Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, af protokollen fremgår det, at to medlemmer i går talte om forsinkede flyafgange til Strasbourg i mandags. Jeg vil gerne tilføje, at afgangen fra Schipol-lufthavnen i Amsterdam også var forsinket og sidenhen blev aflyst. Derefter blev vi omdirigeret til lufthavnen Basel-Mulhouse, og vi fik oplyst, at en bus ville hente os ved ankomsten. Der gik faktisk 45 minutter, fra vi landede, til bussen ankom til lufthavnen. Vi nåede endelig frem til Strasbourg mandag aften kl. 20.30, efter at nogle af os havde brugt mere end 12 timer på transport. Denne form for service og problemerne med at komme til Strasbourg på en mandag er helt håbløs. Hvis den franske regering insisterer på, at vi fortsat skal afholde møder i Strasbourg, bør den i det mindste sørge for, at busserne afhenter passagererne til tiden, når fly omdirigeres til Basel. Ellers er det helt meningsløst, at vi forsøger at nå frem til møder i Strasbourg en mandag. Det vil jeg gerne have tilføjet i protokollen.
Hr. formand, jeg havde planlagt at rejse med det samme fly, og jeg skammer mig over at måtte sige, at det her drejede sig om KLM, vores nationale luftfartsselskab, og jeg håber, at det kan gøres bedre næste gang, også med samarbejdet med et andet luftfartsselskab. (Protokollen godkendtes)
Hr. formand, jeg vil blot gøre opmærksom på noget i forbindelse med dagsordenen i dag. Vi besluttede i mandags, at Rådets erklæring i anledning af 50-årsdagen for Genève-konventionen skal udskydes. Jeg vil blot understrege, at det kun handler om de andre punkter på denne dagsorden i dag, ikke om 50-årsdagen for Genève-konventionen. Dette punkt er blevet udskudt til næste møde i marts. Det er ukorrekt blevet opført på dagsordenen for i dag.
Hr. Swoboda, jeg kan bekræfte det, De lige sagde. Det drejer sig faktisk om en trykfejl. Den omdelte tekst er ikke gældende, da vi har truffet beslutning om at udsætte forhandlingen.
Hr. formand, jeg vil blot sige, at da jeg ankom i morges, bemærkede jeg, at to personer røg uden for mødesalen. Lugten er ganske forfærdelig! Kan De gøre noget ved det?
Personligt tror jeg ikke, at jeg kan gøre noget ved det. Men De har ret i, at man burde finde en hurtig metode til at gribe ind over for dem, der ikke overholder de forbud, vi selv har vedtaget. Med hensyn til flyforsinkelserne og de heraf følgende problemer kunne man danne en lille forening - jeg ved ærligt talt ikke, hvor lille den ville blive - bestående af dem, som har haft vanskeligt ved at nå frem til Strasbourg i denne mødeperiode, så man kan vurdere, hvilke og hvor mange problemer man reelt er stødt på.
Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om sammenhængen mellem Unionens forskellige politikker og udviklingspolitikken.
Hr. formand, det er med stor fornøjelse, at jeg på vegne af formandskabet for Rådet henvender mig til Europa-Parlamentet, idet jeg anerkender den meget væsentlige rolle, som dette kommer til at spille i den allernærmeste tid i forbindelse med uddybningen af EU's udviklingspolitikker, eftersom emnet for den erklæring, som jeg har den ære at fremlægge for Dem, netop er sammenhængen mellem Unionens politikker på udviklingsområdet. Jeg vil selvfølgelig overlade det til Kommissionen at supplere nogle af de iagttagelser, som jeg vil få lejlighed til at fremsætte, og jeg vil også gerne indlede med at understrege det behov, som vi alle i EU føler for at forlige den helt usædvanlige udvikling og de fremskridt, der er sket især takket være de sidste årtiers stærke teknologiske fremdrift, og som har givet større velfærd og bedre levevilkår for store dele af verdens befolkning, med den kendsgerning, at de dybe uligheder på samme tid er øget mellem nogle af verdens regioner og geopolitiske områder. Dette bringer det internationale systems stabilitet i fare og truer freden, og det giver følgelig også os alle den moralske opgave at forbedre vores politikker, så der kan skabes større stabilitet og mindre ulighed mellem de forskellige dele af verden. Dette indebærer en revurdering af udviklingspolitikkerne som svar på de økonomiske og finansielle markeders globalisering. Der er blevet konstateret en udpræget ubalance i de betingelser, som disse markeder fungerer under, hvilket selvfølgelig fordrer væsentlige justeringer, der på sin side også nødvendigvis betyder, at udviklingspolitikkerne må gå nye veje. Vi står derfor på tærskelen til et nyt paradigme for udviklingspolitikkerne, hvilket - vil jeg gerne fremhæve - kræver, at vores indsats sættes ind på fire afgørende punkter: For det første skal der skabes en højere grad af samordning mellem alle de forskellige donorer på internationalt plan i form af bedre koordinering, større sammenhæng og bedre forbindelse mellem den humanitære hjælp og udviklingspolitikkerne, en styrkelse af det multilaterale system samt en større opmærksomhed om gæld og finansierings- og udviklingsproblemer. Der skal imidlertid også, hvad de lande angår, som i dag modtager hjælpen, stilles nogle nye krav, navnlig krav om bekæmpelse af korruption og om demokrati og god regeringsførelse som de grundlæggende principper for udviklingen af deres politiske systemer, ligesom der også skal ses på, hvilken politik disse lande selv fører for at nedbringe fattigdommen. Et andet punkt i dette nye paradigme for udviklingspolitikkerne er helt sikkert, at vi må se på udvikling i et bredere perspektiv og ikke blot indskrænke problematikken til at dreje sig om udviklingshjælp som denne politiks eneste bestanddel, således at vi også lægger stadig større vægt på andre politikområder som finansiering, handel og investering. Det betyder også, at dette bredere udviklingsperspektiv må ses såvel i sammenhæng med alle politikområderne som i relation til de forskellige donorlandes politik. Et tredje punkt i dette nye paradigme, som jeg gerne vil fremhæve, er en politik styret af bestemte mål, der skal nås. Efter at verdens vigtigste donorlande har bestræbt sig på at nå frem til en fælles holdning på baggrund ikke mindst af de meget væsentlige overvejelser, som har udfoldet sig i OECD's komité for udviklingshjælp, har det siden 1995 været muligt at opstille nogle vigtige mål, der bør styre udviklingspolitikkernes retning og udførelse såvel for de enkelte lande som på internationalt plan. Disse mål sigter som bekendt mod at halvere fattigdommen frem til år 2015, dels ved at øge skolepligten, dels ved drastisk at nedsætte børnedødeligheden, dels gennem en række tiltag over for levevilkårene, så dette mål kan nås. Det vil betyde, at mere end en tredjedel af verdens befolkning skal rives ud af den tilstand af ekstrem fattigdom, som de lever i, at livsbetingelserne for ca. 1 milliard mennesker skal rives ud af den ekstreme fattigdom, hvilket er en overvældende opgave, der helt sikkert kræver en kraftfuld deltagelse og en kraftfuld indsats fra verdenssamfundet i sin helhed, hvis dette mål skal nås. Det fjerde punkt i det nye udviklingsparadigme, som jeg gerne vil fremhæve, er netop dette: Udviklingspolitikkerne ses i dag - som det har været tilfældet især i de seneste år - som et stadig mere globalt spørgsmål, hvis svar forudsætter et stærkt internationalt lederskab. Et afgørende bidrag hertil har været den samordnede indsats, som er kommet fra FN-systemets organisationer, men også fra Breton Woods-systemets side. Særligt skal fremhæves de meget relevante impulser, som denne debat har fået dels fra Verdensbanken, især gennem dennes rapport Comprehensive Framework, dels fra Den Internationale Valutafond. Det er første gang, at en institution af denne art placerer spørgsmålet om nedbringelse af fattigdommen som en central politisk målsætning og knytter en for en sådan institution hidtil utænkelig forbindelse mellem lettelse af gældsbyrden og fattigdommen. Det er også i lyset af denne nye rolle, som de internationale organisationer udvikler i forhold til udviklingsproblemerne, at vi bør foretage vores overvejelser om EU's rolle i denne sammenhæng. Det portugisiske formandskab har understreget behovet for, at EU forener sin overordentlig betydningsfulde rolle i verden som den vigtigste donor på internationalt plan med en ledende og mere aktiv rolle i denne bevægelse mod en fornyelse af udviklingspolitikkerne på internationalt plan ved at styrke sin evne til at gennemføre og samordne, især i relation til FN- og Breton Woods-systemet. For at det skal kunne lade sig gøre at styrke EU's rolle inden for de internationale udviklingspolitikker, mener vi, at der skal sættes ind på tre afgørende punkter. For det første skal udviklingspolitikkens effektivitet forbedres. Som bekendt blev der i 1995 foretaget en global evaluering af udviklingspolitikkerne, og under det tyske formandskab kunne konklusionerne af denne globale evaluering så fremlægges. De vigtigste konklusioner peger på, at EU skal have mere sammenhæng i sin politik og en overordnet strategisk vision for udviklingsproblemerne. Det understreges, at der skal ske større samordning og tilpasning mellem de forskellige politikker, at den organisatoriske ramme, som Unionens samarbejdspolitik i dag udføres inden for, skal harmoniseres og forenkles, at administrationen af hjælpen skal gøres mere effektiv, og at især dens interventionsmekanismer skal revideres, samt at evalueringssystemet skal styrkes, ligesom det skal gøres mere gennemskueligt, hvorledes denne hjælp ydes. Et andet punkt, der skal fremhæves, er, at der skal skabes større komplementaritet mellem EU's og medlemsstaternes politik. Som bekendt ydes en betragtelig del af udviklingshjælpen i dag gennem medlemsstaterne, og disses politikker er ikke altid komplementære og ikke altid koordinerede, og en stor del af det spild og den ineffektivitet, som der måtte være i den hjælp, der kommer fra EU-området, hidrører lige præcis fra den manglende evne til at samordne og til gensidigt at afstemme det, som den enkelte medlemsstat gør, og det, som EU's institutioner agter at foretage sig eller allerede gør. Det er også efter vores opfattelse bydende nødvendigt, at vi i den nærmeste tid gør alt for at styrke komplementaritets- og koordineringsmekanismerne mellem medlemsstaternes politikker og dem, som EU står for. Det tredje punkt, der skal fremhæves, er politikkernes styrkelse og sammenhæng, det centrale tema i dagens forhandling. For det første er vi alle klar over, at det ikke er nok at forbedre hjælpen i sig selv, men at andre af EU's politikker skal gennemføres bedre, således at udviklingsmålsætningerne søges nået ikke blot gennem hjælp og støtte, men frem for alt gennem et mere sammenhængende perspektiv for de forskellige politikker, der bidrager hertil. Som bekendt vedtog Rådet i juni 1997 en beslutning, Kommissionen fik til opgave at udarbejde evalueringsrapporter, og den første blev sendt til Rådet i maj 1999. Her påpeges allerede nogle aspekter af politiksamordningen, især med hensyn til fredsskabelse, fødevaresikkerhed, fiskeri og indvandring. Som det imidlertid også er bekendt, afventer vi en meddelelse fra Kommissionen om sammenhængen mellem de forskellige politikker ligesom meddelelsen om udviklingspolitikken. Det må formodes, at denne debat i løbet af de kommende måneder, altså endnu under det portugisiske formandskab, vil blive beriget med de bidrag, som Kommissionen skal fremlægge om denne problematik de næste måneder. Der vil selvfølgelig altid være grænser for, hvor stor sammenhæng der kan være mellem politikkerne, og det er naturligt, at en vis modsigelse mellem de forskellige politikker også kan bidrage til balancen og afvejningen imellem modsatrettede og konfliktfyldte interesser inden for EU, og at der alene ad den vej også kan opstå nogen modsigelse mellem politikkerne. Uafhængigt heraf vil vi imidlertid gerne understrege, at styrkelsen af sammenhængen i EU's politikker i den aktuelle kontekst og under de aktuelle omstændigheder for Unionen forudsætter alvorlige overvejelser om nogle af de forhold, der har med EU's egen dynamik at gøre, i første omgang EU's interne dynamik. Vi ved, at EU er præget af en egen dynamik, der først og fremmest hidrører fra Amsterdam-traktaten, der styrker EU's politiske dimension, hvad der også har væsentlig betydning for spørgsmålet om sammenhæng i udviklingspolitikkerne. Vi må også afvente resultaterne af regeringskonferencen og se, hvilken dynamik udvidelsesprocessen får, for at kunne konstatere, i hvilket omfang EU's interne dynamik bliver rettet mod en styrkelse af sammenhængen i dens politikker og gennem hensigtsmæssige institutionelle tiltag kommer til at bidrage til indfrielsen af denne målsætning også på udviklingsområdet. Det andet forhold, der skal tages i betragtning med hensyn til sammenhængen i politikkerne, er udviklingspolitikken i relation til Unionens udenrigspolitik. Vi ved, at Unionen er kommet ind i en ny fase i sin udenrigspolitik, og vi ved, at med oprettelsen af den udenrigspolitiske repræsentant, den hurtige indsættelsesstyrke og det militære krisestyringscenter har EU fået muligheder for i højere grad at kunne gøre sig gældende, hvilket også skaber en dynamik, som vi ikke skal underkende, når vi ser på udviklingspolitikkernes rolle. Vi ved også, at der er forhold, der har at gøre med den politiske dialog, holdninger eller handlinger, som vi er fælles om, fælles strategier, det forebyggende diplomati, udviklingen af regionale redskaber til forebyggelse og styring af kriser. Alt dette vil, efterhånden som det implementeres og udvikles, ganske givet bidrage endog meget væsentligt til en styrkelse af udviklingspolitikkernes rolle inden for EU's udenrigspolitik. Indplaceringen af udviklingspolitikken i udenrigspolitikken vil derfor også på dette niveau, på EU-niveau, sikkert komme til at foregå på meget den samme måde, som der er sket for udviklingspolitikken i mange af medlemsstaterne i relation til deres udenrigspolitik, og det vil uvægerlig forudsætte en styrkelse af beslutningsmekanismer og institutionelle strukturer inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, så der kan skabes en smidigere forbindelse mellem de udviklingspolitiske og de udenrigspolitiske instrumenter. Her er det vores overbevisning, at vi må gå fra et postkolonialt paradigme til et ægte europæisk paradigme for udviklingspolitikken, idet denne som bekendt i den europæiske sammenhæng har været meget præget af nogle medlemsstaters politikker og af disse staters postkoloniale referenceramme. Det tredje forhold, som skal tages i betragtning, er EU's politik og medlemsstaternes politik. Sammenhængen i EU's politikker forudsætter ganske givet en bedre samordning af medlemsstaternes politikker med EU's politik på udviklingsområdet, og hvis det ikke kan lade sig gøre et skabe bedre samordningsmekanismer mellem de forskellige staters politik, vil det helt sikkert blive vanskeligere at nå frem til en ramme for bedre sammenhæng i EU's politik på udviklingsområdet. Det fjerde og sidste forhold, som jeg gerne vil lægge op til de ærede medlemmers overvejelse, må i forbindelse med dette punkt om udviklingspolitikkerne nødvendigvis være den rolle, som Rådet (udviklingssamarbejde) skal spille. Især i de seneste måneder er det blevet diskuteret, hvilken rolle Rådet (udviklingssamarbejde) kan spille for Unionens politikker. Som bekendt er den vedtægtsmæssige forskel mellem Unionens udviklingspolitikker og dens andre politikområder ganske iøjnefaldende - man behøver blot se på, hvor vanskeligt det har været at få budgetteret Den Europæiske Udviklingsfond - og man kan vanskeligt forestille sig, at vi kan skabe en større sammenhæng i EU's politikker, uden at Rådet (udviklingssamarbejde) får en mere aktiv og medbestemmende rolle i de politiske beslutninger, der i udpræget grad vedrører udviklingsspørgsmål, men som træffes i andre Råd, i andre beslutningsorganer, lige fra Råd (landbrug) og Råd (fiskeri) til Råd (miljø), men i forhold til hvilke Rådet (udviklingssamarbejde) indtil nu ikke har haft nogen mulighed for at blive hørt eller for at medvirke. Uden en mere aktiv rolle også til Rådet (udviklingssamarbejde) i den samlede koordinering af de politiske beslutninger, der, selvom de direkte angår EU's udviklingspolitik, træffes uden for dette, vil det altså ganske givet blive vanskeligt at udvikle en politik for EU, der er præget af større sammenhæng, hvad angår udviklingsmålsætningerne. Også her vil Europa-Parlamentets ord og tanker med sikkerhed komme til deres rette og være velkomne.
Jeg vil gerne starte med at sige noget om de vellykkede forhandlinger mellem EU og AVS-landene. Det var en meget positiv oplevelse at deltage i disse forhandlinger. Det var herligt at se, at medlemsstaterne arbejdede som et team. Begge parter var også meget tilfredse efter forhandlingerne, ikke kun fordi de var overstået, men også fordi vi alle vidste, at vi havde opnået noget sammen, EU og de 71 AVS-lande. Det er noget, som verden har brug for, og det er et meget godt signal i hele globaliseringsdebatten. Jeg vil kort opridse nogle af de væsentligste nyskabelser i den nye aftale. Vi tager konkret fat på korruption, og for første gang nogensinde opstiller vi rammer for håndtering af immigrationsproblemer. Vi fremmer medbestemmelse, vi tager det civile samfund i samråd om de reformer og politikker, der skal støttes af EU. Vi omlægger udviklingspolitikken og koncentrerer os om fattigdomsreducerende strategier. Vi baserer ikke udelukkende tildelingen af midler på en vurdering af det enkelte lands behov, men også på dets politiske resultater. Vi opretter en investeringsfacilitet, der skal støtte udviklingen af den private sektor. Vi rationaliserer instrumenterne og indfører et nyt system med kontinuerlig planlægning, hvilket giver Fællesskabet og bestemmelsesstaten mulighed for at foretage en regelmæssig justering af deres samarbejdsprogram. Vi decentraliserer det administrative ansvar samt i nogle tilfælde det finansielle ansvar til lokalt plan med henblik på at effektivisere samarbejdet. Vi forbedrer de politiske rammer for en udvikling af handel og investering. Vi forbedrer samarbejdet på alle områder, der har betydning for handel, herunder også på nye områder som f.eks. arbejdsmarkedsnormer og sammenkoblingen mellem miljø og handel. Efter Seattle er jeg overbevist om, at De vil anerkende betydningen af disse aftaler. Nu vil jeg gerne vende mig imod nogle af de mere betydningsfulde emner. For det første aftalen om politiske spørgsmål. Den vil medføre et bindende tilsagn fra begge parter om god ledelse som et grundlæggende og positivt element af partnerskabet, hvilket er genstand for en regelmæssig dialog på et område, der aktivt støttes af Fællesskabet. For det andet er der udarbejdet en ny procedure for sager vedrørende krænkelse af menneskerettigheder, demokratiske principper og retsregler. I forhold til den aktuelle procedure lægges der i den nye procedure større vægt på den pågældende stats ansvar, og der er mulighed for større fleksibilitet i høringsproceduren med henblik på at gennemføre en effektiv dialog om foranstaltninger til udbedring af situationen. I tilfælde af særligt presserende sager vedrørende alvorlige krænkelser af et af disse væsentlige elementer vil der øjeblikket blive truffet foranstaltninger, og den anden part vil blive informeret. For det tredje er EU og AVS også blevet enige om en ny særlig procedure, der skal iværksættes i alvorlige tilfælde af korruption. Det er en reel nyskabelse, både i EU-AVS-sammenhæng og generelt i internationale forhold. Denne procedure vil ikke blot blive anvendt i forbindelse med korruption for EUF-midler, men også i ethvert land, hvor EF er økonomisk involveret, og hvor korruption udgør en hindring for udviklingen. Denne procedure er således ikke blot begrænset til EF-aktiviteter. Det er et meget vigtigt aspekt, der tager hensyn til finansiering af offentlige finanser. Ved at indføre en sådan bestemmelse i partnerskabsaftalen udsender EU og AVS-landene et tydeligt og positivt signal, der utvivlsomt vil blive værdsat af de europæiske skatteydere samt forhåbentlig af europæiske investorer. Et andet nyt emne i AVS-EU-aftalen er migration. Vi er nået frem til en balanceret aftale om samarbejde på dette område. Denne nye dimension af partnerskabsaftalen afspejler de retningslinjer, EU har vedtaget i overensstemmelse med Amsterdam-traktaten og konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere i Finland i oktober 1999. Den Europæiske Union påtager sig at udvikle og implementere en immigrations- og asylpolitik på basis af partnerskabsprincippet med oprindelseslande og -regioner. Aftalen med AVS-landene baner vejen for nye initiativer - specielt vedrørende tredjelandsborgeres rettigheder i EU - samt integrationsfremmende foranstaltninger. Vi blev også enige om bestemmelser vedrørende håndtering af ulovlig indvandring. EU og AVS-landene vil indlede en proces, der i sidste ende sigter mod at definere procedurer for repatriering af ulovlige immigranter på parternes områder inden for rammer, der skal forhandles individuelt med de enkelte AVS-lande. Det gælder også for personer fra tredjelande og statsløse. Disse meget innovative fremgangsmåder giver en god mulighed for at forbedre regeringsførelsen. Aftalen opstiller også gode rammer til understøttelse af de gensidigt forstærkende virkninger af handelssamarbejde og udviklingshjælp. Vi er blevet enige om en proces til oprettelse af nye handelsaftaler, der vil fremme en handelsliberalisering mellem parterne, samt til formulering af bestemmelser om handelsrelaterede spørgsmål. Vi har været lydhøre over for AVS-landenes ønsker vedrørende tidsrammen for handelsforhandlingerne. Forhandlingerne starter senest i 2002. Denne toårige forberedende periode vil blive brugt til at styrke den regionale integrationsproces og AVS-landenes evne til at gennemføre handelsforhandlinger. Man har planlagt seks år til disse forhandlinger. Vi vil tage hensyn til AVS-landenes økonomiske og sociale begrænsninger på to måder: for det første gennem menneskelige og sociale udviklingspolitikker sammen med økonomiske og handelsmæssige reformer og for det andet ved at hjælpe AVS-landene med at blive aktive deltagere i det internationale økonomiske system og handelssystem gennem kapacitetsfremmende foranstaltninger og samarbejde i multilaterale fora. Denne fremgangsmåde vil føre til en fuld WTO-kompatibel ordning. De erhvervsdrivende vil være mere tilbøjelige til at etablere tættere forbindelser til deres AVS-partnere. Indenlandske og udenlandske investeringer vil vokse, og der vil blive overført mere knowhow og teknologi, hvilket vil forbedre AVS-landenes konkurrenceevne og lette deres gradvise integration i den globale økonomi. Endvidere vil aftalerne med EU fungere som et anker. De vil fastholde de økonomiske reformer, ligesom nationale og økonomiske reformer vil blive stabiliseret af begge parters forpligtelser i henhold til aftalerne. Denne nye fremgangsmåde bygger også på tanken om, at en åben handelspolitik kombineret med en social udviklingspolitik vil føre til økonomisk vækst og mindre fattigdom. Et andet vigtigt aspekt er forbedringen af EU's handelsordning for alle de mindst udviklede lande, hvoraf 39 er med i AVS-gruppen. Denne proces vil blive gennemført i de kommende fem år, så eksportørerne fra de mindst udviklede lande vil have fri adgang til EU-markedet for næsten alle deres produkter inden udgangen af 2005. Hvad angår omfanget af den næste EUF, har EU fremsat sit finansielle forslag. Det bygger på princippet om at forene behovet for at bevare mange finansielle midler i en periode med begrænsede budgetter for offentlig udviklingsbistand med behovet for at gøre fællesskabsstøtten mere effektiv. I dag er ca. 9,5 milliarder euro af de tidligere EUF-midler ikke forpligtet. EU ønsker at mobilisere disse restbevillinger plus de nye EUF-midler i løbet af en periode på syv år, det vil sige, inden den næste finansprotokol træder i kraft. Det vil sætte Fællesskabet i stand til at øge de årlige forpligtelser og betalinger betydeligt i denne periode. I de kommende år bevæger vi os således ikke ind i en periode med mindre aktivitet, men med øget aktivitet. En sådan forpligtelse fører til en dybtgående reform af procedurer og gennemførelsesbestemmelser på begge sider. Der er en meget reel forbindelse mellem reformprocessen i Kommissionen som sådan og vores evne til at levere i henhold til aftalen med AVS-landene. Med hensyn til udviklingspolitikken vil jeg sige, at den globale sammenhæng har ændret sig drastisk. Marginaliseringen af mange økonomier, øget fattigdom i verden, behovet for en bedre forvaltning af den indbyrdes miljømæssige afhængighed, de destabiliserende effekter af migration og de bekymrende konsekvenser af væbnede konflikter og pandemiske sygdomme er alle alvorlige emner. Det er inden for disse globale rammer, at vi skal indplacere os selv. Heldigvis giver evalueringer af fællesskabsstøtten os et godt værktøj til at forbedre vores indsats og forhåbentlig leve op til de udfordringer, jeg netop har nævnt. Hvis jeg skal fokusere på evalueringsresultaterne, vil jeg nævne følgende problemer: Fællesskabspolitikkens indvendinger er for få og svage, og det påvirker kohærensen negativt. Det skyldes kompleksiteten af vores egne strukturer, men også meget reelle uoverensstemmelser mellem sektorspecifikke politikker og interesser i medlemsstaterne. Kommissionens støttesystem er for kompliceret og fragmenteret med hensyn til instrumenter, procedurer og institutionelle mekanismer. Ofte fastlægges politikkerne mere ud fra de tilgængelige instrumenter end på baggrund af politiske mål og veldefinerede prioriteter. Der er ofte for få menneskelige ressourcer i forhold til de store støttebeløb, der skal forvaltes. Til at forvalte et støttebeløb på 10 millioner amerikanske dollars er der i gennemsnit 2,9 ansatte i Kommissionen sammenlignet med 4,3 ansatte i Verdensbanken og mellem fire og ni i de største medlemsstater. Det er et reelt problem: Der er for mange forskellige finansielle instrumenter med hver sine karakteristika samt især en række forskellige budgetposter. Det er vanskeligt at forene med behovet for et effektivt forvaltningssystem. Hvis Fællesskabet skal se disse problemer i øjnene og forsøge at løse dem, skal det gå ind i en effektiv dialog med medlemsstaterne og Parlamentet. Det er helt afgørende, at vi tackler kohærensspørgsmålet på en realistisk og pragmatisk måde, hvilket betyder, at debatten skal foregå inden for passende institutionelle rammer, det vil sige i Rådet og Parlamentet. Man skal også se nærmere på mangelen på samordnede aktioner blandt de 15 medlemsstater samt blandt disse og Fællesskabet. Ved at koncentrere Fællesskabets udviklingspolitik om internationalt anerkendte mål og strategier vil vi bane vejen for en forbedret komplementaritet med medlemsstaterne. Det er i høj grad også de retningslinjer, som Amado netop har skitseret. Når vi diskuterer politik nu til dags, engagerer vi os i en konvergensproces. Det er en del af løsningen. Vi er i færd med at formulere nye politiske retningslinjer, og vi skal identificere prioritetsområder for fællesskabsaktioner. Alt bliver stadig mere kompliceret. Det gælder også for udviklingssamarbejdet. En enkelt donor kan ikke tage fat på hele spektret af emner fra makroøkonomiske spørgsmål til lovgivningsmæssige rammer eller fra sektorspecifikke politikker til en række tværgående emner såsom køn, miljø, god regeringsførelse og institutionelle reformer. Det er vigtigt at finde fleksible mekanismer, der imødekommer en arbejdsfordeling i henhold til de enkelte donorers ekspertise og kapacitet i hvert enkelt udviklingsland. Det bør gøres på medlemsstatsniveau, og det bør føre til formuleringen af sektorspecifikke politikker for fællesskabsaktioner. For at identificere EF's prioriterede støtteområder skal der tages hensyn til Fællesskabets specifikke træk i forhold til medlemsstaterne og internationale institutioner. Jeg vil blot nævne nogle få: vores evne til at kombinere udviklingspolitik med handelspolitik og til at skabe synergi mellem støtte og økonomisk samarbejde; vores neutralitet og forsvar af overordnede fællesskabsinteresser; det faktum, at vi repræsenterer en kritisk masse og kan gøre et relativt stort stykke arbejde sammenlignet med det, som de enkelte medlemsstater normalt kan gøre. Også vores tilstedeværelse på jorden. Jeg mener, at vores største værdi ligger i det faktum, at vi med vores vellykkede regionale samarbejde lægger os i selen. Vi bliver betragtet som en neutral og velkommen partner til dette eksperiment overalt i verden - noget, som ingen anden kan hævde at være. Det er afgørende vigtigt at gøre Fællesskabets politik mere effektiv og udvikle mere operationelle strategiske rammer. Det er denne dobbelte udfordring, som Kommissionen skal gribe ved i de kommende måneder at udarbejde et forslag til en almen politisk redegørelse. Vi vil lancere en bred og åben høringsprocedure for at høre synspunkterne fra alle interesserede parter. Jeg finder processen næsten lige så vigtig som indholdet, og vi vil engagere alle ressourcer i en aktiv deltagelse, og vi opfordrer alle til at deltage. Sideløbende hermed er vi også begyndt at forbedre kohærensen og tydeliggøre og præsentere de reelle eller indbildte problemer, vi har i den henseende. Det bliver en løbende proces, som jeg ser som en slags fortsat kvalitetskontrol, og jeg opfordrer Parlamentet til at deltage i disse fortsatte bestræbelser på at forbedre kohærensen i vores arbejde.
Hr. formand, først og fremmest takker jeg hr. Amado for hans tale, og jeg takker ligeledes hr. Nielson. Jeg er også glad for, at hr. Amado talte om EUF. Problemet findes imidlertid ikke her hos Parlamentet og heller ikke hos Kommissionen; Rådet skal tage skridt til at inddrage EUF i budgettet, og derfor skal denne prædiken egentlig holdes i Rådet. Jeg takker også hr. Nielson. Han har talt udførligt om den nye Lomé-konvention, men den er ikke rigtig emnet for mødet i formiddag. Vi vil tale om sammenhæng. Det er temaet. Allerede siden begyndelsen af 90'erne har Europa-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet været klar over, at det ikke står så godt til med denne sammenhæng i den europæiske politik, navnlig med hensyn til udviklingssamarbejde og i forbindelse med andre dele af Unionens politik. Forskellige gange er opmærksomheden henledt på dette problem, i 1992, i 1995 og i 1997. Eksemplerne står alle sammen i et beslutningsforslag, som ligger foran os. Selv har jeg i årevis stillet spørgsmål om denne problematik. I 1997 er forpligtelsen til sammenhæng mellem de forskellige politikker endda optaget i Amsterdam-traktaten. I 1998 blev det desuden aftalt, at Kommissionen skulle forelægge en årlig rapport, hvoraf forbedringer skulle fremgå. Men hvad har vi set siden da? Smukke ord, også i dag, men ingen rapport. Det er egentlig vanvittigt. Det erkendes, at der er tale om modstridende politik. Gang på gang formuleres der gode hensigter, men der sker faktisk intet. Det er således berettiget, at vi i dag tager dette op. For at illustrere disse modstridende politikker vil jeg nævne nogle eksempler. En række udviklingslande producerer sukkerrør til sukkerproduktionen. I Unionen produceres der også sukker ved hjælp af sukkerroer. For at hindre, at dette billige sukker fra udviklingslandene konkurrerer med det dyrere sukker fra EU, pålægges rørsukkeret en stor importafgift. Konsekvensen er, at eksporten af rørsukker fra de pågældende lande til Unionen begrænses temmelig meget. Samtidig giver vi enormt stor udviklingshjælp til disse lande. En minister fra en af De Caribiske Øer, som producerer sukkerrør, sagde engang til mig: Hvis De simpelthen gav vores sukker adgang til Den Europæiske Union, så havde vi slet ikke brug for Deres udviklingshjælp. Et andet eksempel er kakao. Den Europæiske Union vil tillade 5% alternative fedtstoffer i chokolade for at harmonisere det indre marked. Det kunne også være 0%, dermed ville det indre marked også være harmoniseret. Hvis man fastsætter 5%, som det nu ser ud til, så ved man næsten med sikkerhed, at man stiller hundredtusinder af små kakaobønder i udviklingslande ugunstigt. Alligevel ser det ud til at gå i den retning. Hvad er det egentlig, vi gør? Det er også typisk den politik, hvorom vores borgere siger: Hvad gør Bruxelles egentlig? Det ser ud til, at det europæiske erhvervsliv her er vigtigere end vores egne principper, vores egne sammenhænge og udviklingslandenes interesser. Også med hensyn til sanktioner og embargoer er der rystende eksempler. Hvorfor skal der være en olieboykot mod Haiti og ikke mod Burma, hvor en valgt præsident er tilbageholdt, et parlament er opløst, og en del af parlamentsmedlemmerne er fængslet eller endog myrdet? Hvorfor er der ingen olieboykot mod Sudan, hvor der stadig finder mange kampe sted, notabene med våben, som betales med penge fra olieselskaberne, som arbejder i områder, hvor flygtningene befinder sig? Den manglende sammenhæng er tydeligvis enorm. Hr. Nielson har nu igen givet os et smukt eksempel på den nye Lomé-konvention. Hvis man blot lader den nye Lomé-konvention træde i kraft, uden at der skabes større sammenhæng mellem politikkerne, så er politikken bygget på sand, for at bruge et bibelsk udtryk. Rådet har gang på gang nævnt eksempler på, hvor det er galt: inden for landbrug, handel, konfliktforebyggelse, fredsoperationer, fiskeri, migration og miljø. Kommissær Nielson, det, som vi venter på, er en god rapport om denne manglende sammenhæng og en række konkrete forslag med henblik på at skabe større sammenhæng mellem politikkerne. Ellers, det gentager jeg, vil alle Deres smukke eksempler og hele Deres flotte politik - og det siger jeg også til statssekretæren - være bygget på sand, og så vil der ikke komme ret meget ud af det. Borgerne gør os opmærksom på det. Vi har selv sagt det allerede fra 1992: Dette er emnet for denne forhandling. Jeg håber, at dette budskab trænger rigtigt ind hos Dem, og jeg håber virkelig, at De snart fremlægger en rapport med foranstaltninger.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, jeg tror i lighed med min kollega fru Maij-Weggen, at der her er en række medlemmer, som alle sammen helhjertet vil komme ind på dette emne. Vi taler om et emne, som er af fundamental betydning for Den Europæiske Union. Lad mig begynde med præcist at fortælle, hvad vi her drøfter. Artikel 178, afsnit XX i de konsoliderede traktater om Den Europæiske Union lyder som følger: "Fællesskabet tager hensyn til de i artikel 177 omhandlede mål i de politikker, som det iværksætter, og som vil kunne berøre udviklingslandene." Hvad er det for mål, enhver politik i Den Europæiske Union skal tage hensyn til? Artikel 177 specificerer disse mål som "den bæredygtige økonomiske og sociale udvikling i udviklingslandene og særlig i de mest ugunstigt stillede blandt disse" og "harmonisk og gradvis integration af udviklingslandene i verdensøkonomien og bekæmpelsen af fattigdommen i udviklingslandene". Hr. formand, dette er ikke nogen uforpligtende målsætninger, dette er artikler, juridiske artikler, som udgør en del af den ved lov fastlagte gældende fællesskabsret, som de europæiske institutioner og medlemsstater skal overholde. Enhver lovartikel skal naturligvis ikke blot vurderes ud fra sin legitimitet, men også ud fra indholdets betydning. Jeg er af den opfattelse, heldigvis ligesom mange andre, at princippet om sammenhæng mellem politikkerne er af væsentlig betydning for alle myndigheder, som vil tjene deres borgere på en troværdig måde. Borgeres interesser er kun tjent med troværdige myndigheder, som er pålidelige. Dette er vigtigt for den tillid, som samfundet har til myndighederne, men også vigtigt af hensyn til effektiviteten, for sammenhæng er påkrævet, hvis vores begrænsede midler skal anvendes effektivt. Vi må ikke fremstille virkeligheden mere rosenrød, end den er. Realiteten er genstridig. Det er myndighedernes opgave at behandle denne kendsgerning gennemsigtigt og åbent, uden hemmelig politik. Myndighederne er forpligtede til at vise, hvilke dilemmaer de har, og hvor, hvornår og hvorfor der er problemer med sammenhængen i politikkerne i stedet for blot at søge at dække over det hele. Vi taler her i dag ikke om et luksusproblem: Problematikken med fattigdom i den tredje verden er et kæmpestort og fortvivlende problem, som kræver seriøs opmærksomhed. Naturligvis overvåger vi i Parlamentet vores borgeres interesser, men det er også i vores borgeres interesse at leve i stabile internationale omgivelser, hvor der stræbes efter menneskenes sikkerhed. Det er en moralsk interesse, en sikkerhedsmæssig interesse, og i sidste instans er det endog i vores økonomis interesse. I hvis interesse er det egentlig, når skattepenge fra de europæiske borgere går til bistand til Namibia til støtte af den økonomiske udvikling, hvis samtidig fattige kvægbønders økonomiske aktiviteter i samme land dramatisk undermineres af meget store eksportsubsidier, der betales af de samme skatteydere? Vi lader alle sammen, som om det ikke sker, men vi ved alle sammen, at det sker. Kære kolleger, det er ikke vores opgave som parlamentsmedlemmer at stikke hovedet i busken som en struds. Den almindelige betydning af sammenhæng mellem politikkerne er derfor som helhed Kommissionens, Rådets og Europa-Parlamentets ansvar. Dette ansvar kan ikke bæres alene af kommissæren for udviklingssamarbejde, hvor gerne vi end ser ham her og hører ham tale, eller af Rådet (udviklingssamarbejde) eller Parlamentets Udvalg om Udvikling og Samarbejde. Vi har her behov for en sammenhængende strategi. Efter både hr. Amados og hr. Nielsons meget klare og skarpsindige redegørelse herom vil jeg gerne sige, at vi i høj grad ser frem til Kommissionens forslag med henblik på at gøre politikken som helhed sammenhængende. Ikke blot kommissær Nielsons forslag, men hele Kommissionens forslag. Derfor opfordrer vi i dette skarpe og tydelige beslutningsforslag Kommissionen til at udvikle konkrete instrumenter. Vi må gøre det synligt, hvor sammenhæng er et problem, og foretage en opgørelse over, hvilke problemer det drejer sig om. Vi må vise, hvilke problemer vi løser, og hvilke vi endnu ikke har løst. Derfor opfordrer jeg til, at der oprettes et overvågningscenter for sammenhæng, som skal gøre dette synligt. Derfor skal vi i Kommissionen, i Rådet og i Parlamentet oprette arbejdsgrupper på tværs af tjenestegrenene, som kan overvåge, at der skabes sammenhæng. Hr. formand, kære kolleger, når vores naboers tag er utæt, kan vi give dem potter og pander til at opsamle vandet i, men naturligvis er det mere effektivt at hjælpe dem med at tætne taget. Krisen i Kommissionen sidste år er løst i dag, men i øjeblikket skal Kommissionen fremlægge en strategi, hvori vi får fuld støtte til en politik, til en sammenhæng, således som hele Parlamentet uden tvivl om lidt vil anmode om i beslutningsforslaget. Jeg ønsker kommissæren held og lykke med sin kamp inden for Kommissionen og hr. Amado held og lykke i Rådet.
Hr. formand, kære kolleger, lad det være sagt med det samme: Der er overhovedet ikke sammenhæng i samarbejdet. Således fastsættes det i traktaterne, at Den Europæiske Union skal yde bistand til udviklingslandene med hensyn til deres udvikling, men som mine kolleger allerede har sagt, findes der adskillige forvrængede fortolkninger af disse erklæringer. Det første eksempel på manglende sammenhæng hænger sammen med det manglende samarbejde mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne om deres respektive samarbejdspolitikker. Dette medfører store funktionsforstyrrelser, da visse fællesskabsprogrammer netop er føjet til de nationale programmer, selvom de kunne støtte andre projekter, der ikke er blevet fulgt op på. Husk ligeledes på, at den nykolonialistiske politik, visse stater faktisk fører, ikke på nogen måde bidrager til de såkaldte understøttede lande. Det andet eksempel på manglende sammenhæng hænger sammen med den støtte, der ydes til despotiske regimer. Man kommer naturligvis med erklæringer om god forvaltning og afskaffelse af korruption, men man fortsætter med at sætte hundrede millioner euro ind på konti i Schweiz med visse statschefers mellemkomst. Det tredje eksempel på manglende sammenhæng hænger sammen med menneskerettighederne. Vi siger, at vi vil beskytte dem. Vi opfordrer udviklingslandene til at overholde dem. Vi vedtager oven i købet adskillige beslutninger, der fordømmer ethvert angreb på dem, ligesom vi tilslutter os internationale protester og kampagner. Men på samme tid lader man våbenhandlen blomstre, og man bekymrer sig ikke engang om at begrænse handlen med forfærdelige våben som f.eks. landminer. Og man foretager sig ikke det store for virkelig at forhindre overtrædelser af menneskerettighederne. Det fjerde eksempel på manglende sammenhæng i Den Europæiske Unions samarbejdspolitik er dette problem: Hvordan kan man støtte udviklingen, når man plyndrer de naturlige ressourcer hos dem, man vil hjælpe? Den Europæiske Union må overlade fiskene til de lokale fiskere, så disse kan føde de lokale befolkninger, i stedet for systematisk at nedbryde havets rigdom på grund af intensivt fiskeri. Man må overlade råstofferne til de lokale producenter, så de kan forarbejde dem. For slet ikke at nævne olien. Vi kender desværre politikken i koncerner som Elf eller Total i Afrika. Ydermere, og dette er snart det femte eksempel på manglende sammenhæng, kræver vi, at man respekterer artsrigdommen, bl.a. for at gøre det muligt for alle at fremstille ved hjælp af egen såsæd og for at bevare den naturlige rigdom. Men samtidig - og det så vi igen under de sidste forhandlinger - tvinger man AVS-landene til at underskrive TRIPs-aftalerne, selvom disse kan blive udvidet til at omfatte de levende organismer. Men denne udvidelse ville betyde døden for artsrigdommen og genindførelsen af slaveriet for de små landmænd i Syden, der er i de internationale virksomheders vold. Derimod, og det er det sjette eksempel på manglende sammenhæng, forsvarer vi ikke anvendelsen af de eksisterende traktater. Således vedtager man på den ene side en budgetramme til bekæmpelsen af aids, men på den anden side gør man intet for at gennemtvinge overholdelsen af de obligatoriske licenser på dette område, netop inden for rammerne af den omtalte TRIPs-aftale, hvilket ville gøre det muligt for udviklingslandene at fremstille deres egen medicin og stoppe den massedød, der skyldes aids. Alligevel fortsatte Den Europæiske Union under WTO-forhandlingerne - selvom det fremgik af Schwaiger-betænkningen i stk. 2, at den nuværende proces i forbindelse med liberalisering af handlen næppe gavner størstedelen af befolkningen i udviklingslandene, og slet ikke de fattigste - med at forsvare liberaliseringen af handlen og afslutter - godt nok over en vis overgangsperiode - den gunstige ordning for AVS-landene, selvom den snarere burde styrke denne, navnlig i forbindelse med de fattigste lande. Det ottende eksempel på manglende sammenhæng er politisk og praktisk. Man siger altid: Tænk globalt, handl lokalt. Dog ignorerer man de lokale aktører i udviklingen, idet man foretrækker at diskutere med de nationale regeringer og støtte ngo'er i Norden på bekostning af lokale programmer og ngo'er i Syden. Landbrug og miljø, dette er andre områder, hvor der er problemer og manglende sammenhæng, som man også kunne have taget op, for ikke at glemme forsknings-, emigrations- eller sundhedsområdet. Kort sagt påstår man, at man vil hjælpe udviklingslandene, og samtidig opmuntrer man til en liberalisering af markederne samtidig med, at man fuldt ud indrømmer, at dette går stik mod et sådan formål. Lad os sige det igen: Den Europæiske Unions samarbejdspolitik er ikke sammenhængende. Derfor opfordrer jeg - på vegne af De Grønne - Europa-Parlamentet, institutionerne og Kommissionen til sammen at forsøge langt om længe at få skabt sammenhæng i vores politik.
Hr. formand, jeg finder denne debat særdeles belejlig, ikke blot fordi udviklingsspørgsmålet er vigtigt i al almindelighed, men også fordi det er aktuelt. Seattle blev en fiasko, og forholdet mellem nord og syd kom dér til syne på en ubehagelig måde. Mødet i den amerikanske by gjorde det tydeligt, at globaliseringen har meget ugunstige og skadelige følger for de fattigste lande. Lige nu og under indlysende påvirkning af denne fiasko foregår i Bangkok FN's 10. Konference om Handel og Udvikling. I mellemtiden er som nævnt forhandlingerne om den kommende Lomé-konvention blevet afsluttet. Alt dette er nok til at vise, hvor aktuelt dette emne er. Vi kan desuden tilføje det næste topmøde, EU-OAU, som der endelig er opnået enighed om skal finde sted til april i Kairo. Hertil skal det imidlertid yderligere tilføjes, at selv den mest overfladiske analyse uundgåeligt fører os til den konklusion, at noget - eller ligefrem meget - går rigtig skidt i forholdet mellem nord og syd, herunder mellem EU og de mindre udviklede lande. Det er nok blot at konstatere den kendsgerning, at de såkaldt mindre udviklede lande inden for de sidste 30 år er steget fra 25 til 48 lande, der i dag rummer 13% af verdens befolkning, men som ikke står for mere end 0,4% af eksporten og 0,6% af importen i verden. Man kan også blot bemærke den ulykkelige omstændighed, at de rige landes statslige udviklingshjælp siden 1990 er gået ned med 23%. De seneste nedskæringer i EU's budget på dette område for den kommende regnskabsperiode bekræfter denne tendens samtidig med, at de udgør et dårligt og forkert politisk signal. Michel Camdessus, endnu direktør for Den Internationale Valutafond, og som ikke just kan beskyldes for at være forudtaget, har i den tale, som han forleden søndag holdt ved indledningen til FN's Konference om Handel og Udvikling - og jeg citerer - sagt, at "det internationale samfund giver med den ene hånd og tager med den anden". Han hentydede naturligvis til den støtte, som de udviklede lande giver de mindre udviklede. Det synes ironisk, at en sådan udtalelse skulle komme fra ham, men han har faktisk sagt det, og jeg havde selv lejlighed til at høre den, og jeg synes ikke, at den er spor ude af trit med den aktuelle virkelighed. Den får mig tværtom til at pege på, hvor nødvendigt det er at gentænke og omformulere relationerne mellem nord og syd i nye baner, ikke mindst EU's rolle i denne sammenhæng, da skabelsen af en ny og mere retfærdig og lige verdensorden må være et strategisk mål for Unionen. Den igangværende globalisering må derfor gennemtænkes, hvad angår de grundlæggende retningslinjer og herskende interesser, der styrer den, og ikke mindst de enorme skadevirkninger, som den har for de mindre udviklede lande. Der er blevet afsluttet en ny aftale med AVS-landene. Det er i sig selv positivt, især hvis vi erindrer den pression, der har været udøvet for at komme af med den, og at flere medlemsstater har været imod, at den skulle videreføres. Vi vil på et passende tidspunkt få lejlighed til at se mere indgående på de præcise betingelser, som denne aftale indeholder. Det er imidlertid en kendsgerning, at de europæiske forhandlere har været mere tilbageholdende og ikke er gået så langt, som vi har foreslået, selvom den nye aftale indeholder nye og nyskabende elementer, der nok til dels har deres årsag i nogle vigtige politiske aspekter af den nye partnerskabsaftale. Forud for denne aftale er utvivlsomt gået en kompleks forhandling, hvor begge parter gjorde substantielle indrømmelser, således EU med hensyn til spørgsmålene om god regeringsførelse og handel, men aftalen skyldes frem for alt en styrkelse af AVS-gruppen, der helt klart har fundet en ny sjæl som følge af Seattle. Jeg vil særlig fremhæve, at der er ved at udvikle sig en ny måde at forstå disse spørgsmål på, ikke mindst med hensyn til handel, og det er virkelig også tiltrængt at se nærmere på dette område. Endelig skal man videre endnu med de politikker, der har med udviklingsstøtte at gøre. Det gælder finansiering og budget, gældsbyrden, støtte til følsomme områder som sikkerhed for mennesker og fødevarer eller uddannelse og sundhed, men også miljø, investering og adgang til information og ny teknologi samt handelsområdet, hvor der samtidig skal sikres en grundlæggende sammenhæng mellem udviklingspolitikkerne og EU's andre politikområder og også mellem disse og den politik, som medlemsstaterne fører på disse felter. Vi kan ikke stille os tilfreds med i al væsentlighed at videreføre noget, der har vist sig utilstrækkeligt og forkert i fortiden.
Hr. formand, efter at have lyttet til Rådet og Kommissionen i dag måtte jeg ganske enkelt se på min dagsorden. Jo, der står faktisk "Sammenhængen mellem Unionens forskellige politikker og udviklingspolitikken". Men vi har ikke hørt et eneste ord om det, og det synes jeg er dybt pinligt. Vi har ventet på en rapport om kohærens i årevis. Den burde have foreligget skriftligt her i dag, og efter at have hørt hr. Nielsons tale har jeg ikke svært ved at forestille mig, at han er oppe mod meget stærke modsatrettede kræfter i Kommissionen. Jeg ved, at kommissæren selv har både stærke og yderst fornuftige synspunkter med hensyn til kohærens, og dem havde jeg gerne hørt udtrykt her i dag. Eftersom det fælles beslutningsforslag foreslår en række effektive mekanismer til at sikre kohærens, så vil jeg med min meget korte taletid indskrænke mig til at nævne endnu en, nemlig at Kommissionen også bør foretage en vurdering af ny, relevant lovgivning i denne sammenhæng. Og så vil jeg i øvrigt koncentrere mig om den katastrofale virkning, EU's fælles landbrugspolitik har på udviklingslandene. Dumpning af oksekød i Sahel og Sydafrika, tomatpure i Vestafrika, mælkepulver i Jamaica, eksemplerne er forhåbentlig alle velkendte. De kendes i hvert fald til hudløshed af de berørte producenter i AVS-landene, som må destruere deres produkter, fordi de ikke kan konkurrere med de EU-subsidierede produkter. Europæiske skatteydere bidrager med 40 milliarder euro om året til at støtte EU's landbrug. Penge, som er med til at hæmme udviklingen i landbrugssektoren i udviklingslandene, som her udgør 69% af den samlede arbejdsstyrke mod 1,7% i EU. Læg dertil, at landbrugssektoren tegner sig for 34% af udviklingslandenes bruttonationalprodukt mod 5,3% i EU. Her er hverken kohærens eller anstændighed. Hvorfor vil hverken Rådet eller Kommissionen indrømme det?
Hr. formand, det er helt grundlæggende, hvordan man træffer politiske beslutninger. I går aflagde Det Forenede Kongeriges premierminister og hans udenrigsminister redegørelser om deres politik vedrørende afstemningssystemet i Rådet. De gjorde opmærksom på, at Det Forenede Kongerige, Frankrig og Tyskland har en langt større befolkning end de øvrige lande i Den Europæiske Union. Derefter konkluderede de, at befolkningens størrelse skulle afspejles i afstemningssystemet, og at Det Forenede Kongerige ikke ville opgive sin vetoret. Diskuterer man dette spørgsmål i Rådet? Er Rådet villig til at bevare et demokratisk veto på baggrund af befolkningstal, eller bevæger det sig fortsat i retning af en simpel flertalsafgørelse blandt Rådets medlemmer i stedet for en afstemning, der afspejler den europæiske befolkning, som de repræsenterer på demokratisk vis? Har de britiske repræsentanter forelagt Rådet deres beslutning og forslag, og hvordan er de i givet fald blevet modtaget? Da dette afstemningsspørgsmål har afgørende betydning for Unionens demokratiske fremtid, bør det prioriteres højt. Det er altafgørende, hvordan beslutningerne træffes.
Hr. formand, jeg takker Rådet og Kommissionen for deres redegørelser her til morgen, men jeg vil koncentrere mig om kohærenspolitikken, fordi det er den, der er på dagsordenen. Skønt jeg er enig i kravet om en forhandling om sammenhængen mellem Unionens forskellige politikker og udviklingspolitikken, mener jeg ikke, at forhandlingen bør afholdes på nuværende tidspunkt. Rådsredegørelsen gav mig imidlertid håb for fremtiden. Det er helt tydeligt for mig, der er specialist i udviklingspolitik, at manglende kohærens på mange områder har en stor indvirkning på udviklingslandene. Jeg vil komme med nogle eksempler om et øjeblik. Jeg minder imidlertid Parlamentet om, at en rådsresolution fra juni 1997 erkendte, at der er en alvorlig mangel på sammenhæng mellem nogle EU-politikker og udviklingssamarbejdspolitikken. Efter præsentationen af denne resolution anmodede Rådet Kommissionen om at udarbejde en årlig rapport, der første gang skulle diskuteres i 1998. Vi venter stadig på den første rapport, og derfor mener jeg, at denne forhandling er præmatur, da Kommissionen ikke havde meget at sige om kohærens her til morgen. Rådet identificerer specifikke områder, hvor politisk kohærens er særlig vigtig, herunder fredsskabelse, konfliktforebyggelse og -håndtering, fødevaresikkerhed, fiskeri og immigration. Nogle af disse spørgsmål er behandlet grundigt. Jeg føler personligt, at spørgsmål som fredsskabelse samt konfliktforebyggelse og -håndtering i høj grad er de afrikanske statschefers område med kapacitetsstøtte fra Den Europæiske Union og med OAU som voldgiftsmand. De spørgsmål, der i høj grad påvirkes af mangelen på kohærens, skal findes inden for områder som landbrug, handel, miljø og biologisk mangfoldighed. Men heri ligger det virkelige problem: Det er de mest følsomme politiske områder i Den Europæiske Union som helhed betragtet og i Parlamentet i særdeleshed. Parlamentsmedlemmerne har forskellige synspunkter - selv inden for samme politiske parti - afhængig af, (a) hvilket land de kommer fra, eller (b) hvilket udvalg de sidder i. Som medlem af Udvalget om Udvikling og Samarbejde er jeg interesseret i kohærensområder, der sandsynligvis vil forfærde nogle af medlemmerne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter eller Fiskeriudvalget. Som et eksempel på kohærens kan man - som fru Sandbæk gjorde - nævne eksporten af mælkeprodukter til Jamaica til priser, der ligger langt under produktionsprisen, hvilket næsten har ruineret Jamaicas mejeriindustri. Vi eksporterer oksekød til det sydlige Afrika, Namibia og Sydafrika, der derefter sælger deres eget oksekød til Swaziland, så Swaziland kan opfylde sin eksportkvote til Den Europæiske Union. Husk også, at nogle lande i fire år blokerede for en handelsaftale med Sydafrika. Hvis vi kun importerer råstoffer fra disse udviklingslande og ikke giver dem mulighed for at fremstille færdigvarer i deres eget land, berøver vi dem muligheden for at bekæmpe fattigdom, hvilket ellers er førsteprioriteten i vores udviklingsbistand. Det overrasker mig ikke, at Kommissionen har problemer med at udarbejde et basisdokument for diskussioner om en bæredygtig og social udvikling. Der er en naturlig modstand i udviklingslandene imod alt, der kan sænke levestandarden og skabe yderligere arbejdsløshed. Jeg ønsker Kommissionen held og lykke med udarbejdelsen af dette basisdokument.
Hr. formand, forhandlingen her til formiddag er meget vigtig. Derfor vil jeg gerne takke Kommissionen og Rådet for at komme med en erklæring om samhørigheden i fællesskabspolitikkerne i forbindelse med udvikling, for det viser vilje til at skabe en mere effektiv politik på dette område. Men hvis vi kun stiller en diagnose over vores politiks manglende samhørighed, bliver vi meget skuffede, og derudover vil den vise et negativt resultat. Ligesom med kraftsystemerne, som man lærer om i elementær fysik, nytter det ikke noget at igangsætte politikker, som indbyrdes modvirker hinanden. Resultatet af dette absurde spil er ikke lig nul, men det ville blive en negativ værdi dannet af materielle, finansielle og menneskelige ressourcer, der blev spildt på en ubrugelig anstrengelse. En negativ værdi, som i politik multipliceres af det antal resultater, som ikke opnås, hver gang en foranstaltning ophæver de effekter, som en anden foranstaltning har forsøgt at skabe. I nutidens globaliserede verden er denne virkelighed endnu mere tydelig. Der er ingen grænser, heller ikke for fællesskabspolitikkerne. Derfor er jeg glad for, at Kommissionen og Rådet har genoptaget interessen for fællesskabspolitikkernes samhørighed, og at de, sammen med komplementariteten mellem de nationale politikker og fællesskabspolitikken og koordineringen mellem Kommissionens tjenestegrene, prøver at forme samarbejdspolitikken til Den Europæiske Unions udvikling. Såvel Kommissionen som det portugisiske formandskab medtager i sine respektive arbejdsplaner viljen til at gøre de politikker, som har en meget vigtig indvirkning på udviklingslandene, samhørige, men de specificerer ikke de konkrete foranstaltninger, som denne samhørighed skal munde ud i. Begge institutioner udpeger de største områder, hvor dette begreb skal anvendes. F.eks. siger Kommissionen i sine retningslinjer på langt sigt, at målsætningen med den bæredygtige udvikling skal omsættes til en stærk solidaritet støttet af en handelspolitik, som tager hensyn til de fælles interesser. Kommissionen henviser til et meget vigtigt område, nemlig handelspolitikken. Men vi i Europa-Parlamentet vil tilføje politikkerne vedrørende hjælp til udvikling, landbrugs-, fiskeri-, og immigrationspolitikken, holdningen i de internationale finansielle institutioner, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt hjælpen til strukturtilpasning. Hr. Luis Amado sagde her til morgen, at Rådet allerede ved flere lejligheder har udtalt sig om behovet for samhørighed. Sidste gang var det rigtigt nok i november 1999 og ligeledes ved andre tilfælde, som i Rådet (udviklingssamarbejde) i maj 1999 og i juni 1997, men uden nogen form for konkrete resultater. Jeg er enig i det, han sagde, at det er meget vigtigt, men Rådet (udviklingssamarbejde), dér kan vi jo ikke sige ret meget, som det allerede blev antydet af den person, der tog ordet tidligere. Til gengæld vil vi som Europa-Parlament - som det også er blevet sagt, og som det fremgår af beslutningen - foreslå, at der nedsættes en arbejdsgruppe på tværs af tjenestegrenene, hvor de, som er ansvarlige for alle de nævnte politikker, deltager, og at der etableres et samhørighedsobservatorium for de forskellige fællesskabspolitikker, der er i stand til at forudse virkningerne for hver enkelt af disse politikker i udviklingslandene og indbyrdes. Men vi vil jo virkelig være realistiske, og man skjuler ikke for os, at udførelsen af disse koordinerings- og komplementaritetsmål, samt det mest komplekse, som vi nu behandler, nemlig samhørighedsmålet, vil kræve en mere udviklet politik end den, vi for indeværende har i Den Europæiske Union. Lad os håbe - og vi håber - at vi kan lade os føre ad den ændringsvind, der kommer i forbindelse med regeringskonferencen, Kommissionens reform - som også kommer til at få indflydelse på udviklingstjenestegrenene - denne nye valgperiode samt udsigterne til udvidelse, for at fuldføre en mere samhørig politisk union. Derfor håber vi, at Kommissionen i rapporten om global politik, som vil blive fremlagt for os, ligeledes fremsætter spørgsmålet om samhørighed som en del at den effektive anvendelse af fællesskabsressourcerne og den konkrete ledelse af de offentlige interesser.
Hr. formand, jeg vil også gerne takke Rådet og Kommissionen for deres redegørelser og ligesom andre beklage, at kohærenspolitikken ikke er kommet mere i centrum. Men vi, der sidder her i Parlamentet, er jo ikke et sekund i tvivl om, hvad der er årsagen til det. Jeg vil derfor gerne komme ind på noget mere generelt og starte med et par, synes jeg selv, nyttige tal. I begyndelsen af det nittende århundrede var realindkomsten pr. indbygger i verdens rigeste lande 3 gange højere end i de fattigste lande, i år 1900 var den 10 gange højere, og i år 2000 var den 60 gange højere. Og der er ingen tegn på, at den udvikling vil vende, tværtimod ser det ud til, at vi er inde i en eksponentiel kurve, der gør forskellene endnu større. Det viser følgende tal: Indkomstgabet mellem den rigeste og fattigste femtedel var i 1960 30:1, i 1990 60:1 og i 1997 74:1. Disse tal er fra før Internetrevolutionen sætter ind. Med andre ord: Der er brug for et kvantespring i udviklingspolitikken, hvis ikke de rige lande, herunder EU-landene, skal opbygge bolværker rundt om sig selv for at forhindre indvandring i massivt omfang. I en global landsby vil de store forskelle i verden ikke i længden blive tolereret af den fattigste del af landsbyen. På et tidspunkt vil der komme et oprør, og det vil være fuldt berettiget. Jeg skal derfor opfordre Rådets formandskab til hurtigst muligt at få sat den bebudede debat i gang og frem for alt få den afsluttet, så det går op for os alle sammen, herunder Europas borgere, hvad globaliseringen indebærer, og således at vi forstår, at et centralt element bliver gennemgribende ændringer på udviklingsområdet, hvad angår vores udviklingsbistand og dens niveau, vi er langt fra de lovede 0,7% i EU som gennemsnit. Det kan godt være, at andre er værre, det hjælper bare ikke os. Men frem for alt skal vi give landene mulighed for at handle med os. Så vidt jeg hørte - men jeg kan have overhørt noget - så blev ordet handel overhovedet ikke nævnt i rådsformandens tale. Til kommissæren vil jeg blot sige, at jeg håber, det vil lykkes at komme igennem med hans forslag i Kommissionen og medlemsstaterne, og jeg vil også bede kommissæren om at give nogle konkrete eksempler på sektorinteresser, der blokerer ikke blot i Kommissionen, men også i medlemsstaterne. I øvrigt vil jeg gerne sige, at jeg tror, det mest effektive ville være, at Parlamentet krævede at få et oplæg fra henholdsvis udviklingsrådet og udviklingskommissæren, så havde vi måske et udgangspunkt, vi kunne diskutere på, i stedet for at kræve et oplæg fra alle regeringerne og fra hele Kommissionen, det kommer der næppe noget godt ud af. Jeg skal slutte med nogle ord om Internetrevolutionen. Som kommissær Liikanen rejser rundt og siger, har vi et forspring her i Europa på mobilområdet. Lad os bruge det, ikke bare til gavn for egne befolkninger, men også til gavn for ulandene. Den teknik muliggør netop det nødvendige kvantespring, og her kan EU så sætte dagsordenen, præge udviklingen og leve op til sit globale ansvar.
Hr. formand for Rådet, kære kolleger, hr. kommissær Nielson, det går ikke uden kohærens på de forskellige politiske områder, hvis man ønsker, at udviklingspolitikken rent faktisk skal føre til et resultat. For jeg kan jo ikke skabe noget med den ene hånd for så kort derefter at rive det ned igen med den anden! Man må desværre konstatere, at størstedelen af EU's politikker jo ikke er sammenhængende. Det gælder i særlig høj grad for landbrugspolitikken. Den Europæiske Union forhindrer nemlig med sin aggressive eksportpolitik og sin afsondring af markedet stadig udviklingslandene i for det første at gennemføre deres egen landbrugsudvikling og for det andet at være passende repræsenteret på vores markeder med egne produkter. Denne landbrugspolitik skader jo ikke kun de små og mellemstore producenter i disse lande, men i lige så høj grad producenterne i Den Europæiske Union. De spilles ud mod hinanden. Det skal siges og erkendes entydigt. Når jeg ser, hr. formand for Rådet, hr. Armado, at der i et land som Brasilien med et areal på over 8 millioner km2, som nu må importere grundnæringsmidler, stadig lever næsten 40 millioner mennesker, der er underernærede og sulter, så må jeg sige, at det også har noget med at gøre, hvilken landbrugspolitik vi fører, idet vi producerer vores bjerge af oksekød med soja fra dette land for så derefter at oplagre kødbjergene igen i kølehusene! Her fremgår det også tydeligt, at politikken skal ændres, men at der selvfølgelig også skal ske ændringer i udviklingslandene til gavn for de regionale strukturer. Det bliver også afgørende for fremtiden, hvilken politik Den Europæiske Union fører i Verdenshandelsorganisationen over for netop landene i syd, hvordan Unionen vil skaffe landene en stemme, en passende medindflydelse dér, og selvfølgelig også, hvordan Den Europæiske Union åbner sine markeder for disse lande. For det går jo ikke, at vi forlanger en reciprok markedsåbning af disse lande, netop af udviklingslandene, mens vi fortsætter med at bygge mure her i Den Europæiske Union. Heller ikke TRIPs-aftalen imødekommer disse landes ressourcer. For de må så igen betale dyrt for deres grundprodukter, som vi har taget patent på. Lad mig sige endnu et par ord vedrørende sammenhængen her i Europa-Parlamentet! Ofte bliver der også holdt afstemning her i vidt forskellige udvalg og også her i plenarforsamlingen, hvilket jo ikke er sammenhængende, hvilket ikke er i overensstemmelse med udviklingspolitikken. Derfor bør udviklingspolitikken være et tværsnitsområde for alle udvalg, og der skal ikke kun tales om det én gang om året, sådan som vi gør i dag, når det nu er belejligt. Politikkerne i de 15 EU-lande skal også koordineres tilsvarende, for det går ikke, at der stadig koges nationale interesser på det udviklingspolitiske budget, og at der knyttes betingelser til udviklingsbistanden såsom: Hvis du køber mine våben, får du mere i udviklingsbistand! Sådan kan vi ikke fortsætte. Det er absolut nødvendigt med mere sammenhæng, og det gælder ikke kun for Europa-Kommissionen, Unionen, men også for os her i Europa-Parlamentet!
Hr. formand, betænkningerne gør rede for tingene, men de vidner også om det tiltagende modsætningsforhold mellem Unionens og medlemslandenes udviklingspolitik. Når det fastslås, at udryddelsen af fattigdom er vores fællesnævner, er det snarere ønsketænkning end virkelighed. Fakta er, at antallet af fattige ikke er faldet i de sidste 20 år, men derimod vokset til 1,4 milliarder. En ærlig balance for nord-syd-politikken kommer ikke uden om den kendsgerning, at gabet mellem de fattigste og de rigeste lande er blevet større. I stedet for at betegne dette som en direkte følge af den neoliberale politik, understreges nødvendigheden af at definere begrebet "god regeringsførelse" mere klart, hvad angår udviklingsbistanden. Jeg spørger dog mig selv, med hvilken moralsk ret og hvilket moralsk krav det skal ske, når de krævede kriterier, demokrati og retsstatsprincipper, ikke er opfyldt i EU's egne medlemslande? Korruptionen blomstrer, der oprettes sorte partikasser, og EU-midler overføres formodentlig til valgkampskasser. Den kritiske omgang med os selv er her en forudsætning for, at der kan fastlægges nogle reelle kriterier. Man bør heller ikke glemme, at Unionens medlemslande ikke nærmer sig en bevilling på 0,7% af bruttonationalproduktet til udviklingsbistand, men tværtimod bevæger sig længere og længere væk. Det er efter min mening også beklageligt, at der ikke ofres et eneste ord på våbenhandler, andre af vores kolleger har allerede været inde på det. De industrialiserede lande skaber sammen med lederne i flere AVS-lande ikke blot gevaldige indtægter på denne måde, der sættes også et frygteligt kredsløb i gang, som vi ikke må glemme. Først bliver våbnene leveret, derpå opstår der voldsomme konflikter, indtil der endelig indsættes tropper fra de våbenleverende stater, og så starter det hele så igen forfra. I betænkningen af hr. Corrie vil jeg især gerne støtte dét, der står om, at vi har anledning til at overveje en fair håndtering af Cubas ansøgning om at blive optaget blandt AVS-landene. Her fremhæves det, hvilke spæde forandringer der er ved at ske dér. Her bør vi ikke følge USA, men derimod snarere tage udgangspunkt i vores egne holdninger og ikke bygge nye, højere forhindringer. Hr. kommissær, det er fint at kræve og skabe sammenhæng mellem politikkerne. Men sammenhængen vil også blive skabt gennem Kommissionens politiske arbejde i samarbejde med Parlamentet, og her ligger der efter min mening nogle store opgaver foran os, som jeg vil tage del i.
Hr. formand, "det står elendigt til med Den Europæiske Unions udviklingssamarbejde." Blot et citat fra en avisartikel, som blev offentliggjort i sidste uge om Unionens udviklingspolitik. Det er ikke nye røster. Siden vi i Europa har forsøgt at gøre noget ved udviklingssamarbejde, bestrides effektiviteten og kvaliteten deraf. Håb om forbedring risikerer at forsvinde, hvis Kommissionen fortsat nægter at kigge i spejlet. Hvorfor blev den kritiske rapport om sammenhængen med udviklingspolitik ikke uddelt eksternt? En vigtig konklusion af denne rapport vedrørte den europæiske politiks indre modstrid. Navnlig med hensyn til handel og landbrug er den europæiske politik i strid med udviklingspolitikken. Det lykkes os stadig ikke at yde et seriøst bidrag til udviklingen af de mindst udviklede lande. Dette har i høj grad at gøre med forskellen i holdningen til udviklingssamarbejde mellem forskellige lande i Unionen. Vi må ikke længere betragte udviklingssamarbejde som et instrument for eksterne og udenlandske forbindelser, men som et selvstændigt politisk område. Jeg opfordrer til en gennemsigtig, solidarisk og effektiv udviklingspolitik. Så længe den europæiske måde at gribe udviklingsproblematikken an på forårsager større ineffektivitet og større spild af penge, er det stadig tilrådeligt, at medlemsstaterne tildeles en stor rolle. Til sidst vil jeg anmode Kommissionen om hurtigst muligt at sende det dokument, som jeg omtalte, til Europa-Parlamentet, således at vi konstruktivt kan være med til at tænke over mulige løsninger.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg mener, at dette initiativ er et relevant initiativ, der virkelig er på sin plads. Som det allerede er blevet nævnt af flere kolleger, ser vi ofte situationer, hvor der er stor modsigelse mellem det, som vi på den ene side ønsker at udvirke med udviklings- og samarbejdspolitikken, og det, som vi på den anden side ødelægger på andre politikområder, hvor der er interesser, der går imod de samme landes udvikling. Vi taler her ikke kun om den konkrete virkning af vores fælles politik inden for turisme, miljø, landbrug, fiskeri og industri. Vi taler om de generelle modsigelser - hvad der er alvorligere - mellem vores politikker inden for økonomi og handel og vores forsvarspolitikker. Der er således en række modsigelser. Efter min opfattelse er modsigelserne ikke så alvorlige, hvad angår EU's politikker; de er alvorligere, hvad angår visse mål og bestræbelser hos nogle af medlemsstaterne. Det må vi være klar over. På den ene side vedtager vi ofte beslutninger om fredsprocesser i andre dele af verden sådan som for nylig med hensyn til Indonesien, et tilfælde, der råber til himlene, og på den anden side kan vi konstatere, at der var nogle europæiske lande, der forsynede Indonesien med våben og krigsmateriel. Det er de for mig alvorligste modsigelser på hele dette felt, alvorligere end den konflikt, der måtte være mellem forskellige sektorpolitikker, og som der er. Vi ved selvfølgelig udmærket, at der også inden for det enkelte land altid er modsigelser mellem de forskellige politikker. Det er normalt. Hvad angår EU, må vi også være klar over, at der vil være modsigelser mellem de forskellige fælles politikker, i dette tilfælde udviklingspolitikken. Vi må være bevidst om, at disse modsigelser findes, og at vi skal reducere dem, hvilket er et rimeligt og rigtigt mål at sætte sig, og det danner da også grundlag for dette beslutningsforslag. Jeg tror, at det er ganske klogt og hensigtsmæssigt at oprette et observatorium for udviklingen af sammenhængen mellem EU's politikker og samarbejds- og udviklingspolitikken, hvis aktionsfelt ikke bør begrænse sig til EU, men også bør omfatte medlemsstaternes politiske indsats på dette område, herunder også de økonomiske gruppers aktivitet, som jeg også synes er vigtig. Dette observatorium skal udarbejde en årlig rapport om udviklingen og disse politikkers virkning og samspil. Jeg har gemt et punkt til sidst, som forekommer mig fundamentalt, og som jeg mener Parlamentet bør betænke og tilslutte sig. Vores mål om at reducere modsigelserne mellem samarbejds- og udviklingspolitikken og de andre politikområder må være et mål ikke blot for EU, men for hele verden på grund af økonomiens stigende globalisering. Hvis vi vil have en retfærdig verdenshandel, må vi gennemtvinge dette princip på den næste forhandlingsrunde i Verdenshandelsorganisationen, fordi det vil være selvmodsigende, hvis EU underkaster sig selv en jerndisciplin, hvor rimelig den end er, og USA og andre store magter derefter gør det modsatte og får gavn af at gøre det, som vi lader være med. Det er derfor rimeligt og afgørende, at disse principper bliver stadfæstet på Verdenshandelsorganisationens kommende runde.
Hr. formand, ifølge generaldirektøren for Generaldirektoratet for Udvikling svarer en udarbejdelse af en rapport om sammenhængen mellem Unionens forskellige politikker og udviklingspolitikken inden forårets rapport om udviklingspolitik til at spænde vognen for hesten. Skidt med, at Kommissionens pligt til at udarbejde en årlig rapport, der klart fremgår af Rådets resolution, kun har resulteret i et non-paper. Det virkelige problem er, at man i en tid med stigende fattigdom i verden ser hesten gå op ad bakke, mens vognen med de øvrige EU-politikker er så tung, at udviklingspolitikken langsomt trækkes bagud. Gang på gang glemmer man udviklingspolitikken eller tænker først på den, efter man har behandlet de øvrige omfattende politikker i Den Europæiske Union. Tag f.eks. det nye chokoladedirektiv, der viser, at EU-landene hvert år bruger flere penge på chokolade end på udviklingsbistand. Der har ikke været nogen ordentlig udviklingsmæssig vurdering af dette direktiv, som ifølge producentlandenes vurdering - hvoraf 90% er vores AVS-partnere - vil kunne reducere kakaoproducenternes indtægter med mindst 15%. Tag f.eks. fiskeriaftalerne, hvor vi erkender den manglende bæredygtighed i den gældende fiskeripraksis i EU's farvande. Samtidig forhandler vi om joint venture-aftaler, der skal give Europas store fiskerfartøjer øget adgang til udviklingslandenes farvande på bekostning af 190 millioner lokale fiskere i verdens udviklingslande. Tag f.eks. handelsaftalerne. Som hr. Nielson sagde i morges om Lomé-aftalen, gælder den præferentielle adgang kun i alt væsentligt for alle produkter fra de mindst udviklede lande. Med andre ord ryger hensynet til de fattige lande ud af vinduet, når EU's kommercielle interesser er involveret. På baggrund af vores standpunkt i Seattle hvorfor er der så tavshed om EU's manglende gennemførelse af de handelskoncessioner for udviklingslandene, der allerede blev vedtaget under GATT-forhandlingerne, herunder for den vigtige tekstilsektor? Hvad angår den fælles landbrugspolitik, der er den største synder, findes der ingen udviklingsvirkningsvurdering af landbrugsreformerne i Agenda 2000. Alle har hørt om skandalen med eksportrestitutionsordningen, der dumpede 54.000 ton overskydende subsidieret oksekød på de vestafrikanske markeder, hvilket pressede de lokale husdyravleres priser ned til det halve. I dag er der 300.000 ton oksekød på lager. Hvem skal have det næste hug? Jeg glæder mig over hr. Amadeus' redegørelse her til morgen, hvor han erkendte problemerne med ikkebudgettering af EUF, hvor han opfordrede Rådet (udviklingssamarbejde) til at spille en mere aktiv rolle, og hvor han opfordrede til, at udviklingsprioriteterne gøres centrale for EU's nye fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg glæder mig også over Rådets erklæring fra 1992, dets resolution fra 1997 og successive ændringer i Traktaten om Den Europæiske Union. Man er ganske enkelt ikke skredet til handling. Derfor ønsker vi årlige rapporter, en årlig gruppe på tværs af tjenestegrenene samt en klageprocedure for at sikre os, at der sker noget. Jeg vil bede hr. Nielson om direkte at tage fat på disse punkter i resolutionen i sin samlede vurdering.
Hr. formand, jeg vil gerne indskrænke mig til forbindelsen mellem udviklingssamarbejde og landbrug. I de forløbne år er en betydelig del af midlerne gået til udviklingen af landbrug og kvægavl i udviklingslandene, navnlig i Lomé-landene. Resultaterne er bestemt ikke, hvad vi havde forventet. Hvad er mon årsagen dertil? Jeg tror, at årsagen i første række skal søges i mangelen på en tydelig landbrugspolitik i forskellige udviklingslande, med undtagelse af de gode. Jeg tror, at Kommissionen kan spille en vigtig rolle ved at hjælpe med at udvikle denne. Ingen landmand, uanset hvor i verden, vil producere noget, hvis priserne er for lave. Regeringerne i udviklingslandene står altid over for et vanskeligt valg: Hvem skal vi støtte, landmændene eller folk i de store byer, som vil have billige fødevarer? Den fine balance skal findes sammen med Kommissionen og ikke af Kommissionen alene. I de fleste lande, hvor Kommissionen er aktiv, giver medlemsstaterne også selv udviklingshjælp. Det må ikke forekomme, at medlemsstaternes politik er i modstrid med Kommissionens politik. Det er Kommissionens delegationers opgave at spille en ledende rolle i forbindelse med udviklingen af denne politiske dialog og sørge for, at alle lande følger samme kurs. Det er også nødvendigt at lægge særlig vægt på udgifterne til produktionsmidlerne. Alt for ofte forsynes landmændene gratis med kunstgødning, veterinærlægemidler og talrige andre ting. Når projektet er afsluttet efter fem år, er det også slut med denne politik med gratis uddeling. Jeg tror således, at udgiftselementet fra begyndelsen skal udvikles ved udformningen af alle projekter, og så vidt jeg ved, er dette stadig langtfra altid tilfældet. Endelig spekulerer jeg på, om midlerne ikke kunne anvendes noget bedre. År efter år opdager jeg i Kommissionens budget og i forbindelse med Den Europæiske Udviklingsfond, at man er langt bagefter med hensyn til anvendelsen af midlerne.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, egentlig fører vi her en forhandling blandt de overbeviste, og det er ærgerligt. Egentlig skulle vi tale om sammenhæng i udviklingspolitikken med f.eks. hr. Prodi, som allerede fra begyndelsen er gået glip af en enorm chance, for han har ladet udviklingssamarbejdspolitikken blive splittet op over tre kommissærer, og det er da et fremskridt i stedet for fire, det indrømmer jeg, men dette kan ikke give nogen garanti for en sammenhængende politik. Vi konstaterer også, at det stadig er forskellige generaldirektorater, der sommetider med meget modstridende procedurer og argumenter blander sig i denne politik. Et godt forslag kom fra formanden for Rådet, nemlig om at inddrage Den Europæiske Udviklingsfond i budgettet. Dette ville naturligvis glæde Parlamentet overordentligt meget. Hvis De kunne gøre det, ville det allerede være en overordentlig stor sejr. Siden Amsterdam har tre begreber stået centralt: komplementaritet, koordinering og samhørighed. Jeg gror, at der stadig er gennemført særdeles lidt på disse tre områder. Hvis der anmodes om en rapport om fremskridtene med hensyn til samhørigheden, må det ikke være svært, medmindre man simpelthen må indrømme, at der overhovedet ikke er nogen samhørighed. Jeg vil hellere have, at der kommer en rapport om den samhørighed, som findes i øjeblikket, og at der udvikles en systematisk strategi for at nå frem til en vis samhørighed, for det er stadig langtfra lykkedes. Én ting har chokeret mig i rådsformandens tale. Han siger: "Modsætninger i politik kan føre til ligevægt." Det forholder sig faktisk således, at hvad man giver med den ene hånd, kan man tage med den anden og omvendt. Dette fører til stilstand og selvbedrag, og hele globaliseringen indtil nu har kun ført til, at der ganske vist er forandringer, men at disse forandringer blot får fattigdommen til at øges. Det kalder man så vores prioritet. Jeg ved, at vi gør mange gode ting, men lad os begynde med dette kernepunkt.
Hr. formand, vi har allerede konstateret, at der ikke foreligger nogen rapport fra Kommissionen, men jeg har tænkt mig at tage tre sager op i forbindelse med de mål, som Rådet præsenterede i sin udtalelse fra 1997. Den første handler om konfliktløsning. Jeg har i flere år prøvet at få at vide via Rådet og Kommissionen, hvorfor ingen af institutionerne deltager aktivt og arbejder for en konfliktløsning, hvad angår Vestsahara, som Marokko har besat. FN har en fredsplan. Vi burde benytte lejligheden til at afslutte den sidste koloniale episode i Afrika. Jeg vil også gerne komme ind på migrationen. Jeg er bekymret over de nye bestemmelser i partnerskabsaftalen med AVS-landene, som skal gøre det lettere at udvise indvandrere, asylansøgere og flygtninge på et løsere grundlag. Jeg vil også virkelig gerne se EU handle som pioner, når det handler om patent på levende organismer. Vi ved i dag, at der mere end hvert fjerde sekund er en person, der dør af sult. Tre fjerdedele af dem er børn under fem år. Dette skyldes ikke mangel på levnedsmidler, men derimod det, vi har talt meget om i dag, nemlig den voksende fattigdom. Levnedsmiddelsikkerhed og garanti for biologisk mangfoldighed skal gå forud for kommercielle interesser. Efter min mening har patent på levende organismer udelukkende til formål at kontrollere den globale levnedsmiddelforsyning, specielt i kommercielt øjemed, og ikke noget andet. I den rapport, som forhåbentlig kommer fra Kommissionen, vil jeg også gerne se noget om kvinder. Det virker, som om kvinder er fuldstændig fraværende i alle forbindelser, og ikke mindst inden for udviklingspolitikken, hvilket vi jo egentlig ikke er.
Hr. formand, den debat, vi fører i dag, understreger i høj grad behovet for at diskutere udviklingspolitik i en langt bredere kontekst end ved bare at måle bistandsstrømmene. Bistandsniveauet er selvfølgelig vigtigt, og det bør øges som helhed for de rige landes vedkommende. Det bør ikke mindst ske med henblik på at bekæmpe fattigdommen og gennem at satse på en kapacitetsudvidelse. Bistandsniveauet er imidlertid bare et af mange instrumenter, som i høj grad påvirker udviklingen i de fattige lande. En række parlamentsmedlemmer har i dag peget på områder, der er vigtige ud over bistanden, og hvor kontrasten og modsætningsforholdet mellem forskellige politiske områder er meget alvorligt. Det gælder bl.a. handelspolitik, landbrugspolitik og fiskeripolitik. Andre vigtige områder er selvfølgelig strømmen af private investeringer, samarbejdet inden for forskning og teknologi, samt hvordan verdenssamfundet håndterer og finansierer forskellige globale problemer, som vedrører os alle. Disse problemer omfatter klimaspørgsmål, biodiversitet, sundhedsanliggender osv. Dette understreges af globaliseringen, det vil sige den nye økonomi, der vokser frem. I denne økonomi er sammenhængen mellem forskellige politiske områder endnu mere udpræget. Det, vi diskuterer her i dag, er efter min mening til dels EU's bidrag til debatten om globaliseringens muligheder og risici og om de spilleregler, som skal udarbejdes for at give de fattige lande en ordentlig chance. Den redegørelse, eller kortlægning, som Maij-Weggen har krævet, over, hvordan de forskellige politiske områder rækker ind over hinanden, og hvordan modsætningerne ser ud, er selvfølgelig helt central. Jeg må spørge mig selv, hvorfor man ikke har gjort mere fra Kommissionens side. Kommissionen er ny, man skal give den tid, men fraværet af en sådan kortlægning tyder på, at der er nogle voldsomme spændinger i Kommissionen. Jeg kan bare håbe på, at hr. Nielson opnår nogle resultater i de kommende diskussioner i Kommissionen. Foruden denne type oversigt kunne jeg godt tænke mig at se en mere positiv analyse, som skal være løbende. I denne analyse skulle man ikke bare se på bistandsstrømmene, men også overordnet på alle de forskellige former for støtte og overførsler, som påvirker de fattige lande. Det gælder teknologi, handelsanliggender, samarbejde inden for forskning osv. Det ville være et virkelig konstruktivt bidrag til den debat, vi fører. Endelig anbefaler Parlamentet i beslutningsforslagets punkt 6, at der dannes en arbejdsgruppe med henblik på at sammenholde tingene. Jeg tror, det bare er et tilfælde, men miljøkommissæren skal selvfølgelig inddrages i denne gruppe. Vi må håbe, at den debat, vi nu fører, bliver et vandskel. Politikkerne har indtil nu i alt for høj grad været præget af at give med den ene hånd og tage med den anden. Der er mange, der vil følge udviklingen med stor interesse.
Hr. formand, demonstranterne i Seattle hævdede, at frihandel er dårligt for de mindre og mindst udviklede lande, og at det kun er til fordel for de rige lande og deres egoistiske interesser. Men vi kan prøve at se på den økonomiske fremgang og fattigdomsbekæmpelsen i lande som Indien og Tanzania i de 40-50 år, de har været uafhængige. I disse lande mente man, at protektionisme og statslige interventioner ville bevare beskæftigelsen og give industrien mulighed for at tilpasse sig gradvist og problemfrit. Det virkede ikke: Fattigdommen blev værre end nogensinde. Medicinen smager måske ikke godt på kort sigt, men hvis man åbner et lands økonomi for indenlandsk og udenlandsk konkurrence, gennemtvinger man en optimal udnyttelse af ressourcerne, hvilket resulterer i højere levestandard og livskvalitet på lidt længere sigt. Er det ikke læren af Den Europæiske Union og det indre marked i særdeleshed? Som hr. Nielson sagde, så er det et godt eksempel for de lande og regioner, der stræber efter større velstand. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at forkynde fordelene ved frihandel over for udviklingslandene. Vi skal også lade handling følge ord med hensyn til at åbne for importen fra disse lande. Parlamentets beslutning om WTO's forhandlinger slog til lyd for en fri importpolitik fra EU's side. En fjernelse af alle resterende importhindringer, toldhindringer og kvoter såvel som ikketoldmæssige hindringer, hvilket fru Maij-Weggen nævnte i sit indlæg, en fjernelse af disse hindringer vil gøre mere end udviklingsbistanden nogen sinde vil kunne gøre for at sikre udviklingslandene den økonomiske fremgang, som både vi og de ønsker. Det er helt tydeligt, at en manglende kohærens mellem udviklingspolitikken og handelspolitikken mindsker effekten af vores udviklingsindsats, og den vil også mindske udviklingslandenes politiske interesse i Europa og vores fine ord.
Hr. formand, i løbet af de seneste par dage har vi hørt mange fine ord om behovet for større kohærens, koordinering og effektivitet i Fællesskabets og medlemsstaternes eksterne bistandsprogrammer. Der findes et relativt lille aktivitetsområde med en enorm synlighed for borgerne, der kunne være en afgørende prøve for Unionens evne til at kombinere ord og handling. Jeg taler om den fortsatte tragedie med personelminer, der er en hindring for mange udviklingsprogrammer samt for genopbygning efter konflikter, og som ødelægger livet for mange af de mest sårbare i nogle af de fattigste egne af verden, specielt i udviklingslandene. I de seneste år har Fællesskabet brugt ca. 200 millioner euro på minerydning, bistand til ofre og beslægtede aktiviteter. Medlemsstaterne har brugt et lignende beløb. Men der er stadig en enorm ineffektivitet og mangel på vilje til at gennemføre en fælles strategi med andre medlemmer af det internationale samfund for at løse problemet med personelminer inden for en begrænset tidshorisont. Hr. Nielson identificerede problemerne med en manglende samordnet aktion og behovet for bedre komplementaritet med medlemsstaterne. Man har talt om dette i årevis. Kommissionen skal ændre på den interne organisation og styrke kohærensen og effektiviteten i sine aktioner - helst gennem en central mineaktion med tilstrækkelige midler. Kommissionen har også brug for hurtigere kontraktmæssige procedurer og gennemførelsesprocedurer samt en større flerårig budgetpost og en langt bedre forvaltning af sine programmer. Det er nødvendigt med en egentlig opgørelse over mineaktionsprogrammernes effektivitet i alle de lande, hvor landminer er et alvorligt problem. For mig at se sammenfatter landminespørgsmålet utroligt mange af de organisatoriske, proceduremæssige, økonomiforvaltningsmæssige og operationelle problemer, der har plaget Kommissionen og Unionen. Hører disse plager fortiden til, eller vil vi se, at Den Europæiske Union stadig ikke kan leve op til sine aspirationer på dette relativt kompakte og begrænsede område?
Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær Nielson, indgåelsen af den nye EU-AVS-aftale er et vigtigt skridt i retning mod at skabe øget sammenhæng. Og det er fint, at kriterier som menneskerettigheder, demokrati, retsstatsprincipper og good governance er forankret stærkere i denne nye aftale end hidtil, at tidligere koloniale forbindelser ikke længere udgør størstedelen af vores forbindelser, men at disse politiske kriterier har fået større vægt her. For det er en forudsætning for enhver form for udvikling. Hvis disse kriterier ikke overholdes, har udvikling ikke en chance. Det, hr. Modrow, gælder også for Cuba. Det glæder mig, at Cuba tilnærmer sig denne proces. Men der skal ske flere forandringer i Cuba. Vi kender også alle sammen rapporterne fra Amnesty International. Det kan da godt være, at De som en af de sidste kommunistiske magthavere muligvis ser anderledes på det end store dele af Europa-Parlamentet, og at De har problemer med good governance. Alligevel er det et vigtigt kriterium for Den Europæiske Union. Jeg vil gerne komme ind på et andet emne. Vi taler om sammenhæng her. Mange parlamentsmedlemmer har givet eksempler på, i hvilket omfang der ikke er sammenhæng mellem de forskellige politikker. Men set ud fra mit synspunkt har udviklingspolitikken som sådan også brug for mere sammenhæng. Der er ingen sammenhæng, når koordineringen med medlemslandene stadig ikke fungerer, når der til dels gennemføres nogle meget modstridende projekter fra EU's og medlemslandenes side i udviklingslandene. Det er heller ingen sammenhæng over for de europæiske skatteydere, når vi fører en udviklingspolitik, der står opført i Unionens budget, mens EUF stadig står udenfor. Hr. formand for Rådet, hvis De opnår, at disse 13,5 milliarder euro fremover skal kontrolleres af Parlamentets Budgetkontroludvalg, skal være underlagt mekanismer som OLAF, øger De, tror jeg, accepten. Efter min mening bør det også være et krav til regeringskonferencen: EUF skal forankres i Den Europæiske Unions budget.
Hr. formand, mine damer og herrer, vi mener overordnet, at denne tekst er velment, men alligevel har vi ikke stemt for den i udvalget, ligesom vi ikke vil stemme for den i Europa-Parlamentet, og dette af to grunde, der i øvrigt har betydet, at vi har fremsat ændringsforslag, og som jeg gerne vil nævne meget hurtigt her. For det første siger Udvalget om Udvikling og Samarbejde, at de ønsker en regionalisering af Den Europæiske Udviklingsfond, og det er tydeligt, at dette er en fejltagelse. Vi mener, at samarbejdet er - og fortsat bør være - et internationalt anliggende. Mens Europa forbereder udvidelsen, ville en regionalisering af Den Europæiske Udviklingsfond gøre det muligt for nogle at skjule deres manglende engagement bag fællesskabsbudgettet, for slet ikke at tale om, at man således opgiver en frugtbar og lovende metode til at tilnærme vores partnere sydpå og vores samarbejdspolitik. Endelig har Kommissionen for nylig, fru Maes mindede om det, meget belejligt vist, hvilke vanskeligheder den har mødt med henblik på en gennemsigtig forvaltning af de bevillinger, som den tilkender udviklingsprogrammerne og de humanitære hjælpeprogrammer. Vi undrer os over, hvorfor der nu skal tilføjes endnu en vanskelighed. For det andet mener vi, at det meget beklageligt, at hr. Corries betænkning nævner handels- og udviklingsaftalen med Sydafrika. For denne aftale er et levende eksempel på det amatørdiplomati, som Kommissionen giver sig af med og dette i højere og højere grad. Det er således fuldstændigt forbløffende at konstatere, at Den Europæiske Union på vegne af medlemsstaterne har kunnet forhandle en aftale, hvori en væsentlig del stadig står åben. I øvrigt skal det lige siges, at det er endnu mere utroligt, at Rådet har ladet det ske. Vi befinder os altså i dag i den absurde situation, at vi i en forhandlingssituation står svagt med hensyn til så vigtige aspekter som vinproduktion og landbrug inden for rammerne af en aftale, vi allerede har underskrevet. Den del af aftalen, som blokerer forhandlingerne, kan føre til, at Den Europæiske Union skal yde godtgørelse til producenterne, således at disse kan ophøre med at producere sherry og porto, alt sammen produkter, som i henhold til international handelsret simpelthen er efterligninger, og man kan forestille sig de eventuelle omkostninger af en sådan fremgangsmåde. Dette er beviset for - hvis der stadig er behov for et bevis - at et umodent diplomati, der ikke forsvarer nogen interesser, medmindre det selvfølgelig er særinteresser, og som er fanget mellem frihandlens troslære, pressionsgrupper og ngo'er, der i større eller mindre grad er gode venner, ikke kun er effektivt, men farligt. Endelig et ord om den generelle opfattelse af Corrie-betænkningen. I dag anses Den Paritetiske Forsamling - lad os ikke skjule dette - som en hindring for den internationale frihandel af tilhængerne i Genève og Washington. Det var en anledning til at minde om, at vores originale og eksemplariske samarbejdsmetoder over for de sydlige lande skal udvikles og styrkes. Denne anledning gribes ikke i Corrie-betænkningen, og desværre må vi reagere på, at den mangler i denne forbindelse.
Hr. formand, som en slags konklusion og syntese vil jeg gerne fremhæve tre afgørende punkter i denne debat. Af de fleste indlæg får man indtryk af en meget fast overbevisning om, at globaliseringen skærper de regionale uligheder og de sociale forskelle og forøger fattigdommen, hvad der lægger op til, at noget bør gøres, hvis ikke spændingerne skal øges, og der skal opstå konfliktudviklingsmekanismer, der vil bringe den internationale fred og stabilitet i fare. For det andet skal udviklingspolitikkerne i dette perspektiv have en anden dimension, og der skal lægges vægt på, at de bidrager til at afhjælpe ubalancer og mindske uligheder. Jeg mener, at det er rigtigt, at alle har tillagt EU en vigtig rolle i udviklingspolitikkerne på verdensplan. Alle anerkender, og det har også været temaet for dagens debat, at EU for at kunne påtage sig en mere aktiv og ledende rolle i udviklingspolitikkerne på verdensplan nødvendigvis må styrke sammenhængen mellem de forskellige politikker, der har udvikling som målsætning. Jeg mener også, at det er blevet meget understreget i en del indlæg, at ansvaret for denne sammenhæng i EU's politik ikke ligger hos Rådet, ikke ligger hos Kommissionen eller hos Parlamentet alene, men derimod bør være genstand for en fælles indsats både med hensyn til overvejelserne herom og det egentlige lovgivningsmæssige og institutionelle arbejde, dels i Kommissionen, dels i Rådet og dels i Europa-Parlamentet, hvis medlemmer også har fremlagt idéer som eksempelvis oprettelsen af et observatorium og en arbejdsgruppe, der skal følge de forskellige tiltag på udviklingsområdet. Til sidst vil jeg gerne pointere, at det også, da det netop er en af prioriteringerne i det portugisiske formandskabs program, er værd at bemærke ønsket om, at udviklingspolitikken skal tillægges en væsentligere plads inden for EU's politikker og navnlig inden for udenrigspolitikken. Vi mener, at det er absolut påkrævet, hvis vi overhovedet skal nå frem til en større sammenhæng mellem politikkerne, at vi får givet udviklingspolitikkerne den fremtrædende rolle, som de skal have som udtryk for de principper og værdier, der tegner EU i det internationale system. Til det formål er det, som jeg har fremhævet, nok nødvendigt at skifte paradigme og lægge det postkoloniale paradigme bag os med henblik på at give udviklingspolitikkerne en mere europæisk dimension. Jeg tror, hvad dette angår (og også forskellige indlæg i dag har bemærket det), at den nye konvention, der skal træde i stedet for Lomé-aftalerne, er et vigtigt instrument til fornyelse og til at skabe en ny dynamik i partnerskabet med en så vigtig gruppe lande i syd på et tidspunkt, hvor der kan konstateres en betragtelig ustabilitet omkring forhandlingsprocedurerne på internationalt plan, således som det har været tilfældet i forbindelse med den første forhandlingsrunde i Seattle.
Jeg sporer en vis frustration i mange af indlæggene under denne forhandling. Jeg har aflagt en redegørelse på vegne af Kommissionen, som efter min mening giver gode baggrundsinformationer for diskussionen. Vi vil fremskaffe mere detaljeret materiale, der direkte vedrører alle kohærensspørgsmål. Det er ikke nogen ny diskussion. I øjeblikket arbejder vi med emnet i Kommissionen, og når vi er færdige, vil jeg rapportere tilbage om resultatet, da mange har spurgt efter en kohærensrapport. Jeg er ikke i tvivl om, at den stigende politiske opmærksomhed om disse problemer - noget som tydeligt er afspejlet i dagens forhandling - vil gøre det lettere for Kommissionen og Generaldirektoratet for Udvikling at få kohærensen bragt længere op på dagsordenen. Det kræver også, at der indføres flere nye mekanismer i Kommissionens system, herunder f.eks. oprettelse af en særlig intern arbejdsgruppe og en slags kohærensvagt i Kommissionen, sådan som nogle af Parlamentets politiske grupper har foreslået. Jeg har læst - og jeg har hørt under forhandlingen - at kohærens bruges som en slags mirakelmiddel, der løser alle problemer. Jeg finder det vigtigt at bevare det som en relativt veldefineret disciplin til at mindske uoverensstemmelser, hvor de virkelig findes, og det gør de. Meget af dette relaterer til reelle interessekonflikter mellem de forskellige sektorer i de enkelte medlemsstater, sådan som det meget ærligt er blevet sagt her i Parlamentet. Folk identificerer sig mere eller mindre med deres interessesfærer, og det er alt sammen helt legitimt. Jeg vil imidlertid advare imod illusionen om, at inkohærens er produktet af en slags mekanisk mangel i systemet. Den findes, men den udgør kun en beskeden del af det, vi her diskuterer. Størstedelen af det har at gøre med velkendte interesseforskelle mellem f.eks. kønnene, og det er problemet. Hr. Mulder nævnte, at ingen landmand vil starte en produktion, hvis prisen er for lav. Det er sandt i vores del af verden, men vores partnere og støttemodtagere i Afrika har et lidt andet perspektiv. De har ikke blot landbruget som erhverv, men som en overlevelsesmulighed, og det gør en forskel. Landbrug, der kun tilfredsstiller egenbehovet, er ikke baseret på prisberegninger, men på håbet om regn i næste årstid. Det gælder ikke for alle landbrug i udviklingslandene, men vi skal gøre en bedre indsats over for fattigdommen end hidtil. Ud fra dette perspektiv er det meget relevant, hvad jeg siger. Andre spørgsmål har været nævnt: husdyravl i Namibia, tomater og mælkepulver i Caribien. Vi skal ikke være alt for masochistiske. Der er en grænse for, hvor nyttigt det er. Kendetegnende for alle disse sager er, at de er blevet løst. Interventionspriserne er reguleret, og problemerne med oksekød i Vestafrika og Namibia blev løst ved at reducere interventionsstøtten. Det er reelle problemer, men de er alle blevet løst. Hvad angår spørgsmålet om kakao og chokolade: Jeg gentager, at de 5% handler om at skabe et levegrundlag i nabolandene. Der er tale om lokale nødder, der er lige så vigtige for de mennesker, der lever af at indsamle dem i Burkina Faso, som kokosnødder er for landbrugerne i Ghana. Det er ikke et tydeligt tilfælde af inkohærens, men snarere et eksempel på konkurrence mellem leverandører. Så er sagen om sukker i Caribien straks mere kompliceret. I ordningen for oversøiske lande og territorier udgør akkumuleringen af nogle af disse handelsaspekter et kompliceret problem, men det, vi her taler om, kan i højere grad handle om at fremme nogle europæiske virksomheders interesser end om at skabe indkomster i Caribien. Det er under alle omstændigheder en sag, som vi arbejder med i øjeblikket. Jeg er engageret i et forsøg på at skabe balance i alle disse spørgsmål, og jeg vil nævne indgåelsen af en handels- og samarbejdsaftale med Sydafrika. I al beskedenhed vil jeg hævde, at det er noget, der dokumenterer Kommissionens vilje til at yde en ekstra indsats for at sikre kohærens mellem udviklingssamarbejde og handelsinteresser. Vi har så sandelig gjort vores for at løse dette problem, og jeg håber oprigtigt, at der nu bliver en blød landing og en fredelig implementering i de kommende år. Endelig vil jeg gerne endnu en gang takke for forhandlingen. Vi vender tilbage med mere materiale om spørgsmålene, fordi disse problemer på en eller anden måde er kommet for at blive, simpelthen fordi udviklingssamarbejdet i bund og grund handler om at gøre noget i verden, der ikke handler om at gavne traditionelt definerede handelsinteresser osv. Vi skal afstemme de forskellige fremgangsmåder.
Mange tak, hr. kommissær Nielson. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, andet afsnit, modtaget otte forslag til beslutning. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er Rådets redegørelse om Unionens prioriteringer for det næste møde i FN's Menneskerettighedskommission den 20. marts 2000.
Hr. formand, ærede medlemmer, EU spillede som bekendt en aktiv rolle på det 55. møde i Menneskerettighedskommissionen i Genève i marts og april 1999. EU fremlagde resolutioner om situationen for menneskerettighederne i Iran, Irak, de israelske bosættelser, Burma Myanmar, Den Demokratiske Republik Congo og Sudan, og den forhandlede erklæringer, som formandskabet skulle fremsætte om Colombia og Østtimor. EU fremlagde for første gang en resolution om dødsstraffen, en resolution, der fik en enorm succes, og EU ledte arbejdet med en resolution om børns rettigheder i et fælles initiativ med en gruppe latinamerikanske lande. Unionen vil spille en tilsvarende rolle på Menneskerettighedskommissionens 56. møde til marts og april i Genève. Således som det blev vedtaget i Rådets menneskerettighedsgruppe den 9. februar 2000, vil EU særlig fremlægge udkast til resolutioner om de israelske bosættelser, Iran, Irak, Sudan, Den Demokratiske Republik Congo og Burma Myanmar, et udkast til erklæring fra formandskabet om Colombia og muligvis også om Østtimor ligesom et udkast til erklæring om situationen i flere lande. EU vil fortsætte diskussionerne om forberedelsen af Menneskerettighedskommissionens 56. møde på det næste møde i menneskerettighedsgruppen til marts. Det vil navnlig blive diskuteret, om der skal fremlægges et resolutionsudkast om dødsstraffen. Indtil nu er gruppen ikke nået til enighed om den strategi, der skal tages i anvendelse i dette spørgsmål og specielt med hensyn til formuleringen af det kompromis, der måske i sidste instans skal fremlægges som svar på eventuelle ændringsforslag i modsat retning, herunder henvisning til artikel 2, punkt 7, i FN's charter, der omtaler den nationale suverænitet. Man har søgt at nå frem til en forudgående enighed om en kompromistekst på baggrund af de vanskeligheder, der i 1999 opstod på mødet i FN's Generalforsamlings tredje komité, hvor der var afvigende holdninger hos EU's medlemsstater med hensyn til et ændringsforslag, der indeholdt en henvisning til artikel 2, punkt 7, i det resolutionsudkast om dødsstraffen, som EU stod bag. På Menneskerettighedskommissionens 55. møde sidste år besluttede USA som bekendt på et meget sent tidspunkt at fremlægge et resolutionsudkast om Kina. Dette resolutionsudkast blev afværget gennem et kinesisk dagsordensforslag om ikkeindblanding. EU stemte imod denne dagsorden. EU's holdning i forhold til Kina i Menneskerettighedskommissionen blev bekræftet af Rådet (almindelige anliggender) den 21. marts 1999: intet initiativ fra EU's side i forhold til Kina, ingen deltagelse i en resolution fra Kina, nej til dagsordensforslaget om ikkeindblanding. Det er ikke sikkert, at EU's sammenhold havde kunnet opretholdes, hvis resolutionen var kommet til afstemning. USA vil fremlægge et resolutionsudkast om Kina på Menneskerettighedskommissionens 56. møde og er i færd med at lægge pres på EU for at tilslutte sig dette udkast. Denne omstændighed har medført kraftige reaktioner fra Kina, og de kinesiske myndigheder udfolder bestræbelser over for EU's lande og institutioner, for at de skal afholde sig fra at støtte USA's initiativ. Dette initiativ er til diskussion i Unionen, men en snarlig afgørelse er ikke at forvente. Det er i EU's interesse at holde alle alternativer åbne så længe som muligt, i alle tilfælde indtil efter mødet den 25. februar 2000 i menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina. I lyset af de ændringer, der har fundet sted i Menneskerettighedskommissionens sammensætning, kan man regne med, at afstemningen om dagsordensforslaget om ikkeindblanding vil blive lukket. Det er derfor nødvendigt, at landene i EU også i år bliver enige om den holdning, de skal indtage i forbindelse med den eventuelle omstemning om resolutionen. Man skal i denne sammenhæng bemærke, at EU regelmæssigt modsætter sig kinesiske ønsker om, at menneskerettighedsdialogen automatisk skal udelukke fremlæggelse af en resolution i Menneskerettighedskommissionen i Genève. EU har det klare standpunkt, at selvom dialogen er et meget værdifuldt redskab til at udveksle synspunkter og til at lære den anden parts synspunkter bedre at kende, bør den også skabe konkrete resultater ude i marken, og at en resolution i Menneskerettighedskommissionen, når disse resultater ikke foreligger, kan være nødvendig, eventuelt sideløbende med at dialogen foregår. EU giver også over for Kina regelmæssigt udtryk for, at Menneskerettighedskommissionen er det rette sted at behandle menneskerettighedsspørgsmål, og at initiativet, uanset EU's beslutning om at tilslutte sig det eller ikke, i alle tilfælde er rimeligt ud fra dette synspunkt. Det næste møde i dialogen om menneskerettighederne finder sted den 25. februar i Lissabon, og det vil omfatte seminarer om juridiske spørgsmål og kvinders rettigheder, og der vil være deltagelse fra den akademiske verden og fra det civile samfund. Det portugisiske formandskab vil afholde det næste seminar om menneskerettigheder i maj 2000, og den kinesiske side har på den sidste runde i dialogen, i oktober 1999, accepteret EU's forslag om teknisk bistand til ratifikationsproceduren for FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som den kinesiske regering har underskrevet. EU er i ved at diskutere nogle forhold, hvor det forventer, at Kina træffer konkrete foranstaltninger. Det er på grundlag af disse diskussioner, at formandskabet vil meddele de kinesiske myndigheder det budskab, at EU forventer, at Kina bekendtgør positive foranstaltninger på mødet den 25. februar. Formandskabet vil også overrække de kinesiske myndigheder en liste over enkeltsager, hvor det agter at give udtryk for sin bekymring. Mødet i Beijing i oktober 1999 viste på den ene side, at de kinesiske myndigheder var parat til at gøre indrømmelser, hvad angår selve dialogen, dennes restrukturering og diskussionen om strafferetlige regler (dødsstraf, administrativ tilbageholdelse), men at de på den anden side ikke vil ændre holdning på så afgørende punkter som etpartistystemet og den territoriale integritet. Diskussionen i EU om situationen i Kina i fortsættelse af dialogrunderne i 1999 har fået EU til at beslutte at give udtryk for sin bekymring med større fasthed, hvad angår krænkelserne af menneskerettighederne i Kina og de manglende konkrete resultater af dialogen, selvom EU dog anerkender de positive skridt, som Kina har taget i international sammenhæng. EU har over for de kinesiske myndigheder ved flere lejligheder gentaget sin utilfredshed med dialogens resultater og har givet til kende, at EU forventede bedre resultater på visse mere følsomme områder. Det er blevet besluttet, at dialogen skal fortsætte, men at den skal blive mere retningsbestemt og effektiv, og Kina har tilsluttet sig EU's forslag om at restrukturere dialog gennem bedre brug af eksperter og ved at knytte en tættere forbindelse til seminarerne. Under det kommende møde i Menneskerettighedskommissionen vil det også blive diskuteret, hvorledes kommissionens egen virksomhed kan gribes mere rationelt an. Der er nedsat en arbejdsgruppe til revision af kommissionens funktionsmåde, og af dens grundige undersøgelser fremgår det, at den mener, at de nuværende mekanismer helt afgjort skal tilføres mere effektivitet og fasthed, især på finansieringsfronten. EU vil modsætte sig ethvert illegitimt forsøg på at benytte en omdefinering af Menneskerettighedskommissionens opgaver til at begrænse dens muligheder for at gribe ind ved at indskrænke dens virkefelt og dens konstante opmærksomhed omkring alt, hvad der har med menneskerettigheder i verden at gøre.
Hr. formand, jeg vil gerne takke formandskabet for dets forberedende arbejde inden Menneskerettighedskommissionens møde i Genève inden for emner såsom racisme, borgerlige og politiske rettigheder og retten til udvikling. Som formandskabet sagde, så er der stadig meget at gøre på trods af Parlamentets og mange ikkestatslige organisationers forståelige ønske om, at Den Europæiske Union skal fremsætte sine synspunkter i god tid inden mødet i Genève. Det er lettere sagt end gjort - vi diskuterer stadig nogle af de vanskeligste spørgsmål. Vi diskuterer f.eks. mange af spørgsmålene i Parlamentets beslutning, og det er endnu for tidligt at forudsige resultatet i alle tilfælde. Det er ikke overraskende, at forhandlingen er lang og vanskelig. Det er ikke udtryk for et manglende ønske om at forbedre menneskerettighederne, men for det sædvanlige ønske om at benytte den rigtige fremgangsmåde, så vi virkelig gør en forskel. Jeg vil gerne afspejle denne bekymring ved at henvise til tre kontroversielle emner: dødsstraf, Cuba og Kina. Jeg vil være så uklog at lade et par personlige overvejelser snige sig ind i mine bemærkninger. I øjeblikket gennemgår vi mulighederne for at udarbejde en resolution om dødsstraf i Menneskerettighedskommissionen. Det har altid været et emne, der står mit hjerte nær, og jeg har altid været imod dødsstraf. Ansporet af Amnesty International og andre var en af mine første beslutninger som guvernør for Hongkong at afskaffe dødsstraffen. Vi ved, hvad der skete for nylig på FN's Generalforsamling. Vi var nødt til at fastfryse vores resolution om dødsstraf med fare for at vedtage en resolution med helt uacceptable påstande om, at menneskerettigheder ikke er universelt gældende og gyldige. Dagsordenen i New York er forskellig fra Genève. Sidste års forhandling i New York om suverænitet og humanitær intervention var så følsomt et emne, at det påvirkede alle andre emner. Det påvirkede i hvert fald forhandlingen om dødsstraffens moratorium. Forhandlingerne i Genève er imidlertid mere fokuseret på menneskerettighedsspørgsmålet. Derfor har vi måske en bedre chance for at gøre fremskridt der. Så er der Cuba. Jeg vil gerne behandle dette spørgsmål direkte, fordi Europa med urette kritiseres for ikke at tage menneskerettighedssituationen i Cuba alvorlig nok. Det bekymrer os meget, at den cubanske regering i det seneste år har indført yderligere begrænsninger i den offentlige frihed, f.eks. gennem ændringer i straffeloven og dødsstraffens anvendelsesområde. Vi er også bekymrede over den seneste tids stigning i antallet af politiske tilbageholdelser. Vi overvåger menneskerettighedssituationen gennem rapporter fra ikkestatslige organisationer og vores menneskerettighedsarbejdsgruppe på EU's ambassader i Havana. Vi har regelmæssigt fremlagt vores kritik for de cubanske myndigheder, og Europa-Parlamentet har gjort det samme. Men jeg tror ikke, at den bedste fremgangsmåde er en isolation af Cuba. Vi ønsker et retfærdigt og åbent samfund i Cuba, et Cuba, der respekterer markedsprincipperne, kontrakters ukrænkelighed og retsreglerne. Vi ønsker at fremme en overgangsproces til demokrati samt respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Jeg har præcist de samme synspunkter vedrørende mit tredje emne, nemlig Kina. Jeg ønsker, at EU engagerer sig i Kina. Det vil være snæversynet, selvudslettende og fornærmende over for mere end en femtedel af menneskeheden at ønske noget som helst andet. Jeg ser også gerne, at Kina gennemgår fredelige ændringer og bliver et frit pluralistisk samfund, der ikke anholder demokratiske aktivister eller religiøse tilhængere. Hvad skal vi så gøre? Vi skal naturligvis have en stor samhandel med Kina og håbe, at vi kan byde Kina velkommen i Verdenshandelsorganisationen på rimelige betingelser. Det er forkert at tale om en Verdenshandelsorganisation, der ikke omfatter Kina - eller Rusland for den sags skyld. Men jeg har aldrig været tilhænger af, at vores blomstrende økonomiske forhold til Kina - hvilket f.eks. kommer til udtryk gennem Kinas overskud på 25 milliarder euro i forhold til Den Europæiske Union - skal lukke munden på os, når det handler om menneskerettighedssituationen i Kina. For mig er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal engagere os i menneskerettighedssituationen i Kina - det har vi en pligt til og en legitim interesse i - men om, hvordan vi bedst gør det. Hvordan skal vi forholde os til en Genève-resolution i år? Som formandskabet har bemærket, overvejer Unionen som helhed sin holdning. Men jeg vil på det kraftigste henstille til, at medlemsstaterne alvorligt overvejer en række faktorer. For det første, mens nogen tvivler på, om en Genève-resolution gør en forskel, så mener flere fremtrædende kinesiske fortalere for demokratiet, at det er et værdifuldt træk, ikke mindst på grund af det signal det sender til den kinesiske befolkning. Det fortjener nærmere overvejelser. For det andet ønsker vi alle at tage behørig hensyn til de seneste måneders begivenheder i Kina, f.eks. de hårde domme, der er afsagt over demokratiets fortalere, aktuelle tilbageholdelser og afstraffelser af medlemmer af kristne kirker samt anholdelser og strafidømmelser af medlemmer af Falun Gong-bevægelsen. De kinesiske ledere er ikke i tvivl om vores holdning til disse spørgsmål samt til udviklingen i Tibet. Vi har givet klart udtryk for vores synspunkter. Vi ved alle, at mange kinesere har haft en reel langsigtet forbedring af deres økonomiske muligheder og deres sociale og økonomiske friheder, men der er også en bagside af medaljen. Modstanderne af en resolution siger, at vi nu i det mindste har en dialog om menneskerettigheder med Kina. Det er sandt, og det har en vis potentiel værdi, men jeg må sige - og det har jeg og formandskabet sagt til mange kinesiske tjenestemænd - at der langt fra har været det ønskede indhold i vores dialog. Dialogen har selvfølgelig sat os i stand til at identificere og gennemføre EU-samarbejdsprogrammer om menneskerettigheder og juridiske anliggender. Det er meget glædeligt, og jeg tror også, at vores landsbyledelsesprogram vil være medvirkende til at fremme demokratiet på græsrodsniveau. Det vil naturligvis altid være en langsigtet proces at behandle komplicerede emner som menneskerettighedsspørgsmålet, men jeg ville ønske, at jeg kunne pege på mere reelle fordele. Den næste dialog i Lissabon den 25. februar bliver en vigtig test. Den vil vise, om dialogen giver resultater eller ej. Hvad ønsker vi at se som indledende foranstaltninger? Vi ser f.eks. gerne, at Kina ud over at underskrive FN's konventioner om borgerlige, politiske, sociale og kulturelle rettigheder også ratificerer dem. Jeg ville ønske, at noget sådant var nært forestående. Hvor står vi så i år? Jeg gentager, at medlemsstaterne skal beslutte sig. Jeg håber primært, at Europa vil vedtage og fastholde en fælles holdning, at vi ikke vil tillade, at noget bliver pillet ud, at vores holdning ikke bliver baseret på selvbedrag eller forstillelse, men at det bliver en fornuftig fælles holdning. Jeg ved, at nogen vil sige, at vores bekymring over menneskerettighedssituationen må kunne komme bedre til udtryk end gennem resolutionsforslag. Men hvis det er sandt, så skal vi i det mindste være mere opfindsomme og ærlige over for os selv. Hvis vi skal basere vores holdning på menneskerettighedsdialogen, så skal vi kunne overbevise Dem, de ikkestatslige organisationer og den brede offentlighed om, at det faktisk fører til noget. Efter min mening er det udfordringen i de næste par uger. Det glæder mig meget, at Parlamentet bekymrer sig om menneskerettighedssituationen rundt omkring i verden og specielt i Kina.
Mange tak, hr. kommissær Patten. Vi afbryder her forhandlingen om den fælles redegørelse om det næste møde om "Menneskerettigheder" for at gå over til afstemning.
Jeg er glad for at kunne byde delegationen fra Lovgivningsrådet i Hongkong velkommen i Parlamentet. (Kraftigt bifald)
Som fru Wallström forklarede under gårsdagens forhandling, kan Kommissionen acceptere ændringsforslag 1, 2, 7, 8, 9, 10, 11 og 13. Kommissionen kan i princippet også acceptere ændringsforslag 4. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 3, 5, 6, 12, 14, 18 og 16. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0023/2000) af Böge for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 91/68/EØF for så vidt angår scrapie (KOM(1998) 623 - C4-0026/1999 - 1998/0324(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Henstilling (A5-0008/2000) af Cederschiöld for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Rådets afgørelse om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af WIPO-traktaten om ophavsret og WIPO-traktaten om udøvende kunstnere og fonogrammer (11221/1999 - KOM(1998) 249 - C5-0222/1999 - 1998/0141 (AVC)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0015/2000) af Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 70/524/EØF om tilsætningsstoffer til foderstoffer (KOM(1999) 388 - C5-0134/1999 - 1999/0168(CNS)) Inden den endelige afstemning
Hr. formand, kære kolleger, efter denne afstemning vil jeg gerne spørge den ansvarlige kommissær, hr. Byrne, om han efter at have set, hvor stor tilslutningen i Europa-Parlamentet er, nu er parat til at godkende ændringsforslagene.
Jeg må desværre sige, at jeg finder mine gennemtænkte udtalelser i går korrekte. Den omfattende fremgangsmåde, som Kommissionen agter at benytte i dette spørgsmål, vil snarest muligt blive fremlagt i henhold til artikel 152, ifølge hvilken Parlamentet har en medbestemmende funktion. Det er den rette måde at behandle sagen på.
Hr. formand, i henhold til artikel 69, stk. 2, anmoder jeg om henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Begrundelsen er, at der her er tale om en indbyrdes tilnærmelse af nogle bestemmelser, som Kommissionen har foreslået. Vi har accepteret det, men har foreslået en yderligere tilnærmelse af bestemmelser, der vedrører dette direktiv, især godkendelsen af en tekst - som Kommissionen har godkendt som helhed - om anvendelse og mærkning af genetisk modificerede organismer. Vi mener, at det hører hjemme i denne tilnærmelse på dette tidspunkt, men Kommissionen godkender det ikke. Jeg mener, at vi må gøre brug af artikel 69, stk. 2, og forsøge at få Kommissionen i tale, og derfor vil jeg gerne anmode mine kolleger om at give deres tilslutning til, at betænkningen henvises til fornyet udvalgsbehandling. (Fornyet udvalgsbehandling vedtoges) Betænkning (A5-0034/2000) af Stenzel for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne om retningslinjer for EF-initiativprogrammer (CIP), for hvilke medlemsstaterne opfordres til at indsende støtteansøgninger i forbindelse med Equal-initiativet (KOM(1999) 476 - C5-0260/1999 - 1999/2186(COS)) Inden afstemningen
Hr. formand, lad mig sige offentligt til fru Stenzel som medlem af bestyrelsen for ÖVP, at mange parlamentsmedlemmer er oprørte over, at De har dannet koalition med Haider, og at vi fordømmer det her! (Bifald fra venstre, tilråb fra højre)
Ærede hr. Cohn-Bendit, ærede parlamentsmedlemmer, jeg mener ikke, at Europa-Parlamentet er det rette sted at gribe så massivt ind i et lands indenrigspolitik, som De gør! Jeg taler på vegne af mit parti, der var fortaler for, at Østrig tiltrådte og har tiltrådt Den Europæiske Union. Vi er som politisk kraft garantien for, at Østrig fortsat bekender sig til de europæiske værdier. Jeg nægter af lade mig trænge op i en krog af indenrigs- og partipolitiske grunde! Det er ikke i overensstemmelse med fakta, men ren polemik! Jeg forkaster det resolut! (Kraftigt, vedvarende bifald fra midten og fra højre, protest fra venstre)
Dette er måske et passende tidspunkt at byde en delegation på fire repræsentanter fra det marokkanske parlament under ledelse af Brahim Rachidi, der er næstformand for repræsentanternes hus, velkommen i den officielle loge. Vi er beærede over denne delegations besøg, der finder sted, kort inden associeringsaftalen mellem Marokko og Den Europæiske Union træder i kraft den 1. marts 2000. Ved denne historiske lejlighed glæder vi os over udviklingen i vores forhold og udsigterne til at knytte tættere bånd mellem de to parlamenter. Det er i denne ånd, at Delegationen for Forbindelserne med Maghreb-landene besøger Marokko den 20.-22. marts. Jeg håber, at delegationen får et behageligt ophold i Strasbourg. (Kraftigt bifald)
Hr. formand, jeg vil blot benytte mig af, at De hilser en delegation velkommen og gøre Dem opmærksom på, at vi ligeledes i dag har fornøjelsen af at modtage lederne af den østrigske antiracistiske forening, som gør os den ære at besøge Europa-Parlamentet. (Mødet udsat kl. 11.50 af hensyn til et højtideligt møde i anledning af præsidenten for Den Tjekkiske Republik Václav Havels besøg og genoptaget kl. 12.50)
Vi går nu over til afstemning om betænkning af Stenzel om Equal-initiativet (A5-0034/2000). (Forslaget til beslutning vedtoges) Indstilling ved andenbehandling: (A5-0027/2000) af Lienemann for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (9085/3/1999 - C5-0209/1999 - 1997/0067(COD)) Inden afstemningen
Hvad angår Kommissionens holdning til Parlamentets ændringsforslag, vil jeg gerne bekræfte, hvad min kollega sagde under forhandlingen her i Parlamentet tirsdag den 15. februar. Kommissionen kan fuldt ud acceptere ændringsforslag 6, 16, 21, 28, 31, 33, 34, 44, 45, 46, 48, 52, 53, 65, 67, 68, 75, 76, 78, 80, 84, 85, 88 og 102. Kommissionen kan delvis acceptere ændringsforslag 8, 18, 27, 29, 42, 43, 47, 54, 60, 62, 93, 94, 104 og 105. Kommissionen kan i princippet acceptere ændringsforslag 2, 3, 5, 7, 10, 12, 14, 17, 20, 22, 24, 25, 26, 30, 32, 35, 36, 37, 38, 50, 55, 56, 57, 58, 63, 69, 73, 79, 86, 89, 96, 99, 106 og 108. Men Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 1, 4, 9, 11, 13, 15, 19, 23, 39, 40, 41, 49, 51, 59, 61, 64, 66, 70, 71, 72, 74, 77, 83, 87, 90, 91, 92, 95, 97, 98, 81(rev.), 100, 101, 103 og 107. Tak for Deres opmærksomhed. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0033/2000) af Andersson for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om meddelelse fra Kommissionen - En samordnet strategi til modernisering af den sociale beskyttelse (KOM(1999) 347 - C5-0253/1999 - 1999/2182(COS)) (Forslaget vedtoges)Formanden. Afstemningen er afsluttet. STEMMEFORKLARINGER- Betænkning af Lienemann (A5-0014/2000)
Jeg glæder mig over kvaliteten af og ambitionerne i denne betænkning om Life. Jeg minder kort om, at Life er et finansielt instrument til fordel for miljøpolitikkerne i Den Europæiske Union og i tredjelandene, hvad enten det drejer sig om vores nabolande i Middelhavsområdet, Østersølandene eller ansøgerlandene. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har fremsat adskillige ændringsforslag, som for størstedelens vedkommende er indeholdt i Rådets fælles holdning. Med hensyn til tredje etape af Life (2000-2004) opdeles dette instrument i tre emneområder, der kaldes Life-Natur (47% af ressourcerne), Life-Miljø (47%) og Life-Tredjelande (6%). De væsentligste ændringer er efter min mening: Lifes bidrag til en bæredygtig udvikling i Fællesskabet samt til udviklingen af fællesskabspolitikken inden for miljøområdet navnlig med hensyn til medtagelsen af miljøet i de andre politikker og gennemførelse og ajourføring af miljølovgivningen. En forbedret effektivitet, gennemsigtighed og metode i forbindelse med procedurerne til iværksættelse af Life, procedurer til information og offentliggørelse og samarbejdsprocedurer mellem modtagerne. Lifes mål er først og fremmest at sigte mod en bæredygtig udvikling af byerne i tæt tilknytning til pilotprojekter i medfør af Urban-initiativet, som jeg i øvrigt har haft lejlighed til at tale om. De understøttede projekters medvirken til de socioøkonomiske aktiviteters bæredygtighed og således til at skabe arbejdspladser. Jeg mener, at det er væsentligt, at Life fortsat er åben for deltagelse af ansøgerlandene fra Central- og Østeuropa. De andre ansøgerlande (f.eks. Cypern, Tyrkiet og Malta) vil ligeledes kunne deltage i Life, når der er indgået aftaler med disse lande, der muliggør en deltagelse. Det kritiske punkt med hensyn til forhandlingerne med Rådet er selvfølgelig stadig størrelsen på den finansielle ramme, der er fastsat for tredje etape af Life-programmet (2000-2004). Kommissionens forslag, der støttes af Rådet, er på 613 millioner euro, mens Miljøudvalget vurderer, at budgettet burde være på 850 millioner euro. Jeg støtter ordførerens beslutsomhed. Således er det finansielle bidrag ikke blevet ændret siden programmets oprettelse, heller ikke da vi blev 15 medlemsstater som følge af EF's udvidelse. Hvis betænkningen vedtages i Parlamentet, vil der blive indledt en forligsprocedure i medfør af proceduren med fælles beslutningstagning for at løse spørgsmålet om størrelsen på de bevillinger, der er fastsat i programmet. Denne form for procedure er almindelig praksis, eftersom programmerne eller de lovgivningsmæssige foranstaltninger alt for ofte har budgetrammer, der er ikke passer til ambitionerne! Betænkning af Böge (A5-0023/2000)
Som medlem af Europa-Parlamentet og især som borger og forbruger glæder jeg mig over forslaget fra Kommissionen, der er endnu et skridt i retning af en bedre fødevaresikkerhed i Den Europæiske Union. Dette forslag har to betydninger. På den ene side drejer det sig om en ændring af Rådets direktiv af 1991 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandlen med får og geder inden for Fællesskabet ved at ophæve de bestemmelser, der vedrører scrapie, og på den anden side om at udarbejde en ny forordning, der fastsætter regler til forebyggelse og bekæmpelse af visse overførbare spongiøse encephalopatier (TSE) eller sygdomme som BSE, der rammer får og andre racer. Det interessante ved denne nye lovgivning er, at man skaber et specifikt retsgrundlag for bekæmpelsen af scrapie. Jeg er så meget desto mere glad, fordi der er tale om et af vores vigtigste krav, der fremgår af vores betænkning om opfølgning på kogalskabskrisen. Det forekommer mig i øvrigt tvingende nødvendigt - med hensyn til sammenhæng - at medtage den eksisterende lovgivning om scrapie, der er begrænset til handel med får og geder, i en samlet bestemmelse, der indeholder alle de nye bestemmelser om TSE, og som berører alle dyr i hele Unionen, bestemmelser, der skal forebygge med hensyn til forbruget af levnedsmidler eller fødevarer til dyr. Jeg hilser ligeledes denne bestemmelse velkommen, fordi der stadig eksisterer tvivl med hensyn til scrapie. Visse videnskabelige teorier underbygger, at scrapie skulle kunne udvikles til BSE hos kvæg og således være årsagen til kogalskabsepidemien. Selvom Europa-Parlamentets og Rådets forslag til forordning om forebyggelse og bekæmpelse af visse TSE-sygdomme skal præciseres og styrkes, navnlig hvad angår sporing og bekæmpelse af scrapie, er den en betydelig forbedring. Det er en sikkerhed for de europæiske borgere, der flere gange har givet udtryk for deres usikkerhed over for den europæiske fødevarepolitik. Deres bekymringer, som Europa-Parlamentet har beskæftiget sig med, er blevet hørt. Debatten om forsigtighedsprincippet, sporbarhed, ansvar og om gennemsigtighed har fået Kommissionen til at udarbejde en hvidbog om fødevaresikkerhed. Af denne hvidbog fremgår flere overvejelser, og navnlig foreslås nedsættelsen af en uafhængig fødevaremyndighed. Alt dette er et resultat af en europæisk strategi med henblik på at genvinde forbrugerens tillid. Det er op til os - de europæiske ansvarlige - at vise, at det indre marked og varernes frie bevægelighed kan forenes med fødevaresikkerhed! Betænkning af Cederschiöld (A5-0008/2000)
Hr. formand, jeg stemte ja til dette forslag om en omstrukturering af lovgivningen om ophavsret, da dette efter min mening er et af de vigtigste områder, Parlamentet udøver sin virksomhed på. Jeg er af den opfattelse, at åndens frembringelser er meget vigtigere end konstruktioner og håndgribelige frembringelser, som vi netop kan se og røre ved, mens åndsarbejde og videnskab - selvom det ikke er til at tage og føle på - fører til nogle meget vigtige resultater, vi som Europæisk Fællesskab burde støtte meget mere aktivt, ikke blot gennem patentbeskyttelsen, men ved at give fordele og støtte til videnskabsmændene og til dem, der drager nytte af den lærdom, de har fået, og bestræber sig på at give de kommende generationer noget, som er meget vigtigere end det, vi fik før i tiden.
. Vi er principielt modstandere af, at Det Europæiske Fællesskab indgår traktater om ophavsret på medlemsstaternes vegne. Dog bemærker vi os, at der er tale om fælles kompetence mellem medlemsstaterne og Fællesskabet, og samtidig vurderer vi, at WIPO-traktaterne er et væsentligt fremskridt i retning af at sikre distributører og udøvende kunstneres rettigheder. Vi stemmer derfor for henstillingen.
Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har undladt at stemme i denne sag, fordi kommissær Bolkestein ikke svarede på mine spørgsmål om EU's tiltrædelse af WIPO-aftalerne i plenardebatten dagen før. Det er ikke afklaret institutionelt, hvilken rolle Europa-Parlamentet skal spille ved videreudviklingen af WIPO-aftalerne. Desuden tegner der sig en tendens til, at der hyppigere og hyppigere udvirkes en ren EU-kompetence i forbindelse med internationale kompetencer. Men hvis det så ikke fremgår tydeligt, hvorvidt Europa-Parlamentet kan deltage i beslutningsprocesserne, stilles der spørgsmålstegn ved legitimationen. Endvidere er begrebet forfatter ikke defineret i aftalerne. Heller ikke her har Kommissionen svaret på, ud fra hvilken definition den ønsker at handle, eller om den ønsker at bilægge forventede konflikter ved, at den presser sin juridiske definition ned over andre. Et af de mest prekære punkter er den offentlige interesse - fører gennemførelsen og anvendelsen af WIPO til privatisering af uddannelser? Og endelig skal spørgsmålet om forholdet mellem TRIP og WIPO afklares - også her har Kommissionen blot tiet som "svar". Når der ikke bidrages med noget ved en anmeldt parlamentsdebat med henblik på afklaring og stillingtagen, må vi i det mindste undlade at stemme! Betænkning af Graefe zu Baringdorf (A5-0015/2000)
Der er stor opmærksomhed omkring fødevaresikkerhed siden kogalskabs- og dioxinskandalerne. Der er stadig stor usikkerned om, hvilke virkninger de genetisk modificerede organismer har for miljøet og menneskers og dyrs sundhed. Derfor må forsigtighedsprincippet råde, hvor der ikke er videnskabelig sikkerhed. Brugen af bioteknologi skal gøres til genstand for en mere dybtgående undersøgelse og ikke straks "pakkes" til salg til gavn for nogle multinationale firmaers profit. Det er profithunger, der har skabt de nuværende kriser med hensyn til fødevaresikkerheden. Ordføreren placerer sig i denne sammenhæng i spørgsmålet om retsgrundlaget for anvendelse af genetisk modificerede organismer i foderstoffer, når han fastslår, at dette "kun må tillades, hvis det er uden risiko for menneskets sundhed og for miljøet". Derudover mener han, at "genetisk modificerede tilsætningsstoffer skal være klart kendetegnet som sådanne ved enhver mærkning eller i ethvert offentligt eller andet følgedokument". Dette vil tillade større kontrol og eftersporing af disse tilsætningsstoffer og sikre valgfrihed for forbrugeren. Efter Montreal-aftalen om genetisk modificerede organismer mener jeg, at det er positivt, at ordføreren har taget denne problematik med i sin betænkning, og jeg har derfor stemt for den. Betænkning af Stenzel (A5-0034/2000)
Hr. formand, jeg vil gerne ganske kortfattet afgive en stemmeforklaring på PPE-gruppens vegne om Equal-betænkningen. Vi har fulgt en stemmeliste, som var nøjagtig magen til den, som vi i forvejen havde aftalt med Den Socialdemokratiske Gruppe. Den Socialdemokratiske Gruppe tog den op til fornyet overvejelse, og derved er betænkningen nu mindre tydelig, end den ellers ville have været. Det var for os en grund til hverken at stemme for eller imod. Vi vil sørge for, at Equal-betænkningen, som er meget vigtig både for flygtninge og for ældre, handicappede og kvinder, færdigbehandles på sædvanlig måde. Det er ærgerligt, at proceduren har ført til, at dette får en så negativ opmærksomhed her på dette plenarmøde. Jeg er overbevist om, at ordførerens nationalitet har spillet en vis rolle, hvilket ikke burde have været tilfældet her i Parlamentet. Det er egentlig i strid med de europæiske værdier og i hvert fald med de parlamentariske værdier, som der så ofte tales om her i Parlamentet. Det var disse overvejelser, der førte til, at vi hverken stemte for eller imod ved afstemningen om denne betænkning. Vi ønsker, at Equal gennemføres. Vi er for langt de flestes vedkommende enige deri, men vi beklager proceduren og navnlig den billige misbrug, som nogle grupper har gjort af denne procedure.
Hr. formand, også som pensionistpartiets repræsentant i Europa-Parlamentet undlod jeg at stemme om Equal-initiativet, for selvom det i højere grad end tidligere støtter de projekter, der tager sigte på at bekæmpe aldersdiskrimination, er det ikke tilstrækkeligt effektivt og konkret i den retning. Der var også en anden grund til, at jeg undlod at stemme, nemlig at øjeblikket efter min mening er kommet til, at EU-institutionerne holder op med forsøgene og med at prøve at finde nogle gode fremgangsmåder for det, vi skal gøre, og i stedet begynder at give de europæiske borgere nogle konkrete informationer om, hvordan Europa ønsker, at Europa skal se ud. Vi skal træffe nogle konkrete foranstaltninger og gå fra teori til praksis.
. Vi har stemt for betænkningen om meddelelsen fra Kommissionen om retningslinjerne for EU-initiativprogrammer (CIP). Grundlæggende er vi imod denne type programmer og strukturfondene, men da afstemningen alene omhandler, hvorledes - og ikke hvorvidt - disse ressourcer skal anvendes, har vi alene forholdt os hertil. Vi mener, at sikring af lige muligheder for de i betænkningen omtalte grupper er vigtig.
Vi har ikke stemt imod denne betænkning, fordi den fremkommer med principper, der overordnet er gode. F.eks. det nødvendige i at bekæmpe racismen på arbejdspladserne og i at reducere de forskelle, der er mellem kønnene på arbejdsmarkedet. Men vi har heller ikke stemt for, fordi alle disse punkter fortsat er alt for vage, for ikke at sige fromme ønsker. Desuden er der i forhold til den oprindelige tekst sket en forringelse af betænkningen i afsnittet om hjælpe- og uddannelsesprojekter for flygtninge, eftersom det understreges, at der ikke er tale om flygtninge i almindelighed, men kun om "flygtninge efter Genève-konventionen". Denne restriktion er uacceptabel, da der over hele Europa findes flygtninge, der befinder sig i tragiske situationer uden beskyttelse, og som er tvunget til at arbejde illegalt og til at gemme sig, mens regeringer og politi i stater, der påstår, at de er demokratiske, driver jagt på dem. Den første foranstaltning, der skal ske på dette område, er at give disse illegale flygtninge legale midler til at føre en hæderlig tilværelse og til at kunne arbejde, så de ikke anses som kasteløse, bliver ofre for skrupelløse arbejdsgivere, kastet rundt af lovgivningen og udsat for politichikane, men værst af alt skal leve i konstant frygt for at blive udvist.
Jeg stemte for betænkning af Stenzel om Equal-initiativet, da jeg finder det vigtigt at fortsætte det arbejde, der startede under de tidligere kapitler Now, Horizon, Youthstart og Integra under initiativerne Adapt og Employment. Vi skal bygge videre på erfaringerne fra disse aktioner. Equal står for "lighed". Det skal videreføres. Jeg glæder mig over forslaget om at fremme nye måder til bekæmpelse af diskrimination og alle former for uligheder på arbejdsmarkedet. Jeg går også ind for ønsket om at skrotte et forældet format og bringe parterne sammen i bestræbelserne på at finde nye måder at bekæmpe arbejdsløsheden på. Der skal være en vis fleksibilitet. Jeg beklager meget, at der kun er begrænsede midler til rådighed for dette initiativ. I den seneste programmeringsperiode var 9% af strukturfondsmidlerne til rådighed for fællesskabsinitiativer. Tallet er nu nede på 5,35%. Det betyder, at midlerne skal udnyttes optimalt, og at oplysninger om vellykkede partnerskaber skal spredes hurtigt og grundigt. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender vedtog flere af mine ændringsforslag, f.eks. om startkapital og om udnyttelse af nye jobskabelsesmuligheder i byområder og landdistrikter, og lyttede til min kritik af erhvervslivets manglende deltagelse under de tidligere initiativer. Det betød ofte, at gode projekter ikke førte til reelle jobmuligheder. De positive erfaringer fra små initiativtageres innovative aktioner blev bragt i fare på grund af deres afstand fra den politiske proces. Jeg understregede også behovet for forebyggende foranstaltninger. Der skal også være fokus på deltagelse af arbejdsmarkedets parter. Der skal være en vis fleksibilitet, og den administrative byrde skal mindskes. Der skal også være fleksibilitet for lande med små budgetter. Skønt der er nogle aspekter af betænkningen, som jeg mener kunne håndteres bedre, mener jeg generelt set, at betænkningen repræsenterer en fleksibel og fornuftig fremgangsmåde, der fortjener støtte.
Kommissionen ønsker, at EF-initiativprogrammet Equal skal erstatte initiativprogrammerne Employment og Adapt og forskellige delprogrammer på disse områder - Now (fremme af lige muligheder for kvinder), Horizon (for handicappede), Youthstart (for unge uden formelle kvalifikationer) og Integra (for mennesker udsat for udelukkelse fra arbejdsmarkedet) - med den forværrende omstændighed, at der sker en betragtelig nedsættelse af de dertil knyttede bevillinger. Det vil således være gennem dette initiativ, at Kommissionen vil udvikle det, som den mener er nye metoder til bekæmpelse af forskelsbehandling og alle slags uligheder på arbejdsmarkedet på grundlag af de beskæftigelsespolitiske retningslinjers fire søjler. Det er meget for så beskedne midler. Hvis Kommissionen ønsker, at denne nye metodologi skal have chancer for at få succes, skulle den have stillet et forslag, der var mindre komplekst og mere simpelt og direkte, med ngo-deltagelse lige fra begyndelsen, så partnerskaberne kan udvikles på en afbalanceret måde. Det har den ikke gjort. Lad os håbe, at den i det mindste tager de forhold op til overvejelse, som vi har påpeget.
Heldigvis fortsætter Europa-Parlamentet sine initiativer med hensyn til bekæmpelse af diskrimination og forskelsbehandling, og de fire områder, der omtales i Equal-programmet - muligheden for integration på arbejdsmarkedet, det frie initiativ, evnen til at tilpasse sig og lige muligheder for mænd og kvinder - forekommer ret relevante. Men i nærværende betænkning, der sandsynligvis er baseret på gode intentioner, gives der hist og her udtryk for en opfattelse, der forekommer mig stærkt risikabel, og som går i retning af at udviske begreberne statsborgerskab og lovlighed og at skabe fællesskabsretten, som Fællesskabets overvejelser baseres på, ud fra en mangfoldighed af undtagelser. Så selvom man kun kan gå ind for beslutningen om at vedtage særlige forholdsregler med henblik på at fjerne enhver form for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, der kan ramme asylansøgere, der allerede pr. definition er hårdt ramt af skæbnen, må man dog stadig bevare en lovmæssig anskuelse på dette emne. Eller med andre ord: Mens der er god grund til at komme asylansøgere, hvis status er behørigt anerkendt, og som befinder sig i en lovlig situation, til hjælp, forholder det sig anderledes med de mange andre kategorier, der er nævnt i betænkningen - asylansøgere, hvis sag er under behandling, asylansøgere, der har midlertidig beskyttelse, asylansøgere, der er afvist og truet af udvisning - for hvem betænkningen fastsætter den samme hjælp. Men en udvidelse af hjælpeforanstaltningerne i betænkningen - det er en hårfin balance - kan blive skæbnesvanger. Asylansøgere, naturligvis, men også asylansøgere, hvis sag er under behandling, og som har midlertidig asyl, og endelig afviste asylansøgere, som er truet af udvisning, skal ifølge betænkningen kunne drage fordel af denne række foranstaltninger, skønt denne type asylansøgere i det mindste med hensyn til sidstnævnte - for er en afvist asylansøger, som er truet af udvisning, ikke en illegal flygtning - burde udelukkes fra integrationspolitikken i et Fællesskab, der ikke anser deres tilstedeværelse som lovlig. Et sådant signal er, bevist eller ubevidst, en kæmpe opfordring til en immigration, hvor den blotte anmodning om flygtningestatus, hvad enten den imødekommes eller ej, vil være nok til at udløse en bred vifte af hjælpeforanstaltninger, der skal føre til varig integration på arbejdsmarkedet i omgivelser med mangel på arbejdspladser, og hvor den lovlige befolkning, såvel udlændingene som den oprindelige befolkning, vil komme til at stå over for et stort arbejdsløshedsproblem. Derfor og på trods af dens overordnede retningslinjer, som vi kun kan tilslutte os, vil jeg ikke stemme for en betænkning, der indeholder spiren til et nyt angreb mod statsborgerskabet og den republikanske lovmæssighed, som jeg er særligt knyttet til. Betænkning af Lieneman (A5-0027/2000)
Hr. formand, nogle af os husker sikkert den populære film "Cocoon", hvor ældre mennesker, der drak en særlig slags vand, blev unge igen. Efter min mening er det således yderst vigtigt at være så opmærksom som muligt på det vand, vi alle drikker, og at følge og vedtage de forslag, der har at gøre hermed. Jeg stemte derfor ja til dette forslag, men jeg vil også gerne understrege, at jeg håber, man ikke mindst vil sørge for, at renhedsgraden af det vand, der ledes ind i vores hjem, bliver så høj som muligt. Jeg kan nemlig se, at der i det godkendte forslag ikke er taget højde for en støtte til dem, der renser vandet hjemme hos sig selv, men jeg regner med, at der bliver rådet bod på dette fremover.
Selvom der er sket en vis forbedring af det oprindelige forslag til et direktiv om vandpolitik, efter at nogle af Europa-Parlamentets forslag er blevet indarbejdet i Rådets fælles holdning, er direktivet stadig problematisk. Følgende punkter er især vigtige: de nye vandkvalitetsindikatorer skal være obligatoriske; grundvandet skal beskyttes mod forurening; der skal være bestemmelser om rensning af forurenet grundvand; det er nødvendigt med et forbud mod udledning af de ca. 400 farlige stoffer i vand, selvom der i dag faktisk ikke er nogen som helst kontrol af disse; der bør straks indføres et system til bestemmelse af forurenende stoffer i vand; prisen for vandforsyning bør også omfatte miljøudgifterne forbundet med forsyningen; selvom udgifterne til vandforsyning generelt bør være indregnet i prisen, bør der være særlige undtagelser for områder med varig og længerevarende tørke kombineret med områdernes socioøkonomiske situation (f.eks. fattige områder eller særlige socialgrupper); Det er nødvendigt med en kortere tidsplan for direktivets ikrafttrædelse.
), skriftlig. (ES) Med undtagelse af ændringsforslag 76, hvor der opstod en fejltagelse, eftersom jeg havde til hensigt at stemme for, kan resten af mine stemmer forklares med følgende opdigtede historie: Formodet udkast til miljødirektiv: "Europa-Parlamentets og Rådets direktiv, hvorefter der pålægges pligt til om vinteren at opretholde en temperatur, der ikke ligger under 18 C i de europæiske byers gader, pladser og haver". Direktivets store retningslinjer: a) hver by skal udstyre sig med de tilstrækkelige energi- og teknologimidler til at opnå dette mål i år 2012, b) omkostningerne vil i sin helhed blive pålagt indbyggerne i hver enkelt by, idet disse omkostninger udgør en del af prisen på elektricitet. En nordeuropæisk parlamentarikers synspunkt: "Dette direktiv ville være uretfærdigt, eftersom omkostningen for en indbygger fra f.eks. Stockholm ville være mere end 200 gange højere end omkostningen for en indbygger fra Napoli". En sydeuropæisk parlamentarikers synspunkt: "Imidlertid er dette konkurrenceevne og lige betingelser". (Her slutter den opdigtede historie). Og undertegnede parlamentariker, som nu afgiver stemmeforklaring, mener, at det er positivt, at der findes et fællesskabsdirektiv om vand, men at man ikke kan opbygge Europa med miljødogmatismer, for så ender det med en lovgivningskarikatur. Man kan ikke behandle lande, der har vejrforhold med oversvømmelser og tørke, f.eks. Middelhavslandene, på samme måde som lande med et vejrforhold med nordligt regnfald. På den anden side ville et Europa, som i fremtiden nærmest gjorde det umuligt at overføre vand mellem de forskellige flodlejer, være usolidarisk. Endnu en gang skal vi huske på, at vi er i gang med et projekt om politisk union, der dækker hele kontinentet.
Drikke, spise, vaske sig og dyrke jorden. Vand er en forudsætning for hver af disse daglige handlinger. Fejlagtigt anser man vand for en uforanderlig og uudtømmelig ressource. Det er så nemt at åbne for vandhanen, men kilden kan tørre ud ... Alle de videnskabelige undersøgelser er nu formelle: Vandet vil udgøre en væsentlig faktor i de kommende år, og vi må ikke spilde tiden. Det er på høje tid her og nu at belyse spillets regler, inden vi alle sidder tilbage som tabere. Ved den 15. februar at vedtage direktivet om vand understregede Europa-Parlamentet sin ambition om at beskytte overfladevand, badevand, drikkevand og grundvand. Europa råder over rammer, der muliggør at foregribe enhver forringelse af vandkvaliteten, at fremme en bæredygtig anvendelse, at beskytte økosystemerne, at deltage i bekæmpelsen af oversvømmelser og tørker og at stoppe udslip af farlige stoffer. Vi må gribe dette redningsbælte, der er smidt i vandet til os.
Jeg ser med tilfredshed på dette ambitiøse direktivforslag om vand. Således minder den miljøkatastrofe, der udspiller sig ved Donaus bredder - hvis vi behøver en påmindelse - os om, at menneskets skødesløshed alt for ofte fører til, at vores naturlige ressourcer, som f.eks. vandet, bringes i fare. Formålet med dette direktivforslag, der stammer fra 1997, er at sætte en stopper for den opdeling, der indtil nu har karakteriseret lovgivningen om vand, og at beskytte overfladevandet, badevandet, drikkevandet og grundvandet. Det skaber rammer, der gør det muligt at forebygge enhver yderligere forringelse, at beskytte økosystemerne, at fremme en bæredygtig anvendelse af vand, at deltage i bekæmpelsen af oversvømmelser og tørke og gradvist at sætte en stopper for udslip af farlige stoffer. Der vil senere blive vedtaget specifikke direktiver inden for denne ramme. Proceduren i forbindelse med udarbejdelsen af denne tekst var lang. Direktivforslaget blev ændret af to omgange, én gang i 1997 og en anden gang i 1998. En teknisk arbejdsgruppe, der bestod af repræsentanter fra Rådet og Parlamentet, blev nedsat i januar 1999 for at forsøge at få de to institutioner til at nærme sig hinanden. Og alligevel har Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik indgivet talrige ændringsforslag, hvoraf jeg støtter størstedelen. Hvad angår tidsplanen og målene, forudser Rådet, at målet om overfladevandets tilstand kan nås senest 16 år efter, direktivet er trådt i kraft. Miljøudvalget ønsker, at denne frist nedsættes til 10 år. Desuden kræver udvalget, at der sættes en stopper for enhver form for udslip af farlige stoffer i 2020. Det endelige mål må være en nul-udledning i år 2020. Rådet håber, at grundvandets tilstand er forbedret efter en periode på 16 år, men Kommissionen agter at stoppe forringelsen af grundvandets kvalitative kemiske tilstand, således at grundvandet kan opnå en god tilstand inden 10 år. Alle standarder og alle mål med hensyn til beskyttede zoner skal udarbejdes inden 10 år og ikke inden 16 år. Jeg må sige, at jeg går ind for disse nedsættelser af fristerne, især fordi der kan gives dispensationer. Hvad angår omkostningerne, går jeg ind for forslaget om, at medlemsstaterne indtil 2010 skal kontrollere, at politikkerne for prisfastsættelse med hensyn til vand tilskynder til en mere rimelig anvendelse af vandressourcerne. I denne forbindelse afventer jeg Kommissionens klare erklæring, hvormed den forpligter sig til at fremsætte forslag, der skal sikre, at priserne på anvendelse af vand afspejler de miljømæssige omkostninger og omkostningerne for ressourcerne for 2012. Jeg vil gerne afslutte med at citere et af Miljøudvalgets ændringsforslag, der ikke behøver yderligere kommentarer: "Vand er ikke en almindelig handelsvare, men en værdi, der tilhører EU's befolkning, og som skal beskyttes, forsvares og behandles som sådan".
Jeg vil gerne have min bekymring vedrørende Lienemann-betænkningen samt baggrunden for min stemmeafgivelse ført til protokols. Vi er alle enige om, at der skal indføres en ordentlig kontrol til beskyttelse af vores drikkevandsforsyninger og af vandforbrugerne. Der er mange prisværdige elementer i ordførerens forslag til en løsning på problemet. I henhold til subsidiaritetsprincippet bør det imidlertid være op til medlemsstaterne at afgøre, om de ønsker at indføre skatter eller afgifter for brugen af vand. Jeg finder det ikke korrekt at bruge et så unuanceret værktøj som en fælles europæisk afgift i dette spørgsmål. I Irland betaler alle de store vandforbrugere - handel, industri og landbrug - allerede for brugen af vand. Det er en beslutning, der er truffet af den nationale og lokale regering, og sådan bør det også fremover være. Det er de primære grunde til min stemmeafgivelse.
Vi mener, at det er positivt, at man forsøger at standse den forværring af vandkvaliteten, der er blevet alarmerende, og som landenes regeringer alt for ofte har tilbøjelighed til ikke at bekymre sig om. Alle ved vi, at vand er et fundamentalt gode for menneskeheden, og at det haster med at sikre dets kvalitet. Det er dog lige så fundamentalt at indse, at vandpolitikkens forskellige dele hænger sammen, og at handling på dette punkt har indflydelse på alle de andre. Under forhandlingen og i de fremlagte forslag er hovedvægten imidlertid blevet lagt på spørgsmålet om "vandets fysisk-kemiske og økologiske kvalitet", og kun ganske marginalt er de skadelige virkninger på de øvrige felter blevet berørt. Der må derfor tages hensyn til medlemsstaternes forskellige forhold, de klimatiske betingelser, vandforholdene og deres variation i løbet af året samt de sociale, økonomiske og økologiske følger af at gennemføre kvalitetskravene ligesom af ikke at gøre det. Det er disse spørgsmål, der har bevirket, at vi ikke er enige i nogle af forslagene fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, især de forslag, der sætter en for stram tidsplan op, og som ikke i nødvendigt omfang tager hensyn til de sociale og landsbrugsmæssige forhold, der er af stor betydning for et land som Portugal, hvor der er problemer med vandmangel, og som også er kendetegnet ved en utilstrækkelig samfundsøkonomisk udvikling. Vi mener imidlertid også, at Kommissionens og Rådets forslag i mange tilfælde er for tilbageholdende, hvorfor vi har forsøgt at få en afbalanceret afstemning inden for rammerne af de stillede forslag.
Vi er skuffede over Rådets fælles holdning med hensyn til dette forslag til rammedirektiv. Det er utilstrækkeligt på mange områder, navnlig hvad angår gennemførelsesdatoerne i forbindelse med alt for mange bestemmelser og antallet af og betingelserne for dispensationer. Men det største problem er ikke desto mindre fastsættelsen af mål, som Den Europæiske Union ønsker at forfølge gennem denne tekst. Formålet er selvfølgelig frem for alt at skabe en klar generel ramme, som langt om længe gør det muligt at forenkle den gældende lovgivning på området. Derudover bør Unionen dog have en ambition om at forbedre kvaliteten af overfladevandet samt grundvandet. Det, der står på spil, er folkesundheden, drikkevandsforsyningen, den biologiske kvalitet og mangfoldighed samt bevarelsen af landskaber og arter. Set ud fra denne synsvinkel er det en svag fælles holdning. Jeg ønskede, at vores Parlament ville gå ind for en mere ambitiøs holdning end Rådets, men jeg ønskede ligeledes, at denne holdning skulle være troværdig. Kravet om en nul-udledning og en nul-forurening - bl.a. i forbindelse med de omtalte stoffer i vandet - er ikke realistisk. Jeg hører ikke til dem, der mener, at det er tvingende nødvendigt, at vi ved andenbehandlingen vedtager ekstreme ændringsforslag med et eneste formål, nemlig at skabe albuerum med hensyn til en forhandling med Ministerrådet. Tværtimod gør jeg indsigelser mod denne strategi, der efterhånden er systematisk. Den er til skade for Parlamentet. Vores beskeder til borgerne og Rådet er uklare og mangler troværdighed. Miljømæssige mål, der er for skrappe, og som ikke tager realiteterne i betragtning, kan ikke gennemføres, for de er uopnåelige. Er det den besked, De ønsker at sende? I øvrigt vil jeg gerne nævne et punkt, der ligger mig særligt på sinde. Medlemsstaterne skal, hvis de ønsker det, kunne beslutte at overføre vand på tværs af grænserne. Et sådant projekt opfylder samhørighedsprincippet og princippet om regional solidaritet, som vi altid er gået ind for. Derfor burde det i høj grad drage fordel af støtten fra Den Europæiske Union i forbindelse med fremme af de transeuropæiske net og regionalpolitikken gennem strukturfondene. Jeg vil gerne minde om, at vores Parlament for to år siden vedtog en initiativbetænkning om den tekniske mulighed for transeuropæiske vandnet, og jeg ville sætte pris på, at Kommissionen snart informerede Parlamentet om, hvilken opfølgning der er sket på denne betænkning.
), skriftlig. (ES) Vi har overværet, hvordan en betænkning, der behandlede vandkvaliteten i Europa er blevet forvandlet til et handelskrigsinstrument. Vi er alle enige om at medtage vandkvaliteten som en vigtig målsætning, i særdeleshed med henblik på de ugunstige konsekvenser, som udarbejdelsen af modellen for hurtig industriel vækst har på området. Det er klart, at logikken med den private fordel, der er karakteristisk for denne model, har været ulyksalig, og derfor er princippet om, at "den, der forurener, betaler" hensigtsmæssigt for at klare disse konsekvenser. Men ud over disse principper er der hensynet til vand som et fælles gode, som ikke kan underkastes markedsreglerne. Overraskende, jeg forestiller mig, at det er med de bedste hensigter, er denne økologiske målsætning blevet til et handelskrigsinstrument, idet man, især i landbrugssektoren, har pålagt forbrugerne at betale de samlede omkostninger for installationerne og procedurerne til at opnå en passende vandkvalitet. Således bliver vand endnu en vare, der underkastes markedslovene. Dermed fuldføres anvendelsen af den neoliberale model, der dominerer vandområdet. Når der ikke sondres mellem lande og regioner, hvor der er tilstrækkeligt med vand, og regioner, hvor tørken og det lave regnfald gør vand til en mangelvare, hvilket ødelægger deres muligheder for en minimal økonomisk og social udvikling, så ødelægges det økologiske princip for at omdanne det til kastevåben. På samme måde er det lidt ironisk, at man vanskeliggør muligheden for at dele dette gode, som for nogle områder er en mangelvare. Og så er det dem, der bor i regioner med rigeligt vand, som rådgiver dem, der bor i tørkeområder, om tilbageholdenhed i vandforbruget. På grund af denne manglende følsomhed og solidaritet har min stemme, eftersom jeg kommer fra en af de tørre middelhavslandbrugsregioner, men med fremtidsudsigter, f.eks. Murcia-regionen, nødvendigvis afspejlet det, jeg har givet udtryk for.
På vegne af Europa-Parlamentets Labour-parti ønsker jeg at indikere, at skønt vi har støttet størstedelen af Lienemann-betænkningen, så har vi visse forbehold. Betænkningens tidsplan lydende på 2020 er urealistisk og umulig at gennemføre, men Rådets tidsplan lydende på 2034 er for langsigtet. Vi mener derfor, at en kompromisløsning vil være mere realistisk. Vi har stemt imod ændringsforslag 25 og 72, som vil kræve en minimalisering af skadelige stoffer fra menneskelige aktiviteter i al grundvand. Vi finder dette krav urealistisk i lyset af de meget store omkostninger og de meget lange tidsfrister, hvis man skal bringe kvaliteten tilbage til noget, der ligner det oprindelige niveau. Ovenstående er begrundelsen for vores stemmeafgivelse.
Vand er en genbrugelig og begrænset naturressource. En god forvaltning heraf er afgørende. Rammedirektivet om vand vil blive hjørnestenen i fællesskabspolitikken på dette område. Dets mål er klare og ambitiøse, og vi er enige. Der fastsættes værdier tæt på nul, men vi mener, at det er mere fornuftigt ikke at gennemtvinge urealistiske frister, som hverken vores stater eller vores industrier vil være i stand til at overholde. Der er behov for en fast tidsplan, men udviklingen skal ske mere gradvist. Den lovmæssige forpligtelse til at nå til en nul-udledning og et stop for udslip om 20 år betyder således et forbud mod alle identificerede stoffer. Sådanne bestemmelser risikerer at give problemer for de grænseoverskridende vandløbsoplande og for ansøgerlandene, hvilket kan besværliggøre udvidelsen. Jeg ville selvfølgelig gerne tale om en særlig sektor, som ligger mig meget nær, nemlig landbrugssektoren, der er den største forbruger af vand. Den bør, som den allerede er begyndt at gøre, acceptere at betale sin andel som forurener, men man skal ligeledes tage hensyn til dens særegenheder og problemer, navnlig i de tørre områder. Hvad angår ændringsforslagene om radioaktive stoffer, går jeg naturligvis ind for disse kontroller, men spørgsmålet er, hvilket retsgrundlag der findes i EURATOM-traktaten. Betænkning af Andersson (A5-0033/2000)
EDD-Gruppen har ikke kunnet stemme for Andersson-betænkningen. Der er jo nogle smukke betragtninger, bl.a. erkendes det på side 15 i begrundelsen, at "medlemsstaternes forskellige udviklingsniveauer og traditioner på området social beskyttelse umuliggør en ensartet harmonisering". Nu er begrebet "ensartet harmonisering" et af disse forvrøvlede udtryk, der totalt slører den integrationsproces, der er tale om. Rigtigt er det også, som der står i begrundelsen, at en harmonisering ville være skadelig, da "den ville kunne stille større krav til svagere medlemsstater og i lighed med konkurrencen presse socialt mere udviklede lande til at skære ned i de sociale beskyttelsesordninger. Ingen vil vinde ved en sådan harmonisering". Imidlertid er situationen den, at man etablerer en social model, som i realiteten går ud på en harmonisering, oven i købet en ensartet harmonisering. I punkt D. fremhæves det, at "Unionen kan bringe en merværdi gennem indførelse af egentlige bindende og effektive konvergenskriterier", og siden hen fremhæves det i betænkningen, at udviklingen af denne konvergensproces fremmes gennem drøftelser mellem Økofinrådet og Rådet af social- og arbejdsministre, og endelig understreger man i punkt 7, at "processen for skabelse af social konvergens må ledsages af effektiv og ambitiøs skattekonvergens". Og her nærmer vi os sagens kerne: Dette projekt med den sociale harmonisering er ikke socialpolitik, det er en opfølgning af EU's ØMU-projekt, som har en ganske særlig interesse for de tre lande, der står uden for, og som kan redde sig fra dette Titanic, nemlig Storbritannien, Sverige og Danmark, og derfor er det vigtigt for os at understrege, at vi ikke kan støtte et forslag, hvis væsentlige rationale er at udbygge ØMU-projektet.
Hr. formand, jeg stemte ja til Kommissionens meddelelse om en modernisering af den sociale beskyttelse, fordi den efter min mening går i retning af - selvom det ikke lykkes helt - en længe ventet indførelse af en EU-lovgivning på social- og pensionsområdet. Jeg lyttede til den foregående stemmeforklaring med beklagelse, da jeg er af den opfattelse, at idéen med denne betænkning er, at det skal være muligt at give de ældre en bedre beskyttelse. Og det selvom vi ved, at de 15 medlemsstaters regeringer gerne ville mindske pensionerne så meget som muligt. Jeg håber, at Parlamentet snart vil være i stand til at lovgive på pensionsområdet. De ældre venter på, at Europa-Parlamentet giver dem mulighed for et godt og værdigt liv, der er bedre end det, de har nu. De lande, der ikke er så langt fremme, skal nå op på samme niveau som de lande, der sikrer en bedre social beskyttelse inden for EU.
. De danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet har i dag stemt for betænkningen af vores svenske socialdemokratiske kollega Jan Andersson om Kommissionens meddelelse om en samordnet strategi til modernisering af den sociale beskyttelse. Kommissionens meddelelse tager udgangspunkt i gennemførelsen af ØMU'en, der med kravet om stabilitet og vækst skaber grundlaget for, at medlemsstaterne kan fastholde sociale sikringsordninger. Det fastslås i betænkningen, at en modernisering ikke betyder en sænkning af niveauet i den sociale beskyttelse, men en bedre udnyttelse af de eksisterende ressourcer. Vi hæfter os endvidere ved, at det i begrundelsen fastslås, at en modernisering heller ikke betyder harmonisering af de sociale sikringsordninger, og at en harmonisering ligefrem ville være skadelig, da den ville kunne stille større krav til svagere medlemsstater og i lighed med konkurrence vil kunne presse andre til at skære ned. En situation, som ingen ville vinde ved. Både i meddelelsen fra Kommissionen og i betænkningen fra Andersson understreges det, at det er medlemsstaterne, der har ansvaret og dermed også bestemmer indholdet af de sociale sikringsordninger. Samarbejde om disse emner i EU-regi skal tilføre en merværdi, baseret på udveksling af erfaringer, gensidig evaluering af udviklingen af politikker med henblik på at fastlægge bedste praksis.
Vi mener, at betænkningen indeholder mange gode, praktiske forslag, som vi støtter, men vi forholder os meget kritisk til det konvergensperspektiv, som betænkningen er gennemsyret af. Det, vi især vender os imod, er de afsnit, der handler om skatteharmonisering og om, at Kommissionen skal styre medlemslandenes opførsel (se f.eks. punkt 7). Vi vil gerne understrege, at området social- og beskyttelsespolitik primært skal være medlemslandenes sag, selvom EU's udvidelse kommer til at stille krav om bedre samordning end tidligere.
De nuværende vanskeligheder i vores sociale sikkerhedssystemer skyldes især utilstrækkelige indtægter på grund af arbejdsløshed, fattigdom, og at befolkningen bliver ældre, og de skyldes ikke overdrevne udgifter. I øvrigt bærer den Europæiske Union på grund af sine politikker et tungt ansvar for denne situation. Det er klart, at disse systemer skal tilpasses. Bl.a. i Frankrig må man holde op med at kun at lade arbejdsgiverne finansiere sygeforsikringer og pensionsforsikringer. Man må også ændre en forældet forvaltningsmetode, der er kilde til uretfærdigheder, snyd og spild. Man må frem for alt føre en familiepolitik, der er tilpasset den befolkningsmæssige vækst, en økonomisk, monetær og skattemæssig politik med henblik på vækst og til generhvervelse af vores indre marked, der gør det muligt at skabe arbejdspladser. Det, som Kommissionen og Andersson-betænkningen foreslår, er ikke en socialpolitik. Det er en metode til at give Bruxelles en overdreven beføjelse til at træffe beslutninger på det finansielle område, altså med hensyn til organiseringen af ydelserne fra de sociale sikringssystemer i staterne i Europa. Derfor stemte vi imod denne betænkning. Den sociale sikring skal frem for alt vise den nationale solidaritet. Og den henhører først og fremmest og udelukkende under nationalstatens kompetence. Den sociale sikring skal baseres på det nationale og fælles præferenceprincip. Ellers er den kun en finansiel behandling af utålelige sociale situationer, der er skabt af immigrationen, på bekostning af og til skade for de europæiske borgere.
Vi har undladt at stemme om Jan Anderssons betænkning om en samordnet strategi til modernisering af den sociale beskyttelse. Vi har en positiv grundholdning til Den Europæiske Union. Som svenskere fra Den Liberale Gruppe ser vi den europæiske integration som en mulighed for at opnå løsninger på grænseoverskridende problemer såsom miljø, handel, frie bevægelser på tværs af grænserne, menneskerettigheder og konflikthåndtering. Her har Europas demokratier en chance for at vise verden, at samarbejde fører til fred og øget velstand. Vi tror også på nærhedsprincippet, på, at beslutninger skal træffes så tæt på den person, sagen vedrører, som muligt. Det er derfor, at vi presser aktivt på for at få en konstitution for Den Europæiske Union, hvor ansvarsfordelingen er tydelig for enhver. Det skal stå fuldkommen klart for alle medborgere, at EU udelukkende skal beskæftige sig med de anliggender, man er bedst til - de grænseoverskridende. Alle andre anliggender bør håndteres på lokalt, regionalt eller nationalt plan. Socialpolitikken er et eksempel på et område, hvor EU kun bør have begrænset kompetence, og det samme gælder den frie bevægelse for personer i Unionen. Hvert medlemsland bør have det fulde ansvar for og retten til selv at vælge sit system til social beskyttelse. Sundhedspleje, børnepasning og pleje af ældre er tydelige eksempler på områder, som ikke er direkte grænseoverskridende. Det samme gør sig gældende for arbejdsmarkedspolitikken. Vi tror ikke, at en fælles europæisk lovgivning på disse områder er en løsning på problemet med systemet til social beskyttelse. For os er det vigtigt, at EU i stedet koncentrerer sig om et lille antal områder, hvor man virkelig kan gøre nytte. Der er derimod ikke noget til hinder for, at medlemslandene samarbejder og udveksler idéer på det sociale område. Beskyttelsesanliggender og lige muligheder er anliggender, som traditionelt står højt på vores liberale dagsorden. Vi støtter helhjertet flere af de idéer, som er blevet præsenteret i betænkningen af Andersson, på nationalt plan.
Vi ser med interesse og forventning på den samordnede strategi til modernisering af den sociale beskyttelse i Europa. Den må dog ikke finde sted uden en tilsvarende samhørighedsproces, for der skal ske en modernisering, men der skal også være samhørighed. Ordføreren understreger dette i sin betænkning, og vi er enige med ham. I mange politikker er man allerede slået ind på denne vej - ganske vist med møje og besvær - men det mangler man stadig at gøre i mange tilfælde, før Europa - selvfølgelig med subsidiaritet - konkret udgør et fælles hus, ikke bare for medlemslandenes borgere, men også for ansøgerlandenes borgere. Europas sociale sikringssystemer har i øvrigt altid spillet en positiv rolle i alle befolkningernes civile og demokratiske udviklingsprocesser, og hvis disse systemer, som er stillet over for udviklingen i økonomien, beskæftigelsen og samfundets krav, i dag skal fortsætte med at spille en udviklingsfremmende rolle, er der ingen tvivl om, at det er nødvendigt at modernisere dem. Der er dog hovedsagelig tre aspekter, som vi gerne vil understrege. Det første er, at der skal være en stærk indbyrdes afhængighed mellem de økonomiske politikker, beskæftigelsespolitikkerne og de sociale sikringspolitikker, der skal være direkte proportionale med hinanden. Det andet aspekt er administrationen af de sociale sikringssystemer og de organer, der står for denne administration. I dag arbejder man nemlig i stadig større grad - og stadig mere effektivt - med supplerende pensionsordninger. Men efter vores mening bør man ikke reducere det offentlige organs rolle, både på grund af dets universelle karakter og - forhåbentlig - på grund af kvaliteten af de grundlæggende sociale sikringsydelser. Og dette er i grunden et retfærdighedsprincip, der gør sig gældende inden for sundhedssektoren og pensionssystemerne, men også på bistandsområdet, hvor det er uundværligt med en strategisk, men fornyet samordning af det offentlige organ. Det tredje aspekt er subsidiaritetsprincippet, som Europa bygger på. Selv i dag mangler der stadig en fælles beskyttelses- og social sikringsstrategi, og de nuværende systemer er hovedsagelig baseret på den enkelte medlemsstats indsats og interne solidaritet. Ved en modernisering af disse systemer må man ikke ignorere de eksisterende forskelle, der er på økonomi, beskæftigelse og social beskyttelse i de enkelte lande, hvad enten det er medlemslande eller ansøgerlande. Selvom moderniseringen - der er nært forbundet med en samhørighedsproces - tager udgangspunkt i forskellige grundlag, er det således nødvendigt, at den er i stand til at medføre en forbedring og ikke det modsatte. Det er i øvrigt et spørgsmål om kultur, fremskridt og fælles værdighed i den nuværende Europæiske Union og i den kommende udvidede Europæiske Union.
Hr. formand, det værdigrundlag, som er fælles for medlemslandene i Den Europæiske Union, bygger på demokrati, menneskerettigheder og frihedsrettigheder samt en social markedsøkonomi. Disse værdier skal komme til udtryk i solidariteten med de svage grupper i samfundet og i omverden. I henhold til nærhedsprincippet er det medlemslandene, der selv udformer sine systemer til social beskyttelse. Dog bør der være et minimum, når det handler om det sociale beskyttelsesnet, som borgerne i Den Europæiske Unions lande kan nyde godt af, uanset hvilket land de bor i. Betænkningen efterlyser en "effektiv og ambitiøs skattekonvergens" uden at definere indholdet nærmere. Noget sådant er efter vores mening et alt for stort indgreb i den nationale skattepolitik og kan derfor ikke støttes. Dermed stemmer vi imod betænkningens punkt 7. Betænkningen understreger den sociale dimension i det europæiske samarbejde, hvilket skal hilses velkomment. Det er imidlertid vigtigt at gøre det klart, hvilken rolle EU skal spille og ikke spille i forbindelse med den sociale beskyttelse. Det står ikke klart i betænkningen, hvilket er beklageligt.
Når man læser Kommissionens meddelelse om social beskyttelse, som er inspireret af de mange, gode hensigter, spørger man sig selv, om de, der har skrevet meddelelsen, overhovedet kommer fra det samme kontinent som de europæiske arbejdstagere, om de lever i den samme sociale virkelighed. Man spørger også sig selv, om denne "harmoniserede moderniseringsstrategi" i virkeligheden ikke bare er et nyt navn for det samlede, frontale angreb på den sociale beskyttelse og sociale sikkerhed og på arbejdstagernes erhvervede rettigheder. Vi er enige i flere af ordførerens bemærkninger, men vi deler slet ikke hans optimisme, hvad angår Kommissionens og Rådets hensigter og planer med den sociale beskyttelse. De generelle retningslinjer for den økonomiske politik, der føres, stabilitetspagten og de strenge konvergensprogrammer, som tilføjer beskæftigelsen uoprettelige skader og fremmer beskæftigelsesegnetheden og fleksibiliteten i ansættelsesforhold og arbejdets tilrettelæggelse, Kommissionens og ECB's beslutninger om tilbageholdenhed med hensyn til lønstigninger og forhøjelser af mindstelønnen samt den vedvarende fastholdelse af en streng budgetdisciplin og en, for enhver pris, sikring af den famøse valutastabilitet gør, at vi slet ikke er i tvivl om den nye strategis mål og hensigter. Dens eneste formål er at gøde jorden og skabe de rette betingelser for en reduktion af det offentliges udgifter til sociale sikringsordninger og en smidiggørelse af den samme sociale beskyttelse. Når vi har hørt adskillige førende skikkelser gentagne gange betegne den sociale sikring som en "udgift" og "hindring" for øget konkurrenceevne, og når man forsøger at finde måder at flytte denne udgift fra virksomhederne over på arbejdstagerne - naturligvis hele tiden under påskud af at ville skabe arbejdspladser - ville det virkelig overraske os, hvis den gældende model bestående af en urørlig markedsøkonomi og en dyster pengeøkonomisk indfaldsvinkel til alting og med en dyb afhængighed af monopolinteresserne tog borgernes grundlæggende ret til social beskyttelse og velfærd under sine beskyttende vinger. Det er ganske åbenlyst, at det, man ønsker, er en flytning fra de organiserede sociale sikringssystemer - som er offentligt kontrollerede - til private forsikringsordninger, som vil give kapitalen flere fortjenester og medføre yderligere belastning af arbejdstagerne, som ud over den ekstra udgift også kommer til at "nyde godt af" stadigt ringere sociale ydelser. Når man taler om illoyal konkurrence mellem de offentlige og private sociale sikringssystemer og mellem medlemsstaternes systemer, er det ikke alene ikke et argument, men det afslører samtidig de politiske hensigter og de uudholdelige pres, som de sociale sikringssystemer udsættes for, så de til sidst reduceres og/eller går i opløsning til gavn for den private sektor og profittens overherredømme. Som bekendt bestemmer beskæftigelsesniveauet og -kvaliteten også kvaliteten af de sociale sikringssystemer. Hvordan kan vi så tale om sunde og økonomisk bæredygtige sociale sikringssystemer, når vi står ansigt til ansigt med de millioner af arbejdsløse og fattige, de marginaliserede, de "fattige arbejdstagere" i deltidsbeskæftigelse og alle de arbejdstagere, som de førte politikker for arbejdsvilkår har knust? Den sociale sikring og beskyttelse er en af arbejdstagernes største landvindinger i Europa, den er resultatet af mangeårige kampe mod storkapitalens ambitioner og et varigt udtryk for den solidaritet, der kendetegner arbejdstagerne. I vore dage, i arbejdsløshedens og underbeskæftigelsens Europa, er der et presserende behov for at sikre en bredere social beskyttelse og udvide arbejdstagernes rettigheder, men dette kræver et andet system for økonomisk og social udvikling, end Unionen er i stand til at give på grund af dens natur og karakter. Ud fra disse betragtninger vil vi gerne udtrykke vores absolutte modstand mod den "modernisering" af det sociale beskyttelsessystem, som Kommissionen argumenterer for i sin meddelelse, og gøre opmærksom på, at vi ikke kan stemme ja til den betænkning fra Beskæftigelsesudvalget, vi behandler her.
Stemmeforklaringerne er afsluttet. (Mødet udsat kl. 13.55 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er forhandling om Rådets redegørelse om fastlæggelsen af Unionens prioriteter for det næste møde i FN's Menneskerettighedskommission (den 20. marts 2000), herunder situationen i Kina.
Hr. formand, jeg synes, det er beklageligt, at formandskabet for Rådet ikke er til stede. Det drejer sig om en redegørelse fra Rådet, og jeg mener, det muligvis ville have været nyttigt, hvis Rådet havde været til stede ved den fortsatte debat. Da jeg synes, det er nyttigt, vil jeg også påminde om, at tilføjelsen af dette punkt på dagsordenen er et klart svar på en nødvendighed, som alle de politiske grupper har givet udtryk for, nemlig at Europa-Parlamentet før næste møde i FN's Menneskerettighedskommission i Genève afholder en debat for at blive hørt i et så følsomt og så kært emne for Europa-Parlamentet. Jeg tror, vi alle efter redegørelsen fra formandskabet for Rådet og fra Kommissionen kan være enige om, at den nuværende menneskerettighedssituation langt fra er den, vi ønsker. På unionsniveau kan vi ikke undgå at sige, at situationen ikke er fuldstændig tilfredsstillende. Selvom konventionen om beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder udgør et fælles element i alle medlemsstaterne, så har de f.eks. ikke alle ratificeret eller undertegnet alle konventionens senere protokoller. På dette område udgør det også en klar ulempe, at Den Europæiske Union som sådan ikke har undertegnet den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder med alle de dertil tilføjede uheldige bivirkninger, som denne situation indebærer. Jeg håber, alle disse problemer kan tages op og behandles i forbindelse med de drøftelser, der for øjeblikket finder sted om charteret for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union. På eksternt niveau tror jeg, de fleste af de punkter, vi har medtaget i beslutningen, giver os et billede, der ligger temmelig tæt på virkeligheden, og, hr. formand, det opfordrer ikke ligefrem til optimisme, eftersom aspekter som afskaffelsen af dødsstraffen, den tortur, der stadig udøves i mange lande i mange fingerede demokratier eller situationen for mindretallene i mange dele af verden, kræver et klart, synligt og effektivt svar fra Den Europæiske Union. Efter min mening indeholder beslutningen en række vigtige punkter, men jeg vil opholde mig ved et særligt punkt, nemlig behovet for et større koordinering mellem Den Europæiske Union og De Forenede Nationer. Hr. formand, i en verden som denne, som mere og mere domineres af globalisering, ikke alene på det økonomiske område, skal vi give præcise og koordinerede svar, således at disse kan være effektive. For at opnå denne effektivitet i vores handling er det nødvendigt at gennemføre en koordinering i praksis, som ikke findes i dag. Derfor forsvarer Europa-Parlamentet princippet om, at det er nødvendigt at deltage i Menneskerettighedskommissionen og i andre internationale fora, hvor man behandler disse sager, og, hr. formand for Rådet, Europa-Parlamentet ville gerne kunne deltage så hurtigt som muligt i denne type møder. Snart, i maj, har Kommissionen til hensigt at fremlægge en meddelelse om udviklingen af den rolle, som menneskerettighederne og demokratiseringen spiller i Den Europæiske Unions udenrigsanliggender. Jeg vil benytte lejligheden til at bede Kommissionen om at være meget opmærksom på dette behov for koordinering, som jeg netop har omtalt, og om at finde nye formler, der gør det muligt at forstærke den rolle, som Den Europæiske Union spiller i menneskerettighedssager, og især gennem Europa-Parlamentet, i særdeleshed set fra et samhørighedssynspunkt, idet man også skal anerkende nogle tredjelandes gode vilje til at medtage den demokratiske klausul. Jeg mener, det burde afspejles i alle henseender - og jeg henviser også helt specielt til budgettet. Endelig skal jeg ikke undlade at anerkende de store bidrag, som det sociale samfund kan komme med til dette område, lige som den ofte undervurderede rolle, som spilles af de talrige ngo'er, der arbejder på området. Den Europæiske Union bør bestræbe sig på at give dem al den nødvendige støtte, således at de kan gennemføre deres vigtige arbejde.
Hr. formand, ærede kommissærer, når Parlamentet skal udtale sig om menneskerettighedsspørgsmålet, løber det en alvorlig risiko, der, om De vil, også understreges af den situation, vi drøfter dette så vigtige emne i. Rådets og næsten alle parlamentsmedlemmernes fravær viser, at der stadig er stor forskel mellem de fine, ædle og nyttige erklæringer på det formelle plan og den konkrete anvendelse af menneskerettighederne i dagligdags politik. Parlamentet skal efter min mening udligne denne forskel - ikke mindst med det bidrag, EU skal give på mødet i Genève - og det skal ikke kun give et bidrag i form af principerklæringer, men også i form af ærlighed og sågar loyalitet. Menneskerettigheder skal ikke længere blot være forbundet med fordømmelse eller straf. Som Parlament skal vi først og fremmest tage menneskerettighedsspørgsmålet op, når det gælder forebyggelse. Vi skal i den henseende være i stand til at eksportere en kultur, der bygger på lov og ret, og hvor retten er en nødvendighed. Jeg tror, at vi endelig er ovre den lange periode med stakkevis af traktater og underskrifter på traktater. Vi har i dag mange - og måske alt for mange - traktater om menneskerettighedsspørgsmålet. Hvis disse traktater forbliver rene erklæringer, er de nyttesløse. Vi skal i dag gå ind i den efterfølgende og nødvendige fase, nemlig en daglig og ufravigelig anvendelse af det, der står i vores traktater, selvom vi ikke må glemme, at visse grundlæggende traktater stadig mangler at blive implementeret. Her tænker jeg på Rom-konferencen og på det faktum, at 14 ud af de 15 EU-lande endnu ikke har ratificeret traktaten om Den Internationale Straffedomstol. Jeg tror, at vi skal gennemgå og ændre nogle af de politiske instrumenter, som vi måler menneskerettighedernes overholdelse i verden ud fra. Vi har ofte benyttet nogle instrumenter, der måske er udmærkede på det formelle plan, men som på det politiske plan er fuldstændigt uhensigtsmæssige. Her tænker jeg på, at embargo ofte er blevet brugt - og misbrugt - i senere år, og på den alt for forsigtige anvendelse af bestemmelsen om ophævelse af aftalerne mellem EU og tredjelande, såfremt man i disse lande krænker menneskerettighederne. Jeg tror, at vi først og fremmest skal ajourføre perspektiverne for beskyttelsen af menneskerettighederne. Globaliseringen risikerer især at få en skadevirkning. Som det er nu, sættes der i mange lande spørgsmålstegn ved princippet om menneskerettighedernes almengyldighed. Man har den opfattelse, at mange menneskerettigheder og retten til livet - der nægtes med dødsstraffen - er afhængige variabler, mens globaliseringen, der oftes forstås som noget skadeligt, rent faktisk risikerer at blive det eneste net, der holder sammen på alle landes rettigheder, aktioner og politikker. Vi skal derfor ajourføre vores aktionsområde, når det gælder indsatsen for at beskytte menneskerettighederne. Her tænker jeg på de sociale rettigheder, arbejdstagernes rettigheder, arbejdskvaliteten og nødvendigheden af at kræve en overholdelse af alle de kriterier, Den Internationale Arbejdsorganisation har opstillet, sådan som det er nødvendigt. Jeg tænker ligeledes på retten til tolerance og retten til respekt, som er en ret, alle minoriteter har, navnlig inden for EU. Og jeg tænker på retten til udvikling, der gælder for befolkningerne, som selv består af en gruppe individer. Hvert individ har i den befolkning, det er en del af, ret til udvikling og til en fremtid med håb og vækst. Alt dette hører efter min mening med til de betragtninger, den debat og det bidrag, EU skal komme med, når det gælder menneskerettighederne. Jeg håber, at Europa-Parlamentets deltagelse i mødet i Genève ikke blot bliver en lejlighed til at være repræsenteret, og at Parlamentet ikke kun vil lytte og komme med vidnesbyrd, men først og fremmest slå fast, at menneskerettighedsdimensionen er den centrale dimension for os, som EU's og den europæiske nations identitet er baseret på, også ved at stadfæste princippet om menneskerettighedernes almengyldighed, der er uafhængig af tid og sted. Dette håber vi på, og det er den stærke opfordring, vi gerne vil rette til vores regeringer, også ud over de almindelige høflighedsytringer.
Hr. formand, selvom salen er ret tom for øjeblikket, har Parlamentet en meget høj profil, hvad angår området menneskerettigheder. Her i Europa-Parlamentet har vi givet udtryk for vores bekymring og fordømt regimer, som undertrykker, torturerer, henretter og diskriminerer sine medborgere. Dette engagement skaber uro og gør indtryk. Det har vi set bevis på flere gange. For to uger siden modtog jeg et brev fra den kinesiske ambassade i Bruxelles. Heri gav man udtryk for sin bestyrtelse over, at vi i Parlamentet har fordømt Kina, og brugte 10 sider på at forklare, at vores kritik er baseret på en misforståelse. Dette brev er bare et eksempel på, at det, vi gør, ikke bliver ignoreret, men at omverdenen derimod følger det med stor opmærksomhed. Det er godt og viser, hvilken vigtig meningsdannende rolle Europa-Parlamentet har. EU's rolle er vigtig. Derfor skal vi have en konsekvent, entydig og samhørig menneskerettighedspolitik. Nu er der, på trods af brevet fra den kinesiske ambassade, virkelig grund til at være bekymret over udviklingen i Kina. Dette anliggende vil sammen med mange andre blive diskuteret på mødet i Genève om et par uger. Vi fra Den Liberale Gruppe presser virkelig på for, at EU skal holde fanen højt, og handler tydeligt i dette tilfælde. Jeg glædede mig over kommissær Pattens indlæg om Kina, men blev lidt bekymret, da jeg hørte rådsformandens tvivlende ord. En stærk beslutning om Kina kunne være en vigtig markering over for et land, hvor der forekommer systematiske overtrædelser af menneskerettighederne. Medlemmer af den åndelige, helt fredelige, men nu forbudte bevægelse Falun Gong er igen blevet udsat for massearrestationer. Vi får underretning om tortur, isolering og tilmed henrettelser. Der idømmes årelange fængselsdomme uden rettergang. Gruppemedlemmer i hundredvis sendes til lejre til omprogrammering. Det er helt uacceptabelt. Der forekommer også chikaneri mod andre grupper såsom protestanter og katolikker. Kina påstår, at det respekterer religionsfriheden, men alt for mange tilfælde af vold og chikaneri mod religiøse ledere tyder på det modsatte. Der er heller ingen tegn på, at situationen i Tibet forbedres. Der kommer stadig alarmerende rapporter om tortur, fængslinger og chikaneri derfra. De grundlæggende rettigheder respekteres ikke i Kina. Det gør ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og organisationsfriheden heller ikke. Nu kan man heller ikke informere frit. Kina har i de seneste uger gjort alt for at stoppe adgangen til Internettet og for at forhindre sine medborgere i at kommunikere og få information fra andre lande via Internettet og e-mail. Alt dette viser, at situationen er bekymrende, og der findes selvfølgelig flere strategier, når der skal handles. Bilaterale dialoger er én måde, men de er ikke nok. Man skal ikke lade sig snyde af, at Kina i sidste øjeblik foretager en symbolsk handling for at give indtryk af, at der sker forbedringer. Mødet i Genève er en vigtig lejlighed for omverdenen til at fortælle Kina, at systematiske krænkelser af menneskerettigheder ikke er acceptable.
Hr. formand, et af de befriende træk ved dette Parlament er, at man her praktiserer en konsekvent og aktiv menneskerettighedspolitik, holder fanen højt, som Malmström udtrykte det. På samme tid lukker vi dog øjnene for Unionens egne problemer: volden, uligheder, den fjerde verdens virkelighed som en del af EU's hverdag. Det er ganske rigtigt, at vi er meget opmærksomme på de menneskerettighedskrænkelser, som man vil diskutere i Genève. Den retorik, som vi anvender, indeholder imidlertid ofte en selvtilfredshed, som tangerer den nordamerikanske menneskeretsnarcissisme. Det er direkte hyklerisk at fordømme selv grove tilfælde af menneskeretsforbrydelser i tredjelande, hvis ikke vi er parate til at række en hjælpende hånd til de reelle flygtninge og asylansøgere, hvis situation i EU nu er ved at tilspidses. Jeg vil særlig rette opmærksomheden mod Genève-konvensionens risikable aftalepraksis om tilbagevenden, re-admission clauses, som man burde forkaste. Hvis ikke vi kan overholde det høje menneskerettighedsniveau for flygtninge og asylansøgere, lever vi ikke op til de europæiske værdier, der ifølge Vaclev Havel, som talte her i dag, udgør den europæiske identitet, og hvoraf han særligt fremhævede respekten for menneskerettighederne og solidariteten. Jeg arbejdede i nogle år i Sydafrikas Sandheds- og Forsoningskommission, og det var slående at se, hvordan en nation under vanskelige forhold stræbte efter at blive en mere åben, pluralistisk, demokratisk nation af europæisk tilsnit. Jeg er alvorlig bange for, at vi nu bevæger os i den modsatte retning hen imod europæisk indelukkethed og apartheid.
Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, jeg mener bestemt ikke, at vi i år i Genève skal beskæftige os med dødsstraffen. Vi har allerede vedtaget tre resolutioner i Genève om dødsstraffen. Vi fejlede på generalforsamlingen sidste år på grund af et lumsk påskud, artikel 2, stk. 7, som vi i øvrigt stille og roligt vedtager med hensyn til de andre tekster. Så spørgsmålet om dødsstraffen bør tages op på generalforsamlingen i år og absolut ikke på mødet i Genève. Det altafgørende punkt - hr. Patten bemærkede dette, og jeg takker ham for hans synspunker - er Kina. Desværre er der kun en papirtynd forskel mellem Kommissionens og Rådets holdninger, eller i hvert fald formandskabets, og jeg mener, at dette er alvorligt især med henblik på de stærke holdninger, Rådet indtog med hensyn til Østrig. Min holdning er, at hvad angår Kina - og i betragtning af Den Europæiske Unions totale fiasko over for Kina - har den såkaldte konstruktive dialog intet givet, eller hvad værre er, den har givet Kina nye argumenter for at øge undertrykkelsen, for at øge den religiøse undertrykkelse og undertrykkelsen af friheden (fru Wallström sagde dette på Internettet) på alle områder, i Tibet, i det indre Mongoliet eller i det østlige Turkistan. Der er ikke et område i det kinesiske civile samfund, hvor vi ikke ser tilbageskridt. Det er et klart faktum, at Kina er den store trussel mod os - og vi må møde den ansigt til ansigt - og mod freden. Det er et antidemokratisk mønstersamfund, og De ved lige så godt som jeg, at kineserne - de kinesiske ledere - først og fremmest er kommunister og dernæst kinesere. Kina elsker at tale med to tunger. Så længe vi ikke står fast, kan vi intet opnå fra de kinesiske ledere. Jeg mener, at man nu må gribe lejligheden. Vi må stå sammen om det amerikanske initiativ. Vi må udarbejde en streng tekst, og vi må vedtage den. Vi må arbejde. Vores 15 medlemslande må fra nu af arbejde sammen med resten af medlemslandene i FN for langt om længe at fremsætte en hård fordømmelse og for dernæst på grundlag heraf at åbne op for en dialog.
Hr. formand, jeg vil gerne forsøge at anlægge et nyt perspektiv. Som De ved, gik et ubemandet rumfartøj i mandags i kredsløb om en jordnøddeformet asteroide ved navn Eros, der ikke befinder sig særlig langt fra jorden. Fotografier viser, at der ikke findes liv på asteroiden, men meget længere væk i vores galakse, Mælkevejen, findes der omkring 300 milliarder stjerner, og mange af disse har planeter. På den anden side af mælkevejen findes der 300 milliarder andre galakser med utallige stjerner og planeter. Derfor er det sandsynligt, at der findes meget liv derude, og at meget af det er mere avanceret, end vi er. Hvis vi husker på, at de første fjernsynsprogrammer fra jorden nu befinder sig 50 lysår ude i rummet, langt forbi de nærmeste stjerner, så prøv engang at forestil Dem, hvad de levende væsener derude på stjernerne tænker, når de ser på os. Hvad ser de? De ser en smuk planet fyldt med liv, men de ser også, at atmosfæren forurenes og opvarmes. De ser skove, der fældes, og ørkener, der tager over. Blandt de levende væsener kan de se mange dyr, der behandles grusomt, og sjældne arter, der udryddes for altid. Hvordan opfatter de den art, der i øjeblikket dominerer jorden - det vil sige os? De ser, at planetens ressourcer er ulige fordelt. De ser, at man kæmper om jorden, at der findes medicin til sygdomsbekæmpelse - blot ikke hvor behovet herfor er størst - og at der findes skolebøger - men ikke til alle de mindst udviklede områder i verden. 50% af verdens befolkning taler ikke på noget tidspunkt i deres liv i telefon. Hvordan ser de forholdet mellem mennesker? De ser, at vi dræber hinanden. De ser, at vi begrænser hinandens friheder. De ser en uendelig række af lokale krige. De ser, at nogle af vores børn indkaldes til militærtjeneste eller behandles som prostituerede eller slaver. De ser ulige behandling af mænd og kvinder, af mennesker af forskellig alder, af minoriteter, af folk med forskellige hudfarver, af racer, af trossamfund, af immigranter og selv af naboer. Vi kender alle billedet. For 50 år siden udarbejdede De Forenede Nationer en menneskerettighedskonvention, der skulle forsøge at rette op på disse forhold. Vi bør glæde os over den - og det tror jeg, at vi gør. Kun i Europa kan menneskerettighederne gennemtvinges ved lov. Nogle af medlemmerne af Europa-Parlamentet ønsker ikke gøre et charter for rettigheder gennemtvingeligt, hvilket diskuteres i øjeblikket. Jeg siger, at de skal skamme sig! Menneskerettigheder bør have retsgyldighed i alle verdens lande. Det er det mål, vi skal arbejde hen imod. Som hr. Patten sagde, er der endnu meget at gøre. Endelig, hvis De spurgte mig: Hvad nu, hvis der ikke findes liv derude blandt stjernerne, hvad nu, hvis vi er alene? Det er en respektindgydende tanke, og jeg ville svare: Synes De ikke, at vi også har et ansvar for at få vores børn til at opføre sig ordentligt, inden vi lader dem befolke andre planeter?
Hr. formand, menneskerettigheder er universelle, udelelige, indbyrdes sammenhængende og sammenflettede. Dette berømte slogan, som er baseret på konklusionerne af FN's verdenskonference om menneskerettigheder i 1993, kan mange sige udenad. Det er flot. Men hvordan står det til med menneskerettighedspolitikken i EU selv? Afspejles deri denne opfattelse af sammenhæng? Har Den Europæiske Union egentlig en menneskerettighedspolitik? Med dette spørgsmål sigter jeg ikke til den umage, som det koster medlemsstaterne at tilpasse deres holdninger til udenrigspolitikken til hinanden og indtage samme holdning til krænkelser af menneskerettighederne andre steder, f.eks. i Kina. Nej, hr. formand, jeg sigter til den manglende menneskerettighedspolitik inden for selve Den Europæiske Union. I Østrig er der dannet en ny regering, hvori et politisk parti deltager, som hele tiden har agiteret for racisme og intolerance over for mindretal. Her truer således en fare for menneskerettighederne, som EU betragter som overordentlig vigtige, men reaktionerne på disse begivenheder har gjort det klart, at der mangler sammenhængende rammer, inden for hvilke en passende reaktion kan formuleres. Den overalt citerede artikel 7 i traktaten, som omtaler suspension af en medlemsstats medlemsrettigheder, hvor der er konstateret alvorlige og vedvarende krænkelser af menneskerettighederne, er naturligvis kun et skrapt middel, et ultimum remedium, som i Østrigs tilfælde kun citeres i mangel af bedre og som en advarsel. Der er derfor behov for en fuldgyldig menneskerettighedspolitik inden for Den Europæiske Union og udadtil, en politik til fremme og opretholdelse af menneskerettighederne inden for EU selv. En sådan politik bør bestå af forskellige elementer. For det første skal der være normative rammer, hvori det krystalklart står beskrevet, hvilke rettigheder EU vil sikre dets indbyggere. Gennem udarbejdelsen af en sådan pagt er der nu gjort en begyndelse, men spørgsmålet om den juridiske status og den strategiske betydning af dette dokument kan vi ikke længere skubbe fra os eller overlade til lærde fagjurister. Dette er et politisk spørgsmål, som kræver et hurtigt svar fra regeringskonferencen og fra Parlamentet. For det andet skal der udvikles en skala af instrumenter, som muliggør en fleksibel respons og ikke bringer os i en situation, hvor vi må vælge mellem et skrapt middel og et slag i luften. Jeg tænker i denne forbindelse på systematisk dokumentation og indhentning af information, professionelle former for observation, udvikling af oplysningskampagner, anvendelse af pengestrømme til støtte af demokratiske kræfter i det pågældende land, en mere kreativ anvendelse af det multilaterale diplomatis midler såsom organiseret dialog, informationsopgaver og lign. For det tredje skal det inden for de forskellige EU-institutioner tydeligt fastsættes, hvor ansvaret for menneskerettighedspolitikken ligger inden for Den Europæiske Union, og hvilke opgaver og beføjelser dette medfører. Kommissionen og Rådet skal, hvad dette angår, hver for sig se at få orden i sagerne. For Parlamentets vedkommende er dette ikke længere nødvendigt i betragtning af, at vores forretningsorden fastsætter, at Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender har disse beføjelser. Men så er det da mærkværdigt, at det beslutningsforslag, som skal afslutte denne forhandling om menneskerettighederne, er forberedt i Parlamentets udenrigssektor, og at det udvalg, som jeg netop nævnte, og som jeg selv er medlem af, ikke har spillet nogen rolle. Hr. formand, Parlamentet er klippet i småstykker og opsplittet. Af hensyn til vores troværdighed skal vi, når det drejer sig om menneskerettigheder, tale med én stemme og ikke lade, som om menneskerettigheder inden for EU er noget andet end menneskerettigheder andre steder i verden. Jeg tror, at dette også vil være til gavn for vores troværdighed i FN's Menneskerettighedskommission.
Hr. formand, hvad skal der til for, at diskussionen om menneskerettighederne bliver noget andet end det, den er i dag, nemlig et ideologisk redskab til undertrykkelse og ikke til frihed? Først og fremmest må man gå tilbage til - ud over mennesket selv, der ikke er universets herre - kilden til enhver egentlig lovgivning og civilisationens grundlæggende værdier, for ellers vil det evindelige krav om rettigheder ende med tyranni og et blodigt tyranni. Man må i overensstemmelse med den antikke og middelalderlige europæiske tradition gå tilbage til universets naturorden, det vil sige til skabelsen, og derudover selvfølgelig til skaberens planer. Så vil vi blive klar over, at det kun er inden for en rigtig familie, at børns rettigheder overholdes, at det kun er inden for institutioner, som man har ødelagt for nyligt, at arbejdernes rettigheder respekteres, og at borgernes rettigheder kun respekteres inden for de suveræne stater. For det andet er det nødvendigt, at menneskerettighedsdoktrinen holder op med at tjene som et redskab, som det er tilfældet i dag, som en ideologisk krigsmaskine i hænderne på en kaste, der tilraner sig retten til ensidigt at erklære, hvem der overholder menneskerettighederne, og hvem der falder uden for, hvilket gør det muligt for den at benægte enhver berettigelse og endog enhver frihed til dem, som denne ensrettede tankegang har udpeget som de politisk ukorrekte. Ingen frihed for fjender af friheden, sagde ophavsmændene til rædselsregimet efter revolutionen for 200 år siden, der desværre blev oprindelsen til alle de moderne totalitære systemer. Ingen menneskerettigheder til fjender af menneskerettighederne, siger de, der i dag lovpriser den nye verdensorden, og som regerer næsten enevældigt i finanskredse, de internationale institutioner, medie- og kulturverdenen, uddannelsesinstitutionerne, og jeg kunne blive ved. Hvad er der f.eks. tilbage af østrigernes ret til frit at vælge deres skæbne, hvis dette valg bliver dikteret af folk, der bestemmer, hvad der er passende for dem, og hvis deres ledere, der er valgt efter en lovlig proces, bliver modtaget på en fornærmende måde, som de for nylig blev af Dem, hr. rådsformand. Jeg ved ikke, om han er til stede og kan høre mig. Hvilke menneskerettigheder har partiet Vlaamsblok tilbage, dette parti, der er et af de største i den flamske region, hvis det belgiske parlament i morgen vedtager det utrolige, uanstændige og skammelige lovforslag fra Vlaamsblok's største politiske konkurrent Volksunie, der simpelthen går ud på at opløse dets rival? Hvad er der tilbage af rettigheden til at foretage kritiske historiestudier, når forfatterne og ophavsmændene bliver forfulgt, som det f.eks. skete for nylig i min by Lyon for den unge historiker Jean Plantin, der under en retssag i appelretten blev udsat for absurde, arrogante og injurierende påstande fra anklageren Jean-Olivier Viout, der er et udtryk for en selvtilfreds, ensrettet tankegang og intellektuel konformisme? Man har en mærkelig opfattelse af menneskerettighederne, når man svigefuldt sammenligner den fredelige patriotisme med en krigerisk nationalisme, den lovlige protest mod indvandrerpolitikken med et overdrevent fremmedhad og det nødvendige forsvar af identiteter med racisme! Hvilke menneskerettigheder har de millioner af franske vælgere, der stemmer på Front National, og som er frataget enhver politisk repræsentation og bliver hængt ud dagligt - f.eks. i mandags - på de statsejede tv-kanaler, som de er tvunget til at støtte gennem skatten, og når de - med gode grunde - forbitrede udtalelser fra en af vores kolleger, hr. Le Pen, medfører uretfærdige fordømmelser, der er i strid med loven, domstolene, retfærdigheden og moralen, og når man i dag agter - i strid med de helt klare lovtekster - at fratage denne repræsentant for millioner af medborgere det mandat, han har i medfør af deres stemmer og ikke for magtens skyld. Kort sagt vil jeg, kære kolleger, først tro på Deres taler om menneskerettighederne i Europa, når De giver Deres politiske modstandere de samme rettigheder, som De tildeler Dem selv. Jeg vil først tro på Deres udtalelser om menneskerettigheder i Kina, når De udpeger den egentlige årsag til dette onde, det vil sige kommunismen. Lyt til den store Solsjenitsyn i hans brev til amerikanerne, hvor han siger, at den vigtigste grund til de vestlige virksomheders svaghed er den overdrevne retslige beskytttelse af individet, en individualisme, der overhovedet ikke tillader personlig udfoldelse, og som baner vejen for det kommende diktatur - det værste af slagsen - nemlig et diktatur, hvor de undertrykte ikke engang er klar over deres trælbundethed.
Hr. formand, princippet med de fundamentale menneskerettigheder er uden tvivl en af de vigtigste politiske ting, vi har arvet fra det 20. århundrede. Holocaust var for 50 år siden anledningen til at fastlægge en række elementære rettigheder og friheder. Siden den kolde krigs ophør er overholdelse af menneskerettighederne også blevet en forudsætning for internationalt samarbejde. Ledere, som krænker disse principper, konfronteres nu med international kritik og sanktioner, eller de stilles endog for en domstol, således som forhenværende diktatorer som Pinochet har kunnet opleve. Disse udviklinger er lovende. Men de ændrer ikke det faktum, at situationen for menneskerettighederne i verden stadig er meget foruroligende. Frem for alt i krigssituationer skånes borgere i stadig mindre grad. Det virker modstridende. Aldrig før i historien har menneskerettighederne været så godt udviklede. Aldrig før har så mange internationale traktater været ratificeret af så mange lande. Alligevel overtrædes i vid udstrækning de mest elementære adfærdsregler groft, og der er flere civile ofre end for et århundrede siden. Kvinder voldtages systematisk. Børn rekrutteres under tvang og sættes ind i kampe. Udskejelser er ikke længere en undtagelse, men er desværre blevet en regel. Det gælder i dag for ikke mindre end 30 konflikter på verdensplan. For sent, for selektiv og for opsplittet, således kunne man beskrive det internationale samfunds menneskerettighedspolitik. For sent. Både i Rwanda og i Kosovo viste det sig, at FN til trods for de mange advarsler blev overrasket af begivenhederne som en magtesløs tilskuer til massakrerne, således som præsident Havel udtrykte det her i eftermiddag. Men selv 50 år senere lykkes det os ikke at forhindre folkedrab. Der må altså hurtigst muligt lægges meget større vægt på overvågning og konfliktforebyggelse. Kontrollen med våbenhandlen og en bedre kontrol af medierne er væsentlig her. Menneskerettighedspolitikken er også for selektiv. De månedlange NATO-bombardementer af Kosovo og mæglingsforsøgene i Mellemøsten er i skarp kontrast med den internationale ligegyldighed med hensyn til konflikterne i Afrika. Jeg kan ikke frigøre mig for det indtryk, at når det drejer sig om menneskerettigheder, står Afrika til trods for al retorik ikke øverst på det portugisiske formandskabs dagsorden. Det er noget, som jeg i høj grad beklager. Ikke uden grund får afrikanere det indtryk, at de er mindreværdige verdensborgere. Jeg vil gerne advare imod en svækkelse af normerne i bedømmelsen af menneskerettighedssituationerne i Afrika, idet man begynder at betragte krænkelser dér som noget uundgåeligt. Men menneskerettighedspolitikken er frem for alt for opsplittet. Det lykkes os ikke inden for de internationale fællesskaber og ikke engang inden for Europa at fastlægge en fælles strategi. Tag nu f.eks. Sudan. Det internationale samfund sender modstridende signaler til dette land. England genåbner sin ambassade i Khartoum. Canada indbyder sudanerne til fredssamtaler. Europa sætter oprørerne i den sydlige del af landet under pres for at forhandle, og samtidig begynder amerikanerne at isolere regimet og støtte oprørerne militært. Der er behov for større koordinering, for mere udveksling af information og en mere sammenhængende måde at gribe det an på, idet man skal undgå at byde over hinanden. Kun da kan vi konsekvent følge grundlæggerne af verdenserklæringen om menneskerettighederne.
Hr. formand, først vil jeg gerne sige, at hvis ord kunne løse problemerne, så kunne vi alle pakke sammen og tage hjem. Men desværre, mens vi taler i tryghed her i Europa-Parlamentet, krænkes menneskerettighederne overalt i den frie verden. Nogle gange er det sådan, at jo mere vi taler, desto mindre hører vi - forslag: ord; konventioner: ord; traktater: ord - hvis ikke vi passer på, bliver ordene en erstatning for handling. Ord i omfattende og befriende dokumenter bliver til traktater og konventioner, der ofte stilles til skue som et bevis på et lands respekt for og overholdelse af menneskerettighederne. Men talte, skrevne eller underskrevne ord er ikke nok i sig selv. Se, hvem der har skrevet under på konventionerne om menneskerettigheder og minoriteter, og sammenlign så med behandlingen af sådanne minoriteter, grupper og individer - listen er skammelig og skæmmende. Kan nogen på overbevisende måde hævde, at kvinder behandles lige og retfærdigt, at børn har menneskerettigheder, eller at mennesker ikke udsættes for forskelsbehandling på grund af religion, tro, køn, handicap, alder, seksualliv, meninger, politisk tilhørsforhold osv.? Ærekrænkende udtalelser om minoriteter i aviser og andre medier får diskrimineringen til at blomstre op. Selv i EU findes der borgere, som stadig lider under krænkelser af menneskerettighederne og brud på vores konventioner. Hver dag i pressen bruges misinformation og vildledning til at nægte nogle minoriteter juridisk ligestilling og til at tilsvine etniske minoriteter. Jeg mener helt ærligt, at der er skabt et undertrykkelseshierarki. Og så længe folk ikke har juridisk ligestilling, vil denne ulighed føre til diskrimination, og menneskerettighederne vil blive undermineret. I forbindelse med EU's udvidelsesproces har vi med rette lagt vægt på menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter. Vi må ikke opgive dette engagement. Men vi skal også se os selv i spejlet og erkende vores mangler. Vi har underskrevet konventioner, men der er brug for handling. Jeg vil anbefale løbende kontroller af menneskerettighedsudøvelse og konstant agtpågivenhed, ikke blot uden for, men også inden for vores grænser. Derfor ønsker jeg en årlig rapport fra hvert enkelt medlemsland over anklager mod landet og efterfølgende retssager. Det, der sker i de enkelte medlemsstater, påvirker os alle. Vi påvirkes af det, der sker i en anden del af verden. Pinochet i Chile er lige så relevant som Haider i Østrig. Menneskerettigheder og borgernes friheder hænger uløseligt sammen. Menneskerettigheder kan ikke isoleres, de hænger sammen med udviklingspolitikken, den økonomiske politik og indenrigspolitikken, og de er helt centrale for vores demokrati. Jeg vil gerne gentage, hvad hr. Patten sagde: Vi skal engagere os, oplyse og uddanne og dermed skabe reelle og varige forandringer.
Hr. formand, "Europa står for idealer, værdier og principper. Vi skal løfte Europas åndelige historie. Sammen skal vi genfinde de værdier, som forener Europa. Åndelige værdier er blevet spredt fra Europa til hele verden. Vi må leve med vores samvittighed." Sådan sagde Tjekkiets præsident Václav Havel for tre timer siden her i salen. I en særdeles opløftende tale kendetegnet ved menneskekundskab, visdom, historisk viden og indsigt i Europas åndelige og kristne arv pegede han på inspirationskilder for vores arbejde i forbindelse med menneskeværd og menneskerettigheder. Vi skal være taknemmelig for, at der findes statschefer som Václav Havel i vores Europa. Jeg vil gerne komme ind på to ting. Det gælder først det civile samfund. Václav Havel nævnte, at de kommunistiske regimer slog det civile samfund metodisk i stykker i Østeuropa: folkebevægelserne, kirkerne og de uafhængige fagforeninger. Dette sker i Kina med Falun Gong-bevægelsen og med de katolske og protestantiske kirker. Det sker med lamaismen i Tibet. Vi må aldrig glemme at forsvare det civile samfund. Jeg vil også gerne komme ind på dødsstraffen. EU's menneskesyn er, lige som i mit land, Sverige, baseret på det lige, unikke og ukrænkelige menneskeværd. Ud fra dette princip skal mennesker altid have en chance for at vende tilbage. Sig det til den amerikanske regering, til den russiske regering og til den kinesiske regering!
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg mener, at EU's medlemsstater på mødet i Genève bør prioritere situationen i Kosovo, Mexico, Saudi-Arabien, Sierra Leone og Kina. I forhold til Kina bør vi ikke undlade at bringe emnet på bane, blot fordi diskussionerne kan blive blokeret. Det er imidlertid bydende nødvendigt, at EU taler og handler som én person, og trusler om handelssanktioner bør styrke og ikke svække vores beslutsomhed. Hvis vi skal give udtryk for de beslutninger, der måske bliver truffet i Genève, skal FN's højkommissær for menneskerettigheder have de nødvendige ressourcer stillet til rådighed. FN's finansielle midler spredes tyndt ud, og derfor er mange programmer afhængige af frivillige bidrag, hvis de skal holdes flydende. Der er også brug for ressourcer til fremme af praktisk samarbejde og menneskerettigheder, strategisk planlægning, opstilling af prioriteter og styrkelse af kommunikationen mellem donorsamfundet og FN's medlemsstater. Højkommissæren anmodede for nylig om en årlig bevilling på 53 millioner amerikanske dollars for at kunne udføre disse opgaver. Den Europæiske Union og dens medlemsstater bør vise vejen ved at bidrage med en stor del af disse midler. Dermed vil vi ikke blot sætte USA i forlegenhed og få dem til at påtage sig et ansvar i forhold til finansieringen af FN, men vi vil også vise, at vores engagement i menneskerettighederne er mere end blot tom retorik.
Hr. formand, det drejer sig i forbindelse med denne forhandling først og fremmest om forberedelsen af FN's kommende årlige samling i Menneskerettighedskommissionen og om Kommissionens og Rådets indsats i den forbindelse. Lad mig allerførst sige, at jeg er meget tilfreds med det, som hr. Patten og ministeren indtil nu har bidraget med, og jeg synes også, at det er godt, at både Kina og Cuba tages op til diskussion. Cuba er stadig det sidste diktatur i Sydamerika, og det må vi ikke glemme til trods for al den sympati, som her og der findes for Cuba. Det er et diktatur, og det er således ikke noget demokrati. Jeg vil bruge mine to minutter på at gøre opmærksom på to lande, som jeg har en særlig tilknytning til. Det drejer sig først og fremmest om Indonesien. Vi er naturligvis meget glade for, at Indonesien har fået en ny regering, og at hr. Wahid og fru Sukarnoputri forvalter embederne som præsident og vicepræsident. Vi er også glade for, at situationen i Timor langsomt går i den rigtige retning. Men jeg kan fortælle Dem, at man stadig ikke har fået bugt med volden på Molukkerne, et område, som ligger lige nord for Timor. Dér er der i de sidste to år blevet dræbt i tusindvis af mennesker. Titusindvis af mennesker er på flugt. Man har mistet kontrollen over situationen. Jeg ved, at der i morgen eller i overmorgen sendes et omfattende program i det nederlandske fjernsyn, og man bønfalder der om, at der udsendes observatører udelukkende for at observere, hvad der præcist sker der, således at det i hvert fald registreres, hvad der er foregået, også med henblik på senere, og med henblik på menneskerettighedskommissionerne. Jeg anmoder Dem indtrængende om, og det er også et punkt, som adskillige gange har været taget op i vores beslutningsforslag:: Kan De ikke drøfte sagen, således at der sendes observatører til Molukkerne. Tusinder af dræbte, tusinder af sårede og titusindvis af flygtninge må da være nok. Det andet land er Burma, og jeg skal gøre det meget kortfattet, for hr. Patten kender det udmærket. Det kan da ikke være rigtigt, at vi tier, når det gælder Burma. Jeg har en fornemmelse af, at dette land efterhånden går i glemmebogen. I 10 år har den valgte præsident siddet i husarrest. I 10 år har parlamentet ikke fungeret. Talrige parlamentsmedlemmer er blevet dræbt eller er flygtet, og der er nu kun nogle få tilbage i Burma. Der opholder sig hundredtusinder af flygtninge fra Burma i Thailand og Indien, og alligevel ser det ud, som om man ikke længere tillægger dette land betydning. Jeg synes, i hvert fald som følge af forandringen i Indonesien, at også Burma igen skal sættes på dagsordenen. Det kan da ikke være rigtigt, at fru Aung San Sui Kyi skal føle sig ladt fuldstændigt i stikken, også af Europa. Det jeg egentlig vil bede Dem om er, at også dette land igen sættes højt op på dagsordenen.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, EU's rolle i verden kan ikke kun baseres på økonomisk magt. Vores særkende er den systematiske henvisning til menneskerettighederne, såvel for vores eget vedkommende som for dem, vi forholder os til. Europa-Parlamentet har været centralt placeret i dette forsvar af menneskerettighederne, og det har formået at hæve sig op over de begrænsninger, der sættes af egoisme og "nationale interesser", der ind i mellem har fundet udtryk i medlemsstaternes holdninger og sågar hos EU's andre institutioner. Derfor kan man f.eks. sige, at Europa-Parlamentet aldrig har ladet situationen i Østtimor blive glemt, hvad der kunne være blevet den værste fjende for en retfærdig løsning for dets befolkning, der altid har modsat sig den indonesiske besættelse. Derfor har vi for nylig modsat os salg af våben til Indonesien, en holdning, som Rådet desværre ikke har taget hensyn til. Det er imidlertid ikke nok at undgå eller gøre en ende på situationer med oprørende aggression udført af personer eller institutioner mod dem, der er svagere. Når krænkelserne har fundet sted, er det vigtigt, at de skyldige ikke slipper for straf, uanset hvor det måtte være, i Indonesien eller i Angola, i Cuba, Kina eller Burma, og hvad enten den skyldige er civil eller militær, soldat, general eller minister. Retfærdigheden må ske fyldest i Indonesien. Retfærdigheden må ske fyldest i Østtimor. Præsident Wahid har brug for vores støtte til at klare den vanskelige situation, som han står med. Meget passende indeholder dette beslutningsforslag, som PPE har taget initiativ til, en udtrykkelig henvisning til Østtimor. Det, der skete dér, og som jeg selv kan bevidne en del af som repræsentant for Europa-Parlamentet, kræver, at de ansvarlige udpeges, og at disse ikke må forblive ustraffede. Når vi taler om Østtimor, må vi også huske på situationen for de titusinder af flygtninge fra Østtimor, der befinder sig på indonesisk område, under umenneskelige forhold og under kontrol af indonesisk militær og militsstyrker med henblik på at blive brugt i en byttehandel. Det er en utålelig situation, der hurtigst muligt skal bringes til ende.
Hr. formand, nogle meget korte bemærkninger på vegne af formandskabet for Rådet. Først for at minde om, at formandskabets arbejde ikke mindst består i at koordinere, så vi kan nå frem til fælles holdninger om de initiativer, som de 15 skal vedtage i Rådet, samtidig med at jeg også erindrer om, at erfaringerne fra de tidligere møder i Menneskerettighedskommissionen - netop i kraft af formandskabernes koordineringsindsats - har vist, at EU virkelig er i stand til at sætte sig igennem med en egen politik i denne kommission, hvilket det er vigtigt at fastholde. Jeg vil også gerne nævne, at Europa-Parlamentets deltagelse i det forberedende arbejde er vigtigt for et sammenhængende udtryk for EU's holdninger til forskellige spørgsmål, hvorfor formandskabet selvfølgelig takker for alle forslagene, ikke mindst alle de bidrag, som de fremsatte beslutningsforslag indeholder. Jeg vil ligeledes gerne understrege, således som det også er blevet fremhævet af mange af de ærede medlemmer, at menneskerettighedspolitikken er kernen i den europæiske identitet, og at respekten for menneskerettighederne skal forstås som EU's fundamentale princip for det internationale samarbejde. Heraf følger, at den europæiske menneskerettighedspolitik også skal være mest mulig sammenhængende, hvad der naturligvis fordrer, at vi har klare og utvetydige holdninger i forhold til situationer, som vi finder særlig uacceptable, eksempelvis den situation, som mange af de ærede medlemmer omtaler i forbindelse med Kina. Vi har dog også bemærket den bekymring, som mange andre medlemmer giver udtryk for, hvad angår situationen i andre lande, især Indonesien og Timor, men også situationen på Molukkerne og i Burma, som vi må være opmærksomme på. Jeg kan heller ikke slutte uden en kommentar til hr. Van Heckes indlæg om situationen for menneskerettighederne i Afrika og det portugisiske formandskabs rolle og prioritering, eftersom han drager oprigtigheden af vores valg i tvivl, hvad angår den prioritering, som vi har givet forholdet til EU. Jeg vil nøjes med at bemærke, at det portugisiske formandskab inden for blot to måneder for første gang har kunnet afholde et rådsmøde for udviklingsministrene, om end kun uformelt, hvis dagsorden netop var domineret af EU's forhold til Afrika - og det var dét emne, der fik de 15 landes udenrigsministre til at mødes i Lissabon for netop at diskutere den nye dimension, som dette forhold skal have. Jeg vil dog også gerne påpege, at vi har afsluttet de vigtige forhandlinger om den nye konvention, der erstatter Lomé-konventionen, og at vi gennem en meget kompleks og vanskelig forhandling har formået at afholde - at forberede afholdelsen af - det første topmøde mellem EU og Afrika. Jeg kan derfor ikke undlade at svare direkte på en relevant forespørgsel fra hr. Van Hecke.
Hr. formand, det har været en meget nyttig forhandling. En eller to talere har nævnt særlige emner, som vi nøje bør overveje. Fru Maij-Weggen talte f.eks. om både Indonesien og Burma, og hun fremsatte nogle vigtige synspunkter om disse lande og menneskerettighedssituation der. Jeg vil gerne ganske kort komme nærmere ind på et eller to emner, der er gået igen i forhandlingen. En af de første talere, hr. Wuori, talte om hr. Havels bemærkninger tidligere på dagen. Det var en bemærkelsesværdig tale, og jeg håber, at hr. Gollnisch, der ikke længere kan være til stede, også hørte dette indlæg. Hvis der findes levende væsener i det ydre rum, sådan som hr. Newton Dunn gisnede om, så håber jeg også, at de lyttede til hr. Havels tale. Hr. Havel mindede os om, at Unionen ikke kun handler om markeder og om vækst i bruttonationalproduktet. Det er en Union med værdier, der afspejles i traktaterne og i vores forpligtelser inden for hele området for ekstern bistand, hvilket helt konkret afspejles i det, vi skal gøre. Hvordan gennemfører vi traktaternes mange ord om udviklingsbistandsprogrammer? Et par af de ærede medlemmer, hr. Ferber og hr. Cushnahan, talte om kløften mellem retorik og virkelighed. Hr. Cashman sagde - hvilket på sin vis er rigtigt - at ord ikke kan erstatte handling. Ord kan selvfølgelig gøre en forskel, hvilket fru Malmström kom ind på. Hun sagde, at hun havde modtaget et brev fra den kinesiske ambassadør - en meget venlig og intelligent repræsentant for sit land - der forklarede, at hun og Europa-Parlamentet var gal på den med hensyn til menneskerettighedssituationen i Kina. Jeg tror, at hun efter dette indlæg vil modtage en bunke breve fra de kinesiske myndigheder. Hun vil kunne fylde et helt arkivskab med breve om det, der angiveligt er den reelle situation i Kina. Jeg tror, at hun afspejlede synspunkterne fra mange ikkestatslige organisationer og mange mennesker, der beundrer den kinesiske civilisation, men som er bekymrede over det, der foregår i Kina i dag. Det er selvfølgeligt helt rigtigt, at vi skal gøre en indsats, og i sit første indlæg nævnte hr. Salafranca to emner ud over Genève, der er udtryk for en indsats. Det ene handler om vores budget for menneskerettighedsaktiviteter - omkring 100 millioner euro, der fordeles gennem forskellige programmer, som Europa-Parlamentet gavmildt støtter med de europæiske skatteborgeres penge - som jeg er ansvarlig for, og som primært går til ikkestatslige organisationer, der skal fremme menneskerettigheder og demokratisering. Vi vil gerne fortælle Parlamentet, hvordan man efter vores opfattelse bedst målretter udgiftsprogrammet til støtte for menneskerettigheder i de kommende år. Der er også det spørgsmål, som hr. Salafranca - der desværre ikke kan deltage i sidste del af denne korte, men nyttige forhandling - bragte på bane. Der er også spørgsmålet om vores overordnede menneskerettighedspolitik og forholdet mellem menneskerettigheder og udenrigspolitik. Jeg vil gerne huske Parlamentet på, at Kommissionen i årets første halvdel vil udgive en omfattende intellektuel påstand om, hvordan menneskerettigheder får central betydning for udviklingen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er meget vigtigt, og hvis jeg ikke allerede havde troet på det, ville jeg bestemt være kommet til denne konklusion efter at have lyttet til hr. Havels bemærkelsesværdige indlæg tidligere i dag. Det har været en nyttig forhandling, og jeg håber, at der kommer flere lignende forhandlinger. Jeg håber især, at der bliver forhandlinger om, hvordan vi kan omsætte disse gode intentioner til praksis, der hvor det betyder noget, hvor folk stadig tortureres, voldtages og nægtes de borgerlige rettigheder, som jeg og medlemmerne af Europa-Parlamentet tager for givet.
Jeg har modtaget syv forslag til beslutning, i medfør af Forretningsordenens artikel 37, stk. 2, for at afslutte denne redegørelse. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om: redegørelse fra Rådet om Den Europæiske Unions holdning til udviklingen i det cypriotiske spørgsmål; betænkning (A5-0029/2000) af Brok for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om forslag til Rådets forordning om iværksættelsen af foranstaltninger som led i førtiltrædelsesstrategien for Cypern og Malta (KOM(1999) 535 - C5-0308/99 - 1999/0199(CNS)). Jeg giver ordet til hr. Seixas da Costa på Rådets vegne.
Hr. formand, ærede medlemmer, på vegne af formandskabet for Det Europæiske Råd vil jeg gerne give nogle oplysninger vedrørende genoptagelsen af forhandlingerne mellem parterne i spørgsmålet om Cypern og den seneste udvikling i denne sag. Jeg antager, at alle er enige i, at det, der skete i Helsinki i slutningen af sidste år og især den nye situation, som kendetegner forholdet mellem EU og Tyrkiet, er led i en større sammenhæng inden for EU, der også har betydning for forholdet mellem de to samfund på Cypern. Jeg vil gerne fremhæve, at den første runde i de forhandlinger, der havde været afbrudt i mange år mellem de cypriotiske samfund fra den nordlige og den sydlige del af øen, fandt sted i begyndelsen af december i New York. Disse forhandlinger har bestået i indirekte samtaler formidlet af FN's særlige repræsentant, Álvaro de Souto. En anden runde har fundet sted i januar i år, fra den 31. januar, og en tredje er fastsat til at begynde den 23. maj i New York, hvor der foreligger den endnu ikke fuldstændig bekræftede mulighed, at disse samtaler kan finde sted direkte og fortløbende frem til september i år. Der er i al væsentlighed fire afgørende punkter i denne diskussion: sikkerhed, regeringsform, territorielle justeringer og spørgsmål vedrørende flygtninge og erstatninger som følge af Cyperns deling. Man er dog blevet enige om muligheden for at inkludere andre spørgsmål, hvorfor repræsentanten for den nordlige del af øen, Rauf Denktash, har foreslået tre nye emner: suverænitet, tillidsskabende foranstaltninger og ophævelsen af boykot af produkter fra den nordlige del af øen. Der er i hovedtrækkene kommet to ting ud af de samtaler, der er blevet ført indtil nu. Der aftegner sig mulighed for at skabe en direkte informationskanal mellem EU og den nordlige del af Cypern, uden at dette nødvendigvis indebærer anerkendelse af den del af øen som en enhed med folkeretslig status af juridisk person. Dette skal lette indoptagelsen af Fællesskabets retsregler i tilfælde af, at hele Cypern optages i EU, hvis der i mellemtiden er fundet en løsning på det overordnede problem med øens deling. Det andet resultat, der forekommer os vigtigt, er den erklæring, som FN's generalsekretær fremsatte ved afslutningen af den første dags samtaler, hvor han gav udtryk for, at der, såfremt der findes en samlet løsning på situationen, vil kunne ske anerkendelse af de særlige forhold for den nordlige del af øen. Dette er holdningen hos FN's generalsekretær, og det er et element, som vi naturligvis skal have med i vores fremtidige overvejelser. Der er en del forventninger til den tredje forhandlingsrunde på baggrund af de løsningsforslag, der er under udarbejdelse, og hvori der deltager repræsentanter fra USA og Storbritannien, især med hensyn til sikkerheds- og forfatningsspørgsmål. Disse forslag vil formodentlig blive lagt frem på den forhandlingsrunde af repræsentanten for FN's generalsekretær, efter at der har fundet valg sted på den nordlige del af øen, hvilket er berammet til den 18. april. EU's portugisiske formandskab har besluttet, i øvrigt ligesom de foregående formandskaber har gjort det, at udpege en repræsentant til at opretholde kontakt med sagens to parter. Denne repræsentant har allerede taget kontakt til alle parter og har i tæt forbindelse med repræsentanten for FN's generalsekretær fulgt arbejdet i de forskellige runder. Det er i særdeleshed vores hensigt at fastholde EU's permanente tilstedeværelse i denne sag, så meget mere, selvfølgelig, fordi Cypern er ansøger til optagelse i EU, og med en forhandlingsprodure der er langt fremme, hvilket naturligvis vækker nogle forventninger og bevirker, at EU har en forholdsvis betydelig rolle i denne sammenhæng. Den linje, som vi har fulgt i denne diskussion, og vores deltagelse i den har i det væsentligste bestået i at udnytte et klima, der har været præget af en vis afspænding, der skyldes den overbevisning, som vi tror deles af de fleste, at forhandlingerne skal fortsætte, og at netop de fortsatte forhandlinger og fastholdelsen af rytmen i dem også i sig selv bidrager til håbet om, at der kan findes en endelig løsning. Der er endnu et vigtigt element, som jeg allerede har omtalt i begyndelsen af min redegørelse, og som har at gøre med Tyrkiets bestræbelse på at bidrage til, at den nordlige del af øen kan forberede sig til optagelse. Vi mener, at vi ikke blot med en del opmærksomhed og omhu skal læse beslutningerne fra Det Europæiske Råd i Helsinki, men at vi også skal følge de tyrkiske myndigheders mulige beredvillighed til at bidrage til en løsning på dette spørgsmål. Jeg har selv været i Ankara, hvor jeg havde lejlighed til at tale med premierminister Bülent Ecevit om denne sag, og selvom vi er klar over de vanskeligheder og den særlige følsomhed og den specielle tyrkiske tilgang til dette spørgsmål, mener jeg, at der står et vindue på klem til muligheder, der bør udnyttes. Vi kan åbne dette vindue, hvis flere faktorer kombineres, og der skal ikke lægges skjul på, at en af dem har at gøre med selve dynamikken i forholdet mellem Tyrkiet og EU. Det er et afgørende element for den videre udvikling i dette spørgsmål. På den anden side mener vi, at det er vigtigt - og også af betydning for den måde, hvorpå EU forholder sig til kernen i dette spørgsmål - at fremme udvekslingen af informationer mellem Kommissionen og cyprioterne fra den nordlige del af øen, uden at det - og dét skal stå klart - betyder nogen som helst form for formel anerkendelse. Vi mener imidlertid, og jeg tror også, at det er den opfattelse, som Kommissionen har, at hele tilnærmelsesprocessen, hvad angår indoptagelsen af Fællesskabets retsregler, der jo peger frem mod den mere omfattende integrationsproces for Cypern ved en kommende optagelse i EU, forudsætter, at samfundet på den nordlige del af øen involveres så tidligt som muligt, og at også EU i sin vurdering af optagelsesbetingelserne får mulighed for adgang til data herfra af konkret betydning for selve optagelsesforløbet. På den anden side betyder dette endvidere, at vi fra Rådets side bør opmuntre - og jeg tror også, at Parlamentet kan gøre det - Kommissionens anstrengelser i så henseende. Jeg mener, at vi skal overbringe Kommissionen en tillidserklæring for dens rolle på dette punkt. På den anden side mener jeg endelig, at vi - og det er også formandskabets hensigt - fortsat bør samarbejde aktivt med FN på baggrund af den smidige, intelligente og dygtige måde, hvorpå generalsekretæren og selve FN-systemet har formået at lede denne diskussion og i særdeleshed har forsøgt at bidrage til en tilnærmelse mellem de to parters synspunkter. Som jeg sagde i begyndelsen, kan det konstateres, at topmødet i Helsinki i december sidste år fik en mærkbar betydning for udviklingen i de forskellige parters synspunkter i denne sag. Regeringen i Nicosia har udtrykt sin tilfredshed med beslutningerne i Helsinki, der åbner mulighed for optagelse i EU uden en forudgående løsning på spørgsmålet om øens deling. Jeg kan dog ikke undlade at bemærke, at de samme myndigheder har udtrykt bekymring for det pres, som de måtte blive udsat for med henblik på at løse de spørgsmål, som denne deling medfører, spørgsmål, hvis løsning indlysende nok forudsætter nogle indrømmelser. Dette hænger sammen med den udvikling, der har fundet sted med adskillelsen af befolkningsgrupperne og muligheden af en anden ordning, hvad angår denne adskillelse i tilfælde af en anderledes løsning for øen. På deres side frygter de tyrkiske cyprioter - lad os bare sige det lige ud - at Tyrkiets kandidatur til EU skal føre til en vis opblødning i Ankaras holdning i denne sag. Selvom begge parter kan nære frygt ved denne tilnærmelse, tror jeg, at disse forhold, der måske fører til, at de anlægger en negativ fortolkning af situationen, også er en del af grundlaget for, at der alligevel er et vist håb om en endelig løsning. Denne endelige løsning går helt tydeligt via det allermest vigtige element i denne sag lige nu, nemlig udviklingen i forholdet mellem Athen og Ankara og den særdeles betydningsfulde rolle for dette forhold, som både udenrigsminister George Papandreou og den tyrkiske udenrigsminister, Ismail Cem, har spillet. Vi mener, at betingelserne her er skabt for en positiv udvikling. For vores vedkommende, fra rådsformandskabets side, vil vi følge denne udvikling med al opmærksomhed, og vi vil samarbejde med generalsekretæren og med hans personlige repræsentant i denne sag. Vi vil underrette EU's institutioner om det, som vi kan gøre, og det, der kan gøres, ikke blot på det politiske plan, men også det, som Kommissionen måske kan udvirke gennem sin forvaltning af optagelsesproceduren, og i særdeleshed vil vi underrette om den udvikling i parternes synspunkter, der måtte vise sig i dette spørgsmål.
Hr. formand, mine damer og herrer, med debatten i dag beskæftiger vi os med et anliggende, der er meget vigtigt set ud fra to synspunkter. Det handler på den ene side om finansieringen i forbindelse med Cypern og Malta, så landene kan inddrages i førtiltrædelsesstrategien i fuldt omfang. Det handler på den anden side også i høj grad om fredsprocessen på Cypern og dermed også om stabilitet og sikkerhed i Middelhavsområdet. Jeg vil gerne indlede med at sige et par ord vedrørende den finansforordning for Cypern og Malta, som Kommissionen fremlagde sidste år i oktober. Jeg er hr. Brok, ordføreren, formanden for Udvalget om Udenrigsanliggender, overordentlig taknemmelig for hans betænkning, der udgør et glimrende grundlag for vores forhandling i dag. Vi har brug for dette instrument som erstatning for den finansprotokol, der udløb i slutningen af 1999. Vi har brug for disse instrumenter, så vi kan opfylde vores finansielle forpligtelser inden for rammerne af førtiltrædelsesstrategien for Malta og Cypern. Jeg er meget taknemmelig for, at Parlamentet støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at vedtage forslaget til forordning så hurtigt som muligt. Udvalget om Udenrigsanliggender og Budgetudvalget har fremsat en række ændringsforslag. En del af dem kan Kommissionen godkende. Jeg vil gerne sige noget vedrørende to punkter, to punkter, som jeg ved ligger Parlamentets hjerte meget nært. Det handler på den ene side om bevillingerne som sådanne, altså om hvor mange penge vi egentlig vil give ud. Kommissionen vil foreslå et beløb på 95 millioner euro. Dette beløb er Rådet også blevet enigt om. Jeg ved, at Parlamentet ønsker en større bevilling, og jeg kan også godt forstå grundene hertil. De må tro mig, når jeg siger, at jeg som det ansvarlige medlem af Kommissionen også gerne ville have haft flere penge til rådighed til dette formål. Situationen er nu engang den, at det ikke er muligt at opnå enighed om et større beløb for øjeblikket. I sidste ende skal budgetmyndigheden fastlægge det endegyldige beløb. Det andet vigtige anliggende her er spørgsmålet om overførelse af midler til budgettets udgiftsområde 7. Det er jo kun tilsyneladende et teknisk spørgsmål. Det er et meget politisk spørgsmål. Jeg har selv sagt her ved en tidligere lejlighed, at jeg mener, at tanken er rigtig. Jeg mener at kunne sige - uden at Kommissionen allerede har truffet en formel beslutning - at Kommissionen grundlæggende er parat til at følge denne overvejelse. Beslutningen kan dog ikke træffes med denne forordning, det er derimod først muligt som led i den påtænkte revision af de finansielle overslag. Gennem denne forordning, der dækker perioden 2000-2004, får de to kandidatlande adgang til teknisk og finansiel støtte til gennemførelsen af acquis communautaire, til deltagelse i fællesskabsprogrammer og bestemte fællesskabsorganer samt til en udvidelse af kapaciteten i deres forvaltninger og domstole. Ud af det planlagte samlede beløb på 95 millioner euro tilfalder de 57 millioner euro Cypern og de 38 millioner euro Malta. For Cyperns vedkommende foreskriver forslaget til forordning også, at der skal finansieres foranstaltninger, med hvilke man skal støtte forsoningen mellem de to befolkningsgrupper, og det skal ske med en tredjedel af det samlede beløb. Jeg vil gerne på Kommissionens vegne garantere, at midlerne programlægges allerede i de kommende uger i overensstemmelse med prioriteterne i tiltrædelsespartnerskaberne. Nu et par korte bemærkninger vedrørende udviklingen i cypernspørgsmålet efter Det Europæiske Råds møde i Helsinki. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig det, som hr. statssekretær Seixas da Costa her har redegjort for på vegne af det portugisiske formandskab. Vi har et tæt og godt samarbejde på dette område. Med henblik på Cypern har Unionen jo altid sagt, at tiltrædelsesforhandlingerne skal have en positiv indvirkning på løsningen af det politiske problem. Vi har også altid været indforståede med, og det er efter min mening også det helt rigtige, at forhandlingerne om en løsning på det politiske problem skal finde sted i FN-regi, og vi har altid været enige i, at løsningen fortsat skal tage sigte på en bikommunal og bizonal føderation. Det er fortsat Den Europæiske Unions mål at optage et forenet Cypern i Unionen. På Det Europæiske Råds møde i Helsinki understregede man igen, at en løsning på den politiske konflikt ville lette Cyperns tiltrædelse af Den Europæiske Union. Dog har Rådet, som formandskabet allerede har redegjort for, givet udtryk for, at dette ikke er en forhåndsbetingelse for at afslutte forhandlingerne. I tilfælde af, at der endnu ikke er fundet en politisk løsning på cypernspørgsmålet ved afslutningen af tiltrædelsesforhandlingerne, vil Rådet træffe en beslutning om Cyperns optagelse i Unionen under hensyntagen til alle de faktorer, der er relevante på dét tidspunkt. Det er den politiske situation, vi står i. Den beslutning, som blev truffet på Det Europæiske Råds møde i Helsinki med henblik på den fremtidige udformning af forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet, er kendetegnet ved en udpræget dynamik. Jeg vil gerne understrege, at der forløber flere politiske processer her på samme tid, som er tæt forbundne med hinanden. Det handler på den ene side om forholdet mellem EU og Tyrkiet. Det handler på den anden side om at videreudvikle de græsk-tyrkiske forbindelser, og det handler om fredsprocessen på Cypern. Det var et window of opportunity, et vindue af muligheder, der bød sig efter mødet i Helsinki, også på grund af den græsk-tyrkiske afspænding. Hvad kan vi så gøre for at udnytte dette vindue af muligheder i forbindelse med cypernproblemet? Jeg mener, at vi skal vælge en klog og tilbageholdende fremgangsmåde. Hvis vi griber denne sag for smart an, vil vi give næring til forventninger, der ikke kan opfyldes. Jeg går derimod ind for en klog fremgangsmåde, der tager højde for situationen og går frem skridt for skridt. Det første, vi kan og vil gøre, er at styrke dialogen og kommunikationen mellem de to samfund på Cypern. Det er en overvejelse, der støttes af vores græske og tyrkiske partnere. Vi ønsker altså at genoplive de såkaldte bikommunale aktiviteter, det vil sige især bikommunale aktiviteter blandt unge. Vi ønsker også i højere grad at sørge for at informere det tyrkisk-cypriotiske samfund bedre om Unionens mål. Jeg er af den faste overbevisning, at en bedre forståelse af traktaten, ja, en bedre forståelse af, hvad Den Europæiske Union egentlig er, og hvad den vil, kan bidrage til at nedbryde angst og fordomme. Jeg rejser til Cypern i midten af marts. Her vil det være mit mål at bidrage til, at de to samfund bliver overbevist om fordelene ved et nyt samarbejde. Vi har i den nye finansforordning igen bevilget penge til dette formål. Disse midler er ikke uvæsentlige. Det er efter min mening ret vigtigt, at vi appellerer til begge parter om én gang for alle at overvinde fortidens skygger og skridt for skridt udvikle en ny form for samarbejde og i sidste ende koeksistens. Forhandlingerne i FN-regi fandt sted i december i New York og i begyndelsen af februar i Genève. Til maj går de ind i den måske afgørende tredje fase. Forhandlingerne skal faktisk fortsætte, indtil der er fundet en løsning, eller indtil der i det mindste er opnået vidtrækkende fremskridt i de store spørgsmål, som formandskabet allerede har redegjort for. Hvilken rolle spiller Kommissionen i den forbindelse? Det er interessant at konstatere, at alle involverede i denne proces anser Den Europæiske Unions rolle for central. Alle involverede i processen søger at skabe kontakt og søger at indlede et samarbejde med os. Det står klart for alle involverede, at fredsprocessen og overtagelsen af acquis communautaire er forbundet uadskilleligt med hinanden og ikke må komme i modstrid med hinanden. Jeg må også sige, at jeg virkelig værdsætter samarbejdet med FN's generalsekretær og hans særlige udsending i denne sag, og jeg kan sige, at samarbejdet forløber tillidsfuldt og gnidningsfrit. Man kan altså med berettigelse konkludere, at der er kommet mere dynamik i løsningen på cypernspørgsmålet siden mødet i Helsinki. Meget længere vil jeg ikke gå i min bedømmelse i øjeblikket. Unionens beslutning om at indlede tiltrædelsesforhandlingerne og fortsætte dem hurtigt for således også at virke som katalysator for løsningen på det politiske problem forekommer mig stadig at være den rigtige vej. Jeg ser i hvert fald ikke noget bare tilnærmelsesvis fornuftigt alternativ til denne vej og kan derfor kun sige, at Kommissionen fortsat vil medvirke til at løse det politiske problem, indtil tiltrædelsesforhandlingerne er afsluttet, og udnytte selve tiltrædelsesforhandlingerne som et vigtigt instrument til at løse konflikten.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne takke mange gange for de to meddelelser og de erklæringer, som kommissær Verheugen allerede har afgivet vedrørende forslaget til Rådets forordning om iværksættelsen af foranstaltninger som led i førtiltrædelsesstrategien. Vi skal faktisk betragte Malta og Cypern som to kandidater, der politisk set og også set ud fra aspektet om førtiltrædelsesstrategien skal behandles på lige fod med de 10 øvrige stater, med hvilke der er indledt bilaterale forhandlinger. At det i den forbindelse ville være en overordentlig stor hjælp, hvis det lykkedes at finde en løsning på cypernproblemet, dét er der helt sikkert ikke nogen her i Europa-Parlamentet, der er i tvivl om, og at Den Europæiske Union bør yde sit bidrag dertil, står også klart. Hvis det opnås under disse forhandlinger, at et forenet Cypern kan tiltræde Den Europæiske Union i den forstand, som kommissæren har karakteriseret det, ville det være en stor succes. På den anden side skal vi selvfølgelig også understrege, at der er andre muligheder, så der ikke bliver lejlighed til at skabe noget kejtet, som i sidste ende giver os nogle vanskeligheder, der driver os ud i manglende handledygtighed og embargoer i hele dette udvidelsesspørgsmål. Disse forskellige muligheder understreger, at det bliver et af de mest delikate, hvis det ikke i sidste ende bliver det mest delikate problem under hele udvidelsen, hvor vi måske må forvente de største politiske vanskeligheder. Det er efter min mening overordentlig vigtigt i denne forbindelse, at førtiltrædelsesstrategien bliver udformet på en måde, så de to communities på Cypern bliver forenet. Cypern er, ligesom Malta, som helhed et relativt rigt land i sammenligning med de øvrige ansøgerlande, men alligevel skal der være en vis ligebehandling. Denne ligebehandling for Cyperns vedkommende bør også benyttes til at sikre, at det økonomiske og sociale skel mellem den græske og den tyrkiske del ikke bliver endnu større, og at et større og større skel ikke i sidste ende forringer mulighederne for en forening yderligere. Derfor er denne førtiltrædelsesstrategi efter min mening af særlig stor betydning. Lad mig derfor komme kort ind på de punkter, der er vigtige set fra Parlamentets synspunkt. Jeg vil gerne takke Kommissionen for, at den har indtaget en klar holdning vedrørende opførelsen i undersektion B7, så vidt den har kunnet gøre det ved de hidtidige beslutninger. Jeg håber også, at Rådet vil tage et tilsvarende spring og afgive disse erklæringer, for det står fuldstændig klart for Europa-Parlamentet, at dette er et politisk anliggende. Som resultat heraf skal der være ensartethed og jævnbyrdighed i førtiltrædelsesstrategien, og samtidig skal det opnås, at der som helhed kan nævnes nogle tal frem til 2004, så vi også kan garantere pålidelighed, klarhed og sandhed i budgetanliggender. Med den hidtidige håndtering af tingene kan det ikke forenes med en normal budgetprocedure. Det er efter min mening vigtigt, at Europa-Parlamentet trods alt har haft en positiv indflydelse for dette år, fordi vi ikke ønsker, at der skal opstå nogen ulemper for disse lande, og at vi af den grund var parate til at træffe de nødvendige beslutninger for budgettet for 2000, men det kan jo altså kun gælde for dette år. Derfor er det vigtigt, at rådsformandskabet udarbejder en passende meddelelse som led i forhandlingerne om denne betænkning, der gør det muligt for os at lade dette spørgsmål indgå i en ordinær procedure, så denne efter min mening unødvendige strid kan blive afsluttet. Jeg har stor forståelse for, at der kan opstå matematiske problemer på grund af Agenda 2000 og de midler, der måtte stå til rådighed. Jeg vil også gerne give klart udtryk for, at man måske endda kan forhandle om de 130 millioner, der nævnes i min betænkning. Der blev også fremsat et ændringsforslag fra Parlamentets side for i morgen, der tager udgangspunkt i et andet beløb, eftersom disse lande, som jeg sagde, jo befinder sig på et relativt højt udviklingsstade. Alligevel skal disse lande have en sikkerhed for den forudsigelige periode, de skal vide, hvad de i virkeligheden kan forvente, og det skal også afspejle sig i muligheden for at planlægge tingene i Europa-Parlamentet som en del af budgetmyndigheden. Hr. formand for Rådet, jeg ved, at De altid udviser god vilje i samarbejdet med Europa-Parlamentet. Jeg håber, at det samme vil gøre sig gældende for Rådet som helhed, og at De kan give os de rigtige svar i disse anliggender.
- (EL) Hr. formand, vi har hørt Rådets og Europa-Kommissionens udtalelser, og hertil har jeg følgende kommentarer: Hr. formand for Rådet, jeg kan forstå, at De behandler spørgsmålet med stor følsomhed og gør et forsøg på at løse spørgsmålet ved at holde kontakt til den tyrkisk-cypriotiske side, men det ville måske være mere klart og korrekt, hvis Deres ordvalg ikke gav anledning til mistanke om, at De eventuelt vil forsøge Dem med en form for indirekte anerkendelse, selvom De understregede, at dette ikke kommer på tale. F.eks. ville jeg ikke tale om regeringen i Nicosia. Der er tale om den cypriotiske regering, hr. rådsformand, ikke regeringen i Nicosia. Den samme regering har stillet forslag til, hvordan den tyrkisk-cypriotiske side kan deltage, og efter min opfattelse er det rigtigste, Rådet og Kommissionen kan gøre, at opfordre den tyrkisk-cypriotiske side til at deltage inden for de institutionelle rammer i de forhandlinger, Republikken Cypern fører. Samtidig sår den måde, hvorpå man indtil nu har håndteret spørgsmålet vedrørende protokollernes udløb og førtiltrædelsesstrategien, tvivl i vores sind. Jeg forstår ikke, hvorfor der skal gælde en undtagelse for de to små lande, og hvorfor vi skal have en konflikt mellem institutionerne, og Parlamentet skal lægge pres for at få midlerne ind under kategori syv vedrørende førtiltrædelsesstrategien. Kan hele Den Europæiske Union virkelig behandle to små lande ved Unionens grænser på denne måde, to lande, som den dels har brug for, og som dels har alle midler til at kunne fungere inden for Unionen og menes at være i stand til at deltage i Den Økonomiske og Monetære Union? Som kommissæren sagde, og det er jeg enig med ham i, er der tale om en politisk beslutning. Og der er tale om en lille politisk beslutning, som skal ses i forhold til store fordele og især den hjælp, dette kan være til, at de to samfund kan komme til at udgøre en egentlig stat, at der sker en reel tilnærmelse igen - for der har været en tilnærmelse mellem de to samfund - og til at Republikken Cypern kan blive fri for besættelsestropperne.
Hr. formand, kære kolleger, inden for rammerne af høringsproceduren har vi modtaget et forslag til forordning fra Rådet i forbindelse med iværksættelsen af aktioner om Cyperns og Maltas førtiltrædelsesstrategier. Dette forslag ligner det, der er fremsat i forbindelse med andre ansøgerlande, og når det én gang er gennemført, vil det erstatte de finansielle protokoller, der er udløbet. Redskaberne til førtiltrædelse er beregnet til at muliggøre et teknisk og finansielt bidrag til ansøgerlandenes indsats med henblik på at opfylde kravene i medfør af acquis communautaire. Kommissionens analyse har således vist, at Cypern og Malta - selvom de af Verdensbanken er kategoriseret i en gruppe af lande med høj indkomst - har de samme vanskeligheder som landene i Central- og Østeuropa med hensyn til at gennemføre fællesskabslovgivningen på grund af en utilstrækkelig administrativ og lovgivningsmæssig kapacitet. Under udvalgsbehandlingen af hr. Broks glimrende betænkning blev det slået fast, at de to lande ligeledes kan drage fordel af budgetposten Meda med henblik på at skabe horisontale aktioner af regional interesse. Jeg vil bede kommissæren om udtrykkeligt at bekræfte dette. Hvad angår Cypern, skal det understreges, at en del af den tekniske og finansielle støtte, der er fastsat i redskaberne, skal sigte mod en tilnærmelse af det græske og tyrkiske samfund og en definitiv løsning på problemet omkring øens deling. Rådets og Kommissionens erklæring om det cypriotiske spørgsmål kommer derfor særligt belejligt, og jeg takker formanden for Rådet og kommissær Verheugen herfor. Siden den 4. juli 1990, der er datoen for Cyperns ansøgning, har Europa-Parlamentet gennem adskillige beslutninger gang på gang krævet en politisk løsning i henhold til international ret og de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd. I april 1999 gentog Parlamentet sin holdning, ifølge hvilken Cyperns tiltrædelse bør være til fordel for hele øen og lette en politisk løsning, men at tiltrædelsen ikke må afhænge af en politisk løsning. Med andre ord må man ikke lade den politiske løsning tage tiltrædelsen som gidsel. De to processer er to adskilte processer. Denne utvetydige holdning fra Parlamentet har medført visse kontroverser. Man skal altså glæde sig over, at Det Europæiske Råd i Helsinki har sat en stopper for spekulationerne ved i sin beslutning at give udtryk for, at hvis man ikke er nået frem til en løsning ved afslutningen af tiltrædelsesforhandlingerne, vil Rådets beslutning om tiltrædelse blive truffet, uden at det foregående udgør en forudgående betingelse af den grund. Eftersom dette er slået fast, må man nu håbe på, at forbedringen af klimaet mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet og af de græsk-tyrkiske forbindelser vil have en positiv indvirkning på det tyrkiske samfund på Cypern, således at dette vil opgive sit afslag på at sende repræsentanter til tiltrædelsesforhandlingerne. Tilstedeværelsen af sådanne repræsentanter vil ikke på nogen måde influere på den endelige politiske løsning. Nærmest tværtimod. Den ville muliggøre en vurdering af alle parters interesser på et tidspunkt, hvor Cypern med indtrædelsen i Den Europæiske Union er i gang med et vendepunkt i historien.
Hr. formand, jeg vil også tilslutte mig de andre ordføreres glæde over, at man nu ser en bedre mulighed for at komme videre med udviklingen på Cypern i takt med, at forholdet mellem Tyrkiet og EU og mellem Tyrkiet og Grækenland har bedret sig. Men så synes jeg også, at vi fra EU's side skal yde et konstruktivt bidrag. Jeg mener også - som det allerede er blevet nævnt - at der er visse problemer med finansforordningen, som vi må løse. Der er jo er tale om en førtiltrædelsesstøtte, og den hører hjemme i kategori syv. I fjor accepterede Parlamentet undtagelsesvis, at pengene til disse udgifter blev placeret i kategori fire, og dermed behandles de to ansøgerlande ikke på lige fod med ansøgerlandene fra Central- og Østeuropa, og det skal de jo ifølge erklæringerne fra Helsinki-topmødet. Der skal altså afsættes midler i kategori syv, hvor der må ske en revision af de finansielle perspektiver. Det er det springende punkt. Hovedsagen er, at pengene til Cyperns og Maltas førtiltrædelsesstøtte hentes fra kategori syv, og at der sker en revision af de finansielle perspektiver, for hvis Rådet ikke tilslutter sig dette, handler det jo i virkeligheden i strid med sine egne beslutninger i Helsinki i december. Hvad angår det beløb, der er angivet i Brok-betænkningen, de 130 millioner euro, vil jeg også på den liberale gruppes vegne sige, at vi må finde et beløb, vi må forhandle os frem til beløbets størrelse. Det vigtigste er, at der sikres et flerårigt program og i den rigtige kategori, så man kan komme i gang med at planlægge på Cypern og Malta.
Hr. formand, der er ikke megen uenighed om betydningen af finansiel støtte til Cypern og Malta. Det store spørgsmål er imidlertid, fra hvilken budgetkategori denne støtte skal finansieres. Rådet og Kommissionen foreslår at lade protokollerne falde ind under kategori fire Det stemmer overens med Parlamentets budgetbeslutning fra december sidste år. Ordføreren kommer tilbage til denne og foreslår nu, at Cypern og Malta anbringes i kategori syv. Budgetudvalget foreslår endda, at godkendelsen af betænkningen af Brok udsættes, indtil Rådet kommer med et tilsagn om at hæve de finansielle lofter for kategori syv. Det er en yderst risikabel strategi. Uden afstemning i Parlamentet kan finansprotokollerne jo ikke træde i kraft. Cypern og Malta bliver på denne måde offer for et politisk spil mellem Rådet og Parlamentet om lofternes højde. Desuden, hvad er finansielle lofter værd, hvis de forhøjes ved enhver ny aktion? Jeg vil derfor opfordre til, at de 15 millioner euro falder ind under kategori fire i overensstemmelse med Kommissionens forslag. Med hensyn til bevillingerne for de kommende år kan et flerårigt budget fra Kommissionen senere på året give et klart svar.
Hr. formand, overalt i verden arbejdes der på at løse vedvarende konflikter og forene samfund, der er delt af historien og af gamle stammefjendskaber og gammelt had. Nu er tiden inde til at bruge tid og energi på at hjælpe cyprioter fra begge sider af den "grønne linje" med at finde en løsning på en konflikt, der har varet alt for længe. Vi ved alle, at vi skal være ekstra påpasselige med at få Cypern med i Den Europæiske Union på en god måde, og de beslutninger, der blev truffet i Helsinki, tilføjer en ekstra dimension til denne forhandling med accepten af Tyrkiet som ansøgerland. Jeg håber, at beslutningerne fra Helsinki fører til en udvikling i cypernspørgsmålet. Jeg håber, at det markerer en ny æra af håb for Cypern. Jeg håber, at Tyrkiet begynder at spille en konstruktiv rolle i cypernspørgsmålet. Jeg er meget glad for at høre, at Rådet og Kommissionen støtter FN's bestræbelser på at fremme nærforhandlinger pr. mellemmand mellem de to samfund for at fremme forsoning og genopbygningen af tilliden mellem de to samfund på Cypern. Jeg glæder mig meget over Kommissionens støtte til opretholdelsen af de to samfund og føderationen af de to zoner, som FN længe har anbefalet, og som både det græsk-cypriotiske og det tyrkisk-cypriotiske samfund bør kæmpe hårdt for. Jeg glæder mig over den fornyede varme i forholdet mellem den græske og den tyrkiske regering. Jeg håber, at det har en opmuntrende effekt på cypernforhandlingerne. Jeg håber, at de midler, der er afsat til at fremme Cyperns tiltrædelse, dels anvendes til at fremme en sådan forsoning og genopbygning af tillid, og at begge sider af de delte samfund på Cypern modtager og bruger disse midler i den ånd, de er givet. I alle EU's institutioner - i Parlamentet, Rådet og Kommissionen - bør vi gøre vores yderste for at hjælpe Cypern i bestræbelserne på at finde en fredelig løsning, der forener disse to samfund, der har været adskilt i alt for mange år.
Hr. formand, kære kolleger, først en hjertelig tak til rådsformandskabet, til formanden for Rådet, hr. Seixas da Costa, og hr. kommissær Verheugen for deres redegørelser om Cypern. Det glæder mig meget, at de begge har understreget, at Den Europæiske Union ønsker at gøre sig større bestræbelser på at finde en løsning på cypernspørgsmålet. For vi ved alle, at det er uacceptabelt, at denne ø har været delt siden 1974, at ca. 38% af Cypern har været besat af Tyrkiet i mere end 26 år. Hidtil er alle forsøg på at opnå en fredelig løsning på cypernproblemet mislykkedes på grund af den stædige holdning fra henholdsvis den tyrkiske side og den tyrkisk-cypriotiske ledelse. Men på denne måde tror jeg, sådan som De også gav udtryk for, at vi her i begyndelsen af år 2000 måske står i en ny situation og måske har fået nogle nye chancer. Vi oplever på den ene side nye aktiviteter i FN-regi, som man allerede har været inde på, vi oplever nye aktiviteter fra den amerikanske regerings side, vi oplever den tydelige tilnærmelse mellem Tyrkiet og Grækenland. Men man burde efter min mening især kunne forvente et gennembrud efter Rådets beslutninger i Helsinki. Unionen optog i Helsinki Tyrkiet i kredsen af tiltrædelseslande. Samtidig er det blevet besluttet, at løsningen på cypernproblemet ikke er en forhåndsbetingelse for Cyperns tiltrædelse af Unionen, hvilket - hr. Poos har gjort opmærksom på det - egentlig allerede var Unionens og Parlamentets klare holdning, som blev bekræftet i forskellige beslutninger. Tyrkiet ved altså efter mødet i Helsinki umisforståeligt, at det ikke har nogen vetoret i forbindelse med Cyperns tiltrædelse, og at den fortsatte styrkelse af dets forbindelser til Den Europæiske Union også er tæt forbundet med løsningen på cypernspørgsmålet. Man kan derfor kun virkelig håbe på, at kloge politikere i Ankara opfatter det som en chance, der fører til en afslutning på den tyrkiske besættelse på Cypern, også for Tyrkiet selv. Jeg håber virkelig meget - som man har været inde på her - at dette vindue af muligheder eller lejligheder virkelighed bliver åbnet på vid gab, og at Rådets og Kommissionens repræsentanter også fortsat arbejder i denne retning i Ankara. For i modsætning til fru Frassoni mener jeg ikke, at cypernspørgsmålet udelukkende er et spørgsmål rettet mod folkefællesskaberne, men derimod i høj grad er et spørgsmål rettet mod den tyrkiske politik. Jeg tror, vi kan gå ud fra, at Cyperns EU-tiltrædelsesproces er uafvendelig. Og vi håber alle, at det bliver et forenet Cypern, der kan tiltræde. Derfor endnu et spørgsmål, der kan kaste lys over tingene, hr. formand for Rådet: De talte om tyrkisk-cypriotisk deltagelse. Er der tegn på, at den tyrkisk-cypriotiske side vil gå ind på den cypriotiske regerings eller Europa-Kommissionens tilbud og benytte sig af dette tilbud om at deltage i forhandlingerne? Vedrørende det andet punkt vil jeg gerne sige, at det glæder mig meget, at vi også beskæftiger os med de finansielle aspekter af tiltrædelsesstrategien for Cypern og Malta i denne uge i anledning af betænkningen af hr. Brok - og mange tak, hr. ordfører, for denne betænkning. Det er nemlig tvingende nødvendigt, at der efter udløbet af finansprotokollen med Cypern og Malta ydes finansiel hjælp til tilpasningen til EU's acquis. Det er helt sikkert, at de to lande ikke er de fattigste af ansøgerlandene. Men tilpasningsprocessen er også graverende for Cypern og Malta. Cypern regner med finansielle udgifter på ca. 850 millioner euro, svarende til knap 12% af landets bruttonationalprodukt, til tilpasningsprocessen mellem 1999 og 2002. Derfor gik Udvalget om Udenrigsanliggender ind for en forhøjelse af de planlagte 95 millioner euro. Og jeg håber meget, at vi virkelig får mulighed for at forhøje dette beløb. For cyprioterne, såvel de græske som de tyrkiske, må man håbe, at der kan strømme store pengebeløb til de påtænkte foranstaltninger med henblik på det bikommunale samarbejde, som hr. kommissær Verheugen jo har nævnt, for at nå målet om en tilnærmelse mellem de to befolkningsgrupper. Jeg har et sidste spørgsmål til kommissær Verheugen: Har De set tegn på, at der nu er bedre muligheder for bikommunale kontakter på Cypern, end der har været siden Luxembourg? Dér var der jo ingen muligheder, fordi Denktash forbød det.
Hr. formand, ærede kolleger, hr. formand for Rådet og hr. kommissær Verheugen, forordningen om tiltrædelseshjælp er ikke just et skoleeksempel på sammenhæng i Kommissionens arbejde. Dette sammensurium af hjælpekonstruktioner efterlader hos mig snarere et indtryk af dilettanteri. Det angår både den indholdsmæssige udformning og det finanstekniske aspekt. Dermed får vi, tror jeg, svært ved at præsentere Unionens tiltrædelsesaktiviteter for borgerne på Cypern og Malta som et bevis på, at det kan betale sig at tiltræde. Václav Havel sagde i dag ganske rigtigt, at Den Europæiske Unions politiske kvalitet måles efter, hvad den giver den enkelte. Set fra borgernes synspunkt er det afgørende, hvad en forordning medfører. Med denne forordning kan man ikke ligefrem opnå noget. Den indeholder manipulationsparagraffer og er midlertidig, og det kommer der ikke noget strålende resultat ud af. Kvaliteten af en hjælp måles ud fra følgende kriterier: Er den decentral, er den gennemskuelig, er den tæt på borgerne, og fungerer den? Ikke desto mindre er denne førtiltrædelsesstrategi som helhed forbundet med en stor politisk udfordring for den delte ø Cypern. Set ud fra mit synspunkt er det Den Europæiske Unions opgave at anvende alle instrumenter og også dette for at bidrage til en politisk løsning på konflikten på øen. Her må jeg sige, at netop Europa-Parlamentets ændringsforslag har stor betydning for mig. Også fra Kommissionens og Rådets side bliver der holdt nogle meget forhåbningsfulde taler i dag. Det glæder mig virkelig meget, at vi går samme vej her. Jeg mener virkelig, at det er en ønskeoption at optage Cypern i Den Europæiske Union med en fredsløsning på Cypern.
Hr. formand for Rådet, hr. kommissær, ifølge Grækenlands Kommunistiske Partis synspunkt er Cyperns største problem ikke dets optagelse i Den Europæiske Union, men den 26 år lange tyrkiske besættelse af 40% af Cyperns territorium. Den cypriotiske befolknings fremtid afhænger af, at der sker en samling af dette lille land uanset de enkelte cyprioters etniske tilhørsforhold. Den eneste acceptable løsning med garanti for en fremtid, som ikke åbner mulighed for fremmede interventioner som dem, der har forårsaget alle problemerne igennem de sidste 50 år, er et samlet, føderalt Cypern i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolutioner. Nøglen til løsningen på det cypriotiske problem ligger i den tyrkiske regerings hænder, som støtter og opmuntrer den tyrkisk-cypriotiske leder, Rauf Denktash, og hans uforsonlige holdning. Hvad Den Europæiske Union angår, har den med sin hykleriske interesse for friheden og menneskerettighederne ikke på noget tidspunkt ladet sig bevæge af den cypriotiske befolknings tragedie, af problemet med de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske flygtninge, af den voldsomme ændring i den befolkningsmæssige sammensætning på det nordlige Cypern og af den massive bosættelse af tyrkiske indbyggere i de besatte områder. Selv her i denne sal talte Rådets repræsentant om den nordlige del af Cypern i stedet for at kalde det de besatte områder. Den seneste beslutning - truffet i Helsinki - om at give Tyrkiet status som ansøgerland, uden at det forinden har taget et eneste skridt til at give indrømmelser med hensyn til besættelsen af Cypern, f.eks. ved at reducere landets militære tilstedeværelse eller give Famagusta tilbage til den græsk-cypriotiske side, er en åbenlys opmuntring af den tyrkiske uforsonlighed. Det er ikke tilfældigt, at Tyrkiets premierminister, Bülent Ecevit, lige efter Helsinki-topmødet udtalte, at det cypriotiske problem blev løst i 1974. Opmuntringen af den tyrkiske uforsonlige holdning bidrager i hvert fald ikke til en tilnærmelse mellem de to samfund under de forestående forhandlinger i FN's generalsekretærs regi. Cyperns befolkning har allerede mistet meget på sin vej mod EU-medlemskab, og det vil komme til at miste endnu mere. Anvendelsen af Fællesskabets regelværk har skabt alvorlige problemer i det cypriotiske samfund, især inden for landbruget, den offentlige sektor kræves solgt, og landets højt udviklede sociale solidariske system opløses og ødelægges.
Hr. formand, undskyld, men der er sket en lille fejl i den franske kabine med hensyn til det, hr. Alyssandrakis sagde, og i forbindelse med det vigtigste ord i hele debatten. Jeg ønsker ikke, at der opstår nogen tvivl. Ifølge oversættelsen til fransk sagde hr. Alyssandrakis, at "en konføderal løsning er det bedste" Det er klart, at hr. Alyssandrakis sagde, at "en f-ø-d-e-r-a-l løsning er den bedste". Det er meget, meget vigtigt, at dette er præcist, hr. formand.
Mange tak for redegørelsen, hr. Wurtz.
Hr. formand, Malta og Cypern er meget forskellige fra landene på det europæiske fastland. Specielt malteserne har været meget gode til at overleve i et uvenligt geografisk og geopolitisk miljø. Deres succes skyldes i høj grad deres foretagsomhed, dynamik og fleksibilitet. Malta har blinkende lys og tung industri, voksende finansielle tjenesteydelser, et godt landbrug, en fantastisk turisme og et imponerende udbud af beskæftigelsesmuligheder - alt sammen på en ø, der stort set er blottet for naturlige ressourcer. Jeg er derfor overbevist om, at en ø som Malta med en befolkning på 340.000 ikke kan tilpasse sig de stive økonomiske og juridiske strukturer, der findes på et fastland med en befolkning, der er tusinde gange så stor som Maltas. Når jeg betragter det foreslåede instrument, ser jeg således ikke en foranstaltning, der skal føre to folk ind i Moder Europas fold. Situationen ligner mere et sort hul i rummet, der suger al masse til sig, så ikke engang lys undslipper. Vi bør ikke bestikke disse øboere til at medvirke til deres egen destruktion og give dem penge for at vedtage love, der er lige så fremmede for deres kulturer, som et sort hul er for Moder Jord. EU skal lade Cypern og Malta i fred. Jeg tror kun, at det er den politiske klasse på Malta, der ønsker dette, og jeg krydser fingre for, at den maltesiske befolkning endnu en gang kommer til at stå som vindere.
Hr. formand, dette er en af de få gange, hvor vi har et bredt sammenfald af medlemmernes holdninger her i Parlamentet, af alle fløjes synspunkter, hvad angår cypernspørgsmålet og Cyperns og Maltas førtiltrædelsesproces. Det betyder, at vi alle har den samme opfattelse af det politiske problem, som det kaldes, i Cypern. Samtidig betyder det imidlertid også, at Rådet og Kommissionen får en meget vigtig rolle, idet de skal sikre, at den kraft, hvormed alle de europæiske partier og alle befolkningerne udtrykker sig, indgår i og bliver et element af deres egen politiske kapacitet til at løse problemet. Helsinki-topmødet var et historisk punkt, mine damer og herrer, et historisk vendepunkt, et historisk referencepunkt. Hvis der er nogle, der af en eller anden grund mener, at den balance, der er skabt, danner udgangspunkt for nye forhandlinger om andre ting, og hvis der er nogle, der med deres egen holdning ødelægger stabiliteten i denne helhed af omstændigheder og balance, vil de begå en tragisk fejltagelse. Omstændighederne er modne. Det, der kræves af Europa-Kommissionen, af Rådet og i det hele taget af alle, er en rolig beslutsomhed, en rolig beslutsomhed, hvad angår fortsættelsen, uden nogen krumspring, af optagelsesforhandlingerne for både Cyperns og Maltas vedkommende - som, når det kommer til stykket, er de mest modne af alle ansøgerlandene - så denne beslutsomhed kan virke som et signal til enhver, der måtte have en anden holdning end den, vi alle er enige om. Betænkningen af Brok er et udmærket redskab i denne henseende, og det er en smule ærgerligt, at dette er en forhandling under ét, så den politisk er domineret af Rådets og Kommissionens politiske holdning, og vi derfor ikke kan udtale os mere om denne udmærkede betænkning. Under alle omstændigheder er det Dem, der bestemmer udviklingen. Det er også os, der bestemmer udviklingen, i det omfang vi forsyner Dem med beslutninger, og vi forsyner Dem med muligheder. Hvad betænkningen af Brok angår, er Cypern og Malta de sidste øer i Middelhavet, og hvis jeg ikke tager fejl også de sidste øer i Europa, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union. Dette har en symbolsk værdi, eftersom Middelhavet og dets øer - også jeg stammer fra en ø - er det område, hvor folk, der kommer fra Nordeuropa for at holde ferie, mødes med regionens indbyggere. Det er grunden til, at Afrodites ø, som Cypern kaldes, og piraternes ø, som er det kælenavn, vi øboere bruger om Malta, er to diamanter, som hurtigt skal ind i Den Europæiske Union. De har gode resultater på det økonomiske område, de har gode økonomiske relationer og er, når det kommer til stykket, et område, hvor Den Europæiske Unions politiske vilje vil få indflydelse. Selvom jeg ikke tror, jeg behøver udbrede mig mere om emnet, for jeg kan jo se, hvordan alle er enige, vil jeg til sidst gerne komme med en lille bemærkning til formanden for Rådet: Jeg synes, hans holdning var lidt særpræget på visse punkter, jeg håber, det var en oversættelsesfejl, og at han vil komme nærmere ind på sagen i sit andet indlæg.
Hr. formand, som den sidste taler ville jeg gerne stille hr. Seixas da Costa og hr. Verheugen et spørgsmål, hvis hr. Verheugen vil tage høretelefonerne på og vise interesse for alle taleres indlæg. Der er tale om to samfund, men det er ikke det centrale spørgsmål. Som flere talere har været inde på, har vi at gøre med besættelse. Et af de lande, der søger om optagelse i Den Europæiske Union - Tyrkiet - har besat en del af et andet ansøgerland til Den Europæiske Union. Der er 40.000 soldater på øen, og Berlinmuren står i dag i Nicosia. Vi kan ikke sige, hvad der vil ske under forhandlingerne mellem Denktash og Republikken Cyperns præsident. Det, jeg gerne vil spørge især hr. Seixas da Costa om, men også hr. Verheugen, er, hvilke spørgsmål Rådet rejser over for den tyrkiske regering om dette emne, f.eks. i forbindelse med associeringsrådet, hvilke spørgsmål den vil rejse med hensyn til tilbagetrækning af tropperne og den tyrkiske regerings bidrag til løsningen af cypernproblemet. Jeg vil minde om, at den tyrkiske regering for nylig fik en dom ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Ikke Denktash. Ikke den i juridisk forstand ikkeeksisterende "Nordcyperns tyrkiske republik", men den tyrkiske regering, der blev dømt for at have eksproprieret græsk ejendom. Jeg spørger derfor: Hvilke spørgsmål vil man tage op i forbindelse med associeringsrådet vedrørende Tyrkiets bidrag til at fremme en løsning på cypernspørgsmålet?
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg har med stor opmærksomhed lyttet til det, der her er blevet sagt, og især nogle mere følelsesladede ord om det cypriotiske spørgsmål, navnlig om de konstitutionelle forhold, der gælder på Cypern, og som EU anerkender netop i kraft af sin anerkendelse af indholdet i FN's Sikkerhedsråds resolutioner om denne sag. Hvad dét angår, hr. Wurtz, er der ikke nogen tvetydig tavshed fra Rådets side, for Rådet påtager sig i så henseende det fulde ansvar ud fra den forståelse, som det anlægger af situationen på Cypern. Det var i øvrigt denne situation og denne forståelse, der fik det til at træffe den beslutning, som det traf i Luxembourg sidst i 1997, hvor det blev besluttet at tage de første skridt i optagelsesproduren for Republikken Cypern i EU. Jeg ser gerne, at de ærede medlemmer forstår, at de internationale forhandlingers hverdag tvinger regeringer - og når jeg siger regeringer, mener jeg alle regeringer - til at se bort fra det, som er de mere eller mindre følelsesbetonede standpunkter om den slags spørgsmål, og anlægge en forståelse af tingene, der en smule mere smidig. Vi har dog brug for mere følelsesbetonede standpunkter, så vi kan fastholde, hvordan alle disse spørgsmål afspejler sig på det menneskelige plan, men vi skal også indse, at det er via de politiske synspunkters fornuft og via smidighed i forhandlingerne, at der kan nås løsninger, der gør det muligt at overkomme de store stridspunkter, som har skabt tragedier i fortiden. Uanset hvem der kan udpeges som de skyldige - og vi skal ikke her i dag lave opgørelser over de skyldige, for FN's resolutioner er tydelige på dette punkt - tror jeg, at vi uden følelser og med mere fornuft skal udnytte de muligheder, som den nye situation skaber. Det Europæiske Råd i Helsinki havde mod til at træffe nogle beslutninger, og jeg mener, at flere dele af disse beslutninger på passende vis har taget højde for disse muligheder, således at de, som jeg sagde det i begyndelsen af mit foregående indlæg, åbner et vindue på klem til yderligere muligheder. Det er ikke ved at udnytte spændingerne, at vi i denne forhandlingsfase, som er en vanskelig fase, en følsom fase, kan opnå konkrete resultater. Vi skal derimod netop gå videre med at arbejde diskret og med at støtte FN's generalsekretærs særlige repræsentant på dette område. EU har haft en utvetydig holdning i denne forbindelse, ærede medlemmer, og jeg mener ikke, at det er møjen værd at lede efter en skjult dagsorden i Rådets udtalelse eller i noget andet standpunkt, der er kommet til udtryk. Vi står ikke her i Parlamentet for det, der er politisk korrekt; vi står for det, der er retfærdigt i verden, og for det, der er konkrete standpunkter, som Rådet konsistent har fastlagt gennem årene, og som også EU-Kommissionen har fulgt omhyggeligt, opmærksomt og på en pragmatisk måde. Når der nu tales om at involvere samfundet på Nordcypern i udveksling af informationer, især med hensyn til en kommende optagelse af Republikken Cypern i EU, må vi forstå, at vi søger at finde praktiske løsninger, som kan hjælpe os til at overvinde forhindringer på vejen til en politisk løsning. Vi er ikke i gang med finde på påskud, og vi søger på ingen måde gennem praktiske løsninger at skabe nogen som helst modeller, der indebærer en anerkendelse af politisk karakter. Jeg mener, at Det Europæiske Råd gennem tiden på dette område har leveret klare beviser for, at dét ikke er dens holdning. Rådet har truffet sine beslutninger under stor ansvarsfølelse. Det, der skete i Helsinki, er efter vores opfattelse meget tydeligt, hvad det angår. Den måde, som vi har forholdt os til Republikken Cypern på i forbindelse med dens optagelsesprocedure til EU, ser de cypriotiske myndigheder selv tydeligvis som positiv. Det er ikke møjen værd at lede efter en skjult dagsorden i vores hensigter.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Dem mange gange for denne debat, som jeg alt i alt har opfattet som en opmuntrende og understøttende debat, der viser, at der er stor overensstemmelse med medlemslandenes politik og Kommissionens. Jeg vil dog gerne understrege et par ting, som man har udbedt sig. For det første vil jeg gerne sige noget vedrørende sagen med udgiftsområde 4 og 7. Det er ganske simpelt: I Berlin, i forbindelse med den store Agenda 2000, blev der dannet et særlig udgiftsområde for de øst- og centraleuropæiske tiltrædelseslande, der befinder sig i en transformationsproces, nemlig det berømte udgiftsområde 7, og kun for disse lande. Malta, Cypern og Tyrkiet var ikke omfattet heraf. Fru Schroedter betegnede det som en mangel på sammenhæng. De burde måske spørge den daværende formand for Rådet, der jo ikke står så langt fra Dem, hvordan denne mangel på sammenhæng, som De formoder der er tale om, er opstået. Jeg har også været en smule inddraget i det. Jeg mener ikke, det forholder sig sådan, men baggrunden for denne beslutning var, at man ønskede et særligt instrument til de øst- og centraleuropæiske stater, der er underlagt andre betingelser i tiltrædelsesprocessen end Malta og Cypern. Alligevel har jeg sagt, at jeg forstår de argumenter, der er blevet fremført her, og Kommissionen vil bestræbe sig på at tage hensyn til disse ønsker, men da det nu engang handler om Agenda 2000 og de finansielle overslag, kan vi ikke gøre det uden en ændring af disse finansielle overslag. Det har selvfølgelig hidtil slet ikke været muligt. For nu at gøre det klart: Hvis vi overfører fra udgiftsområde 4 til udgiftsområde 7, har det ingen indvirkning på den samlede balance i budgettet. Hvis vi gør det, bliver udgiftsområde 7 forhøjet, mens udgiftsområde 4 bliver reduceret tilsvarende. Forestillingen om, at man kan gøre det til udgiftsområde 7 og lade udgiftsområde 4 være, som det er, kan ikke realiseres. Heller ikke Parlamentet kan give penge ud, som det ikke har, i hvert fald ikke så længe vi ikke har nogen maskine stående i kælderen, som vi kan trykke eurosedler med! Hvad angår fredsprocessen på Cypern og forholdet til tiltrædelsesforhandlingerne, vil jeg gerne sige endnu en gang, at det altid har forholdt sig sådan, at tiltrædelsesforhandlingerne har haft et direkte forhold hertil. Det har altid forholdt sig sådan, at Kommissionen og Rådet har bestræbt sig på at overtale de to samfund på Cypern til fælles projekter. Det er - som De ved - hidtil ikke lykkedes, og man har spurgt mig, om der er tegn på, at det vil ske. Fru Rothe, jeg vil udtrykke det således: Jeg er overbevist om, at rammebetingelserne for at nå til en sådan enighed har forbedret sig betydeligt. Nogle tilsagn har jeg ikke for øjeblikket. Det forventer jeg heller ikke at få, før vi har indledt direkte forhandlinger. De vil først komme noget senere. Rammebetingelserne er ændret ved, at en række ting er blevet mulige takket være de beslutninger, der blev truffet i Helsinki, ting, der hidtil ikke har været mulige, og betingelserne er også blevet ændret ved, at især de involveredes politiske strategier selvfølgelig har ændret sig betydeligt. Jeg har altid ment, at den gamle linje med at sige, at Cypern under alle omstændigheder kun bliver optaget, når den politiske konflikt er blevet løst, har et svagt punkt, nemlig at den ikke indeholder noget overbevisende incitament for det tyrkiske samfund på Cypern til virkelig at deltage, for med denne strategi behøvede det tyrkiske samfund jo ikke gøre andet end at læne sig tilbage og vente. Så ville et medlemskab fra Cyperns side ikke være kommet på tale. Nu må det for alvor tage højde for risikoen for, at Cyperns integration i Det Europæiske Fællesskab bliver gennemført med de deraf følgende bedre chancer for velstand og sikkerhed for det græske samfund, mens det tyrkiske samfund, der i forvejen befinder sig langt bagud, hvad angår velstandsniveauet, sakker endnu længere agterud. Altså er incitamentet til at forbinde tiltrædelsesprocessen med en løsning på konflikten efter min mening blevet meget, meget større efter mødet i Helsinki. Det var også den tilgrundliggende idé. Efter nogle få uger er det, fru kollega, stadig for tidligt at afsige en dom, men jeg har i hvert fald ingen grund til at antage, at den nye linje vil mislykkes. Det er der heller ingen grund til. Der er endnu ingen grund til at sige, at vi klarer det, men jeg kan virkelig understrege, at forudsætningerne for, at vi kommer et skridt videre, er blevet væsentligt bedre. Som et sidste punkt vil jeg gerne sige, at cypernspørgsmålet selvfølgelig spiller en rolle i forhandlingerne med Tyrkiet. Ved mit møde med den tyrkiske udenrigsminister for få uger siden i Bruxelles bad jeg naturligvis Tyrkiet om at indtage en positiv og konstruktiv holdning i denne sag. Jeg vil blot påpege én ting: Vi kan ikke være 100% sikre på - jeg er i hvert fald ikke - at man bare kan trykke på en knap i Ankara, og så sker tingene på Cypern! Så simpelt har det ikke været i lang tid, vi skal derimod bestræbe os intenst på at få de to samfund til at nå til en forståelse under forhandlingerne. Det gør vi, midlerne og programmerne har vi. Jeg har - det må jeg understrege over for Dem - brug for denne finansforordning, som vi skal træffe beslutning om her, så vi overhovedet kan påbegynde tingene. Finansforordningen udgør de retlige rammer for, at vi kan tage fat på de prioriteter, der er fastlagt i tiltrædelsespartnerskaberne med Malta og Cypern. Jeg kan ikke påbegynde noget, så længe vi ikke har det, fordi jeg mangler retsgrundlaget. Hvis den påtalte mangel på sammenhæng skulle have noget med dette punkt at gøre, må jeg sige, at denne forordning kun udgør de retlige rammer og ikke andet. Udfyldelsen af disse retlige rammer finder De i prioriteterne i tiltrædelsespartnerskaberne, der blev besluttet af Kommissionen og Rådet sidste år, og som nu gennemføres i den tilsvarende programlægning og i styringen af projekterne. Jeg vil tværtimod sige, at der er mange områder inden for europæisk politik, hvor man kan klage over mangel på sammenhæng. I dette tilfælde vil jeg dog også på Kommissionens og Rådets vegne påpege, at vi har udviklet en meget klar, gennemskuelig og sammenhængende politik.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, efter at kommissæren på en overordentlig sammenhængende måde har redegjort for, at den manglende sammenhæng skyldtes kompetencen hos den daværende rådsformand og hans europaminister, kunne De måske hjælpe os og kommissæren, så beslutningen kan blive truffet her. En løsning, der ville være til stor hjælp, kunne være, hvis De ville besvare mine spørgsmål vedrørende de finansielle overslag frem til 2004 og undersektion B7 positivt eller i det mindste ville give udtryk for, at - sådan som kommissæren også forsøger at få stablet det på benene i Kommissionen - det portugisiske rådsformandskab har til hensigt at kompensere for manglende sammenhæng fra dengang med sådanne bestræbelser.
Hr. formand, jeg tror, at det spørgsmål, der er blevet rejst af min ven hr. Elmar Brok, vil blive taget op til overvejelse i Rådet. Jeg mener ikke, at den kritik, der er blevet fremsat over for det foregående formandskab, er rimelig. Jeg mener, at det, som det foregående formandskab har gjort, hvad angår de finansielle overslag, er et glimrende arbejde. I alle tilfælde er det spørgsmål, De rejser, vigtigt, og vi vil i Rådet ikke undlade at støtte de forslag, som Kommissionen måtte fremsætte i så henseende.
Hr. formand for Rådet, jeg har forstået det. Hr. Brok mente egentlig et formandskab, der lå endnu længere tilbage.
Hr. formand, jeg stillede hr. kommissær Verheugen et konkret spørgsmål om finansieringsinstrumentet Meda, som han dog ikke besvarede. Det vil jeg gerne bede ham inderligt om, for afstemningen om de forskellige ændringsforslag, som vi har liggende foran os, afhænger også af hans svar.
Kære hr. Poos, jeg vil gerne bede om undskyldning. Præcis dét sted, som De stillede mig et spørgsmål om, var uklart. Altså, i forbindelse med Meda forholder det sig således, at Malta og Cypern kan deltage i programmerne på tværs af regioner, men ikke i de landespecifikke, fordi indkomsterne er for høje.
Mange tak, hr. kommissær Verheugen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted på torsdag.
Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0009/2000).
Spørgsmål nr. 1 af (H-0022/00): Om: Kontrol med olietankeres adgang til EU-farvande Kan Rådet på baggrund af olietankeren Erikas forlis ud for den franske kyst og den deraf følgende olieforurening oplyse, hvilke foranstaltninger det agter at træffe for at forhindre, at olietankere, der sejler under bekvemmelighedsflag, og som ikke opfylder Fællesskabets sikkerhedsnormer, får adgang til EU's farvande?
Hr. formand, ærede medlemmer, Rådet behandlede den 24. januar følgerne af olietankeren Erikas forlis måneden før. Ved den lejlighed gav Rådet, der dermed også afspejlede den folkelige uro over de katastrofale følger af denne begivenhed, udtryk for sine bestræbelser med hensyn til sikkerheden omkring olietankerne og den miljøbeskyttelse, der bør være forbundet hermed. Rådet har ikke været ligegyldigt over for denne type spørgsmål og over for, at der skal træffes yderligere foranstaltninger på dette område. På daværende tidspunkt blev det fremhævet, at Rådet skulle træffe nye foranstaltninger på fællesskabsplan og i forbindelse med dets samarbejde med de internationale organisationer. Som bekendt kræver Fællesskabets lovgivning i sin nuværende udformning, at havnemyndighederne foretager inspektioner om bord på alle fremmede skibe, herunder dem, der sejler under bekvemmelighedsflag, og at de skal beslaglægge dem i tilfælde af, at de ikke tilfredsstiller de internationale standarder. Der er et direktiv fra 1995 herom. Med hensyn til fremtiden har Rådet noteret sig, at Kommissionens overvejelser på dette felt snart vil munde ud i en redegørelse om sikkerhedsforholdene omkring olietankere og nye forslag til styrkelse af kontrollen hermed og af inspektionsorganernes kvalifikationer. Der kan også forudses krav om kraftigere konstruktion for de olietankere, der anløber havn i EU. Disse sager følges af Rådet (transport), og jeg kan således på Rådets vegne oplyse, at vi vil prioritere de forslag højt, som Kommissionen efter alt at dømme vil fremlægge på dette område, der efter vores opfattelse er særdeles vigtigt for beskyttelsen af miljøet. Europa-Parlamentet vil naturligvis blive bedt om også at udtale sig om disse forslag, eftersom det drejer sig om sager med fælles beslutningstagning.
Jeg er glad for, at Rådet mener, det er vigtigt at overveje dette spørgsmål. Formanden for Rådet kommer fra et land, Portugal, som trues direkte af en situation som denne. Hvis vi bruger for lang tid på at tænke, kunne der fra nu af og til næste sommer ske det, at en olietanker under lignende forhold gik på grund ud for Algarve-kysten og ødelagde den portugisiske sommerturistindustri. Med lidt held ville havstrømmene føre forureningen til Madeira-øen - fordi strømmen går i den retning - og endvidere ville De Kanariske Øers turisme også blive ødelagt. Mener formanden for Rådet ikke, at vi skal lade overvejelserne ligge og begynde at træffe strenge foranstaltninger på området, eftersom vi allerede råder over midler til at kontrollere den type olietankere i rum sø? Historien med Erika er naturligvis en historie, som virker komisk. Et fransk ejet skib, der sejler under maltesisk bekvemmelighedsflag, med hinduisk besætning, sødygtighedscertifikat udstedt i Italien, på Sicilien, og med en sidste kontrol, som vistnok skete i Bulgarien. Skibet var ved at synke, og kaptajnen indså, hvad der var ved at ske, og at det ikke engang kunne nå til næste havn. Jeg synes, sådan noget burde forbydes. Skaderne kan være forfærdelige for Deres land, hr. formand, og for mit, Spanien.
Hr. Medina Ortega, jeg kan kun dele deres bekymringer, og jeg kun kun sige, at et land, der som formandslandet har en kyst, naturligvis er meget bekymret på dette punkt, også fordi det ikke selv har olietankere. Vi befinder os imidlertid inden for et regelsæt, der er, som det er. Regelsættet er direktivet fra 1995, der indeholder en række bestemmelser, der lægger op til en vis handlefrihed, som måske burde udnyttes med større strenghed. På dette område er vi nødt til at agere ud fra, hvordan verden er, altså tage udgangspunkt i kendsgerningerne. På baggrund af, hvor alvorlige disse situationer er, må vi glæde os over, at der i det mindste er den reaktion og holdning hos myndighederne, at karakteren af den eksisterende lovgivning på området tages op til overvejelse. Kommissionens hensigt på dette punkt er god, eftersom den agter at styrke gennemførelsen af direktivet fra 1995. Rådet vil inden for Rådet (transport) prioritere denne sag, og vi agter at følge op på den hurtigst muligt. Vi håber også, at Europa-Parlamentet kan behandle den lige så hurtigt, når det får den forelagt til fælles beslutning.
Hr. formand, i Kotka, Finland, er der netop nu et kemikalietransporterende fartøj, som sejler under bekvemmelighedsflag. Fartøjet ligger for anker uden for havnen, fordi dets tilstand udgør en sikkerhedsrisiko for havnen og nærområdet, og fordi kontrollen af dets tilstand ikke kan afsluttes, da der mangler en til at betale. Har EU nogen muligheder for at skabe et fælles kontrolsystem, hvori man også sikrer Fællesskabet mod at skulle betale på vegne af de fartøjer under bekvemmelighedsflag, som ikke selv formår at sørge for betalingen?
Fru Korhola forstår nok, at jeg ikke i talende stund er i besiddelse af de nødvendige informationer til at give Dem et konkret svar. De oplysninger, som jeg råder over, vedrører direktivet fra 1995, der ikke indeholder bestemmelser af denne art. Rådet vil imidlertid give Dem et konkret svar om de muligheder, der foreligger i et tilfælde som det, De nævner.
Spørgsmål nr. 2 af (H-0024/00): Om: Høj børnedødelighed i Kosovo Ifølge de seneste oplysninger fra FN, som er fremsendt til Verdenssundhedsorganisationen, har Kosovo den højeste børnedødelighed i Europa. Næsten 50% af de børn, der fødes for tidligt, dør, og der er konstateret en drastisk forøgelse af spontane aborter på grund af krigen; endvidere udvikler de børn, som det lykkes for at blive født til tiden, sig fysisk dårligere, end hvad der er naturligt. På baggrund af den humanitære hjælp, som EU yder, og de bestræbelser, som gøres af den særlige repræsentant, Bernard Kouchner, bedes Rådet oplyse følgende: Hvilke foranstaltninger er der blevet truffet med henblik på at beskytte kvindernes ret til moderskab og de gravide og barslende kvinders samt spædbørnenes sundhed i Kosovo?
Hr. formand, det spørgsmål, som fru Karamanou stiller, drejer sig om en særdeles alvorlig sag, det skal der ikke lægges skjul på. Vi er absolut klar over den vanskelige og dramatiske humanitære situation i Kosovo og de problemer, som de fordrevne i Kosovo står med, herunder de virkninger, som denne situation har for børnenes sundhed og for spædbørnedødeligheden. Jeg tror, at det er velkendt for alle, at EU har bidraget meget væsentligt til det internationale samfunds bestræbelser for at yde nødhjælp. Som bekendt bidrager Det Europæiske Fællesskab med i alt 378 millioner euro alene til provinsen Kosovo, hvortil kommer de bidrag, som medlemsstaterne giver. Dette bidrag omfatter forskellige projekter inden for sundhed og sundhedssystemet samt vandrensning, og herudover yder EU et bidrag til FN's Flygtningehøjkommissariat, der i 1999 nåede op på 66,3 millioner euro. Jeg antager, at fru Karamanou er vidende om, at genoprettelsen af sundhedssektoren i Kosovo på baggrund af den nødvendige arbejdsdeling mellem de internationale donorer er blevet pålagt Verdenssundhedsorganisationen. Denne organisation viser i de rapporter, som den har udsendt, at den er fuldt klar over den alarmerende situation, hvad angår børnesundheden, og den har koncentreret sin indsats om at forbedre de fundamentale forhold på fødeklinikker og hospitaler. Vi er imidlertid bevidst om, at denne situation er langt fra tilfredsstillende løst, og at den rummer en dynamik og en dimension, der sætter sig igennem også på andre sundhedsområder end børnesundheden. Det er en situation af politisk natur og ikke kun af blot teknisk karakter. Den hænger sammen med løsningen på den politiske situation, for der er her forhold - det skal der heller ikke lægges skjul på - der sætter sig igennem, fordi det internationale samfund endnu ikke har været i stand til at få et multietnisk samfund til at fungere i Kosovo, hvilket har haft en negativ indvirkning på betingelserne for at forbedre områdets sundhedssystem.
Jeg vil gerne takke rådsformanden for hans svar, som supplerer kommissær Pattens udtalelser i går om samme emne. Det beløb på 378 millioner euro, som De nævner blev ydet som bistand i 1999, har i realiteten vist sig at være helt utilstrækkeligt til at etablere grundlæggende menneskelige forhold i Kosovo, navnlig på sundhedsområdet. Er De ikke enig med mig i, hr. formand for Rådet, at alene den kendsgerning, at børnedødeligheden er steget, er en helligbrøde begået her på det europæiske kontinent, en skamplet, som bør forlede os alle til at arbejde for at gøre den hjælp, vi yder, mere effektiv og mere gavmild? Naturligvis var situationen slet ikke idyllisk inden bombardementerne, tværtimod, men der er sket en helt klar forværring efter NATO's indgriben, hvad angår det fysiske og menneskelige miljø. Er det så ikke vores moralske pligt, hr. rådsformand, at forsøge at skabe menneskelige forhold for indbyggerne i Kosovo, der har gennemgået så mange lidelser, og frem for alt at føre det ud i livet, som vi har lovet dem?
Fru Karamanou, jeg erkender, at alle de anstrengelser, der er blevet udfoldet i Kosovo på dette punkt, ikke er tilstrækkelige. Det tror jeg, at ingen af os er i tvivl om. Jeg vil ikke sætte dette spørgsmål i forbindelse med Deres bemærkninger om perioden "før" eller "efter" NATO's indgriben; det kommer vi formodentlig til at tale om senere i løbet af denne spørgetid. Jeg vil imidlertid sige, at EU er overbevist om, at det, som vi inden for vores muligheder har ydet i form af finansielle midler til Kosovo, har været det, som vi har været i stand til at yde. Vi må forstå, at vores ansvar i det område er et ansvar, som vi deler med det internationale samfund. Det er et ansvar, i forhold til hvilket EU har en bestemt rolle, men vi kan ikke forvente hurtigt at kunne genopbygge den infrastruktur, der - således som De udmærket har gjort opmærksom på - heller ikke var den bedste i tiden før den militære aktion i Kosovo. Jeg mener i øvrigt ikke, fru Karamanou, at de militære operationer i Kosovo har betydet en sådan ødelæggelse af sundhedsfaciliteterrne, at det har haft en direkte virkning for den aktuelle situation på dette punkt. Denne har først og fremmest sammenhæng med den fordrevne befolknings generelt dramatiske situation, med en række økonomiske forhold og med de vilkår, som den globale opløsning af de administrative strukturer i Kosovo har for det niveau, hvorpå behovene på sundhedsområdet kan løses. Det er det grundlæggende problem i hele den nuværende situation. Og uden at vi løser det politiske problem, hvilket skal foregå inden for den relevante FN-resolution, er der ingen løsning på problemet med børnesundheden, ligesom der ikke vil være det for andre dele af områdets udvikling.
Jeg vil alligevel lige udvide forhandlingen til også at dreje sig om situationen i Mitrovica. Der har det internationale samfund også med Europas medvirken genopbygget hospitalet, men det ligger i den nordlige del af byen, således at adgangen til dette hospital er særdeles vanskelig for kosovoalbanerne. Dette betyder således, at kosovoalbanere er afskåret fra nogen som helst lægehjælp. Det sker også andre steder i landet, således at der er spændinger mellem kosovoalbanere og serbere, ingen har tillid til nogen længere, og albanerne ønsker ikke at blive behandlet af serbere og omvendt. Jeg forstår faktisk godt, at De siger, og det siger De med rette, at Den Europæiske Union skal samarbejde i en større international sammenhæng. Men hvad vil De prioritere? Hvad vil De gøre for at sørge for, at også kosovoalbanerne kan blive behandlet på et hospital, bl.a. hospitalet i Mitrovica?
Spørgsmålet om Mitrovica, hr. Staes, er velkendt. Det drejer sig om at meget speciel situation, hvor den interetniske spænding har et omfang, som den heldigvis ikke udviser i andre dele af Kosovo. Jeg forstår til fulde Deres bekymring. Jeg vil imidlertid gerne sige, at det, der er blevet gjort af Bernard Kouchner på dette punkt, har efterlevet FN's resolution i forsøget på at skabe betingelser for oprettelse af en multietnisk infrastruktur, der bl.a. inden for de forskellige dele af administrationen kan tjene de forskellige befolkningsgrupper. Jeg mener, at vi i dette spørgsmål ikke bør fremsætte forhastede bedømmelser af, hvem der har ansvaret, da der er flere om at dele det. Situationen i Mitrovica er beklagelig; det er en situation, der er kendetegnet af en særlig spænding, og jeg tror, at de foranstaltninger, der er taget her på det sidste for at skabe bedre sikkerhedsforhold i området, er positive. Jeg vil imidlertid også gerne sige, at vi beklager ikke at have tilstrækkelig med politistyrker - hvilket hører under medlemsstaternes bidrag - til at sørge for det, som vi foreslog i forbindelse med indsatsen efter den militære aktion, nemlig at opbygge tilstrækkelig sikre interetniske mekanismer for de forskellige befolkningsgrupper, herunder adgang til hospitaler og andre sundhedsfaciliteter.
Spørgsmål nr. 3 af (H-0027/00): Om: Sag mod NATO ved Krigsforbryderdomstolen Menneskerettighedsorganisationer såsom Human Rights Watch, det amerikanske overvågningscenter for menneskerettigheder, har allerede samlet tungtvejende oplysninger om NATO's forbrydelser i forbindelse med bombardementerne i Kosovo og Serbien med henblik på at stille NATO for Krigsforbryderdomstolen i Haag. På grundlag af disse oplysninger, hvoraf nogle allerede er forelagt for domstolen, anklages NATO for alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret og overlagt folkedrab. Mener Rådet, at sådanne anklager kan overlades til Krigsforbryderdomstolens vurdering med henblik på at få gennemført en grundig retsundersøgelse? Hvad vil Rådet stille op med generalsekretæren/den højeste repræsentant for FUSP, som under den kritiske periode var generalsekretær for NATO, i tilfælde af, at denne retsundersøgelse af anklagerne mod NATO indledes? Findes der en procedure for at fratage ham hans funktion, indtil denne retsundersøgelse af anklagerne er gennemført?
Hr. formand, det spørgsmål, som hr. Alexandros Alavanos har stillet, lægger op til overvejelser af mere overordnet karakter. Rådet har allerede flere gange givet udtryk for den overbevisning, at det for at imødegå yderliggående og uansvarlige handlinger i form af klare overtrædelser af FN's Sikkerhedsråds resolutioner var nødvendigt og berettiget at træffe de beslutninger, som NATO gjorde. Jeg er klar over, at man kan se forskelligt på NATO's aktion og på det legitime i den. Enhver har ret til at have den mening. I mit eget land havde de forskellige parlamentsgrupper forskellige opfattelser. Sådan var dét. Det er Rådets klare standpunkt, at NATO's luftangreb på Forbundsrepublikken Jugoslavien havde til formål at standse den humanitære katastrofe, som regimet i Beograd havde frembragt i Kosovo. Dette formål blev til fulde udtrykt på det formelle plan i form af den holdning, som blev indtaget den 8. april i Rådet (almindelige anliggender) i Luxembourg. Det er værd at påpege, at det ikke var let for NATO at træffe disse beslutninger, og at de først blev ført ud i livet som sidste udvej, da det var indlysende, at mulighederne for en forhandlingsløsning var udtømt, og at myndighederne i Beograd var i gang med at samle sine styrker for at drive albanerne i Kosovo ud af deres land. De er sikkert vidende om, at anklageren Del Ponte på sit seneste besøg i NATO's hovedkvarter understregede, at Den Internationale Domstol er forpligtet til at undersøge alle indleverede anklager, herunder dem, der er rejst mod NATO, bl.a. fra canadiske pacifistgrupper, og at denne obligatoriske undersøgelse vil finde sted, efterhånden som anklagerne fremsættes. I alle tilfælde har jeg en erklæring fra den internationale anklager, hvori hun siger, at NATO indtil videre ikke er genstand for retslig undersøgelse hos Den Internationale Domstol for Det Tidligere Jugoslavien, og at NATO's handlinger under konflikten i Kosovo ikke er genstand for nogen formel efterforskning fra hendes kontors side. Alle de oplysninger, som er blevet modtaget i løbet af det seneste halve år fra enkeltpersoner eller grupper, der begærer en undersøgelse af NATO's handlinger under konflikten i Kosovo, er blevet bogført af anklageren. Alle andre oplysninger vil selvfølgelig også blive gennemgået af anklageren, der til sin tid vil sige, om der er grundlag eller ikke for at rejse en straffesag mod NATO. Hidtil har anklageren ikke ment, at nogen af de fremsatte anklager giver anledning til det.
Jeg vil gerne takke formanden, men jeg er ikke enig med ham i, at formålet med NATO's intervention var at standse en humanitær katastrofe, eftersom vi har en humanitær katastrofesituation i Kosovo i dag, vi har Milosevics helvede, og det efterfølges af UCK's og NATO-troppernes helvede. Og hvis formanden ser på de spørgsmål, han skal besvare i dag, handler næsten halvdelen af dem om Kosovo. Formanden anerkendte dog, at spørgsmålet vedrørende Krigsforbryderdomstolens eventuelle retsundersøgelse af NATO som følge af anklager fra canadiske og andre fredsorganisationers side står åbent. Og mit spørgsmål, som formanden ikke svarede på, lyder: Såfremt man indleder denne retsundersøgelse, hvor den hovedanklagede eller i hvert fald en af dem, og sandsynligvis den skyldige, er hr. Solana, som i dag er højeste repræsentant for Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, såfremt domstolens anklagemyndighed er positiv over for iværksættelsen af en sådan undersøgelse, burde hr. Solana så ikke fritages fra sin funktion, indtil han i det mindste er blevet renset for anklagerne?
Hr. Alavanos, såfremt der skulle blive rejst en sag af denne art imod NATO, og såfremt Javier Solana skulle blive indstævnet som personligt ansvarlig, må vi fastslå, at Javier Solana udførte ét hverv dengang, og at han udøver et andet hverv i dag. De funktioner, som han udøver i dag, har absolut intet at gøre med de funktioner, som han udøvede dengang som generalsekretær for NATO. Så længe der ikke fra nogen international retsinstans foreligger nogen som helst sigtelse, der måtte indebære en anklage rettet mod Javier Solanas person - hvad der langt fra har været tilfældet - vil EU naturligvis ikke indtage nogen holdning til dette spørgsmål.
Hr. formand, jeg tror, at hr. Alavanos forveksler NATO med hr. Milosevic. Hr. Milosevic hører hjemme foran Krigsforbryderdomstolen, og NATO bør tildeles Sakharov-prisen! Men jeg har et helt andet spørgsmål til Rådet. Hvordan ser det ud med opbygningen af forvaltningen og retsvæsenet og især politiet i Kosovo? De antydede før, at vi står over for en katastrofe her, og at der ikke bliver gjort noget. Der skal planlægges en hurtig indgriben!
Jeg vil først gerne sige, at jeg er enig med hr. Posselt, hvad angår placeringen af det personlige ansvar. Hvad angår Kosovos retsvæsen, har vi flere gange haft lejlighed til at høre Bernard Kouchner beskrive de store vanskeligheder, som han har med at opbygge et administrativt apparat og et retsvæsen. Som bekendt blev de første skridt taget for flere måneder siden. Vi kender udmærket til de vanskeligeheder af især finansiel art, som Bernard Kouchner har i forbindelse med opbygningen af det administrative apparat, og særlig velkendt er den specielle vanskelighed, der gør sig gældende med hensyn til rekruttering af politistyrker til at varetage den almindelige offentlige sikkerhed. Det er et ansvar, hr. Posselt, som ligger EU meget på sinde, og jeg vil gerne sige, at dette spørgsmål flere gange var genstand for overvejelse på Rådet (almindelige anliggender), der fandt sted i mandags, hvor situationen i Kosovo blev drøftet. Der blev fremsat erklæringer, og der blev udøvet pres over for de forskellige medlemsstater, så de indfrier de forpligtelser, som de har påtaget sig med hensyn til at stille politistyrker til rådighed. Nogle medlemsstater henviste til, at de har militære styrker på stedet, og at de ikke så hurtigt, som det ville være ønskværdigt, kan tilvejebringe de politistyrker, som de havde forpligtet sig til. Man er imidlertid fuldt ud klar over, at denne omstændighed udgør en afgørende hindring for løsningen af Bernard Kouchners opgave og for reguleringen og normaliseringen af Kosovos administrative struktur, ikke mindst retsvæsen og politi. Dette har tydelige og indlysende negative følger for muligheden for at befordre det interetniske samkvem, og vi er alle bevidst om, at vi, hvis der ikke hurtigt bliver truffet nogle forholdsregler, vil kunne komme ud for spændingssituationer som dem, vi har oplevet for få timer siden, og for en gentagelse af disse spændingssituationer andre steder i Kosovo.
Dette er et spørgsmål, der selvfølgelig først og fremmest vedrører NATO, men som EU ikke har vanskeligt ved at forholde sig til, fordi vi deler NATO's opfattelse i denne sag. Jeg vil gerne have, at det står klart, at det er Rådets holdning, og at der ikke skal herske tvivl på dette punkt. De indser vel, hr. Marset Campos, for det første den vanskelighed, der er med at udvælge mål i en militær aktion, især når den foregår fra luften, og De indser nok også, at der er en række mål, der, selvom de ikke er militære, består i infrastruktur med militær betydning. Her kommer vi selvfølgelig ind i en gråzone, hvor De vil fortælle mig, at det er civile mål, f.eks. broer, veje og jernbaner, mens andre vil sige, at de er militære, fordi de tjener til støtte for militæret i aggressive aktioner af den art, som dengang blev udført af hr. Milosevics styrker i Kosovo. Det er denne forskellige fortolkning af, hvad nogle af målene er, der skiller os. Beklageligvis var der, således som det blev erkendt af alle under de militære aktioner i Kosovo, også civile områder, især områder nær infrastrukturanlæg, der direkte havde med befolkningen at gøre, og sågar beboede områder, der blev ramt under NATO's luftangreb. Det er erkendt, det sker i alle krige, og kosovokrigen var ikke en ren krig, ikke en eksemplarisk krig, men en mulig krig. Det var imidlertid en nødvendig krig; ud over at være en mulig krig, var det en nødvendig krig for at standse en fuldstændig uacceptabel aggression, som hele det internationale samfund fandt fuldstændig forkastelig. Hr. Marset campos, uafhængigt af den mening, som vi kan have bagefter - og det er let at have meninger bagefter, hvis der ikke gribes til handling - tror jeg, at vi måske, hvis vi ser på, hvad der skete i Bosnien-Hercegovina og på de manglende konsekvenser, som situationen i Bosnien-Hercegovina og de fortsatte manglende konsekvenser heraf har ført til, kan have en lidt mindre katastrofeagtig mening om NATO's militære aktion i Kosovo.
Spørgsmål nr. 4 af (H-0028/00): Om: Den tyrkiske embargo over for Armenien Hvad gør Rådet i betragtning af, at EU aktivt fremmer udviklingen af sociale, økonomiske og politiske forbindelser med Armenien gennem partnerskabs- og samarbejdsaftalen, der blev undertegnet den 12. oktober 1999, for at overtale den tyrkiske regering til at løfte den økonomiske embargo over for Armenien? Er det ikke på tide, at den tyrkiske regering løfter den økonomiske embargo over for Armenien?
Hr. formand, det spørgsmål, som fru Schleicher stiller, drejer sig om en regional konflikt, og umiddelbart forstår man det, som om der kun var tale om et bilateralt forhold mellem Armenien og Tyrkiet. Det er selvfølgelig indlysende, at under hele dette spørgsmål ligger det grundlæggende spørgsmål om Nagorno-Karabakh og den konflikt, som Armenien har med Aserbajdsjan, der naturligvis slår igennem i kraft af det særlige forhold, som Aserbajdsjan har til Tyrkiet. Jeg vil dog gerne sige om EU's forbindelser til Armenien, der jo er det, der her skal ses på, at igangsættelsen af partnerskabs- og samarbejdsaftalen i juli 1999 og det første møde, som vi holdt i oktober sidste år, afspejler den betydning, som EU tillægger forbindelserne til Armenien. Et af formålene hermed er en udvidelse af de økonomiske forbindelser, navnlig handel og investering, og muligheden for at opretholde en bilateral politisk dialog med Armenien på baggrund af dets vigtige rolle i den subregionale sammenhæng. Som sagt er spørgsmålet om Nagorno-Karabakh stadig et afgørende spørgsmål at få løst, og som naturligvis vanskeliggør stabiliteten i området syd for Kaukasus. Efter vores opfattelse bør der som det første gøres yderligere anstrengelser for at nå frem til en løsning på denne konflikt. EU har udfoldet bestræbelser for at fremme denne proces, og vi er selvfølgelig klar over, at også Tyrkiet må indtage en konstruktiv holdning i denne sag og påtage sig en vigtig rolle. I december 1999 blev Tyrkiet som bekendt anerkendt som ansøgerland til EU. Den politiske dialog med Tyrkiet vil blive intensiveret på baggrund af denne nye situation. EU's formandskab var med mig som dets repræsentant i Ankara umiddelbart efter denne beslutning, og det budskab, som vi gav de tyrkiske myndigheder, drejer sig om betydningen af at styrke vores politiske dialog og i særdeleshed at drage nytte af den centrale rolle, som Tyrkiet indtager i den regionale sammenhæng, navnlig i forhold til Centralasien og i forhold til Kaukasus. Inden for rammerne af dette forhold til Tyrkiet, som vi ønsker skal blive stadig tættere på det politiske område, herunder som sagt i relation til den region, som landet er en del af, og betydningen af dets geostrategiske placering, vil vi arbejde hen imod sammenfaldende holdninger om de internationale spørgsmål. Vi forventer en konstruktiv og en positiv holdning fra Tyrkiets side. Vi forventer især, at Tyrkiet inden for rammerne af den politiske dialog, der går forud for enhver proces, der kan føre til påbegyndelse af optagelsesforhandlinger, kan tilslutte sig EU's erklæringer, hvad angår den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I så fald mener jeg, at Tyrkiet ikke vil kunne modsætte sig den opfattelse, som vi har af, at der skal findes løsninger på spørgsmålet om Nagorno-Karabakh, der på en rimelig måde på én gang tilfredsstiller de legitime ønsker, der kommer til udtryk fra både Armeniens og fra Aserbajdsjans side.
Hr. formand, jeg vil gerne takke repræsentanten for rådsformandskabet for hans svar. Jeg er dog en smule ked af, at man godt nok først ser bilateralt på tingene, men at der så alligevel i sidste ende er tale om et omfattende trekantsforhold. Vi giver partnerskabsbistand og har samarbejdsaftaler med henblik på at hjælpe Armenien, og alligevel kan hjælpen jo slet ikke blive effektiv, fordi Tyrkiet gennemfører en økonomisk embargo, således at der er mange ting, der overhovedet ikke kan skride fremad for armenierne. Der forhandles med Tyrkiet om en mulig tiltrædelse, og det er jo i alle parters interesse, at enhver stat, der ønsker at blive medlem, har venskabelige forbindelser med sine naboer ved grænserne. Kan De ikke øve stærkere indflydelse på Tyrkiet med henblik på at muliggøre en fredelig udvikling på dette område, med henblik på at muliggøre en udvikling i Armenien, der er nødvendig for det fremtidige samarbejde?
De har fuldstændig ret i at sige, at vi bør udnytte forholdet til Tyrkiet netop til, at dette land får en konstruktiv rolle i denne situation og i særdeleshed bliver en del af løsningen i stedet for at være en del problemet. Vi mener, at netop fordi Tyrkiet er trådt ind på en ny vej i dets forhold til EU og ydermere nu skal tage stilling til det, der er EU's holdninger, hvad angår den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, kommer vi - lad os bare sige det lige ud - til at afprøve Tyrkiets vilje til at acceptere de prioriteringer, som EU har i sit forhold udadtil. Naturligvis er forholdet til Armenien, således som aftalen fra sidste år er et bevis på, et element i dette forhold udadtil, og vi mener, at Tyrkiet, hvis det ønsker at nærme sig EU's grundlæggende værdier og den måde, som EU forholder sig på, vil blive nødt til at opføre sig i overensstemmelse med det, der er de grundlæggende normer for EU's forhold udadtil. Det gælder også uanset de specielle bilaterale forhold, som det måtte have til et andet land. Vi er i øvrigt sikre på, at dette spørgsmål vil være højt prioriteret i det bilaterale forhold mellem EU og Tyrkiet i den nærmeste fremtid.
Da spørgsmål 5 og 6 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét.
Spørgsmål nr. 5 af (H-0031/00): Om: Skærpelse af situationen i Kosovo Folkemordet på serbere og andre ikkealbanske etniske grupper i Kosovo fortsætter og intensiveres, hvilket endog har fået Bernard Kouchner til for nylig at erklære, at den politiske situation og sikkerhedsniveauet i området langt fra er tilfredsstillende. Det hævdes endvidere, at FN's resolution 1244 overhovedet ikke gennemføres, eftersom der på den ene side er tale om overtrædelse af dens bestemmelser vedrørende garantier for samtlige borgere i Kosovo, og på den anden side opildnes de ekstremistiske og separatistiske kræfter; denne udvikling er kulmineret i, at lederen af UCK (Kosovos befrielseshær), H. Thaci, er blevet udnævnt til "midlertidig premierminister" for Kosovo, og at UCK er blevet betegnet som "Kosovos Beskyttelsesstyrke". Hvad agter Rådet på denne baggrund at foretage sig med henblik på at gennemføre FN's afgørelser, herunder især resolution 1244, samt forhindre Kosovoprovinsens løsrivelse fra Serbien?
Spørgsmål nr. 6 af (H-0122/00): Om: Etnisk udrensning af serbere i Kosovo Siden afslutningen af NATO's og EU's bombning af Jugoslavien, der havde til formål at forhindre etnisk udrensning af kosovoalbanere fra Serbiens side, og siden KFOR's ankomst den 12. juni 1999 er 200.000 serbere, som boede i Kosovo, blevet fordrevet, mens 768 er blevet myrdet, hvilket repræsenterer en etnisk udrensning i en højere størrelsesorden end den, serberne selv gjorde sig skyldig i. I de seneste dage har vi set mafialignende grupper af kosovoalbanere, som straffrit har myrdet serbere. Hvad vil Rådet foretage for én gang for alle at sætte en stopper for denne etniske udrensning og for at sikre respekten for menneskerettighederne for hele befolkningen i Kosovo uanset race eller religion?
Hr. formand, som jeg nævnte det under et foregående spørgsmål, giver situationen i Kosovo anledning til bekymring, og den var da også genstand for overvejelser i Rådet (almindelige anliggender) sidste mandag. Dette Råd understregede sin støtte til UNMIK og til generalsekretærens repræsentant, Bernard Kouchner, herunder med hensyn til oprettelsen af en midlertidig administration i Kosovo, hvor den garanti, at alle kræfter kan tage del i denne, også de, der hidtil har afslået det, ikke skal være tomme ord. Den højeste repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitk, Javier Solana, fremlagde for Rådet (almindelige anliggender) en vurdering af situationen, og han skal fremlægge forslag i denne sag, navnlig til foranstaltninger til intern omjustering, der kan betyde ikke blot en vis opblødning i det interetniske forhold, men også - som jeg ligeledes nævnte under et andet spørgsmål - oprettelse af nye politienheder og systemer, der kan forebygge en beklagelig udvikling i situationen i Kosovo, hvad angår indflydelse, narkotikahandel og kriminalitet, og som de tilstedeværende styrker ikke har formået at klare. Det er derfor indlysende, hr. Korakas, at Ministerrådet fortsat er alvorligt bekymret over den aktuelle situation i Kosovo og særlig over, at den serbiske befolkning og andre etniske og religiøse mindretal forsvinder fra Kosovo (og undertiden nævnes disse mindretal ikke i tilstrækkeligt omfang, når der tales om de former for diskrimination, der udøves i Kosovo), og det giver udtryk for sin bestyrtelse og bekymring over det omfang af interetnisk vold, der stadig registreres. Som jeg allerede har haft lejlighed til at sige under et andet spørgsmål, er det nye udbrud af fjendtligheder i Mitrovica blot endnu et eksempel på, hvor vanskeligt det er at overvinde den mistillid, der er opbygget gennem årtier. Vi er indlysende nok kun i en fase af en proces, der har haft adskillige faser i fortiden, og jeg tror, at vi altid bør se på den i lyset af den historie, der er gået forud. EU's Ministerråd har flere gange vist, at det støtter oprettelsen af et demokratisk og multietnisk Kosovo i overensstemmelse med indholdet af resolution 1244 fra FN's Sikkerhedsråd, herunder i særdeleshed det ønskværdige i, at alle flygtninge uhindret og sikkert kan vende tilbage. For os, hr. Korakas, og jeg vil gerne have, at det står fuldstændig klart, er resolution 1244 - uanset al den tvivl, som der måtte være om den - stadig det centrale styrende element for vores bestræbelser i denne region. Hvad angår det, der foregår til skade for den, vil jeg gerne sige, at Rådet fordømmer alle former for vold, forfølgelse og intolerance, hvem der end måtte udøve det. For således at imødegå den aktuelle situation har Rådet fast støttet etableringen af FN's mission i Kosovo, UNMIK, og har bidraget til dens budget og har påtaget sig ansvaret for den såkaldte "fjerde søjle i UNMIK", som omfatter genopbygningen og den økonomiske genrejsning. Når man vurderer de fremskridt, som UNMIK har opnået indtil nu, må man erindre den overordentlig vanskelige situation, som den opererer under, det vil sige det store antal flygtninge og fordrevne, der har skullet findes husly til, ødelæggelsen af størstedelen af infrastrukturen, den radikalisering, der stadig er meget levende i alle dele af Kosovos befolkning, økonomiens sammenbrud, den totale mangel på interne indtægter og dertil sammenbruddet i lokal- og distriktsadministrationen ligesom i rets- og politivæsenet, en følge af krigen og 10 års forfald efter Beograds afskaffelse af Kosovos selvstyre. Dette element er vigtigt, og alle bør erindre, at det var ændringen i den status, som Kosovo havde inden for Republikken Jugoslavien, der gav stødet til den stigning i de etniske spændinger, som medførte den aktuelle situation. Dette forhold bør ikke blive glemt, for at de forgangne handlinger udført af de historisk ansvarlige heller ikke skal blive glemt. Under disse omstændigheder mener jeg, at UNMIK sammen med de øvrige internationale organisationer og andre, der er til stede, dog har opnået nogle fremskridt, hvad angår de mål, som er opstillet i resolution 1244, selvom vi endnu er langt fra en blot minimalt tilfredsstillende situation. Rådet støtter også den særlige repræsentant Bernard Kouchners beslutning om - som sagt - at etablere et fælles administrativt råd, der skal omfatte alle befolkningsgrupper i Kosovo. EU har appelleret til Kosovos serbere om at genoverveje den boykot, som de udøver over for dette råd, og i stedet bidrage til en multietnisk zone og sikre sig en plads i de fremspirende administrative strukturer. Som middel til bekæmpelse af den multietniske vold og skabe det klima af sikkerhed, der skal til for, at den ikkealbanske befolkning ikke forlader Kosovo, støtter EU også UNMIK's bestræbelser for at oprette en civil politistyrke i Kosovo. Selvom der allerede er blevet givet et substantielt bidrag, må vi erkende, at EU's medlemsstater som sagt indtil nu ikke har formået at udsende tilstrækkeligt med folk til denne politistyrke, hvilket har haft ganske negative følger for at få den offentlige sikkerhed til at fungere. I overensstemmelse med beslutningerne i Rådet (almindelige anliggender) af den 24. januar gør medlemsstaterne sig som nævnt store anstrengelser for at finde yderligere politifolk, og det sidste Råd (almindelige anliggender) har gentaget opfordringen. En styrkelse af politistyrkerne er ligeledes en vigtig opgave i sammenhæng med den stigende trussel fra den organiserede kriminalitet, og Kommissionen agter at inkludere kampen mod den organiserede kriminalitet i sit program for støtte til Kosovo i år 2000 og beder medlemsstaterne meddele, hvilken assistance de kan yde på dette felt. Vi mener, at en stor del af løsningen på kosovospørgsmålet - og det er der ingen grund til at være særlig meget i tvivl om - også ligger i problemet med at stabilisere de omkringliggende lande. Uden dét skal man ikke tro, at man kan løse problemerne i Kosovo. Hvis den politiske situation i Albanien ikke stabiliseres - og der foreligger nu forslag om, at Kommissionen skal vurdere muligheden for, at Albanien kan blive omfattet af en stabiliserings- og associeringsaftale - hvis situationen ikke stabiliseres i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, og hvis der ikke opnås samlede løsninger i andre områder af Eksjugoslavien, vil det ikke kunne lade sig gøre at finde selvstændige løsninger for Kosovo. Det er regionens globale sammenhæng og den globale sammenhæng, hvori stabilitetspagten anvendes, der vil kunne løse situationen i Kosovo.
Hr. formand, De må meget undskylde, men når man hører repræsentanten for Rådet, må man spørge sig selv, hvor langt hykleriet, accepten og meddelagtigheden mon går. Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, som man siger. Jugoslavien var et fredens land, en faktor af betydning for stabiliteten og freden. NATO's, og i første omgang Tysklands, interventioner satte gang i begivenhederne. Så det er ikke regeringen i Beograd, der er den skyldige, men NATO selv, imperialisterne med deres interventioner. Hvad har vi i dag? Vi har en grov krænkelse af Sikkerhedsrådets resolution 1244, og det har vist sig, at den var en fælde. Vi har 350.000 serbere, sigøjnere og andre etniske grupper, bortset fra kosovoalbanere, som er blevet forfulgt. 900 er blevet dræbt, 800 savnes, og otte måneder senere ser vi en vedvarende, grov krænkelse af Sikkerhedsrådets resolution. F.eks. er UCK ikke alene ikke blevet afvæbnet i løbet af tre måneder, som det blev krævet i resolutionen, men er derimod, som hr. Kouchner hævdede i Europa-Parlamentet, blevet forsynet med moderne våben og udråbt til "Kosovos beskyttelseshær". Og til sidst vil jeg, eftersom ministeren selv omtalte hr. Kouchner, sige, at Kouchner med sine 25 bud krænker både Jugoslaviens suverænitet og Sikkerhedsrådets resolution. Han har indført en særlig valuta, en retsinstans ... (Formanden afbrød taleren) Lad os se virkeligheden i øjnene, hr. formand!
Jeg mener ikke, at De har udtrykt nogen forespørgsel. De har udtrykt visheder. Den første af disse, og som jeg noterer mig i forsamlingens påhør, er, at Beograd ikke er ansvarlig for den situation, der er skabt i Kosovo. Jeg vil gerne have, at dette fremstår tydeligt, fordi det er en erklæring, der er ganske betydningsfuld, og som indebærer, at det er NATO's imperialistiske aktion, der er ansvarlig for den situation, der er skabt i Kosovo. En enestående fortolkning - dog ikke så enestående igen, for den deles også af de serbiske myndigheder - men jeg tror, at De skal være klar over, at der findes andre opfattelser, og at det internationale samfund og EU's Ministerråd fortolker sagen anderledes, end De gør. Hvis resolution 1244 er en fælde, hr. Korakas, så forstår jeg heller ikke, hvorfor De derefter ser alle overtrædelserne af denne fælde som negative. Resolution 1244 er måske ikke perfekt, men det er den resolution, som det var muligt at nå frem til for at få gjort en ende på en bestemt situation. Det er en resolution, som der sandsynligvis har været vanskeligheder med at gennemføre af den simple årsag, at den forudsætter et klima af stabilitet, som hr. Milosevic og hans regime heller ikke har bidraget til. Jeg erkender, og det gør vi alle, at visse kosovoalbanske styrkers optræden heller ikke har været den mest ønskelige eller den mest begavede. Jeg mener, at hr. Bernard Kouchner konkret har påpeget denne situation og denne adfærd. Lad os ikke tro, hr. Korakas, at skylden kun ligger hos én part, og lad os ikke tro, at vi kan glemme fortiden, når vi analyserer nutidige forhold. Disse forhold, og særlig på Balkan - det ved De bedre end jeg - har alle forbindelse til historien og til ophobningen af historisk betingede forhold. Og der ikke kun "de gode". Disse forhold er ganske klare - mener jeg - og vi må alle drage konsekvenserne og påtage os et ansvar for vores tavshed over for hr. Milosevics optræden i den periode, hvor han ustraffet kunne gøre, hvad han ville i Kosovo, navnlig fra det tidspunkt, hvor han fratog det selvstyret.
Jeg vil gerne takke for ministerens svar, men jeg vil også påminde om, at der nu, statistisk set, er mere vold i Kosovo, end der var før NATO's bombardementer. Det er betænkeligt, at bombardementerne har forværret situationen, og man må indse, at NATO og Den Europæiske Union begik en fejl, da de traf denne foranstaltning. Ministeren talte med rette - det er jeg enig i - om Beograds skyld, men vi må også huske på, at efterretningstjenesterne i USA, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien har forsynet UCK, en mafia, med våben og penge for at bidrage til, at der skulle opstå problemer i det område. Derfor er vi alle skyldige. Jeg vil gerne stille et tillægsspørgsmål på grund af dets globale kontekst. Mener De ikke, det ville være nyttigt at hæve blokaden mod Serbien for at skabe mere normale økonomiske tilstande i området, hvilket også ville gavne Kosovo som provins i Serbien?
Jeg må sige, hr. Marset Campos, at jeg har meget svært ved at tage stilling ud fra antagelser om, hvad ville være sket, hvis noget ikke var sket. Hverken De eller jeg kan vide, hvad der nu kunne være tilfældet i Kosovo, hvad der kunne være sket i Kosovo, såfremt NATO ikke havde bombet. Og om de stadig mere aggressive handlinger, som blev stadig hyppigere fra hr. Milosevic og hans regering, ikke ville have fået et meget værre resultat end det, som i dag er tilfældet i Kosovo ... Med hensyn til at hæve sanktionerne mener vi, hr. Korakas, at den holdning, som EU har indtaget i forhold til Jugoslavien, har været baseret på en kontinuerlig vurdering af forholdene. Vi har sat et program i gang med energi for demokrati for at støtte de kommuner i Jugoslavien, der styres af demokratiske kræfter, vi har sidste mandag reageret positivt i Rådet (almindelige anliggender) på en henvendelse fra de demokratiske kræfter om at hæve luftblokaden såvel for internationale fly som for fly fra det jugoslaviske luftfartsselskab. Det er tegn på god vilje fra EU's side i forhold til Serbiens situation. Vi må indse, at det ikke er ved at gøre bestemte indrømmelser over for de serbiske myndigheder, hvis adfærd ikke mindst med hensyn til de interne menneskerettigheder, navnlig i relation til hvordan det politiske system fungerer, stadig er dybt beklagelig - og jeg håber, at De er enig med mig angående situationen for demokratiet i Serbien - at det ikke er ved at sende signaler uden gengæld, at man kan opnå et resultat. Vi vil give de nødvendige signaler til Serbien, hvad angår lettelse af samhandlen og ophævelse af sanktionerne, efterhånden som Serbien udviser en adfærd internationalt og i sit forhold til såvel sine nabostater som inden for landet selv, der harmonerer med det, som vi anser for de grundlæggende principper for, hvorledes det internationale samfund og de "ordentlige stater" indbyrdes skal forholde sig.
Hr. formand, jeg er ikke ven med Milosevic eller hans regering. Ikke desto mindre er jeg meget i tvivl om lovligheden af NATO's foranstaltninger over for Jugoslavien og Kosovo, både med hensyn til den manglende bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd, og fordi man kunne have undgået problemerne ved ikke at stille uacceptable betingelser vedrørende Serbiens suverænitet under fredsdrøftelserne i Rambouillet. Den aktuelle situation i Kosovo, der nu er etnisk renset for serbere og sigøjnere, taler for sig selv. Bør NATO i det mindste ikke erkende sin fejl, da man med overlæg angreb tv-tårnet i Beograd og dræbte mere end 20 civile journalister, hvilket fortsat er en alvorlig moralsk skamplet på krigsførelsen, og som nu kan bringe de vestlige ledere i forlegenhed ved at udsætte dem for tiltale for krigsforbrydelser?
Hr. Tannock, EU har ikke en særlig mening, fortolkning og analyse af, hvad der er militære mål, herunder de initiativer, der blev taget i forhold til en bestemt type infrastruktur, der tjente som støtte for hr. Milosevics politiske system og propaganda. Jeg kan derfor ikke sige Dem, om vi var enige eller ikke i en konkret aktion udført af NATO. Den var en del af en samlet plan, som vi er enige i. Nogle af disse aktioner kan diskuteres, og nogle af dem har NATO også selv beklaget; andre kan måske retfærdiggøres ud fra taktiske overvejelser om at hindre hr. Milosevic i at videreføre sin interne propagandakampagne. I alle tilfælde vil jeg ikke på Rådets vegne udsige nogen værdidom vedrørende nogen specifik aktion gennemført af NATO på det militære område.
Hr. formand for Rådet, jeg kender Balkans historie og vil gerne minde Dem om, at befolkningerne i Jugoslavien har levet fredeligt i mange årtier. Destabiliseringen begyndte for ca. 10 år siden med opløsningen af Jugoslavien, hvor Den Europæiske Union spillede en afgørende rolle. Jugoslaviens forbrydelse bestod i at være det eneste land på Balkan, som ikke anmodede om medlemskab af hverken NATO eller Den Europæiske Union. Så hvad der måtte stå tilbage efter luftangrebene, ødelægges nu af det angiveligt afvæbnede UCK, og det sker lige for næsen af KFOR, hvis rolle som besættelsesmagt bliver mere og mere åbenlys. Dagligt kommer nye forbrydelser mod ikkealbansktalende for dagens lys, men også forbrydelser begået mod kulturarven i Kosovo og hundredvis af krænkelser af FN-resolution 1244. Efter min mening er det bedste, Rådet kan gøre, at sætte en stopper for besættelsen af denne del af Jugoslavien og søge at finde en løsning, som kan accepteres af alle parter, og som respekterer områdets etniske særegenheder og frem for alt respekterer princippet om ikke at gribe ind i et andet selvstændigt lands indre anliggender.
Jeg respekterer Deres opfattelser og kendskab til Balkan, men jeg har oprigtig talt svært ved at at forstå, hvordan det at respektere områdets særlige forhold kan være en løsning på problemet om politisk stabilitet, fordi hvis vi ser på den demokratiske stabilitet i regionen, må man sige, at det var ødelæggelsen af Jugoslavien, der har skabt den nuværende situation. Men lad os ikke her begive os ind i en diskussion om en international udvikling. Jeg vil dog gerne sige, at Jugoslavien var, hvad det var, forstået som et vist kompromis mellem nogle etniske forskelligheder i form af en stat, så længe den stat bestod, inden for en politisk ramme - og dét bør stå klart - der langt fra var den ideelle set ud fra et demokratisk synspunkt. Jugoslaviens deling er sandsynligvis en historisk kendsgerning, som vi må forholde os til uanset de fejl, som måtte være begået det ene eller det andet sted. Vi tror på ingen måde, at det ville være en løsning, hvis de internationale styrker trak sig ud nu; det ville tværtimod betyde en katastrofe.
Hr. formand, jeg var lidt skuffet over svaret fra formanden for Rådet til min kollega. Det er meget vigtigt, hvis Europa skal være et værdiernes Europa, at vi ikke hævder, at midlerne retfærdiggør målene. Hvis civile mål blev angrebet og ødelagt, er drab på civile ulovlige efter alle normer. Det bør end ikke forsvares af de af os, der dybt beklager Milosevics regime. Det er imidlertid ikke mit spørgsmål. Mit spørgsmål handler om politiske fanger i Serbien. Jeg mener, at der i øjeblikket findes omkring 5.000 politiske fanger fra Kosovo i Serbien. Jeg har i virkeligheden to spørgsmål til formanden for Rådet. For det første: Er Rådet helt klar over og interesseret i disse fangers skæbne? For det andet: Hvad foreslår Rådet, at man stiller op med dem?
Hr. MacCormick, jeg vil første gerne komme med en bemærkning til Deres kommentar. Jeg har ikke forsvaret angreb på civile. Det, jeg sagde, og som jeg har forklaret i et foregående svar, er, at der er civile mål, der indgår i strukturer, som er objekt for militær aktion, og - det ved De lige så vel som jeg - at nogle militære aktioner ikke kun retter sig mod militære mål; de retter sig også mod mål og strukturer af civil karakter, der indgår i de militære aktioner. Der er selvfølgelig her tale om en gråzone af det, der er eller måske ikke er legitime mål. Som jeg sagde, udsiger vi ikke nogen værdidomme angående specifikke aktioner. Vi udsiger en global værdidom om NATO's aktion, og den er positiv, og vi deler den almindelige opfattelse af det, som NATO's aktion gik ud på. Hvad angår Serbiens politiske fanger, er det indlysende, hr. MacCormick, at når jeg siger, at hr. Milosevic i Serbien i dag ikke opfører sig i overensstemmelse med reglerne for et anstændigt samfund i en international sammenhæng, så mener jeg lige præcis hr. Milosevics adfærd ikke blot i forhold til sine egne medborgere, men også de tilstande, som hr. Milosevic står for især med hensyn til politiske fanger, overgreb mod de demokratiske rettigheder, overgreb mod oppositionens ret til at få adgang til massemedierne, overgreb mod ngo'ers muligheder for at virke frit, navnlig i forsvar af menneskerettighederne. Alt dette er trods alt kun én af mange sider af hr. Milosevics yderst skadelige fremfærd i det jugoslaviske samfund, men EU er selvfølgelig bekymret over disse tilstande. Det er netop derfor, at EU opretholder sine sanktioner, så længe Jugoslavien ikke udviser en adfærd i international sammenhæng, der tilfredsstiller det, som vi ser som de værdier, vi bør forsvare.
Spørgsmål nr. 7 af (H-0035/00): Om: Udarbejdelse af et charter for grundlæggende rettigheder Idet jeg giver udtryk for borgernes tilfredshed med udarbejdelsen af charteret for grundlæggende rettigheder samt håbet om, at dette charter vil kunne leve op til de udfordringer, som Europa stilles over for i det 21. århundrede, bedes Rådet besvare følgende: Hvad mener Rådet om indholdet af dette charter? Hvilke borgere omfatter det (EU-borgerne eller borgerne i samtlige europæiske lande i lyset af udvidelsen, og vil det omfatte indvandrerne m.fl.)? Vil Den Europæiske Unions regelværk være nedfældet heri, eller vil det have en bredere programmæssig karakter? Hvilke mekanismer vil blive taget i anvendelse for at få fasttømret princippet om lige muligheder for de to køn? Hvad mener Rådet om optagelsen af dette charter i Traktaten om Den Europæiske Union?
Charteret for grundlæggende rettigheder er et af de mest lovende elementer i alt det, som vi forsøger at skabe inden for EU's institutionelle rammer. Charteret stammer som bekendt fra Det Europæiske Råd i Köln. Det er et element, der forekommer os fundamentalt for skabelsen af det, der kan ses som en slags etisk søjle i EU, og af det, der kan ses som EU's behov for, på vejen til en union af værdier, at kunne styrke sin dimension ikke blot indadtil, men også for at kunne legitimere selve sin tilstedeværelse udadtil på basis af et fælles sæt af værdier. Dette har naturligvis stor betydning i et EU af 15 lande. For fire eller fem måneder siden mente vi antagelig ikke, at det ville have så stor betydning i et EU af 15 lande. I dag mener vi nok noget andet, eller i hvert fald nogle af os mener noget andet. Det har også stor betydning i en udvidet Union ikke mindst i forhold til fremtidige politiske kulturer. Hvad angår charterets indhold, er det som bekendt stadig under diskussion. Der har kun været holdt to møder i gruppen, der er i færd med at udarbejde det, en gruppe, der nu kaldes Den Ekstraordinære Forsamling for Den Europæiske Unions Charter for Grundlæggende Rettigheder. Der er flere spørgsmål, der skal behandles i denne sammenhæng. For det første skal det afklares, om det er en deklaratorisk eller en præceptiv tekst. For det andet charterets indhold: Hvad enten det er et præceptivt dokument eller ikke, opstår problemet om indholdet, altså om det drejer sig om en samling af principper, som Unionens medlemsstater allerede forfægter og har stadfæstet i deres lovgivning, eller om det drejer sig om et nyt corpus, der i en vis forstand kan blive den fælles standard i Unionen. Derefter opstår der et fundamentalt problem, der i øvrigt også er indeholdt i spørgsmålet, og som jeg synes er særdeles vigtigt, men som heller ikke er løst. Det drejer sig om, om dette charter kun omfatter EU-borgerne, eller om det også omfatter borgere fra tredjelande, der opholder sig i EU. Det er også et spørgsmål, der ligger på bordet. Endelig opstår der også et særdeles relevant problem, hvad angår de forskellige retsordeners underordningsforhold, foreneligheden mellem retsordenen for Domstolen i Strasbourg og retsordenen for Domstolen i Luxembourg. Dette problem skal løses i fastlæggelsen af charteret for grundlæggende rettigheder. På den anden side berører De spørgsmålet om sociale rettigheder. Her bliver det nødvendigt at finde en fællesnævner. Jeg kan på Portugals vegne sige Dem, at vi ser de økonomiske og sociale rettigheder som en væsensbestanddel af EU og mener, at de skal indgå i et hvilket som helst charter i EU og i en hvilken som helst samling af EU's værdier. Jeg ved ikke, om denne opfattelse deles af alle. Hvad angår det sidste spørgsmål, er der problemet om lige muligheder for mænd og kvinder inden for EU. Jeg er overbevist om, at det er et af de spørgsmål, der med sikkerhed vil blive behandlet med den største omhu i dette charter, så meget mere som vi, da vi diskuterede Amsterdam-traktaten, allerede havde en opfattelse desangående, og det, der blev fastsat i Amsterdam, udgør et kvalitativt spring i forhold til det, der stod i Maastricht-traktaten. Til slut med hensyn til charterets indføjelse i Traktaten om Den Europæiske Union: Lige nu står jeg i spidsen for den arbejdsgruppe, der leder den forberedende gruppe til regeringskonferencen. Det ligger det portugisiske formandskab på sinde at sørge for, at så snart der foreligger et udkast til charteret fra den gruppe, der er i gang med at udarbejde det - som bekendt ligger charteret ikke inden for Rådets område, men hos en ekstraordinær forsamling med en valgt formand, repræsentanter for Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og medlemsstaternes regeringer og EU-Kommissionen - at så snart dette charter er klar (det drejer sig om en proces, som vi ikke har kontrol med, og som vi kun kan følge via en næstformand i forsamlingen, der også er EU-formandskabets repræsentant i denne gruppe), mener vi, at dette charter kommer til at indgå i en ny EU-traktat, og at denne sag straks overdrages regeringskonferencen.
Jeg vil gerne takke formanden for hans redegørelse og forsikringer med hensyn til forløbet af forhandlingerne. Der er nemlig en mening med mit spørgsmål, hr. formand, for Rådet er et politisk organ i Den Europæiske Union, og de europæiske borgere, mænd såvel som kvinder, vil gerne vide, hvilke visioner det har med hensyn til den demokratiske og sociale model for det 21. århundredes Europa. Og som tillægsspørgsmål vil jeg gerne vide, om De i det portugisiske formandskab har tænkt Dem, at børns rettigheder som selvstændige individer skal indgå i den problemstilling, der skal behandles, og i de rettigheder, som dette charter kommer til at omfatte.
Fru Kratsa-Tsagaropoulou, som jeg nævnte, har vi ikke kontrol med processen med udarbejdelsen af charteret for grundlæggende rettigheder. Den ligger hos de personer, der tilhører den omtalte gruppe, og denne sag vil først blive forelagt Rådet, når og hvis der er enighed om charterets indhold. Jeg vil dog gerne om børnenes rettigheder sige, at det er et punkt, der er oppe i tiden, bl.a. i Europarådet og i en række relevante internationale akter, som vi har underskrevet. Dette spørgsmål bør dækkes af charteret for grundlæggende rettigheder. Det vil min regering helt sikkert bestræbe sig på at få medtaget i charteret for grundlæggende rettigheder. Vi får se ligesom i øvrigt med hensyn til en række andre forslag, som vi har i denne sag. Jeg ved ikke, i hvilket omfang disse forslag vil kunne blive imødekommet. Jeg antager dog, at denne sag næppe vækker større diskussion, og det forekommer os, at den mere vil bestå i en opsamling af de rettigheder, som der i dag er enighed om, og som vi mener helt rimeligt skal med i charteret og være gældende for Unionen.
Jeg vil påminde parlamentarikerne om, at spørgsmålene, ifølge retningslinjerne for disse møder, skal være præcise og stilles på en sådan måde, at det er muligt at komme med et kort svar. De ved, at der er en delegation fra Europa-Parlamentet, ledet af parlamentarikeren Méndez de Vigo, og et Udvalg om Forfatningsspørgsmål, hvor man kan drøfte disse emner i dybden. Derfor anmoder jeg Dem om at gøre spørgsmålene meget korte og ligeledes svarene. Ellers ville vi på en eller anden måde fortrænge hele arbejdsprocessen for charteret for grundlæggende rettigheder. Jeg konstaterer, at formanden for Rådet er villig til at besvare alt, men det er mig, der skal sørge for, at mødet afvikles med spørgsmål og svar. Jeg giver ordet til hr. Rübig.
Hr. formand, 14 medlemslande har iværksat bilaterale sanktioner over for en medlemsstat, fordi der blev dannet en demokratisk valgt regering dér. Begge partier har været i regering før. Indtil nu har der ikke været tale om overtrædelser af loven. Er præventive sanktioner forenelige med charteret for menneskerettigheder? Ville en vetoret for rådsformandens vedkommende i forbindelse med nationale regeringsdannelser være forenelig med charteret for grundlæggende rettigheder? Er appellen om voldelige demonstrationer forenelig med charteret for grundlæggende rettigheder?
Hr. Rübig, som formand for Rådet har jeg ikke noget svar at give Dem af den simple årsag, at den portugisiske premierministers standpunkt på de 15 stats- og regeringschefers vegne blev taget på et bilateralt plan og ikke som formand for EU. Jeg vil dog gerne sige, at rækken af forebyggende forholdsregler, som disse medlemsstater har gennemført på et strengt bilateralt plan, er en række forholdsregler af - om jeg så må sige - politisk profylaktisk karakter på det diplomatiske plan. Vi mener, at de er fuldt berettigede, og at de er fornuftige på baggrund af, hvorledes et parti og medlemmer af dette parti har optrådt, at parti, der som medlem af en regering i en medlemsstat i EU ikke synes at give os sikkerhed for at kunne opfylde EU's formål. Jeg vil ikke på EU-formandskabets vegne gå længere ned i denne sag, da det drejer sig om en handling, som min regering har udført på begæring og i samvirke med 14 medlemsstater og ikke som formand for EU.
Hr. formand, jeg har den store ære at være medlem af den konvention, der udarbejder charteret, så jeg vil ikke bede formandskabet om at gætte på indholdet eller sige, om det mener, at konventionen bør være forklarende eller skal have juridisk kraft. Jeg vil gerne vide, hvad der skal ske med konventionens forslag til et charter. Vil Rådet behandle det som et dokument, der skal accepteres i sin helhed, eller vil Rådet føle sig fri til at rette i dokumentet? Vil Rådet blot sige ja eller nej, eller vil det kunne lave et nyt udkast af konventionens forslag til et charter?
Svaret er hverken ja eller nej. Jeg ved det ikke, hr. Martin. Det vil afhænge af den beslutning, som Rådet træffer.
Spørgsmål nr. 8 af (H-0042/00): Om: Ydelse af eksportkreditgarantier og disses følger for bygningen af Ilisudæmningen i Tyrkiet På G8-landenes møde i Köln blev OECD opfordret til at iværksætte en proces med henblik på fastlæggelsen af fælles normer for ydelsen af eksportkreditter. Disse kreditter kan rent faktisk anvendes til at fordreje konkurrencen og finansiere tvivlsomme projekter. Agter EU at indtage en førende rolle i forbindelse med fremme af denne proces? At dette ville være nødvendigt fremgik for nylig af en erklæring fra den britiske regering om, at den "har til hensigt at give" en eksport­kredit­licens til et selskab, der deltager i bygningen af Ilisudæmningen i Tyrkiet. Verdensbanken har vedtaget ikke at yde støtte til dette projekt, som vil medføre tvangsforflytning af 20.000 kurdere og eventuelt begrænse ferskvandsforsyningen til Syrien og Irak og forårsage miljøødelæggelser. Hvilken holdning indtager Rådet til de europæiske regeringers og virksomheders deltagelse i dette projekt?
Det spørgsmål, som fru Caroline Lucas stiller, må ses fra to vinkler: først spørgsmålet om eksportkreditsystemet generelt, så det specifikke projekt, der bliver nævnt. Hvad angår det generelle, er det værd at bemærke, at G8-landene ikke har opfordret OECD, som De siger det i Deres spørgsmål, til at fastlægge fælles normer for ydelsen af eksportkreditter. De normer findes allerede i dag. Aftalen om retningslinjer for ydelse af eksportkreditter med statslig garanti har været i kraft i OECD siden 1978. Formålet med disse retningslinjer er netop, at anvendelsen af statsgaranterede eksportkreditter kan foregå gennemskueligt og disciplineret. Hovedparten af OECD-landene har, som De ved, allerede tilsluttet sig denne aftale, og EU som sådan, og ikke medlemsstaterne enkeltvis, har også tilsluttet sig aftalen i medfør af artikel 133 (tidligere artikel 113) i Traktaten om Den Europæiske Union. Denne aftale er fortløbende blevet tilrettet og præciseret, og EU ønsker fortsat at spille en vigtig rolle i denne proces, fordi vi mener, at den er af stor betydning for de internationale økonomiske relationer. Hvad G8-landene angår og i overensstemmelse med punkt 32 i kommunikéet fra topmødet i Köln i juni 1999, kan jeg sige, at vi vil arbejde sammen med OECD med henblik på fælles retningslinjer på miljøområdet for eksportstøtteinstitutionerne. Det er vores mål at afslutte dette arbejde inden G8-topmødet i 2001. G8-landene anerkender således betydningen af spørgsmålet om eksportkreditter og miljøet og af det arbejde, der foregår i OECD på dette område. I 1999 hilste OECD's Ministerråd, som jeg deltog i, de fremskridt velkommen, som var sket i udarbejdelsen af en aftale om udveksling af miljøoplysninger vedrørende de store projekter med statsgaranterede eksportkreditter, og opfordrede til, at arbejdet blev ført videre med henblik på at styrke de fælles platforme, idet det afventer en betænkning om de fremskridt, der er sket indtil det kommende møde i Ministerrådet senere i år. EU's medlemsstater spiller som bekendt en central rolle i denne proces og i denne diskussion. Med hensyn til den konkrete sag om Ilisudæmningen foregår der samtaler mellem de tyrkiske myndigheder og de myndigheder, hvis eksportkreditinstitutioner muligvis skal stille garanti for eksportkreditterne til projektets leverandører, der netop har besluttet en tilfredsstillende miljømæssig, social og kulturel løsning for dette projekt. Det var i øvrigt i denne sammenhæng, at en repræsentant for Storbritannien i december 1999 erklærede, at eksportkreditgarantierne skal forudsætte en passende løsning på problemer af den art, som De nævner i deres spørgsmål. Spørgsmålet om eksportkreditlicens opstår ikke i projektets sammenhæng. Det er også værd at bemærke, at Verdensbanken ikke er blevet anmodet om at finansiere projektet, og at der derfor heller ikke er tale om, at den har afslået en sådan anmodning. Et afslag ville naturligvis kun foreligge, hvis den var blevet spurgt. Det er indlysende, at medlemsstaternes regeringer og eksportkreditinstitutioner deltager i projektet med Ilisudæmningen under iagttagelse af de politiske, juridiske og andre forpligtelser, som de involverede parter har påtaget sig i forhold til EU, OECD og G8-landene.
Hr. formand, processen med at finde frem til sådanne fælles standarder startede muligvis helt tilbage i 1978, men det faktum, at den britiske regering åbenbart fortsætter med et overordentligt miljøskadeligt projekt, tyder på, at projektet ikke har været specielt vellykket. Jeg vil gerne have Dem til at besvare et spørgsmål om EU-virksomheders investeringer i EU's ansøgerlande. Grunden hertil er den, at kohærensspørgsmålet er genstand for morgendagens drøftelser. På den ene side beder vi ansøgerlandene om at vedtage den gældende fællesskabsret på miljøområdet, og samtidig støtter og fremmer EU's medlemsstater overordentligt miljøskadelige investeringer i disse lande. Kan De sige, om det konkrete spørgsmål om investeringer i ansøgerlande er behandlet under nogle af de diskussioner, De har nævnt?
Fru Lucas, jeg var ikke til stede ved den forhandling, som De omtaler. Jeg vil gerne sige, at Rådet først vil kunne besvare den del af deres spørgsmål skriftligt senere.
Spørgsmål nr. 9 af (H-0044/00): Om: Miljøproblemer i forbindelse med Drogheda Port Company's udviklingsprojekt? Revisionsrettens rolle Der er opstået en alvorlig konflikt mellem miljøbeskyttelse og strukturudvikling i området ved floden Boyne's udløb i Irland i forbindelse med et udviklingsprojekt, der gennemføres af Drogheda Port Company. Det område, det drejer sig om, er klassificeret som "særligt beskyttet område" under direktivet om vilde fugle, og man overvejer at klassificere det som "særligt bevaringsområde" under habitat-direktivet, da det er et område, der har international betydning. Mange lokale og europæiske sammenslutninger har stærkt kritiseret projektet. Også i andre områder af EU findes der eksempler på, at projekter, der modtager EU-udviklingsstøtte, ikke er miljømæssigt bæredygtige. Er det ikke Rådets opfattelse, at Revisionsretten bør have stillet flere midler til sin rådighed, så den kan undersøge eller kontrollere sådanne udviklingsforanstaltninger, hvor der er tale om miljøkonflikter? Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for at styrke EU-institutionernes kontrol- og evalueringsbeføjelser i sådanne tilfælde?
Som svar på Deres spørgsmål vil jeg gerne først fremhæve, at Revisionsrettens opgaver er fastsat i den traktat, der opretter Det Europæiske Fællesskab. I medfør af denne traktats artikel 246 skal Revisionsretten varetage revisionen af regnskaberne og revidere regnskaberne over samtlige Fællesskabets indtægter og udgifter, ligesom den skal efterprøve lovligheden og den formelle rigtighed i de dispositioner, der har med disse at gøre, og sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning, således som det også fremgår af artikel 248. Revisionsretten råder altså som udgangspunkt over alle de nødvendige instrumenter til at udføre sine opgaver. Hvad angår Deres forslag om at tilføre Revisionsretten flere midler, mener Rådet, at alle Unionens institutioner inden for Fællesskabets budget råder over midler, der gør det muligt for dem at udføre deres opgaver rigtigt. Det ville sandsynligvis i nogle tilfælde være ønskeligt, at disse midler kunne øges, men der er budgetmæssige grænser, som De meget vel ved. Jeg benytter lejligheden til at erindre om, at EU's budget vedtages ved fælles overenskomst mellem Rådet og Europa-Parlamentet. Rådet har med andre ord ingen muligheder for at ændre på de opgaver, som Revisionsretten har ifølge traktaten.
Hvis man stillede flere midler til rådighed for Revisionsretten, ville pengene være givet godt ud, fordi det ville sikre, at der ikke blev givet EU-midler til noget, der er i strid med miljøbeskyttelsen. I årevis har Rådet blokeret for strategiske udviklingsvurderinger af planer og programmer. Nu, hvor De er formand for Rådet, vil jeg bede Dem fremskynde dette meget vigtige forslag. Dernæst, da strukturfondene ikke nævnes i det aktuelle udkast, vil De så ikke sørge for, at de kommer med igen? Jeg vil gerne vide, hvad De kan gøre ved dette problem som formand for Rådet i øjeblikket, for det er Rådet, der i lang tid har blokeret for en løsning. Det er meget vigtigt. Hvis Revisionsretten regelmæssigt kunne vurdere de potentielle konflikter mellem miljøbeskyttelse og strukturudvikling, ville det have stor betydning, fordi Revisionsretten kunne gøre et godt stykke arbejde. Deres rapporter er yderst detaljerede og meget vigtige. Det er måden at undgå sådanne konflikter på fremover.
Fru McKenna, en stor del af det problem, som De rejser, ligger inden for Kommissionens kompetenceområde. Det er således den, der skal kontrollere, om visse udviklingsprojekter efterlever de miljømæssige forskrifter. Det er Kommissionen, der konkret skal besvare disse spørgsmål. Jeg tror derfor ikke, at jeg kan give Dem et mere fyldestgørende svar i den konkrete sag, som De omtaler.
Spørgsmål nr. 10 af (H-0053/00): Om: Statut for Europa-Parlamentets medlemmer Rådet og Europa-Parlamentet skal forsøge at opnå enighed om en statut for Europa-Parlamentets medlemmer. Et af de spørgsmål, som skal afklares, er om medlemmerne skal have samme løn, og hvor de skal betale skat. Ifølge oplysninger i medierne mener det portugisiske formandskab, at alle medlemmer skal betale samme skat til EU. Dette er i modstrid med opfattelsen i visse medlemsstater, som vil have ret til at beskatte medlemmerne i hjemlandet. Kan det portugisiske formandskab præcisere sin holdning til dette spørgsmål?
Jeg mener, at EU's portugisiske formandskab er meget frit stillet i denne sag, fordi det, så vidt jeg ved, er første gang, at løsningen på problemet om statutten for Europa-Parlamentets medlemmer optræder som en af prioriteringerne på et formandskabs program. Det portugisiske formandskab har lagt afklaringen af denne status frem som en af dens prioriteringer, ligesom i øvrigt formanden for Europa-Parlamentet har gjort det ved at fremføre det på Det Europæiske Råd i Helsinki. Vi er således helt og fuldt i overensstemmelse med hensyn til interessen i at nå et positivt resultat i denne sag. Det er således med denne politiske vilje, vi bestræber os på at finde de store linjer i et kompromis, og vi allerede nu påbegynder arbejdet i denne sag. Et sådant kompromis - det må vi ikke glemme - skal have enstemmig tilslutning fra Rådet ifølge artikel 190 og Europa-Parlamentets billigelse, da det jo tilkommer det at godkende statutten. Formandskabet har etableret intensive kontakter til en række samtalepartnere i Parlamentet og med den gruppe, som dette har givet mandat til at indgå i forhandlinger med Rådet. Jeg har selv haft lejlighed til at mødes med denne gruppe for første gang sideløbende med januarsessionen, og jeg agter at mødes med den igen snarest for at videreføre disse kontakter. Disse diskussioner er også blevet taget op med større intensitet i Det Europæiske Råds kompetente organer, og - tror jeg, at jeg kan sige - med en indstilling, der peger mod større smidighed, også efterhånden som alle erkender, hvor vigtigt det ikke mindst i offentligheden er, at denne statut bliver udarbejdet, fordi den er af fundamental betydning for på én gang at sikre, at Europa-Parlamentets medlemmer kan udføre deres hverv på en værdig måde, og at de offentlige midler bliver forvaltet forsvarligt og med den nødvendige åbenhed. Hvad mere specifikt angår Deres spørgsmål, vil jeg gerne fremhæve, at en ny statut kun giver mening, hvis den betegner et fremskridt i forhold til den aktuelle tilstand, og hvis den sikrer den størst mulige ensartethed mellem indehavere af samme hverv. Dét er som udgangspunkt det portugisiske formandskabs holdning. Dets rolle som formidler forpligter det imidlertid til at tage højde for alle de forskellige synspunkter i Rådet, og De er nok ikke uvidende om, at netop beskatningsspørgsmålet giver problemer for visse lande. Med dette sagt tror jeg, at uanset den løsning, der måtte blive fundet, at den altid på én gang må respektere den demokratiske legalitet og være acceptabel for alle medlemsstater uafhængigt af de forskellige staters ømfindtlige punkter. Det, som jeg kan love i denne sag, er det allerstørste engagement fra formanskabets side i at arbejde lige til udløbet af dets funktionstid med denne sag i et klima af størst mulig gennemsigtighed og åbenhed over for Europa-Parlamentets medlemmer. Jeg kan også stå inde for, at formandskabet vil udfolde de største anstrengelser over for medlemmerne af Rådet, især dem, der har haft vanskeligst ved at acceptere forslaget fra sidste år, således at der kan findes en rimelig kompromisløsning, der samtidig kan forlene statutten for Europa-Parlementets medlemmer med den nødvendige værdighed.
Hr. formand, jeg vil gerne takke Ministerrådet for svaret og stille to tillægsspørgsmål, som hænger sammen med beskatningen af parlamentsmedlemmerne. Min grundlæggende holdning er, at man bør betale skat i det land, hvor man lever, hvor ens familie lever, og hvor man drager nytte af den offentlige service. Jeg vil gerne spørge formandskabet, om der egentlig findes noget argument for, at vi ikke skal betale skat i vores hjemlande, præcis som andre mennesker gør. Findes der noget argument for, at vi skulle have særlige fordele, bare fordi vi er parlamentsmedlemmer? Det er mit første spørgsmål. Det andet spørgsmål lyder, om det portugisiske formandskab kan acceptere en løsning, som indebærer, at skattespørgsmål løses på forskellig vis for medlemmer af forskellig nationalitet, eller om De vil have en løsning, som er lige for medlemmer af samtlige nationaliteter.
Hr. Sjöstedt, uden på nogen måde at vise manglende respekt for Europa-Parlamentet og især i respekt for de spørgsmål, som De har stillet mig, vil jeg gerne tillade mig ikke at give et præcist svar på deres spørgsmål. Vi er midt i ganske følsomme forhandlinger, og det afspejler sig i den måde, som formandskabet for Det Europæiske Råd kan udtrykke sig i en specifik sammenhæng, der har forbindelse med bestemte situationer. Det har selvfølgelig betydning, fordi det læses af andre medlemmer af Rådet. I denne fase af diskussionen vil jeg gerne bede om lov til ikke at svare direkte på de konkrete spørgsmål, som jeg bliver stillet, og tillade mig at bede om, at vi bliver bedømt på vores resultater om føje tid, når vi forsøger at nå frem til en mere konkret løsning. Så vil jeg med stort behag indfinde mig i Europa-Parlamentet for at svare og redegøre for alle de vanskeligheder, som vi eventuelt har haft i det tilfælde, at vi ikke opnår et resultat, eller glæde mig sammen Parlamentets medlemmer, såfremt dette resultat bliver nået.
Jeg vil gerne spørge formanden for Rådet, om han efter nogle få timer i selskab med medlemmerne af Europa-Parlamentet kan vurdere, hvad de er værd med hensyn til lønninger?
Hr. Purvis, fordi denne debat om Europa-Parlamentets vederlag ikke kun er en debat vedrørende Deres land, men også udstrækker sig til mit eget, ved jeg nøjagtigt, hvad de vederlag, som medlemmerne af Europa-Parlamentet modtager, er værd. Jeg er altså fuldt bevist om dette problem.
Hr. formand, jeg vil gerne takke for svaret og stille et tillægsspørgsmål, som har en vis lighed med det, hr. Sjöstedt stillede. Vi kommer begge fra Sverige. I vores land betaler vi størstedelen af vores skat som lokalskat, eftersom servicen ydes lokalt, og vi har en omfattende service. Vi har problemer med tilliden til politikerne, ikke mindst til de europæiske politikere her i Parlamentet. Hvordan tror De, tilliden til os politikere ville blive påvirket, hvis det skulle komme dertil, at vi får ret til at benytte servicen dér, hvor vi bor - skole, omsorg osv. men samtidig ikke betaler skat, ikke bidrager? Hvordan tror De, at et sådant system ville påvirke tilliden til os politikere?
Det er et spørgsmål, hr. formand for Rådet, men jeg ved ikke, om De er forpligtet til at besvare det, for det er i sandhed filosofisk. Men hvis De ønsker at fordybe Dem i filosofiens verden, så værsgo!
Nej, hr. formand, jeg føler mig ikke fristet til at gå ind på filosofiens område. Det er grundlæggende spørgsmål, der har med selve essensen af parlamentsmedlemmernes statut at gøre og den rolle, som de har inden for det politiske system. Jeg vil ikke gå ind i denne type diskussion, fordi jeg tror, at jeg kunne - for nu at bruge et fransk udtryk - være i færd med à prejuger (foregribe) den tolkning, som det portugisiske formandskab gør af den sammenhæng, som forhandlingerne om parlamentsmedlemmernes statut indgår i. Jeg vil derfor gerne bede Dem om, at jeg i denne sag ikke fremsætter nogen kommentar.
Da spørgetiden til Rådet er udløbet, besvares spørgsmål nr. 11-35 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.05 og genoptaget kl. 21.00)
Hr. præsident, mine damer og herrer, på vegne af Europa-Parlamentet har jeg den store ære at byde hjerteligt velkommen til hr. Václav Havel, Den Tjekkiske Republiks præsident. Jeg vil ligeledes gerne byde fru Havel, der har taget plads i tilhørerlogen, velkommen. (Bifald) Det er ikke første gang, vi modtager Dem her i Europa-Parlamentet, hr. præsident. De talte allerede ved et møde i Strasbourg for næsten 10 år siden, i marts 1994, og mange af os har stadig et meget stærkt minde om dette, det vil sige de af vores kolleger, der allerede var medlemmer af Europa-Parlamentet på det tidspunkt. Således udtalte De Dem lige efter Maastricht-traktatens ikrafttrædelse for en styrkelse af de europæiske værdier, for oprettelsen af en etisk europæisk dimension og for en åbning af Unionen mod de øst- og centraleuropæiske lande. Det vil sige, at for mange borgere - og ikke kun i Deres eget land - er De et symbol på dette værdiernes Europa, som vi hele tiden bestræber os på at nå. Efter to valg til Europa-Parlamentet og en ny stor reform af Unionens traktater har Unionens forbindelser til Den Tjekkiske Republik gennemgået en meget dynamisk udvikling. En associationsaftale er trådt i kraft, og et Blandet Parlamentarisk Udvalg EU-Tjekkiet er blevet nedsat. I 1996 ansøgte Deres land officielt om optagelse i Den Europæiske Union, og i 1998 blev der endelig indledt officielle forhandlinger om tiltrædelse. Den europæiske integrations- og udvidelsesproces har taget en imponerende fart efter jerntæppets fald. Afslutningen på denne kunstige opdeling af Europa åbnede for en ny epoke. I dag står vi foran en historisk udfordring og mange nye perspektiver for alle europæere. De, hr. præsident, er et klart symbol på udvikling. De skabte og underskrev charter 77, der er en bevægelse til forsvar af menneskerettighederne, og som repræsenterede og krævede grundlæggende værdier i en mørk periode for Deres folk. Det kommunistiske styre dømte Dem til næsten fem års fængsel for at forsvare friheden og den menneskelige værdighed. Men De mistede aldrig håbet, og historien skulle vise, at De havde ret. Det er nu 10 år siden, fløjlsrevolutionen krævede "Havel na HRAD". I løbet af disse 10 år repræsenterede De først Det Demokratiske Tjekkoslovakiet og senere Den Tjekkiske Republik som præsident. Forsoningen med Deres naboer var for Dem - og er det stadig - et væsentligt mål, som De ivrigt og vedholdende har forsvaret. De er en førsteklasses europæer. I dag forbereder Tjekkiet sig på at blive medlem af Unionen. De er sikkert enig med mig, hr. præsident, i, at erfaringen nu har vist, at Unionens udvidelsesproces ikke altid er problemløs, og dette gælder for begge parter. Den Tjekkiske Republik må gennem mange anstrengelser for at opfylde tiltrædelsesbetingelserne. Den Europæiske Union skal på sin side tilpasse sine institutioner og politikker til udvidelsen. Den har allerede taget et stort skridt fremad inden for rammerne af Agenda 2000. Den næste etape, det vil sige den institutionelle reform, gennemføres i år i forbindelse med åbningen af den nye regeringskonference. Europa-Parlamentet vil i høj grad være til stede. Vores ansvar som medlemmer af Europa-Parlamentet består i at garantere, at udvidelsesprocessen indledes og bliver så gennemsigtig som muligt, således at borgerne i Den Europæiske Union og i Den Tjekkiske Republik med de valgte repræsentanters mellemkomst, og når øjeblikket er inde, stemmer for Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse til Den Europæiske Union. Hr. præsident, det er mig en stor ære at give Dem ordet. (Bifald)
Fru formand, kære parlamentsmedlemmer, mine damer og herrer, spørgsmålet om, hvorvidt europæernes sjæl ville kunne bevæges ud over bevidstheden om eller fornemmelsen af nationale tilhørsforhold og i retning af et europæisk tilhørsforhold, er i øjeblikket ofte på dagsordenen. Eller sagt på en anden måde: Føler europæerne sig virkelig som europæere, eller er der blot tale om en abstrakt idé, om en teoretisk konstruktion, der skal ophøje et geografisk faktum og således skabe en sindsstemning. Dette spørgsmål er bl.a. fremkaldt af debatten om den suverænitet, som nationalstaterne kan og skal overføre til Fællesskabets organer. Der er nogle, der fremhæver, at hvis det stærke nationale tilhørsforhold, der tydeligvis findes, for hurtigt fortrænges af et europæisk tilhørsforhold, der ikke er dybtfølt - eller endda opfattes som urealistisk - kan dette kun ende galt. Derfor: Hvordan står det til med vores europæiske tilhørsforhold? Hvis jeg skal svare oprigtigt på, i hvilken grad jeg føler mig som europæer, og hvad der knytter mig til Europa, bliver jeg allerførst lettere overrasket: Det er ikke før nu, hvor jeg befinder mig under pres i forbindelse med visse aktuelle emner og politiske pligter, at jeg stiller mig selv dette spørgsmål. Hvorfor har jeg ikke gjort det for længe siden på det tidspunkt, hvor jeg begyndte at vende mig mod verden og tænke over den og mig selv? Anser jeg fortrinsvis mit tilhørsforhold til Europa som en udelukkende ekstern og mindre vigtig ting, et emne, der ikke giver anledning til de store kvaler eller bekymringer? Eller betragter jeg tværtimod mit europæiske tilhørsforhold som en ganske naturlig ting, der ikke kræver yderligere overvejelse, undersøgelse eller opfølgning? Mulighed nr. to er den mest sandsynlige: Alt det, jeg altid har følt mig knyttet til, var på så naturlig vis europæisk, at det aldrig er faldet mig ind at tænke videre over det. Jeg har simpelthen ikke ment, at der var behov for at betegne det som sådan og mere generelt at knytte mine tanker til navnet på et kontinent. Bedre endnu: Jeg mener, at jeg i min ungdom endda ville have følt mig en smule tåbelig, hvis jeg erklærede eller skrev, at jeg var europæer, at jeg opfattede og tænkte som en europæer, eller hvis jeg på nogen måde påberåbte mig Europa. Dette ville jeg have opfattet som meget patetisk, og jeg ville have set det som en mere hovmodig udgave af denne patriotisme, der altid har generet mig hos de nationale patrioter. Eller sagt med andre ord: Jeg var europæer på en så åbenlys og naturlig måde, at jeg slet ikke tænkte over det. Og det er uden tvivl tilfældet for de fleste europæere: De er dybtfølte europæere, men de er ikke bevidste om det, de kalder sig ikke europæere, og i meningsmålingerne er de lidt tilbageholdende med åbenlyst at erklære deres europæiske tilhørsforhold. Der er i Europa tilsyneladende ikke stor tradition for et bevidst europæisk tilhørsforhold. Jeg anser ikke dette som et positivt træk, og det er med tilfredshed, jeg opdager, at vores europæiske tilhørsforhold i dag begynder at rage klart op fra den store mængde af elementer, der opfattes som "ganske naturlige". Når vi stiller spørgsmål herom, når vi overvejer dette, og når vi prøver at definere det europæiske tilhørsforhold, bidrager vi på vigtig vis til vores selvforståelse. Dette bliver afgørende i den flerkulturelle verden, vi lever i, hvor evnen til at opfatte vores egen identitet er den vigtigste forudsætning for en god sameksistens med andre identiteter. Når Europa indtil nu har været så lidt optaget af sin egen identitet, er det i øvrigt uden tvivl, fordi man fejlagtigt antager sig selv for verdens navle eller i hvert fald mener, at man er resten af verden overlegen, og fordi man ikke føler behov for at definere sig selv i forhold til andre. Dette har selvfølgelig meget uheldige konsekvenser med hensyn til europæernes opførsel. Når man gør sig overvejelser om, hvad det europæiske tilhørsforhold er, betyder det, at man sætter spørgsmålstegn ved, hvilke værdier, idealer og principper begrebet Europa vækker, eller hvad der er karakteristisk for Europa. Desuden betyder dette også, at man - med udgangspunkt i sagens kerne - foretager en kritisk undersøgelse af hele dette område og derfor hurtigt indser, at de mange traditioner, værdier og europæiske principper er karakteriseret ved en stor tvetydighed, og at de for størstedelens vedkommende kan blive fatale, hvis de overdrives eller udnyttes. Når Europa går ind i en periode med selvreflektion, betyder dette, at det ønsker at definere sig selv i forhold til andre, men også, at det i sig selv søger det gode og forsøger at finde ud af, hvad det kan, og hvordan fremtiden ser ud. Da jeg for seks år siden havde den ære at tale for første gang i Europa-Parlamentet, nævnte jeg behovet for at understrege den åndelige dimension og det vigtige i den europæiske integrations værdier, og jeg gav udtryk for min bekymring over, at det åndelige, historiske, politiske og samfundsmæssige perspektiv i den europæiske konstruktion skulle blive overskygget af spørgsmål af teknisk, økonomisk, finansiel eller administrativ art, hvilket kunne medføre en urolighed i offentligheden. På det tidspunkt lød mine ord som en provokation, og jeg var lidt nervøs for, at de ville fremkalde et ramaskrig i Europa-Parlamentet. Men det skete overhovedet ikke, og i dag kan jeg med tilfredshed konstatere, at disse ord ikke længere virker provokerende. Imidlertid er den dramatiske udvikling, som Europa har gennemgået de sidste 10 år siden jerntæppets fald, det til stadighed mere åbenlyse behov for at udvide Den Europæiske Union, den stadig hurtigere økonomiske integration samt det nye sæt trusler, der er fremkaldt af den nuværende periode, så meget desto mere elementer, som har medført, at Den Europæiske Union har måttet åbne op for en mere intens form for selvreflektion, en ny definition af og søgning efter de værdier, der samler den og giver dens eksistens betydning. Det bemærkes til tider, at denne søgen kommer for sent, at den kulturelle og politiske integration og selvreflektion skulle være gået forud for den økonomiske integration, eller sagt med andre ord, at man er begyndt bagfra. Jeg mener ikke, at dette er retfærdigt. Efter Anden Verdenskrig stod det demokratiske Vesteuropa med mindet om to verdenskriges rædsler og med faren for en udvidelse af den totalitære kommunistiske verden. På dette tidspunkt var det næsten overflødigt at tale om værdier, der skulle beskyttes. Dette var iøjnefaldende. Tværtimod måtte man samle Vesten rent teknisk og dette så hurtigt som muligt med henblik på at forhindre en eventuel fremkomst eller endda spredning af et diktatur, men også for at forhindre et tilbagefald til de gamle nationale konflikter. Det samme gør sig utvivlsomt gældende for mit europæiske tilhørsforhold: Eftersom det gennem mange år - endda årtier - faldt mig så naturligt, faldt det mig ikke ind at sætte ord på og påberåbe mig dette europæiske tilhørsforhold. Hvad angår Vesteuropa, var alt det, som det måtte beskytte, så åbenlyst, at der ikke var behov for at definere, analysere og uddybe det eller udtrykke det gennem forskellige politiske og institutionelle handlinger. Og således - ligesom jeg først nu har spurgt mig selv, om jeg føler mig som europæer og overvejet, hvad dette medfører - var det demokratiske Europa under opbygningen uden tvivl på grund af de historiske begivenheder gennem det sidste årti tvunget til at foretage dybtgående overvejelser om selve fundamentet for Europas forening og målsætning. De store europæiske værdier - som Europas afvekslende, åndelige og politiske historie har formet, og som andre dele af verden har taget til sig, i hvert fald nogle - er efter min mening klare: Respekten for mennesket, dets friheder, dets rettigheder, dets værdighed, solidaritetsprincippet, lighed for loven, retsstaten, beskyttelse af alle etniske minoriteter, de demokratiske institutioner, adskillelsen af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, flerpartisystemet, respekten for privat ejendomsret og det frie initiativ, markedsøkonomi og udviklingen af det civile samfund. Den aktuelle udformning af disse værdier afspejler naturligvis også utallige moderne europæiske erfaringer, som gør, at vores kontinent bliver et førsteklasses flerkulturelt skæringspunkt. Tillad mig at stoppe op - og jeg vil forklare hvorfor - ved en af de grundlæggende værdier. Det drejer sig om det civile samfund. I den vestlige verden, det vil i dag sige USA og Europa, udgør et civilt samfund, der er velstruktureret, åbent, decentraliseret og baseret på borgernes tillid til deres suveræne selvstændighed og deres mange foreninger, den demokratiske stats grundlag og er garant for dens politiske stabilitet. Når Den Europæiske Union snart skal åbne sine døre for nye demokratier, hvilket er af afgørende betydning for Den Europæiske Union, er det vigtigt - om ikke altafgørende - at den hjælper til at genopbygge og udvikle det civile samfund i disse lande. Det er ikke tilfældigt, at det kommunistiske diktatur kort efter dets magtovertagelse havde travlt med på voldelig vis at ødelægge det civile samfunds fine netværk for dernæst at opløse det. Det var, fordi man udmærket vidste, at man aldrig ville få den absolutte kontrol over befolkningen, så længe de forskellige strukturer i det civile samfund, der var oprettet fra neden, stadig fungerede. Det, der blev tilbage af det oprindelige civile samfund, har overlevet og udviklet sig i den direkte eller indirekte modstand. De europæiske værdier har således overlevet i dette miljø ikke på grund af det politiske system, men på trods af det. Selvstruktureringen af samfundet kan selvfølgelig ikke beordres ovenfra, men man kan iværksætte et miljø og fordelagtige betingelser for dens udvikling. Hjælpen til de nye demokratier skal i denne forbindelse ske inden for bredere rammer, nemlig inden for en uddybning og bæredygtig styrkelse af det civile samfund på tværs af grænserne i Europa. Jo mere de forskellige europæiske civile strukturer er varierede, differentierede og sammenknyttede, jo bedre forberedt vil de nye demokratier være til at tilslutte sig disse, og jo hurtigere kan princippet om tillid i befolkningerne og subsidiaritetsprincippet gennemføres, hvilket gør det muligt at styrke strukturernes stabilitet. Men dette er ikke det hele: Grundlaget for Den Europæiske Union som et overstatsligt fællesskab vil være så meget desto mere styrket. Konkret kræver dette bl.a. og især, at visse pligter med hensyn til social solidaritet overføres til lokalsamfundene og til nonprofit-organisationer eller til civile offentlige ansatte. Jo lavere niveauet for ressourcefordelingen er, desto mere gennemsigtig og økonomisk vil denne udjævning være, og desto bedre vil den dække samfundets meget forskellige behov, der er svære at indkredse fra midten, desto mere ægte vil den sociale solidaritet være, fordi den i højere grad er direkte forbundet til konkrete personer eller deres foreninger. Denne ægte solidaritet mellem borgerne, de sociale grupper, kommunerne og regionerne udgør derfor den bedste grobund for denne solidaritet, der kun kan tildeles af en enkelt enhed, nemlig staten. Og i en overstatslig enhed, der er så stor som Den Europæiske Union, og som skal fungere som et solidaritetsredskab, er det nødvendigt, at det egentlige samfundsgrundlag er endnu mere solidt og endnu rigere. Den Europæiske Unions levedygtighed afhænger altså bl.a. og især af den måde, hvorpå borgerne vil acceptere tanken om et tilhørsforhold til et europæisk samfund. En større opmærksomhed med hensyn til alle symptomer eller tegn på national egoisme, fremmedhad eller racisme bør naturligvis være en del af dette nye europæiske tilhørsforhold. Den eftergivenhedspolitik, der sås i München, og som var en kapitulation over for det onde, udgør et af de bitreste kapitler i moderne europæisk historie. Denne erfaring kræver overvågenhed. Vi må bekæmpe det onde, mens det er i spire, og det er ikke nok at have regeringer, der gør det. Regeringernes holdning bør være et udtryk for befolkningens holdning. Bekymringen for sikkerheden er et andet udtryk for den sociale solidaritet. Det henhører under staten eller en overstatslig forsamling. Den Europæiske Union begynder at arbejde intensivt med en ny udformning af dens sikkerhedspolitik. Denne politik skal adskille sig ved en evne til at træffe hurtige beslutninger og til at omsætte dem hurtigt til handlinger. Dette forekommer mig yderst vigtigt. Det er i øvrigt på høje tid. Jeg mener, at den seneste erfaring i Jugoslavien er meget sigende med hensyn til dette emne. Efter min mening var NATO's indblanding en ret tydelig demonstration af flere ting. For det første kan respekten for livet, den menneskelige værdighed og en bekymring for den europæiske sikkerhed eventuelt føre til, at man griber ind uden for Den Europæiske Unions grænser. Og jo mere handlekraftigt mandatet for en sådan indgriben er, desto bedre er det naturligvis. Men man kan desværre også forestille sig en situation, hvor et mandat fra FN ikke gives, skønt en indgriben er til fordel for mange, for hele Europa og den menneskelige civilisation. Jeg er ikke sikker på, at Europa før nu har været parat til at stå over for en så skæbnesvanger situation. Det er det uden tvivl i meget højere grad nu, i hvert fald på det psykologiske plan. Jeg mener, at Europa hurtigt skulle drage fordel heraf også for at foretage en materiel eller teknisk justering. For det andet må man foretage en større indsats i forbindelse med forebyggelse. I Kosovo, Serbien og i Bosnien-Hercegovina samt andre steder i det gamle Jugoslavien kunne mange tusinde menneskeliv og materielle ejendomme være sparet, hvis det internationale samfund havde været i stand til at gribe ind tidligere - ved konfliktens begyndelse - på en hensigtsmæssig måde. (Bifald) På trods af alle opfordringerne og alle advarslerne om mulige eller overhængende rædsler skete der desværre intet. Af mulige grunde hertil kan f.eks. nævnes bekymringen for forskellige særinteresser og materielle interesser samt regeringernes manglende kapacitet til at løbe en risiko i en god sags navn og for almenhedens skyld. For det tredje spillede USA i denne situation en afgørende rolle, og det er meget sandsynligt, at uden amerikanerne ville det internationale samfund ikke have vidst, hvad det skulle gøre, og vi ville endnu i dag være vidner til de rædsler, der førte til interventionen i Kosovo. Men Europa kan ikke i al evighed forlade sig på USA, især ikke når det drejer sig om et europæisk problem. Europa må blive i stand til at finde løsninger og selv klare situationen. Det vil være utænkeligt, som verden ser ud i dag, hvor små enheder lovligt samler sig i internationale eller overnationale samfund, at Den Europæiske Union fortsat kan være en respektabel bestanddel af verdensordenen, uden at den er i stand til at vedtage metoder til forsvar af menneskerettighederne, ikke blot på dens eget territorium, men også inden for sin aktionsradius, det vil sige inden for det område, der en dag vil høre til den. Jeg mener, som jeg sagde for lidt siden, at udvidelsen er af afgørende betydning for Den Europæiske Union. Tillad mig at gentage og således understrege denne overbevisning. Der er måske tale om erfaringen fra en mand, der har oplevet det nazistiske styre efterfulgt af 40 års kommunistisk regime, eller den specielle erfaring fra indbyggerne i et land midt i Europa, som i årenes løb har været det sted, hvor forskellige spirituelle strømninger og europæiske geopolitiske interesser har krydset hinanden eller endda det sted, hvor mere end én europæisk konfrontation er opstået. Dette leder mig til en fast overbevisning om, at Europa er den eneste politiske enhed, hvis sikkerhed hænger uadskilleligt sammen. Idéen om to Europaer, der lever side om side, idéen om et Europa, der er demokratisk, stabilt, i fremgang og befinder sig på integrationens vej, og et Europa, der er mindre demokratisk, mindre stabilt og har mindre fremgang, er efter min mening fuldstændigt vildledende. Den kan sammenlignes med idéen om en bæredygtig sameksistens på et værelse, hvor den ene side er oversvømmet, og den anden ikke er det. Hvor forskelligartet Europa end er, hænger det uadskilleligt sammen, og alle alvorlige begivenheder vil have konsekvenser for og indvirkning på resten af området. I kraft af sin kvalitet som en unik politisk enhed har Europa i dag en chance, som det aldrig tidligere har haft i dets lange historie. Nemlig at organisere sig på et retfærdigt og fredeligt grundlag efter et princip om lighed og samarbejde for alle. Lad det være slut med voldelige handlinger, der udøves af magthaverne over for dem, der ingen magt har, men lad en generel forståelse og enighed, hvor svært og langvarigt det end bliver at opnå, være det overordnede princip for planlægningen og for stabiliteten i Europa i det kommende årtusinde. I denne forbindelse mener jeg med Europa hele kontinentet. Vi ved alle, at Den Europæiske Unions udvidelsesproces bør følges op af en vedvarende såvel som dristig reform af institutionerne. Jeg er overbevist om, at regeringskonferencen vil resultere i realistiske forslag, der vil skubbe Den Europæiske Union i den rigtige retning. Dog tror jeg ikke, at de institutionelle ændringer inden for Den Europæiske Union kan stoppe der. Tværtimod vil det efter min mening være starten på en lang proces, der måske vil tage årtier. Denne bør kendetegnes af en vedvarende vilje til at fremskynde og forenkle beslutningstagningen i Den Europæiske Union og gøre den mere gennemsigtig. Tillad mig at nævne to mere konkrete punkter, som jeg allerede har berørt flere gange, og som i mine øjne vil kunne bidrage til opnåelsen af disse mål på længere sigt. For det første mener jeg, at Den Europæiske Union før eller siden bør give sig selv en præcis og klar forfatning, der er forståelig for enhver ... (Bifald)... en forfatning, som alle børn i Europa kan lære uden problemer. Denne forfatning skal som sædvanligt indeholde to dele. Den første del skal omhandle grundlæggende rettigheder og pligter for borgerne og de europæiske stater, de grundlæggende værdier, som det forenede Europa er baseret på, meningen med og betydningen af en europæisk konstruktion. Den anden del skal omhandle Den Europæiske Unions vigtigste institutioner, deres væsentligste kompetencer og deres gensidige forbindelser. En sådan grundlov ville ikke automatisk betyde en radikal ændring af Den Europæiske Union, som vi kender den, til en kæmpe forbundsstat, som EU-skeptikerne er så bange for, men ville blot gøre det muligt for indbyggerne i et Europa under opbygning at skabe sig en klar idé om Den Europæiske Union. Således ville de bedre forstå den og bedre kunne identificere sig med den. (Bifald)Et af de vigtige emner, der ofte nævnes i forbindelse med Den Europæiske Unions institutionelle reformer, er spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at de små medlemslande i Unionen ikke bliver rendt over ende af de store, idet man samtidig tager hensyn til de forskellige staters størrelse. Det forekommer mig, at en af mulighederne kunne være at oprette et andet kammer i Europa-Parlamentet. Valgene hertil skulle selvfølgelig ikke være direkte, men de forskellige parlamenter skulle sende deres repræsentanter, f.eks. tre pr. stat. Mens det første kammer, det vil sige det nuværende Parlament, således ville afspejle størrelsen af de forskellige medlemsstater, ville det andet kammer øge ligheden mellem medlemslandene. Alle medlemsstaterne skulle have det samme antal repræsentanter. I denne situation behøvede Kommissionen f.eks. ikke nødvendigvis at sammensættes efter nationale tilhørsforhold, og de nationale parlamenter kunne inddrages og blive mere handlekraftige. Uanset udviklingen og resultatet af den institutionelle reform eller den omtalte reform forekommer én ting sikkert. Uenighed eller manglende enighed om institutionelle anliggender må ikke bremse Den Europæiske Unions udvidelse. Sker dette, risikerer vi, at en for stor forsinkelse af udvidelsen vil få langt farligere konsekvenser end en eventuel ufuldkommen institutionel reform. Mine damer og herrer, den tekniske civilisation, der i dag er udbredt over hele vores planet, og som er opstået på europæisk jord, er i høj grad påvirket af elementer fra den euroamerikanske civilisation. Derfor er Europa særlig ansvarlig for denne civilisations tilstand. Ikke desto mindre må dette ansvar aldrig mere udmunde i en voldelig eksport af egen værdier, idéer eller goder mod resten af verden. Tværtimod vil Europa endelig kunne begynde med sig selv og tjene som et eksempel, som andre kan - men ikke er nødt til - at følge. Hele den moderne opfattelse af livet som noget, der er i vækst, og hvor der ustandselig sker materielle fremskridt, og som er grundlagt på menneskets overbevisning om, at det er universets herre, udgør den skjulte og beklagelige side af den europæiske åndelige tradition. Med denne livsanskuelse forudbestemmes også den egenskab, der truer det nuværende samfund. Hvem andre end vores del af verden, der satte denne store bevægelse i gang - eller endda vores civilisations frie fald - skulle med heftighed bekæmpe disse trusler? Det forekommer mig, at det ved denne overgangsperiode er op til Europa at foretage modige overvejelser om dobbeltheden i dets bidrag til verden. Europa skal indse, at vi ikke kun har lært verden om menneskerettigheder, men at vi også har vist den holocaust, at vi ikke kun har givet verden den industrielle revolution og dernæst informationsrevolutionen, men at vi også har ødelagt naturen for at opnå rigdomme, vi har plyndret dens ressourcer og forurenet atmosfæren. Man må indse, at vi ganske vist har vist vejen for en massiv udvikling af videnskaben og teknologien, men at det har kostet dyrt, nemlig dyrekøbte, men meget vigtige og sammensatte menneskelige erfaringer, der er dannet i løbet af tusinder af år. Europa må starte med sig selv. Det må spare, gennemtvinge afsavn, overholde - i overensstemmelse med den bedste af dets åndelige traditioner - den øverste kosmiske orden som noget, der er over os, og ligeledes overholde den moralske orden, som er en konsekvens. Ydmyghed, elskværdighed, venlighed, respekt for det, vi ikke forstår, en dyb solidaritetsfølelse med andre, respekt for alt, der er anderledes, viljen til at yde eller gøre gode gerninger, som kun evigheden vil kunne belønne, denne evighed, som observerer os i tavshed gennem vores samvittighed. Der er så mange værdier, som kunne og burde være med i det europæiske opbygningsprogram. Europa har helt eller delvist de frygteligste begivenheder i det 20. århundrede på samvittigheden: de to verdenskrige, fascismen og det totalitære kommunistiske system. I løbet af sidste århundrede har Europa også oplevet tre positive begivenheder, skønt de ikke alle udelukkende var Europas fortjeneste: en afslutning på kolonistyret, jerntæppets fald og begyndelsen på den europæiske opbygning. Den fjerde store opgave, der venter Europa, vil i mine øjne være at prøve at vise med dets eksistens, at det er muligt at modstå den store fare, som hænger truende over denne verden og dens civilisation fyldt med selvmodsigelser. Det ville glæde mig, hvis mit land kunne deltage i alt dette som fuldgyldig partner. (Stående og vedvarende bifald)
Hr. præsident, på vegne af Europa-Parlamentet vil jeg gerne takke Dem varmt for Deres meget stærke udsagn, og også kollegernes bifald vidner herom. Jeg vil gerne takke Dem. De gør ret i at minde om, at nationale tilhørsforhold er fuldt ud forenelige med europæiske tilhørsforhold. Med udgangspunkt i Deres personlige erfaring har De vist os, at man ikke kan lovgive om det europæiske tilhørsforhold, men at det var noget spontant og naturligt. Jeg har noteret mig Deres ord, og det er et emne, vi alle føler dybt for. De er tro over for de principper, som altid har været ledetråden for Deres handlinger, denne tilknytning til de grundlæggende værdier. De mindede os om Deres tale i 1994, som De selv kaldte en smule provokerende, men nogen gange bliver utopier til virkelighed, og vi har sammen kunnet måle det stykke vej, vi har tilbagelagt. Og dernæst vil jeg gerne sige, at De meget relevant understregede det civile samfunds rolle og betydningen, ikke kun i ansøgerlandene, men også i samtlige medlemslande, med henblik på at give borgerne tilliden tilbage og troen på den sociale solidaritet, som vi har behov for. Og for at opresumere det, jeg nok anså for det allervigtigste i Deres tale, nemlig at De frem for alt mindede os om, at ud over de økonomiske aspekter var den europæiske opbygning et åndeligt arbejde. Det er naturligvis vores store ønske at fortsætte dette arbejde med Dem. Tak, hr. præsident. (Det højtidelige møde hævet kl. 12.40)
Næste punkt på dagsordenen er årlig betænkning (A5-0032/2000) af Corrie for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om resultaterne af Den Paritetiske Forsamling AVS-EU's virksomhed i 1999.
, skriftlig. (EN) Hr. formand, jeg havde håbet på at kunne forelægge min betænkning kl. 9.00 og ikke kl. 21.00 Jeg håber, at antallet af parlamentsmedlemmer ikke er udtryk for interessen i det oversøiske udviklingsarbejde. Det er imidlertid normal praksis, at betænkningen om resultaterne af Den Paritetiske Forsamling AVS-EU's virksomhed fremlægges for parlamentsmedlemmerne, og det er min behagelige opgave at gøre det i aften. Jeg kan atter berette om to meget vellykkede møder - et i Strasbourg og et i Nassau. Der var på mange måder tale om afslutningen på en gammel æra og starten på en ny. Den Paritetiske Forsamling AVS-EU er en enestående organisation i verdenspolitisk sammenhæng. Hvor ser man ellers 86 nationer mødes for at diskutere sager af fælles interesse? Strasbourg-samlingen var den sidste med Lord Plumb som formand. Som en anerkendelse af hans enestående indsats i en vanskelig periode udnævnte Forsamlingen i Nassau ham til æresformand for Den Paritetiske Forsamling, og vi ønsker ham held og lykke med sit otium. De to Forsamlinger var præget af genforhandlingen af Lomé-konventionen, og jeg ser frem til underskrivelsen af en ny konvention og en hurtig ratifikation af alle berørte lande. Jeg husker, at den daværende kommissær Marin ved den seneste midtvejsvurdering, hvor jeg var formand, sagde, at det ville blive den sidste vurdering. Han tog fejl, og jeg hylder Philip Lowe og hans hold, der har ydet en stor indsats bag scenen for at udarbejde en ny konvention under meget vanskelige forhold. Det glædede mig også at høre beretningen fra kommissær Nielson i morges, der har arbejdet utrætteligt for at få det rigtige resultat af forhandlingerne. Jeg vil gerne rette en særlig tak til ham for hans arbejde. Jeg vil også hylde fru Kinnock og hendes arbejdsgruppe for deres store arbejde for Lomé-konventionens fremtid. Jeg er overbevist om, at fru Kinnocks betænkning og rapporten om regionalt samarbejde og integration havde stor betydning for resultatet af disse forhandlinger. Jeg takker også Arbejdsgruppen om Klimaændringer og Små Østater og Arbejdsgruppen om Opfølgning af Fiskerispørgsmål for deres udmærkede rapporter. Vi har afholdt spørgetid for Rådet og Kommissionen samt AVS-Rådet, og jeg vil gerne takke disse institutioner for deres interesse i vores arbejde. Begge Forsamlinger koncentrerede indsatsen om udryddelse af fattigdommen. I den vedtagne beslutning gik man så langt som til at konkludere, at fattigdom er en krænkelse af menneskerettighederne. Beslutningen understregede også vigtigheden af at afskaffe ulighederne mellem kønnene for at komme fattigdommen til livs, og når jeg rejser gennem Afrika og ser det arbejde, der udføres af kvinder, ville jeg blot ønske, at flere kvinder havde betydningsfulde statslige stillinger samt formandsposter. Det kunne måske gøre en ende på noget af den svig, korruption og dårlige ledelse, der synes at være endemisk i nogle lande, og som skal standses. Vi havde som sædvanlig mange drøftelser om lande, der er i krig. Jeg besøgte Etiopien og Eritrea for at få førstehåndskendskab til situationen. Den Afrikanske Enhedsorganisation gør sit bedste for at formidle en fredsaftale mellem disse to lande. Men Etiopien ønsker fortsat en afklaring i visse spørgsmål, og menneskerettighedssituationen er alvorlig i begge lande. I Nassau var vi henrykte over at høre, at der blev indgået en handelsaftale med Sydafrika efter fire års forhandlinger. Det understreger kohærensproblemerne mellem EU og udviklingslandene, der blev tilspidset under WTO-konferencen i Seattle. Der er gjort et stort stykke arbejde for at overbevise udviklingslandene om fordelene ved en globalisering og verdensomspændende frihandelsaftaler. I Nassau var der to interessante drøftelser om Østtimor og Cuba. Cuba har observatørstatus i Den Paritetiske Forsamling, men jeg kan forstå, at landet nu har udtrykt ønske om at blive optaget blandt AVS-landene. Jeg er overbevist om, at alle de AVS-lande, der kan leve op til kravene om demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og uafhængige domstole, er velkomne. Jeg venter spændt på udviklingen i Cuba. Da hr. Dalmau, Cubas viceminister for udenrigsanliggender, talte til Forsamlingen, gav han klart udtryk for sine følelser. Da Costa, der er repræsentant for National Resistance Council i Timor, holdt en meget interessant tale om Østtimor og tilkendegav, at Østtimor også gerne vil optages blandt AVS-staterne, når det bliver en stat med en regering. Vi giver dem al mulig støtte i bestræbelserne på at nå dette mål. Menneskerettigheder er så vigtigt et spørgsmål i Den Paritetiske Forsamling AVS-EU, at der er udnævnt næstformænd for menneskerettigheder med et særligt ansvar for nøje at overvåge menneskerettighederne og aflægge rapport til Forsamlingen. En række sager er blevet fremhævet, herunder spørgsmålet om børnesoldater i Sudan, hvor mange børn er blevet bortført fra nabolandene. Jeg havde den store ære at blive valgt til formand (EP) i starten af den femte valgperiode, og hr. Clair fra Mauritius er den nye formand for AVS. Jeg så gerne en række ændringer i Forsamlingen, specielt efter underskrivelsen af den nye konvention i maj. Der skal være større lighed mellem vores AVS-partnerne og vores europæiske medlemmer, og jeg vil gerne afskaffe "dem og os"syndromet. For det første så jeg gerne en Paritetisk Forsamling med valgte medlemmer fra AVS-landene i stedet for ministre eller ambassadører som delegerede. Det mener jeg, er den nye konvention. Dernæst giver den nye konvention mulighed for at afholde regionale samlinger i de seks regioner, hvilket gør det muligt for os at være mere konkrete i vores arbejde. Disse forsamlinger skal rapportere tilbage til Den Paritetiske Forsamling. De regionale drøftelser i Nassau i Caribien var særdeles produktive. Nu skal der også afholdes drøftelser i Abuja i Vestafrika. Jeg så gerne, at Forsamlingen i stedet for at være et diskussionsforum bliver en workshop, der skal give bedre forhold for alle i udviklingslandene. Jeg ser også gerne, at det civile samfund får større indflydelse. Men hvis det skal være muligt, skal vi have afskaffet korruptionen, og her skal vi gribe om ondets rod. Vi skal belønne de lande, der gør en indsats for at leve op til reglerne om god regeringsførelse. På samme måde skal vi slå hårdt ned på korrupte lande og lande, hvis forfatninger ikke tillader de pluralistiske regeringer, vi kræver. Jeg er meget glad for at se resultaterne i Zimbabwe. De europæiske skatteydere vil ikke længere acceptere, at deres penge bruges til svigagtige formål. Der skal ske forandringer i Afrika, og der skal fastsættes nye standarder, som skal overholdes. Den Paritetiske Forsamling skal spille en ledende rolle med hensyn til kontrol med god regeringsførelse, menneskerettigheder og demokrati i samarbejde med Kommissionen. Jeg mener, at valgte delegerede fra EU og AVS-landene kan løse problemet som ligeværdige partnere. Jeg beder Dem indtrængende om at vedtage betænkningen.
Hr. formand, først vil jeg lykønske hr. Corrie med den udmærkede og omfattende betænkning. Grundlaget for alle overvejelser om udviklingspolitik må være overholdelsen af menneskerettighederne og kampen mod fattigdom. Når det så drejer sig om at bekæmpe fattigdom, står reduktionen af midlerne til udviklingshjælp i mange medlemsstater og EU i skærende kontrakt hertil. Med stikordet finansiering skal vi med blikket rettet mod fremtiden give den Paritetiske Forsamling flere midler, der f.eks. skal anvendes til at stille valgobservatører til rådighed på AVS-landenes anmodning. EU må i fremtiden i forbindelse med koordineringen af udviklingsprojekter dels være mere alsidig dels indgå aftaler med de enkelte stater for at kunne arbejde og anvende midlerne mere effektivt. Et eksempel kunne være uddannelsesområdet, der i fremtiden er et særlig støtteberettiget og værdigt trængende område i AVS-landene. Når man tænker på den hurtige udvikling af de uddannelsesmæssige og teknologiske muligheder via Internettet, så er der her helt nye hjælpemidler, der kan bringe udviklingslandene med deres stadig beskedne midler tættere på den globale verden, ikke globaliseringen. Her ser jeg en fremtidig opgave for EU, nemlig at bidrage med at skabe små og mellemstore virksomheder i AVS-landene, der er i stand til at fungere som hjælp til selvhjælp. Som eksempel kan jeg her nævne problematikken i Nigeria, hvor der blev importeret færdige industriprodukter fra hele verden, men vedligeholdelsen, der udføres af udenlandske håndværkere, er forbundet med store økonomiske omkostninger. En relevant uddannelse af den nigerianske befolkning kunne bane vejen for at få skabt små og mellemstore virksomheder. Den optimering af arbejdsmetoder, der er absolut nødvendig i fremtiden, og som indgår i betænkningen, gør det muligt især gennem de påtænkte regionale paritetiske forsamlinger at komme bedre ind på udviklingslandenes særlige forskellige problemer, så EU's hjælp kan forberedes mere målrettet og gennemføres siden hen.
Tak, hr. Zimmerling. Hvis jeg er rigtigt informeret, er det første gang, De har talt her i Parlamentet. Det var Deres jomfrutale, og det vil jeg gerne ønske Dem tillykke med. Det gik udmærket.
Hr. formand, mine damer og herrer, man kan ikke gentage det for ofte: Lige siden 1975 har Lomé-konventionen været en væsentlig pille i det europæiske udviklingssamarbejde og på mange måder en pilotfunktion. Med princippet om partnerskab og paritet samt med den parlamentariske overvågning af den Paritetiske Forsamling er det en verdensmodel. Passende til jubilæumsåret, hvor vi går ind i 25-året for Lomé-samarbejdets beståen, står vi over for at skulle indgå en ny og videreudviklet partnerskabsaftale, som også giver Den Paritetiske Forsamling status af en ægte parlamentarisk forsamling på begge sider. Jeg vil derfor ikke begrænse mig til kun at se tilbage på 1999, det har ordføreren, hr. Corrie, så fremragende taget stilling til. Meget af det, der gør indtryk på os i dag, er resultatet af fundamentale transformeringsprocesser, som har fundet sted lige siden slutningen af 80'erne i alle dele af verden. Det har også udløst heftige rystelser i udviklingslandene. Efterdønningerne fortsætter. AVS-samarbejdet er en dynamisk proces. Fra Lomé I til Lomé VI har der været en stadig forbedring af aftaleindholdet. Samtidig er antallet af partnerlande på nu 71 vokset kraftigt. Særlig udvidelsen med Namibia og Sydafrika har gjort indtryk på alle, der deltog. For nylig bankede Cuba på døren, og hvis Cuba optages i AVS-EU-fællesskabet, betyder det et skridt med mange følger, som selv ikke i Cuba kan gennemføres uden forandringsprocesser. AVS-samarbejdet forbliver altså yderst spændende, ikke kun på grund af de nye toner i den ny konvention. Bekæmpelse af fattigdom og støtte til en bæredygtig økonomisk, kulturel og social udvikling er vigtige målsætninger i bestræbelserne på at få opbygget demokratiske samfund i AVS-landene, der overholder menneskerettighederne. Det inkluderer en styrkelse af de demokratiske institutioner. Den Paritetiske Forsamlings historie vidner i den forbindelse overbevisende om en positiv udvikling. Tidligere var AVS-landene først og fremmest repræsenteret af regeringsmedlemmer eller embedsmænd eller ambassadører, men allerede i dag er vores samtalepartnere for mindst tre fjerdedeles vedkommende valgte medlemmer af parlamenterne. Vi burde holde en stor fest, når det inden længe er 100%, således som det jo er hensigten med den nye aftale. De fremadskridende demokratiseringsprocesser, som i modsætning til diverse former for kriser for det meste går upåagtet hen, er der desværre al for ringe opmærksomhed omkring. En specialitet i forbindelse med det multilaterale AVS-samarbejde er den regionale kooperation eller integration. Et ønske på Europa-Parlamentets lange ønskeseddel bliver opfyldt: Den Paritetiske Forsamling vil inden længe også kunne afholde regionale møder. Det har vi allerede hørt. Et styrket regionalt samarbejde kan forhindre, at etnisk, økonomisk, socialt eller religiøst betingede konflikter bryder ud, altså have en præventiv virkning. Af samme grund har Europa-Parlamentet, så længe jeg husker, været fortaler for, at civilbefolkningen deltager i beslutningsprocessen samt i ledelsen af samarbejdet og fremhævet betydningen af decentralt samarbejde. Styrkelsen af kontakterne mellem Den Paritetiske Forsamling og arbejdsmarkedets parter, som er indeholdt i den nye konvention, er endnu et skridt i den rigtige retning. Den sidste dråbe malurt, der er tilbage i bægeret, er, at Den Europæiske Udviklingsfond stadig ikke er del af det europæiske budget. Jeg håber ikke, at det skal vare yderligere 25 år, før vi endelig når frem til et positivt resultat, hvad det angår.
Hr. formand, jeg lykønsker hr. Corrie med hans betænkning. Lomé-konventionen har været udtryk for et reelt partnerskab mellem EU og AVS-landene i mere end 25 år. At partnerskabet overhovedet er fortsat på trods af et stort pres fra mange sider - herunder WTO - må ses som udtryk for en vis succes. Men selvfølgelig skal den nye konvention ikke bedømmes ud fra det faktum, at den findes, men på baggrund af dens bidrag til EU's engagement i udryddelse af fattigdom og opfyldelse af de internationale udviklingsmål. Bruger man denne målestok, er der alvorlige mangler i de nye ordninger. Aftalen er f.eks. specielt skuffende for de AVS-lande, der lider under kortvarige udsving i eksportindtægterne. Under en maratonforhandling i december nåede man frem til et kompromis, hvor mindstudviklede lande, indlandsstater og østater modtager støtte, hvis de mister mindst 2% af deres eksportindtægter sammenlignet med 10% for de øvrige AVS-lande. Men under de endelige forhandlinger hævdede EU, at den faktisk aldrig havde accepteret at medtage øer og indlandsstater blandt dem, der kan kvalificere sig til støtte på baggrund af 2%-tærskelen. Denne ændring har været specielt ødelæggende for Windward Islands, der måske er det eneste AVS-land, der faktisk vil få store tab som følge af de nye aftaler. Det er specielt urimeligt, da Windward Islands er et af de mindste og mest sårbare AVS-lande, som nu skal betale den højeste pris for den nye Lomé-aftale. På handelsområdet har pres fra WTO for at sikre, at enhver Lomé-konvention er WTO-kompatibel, givet en masse styrke bag idéen om de såkaldt regionale økonomiske partnerskabsaftaler eller frihandelsaftaler. De ikkemindst udviklede medlemslande vil sandsynligvis blive presset voldsomt til at acceptere disse aftaler. Det er imidlertid helt klart, at en række lande selv efter en overgangsperiode ganske enkelt endnu ikke vil kunne åbne deres markeder for de kølige frihandelsvinde uden at ødelægge deres hjemlige økonomi. Vi skal derfor være særligt påpasselige med at sikre, at der er reelle valgmuligheder for de lande, der endnu ikke er klar til frihandelsaftaler. Vi skal sørge for at følge selve strategierne til fremme af regional integration blandt AVS-landene. I forbindelse med en ny handelsrunde bør EU og AVS-landene i fællesskab presse på for at reformere GATT-aftalens artikel 24, så den udtrykkeligt indeholder bestemmelser om regionale og ikkegensidige handelsaftaler mellem strukturelt og økonomisk forskellige grupper af lande. Lomé-konventionen er et enestående partnerskab, men hvis det skal være optimalt, skal det ikke blot omfatte diskussioner inden for rammerne af Lomé-konventionen, men også involvere WTO samt et partnerskab med alle andre internationale forhandlingsfora.
Hr. formand, jeg vil gerne i forbindelse med denne debat gøre opmærksom på den skæbne, der har ramt de fattige AVS-lande, om hvem man vover at sige, at de drager fordel af Lomé-konventionen. Selv når vi kun taler om handelsrelationer, har Lomé-konventionen på ingen måde beskyttet disse lande, hvis andel i handlen med Europa, der allerede er svag, er blevet halveret. Dette afspejler den stigende ulighed mellem EU og AVS-landene. Lomé-konventionen er især til gavn for store finansielle eller industrielle koncerner, som fortsætter med at udplyndre disse lande og således opretholder den økonomiske afhængighed af bl.a. de gamle kolonimagter. Hvad angår den såkaldte udviklingshjælp, er denne tydeligvis ikke til nogen gavn, eftersom underudviklingen i størstedelen af disse lande øges i stedet for at mindskes, og hvis hjælpen da ikke udgør en forklædt bistand til europæiske eksportindustrier. Denne hjælp er især næring til de siddende regimer, og det fattige flertal af befolkningen får ikke fordel heraf. Selvom hjælpen blev korrekt fordelt, ville den være utilstrækkelig til at finansiere de mest uundværlige infrastrukturer med hensyn til sundhed, uddannelse eller drikkevandsforsyning. I mange år har stormagterne skåret ned på denne bistand, der allerede er latterlig lille, men topmålet af kynisme er, når dette forklares med manglende overholdelse af menneskerettighederne eller korruption. Men hvem er det, der beskytter disse regimer, som fremmer korruptionen, hvis ikke det er regeringerne i de rige lande? Således lukker man øjnene for de største bestikkere, disse store koncerner, der handler med olie, leverer vand eller udfører offentligt arbejde, over for hvem man dog kunne skride hårdt ind, eftersom deres hovedsæder ligger i Europa. Debatten om enten en forlængelse af Lomé-konventionen med dens kvoter og protektionisme eller tværtimod en gradvis ophævelse af de særlige forbindelser mellem EU og AVS-landene i frihandlens navn er en forvansket debat om to måder til at opretholde plyndringen og forarmelsen af disse lande. Jeg protesterer mod en hæslig og umenneskelig organisation, der i bogstaveligste forstand medfører, at hundrede millioner mennesker går til i elendighed for at berige en minoritet. En brøkdel af de ubegribelige rigdomme, de store koncerner har samlet sammen, ville gøre det muligt for disse fattige lande at komme ud af elendigheden, men eftersom man ikke tør kaste sig over de kapitalistiske koncerner, skjuler man blot problemet.
Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Corrie, som er formand for Den Paritetiske Forsamling AVS-EU, og som fik den svære opgave at udarbejde en betænkning om en så vanskelig forsamling som Den Paritetiske Forsamling AVS-EU. Jeg vil i mit indlæg nøjes med at komme ind på nogle punkter, der efter min mening er af afgørende vigtighed. Europa-Parlamentet bør efter min opfattelse anmode kraftigt om, at forsamlingen reelt bliver parlamentarisk, det vil sige opfordre AVS-landene til at lade sig repræsentere af medlemmer af de nationale parlamenter med det formål at styrke den demokratiske struktur i disse AVS-lande. Jeg ønsker nu at give mit bidrag til debatten ved at rette min opmærksomhed mod globaliseringen og WTO, som AVS-landene betragter som en stor fare for deres udvikling. Jeg mener, at det er nødvendigt med en overgangsperiode for AVS-landene, men det er ligeledes nødvendigt at støtte dem i forbindelse med det nye princip om en regionalisering af støtten, ikke blot inden for landbrug og fiskeri, men også med hensyn til anvendelsen af de mine- og undergrundsressourcer, som man undertiden udnytter, og hvor AVS-landene selv får en ringe økonomisk fortjeneste. Det tredje punkt er den indsats, som Europa-Parlamentet - via en paritetisk arbejdsgruppe i Den Paritetiske Forsamling - skal forpligte sig til at yde med henblik på en stabilisering af AVS-landenes budgetter. Dette skal ske ved hjælp af en kvalificeret udvælgelse af budgetposter for at muliggøre en økonomisk og ikke mindst social udvikling samt ved at holde øje med de indkomst- og skattepolitikker, der eventuelt er gældende i AVS-landene. Vi skal støtte AVS-landenes befolkninger ved hjælp af forholdet til deres ledere, som skal være fuldstændigt bevidste om, at EU's udviklingsstøtte er beregnet på befolkningerne og ikke på eventuelle oligarkier, som i nogle lande administrerer alle de interne og eksterne ressourcer. Endelig er det fjerde punkt, at vi hele tiden skal være opmærksomme på at forebygge etniske konflikter og konflikter mellem landene, og det vil vi til en vis grad kunne gøre ved hjælp af en stærk og effektiv diplomatisk offensiv samt ved hjælp af de forslag, jeg har gjort rede for.
Hr. formand, jeg vil, ligesom min kollega Karin Junker, der talte for et øjeblik siden, rose betænkningen, og jeg kan tilføje, at hr. Corrie påbegyndte sit arbejde som medformand for Den Paritetiske Forsamling AVS-EU effektivt og upartisk, og det fortjener al vores anerkendelse. Mit indlæg begrænses til en præcis kendsgerning, der fandt sted for nogle dage siden til dels som følge af hændelser, som omtales i den betænkning, vi drøfter her. Jeg henviser til, at Cuba den 2. februar gav udtryk for landets hensigt om at blive fuldgyldigt medlem i AVS-landegruppen. På sidste møde i Den Paritetiske Forsamling AVS-EU i Nassau var der en cubansk delegation, der deltog, og vicekansler Dalmau mødte op i Plenum, og der opstod en levende debat, hvorefter der fulgte talrige samtaler med mange af os. Efter Nassau besøgte en delegation fra Europa-Parlamentet ledet af selveste hr. Corrie og af formanden for Udvalget om Udvikling og Samarbejde, Joaquín Miranda, Havanna, hvilket skabte en række betydningsfulde meningsudvekslinger. Jeg har på fornemmelsen, at denne mission fra Europa-Parlamentet var det endelige skub, som overbeviste vores cubanske venner om, hvor hensigtsmæssigt det ville være at gå et skridt videre i samarbejdet med Den Europæiske Union. Vi befinder os over for en temmelig betydningsfuld politisk situation, og jeg håber, at vi fra Europa-Parlamentets side tilskynder til en passende positiv holdning fra Unionens side, hvilket på kortere sigt betyder et positivt svar på Cubas bestræbelser. Det er vigtigt, i det mindste af tre grunde. Først og fremmest for Cuba, for befolkningens udvikling og velstand og for én gang for alle at bryde den blokade, som USA har indført, og som Europa-Parlamentet og De Forenede Nationer gentagne gange har fordømt. For det andet må vi huske på, at Cubas ansøgning er blevet positivt modtaget af alle AVS-landene. Hvis Den Europæiske Union svarer positivt på vores associerede landes henstilling, viser vi vores respekt og hensyntagen over for disse associerede lande, hvilket vil få en positiv indvirkning inden for hele rammen af vores samarbejde med dem. Man må heller ikke se bort fra værdien i en sådan beslutning, som jeg foreslår, som bevis på Den Europæiske Unions samhørighed og selvstændighed, og som bevis på, at Unionen ikke underkaster sig nogen form for pres. Ved at acceptere Cuba i AVS-fællesskabet viser vi, at vi ikke er et kæmpestort Europa i den uværdige dynamik paying but not playing, og at vi, da vi blev vrede over tåbeligheder som Helms-Burton-loven, ikke var hykleriske, men at vi var villige til at handle indtil den yderste konsekvens. Om et par uger skal Den Paritetiske Forsamling AVS-EU igen mødes, og jeg er sikker på, at dette emne vil blive behandlet på dette møde. Det ville være prisværdigt, hvis Europa-Parlamentets repræsentation i forbindelse med disse formaliteter støttede de cubanske hensigter, hvilket de parlamentariske kolleger fra AVS-landene uden tvivl vil gøre. Cuba skal naturligvis opfylde alle de forudsete betingelser på lige fod med andre medlemmer. Det ved cubanerne, og det accepterer de helt sikkert. Det skal ligeledes være klart, at man ikke vil bede Cuba om mere end det, man har bedt andre samtalepartnere om. Cubas vilje til at blive medlem skal ønskes velkommen, og Cuba skal ønskes velkommen i denne vores kreds. Det siger jeg af hele mit hjerte, men også fordi jeg er af den dybe overbevisning, at ligesom blokaden kun har skabt stor fattigdom og som konsekvens heraf irritation og hårdhed fra cubanernes side, så vil den integration, som vi støtter her, og den velstand, som skabes deraf, blive omsat i den afspænding og åbenhed, som vi alle ønsker, og som vi alle, i særdeleshed den cubanske befolkning, vil drage nytte af.
Hr. formand, jeg vil også gerne indlede med at takke og lykønske ordføreren, hr. Corrie, fordi han har udarbejdet en glimrende betænkning, som efter min mening beskriver og sammenfatter det arbejde, man har ydet i Den Paritetiske Forsamling AVS-EU i løbet af 1999, virkelig godt. Min taletid er kort, og jeg vil egentlig bare komme ind på to anliggender. Det første spørgsmål vedrører bekæmpelsen af fattigdom, som efter min mening er ved at blive en pinlig historie for både EU og medlemslandene. På trods af, at man både i traktaten og på FN's møder i Rio og København har forpligtet sig til at arbejde for at udrydde fattigdommen i verden, skærer man i virkeligheden ned på budgettet for udviklingsbistand, hvilket er i modstrid med det, som man sagde, man ville gøre. Vi skal stoppe denne tendens. Vi skal begynde at afdrage på vores gæld. Vi skal begynde at sætte handling bag ordene. Jeg kunne godt tænke mig, at vi indtager en førende rolle i dette arbejde. Det andet spørgsmål går ud på, at vi i mange forbindelser taler om, at AVS-landene skal tilegne sig demokratiets grundlæggende regler. I punkt 2 og 3 i beslutningen anmoder man om, at arbejdsmetoderne skal udvikles og optimeres inden for rammerne af den nye konvention. AVS-landene skal opfordres til at lade mange politiske opinioner komme til orde. Det er efter min mening virkelig godt, og det skriver jeg absolut under på. Vi skal imidlertid også spørge os selv, hvordan vi selv håndterer demokratiet. Hvordan fungerer det i Europa-Parlamentets delegation til Den Paritetiske Forsamling AVS-EU? I modsætning til, hvordan ting og sager fungerer her i Europa-Parlamentet og i Parlamentets udvalg, hvor man jo nominerer og udnævner ordførere til betænkninger, findes der overhovedet ingen regler i denne delegation til Den Paritetiske Forsamling. De to store grupper deler alle betænkninger, generelle rapporter osv. mellem sig. Med henblik på at ændre denne udemokratiske ordning har vi, Verts/ALE-gruppen, fremsat ændringsforslag 6. I dette ændringsforslag anmoder vi om, at ordførere for betænkninger, og generelle rapporter, samt medlemmer af arbejdsgrupper udpeges i overensstemmelse med klare, demokratiske regler. Der bør i denne forbindelse tages hensyn til små grupper og repræsentativitet.
Hr. formand, hr. kommissær, hr. ordfører, kolleger, også jeg vil gerne lykønske hr. Alexander Corrie med, hvor omhyggeligt og præcist han formår at sammenfatte problematikken i sin betænkning. Europa-Parlamentets udtalelse om Den Paritetiske Forsamling AVS-EU's virksomhed har haft stor betydning og har bidraget afgørende til, at der er opnået sammenhæng i EU's politik og rolle inden for samarbejde og udvikling. Den stadig mere parlamentariske Paritetiske Forsamlings vigtige rolle i styrkelsen af forbindelserne mellem EU og AVS-landene skal fremhæves. På baggrund af denne positive funktion vil det være særdeles hensigtsmæssigt, om Den Paritetiske Forsamling bliver udstyret med et budget, der svarer til styrkelsen af kvaliteten i dens arbejde. Hvad angår Den Paritetiske Forsamlings virke, er vi enige i ordførerens forslag om at indføre regionale paritetiske forsamlinger, som dækker de seks regioner i konventionen, Vestindien, Stillehavsøerne og fire afrikanske regioner. Disse regionale forsamlinger skal følge aktionerne i de respektive områder. Fattigdommen har været fællesnævneren for alle debatterne i Den Paritetiske Forsamling og udryddelsen af den det prioriterede mål for EU's udviklingspolitik. Vi erindrer i overensstemmelse med resolutionen fra mødet i Nassau om opfyldelsen af de tal, som det internationale samfund har fastsat som mål for nedbringelsen af fattigdommen. Der skal sammenhæng og aktioner til. Den kommende Lomé-konvention må fastsætte investering i uddannelse og opmuntre til regionalt samarbejde og deltagelse fra de lokale enheders side. De lokale enheders deltagelse er særdeles vigtig. I en større sammenhæng mener jeg, at prioriteringerne må være konvertering af de fattige landes gæld til fattigdomsudryddelsesprogrammer og bæredygtig udvikling. Vi må komme videre i form af konkrete og sammenhængende aktioner. Befolkningerne i de fattige lande begynder at fortvivle. Jeg anmoder Kommissionen om, at den foretager det nødvendige, så Østtimor hurtigst muligt kan tilslutte sig Lomé-konventionen som en måde til blandt andre foranstaltninger et fremme en udryddelse af fattigdommen og fremskynde dets økonomiske, kulturelle og sociale udvikling med henblik på at styrke landets interne demokratisering. Afslutningsvist vil jeg gerne lykønske Rådets formandskab med det kommende topmøde Europa-Afrika og appellere til alle dets deltagere om, at de yder deres bidrag til konkretiseringen af praktiske aktioner til fordel for fred, demokrati og fattigdomsudryddelse i de underudviklede afrikanske lande.
. Hr. formand, jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke ordføreren for den udmærkede betænkning og også takke Den Paritetiske Forsamling for dens arbejde i 1999. Det er mig også en glæde at kunne bekræfte, at jeg deltager i Den Paritetiske Forsamlings næste møde, der finder sted i marts i Nigeria. Kommissionen ser gerne, at Den Paritetiske Forsamling kommer til at spille en større rolle, især med hensyn til at fremme en større politisk dialog med vores udviklingspartnere. Kommissionen er enig med ordføreren i, at bekæmpelse af fattigdom fortsat er det centrale mål for udviklingspolitikken og altid skal spille en nøglerolle. Men for at kunne udvikle sig må landene inddrages aktivt i det globale økonomiske system. Hvad angår handlen med vores udviklingspartnere, er Kommissionen helt indstillet på at garantere, at der i ethvert nyt arrangement tages hensyn til AVS-landenes særlige økonomiske og sociale begrænsninger. Fru Lucas nævnte, at Stabex- og Sysmin-systemet burde være fortsat. Det er jeg ikke enig i. Det system har vist sig at være uhensigtsmæssigt, da det rent faktisk kun kommer ganske få af de 71 lande til nytte. Det virker alt for langsomt, og derfor er det indlysende, at udviklingslandene har sagt ja til det nye system, der bliver tale om i fremtiden, fordi det vil virke mere fleksibelt. Jeg kan med hensyn til landes fremtidige tiltrædelse af Lomé-konventionen, som f.eks. Østtimor, kun gentage, hvad jeg for nylig sagde til Europa-Parlamentets Udvalg om Udvikling, nemlig at døren er åben. Det er ansøgerne selv, der skal beslutte, om de vil banke på døren. Når det er sket, tager vi stilling til det. Kommissionen noterer sig med hensyn til Cubas ansøgning om tiltrædelse af Lomé-konventionen, at AVS-staterne ifølge deres nylige erklæring støtter Cubas ansøgning. EU har altid talt for, at der indtages en konstruktiv holdning over for Cuba, sådan som det er skitseret i EU's fælles holdning, men det må erkendes, at drøftelserne vil blive komplekse. Vedrørende Elfenbenskysten kan jeg oplyse, at alle de 28 millioner euro er betalt tilbage i overensstemmelse med, hvad der blev aftalt efter gennemgangen af de økonomiske uregelmæssigheder. Angående finansiering af Den Europæiske Udviklingsfond over budgettet kan jeg sige, at dette er under overvejelse. Kommissionen går for sit vedkommende ind for dette, men vi kan ikke på dette tidspunkt komme med nye meldinger om hvornår og hvordan. Om artikel 366A kan jeg sige, at under forhandlingerne om en ny partnerskabsaftale blev der opstillet en ny procedure for behandling af tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstatsprincippet. Som det er tilfældet nu, vil Parlamentet efter vedtagelsen af Amsterdam-traktaten på basis af artikel 300 blive holdt fuldt informeret om alle beslutninger, og Kommissionen vil fortsætte med at tage hensyn til Parlamentets beslutninger om dette emne. Der er ingen planer om at følge proceduren med samstemmende udtalelse i Parlamentet i forbindelse med sådanne beslutninger. Det ville nemlig kræve en ændring af den nyligt vedtagne Amsterdam-traktat. Og så endelig om Sydafrika-aftalen, som ordføreren også var inde på. Her er jeg simpelthen glad - eller nærmere lykkelig - for her i aften som en afslutning på denne debat meget passende at kunne meddele, at Sydafrikas præsident i dag har sagt ja til den løsning på de udestående problemer, som EU's Udenrigsministerråd i mandags nåede til enighed om at foreslå over for Sydafrika. Så "Grappa-krigen" er slut. Freden er brudt ud, og vi kan nu se frem til et samarbejde med Sydafrika i overensstemmelse med de fælles drømme og værdier, som hele det forhold hele tiden har skullet bygge på. Jeg synes, det er en smuk slutsten for en debat, som i det hele har været ganske positiv, og jeg vil gentage min tak til ordføreren og til Parlamentet for det samarbejde, der lægges i forholdet til landene i den tredje verden i forbindelse med netop dette arbejde.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0031/2000) af Swoboda for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om henstilling med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at føre forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (SEK(1999) 1279 - C5-0166/1999 - 1999/2121(COS)).
Hr. formand, kære kommissær Patten, kære kolleger, det drejer sig i dag om et land, som i sandhed har oplevet vanskelige tider, et land, der imidlertid af egen styrke, med egen vilje og visselig også med støtte fra det internationale samfund har udviklet sig i positiv retning. Når Den Europæiske Union, Rådet og Kommissionen derfor foreslår - og jeg formoder, at Parlamentet tilslutter sig dette forslag i morgen - at indgå en stabiliserings- og associeringsaftale som den første i Sydøsteuropa, i Balkanområdet - jeg tør sagtens bruge dette begreb - så er det først og fremmest en tak for eller anerkendelse af, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien selv har kæmpet sig frem til en god position, økonomisk, men naturligvis først og fremmest politisk set på trods af krigen i nabolandene, men også i forhold til sit eget mindretal. For at have et mindretal i sit eget land på 33% eller 35% er ingen bagatel selv i betragtning af dette lands omgivelser. Landet og dets politikere - sikkert forskelligt her og der - har altid ydet et stort stykke arbejde, og det skal anerkendes. Kommissionen foreslår, at vi sammen med Rådet indgår en aftale. Jeg har nogle få bemærkninger angående de områder, hvor der måske er forskellige anskuelser, selvom jeg også i denne forbindelse særligt vil fremhæve og anerkende kommissær Pattens interesse for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og for hele regionen. For det første det regionale tiltag. Jeg tror, at det regionale tiltag, hvis det bliver forstået rigtigt, er både vigtigt og nødvendigt. Der skal være en vilje til samarbejde. Hvis det ikke i en vis udstrækning forstås som tvang, men derimod som vilje, som mulighed, der skal udnyttes af hvert land, så er dette tiltag rigtigt. Men når vi ser mod Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, ser vi, at naboskabet består af nogle lande, hvor dette samarbejde f.eks. i økonomisk henseende er meget vanskeligt, som tilfældet er med Kosovo og Albanien, eller politisk vanskeligt, som f.eks. med Jugoslavien. På den anden side har samarbejdet med Bulgarien og i særlig grad også med Grækenland udviklet sig positivt, også det må vi anerkende. I denne forbindelse må Den Europæiske Union overveje - den gik allerede i gang med det i begyndelsen af denne uge - hvorledes nabolandet Jugoslavien - uden dermed på nogen måde at ville svække kritikken af dette frygtelige regime - trods alt kan inddrages i det regionale samarbejde. Derfor vil jeg i morgen stille et ændringsforslag, hvor vi går ind for at koncentrere sanktionerne mod regimet, men på den anden side indfører visse lempelser for befolkningen og også for økonomien som et led i det økonomiske samarbejde. For så vidt er jeg taknemmelig - og det kan jeg tillade mig at sige her, fordi jeg kommer fra et land, som Donau løber igennem - for de overvejelser, som Kommissionen, det vil sige kommissær Patten, men også næstformand fru Palacio har gjort sig, som jeg for nylig var sammen med i Budapest, nemlig at åbne Donau for sejlads for igen at skabe muligheder for et minimum af økonomisk vækst i denne region, hvilket naturligvis i særlig grad også er af betydning for Rumænien. Jeg mener, at dette regionale tiltag, såfremt det bliver opfattet rigtigt, nemlig som en metode til også selv at bidrage til det økonomiske opsving i regionen, er den rigtige vej. Som sagt, det må ikke opfattes som tvang og heller ikke stilles som en betingelse. For det andet vil jeg klart og tydeligt sige, vi ønsker, at vejen til Den Europæiske Union står åben for og er et tilbud til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Vi mener, det er en illusion at tro, at det er meningsfyldt at ansøge om tiltrædelse på nuværende tidspunkt, men vi mener også, det er forkert at mene, at det må vi tale om på et senere tidspunkt. Nu får Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien svar på, at den principielt har denne mulighed, når tiden er inde. Landet frygter i en vis udstrækning at blive kørt ud på et sidesport. Det ser hele omlægningen af hjælpeinstrumenterne som en risiko for ikke længere at være sidste vogn på det tog, der bevæger sig mod Europa, men derimod at dette tog kører videre i Europa, og at det havner på et sidespor. Men jeg tror, at kommissær Patten har forståelse herfor. Jeg beder ham udtrykkeligt om at gøre dette klart ved de pågældende møder. For det tredje tror jeg, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien - i hvert fald hidtil - har vist, at den også er i stand til at omgås med instrumenterne på en fornuftig måde. Selvom der naturligvis også her sker omlægninger, vil Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien fortsat vise, at mange af de opgaver, der i dag stadig løses i Bruxelles, i fremtiden kan udvikles i Skopje, i landet selv. Jeg håber, at De, mine kolleger, kan støtte det, så vi kan vedtage disse forslag som tegn på den gode vilje over for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.
Hr. formand, fra begyndelsen af de jugoslaviske krige har Republikken Makedonien - jeg bruger helst dette forkortede navn - spillet en konstruktiv og fredsbevarende rolle. Vi minder om forslagene fra regeringerne i Makedonien og dengang Bosnien-Hercegovina, som sigtede mod en ikkevoldelig lempelse, en ikkevoldelig løsgørelse af den jugoslaviske føderationsstruktur. Vores makedonske venner har således altid spillet en meget positiv rolle, og derfor skal det her udtales, at Makedonien ikke uden videre er genstand for vores såkaldte stabiliseringsbestræbelser, men egentlig udgør oprindelsen dertil. Den forrige præsident Gligorov må gerne tillægges en særlig ære for det, og også den nuværende præsident har allerede i den grad markeret sig som præsident for alle makedonske borgere, at Den Europæiske Union blot kan prise sig lykkelig med en sådan samtalepartner på Balkan. Til trods for de indlysende grunde til eventuelle indre spændinger har de to befolkningsgrupper fundet en rimelig modus vivendi, og de videre perspektiver for en forsvarlig løsning på resterende problemer er gunstige. Navnlig har jeg netop i Makedonien i sin tid også fra romanibefolkningsgruppen hørt, at de egentlig følte sig godt tilpas der. Det havde jeg kun sjældent hørt fra romanibefolkningen i Europa. I forbindelse med problemerne i Makedonien fortjener den højere undervisning af de albansktalende borgere særlig opmærksomhed. Tilgængelig højere undervisning, som man også har en vis tilknytning til, er et vigtigt middel med henblik på emancipering af befolkningsgrupper - det siger jeg af egen erfaring som student ved et protestantisk universitet i Amsterdam. Ellers havde jeg måske aldrig studeret. En sådan tilknytning og en sådan uddannelse inden for den højere undervisning er også vigtig for udviklingen af retsstaten og ligeledes for de med rette nævnte samfundsmæssige interesseorganisationer, som skal styrkes i sådanne lande. Aftalen med Makedonien skal bl.a. omhandle kompensation for den skade, som dette land har påtaget sig på grund af den boykot, som vi iværksatte mod Serbien, og som ikke koster os noget, men som koster Serbiens nabolande så meget desto mere. Hvis vi kunne ændre dette, ville det være godt navnlig med henblik på nabolandene. Det er ikke mere end rimeligt, at vi nu virkelig grundigt træffer bestemmelser om bistanden til Makedonien. De Liberales ændringsforslag vil vi derfor helhjertet støtte, hvor der anmodes om ikke at binde støtten til donorlandenes interesser, for med bistandspengene til genopbygningen skal vi give erhvervslivet i Makedonien og resten af regionen så mange chancer som muligt. Dertil vil jeg gerne regne også Bulgarien og Rumænien, for det forekommer mig at være en taktisk og en psykologisk fejl kun at tale om de fem lande i det tidligere Jugoslavien samt Albanien. Det drejer sig for os om, at økonomierne også i regionen igen kan stå på egne ben, det kan vi også gøre udmærket med bistandspengene. Aftalen med Makedonien må kunne betragtes som åbningen af døren til Den Europæiske Union med henblik på landets tiltrædelse, selvom dette først vil ske på meget langt sigt. I mellemtiden skal vi i vores politik hele tiden gå ud fra det ønskelige i, at Makedoniens lovgivning virkelig kommer til at ligne medlemsstaternes lovgivning, og vores politik skal afspejle dette til og med navnene på bistandsprogrammerne til Makedonien. Jeg nævner her Phare-programmet. Republikkens navn er stadig et problem, da det er følelsesladet i Grækenland. Jeg går ud fra, at medlemsstaterne vil føle sig stadig mere frie til på deres eget sprog at bruge det navn, som passer til republikken. Hvis nogle lande ønsker at bibeholde ordene Det Tidligere Jugoslavien, så er det deres sag, andre behøver ikke være forpligtet dertil. Det går ikke, at vi konstant holdes under pres. Derfor støtter jeg hr. Swobodas kloge betænkning; vi er ikke vant til andet af ham, og derfor udtalte jeg også mine påskønnende ord om den respektable republik Makedonien.
Hr. formand, ærede kolleger, tillad mig først at give udtryk for min personlige tilfredshed med kvaliteten af det arbejde, som ordføreren hr. Swoboda har udført. Vi udtaler os i dag positivt om, at man indleder forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale mellem EU og Republikken Makedonien. Det gør vi i bevidstheden om, at denne afgørelse, der er den absolut første på dette område, er en konkret del af en helt ny fase i vores forbindelser til Balkanlandene. Afgørelsen er selv med til at skabe denne nye fase, det vil sige en politik, hvor udsigten til områdets integration i Europa er den eneste mulighed for en fredelig løsning på dets konflikter. Vi bifalder forhandlingerne, sådan som de foreslås i ordførerens begrundelse, fordi vi er overbeviste om, at man i EU's politik bør kombinere den regionale dimension med en mere specifik udnyttelse af den indsats og de resultater, de enkelte lande har præsteret med hensyn til deres tilnærmelse til acquis communautaire. Det er denne dobbelte målsætning, som man efter min mening bør forfølge. På den ene side skal man således støtte programmerne for f.eks. infrastruktur, fastlægge fristerne for en - endnu for tidlig - indførelse af frihandel samt fremme det økonomiske og handelsmæssige samarbejde mellem landene i området, og på den anden side bør man i dag sammen med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien skabe de eksemplariske forudsætninger for en tættere integrationspolitik. Der er i øvrigt flere forskellige grunde til, at vores holdning kun kan være positiv. Som vi kunne konstatere på vores missioner i Skopje i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, er der sket nogle betydelige fremskridt på det økonomiske område samt med hensyn til den demokratiske udvikling og den etniske sameksistens, der er et meget vanskeligt og omstridt punkt på Balkan. Makedonien har desuden betalt en meget høj pris for krigen i naboområdet Kosovo, både fordi de rent logistisk skulle stå til rådighed for NATO-styrkerne, og fordi eksporten til Nordeuropa faldt. Hr. formand, jeg vil gerne slutte af med at slå fast, at disse fremskridt naturligvis er svære, skrøbelige og usikre, og at de nødvendiggør en konstant overvågning fra vores side af de forskellige etaper, med nogle faste og præcise frister for kontrollen.
Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, jeg vil gerne sige, at Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe varmt og forhåbningsfuldt bifalder indledningen af forhandlingerne med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Jeg har store forhåbninger om, at denne aftale - med de retningslinjer, som ordføreren hr. Swoboda har skildret - bliver et eksempel, der hurtigst muligt kan udvides til at omfatte de andre lande, navnlig Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Montenegro, Kosovo og - lige så snart, det er muligt - Serbien. Vi er overbeviste om, at en hurtig indledning af disse forhandlinger og deres hurtigst mulige afslutning er den eneste måde at opnå fred i området på - den fred, der ikke automatisk opstod, da krigen i Kosovo var slut - så man undgår, at der igen bliver skabt betingelser for en yderligere splittelse og en tilbagevenden til kaos og vold samt alt, hvad der følger heraf i form af ustabilitet på kontinentet, om ikke på verdensplan. At bevare freden og sikkerheden er den vigtigste begrundelse for den aktuelle, modige udvidelsesproces, hvor de østeuropæiske lande bliver optaget i EU, men denne begrundelse skal i endnu højere grad gøre sig gældende i forbindelserne med Albanien og landene i den tidligere Jugoslaviske Republik. Det er derfor nødvendigt, at vi beslutsomt fortsætter denne form for parallelle udvidelse med Sydøsteuropa, som de aftaler, vi drøfter, udgør. Det er i denne næsten provokatoriske ånd, at vi har fremsat et ændringsforslag, hvori vi foreslår, at beføjelserne i forbindelse med Sydøsteuropa ikke længere skal høre under udenrigsanliggenderne, men under udvidelsen. Sydøsteuropas hurtigere og mere direkte inddragelse i EU-institutionernes dagligdag har også fået os til at foreslå, at man accepterer, at de nationale parlamenter sender et begrænset antal observatører til Europa-Parlamentet, og at personale fra disse lande har lov til at arbejde for Domstolen og Kommissionen. For at fremme områdets udvikling i retning af et mere demokratisk samfund, der i højere grad er baseret på markedsøkonomi, bør man dog efter vores mening navnlig foretage nogle øjeblikkelige og konkrete skridt for at styrke bekæmpelsen af korruption og for at gøre den internationale genopbygnings- og udviklingsbistand mere effektiv. Vi har derfor fremsat nogle ændringsforslag, som jeg håber, at Parlamentet vil godkende. De drejer sig for det første om, at man skal anvende en nultold for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens eksport til EU og en kompensation for den gradvise reduktion af Makedoniens told på europæiske produkter, under forudsætning af, at man accepterer princippet om en fælles toldkontrol ved Makedoniens grænser. For det andet skal man med en passende økonomisk støtte opfordre Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien til gradvist at hægte sin valuta på euroen som et første skridt i retning af en europæisering af hele den makedonske økonomi med det yderligere formål at forhindre enhver mulig korruption i banksystemet. Og for det tredje skal den støtte og bistand, som verden skal yde til området og således også til Makedonien, have en udpræget multilateral karakter, og den må ikke være betinget af, at det støttemodtagende land opfylder nogle direkte forpligtelser over for giverlandet. Hr. formand, ærede kolleger, hr. kommisær, vi håber, at man med aftalen når alle de mål, man har sat sig, men vi må ikke tro, at der kan skabes fred, stabilitet og fremgang i Sydøsteuropa, uden at man tager nogle af de meget mere omfattende spørgsmål op, som vi forsøger at løse. Her tænker jeg på den kommende konstitutionelle stat Kosovo, på nødvendigheden af at inddrage Serbien i områdets forsoningsproces og - hvorfor ikke? - på en ny debat om forbindelserne mellem EU, NATO og FN i lyset af den nye balancegang, der skal findes mellem humanitær indblanding og staternes suverænitet, og som efter min mening bør føre til en ændring af selve FN's charter.
Hr. formand, hr. kommissær, kosovokrigen har skabt spænding. Det gælder i hvert fald og frem for alt for forholdene mellem Den Europæiske Union og den vestlige del af Balkan. Siden har forventningerne været store. Det gælder dér, og det gælder her. Dér, fordi der, hvad enten vi synes om det eller ej, foruden anmodningen om direkte støtte også er spørgsmålet: Hvad vil Europa nu i sidste instans med os? Er der udsigt til medlemskab? Dette er man stærkt optaget af i alle disse lande. Men også her, i Den Europæiske Union, er forventningerne store. Hvis vi gør det godt, kunne det være den første prøve på en virkelig fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Lykkes det Unionen for første gang at optræde i fællesskab og udvikle en fælles politik med henblik på en så vanskelig ordning? Det er også et spørgsmål, om Den Europæiske Union har fået en lærestreg af de dårlige erfaringer i Bosnien, når det drejer sig om bistandsarbejde og de noget bedre erfaringer i Kosovo. Kan vi gøre det endnu bedre på grundlag af erfaringerne i Makedonien og i fire andre lande? På baggrund af disse meget store forventninger tror jeg ikke, at jeg overdriver, når jeg siger, at dette første skridt, stabiliserings- og associeringsaftalen med Makedonien, er af afgørende betydning. Det er ikke Unionens eneste bidrag. Vi får snart forhandlingen om stabilitetspagten, forhandlingen om Cara-programmet og finansieringen på kort sigt. Vi taler nu om stabiliserings- og associeringsaftalerne, udsigten på mellemlangt sigt. Derfor tror jeg, at denne første aftale med Makedonien er så afgørende, for det er en model. Jeg er overbevist om, at de andre fire lande spørger sig selv: Hvad sker der? Hvad gør Den Europæiske Union med Makedonien? Vil de også gøre det med os, som de gør med Makedonien? På grund af denne model er dette første skridt så vigtigt. Makedonien er også i en anden henseende en model. Ordføreren har allerede meget tydeligt gjort opmærksom på det. Det drejer sig om de indbyrdes etniske forhold. Dem behøver vi ikke gengive alt for idealistisk her. Ved præsidentvalget viste det sig, at det endnu ikke går så godt alt sammen, men sammenlignet med resten af regionen kunne man tale om en makedonsk model. Der ville være vundet temmelig meget, hvis det skulle lykkes os sammen med makedonerne at eksportere denne model til resten af det vestlige Balkan. Denne model tjener også som eksempel for det regionale samarbejde. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at der dér skal findes en balance mellem dels at opfordre til regionalt samarbejde, dels at fastholde åbenheden over for Bulgarien og Grækenland og ikke bringe den til ophør. Hr. formand, hr. kommissær, hvis vi tager dette første skridt ordentligt, så er der vundet en hel del. Hvis vi kludrer i det, så er der gået meget mere tabt.
Hr. formand, lad mig først konstatere, at jeg principielt ingen problemer har med at stemme for den meget grundige betænkning. Jeg vil blot komme ind på et spørgsmål, som efter min mening mangler i betænkningen, og som udgør et stort problem for Makedonien og for effektiv økonomisk og anden støtte fra EU. Jeg taler om sanktionerne mod Jugoslavien. For at der ikke skal opstå misforståelser: Jeg mener også, at et effektivt opgør med Milosevic-regimet er nødvendigt. Men for det første rammer disse sanktioner i stort omfang og på en negativ måde mange af nabostaterne, herunder Makedonien, der jo i forvejen befinder sig i en yderst vanskelig økonomisk situation. For det andet bliver hele den jugoslaviske befolkning - under krænkelse af humanitære synspunkter og på en politisk ukonstruktiv måde - gjort ansvarlig for Milosevic og hans kreds. Jeg mener derfor, således som formuleret i ændringsforslag 10, at dagens emne burde foranledige os til at kræve en hurtig afslutning på denne sanktionspolitik.
Hr. formand, kære kolleger, det har ikke været nødvendigt at slutte konflikten i Kosovo for at konkludere, at en samlet og varig strategi efter adskillige krige i det tidligere Jugoslavien med deres utallige negative følger for stabiliteten på Balkan er nødvendig for hele regionen med det mål at sikre fred og stabilitet i Sydøsteuropa. Denne strategi, der har taget form af den stabilitetspagt, som blev indgået den 10. juli 1999 i Köln, ser den sydøsteuropæiske region som en helhed, men anerkender samtidig forskellene mellem landene i området og deres forskellige udviklingsgrad. EU's bidrag inden for stabilitetspagten, udtrykt i den såkaldte "stabiliserings- og associeringsproces", repræsenterer videreudviklingen af det regionale tiltag, som EF i 1996 iværksatte over for fem lande i regionen, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Albanien, og hvis mest betydningsfulde aspekt bestod i skabelsen af politiske og økonomiske betingelser, der kunne støtte gennemførelsen af Dayton-fredsaftalen og bidrage til regional stabilitet. At etablere forbindelser mellem EU og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på et fuldstændigt nyt aftalemæssigt grundlag og bringe landet nærmere perspektivet om fuld integration i EU's strukturer via konceptet for en stabiliserings- og associeringsproces udgør derfor et vigtigt bidrag til stabiliteten på Balkan. Forudsætningen er, at landene er parat til at acceptere en række betingelser. Forventningen er, at vi sender dem et politisk relevant signal om, at det er muligt, at de en dag bliver en af os, selvfølgelig under respekt for deres suverænitet. Uden falske forhåbninger kan det mandat, som vi her i dag giver Kommissionen, såfremt aftalen bliver en kendsgerning, komme til at betyde det første store skridt hen imod fred og stabilitet i den plagede region, hvis folkeslag legitimt har givet udtryk for at ville tilhøre vores område af frihed og udvikling. Ikke nok med at de har lidt under det sovjetiske åg, de har også betalt dyrt for at have været tvunget til at være en del af den kommunistiske blok. Så vidt vi kan bedømme, er Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien ud fra et politisk og økonomisk synspunkt i stand til at indgå nye aftalemæssige forbindelser med EU, som ville gå endnu videre end den samarbejdsaftale, der har været i kraft siden den 1. januar 1998, og som praktisk talt ville være ensbetydende med opfyldelsen af EF-regelværket, navnlig på EU's indre markeds kerneområder. Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien vil ganske vist være nødt til at gøre en betydelig reformindsats, men landet kan på grundlag af de politiske og økonomiske reformer, der er indledt i henhold til samarbejdsaftalen, efter rimelige overgangsperioder, hvis længde skal afhænge af, hvilket område der er tale om, leve op til de krav, som en stabiliserings- og associeringsaftale stiller. Idet vi deler den opfattelse, at dets udvikling er en stabiliserende faktor i regionen, er vi, såfremt forhandlingsmandatet defineres, således som det er blevet foreslået, og det understreges, at det drejer sig om en bilateral aftale med EU, enige med ordføreren, når denne fremhæver, at der er tale om den første konkrete gennemførelse af en generel og langsigtet regional strategi for Sydøsteuropa, og at det i sidste ende er et spørgsmål om, hvordan der sikres fred og stabilitet på Balkan på langt sigt. I denne sammenhæng bliver de forskellige henvisninger til det regionale samarbejde med nabolandene politisk relevante. Denne aftale kan og bør få modelkarakter for de andre lande i regionen. Den er netop derfor særlig vigtig. Det afgørende er, at der bag hele denne proces er en faktisk politisk vilje til en tilnærmelse fra EU til disse lande. Vi er ikke uvidende om, at nogle af dem befinder sig undervejs i en demokratisk stabiliseringsproces, at andre endnu mangler at give udtryk for deres staters demokratiske styre, og andre er præget af den militære tilstedeværelse i området, men det er lande, der fra nu af ved, at de, når disse vanskeligheder er overvundet, råder over en bro, der kan føre til en egentlig forbindelse med EU.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg kan ikke tilslutte mig mine kollegers enstemmige kor. Jeg mener, at denne betænkning er et lille hyklerisk mesterværk. I punkt fire omtales denne aftales eksemplariske karakter. Vi ved, at der fra Litauen til Tyrkiet er 13 ansøgerlande, og at der kun findes én sort plet i Europa, nemlig Balkan, og vi forsøger, selvom vi nægter disse lande muligheden for at ansøge om optagelse, at få dem til at tro, at denne aftale er fantastisk. I punkt 11 oplyses det, at symbolske foranstaltninger kan erstatte den politiske aftale og det politiske perspektiv, som det at være ansøgerland medfører. Men betænkningen er ikke kun et hyklerisk mesterværk, den er også vildledende, fordi, kære kolleger, selvom forhandlingerne begynder i morgen, vil denne aftale være underskrevet om et år og vil træde i kraft om tre år. Og jeg udfordrer Dem til at forestille Dem, at De ikke om tre år vil have korrekt udformede ansøgninger om optagelse fra Kroatien, Makedonien og Bosnien. For nogle dage siden oplyste hr. Racan formelt, at Kroatien vil søge om optagelse ved slutningen af 2000. Jeg er sikker på, at vi vil få andre ansøgninger om optagelse, og at dette skønne arbejde, dette skønne intellektuelle bygningsværk derfor vil styrte sammen, fordi det bliver overhalet af begivenheder, sådan som vi i nu 20 år er blevet overhalet af alt det, der er sket i det tidligere Jugoslavien. Dette ville ikke være alvorligt, hvis der ikke i denne del af Europa fandtes de problemer, som vi kender. Hvis der ikke havde været de problemer, som den nye regering i Makedonien er stødt på, men endnu ikke har kunnet løse, med hensyn til sameksistens mellem de makedonske flertal og det albanske mindretal og problemer i forbindelse med begivenhederne i Kosovo. Eller hvis der ikke havde været de økonomiske problemer, man har set, eller de problemer, der opstår på grund af naboskabet til en speciel stor mafia i Serbien. Eller hvis der ikke havde været problemet med Grækenlands veto, som man skal kalde ved sit rigtige navn, et veto fra Grækenland, der efter næsten 10 år fortsat forhindrer dette land i at kalde sig ved sit navn, og jeg håber ikke, at tolkene har anvendt termen FYROM, da jeg omtalte Makedonien. Dette er fuldstændigt absurd. Jeg mener, at dette først og fremmest er en fornærmelse mod vores græske kolleger og mod de græske borgere. Det er vigtigt, at dette spørgsmål løses. Endelig fik jeg ved et lykkeligt tilfælde et brev fra hr. Georgievski, Makedoniens præsident, til hr. Fischler, dateret den 8. marts, i hvilket han med henvisning til artikel O, nu artikel 49, i traktaten anmoder om Makedoniens optagelse i Den Europæiske Union. Hvorfor har Rådet ikke informeret os om dette? Hvorfor har Rådet ikke informeret os om Makedoniens formelle ansøgning om optagelse?
Hr. formand, hr. kommissær, Balkan er ikke udelukkende en dyster grotte i politisk henseende. Se på de påfaldende positive udviklinger i Republikken Makedonien i de forløbne, kritiske år. Den grusomme etniske eskalering i det tilstødende Kosovo bredte sig ikke til Makedonien. Paradoksalt, men sandt nok, havde krigen på Solsortesletten i Kosovo Polje netop den modsatte virkning: en klar reducering af den farefulde tillidskløft mellem det makedonske befolkningsflertal og det albanske mindretal. Efter førstnævntes opfattelse opførte sidstnævnte sig loyalt over for den fælles stat under den internationale eksplosion af kosovokonflikten. Og efter det albanske mindretals opfattelse har makedonerne og den makedonske stat i vid udstrækning opfyldt deres naboforpligtelser over for det albanske befolkningsflertal, der var pint til det yderste, i Kosovo. Dette bemærkelsesværdige resultat af krigshandlingerne i Kosovo kan derfor med rette kaldes den anden, indre, politiske oprettelse af Republikken Makedonien. Hr. Swobodas afbalancerede, prisværdige betænkning passer meget konkret til dette overraskende og glædelige resultat. Den Europæiske Union ved kort sagt, hvad den skal gøre i Makedonien. Hjælp dette nylige regionale tilflugtssted for massevis af krigsflygtninge med på behørig vis at spille en rolle som den, der ansporer til den planlagte stabilitetspagt på Balkan.
Hr. formand, jeg har i otte år beskæftiget mig med Makedonien, og jeg vil gerne gå imod det, hr. Dupuis sagde. Det er ikke hykleri, det vi gør i dag. Vi er nået til et godt tidspunkt, og det tror jeg, makedonerne er glade for. Lad dog være med at være så modbydelig at dryppe malurt i deres bæger. Jeg mener, vi bør gå til sagen på en mere positiv måde. Makedonien var ikke i krig, men det har lidt under krigen i nabolandene og under sanktionerne, og det lider stadig under sanktionerne, som med rette blev indført over for nabolandene. Det har lidt uendeligt under strømmen af flygtninge fra krigen i Kosovo. Derfor må man også sige, at udviklingen i Makedonien gennemgående er forløbet forbløffende demokratisk. Det er et land, der internt skal løse vanskelige interetniske problemer, og som i stigende grad får løst disse med held. Jeg vil udtrykkeligt gøre opmærksom på, at vi kan lykønske Makedonien med en forbilledlig minoritetslovgivning og håndtering heraf, og at den konsekvente integration af den 30% albanske befolkning i regeringshandlingerne, i regeringspolitikken og i samfundet er en forudsætning for den fredelige sameksistens i Makedonien. Det glæder mig, at det ønske, hr. Swoboda har udtrykt i sin betænkning, går i opfyldelse i begyndelsen af marts, at der nu endelig opstår en EU-delegation dernede, at vi dernede endelig opnår status som Europæisk Union. Jeg synes, at starten på disse forhandlinger for en stabiliserings- og associeringsproces er en logisk konsekvens af den gunstige og gode udvikling i dette land. Inden for rammerne af vores politiske engagement skal Makedonien langt om længe mærke, at dets eget prisværdige regionale samarbejde bliver belønnet af os i form af en konkret opstart af regionale projekter. Jeg skal blot nævne to små: Den hurtige løsning af problemet ved grænseovergangen til Kosovo i Blace og gennemførelsen af korridor 8, altså fra Albanien via Makedonien til Bulgarien. Jeg synes, at betænkningen af hr. Swoboda er fremragende, og jeg kan tilslutte mig den fuldt og helt.
Hr. formand, også jeg vil gerne give hr. Swoboda en kompliment for hans betænkning. Jeg tror, at det er godt, at vi her er så mange, som giver udtryk for støtte til den holdning, som han indtager deri. Det drejer sig om at gribe stabiliteten i regionen an på en strukturel måde, og det er også det, den planlagte aftale med Republikken Makedonien, som vi i dag behandler, går ud på. Mens den faktiske gennemførelse af stabilitetspagten endnu ikke er kommet i gang, har Kommissionen hurtigt gjort noget ved udviklingen af det nye instrument, som hedder stabiliserings- og associeringsaftalen. Dermed gøres der en begyndelse med den traktatmæssige stabilisering af lande fra Det Tidligere Jugoslavien. Det drejer sig om de lande, som endnu ikke opfylder betingelserne for en førtiltrædelsesaftale. Den foreliggende aftale er egentlig en slags aftale før en føraftale, men med udsigt til fremtidigt medlemskab. At binde lande ved hjælp af aktive aftaler er et udmærket instrument, såfremt de aftaler, som er fastlagt deri, gennemføres ihærdigt, således at den ønskede stabilisering også sker. Makedonien er stadig en potentiel krudttønde og har da også en sådan forhistorie. Makedonien har dog ambitioner om at blive forløst fra denne betegnelse. Med henblik herpå er intern stabilitet nødvendig. Den nye regering føler sig ansvarlig herfor, og aftalen kan være et program for reformer, inklusive en direkte rolle og ligestilling til det albanske mindretal. Landet har nu først og fremmest brug for ro for internt at få orden på sagerne og finde vejen mod større velfærd. Vi, navnlig Socialdemokraterne, appellerer til oppositionen om at opføre sig i overensstemmelse med disse opfattelser. De skal være med til at bære makedonienmodellen, som roses så meget her. Men landet har også og frem for alt behov for ekstern stabilitet. Hvad har man ud af intern stabilitet, hvis omgivelserne er ustabile? Denne stabilitet er nødvendig i forbindelserne med Jugoslavien, Kosovo, Albanien og Bulgarien. Regionen må erkende, at Makedonien eksisterer og vil fortsætte med at eksistere. Ekstern stabilitet betyder åbne grænser og regionalt samarbejde. Mindretal og flertal skal have muligheder for udveksling af mennesker og kultur. Makedoniens stabilitet hænger stærkt sammen med udviklingerne i nabolandene. Kosovoproblemet er kendt, dér er det internationale samfund massivt til stede. Det ser ud til, at faktoren Albanien undervurderes. Unionen anser endnu ikke tiden for moden til en stabiliserings- og associeringsaftale med dette land. Men hvad så? Netop argumenterne for at indgå en aftale med Makedonien og endnu ikke med Albanien vækker hos os så megen bekymring, at en afventende holdning fra Unionens side over for Albanien egentlig ikke er acceptabel. Hvad gør Kommissionen med denne vurdering? Jugoslavien er i lige så høj grad et svagt led med hensyn til stabilitet og dermed en trussel for et stabilt Makedonien. Vi må afvente, hvad der sker der. Stemningen i Beograd bliver for hver dag mere uforudsigelig. Vi støtter imidlertid Rådets beslutning om at ændre lidt på sanktionerne. Dermed forsøger man i det mindste omsider seriøst at give en håndsrækning til oppositionen, som gør sig klar til en ny runde med demonstrationer. Hvad vil Unionen yderligere foretage sig i denne retning, hvis der indvilges i oppositionens krav om fremskyndet valg? Hvad kan vi gøre mere og foretage os for at støtte denne opposition?
Hr. formand, hr. kommissær, kosovokrisen blev forhåbentlig det sidste tilfælde, hvor folkeretten kunne fortolkes således, at diktatoriske ledere kunne forfølge minoriteter på den mest afskyelige måde med henvisning til, at "det sker i vores egen nation". Da USA og NATO og til sidst også EU reagerede, var det sent, meget sent. Man havde kunnet undgå megen lidelse, hvis bl.a. EU havde handlet tydeligere og tidligere. Vi, Den Europæiske Union, har derfor et særligt ansvar for nu at hjælpe, bistå og opbygge Balkan. Vores absolutte målsætning skal være at skabe forudsætningerne for, at alle lande i Sydøsteuropa kan blive integreret med de andre i EU - økonomisk, handelsmæssigt og politisk. At skabe grobund for demokrati i denne krigshærgede del af Europa sker bedst gennem handel og økonomisk integration. Vi liberale er parate til at gå langt og gøre det hurtigt, præcis som hr. Paolo Costa har redegjort for. Vi hilser derfor med største tilfredshed det forslag til en stabiliserings- og associeringsaftale med Makedonien, som nu foreslås, velkommen og takker hr. Swoboda for en virkelig god betænkning. Makedonien fortjener vores støtte, ikke mindst med tanke på det opofrende, uegennyttige arbejde, som Makedoniens befolkning og dets ledere ydede under kosovokrigen. Når Makedonien nu slider sig ud af kommunismens og nationalismens ødelæggende greb, skylder vi landet at handle og støtte meget entydigt. Det er præcis det, vi skal gøre for de øvrige lande på Balkan. Det er en uafviselig pligt for EU. Hr. formand, lad mig i denne forbindelse minde parlamentsmedlemmerne - ikke mindst med tanke på en diskussion, der blev ført tidligere her til aften - om, at den mand, som bærer hovedansvaret for krig, menneskelig fornedrelse, mord og fordrivelse af uskyldige mennesker fra deres hjem, stadig styrer den resterende del af Jugoslavien, Serbien. Den mand, der er anklaget for folkemord, og som burde stilles for krigsforbryderdomstolen i Haag, går stadig fri. Jeg taler om Milosevic. Så længe Milosevic stadig er ved magten, og Serbien ikke opfører sig demokratisk, udgør Serbien en permanent trussel mod freden på hele Balkan - også for Makedonien.
Hr. formand, den aftale, der skal indgås, bliver den første anvendelse af stabilitetspagten i Sydøsteuropa. Aftalens betingelser, som betænkningen af Swoboda accepterer, tager ganske vist ikke sigte på fred, men på et større politisk og økonomisk formynderskab over landet, på kontrol over dets naturrigdomme, overudnyttelse af arbejdskraften og en videre anvendelse af landet som udgangspunkt for kampen mod de lande og befolkninger i området, der går imod den nye orden. Og alt dette til gengæld for et løfte om fremtidigt medlemskab af Den Europæiske Union. Betænkningen accepterer disse retningslinjer og ligeledes Den Europæiske Unions overordnede politik for Sydøsteuropa. Karakteristisk for betænkningen er, at den roser FYROM for den konstruktive adfærd, landet udviste under NATO-angrebet, ligesom den fletter nogle pæne ord ind om landets fredsbevarende rolle, fordi det accepterede stationeringen af NATO-styrker på dets territorium, og naturligvis tales der ikke om befolkningens forbitrelse, der kom til udtryk med massive demonstrationer mod de langvarige NATO-bombninger. Og da vi mener, at såvel stabilitetspagten som den stabilitets- og associeringsprocedure, som Den Europæiske Union gennemfører for landene i området, vil skabe nye problemer i det pågældende område, påføre befolkningerne nye lidelser og styrke de amerikanske og europæiske imperialisters lederrolle, vil vi stemme imod betænkningen og herved give udtryk for vores solidaritet med befolkningen i FYROM.
Hr. formand, hr. kommissær, et af de mest grundlæggende mål for Den Europæiske Unions stabiliserings- og associeringsaftale med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien er at etablere stabilitet og fred i området, hvilket kræver udviklingen og bevarelsen af gode naboskabsforbindelser mellem de pågældende lande. Jeg skal ikke belemre Dem med detaljer om problematikken vedrørende FYROM's navn, der, som De sikkert ved, er fremkommet på grund af en uoverensstemmelse med Grækenland og på grundlag af forhandlinger mellem de to lande, der fandt sted for fire år siden i FN's generalsekretærs regi, ligesom det er belagt med en aftalemæssig forpligtelse i henhold til artikel fem i den såkaldte interimsaftale af 1995. Jeg finder det imidlertid hensigtsmæssigt at bemærke, at det i forbindelse med de forestående forhandlinger og indgåelsen af associeringsaftalen fra europæisk side bør påpeges over for regeringen i Skopje, at man bør udvise en passende konstruktiv politisk vilje, hvis man vil bidrage positivt til et vellykket resultat af forhandlingerne i New York. Jeg håber, at et europæisk krav som dette, hvor man samtidig gør opmærksom på, hvilke vanskeligheder en eventuel forhaling af dette uopsættelige spørgsmål vil give for færdiggørelsen og ikrafttrædelsen af associeringsaftalen, vil få den behørige opmærksomhed og vil blive taget i betragtning af regeringen i Skopje, så den reagerer i overensstemmelse hermed dels på Grækenlands ubestridelige kompromissøgende holdning i det konkrete spørgsmål dels på den generelt erklærede indstilling og hensigt hos alle de øvrige samarbejdsparter i Den Europæiske Union, herunder Grækenland, med hensyn til at fremme og støtte FYROM's vej til det forenede Europa. Jeg tror nemlig ikke, at den regelmæssige, daglige funktion af forbindelserne, kontakten og kommunikationen på såvel bilateralt som multilateralt plan mellem FYROM og Grækenland, som er sikret i praksis - hovedsagelig takket være de praktiske arrangementer i interimsaftalen - i tilstrækkelig grad imødekommer alle de forudsætninger og kriterier for godt naboskab, som bl.a. forhandlingen og indgåelsen af en associeringsaftale kræver opfyldt. Tværtimod tror jeg, man kan sige, at dette krav kun opfyldes, hvis FYROM's forbindelser med alle dets naboer udglattes de jure. Sammen med den nødvendige forbedring af visse aspekter af den interne situation i landet, hvad angår mindretal og demokratiske institutioner, vil dette fuldende det billede af politisk modenhed, som FYROM i øvrigt har fremvist, og som har gjort oprettelsen af tættere forbindelser med vores europæiske familie acceptabel.
Hr. formand, med den aftale, vi drøfter i dag på grundlag af hr. Swobodas analyse - og som vi vedtager i morgen - tages det næste politisk positive skridt efter stabilitetspagten for området. Der er taget endnu et lille skridt i tilknytning til den nylige delvise ophævelse af embargoen mod Jugoslavien, som de 15 regeringer har besluttet. Mine damer og herrer, området har ikke haft nogen fast form de sidste 10 år. Både i historisk og især i politisk målestok er 10 år meget lang tid. Under disse betingelser kan man objektivt set tale om fiasko. Og på denne baggrund vil den aftale, vi skal stemme om i morgen, og som bidrager til stabiliteten i området, i sig selv føre udviklingen i en positiv retning. FYROM er i virkeligheden et miniaturebillede af det tidligere Jugoslavien. Lige meget hvor man ser hen, dominerer den ene eller den anden etniske gruppe. Ud fra denne betragtning er det særdeles positivt, at landet indtil nu har holdt stand mod forskellige påvirkninger fra de bredere omgivelser, og ingen af os, hverken stat, politik eller holdning, bør i forsøg på at løse andre problemer drive denne lille republik til interne løsrivelsestiltag, for - det vil jeg gerne understrege - det er en republik med institutioner, som den kan bygge videre på, så den kan blive en reel demokratisk republik. Der har gennem tiden været ført forskellige former for politik i området, og det, som Den Europæiske Union bør passe på, er - af årsager, som måske viser sig at være overfladiske - at bidrage til oprettelsen af bananrepublikker andre steder. Vi bør være klar over, at når vi søger allierede i området, bør vi ikke hver gang vælge de tilbud, vi får. Vi bør vælge dem, der er moderate, som har en vis bredde i deres holdninger, og som har en forståelse for freden og stabiliteten i området. Jeg ønsker og håber og er også sikker på, at Den Europæiske Union kan optræde modent og med de foranstaltninger, den er begyndt at træffe, ganske langsomt vil opbygge det nødvendige miljø i hele området, som den også selv har brug for. Lad os ikke narre os selv, for et Europa, hvor en region er tilbagestående på grund af spændinger, på grund af forskellige mistolkninger, på grund af modsætninger, på grund af etniske sammenstød, er på ingen måder et Europa, som internt er nået op på det niveau, det selv ønsker. Under alle omstændigheder vil jeg som græker informere nogle af de talere, der har talt før mig, om, at mange af deres indlæg vedrørte andre tider og steder. De har overhovedet ikke føling med de nye omstændigheder, der har taget form i området, de nye positive omstændigheder. Hvilket i særdeles mange tilfælde er sket på Grækenlands initiativ. Og De bør vide, at det land, der samarbejder mest med FYROM og har de bedste forbindelser i regionen, er Grækenland, hvilket har bidraget meget til stabiliteten i regionen. Dette siger jeg blot, så vi ved, hvor vi er henne.
Det har været en meget interessant forhandling om Balkanlandene som helhed betragtet. Jeg håber, at De kan bære over med, at jeg primært koncentrerer mig om betænkningen, fordi der er nogle meget vigtige spørgsmål, som jeg gerne vil kommentere. Jeg er glad for at kunne præsentere Kommissionens holdning til betænkningen. Den er meget brugbar. Det er et glimrende bidrag fra hr. Swoboda og hans kolleger. Vi er meget taknemmelige for hans lederskab i dette spørgsmål samt for indsatsen fra nogle af hans kolleger, hvoraf flere er til stede i mødesalen i aften - f.eks. fru Pack og hr. Lagendijk. Jeg er meget glad for, at vi har et godt forhold til FYROM. Måske vil hr. Dupuis og hans tolk tilgive, at jeg bruger udtrykket entente cordiale. Dette gode forhold skyldes bl.a. vores udmærkede EU-repræsentant i landet. Han har været en god ven for Parlamentet og en god medarbejder for Kommissionen. Den umiddelbare indledning af forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale er det bedste eksempel på vores gode forhold. Det samme kan også siges om FYROM's samarbejde i genopbygningen af Kosovo. Jeg er taknemmelig for de makedonske myndigheders bidrag i de seneste uger til forsøget på at løse de store problemer med strømforsyningen i Kosovo. Ligesom de ærede parlamentsmedlemmer erkender jeg dette lands stabiliserende rolle under balkantragedien, specielt med hensyn til det albanske mindretals integration i landets politiske og sociale liv. Jeg traf den nyvalgte præsident Georgievski for nogle få uger siden, og i lighed med flere andre var jeg også meget imponeret over hans engagement i arbejdet med multietnicitet og pluralisme. Jeg vil gerne opridse den aktuelle situation i forhandlingerne, der ifølge hr. Lagendijk følges med stor interesse af andre lande i regionen. Den 24. januar i år vedtog Rådet retningslinjer for forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Det repræsenterer det vigtigste fremskridt for den stabiliserings- og associeringsproces for Vestbalkan, som Kommissionen startede i maj 1999. Lad mig kort nævne de vigtigste elementer af disse direktivforslag. Det drejer sig om medtagelsen af ordninger vedrørende etablering af en politisk dialog med FYROM i aftalen. Det drejer sig om bestemmelser vedrørende et styrket regionalt samarbejde, herunder muligheden for at etablere et frihandelsområde mellem landene i regionen, skønt jeg må understrege, at der ikke er tale om et forsøg på at genskabe Staten Jugoslavien. Det drejer sig om muligheden for at oprette et frihandelsområde mellem Den Europæiske Union og disse lande inden for 10 år efter aftalens ikrafttrædelse. Det drejer sig om bestemmelser vedrørende arbejdskraftens bevægelighed, tjenesteydelser, løbende betaling og kapitalbevægelser. Det drejer sig om et tilsagn fra FYROM om en tilnærmelse af dens lovgivning til fællesskabslovgivningen, specielt inden for centrale områder af det indre marked, og det drejer sig om bestemmelser vedrørende et samarbejde med FYROM på en lang række områder, herunder retlige og indre anliggender. I øjeblikket arbejder vi i Kommissionen med de nødvendige forberedelser, så forhandlingerne kan indledes i marts. Jeg skal besøge FYROM i anden uge af marts. Jeg håber at kunne sætte processen i gang til den tid, skønt de formelle forhandlinger vil starte ganske kort tid senere. I forbindelse med dette besøg vil jeg også - som foreslået af blandt andre nogle af de ærede medlemmer - opgradere vores repræsentation i FYROM. Forhandlingerne forventes afsluttet i december 2000, men det vil høj grad afhænge af forhandlernes goodwill og beslutsomhed. Aftalen kan træde i kraft om tre til fire år, hvilket vil give medlemsstaternes parlamenter tid til at ratificere aftalen. Jeg vil gerne ganske kort kommentere nogle andre punkter i resolutionsforslaget. Vi accepterer, at aftalen i et vist omfang skal tjene som eksempel for andre sådanne aftaler, skønt vi selvfølgelig også skal tage hensyn til det faktum, at vi arbejder med forskellige lande, der hver især har deres egen identitet og interesseområder. Jeg deler den generelle opfattelse af, at vi bør behandle det enkelte land på baggrund af dets fortrin, og at vi skal undgå at binde alle til den laveste fælles hastighed i forbindelse med udviklingen af forholdet med Unionen. Det har aldrig været meningen. Det faktum, at forhandlingerne først starter med FYROM, er et bevis på, at vi kan og vil differentiere. Hvad angår levering af den regionalstøtte, der omtales i betænkningen, er vi enige i, at vores faglige og finansielle bistand til dels skal gå til projekter med en grænseoverskridende eller regional dimension. Vi er enige i, at der skal være en udviklingsmæssig klausul om muligheden for EU-medlemskab i stabiliserings- og associeringsaftalen. Den vil afspejle EU's holdning i forhold til landene i Vestbalkan som anført i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Köln. Vi er helt enige i behovet for at decentralisere vores bistandsprogrammer mest muligt. Hvad angår ordningerne vedrørende Den Europæiske Unions bistand til Vestbalkan, vil medlemslandene vide, at vi er ved at udarbejde en ny forordning for at forenkle og effektivisere forvaltningen og samle alt i én forordning. Jeg ved, at man i FYROM og andre steder er bekymret over ophøret af Phare-programmet i disse lande og specielt over den manglende tilknytning til Phare-navnet. Jeg lytter meget interesseret til medlemmernes kommentarer til dette forhold. Jeg vil endnu en gang se på spørgsmålet, skønt jeg bør pointere, at der er risiko for stor forvirring, når man kører to Phare-programmer. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at uanset navnet er vores engagement i integrationen af FYROM og dens nabolande i den europæiske familie større end nogen sinde tidligere. Generelt set tror jeg, at parlamentsmedlemmerne sammen med mig vil glæde sig over, at Makedonien relativt hurtigt har nået dette niveau. Jeg håber, at de andre lande i regionen vil forstærke bestræbelserne på at gøre tilsvarende fremskridt. Jeg ser frem til mange lignende forhandlinger om dette emne i de nærmeste år, hvilket forhåbentlig vil markere, at vi får held med vores indsats på Balkan, hvilket for mig er den vigtigste prøve på, hvad Europa kan gøre foran sin egen gadedør.
Mange tak, hr. kommissær Patten. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0021/2000) af Frassoni for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om aftalen mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen om gennemførelsesbestemmelser til Rådets afgørelse af 28. juni 1999 - "komitologi" (1999/468/EF - ACI 1999/2202).
Hr. formand, med vedtagelsen af denne aftale med Kommissionen om gennemførelsesbestemmelser til Rådets afgørelse om komitologi slutter en sag, der i ca. to år har optaget Parlamentet og visse af dette emnes yndere, som sidder rundt omkring i de forskellige EU-institutioner, og som mange ikke vil tøve med at kalde masochister. Siden 1993 har vilkårene for udøvelsen af Kommissionens gennemførelsesbeføjelser, og især den mystiske og endda mistænkelige komitologi, medført nogle konflikter og en mistillid mellem institutionerne, der risikerede at få alvorlige følger for lovgivningsproceduren. På baggrund af Amsterdam-traktatens erklæring nr. 31 gik EU-institutionerne derfor i gang med et komplekst forhandlings- og høringsarbejde, som mundede ud i Rådets nye afgørelse, der ændrer den gamle ordning ret gennemgribende, selvom det bestemt ikke var helt tilfredsstillende for os. Afgørelsen indeholder navnlig et forslag til, at Parlamentet får en kontrolbeføjelse, hvilket vil sige, at det bliver muligt at ringe med alarmklokken, såfremt en gennemførelsesforanstaltning stammende fra en retsakt, der er vedtaget med den fælles beslutningsprocedure, er i strid med Kommissionens gennemførelsesbeføjelser. Under den lange interinstitutionelle forhandling - som Parlamentet deltog aktivt i takket være ordføreren fru Adelaide Agliettas arbejde - stod det klart, at Europa-Parlamentet og Kommissionen skulle indgå en interinstitutionel aftale om gennemførelsen af en række aspekter i den nye afgørelse. Formålet hermed var dels at redegøre nærmere for visse punkter, som Rådet ikke havde til hensigt at medtage i afgørelsen, og dels at tilrettelægge informations- og kontrolsystemet for gennemførelsesforanstaltningerne på en mere nøjagtig måde. På trilogmødet den 6. oktober 1999 i Strasbourg godkendte formanden for Europa-Parlamentet og formanden for Kommissionen forslaget om at indgå denne aftale inden for kort tid. Vi mener at have holdt dette løfte, hvilket dog også var relativt let på grund af den tillid og gensidige respekt, der kendetegnede hele forhandlingen med Kommissionen. Der er hovedsagelig to punkter, som tages op i aftalen. Det ene er underretningen af Europa-Parlamentet, som er en ufravigelig forudsætning for den faktiske udøvelse af dets ret til at gribe ind i medfør af artikel 8 i afgørelsen. Denne underretning har hidtil fundet sted i form af papirdokumenter, der blev fremsendt på en usystematisk måde - og ofte var dette også Parlamentets eget ansvar - som vores tjenestegrene ikke kunne stille noget op med. Fra nu af vil underretningen ske gennem et elektronisk system kaldet CIRCA, som Europa-Parlamentet får adgang til, og som er en sand nyskabelse ikke bare for os, men utvivlsomt også for Kommissionen. Det andet punkt er, at artikel 8 i Rådets afgørelse hverken fastlægger vilkårene eller tidsfristerne for, hvornår Europa-Parlamentet skal ringe med alarmklokken, det vil sige udøve sin begrænsede kontrolbeføjelse. I punkt 6 og 7 i aftalen står der, at Europa-Parlamentet generelt vedtager sin begrundede beslutning på et plenarmøde, og at det har en måneds frist til at benytte sig af sin ret til at gribe ind før Kommissionens vedtagelse af et forslag til gennemførelsesforanstaltning. Det er dog ikke altid muligt at vente en måned med at gennemføre en gennemførelsesbestemmelse, hvilket vi alle er klar over. Derfor er der i aftalen taget højde for en hasteprocedure, hvor det kompetente udvalg kan træffe afgørelse. Endelig vil jeg gerne understrege, at vi ikke kan vurdere, om det er en god eller dårlig aftale, før vi har set den fungere i praksis. Europa-Parlamentet skal - hvad det ikke har i øjeblikket - have nogle metoder til at sikre effektiv opfølgning på gennemførelsesforanstaltningerne samt en reel kontrol, og Kommissionen skal acceptere at ændre nogle af sine fremgangsmåder for at sikre en effektiv kontrol og en reel underretning af Parlamentet. Til sidst skal det siges, at for Europa-Parlamentet er den rigtige løsning på komitologispørgsmålene stadig og under alle omstændigheder en ændring af traktaternes procedure for gennemførelse af lovgivningen, og en gradvis afvikling af disse udvalg, hvis eksistens på den ene side kraftigt begrænser Kommissionens gennemførelsesbeføjelser og på den anden side kan gå ud over Europa-Parlamentets lovgivningsbeføjelser.
Hr. formand, kære kolleger, komitologi er et begreb, som de fleste mennesker ikke ved, hvad de skal stille op med, og de færreste ved, hvad det betyder. Det minder om hemmelige forbund og konspirationer, og det var det også tidligere. Der gemmer sig dog ikke andet bag begrebet end fastsættelsen af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen. De nærmere vilkår for disse gennemførelsesbeføjelser består af et begrænset antal udvalgsprocedurer. Frem til Amsterdam-traktaten fandtes der ca. 20 varianter af disse udvalgsprocedurer, som hverken bidrog til klarhed for gennemførelsen af lovgivningen eller til en gennemskuelighed for borgerne. Tværtimod. Selv Europa-Parlamentet blev ikke engang informeret i en lang periode. Det første fremskridt i kampen for større gennemskuelighed i denne udvalgsjungle bestod for Europa-Parlamentets vedkommende i at i det mindste blive informeret om, hvad Europa-Kommissionen havde til hensigt at regulere inden for rammerne af disse forskellige udvalg. Dette skete i 1988 inden for rammerne af Plumb/Delors-korrespondancen. Endnu et skridt mod gennemskuelighed og deltagelse af Europa-Parlamentet var den såkaldte modus vivendi den 20. september 1994, hvor Parlamentet ikke blot fik informationerne, men også opnåede en vis indsigelsesmulighed. Således fik Parlamentet også kontrolmuligheder. Med Amsterdam-traktaten er situationen for så vidt blevet forbedret afgørende, da antallet af udvalgsprocedurer - således som Europa-Parlamentet krævede - blev skåret drastisk ned til tre procedurer, nemlig forvaltningsproceduren, forskriftsproceduren og rådgivningsproceduren. De informations- og kontrolrettigheder, som tidligere er blevet indrømmet Europa-Parlamentet, skal i henhold til Amsterdam-traktaten nu også fastsættes på ny ved en interinstitutionel aftale. Vores ordfører, fru Frassoni, har gjort et omhyggeligt stykke arbejde og udarbejdet en liste over de spørgsmål, der skal afklares inden for rammerne af denne interinstitutionelle aftale, og hvilke forvaltningsprocedurer inden for Parlamentet der eventuelt skal ændres. Et af hovedproblemerne er tidsfaktoren. Når Europa-Parlamentet bliver informeret, skal det som regel tage stilling inden for en meget kort frist på fire uger, såfremt det ønsker dette. Ved spørgsmål, der vedrører sundhed og sikkerhed for menneskene i Den Europæiske Union, skal Europa-Kommissionen som traktaternes vogter og eneste institution, der har initiativret, være i stand til at reagere med meget kort varsel, i nødstilfælde i løbet af få timer eller dage. Alligevel skal Europa-Parlamentets ret til information og eventuelt også reaktion bevares. Vores ordfører har anført særdeles brugbare løsninger på, hvorledes man løser disse vanskeligheder, og dem kan jeg sammen med min gruppe støtte fuldt og helt. Jeg har kun en bøn. I den tyske tekst til punkt 2 kan oversættelsen misforstås, og jeg beder om at få dette afklaret hurtigst muligt, også siden hen af dem, der er ansvarlige for trykningen. Der burde i stedet for "bør videreføres" efter min mening stå "bør bevares". Det er ikke så klart i den tyske tekst. Jeg beder om, at det bliver kontrolleret endnu en gang. Ellers takker jeg vores ordfører hjerteligt. Det er et vanskeligt emne, og jeg håber, at det nu er lykkedes os at gøre det nemmere at håndtere.
Hr. formand, jeg lykønsker ordføreren med hendes betænkning. Jeg vil tilføje, at det er en kærkommen forandring at se fru Frassoni i et så forsonligt humør, hvor hun udtrykker vilje til at indgå kompromiser med de øvrige institutioner. Hvad angår regeringskonferencen, er hun en af dem, som franskmændene kalder les pures et dures: ingen kompromiser eller handler med andre institutioner - hellere en blokering af det hele end et kompromis på holdninger. Alligevel er hun her villig til at acceptere de opnåede fremskridt, der langt fra svarer til Parlamentets oprindelige holdning til komitologispørgsmålet. Lad os huske på, hvad der står på spil. Parlamentet havde fire centrale kritikpunkter vedrørende komitologisystemet, som det så ud før den nye afgørelse fra Rådet, der suppleres af denne interinstitutionelle aftale. For det første er hele systemet uklart. Det er ikke gennemskueligt med hundredvis af udvalgsmøder med hemmelige dagsordener og ukendskab til, hvem der sidder i udvalgene. Her er der tale om et reelt fremskridt i det nye system, man er blevet enige om. Vi bliver oplyst om, hvem der sidder i de enkelte udvalg, samt om mødetidspunkter. Vi får en kopi af de dagsordener og dokumenter, der sendes til udvalgsmedlemmerne. Det vil gøre hele systemet mere åbent og gennemsigtigt - skønt det stadig er kompliceret - hvilket i det mindste er et skridt i den rigtige retning. Vores næste kritikpunkt er det faktum, at systemet var meget indskrænkende for Kommissionen. Vi vedtager love i Den Europæiske Union. Vi forventer, at Kommissionen gennemfører dem. Og her har vi så et system, der er som skabt til at genere Kommissionen og vanskeliggøre en gennemførelse - specielt det såkaldte contre-filet-system, hvor Rådet kunne blokere Kommissionens arbejde med en simpel flertalsafgørelse, også hvis Rådet ikke selv kunne finde et alternativ til den pågældende gennemførelsesforanstaltning. Her er der i det mindste også gjort visse fremskridt. Rådet kan ikke længere blokere gennemførelsesforanstaltninger på ubestemt tid ud over de tre måneder, medmindre det har et kvalificeret flertal bag sig, hvilket vil sige, at der er massiv modstand blandt de medlemsstater, der er repræsenteret i Rådet. Det er et mere fornuftigt system og ligeledes et skridt i den rigtige retning. Vi er mindre tilfredse med de resterende to kritikpunkter. Det første drejer sig om det system, hvor Kommissionen udelukkende overvåges og kontrolleres af et udvalg, der er udpeget af medlemsstaterne eller Rådet, ikke af Parlamentet. Den lovgivende myndighed - Rådet og Parlamentet - bør være lige. Vi overdrager gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen, og så er det kun et organ, der er udnævnt af Rådet eller en medlemsstat, der kan slå bremserne i og sige nej til Kommissionen og standse gennemførelsesforanstaltningen. Parlamentet har ingen tilsvarende beføjelser. Det er sandt, at der er ved at blive indført sådanne beføjelser i det nye system. Vi kommer til at modtage alle udkast til gennemførelsesbestemmelser, når de sendes til udvalget. Vi får mulighed for at kontrollere, forhandle og stille spørgsmål. Men vi har kun ret til formelt at udfordre Kommissionen, hvis vi mener, at noget går ud over Kommissionens bemyndigelse i lovgivningen. Vi kan med andre ord protestere over, at en foranstaltning er et resultat af kompetenceoverskridelse, men vi kan ikke protestere over indholdet af en foranstaltning. Og i et demokrati bør et parlament kunne udfordre indholdet. Ikke at vi gør det hver uge. Vi ønsker ikke at fordybe os i gennemførelsesbestemmelser, men det er en demokratisk sikkerhedsforanstaltning, at vi skal kunne gøre sådan i nogle få tilfælde, hvor det er nødvendigt. Det er der ikke mulighed for under dette system - eller i det mindste ikke i dets nuværende form. Endelig går vores fjerde kritikpunkt på, at hvis en gennemførelsesbestemmelse blokeres i komitologisystemet, så henvises det ikke til fornyet behandling i begge grene af den lovgivende myndighed, men kun til Rådet, der har mulighed for at træffe en alternativ foranstaltning. Det er ikke korrekt. Begge grene - Rådet og Parlamentet - vedtager den lovgivning, der overdrager gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen. Hvis sådanne gennemførelsesforanstaltninger sendes til fornyet behandling, bør det være i begge grene, ikke kun i den ene. I det store hele har vi et system, hvor der er sket visse fremskridt. De supplerende aspekter fra den interinstitutionelle aftale med Kommissionen er velkomne, men det ændrer ikke Rådets grundlæggende afgørelse. Selv her har vi frivilligt opgivet - for det skete ikke automatisk - Plumb/Delors-aftalen som en del af det overordnede kompromis. Vi har været villige til at opgive bestemmelserne heri. Vi skal være meget opmærksomme på, hvad denne aftale tidligere omfattede, og hvad der ikke fuldt ud dækkes af den nye afgørelse. Vi skal være meget årvågne. Der er således tale om et skridt i den rigtige retning. Min gruppe accepterer modvilligt, at det er et skridt i den rigtige retning. Vi er ikke så begejstrede for at indgå et kompromis, som fru Frassoni er. Vi erkender, at der er begrænsninger, og spørgsmålet vil utvivlsomt dukke op igen om nogle få år. Hvis vi ønsker en Union, der er helt demokratisk og gennemsigtig, skal vi vende tilbage til dette emne med henblik på en revision.
Hr. formand, først og fremmest vil jeg takke ordføreren, fru Frassoni, for det udførte arbejde. Det er aldrig nemt at arbejde med komitologi. Fru Schleicher henviste til denne særlige magi, som udvalgene har, og som vi altid har talt om. Det er rigtigt, at processen altid har været meget kompleks som følge af tidligere historiske beslutninger, som i sidste ende på et eller andet tidspunkt skal rationaliseres. Efter min mening er den aftale, som Kommissionen og Europa-Parlamentet er nået frem til, en klar rationalisering af processen. Ud fra vores synspunkt tilfredsstiller det Europa-Parlamentets grundlæggende interesser. Hr. Corbett henviste til sine bekymringer. Han siger, at en del af disse problemer er blevet løst, men en anden del er ikke blevet løst. Jeg kan sige, at dem, Kommissionen kunne løse, er blevet løst. Det, som hr. Corbett påpeger, er andre spørgsmål, som ikke er dækket af Rådets afgørelse, hvor vi desværre ikke kan komme videre. På hvilke områder er vi kommet videre? Uden tvivl på et afgørende punkt, som fru Frassoni fremhævede, og det er, at vi har et automatisk informationssystem. Dette automatiske informationssystem vil muliggøre de to handlemåder, som har særlig interesse for Europa-Parlamentet. På den ene side at vide, hvordan udvalgene fungerer, disses sammensætning, dagsordener, beskrivelser osv., og på den anden side denne droit de regard om konkrete beslutninger. Jeg tror, det er en god pagt. En god pagt, som uden tvivl forbedrer processens gennemsigtighed. Fra nu af bliver tingene lettere. Den aftale, vi er nået frem til i dag, skal imidlertid ikke betragtes som et tilbageskridt i forhold til aftalen om Delors-planen. Hr. Corbett henviste til dette punkt, men det er rigtigt, at den nye model er langt mere kompleks og anderledes som følge af den nye situation, og efter vores mening er den langt mere sammenhængende. Vi har allerede påbegyndt arbejdet. Vi håber, dette arbejde vil skabe nogle glimrende resultater. På den anden side mener vi, at også andre fremskridt er positive. Vi springer til en vis grad forældede aftaler over og forsøger med systemet for tilpasning af de gamle procedurer til den nye situation at rense alt, der var udestående fra fortiden. Set fra Kommissionens synspunkt er vores konklusion, at det er en god aftale, som vi vil takke de parlamentarikere - især fru Frassoni - som har arbejdet med den, for. Vi håber, at man med dette nye klima har opnået det resultat, som man sigtede mod at opnå, nemlig en større gennemsigtighed og et bedre kendskab til de beslutninger, som træffes af Kommissionen i medfør af dennes beføjelse som udøvende magt.
Mange tak, hr. kommissær Solbes Mira. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0013/2000) af Knörr Borràs for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 3605/93 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (KOM(1999) 444 - C5-0174/1999 - 1999/0196(CNS)).
- (ES) Hr. formand, jeg er glad for også at kunne hilse på den spanske kommissær, hr. Solbes, som jeg ved flere lejligheder har lykønsket både i og uden for Europa-Parlamentet for det glimrende arbejde, han udførte i Spanien i forbindelse med emnerne om europæisk konvergens. Forslaget til ændring af denne forordning vedrørende anvendelse af protokollen om, hvilken procedure der skal anvendes i tilfældet af uforholdsmæssigt store underskud, og som er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, stiller et spørgsmål, der begrundes i forbindelse med vedtagelsen af det Europæiske Nationalregnskabssystem ENS 95, der, som De ved, erstatter det tidligere regnskabssystem, der blev integreret i 1979. Endvidere stiller forslaget især et spørgsmål vedrørende fremkomsten af nye kategorier for finansielle produkter og vedrørende samhørigheden i udregningen af proportioner mellem det offentlige underskud og bruttonationalproduktet i lyset af dette Europæiske Nationalregnskabssystem 95. I sidste ende stilles der spørgsmål vedrørende hensynet til betydningen i udregningen af renters udgifter og disses samhørighed i overensstemmelse med denne nye metodologi. Så vidt jeg kan se, har forslaget til forordning til hensigt at aktualisere definitionerne og vurderingerne for nogle af de økonomiske operationer, som anvendes i udregningen af underskuddet, som det afspejles i Maastricht-traktaten. Heri fastsættes der nogle maksimale procentsatser, som de offentlige administrationers underskud skal have i forbindelse med PNP-markedspriser i de forskellige medlemsstater. Indtil dato har landene udregnet dette BNP i overensstemmelse med metodologien i ENS 79. Den sidste vurdering, vi råder over, blev fremsendt i september 1999, og den behandlede regnskabsåret 1998. Hvis denne forordning vedtages, vil vurderingen for maj 2000, som er den første vurdering af underskuddet i regnskabsåret 1999, nu blive foretaget med dette nye system. Det er velkendt, at medlemsstaterne har lavet deres lektier, hvis man kan bruge det udtryk. De har udregnet og udarbejdet deres nationale regnskaber i overensstemmelse med ENS 95, og deres tilsvarende vurderinger er blevet offentliggjort. Dette har ud over medtagelsen af den nye metodologi betydet den nominelle revision af størstedelen af regnskabsaggregaterne og -operationerne, som skyldes såvel de nævnte metodologiske ændringer som den bedre statistiske information, der er medtaget i vurderingerne. Naturligvis kan disse ændringer lave om på de offentlige underskud, for så vidt angår medlemsstaternes nationalregnskaber. Og ganske kort kan jeg meddele, hvilke fem områder der underkastes de vigtigste ændringer. For det første tilpasningerne i afgrænsningen af, hvad der forstås ved de offentlige administrationers institutionelle sektor ifølge ENS 95. Dette er vigtigt, eftersom det offentlige underskud henviser til det underskud, man eventuelt kan få fra alle de offentlige administrationer tilsammen. Hvis man ikke har præcise kriterier til at definere dette underskud, kan der opstå afvigelser i vurderingerne af medlemsstaternes offentlige underskud. For det andet svarer underskuddet - eller eventuelt overskuddet - til den saldo, der kaldes nødvendig saldo eller finansieringsevne inden for sektoren for offentlige administrationer i ENS 95. For det tredje svarer den offentlige investering til drift af fast bruttoinvestering ifølge ENS 95 for sektoren offentlige administrationer. For det fjerde defineres den offentlige gæld i overensstemmelse med ENS 95 lige som de strømme eller interesser, som udgår fra denne passiv eller aktiv. For det femte, og afslutningsvis, vil det aggregat, som det offentlige underskud vil henvise til, være bruttonationalproduktet i løbende markedspriser og vurderes at være i det Europæiske Nationalregnskabssystem fra 1995. Endelig er dette forslag fra Kommissionen efter min mening en korrekt og konkret tilpasning af de fastsatte kriterier i det Europæiske Nationalregnskabssystem 95, som jeg derfor anerkender i sin helhed, således som Kommissionen fremlagde det.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, lad mig med det samme sige, at min gruppe bifalder dette forslag, fordi der således på en mere harmoniseret, direkte sammenlignelig og præcis måde skabes et statistisk grundlag for en økonomisk og monetær union, der er rettet mod stabilitet og virkelig vækst. Vi har allerede hørt de forskellige områder. For mig er det afgørende, at de statistiske angivelser fra nu af er mere pålidelige og sammenlignelige. Dette er nødvendigt, fordi vi må kunne stole på hinanden, det vil sige de forskellige organer i Den Europæiske Union og alle medlemsstater inden for den monetære union. En tilpasning af proceduren er vigtig af to årsager. For det første for det indre marked. Pålidelige og direkte sammenlignelige data og statistikker er generelt af stor betydning for en præcis redegørelse af situationen og udviklingen på et indre marked. For det andet for den økonomiske og monetære union. Forordningen fra 1993 om anvendelse af protokollen skal bringes i harmoni med det europæiske systems metodik for nationalregnskaber på nationalt og regionalt niveau. Dette er uundværligt for en korrekt og pålidelig fastsættelse af underskud. Denne tilpasning vil gøre det muligt mere præcist at bedømme underskud og gældsforhold i medlemslandene. Denne tekniske tilpasning vil få meget konkrete virkninger på landenes faktiske stilling, da data ændres automatisk i overensstemmelse med det offentlige underskud. Jeg bifalder også, at behandlingen af underskuddene for regnskabsåret 1999, som skal offentliggøres i marts 2000, allerede nu bliver opstillet efter det nye europæiske nationalregnskabssystem, det vil sige, at analysen ud fra et økonomisk synspunkt er baseret på relevante, konsoliderede aggregater. Lad mig kort bruge denne debat til også at appellere til alle regeringer og politiske partier om at gøre alt for, at der aldrig bliver behov for at iværksætte proceduren i forbindelse med et uforholdsmæssigt stort underskud. Det er godt, at proceduren eksisterer. Proceduren er nødvendig, fordi den giver vores kriterier den fornødne alvor og troværdighed. Borgerne spørger: Hvad sker der, hvis kriterierne ikke opfyldes? Med procedurerne og med andre foranstaltninger har vi mulighed for at bevise, at vi mener det alvorligt med kriterierne og med os selv. Et andet væsentligt punkt er spørgsmålet om, at vi må gøre alt for ikke kun at forhindre de uforholdsmæssigt store underskud, men også for yderligere at reducere offentlige underskud. Jeg ved, hvad jeg taler om, og lad mig afslutningsvis sige, hvorfor jeg er så glad for denne debat! I mit hjemland fører vi netop en debat om, hvorvidt de oplysninger, den tidligere finansminister er kommet med i forbindelse med underskuddet, er i overensstemmelse med kendsgerningerne. I mit eget land, Østrig, var det nødvendigt med omvalg i 1995 for at opfylde Maastricht-kriterierne og få den politiske samarbejdspartner til at tænke anderledes. Jeg må også sige, at i år 2000, da der tales så meget om os, at koalitionsforhandlingerne med SPÖ - desværre siger jeg - brød sammen, fordi det opnåede spare- og konsolideringsprogram blev bragt til fald af det socialistiske parti. Ikke mindst derfor måtte der dannes en ny regering i Østrig, fordi ÖVP fortsat vil stå som garant for stabiliteten, fordi ÖVP fortsat vil overholde Maastricht-kriterierne og nedbringe det offentlige underskud, sådan som vi har aftalt det her.
Hr. formand, det er udmærket, at statistiske oplysninger ikke blot er pålidelige, men også kan sammenlignes. Navnlig for den europæiske integration og virkeliggørelsen af det indre marked er dette af stor betydning. Derfor er denne betænkning også en meget politisk betænkning, som vi helhjertet giver ordføreren en kompliment for. Den giver også anledning til et par politiske bemærkninger. Stabilitetspagten er en kendsgerning i Europa. Alle lande, der deltager i euroen, har gennem denne stabilitetspagt forpligtet sig til på mellemlangt sigt at stræbe efter et budget, som er i balance eller udviser et lille overskud. Det betyder naturligvis ikke, at det, hvis konjunkturerne er noget dårligere end ventet, ikke må være noget mere eller noget mindre, men på langt og mellemlangt sigt skal der være tale om balance eller et overskud. Jo stærkere de deltagende landes stilling bliver, desto stærkere vil euroen være. Herved vil en overskridelse af normen på 3% sjældent forekomme, heller ikke under konjunkturmæssigt ugunstige omstændigheder, således lyder argumentationen i hvert fald. Vi har altid været af den opfattelse, at disse kriterier skal opfyldes til punkt og prikke. Det er meget vigtigt for også i fremtiden at gøre ØMU'en til en succes. Streng overholdelse af stabilitetspagten kan således bidrage til opståelsen af en kultur med stabilitet i alle ØMU-medlemsstater. Adskillige medlemsstater har truffet engangsforanstaltninger for at kunne opfylde kriterierne. Vi mener, at der skal føres strengt tilsyn med medlemsstaternes budgetpolitik, således at man hele tiden fortsætter med at træffe foranstaltninger på grundlag af de opstillede kriterier. Afsvækkelse må ikke tillades. Endvidere mener vi, at en yderligere formindskelse af byrderne og af statsgælden skal prioriteres. Man er jo endnu ikke holdt op med at vælte byrderne over på de fremtidige generationer.
Hr. formand, mange tak først og fremmest til ordføreren for det glimrende arbejde, der er udført. Det var et emne, som krævede høje doser tekniske beskaffenheder, og jeg tror, hr. Knörr har behandlet det meget nøjagtigt og meget professionelt. Jeg ville ikke påtage mig at give et bedre resumé af vores forslag end det, han gav. Jeg vil blot tilføje en enkelt kommentar og sige, at ud over vedtagelsen af ENS 95 findes der to små tekniske ændringer, som hr. Knörr udmærket kender til, vedrørende renterne og evalueringen af gælden i udenlandsk valuta. Jeg kommenterer det alene for at give et fuldstændigt billede af processen. For det andet er jeg glad for, hvor hurtigt hr. Knörr har arbejdet. Han har udført et virkeligt godt stykke arbejde på kort tid. Det er et vigtigt emne af årsager, vi senere har hørt. Det er rigtigt, at vi med denne forordning ikke tilsigter at gøre statistikkerne troværdige og sammenlignelige - det er de allerede - men at gøre dem mere troværdige og mere sammenlignelige. Europa-Parlamentet har truffet en så hurtig beslutning, at det vil gøre det muligt at udregne tallene for marts på baggrund af disse nye kriterier. Dernæst tror jeg, det endelige resultat bliver bedre. Tallene bliver mere troværdige og mere sammenlignelige, og jeg tror, at disse bekymringer, som nogle af parlamentarikerne har rejst vedrørende opfyldelsen af stabilitetspagten, kan måles bedre. Denne forordning er rent instrumental. Med den går vi ikke til bunds i det problem, som nogle af Dem har nævnt. Imidlertid bør vi betragte det grundlæggende problem for løst. Stabilitetspagten findes, vi vil blive ved med at kontrollere de forskellige medlemsstaters opfyldelse, også under omstændigheder som de nuværende, hvor resultaterne er klart positive i alle de medlemsstater, hvor vi har analyseret situationen vedrørende stabiliteten i det offentlige underskud. Imidlertid mener vi ikke, at man skal være mindre på vagt. Man må blive ved med at insistere på, at vi går i denne retning, for det mener vi er afgørende. Derfor vil jeg endnu en gang - og nu skal jeg nok slutte mit indlæg - takke Dem for Deres hjælp med, at vi kan foretage stabilitetsmålingen med større teknisk garanti og på et bedre sammenligningsgrundlag.
Mange tak, hr. kommissær Solbes Mira. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0020/2000) af Cederschiöld for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender om udkast til rammeafgørelse om styrkelse af den strafferetlige beskyttelse mod falskmøntneri i forbindelse med indførelsen af euroen (SN 5116/1999 - C5-0332/1999 - 1999/0821(CNS)).
Hr. formand, kære fåtallige, men så meget desto mere velkomne kolleger, man skulle tro, at vi på dette tidspunkt havde et uvæsentligt emne på dagsordenen, men det er ikke tilfældet. Det er et håndfast og konkret anliggende. Det handler om vores fælles valuta. Hvor mange her ved, at denne valuta bliver forfalsket, og at vi har helt uacceptable forhold? Vi kan ikke tillade, at vores fælles valuta mister sin kraft på grund af falskmøntneri. Derfor har ECB, ØKOFIN, Europol, OLAF og kommissæren for retlige anliggender indset, at der snart skal vedtages nogle fælles modforanstaltninger, så hullerne i lovgivningen kan blive lukket. Det er let at glemme, at de gamle valutaer kan veksles i 20 år efter, at den nye valuta er blevet introduceret. Derfor er det vigtigt, at disse valutaer også bliver inkluderet i den strafferetlige del af dette handlingsprogram. Det har Parlamentet gerne villet tilføje. Rådet burde også have givet Parlamentet den fastsatte frist på tre måneder til det sidste dokument, som man drog frem i denne sag, men vi er alle bevidste om, hvor meget det haster med at få disse foranstaltninger i hus. Eftersom der skal træffes beslutning herom i Rådet til marts, er der god grund til, at Parlamentet tager stilling til forslaget nu, så medlemslandene kan nå at overveje tingene og Parlamentets standpunkter med hensyn til den beslutning, som skal træffes til marts. Hvis et land skulle begynde at skabe problemer, påtager dette land sig et ansvar for valutaen, som burde gøre landet ansvarligt, både moralsk og økonomisk, hvis det skulle munde ud i en forsinkelse. En sådan adfærd ville medføre en ret stor badwill. Den 1. januar 2002 er euroen i omløb. Hele Unionen skal have samme beskyttelse, en beskyttelse som forbyder falskmøntneri, ikke kun af valutaer, der er i omløb, men også af valutaer, der vil komme i omløb. Det er vigtigt, at vi har en strafferetlig beskyttelse i god tid i alle lande, som ser nogenlunde ens ud. Kommissionen har foreslået informationstiltag, forebyggende foranstaltninger, erfaringsudveksling og strafferetlige foranstaltninger, som faktisk indebærer en vis nødvendig tilnærmelse, nemlig at den laveste acceptable maksimumsstraf for falskmøntneri bliver otte år. Også handel med falsk valuta og besiddelse af instrumenter til falskmøntneri vil blive kriminaliseret. Vi får helt enkelt et minimumsniveau for den højeste straf. Euroens pålydende værdier er velkendte. Moderne dataudstyr kan forrette en hel del skade, hvis vi ikke beskytter os. Parlamentet har fremsat en række ændringsforslag til dette forslag, bl.a. vedrørende straffemyndigheder, som indebærer, at man udelukkende må blive anklaget og dømt i et land for samme forbrydelse. Foranstaltninger mod virksomheder, der er indblandet i falskmøntneri, er også medtaget, hvilket vi tilslutter os. De nye kandidatlande opfordres også til at tilpasse sig disse regler. Det har taget Rådet og Kommissionen to år at udarbejde dette forslag. Det er absolut nødvendigt, at beslutningen træffes her til marts. At forsinke euroen eller måske tilmed risikere følger for euroen ville være uforsvarligt. Det ville også være at svigte borgerne, som skal håndtere de nye, ukendte sedler. Man tror især, at falskmøntnere henvender sig til lande, som står uden for euroen, hvor man ikke er så bevidst om den nye valuta. Beskyttelsesforanstaltningerne omfatter også disse lande, og synspunkterne fra disse lande har vejet tungt. Derfor kan man betegne dette forslag som solidarisk og gensidigt, idet det tager hensyn til forskellige interesser, hvilket forpligter. Rådet skal nu mødes til marts og træffe denne beslutning. Tak fordi De lyttede. Også tak til dem, der har bidraget til en hurtig behandling af sagen. Her tænker jeg især på PSE-gruppen.
Hr. formand, kære kolleger, først vil jeg gerne takke ordføreren, fru Charlotte Cederschiöld, for at have udarbejdet denne betænkning, der er et glimrende udgangspunkt for en styrkelse af den strafferetlige beskyttelse mod falskmøntneri i forbindelse med indførelsen af euroen. Euroen bliver bragt i omløb den 1. januar 2002 og vil blive en af de vigtigste valutareserver i verden. På grund af dens betydning verden over vil den være særlig udsat for forsøg på forfalskning. Dette udkast til rammeafgørelse vil fastlægge nogle mindstenormer i et forsøg på at harmonisere strafferetten på dette område og gøre udøvelsen af den enklere og mere effektiv i den enkelte medlemsstat. Det omfatter også beskyttelsen af euroen, før denne er bragt i omløb, hvad der vil udfylde en lakune i nogle medlemsstaters lovgivning. Jeg vil gerne give ordføreren min udtrykkelige støtte med hensyn til behovet for at udvide denne beskyttelse til de nationale valutaer, der stadig vil kunne veksles også efter, at de ikke mere er i omløb. Det vil således være den enkelte medlemsstat, der skal sørge for at fastsætte strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning for den slags handlinger, der betragtes som lovovertrædelser ifølge dette udkast til rammeafgørelse. Hvad angår forslaget om at fastsætte en øvre grænse på ikke under otte år for straffe bestående i frihedsberøvelse, tror jeg ikke, at det vil betyde nogen problemer for mit eget land, der, selvom det i øjeblikket i sin straffelov har fastsat en straf på højst fem år for falskmøntneri, har vist sig åbent over for en ændring i den omtalte retning. Jeg vil på den anden side gerne her rette en appel til de lande, der endnu har nogle forbehold, om at løse dem, så der kan nås frem til en beslutning i denne sag så hurtigt som muligt, således som ordføreren allerede har appelleret til og af de grunde, som hun har anført. Hr. formand, med dette udkast til rammeafgørelse er der for første gang fremsat et fælles forslag på det strafferetlige område med regler, der skal bringes i anvendelse af de 15 lande samtidig. Vi tager således skridt i retning af udviklingen og konkretiseringen af EU som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, således som det blev bestemt i Tampere.
Hr. formand, ærede kolleger, jeg behøver ikke gentage, hvad ordføreren lige har sagt, heller ikke hvad hr. Coelho allerede har redegjort for. Det er nemlig alt sammen rigtigt og rammende. Euroen er nem at forfalske. Vi befinder os i en farlig overgangsfase, hvor der ud fra et strafferetligt synspunkt vel er tale om et enestående fænomen - i pengevæsenets historie, tror jeg - nemlig at en endnu ikke eksisterende mønt, der endnu ikke er i omløb, men kun eksisterer som kontopenge, alligevel kan forfalskes allerede nu, men fordi den ikke er bragt i omløb som valuta, kan den på nuværende tidspunkt strafferetligt ikke gøres til genstand for falskmøntneri. Et ganske kompliceret problem. Man kan altså, hvis vi ikke reagerer hurtigt - her har fru Cederschiöld ret - allerede nu lave nogle falske euroer uden f.eks. at blive stillet til regnskab for at bringe dem i omløb. For en og anden, skal jeg blot nævne som randbemærkning, kan det jo have indbringende udsigter. Hvad gør Den Europæiske Union nu mod dette? En masse rigtige ting, som fru Cederschiöld har beskrevet, men Parlamentet skal i forbindelse med det, hun har beskrevet, ikke sige så meget om rammeafgørelsens indhold og om den betænkning, fru Cederschiöld har udarbejdet, men i højere grad om de procedurer, der skal anvendes. Europa-Parlamentet er blevet konsulteret af Rådet, der uden sammenligning er den mest udemokratiske institution i Europa, på en måde, der er en hån mod begrebet demokrati. Vi har fået forelagt en tekst til høring, som Rådet selv har syslet med i meget lang tid, og i øvrigt kun delvist med held - det vender jeg tilbage til om lidt. Europa-Parlamentet skal nu i løbet af tre måneder tage stilling til dette komplekse, vanskelige, delvis selvmodsigende papir fra Rådet. Det er kun takket være fru Cederschiölds enorme indsats samt Europa-Parlamentets afkald på brugen af sin demokratiske ret til at gennemføre sin høringsprocedure i løbet af tilstrækkelig tid og med rådighed over alle tekster på alle sprog, at vi nu er nået frem til en udtalelse og således til den forestående beslutningstagning i marts inden for den af Rådet fastsatte tidsramme. Når det drejer sig om et så vigtigt emne som falskmøntneri eller beskyttelse imod falskmøntneri og strafferetlig harmonisering, som er nødvendig i den forbindelse, kan man faktisk ikke arbejde i denne huj og hast, som Rådet forlanger af os. Derfor vil jeg på min gruppes vegne med al tydelighed sige: Vi har længe diskuteret med fru Cederschiöld om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at arbejde sådan. Vi er nået frem til det resultat, at det er det ikke, men i betragtning af sagens vigtighed er vi blevet enige om at acceptere proceduren, som den er. Den foreliggende rammeafgørelse er uden tvivl et fremskridt. Men den retssikkerhed, som Rådet egentlig har ønsket - det har fru Cederschiöld allerede gjort rede for - bliver i sidste ende ikke opnået fuldstændigt, fordi manglerne ved de tilstræbte minimumsstandarder, minimumsstandarden for strafbarhed og frem for alt også anvendelsen af de samme strafferetlige standarder i alle medlemslande - også i de lande, der endnu ikke har indført euroen, men hvor den teoretisk set kan forfalskes - ikke er blevet fjernet. De er bl.a. ikke blevet fjernet, fordi Rådet som sædvanlig ikke formår at springe over sin egen skygge, men også i forbindelse med denne rammeafgørelse og netop inden for retssamarbejdet fortsat foretrækker at holde fast i regeringssamarbejdet. Derfor er - det vil jeg nævne her - denne rammeafgørelse også kun et supplement til en international aftale, som er hele 71 år gammel, nemlig aftalen af 20. april 1929 om bekæmpelse af falskmøntneri og de tilhørende protokoller. Det vil sige, at det, som vi nu prøver at udarbejde som retsgrundlag til beskyttelse af euroen, ikke foregår der, hvor det egentlig hører hjemme, nemlig inden for fællesskabsretten, men derimod bliver et supplement til internationale aftaler, der er 71 år gamle. Om det skal være fremtiden for Den Europæiske Union, retssamarbejdet i Den Europæiske Union, det vil jeg overlade til den tilstedeværende faste forsamling at vurdere. Jeg takker Dem for Deres opmærksomhed under denne fælles natlige seance.
Hr. formand, indførelsen af euroen kunne meget vel give falskmøntneriet gyldne tider. Således er der fare for, at borgere, der pludselig mister deres valutamæssige referencer, let vil komme til at tage imod falske euro, fordi de ikke kender de ægte. Det er derfor naturligt, at Rådet bekymrer sig og forsøger at fastsætte sanktioner, der er gældende over hele Europa, i forbindelse med denne type lovovertrædelser. Det kunne naturligvis stille sig tilfreds med en enkelt beslutning, der anbefalede medlemslandene at vedtage nationale love på dette område. Det ville jeg personligt have foretrukket. Men Rådet, der ganske givet ikke stolede på visse medlemsstaters velvillighed, foretrak i stedet at iværksætte et mere bindende redskab på europæisk niveau, nemlig en rammeafgørelse. Men her begynder problemerne, for strafferetten henfører under nationalstaterne, og eftersom man i sin tid ikke ønskede at skræmme vælgerne ved at overlæsse skuden, fastsætter Maastricht-traktaten intet præcist i denne forbindelse. Således forsøger man med udkastet til rammeafgørelsen, som er fremsat i dag, at skjule denne mangel ved at henvise til artikel 31, stk. e og 34, stk. 2, litra b) i traktaten. Men dette mener jeg er upassende. Artikel 31 omhandler kun fælles mindsteregler for strafbare overtrædelser i visse begrænsede tilfælde som organiseret kriminalitet, terrorisme og narkotikahandel. Falskmøntneri indgår ikke. Hvad angår artikel 34 i Amsterdam-traktaten, fastsættes blot den nye definition af rammeafgørelser, men denne gælder naturligvis kun for de eksisterende kompetencer i Den Europæiske Union. Vi kommer således tilbage til det oprindelige problem. Med andre ord er det ikke lykkedes Rådet at give denne tekst et troværdigt retsgrundlag. Man kan sige, at det er Rådets forsinkede straf for ikke at have været helt ærligt, da det fremlagde Maastricht-traktaten for vælgerne. Men jeg vil også komme med en mere overordnet overvejelse. For noget tid siden behandlede vi ved næsten hvert møde en eller flere betænkninger om principspørgsmål vedrørende euroen. Men der har intet været nu i et år. Blot nogle små tekniske betænkninger som denne om falskmøntneri. Kommissionens meddelelse om de strategiske mål for 2000-2005, som vi har forhandlet om i denne uge, indeholdt absolut intet med hensyn til dette brede område på nær en påmindelse i en enkelt linje om, at euromønter og -sedler vil blive sat i omløb den 1. januar 2002. Det er virkeligt for tyndt. Og dog er der adskillige alvorlige problemer, der ikke er løst. Vi kan f.eks. nævne offentlighedens bekymrende manglende interesse, fastsættelsen af mål for den monetære politik, der fejlagtigt blot bliver reduceret til en bekæmpelse af inflationen, den mærkelige sammenkobling af en valutaføderalisme uden en budgetmæssig eller skattemæssig føderalisme, de nuværende ansøgerlandes status, når de bliver medlemmer, med hensyn til eurozonen, de internationale markeders forvirring over for denne valuta uden et homogent befolkningsgrundlag osv. Behøver man at minde om, at de investorer, som har solgt dollars for at købe euro, har tabt 20% siden den 1. januar 1999, 40% hvis de har købt obligationer, og endda 55% hvis de har solgt yen for at købe euro? For disse ulykkelige investorer, hr. formand, er selv ægte euro falske penge. Dette er kæmpestore problemer, men det virker, som om det er tabu her i Europa-Parlamentet.
Jeg vil gerne tage tråden op fra den forrige taler. Der er nogle principielle spørgsmål, som trænger sig på, for udgangspunktet er jo, at den strafferetlige regulering er et nationalt anliggende. Strafferetten hører til det enkelte samfunds kulturelle tradition, og det er meget vanskeligt at nå frem til fælles definitioner af, hvad der forstås ved disse juridiske grundbegreber. Jeg påskønner fru Cederschiölds arbejde, og jeg vil tage udgangspunkt i hendes efterlysning - i forbindelse med Tampere-topmødet - af fælles definitioner og fælles regler for, hvad der er strafbart, og hvilke fælles sanktioner der kan idømmes. Hun vil gerne udarbejde disse sanktioner i fællesskab for at nå frem til et kohærent strafferetligt system for overtrædelser, der har særlig relevans for EU. Men problemet er, at der ikke er hjemmel til det, og det af gode grunde, for den strafferetlige regulering hører til den nationale kompetence. I den sammenhæng vil jeg stille følgende spørgsmål til Kommissionens og Rådets repræsentanter: Er det retsgrundlag, der er påberåbt, tilstrækkeligt? Efter min opfattelse er det klart i strid med og går langt ud over artikel 34, stk. 2, litra b, hvor der fastsættes hjemmel for såkaldte rammeafgørelser, der er bindende for medlemsstaterne med hensyn til de tilsigtede mål, men hvor det overlades til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Det, der er karakteristisk for det foreliggende rammeafgørelsesudkast, er jo, at man i detaljer fastlægger medlemsstaternes forpligtelser, der er ikke nogen valgfrihed med hensyn til midler og gennemførelse. Og det går efter min opfattelse ud over rammerne for hjemmelen. Jeg vil gerne have et svar fra Kommissionen og Rådet, for jeg anser det for indlysende, at der ikke er hjemmel i artikel 31.
Hr. formand, fru kommissær, først vil jeg gerne lykønske og takke ordføreren mange gange og påpege, at hun i sin betænkning ikke blot bifalder udkastet til rammeafgørelsen, men også har foreslået nogle ændringer, som også er blevet nævnt i de forskellige indlæg, nogle ændringer som supplement til og forbedring af teksten, som vi ikke kan nævne alle sammen her og nu. Det drejer sig i al fald om at fortsætte euroens succeshistorie, og vi må gøre alt for, at denne succeshistorie ikke skades eller drages i tvivl på grund af for få foranstaltninger mod forfalskninger - vi er bekendt med de første forsøg. Vi har alle påpeget, at denne omstillingsfase også indebærer usikkerheder og risici. Ud over arbejdet mod forfalskninger, ud over en korrekt gennemførelse af bestemmelserne må den planlagte informationskampagne derfor naturligvis spille en væsentlig rolle, som vi nu må hellige os intensivt. Det drejer sig også om spørgsmålet om samarbejde. Vi har brug for en definition af de nøjagtige kompetencer mellem ECB, de nationale centralbanker, Kommissionen og Europol med hensyn til alle de spørgsmål, der vedrører forfalskning af euroen. Jeg spørger også mig selv, om det ikke er nødvendigt at skabe et interinstitutionelt eller et EU-organ, som er ansvarlig for koordineringen af samarbejdet. Dette står i forbindelse med skabelsen af et advarselssystem, som arbejder døgnet rundt, samt oprettelsen af et fælles informationssystem for hurtig dataudveksling mellem de ansvarlige myndigheder. Ud over betænkningen, som vi bifalder, er der dukket en masse spørgsmål op, som mangler at blive afklaret. Jeg håber, at debatten, som vi fører her, også fører til en afklaring af mangt og meget.
Hr. formand, ærede ordfører, ærede parlamentsmedlemmer, hvor sikker er euroen? Det er jo et spørgsmål, der meget ofte stilles af befolkningen. Spørgsmålet trænger sig stadigt mere på, jo tættere vi kommer den 1.1.2002, som er den dato, hvor euroen ligger i vores pengepunge. Spørgsmålet om, hvor sikker euroen er, drejer sig ikke kun om valutaens stabilitet og valutaens værdi, men derimod altså også om beskyttelsen af euroen mod forfalskninger. Også dette påvirker befolkningen, for denne mønt vil jo, som det med rette er blevet sagt, netop være ny for borgerne både visuelt og ud fra et spørgsmål om håndtering. Det vil naturligvis også være noget nyt for alle borgere i medlemsstaterne, at deres valuta er gyldig i et langt større område og netop også er førende valuta over hele Europa. Også det skal man først vænne sig til. Derfor er det klart, at der stilles spørgsmål om, hvad EU foretager sig for at sikre euroen imod falskmøntneri. Det er jo det, det drejer sig på dette sene tidspunkt. Det er rent faktisk et emne, der virkelig optager borgerne. For så vidt er det beklageligt, at det bliver behandlet på et så sent tidspunkt. Men det kan ikke være anderledes. Naturligvis har Den Europæiske Centralbank beskæftiget sig længe med dette emne. Centralbanken er jo ansvarlig for den tekniske sikkerhed mod forfalskning. Kommissionen fremlagde - også det er der allerede henvist til - i sommeren 1998 en meddelelse, der opgjorde de mange forskellige områder, hvor foranstaltninger er nødvendige, nemlig områderne information, videreuddannelse - et vigtigt punkt - samarbejdet mellem eurostater og naturligvis samarbejdet i øvrigt og området foranstaltninger, der vedrører strafferetten. Det er det, det drejer sig om i forbindelse med den foreliggende rammeafgørelse. Fru ordfører, på Kommissionens vegne vil jeg gerne takke Dem mange gange, og først og fremmest vil jeg også takke Parlamentet for, at De i løbet af så kort tid var villige til at udarbejde denne udtalelse. Det påskønner jeg i høj grad. I rammeafgørelsen drejer det sig om, at medlemsstaterne skal anvende en fælles definition på falskmøntnerisager. Det er naturligvis altid den første forudsætning at have de samme definitioner for overhovedet at kunne handle ens, og det drejer sig, som det er blevet understreget, hovedsageligt om at sikre beskyttelsen af euroen, allerede inden den bliver indført rent fysisk. Naturligvis er Kommissionen også taknemmelig for, at det på grund af Europa-Parlamentets hurtige beslutning - og jeg håber, at der bliver stemt således - nu er blevet muligt, at rammeafgørelsen kan træde i kraft så hurtigt som muligt, således at de nødvendige skridt for gennemførelsen kan indledes. Kommissionen er jo blevet opfordret til og skal i løbet af første halvdel af næste år fremlægge en rapport om, hvordan det går med gennemførelsen i medlemsstaterne, om emnets alvor rent faktisk udmønter sig i relevante handlinger. Det er blevet nævnt, at denne rammeafgørelse netop er en beslutning inden for strafferetten. I så fald må man anerkende denne fornyelse, dette skridt, også selvom De, hr. Schulz, har gjort opmærksom på, at der med supplementet til denne temmelig gamle aftale samlet set ikke er tale om et alt for modigt skridt. Med hensyn til Deres spørgsmål, om Kommissionen mener, at rammeafgørelsen hviler på et tilstrækkeligt retsgrundlag i henhold til traktaten: Kommissionen mener, at det er det rigtige grundlag, der her finder anvendelse. Rammeafgørelsen skal ganske vist i den efterfølgende tid suppleres af yderligere retsakter. Kommissionen fremlægger et forslag til en forordning om samarbejde mellem alle ansvarlige myndigheder og om samarbejdet med Europol. Dette forslag skal indeholde en pligt til samarbejde og regulere de nationale myndigheders pligt til at anmelde tilfælde af falskmøntneri til Europol og forelægge beslaglagte falske penge for Den Europæiske Centralbank med henblik på identifikation og klassificering for netop derigennem effektivt at kunne træffe relevante foranstaltninger. Til spørgsmålet om koordination af de forskellige foranstaltninger: Siden begyndelsen af 1998 har Kommissionen og siden hen OLAF arbejdet sammen med de pågældende eksperter fra medlemsstaterne, Den Europæiske Centralbank og Europol for at være på forkant med en effektiv bekæmpelse af euroforfalskninger. Fra Kommissionens side blev der også for få uger siden - og det har De netop nævnt, hr. Karas - fremlagt forslag om en informationskampagne for euroen med en foreslået bevillingsramme på godt og vel 32 millioner euro. Det er jo en bevillingsstørrelse, der kan anvendes meget effektivt, altså en stor bevilling, og naturligvis indgår beskyttelsen af euroen mod forfalskning som et helt afgørende punkt i denne informationskampagne. Jeg mener også, at denne debat bidrager til, at alle falskmøntnere, der tror, at deres chance er kommet på dette sene tidspunkt, fordi EU ikke våger længere, bliver belært om det modsatte gennem denne debat kort før midnat!
Mange tak, fru kommissær Schreyer. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 23.50) MØDET ONSDAG DEN 16. FEBRUAR 2000 1 Godkendelse af protokollen fra foregående møde 1 Sammenhængen mellem Unionens forskellige politikker og udviklingspolitikken 1 Næste møde om "Menneskerettigheder" i FN 19 Velkomstord 22 AFSTEMNING 22 Velkomstord 23 AFSTEMNING (fortsættelse) 24 Næste møde om "Menneskerettigheder" i FN (fortsættelse) 35 Cypern og Malta 35 Spørgetid (Rådet) 35 Bilag - Højtideligt møde 35 Tale af Václav Havel, Den Tjekkiske Republiks præsident 35 Den Paritetiske Forsamling AVS-EU 35 Stabiliserings- og associeringsaftale med FYROM 35 Aftale om komitologi 35 Protokol om uforholdsmæssigt store underskud 35 Euro: styrkelse af den strafferetlige beskyttelse mod falskmøntneri 35