svage mindst muligt. Men når det drejer sig om informationsteknologier, er udgangspunktet jo et helt andet. Der findes f.eks. mange initiativer, som fremmer Internet og computere på skoler. Men hvis man ikke tager højde for, at der i enhver klasse sidder en elev, som ved mere end læreren, kan initiativet kun mislykkes. At der desuden mange steder i betænkningen af Read anvendes en stærkt antiamerikansk argumentation for liberaliseringspolitikken, viser blot endnu en gang, i hvor høj grad det er privatindustriens interesser, der har dikteret teksten. Dermed kommer jeg til det næste stridspunkt, nemlig borgerrettighederne. Det, vi egentlig har brug for, er vel et koncept for en universal data protection. I stedet forestiller Kommissionen og dele af Europa-Parlamentet sig et smart card. Det ville betyde, at alle Deres data var lagret på ét kort. Så ville Deres sygekasse vide, at De er homoseksuel, Deres arbejdsgiver vil til enhver tid være fuldt informeret om hidtidige og kommende formodede sygdomme samt om Deres forfædre. Det er et skridt hen mod det gennemsigtige menneske, og det vil igen betyde, at staten trænger længere ind i privatsfæren. På den måde planlægger man med fuldt overlæg en yderligere massiv indskrænkning af de grundlæggende frihedsrettigheder og gennemfører den på europæisk niveau. Det sælges på den ene side som en innovativ politik, på den anden side strides man her i Parlamentet netop med andre institutioner om et charter for grundlæggende frihedsrettigheder. Hvordan passer det sammen? Netop set i lyset af Echelon kræver jeg, at man langt om længe ændrer kurs i denne sag. Der er brug for registersikkerhed og kryptering. I øvrigt er det borgerne, der skal kontrollere staten, ikke omvendt!
Hr. formand, i det oprindelige engelsksprogede dokument anvender Kommissionen udtrykket information society, og ikke udtrykket knowledge society. Det er to forskellige ting. Information er råmateriale for viden. Information er kaos, mens viden er orden, orden i kaos. Et informationssamfund er et kaossamfund. Et videnssamfund er mere, det kan også være et samfund med social orden, kulturel mangfoldighed og solidaritet mellem borgerne. Informationssamfundet har for borgernes vedkommende hidtil vist sig som kaotiske børskurser. Priserne på aktier inden for teknologien er steget på en måde, der ikke kan forsvares økonomisk. Ofte er pengene ikke gået til nye investeringer i virksomheder, men til virksomhedsejerne, der er blevet millionærer og milliardærer. På den måde ligner informationssamfundet en bobleøkonomi, som er tegn på social ulighed og skævhed. Informationssamfundet har indebåret, at millionærer har lavet en social revolution. De har på en fornyende måde nedbrudt de gamle samfundsstrukturer. Deres revolution har været at sælge hardware og software til alle. Vi andre er nødt til at lave en kontrarevolution. Vi skal stile højere end Kommissionen. Vi skal kræve et videnssamfund og ikke et kaotisk informationssamfund for alle. Det skal ikke kun være et spørgsmål om, at alle har en mobiltelefon, hvordan e-mail fungerer, og hvad der købes via elektronisk handel. I bedste fald kan videnssamfundet være en social dimension for ny kapitalisme. Et informationssamfund for alle er en alt for beskeden, for kommerciel og kulturel begrænset målsætning. Vi skal ønske et videnssamfund for alle, det er demokrati.
Hr. formand, "det bedste er det godes fjende", siger man i Frankrig, og jeg er bange for, at fru Reads betænkning er et typisk eksempel på dette. Der er ingen, der benægter den rolle, kommunikationsmidlerne og bl.a. Internettet har for vores samfunds fremtidige udvikling, det forspring, som medlemsstaterne i øjeblikket giver USA på dette område, eller behovet for at lovgive om den potentielt anarkistiske udvikling af disse midler, således at man begrænser de problemer, som de kan medføre, og sikrer dem den størst mulige succes hos vores befolkninger. Jeg frygter dog, at listen over gode hensigter, der i dag er fremlagt for os, i virkeligheden er til skade for det tilsigtede mål. I stedet for at gå gradvist frem sender Europa-Parlamentet - idet det over for medlemsstaterne fastsætter et konkret og defineret mål på kort eller mellemlangt sigt - et afvigende og forvirrende signal, hvilket godt nok for en stor dels vedkommende skyldes mærkværdigheder i udvalgsarbejdet. Vi havde gerne set en højere grad af præcision med hensyn til det særlige ved den europæiske tilnærmelse til emnet og navnlig med hensyn til, hvordan Kommissionen agter at hjælpe medlemsstaterne med at standse den galopperende ensretning, der er en efterligning af den amerikanske model, som ikke vil undlade at lette en udvikling af disse værktøjer, der udelukkende er baseret på tekniske og kommercielle overvejelser. De pædagogiske og sociale overvejelser i betænkningen er godt nok prisværdige, men de vil i sidste ende veje temmelig lidt i forhold til de virkninger, udvidelsen af dette redskab - i den nuværende udformning - vil få for det europæiske folk. Hvordan kan Kommissionens tekst og tilstedeværelsen af skattemæssige særegenheder i de forskellige medlemsstater med hensyn til handel og beskæftigelse forenes? Hvilken mulighed er der for at respektere vores opfattelse af individuel frihed og ytringsfrihed, som endnu ikke er harmoniseret på verdensplan? Hvilke garantier er der for at garantere vores staters sikkerhed inden for rammerne af udviklingen af en teknologi, hvis største aktører tilhører en stormagt, der, alt imens den belærer hele verden om liberalisme, aldrig selv undlader omhyggeligt at sørge for, at dens virksomheder overholder dens opfattelse af begrebet national interesse? Man bliver overrasket, fru ordfører, når man læser i punkt 55 i Deres betænkning, at Europa-Parlamentet resolut slutter sig til ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, det vrimler med muligheder i IT-verdenen, hvis vi skal tro meddelelsen fra Kommissionen og Parlamentets beslutning. Det benægter jeg heller ikke. Jeg har dog en bemærkning til informationssamfundets grænseløse muligheder. Jeg har lagt mærke til, at informationssamfundets bagside næsten ikke behandles. Med bagside side mener jeg ikke kun udelukkelsen af bestemte grupper, men også dannelsen af en ny elektronisk virkelighed. En virkelighed, som ikke tager hensyn til normer og værdier. Udviklingen af en IT-etik, som fru Schröder foreslår, er en god ting. Sådan en IT-etik må ikke være uforpligtende, men skal omsættes til adækvate regler. Støtte til udviklingen af filtre for at kunne tilbyde et rent Internet skal udgøre en del af sådan en etik. Jeg mener, at det er værdifuldt, at der i Parlamentets beslutning stilles spørgsmål om Kommissionens og medlemsstaternes beføjelser. Når det drejer sig om undervisningsinitiativer vil jeg understrege, at Europa ikke har nogen beføjelser. Med hensyn til den politik er det meget mere effektivt, hvis medlemsstaterne har ansvaret. Til sidst vil jeg gerne takke ordføreren, fru Read, for hendes arbejde. Det er takket være hende, at vi før topmødet i Lissabon kan stemme herom. Hende første version var mere konsistent end det foreliggende forslag til beslutning. Det er en blanding af stillingstagener, hvor der nogle gange står modsatte ting. Lad os i fremtiden sørge for konsistens i vores beslutninger.
Hr. formand, hr. kommissær, det er meget positivt, at det i Lissabon primært er hensigten at diskutere udviklingen af det europæiske videnssamfund. Ny økonomi, the new economy, er kommet for at blive også i Europa. Det europæiske svar på nye udfordringer og udnyttelse af muligheder har imidlertid ladet vente på sig. Det er derfor, eEurope-initiativet spiller en mere central rolle end nogensinde før med hensyn til Unionens konkurrenceevne og derved også for borgerne. De reformforslag, der er fremlagt i initiativet, er ambitiøse, men ikke nødvendigvis tilstrækkelige. Specielt for mit hjemland, Finland, hvor vi i mange henseender er foran vores europæiske partnere, hvad angår netværk, er målsætningerne for beskedne. Der bør således tilføjes fremtidige udfordringer også for stater med et højtudviklet videnssamfund i initiativet. Kære kommissær, jeg sætter pris på det arbejde, De rosværdigt har gjort for sagen om videnssamfundet. Heller ikke vi, medlemmer af Europa-Parlamentet, kan være bekendt at stå ved sidelinjen og se på, når Europa konstant sakker bagud i forhold til de globale udfordrere i internetverdenen. Den klare europæiske førerposition inden for global trådløs kommunikation er ikke nok til at eliminere bekymringen for den europæiske fremtid med hensyn til videnssamfundet og for, at vi virkelig kan følge med i konkurrencen. Skabelsen af det europæiske videnssamfund kræver primært en reel konkurrence inden for telekommunikationsnet. Konkurrence sætter omkostningerne ned, og det er netop kommunikationsomkostningerne, vi skal sænke, så forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder fuldt ud kan få gavn af den elektroniske revolution. Ud over en reduktion af omkostningerne er det også en forudsætning for den elektroniske handel, at sikkerhedsspørgsmålene bliver løst på en måde, der tilfredsstiller forbrugerne, og at mangler i lovgivningen bliver rettet. Jeg mener, at det er særlig vigtigt, at der indføres foranstaltninger til at øge risikovillig finansiering for de små og mellemstore virksomheder inden for højteknologien. I øjeblikket er de 20 milliarder euro, som årligt anvendes til risikovillig finansiering, kun en fjerdedel af, hvad der samtidig anvendes i USA. Beløbet er alt for lavt. Det er heldigt, at Kommissionen også i denne sag imidlertid har været initiativrig og lagt mærke til behovet for en hurtigere udvikling. Den accelererende udvikling af videnssamfundet forandrer afgørende vores miljø, arbejds- og levevilkår. Vi har som europæiske lovgivere en virkelig stor udfordring foran os, hvis vi agter at holde lovgivningen ajour. Det er ikke altid, at en lovgiver skal gribe ind over for udviklingen, for i visse tilfælde kan industrien og aktørerne selv med deres samarbejde løse problemerne hurtigt. Vi kan som eksempel nævne de positive erfaringer, der blev nået med den fælles standardisering af andengenerations mobiltelefonisystemer, og som nu kan ses som en direkte øget konkurrenceevne for tredje generations vedkommende. Administrationen af et nyt arbejdsmiljø kræver også øgede tekniske og pædagogiske færdigheder af uddannelsessystemerne. Det er derfor, at vi også i de europæiske uddannelsesprogrammer i stigende grad skal fokusere på uddannelse af undervisere. Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg går ind for ibrugtagningen af målere til udviklingen af videnssamfundet, benchmarking. Hvad angår de konkrete forslag i eEurope-meddelelsen, kan jeg kun undre mig over, hvorfor de ikke tidligere er behandlet i Rådet, så medlemsstaternes forpligtelse var sikret.
Hr. formand, i forbindelse med Kommissionens meddelelse om informationssamfundet er det efter min mening særligt vigtigt at fremhæve den vægt, der blev lagt på nødvendigheden af, at den nye teknologi skal være tilgængelig for alle de europæiske borgere. Det er ikke kun en økonomisk udfordring, men måske i endnu højere grad en gennemgribende kulturel ændringsproces, der vil berøre alle familier, alle skoler, alle virksomheder og alle offentlige myndigheder. For at nå denne vigtige målsætning skal man på den ene side fremme udbredelsen af den nye teknologi, men på den anden side er det også fundamentalt, at man iværksætter de foranstaltninger, der er nødvendige for at styrke forbrugernes tillid til de store muligheder, som den elektroniske handel giver. Dette er en sand nødvendighed på grund af den store forsigtighed, som vores medborgere nærmer sig disse nye instrumenter med. Kun en høj grad af beskyttelse vil muliggøre en reel udbredelse af brugen af den nye teknologi i millioner af menneskers dagligdag, og kun en fastlæggelse af nogle klare regler vil gøre det muligt for de europæiske borgere at benytte sig fuldt ud af fordelene ved den nye teknologi. På den baggrund havde jeg forelagt en række ændringsforslag for Udvalget om Industripolitik, og de tog netop sigte på at understrege vigtigheden af forbrugerbeskyttelse i det projekt med henblik på udbredelsen af ny teknologi, som Prodi-Kommissionen har foreslået. Jeg har med beklagelse måttet konstatere, at kun en del af disse ændringsforslag er medtaget i vores kollega Reads betænkning, som jeg i øvrigt er enig i i store træk, og jeg håber brændende, at dette kun var på grund af nogle uheldige omstændigheder, der medførte, at mit udvalg, som beskæftiger sig med forbrugerbeskyttelse, ikke nåede at vedtage en officiel udtalelse i tide. Jeg er sikker på, at der bliver et mere effektivt samarbejde mellem de to udvalg i fremtiden, når det gælder behandlingen af den handlingsplan, som følger efter topmødet i Lissabon.
Hr. formand, kommissærer, kære kolleger, når man med rette gør en stor indsats for at skabe mulighederne for at opnå et informationssamfund for alle mennesker, skal vi ligeledes gør alt for, at vi ikke på ny skaber et opsplittet samfund med informatikeksperterne på den ene side og dem, der ikke har forstand på informatik, på den anden side. Jeg tillægger desuden forsvaret af de små og mellemstore virksomheder, især de små virksomheder, stor betydning. I den forbindelse er det vigtigt at sørge for, at der indbygges garantier for reklameførelsen. På grund af mangelen på en harmoniseret politik om kommerciel kommunikation kan der opstå hindringer, som især rammer de små virksomheder. Tvungen harmonisering af kommerciel kommunikation er en uundgåelig følge. I sidste instans understreger jeg endvidere vigtigheden af, at i hvert fald de involverede parter, forbrugerne på den ene side og de erhvervsdrivende på den anden, stadigvæk skal være i stand til at lave aftaler på forhånd om den jurisdiktion, der skal anvendes. Hvis regelen er, at forbrugerne stadigvæk kan stævne for egen domstol, så bliver det umuligt for små virksomheder, idet de skal have juridisk bistand i de 14 andre medlemsstater, hvilket naturligvis ikke er opnåeligt for dem.
Hr. formand, kære kolleger, med initiativet eEurope minder Kommissionen os om, at Europa er sakket bagud i udviklingen af informationssamfundet. Og når man siger sakket bagud, mener man i forhold til USA, hvilket ikke kan benægtes. Men ud over at konstatere det må man vurdere denne forsinkelse. Hvordan måler vi den ud fra et økonomisk, politisk og socialt synspunkt? Kommissionen vil lancere et politisk initiativ, så lad os tage den på ordet. Ja, der eksisterer en europæisk forsinkelse i adgangen til informationssamfundet som redskab, redskab til viden, skabelse og udveksling. Ja, der findes en forsinkelse i udviklingen af den handel, der er gjort mulig af Internettet. Men er disse to forsinkelser det samme? Nogen ville sige, at det er lige meget, og at man må udvikle dette fantastiske redskab, som den elektroniske information er, i alle retninger, og at denne målsætning er nok i sig selv. Dette kunne være det indtryk, Kommissionens initiativ giver. Således stiller man sig tilfreds med en række målsætninger, hvor udviklingen af de små virksomheder sættes på samme niveau som udviklingen af den offentlige service, hvor den elektroniske handel gør universitetsuddannelser rangen stridig. Igen opstår spørgsmålet, gennem sit fravær, om indholdet af denne information, der skal cirkulere ved hjælp af det elektroniske redskab. Skal man have et standardiseret indhold eller et indhold, der afspejler den kulturelle eller sproglige forskellighed i Europa? Et socialt eller et udelukkende handelsmæssigt indhold? Allerede i dag fremstiller informationssamfundet sociale netværk, udvikler nye kulturelle erfaringer, skaber debatsteder for politiske debatter og meningsudvekslinger. Det gælder om at tage dette i betragtning. Kommissionen taler om den europæiske forsinkelse og om, hvor vigtigt det er at indhente denne forsinkelse. Men midt i al snakken om forsinkelse og hast skal vi ikke stille os tilfredse med blot at fremskynde en proces, der skader overvejelsen af demokratiske og politiske vilkår i udarbejdelsen. Det teknologiske fremskridt er et alt for velkendt slogan. Imidlertid er den ændring, vi er vidner til, magen til den, man så ved bogtrykkerkunstens opfindelse. Det, der står på spil, og de ændringer, der sker, forudsætter en egentlig overvejelse. Hvis målet er udviklingen af beskæftigelsen og den demokratiske adgang, som fru Reads betænkning så fint minder om, vil det være en skam at se, at denne udvikling kun sker til fordel for markedet og den økonomiske udvikling.
Hr. formand, det er svært på tre minutter at sammenfatte de tanker og følelser, der helt naturligt melder sig, når man skal kommentere et så bredt og interessant initiativ som det, hr. Liikanen har udarbejdet. De nye teknologier, som vi drøfter her, har ført til en radikal ændring af forudsætningerne inden for de fleste områder af samfundet: produktion, service, distribution, handel, forskning, brug af information osv. Produktiviteten stiger, kvaliteten af forskellige produkter er stigende, og en af grundene til, at vi har en forholdsvis høj vækst i verdensøkonomien og samtidig en lav inflation, er netop disse nye teknologier. Jeg tror, at vi alle er fascinerede af alle de nye produkter og applikationer, der udbydes. Det er imidlertid vigtigt, at vi som politikere er opmærksomme på de forudsætninger, der skyldes, at disse nye teknologier bidrager til løsninger på relevante samfundsproblemer, som markedsøkonomien ikke automatisk tager op. Et eksempel på dette er naturligvis uddannelsesområdet. Vi lever i en tid, hvor viden som produktionsfaktor bliver stadig vigtigere. Et lidt overset aspekt på dette område er, at viden til forskel fra andre produktionsfaktorer, f.eks. kapital, land, jord eller mineraler, ikke er en knap ressource. Viden har en klar tendens til at øges, at udvide sig, når den bruges. Dette åbner døren for en utroligt spændende udvikling med hensyn til demokrati og lighed. Vi fødes alle med forudsætningerne for at lære og erhverve viden. Dette kan dog ikke ske uden gode betingelser for uddannelse og indlæring. Derfor er betænkningens forslag om en indsats inden for uddannelse og indlæring så vigtige. Det drejer sig ikke blot om teknisk udstyr, det er også et spørgsmål om ny pædagogik og om at udvikle fjernundervisningen. Det er vigtigt i vores egen del af verden, men det er naturligvis ikke mindst vigtigt i de fattige lande. Jeg håber, at alle de erfaringer, som vi gør os i EU på dette område, ligeledes udnyttes inden for vores udviklingssamarbejde. Jeg opfordrer hr. Liikanen til at tage en grundig diskussion med hr. Nielson om dette. Et andet område, som er lige så vigtigt, er mulighederne for at effektivisere energi- og materialeanvendelsen gennem de nye teknologier. I dette program henvises der til transportområdet, hvilket er udmærket. Glem dog ikke, at man også kan nedbringe transportbehovet rent fysisk, og det er noget, vi bør forsøge at opnå! Endelig med hensyn til elektronisk handel er det utroligt vigtigt, at der skabes rammer, der giver forbrugerne tryghed ved denne form for handel, at det gøres lettere at handle inden for EU, at afgiftsspørgsmålet behandles lempeligt, og at man er opmærksom på at beskytte personers integritet. Vi befinder os kun i starten af en vigtig diskussion, og jeg ser frem til en fortsat spændende dialog. Tak til hr. Liikanen og tak til fru Read for en interessant betænkning.
Hr. formand, hr. kommissær, med de nye informations- og kommunikationsteknologier har vi virkelig - for nu at bruge et billede - fået nyt brændstof til vores økonomiske lokomotiv, så vi atter kan fyre op under vores økosystem. Men jeg vil også gerne nævne tre ting, som man måske også bør overveje. For det første kræves det helt tydeligt i Amsterdam-traktatens artikel 6, at alle politiske områder skal udformes efter princippet om bæredygtighed. Helt ærligt, hr. kommissær, når jeg kigger meddelelsen igennem, så synes jeg, at der er taget for lidt hensyn til bæredygtigheden, til spørgsmålet om økologiske produkter, incitamentet til at leve økologisk, spørgsmålet om, hvilke konsekvenser informations- og kommunikationsteknologierne har for miljøbeskyttelsen. Her er der altså behov for forbedringer. For det andet er der spørgsmålet om, hvordan vores arbejdsliv, vores arbejdsrelationer ændrer sig. Kan folk få indflydelse på det? Spørgsmålet er altså, om man ikke i lyset af denne revolutionære udvikling har brug for nye strukturer for medarbejderindflydelse, nye strukturer for høring og udformning. Også det bør man i højere grad inddrage. For det tredje indeholder netop det femte forskningsrammeprogram mange socioøkonomiske forskningsprojekter, som sigter mod at analysere, hvad det er, der holder Europa sammen, netop inden for informations- og kommunikationsteknologierne. Vi kan da ikke nu give os til at forsyne lokomotivet ordentligt med brændstof og på den anden side i rammeprogrammet udføre den socioøkonomiske ledsagende forskning, men uden relation til denne meddelelse. Essensen er altså et ja til at fyre op under lokomotivet, men det er ikke lige meget, hvor det kører hen, vi har brug for skinner til dette lokomotiv.
Hr. formand, kolleger, ikke siden den almindelige stemmeret blev udbredt i sidste århundrede, har vores samfund stået over for en så betydelig potentiel overførsel af magt. Informationssamfundet har potentiale til at overføre magt fra regeringen til borgeren, fra bureaukraten til borgeren og naturligvis fra erhvervslivet til forbrugerne. Det åbner for et globalt marked og nærmest uendelige informationer for alle med adgang til en computer. Det er den største maskine til nedbrydning af barrierer mellem samfund og nationaliteter, vi nogensinde har set - større end noget EU-direktiv kan blive. Det rummer mere magt, flere valgmuligheder, lavere priser for borgere i hele Europa og i hele verden, og efter min mening er det bedste, regeringerne kan gøre i cyberspace, så vidt muligt at holde sig ude af det og lade forbrugerne, virksomhederne og borgerne drive deres forretning og leve deres liv. Lovgiverne kan ikke holde trit med denne teknologi, selvom de prøver. Teknologien og industrien er bedre rustet til at imødekomme forbrugernes ønsker på et utroligt konkurrencebetonet marked. Det er det konkurrencebetonede marked, der vil sikre, at forbrugerne beskyttes, ikke restriktiv lovgivning, der kan kvæle e-handlen og give andre rundt om i verden mulighed for at høste frugterne af denne revolution i vores økonomi, der ikke har haft sit sidestykke siden den industrielle revolution i det 19. århundrede. Men vi ved alle, at vi har brug for en grænse for myndighedernes indgriben. Vi har brug for grundlæggende lovgivningsmæssige rammer for e-handel. Jeg håber, at der bliver tale om smidige rammer, men vi skal have dem hurtigt på plads, for e-uret tikker, og der findes mange organisationer verden over, der kæmper om denne branche. Det er i vores interesse at sikre, at vi får svarene og lovgivningen på plads, men også at det sker hurtigt. Her i Parlamentet bør vi sørge for at få direktivet om e-handel med princippet om oprindelsesland igennem hurtigst muligt. Vi bør vedtage nye regler om gældende lovgivning, hvor vi udviser tillid til, at forbrugerne kan træffe et velfunderet valg om, hvilken lovgivning de ønsker at være underlagt. Vi bør presse liberaliseringspakken på telekommunikationsområdet igennem, da det kun er på et konkurrencebetonet telekommunikationsmarked med rimelige priser, at vi leverer denne magt, disse lave priser og disse store muligheder til forbrugerne, for kun ad den vej kan vi sikre lave priser for vores forbrugere. Vi ønsker at udbygge Europas førerstilling inden for mobiltelefoni og lære af eksemplerne med store globale aktører som det finske Nokia. Medlemsstaterne bør udbygge undervisningen i IT-færdigheder på skolerne, men det skal gå hurtigt, for ellers snupper andre gevinsten her, nemlig dominansen på det globale marked for e-handel.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil først og fremmest takke fru Read for denne betænkning, og jeg vil gerne straks slå fast, at jeg blot vil koncentrere mig om de sociale aspekter, som efter vores mening bør udvikles. Her nogle dage efter afholdelsen af topmødet i Lissabon mener jeg, at Europa-Parlamentet skylder sig selv at sende et klart signal til regeringerne i medlemsstaterne, således at Europas indtræden i den elektroniske tidsalder, og som følge heraf i en ny økonomi med et enormt potentiale, ikke skader den sociale samhørighed. Behovet for en solid social forankring og hensynet til borgernes egentlige behov er efter min mening nødvendige betingelser for informationssamfundets succes, som vi forstår det i Europa, der ikke vil kunne opbygges ud fra markedskræfterne alene. Vi må med omhu sørge for, at alle samfundets sektorer drager fordel af informationssamfundet, og at man undgår et samfund, hvor adgangen til nye teknologier og udnyttelsen af det potentiale, der ligger heri, er betinget af den sociale inddragelse eller udstødelse. Jeg mener, vi må overveje tre aspekter med de risici og bekymringer, som de medfører. Den første vedrører brugeren og risikoen for at skabe en afgrund mellem de forskellige ofre for social udstødelse. Således er prisen for internetadgang, tilsidesættelsen af hele befolkningsgrupper (unge arbejdsløse, hjemmegående kvinder, ældre medborgere), manglerne i uddannelsessystemet eller med hensyn til erhvervsuddannelserne nogle af de forhindringer, der skal løses, således at informationssamfundet kan være til glæde for alle. Den anden overvejelse drejer sig om de personer, der skal arbejde i denne sektor. Lønmodtagerne skal, på grund af den fleksibilitet, som karakteriserer sektoren, drage fordel af organisationsstrukturer og garantier for deres rettigheder, hvad enten det drejer sig om social sikkerhed, pensioner eller udførelsen af arbejdet under de nødvendige sikkerhedsbetingelser. Det tredje og sidste element omhandler spørgsmålet om offentlig tjeneste og forbedring af de demokratiske systemer til udvikling af procedurer ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, hr. kommissær, eEurope er på vejen fra industrisamfundet til informationssamfundet et virkelig vigtigt program for alle. Jeg vil derfor gerne lykønske det portugisiske formandskab med beslutningen om at gøre dette emne til et centralt emne på det særlige topmøde. Jeg lykønsker Kommissionen med dens forslag og ordføreren med hendes betænkning, og jeg vil også meget tydeligt sige, hvorfor jeg udtaler denne ros, og hvorfor jeg også gerne vil tage dem alle sammen på ordet. Centralt i betænkningen og som første mål i Kommissionens forslag erklæres det, at det er nødvendigt at opnå lige muligheder og lige deltagelse for alle borgere i informationssamfundet. eEurope, står der i teksten, skal først og fremmest vise hver eneste borger, hver eneste husholdning og skole, hver eneste virksomhed og forvaltning vejen til den digitale tidsalder og til Nettet. Dette mål giver efter min mening ikke grundlag for de bekymringer, der er givet udtryk for her, om at samfundet vil blive opdelt i to grupper, dem, som har denne informationsadgang, og dem, som ikke har den. Og når jeg understreger dette mål så kraftigt, så er det, fordi jeg tror, at det på en særlig måde kan tydeliggøre fordelen ved Den Europæiske Unions indsats for informationssamfundet over for borgerne, men selvfølgelig kun, hvis vi står ved vores ord og opfylder de løfter, som vi giver borgerne, hvis vi faktisk inden udgangen af år 2002 garanterer og muliggør, at alle skoleelever - det står der i dette program - har en højhastighedsadgang til Internettet og til multimediale ressourcer i deres klasseværelse, hvis vi faktisk sikrer, at borgerne inden år 2003 - og det gælder alle, rig eller fattig - har en omfattende sikret adgang til sundhedssystemer, hvis vi virkelig inden for den fastsatte tidsramme opfylder det, som vi har hårdt brug for til støtte for vores SMV'er, nemlig sikring af de fælles risici for risikovillig kapital i Fællesskabet. Det er en opgave for Rådet, Parlamentet og Kommissionen. I borgernes interesse ønsker jeg os alle held og lykke.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg gratulerer ordføreren for et vellykket arbejde, der er udført på kort tid. Et informationssamfund for alle er bestemt kommissærens vægtning i denne proces. Det er vigtigt, og jeg takker ham for det. Netop på grund af denne tanke bør man også i Lissabon aftale principperne for en bæredygtig finansiering af den sociale sikring. Der skal også opnås enighed med arbejdsmarkedsparterne om f.eks. fjernarbejde og faguddannelse, når der er tale om et informationssamfund for alle. Det kan jo ikke være det uden at sikre de grundlæggende rettigheder for arbejdstagerne. Der er fare for, at alle tjenester bliver selvbetjening på grund af Internettet, og det bliver så igen et stort beskæftigelsesspørgsmål. For det andet har vi i ca. 10 år foretaget frigørende regulering i telebranchen, og nu opstår der igen den situation gennem fusioner af storkoncerner, at disse begynder at regulere markeder. Jeg synes, at der skal gribes ind her. Det må ikke ske, og jeg forventer, at Kommissionen holder nøje øje med dette og indfører de nødvendige foranstaltninger. For det tredje steg børskurserne for én netudbyder for nylig 400% på én måned, og det skete udelukkende ved at give børsmeddelelser uden dækning. Når mange virksomheder er magen til eller omtrent magen til, er en stor del af branchen altså en boble, og når den brister, håber jeg, at skatteyderne ikke kommer til at betale. Kan den ærede kommissær give et bud på, hvad der kan gøres, hvis denne branches ballonvirksomheder brister, så skatteyderne ikke skal betale, som det f.eks. skete under bankkriserne?
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg synes, at det er meget vigtigt, at Europa-Parlamentet deltager i drøftelsen om, hvordan Den Europæiske Union ser på de muligheder, som informationssamfundet har åbnet for den - emnet er på dagsordenen for topmødet i Lissabon. Selvom vi var mange, der havde forventet nogle mere klare svar herpå fra topmødet om beskæftigelsen, så undervurderer jeg ikke emnets relevans og behovet for at definere en europæisk strategi for sektoren. Vi er også alle klar over, at Unionen er sakket bagud i forhold til USA inden for dette område, der er så følsomt og essentielt for vores fremtid. Jeg er enig i den betænkning, som fru Read har forelagt for os, og jeg vil, idet jeg bruger et udtryk, der blev anvendt af formanden for Rådet, António Guterres, påpege de tre vigtigste mangler inden for sektoren. For det første er der for lidt pragmatisme. Som det så udmærket nævnes i betænkningen af Read, er Kommissionens foreslåede dokument fuld af generelle retningslinjer og hensigter, som fortjener vores ros, men det er svagt med hensyn til konkrete foranstaltninger og konsekvente aktioner. Jeg ønsker ikke at tro, at Rådets konklusioner begrænser sig til denne opremsning. Det, vi behøver inden for dette område, som inden for så mange andre, er ikke flere erklæringer og taler, men foranstaltninger og beslutninger, som gør det muligt at mindske den kløft, der adskiller os fra USA. For det andet er der for lidt demokrati. Også her er der for lidt demokrati - selvom det må indrømmes, at det har været værre - men det er vigtigt at bekæmpe opdelingen mellem dem, der har adgang til Internettet, til de nye teknologier og til informationssamfundets fordele, og dem, der er berøvet denne mulighed af økonomiske årsager eller på grund af utilstrækkelig information og IT-uddannelse. En satsning på uddannelsessystemet og transport- og telekommunikationsstrukturerne, som gør adgangen til Internettet billigere, hurtigere og kraftigere, er de prioriteringer, som vi først skal bekymre os om. Og endelig er der for få investeringer. Som det så udmærket nævnes i betænkningen, kan man ikke overlade det til markedet alene at finde et svar på disse problemer. Inden for sundhedsvæsenet, den offentlige forvaltning, i forholdet mellem staterne og borgerne, inden for de offentlige serviceydelser i al almindelighed kan der gøres, og skal der gøres meget, så Europa kan tage det kvalitative spring, som vi alle her har erkendt, at der er behov for.
Hr. formand, på det særlige topmøde i Lissabon i næste uge drejer det sig om at definere en selvstændig vej for europæerne til fremtidens arbejdsverden. Hvordan bliver vi mere konkurrencedygtige? Hvordan skaber vi nye markeder? Hvordan skaber vi permanent højere kvalificerede job? I morgendagens globale informationssamfund kan vi spille en af hovedrollerne, hvis vi behersker repertoiret. Europa har talenter. Europa har evner. Indimellem mangler der kompetente instruktører til motivationen. For mig er det vigtigt, at brede målgrupper får aktiv del i de graverende forandringer. Fra små skal de gøres fortrolige med Internet og databaser. Min kollega Hieronymi gjorde opmærksom på det. Skoler uden computerudstyr skal blive en sjældenhed! Vi har brug for en kvalificeringsoffensiv med computerstøttet undervisning og aktiv udnyttelse af netværk. Europa-Parlamentets Udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender plæderer for, at informationssamfundet skal være et alment gode for alle borgere, også de socialt svage, også de handicappede og de ældre. I det europæiske erhvervsliv sker forandringerne med stadigt højere tempo. Virksomheder oplever hele tiden reorganisationer, aktieopkøb, strategiske alliancer, venlige eller fjendtlige overtagelser. Konsekvensen for arbejdstagerne og for lederne er den samme, nemlig høj mobilitet og stadig hurtigere tilpasning. Der bliver flere selvstændige, men også flere pseudoselvstændige. I virksomhederne ændres kompetencerne. Teams har stadig kortere holdbarhed. Det har konsekvenser for arbejdstagernes indre sammenhold og repræsentationen af deres interesser. Mange virksomheder er for små til at oprette samarbejdsudvalg, eller de er så store, at der ikke opstår noget tilhørsforhold, og arbejdstagerrepræsentanterne bliver til rejsende pampere. Folk inden for informations- og kommunikationsteknologierne, som har mange friheder, analytikerne, ingeniørerne eller de kreative planlæggere, vil lede sig selv. De stræber efter nye arbejdstidsordninger, og på grund af variable kontrakter også nye tarif- og bonussystemer. Desuden frygter fagforeningerne i andre brancher, at der vil ske en udbredelse af uregulerede strukturer og en sænkning af sociale standarder. Borgerne må blive fortrolige med nye arbejdsformer og arbejdsrelationer inden for informations- og kommunikationsindustrien, om det nu er på hardware- eller softwareområdet, inden for service eller rådgivning. Først når de kan få del i innovationerne, når de kan overbevises om informationssamfundet, må det blive klart, at det ikke kun er en succes eller en fordel for de private og offentlige virksomheder, men i lige så høj grad for forbrugerne og arbejdstagerne.
Hr. formand, kære kolleger, først vil jeg gerne takke fru Read for alt det arbejde, hun har lagt i denne betænkning. Det er morsomt med den store interesse for dette område. Jeg finder det vigtigt, at vi nu øger vores viden om og gør os klar til forandringer med hensyn til denne komplicerede og spændende udvikling i Europa-Parlamentet. Kommissær Liikanen med sit personlige engagement og Kommissionens eEurope-dokument står for et positivt syn på den nye økonomi og en vækstorienteret politik, som jeg støtter helhjertet. Det er ulykkeligt, at nogle medlemmer ser det fremvoksende informationssamfund som en trussel i stedet for at glæde sig over de muligheder, det indebærer. Det er svært at overvurdere e-handlens betydning. Hidtil har det indre marked kun været virkelighed for de store virksomheder. E-handlen betyder, at det indre marked bliver helt anderledes tilgængeligt for de mindre virksomheder og frem for alt for enkeltpersoner, kunder og forbrugere, som nu endelig kan drage nytte af hele det indre marked i Europa. I kølvandet på de tekniske forandringer ændres ikke blot handelsmønstrene, men der opstår nye muligheder inden for kultur, fornøjelser og kontakter. For at støtte denne nye økonomi bedst muligt er det vigtigt, at vi politikere ikke tror, at vi kan forudsige alle virksomheders og privatpersoners behov. Vi må lade markedet, det vil sige køber og sælger, vælge selv. Med tanke på hvordan denne del af samfundet og økonomien ser ud, bliver det stadigt vigtigere ikke at styre virksomhederne i alle detaljer i et anfald af reguleringsiver. Vi må i stedet deregulere markederne yderligere for ad den vej at skabe øget konkurrence med det formål at bringe priserne ned. Det er helt klart den bedste metode til at gøre informationstjenesterne tilgængelige for alle borgere. Et vigtigt aspekt i skabelsen af vækst i den nye økonomi er at øge tilstrømningen af risikovillig kapital til nystartede og ekspanderende virksomheder. Vi må øge konkurrenceevnen og idéudviklingen i vores del af verden, i Europa. Det absolut vigtigste, stats- og regeringscheferne kan gøre i Lissabon, er at påbegynde en nedsættelse af kapitalbeskatningen i de forskellige lande, da disse i dag udgør den største hindring for en øget tilstrømning af risikovillig kapital. Til venstre side af salen vil jeg sige følgende efter denne forhandling: Prøv at fremhæve informationsrevolutionens muligheder for folk! Vær ikke så ængstelige og negative! Lyt til Villiers indsigt! Tag Wijkmans globale og positive holdning til jer, og lær af unge Kauppis erfaringer! Jeg mener ikke, at vi skal undervurdere problemet med omstilling, men vær rare ikke at begrave dette initiativ i jeres gamle forestillingsverden. Det vil være til skade for Europa!
Hr. formand, først vil jeg gerne takke fru Read og Parlamentet for denne betænkning, som er blevet udarbejdet utroligt hurtigt, og som har stor betydning, idet det ekstraordinære topmøde finder sted i næste uge, hvor eEurope-initiativet er et af de centrale dokumenter. eEurope-initiativets undertitel, "Et informationssamfund for alle", eller vi kunne også sige, som hr. Seppänen gjorde det, "Et videnbaseret samfund for alle", vidner om initiativets vidtrækkende mål. Vi glæder os over Parlamentets bidrag til denne meget vigtige politiske debat. Kommissionen bidrager i øjeblikket til forberedelserne forud for næste uges topmøde i Lissabon. I den forbindelse har Kommissionen vedtaget flere meddelelser, herunder en statusrapport om eEurope i sidste uge og et dokument med en dagsorden for økonomisk og social fornyelse for Europa for to uger siden. Jeg anser det for meget vigtigt, at Parlamentet gennem forhandlingen i dag deltager i diskussionerne forud for Lissabon-topmødet. Forhandlingen har været meget oplysende og har bevist Parlamentets store interesse og ekspertise inden for dette område. Vi håber, at Det Europæiske Råd i Lissabon vil give sin støtte til konkrete, målrettede politiske foranstaltninger, der kan sende et kraftigt signal om, at Europas ledere er fast besluttede på at omdanne Europa til en dynamisk og konkurrencedygtig økonomi. Med hensyn til indholdet i Deres betænkninger har jeg bemærket, at De udtrykker bekymring over, at mekanismerne for gennemførelse af målene i eEurope ikke beskrives fyldestgørende i vores oprindelige dokument. Situationsrapporten, som Kommissionen forelagde på Rådets møde i Lissabon i sidste uge, og som også blev forelagt for Dem i sidste uge, indeholder yderligere oplysninger. Vi vil endvidere udsende en handlingsplan for e-handel i juni måned, således som vi blev bedt om på Helsinki-topmødet. Jeg håber, at disse dokumenter vil indeholde svar på Deres ønsker med hensyn til gennemførelsen af målene for eEurope, men det er muligt, at nogle af spørgsmålene ikke vil blive taget op, da vi må forsøge at koncentrere indsatsen inden for dette initiativ. Jeg er især glad for at konstatere, at man i betænkningen deler Kommissionens holdning til de centrale aspekter af eEurope. Det er vigtigt at skabe en moderne, multimediebaseret og højtydende e-infrastruktur, at skabe retssikkerhed inden for e-handel, at modvirke mangelen på kvalifikationer og give den risikovillige kapital bedre mulighed for at stimulere innovation. Deres støtte til at gå videre med disse centrale aspekter af eEurope er yderst velkommen. Jeg finder tanken om at afholde en e-regeringskonference meget interessant. Det er vigtigt, at vi inden for de europæiske institutioner sammen med medlemsstaterne udvikler effektive metoder til udnyttelse af potentialet i regionale teknologier for at øge såvel effektiviteten som gennemsigtigheden i vores forbindelser med borgerne. Jeg kan meddele Dem, at dette bliver et af hovedemnerne for en ministerkonference, der afholdes af det portugisiske formandskab i Lissabon i begyndelsen af april måned. Jeg vil også gerne tilføje, at hvidbogen om den interne reform af Kommissionen indeholder en "e-Kommission"foranstaltning. Målet er at styrke Kommissionens IT- og kommunikationsinfrastruktur med henblik på at yde en bedre service via Internet. Jeg vil gerne kort reagere på nogle punkter, hvor fokus i diskussionen måske har været en lille smule anderledes end i Kommissionens dokument. Kommissionen blev bedt om at medtage en 11. aktionslinje om beskæftigelse og social samhørighed. Jeg erkender fuldt ud, at dette er meget vigtige prioriteringer, og netop derfor har vi udarbejdet særlige meddelelser om disse emner. Jeg vil især gerne nævne meddelelsen "Strategier for job i informationssamfundet". Jeg er også enig med Dem i, at informationssamfundet måske udgør vores hidtil største mulighed inden for struktur- og samhørighedspolitikkerne, fordi det betyder, at afstandene forsvinder. I "eEurope"meddelelsen fokuseres der på foranstaltninger, der er nødvendige for at fremskynde overgangen til informationssamfundet. Disse foranstaltninger vil resultere i et stigende antal arbejdspladser og vil dermed føre til en reduktion af den væsentligste årsag til social udstødelse, nemlig arbejdsløshed. I Deres betænkning udtrykkes der bekymring om smart card-foranstaltningen. Jeg vil gerne forsikre Dem om, at formålet med denne foranstaltning ikke er at gribe ind på et område, der, som det korrekt nævnes i betænkningen, skubbes fremad af markedet. Kommissionen skal udelukkende fungere som en hjælper, der kan samle nøgleaktørerne og give dem mulighed for at komme videre i retning af en aftale om standardmetoder. Målet er ikke at stille andre teknologier ringere. Det står ikke klart, hvordan Kommissionen kan garantere etisk sikkerhed for alle tjenester, men jeg er fuldstændig enig i synspunktet om, at vi bør træffe alle foranstaltninger for at sikre respekten for menneskerettighederne; disse spørgsmål tages op inden for eksisterende aktioner, navnlig handlingsplanen for Internet. Endelig vil jeg gerne slutte med endnu en gang at takke Dem for Deres arbejde på dette område. Deres anstrengelser bekræfter, at De deler vores opfattelse af, at dette er et betydningsfuldt og relevant spørgsmål for Europa.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00.
Hr. formand, forhandlingen om min betænkning om Den Europæiske Unions handlingsplaner vedrørende indvandring og asyl er blevet udsat til i aften kl. 18, og afstemningen til i morgen kl. 9. Da emnet er meget relevant, så jeg også gerne, at forhandlingen i Parlamentet og den efterfølgende afstemning fik samme relevans. Derfor vil jeg bede Dem om at anmode Parlamentet om, at den udsættes til næste mødeperiode i Bruxelles. (Forslaget vedtoges)
Jeg finder, at det før disse afstemninger er vigtigt, at plenum og Præsidiet endelig beslutter, om møderne i Strasbourg slutter om torsdagen, eller om man fastholder møderne om fredagen. Det giver ingen mening, at vi er ved at ændre dagsordenen, fordi det er hensigtsmæssigt på grund af nogle personers rejser, og sætte for mange ting på dagsordenen på minimøderne i Bruxelles, hvor der altid er for mange ting på programmet. Betænkning (A5-0064/2000) af Duff og Voggenhuber for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om Rådets afgørelse om udarbejdelse af et charter for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder (C5-0058/1999 - 1999/2064(COS))
Hr. formand, jeg bad blot om ordet for at sige, at den italienske oversættelse af punkt 6c er meget mærkelig. Eftersom den skrivelse, vi allerede har fremsendt i den forbindelse, ikke var til megen nytte, beder jeg Dem nu om at undersøge sagen. Der står praktisk taget i teksten, at man godt kan krænke de grundlæggende rettigheder, hvis Europa-Parlamentet ønsker det, hvilket forekommer mig at være temmelig absurd.
Hr. formand, jeg vil gerne henlede opmærksomheden på teksten i afsnit 6, litra c, i tråd med den tvivl, der er blevet rejst af min italiensksprogede kollega. Vi foretog en hurtig kontrol, og den portugisiske tekst peger i samme retning som den franske tekst, det vil sige, at det, man kan slutte, er, at størstedelen af Parlamentet opfatter det således, at man kan krænke de grundlæggende rettigheder, når Europa-Parlamentet er enigt. Jeg ved ikke, om det er et sprogligt eller et politisk problem set i lyset af de indlæg, som vi har hørt her i forbindelse med de politiske rettigheder i Østrig. Men det er et yderst ømfindtligt spørgsmål, som jeg gerne vil henlede Præsidiets opmærksomhed på, så denne sag kan blive afklaret. For hvis det faktisk er med den intention, at man har stemt, så finder jeg, at der er blevet skabt en meget alvorlig politisk præcedens.
Vi foretager altid en kontrol af sprogudgaverne for at sikre, at de stemmer overens med den originale sprogudgave ved afslutningen af afstemningen. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, ganske kort om et andet punkt. Jeg må respektere, at vi før med flertal udskød kollega Hernández Mollars betænkning. Men jeg vil gerne bede om, at det ikke sker igen, at man under afstemningen mellem to betænkninger, uden talere for eller imod og uden at tænke på konsekvenserne, bare ændrer dagsordenen. Det er et brud på forretningsordenen og bør ikke ske igen.
Jeg kan udmærket se relevansen af denne bemærkning. Måske burde vi bede Udvalget om Forfatningsspørgsmål om at gennemgå de proceduremæssige metoder, vi anvender her. Det er helt klart, at hvis en betænkning er kommet fra et udvalg, kan dette udvalg anmode om at få den henvist til fornyet udvalgsbehandling. Men når den er sat på dagsordenen ved ugens begyndelse, er jeg ikke klar over, om medlemmerne kan bede om at få den henvist til fornyet udvalgsbehandling. Jeg var ikke sikker, så vi bør henvise spørgsmålet til Udvalget om Forfatningsspørgsmål.
Hr. formand, inden afstemningen om Jackson-beslutningen om strukturfondene vil jeg gerne henlede Europa-Parlamentets opmærksomhed på statsrådets dom i Frankrig af 27. september 1999, som annullerer overførelsen af 500 områder, der kunne klassificeres som særlige bevaringsområder, og som derfor udgør et problem. Kommissionen har ikke udtalt sig herom. Statsrådet fastslog, at der var tale om manglende overholdelse af proceduren, det vil sige manglende høring af de pågældende borgmestre, lokalområder, organisationer og foreninger. Man ved ikke helt, hvor man står i øjeblikket. For at medlemsstaterne ikke skal straffes uretfærdigt, anmoder jeg om, at denne betænkning vedtages på et senere tidspunkt, når Kommissionen har afgivet sin udtalelse og begrundelse om den opfølgning, der skal ske på statsrådets dom. Jeg mener heller ikke, at Parlamentet både kan være dommer og part i sagen på en gang.
Vi kunne drøfte dette spørgsmål længe, men frem for at havne i en proceduremæssig hårdknude vil jeg sige, at De strengt taget ikke kan foreslå dette. Jeg vil ikke diskutere det. Det letteste er at stemme om det. (Forslaget forkastedes)
Hr. formand, jeg vil gerne gentage det, jeg sagde i går, nemlig at de franske socialister ikke deltager i afstemningen i betragtning af, at denne fremgangsmåde ikke er korrekt, eftersom de eneste miljødirektiver, der er omtalt, omhandler vilde fugle og i øvrigt Natura 2000, selvom det blev aftalt, at der skulle være en mere ligevægtig indfaldsvinkel. For det andet mener vi ikke, at det tilkommer den lovgivende myndighed at være et dømmende organ med hensyn til gennemførelsen af love, men at dette ansvar henhører under Kommissionen og i øvrigt domstolen.
Hr. formand, jeg vil blot sige, at hvis fru Lienemann er så bekymret, er det en skam, at hun ikke deltog i forhandlingen og fremførte sine synspunkter over for kommissæren der.
Hr. formand, jeg vil fremsætte samme bemærkning, for jeg undrer mig over visse indlæg. Således er det første gang, at der er den slags bemærkninger, som man ikke hører i udvalgene, og det beklager jeg. I dag skal vi stemme om denne beslutning, og det er derfor, vi anmoder om, at det arbejde, der er gjort i udvalget, bliver vedtaget.
Jeg synes, at det er en udmærket ting, at vi forsøger at overholde forretningsordenen, og på grundlag af det, som blev fremført af min franske kollega for et øjeblik siden, er det helt øjensynligt, at der foreligger omstændigheder, som ikke har været behandlet i udvalget, og derfor tillader jeg mig under henvisning til forretningsordenen at foreslå, at sagen udsættes, og at den tilbagevises til udvalget.
Hr. formand, jeg vil gerne komme med en personlig bemærkning og minde fru Jackson, som bestemt har meget arbejde som formand for udvalget, om, at under det første udvalgsmøde, hvor vi behandlede dette emne, gav jeg udtryk for min uenighed med hensyn til den partipolitiske udvælgelse af nogle direktiver og ikke andre. Jeg fremsatte i øvrigt, hr. formand, adskillige ændringsforslag, der sigtede mod ophævelsen af de mange artikler, som De foreslog. Mine ændringsforslag blev ikke vedtaget i udvalget, og jeg mente således ikke, at det var acceptabelt, at vi fortsatte på dette grundlag. Fru Isler Béguin var ikke til stede i udvalget i de dage, hvor vi behandlede disse emner. I protokollen over udvalgets møde og i mine fremsatte ændringsforslag finder De nøjagtig den argumentation, som jeg kunne fremføre i dag. Jeg ved, at vi har meget arbejde i udvalget, og at kollegerne ikke altid kan huske detaljerne i ændringsforslagene, og det forstår jeg udmærket. Men jeg ville minde om det.
Hr. formand, hvis De vil henvise denne sag til behandling i Udvalget om Forfatningsspørgsmål, kan De så ikke også bede dem overveje det fornuftige i at udarbejde et beslutningsforslag flere uger før forhandlingen med kommissæren og stemme om det, efter at kommissæren har afgivet sine svar, som går videre end hele formålet med beslutningen. Forslag til beslutning (B5-0227/2000) af Jackson for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om programmer under strukturfondene i medlemsstaterne og den nationale gennemførelse af EU's miljølove (Forslaget til beslutning vedtoges) Forslag til fælles beslutning om 50-året for Genève-konventionerne af 12. august 1949 og den humanitære folkeret (Forslag til fælles beslutning vedtoges) Årlig betænkning (A5-0060/2000) af Malmström for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om internationale menneskerettigheder og Den Europæiske Unions menneskerettighedspolitik, 1999 (11350/1999 - C5-0265/1999 - 1999/2002(INI)) (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, undskyld, at jeg prøver at tiltrække mig Deres opmærksomhed, men De går meget hurtigt frem, hvilket jeg kun kan rose Dem for. Jeg vil blot gerne sige med hensyn til fru Jacksons betænkning, at jeg ikke har deltaget i afstemningen af nogenlunde samme grunde som fru Lienemann. Jeg mener, at overholdelsen af fællesskabsretten skal være generel og ikke må kunne være genstand for selektive fortolkninger, der nødvendigvis er vilkårlige. Jeg ønsker, at det indføres i protokollen, at jeg ikke har deltaget i afstemningen. Årlig betænkning (A5-0050/2000) af Haarder for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender om respekten for menneskerettighederne i Den Europæiske Union (1988-1999) (11350/1999 - C5-0265/1999 - 1999/2001(INI)) Om punkt 45
Hr. formand, før vi sætter punkt 45 under afstemning, vil jeg gerne have, at ordføreren hører, hvad jeg har at sige. I anden del af punktet taler man først om seksuelle overgreb samt fysisk og psykisk vold mod børn, og til sidst står der så i den italienske udgave, at man opfordrer dem til kun at ty til fængsling af personer, der misbruger børn, som en sidste mulighed. Jeg ville gerne vide, om det er, hvad der står på hans eget sprog. Jeg beder derfor ordføreren om at være så venlig at opklare dette spørgsmål og fortælle, at det er hans udgave, der er gældende, for ellers er betydningen den stik modsatte.
Jeg vil gerne hjælpe Parlamentet, hr. formand. Jeg har læst teksten på fransk, og i denne tekst står der noget helt andet. I den italienske tekst står der, at man ikke skal fængsle dem, der misbruger børn, hvilket forekommer mig uforståeligt, men i den franske tekst står der, at man ikke skal fængsle børn, der overtræder loven. Jeg tror, at det er den franske tekst, der er autentisk. Det er en ret alvorlig oversættelsesfejl, og der er ingen tvivl om, at det er blevet forkert oversat til italiensk. Jeg tror, at der i den originale tekst står "opfordrer dem til kun at ty til fængsling af børn, der overtræder loven, som en sidste mulighed".
. Jeg kan bekræfte, at det er hr. Imbenis udlægning, der er den rigtige. Den italienske, den danske og den engelske udgave er korrekt. Det skal forstås præcist, som Imbeni sagde.
Hr. formand, hvis man ændrer betydningen af dette punkt, begynder debatten igen. Det er tydeligt, at der ofte ikke er overensstemmelse mellem teksterne her i Parlamentet. Kan De huske, da vi for et par måneder siden skulle bede præsterne om at uddele kondomer? Nu skal vi i nogle sprogudgaver beskytte dem, der misbruger børn! Hr. formand, hvis man også ændrer den engelske sprogudgave nu, får vi en ny debat, og i betragtning af, at De skal nå et fly kl. 16.30, mener jeg bestemt ikke, at det ville være rigtigt at gøre dette. Måske var det nemmere, hvis vi sluttede ved kommaet dér, hvor der står "seksuelle overgreb, fysisk og psykisk vold og alle former for forskelsbehandling". Spørgsmålet om, hvorvidt vi skal kodificere holdningen til børn, der overtræder loven, kan vi tage op på et senere tidspunkt i en af alle de betænkninger, Parlamentet producerer.
Hr. formand, ordføreren har entydigt forklaret tekstens mening, sådan som hr. Imbeni udlagde den. De har oplæst den engelske version, som accepteres af det overvældende flertal af de tilstedeværende. Nu vil jeg virkelig gerne bede Dem om at fortsætte afstemningen, især da disse semantiske lege altid kommer fra de folk, som ikke deltager i det faglige arbejde i udvalget.
Hvis Parlamentet kan acceptere det, kunne vi klare alle de problemer, vi har med de forskellige sprogudgaver, ved at tilføje et separat punkt - enten som et underpunkt til 45 eller et nyt punkt 45(a) - hvori det hedder "og opfordrer medlemsstaterne til at undlade fængsling af mindreårige lovovertrædere, medmindre det er den sidste udvej". På den måde kan vi løse alle problemerne. Så er der ingen tvetydigheder og ingen usikkerhed.
Det lyder meget fornuftigt. Det kan så indsættes mellem det nuværende punkt 45 og 46. Om punkt 61
. Hr. formand, i den danske udgave er der faldet nogle ord ud i punkt 61. Det er den engelske udgave, der er den rigtige. I den danske udgave skal der efter ordet "sammenslutninger" tilføjes: "og den enkeltes rettigheder i forhold til faglige sammenslutninger". Der er altså ikke kun tale om retten til at danne faglige sammenslutninger, men også om de rettigheder, man har i forhold til disse faglige sammenslutninger. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, til forretningsordenen. Vi stemte om denne betænkning i udvalget, et udvalg, hvor alle grupper er repræsenteret. Vi stemte om 170 ændringsforslag til denne betænkning i udvalget. Nu får vi præsenteret 66 ændringsforslag i plenum. Der er ikke tale om nogen lovgivningsmæssig beslutning. Hvis Parlamentet fortsætter med at tilrettelægge sit arbejde på denne måde, bliver vi ikke kun til grin, men der er mange vigtige ting, som vi ikke når. Vi beder de relevante instanser i Parlamentet foretage endnu en gennemgang af vores tilrettelæggelse af arbejdet.
Vi har tilfældigvis en betænkning af hr. Provan, hvor Præsidiet nu skal se nærmere på, hvordan procedurerne for plenarmødet fungerer. Vi drøftede det i Præsidiet i tirsdags, og jeg fremførte præcis det samme argument, som De netop har gjort. Så jeg er fuldstændig enig med Dem.
Hr. formand, det er kun fjerde gang, jeg i mine 11 år i Parlamentet har en bemærkning til forretningsordenen, så jeg håber, at De vil lytte. Jeg vil gerne bede Dem og de andre, der leder disse møder, om at være strenge med hensyn til indlæg til forretningsordenen. Vi spildte næsten en halv time her til formiddag, og mange af de indlæg til forretningsordenen, der blev fremført der, og som ofte fremføres her, er betragtninger, som medlemmerne lige synes, at de vil dele med andre. Det kan næppe betragtes som indlæg til forretningsordenen. Jeg føler mig sikkert særlig irriteret, fordi min egen betænkning om eEurope, som er Parlamentets eneste bidrag forud for topmødet i Lissabon, er blevet skubbet hen til et tidspunkt, hvor der vil være forholdsvis få til stede. Jeg beder Dem - og jeg er enig i det, hr. Watson sagde i sit indlæg til forretningsordenen - forelægge disse synspunkter for formanden og Deres med-næstformænd og bede dem være langt strengere. Det gør Dem måske upopulær på kort sigt, men jeg tror, at det vil gøre Dem elsket og beundret på længere sigt.
Jeg bliver normalt beskyldt for at være for skrap over for medlemmer, der ønsker at tage ordet til forretningsordenen. Det er en umulig kamp. Problemet er, at når folk beder om ordet til forretningsordenen, kan man ikke vide, om punktet er relevant, før taleren har fremført det.
Hr. formand, De har tilkendegivet, at De ville afbryde nu. Jeg vil imidlertid indtrængende bede Dem om at fortsætte afstemningen. Vi lider under, at der igen og igen med kort varsel foretages ændringer af dagsordener eller udsættelser. Jeg beder Dem derfor om hurtigt at fortsætte og afslutte afstemningen om Ludford-betænkningen, og hvad der ellers er på programmet.
Jeg er enig med hr. Pirker, og det er sikkert det eneste, jeg vil være enig med ham i, hvis vi vedtager Ludford-betænkningen. Det bliver en interessant afstemning. På nuværende tidspunkt er det urimeligt at udskyde den til et tidspunkt, hvor mange vil være taget af sted. Hvis De ønsker at udskyde den til kl. 17.30, vil det fuldstændig forvanske afstemningen om denne betænkning. Jeg opfordrer til, at vi fortsætter nu, idet jeg har forståelse for alle de problemer, De har nævnt.
Hr. formand, kære kolleger, jeg har forståelse for det, som er foreslået her. Men jeg må sige til Dem, se Dem dog om her i salen. Der har allerede fundet en afstemning sted, med fødderne! Kollegerne er her jo allerede! Vi kan ikke arbejde seriøst, hvis vi går frem på den måde, som De sagde, hr. formand, men heller ikke, hvis vi arbejder med tilfældige flertal. Lige nu mangler der måske flere kolleger fra en gruppe end fra en anden, det forvansker måske det hele i forbindelse med kollega Ludfords betænkning. Det ønsker hun jo heller ikke selv bagefter. I øvrigt kan man også stemme i aften kl. 17.30. Det er absolut muligt. Jeg synes, man bør gå frem efter en ordnet procedure. Vi har allerede overskredet tiden med 45 minutter. Jeg foreslår, at vi stemmer i aften!
Hr. formand, hvis flertallet i Parlamentet, hver gang det skal foretage ændringer af forretningsordenen, opfører sig ligesom De gjorde, da De gav mig ordet til sidst, og giver sin mening til kende på denne måde, nemlig i små grupper, så vil jeg hellere have, at tingene forbliver helt, som de er. Hver gang Parlamentet har villet løse problemet med den lange afstemningstid, er det nemlig endt med at undertrykke de enkelte parlamentsmedlemmers rettigheder. Kære kolleger, problemet er, at mødeugen strækker sig fra mandag til fredag. Hvis De skal gå før tiden, er det Deres egen sag, det er ikke et problem, der har med afstemningen at gøre.
Hr. formand, jeg vil gerne anmode om, at vi ikke skal stemme i aften. Afstemningen vil blive fuldstændig misvisende. Vi ved, at mange vil tage af sted i eftermiddag. De forventer ikke denne type afstemning en torsdag eftermiddag. Kan vi ikke udskyde den til mødeperioden i april i Strasbourg?
Jeg er bange for, at det skal besluttes, før vi tager afstemningen i aften.
Hr. formand, der er andre kategorier af arbejdstagere, som udfører et meget mere anstrengende arbejde end vores, og som på grund af deres arbejde også er nødt til at udskyde deres måltid lidt. De klager ikke, og de render ikke fra deres arbejdsplads, sådan som vi gør nu. Jeg synes, at det er flovt. Vi har ikke engang været her i to timer, og vi er allerede trætte af at arbejde. Hvad skal sømænd, piloter, chauffører, vagtlæger og ansatte på tankstationer så sige? Vi er ikke i stand til at arbejde mere end to timer i træk, og det synes jeg virkelig er absurd!
De fremfører det samme argument, som jeg gjorde, da jeg sagde, at vi ikke skulle fortsætte afstemningen.
Hr. formand, måske fik vi ikke en nøjagtig oversættelse af det, hr. Speroni sagde, for det forekommer mig, at han sagde noget helt andet end det valg, man har truffet. Hvis også parlamentsmedlemmerne kunne vente en halv time med at spise, ville det efter min mening ikke være et alt for stort offer. Der er rent faktisk nogle problemer, når De helt tilfældigt flytter alle de vigtige forslag til fredag. Forslaget om narkotika, der er et omstridt emne, blev sat under afstemning om fredagen, og vi skal stemme om disse forslag enten om aftenen eller om fredagen. Det er efter vores mening et politisk valg, hvor man forsøger at få nogle planlagte flertal, for De vælger dagsordenen og tidsplanerne alt efter, om De ønsker at få visse forslag vedtaget eller ej. Hr. formand, jeg mener, at De for at være korrekt burde have bedt om et indlæg for og et indlæg imod beslutningen om, hvorvidt man skulle afbryde mødet eller fortsætte det med de planlagte afstemninger. Endnu en gang er Parlamentet blevet tilsidesat. Demokrati er et ord, der kun findes på papiret, og som ikke anvendes her i Parlamentet.
Hr. formand, jeg beklager, men jeg bad om ordet fra starten af. To helt konkrete punkter. For det første ville jeg stemme for ændringsforslag 24 og ikke imod. For det andet vil jeg gerne sige, at der findes et reglement her, normalt en praksis, hvor vi stemmer til kl. 13.30 om torsdagen, og der stemmes om resten om aftenen kl. 18.00 efter afstemningerne om aktuelle og uopsættelige emner. Sådan har det været i årevis, og det kan man ikke flytte rundt på efter forgodtbefindende, snart den ene vej og snart den anden vej. Det skulle man måske repetere over for alle kolleger. Kollegerne skal ganske enkelt arbejde her til fredag, så vi også kan tage os af vores gæster midt på dagen!
Hr. formand, måske kan jeg hjælp. Ordføreren har sagt, at hun er indforstået med Deres forslag - altså med formandens forslag. Jeg rekapitulerer: Formanden sagde, vi stemmer kl. 17.30 i eftermiddag om udsættelse af afstemningen til næste plenarmøde. Jeg beder om, at vi nu går frem på den måde. Sarah Ludford har sagt, at hun er indforstået med det. Altså, kl. 17.30 afstemning om, at betænkningen af Ludford udsættes til næste plenarmøde. Det foreslår jeg.
Det er der absolut ingen problemer med. Det er helt i overensstemmelse med forretningsordenen. Det kan ske umiddelbart efter afstemningen. I henhold til forretningsordenen skal De anmode om udsættelse inden den pågældende afstemning. Afstemningen af afsluttet. STEMMEFORKLARINGER - Betænkning af Graefe zu Baringdorf (A5-0044/2000)
Spørgsmålet om veterinærsundheden fortjener vores største opmærksomhed, især for kvæg og svin. Det er derfor, at veterinærkontrollen med handlen med kvæg og svin inden for Fællesskabet er så vigtig. Denne debat bør også tage hensyn til behovet for en større opmærksomhed for definitivt at få udryddet sygdomme som leukose, tuberkulose og brucellose og for passende procedurer inden for sundhedsområdet. Men det er vigtigt ikke at glemme behovet for at støtte producenterne ordentligt og tage særligt hensyn til de små bedrifter og til familielandbruget, eftersom de små landbrugs i forvejen beskedne indkomst, som det er tilfældet i Portugal, ofte bliver dybt berørt af disse sygdomme, som de lave erstatningsbeløb almindeligvis ikke kompenserer for. Der bør derfor i fremtiden fastsættes en intervention, som gør det muligt på ordentlig vis at varetage såvel forbrugernes som producenternes interesse, især de små landbrugs. Betænkning af Ferrer (A5-0066/2000)
. Vi kan ikke stemme for betænkningen, da menneskerettighederne i Mexico overtrædes groft. Dette er senest påvist i en Amnesty-rapport fra december 1999, hvor der bl.a. peges på de alvorlige problemer i Chiapas-regionen. Vi mener, det er fint, at der i handelsaftalen er indbygget et krav om fremme af demokrati i Mexico - herunder overholdelse af menneskerettighederne - men så længe dette krav ikke følges op af konkret handling, er der blot tale om tomme ord. I den gamle handelsaftale med Mexico var der også indbygget en demokratiklausul, men denne er ikke blevet efterlevet. Der må derfor lægges pres på Mexico via internationale organisationer som FN og via de enkelte lande, og først derefter, når der er sket væsentlige forbedringer på menneskerettighedsområdet, mener vi, at vi kan indgå en ny handelsaftale med Mexico.
På mødet den 7. maj 1999 godkendte Europa-Parlamentet hele associeringsaftalen EF-Mexico, selvom ingen kendte forhandlingsbetingelserne i handelsdelen. Desuden forekommer der stadig ustraffede overtrædelser af menneskerettighederne i Mexico. De sociale bevægelser undertrykkes, og der føres en skjult krig mod de indfødte i Chiapas - dette blev bl.a. afsløret af FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder og den tværamerikanske menneskerettighedskomité - og en sådan praksis er i strid med de forpligtelser, som de mexicanske myndigheder har skrevet under på i aftalen (kapitel 1, artikel 1). Associeringsaftalen EF-Mexico er udarbejdet til fordel for de store virksomheder på begge sider af Atlanten, som det ses i indholdet af kapitel IV, der henviser til kapitalflytninger og betalinger i denne forbindelse. I det afsnit, der vedrører handel, genfinder man adskillige af de farligste punkter i den multilaterale investeringsaftale. Endelig gør denne aftale det umuligt at gennemføre de fleste af forslagene fra de sociale organisationer, fagforeninger, menneskerettighedsorganisationer eller miljøorganisationer i Mexico og EU, der ønsker, at det sociale, kulturelle og politiske aspekt kommer før de kommercielle aspekter. Af alle disse grunde stemmer vi mod ratifikationen af denne aftale.
Vi har stemt mod det fælles beslutningsforslag, fordi det udgør en godkendelse, der på forhånd er givet til Kommissionen, som vi er uenige i både med hensyn til form og indhold. Vi undlod at stemme om Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppes beslutning, for selvom vi er enige i en del af kritikken over for Kommissionen, omtales Kommissionen som et uundværligt institutionelt redskab, hvilket vi ikke er enige i. Betænkning af Duff og Voggenhuber (A5-0064/2000)
Hr. formand, vi hørte i går talerne fra det føderalistiske flertal i Europa-Parlamentet sige, at charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, der er under udarbejdelse, ville sætte skub i borgernes rettigheder. Dog tyder de betingelser, under hvilke denne operation er blevet iværksat, snarere på en ringeagt over for borgernes holdning og kan senere give anledning til alvorlige bekymringer. Først og fremmest så vi for nogle måneder siden, at beslutningen om at påbegynde udarbejdelsen af charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder opstod i en afkrog af konklusionerne fra Köln, nemlig i punkt 44 og 45. Hvem var blevet hørt forudgående? Ingen, og slet ikke de nationale parlamenter, som aldrig havde hørt tale om det. Imidlertid skal man huske på, at de grundlæggende rettigheder for størstedelens vedkommende henhører under de nationale parlamenters oprindelige beføjelser og for alles vedkommende under de forskellige folk i Europa. Der er selvfølgelig nogen, der vil sige, at det ikke drejer sig om at realisere en ny udarbejdelse af allerede eksisterende rettigheder, men det er klart, at operationen vil gå meget længere, idet Europa-Parlamentet allerede ønsker et fornyende charter. Under alle omstændigheder var der ikke grund til at fjerne de nationale parlamenter. Sidstnævnte befinder sig nu inden for den aftale, der udarbejder charteret, men som en partner blandt andre, der tjener som garant for et arbejde, den ikke har kunnet magte. Hvad værre er, de vil ikke engang deltage i den endelige etape, eftersom konklusionerne fra Köln har fastsat, at charteret skal proklameres i fællesskab af Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen. Ja, jeg sagde Kommissionen. Således er de nationale parlamenter kørt ud på et sidespor og erstattet af et funktionærorgan, der vil proklamere et charter. Man vender tingene på hovedet! Demokratier bliver tilsidesat - efter sigende for borgernes bedste. Men er det ikke sådan, Europa normalt fungerer?
Hr. formand, jeg har trods forskellige betænkeligheder stemt for betænkningen, fordi kollega Morgans glimrende ændringsforslag vedrørende mindretalssprog og kulturer blev optaget. Det ville have glædet mig, hvis også kollega Vidals forslag var blevet vedtaget. Jeg tror imidlertid, at vi her har taget et vigtigt skridt hen mod en bedre beskyttelse af de traditionelle mindretal i Den Europæiske Union. Vi kan ikke hele tiden opstille kriterier for tiltrædelseskandidaterne, som vi ikke selv opfylder.
Hr. formand, mit parti, Socialdemokratiet i Nederlandene, går ind for demokratisk samarbejde nedefra mellem de europæiske folkeslag, men går ikke ind for en stor europæisk superstat ligesom USA. En europæisk grundlov kan være begyndelsen til sådan en superstat. Jeg har derfor støttet enkelte ændringsforslag fra UEN- og EDD-gruppen til Duff- og Voggenhuber-betænkningen. Det gælder ikke for lignende ændringsforslag fra TDI-gruppen, selvom jeg helt støtter kritikken af, at nationale parlamenter forbigås, mangelen på folkeafstemninger og forsøgene på at lave EU om til en superstat. Hvis partierne i TDI-gruppen altid konsekvent støttede ligeværdigheden af alle mennesker og demokrati, støttede jeg bestemt deres ændringsforslag. Jeg har dog i mine overvejelser måttet tage hensyn til indgivernes verdensbillede. Det er for alle repræsenterede grupper i det mindste ligeværdighed, demokrati og menneskerettigheder. Derfor har jeg ikke støttet deres ændringsforslag.
Hr. formand, i denne uge har vi i Parlamentet behandlet charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, og vi har - efter min mening på en god måde - konkretiseret borgernes individuelle rettigheder. Men som repræsentant for Baskerlandet savner jeg stadig - og jeg håber, at de inddrages snart - de kollektive rettigheder som f.eks. retten til selvbestemmelse for de europæiske befolkninger og nationer, der har en kollektiv bevidsthed om at være det, og det skal ske, for at de, hvis et flertal af borgerne på demokratisk vis bestemmer det sådan, kan være en del af Den Europæiske Union på en direkte måde og ikke bare gennem de nuværende stater. Vi har også vedtaget inddragelsen af retten til at beskytte mangfoldigheden af sprog og kulturer i Europa, særligt de nationale og regionale sprog, som er mindst udbredte og anvendte, hvilket også udøver retfærdighed for de officielle sprog i selvstyrende områder og regioner, som det er tilfældet med baskisk i Baskerlandet. I denne verden - som globaliseres mere og mere - er der nogle, der forsøger at ensrette os, som om vi alle sammen var soldater eller fremstillet på samlebånd. Jeg vil gøre krav på retten til selve den individuelle og kollektive identitet, retten til mangfoldighed og forskel. Det er nemlig en grundlæggende rettighed, som det er værd at værne om i Den Europæiske Union.
De danske og svenske socialdemokrater har i dag stemt for betænkningen af Andrew Nicholas Duff og Johannes Voggenhuber om udarbejdelsen af et charter for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder. Vi støtter udarbejdelse af et charter for grundlæggende rettigheder i form af et politisk dokument. I denne periode med reformer af EU, herunder udvidelsen, er det vigtigt at fokusere på, at EU er sat i verden for at beskytte de enkelte borgere. Et charter kan bidrage positivt til dette. Ved udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder er der altid en vis fare for, at borgerne alene opfatter det som et pænt stykke papir, der kan bruges ved festlige lejligheder, og som derfor vil skuffe deres forventninger. Et flertal i Europa-Parlamentet taler derfor for, at chartret skal have bindende virkning og indarbejdes i traktaten. At dagsordenen for den igangværende regeringskonference med andre ord skal udvides. Vi har i forbindelse med tidligere afstemninger om dette emne klart givet udtryk for, at vi mener, at der ikke skal flere emner på dagsordenen, end det er muligt at afslutte ved topmødet i Nice til december. Vi har tidligere understreget, at der ikke må lægges yderligere hindringer i vejen for udvidelsen. At udarbejde et sæt bindende grundlæggende rettigheder rejser en række meget principielle og vanskelige spørgsmål, både indholdsmæssigt, men også med hensyn til forholdet til andre sæt af grundlæggende rettigheder, eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er derfor ikke realistisk at forvente, at man bliver færdig inden december. Og allerede af den grund mener vi ikke, at de grundlæggende rettigheder skal ind på dagsordenen for den igangværende regeringskonference. Dette har vi tilkendegivet ved de enkelte afstemninger undervejs i betænkningen. Når vi alligevel vælger at stemme for den samlede betænkning, skyldes det, at vi finder, at grundlæggende menneskerettigheder er et af de fundamenter, som EU hviler på, og at vi ønsker, at der udarbejdes et charter for dette i form af et politisk dokument. Om det efterfølgende skal indarbejdes i traktaten på bindende vis, må afhænge af en vurdering af, om indholdet giver borgerne en bedre beskyttelse, end den de har i dag.
Det vigtigste med hensyn til EU's fremtid netop nu er, at man på regeringskonferencen når til enighed om de reformer, der er nødvendige for at gennemføre udvidelsen i henhold til den fastsatte tidsplan. Det er derfor vigtigt, at man på topmødet i Nice kan træffe beslutning om de resterende punkter fra Amsterdam. Vi har stemt for, at charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder skal behandles på regeringskonferencen for derigennem bl.a. at sikre borgernes rettigheder over for EU's institutioner. Charteret er udtryk for EU's ambition om at bringe EU tættere på borgerne. Vores udgangspunkt er, at arbejdet med revisionen af traktaten skal fortsætte efter Nice, og at charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder skal indgå i den efterfølgende proces.
EU-Parlamentets betænkning om charteret bærer præg af én gennemgående ting: Ønsket om et unionsborgerskab i en overnational statsdannelse, om man kan lide denne betegnelse eller ej. Denne tankegang er grundlæggende anderledes end vores vision om et europæisk fællesskab. Unionen er og skal fortsat være en sammenslutning af stater. Derfor må det sikres, at charteret på ingen måde griber ind i medlemsstaternes nationale forfatninger eller tilsvarende ordninger for grundlæggende rettigheder. Dette er ikke en opbakning til den holdning, at magthavere kan skalte og valte inden for et givet lands grænser, men et udtryk for, at menneskerettighederne netop er universelle og kræver universelle redskaber til beskyttelse. Vi ønsker desuden ikke at se to sæt rettigheder på det europæiske kontinent - et for borgere i EU-lande, et andet for borgere i ikkeEU-lande. Således er det centralt, at et eventuelt EU-charter heller ikke berører, men snarere blot kræver EU-landenes underskrivelse af eksisterende internationale konventioner og erklæringer om rettigheder. Der opstår stigende problemer, når EU får flere og flere beføjelser som stat uden at kunne forpligtes i forhold til eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men vi anser det ikke for en løsning, at EU tiltræder Menneskerettighedskonventionen som juridisk "person", da vi ikke deler den opfattelse, at EU har eller skal have status som særskilt politisk-statslig identitet. Ej heller støtter vi den konstitutionelle proces, som vedtagelsen af et charter er en integreret del af. Vi foretrækker, at det i traktaten fastslås, at EU's myndigheder respekterer Menneskerettighedsdomstolens kompetence og afgørelser. Denne retspraksis gør det muligt at fordømme et kritisabelt aspekt ved fællesskabsretten, som er opstået ved en medlemsstats anvendelse heraf. EF-Domstolens jurisdiktion skal ikke omfatte områder, der allerede er garanteret af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg eller andre internationale organer. Hvis man ikke finder, at de eksisterende konventioner er tilstrækkelige, eksempelvis fordi den bioteknologiske udvikling udgør nye problemer, så er det et internationalt problem, der skal søges internationale løsninger på. Det er ikke et EU-anliggende alene, og vi må i internationale fora søge en international/global konsensus. Derfor stemmer vi imod den samlede betænkning.
Vores forbehold over for charteret er ikke på nogen måde et tegn på modstand mod dets europæiske karakter. Vi er tværtimod overbevist om, at fremtiden tilhører et Europa uden grænser mellem befolkningerne, som er forenet fra den ene ende af kontinentet til den anden. Dog er de europæiske institutioner - i lighed med de nationale institutioner - i langt højere grad repræsentanter for storkapitalens interesser end for befolkningen generelt og den arbejdende befolkning i særdeleshed. De demokratiske rettigheder og friheder - som demokratiet selv - kan i virkeligheden kun komme til udtryk i den udstrækning, de ikke er i strid med de store finansielle og industrielle koncerners interesser. Uanset om man vedtager den ene eller den anden af de to institutionelle udviklinger i debatten om charteret, kan disse grupper selvstændigt træffe katastrofale økonomiske beslutninger for en hel befolkning, der kan medføre f.eks. lukning af fabrikker eller ødelæggelse eller forurening af en hel region. Derfor mener vi, at et ægte forenet og demokratisk Europa kun kan eksistere, hvis det skiller sig af med de store industrielle og finansielle koncerners store magt, hvilket er en nødvendig betingelse for befolkningernes ægte og demokratiske kontrol af deres institutioner.
Det var med stor tilfredshed, at jeg i juni blev klar over beslutningen fra Rådet i Köln om at indgå en aftale (mellem repræsentanter for stats- og regeringscheferne, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og Kommissionen) med henblik på at udarbejde et charter for de grundlæggende rettigheder. Dette charter viser sig uundværligt for den gode fortsættelse af den politiske udvidelse af EU. Således vil det gøre det muligt at afhjælpe den fejltagelse, som eksisterer, efter at Unionen og EU har set deres kompetencer udvikle sig, hvor de europæiske institutioner træffer beslutninger, som stadig mere direkte berører de europæiske borgeres liv. Disse skal råde over en tekst, hvortil man skal henvise for at underbygge deres forsvar ved De Europæiske Fællesskabers Domstol. Man må i denne forbindelse fastsætte en direkte appelmulighed efter faste metoder. Charteret vil desuden bidrage til definitionen af "den kollektive arv af værdier og rettigheder, der knytter europæere sammen og underbygger alle Unionens politikker", en arv, vi uophørligt må forsvare over for racisme og fremmedhad, som desværre ikke er forsvundet! Som repræsentant for EU's befolkninger skal Europa-Parlamentet vise sig særlig årvågen med hensyn til indholdet af dette dokument. Borgernes forventninger skal føre til, at vi bliver dristige. Vores krav skal være klare. Charteret skal være juridisk bindende og må indføres i traktaten. Til dette formål anmoder Udvalget om Forfatningsspørgsmål Rådet om at opføre charteret på dagsordenen for regeringskonferencen. Enhver ændring af charteret skal følge samme procedure som i forbindelse med udviklingen, herunder en samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet. Enhver lovgivningsmæssig disposition, der kan indvirke på de grundlæggende rettigheder, skal godkendes af Europa-Parlamentet. De grundlæggende rettigheders uadskillelige karakter skal anerkendes, og anvendelsesområdet skal omfatte alle institutioner og Unionens organer og alle dens politikker (herunder de politikker, der henhører under 2. og 3. søjle inden for rammerne af de kompetencer, det har i medfør af traktaten). Medlemsstaterne skal respektere charteret i den udstrækning, de anvender eller gennemfører Unionens lovgivning. Med hensyn til charterets egentlige indhold forekommer en fordeling af rettigheder i de tre kategorier ønskeligt. Charteret skal omhandle de borgerrettigheder, der er direkte forbundet med det europæiske borgerskab - som stemmeretten, retten til at indgive andragender, retten til at rette henvendelse til ombudsmanden, menneskerettighederne - det vil sige alle de rettigheder, der er beskyttet af de forskellige internationale organisationer og de nye rettigheder (bioetik, beskyttelse af personlige oplysninger) og de sociale rettigheder, nemlig retten til en minimumsindkomst, strejkeretten, retten til arbejdsløshedsunderstøttelse. Jeg vil afslutte med det faktum, at dette charter skal skabes som et centralt stykke i en proces, der skal ende med, at EU udstyres med en forfatning!
Jeg vil gerne anføre grundene til, at jeg følte, at jeg var nødt til at afholde mig fra at stemme ved den endelige afstemning, selvom jeg i lighed med andre medlemmer går helt og fuldt ind for beskyttelsen af grundlæggende friheder og rettigheder og for, at det bliver muligt at tage hensyn til den fremtidige udvikling i samfundet. Inden for Den Europæiske Union har medlemsstaterne allerede ratificeret og omsat Den Europæiske Menneskerettighedserklæring i national lov, og selvom denne erklæring er næsten 50 år gammel, har den vist sig i stand til at udvikle sig i takt med ændrede forudsætninger, og det har også være muligt at udvikle nye rettigheder. Jeg mener, at det, der nu foreslås med dette charter, efterhånden vil føre til konflikter mellem fortolkningen af rettigheder i henhold til forskellige dokumenter, hvilket kan skabe et juridisk tomrum og ironisk nok indskrænke de rettigheder, der er til rådighed. Vi har behov for mere tid og flere drøftelser af disse politiske konflikter.
På Rådets møde i Köln besluttede man at udarbejde et charter for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder. I charteret skulle man samle og fastslå de rettigheder, der findes i traktaterne, og gøre dem tydeligere og udbrede kendskabet til dem. Vi hilser et sådant charter for grundlæggende rettigheder velkommen. Det kan naturligvis også omfatte rettigheder fra eksisterende internationale konventioner, som medlemsstaterne har underskrevet. Samtidig skal menneskerettigheder betragtes som et internationalt og globalt spørgsmål og ikke blot som et anliggende for EU-borgere. Vi stiller os derimod tvivlende med hensyn til at gøre et sådant charter juridisk bindende, inden det står helt klart, hvad det vil indebære i praksis. Forholdet mellem EF-Domstolen og EF-Domstolen forekommer f.eks. juridisk kompliceret og vil kunne undergrave Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi mener, at der findes en række spørgsmål, som bør afklares, inden man lægger sig fast på en model. Derfor afstår vi fra at stemme ved den endelige afstemning.
Venstres fem medlemmer af Europa-Parlamentet, Bertel Haarder, Anne E. Jensen, Ole Andreasen og Niels Busk, har i dag stemt imod pkt. 14a i betænkningen, da man ønsker at holde charteret ude fra regeringskonferencen.
Denne betænkning bekræfter vores værste frygt med hensyn til visse personers hensigter med dette charter, og derfor har vi stemt imod. Vi stemmer ikke imod selve charteret, men hidtil synes processen at lede frem til en forspildt mulighed for at beskytte Europas borgere mod de europæiske institutioners overvældende magt. Der er et hul, der skal udfyldes, ved at give medlemsstaternes borgere grundlæggende rettigheder med hensyn til regulering og lovgivning på europæisk plan. I denne betænkning ignorerer man dette behov og reducerer dermed charterets potentiale. I forbindelse med at vi har stemt imod, har vi naturligvis forsøgt at forbedre indholdet til gavn for borgerne i Europas nationalstater, der kan blive berørt, og nogle af de ændringsforslag, vi har støttet, har netop dette formål. De konservative MEP'er vil fortsat følge udviklingen med hensyn til det foreslåede charter gennem vores repræsentant i dette organ, Timothy Kirkhope, MEP (Yorkshire), samt i diskussioner med vores kolleger i Europa-Parlamentet, og vi vil være så positive som muligt i denne proces. Vi har imidlertid ikke de store forhåbninger om at ændre hele dette projekt til noget, der kan blive virkeligt positivt med hensyn til at vende flodbølgen af lovgivningsmæssigt bureaukrati og overregulering og indføre en reel beskyttelse af de europæiske borgeres menneskerettigheder.
Diskussionen om charteret for grundlæggende rettigheder afslører en mangel på lovmæssighed og gennemsigtighed i forbindelse med Europas konstruktion. For konkurrencelovgivningen og profitten går forud for menneskerettighederne. Vi går ind for en anden tankegang, der tager udgangspunkt i kravet om, at økonomien underordnes overholdelsen af rettigheder og menneskelige og miljømæssige behov. Udarbejdelsen af charteret bør ske gennem en offentlig debat, der føres af hele befolkningen, herunder ansøgerlandene, ved at sammensætte fagforeninger, foreninger, kvindebevægelser og arbejdsløse i en grundlovgivende proces. På grundlag af de mest avancerede fremskridt skal et sådant charter blande de sociale og demokratiske rettigheder. En radikal nedsættelse af arbejdstiden, som fremmer ansættelser og ikke fleksibilitet, forbud mod fyringer, rekvirering af tomme boliger, lighed og ret til at vælge for kvinder, stemmeret og retten til fri bevægelighed for indvandrere: Det er, hvad der bør fremgå af denne tekst. Et sådant charter ville være en støtte til alle dem, der kæmper mod et Europa, der fyrer lønmodtagere eller udviser illegale indvandrere.
Jeg har undladt at stemme om beslutningen, selvom jeg går ind for at udarbejde et charter for grundlæggende rettigheder, fordi den indeholder krav, som skyder langt over målet og risikerer at føre til et stort roderi med forskellige formuleringer af de samme rettigheder og især at true menneskerettighedernes universalitet. Jeg mener heller ikke, at dette charter skulle indeholde økonomiske og sociale rettigheder, som kan indbringes for domstolene. Sidstnævnte er forbeholdt medlemsstaternes arbejdsret og arbejdsmarkedets parters autonomi. De, som vil læsse for meget på vognen, f.eks. med nye grundlæggende rettigheder inden for informations- og bioteknologi og miljøbeskyttelse, og som ser charteret som en del af en europæisk forfatning, gør den sympatiske idé om et unionscharter, som skal indeholde subjektive grundlæggende rettigheder, som kan indbringes for domstolene, en bjørnetjeneste. Jeg så meget hellere, at Den Europæiske Union og naturligvis alle medlemsstater hurtigt tiltrådte menneskerettighedskonventionen af 1950 frem for en uvægerligt forprogrammeret strid om nye formuleringer af unionsborgernes grundlæggende rettigheder. For at sikre en fælles domspraksis og forhindre forskellige fortolkninger bør det være forbeholdt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg at træffe afgørelser, som jo med kvaliteten af sin domspraksis gennem 40 år har gjort konventionen fra 1950 til et dynamisk instrument, som til fulde tager højde for de sociale, økonomiske og etiske udviklinger i vores samfund. Hvilke uoverensstemmelser eller misforhold forskellige ideologisk farvede opfattelser kan føre til, fremgår af udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder, som f.eks. kræver, at charteret for grundlæggende rettigheder skulle indeholde en bestemmelse om et forbud mod diskriminering af seksuel orientering, men som hævder, at familiens rettigheder som sådan ikke eksisterer. Der er grund til at være forsigtig over for måske velmente, storsindede forslag, hvis vi vil forhindre, at beslutningsprocesser i EU lammes af en mangfoldighed af ankesager, at EF-Domstolen skal mere end fordoble antallet af dommere, og ingen længere vil vide, hvor det nu er, han kan få prøvet sine grundlæggende rettigheder, og hvor længe han skal vente på en dom.
Vi glæder os over det arbejde, der nu er gået i gang vedrørende udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder i EU. Et sådant charter har en meget vigtig symbolværdi og vil styrke unionsborgernes tillid til EU og den europæiske integration. Charteret for grundlæggende rettigheder skal ses som et supplement til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som efter vores mening skal indskrives i traktaten. I charteret bør man koncentrere sig om forholdet mellem borgerne og de europæiske institutioner. Dets primære mål skal være at garantere, at Unionen styres i åbenhed. Charteret skal være juridisk bindende, idet det også indskrives i EU-traktaten. Charteret må ikke blot blive en erklæring uden nogen som helst forpligtelser for EU's institutioner og medlemsstater. Vi ønsker at understrege subsidaritetsprincippet, og at charteret skal være koncentreret om borgernes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, således som disse fremstilles i henhold til medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner. Vi ønsker at fremhæve den sociale dimensions betydning inden for EU's aktiviteter, men mener, at socialpolitik i hovedsagen er et anliggende, som medlemsstaterne selv skal træffe beslutning om.
Charteret for grundlæggende rettigheder er den seneste legemliggørelse af den skæve udvikling, som fællesskabslovgivningen er. Således er der en tydelig fordel i en sådan tekst, hvis man anser den som en mulig indledning til en europæisk forfatning. Men ellers vil den være overflødig i forbindelse med medlemsstater, der medtager de såkaldte rettigheder i deres egen forfatning og egne juridiske traditioner og bekræfter dem ved ratifikationen af internationale tekster som Den Europæiske Konvention eller Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Man kan altid forestille sig løsninger til at forbedre anvendelsen af de eksisterende tekster, men den teknokratiske karakter i konstruktionen af Fællesskabet gennemtvinges endnu en gang ved udarbejdelsen af en supplerende tekst, hvor man vil få svært ved at udgå gentagelser. Det, der bekymrer mig mest, er dog det indhold, som man agter at give disse rettigheder. Således diskuterer vi på dette møde betænkningerne fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender, som præsenterer os for en anarkistisk vision med hensyn til samfundet. Det er ikke så meget spørgsmålet om at forsvare og fremme menneskerettighederne som at gøre rent bord med hensyn til alle de mærkepunkter, som er grundlaget for vores samfund, og erstatte dem med et individualistisk sammensurium "uden hverken Gud eller herre". I denne konstruktion finder man grundlaget for et nyt totalitært system, i hvilket mennesket befinder sig alene over for en fællesskabsadministration, der både er fjern og upersonlig, idet de mellemliggende værdier - og navnlig den væsentligste af dem, nemlig familien - gradvist er blevet ødelagt. Vores samfund vil ikke længere være et fællesskab af skæbner, men en sammensætning af mindretal, der alle har deres rettigheder uden at have fællesskabspligter. Den konklusion, jeg vil uddrage med hensyn til disse tekster, er, at den retfærdige kamp for menneskerettighederne er blevet et ideologisk legetøj for uansvarlige personer og egoister. De forslag, der i dag fremlægges af folk, der udelukkende beskæftiger sig med menneskerettighederne, fordi de har glemt, hvad mennesket først og fremmest er, og hvad der er dets rødder og håb, betyder enden på det fælles bedste og i øvrigt også på selve livets betydning.
De britiske Labour-medlemmer erklærer deres fulde støtte til et charter for grundlæggende rettigheder, der vil synliggøre borgernes rettigheder overalt i EU. Men vi befinder os meget tidligt i processen med fastlæggelse af charteret. Det er derfor for tidligt at sige, hvilke ting der skal være juridisk bindende. Denne afgørelse vil blive truffet på et senere tidspunkt, hvilket også fremgår af punkt 6 i betænkningen. I samme punkt hedder det, at enhver juridisk bindende status skal indeholde en anerkendelse af, at de grundlæggende rettigheder er udelelige ved at lade charteret gælde for alle Den Europæiske Unions institutioner og organer og alle dens politikker. Det er et anerkendelsesværdigt mål, som de britiske Labour-medlemmer vil støtte. Da charterets endelige tekst ikke foreligger, giver vi charteret vores principielle støtte, men afventer den endelige udgave. Det er en kompliceret proces, hvor der er behov for klarhed og præcision i alle faser for at sikre, at slutresultatet bliver et positivt og synligt skridt fremad for befolkningerne i alle EU-lande.
Når vi undlader at stemme om den foreliggende betænkning om charteret for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, sker det primært ud fra den betragtning, at det kan blive indskrevet i en føderalistisk logik, som vi er uenige i, og som kunne være et klart og tydeligt udtryk for, at man udstyrer Den Europæiske Union med en forfatning, som man slår til lyd for i betænkningen, og som nævnte charter kunne være en vigtig del af. Imidlertid har identificeringen af mange af de rettigheder, som man ønsker indskrevet i charteret (og som desuden er indholdt i den portugisiske republiks forfatning), foranlediget os til ikke at stemme imod betænkningen, selvom vi finder, at den bebudede samling af rettigheder så absolut kunne eller burde omfatte det sociale område, hvilket ville kunne ske ved vedtagelsen af de ændringsforslag, som GUE/NGL har fremlagt i så henseende.
Beslutningen om ikke at stemme ja til Duff- og Voggenhuber-betænkningen er ikke et udtryk for en kritik af indholdet i de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt af medlemsstaterne; som man minder om i EU-traktaten; som Domstolen i Luxembourg anvender i mange af sine afgørelser, og som i lang tid har været medtaget i Menneskerettighedskonventionen, som det nye charter tilsyneladende er inspireret af. Disse rettigheder udgør forfatningsgrundlaget i alle EU-landene. De sikrer således den europæiske borger mod eventuelle krænkelser og misbrug i alle medlemsstaterne, og via fortolkningen af retspraksis er de en del af de specifikke situationer i EU-landene. Man kan godt være enig i, at der skal udarbejdes et charter, som er en ren politisk erklæring med et højt moralsk indhold, hvormed Unionen fastslår - hvis ellers der stadig er brug for dette - de grundlæggende rettigheders betydningsfulde, stabile og uforgængelige karakter. På denne måde kunne det nye charter være inspirationen til en filosofi, som medlemsstaterne - eller nogle af dem - kunne implementere i deres systemer. Jeg mener til gengæld, at udvidelsen af et EU-charter for grundlæggende rettigheder, som er bindende for institutionerne, men indirekte også for medlemsstaterne i deres forhold til borgerne, kan skabe forvirring, når det gælder forholdet mellem Unionen og medlemsstaterne, forvise subsidiaritetsprincippet til andenpladsen og skabe et system, hvor de forskellige nationale og europæiske niveauer, som disse grundlæggende rettigheder og beskyttelsen af dem fungerer på, naturligvis ville overlappe hinanden, hvilket ville medføre nogle farlige sammenblandinger med forskellige fortolkninger af ét og samme princip. Denne mulige situation ville, når alt kommer til alt, paradoksalt nok være i modstrid med det princip, som ligger bag EU-charteret for grundlæggende rettigheder, nemlig at man ønsker at beskytte og sikre de europæiske borgere bedre.
Den Europæiske Union hviler på grundlæggende principper om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Når jeg imidlertid finder det betænkeligt at indføre et nyt sæt menneskerettigheder i EU-traktaterne, skal det ses i lyset af det forvirrende signal, der dermed ville udsendes, samt frygten for, at man sætter eksisterende og velfungerende instrumenter på spil. En erklæring ville i mine øjne være mere passende. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention udgør et udmærket instrument til beskyttelse af menneskerettigheder i Europa. Den indebærer en håndhævelse af disse rettigheder på grundlag af domme, afsagt af Menneskerettighedsdomstolen, som har udviklet en stor ekspertise på området samt en omfattende praksis. Den har desuden den fordel, at den ikke kun begrænser sig til EU-området, men opererer i forhold til næsten hele det europæiske kontinent. Samtidig tager EF-Domstolen i sin praksis hensyn til de nationale grundrettigheder i medlemsstaterne. Denne praksis ville kunne blive påvirket, såfremt EU selv skulle få sit eget sæt grund- og menneskerettigheder. Beslutning af Jackson (B5-0227/2000)
Min gruppe stemte for Jackson-beslutningen om strukturfondene på miljøområdet, da vi tror på princippet om at sikre en effektiv gennemførelse af miljølovgivningen - i dette tilfælde direktivet om vildfugle og levesteder. Vi er imidlertid overraskede over, at Parlamentets medlemmer stemte for det oprindelige forslag i punkt 7 om at beskære midlerne til nogle af de fattigste regioner i EU. I sin reaktion på diskussionen sagde kommissæren netop, at hun ikke ville standse godkendelsen af de centrale finansieringsprogrammer. Miljøudvalgets medlemmer kan umuligt være klar over de urimelige forsinkelser, som enhver manglende godkendelse af strukturfondsprogrammerne vil medføre eller den nye budgetprocedure, der ikke blot vil medføre forsinkelser, men også tab af millioner i støtte, for Det Forenede Kongeriges vedkommende til Merseyside, South Yorkshire, the Highlands and Islands, Nordirland, Cornwall og Isle of Wight. Der er tale om vitale, livsnødvendige midler til arbejdspladser og vækst. Jeg glæder mig over, at et flertal i Parlamentet stemte imod beskæringen er ressourcerne. Kommissæren ville under alle omstændigheder ikke have nogen juridisk kompetence til at standse godkendelsen, og derfor er jeg glad for, at den sunde fornuft sejrede til sidst ved afstemningen.
Miljøbeskyttelse i Fællesskabet har ingen lobby, selv ikke hos fællesskabsorganerne, ser det ud til. På anden måde kan det ikke forklares, hvorfor Kommissionen i går gav efter og pludselig har en ny fortolkning af strukturfondsforordningen. Efter at Kommissionen sidste år virkelig mandede sig op og langt om længe indkrævede meldingerne fra FFH-områderne for det fælles vedtagne projekt "Natura 2000", som skulle have været indleveret for flere år siden, har den nu spændt ben for sig selv ved at acceptere, at meldingerne kan indleveres senere. Det var ikke nødvendigt, for i forordningen var der fuld dækning for Kommissionens krav om, at FFH-listerne skulle indleveres senest samtidig med planerne, og den giver i og for sig ikke Kommissionen noget spillerum her. Strukturfondsforordningen, som blev vedtaget enstemmigt sidste år af alle medlemsstaterne, siger helt klart, at den forudgående evaluering er en forudsætning for de programmer og planlægningsdokumenter, som medlemsstaterne forelægger for Kommissionen til godkendelse. Strukturfondsforordningen siger også, at denne forudgående evaluering omfatter en vurdering af miljøsituationen, især af de områder, som muligvis kan blive påvirket af en strukturfondsintervention. Dermed har Kommissionen pligt til at være opmærksom på, at den bliver oplyst om potentielle områder for europæisk naturbeskyttelse i papirerne, før den godkender planerne. Det giver ingen mening at indlevere FFH-listen, efter at planerne er godkendt - hverken indholdsmæssigt, fordi fredningsområderne bliver formindsket og tilpasset til planlagte investeringer (og det ikke, som fastlagt i forordningen, er fredningsområderne, som udgør rammen), eller juridisk, fordi der så naturligvis sker netop det, som Kommissionen ville forhindre, nemlig at planlægningskonflikter trækker lange stridigheder efter sig. Det er en illusion, når Kommissionen tror, at den via artikel 39 kan indhente det, som den undlod at kræve i forbindelse med den forudgående evaluering. Hvordan kan en sådan Kommission være troværdig for de europæiske borgere, hvis den ikke er i stand til at sætte sine egne krav igennem? Kommissionen har ved at give efter mistet sin tillid hos mange, som opfatter bæredygtig udvikling som den næste generations chance.
De franske parlamentsmedlemmer fra Gruppen Union for Nationernes Europa er meget optagede af bevarelsen af vores naturarv generelt og af de følsomme områder i særdeleshed. Vi deler bekymringen om at bevare et miljø, som vi har pligt til at overlade intakt til vores børn. Der er tale om en nødvendig og prisværdig ambition. Dog har Kommissionen, der er tro mod sin natur og sine vaner, ikke kunnet lade være med at benytte sig af lejligheden til at overlæsse medlemsstaterne og deres borgere med nye direktiver og små pedantiske regler, der ofte er utilpassede i forhold til den lokale virkelighed. En sådan overbydning medfører kun, at man lidt efter lidt lammer de økonomiske aktører og forhindrer det frie initiativ. Det var f.eks. tilfældet i forbindelse med CTE, der ville omdanne vores landmænd til miljøfunktionærer, som ikke skulle lønnes gennem afkastet af deres arbejde, men af den støtte, der gives som godtgørelse til gengæld for at underkaste sig Bruxelles' Gosplan. Fremover vil vi kategorisk afvise at sammenknytte, som fru Jackson foreslår det, strukturfondenes bidrag og medlemsstaternes gennemførelse af fællesskabslovgivningen inden for miljøområdet. Dette er en meget farlig blanding, der kan bane vejen for en udbredt praksis af finansiel afpresning, der er endnu mere uacceptabel i betragtning af, at strukturfondenes penge frem for alt fortsat er - og det skal man huske på - frugten af medlemsstaternes bidrag til Fællesskabets budget. Betænkning af Malmström (A5-0060/2000)
Hr. formand, jeg vil i hvert fald gerne takke Parlamentet for dets støtte til hjælp til Mongoliet. Jeg håber, at det bevirker, at Kommissionen indtager en meget mere aktiv holdning, for det har jeg savnet indtil nu. Det kan ikke være rigtigt, at Kommissionen om et land, som ganske vist ikke har råstoffer, som med hensyn til menneskerettigheder i denne region klarer sig relativt godt, og som er lille og også meget landbrugsorienteret, kan sige, at det ikke gør fra eller til. Det er ikke rampelyset, men derfor er nøden stadigvæk stor. Parlamentet har erkendt og støttet det, og jeg anmoder Kommissionen om at tage det signal meget alvorligt og sørge for hjælp.
Selvom jeg deler visse konkrete bekymringer i betænkningen, bl.a. om kvinders rettigheder, og selvom jeg stemmer for visse ændringsforslag, der går i retning af fremskridt, kan vi ikke stå inde for EU's påstande om at gøre respekten for og fremme af menneskerettigheder og grundlæggende friheder til grundlag for dens udenrigspolitik. Inden for Den Europæiske Union overtrædes en af de grundlæggende menneskerettigheder, nemlig retten til at kunne leve ordentligt af sit arbejde for næsten 20 millioner kvinder og mænd. En større eller mindre del af illegale indvandrere, dem, man omtaler som papirløse, er udelukket fra enhver lovlig eksistens. Og med hensyn til udenrigsanliggender støtter, bevæbner og finansierer flere stater - nogle af de mest magtfulde - i Den Europæiske Union infame diktaturer i bl.a. deres gamle koloniimperier. Og hvad er der at sige om denne demonstration af respekt for menneskerettighederne, som gav udslag i en ugelang bombning af Kosovo og Serbien? Under disse betingelser undlader vi at stemme om denne betænkning.
I denne debat om menneskerettighederne analyserer den pågældende betænkning de instrumenter, Den Europæiske Union har til rådighed med henblik på at fremme disse rettigheder i verden og deres konkrete gennemførelse fra 1. juni 1998 til 30. juni 1999. Som De ved, er Unionens internationale aktion til fremme og beskyttelse af menneskerettighederne baseret på flere instrumenter, hvad enten det drejer sig om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik eller om udviklingssamarbejdet. Med iværksættelsen af Amsterdam-traktaten er Unionens synlighed på den internationale arena blevet styrket gennem udnævnelsen af den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Javier Solana. Amsterdam-traktaten har gjort respekten for menneskerettighederne til et af de store mål i udenrigspolitikken og i Den Europæiske Unions sikkerhedspolitik. Den Europæiske Union råder over flere instrumenter på dette område. Således findes der fælles strategier (et nyt instrument, der er skabt siden Amsterdam-traktaten, som sigter mod at styrke den samlede samhørighed i Unionens aktioner på internationalt plan), de fælles holdninger (som fastslår Unionens indfaldsvinkel på et bestemt emne) og de fælles aktioner (der vedrører visse særlige situationer og medfører øjeblikkelige reaktioner med hensyn til humanitær bistand). Der eksisterer ligeledes specifikke og horisontale aktioner med hensyn til en bestemt politik. Det er bl.a. tilfældet for kampen mod dødsstraf. Endelig gør den såkaldte menneskerettighedsklausul, der siden 90'erne har været medtaget i størstedelen af samarbejdsaftalerne og udviklingsaftalerne med tredjelande, det muligt for Unionen af opretholde presset med hensyn til respekten for menneskerettigheder over for de lande, den har forbindelser med. Denne klausul ændrer ikke det grundlæggende i aftalerne, men gør det muligt på alle fronter at gentage de fælles værdier og principper som forudgående betingelse for enhver form for samarbejde af økonomisk eller af anden art. Ordføreren vurderer imidlertid, at den nuværende europæiske menneskerettighedspolitik er opdelt og skal erstattes med en fælles sammenhængende strategi, som er kendetegnet ved et bedre interinstitutionelt samarbejde. Jeg er naturligvis enig i denne konstatering. Jeg mener, at det ville være muligt at skabe mere sammenhæng og således mere effektivitet gennem initiativer som nedsættelsen af en rådgivende gruppe, der omfatter repræsentanter fra Unionens institutioner, medlemsstater og menneskerettighedseksperter, en gruppe, der har til opgave at debattere strategiske aspekter med hensyn til aktiviteterne på dette område. I samme forbindelse er Unionens egen udarbejdelse af indikatorer med henblik på at overvåge respekten for menneskerettigheder, udnævnelsen af en særlig udsending fra Europa-Parlamentet for samvittighedsfanger samt oprettelsen på Internettet af en hjemmeside om menneskerettigheder nogle af de forslag, der fortjener at blive godkendt. Betænkningen understreger ligeledes det faktum, at den systematiske elimination af diskriminationen af kvinder skal være en prioritet i EU's strategi. Jeg giver min ubetingede støtte til et sådant krav!
Labour-medlemmerne i Europa-Parlamentet stemte imod ændringsforslag 7, da vi ikke mener, at en henvisning til det formodede Echelon-net er relevant i denne betænkning. Påstandene om eksistensen af et sådant Echelon-net er baseret på rygter og indicier. Endvidere er det demokratiske tilsyn med nationale efterretningstjenester under alle omstændigheder i første række en opgave for de nationale parlamenter. Det Forenede Kongerige har et af verdens mest effektive systemer til demokratisk tilsyn, både politisk og juridisk, med sine efterretningstjenester. Det politiske tilsyn udøves af et udvalg i Underhuset, der har fuld adgang til dokumentation. Desuden er efterretningsoperationer udført af tredjelande, herunder USA, der sker i samarbejde med britiske efterretningstjenester i Det Forende Kongerige, underlagt samme demokratiske tilsyn.
De britiske konservative går i spidsen, når det drejer sig om at forbedre menneskerettighederne i mange dele af verden. Selvom vi kan støtte store dele af Malmström-betænkningen, er der desværre væsentlige aspekter i betænkningen, som vi finder uacceptable. Vi deler f.eks. ikke entusiasmen for et EU-charter for grundlæggende rettigheder. Vi er skeptiske over for kravene om betydelige forhøjelser af udgifterne og af den bureaukratiske aktivitet samt af EF-finansierede ngo'ers rolle. Vi er bekymrede over, at man stimulerer forskellene mellem mindretallene, mens der kun i begrænset omfang lægges vægt på integration. Vi er bekymrede over, at begrebet menneskerettigheder udvides til at omfatte f.eks. vold i hjemmet, som i bund og grund er en sag, der bør behandles ved hjælp af andre juridiske instrumenter. Vi er imod indførelsen af generelle nye kategorier med hensyn til asylret, som kan give anledning til misbrug. Mange af os støtter ikke princippet om afskaffelse af dødsstraf. Og vi er skeptiske over for forslag om indførelse af yderligere adfærdskodekser for erhvervslivet. Selvom vi værdsætter EU's rolle som garant for menneskerettighederne, mener vi, at regulering og lovgivning på menneskerettighedsområdet, som for så mange andre aspekter af forholdet mellem borger og stat, er et anliggende for de nationale regeringer, og vi bifalder ikke en udvidelse af EU's indgriben på dette område. Af disse grunde har de britiske konservative stemt imod Malmström-betænkningen. Betænkning af Haarder (A5-0050/2000)
Hr. formand, jeg ville have stemt for Haarder-betænkningen på trods af visse afsnit og indlæg - bl.a. fra talerstolen - hvoraf det fremgår, at der ikke skal være rettigheder for familien, og at det ville være diskriminerende eller endda en racistisk handling at tildele familien særlige rettigheder. Tilhængerne af denne teori burde blive enige med sig selv. Hvis der ikke findes rettigheder for familien - som Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder besluttede mod min vilje - findes der heller ikke rettigheder for de andre hetero- eller homoseksuelle forhold, og kapitlet "Livsstil og samlivsformer" hører ikke hjemme i denne betænkning. Jeg har selv været så heldig at vokse op i en helt normal familie, der bestod af en mor og en far, der ikke var skilt, og jeg mener fortsat, at en lykkelig og forenet familie er en af grundstenene for vores samfund. Denne model fortjener stadig at blive anerkendt og nyde godt af en privilegeret status, der ikke falder i god jord hos nogle, men resultatet af afstemningen om ændringsforslagene faldt ud på en sådan måde, at jeg i sidste ende virkelig ikke kunne stemme for denne betænkning, navnlig fordi punkt 18 blev vedtaget.
Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig kollega Lulling. Jeg vil gerne sige, at kollega Haarder har gjort sig forbilledlige anstrengelser for at nå frem til en konsensus. Derfor er hans betænkning blevet meget bedre end alle tidligere betænkninger. Jeg har alligevel sammen med den største del af min gruppe stemt imod denne betænkning, fordi der i 52-56 alligevel er medtaget kontroversielle samfundspolitiske krav, som ganske vist støttes af venstre side af Parlamentet, men som ikke har noget med menneskerettigheder at gøre. Den tyske grundlov stiller ægteskabet og familien under forfatningens særlige beskyttelse, og det har ikke noget med en overtrædelse af menneskerettighederne at gøre. Det er tværtimod en menneskerettighedsgaranti. Ægteskab og familie er menneskerettighedernes basis, ligesom retten til livet. Derfor tror jeg, man skulle have udeladt disse punkter i menneskerettighedsbetænkningen. Så ville denne menneskerettighedsbetænkning have opnået enstemmighed her i Parlamentet, fordi kollega Haarders arbejde var forbilledligt bortset fra dette.
Hr. formand, jeg konstaterer med nogen forundring, at jeg nu kommer til til sidst, selvom jeg som den første skriftligt bad om ordet. For det andet vil jeg også gerne bemærke, at min gruppe i det store og hele støtter betænkningen af Haarder og udtrykkeligt understreger, at der har været et fremragende samarbejde med ordføreren. Vi er endelig kommet så langt, at der foreligger en betænkning, som virkelig tager fat på dette tema, den angivne periode og også med rettigheder, som kan indbringes for domstolene. Derfor vores principielle støtte. Men vi har stemt imod, fordi to punkter her er blevet vedtaget af Parlamentets flertal, nemlig 53 og 54, som omhandler emnet familie og den uforholdsmæssigt store støtte eller særlige støtte til alle alternative former for partnerskaber. Vi i Det Europæiske Folkeparti betragter familien som en værdi i sig selv, som samfundets grundsten, om De vil, som samfundets hjerte, og vi accepterer ikke, hvis alternative livsformer skal have særlig støtte og dermed sættes over familien, som vi betragter som kernen i vores samfund. Men efter at det blev tilfældet med disse punkter og flertalsbeslutningen i Parlamentet om 53 og 54, at der altså netop sker en særlig støtte til alternative samlivsformer, og disse former dermed sættes over familien, anser vi det ikke for muligt at stemme for den samlede betænkning.
Hr. formand, jeg ville kun som supplement til kollega Pirker sige, at jeg har stemt for 42 i Haarder-betænkningen, selvom den indeholder en fejl, fordi Østrig nævnes i forbindelse med den frie bevægelighed. Østrigs regering har på grundlag af en beslutning i regeringens hovedudvalg vedtaget i henhold til § 2 i lov af 3. april 1919 at erklære hovedudvalgets enighed med forbundsregeringens beslutning af 26. marts 1996 og betragte Felix Habsburg-Lothringens og Karl Ludwig Habsburg-Lothringens afståelseserklæringer som tilstrækkelige, således at der ikke er noget til hinder for udstedelse af pas, som også har gyldighed for indrejse i Østrig. Jeg kan derfor sige her, at såvel Felix Habsburg-Lothringen som Karl Ludwig Habsburg-Lothringen har et gyldigt rejsepas uden begrænsninger. Ingen af dem har underskrevet de afståelseserklæringer, som forlanges af forfatningsmyndighederne, fordi de distancerer sig fra familien Habsburg, men har anført en formulering i deres pasansøgning, som lyder som følger: "For at undgå misforståelser skal det i denne sammenhæng bemærkes, at jeg, ansøgeren, ikke har stillet eller stiller spørgsmålstegn ved Østrigs republikanske statsform eller på noget tidspunkt har overvejet at fremkomme med nogen form for magtkrav". Opfordringen til Østrig om at gøre noget for den frie bevægelighed savner derfor ethvert grundlag.
Europa-Parlamentet har med vedtagelsen af Haarder-betænkningen netop begået en af disse pludselige vendinger, som det har for vane. I betænkningen kræves der bl.a. lige rettigheder for homoseksuelle par og traditionelle familier og en nedsættelse af den seksuelle lavalder i forbindelse med homoseksuelle forbindelser. Jeg vil blot minde om, at ifølge Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (artikel 16) er familien det naturlige og grundlæggende element for samfundet og skal beskyttes af samfundet og staten. Familien er i samme artikel defineret som ægteskab mellem mand og kvinde. I den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder gentages samme holdning, idet der i artikel 10 står, at der skal ydes så stor beskyttelse og bistand som muligt til familien, der er et naturligt og grundlæggende samfundselement. Når den traditionelle familie har ret til denne anseelse, er det, fordi den sikrer en tjeneste, man ikke kan prissætte, nemlig generationernes fornyelse, samfundets bevarelse, børneopdragelsen og videreførelsen af værdier. Denne tjeneste retfærdiggør, at familien nyder godt af særlige fordele, der er forbeholdt den alene. Ved ikke at være klar over denne naturlov viser Haarder-betænkningen, at de europæiske mekanismer på dette punkt - som på mange andre - ikke alene går imod nationerne, men også mod selve samfundet.
Vi støtter de generelle henstillinger i betænkningen til medlemsstaterne om at leve op til de internationale konventioner om menneskerettigheder. Ligeledes deler vi de i betænkningen nævnte bekymringer vedrørende situationen i visse lande med hensyn til rettighederne for asylansøgere, mindretal, kvinder, børn o.a. Vi er derimod modstandere af, at den årlige betænkning om menneskerettigheder bliver brugt til at fremme yderligere integration i EU. Vi støtter ikke de institutionelle nyskabelser, der bliver foreslået i betænkningen, herunder at EU skal fastlægge en fælles retlig ramme og en fælles flygtninge- og asylpolitik. Vi mener, at menneskerettighedsproblemerne skal bekæmpes på lokalt plan og gennem de internationale menneskerettighedsinstitutioner og -fora, der allerede eksisterer og er oprettet til dette formål, f.eks. FN og Europarådet. Vi støtter heller ikke, at EU udarbejder et nyt EU-charter for grundlæggende rettigheder med juridisk bindende kraft, idet vi er af den opfattelse, at et sådant charter vil skabe konflikter i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Et EU-charter for grundlæggende rettigheder vil ikke i sig selv bidrage til en forbedring af den menneskelige situation, hverken på europæisk eller internationalt niveau. Vi har imidlertid valgt at stemme for betænkningen på trods af ovenstående, idet vi mener, at det er ekstremt vigtigt at kæmpe for, at menneskerettighederne bliver forbedret i Europa.
Jeg vil rose det arbejde, der blev udført af Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik i forbindelse med den årlige betænkning om menneskerettigheder for den del, der angår EU. Jeg minder om, at denne betænkning erstatter det traditionelle memorandum om Unionens aktiviteter på dette område, som indtil nu hvert år har henvendt sig til Europa-Parlamentet for at informere os om Unionens aktioner med hensyn til menneskerettighederne i verden gennem det forløbne år. Dokumentet sigter mod at fremme forståelsen for Unionens motivationer samt de institutionelle strukturer og instrumenter, som den råder over for at iværksætte en aktiv politik i overensstemmelse med menneskerettighederne. Mere specifikt oplyses i betænkningen, at der er skabt nye bestemmelser i medfør af Amsterdam-traktaten inden for menneskerettighedsområdet med henblik på at styrke Unionens aktionsgrundlag, navnlig inden for FUSP. Vi må udnytte disse nye muligheder. Traktaten har således gjort respekten for menneskerettighederne, som er garanteret med Rådets konvention om bevarelse af de grundlæggende menneskerettigheder, til et princip. Unionen baserer således sin aktion på demokratiske principper, respekten for de grundlæggende menneskerettigheder og grundlæggende friheder. I forbindelse med udvidelsen har Den Europæiske Union klart bebudet, at alle ansøgerlande som grundlæggende kriterium for tiltrædelsen bør overholde demokratiet, lovgivningen, menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder. Europa-Parlamentet er en vigtig aktør i udarbejdelsen og konkretiseringen af Den Europæiske Unions politik med hensyn til menneskerettigheder. Vores kompetencer er lidt efter lidt blevet udbredt indtil det punkt, hvor Europa-Parlamentet er blevet et diskussionsforum om menneskerettighederne - et anerkendt forum, som vores forhandling i dag viser det! Den betænkning, vi diskuterer, minder os om, at selvom EU foregiver at eksportere sin model til tredjelande, er situationen inden for EU ikke problemfri. Således er 11 medlemslande ud af 15 nævnt i Anmesty Internationals beretning for 1999, hvori de beskyldes for større eller mindre overtrædelser af menneskerettighederne. Ordføreren kommer foruden kritikken med konkrete forslag, som jeg støtter, f.eks. at udvide stemmeretten og valgbarheden i forbindelse med lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet til også at omfatte personer uden statsborgerskab, der har opholdt sig i et medlemsland i mere end fem år. Der findes andre forslag om forbedringen af asylretten, der forekommer mig vældig interessante, og som skal konkretiseres hurtigt. Med hensyn til situationen i ansøgerlandene skal der stadig ske store fremskridt, navnlig hvad angår mindretallenes rettigheder. Europa-Parlamentet skal således fortsat være årvågent.
Vedrørende udtalelsen i ændringsforslag 32 af Rack, Schleicher, Cederschiöld og Méndez de Vigo for PPE-DE-gruppen til Duff- og Voggenhuber-betænkningen om et EU-charter for grundlæggende rettigheder stiller vores gruppe sig under de nuværende omstændigheder tvivlende over for, hvorvidt det stadig er nødvendigt for Unionen at blive kontraherende part i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er et spørgsmål, som kræver en nøjere analyse. Overlapning og konflikter mellem De Europæiske Fællesskabers Domstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bør under alle omstændigheder undgås.
Jeg mener, at dette er en god betænkning, som fortjener støtte. Der er imidlertid problemer med bestemmelserne i punkt 52, 53, 54 og 56. Jeg stemte for disse punkter, fordi jeg er enig i ordførerens målsætninger. Jeg ønsker imidlertid at sikre, at man ikke misforstår baggrunden for min stemmeafgivelse. Med hensyn til punkt 52 støtter jeg retten til individuel samvittighed. Når dette princip er slået fast, vil jeg også gerne gøre det helt klart, at dette på ingen måde betyder, at jeg personligt går ind for abort. Med hensyn til punkt 53, 54 og 56 er jeg modstander af diskriminering på grund af seksuel orientering. Jeg ønsker dog at tage visse forbehold. For det første går jeg ikke ind for homoseksuelle pars ret til adoption. For det andet støtter jeg ikke en sænkning af lavalderen til under 18 år. Med disse forklaringer til protokollen stemmer jeg med glæde for Haarder-betænkningen.
Alt taget i betragtning er dette en fremragende betænkning med undtagelse af punkt 52 til 56. Denne del af betænkningen er dårligt formuleret og tvetydig. Der er tale om anliggender, der klart ligger inden for de enkelte medlemsstaters kompetence, og det bør fortsat være sådan.
Jeg vil gerne lykønske Haarder for kvaliteten af betænkningen om overholdelsen af menneskerettigheder i EU. Jeg er tilhænger af tekstens generelle filosofi, som sigter mod at styrke den europæiske politik med hensyn til politiske og borgerlige rettigheder, men også med hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for Den Europæiske Unions borgere. Jeg ønsker ikke desto mindre at henlede mine kollegers opmærksomhed på to elementer i betænkningen, som efter min mening er problematiske, nemlig punkt 19 i betænkningen om beskyttelse af de nationale mindretal samt punkt 20, der anbefaler en ratificering af den europæiske pagt om regionale sprog og mindretalssprog, og som giver anledning til alvorlige overvejelser. Selvfølgelig forstår vi godt tankegangen bag ordførerens bemærkning om beskyttelse af de nationale mindretal. Den er et kraftigt signal til visse ansøgerlande - og navnlig de østeuropæiske - hvor ikke alle borgere har opnået grundlæggende rettigheder. Europa-Parlamentet fordømmer overtrædelserne af de grundlæggende friheder overalt i Europa, og Haarder-betænkningen minder kraftigt om dette. Vi beklager dog, at der hentydes til de nationale mindretals rettigheder, for betydningen af dette udtryk er mere begrænset end betydningen af et mere universelt udtryk som menneskerettigheder. Desuden forsvarer vi idéen om en udelelig europæisk politik, hvor tilhørsforholdene ikke er skjulte, men "distancerede". Republikken vil ikke kunne anerkende specifikke mindretal eller fællesskaber, da der i dens øjne kun eksisterer selvstændige, frie borgere med lige rettigheder. Vores overbevisning fører os ligeledes til at komme med stærke indsigelser mod punkt 20 i betænkningen, som omtaler pagten om regionale sprog og mindretalssprog. Alle er frie til at praktisere et eller flere sprog efter eget valg ud over republikkens sprog, og alle har ret til at modtage undervisning i dette sprog i skolen. Men der er tale om et valg og ikke om en pligt. Charteret er for uklart i denne forbindelse, hvilket kan bevirke fremkomsten af regionale samfund, der således ikke blot truer republikkens enhed, men på sigt også Den Europæiske Unions samhørighed. Ikke desto mindre stemmer jeg for hr. Haarders betænkning på grund af tekstens kvalitet og den filosofi, der ligger til grund herfor.
Vi har naturligvis intet imod, at der i Europa-Parlamentet forelægges en betænkning om menneskerettigheder, men da alle Den Europæiske Unions medlemsstater er kontraherende parter i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og alle borgere derfor (om end indirekte) kan indbringe sager om overtrædelser af disse menneskerettigheder for en domstol til endelig afgørelse, er vi bekymrede over, at man i betænkningen går langt videre end de væsentlige principper, der er fastlagt af FN og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er ikke Parlamentets primære funktion at udarbejde omfattende og kontroversielle tilføjelser til den eksisterende lovgivning og supplerende muligheder for genoprejsning ud fra en antagelse om, at disse automatisk vil være acceptable, blot fordi de er blevet foreslået. Vi ønsker alle, at menneskerettighederne prioriteres højt hos nationale og europæiske lovgivere. Det bliver de også i de fleste tilfælde. Vi har hverken brug for denne betænkning til at minde os om dem eller til at forsøge at skubbe dagsordenen over på områder, der efter al sandsynlighed vil være meget kontroversielle, og som vil føre til det stik modsatte af en forbedring af de allerede fastlagte menneskerettigheder.
Endnu en gang fremtræder EU's hykleri tydeligt, både hvad angår tilstanden af og respekten for menneskerettighederne inden for Unionens egne grænser, og hvad angår dens internationale politik inden for disse spørgsmål. Vi er især bekymrede over forslagene om den forstærkede afgørelse med hensyn til disse spørgsmål under udøvelsen af EU's udenrigspolitik. Naturligvis ikke så meget fordi vi undervurderer deres betydning og behovet for at fremme og sikre dem, men fordi erfaringen viser, at de anvendes selektivt. EU lukker sine øjne for tilstande af grov overtrædelse af menneskerettighederne og prioriterer sine egne imperialistiske interesser. Et grelt eksempel er EU's holdning over for det tyrkiske styre. Andre steder anvendes det følsomme emne, menneskerettighederne, som påskud for interventioner, sågar militære, til at gennemtvinge specifikke politikker og retningslinjer. Den nylige og fortsatte invasion i Kosovo under påskud af, at mindretallenes rettigheder bliver overtrådt, og de krav, som fremsættes mod Jugoslaviens lovformelige regering, er et karakteristisk eksempel på, at interventionen bliver udnævnt til at være et generelt princip om international ret på bekostning af princippet om nationalt herredømme og suverænitet. Selve den politik, som EU og medlemsstaterne fører internt, fører til en virkelig nedprioritering af en række menneskerettigheder og til, at de bliver forvandlet til et indholdsløst skrift. Resultaterne af denne politik kommer allerede til udtryk i opvæksten af yderliggående fascistiske kræfter og racistiske opfattelser, og det ikke kun i Østrig. Således fremgår det ikke af rapporten om bekæmpelse af racisme, at man har draget de nødvendige konklusioner. Vi anklager derfor EU's forsøg på at anvende dem som påskud til at styrke sin folkefjendske og antidemokratiske karakter, til at gennemføre nye interventioner mod befolkningen. Vi opfordrer befolkningen til at være årvågen og ikke tillade, at dens rettigheder bliver trådt over ende af de selvbestaltede "frelsere", men gennem sin kamp skal den kræve løsninger, som sikrer, at dens rettigheder fremmes og blomstrer. Af alle disse grunde afholder de tre parlamentsmedlemmer fra Det Græske Kommunistparti (KKE) sig fra at stemme.
Jeg vil gerne drage en parallel mellem fru Ludfords og hr. Haarders betænkning og hr. Duffs og Voggenhubers betænkning. Det er foreslået, at man deltager i udarbejdelsen af et charter for de grundlæggende rettigheder. Og hvorfor ikke? Ikke desto mindre kan vi ikke se, hvad denne ekstra tekst vil bibringe kampen for menneskerettighederne - andet end en yderligere juridisk forvirring. Og hvad skal man synes om, at Europa-Parlamentet lader som om, at det kæmper for disse rettigheder? Ved læsningen af Ludfords og Haarders betænkning aner man en begyndelse: Projektet om et anarkistisk samfund, der er grundlagt på rettigheder uden pligter og på frihed uden ansvar. Man kan ikke lovgive om frihed. Dette er den europæiske konstruktion tilsyneladende ikke bevidst om: Den vil ikke alene skabe folks lykke ud af intet, idet den ser bort fra deres forskelle og deres forhåbninger, men i øvrigt oprette et samfund uden holdepunkter, uden forskel mellem det, man kan gøre, og det, man ikke kan gøre, et samfund, der er tilhænger af hedonisme eller dødskultur. Mennesket må ikke opfatte sig selv som en uafhængig del af omgivelserne og udelukkende bekymre sig om det, der er vigtigt i øjeblikket. Det er sandt, at det har rettigheder, hvoraf den vigtigste paradoksalt nok er den, der forkastes oftest, nemlig retten til livet, som man skal forsvare og fremme, men det virker, som om De har glemt, at mennesket har brug for, at der bliver etableret objektive grænser, der er nødvendige for ethvert liv i samfundet. Mennesket har ikke kun brug for, at man giver det midler til at leve for, men også - og især - grunde til at leve for. Et supplerende charter, uanset om det er europæisk eller ej, vil uden tvivl ikke leve op til dette.
Vi har støttet Haarder-betænkningen, men har følgende bemærkninger til punkt 19 og 20 i forslaget til beslutning. Punkt 19 vedrører anmodningen til Belgien om at underskrive pagten for nationale mindretal. Det er ikke sådan, at Flandern nægter, at Belgien skal ratificere denne pagt for nationale mindretal, men det skal konditioneres ved at fastsætte, at det ikke finder anvendelse på den belgiske konstitutionelle kontekst. I den belgiske føderation er delstater ligeværdige i henhold til grundloven. Ingen udgør et egentligt mindretal. Da pagten ikke indeholder en klar definition af nationale mindretal, mener Flandern ikke, at den finder anvendelse på området omkring Bruxelles. For Flandern betyder "nationale mindretal" i en sådan kontekst kun et mindretal, som i århundreder har boet i et bestemt område, mens de fransktalende kun har boet der i tre årtier og nægter at integrere, hvilket normalt forventes (sammenlign den flamske flytning til Vallonien og dens perfekt integrerede efterkommere). Desuden råder de fransktalende i området omkring Bruxelles med deres sprogfaciliteter over en beskyttelse, som virkelige mindretal kan skyde en hvid pind efter. De, der via dette charter forsøger at ændre situationen i området omkring Bruxelles, reviderer implicit balancen i den belgiske grundlov og gør det endnu en gang klart, at europæisk mangel på viden om vores føderale system fører til den konklusion, at det er bedre at være særskilte medlemsstater som Flandern og Vallonien end den føderale medlemsstat Belgien. Fransktalende belgiske medlemmer af Parlamentet vil højst sandsynligt misbruge denne afstemning til interne belgiske politiske spil. Det vil vi ikke have noget med at gøre, og det distancerer vi os klart fra. Vi beklager desuden, at der i punkt 5 i Ludford-betænkningen om racisme og xenofobi anvendes en lignende tekst. Ud fra det samme perspektiv mener Flandern, at pagten om mindretallenes sprog, jf. punkt 20 i Haarder-betænkningen, ikke vedrører situationen med hensyn til det franske sprog i området omkring Bruxelles, men f.eks. dialekten i Limburg (anerkendt i Nederlandene ved anvendelse af denne pagt) eller Arelertysk i Luxembourg.
Bortset fra de godkendte eller forkastede ændringsforslag og de ophævede eller ændrede punkter er vi virkeligt forargede over, at der i en årlig betænkning fra Europa-Parlamentet om et så vanskeligt og presserende emne som beskyttelsen af menneskerettighederne er nogle punkter, hvor man foreslår, at man kun skal ty til fængsling af personer, der misbruger børn, som en sidste mulighed, og over, at man anmoder medlemsstaterne om at sænke lavalderen for homoseksuelle forhold. Vi skal bekæmpe pornografi, den stadig mere udbredte pædofili, handel med mænd og kvinder samt sexturisme, der altid går ud over børnene. Vi skal bekæmpe diskrimination og vold, også psykisk vold, når det gælder arbejde, information, politik og familien, der igen er blevet midtpunkt for debatten på et tidspunkt, hvor børn er ved at blive et redskab, der skal opfylde det egoistiske ønske hos dem, der har mistet alle andre værdier, og som med et "teknologisk" moderskab eller faderskab forsøger at tilfredsstille deres eget ego og deres besiddelsestrang. Vi forkaster med beklagelse et forslag til beslutning, der ødelægger sine positive punkter med de vildfarelser, vi har nævnt, og det er med bekymring, at vi udsender denne advarsel: Den vej, som De er slået ind på, vil ødelægge Den Europæiske Union og fjerne den fra den almindelige holdning hos det altovervejende flertal af befolkningen.
Jeg vil gerne forklare grundene til min forkastelse af den årlige betænkning om respekten for menneskerettighederne i Den Europæiske Union. To af bestemmelserne i teksten er henvendt til et antal lande - bl.a. Frankrig - for at få dem til hurtigt at ratificere den europæiske rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal og den europæiske pagt om regionale sprog og mindretalssprog. Først og fremmest vil jeg gerne udrydde en misforståelse, der skæmmer debatten om regionale sprog. Der er ikke tale om at forbyde nogen at tale, undervise i eller promovere regionale sprog eller mindretalssprog. Således går jeg ind for enhver foranstaltning, der fremmer bevarelsen og videreførelsen af disse sprog, der er en del af nationernes kulturelle arv, for så vidt som undervisningen heri eller anvendelsen heraf fortsat forbliver en personlig sag. Jeg har udtalt mig imod denne betænkning, fordi Haarder-betænkningen gennem ratificeringen af den omtalte rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal og den europæiske pagt om regionale sprog og mindretalssprog agter at fremme en opfattelse af den europæiske konstruktion, som hviler på en fællesskabsvision, som jeg ikke kan tilslutte mig. I denne opfattelse råder individet over særlige rettigheder på grund af sit tilhørsforhold til et bestemt område eller til en etnisk eller religiøs gruppe, idet dette fællesskab udgør det uomgængelige mellemled mellem individet og den ret, han kræver. Men selvom anerkendelsen af et sådant fællesskab ved første øjekast kan forekomme som en beskyttelsesfaktor til fordel for integrationen af minoriteterne, udgør den tværtimod i virkeligheden en magtfuld faktor til adskillelse og social tilbagegang (man bør tænke på de unge tyrkiske eller nordafrikanske piger, der er udelukket fra de frigørende fordele ved sammensmeltningen i skolen, og som er underkastet en arkaisk kvindestatus). Og selvom anerkendelsen af en særlig status for samfundene tilsyneladende beskytter de svageste og mindst begunstigede, udgør den tværtimod en social adskillelse, hvoraf den triumferende liberalisme skummer fløden. Og selvom det i øvrigt er sandt, at udvidelsen af Den Europæiske Union tvinger os til at overveje visse nationale mindretals særlige skæbne, udgør fællesskaberne intet fremtidsperspektiv i forbindelse med truede eller undertrykte befolkninger. Tværtimod har nyere historie vist, i hvor høj grad et overdrevet tilhørsforhold til et fællesskab kan blive den gnist, der får de etniske stridigheder til at blusse op, og som fører til forfærdelige borgerkrige. Frem for denne opfattelse foretrækker jeg den universalistiske vision om et republikansk Europa, hvor hvert individ fuldt ud kæmper aktivt for sine rettigheder og friheder. Jeg foretrækker et Europa, der giver en chance for integration til alle dem, der tilslutter sig de fælles værdier, hvad enten de har et tilhørsforhold til en religion eller ej, om de taler deres forfædres sprog, eller om de har valgt at sætte sig ud over deres rødder. Dette Europa garanterer en førende rolle for et princip, der mangler i Haarders betænkning, nemlig princippet om verdslighed, der indeholder og sammenfatter alle andre friheder: retten til et privatliv, tros- og religionsfriheden, ytringsfriheden og foreningsfriheden. Republikken Europa skal fortsat opbygges: Lad os ønske, at det charter for grundlæggende rettigheder, der i øjeblikket er under udarbejdelse, vil være første del af og hjørnestenen i dette Europa. Ovennævnte grunde har fået mig til at undlade at stemme om denne betænkning om bekæmpelse af racisme og fremmedhad i Den Europæiske Union.
Det er ikke foreneligt med subsidaritetsprincippet, at Europa-Parlamentets 626 medlemmer skal fastlægge, hvilket familiesyn og hvilken familielovgivning de 15 medlemsstater og de 12 ansøgerlandes nationale parlamentet skal komme frem til. I højtidelige tal og vendinger understreger man, som formandslandet Portugals premierminister gjorde det i Parlamentet i denne uge, gang på gang rigdommen i Europas forskellige kulturer, traditioner, sprog og nationale identiteter. Når man derefter går ind for, at spørgsmål om familiens, dermed også indirekte om børns, retlige stilling skal ensrettes i hele Europa, hvilket sker i dette beslutningsforslags punkt 53 og 54, er der tale om en grundlæggende krænkelse af den nationale lovgivningsret og af EU's eget subsidiaritetsprincip, således som dette er formuleret i Maastricht- og Amsterdam-trakaterne. Som svenske kristelige demokrater vil vi naturligvis fortsætte vores arbejde i den svenske Rigsdag til fordel for familiens grundlæggende stilling og for ægteskabet mellem mand og kvinde med henblik på at gøre vores lands lovgivning mere familie- og børnevenlig og ud fra en aktiv vilje til at støtte stabile og langvarige forældrerelationer til gavn for børns behov for tryghed, omsorg og videregivelse af normer.
Den årlige betænkning om respekten for menneskerettigheder i Den Europæiske Union er normalt en anledning til en politisk korrekt og temmelig bedrøvelig overbydning. Tilhængerne af en anarkistisk ideologi undlader aldrig at gribe lejligheden til at udarbejde en række krav, der er mere eller mindre groteske og omkranset af gode hensigter. Måske skal det bare være således. Her i det nye år undslipper vi desværre heller ikke denne mærkværdige tradition. Idet man strækker sig over stemmeret til udenlandske statsborgere ved lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet, harmoniseringen af asylretsproceduren inden for Den Europæiske Union og at give "par af det samme køn de samme rettigheder som traditionelle par og familier", mangler der intet, heller ikke Bruxelles' evige vilje til at tilrane sig nye beføjelser. Som medlem af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder vil jeg nøjes med at fremhæve dels ligheden mellem mænd og kvinder og dels familien. Selvom den fortsatte diskrimination mellem mænd og kvinder, f.eks. i lønningerne, er utilstedelig, er det at sætte mænd og kvinder op mod hinanden, som de feministiske bevægelser ofte gør, sterilt og farligt for det sociale grundlag. Derfor forkaster vi kategorisk enhver kvotepolitik og positiv særbehandling, der er det foretrukne emne i den politisk korrekte tale. En sådan politik ville, som vi havde lejlighed til at udtrykke det i Bruxelles den 1. marts, således markere en dyb ringeagt over for kvinder: Kvinderne skal ikke have adgang til politiske og administrative poster gennem et mekanisk kvotesystem, men gennem anerkendelsen af deres gerninger og kompetencer. Kvinden har en speciel rolle i samfundet, nemlig den vigtige familierolle gennem skabelsen af nye uundværlige generationer, der er uundværlige for samfundet, en opdragelsesrolle med hensyn til de unge generationer, en økonomisk rolle som mor i familien, men også inden for familievirksomheder (landbrug, handel, SMV). Denne rolle er alt for længe blevet nedprioriteret, selvom den er altafgørende. Man må på den ene side give en stabil status til selvstændiges ægtefæller, der deltager i dagligdagen i familievirksomheden, og på den anden side anerkende den økonomiske og sociale rolle, familiemoderen spiller. Man må give kvinden mulighed for at forene et familieliv med arbejdslivet og give hende alle muligheder for at træffe sine egne valg: Hvor mange kvinder giver ikke efter for økonomiske vanskeligheder og opgiver at få det tredje barn, de ønsker? Hvor mange er ikke forpligtet til at ofre mere tid på deres arbejdsliv, end de ønsker? En sådan politik ville kræve, at man giver familien dens rette plads. Men i betænkningen rettes et farligt angreb mod familien. Der kræves samme rettigheder for par af samme køn og traditionelle par og familier, og man glemmer den væsentlige rolle, familien spiller for sammenhængen i samfundet. Men vi må ikke fordømme. Alle fører det privatliv, de foretrækker, der er ikke tale om at løfte dyner. Ikke desto mindre har de homoseksuelle relationer som sådan ingen nytte for samfundet, de er ufrugtbare og kan kun tilføre samfundet sterilitet, og samfundet kan således ikke anerkende dem eller tilkende dem rettigheder. Samfundet bør ignorere dem. Familien er derimod det grundlæggende fundament, der sikrer samfundet stabilitet. Den skal tilbyde så stabile rammer som muligt for en fornyelse af generationerne og deres opdragelse og dermed bidrage til menneskehedens overlevelse. Der er endda nogle, der ved kraftig anvendelse af de europæiske beslutninger og under pres fra interessegrupperne, planlægger at give homoseksuelle par ret til at adoptere et barn. Forestil Dem, hvilken psykisk skade et barn, der har haft to fædre og ingen mor eller to mødre og ingen far, kan tage. Et barn har i sin udvikling brug for en far og en mor, det har brug for et stabilt familieliv. Over for denne tilintetgørende kultur er det vores pligt at fremme den livsbekræftende kultur. Vi tillægger menneskets værdighed stor betydning, og hermed mener vi alle mennesker - uden diskrimination - fra undfangelsen til døden. Dette kræver, at vi bryder med den materialistiske og individualistiske opfattelse af mennesket og indser, at der i hvert væsen er en hellig del, der er grundlaget for dets værdighed. Dette er betingelsen for, at vi effektivt kan forbyde menneskekloning eller diskrimination, der udøves på grund af genetiske arveanlæg, en diskrimination, som f.eks. børn med Downs syndrom - i den bedste menings navn - alt for ofte er ofre for. Dette er prisen for at bryde med det uacceptable hykleri, der tillader os at sludre fredeligt om menneskerettighederne, mens vi lukker øjnene for et økonomisk og kommercielt system, der i frihandlens navn fremmer udnyttelsen af børn i adskillige lande i den tredje verden. Således vil vi kunne slippe ud af en mindretalspolitik, der er et levn fra en individualistisk tankegang, der truer den sociale fred, en minoritetsideologi, der er et nyt udtryk for klassekamp, som overser den menneskelige families fasttømrede fællesskab og udarbejder overfladiske delinger, der er baseret på race, seksuelle vaner, alder, etnisk tilhørsforhold, og som for hver af disse kræver specielle rettigheder. Mennesket er hverken et CPR-nummer eller en bonde i det sociale og økonomiske skakspil, som man kan manipulere med efter forgodtbefindende og smide væk efter brug. Mennesket er mere værd end det. Ethvert menneske er en hellig historie.
Parlamentsmedlemmerne fra SP-gruppen Anne Van Lancker og Kathleen Van Brempt stemte hverken-eller ved afstemningen om punkt 19 og 20 i forslaget til beslutning om efterlevelse af menneskerettighederne i EU, hvor Belgien anmodes om at underskrive Den Europæiske Rammeaftale om beskyttelse af nationale mindretal af 1995 og Den Europæiske Pagt om dialekter og mindretallenes sprog af 1998. "Vi underskriver fuldt ud de internationale aftaler om beskyttelse af mindretal og mindretallenes sprog. Vi kan imidlertid ikke tolerere, at sådanne internationale aftaler misbruges i Belgien af bestemte grupper til at revidere sproglovgivningen, som sikrer et fredeligt forhold mellem de tre sprogsamfund."
Stemmeforklaringerne er afsluttet. (Mødet udsat kl. 14.11 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0246/2000 af González Álvarez m.fl. for GUE/NGL-gruppen; B5-0253/2000 af Sánchez García m.fl. for ELDR-gruppen; B5-0262/2000 af Carnero González m.fl. for PSE-gruppen; B5-0272/2000 af Schröder m.fl. for Verts/ALE-gruppen; B5-0278/2000 af Salafranca Sánchez Neyra m.fl. for PPE-DE-gruppen om Vestsahara.
Hr. formand, vi har i mange år her i Parlamentet anmodet om, for det første at FN's resolutioner opfyldes, for det andet at Den Europæiske Union, det vil sige Kommissionen og Rådet, inddrages mere i løsningen af det vestsahariske problem, og for det tredje at selvom vi vil stemme for denne beslutning - som efter min mening er en god beslutning med bred opbakning, hvor der igen anmodes om det, der er indlysende - ville jeg måske have formuleret visse ting anderledes. Her tænker jeg på bekræftelsen af, at begge parter, Marokko og Vestsahara, skal sætte alt ind på at finde en løsning på konflikten. Vi mener, at Marokko skal anmodes kraftigere om at sætte al sin politiske vilje ind på at løse konflikten, for vestsaharanerne har givet utallige beviser på, at de ønsker at løse den én gang for alle. De har frigivet fanger, og de har accepteret det, som FN har sagt om de mulige stemmeberettigede, og det betyder, at det er Marokkos regering, der har lagt hindringer i vejen for løsning af konflikten. Den sidste hindring, som har udsat denne afstemning på ubestemt tid, er 76.000 klager til FN indgivet af mulige stemmeberettigede ved folkeafstemningen om Vestsahara. Hvis der fortsat bliver lagt hindringer i vejen, bliver vi muligvis ansvarlige for, at der opstår en alvorligere konflikt. Der er mennesker, som bliver forargede over, at den vestsahariske befolkning igen siger, at den kan gribe til våben igen, hvis der ikke er anden udvej. Jeg bliver ikke forarget. Jeg forstår det godt, for det er en løsning, som ingen naturligvis ønsker, men det er den, vi tvinger dem til at gribe til. Hr. formand, Den Europæiske Union - og dermed naturligvis Parlamentet - skal bestræbe sig på at undgå en ny konflikt i et område, der allerede i sig selv er temmelig konfliktfyldt. Lad os ikke håbe, at Vestsahara bliver et nyt Østtimor, hr. formand.
Hr. formand, mine damer og herrer, der er omstændigheder, der gør spørgsmålet om Vestsahara yderst aktuelt, og som er relevante i eftermiddag. Den første er FN's Sikkerhedsråds resolution af 29. februar, som indeholder en beslutning om at forlænge MINURSO's mandat til udgangen af maj i år. For det andet den kritiske fødevaresituation, som de vestsahariske flygtninge i ørkenlejrene befinder sig i. Det er nødvendigt at nævne de alvorlige begivenheder, der på det seneste har fundet sted i de besatte områder af Vestsahara, hvor demonstrationerne for afstemning er blevet bekæmpet af de marokkanske myndigheder. Det er også værd at nævne Maghreb-delegationens besøg i Marokko i næste uge, og den marokkanske konges indstilling til, at Europa-Parlamentet for første gang besøger Vestsahara. Den ustabile situation, der kan opstå i denne del af det afrikanske kontinent, kan få indflydelse på nogle af Fællesskabets regioner i den yderste periferi, hvilket er tilfældet for min region, De Kanariske Øer, og mange borgere ønsker en fredelig løsning på konflikten i Vestsahara og ønsker, at den vestsahariske befolkning kan afholde en fri, gennemsigtig og demokratisk folkeafstemning. Og endelig er et af målene med Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og forsvarspolitik opretholdelse af fred og styrkelse af den internationale sikkerhed. Og i den forbindelse ville det være hensigtsmæssigt, om den højtstående repræsentant for FUSP, hr. Solana, spillede en mere aktiv rolle for at opnå de nødvendige garantier for den vestsahariske befolkning gennem aktiv tilstedeværelse og direkte deltagelse i faserne i forbindelse med fredsprocessen og folkeafstemningen. Derfor støtter vi forslaget til beslutning.
Hr. formand, det er først og fremmest nødvendigt her at give udtryk for vores bekymring for den vestsahariske befolkning, en befolkning, der i mange år har levet under forhold, som i mange tilfælde har været præget af eksil og lidelser. Og for at løse denne befolknings problem er det nødvendigt med en overholdelse af de allerede fastsatte tidsfrister for afholdelse af folkeafstemningen, som er blevet udsat den ene gang efter den anden. Der kan altså ske endnu en udsættelse, som kunne føre til en alvorlig forværring af problemet. Stabiliteten, sikkerheden og freden i Maghrebområdet afhænger af denne folkeafstemning. Men for at denne folkeafstemning kan tjene til at opfylde disse mål, er det nødvendigt at overvåge, at det forberedende arbejde udføres ordentligt, og især at processen med identifikation af de stemmeberettigede foregår korrekt, hvilket endnu ikke er tilfældet, og det er nødvendigt at insistere på, at de kriterier, der gælder for denne identifikation, opfyldes til punkt og prikke. Og i denne proces - som er vigtig ikke bare for området, men også for hele Europa og især for visse lande - er det nødvendigt, at Den Europæiske Union fuldt ud påtager sig sin rolle som mægler. En rolle, der bl.a. skal udfyldes ved at støtte FN's beslutninger og overvåge, at processen gennemføres med fuld gennemsigtighed og maksimale garantier og med fuldstændig troværdighed og respekt for demokratiet.
Hr. formand, efter selvbestemmelsesprocessen i Østtimor er den i Vestsahara den sidste, der er tilbage i verden. En selvbestemmelsesproces, som desuden foregår i en situation, der bliver vanskeligere dag for dag, hvilket nyhederne i løbet af den sidste uges tid om den undertrykkelse, der finder sted i de besatte områder af Vestsahara, vidner om. Stabiliteten, freden og også den økonomiske integration og udviklingen i hele Maghreb afhænger af, om denne selvbestemmelsesproces får et positivt udfald. Jeg drister mig endog til at sige, at den overgang til fuldt demokrati, som synes at være iværksat i Kongeriget Marokko, også afhænger af det. Efter vores mening skal kulminationen af selvbestemmelsesprocessen i Vestsahara ske ved gennemførelse af fredsplanen fra FN og også fra Organisationen for Afrikansk Enhed. Og kernen i den fredsplan er netop afholdelse af en retfærdig og fri folkeafstemning om selvbestemmelse, hvor de stemmeberettigede kan give udtryk for deres holdning uden at være udsat for nogen form for pression. Til trods for FN's bestræbelser, til trods for MINURSO, til trods for de fremskridt, der er gjort i forbindelse med identifikation af de stemmeberettigede, udsættes folkeafstemningen nærmest i det uendelige. Det er rigtigt, at forsinkelsen af afstemningen hovedsageligt kan tilskrives den ene af parterne, som ikke kan acceptere de betingelser, hvorpå den skal finde sted. For at den afstemning kan blive gennemført, således at Vestsaharas selvbestemmelse kan blive en realitet meget snart, er det nødvendigt, at vi anvender de instrumenter, som vi har til rådighed: først og fremmest Houston-aftalerne og dernæst James Bakers foranstaltninger. Og det er påkrævet, at der er en direkte dialog mellem parterne. Kongeriget Marokko og Frente Polisario bør genoptage den direkte dialog, som fandt sted i slutningen af 80'erne, og som også mundede ud i Houston-aftalerne. Det skal være af største vigtighed for Den Europæiske Union at samarbejde for at sikre, at denne proces ikke standser, at denne proces lykkes. Og hidtil har Unionen desværre ikke handlet på den mest hensigtsmæssige måde. Der har været mange erklæringer, men der er blevet gjort meget lidt i praksis. Det vigtigste ved den beslutning, som vi vedtager her i dag, er Europa-Parlamentets opfordring til, at Rådet vedtager en fælles aktion, sådan som det fremgår af Traktaten om Den Europæiske Union, for Vestsahara. Og det betyder erklæringer, instrumenter, at anvende alle de instrumenter, vi har til rådighed, for at sikre at denne selvbestemmelsesproces lykkes, ved at hjælpe hr. Baker, støtte FN, anmode parterne om at respektere betingelserne i de internationale resolutioner og også ved at iværksætte det nødvendige humanitære hjælpearbejde. På den måde bidrager vi til at nå et prioriteret mål: fred i Maghreb. Selvbestemmelsen i Vestsahara er en betingelse for den.
Hr. formand, på min gruppes vegne vil jeg gerne meddele Europa-Parlamentet, men især Kommissionen og Rådet, vores store bekymring over den aktuelle situation i Vestsahara. Den gentagne udsættelse af folkeafstemningen om Vestsaharas fremtid er uacceptabel. I de besatte områder hersker der undtagelsestilstand. Mindst 56 mennesker er blevet anholdt, deraf 27 kvinder, fordi de havde engageret sig for deres ret til selvbestemmelse. Vi appellerer til Marokkos regering om at indstille repressionen, ophæve undtagelsestilstanden og tillade ytringsfrihed. Vi opfordrer Rådet til at vedtage fælles initiativer, som gør det muligt omgående og korrekt at gennemføre fredsplanen. Det hidtidige engagement hos den personlige udsending for FN's generalsekretær, hr. James Baker, bør udnyttes til et fortsat formidlingsarbejde for at få gennemført FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1292/2000. Vi opfordrer indtrængende Europa-Kommissionen til straks at sørge for at sikre fødevareforsyningen til menneskene i flygtningelejrene. Forsyningssituationen er blevet dramatisk forværret. Alle forråd af basisfødevarer er opbrugt. Ifølge oplysninger fra forskellige ngo'er har fødevarerne været rationeret siden december. Den bilaterale hjælp er igen trukket tilbage fra flere staters side. Verdensfødevareprogrammet forlader sig på EU, hvilket betyder, at ECHO nu må yde 80% af den fødevarehjælp, som oprindeligt var tænkt som komplementær. Rådet og Kommissionen må derfor omgående lægge pres på FN for at få forbedret fødevaresituationen. Kommissionen må oprette en økonomiske sikkerhedsfond for de næste tre måneder. Er det korrekt, at der i øjeblikket ikke ydes fødevarehjælp på grund af personaleproblemer hos ECHO, og fordi der mangler en ny samlet plan? Det, der bliver bevilget i dag, bliver tidligst gennemført i august. Så længe kan menneskene imidlertid ikke undvære forsyninger, medmindre det er meningen, at de skal sulte ihjel. For et år siden havde vi en lignende dramatisk situation i Østtimor. Der fandt en folkeafstemning sted. Der fulgte undtagelsestilstand. Først da reagerede den internationale hjælp, men en præventiv konfliktforebyggelse udeblev. Derfor opfordrer vi Kommissionen og Rådet til at handle nu, før det er for sent!
Hr. formand, først vil jeg erklære mig enig i det meste, der er blevet sagt, navnlig af min kollega González Álvarez. Jeg vil også benytte lejligheden til at rette en opfordring til Rådet. Så vidt jeg har forstået, har Portugal under sit formandskab ingen planer om at tage initiativer på dette område. Jeg vil derfor opfordre Frankrig til at gøre det under deres kommende formandskab, og sidst, men ikke mindst vil jeg opfordre mit eget land Sverige til under deres formandskab, hvis der ikke er sket noget inden da, at indføre foranstaltninger med henblik på en fredelig løsning på denne konflikt efter alle disse år. Jeg er især glad for, at kommissær Nielson er til stede her i dag. Jeg håber, at vi forholdsvis hurtigt kan mødes og diskutere det, som tyske hjælpeorganisationer fortalte her i Europa-Parlamentet forleden dag, nemlig at flygtningene i lejrene kommer til at sulte, og at børnedødeligheden og dødeligheden i forbindelse med svangerskab allerede er steget til forfærdelige højder inden for de seneste måneder. ECHO har påtaget sig det store ansvar med løbende at levere forsyninger til flygtningene, og når denne organisation svigter, står de frivillige organisationer rundt omkring magtesløse. De har brugt deres bistand, og der savnes en velfungerende koordinering. Jeg opfordrer virkelig kommissær Nielson til at handle hurtigt. Jeg opfordrer ligeledes Budgetudvalgets formand og medlemmer til at behandle dette spørgsmål snarest muligt. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at sidde i 25 år ude midt i sandklitterne, at blive snydt ved folkeafstemninger år efter år og derudover senere sulte ihjel.
Hr. formand, spørgsmålet om Vestsahara er desværre et gammelt spørgsmål. Det er en af de få rester fra kolonitiden, der stadig er tilbage i år 2000, og det er et spørgsmål, hvor Marokko ikke overholder FN-resolutionerne. Man har efterhånden skullet afholde en folkeafstemning i flere år, en folkeafstemning, som er blevet afholdt i andre lande, f.eks. Østtimor, Letland og andre steder, hvor folkene har krævet at kunne udøve deres ret til selvstyre. Europa-Parlamentet har altid været tilhænger af, at Vestsaharas folk kunne udtrykke sig frit, ikke af deres uafhængighed. Det kan de dog stadig ikke i dag, hvilket skyldes forskellige påskud. I mellemtiden er Vestsaharas folk efterhånden blevet meget dårligt stillet, og selv folkets fysiske overlevelse er nu truet. På trods heraf fortsætter man med at have gode forbindelser til Marokko, og man fortsætter med at indgå handelsaftaler på forskellige områder, lige fra fiskeri til citrusfrugter, mens man overhovedet ikke tager hensyn til overtrædelsen af menneskerettighederne og folkenes ret til selvstyre. Jeg anmoder derfor om, at man gør alt, hvad der er muligt for at stadfæste Vestsaharas folks ret til selvstyre, eventuelt også ved at ændre og sætte tempoet ned i forbindelserne til Marokko, der i øvrigt allerede har brugt alt for mange penge på at kæmpe mod dette princip.
Hr. formand, fredsprocessen i Vestsahara, der er indledt og ledet af FN's generalsekretariat, er på rette vej. Identificeringen af vælgerne blev gennemført takket være den effektive FN-mission MINURSO. Men den marokkanske regering har på kunstig vis mangedoblet klagerne over de stemmende med det klare formål at forhindre afholdelsen af folkeafstemningen om selvstændighed. Den stillede sig i øvrigt ikke tilfreds med disse forhalingsmanøvrer. Den har i de seneste uger iværksat en voldelig undertrykkelse af befolkningen i Vestsahara, der har givet sig udtryk i arrestationer, forsvindinger og indførelsen af en egentlig belejringstilstand i de besatte områder. Min gruppe gentager i beslutningsforslaget det vestsahariske folks ret til selvbestemmelse og anmoder Marokko om at stoppe enhver form for undertrykkelse og gennemføre Houston-aftalerne, som det har underskrevet. FN skal sætte alt i værk for, at folkeafstemningen kan afholdes inden udgangen af 2000. Jeg opfordrer Rådet og medlemsstaternes regeringer - og især Frankrig og Spanien - til at stoppe al overbærenhed over for de marokkanske myndigheder og engagere sig mere aktivt i en fuldendelse af fredsplanen indtil afholdelsen af folkeafstemningen, der er en demokratisk og hensigtsmæssig metode til at nå til en fredelig og bæredygtig løsning på konflikten i Vestsahara.
Kommissionen følger nøje udviklingen med gennemførelsen af Sikkerhedsrådets plan til bilæggelse af konflikten i Vestsahara. Som Den Europæiske Unions medlemsstater støtter den helhjertet de bestræbelser, som FN's generalsekretær og hans personlige udsending James Baker udfolder for at finde en retfærdig, rimelig og varig løsning for Vestsahara. Kommissionen er klar over, at afholdelsen af folkeafstemningen i øjeblikket påvirkes af problemer med færdiggørelsen af valglisterne, og håber, at James Bakers besøg i regionen vil føre til det ønskede gennembrud. Med hensyn til humanitær bistand har Kommissionen i perioden 1993 til 1999 kanaliseret mere end 61 millioner euro gennem ngo-partnerne for at skaffe mad, medicin og sanitær bistand til Sahrawi-flygtningene i Tindouf-regionen, og selvom forholdene med hensyn til levering af humanitær bistand i dette tilfælde er ret vanskelige, vil det ikke afholde os fra at fortsætte vores støtte.
Mange tak, hr. kommissær Nielson. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0244/2000 af Miranda m.fl. for GUE/NGL-gruppen; B5-0251/2000 af Queiró og Ribeiro i Castro for UEN-gruppen; B5-0254/2000 af van den Bos for ELDR-gruppen; B5-0263/2000 af Carrilho m.fl. for PSE-gruppen; B5-0276/2000 af Rod m.fl. for Verts/ALE-gruppen; B5-0279/2000 af Maij-Weggen m.fl. for PPE-DE-gruppen om uvejret i Mozambique.
Hr. formand, jeg kender til den dramatiske situation, som man gennemlever i Mozambique, hvorfor det haster meget med at yde den nødvendige hjælp, så regeringen kan klare de mest presserende behov for befolkningen og kan genopbygge de enorme områder, hvor ødelæggelsen har været næsten total. Det er således afgørende nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne går beslutsomt ind i alle støtteaktionerne, inklusive finansiel bistand til materialer og udstyr, til teknisk bistand til minerydning af de områder af landet, hvor dette problem stadig findes, til støtte til gennemførelse af en international konference til rejsning af den størst mulige nødhjælp og til rejsning af de nødvendige økonomiske midler til genoprettelse af den mozambiquiske økonomi, som er blevet så hårdt ramt af oversvømmelserne. Og det er ligeledes vigtigt, at alle landene eftergiver Mozambique al gæld for at fremme genoprettelsen. Vi anmoder derfor om den størst mulige indsats fra alles side i aktiv solidaritet med Mozambique, inklusive Parlamentet, hvorfor vi finder, at det er vigtigt, at der udsendes en delegation, så medlemmerne kan få et mere indgående kendskab til situationen med henblik på at få genopbygget landet.
Hr. formand, kære kolleger, vi husker endnu og har stadig printet på nethinden de tragiske billeder, som nåede os fra Mozambique i forlængelse af en sjældent forekommende række af ekstremt hårde naturbegivenheder, og vi kan også stadig huske, hvor langsomt der blev reageret på en katastrofe af dette omfang. Vi finder, at den beslutning, som vi skal stemme om i dag, er en forlængelse af den uopsættelige debat, som fandt sted på plenarmødet i Bruxelles. Vi identificerer os med alle de punkter, der nævnes her: Behovet for stadig at rejse midler til redning af og hjælp til de mennesker, der har måttet flygte, for at lave en opgørelse over de samlede virkninger af krisen og behovet for at koordinere og forene indsatsen for at afhjælpe de forudsigelige sundhedsmæssige følger, for at erstatte landbrugsafgrøderne og genopbygge landet. Men vi bør ikke være alene om at bære byrden for denne forsinkelse. Det er også nødvendigt, at vi spørger os selv om, hvad andre lande fra andre kontinenter har gjort. Hvad har Indien eller Pakistan, som har betydelige immigrantsamfund i Mozambique, gjort? Hvad har de andre afrikanske lande, som ligger tættest på, gjort? Angola har f.eks. et stærkt militær, som kunne have ydet et værdifuldt bidrag, eller Zimbabwe, som ligger ved siden af, eller Nigeria, som har et operationelt flyvevåben. Man skal også stille dette spørgsmål i lyset af det umiddelbart forestående topmøde mellem Den Europæiske Union og Afrika, så vi kan kommunikere bedre i vores fælles bekymring for solidariteten. Jeg vil også gerne sige, at vi har forståelse for spørgsmålet om eftergivelse af udlandsgælden, men vi er mere enige med den tekst, som fremgår af den fælles beslutning. Jeg vil gerne sige, at jeg som kristdemokrat har forståelse for disse appeller, som den katolske kirke er kommet med i dette jubelår, om at den tredje verdens udlandsgæld bliver genstand for en konkret behandling. Men for mange afrikanske landes vedkommende er vi nødt til at skelne mellem forholdene. Der er tilfælde, hvor den formue, der er blevet oparbejdet af disse landes ledere, ville kunne betale gælden til udlandet, hvorfor der her er nogle ømtålelige spørgsmål, der skal afvejes. Vi ved, at det ikke forholder sig sådan i Mozambique på grund af landets fattigdom. Men vi finder, at den beslutning, der fremgår af forslaget til fælles beslutning, er korrekt, og jeg må sige, at vi er enige i den holdning, som den portugisiske regering har taget om øjeblikkelig eftergivelse af halvdelen af Mozambiques udlandsgæld.
Hr. formand, medierne har givet et forkert billede af katastrofen i Mozambique. Mens verden så på fortvivlede mennesker på tage og i træer, var hjælpen allerede kommet i gang, uden for billedet. De gribende billeder har i hvert fald haft en stærk mobiliserende virkning på den offentlige mening og har skabt et bæredygtigt grundlag for hjælpen. Men den negative side er, at katastrofer, som ikke når nyhederne, faktisk ikke eksisterer. Derfor er det meget vigtigt, at den internationale hjælp ikke lader sig lede af medierne, men kun af det, som menneskerne i nød har brug for. Ifølge de involverede organisationer er hjælpen ikke desto mindre kommet i gang forholdsvist hurtigt. Det kan være korrekt, men det gælder ikke for de primære redningsaktioner. Det var Kommissionen ikke ansvarlig for, men regeringerne. Fly, helikoptere og medicin skal hele tiden være disponible og kunne anvendes øjeblikkeligt. Jeg mener bogstaveligt talt øjeblikkeligt. Ventetiden må kun være afhængig af afstanden og ikke bureaukratiet. I den forbindelse er et langt bedre samarbejde mellem hjælpeorganisationerne og hæren nødvendigt. Det er godt, at kommissær Nielson hurtigt rejste til Mozambique. Hvilke erfaringer har han fået, og hvad mener han om kritikken af regeringerne? Og kritikken af koordinationen? Beløbet på 25 millioner til hjælp er i øjeblikket tilstrækkeligt, men skal senere forhøjes. Mozambique er nu kommet ind i en vanskelig fase. Det skal undgås, at der udbryder sygdomme, minerne, som ligger rundt omkring, skal ryddes op, og genopbygningen af boligerne skal påbegyndes. For store dele af befolkningen i Mozambique begynder elendigheden først nu, hvor medierne er væk. Parlamentet, Rådet og Kommissionen skal derfor selv holde øje med ofrene.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi spørger os alle igen, hvordan det var muligt? Det er en kendsgerning, at den internationale mobilisering kom sent i gang og til at begynde med var utilstrækkelig med undtagelse af den øjeblikkelige hjælp fra nabolandene, det vil sige Sydafrika, og først i begyndelsen af marts begyndte der at strømme en betydelig international bistand til. En første konstatering viser, at der ikke findes de nødvendige internationale organisationsstrukturer til at klare sådanne katastrofer, for der findes tekniske midler, og der er inden for militæret og sikkerhedsstyrkerne i de enkelte lande styrker, som er uddannet til eftersøgnings- og redningsoperationer. Opgørelsen af katastrofen er endnu ikke helt færdig. Man ved, at næsten to millioner mennesker er berørt, man ved, at mangelen på drikkevand for øjeblikket er tragisk, man ved, at mange af minerne, som man regner med, at der er ca. halvanden million af i landet, er blevet slæbt med vandet ud på marker og veje, som allerede var blevet ryddet for miner. Det drejer sig nu om at genopbygge et land, som blev pint af en kolonikrig ført af en regering, som i Portugal også undertrykte det portugisiske folk indtil befrielsen den 25. april 1974. Et land, Mozambique, som indtil for et par år siden blev sønderrevet af en blodig borgerkrig, men som er kommet i gang med en økonomisk, social og politisk udvikling, som har vundet international anerkendelse. Det drejer sig i første omgang om at trøste og give det mozambiquiske folk modet tilbage. Det er nødvendigt at fordøje chokket og få gang i landets økonomi igen. På nuværende tidspunkt er det på sin plads at hilse den igangværende internationale mobilisering velkommen, og Mozambiques præsident har allerede selv takket for betydningen af denne bistand. Hvad angår Den Europæiske Union, bør den påtage sig en hovedrolle. På den ene side har Parisklubben mulighed for at bidrage effektivt materielt set, og den har faktisk netop lige besluttet at suspendere betalingen af afdrag og renter på gælden, indtil man når frem til en global aftale om en total eftergivelse af gælden. Efter vores mening bør landene i Den Europæiske Union handle hurtigt i denne sag. På den anden side kan Den Europæiske Union i samarbejde med de lokale myndigheder og andre lande og organisationer, nærmere bestemt FN, gøre en seriøs organisatorisk indsats for at støtte opbygningen af Mozambique. Vi vil arbejde for dette, vi vil ihærdigt støtte den internationale konference om genopbygningen af Mozambique, som vil blive organiseret af Canada. Vi vil bestræbe os på, at det internationale samfund kan udstyre sig med de nødvendige midler til hurtigt at kunne klare alvorlige humanitære katastrofesituationer. Vi vil i Europa-Parlamentet være opmærksomme på, om Den Europæiske Union opfylder sin rolle.
Hr. formand, vi ved alle, at følgerne af de tragiske oversvømmelser og af katastrofen i Mozambique ville have været mindre, hvis de mest udviklede lande, og i særdeleshed dem i Den Europæiske Union, som har et særligt ansvar over for en tidligere portugisisk koloni, havde reageret med det samme og havde sendt de nødvendige ressourcer, især helikoptere, til at redde befolkningen. I flere dage forsøgte blot syv helikoptere at få den nødvendige hjælp bragt ud til disse mennesker. Den Europæiske Union må aldrig mere optræde på denne måde. Nu bør den for at afhjælpe situationen så meget som muligt yde Mozambique al den hjælp, der er nødvendig for at bekæmpe sygdomme, for at skaffe befolkningen mad og genopbygge landet materielt og om nødvendigt overskride de restriktioner og antieuropæiske begrænsninger, der er fastsat i de egoistiske budgetaftaler i Agenda 2000. Især bør medlemsstaterne eftergive Mozambique dets gæld til dem.
Hr. formand, de nylige oversvømmelser i Mozambique, fulgt af stormen, har forårsaget en enorm katastrofe i et land, som netop var i gang med at komme sig over fortidens politiske vold. Det drejer sig endvidere om et af de fattigste lande i verden. Det er en skam, at hjælpen kom forholdsvist sent i gang, det vil sige, det var det indtryk, man fik udad til. Billederne af mennesker på tage og i træer, som blev sendt verden over, har naturligvis været årsag til spørgsmål til det internationale samfund og ngo'er om, hvor hurtigt de handlinger kommer i gang, som er nødvendige for at klare den værste nød. Verden har desuden kunnet se, hvordan sydafrikanske helikoptere hurtigt var til stede og kunne redde flere tusinde mennesker, hvilket er prisværdigt. I mellemtiden har vi hørt fra kommissær Nielson, at der er gjort meget mere, end der er offentliggjort. Vi værdsætter, at han rejste til Mozambique for at undersøge situationen og for at se, hvad EU kan gøre. Jeg mener, at det program, der er udarbejdet sammen med regeringen i Mozambique, er et godt program. Også fordi det skal udføres i faser. Først nødhjælpen, så boligerne og infrastrukturen og derefter strukturel hjælp til de ramte områder. Der er også stillet betydelige midler til disposition. Jeg har forstået, at det internationale samfund har lagt ca. 100 millioner på bordet, og at EU indgår med mere end en proportionel andel. Desuden hørte jeg i morges, at gælden i mellemtiden er blevet udsat, men at man vil undersøge, hvordan man skal fortsætte. Det ville naturligvis være godt, hvis hele gælden kunne udsættes, for så kan regeringen i Mozambique bruge pengene til genopbygningen. Hr. formand, der er stadigvæk noget, som giver mig en ubehagelig fornemmelse, nemlig at de transmitterede billeder åbenbart ikke svarede til virkeligheden. Hr. van den Bos pegede også herpå. Det indebærer, at Kommissionen bør overveje, om der i forlængelse af den interventionshær, som hr. Solana er i gang med at oprette, også kan oprettes en europæisk interventionsstyrke til humanitær hjælp, som arbejder hurtigt, og som kan informere medierne hurtigt om det arbejde, der udføres. Billederne var dårlige, katastrofen var meget sørgelig, men EU stod ikke, som det er blevet antydet, med hænderne i lommerne. Der er bestemt gjort en indsats. Det skal også frem.
Hr. formand, det er sjældent, at Europa-Parlamentet har rettet en del af sin opmærksomhed mod naturkatastrofer under så dramatiske omstændigheder, og som i den grad fortjener vores støtte. Det er ikke kun katastrofens omfang, som alle kender, og dens udtryk i antallet af omkomne, i isolerede befolkninger, i husdyr, som ikke har noget at spise, i ødelæggelsen af huse og ejendomme eller i den forsinkede støtte, som flere allerede har talt om i dag. Det er den ironiske omstændighed, at et folk, som efter uafhængigheden og krigen havde mulighed for og fornuft nok til at vælge freden og demokratiet, og som, når det begynder at genopbygge sine strukturer og at fortsætte udviklingen, bliver ramt af en naturkatastrofe af disse proportioner, som tvinger landet til at begynde forfra inden for mange områder. En styrkelse af den humanitære bistand, eftergivelse af gælden for et af verdens fattigste lande og gennemførelsen af den internationale konference, som er bebudet i beslutningen, som jeg håber, vi vedtager, er det mindste, vi kan gøre for at komme dem, som stædigt holder fast ved deres vej mod fred, demokrati og udvikling, i møde.
Som De ved, besøgte jeg Mozambique den 2. og 3. marts sammen med den portugisiske minister hr. Amado. Vi kunne besøge nogle af de oversvømmelsesramte områder, herunder Chaquelanområdet, hvor mere end 28.000 allerede modtog hjælp på daværende tidspunkt, og vi kunne således på nærmeste hold se konsekvenserne af oversvømmelseskatastrofen og ligeledes se de umiddelbare virkninger af en del af vores bistand. Lige fra krisens start har Kommissionen behandlet flere aspekter af følgerne af oversvømmelserne i Mozambique. Vi har rettet vores opmærksomhed mod følgende områder: umiddelbar nødhjælp, genhusning, genopbygning, makroøkonomisk stabilitet og langsigtet udvikling. Med hensyn til fasen med eftersøgning og redning forholder det sig således, at Kommissionen ikke har instrumenter, der er velegnede til denne form for indsats. Medlemsstaterne har den logistiske kapacitet, der er nødvendig for denne type aktiviteter. Hvad angår fasen med nødhjælp og genhusning, har Kommissionen godkendt to ECHO-beslutninger til i alt 2,7 millioner euro til Mozambique, og vi er i færd med at forberede en tredje beslutning til 5,5 millioner euro. Disse omfatter fødevarehjælp, vand og sanitet, vigtige nødhjælpseffekter samt genopbygning i mindre skala af den væsentlige sundhedsinfrastruktur samt forberedelse på koleraepidemier. Endvidere har vi stillet 1,4 millioner euro fra budgetposten for fødevaresikkerhed til rådighed lokalt for delegationen og regeringen i Mozambique. Kommissionen planlægger at finansiere leveringen af såsæd og værktøj til bønderne for at give mulighed for genbeplantning, så snart vandet fra oversvømmelserne trækker sig tilbage. Ud over de foranstaltninger, der allerede finansieres i Botswana, foretager Kommissionen i øjeblikket en vurdering af behovet for humanitær bistand i Zimbabwe, Zambia og Madagaskar. Med hensyn til genopbygningsfasen meddelte jeg under mit besøg, at vi i første omgang vil yde 21 millioner euro i form af supplerende midler fra udviklingsbudgettet, hvoraf 5-10 millioner kommer fra budgetposten for samfinansiering af ngo'er og resten fra omfordeling af tidligere EUF-midler. Kommissionen insisterer på behovet for en styrket koordinering med regeringen vedrørende de fælles rammer for genopbygningen. En kernegruppe af donorer mødes hver uge med regeringen på ministerplan i Maputo. EU-formandskabet og Kommissionens delegation er medlemmer af denne gruppe. Kommissionen har til hensigt at bidrage til forberedelserne til en international donorkonference, der sandsynligvis vil blive indkaldt i slutningen af april. Kommissionen vil udbetale sine midler til genopbygningen i tæt koordinering med EU's medlemsstater og andre donorer. Med hensyn til makroøkonomisk stabilitet og langsigtet udvikling er Kommissionen i øjeblikket i færd med at vurdere forslag, der skal hjælpe Mozambique med at fastholde makroøkonomisk stabilitet. Vurderingen sker i samarbejde med regeringen og Verdensbanken. Der kan stilles yderligere ressourcer på op til 15 millioner euro til rådighed. For at fastholde den hurtige vækst, som Mozambique har oplevet gennem de senere år, vil vi fastholde og udvide niveauet med hensyn til samarbejde i forhold til før katastrofen. Dette vil resultere i udbetalinger til dette formål, der skønnes at ligge på 150 millioner euro i år sammenlignet med 100 millioner euro sidste år. Fra Fællesskabets side vil vi bidrage med 1 milliard euro til nedskrivning af AVS-landenes gæld. I denne sammenhæng figurerer Mozambique blandt de retroaktive tilfælde og kan være berettiget til gældsnedskrivning under det udvidede HIPC-initiativ i år. Med hensyn til koordinering med andre donorer og bistandsagenturer udgør regeringen i Mozambique sammen med FN's koordinationskontor for nødhjælp (OCHA) den centrale platform for koordineringen af nødhjælp og bistand i henhold til de konsoliderede appeller, der er fremsat. Det lokale ansvar for koordineringsprocessen bør ikke anfægtes af udefrakommende donorer, i det mindste ikke så længe det fungerer nogenlunde godt, og det er rent faktisk tilfældet, har vi hørt fra FN-organisationerne i Maputo. Man har konstateret problemer med denne forfærdelige katastrofe. Omfanget og pludseligheden af oversvømmelseskatastrofen i Mozambique har stillet Kommissionen, sammen med medlemsstaterne og andre donorer, over for spørgsmålet om, hvorvidt nødhjælpsindsatsen kunne være sat hurtigere i gang, hvilket man også har henvist til i denne forhandling. Jeg er i øjeblikket ved at undersøge, hvordan vi kan løse disse problemer med den humanitære bistand, så Kommissionen kan yde bistand endnu hurtigere og mere effektivt end i øjeblikket. Men man må ikke glemme, at det rent faktisk var en katastrofe, der rummede mange overraskende elementer, og det var heller ikke særlig let for medlemsstaterne at mobilisere og indsætte følsomt og kompliceret materiel såsom helikoptere med ganske kort varsel. Det er ikke så nemt. Endelig vil jeg gerne fremhæve tallene vedrørende den internationale reaktion. Det samlede bidrag efter denne katastrofe beløber sig nu til omkring 109 millioner euro globalt set, hvoraf mere end 91 millioner euro kommer fra Kommissionen og EU's medlemsstater. Det er allerede blevet sagt i denne forhandling, at den europæiske reaktion forholdsmæssigt har vist, at Europa er sig sit ansvar bevidst. Rent økonomisk har vi ydet et ret stort bidrag. Det er ikke hele løsningen på problemet, og vi vil fortsat arbejde på at finde bedre og hurtigere måder at reagere på.
Mange tak, hr. kommissær Nielson. Vi håber alle, at vores hjælp i Mozambique virkelig vil hjælpe folk ud af den værste nød. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: Præsidentvalg i Peru B5-0252/2000 af Marset Campos og Jové Peres for GUE/NGL-gruppen; B5-0255/2000 af Di Pietro for ELDR-gruppen; B5-0264/2000 af Medina Ortega og Fava for PSE-gruppen; B5-0270/2000 af Lipietz og Knörr Borrás for Verts/ALE-gruppen; B5-0280/2000 af Salafranca Sánchez-Neyra for PPE-DE-gruppen om valget i Peru. Krigsforbrydelser i Tjetjenien - B5-0245/2000 af Markov m.fl. for GUE/NGL-gruppen; B5-0256/2000 af Haarder og Väyrynen for ELDR-gruppen; B5-0261/2000 af Oostlander m.fl. for PPE-DE-gruppen; B5-0265/2000 af Sakellariou og Krehl for PSE-gruppen; B5-0271/2000 af Schroedter m.fl. for Verts/ALE-gruppen om krænkelsen af menneskerettighederne og humanitære rettigheder i Tjetjenien. Pressefrihed i Serbien B5-0247/2000 af Morgantini m.fl. for GUE/NGL-gruppen; B5-0257/2000 af Haarder for ELDR-gruppen; B5-0266/2000 af Swoboda og Sakellariou for PSE-gruppen; B5-0273/2000 af Lagendijk m.fl. for Verts/ALE-gruppen; B5-0281/2000 af Oostlander m.fl. for PPE-DE-gruppen om pressefrihed i Forbundsrepublikken Jugoslavien. Situationen i Irak- B5-0268/2000 af Naïr og Sakellariou for PSE-gruppen; B5-0282/2000 af Buttiglione for PPE-DE-gruppen om situationen i Irak. Situationen i Jumma og Kashmir B5-0250/2000 af Swoboda for PSE-gruppen; B5-0258/2000 af Lynne for ELDR-gruppen; B5-0283/2000 af Elles m.fl. for PPE-DE-gruppen; B5-0285/2000 af Messner og Maes for Verts/ALE-gruppen om situationen i Jammu og Kashmir. Præsidentvalg i Peru
Hr. formand, krænkelsen af menneskerettighederne i Peru er endnu et af de tilfælde, som, med USA's velvilje og medvirken, finder sted i en lang række lande i Latinamerika. Det kommende valg giver ingen demokratisk garanti, og derfor burde Den Europæiske Union optræde som en kvalificeret reference for krav om en sådan garanti for de peruvianske borgere og landets demokratiske partier. I betragtning af det, der sker i dette land, og i Colombia, Mexico, Ecuador osv., vil det være hensigtsmæssigt, hvis Den Europæiske Union opretter et permanent menneskerettighedsobservatorium for Latinamerika. Det er ikke bare euroen, der skal konkurrere med dollaren, vores etiske og politiske principper om menneskerettigheder skal erstatte den gamle baggårds- og kanonpolitik, som USA gennemfører i området.
Hr. formand, Peru er et land, som har haft et temmeligt uroligt liv, hvad angår forfatningsspørgsmål, med hyppig militær indblanding i det civile liv. Efter en genoprettelse af demokratiet, der - uden tvivl - var en følge af terrorhandlinger udført af en organisation, som er kendt under navnet Den Lysende Sti, gennemførte den demokratisk valgte præsident for Peru, hr. Fujimori, det, der blev kaldt et selvkup, som bestod i, at parlamentet blev opløst, og at der blev udarbejdet en forfatning, som passede præsidenten. Europa-Parlamentet fordømte på det tidspunkt præsident Fujimoris optræden på disse punkter. Der er ingen tvivl om, at præsident Fujimori har genoprettet en vis ro, om man vil, i Peru, men han har fortsat ad autoritetens vej. Jeg vil faktisk mene, at præsident Fujimori for mange ikke er andet end den civile repræsentant for den militærmagt, der udøves indirekte. Det er sandt, at der stadig afholdes valg i Peru, at der er politiske partier, at der er medier, og at der er visse garantier. Men garantierne er ikke fuldstændige. Et bevis på det er, at han med henblik på at blive genvalgt fik tre dommere fra forfatningsdomstolen fjernet, fordi de var imod hans genvalg. Garantierne er altså ikke fuldstændige. Den lovgivende magt eller forfatningsmagten er ikke uafhængige. For det andet har Peru for nylig trukket sin accept af Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstols bindende jurisdiktion tilbage, og det er efter min mening et meget dårligt tegn for landet. Jeg mener, at vi skal anmode Perus regering om at tage denne afgørelse op til fornyet overvejelse. Og for det tredje er der i øjeblikket stadig militære aktioner i Perus indre, som i mange tilfælde vanskeliggør demokratiet. Vi må huske på, at Peru som medlem af Andespagten er knyttet til Den Europæiske Union af en demokratiklausul, og Det Europæiske Fællesskab, nærmere betegnet fællesskabsinstitutionerne, har et vist ansvar for i kraft af den demokratiklausul at forlange, at valgprocessen i Peru i videst muligt omfang overholder nogle væsentlige demokratiske krav.
Hr. formand, som medlem af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance og også som medlem af Europa-Parlamentet fra Baskerlandet, et land, som har leveret ikke så få emigranter til lande i Latinamerika, vil jeg give udtryk for min solidaritet med alle dem, der kæmper for menneskerettighederne - ikke bare i Peru, men i hele verden. Og fordømme den situation, der er i Peru, en situation, der, som det er blevet sagt her, ikke blot skyldes USA's velvilje med dets medvirken, men også mange andre landes, herunder europæiske, og det hykleri, der hersker på den internationale politiske arena. Det er velkendt - og det er, hvad rapporten fra Carter-fonden drejer sig om - at det er nødvendigt hurtigst muligt at sikre adgang til medierne, at gøre en ende på deres partiskhed, at ophøre med forfølgelsen af kandidater og lokale valgobservatører, at gøre opmærksom på den utilbørlige anvendelse af offentlige midler med henblik på valget, at forøge gennemsigtigheden i valgprocessen, at sikre, at alle partier kan deltage i valget, og at sikre de uafhængige valgobservatørers rettigheder. Derfor mener jeg, at det, der er blevet sagt her om at oprette et permanent menneskerettighedsobservatorium for Latinamerika, er yderst relevant.
Hr. formand, den 9. april i år afholdes der i Republikken Peru præsidentvalg og parlamentsvalg for at vælge de 90 medlemmer til kongressen. Den Europæiske Union har, som der er blevet gjort opmærksom på her, forbindelser med Peru inden for rammerne af den samarbejdsaftale, der er undertegnet med Andespagten, som har været i kraft siden 1998. Den aftale har båret frugt, og Den Europæiske Union er Perus vigtigste samarbejdspartner i økonomisk henseende og også den største investor - sammen med medlemsstaterne - idet den i de sidste syv år har investeret mere end 6,5 milliarder dollars. I det venskabelige forhold og den samarbejdsånd, der knytter os sammen med Republikken Peru, har vi tiltro til, at præsident- og parlamentsvalget afholdes retfærdigt og gennemsigtigt i overensstemmelse med almindeligt anerkendte principper, og at de tjener til at konsolidere og forbedre retsstaten og den demokratiske modenhed i de peruvianske institutioner. Vi håber, at alle de politiske partier kan deltage i valget i frihed og på samme betingelser. Fra 1980 til for knap to måneder siden var der regioner i Peru, som var under de væbnede styrkers kontrol på grund af usikkerheden skabt af Den Lysende Stis terrorisme, som har kostet Peru - og det er det værste - 25.000 liv i løbet af de sidste 15 år og tab for over 30 milliarder dollars. I oktober 1998 blev fredsaftalen med Ecuador undertegnet, en anden anledning til konflikt og tilstedeværelse af væbnede styrker i grænseområder, og siden da er der blevet gjort bestræbelser for at omstille og reorganisere de væbnede styrkers tilstedeværelse, og de skal efter vores mening fortsætte. Hr. formand, jeg vil ikke slutte uden at nævne det forhold, at vi, uanset om Peru er partner i den amerikanske menneskerettighedskonvention, er foruroligede over, at Republikken Peru for nylig har trukket sig ud af Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion. Netop derfor vil vi benytte denne forhandling til at anmode Peru om at tage afgørelsen op til fornyet overvejelse og igen at deltage i arbejdet og i denne konventions jurisdiktion. Krigsforbrydelser i Tjetjenien
Hr. formand, vores fornemmeste pligt i kampen for at beskytte civilbefolkningen, flygtningene og krigsfangerne i Tjetjenien er at gøre alt for, at krigen i Tjetjenien langt om længe bliver afsluttet. Dette bør også stå forrest i bestræbelserne for den delegation her fra Parlamentet, som i de kommende uger rejser til kriseområdet. Kun en politisk løsning på alle spørgsmål, som hænger sammen med konflikten, og genopbygning af regionen kan sikre, at den frygtelige situation for menneskene i de ødelagte byer og landsbyer, i flygtningelejrene og i krigsfangelejrene kan ændre sig. På den anden side vil jeg imidlertid også gerne advare mod ensidige fordømmelser og ansvarspålæggelser til den russiske side. Som det bl.a. er dokumenteret i rapporten fra Europarådets delegation, har alle krigsførende parter overtrådt menneskerettighederne og begået krigsforbrydelser. De skal opklares, og de skyldige skal konsekvent drages til ansvar. Men vi bør også give de kompetente russiske organer mulighed for selv at udføre dette arbejde.
Hr. formand, i går havde vi her i Parlamentet et velkomment besøg fra NUS' parlamentariske forsamling. Det gav os en enestående mulighed for at drøfte Ruslands krig med Tjetjenien direkte med andre parlamentarikere. Gæsterne appellerede til os om at forstå, at Rusland, som de udtrykte det, kæmper mod terrorisme og ikke udkæmper en egentlig krig, og at denne kamp imod terrorismen var blevet gjort vanskeligere af våbenleverancer udefra og træningslejre sponsoreret af aggressive nationer, der er misundelige på Ruslands magt. Vi svarede. Rusland er medlem af Europarådet, og selv behovet for at skabe sikkerhed med henblik på at beskytte landets borgere imod angreb udefra fritager ikke Rusland for sit ansvar i henhold til internationale konventioner. Jeg vil påstå, at hvis Rusland standsede våbenleverancerne fra Rusland, ville det være et yderst velkomment fremskridt i de fælles bestræbelser på at bekæmpe terrorismen. Der er imidlertid to sider af denne politiske fortælling om krig og lidelser, og jeg tror, at vi skal lede lidt mere for at forstå årsagerne til konflikten mellem Rusland og Tjetjenien, således at vi næste gang hurtigere kan hjælpe med til at bremse spildet af menneskers blod. Jeg mener ikke, at man skal overveje sanktioner, ingen økonomiske sanktioner over for Rusland denne gang. Vi har pligt til, nu hvor krigen er næsten forbi, at skaffe os adgang til ofrene og yde hjælp til genopbygningen.
Hr. formand, jeg må meget tydeligt modsige hr. Markov. Det er ikke nogen ensidig ansvarspålæggelse, når man taler om, at Rusland har begået folkemord mod det tjetjenske folk, sådan som lord Judd gør i rapporten fra Europarådets observationsmission. Naturligvis er der sket overgreb på begge sider i denne konflikt, men lord Judds diagnose er ret entydig: folkemord. Derfor er det naturligvis ikke tilstrækkeligt, at vi opfordrer Rusland til at undersøge overgrebene og krigsforbrydelserne. Det er meget usædvanligt, at man beder morderen om at efterforske mod sig selv, tværtimod har vi her brug for internationale organer. Nu må vi have Den Internationale Straffedomstol, og vi må stille de ansvarlige for retten. Det må vi naturligvis opfordre de russiske myndigheder til, men vi må blande os mere intensivt end hidtil, for der er netop ikke bare tale om et lands indre anliggende, men tværtimod om massive krænkelser af menneskerettighederne i et område, som er underlagt Europarådets menneskerettighedskonvention, i et område, som er underlagt OSCE's rets- og værdisystem. Vi bliver ved med at glemme, at den tjetjenske regering blev valgt under OSCE's opsyn, og at vi må gå i brechen for denne legitime tjetjenske regering, men i dag kan vi slet ikke finde denne regering, fordi dens repræsentanter sidder et eller andet sted i bjergene og kæmper for bare at overleve. Derfor advarer jeg mod en pseudoligevægt. Naturligvis skal man fordømme overgreb på begge sider, men man bør dog ikke forveksle folkemorderen med hans offer, og det betyder, at vi helt klart må sørge for, at der ikke kun ydes humanitær hjælp - det skal ske, og det er på høje tid, at der også sker noget fra EU's side her - men vi må også opnå, at der kommer en politisk løsning på konflikten. En politisk løsning på konflikten kan ikke fremtvinges med den russiske hærs våben, for så vil krigen blive ved med at komme igen i ny form som guerillakrig eller terrorisme eller noget andet, f.eks. undergrundskrig. Vi må altså sørge for, at der bliver opnået en forhandlingsløsning med det tjetjenske folks valgte repræsentanter. Når der her i dag blev talt om Vestsaharas ret til selvbestemmelse, vil jeg gerne sige, at også det tjetjenske folk har ret til at leve, og vi må sikre det tjetjenske folk dets ret til at leve, enten i fællesskab med Rusland eller på egen hånd. Så langt er vi ikke kommet endnu, men vi hørte i morges fra en ekspert, hvordan det russiske samfund i øjeblikket radikaliseres. Vi har engageret os i løsladelsen af den russiske journalist Babitskij. Han skulle i dag have været her i Europa-Parlamentet og talt om situationen i Tjetjenien, som han har oplevet som øjenvidne. Hr. Babitskij fik ikke lov til at rejse ud af Rusland. Han måtte ikke komme til Strasbourg, fordi de russiske myndigheder er bange for en uafhængig journalists frie og åbne udsagn, som ser begge sider kritisk, som her ville belyse sandheden og gøre opmærksom på folkemordet på det tjetjenske folk. Det er skandaløst, det kan vi ikke acceptere. Pressefrihed for Rusland er også en tjeneste for det russiske folk!
Hr. formand, det ser ud til, at krigen, som blev startet for at fjerne terrorismen, nu er ved at ende i, at der blot starter en ny terrorisme. Det ser ud til at blive et varigt fænomen i regionen. Vi har fordømt de russiske handlinger i fem forskellige konklusioner i de seneste måneder. Stedvis har de indeholdt ensidighed, der ikke har forbedret effekten af dem. F.eks. fører idéerne om at anvende sanktioner mod Tacis-programmet kun til, at den almindelige befolkning lider under dem, og det har ikke ændret holdningen i den russiske regering. Udvidelse af krigen og i hvert fald terrorismen er en stor fælles trussel. Det er derfor, vi har brug for en fredskonference i Kaukasus, fordi disse problemer ikke kun vedrører Tjetjenien. For det andet er situationen uholdbar med hensyn til menneskerettighederne, og derfor er der brug for en reel redegørelse om krænkelser af menneskerettigheder for alle parters vedkommende. Desuden skal der absolut sikres en hurtig, uhindret adgang for nødhjælpsorganisationer til området. For det tredje skal krigen afsluttes, og forhandlinger skal påbegyndes. Og for det fjerde er det nødvendigt med aktiv russisk deltagelse i arbejdet mod international terrorisme og ulovlig våbenhandel. Til slut er det en hovedregel med hensyn til flygtninge, at hjælp til dem ydes tæt på deres bopæl, og at der ydes hjælp til hjemvendelsen. Vi skal imidlertid minde os selv om - så vi ikke bliver for skinhellige - at da der fra tjetjensk side kom henvendelse til os vedrørende modtagelse af flygtninge, modtog vores lande ikke flygtninge fra dette område, som vi i stort omfang gjorde fra Kosovo. Der kan vi se kortsynetheden i vores egen politik.
Hr. formand, kære kolleger, vi ved, at Ruslands internationale omdømme har lidt alvorlig skade på grund af tjetjenienkrigen. Det er også i Ruslands politiske interesse, at der sker en fuldstændig opklaring af overtrædelserne af menneskerettighederne under international overvågning. Det synes den russiske regering imidlertid ikke at være særlig overbevist om. Det kunne ikke forstås på anden måde, da den ikke gav FN's udsending Mary Robinson adgang til Groznyj og til lejrene. Den aftale, som Europarådets menneskerettighedskommissær Gil Robles har opnået med hr. Kalamanov, er et rigtigt skridt i den rigtige retning. Men den vil kun bevare sin troværdighed, hvis Europarådets to udsendinge også virkelig får lov til at arbejde uafhængigt og bevæge sig frit og selvstændigt rundt i landet. Vi afviser enhver egenvillig fortolkning af aftalen fra den russiske regerings side, det vil vi ikke acceptere. Hvis det skulle komme dertil, at den russiske regering ikke overholder denne aftale, må Den Europæiske Unions medlemsstater gå til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med et mellemstatsligt sagsanlæg mod Rusland og sørge for, at der sker en international opklaring af overtrædelserne af menneskerettighederne, og jeg kan kun støtte hr. Paasilinna. Det er også op til os at opnå et stop for udvisning af flygtninge i vores lande, sådan som den tyske regering har gjort. Det er også op til os nu at give tjetjenere politisk asyl i vores lande. Det ville være meget fornuftigt, hvis alle medlemsstater ville antage den tyske regerings forslag på dette område.
Hr. formand, uden at bifalde den politik, de tjetjenske ledere fører, vil jeg gerne på vegne af mine kammerater og på egne vegne udtrykke vores væmmelse over de uhyrligheder, der begås af den russiske hær i Tjetjenien. Det er en grusom krig, og ofrene er først og fremmest den tjetjenske befolkning, men også de russiske soldater. Men vi er også indignerede over vestmagternes holdning og navnlig Europas. Den engelske regeringsleders nylige rejse til Moskva og hans sleskeri over for morderen Putin illustrerer holdningen hos alle vestmagterne. Over for offentligheden fordømmer man med få erklæringer visse aspekter i krigen, men i virkeligheden yder man politisk og økonomisk støtte til Kreml. Den del af de vestlige lån, der ikke er gået i Jeltsin-klanens lommer, kan således anvendes til fortsættelsen af krigen mod Tjetjenien. En stor del af de partier, der er repræsenteret i Europa-Parlamentet, er med i regeringer, der fører denne overbærende politik og støttepolitik. Formålet med afstemningen i Europa-Parlamentet er under disse omstændigheder udelukkende at skjule de store vestmagters hykleri og deres dybe involvering i de forbrydelser, der begås af de russiske ledere i Tjetjenien. Pressefrihed i Serbien
Hr. formand, adgangen til frie medier i en åben og fri debat er en af hovedhjørnestenene i et frit og demokratisk samfund. Det har verdens diktatorer altid vidst. Alle de samfund, alle de stater, der undertrykker deres egen presse, er kun ude på én ting: at bringe debatten til tavshed og kvæle demokratiets lys, den åbne og frie dialog. Dette foregår nu hver eneste dag i Serbien. De få frie radio- og tv-medier, der findes i Serbien, chikaneres og forfølges for til sidst at blive lukket fuldstændig. Kritiske røster bringes til tavshed. En desperat leder med diktatoriske tilbøjeligheder, som undertrykker sine egne. Milosevic truer Montenegro, han angriber den svage opposition i Serbien, han infiltrerer i Kosovo. Milosevic og hans medskyldige må væk. Demokratiet skal reddes. Jeg vil derfor stille et spørgsmål til kommissær Nielson. Hvad gør han og EU for at sørge for, at Milosevic stilles for retten ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag? Det er en skam for verden, at Milosevics krigsforbrydelser ikke er blevet prøvet ved en domstol, og at han får lov til at fortsætte sine angreb på freden, på friheden, på demokratiet og på den frie presse.
Befolkningen i Forbundsrepublikken Jugoslavien lever fortsat under nogle dramatiske betingelser, da de er ramt af deres egen regerings selvmords- og mordpolitik, af NATO's bombeangreb og af det internationale samfunds embargo. De demokratiske oppositioner fører en vanskelig tilværelse, ikke kun på grund af de serbiske myndigheders undertrykkelse, men også på grund af de afsavn, som hele befolkningen må lide, og som også er det internationale samfunds ansvar. Det er afsavn og betingelser, der skaber endnu flere konflikter, og som avler vold. Vi ønsker i dag at give udtryk for vores solidaritet med de journalister og demokrater, hvis rettigheder er blevet krænket, og at erklære, at vi vil gøre en indsats mod den undertrykkelse af presse- og ytringsfriheden, som Milosevics regering har gjort sig skyldig i. De serbiske myndigheder undertrykker aviser, uafhængige radiostationer og de radiostationer, der har at gøre med oppositionsgrupper eller oppositionspartier. Jeg vil blot nævne eksemplet med radiostationen Studio B, som myndighederne ikke alene lagde pres på ved at give den store bøder, men som også fik sit udstyr ødelagt af maskerede personer, der havde fået ordre til dette. Man har i den forbindelse opfordret de serbiske myndigheder til at afslutte undersøgelserne og straffe dem, der har gjort sig skyldige i kriminelle handlinger, bringe de tiltagende undertrykkelser til ophør og ændre den nye lov, som begrænser mediernes frihed. Vi ønsker økonomisk EU-støtte til den uafhængige presse, men også en plan for økonomisk støtte til Serbien, der kan hjælpe hele den ramte befolkning og bidrage til, at den serbiske befolkning endelig kan leve og vælge en demokratisk regering.
Hr. formand, Jeg tror, at Parlamentet i dag er enig om behandlingen af dette emne og den måde, som medierne i Serbien behandles på. Situationen i Jugoslavien forværres dagligt. Det ser ud til, at Milosevic og hans tilhængere spiller et tredobbelt spil, hvor de forsøger at ødelægge alt, som kan ødelægges. Spændingen omkring Montenegro stiger. Ved grænsen til Kosovo er der megen uro, og regeringen i Beograd er i gang med at skabe et klima, hvor der kan ske store ulykker. De forløbne uger blev karakteriseret af en række repressive forholdsregler mod de uafhængige medier. Det varierede fra høje bøder til direkte intimidation. Desuden er der tale om en slags intern isolation. Det er stadigt vanskeligere at komme ind i landet. Det mærkede jeg selv, da jeg for et par uger siden forsøgte at deltage i de serbiske oppositionspartiers kongresser. Jeg blev nægtet et visum i den weekend, mens mange internationale gæster to uger tidligere fik lov at besøge Milosevics egen fantastiske kongres. Heraf fremgår det, at man på alle måder forsøger at undgå al indflydelse udefra. Endvidere er der tale om kontrol af telefon- og e-mailtrafikken og posten. Det ser ud til, at regeringen har til hensigt at fordrive oppositionen fra de lokale magtcentre, som de efter det forrige kommunevalg stadigvæk råder over. Det nye kommunevalg, som forventes i maj, kan den nye regering kun vinde, hvis oppositionen sættes ud af spillet. Det er efter min mening et farligt spil. Vi slår derfor ikke kun til lyd for, at der protesteres imod denne undertrykkelse af medierne, EU skal endvidere finde måder at støtte de uafhængige medier i Serbien direkte på. De spiller en meget vigtig rolle for oppositionen, som dette forår på ny planlægger aktioner, og som i den forbindelse bestemt har brug for vores støtte, også med hensyn til medierne.
Hr. formand, det er tydeligt, at man er gået i gang med en ny runde i Milosevics krig mod de frie medier. Det ligner en noget pervers start på valget. Kampagnen er begyndt, og alle, der ikke er enige med ham, skal holde deres mund. Der er virkelig uacceptabelt, at der om kort tid finder et valg sted, et såkaldt formelt demokratisk valg i et land, hvor oppositionen først fratages alle muligheder for at ytre sig. Det er kendetegnet på en totalitær regering, som udmærket ved, at frie, uafhængige medier er besværlige og oven i købet en stor trussel mod en regering som Milosevics. Støtten - som vi højst sandsynligt alle er enige om - fra EU kan gives på to måder. Støtte til medierne i de omkringliggende lande, Kroatien er nævnt og enkelte andre lande, ville være godt. Det går jeg ind for. Men det skal aldrig være et alternativ til støtten til medierne i Jugoslavien, i Serbien, som fortjener denne støtte. EU gør en forskel. EU gjorde førhen en forskel med denne støtte og burde og kan også gøre det i fremtiden. Inden for rammerne af det nye Cara-program, det er i orden, men også og især om to uger ved stabilitetspagten. Ved finansieringskonferencen om stabilitetspagten kan og skal EU holde fast ved enkelte programmer. De programmer er disponible, og det er nødvendigt, så lad os handle hurtigt og klart.
Hr. formand, ligegyldigt hvordan vi ser på Balkanlandene, ud fra den nylige grusomme fortid eller i fremtiden, i forbindelse med stabilitetspagten støder vi altid på den afskyelige Milosevic og hans bandemedlemmer, personer, som har en række forbrydelser mod menneskeheden på deres samvittighed, og det er meget nødvendigt, at de stilles for domstolen i Haag. Bl.a. fordi de næsten har monopol på radio og tv og på grund af undertrykkelsen af alle kritiske uafhængige alternativer, kan denne skurk, denne gamle kommunistiske skurk, blive siddende på magten. EU foretager sig både det ene og det andet, såsom at forsyne uafhængige stationer med udstyr. Men nu, hvor de lukkes én for én, skal EU på ny gøre noget i samråd med de ramte stationer. Vi hørte netop, at hr. Wiersma blev nægtet et visum for at kunne besøge oppositionen i Beograd. Det mærkelige er, at EU ikke er sig bevidst om, at det også er et middel, som vi kan bruge, og at vi f.eks. kan nægte de serbiske fodboldhooligans adgang, fordi det er mennesker, som på den mest grusomme måde profiterer af Milosevics politik. Nu hvor stabilitetspagten begynder at spille en rolle, er hjælp fra de omkringliggende lande en god ny mulighed, sikkert nu, hvor der har fundet en politisk omvæltning sted i Kroatien. Via stationer i Kroatien og i Montenegro kan der direkte sørges for alternative nyhedsmeddelelser. Stabilitetspagten kan blive en succes, hvis Serbien er en demokratisk retsstat,og først da. Og hvis de kriminelle stilles for retten i Haag. Så længe Milosevic og hans tilhængere kan indføre love, som gør op med de klassiske menneskerettigheder og menneskets friheder, så længe det er sådan, er perspektiverne for Serbien fortsat mørke. Det er en skam, at den indenlandske opposition er så svag og nationalistisk fordelt. EU skal lede efter kræfter i Serbien, som ikke drives af snæversynet nationalisme, men af værdier, hvis efterlevelse også i EU har vist sig at være positive for menneskeheden. Hr. formand, vi støtter gerne kompromisbeslutningen, og det gør vi med stigende glæde, efterhånden som GUE/NGL har trukket sig væk fra den.
Hr. formand, kære kolleger, det er jo ikke første gang, vi taler om medierne i Serbien, det har vi allerede talt om i årevis. Vi bør huske på, at i oktober 1998, efter at NATO havde skrinlagt det første planlagte angreb på Serbien for at hjælpe kosovoerne, fordi Milosevic angiveligt havde ændret kurs og ladet ubevæbnede OSCE-observatører komme ind i landet, at det var netop på dette tidspunkt, at denne Information act blev udsendt, som betød, at alle uafhængige medier kom i vanskeligheder, og nu har vi resultatet. I de sidste to år har vi kunnet konstatere, at medierne bliver trængt mere og mere i defensiven. Men det er allerede blevet sagt her. Hvor svagt må Milosevic-systemet egentlig ikke føle sig, når man ser, hvordan det behandler medierne? Det er åbenbart bange for, at den forfærdelige sandhed om dets årelange menneskeforagtende opførsel over for alle Serbiens borgere, og især mod serberne i Serbien, langt om længe kunne gå op for et flertal af disse borgere, bange for, at folket derfor snart kunne behandle Milosevic og hans bødler på samme måde, som rumænerne behandlede Ceaucescu. Jeg tror, regimet nærer denne angst, og vi bør hjælpe medierne til at kunne udbrede sandheden om Milosevic og hans regime.
Hr. formand, Milosevic-styret er åbenbart langt fra træt af at slås. I den seneste tid går det især systematisk til værks over for lokale radiosendere. Man skyer i den forbindelse ikke vold. Lige så lidt viger de fra højere hånd kontrollerede medier tilbage for en direkte hetz mod landets uafhængige medier. De kaldes nedsættende for henholdsvis "NATO's betjente" og "landsforrædere". Ikke uden grund opererer det magtfulde serbiske politiapparat nu særligt på lokalt plan, og så især i de byer, hvor oppositionen vandt kommunevalget i november 1996. Med det samme valg i udsigt samt parlamentsvalg formoder mange i Serbien, at Milosevic-regeringen allerede er begyndt på sin valgkampagne. Målet, de regionale radio- og fjernsynsstationer, er ud fra Milosevics perspektiv klart. De, som i de små og mellemstore byer i Serbien vil høre og se noget andet end det, som statsmedierne sender fra Beograd, er henvist til disse sendere. I parentes bemærkes, at de få uafhængige aviser næsten ikke fås i provinsen. Det understreger endnu en gang vigtigheden af politisk modstand i den serbiske æter! Som det kan forventes, fører Serbiens enehersker ikke sine felttog mod de endnu ikke kontrollerede medier med åbent visir. Lovlige argumenter om manglende licenser eller restancer til staten dækker over de virkelige politiske hensigter, nemlig at lukke munden på befolkningen. Erklæret officielt egnet er de politisk korrekte popsendere, der ejes af Slobos søn Marko og datter Marija. I betragtning af denne triste situation skal alle i Serbien, som kæmper for pressefrihed, have vores støtte. Det skal ikke kun være verbalt, men som det foreliggende fælles forslag til beslutning fastsætter i punkt 3, lige så vel konkret ved i samråd at stille nyt sendeudstyr til rådighed for de ramte stationer. Så må Milosevics villige tjenere gerne beholde det tekniske udstyr, som er beslaglagt. Situationen i Irak
Hr. formand, størstedelen af Sikkerhedsrådet - Frankrig, Kina, Rusland - går nu på visse betingelser ind for at hæve embargoen mod Irak efter næsten 10 år. Eller embargoen mod det irakiske folk, skulle jeg måske sige. FN's våbeninspektører i Irak har ødelagt eller ladet ødelægge våbenlagre og materiel eller produkter, der kunne anvendes til fremstilling af våben til masseødelæggelse. De har sikret sig, at Irak ikke råder over en eneste langdistanceraket, der kan true landets naboer. Det Internationale Atomenergikontor har efter flere undersøgelser konkluderet, at Irak ikke råder over nogen kapacitet til fremstilling af atomvåben, og dette er bekræftet i rapporterne fra de tre ekspertgrupper i Irak, som det i dag understreges i Sikkerhedsrådets resolution 1284. Derfor anmoder vi i vores beslutning om at hæve embargoen. På trods af dette nægter USA at hæve embargoen definitivt under påskud af, at Irak ikke overholder sine forpligtelser. Uden at komme med det mindste bevis fortsætter Washington med at beskylde Irak for i hemmelighed at fremstille biologiske og kemiske våben. For at svare på denne bekymring - der ifølge eksperterne er ubegrundet - har Frankrig foreslået Sikkerhedsrådet, at en ophævelse af embargoen følges op af fortsatte våbeninspektioner og en kontrol af Iraks import. Washington har også afslået dette forslag og har således skabt en situation, som især skader den irakiske befolkning og ikke landets ledere. Ifølge FN's humanitære kontorer er hundredtusindvis af irakere, heraf 500.000 børn, som følge af embargoen døde for tidligt på grund af mangel på fødevarer, medicin og hensigtsmæssig pleje. For første gang i 10 år offentliggjorde en amerikansk delegation af rådgivere og parlamentsmedlemmer i går den 14. marts efter hjemkomsten fra en rejse til Irak en rapport, i hvilken den af humanitære grunde opfordrer til at ophæve embargoen. Programmet "mad for olie" er ifølge delegationen ikke tilstrækkeligt til at klare irakernes fysiske og hastende behov. Hr. Eric Rouleau, der er Frankrigs tidligere ambassadør, taler om et langsomt folkemord. Vores beslutning opfordrer således til at gøre en ende på denne situation. Men vi mener også, at vi må have en udvidet debat på området, og derfor fremsætter vi i dag denne beslutning til afstemning. Med hensyn til et så dramatisk spørgsmål foretrækker vi allerførst at anmode Kommissionen og Rådet om en erklæring. Vi foreslår altså at udskyde denne forhandling til april. Vi forsøger således at opnå støtte fra alle dem, der ønsker, at denne umenneskelige praksis ophører, men dette - og det skal understreges - skal ske uden at give Saddam Husseins diktatoriske regime en blankocheck.
Hr. formand, ærede kolleger, den situation, vi skal gøre noget ved, er den situation, der skyldes, at den irakiske regering ikke vil acceptere FN's resolution 1284. Som det ser ud nu, er den irakiske regering ikke villig til at acceptere denne resolution, og når den FN-komité, der har til opgave at kontrollere destruktionen af masseødelæggelsesvåben, anmoder om indrejsetilladelse, er der en reel fare for, at denne tilladelse bliver nægtet. Den britiske regering og USA's regering har allerede givet klart udtryk for, at vi i dette tilfælde kan vente os en forværring af fjendtlighederne. Vi kan således forestille os, at der om et par måneder bliver et kraftigt sammenstød. Det bliver ikke den langtrukne krig, som desværre allerede er i gang på nuværende tidspunkt - også i disse dage falder bomberne fortsat regelmæssigt - men et sammenstød med massive bombeangreb, der strækker sig over et par uger. Jeg tror, at vi skal koncentrere vores indsats om muligheden for at undgå, at dette sker. Jeg er overbevist om, at den irakiske regering er villig til at acceptere resolution 1284 - det bekræfter de kontakter, jeg har haft med dette lands øverste ledere - men den har brug for, at visse punkter, der på en måde allerede er medtaget i resolutionen, kommer til at fremgå tydeligt. Det, der skal fremgå tydeligt, er, at når FN-komitéens mission er fuldført, skal embargoen ophæves. Den skal ikke bare indstilles, men ophæves. Der er ingen, som vil tage til Irak og begynde genopbygningen, hvis de ved, at der kun er fire sikre måneder, og at embargoen herefter risikerer at blive genindført uden nye og overbevisende begrundelser. Ved hjælp af embargoen har vi forsøgt at belejre Irak og at tvinge det irakiske folk til at udskifte sin ledelse. Det er ikke lykkedes os, selvom vi nu har prøvet i syv et halvt år. I stedet for at få irakerne til at kæmpe mod styret har embargoen gjort dem fjendtlige over for vestmagterne og har under alle omstændigheder hæmmet disse magters aktionsmuligheder. Jeg tror, at det vil være mere destabiliserende for styret at vende tilbage til en mere tålelig situation med hensyn til handelsforbindelserne - nemlig til en situation, hvor folk kan have bare et spinkelt håb om lykke - end det vil være at fortsætte embargoen, som faktisk ikke er i stand til at vælte styret, men kun til at påføre befolkningen og navnlig de irakiske børn nogle meget store og alvorlige lidelser. Irak dør ikke af sult. Der er ikke noget fødevareproblem, men et meget alvorligt sundhedsproblem. Vandforsyningsnettet er i forfald, kloaksystemet er ødelagt, kloakvand og drikkevand bliver blandet sammen på dramatisk vis og skaber så mange tilfælde af dysenteri, at børnedødeligheden er steget og blevet meget høj. Der er ikke alene behov for medicin, det er også nødvendigt at genopbygge vandforsyningsnettet, kloaksystemet og elværkerne samt genskabe betingelserne for en civil tilværelse. I vores beslutning bør vi efter min mening også berolige staten Israel. Vi må ikke glemme, at Irak ikke har nogen atomvåben, og at landet formodentlig heller ikke vil kunne fremstille nogen, men det er klart, at Iraks ledelse - eller i hvert fald en del af den - ville bruge disse våben, hvis den havde dem. Det er således nødvendigt, at vi forklarer Israel, at forsvaret af staten Israel og af staten Israels ret til at eksistere er en hjørnesten i vores politik. Vi skal udarbejde en velafbalanceret beslutning, der er acceptabel for alle sagens parter, hvis vi ønsker at undgå det sammenstød, der risikerer at komme. Det skal ikke være en demagogisk erklæring, men et politisk forslag, hvor Europa spiller en hovedrolle, idet det gør en indsats for at forsvare freden i verden og udfører sin vigtige rolle i dette område på en ansvarlig måde. Hr. formand, jeg vil gerne indrømme, at jeg er meget utilfreds med, at vi ikke stemmer om dette forslag i dag. Hvert øjeblik, der går, risikerer nemlig på dramatisk vis at føre os i retning af et sammenstød, som vi bør undgå. Allerede i sidste mødeperiode bad jeg om, at man drøftede dette spørgsmål, og det undrer mig, at der har kunnet gå en måned, uden at vores socialdemokratiske venner blev enige med os om et forslag, som det ville være let for os at nå frem til enighed om, eftersom vi er enige om det fundamentale grundlag. Jeg er dog også klar over, at det er vigtigt, at vi når frem til den bredest mulige enighed, så vores regeringer får en solid støtte. Men jeg opfordrer til, at man ikke lader tiden gå til ingen nytte, for jeg vil nødig have, at det sker endnu en gang - sådan som det er sket ved tidligere lejligheder - at vi siger, hvad der havde været nødvendigt for at bevare freden, når krigen allerede er brudt ud.
Hr. Buttiglione, man kan sammenfatte Deres ord, som bekræfter den besked, som i mellemtiden på Deres gruppes vegne er nået frem til formandskabet, om, hvilket også er i overensstemmelse med hr. Naïr, at denne beslutning bør trækkes tilbage. Men forhandlingen fortsætter, uanset hvad det ender med på det næste møde i april, som jeg håber bliver i overensstemmelse med det politiske ønske, som De begge her har givet udtryk for. Forhandlingen fortsætter derfor, og beslutningerne trækkes tilbage.
Hr. formand, jeg er også ked af, at afstemningen ikke skal finde sted. Jeg er ligesom de øvrige talere bekymret over den irakiske befolknings lidelser. Vi må aldrig glemme, at den irakiske befolknings lidelser påføres dem af deres egen regering. Vi må ikke glemme, at Parlamentet i januar i år vedtog en beslutning, hvori vi opfordrede til, at de kuwaitiske krigsfanger, der stadig er fængslet i Irak, løslades, eller i det mindste, at deres familier underrettes om deres situation, og at Irak skal overholde FN's resolutioner. Det er ikke sket, og vi må sende et utvetydigt budskab til Irak og til befolkningen i Kuwait om, at vi i Europa ikke vil glemme og ikke vil ignorere lidelserne hos de mennesker, der stadig holdes uretmæssigt fængslet i Irak. Vi ønsker at afsende dette budskab så klart og utvetydigt, som vi overhovedet kan.
Hr. formand, FN's sanktioner er blevet et masseødelæggelsesvåben, der kræver mindst 200 børns liv hver dag. Dennis Halliday, som trak sig fra sin stilling som direktør for FN's humanitære mission i Irak i protest over sanktionerne, bekræfter UNICEF's statistikker - 5.000-6.000 børn dør hver måned som en direkte følge af sanktionerne. Mary Robinson, FN's højkommissær for menneskerettigheder, har fordømt sanktionerne, som strider mod folkeretten, hvori man forbyder udsultning af civile som led i krigsførelsen. Hun siger: "Hvordan kan De forvente, at jeg fordømmer overtrædelser af menneskerettighederne i Algeriet, Kina og andetsteds, når FN selv har ansvaret for situationen i Irak?" Som følge af FN's økonomiske sanktioner nægtes Irak adgang til at købe reservedele til genopbygning af infrastrukturen, hvorfor smitsomme vand- og luftbårne sygdomme florerer. Endvidere får mangelen på medicin og fødevarehjælp antallet af dødsfald på grund af disse sygdomme, som kan behandles, til at nå epidemiske højder. Ifølge FN's skøn dør 5.000-6.000 børn unødvendigt hver måned på grund af sanktionerne, selv efter indførelsen af FN's program "mad for olie". Sanktionerne udgør en skånselsløs, dødbringende kraft, og uskyldige irakere, som er fanget mellem de stridende parter, betaler prisen. Det må ikke fortsætte. I John Pilgers dokumentarudsendelse på britisk tv for to uger siden fremgik det tydeligt, hvordan situationen er, og ingen med blot et gram medfølelse over for sine medmennesker kan ignorere disse lidelser og forfølge den uskyldige befolkning, der ikke har nogen kontrol over Saddam Hussein. Det er latterligt: Der føres krig mod umælende børn, hovedsageligt fordi USA og ligeledes briterne går ind for denne umenneskelige behandling af deres næste.
Hr. formand, det irakiske folk befinder sig uden tvivl i den mørkeste nat, de nogensinde har oplevet. De relevante sundhedsstatistikker kommer fra Verdenssundhedsorganisationen. Verdenssundhedsorganisationens statistiske profiler for landene i den østlige Middelhavsregion, som omfatter Irak, blev offentliggjort for nylig. Der er tale om de nationalt godkendte tal, der offentliggøres af WHO. Disse meget følsomme sundhedsindikatorer viser, at Irak befinder sig på det lavest mulige niveau efter Afghanistan, Djibouti og Somalia som det mindst udviklede land i regionen. Det er det land, der beregnet pr. indbygger har mulighed for at være verdens rigeste. Jeg kan imidlertid bevise, at det er Saddam Husseins regime, regeringen i dette stakkels land, der har det fulde ansvar for disse børns sundhed. I nabolandet Den Islamiske Republik Iran bor 95.000 irakiske flygtninge - og en forholdsmæssig del af de midler, der er blevet sendt til Irak, er blevet brugt på disse børn og deres mødre; 35.000 af dem er under 5 år gamle; alligevel er der sket en betydelig forbedring af disse børns sundhedstilstand, og den svarer nu næsten til sundhedstilstanden i værtslandet Iran og i den vestlige verden. 92% af de børn, der fødes i disse lejre, har en acceptabel vægt, hvilket ikke er muligt i Irak. Fejlen ligger hos den irakiske regering. Situationen i Jumma og Kashmir
Hr. formand, vi bruger nogle få minutter på et emne, som ligger fjernt fra Europa og dog så tæt på, eftersom urocentre i dag kan have konsekvenser for hele verden. Vi har alle en interesse i at undgå en ny krise, en ny krig i Kashmir. For i sidste ende ville det handle om et krigerisk opgør mellem to nationer, som har atomvåben, som stræber efter atomvåben, som er parat til at erhverve atomvåben. Hvad der end er korrekt i det enkelte tilfælde, så er det under alle omstændigheder en forbandet farlig situation, som vi må undgå. Uden at foretage en vurdering, så tror jeg, at begge lande, Indien og Pakistan, må være yderst tilbageholdende. Den ene part med gentagne grænsekrænkelser, den anden med gentagne dokumenterede diskrimineringer af dele af befolkningen, særligt muslimske befolkningsgrupper i Indien. Jeg vil ikke vurdere dette, ikke lægge det på vægtskålen, men i begge tilfælde hersker der en fanatisme, en i dette tilfælde religiøst begrundet fanatisme og ekstremisme, som betyder, at dette kriseområde igen og igen bliver farligt. Den Europæiske Union må - og vi har i de sidste dage talt meget udførligt om menneskerettigheder, om fremmedhad, om diskriminering - forsvare sig mod denne ekstremisme, overalt, på sit eget territorium, i udvidelseslandene, men også i hele verden med alle midler, som den har til rådighed, og med største intensitet. Vi må støtte alle de initiativer, der findes. Det er ikke os, der i første række kan tage initiativer. Det er FN og sikkert også USA. Men det er op til os klart at sige, at det gælder om at løse denne konflikt, ikke om at optrappe den. Derfor, hr. formand, anser jeg det for vigtigt, at også Europa oplader sin røst og opfordrer de to lande Indien og Pakistan til selv at gøre alt, hvad de kan, og alligevel tilbyder begge, at de skal overveje, om ikke det er nødvendigt og fornuftigt med en international hjælp til at løse denne konflikt. Vi må i hvert fald ikke forholde os tavse!
Hr. formand, jeg er glad for, at vi drøfter dette beslutningsforslag i dag, selvom jeg havde foretrukket, at vi havde drøftet ELDR's beslutningsforslag frem for det, vi drøfter. Indien og Pakistan har været i konflikt i mere end 50 år. Der har været FN-resolutioner, hvor man har opfordret til en folkeafstemning for befolkningen i Kashmir for så længe siden, og der er stadig ikke sket noget. Det er endnu mere vigtigt at finde en løsning nu, især fordi både Indien og Pakistan er atommagter. Hvis der kommer en ny krig hen over denne grænse, kan den efter min mening ende i en atomkrig, og det bliver ikke kun et problem for Indien og Pakistan og Kashmirs befolkning, men for os alle. Derfor håber jeg, at Indien og Pakistan vil sætte sig til forhandlingsbordet sammen med befolkningen i Kashmir. Jeg kunne tænke mig at se enten Den Europæiske Union eller USA som en uvildig mellemmand, en forligsmand, for at forsøge at bringe denne konflikt til afslutning. Men uanset hvad der sker, må overtrædelserne af menneskerettighederne høre op. Vi får daglige rapporter om voldtægt, mord, tortur, og mange siger "Åh, det er bare overdrevet". Men jeg var i Azad Kashmir og besøgte en af flygtningelejrene for nogle få år siden, og jeg blev meget rørt over de førstehåndsberetninger, jeg hørte. Jeg blev endnu mere rørt, da jeg gik ind i et telt, hvor kvinderne og børnene opholdt sig. Jeg gik hen til en kvinde, og selvom vi ikke talte hinandens sprog, stod vi og omfavnede hinanden. Kvinden hulkede voldsomt. Jeg kunne næsten røre ved smerten, virkelig føle denne kvindes smerte. Hun spillede ikke skuespil, hun lod ikke som om - ingen bor i en flygtningelejr for sjov. De var der, fordi de var blevet tortureret, de var blevet mishandlet, og de var på flugt. Det var ikke et isoleret tilfælde, og det sker den dag i dag. Vi må finde en løsning. De er nødt til at sætte sig til forhandlingsbordet.
Hr. formand, jeg er lige så glad som de øvrige for, at vi har denne forhandling for første gang i det valgte Parlament i denne session. Den har længe været tiltrængt af de grunde, de tidligere talere allerede har understreget. Forholdet mellem Indien og Pakistan bliver værre og værre, og Kashmir er i særlig grad stridens æble. Spændingen er blevet forværret som følge af, at de to lande er atommagter. Overskriften i Herald Tribune tirsdag den 14. marts 2000 var følgende: "Atomkrig mellem Indien og Pakistan en reel mulighed". Alene af denne grund, hvilket også underbygges af de velkendte FN-resolutioner og den tidligere henvisning til de konstante overtrædelser af menneskerettighederne, er Kashmir et problem, der ikke længere kan fejes ind under gulvtæppet og forties her i Parlamentet, hvilket er sket gennem mange år. Det er et stadig mere internationalt problem, og et problem, hvor mægling efter min mening bliver af stor betydning. Så hvad kan vi gøre for at skabe langsigtet stabilitet i denne urolige region? Vi drøftede dette spørgsmål, da vi mødtes med medlemmer af den amerikanske Kongres inden for rammerne af vores normale delegationsmøder tidligere i år. USA går ind for mægling, men det slår mig, at når præsident Clinton besøger disse to lande i næste uge, bør han bede Indien komme til forhandlingsbordet, så landet sammen med Pakistan kan finde en langsigtet løsning på kashmirspørgsmålet. Ved formuleringen af sin politik over for Sydøstasien bør Den Europæiske Union ligeledes prioritere dette spørgsmål højere, således at vi i Udvalget om Udenrigsanliggender kan få mere tungtvejende grunde til at få en forhandling her i Parlamentet om nogle måneder. Mens disse to bestræbelser er i gang, er denne tosidede indsats fra Den Europæiske Unions og USA's side efter min mening den bedste måde at indlede processen hen imod varig fred og stabilitet i denne region.
Hr. formand, jeg er meget glad for, at vi i dag kan drøfte denne næsten glemte konflikt, for konflikten er ikke helt glemt, fordi disse mennesker bor som politiske flygtninge i vores egne byer og nabolag og kommer og drøfter dette problem med os. Så skammer jeg mig tit over, hvor lidt indflydelse vi som økonomisk stormagt kan udøve på det politiske område. Derfor er det godt, at vi i dag behandler denne konflikt. Men det ville ikke være godt kun at behandle det som en konflikt mellem Pakistan og Indien om deres respektive indflydelsessfærer, sådan som de ønsker konflikten løst. For det meste tages der i den forbindelse ikke hensyn til de folk, der bor i området, uanset at FN i resolutioner fra 1948 og 1949 har bestemt, at Kashmirs og Jammus skæbne skal fastsættes gennem en folkeafstemning under internationalt tilsyn. Men så vidt er det aldrig kommet. Indien og Pakistan skulle gøre det selv, men det har kun ført til en endeløs række af små konflikter, som - og det understregede de forrige talere med rette - er blevet mere truende, efter at begge lande er blevet atommagter. Det har åbenbart på ny vækket verdensopinionen. Jeg er overbevist om, at international formidling er ønskelig og nødvendig. Jeg tilslutter mig derfor gerne det, som Kofi Annan har sagt herom, men jeg håber, at den involverede befolknings ret til selvstyre også respekteres.
Hr. formand, for over et år siden, i februar 1999, var der håb om nye relationer mellem Indien og Pakistan. I erklæringen fra Lahore bekræftede begge statsledere deres vilje til at opfylde Simla-aftalen fra 1972. I forbindelse med opgøret om Kargil fra maj til juli 1999 gik Lahore-processen desværre i stå. Den seneste udvikling i Kashmir er bekymrende. Vi fordømmer de vedvarende menneskerettighedskrænkelser, den religiøse fanatisme, sabotage og terrorisme. Årsagen er aktiviteter fra rebeller, som fra pakistansk side, den såkaldte line of control, opererer grænseoverskridende og systematisk også angriber værgeløse civile. Indien har gentagne gange beskyldt regeringen i Islamabad for at forsyne disse paramilitære grupper med teknisk og militær knowhow. Grænseoverskridelser skal forhindres, selvom terrænet er 700 km langt og vanskeligt at overskue. Den politiske og militære situation skal stabiliseres yderligere for at skabe en atmosfære for bilaterale samtaler. Den indiske regering har allerede erklæret sig villig til at genoptage forhandlingerne. Forudsætningen er, at demarkationslinjen overholdes strengt, og at fundamentalistiske tendenser inddæmmes. Når USA's præsident Clinton - som James Elles gjorde opmærksom på - besøger Sydøstasien i slutningen af marts, og når vi som SAARC-delegation fra Europa-Parlamentet kommer til Indien i april, må Kashmir stå øverst på dagsordenen. Vi må arbejde hen imod at opnå en tilnærmelse mellem de to nabolande, det islamisk prægede Pakistan og det multietniske Indien. Kommissær Patten og Rådets højtstående repræsentant, Solana, har også et ansvar for, at Den Europæiske Union får en chance for at profilere sig som en effektiv international formidler i konfliktsituationer.
Først vedrørende præsidentvalget i Peru opfordrede de peruvianske myndigheder både EU's myndigheder og Kommissionen til at sende observatører til valget. Der fandt en konsultation sted mellem Kommissionen og medlemsstaterne, og konklusionen blev, at situationen ikke kan begrunde klargøring og udstationering af et helt observationshold fra EU. Nogle medlemsstater meddelte imidlertid, at de ville udsende observatører på et bilateralt grundlag, herunder i visse tilfælde repræsentanter for de nationale parlamenter. De støtter også udsendelsen af observatører fra Organisationen af Amerikanske Stater anført af Guatemalas tidligere udenrigsminister Eduardo Stein. Jeg har følgende bemærkninger til menneskerettighedssituationen i Tjetjenien. Kommissionen er ligeledes dybt bekymret over de stadig flere rapporter om brud på menneskerettighederne i Tjetjenien. Vi ønsker, at Rusland overholder sine forpligtelser under OSCE/Europarådet og søger en politisk løsning, tillader uafhængige undersøgelser af de rapporterede brud på menneskerettighederne, forbedrer den uafhængige presses muligheder for at arbejde og behandler de legitime ønsker fra humanitære organisationer. Disse spørgsmål nævnes også i Deres beslutning. Det var præcis disse spørgsmål, jeg drøftede ganske direkte med den russiske regering under mit besøg i regionen i begyndelsen af februar. Kommissionen gentog også dette budskab gennem udenrigsminister Ivanov under ministertrojkaen den 2. marts, hvor vi forelagde ham en række konkrete forslag, herunder ECHO-vurderingsmissioner til Tjetjenien, adgang for ngo'er og grundlæggende anmodninger, EU-diplomaters besøg i regionen forud for præsidentvalget med henblik på at rapportere om de civile forhold, den humanitære situation, påståede overtrædelser af menneskerettighederne og undersøgelser. Vi venter stadig på svar fra de russiske myndigheder om disse konkrete forslag. Med hensyn til mediesituationen i Serbien var myndighedernes række af indgreb over for Studio B i sidste uge fuldstændig uacceptable, og vi beklager dem. Det stigende pres, der lægges på de uafhængige medier, viser netop, hvor vigtige disse medier er. Europa-Kommissionen har ydet en stor indsats for at støtte de uafhængige medier i Serbien. I december 1999 godkendte vi et støtteprogram til 3,3 millioner euro. Vi har reserveret en finansieringspakke til nødstilfælde, hvormed vi får mulighed for at levere udstyr og overlevelsesmidler til disse medier, herunder tv-stationer som Studio B. Kommissionen afsætter nu nyt personale til gennemførelsen af medieprojekterne, og vores kontrakter med modtagerne er blevet tilpasset for at prøve at fremskynde udbetalingen af støtte. Der distribueres satellitudstyr i hele regionen til Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien. Europa-Kommissionens tjeneste Europe-by-satellite fortsætter sin støtte ved at stille ledig sendetid til rådighed for uafhængige tv-stationer i Serbien, så disse kan transmittere oplysninger, der når ud til resten af regionen, og vi tilskynder til udveksling af programmer. Med hensyn til Irak har jeg følgende bemærkninger. Kommissionen er bekymret over Iraks ensidige beslutning om at gå imod vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1284 og den efterfølgende forsinkelse af indførelsen af det nye overvågningsorgan UNMOVIC og lempelsen af sanktionerne. "Olie for mad" er fortsat den bedste, kortsigtede mulighed for at lette den irakiske befolknings lidelser. På længere sigt kan den økonomiske og sociale situation i Irak kun forbedres gennem øget økonomisk aktivitet, der stimuleres gennem en ophævelse af sanktionerne. Der bør gøres forsøg på at inddrage den irakiske regering i en dialog om gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolutioner, hvilket kan føre til en gradvis lempelse af sanktionerne. Men vi siger det ligeud - nøglen til ophævelse af sanktionerne ligger hos irakerne. Siden Golfkrigen i 1991 har Kommissionen været den største donor af humanitær hjælp til Irak i størrelsesordenen 242 millioner euro. Der ydes yderligere 8,6 millioner euro fra ECHO's 2000-budget. Kommissionen er imidlertid bekymret over den irakiske regerings restriktioner på ngo'ernes muligheder, hvilket kan bringe gennemførelsen af ECHO-finansierede humanitære hjælpeprogrammer i Irak i fare. Endelig, hr. formand, vedrørende situationen i Jammu og Kashmir bifalder Kommissionen Europa-Parlamentets dybe bekymring over konflikten i Kashmir, som kommer til udtryk i de forskellige beslutningsforslag. Det internationale samfunds bekymring for regionen er legitim, især fordi begge sider råder over atomvåben, og fordi dialogen mellem parterne rent faktisk er brudt sammen i øjeblikket. Netop på grund af denne blindgyde og den høje risiko må udefrakommende indtage en afbalanceret holdning. Tredjelande kan opfordre begge sider til at afvikle den militære konfrontation på en struktureret måde og genoptage dialogen med henblik på en genoptagelse af Lahore-fredsprocessen. Vi må bede Pakistan standse infiltreringen af paramilitært personel, der krydser grænsen fra deres side af kontrollinjen. Indien bør opfordres til at undersøge og udnytte det fulde potentiale i retning af indenrigspolitiske løsninger for at opfylde forventningerne hos befolkningerne i Jammu og Kashmir i overensstemmelse med muligheden for øget selvstyre, som er indskrevet i forfatningen. Kommissionen mener, at man ved sin stillingtagen til dette spørgsmål bør tage hensyn til den utroligt følsomme situation, navnlig med henblik på det kommende EU-topmøde med Indien, hvor Kashmir bestemt vil blive drøftet.
Mange tak, kommissær Nielson. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30, med undtagelse af den om situationen i Irak, sådan som det er blevet besluttet.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0248/2000 af Di Lello Finuoli, Manisco og Papayannakis for GUE/NGL-gruppen om den kriminalitet, der er forbundet med smugleriet i Apulien (Italien); B5-0259/2000 af Procacci for ELDR-gruppen om bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet, der stammer fra Sydøsteuropa; B5-0267/2000 af Lavarra m.fl. for PSE-gruppen om bekæmpelse af den organiserede kriminalitet; B5-0274/2000 af Frassoni m.fl. for Verts/ALE-gruppen om den nødsituation, der er opstået som følge af den kriminalitet, der er forbundet med smugleriet i Apulien (Italien); B5-0277/2000 af Le Pen m.fl. for TDI-gruppen om organiseret kriminalitet; B5-0284/2000 af Fitto m.fl. for PPE-DE-gruppen om bekæmpelse af den organiserede kriminalitet.
Hr. formand, jeg vil gerne støtte det fælles beslutningsforslag, der er indgivet af en lang række kolleger, og som støttes af de mest repræsentative grupper her i Parlamentet, så vi gør medlemsstaternes regeringer kraftigt opmærksomme på, at det er nødvendigt at styrke bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet - og ikke mindst at gøre den mere effektiv - når denne ikke kun drejer sig om cigaretsmugling, men også om narkotikahandel, våbenhandel og, hvad værre er, menneskehandel. Italienerne er godt klar over, hvilke vanskeligheder man støder på, når man skal bekæmpe den organiserede kriminalitet. Vi ved, hvordan den organiserede kriminalitet ud fra disse former - der undertiden lader til, men også kun lader til, sådan som det er tilfældet med cigaretterne, ikke at være så alvorlige - i virkeligheden får de midler, hvormed den ødelægger enhver mulighed for at gribe ind. Europa spiller en vigtig rolle i udviklingen af disse nye områder - som for en stor dels vedkommende i øvrigt har udsigt til at blive optaget i Fællesskabet - men alle vores investeringer vil sandsynligvis være forgæves, hvis ikke det lykkes os at bekæmpe denne organiserede forbryderverden, som ellers vil drage den største fordel af disse investeringer. De midler og ressourcer, som Fællesskabet stiller til rådighed, vil ikke give næring til befolkningernes sunde systemer, men vil tværtimod få den organiserede forbryderverdens kræftknude til at vokse yderligere. Jeg vil derfor gerne understrege et meget positivt aspekt i beslutningen, nemlig at der står, at Fællesskabet skal fremme befolkningernes økonomiske og sociale udvikling, for det er netop dér, at man får de bedste resultater.
Hr. formand, kære kolleger, det er ikke første gang, vi beskæftiger os med problemerne med den organiserede kriminalitet i Den Europæiske Union. At vi i dag gør det inden for rammerne af den uopsættelige debat, har en konkret anledning, nemlig mordet på to betjente fra Guardia di Finanza i Brindisi den 24. februar, som endnu en gang gjorde det lysende klart, hvor udsatte de kolleger i medlemsstaternes sikkerhedsorganer er, som skal beskytte Den Europæiske Unions ydre grænser, eller som arbejder i de regioner, som - fordi de ligger ved Den Europæiske Unions ydre grænser - er operationsområder for den organiserede kriminalitet. Disse medarbejdere ved de offentlige politiorganer fortjener ikke kun vores fulde solidaritet og respekt, de fortjener frem for alt, at vi endelig fatter - lige meget hvor vi har hjemme i Den Europæiske Union - at betjentene i Guardia di Finanza i Apulien f.eks. også - det siger jeg som tysk medlem - beskytter mit lands territorium og borgere. Jeg synes, at vi her i Europa-Parlamentet skylder ofrenes pårørende at slå fast, at respekten for de døde ikke er et italiensk, men et europæisk anliggende. Det er det første punkt, jeg gerne vil fastholde her. Det andet er en politisk opfordring, som vi efter min mening ikke tager alvorligt nok. Vi taler om nødvendigheden af effektivt at bekæmpe den organiserede kriminalitet og holder os alt for sjældent for øje, at det indre europæiske marked, som vi selv har skabt, med fri bevægelighed for tjenesteydelser, kapital, varer og personer har skabt et enormt friområde for erhvervsaktivitet, men at der overalt, hvor det frie og legale erhvervsliv trives, også er mulighed for et frit illegalt erhvervsliv. Med dette enorme legale erhvervsområde har vi også skabt et enormt område for det illegale erhvervsliv. I dag er det muligt at operere på stort plan i hele Europa med smugleri, menneskehandel, kreditkortbedrageri, narkotikahandel, prostitution, med alle mulige former for den mest alvorlige kriminalitet. De politimæssige modstrategier, som er nødvendige, ligger imidlertid stadig først og fremmest inden for den nationale kompetence. Instrumenterne til at bekæmpe den organiserede kriminalitet organiseres på mellemstatsligt niveau. Der hvor jeg kommer fra, området omkring Aachen, ligger der en by ved navn Herzogenrath. På den ene side af gaden ligger Holland, på den anden side Tyskland, og hvis De begår et bankrøveri på den tyske side og kommer hurtigt nok over på den hollandske side, så har De haft heldet med Dem, fordi ingen tysk politibetjent må løbe efter. Det er et praktisk eksempel på vanskelighederne ved at bekæmpe organiseret kriminalitet, og det illustrerer nødvendigheden af at handle grænseoverskridende, eller rettere sagt, europadækkende. Dermed vil jeg udtrykke, at Den Europæiske Union i forbindelse med de former for alvorlig kriminalitet, som kun kan bekæmpes på europæisk plan, har brug for operationelle beføjelser for de europæiske politiorganer under Europa-Parlamentets kontrol. Jeg tror, at vi skylder dem, som bliver ofre for den stadigt mere omsiggribende organiserede forbrydelse, at vi som politikere i Rådet, Kommissionen og Parlamentet skaber de instrumenter, som er nødvendige for effektivt at imødegå forbrydelserne.
Hr. formand, i Italien var der i lang tid noget næsten romantisk over cigaretsmugling, navnlig i efterkrigstiden takket være de neorealistiske film. Det, der sker i Apulien og i Syditalien, har dog overhovedet ikke noget romantisk over sig, tværtimod. De to finansbetjentes tragiske død er ikke kun et problem, der vedrører den offentlige sikkerhed i Italien, det er også et europæisk problem. Og det er ikke kun et europæisk sikkerhedsproblem, men også - og ikke mindst - et problem, der vedrører vores forhold til naboerne på den anden side af Adriaterhavet. EU giver et væsentligt bidrag til genopbygningen af det tidligere Jugoslavien. De lokale myndigheders indsats og vores mobilisering for at hjælpe dem i deres bestræbelser er aspekter, som er helt afgørende for bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet og således også for europæernes sikkerhed. Vi beklager i den forbindelse, at man i kompromisbeslutningen ikke ønskede - sådan som vi havde foreslået - at gøre de nye genopbygningsprogrammer betingede af, at det tidligere Jugoslaviens regeringer forpligter sig til et aktivt samarbejde om bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet. Vi håber i stedet, at Rådet og Kommissionen vil kunne mobilisere disse regeringer gennem deres bestræbelser, og at de to institutioners deltagelse i den konference, der er planlagt til at finde sted den 19. og 20. maj, vil være begyndelsen på en effektiv indsats i den retning.
Hr. formand, på Rådets ekstraordinøre møde i Tampere sidste år tog man allerede højde for den meget vanskelige situation, som nogle europæiske regioner befinder sig i, og besluttede den konference, der finder sted den 19. og 20. maj i år, og som netop drejer sig om sikkerheden og udviklingen i dette område. Europa forsøger i øjeblikket at udvide sine egne grænser og drøfter områderne med retfærdighed, sikkerhed og frihed. Adriaterhavet udgør en grænse, og det gør Det Joniske Hav også. Hvis vi ønsker at lægge vægt på Europas udvidelsesprocesser, er det nødvendigt, at vi forsikrer vores borgere, vores medborgere og indbyggerne i disse områder for, at vores ord ikke bare er politiske projekter, men derimod rigtige projekter, der bliver ført ud i livet, og for, at når vi taler om retfærdighed og sikkerhed, giver vi dem nogle midler, situationer og systemer, der får dem til at føle sig sikre. Vi har allerede betalt prisen med alt for mange døde. Alt for mange civile har mistet livet i denne form for strejftog, som finder sted i Apulien. Vi har mistet alt for mange mænd fra ordensmagten. I betragtning af, at vi i øvrigt har en stabilitetspagt, er det nødvendigt at gribe konkret ind for at vise, at når vi udvider Europa, udvider vi også vores folks sikkerhed.
Hr. formand, når det gælder dette emne, er jeg splittet. På den ene side er det naturligvis rigtigt - og jeg var ordfører for østudvidelsen og den indre sikkerhed - at vi ikke kun skal sørge for høje sikkerhedsnormer i kandidatlandene, sådan som vi gør i selve EU, men naturligvis også i alle europæiske lande. Vi har brug for et fælles europæisk system for indre sikkerhed, og her må en særlig bekymring naturligvis gælde Balkan, fordi vi har påtaget os et særligt ansvar i Kosovo og i naboregionerne. Men på den anden side skal vi passe på, at vi ikke klassificerer bestemte folkeslag på nogen måde. Derfor vender vi os mod punkt 4 i den fælles beslutning, hvor Montenegro nævnes. Naturligvis har også Montenegro problemer med den indre sikkerhed, ligesom vi i øvrigt også har det i EU. Men Montenegro trues massivt i øjeblikket, og De har hørt, at Milosevic allerede har indledt militære operationer mod Montenegro, hvilket NATO erklærede helt officielt i går. Her skal vi passe på, at vi ikke giver ham noget påskud. Derfor ja til en solidarisk kamp mod den organiserede kriminalitet, men venligst ingen specifik passus mod Montenegro, men tværtimod støtte til Montenegro på dets vanskelige vej mod større frihed.
Hr. formand, det er efter min mening meget vigtigt med den enighed, man er nået frem til her i Parlamentet om et nyt initiativ til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, især fordi man - og først og fremmest den gruppe, som jeg taler på vegne af - har forstået, at den dramatiske hændelse i Brindisi ikke er et fænomen, der er begrænset til regionen Apulien, men har at gøre med værdier, principper og målsætninger, der er en integreret del af den nye europæiske politik, og med spørgsmålet om EU-borgernes retfærdighed og sikkerhed. Parlamentet og EU-institutionerne bør antage denne indfaldsvinkel for at give et rationelt svar på borgernes frygt og usikkerhed over for kriminaliteten og for at bekæmpe alle aspekter af den, både den brutale vold, hvor man ikke tøver med at slå politiet og forsvarsløse borgere ihjel, og den egentlige økonomiske og finansielle kriminalitet med overstatslig karakter. På grund af forbindelserne mellem de kriminelle bander i forskellige lande og på grund af det stadig større geografiske område er det nødvendigt med en overstatslig indsats. I øvrigt er sikkerheden en af Europas målsætninger fra Amsterdam, og den blev drøftet på Det Europæiske Råd i Tampere i efteråret '99. Vi håber, at der bliver truffet nogle konkrete beslutninger som dem, der blev foreslået i Tampere om at oprette nogle fælles undersøgelsesgrupper, en europæisk politiskole og et egentligt europæisk retsorgan som Eurojus. Det er denne vej, vi skal gå, idet vi i Unionens forbindelser med Balkanlandene tager højde for, at kriminaliteten i disse lande skal bekæmpes. Endelig vil også jeg gerne have lov til her i Parlamentet at give udtryk for min medfølelse og solidaritet med ofrenes familier samt min anerkendelse af den meget store pligtopfyldenhed, disse to betjente udviste på denne tragiske dag, nemlig den 24. februar.
Kommissionen har med stor interesse gennemgået beslutningsforslaget om trusselen, der stammer fra det stigende antal ulovlige aktiviteter, der udøves af kriminelle grupper i flere lande i Sydøsteuropa. Vi deler den bekymring, der udtrykkes i beslutningsforslaget vedrørende risikoen for, at genopbygnings- og udviklingsbestræbelserne i forbindelse med stabilitetspagten bringes i fare af internationale netværk af kriminelle, der hovedsagelig beskæftiger sig med menneskesmugling, narkotika- og våbensmugling samt varesmugling. Det er klart, at mange af disse kriminelle aktiviteter har alvorlige og negative konsekvenser for Fællesskabet og medlemsstaterne. Som De ved, har Det Europæiske Råd vist sin stærke vilje til at bekæmpe den organiserede kriminalitet og demonstreret behovet for en sammenhængende og koordineret indsats ved i juni 1997 at vedtage handlingsplanen for bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Selvom mange af aktionerne har til formål at fremme samarbejdet mellem de 15 medlemsstater, ses der i planen heller ikke bort fra behovet for at udvikle et bredere internationalt samarbejde. Det synlige resultat var, at Rådet i 1998 indgik førtiltrædelsespagten om samarbejde imod kriminalitet med ansøgerlandene. Med hensyn til det specifikke spørgsmål, der rejses i beslutningsforslaget vedrørende situationen på Balkan, er Kommissionen enig i, at der eksisterer en reel fare for en stigning i de organiserede kriminelle aktiviteter, hvis der ikke gennemføres sammenhængende og koordinerede aktioner i denne region fra de forskellige donorers og de internationale og regionale aktørers side. Kommissionen mener, at medlemsstaterne har en nøglerolle med at stille ekspertise og menneskelige ressourcer til rådighed gennem støtte til specialiserede projekter inden for kampen mod forskellige kriminelle aktiviteter på Balkan, herunder kampen mod korruption. Kommissionen mener, at den kan yde et nyttigt bidrag til stabilitetspagten ved at kombinere medlemsstaternes ekspertise og Fællesskabets midler med henblik på at oprette målrettede kriminalitetsbekæmpende projekter og aktiviteter. I den henseende er Kommissionen også parat til at fungere som koordinator i tæt samarbejde med den særlige koordinator for stabilitetspagten. Jeg må endvidere understrege, at Kommissionen er i færd med at udarbejde et forslag til et nyt specifikt finansielt instrument, der skal udgøre et samlet retsgrundlag for Fællesskabets bistand til hele regionen. Et officielt forslag vil blive forelagt Rådet sidst i denne måned, og vi håber, at en ny forordning kan træde i kraft hurtigst muligt, forhåbentlig lige efter sommerferien. Kommissionen er fortsat overbevist om det væsentlige i at yde hele den nødvendige indsats til støtte for effektive foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret kriminalitet og er fast besluttet på inden for disse rammer at udvikle regionale projekter inden for retlige og indre anliggender. Kommissionen kan endvidere allerede nu meddele, at den i forbindelse med planlægningen af bistandsmidlerne til de regionale programmer for 2000 har øremærket 2 millioner euro til projekter inden for retlige og indre anliggender. Hvad angår smugling af bestemte varer såsom cigaretter, og for så vidt denne smugling også berører Fællesskabets område og økonomiske interesser, har OLAF endvidere oprettet tværfaglige og multinationale indsatsgrupper. Disse grupper arbejder med at bekæmpe organiseret kriminalitet, hvis tværnationale dimension er blevet påvist ved adskillige lejligheder. Grupperne er blevet nedsat for at yde støtte og operationel bistand, idet undersøgelserne er koncentreret om de sektorer og produkter, der er mest sårbare over for svig, hvilket er tilfældet for cigaretter. Resultaterne af disse indsatsgruppers aktiviteter gennem de sidste par år er meget betydningsfulde. I 1996 lå cigaretsmuglingen, navnlig i forbindelse med fællesskabsforsendelse, på i alt 800 millioner ecu. De samlede økonomiske følger af svig inden for dette område i 1997 skønnes at være 1,6 milliarder ecu, hvilket dækker Fællesskabets egne indtægter og landenes nationalindkomst. Antallet af undersøgelser vedrørende cigaretsmugling steg endda i 1998, selvom de økonomiske følger var lavere end i de foregående år. Dette kan forklares med fortsættelsen af store internationale undersøgelser og succes i kampen mod cigaretsmugling fra Andorra og kampen mod det sorte marked i Spanien. Alt i alt tager vi disse trusler mod Fællesskabet meget alvorligt og vil fortsat arbejde hårdt for at bekæmpe dem.
Mange tak, kommissær Nielson. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0243/2000 af Maij-Weggen og Bowis for PPE-DE-gruppen om konventionen om international handel med truede arter (CITES); B5-0249/2000 af Sjöstedt m.fl. for GUE/NGL-gruppen om konventionen om international handel med truede dyr og planter (CITES); B5-0260/2000 af Davies m.fl. for ELDR-gruppen om konventionen om international handel med truede dyr og planter (CITES); B5-0269/2000 af Roth-Behrendt for PSE-gruppen om konventionen om international handel med truede arter (CITES); B5-0275/2000 af De Roo og Isler Béguin for Verts/ALE-gruppen om international handel med truede dyr og planter (CITES).
Hr. formand, kære kolleger, indledningsvis vil jeg undskylde indgiveren af dette forslag til beslutning, fru Maij-Weggen. Hun måtte pludseligt tage af sted på grund af et dødsfald og en begravelse i familien. Det er ikke første gang, at Parlamentet drøfter CITES-konventionen. I årenes løb har denne konvention, som 148 lande har skrevet under på, reddet mange planter og dyr, som var ved at uddø. Det skete tit efter hårde aktioner fra miljø- og dyreværnsorganisationer, gennem aktioner, som mange gange blev overtaget af Parlamentet, de nationale parlamenter og f.eks. også den amerikanske Kongres. Også nu ser det ud til, at der på CITES-mødet i Nairobi træffes forkerte beslutninger, og også denne gang kæmper vi for at undgå det. Jeg vil i dette indlæg koncentrere mig om tre trusler. Den første er, at en række sydafrikanske lande har foreslået at flytte den afrikanske elefant fra bilag I til bilag II, hvilket betyder, at kontrolleret jagt tillades. Disse lande vil sammen "høste" mere end 50 ton elfenben. Vi anmoder indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne om ikke at gå med til dette. Listen over ulovligt elfenben er allerede nu så lang, at lovlig jagt kun forværrer problemet, og det mens det samlede antal af afrikanske elefanter er faldet fra 1,3 millioner til 625.000 i løbet af 20 år. Som bekendt er der hermed nået en kritisk grænse. En anden trussel, som jeg vil pege på, er forslaget fra Norge og Japan om på ny lovligt at jage vågehvaler i det Nordlige Atlanterhav og den sydlige del af Stillehavet. Det er vi også imod, også fordi disse flotte dyr allerede jages af begge lande. På den måde belønnes dårlig opførsel endnu mere. Desuden er også denne dværghval i fare, og det er bedre, at vi holder os til aftalen om at beskytte alle hvaler. Til sidst det tredje eksempel. Cuba har anmodet om på ny at flytte karetteskildpadden over i bilag II. Det er resultatet af et typisk isoleret syn på et dyr, som generelt er ved at uddø. Fordi denne art især kommer til Cuba for at lægge æg, tror man, at der er nok, og derfor vil man nedlægge 500 af disse skildpadder om året, og De ved til hvad, nemlig til eksklusive restauranter og for at sælge skjoldet til Japan. Dette ville være en kraftig opfordring til at fortsætte den ulovlige jagt. Cuba burde skamme sig over dette forslag, og dets eget forslag opfylder desuden ikke den af Cuba forsvarede ideologi, som jeg i øvrigt heller ikke støtter. Det er altså tre eksempler på en række forslag i Nairobi, som gør os meget bekymrede. Vi anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om ikke at støtte denne type forslag, men at beholde CITES, som den er nu. Lad os ikke begynde dette århundrede dårligt, men godt og sammen sørge for, at ikke endnu flere planters og dyrs eksistens trues.
Hr. formand, som den foregående taler sagde, henvender vi os med denne beslutning til partnerne i CITES-konventionen, som mødes i Nairobi i april. Og vi henvender os for igen at forsøge at bevare udryddelsestruede arter som det asiatiske skældyr, gorillaerne i Congo, elefanterne - på grund af salget af elfenben - og andre arter, som nævnes i beslutningen. Jeg vil kort nævne tre uomgængelige foranstaltninger, som bør træffes i Nairobi i de kommende dage. Den første er oplysning og bevidstgørelse af offentligheden, dem, der køber, og dem, der sælger. Den anden er sanktionsmekanismer for dem, der endnu ikke har truffet lovmæssige foranstaltninger, som forhindrer straffrihed, især for krybskytter. Og den tredje er samarbejde med udviklingslande i hvis landområder, der i visse tilfælde ikke er andre måder at overleve på end ved at handle med udryddelsestruede arter.
Hr. formand, beskyttelsen af truede dyre- og plantearter er mere end blot at redde naturens rigdomme. Det drejer sig om en kamp mellem civilisation og barbarisme. Redning af biodiversiteten er også mere end kun at sørge for, at bestemte dyrearter ikke uddør, ligegyldigt hvor vigtige de er, f.eks. elefanter og hvaler. Eftersom de ikke selv kan det, skal vi hjælpe individuelle dyr, ikke kun hjemme, men overalt. Det betyder f.eks., at den internationale transport af tropiske dyr skal standses. Den finder stadigvæk tit sted under skandaløse forhold, både ved lovlig og ulovlig transport. Overudnyttelse og misbrug skyldes ikke kun fattigdom. Det drejer sig ofte om ubarmhjertige handelsmænds berigelse. Uden at man lægger mærke til det, er dyr desuden i et vidt omfang offer for naturkatastrofer og især også krige i Afrika. Dyr tager pr. definition ikke parti. Mere opmærksomhed for deres grusomme skæbne er et spørgsmål om civilisation.
Hr. formand, ved den forrige CITES-konference vedtog Parlamentet næsten enstemmigt et forslag til beslutning om at give den afrikanske elefant den højeste beskyttelsesstatus. Den afrikanske elefant er ifølge IUCN stadigvæk en truet dyreart. 14 ministre fra EU stemte dengang fejt hverken-eller og gjorde således nedskydningen af elefanter i Afrika lovligt. Kun den nederlandske minister gik dengang ind for fredning af elefanten. I næste måned fra den 10.-20. april står elefantens skæbne endnu en gang på verdenssamfundets dagsorden. Værtslandet Kenya og Indien har foreslået, at den afrikanske elefant på ny får fuldstændig beskyttelse. Nedskydning af elefanter for at sælge deres elfenbensstødtænder til Japan og på papiret give udbyttet til beskyttelsen af vilde dyr er en pervers logik. Desuden virker det ikke. Sydafrika, Botswana, Namibia og Zambia vil nu skyde endnu flere elefanter. Disse blodpenge bliver også hos de forkerte folk. Jeg anmoder de 15 miljøministre, inklusive de fem grønne ministre, om at vise mod og give den afrikanske elefant fuldstændig beskyttelse på miljømødet den 30. marts. Fuldstændig beskyttelse er endvidere nødvendigt for havskildpadden, som kun findes i Cuba. I tre generationer er mere end 80% af skildpadderne forsvundet. Kommissionen foretrækker blodhandel med Japan frem for den afrikanske elefant og havskildpadden. Det er en skandale.
Hr. formand, Det Europæiske Fællesskab er ikke underskriver af CITES. I henhold til konventionens nuværende tekst er det kun enkeltlande, der kan deltage. Gaborone-ændringen til CITES-teksten fra 1983 vil give os mulighed for at underskrive konventionen. Men denne ændring er imidlertid endnu ikke trådt i kraft, da der ikke er tilstrækkeligt mange CITES-parter, der har ratificeret den. Kommissionen fortsætter sin diplomatiske indsats for at sikre et tilstrækkeligt antal ratificeringer, således at Fællesskabet kan komme til at spille en mere proaktiv rolle inden for denne vigtige konvention. Uanset at vi endnu ikke er part i konventionen, har Fællesskabet den lovgivning, der skal til for at gennemføre CITES. Vores lovgivning er blandt de mest grundige og omfattende af sin art i verden. Kommissionens politik er baseret på både fredning og bæredygtig brug, principper, hvor det anerkendes, at befolkninger og stater er de bedste beskyttere af deres egen vilde fauna og flora. Med hensyn til de specifikke punkter i Parlamentets beslutningsforslag er vi enige i behovet for at intensivere håndhævelsesforanstaltningerne inden for handlen med vilde dyr i Indien. Vi vil rette henvendelse til de indiske myndigheder i henhold til de foreslåede retningslinjer og fortsat gøre alt, hvad vi kan for at støtte og fremme målsætningerne med CITES. Hvad angår forslagene om den kommende konference for CITES-parterne, har Kommissionen endnu ikke vedtaget noget formelt forslag. Men vores generelle retningslinjer med hensyn til de vigtigste spørgsmål er som følger: Vedrørende hvaler skal Fællesskabets holdning være utvetydig. Ingen genoptagelse af kommerciel hvalfangst, før Den Internationale Hvalfangstkommission vurderer, at de relevante kontrolmekanismer er på plads. Vi bør derfor gå imod de japanske og norske forslag om at genoptage erhvervet. Vedrørende afrikanske elefanter går vi ind for opretholdelse af status quo, indtil der tegner sig et klart billede af konsekvenserne af den internationale handel, der blev tilladt i 1997. Vi bør ikke støtte nogen af de forslag, der er fremsat. Vedrørende forslagene om cubanske havskilpadder bør Fællesskabet modsætte sig en genoptagelse af den regelmæssige årlige handel med skjold. Vi må imidlertid indtage en mere åben holdning til salget af de cubanske lagre af skjold, indtil vi kender holdningen hos Cubas nabolande. Endelig vedrørende hajer er der grund til bekymring, og forslaget om brugder fortjener navnlig støtte. Her skal CITES imidlertid arbejde tæt sammen med de regionale fiskeriinstanser og FN's Organisation for Ernæring og Landbrug.
Mange tak, kommissær Nielson. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Hr. formand, her på dokumentet vedrørende dagsordenen kan jeg se, at afstemningen om situationen i Irak er blevet fjernet. Jeg vil gerne vide, hvem der har bedt om dette og med hvilken begrundelse.
Hr. kollega, det er ikke afstemningen, der er trukket tilbage, men forslagsstillerne, der har trukket deres to forslag tilbage. Når der ikke er nogen forslag, man kan stemme om, så er det også klart, at det ikke længere optræder i afstemningen. Jeg kender ikke de nærmere årsager til, hvorfor forslagsstillerne har gjort det - det må De spørge de to om - men det er helt klart, at når de er trukket tilbage, kan man ikke stemme om det. Måske kan kollega Swoboda kort forklare, hvad der ligger bag.
Hr. formand, De har fuldstændig ret, vi har trukket forslagene til beslutning tilbage. Lad mig forklare det for vores kollega. Vi har trukket dem tilbage, fordi vi på det næste møde i Strasbourg skal have en længere, udførlig debat om emnet. Jeg tror, at det i lyset af den alvorlige situation i Irak er mere fornuftigt at tage stilling efter en debat, efter erklæringer fra Rådet og Kommissionen, og ikke inden for den uopsættelige debat. Det var grunden til, at forslagene blev trukket tilbage.
Hr. formand, jeg vil selvfølgelig bekræfte, at hr. Swobodas udtalelser også gælder for PPE-DE-gruppen. Vi har trukket vores beslutning tilbage af samme grund, det vil sige den forhandling, der skal finde sted i april.
Mange tak, fru kollega. Nu tror jeg, motiverne er klarlagt. Om forretningsordenen, hr. kollega Buttiglione.
Hr. formand, jeg har trukket forslaget tilbage, selvom jeg er overbevist om, at det er forkert af os ikke at benytte lejligheden til at gribe ind, mens tid er, nu hvor vi har muligheden for at nå frem til almindelig enighed om dette forslag. Jeg vil gerne understrege, at det er anden gang, vi udsætter godkendelsen af dette forslag. Jeg håber ikke, at begivenhederne løber løbsk, uden at vi har fået mulighed for at prøve at påvirke dem til fredens fordel.
Mange tak, hr. kollega. Vi går nu over til afstemningen.
Hr. formand, selvom det havde været bedre, at vi havde stemt ved frokosttid, er jeg tilfreds med at få afstemningen nu.
Hr. formand, jeg støtter med fornøjelse forslaget fra min ærede, meget elskværdige kollega, baronesse Ludford. Lad os stemme!
Hr. formand, jeg ville blot spørge, hvorfor kollegaen så pludseligt har skiftet mening.
Hr. Posselt, jeg vil foreslå, at De spørger kollegerne om det bagefter. Jeg vil ikke have en offentlig debat om det her i salen. Inden afstemningen om ændringsforslag 53
Hr. formand, jeg vil gerne på vegne af GUE/NGL-gruppen trække ændringsforslag 53 og 55 vedrørende punkt 17 i betænkningen tilbage. Det viser sig således, at udarbejdelsen af disse to ændringsforslag kan føre til modsigende fortolkninger, bl.a. i nogle af de forskellige sprogudgaver. Jeg er mod den etniske opdeling, for dette stempler indvandrerne. Ændringsforslag 53 og 55 sigter mod at fjerne termen etnisk. Anvendelsen af termen oplysning kan henvise til statistikkerne om racisme og diskrimination, hvilket kan være positivt, men dette kan også være en henvisning til oprettelsen af sagsakter med alle de problemer, dette medfører, og som vi talte om i forbindelse med EURODAC. Det er grundene til, at vi har trukket de to ændringsforslag tilbage.
Mange tak, hr. kollega. Det tager vi til efterretning.
Hr. formand, jeg takker hr. Sylla for, at han trak de to omtalte ændringsforslag tilbage, men jeg ønsker at spørge ham, om han ikke mener, at der i ændringsforslag 54 - i den del, der ikke er blevet ændret - og hvor der står følgende på engelsk, det er den engelske udgave, jeg har foran mig: "stresses that the EU must collect reliable ethnic data as a basis for review", om han ikke mener, at denne del, det er min mening, og mere præcist ordene "reliable ethnic data", skaber samme type problemer, og om han ikke kunne fremsætte et mundtligt ændringsforslag med henblik på ligeledes at ændre dette begreb "ethnic data"?
Hr. kollega, forslagsstilleren har været så forudseende at trække forslaget tilbage allerede før afstemningen. Vi stemmer altså ikke om det. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, jeg vil ikke trække tiden ud, jeg vil bare bede Præsidiet overveje fremover at undlade at acceptere forslag, som sletter hele afsnit, så vi undgår det problem, der er dukket op i dag. Det beder jeg om, at man overvejer.
Hr. kollega, det hænger sammen med, at vi i vores store visdom har ændret forretningsordenen på denne måde, og hvis jeg husker rigtigt - fordi jeg sidder bag ved Dem, ved jeg det - stemte De også for det dengang. Hvis De ikke længere ønsker det sådan, må De stille forslag om, at vi ændrer forretningsordenen igen, og så skal jeg gerne gøre det anderledes.
Hr. formand, jeg indrømmer gerne, at jeg godt kan blive endnu klogere.
Hr. Swoboda, det er vi fælles om!
Hr. formand, til forretningsordenen. Jeg er meget glad for, at denne betænkning er gået igennem. Vi har brugt meget lang tid på at stemme om den. De fleste af disse ændringsforslag blev stillet af den tekniske gruppe af racister eller af PPE vedrørende punkter, hvor de tabte afstemningen i udvalget. Vi burde ikke bruge så lang tid på at stemme om ændringsforslag, der stilles, fordi man har tabt afstemningen om samme punkt tidligere. Vi kunne have gjort det langt hurtigere, fordi resultatet har været helt tydeligt.
Hr. kollega, De nævner et principielt problem, som har at gøre med den måde, vi har skrevet det på i vores forretningsorden. Hvis ændringsforslagene stilles inden for fristen i henhold til forretningsordenen, bliver de annonceret og behandlet normalt af formanden. Hr. Speroni om forretningsordenen.
Hr. formand, jeg ved ikke, om det skyldes oversættelsen, men vores kollega sagde "Den Tekniske Gruppe af Racister". Vi er Den Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer.
Hr. kollega, det var sikkert et sprogligt oversættelsesproblem. Det er jeg helt overbevist om! Betænkning (A5-0055/2000) af Belder for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om meddelelse fra Kommissionen om bekæmpelse af racisme, fremmedhad og antisemitisme i ansøgerlandene (KOM(1999) 256 - C5-0094/1999 - 1999/2099(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0067/2000) af Read for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om Europe - et informationssamfund for alle: Kommissionens initiativ op til Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 (KOM(1999) 687 - C5-0063/2000 - 2000/2034(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, kolleger, det er den første stemmeforklaring, jeg afgiver i mange år, og den første stemmeforklaring som formand for PPE-DE-gruppen. Vores gruppe kunne af principielle grunde desværre ikke stemme for Ludford-betænkningen "Bekæmpelse af racisme og fremmedhad i Den Europæiske Union". Vi mener, at man her misbruger en god sag, nemlig kampen mod racisme og fremmedhad, til uvedkommende formål, og at der er emner i denne betænkning, som intet har at gøre med racisme og kampen mod racisme og fremmedhad. Derfor har størsteparten af vores gruppe undladt at stemme eller stemt imod. Årsagerne ligger i følgende synspunkter. For det første negligerer og krænker Ludford-betænkningen det grundlæggende subsidiaritetsprincip, når den i 4, 6, 27, 2. pind, 11 og 20 kræver tiltag som optagelse af tredjelandsstatsborgere i den offentlige tjeneste eller forpligtende ændring af skolernes læreplaner og læreruddannelsesprogrammerne. For det andet indeholder betænkningen punkter, som absolut ikke har noget at gøre med selve emnet i betænkningen, når der i punkt 19, 22 og 30 kræves foranstaltninger som indrømmelse af valgret for tredjelandsstatsborgere ved kommunalvalgene og valget til Europa-Parlamentet For det tredje anfører Ludford-betænkningen punkter, som ligger uden for betænkningsperioden, og som overhovedet ikke har noget at gøre med betænkningen. Og jeg vil demonstrere denne betænknings absurditet - jeg ville ønske, der var flere, der ville høre efter nu, især dem, som netop er på vej ud - og jeg beklager at måtte sige dette netop i forbindelse med denne betænkning. Absurditeten ligger i det følgende: Ikke nok med, at under en tredjedel af kollegerne har deltaget i afstemningen, men man kommer her med en udtalelse over for en af Den Europæiske Unions medlemsstater, nemlig Østrig, en udtalelse om, at Parlamentet nu tilslutter sig de 14 medlemsstaters sanktioner. Parlamentet besluttede efter en lidenskabelig debat i februar i Bruxelles med stort flertal ikke at tilslutte sig disse sanktioner, og i dag, med et så lille flertal, med en så ringe deltagelse, tilslutter vi os disse sanktioner. Der er altså to grunde. For det første er det et emne, som ikke vedkommer denne betænkning, og for det andet tager vi her et emne op, som vi for længst har truffet afgørelse om med stort flertal. Det synes jeg ikke er i orden. Min gruppe har af disse årsager enten måttet undlade at stemme eller måttet stemme imod. (Bifald)
Hr. formand, jeg har stemt imod denne betænkning, fordi jeg ikke vurderer en god flaske vin på dens etiket, men på dens indhold. Denne betænkning bærer ganske vist etiketten antiracisme, men indholdet er en ufordøjelig bryg af ideologisk forvirring og fortjener ikke at bære navnet antiracismebetænkning. Denne betænkning kunne ikke forbedres, og jeg advarer Parlamentet mod at blive ved med at gøre sig selv til grin med den slags absurde betænkninger, for antiracisme er for vigtig en sag til at blive brugt som grundlag for et eller andet ideologisk spilfægteri.
Selvom vi ikke er enige i en stor del af punkterne i betænkningen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, har vi stemt for betænkningen, fordi den tager stilling mod diskrimination og for minoriteters rettigheder. Vi kan dog ikke tilslutte os den ros, Europa-Parlamentet giver sig selv. For det første fordi størstedelen af forslagene til fordel for minoriteternes eller indvandrernes rettigheder fortsat er for vage og ikke er bindende. For det andet på grund af det hykleri, der består i at erklære sig som forsvarer for minoriteter og indvandrere, når man selv fører en politik mod indvandrerne, f.eks. jagten på de illegale indvandrere. Endelig omtaler betænkningen overhovedet ikke de økonomiske og sociale problemer, der letter racistiske og fremmedfjendske demagogers agitation på den yderste højrefløj, bl.a. arbejdsløshedens størrelse og forværringen af fattigdommen for en voksende del af befolkningen.
Hr. formand, jeg tager ordet på vegne af den spanske delegation i Det Europæiske Folkepartis Gruppe for at forklare, hvorfor vi undlader at stemme, hvilket i dette tilfælde er en meget klar stillingtagen, til trods for at stemmeundladelse i regelen ikke er det. Vi undlader at stemme, fordi vi på den ene side er enige i den symbolske idé og principperne om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, for visse dele af denne betænkning indholder vigtige erklæringer. For blot at nævne to kan jeg nævne afsnit 8 om de opgaver, som Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad har, og afsnit 24, hvor medlemsstaterne opfordres til at bekæmpe racisme og fremmedhad på nogle meget konkrete områder. Men på den anden side er dette, til forskel fra Haarder-betænkningen, som vi stemte om i formiddags, en fuldstændig demagogisk betænkning og uden juridisk stringens. Og Parlamentet, som er medlovgiver, skal vide, at enhver af dets udtalelser har enten retskraft eller, som i dette tilfælde, retskraftlignende status, og derfor skal det være mere forsigtigt. Lad mig blot give et enkelt eksempel: Afsnit 22, hvor der anmodes om at give det europæiske statsborgerskab et reelt indhold ved at give tredjelandsstatsborgere, der opholder sig i Fællesskabet, valgret ved lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet. Det er indlysende, at det for det første går imod traktaten. Det er dårligt formuleret. Og jeg kunne give flere lignende eksempler, som retfærdiggør vores stemmeundladelse.
Hr. formand, jeg vil gerne komme med en ganske kort erklæring på vegne af den østrigske socialdemokratiske delegation. Vi har stemt for denne betænkning, fordi vi tror, at den trods enkelte formuleringer er en god betænkning, og jeg finder absolut ikke den måde retfærdiggjort, som denne betænkning til dels er blevet omtalt på her i stemmeforklaringer. Vi har undladt at stemme i forbindelse med punkt 10. Vi ville have foretrukket en erklæring, som nøje svarede til det, som Europa-Parlamentet vedtog i sin beslutning om Østrig. Da dette punkt alligevel blev vedtaget, har vi stemt for denne betænkning på grund af dens principielt positive tendens.
Hr. formand, jeg er klar tilhænger af bekæmpelsen af enhver form for racisme og fremmedhad, men jeg undlod at stemme ved afstemningen om den beslutning, der var fremsat af fru Ludford, fordi jeg mener, at der er tale om en af disse rodekasse-beslutninger, hvor man siger det hele og nogen gange det modsatte. Jeg mener ikke, at denne type beslutninger tjener Europa-Parlamentet til ære.
Min gruppe og jeg selv er glade for at have stemt for og støttet Ludford-betænkningen, som drejer sig om noget så vigtigt som kampen mod racisme og fremmedhad. De, som har stemt imod familiesammenføringer; imod opfordringen til etniske minoriteter om at deltage i valg; imod en politistyrke, der afspejler Europas mangfoldighed og imod multietniske parlamenter må begrædes og fordømmes. De britiske Labour-medlemmer og PSE-gruppen stemte for ændringsforslag 2 om sletning af punkt 17, ikke fordi vi var imod holdningerne og hensigterne, men fordi det gav mulighed for fejlfortolkning eller beskyldninger om tvetydigheder. Kampen mod racister og fremmedhadere i vores samfund, de mennesker, der søger at splitte Europa, er en kamp, som skal vindes, og som vil blive vundet.
Vi fra Moderaterne støtter de fleste af foranstaltningerne mod racisme og fremmedfjendtlighed i Ludford-betænkningen. Vi afholder os imidlertid fra at stemme ved den endelige afstemning, da vi mener, at arbejdsmarkedslovgivningen bør være omfattet af subsidiaritetsprincippet, hvilket omtales i punkt 17.
Ludford-betænkningen mod racisme og fremmedhad er - ligesom Haarder-betænkningen, der kom samtidig - tilsyneladende motiveret af lumske bagtanker, som systematisk resulterer i - ud over den retmæssige beskyttelse af rettigheder, der er forbundet med den menneskelige værdighed - et forsøg på én for én at fjerne alle de forhindringer, der er for statsborgerskab, uanset i øvrigt om det er nationalt eller europæisk. Man har indtryk af, at begge betænkningers ambition er at forsvare rettighederne for det uspecificerede individ, der kunne bo hvor som helst på jorden, og ikke rettighederne for de oprindelige europæiske indbyggere, som har arvet traditioner og besidder ægte værdier - kort sagt borgerne i vores respektive lande - og som har sendt os hertil for at beskytte dem og ikke for noget andet. Jeg mener, at de foranstaltninger, der findes i disse betænkninger, nærmer sig en slags mandatmisbrug. F.eks. ser man i Ludford-betænkningen, at der erklæres lighed mellem europæiske borgere og tredjelandes borgere, en lighed, der går så vidt som til at foreslå, at de fremmede skal kunne blive funktionærer i EU eller i medlemsstaten, eller at de skal kunne drage fordel af de samme rettigheder til fri bevægelighed og familiesammenføring som de europæiske borgere. Forskellene udviskes på alle niveauer, eftersom man i Haarder-betænkningen også kræver lige rettigheder for traditionelle og homoseksuelle par. De to betænkninger anmoder ligeledes enstemmigt om stemmeret til indvandrere ved lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet. Kategori nr. to er meget betegnende. For mens kravet om deltagelse i lokalvalg sommetider kan forsvares med praktiske argumenter, har kravet om deltagelse ved valgene til Europa-Parlamentet udelukkende en ideologisk betydning: Det drejer sig om at vise, at det kommende Europa ikke må være en overnation (selvom der er en superstat), men tværtimod en åben forsamling, et gennemtrækssted, hvor de rettigheder, der er taget fra nationalstaterne, vil blive uddelt til alle. Et andet fælles punkt er, at de to betænkninger anmoder om, at de nye foreslåede rettigheder skal nedfældes i charteret for grundlæggende rettigheder for Den Europæiske Unions borgere, der er under udarbejdelse, og som jeg allerede udtalte mig om i forgårs under forhandlingen om Duff- og Voggenhuber-betænkningen. Og selvfølgelig insisterer de på, at dette dokument i fremtiden bliver udstyret med en bindende retskraft over for medlemsstaterne. Dette er et ekstra element, der viser, at dette charter, hvis det virkeligt blev vedtaget under den form, Europa-Parlamentet beder om - hvilket vi er absolut imod - ville fungere som en maskine, der skal reducere nationerne. Som sædvanligt kan vi se, at Europa kun udviser ringe modstand over for pressionsgrupper, excentriske minoriteter og endda udenlandske interesser. Og vi drager endnu en gang den samme konklusion: Borgerne skal bevare deres beføjelser tæt på og om nødvendigt kun overgive dem til gennemsigtige institutioner, der er opsatte på at forsvare borgernes interesser, og som de kontrollerer fuldstændig.
Vi støtter den humanistiske vinkel, som betænkningen er udarbejdet på baggrund af. Vi støtter, at betænkningen fokuserer på grobundene for racisme og fremmedhad i Europa. Vi mener, at det er vigtigt at bekæmpe racisme og fremmedhad ved at sikre borgerne ret til uddannelse, ret til adgang til arbejdsmarkedet osv. Det er ligeledes positivt, at betænkningen anbefaler, at tredjelandsborgere får bedre muligheder for at blive integreret. Vi har af ovennævnte grunde valgt at stemme for betænkningen, da vi generelt mener, at det er ekstremt vigtigt, at racisme og fremmedhad bliver bekæmpet. Vi understreger imidlertid, at vi ikke kan støtte de midler til bekæmpelse af racisme og fremmedhad, som betænkningen anbefaler. Vi mener, at tiltag som eksempelvis fastlæggelse af en fælles asylpolitik og EURODAC - der indebærer en mistænkeliggørelse af asylansøgere - ikke fremmer bekæmpelse af racisme og fremmedhad.
Jeg vil lykønske ordføreren for kvaliteten af hans arbejde i forbindelse med Kommissionens beretning om iværksættelse af det europæiske år mod racisme (1997). De seneste begivenheder i Østrig viser os, at kampen mod racisme, antisemitisme og fremmedhad desværre fortsat er aktuel. Som det fremgår af betænkningen, er der virkelig grund til at være forfærdet over Jörg Haiders partis indtræden i den østrigske regering. Jeg vil anvende denne lejlighed til at understrege nødvendigheden af at bevare presset på den østrigske regering og til fortsat at holde gang i denne debat i offentligheden. Risikoen for at vænne sig til situationen er stor. Jeg gentager, at en banalisering er den største af alle farer. Dette skår i det, der udgør fundamentet for Den Europæiske Union, nemlig den ubetingede respekt for grundlæggende rettigheder, må ikke skabe præcedens. Overalt i Europa håber den ekstreme højrefløj på at drage fordel af, at denne koalition med fascistiske undertoner er kommet til magten. Det er vores pligt som europæiske demokrater at forblive årvågne og at fremprovokere et fejltrin, der kan føre til, at den siddende regering falder. Personligt er jeg klar til at føre kampen til ende! Jeg mener i lighed med ordføreren, at den etniske, religiøse, kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa er en kilde til vitalitet og er essentiel for den økonomiske fremgang og for Europas sociale fremtid. Derfor må myndighederne i medlemsstaterne og i EU's institutioner på aktiv vis fremme den racemæssige lighed og indlede konkrete aktioner for at nå til en større etnisk spredning blandt deres ansatte. Jeg støtter i øvrigt idéen om, at en enkelt kommissær får ansvaret for bekæmpelsen af racisme og fremmedhad samt fremme af lige muligheder. Der er et andet forslag, der fortjener hele vores opmærksomhed. Det er foreslået, at medlemsstaterne indrager følgende temaer som obligatoriske emner i undervisningsprogrammerne og i lærernes uddannelsesprogrammer: Europas plads i verden, navnlig slaveri og kolonialisme, mindretallenes historie og kultur, racismens, fremmedhadets og intolerancens farer, herunder holocaust og antisemitisme, den tvingende nødvendighed af tolerance og de værdier, der er forbundet med forskelle. Men for at komme tilbage til Østrig. Måske er en af grundene til, at vi er nået til sådanne ekstremer, at dette land ikke i tilstrækkelig grad har arbejdet objektivt med sin historie. Jeg vil afslutte med at anmode om, at man inden for rammerne af regeringskonferencen overvejer en mulig ændring af Amsterdam-traktaten, navnlig artikel 7, der sigter mod at straffe en medlemsstat, der gør sig skyldig i alvorlige og gentagne overtrædelser af de grundlæggende friheder og rettigheder.
Det er ikke muligt at bekæmpe racisme og fremmedhad alene ved at skabe en lovgivning til dette formål, men først og fremmest ved hjælp af foranstaltninger, som tilstræber en grundlæggende ændring af de bagvedliggende årsager, som skaber de betingelser, som er med til at udbrede dette fænomen. Den betænkning, der drøftes nu, omhandler en række forhold, som vi er fuldstændig enige i, ikke mindst dem, der ønsker at sikre de grundlæggende rettigheder hos de tredjelandsborgere, som vælger en af Den Europæiske Unions medlemsstater som arbejds- og opholdssted. Det er særlig vigtigt at fremhæve behovet for at tildele politiske rettigheder, i form af stemmeret til lokale og europæiske valg, til de tredjelandsborgere, som opholder sig i Den Europæiske Union. Af de anførte årsager vil vi stemme for betænkningen.
Som tidligere britisk minister for racerelationer er jeg meget bevidst om behovet for hele tiden at være på udkig efter måder, hvorpå man kan forbedre relationerne mellem alle grupper og interesser i befolkningen. Dette kræver en omhyggelig blanding af først og fremmest uddannelse og kun, hvor det er absolut nødvendigt, af lovgivning. I denne betænkning er der overhovedet ikke tale om en afbalanceret indfaldsvinkel. Det er politisk spilfægteri af værste skuffe, hvor forfatterens tydelige ideologi vinder over den sunde fornuft. Den er skadelig på grund af dens højtråbende karakter. Den anerkender ikke de store fremskridt i racerelationerne i EU-landene. Den indeholder kun en defaitistisk dagsorden, ikke en positiv dagsorden. Den fornærmer dem, der prøver at forbedre situationen, og derfor er den stødende for mange. Den er kort sagt udtryk for et misbrug af de muligheder, som Parlamentet har for at diskutere og behandle spørgsmål som dette, som er vitalt og betydningsfuldt og fortjener bedre end dette. De af os, der virkelig er berørt af dette, kender problemerne med dette emne. Vi kan simpelthen ikke støtte et så forfærdeligt sæt forslag, navnlig da baronesse Ludfords fremgangsmåde kan få det uheldige resultat at vende flertallet mod mindretallet snarere end at harmonisere forholdene. Denne betænkning vil føre til undergravning snarere end en forbedring af racerelationerne. Det kan ikke være et ønskværdigt resultat.
Sarah Ludfords betænkning er et mesterværk i morbid hårdnakkethed og tilintetgørelse af Europas identitet og befolkninger, af europæernes ret til at være forskellige, til at råde selv, til at være deres egne herrer, til at forkaste den sociale, kulturelle og institutionelle opløsning. Det patologiske, fanatiske og neurotiske antiracisme-vanvid er ikke andet end et effektivt redskab til kolonisering af Europa og underkastelse af dets befolkninger. Den forrykte skyldiggørelse af europæerne, der dog er generøse, gæstfri, åbne over for andre kulturer og racismens og intolerancens modpol, har ikke andet formål end at få dem til at acceptere det uundgåelige, at få dem til i stilhed at underkaste sig en bred og massiv kolonisering, et nyt samfund, hvor de ikke vil være andet end en undertrykt minoritet. Den moralske inkvisition, propagandaen og den vedvarende psykiske bearbejdelse, som man udsætter os for, lever helt op til de nedrige metoder, der blev anvendt i de kommunistiske regimers opdragelseslejre. Men takket være baronessen og hendes folk betyder denne betænkning i det mindste, at man kan kende de nye kollaboratører. Tag Dem i agt!
Jeg har ikke kunnet stemme for baronesse Ludfords betænkning, og jeg ønsker, at min stemme skal være et udtryk for en dybfølt foragt på grund af den usmagelighed og de overdrivelser, der fremgår af visse afsnit af denne betænkning. Forskellige overdrevne erklæringer og krav - navnlig hvad angår tredjelandsborgere, der bor i Den Europæiske Union - har en provokerende karakter, der medfører de reaktioner, som betænkningen kalder racistiske, selvom størstedelen af borgerne i vores medlemslande ofte ikke forstår, at de tredjelandsborgere, der bor i deres land, absolut skal have samme rettigheder som dem selv, når der ikke findes nogen gensidighed for Den Europæiske Unions borgere, der bor i disse tredjelande. Jeg ved, at jeg med disse præcisioner risikerer at blive genstand for en dæmonisering i medierne og at falde i den fælde, som visse af de partier, der står bag betænkningen, graver for dem, der endnu tør give udtryk for deres mening med hensyn til de overdrivelser, der er grundlaget for den stigende racisme og det fremmedhad, som baronesse Ludford mener at kunne konstatere i sin betænkning.
I dag præsenterer Europa-Parlamentet det nye menneske i den nye verden. Ludford-betænkningen er ikke en konstatering om en god eller dårlig virkelighed vedrørende racisme i Den Europæiske Union. Den er et politisk program for den anarkistiske yderste venstrefløj, der i sidste ende er meget lidt optaget af menneskets naturlige rettigheder. Ved læsning af teksten ser man, at Europas lande og navnlig medlemsstaterne fremstilles som et helvede, hvor de mest elementære menneskerettigheder dagligt trædes under fode, hvor regeringer og deres organer, bl.a. "politiet, retsvæsenet og immigrationsmyndighederne", udøver umenneskelige og totalitære politikker. Åh, hvor må det dog være dejligt at bo i Kina, på Cuba eller i Nordkorea! Over for disse tyranner våger Den Europæiske Union: Den vil kunne - fordi den er så tæt på menneskene og så optaget af deres lykke, at den forvalter deres dagligdag - fremme nye indtil nu ukendte rettigheder. Den vil kunne - fordi dens fundament og funktion er så demokratisk - skabe en stat, der er fri for enhver synd. Den vil kunne være en uanfægtelig leder, der fører alle tilhængerne mod den lysende morgendag. Alt dette er ikke seriøst. Samfundene, hvad enten de er nationale eller europæiske, har behov for holdepunkter, som ikke er ensidige, men garanter for bæredygtige relationer. Vores nationer er ofte mange hundrede år gamle, de har altid samlet befolkningerne og anderledes etniske grupper, som har medtaget deres værdier til deres værtsland. Dette skete uden problemer, fordi vores nationer præsenterede disse nyankomne for et veldefineret samfund, som de kunne føle sig tilpas i, og hvor de kunne finde deres plads. Fru Ludford foreslår os et samfund uden forbillede, hvor den stærkestes lov vil gælde. Frihed er en retfærdig og identisk lov for alle, men når ethvert individ eller enhver gruppe har sin egen lov, er det anarki eller barbari. Den europæiske konstruktion kan ikke ske ved en simpel tilsætning af dem, den består af. Den skal være et resultat af et sammenfald af synspunkter både med hensyn til dens skæbne og metoderne til at nå hertil, eller også vil den slet ikke findes. Vi er i dag med Ludford-betænkningen kommet længere væk fra dette. Betænkning af Belder (A5-0055/2000)
Hr. formand, når vi har stemt for denne tekst, er det udelukkende for at understrege vores principielle modstand mod enhver form for racisme, fremmedhad og undertrykkelse af mindretal, det være sig inden for eller uden for Unionen. Dog er vores stemme ikke et tegn på, at vi er enige i alle tekstens punkter eller forslag. Desuden mener vi ikke, at de stater, der allerede er med i EU, er i en position til at belære de lande, der er ved at ansøge om optagelse, så længe den skammelige racisme og fremmedhadet udbredes i størstedelen af medlemsstaterne af demagoger på den ekstreme højrefløj, der endda findes her i Europa-Parlamentet.
Med fremlæggelsen af denne meddelelse om bekæmpelse af racisme i ansøgerlandene opfylder Kommissionen en opfordring fra Rådet i Wien den 11. og 12. december 1998. Jeg glæder mig over meddelelsen, der vidner om Den Europæiske Unions vilje til at hjælpe ansøgerlandene til effektivt at bekæmpe racisme, fremmedhad og antisemitisme og at opfylde Københavnskriterierne om menneskerettigheder, der er en ufravigelig betingelse for indtrædelse i Den Europæiske Union. Den omfattende forandring, der har været i gang siden 1989 i Central- og Østeuropa, har affødt en øget racisme, fremmedhad og antisemitisme. Den høje arbejdsløshedsprocent (det var tidligere et ukendt socialt problem, men er i dag officielt anerkendt) skyldes økonomiske reformer og fremmer individets usikkerhed. Alt dette udgør en ideel basis for udviklingen af racistiske fænomener. De ændringer, der er et resultat af iværksættelsen af acquis communautaire, risikerer at øge de sociale spændinger i ansøgerlandene yderligere. Det er derfor, det er af afgørende interesse så hurtigt som muligt at indlede en energisk støtteaktion i forbindelse med disse lande med henblik på, at de bliver i stand til at løse deres problemer. Dette kunne ske gennem Phare-programmet (og mere specifikt "Phare-Democracy", der er medtaget i det europæiske initiativ for menneskerettigheder) og Meda for Tyrkiets vedkommende, der bør ledsage disse ændringer. Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad, der åbner i Wien den 10. april, skal ligeledes bidrage med relevante elementer til en udvidet bekæmpelse af racisme, fremmedhad og antisemitisme i ansøgerlandene. Betænkningen understreger afgørende problemer, der er opstået i ansøgerlandene, problemer i forbindelse med respekten for minoriteters rettigheder. Jeg tænker navnlig på romanibefolkningen, der er udsat for en uacceptabel diskrimination i adskillige øst- og centraleuropæiske lande. Jeg tænker naturligvis på problemet med den institutionaliserede diskrimination af det kurdiske folk, og jeg vil benytte mig af lejligheden til minde om, at Leyla Zana, der er tyrkisk parlamentsmedlem med kurdisk oprindelse, stadig sidder fængslet i et tyrkisk fangehul efter en parodi af en retssag. Der er blevet lagt meget pres - bl.a. fra Parlamentet - på de tyrkiske myndigheder, men det har ikke påvirket dem. Fru Zanas tilfælde er desværre ikke enkeltstående! Tyrkiet skal gøre betragtelige fremskridt med hensyn til den kurdiske befolkning. Dette er en betingelse for landets indtræden i Den Europæiske Union, og vi bør være urokkelige på dette punkt!
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0042/2000) af Goebbels for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om henstilling fra Den Europæiske Centralbank om Rådets forordning om Den Europæiske Centralbanks yderligere indkaldelse af valutareserveaktiver (ECB 0001/1999 - C5-0202/1999 - 1999/0817 (CNS)).
Hr. formand, kære kolleger, Den Europæiske Union er nu blevet udstyret med en politisk uafhængig centralbank, hvis opgave det er at bevare prisstabiliteten. ECB's uafhængighed bør i det mindste være finansiel. Ifølge traktaten er bankens oprindelige kapital fastsat til 5 milliarder euro, mens valutareserverne er fastsat til 50 milliarder euro. Eftersom Det Europæiske System af Centralbanker kun omfatter 11 nationale centralbanker, er den frigjorte kapital kun på 3,9 milliarder euro, mens de reserver, der rent faktisk er overført, ikke udgør mere end 39,46 milliarder euro. 15% er i guld, og de resterende 85% er i dollars eller yen. Det skal oplyses, at renterne på egenkapitalen udgør den eneste pålidelige indkomstkilde for Den Europæiske Centralbank. På kort sigt varierer disse indkomster efter rentesatsen. Den anden indkomstkilde stammer fra renterne på ECB's officielle reserver. Man skal dog fratrække de renter, der er betalt af ECB for investeringerne i euro til de nationale centralbanker. Valutareserverne figurerer i bilaget for ECB i valutaer, mens investeringerne mod nationalbankerne, der er dets modstykke, er opført i euro. I øjeblikket er nettorenteindtægten i forbindelse med renteforskellene mellem euroen på den ene side og dollaren og yennen på den anden side positiv. Dog vil den del af indkomsten, der stammer fra renter, i tilfælde af udsving i rentesatserne i den udstrækning, hvor indkomstkilden er meget følsom over for renteforskelle, meget hurtigt kunne falde og endda medføre et tab. Eftersom ECB besidder valutaer mod investeringerne i euro, løber den ligeledes en risiko for kurstab, hvis euroen skulle stige betragteligt i forhold til de reservevalutaer, den har i sin beholdning. En intern udregning i ECB viser, at the value at risk ved vekselrisikoen kunne overstige ECB's nuværende kapital. Et fald på 10% i dollaren eller yennen i forhold til euroen kombineret med et fald på 10% i guldpriserne ville kunne tømme hele ECB's kapitalbeholdning. I traktaten fastsættes en mekanisme, hvorigennem ECB kan beskytte sig mod en udhuling af sin kaptal. Renteindtægten for eurosystemet kan delvist eller helt bevares af Den Europæiske Centralbank. Ikke desto mindre ville en bank, der er afhængig af gentagne bjærgningsmanøvrer, ikke være særlig troværdig. Men Den Europæiske Centralbank vil afslutte regnskabsåret for 1999 med et underskud, der sandsynligvis overstiger 200 millioner euro. Det er derfor af afgørende vigtighed, at dette strukturelle problem løses så snart som muligt. Europa-Parlamentet havde allerede afgivet en positiv udtalelse den 4. april 1999 om en anbefaling fra ECB, der på langt sigt sigter mod en fordobling af bankens kapital. Anbefalingen sigter mod at give Styrelsesrådet bemyndigelse til at foretage en yderligere indkaldelse af valutareserveaktiver på op til 100 milliarder euro. Der er altså kun tale om en principiel bemyndigelse med henblik på at gribe ind, når der opstår behov for det, uden at der er tale om ekstraordinære begivenheder. ECB ville f.eks. kunne anvende denne procedure til i konkrete tilfælde at supplere sine reserver, især i en periode med massive interventioner, men eventuelt også i tilfælde af, at porteføljen, der reevalueres hvert kvartal efter markedskurserne, udviser en latent mindreværdi. Der skal i denne sammenhæng mindes om, at eurosystemets samlede reserver overstiger 350 milliarder euro. Som formand Duisenberg bekræftede under sin høring over for Europa-Parlamentet, agter ECB ikke at gribe ind på valutamarkederne for at forsøge at få indflydelse på euroens eksterne værdi. I tilfælde af en ny international finanskrise, der i betragtning af markedernes irrationelle overflod fortsat er mulig, ville en samlet indgriben fra de største centralbanker kunne blive nødvendig. For at gøre det muligt for ECB at være en aktiv del af aftaler - som de såkaldte Plaza- eller Louvre-aftaler - forekom det selvfølgeligt for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål at anbefale Europa-Parlamentet at vedtage anbefalingen. Jeg foreslog ikke mine kolleger en såkaldt politisk beslutning. Personligt - og jeg har tidligere sagt dette - er jeg af den opfattelse, at Europa-Parlamentet stemmer om for mange beslutninger, og at denne stigende tendens er til skade for værdien af de uundværlige politiske beslutninger. Her drejer det sig om at sige ja eller nej. Et massivt ja er ligeledes et politisk signal. Vi ønsker, at ECB i al uafhængighed - også med hensyn til den materielle uafhængighed - fortsat kan arbejde mod sit vigtigste mål, nemlig opretholdelse af prisstabiliteten. Vi ønsker samtidig - og hr. Duisenberg er efter min smag for undvigende i denne forbindelse - at Det Europæiske System af Centralbanker ligeledes bidrager med sin faste støtte til Den Europæiske Unions overordnede økonomiske politikker. Vi ønsker, at Centralbanken til fulde opfylder sin rolle på den internationale scene, og at den deltager aktivt i fastsættelsen af nye bestemmelser, der gør en problemløs drift af det internationale finansielle system mulig. Vi har tillid til, at Styrelsesrådet i tilfælde af spænding på markederne gør den bedste brug af eurosystemets valutareserver. Der er ingen, der påstår, at valutainterventioners afskrækkende virkning er proportionel med reservernes størrelse, men muligheden for på et hvilket som helst tidspunkt uden varsel at kunne mobilisere yderligere aktiver er med til at øge troværdighed. Det ville imidlertid være rimeligt, om disse interne overførsler inden for ESCB, som ikke kommer til at fremgå af eurosystemets konsoliderede ugeoversigter, blev afsløret på et senere tidspunkt. Europa-Parlamentet går også ud fra, at ECB's formand vil redegøre for Styrelsesrådets beslutninger, når han deltager i møderne i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål og i forbindelse med plenarmøderne. ECB har alt at vinde i forbindelse med denne øgede gennemsigtighed med henblik på at styrke sin troværdighed. Hr. formand, jeg afslutter min betænkning med en personlig bemærkning til ECB. Jeg vil gerne understrege, at den er til for de europæiske kvinder og mænd og til tjeneste for hele økonomien. Dens rolle er således ikke blot at opfylde de finansielle markeders forventninger.
Hr. formand, jeg vil gerne fortsætte dér, hvor ordføreren, som jeg takker hjerteligt for hans arbejde, holdt op, og endnu en gang henvise til, at i mængden af beslutninger, som ikke hører til dette Parlaments vigtigste opgaver, er forhøjelsen af valutareserverne en beslutning, som er betydningsfuld. Hvad er det juridiske grundlag for debatten i dag? I henhold til artikel 3 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker er det en af ECB's opgaver at besidde og administrere officielle valutareserver. Denne opgave udføres parallelt af ECB og de nationale centralbanker, idet sidstnævnte overdrager en del af deres reserver op til en værdi af 50 milliarder euro til ECB, som det står skrevet i artikel 30, stk. 1, i statutten. Artikel 30, stk. 4, bestemte allerede dengang - og derfor er diskussionen i dag ikke overraskende - at ECB ud over det i artikel 30, stk. 1, fastsatte beløb kan kræve indbetaling af yderligere valutareserver. Denne indkrævning skal udstedes i form af en forordning fra Rådet. I øjeblikket ansøges der om en yderligere forhøjelse på 50 milliarder euro. Vi, gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, og det samlede Udvalg om Økonomi og Valutaspørgsmål, som ordføreren allerede sagde, hilser dette forslag velkomment. Begrundelserne er fremlagt udførligt, og det er allerede ret sent. Men lad mig sige, at forhøjelsen set fra vores synspunkt er nødvendig. For det første fordi den bidrager til at højne ECB's finansielle uafhængighed, og Den Europæiske Centralbanks uafhængighed er en væsentlig forudsætning for denne valutas stabilitet og uantastelighed. Udbyttet af den hidtil indbetalte kapital og de officielle reserver udgør i øjeblikket ECB's eneste indtægtskilde, hvoraf den selv skal finansiere sin drift. Vi ved, at der var underskud i 1999. Derfor må vi sige, at mangel på midler fratager ECB muligheden for at udforme sin politik uafhængigt og transparent. Derfor skal finansieringsbehovet dækkes, så uafhængigheden aldrig kan drages i tvivl. For det andet går vi ind for denne forhøjelse, fordi den bidrager til ECB's troværdighed på markederne. En finansiel uafhængighed for ECB, så den selv kan finansiere sin drift, styrker Den Europæiske Centralbanks troværdighed på de internationale markeder og styrker derfor også euroen på vej til tredje trin pr. 1. januar 2002. For det tredje øger forhøjelsen ECB's reaktions- og tilpasningsevne. I forbindelse med stærk uligevægt på markederne har Den Europæiske Centralbank med en potentiel fordobling af sine reserver mulighed for at udføre sine opgaver med henblik på en stabilitetspolitik hurtigere og mere effektivt. Den får mulighed for at reagere mere fleksibelt, fordi den råder over de nødvendige midler. I vores betænkning har vi også medtaget en ekstra model for at styrke gennemsigtigheden i denne proces, og jeg beder om tilslutning til forhøjelsen af reserverne.
Hr. formand, der er god grund til at undre sig over Den Europæiske Centralbanks anmodning om en fordobling af dens mulighed for indkaldelse af valutareserveaktiver hos nationalbankerne. Det er sandt, at en forøgelse af det nuværende loft på 50 milliarder euro - hvilket i virkeligheden er 39,5 milliarder, fordi visse lande ikke deltager i den fælles mønt - til 100 milliarder kan virke acceptabelt ved første øjekast, hvis man tænker på, at nationalbankerne stadig vil kunne råde over et beløb på 300 milliarder euro i egne officielle reserver. Men denne operation er så tæt på det tidspunkt, hvor den fælles mønt blev indført, at den med tydelighed viser, at vurderingen af reservernes størrelse dengang var stærk undervurderet. Hvorfor? Ud over visse tekniske detaljerede forklaringer, såsom det nøjagtige antal af ansatte i ECB, finder man kun en gyldig grund: Den eurooptimisme, der omgav indførelsen af euroen - for at bruge et udtryk fra dengang - førte til, at man troede, at den fælles mønt naturligvis ville være stærk, og man mente derfor, at spørgsmålet om reserver var sekundært. Alle er tilsyneladende nu tilbage i virkeligheden. Men sagen er dog ikke slut, for begrundelsen i udkastet til forordning - i lighed med begrundelsen i Europa-Parlamentets betænkning - er snarere bekymrende, fordi den lejlighedsvis signalerer, at forøgelsen af loftet har følgende formål - og jeg citerer - at "sætte ECB i stand til at tage højde for forskellige scenarier". Eftersom vi ikke sigter efter et scenarium med en stigning af euroen - for så ville der naturligvis ikke være noget behov for ekstra reserver - sigter man altså efter et fald i euroens værdi. Europa-Parlamentets betænkning forekommer endnu mere alarmerende, eftersom den ordret nævner euroens potentielle ustabilitet, som ifølge betænkningen ikke længere vil kunne godkendes. Denne fejltagelse vil garanteret ikke glæde hr. Duisenberg, der for sit vedkommende hver dag forklarer, at euroen i bund og grund er en stabil valuta. Men det er alligevel en sigende fejltagelse. Det er altså ikke realistisk at tro, at en kunstig valuta kan indgyde samme tillid som en valuta, der bygger solidt på en befolkning.
Hr. formand, på min kollega hr. Solbes vegne vil jeg gerne fremsætte følgende bemærkninger. Kommissionen er blevet konsulteret af Rådet - og af Parlamentet - om Den Europæiske Centralbanks henstilling vedrørende ECB's yderligere indkaldelser af valutareserveaktiver. Kommissionen vedtog sin udtalelse om denne henstilling den 8. marts, som har følgende ordlyd: "Kommissionen, der noterer, at både Kommissionen og ECB har initiativret, tilslutter sig det initiativ, der er taget af ECB. Kommissionen støtter fordoblingen af grænsen for ECB's indkaldelse af valutareserveaktiver i det omfang, at disse indkaldelser tjener til at supplere beholdningerne af reserveaktiver op til den oprindelige grænse på 50.000 millioner euro, der er fastsat i ESCB-statutten". Kommissionen har dermed vedtaget en positiv udtalelse om ECB's henstilling. Hvis Parlamentet vedtager hr. Goebbels' betænkning i dens nuværende form, vil det betyde, at Parlamentets og Kommissionens synspunkter er sammenfaldende, hvilket jeg vil hilse velkommen.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. (Mødet hævet kl. 19.35)