Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 21. januar, for genoptaget.
Fru formand, tillad mig at minde om, at det i morgen er to år siden, ulykken på Cermis fandt sted. I Cavalese i Italien var der nemlig for to år siden et amerikansk fly fra NATO-basen i Aviano, som fløj lavt under en øvelse - lavere end de fastlagte sikkerhedsgrænser - og skar kablerne over på en svævebane, så over 20 europæiske borgere blev slået ihjel. Siden da har ofrenes pårørende - som ikke har haft den trøst, at retfærdigheden er sket fyldest, eftersom den ansvarlige pilot ikke er blevet straffet - forventet, at USA i det mindste gav dem en omgående økonomisk erstatning. For at forsvare de pårørendes rettigheder vil jeg derfor gerne appellere til formanden for Parlamentet og formanden for Kommissionen om at garantere, at de amerikanske myndigheder straks udbetaler en erstatning.
Tak, jeg har bemærket mig Deres indlæg.
Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Efter anmodning fra flere politiske grupper og efter den netop afholdte Formandskonference foreslår jeg opførelsen af en debat om et aktuelt og uopsætteligt spørgsmål af væsentlig betydning i medfør af artikel 50 i forretningsordenen vedrørende Unionens reaktion på forhandlingerne i Østrig med henblik på regeringsdannelsen. Hvis denne debat vedtages, vil den blive indledt med indlæg fra hr. Seixas da Costa, formand for Rådet, og hr. Prodi, formand for Kommissionen. Er der nogen, som vil udtale sig for dette forslag?
Fru formand, jeg har taget ordet for at støtte Formandskonferencens beslutning, og jeg benytter lejligheden til at sige, at det, selvom jeg offentligt kritiserede formandskabet i januar måned, på egne vegne og på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe, nu forholder sig således, at de erklæringer, som formandskabet er kommet med om dette spørgsmål, har været hensigtsmæssige, og vi deler dem fuldt ud, både hvad angår tidspunktet og formen. Og når det er sagt, fru formand, så er det virkelig vanskeligt at finde en debat, som passer bedre til det, der står i artikel 50 i vores forretningsorden. Dette er en aktuel, yderst vigtig og uopsættelig forhandling. Vi finder derfor, at vi bør ændre dagsordenen, så den kan blive optaget. (Bifald)
Er der indvendinger mod dette forslag?
Fru formand, jeg tager ordet mod forslaget og dette af principielle grunde, der forekommer mig meget væsentlige, og som drejer sig om overholdelsen af traktaterne, særlig artikel 7 i Amsterdam-traktaten. Fru formand, kære kolleger, vi har hidtil troet, at Den Europæiske Union - i medfør af bestemmelserne i traktaterne fra Rom og Paris, som grundlagde det Fællesskab, der senere blev til Den Europæiske Union - var en samling af frie, uafhængige og selvstændige stater. Selvom de mange ændringer godt kunne så tvivl herom, mente vi trods alt, at dette var tilfældet, og indtil for nylig anvendte man - ganske vist modstræbende - subsidiaritetsprincippet. Men i dag forekommer det indlysende, at hvis man indleder en debat, som den De, fru formand, og Formandskonferencen anmoder om i medfør af artikel 50, så skader man princippet om frihed, om staternes selvstændighed og om den frie regeringsdannelse som følge af demokratiske valg, og i fremtiden vil et tilfældigt flertal i Europa-Parlamentet kunne blande sig i en regeringsdannelse, der dog er et resultat af frie, hæderlige, fredelige og demokratiske valg i en medlemsstat. Hvis De accepterer ...
Hr. Gollnisch, undskyld, men De har et minut. Jeg ved, at De altid er meget opmærksom på, at forretningsordenen overholdes.
Fru formand, jeg troede jeg havde tre minutter. Det må De undskylde. Hvis De accepterer denne udvikling, accepterer De en udvikling i retning af en Union, der ikke respekterer medlemsstaternes selvstændighed og frihed, og vi vil ikke have andet valg end at melde os ud af en sådan Union.
De har hørt en taler for og en taler imod. Vi går nu over til afstemningen om forslaget til ændring af dagsordenen. (Den således ændrede dagsorden godkendtes) (Bifald) Debatten opføres i begyndelsen af dagsordenen.
Næste punkt på dagsordenen er den aktuelle og uopsættelige debat af væsentlig betydning.
Næste punkt på dagsordenen er debatten om forhandlingerne i Østrig med henblik på regeringsdannelsen. Jeg giver straks ordet til formanden for Rådet.
Fru formand, ærede medlemmer, jeg er på det portugisiske formandskabs vegne blevet anmodet om over for Europa-Parlamentet at fremsætte en udtalelse om den politiske situation i Østrig og følgerne af denne situation for forholdet mellem Østrig og de øvrige stater i EU. For det første vil jeg gerne gøre det klart, at den erklæring, som den portugisiske premierminister offentliggjorde den 31. januar sammen med yderligere tre stater, der også er medlemmer af EU, blev udfærdiget i den særlige sammenhæng, og at det drejer sig om en beslutning, der er taget i fællesskab af stats- og regeringscheferne i 14 lande, som Portugal udsendte på alles vegne. Teksten i denne beslutning er præcis, hvad angår omfang og rækkevidde: det bilaterale forhold mellem disse 14 lande og en østrigsk regering, der omfatter repræsentanter for Frihedspartiet i Østrig. Jeg rekapitulerer det, der her blev udtalt: 1 - De 14 landes regeringer vil ikke fremme eller opretholde nogen officielle bilaterale kontakter på politisk niveau med en østrigsk regering, hvori FPÖ indgår. 2 - Østrigske kandidater til hverv i internationale organisationer kan ikke regne med støtte fra disse 14 lande. 3 - De østrigske ambassadører i EU's hovedstæder vil kun blive modtaget på teknisk niveau. Jeg tror, at de bevæggrunde, der har fået de 14 stater til at træffe denne beslutning, er kommet klart til udtryk i løbet af de seneste dage. Den fortolkning af den indenrigspolitiske situation i Østrig, som disse stater er enige om, har ført til den konklusion, at deltagelsen af et parti som FPÖ i regeringen i Wien kunne indebære, at det fælles værdigrundlag, som landene i EU har forpligtet sig til at forsvare, ikke mere kan overholdes på samme måde. Ingen er uvidende om udtalelser, som hr. Haider er fremkommet med offentligt, og hvilke idéer til konkret politisk handling dennes parti har fremsat. Jeg anser det for overflødigt at minde om hans forsøg på at undskylde naziregimet, hans holdning til udlændinge og indvandrere samt hans satsning på en populistisk nationalisme, der vækker erindring om andre tider. Vi er fælles om den opfattelse, at dette parti står for synspunkter, der er klart imod de værdier, som vi ser som fundamentale i den europæiske sammenhæng, og som også udgør den referenceramme, som EU har søgt at fremme udadtil med hensyn til både EU's kommende udvidelse og EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Man kan hævde, at den nuværende situation er et resultat af de østrigske vælgeres frie valg, der skal respekteres, og at en stillingtagen på dette punkt betyder en indblanding i landets indre anliggender. For det første, fru formand, ærede medlemmer, er der ingen, der betvivler, at der er et demokratisk styre i Østrig, og at det er vælgerne, der har skabt valgresultatet ved det sidste valg. Af disse valg fremgår det - og dét skal også gøres klart - at et stort flertal af østrigerne stadig ikke er tilhængere af hr. Jörg Haiders parti. Det, som vi modsætter os og beklager, er den omstændighed, at man har sammensat en regering, der overdrager en del af den politiske magt i landet til et parti, hvis ledere tydeligvis ikke giver den mindste sikkerhed for, at de vil respektere de grundlæggende principper, som Østrig har forpligtet sig til at overholde, forsvare og fremme. Østrig har al ret til at vælge den regering, det vil, men vi har ligeledes ret og pligt til at fremsætte vores opfattelse om alle de beslutninger af politisk art, som vi mener krænker de forpligtelser, som Østrig har påtaget sig internationalt. Dét gælder for Østrig i dag, og det vil i morgen gælde for et hvilket som helst andet land i EU. (Bifald)Jeg gentager: Dét gælder for Østrig i dag, og det vil i morgen gælde for et hvilket som helst andet land i EU. På den anden side ved vi, at i dag er menneskerettighederne, de grundlæggende rettigheder, demokratiets og retsstatens store principper, bestemmelserne om beskyttelse af mindretal og kampen mod racisme, fremmedhad og intolerance ikke mere kun spørgsmål for det enkelte land selv, især ikke når dette land er en del af et fællesskab at stater, der har disse spørgsmål som kernen i dets civilisatoriske projekt. Det Europa, som vi ønsker at opbygge og befæste, er ikke mere et rent økonomisk projekt, men et fællesskab omkring værdier og principper, der kan danne grundlag for en politisk union og skabelsen af et stort område med frihed, sikkerhed og retfærdighed præget af solidaritetens værdier. (Bifald)Derfor mener vi, fru formand, ærede medlemmer, at vi har ret og pligt til at sige til vores østrigske venner, sådan som i øvrigt også andre lande uden for EU har gjort det, at den regeringssammensætning, som man er nået frem til, ikke kan være uden følger for, hvordan vi forholder os til dem fremover, så længe hr. Haiders parti er en del af den østrigske regering. Hvad angår de konkrete følger, som Kommissionens erklæring fra i går allerede har peget på nogle retningslinjer for, vil EU søge at videreføre sit arbejde samtidig med, at der - under nøje overholdelse af traktaterne - naturligt nok rettes en særlig opmærksomhed mod den måde, hvorpå den kommende østrigske regering handler. Fællesskabet er et specifikt område, styret af meget konkrete politisk-juridiske regler, af hvilken grund det også bliver genstand for en særlig tilgang. Vi vil søge at sikre, at fællesskabsmaskinen fungerer og ikke bliver berørt af den foreliggende situation. (Vedvarende bifald)
Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, Kommissionen holdt et møde i går morges, hvor den selvstændigt og efter alle kommissærernes fælles ønske vedtog nogle politiske beslutninger af afgørende vigtighed. Kommissionen udtalte allerede i går, at den var enig i de bekymringer, som 14 EU-lande havde givet udtryk for, og som her blev slået fast af formandskabets repræsentant. På hele Kommissionens vegne vil jeg gerne gentage disse bekymringer her i Parlamentet i dag. Tillad mig først og fremmest at henlede Deres opmærksomhed kraftigt på Kommissionens politiske rolle i et øjeblik som dette. Kommissionen er ligesom Parlamentet en overstatslig EU-institution, der som sådan ikke har bilaterale diplomatiske forbindelser til medlemsstaterne. Det er netop i det øjeblik, at kontinuiteten, sammenhængen og forsvaret af Unionens værdier er truet, at Kommissionens politiske rolle bliver stærkere og tydeligere. Ærede parlamentsmedlemmer, vi skal huske, at der i Rom-traktaten ikke er taget højde for nogen bestemmelse om, at en medlemsstat kan træde ud af Fællesskabet, hverken frivilligt eller under tvang. Og det er, fordi tankegangen og selve forudsætningen for den fantastiske konstruktion, som Den Europæiske Union er, indebærer, at i det øjeblik, den enkelte stat bliver medlem af Unionen, accepterer den fuldt ud de grundlæggende principper og vil altid acceptere dem. Traktaterne indeholder i øvrigt nogle præcise bestemmelser, der skal sørge for, at disse principper bliver overholdt. Kommissionen ville i den forbindelse give afkald på sin rolle, hvis den afbrød sine arbejdsforbindelser med Østrig, ligesom det ville være tilfældet med enhver anden medlemsstat. Ærede parlamentsmedlemmer, når en af medlemsstaterne er i en vanskelig situation, er det hele Unionen, der er i en vanskelig situation. Det er ikke en stærk overstatslig institutions opgave at isolere et af sine medlemmer, men at gøre dette medlem uløseligt forbundet til de grundlæggende værdier. Kommissionen vil udføre denne opgave med største ihærdighed. Det siger desuden sig selv, at Kommissionen fortsat vil følge med i, hvordan situationen i Østrig udvikler sig skridt for skridt. Den Europæiske Union kan nemlig ikke bestå uden principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Disse principper er Unionens grundlag. De er selve årsagen til Unionens eksistens, og de er resultatet og konsekvensen af det højtidelige løfte, som alle medlemsstaterne har afgivet om at respektere alle mennesker og folkeslag uanset deres tro, herkomst og forhold. Disse principper er helt i tråd med respekten for retsstaten, og Kommissionen, der er retsstatens garant, vil være ubøjelig, når det gælder om at forsvare disse principper. Vi vil slå meget hårdt ned på selv den mindste overtrædelse af menneskerettighederne og minoriteternes rettigheder. Som et medlem af et af ansøgerlandenes parlamenter sagde til mig, er Europa en sammenslutning af mindretal og må derfor kræve en dyb respektfølelse af alle medlemsstaterne. Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, tillad mig at komme med en anden og meget kort bemærkning. Med sine over 900 år er universitetet i Bologna, som er min alma mater, det ældste universitet i verden. På væggene i en af dets smukkeste sale kan man endnu se våbenskjoldene fra de studerende og professorer, der for flere hundrede år siden valgte dette universitet som læreanstalt. Der er stadig over 7.000 våbenskjold fra hele Europa, lige fra England til Transsylvanien. Europa var allerede dengang et område, hvor de ideelle grænser ikke kendte den daværende politiks grænser og begrænsninger, nemlig et samfund, hvor man var enige om værdier, idealer og viden. Men Europas historie består ikke kun af kulturel udveksling, kundskabens udbredelse og deltagelsen i en solid kerne af fælles værdier. Over for universitetssamfundenes våbenskjold står der i alle små byer i Europa nogle mindesmærker for de faldne i krigene, og de vidner om tragedierne på vores kontinent. Europas historie har i de forløbne århundreder været præget af en uafbrudt række krige og konflikter. De mest forfærdelige grusomheder i menneskehedens historie er blevet begået i Europa, civilisationens vugge. Derfor valgte jeg som den første handling under mit formandskab at valfarte til Auschwitz for med den fornødne tavshed at give højt og tydeligt udtryk for - på det sted, som om noget er mindernes sted - at Europa ikke glemmer, og for at slå fast, at Europa nu og i fremtiden kun kan være og altid vil være en frihedens, rettens, sikkerhedens og fredens Union. Frihed, ret, sikkerhed og fred er nemlig, hvad Den Europæiske Union har været, og hvad Den Europæiske Union er. Den mest fantastiske, modige og heldige politiske konstruktion i det århundrede, vi netop er gået ud af, har været i stand til at sikre sine borgere frihed, ret, sikkerhed og fred. Og det er, hvad det forenede Europa vil tilbyde dem, der forbereder sig på at slutte sig til Europa i det nye århundrede. Her i eftermiddag på netop dette tidspunkt skulle jeg have været på universitetet i Louvain for sammen med den franske premierminister og generaldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen, fru Brundtland, at blive udnævnt til æresdoktor. Jeg kommer lidt for sent til denne ceremoni, men jeg tror ikke, at der er nogen bedre måde at ære et universitet på, som er et af de højeste symboler på europæisk viden, end at komme her og tale i Parlamentet - der er det højeste udtryk for folkets suverænitet - for at vise mit personlige og hele Europa-Kommissionens lidenskabelige engagement, når det gælder om at forsvare de principper, som er det forenede Europas forfatningsmæssige grundlag. (Bifald)
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, kære kolleger, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater følger begivenhederne og diskussionen om udviklingen i Østrig med bekymring og spænding. Vi har i vores gruppe - jeg indrømmer det gerne og anser det for et udtryk for styrke i vores gruppe - ført en lidenskabelig debat, og vi har aldrig før haft et problem i vores gruppe, et fagligt anliggende, hvor der har været så mange, der har bedt om ordet som i dag, og jeg vil gerne takke alle mine kolleger for, at de har udtalt sig så seriøst. Én ting skal stå klart: Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater er enig i sin kritik af mange udtalelser fra formanden for FPÖ i Østrig. Vi fordømmer hans fejltrin i de seneste dage, især over for den franske præsident, Jacques Chirac, og den belgiske regering. Vi forkaster det resolut! Vi, PPE-DE-gruppen, går ind for menneskeværd, retsstatsprincippet, demokrati og frihed, og disse principper og værdier forsvarer vi overalt. (Bifald) Kristdemokraterne, der udgør en vigtig kerne i vores gruppe, er - og det er der måske mange, der ikke ved - dannet ud fra modstanden mod nationalsocialismens totalitære styre, der var lige så menneskeforagtende, men også mod den menneskeforagtende kommunismes totalitære styre. (Bifald) Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater forsvarer også i dag de værdier, som fædrene til Europas forening stod for - Robert Schuman, Alcide de Gasperi, Konrad Adenauer og Winston Churchill, og der var mange andre - og disse værdier hos Europas grundlæggere er også vores værdier i dag i år 2000. Disse principper er også den målestok for bedømmelse, vi anvender i forbindelse med aktiviteterne og handlingerne og ordene i de medlemsstater og regeringer, som vi tilhører. Jeg vil gerne sige følgende: Vi har tillid til vores østrigske venner fra det østrigske europæiske folkeparti. (Bifald) Man skal tænke på, at det østrigske folkeparti mere end noget andet parti takket være Alois Mock og Wolfgang Schüssel - den ene var økonomiminister, den anden udenrigsminister - har banet vejen for Østrigs optagelse i Den Europæiske Union. Vi kan huske, at alle udtalte sig i positive vendinger om Østrigs formandskab her i Parlamentet i 1998, og det er jo ikke længe siden, og Wolfgang Schüssel, formanden for ÖVP, handlede yderst lidenskabeligt og engageret her. Nu har Østrig valgt, og jeg synes ikke, det giver mening at skælde vælgerne ud. Man skal også huske på, at der jo har fundet forhandlinger sted med SPÖ. Jeg beklager, at de ikke førte til noget resultat, men hvorfor førte de ikke til noget resultat? Fordi den fagforeningsorienterede del af SPÖ ikke var parat til at gå med til det, som forbundskansler Klima havde garanteret ... (Bifald fra højre, høje tilråb fra venstre) ... nemlig et saneringsprogram for økonomi og finanser. Det er sandheden, og uanset hvor højrøstet De er, kan De ikke feje det af bordet med mishagsdemonstrationer! Vi forventer, at en regering under ledelse af ÖVP, hvis det kommer dertil, repræsenterer og gennemfører Det Europæiske Folkepartis Gruppes værdier og principper, og disse principper er den umisforståelige bekendelse til menneskeværd og tolerance over for alle mennesker og især en konsekvent fortsættelse af politikken til Europas forening, sådan som republikken Østrig har ført denne politik forbilledligt igennem årtier. Vi vil bedømme den østrigske regerings handlinger, hvis det kommer dertil, at det bliver under ledelse af ÖVP, ud fra, om retsstatsprincippet, demokratiet og friheden garanteres, og vi vil gerne rette en stor tak til Dem, hr. formand for Kommissionen, og hele Kommissionen for, at det ikke først er i dag, De afgiver en klog, afbalanceret udtalelse, der tager vare på Den Europæiske Unions traktater, men at De også gjorde det allerede i går. Vi står på Deres side, når De opfatter Dem selv som traktaternes vogter, så lad os derfor gå denne vej sammen! Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater forventer og siger: Vi ønsker et rettens Europa, vi ønsker et fredens Europa, vi ønsker et tolerancens Europa! Vi ønsker ikke noget isoleringens Europa, vi ønsker derimod at føre Europas befolkninger sammen, så vores kontinent har en fremtid med hensyn til frihed, demokrati og fred i det 21. århundrede! (Kraftigt bifald fra PPE-DE-gruppen)
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil gerne under dette møde sende tre budskaber til den offentlige mening i Europa. Og bemærk, at vi er helt enige i alle tre. For det første vil vi gerne give udtryk for vores fulde støtte til og vores identificering med formandskabet for Rådets og de 14 medlemsstaters erklæring, for vi finder, at denne erklæring svarer til det værdifællesskab, som vi alle, og ikke kun en politisk indsats, har været med til at bygge op. Under alle omstændigheder er det et værdifællesskab, som er antitesen til det, der forsvares af det parti, der sarkastisk nok bliver kaldt det østrigske Frihedsparti. Det Europa, som vi er ved at opbygge, tager netop udgangspunkt i de bitre oplevelser, som vi alle har lidt under, og Den Socialdemokratiske Gruppe fordømmer de bagvaskelser, der er blevet fremsat mod den franske præsident og mod den belgiske regering, men også mod socialdemokraterne, og vi er også borgere i Europa, for i dette øjeblik, mine damer og herrer, taler man om de østrigske socialdemokrater, som om de var landsforrædere. Og jeg kan sige Dem en ting: Jeg har i mange år været landsforræder, det sagde general Franco i det mindste. Og for Salazar var ministerpræsident Guterres også landsforræder, og det finder jeg også bør bekræftes og forsvares af PPE-gruppen. Og jeg finder ydermere, at Kommissionen, kommissionsformand Prodi, har stået vagt om traktaterne. Men jeg minder kommissionsformand Prodi om, at han under indsættelsesforhandlingen talte om Kommissionen som en europæiske regering. Og en regering skal være mere udfarende og mere modig. Og det er det, jeg beder kommissionsformand Prodi om nu. (Bifald) Og med al respekt for en kommissær, der er så effektiv som hr. Fischler, vil jeg, eftersom der har været modstridende tilkendegivelser, afhængig af sprogene, om hvorvidt kommissionsformand Prodi muligvis vil anmode hr. Fischler om at træde tilbage, være ham meget taknemmelig, hvis han vil tydeliggøre dette punkt for Parlamentet. Og for det andet, fru formand, vil vi gerne sende en meget tydelig besked til det østrigske folk. En appel til flertallet af det østrigske folk, som ikke har stemt på Haider, som har stemt på klart demokratiske valgmuligheder, som har forpligtet sig over for Europa - og jeg må påpege, at om end hr. Schüssel var finansminister, så gav kansler Vranitzky også en hånd med ved Østrigs integrationsproces. Man må ikke være så politisk sekterisk. Østrigs indtræden i Fællesskabet var noget, vi foretog sammen. Det var alles værk, ikke kun en enkelt gruppes. Jeg finder derfor, fru formand, at vi er berettigede og forpligtede til at bede østrigerne om at genoverveje sagen indgående, for den slags pest, som vi allerede har lidt under i Europa, kan ikke alene skade Østrig, men kan i påkommende tilfælde sprede sig, og jeg taler med baggrund i historiske erindringer. Jeg vil derfor gerne vide, om PPE-gruppen, ud over den undskyldning, den er kommet med for hr. Schüssel, som vil give os garantier for alting, ligesom Chamberlain og Daladier gjorde det i München i 1938, har til hensigt at træffe foranstaltninger over for det østrigske Folkeparti, hvis det fremturer med dette vanvittige projekt. Og det tredje budskab er, at, hvis vi ikke rejser os mod denne naturstridige alliance, så kan jeg forsikre Dem om, mine damer og herrer, at Den Europæiske Unions hovedmålsætning, det vil sige udvidelsen, kan betragtes som afsluttet, for hvis De var tjekke eller slovener eller ungarer, hvad ville De så sige, hvis De har en nabo, som behandler Dem racistisk og ikke ønsker, at De kommer med? Jeg finder derfor, mine damer og herrer, at dette er en stor dag for det politiske Europas begyndelse. Vi støtter Rådet, og vi mener, at vi er berettigede og forpligtede til at henvende os til det østrigske folk, så de seriøst genovervejer denne fuldstændig vanvittige situation. (Bifald fra PSE-gruppen)
Fru formand, min gruppe og jeg glæder os over denne forhandling, da det er et betydningsfuldt øjeblik. For første gang i moderne europæisk historie er vi vidner til integrationen af et ekstremt højreparti. Det er meget foruroligende. Det østrigske Frihedsparti hævder, at vi har meget til fælles, hvis vi ser på deres litteratur og program. Det er muligt, men lad mig lige slå fast, at de Liberale Demokrater havde en lang og vanskelig oplevelse med det østrigske Frihedsparti i den internationale liberale familie. Så tidligt som i 1986 havde vi grund til at formode, at hr. Jörg Haider var en mand med principper og holdninger, der ikke kunne forbindes med anstændighed og moderne liberalisme. I november 1991 suspenderede vi det østrigske Frihedsparti fra medlemskabet, og i juli 1993 blev de udvist efter en lang intern debat i den internationale sammenslutning af liberale. Vi udviste dem, og vi vil fortsat afvise hr. Haider og det, han står for nu. Lad mig fortælle, hvad vores lange erfaring har lært os. Mange sagde "læs mellem linjerne", og endnu flere sagde "læs det, der er skrevet med småt", "se sammenhængen". Formuleringen i politik kan være oprørsk, opflammende eller forsonende. Vi mener, at hr. Jörg Haider har været racistisk og fremmedhadsk i sin formulering. Han udnytter frygt og sårbarhed. Derfor er denne forhandling så vigtig - for at sætte fokus på det, der sker i Europa i dag med integrationen af ekstremer. (Bifald) Jeg vil skynde mig at tilføje, at vores uenighed ikke har noget med den østrigske befolkning at gøre. Vi respekterer den østrigske befolknings ret til egen demokratisk proces. Vi forsvarer den østrigske befolknings forfatningsmæssige rettigheder, men vi i Europa-Parlamentet har en forpligtelse til at leve op til de grundlæggende værdier som fastsat i artikel 6 i EF-traktaten - principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettigheder. Enhver rettænkende person i Parlamentet tror på, at disse principper er universelle og udelelige, uanset farve, race eller tro. Vi må fremme og forsvare disse rettigheder, men samtidig sige til den østrigske befolkning: Vores uenighed har intet med jer at gøre. Med hensyn til initiativet fra det portugisiske formandskab vil jeg gerne sige, at vi støtter ånden og den politiske hensigt. Det er muligvis ikke det mest ideelle initiativ med hensyn til strukturen, men vi kan se, hr. formand, at det er udarbejdet med idealisme, og derfor støtter vi det. Jeg deler hr. Prodis præference for fællesskabsmetoden, og vi må støtte os til artikel 6 og 7 i traktaten. Artikel 7 omhandler muligheden for suspension i tilfælde af alvorlige eller gentagne overtrædelser af vores grundlæggende principper. Vi må finde en måde, hvorpå vi som institution kan standardisere og skabe mening omkring dette, så det kan fungere i praksis. Så kan vi ved hjælp af fællesskabsmetoden sammen udrydde denne cancer i vores midte. Fru formand, jeg vil gerne sige et par ord til hr. Schüssel. Hr. Schüssel er en mand med en ærefuld karriere inden for europæisk politik. Han har nu tænkt sig at lede en politisk sprængfarlig regering. Hr. Schüssel - De er i færd med at påtage Dem et meget alvorligt personligt, nationalt og europæisk ansvar. Det ansvar, som De, hr. Schüssel, nu påtager Dem, er at respektere indholdet af og ånden i Traktaten om Opretholdelse af De Europæiske Fællesskaber. Afslutningsvis, fru formand, vil jeg sige, at dette er en forhandling om vores demokratiske principper og institutioner og om prisen for frihed, som er evig årvågenhed. På dette kontinent - af alle steder - og med vores erfaring med den grusomme racisme, som vi har lidt under med enorme omkostninger, må vi insistere på, at dagens forhandling ikke drejer sig om indgriben i en stats rettigheder. Det drejer sig om, at den demokratisk valgte del af institutionerne i Unionen ikke vil lade nogen skrue tiden tilbage. (Kraftigt bifald)
Fru formand, det, der i dag sker i Østrig, er meget alvorligt. For første gang i Den Europæiske Unions historie er der i Ministerrådet, blandt os, repræsentanter fra et parti, der åbenbart udtaler sig og handler i strid med Den Europæiske Unions værdier. Jeg vil komme med tre bemærkninger i denne forbindelse for at illustrere alvoren af dette problem. Jeg mener personligt, at der er tale om det første skridt mod en banalisering af tilstedeværelsen af ekstremister i regeringerne. Jeg mener også, at det politisk er et meget negativt signal at sende til de skrøbelige demokratier, der ansøger om medlemskab af Den Europæiske Union, og som skal slutte sig til os. Endelig mener jeg, at det er et politisk tilbageskridt for Den Europæiske Union som sådan og således også et negativt signal til verden uden for Unionen, når vi udtaler os i demokratiets og menneskerettighedernes navn. Nogle mener, at vi blander os i Østrigs interne anliggender. Nogle mener, at man brændemærker det østrigske folk, og at man således på forhånd dømmer en kommende regering. Dømmer man på forhånd, når man er opmærksom på det, en politisk leder har sagt i årevis, og som åbenlyst er i strid med alt det, vi vil? Det er ikke at dømme på forhånd, og det er ikke at brændemærke det østrigske folk, når man venligt kommer med henstillinger og siger: "Kære venner, vær nu opmærksomme på, hvad der kan ske hos jer, og at det kan brede sig til hele Europa". Jeg mener ikke, at der vil ske en pludselig ændring - dertil er hr. Haider alt for intelligent - men der vil ske en langsom undergravning af de demokratiske rettigheder - en langsom undergravning gennem kulturel smitte - og dette er ekstremt farligt. (Bifald) Tillad mig, fru formand, at takke Dem for Deres indgriben på vegne af Europa-Parlamentet. Det var både sagligt og politisk klogt. (Bifald) Jeg vil også gerne takke Rådets formand for hans beslutsomme og saglige tale. (Bifald) Og endelig vil jeg gerne henvende mig til det parti, der, hvad enten man vil det eller ej, er målet for alle vores udtalelser, nemlig PPE-DE. Jeg vil gerne henvende mig til hr. Poettering og indirekte til hr. Martens, der er en landsmand, og som har været vores kollega. Jeg har hørt, hr. Poettering, at De fulgte begivenhederne i Østrig. Jeg ville have foretrukket, hvis De havde foregrebet dem, og især hvis De på vegne af Deres parti ville fordømme selve princippet i en alliance med folk, der udøver verbal vold, som brændemærker de svage, kommer med fremmedfjendske udtalelser, og som er overbærende med hensyn til det nazistiske styre. (Bifald) Hr. Poettering, jeg drager ikke Deres demokratiske vilje i tvivl, men jeg tror, at De begår en alvorlig politisk fejl. Og jeg vil sige - idet jeg omskriver en udtalelse af én af mine berømte landsmænd, Europas fader, Paul-Henri Spaak - at for Deres vedkommende er det endnu ikke for sent, men det er på høje tid at ændre mening.
Fru formand, jeg mener, at Den Europæiske Union i dag står over for en politisk og etisk udfordring, vi ikke tidligere har set magen til siden oprettelsen. Selvfølgelig har Unionen oplevet situationer, hvor regeringer i medlemslande omfattede personer, hvis idéer og politik var i strid med Den Europæiske Unions værdier. Men med hensyn til hr. Haider og hans tilhængere er der tale om det ekstreme højre, der er åbenlyst racistisk, antisemitisk og fremmedfjendsk, og som pludselig vil være at finde blandt vores Fællesskabs ledere. At acceptere denne situation ville være at udvise respekt over for kræfter, der ikke er respektable. Det ville være at banalisere noget uacceptabelt på europæisk niveau. De europæiske institutioners nedskrevne højtidelige erklæringer om de grundlæggende værdier, der forener os, og som vi - med rette - kræver, at ansøgerlandene overholder, ville ikke være mere værd end papirlommetørklæder. Derfor støtter vi indholdet i rådsformandens og de 14 landes erklæring, ligesom vi støtter parlamentsformandens erklæring, for i modsætning til Kommissionens vage og tvetydige holdning skal disse erklæringer føre til, at denne fare vurderes, og at der træffes forholdsregler med henblik på at undgå den. Naturligvis skal vi ikke blot skamme det østrigske folk ud. Efter vores mening skal målet med alle de forholdsregler, der træffes, være at fordrive Haider uden at isolere det østrigske samfund. De demokratiske kræfter i Østrig har mere end nogensinde brug for vores solidaritet. Den store mobilisering den 12. november i Wien bør tilpasses den nye udvikling i situationen. Vi må bevare dialogen, stå sammen og handle side om side med dem for sammen at bidrage til, at det østrigske folk ser andre perspektiver. Endelig må vi spørge os selv, hvordan det dog er kommet så vidt? Det vil ganske vist først og fremmest være de ansvarlige østrigske politikere, der skal svare på dette spørgsmål, der er af afgørende betydning for demokratiet, og først og fremmest dem, der netop har løbet denne enorme risiko og tilladt den ekstreme højrefløj at komme til magten. Men derudover er der efter vores mening ingen - heller ikke Den Europæiske Union - der kan fritages fra at måtte spørge sig selv, hvordan det er muligt for en skrupelløs demagog at udnytte de frustrationer og den frygt, der anspores af politikker, som alt for mange borgere ikke føler sig trygge ved. Det er denne debat, vi skal have, men alle blandt os må straks tage et ansvar. (Bifald)
Fru formand, vi kunne have drøftet nødvendigheden af at styrke de principper, Unionen bygger på, så vi alle kan forsvare disse principper i fællesskab. I stedet er vi nu tvunget til at drøfte de formelle og konkrete fejl, der er sket i de seneste dage. Vi er overraskede over den politiske uvidenhed hos dem, der med deres uforsigtige ord har styrket Haider i Østrig og latterliggjort Unionen, og som har overtrådt traktatens artikel 7 ved at bebude nogle traktatstridige foranstaltninger. Vi har aldrig før oplevet en så alvorlig og grov indblanding i en medlemsstats interne anliggender. Man skal naturligvis respektere Europas grundlæggende værdier, og den italienske regeringschef har i den forbindelse udtalt, at disse principper er medtaget i en traktat. Han nævnte København-traktaten, som hverken De eller jeg kender, eftersom den ikke eksisterer. Han tænkte måske på Amsterdam-traktaten, som i artikel 6 nævner nogle principper og i artikel 7 procedurerne for konstateringen af en medlemsstats grove og vedvarende overtrædelse af principperne i artikel 6. Som det er i dag, er der dog ikke sket nogen grov og vedvarende overtrædelse af principperne fra Østrigs side. Formandskabets erklæring er ikke alene en indblanding, men er også diskriminerende, da den gør det tilladt at straffe et folk og at nægte det retten til at vælge, hvem det vil stemme på. Hidtil har man ikke engang skabt en politisk samhørighed for at bekæmpe organiseret kriminalitet eller forsvare ofrene for folkedrab, og man har ikke indført en valuta, der er bare en lille smule stabil, eller en økonomi, som reelt bekæmper arbejdsløshed og fattigdom. Men på ét minut har man med et voldsomt hastværk ødelagt Unionens troværdighed. En medlemsstat kan pålægges sanktioner, hvis traktaterne overtrædes, og ikke, hvis et demokratisk valgt parti kommer med i regeringen. For hvad skal vi ellers gøre ved de kommunistiske lande, der igen bekræfter, at de er kommunistiske. Skal vi også smide dem ud af Unionen, hvis de får regeringsmagten, eller skal Stalins børnebørn have lov til det hele? (Bifald fra højre) Det er ved hjælp af diplomati, overtalelse, kultur og solidaritet - og ikke ved hjælp af trusler - at institutionerne kan skabe respekt for sig selv og principperne. Det er ikke ved hjælp af traktatstridige metoder. Bilaterale forbindelser inddrager staterne, og de 14 lande har derfor ikke noget med sagen at gøre. Dette er at træde de europæiske institutioner under fode for at forsvare nogle politiske synspunkter, og det med en inkompetence, som er partier fra de tidligere totalitære systemer værdig, og ikke repræsentanter for demokratiske traditioner. Som vi har skrevet flere gange, er vi uenige med Haider om mange - alt for mange - ting, heriblandt hans krav på den meget italienske region Alto Adige. Men det vidste vi godt. I dag ser vi til vores bekymring, at andre af Unionens repræsentanter lader til at have givet afkald på Unionens demokratiske rolle. Vi går ind for lovlighed, folkets demokrati og respekten for den nationale suverænitet, så længe den ikke overtræder principperne i traktaten eller menneskerettighederne. Vi tror på Europa, mens det lader til, at andre allerede er gået i gang med Unionens opløsningsproces. Det er resultatet af forhastede udvidelser og manglende klarhed med hensyn til rollerne og opgaverne. Man har indført et Europa med et ustabilt marked og ikke et princippernes, rettens og politikkens Europa. Det ser vi konsekvenserne af nu! Vi kan derfor kun opfordre Kommissionen til fortsat at spille en modererende rolle og til at påskønne dem, der arbejder for, at det østrigske folks selvstændighed og suverænitet kan fortsætte, så dette folk forbliver frit og solidarisk over for de andre folkeslag.
Fru formand, kære kolleger, vi har i dag et møde med hykleriet. Det er lykkedes Rådet at lade hånt om traktaten og anvende en metode, der ligger fuldstændig uden for bestemmelserne i artikel 6 og 7, som i tilfælde af alvorlige og vedvarende overtrædelser gør det muligt at dømme en stat. Der har i dette tilfælde ikke været alvorlige og vedvarende overtrædelser i Østrig. Der er en risiko for, at det kan ske - det er vi alle opmærksomme på - men der har hidtil hverken været alvorlige eller vedvarende overtrædelser. Hvis man gjorde bestemmelserne i artikel 6 og 7 eller kriterierne fra mødet i København gældende for vores institutioner - for Den Europæiske Union - som det kræves af landene i Østeuropa, ville Unionen ganske givet ikke kunne blive medlem. Og når vi taler om alvorlige og vedvarende overtrædelser, skulle vi måske nævne nogle medlemsstater, vi kunne nævne Italien og Frankrig, der henholdsvis er på en første- og tredjeplads med hensyn til domme fra Europarådet og fra Domstolen i Strasbourg. Vi kan nævne Belgien, kære kolleger, Dutroux-sagen, hvor snesevis af børn blev bortført, tortureret, voldtaget og myrdet af personer fra dette land, og disse sager er stadig ikke undersøgt til bunds. Vi kunne, kære kolleger, med en tredjedel af medlemmerne tvinge Rådet og Kommissionen til at undersøge dette spørgsmål. Vi kunne spørge os selv, hvorfor østrigerne forkaster 10 år - 13 år - med partistyre, der har ødelagt et land - Østrig - ligesom det er ved at ødelægge andre lande som Italien, Belgien og de andre medlemslande i Unionen. Vi kunne i sandhed spørge os selv om, kære kolleger, hvorfor 76% af de belgiske borgere, 56% af de franske og 53% af de italienske borgere absolut ikke har tillid til domstolene i deres land ... (Formanden afbrød taleren)
Fru formand, min gruppe, EDD, og mit parti i særdeleshed er meget bekymrede over denne forhandling. Vi kan og vil ikke støtte hr. Haiders meninger og politik, og vi er rystede over hans henvisninger til det tredje rige. Imidlertid beklager vi også, at Parlamentet overvejer at blande sig i de politiske beslutninger i et land med en valgt regering, især et land der er medlem af Den Europæiske Union. Mit eget parti er sandelig ikke racistisk, men vi accepterer ikke regler eller indgriben fra Den Europæiske Union. Vil Parlamentet blande sig i Storbritanniens parlament, hvis vi bliver valgt? Fru formand, den østrigske befolkning har givet udtryk for sin holdning ved at vælge hr. Haider i regeringen. Jeg mener, at han fik 28% af stemmerne, så der vil komme en koalitionsregering. Må jeg foreslå, fru formand, at Parlamentet venter og ser, om Haiders parti får indflydelse på landets politik. Da - og først da - kan man overveje, om menneskerettighederne påvirkes. Parlamentet kan overveje foranstaltninger til at afhjælpe en sådan situation, men først da, fru formand, kan Parlamentet overveje at blande sig i forfatningsmæssige anliggender i et land i Den Europæiske Union.
Fru formand, som medlem af Frihedspartiet respekterer jeg de bekymringer, som nogle parlamentsmedlemmer har i anledning af den demokratiske udvikling i Østrig. De vil måske undre sig over min reaktion, når jeg siger, at den særlige følsomhed over for Østrig, hvad angår respekten for menneskerettigheder, ansvarsbevidsthed over for sin egen fortid og demokratisk stabilitet, kalder på min personlige forståelse. Østrig bærer selv ansvaret for det ofte tvivlsomme image, som man berettiget eller uberettiget støder på i udlandet. At vores regeringer i årevis har nægtet at indrømme vores medskyld i grusomhederne under Anden Verdenskrig, og at regeringerne har nægtet at give de jødiske ofre og tvangsarbejderne en rimelig erstatning, har i høj grad bidraget til dette negative billede. Nu er dette FPÖ indgået i en koalitionsregering med ÖVP, fordi der blev udskrevet valg den 3. oktober 1999, da den gamle regering blev væltet. Det er en ret, som borgerne i en stat har, fordi det er det grundlæggende princip i et demokrati. Efter at forhandlingerne mellem SPÖ og ÖVP mislykkedes, forsøgte socialisterne at danne en mindretalsregering og bad FPÖ om støtte. (Tilråb) Vi blev tilbudt tre ministerposter - De kan bare læse om det i aviserne - lige netop det parti, der her tilsvines og kaldes halvfascistisk! Da vi pludselig afviste dette tilbud, blev der indledt en lidenskabelig hetz og propaganda, som vi stadig ikke forstår den dag i dag. FPÖ er et etableret parti i Østrigs politiske landskab. I en af de ni delstater kommer regeringschefen fra FPÖ, og partiet indgår i alle andre delstatsregeringer. Hvorfor, spørger mange østrigere i dag sig selv, fortolkes deres demokratiske beslutning pludselig som udtryk for en halvfascistisk tænkemåde, hvorfor startede hetzen først, da Frihedspartiet afviste at støtte en mindretalsregering under SPÖ? Der er her tale om en ubegrundet fordømmelse, der - uden at komme ind på vores program - reducerer den mest grusomme periode i den europæiske historie til et politisk spektakel. Jeg væmmes, når nogle af vores modstandere udnytter de millioner, der døde i koncentrationslejrenes gaskamre, til billig propaganda, f.eks. det italienske parlamentsmedlem hr. Bertinotti, der i går på italiensk fjernsyn anklagede hr. Haider for at fornægte holocaust. Skam Dem, hr.! Selv når De er løbet tør for alle politiske argumenter, har De ikke ret til at udnytte de myrdede til Deres billige propaganda. De bliver ikke antifascist her, når De tilsviner en demokratisk valgt politiker og kalder ham nazist! Tværtimod, De håner de sande ofre for nationalsocialismen og bagatelliserer de fascistiske diktaturer. De handler på grundlag af Deres egne fordomme, undgår enhver politisk diskussion og handler netop på dén måde, som De foregiver at bekæmpe. Angrebene på den nye regering i Østrig, forsøget på at få politisk indflydelse i et medlemsland er en fornærmelse mod den østrigske befolkning. Derfor er vi taknemmelige for den særlige holdning, som Kommissionen indtager. De nye koalitionsaftaler handler om en demokratisk reform, oppositionens rettigheder, forpligtelsen til at yde tvangsarbejderne erstatning ... (Formanden afbrød taleren)
Fru formand, ærede kolleger, jeg vil gerne starte med at understrege én ting: Der er ikke fare for, at etpartisystemet eller det højreorienterede totalitære system bliver genindført i Østrig. Østrig er et stabilt demokrati, hvor menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder er grundlovssikrede og beskyttes af et uafhængigt retsvæsen. Østrig er et land, der er åbent over for verden, og hvor fremmedfjendtlighed og diskrimination ikke har nogen plads. Det, der sker i Østrig, er en fuldstændig normal procedure med et magtskifte efter et demokratisk valg, hvor et gammelt system blev væltet, og hvor der blev søgt efter og fundet et stabilt parlamentarisk flertal for de nødvendige økonomiske og sociale reformer. Vi får et fungerende flertal på samme måde som en fungerende opposition. Det østrigske folkeparti, som jeg repræsenterer her i Europa-Parlamentet, var og er et parti, der altid og konsekvent er gået ind for, at Østrig skal integreres i EU, og som helt igennem føler sig forbundet med Den Europæiske Unions værdisamfund, på samme måde som med dens politiske grundlinjer om fordybelse og udvidelse. Vi respekterer og accepterer diskussionen og har også forståelse for den bekymring over udviklingen i Østrig, som mange af vores medlemslande har givet udtryk for. Vi har forståelse for det, fordi vi ved, at vi på grund af vores historie i den nærmeste fortid også bærer et særligt politisk ansvar i nutiden. Vores land var ikke blot det første offer for Hitlers diktatur, mange var også medskyldige, selvom jeg forkaster enhver form for kollektiv skyld. Østrig har ikke mindst takket være ÖVP fundet vejen til Den Europæiske Union. Mit lands plads er ikke uden for Den Europæiske Union, men derimod inden for Den Europæiske Union ... ... og det med alle rettigheder og pligter! Også en fremtidig regering skal derfor dømmes efter, hvilke værdier og principper den bekender sig til i sit regeringsprogram, og ikke efter, hvilke ubegrundede fordømmelser der udbredes af dels politiske modparter, dels internationale medier. Bekendelsen til menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincip, til en oprigtig bearbejdelse af Østrigs rolle i fortiden, til en videregivelse af informationer om den største forbrydelse mod menneskeheden i det 20. århundrede, holocaust, vil også være at finde i den grundlæggende forståelse i en kommende koalitionsregering mellem ÖVP og FPÖ. Mit parti vil være en garant for, at Østrig fastholder den europapolitiske kurs og bliver på det europæiske værdisamfunds jord! (Bifald)
Fru formand, hr. formand for Rådet, repræsentanter for Kommissionen, det er en sort dag for Østrig og for Europa. Det kan det væv af løgne, som hr. Sichrovsky er kommet med, og de beroligende ord fra fru Stenzel ikke ændre noget ved. Det er nemlig kommet så vidt, at to uansvarlige politikere, ædt op af magtsyge, sælger Østrigs image, Østrigs politiske rolle og til dels også Østrigs økonomiske interesser! (Bifald, tilråb) De bytter det bort for en position som regeringschef og optagelse i en regering. At Østrig går fra at være et agtet land til at blive et udstødt land, finder de sig i på nøjagtig samme måde, som de finder sig i den truende isolation af landet og dermed til dels også dets borgere. Jeg betragter - som mange andre, der i årevis har kæmpet mod Haider og hans politik, netop også mine kolleger fra Den Socialdemokratiske Gruppe her i Europa-Parlamentet - den ene eller den anden bebudede foranstaltning fra det internationale statssamfunds side, såvidt den ikke vedrører regeringen og dens repræsentanter, som tungtvejende og også upassende. Men min kritik - og det siger jeg åbent - og mit raseri er udelukkende rettet mod dem, der har forårsaget og forårsager disse reaktioner, hr. Schüssel og hr. Haider og deres partier ... ... inklusive deres repræsentanter her i Europa-Parlamentet. Hr. Poettering, det er interessant: De er i dag i en næsten lige så vanskelig situation som jeg, om end af andre grunde, for De skal forsvare noget, De ikke ønsker at forsvare. De forsvarer en hr. Schüssel - De skal se denne hr. Schüssel af i dag, der, efter hvad jeg hører, for nylig også blev udelukket fra topmødet for repræsentanterne for Det Kristdemokratiske Parti. Nu handler det om argumentet, som hr. Poettering også har anvendt, om, at Haider kun kan berøves sin tillokkelse, hvis han integreres i det politiske system. Jeg påstår dog, at han lige så lidt som andre højreekstremistiske bevægelser kan og vil integreres i dette, i vores politiske system og i dette Europa. Den, der lever af fordomme mod udlændinge og minoriteter, og den, der giver næring til disse fordomme, den, der har snæversynethed og antiliberale tanker på programmet, den, der har en uforskammet opførsel og udviser arrogance i de internationale forhold, og den, der endnu ikke har distanceret sig entydigt og umisforståeligt fra nationalsocialismen, har ikke til hensigt og er ikke klar til at lade sig integrere! (Bifald) Det er de konservatives store historiske skyld at lægge sig frivilligt op i sengen hos ulven og vente på at blive spist. På denne måde får ulven - selvom det sker med selvopofrelse fra ÖVP's side - næring i stedet for at blive holdt inden for hegnet. Jeg forstår godt, at Europa og den civiliserede verden ønsker at have så lidt som muligt at gøre med en sådan regering. Der findes dog også et andet Østrig, det Østrig, som har demonstreret i tusindtal mod FPÖ's deltagelse i regeringen, som vil fortsætte med at demonstrere mod denne regering. Jeg anmoder dette Europa om at støtte dette Østrig og hjælpe dette Østrig! (Bifald) Jo stærkere dette Europa bliver, og jo mere det er på vagt over for autoritære tendenser i dette Europa, desto mere effektivt kan vi bekæmpe højreekstremismens rødder. For Europa er og bliver den bedste garanti mod fremmedhad og demagogi eller tilbagevenden til barbari. Støt det østrigske folk mod denne regering! (Bifald)
Fru formand, dette er et historisk øjeblik, for nu står det endelig helt klart for os alle, at Den Europæiske Union efterhånden har udviklet sig til et værdifællesskab. Vi mærker det nu, hvor et parti, som vi ved ikke respekterer alle disse værdier, er ved at komme med i et medlemslands regering. Jeg vil også konstatere, at den erklæring, de 14 af Rådets lande fremkom med, var berettiget. Dette handler jo på sin vis også om sammensætningen af Den Europæiske Unions ledelse, hvorved sagen også angår Rådet, den er ikke udelukkende Østrigs interne anliggende. Som medlemmer af Parlamentet må vi særligt understrege, at det påbegyndte arbejde med at sikre de grundlæggende rettigheder er vigtigere end nogensinde. Det er vigtigere end nogensinde, at respekt for menneskelige værdier og ukrænkelighed af såvel mindretals rettigheder som rettighederne for alle de personer, der bor i Den Europæiske Union, er en central del af Den Europæiske Unions retsstatsprincipper. Af denne grund bør protokollen om de grundlæggende rettigheder også gøres juridisk bindende. Den må ikke blot forblive en erklæring. Lige så vigtigt er det, at man støtter de demokratiske kræfter i Østrig. Der er jo ingen af os, der ønsker at isolere Østrig. Vi ved, at størstedelen af østrigerne respekterer værdierne. De har også demonstreret deres mening. Det er ikke alle demonstrationer, der har fundet sted uden for Østrig. Med i bevægelsen er der sikkert også mange protestvælgere, som længe har ønsket en ændring i Østrigs politik. Efter min mening bør Parlamentet støtte disse demokratiske kræfter. Jeg appellerer også til den østrigske præsident om yderligere at undersøge alle muligheder for at få samlet en regering dannet af de demokratiske kræfter.
Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil blot understrege vigtigheden af en holdning som den, som vores gruppeformand Francis Wurtz mindede om for lidt siden. Jeg glæder mig over erklæringerne fra Rådets formandskab og holdningen hos de 14 lande, der har sagt nej til officielle kontakter med den østrigske regering, såfremt Jörg Haiders parti er med i regeringen. Vores understregning heraf bliver endnu vigtigere, fordi vi som bekendt er grundlæggende uenige i de politikker, som Europa fører, lige fra dets økonomiske og sociale politikker til dets demokratiske underskud og landenes inddragelse i den dramatiske balkankrig. Denne uenighed fremhæver i endnu højere grad vores ja til denne sanktion i dag. Det er et usædvanligt ja, fordi vi står over for en usædvanlig fare for, at den irrationelle og nynazistiske tankegang skal vinde indpas igen i Europa. Det er en fare, der ikke vedrører Østrig, men hele Europa. Det gælder os alle og ikke kun Østrig. Vi kender de sociale årsager, som sammen med arbejdsløsheden og usikkerheden giver næring til tendenser i den retning, og vi kender de kulturelle medvirkende årsager - fremmedhadet og racismen - men vi kan ikke nægte, at disse højreekstremistiske kræfters manglende vilje til og ønske om at gøre op med nazismen gør det muligt at lave en sprængfarlig cocktail i Europa. Jeg taler om Alperne og om alle vores lande. Der er ved at opstå nogle forhold, som igen kan bringe demokratiet og den europæiske civilisation i fare. Formandskabet har med sin holdning vist, at det er bevidst om dette civilisationsdrama. Europa viser, at det ikke har glemt Auschwitz, og Europa står over for et centralt element. Nu skal Europa dog være konsekvent i sine handlinger, og Kommissionen burde være den første, der var konsekvent, men den har i stedet vist en uklarhed og en svaghed her i Parlamentet i dag, som i endnu højere grad fremhæver vigtigheden af formandskabets holdning. Kommissionen skal korrigere sin indsats i den forbindelse.
Fru formand, kolleger, med det grundlæggende demokratiske princip om respekten for menneskerettighederne og for befolkningernes frihed og suverænitet, mod enhver ny eller gammel fascisme, nazisme eller kommunisme og i betragtning af, at alle de foregående talere talte om det østrigske folks suverænitet, kan vi dag se, at Parlamentet netop nægter Østrig denne suverænitet. Ved at læse det østrigske Frihedspartis program finder man ikke nogen oplysninger, der berettiger beskyldningerne om en krænkelse af de principper om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstaten, der er stadfæstet i traktatens artikel 6. I stedet vil jeg gerne henlede kollegernes opmærksomhed på, at den fungerende formand, der er så kritisk over for Østrig, for nylig lod Macaos indbyggere komme under Den Kinesiske Folkerepubliks herredømme. Men for at styrke demokratiet i Unionen er det måske hensigtsmæssigt at isolere Østrig i dag og at kriminalisere et parti, som de østrigske borgere har valgt på demokratisk vis, og at få Tyrkiet og deres grå ulve med i Europa.
Fru formand, mine damer og herrer, medlemmer af Parlamentet, vi er i gang med at drøfte et yderst vigtigt spørgsmål. Hverken mere eller mindre end tilstedeværelsen i en medlemsstats regering af en politisk magt, hvis doktrin og principper er uforenelige med Unionens begrebsmæssige og moralske grundlag, som er knæsat i traktaterne om oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber. En simpel gennemlæsning af artikel 1 i kapitel 4 i det østrigske Frihedspartis program ryster enhver demokratisk samvittighed. Ophøjelsen af den etniske baggrund til det, der definerer en nation, og bekræftelsen af en etnisk befolknings overlegenhed i forhold til andre, sådan som det står skrevet her, genopliver gamle genfærd fra et århundrede, som vi netop har lagt bag os, og som nogle historikere har defineret som rædslernes århundrede, disse rædsler, som den uacceptable filosofi i hr. Haiders politiske program til vores forbløffelse genopliver. Det østrigske folk har naturligvis sin suverænitet, og vi skal naturligvis respektere princippet om ikkeindblanding i en medlemsstats indre anliggender. Men det er ikke det, der er problemet. Problemet er, om Unionen kan forholde sig ligegyldig over for dannelsen af en regering i en medlemsstat, som medtager et parti af denne beskaffenhed. Vores svar på dette afgørende spørgsmål er nej. Idet den sætter sig ud over strategiske eller taktiske overvejelser, mulige undskyldninger for andres handlinger og er hævet over partiinteresser eller valgkonjunkturer, giver den spanske delegation i Parlamentets Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, i fuld overensstemmelse med det spanske Folkeparti, Partido Popular, og den spanske regering, tydeligt udtryk for sin fuldstændige enighed i erklæringen fra det portugisiske rådsformandskab den 31. januar, i dens indhold, i dens tone og i dens omfang. (Bifald) Konrad Adenauer sagde engang - og han vidste, hvad han talte om - at den mest sikre måde at pacificere en tiger på er at lade den æde dig. Historien er en samling af de ting, som kunne have været undgået. Men, fru formand, kære kolleger, Unionen og Parlamentet bør komme med et utvetydigt signal til offentligheden om at afvise denne intolerancens, fremmedhadets og totalitarismens tiger for ikke at føje endnu en fejltagelse til den lange liste af afkald, frasigelser og opportunisme, som kendetegner Europas fortid, og som vi har betalt så dyrt for. (Kraftigt bifald)
Fru formand, kære kolleger, Den Europæiske Union er bygget op om tanken "aldrig mere", og det vil sige "aldrig mere fremmedhad, lejre, afsporet nationalisme og krig". Den Europæiske Union har ingen anden betydning end at viderebringe det tyvende århundredes forfærdelige historie, der i hjertet af Europa dræbte idealet om humanisme, og som i dag er meget aktuel. Det er ikke korrekt, når man siger, at når en regering indgår i alliance med nyfascister et eller andet sted i Europa, er dette udelukkende et nationalt anliggende. For Den Europæiske Union er ikke en sammenstilling af stater, der indgår aftaler imellem sig for at forbedre deres skæbne. Vi har en fælles skæbne, og når det væsentlige - når værdierne - er på spil, skal alle demokrater stå sammen for at finde løsninger, så fortidens fejltagelser ikke gentages. Lad os lære af fortiden. I trediverne, da Adolf Hitler blev valgt demokratisk, selvom det var med et mindretal, mente mange, at det nok ikke var så slemt endda, og hr. Poettering, i mit land var der en del kvinder og mænd fra højrefløjen, men måske også fra andre partier, der tænkte "hellere Hitler end folkefronten". De satte deres små provinsielle problemer foran det, der virkeligt var vigtigt, og dette var en stor tragedie. Vi må reagere hurtigt, stærkt og samlet. Jeg ville gerne, hr. Poettering, høre Dem tale med den østrigske præsident, som vi ved er meget forlegen over denne beskidte alliance, der er indgået af regeringen. Vi må derfor reagere stærkt og hurtigt. Selvfølgelig findes der i traktaten en stopklods, når handlingerne bliver for uacceptable, og man kan næsten sige, når der er sket uoprettelig skade. Historien har vist, at fascisterne skiftevis er hadefulde og indladende. Først er de hadefulde i deres populistiske og fremmedfjendske taler, og dernæst er de indladende for at gøre sig præsentable i institutionerne og gradvist infiltrere og korrumpere dem indtil den dag, de går over til handling, og på det tidspunkt er det for sent. Så i vores traktat fastsættes stopklodser, der træder i kraft, når det er for sent. Vi er endnu ikke nået dertil, og vi skal i dag forhindre, at det sker. Vi må altså finde en politisk løsning. I denne forbindelse støtter jeg Rådets forslag, og jeg beklager at kunne spore en vis svaghed og eftergivenhed fra Kommissionen, som dog burde være opmærksom og handle beslutsomt, for fascisterne regner med demokratiets eftergivenhed, de regner med, at vi med tiden giver op og håber, at de således kan gøre sig gældende til sidst. Derfor må vi reagere. Hvis vi ikke i dag giver Rådet vores fulde støtte, vil historien dømme os og sige, at Europa-Parlamentet gennemførte et politisk München.
Fru formand, det glæder mig, at det store flertal af befolkningens mening i Østrig respekteres, og at demokratiet efter min mening har vundet en meget vigtig sejr med denne regeringsdannelse. Det er helt klart, at vi siger nej tak til et Europa, der udvikler sig som en slags big brother, der på stalinistisk måde og med stalinistiske midler våger over den venstreorienterede political correctness i den ene eller den anden medlemsstat. Det europæiske og østrigske demokrati skal ikke belæres af nogen, og slet ikke af en belgisk regering, som omfatter korrupte partier, der finansieres af våbenhandlere. En belgisk regering, der har udpeget formanden for sådan et af retten dømt korrupt parti til europæisk kommissær. Vi takker i dag det østrigske folk for denne demokratiske sejr, som er vigtig for alle folk i Europa og alle, der tillægger frihed og ytringsfriheden stor værdi.
Fru formand, denne forhandling blev åbnet af hr. da Costa, der blot bekræfter, at EU-formandskabet prøver at påvirke sammensætningen af en regering i en af medlemsstaterne. Denne forhandling - og baggrunden for den - understregede, at Rådet, Kommissionen og Parlamentet er domineret af socialister. Min delegation på 37 konservative og fagforeningsmedlemmer fra Det Forenede Kongerige afviser fuldstændig det østrigske Frihedspartis grundlæggende filosofi, program og tone. Vi deler den store forargelse over partiets holdning til historien, især Anden Verdenskrig, men også over partiets politik om udvidelse, indvandring, racespørgsmål og holdning til Den Europæiske Union. Vi blev imidlertid også dybt forargede over venstrefløjens tolerance over for det tidligere Sovjetunionens tyranni, terror og overgreb. Nu må det da være på høje tid, at De Europæiske Socialdemokraters Parti afbryder deres forbindelse med Kinas kommunistparti. Samme EU-regeringer sagde ikke et ord om koalitionsregeringer med kommunistsympatisører i franske eller italienske regeringer eller i tyske delstatsregeringer eller om den britiske regerings villighed til at anbefale personer, som har tilknytning til terrorisme, til ministre i Nordirland i dag. Dette, fru formand, er et typisk tegn på venstrefløjens hykleri. Vi fordømmer derfor hykleriet og dobbeltmoralen, især fra den britiske regering og de øvrige EU-regeringers socialistledere, og det omfatter også USA. Vi bør imidlertid erkende, at den demokratiske proces sommetider giver ubehagelige resultater. Derfor skal man fokusere på de dybereliggende årsager og også se på selve valgprocessen. Det bør være vores opgave, ikke politisk poseren.
Fru formand, Rådets repræsentant, hr. kommissær, for en uge siden sluttede den store internationale konference om holocaust i Stockholm. Konferencens formål var at bekæmpe glemselen og det onde i dagens samfund, som optræder i form af fremmedfjendtlighed og nynazisme. Det ville være en hån mod idéen med denne konference og hele det internationale samfund i disse tider at byde et parti, der flirter med nazisme og fremmedfjendtlighed, velkommen i EU's institutioner. For det andet vil jeg gerne sige, at vi skal være tro mod os selv og vores værdier. Vi kræver af kandidatlandene og af samarbejdslandene i Lomé-aftalen, at de skal respektere menneskerettighederne og udvise tolerance over for andre. Vi skal gøre det samme selv. Det er grunden til, at vi reagerer mod det luskeri, der foregår i Østrig. Vi kan ikke fortsat lade, som om intet er hændt. Vi står over for en skillevej i Unionen. Unionen er ikke kun et økonomisk fællesskab, men det er også et værdifællesskab, som vi tager alvorligt. Noget er der sket: Unionen er i færd med at få rygrad og sjæl.
Fru formand, som alle har sagt, er det en vigtig dag i dag. Det er dagen for den første debat om det europæiske politiske liv. Og det er ikke et tilfælde. Det forekommer mig, at vores møde i dag ikke er et møde med Europa - vores institutioner - og Østrig eller hr. Haiders parti. Det er et møde med Europa selv, med dets eksistensgrundlag, med de grunde, der gør, at vi er til stede i denne mødesal. Denne mødesal er ikke lavet med henblik på varer eller penge. Denne mødesal og de europæiske institutioner er bygget for værdier, moral og for en idé. Men vi oplevede i det tyvende århundrede, at demokratierne kunne blive truet, og at moralen, værdierne og idéen, som jeg nævnte, kunne rammes dødeligt af et virus, der medfører nationalistisk forskruethed, populisme og idéen om en races overlegenhed. Imidlertid behøver man blot at læse hr. Haiders partiprogram, for i hvert kapitel finder man nationalistisk forskruethed, populisme og idéen om en races overlegenhed. Jeg læser blot her en sætning, som min ven Vidal-Quadras har læst før mig: "fædrelandet defineres ud fra beliggenhed, kultur og race, lokalt, etnisk og kulturelt". Den slags erklæringer er uacceptable! Hvis Europa skal give mening, og hvis - ja, undskyld mig, kære venner - det kristelige demokrati skal give mening, hvis det kristelige demokratis historie skal give mening, må man tage fuldstændig afstand fra de erklæringer, der er i dette program, og afslå, uanset hvilke glimrende grunde der end måtte være, at indgå aftaler med en sådan ideologi og organisation. Det er derfor, jeg mener, at Europa-Parlamentet, som er mere fri i dets handlinger og dets erklæringer end Rådet og Kommissionen, bør hylde de personer, der i staterne og i de europæiske institutioner har haft mod til at sige nej - som Dem, fru formand, der i vores navn er fremkommet med en erklæring, der gør Dem ære - og til klart og uden omsvøb at erklære sin modstand og fordømmelse over for det, der er ved at ske i Østrig. Husk på denne erklæring fra en stor fransk kristelig demokrat, der i forbindelse med München-aftalen sagde, at "det bedste tidspunkt at sige nej på er med det samme". (Bifald)
Fru formand, vi er bekymrede, og vi, det er de belgiske kristelige demokrater og heldigvis også mange andre kolleger med os. Den koalition, der er ved at blive dannet i en af medlemsstaterne, er naturligvis et østrigsk anliggende, men den har bestemt også en europæisk dimension. For hvad er det, der knytter os sammen i Europa? Det er først og fremmest værdierne og principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Formanden for det østrigske frihedsparti, hr. Haider, har op til flere gange udtrykt manglende respekt for disse værdier. Han respekterer endvidere ikke de elementære principper om diplomatisk høflighed. Han er en farlig mand. De kristelige demokratiske partier i mit land har for længe siden valgt, og det fastholder de, at lytte til de højreekstremistiske vælgeres protest, men aldrig at forhandle med højreekstremistiske ledere. Værdier skal foretrækkes frem for magt. Vi er derfor kede af det, der sker i Østrig. Vi er faktisk rystede. Vi er meget skuffede. Vi anmoder ÖVP om i sidste instans at finde en anden løsning. Vi bliver ved med at henvise til artikel 6 i traktaten. Vi kæmper fortsat mod banaliseringen af højreekstremisme. Hvis koalitionen alligevel dannes, appellerer vi til vores kolleger i ÖVP om i programmer, ord og handlinger at garantere respekten for de principper og værdier, der udgør fundamentet for den europæiske integration. Fru formand, mine damer og herrer, kære kolleger, der venter Østrig et stort ansvar.
Fru formand, mine damer og herrer, det er tydeligt, at vi her i Europa-Parlamentet i meget stor udstrækning er enige om at afvise Haider og hans politik, men det står også lige så klart, at vi har forskellige opfattelser, når det handler om, hvordan vi kan bekæmpe denne politik mest effektivt. Har De spurgt Dem selv, hvordan denne debat og rådsformandskabets erklæring sidste weekend virker i Østrig? Har De stillet Dem selv det spørgsmål, om vi ikke også har et ansvar for, hvordan den politiske situation i Østrig udvikler sig, hvis vi gør os til dommere herover? Har De stillet Dem selv det spørgsmål, hvad der ville ske, hvis en af vores kollegers ønsker blev opfyldt, og der blev afholdt valg i Østrig om et par dage? Ifølge overensstemmende oplysninger fra alle iagttagere ville Haider stå endnu stærkere. Hvem kan nu ønske sig det? Er det ikke vores ansvar at overveje, hvordan vi kan bekæmpe denne politik? Europa er et retssamfund. Til de principper, som vi skal repræsentere, hører demokrati, overholdelse af menneskerettigheder og retsregler. Til demokratiet hører, at man ikke blot mener, at valgafgørelser er gode, men at man skal respektere dem, og derfor skal vi respektere, når østrigerne af grunde, der skal findes i deres politik, træffer den afgørelse, som de har truffet. Det er et spørgsmål om retsstatsprincipper, at rådsformandskabet ikke ytrer sig sådan, som det har gjort, på en måde, som er i modstrid med traktaterne. Det er et spørgsmål om politisk visdom, at ÖVP ikke isoleres, men at ÖVP derimod støttes som et uden tvivl demokratisk, retsstatsligt og anerkendt europæisk parti i, at Østrig ligeledes uden for enhver tvivl forbliver medlem af Det Europæiske Fællesskab, og derfor skal vi støtte vores ÖVP-kolleger i denne vanskelige situation, og isolation er absolut den forkerte vej at gå! (Bifald)
Fru formand, der, hvor jeg kommer fra, siger man: 'tre gange for en waliser', og, som jeg tror, at De vil erfare, har jeg tre kortfattede bidrag til en fremragende - og ved flere lejligheder - bevægende forhandling. For det første vil jeg gerne på vegne af formanden, hr. Prodi, og mine kolleger i Kommissionen takke for den støtte og forståelse, som adskillige parlamentsmedlemmer har tilkendegivet i forbindelse med Kommissionens holdning i gårsdagens redegørelse. Jeg må naturligvis også kommentere henvisningerne under forhandlingen - og jeg bruger nogle af de anvendte ord - til flertydigheden, selvtilfredsheden og svagheden i Kommissionens udtalelse. Jeg er forpligtet til at sige til Parlamentet, at der ikke er tale om flertydighed, selvtilfredshed eller svaghed i udtalelsen eller i forbindelse med de skridt, som Kommissionen har taget vedrørende dette spørgsmål. I går morges henviste vi udtrykkeligt - som formanden i eftermiddag - til det faktum, at vi deler de 14 medlemsstaters bekymring udtrykt i deres redegørelse i mandags. For det andet sagde vi meget specifikt, at vi vil arbejde tæt sammen med alle medlemsstater i forbindelse med overvågning af udviklingen af situationen i Østrig. For det tredje sagde vi meget udtrykkeligt, at vi vil stå fast på alle principper og bestemmelser i artikel 6 i traktaten, og at vi i henhold til artikel 7 i traktaten vil gøre vores til at sikre, at disse principper om frihed og demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder opretholdes. Der er ikke tale om selvtilfredshed, svaghed eller flertydighed. Og når jeg siger, at Kommissionen har denne holdning, omfatter det også min kære kollega, hr. Franz Fischler, der er fra Østrig, og som - endnu en gang - har vist sin integritet og uafhængighed som edsvorent medlem af Europa-Kommissionen ved at være del af den redegørelse, som vi kom med i går morges. Så enhver, der inviterer hr. Franz Fischler til i Parlamentet at redegøre for hans østrigske nationalitet, bør undersøge sine egne motiver i forbindelse med en forhandling, der nødvendigvis er blevet overskygget af henvisninger til fremmedhad og endnu større ondskab i denne verden. Jeg siger dette for at ære min ven og kollega hr. Franz Fischler. Jeg vil også gerne sige, fru formand, at det portugisiske formandskabs forståelse for vores stilling klart blev demonstreret af hr. da Costa, da han sagde, at "Portugal og de øvrige medlemsstater ønsker at sikre, at fællesskabsmaskinen ikke påvirkes af denne situation". Det må helt sikkert være i alles interesse. For at sikre, at traktaten overholdes, og at vi opretholder det, der blev beskrevet som fællesskabsmaskinen, følger vi den plan, som også blev fastsat i vores redegørelse i går. Og det vil vi fortsætte med, fru formand. Det er vores pligt. Det er et spørgsmål om overbevisning. Mit sidste punkt er, at vi må forstå omfanget af denne væsentlige forhandling. Der er adskillige personer til stede, der, som jeg, for mange år siden blev bekendt med hr. Haiders offensive bemærkninger, fremmedhadet i mange af hans politiske holdninger og den strategi, som han har udviklet, og som består i at veksle mellem aggressive bemærkninger og undskyldninger, nogle gange fra den ene dag til den anden. Vi husker det, og vi husker også hans nogle gange dårlige og selektive erindring om nazitiden. Og når vi tænker på det, vil vi naturligvis - som mange på begge sider af Parlamentet - være på vagt. Men Kommissionen skal handle på baggrund af værdier og lovgivning og ikke på baggrund af følelser. Derfor kom vi frem til gårsdagens konklusion, og derfor holder vi fast ved denne konklusion, som vi holder fast på værdierne og lovgivningen. Uden svaghed, selvtilfredshed og flertydighed, men i Unionens, medlemsstaternes og befolkningens tjeneste. Vi vil holde fast med energi og vedholdenhed, og som hr. Cox sagde under forhandlingen 'nødvendigvis med stor årvågenhed'.
Jeg vil gerne vide, om hr. Kinnock, nu hvor hr. da Costa har lyttet til disse bemærkninger bagest i mødesalen, kan bekræfte, at Kommissionen støtter de synspunkter, som hr. da Costa gav udtryk for i dag, og som fremgik af den nylige redegørelse fra formandskabet på vegne af regeringslederne. Støtter Kommissionen Rådet?
Fru formand, da Kommissionen i går morges sagde, at den har noteret sig synspunkterne i den fælles erklæring fra 14 medlemsstater og deler den bekymring, der ligger til grund for disse synspunkter, mener jeg, at man kan slå fast, at Kommissionen efter at have drøftet spørgsmålet i går morges deler de 14 medlemsstaters synspunkter.
Tak, hr. kommissær Kinnock. Jeg tror, at vi vil se en omfattende politisk debat, der - som man kunne forvente - lever op til situationens alvor. Tak, kære kolleger. Den aktuelle og uopsættelige debat af væsentlig betydning er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om anvendelse af forsigtighedsprincippet.
Jeg vil gerne starte med at sige, at det glæder mig at kunne præsentere denne meddelelse om anvendelse af forsigtighedsprincippet, som er skrevet sammen med hr. David Byrne og hr. Erkki Liikanen. Forsigtighedsprincippet er ikke et nyt koncept. Det har været anvendt af Fællesskabet i et stykke tid inden for en række politiske områder, miljøområder og områder i forbindelse med sundhed for mennesker, dyr og planter. Det nævnes også udtrykkeligt i miljøbestemmelserne i EF-traktaten efter Maastricht. Begrebet dukker også op i en række internationale tekster, f.eks. i Rio-erklæringen og for nylig i biosikkerhedsprotokollen. Idéen bag forsigtighedsprincippet er tydelig. Det handler om at gribe ind over for en politik, hvor den videnskabelige dokumentation er uklar, og hvor der er rimelig grund til bekymring om, hvorvidt de potentielle risici er store nok til, at indgriben er påkrævet. Der har imidlertid været mere og mere fokus på anvendelsen af forsigtighedsprincippet i de senere år. Begivenheder som f.eks. BSE- og dioxinkrisen har bidraget til en voksende offentlig debat om omstændigheder, hvor beskyttelsesaktioner er begrundede og nødvendige. I lyset af den stigende interesse har Kommissionen derfor besluttet, at det vil være nyttigt med en meddelelse, der fastsætter Kommissionens holdning til anvendelse af forsigtighedsprincippet. Der er to grundlæggende formål med meddelelsen. En tydelig og sammenhængende forklaring om, hvordan Kommissionen anvender og har til hensigt at anvende forsigtighedsprincippet i risikoforvaltningen samt fastsættelse af retningslinjer for anvendelsen baseret på begrundede og sammenhængende principper. Vi håber også, at meddelelsen vil medvirke til at skabe en bedre fælles forståelse for risikoforvaltning og fjerne frygten for, at forsigtighedsprincippet eventuelt anvendes vilkårligt eller som en skjult form for handelsprotektionisme. Kommissionens udgangspunkt i anvendelsen af forsigtighedsprincippet er behovet for at sikre et højt beskyttelsesniveau inden for områderne miljø og sundhed for mennesker, dyr og planter. Dette mål kan naturligvis ikke anvendes til at retfærdiggøre irrationelle eller vilkårlige foranstaltninger, men det betyder, at der kan træffes foranstaltninger, også i situationer, hvor den videnskabelige dokumentation er uklar. Forsigtighedsprincippet omfatter ikke politisering af videnskab, som nogle har påstået, men det giver os mulighed for at operere i zonen mellem videnskab og politik. Den indledende beslutning om at anvende forsigtighedsprincippet afhænger meget af det beskyttelsesniveau, der ønskes, og det risikoniveau, som beslutningstagere er villige til at acceptere på samfundets vegne. Det er derfor politisk af natur. De foranstaltninger, der eventuelt træffes efterfølgende, må imidlertid opfylde de generelle principper om risikoforvaltning, og derfor er retningslinjerne for anvendelse af forsigtighedsprincippet meddelelsens vigtigste punkt. De foranstaltninger, der træffes, skal svare til det valgte beskyttelsesniveau - det vil sige, at vi ikke skal skyde gråspurve med kanoner. Foranstaltningerne skal være ikkediskriminerende i anvendelse, det vil sige, at foranstaltningerne ikke må variere på grund af geografisk oprindelse. Og de skal være i overensstemmelse med lignende foranstaltninger, der allerede er truffet. Hvis ét produkt godkendes f.eks., bør lignende produkter også godkendes. Foranstaltningerne er baseret på en undersøgelse af aktioners eller manglende aktioners potentielle fordele og omkostninger, det vil sige, foranstaltningerne skal være rentable og gennemgås i lyset af nye videnskabelige data, og det skal være tydeligt, hvem der er ansvarlige for udarbejdelsen af de videnskabelige beviser, der er nødvendige med henblik på en mere omfattende risikovurdering, det vil sige bevisbyrden. Alle disse elementer skal være til stede. Det er også vigtigt at huske, at der kan træffes en lang række foranstaltninger i forbindelse med anvendelse af forsigtighedsprincippet. F.eks. forskningsprogrammer, offentlige informationskampagner, henstillinger osv. Derfor medfører anvendelse af forsigtighedsprincippet ikke automatisk et forbud. Meddelelsen skal ikke ses som den endelige konklusion i forbindelse med dette spørgsmål. Det er imidlertid første gang, at Kommissionen har fremlagt en struktureret præsentation af princippet og anvendelse deraf. Ved detaljeret fastsættelse af den måde, hvorpå Kommissionen anvender og har i sinde at anvende forsigtighedsprincippet, håber vi at kunne klarlægge situationen på fællesskabsplan og bidrage til den løbende debat på europæisk og internationalt plan.
Hr. formand, fru kommissær, mange tak for forklaringen. Jeg har tre ganske korte spørgsmål. Det første spørgsmål lyder: Vi har måttet vente meget længe på en afstemt udtalelse fra Kommissionen vedrørende forsigtighedsprincippet, og tidligere stod det overhovedet ikke klart, om Kommissionen taler med én stemme. Er det, som De har redegjort for her i dag, også holdningen hos Deres kollega, industrikommissæren, Deres kollega, udenrigshandelskommissæren, Deres kollega, konkurrencekommissæren, Deres kollega, kommissæren for det indre marked? De siger helt sikkert ja, men jeg kunne godt tænke mig at få at vide, om de også ved, hvilke konsekvenser det har? Det næste spørgsmål, fru Wallström: Hvornår begynder De at anvende dette i lovgivningen, f.eks. i kemikalielovgivningen, f.eks. i lovgivningen på andre områder? Det sidste spørgsmål: Vil vi kunne se, hvor dette er blevet anvendt i lovgivningerne? Det vil sige, får vi en ekstra side i hvert forslag, hvorpå der står, at forsigtighedsprincippet er gennemgået, og at man er kommet til dette resultat?
Mange tak, Dagmar Roth-Behrendt, for disse spørgsmål. Det er naturligvis en sag for hele Kommissionen. Det er en fælles meddelelse, der er skrevet af tre af os, David Byrne, Erkki Liikanen og undertegnede, men den er vedtaget enstemmigt af Kommissionen i dag. Meddelelsen fik bred støtte fra de øvrige kommissærer og har været igennem en koordineringskonsultation i hele Kommissionen. Så vi har virkelig gennemarbejdet dette dokument, og jeg er sikker på, at alle kan beskrive de retningslinjer og principper, der er fastsat i meddelelsen. Ja, jeg vil gerne sige, at vi allerede bruger denne arbejdsmetode i forbindelse med forskellige vanskelige spørgsmål som f.eks. en ny kemisk strategi. Og jeg er sikker på, at vi også vil nævne det udtrykkeligt, når vi anvender dette princip. Vi har for nylig haft en sag, hvor vi anvendte forsigtighedsprincippet i forbindelse med et forbud mod phthalat i blødt legetøj af pvc. Og vi anvender naturligvis princippet på flere forskellige miljøområder. Det har mest været anvendt på miljøområdet, men bestemt også i forbindelse med sundhed for mennesker. Så vi vil forsøge at være meget åbne vedrørende anvendelse af forsigtighedsprincippet.
Hr. formand, fru kommissær, med hensyn til forholdet mellem videnskab og anvendelsen af forsigtighedsprincippet fastsætter meddelelsen, at anvendelsen af forsigtighedsprincippet altid kræver en politisk beslutning, når der ikke er videnskabelige beviser til rådighed. Herved giver man videnskaben megen magt. Vi kan spørge os selv om, hvilken type af videnskabsmænd der vil levere denne dokumentation, og hvad forsvarer de? Meddelelsen fastsætter endvidere, at hvis der er et tilstrækkeligt anerkendt mindretal af videnskabsmænd, er det nok til at anvende forsigtighedsprincippet. Hvad er definitionen af et anerkendt mindretal? Hvordan definerer De det? Hvordan kommer De frem til et anerkendt mindretal? Når det drejer sig om en politisk beslutning, hvem træffer den så? Er det Kommissionen? Er det Rådet? I hvilket omfang spiller Parlamentet en rolle? Hvilken rolle spiller Videnskabsudvalget? Hvilken rolle får de fødevaremyndigheder, som De vil oprette? Til sidst, finder hele beslutningstagningen sted på en gennemskuelig og åben måde? Det var mine tre spørgsmål.
Ja, hr. formand, det er korrekt. Der var mange og vanskelige spørgsmål og ikke alle var krystalklare, men jeg vil forsøge at besvare nogle af spørgsmålene. Hvem træffer beslutningerne, hvem er beslutningstagerne? Det afhænger af de pågældende lovgivere. Det er en del af risikoforvaltningen. Lovgiverne må f.eks. se på befolkningens bekymring i forbindelse med et særligt spørgsmål, og de skal vurdere ud fra de videnskabelige beviser i en bestemt sag. Men det er sandt, at de ikke behøver et stort flertal fra videnskabelige eksperter for at kunne anvende forsigtighedsprincippet. Det kan anvendes på baggrund af dokumentation fra et mindretal af eksperter, eller hvor de videnskabelige beviser er utilstrækkelige. Det er her, man skal finde balancen mellem forsigtighedsprincippet som et politisk værktøj og videnskaben. Det er ikke altid let at beskrive nøjagtigt, hvordan denne proces udføres, men det videnskabelige grundlag ligger fast. Vi bruger eksperterne til at få så mange videnskabelige oplysninger som muligt, før vi træffer en beslutning, og sådan bør det også være i fremtiden. Dette skal ses som et værktøj til risikoforvaltning. Man må beslutte, om man f.eks. ønsker at bringe menneskers liv i fare, eller om man ønsker at beskytte miljøet, og man må se på de videnskabelige beviser, der er til rådighed. Man skal vurdere alt dette og evaluere den videnskabelige dokumentation. Derefter kan man afgøre, om man skal træffe foranstaltninger. Det besvarer ikke alle spørgsmål, men forsigtighedsprincippet ændrer ikke det videnskabelige system eller det ekspertsystem, som vi anvender i dag.
Hr. formand, jeg har et spørgsmål, som vedrører en konkret og aktuel sag, hvor forsigtighedsprincippet skulle kunne anvendes. Det gælder bromholdige flammeskyende midler. Det forholder sig sådan, at dette stof nu optages, og at det findes i øgede koncentrationer i både mennesker og miljø. Der findes mange, som hævder, at det medfører store risici, mens andre sætter spørgsmålstegn ved, hvor store risici der er forbundet med dette stof. For nylig opfordrede både Sverige og Danmark i Ministerrådet Kommissionen til at tage initiativ til at forbyde bromholdige flammeskyende midler. Jeg spørger mig selv, om De forbereder et sådant forbud, og om det ikke passer virkelig godt på Deres syn på selve forsigtighedsprincippet at komme med et sådant initiativ.
Hr. formand, mange tak, hr. Sjöstedt, for dette spørgsmål. Spørgsmålet om bromholdige flammeskyende midler er vigtigt. Det blev diskuteret for nylig i Rådet (miljø) af et antal ministre, som ønsker, at Kommissionen skal se på, hvilket grundlag der er, og hvad der skal gøres. Vi er i gang med at se på dette spørgsmål og bedømme, hvilken viden vi har i dag, og hvad der er muligt at gøre. Lad mig dog minde om, at anvendelsen af forsigtighedsprincippet ikke behøver at være ensbetydende med et forbud, et totalforbud. Der kan være tale om at træffe en række forskellige foranstaltninger. Derfor skal det ikke umiddelbart fortolkes som et forbud. Hvad angår de bromholdige flammeskyende midler, kan det med tiden endda blive det, men det er vigtigt at sige, at forsigtighedsprincippet tillader, at man anvender hele spektret af politiske muligheder og foranstaltninger. Dette spørgsmål er i allerhøjeste grad aktuelt. Kommissionen skal gøre sit arbejde og gennemgå det grundigt, inden vi kommer tilbage med en bedømmelse af, hvad der skal gøres.
De har sagt, at forsigtighedsprincippet ikke bør anvendes som en skjult handelshindring. Er forståelsen for dette lige stor på begge sider af Atlanterhavet? Jeg tror, at vi vil få problemer med hormonbehandlet kød og genetisk modificerede afgrøder. Har USA samme holdning som os?
Hr. formand, det glæder mig at kunne meddele, at vi netop har underskrevet en protokol om biosikkerhed i Montreal. Dér lykkedes det os i et internationalt forum at blive enige om definitionen af forsigtighedsprincippet. Jeg mener, at det er et gennembrud, at det lykkedes os at afslutte denne protokol. Jeg tror, at det kommer til at danne skole for fremtidige diskussioner om forsigtighedsprincippet. Vi kommer til at anvende dette som et eksempel på, hvordan forsigtighedsprincippet skal fortolkes. Det er desuden endda blevet accepteret som et vigtigt og virkningsfuldt instrument.
Hr. formand, jeg har to spørgsmål, og jeg skal forsøge at fatte mig i korthed. Det første spørgsmål gælder gennemførelsen af forsigtighedsprincippet. Så vidt jeg har forstået, har der været visse uklarheder med hensyn til, hvordan dette princip skal opfattes. Skal man først udarbejde en risikovurdering, hvor man inkluderer en costbenefitanalyse? Hvis det er tilfældet, bliver jeg meget urolig, eftersom det vel ikke er meningen, at man skal anvende en costbenefitanalyse som et redskab til at afgøre, om man skal introducere forsigtighedsprincippet, men derimod at forsigtighedsprincippet skal komme først. Mit andet spørgsmål angår bevisbyrden. Jeg husker, da Margot Wallström blev præsenteret som kommissær for udvalget. Da var hun inde på, at man skulle have omvendt bevisbyrde. Det vil sige, at producenten af et produkt skal bevise, om produktet er farligt eller ej. Jeg vil gerne vide, om dette også gælder i det dokument, som Kommissionen har fremlagt nu.
Mange tak, fru Schörling. Dette er to vigtige spørgsmål. Det er godt, at jeg får mulighed for at redegøre for dem. Nej, man skal ikke først udarbejde en costbenefitanalyse, men det skal derimod bedømmes på det, vi ved, på det, som videnskaben kan fortælle os, og på, hvordan vi skal se på det i forhold til de risici, som efter vores vurdering findes for miljøet eller for menneskers og dyrs sundhed. Hvis man derimod har bestemt sig for at træffe en bestemt foranstaltning, bør man vælge en omkostningseffektiv foranstaltning, så man ikke vælger foranstaltninger, som er helt urimelige, når det gælder effektivitet. Man skal altså ikke starte med en costbenefitanalyse. Det andet spørgsmål vedrører den omvendte bevisbyrde. Det er helt korrekt, at vi skal anvende den i visse tilfælde. Jeg har brugt eksemplet med kemikaliestrategien som et godt eksempel på et område, hvor vi skal gøre det. Dér handler det imidlertid om det sagsområde, mens man kan sige, at denne meddelelse om forsigtighedsprincippet er horisontal. Den gælder alle mulige specifikke politiske sagsområder. Derfor diskuterer man ikke specielt i dette tilfælde omvendt bevisbyrde, eller hvordan bevisbyrden skal udformes, men det handler derimod om den politiske beslutningstagning og grundene hertil. Det er dog helt korrekt, at vi, f.eks. når det drejer sig om kemikalier, må sørge for, at vi får omvendt bevisbyrde.
Hr. formand, for at forsigtighedsprincippet kan fungere, skal det efter min mening være temmelig radikalt, ellers vil man altid fare vild i fortolkningernes snoede labyrinter. Lad os tage et eksempel. Det påvises, at et svampedræbende middel er årsag til, at børn fødes blinde, og at det således er teratogent. Udmærket, der er tale om et svampedræbende og mugbekæmpende middel. Der er kun et enkelt engelsk laboratorium, som har påvist den teratogene virkning, men det er måske, fordi det er det eneste laboratorium, der har foretaget nogle analyser. Eftersom det drejer sig om en så alvorlig helbredstrussel, gør forsigtighedsprincippet det efter min opfattelse nødvendigt straks at tage dette produkt ud af handlen, sådan som f.eks. New Zealand har gjort. Herefter vil jeg gerne stille følgende spørgsmål: Når det er menneskers sundhed, der står på spil, eller når der er risiko for alvorlige konsekvenser for menneskers sundhed, er det så nødvendigt at foretage en costbenefitanalyse? Omkostningerne ved et blindt barn er efter min mening alt for store, og der er ingen fordele, som kan kompensere for disse omkostninger. Jeg kunne derfor godt tænke mig at vide, om forsigtighedsprincippet, sådan som De forstår det, fru kommissær, i dette tilfælde indebærer, at når alt kommer til alt, bliver produktet under alle omstændigheder taget ud af handlen, indtil andre laboratorier beviser det modsatte.
Hr. formand, jeg er den første til at ønske, at vi kan anvende forsigtighedsprincippet på en sådan måde, at det opleves som radikalt i forbindelse med beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet. Det er klart, at jeg ikke kan tage stilling til den specielle sag og det specielle produkt, som nævnes her, men jeg vil gå direkte tilbage og se, hvad jeg kan finde af oplysninger om netop denne sag. Sandheden er jo, at utroligt mange medlemsstater, sikkert også andre nationer, har truffet foranstaltninger for at beskytte befolkningens sundhed på en sådan måde, at man har anvendt forsigtighedsprincippet, selvom man ikke altid har kaldt det sådan. Det forholder sig naturligvis sådan, at det ikke i første omgang er et spørgsmål om omkostninger, det kan nemlig være forbundet med enorme omkostninger for samfundet, hvis man undgår at træffe bestemte foranstaltninger. Det skal heller ikke være sådan, at man sidder og regner på, hvad et menneskeliv koster i forhold til det at træffe foranstaltninger. Jeg mener dog, at det er helt selvfølgeligt, at når det efterhånden er blevet tid til at beslutte sig for en foranstaltning, er det ofte sådan, at man har mange forskellige alternativer. I så fald skal man se på, hvad der giver det bedste resultat. Jeg kan ikke lade være med at fortælle om en situation, hvor udtrykket "omkostningseffektiv" blev brugt af personer, som overhovedet ikke forventedes at ville bruge dette ord, nemlig ved et besøg i Afrika. På et hospice for aids-patienter mødte jeg to irske, katolske nonner, som plejede døende aids-patienter. De var de første til at sige, at de hver dag måtte tænke på at gøre det, som var mest omkostningseffektivt, for at det kunne slå til for deres stakkels patienter, de skulle være meget nøjeregnende med, hvordan de anvendte ressourcerne. Jeg mener, at vi kan lære noget af dette. Vi skal altid sørge for at anvende vores ressourcer på den mest effektive måde og således, at de kan være til hjælp på den bredest mulige måde. Det er altså ikke rigtigt, at man først skal begynde med en slags costbenefitanalyse, hvilket også forklares i denne meddelelse. Man skal se på, hvilken viden videnskaben byder på, og man skal anvende dette som et vigtigt politisk instrument for at beskytte miljøet og menneskers sundhed.
Hr. formand, det er en sjælden gunst at få en ekstra mulighed for at spørge! Fru kommissær, jeg vil gerne vende tilbage til mit første spørgsmål, som måske lød spøgefuldt, da jeg spurgte efter de andre kommissærer. De besvarede det også, som jeg vidste, De ville besvare det. Jeg vil gerne sætte det i forbindelse med noget, som hr. Goodwill har efterspurgt, nemlig med vores forhold til forsigtighedsprincippet og verden uden for Den Europæiske Union. Jeg spørger jo ikke om det uden grund. De har med rette sagt, at forsigtighedsprincippet netop er nødvendigt, når videnskaben endnu ikke kan bevise noget. Hvordan sikrer vi, at vi ikke til enhver tid gør os selv angribelige, f.eks. i forholdet til vores partnere i USA - og biosikkerhedsprotokollen ikke er nok i den forbindelse? Hvordan sikrer vi, at de mandlige industripolitikere og udenrigshandelspolitikere ikke som tidligere hele tiden skubber Deres kvindelige forgængere til side? Det er netop det, det handler om, ellers behøver vi ikke tale om forsigtighedsprincippet her, fru kommissær!
Hr. formand, jeg mener, at det i forbindelse med denne meddelelse er meget vigtigt at vise ved hjælp af de retningslinjer, som findes ved anvendelsen af forsigtighedsprincippet, at det er en måde, hvorpå vi kan tilbagevise påstandene om, at vi altid anvender det af protektionistiske grunde. Jeg er sikker på, at vi kommer til at opleve flere konflikter med f.eks. USA. Vi må ikke være naive og tro noget andet. Lige siden vi skrev under på protokollen i Montreal, har vi imidlertid haft en international anerkendelse og en fælles definition i en protokol, som handler om miljø, sundhed og handel. Det er derfor et godt eksempel. Vi skal ikke tro noget andet, end at det kan skabe konflikter selv i fremtiden, men nu kan vi vise, at vi ikke anvender forsigtighedsprincippet tilfældigt. Vi har nu et antal retningslinjer for dette, og vi oplever en udbredt støtte fra vores respektive befolkninger til at anvende forsigtighedsprincippet, hvilket fremgår tydeligt af denne meddelelse.
Tak, fru kommissær. Opmærksomheden på princippet om politisk forsigtighed har ført til, at vi har drøftet dette emne i næsten to timer, og det må nu, om jeg så må sige, betragtes som mere end et "almindeligt anliggende". Som vi har kunnet se af indlæggene, spørgsmålene og svarene, er det et emne, der tillægges en betydelig vigtighed. Forhandlingen er afsluttet.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0018/2000) af Dimitrakopoulos og Leinen for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om indkaldelse af regeringskonferencen (14094/1999 - C5-0341/1999 - 1999/0825(CNS)).
Hr. formand, jeg vil indlede med at takke det portugisiske formandskab og Kommissionen for den meget udbytterige kontakt, vi har haft i dette tidsrum. Og så vil jeg gerne endnu en gang takke min medordfører, hr. Leinen, for det gode og omfattende samarbejde, vi har haft. Hr. formand, mine damer og herrer, den regeringskonference, der skal til at begynde, er betydningsfuld i både generel og specifik forstand på grund af den kommende udvidelse. De forhandlinger, der skal finde sted, vil munde ud i den struktur og metode, som kommer til at danne grundlag for Europas funktion i det 21. århundrede. Hvis fremtidens Europæiske Union skal kunne fungere mere effektivt og demokratisk og med fuld åbenhed, er der ingen tvivl om, at det vil kræve en omfattende og tilbundsgående reform af institutionerne og disses arbejdsmetoder. Den første og væsentligste forudsætning for, at en sådan reform kan gennemføres med et heldigt resultat, er en dagsorden, ud fra hvilken regeringskonferencens arbejde kan påbegyndes. De beslutninger, der blev truffet på topmødet i Helsinki, fortæller os, at den dagsorden, som blev vedtaget der, ikke er tilfredsstillende og ikke sikrer de vigtige ændringer, der må gennemføres, hvis man vil skabe et mere handledygtigt, mere effektivt, mere demokratisk og mere gennemsigtigt Europa. Dagsordenen er nemlig begrænset, så den udelukkende behandler de tre spørgsmål, der løsrevet fra sammenhængen kun vedrører to af EU-institutionernes struktur og funktion. Jeg skal undlade at nævne disse punkter, da alle ved, hvad jeg taler om. Ovennævnte påstand bygger jeg på dels det krav, som de europæiske borgere konstant giver udtryk for, ofte med stort eftertryk, dels de enorme perspektiver, der ligger i det store forehavende, som Den Europæiske Union nu har sat i værk, nemlig udvidelsen. Set i lyset heraf kan den nye regeringskonference ikke undlade at medtage de emner på dagsordenen, som skal behandles, hvis alle Den Europæiske Unions institutioner, og ikke kun nogle enkelte, skal fungere regelmæssigt. På samme måde er den også nødt til at medtage emner, som er meget synlige for den europæiske borger, fordi de vedrører dennes dagligdag. Mine damer og herrer, indtil nu har Europa-Parlamentet under sine mange forhandlinger og i sine betænkninger forholdt sig åbent over for den regeringskonference, der er indkaldt til. Jeg vil imidlertid opfordre til, at konferencen også behandler emner, der kan forbedre og færdiggøre reformen af, som sagt, alle de institutionelle organer, samt spørgsmål, der er af direkte relevans og interesse for de europæiske borgere. Spørgsmål som sundhed, energi, kultur, transport og turisme. Dels er spørgsmålet, om det vil lykkes at få udvidet dagsordenen, stadig åbent. Og her vil jeg gerne fremhæve det portugisiske formandskabs politiske adfærd, idet det gentagne gange har lovet Europa-Parlamentet, at det vil gøre den nødvendige indsats i denne henseende. Dels bør spørgsmålet om flere emner eller ej under ingen omstændigheder komme til at betyde, at de enkelte medlemslande tillægger regeringskonferencen mindre betydning. Den institutionelle ramme, som danner grundlag for Europas fremtidige aktiviteter, er et grundlæggende princip for den europæiske integration og således af højeste national betydning for alle Unionens medlemslande. Ud fra disse betragtninger anmoder jeg Parlamentet om at vedtage den udtalelse, som hr. Leinen og jeg har fremlagt for Dem, således at regeringskonferencens arbejde kan indledes den 14. februar, og vores to repræsentanter ved konferencen, hr. Brok og hr. Tsatsos, med Europa-Parlamentets samstemmende udtalelse kan fortsætte med den vigtige opgave, der ligger foran dem. Det samme gælder også for Europa-Kommissionen, og jeg vil endnu en gang takke kommissær Barnier for den kontakt, vi har haft med ham i Europa-Parlamentet, og for de yderst konstruktive forslag, han har fremlagt.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg er enig med min medordfører, Dimitrakopoulos, i, at den dagsorden, der blev vedtaget i Helsinki, ikke er tilstrækkelig til at klare udfordringerne i forbindelse med en udvidelse med 13 nye stater. Efter vores opfattelse ville en minireform være en forpasset chance. Minireformen ville også bringe Den Europæiske Unions stabilitet i fare. En sådan trussel for Den Europæiske Union i form af en for kraftig udvidelse og manglende fordybelse kan og må Europa-Parlamentet ikke acceptere. Vi vil på dette sted gerne endnu en gang minde regeringerne om, at Parlamentet skal give sit samtykke, før et nyt medlem optages i Unionen. Denne beslutning om udvidelsen vil Parlamentet helt sikkert også træffe i lyset af resultaterne på denne regeringskonference. Vi udpegede den 18. november 1999 hjørnestenene i vores dagsorden for denne regeringskonference 2000. Jeg vil kun nævne et par punkter endnu en gang: Bestemmelser vedrørende et øget samarbejde med disse 20 og 25 medlemslande, integrationen af sikkerheds- og forsvarspolitikken i fællesskabsregi, optagelsen af charteret for borgerlige rettigheder i den nye traktat, en konstitutionalisering af Unionen gennem en opdeling af traktaterne i en fundamental del og en anden del, reformen af artikel 48, således at Parlamentet rent faktisk inddrages i sådanne forhandlinger og deltager ligeberettiget ved kommende traktatændringer, og - hvilket jeg også gerne vil nævne - en statut for europæiske partier, så det næste valg til Europa-Parlamentet virkelig finder sted med europæiske emner og ikke bliver en national, indenrigspolitik diskussion. Endelig styrkelsen af institutionerne og instrumenterne for den fælles økonomi-, social- og beskæftigelsespolitik, så der skabes balance i forhold til den europæiske monetære integration og den fælles mønt, som vi jo allerede har vedtaget. Vi ønsker ud over en udvidet dagsorden også en bedre metode til udarbejdelse af denne nye europatraktat. Af hensyn til borgerne skal der garanteres bedre gennemskuelighed i den politiske proces under regeringskonferencen. Derfor kræver vi omfattende deltagelse fra Parlamentets side på alle niveauer. Unionen har dobbelt legitimation, en staternes Union, men også en befolkningernes Union. Det er på tide, at dette også kommer til udtryk i den metode, der anvendes ved udarbejdelsen af en ny traktat. Europa-Parlamentets repræsentanter skal så også virkelig inddrages i forberedelsesgruppen, på ministerplan og på møderne i Det Europæiske Råd, såvidt Rådet beskæftiger sig med regeringskonferencen. Regeringerne har besluttet at indlede denne regeringskonference den 14. februar. Parlamentet vil komme med sin udtalelse på dette minimøde i morgen og dermed skabe forudsætningerne for, at regeringskonferencen kan starte. Jeg vil ikke lægge skjul på, at mange af mine kolleger hellere ville have ventet, til vi får en beretning fra det portugisiske formandskab efter dets tour gennem hovedstæderne, for at se, om der er bevægelse og dynamik nok til en udvidet dagsorden. Men vi har tillid til det portugisiske formandskab, vi har tillid til det engagement, som det har givet udtryk for her, nemlig at det vil foreslå yderligere dagsordenspunkter ved mødet i Lissabon til marts. Vi beder regeringerne om at følge det portugisiske formandskabs forslag. For så vidt giver vi udtryk for vores tillid på forhånd, og vi håber meget, at vi ikke bliver skuffede, når vi afgiver vores udtalelse allerede nu, uden at vi helt nøjagtigt ved, hvilken ny dynamik der nu er tale om, og hvilke nye punkter på dagsordenen der vil være tale om. Den udtalelse, vi præsenterer for Dem, er et tydeligt signal til regeringerne om ikke at forpasse den sidste chance for at gennemføre en ambitiøs EU-reform før udvidelsen og øge accepten af den næste europatraktat, i hvilken der er en stor gennemskuelighed, og hvor Parlamentets fulde deltagelse garanteres. Også jeg vil gerne takke det portugisiske formandskab og hr. kommissær Barnier for samarbejdet. Jeg beder om stor tilslutning her i Parlamentet til godkendelsen af vores udtalelse.
Hr. formand, ærede medlemmer, først vil jeg gerne takke for den tillid, som de to foregående talere har givet udtryk for, hvad angår den indsats, som det portugisiske formandskab har ydet på dette område. Jeg tror, at jeg lige fra mødet i Udvalget om Forfatningsspørgsmål - og det er senere også blevet bekræftet af den portugisiske udenrigsministers udtalelser her i Parlamentet - har givet klart udtryk for det engagement, som Portugal lægger i rollen som denne regeringskonferences drivende kraft. Vi mener nemlig, at det er en enestående lejlighed til at tilpasse Unionen til udvidelsen, og at det skal foregå på en sådan måde, at en vis portion ambitioner kan kombineres med, at vi når frem til resultater inden årets udgang. Det er den forhindring, som vi alle står over for, forøget med de vanskeligheder, som nogle regeringer vil have med at få visse foranstaltninger godkendt i deres parlamenter eller eventuelt ved folkeafstemning. Vi må se i øjnene, at vi står foran næsten to års ratifikationsproces, og det er vigtigt, at vi sikrer os et heldigt udfald. En fiasko vil være et globalt tilbageskridt for Unionen. Vi må derfor sikre os, at denne regeringskonference munder ud i et slutresultat, som offentligheden og de politiske kræfter i de forskellige lande kan tilslutte sig. Jeg tror, at de forskellige regeringer har taget meget godt imod den mekanisme, som vi har foreslået for denne konference. Oprettelsen af en forberedende gruppe, som jeg står i spidsen for, har også imødekommet de bekymringer, som Europa-Parlamentet har givet udtryk for med hensyn til, i hvilken grad dets repræsentanter kan medvirke på dette forhandlingsniveau. Jeg regner derfor med, at den indsats, som vores venner Brok og Tsatsos kan yde, helt sikkert vil blive til særdeles stor gavn for denne gruppes arbejde. Jeg vil gerne tilføje, at det er vores opfattelse, at de vil deltage på helt samme måde som et hvilket som helst andet medlem af gruppen, hvad enten det er udpeget af en medlemsstat eller repræsenterer Kommissionen. Jeg tror også, at den omstændighed, at det portugisiske formandskab har udpeget udenrigsministeren som leder af ministergruppen også er et signal, der skal forsikre om, at Europa-Parlamentets formand får en repræsentant på passende niveau og ikke på et niveau, der eventuelt kunne fortolkes som mindreværdigt for rollen som formand for en institution som denne. Det er vanskeligt, hr. formand, ærede medlemmer, at sammenfatte de kontakter - og disse kontakters betydning - som jeg har haft med de forskellige lande, især fordi jeg endnu ikke har afsluttet den rundrejse til hovedstæderne, som skal skaffe mig viden om, hvordan de forskellige lande ser på konferencen, og hvilke forventninger de nærer til den. Jeg tror dog, at jeg kan konkludere, at de forskellige lande er rede til at tage hul på diskussionen, hvad der imidlertid ikke nødvendigvis er ensbetydende med - og dét må stå fuldstænding klart allerede nu - at de er rede til at afslutte den på en måde, der svarer til den opfattelse, som Parlamentet har af, hvilke reformer der er brug for. Der er dog tale om åbning fra de forskellige regeringers side i den forstand, at de vil kunne godtage forskellige temaer, som jeg har nævnt. Disse temaer angår indlysende nok de institutionelle spørgsmål, som det portugisiske formandskab mener ligger inden for dets mandat, og jeg vil gerne gøre dette klart: Vi ser vores mandat - det mandat, der kommer fra Helsinki - ikke blot som et mandat for de tre uløste spørgsmål fra Amsterdam. Det mandat, som vi har fået i Helsinki, er de tre uløste spørgsmål fra Amsterdam, men det er også de institutionelle spørgsmål, der måtte have forbindelse hermed. Vi står selvfølgelig her over for det arbejde, der vedrører Fællesskabets institutioner, Unionens organer, og hvordan samarbejdet mellem dem kan styrkes, hvilket jo netop er tæt forbundet med de uløste spørgsmål. Vi har imidlertid også emner som Unionens juridiske status, traktatforenkling og andre typer spørgsmål, der intimt hænger sammen med en revision af Traktaten om Den Europæiske Union, og som vi synes er vigtige, ikke mindst dem der har at gøre med Parlamentets struktur efter udvidelsen, de overgangsordninger, der skal sættes i værk, såfremt udvidelsen finder sted inden udgangen af den igangværende valgperiode, samt spørgsmålet om kommissærernes individuelle ansvar. Altså en lang række emner, som vi mener kan og bør optræde på denne konferences dagsorden. Vi har fra medlemsstaternes side mødt en åben holdning heroverfor. Jeg vil gerne sige, at det er min hensigt, at det portugisiske formandskabs initiativer løber af stabelen hurtigt og effektivt. Jeg agter ikke at sætte den forberedende gruppes arbejde i gang blot som en slags lille emnegennemgang, en slags - som hr. Napolitano har sagt det - notaroptegnelse af det, som de forskellige medlemsstater står for. Jeg agter ikke at være notar; jeg agter at fremsætte konkrete forslag på bestemte områder og selvfølgelig med den risiko, at disse forslag måske ikke bliver vel modtaget. Jeg vil gerne sige, at det er vores hensigt at dele den forberedende gruppes arbejde i to faser, i løbet af hvilke alle emner vil blive behandlet. I den første fase vil der blive begyndt med afstemninger ved kvalificeret flertal, derpå skal de institutionelle spørgsmål, der hænger sammen med de uløste spørgsmål, identificeres, og først derefter skal vi se på spørgsmålet om Kommissionen og stemmevægten. Under de institutionelle spørgsmål lægger vi også styrkelsen af samarbejdet. I den sidste del, i den anden fase, ser vi igen på alle de spørgsmål, der indtil da er blevet behandlet, der har været oppe på ministermøderne, og vi vil også se på de nye spørgsmål, der måtte melde sig i løbet af dette arbejde. Her er det afgørende at vide, om sikkerheds- og forsvarsspørgsmålene i mellemtiden har nået en grad af afklaring i det forum, hvor de er til diskussion, så vi kan inddrage dem i konferencens slutfase. Det samme kan siges om charteret for de grundlæggende rettigheder. Vi vil, når den tid kommer, se, om diskussionen i det forum, hvor dette spørgsmål behandles, er kommet så langt, at vi kan inddrage dette tema i regeringskonferencen, særlig i andet halvår. Dette er i princippet, hvad formandskabet agter at gøre på dette felt. Vi vil udfærdige en beretning til Det Europæiske Råd i Lissabon, en beretning, der selvfølgelig bliver af faktuel natur, eftersom vi aflægger beretning i marts, og konferencen først er gået i gang i februar. Vi håber, at den anden beretning, som formandskabet fremlægger på det næste Europæiske Råd, bliver mere substantiel og med flere konkrete elementer, konkrete med hensyn til traktattekster, om muligt. Vi har taget Kommissionens forslag til efterretning. Som formandskab tager vi imod disse forslag, og de vil blive genstand for passende behandling i løbet af konferencen uafhængigt af det, som den enkelte medlemsstat må mene om de løsninger, som Kommissionen selv lægger frem i dens forslag. Vi håber at kunne inddrage alle de forslag og materialer, som medlemsstaterne kan tilsende os om disse spørgsmål. Vi vil i øvrigt gerne appellere til, at medlemsstaterne så hurtigt som muligt meddeler os deres bidrag til konferencen, så de ikke kommer for sent. Konferencen er selvfølgelig altid åben over for medlemsstaternes forslag, men vi ser gerne, at de afklarer deres synspunkter så hurtigt som muligt. Dette er, fru formand og ærede medlemmer, det, som vi mener, denne konference kan tjene til. Der er altså fra vores side en konkret beslutsomhed med henblik på, at det portugisiske formandskabs halvår kommer til at betyde et effektivt og seriøst arbejde for regeringskonferencen, og vi håber at kunne overdrage det franske formandskab noget håndgribeligt og mest muligt repræsentativt for de linjer, der måtte blive tegnet mellem medlemsstaterne i løbet af vores arbejde.
Hr. formand, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater var ikke tilfreds med resultatet af regeringskonferencen i Helsinki. Vi fandt, at dagsordenen var begrænset, eftersom vores gruppe fokuserede på logikken i traktaten, nærmere bestemt protokollen om Unionens institutioner. I Helsinki vedtog regeringerne, at det, så længe Den Europæiske Union ikke har mere end 21 medlemsstater, ville være tilstrækkeligt med en minireform, og at det med flere medlemmer ville være nødvendigt med en dybtgående reform. Det samme Europæiske Råd i Helsinki vedtog en udvidelse med 13 nye medlemsstater. Derfor er der ikke sammenhæng mellem at indlede tiltrædelsesforhandlinger med 13 og ønske en minireform. Vi fokuserer derfor på logikken i traktaten, og vi ønsker, at dagsordenen for den kommende regeringskonference tillader en mere dybtgående reform af Unionen. Når det er sagt, hr. formand, så afholder Parlamentet denne forhandling i dag, fordi vi ikke har kunnet udsætte indledningen af konferencen. I teorien kunne vi godt have gjort det. Vi kunne have stemt den 17. i denne måned, og så kunne konferencen ikke være begyndt den 14. Men det har vi ikke ønsket at gøre, for vi ønsker at komme med et tydeligt politisk signal til regeringerne og ansøgerlandene om, at vi netop ønsker at gennemføre denne reform for at lette udvidelsen. Hr. formand, jeg glæder mig over at kunne sige dette til det portugisiske formandskab, for det har vundet megen anseelse i Parlamentets øjne. Det portugisiske formandskab deler mange af Parlamentets ambitioner, og det har forpligtet sig til at gøre, hvad der er muligt, for at dagsordenen for regeringskonferencen kan komme til at indeholde andre emner end dem, der er absolut nødvendige. Og jeg vil gerne sige, hr. formand, at Europa-Parlamentets ønske ikke er et ønske for Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet vil under alle omstændigheder blive styrket rent politisk i kraft af den traktat, der bliver resultatet af regeringskonferencen. Og årsagen hertil er meget enkel: På denne regeringskonference vil man i henhold til aftalerne fra Helsinki se på, hvilke spørgsmål der i dag bliver besluttet ved enstemmighed, og som fremover vil blive afgjort ved kvalificeret flertal. Og det er allerede en del af acquis communautaire, at Parlamentet inden for de lovgivningsområder, hvor der er kvalificeret flertal, også har medbestemmelsesret. Da der derfor vil komme flere flertalsafgørelser, vil der også komme en udvidelse af Parlamentets medbestemmelsesret. Men Parlamentet ville ikke opfylde sin opgave som overnational europæisk institution, hvis det ikke tænkte på, hvordan Unionen skal være udformet politisk. Det er vi med på. Vi finder, at den politiske udformning af Unionen gør det nødvendigt at behandle andre spørgsmål, herunder dem, der vedrører indarbejdelse af sikkerheds- og forsvarsspørgsmål i traktaten. Man er kommet meget langt med disse spørgsmål i den seneste tid, men de bør skrives ind i traktaten. Og formentligt også charteret for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, som man begyndte at arbejde med i går, og som jeg finder har haft en meget positiv start. Vi vil arbejde seriøst for, at europæerne kan se, at det at være europæer er et plus, og at den europæiske borger har nogle grundlæggende rettigheder, som er knyttet til Unionens institutioner. Derfor vil vores forslag, hr. formand, som vi konkretiserer i en anden betænkning, sammen med forslagene fra Kommissionen, som har udarbejdet et fremragende dokument - og jeg er glad over at kunne sige det her til hr. Barnier - blive til konferencedokumenter. Men det vil vi tale om en anden dag. I dag skal vi give grønt lys for indkaldelsen til konferencen, og Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater er, hr. formand, indstillet på at give grønt lys.
Hr. formand, jeg kan på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe sige, at vi støtter udkastet til udtalelse fra ordførerne på vegne af Udvalget om Forfatningsspørgsmål. Vi går klart ind for en indkaldelse til regeringskonference, fordi vi er imponerede over det portugisiske formandskabs positive holdning til at udvide regeringskonferencens dagsorden. De resterende punkter fra Amsterdam lyder ikke positivt, da det drejer sig om meget væsentlige emner. Lad os kalde disse de tre første emner for regeringskonferencen. De første tre emner er meget vigtige, men emnerne blev gennemgået grundigt af vores medlemsstater under den sidste regeringskonference. Man nåede ikke en konklusion om disse emner, men ni måneders yderligere gennemgang er i hvert fald ikke nødvendig. Der skal fastsættes en politik. Ni minutter, måske ni timer i tilfælde af vanskeligheder, er langt mere passende for at nå en konklusion vedrørende disse emner. Under sådanne omstændigheder ville det være dumt ikke at udvide dagsordenen. Der er andre spørgsmål, som bør behandles, især før den store udvidelse af Unionen med så mange nye lande. Der er ingen, der beder om et julemirakel. Der er ingen, der beder om en regeringskonference som i Maastricht med over 100 emner til forhandling. Men der er seks, syv, otte, måske ni emner, som det ville være meget relevant at tage op. Der er rigelig tid. Husk på den regeringskonference, der førte til Den Europæiske Fælles Akt. Den varede kun fem måneder. Regeringskonferencen, der førte til den enorme Maastricht-traktat, varede et år. Det var kun Amsterdam-traktaten, der varede halvandet år, og det var, fordi alle vidste, at man måtte vente på resultatet af det britiske valg, hvis der skulle komme noget resultat ud af regeringskonferencen, så det var der en anden grund til. Et år er rigeligt til at behandle et stort antal spørgsmål, og det skulle være rigeligt til at behandle de få vigtige punkter, som vi ønsker at føje til dagsordenen. Det glæder mig at se, at Kommissionen deler vores synspunkt. Kommissionen har netop offentliggjort sin udtalelse og gjort nøjagtig, som Parlamentet anmodede om - Kommissionen har fremlagt et omfattende forslag med udkast til traktatartikler. Jeg takker Kommissionen for dette, selvom jeg naturligvis ikke er enig i alt, hvad Kommissionen har udarbejdet. Jeg mener, at der er nogle huller i deres forslag. Kommissionen har ikke desto mindre ydet en service, og jeg takker kommissær Barnier, som er her i dag. Kommissionen har givet offentligheden mulighed for at se nogle af de vigtige spørgsmål, som vi skal behandle på regeringskonferencen. Det er godt. Parlamentet, Rådets formandskab og Kommissionen er alle enige om en udvidet dagsorden. Jeg ønsker formanden for Rådet held og lykke med at sikre, at Det Europæiske Råd godkender denne dagsorden, og at starten af regeringskonferencen, som falder på Skt. Valentins dag, vil gå godt, og at man vil nå en fornuftig konklusion, også når det franske formandskab overtager i slutningen af året.
Vi skal ikke længere bekymre os om en begrænsning af dagsordenen for regeringskonferencen. Det er en af de politiske konklusioner, som vi må drage af den alvorlige beslutning, som 14 medlemsstater traf i går om nærmest at fryse en partner ud. Det vil gøre det umuligt for samme medlemsstater at give mening til beskyttelse og fremme af grundlæggende rettigheder på regeringskonferencen. Det er også mærkeligt i den konvention, der udarbejder charterudkastet, at se repræsentanter for medlemsstater, især England og Frankrig, som forsøger at argumentere for, at et obligatorisk charter ville være en overtrædelse af national suverænitet. Det er yderst vigtigt, at regeringskonferencen baner vejen for accept af en ordning vedrørende grundlæggende rettigheder i traktaten, dels for at forbedre borgernes adgang til Domstolen, dels for at Unionen kan undertegne den europæiske konvention, og dels for at nationale parlamenter og politiske partier kan få en styrket rolle inden for Unionens anliggender og dele ansvaret for at opbygge et europæisk parlamentarisk demokrati. Min gruppe glæder sig over regeringskonferencen og vil bidrage så vidt muligt til traktatreformen.
Hr. formand, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance er af den opfattelse, at Europa-Parlamentets beslutning om at skynde sig at afgive udtalelse om regeringskonferencen ødelægger den politiske betydning af anmodningen over for Rådet og gør den ret ubetydelig, når det kommer til stykket. Vi ville gerne have vidst lidt mere om dagsordenen og metoden, før vi afgav udtalelse, og vi var ærligt talt ikke særligt begejstrede for det portugisiske formandskabs uhøflighed over for Europa-Parlamentet ved at fastsætte datoen for regeringskonferencens begyndelse til den første dag i Strasbourg-mødeperioden. Da denne udtalelse er ret vigtig, mener jeg i øvrigt godt, at vi kan vedtage den. Flertallet i vores gruppe stemmer da også for. Jeg vil dog gerne understrege, at det er ret trist at se det ringe engagement, som denne reform giver anledning til. Begivenhederne i Østrig viser tydeligt, at det er nødvendigt at give Europas demokrati en form og en struktur, og at det er nødvendigt at fastlægge nogle principper, som alle medlemsstaterne skal bygge på. Det er også sørgeligt at tænke på, at initiativet over for Østrig i virkeligheden er resultatet af en aftale mellem regeringerne, og at EU og dets institutioner alligevel ikke ville have haft midlerne til eller enigheden om at handle for at forebygge og ændre tingenes gang. Jeg tror, at vi skal gøre en indsats i den forbindelse, og det skal vi gøre på regeringskonferencen. Det er mit store håb, at Europa-Parlamentet ikke lader denne udtalelse, som det afgiver uden den store lyst, være den eneste form for pression over for Rådet og medlemsstaterne med det formål at sørge for, at denne regeringskonference ikke bliver et rent teknisk foretagende, men at den bliver genstand for det engagement, vi trods alt så her i Parlamentet for et par timer siden.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, ærede kolleger, efter min mening kan man slet ikke sige det ofte og højt nok: Det, Rådet har besluttet som dagsorden for regeringskonferencen, er politisk set fuldstændig uacceptabelt, og jeg vil gerne tilføje, at jeg finder det ligefrem beskæmmende. Vi befinder os nemlig i en historisk situation, hvor der forhandles eller indledes forhandlinger med 12 stater, og nu er vi sammen i en situation, hvor Europas sammenvoksning kan blive en realitet inden for en overskuelig fremtid. Men hvordan skal denne Union så udvides, hvis vi ikke gør tingene rigtigt og konsekvent nu - det vil sige før udvidelsen? Derfor går vi som gruppe ind for regeringskonferencen. Vi mener, at den er absolut nødvendig og presserende, og håber, at den rent faktisk giver de resultater, som gør en snarlig udvidelse af Den Europæiske Union mulig. Min gruppe, hr. formand for Rådet, har med tilfredshed noteret sig, at rådsformandskabet ikke er tilfreds med den nuværende situation. Derfor kan De være forsikret om, at Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre også vil arbejde engageret for, at Unionen langt om længe får lavet sine lektier. Det handler om hverken mere eller mindre end Europas fremtid, og det handler især om et Europa, som borgerne rent faktisk opfatter som deres Europa, fordi de kan være med til at forme det, og fordi de bekymringer og de trængsler, de problemer og spørgsmål, som rent faktisk optager dem, tages alvorligt af politikerne. Den lukkede dørs politik, forhandlinger i hemmelige kamre, alt det skal én gang for alle høre fortiden til. Derfor er gennemskuelighed påkrævet. Jeg mener, at rådsformandskabet bør sørge for, at toget ikke kører som hidtil, og at menneskene ikke efterlades på perronen som traktatmæssige analfabeter. Det er efter vores mening uomgængeligt, at der ikke alene gøres alt for at give borgerne omfattende information om forløbet og resultaterne af regeringskonferencen, de skal snarere inddrages direkte i hele reformprocessen. Vi mener også, at de politiske beslutningstagere én gang for alle skal overgå sig selv og afholde folkeafstemninger efter regeringskonferencen og spørge borgerne, om de er indforståede med, hvordan deres Europa kommer til at udvikle sig fremover. På den måde ville vi rent faktisk få et borgernes Europa, og vi ville rent faktisk få en helt ny kvalitet i Unionens demokratiske legitimation. Jeg vil gerne komme ind på et andet centralt demokratispørgsmål. Som medlem af arbejdsgruppen, som nu har påbegyndt arbejdet med charteret for grundlæggende rettigheder, vil jeg gerne sige klart og tydeligt: For mig og min gruppe er det ikke tilstrækkeligt med en højtidelig forkyndelse af charteret. Hvad vil borgerne ikke sige, hvis vi på højtidelig vis forkynder for dem, at de har nogle rettigheder, men at de ikke kan gøre dem gældende ad rettens vej individuelt? Nej, det ville efter min mening kun forværre Unionens troværdighedskrise yderligere. Den lave deltagelse ved valget til Europa-Parlamentet bør virkelig være et tilstrækkeligt alarmsignal for alle. Det, vi har brug for, er synlige rettigheder for alle, charteret for grundlæggende rettigheder skal være retligt bindende for alle mennesker, der lever i Unionen, for alle dens borgere. Vi bør sammen arbejde hen imod dette mål af hensyn til borgerne, og jeg forventer af regeringskonferencen, at beslutningen fra Köln herom bliver revideret her i slutningen af året. Selvfølgelig handler det også om effektivitet i beslutningerne og fungerende institutioner i en Union med 27 eller flere medlemsstater. Men med en lille minireform, sådan som Rådet påtænker at gennemføre det, får vi det ikke, og derfor skal alle institutioner underkastes en prøve. Vi har brug for modige forandringer, og i den forbindelse skal vi sikre, at ligeberettigelsen mellem de store og de små stater får den allerstørste opmærksomhed. Det vil jeg gerne understrege som delegeret fra et stort medlemsland. Jeg vil gerne takke Kommissionen for de forslag, den har fremsat, og jeg er sikker på, at vi vil få omfattende diskussioner, også i Europa-Parlamentet, med borgerne om alle de spørgsmål, som de har bragt på bane. Jeg har et sidste spørgsmål. I Parlamentets udtalelse kræves der udtrykkeligt ændringer af traktaten inden for økonomipolitikken. Faktisk gør globaliseringen af nationaløkonomierne, men især indførelsen af euroen og den stabilitetspagt, der er forbundet hermed, det nødvendigt, at der ikke kun sættes spørgsmålstegn ved beslutningsprocesserne. Det er især nødvendigt at udvise mod og gennemgå Unionens hidtidige politikker kritisk. Det handler om et socialt retfærdigt Europa. Et socialt retfærdigt Europa er stadig et brandaktuelt emne, for det handler først og fremmest om, at Unionens politik skal fokusere målrettet på bekæmpelsen af massearbejdsløshed og fattigdom. Det omfatter efter min mening derfor også modet til at ændre EF-traktatens artikel 4, der på klassisk-neoliberal vis definerer Unionen som en åben markedsøkonomi med fri konkurrence, og det omfatter efter min mening også EF-traktatens artikel 105, for Den Europæiske Centralbank skal langt om længe have et traktatmæssigt nedfældet politisk mandat til at fremme en bæredygtig vækst og beskæftigelse med sin pengepolitik.
Hr. formand, Gruppen Union for Nationernes Europa mener, at dagsordenen for den næste regeringskonference, i den udformning den blev fastsat af Rådet i Helsinki, det vil sige udelukkende centreret om spørgsmålene i forbindelse med beslutningstagningen i et udvidet Europa, skal respekteres. Den skal respekteres på grund af et ønske om, at regeringskonferencen arbejder effektivt og hurtigt inden udvidelsen. Derfor kan vi hverken tilslutte os Europa-Parlamentets eller Kommissionens udtalelse, som vil betyde en alt for stor udvidelse af denne dagsorden og oven i købet en udvidelse i den forkerte retning, det vil sige i retning af øget centralisering og en stadig strammere styring af det europæiske system. Vores gruppe har derfor fremlagt en række ændringsforslag, som i forlængelse af hinanden muliggør en egentlig alternativ løsning. Heri siger vi, at den næste regeringskonference skal overveje et system til beslutningstagning, der i højere grad respekterer den nationale selvstændighed. Vi beklager, at Kommissionen i sin udtalelse af 26. januar begrænser sig til at følge den lige vej mod et ensrettet Europa, der breder sig mod øst, med en centraliseret overstat, der fungerer ved hjælp af flertalsbeslutninger. Føderalisterne forestiller sig, at de således kan opnå ensretning gennem tvang, men det er en fuldstændig overfladisk tanke. Tværtimod, hr. formand, vil den tvungne ensretning ved overdreven anvendelse af flertalsbeslutninger i et udvidet Europa kun føre til en eksplosion. Desuden ødelægger det centraliserede europæiske system - som vi ser udvikle sig i dag, og som vi udbreder - nationerne, og ved at ødelægge nationerne ødelægger det den nationalpatriotisme, der er det centrale element i vores forsvarsvilje. Det Europa, der vil komme ud af dette, er altså ikke stærkere, men svagere, for det ved ikke mere, hvem det er, eller hvem det forsvarer. Det er derfor, vi altid har sagt, at udvidelsen kun er mulig, hvis man klart sikrer forskellen på og friheden for de folk, der danner Europa, det vil sige ved at vedtage en variabel model, der er baseret på respekt for nationalstaterne. Vi glæder os i dag over at se, at denne idé vinder frem i miljøer, der desværre endnu ligger uden for Europa-Parlamentet og Kommissionen. Et Europa med variabel geometri er et Europa, der respekterer sine nationale demokratier, der støtter sig til sine nationer, til sin nationalpatriotisme i stedet for ustandselig at forfølge dem. Det er derfra, vi vil hente viljen til at forsvare os mod udefrakommende trusler, og ikke ved hjælp af bindende og højtravende beslutningsprocedurer, som dem Kommissionen har tænkt sig at foreslå på den næste regeringskonference.
Hr. formand, ærede kolleger, jeg taler på vegne af de radikale parlamentsmedlemmer fra Italien, og jeg vil gerne sige til formanden for Rådet, at han sikkert har fundet ud af, hvad Parlamentet mener. Det er ikke tilfældigt, at det sidste indlæg var det eneste, der støttede Rådet varmt, og det siger jeg uden på nogen måde at ironisere over den helt legitime holdning, vores kollega Berthu og hans gruppe gav udtryk for. Men det er ikke tilfældigt, at Det Europæiske Råds beslutning støttes af dem, som i grunden er til stede her i Parlamentet, fordi de er modstandere af en yderligere europæisk integration, hvilket er helt legitimt. Dette er Parlamentets budskab til Rådet. Jeg håber, at det portugisiske formandskab - som jeg tilslutter mig lykønskningerne af - vil viderebringe Parlamentets budskab, og at det vil viderebringe resultatet af vores forligsarbejde på Skt. Valentins alter. I morgen afgiver vi dog negativ udtalelse om regeringskonferencens dagsorden. Dette budskab skal være meget klart, for det er sådan, vi fortolker vores stemme i morgen. Vi afgiver udtalelse - hvilket er teknisk og juridisk nødvendigt - med henblik på regeringskonferencens afholdelse den 14. februar, men vi afgiver negativ udtalelse om dens indhold. Vi behøver blot at tænke på kendsgerningerne: Vi så Østrig for lidt siden, men vi kunne også rette blikket mod børserne, hr. formand. For når det store euro-foretagende på et år er faldet 16% i forhold til dollaren, burde om ikke regeringen så i det mindste en fornuftig familiefader spørge sig selv, om det er rimeligt at sige til borgerne, at de eneste emner, der skal behandles, er antallet af kommissærer og lignende emner. Det er klart, at målsætningen skal være mere ambitiøs. Vi radikale har fremsat nogle ændringsforslag, som vi forelægger for Parlamentet med det formål at styrke denne tekst og f.eks. allerede nu at bede om det, der burde være det mindste, vi kan forlange - bare for at nævne artikel 6 og 7 - nemlig at Parlamentet også får indflydelse på Europas forfatning, og at der fremsættes et forslag om, at ændringerne af traktaten skal godkendes af Europa-Parlamentet. Der er som bekendt flere emner. F.eks. har mange af vores kolleger sammen med os underskrevet spørgsmålet om institutionernes placering, der efter vores mening er et spørgsmål, som i det mindste bør behandles på regeringskonferenceniveau. Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg håber, at vores budskab i morgen bliver et stærkt og for en gangs skyld bredt budskab, så vi også takket være det portugisiske formandskabs indsats kan tage denne dagsorden op til fornyet overvejelse, for ellers vil udfordringen gå tabt, ikke bare her og nu, men også mange år fremover.
Hr. formand, Kommissionens formand var ikke ganske ærlig, da han talte i sidste uge om regeringskonferencen. Han sagde, at der stadig skulle være enstemmighed i sociale spørgsmål, men i Kommissionens udkast lægges der jo helt udtrykkeligt op til flertalsafgørelse i spørgsmål om social sikring og de skatter, der knytter sig til det indre marked, og det betyder, at hovedparten af de sociale systemer i medlemslandene skal kunne ændres af et flertal i Bruxelles, selvom en enstemmig fransk nationalforsamling, et britisk underhus og et hollandsk andetkammer måtte være imod det. Og her går man ind i folkestyrets hjerte om fordelingspolitikken og borgernes sociale vilkår, som er det, man ønsker at påvirke, når man går til valg. Det skal vi ikke længere selv kunne bestemme som vælgere. Det skal vi ikke mere kunne ændre på valgdagen. Bruxelles ved bedre. Prodi bebudede også større åbenhed, men hans forslag til forordning åbner for direkte tilbageskridt, og det er ikke kun min, men også Den Europæiske Ombudsmands vurdering. I dag er Kommissionen forpligtet til individuelt at vægte hensynet til fortrolighed mod borgerens krav og forventning om åbenhed, og hvis Kommissionens forordning vedtages, så vil Kommissionen have ret til at lukke en række kategorier af dokumenter uden at skulle foretage en konkret overvejelse. Man vil også skabe retskrav på fortrolighed og lukke dokumenter, som i dag er offentlige i en række medlemslande. Under overskriften "fremskridt for åbenhed" lukker man en række dokumenter ude fra offentligheden. Det er jo rent orwell'sk. Jeg vil bede hr. Prodi om aldrig mere at kommentere et forslag her i salen, som ikke samtidig er til rådighed for offentlighedens kritiske kontrol. Hr. Prodi sikrede sig positiv omtale for et forslag, som ellers ville være mødt med kritik, for i det nye forslag til forordning fremstilles det jo som et fremskridt, at man nu skal kunne give aktindsigt i alle dokumenter, som er i Kommissionens besiddelse, men bagefter kommer så en lang, lang liste af undtagelser, og der er retskrav på fortrolighed på de undtagelser. I den franske tekst står der refuse, i den engelske shall, hvilket betyder, at Kommissionen skal hemmeligholde oplysninger, som i dag er offentlige, f.eks. i mit land. Så har man en gummiparagraf om forhandlingernes og institutionernes effektivitet, som kan bruges til hvad som helst, det er derfor ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, kære kolleger, efter det portugisiske rådsformandskabs redegørelse har jeg en følelse af, at man giver sig i kast med denne regeringskonference velovervejet og med en høj grad af åbenhed. Europa-Parlamentet vil benytte denne mulighed til at fremføre sine anliggender. Kommissionens hidtidige forberedelser går i den rigtige retning, selvom de ikke er vidtrækkende nok i forhold til Europa-Parlamentets beslutninger. Det kommer vi jo også til at tale videre om. Et afgørende punkt for denne regeringskonference er, at der skabes en treklang, nemlig handledygtighed, demokratisk legitimation og gennemskuelighed. Kun når de tre ting er til stede, opnår vi i sidste ende borgernes accept. Der skal selvfølgelig skabes handledygtighed for at tilvejebringe Den Europæiske Unions udvidelseskapacitet. Når vi har ført en anden debat forud herfor i dag, er det en vigtig indikation herpå. Vi skal også være handledygtige i Den Europæiske Union, hvis der engang skulle være en regering, der udøver total blokade. Det er en vigtig indikation på, at flertalsbeslutningerne er en afgørende forudsætning for, at Den Europæiske Union kan arbejde i alle tilfælde. Det er navnlig vigtigt i forbindelse med udvidelsen, hvad angår lovgivning, hvad angår traktater, som medfører ændringer i lovgivningen. Her ønsker vi selvfølgelig også at udbygge Europa-Parlamentets rettigheder. Her skal Europa-Parlamentet også være aktivt inden for Den Økonomiske og Monetære Union, for der er ikke tilstrækkelig kontrol på dette område. Finansministrene opfører sig i ØKOFIN-Rådet, i Euro 11-Rådet som en forsamling af regeringer, der ikke er acceptabel. I modsætning til fru Kaufmann er jeg ikke tilhænger af en udvidelse af kontrollen af Den Europæiske Centralbank, fordi jeg går ind for Den Europæiske Centralbanks uafhængighed. Men der skal etableres passende kontrol på den politiske side. Der skal også dannes et trekløver af Kommission, Råd og Parlament inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor tingene hidtil i alt for vid udstrækning er foregået hos Rådet alene, og her især de primitive krisestyringsforanstaltninger, hvor kompetencen udelukkende er hos Kommissionen. Alt dette er ikke medtaget i det samlede koncept i tilstrækkeligt omfang. Vi skal undersøge, om det er nødvendigt at gennemføre ændringer i forbindelse med regeringskonferencen. Det portugisiske rådsformandskab har jo sagt, at det vil overveje tingene for muligvis at få en udvidelse af mandatet. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på et andet vigtigt punkt. De debatter, vi fører i disse dage om f.eks. en regering i et land i Europa, viser jo, at vi bliver nødt til at fastlægge Den Europæiske Unions åndelige, moralske, retsstatslige og fællesskabs- og almenvelsorienterede retning, og at der også af den grund skal indføres retligt bindende grundlæggende rettigheder i traktaten, fordi dette vil være en afgørende stabilisator. Jeg vil gerne bede dem, der hidtil har været meget tilbageholdende på dette område, om at overveje, om det ikke er det rigtige tidspunkt til at se tingene i denne sammenhæng og måske udvise det nødvendige mod, så vi kommer videre med hensyn til de grundlæggende rettigheder. Den Europæiske Union har ikke brug for nye eller næsten ikke nye instrumenter, har ikke brug for nye kompetencer. Det, den har brug for, er instrumenter til at kunne varetage sine kompetencer. Derfor skal vi sørge for, at instrumenterne kan virke således, at vi på borgernes vegne kan varetage de opgaver, som vi formelt har allerede i dag i medfør af traktaten. Efter min mening er det det, denne regeringskonference især bør koncentrere sine bestræbelser om. Hvis det lykkes os at opnå nogle fremskridt her, kan vi også se frem til den historiske opgave, som udvidelsen af Den Europæiske Union er. Det skal være det afgørende punkt. Jeg er overbevist om, ærede rådsformandskab, at det vil foregå på en positiv måde under Deres ledelse.
Hr. formand for Rådet, ved at lytte til de forskellige indlæg har De forstået, at der i Udvalget om Forfatningsspørgsmål og blandt formændene for Parlamentets politiske grupper var flertal for - dog ikke uden modstand - at støtte det portugisiske formandskab og ikke gøre tingene vanskeligere for det ved at udsætte regeringskonferencens begyndelse. Jeg kan forsikre Dem for, at det i sidste uge ikke var let at nå frem til dette resultat i det udvalg, jeg er formand for, men vi valgte i den sidste ende at satse på det portugisiske formandskab, og vi ville virkeligt gerne have held med denne satsning. De fortalte os om starten på Deres rundtur til de forskellige hovedstæder og om nogle regeringers vanskeligheder med at nå til enighed i deres lande og således i deres parlamenter. Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på, at vi i går havde en meget interessant dag med diskussioner og dialog med repræsentanterne for de 15 nationale parlamenter, som var til stede med nogle kvalificerede og engagerede delegationer. Formålet var ikke at drage nogen konklusioner, for dette var ikke muligt, men der er ingen tvivl om, at det var en meget opmuntrende diskussion. Vi skal efter min mening være opmærksomme, og vi skal være sikre på, at de nationale regeringer forsøger at overtale deres respektive parlamenter til at ratificere nogle løsninger, der er i overensstemmelse med Unionens vækstkrav, og at de ikke bruger påskuddet om parlamenternes modvilje til at undlade at skrive under på de konklusioner, der bliver vedtaget på regeringskonferencen. Vi vil dog styrke vores samarbejde og dialog med de nationale parlamenter under hele regeringskonferencen. Vi talte også om Kommissionen i går, der var repræsenteret ved kommissær Barnier, og som gav sin holdning til kende. Dens indsats blev værdsat, selvom der med hensyn til forslagene blev givet udtryk for forskellige synspunkter, ligesom De i øvrigt også har givet udtryk for forskellige synspunkter, hr. formand for Rådet. Det skal dog understreges, at der også i går var mange, som var bevidste om risikoen for, at der med udvidelsen bliver sat spørgsmålstegn ved den oprindelige plan for indførelsen af et politisk Europa. Der blev i øvrigt gjort opmærksom på denne risiko i et interview, som bestemt ikke er forbigået nogens opmærksomhed, da det var med en så velanskreven person som Jacques Delors. Vi skal således sørge for, at det på regeringskonferencen virkeligt bliver drøftet, hvordan man kan styrke Unionens demokratiske grundlag, og hvordan man - hvilket vi også har talt om i Parlamentet i dag i forbindelse med situationen i Østrig - kan styrke det system med principper, værdier og rettigheder, Unionen bygger på, og de politiske EU-institutioners rolle, også med hensyn til administrationen af økonomien. Vi sætter vores lid til, at det portugisiske formandskab, vi selv og Kommissionen vil sørge for, at vi kan drøfte alt dette på en konstruktiv og afgørende måde på regeringskonferencen.
Hr. formand, kun et styrket Europa kan klare udvidelsen. Kun et styrket Europa er immunt over for politiske opportunister, der udnytter utilfredshed. Derfor er det nødvendigt med grundige reformer og altså en omfattende dagsorden for regeringskonferencen. Det finske formandskab lyttede kun til minimumsregeringer og vendte det døve øre til Parlamentet. Af sin finske forgænger kan Portugal lære, hvordan det ikke skal gøres. Det er meget vigtigt, at Europa-Parlamentet og Kommissionen optræder samlet på regeringskonferencen. De har på mange punkter fælles interesser og de samme opfattelser. Et væsentligt punkt for den fælles indsats skal under alle omstændigheder omfatte Parlamentets medbestemmelsesret ved de kommende traktatændringer. Af alle prioriteter vejer dette tungest. Hvad mener Kommissionen om dette? Det betyder også, at Parlamentets formand og de to repræsentanter skal optræde på samme politiske plan, altså ikke kun i arbejdsgruppen, men på politisk plan på linje med Kommissionen. Der er ingen argumenter for, at borgernes direkte valgte repræsentanter skal deltage på et lavere plan end Kommissionen. De grundige reformer er vi ikke kun forpligtet til over for de nye medlemsstater, men også over for os selv. Hvis vi ved udvidelsen udvander Europa, drukner vi i vores egen politiske sump.
Hr. formand, nogle gange forstår jeg virkelig ikke Europa-Parlamentet, der finder en masochistisk glæde i at påføre sig selv skade. Efter ved egen kraft at have begrænset sin deltagelse i regeringskonferencen til to små pladser afstår Europa-Parlamentet i dag fra at fuldende dagsordenen for denne regeringskonference. Således opgiver Europa-Parlamentet ved at fremskynde sin udtalelse og af enten svaghed eller dumhed, men ingen af disse muligheder er særlig smigrende, den eneste vigtige beføjelse, det har i medfør af traktaten, det vil sige at kræve en fuldstændig dagsorden fra regeringskonferencen, inden det udtaler sig. Hvorfor vedtage denne udtalelse i morgen, den 3. februar, i al hast, når vi udmærket kan afvente mødet i Strasbourg den 14. februar og hermed påtvinge Rådet en endegyldig fuldstændig og således sammenhængende dagsorden. Vi har brug for en hel del hykleri for at skjule vores svaghed i dag. Hykleri til en bitter beklagelse i vores beslutning over, at regeringskonferencens dagsorden ikke lever op til det, der er på spil, på trods af at vi med en uacceptabel naivitet forhindrer os selv i at gennemtvinge denne mere ambitiøse dagsorden. Hvis der er demokratiske tomrum ved afslutningen af denne regeringskonference, så mener jeg, at de politiske grupper, der har ønsket denne fremskyndelse, vil være skyld i det. Hvad enten man ønsker det eller ej, vil beslutningerne nu flytte sig mod de 15 medlemslande, eftersom Europa-Parlamentet selv ønsker slukke den eneste projektør, der giver mulighed for at belyse disse forhandlinger en lille smule. Jeg opfordrer således det enorme flertal i Europa-Parlamentet, som i november mente, at Europas fremtid fortjente anderledes brede debatter, end Amsterdam gav mulighed for, at fatte deres vandrestok og begive sig på vej mod deres regering for at overbevise den om, at man skal udvide denne regeringskonference, eftersom beslutningen fra Rådets møde i Helsinki giver mulighed herfor. På grund af situationen i Østrig er denne dag en sort dag for Europa. Vi er blevet klar over, at demokratiet aldrig opnås endegyldigt, og at vi må blive ved med at overbevise og overbevise. For at bekræfte vores grundlæggende værdier haster det med at nedskrive dem, og ud over denne regeringskonference mener jeg, at vi skylder Europa en forfatning.
Hr. formand, i det beslutningsforslag, som vi diskuterer nu, kræves det præcis som tidligere, at den kommende regeringskonference skal have en bred dagsorden med gennemgribende reformer af institutionerne. Som argument herfor bruges den kommende udvidelse af Unionen. Jeg er overbevist om, at det er en forkert bedømmelse. Et føderalt og centralistisk EU, som styrer mere og mere i medlemslandene, har i virkeligheden samme forudsætninger for en udvidelse. Et fleksibelt EU, som koncentrerer sig om færre, men vigtige områder, og respekterer nationale forskelle og de nationale demokratier, har bedre forudsætninger for at omfatte betydeligt flere lande. I beslutningsforslagets punkt D kræves en mere samordnet og åben økonomisk politik på EU-niveau. At tale om det er dog ikke muligt uden samtidig at tale om Den Monetære Union. I denne tekst nævnes der intet om de store demokratiske og politiske problemer med Valutaunionen og Centralbanken - det er ikke holdbart. Ønsker man at gøre EU mere demokratisk, skal ØMU'ens konstruktion revideres. Centralbanken skal sættes under politisk kontrol, så valutapolitikkens indretning kan styres af politiske mål som høj beskæftigelse og velfærd, og indsigten i Centralbanken skal forbedres, for at dette skal blive muligt. Stabilitetspagtens stive og mislykkede monetarisme skal revideres eller forkastes, for at vi skal kunne få en ensartet politik, som sætter velfærdsmålene højst. Traktatens artikel 56, som forbyder ethvert indgreb i kapitalens frie bevægelighed, valutaspekulationen, skal fjernes, således at den skadelige valutaspekulation kan hæmmes ved politisk kontrol. I de fleste EU-lande sidder der i dag regeringer, som domineres af socialdemokrater. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af dem kræver nogen forandring af Valutaunionens indretning, nu hvor de har muligheden. Det skader jo også troværdigheden, når man påstår, at Valutaunionen skal kunne udgøre en modvægt til den globaliserede kapital. I beslutningen kræver man, at Europa-Parlamentet skal have øget indflydelse på regeringskonferencen. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at regeringskonferencen er og skal være en konference mellem medlemsstaterne. Det er medlemslandenes parlament eller befolkninger i folkeafstemninger, som skal styre traktatens udvikling. Det er derfor udelukket, at Europa-Parlamentet får nogen formel indflydelse på forhandlingsprocessen eller ved ratificeringen.
Hr. formand, Udvalget om Forfatningsspørgsmål har foreslået en tekst, der i det store og hele er postitiv, og som jeg vil stemme for, selvom jeg selv havde fremsat mange ændringsforslag med henblik på at udvide denne tekst. Begivenhederne i disse dage viser dog, at alle de, der kraftigt havde kritiseret den måde, som udvidelsen og revisionen af traktaterne finder sted på, havde ret. Man kan ikke udvide Unionen til 28 lande uden at overveje, om Europa har nogle fælles principper og værdier, om det blot er et frihandelsområde, eller om det i stedet stræber efter noget større, nemlig at blive defineret som en overstatslig sammenslutning, der også ønsker at være det nye billede på civilisation og demokrati her i verden. Det var, hvad man mente, og det er, hvad man mener, når man beder om en europæisk forfatning. Ændringen af traktaterne er i stedet blevet begrænset til en revision af visse interne regler, og denne revision er nødvendig og vigtig, men den giver ikke et svar på det fundamentale spørgsmål, der går forud for den: Hvad er Europa, hvad er Europas fælles principper, og hvad er således dets formål og dets begrænsninger? Men politik hævner sig, og hvis en debat om den indskrænkede dagsorden jager den ud ad vinduet, vender den tilbage og kommer i virkeligheden ind ad døren, og ind ad hoveddøren i Østrigs tilfælde, eftersom der kommer et parti med i den østrigske regering, som tilsyneladende er baseret på intolerance, fremmedhad og former for racisme. Det er ikke et spørgsmål om båndene til fortiden, men om udsigterne for fremtiden, og intet er mere forkert, end at venstrefløjen og højrefløjen er uenige på dette punkt. Jeg tilhører et parti, der er katolsk og liberalt, og som ikke er venstreorienteret, men som går lige så meget ind for tolerance og Europas fælles værdier som alle andre, og som ikke har noget at gøre med de holdninger, der forkaster disse værdier. Det var helt rigtigt af Rådet at sætte dette emne på Europas og på hele verdens dagsorden, og hvis ikke vi stadfæster disse værdier i et charter for grundlæggende rettigheder, skaber vi et Europa, som ikke har et varigt og solidt grundlag. Jeg ved, kommissær Barnier - eller jeg mener i det mindste at vide - at De og repræsentanterne for det portugisiske formandskab går ind for disse værdier. Benyt Dem derfor af de muligheder, konferencen i december gav Dem til at medtage disse emner og disse principper, for det er den eneste måde, vi kan skabe et varigt Europa på.
Hr. formand, jeg er i den glædelige situation, at jeg kan henvise til et par markante indlæg fra en lille gruppe af nordiske skeptikere og modstandere mod den voldsomme og omsiggribende integrationsproces, som dybest set truer hele det demokratiske Europa. Jeg tænker på indlæggene fra hr. Bonde og hr. Sjöstedt, som påpeger, at dette oplæg indeholder en række forholdsvis bevidstløse, men utvivlsomt rationelle og magtdikterede tiltag i retning af et centralistisk og føderalistisk EU. De inddrog med rette problemet med møntunionen og den centralistiske styring og stillede nogle alternative demokratiske principper over for dette. Jeg kan tilføje, at al rationel politisk agitation i mit hjemland, Danmark, går ud på, at når vi udvider kredsen af EU-lande til dette gigantiske antal, og vi altså udvider i bredden, så kan vi ikke samtidig integrere videre i dybden, altså foretage en mere intensiv kvalitativ integration henimod Europas Forenede Stater. Men det er præcis det, der sker. Vi har i forbindelse med hver eneste geografiske udvidelse af EU's område set, at udvidelser i bredden er blevet fulgt op af intensive udvidelser i dybden, og det er præcis det, som forslaget til resolution fra udvalget lægger op til, specielt i punkt 7, som siger, at man skal have en mere omfattende integration i dybden, og i lyset af de seneste dages udvikling kan man spørge, hvad vi egentlig skal med disse regeringskonferencer og traktatændringer, når regeringslederne - i realiteten Det Europæiske Ministerråd - træffer beslutninger i forhold til en selvstændig medlemsstat, hvormed man intervenerer i denne medlemsstats demokratiske proces. Man kan mene, hvad man vil, om hr. Haider, og personligt anser jeg ham for en meget farlig politisk person, men man kan nu engang ikke intervenere i et selvstændigt og venligtsindet lands demokratiske proces. Når vi gennemfører regeringskonferencer og tager traktatændringer op til overvejelse, må vi tage i betragtning, at EU udvikler sig hver dag, også i strid med traktaten, som vi netop har set.
Det glæder mig at se kommissær Barnier og det portugisiske formandskab her i eftermiddag. Den 14. februar er starten på regeringskonferencen, som skal afsluttes i slutningen af 2000. Det er en stor opgave, men overkommelig. Jeg tror, at de fleste på tværs af grupperne her i eftermiddag er enige om, at Helsinki-dagsordenen ikke vil være tilstrækkelig til at dække den reform, der er nødvendig for at forberede Europa på udvidelsen. Vi må med andre ord gå videre end det, der er blevet kaldt de vigtige "resterende punkter fra Amsterdam". Disse resterende punkter omfatter udvidelsen af afstemning med kvalificeret flertal - i mit land accepterer vi dette, undtagen på skatteområdet - en ny fordeling af stemmerne i Rådet til favorisering af større stater og antallet af kommissærer i et udvidet Europa. I forbindelse med sidstnævnte ønsker Irland at bibeholde retten til at udpege et fuldgyldigt medlem af Kommissionen til trods for antallet af tiltrædende medlemsstater. Vi er villige til at overveje en fordeling af stemmerne i Ministerrådet under forudsætning af, at de større medlemsstater accepterer, at hver medlemsstat har et fuldgyldigt medlem af Kommissionen. Jeg tror, at jeg taler for mange mindre lande, når jeg understreger det. På regeringskonferencen har vi også behov for en debat om den mulige opdeling af traktaterne i to dele - et område om politik og et område om forfatningen. Vi vil acceptere en opdeling af traktaterne under forudsætning af, at det ikke vil medføre en begrænsning af de mindre medlemsstaters indflydelse på genforhandlingerne af hele det politiske område i traktaten. Med andre ord, hvis vi ikke er fuldt repræsenteret i Kommissionen, vil vi ikke have nogen indflydelse på drøftelserne om politik. Så vi holder grundigt øje med dette spørgsmål. Vi ser frem til EU's charter for grundlæggende rettigheder. Amsterdam-traktaten, hr. formand, har fastsat antallet af europæiske parlamentsmedlemmer til 700, og vi må her i Parlamentet drøfte, hvordan fordelingen skal være i det udvidede Europa.
Hr. formand, jeg går stærkt ind for en vedtagelse af beslutningsforslaget af Dimitrakopoulos og Leinen. Heri kommer både vores skuffelse over den mangelfulde dagsorden og vores ønske om en snarlig gennemførelse af regeringskonferencen til udtryk. Dette fremgår i øvrigt også af den gunstige tidsplan, vi har vedtaget. Hvis vi ser på de gældende traktatregler, vil Europa-Parlamentet ikke have ret meget at vinde ved at føre rivaliseringspolitik. Vi bør hellere koncentrere os om at udarbejde nogle overbevisende forslag til de nødvendige reformer i samarbejde med Kommissionen, der har nogle fremragende forslag. Vi bør gøre brug af dialogen på alle politiske niveauer, naturligvis også med de nationale parlamenter. På denne måde skaber vi et samarbejdsklima, der vil have en positiv indvirkning på kvaliteten af den kommende reform. Parlamentets repræsentanter ved regeringskonferencen bør gøre det klart over for forhandlingspartnerne, at vi med de institutionelle ændringer af Unionen står med ansvaret for EU's forfatningsmæssige udvikling. Derfor bør vi være klar over, at dette ikke er spørgsmål, der afgøres ud fra en handelstankegang. De spørgsmål, der behandles på denne regeringskonference, er yderst følsomme spørgsmål. Det er måske nemt nok at formulere løsninger, men spørgsmålet er, hvorvidt disse løsninger er historisk holdbare. Jeg vil gøre opmærksom på to punkter, hvor der kan være konflikter. Det ene er den balance, som indtil nu har været opretholdt mellem de store og de små stater. Europa er ikke og kan ikke være en klassisk føderativ stat. De løsninger, vi vælger, må passe ind i den grundlæggende idé bag Den Europæiske Union, som er en union af stater og befolkninger. Det andet punkt, hvor der kan opstå konflikt, er noget vanskeligere. På grund af den forestående udvidelse af medlemstallet kræver vi af den fremtidige Europæiske Union, at dens institutioner bliver mere effektive. Dette betyder, at deres funktion skal forenkles og tempoet øges. Den Europæiske Union er imidlertid og vil altid af natur være en sammensat og kompliceret mangestatslig institution. Mulighederne for at fremskynde og forenkle er til stede. De er der, men der er også visse grænser. Hvis disse grænser overskrides af hensyn til en ensidig effektivitet, vil det gå ud over Den Europæiske Unions retmæssige grundlag. Alligevel er jeg optimistisk.
Hr. formand, regeringskonferencens kommissorium bør udvides. Den vigtigste ting, der bør tilføjes, er Unionens interne differentiering. Det er beklageligt, at man indtil videre ikke, heller ikke her i Parlamentet, har gjort sig bekendt med den interne differentiering, som dog er uundgåelig, hvis Unionen skal udvides på den planlagte måde. Kommissionens tidligere formand Jacques Delors har på ny offentligt luftet tanken om en europæisk konføderation. Han har også talt for, at avantgarde-landene, som går i spidsen for integrationen, burde kunne gå hurtigere frem end de øvrige, og at de for klarhedens skyld burde have deres egne institutioner. Kommissionens nuværende formand Prodi og Den Højtstående Repræsentant Solana har fremsat tanker i samme retning. Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe har taget stilling til Unionens interne differentiering i en erklæring, som blev godkendt sidste marts, og hvori man foreslog Europa et system af koncentriske cirkler, "løgmodellen". I resolutionen fra den kommende regeringskonference bør Parlamentet for alvor fordybe sig i spørgsmålet om differentiering og fleksibilitet. Såvel udvidelsen som resultatet af differentieringen er truede, hvis vi ikke forsøger at skabe det system af koncentriske cirkler, som Den Liberale Gruppe foreslår.
Mine kolleger, fru Frassoni og hr. Onesta, har allerede talt - noget skeptisk - om nogle aspekter i forbindelse med spørgsmålet. Jeg vil gerne give udtryk for bekymring i forbindelse med subsidiaritet, ikke blot mellem Unionen og medlemsstaterne, men også mellem medlemsstaterne og deres internt selvregulerende områder. Der har ikke været fokus nok på det spørgsmål, og det skaber en del bekymring. Må jeg især henlede opmærksomheden på virkningerne af udvidelsen i forbindelse med Parlamentet. Der er foreskrevet et loft på 700 for antallet af parlamentsmedlemmer, hvis Parlamentet skal forblive en rådgivende forsamling. Hvis man anvender det eksisterende tvivlsomme proportionalitetsprincip, seks sæder for hver stat og yderligere et sæde for hver halve million indbyggere, har man allerede en situation, hvor Luxembourg med 367.000 indbyggere har flere parlamentsmedlemmer end Wales, som er en delvist selvstyrende region i Det Forenede Kongerige. Skotland, der har 5 millioner indbyggere, har otte sæder i Parlamentet i øjeblikket. Danmark og Finland, der har samme indbyggertal, har 16. Hvis vi holder fast på et loft på 700 sæder og med tiden øger befolkningstallet med 26% og derefter vedtager Kommissionens uigennemtænkte forslag om en europæisk kandidatliste, hvad vil der så ske med f.eks. Skotland, som jeg repræsenterer? Skotland vil blive fuldstændig usynligt! Medlemmerne skal under disse omstændigheder ikke blive det mindste overraskede, hvis mennesker i Skotland og andre lignende lande i diskussioner som denne spørger, om udvidelsen ikke også burde indlemme medlemsstater inden for eksisterende medlemsstater. Flere og flere har den holdning i Skotland.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, dagens debat har en en særlig politisk betydning: Vi skal ikke diskutere indholdet, hverken de punkter, der allerede står på dagordenen, eller dem, som vi alle ønsker skulle være taget med, men udtrykke Europa-Parlamentets politiske holdning til indkaldelsen af regeringskonferencen. Hvad dét angår, er der ingen nyheder, bortset fra en enkelt: den nyhed, at Europa-Parlamentet i kraft af denne udtalelse og dens vedtagelse i morgen går ind for en positiv strategi, der bidrager til, at regeringskonferencen får en udvidet dagsorden. Det udtrykker også, at det er parat til gennem sine to repræsentanter og sin formand at bidrage til en bedre afsluttende løsning på traktatrevisionen. Det er en positiv udtalelse, hvad angår indkaldelsen til regeringskonferencen, men kritisk - som den jo ikke kunne undgå at blive - med hensyn til dens dagsorden. Nu er den institutionelle ramme afklaret. Det portugisiske formandskabs positive holdning er kendt, Europa-Parlamentets holdning er kendt, Kommissionen har netop udarbejdet et papir, hvor den også fremlægger nogle af dens synspunkter, nogle af dem som valgmuligheder, af hvilken grund "bolden", som man siger i foldboldsproget, nu ligger på Det Europæiske Råds banehalvdel. Derfor, hr. formand og min kære ven, dr. Seixas da Costa, vil jeg gerne stille Dem følgende spørgsmål: Idet jeg ikke beder om at få mere at vide end det, vi bør vide for øjeblikket for ikke at skade det fælles mål, vil jeg alligevel gerne vide, om der i forbindelse med De kontakter, som De har etableret i løbet af Deres rejse til hovedstæderne, og efter Deres mening er noget, som De kunne fortælle os, og som vi kunne drage nytte af, fordi vigtigere end arbejdet i Europa-Parlamentet er vores lobbyvirksomhed, vores rolle som meningsdannere og den indflydelse, som vi kan udøve over for de regeringer, der er mest tilbageholdende med hensyn til at medtage flere punkter på regeringskonferencens dagsorden. Mit andet spørgsmål er til kommissær Barnier. Det angår Kommissionens initiativ. Jeg har været en af kritikerne, fordi jeg mente, at Kommissionen skulle være gået længere på Det Europæiske Råd i Helsinki. Jeg mener dog også, at Kommissionen har udført et fremragende arbejde, uanset om jeg er enig eller ej i de løsninger, der er blevet lagt frem i det papir, som blev vedtaget den 26. Men hvorfor nøjes Kommissionen med de uløste spørgsmål fra Amsterdam eller måske et par enkelte punkter til? Hvorfor nøjes man med at nævne, at andre emner kan inddrages, specifikt charteret for de grundlæggende rettigheder og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Derfor vil jeg gerne udfordre Kommissionen til på samme måde, som den har udført et seriøst arbejde, hvad angår de forslag, som vi allerede kender, at se fremad og tage fat på disse andre spørgsmål - i det mindste ved at opstille alternativer - der måske senere kommer på dagsordenen, og dermed bidrage til dens succes. Jeg slutter, hr. formand, med at ønske det portugisiske formandskab held og lykke. Opgaven er ikke let, men jeg ved, at den er i gode hænder.
Hr. formand, at sige at Den Europæiske Union befinder sig ved en korsvej, er helt sikkert ikke at sige noget nyt. Det er blevet gentaget ved mange lejligheder. Men denne gang er det sandt: Vi har iværksat - og det er utroligt positivt - den fælles mønt, og vi står over for udvidelsen. Spørgsmålet er: Går vi velforberedte mod udvidelsen eller ej? Ønsker vi at udvide uden at gå i dybden, eller ønsker vi at udvide, samtidig med at vi går i dybden? Det er det, der er spørgsmålet, og det er det, som enhver diskussion, som man har om regeringskonferencen, dens dagsorden og metode, skal dreje sig om. Det er tydeligt, at Rådet for øjeblikket har valgt at udvide uden at gå i dybden. Og det er farligt for udvidelsen. Farligt for enhver udsigt til politisk union og naturligvis svært at forstå for den offentlige mening. Rådet bør lægge mærke til, at hvis vi ønsker, at Den Europæiske Union i fremtiden bliver udvidet på et ordentligt grundlag, er det nødvendigt at gå meget længere på den kommende regeringskonference. Rådet hører os, og Parlamentet udtaler sig. Vi ønsker en regeringskonference, men ikke denne her. Skal der afholdes en regeringskonference. Ja, naturligvis. Men ikke denne slags regeringskonference. Man skal gøre dagsordenen meget bredere, man skal være mere modig med hensyn til de spørgsmål, der behandles på regeringskonferencen, og man skal være meget mere åbne og demokratiske. Og at være demokratisk betyder, at man skal inddrage Europa-Parlamentet mere og tillade, at Kommissionen i større grad - ja, endnu større - udøver sin initiativret. Og man skal helt sikkert sætte sig klare mål. Den funktionalistiske metode er slut, hvad enten man kan lide det eller ej. Vi er nået hertil med den funktionalistiske metode. Har man opnået resultater? Ja, men spørgsmålet er nu at tage et kvalitativt spring fremad, og når man taler om politik, betyder det, hr. formand for Rådet, at overbevise de andre partnere i Fællesskabet om, at det værste, vi kan gøre på nuværende tidspunkt, er at forregne os.
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, her ved afslutningen på denne debat, som jeg med stor opmærksomhed og megen interesse har lyttet til, vil jeg gerne fremkomme med nogle overvejelser, der supplerer de udtalelser, som jeg har haft den ære at fremkomme med over for Dem i de seneste uger, side om side med formanden for Kommissionen, hr. Prodi. Hr. formand, mine damer og herrer, vores to ordførere, hr. Dimitrakopoulos og hr. Leinen, har i den betænkning, de har fremlagt efter et meget seriøst og omhyggeligt arbejde, foreslået, at Parlamentet vedtager en formel udtalelse i medfør af artikel 48 i traktaten, således at regeringskonferencen, i kraft af vedtagelsen af denne udtalelse, kan påbegyndes den 14. februar, som det portugisiske formandskab foreslår. For vores vedkommende og efter at have udarbejdet den udtalelse, der i medfør af samme artikel 48 i traktaten forventes af Kommissionen, glæder det os, at denne konference kan begynde tidligere, end det ellers var planlagt fra starten. Vi ved - jeg ved - at samtlige kommende uger vil blive nyttige uger. Jeg vil blot - efter at have læst forslaget til udtalelse og efter at have hørt talerne fra de forskellige grupper - komme med nogle kommentarer. Først og fremmest, mine damer og herrer, forstår Kommissionen den bekymring, som flere blandt Dem har givet udtryk for i forbindelse med regeringskonferencens brede dagsorden. Jeg forstår denne ængstelse, denne frygt for, at dagsordenen bliver for bindende, og dog forekommer det mig, at man må arbejde på grundlag af dette mandat fra Helsinki, sådan som jeg udtalte over for Udvalget om Forfatningsspørgsmål dagen efter mødet i Helsinki. Det er i denne forbindelse og inden for rammerne af dette mandat, men ved at anvende alle sætninger og alt det, der står mellem linjerne i dette mandat, at Kommissionen har udarbejdet sin egen udtalelse. Vi behøver ikke at begrænse os til det, man - i øvrigt fejlagtigt - kalder "de tre resterende emner". Ligesom Richard Corbett bryder jeg mig ikke om dette udtryk "resterende emner", der giver indtryk af, at drejer sig om tre mindre emner uden betydning. Det drejer sig om tre meget alvorlige og vigtige emner, der er meget vanskelige, og som man ikke behandlede dybtgående i Amsterdam på grund af manglende politisk mod. Hvad os angår - jeg svarer her hr. Seguro, der for et øjeblik siden udtrykte bekymring i denne forbindelse - er vi ikke tilfredse med disse tre emner, selvom jeg mener, at de er af stor betydning, og de skal behandles øjeblikkeligt. De er de første, men de er ikke de eneste emner, hr. parlamentsmedlem, som skal behandles på konferencen. Vi har behandlet andre emner, og vi har nævnt, at andre emner på grund af alvoren omkring udvidelsen kunne blive behandlet på konferencen, hvis det portugisiske formandskab i første omgang og dernæst det franske ønsker det. Vi er parate hertil, hvad enten det drejer sig om EU-charteret for grundlæggende rettigheder, som man er begyndt at udarbejde, eller den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og de institutionelle konsekvenser af de forhandlinger, som finder sted med hensyn til forsvarspolitikken, eller det vanskelige emne, vi er ved at behandle, nemlig reorganiseringen af traktaterne. Jeg har hørt mange kommentarer om Kommissionens udtalelse, der omhandlede alle disse emner, og som behandlede mange af dem dybtgående, bl.a. præcise demonstrationer af forslag til nye artikler, men der er ingen, der har nævnt, at vi befinder os uden for mandatet fra Helsinki. Det er altså beviset for, at man ved at respektere dette mandat, ved at anvende alt det, der er skrevet i dette mandat og alle de muligheder, det indeholder, kan komme til bunds i tingene. Hvad angår Parlamentets deltagelse i regeringskonferencens arbejde, tror jeg, at minister Seixas da Costa vil være enig med mig, for vi har den samme erfaring, når jeg siger, at det ville være en fejltagelse, hvis De ignorerer arbejdsgruppen, hvori Deres to repræsentanter, professor Tsatsos og Elmar Brok, skal sidde. Selvfølgelig vil disse sidste bedømmelser blive foretaget, som det sker i enhver form for institutionel forhandling, og jeg mener, at dette er udmærket med hensyn til Rådet og især med hensyn til stats- og regeringscheferne, som en succesfuld konference vil afhænge af. Jeg vil i øvrigt gøre opmærksom på, at formanden for Kommissionen, hr. Prodi, sidder i Rådet, og han agter at anvende denne plads og rolle side om side med stats- og regeringscheferne navnlig i den sidste periode. Vi må forberede Rådets arbejde. Således må vi ikke, mine damer og herrer, ignorere dette forberedende eller justerende arbejde, som jeg ved er virkelig vigtigt og nyttigt, for at drage erfaringen fra Amsterdam, og man må ikke blot stille sig tilfreds med tekniske præcisioner. Jeg mener, at de personlige repræsentanter for udenrigsministrene, Deres to repræsentanter og jeg selv som repræsentant for Kommissionen vil komme til bunds i tingene, men det er bagefter på et andet niveau, hvor De ligeledes vil deltage, at de sidste bedømmelser foretages. I løbet af hele denne konference, mine damer og herrer, er det ikke kun forhandlernes status, der er vigtig, det er kvaliteten af det, de siger. Og jeg vil gerne endnu en gang over for Europa-Parlamentet minde om, at i betragtning af min erfaring inden Amsterdam, uanset hvilken tvetydig eller svag status vi gav de to repræsentanter fra Europa-Parlamentet, inden Amsterdam talte kvaliteten af det, som fru Guigou og hr. Brok sagde, meget i denne forhandling. Jeg er sikker på, at det vil blive det samme, og for mit vedkommende, i min stilling, vil jeg sørge for, at der vil blive lyttet til de idéer, Deres to repræsentanter fremkommer med, og at de vil blive respekteret i løbet af denne forhandling. Jeg er sikker på, at Europa-Parlamentet derfor ikke vil være tilskuer i forbindelse med denne forhandling, lige så lidt som Kommissionen i øvrigt vil være det. Vi afventer derfor, mine damer og herrer, med stor interesse Deres supplerende udtalelse, i hvilken De fremhæver Europa-Parlamentets konkrete prioriteter og forslag til denne forhandling. Det er meget vigtigt, at de to europæiske institutioner, der er til stede i disse forhandlinger, Kommissionen på den ene side og Europa-Parlamentet på den anden side, side om side med Rådets medlemmer tydeligt forklarer Den Europæiske Unions borgere og forklarer det igen og igen og hver dag, hvad der står på spil i denne konference, og hvilke svar vi søger efter, fordi det er de europæiske institutioners opgave at overvåge, at denne udvidede Europæiske Union fungerer i alles interesse. I de kommende måneder, mine damer og herrer, vil Kommissionen arbejde i tæt og klogt samarbejde med Deres to repræsentanter, hr. Tsatsos og hr. Elmar Brok, med henblik på at nærme sig hinandens synspunkter, hvis der er behov herfor. Sandsynligvis er vores synspunkter og vores holdninger ikke altid de samme. Der vil uden tvivl være forskelle, hvilket er helt normalt. Det vigtige er, at der er en sammenhæng, og denne sammenhæng har jeg arbejdet for siden min tiltrædelse som kommissær. Vi har således både et ønske og ambitioner om - inden for et meget stort antal områder - at være på samme bølgelængde og at højne denne forhandling. Dette vil ikke være tilfældigt, eftersom - og jeg gentager - det forekommer mig, at vi har ens ambitioner for denne forhandling, og vi føler alle, at sandhedens øjeblik er inde for Den Europæiske Union. Jeg ville gerne, hr. formand, til sidst komme med tre hurtige supplerende bemærkninger. For det første for at lykønske og takke formanden Napolitano og Udvalget om Forfatningsspørgsmål samt Kommissionen for det meget stærke og originale initiativ, der blev taget i går, da man samlede de kvalificerede repræsentanter fra de nationale parlamenter, Udvalget om Forfatningsspørgsmål og Kommissionen til en åben debat. Denne dialog mellem de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og os er yderst vigtig. Jeg har i øvrigt sagt, at jeg vil bidrage hertil ved at tage til alle de nationale parlamenter. I morgen vil jeg være i London og om 2 uger i Berlin. Om tre uger er jeg i Paris, og jeg fortsætter hovedstad for hovedstad for selv at deltage i denne dialog. Jeg finder det yderst positivt, og jeg vil gerne takke Dem, fordi De har taget dette initiativ. Desuden vil jeg takke det portugisiske formandskab og navnlig hr. Seixas da Costa for hans velvilje. Hans velvilje og bekymring fremgår i øvrigt af det, han netop sagde. Det portugisiske formandskab skal ikke være et provisorisk formandskab. Det er det, der skal indlede denne forhandling. Vi ved godt, at den ikke kan afsluttes inden for disse seks måneder, og at opgaven dernæst overgår til det franske formandskab med håbet om, at den vil kunne afsluttes inden udgangen af 2000. Og ikke kun at den afsluttes, men at den er vellykket, hvilket ikke er helt det samme. At afslutte en forhandling er ikke det samme som, at den er vellykket. Opgaven vil blive givet videre, men betingelserne, under hvilke disse opgaver bliver givet videre af Dem, hr. formand, og af det portugisiske formandskab, vil være yderst vigtige ligesom udformningen af denne opgave. Dette arbejde skal udføres samlet og navnlig under tilskyndelse fra Dem gennem disse få måneder, hvilket er yderst vigtigt. Vi har stor tillid og stor forventning til den måde, hvorpå det portugisiske formandskab - Portugal er et lille land, men selvom det er et lille land, kan det godt have store ambitioner - vil løse denne opgave. Efter at have hørt premierministeren Guterrez, udenrigsministeren og Dem selv har jeg tillid til det portugisiske formandskabs ambitioner og den meget velvillige måde, som det vil føre denne forhandling på. Det kan i disse måneder regne med Kommissionens hjælpsomhed. Endelig, og dette er en gentagelse, skal vi gøre en stor indsats for at udbrede emnerne for disse forhandlinger. Det er vanskelige emner. Det er politiske emner, som vedrører den institutionelle mekanik, der ikke altid er let at forklare. Dette er endnu en grund til, at de europæiske parlamentarikere, ministrene og kommissærerne skal bruge lidt tid på forklaringern til vores medborgere og offentligheden. For Kommissionens vedkommende vil den tage initiativer, mine damer og herrer, med henblik på at indlede og oplive denne debat.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0007/2000 af Berger for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betingelserne for udstationering af arbejdstagere fra tredjelande som led i udveksling af tjenesteydelser over grænserne (KOM(1999) 3 - C4-0095/1999 - 1999/0012(COD)); A5-0012/2000 af Berger for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Rådets direktiv om udvidelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser over grænserne til også at omfatte tredjelandsstatsborgere, der er etableret inden for EF (KOM(1999) 3 - C5-0050/2000 - 1999/0013(CNS)).
Hr. formand, ærede hr. kommissær, ærede kolleger, jeg vil gerne starte med at undskylde, at min stemme er lidt hæs i dag, men som østrigsk parlamentsmedlem har der været meget at forklare og sige i dag. Jeg vil til at starte med rette en hjertelig tak til Kommissionen for det initiativ, den har taget, og for de to udkast til direktiver, som vi diskuterer i dag. Dermed lukker den to graverende huller i det indre marked, som er af stor betydning for den europæiske økonomi og 5 millioner tredjelandsstatsborgere i Den Europæiske Union, der er her som arbejdstagere eller som selvstændige. Den nuværende situation, og det bør man endnu en gang have for øje, kan beskrives således, at der godt nok foreligger nogle arbejdstagerdomme fra Den Europæiske Domstol, navnlig dommen i sagen Rush Portuguesa og van der Elst. De har godt nok understreget, at den frie udveksling af tjenesteydelser skal tillade, at tredjelandsstatsborgere kan anvendes som arbejdstagere til grænseoverskridende tjenesteydelser, og det uden at indhente arbejdstilladelser. Spørgsmålet om visum- og opholdsbetingelser kom EF-Domstolen dog ikke eksplicit ind på, og medlemsstaterne kunne heller ikke afklare dette spørgsmål efterfølgende. Men heller ikke med henblik på bortfald af arbejdstilladelsen har alle medlemsstater holdt sig til Domstolens konklusioner, og de opretholder i dag stadig en række utilladelige barrierer for grænseoverskridende tjenesteydelser, barrierer, der ofte er umulige at overvinde for især mindre virksomheder. For de selvstændige er situationen den, at den nuværende EU-lovgivning ikke foreskriver nogen ret for tredjelandsstatsborgere til grænseoverskridende tjenesteydelser. Her har man under alle omstændigheder brug for en retsakt. De to forslag til direktiver tager sigte på at forbedre den frie udveksling af tjenesteydelser for EU-virksomheder. Der er ikke tale om oprindelige rettigheder for tredjelandsstatsborgere, som kopieres efter den frie bevægelighed. Alle bestemmelser, indrejsen og de opholdsretlige anliggender skal betragtes som accessoriske til denne frie udveksling af tjenesteydelser. Jeg og Europa-Parlamentets Udvalg om Retlige Anliggender og Det Indre Marked mener derfor, at det retsgrundlag, som Kommissionen har valgt, er det rigtige, og at den modsatte holdning, der kommer til udtryk i dokumentet fra Rådets juridiske tjeneste, er forkert. Jeg ser derfor heller ingen egentlig retlig hindring for, at behandlingen af de to forslag til direktiver kan fortsætte hurtigt i Rådet. Jeg mener også, at de ændringer, som Parlamentet har foreslået, bør gøre det lettere at vedtage direktiverne i Rådet i forhold til Kommissionens forslag. Mange af vores ændringer skyldes betænkeligheder, der også kom til udtryk i Rådet, og vi forsøger at formilde disse betænkeligheder med den kontrakt, som gældende ret og økonomisk fornuft giver os. Netop med henblik på accepten i Rådet kan jeg kun appellere til Kommissionen om at overtage de ændringer, som Parlamentet har vedtaget, så fuldstændigt som muligt, også selvom de til dels afviger meget fra Kommissionens oprindelige forslag. Jeg er fast overbevist om, at vi lettere kan nå til enighed i Rådet på dette grundlag. Nu til de vigtigste af de ændringer, vi foreslår. En af de væsentlige forskelle består i, at vi i stedet for systemet "tjenesteydelseskort plus fremvisning af hver enkelt kontrakt" ikke længere foreskriver, at det skal være muligt at forlange forudgående meddelelse til modtagerlandet for hver enkelt kontrakt. Dette system forekommer os at være udueligt i praksis. Som kompensation herfor skal alle mulige barrierer dog være fjernet, før der udstedes et tjenesteydelseskort, og der skal være opfyldt nogle skærpede betingelser for udstedelsen af tjenesteydelseskort set i forhold til Kommissionens forslag. Kravene om lovlig beskæftigelse, legalt ophold og forsikringsbeskyttelse skal ikke kun være opfyldt på det tidspunkt, hvor kortet udstedes, men også under hele kortets gyldighedsperiode og tre måneder efter. Dermed skulle modtagerlandet have sikkerhed for, at arbejdstageren eller den selvstændige vender tilbage til oprindelseslandet, når ordren er udført, og at vedkommende er forsikret mod sygdom og ulykke. Den indrejse- og opholdsretlige situation skal ligeledes være afklaret, før tjenesteydelseskortet udstedes, og det som led i en indsigelsesprocedure. Vi foreslår, at der ikke kun skal ansøges om EU-tjenesteydelseskortet for alle medlemslande, men at der også kan ansøges om det for udvalgte medlemslande. Efter min mening er dette system også mere i overensstemmelse med kravene i praksis. Jeg håber, det samme gør sig gældende for forslaget om at reducere mindstevarigheden af forudgående beskæftigelse til tre måneder og at udforme gyldighedsperioden for tjenesteydelseskortet mere fleksibelt efter varigheden af forudgående beskæftigelse. Vi holder dog fast ved, at den maksimale gyldighed for tjenesteydelseskortet skal være 12 måneder. For de selvstændiges vedkommende foreslår vi ud over de allerede beskrevne ændringer, at bopælskriteriet skal skærpes, at vi skaber mulighed for at imødekomme et eventuelt misbrug i form af påstået selvstændig virksomhed. Jeg vil også gerne komme kort ind på de foreliggende ændringsforslag, der går videre end ændringsforslagene fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. Jeg vil selvfølgelig også sige, at jeg fortsat støtter alle de ændringer, som Retsudvalget har fremsat, og som blev vedtaget enstemmigt i udvalget. Jeg har på vegne af min gruppe selv fremsat fire ændringsforslag, hvor jeg hovedsageligt anvender den korrekte måde at citere en rådsbeslutning på. Jeg må sige, at jeg har modtaget yderst modstridende udsagn fra Parlamentets tjenester i denne sag om, hvordan denne rådsbeslutning nu skal citeres korrekt: kun med angivelse af nummeret, kun med datoen, med begge, hvor udførligt der skal citeres fra rådsbeslutningen. Der var to ændringsforslag, der blev annulleret af tjenesterne, fordi indholdet allerede skulle være indeholdt i betænkningen. Jeg trækker de to andre forslag - altså forslag 18 til betænkningen om de selvstændige og forslag 21 om de ikkeselvstændige - tilbage. Jeg kan kun appellere til Formandskonferencen om at nå til enighed så hurtigt som muligt i spørgsmålet om, hvilken fremgangsmåde der skal anvendes i komitologispørgsmål, hvordan der citeres korrekt. Det ville gøre livet væsentligt lettere for ordførerne her i Europa-Parlamentet fremover. Der foreligger også et ændringsforslag til begge betænkninger fra fru de Palacio. Jeg må desværre sige, at jeg ikke kan støtte dette ændringsforslag, fordi det jo ændrer substansen i det resultat, vi enstemmigt fandt frem til i Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, og jeg gerne vil holde fast ved det, vi fandt frem til i fællesskab efter lange diskussioner i Retsudvalget. Afslutningsvis vil jeg gerne takke alle de kolleger, der har bistået mig i Retsudvalget i forbindelse med disse ikke just lette betænkninger. Frem for alt vil jeg gerne nævne hr. Wieland, der har den utaknemmelige rolle som skyggeordfører og har bidraget med langt mere end det sædvanlige med sine særdeles gode og konstruktive idéer under denne betænknings tilblivelse uden at kunne høste en ordførers laurbær. Derfor vil jeg gerne fremhæve det her!
Hr. formand, jeg er glad for, at jeg efter ordførerens, fru Bergers, ord får lejlighed til at komme med nogle indledende bemærkninger, hvorefter jeg naturligvis med den nødvendige interesse vil lytte til de øvrige talere og med Deres tilladelse, hr. formand, vil jeg så ved slutningen af debatten komme nærmere ind på de forskellige ændringsforslag. Jeg vil gerne sige, at Kommissionen glæder sig over Parlamentets støtte af de to forslag om grænseoverskridende tjenesteydelser og arbejdstagere fra tredjelande, der er debattens emne. Jeg er meget glad for det arbejde, som fru Berger har udført ved behandlingen af disse forslag, der er meget politisk følsomme, og som udgør en juridisk udfordring. Jeg vil også gerne takke fru Palacio for hendes vigtige bidrag som formand for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. Kommissionen glæder sig især over Parlamentets forslag om en mere effektiv procedure ved afgivelsen af tjenesteydelseskortet. Når der bliver mulighed for at ansøge om tjenesteydelseskortet til én eller flere eller til alle medlemsstaterne, bliver proceduren endnu mere fleksibel. Kommissionen kan også acceptere forslaget om at gøre kortets gyldighedsperiode fleksibel. Men jeg anser en arbejdsperiode på tre måneder for utilstrækkelig som bevis på, at en arbejdstager har bopæl i en medlemsstat. Kommissionen kan også gå med til en bestemmelse om de tilfælde, hvor arbejdskontrakten mellem en tjenesteyder og dennes arbejdstager pludselig opsiges. En effektiv procedure for afgivelsen af kortet betyder, at virksomheder, der yder grænseoverskridende tjenesteydelser, også reelt kan udøve deres rettigheder på basis af det indre marked. Kommissionen finder det overdrevet, hvis andre medlemsstater ved afgivelsen af kortet får mulighed for at gennemføre konstante kontroller af hensyn til den offentlige orden. En statsborger fra et tredjeland, der har lovligt ophold i en medlemsstat, bør også have adgang til andre medlemsstater. Det forhindrer ikke disse medlemsstater i at træffe forholdsregler af hensyn til den offentlige orden inden for rammerne af den foreslåede meldepligt. Kommissionen kan endvidere ikke acceptere forslaget om, at den lovlige status i en medlemsstat skal være gyldig i tre måneder efter kortets udløb. Det er ikke acceptabelt, at den pågældende statsborger fra et tredjeland ved udløbet af tjenesteydelsen opholder sig længere i værtslandet. Derfor støtter Kommissionen i begge henseender ændringsforslag 22 af fru Palacio. Med hensyn til det andet forslag forstår Kommissionen ønsket om, at det skal være klart, hvad der forstås ved en selvstændig. Kommissionen kommer med en løsning af dette problem i det ændrede forslag. Det var nogle indledende bemærkninger om de vigtigste ændringsforslag. Jeg håber, at jeg ved slutningen af debatten, når alle talere har talt, endnu en gang får mulighed for at komme nærmere ind på de forskellige ændringsforslag.
Hr. formand, mine damer og herrer, PPE-gruppen vil stemme for Retsudvalgets ændringsforslag og den ændrede udgave med stort flertal i morgen. Jeg vil begrænse min redegørelse til to områder. Det ene område er spørgsmålet om, hvad dette direktiv overhovedet skal bevirke - bevirke i egentlig forstand. Vi har på den ene side erhvervslivets og også enkeltpersonens interesser. I min redegørelse går jeg først og fremmest ud fra, at der er tale om en retskaffen og solidt arbejdende enkeltperson. Vi har på den anden side medlemsstaternes interesser, der, hvad angår de involverede, måske også skal gå ud fra, at der er tale om en worst case. Hvis vi følger den ene ekstrem, medlemsstaternes interesser, er der helt sikkert gode grunde til at bygge nogle relativt høje forhindringer for dette korts vedkommende. Så er der grunde til at indføre en pligt til at indberette på forhånd på trods af dette kort. Hvis vi følger den anden ekstrem, altså så få forhindringer som muligt, er der fare for, at vi slet ikke kommer til at opleve nogen lovgivning i denne procedure, fordi medlemsstaterne nemlig ikke giver deres tilslutning til direktivet. I sidste ende vil vi altså enten stå i den situation, at vi godt nok har et direktiv for tjenesteydelseskortet, men at tjenesteydelseskortet de facto ikke foreligger for nogen, fordi forhindringerne er meget høje for erhvervslivet, eller også vil vi stå i den situation, at vi slet ikke har noget direktiv. Ingen af resultaterne kan være tilfredsstillende. Måske er det også grunden til, at også forhandlingerne i Rådet, som man hører, står i stampe. Vi har nu forsøgt at finde en grænsenytte mellem interesserne på den ene side - ordre public - og interesserne på den anden side, en så let løsning som mulig. Vi ønsker en løsning, hvor der opbygges visse forhindringer for erhvervslivet, men hvor der, når disse forhindringer er overvundet, opnås en så let håndtering som mulig. Vi ønsker derfor, at der ansøges om tjenesteydelseskort for en eller for flere medlemsstater. Hvis et firma i Frankrig siger, at det har en medarbejder, der skal arbejde permanent i Danmark og kun i Danmark, så skal der også kun kunne ansøges om dette tjenesteydelseskort for Danmark. Så bliver de bureaukratiske forhindringer lavere. Som modydelse ønsker vi dog, at der ikke længere skal være pligt til forudgående indberetning, men at arbejdstageren medbringer baggrunden for at arbejde i den anden medlemsstat, i form af eksempelvis den tilgrundliggende kontrakt. Derfor må jeg også sige, at jeg går ind for Retsudvalgets ændringsforslag som helhed. Måske foreligger der også en vis rest af misforståelse hos Kommissionen. Vi ønsker, at der opnås en ret fleksibel løsning. Hvis en medlemsstat erklærer, at "vi har pludselig problemer, fordi personen har begået tyveri, vi har problemer, og dette tjenesteydelseskort er udstedt til vores land", kan det enkelte land så at sige annullere tjenesteydelseskortets gyldighed af de grunde, som dette direktiv anfører, fleksibelt og intelligent. Lad mig komme ganske kort ind på et andet område. De fleste, der indtil nu har beskæftiget sig med direktivet, er jurister. Vi ved alle, at der stadig er forskellige traktatbestanddele, til dels meget gamle traktatbestanddele, der stadig hedder EF. Vi ved, at dette direktiv er baseret på EF-ret og ikke på EU-ret. Men forud for valget arbejdede vi - Rådet, Kommissionen, Parlamentet, pressen, fagforeninger, selskaber - på, at dette Europa skulle blive mere forståeligt for borgerne. Vi forventede, at borgerne forstod ændringen fra EØF til EF til EU. Nu har de forstået EU. Vi gør hverken os selv eller borgerne en god tjeneste, hvis vi nu døber det produkt, som vi så udgiver, EF-tjenesteydelseskort og ikke EU-tjenesteydelseskort. Borgerne er interesserede i EU-verdenen, den er gyldig for dem. Jeg vil gerne bede Rådet og Kommissionen om at bevæge sig i denne retning.
Hr. formand, det er nu senere, end nogen af os havde forestillet os, da vi planlagde dette møde, så jeg skal gøre det meget kort. En af grundene til denne forsinkelse er, at vi tidligere i dag har brugt den helt nødvendige tid på at fastslå Parlamentets dybe modstand mod enhver form for fremmedhad eller racisme. Dette direktiv handler naturligvis ikke direkte om det. Det handler om at opfylde behovene i forbindelse med det indre marked, skabe fleksibilitet og handle på en fornuftig og fleksibel måde, så personer fra tredjelande kan få arbejde, både som ansatte og som selvstændige. Det handler derfor også om at undgå unødige restriktioner over for fremmede, blot fordi de er fremmede. Det glæder vi os over, og fordi vi mener, at det er en fornuftig og rimelig bestemmelse, støtter vi den mest liberale version i overensstemmelse med loven.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne indlede med at fremhæve det fremragende arbejde, der er blevet udført af fru Berger og, i al almindelighed, af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, som har medtaget innovative idéer i dette direktiv, som jeg håber vil få Kommissionens og Rådets opbakning. Jeg har dog fremsat et ændringsforslag. Fru Berger, i Deres ændringsforslag 2 til henvisning 6 påberåber De Dem retssikkerheden. Det første punkt, hvor vi ikke er enige, er om udvidelsen af de tre måneders opholdstilladelse, for det eneste, det gør, er at skabe retsusikkerhed. De giver - og det er naturligt nok - udtryk for en bekymring, som hr. Wieland også har givet udtryk for, om muligheden for, at en arbejdstager forsvinder ud i den blå luft, når hans arbejdstilladelse udløber, men jeg finder, at De på samme tid gør denne mulighed mere sandsynlig med udvidelse på tre måneder. Hvis gyldigheden af tjenesteydelseskortet udløber en bestemt dato, så skal det udløbe på denne dato. Det kræver retssikkerheden. På den anden side foreslår De med hensyn til punkt d) i ændringsforslag 10, som henviser til det første direktiv, at en medlemsstat af hensyn til den offentlige sikkerhed eller den offentlige ordens regler kan modsætte sig gyldigheden af kortet. Og der er nogle forudgående kontroller, som er fastsat i direktivets artikel 4. Det giver ingen mening for nogen arbejdstager inden for Schengen-området, for han har allerede gennemgået en screening for at komme ind i den første medlemsstat, og den næste medlemsstat kan på forhånd på berettiget vis modsætte sig, at denne arbejdstager kommer ind i området. Det er derfor meningsløst at opretholde denne retsusikkerhed. Hvis det ikke drejer sig om en Schengen-stat, så står der i sidste afsnit af mit ændringsforslag 22 noget om denne mulighed, som er fuldstændigt behandlet, og jeg mener, at det sker med en større retssikkerhed. Det forekommer mig, at medlemsstatens skønsmyndighed, som De fremsætter i punkt e) i deres ændringsforslag 10, ikke er konsistent med hele teksten i Deres fremragende betænkning. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at se på mit ændringsforslag med interesse, og jeg håber, at vi i morgen kan nå frem til et resultat.
Umiddelbart ser det ud til, at disse to forslag vil gennemføre visse procedureændringer for at lette den frie bevægelighed i Europa og gennemføre de nylige retssager, som fru Berger henviste til i sine indledende bemærkninger. Vi mener imidlertid, at disse får større betydning for Det Forenede Kongerige, og det er uacceptabelt. Dels på grund af sagernes natur og dels på grund af retsgrundlaget med hensyn til Det Forenede Kongeriges særlige position. Under ordninger i traktaterne beholder Det Forenede Kongerige sin grænsekontrol. Under systemet, som er foreslået i dette stykke lovgivning, kan personer fra tredjelande, der ønsker at flytte til Det Forenede Kongerige i henhold til beskrevne procedurer, gøre det ved hjælp af et tjenesteydelseskort udstedt af en anden medlemsstat og dermed gå uden om Det Forenede Kongeriges grænsekontrol. Hvis der skal indføres ændringer i de nuværende grænseordninger med Det Forenede Kongerige, skal disse ændringer fastsættes af Det Forenede Kongeriges regering og parlament og ikke en passant i forbindelse med den europæiske lovgivningsproces. Vi stemmer derfor imod begge forslag.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne starte med at takke ordføreren og hr. Wieland mange gange for de bestræbelser, de har gjort sig for at sammenfatte de forskellige ændringsforslag og de forskellige interesser så homogent i denne betænkning. Disse to forslag bidrager væsentligt til at gennemføre et af de fire centrale principper i det indre marked for fri udveksling af tjenesteydelser. De nye bestemmelser for grænseoverskridende tjenesteydelser vil uden tvivl forbedre både funktionen af det indre marked og virksomhedernes konkurrence- og handledygtighed. De strenge rammebetingelser for udstedelsen af - og her er jeg ved hr. Wieland - EU-tjenesteydelseskortet er uomgængelige, da de tjener til at forhindre misbrug såsom illegal indvandring og falske kontrakter. Hvorfor mener jeg, at direktivet er så nødvendigt? Af tre grunde: på grund af den økonomiske betydning af arbejdskraften fra tredjelandsstatsborgere i EU, på grund af virksomhedernes konkurrenceevne og på grund af en gnidningsfri funktion af det indre marked. Jeg glæder mig derfor på den ene side over de strenge rammer og appellerer på den anden side til, at de passende kontroller, der skal foretages af medlemslandene, udformes så effektivt og enkelt som muligt. Mit spørgsmål til slut, fordi jeg gentagne gange bliver gjort opmærksom på det, er rettet mod Kommissionen: Vil direktivet præjudicere tiltrædelsesforhandlingerne? Hvordan fortolkes artikel 1 fra Deres synsvinkel? Jeg spørger, fordi det spiller en vigtig rolle netop for vores land, der ligger på grænsen til mange nye lande, og for tiltrædelsesforhandlingerne.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, forretningsfolk har hidtil måttet konstatere, at to af de vigtige friheder, nemlig den frie bevægelighed for personer og udveksling af tjenesteydelser, ikke fandt anvendelse på dem. De har været underkastet lange, bureaukratiske immigrationsprocedurer i de medlemsstater, hvor der skulle leveres tjenesteydelser. Der er ca. 13 millioner statsborgere fra tredjelande i EF. Jeg går ud fra, selvom det præcise antal af forretningsfolk heraf ikke kendes, at antallet bestemt ikke er lille. Deres adgang til hele Unionens område er hidtil ikke blevet fastsat i Fællesskabsretten. Formålet med de to foreliggende direktivforslag er at fremme den fri udveksling af tjenesteydelser inden for det indre marked ved at indføre et EU-tjenesteydelseskort. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at udstedelsen af tjenesteydelseskortet skal finde sted på en fleksibel måde, nemlig inden for fem dage efter, at der er afgivet en enkel erklæring til den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen skal udøves. For at undgå misbrug er kortet gyldigt i en begrænset periode, og det forlænges ikke automatisk. Jeg har med stor opmærksomhed lyttet til kommissærens overvejelser. Efter endvidere at have undersøgt de indgivne ændringsforslag fastslår jeg, at vi stort set kan tilslutte os disse overvejelser, og at vi ved afstemningen i morgen vil stemme tilsvarende. Jeg vil til sidst gerne takke ordføreren, fru Berger, for hendes grundige undersøgelse af de forskellige ændringsforslag, hvilket har gjort hendes betænkning endnu mere betydningsfuld. Jeg mener, at vi med denne betænkning på ny er kommet realiseringen af det indre marked et skridt nærmere.
Hr. formand, jeg takker Dem for muligheden for at komme nærmere ind på de forskellige ændringsforslag, og undervejs vil jeg endvidere gerne sige noget til hr. Inglewood med henblik på den bemærkning, han netop havde. Med hensyn til det første forslag om arbejdstagere fra tredjelande er Kommissionen villig til at overtage ændringsforslag 2, 11, 12, 15, 16 og 22. Endvidere kan ændringsforslag 7 og 8 godkendes, såfremt beskæftigelsessituationen i oprindelsesmedlemsstaten fastsættes. Kommissionen er endvidere indforstået med ændringsforslag 11, bortset fra den foreslåede periode for tidligere beskæftigelse på kun tre måneder. Det behandlede jeg lige før. Ændringsforslag 13 er også velkomment, for så vidt der hermed indføres et fleksibelt anvendelsesområde for kortet fra en medlemsstat til alle medlemsstater. Med hensyn til komitologien godkendes ændringsforslag 14 og 21 delvist, for så vidt det vedrører Parlamentets rettigheder. Ændringsforslag 10 kan Kommissionen desværre ikke godkende med hensyn til perioden på tre måneder og bestemmelsesmedlemsstatens rolle. Kommissionen støtter i den forbindelse som sagt ændringsforslag 22. De øvrige ændringsforslag er ikke acceptable. Personligt kan jeg godt lide benævnelsen "EU-tjenesteydelseskort", som foreslås i ændringsforslag 1, men Amsterdam-traktaten tillader det ikke. Ændringsforslag 18 henviser til direktiv 96/71 om minimumsløn, som allerede finder anvendelse, så her er en ændring ikke nødvendig. Hvis Kommissionen godtog ændringsforslag 17, ville det betyde, at der ville gælde en enkel tilmeldingspligt, hvis der ikke er afgivet et gyldigt kort. Det er i strid med interesserne i forbindelse med den offentlige orden i medlemsstaterne. I betragtning af mine overvejelser ved ændringsforslag 10 kan ændringsforslag 19 heller ikke godkendes. Kommissionen har samme holdning til lignende ændringsforslag til det andet forslag. Jeg vil gerne tilføje, at ændringsforslag 10 til det forslag godkendes helt. Vedrørende ændringsforslag 15 om definitionen af begrebet "selvstændige" sørger Kommissionen som sagt for en effektiv løsning for at imødegå de fremsatte indvendinger. Jeg går nu over til lord Inglewoods bemærkning. Han henviste til grænsekontrollerne i Det Forenede Kongerige, og jeg vil hertil bemærke, at der ikke er nogen som helst pligt for en medlemsstat og derfor heller ikke for Det Forenede Kongerige til at afskaffe eller ændre kontrollerne ved de endnu eksisterende grænser. Det gælder som sagt for Det Forenede Kongerige, men også for Belgien, hvor dette aspekt var aktuelt for ikke så længe siden. Med hensyn til hr. Karas' bemærkning vil jeg sige, at jeg har indtryk af, at han taler om muligheden for at beskæftige polske arbejdstagere i sit eget land. Kommissionen foreslår, at der findes en løsning af dette problem, som gælder for alle etablerede virksomheder i EU, som ansætter arbejdstagere fra lande uden for EU. Spørgsmålet er, om de to tilfælde skal behandles på samme måde. Det er efter min mening en sag, som hører hjemme i debatten om udvidelsen af EU og måske ikke i denne debat. På Kommissionens vegne står jeg til hr. Karas' disposition, hvis han vil have flere oplysninger om dette vigtige punkt. Jeg står altså til disposition. Til sidst vil jeg gerne takke Parlamentet og især ordføreren, fru Berger, for den meget nyttige debat om de vigtigste aspekter i disse forslag.
Mange tak, hr. kommissær Bolkestein. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Marinho (A5-0003/2000) for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om I. udkast til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (5713/1999 - C5-0020/1999 - 1999/0803(CNS)) og II. udkast til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (9614/1999 - C5-0167/1999 - 1999/0805(CNS)).
Hr. formand, det står ikke klart, om den kommende revision af traktaterne på regeringskonferencen vil føre til en revision af Fællesskabets retssystem. Tanken om at lade dette spørgsmål optræde på den dagsorden, der diskuteres i dag, holdt sig indtil topmødet i Helsinki, forsvares stadig af nogle medlemsstater, af domstolene selv, og er stadig levende i Europa-Parlamentet, hvor Udvalget om Retlige Anliggender forbereder en udtalelse af - efter min opfattelse - høj kvalitet om naturen og rækkevidden af en reform af retssystemet. Jeg er ikke i tvivl om, at den næste betænkning fra Parlamentet om forberedelsen af regeringskonferencen med fuld styrke vil tage dette spørgsmål op igen af tre grunde, som jeg mener man er enig om: Fordi der skal udøves mere retfærdighed på mindre tid, fordi der skabes et retsgrundlag for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og endelig fordi det er nødvendigt at komme ud over en markedsorienteret og økonomisk opfattelse af det europæiske samarbejde og gøre borgerne begribeligt, at de er en del af et retsfællesskab, der gennem den demokratiske lovgivning og domstolene værner om deres grundlæggende etiske og juridiske værdier og forsvarer deres interesser, også når deres eget lands lovgivning ikke er stærk nok til at sikre deres fulde medborgerskab. Det er disse dybtliggende forhold, som begrunder en tilbundsgående reform af Fællesskabets retssystem i sin helhed, der også forklarer den mulige reform af Retten i Første Instans, som vi behandler i dag, men med et andet retsgrundlag, nemlig Amsterdam-traktaten. Reformen er imidlertid særlig begrundet i to eller tre forhold, som jeg også vil nævne: uligevægten mellem antallet af sager og den tekniske og bemandingsmæssige kapacitet hos domstolene i Luxembourg, det strenge krav om flersprogethed, der modsvarer respekten for nationale sprog og retstraditioner, og endelig den omstændighed, at denne ret - Retten i Første Instans - er den eneste instans, som privatpersoner og virksomheder kan henvende sig til i sager vedrørende økonomiske tvistemål, hvad angår afgørelser, der berører dem. Derfor er forslaget om at forøge antallet af dommere til 21 særdeles velbegrundet, da det jo har betydning for Rettens effektivitet og vil gøre det lettere at oprette yderligere to afdelinger bestående af tre dommere hver. Det andet reformforslag drejer sig om udvidelse af kompetenceområdet for Retten i Første Instans, som hidtil kun har kunnet tage sig af annullationssager anlagt af enkeltpersoner, og som nu også bliver tilgængelig for sager anlagt af medlemsstaterne. Der er tale om mulighed for annullationssager, der rejses af medlemsstaterne inden for transportpolitikken, konkurrenceregler for virksomheder, statsstøtte, foranstaltninger til beskyttelse af handel og fondsmidler, navnlig sager vedrørende svig med Unionens budgetmidler. Idet der gives medlemsstaterne mulighed for at rejse sager ved Retten i Første Instans, hvor der allerede kan anlægges tilsvarende sager af private sagsøgere, bliver Retten i stand til at behandle sager anlagt af medlemsstater, hvilket ligestiller stater og private sagsøgere i henseende til denne retsinstans. Man kan sige, hr. formand, nogle vil sige, at det er en beskeden reform, men det er en mulig reform, der gennemføres på det grundlag, som Amsterdam-traktaten stiller til rådighed. Det er faktisk den reform, som De Europæiske Fællesskabers Domstol har foreslået uafhængigt af regeringskonferencen og på grundlag af den traktat, der er i kraft i dag. Jeg er overbevist om, også fordi enigheden i udvalget var så stor, at Parlamentet vil tilslutte sig disse to reformforslag og støtte Domstolens forslag, og det eneste, der står tilbage, er så at håbe på, at Rådet også gør det. Mit sidste ønske er, at Retten i Første Instans gør bedst mulig brug af sine nye beføjelser, de nye kompetenceområder, som Parlamentet gerne har villet tillægge den.
Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at lykønske ordføreren for hans betænkning, der, når man læser den, giver indtryk af, at den kun bekræfter og accepterer. Men bag denne betænkning ligger der et langt og effektivt arbejde, som allerede har båret en vis frugt: indarbejdelsen i det finske formandskabs dokument af den 7. december 1999 af forpligtelsen til at udvide dagsordenen for regeringskonferencen med en undersøgelse af den fremtidige ændring af Fællesskabets retters organisation, sammensætning og kompetencer. Heraf min udtrykkelige anerkendelse af næstformand Marinhos arbejde. Hr. formand, en reform af Fællesskabets retssystem er blevet til et grundlæggende behov, hvis man i fremtiden ønsker at udøve retfærdighed inden for nogle rimelige frister, hvis Den Europæiske Union i fremtiden ønsker at udstyre sig selv med en retspleje, som er på højde med det politiske projekt, vi har iværksat. I dag - det er jeg stolt og tilfreds over at kunne sige - har vi her i Parlamentet en god lejlighed til at vise, i hvor høj grad vi europæere mener, at det europæiske politiske projekt er meget mere end det indre marked, et projekt, som bygger meget mere på principper end på økonomiske interesser. Og bag disse principper, hr. formand, finder vi altid retsplejen. Men justice delayed is justice denied, og det skal vi tænke på. Der er nogle alarmerende oplysninger i det arbejdsdokument, der er udarbejdet af selve domstolen. Og derfor skal dette reformforslag, som næstformand Marinho har været ordfører for, være meget velkomment. Det er en lappeløsning, men vi må leve med lappeløsninger, for for øjeblikket - og det har han fremhævet - kan vi ikke forvente den store reform af systemet på regeringskonferencen. Vi skal komme med løsninger, der, selvom de er midlertidige, bidrager til, at man kan udøve en hurtigere og mere effektiv retfærdighed. Der er to overvejelser, som jeg gerne vil komme med i dette indlæg, og som går ud over betænkningen i ordets egentlige betydning på grund af den forpligtelse, som Parlamentet har i henhold til traktaten til at komme med en meget kortfattet oplysning, som ikke går nærmere i detaljer. Det er to af næstformand Marinhos idéer, som jeg mener at kunne sige bakkes op af hele Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. Den første er den, der udstyrer dommerne ved retten i første instans med flere midler, som udstyrer dem med yderligere en référendaire. Den anden er den, der adskiller oversættelsestjenesten i Retten i Første Instans fra Domstolens. For øjeblikket må Retten i Første Instans vente i meget lang tid på, at dens domme bliver oversat. Vi er i et fællesskab, der i sin traktat som et grundlæggende princip medtager den kulturelle og sproglige mangfoldighed, og vi kan ikke engang tænke på at afskaffe muligheden for noget så vigtigt som at kunne læse en dom på sit eget sprog. Og da vi nu taler om regeringskonferencen, så lad os nøjes med at tænke på to ting: Den første vedrører Parlamentet. Jeg synes ikke, at det er omsonst at insistere på, at vi ønsker at medvirke mere med hensyn til Domstolen, endog ved udnævnelsen af dommerne. Og vi ønsker først og fremmest, at Domstolen får forøget sine beføjelser og parallelt hermed dens mulighed for at kunne klare sine forpligtelser, det vil sige dens midler. Vi ønsker, at dens beføjelser, især i EF-traktatens afsnit IV og Traktaten om den Europæiske Unions afsnit VI, bliver udvidet, og at man samtidig gennemgår nogle valgmuligheder, nogle tydelige afgræsninger af beskyttelsen inden for områder, der er af så afgørende betydning for vores borgere. Og jeg henviser endnu en gang til de erklæringer, vi har hørt i disse dage.
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren, og jeg glæder mig over indholdet i betænkningen. Betænkningen har fået mig til at tænke over to problemer, som jeg blev konfronteret med i min egen valgkreds for nylig. Begge vedrører sager, der afventer Domstolens afgørelse. Den første sag omhandler en stor hængebro, og hvorvidt afgifterne skal være momspligtige. Beslutningen kan få store konsekvenser for vores lokale økonomi. Den anden sag vedrører en kvinde, der inden pensionering om 13 uger desperat afventer en beslutning, der kan påvirke hendes økonomiske situation som pensionist alvorligt. Det er blot to eksempler på virkelighedens problemer på grund af forsinkelser i det europæiske retssystem. Sådanne forsinkelser kan medføre personlige vanskeligheder og endda tragedier. Jeg ønsker ikke at sige, at alle vores egne nationale retssystemer er perfekte, men de skal alt for ofte afvente en præjudiciel afgørelse fra De Europæiske Fællesskabers Domstol. Statistisk set er der en foruroligende stigning i forbindelse med den tid, det tager at behandle præjudicielle sager. Det skal ikke ses som en kritik af Domstolen eller de ansatte, men snarere som en kritik af Domstolens opbygning og mangel på ressourcer i en voksende Union. Forslagene i denne betænkning er glimrende som midlertidig løsning, men Europa er en juridisk konstruktion med domstole, der er centrale for funktionen heraf. Vi står over for udvidelse, og regeringskonferencen må udarbejde en grundlæggende reform og omstrukturering af vores retssystem. Ellers vil vi alle, som valgte repræsentanter, møde flere og flere protester fra vores borgere, som ikke har adgang til hurtig og effektiv sagsbehandling.
Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, jeg vil også gerne takke ordføreren for denne glimrende betænkning. Jeg er også fuldt ud enig i hans konklusioner, i hvilke han navnlig foreslår at forhøje antallet af referendarer pr. dommer i Retten i Første Instans og give Retten i Første Instans sin egen oversættelsestjeneste. Jeg mener faktisk, det er nødvendigt, fordi vi hørte under Retsudvalgets besøg i Luxembourg, at Domstolen selvfølgelig automatisk, så at sige bestemt af Gud, går forud for Retten i Første Instans ved brugen af den fælles oversættelsestjeneste, og at vigtige sager ved Retten i Første Instans derfor ofte ikke kan blive behandlet tilstrækkeligt. Jeg mener dog også, at reformerne skal gå videre end det, vi vedtager her. Efter min mening er det f.eks. værd at overveje, om man eventuelt skal gøre Retten i Første Instans til sidste instans på de områder, hvor det er domstolslignende organer, der træffer beslutninger på forhånd - jeg behøver blot nævne stikordet Alicante, eller sådan som det også er påtænkt for den europæiske embedsmandslovgivning - og skabe en afsluttende kompetence her. Jeg mener også, at vi sandsynligvis må gøre noget i forbindelse med tendenserne i Europa-Kommissionen til at renationalisere konkurrenceafgørelser og føre dem tilbage på nationalt plan. Her forekommer det mig at være nødvendigt at tænke over det, fordi disse tilfælde jo så ikke længere lander hos Retten i Første Instans, men ender som forslag til beslutninger hos Domstolen. Vi bør overveje, hvordan vi klarer denne situation. Der bør eventuelt også være mulighed for at udarbejde forslag til beslutninger til det specialiserede kammer hos Retten i Første Instans i konkurrencesager. Derudover skal man også overveje, om det mon er godt - og vi har jo lige haft tilfælde, hvor nogle parlamentsmedlemmer eller grupper rejste sag mod Europa-Parlamentet - at Retten i Første Instans er ansvarlig for sådanne anliggender, selvom det egentlig berører forfatningsspørgsmål, og disse ting logisk set egentlig henhører under Domstolen og ikke så meget Retten i Første Instans. Et sidste punkt: Jeg mener også, at OLAF har brug for retsstatslig kontrol. I øjeblikket befinder OLAF sig i et lufttomt rum og kan gøre, hvad det vil. Det er efter min mening nødvendigt, at OLAF kontrolleres af en domstol. Den eneste domstol, der kan gøre det på fornuftig vis, er Retten i Første Instans. Også dét ville være et incitament til at fortsætte reformprocessen.
- (EN) Hr. formand, som de øvrige vil jeg gerne starte med at takke ordføreren for dette stykke arbejde. Den Europæiske Union er et system, der er baseret på lov. Unionen må derfor have et system med domstole til håndhævelse af loven. Og hvis domstolene ikke kan håndtere den juridiske arbejdsbyrde på en tilfredsstillende og hurtig måde, vil det, som fru Palacio Vallelersundi allerede har understreget, medføre, at forsinket sagsbehandling bliver ingen sagsbehandling. Domstolens bevismateriale skitserer det, der sker nu, og foranstaltninger til afhjælpning af problemet. Som hr. Marinho imidlertid har understreget, skal der mere til, men vi må afvente regeringskonferencen. I mit hjemland taler man om et mylder af anonyme Bruxelles-bureaukrater, men aldrig om europæiske dommere. Der er mindre end tre dusin i det europæiske retssystem - det er næppe for mange, når man tænker på, at de har ansvar for hele det europæiske retssystem. Deres betydning kan ses i de politiske konsekvenser af den forsinkede løsning af den engelsk/franske konflikt vedrørende britisk oksekød, som har skabt megen vrede i mit land og stor frustration over Unionens procedurer til løsning af konflikter. Det er blevet yderligere vanskeliggjort, har jeg hørt, af reglerne i de franske domstole, der gør det næsten umuligt for personer, der ikke er af fransk nationalitet, at anlægge sag mod den franske regering. Det betragtes i hvert fald de facto som umuligt. Det er en uheldig kontrast til domstolene i Det Forenede Kongerige, hvor spanske fiskere med held anlagde sag mod regeringen i Det Forenede Kongerige under lignende omstændigheder. Det, der sker i Frankrig, hr. formand, er tilsyneladende prima facie en sag om diskrimination mod andre EU-borgere på grund af nationalitet og er derfor i modstrid med bestemmelserne i traktaterne. Jeg vil derfor gerne anmode Kommissionen, der var venlig nok til at kommentere mine indlæg i den tidligere forhandling, om at se nærmere på dette og melde tilbage til Parlamentet. Jeg vil være meget taknemmelig, hvis kommissæren vil bekræfte i sine afsluttende bemærkninger, at han vil se nærmere på dette.
Hr. formand, jeg svarer på vegne af hr. kommissionsformand Prodi. Kommissionen tager den holdning, som Parlamentet indtager i dag om Domstolens og Retten i Første Instans' anmodning om på den ene side at overdrage Retten i Første Instans vurderingen af bestemte sager, som allerede er omfattet af Domstolens eksklusive beføjelse, og på den anden side udvide antallet af medlemmer af Retten i Første Instans, til efterretning. Må jeg endvidere på vegne af Kommissionen tilføje, at jeg har lyttet til de forskellige indlæg med stor opmærksomhed, og jeg har stor forståelse for den bekymring, der er baggrunden for disse indlæg. Bekymringerne er berettigede. Det er flere gange blevet sagt, at justice delayed is justice denied. Kommissionen har forståelse for disse overvejelser. I lyset af denne forståelse vil jeg fortsætte mit svar som følger. Parlamentet ved, at Kommissionen er overbevist om, at der uden en grundig revision af Fællesskabets retlige institutioner på kort sigt er risiko for, at de ikke længere er i stand til at løse deres opgaver inden for en rimelig frist. Derfor har Kommissionen anmodet en ekspertgruppe om råd med henblik på de reformer, som er nødvendige for, at Domstolen og Retten i Første Instans kan fastholde deres domsafsigelsers kvalitet og kohærens i de kommende årtier. Kommissionen tager Retten i Første Instans' anmodning om udvidelse af personalet til efterretning, men mener i øjeblikket, at den foreslåede overdragelse af beføjelser skal ses i lyset af den undersøgelse, som jeg netop nævnte. Med andre ord, når undersøgelsen er gennemført, kommer Kommissionen så hurtigt som muligt med en udtalelse.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0022/2000) af Brok for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om forslag til Rådets afgørelse om ekstraordinær finansiel bistand til Kosovo (KOM(99)598 - C5-0045/00 - 1999/0240(CNS)). Jeg har fået oplyst, at ordføreren er et par minutter forsinket. Jeg foreslår, at De begynder debatten med det samme. Ordføreren kommer senere og vil få ordet, når han er ankommet. Derfor giver jeg nu ordet til hr. Bourlanges, der er ordfører for Budgetudvalgets udtalelse.
Hr. formand, denne sag er vigtig og yderst hastende, og Europa-Parlamentet, som Kommissionen har opfordret til at udtale sig hurtigt, behandler den, fordi man skal være klar over, at der i dag dør mænd og kvinder i Kosovo, simpelthen fordi det er -25º, at disse mennesker gør en enorm indsats for at opretholde livet, og at de ikke bliver betalt. Vi har således modtaget en hasteanmodning, som vi efterkommer. Der er ansøgt om 35 millioner euro. Vi vil gerne udbetale denne sum, og vi opfordrer Kommissionen til at være yderst opmærksom, når beslutningen en gang er truffet, således at beløbet udbetales og anvendes hurtigst muligt. Der er tale om en makrofinansiel bistand. Den giver anledning til forskellige reaktioner, for den overholder ikke liberalismens gyldne regel om, at man ikke griber ind finansielt for at støtte en regering. Dette er ikke vores holdning. Vores holdning er, at det er vigtigt at bidrage til oprettelsen af en regering i Kosovo, og at det overhovedet ikke er absurd at bidrage direkte til betaling af offentlige embedsmænd i denne region. Det ville i øvrigt have været til stor gavn, hvis vi havde gjort det samme i løbet af 90'erne i Rusland med henblik på at undgå sammenbruddet i denne stat. Det andet store problem er, at vi er blevet opfordret. Bistandsyderne har indgået forpligtelser, og vi er de eneste, der betaler. De andre betaler ikke. Vi kræver, at denne ensidighed i den finansielle støtte ophører. Vi ønsker, at Kommissionen behandler de ændringsforslag, vi er fremkommet med i denne forbindelse. Vi ønsker, at den samlede støtte tilknyttes mobiliseringen af de penge, de andre bistandsydere skylder. Dette er ikke for at begrænse eller være påholdende med vores finansielle bistand til Kosovo, men derimod for at sørge for, at vores bidrag kan føjes til de andre bistandsyderes. Derfor er den foreslåede foranstaltning en støtteforanstaltning i to rater, og anden rate frigøres i det øjeblik, de andre bistandsydere har vist deres interesse. Til sidst har vi i denne forbindelse tre spørgsmål til Kommissionen. For det første skal den regelmæssigt give os en liste over størrelsen på bidragene fra de andre bistandsydere. Vi vil gerne vide, hvor meget de andre betaler, når vi betaler. For det andet vil vi gerne have en fuldstændig opgørelse over udbuddene, og hvor ofte de finder sted. Under budgetfastlæggelsen fik vi oplyst, at det er vigtigt, at der vedtages bistand til Kosovo, men efter vores oplysninger har der indtil nu ikke været offentliggjort udbud. Dette er alvorligt, for det forsinker hele genopbygningsprocessen i Kosovo. Endelig, og dette er konsekvensen af det, jeg netop har sagt, ønsker vi, at Kommissionen regelmæssigt, en gang om måneden, giver Budgetudvalget en opgørelse over anvendelsen af udgifterne. Vi har dokumenter fra Kommissionen, hvoraf fremgår faste kontraktforhold. Vi har ikke behov for faste kontraktforhold, vi har behov for meget korte kontrakter, og vi må vide, hvad der er udbetalt, og hvad der ikke er udbetalt. Kosovo har allerede lidt for meget på grund af forsinkelserne i udbetalingerne.
Hr. formand, når vi i dag taler om Kosovo, hvad vi jo allerede har gjort så ofte, bør vi også gøre regnskabet op og se, hvad der allerede er blevet udrettet i Kosovo, eller om der overhovedet allerede er blevet udrettet noget. Jeg mener, man har allerede taget nogle små skridt hen imod normale forhold, og man kunne i det mindste opregne dem under sådan en debat. Fra den 9. februar afholdes der et såkaldt interimsråd - man kalder det Kosovo Transitional Council - hvor både de politiske partier, både minoriterne og the civil society, er repræsenteret, og som nærmest skal være et interimsparlament. Det er fint, det glæder vi os over, men jeg mener også, at man skal give dem et instrument og en strategiplan for det, de egentlig skal forberede, for der skal afholdes valg til efteråret. Ingen ved rigtig, hvad dette valg skal føre til, hvilket parlament der skal komme ud af det. Ingen ved, hvilke beføjelser dette parlament så skal have i forhold til UNMIK. Det vil sige, at der er en række vanskeligt definerbare ting, som vi ikke bliver informeret om, og som andre formentlig heller ikke rigtig kan kategorisere. Lige netop albanerne, der nu integreres i dette interimsråd, burde egentlig have en lidt bedre anelse om det, der venter dem. Ud over det økonomiske arbejde, ud over genopbygningen skal der afgjort tænkes på at skabe koeksistens i dette land mellem serberne, albanerne og andre minoriteter - og også netop romanibefolkningen - så der på et eller andet tidspunkt engang i nær fremtid forhåbentlig kan finde en forsoning sted gennem koeksistens. Jeg vil gerne opregne endnu en gang, hvilke ting vi rent faktisk allerede kan glæde os over. Inden for administrationen er der nu 34 skatteinspektører. Det er helt fantastisk! Nu bliver folk bedt om at betale deres skat, for det kan jo ikke gå i længden, at alle kun er afhængige af EU's pengepung og andre bistandsydere. En lille del skal også komme fra ens egne muligheder på dette område. Det skal desuden noteres, at ud af de 19 departementer er der allerede fire, der har administrative lederpositioner, hvilket også er et fremskridt i forhold til det, vi hidtil har haft. Vi har desuden noget, som er meget vigtigt for den retsstat, som vi jo gerne vil opbygge. Vi har 130 dommere og offentlige anklagere, der nu er taget i ed, og som kan påbegynde deres arbejde og udøve deres domsgerning, berige tolerancekulturen dér lidt og selvfølgelig også i det mindste komme på sporet af forbrydelserne og så også afsige domme. Hvad der også er godt, det vil jeg gerne minde om, er, at det gamle UCK nu er integreret i rekonstruktionen af landet. Det er efter min mening godt. Jeg tilslutter mig fuldt ud det, Budgetudvalget har sagt om emnet finansiering, og mener, at vi skal minde Kommissionen om, at den virkelig skal presse på for, at andre bistandsydere langt om længe betaler deres andel. Europa-Kommissionen kan ikke betale for alt. Den er ansvarlig for genopbygningen dernede, den er ansvarlig for den fjerde søjle, men den kan ikke også hele tiden sørge for hr. Kouchners løbende udgifter. Det kan man gøre en eller to gange, men jeg mener, at FN-bistandsyderne ligeledes skal bidrage til det, og her er der et ret stort hul, som ikke er fyldt, som vi ikke kan fylde. Vi står over for en stor opgave i forbindelse med genopbygningen, det er vores opgave, og vi vil blive målt på, hvordan vi klarer denne opgave!
Hr. formand, der er et par ting, jeg gerne vil påpege. I en forhandling er der altid risiko for, at der er mange gentagelser hos os, der holder indlæg. Men jeg vil koncentrere mig om fire punkter. For det første ønsker jeg tydeligt at understrege, at Unionen er den største bidragsyder til hjælpen med at genopbygge Kosovo. Og jeg vil også gerne sige til fru Albright, at det, vi i den sidste tid har kunnet læse i pressen, er korrekt, og at tallene ikke lyver. Sådan forholder det sig virkeligt, uanset at man ikke ønsker det sådan. Unionen har besluttet at bidrage med endnu 35 millioner euro i ekstra makrofinansiel bistand til genopbygningen af Kosovo på baggrund af en rapport fra Den Internationale Valutafond, som skønner, at der er behov for yderligere 115 millioner til genopbygningen. Og jeg vil gerne sige til fru Pack, at jeg er fuldstændig enig med hende i, at Kommissionen burde kræve, at de andre bidragsydere opfylder deres forpligtelser. Og jeg vil også gerne give udtryk for min bekymring - som er meget dyb - på grund af erklæringen fra nogle ministre på det sidste møde i ØKOFIN, hvor man gav udtryk for, at man vil gøre det til en prioritering for det portugisiske formandskab, at man under ingen omstændigheder ændrer de finansielle overslag, som blev besluttet i Berlin. Dette sætter spørgsmålstegn ved den aftale, som Parlamentet med stort besvær indgik med Rådet i december, ifølge hvilken man, når Kommissionen fremsætter et flerårigt program til genopbygningen, i så tilfælde ville foretage en revision af de finansielle overslag. Jeg henstiller til disse ministre, at de ikke drager denne aftale, som det virkeligt var meget vanskeligt at opnå, i tvivl. Jeg vil gerne sige til Kommissionen, idet det er en glæde at have kommissær Solbes her i aften, at den bør fremsætte dette flerårige finansieringsprogram med den dertilhørende beretning, sådan som Parlamentet har anmodet om, i så god tid, at man kan tage hensyn til det ved udarbejdelsen af det kommende budgetforslag, sådan som man har lovet os. Endelig vil jeg gerne påpege, at selvom vi nu har aftalt 35 millioner, så ved vi, at det kun er lapperier og ikke er tilstrækkeligt, for vi burde hurtigst muligt få en aftale om et flerårigt program til den genopbygning af Kosovo, som er så nødvendig.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne bede om undskyldning for min forsinkelse, men vi har desværre stadig dette andet politiske emne på dagsordenen i dag. Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik anbefaler Dem at frigive de 35 millioner euro, og vi anbefaler det, fordi dette beløb virkelig kan komme de berørte mennesker til gode. Det, der forekommer os at være kritisk, er ikke så graverende, at vi ikke vil hjælpe menneskene dér. Men det betyder ikke, at vi glemmer kritikken i denne forbindelse. Vi ville selvfølgelig allerede være kommet langt videre i vores procedure, hvis Rådets administration ikke havde glemt at informere Europa-Parlamentet i god tid og tilsende det nogle dokumenter officielt. Kun på den måde ville vi kunne gennemføre en virkelig fornuftig, dybdegående forhandling. Jeg vil gerne bede administrationen om at sørge for, at dette ikke kan ske fremover. Det er kun på grund af de berørte mennesker, at vi er parate til at undlade at drage konsekvenserne af det. Vi må dog indse, at vi indfører visse betingelser her. En betingelse er, at pengene gives til steder, hvor de anvendes hensigtsmæssigt, og ikke til personer, der muligvis kan benytte pengene til at forfølge andre mål, det vil sige, at disse penge virkelig bør gå til de områder, som hr. Kouchner er ansvarlig for, og ikke til andre områder. For det andet: Selvom Kommissionen og Rådet indtager en anden holdning på dette punkt, fordi der efter deres mening er nogle realistiske problemer, mener vi, at de andre bistandsydere også skal opfylde de forpligtelser, de har indgået. Det er en mission, der henhører under FN's kompetenceområde, og det kan ikke være rigtigt, at det udelukkende er Den Europæiske Union, der opfylder sine forpligtelser! De andre bistandsyderlande skal ligeledes opfylde deres forpligtelser i denne periode af hensyn til de berørte mennesker. Dette leder mig til, at vi generelt må beskæftige os meget mere intenst med dette anliggende fremover, og det ikke kun med dette konkrete projekt, men derimod med den samlede udvikling i Sydøsteuropa og den hjælp, der ydes dér. Det er igen et eksempel på, at Den Europæiske Union er parat til at hjælpe, til at give penge, men at der også er tale om en uensartethed i den politiske ledelse. Vi har så mange koordinatorer, der er ansvarlige over for så mange arbejdsgivere, at vi snart bliver nødt til at have en koordinator for koordinatorerne. Måske ville det være bedre, hvis de ansvarlige organer i Den Europæiske Union og de andre institutioner - fra OSCE til De Forenede Nationer - satte sig sammen på et tidspunkt med henblik på at indføre en fælles koordineret procedure og undersøge, hvordan menneskene dér virkelig kan blive hjulpet. Jeg ved, at man i Kommissionen i høj grad har opmærksomheden henledt på, at dette skal opnås, men når Den Europæiske Union bidrager med størstedelen, skal den også stå i spidsen for tingene dér og gennemføre dem ensartet, så menneskene virkelig kan blive hjulpet. Det giver ingen mening, at vi her snarere oplever en konkurrence mellem de forskellige internationale instanser og forbund, end at vi virkelig bruger kræfterne på at hjælpe menneskene på stedet! Når jeg ser, at bidragsyderkonferencen vedrørende stabilitetspagten udskydes gang på gang, nu til slutningen af marts, at ingen ved, hvilke projekter der virkelig står bag, når man ikke kan overskue, hvordan tingene virkelig kan gennemføres, og når der altid blot gives nye pressekonferencer, lader dette ikke til at være måden, hvorpå vi kan skabe fred og forsoning mellem menneskene i dette område af Europa! Derfor, kære Kommission, kære rådsformandskab, vil vi også gerne benytte lejligheden til at opfordre Dem til at tage dette politiske initiativ, så vi ikke kommer i en tilsvarende nødsituation igen, hvor vi skal sørge for likviditeten i slutningen af måneden, men så der derimod kan udarbejdes en langfristet strategi vedrørende hjælpen i denne region, og jeg håber, at De langt om længe vil opfylde Deres politiske forpligtelser, og at tingene ikke fortsætter, som vi har oplevet det i de seneste måneder!
Hr. formand, da NATO gik ind i Kosovo var det med henblik på at genskabe betingelser i provinsen, der skulle gøre det muligt for dem, som gerne ville blive eller vende tilbage at gøre dette i overensstemmelse med deres rødder og deres egen kultur. Når NATO i dag er til stede, er det med samme formål. I forgårs hørte jeg med tilfredshed et interview med lederen for KFOR, der fortalte, hvordan alt efterhånden går bedre i Kosovo, og især hvordan - i forbindelse med det sikkerhedsmæssige område - kriminaliteten har genfundet et normalt leje. De, der er i området for at repræsentere Europa med henblik på dette formål, og jeg tænker navnlig på den særlige udsending for FN's generalsekretær, er ved at fortvivle, netop fordi det går bedre, og at man derfor taler mindre om Kosovo, og det bliver mindre åbenlyst, at der er behov for nødhjælp. Vi må arbejde for, at krigen bliver afløst af fred i denne provins og overalt på Balkan. Det er sandt, at den økonomiske støtte i denne forbindelse er et yderst væsentligt element med hensyn til aktionsmulighederne for dem, der er til stede i området. Jeg minder her om Doris Packs erklæring, og jeg understreger, at vi i Europa-Parlamentet skal leve op til vores ansvar i denne forbindelse, men naturligvis kræve, at vi ikke er de eneste.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne starte med at rette en hjertelig tak til ordføreren, hr. Brok, for hans betænkning. Hvis Rådet havde arbejdet lige så hurtigt som hr. Brok, ville vi faktisk allerede været kommet langt videre. Rådets forsømmelser her er virkelig beklagelige! Ordføreren og betænkningen går rigtigt nok ud fra, at vi må og skal hjælpe hurtigt, men går også med rette ud fra, at vi ikke skal hjælpe i ubegrænset omfang og vilkårligt. Her vil jeg gerne især henlede opmærksomheden på ændringsforslag 5, hvor det står klart og tydeligt, at midlerne til en ekstraordinær finansiel bistand udelukkende kan og må finansiere et budgetbehov i Kosovo, der opstår i offentlige/halvoffentlige, kommunale og andre administrationer og institutioner, der kontrolleres direkte eller indirekte af UNMIK. Det skal stå klart, hr. kommissær, at vi støtter UNMIK, at vi støtter de organer, som De Forenede Nationer har dannet, selvfølgelig især søjle 4, og det går ikke, at vi støtter parallelle strukturer, der har udviklet sig i Kosovo og stadig er der. Hvad skal vi gøre med pengene? Jeg vil her især henvise til menneskerettighederne. Vesten har kæmpet for menneskerettighederne i Kosovo. Hvad sker der i Kosovo i dag? Det lykkedes at standse serbernes store fordrivelsesaktion, men næsten hver dag er der uacceptable hændelser, hvor mennesker bliver dræbt, hvor mennesker forhindres i at leve, hvor og hvordan de vil. Hver dag finder der angreb sted på serbere, på romanibefolkningen, på bosniere, men der finder også fortsat angreb sted på albanere. Jeg blev egentlig chokeret over at læse betænkningen, hvis det er rigtigt, at en albansk læge, der helt sikkert har arbejdet under meget vanskelige forhold på sygehuset i Mitrovic i den serbiske del, til sidst opgav at arbejde for sin befolkning på dette sygehus, fordi hans liv hele tiden var i fare. Det er hændelser og situationer, som vi ikke kan tolerere. Jeg hører - om det passer eller ej, ved jeg ikke - at serberne sågar stadig har en mine i Kosovo, i den serbiske del. Der er i det mindste rygter om, at serbiske militser stadig er aktive. For mig er det uden betydning, om det er en serber, én fra romanibefolkningen, en bosnier eller en albaner, der trues eller dræbes i Kosovo. For mig er det uden betydning, hvem der arbejder hen imod en opdeling og adskillelse i Kosovo. For mig er det afgørende, at de organer, som vi finansierer, opnår det, som vi vil opnå, nemlig et multietnisk Kosovo, en koeksistens i Kosovo. Vi har brug for mere politi, der er absolut ikke tilstrækkeligt meget politi til stede. Vi har brug for et uafhængigt retsvæsen - hvilket helt sikkert er svært at opbygge - vi har også brug for midler til højkommissæren for menneskerettigheder. Alt det skal ske, og det hurtigt. Hvis vi ikke yder hurtig hjælp, kommer vi til at opleve en forværring af situationen, og vi kan komme til at opleve nye konflikter og krisesituationer. Derfor mener jeg, at vi gjorde rigtigt i at handle hurtigt, at vi indså, at der var tale om nogle uopsættelige handlinger, at vi gør rigtigt i at bevilge pengene. Men vi vil se handlinger, og vi ønsker også at se nogle resultater i Kosovo, og jeg vil gerne bede Kommissionen om at sørge for, at pengene anvendes med succes, især med henblik på en udvidelse af politiet og en opbygning af retsvæsenet.
Hr. formand, først vil jeg sige mange tak til medlemmerne, og især til ordføreren, for den hurtighed, de har behandlet dette spørgsmål med. Det vil uden tvivl gøre det muligt for os hurtigt at frigive midlerne til Kosovo og få klaret de bekymringer, som såvel Swoboda som fru Pack har bragt frem. Under aftenens forhandling mener jeg at kunne mærke tre slags grundlæggende bekymringer. For det første er det, selvom der er gjort store fremskridt, og vi kunne henvise til toldvæsenet, bankvæsenet og skattevæsenet, sandt, at vi skal videre. Videre for at finansiere hvad? Det er det første punkt, hvor der er en vis uenighed. De foreslår os i nogle af deres ændringsforslag, at man begrænser sig mere ved fastlæggelsen af den type organisationer, som Unionens finansielle bidrag henviser til. F.eks. i ændringsforslag 3 og 5. Vi er imidlertid af den opfattelse, at der på begge områder burde gives et større spillerum til De Forenede Nationers administration, som kender virkeligheden på stedet bedre end os. Vi finder, at det ville give anledning til nogle praktiske vanskeligheder allerede på nuværende tidspunkt på forhånd at definere, hvor ressourcerne skal gå til. Vi bør kort sagt have tillid til dem, der på stedet bedre kan træffe visse beslutninger end os. Den anden bekymring, som jeg har set nogle af Dem deler - det var hr. Bourlanges, der fremkom med den først, men siden er den blevet gentaget af flere andre - vedrører det, der sker med de øvrige bidragsydere. Gør Kommissionen en for stor indsats, mens de andre ikke gennemfører deres samarbejde? Nogle af ændringsforslagene i Deres beretning går i den retning. F.eks. ændringsforslag 1, 2 og 4. Jeg vil gerne sige til hr. Bourlanges og til dem, der har bragt dette spørgsmål op, at det grundlæggende problem ikke ligger i denne opfattelse, som vi deler fuldt ud. Det grundlæggende problem ligger i, at byrdefordelingen mellem de forskellige bidragsydere for øjeblikket er fastsat i - og det er rigtigt - erklæringerne fra den såkaldte high level steering group, men det er også rigtigt, at de ikke har retsvirkning, at det kun er en politisk forpligtelse. Det er derfor, at vi gerne ville bede Dem om, og vi har givet en note til hr. Brok om dette, at ændringsforslag 1, som vi accepterer ånden i, bliver redigeret på en sådan måde, at det ikke indebærer betingelser for ydelsen af fællesskabsressourcer. Jeg vil gerne sige det samme om ændringsforslag 2, som vi også finder ville være acceptabelt med en lille ændring, eftersom det med hensyn til indholdet forekommer os korrekt. Ændringsforslag 4 har lidt samme karakter. På dette konkrete punkt kunne vi sandsynligvis tilfredsstille hr. Bourlanges bedre. Man har allerede talt med Rådet, så det i sin beslutning medtager en erklæring fra Kommissionen, som fastsætter dette element af betingethed. Det, vi helt præcist foreslår med hensyn til det andet bidrag, er, at det nøjagtige beløb og tidspunktet for, hvornår iværksættelsen af den anden del skal gennemføres, bliver besluttet under hensyntagen til Kosovos eksterne finansieringsbehov og de øvrige bilaterale bidragsyderes bidrag. Sagt på en anden måde så fastsætter vi ikke nogle betingelser, eller vi finder, at det er mere effektivt ikke at fastsætte nogle betingelser fra begyndelsen af, og at vi alligevel fastsætter dem med hensyn til denne mulige frigivelse af anden del. På den måde ville vi ikke få problemer med at handle omgående, vi ville ikke skabe problemer for Kosovos befolkning, men vi ville imidlertid tvinge de øvrige bidragsydere til at få gennemført deres finansielle indsats, ligesom vi er i færd med at gøre. Der er et tredje problem, som er blevet bragt op af fru Dührkop om de flerårige programmer. Hun mindede om, at projekterne er flerårige. Programmerne skal naturligvis tage hensyn til de årlige budgetbidrag. Endelig vil jeg gerne komme med nogle kommentarer til det ønske om yderligere information, der er blevet bragt op for os. På den ene side har man anmodet os om, at vi orienterer Parlamentet om udviklingen i licitationerne, og i denne forbindelse kan jeg sige til Dem, at Kommissionen allerede i sidste uge har haft lejlighed til at give Parlamentets Budgetudvalg den sidste status for kontrakterne og de betalinger, der er gennemført, siden task forcen blev iværksat i Kosovo. Kommissionen kan forpligte sig til at blive ved med regelmæssigt at holde Parlamentet orienteret om de licitationer, der offentliggøres. Det er vores ønske, at de også kommer med på Internettet, så der bliver størst mulig gennemsigtighed om dette konkrete spørgsmål. Og et andet spørgsmål, som jeg også gerne vil knytte nogle kommentarer til, er resten af den information, der kan være vigtig for Parlamentet med hensyn til opfyldelsen af den makroøkonomiske bistand. I denne forbindelse kan jeg også meddele Dem, at Kommissionen er indstillet på regelmæssigt at holde formændene for de forskellige parlamentsudvalg, som er involveret i denne sag, orienteret, idet orienteringen skal være fortrolig, hvis arten af de oplysninger, de får, kræver det, samt orientere dem om de forskellige planer, der iværksættes for de makroøkonomiske bistandsoperationer. Mange tak, ærede medlemmer, jeg håber, at vi med Rådets endelige beslutning kan få frigjort disse midler og få gennemført et positivt bidrag, som gør det muligt for os at fortsætte den vigtige indsats, som vi og andre er i gang med i Kosovo for at opnå den situation med bedre sameksistens og større fred, som vi alle ønsker.
Hr. formand, jeg glæder mig over den enighed, der findes mellem Parlamentet, Budgetudvalget og navnlig Kommissionen, og vi kan forsikre om, at vi for vores vedkommende altid vil være parate til at hjælpe Kommissionen med at udføre sin opgave. Jeg bliver dog lidt bekymret, når jeg hører kommissæren udtale sig i forbindelse med de forpligtelser, Budgetudvalget har indgået. Det var en klar aftale - jeg udtaler mig ikke om, hvorvidt det var godt eller dårligt, men det var en aftale - mellem Kommissionens tjenestegrene og Budgetudvalget, at der var enighed om ændringsforslag 4 og 7, det vil sige, at der var enighed om, at mobilisationen - iværksættelsen - af anden rate af den makrofinansielle bistand var betinget af, at bistandsyderne overholder de indgåede forpligtelser. Imidlertid mener jeg at forstå - når jeg lytter til hr. Solbes - at denne aftale skulle være indgået under meget kværulanteri. Hr. kommissær, en aftale er en aftale. Bekræfter De, ja eller nej, den aftale, der er indgået af Deres tjenestegrene i Budgetudvalget, eller giver De afkald på denne betingelse, hvilket ville være et brud på den aftale, der er indgået med os?
Nej, hr. Bourlanges, jeg mener, at der er tale om et grundlæggende problem, nemlig hvordan det kompromis, vi har accepteret, skal udfærdiges. Det, jeg har foreslået Dem, og som jeg nu gentager, er, at Kommissionen i Rådets afgørelse vil fremkomme med en erklæring, der lyder således: Det præcise omfang og tidspunkt for gennemførelsen af anden rate fastsættes til sin tid, idet der tages højde for udviklingen i Kosovos eksterne finansieringsbehov og bidrag fra andre bilaterale bistandsydere. I denne henseende mener vi, at vi har overholdt den aftale, der er indgået.
Jeg anmoder blot Kommissionen om, at den - inden den iværksætter anden rate - informerer Budgetudvalget herom.
Jeg er helt enig, og det vil vi også gøre.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0011/2000) af Langen for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet (Altener) (1998-2002) (C5-0333/1999 - 1997/0370(COD)).
Hr. formand, jeg takker Langen - selvom han ikke selv er til stede - for det arbejde, som han har udført for at få programmet gennemført såvel i Parlamentet som i Rådet. Projektet har været langvarigt og vanskeligt. Man bør også fremover satse meget kraftigt på anvendelsen af de vedvarende energikilder i den sonderende forskning. Selvom der er meget godt i det nye direktiv, er der dog også mangler. Et eksempel på dette er anvendelsen af tørv. Tørv må ikke klassificeres i samme gruppe som de fossile brændstoffer. Hvis ikke tørv ligefrem kan klassificeres som en vedvarende, ikkefossil energikilde, bør det defineres som en gruppe for sig, specielt hvis man holder sig miljøafgifterne for øje. Det er ikke retfærdigt, at tørv bedømmes efter samme skala som f.eks. stenkul. Udvikling af de vedvarende energikilder er en del af løsningen på, hvorledes man får ophævet Unionens afhængighed af energiimport. Forskningen har særlig betydning også med henblik på EU's kommende udvidelsesrunde. Afhængigheden af importeret energi berører mest af alle netop adskillige af de østeuropæiske lande, hvis økonomiske strukturer endnu lider under den afhængighed af den russiske energi, som blev skabt i sovjetperioden. EU bør holde fast i klimaaftalen fra Kyoto. Vi er jo alle bekymrede for miljøet og for vores børns fremtid. Vi bør forøge de vedvarende energikilders andel af den totale energiproduktion, men det skal gøres med omtanke. Vi må huske på, at vi endnu i lang tid fremover ikke kan bygge vores grundlæggende energiproduktion på de vedvarende energikilders ressourcer. Til dette har vi brug for miljøbeskyttende energi, atomkraft.
Hr. formand, jeg appellerer til Deres overbærenhed med, at jeg kom lidt for sent, fordi forløbet jo var noget hurtigere end planlagt. Jeg vil gerne takke min kollega for, at hun er sprunget til. Hun har jo allerede sagt noget vedrørende programmerne Altener og Save. Vi har her at gøre med afslutningen på en forligsprocedure vedrørende foranstaltningerne på energiområdet for perioden 1998-2002. Altener behandler i den forbindelse de vigtige vedvarende energikilder. Dermed skal der skabes den nødvendige forudsætning for gennemførelsen af en handlingsplan på dette område og navnlig gives et yderligere incitament til private og offentlige investeringer i forbindelse med frembringelse og udnyttelse af vedvarende energikilder. Da det løbende program udløb i slutningen af sidste år, og Rådet ikke accepterede de ændringer, som Parlamentet havde vedtaget, måtte Forligsudvalget gå i gang. Det er forbløffende, hvor hårdnakket medlemslandene i Rådet har forsøgt at vægre sig mod dette program for alternative energikilder og en passende finansiel bevilling. Jeg må dog også sige, at den finske formand for Rådet udviste en relativt stor mangel på handledygtighed, så længe medlemslandene blokerede for den nødvendige forhøjelse af midlerne. Den oprindelige bevilling på 81,1 millioner euro, som Kommissionen havde foreslået, nedbragte Rådet ensidigt og uden begrundelse til 74 millioner euro. Det var derfor kun en logisk konsekvens, at Parlamentet krævede den oprindelige bevilling tilbage. Ud over den finansielle bevilling til programmet var der også andre punkter, Rådet og Parlamentet var uenige om. Som led i forligsproceduren blev der opnået enighed med Rådet om nogle væsentlige punkter, som vi har krævet, f.eks. undersøgelsen af muligheden for at åbne Altener-programmet for de associerede middelhavslande i forbindelse med den kommende revision af programmet. Her vil Rådet - det blev vi forsikret om - offentliggøre en erklæring i Tidende. Med henblik på finansrammen havde Rådet, idet det reducerede sin oprindelige idé betydeligt, næsten bragt programmets videreførelse i fare. For Parlamentets delegation i Forligsudvalget handlede det om den indholdsmæssige videreførelse af et fornuftigt program. Derfor gav vi til sidst vores tilslutning til kompromiset, selvom det ikke til fulde levede op til vores krav. Vi har accepteret, at midlerne øges til 77 millioner euro. Det er et acceptabelt, om end ikke fuldt ud tilfredsstillende resultat. Vi besluttede at gå ind for dette kompromis for ikke at bringe programmets videreførelse i fare. Uden større bestræbelser fra medlemslandenes side forekommer det dog ikke muligt at nå målet om at dække 15% af den samlede energiforsyning af primær energi fra vedvarende energikilder i år 2010. Videreførelsen af et miljø- og økonomipolitisk vigtigt EU-program, der bidrager til en begrænsning af CO2-emissionerne, en forøgelse af de vedvarende energikilders andel af energibalancen, mindskelse af afhængigheden af importeret energi, forsyningssikkerhed, samhørighed i den lokale og regionale udvikling, er dermed sikret. Men det er selvfølgelig ikke nok, det kræver også gevaldige bestræbelser fra medlemslandenes side. Forligsudvalget vedtog den 9. december sidste år programmets endelige tekst og banede dermed vejen for også i fremtiden at fremme undersøgelser og aktioner inden for alternativ energi med henblik på at udnytte de vedvarende energikilders potentiale. Desuden sikrer vi med videreførelsen af Altener, at der kan fremmes og gennemføres pilotaktioner med henblik på at skabe og udbygge infrastrukturen og udveksle viden samt med henblik på at gennemføre målrettede aktioner, der skal gøre det lettere at udbrede de vedvarende energikilder på markedet. Det er navnlig muligt inden for geotermisk varme, vindkraft, mindre vandkraftværker, passiv og aktiv udnyttelse af solenergi i bygninger, udnyttelse af biomasse. Vi kan se på disse områder, hvor nødvendigt og vigtigt det er, at der også fremover stilles nogle fornuftige støtterammer til rådighed på europæisk plan, hvad angår alternative energikilder. Jeg vil gerne især takke Kommissionen og den ansvarlige kommissær, fru de Palacio, for deres støtte til Parlamentets holdning. Det er lykkedes Europa-Parlamentet at finde frem til et fornuftigt kompromis og ændre Rådets fælles holdning. Jeg ville være taknemmelig, hvis mine kolleger kunne tilslutte sig Forligsudvalgets resultat.
Hr. formand, på vegne af PSE-gruppen hilser jeg det velkomment, at vi har nået nogle resultater i forligsproceduren vedrørende Altener II-programmet. Først vil jeg dog gerne rette en hjertelig tak til ordføreren, hr. Langen, for hans virkelig gode arbejde med denne betænkning. Jeg vil også gerne takke formanden for delegationen i Forligsudvalget, hr. Provan. For, som hr. Langen netop sagde, der blev virkelig kæmpet en hård kamp i Forligsudvalget. Men i dag kan vi se, at Europa-Parlamentet helt tydeligt har sat sit fingeraftryk på forligsresultatet. Hr. Langen har gjort opmærksom på, at en række af Parlamentets indholdsmæssige punkter og krav er blevet godkendt, og hvad angår det vigtigste konfliktpunkt med Rådet, bevillingerne til dette flerårige program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet, har vi trods alt næsten - det er allerede blevet sagt - kunnet mødes med Rådet på halvvejen. Det er ikke tilfredsstillende, det vil jeg også gerne understrege. Men vi indgik dette kompromis, fordi det var vigtigt for os, at dette program nu også virkelig kunne blive startet hurtigt. I de kommende år skal de vedvarende energikilders andel af energiforbruget nemlig fordobles til mindst 12%. Det er det mål, som Den Europæiske Union har sat sig. Her får Altener-programmet virkelig en central rolle som det eneste EU-program med den ene målsætning at fremme vedvarende energikilder. Med dette nye femårige program skal aktionerne fra Altener I-programmet udvides. Det omfatter bl.a. en bedre informations- og erfaringsudveksling blandt aktører inden for vedvarende energikilder, bl.a. en udbyggelse af lokale, regionale energiagenturer, en opbygning af nye og støtte til eksisterende netværker. Dette er blot nogle eksempler. En særlig vigtig rolle i Altener II-programmet spiller dog - efter min mening - de nye aktioner, der skal gøre det lettere at udbrede de vedvarende energikilder på markedet, og de nye aktioner, der skal gennemføre, ledsage og overvåge Fællesskabets strategi og den fælles handlingsplan. Foran os har vi nu et arbejdsdokument fra Kommissionens kontor vedrørende en kampagne for gennembruddet, der jo udgør en væsentlig bestanddel af Fællesskabets strategi. Der planlægges her støtte inden for alle væsentlige områder af vedvarende energikilder. Altener-programmet skal virkelig ledsage, støtte denne kampagne. De samlede udgifter til investeringer i denne kampagne er anslået til ca. 30 milliarder euro. Heraf skal 75-80% komme fra privat hånd, og dertil kommer offentlige midler fra medlemsstaterne, fra regionerne. Her kan Altener-programmet udgøre et vigtigt nyt incitament for investeringer, gøre det lettere at foretage investeringer og hjælpe os til virkelig at nå vores mål om miljøbeskyttelse, økonomi og nye arbejdspladser.
Hr. formand, hr. kommissionsmedlem, jeg vil også gerne takke hr. Langen for et godt arbejde med dette vigtige emne. Slutresultatet af Forligsudvalgets forlig om Altener-programmet er nu, efter nogle vanskelige faser, i det mindste tilfredsstillende. Man har taget hensyn til størstedelen af Parlamentets ændringsforslag, og som en positiv ting må man konstatere en forøgelse af finansieringsrammen for programmet til 77 millioner euro. Unionen har ambitiøse mål inden for en øget anvendelse af den vedvarende energi. Med disse mål for øje er bevillingen imidlertid meget lille. Den skal anvendes til pilotprojekter, forskning, udveksling af information og også til at skabe en positiv indstilling til anvendelsen af den vedvarende energi. Hovedansvaret for en øget anvendelse af de vedvarende energikilder hviler på medlemslandene. Forhåbentlig ansporer dette program medlemslandene til at arbejde resolut for en øget anvendelse af den vedvarende energi. Men i fremtiden må Unionen også intensivere sin egen indsats for at fremme anvendelsen af den vedvarende energi, og den må sikre, at den vedvarende energi får uhindret adgang til markederne. Det er særlig vigtigt at fremme anvendelsen af den vedvarende energi set ud fra et miljøsynspunkt. Unionen kan ikke opnå sine miljømålsætninger, medmindre anvendelsen af de vedvarende energikilder aktivt forøges. De vedvarende energikilder mindsker afhængigheden af importeret energi, og en øget anvendelse af dem forbedrer konkurrenceevnen. Europa kan også opnå en førerstilling inden for den industri, som leverer det nødvendige apparatur til anvendelse af vedvarende energikilder. Man må også huske på, at anvendelsen af de vedvarende energikilder indvirker positivt på områdeudvikling og beskæftigelse. Jeg drister mig ligeledes til også at nævne tørv. I fortegnelser over vedvarende energikilder nævner man ikke tørv. Det er imidlertid, i hvert fald i Finland, en væsentlig, til stadighed anvendt, langsomt selvfornyende energikilde. Jeg håber, at man i fremtiden kan tage det med i fortegnelsen over vedvarende energikilder.
Fru kommissær, kære kolleger, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance glæder sig over den aftale, man er nået frem til, og vi vil gerne takke alle dem, der har gjort en stor forhandlingsindsats for et ændringsforslag, som De Grønne næsten var ophavsmænd til. Det er interessant for mig, der er ny her i Parlamentet, at se, at der i budgettet er sat hundredevis af millioner euro af om året til tobaksdyrkning. Det er en begrænset økonomisk sektor, der næsten ikke skaber nogen beskæftigelse, og som ikke er konkurrencedygtig på verdensplan. Jeg kan sammenholde dette med de beløb, der står på spil, når det gælder vedvarende energi, der ikke alene er miljøvenlig, men som også skaber en betydelig økonomisk vækst. At se den markedsandel, et lille land som Danmark har været i stand til at få på dette område, fordi det var et af de første lande, der gav sig i kast med det, giver efter min mening stof til eftertanke, og jeg tror, at man på langt sigt virkeligt bør øge budgetterne til vedvarende energi. Lige et sidste ord om programmet. Det er efter min opfattelse meget vigtigt, at den vedvarende energi får en fast plads i regionerne, så den kan udvikle sig på længere sigt, og hvor den kan bidrage til økonomien og jobskabelsen. Hvis 50% eller mere af energisammensætningen skal komme fra vedvarende energikilder, må man ikke nøjes med visse hot spots, der er mere rentable på kort sigt.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske hr. Langen med hans arbejde. Aktiviteterne i Altener-programmet vil fremme vedvarende energikilder, og jeg tror, at sådanne programmer fortjener økonomisk støtte på udviklingsstadiet, da de giver mulighed for et enormt erhvervsmæssigt potentiale i fremtiden. Derfor er jeg særlig glad for at se økonomisk støtte til projekter fra små og mellemstore virksomheder. De internationalt fastsatte mål for reduktion af emissioner kan ikke nås gennem disse programmer alene. Man skal i denne forbindelse huske, at energipolitik stadig fastsættes hos medlemsstaterne selv. Det er afgørende, at nationale regeringer giver deres fulde støtte til forbedring af energieffektivitet og udvikling af vedvarende energi. Det glæder mig, at Irland for nylig meddelte, at de vil anvende 125 millioner irske pund på udviklingen af en miljømæssigt bæredygtig energisektor. Jeg håber, at gennemførelsen af Altener vil skabe flere initiativer. Som angivet i den endelige tekst kan aktioner som disse spille en rolle i forbindelse med reduktionen af regionale forskelle. Jeg kan stå inde for, at der allerede er betydelig interesse for Altener-programmet inden for min egen valgkreds Leinster, hvoraf en stor del hører under Irlands mål 1-område. Jeg støtter alle tiltag til at forbedre den økonomiske udvikling af infrastrukturen, herunder i relation til energisektoren. På kort sigt står vi over for en stor udfordring, når vi skal opfylde vores forpligtelser i forbindelse med at begrænse emissionerne af drivhusgas i henhold til Kyoto-protokollen og samtidig skabe økonomisk vækst. Altener vil være et værdifuldt bidrag til medlemsstaternes kombinerede bestræbelser.
Hr. formand, hr. ordfører, kære kolleger, som vores ordfører mindede om, er vi nu ved vejs ende efter et langt og vanskeligt forlig med Rådet om Altener-programmet. Vores ordfører mindede os om, at den finansieringsramme, Rådet foreslog, oprindeligt var på 74 millioner euro, mens Kommissionen havde foreslået 81,1 millioner, hvilket Europa-Parlamentet støttede. Det første møde i Forligsudvalget var en fiasko, eftersom Rådet kun accepterede en stigning på 1,9 millioner euro. Vi kunne ikke godkende et sådant forslag, der satte spørgsmålstegn ved Europa-Parlamentets beføjelser. Det andet forligsmøde gjorde det muligt at forhøje beløbet med 1,1 millioner euro, så man nåede et kompromis på 77 millioner. Selvom beløbet er blevet forhøjet med 3 millioner i forhold til det oprindelige forslag, vil jeg gerne endnu en gang give udtryk for min personlige beklagelse over, at de finansielle midler ikke er på højde med ambitionerne, og at Rådets ønske om at spare i denne situation står i alt for stor kontrast til dets udtalelser om, at det går ind for en sikker energiforsyning, jobskabelse og miljøbeskyttelse, der alle er udfordringer, som vi skal tage op. Og vedvarende energi er så afgjort en måde at nå disse målsætninger på. På trods af mine forbehold over for den ringe finansieringsramme går jeg dog personligt ind for kompromiset på grund af programmets indhold, som Europa-Parlamentet har bidraget aktivt til, da dette område efter Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse hører under den fælles beslutningstagning. Det er næsten sikkert, at man med den vifte af foranstaltninger og aktioner, der foreslås, vil kunne komme tæt på målsætningen om 12% vedvarende energi i 2010 - hvilket er en fordobling - hvis ellers alle bevillingerne følger efter, også medlemsstaternes bevillinger. Med Save II-programmet og miljøaspektets medtagelse i energipolitikken lægger dette program således grunden til en sand fællesskabsstrategi med henblik på at få skabt en ren energi, alt imens vi bliver mindre afhængige. Afslutningsvis vil jeg også gerne understrege, hr. formand, at der ud over de foreslåede foranstaltninger bør træffes nogle lovgivningsmæssige foranstaltninger og ikke mindst, at de budgetter, der skal ledsage disse politiske ønsker, bør være konsekvente. Til sidst vil jeg naturligvis lykønske vores ordfører, hr. Langen, for hans arbejde samt alle medlemmerne af udvalget og Forligsudvalget.
Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed med den aftale, der er opnået om Altener II-programmet i Forligsudvalget og tilslutte mig de udtalelser, som de forskellige talere er kommet med, og naturligvis også påpege, at denne aftale vil gøre det muligt, at Altener-programmet i løbet af kort tid vil blive indarbejdet i energirammeprogrammet. Alt dette vil give en bedre koordinering, gennemsigtighed og handlekraft i vores energiprogrammer, som Save-programmet, som vi skal drøfte om lidt, også skal indarbejdes i. Jeg vil gerne sige, at det arbejde, som Parlamentet har udført i løbet af denne tid, har været af høj kvalitet, og i denne forbindelse vil jeg gerne lykønske ordføreren hr. Langen samt de forskellige talere, som har bidraget såvel i udvalget som her under plenarmødet. Der har naturligvis været diskussioner, hvor vi var nødt til at ty til forligsbehandling, som ordføreren og hr. Caudron for et øjeblik mindede om, for ved det første møde opnåede man ikke resultater, og det var nødvendigt at mødes en gang til, selvom tallene heller ikke var voldsomt store. Men jeg tror, at vi endelig er nået frem til en fornuftig aftale, der som alle aftaler måske ikke er fuldkommen, men som jeg tror vil gøre det muligt at fremme de projekter, som vi stod med. Jeg vil derfor gerne gentage min lykønskning til ordføreren hr. Langen for det udførte arbejde, takke alle ordførerne og naturligvis rose næstformand Provans optræden under forliget, som bidrog effektivt til opnåelse af det positive resultat. Jeg glæder mig også over Rådets fornuftige og fleksible optræden.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0010/2000) af Ahern for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt program for fremme af energieffektiviteten (Save) (1998-2002) (C5-0334/1999 - 1997/0371(COD)).
Fru formand, jeg vil gerne takke Rådet og Kommissionen for en god og grundig forligsprocedure, endog i en høflig og behagelig atmosfære, og det er ikke altid tilfældet. Det glæder mig at kunne sige, at jeg betragter resultatet af forliget som meget tilfredsstillende for Parlamentet, da den fælles tekst inkorporerer alle ændringsforslag - enten fuldstændigt eller med en ændret ordlyd. Det endeligt tildelte beløb til programmet er også en klar forbedring i forhold til Rådets forslag ved andenbehandlingen, som efter vores opfattelse var fuldstændigt uacceptabelt, og vi har gjort store fremskridt i den henseende. Jeg foreslår derfor, at Parlamentet vedtager forslagene til Save og forligets konklusion ved tredjebehandlingen. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at Parlamentet ved andenbehandlingen vedtog denne betænkning med otte ændringsforslag, herunder en genindsættelse af Kommissionens oprindelige budget. Kommissionen accepterede fem af ændringsforslagene, herunder den budgetmæssige fordeling, og jeg takker Kommissionen for deres kontinuerlige støtte i forbindelse med budgettet under forligsproceduren, da Rådets forslag var uacceptabelt. Under proceduren blev der indgået aftale om undersøgelser og aktioner i forbindelse med planlægning, gennemførelse, supplering og vurdering af fællesskabsforanstaltninger. Der blev indgået tekstmæssige kompromiser for fem andre ændringsforslag, herunder lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger og integrationen af lokale energicentre, og - meget vigtigt - indførelse af energy auditing-systemer til overvågning af energieffektivitet. Jeg håber, at alle er enige i, at der er tale om vigtige fremskridt. Spørgsmålet om den økonomiske ramme blev forsvaret af Parlamentet i lyset af Rådets meget lave udgangspunkt. Vi havde adskillige møder, inden Rådet endelig øgede beløbet til et fornuftigt niveau. Vi fik en forøgelse på 2 millioner over Rådets startbeløb, og det er en stor forøgelse, som jeg kan stå inde for, og som Kommissionen har bekræftet, at den kan gennemføre programmerne for. Det var et vigtigt argument for os. Jeg vil imidlertid gerne sige, at det er og har altid været et meget beskedent budget, og derfor er støtten til dette program mere symbolsk end reel. Støtte til energibesparelse kommer stadig hovedsagelig fra medlemsstaterne. Det må vi huske, når vi godkender dette program. Hvis der er mere symbolisme end realiteter i det, vi kan opnå på fællesskabsplan, er det en skam, for der er meget entusiasme på lokalt plan, også i forbindelse med fællesskabsaktioner, når det drejer sig om energibesparelse. Fællesskabet kan skabe kontakt mellem lokale operatører, så de ikke behøver at starte forfra i hver region. Vi har en vigtig rolle i Den Europæiske Union i denne forbindelse. Save er det eneste program på tværs af hele Fællesskabet med det formål at fremme rationel anvendelse af energi. Programmet fokuserer på ikketekniske elementer, assistance til opbygningen af en infrastruktur med henblik på energieffektivitet. Formålet med programmet er at skabe et miljø til fremme af investeringer og energieffektivitet. Vi må her se i øjnene, at der også er et marked i industrien i forbindelse med energibesparelse. Vi har hørt meget om konkurrencevanskeligheder i relation til vedvarende energi, men energieffektivitet sparer penge for erhvervslivet, er i det hele taget pengebesparende, og der bør derfor ikke være problemer. Det er noget, vi alle kan støtte. Med moderskab er det sådan, at vi, selvom vi støtter det, ofte gør meget lidt konkret for at hjælpe, og sådan er det også i forhold til de personer, der beskæftiger sig med energibesparelse. Vi kunne gøre mere i betragtning af, at vi har indgået store forpligtelser i forbindelse med at reducere CO2-udslip og drivhusgasser samt afhængigheden af energiimport. Vi har ikke truffet de foranstaltninger, som borgerne gerne vil se. Vi trænger ikke rigtigt igennem til borgerne, så de har mulighed for at gøre noget konkret enten hjemme, på arbejde eller i industrien for at støtte aktioner til bekæmpelse af de globale klimaændringer. Jeg vil endnu en gang gerne takke alle, der har bidraget til denne forligsproces.
Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne endnu en gang takke fru Ahern som ordfører for dette forslag, for det har sammen med de øvrige parlamentsmedlemmers samarbejde bidraget til, at vi endelig har opnået et meget fornuftigt resultat, som på visse områder endog forbedrer forslagene fra selve Kommissionen og naturligvis det, som Rådet til at begynde med havde accepteret ud fra et budgetmæssigt synspunkt. Som fru Ahern så udmærket har sagt det, så er budgetterne for såvel Save-programmet som Altener-programmet især symbolske budgetter, for hovedvægten bliver båret af landene, Unionens medlemsstater, regionerne eller endog i nogle tilfælde kommunerne. Men under alle omstændigheder har det, selvom dets volumen er relativt begrænset, en vigtig symbolsk betydning i og med, at der er en vilje i Fællesskabet som helhed til at støtte denne slags handlinger, som medvirker til, at vi reelt opfylder vores forpligtelser fra Kyoto, og at vi ydermere opnår en større spredning i vores energikilder, en større sikkerhed for vores forsyning, og, som det er tilfældet med Save, at vi går mod et mindre forbrug og en bedre effektivitet i energiudnyttelsen, så vi på denne måde kan bidrage til at nå de fastsatte mål. Der er ydermere omkring disse programmer, det vil sige Save-programmet, bedre effektivitet og energibesparelse, og Altener-programmet, vedvarende energi, en meget vigtig teknologisk udfordring, der ud fra et økonomisk synspunkt kan give anledning til betydelige muligheder for industrien og også for jobskabelsen i vores lande og derfor i Unionen som helhed. Med hensyn til selve behandlingen i Parlamentet vil jeg gerne gentage min taknemmelighed over for alle dem, der har deltaget og talt, ikke mindst ordføreren, for i det forslag, som Rådet har vedtaget, er størstedelen af Parlamentets ændringsforslag blevet indarbejdet, i dette tilfælde næsten alle sammen, selvom det er med visse ændringer, og de har ydermere formået at forbedre det første tilbud om midler. Man har formået at forbedre det med frisk kapital, som vi talte om i sin tid, og man har formået at sikre det, som er Parlamentets beføjelser og kompetencer. Med hensyn til Kommissionen i dette interinstitutionelle spil finder jeg, at dette altid er vigtigt, og jeg er meget tilfreds over at kunne fremhæve dette. Jeg gentager min taknemmelighed over for alle dem, der har medvirket, i særdeleshed også næstformanden, hr. Provan, på grund af hans storslåede optræden i løbet af hele denne forhandling, ikke mindst under forligsbehandlingen, formanden for Industriudvalget, og også en særlig tak til ordføreren, fru Ahern, og alle de parlamentsmedlemmer, som har deltaget i dette arbejde.
Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0009/2000) af Graça Moura for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af ét enkelt instrument for finansiering og planlægning af samarbejdet på kulturområdet (Kultur 2000-programmet) (C5-0327/1999 - 1998/0169(COD)).
Fru formand, på trods af Amsterdam-traktatens artikel 151 har kulturen været den fattigste slægtning i de utallige programmer og finansielle, tekniske og menneskelige midler, som er blevet mobiliseret til fordel for det europæiske projekt. Man kan sige, at de målsætninger, der forelå for 50 år siden, da man lagde grunden til det europæiske hus, som vi bor i i dag, var af overvejende økonomisk og social karakter. Man kan også sige, at europapolitikken i løbet af disse fem årtier er blevet udsat for mange og meget forskellige påvirkninger under de mest forskelligartede omstændigheder og af de mest forskelligartede årsager. Europas fædre og grundlæggere har dog også været bevidste om det civilisatoriske grundlag, der fik dem til at skabe varige betingelser for fred. Dette civilisatoriske grundlag består af en fundamental kulturel mangfoldighed. Et Europa bygget op omkring de nationale identiteter kan leve længe i fred og velstand, såfremt denne mangfoldighed bevarer sin vitalitet og udrydder den usselhed og aggresivitet, som overdreven nationalisme sædvanligvis fører med sig. For at dette skal blive til virkelighed, er det bydende nødvendigt, at europæerne kender hinanden og deler værdier, der er kendetegnet ved humanisme og tolerance, viden, kunstnerisk og anden kulturel skaben, der gror frem af den frugtbare europæiske jordbund og udtrykker det, der er mest ædelt og dybest i menneskets ånd. For at dette kendskab og disse fælles værdier til fulde skal udvikle sig, må de følgelig hvile på en forståelse af kulturen som en afgørende bestanddel af det europæiske demokrati. Utvivlsomt bidrager den reale konvergens, den økonomiske og sociale samhørighed, den fælles mønt, kampen mod arbejdsløshed og udstødelse samt også konkurrencen til at skabe en række betingelser, der kan give større lighed, større udvikling, større livskvalitet og bedre muligheder for borgerne i EU. Utvivlsomt kan den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik styrke en europæisk identitet og position i verden. Utvivlsomt sigter menneskerettighedspolitikken mod universel gyldighed. Hvis den politik, der retter sig mod kulturen, ikke kommer til at give en højere og klart differentierende mening til alt dette, vil hverken Europa eller det europæiske demokrati kunne bevæge sig særlig langt. Det er gennem kulturen og kun gennem den, at millioner og atter millioner af borgere kan genkende sig som europæere og dyrke, udvikle og uddybe denne følelse af at tilhøre Europa. Det er, fru formand, dette vingesus, som den europæiske politik har savnet. Der tales om kultur, om kulturelt samarbejde, om symbolske aktioner, om store initiativer, om netværk af kulturaktører og -operatører, men man undgår omhyggeligt at tale om en kulturpolitik for de europæiske institutioner, noget, der i øvrigt slet ikke ville kollidere med subsidaritetsprincippet. Der tales sågar med en undertiden ganske udtryksfuld retorisk effekt om kulturens betydning for det europæiske projekt, men der bevilges latterlige midler til programmer, der permanent og regelmæssigt burde være til gavn for mere end 300 millioner mennesker og give dem adgang til en kulturarv, der er deres, og vække hos dem en aktiv og interaktiv appetit på at komme i kontakt med de store værdier og de store værker, som udgør den. De borgere i Europa, som vi repræsenterer her, har ret til at afkræve EU's institutioner en mere sammenhængende, en mere effektiv og frem for alt en mere europæisk holdning. Disse overvejelser tjener som introduktion til Europa-Parlamentets vurdering af det fælles forslag om programmet Kultur 2000, der blev godkendt af Forligsudvalget den 9. december. Som bekendt skaber Kultur 2000 ét enkelt instrument for finansiering og planlægning af samarbejdet på kulturområdet. Forligsudvalget nåede frem til tilfredsstillende løsninger med hensyn til næsten alle de ændringsforslag, der blev vedtaget under andenbehandlingen, og Parlamentets grundlæggende synspunkter har sat sig ganske godt igennem, ikke mindst den politiske prioritet, at der skal skabes betingelser for, at de aktioner, som Kultur 2000 omfatter, når ud til det størst mulige antal borgere. Hvad derimod angik den budgetmæssige side af sagen, blev Parlamentets delegation mødt af en ubøjelig holdning hos Rådet med hensyn til den forøgelse på 167 millioner euro, der oprindelig var fastsat. Der blev dog udvirket en opblødning af denne holdning, hvilket i øvrigt kun skyldtes kommissær Viviane Redings personlige engagement i at finde en konstruktiv løsning. Denne indebar, at Kommissionen forpligtede sig til inden den 30. juni 2002 at fremlægge en beretning om, hvorledes dette program har virket, og hvor den skal tage stilling til, om de til rådighed stående finansielle midler er tilstrækkelige, og eventuelt foreslå en revision heraf. Skønt der ikke skal lægges skjul på, at forslagets succes i sidste ende vil afhænge af, om der i mellemtiden bliver fundet en til den egentlige betydning af "forlig" modsvarende institutionel mekanisme, vil jeg gerne runde af med at foreslå forsamlingen, at den stemmer for det fælles forslag, der blev godkendt af Forligsudvalget, om programmet Kultur-2000, og jeg vil også gerne allerede nu ønske det succes.
Fru formand, jeg mener egentlig ikke, at vi skulle have talt mere om det, for vi sagde det hele allerede under sidste debat. Desværre er der jo ikke ændret noget ved, at Rådet altid taler om kultur, men ikke giver nogen penge til kultur. Vi har følelsen af og er egentlig også overbeviste om, at alle medlemsstaterne godt kunne tænke sig at slette det, som de skrev i Maastricht-traktaten i 1992. For ingen har rigtig virkelig lyst til at give penge til kulturen. Sådan er det desværre. Det må vi konstatere. Jeg vil gerne takke ordføreren, der har arbejdet virkelig utrætteligt på dette store projekt, selvfølgelig i samarbejde med kommissæren. Vi måtte nu engang notere, at vi indholdsmæssigt egentlig har nået vores mål, men hvad det finansielle angår, selvfølgelig ikke. I et sådant forlig, hvor man på den anden side virkelig skal opnå enstemmighed, føler man sig magtesløs. Det er egentlig ikke nogen retfærdig basar, vi har med at gøre her! Der er altid nogle mennesker, der kan forkaste alt, og på den anden side står vi og tigger om en smule mere til kulturen. Det, vi gør her, er egentlig skammeligt! Det er en skrækkelig arabisk basar med ulige forhold. Vi glæder os alligevel over, at dette program er blevet sådan, som vi ønskede det. Det er i overensstemmelse med det, borgerne forventer af os. Vi støtter små og mellemstore events, ikke de store events, vi tillader den enkelte borger og de mindre aktører at få lettere adgang. Jeg mener, at den kendsgerning, at kultur i dag netop er forenet med uddannelse og unge hos én kommissær, også borger for, at der skabes mere synergi mellem de tre programmer, der jo er udtalte programmer til fordel for borgerne i Den Europæiske Union. Hvis man samler alle pengene og skaber en synergieffekt, kan man være en lillebitte smule tilfreds, men også kun en smule. Jeg ønsker for os, at vi opnår en stor effekt med det lille beløb.
Fru formand, jeg deler de store ord, som ordføreren begyndte sit indlæg med, og jeg bør tilføje, at jeg under forliget fik en lille personlig skuffelse på grund af Rådet. På den ene side nægtede det fortsat at acceptere ordlyden "europæisk kulturpolitik" eller andre lignende, idet det endog svækkede det, der står i traktaterne, og kun definerer "Kultur 2000" som et instrument til kulturelt samarbejde, og så går det ikke længere. På den anden side har det fastholdt en stædig uforsonlighed over for den finansiering, som Parlamentet havde anmodet om, og som i sig selv var en minimal finansiering. Men at sige det sidste ville være uretfærdigt over for 14 medlemmer af Rådet, for det var kun et, Nederlandene, som førte an i denne stædighed. Det har endnu en gang vist sig, at forlig er uforeneligt med kravet om enstemmighed i Rådet. Dette krav gør et forlig næsten umuligt og påvirker endog den parlamentariske institutions værdighed. Fru formand, disse overvejelser bør dog ikke skjule, at med den fælles tekst, som vi stemmer om i morgen, og som vi socialdemokrater vil stemme for, bliver et af de vigtigste programmer i Den Europæiske Union iværksat. Når vi har med kulturen at gøre, opbygger vi Europas sjæl direkte, og endnu mere i dette tilfælde, hvor de delprogrammer, der udgør "Kultur 2000", er fantastiske. I de sidste år har de været blandt dem, der har opnået størst accept hos de mest dynamiske og yngste borgere i Den Europæiske Union. Endelig vil jeg gerne give udtryk for det meget store menneskelige indtryk, som ordføreren hr. Graça Moura har gjort på mig. Hans viden, hans eftertanke, hans intellektuelle kapacitet gør ham efter min mening til den bedste ordfører, som denne betænkning kunne få. Tillykke! Endelig vil jeg gerne lykønske kommissær Reding, næstformand Imbeni og hr. Gargani, formanden for Kulturudvalget, for den faste og intelligente holdning, som de hver især i deres rolle har lagt for dagen under hele forliget.
Fru formand, fru kommissær, hr. ordfører, indledningsvis vil jeg takke hr. Graça Moura for hans store indsats under behandlingen af Kultur 2000-programmet. Det er allerede sagt, og vi har drøftet det flere gange, at kultur er meget vigtig som et selvstændigt område, og det understreger jeg endnu en gang, men også som instrument til at viderebringe den europæiske tanke. Kultur er endvidere meget vigtig for borgerne, og det må vi især ikke glemme. Den europæiske stimulans, som gives med dette program, sætter meget i gang, særligt for små sprogområder som f.eks. Nederlandene, hvor der ikke kun er nationale muligheder, men det har netop på grund af sproget brug for støtte. I dag har vi nået enden på et langt forløb. Jeg vil dog gerne, ligesom andre har gjort det, behandle den uklare og især uønskede procedure. Fælles beslutningstagning og enstemmighed er i strid med hinanden. Det er som en slange, der bider i sin egen hale. Der er ikke meget at forhandle om, når en af parterne på forhånd siger, at alt kan diskuteres, undtagen budgettet. Nu har, og det siger jeg med henblik på Nederlandene, forhandlingerne herom fundet sted på et tidligere tidspunkt. Resultatet er 30% vækst, så vi er ikke helt utilfredse med resultatet. Det er naturligvis altid bedre, og det slår jeg fortsat til lyd for, at stille flere penge til disposition på en hurtigere måde. Jeg mener endvidere, at dette program åbner døren for mange andre programmer. Jeg understreger, at kultur ikke kun skal støttes af denne fond. Kultur henhører ikke kun under kultur, men også under mange andre områder. I Strukturfondene er der også mange penge til disposition til kultur, og det skal vi også tage i betragtning og holde øje med. Jeg er heldigvis medlem af Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, så jeg vil selv påse, at det også i høj grad sættes på dagsordenen. Jeg mener, at vi også har vedtaget, at budgettet er tilstrækkeligt, for hvis det ikke bliver til noget, er det dårligt for borgerne. I den forbindelse har jeg hele tiden støttet ordføreren. Jeg mener dog, at det er nødvendigt, og det siger han også, at der på den kommende regeringskonference indføres en ændring af den fælles beslutningstagning, så enstemmighed ikke er nødvendigt. Vi er meget positive over for de mange forbedringer, som har fundet sted. Slut med kæmpeprojekter, mere plads til kulturelle netværk, stor opmærksomhed for fremme af læsning, oversættelsesarbejde, oversætterhuse, som er meget vigtige for de mindre sprogområder. Jeg vil gerne ønske fru Reding tillykke med Kultur 2000. Til sidst vil jeg blot sige, at nu går vi i gang.
Fru formand, mine kolleger har allerede sagt, hvad jeg ville sige, og jeg tror, Europa-Parlamentets grupper er helt enige med os i Kulturudvalget. Jeg vil gøre opmærksom på, at det også er med tungt hjerte, jeg stemmer for det fælles forslag til Rådets og Europa-Parlamentets afgørelse. Ikke fordi vores delegation, vores ordfører og formanden, hr. Gargani, ikke har gjort et fremragende stykke arbejde - de har gjort et stort stykke arbejde - og heller ikke fordi jeg har stærke indvendinger mod kommissær Redings holdning - jeg synes, hendes holdning er særdeles positiv i betragtning af de vilkår, hun har haft - men på grund af Rådets negative og uacceptable holdning. Det er skamløst! Dette beløb på 167 millioner euro til så mange år er en skamplet på Den Europæiske Union! Når vi tvinges til bogstaveligt talt at udslette teatergrupper, unge musikere, avantgardekunstnere og forfattere, udslette dem, når vi bare giver dem det ene afslag efter det andet, så vil de da opfatte Europa som noget fremmed, noget der er i modsætning til og fjendtligt over for et forsøg på at skabe kultur, som Den Europæiske Union burde deltage i - for vores vej er ikke kun euroen, ikke kun udvidelsen og heller ikke geostrategisk pragmatisme, vi skal også give den europæiske unionsproces en kulturel opblomstring - det er sørgeligt, at det skal ende sådan her. Så længe vi har enstemmighed, og så længe den nederlandske regering kan gennemtvinge et beløb på 167 millioner euro med et ultimatum som det, det stillede i går, og så længe en regering med hr. Haider en af de nærmeste dag skal fortælle os, hvilke kulturelle aktiviteter vi skal have, vil vi ikke komme videre. Derfor er det så vigtigt, at regeringskonferencen træffer nogle vigtige beslutninger, og der skæres nogle ting væk, så Europa-Parlamentets forsøg på at give det europæiske område en vigtig kulturel impuls ikke hele tiden skal være bundet af de enkelte regeringer.
Fru formand, jeg er helt enig i ordførerens vurderinger, og jeg vil også gerne takke formanden for Kulturudvalget, hr. Gargani, for det prisværdige stykke arbejde, han har udført i forbindelse med den ret vanskelige mæglingsproces. Vi var naturligvis klar over, at der var behov for at forenkle og styrke de tidligere programmer, men vi håbede alle, at Kultur 2000 reelt kunne bidrage til f.eks. at fremhæve de enkelte kulturområders særpræg, også de mere ukendte områder, ja faktisk især de mere ukendte områder. Vi håber, at dette i det mindste finder sted inden for vurderingsskalaen. Vi tror meget på de kulturelle aktioners værdi, også når det gælder deres bidrag til et folks sociale og økonomiske vækst. Og Europa kan fuldt ud konkurrere med resten af verden, når det til fulde genopdager sine rødder, fremhæver sin fælles kulturarv samt fremmer de kulturelle og sproglige øer, der hidtil har været mere ukendte, og lader dem komme til værdighed igen. Med hensyn til den store pædagogiske opgave, EU skal løse i forbindelse med den kulturelle dimension, er en af programmets mest iøjnefaldende begrænsninger finansieringens størrelse - hvilket er blevet sagt flere gange - som vidner om, at Rådet - og bestemt ikke kommissæren - ikke er helt bevidst om omfanget af den kulturelle indsats. Dette fremgår også af det dokument, der lader den økonomiske faktor gå forud for den sociale integration. Det er på grund af EU's samlede vækst og bevidstheden om at være europæiske borgere, at vi mener, at Kultur 2000 på trods af sin ringe finansiering kan give et væsentligt bidrag til dette vigtige fælles mål.
Fru formand, jeg vil gerne bidrage til enigheden i aften og sige, at jeg støtter vedtagelsen af kultur 2000, og jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Graça Moura, som overtog fra vores tidligere kollega fru Nana Mouskouri. Begge har gjort et fantastisk arbejde. Kultur virker måske ikke så vigtigt sammenlignet med forhandlingen tidligere i dag, men det er vigtigt. Og vi i Europa-Parlamentet skal være forsigtige med at lade hastesager tilsidesætte vigtige sager. Hvorfor siger jeg, at kultur er vigtigt? For at sige det i enkle økonomiske termer bidrager Europas kultur til velstanden. Hvor ville Europas turistindustri være uden vores kulturs rigdomme? Men endnu vigtigere, det er kulturaktiviteterne, der gør menneskeheden civiliseret. Kulturen er grundstenen i vores demokratiske tro, og tolerance, frihed og demokrati kan ikke trives i et kulturløst samfund. Kulturel alsidighed er vigtig - og truet. Truslen kommer dog ikke fra Europa. I mit land siger man, at den britiske kultur er truet, f.eks. af Portugal, Tyskland, endog af Finland. Vi drikker portvin, vi kan lide tysk øl, og vi bruger endda finske saunaer, men truslen kommer ikke fra Europa. Hvad jeg ser i hele Europa, er, at man drikker Coca Cola, spiser hamburgere, går med baseball-kasketter, ser film fra Hollywood - og ofte samtidig. Jeg tror ikke på, at protektionisme og regulering er måden at forsvare Europas kultur på, men jeg tror på, at man kan give en hjælpende hånd, når der er mulighed for det. Det er det, kultur 2000 handler om. Jeg vil derfor gerne sige til Ministerrådet: Dette program skal overvåges nøje. Gør vi nok? Og jeg vil gerne sige til fru Reding, mange tak for al støtte og hjælp og fortsæt det gode arbejde, vi er på Deres side.
Fru formand, jeg vil også varmt takke ordfører Graça Moura og kommissionsmedlem Reding for deres indsats i udarbejdelsen af dette program. Kultur 2000-programmet fik sin endelige form ved et forlig mellem Parlamentet og Rådet i slutningen af sidste år. Slutresultatet er rimeligt, hvis man tager i betragtning, at godkendelsen af programmet krævede en enstemmig beslutning i Rådet. Man må håbe, at man på den kommende regeringskonference når frem til kvalificerede flertalsbeslutninger også inden for kulturområdet. Det er virkelig kuriøst, at en lovgivning, som behandles efter den fælles beslutningsprocedure, forudsætter enstemmighed i Rådet. Det kulturelle rammeprogram erstatter de nuværende Kalejdoskop-, Ariane- og Raphael-programmer. Når man begynder at gennemføre programmet, håber jeg særligt, at man vil være i stand til fuldt ud at udnytte de muligheder, det giver for litteraturen og de oversatte bøger. Jeg tror og håber på, at litteraturen, på trods af den moderne teknologis fremstød, bevarer sin position. Vi har brug for den fordybelse, som litteraturen tilbyder, midt i kortsigtetheden og overfladiskheden. Litteraturen har ligeledes stor betydning ved formidlingen af vores kulturarv, forøgelsen af det indbyrdes kendskab samt bevarelsen af den sproglige rigdom og sprogenes mangfoldighed. I denne forbindelse er det mig en særlig tilfredsstillelse at konstatere, at kort efter, at man officielt tager Sokrates og Kultur 2000-programmerne i brug på det ministerrådsmøde, der afholdes i Lissabon i marts, arrangerer EU-formandslandet et møde til drøftelse af de offentlige bibliotekers situation. Jeg håber, at dette møde vil inspirere også Kommissionen til aktivt at tage hensyn til bibliotekerne i det femte rammeprogram for informationssamfundet.
Fru formand, fru kommissær, hr. ordfører, mine damer og herrer, på en eller anden måde sluttes kredsen med dagens dagsorden. Vi har i dag talt temmelig meget om Europa som værdisamfund, om tolerance, menneskeværd, menneskerettigheder, et positivt forhold til udvidelsesprocessen, åbenhed og respekt for hinanden. Ungdoms-, uddannelses- og kulturpolitik er nogle vigtige værktøjer i skabelsen af disse værdier, i skabelsen af tillid hos borgerne til Den Europæiske Union og i skabelsen af Den Europæiske Unions troværdighed over for borgerne. De finansielle midler, som Rådet har godkendt til kulturprogrammet, står i skarp modsætning til den betydning, kultur- og uddannelsespolitikken og dette program har for Den Europæiske Unions mål. Kulturel aktivitet skaber identitet. Kulturel aktivitet er udtryk for individualitet, udtryk for egen personlighed, skaber forbindelser og kommunikerer. Vi ønsker et farverigt Europa. Vi ønsker et Europa, der følger princippet om mangfoldighed i enheden. Vi ønsker, at borgerne forstår forskellene og lærer at værdsætte dem. Derfor går vi ind for en opdeling af budgettet eller budgettildeling, hvad angår de forskellige former for foranstaltninger. Vi forkastede den udprægede koncentration på store netværker og netstrukturer, fordi vi ønsker at støtte de små og mellemstore enheder, den individuelle aktivitet, fordi vi gerne vil se tusinde blomster blomstre. Jeg vil gerne støtte de foregående talere. Det er en selvmodsigelse - enstemmighedsprincip, procedure med fælles beslutningstagning og Forligsudvalg - hvis vi ønsker at styrke og ikke yderligere svække principperne om en kulturpolitik med henblik på en europæisk bevidsthed.
Fru formand, mine damer og herrer, som vi har hørt, har vi en fælles politisk fjende på tværs af grupperne, og det er Rådet. Kulturudvalgets beslutninger lander jo ikke uden grund altid i forligsproceduren, for et eller andet medlemsland i Rådet tager altid kulturen som gidsel for andre interesser. Således viser enstemmighedsprincippet sig at være et førsteklasses blokadeinstrument. Næsten to år har kampen om et bæredygtigt kompromis varet, indtil Europa-Parlamentet nu endelig kan give grønt lys. Selv ikke udløbet af de foregående programmer, Kalejdoskop, Ariane og Raphael, har kunnet blødgøre Rådet. Der var brug for et pilotprogram til at bygge bro. Det har endnu en gang understreget svagheden i Den Europæiske Unions kulturpolitiske aktiviteter. Den politiske kamp om bevillinger og programmernes udformning står ikke i forhold til støttens omfang. Ud af 410 ansøgninger i 1999 blev der kun godkendt 55 projekter med et magert samlet volumen på 6,07 millioner euro. Hvad angår det foreliggende program, var Rådet ikke parat til at imødegå Parlamentet med bare én eneste euro! Det bliver således ved de middelmådige 167 millioner frem til 2004. Det svarer til udgifterne hos ét eneste mellemstort tysk operahus i denne periode, mens denne sum er tiltænkt 29 lande her i Europa for en periode på fem år. Det er et grelt misforhold! Således må vi i vrede stille os tilfredse med, at vi i det mindste har gennemført noget indholdsmæssigt. Det er der jo også allerede blevet redegjort for, hvilket vi er taknemmelige for. Tilbage har vi håbet om, at Rådet en dag alligevel kan overtales til at ændre mening. Måske vil Rådet forstå, at Den Europæiske Unions kulturelle aktiviteter ikke udgør en fare, men derimod en chance! Kulturelt samarbejde - det blev der også redegjort for - er i sandhed identitetsskabende, langt mere end ethvert nok så vigtigt transportdirektiv. Fremme af kulturelle aktiviteter møder almen accept, hvilket man sandelig ikke kan påstå om alle politiske afgørelser. Hvad, vil jeg gerne spørge Dem om, er Rådet bange for?
Fru formand, når man ligesom jeg har æren af at være formand for Kulturudvalget, kan man kun være enig i de forskellige kollegers udtalelser, og kan man kun lykønske ordføreren, kommissæren fru Reding, dem, der har udført et stykke arbejde, og dem, der også i forligsfasen har haft nogle vanskelige øjeblikke og kæmpet mod Rådet, sådan som alle har givet udtryk for. Jeg har kunnet konstatere, at man har slået det princip kraftigt fast, at det er nødvendigt med kultur, når det gælder Europas tilrettelæggelse, men at der er ringe mulighed for at efterkomme alle de ønsker, de europæiske stater vil fremsætte. Jeg vil blot understrege min personlige beklagelse af, at det ikke er lykkedes at få vedtaget en revisionsklausul. Fru Reding er dog imødekommende og forudseende, og hun har personligt lovet at tage spørgsmålet op igen, at foretage en samlet vurdering om et par år og således at finde en løsning på den nye situation. Kulturprogrammerne Kalejdoskop, Ariane og Raphael, som blev iværksat i de forløbne år, bliver erstattet af ét enkelt program, nemlig Kultur 2000, og her vil jeg gerne fremhæve meget kraftigt, at ordføreren kritiserer en holdning, der bør give Europa-Parlamentet anledning til overvejelse - sådan som det blev sagt her i eftermiddag - men som stadig understreger, at det er meget vigtigt at være en del af et stort fællesskab, hvor kulturens fortolkning er en demokratisk faktor. Jeg tror ikke, at dette er retorik, men at det derimod er den nye kendsgerning i en moderne liberalisme, som forener Europas stater og er et vendepunkt for Europa-Parlamentet og Kommissionen. Vi går helt ind for denne linje, og på trods af den ringe finansiering tror jeg, at det resultat, vi når frem til i aften, i høj grad vil sætte gang i denne strategi og denne mulighed for Europa, som desuden er en økonomisk og en udviklingsskabende faktor. Det er således kulturen og det institutionelle aspekt, der skaber et stort samfund som forudsætning for den økonomiske udvikling og ikke omvendt, sådan som Europa måske havde den kulturelle uvane at opfatte det før i tiden. Det er mennesket og kulturen, der er vigtigst, og denne kultur kan skabe økonomisk udvikling. Så lad os betragte dette resultat, glæde os over det og give os selv en stor åbenhed, når det gælder om at fastlægge en fornuftig strategi.
Fru formand, mine damer og herrer, vi er nu nået til slutningen på et langt forløb. Efter forligsfasen kan vores institutioner nu formelt vedtage det nye rammeprogram Kultur 2000. Vi får således et instrument, som er yderst velegnet til i løbet af de næste fem år at udvikle en klar og velstruktureret aktion på kulturområdet, som jeg er sikker på også vil være udbytterig. Jeg ser således med tilfredshed på denne happy end i dag, og jeg vil gerne takke Dem. Jeg vil gerne takke alle dem, som her i Parlamentet har arbejdet på at gøre denne lykkelige afslutning på forligsfasen mulig. Jeg vil gerne rette en særlig tak til Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport og navnlig til dets ordfører, hr. Graça Moura, dets formand, hr. Gargani, Europa-Parlamentets delegation, gruppeformændene samt Forligsudvalget og dets formand, hr. Imbeni. De har alle givet et konstruktivt, velafbalanceret og afgørende bidrag. De har været til stor hjælp under hele forhandlingsforløbet, og man må sige, at denne vanskelige og undertiden anstrengende forhandling alligevel fandt sted på rekordtid. Vi har nu et rammeprogram, som er det første af slagsen på kulturområdet, og dette program giver os mulighed for at planlægge vores indsats ud fra en ny vinkel og at fremme kulturen på en mere overordnet måde, men også på en mere fuldstændig og uddybende måde. Jeg glæder mig sammen med Dem over disse tilfredsstillende resultater, der giver os nogle meget lyse fremtidsudsigter, selvom budgettet ikke er på højde med vores ambitioner, og jeg vil gerne understrege det, som formand Gargani sagde for lidt siden. Kommissionen har nemlig afgivet en erklæring, hvad angår midtvejsvurderingen. Den har erklæret, at den med hensyn til den rapport, som den skal udarbejde i henhold til artikel 7 i Parlamentets og Rådets afgørelse, vil foretage en vurdering af programmets resultater, og denne vurdering vil ligeledes omfatte de finansielle midler inden for rammerne af Fællesskabets finansielle overslag. Rapporten vil om nødvendigt indeholde et forslag til ændring af beslutningen, og det hele vil finde sted inden den 30. juni 2002. Mine damer og herrer, kære parlamentsmedlemmer, dette er et formelt løfte og ikke bare en sætning, der står på papiret. Alt dette skal få os til at styrke vores indsats for at fremme et fælles kulturområde, hvor vores kulturer i højere grad kan blomstre med alle deres særpræg og forskelle. Men de vil ligeledes kunne berige hinanden, og de andre europæiske borgere vil til fulde kunne deltage heri. Og det er også takket være Parlamentets indsats, da det ønskede, at der skulle være flere små aktioner tæt på borgerne i stedet for nogle store aktioner med et opsigtsvækkende omfang. Vi vil hermed gøre Kultur 2000-programmet til borgernes program. Det er således mit håb, at denne øgede inddragelse af borgerne, som jeg går stærkt ind for, bliver så omfattende og givtig som muligt, og jeg lover at arbejde på, at den bliver en konkret realitet i løbet i de fem år, programmet varer. Jeg ved, at parlamentsmedlemmerne i deres regioner og lande vil samarbejde med deltagerne i programmet for at gøre alle disse små blomster til ét stort mangefarvet tæppe, sådan som en kollega sagde. Det er mit ønske, at dette program bliver en konkret realitet, og at kulturen ikke bare bliver en personlig og socioøkonomisk berigelsesfaktor for vores borgere, men også en rettighed, der skal slås fast, og et symbol på det genfundne fællesskab i Unionen. Det er, hvad vores Kultur 2000-program giver os. Det er ikke en konkurrence til de kulturpolitikker, der bliver ført i de forskellige medlemsstater. Disse politikker er nødvendige, og jeg så gerne, at de blev udviklet endnu mere. Det er ganske enkelt en tilføjelse og et supplement, der bygger en bro mellem de forskellige kulturer i vores forskellige lande. At øge og berige de europæiske borgeres deltagelse i kulturen forekommer mig således at være en vigtig opgave, der gør vores bestræbelser berettigede, og som vi skal måle vores indsats' og vores Unions succes ud fra. Flere parlamentsmedlemmer understregede med rette, at en Union, der udelukkende er økonomisk, er en dødfødt Union. Men hvis denne Union består af kultur, civilisation og deltagelse, bliver den levende. Mine damer og herrer, det er dette grundlag, som jeg agter at udvikle, og jeg vil især tage hensyn til de fem følgende akser. For det første skal der tilbydes nogle nyskabende muligheder til vores kunstnere, så vores program giver deres talent den støtte, det fortjener. For det andet skal man fremme udveksling, mobilitet og uddannelse på kulturområdet. For det tredje skal samarbejdet mellem de kulturelle aktører udvikles. For det fjerde skal der være et større publikum, hvor man navnlig gør plads til de unge. Og for det femte skal man bevare og udbrede kendskabet til Europas fælles kulturarv og de europæiske folks historie. Jeg er sikker på, at det nye program med sin struktur og sin tilrettelæggelse, der er baseret på gennemsigtighed, effektivitet og en fornuftig balance, bliver et instrument i vores aktioners tjeneste, der er lige så virkningsfuldt, som det er vigtigt. Fru formand, jeg vil gerne gentage min tak til Parlamentet for dets støtte og for endnu en gang at have vist, hvilken vægt det lægger på kulturen i unionssammenhæng. Jeg er sikker på, at Parlamentet ikke bliver skuffet over at have givet os sin støtte, og jeg lover personligt at informere Parlamentet løbende om de forskellige etaper af iværksættelsen af vores og vores borgeres aktion, som jeg håber bliver en vigtig aktion for Unionens fremtid.
Tak, fru kommissær. Jeg tror godt, at vi endnu en gang kan takke vores ordfører. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. (Mødet hævet kl. 21.55)