Dataset Preview Go to dataset viewer
text (string)source (string)doc_id (string)LICENSE (string)uri (string)date_built (string)
JØRGINE JØRGINE KØBENHAVN HAGE & CLAUSENS FORLAG (J. FR. CLAUSEN) 1926 JOHANNES V. JENSEN COPYRIGHT 1926 BY JOHANNES V . JENSEN A / S . Oscar Fraenckel 4 Co . , København . INDHOLD I . Kap . Bryllupsmarschen 7 II . » Jørgines Myrthe 17 III . » Det røde og det hvide Æble 27 IV . » Bryllupet 45 V . » Følgerne 73 VI . » Anders Hansen 87 VU . » Ploven 95 VIII . » Aarenes Frugt 105 I. KAPITEL BRYLLUPSMARSGHENNoget eget nyfødt i Lyset og den kolde klare Luft paa tidlige Aprildage kan endnu , ved en eller anden hemmelig indre Forbindelse , efter 40 — 50 Aars Forløb , og vidt fjernet fra Jylland , bringe mig til at tænke paa en gammel jydsk Bryllupsmarsch , Klarinettoner paa Heden , og en rullende , rullende Lyd af mange Vogne , et Bryllupstog , den Gang en Begivenhed , i en oldtidsstille Egn , og nu for altid i Erindringen knyttet til Foraaret . Der var to Bryllupsmarscher ; den ene blev brugt naar man kom kørende til Kirke , den anden naar Brudetoget bevægede sig , paa kortere Strækninger , tilfods . De blev foredraget i forskelligt Tempo ; lige saa adstadig og vægtig den ene lød , naar man gik til Kirke , Gaamarschen , som den blev kaldt , lige saa ilende , rullende og farende var Køremarschen ; der var et helt forskelligt Temperament i dem . Hvor gamle de var 10 er ikke godt at vide , men de bruges næppe nu mere , er bleven Fortidstoner som saa meget andet i Bøndernes Verden ; men paa den Tid der her er Tale om , for et halvt Aarhundrede siden , var de en Institution , overleveret fra Fædrene , et Bryllup kunde ikke tænkes uden enten den ene eller den anden af dem . Hele Musiken bestod af en enkelt Klarinet ; senere et Horn , men med det var man allerede inde i en anden Tid . Klarinetten er gammel som Livet paa Landet , den gaar tilbage til den urgamle Skalmeje , Hyrdens Instrument ; og den klædte Spillemanden anderledes godt , naar han gabede vidt og bredt over Mundstykket som en Pan , end Hornet , der gav udblæste Kinder og en presset anstrengt Stilling ; selve Instrumentet var saa langt smukkere , den lange gule Buksboms Klarinet med Huller paa og løbende ud i en tyk , dyb Hals som en Tryne , formet som Organ for de nasale Naturtoner der var i den , et Stykke Natur ; mod den forekom Hornet det bare Isenkram , en Tyndtarm af Messing , med de tre Klapper man ekvilibrerede paa og den flade Bliktragt der udbredte den flade , øresønderrivende Tone . Man skulde se Spillemanden , lænet potent bagover i Agestolen , ved Siden af Kusken , i den forreste af Vognene naturligvis , med tykke Fingre spaserende fuldkommen overlegent op og ned ad Klarinettens vanskelige Huller — men nej , man skulde høre Bryllupstoget først , inden man saa det , Klarinettens ubegribelige Solild og Farve , der tændtes som et Under ude fra Heden . Det er svært at give en virkelig Forestilling om hvor opsigtsvækkende , hvilken Oplevelse det var , at høre Musik paa denne afsides Egn , der den Gang endnu laa udenfor Jernbaner og Alt , med Mile til nærmeste Købstad , en ensom , uskyldig Verden , som mange , gamle Folk og Børn , overhovedet aldrig havde været udenfor . Paa de tre Sider omgivet af Heder og udstrakte Kær , til den fjerde af aabent , uendeligt Agerland med en øde Horisont , en øde Horisont alle fire Himmelhjørner rundt , og saa en Landevej tværs igennem , i Syd og Nord , ind fra Heden til den ene Kant og ud op over Bakken med Vejrmøllen til den anden , saadan var Landet , aabent og lagt ene ud under Himlen , uden Træer og uden Tone . Vinteren var lang , det brændte lavt i Sjælene 12 inden man fik Bugt med den . Kirken havde ikke Orgel , den tog imod med kalkede , isede Vægge og et Forsøg paa Sang der lød som Muldvarpes Graad under Jorden ; mere musikfattig Egn fandtes ikke . Om Foraaret derfor , naar Vejene blev farbare , og vandrende Musikanter begyndte at indfinde sig , sjældne som Stjerneskud , en eller anden Taterfamilje med Violin , Guitar og Triangel , saa var det noget vidunderligt , et Mirakel man inddrak med alle Porer . Musikanterne selv , » Skærsliberne « , som man kort og godt kaldte alle slige Omløbere , mødte man med den største Mistænksomhed , okseagtigt tilbageholdent , ja der blev end ikke vekslet et eneste Ord med dem . Men Tonerne i Friluft uden for Døren , Ingen kunde staa for dem . Strengeleg og et sydlandsk Væsen med store blommefarvede Øjne , som stod og rørte Trianglen — ikke kunde to Verdener være mere forskellige og skilte fra hinanden end disse to , Landevejens Musikanter og saa de stive maalløse Bønder der lænede sig som fastgroede i Roden ud af deres Døre for at se Pakket og lade sig blænde af deres Kunst . 11 Klarinetmanden derimod var vor egen , med en Haand præget af Spaden , Bonde imellem at han spillede til Gilder , med ham var man fortrolig . Og han lod sig ogsaa høre sammen med Foraaret . Det kom sent og uden opsigtsvækkende Tegn , mærkedes i Lyset og Luften selv , Heden , Kæret og de golde Agre havde ikke meget at flage med , kun Vinterrugens grønne Tæppe begyndte at lyse allerede i Martssolen . Der var Viberne i Kæret , og der var Lærken , med alle Foraarets Kilder i sin blændende Stigen mod Solen , men ellers kun de kolde klare Dage selv med voksende Aprilsol og en indre mægtig Haabefuldhed , Spurvene som larmede i de gamle falmede Halmstakke , og det udstrakte Land iøvrigt nøgent , vædet af Byger og beredt paa en Grøde som tøvede og aldrig lod til at ville komme . Paa saadan en kold solet Dag er det saa der pludselig kommer Musik fra Heden , ildnende , løbende Signaler , et blændende Udbrud som af mangefarvet , blomstrende Ild i det Fjerne , alle stormer ud af Dørene , og rigtig , der er Bryllup , de kommer fra Sønden , et langt Vogntog , bøjer fra de rygende Hedeveje ind paa Chausseen , i 14 skarpt Trav og kommer op ad Vejen , de kører , de kører , Klarinetten kører og kommer , det galer fra Toget , det ruller , og nu er den første Vogn allerede oppe over Bakken , den næste tæt bagved , og en tredje , alle fuldpakkede med Folk i deres sorteste Stads , paa en Hverdag , i den forreste Vogn Bruden paa Bagsædet med flyvende Slør og Myrthekransen paa det bare Hoved — rullende , svulmende er Toget forbi , en halv Snes Vogne , og rejser nu Støvet videre nord op ad Vejen imod Kirken , den sidste Vogn viser Bagsmækken og duver i vægtige Udsving sidelængs , tung som den er i Toppen af sit Læs Bryllupsgæster — Og saa har man set hvor Underet kommer fra , Foraarsunderet , Aprilunderet , som pludselig brød ud af Heden og gennemtrængte den kolde klare Dag : fra Klarinetmanden naturligvis oppe i Agestolen , den almægtige , der sidder tilbagelænet med Klarinetten i Munden og tryller paa Hullerne , blottende nu et Hul med Lillefingeren , mens han dækker andre til , og nu løbende over dem alle i hele Klarinettens Længde , vidunderlige , vidunderlige Mand ! 13 Bryllupstoget har jeg senere set afbildet , en stor Karton af Hans Smidth , paa Udstillingen efter hans Død , senere ved jeg ikke hvor den er bleven af ; han malede i Himmerland , mens Befolkningen endnu var primitiv der ; og hans Bryllupstog svarer ganske til hvad jeg erindrer , en Række Vogne frem over en Hedevej , og Spillemanden med Klarinetten i Spidsen : hvad der en Gang var Liv , og paa sit Sted den eneste Form derfor , er nu Kulturhistorie . Det samme gælder Bryllupsmarscherne . Jeg lod dem for nogle Aar siden sætte i Noder efter Hukommelsen og offentliggjorde dem sammen med nogle spredte Erindringer i Anledning af andre Melodier , » himmerlandsk Musik « ; de gjorde vist ikke andet Indtryk end saa megen anden opbevaret kuriøs Spillemandsmusik ude fra Bondelandet . Det mærkelige ligger da ikke i dem , men i den Erindringsverden der for enkelte Nulevende endnu er knyttet til dem . Musik , uanset Værdien , har jo en mystisk Evne til at gøre en Fortid levende igen , ikke blot i Billeder , men Fortiden , det svundne Nu selv . For mit Vedkommende runder en Kreds af 16 Erindringer sig om dette Motiv , en Verden der nu mere og mere staar for mig som afsluttet . Om en enkelt Skikkelse , der har bevaret sig i Forgrunden , og hvis Skæbne jeg har fulgt , skal disse fjerne Minder samles . 15 II. KAPITEL JØRGINES MYRTHEEn Pige ved Navn Jørgine var gerne den første til at høre Musiken , allarmere Køkkenet med Tumultraabet : Bryllup , og styrte til Døren , rendende en Stol og et Par Spande overende undervejs . Ude paa Vejen stod hun da blændet af Solen , med en Haand op over Brynene , smilende som en Sol i Solen , uden at tænke paa at hun var i Sækkelærreds Forklæde , med Kartoffelskræl opad Armene , og i store Træsko ; og naar Toget var forbi knugede hun Hænderne sammen og vendte Øjnene mod Himlen , i salig Deltagelse , lykkelig paa andres Vegne , saa langt efter de Kørende og Kirken , rystede , rystede paa Hovedet . Men Mælet fik hun igen naar hun bagefter sad over Kartoffelskrælningen i Køkkenet paany ; med et Falkeblik havde hun mærket sig hvem der sad i Vognene , Bruden først og fremmest naturligvis , og Brudgommen , opsigtsvækkende , et 20 Par som man jo længe havde vidst skulde giftes , og nu fandt den store Begivenhed altsaa Sted ! Bruden var Gaardmandsdatter , og Brudgommen den og den , en beundret Karl , set op til i Løndom af mange , med hed Ydmyghed ; nu fik de da hinanden som skulde have hinanden , Lykke i Himlen og paa Jorden ; og ikke en Misundelsens Draabe blandede sig i Jørgines Glæde , hun var kun larmende Henrykkelse og mere og mere stigende Veltalenhed i Anledning af de to der nu gik ind til den store Fryd sammen . Jørgine var veltalende , krydrede Dagen lang sit Arbejde med sværmerisk Snak , skjulte ikke sine inderste Tanker . Hvem der endda kunde køre til Kirke ogsaa , og det snart ! Giftermaal og Kæresteri var Jørgines bestandige Tanke , det stod altid paa Jubel med hende , hun var i een Forventning , indtil videre dog paa alle andres , paa Alverdens Vegne . Alt Kæresteri paa Egnen , dermed vidste hun Besked og var Kender , nysgerrig og lykkelig , der var ikke den Pige eller Karl i Miles Omkreds hvis hemmeligste Tanker og Fagter hun ikke kendte , hun kunde i uudtømmelig Medglæde forkynde naar den og den 21 var bleven lokket , og ved hvem , og naar det og det Par var bleven ringforlovet , hvilket var nymodens og kildende , forbunden med Rejse til Byen og Tagen Maal med en Traad , i Modsætning til tidligere jævne Sædvaner , hvor Kærestefolk gjorde deres Hensigter bekendt blot ved at lade sig se gaaende med hinanden i Haanden paa Vejene ; jo de og de havde været i Løgstør og købt Ringene , det kunde Jørgine garantere . Det var Verden og dens Storhed Jørgine sikrede sig Besked om , ikke for at skumle derover , det var dem saa hjertelig undt altsammen . Selv sad hun paa Bunden — men man var dog til for at det samme i en eller anden Fremtid skulde times en ! Jørgine var forberedt ; hun havde sin Myrthe staaende . I sine Tjenester , hvor hun saa kom hen , medførte hun Urtepotten og havde den staaende i en eller anden Vindueskarm , deri var ikke noget paafaldende , det havde de fleste Piger . Aflæggeren var i Gro , men ængstede Jørgine ved at se noget spinkel og tør ud , et sygeligt Planteliv at tage Varsel af , og dog hang hendes Haab ved den ; havde man Kransen saa drog den vel al den anden Herlighed med sig . Den lille eviggrønne 22 Stilk mindede mest af alt om et magert , vantrevent Melbærris , ledte Tanken hen paa Heden , og skulde dog vist betyde saadan noget som Syden og den evige Sommer , hvor Myrthen er fra , et Symbol Jørgine ikke gjorde sig klart , men Længsel og et fuldt Hjerte det kunde hun præstere . Navnet og den fyldige Giftermaalsklang der var deri var Jørgine nok , det var den Spire hun plejede hver Gang hun gav Myrthen Vand . Paa Myrthe skulde det ikke mangle , naar hendes Tid kom . Selv personlig trængte Jørgine ikke til at dægges for , hun var frisk og kernesund , sværlemmet som en jydsk Hoppe , Livsglæden lækkede ud af hende i Form af kaad Spas ved enhver Lejlighed , og naar hun var ene Sang af fuld Hals , helst Elskovsviser , af blodigt og sørgeligt Indhold , som Visen om Hjalmar og Hulda , hvis mange Vers hun foredrog i en ophidset Tilstand , stegende Flæsk paa Panden , med store hede Øjne søgende Loftet i Køkkenet , til Forundring , undertiden til Latter , for sine Omgivelser . I een Henseende var Jørgine ikke som andre Bønderpiger , hun var aaben , larmende , hendes Bestræbelser gik ikke ud paa for enhver Pris at 23 forblive ubemærket , et farligt Væsen at have mellem Bønder ; man tilgav hende det , fordi hun ikke var anderledes , men smilte ; hun var saadan en glad en , sagde man , og det betød ikke netop at man delte hendes Glæde ; for hvad havde hun at være glad for ? Imidlertid Ingenting kunde dæmpe Jørgine , hun var atten - nitten Aar og bruste af Helbred . Hun gjorde Karlearbejde , løftede en svær Vogn fra Jorden med den ene Haand og tog Hjulet fra men den anden , naar Vogn skulde smøres ; paa de strengeste Vinterdage hentede hun Tørv og bar Vand , som isede i Spanden , væbnet mod Snestormen med en Snip af Hovedklædet op for Munden og et Par Muffediser siddende som Armbaand midt paa de blaafrosne bare Arme . Med Karlene brødes hun under høje glade Latterskraal , en Form for Kælenskab , hende ubevidst , der efterlod brune og blaa Pletter og Mærker af Brolægningen paa de føre Karles Rygstykker . Karlenes Kurmageri , som kunde være groft nok , forstyrrede hende ikke , hun havde andre Forestillinger , en Verden hun saa hen til og fablede om , Gud ved 24 hvilken , og som hun i Mangel af andet synligt Tegn dyrkede i sin Myrthe . Denne Verden laa saa højt at Jørgine selv med Krop og Blod slet ikke lod til at komme i Betragtning . Det lyder latterligt , men er vist egentlig sjælfuldt , at den store sunde Pige slet ikke regnede sig selv med personligt , naar hun drømte om Kærlighed , for sit eget Vedkommende gjorde hun sig ingen Illusioner , hun var jo fra Kæret . Det forekommer at frodige Naturer saa at sige springer sig selv over paa Vej til hvad der for dem staar som forfinet ; muligt at Kødet hævner sig , men Drømmen er en anden Natur og kan bevare sig og bære over meget . Jørgine gik i Træsko , hendes Arbejdsdag , ude og inde , var fra 4 Morgen til 11 Aften , men hun holdt sig svævende over Hverdagen med Sang , havde sin Sjæl oppe i de lyse Højder hvor Hjalmar og Hulda færdedes , uagtet hun naturligvis ikke selv hørte til der . Det var en vidunderlig Verden . Straks i Begyndelsen hvor det hedder : Paa blomsterklædt Bakke stod Hjalmar saa tavs , saa hun ham , Bakken fyldte hele Verden , og han var høj som en 25 Sky , skinnende som en Lysestage ; og naar saa Hulda kom , saa var de to , og de lyste over hele Verden . Og naar Hjalmar drog til det fremmede Land blev hun ved at se ham , hundrede Mile borte , men stadig lige stor , skinnende som Sølv og langsomt kæmpende i Fjendernes Hær . Men der hvor Hulda bliver utro , skønt mod sin Vilje , og Hjalmar kommer hjem og er ulykkelig , der kvalte det Jørgine , hun kom til at gynge , og kun med Anstrengelse sang hun Versene igennem , bristefærdig af Følelse ; de sidste blodige Optrin gjorde hende godt , der skete dem deres Ret , Hævn og Mord ; og tilsidst var de allesammen døde , og Alverden hvid som et Lagen , alle Mennesker omkomne af Elskov , efter at have været smukke og ulykkelige ; Dramaet forbi i Køkkenet ; Pavse ; indtil Jørgine trøstet og med Energi begyndte paa en ny Vise , akkompagneret af Skureviskens lange rappe Tag hen over Bordpladen . Nogle syntes at Jørgine sang godt , andre morede sig ; synge gjorde hun . III. KAPITEL DET RØDE OG DET HVIDE ÆBLEJørgine var fra Kæret . Ude paa Udmarken , ved en gammel Sognevej paa Grænsen af Hede og Kær , langt fra Landsbyer og Folk , laa der nogle Huse , hvor Smaafolk holdt til , den laveste , besiddelsesløse Klasse , Daglejere og Indsiddere , Smaahaandværkere med Taterblod i Aarene , uden Anseelse nogen af dem , skønt Ingen af dem gjorde Nogen Fortræd . En Strimmel Jord mellem Vejen og Kæret var Almenning , ejedes af Ingen , fordi Ingen havde fundet det værd at lægge Beslag paa den , og her holdt et Bundfald fra Sognet til . Fattige havde altid skaffet sig Ly her , nogle af Hytterne var endda ældre end ellers almindeligt paa Egnen , gik tilbage til Jeppe paa Bjergets , Bondearmodens og Uvidenhedens Tid , det var som om en Rest Elendighed var bleven tilbage her , efter at baade Gaardmænd og Husmænd var gaaet frem . Man drak lidt i Kæret , havde Smugkro og ban - 30 kede hinanden lidt , Godtfolk havde ikke noget at gøre der og saa fra Frastand hen til Kærhusene som noget hemmeligt besmittet . Kæret selv var lurvet og skummelt , ufrugtbart , et Uføre af Tuer , Ris og Stargræs , hvor Ræven blev set ved højlys Dag ; om Natten angav Lygtemænd og Ugleskrig Retningen hvor Kærhusene laa . Saa det var ingen Anbefaling at være fra Kæret . Jørgines Moder boede i et lille ældgammelt Hus , som kun havde een Stue . Noget af den Fornemmelse der i ældre Tid hængte ved Natmænd og uærlige Folk klæbede ogsaa ved hende , uden anden paaviselig Grund end at hun var fattig og boede i Kæret . Hun kunde nu ikke mere arbejde , ud over at sidde hjemme og spinde , og Ingen forstod hvad hun levede af . Manden var død før Nogen kunde huske , ikke en Gang hans Navn var bleven tilbage af ham , Enken kaldte man Garnkonen , fordi hun spandt , hun havde aldrig hedt andet . Nu var hendes Børn voksne og ude at tjene , saa nu led hun ikke Nød , men i svundne Aar taltes der om at de sultede hos Garnkonen ude i Kærhuset . Der var to Børn , Jørgine og Tinus . Han var 31 noget til en Side , ludende og med krumme Knæ , med en faldende , travende Gang , for stor i Ansigtet og med hængende Underlæbe , han havde ikke kunnet lære noget , men havde Vid nok til at røgte Kreaturer og var bøddelstærk , saa han kom i Tjeneste da han blev voksen , skønt han var sær . Hvor langt de saa tjente fra Kærhuset , de to Sødskende , om Søndagen var de altid hjemme hos Moderen . Jørgine og Tinus var vokset op sammen i det lille Hus med Kæret og Heden udenfor , i dybeste Afsondring , Barndommens Verden , som ikke ved af Kaar ; først da de kom i Skole lærte de at de var fattige . En Gang da de var smaa hændte der dem noget uforglemmeligt . Der kom et Syn forbi paa Vejen , en Dame til Hest ! Hesten var en Skimmel , saa høj at den tabte sig i Himlen og Skyerne , den travede rask forbi , Damen gyngede med en blank Hat oppe i Luften , og fra hendes Fødder svævede et langt Slæb bagud paa den ene Side af Hesten , Damen saa sig tilbage , og i det samme skete et Under , for ud af Slæbet trillede to Æbler , faldt til Jorden og trillede og trillede et langt Stykke hen 32 ad Jorden . Synet forsvandt i en Sky , men Jørgine og Tinus skyndte sig efter Æblerne og fik hver sit , krøb hen til hinanden paa Knæene og sammenlignede hvad de havde faaet . Ingen af dem skønnede sig paa Æbler , for det var de første de nogensinde i deres Liv havde set , end sige smagt . De holdt dem sammen og saa at det ene var rødt og det andet hvidt . Jørgine havde faaet det røde , for det var nu trillet ad hendes Kant til , og det var jo saa langt det bedste — det kunde hun se paa Tinus , han blev ked af det , da han saa at hans kun var hvidt . Hurtigt byttede Jørgine da Æble med ham , og saa ham klare op , da han fik det røde , men det var ingen ringe Offer for Jørgine at afstaa det . Imidlertid forandrede Tinus Sindelag , han kunde ikke nyde det røde Æble alligevel , naar Jørgine kun skulde have det hvide , og tilbød at bytte igen , men da lod Jørgine simpel og hoverende , som om hun havde gjort en god Handel , hvide Æbler var jo i Virkeligheden bedre end røde , for de var saa hvide ; og saa beholdt Tinus da det røde Æble ! De havde leget saa godt sammen Barndommen igennem , uagtet Tinus var lidt tumbed , havde 33 bygget smaa Huler ind i et Dige og leget hele lange Somre med Smaasten , som gik for Høveder ; naar de vilde rigtig paa Æventyr satte de sig paa Dørtræet , Tinus med en lille selvgjort Pisk i Haanden , Jørgine i Kyse og rejseklædt , saa hyppede Tinus paa Hestene , psi , psi , og de kørte i By , en lang dejlig Køretur , som om selve Solen var spændt for . Legetøj ejede de ikke meget af , men det var uvurderlige Ting , dem de havde . Tinus ejede en Knap , en meget stor Knap , en Kavaj knap , og i et af Hullerne havde han anbragt en lille Pind , som kunde drejes rundt , det var en Klokke , han trak den op og saa sideværts paa Jørgine , smilede saa det knikkede ham i Øjnene ; og da han havde været Ejermand til den en Tid og været lykkelig syntes han ogsaa Jørgine skulde være lykkelig og skænkede hende Knappen , fortrød det og tog den til sig igen , men endte med at skænke hende Knappen . Jørgine havde to Hjertemuslingskaller , som var mage , det yndigste lille Skrin til at lukke op og i ; indeni forvarede hun et Stykke blegrødt Vat . De var stenrige , de to Børn , indtil de kom i Skole , der lærte de noget andet . Det viste sig at Bønderbørnene i den lille Landsbyskole var et Selskab som ikke udenvidere optog Garnkonens Børn i sig , der var en Forskel ; i Frikvartererne tog Jørgine Tinus afsides med sig bag Husene , hvor de spiste deres Mellemmad , Rugbrød med noget hvidt paa som muligvis var Fedt , de kunde ikke spises sammesteds som de lange gule Sigtemad ' er med Smør og Sødmælksost som Børnene fra Gaardene havde med i Skole . At de selv var en ringere Slags laa altid i Luften om dem . Jørgine var allerede som Skolepige større og stærkere end de fleste , et Skrummel , rød i Ansigtet og utækkelig , kun gjorde ikke Lykke mellem Drengene , hun var dem imod i Sulet , hun støjede , og saa var hun fra Kæret . Drengene havde en Leg med at klemme Lillefingeren sammen paa hinanden og sige : Vil du sige Gudskelov for den og den ! Og var det en man kunde være bekendt sagde man Gudskelov og fik sin Finger fri ; men hed det : Vil du sige Gudskelov for Garnkonens Jørgine ! saa lod man hellere sin Finger brække ; saa ringeagtet var Jørgine fra Kæret . 34 Naar der var Skolebal , og det havde man ogsaa i Landsbyskolen , vilde ingen af Drengene danse med Jørgine . Foragtede og kasserede Piger finder sig undertiden en Veninde at danse med saa , men ikke en Gang Pigerne vilde danse med Jørgine . Hun dansede da med sig selv ! Med udbredte Arme og svimle , henførte Øjne valsede hun ganske alene paa Gulvet mellem Parrene , sorgløs , ikke det mindste bitter , drukken af en eller anden indre Forestilling , Dansens Lyksalighed , som hun trods alt skaffede sig Part i , skønt Ingen vilde dele den med hende . For Tinus var Skoleaarene en Prøvelse . Moderen og Jørgine hersede med ham hjemme , og han fik da ogsaa lært at læse , men kun som en Art Hukommelseskunst ; Bogens Løndom , hvad det hele drejede sig om , gik aldrig op for ham . I Skolen forstod man ikke ham ; man skulde give ham en Ende af Remsen , saa kunde han , men forhørte man ham indenad var han færdig . Naar han da fik Skænd lagde han Hovedet ned i Armene paa Bordet og sørgede ; og Jørgine sad stiv paa sin Plads paa Bænken , med hede Øjne og 36 arbejdende Strube , kunde ikke redde ham , hendes Næsebor blev saa store . Konfirmeret blev han da , det var rigtignok Naaden der maatte til , og saa var de jo saa heldige at faa ham i en Tjeneste , endda med en Smule Løn . Røgteren paa en Gaard var i de Tider en noget misagtet Stilling , det var gerne Stoddere der beklædte den , gamle forfaldne Personer ; Tinus faldt til i den Stilling og blev med Tiden betroet , saa det vendte sig jo meget bedre for hans Vedkommende end man havde turdet haabe . Hver Søndag kom han hjem og var i langskaftede Støvler , et hemmeligt Ønske han fra Dreng af havde næret , og som endelig var gaaet i Opfyldelse . Han havde den Særhed at han aldrig fulgte Vejene , dem var han sky for , han gik altid tværs over Markerne , alle andre Steder end hvor der var Sti ; og det blev ligesom et Syn der hørte med til Søndagen at se Garnkonens Tinus komme faldende i sine lange Støvler tværs over Landet , som en Bjørn der var ude at løbe . Han gik i Kirke , for at Folk skulde se hans Støvler , og for at synge , til Ulejlighed for Kirkesangeren , der skulde holde Tonen : efter hver 37 Linje , naar Menigheden trak Vejret , hørte man et forsinket Kvæk , det var Tinus der var en Takt bagefter . Han gik til Alters hver Gang der var Altergang og sikrede sig paatrængende en god Plads , knælede med sit store Hoved , og Præsten vidste at han skulde passe paa ham , tog han ham ikke Kalken fra Munden med Magt tømte Tinus den ! Det var en god Skænk , og Tinus var tørstig efter et langt Trav over Markerne til Kirke . Tinus blev en fast Figur paa Egnen , uforanderlig den samme , naar han tonede frem . Folk kendte ham og bar over med ham . Han var jo trofast og det frommeste Væsen , naar man ikke tirrede ham . Det forekom at Vanskabningen fik Raserianfald , naar noget gik ham imod , han lod det da gaa ud over Stok og Sten , stod paa Hovedet , til Heden var af ham , det lo man af , og Tinus havde ingen Uvenner . Saadan gled han af sig selv paa Plads i Tilværelsen . Jørgine paa sin Side havde Vanskeligheder og Omveje at gaa , inden hun naaede saa vidt . I den Plads hun havde , i en Gaard oppe ved Hovedlandevejen , trivedes hun fuldkommen godt og fik en god Behandling , hun var dygtig og paa - 38 lidelig , men Gaarden og dens Folk var og blev en Verden hun aldrig blev optaget i uden som et Tyende . Mærkelig nok var Forholdet det omvendte , at det var hende der var den aabne og fremsagte i Omgang , hvorimod Folkene hun tjente hos , som alle andre Bønder , var tilbageholdne og indemurede , med en Bark af Forbehold udenom deres Væsen ; det frie , uhemmede der nu en Gang var Jørgines Natur følte de som en Mangel paa Takt , hvad det maaske ogsaa var , man taalte Jørgine , drog tvært paa Smilebaandet , naar hun larmede , men havde ellers ikke tilovers for hende som man har for sine egne . Naar Fjas fra hende og Karlene kom fra Køkkenet , rystede Jørgines Madmoder paa Hovedet , adskillige Tegn tydede paa at det vilde gaa Garnkonens Datter galt ! Men tosset var Jørgine ikke . Hverken var hun engleligt uvidende om Kødets Anliggender , det er man ikke paa Landet mellem Bønder , ikke heller ustyrlig eller slikken , selv om hun af Væsen var lystig , hun havde indre , store , formløse Forlangender som hævede hende over nærliggende Fristelser . Heller ikke var hun gammel nok , 39 endnu et Barn , fuld af Leg , Karlenes Tilnærmelser tog hun som en Spøg og gav igen med samme Mønt , Lussinger saa det sang , Spande Vand over Hovedet og umaadelige Lattersalver , der var altid Larm og Haandgemæng hvor Jørgine færdedes . For Karlenes Vedkommende stak der noget under som ikke altid var kønt ; man havde den Forestilling at hos en Pige fra Kæret var der Haab , man havde hørt saa meget dernede fra , Billighed baade i den ene og den anden Retning , Jørgine havde vel ikke noget at være stor af o . s . v . o . s . v . Tonen mellem Karlene var ikke den fineste , man drillede hinanden med Garnkonens Jørgine , som om man allerede , mere end en , havde noget at skamme sig over , hende vedrørende ; i Tanken , og i Snakken , bemægtigede de sig hende allesammen , men Sandheden var dog den , at Ingen havde mere at rose sig af end et Par Buler i Hovedet efter Sammenkomster i Skumringen med Jørgine . Paa Legstuerne dansede man med Jørgine , nu vilde man danse med hende , og hun var altid salig paa Gulvet ; men man grinte bag - 40 efter , som om man havde udvist Mod ved at gøre det . Anderledes var Ungdommen ikke . Genstanden for al denne Hede og Urenhed kom ganske uberørt derigennem . Jørgines Tid var ikke endnu . Hun suste sammen med Karlene , og de indfandt sig i Flokke hvor hun færdedes , paa mystisk Maade meddelte det sig igennem Luften hvor hun var , et Bad af Karlfolk dyppede hun sig i fra Morgen til Aften , Kurmageri og Efterstræbelse , ofte af den tydeligste Art , var den Luft hvori hun aandede . Jørgine var stor og frodig , med en Dug af Fruentimmer over sig som nogle faa Kvinder har , og som er sikker paa Opmærksomhed hvor de saa kommer . Ingen kunde passere Jørgine uden at betale Tribut , hver paa sin Maade . Om det saa var Manden paa Gaarden hvor hun tjente , en gammel speget Bonde , som indtog en høj Værdighed for Bordenden , kunde han ytre Liv i hendes Nærværelse ved uanstændigt Frisprog , til stum , nedgravet Forbitrelse for Konen , der lagde Mandens uhumske Brand til Jørgines øvrige Overtrædelser . Konen kørte hende med haardt , uafladeligt Arbejde fra Gry til sen Aften og slap 41 hende ikke før hun segnede af Søvnighed paa Stolen og tabte Karterne af Haanden ; hendes eget Køn skaanede hende ikke . Alle andre Kvinder omfattede Jørgine med et glasagtigt Blik og en egen aandeløs Holdning , hvori Tortur stod skrevet . Anders Hansen , Forkarlen paa Gaarden efterstræbte hende som alle andre og havde en Fordel , idet han Dagen lang var i hendes Nærhed . Han trættede hende med smaa overdækkede Opmærksomheder , bar Vand for hende , friede hende for at køre Møg og andet af det groveste Arbejde , havde et langt lunt Blik tilovers for hende hver Gang han mødte hende . Anders Hansen var en gammel Mand , i Jørgines Øjne , hun havde aldrig kendt ham andet end som voksen , og dog var han maaske ikke mere end sidst i Tyverne , men saa ældre ud , han var lang og knoglet , allerede lidt bøjet af Arbejde , med lange stive Arme , han var styg , saa ud som rusten Jern i Ansigtet , med røde haarde Skægstubbe , Øjnene var smaa , vildsvineagtige , men kunde faa et varmt Blik . Han var tarvelig , gik i gamle lappede Klæder , gennembagte af Sved og Jord , og dog tjente han godt , men man sagde han var nøje . Med Snak ødslede 42 Anders Hansen heller ikke , og han skulde ligesom trækkes op først , inden han sagde noget ; med megen Rømmen sig , Hiven og Udklaring af Halsen , som om Talens Brug nøje maatte forberedes ; i Almindelighed hjalp han sig med et Nik eller et forstaaende Blink i Øjet ; imidlertid naar han endelig sagde noget havde det Vægt og plejede at flytte paa Tingene . Den Ulejlighed han gjorde sig for Jørgines Skyld aflokkede opmærksomme Iagttagere et Smil ; han havde ingen Held med sig . Som en klog Mand indyndede han sig hos Moderen , mente Nogen at have lagt Mærke til , om det nu var sandt ; Anders Hansen gik paa Jagt , var en Jægersmand i ledige Stunder , paa sine Farter i Hede og Kær var det da ikke sært han nu og da kom Kærhusene forbi og faldt ind og aflagde Garnkonen et Besøg . Søndag Aften naar Jørgine havde været hjemme slog det ofte til at Anders Hansen skulde samme Vej hjem og fulgte hende til Gaarden , hvor de begge to tjente ; for Jørgines Sikkerheds Skyld gjordes det ikke nødig , og hun var ham ikke altid lige taknemlig for det , men det maatte hun nu indrette sig paa fra den Kant . 35 Jørgine var artig imod Anders Hansen , som man er mod dem der er ældre , men hun aandede op og kaglede i de unge Karles Selskab , skønt de fleste mente hende det alt andet end godt . Ungdommen er ikke anderledes . 43 IV. KAPITEL BRYLLUPPETIJørgines hele Stilling indtraadte der en Forandring , idet hun kom væk fra Egnen og fik Plads paa en Gaard et Par Mil længere ind ad Landet til , langt nok til at det ikke laa i Luften hvem hun var og at hun var fra Kærhusene . Det var en stor Gaard med mange nye Mennesker , Egnen var en anden , mere velhavende , Folk ikke saa forpirkede paa hinanden , Jørgine blev taget for Medmenneske , fik endogsaa Veninder ; her havde hun lykkelige Dage . Paa Gaarden dreves et Mejeri , det var før Andelsmejeriernes Tid , i en lille Stil , men efter nymodens Principer , med Centrifuge , her faldt Jørgine til og blev en drabelig Mejerske , i alle Dele udstyret derfor og med Liv og Sjæl gaaende op i Arbejdet som en Forelskelse . Datteren paa Gaarden havde været henne og lære Mejeriet og havde tilegnet sig ogsaa andre Ting , Bevægelighed og 48 et aabent Væsen , hun sang , og Jørgine galede , lærte nye henrivende Sange , og de to fyldte det svale , genlydende Mejeri , som var anlagt i en Halvkælder , med et Jubelkor Formiddagen lang , mens Centrifugen suste , de klaprede med høje Træsko paa vaade Fliser og dyppede Armene , som var bare til Skulderen , i dybe Kar med Mælk , gjorde Ost og æltede Smør , altsammen køligt og rent og duftende som Pigerne selv , og altsammen under Sang , naar der blev skuret , og naar der blev pjasket med Vand , og naar der blev kernet , med Hestene gaaende i Hestegangen udenfor , og skraldet med Spande paa Stengulvet og rørt rundt med Termometer i Mælken ; og Genlyden svarede igen fra alle vaade Vægge , det kan nok være hele Mejeriet sang ! Datteren og Jørgine kom ud af det som to Sangfugle sammen , og aldrig havde Jørgine følt Verden saa ny , Tilværelsen saa strømmende og forhaabningsfuld , som i de Maaneder dette Pigeliv i Mejeriet varede . Hun foldede sig ud og blev to Gange glad , fordi hun var det af Naturen , og fordi man undte hende det her . Ingen skulede paa hende , Datteren , Ane Katrine , saa paa hende som en Ligestillet , skønt 49 hun naturligvis ikke var det , det glemte Jørgine hende aldrig for . Ane Katrine og hendes Veninder fra Gaardene vidste slet ikke at der eksisterede en lavere Verden , de levede kun i deres egen , var behagelige og vennesæle naar de kom sammen , sad i Sofa og talede , og paa Bordet havde de en Assiet med Syltetøj , hvoraf de med passende Mellemrum tog en Skefuld , hvorpaa Skeen blev sat i et Glas Vand , de hæklede og sammenlignede de nyeste Blondemønstre , og de havde allesammen » Tro , Haab og Kærlighed « i Rav eller Guld ved Urkæden , Kors , Anker og Hjerte , uden hvilket man ikke var fuldstændig ; de samlede allesammen til Sølvskab ; Ane Katrines var indrettet med Fløjdøre og en Knap man trykkede paa , saa gik begge Døre op af sig selv , og der stod man blændet ! Ane Katrine var forlovet og skulde giftes med det første , ud af Gaarden og ind i en anden , som laa temmelig langt borte , i en anden Egn , hvor hendes Fæstemand , Arving til en stor Gaard , var fra . Naar hun var rejst mentes det at Jørgine havde lært nok til at overtage Mejeriet , det var jo mageløse Udsigter for hende ; men saa blev 50 hun rigtignok skilt fra Ane Katrine . Jørgine kendte næppe sig selv igen , hun gik i Sko om Søndagen , var sprunget fra Træsko og Tøfler som en Askepot lige ind i Æventyret . Hun havde eget Kammer ! Ja hun som før havde sovet i Folkestue og delt Seng med andre Piger , hun sov nu alene som en Standsperson i et lille Værelse for sig , havde Kommode , med to Sneglehuse paa , og Myrthe i Vindueskarmen ! Saa kom Ane Katrines Bryllup . Det stod ved Foraarstid og skulde være et Todags Bryllup , men blev et Tredags ; Ane Katrines Bryllup — et helt Liv efter talte Folk om det endnu ! Gildet var forberedt Uger i Forvejen , med Slagtning , Brygning og Bagning og Indkøb , hele Slægten skulde indbydes , i alle Forgreninger , nær og fjern , og flere til , hele Gaarden blev lagt ud til Gilde , Laden og Udhuse rømmet og gjort om til Gæsterne at overnatte i . Svimmelhed og Festrus bemægtigede sig alle Sind paa Forhaand ; der var dem der aldrig siden fandt det . let at vende tilbage til Hverdagen . Festdagen oprandt , med Aprilvejr , og Gæsterne begyndte at komme , det ene Læs Stadsvogne efter det andet , Gaarden og Tofterne udenom var en Myretue af festklædte Bønder , Slægtninge langt ude som ellers kun saa hinanden med Aar imellem , et stort Stævne , der i Virkeligheden kun 52 varede et Par Døgn , men saa længe det varede og i Erindringen bagefter fik Karakter af det der aldrig faar Ende . Brudgommen ankom om Formiddagen , i Spidsen for et helt Tog fuldpakkede Vogne , men selv udtryksfuldt alene i en splinterny Fjedervogn og med to sorte Heste for , fuldstændig ens ; og idet han svingede ind i Gaarden , i skarpeste Trav , og slog et stort Skrald med Pisken , magede han det saadan , ved en velindstuderet Manøvre , at de to kulsorte , skummende og fnysende Heste stejlede og rejste sig paa Bagbenene , idet han holdt lige foran Indgangsdøren ! Klarinetmanden hilste ham med sine mest øvede Signaler og Løb , og ud trinede som en Sol Jørgine , i en Opvartningspiges lykkelige Skikkelse , hvidt Forklæde til Foden og med Smæk , hvidt paa Haaret , i Haanden en Bakke med Velkomst og Skænk ; gennem mange Stuer og en Bikube af feststraalende Mennesker førtes Brudgommen til Storstuen , hvor Bruden tronede mellem Kvinder , i Slør og fuld Offerstads ; og umiddelbart efter brød man op for at køre til Kirke . Konerne havde siddet ved Bordene i Ventetiden 53 og knyttet Smaapenge i smaa hvide Papirspakker , Sølv til Præsten , Kobber til Degnen , at deponere paa Alteret , naar Vielsen var til Ende og man under en Salme med mange Vers , Præsten valgte den længste , defilerede op forbi den Guds Mand , der knælende og i Messehagel vendte Ryggen til , mens Ofret blev erlagt . Ud igennem Gaarden , og tilbage ind i Gaarden igen , et Par Timer efter , klang da Køremarschen , Solskinnet selv , der var bleven Musik , og mange fik en Ild i Kroppen , som Krigsheste naar de hører de kendte Stormsignaler . Jørgine sitrede . Det bares hende for at Bryllupsmarschen varslede ogsaa hendes Skæbne , altid havde gjort det , saa længe hun kunde huske , Musik , Fyrighed og Livsglæde var det Element hun aandede i . Og Folk lagde Mærke til hende , den høje kønne Pige der vartede op mellem andre Piger af de bedste Familjer , man spurgte hvem hun var , det var Jørgine , den ny Mejerske , Solen skinnede paa hende , og hun , hun skinnede igen . Og Spisningen begyndte , lange bugnende Borde ; ind svang Suppe og store Stege , Klipfisk og Sødsuppe og Saltmad og Tærter , omtrent uaf - 54 brudt , men efter nøje Regler ; Dagen efter » Andendagsmad « ; og i Pavserne al den Gammen Gensynet og en spirende Rus frister til . I Lillestuen , Mandens Allerhelligste , med Chatollet , Bøssen bag Døren og et Hundeskind under Bordet , trofaste , afdøde » Delle « , samledes de Ældre og Udvalgte , Slægtsoverhoveder og Mænd fra store Gaarde , Brudgommens Familje . Der var Mikkel i Mejlgaarden , svær som en Tønde , med det blussende Ansigt og de altid indeklemte Øjne , som om han morede sig fra Vuggen til Graven ; der var Just , aldrig kaldt andet eller mere , men kendt af Alle , lang , ludende og lyttende , som om han lagde Øret til Alles Velfærd ; kort sagt Egnens rigeste og viseste Mænd ; og det højagtede Selskab satte sig til Kortene og Kaffepunschene , blev et yngre og livligere Selskab end man skulde tro , efterhaanden som Timerne gik ; gennem mange Stuer hørte man Mandens svære lodne Latter , som en skogrende Hingst , derinde fra den tykke Tobakstaage , naar et Spil faldt morsomt ud , og Kaffekopperne der klinkede sammen , idet man skaalede allesammen paa en Gang rundt fra Bordet ; Trumfer , Bulder og Røg som fra et Krater 55 trængte ud derfra , sødet af varm Spiritusaande og en Luftning fra Spyttebakken ; Mændene fik en Funke i Øjet og begyndte at lægge paa Beterne , alt tegnede her til den rette Gildestemning . I Stadsestuen , aldrig brugt til Hverdags , sad de store Koner ved Kransekagen . Her var Offerbordet med alle Brudegaverne , bredt udstillet , ingen Foræringer i Stilhed , Velstanden paa Bordet ! Konerne var vel til Mode , sad i sorte Silkes Hovedtørklæder , under megen rolig Gammen , somme med et sammenrullet Blomsterblad i Næseboret for Vellugts Skyld eller en Dusk » Ambra « i Haanden , taget fra Kringgaarden udenfor ; her var meget at snakke om ; der kunde være dem der ikke havde set hinanden siden de var Piger , og som havde et halvt Livs Tilskikkelser og Erfaring at udveksle ; hule Øjne og vanskabte Figurer vidnede om hvad Aarene havde gjort ; men hvem ønskede dem ulevet ? Op ad Dagen ankom et Slæng af Ungdom , som havde haft Arbejde at skille sig ved først . Der kom Tvillingerne , et Par unge Karle af Familjen , de var vandrende tilfods og havde hver en rød Spanskrørsstok i Haanden , med deres Navne - 56 træk indlagt i Messingtraad i Krogens skraat afskaarne Endeflade , begge med nye langskaftede Støvler , indenfor Bukserne , men med et Opslag saa at de kunde ses , begge i Vadmel og med rudet Halstørklæde , store brune og sorte Ruder , hver med Klokke i Vestelommen og fireradet Sølvurkæde med Skyder , begge med et stort lysegraat Hovedtøj , en Slags højpuldet Filthue eller Hat med Skyggen forlænget fortil , paa Mode den Gang hos Bondeungdommen , og begge med den kækt paa Sned , til samme Side , ovenover ølkæmmet Hanekam . Hinanden lig var de i Pibe , begge udstyret med Kurlændere ; de var begge fuldstændig kirsebærrøde i Hovedet og med Skorper paa Ørene af den skarpe Vind under Foraarspløjningen for nylig . Det var det sikre Dansemandskab der ankom , slige to , en Dobbeltudgave ; mange flere dukkede op , Karle og Piger , som om Vejene og Gaardsleddene fødte Folk . Inden Dansen begyndte samledes man til Leg ude paa Tofterne , Brydning og Kraftprøver , uundgaaelig naar ungt Mandskab kommer sammen . Her opgik imidlertid en ny Sol , en ekstra Seværdighed , næsten som et helt Cirkusnumer : Frands , Mikkels Søn i Mejlgaarden , han gav Op visning i den højere Ridekunst ! Frands laa inde som Dragon i Randers og havde Orlov i Anledning af Bryllupet , han var i Uniform , blaa som Himmel og Hav , med en lille tagdannet Hue ned paa det ene Øre , raslende Pallask med Slæbesko , en hel Hær at se til ene Mand ; han var bleven en Kunstberider i Randers , de stærke men stive Karle saa til med Undren , Frands voltigerede af og paa Hesten omtrent uden at røre den , sidelængs og endelængs ; fra Pigerne kom lydelige Udbrud , de vaandede sig af Beundring ; Frands drog Værget og gjorde Battemang , Lyn og Sus i Luften af den lange syngende Klinge , Udfald og Parade , Pigerne blinkede derfor , det var grumt og dejligt , Frands var Dagens Mand og havde Møje med at lægge Beskedenhed for Dagen . Han sagde snart Jeg til sig , snart A , var bleven en Bymand , men ihukom sin Oprindelse . For adskillige Lidelser i Randers fik han nu Oprejsning , næsegrus Beundring og Dyrkelse hjemme i Landsbyen . Frands var i Forvejen Folkets Yndling , som Søn af Manden paa Mejlgaarden , og en forvoven Krabat , i Kongens Klæder 58 besejrede han Enhver , selv Konerne spidsede Mund og gav sig over , naar han kom nær ; under hele Bryllupet svømmede han i Yndest . Mens der blev spillet Kort og uafladeligt smaaspist og drukket og røget Tobak , satte Nogle sig sammen om et Bord og sang Viser , ærbødigt og efter Evne , man stak Hovederne sammen over gamle Opskrifter der var skilt ad i Folderne og maatte lægges sammen af Stumper paa Bordet , tragiske Viser , om en Adelsmand i Strassburg , om et sørgeligt Baadforlis for nylig , om Aksel og skøn Inger , der ud i Skoven gik ; man sad igen som paa Skolebænk , med lydige , uskyldige Ansigter , og forsøgte at faa de prentede Sager , Katastrofer og Skæbner i det Fjerne , til at gaa op i Toner . Men omsider lyder Signalet fra Storstuen , Spillemanden har trukket Violinen af Rævebælgen og stukket Klarinetten ind , han stemmer , dybe prøvende Toner , Diskanten , den er klar , det fortryller Sjælene , og snart dundrer Gulvet under de Dansende , Storstuen fuldpakket saa at det fjedrer i hele Huset . Og Gildet skred frem , man jubilerede og dan - 59 sede , Natten igennem , og næste Nat med , efter en besvimelseslignende Blund paa en Seng en Gang op ad Andendagen ; alt hvad der hed Tid forsvandt , der var kun en evigtværende Rus af Dans og Venskab , og Mad og Dans og Venskab igen . Det var de gamle varme , svingende Rotationsdanse , ikke Hjernearbejde som Dans senerehen i Tiden , Polka og Vals , Mazurka med Spjat , Rheinländer - Hopsa , fynsk Polka , dertil de raske Turdanse , Trekanten , Firkanten , den røde Hue , den toppede Høne ... Taktfast gik Firkanten , med dens rappe fyrige Musik , den var i to Ture , som afvekslede med hinanden , i den første skiltes Parrene , hvoraf der var fire i hvert Hold , og gik ud og ind imellem hinanden , ligesom i Lanciers , en Gang rundt , og tilbage igen , hvorpaa Parrene samledes og dansede Zweitritt Melodien ud ; og saa begyndte man forfra . Det var en fejende , ikke uvoldsom Dans , som krævede Rytme og Armkraft af sin Mand og Tømmer i Ryggen paa Kvinderne , den var i stor Yndest og kunde lokke saavel graanede Mænd som Koner af ældre stive Aargange paa Gulvet . For Spillemanden var det en ekstra Anstrengelse , 60 Melodien forlangte Galop af Buen og Paapasselighed , om Takten skulde holdes , og Spillemanden lagde Øret til Kassen og sad som hensovet af bar Indadvendthed saalænge han holdt den i Gang . Firkanten gav salige Øjne , Selvforglemmelse og dampende Vesterygge . Saa var der » Slidskenen « , som der nu og da hævede sig Røster til Fordel for fra de Dansendes oprørte Hav , en til Afveksling kælen og skælmsk Dans , der gav Anledning til Udfoldelse af en vis Gratie , uden Fordringer og ikke til Overdrivelse , for Teater laa de Dansende fjernt , ogsaa en Art Koketteri . Her dansede man kun to og to , og Dansen krævede Sang . Til at begynde med skiltes man og sang til Musiken : Gaa fra mig , gaa fra mig , gaa fra mig , min Ven ! , idet man samtidig vinkede utilnærmelig af med Haanden og gik baglængs i Takt til Musiken . Derpaa nærmede man sig atter hinanden og vinkede , med søde Øjne : Kom til mig , kom til mig , kom til mig igen ! Mens man stod lige over for hinanden lagde man nu højre Haand med et Klap og et Tryk imod den Meddansendes venstre og sang , La , la , la , la , la . Og sin venstre imod den Meddansen - 61 des højre : La la , la , la , la ! Endelig lagde man begge Hænder imod hinanden paa en Gang , som Udtryk for den fuldkomne Forsoning : La la , la la la , la la la , la , la , la ! Og derpaa greb man hinanden , idet Musiken gik over i Vals , og roterede af , skævt hældet til hinanden , een Sjæl og eet Hjerte i Dansen , som en Dobbeltstjerne i Firmamentet , til Musiken var ude ; saa skiltes man under samme Sang og med de samme Fagter som dem man begyndte med , og saaledes vekselvis saalænge Spillemanden blev ved , Frastødning og Tiltrækning , Tvist og Forsoning , en Dans hel egnet til at lægge Elskovs Væsen for Dagen . De mere dristigt anlagte trak sig tilbage fra hinanden i hele Stuens Længde , for saa at suse sammen tværs over Gulvet som to Himmellegemer Tyngdeloven udøvede sin Virkning paa , den korte Adskillelse havde ikke været til at bære . Med Bøndernes Usikkerhed overfor alt hvad der hedder at stille sig til Skue , men ogsaa deres stille Lune og Varme rummede » Slidskenen « adskilligt der begyndte i Leg , gjorde Natten uforglemmelig og siden lagde Grunden til nye Brylluper , nye Gilder . Uimodstaaeligt var jo saadan et lunet 62 Pigeansigt med sammenknebne Øjne og den varme , varme Haand hun pressede imod ens Haand , Smilet hvormed hun gik og den kejtede Villighed hvormed hun kom , den oprigtige Varme der brød igennem Genertheden . Der var unge Folk der saa hinanden for første Gang ved slige Gilder og allerede Andendagen blev set med hinanden halvt forkert om Livet forsvinde om bag en Hyldebusk i Haven , uøvede i hinandens Nærhed , men allerede fuldt og fast paa det Rene med at det skulde være dem for Resten af deres Dage . Frands og Jørgine ! Ud paa Natten blev det aabenbart for Enhver der havde Øjne at se med at det skulde være de to . De var ikke af Gulvet sammen , dansede aabenlyst med Ingen andre end hinanden , ventede tørstigt , naar den ene Dans endte , for at styrte sig i den anden , og det var en Dans værd at se ! Bevægede de andre Par sig som Sole og roterende Dobbeltstjerner , saa brød de to gennem Universet som en Komet , Salen rundt og paa Kryds og Tværs ad den gennem de tykkeste Lag af Dansende , avet om ! Frands havde været i Randers ! Han skar den baglængs , farligt lænet tilbage over sit Tyngdepunkt , han kræn - 63 gede over som et Fartøj i en haard Bidevind , kom rundt med et vældigt Knald af Støvlehælen i Gulvet og svang videre , kløvende sig Vej med Skulderen som en Stævn gennem de Dansendes Bølgegang , Hovedet drejende , og den lille Kepi ned paa det ene Slagsbroderøje , mens han navigerede bagud med det andet ! Det forstod Enhver , at det var Bylivets Blomst , det var Verden , som Frands havde tilegnet sig paa sin glimrende militære Bane ! Og i Armene paa ham suste Jørgine , lang , stærk og smidig , med slyngende Skørter og Fødder saa vævre som Kattekillinger , hun kunde følge ham , lærte Kunsten avet om lige med det samme ! En Mjaven af Beundring kom fra Konerne paa Udkigsbænkene , sjælden havde man set to Dansende passe saa godt til hinanden , saa flot og fejende et Par . Hvad man dog lærte i Byerne ! Frands og Jørgine var jo ikke de eneste der havde fundet hinanden , almindelig Opdagerglæde og lykkelig Udvælgelse prægede Gildet . Bønder saas lidt den Gang , nye Mennesker var allerede et Under , man blussede op , skønt med faa Midler til at vise det , meget hidsigere og hensynsløsere 64 end man skulde vente . Brændende Venskaber opstod ved første Blik , selv mellem Pigerne , de var uadskillelige med det samme , jo nyere de var for hinanden ; de der var kommen som Gæster kiltede Stadskjolerne op , laante sig Træsko og vadede sammen med de unge Piger fra Gaarden , Malkestol i Haand , ud paa Tofterne eller i Nødset , naar Køerne skulde malkes ; Arbejdet der skulde gøres blev til en Fest og Forlystelse mere , under en Snak som gjaldt det Livet at faa udtømt sig for hinanden . 57 Paa Gildets anden Nat var der drukket meget , Forvaagethed og Ørhed efter Dansen greb om sig og gjorde Hovederne hede , man vidste knap længere hvad der foregik ; Spillet i Lillestuen gik temmelig højt , og der blev handlet svimmelt om Gods og Fæ , som Bønder vil naar de kommer sammen ; og Konerne samlede sig i en Flok , som Høns naar Høgen er nær , Mændene var paa et Punkt hvor man lader alt springe ; men der skete ingen Skade , Selskabet var for sluttet , sprang der noget af et Sted saa blev det dog i Familjen . Andendagen var en Søndag ; ud paa Eftermiddagen fik Jørgine Besked om at Nogen ønskede at tale med hende , og Budet fnisede forlystet , Jørgine ud udenfor Porten , og til sin Rædsel saa hun der Tinus , med Hovedet ned i Maven som en Trold , saglende og venlig , i sine lange Støvler og søndagsfro , han var intetanende travet den lange 66 Vej , uden Tvivl paa tværs af flere Herreder , over Kære og Udmarker , for at lykkeliggøre Søster Jørgine med et Besøg . Hun jog ham bag om Husene , havde Held til at han ikke blev set , gennem Haven og ind paa sit Kammer , og der holdt hun Tinus , den lidetforstaaende men lydige , indespærret til det blev mørkt , kneblede ham med Svedsketærte og gav ham femogtyve Øre , befalede ham saa at gaa hjem ; Tinus begreb ikke Søsterens Sindsbevægelse , men var lykkelig over Gaverne og tudsede af i Mørkningen , uden at Nogen saa ham . Jørgine drog et umaadeligt Suk , ganske fortrukken i Ansigtet , da hun var vel af med ham . Fra Gildesalen lokkede Violinen , og Dansegulvet dundrede . Frands fik et bevæget Liv i Ansigtet , da han saa hende igen , hvor havde hun været henne ? Han var svirende , med raa , taagede Øjne , greb med en stor haard Haand om hendes og førte hende ind i Valsen . Den anden Nat gik Dansen mere spredt , Spillemanden hang over Strengene og traadte Takt med Foden som i Søvne ; de Unge var bleven urolige , Pigerne som skulde varte op svigtede deres 67 Hverv og var hele Tiden paa Gulvet i Stedet . Alle Pigerne viste Tilbøjelighed til at optræde i Skare og indtog en udfordrende Holdning . En Art Lønsprog havde dannet sig mellem de Unge allerede under det korte Samvær , visse hemmelige , betydningsfulde Slagord , og smaa Kliker var bleven til af sig selv , med en særlig dominerende i Spidsen , bestaaende af de hensynsløseste Karle og de frieste , mest fremtalende Piger fra Gaardene . Et farligt Frimureri greb om sig , Pigerne stak Hovederne sammen , rødmussede og galne i den øre Nat , under forblommet Snak , halvhørt af Karlene , Nogen havde mistet en hvidskaftet Kniv , om Nogen havde fundet den ? Latter og Vrinsken kom fra Krogene , man gjorde vild Jagt gennem Husene , alle fire Længer , op under Tagene i Halmen , man dundrede paa laasede Kammerdøre , hvor det formodedes at Par som man med et Falkeblik havde savnet havde lukket sig inde , adskillig forvoven og underforstaaet Snak gik i Svang . Det var Tid at ende , mens Legen var god . Gildet havde haft sin Tid , Sjælfuldheden forbi og Tykblodethed traadt i Stedet , Lysene brændte 68 ned og kvalmede i Stagerne . Det begyndte at dages . Et nyt Hold Opvartersker , Daglejerkoner med ædru , vaagne Træk havde indfundet sig og begyndte at sætte Ting paa Plads , ramme Stole i Gulvet hvor de skulde staa , knalde Spande ud midt paa Gulvet og slaa Vand paa Brædderne , det stank raat af Dagen derpaa . Mange Gæster var brudt op , flere fulgte efter , hængende som halvdøde i Vognene , det tog Timer , de Unge sprang af og ind i Dansesalen igen , en sidste Gang , med et værgeløst Blik til Vennen , som med begge Hænder trykkede Venindens Haand mod sit Bryst og bad som for Livet om en eneste Dans endnu . Hestene skrabede i Jorden og tyggede paa Milen , og skænde gjorde Faderen i Agestolen , men han holdt en halv Stunds Tid endnu , selv ude af Stand til at faa Ende paa en Snak med Venner ved Siden af Vognen . Ikke Morgen men Dag var det naar Vognene endelig svingede ud af Gaarden , og hun bøjede sig ud fra Agestolen , i Rejseklæder og Kyse , underfuldt forfinet af Træthed , og smilede det sidste Smil , som et Barn før det lægger sig , til En bagved , idet Hestene slog over i Trav . Mange saa aldrig hinanden uden denne ene Gang , et Minde siden for Livet . Hjemefter blev der sovet i Vognene , med Violintonerne spøgende i Øret og et Lyshav fra Solen paa de lukkede Øjenlaag , Drømme man ublidt blev skumpet ud af , Lemmerne som Bly , og fuldstændig ødelagte , som med Knipler bankede Fødder . Sent vilde det Gilde blive glemt . 69 Et Eftergilde stod endnu Tredjedagen , af Familjen og de nærmeste Venner , Gæster som havde for langt hjem og var bleven liggende over , man stod op igen efter Døden som de gamle Nordboer og genfandt Erindringens Tavler i Græsset , drøftede de to allerede sagnagtige Dage og genoplevede Hurlumhejen , fik Begivenhederne speget ud fra hinanden og bragt i historisk Rækkefølge , ladede efter endnu en Gang med Latter , hvor ikke nok var bleven let , forundrede sig over Folk og satte dem paa Plads . Paa et Tidspunkt havde Brud og Brudgom trukket sig tilbage naturligvis , ubemærket , men dog set af Enkelte ; og Andendags Aften sent var de i Stilhed kørt til deres nye Hjem , mens Dans og Lystighed endnu gik paa Gaarden og Graderne steg . Frands den Forfærdelige var da bleven lagt i en Vogn Mandag Morgen , af Venner der vidste 71 at han skulde være til bestemt Tid i Randers , Sablen ovenpaa ham , og Kepien lagt over Ansigtet , som en Fyrste paa Lit de Parade . Faderen , den store Mikkel , sov et eller andet Sted paa Gaarden , en Svinesøvn , som ikke maatte forstyrres ; over Middag tørnede han imidlertid frem af sig selv , glinsende og med tilknebne Øjne , fornøjet , sulten , og meget , meget tørstig , og Mandens dybe Skogren hilste ham , haa , haa , Mikkel var sejglivet ! Godt blev der da let og snakket igen , og Gildet malet paa Erindringens Væg , et Jordeliv at se tilbage paa , godt smagte Galtens Flæsk , koldt og med Sennep , Saltmad og Øl ; man vendte med Opdagerglæde tilbage til simpel Mad , som i en svunden Tilværelse , Spegesild og Grovbrød , dertil den fattige Mands Snaps ; det blev Mandag Aften inden de sidste Gæster forlod Gaarden . Og den Nat blev der dødsstille paa Gaarden . Om Nogen havde vaaget kunde de have hørt Graad , kvalt af Puden , saa godt det lod sig gøre , paa to Steder paa Gaarden , i Sovekamret hvor Konen paa Gaarden snøftede over Datteren , Ane Katrine , som for altid var rejst ; hun saa endnu en lille Pige i hende , som med Kam i Haaret og Tavle under Armen gik til Skole , nu var hun gaaet , i en fremmed Mands Vold , og kom aldrig tilbage . Det andet Sted det peb var i det lille Pigekammer ud til Haven , hvor Jørgine , Mejersken , sov . Ak ja , Hjalmar , hendes store luftblaa og eneste Ven , han var nu fjern ! V. KAPITEL FØLGERNEHen paa Sommeren blev Jørgine klar over at hun var med Barn . Siden Ane Katrines Bryllup havde hun hverken set eller hørt noget til Frands , han var jo i Randers og blev ikke hjempermitteret før til Efteraaret ; nu skrev hun til ham , meget ængstet , og haabede paa Livstegn fra ham ; i tre Uger ventede hun paa Svar , men fik ingen . Da gjorde Jørgine noget resolut , hun rejste til Randers , gik hele Vejen tilfods til Hobro , flere Mil , stakaandet som hun allerede var , klarede alle Skær ved Stationen og Billethullet , og de var ikke faa , det var første Gang hun var med Jernbanen , og kom virkelig ogsaa til Randers ; her begyndte hun saa at se sig om efter Frands i de vildsomme , menneskefyldte Gader . Den første Uniform hun saa troede hun var ham og gik til med bankende Hjerte , men det var ikke ham , hun saa mange Dragoner , men in - 76 gen af dem var Frands . Hun begyndte da at spørge Forbipasserende , om de ikke vidste hvor hun kunde træffe Frands , Mikkels Søn i Mejlgaarden . Nogle morede sig over hende , andre rystede paa Hovedet , lod til at have ondt af hende , men kendte ikke Frands . Endelig da man forstod at han skulde være Dragon henviste en Herre hende til Kasernen og var saa gæv at følge hende et Stykke og vise hende Vejen . Her var hun saa inde og saa Hærskarer af Dragoner , blev helt forvildet over saa mange hun saa , men Frands var ikke at finde , hun spurgte efter ham og fik udførlig Besked , blev vist til et Kvarter i den anden Ende af Byen og travede den halve Dag , med Graaden kværkende i Halsen , ene i den ængstende By . Frands var heller ikke der . Tilsidst gik hun tilbage til Kasernen , men blev staaende udenfor den , havde ikke Mod mere til at spørge Nogen igen . Ja , og der stod Jørgine , en sørgende Pige fra Landet , som var bleven for trind , udenfor en Kaserne ! Hvad det saa var for en Skæbne der var hende ugod , hun traf ikke Frands og vendte tilbage til Hobro med Aftentoget , kom hjem sent om Natten , 77 haltende og nedbrudt , uden at have faaet noget at spise hele Dagen , stum efter Timers Enegraad paa Landevejen den lange , lange Vej tilbage . Om Høsten havde Jørgine svært ved at gaa med i Marken , og hendes Tilstand kunde ikke mere skjules , man talte ikke derom , endnu , men hun saa sin Dom i Alles Øjne . Frands skulde komme hjem om Efteraaret , hun saa ingen anden Udvej end at vente til hun kunde træffe ham ; og saasnart hun hørte at Soldaterne var kommen hjem fra Tjenesten begav hun sig en Søndag til Mejlgaarden . Mejlgaarden laa temmelig for sig selv , omgivet af de store Jorder der hørte til Gaarden , den var firelænget , med ualmindeligt lange Udhuse , paa den høje Laderygning en Vejrmølle ; Kreaturstalden laa med en uendelig Række smaa halvmaaneformede Glugger som et mangeøjet Væsen ud mod Omverdenen , og Stuehusets Gavl lignede et Ansigt , med Mund og Platnæse og to smaa dystre Øjne oppe under Tagskægget , et maabende Ansigt , udslettet af Vejret , ovenover hældede store gamle Træer fra Vest til Øst , slidte af Vinden ogsaa de ; Stuehuset var af Bindings - 78 værk med kalkede Tavl , det havde tre Skorstene . En Port med muret Bue førte tværs igennem Laden ind i Gaarden , som genlød hult af Lænkehundens Gøen og Valsen omkring i sin Lænke . Der stod en Kobberpumpe i Gaarden , med et støbt Vandingstrug ; paa hver Side af Indgangsdøren voksede en rundklippet Elm , der gjorde Vinduerne bagved blæksorte ; det lange , lange Stuehus talte med alle sine Vinduer om gammel , andre uvedkommende Velstand . Straks indenfor Døren i Gangen lugtede der fedt og godt , som af varmt Brød , en gammel Luft der ikke blev fornyet , af Senge , af Skorstenssod , af Mad , Mejlgaardfolkets Lugt . Stakaandet og med en synkende Følelse af at det var bedre at dø gik Jørgine ind . Frands var virkelig kommen hjem , hun overraskede ham i Stuen , han forsøgte at undvige gennem en anden Dør , men Mødet var denne Gang uundgaaeligt . Han kom til at blinke og fik som en pludselig Tandpine , og under hele Mødet sagde han ikke et Ord . Jørgine sagde noget , han hang hjælpeløs med Hovedet som en vaad Hund , med krænget Mund , fuldstændig ude af Stand 79 til at tage Situationen . Han var jo ikke i Uniform mere , eller med Sabel , saa han stod værgeløs overfor Angrebet ! Tilsidst steg Blodet ham til Hovedet , som om han vilde faa Slag , hvis denne Sammenkomst skulde vare længere ... Jørgine gik forbi ham , ind i næste Stue , og der traf hun Forældrene . Det var en ikke ringe Frimodighed hun udviste , uden videre at trænge ind i Mejlgaarden , det berørte Mikkel ubehageligt , han gabede , men taalte at høre hvad der var den her Piges Ærinde . Da Sammenhængen var gaaet op for ham gryntede han , han saa paa Jørgine en eneste Gang , med hævede Bryn , forarget , ingen Humor som ellers , ts , ts , ytrede han , ikke uden Sorg paa hendes Vegne , han rejste sig med Besvær , han var en gammel Mand , skubbede sig ud bag Bordet med Hænderne paa Pladen , han gav sin Kone et Blik som var arrigt : Fruentimmerspektakel , her fik hun tage Affære , og forlod Stuen . Og Kjesten gik da i Ilden . Hun gav sig Tid , Tid kan man jo altid afse , fik Jørgine bragt til Sæde og gik » fram « , satte Mad paa Bordet og lod koge Kaffe ; Jørgine brød sammen og fik et Graadan - 80 fald , som rystede hele hendes Krop , men hun skød Ryg og holdt al Lyd nede , Kjesten snakkede for hende ; og da hun havde udgrædt satte de sig og fik talt ud . Kjesten forhørte hende , og Jørgine aandede om den Elendighed hun var kommen i . Det viste sig at Kjesten vidste Besked i alle Enkeltheder om hvem hun var , hun kendte godt Garnkonen ... Men nu Frands — ja der var tolv Sønner paa Gaarden , tolv Sønner havde Kjesten født , og kun een Datter , Gudskelov , Drenge kan klare sig selv , Piger kan man ikke beskytte — og af de tolv var Frands en af de yngste , ingen Udsigter for ham hvad Gaard og Grund angik , som Jørgine maaske havde bildt sig ind , ikke med det første , gifte sig kunde han ikke med god Samvittighed , for hvad skulde han gribe an , han der kun gik som Karl paa Gaarden og ikke endnu havde samlet sig til noget selvstændigt ? De andre Sønner var Prangere , Handelsmænd , en drev en Kro , en var Spillemand , et Par havde giftet sig Gaarde til , det kunde man da ikke sige om Frands at han var inde paa ( her skrukkede Kjesten en Smule haardt ) ; kun den ældste , Mikkel , kunde 81 faa Gaarden naturligvis , og af Arv blev der ikke saa store Sager som man troede til de andre ... Saaledes pillede Kjesten ned hvad Jørgine havde bygget op af umulige Drømme om at rykke ind i Gaardfolks Himmerig . Men Frands ... indvendte Jørgine , og tænkte paa de gyldne hede Ting der var kommen fra hans Mund de to gale Nætter ved Ane Katrines Bryllup , fuld Mands Snak , indsaa hun nu — men Frands ... Han vil ikke have dig , sagde Kjesten og gjorde sig grum , som naar man har en Høne mellem Knæene og Hovedet skal af den , hun saa Jørgine lige i Øjnene , hun havde mørke Øjne , uden Bund i , men de saa Jørgine af Marken . Han vil ikke have dig , det ved jeg fra ham selv og kan sige dig det . Han er for ung , du faar have ham undskyldt . Og saa til sidst , med et rødt Blik : Er du nu sikker paa Frands har været den eneste ? For ellers var der jo da Tid endnu til at udlægge en anden ... Jørgine bøjede Hovedet og opfangede de styrtende Taarer med begge Hænder , fik vaade , bæ - 82 vende Hænder . Kjesten drog Pusten , hun havde nu slaaet og gav Jørgine Tid til at fatte sig , bed et Stykke Knaldsukker af og satte sig til at hælde Kaffe i sig af Underkoppen , blæsende paa den og sugende paa Sukkeret . Jørgine rejste sig langsomt : Ja ... , saa ... Bi lidt , sagde Kjesten og gik tværs over Stuen til et højt Skab , lukkede det op med en Nøgle , og trak en Skuffe ud , hun kom tilbage med en gammeldags Buddike gjort i et Stykke af Træ , udskaaret i Almuestil og blaamalet , med et Skydelaag for den ene Ende , hun lagde den i Jørgines Haand , som sank med den , den var tung som en Strygebolt . Den fik jeg af min Moder da jeg var femten Aar , sagde Kjesten , for at jeg ikke skulde være pengesøde hvis noget skulde hænde mig , den var fuld af Markstykker , som hun havde samlet . Da de gamle Penge gik ind lod jeg dem bytte i nye Femogtyveører . Den holder fire Hundrede . Nu skal du have den . Og kom saa og vis mig Barnet , naar det er bleven et Aar gammelt . Dermed skiltes de . Jørgine gik hjem , med hvad hun havde faaet « , som man siger med uskøn Deltagelse , naar sligt hænder . Og Frands havde reddet sit Skind . Han var Løve igen paa Legstuer og tog mod Hentydninger fra andre Karle , stolte paa hans Vegne , uden at straffe dem derfor , tværtimod , Frands skrævede , var Bedriftens Mand , de lønlige Æventyrs Mand , Bytyren som var afsløret , Bytyrens Gerninger kan jo ikke skjules ! Frands sang en anden Sang ret snart , da Tinus kom paa Lemmerne af ham . Ja , Tinus havde hørt sit og fortolket Sagen paa sin Maade , fældet Dom i den , enfoldigt , og skred selv til Eksekutionen , han passede Frands op en Aften paa Landevejen og gjorde morderisk Overfald paa ham , krøb som en Bjørn op af Grøften i Mørket og rev Frands omkuld ved Benene ; Frands forsvarede sig og var jo bomstærk , men 84 Tinus krøllede ham sammen i sine lange Arme og tugtede ham , længe og grundigt , med Knoer og Knæ , op og ned ad ham , bukkede ham med Hovedet , til Frands ikke mere rørte sig . Han blev fundet om Morgenen og havde lidt af Nattekulden og var saa forslaaet at han laa i mange Dage , spyttede Blod , de frygtede en Overgang for hans Liv . Overfaldet vakte udelt Harme paa Egnen ; tressede Kasketter viste sig , og Tinus blev kørt til Løgstør . Han græd i Retten , lagde Hovedet ned i begge Arme paa Skranken og sørgede , mere fik de ikke ud af Forhøret . Naa ja , saa idømte de Taaben en Mulkt for Vold og sendte ham hjem , og det Røre lagde sig igen . Men Folk var bleven vrede , og Familjen i Kærhuset stod sig ikke ved at Tinus havde taget Retfærdigheden i sin Haand . For Jørgine var det en Ulykke . Hun skreg , da hun hørte om Frands ' Afstraffelse , som om det var hende selv der havde faaet Strygene , hun bævede , Frands , Frands , var som afsindig af Smerte , Tinus vilde hun ikke se for sine Øjne , skønt han vel havde ment hende det godt . Men hun blev nødt til at se ham , for efter November Skiftedag sad de begge to sammen med Moderen i Kærhuset , Tinus var naturligvis bleven furet fra sin Plads , som han havde halvt af Naade i Forvejen , man turde ikke have ham ; og selv opgav Jørgine sin Stilling , var nødt til det , hun kunde jo ikke bestride den mere . Ja der sad de og saa paa hinanden , de tre , Garnkonen stille fortvivlet , Tinus og Jørgine ledige , hvad skulde de leve af , hvor skulde de vende sig hen ? Trods alt syntes Jørgine ikke hun var gaaet fra Mejlgaarden helt uden Haab ; efter hvad der nu var hændt var alt Haab ude , og hun hørte da heller aldrig siden noget fra den Kant . Jørgine brækkede sig og sad hen med svømmende Hoved , det nye Liv rørte sig i hendes Indre , en Hæl under Hjertet , her , det der ventede hende , her var noget som var sikkert ! 85 VI. KAPITEL ANDERS HANSENEn Aften efter at Jørgine var kommen hjem til Moderen fik de Besøg af Anders Hansen , som Jørgine før havde tjent sammen med . Han var i Kisteklæder og Støvler , satte sig og trak sig op med det samme , en lang Hiven og Støden i Halsen , som i et Ur før det skal til at slaa , men saa fik han ogsaa sagt hvad han vilde . Han henvendte sig til Jørgine og Moderen , mest Moderen , og mens han talte knappede han først Frakken op , saa Trøjen , og saa Vesten , som om han gennem alle Lag trængte ind til sit Inderste i Sagens Anledning ; helt inde fra Kroppen hentede han en tyk Tegnebog , smækkede en Gummistrop af den og belagde sine Ord med Papirer , saadan og saadan , ti Aars Løn lagt op urørt , med videre ; nok var han ti Aar ældre end Jørgine , men uden de ti Aars Forspring havde 90 han heller ikke haft noget at byde hende . Og baade Heden og Kæret var ikke ringe Jord , hvis man tog fat paa den , der kunde blive Brug for Tinus ogsaa — her kom der Liv i en kugleformig Sorgens Bylt henne i et Hjørne , Tinus lyttede — saadan og saadan ; og endelig sluttede Anders Hansen , som en Klokke der har slaaet Tolv , Dommedagsslag , med Efterklang og Stilhed i Stuen længe efter . Jørgine græd , en sidste Hjærtegraad , som om Livet græd sig ud af hende , Garnkonen tænkte , og Anders Hansen tændte sig en Pibe . Det blev sen Nat inden de skiltes , men da var de enige . Allerede tre Uger efter blev de viet . Det havde været bedst om Bryllupet var gaaet af i Stilhed , men det vilde Anders Hansen ikke , Bryllupet skulde ses , det Patent vilde han have paa det . Saa blev Jørgine da gift . Hun kom ikke agende til Kirke , med Klarinetten galende foran i Agestolen , det var ikke om Foraaret , men en skummel Decemberdag hendes Bryllup stod . Og hun fik Gaamarschen , de gik tilfods fra Kærhusene op til Kirken ved Landevejen , Musik skulde der til , Spillemanden som 91 var bestilt gik i Spidsen foran det lille Tog paa fire - fem Par , Brudefolkenes beskedne Familje , med Tinus som en Haltefanden bagest i Optoget . Takten var langsom , forsigtig , for Bruden havde Tørvekurv paa , som vittige Hoveder siden sagde . Anders Hansen havde gjort det godt , føjede de til , han fik sin Kone fiks og færdig ! Og Jørgines Myrthe ? Ja den var gaaet i Løbet . Den stod saa udsat i Vindueskarmen i Jørgines Kammer , kunde ikke undgaa at blive raget ned naar Nogen banede sig Vej derigennem , Urtepotten gik i Stykker udenfor paa Brostenene , og Myrthen havde Nogen traadt under Fødder . Om Vinteren rejste Anders Hansen en Knaldhytte mere nede ved Siden af Garnkonens Hus , og der flyttede han og Jørgine ind . De blev ikke mere set , i tredive Aar blev de ikke set , havde trukket sig tilbage til Kæret og kunde undvære Folk , som man havde kunnet undvære dem . Det rygtedes at Anders Hansen havde opkøbt halvfjersindstyve Tønder Land , Hede og Kær , udyrket Jord , som om det var det rene Antal han samlede paa . Hede kunde den Gang faaes , 92 paa de Egne , for 16 Kr . Tønden . Hvad han vilde med saa meget Lyng , det blev hans Sag . Nu staar der en firelænget Gaard , med lange , kampestenssatte Udhuse paa Stedet , Lade , Hestestald , rødkalket Stuehus og Vindmotor paa Taget , alt som det skal være , en lukket Gaard , sig selv nok , for et uøvet Øje ikke til at kende fra andre gamle Stamgaarde paa Egnen . Og alle Kærhusene er forsvundet . Anders Hansen havde købt Jorden under dem , Tiderne blev andre , der kom Jernbane til Egnen , med Stationsby , hvor alt jordløst Kravl flyttede op , de forladte Slotte faldt ned efter dem , og Anders Hansen gik hen over Grunden med Ploven ; han dyrkede Almendingen op , og det skumledes der noget over , men da Jorden tilfaldt den der gjorde det var der ikke noget at gøre ; det var dog adskillige Tønder Land . Nu ligger der gode Agre hvor før et Bondeudskud florerede som en Rest fra Hoveriets Dage , haarde , svundne Tider . Hvad der før udgjorde Grænsen mellem Hede og Kær ligger som Jorderne til en stor velholdt Gaard . Anders Hansen drev Agerlandet langt ud i Kæret , drænede og 93 afvandede ; til den anden Side er Heden simpelthen forsvunden , lige til Horisonten , Agerland overalt hvor der før kun var lyngklædte Bakker . Det er ikke fed Jord , men udstrakt , og den nærer en Besætning ; i Virkeligheden har den himmerlandske Hede aldrig været gold , Somme mener at den har været dyrket før , en Gang i Fortiden , og at Krige eller Pest gjorde at den sprang i Lyng igen ; i hvert Fald Mesteparten er nu under Kultur , eller kommer det , og det er Folk som Anders Hansen der har ført an , og hans Lige der er gaaet efter . Men hvad det kostede , af Slid og Møje , Heltemodighed paa et Sted , der de første mange Aar var som en Forvisning , udenfor Folk , til man selv blev Folk , det er det Umagen værd at se lidt tilbage paa , for dem der kan huske det . VII. KAPITEL PLOVENAnders Hansen og Tinus samt Studene gjorde det ; der gik fire Stude og braadede ude i Heden , sagde man . Nu ser man ikke Stude paa Landet mere , men den Gang var de uundværlige , i det stride jydske Landbrug ; det var en stor Slags , gerne lyse , hvidbrogede , med gullige Klove og lange , svungne Horn , en gammel indfødt Race , som der vistnok var noget af Uroksen i endnu . De var langsomme , flyttede sig som Kloder , omtrent ikke til at se , Ben for Ben , men gav man dem Tid fik de i Dagens Løb deres Bane tilbagelagt ; hyppe paa dem nyttede Ingenting , men hvad man saa spændte dem for saa drog de af med det , i en og samme urokkelige Takt . Et Par Stude var det første Anders Hansen anskaffede sig og en Brækplov , en Plov af stort 98 Numer og ekstra svært smeddet , med den begyndte han saa at vende Heden . Først brændte han Lyngen af , og der blev Hugormen svedet med det samme , saa gik han og Studene løs paa den sorte Lyngskjold , der dundrede som et Logulv under Fødderne , Brækploven skar ind i den og under den , vendte den i brede svære Furer , ud og ind og op og ned den første Gang , en forvredet Brakmark at se til , Plovmanden balancerede bagved og blev slynget ud af Furen naar Ploven krængede over , men slap ikke Taget , smaarendte og havde et Øje frem og bagud paa Furen , sparkede sidelængs naar den blev staaende paa Kant og ikke vilde lægge sig , det var en Dans bag Ploven , Svedearbejde , haardt Arbejde . Sten kom op i Furen , store Kampesten som stak dybt i Grunden , dem tog Tinus sig af , gravede dem ud og varpede dem ovenpaa Jorden ; siden var det hans og Anders Hansens Søndagsfornøjelse at skyde dem og kløve dem ud , et Jættearbejde der traadte dem i Legs Sted . Stenene sidder nu i de fugede Granitmure paa Anders Hansens Gaard . Naar Lyngen var brækket laa da de blaa , jernsandede Agre og luftede et Aarstid , og nu skulde Anders Hansen have noget til at gro i dem . Af Gødning var der lidt , hjemme i Hytten havde de de første Aar kun en eneste Ko , der delte Stue med Jørgine ; men det ene skulde komme af det andet , først Jord til at holde Kreaturerne paa , saa noget at gøde Jorden med . Anders Hansen saaede Lupiner , dejlige grønne og guldgule Marker , der duftede som et Paradis , og pløjede dem ubarmhjertig i Jorden igen , som en Drøm om Afgrøde der kom og gik , det friskede noget paa Mulden ; næste Aar kunde han drive Spergel , som gik i Studene ; siden Boghvede , noget for Mennesketand ogsaa ; Kartofler , Livsfornødenheden sikret ; endelig Rug , og saa syntes han Jorden var klædt , selv om Rugen var gennemsigtig , nu begyndte det at ligne Landbrug . Det første Brødkorn paa Anders Hansens Mark gik gennem hans Haand , fra han saaede det til det var bragt i Hus , tærsket og kastet , han kunde holde Sækken i stiv Arm , mere var der ikke . Ti Aar efter solgte han Korn til Byen og fragtede den selv , med sit første Par Heste . 99 Haardnakket lagde han hvert Aar en ny Brakmark til , friskbrækket Hede , mens han samtidig sloges med den opdyrkede Jord for at faa Grøde i den ; nogenlunde hvert Aar kunde han føde en Ko mere ; efter en Snes Aars Forløb byggede han Gaarden , Udhusene først , siden Stuehuset . Anders Hansen stod op før Solen ; efter Davre , skoldet Mælk med Brødterner i , lagde han en Skraa ind , » Udkradsning « , Tobak og Tobaksaske og Tobaksovs samlet op af Skuffen , en jævn Haandfuld , den synede som en Bule i Kinden , og et Spor flød ned i Skægget fra Mundvigene , paa den gik han til Middag , arbejdende i lange Skindærmer , med et Spejl hvor man tørrede Næsen ; han var aldrig ledig , aldrig af sin Mark , Bedriften var hans Lidenskab ; Fornøjelser , Prat med andre Bønder , Bønnemøder , Politik , Køren i By , Prangen paa Markeder , Svir , Stadsklæder og kønne Heste , kendte han ikke . Ingen kendte heller Anders Hansen . Hvert andet Aar eller saa kom han kørende op paa Landevejen , skarpt kørende , med en Agestol bag i Vognen , selv sad den høje , tillukkede Mand foran paa en Sædefjæl ; saa vidste man Manden paa 101 Kjærgaarden var efter Jordemoder . Og han kørte af med hende saa det sang i Landevejen og Skærverne sprang , sort og stum som han var kommen . Der var dem der begreb at her gjaldt det Jørgine . I Begyndelsen gjorde Anders Hansen og Tinus alt Arbejdet i Marken alene , Jørgine tog en Haand med i , naar hun kunde spares fra Huset , men efterhaanden fik de Hjælp af Børnene ; saa saare de var store nok til at løfte et Tøjr gjorde de Gavn , med at flytte Kreaturer og rende i Marken ; efter 14 — 15 Aars Forløb var der voksen Hjælp paa Gaarden , og siden blev de for mange . Jørgine fik 14 Børn med Anders Hansen . Af dem udvandrede en Slump efterhaanden til Amerika , nogle blev Næringsdrivende og tog til Byerne , Døtrene blev gift og velforsørget . Da den ældste Søn var myndig solgte Anders Hansen ham Gaarden , men blev boende paa den som Aftægtsmand og gjorde Karlearbejde for Sønnen til sin Død . Han tog Kuld i Tørvegravene et Foraar og faldt i en Sygdom , hvorunder han svedte noget umenneskeligt , hele Sengen var vaad , han regerede og 102 talte i Vildelse , og saa vidt man kunde forstaa var det om Stude og et svært Plovbed han fantaserede ; saaledes gik Anders Hansen til Døden som et Arbejde der kostede Møje , men som han fik Bugt med . Han blev begravet paa Graabølle Kirkegaard , og Familjen satte et anseeligt Monument over hans Grav , en støbt Cementsten ; Murene i Anders Hansens Gaard vil holde længere end den . Tinus var da allerede død , han blev kun nogle og Fyrre . Sine sidste Aar blev han forfremmet fra Nødset til Stalden , hans Livs hedeste Ønske , at komme til at passe Heste , og Jørgine konspirerede længe for ham , lod et Ord falde til Manden nu og da , indtil Anders Hansen føjede dem , og Tinus rykkede ind i Stalden . Tinus var den eneste fra Gaarden der viste sig mellem Folk , mærkelig nok , han travede til Kirke , naar han havde faaet Ur og Kæde , som forlangte at ses , han stod da og knappede op ved Vaabenhuset mellem Kirkefolket , paa Snevejrsdage , og skød Vesten frem , med Hænderne i Bukselommerne , skulde hele Tiden se hvad Klokken var , som om han var utaalmodig over at Præ - 103 sten ikke kom . Da han var bleven Staldkarl og kørte til Mølle , pudsede han sig , selv paa Hverdage , og kørte stiv op igennem Landsbyen , han troede sig bemærket af Verden og havde et funklende Blik tilovers for Vejfarende : her kom Tinus kørende ! Garnkonen , Jørgines Moder , døde paa Gaarden , gammel og uden at have haft en Sorgens Time siden Anders Hansen flyttede til dem i Kæret . Hun fulgte den store Forandring fra Aar til Aar med stum Ærbødighed , saadan som man ser paa Evner og fuldbragte Ting fra Afmagtens Dal . For Anders Hansen havde hun en religiøs Respekt , hun flyttede sig altid for ham , unødigt , rejste sig og gik til Side naar han var nær , lydløst , saa meget kan et Fruentimmer da gøre , ikke staa i Vejen for Frembringeren ; selv da hun sad forankret i en Stol rykkede det i hende , naar Anders Hansen kom ind ; Ærefrygt og Tak stod præget i hendes alvorlige , siden Mandens Død en Gang for alle forgræmmede Træk , til det sidste . Men da Veteranerne ikke var mere , og alle Børnene ude , flyttede Jørgine fra Gaarden op til Stationsbyen og tog Ophold i et lille Hus , bygget til 104 hende . Her gik Landevejen , hvor hun som Pige havde set Bryllupstogene køre til Kirke ; nu var den i Færd med at blive Gaden i en By . Her sidder hun da med Udsigt til det ny Liv der rører sig , nye Tider , og med Minderne om gamle , haarde , begrædte , svundne Dage . 100 VIII. KAPITEL AARENES FRUGTJørgines Drøm i sin Tid om at blive Gaardmandskone gik i Opfyldelse ; men det kom meget anderledes end hun havde forestillet sig , det gør Virkeligheden som oftest . Den forandrer sig undervejs . Jørgine var begyndt paa Bunden ; efter de mange strenge Aar stod hun paa Toppen af hvad hun forstod ved Tilværelsen , det var Anders Hansen der havde baaret hende og hele Verden paa sin Ryg op ad Bakken . Men Tiden havde vendt sig imidlertid , hun vidste ikke hvordan det var , Afstanden var ligesom bleven borte , idet hun tilbagelagde den ; Forskellen mellem Folk var ikke som før , det var lutter Klasse da hun var ung , og hun var nederst , havde kun fundet det naturligt , nu var der hverken op eller ned mere , og det var vel godt det samme . Verden var ikke til at kende igen . Ud over 108 Bondestanden havde hendes Tanker aldrig rakt , den fine , høj danske Verden havde hun i sin Tid kun set fra det Fjerne , de Par Embedsmændsfamiljer der var paa Egnen , de var bleven i hendes Erindring som Luftskikkelser hun aldrig havde været nær , Billedet af Damer , naar de gik Spadseretur ned ad Vejen , i Hatte med Fjer , tynde om Livet og med et stort fyldt Agterparti , som en Slags Fugle , det var i Tournurernes Tid , med underligt bevægelige , hvide Ansigter , krøllede af Munterhed , talende som Sølvklokker ; Standspersoner var anderledes nu . Der var dem der kaldte hende Fru Kjærgaard nu , saa vidt var det kommet ! Verden havde bragt det med sig , hendes Børn var draget ud i Verden og kom tilbage med den . Næsten hver Sommer var hendes Børn hjemme paa Besøg fra Amerika ; en af hendes Sønner førte eget Automobil med , paa faa Kvarter fløj hun med ham de gamle Veje mellem Købstæderne hvor hun som Pige havde vandret i Snørestøvler , Evigheder , og aldrig faaet Ende paa Milene . Selv havde hun været i Amerika to Gange og besøgt Sønnerne , som drev store Erhverv ; 109 Børnebørnene var det unge Amerika , nybaarne , kviksølvagtige Væsner , uden et Begreb om Standsforskel i deres store , aabne Øjne , der ligesom udstraalede et nyt Liv , en ny Verden . Men den Side af Jørgines Tilværelse faldt ligesom udenfor den der havde været hendes egentlige , til Børnebørnene rakte hendes Sinds Udvidekraft ikke , hvor megen Umage hun saa gjorde sig . Anders Hansen oplevede at se dem , men han og de forblev helt fremmede for hinanden . De smaa Amerikanerbørn stod forbavsede , simpelthen uforstaaende , naar Bedstefader med et ejegodt Smil forærede dem afbrændte Tændstikker , som han havde samlet i det Øjemed at glæde dem , Skatte i hans Øjne endnu , i Forbindelse med Begrebet Barndom . Han var bleven i en Tarvelighed , som Eftertiden ikke fatter mer . Det lykkedes aldrig Jørgine at faa ham anstændig , han vilde ikke gaa i Byklæder og undflyede til Tørvegravene eller afsides i et Udhus og bandt Riskurve , naar Jørgine forsøgte at stadse lidt op for de Fremmede , der dog var deres eget Kød og Blod . Paa Gaar - 110 den havde de , som sig burde , en Række pyntede Stuer , hvori Ingen opholdt sig til Hverdags , som man kun bevægede sig igennem paa Hosefødder ; Anders Hansen havde vist overhovedet aldrig været der , han blev i Folkestuen , men var iøvrigt sjælden inde ; han var den sidste suveræne Bonde , af hvis Hoved Kabudsen aldrig kom , for hans Liv var hengaaet og hengik til hans Død i det Fri . Ellers havde de aldrig været uenige . I Træde med Nogen kunde Anders Hansen vanskelig komme , han var af for faa Ord ; personlige Følelser eller et saakaldt indre Liv satte han til Side ; hvad der boede i hans Kone af mulig Sjæl var ham ikke bekendt , saalænge de levede sammen af Gavn . Jørgines Fejltrin i sin Tid havde han aldrig omtalt , aldrig ænset , han var af stort Gevind og udslettede de Spor andre havde efterladt sig ; den Førstefødte , en Pige , var og blev jo da Jørgines Datter . Frands — i mange Aar havde Jørgine haft en hemmelig Kilde der holdt hende underrettet om ham , hun gensaa ham aldrig ; han havde det godt . ) ( De første Aar i Kæret havde været pinehaarde , 111 men Mangel var aldrig kommen indenfor deres Døre . Som gift Kone bevarede Jørgine sin skadeagtige Livlighed og Lattermildhed , var altid glad , uden sin Lige til at overkomme alt Arbejde og syngende af fuld Hals , altid med et Barn paa Armen , en Hale af Unger efter sig , og et i Vente . Anders Hansen hældede Øret til som til Fuglesang , naar Jørgine hvældede i Huset , han ytrede sig ikke om hendes Kunst , var ikke Kender , men hun var hans Glæde . Han havde faaet den i sin Varetægt han vilde have . Ja saadan var den Stunds Tid gaaet , som Livet er , naar man skal se tilbage paa det . Jørgine var igen bleven alene . Naar hun saa ned i sine Minder faldt Tilværelsens Tyngdepunkt af sig selv omkring den Tid da Børnene var smaa . Underligt , eller naturligt nok blandede hun da altid Tinus da han var Dreng sammen med Erindringer fra sine egne Børns Barndom . Med en Ve som aldrig vilde lægge sig huskede hun Broderen og hans Modgang , da de gik i Skole , det lille Hjerte ; der boede en Godhed i ham , som kun hun kendte . Hans Smil , naar han fik noget , lyste til hende 112 tværs igennem alle Aarene ; hun havde set nybyggede Huse blive gamle og skæve og rokke mod Jorden , men aldrig blev det gammelt , Tinus ' Smil , naar hun havde haft Ærtebælge med til ham , eller naar hun en Gang var kommen hjem og havde givet ham et Kræmmerhus Kongen af Danmarks Brystsukker . Saa længe de var smaa havde hun kunnet beskytte ham , naar ikke ydre Omstændigheder blev dem for stærke . En Lejlighed havde tilbudt sig til at komme op at køre , en Gang , med en Vogn , Manden havde nikket Forlov , og Jørgine var entret op over Bagsmækken mens Vognen var i Fart , men Tinus havde ikke kunnet vinde med , og løbende bagved kom han den hoppende Vogn for nær og slog sig i Munden paa den , hun saa ham sakke agterud og smile med de blødende Tænder , glad paa hendes Vegne over at hun var kommen med i Vognen , aldrig glemte hun det , aldrig kunde det glemmes . Men en Sorg havde hun haft i sit Liv , en stor virkelig Ulykke , som formørkede et Punkt i hendes Liv , og endnu en Menneskealder efter ikke var til at tænke paa , et af hendes første Børn , 113 en lille tre Aars Pige , der var omkommen i et Vandhul i Kæret , det lille vaade Lig som hun bar ind , hun krympede sammen og blev til Is endnu som gammel Kone , naar Mindet dukkede op , hun længtes efter sin Død , før vilde den Sorg aldrig blive slukket . Den store grimme Lade var bleven bygget hen over Stedet , og hun gyste for den som hun havde gyst for Stedet , aldrig kunde Synet udslettes , og med det fulgte Kæret , det gamle sorte Kær med Tuer og Ris , det havde taget Told af hendes Hjerteblod . Ja , ja , ja , Livet havde faret haardt med hende , og hun havde været saa lykkelig . Nu boede hun ved Landevejen , hvor hun havde hørt Bryllupsmarschen i sin Tid , Dage der ikke var mere — Bilhornene hørte hun nu , Folk jog og blæste rent foran sig : Aa de kom tidligt nok frem ! Hun , hun boede Kirkegaarden nær , hvor den lille Pige laa , hvor Anders Hansen laa . Hvad mere kunde hun vente ? Men havde hun ikke frembragt Liv , var hun ikke bleven Moder til en Slægt ? Kartoflen , naar den er tidig , saa graver man den op , og ved Roden hænger alle de nye friske Kartofler , store og smaa , som en hel Familje , men den gamle Læggekartoffel fra i Fjor , den er sort og skrumpen og fuld af Vand , kunde det være anderledes ? Saa sidder da der Jørgine , gammel og ene , men med en Duft i Sjælen , som en blomstrende Kartoffelager , en Sommer , den skønne , lange , søde Sommer , Liv som hun havde taget imod , og som hun havde givet . I Stuen hos sig har hun Fotografierne af alle Børnene , de ser paa hende som svundne Aar ser ; og udenfor gaar » Gaden « , en Gang Landevejen , den skal blive ved at gaa , den har set meget , og skal se mere . Men det er ikke længere Jørgines Historie . 114 JOHANNES V . JENSEN : JØRGINE KØBENHAVN HAGE & CLAUSENS FORLAG ( J . FR . CLAUSEN ) 1926
jvj
jvj_Jørgine
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:06:11 2020 CEST +0200
MYTER MYTER NY SAMLING GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG MDCCCCX JOHANNES V. JENSEN KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET INDHOLD Side Dansk Natur 1 Foraarsstorm 36 Solsorten 46 Myreløven 53 De unge Storke 62 Til Drachmanns Aske ... 73 Bruno Liljefors 81 Kristoffer 95 Peccaryen 107 Mr . Pickles 118 Kanariefuglen 132 Landskab 149 DANSK NATUR N AAR Danmarks Natur skal beskrives , burde København omtales først ; her mødes Vejrliget med det „Landskab " der er ejendommeligt for en stor By , Gader og Parker , Trafiken , Fortovet , ikke mindst Be - folkningen , Byens Fauna , her stemmes de Urbetingelser , hvorunder vi lever , sammen med vore egne Kulturfrembringelser til et Instrument rigere og finere end noget natur - ligt Underværk paa den urørte Jord , skønt alt hvad der er tilbage af „Naturen " synes Himlen over vore Hoveder . Netop Himlen over København er forresten af en usæd - vanlig Skønhed , ogsaa i Sammenligning med andre Steder . De store Byer har deres egen landskabe - lige Forfinelse kendt af forholdsvis faa , for - 2 DANSK NATUR di de fleste med en Smag vi ikke vil tage fra dem foretrækker Sengen for en Mor - gentur i nys vandede Gader og Varieteen for at blande sig mellem Folk paa Strøget med Buelys og Stjernehimmel over Hove - det . Storbyernes Poesi nuanceres af den geografiske Beliggenhed , mens de ellers i Hovedtrækkene ligner hinanden som den ene Sporvogn den anden . Berømt er Kli - maet i Paris , der er som en skøn Rus . New York har sin egen forklarede , lysmættede Atmosfære , invigorerende som Højslette - luft . Berlin er en Stenørken men har sin Eventyrstemning , uforglemmelig naar man først er bleven indviet i den . Ogsaa København ligger hyllet i en Luft der er dens egen , grundbestemt af Østersø - milieuet og præget af Byens Fysiognomi som By , de tusind Profiler og Perspektiver dens Historie har bygget oven paa hinanden og ind i hinanden netop som vi kender det og som Københavneren er født med det i Øjet , uden at han ved deraf ; halvt Hansa - stad og halvt „Nordens Athen " , mindende om Dresden , men i Virkeligheden helt sig selv : København . DANSK NATUR 3 Og hvor Byen er fin og frisk en af disse Efteraarsdage med Lindene i Frederiksberg Allé , der igen staar bare . Det har været en mild Høst ; et Par af de unge Linde tog fejl og sprang ud for anden Gang , stod med det lysegrønne spæde Løv op mod Husfacader - ne som nogle unge Piger , der havde forvil - det sig ud paa Gaden i Baldragt . De lærte snart deres Fejltagelse , forbrændte deres nye Løv en Frostnat og staar nu med nøgne Kviste som de andre i Geleddet . Byen smykker sig med Regn og derimel - lem kølige klare Pavser . Den tynde nor - diske Himmel staar saa ædel over Raadhus - pladsen og vore hjemlige Taarne , Belysnin - gen er allerede mærket af den flade Sol - bane , selv midt paa Dagen kun Sidelys og ikke meget deraf . Men jeg tror man er gla - dere for et Glimt af den svage fjerne Sol , end naar man glemsomt har den lige over Hovedet . Luften er saa ren og stærk . Tor - vene ligger aabne og vellugtende efter Natte - regn , Amagertorv bag Springvandet med et Væld af vaade Blomster , Georginer , Kry - santemum , letheblaa Asters , og i Baggrun - den Slottet under Nybygning , Sporvognene 4 DANSK NATUR hinsides Kanalen , blaa Vandreflekser fra Brostenene og nye Regnskyer slæbende ind fra Amager . Eller Gammelstrand med Fiskerbaadenes barkede Sejl , hvis kraftige brune Farve staar saa godt til Murens Okker ovre paa Thor - valdsens Museum , at man næsten synes man kan smage det ; Hyttefadene med den leven - de Fisk , Torsk og Rødspætter , svømmende nede i Kanalens grønne lysbrydende Salt - vand ; de valne Folk der færdedes der . Nu skal dette ærværdige Stykke København jo snart til at forsvinde til Fordel for en ny moderne Fiskehal . Lykkelig den der har set det gamle og som skal se det nye , der kom - mer i Stedet , med ! Videre strækker København sig , under kolde Byger og i det sparsomme Solskin , Bredgade , Langelinje , Skibene og Forterne , Sverigs Kyst . Kirkegaardene med al den forfængelige Traurighed , men med Løvfal - det som er saa ægte , Vildvinens levrede Kas - kader , Lønnens gule Krone der ser ud som et stile Vanvid , Roserne paa Graven der har faaet Rim og er bleven syge . Oktobers sorteblaa Nætter og spraglede kolde Far - DANSK NATUR 5 ver om Dagen falder grelt i Øjnene paa Kirkegaarden , hvor Vegetationen er saa uhyggelig frodig , man kommer til at tænk - ke paa Hel , Dødsrigets Værtinde , hvis Kød skal spille i alle et blaat Øjes Kulører , fra sort som Jord til det livligste Salamander - ildgule , hele Mineralrigets og Kuldens an - løbne Pragt . Men er Naturen angreben i sit Inderste , da byder Aarstiden os til Gengæld et Over - flødighedshorn af al den Sødme og Næring Solen ødslede med i det Par flygtige Som - mermaaneder ; Butikerne bugner med Frugt , Graapærer med Spindelvæv , selve den fly - vende Sommer , siddende inde i Resterne af Blomsterbunden , syrlige skøre Æbler , Blommer med alle Blaasyrens Hemmelig - heder i Smagen , den bitre Kærne hvis Aro - ma minder mig om Kina ; Nødder endnu siddende i Haserne og duftende af Muld , en Essens af Skov og Tordenregn og Planter - nes ramme Blod . Hele denne svulmende nature morte nærer endnu en Gang ved hvad man erindrer , hvad der er svunden , Jordbærtid , Hindbærtid , Tyttebærtid . Og videre strækker sig København , blid 6 DANSK NATUR som en By der har oplevet det hele før og er fattet paa Vinteren , Dronning Louises Bro i det svindende Dagskær med sorte Tog af Arbejdere og Kontordamer , der søger hjem , Skumringen og Lygtetændingstiden i Byens Udkanter , Kasernerne der begyn - der at blande deres hundrede oplyste Vin - duer med Aftenrøden . Men vilde man København rigtig ind paa Lokalfarven , maatte man kende den bedre eller maaske staa den helt fjern . Besiddel - sen gør blind . Faa Københavnere ser deres By , endnu færre ser op fra den . Den kø - benhavnske Himmel er et Domæne alene for Telefonmænd ; og nu skal vi jo snart kun have Jordledninger . Vildgæssene trækker over Højbroplads i en Foraarsregn , og Folk trænges ved Sporvognsomstigningen , vel dækket under en Paraply , med Rygstykker - ne skudt op mod Regnvejret og Kraven op om Ørene ; ikke en eneste ser til Vejrs , og ingen hører at den Gamle deroppe , hvor der er saa lydt , slaar paa sit Glas for at sige noget ; de skal paa Kontoret , eller de skal hjem derfra . Det er i sin Orden . Men selv om Menneskene er bleven nok saa moderner DANSK NATUR 7 Vejret der gaar over Københavns Taarne er dog ganske det samme , jævnt fugtigt og blæ - sende , som det der udgjorde Hverdagen for det Par Fiskerfamiljer der havde deres Hyt - ter paa den lave Ø , der nu er Slotsholmen , , og flød med deres ildudhulede Egetrug i det lille Sund , der nu stenindrammet og med Rækværk er Frederiksholms Kanal . Og vil man være ene med Vejret , der er saa dansk , Urgrunden i vort Væsen , saa gør man sig en Dag vred , en Efteraarsdag naar Vildgæssene med skøre Strubetoner kalder til Tilbagetog over Højbroplads , man river den fornærmelige By med samt Automobi - ler , Raadhusklokker og Telefoner ud af sit Hjerte og rejser , under Løsnet tilbage til Naturen , paa Jagt . Ude i Storebælt ligger en Ø , ikke større af Omfang end at der kun lever een Familje paa den , men vidtløftig nok til at den med sine spredte Rester af gammel Skov , sine lerede Brinker i den ene Ende og brakke Overdrev i den anden , med sine Rullesten i Stranden og højtliggende Agerjorder , sin . 8 DANSK NATUR Naaletræsplantage , endogsaa Lyng et Sted , udgør et Billede i det smaa af Landskabet som det med lette Variationer er paa alle de danske Øer . Selv om det særlige jyske Landskab minder den ved en Stump Ege - pur , der kryber skraat op fra Kysten som et Halvtag , kuet af de salte Vestenvinde , en Skovprofil der er saa karakteristisk for Egnene omkring Limfjorden . Øen har og - saa nogle ældgamle Tjørne , som ligger og vrider sig henad Jorden paa aaben Mark ved Stranden og hverken kan leve eller dø . Her - regud , Danmarkshistorien ! Men Tjørnene stiller dog hvert Aar i Brudedragt , overdaa - digt blomstrende som en hvid Aabenbaring , en Udfordring til alle haabforladte Snedri - ver ! — Inde i Skoven , hvor der er Læ , ran - ker Bøgene sig lyse og velvoksne som i Dyrehaven , her er vilde Æbletræer , og Skovbunden staar om Sommeren saftig med Anemoner og Hanekam . Øen forener den sjællandske frodige Ynde med Jyllands ka - rakterfulde forblæste Aabenhed . Hvor den lille Skov dog var dejlig et For - aar jeg hændte at komme derover . Det var i Begyndelsen af Maj , og Øen , der er det DANSK NATUR 9 faste Rugested for Tusinder af Maager , laa som under en Hvirvelsky af hvide Fugle , selv smaragdgrøn og stille , varm i Mulden og med Træerne lige i Løvspringet . Overalt paa Grønsværet stødte man paa Reder , smaa Fordybninger med de tre eller fire kønne spættede Æg , og overalt trippede der Maager paa Jorden , mens andre fyldte Luften . Der var en Fuglepalaver , saa man ikke kunde høre Ørenlyd , en ivrig Barslen og Given Hals over det hele , Skændsmaal i Flugten og Indignation til Fods , uvedkom - mende Tredjeparter der nærmede sig an - den Fugls Mage og blev gennet bort med Skamme , rugende Mødre der maatte gaa af Æggene , fordi vi Mennesker kom Reden for nær , og satte sig til at skrige og hive forfærdeligt paa en Tue lidt længere borte . Det er den samme smukke hvide Fugl , der følger Færgerne over Bæltet og for Re - sten alle vore Dampskibe saa regelmæssigt som var den Pensionær af D . F . D . , den utrætteligt flyvende , paa Bølgeskummet trippende , altid sultne , altid Skibet paa ny indhentende , hvidbrystede , nydelige Maage . 10 DANSK NATUR Og det er den samme der har indrettet sig som Stamgæst om Vinteren midt inde i Stor - byen , ved Søerne i København . Nu er de imidlertid alle sværmet tilbage til Naturen , har sat hinanden Stævne paa en øde Ø i et meget vigtigt Anliggende . Saa vidt er de da endnu ikke naaet , at de ruger paa Færgen eller stepper Parringsdans inde paa Dr . Louises Bro . Men det kommer nok . Helt uden Vederlag nyder Maagen ikke Gæstfri - heden inde i Byen ; der er sørget for Lige - vægt ved at en Procent af Maagens Æg hvert Foraar samles og sendes ind til Byen , hvor de spises som „Vibeæg " og tjener til at give Kendere . den krydrede Smag paa Tungen der nu er deres Foraarsfornem - melse . Øen staar under Forplantningens Tegn . Men først et Ord om Dyrelivet i Alminde - lighed . Øen udgør en Gaard , der drives af en Forpagter , men den ejes af et Selskab inde fra København , som ligger paa Landet der efter Tur om Sommeren og dyrker Jag - ten om Efteraaret . Der er tykt med Harer men ingen Høns og ingen Ræve , derimod udsatte Fasaner , som bestaar godt , og Ånde - DANSK NATUR 11 træk ved Lagunerne i Stranden . Mange Rovfugle ses , navnlig Musvaager , og alle de mindre Fugle , Spætter , Solsorter etc , foruden naturligvis Kragen . Pindsvin og Muldvarp fattes , men til Gengæld er Øen undermineret af Vandrotter , „Mosegrise " , hvoraf der rimeligvis findes Titusinder , skønt man sjælden ser dem men hvert Øje - blik træder ned i deres Gange . Alle disse Dyr har travlt med at blive fle - re om Foraaret , og helst paa hinandens Bekostning , ogsaa indbyrdes . Hede Kampe leveres inden for samme Art , stor Bryllups - vals opføres , og andre Dyr fortæres til Bar - selmad , og Resultatet , Æggene eller de ny - fødte Unger , gaar i Spiserøret paa en tredje Skabning , og alle trives vel derved ; Natu - ren giver altid Overskud . Haren er saa travl ; man ser to - tre Ram - lere smutte ud og ind af Buskadset i Hælene paa hinanden , troligt bag efter den uanse - lige og ret koldsindige lille Dame , hvis mindste Lune det nu pludselig er bleven Li - vet om at gøre at passe paa . Og den ellers saa tavse Gnaver siger noget , man hører ham strutte og smaasnorke kvalt men meget 12 DANSK NATUR talende for at bringe sin Fortræffelighed i Erindring . I de lange lyse Aftener , hvor Varmedisen stiger fra Græsset og Natter - galen sidder og laver smeltende Tropemusik i Buskene , hører man det bløde Slag i Mar - ken af Mortens Poter , ud og ind mellem Træerne , og hans tungnemme kælne Pru - sten i Knurhaarene ; utrættelig banker han paa , og mod Natten træffer Mutter vel sit Valg : af plausibelt Hensyn den stærkeste . I hvert Fald varer det ikke længe før man kan finde en lille allerkæreste Nyfødning af en Hareunge et eller andet Sted i Skoven , hvor den er kommen til at dø , saadan en som den Lundbye tegnede . Eller det hænder naar man overrasker Musvaagen i Færd med at lette fra Skovbrynet og hejse sig til Vejrs med disse svære vadende Vingeslag der faar Kroppen til at rokke i Luften , at den altfor optaget af sin Flugt lader noget falde der lander lige foran vore Fødder og viser sig at være en af de spæde Harekillinger end - nu varm og med Blodet piblende ud af den lillebitte Gnaversnude , man kan se at Rov - fuglen har haft den om Halsen med et Kvæ - lertag der har sat dybe Mærker af Kloen . DANSK NATUR 13 Killingen har ikke lignet det visne Græs nok hvori den laa forputtet og er bleven set . Det er mere underligt at nogen af dem i det hele taget undgaar Musvaagens funklende Øje . Men det gør der , siden der jo altid er Gamle der overlever alle Efterstræbelser og hvert Aar laver i Stand til Afkom . Det nye Kuld skal frem . Skoven vil det . Solen vil det . I Espalieret ligger Solsorten paa Æg , mens Hannen sidder oppe paa Skorstenen og forlyster hende og Alverden med Sang . Inde i Skoven bygger Stærene i det vilde Æbletræ , hvor en Gren er raad - net ud , saa der er bleven et Hul , man ser den raske Fugl stikke Hovedet ud og titte sig om , hvorpaa den i stærk lige Flugt sø - ger bort efter Føde ; et kvart Minut efter kommer Magen hjem og styrter sig i fuld Flugt ind i Reden , rammer det lille Hul som en Kugle i Pletten . For Stæren maa ikke dø . Ja , hvor det Foraar paa Øen var dejligt , af en grødefuld Sødme , en dyb Rolighed , som kun i Danmark . Hvis der ikke tilfæl - digt havde været det Par Mennesker paa Øen , vilde Skoven , Hav og Himmel have 14 DANSK NATUR udfoldet sit Under alligevel , i Ensomhed med Solen ; Tiden skulde nok være gaaet uden os . Nu faldt det i vor Lod at dele Da - genes Forgængelighed med den unge Skov . Der var saa lunt og duftende derinde som et Bad i Lys mellem de solede nysudsprung - ne Træer . Luften er jo varm , ligger og gli - der i Formiddagssolen , og derimellem gaar kølige Pust fra de friske Træer , de svale Bøge staar højt op i det Blaa med de ly - sende grønne Kroner og breder ligesom et Telt af dugget Æter omkring sig . Hvor de nederste Grene hænger ned mod Under - skoven lyser de luftigt med vandret ud - bredte Løvflager , endnu med Knopskællene ved og Bladene fugtige og foldede efter Svø - bet . Disse Hænder Bøgen rækker ud , dette gyldne Velkommen i Skoven skal vi op - leve ... hvormange Gange ? Stille ! Her er ingen Tummel , ingen Veje , ingen Medmen - nesker , kun Dyrenes enfoldige Pusleri , Træernes Aande og Kornet der staar som en grøn Sø og drikker Solskin . Uden om vor lille Verden strækker sig det aabne blaa Bælt , hist og her ganske blankt med Spejlinger af Klodeskyerne i sit DANSK NATUR 15 Dyb , andre Steder , milevidt borte , liggende med hvidlige Briser og mod Syd blændet i et med Solen . I Synskredsen øjnes en diset Stribe , det fjerne Land . Toppen af Sprogø med Fyret hænger som en fast Kending af Jorden i alt dette lysblandede , sammenspej - lede Himmel og Hav , og langt , langt borte staar Røgen efter en Damper som det lette Spor af en Finger paa Himmelranden . Selve Landskabet paa Øen har en ældre Stemning end man ellers er vant til i Dan - mark hvor det intense Landbrug er i Færd med at bortnivellere alle oprindelige Træk ikke mindst i Befolkningens Karakter . — Her paa den afsides Ø har Krattet noget af den vilde Duft som man kan tænke sig en Gang har hersket i den uberørte Skov der i Fortiden dækkede det meste af Landet , hist og her afbrudt af Heder , Moser og de smaa Lysninger inde ved Fjordene og Aaer - ne hvor Bebyggelsen begyndte . Vore Kæm - pehøje er Mindesmærker om disse Pioner - dage , da Forfædrene kom Vandvejen ind gennem de tykke Skove og opslog deres Jægerhytter i den første den bedste Vig hvor der var lunt , Hjort og Bjørn i Nærheden 16 DANSK NATUR og vilde Bier i Kaprifolierne over de ur - gamle Veksler og Dyrestier gennem Sko - ven . Paa Øen er der nu ingen Gravhøje men der skal have været et Par ; ogsaa her er Manden med Stenøksen landet og har fundet sig til Rette . Derimod flyder der endnu med de store Kampesten , Vandre - blokke , baade i Stranden og oppe paa Land , der klæder et Terræn saa godt men som forlængst er spaltet ud alle andre Steder og nu stikker i Murene paa vore firkantede so - lide Gaarde . Og det er som om Øen i selve sin Linje har bevaret Erindringen om Ska - belsen , den store Istid , den breder og bak - ker sig saa frisk op af Havet som var det i Gaar de Kræfter var i Bevægelse der med rund Haand har strøet de danske Øer i Bølgerne og givet os vore lave Hjem at bo paa og den altid vaade Luft at aande i , der gør os lidt klamme men nu en Gang sma - ger bedre end nogen anden Luft . Efter sin geologiske Oprindelse er Dan - mark jo at betragte som en mægtig spredt Grushob der under Istiden blev malet ned fra det svensk - norske Højland og afsmeltet i Havet . DANSK NATUR 17 Det nordiske Landskab er da ogsaa Hjem - stedet for vor Naturfølelse . En Dansker fø - ler sig som drukken af Genkendelsesglæde og ny Tilegnelse i de norske Højfjelde eller i Sverigs lette Skove , hvor Graniten bryder op mellem Birkene og de mossede Vandre - blokke ligger paa Grundfjeldets bræskurede Gulve i Havremarken . Af to Grunde maa en Dansk elske de faa Dysser og Jættestuer vi endnu har i vort ellers saa kulturerode - rede Landskab , fordi de er vore Forfædres Grave og tillige Urtypen paa et Hus , og saa fordi de er bygget af Vandreblokke endnu den Dag i Dag furede af Isen som brød dem fra deres Sted oppe paa Dovre og strø - ede dem hernede paa Sletterne efter Tø - brudet . Et saadant gammelt „Tingsted " lig - ger i den smilende danske Natur som en Stump nordisk Urlandskab , gærne med en Levning af vild og haardfør Vegetation , Hyben , Slaaen , Regnfang , der leder Tanken hen paa vor Kulturs Barndom . Vore bedste Aander , Øhlenschlæger , Lundbye , fattede den Stemning der laa i disse Mindesmær - ker ; siden er den ble ven til et tomt Symbol , som man genfinder paa Almanaker eller 18 DANSK NATUR som Mærke paa andre af den danske Aands Fængsler . Men en Smule Tilegnelse af Geo - logiens og Arkæologiens første Begreber gengiver os „Tingstedet " med hele den gan - ske aktuelle Stemningsrigdom der ligger deri . Disse Monumenter er mere værd end Størstedelen af vor skrevne Smærtenshisto - rie og maa aldrig forgaa . De knytter os til Norden . Der ligger i vor Istidsoprindelse en ny storslaaet Begrundelse af Gefionsmyten , og det skulde der være tænkt paa da man stil - lede Tyrespringvandet op ude paa Lange - linje . Her kunde der foruden det iøvrigt for - træffelige Motiv fra et Dyrskue have været komponeret et Billede af Danmarks Tilbli - velseshistorie , ikke det Par Kampesten der ligger i Bassinet men et Slot af Blokke som dem Bræen byggede , med Huler og omkogt af Vand , Tøbrudet , Syndfloden , det nøgne Sjælland med Kampesten paa Brystet , dri - vende af Væde og i Færd med at klæde sig i den første kolde Flora , Mos , Lyng og Enebær , Dværgbirk og paa Sydsiden en lille Røn med glade røde Bær . Naar der skal være Monument var dette i Virkelig - DANSK NATUR 19 heden Stil ; men ellers er en Tur til Norge og Sverig bedre . Det danske Landskab der er saa kvægende og dejligt vinder ikke sit Salt , Sjælen , før man har været nordpaa og fundet Bekræftelse paa hvor det stammer fra . Den mindste lille rundslebne Skærve af Rhombeporfyr vi finder paa Landevejen har haft sit Moderleje oppe i Vigens Klip - per . De jyske Heder hvisker om Højfjelds - plateauerne , Vidderne som det hedder , op - pe i det indre Norge . Dværgaspen i danske Moser skælver med Drømme om Elgtrak - terne i Midtsverig , Tiveden og de sto - re Søer . Selve Aarstidernes rige Skiften i Danmark er en atter og atter gentaget Til - bagevenden til vor Naturs nordiske Oprin - delse . Denne Stemning af Fortid og af Slægt - skab med Højnorden — Kilden til vor Guld - alders Poesi — slaar en i Møde paa Øen . Men hvor man saa færdes paa Øen , hører man , nu og da , mere og mindre tydeligt , eftersom Brisen staar , ligesom en under - søisk meget dyb Duren , en Vibration der kan udgaa fra Himlen eller fra Havet , eller 20 DANSK NATUR fra Jordens Indre som selve Klodens dunk - le kolossale Sommersang . Det er Færgen . Færgen mellem Korsør og Nyborg . Den høres over hele Storebælt , selv om den er saa langt borte , under Søens Runding , at den ikke kan øjnes . Kulturen fylder lidt under aaben Himmel ! Rummet sluger vore smaa Ting . Man behøver kun at fjerne sig et Par Mil fra en kæmpemæssig Damper , saa er den som et Støvgran i Horisonten . Men hvor den dybe Tone fra Færgens Ma - skiner alligevel minder , urolig som Hjertet i Sommerdagen ! Man kommer til at fore - stille sig den saa levende ... Korsør ... Kø - benhavn ... Aa , man sidder nu dejligt uden for en af Kafeerne med Solsejlet over Ho - vedet lige ved Fortovskanten hvor Strøm - men af alle Mennesker defilerer forbi . Eller Berlin i Maj , Paris mente jeg , nej Stock - holm , Skærgaarden ... Saa er man rejst fra Øen , og Foraaret er forbrudt . Og det er altsammen længe siden . Men det ny Kuld er blevet voksent . Og nu , paa en passende Efteraarstid , skal Vild - tet skatte for Logis og Fredning . Idyllen er forbi , nu kommer Tragedien . DANSK NATUR 21 Vi var fem fule Jægersmænd der en skummel Novembermorgen gik i Korsør - toget med Bøsser og Madpose ; inden Mid - dag var vi med Motorbaad ovre paa Øen , og nu kom to Dommens Dage for det hjem - faldne Kræ . Jeg ved ikke hvorfor man straks skal kalde sig „Jæger " , fordi man faar en Bøsse i Haanden , men det ved jeg at Dyrene ophører at have Væsen , bliver til blot Haarvildt og Fjervildt , naar Jagten er inde ; ellers tror jeg ikke man gad gaa ud og ombringe sine værgeløse Venner . Saa længe man spiser Kød gælder Krigen imidlertid , og det er kun Feminister der ik - ke kan fælde hvad der skal fældes . Endnu gives der ingen anden Metode til at undlive et Dyr end ved at dræbe det . Altsaa røgfrit Krudt og Hagl Nr . 3 , og er første Løb ikke nok , saa giv øjeblikkelig andet . Skræ - ber Haren endnu , saa gaa den personligt paa Pelsen til den tier , pines skal den sgu ikke . Hund er ikke nødvendig paa Øen , vi tram - pede Haren op selv , hver for sig eller i Kæde . Den første Dag stak Paradis dem endnu i Sulet , de lettede tidlig og strøg af Sted med disse uskyldige lydløse Harehop , ud og Ind 22 DANSK NATUR mellem Risene , men Andendagen trykkede de sig til det yderste og gav hele Flugt - repertoiret , naar de maatte op , lavt og pil - snart det første Stykke med Ørerne lagt ned og skrutryggede som Skoledrenge for en Lussing , søgende Dækning af et Halmstraa , og siden naar de naaede længere ud det rigtige sanseløse Firspring hvor Bagbenene kommer langt frem for Forparten i hvert Sæt . Saa skal man alligevel være lidt finger - nem for at give dem det der faar dem til at flyve paa Hovedet i Marken og op igen i en Koldbøtte tre fire Gange deres egen Læng - de frem , inden Farten er af dem . Efter at have leget lidt med Harerne paa denne Maade arrangerede vi til sidst en me - todisk Drivjagt , hvor vi trampede Øen af i Kæde og gennede saa mange af Harerne , som ikke trykkede sig i Krattet eller kneb ud , ned mod Overdrevet paa Øens Syd - spids . Da vi endelig nærmede os Fælleden , var det et virkeligt spændende Syn at se de mange Harer gaa i lange pilende Baner i forskellige Retninger , alle bort fra os — saa længe det endnu varede . Slaget stod saa derude , og der blev jo ikke givet Pardon . DANSK NATUR 23 Forbavsende var det at lægge Mærke til Harens Maskeringsevne , de trykkede sig til det sidste da ingen Flugt længer var mulig , og man saa dem ikke før de sprang op lige foran ens Støvlesnuder . Paa fuldkommen bar Mark kan Haren sætte sig , saa at man kan staa og se lige ned midt paa den uden at ane at den er der . Springer den saa , bli - ver den til i Luften som ved Magi ; ingen Figur egner sig som Harens til at optræde som „Fikserbillede " . Den store Illusionist , Naturen , trolder den ved Ørene frem af det bare Ingenting . Den er Naturens virkelige Pan , hvis Skræk let forplanter sig til Men - nesket , hvis man ikke kender den . Hvor Haren dog er betegnende for de danske Øer ! Den danske Pan ! Ved Gud den burde staa i vort Vaaben i Stedet for Løven , som vi har tilegnet os fra Lande hvor den med Rette hører hjemme , Orienten , det lykke - lige Arabien ! — De satte sig paa den op - skyllede Tang ude ved Vandet og var ikke til at skelne fra den , før vi traadte dem op . Mange slap uden Tvivl fri . Men adskillige maatte op og springe Spidsroden om Kap med de dræbende Hagl . Ad anden Vej naar 24 DANSK NATUR Harestegen nu ikke paa Bordet . Den „for - gjorte " Hare manglede heller ikke under Kanonaden , det tilsyneladende skudfaste Individ der i blindt Idioti sprang os allesam - men under Bøssepiben og slap bort med ti velmente Skud efter sig men uden et Hagl . Lige Kamp ? Naturligvis ikke . Dog maa anføres at Slaget ikke var ganske uden Fa - re for Jægerne , der til sidst stod fem Mand høj inden for hinandens Skudvidde og slængte Skuddene i alle Retninger ; hvem der var mest udsat bliver vor Sag . Et Tillæg i Hæder og Jagtglæde var det selvfølgelig , om Haren havde været et glu - bende Dyr der gik angrebsvis til Værks , saa at man kunde risikere at blive Maaltid for den , om man ikke selv skød i Bunde . Hvis den , skønt stadig Gnaver , var saa stor som en Hest og kom hoppende lige paa — en uhyggelig Modstander ! — med de fire alenlange Fortænder blottet for at skære en midt over , ja saa var den moralske Ret til at skyde jo soleklar for enhver . Men hvis ikke Haren altid havde været holdt passen - de inden for Grænser , kunde den udviklet sig til saadant et Deliriums - Monster . Og DANSK NATUR 25 selv om den ikke havde lagt sig overnaturlig Størrelse til , kunde den have udvidet sig enormt i Antal , en næsten lige saa rædsels - fuld Tanke . Gnaverne yngler som en La - vine , se hen til Mosegrisene , tænk paa Le - mænen , den Tanke lod sig tænke , at en Milliard Harer brød ind over København ! Musetaarnet ! Hu ! Nej , endnu er det os der spiser dem , og Stemmeret har de dog fore - løbig ikke faaet . Før og efter Blodbadet paa Harerne jage - de vi Fasanen , en pragtfuld men uvidende Fugl uden indre Livstegn . Vi gjorde ikke mange Ophævelser med den , den skulde i Gryden , et Par Mand af os bankede Krattet af — og de blev siddende lige til man bog - stavelig talt pirkede dem op — og Resten stod udenfor og knaldede dem ned , naar de var kommen paa Vingen . En magelig og me - get tilfredsstillende Jagt . Interessant , i disse Flyveteknikens Tider , var det at lægge Mærke til Fasanens Færdighed . Den kan fra et uigennemtrængeligt Krat rejse sig lod - ret til Vejrs som udskudt af en Katapult , og er den først i lige Flugt svirrer den ud af Øjemaal i et Nu . Plukket præsenterer den 26 DANSK NATUR sig da ogsaa som en uhyre Tvillingmuskel med Resten af Kroppen og Lemmerne sid - dende ved som et forholdsvis forsvindende Tilbehør . Vingerne har kostet Fasanen dens Sjæl . Men den er køn og udgør et godt Maaltid . The bag : 46 Harer , 13 Fasankokke og 1 Høne , skudt ved Vaade . 2 Pibeænder , hentet ned en skyet Aften hvor der ikke var stort andet at holde til end Vingesuset . Vermin : 1 Høg og 2 Krager . Dem nedlagde jeg ; i hævngerrig Erin - dring om andre Lejligheder hvor den snil - de og altid aarvaagne Rakkerfugl havde holdt mig for Nar . Den ene skød jeg ved at gaa bag ved Forpagterens Vogn til jeg kom paa godt Hold , raa Benyttelse af Over - haand ; men den kom ikke hjem i Krage - rigsdagen og meldte det . Den anden lok - kede jeg ned ved proper Svig , idet jeg stil - lede mig under en Busk og efterlignede Kragemaalet , Sdbroe , Sabroe , til en mindre Fagforening virkelig svingede ned for at in - vestigere — og mistede Fløjmanden . Gud hvor de skraalede op og gjorde i Stand til Mistillidsvotum , da de var kommen vel uden DANSK NATUR 27 for Skudvidde , de rejste Resten af Krage - befolkningen paa Øen og mortificerede mig ved Kaaring , hele Mødet gik en halv Mil til Vejrs over mit syndige Hoved og fyldte Himlene med Skældsord og tilintetgørende Resolutioner . Og da de havde skreget deres Vrede rigtig op i Højden , saa jeg dem flyve bort alle sammen paa een Gang , sagtens over til Fastlandet for at angive mig for end - nu flere og faa mig totalt blokeret . Samme Dag tog vi hjem . Det havde været to skønne milde Efteraarsdage . End - nu saa sent som i Begyndelsen af November stod Skoven med næsten alle sine Blade , men spillende i gult og kobberbrunt . Stilhe - den inde under Træerne var en anden end den om Foraaret , en dobbelt , Opløsningens og Mindets . Enkelte Blade løsnede sig af sig selv højt oppe og kom dalende ned som smaa Faldskærme virrende modløs om den brudte Stilk . Vi falder og forgaar . Men Sommeren var ikke helt svunden , Regnfang blomstrede endnu med de smukke gule Skærme , og en - kelte forsinkede Rølliker og Præstekraver , som det milde Vejr lokkede frem af Rod - skuddene . Ellers stod Blomsterne visne paa 28 DANSK NATUR Stubmarken - , Burren med vaade gabende Frøstande , Skræppen rustrød og stiv men endnu i hele sin Form . Roerne var i Færd med at blive taget op , de hule Bump af dem i Bunden af Vognen , naar Bonden læsser , er Høstens sidste Mu - sik , en Klang som frosne Jordklumper paa Kistelaaget . Godt , det er forbi . Tanken klamrer sig til Fremtid og Fortid . Mens jeg færdedes over de aabne Pløjemar - ker havde jeg samlet en Del Flintsager op , grove Skrabere og Flækker der aabenbart skrev sig fra Bopladser i Stenalderen — muligvis kun een Boplads , da de alle lod til at være af samme Type , og maaske stam - mende fra en bestemt Mands Haand ; de var alle hugget af en særlig Slags lysegraa Flint . Hvem var han ? Hvordan saa den Mand ud der var søgt ene herover til den lille Ø , en Gang for et Par tusinde Aar siden ? Hans Mørke var det der rugede uden for Vinduerne om Aftenen , naar vi var kom - men i Hus . Det var hans sorte Nat derude , Mulmet som Lyset fra Ruderne dannede Tunneler ud i som i et fast Stof , heri stak DANSK NATUR 29 hans Væsen . Han havde det ensomt , han ravede omkring i Høstnætter som denne . Gik man udenfor susede den gravmørke Skov en i Møde . Ovenover stod Karlsvog - nen . Men langt borte rakte den varme Lys - ning fra en oplyst By sig som en Arm ud over Bæltet , det var Korsør . — Tilbage til Byen ! Motorbaaden hentede os med den samme Besætning som færgede os ud , en gammel Fisker eller Skipper og hans voksne Søn . Jeg tror de hed Jensen . Dagen var kold , med en af og til stænken - de bitter Regn , og Blæsten gik til Marv og Ben herude paa det aabne Vand , men den gamle , han kunde vel være halvfjerds , sad under hele Turen oppe paa Ruffet uden fle - re Klæder paa end det Vadmelssæt han gik i hjemme . Sønnen rakte ham en klam Stor - trøje , men han tog den end ikke paa , nøje - des med at hænge den over den ene Skulder mod Vindhjørnet , han var ikke rædsen , som man siger paa jysk . Jo mere man saa paa den gamles Hoved , 30 DANSK NATUR des mere faldt man i Forundring , ikke saa meget over ham som over hans Type . Han havde tydeligt nok været rød : Skagboen , Krøyer , Berg , Bjørnson , L . C . Nielsen , men nu var Fuldskægget falmet af til en hvidgullig Tone der stod groft til de vejr - bidte fuldkommen kornblaa Kinder og de smaa Vildsvineøjne , blegblaa med et meget hvidt Skær i Resten af Øjeæblet , der gjorde Blikket ejendommelig hvast naar han flyt - tede det . Udtrykket var ikke barskt og heller ikke blidt , han var ikke noget for nogen , sagde for Resten heller ingen Ting . Det gamle stærke Hoved tog sig overordentlig velafstemt ud paa den huggende Baad med Søen og Regnskyerne som Baggrund . Jeg maatte tænke paa Drachmanns Fisker , der „tørred ' de skumvaade Kinder " , han havde dette vaade Ansigt Saltvandet giver , grov Hud med store valne Porer , og de blakkede Hænder syntes at have ligget i Blød ; Vandet var hans Element . Under Farten sad han i sine egne Betragtninger og saa sig om , lod det blaa og hvide Blik strejfe ind mod Land . Eller Gud ved om han egentlig tænkte , han var vel bare Søen saadan som den skab - DANSK NATUR 31 te sig i Dag , Regnen , og Kysten derinde der strakte sig lav og i lange Linjer med Hegn langs Vejene , blaabrun Skov og fine violette Agerfelter som en Johannes Larsensk Akva - rel . Jo , han var noget i Forgrunden af et Billede . Og en smuk Ide var det at Sønnen var sat ved Siden af , ragende kun med Ho - vedet op af Motorhullet , et ungt fast Ansigt med Faderens Træk ; den gamle der ikke dør . Længe grundede jeg over hvad der vel kunde foregaa i denne Skippersjæl , hvad han sad og regnede sammen af sin Tilvæ - relse og Nuet , men han forblev lukket for mig . Jeg kunde se paa hans Øjne naar Æn - derne lettede et Sted langt forude i Beltet og strøg afsted lavt over Bølgerne med denne kraftige stinde Flugt , der ser ud som de fløj efter en Snor ; hans Blik fulgte dem , de var i hans Pupiller , men hvad tænkte han derved ? En Gang da han med den valne Haand halede Piben op af Lommen og Fo - ret vilde følge med , saadan som det altid gør naar man er vaad , syntes jeg at vi et Øjeblik maatte føle ens , i det var der et menneskeligt Fællesskab . Men ellers vilde 32 DANSK NATUR han ikke komme . At han var Landets al - mindelige Fisker og Bondetype saa jeg nok , ogsaa repræsenteret højere op ved Lighed med de kendte Mænd jeg før har nævnt ; at Folk som han boede ved Limfjorden og i Sverig havde jeg set , men han forekom mig at give Nøglen til mere . Saa meget forstod jeg at den der saa med hans Øjne saa hvad der var . I ham stak vor Reserve .... Da pludselig som jeg famler med mine Flintflækker i Lommen slaar det mig , at det er ham . Ja det er den ensomme paa Øen , Stenaldermanden med de mørke Nætter i Sjælen ! Anderledes saa vore ældste Forfædre ikke ud . Ogsaa de var Søen og Regnen , ogsaa de levede kun i det blaa og hvide Blik de satte Farvandet rundt og ind langs de taagede nordiske Kyster . Leif den Røde har haft dette Blik og den samme vaade Hud . Stenalderfiskeren paa Slotsholmen i Kø - benhavn i Oldtiden saa netop saadan ud , han hvis Redskaber , grove Flintskrabere , blev fundet ved Udgravningen af Frihav - nen . Og hvem der var i Byen ! Ankommen til DANSK NATUR 33 Korsør kastede vi os hungrigt over en Dag gamle Aviser , Kupeen raslede af Blade i Hænderne paa fem højst moderne Menne - sker , der lod et hvast Blik spadsere op og ned ad Spalterne . Saa kørte vi ind mellem de høje Hus der glaner med den ene Etage af oplyste Ruder over den anden , forbi Gader der pludselig svinger et Perspektiv af Lygter tabende sig i det uendelige ind i Synskredsen og ud af den igen . Buelamperne paa Baneterrænet , Lystaagen inde over Vesterbro ! Telefonen ! Elektrisk Lys og alle Be - kvemmeligheder ! Vejr og Vind er for Haren der hænger ude paa Vinduessprossen til Gaarden for at blive god . Men forleden Nat brød Vejret ind ad mit Vindue i Byen , bogstavelig talt saa Glas - skaar og Sne knaldede hen ad Gulvet . Det var mere end Nat da jeg kom op , uvejrstykt , og det flakkede underlig svangert gennem Tykningen som ved en Ildløs ; dét var Gade - 34 DANSK NATUR lygterne , som Vejret kvalte . Pludselig og uden Varsel var det milde Høstvejr bleven afløst af en pibende Snestorm med Frost . Man fortæller , at det lynede midt i Fyge - vejret , en glimrende og mig ukendt Kom - bination . Da man kom ud om Morgenen , laa København hvid og festlig i sit Vinterskrud . Træer var blæst om , og Telegrafen meldte om Strandinger og Togstandsninger , for saa vidt den da ikke selv var væltet . Hvor ene nu , hvor urtidsmørkt de lange Nætter , paa Øen ! Men Sneen blev kun liggende et Par Da - ge ; saa indtraf det milde vaade Vejr igen , Uge efter Uge , nu og da afbrudt af en Storm der meldte Forlis ved Kysten og Oversvømmelser i Provinsen . December , Januar gik med lukket regntung Himmel og altid pjaskvaade Gader , stadig den sam - me bløde Luft og fugtmættede Blæst , Nul - punkt , Taage , stadig Tøbrud og skumle Da - ge , kold Træk i den aabne Skov og Vindens langtrukne Tuden i Dørene hjemme . Endnu efter at Solen , naar den en sjælden Formiddag glimter frem , allerede er kom - men synligt tilvejrs paa Sydhimlen , er det DANSK NATUR 35 det samme frostfri Blæse - og Taagevejr , den samme Syndflodsluft , der maaske med et forbigaaende Lune af Is og Sne vil gaa over i vort langsomme , urolige og fremdeles vaade Foraar , til Solen og Højsommeren igen trænger virkelig igennem . Saadan , med smaa Variationer , er Aaret hos os , saadan blev vore Fædre mærket deraf , og lad dem der kommer efter os al - drig finde det anderledes ! FORAARSSTORM ISEN ligger fast og sikker paa de store Søer i Københavns Omegn ; i de høje og sole - de Dage , der er klare som i Juni , ligger de milevide Isgulve som glatte Metalspejle , man kan løbe paa Skøjter fra Lyngby til Farum . Ingenting kan sammenlignes med en fugle - fri Langfart derude paa de aabne brede Søer , hvor Luften smager som Æteren i Universet og al Tyngdelov gaar i Glemme . Om Aftenen bliver det saa frostligt og sært , Maanen kommer op stor og lysende og tegner lange Skygger paa Isen , og inde paa Land ligger de bladløse Skove stille og lyttende . Stjerne efter Stjerne kommer frem , indtil alle de kendte Billeder straaler paa den frostklare Himmel . Hvor Verden ligger og maaber sært i dette kolde Lys , FORAARSSTORM 37 meget stille , og hvor Maanen hænger nøgen i Himlene og genfortæller sin tomme Histo - rie . Men Isen lever , den ligger vældigt syn - gende under Frostluften , tonende og reso - nerende , mens den tiltagende Kulde faar Revner til at sprænge sig fra Bred til Bred med Drøn som af Artilleriild og hele den udstrakte Sø vibrerer som en Membran af Krystal , spændt mellem det mørke Dyb under Fødderne , hvor Vandet er indespær - ret , og den stjernetindrende Himmelhvæl - ving over Hovedet . Der gives ikke større Naturspil end en saadan tillagt Sø i Maaneskin , ikke mægti - gere Orgel end Isen der vimrer følsom for den allermindste Lyd , en Spaan eller et Rør fejet af Vinden , og som kan ytre sig i van - vittige Brag som Dommedags Basuner . Isen brummer og gungrer dybt som Afgrundens Røst og ringer fint og fjernt under en ensom Skøjteløbers rytmiske Tag , den er et Instru - ment værd at lægge Øre til . Man kan ikke komme Naturen i dens Magt nærmere hver - ken ved at rejse i Nord eller Syd . Nordsjæl - lands Søer er til ikke alene om Sommeren , ogsaa Isen har noget den skal have sagt . 38 FORAARSSTORM Ingen Friluftsadspredelse er saa sugge - stiv , saa rig paa Stemning i Nuet og ved hvad man erindrer som at løbe paa Skøjter . Fornøjelsen ligger først og fremmest i Ud - foldelsen af Ens Kræfter , Idrætten selv , og i en maaske barnlig men nu en Gang uud - ryddelig Trang til at komme hastigt over Bunden . Paa god Is kan et vingeløst Men - neske vække et gammelt dybtslumrende Flyveinstinkt til Live og nyde noget af den fri Fornemmelse de store Fugle kender , naar de ligger stille paa Vingerne i vide Krese og Baner oppe under Skyerne . Nordboerne nedstammer fra et Folk der - var vant til langt haardere Vintre i Fortiden end vi nu har , derfor gaar Børnenes Udvik - ling gennem en Periode hvor Vinteren er deres Element i højere Grad end Somme - ren , de er smaa Istidsmennesker , og det kan man da ogsaa se paa dem naar de kommer paa Isen , de føler sig øjeblikkeligt hjemme . Men de Voksne faar hele deres Barndom igen , den gammelkendte stærke Lugt og det ringende Blod , Solspejlet der ligger med Silkeglans paa Isen , en lysegrøn Rugager midt mellem frosne Marker inde paa Bred - FORAARSSTORM 39 den , Sorgløsheden , Tiden der igen er lang , og endelig naar man med lidt stive Ben bli - ver Saalegænger igen en Ulveappetit . Saa er det den sidste store Vinterdag paa Furesø . Alle de der var derude den Søndag vil ikke glemme Stormen , der i Løbet af Da - gen blev mere og mere voldsom og tøbruds - varm , en ren Föhn , til der henimod Aften laa tre - fire Tommer blankt Vand paa Isen og Vinteren var brudt . Det blæste saa stærkt at Skøjteløberne , der kæmpede sig op imod Vinden , under - tiden i hele lange Rækker , den ene bag den anden , maatte ligge helt forover og ligefrem gnave sig frem Skridt for Skridt . Der var mange ude med Sejl , og de maatte slaas med Vinden det var en regulær Brydekamp hvor Skøjteløberen maatte bide i Isen og forsone sig med at kure hjælpeløs en halv Snes Alen gennem Pytterne med Sejlet ba - skende og pryglende om Ørene . Men var man saa naaet op mod Vinden ad Fiskebæk til hvorfra Vejret kom , kan det nok være 40 FORAARSSTORM det lønnede sig . Man behøvede ikke at røre en Fod , havde blot at staa stille og var paa faa Minuter suset over Søen , hvor Vinden drev Pytterne op i hastige Krusninger saa de næsten bølgede ud af sig selv . Folk kom staaende oppe fra Fiskebæk med Jakken udspilet og i Jernbanefart . En Havebænk , der var kommen løs et eller andet Sted , blæste over Søen , kredsende om sig selv som i en Art Forundring , et Birketræ kom sejlende ned med Vinden hele Søen over , et Træ paa Rejse med Foraars - hemmeligheder ; det blæste saa stærkt at Vinden trængte ind i Mundhulen og rodede rundt helt ned i Halsen som en levende Ting . Den Slags Foraarsstorme har man i Jyl - land , jeg husker en Gang Folk kom op om Morgenen og fandt Landet oversaaet med Pakkasser og tomme Petroleumstønder , der var blæst væk fra en Købmandshandel i et eller andet Sogn . Saa frøs det igen , og vi fandt indefrosne Bistader nede i Tørve - gravene der var trillet milevidt fra en eller anden Kaalgaard . Det kunde godt skifte med Frost og Tø FORAARSSTORM 41 endnu et Par Maaneder , men med saadan en Storm havde Foraaret nu alligevel meldt sig . Den kom med høj Sol , det var ny Luft . Ak , jeg husker hvor Kakkelovnsvarmen smagte led , naar man havde faaet den første Jævndøgnsstorm ind paa Tanden . Dagene blev saa lyse at man gik og fandt sine Pile hvor de var bleven borte om Efteraaret ; alt faldt af sig selv i Øjnene igen . Selv He - stene begyndte at blive opmærksomme , naar de kom ud , som om glemte grønne Dage dæmrede dem i Hovedet , de saá saa lang - haarede ud og smaa om Munden af den lange Vinterindespærring , men nu var der noget der fik dem til at lette paa Øjenlaa - gene og staa og huske , de kunde ligesom se noget langt borte . Inde i Byen huserer Vinden i de vaade Nætter , gaar blød og formløs med Synd - flodsluft over Tagene . Det piber i Telefon - traadene , det bruser svalt med en Lyd som ude paa aaben Sø hvor Vinden toner i de store Damperes vibrerende Skorstene . Alle fjerne og nære Minder gaar mægtigt i Stor - men , et Ridt af Erindringer der ikke er til at holde ud , Verdener man har set og maa 42 FORAARSSTORM se igen , Steder hvor man var som man ik - ke kan dø fra . Foraar ! Om man rejste lidt ! Langelinje . Derude er der Læ for Vestenstormen , men hvor Ka - stevindene ligger og spreder sig og favner og forsvinder ude over Havnen ! Lyset er blevet saa stort , den flaskegrønne Lav paa Lindenes sorte Stammer skinner langevegne hen . I Hjørnet ude ved Molen topper Van - det sig dybt og uroligt og aander op og ned med sammensvømmet Is og Propper , ude over Sundet hvor Isen er brudt op og gaaet i Drift ligger Dampere med Røgen pilende fra Skorstenen i det friske Vejr . Færgen fra Malmø kommer ind og gaar kongeligt i Bue for at lægge den rette Ende til . Hvor den svulmer idet den kommer , hvor den bry - ster sig , hvor det er den komplet uafviden - de at den i Frihavnsgabet bryder lige igen - nem en svær Isflage , saa Skovlene dun - drer og Flagen opløser sig i lutter elendige Stumper . Kølvandet gaar grønt og skum - mende i en vældig Galop bag Færgen , og i det samme griner Solen igennem og bely - ser det lange stærke Skrog med et helt Jernbanetog paa Dækket og myresmaa FORAARSSTORM 43 Mennesker oppe og nede , forblæste Rej - sende der er gale nok til at gaa i Land net - op hvor en anden En staar og er syg efter at komme væk . Her lugter salt . Pludselig hylles man i en lummer Karbol - og Blæk - lugt inde fra Byens Sygehuse . En Maage slaar ned efter noget i Vandet som et hvidt Ildglimt — hvad behager , en Maage her - ude ? Er den ikke forsørget ved Dronning Louises Bro med fri Sild fra Gud og Hver - mands Haand , er den ikke Pensionær paa Vindueskarmene i Østersøgade , den By - fugl ? Hvad vil den her hvor der lugter af Hav ? Naar man er bleven en Byfugl ... Saa lad os lade Stormen rejse . Lad Sko - ven suse , lad Sejlerne gaa i Kanalen ud for Hastings , lad Vindfløjen dreje sig paa Do - men i Antwerpen . Min Gud , lad Prauerne ligge og vaske i Sundastrædet ! Den første Fugl har ladet sig høre , en lille Fugl i en Granlund ude i Dyrehaven , den sang saa stille og klogt som Griffel paa Tavle , som en af de store Cikader i Tro - perne , jeg véd ikke hvad det var for en Fugl . Den har været søndernede og er kom - men hjem , lidt for tidligt , og Gud velsigne den . 44 FORAARSSTORM Der gaar en Foraarsstorm over Danmark , den taler Udverdenens Magtsprog , og det er lige haardt nok at fatte sig og forstaa , at Meningen er man skal blive hjemme . Men det er Umagen værd nu . Og vi bliver . Endnu falder det ind med Vinterbyger , pibende Snefog og Fimbuls Mørke over By - en , men kort efter straaler Solen , og de glade Skovle skraber paa Fortovene , ingen regner med virkelig Vinter mere . Solen har Magt , kan allerede varme paa Øjenlaagene . Ude paa Furesøen , i Modvinden , forundret over den simple Ting som at det natur - ligvis skulde blive Foraar igen endnu kun - de gaa mig til Hjerte , kom jeg til at forestille mig et Digt , en Foraarsmyte : Jeg saá hele den bundne Natur som et stort hæsligt Krybdyr med Panserplader af Is og Øjne som den fjerne brustne Sol . Men som Fortidens uddøde Saurier er Men - neskets Larve , saaledes er Vinteren med al dens haarde Hud kun en Puppe for For - aaret . Stormen bringer den til at briste , saa Isen skruer op paa begge Bredder af Øre - sund , og ud stiger Foraaret . Kærtegnet af Stormen kommer Foraaret , og hun er en FORAASSTORM 45 dejlig Bondepige med Kjole af Bøgeløv og store milde Hænder som Engene vi skal hvile paa , med den blaa Himmel staaende ud af Øjnene , smilende som Dagen er lang . Saa dejlig en Sjæl har Vinterens skællede og glubende Uhyre , og al denne befriede og tørstende Ungdom er det at Tøbrudsstor - men kaster i dine Arme . SOLSORTEN LANGSOMT viger Sneen , skønt det er langt hen paa Aaret og Solen har Magt ; Jor - den er dybt frossen og Blæsten kold som et Styrtebad , den kommer ude fra al den me - gen Is , som i Maaneder har ligget og end - nu driver frem og tilbage i Farvandene rundt om de danske Øer . . Men nu skulde det snart komme . Træk - fuglene ligger nede ved Grænsen og venter paa at Thule skal aabne ; de faa der er her begynder saa smaat at sige noget , ikke me - get , bare et lille Pip , de har længe ikke knyet , men nu vover de alligevel at afgive deres Stemme for Foraaret . Graaspurvene har i de sidste Aar fundet paa at besætte Træerne i det lille Anlæg ud til Strøget ved Helligaandskirken , her SOLSORTEN 47 sidder de i tykke Flokke , saa Træerne ser ud som de var fulde af runde dunede Frug - ter , og holder et Kvidder , særlig ved Af - tenstide naar den korte svindende Dag blander sig med Buelampernes Ny ; Folk der spaserer ind under de kvidrende Træer kan ikke forstaa hvorfor de bliver saa me - ningsløst sommerligt tilmode . Graaspurven er bleven urolig , man kan se den sidde midt ude paa Brostenene og pudse den slidte Vinterdragt , lukke Luft ind under Fjerene og vende rastløst paa sig , det lader til at andre Ting er kommen den i Hu end det ene fornødne . Hist og her oppe i et Boulevardtræ kan man se en Hanspurv gøre Tilløb til yndige Falbelader for Kære - sten , den drejer sig rundt med Halen slaaet i Hjul og slæbende Vinger , den tripper som paa Ild og skælver , mens den rækker det lille Næb mod Himlen og tjyper og vjiver noget ganske overordentligt , det hele er aabenbart ment som en bedøvende Udstil - ling af Pragt og Ørenlyst ; men den lille graa Spurvekone ænser slet ikke hans Bejler - dans , hun flyver fra Underet ned paa Gaden 48 SOLSORTEN og undersøger noget maaske spiseligt der - nede , først med det ene Øje og saa med det andet ; Manden er forud for sin Tid . En Dag ses nok Spurvemoder flyvende over Gaden med et langt gyldent Halmstraa i Næbet , saa er Miraklet sket der har aab - net hendes Sind ; Solen har naaet ogsaa hende . Ak , lad det ske snart ! Solsorten tier . Den har hele Vinteren holdt til i Villahaverne i Nærheden af Røn - nebærtræerne , der stod med røde Bær langt ind i de kolde Dage , den har ført sit sky Gengangerliv bag Plankeværker og under de nøgne sorte Buske , selv sort som Kul og med svovlgult Næb som en Sjæl der ikke kan finde Fred , altid paa Flugt naar man saá den , altid stum ; for den sære me - talliske Skræppen den giver fra sig naar den flygter er ikke Solsortens Væsen , det er et Vanvidsskrig der kun gør den i Sand - hed stummere ; Solsortens Væsen er Sang . Men det er ikke dens Tid . De Solsorter der bliver her Vinteren over er for Størstedelen Hanner . Hunnerne trækker Syd paa sammen med det øvrige SOLSORTEN 49 Drosseltræk , og de er jo ikke kommen til - bage endnu . Inde paa Frederiksberg Kirkegaard bryg - ger det sælsomt til Foraar . Mulden er end - nu kold , og Stilheden i de Dødes Have bry - des hverken af Myg eller andet Sommer - kræ , her soves over det hele . Træerne staar underligt fede med trind Bark , svulmende af Vækst men uden et Blad . Grædepilene der er bleven beskaaret mod Foraaret lig - ner forvoksede Knogler af mystiske uddøde Dyr , og de mørke klippede Naaletræer drømmer saa haabløst om Syden . Paa Grav - mælerne , der fortæller om svunden Stil og svunden Tid , læser man de kendte tavse Navne , mens Storbyens Brus ligger som en Mur i Horisonten , et evigt Væld der dog kun nærer Stilheden herinde . Sporvognen øger Fart ude i Alléen med en høj stigende Node — javel . En Damper tuder ude i Sun - det længselsfuld efter Havn . Mon de nu derude , Kaptejnen paa Broen , Fyrbøderen nede foran Kedlerne , tænker paa Kirke - gaarden ? En Pige med ildrødt Haar gaar forbi Gitterporten uden et Blik ind . Her er godt . Oehlenschlagers Gravsten ligger tø - 50 SOLSORTEN brudsvaad med Krystallerne skinnende i den rødbrune Granit . Charlotte læser man mellem Vedbend paa Muren ovenover , født 1811 , død 1835 . Stille ! Og naar man har læsset den Byrde af Sødme og Smerte paa Ryggen som ligger i de døde Navne , lader man den glide af igen og gaar . Her er koldt , men Solen varmer gennem den raa Luft , og igen gyser man af dette Foraarsmysterium , Vinterluft som Solens Straalevarme træn - ger igennem . Om Formiddagen naar Solen skinner lidt fra nogenlunde klar Himmel , inden Skyerne lukker sig og laver til det sædvanlige Jævn - døgnsvejr , er der en lille Fugl der pusler inde paa Kirkegaarden , jeg véd ikke om det er en Finke eller en anden mindre San - ger . Den sidder i et Træ og hilser Solen med en lang ganske dæmpet Sølvlyd , som en Cikade , det lyder som en hvid Solstraale , og jeg ser Fuglen strække sig paa Kvisten , gøre sig lang og bade sig op i Lyset , smyge sig saa blødt med tynd Hals op imod dette som kommer ned til den gennem Luften , Solens Kærtegn . Til andre Tider bryder den ud i en fin spinkel Trille , der lyder som SOLSORTEN 51 en Sten der hopper hen over nyfrossen Is , saa tænker jeg den kalder paa Magen . Jeg har set de to næbbes , Hannen sad paa en Kvist og Hunnen kom farende ind under ham , og idet han rakte Næbet ned bed hun sig fast deri og lod sig hænge frit i Luften , mens de begge bruste med Vingerne og skælvede saa de blev næsten usynlige , en Dobeltglorie af endnu ikke moden Fryd , to ubevidste Hjerters Udtryk for at de glæ - dede sig , glædede sig til Foraaret . Men Solsorten er ene . Den flygter som en Skygge mellem Busketterne paa Kirkegaar - den , efterladende sig Genlyden af denne messingskrattende vilde Latter , der lyder som om den aldrig havde haft Sangerhjerte i Livet . Kommer man den nær ser den uforsonlig paa En , sort og med et Næb dyp - pet i Helvede , saa dukker den sig og flatrer lydløst bag om Cypresserne hen paa en an - den Grav . Og dog er det den samme Fugl vi om nogle Uger , maaske kun Dage , skal se sid - de brystende sig i sine blanke Fjer mod Morgensolen paa et af de højeste Gravmæ - ler , som en Sjæl der triumferer over sit 52 SOLSORTEN brudte Ler , med Struben fuld af dybe dej - lige Fløjtetoner , et med Solskinnet , brusen - de , Næbet af Guld ! Saa er Magen kommen hjem . MYRELØVEN HUN holder som bekendt til oppe i Tis - vilde Hegn , vistnok det eneste Sted her i Landet der egner sig for hendes Va - ner . Disse behøver ikke lang Beskrivelse , man véd at det lille centimeterlange Dyr , der er Larven af et florvinget Insekt , sid - der i Bunden af en Tragt begravet lige til de lange sylspidse Kindbakker i det løse Sand og ernærer sig fordomsfrit af alle de krybende Insekter , fornemmelig Myrer , hvis Vej fører dem hen til Kanten af Fald - gruben , saa at de skrider derned . Tragterne findes gerne paa Steder der baade er solede og beskyttede mod Regn og helst i passende Nabolag af en Myretue , og nu tror man jo denne Omsigt skyldes en bevidst Plan , Intelligens , hos Larven ; den 54 MYRELØVEN gaar rundt og ser paa Lejlighed , inden den bestemmer sig for at nedsætte sig . For - holdet er dog snarere det at Myreløven som Insekt lægger sine Æg overalt i Sandet , og at kun de kommer til Udvikling der er ble - ven anbragt paa de gunstigste Steder . Ud - vælgelsen eller rettere Tilpasningen er en fornuftløs Proces uden Spor af Besjæling . Ligesom Jorden ikke kan undgaa at blive ramt af Meteorer fordi der sværmer My - riader af dem i Verdensrummet , skal det slaa til at nogle Æg træffer de rigtige Be - tingelser , mens Resten , den uhyre Majoritet , gaar til Grunde . Selve Livet paa vor Klode skyldes dette blinde Udsaaningssystem , idet Æteren mel - lem Himmellegemerne altid strømmer Straaletryk ) med ufattelig mange mikro - ( skopiske Kim , der slaar Rod hvor de træf - fer en passende afkølet Klode . Alle Organis - mers Livsbetingelse er Overflod ; kan Ar - ten ikke længere tillade sig den store Under - gang , er den ikke ødsel med Liv , da gaar Tilpasningsmuligheden ned , og den er døds - dømt . Dette er den eneste Moral der eksi - sterer . MYRELØVEN 55 Og det er just hvad Myreløven altid har sagt ... de mange er kun til for Individet ! Om Myren ( og gerne ogsaa andre lignende Dyr ) dog vilde tage denne Tanke rigtig ind til sig og gaa med den og blive rig i den , den Tanke at de manges Opofrelse er til Fremme for Arten som saadan ! Og sig det til andre Insekter , som har godt Blod i sig , tal til de Unge og faa dem til at forstaa den Tanke , at alle velsmagende Insekters Mas - seudryddelse er til Fordel for Myrel .... aa , nej , jeg kom til at fortale mig ... til Fordel hisset for vedkommende Art ! Som skrevet staar , hun klæder sig med Sand , omgjorder sig med en Faldgrube . Hendes Mund er en Sugetang , øvet i saf - tige Indvolde , hun kan altid finde Plads til et lille Offer mere , skønt der end aldrig kom - mer noget fra hende . Hun gaar ikke ud af sin Hule , man skal nok komme til hende , hun lider paa Tyngdeloven , har bare at hol - de sig forneden , i Dybet . Hendes Sjæl er det passive Fald i Verden , paa hendes Side bleven til Appetit . Pirker man hende saa ud af Sandet til nærmere Eftersyn , daaner hun paa Stedet 56 MYRELØVEN af Undseelse , ligger hen som om hun var død , med lukket Tang . Og man forstaar hendes Blufærdighed , for man skal vanske - ligt kunne blotte en mere talende Nøgenhed . Af Form præsenterer hun sig med denne rhomboide Svulmen , denne henrivende Overgaaen sig selv i Bredde der nu en Gang er Skabningens Mesterstykke . Hun er endnu skelneligt kødfarvet paa Bugen , en Rest fra fjerne Pigedage , men Ryggen er vortet og blygraa , hun er bleven gammel og skruppet men har sandelig ikke tabt Kræfterne . Der sidder Børster og Koste paa hende , som vender ublidt fremefter , Benene er hærdede og maa helst gemmes , men gør deres Gavn . Forresten bevæger hun sig bedst med Ag - terparten , der er bleven til et helt højkulti - veret Lem for sig . Naar hun synes hun har ligget daanet længe nok , ser man hende slaa kraftigt med Nakken og begynde at gøre det ene stjaalne Sæt med Enden efter det andet , den er bevægelig og intelligent som en Haand og varper sig med Virtuositet ned i Sandet ; inden man véd af det er hun under Laag igen . At Madammen overhovedet kun MYRELØVEN 57 gaar baglæns slutter hendes Karakter na - turligt af . Det gør helt godt i Øjnene naar Sandet dækker den fule Ryg igen , og det synes hun ogsaa selv . Dynen op lige til Tan - gen ! Saa nu kan man godt give hende en Myre , hun vil gerne . Først naar Madammen er i Seng begynder hendes Kontortid . Og den varer hele Døgnet . Henne i Skoven under Granerne , der staar med Chimborazos Højde i Forhold til det lille Liv der pusler under dem , rejser sig Myrernes Millionby , en vældig Metropol med hele Indbyggerantallet paa Benene : holder man Øret til kan man høre Færdslen hviske . Rundt om den mægtige Tue , der er bygget af Grannaale og som rummer uen - delige Gallerier og Kamre , strækker sig et aabent Plateau , hvor Myrerne for Ud - og Hjemgaaende strømmer saa tæt mellem hin - anden at Jorden næppe ses , og ud i alle Retninger løber Myrernes Landeveje , tyde - lige Stier som taber sig langt inde i Tyk - ningen . Her gaar Myrerne endnu i Flok , slæbende hjemefter med Tømmer til Byen eller med døde Orme og Fluer til Mad for Larverne derhjemme . Om deres mystiske 58 MYRELØVEN Liv kan der en anden Gang fortælles . Men naar Vejene taber sig , og Myrerne spredes fjernt i Terrænet , er det at en eller anden paa sin travle Ekspedition kommer Fald - gruben for nær , og saa er vi igen midt inde i Myreløvens Historie . Det er Livets Gang . Her kommer denne lille rastløse Stræber rendende , ustandse - ligt fimrende med Følehornene , og bedst som den er som Flint over hele Kroppen af Flid , bedst som den under Fremrykningen memorerer den evige Myrevise , om at man maa arbejde , kommer den til saadant et rundt Krater i Sandet og bliver forundret staaende . Man maa arbejde , siger den til en ube - vægelig , men tilsyneladende levende Ting dernede paa Bunden . Det svarer ikke . Arbejde , fimrer Myren , standhaftig som en Japaner , og i det samme løsner et Par Sandskorn sig under dens Forben . Kanten af Gruben skrider , og ned gaar det . Myren fimrer af Arbejdslyst hele Vejen ned , marscherer utrættelig opefter , er Arbejde helt igennem , men Fremskridtet taber sig i det rindende Sand , og Myren MYRELØVEN 59 arbejder og arbejder , saa længe til Tangen lukker sig i dens indvendige Dele . Jeg bliver nu fed af at vente , mumler Værtinden dernede med Sugekloen begravet i den Stræbsommes Aarer . Men hun synes skam Myren har Ret . Ude i Tibirke kan man om Sommeren , — i alle Insekternes Sværmetid , se et vinget Insekt noget lig en Guldsmed eller Nymfe , men mindre og i flere Henseender forskel - ligt derfra , aandeagtigt fint bygget og med skønne grafitglinsende Farver , snart flag - rende i ubestemt og temmelig træt Flugt om i Luften , snart siddende paa en Kvist med de sammenfoldede Vinger ned om sig som en Kjole med langt Slæb . Det er Myreløven som Flue . Paa dette Stadium minder hun om visse yderst forfinede , næsten overjordisk kulti - verede Pigeskikkelser , man kan se et Glimt af i kontinentale Storbyer , værnet mod Ga - den af Spejlglasset i en stor silkepolstret Bil eller kuldskært stillet til Skue i en Opera - loge ; Resten af Tiden henlever hun inden - for det fornemste Selskabs beskyttende Rækker , værnet og forkælet af ethvert Mid - 60 MYRELØVEN del Rigdom kan skaffe . Dette luftige Væ - sen synes at have andre Øjne end vi , en anden Sjæl , næsten en anden Tid . Alle Byr - der er taget fra hende , Tilværelsen i sin Stoflighed er som et tilbagelagt Udviklings - trin . Kun i et Udtryk for sit Væsen viser hun Styrke , og det saa meget mere ubetinget som hun er frigjort for alle Tilværelses - kampens andre Funktioner og Forbehold : hvis en Mands Øjne falder paa hende og hun finder Behag i ham , giver hun sig hen , straks , med aabne Øjne , som en eneste bru - sende Blodbølge , uden anden Mission end den at give sig hen , som Libellen i de lyse Nætter . Hun stammer ned fra den barkede og vejrbidte Larve , der sad mere end ensom i Kælderen med Koste paa Flankerne og ud - sugede Myrer . Det er den samme Drift , den samme Sjæl , kun med en Slummer i Jor - den , Puppetilstanden , den lutrende Bevidst - løshed , som Gennemgangsstadium . For der er kun Udviklingen . Og det er da godt at selv den grove og modbydelige Snyltertilværelse ikke er andet end Blodets MYRELØVEN 61 dunkle Imperativ , Nødvendigheden af at samle Næring for at hæve et Fremtidsvæsen saa vidt over Selvopholdelsen , at det kan give sig hen til det Nu i Flugten , den skønne Vilje til at dø , der skal sikre Livets fortsatte Bestaaen . DE UNGE STORKE AUGUST sætter ind med mørke Aftener og Stjerner . Det blæser fra cyanblaa kold Himmel , blæser saa at Træerne nejer sig med krænget Løv i lange brusende Overhalinger , der minder om Bølgernes dunkle Svulmen ude paa Atlanterhavet . Stormen kommer i Rusk og trykker paa de sorte Ruder , befamler hele Huset saa det sukker ned gennem Lofterne , den gaar som en Brand over Poplerne derude og driver dem op til én stor lys Hvislen der dør hen igen , ligesom det salte Skum aander og bri - ster mellem Søerne paa det aabne Hav . Lygterne i Byen brænder grønligt som store Beryller og flakker mellem Træernes uro - lige Grene . Der blæser Frugt ned i disse skumle Nætter , og det tørrer paa Kornet . DE UNGE STORKE 63 Høsten er inde . Saa er vi over Toppen af den Sommer . Den skal ingen Skudsmaal have , det er nok at den er gaaet . Ja , det er svært endnu en Gang at skulle vende sig og se at de er svundet , det Par lyse Maaneder som vi al - drig troede skulde komme . Er det da virke - lig allerede Fortid , det som vi knap fik sanset , Padderokkerne og Viben , Løvetan - dens fabelagtige Skatte af Gult paa Marker - ne og langs Grøfterne vi cyklede forbi , Kornblomsternes blaa Gnister i Rugen , Æbletræerne , Gyvelen , Syrenen , Hylden , jo det var altsammen , og nu er det forbi . Hvor er det foraarssvangre Nu da vi saá Rugmarken ung som et Græstæppe kruse sig og blinke med de brede Blade , mens et Faar brægede under Solvinden og det Uud - sigelige gik som et blændende Glimt gennem Ens Hoved — Nuet har sat Frugt og hæn - ger som Rugens fulde vægtige Aks under Avgustmaanens Tegn , og vi er ogsaa bleven modnere , tungere i Kærnen , med mere vægtig Livsglæde . Al Ting er en Tone , alt vandrer . Fuglene , Foraarstrækket der gjor - de os kolde i Haarrødderne en Nat i April , 64 DE UNGE STORKE jo , de kom , har lagt Æg , ruget og madet , og nu er Ungerne flyvefærdige og parate til at rejse . Der spadserer to Storkeunger nede paa Marken , nylig fløjet fra Reden , de ligner friskbagte Diplomater med de lange aristo - kratisk tynde Ben og Vingerne der ligger elegant som strøgne Skøder lige fra Skræd - deren , de bevæger sig i en langsom Rytme og fingerer at gabe ennuyeret som det sømmer sig fornemme Fugle . Men det end - nu sorte Næb røber Konfirmanden , Øj - nene ser saa udsovede ud og fulde af Skarnsstykker , ret længe ad Gangen kan de ikke holde Anstanden men spjætter pludselig ud bedst som de gaar og tager Til - løb til en højst mærkelig Styltevals mellem Plovfurerne , eller de aabner de splinter - nye lydefri Vinger og flyver op og bakker paa en og samme Tid , bare for at dingle frit i Luften med Stængerne et Øjeblik og føle de kan ; det ser ud som om Jorden brænder dem under Fødderne . De unge Vinger kløer , de letter dem ideligt og stræk - ker dem , spiler alle Svingfjerene ud og fol - der dem saa sammen igen og lader dem med DE UNGE STORKE 65 en behagelig Vrikken falde til Kroppen igen ; med ganske samme Gys af glubsk Tilfreds - hed rækker en Lømmel sig i sit nye Tøj og stinder Nakken for at prøve Ærmegabene . Ungdom er Ungdom . Oppe i Reden paa en kullet Poppel ved Bondegaarden staar Storkemoder og ser ned paa de to Unger , som første Gang er fløjet fra Reden ( hun har selv under megen højrøstet Knebren smidt dem ud ) og glæder sig nu over deres Vigtighed . Nu er det jo straks som om Reden slet ikke eksisterer for de to Gentlemen , de er sig selv , frie og selvstændige , og kan flyve hvorhen de vil . de er et uafhængigt Firma , Storke helt igen - nem . Jo vist . Men det sidder endnu i Moders sølede Fjer og hendes Brystben , der er ble - ven som et Stykke Brænde , at de to unge Junkere er Blomsten af hendes haardføre Møje . Først rugede hun dem ud , og det under en Hede der stammede lige ned fra Jordens indre Ild , derfor blev Brystet saa hærget , og siden madede hun dem hele den lange Sommer igennem . Ingen anede hvad det vilde sige . Det kunde ikke ses paa de to 66 DE UNGE STORKE Modeherrer hvad det havde kostet For - ældrene af Jagter og Spejdergange i Moser - ne og Flyveture frem og tilbage i al Slags Vejr for at faa dem saa kønne ; nu de var opfødte og fine hørte det Fortiden til , hvor uappetitligt de var bleven næret , hvilken daglig Rædsel af allehaande Kravl de hav - de nedsvælget , levende og ubeset , Frøer , Hugorme , Skarnbasser , alt helt og uparteret samme Vej ned . Du gode Gud , hvilken Umættelighed fra de var krøben nøgne ud af Ægget og sad paa Bagbenene i Reden som et Par krokodil - lignende Væsner med Næb som en dobbelt Huggert og smaa Flintøjne , der gik Gnist i Gnist , ustandseligt spejdende efter Mad ! De groede som onde Svulster ; der brød blaa Torne i hele Bede ud af Huden paa dem , som aabnede sig og blev til Fjer , de tog til i Størrelse saa man kunde se det hver Dag , og denne uhyggelige Vækst maat - te næres med en uafbrudt Strøm af alt mu - ligt Levende gennem de graadige Næb der altid gabede langt ned i Halsen , Storkemo - der havde haft sin Sommer med at skaffe Føden til de to stirrende Uhyrer , det havde DE UNGE STORKE 67 været en brydsom Tid , og hun var vel ikke staaet den igennem hvis hun ikke havde næret sit eget Hjerte samtidig med at hun plyndrede sig for sit forslugne Afkom . Hvor de voksede , som Maanen i Tiltagen , som Tiden , Tiden der gaar ! De aad sig i Løbet af Sommeren gennem alle Fuglens Urstadier , fra det nøgne Reptil op til den fuldkomne Flyver ; det var som om Natu - ren kastede alle mulige Dyr i Gabet paa dem for at danne et nyt . Og nu var det lykkedes , Hungerfeberen havde taget Form af et Par første Klasses Storke , Ungerne var bleven voksne mens de lyse Nætter kom og gik over Reden . Det fryder Storkemoder at staa hvilende paa et Ben i Reden og se Ungerne kokettere med deres tilædte Færdigheder dernede paa Marken , danse og kilde sig med Luft under Vingerne . De prøver alt , kun for at prøve det , den ene jager med en lynsnar Bugt af Halsen Næbbet ned i Mulden lige til Øjet , ikke fordi der var en Orm men fordi det er saadan man gør ; den anden falder med Ho - vedet bagover som for at gurgle , den skal lade Knebren høre , men Næbbet er endnu 68 DE UNGE STORKE blødt og det lyder temmelig brusket . Det kan Storkemoder ikke staa og høre paa oppe i Reden uden at vise Ungen hvordan man knebrer . Og hun kan , hun har endnu alle sine Pigedages smidige og musikalsk hen - daanende Halsbevægelser , hun knebrer mod Himlen og lige ud , fyrige Skrald der ikke lader Tvivl tilbage om at hun er sig selv og sin Skrøbelighed bekendt , og hun giver sig hen i en mere sagte , blid Knebren der lyder ligesom med halv Kraft , idet Ho - vedet synker langt bagover , hun retter sig igen og knebrer med fuldt Spektakel lige op mod Solen , mod alle fire Himmelhjør - ner . Og langt borte svarer en mandig Skralde , et Øjeblik efter nærmere , fra et svævende Punkt ude over Tibirke Moser , det er Stor - kefader . Han kommer med lange , stærke Vingeslag i lige Linje mod Reden , han lan - der med Sus og Pift af Fjerene , og han og Storkemoder staar nu begge to bøjet svim - lende bag over og knebrer tostemmigt , skralder saa saare . Ungerne nede paa Mar - ken lader med Held som om det aldeles ikke er nogen af deres Familie der skaber DE UNGE STORKE 69 sig saa ungdommeligt og væmmeligt der - oppe . De Gamle er selvfølgelig ogsaa i Gala , men hvor derangeret ; man kan daarlig hol - de sig fri for den Tanke at Kjole og Hvidt er fælles for Domestikerne og Herskabet . Men hvad er det — Storkefader har gjort nogle velbekendte Bugtninger med Struben er der ikke noget , der vri ' er sig deroppe — mellem Kvistene i Reden , noget langt le - vende noget ? Begge Storkeungerne ser til hinanden , vender sig paa Stedet , spejder op mod Reden , og Øjnene har faaet den gam - le stirrende Flintglans . De hopper uroligt , hvad er det der snor sig deroppe ? Monstro en Svip hjem ikke var passende nu , en min - dre Visit hos de Gamle ? — Gud — nu bug - ter Tingen deroppe — Snog ? Aal ? — sig da vist helt ud af Reden , skønt baade Fa - der og Moder tjatter til den med Næbet — Himmel , om den skulde gaa til Spilde ! — og nu gør begge Ungerne svære Hop hen ad Pløjemarken for at komme paa Vinger - ne , de véd slet ikke af at de flyver . Appe - titen simpelthen haler dem ved Fjerene op i Luften , de sejler af , gør et Par usikre 70 DE UNGE STORKE Sving og lander oppe i Reden . Stor Kon - cert , ivrig og brusket Knebren af Ungerne over Maden og mild forælderlig Deltagelse af de Gamle , som Ingenting under sig . Saa godt er der alligevel i Danmark . Men nu begynder de store Flyveøvelser , først i Omegnen af Reden sammen med Forældrene , siden videre omkring i Selskab med andre Kuld ; de unge Storke gør Be - kendtskab , og de som hele den lange Som - mer igennem har siddet i Reden og set den samme Horisont , de skal nu opdage hvad der skjuler sig bagved , en Horisont meget nær Mage til , de skal lægge sig i mægtige svævende Spiraler en Fjerdingvej oppe i Luften under Fjerskyerne , uden at røre Vingerne skal de krese rundt og eje Rum - met og skue ned paa den vide dejlige Ver - den der aabner sig for de unge Storke i stadig større og mere vidtfavnende Ringe . Og endelig rejser de . Storken , den dan - skeste af alle Fugle , er Kosmopolit og bor om Vinteren dybt nede i det indre Afrika under Ækvator , ved Kilimandscharo , i Jagt - naboskab med Løven og Hyænen , Dør om Dør med Nilhest og Krokodil . Hvorfor bli - DE UNGE STORKE 71 ver den ikke altid i det fine Selskab og i det paradisiske Klima , der serverer Frøen tidligmoden i bagende Dynd med Bobler fra underliggende Forraadnelse ? Hvorfor rejser den hvert Aar de mange Hundrede Mil nordpaa for at lægge sine Æg og ruge i Danmark ? Fordi der stod de forsvundne Skove . Saa trofast er Blodet . De Gamle kender Ruten . Og nu skal Ungerne gaa ind til Eventyret , der rykker nærmere jo mere Avgustnætterne lukker sig og bliver skumle . Vinden bruser i Sko - ven og melder fra om det aabne Hav . Det er godt man har Vinger . Snart aabner Eventyret sig for de unge Storke , den svim - lende fri Verden H . C . Andersen har fab - let saa underfuldt om i „Dyndkongens Dat - ter " . Det er ikke nogen Hverdagstanke at fore - stille sig de unge Storkes Luftrejse ned gen - nem Evropa , over Alperne , Middelhavet og Sahara . Maaske kan det en Gang blive Men - nesker forundt at gøre Rejsen paa samme Maade , med Flyvemaskine — bare Verden saa har noget nyt at flyve efter ! Men det falder aldrig i et Menneskes Lod at se Ver - 72 DE UNGE STORKE den saadan som de unge Storke ser den paa deres første Trækflugt mod Syden , det skal aldrig blive opklaret hvad der gaar gennem den uudviklede men lynende fri - ske Fuglehjerne undervejs . Saa lavt Storkene staar besejrer de dog overlegent Stormen , som forbyder os andre den Luft vi aander i , saa blindt et Sjæleliv de er udrustet med skal de dog paa en eller anden Maade optage de Undere de flyver over , Storbyerne der ligger under dem i Avgustnatten som mumlende Lys - taager , Alpernes evige Is , Rom , Gibraltar , Pyramiderne , Havet der vandrer og toner dybt nede . Hvem der én Gang kun i et Glimt kunde se Verden med de unge Stor - kes Øjne ! Hvem der første Gang skulde rejse og se nye Stjerner ! TIL DRACHMANNS ASKE HVOR Havet var stort den Dag Drach - mann blev jordfæstet paa Skagen . Udenfor Grenen mødtes Skagerak og Kattegat til en vældig Springdans , Søerne stejlede lige op i Luften mod Vinden , som rev Fraaden tilbage fra dem . Det lignede en Hær af hvidhaarede Titaner , der gjorde Stormløb paa Landet . Og længere nede til venstre gik det store Vesterhav ind mod Skagens Nakke i Ko - lonner af lange rullende Bølger , Aarhun - drederne i Procession , den ene tunge Sø efter den anden der rendte Issen ned i Grunden foran Landet og tordnede og skummede væk . Ja Tiden arbejdede og brød ind mod Skagen som den altid gør . Dette Ridt af Bølgen var det der vakte Drachmann — for hvor længe siden ? Aa , det var slet ikke for nogen Tid siden , næ - 74 TIL DRACHMANNS ASKE sten nu . Og der kom de saa kørende med hans Aske for at sætte den i Flyvesandet paa Skagen . En Fisker fortalte mig , at det kun var meget spjældent Havet brød saa voldsomt paa Grenen naar det ellers var Magsvejr . Og Solskin var det i Klitterne . Hvor der var Læ stod Luften solet og mild , som kunde det være midt om Sommeren . Oppe paa de forblæste Klitkamme gik Blæsten strid og frisk , blandet med Suset fra de to urolige Have . Og her stak Marehalmens Straa op af de fine Sandgulve med en Stump Cirkelspor rundt om sig , et Tegn Straaet og Vinden havde været enige om at skrive . Nogle naaede længere og nogle ikke saa langt , men alle Sporene var runde , og saa - dan lever et Straa i Klitterne . I de smaa bløde Hulninger legede det lette Sand i Sol - skinnet og søgte en anden Maade at ligge paa , løb rundt i en lille Hvirvel som et Væsen paa Reden , og lagde sig saa . Men ude tumlede de uforsonlige Bølger . Hvor det passede for den af Elementer jagede Mand , der aldrig undte sig et Suk . Der kunde godt drages et Symbol af dette TIL DRACHMANNS ASKE 75 Vejr med svær Sø i stille Vejr , Drachmann og Danmark , men det var kun tilfældigt , et Lune som han selv . Tilfældigt var det og - saa da en sviende Hagelbyge piskede ned over Urnen og Følget ved Landstigningen i Frederikshavn , og dog var der af Drach - manns Sjæl deri , fordi al Ting var ham , den Vægelsindede , Bygen der smagte af Foraar — hu , som Svøbeslag — og det midt i Vinterens Hjerte . Som Skagerak saaledes sendte Brodsøer op mod Vind og Strøm og Revler under - neden , mindede det store Naturspil om Nia - gara , hvor Vandet tumler netop paa samme Maade og synes at sende Eksplosioner af Fraade tilvejrs mod Himlen , mens det i vilde Strømhvirvler nærmer sig Faldet . Og dette syntes jeg forenede Holger Drach - mann og Skagen og den store Verden han stod Maal med , men aldrig vandt frem til , i et Sus meningsløst og sandt som Tiden der gaar , og bærende som Skæbnen . Det var en Ligbegængelse af gribende og uforglemmelig Alvor , netop fordi ingen Stemning var lukket ude derfra . Den store Digter havde selv sørget for at der kunde 76 TIL DRACHMANNS ASKE være en Fiber af alle Livets tusind Kulører i det Tov der nu blev slidt over . Man min - dedes ham ligesom ud til alle Himmelhjør - ner , lutter Forestillinger der alle syntes udødelige , fordi der var en mærkelig Op - holdelsesdrift i alt hvad der udgik fra Drachmann , og alt slog sammen i en Vishe - dens Zenith om at han nu alligevel var død . Skønt og hedensk førtes Asken af ham ud gennem den aabne Klit fulgt af Menne - sker saa langt man kunde se . Paa hver Vej gik der Folk , som der staar om Slaget paa Stiklestader og her gik man ogsaa fra alle Veje mod et usynligt Skel , under Histo - riens Drift . Her endte noget . Urnen stod højt og ubedækket i den fri Luft som Drachmanns Pande . Man maatte huske paa denne mærkelige Skaldepande , der laa i en Rede af hvide Haar som et Æg af Fuglen Rok . Det gøs lidt i En ved Synet af den opalhvide lethefarvede Urne mod den blaa Luft , og man følte at her var der som et Genskær af den Gru der laa under i Drachmanns Natur , som i alle Men - neskers , men som aldrig vandt Sejr over ham . Døden er haard at gaa paa , og det er TIL DRACHMANNS ASKE 77 bedre at hvile sig paa Engen til den fine Ringen af Hjertegræsset end at faa redt til sig paa en Rist med tusind Graders Cel - sius . Men gjorde det ondt som Helvede at transformere i sin Fantasi Drachmann med Hud og Haar som man huskede ham til denne hvide Ting , saa var der Svaling i den Tanke at vor Ven nu var reduceret til det Par organiske Salte , det mineralske Støv der er rent for Kemien og ens for alle og evigt som Solsystemet . Det skal staa der i Klittens Bryn ud mod Havenes Uenighed og Revlens Trods , i al Slags Vejr , og Marehalmen skal skrive sine Cirkelstumper i Sandet udenfor , Drach - manns Aske skal staa der og tale som en uomstødelig Formel om Livets Ret og om det barmhjertige Ingenting naar vi dør . I Følget bag Urnen gik Krøyer ; ved den - ne Lejlighed traf jeg ham for første og ene - ste Gang og vekslede nogle Ord med ham . Han var helt sig selv i den Periode og gjor - de Indtryk af at være en mere end almin - deligt jævn og afdæmpet Mand , med et Sind saa blødt som hos et Barn , han der 78 TIL DRACHMANNS ASKE paa sin Kunsts Højde imponerer ved denne fyrstelige Rankhed og ved sin i højeste Grad voksne atletiske Stil . Han saa noget til - groet ud i Ansigtet med al den blonde Be - haaring , Øjnene laa skummelt , de havde et ejendommeligt ærligt og afkræftet Blik . Stemmen var tilsløret og meget , meget mild . Han saa udslidt ud men egentlig ikke gam - mel . Der var noget over ham der min - dede om de Kattekillinger Børnene for - krammer og misbruger saa længe til de ik - ke ligner Katte mere . Eller man syntes han kom lige fra Tortur ; de havde vasket ham og klædt ham paa og forbudt ham at røbe noget , og han holdt sig ogsaa godt , kun Hænderne rystede en lille Smule . ... Ak disse Hænder — Drachmann havde ganske den samme nervøse Haand , mager og med spændte værkende Aarer , det gjor - de en altfor ondt at se paa hans stakkels udplyndrede Hænder . De Mennesker ar - bejdede og „festede " sig ihjel . Hvilen de søgte paa Skagen blev til oprivende Inspi - rationer , af deres Ferier skabte de en ny Kunst og en ny Tid . Men Hvilen selv laa ikke til dem , før Naturen endelig krævede sin Ret . TIL DRACHMANNS ASKE 79 Der var ved Drachmanns Begravelse en Slags Hvile over Krøyer , et Vindstille i hans Væsen ; siden kom der jo svanger Luft over ham igen , Skabernød og ingen - steds Ro til han da omsider ikke kunde skælve mere . Nu er han ogsaa bragt til Ro paa Skagen . Hvem skal se Solen for os efter ham ? Hvem skal nu gaa levende iblandt os og bevise os , at saadan er det , det der er ? Hvor de i Grunden var fremmede for Skagen begge de to der nu ligger begravet deroppe ! De kom med fremmede Signaler , en ukendt Kultur om Bord , de blev som Skibbrudne stedet til Hvile i det gæstfri Sand , Drachmann efter at hans Skib var bleven sønderslaaet derude paa Revlerne , og det var den fineste Fuldrigger der no - gensinde har spilet Sejl om Kap med Klode - skyerne , med det dejligste Tømmer i sig — hvoraf ikke en Pind blev hel ! Aldrig er flottere Fregat skyllet paa Land ynkeligere i Stumper og Stykker ! Krøyer — ja skulde man for hans Ved - kommende blive i Billedet , maatte man tænke sig en af disse moderne hvidlakerede Millionærdampere med fabelagtige Skatte 80 TIL DRACHMANNS ASKE ombord , Bronce og Fugleøjetræ og rige Ting overalt og som det kosteligste Inven - tar Verdensluften baade inden - og uden - bords , Oceanerne og de store Byer , Tro - perne , Civilisationens sidste tip - top Forfi - nelse opfattet med havfriske Sanser — og dette svømmende Palads staar nu strandet paa Skagen , helt og uden at fejle det rin - geste , kun fast som en Klippe i Sandet , skal aldrig ud at sejle mere , aldrig vugge med Masteknappen mod Nordstjærnen me - re , aldrig rejse Stævn mod den blaa Døn - ning i Gibraltarstrædet . Ejeren er drevet død op i Land . Men Tilværelsen spotter Billeder . Ingen amerikansk Lystyacht , var den end aldrig saa luksuriøs og kostbar , kunde opveje hvad Krøyer betød som Maler . Og at drukne og drive i Land paa en fremmed Kyst var en mild Død i Forhold til den Drachmann i Virkeligheden fik , den langsomme og kvalfulde Nedbrydningspro - ces , hvorunder han , der i hele sit Liv sejr - rigt og forblindet havde holdt Hverdagen ude fra sig , endelig , endelig skulde blive sig selv , som Hverdagen vil . BRUNO LILJEFORS ØRESUND en Martsdag , endnu vinter - ligt mørkt , men allerede med vaarlige Udbrud af Sol mellem de vrede Byger . Og saa Maagerne strygende i en utrættelig Flyveleg op og ned , hid og did i den stride Luft der holder dem saa glatte , i den kolde bidende Friskhed der bare gør dem mere levende . Snart stiger de som Fakler af hvid Ild , idet Solen bryder igennem Skyen over dem , snart synker de ligesom slukte ned imod de sortblaa Bølger der skygges af Bygerne , men op kommer de igen og læg - ger sig krydsende paa Vinden , tager lange Svævetag sidelængs , ser sig om med Ho - vedet paa Hæld og Næbbet vendt klogt i Retning af hvor Mad kan ventes , og der høres smaa vejrbidte Pib fra dem oppe i 82 BRUNO LILJEFORS den svale Luft , og saa rokker de ganske nær ind over Skibet paa de lange smidige Vinger og ser ned med et Øje og stryger ud igen for ikke at være sidst , om noget godt skulde falde . Sverig og Bruno Liljefors ! Man falder i Forundring over , at den store svenske Malers Opfattelse af Naturen , der fremfor alt synes ligetil , der giver hvad der er , at den for kun en Snes Aar siden , da Liljefors fremkom med den , skal have virket saa revolutionært . Men det lader sig forstaa , naar man betænker at Forskellen mellem Gammelt og Nyt , mellem en tidli - gere gennemgribende Spiritualisme og vor egen videnskabelige Livstilegnelse netop bundede i Forholdet til Virkeligheden , der før overalt var forbudt og nu tilegnes igen overalt . Liljefors ' Kunst er i Slægt med det store naturvidenskabelige Gennembrud der med alle Faser har sit Krystallisationspunkt i den darwinske Aand . Ogsaa Liljefors be - gynder som Jæger . Og han stammer fra Bønder . Der er hos ham det samme lægen - de Tilbageslag til det Jordiske , til det alde - les ikke Festlige men i Længden Bærende , BRUNO LILJEFORS 83 som jo ogsaa udmærker den engelske Fri - luftsmand og Seer der havde den tilsyne - ladende barbariske Smag at føre Mennesket ned fra Familjeskabet med Gud og tilbage til Dyreriget . Liljefors gaar paa første Haand til Na - turen , med sine Fædres Øjne , med ingen anden Avtoriiet end sit Hjerte , ligesom Darwin , og det er den store Kunst . Den fal - der ikke „af sig selv " , det er tungere at tilegne sig hvad man ser end hvad man af meget vægtige Grunde , Folks alminde - lige Mening , tror at burde se . Andre Veje er kortere og lettere at befærde , fordi de mange har gaaet der og gaar der endnu . Men saa er der alligevel en født Ensom der foretrækker Vildnisset , og han kommer en Gang ud med ny Sjæl for os alle . Et Blik paa Liljefors ' Portræt , malet af den Ildkarl Zorn , viser ham som den Enlige i Skoven der har inddrukken de snebegrav - ne Træers Tungsind og har ladet sig trøste deraf . En Mand der har lagt af at græde , fordi nu ved han det , han kender Forgæn - geligheden — men nu skal dog et og andet gives Varighed ! Kunsten bestaar . Liljefors 84 BRUNO LILJEFORS har et stift , fjærnende Blik , som de Ørne han maler . Vi ser igen hvad han har ladet det hvile paa i hans Værker , og vore Efter - kommere vil altid eje disse Brudstykker af Tilværelsen hans Blik har reddet for Udø - deligheden . Af Liljefors Kunstværker er en Andefa - milje betegnende for hans Dyrebetragtning og hele uanselige Metode . Her er der med de simpleste Midler — ingen anden end netop Manden der gør det vilde vove at byde saa lidt — fremstillet en lille Bugt mellem Sivene hvor en Vildand er trukken ind , mens en Hale af Ællinger er i Færd med at følge hende . Der er ingen Historie , hun putter sig i Rørene med Ungerne , det er det hele . Man ser hvor hun gør sig stille , hvor hun allerhelst vil se ud som Siv i Sivet , kun det kloge Fugleøje røber hende . Hun ser saa moderlig ud , alle Mødre har saa - danne forskende , milde Øjne . Men der er ikke fra Malerens Haand anvendt et eneste Træk der ikke er dyrisk , det er kun en And , og just fordi Liljefors véd alt om Vild - ænder og ikke maler andet naar han er ved det , faar man det mystiske potenserede Ind - BRUNO LILJEFORS 85 tryk af Liv der virker næsten menneske - ligt . Sjælen i et Billede retter sig vel heller ikke efter de Rangklasser der udenfor Kun - sten skiller Skabningerne fra hinanden . Æl - lingerne der ror ind efter Moderen som smaa Dunboller paa Vandet er malet med en Inderlighed , som alene en Gud udfolder naar han er uforstyrret . Den samme Haand der flytter Bjærge og udsletter Kloder ska - ber i en Times Vindstille de smaa Vildællin - ger paa Vandet . De er endnu ganske spæde , man kan se hvor de dikker med Hoved og Hals , mens de ivrigt bener af i Vandskor - pen og laver de mindst mulige Ringe foran sig . De er saa dunede smaa at endogsaa Vandet slutter sig som et Kærtegn om dem og bærer dem ligesom Ingenting . Sorgløst svømmer de efter Moderen under Flyve - tilløb med nogle spirende Vinger ikke større end en Negl , og til allersidst kommer en der er bleven lidt forsinket og som dikker noget overordentligt i Vandskorpen for at vinde med . Saaledes har Jægersmanden Liljefors set dem , og saaledes skildrer han dem , den samme Mand der til andre Tider undliver 86 BRUNO LILJEFORS de uskyldige Fugle med Bøssen . Men som bekendt er det netop Jægeren der ophol - der Vildtet ved at spille Vorherres Rolle for det ; Ikkejægere udrydder kun Dyrene ved at beskytte dem . Et Billede af en Regnspove viser Liljefors som den fine Kender af Dyrene i Samspil med deres Omgivelser , den mærkelige Ev - ne de har til at tone sig af mod deres Op - holdssted som man med et engelsk Ord har kaldt mimicry . Det er kun en enkelt Spove der staar ubevægelig mod en Baggrund af Tuer , som har næsten samme Farve . En - hver der nogensinde har set en vissen Tot Græs pludselig faa Liv og forvandle sig til en Fugls bestemt nuancerede Fjerdragt , vil kende dette Billede igen som en stor Ken - ders og Kunstners Mesterværk . Af den Slags Eksempler paa Dyrenes Legen Gem - me i Naturen har Liljefors malet mange og vel at mærke uden just at have til Hensigt at fremhæve Situationen , hvad der kun vil - de føre til Naturhistorie for Voksne , men fordi Studiet af Dyr af sig selv fører ind i den Løndom hvor de og Naturen tilsam - men blænder Øjet . Han har malet en Sne - BRUNO LILJEFORS 87 hare i de hvide Omgivelser der gør den næsten umulig at faa Øje paa ; han har ma - let Tjuren der sidder ind til Stammen af en Gran i Skovtykningen og gaar saa fuld - kommen i et dermed , at man ikke vil op - dage den uden at den rører sig eller man er nær nok til at se det lille blanke Øje . Fuglen ved det som den sidder der bom - stille , stivnet paa Grenen ; men den sorte Øjenperle brænder som den mest intense og rædde lille Livslys i Skovmørket . Der kommer kun Angst til den , og opdager man den saaledes i Skoven udgaar der ogsaa kun Angst fra den igen . Dette er den sande „Schweigen im Walde " , og Bøcklins ellers saa grumættede Farvemosaik med Enhjør - ningen i Skoven er en romantiserende Oversættelse af Naturen ved Siden deraf . Billedet af Spoven er et Vidunder af Stem - ning , det ligner selve den nordiske lyse Nat , den graa Sølvnat der er uden Hem - meligheder men mættet med Ufattelighed , Sværmeri , Elskov . Det mægtige Billede af de to Ørne der slaar ned paa Lommen ude i aabent Hav er vel nok Liljefors ' s mest kendte Arbejde . 88 BRUNO LILJEFORS Det er svært nu at fastholde det lynende Indtryk af Friskhed man i sin Tid , for Aar tilbage , fik af dette nyskabende Værk der siden har bidraget til at omforme selve vor Natursans , saa at det staar som en Kunstens Begyndelse . Nu kan vi kun se hvor det er sandt , nu det har fornyet vore Øjne . Men den Gang det blev skabt var alt nyt . Havet var taget fra Poesien og givet til sin egen Urlov , Ørnene var befriet fra Fabler og heraldiske Baand , hvori de før havde suk - ket , og genindsat i deres Rovfuglefunktion og Lommen , for den var der ikke Par - — don , nej den blev dræbt . Billedet havde in - gen „Forløsning " , ingen køn Nødløgn eller Idé , som forhen krævedes af et Skilderi , det fremførte uden Kommentar Naturens eget grusomme og uskyldige Drama , og det det virkede saa urmægtigt ved var alene Udfoldelsen af Styrke deri , Skønheden . Som Ørnene i dette Billede styrter sig ned over Lommen uden andet Vidne end det nøgne Hav , saaledes svang Bruno Lilje - fors sig over sit Stof , da han blev Kunst - ner . I Nationalgalleriet hænger ogsaa det be - BRUNO LILJEFORS 89 daarende Billede af Rævefamiljen der hol - der Gaasegilde . Det rummer hele den sven - ske Sommer , tindrer som en Solmyte af Lys og af Løv , af Appetit og Spilopper . Der staar ligesom et blændende Støv ud fra Bil - ledet af Solskin og Dun , af smaa uldne Rævehvalpes Leg med Fjer i Munden rundt mellem solbeskinnede Fnug fra Fandens Mælkebøtterne , af Græs og Straa der knit - rer i Varmedisen , af Luft der dirrer under Solen . Det hele er een Taage af Sommer og paradisisk Ungdom . Gaasen synes ikke om det , for hun gaar ikke som paa Forti - dens Illustrationer af Edens Have fredeligt Side om Side med Ræven , hun bliver na - turligvis ædt ; men ellers aander Billedet kun Idyl og Tilfredshed . I Dyreriget hvor Synden ikke er kommen ind kendes der kun Harmoni . Der er derfor heller ikke Grund til ensidigt og altid at dvæle ved Dy - renes Tilbøjelighed til at spise hinanden raa . Enhver Situation er lige god . Liljefors har malet Katten der gaar hjem gennem Morgenduggen varsom for sine Frøkenpo - ter — og med en Lærke i Munden , men han maler ogsaa sine Dyr udenfor Maaltiderne , 90 BRUNO LILJEFORS paa Vandring , syslende med et eller andet Fjerpilleri , paa Lur , i Skjul eller blot i Ro uden at have andet for end at dvæle hvor de er . Saaledes har han i Pagt med alle Na - turens Nuancer og Luner spredt om sig med uforgængelige Portræter og Livsbilleder af Ugler og Maager , Sæler , Tjurer , Snepper , Edderfugle og Ænder , Harer og Bekkasi - ner , hele Sverigs yppige Favna . Og sammen med Kræet har han skildret Sverigs skønne nordisk forfinede Natur , Skærgaarden og Havet , Birkeskoven , de stenede Udmarker , Granernes Alvor , Mo - ser og Søer , og det under alle de skiftende Aarstider , Høst og Sommer , i Snevejr og Foraarsslud , i Sol og i Byger . Et stort Ma - leri af ham der forestiller et af Bræen af - rundet Skær , hvorfra Søfugle mod Solop - gang begiver sig ned i de rosenrøde Bølger , rummer Hav og Himmel og Øer i en nyfødt Stemning , som var det Jorden paa Skabel - sens første Morgen . Et andet Billede af ham gengiver kun det faldende Vintermørke i en nedsneet Granskov , og denne haabløse Pav - se dér kunde godt udlægges som Jordens sidste isnende Aften . Saa langt gaar han — BRUNO LILJEFORS 91 med Morgenrødens Vinger og ind i det evige Ophørs tiende Kulde . Men der er ikke talt med andet end Tilværelsens eget fattige Sprog . Det Thiilske Galleri i Stockholm ejer blandt mange andre Skatte af Liljefors et Billede af ham der synes mig det dyreba - reste af alle , fordi det helt og holdent und - drager sig Forklaring . En Maler kan naa højere end den der skriver , fordi den ende - lige , sidste Simpelhed endnu lader ham be - holde sin Kunsts Virkemidler , mens Digte - ren her maa tie . Hvor Ordet hører op er der endnu de stumme Farver . Billedet jeg tænker paa omhandler en Bekkasin der sidder ved en Pyt ; for Resten maa man selv se det . Med al taknemlig Beundring for Maleren Liljefors agter jeg ikke at sætte ham op paa et Bjærg som et Unikum , en Mand uden Mage . Tværtimod ser jeg hans Betydning i den sjælelige Almenhed der knytter ham ved Slægtskab til det brede nordiske Folk og dets Syn paa nordisk Natur . Som før sagt er han kommen af Bønder , og naar en Bonde bliver Maler udtrykker han sig netop 92 BRUNO LILJEFORS som Bruno Liljefors , hvis Fædre tog rede - ligt mod Tilværelsen og gav den uforfalsket tilbage igen . Luksussjæle staar ene , men de hele og enkle af Hjerte har lykkeligvis mange af deres Lige . Det var heller ikke svært at paa - vise Udviklingsgangen i Bruno Liljefors ' Produktion og det Slægtskab han staar i til andre Malere . Bekendt er saaledes Paa - virkningen han skal skylde japansk Kunst . Den er utvivlsomt tilstede ; men den fore - kommer mig iøvrigt mindre direkte , snarere har han af Japanerne modtaget Impulser i almindelig hedensk Retning . Evropæiske Fordomme tilegner man sig ikke af Japa - nerne . Under alle Omstændigheder er hvad han har lært naturligt tilegnet og fordøjet . Af Malere der saa at sige deler Øje med Liljefors henviser jeg som mest nærliggen - de til den danske Maler Johannes Larsen . der har frembragt Arbejder i Stil med Lilje - fors , uden at man behøver at henføre ham til hans „Skole " . Johannes Larsen er lige saa dansk som Liljefors er svensk . Han deler sin Fælles Metode deri , at han maler hvad der ligger ham under Øjnene , dansk BRUNO LILJEFORS 93 Natur og de Dyr vi har . Er der nogen Na - tur der som den danske bliver dejlig , be - skeden som den er , af at man netop vælger den ? Som en Pige der ikke havde troet det , der synker i sine Knæ over at nogen vil have hende , bliver der dejligt i Danmark un - der den milde Kunstners Haand . Johannes Larsen har bejlet til en lille Egn ved Kerte - minde og faaet Ja . Hans store Billede af Foraar i et Kær , med Fugle , der var ud - stillet for nogle Aar siden , er et Monument for Rigdommen i at tage det der ligger for paa sine Hænder og bære det til sine Da - ges Ende . Det er et Billede der altid vil vare , ægte , i sit Inderste dansk . Mest genkalder Liljefors dog Lundbye , hvis blotte Navn vælder af Uskyld og Sød - me . Nogle faa Tegninger jeg har set af Liljefors minder ogsaa paa en mærkelig Maade i selve Haandelaget om vor danske Mester . Men begynder man først at snakke om danske Malere bliver man bange for ikke at nævne flere . Desuden føler jeg Uholdbarheden og Tvangen i at gennemføre Maleres Inddeling efter om de udelukkende fremstiller Dyr 94 BRUNO LILJEFORS eller ogsaa andre Ting . Liljefors er en stor Maler der ikke har vundet Tid til mere end Noæ Ark endnu og maaske ikke naar læn - gere , men derfor har han ikke kasseret Re - sten af Verden som umalerisk . Det blev mig da ogsaa fortalt i Stockholm , at Liljefors nu efter at have tilfredsstillet Kravet til sig selv som Skildrer af Dyr længtes efter og havde i Sinde at tage fat paa det ypperste af alt Vildt , Mennesket . Og bag Mennesket øjner man Byen , der er et endnu vildere Landskab end Skoven og Havet . Der er in - gen Grund til ved Friluftsbevægelsen i Kun - sten kun at tænke paa Dyre - og „Natur " - skildrere . Man maa derved forstaa den Kunst der har brudt med al Vedtægt , en - hver Uvirkelighed , og begynder forfra un - der Tilværelsens fri Himmel , netop med det som sit Motto , at alt er Natur . Det har man derfor Lov at vente af Fri - luftskunsten , at den efter at have forløst Sjælen i Dyret ogsaa en Gang gengiver Mennesket dets Uskyld midt i den Verden af tilsyneladende Unatur og Fortræd det har optaarnet om sig . KRISTOFFER INDE i Landet bag Kristiania ligger de tre mægtige Bjærgprofiler , Skauumaasene : der altid har strakt sig der med lukkede sovende Træk og ruget over Aarstiderne , mens Folk nede i Dalen passer Dagene og deres smaa Ting . Det var en Sommer jeg boede paa et af de mange Skær derinde i Fjorden , med Front mod Aasene og de mørke Koller oven - over Kristianiadalen , hvor Byen laa inderst i Bugten , altid skjult under sin egen edrede Røg , som en doven Vulkan , og hvor Nord - himlen i de lyse Nætter skinnede igennem af Solen , der var gaaet under men ikke længer bort end at man ved Midnatstid godt kunde læse en Avis i det Fri ved det gule lysende Skær fra Nordhimlen . 96 KRISTOFFER Ingen kunde gaa i Seng i de dejlige Næt - ter ; hvorhen man traf at komme ved Natte - tid , i Byen eller ude paa Øerne , hørte man dæmpet Samtale og stødte paa smaa Grup - per af unge Mennesker , der flød sammen med Omgivelserne og Tusmørket hvor de havde lejret sig , i Hindbærkrattet , mellem nogle Stenblokke eller paa de flade Heller og Granitgulve ved Stranden , der holdt Var - men Natten over som Bagerovne af det Solen havde stegt om Dagen , og ikke dug - gede . Ikke at tale om Ekeberg , den norske „Madam Græsmejer " , hvor kvalte Hvin og Klink af Flasker , som gik i Skaar , forkynd - te at Kristianias Ubeskrivelige festede i improviserede Reder oppe mellem Enebær - purrerne paa den bratte Skrænt . I disse skønne nordiske Nætter springer mange Skæbner ud som underlige Blomster , hvor af man kun beholder Duften , men Ingen ved før længe bagefter at de dengang blev mærket for alle deres Dage . Skæret havde et Badepensionat , to gan - ske friske fuldtmonterede Tømmervillaer , beboet af Godtfolk fra Kristiania , som tog ud og ind med den lille Dampbaad , hvis KRISTOFFER 97 Rute berørte Øen ; Resten laa hen som fuld - kommen øde bræskuret Granit eller hist og her i Lavningerne plettet af en Smule Jordbrug holdt oppe af en Husmand , Ur - mennesket paa Øen som havde boet her alene indtil Kulturen naaede ham . I de lange vindstille Sommerdage med fuld bagende Sol paa stod alle Vinduer aab - ne i Pensionatet , og ud af samtlige bølgede i et væk Sonater og Galoppader fra de land - liggende Damer , Huset genlød i to Etager af megen og veludviklet musikalsk Dan - nelse . Men naar det var bleven hvad Folk der ikke ferierer kalder for Fyraften og Heste - kræfterne oppe ved Klavererne undte sig en Pavse , kunde man høre den spæde flyg - tige Klang af en Violin et eller andet Sted fra Skæret , hvor nogen havde stukket sig bort i den lyse Nat og sad og spillede med sig selv . Det var Kristoffer . Han var Arbejdsmand og gik hver Dag og sprængte Fjeld og ryddede Grund til me - re Pensionat , i Sjak med Husmandens Søn Anton og saa et gammelt svenskt Individ , hvem Vandrerlivet havde drysset af paa en 98 KRISTOFFER Arbejdsplads som denne . Husmanden selv var gammel og gik i Barndom . Alt dette her nye gik ham over Hovedet , han orkede stiv - benet omkring fra Morgen til Aften ophid - set af Travlhed , men fik aldrig andet be - stilt end at lægge alt det paa Plads de andre havde flyttet . Et stille Ordensvanvid lod til at være det sidste Livstegn hos ham som ofte hos gamle Folk , jeg saa ham taalmodig og forbitret sætte Spader og sligt paa Plads igen , som var det ham egentlig inderligt imod at noget overhovedet blev brugt ; Red - skaberne maatte idelig hentes og hentes igen af de andre der skulde have noget gjort . En Dag stod den Gamle og græd i al Hemme - lighed nede over Baaden , som de skændige Mennesker havde fortøjet med den gale En - de indad ... Kristoffer havde et stort flammende rødt Skæg , hvori der altid hang Stensmuld og Fliser fra Graniten , som han bestandig hak - kede i . Jeg hørte ham overhovedet aldrig sige noget . Ansigtet var udtryksløst , Øjnene temmeligt fremstaaende og døde . Det var aabenbart at han ikke interesserede sig det ringeste for nogen eller noget , og hvem skul - KRISTOFFER 99 de til Gengæld tage Notits af en ganske al - mindelig mut Arbejdsmand , der gik og ro - dede i sine Skærver ? Kristoffer var en væl - dig Arbejder . Han gik ved sine Staalstænger og svære Hamre som en Bjørn paa Bag - benene , han skød Ryg og tog Livtag med Granitblokkene , brødes med dem og træng - te haardere og haardere paa jo tungere de gjorde sig for ham . Han klamrede sig til svære Klippestykker , lagde sig bagover med dem saa de kom til at hvile ham paa Skødet , hvorpaa han rokkede af med dem kun flyttende Benene i smaa stive Skridt fra Knæet nedefter ; saa lignede det hele et lille Fjeld paa Vandring . Til Tider saa det ud som om han sloges paa Liv og Død med den stenede Jord hvori han havde brudt et Hul , han kunde blive helt rasende saa det var stygt at se . Den gamle skikkelige Svensker søgte da at faa ham beroliget , og her bar han sig ad ganske som naar man vender Sindet paa et Barn , der er bleven ude af sig selv . Han lod selv som om han blev over - ordentlig vred paa den slemme Jord og an - greb Klippen med tilintetgørende Hammer - slag mens han , ikke uden snilde Blink i 100 KRISTOFFER Øjet , skældte den ordentlig ud og gav Luft for et Udvalg af overdaadige svenske Eder . Det stillede gærne Jætten , uden at han ret vidste af det , og saa gik det igen rimeligt , omend stadig med undertrykt Ubændighed fra Kristoffers Side . Det var ikke Kræfters Overflod den gam - le Svensker led af , tværtimod , alle hans store Fagter gik nærmest ud paa at skjule at der ingenting var mere . Han spyttede meget og djærvt i Hænderne , bredte sig ; med Albuerne og beskrev overdrevne Buer i Luften med Værktøjet , men havde han ik - ke været i Spænd med Kristoffer og Anton , der med sine atten Aar var tæt og stærk som en Bøffel , var det jo blevet til det rene In - genting med ham . Saa søgte den Gamle at opveje Ubrugeligheden , der som han mente var hans egen triste Hemmelighed , ved en endeløs Tjenstivrighed og en Føjelighed der ikke kendte Grænser , han kom Alver - den i Møde længe før Halvvejen , indrøm - mede alt , tilgav alt , var altid blid , rystede lattermild paa Hovedet bare han kunde gøre sig nyttig . De tre gik meget endrægtig i de gode KRISTOFFER 101 Sommerdage og sprængte Fjeld væk til en ny Byggeplads . Kristoffer ledede Arbejdet og sang Opsangen , naar de baksede med Blokkene og der skulde tages rytmisk fat for overhovedet at faa dem af Stedet , det var en langtrukken melodiøs Stønnen i Takt , der kunde lyde som Sang : Lan — ge Sæt ! Høk ! Kom saa her , Stejn ! Drej ' en rundt — Høk ! Tidligt om Morgenen , længe før nogen i Pensionatet var staaet op , kunde man blive revet ud af Søvne eller blot rystet i Drøm - me af et tungt jordskælvlignende Drøn med en Regn af Brædder og Sten bagefter , det var Kristoffer , der lod en Mine gaa ; op ad Dagen ryddede Holdet saa det sprængte Sted og borede for et nyt Skud , dybere ind . Men i sin Fritid spiller Kristoffer Violin . Jeg hører ham hver eneste Aften . Han gaar afsides et eller andet Sted paa Skæret og sætter sig ganske alene og spiller , gamle snørklede Valse og Slaater eller ogsaa blot meningsløse Toner , Strøg og Løb hen i Vej - 102 KRISTOFFER ret . Snart piner han skærende Lyde ud af Kvinten , snart lokker han et Par dulmende Brysttoner frem paa de dybe Strenge , og med denne Katzenjammer kan han blive ved i Timevis . Prøver han sig frem for at faa hvad der ligner Skrig og Suk gjort til Musik ogsaa ? Stemmer og stemmer han i Haab om at befri en Svingning i Blodet der ikke kan befries ? Hver Aften naar al Vind har lagt sig og Søen ligger rolig , spejlende Aa - sene og den gule Nordhimmel , er Kristof - fers Musik som et sygt Sted inde i Stilheden , en værkende Puls , Uro , Uro ... En Gang om Ugen eller saa tager Kristof - fer til Byen og kommer hjem med Aftenbaa - den døddrukken . Anton og den gamle ven - lige Svensker læsser ham ned paa Bryggen og sørger omhyggeligt for ham , han er be - vidstløs af Alkohol og maa ledes og bæres af Vejen . De lyse fremspringende Øjne staar ganske brustne og det ildrøde Skæg , der bruser ham ned over Brystet fuldt og rundt som Pelsen paa en Ræv , vansires af Tobak og Savl . Næste Morgen staar Kristoffer igen med sit lukkede Ansigt ved Staalstangen og Hamren og synger Opsangen : KRISTOFFER 103 Ohaa — den er tung ! Aah ! Ryk paa en Gang ! Ohaa , Stejn — Høk ! En Aften roede Anton og jeg ud i Baaden for at fiske . Blikstille . I Nord stod Lysnin - gen over Grefsenaasen , udenfor hvor den spejlede var Søen kulsort og fuldstændig blank . De lyse Træer inde paa Land rørte ikke et Blad . Overalt fra Øerne vi roede omkring imellem hørtes Stemmer ud over Vandet og en klingende Genlyd naar nogen lo , Dæmringen gjorde Folk mere stille , men man kunde høre hvor de havde det godt . Selv ude fra Dybet i Sejlløbet mellem Skæ - rene lød Stemmer , anstrængt prustende , det var Svømmere som man ikke kunde se der laa og baskede derude og ikke kunde nøjes med mindre end at drikke Hav og Som - mernat ind med hele den nøgne Krop . I de smaa Badehuse der hang ud fra Skæ - rene rumsteredes der og hvintes af oversta - dige Tøse , og et Sted hvor vi roede forbi slog en af dem Badehusdøren op og viste forvovent sit lille rosenrøde Havfrulegeme i Nattelysningen , med det vaade Haar ar - rangeret ned over Skuldrene , skabt som en 104 KRISTOFFER af Zorns dybhoftede Kvinder , men endnu ikke udvoksen . Det var Hilde , og da hun havde gjort det smækkede hun med en Hujen halvt udfordrende og halvt i Rædsel Døren til for sig igen . En Damper kom ind udefra Stejlene med rød og grøn Lanterne . Tegltaget inde paa Hovedøen dæmrede stil - le , og bagved glimtede og brødes det gennem Disen af Byens tusinde Lygter . Da vi igen gled forbi vor egen Ø , hørte vi Kristoffer spille derinde . Det var hans sæd - vanlige feberagtige og vaandefulde Kradseri paa Violinen . Jeg fandt Anledning til at spørge Anton , om han ogsaa troede Kri - stoffer var rigtig vel forvaret . Han trak var - somt paa Skuldrene . Aa jo , Kristoffer ska - dede ikke noget saadan paa Forstanden , han var en fornuftig Mand — Men han mistet Kona si nu i Foraaret . Hun døde nok fra ham i Barselseng . Anton halede sin Snøre op , og der lød ikke andet end Draabernes skøre Perlen i Vandskorpen . Saa er det han har Violinen i Stedet , men - te jeg og tilføjede , ikke videre heldig , en Bemærkning om at Pigen vel nok alligevel havde været bedre end Violinen . KRISTOFFER 105 Det svarede Anton ikke noget til . Men idet han langsomt begyndte at rinke Snøren ned i det kulsorte Vand igen , kunde jeg se at noget besværede ham , Pavsen , noget han syntes der skulde siges . Han vendte Ansig - tet indad mod Land , i Retningen af Kristof - fer , som nu spillede op til en gammel guds - forgaaen Hoppevals , og der kom saadan et undskyldende Udtryk i Antons Træk . Det var ellers ikke let for nogen Art Sinds - stemning at arbejde sig igennem til Minespil - let i Antons tungnemme Fysiognomi , Knip - len var ophovnet i Ansigtet af lutter Ung - dom , Øjnene druknede Hovedet paa ham af Blodrigdom . Undertiden kunde Drengen i ham endnu slaa igennem , i Anledning af er eller andet han fandt godt , , saa smilte han , men saa lidt som muligt og til den ene Side fordi Læberne var sprukne af Luften og vil - de springe op og bløde . Men nu smilede han ikke , han sad og blev mere og mere kejtet af dette der trængte paa i Tavsheden og som ikke kunde bane sig Vej . En Gang saa han hastigt paa mig med de smaa ærlige Øjne og slog dem straks ned igen . Omsider rystede han ganske privat paa Hovedet , 106 KRISTOFFER drog et Suk og slog det hen der dog var umuligt . Jeg forsøgte at se hende for mig , den Dø - de . Men jeg havde jo ikke kendt hende , og det vilde ikke gaa at tænke sig en anden i Stedet eller forestille sig Gennemsnittet af Arbejdsmænds Koner i Almindelighed . Det var hende der var død og ingen , ingen an - den . Det blev til at ogsaa jeg maatte sukke og slaa det hen , i den længselsfulde lyse Nat , der var saa fuld af varme Stemmer hvorhen man saa kom , gemte Par der hvi - skede , Lokken og hidsig Hjertebanken over det hele . Ja det var Kristoffer . Ved et Spil af Til - fældet var han bleven Navne til den hel - lige Christophorus , ham Færgemanden der kun vilde tjene den Stærkeste og tog det meget bogstaveligt ; Kristoffer var ham vir - kelig heller ikke ulig , ogsaa han sav - nede Gaver for et Liv i højere Forstand og kunde slet ikke være noget for Gud — som de siger er Kærlighed — uden ved at flytte og slæbe omkring med de tungeste Byrder , . PECCARYEN Vi var et Selskab , der laa ude paa en Savmølle i Skovene omkring Red Ri - ver , et Par langhaarede Skovmænd der op - holdt sig der ; en livsglad Kæmpe ved Navn Galhager , en gammel Jægersmand Low og saa mig foruden en anden Dansk . Det var i det tidlige Foraar , Marts — April , hvor Over - svømmelsen fra Mississippi gik op ad Biflo - derne og satte hele Landet under Vand . Skoven laa oversvømmet milevidt i en Alens Højde , men Terrænet , oprindelig Prærie , var saa fuldkomment jævnt at man i Gum - mistøvler kunde vade omkring i Timevis med kun et Par Tommer af Skafterne oven - ud uden at Vandet nogensinde gik over . Ellers naar vi skulde fra Sted til Sted sej - lede vi i smaa aflange Trug , der lige kunde 108 PECCARYEN bære to Mand . Hist og her ragede et mindre Parti af Skoven som en Ø op af Vandet , og her holdt Vildtet til , det der var , Harekani - ner , Egern , Opossum og — o Rædsel ! — Skunk c : Stinkdyr ; Vaskebjørn , Coon , naar man var heldig og Guldaldersagn om Hjort og den graa Bjørn . Desuden gik der en Del tamme Svin ude paa „Øerne " , de tilhørte Farmere i Omegnen og blev holdt frit i Sko - ven hele Aaret ; men om dem senere . Vi var der nærmest for at skyde Ænder , som trak i denne Tid i uhyre Flokke . Vild Kalkun gaves der ogsaa her , men sjældent , vi hørte dem , men kom ingen paa Skud . Savmøllen laa fuldstændig omflydt af Vandet , der gik helt op til Maskinerne ; den stod derfor stille , de to Mænd var der kun fordi nogen skulde være der , de jagede og lod Haaret gro . Det var et Par stille Mænd . lidt vaade og forkomne men inderligt til - fredse , de havde den ganske lave varsom - me Stemme Folk faar af at leve meget ene ; det lød uendelig varmt naar de talte , og der var heller ikke en ond Blodsdraabe i dem . For Resten gjorde de sig ikke bemærket ; jeg ved ikke hvad de hed . PECCARYEN 109 Galhager gjorde sig bemærket , støjede al - tid med harmløs Dødsforagt og lyste over den druknede Jord med et Par frodige blaa Øjne . En Knebelsbart hvid som Halm af Naturen men meleret i Farven af Tobak . Regn og Krudtrøg hang ham ned over den saftige Mund , et evigt Gennemvandrings - sted for Whisky den ene Vej og henrykt Fabel den anden . Han paastod at han kun - de tale Dansk , men vilde ikke lade sig be - væge til at sige noget . Endelig en Gang gav han efter for vore Bønner , stod op i sin ful - de Højde og fremsagde med mægtige blaa Øjne Ord for Ord følgende Sætning : Mine Bukser er paa Mode ! Han anede ikke hvad det betød , og det var alt hvad han kunde ; men Dansk var det dog vel ? Gud ved hvor han havde det fra . Han kunde nogle sinds - svagt lystige Historier , mest om Heste og Muldyr , og da en Historie var kommen igen mere end een Gang og vi begyndte at lade som om vi døde af den , blev det til en fast Spas paa hele Udflugten ; hver Gang vi ef - ter endt Jagt mødtes ved Savmøllen , eller naar Galhager udspejdede en af os i det Fjerne , hujede han saa det kunde høres halve Mile i den oversvømmede Skov : 110 PECCARYEN Let me tell you ' bout dat horse ... Vi tog saa Flugten eller værgede os med rasende Hyl som overdøvede ham , holdt ham paa Afstand med Aarer og Stænger , sigtede paa ham med Bøssen , mens han brølende af Latter fortalte Historien ud for fyrretyvende Gang og nød vore Lidelser . Saadan var Galhager . Han var en glimren - de Skytte ; min Kammerat , den anden Dan - sker , var i Baad med ham . De to langhaa - rede fra Møllen gik ud sammen , og altsaa blev jeg i Kompagni med Low . Jeg ved ikke om han var treds eller halv - fjerds , men han var gammel . Det var mig ufatteligt at han kunde holde det Liv ud vi førte . Vandet lagde endnu til om Nætterne ; efter en hel Dags Strabadser ventede der os et Lærredstelt og et Tæppe ; men Low tog Tørnen med os andre som ingen Ting . Jeg erindrer en enkelt Morgen hvor vi sad i Baaden under Trækket og blev saa kolde , at vi bogstavelig talt mistede Mælet og maatte krybe op paa en væltet Træstamme for at rette os ud . Truget var saa smalt at vi ikke en Gang kunde staa oprejst deri uden at PECCARYEN 111 vælte . Low saa ikke ud til at have længe igen ; men da han havde faaet en Slurk Whisky — Flasken hoppede i hans Haand , saa afmægtig kold var han bleven — og gaaet sig en „Tur " paa Vindfælden , kunde han igen og havde ikke en Tanke mere til - overs for den Tørn , blev heller ikke saa meget som forkølet bagefter . Han var hjem - mefødt i Arkansas og havde været Jæger alle sine Dage ; hvorsomhelst vi kom i Sko - ven kunde han lade falde en eller anden Be - mærkning fra en længst forsvunden Tid der stadig syntes ham lige nærværende ; her skød han et Dyr , her plejede der at være Bjørn ... Men nu var den Tid forbi , og Low var en gammel Mand . Ja Vildtet og Jægeren følges ad , gaar al Kødets Gang . Low var gærne tavs , som gamle Folk , ikke fordi han rugede over noget eller var ked af det . Naar han endelig talte røbede han et stille Lune , kunde undertiden være drøj paa en egen primitiv indiansk Maade . Hans Stemme var ligesom de to Savskære - res saa mild og varsom , saa inderligt venlig som jeg kun har hørt Mage til hos visse gam - meldags meget enligtboende Bønder i Jyl - 112 PECCARYEN land ; det lød som en Koncert , en glad og kærlig Vekselsang , naar de tre vekslede Snak om Dagens smaa Hændelser . Den amerikanske højrøstede Livsglæde repræ - senteredes af Galhager , den utrættelige hans Humør stod paa Jubel fra Morgen til Aften og helst en Del af Natten med . Vi sad undertiden og spiste og drak til langt ud paa Natten , mens sære døende Lyde trængte ind i Pavserne fra den oversvømmede Skov , Vindens Sus i de nøgne Træer og en kold Knirken fra Vandet , der lagde til med tynd Is i Kronerne af de væltede Træer . Saa kunde vi høre Low ligge og smaaknurre og snappe efter Luft som en gammel Jagthund i Søvne ' . Low fulgte os andre i alle Ting , kun gik han tidlig til Ro . Naar den Gamle havde spist krøb han i sit Tæppe , saa ubemærket som muligt , vendte os Ryggen og sov ind med et lille kort Suk . Saa var han glemt , indtil den Byldt Tøj der laa i hans Hjørne af Teltet igen blev levende om Morgenen og gamle Low rettede et Par langsynede falmede Øjne ud gennem Teltaabningen paa den nye Dag for at se , hvordan den PECCARYEN 113 stemte til hans Sjæls Aften . Han var gam - mel . Og alligevel var det Low der gav det ung - dommeligste Bidrag til vor Underholdning , det hvori der var mest bunden Varme , en rigtig Drengebedrift . Det kom sig af Gri - sene , disse kære Husdyr der gik i Flokke paa de tørre Steder af Skoven og var bleven temmelig vilde ; de kunde godt stille sig tru - ende op naar vi landede paa deres Øer , og en og anden Gang havde vi fundet det klogere at fortrække end at indlade os paa Vidtløftigheder med det taabelige Kræ . En Digression om vor Diæt . Foruden medbragt Saltmad og Brød fik vi fersk And , primitiv tilberedt ved at vi skar den pluk - kede And for og stegte Stykkerne paa Pan - den . Det var en udmærket Ret , og der var Guds Velsignelse af den , Andejagten var saa rigelig at vi kunde skyde fra et halvt til et helt hundrede Patroner op om Dagen hver . Men selv af And faar Tanden nok ; der er Kød af andre Dyr som ogsaa smager godt , og som man virkelig længes efter . En Morgen stod Low op før os andre , saa rent umeneskeligt tidligt som det kun 114 PECCARYEN kan falde gamle Folk ind , og vi hørte to Skud lige efter hinanden fra hans svære dybtrungende Bøsse inde i Skoven . Han kom hjem fra Jagt endnu inden vi var ble - ven færdige til at lægge ud . Tavs lagde han til Slippen der fra Savmøllen løb ned i Van - det , og da vi skulde hen og se hvad han havde faaet , laa der en køn halvvoksen Gris , hvid og rød , paa Bunden af Baaden , nylig dræbt ved et Skud i Agterparten . ? ? ? Vi saa paa hinanden , vi saa paa Grisen . Galhager rejste sig paa Tæerne og skød Børster , fnøs stærkt ud af Næsen . Hvad det var for et Dyr ? Det er en Peccary , sagde Low uden at blinke . Peccaryen er det amerikanske Vild - svin , som imidlertid ikke gaar saa højt op som til Arkansas . Peccary ! brølte derfor ogsaa Galhager , idet han blæste en Masse Luft ud af sig — er du ikke selv en Peccary ! Ja , det er et Vildsvin , paastod Low , nu ogsaa i en raabende Tone , som om han blev vred . For Satan , Utysket overfaldt mig og vilde have mig ædt ! PECCARYEN 115 Nu gik et Lys op for Galhager , han traad - te hurtigt hen til Low og saa ham lige i Øj - nene . Og saa handlede du i Selvforsvar ... Ja , det var det rene Nødværge , bekræf - tede Low og saa med et krænket Blik paa den døde Gris . Galhager lod sine Øjne løbe Verden rundt for som at kræve den til Vid - ne . Og nu brast vi alle i en umaadelig Lat - ter , der rungede og svarede igen langt langt ude i de oversvømmede Skove . Galhager vrinskede og hvirvlede sig rundt om sig selv , vi faldt af den ene Latterkrampe i den an - den . Savværksarbejderne bøjede sig ned og studerede Grisens Brandmærke og lod et Ord falde om , hvis Peccary det var — ny Latterstorm ! Og da Low mærkede han gjor - de Lykke , strøg han sin kolde Næse og gav flere Enkeltheder tilbedste , fortalte in - digneret hvordan det glubende Vilddyr var sprunget paa ham uden mindste Anledning , saa at han havde maatte værge sit Liv i sidste Nu ved at give Svinet begge Løb , han som ellers ikke havde tænkt at krumme et Haar paa dets Hoved ... 116 PECCARYEN Hvordan kunde du komme til at skyde ham i Bagparten , naar han overfaldt dig ? spurgte Galhager blidt og pegede paa Gri - sens Haleparti , der noksom vidnede om hvad Vej den havde vendt da den fik Hag - lene . Var det saa sært naar Bæstet angreb mig med Bagenden ! raabte Low . Det gør Pec - caryen ! Den kom baglængs i fuldt Fir - spring ! Min Salighed , den vilde have bidt mig ! ... Men da Low var saa vidt i sin Forklaring sluttede Galhager ham hylende i sine Arme og gav ham en Krigsvals rundt paa Tøm - merstokkene , mens vi andre „whoopede " saa det sang milevidt i Skoven . Den Dag fik vi fersk Ribbenssteg . Low smurte sine Gummer med det varme Flæsk og tog mod henrykte Lykønskninger som den ugenerte Helt der havde vidst at redde sig saa godt fra et tvivlsomt Æventyr . Og om Aftenen gik han ikke tidlig til Ro som han plejede men blandede sig en Whisky med os andre , gav ogsaa et og andet Bi - drag til Snakken om Bordet , Ting der kan siges i Skoven men ikke egner sig til Gen - givelse . PECCARYEN 117 Jeg tænker Galhager ved denne Lejlig - hed lagde sig en ny Historie til , som gaar igen paa Andejagterne i de kolde Over - svømmelsesdage om Foraaret , en Variation af den gamle Anekdote hvormed han gjorde Attentat paa vore Liv : Say , let me tell you ' bout dat peccary ... MR . PICKLES REVENONS á la nature , sagde Mr . Helge Pierrepont Pickles , i det han lænede . sig til en Ballustre paa det gyroskopiske Træn og med den højre Arm udfoldede et lige modtaget traadløst Telegram , mens han med den venstre , der var artificiel , pointe - rede sit Foredrag , nu og da forstærkende en Vending ved udtryksfulde Gestus af højre Ben , der ogsaa var artificielt og i Stand til at reagere paa meget fine Nuancer . Mr . Pickles talte overordentlig flydende , og de kunstfulde Lemmer knirkede ypperligt , idet de nu og da ved en sagte Knitren , ikke ulig den visse Coleopterer frembringer med Munddelene , røbede Udvekslingen af det elektriske Maskineri , hvis fabelagtigt kom - plicerede System beherskedes af Helge Pier - repont Pickles som i en intellektuel Leg . MR. PICKLES 119 Om ti Minuter vil dette Træn have ... bragt mig til mit Landsted , 140 Kilometre fra mit Kontor i Metropolen . Der ligger , som De ser , 11 / 3 Grad mellem mit uhyre forcerede Arbejde i Centret af Storbyen og min Rekreation paa Landet . Den Luftforan - dring tidligere Generationer var et Liv om at gennemføre , og som Regel kun den ene Vej , fra Landet til Byen eller omvendt , fore - tager jeg hver Dag og i begge Direktioner . Før Middag Forretninger , Resten af Dagen planter jeg min Kaal — hvormed jeg mener mine Orkidéer . Jeg har for Tiden en sjæl - den og kostelig Gongora i Blomst , og dette traadløse Telegram jeg lige har modtaget , mens Trænet er i fuld Gang , melder mig at den er solgt paa Orkidébørsen i London til en Fyrste , hvis Brud den skal smykke , for 1100 Pund . Landlivets Behageligheder ! Foruden mit Orkideri udlejer jeg mindre Arealer til Kolonihaver for Proletariatet ; Flugten fra Byen , min Herre , der begynd - te i forrige Aarhundrede og har grebet mere og mere om sig , maatte opfordre til Anbrin - gelsen af eventuel fri Kapital i Landejen - domme , vel at mærke den Gang , og heldig - 120 MR. PICKLES vis hørte jeg til dem der paa dette Om - raade viste sig at være forud for de - res Tid . En simpel Kalkulation sagde mig at den øgede Trafik vilde skabe hurtigere Tog , hvilket slog til , og at hvad man kan kalde Rekreationsbæltet vilde skydes ud i en større Periferi om Byen , hvorfor jeg ganske roligt opkøbte et Vildnis flere Dags - rejser borte , langt ude i det mørkeste Bon - deland . Nu rækker Forstæderne derud , og min Jord kan simpelthen ikke købes . Man snakker om Bøndernes Reserve , og det er vel hvad man mener dermed .... Her opslog Mr . Pickles en barnlig Latter og lod staaende paa et Ben sit højre kun - stige et Øjeblik løbe løbsk , saa at det suste og kun var at se som en Glorie i Luften . Lige saa hurtigt stoppede han det dog igen , idet han slap Benzin ud gennem en Ventil ved Knæet , og blev meget , næsten truende alvorlig : De tager ikke fejl i at jeg er en Kyniker , Men jeg er mig selv . Gennem den moderne Civilisation gaar en Hjemlængsel , en Trang til at vende tilbage til det simple Jeg . Lad os være os selv . Overalt søger man det Primi - MR. PICKLES 121 tive , ikke sandt , Helheden , den hensynsløse Urkraft hvormed man erkender og hævder sit Væsen . De store Følelser er virkelig vendt tilbage baade i den retlinjede Energi hvormed der svindles , og i den Beundring der følger Forbryderen , naar han kun ikke gør det stykkevis og delt . Tiden vil Natur - lighed og faar hvad den har godt af . Den - ne Tilbagevenden til Naturen i sublim For - stand , denne indre Frigørelse , karakteri - serer netop min Personlighed . Jeg er Pa - rasit . Tillad mig en Forklaring . Den første dy - riske Organisme var en Plante der opfandt Genvejen at ernære sig af en anden Plante i Stedet for selv møjsommeligt at spalte de bundne organiske Stoffer ud af Jorden . Her - fra i Parentes bemærket min Forkærlighed for Orkidéen ; den er paa Vej til Dyret . Men denne Genvej i Naturen , siger jeg Dem , er Loven for ethvert nyt Udviklingstrin . Hvor et Menneske rider paa et andet opstaar Kul - tur , i Kraft af et arbejdsbesparende Princip . Jeg er Antropofag . Et Blik paa mime Træk vil overbevise Dem om at jeg i en uhygge - lig Grad minder om et af Hovederne paa 122 MR. PICKLES Breughels Maleri , ham den Magre der sæt - ter Tænderne i Kinden paa den Fede . Det ligner i hvert Fald min Appetit . Om mig drømte Josef , da han saá de magre Asner opkomme paa Stranden og sluge de fede , uden dog at blive mættere ... Mr . Pickles tog sine 32 Tænder ud af Munden , holdt dem ud for sig i stiv Arm og lod dem grine nøgent i Luften , hvorpaa han igen satte dem paa Plads med et Knald . Altsaa jeg ernærer mig paa andres Be - kostning . Undersøg ikke min Moral , spørg om mit Held . Dog det kraftbesparende Prin - cip har sin Revers , gennem Naturens Til - bøjelighed til at lade ikke arbejdende Orga - ner forfalde . Høj Kultur erhvervet mage - ligt ved Rov medfører nødvendigvis Dege - neration i andre Retninger . De ser jeg er Invalid . Anlæget hertil er at søge allerede i mange Generatinoer , idet mine Forfædre saa langt jeg kan spore tilbage udelukkende har ernæret sig gennem hæderlige Anstren - gelser af andre og derfor præsenterer en Række af mere og mere forfinede Individer , alle mærkede af et eller andet anatomisk Svind , Mangel af Hage , undertiden af Køn - MR. PICKLES 123 net , ja endog , forstaa mig vel i overført Forstand af hele Hovedet . Min Biologi frembyder som De let ser en lidet smigren - de Analogi med Adelens , lidet smigrende for hvem lader jeg usagt . Denne Disposition i Slægten bidrog imidlertid for mit Vedkom - mende sammen med visse Omstændigheder ved min Tilblivelse til en tidlig embryologisk Atrofi , hvorved jeg tilsatte venstre Arm og højre Ben allerede i Moders Liv . Indrøm mig imidlertid — bortset fra , at Slægtens Evne til at leve af andre naturligvis hos mig ikke er bleven mindre — at en saa høj Udvikling af den moderne Teknik som den der repræsenteres af mine artificielle Lem - mer ikke vilde være bleven set uden netop takket være min fysiske Ufuldstændighed . Tillad mig at overrække Dem det illustre - rede Katalog for Fabriken af artificielle Le - gemsdele med Evaporation og Dynamik , Limited , et Aktieselskab hvori jeg er inter - esseret og hvorfor jeg er Agent . Appellerer jeg til Deres Medfølelse ? Jeg er ikke ordinær . Min Invaliditet forlener mig virkelig med alle Fordele , ogsaa den De tror er paa Deres Side , min Herre , jeg 124 MR. PICKLES besidder i min Legemsfejl et meget betyd - ningsfuldt Forsvarsmiddel , idet en i og for sig ridicul men dybt indgroet og meget op - portun Fordom værger Krøblingen mod en - hver Korporlighed , et Forhold der tjener til min fuldkomne personlige Beskyttelse og ikke giver Folk med selv de mest glimrende Færdigheder nogensomhelst Chance . Fysisk nyder jeg , om end saa at sige i konkav For - stand , alle en Atlets Fordele . Selv vilde jeg dog betegne visse indre Egenskaber som min Types evolutionsmæssigt set ypperste Tilegnelse , nemlig mine Livsanskuelser . Mr . Pickles udtog sit Glasøje , tørrede det af og satte det ind igen : Af Livsanskuelser er jeg Samler . Der er faa jeg ikke har tilegnet mig . Allerede i en ung Alder havde jeg , naturligvis begunsti - get af min Konstitution , samlet og indregi - streret enhver Livsanskuelse der kan er - hverves ved Læsning , samtlige Religioner og filosofiske Systemer , foruden alle Sær - anskuelser , de vigtigste typiske Vrangfore - stillinger og et Udvalg af de Verdensbetragt - ninger der maa henføres under Kategorien rent Idioti ; at faa dem med komplet vilde MR. PICKLES 125 være umuligt . At jeg har tilegnet mig hver enkelt Persons individuelle Ejendommelig - hed hvormed jeg i mit Liv direkte er kom - men i Berøring , siger sig selv , nogle af de smukkeste Karakterer der overhovedet kan tænkes , saavel som de modbydeligste , er i min Samling . Vil De tro at der længe var en bestemt Klasse Mennesker , hvis indre Form og hele moralske Habitus det kostede mig næsten uovervindelige Anstrengelser at lære , det var dem der udmærker sig ved en vis selv - følgelig Frihed i Væsen og Optræden , de virkeligt Fribaarne , som De muligvis har truffet Eksempler paa . De dør ud , der er ikke mange mere , men jeg har dog kendt nok af dem til at sikre deres Karakter en Art Uforgængelighed i min Samling . Ikke sandt , De nægter ikke at jeg optræder med en betydelig Aabenhed , hvad , dette Lige paa , Frimanden der ingenting har at skjule ; jeg har denne Karakterejendommelighed fra de faa Gentlemen jeg i mit Liv er truffet paa . Ellers har Tilegnelsen af selv ret frem - mede og fjerntliggende Livsanskuelser ikke kostet mig Møje , de særeste og mest ekscen - 126 MR. PICKLES triske er der ikke meget Hovedbrud ved , kan jeg forsikre Dem . Naturligvis følger jeg med . Jeg tør sige , at jeg altid er en af de første til at tilegne mig en nyopdukkende Tanke . Noget epoke - gørende kommer der sjældent , men jeg tager alting med , hver ny Sag , alle de smaa Glimt der dog smager af Originalitet og kan holde sig et Aarti eller saa , jeg tager dem ind til mig og gør dem til mine , de lever lykkeligt videre i min Fordøjelse , som Musen gen - opstaar i Kattens Aarer ; min Lærvillighed er et rent Liv efter dette for alle andre Men - neskers Idéer . Nuvel , man kan ogsaa være for beskeden ; jeg kunde dog paavise baade en og to bærende Tanker , af den Slags der præges af Geniet , og som af enhver Sam - tidig vil henføres til mig som helt mine egne . Ser De , dem har jeg haft det Held at mono - polisere , idet Ophavsmanden enten forblev haabløs anonym eller lod sig tie ihjel eller paa anden Maade eliminere . Saadan egentlig produktiv , oprindelig , er jeg jo ikke , det er derfor ikke uden Skinsyge jeg ruger over de forholdsvis faa originale Ting jeg har i min Samling . Man kan ved en heldig Selv - suggestion bringe det til virkelig at glemme MR. PICKLES 127 hvorfra man har dem , men for de rigtig værdifulde Funds Vedkommende tilstaar jeg at Besiddelsen føles ubehagelig blandet med Bevidstheden om den indre totale Goldhed . Som De véd kan Forbryderen ik - ke lade være at kredse om Gerningsstedet , saadan har jeg det overfor Ophavsmændene til de Idéer jeg har gjort til mine , jeg maa tænke paa dem , de gaar mig ligefrem i Sjæ - len som en Forfølgelse . Da jeg imidlertid er koldblodig nok til at vide at enhver psykisk Lidelse har sin organiske Oprindelse , hjæl - per jeg mig ved at indtage et Aloepræparat og kvittere paa den Persons Trapper der har maattet bidrage til min Samling . Den ene sjofle Streg driver i alt Fald den anden ud . Aandelig Ejendomsret er jo altid en mis - lig Sag . Jeg har haft et Tilfælde hvor jeg fik en Mand fra hvem jeg havde en original Tanke dømt paa Indicier og overbevist om , at det tværtimod var ham , der havde sin Opfindsomhed fra mig ! Manden var nemlig genial nok til at anke Sagen ind for — Pub - likum ! Mr . Pickles brast i en hjertelig Latter og evaporerede saa det peb ud af baade Arme og Ben . 128 MR. PICKLES Nu tror De jo at mine samlede Livsan - skuelser blot er en Passion hos mig , at de saadan beror numererede i min Hukom - melse og ikke er til mere , men her er det De tager fejl . De indgaar praktisk i mit dag - lige Liv , de bestemmer min Handlemaade . Jeg er desaarsag alsidig som faa . Psykolo - gien har ikke en eneste Difinition der ikke finder Anvendelse paa Ytringer af mit Initia - tiv . Mit omfattende Sjæleliv gør mig paa én Gang krybende og brutal som jeg hen - holdsvis er Kapitalist og Socialdemokrat , al - le Temperamenter staar til min Raadighed , jeg nærer mig af enhver Vildfarelse . Sam - tidig med at jeg er i saa høj Grad mo - derne at jeg vel nok tør stemple mig som selve Fremtidsmennesket , deler jeg med vir - kelig Smag derfor alle Obskuratismens hæsligste Forvildelser , jeg er Anarkist og Reaktionær , Suffragette og græsk - katolsk , Jesuit , Socialist , af Respekt for Majoriteten Muhamedaner , af Tilbøjelighed Aristokrat , gennem mit Driftsliv Bavian , jeg er veldæ - dig til Gaden og Flaaer af fattige Familjer i Baghuset , hvor Beboerne maa brydes med Væggetøjet paa Trappen , jeg er Fredsven og Skydebroder , Ateist og Gendøber , Teo - MR. PICKLES 129 sof og Grundtvigianer , Dervisch , Betler og Bankier , kort sagt , jeg stjæler . Jeg er født Tyv og har udvidet mine Anlæg ved Træ - ning . Under det foregaaende havde Mr . Pickles fremtaget et Knippe Dirke og ringlet med dem som et Akkompagnement til hvad han sagde , nu holdt han dem pludselig stille , saa at man kunde se dem allesammen , og udbrød : Tror De mig , naar jeg siger det , at jeg bryder ind hos mig selv hver Dag , naar jeg kommer hjem fra Forretningen ! Jeg bryder ind hos mig selv . Og naar jeg efter megen snedig Undersøgelse af Huset og Luskeri paa Trappen har faaet Døren dirket op , sniger jeg mig omkring i mine egne Stuer med en Tyvelygte , en lille splinterny en - gelsk Opfindelse , radioaktiv og avtomatisk Tænding , jeg hyler hands up til mig selv foran Spejlet , jeg tager kubiske Maal af In - ventaret og sætter mine Fingeraftryk i Blod paa Kaminen . Mit Soveværelse er indrettet som en nøjagtig Kopi af en Celle i Tugt - huset ! Alt hvad jeg ejer er tilsvindlet eller stjaalet . Jeg hader retmæssig Adkomst . Alle 130 MR. PICKLES mine Ejendele har en Patina , der gør dem uvurderlige , de tilhører egentlig andre . Jeg besidder Ting , som jeg har stjaalet endog flere Gange . Som Kæltring har jeg Fantasi , virkelig ægte Skaberkraft . De maa længe have anet at jeg er Jurist . Naturligvis , skønt Privattyv ønskede jeg virkelig ikke at renon - cere paa den Fordel det er at faa sine Fingre offentligt legaliseret . Og jeg er fordærvet . Jeg ejer Huse inde i Byen hvor man lever . Selv forbeholder jeg mig kun et Kighul , jeg der er Proprietæren , et ganske lille bitte Hul i Væggen , hvorigen - nem jeg uset følger hvad der sker . Det er mit Familjeliv , saadan sidder Faarekyllingen ved Arnen . Er jeg ikke modbydelig ? Men — og Mr . Pickles lod sine blyfarvede Træk langsomt sætte sig og antage et ær - ligt Udtryk — nu længes jeg alligevel efter noget andet , ikke noget nyt , noget jeg sav - ner . Tidens Løsen er , som De maaske har observeret , Følelse , ægte Følelse . Min Ka - rakter er paa sin Vis ægte nok og tjener Selvopholdelsesdriften saa effektiv som man kan forlange , men det er ikke det . Jeg føler Manglen af Naivetet , min Herre , en - MR. PICKLES 131 kelt Struktur , med et Ord Varme . Al min blændende Tilegnelsesevne kan ikke skjule , i hvert Fald ikke for mig selv , at jeg ingen Ting er . Weh ! Weh ! Innre Wärme , See - lenwärme , Mittelpunkt ! Man hjælper sig med Skadefryd men bliver dog utilfreds - stillet . Med det første rejser jeg i Forret - ninger til Paris og skal dog virkelig ved den Lejlighed faa indlagt nogen ægte Na - turlighed i mine artificielle Ekstremiteter , i alt Fald i et af dem . Det gyroskopiske Træn , vulgært kaldet „Skopen " , holdt , og Helge Pierrepont Pick - les stod ud , fulgt af et Smil fra dem i Ku - péen der kendte ham og vidste , at han i Virkeligheden var en lille uskadelig og stræbsom Handlende inde i en af Byens Sidegader . KANARIEFUGLEN TIL en af Kystbyerne paa Sjælland an - kom med Toget fra København et Par unge Mennesker , der tildrog sig almindelig Opmærksomhed idet de øjensynligt frem - mede bevægede sig opad den lille tomme Hovedgade . De var meget rigt og moderne paaklædt , kunde se ud som et fornemt Par paa Bryllupsrejse eller elegante Turister fra Udlandet . Gamle tilgroede Ansigter nærmede sig Ruderne inde fra Dybet af de lave Stuer og stod i Skumringen mellem Potteplanterne som underlige Bundfisk , Skikkelser med Skødskind for traadte halvt ud af Dørene bag de to , naar de var passeret , og fulgte dem i stille Ophidselse med Øjnene . Smaa - børn ramlede ud af Portene som gjaldt det KANARIEFUGLEN 133 Livet og stillede sig op og saa paa de Frem - mede uden at blinke , til Øjnene ligefrem tørrede ind paa dem . Hundene , selv de ældste smaa Kakkelovnshunde , kom ud og gav Hals . Hele Byen gled op af Dvale for de to mærkelige Rejsendes Skyld . Det var en Hverdag , en Arbejdsdag , og den lille By havde travlt paa sin egen træge Vis , puslede afsides i en Trældom der ikke var nogen som helst tilsyneladende Nød - vendighed for , men som nu var bleven Af - krogens Skæbne . Der stod et Kølvand af sky Undren og afmægtig hed Nysgerrighed bagefter de to frie Mennesker , der førte Udverdenens Luft med sig , idet de pas - serede op ad Gaden , en Uro som ikke gav sig Ord eller paa anden Maade trængte paa , men derfor ikke var mindre ustyrlig . Be - vægelsen lagde sig først da Parret havde fundet deres Maal , „Hotellet " , og var for - svundet derind . Resten af Tiden samlede Sensationen og den maalløse Videbegærlighed sig i en Pro - vinsopvarters grænseløst tjenstivrige og taa - belige Fysiognomi . Han stod ladet med Imødekommenhed og gik af ved det mind - 134 KANARIEFUGLEN ste Vink , sprang , lynede , var til Tjeneste , gik midt over , og imellem hans vellykkede Eksplosioner som Kellner efter formodet Storbymønster stillede han sig op henne ved Disken og foretog smaa Renselser af sin Person eller hviskede ud gennem Køkken - lugen til Pigen , hvis Øjne stod paa Stilke af kælen interesse for hvad det elegante Par tog sig for . Værten selv kom tilstede nogle Øjeblikke , diskret repræsenterende som naar der var Skuespillere eller andre Folk af Verden paa Gaarden . De to Fremmede sad imidlertid ret ube - rørte og spiste . Opvarteren der anstrængte sig til det yderste for at høre hvad de sagde opfangede nogle Ord af en overordentlig københavnsk Klang , en Lyd som fra Him - len , og sukkede saa saare . Hans Øjne hang ved Gæsterne som gjaldt det hans Salighed at mærke sig dem i alle Træk , deres Klæ - der , deres Manerer , hver eneste Enkelthed af deres saa verdensmæssige og forklarede Tilsyneladelse . Aa det var den store Ver - den ! Begge de fremmede var ganske unge og meget smaa af Vækst , som et Par Børn , KANARIEFUGLEN 135 men de var tilstrækkeligt voksne i Udtryk - ket . Den unge Herre var højst moderne klædt , dog med et Par Støvler der stak un - derligt af mod Resten ; han havde et lille Overskæg over en rød Mund med slap Un - derlæbe , sløve Øjne der saa med mut For - agt paa Verden . Han havde magre ildrøde Hænder med afbidte Negle og en hvid ske - lende Ring paa Lillefingeren . Giftering var der ikke , men det bruger Standspersoner jo nu ikke mere . Bagage savnedes ogsaa , og derfor fik Parret en mindre Regning paa Prøve , som Herren med et ubehageligt Minespil betalte . Den unge Frue var klædt som en Københavnerinde fra i Dag med Nederdel der strammede dristigt over Skik - kelsen , et Hjul af Fjer paa Hovedet og lan - ge Handsker . Hun havde smukke ond - skabsfulde Træk med haarde Furer af al for megen Latter om den endnu barnlige Mund ; maaske var hun ikke en Gang atten Aar . Hun var forfærdelig elegant og havde dejlige Øjne , store mørkindfattede Drøm - meøjne , som hun imidlertid brugte energisk . Hun havde smaa søde Arme , var helt igen - nem yndig , hvis ikke Smilet , der i sig selv 136 KANARIEFUGLEN var stygt , havde blottet et daarligt Tandkød og forfaldne Tænder . Naar hun talte smur - te hun Sproget med sgu ; hun var misfor - nøjet med Maden og drak to Bajere . De skrev sig i Fremmedbogen som Grosserer den og den fra København med Frue og gik til Ro . Opvarteren hentede deres Støv - ler ned og grubliserede længe over dem . Men Grossereren var Kontorist Julius Krautwald , som ikke første Gang efter - skrev sin Principals Navn , og Fruen var Minna , kendt fra Yorks Passage . Og de var taget ud paa Landet sammen for at dø . Den gik altsaa ikke længere i Byen . Krautwald havde set Varsler paa Kontoret som han havde bevaret Fornuft nok til at tyde ; Regnskabets Dag nærmede sig for hans Vedkommende . Samtidig havde Straf - fen meldt sig for Minna i Form af en Skæb - ne der var hendes Væsen komplet frem - med , en Afgrund af Idioti , hun skulde være Moder ! Aa hold mig i Haanden ! Naturlig - vis lo Minna , men hun vidste sgu godt at hun var færdig . De havde maattet gaa til Bekendelse for hinanden gensidig . Og saa var der dukket en Stump fordærvet Læs - KANARIEFUGLEN 137 ning op i de to unge Grønnegadesjæle , et sidste Forsøg paa at bestjæle Tilværelsen for Fornemhed . De havde besluttet at kro - ne Sviren med et regulært Dobbeltdrama , to skønne og ulykkelige Menneskers for - tvivlede Død . Krautwald havde med en dump Mine købt Revilveren , Minna hav - de friseret sig med Henblik paa at blive fundet med „udslagent " Haar og var i alt hvad hun kunde rave sammen af Hvidt og Blonder , Saa havde de taget Billet til den første den bedste Provinsby , hvor de altsaa gjorde Opsigt som et rejsende Herskab . Hidtil var alt gaaet i den tilfredsstillende , fra Aviserne saa kendte Stil : Et ungt elegant paaklædt Par ... etc . Forhistorien var ogsaa den gamle . Julius Krautwald , der om Dagen var en beskeden Frivillig i Bogholderfaget , var tonet frem om Aftenen paa Forlystelsessteder som Le - vemand , med hele den paa en Gang graa - dige og udslukte Holdning der overalt ud - mærker Storstadsvidunderet ; Minna viste sig i hans Horrisont som en knitrende Ver - densdame , hvis glimrende Libellepragt i Buelampernes Natbelysning ikke lod ane at 138 KANARIEFUGLEN hun om Dagen førte en Larves vingeløse Tilværelse med Telefontragten spændt som et Jærnbaand over Hovedet . Han havde spillet den Greve der var hendes Livs Drøm , og hun havde givet Damen med de sprudlende Latterkaskader , Krautwalds Idol . Idolet nærede sig ubarmhjærtigt af Drømmen ; men det var Julius ' Principal i sidste Instans der betalte . Kun nogle faa Uger havde de holdt sig oppe paa Højden af dette luftige Liv , hvor de gensidigt plyn - drede hinanden til Blods for Omkostninger - ne , og nu var de begge to tomme , det vil sige der var lukket for Skuffen . Den Nat opskræmmedes Hotellet imid - lertid hverken af Revolverskud eller livløse Legemers Fald paa Gulvet , de Rollehaven - de blev Uvenner og ødelagde Stemningen for hinanden i et temmelig ordinært Mund - huggeri . Næste Formiddag forlod de Ho - tellet efter først at have indtaget et solidt Maaltid , rammet ned for Krautwalds Ved - kommende med en Morgensjus der ankre - de hans skrøbelige Bryst nogenlunde sam - men . Idag skulde det ske . Saa drev de af , og Byens Folk saa dem svinde i langsomt KANARIEFUGLEN 139 Spadseretempo gennem den lille Hoved - gade ud nordpaa mod Skrænterne og Bæl - tet , hvor de tilsidst tabte sig i Landskabet . Hele Byen stirrede efter de lykkelige Uaf - hængige , alle de lave røde Huse der laa gnidret sammen med sure halvblinde Glug - ger , og midt i Byen rakte Kirken sig oven over alle Tage med sit nøgne Taarn og maa - bede med rundbuede Bryn og en irret Klok - ke i Øjet efter de to . Paa Banegaarden peb Toget og begyndte at arbejde sig ud mellem Haverne , med en Masse Dampudfoldelse og imponeret over sin Hale af Vogne efter sig ; ved det lukkede Led over Chausseen vrinskede det i fuld Fart og drog sig snart af Syne bag de lave Bakker indad mod Landet . Da Toget var borte blev det ganske stille . Dagen var saa rolig . Det var tidligt i Maj og Luften var overdaadig frisk efter en lun Nat hvori alle Træerne var sprunget ud . Stil - heden herude mellem Beltet og det store aabne Land lukkede sig over de to Bymen - nesker og begyndte at gøre dem smaa . En - somhedens dybe Tone gik dem forbi , de havde heller ikke Øje for Himlens blaa Stor - 140 KANARIEFUGLEN hed , men som det var fik hver for sig en generende Følelse af at blive vist tilbage til sig selv . Der var noget i Situationen der gjorde al gensidig Hjælp umulig . Minna hvis Specialitet det ellers var at falde Folk i Talen med sine egne Bemærk - ninger eller Visestumper , gik ganske tavs og saa sig om med sine smukke raa Øjne . Hun gjorde sig ingen Tanker ved at være kom - men ud paa Landet , der ingen Mening hav - de for hende , men hun tav . Krautwald gik grublende og saa ned for sig , alt det svage i ham var kommen frem og havde bredt sig over hans Træk ; her var ingen Horn - musik til at rette ham op . En Gang vaag - nede han op af sine besværlige Tanker ved at Minna blev tilbage , og da han vendte sig saa han hende staa foroverbøjet i Strand - kanten og rystes af et Ildebefindende som plagede hende regelmæssigt nu , Forbudet paa den strenge Gengældelse Naturen var i Færd med at øve mod hende . Minna tog Dukkerten uden at kny , med Lommetør - klædet knuget sammen i den lille behand - skede Klo , og da det var overstaaet ind - hentede hun Julius igen . Han blev ked af KANARIEFUGLEN 141 det for hende og gjorde et Forsøg paa at smile deltagende , men hendes Ansigt gik itu derved som et Skaar , det glædede hende altfor ondt at se Greven som Menneske . Da steg Hadet i ham som en ædende Vædske . De fulgtes ad tavse og haabløse , knyttet til hinanden i en umælende Vrede som et Par Mollusker der ikke ved ved hvilken For - bandelse de er bleven fanget i hinandens Brændehaar . Men Uvenskabet stivede dem af . Deri kendte de sig selv . Anledning behøves el - lers ikke . Omgangstonen var den naturlige , at Minna lo Julius ind i Ansigtet og opfandt de mest nærliggende Udtryk at stemple ham med , Ting han vidste , og han paa sin Side mønstrede hende bare med et nedværdigen - de Blik , som hun mødte med tirrende Ukue - lighed . De undte ikke hinanden at tale me - re . Mødte hun et stumpt Attentat fra ham i Form af et hæslig ment Blik , svarede hun ved forstilt sorgløst at kaste sig i Kroppen og privat nynne en Linje af Nuets Sang , en taabelig og højt elsket Folkevise hvori der fabledes om at spise Søm og sætte Vand - grød i Vinduet . Krautwald bruste i Haarene af Ondskab . 142 KANARIEFUGLEN De kendte hinanden for godt . De var som ladet med hinandens Væsen , havde haft den modbydelige Skæbne at bytte Sjæle . De havde begge sat alt til for at være noget an - det og finere end det de var , de var gaaet paa Rov mod hinanden og havde brugt og ødt hinanden , uden anden virkelig Følelse end Trangen til at hæve sig over hinanden . Og nu var de endelig opdaget . Bunden var naaet . Det var derfor ikke falden dem svært at beslutte hinandens Død . Og der var ingen forbigaaende Stigen af de utilregnelige In - stinkter , ingen afsindig Beslutning , naarden lille fejge Kontorist nu gik med Haanden om Pistolskæftet i Lommen og pønsede paa Lejlighed , han var lige saa koldblodig som gjaldt det at skyde en Rotte . Af og til let - tede han sig ubevidst op paa Tæerne og paaskyndede sin Gang med ejendommeligt lydløse Bevægelser , næsten uden at aande og med vare Øjne , som gik han paa Rov i Skoven ; Manddraberen rørte sig i ham . Og Minna gik ved Siden af ham og tirrede , bare ved at hun var til , ved at liste der paa Katteklør og hævde sig uden Naade hele KANARIEFUGLEN 143 Tiden , blind for alting i Verden , om det saa var at dø , bare hun til det sidste kunde be - vare sin onde Triumf over hans Usselhed . De blev flere Gange staaende , og Kraut - wald saa sig om paa Stedet som en Bøddel , men hver Gang huede Lejligheden ham af en eller anden Grund ikke , og de gik videre langs Stranden . Formodentlig savnede han i de jævne Omgivelser et vist fremmed Mo - ment , noget der svarede til hvad han havde læst , et „sønderrevet " Strandparti , en „Klip - pe " at blive funden ved Foden af , eller sligt ; der manglede stadig noget for at Staklen li - gesom kunde genkende Situationen og slaa ned paa Nuet . Og de drev videre , to hade - fulde trætte Dyr midt i Foraarsdagens Un - der . En lille Fjerdingvej borte laa en Skov der naaede helt ud paa de lave Skrænter mod Beltet , endnu nøgen og brunlig i Toppen men med enkelte lysende grønne Pletter af udsprungne Bøge . Her gik de ind . Hen paa Eftermiddagen kom de tilbage til Hotellet , matte og knap saa fremmedar - tede i deres Holdning . Julius tog Notits af Opvarteren , næsten som kunde det være en 144 KANARIEFUGLEN Ligemand . Det skulde han vist ikke have gjort . Opvarteren slog Smæld med Serviet - ten og steg faretruende i egen Agtelse , vidste næppe om han gad servere den beskedne Ret Parret efter en lavmælt Konference be - stilte . Minna sad med dejlige Øjne og tom - me Latterfurer ; de spiste i Tavshed . Hotelvognen kom fra Toget og havde en ny Gæst med , en høj rødblond Mand med opstrøget Skæg og voldsomme Kæber , han satte sig uden Ceremoni ved Parrets Bord og indledte en insinuant Samtale med Kraut - wald . Minna lagde Kniv og Gaffel og saa fra den ene til den anden , og hendes Træk glat - tedes virkelig ud , hun lignede sig selv igen som lille Pige . Midt i Samtalen , der holdt sig indenfor dannede Former , gik den rød - blonde over Krautwalds sammensunkne Person med et Par øvede Hænder og let - ede en af hans Lommer for Revolveren . Han kiggede den i Løbet og smilede hoved - rystende : Kaliber 22 ! Børn og Tændstik - ker ! Endnu samme Aften naaede Julius og Minna eskorteret af Opdageren København med Toget . KANARIEFUGLEN 145 Da de første høje Huskolosser gled forbi i Byens Blanding af Mørke og Lystaage , smilede Julius og Minna blegt til hinanden . Endelig igen København ! Men da Vognene sagtnede Fart ind mod Stationen og de hav - de rejst sig i Kupeen , slog Minna sine Arme om Halsen paa Julius og brast i Graad . Han greb hende krampagtigt om Albuerne og stod og holdt hende fast , stum , lammet af at han først nu forstod det altsammen . De bad hinanden om Forladelse og kyssedes til Farvel , det første menneskelige Kærtegn der var bleven vekslet imellem dem . Betjen - ten stod bagved dem , smilende som et For - syn og saa til med Minnas Paraply , hendes Konfirmationsparaply , i Haanden . Smaa Scener er uundgaaelige naar Folk skal i Spjældet . Ude foran Banegaarden paa den rygende og sporvognsklemtende Plads , hvor to for - skellige Flokke altid trænger sig i Opløb , den ene foran Orkestret i National , den an - den foran de levende Billeder med Gramo - fonledsagelse i Reklamepavillonen , saa Ju - lius sig et Øjeblik om , nu var han hjemme . Her havde han staaet i Opløbet som Dreng 146 KANARIEFUGLEN og som Halvvoksen og inddrukket Higen efter alt hvad der er fjærnt og fint i Verden . Her havde han første Gang truffet Minna der som en ung nysgerrig lille Galej i Møn - sterhat og Direktorie - Robe lyttede til en Folkevise i Gramofonen . Og her tog de Af - sked , Julius for at begynde forfra paa sin Opdragelse i Vridsløse , Minna for at gaa hen og finde sig en Vraa i Byen hvor hun kunde tage Følgerne af sin Libelleflugt i Buelampernes Lys . Men Grunden til at de ikke tog Livet af sig i Skoven ? Ja den henstod uopklaret for dem selv . De var bleven omstemte , ikke sandt . Der var forresten yndigt i Skoven , hvor de fine nysudsprungne Bøge stod som et grønt solet Drys mellem Træerne , og Bel - tet laa saa blaat langt hen . I Græsset havde Minna fundet et af Vind og Vejr gulnet Pa - pir med halvt udviskede Skrifttræk , og det havde interesseret dem begge to stærkt . Et Kærestebrev ? Det eneste tilbageblevne Spor af et maaske Drama som deres eget ? Skrif - ten lod sig med Besvær tyde , men det var et fremmed Sprog , rimeligvis Latin . Det kunde KANARIEFUGLEN 147 simpelthen være et Stilebogsblad ; læg Mær - ke til at det var linieret ; et Madpapir ; men der kunde ogsaa skjule sig en Skæbne der - under , et Drama . De to Livstrætte stak Ho - vederne sammen og dechifrerede og tabte sig i andægtige Gisninger . Det der havde grebet dem mest var imid - lertid en lille Fugl der sang saa henrivende smukt i en Busk , en ganske lille en men en mageløs Fugl til at synge . Den var ikke en Smule større end Kanariefuglen i Tivoli , den berømte mekaniske Sangfugl der sad i sit Bur nede ved Kraftprøven og de an - dre Avtomater og fløjtede Melodien som Et - hvert Barn i hele København gik og peb paa Gaden , denne her : Pipi , pipipi , pi , pi .... Aa , de var bleven saa rørte . Mindet om den kære Kanariefugl derhjemme i Tivoli der pippede saa storartet , naar man puttede en Toøre i Maskineriet , og slog Takt med sin Vokshale mens den aabnede Næbbet saa sødt og vendte Hovedet ligefrem som efter Noder fra den ene Side til den anden , Min - det om den og alt hvad der fulgte med , som den lille naturlige Fugl i Skoven vakte 148 KANARIEFUGLEN til Live , havde gjort dem begge to ganske bløde og milde af Hjemve . København ! Minna pippede Kanariefug - levisen , og Julius drog et stort Suk . Og de to smaa Overtrædere kom til at længes saa ægte og i Enighed efter København , at de ynkedes over hinanden . Efter en tungsindig Søvn i det Grønne var de vaagnet og havde følt sig sultne , og saa var de , som man for - staar , bleven enige om at vende hjem sam - me Vej som de var kommen . LANDSKAB GRAAVEJR , overtrukken Himmel og stil - le Regn . Grøfterne staar fulde til Ran - den af Vand , hvori der endnu ligger en kold Gele af Sne sunken ned under Overfladen . Oppe fra Skyerne høres en usynlig Lær - kes Kvidder , lys og bittelille . Padderne har begyndt at samle sig og gø i Sigene , en Trol - dekoncert der lyder saa selskabelig og un - dertrykt driftig som en Heksegryde der staar under Jorden og bobler . Luften lug - ter gennemtrængende af Vand , de vaade Pilekviste rækker sig med lodne Knopper op i Taagen . Langt borte fra Lavlandet kommer den svage vimrende Klang af en Kirkeklokke . Det er umærkeligt begyndt at skumre , og Regnen danner Øjne i Vandskorpen der 150 LANDSKAB glipper taaget , vider sig ud og taber sig som Hinder paa Vandet , og langsomt glippende aabner sig igen , som Solsystemerne der tæn - des , danner Ringe og udslukkes , Naturens blinde Bestræbelse efter at blive seende .
jvj
jvj_Myter-ny-samling
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:06:01 2020 CEST +0200
DEN NY VERDEN DEN NY VERDEN TIL INTERNATIONAL BELYSNING AF NORDISK BONDEKULTUR MED 12 PORTRÆTER GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG - MDCCCCVII JOHANNES V. JENSEN PUBLISHED OCTOBER 9 . Privilege of copyright in the United States reserved under the Act approved March 3 . 1905 , by Gyldendalske Bog handel , Nordisk Forlag , Kristiania og Kjøbenhavn . FORLAGSTRYKKERIET . KØBENHAVN I NEW YORK ARBEJDEREN NIAGARA FRISCO NEGEREN IIEARST PRESSEN FRANK NORRIS I — V THEODORE ROOSEVELT I - IV DEN NORDISKE AAND SLAGET I TSUSHIM . ASTRÆDET II DANMARK SOM DET ER FREDERIK VIII — HØRUP — FOLKEKARAKTEREN — » 64 « BONDEKULTUR BJØRNSON — KNUT HAMSVN — SYSTEMSKIFTET — CHR . BERG — JAKOB KNUDSEN MODERNE HUMANISME FRILUFTSBEVÆGELSEN — DARWIN OG GRUNDTVIG — C . G . SCHILLINGS FINSEN JORDENS UNGDOM I NEW YORK Den gamle Rector magnificus , der skriver Verdenshistorien , har gjort mange velmente Forsøg paa at faa et klassisk Værk ud af den , et historisk Syn , der stod ; med det for Øje begyndte han tidligt at gøre Udkast til et samlet Verdensrige . Desværre glemte eller oversaa han hver Gang noget Materiale , som siden tippede hele hans Syn over . De første Forsøg foretog han med Folk , der kun udmærkede sig ved Antal , i de obskure Egne omkring Evfrat og Tigris ; de føg til med den mesopotamiske Jordrøg og genopstod i British Museum . Siden prøvede han med en Race , der havde Talent , et Middelhavsfolk ; det gik , indtil de begyndte at gøre sig Gudebilleder i deres egen Lignelse , saa var de ogsaa færdige til Glyptotekerne . Saa startede Gud Romerriget . Dér var politisk Nerve ; men der gik Orient i Romerne ligesom i Aleksander den Store , de satte deres egen elementære Appetit til i samme Mon som de gjorde Folk til Slaver . Godt , saa gav Gud Historien til de 2 Overvundne , og samtidig vakcinerede han dein med Kristendommen ; vi vædsker af Udslettet endnu . Gud var ofte sorgløs nok til at lægge sine Planer i enkelte Mænds Hænder ; de var da gerne abnorme . Almindelige Mennesker mente han ikke det kunde nytte at bruge dertil . Dog han lod det ikke uprøvet . Saaledes gjorde han alt hvad der kan gøres ved Arv og Familjeforbindelser for Kejser Karl V ; men hvad nyttede det , naar Karl hellere vilde være Rokkedrejer . Omvendt blev Napoleon , der ikke led af privat Menneskelighed , spoleret af sin Familje . Det vilde ikke gaa . Ikke en Gang med Danmark vilde det lykkes , skønt Gud udtrykkelig lod os forstaa , at han havde store Ting i Sinde med os . Da tabte Gud Troen til alle de Nationer , hvori han efter Tur havde ladet sin Kraft være til Stede . Den gamle Historiker kasserede sit Manuskript . I lunefuld Vrede tog han og blandede Folk af alle mulige mislykkede Nationer sammen til et Kaos og slængte dem over paa det amerikanske Fastland . Nu kunde de lave Verdensrige dér , men uden ham . Ikke et Slag mere ! Han tog Traditionen fra dem , gjorde dem arveløse . Nu kunde de lave Historie selv , Gud beholdt Systemet . Lyst efor og 3 mørkt ebag ... go ahead ! Saaledes opstod U . S . A . En Uges Rejse fra Evropa , Guds Tomter , ligger denne uhistoriske Verden , temmelig langt men ingenlunde fjernt . Det er en i høj Grad uklassisk Verden , men den er ikke væsensfor - , skellig fra vor egen , kun friskere , den er os allesammen forfra , i større og lykkeligere Stil , uden skæbnesvangre Rebuser i Hjertet af Tilværelsen , bare Liv , Drift , Flugt og Appetit , en Springe - over Verden . New York ! Der kører i New Yorks Gader nogle vældig store Turist - Biler med en Masse Sæder det ene bagved og højere end det andet ligesom et Stykke af et Amfiteater paa Hjul ; disse Biler har man med den folkelige Dristighed i Sproget , der er egen for Amerikanere , kaldt for Se New York Biler . Foruden den kære Chauffeur , vor Tids mest beundrede Væsen , der har svoret sig til Satan , er Bilen bemandet med en Fører , som fra Forenden af Vognen henvender sig til Turisterne gennem en gigantisk Raaber ligesom en Admiral under et Søslag , det er hvad man kalder Megafonmanden , og han har Ordet i sin Magt . Det er en ung tillidsfuld Mand , der imellem at han tuder Besked ud over Publikum indtager mindre Maal - tider af peanuts , som han henter op af Jakkelommen 4 og klemmer ud af Skallerne med én Haand . Hvis han ikke æder Nødder , gaar Kæberne med stor Tilfredshed paa ham alligevel , saa er det chewing gum , han har travlt med ; Appetiten maa ytre sig . Alle Amerikanere spiser , og altid , paa Gaden , i Sporvogn , det er en sorgløs Vane de har , hvorunder de lader Øjnene løbe rundt med dette Blik , som kun Amerikanerne har , det sunde , ejendommeligt udsovede Blik , der flakker overfladisk omkring og ser alting . Megafonmandens Øjne er i en ustandselig Virksomhed , der ikke lader til at trætte ham , hans Blik falder paa det kørende Avditorium uden Deltagelse , ikke nysgerrigt , heller ikke uforskammet , mens han tygger og taler og forresten vegeterer paa sin Post som en Pil om Foraaret . En vis næsten umærkelig Flygtighed i hans Holdning røber hans inderste Følelser ved at befinde sig Ansigt til Ansigt med Folk , der ikke naturligvis kender New York . Samme Latterlighed undgaar ikke de Indfødtes Opmærksomhed paa Gaden , mangen én i Fortovsstrømmen trækker paa Smilebaandet ved Synet af denne Vognladning Kautschukhalse ( rubbernecks ) , der gennem Raaber maa have New Yorks særdeles dagligdags Mærkværdigheder basunede ind i Ørene . Som om man kunde undgaa at vide Besked ! Det er ikke bar Spøg at sidde som Idiot paa en Se New 5 York Bil ned gennem Broadway . Man starter fra Flatiron Building efter at have faaet et Musikstykke paa Megafonen om denne Bygnings enestaaende Fortrin , dens Vægt , hvad den har kostet , hvor høj den er , og hvor mange Folk den rummer . De to klinthøje , spidst sammenløbende Facader skaber et lunefuldt Lufttryk om den , saa at man paa selv stille Dage kan risikere at blive blæst om , naar man passerer dens Fod . Man maa ikke staa stille paa . Hjørnet ; man bliver arresteret , hvis man gør det . De unge Mænd morede sig nemlig en Tid med at stille sig op og betragte Damerne , naar Vinden svøbte ned fra de tyve Etagers Murflader og blæste deres Skørter op . Det blev altsaa forbudt , saa at New Yorks Ungdom nu maa gøre deres Studier i langsom , men synlig Marsch forbi Hjørnet . Dette er den samme By , hvor Børnene bader i Springvandskummerne , mens Betjenten staar og passer paa deres Klæder . Fra tre og tyvende Gade bevæger Bilen sig ned gennem Broadway , der efterhaanden som man nærmer sig Sydspidsen af Manhattan , bliver til en jo længere jo dybere Kløft med Taarnhuse paa begge Sider og tordnende af Færdsel paa Bunden . Her flyder en levende Blanding af Alverdens Folkeslag paa begge Fortove . De vandrer . Intetsteds er Trittet saa 6 mærket af Ærinde som paa denne brede Vej , der fører fra Arbejdet og til Arbejdet . Ingen kan man som New Yorkeren kende paa hans Støvler . De ligner en ny Art Hove , Vandrefødder , stødte og støvede af det skarpe Støv , de selv river op fra Gaden , Kulpartikler , Metal og Stensmuld , som falder af en By ved Slid , De ligner Bjergbestigere og er det ogsaa , de holder sig hver Dag oppe paa det stenede Højfjæld af en moderne By , de avancerer over en Grund , der dirrer af Trafik som en Vulkan , de aander en Luft , der er giftig af Røg og svanger med Elektricitet som et Tordenvejr , de orienterer sig mellem Lavastrømme af Mennesker , der konstant befinder sig i Opløb , og Sporvogne og Tog over Hovedet og under Jorden , de lytter i en Støj , der er mere isolerende end Stilhed , et Gadebrag saa bedøvende , at det ikke er en Bølgen men en Knusning af Luften som ved et Stenskred , dette Højtryk skal de igennem , dette er Vejen over New York . Vor Megafonmand er en sand New Yorker , han gør det der er den eneste Redning , føjer endnu en bidende Node til Rabaldret , overbyder Broadway , tygger af Munden og basuner et alvidende Brøl ud over Kautschukhalsene : Skyscraper — Equitables new Trinity building , 2 , 500 , 000 Dollars — crushing Trinity Church . . . Og han nævner alle Mammuthusene ved Navn , fraader Omkostningerne ud af Raaberen , som er højst nødvendig her i dette oprørte Hav — nyt halvanden Millionhus under Bygning — bemærk , at der mures fra oven af nedad ! Hernede koster Grundene seks Hundrede Dollars Kvadratfoden ! Manhattan Halvø er fire Hundrede Billioner værd ... vi købte den for fireogtyve Dollars ... ra , ra , ra . . . Han ler i Megafonen , ler forretningsmæssigt af sit Vid , der hører til Bilen , skaffer sig umiddelbart ovenpaa en Pavse , hvori han tygger og forbereder en Effekt : Vi holder stille paa Hjørnet af Wall Street , og her kan det nok være , Megafonmanden brøler os et Stykke , hele Kæmpevisen om Børsen og Milliardærerne , Trusterne og Aktierne . Det bedste Vers gemmer han tilsidst , det om Pierpont Morgan , Staalkongen , her overbasuner han sig selv og ender med en sand Dommedagslyd . Saa kører vi videre Broadway ud og svinger rundt paa Battery Place tilbage op i Byen . Vi skal se Fifth Avenue med Millonærslottene og de store Hoteller . Heroppe paa Asfalten er der mere stille , de tusinde Køretøjer paa Gummihjul og de talløse Biler bevæger sig i næsten spøgelsesagtige Strømme . Stille , her kommer Pengefyrsterne , her lister de af , de ukronede Pirater , der tager , saa længe man ikke hindrer dem deri , og som 8 holder deres Mund med mange Ting ; her sidder de i de lydløse Ekvipager og bider Kæberne sammen — den samme Kæbeform , man ser nede i Bowery paa deres Fætre , de lyssky Bondefangere og Rovmordere , som ikke naaede fra Knejpen og op til Banken . Her staar deres Slotte . Megafonmanden lægger ud derom , con amore , han raaber saa kælent , han véd alt om Kong Vanderbilt eller Kejser Rockefeller , han lader Bilen holde ærbødigt udenfor Paladserne og trompeter dæmpet , næsten som en Hvisken til Tunghøre , om de underbare Skatte derinde bag de blændede Vinduer , Gobelinerne og Sévres Vaserne , Dresdenporcelænet , Broncerne af Fremiet og Barye , de mediceiske Fløjler og romerske Lamper , Elfenbensfuglene fra Japan , Alma - Tademas Tapeter og Tæpperne fra Kurdien og Karabagh , de gamle franske Stik og Malerierne af Meissonnier , hele Antikvarbutiken . Er der noget , der stempler Millionærerne som kriminelle Typer , saa er det deres Smag ; den er god nok men den er ikke deres egen . Bilen bumper videre som en Elefant i Skoven , gennem Central Park og op ad Riverside Drive forbi General Grants Grav , der har kostet en Million , og saa tilbage igen ned mod Rejsens Udgangspunkt . 7 Den indianske Sommer hvælver sin Æter over den uhyre , solbeskinnede By , der rejser sig mod det aabne Ocean som en Hingst paa Bagbenene . Ingen Steder i Verden nøler Sommeren saa længe , ingen By er saa klar , saa lys i sit Solskin som det atletiske New York , og ingen Steder har Folk mindre Søvn i Øjnene end der . Dagen er altid aaben , drømmeløs , med den fyrige Sol paa Himlen . Man kan gaa ned ved Battery Place og se dybt ned i den levende , smaragdgrønne Sø , der slutter som Havfruens Borg lige til Bolværkerne . Solen staar op og gaar ned ved klar Himmel . Ingen er i Tvivl om Døgnets Tider . Dette altid klare Vejr har drevet Husene i Højden , det er et Vejr for Taarne . I denne altid vaagne Luft rører New Yorkeren sig , høj , smal og med rene Øjne . Turistbilen ender sin Tur ved Flatiron Budding , og Kautschukhalsene bliver siddende lidt i den , efter at den er standset , sløve , udslidte af at se . Megafonmanden kaster en Nøddekærne op i sin Mund og sætter Raaberen fra sig : Morning next trip ! 9 ARBEJDEREN I en af de dybe Sidegader i New Yorks nedre By nær Broadway og ikke langt fra Dokkerne laa der en Arbejdsmand død paa Fortovet . Man havde lagt ham med Nakken op ad Granitfundamentet til en af de høje Bygninger , der stod paa sin Fod ned i Bunden af den skumle Gadekløft og ragede en Snes Etager oven ud , hvor man slet ikke saa . Manden laa med Benene strakt ud fra sig paa Fliserne , og man kunde have troet , at han sov , hvis der ikke sad en ulykkelig Kvinde ved Siden af ham med Skørtet op over hele Hovedet som en Figur paa en Grav , og hvis ikke to à tre store Betjente havde taget Opstilling for at danne passende Afstand uden om Gruppen . Det saá ellers ikke ud som det behøvedes , der var ingen Opløb , Folk stod ikke stille , skønt alle vel nok i Forbigaaende drejede Hovedet om den Vej for at se saa meget , som man kan se , naar man har travlt og skal videre . Det vakte ikke større Opmærksomhed , at der laa en død Mand midt paa Gaden ved højlys Dag ; det saá 11 næsten ud , som om Godtfolk i New York ikke var grusomme nok til at interessere sig levende derfor . Enten kunde den samme Skæbne ramme dem selv nemlig , maaske , eller de var selv parate til at fælde deres Mand ved Lejlighed , muligvis . Manden var død . He ' s got killed , raabte en af Betjentene paa Forespørgsel om , hvad der var gaaet for sig ... Han var skudt i det ene Øje , lige i Øjenkrogen . Det havde ikke blødt noget videre , kun et Par Draaber , der var flydt over og havde sat et skarlagenrødt , størknet Spor ned over Kinden . Det andet Øje stod aabent og stirrede brustent et eller andet Sted hen . Som han laa der , en kraftig , sværlemmet Mand i sin bedste Alder , kunde det se ud , som om han havde villet græde , men det havde ikke kunnet blive til noget , og saa havde han bidt Resten i sig . Man havde nok trængt ham haardt . Det var en Italiener , en Arbejdsmand saadan som de er flest i New York , en Haandlanger eller Jordarbejder , han var i Arbejdstøjet , et gammelt billigt Sæt , købt af nyt i Napoli før Afrejsen og nu gennemtrængt af Jordsmonnet i Amerika . De grove Støvler var af hjemmegjort Snit , upraktisk tunge af lutter Holdbarhed ; men de havde dog faaet Form efter Mandens Fod , de lignede ham . Saalerne , som 12 man saá altfor godt , var mærket af den skarpe Jord i New York . Hvor han dog saá levende ud med det tykke graasprængte Overskæg under Næsen , den ildrøde Skjortelinning om den kobberbrune Hals og de faste , korte Hænder . De var lysere end Haandledet af Teglstøv , der fyldte dem ind i hver Pore , de stod aabne ligesom for at give et Skovlskaft Plads , Hullet mellem Tommelen og Pegefingeren lignede en Ring af tykke , senede Knyster . En solid Haand , en Mandehaand . Det var som om Kræfterne stak i den endnu . Ja , det var vor egen herlige Lazzaron fra „Syden " , det var en af de Tusinder fra det skønne Italien , som Myrtens og Lavrbærrenes ringe Næringsværdi nøder til at tage over Havet og arbejde . Italienerne i New York er gerne Jordarbejdere , de begynder helt forfra . Man ser dem stikke op af Huller , som de graver paa Gaden , de gaar altid med Tøjet gennemtrængt af Muld og med Jord i Haaret . Det lader til at gøre dem godt at faa et Bad i Støvet efter den megen Himmelblaahed derhjemme i det gamle Land . Skæbnen har bedt dem gaa tilbage til Jorden ligesom Hinduen , der gør Vejarbejde i Singapore . Der kan man se de høje , mystisk afmagrede Nirvanamennesker staa omtrent nøg - ne , som Aber hentede ud fra Skoven , og hakke 13 tankefuldt i Makadamiseringen med skrækkelig tunge Jærnredskaber . De ligner Skattegravere paa Alfarvej , og det er hvad de endelig er . Singapores røde Vejstøv hænger i de sorte Børster paa deres Skinneben ; de er omtrent de eneste , der bestiller noget . Sakuntala gaar majestætisk i Midjen frem og tilbage med en meget lille Kurv Skærver paa Hovedet og hjælper sin Herre ; hun er bleven Vejkone i det Fremmede og klapper det hede Støv arbejdsomt med sine smaa bare Fødder med Sølvringe paa Tæerne . Hinduen vender tilbage til Jorden i Singapore . For dér vides der ingen Ting om hans Kaste ! Der er Konkurrence i Singapore , men der er ingen Paria ! Det faar man for at udvandre . . . lad os saa lide af Hjemvé , Sakuntala , Sakuntala ! Ak , men Italieneren lærer mere i New York , end at Jorden er god og Arbejdet tilladt , han lærer , at man maa slaas for det , dø for det . Manden , der laa paa Fortovet , saa overbevist , saa drømmeløs , han havde lært det , og han lærte det fra sig . Staklen , der rugede saa forstenet ved Siden af ham , var vel hans Kone , som man havde faaet Bud efter . Hun lignede en Bylt brogede Klude , som hun sad der lige ned paa Fliserne og græd med Klæderne op over Hovedet , hun var endnu i sit Hjemlands spraglede Dragt . Hun 14 rørte sig ikke , hun havde gjort sig det mørkt om Hovedet som hun var sort i Sjælen . For hende var alt ude . Ved den Dødes anden Side stod en Trillebør , en af den Slags smaa magre Haandtipvogne , der er helt af Jern , baade Hjulet , Kassen og Stængerne , og i den laa der en Sæk , som at dømme efter de haarde Hjørner og Fremspring var fyldt med Værktøj ; et Par lange , glatslidte Skafter ragede ud af den . Manden havde været paa Vej til Arbejdspladsen , men havde ikke naaet den . Og dog laa den lige ved . Huset , der stødte op til det , hvor den Dræbte laa , var en Nybygning under Arbejde . Det meste af Staalbindingsværket var rejst og lignede med sit mønjerøde og sorte Væv af Jernbjælker og Stræbere en hæslig Metalskov , der groede op af Stenene , og hvori det hamrede som et Løvspring i Helvede . Det dansede deroppe med Nittehamre og pnevmatiske Mejsler paa Bjælkerne , som var det en overnaturlig stor Skovspætte , der hakkede paa Staalstammerne , en jernædende Fugl med blaat forstaalede Fjer og en hed Fil ud af Halsen ; Nybygningen laa i en Slags Taage af Larm , hvori den groede , der udgik et samlet Jernbrøl fra den , som man ikke kunde tænke sig skyldtes deres Virksomhed , som færdedes deroppe mellem de gabende Etager , de 15 sinaa menneskelige Figurer , der hængte fast oppe og nede som Myrer og rørte Hamrene , uden at det tilsyneladende gav Lyd . . . Larmen kom under et , fra det hele , og gjorde Luften til en Springdans af Svingninger , der druknede alt hvad man sagde i Bygningens Nærhed . He ' s got killed , hujede Betjenten og bøjede sit Hoved nærmere , medens han med Øjnene søgte indenfor den stille Kres , hvori man meddeler sig til hinanden under en Storm scabs up there . . . Det var hele Historien , Huset blev bygget af Skruebrækkere , Arbejdere udenfor Fagforeningen , „Hædersmænd " , som man kalder dem , og i den Anledning var Italieneren her i Dagligtøjet bleven dræbt . Han havde ikke villet feriere . Han var maaske selv en Hædersmand , der var bleven passet op paa Vejen til Arbejdspladsen af de Strejkende og skudt ned . Eller han var en af de Arbejdsløse , der i fortvivlet Trods havde indfundet sig ved Nybygningen for at udrydde hele Banden , og som saa var bleven den Lille . Det kunde end mere dramatisk hænge saadan sammen , at han var en angrende Hædersmand , der var bleven skudt af sine egne Kammerater deroppe ; eller han havde svigtet de Strejkende til Fordel for Ar - bejdet og havde faaet sin Løn i Bly og med et 16 Skrald . Det er ikke godt at sige , hvordan det var gaaet til , Spektaklet fra Nybygningen begunstigede ikke nogen udførligere Saga . Man følte desuden , at en nærmere Redegørelse for Drabet i flere Henseender vilde ligne Sladder . Det der var sandt , det der slog var , at Vilkaarene i New York altsaa er saa bitterlig haarde , at Arbejderen maa gaa til sin Gerning som en Soldat til et Slag . Her er ingen ] Uniform og ingen Medaljer , ingen Sabelraslen og ingen Militærnægtelse , hverken Fæstningskrampe eller Tvivlesyge ; her gaar den civile Soldat , Arbejderen , ud og slaas for Retten eller ikke Retten til at leve . Han stiger ikke versificeret op og indtager Position for hvad der siden af Folk , der kom meget bag efter Træfningen , skal rejses de Slagne i Form af smaa Hornblæsere ; han gør hvad han kan for at det skal blive en anden Deltager i Skydningen end ham selv , der faar Eftermælet . Og naar hans Forbrydelse eller hans Triumf er saa dagligdags , naar det kun kommer an paa Udfaldet , hvem der skal have Retten til Stigerne paa Nybygningen , saa er der ingen Forskel paa dem , der stiller sig i Ildlinjen , de er lige gode , baade de Skydende og de Skudte . Saadan er Krigen . Der gives ingen anden Lighed end Ligheden for den . Krigen er en civil Ting . Den er en Ret . Arbejderen vil altid forny den , hver Gang uproduktive Magter gør Forsøg paa at beskytte sig ved at gøre den til et Privilegium eller afskaffe den . De glemmer det ikke i Amerika . 17 NIAGARA Naar man fra New York vil begive sig ind i det indre Amerika , undgaar man ikke Niagara . Selve Navnet er som en gabende Naturmagt , et Dragsug , en Storm fra et Hav inde i Landet , et Brus fra en Million Turister , der kan høres 60 Kilometer bort . Her er da et Stykke Naturpoesi anrettet i saa stor Stil , at selv Publikum kan se og høre det . Niagara , toner det fra tusind Struber , Niagara , hulker alle vi Medlemmer af Tvangsforeningen til Naturens Forherligelse , hvorpaa vi tørt rejser videre , blinde som Muldvarpe undervejs , lige til Øjnene klør paa os igen foran Sfinksen eller Rødstenen paa Fur . Vi følger i denne vilde Jagt en Naturlov , et Fald , der er vor Lykke , vi vil og skal med , giv os en Plads under Aaget , vi beundrer , Niagara , storartet , er det ikke dejligt ? ! Sagnet ved at fortælle om Folk , der i en Slags længselsfuld Naturkæfert har smidt sig ud i Faldet og er omkommen naturligvis , bare fordi de ikke rigtig var med og ! vilde føle Faldet . For disse heroiske Idioter sænker vi Kaarden . Niagara selv gør Indtryk af at 19 være saadant et tungnemt Væsen , et grublende Vandfald , der ikke kan blive sig sit Væsens Gaade bevidst . Det er Urstyrken , der aldrig bliver færdig med sin i Afgrundstone stemte Monolog , det er de forfærdelige Tider , der bliver ved at rulle , længe efter at Faldets Hestekræfter er beregnet og dets geologisk set grønne Ungdom afsløret . Niagara er imidlertid et Symbol . Det ligger dér paa et Sted og vandrer ligesom en Hjord af blaa Okser , der med hver sin Stump Spejlbillede af Himlen paa Ryggen styrter sig i Dybet , og denne stampede vil efter de Jordkyndiges Beregning vare endnu akkurat 18 , 000 Aar . Til den Tid vil Faldet have fortæret sig selv . Det er jo for Resten ikkie saa længe . Men saa længe er det Menneskehedens Eje . Det staar os og vore Efterkommere frit for at beundre det og lade være , om vi tør . Der er fri Adgang til Faldet ligesom til et Skilderi af Millet , overfor hvem Gud og Hvermand lader seende ; Millet døde som bekendt og blev berømt , fordi han opfandt Seværdigheder , hvor ingen andre kunde se noget — uden at bukke sig eller lægge Hovedet bag i Nakken , nemlig . . . Guds Død , saa mærkelig var den Opfindelse ! Saa kostbare er Brudstykkerne af Virkeligheden , der ligger os nærmest ! Niagara er alt i alt et godt Vandfald , dog næppe fordi vi synes det . Før Rousseaus Tid vilde det være bleven overset som blot umild Natur ; Vandet var faldet alligevel . Sandheden er , at to store Indsøer , der ligger i forskellig Højde , her udligner deres Vandskel . Skal vi saa snakke om Turbinerne ? Vandkraften fra Faldene er beregnet til sytten Millioner Hestekræfter . Af dem er omtrent 150 , 000 tagne i Brug af Industrien ; Resten , altsaa seksten Millioner , 850 , 000 , tjener endnu til Næring for enhver sjælelig Pauper , hvis Entusiasme fører ham paa de Kanter . Paa den amerikanske Side af Faldet er der bygget to Kraftstationer , og et nyt stort Anlæg er under Arbejde paa den kanadiske Side . En saadan Kraftstation er i Principet meget simpel . Vandet ledes ind fra et Sted overfor Faldene , trænger gennem Turbinerne , der er sænket ned i Jorden lige saa dybt som Faldets Højde , og løber gennem en Tunnel ud ved Faldets Fod . Turbinerne selv ser ud som kæmpemæssige Dampskibsskruer i lodret Stilling , der har Propellen i den nedre Ende og foroven driver en Dynamo . Af Vandet spores ikke en Draabe . Man hører det som et bjergtungt Sus bag Rørene i den kolde Kløft , der er ført halvandet hundrede Fod ned under Jorden , og hvorfra de roterende Aksler gaar gennem Tusmørket op til Gulvet i Dynamohallen . Her 21 ser man elleve vandrette Dynamoer staa fuldkommen stille og snurre rundt som gigantiske Toppe . Man maa gaa nær til for at se , at de roterer , saa lidt Forskel er der paa blankt Staal i Bevægelse og i Ro . De synger , toner som Telefonpæles Sus , der melder langt , som en malende Bisværm i Solskin og Blomsterduft . En lun Vind , mættet med Lugten af elektriske Gnister , staar ud fra Dynamoen , en Kværnlugt , sød og ør som Luften efter Tordenvejr , som Gassen i Skoven under Løvspring . Hallen er saa proper og rolig som en Kirke , nogle faa Mænd gaar rundt og holder Øje med Maaleurene , ellers er der ikke andet end disse elleve elektriske Kværne , der suser og suser som en Evighedsblæst hen over Havlyden fra de elleve Turbiner dybt nede i Jorden . Her er saa tyst som i Rummet mellem de vandrende Kloder , her er ligesom dødsstille . . . men hvis man vil aabne Munden og sige noget , hører man ikke sin egen Stemme . Disse elleve Dynamoer forsyner blandt andet Byen Buffalo med elektrisk Belysning og Kraft til Sporvogne . Godt og vel fem danske Mil borte bruser der et lille Niagara af en moderne By , et Vandfald af Mennesker , der har al Ting frit , der er sprunget hele Kultiden over og faar deres Elektricitet straks pr . Kabel . 20 Men det er klart , Faldet lider jo derved , magrer af , nedværdiges ved denne lave Anvendelse , man gør af det . Der staar netop i Øjeblikket en ret bevæget Strid i Amerika , om hvorvidtman bør „ødelægge " Faldene mere end til Dato er sket , til Fordel for nogle nye projekterede Elektricitetsværker , eller om man skal føje den offentlige Mening , der kræver det storladne Naturfænomen bevaret . Striden kan blive langvarig , der synes at være lige mange paa begge Partier . Det er naturligvis heller ikke saa let at bestemme sig enten for et udvidet Turbinesystem eller for Turiststrømmen , som man véd man har . Flertallet vil maaske som Regel hælde til en idealistisk Opfattelse , den billigste , altsaa holde paa det gamle . Og nægtes kan det jo ikke , at saa længe der er god Drift i Faldet som Seværdighed — Niagara er i sin bedste Alder , kræver hverken Sæbe som Geysir paa Island eller andre Oplivelsesmidler — haster det jo ikke med at udvinde Hestekræfterne , der jo i Lighed med sand Følelse ikke gaar tabt , selv om der ikke er Anvendelse derfor . Formodentlig vil Faldene da indtil videre blive i Fotografers og Kelneres Besiddelse ; muligvis vil der dog blive lagt en Skat derpaa i Form af en lempelig Entré . Og med Kendskabet til den geniale Veksel - drift af Tyngdeloven og Luftspringet , der udmærker 23 Amerikaneren , kunde man saa tænke sig den derved indvundne Sum anvendt til Gennembrydning af Panamakanalen . 22 FRISCO San Francisco ødelagt af Jordskælv — Søen brudt ind over Kajerne — Byen i Brand — det gjorde ligesaa ondt , som naar en ung Pige bliver kørt over af Sporvognen , det var ligesaa meningsløst , ligesaa oprørende et Hærværk af Tilfældigheden . Der stak jo ikke nogen Art af Fornuft bagved , ingen Privathævn af Jorden eller Naturen , ingen blind Forlangen tilbage af hvad der blindt blev skabt , ingen Ødelægger , man kunde kræve til Ansvar og forbande , ingen Fejl af nogen , ingen Fortræd , ingen Nødvendighed ; man stod med tomme Hænder . Det mindste , man kunde gøre , var at se stort paa det som et geologisk Lune , et Knæk i Jordskorpen ligesom i en Kakkelovn , naar Ilden er gaaet ud , vel , andet var det ikke ; men Geologien ligger nu en Gang det daglige Liv fjern , det er bedre at have assureret . Der var næsten ikke andet at sige til Ulykken , end at den var sket . Enhver , der har været i Frisco , bevarer sær - ligt værdifulde Minder om den skønne og driftige 25 By , der laa dér som yderste Forpost paa Grænsen mellem to Verdener , forkælet af Solen og uden tilsyneladende selv at ane noget om den Nimbus af Fjernhed og Gulddrømme , der har ombølget dens Navn — den laa jo sig selv for nær , var den eneste By , der vidste Besked . Her var Kalifornien , en underfuld Virkelighed og ikke mere . Her laa den ved den gyldne Port med et stort historisk Pensum , hvori den havde faaet Slet , bag sig og med den uendelige Fremtid for sig ud i mod Havet , San Francisco , der havde faaet det fine latinske Helgennavn forkert i sin Bøllemund , Frisco , der stak til Søs , gravede Guld og dundrede med Revolver for tilsidst at nedsætte sig som koldblodig skønt lynhurtig ung Forretningsmand med Skibe paa Kina , Aktier i en kolossal Appelsindrift og en svær Hvedefarm i Ryggen , gift med en sort livsalig Ting , halvt Spaniertøs og halvt Amerikanerinde . . . og nu paa bar Bund igen ! San Francisco var jo som By ingen Kulturcentrum , ikke det man forstaar ved en Kunstby . Men den stormede af Liv . I sit Anlæg mindede den om Paris , gik ligesom Seinestaden i Bølger , Høj op og Høj ned , kun endda mere overstadigt . I mange af Gaderne blev Sporvognene hejset op ad Skraaninger saa bratte , at den ene Bygnings Stue begyndte hvor den andens 26 Fjerdesal sluttede . En By der har gennemført det Praktiske under de mest upraktiske Forhold . Den vilde ligge her . Klimaet kan kun lignes ved det klassiske Vejrlig omkring Middelhavet . Men medens Byerne her hurtigt voksede op i Søjler og Templer og blev Hjemstedet for Folk , der var altfor forfinede til at give sig af med et Erhverv , og som ikke gav deres Efterkommere andet i Arv end Respekten for Ruinerne af en Fortid , beskæftigede man sig i San Francisco ivrigt med de uberømmelige Næringsveje og tog det noble Klima for en Lejlighed til at være længere oppe om Natten . Det var en By , hvor man tjente Penge , og hvori man brugte dem , en By hvor der blev spekuleret og bygget . Man levede ikke paa Traditioner , næppe nok med Hukommelse ; alle Kræfter var bragt til at virke paa Nutiden , Dagen . Der er da ogsaa noget unaturligt i at bruge Fortidsformen , naar man taler om San Francisco . Byen har rimeligvis aldrig nogensinde været mere levende , end den er i Øjeblikket . Der skete ikke noget uopretteligt , selv om hele Byen blev lagt øde ; det var jo ikke et Museum , der gik til Grunde . Pladsen blev dog ved at være der , og det var , hvad San Francisco angaar , det vigtigste . Call Building , der fik et Knæk , knejser igen . Dette Hus , der var atten Etager højt , var den første egentlige Skyskraber i San Francisco og blev omfattet med hele Amerikanerens naive og frodige Begejstring . Uhyre Vanskeligheder var overvundne i dette Bygningsværk , en ny fabelagtig Arkitektur var skabt , Huset vejede 20 , 550 Tons , hvoraf 80 Tons Glas , det var 300 Fod højt , havde Kafé i femtende Etage , Trykkeri i Kælderen og den skønneste Udsigt i Verden fra sin Top , altsammen sandt . Vidunderet blev staaende som en krøllet Ruin . Man retter den ud , og den har en Charme mere . Frico rejser sig igen . Man gør en paa samme Tid eksakt og sangvinsk Beregning om , hvornaar næste Jordskælv kan ventes , og bygger sine Huse paa Tid ; der vil staa et nyt San Francisco i hver Pavse mellem Jordskælvene . Hvor man følte selve den amerikanske Ubetvingelighed , Sejrsvantheden , Selvhjælpen i Ordlyden af et Telegram , der indløb fra Skuepladsen for Rædsler , som man ikke kunde forestille sig : Her er ingen Helte ; vi har for travlt . Nej , her var ingen Tid til Helteattituder , her var ingen Anledning for Folk til at svinge sig op af Anonymiteten ved at gøre hvad der var deres Pligt ; her havde man kun travlt . 27 Saaledes udtrykker Frisco sig , den bortrømte Fuksenatur , der graver sig Rigdom op af sit Eksil og bosatte sig for at blive Borger . Mere kan der ikke forlanges af en Mand . 28 NEGREN En Aften da jeg gik i Fulton Street i Brooklyn , det var en Valgaften , og der var en Masse Folk paa Benene , hørte jeg et Tilraab bag ved mig og en egen vrinskende Latter , og da jeg vendte mig , saa jeg en kæmpemæssig Neger , der lo huldsaligt over hele det kulørte Fjæs . Jeg burde kendt Hestegrinet og ikke vendt mig , for det var allerede en større Tilnærmelse , end han kunde taale ; han nikkede , intimt , henrykt og raabte noget igen , nu skulde vi to da være fine Venner . Og det kunde være svært nok ikke at indlade sig med ham , himmelglad som han var . Han ligefrem udlogrede Venskab og Forlibthed , der stod et Sus af Livslyst om ham , han var et Straal af Fryd . Paa det sorte Gorillahoved bar han med stærk Hældning fremefter Ruinen af en Cylinder , han var i straagul Overfrakke , sort - og hvidtærnede Bukser og et Par uhyre store , lasede Støvler , men med Gamascher . Han saá ud , som var han for en Maaned siden bleven klædt paa som Levemand , og som om han havde sovet i Klæderne under aaben Himmel lige siden ; og 30 det var vist ogsaa Sandheden . En latterlig og henrykt Skovmand midt imellem de Spaserende paa Fortovet , der lod til at være lige ved at gaa ud af sit kulørte Skind af Længsel efter at omfavne hele den hvide Verden og bære den med sig ind i den syvende Himmel , hvori han svævede . Han syntes at være den eneste glade Mand i hele Gaden , og hvorfor kom alle hvide Mennesker ikke til hans Bryst ? Fordi enhver Amerikaner véd , at den forelskede Gorilla bærer en Barberkniv der . Jeg havde hørt noget om det ogsaa og tog ingen Notits af Negren , skønt jeg egentlig syntes , det var haardt at støde den uskyldige Vilde bort . Næste Morgen læste jeg i Bladene , at en Neger var bleven mobbed ikke langt fra det Sted , hvor jeg saá vor Ven om Aftenen . Historien var kort og af samme Mønster som alle andre af den Slags Anekdoter , hvilket ogsaa taler om Negrens Mangel paa Forandringsevne . Negren , der her var Tale om , havde pludselig følt sig stærk paa en saloon , var gaaet udenfor og havde flænset en forbigaaende hvid Mand i Halsen med sin Barberkniv . En Mob ( hvem . . . hvad Slags Folk . . . Navnene ? ) havde gjort Jagt paa ham , et tusind Mand i en hujende Masse , og traadt ham ihjel midt paa Gaden . Sandsynligvis var det den samme Neger , 31 jeg mødte . Men selv om det var en anden , gør det ikke Historien mindre lærerig . Eller : en Forretningsmand gaar op i Elevator og er ene i Stolen sammen med Elevatormanden , en Neger , da denne fremtager en Barberkniv — og han bruger ikke Trusler om Pengene eller Livet , han skærer væk uden Varsel . Den hvide Mand slaas for sit Liv , og imidlertid løber Elevatoren til Taget , som den bumper imod , saa at den gaar itu og styrter gennem alle Etagerne ned i Grunden af Huset . Her befrier man Manden , der er saa godt som flænget i Stykker og døende , og Negren bliver taget ud og mobbed . Man forstaar , at der bliver gjort kort Proces med ham , for Historien viser jo , hvor han selv er stakket i Omdømmet og utilgængelig for alt andet end øjeblikkelig Nedslagtning . Han har ikke lagt en Plan , har maaske ikke en Gang vist Forbrydertilbøjeligheder før , og pludselig falder det ham saa ind at plyndre en Mand , han bliver ene med . Han vil have ham dræbt men tænker ikke over , at Elevatoren render mod Loftet i Mellemtiden , han véd ikke , om han kan slippe fra det bagefter , har ikke tænkt et Øjeblik over Følgerne . Han gør et Spring som Aben i Skoven , uden at ane hvor det fører hen . Hvad skulde det dog nytte at give det Dyr Rettergang ? Hvor - til Forhør og Jury og Dommer og hele det 32 civiliserede Apparat , der dog forudsætter en vis Tilregnelighed , Evnen til at tøve , til at betænke sig ? Lige siden Borgerkrigen , da De forenede Stater delte sig paa Spørgsmaalet om Negerslaveriet , har det ny Problem ligget for , hvad man skulde gøre ved de befriede Afrikanere . Under denne Krig slog de Hvide 600 , 000 Mand ihjel af hinanden for at løse Slavernes Baand ; Negrene har formeret sig lig Gnavere siden , men deres Kaar er ikke bleven bedre . De har ikke vist Borgerevne , og de Hvides Sind imod dem er ikke reelt blevet forandret . De ejes ganske vist ikke mere af nogen , men de tjener mindre og lever daarligere nu end som Slaver , og der staar den Dag idag For coloured people over de Ventesale og Kupeér , de maa benytte i Sydstaterne . Det var religiøse Vildfarelser , der førte til , at man ligestillede Negerbefolkningen med den amerikanske Borger , ligesom det var i kristelig Brutalitet , man havde slæbt dem fra deres Skove i Afrika og lagt dem i Tvang . Nu da man ser mere zoologisk paa Tilværelsen , kunde man simpelthen ikke skaffe Ejere til de Sorte længere , men der er heller ingen , der hopper paa Ligheden . Slaveriet er for moderne Mennesker en umulig Tanke ; dog ønsker ingen at regnes lige med en Neger . Det kristelige 33 kategoriske Broderskab er blevet til et Raceproblem , der ligesom alle andre Opgaver maa løses paa Laboratoriet . Almindelige Iagttagelser har vist , at Negren ikke med lige Opdragelse kan hæves til den hvide Mands Niveau . Han kan blive god til at regne , men ved Algebraen stopper han . Hans Hjernekapacitet gaar kun til en vis Grænse . Ikke en Gang enkelte Undtagelser kan drives op i Højde med Amerikaneren . Booker T . Washington , der anføres som et enestaaende Tilfælde af , hvad en Kulørt kan drive det til — Vidundernegren er saamænd Dr . phil . og en bekendt Snakkesalighed i Teologien — Booker T . Washington , alle Negres Messias , er Mulat . Og den iøvrigt fortræffelige Negerhøjskole , han med stor Dygtighed og praktisk Sans har anlagt i Tuskegee , viser lige netop , at Negre kan bringes til at leve et ordnet Liv indenfor dem selv , isoleret fra den hvide Befolkning , at de kan læres op til at betjene Maskiner og gøre Sadelmagerarbejde og huske Urskiven rundt , men mere viser den heller ikke . Udenfor Højskolen er Negren stadig den samme Uforbederlige , enten den harmløse Stodder , der henlever sit Liv i en Fattigdommens Idyl som Daglejer paa Sydens Plantager og under Udøvelsen af det primitiveste Landbrug , eller han flyder som glad Vagabond omkring i Staterne , forklædt som 34 Tjener paa et fint Hotel eller Opvarter i en Salonvogn paa Jernbanen , eller Kusk eller Keglerejser eller Variétékomiker . Men hvordan han saa formummer sig , Gorillaen stikker ham ud af Klæderne , og han fører altid en vis Tropeatmosfære med sig . Man har ikke været mange Timer i De forenede Stater , før man støder paa Negren og øjeblikkeligt indtages af det groteske , menneskelignende Fysiognomi , der har Humor i sig selv og spiller indvendig fra af en forslagen og livsglad Sjæl . Der er en vis folkelig Morgenmunterhed over Negren , en Ufordærvethed , der gør ham til en Fest for sig selv . Det Par Aarhundreder i andre Omgivelser har ikke taget Skovnaturen fra ham . Men man har heller ikke truffet mange Negre , før man med Beklagelse har lært , at det ikke gaar an at lade sig vinde af dem . De staar ikke for god Behandling . De kryber som Pudler og er glade til ; prøv ikke flere Sider af deres Væsen ! En Neger , der har logret sig ovenpaa og føler sig som Manden , maa helst mødes med en Kæp . Dette er der ikke noget at sige til . I Negrenes Kristendom fremtræder Adam jo som bekendt sort for Herrens Ansigt . Der er ingen , som tror paa Muligheden af at bortblande Negrene med den hvide Befolkning . Den blandede Race viser sig uden Værdi og falder hurtigt tilbage til en af Siderne igen . Afstanden er for stor . Ikke desto mindre har Negrene bidraget deres til den særligt amerikanske Kultur . Noget af den iøjnefaldende Livslyst , det Lærkesind , der udmærker Amerikaneren , skyldes udentvivl Paavirkning fra Negren . Hvis man kan tale om en amerikansk Musik , stammer den fra de glade „Minstrels " , de dansende Negermusikanter , der synger og stepper og skærer Ansigter fra enhver Scene i Amerika . Negrene har en virkelig Aare for Musik , maaske en af de eneste oprindelige ; den kan være opstaaet ved Overlevering af de afrikanske vilde Sange og fordybet af Hjemlængslen under Slavetiden , den kendetegnes af stor Rytmesans og melodisk Originalitet , den bæres af en inderlig og kaad lyrisk Stemning , som med Lethed slaar over i fyrig Komik . Negrenes overordentlige Musikalskhed tyder paa , at de relativt er en højt begavet Race ; hvad den en Gang har at bringe Menneskeheden , er der ingen , der véd . I Øjeblikket staar Negre og Hvide meget skarpt til hinanden i De Forenede Stater . Det er ikke længere de enkelte , spredte Sammenstød , man hører om , Bestialiteten samler hele Hære paa begge Sider , som gaar udryddende til Værks imod hele Byer ad Gangen . Hvis de Hvide i Amerika virkelig begynder at føle Trang til at udslette de Sorte af 36 Fastlandet eller jage dem hjem til Afrika , faar andre civiliserede Folk undskylde dem med , at de ikke kan have undgaaet at lære en Del Barbari netop af Negrene . Men inden det gaar saa vidt , burde man minde Amerikanerne om , at naar man er saa heldig at have en Race i Urtilstand levende imellem sig , selv om det ikke er ens egen , skal man værne om den . 35 HEARST „Den gule Presses " Fyrste i Amerika , William Randolph Hearst , har igen ( 1906 ) begyndt en Valgkampagne til Bedste for sig selv , denne Gang med Guvernørposten i Staten New York som Maal . Sidste Gang han ved Hjælp af hele sit uhyre Bladapparat , i Forbindelse med Fono - og Kinematografer og med Bistand af sine arvede Millioner lagde sig som en fortærende Græshoppesværm over Amerikas Offentlighed , drejede det sig om Borgmesterembedet i New York . Han blev valgt . Men han blev ikke Borgmester . Det var en Affære , som med sjælden Klarhed afdækkede de politiske Vilkaar i Amerika , og fra den lader der sig slutte til , hvordan det sandsynligt vil gaa Hearst ved ethvert Valg , forudsat Styrken bliver ved at være ens paa begge Sider . Det der skete 1905 ved Borgmestervalget var , at Hearst til Rædsel for Indbegrebet af den republikanske „Maskine " , the boss , fik Majoriteten ved Stemmeafgivningen . Man valgte ham . Han havde bearbejdet Stemningen med sine Avisers Jernsystem , 38 som naar en Isbræ æder Fjæld , han havde købt ansete Mænd og ladet dem gaa med Hud og Haar gennem sine Valser , til de saa ud som Plakater og hængte sig selv udi for ham , han havde stjaalet det rigtige Program at staa paa endogsaa , Fordringen om municipal ownership , By eje , i New York , han havde ladet sig fotografere legemstort til sine Aviser sammen med sin lille Søn , klædt paa som „Arbejder " , en kær lille Millionærdreng i overalls , under hvem der stod : „Jeg gaar i Almueskolen " . . . han havde oversavlet de Fattige med Ynk og Løgn og Løfter , udøvet for akkurat 25 , 000 Dollars brutal Veldædighed , stiftet Magdalenehjem ( han ejer et Harem i hver By i Amerika ) , han havde beskyldt sine Modstandere for hver eneste af de Slyngelstreger , han notorisk selv havde begaaet , og herved tilvejebragt et vældigt Materiale til sin Psykologi , og han havde smykket sig med enhver populær Dyd , tilløjet sig alle Storheder , ja næsten vist sig i Besiddelse deraf , han havde væbnet sig med Dygtighed , Talent , Geni — ikke selv , for han er jo kun en ganskle almindelig , graadig Trænkusk , der har arvet nogle Millioner — men han lønner en vis Helot ved Navn Brisbane med en Formue om Aaret for at skrive de raa og glimrende Artikler , der gør Hearsts Presseindustri til Journalistik — 39 alt dette havde han gjort , og paa Valgdagen gav han fire Dollars for Stemmen ! Yes , Sir . Han blev valgt med ca . 125 , 000 Stemmer . Her er et af den amerikanske Politiks Mysterier . Det paastaas som en psykologisk Mærkværdighed , at en Vælger , der har solgt sin Stemme , altid vil stemme paa Køberen , naar han befinder sig i det hemmelige Rum ! Dette maa dog kaldes propert . Helt korrupt er det amerikanske Stemmekvæg altsaa ikke . Man kan virkelig lide paa sine Tilhængere . Paa denne lykkelige Usammensathed i Vælgerhjertet byggede Hearst sine Muligheder . Føj hertil den Omtanke han havde vist ved paa Valgdagen at leje nogle hundrede thugs nede fra Bowery , Folk af ubeskrivelig Profession men i Besiddelse af stor Legemsstyrke , som han fordelte rundt om ved Valgstederne i Byen , og som i Retfærdighedens Navn slog Folk i Besvimelse , der ikke bar Hearsts badge . Imod denne Hær udrustede the boss for Resten et Korps af Frivillige , Atleter og Fodboldspillere , der ikke var til at komme nær , saa at Hearst saá sig nødsaget til at lægge endnu et Lag af Forbryderkvarterernes værste Bærme uden om dem igen . Naar hertil kommer Politi og Milits , maa man altsaa tænke sig et Valgsted i New York som en Plads , hvor en Galej slave skamslaar en Student , fordi han 40 tamper en Sjover , der med Spark vil forhindre en Betjent fra at arrestere en Bisse , som ikke vil lade en fredelig Borger gaa sin Gang ind til Urnen . I Sandhed , de fire Dollars er surt fortjent ; man kan dog ikke vægre sig mod at faa høje Tanker om Vælgerbefolkningens Overbevisning . Man vilde have Hearst til Borgmester . Man stod den Aften stuvet sammen paa Broadway fra Battery Place til Union Square og tudede i syv hundrede tusinde Bliktrompeter , hver med en Lyd i sig som et Skrab paa Skinneben med Flint , man stod sammen trofast og traadte hinanden Støvlerne af Fødderne og malede rundt i Luften med Skralder , ja store , knebrende Skralder , der lød som Stemmen af lige saa mange usynlige Sataner ; det var Hearsts Kandidatur der krævede sig , mens Lyskeglerne fra Refraktorerne skrævede i Røgen ovenover og belyste andre menneskelige Væsner , der laa ud af Vinduerne , femten Etager oppe , med lange , brystsukkerfarvede Tudehorn ud af Munden . Det var selve den amerikanske Politiks Underverden , det var det Helvede , et Dyr kan skabe , naar han har Magt nok dertil . Men der er jo andre , der har Appetit . Der er et andet „man " i New York end det , der er tilfals . The boss agtede virkelig ikke at bøje sig 41 for Stemmemajoriteten . Naturligvis gav man ikke Rovdyret fair play . Man kørte løbsk med et Vognlæs Stemmesedler — tænk hvor uheldigt ! — og mistede uigenkaldeligt flere Kasser , og det netop fra Valgsteder , hvor Hearst havde sat sig i store Udgifter ! Man „spildte " en Kasse et Sted midt paa Gaden , og Hiearst satte Politivagt ved den , lod den skarpt bevogte i flere Dage , indtil han med Anvendelse af en Masse Jura fik den „kendt " paa Raadhuset for at blive talt op ; den viste sig at indeholde gamle Numre af „New York Journal " ! Hearst skummede i sine Aviser og anlagde en Skok Processer , som rimeligvis gaar endnu . Men the boss satte med et Bump Mc Clellan i Borgmesterstolen , den Mand de vilde have , og der sidder han sikkert . Nu var Hearst altsaa ude efter Guvernørposten . Men det er slet ikke disse smaa , besværlige Embeder , han i Virkeligheden har Kig paa . Han tænker sig ikke Arbejdet i det Stille for Amerikas Vel som sin Bestemmelse . Han vil være Præsident og flaa den rige Republik . William Randolph Hearst begyndte for ti Aar siden som Søn af en Millionær , der havde købt sig en Stol i Senatet ; der er altsaa politisk Disposition i Familien . Unge Hearst — han var den Gang ikke stort mere end tyve Aar — 42 saá med et Blik , at det der kendetegner store Mænd , er deres Navnkundighed , deres Kendthed . Fra den Ende tog han fat . Han satte sin Kapital i Blade . Nu er hans Navn identisk med den nyeste amerikanske Presse . Men dette Monster kræver en Skildring for sig . Hearst er en smuk Mand med hele Urdyrets Helbred . Hans Træk minder i deres grusomme Regelmæssighed om Napoleons , men der er ikke noget klassisk ved Hearst . Han æder Mennesker , det er det Hele . Han har et aabent Morderblik , og hvorfor skulde han skamme sig over sin Tyvenatur ? Han har Raad til aldrig at give og Mod til at være fejg . Spørgsmaalet er , hvem der lever længst . En vis Renlighed kan man ikke nægte ham ; han har alle Kattens Egenskaber . Han er ædruelig , den koldeste Mand i Amerika . Hvad han en Gang , hvis han naar ovenud , vil bruge sin Mangel paa egentlige Evner til , faar man forhaabentlig aldrig at se . Der er sørget for , at Skadedyr som Hearst ikke bider sig fast i Amerika . Det republikanske Legeme udsondrer nogle meget ubehagelige Vædsker i den Anledning . Hele Regeringsklassens „Korruption " , Tammany Halls Bedrifter osv . er den laadne Side , Fristaterne vender udad , naar det gælder at bevare Forfat - ningen ; man tager ikke paa Skorpioner med de bare 43 Hænder . Skulde Hearst trods alt købe sig igennem og naa frem til Magten , er der ikke Tvivl om , at de bevarende Kræfter i Amerika vil finde paa Udveje til at holde ham . Han vil blive indkapslet , mættet med Forfængelighed . Man vil ikke gaa af Vejen for at lamme ham med Kejsertitlen eller en anden Uvæsenlighed , man vil spærre ham inde i et Hof , binde ham med Etikette , og imidlertid forvalter the boss Amerika i Skjorteærmer som før . Hver Mand faar ' hvad han vil have . Der er i Amerika som andet Steds , men i større Forhold , to Arter Politik , den der med Rod i Folket nærer Almenheden , og den der snylter paa Pøblen . Den reneste nulevende Repræsentant for den første Retning er Theodore Roosevelt . Det offentlige Instinkt , der har udgjort denne Mands Vækst , er et med Fristaternes hæderfulde Tradition . Hans hele Habitus som Mand er formet ved naturlig Udfoldelse i Slægten Roosevelt af de Egenskaber , der , baaret af mange lignende Slægter , har frembragt den amerikanske Nation ; og da en Mand kun ser virkelig Lykke i at følge sin Natur , vil Roosevelt aldrig kunne naa højere end til at staa i Samfundsniveauet og vokse sammen med det . Det kan se ud som en gigantisk Naivetet , at Roosevelt , ligesom Lin - coln , aldrig har vist Tegn til at smide 44 Privatmanden og iføre sig den Majestæt , hans i Virkeligheden enevældige Magt berettiger ham til ; men denne Tarvelighed betegner heldigvis Højdepunktet af politisk Smag . I Modsætning til Roosevelt , de bærende Slægters Fører , staar Hearst som den der rider paa de Hjemløse i Amerika . Han plyndrer Indvandringen i det Store . Gud bedre det , der er nok for ham at slaa i Stykker . Men Venner af den amerikanske Republik trøster sig med , at Parasiten dog kun er en Tingest uden frembringende Evne , der stiler mod Uvirkelighed , fortærer sit eget Eftermæle og siden ikke er mere . PRESSEN Den moderne amerikanske Journalistiks Historie kan i store Træk samles om Navnene Herald , World og Journal . Gordon Bennett , Heraids Stifter , adskilte Journalistiken fra Skønliteraturen og skabte den moderne Reportage . Det gjaldt for Herald om at være først paa Pladsen og først ude hos Publikum med Nyheden ; men Herald forudsatte altid , at der gik noget for sig . Senere indførte flere Blade af Typen World Principet for den aktive Journalistik , den der selv foraarsager Begivenheder . Om disse Blade end greb handlende og ledende ind i Samfundet , stod de dog endnu paa Kendsgerningens Grund ; det gjaldt for World som for Herald : uden Nyhed ingen Artikel . Hearst derimod har med Journal indført den Skik at fabrikere Artiklen først og overlade Nyheden at komme bagefter , om den kan . Han maa siges at være forud for sin Tid . Medens Pressen før Hearst optraadte som Forretning ( solgte Oplysning , som Gordon Ben - nett udtrykte sig ) eller som en Kombination af 46 Forretning og borgerlig Indflydelse , er Hearsts Presse udelukkende „Politik " . Den drives med Kapital udefra for at hæve en enkelt Mand fra ingenting til Præsident i Amerika . Dens systematiske Formaal er derfor ved Forvanskning og ved bevidst løgnagtig Forfølgelse af det ordentlige Borgerskab at rive hele Civilisationen ned i Niveau med Udgiveren . Dette en hvad man forstaar ved „den gule Presse " , Tigerpressen . Gudskelov at den ogsaa metodisk udrydder Respekten for alt hvad der staar paa Prent . I New York er den gule Presse farlig , fordi Dagen er saa uhyre overlæsset , og fordi den ender med Aftenen . Døgnet ser sig ikke tilbage . Man graver ikke Liget af Gaarsdagens Avis op for at konstatere Forgiftningen , naar man allerede staar med Næsen fuld af de ferske Morgenavisers Blylugt . Den der lyver længst ender med at faa Ret . Skulde Hearst en Gang blive Præsident , takket være alt hvad han bilder Vælgerne ind , vil enhver jo tydeligt kunne huske , hvor alle de Medborgere var sorte , han gennem mange Aar sværtede , til han fik dem fortrængt . De var sorte . Imidlertid findes der forhaabentlig en à to virkelige Niddinger mellem Hearsts Modstandere , der ved en afskyelig Banditstreg stopper Hearst i Karrieren og gengiver alle smukke Borgere deres 47 Farve . Det Spil er set før . Er man ganske nedbøjet over , hvor Forbryderfysiognomiet trænger sig frem i den amerikanske Presse , bør man huske paa , at de andre Udviklingstrin jo stadig eksisterer ved Siden af . Det staar enhver frit for hver Dag , præcis naar man vil , at rejse sig i sin fulde Højde og undlade at læse Journal til Fordel for Herald . Man kan gaa hen hver Dag i et surt Raseri og læse den skændige Avis , bare for at slaa fast igen , hvor det dog er forfærdeligt ; ad den Vej fornyer navnlig Gejstligheden sit Kendskab til Verdens Brøde . En Sammenligning med den i Danmark kendte „Smudspresse " giver ikke den rigtige Forestilling om Skadejournalistiken i Amerika . Foldet første er den derovre i større Stil , ikke de usselige Frimærker paa Ryggen af Publikum , hvormed man i Danmark sender Dagen ad Helvede til , for det andet udmærker den amerikanske Avisforbryder sig ved større Friskhed , man kan være i Stue sammen med ham for hans Aandes Skyld , han er vel ernæret af Rov , stinker ikke gennem Huden af Aadsel som de lyssky Hyæner , der roder i Offentligheden herhjemme . Pressemanden i Amerika er et Friluftsmenneske i sit Fag , en Eventyrer med Smag for Skydning i Gaden , ikke en Stakkel med alle Fattigdommens Laster , der hævner sit 48 Udslet paa Gud og Hvermand , naar lige undtages de Annoncerende . Nu er Sagen jo ogsaa den , at man ikke i Amerika kender hinanden intimt over hele Linjen . Hvem véd , om man ikke vilde faa et ret gunstigt Indtryk af vor egen Snigpresse , hvis man slet ikke kendte den ? I Amerika gives der intet Privatliv . Rent journalistisk og teknisk set er der ikke Tvivl om , at „den gule Presse " ved den animalske Energi , der træder i Stedet for Dannelse , har tilført Pressen i Amerika nyt Blod . Tempoet er bleven sat op , og de ældre Blade har maattet følge Trit . I Øjeblikket er den amerikanske Presse den fremmeligste i Verden . Man kan godt sige , at den umærkeligt har drevet alle Aviser Verden over til at følge sig . De franske Blade begynder at minde om Heraids Pariserudgave ; man kan kende det paa den sorgløse Sans for Realiteter , Udadvendtheden , Evnen til stadig Fornyelse , den abeagtige Nysgerrighed og Mangel paa Hukommelsen , hele Hakkelsen . Det falder os i den gamle Verden svært at lære , at en Avis ikke skal være et Digterværk , men det kommer . Pressen under ét i Amerika er et svimlende Vidunder , som kun en Ballonopstigning med Kvalme og Salighed kan give Begreb om . De rent ydre Forhold , hvordan Dagens Avis bliver til , hvordan den ser ud , og hvordan den bliver bragt til Publikum , er Ting , som det er værd at rejse til Amerika for at se . Om hele Amerika gik under i Havet og blot en eneste Avis blev tilbage , et Numer af et af de utallige Blade , der udkommer flere Gange daglig , vilde man kunne genskabe hele det amerikanske Samfund , den ny Verden , deraf , ligesom Forplantningskimet paa en eller anden mystisk Maade bærer et Præg af hver eneste Celle i Organismen , det stammer fra . Men i Stedet for at gøre Forsøg paa direkte at skildre den amerikanske Presses Ejendommeligheder og Fortrin , dens Flugt , Farvepragt og Rigdom , vil jeg i dybeste Beundring tilsværge den amerikanske Journalist Broderskab . Jeg har været længe nok i Amerika til at forstaa , at Journalistik i vore Dage er omtrent den eneste Haandtering , der sømmer sig for en Mand . Det er det Tidsfordriv , der kommer nærmest til Krig og Opdagelsesrejser til Søs . Det er vore Dages Landsknægterhverv ; man skriver , og man rejser . Som alle sande Heroer optræder den amerikanske Journalist navnløs ; han har ikke et lille tvivlsomt Ry at dægge for , men han bliver glubsk betalt ; han sidder ikke og pusler med Stil , han lever paa Gaden , og dens Puls gaar med ham over i Spalterne , den er ny med hver Nyhed . Man kan tage en hvilken som 50 helst amerikansk Avis i sin Haand og støde paa Ting uden Navn eller Mærke under , hvori der brænder et Talent , stort nok til en verdenskendt Forfatter . Men den uberømte Mester er en ung Amerikaner , der foretrækker at leve i den inderligst mulige Forening med de tusind menige Skæbner i Hverdagen fremfor at blive givet Entré til Vidderne af et eller andet Fruentimmermandfolk , der har læst en Ton Bøger og skrevet en Bog mere derom . Ingen ejer Tilværelsen som denne Rigmand i Solskin og under Lygtelyset paa Fortovet , og hvad i Alverden betyder det for ham , den umisundelige , at en Skare grønsaltede Fakirer sidder afsides og bliver udødelige , bare fordi det er en Umulighed , at d e skulde blive ramt af en velsignet Tagsten i Foraarsblæsten ? Det er da for Resten ogsaa den amerikanske Journalist , der har skabt den moderne Literatur , det unge Amerika ; men herom ved en anden Lejlighed . Paa et Fotografi , jeg har af en Gade i New York , ser man Mængden bevæge sig tæt paa begge Fortove med den karakteristiske Benstrækning , Folk faar paa Fotografier . De er allesammen tydelige nok , skønt man kan se , de har flyttet sig lidt under Eksponeringen . Men et Sted ved Randen af Fortovet er der en Taageplet af menneskelig Form — en Person , hvis 51 Fart gør ham usynlig . Det ser ud som en Aand , men det er en Journalist paa Vej til et row i Nærheden . 49 FRANK NORRIS I . Amerikas tidligste Literatur falder sammen med Englands ; Longfellow etc . I det nittende Aarhundrede faar Amerika en nationalt særfarvet Literatur , baaren af Navne som , for at tage Ekstremerne , Mark Twain og Whitman . De begyndte begge som Journalister , hvilket er værd at lægge Mærke til , fordi det amerikanske Aandsliv i det hele taget har sit Udgangspunkt i Dagen , til Forskel fra det evropæiske , der søger sit i Historien . Den yngste amerikanske Literatur kan karakteriseres som Journalistik under særligt gunstige Betingelser ; eller man kan sige , den er opstaaet ved en naturlig Udvælgelse mellem Avismennesker , der har haft Evner ud over det daglige . Men Stoffet er altid Dagens . Den amerikanske Forfatter ser ud som alle andre udvoksne Mennesker og reagerer ganske som et skrøbeligt Karlfolk. Tag til Amerika og prøv at gaa ham for nær ! Hans psykologiske Nysgerrighed gaar kun til et vist Punkt — 53 Resten falder udenfor Literaturen og ind i Medicinen. Han er først en Gentleman , der gennem Generationers Tugt har det i sin Natur , at man kun kan rage op over andre ved større Arbejdsevne og ved borgerlig Hæderlighed , dernæst er han et normalt fungerende Hoved indstillet direkte paa Tilværelsen og fra Barn af vant til et fygende Tempo. Forholdene , gunstig Opdragelse og medfødte Anlæg har ført ham ind som Medarbejder ved en Avis , i hvilken Egenskab han fyrigt embrasserer hele 54 Tilværelsen , indtil den løber over i ham , saa at han maa skrive en alt , altfor lang tilfreds , levende og ypperlig Artikel. Det er saa en Bog , Kenderens Bog om Guldgraverliv i Alaska eller Børsrædsler i Chicago eller Træk fra Livet i de store Skove . . Amerika , Amerika ! Han er begyndt med at sejre. Men naar den . folkelige Opmærksomhed udvælger en af disse Bøger , en af Tusinde , bliver Manden berømt , hvad han saa hedder , og tænk hvor kedeligt , for nu bliver han naturligvis pludselig opdaget som et Unikum , en forskellig fra alle andre , hvem det er umuligt at færdes mellem de Smaa. Nej. Han er ingen Pauper. Han har ikke oplevet 64 og skal ikke leve deraf. Han er en Amerikaner og et moderne Menneske . Han er i sit Væsens Grund anonym , og det er hans Adel . Han er en Demokratiets Verdensborger . Amerika har i Øjeblikket den frodigste Literatur i den civiliserede Verden . Amerikaneren er , frisk , hurtig , arbejdsstærk og følsom , som han staar , i Færd med at opdage sig selv . Den ene vældige Bog skyder op ved Siden af den anden , og de kan næsten lige godt allesammen ; Forfatterne er ikke et Lav udenfor Tilværelsen men Mænd af Amerika , der har været med , handlet , spekuleret , gravet Guld , gaaet paa Jagt , sejlet , sultet , spillet , dykket og gaaet op i 55 Ballon , og nu er et indre Pres i dem blevet for stort , saa at de foruden at leve ogsaa maa beskrive Livet som det er . De er alle stormende Elskere af Tilværelsen , af Forandring , Drift , ny Luft , Ansigter , Vildt , Ensomhed i Skoven , Vandring og igen Mennesker , de er alle som renblæste i Sjælen af Generationers Naturkærlighed før dem og af det hærdende Vejr , der gaar gennem det amerikanske Samfund ; de stiller med Appetit , men uden trængende Instinkter , har ikke et lille klæbrigt Privatliv at interessere en Omverden for , de lever , ogsaa idet de producerer , fordi ogsaa deri er der Arbejde . Aldrig har den vilde og fine Natur i Amerika haft saa sunde Dyrkere som nu , aldrig før har Sproget været saa nær Tingene og saa overdaadigt . Og ud af alle disse sorgløst oplevede og med lykkelig Energi gengivne Indtryk former sig vor Tids Amerika , en ny Kulturs nye Typer i hidtil ukendte Kombinationer , Hverdagen , Fabriken , Børsen , Næringsvejene , Tilværelsen som den er . II . Bag ved den levende , skrivende Sværm taarner sig som et Mulmbjærg Frank Norris . Ja , for han er jo død , han den mest levende af dem alle , den stærkeste og den inderligste , 56 den af hele det unge Amerika , der havde det bedste Hoved og det hedeste Hjærte , han er død . For at Ingenting skulde være den rige Tilværelse umuligt , for at selv den useligste Tilfældighed skulde vise sig mægtigere end Titanen , døde Norris af Apendicitis nogle og tredive Aar gammel , endnu et Barn , henrykt over de store Penge , han begyndte at tjene , over sit Hus paa Højderne ved The golden Gate , hvorfra han kunde se ud over Stillehavet . Har han haft Kræfter til det , maa han have græmmet sig i sin Dødsseng bitrere end nogen kan fatte . Følelsens Styrke i hans Digterværker bunder jo nemlig overalt i Frygten for Døden , Angsten for at det skal høre op ; der staar en Gus af Skræk og Energi ud af hans Skrifter , han omfatter Virkeligheden med en Guds Ømhed , netop fordi han ved , at den er saa skrøbelig , at Jorden drejer sig , og at vi dør . Og netop til ham , der rankede sig saa dristig og skøn , saa udødelig , til ham kom Opløsningen , just som han havde begyndt . Frank Norris skrev Octopus og The Pit . Han opdagede Hveden i Amerika . Den første Bog handler om den sociale Kamp mellem Jordbrugerne , Hvedeindustrien og saa Jernbaneselskaberne i Kalifornien ; The Pit skildrer de uhyre Hvirvler i Pengemarkedet , somHvedespekulationen foraarsager paa Børsen i 57 Chicago . Foruden at se og fremdrage det vældige Stof har Norris et tilstrækkeligt Overskud af Kræfter til i Octopus at gøre Rede for selve den digteriske Tilegnelses Proces . Paa samme Maade har han formaaet i The Pit ikke blot at gøre Børsen som raa og vulgær Aandsfortærelse til Poesi , men ogsaa med stor Finhed at vise , hvorledes et Attentat paa Virkelighedens Majestæt ender med et slaa alle Værdier ud af den Formasteliges Haand . Naturen er frodig , den straffer den der vil gaa imod den med Goldhed . I begge disse to Bøger af Norris er der en Urkraft , en sjælelig og fysisk Arbejdsevne , som kun en Mand i Verdensliteraturen ejer foruden ham , nemlig Zola . Frank Norris har lært kunstnerisk Voldsomhed , Tillid til det Elementære , af den franske Kæmpe . Men han føjer Lykken til . Medens Zola hamrede et Samfund , der var paa Retur , udbasunede Dødssalmen over en Slægt i Forfald , spiller Norris op med alle hedenske og udfordrende Naturtoner i Spidsen for den sejrrige Kultur i Amerika . Hans to Bøger er Triumftog , hvori Amerikas uudtømmelige Frugtbarhed føres i Guldvogn , medens selv Parasiter og Forbrydere bringes til at skyde bag paa . Det gror , gror i hans Værker . Foruden sin Hovedbedrift skrev Norris flere Romaner og Noveller , mindre i Anlæget og ikke 58 saa modne , men de har Betydning , fordi de overalt mellem mange Ufuldkommenheder røber Mesteren . De har alle Frank Norris ' Varme , der i sin Renlighed og ved at saa mange smaa Ting ligger ham nær , minder om det Bedste hos Kvinden . Der er en uendelig Gratie over hans Stil , som er vundet ved det han har slidt , og en Sikkerhed , der er kommen af , at han som Iagttager atter og atter har bearbejdet sit Stof . Men først og fremmest møder man ogsaa i hans Begynderarbejder den altid nærværende Livslyst , det Solsind , der bød ham optage al Varmen i Verden i sig og give den fra sig igen . Man mærker overalt den unge Norris , han elsker at leve , han maa have klappet alle Hunde paa Jorden , inden han lægger sig til at sove . Der maa være gyselige Ting til , som man sortner over , Havet er af en uhørt Dybde med den store Søslange paa Bunden , føj hertil brølende Skurke , og saa Kærlighed , og altsammen for længe , længe siden og dog just nu ... Saadan en Længselsbog er Moran . En Bog af en kælen og klog Dreng i Kalifornien , der har forset sig paa Stillehavet og drømmer om noget saa fjærnt og djævelsk æventyrligt som — som Norge ! Jo , Heltinden i denne taagede og bølgende Havroman er , det skal ikke skjules , fra 59 Kristiania , hedder Moran ( Maren ? ) Stenersen og fører , med Byghaaret strømmende for Stormen , en Bark paa Pacifikoceanet , fult efterstræbt af kinesiske Pirater ! Det er i skønneste Forstand en „romantisk " Bog , den ødsler med unge Drømme , den er spændende , dyster , grøn , rædselsfuldt og ædel . Og saa skjuler den det Vemod , der ikke kan forløses , det vi ved , at han der skrev den , og som var saa livsglad , at han nu er død . Norris , der i hele sin Produktion føler sig stærk som Angelsakser , har vel som ung Mand i sit Navn set en Antydning af , at han stammede fra Vikingerne i Norden og har derfor sat alle sine bedste Hedenoldsfornemmelser ind paa at digte Moran . Vi her i Landet , der med Forlov er halvt Normænd , ved ikke , om vi skal le eller græde over den salte Historie , men dog er den smuk . Den kan tjene til at vise os selv fra Vrangen — uden at vi dog bliver modbydelige derved . Er det ikke noget ? Og siden fik Norris jo en mere tidsmæssig Anvendelse for sit Vikingesind . Han har i sine to modne Bøger leveret Personskildringer af moderne Mennesker , der ikke staar tilbage for Sagaen . Farmernes Død i Octopus mindes med samme uoprettelige Følelse af , at det er Folk der har levet , som Nials Indebrænding . Norris var en af dem , der ganske simpelt kan . Faa kommer ham nær . III . Amerikas Opdagelse gentager sig den Dag idag . Hver Gang Menneskeheden efter et Flyveforsøg i de golde Ideers Verden kommer ned til Virkeligheden igen efter Næring , opdages „Amerika " paany . Men ogsaa rent praktisk talt er det sandt . Hvad der staar for os som en Myte , noget der en Gang for alle tildrog sig : Columbus ' Rejse og Amerikas geografiske Tilegnelse , gentager sig i det smaa , men ikke mindre betydningsfuldt i vor egen Tid og vil blive ved at gentage sig endnu mange Aar ind i Fremtiden , saalænge der i Nordamerika er Jord at bringe under Kultur . Men skulde Arealerne slippe op norden for Ækvator , saa er der hele Sydamerika , indtil videre lejet ud til nogle faa squatters , Portugisere , Vilde og andre dagos , der bereder Jorden idyllisk , indtil Angelsakseren kommer med sin Dampplov . Dette er den moderne Opdagelseshistorie : Et Territorium i Syd eller Vest for den amerikanske Civilisation , som hidtil har været overladt Indianerne , eller som har tjent til Græsgange for spanske Herremænds Kvægflokke , aabnes for Jordbruget , Hvede eller Majs . 61 Amerika begynder med Prærien , Bøflen og Indianeren , saa kommer Spanieren med en Rancho for hvert hundrede Kvadratmil , hvor der udfoldes Kvægdrift , Cowboys og Romantik , og endelig kommer det virkelige Landbrug , der følges af Byerne , Industrien og hele Resten . Saa omsider indfinder det Heles Skildrer sig , Digteren , der som altid kommer bagefter . Man kan i Amerikas Grænsedistrikter se alle Faser blandede imellem hinanden , Oldtid , Middelalder og vor egen Tid . Men den , der har været saa lykkelig at opleve den ny Tids Indbrud i et Distrikt , Jordbrugets Sejrsgang , han kan sige , at han har oplevet noget . For ham er der Grund til at leve , og han har det i sit Hjerte , man kan dø paa . Det begynder med Jernbanen . Toget kører bogstavelig talt ud paa Prærien og er der fra den Dag af . Det gaar saadan til , at der i Togets Spidse er en Maskine , der nedlægger Skinner , efterhaanden som det kører frem . Vognene bagved er ladet med Stationsbygningerne og hvad der ellers hører til en Jernbanelinje . Desuden medfører det de vigtigste elementære Dele til begyndende Byer , Tømmer og Jernpengeskab til en mindre Bank , de vigtigste Genstande til et Hotel o . s . f . Med Toget følger endvidere naturligvis den første Strøm af de begærlige settlers , med samt tilhørende Sagførere , 62 Vaabenhandlere , Læger og Eventyrere . Paa en Nat eller to rejser der sig Byer . Folk kører direkte fra Toget i medbragt Vogn ud til et øde Sted paa Prærien og slaar Telt dér . Et Aar efter staar her en tidssvarende Farm , og Hveden bølger deromkring saa langt Øjet rækker . Med næste Aars Tog kommer Prostitutionen og Svindlen til Landet . Her er noget at plyndre Men det vældige Overtal dannes af Landbrugerne , den amerikanske Bonde . Det er Mænd , der har opdyrket Jord og solgt den igen med Fordel maaske i hver eneste Stat i Amerika ; de har hørt om de nye Omraader , har skaffet sig de Oplysninger , der er dem nok , og er kommen . Der har aldrig været sundere Uro end den , hvormed den amerikanske Farmer skifter Opholdssted , han har løst Problemet at bo og at vandre paa en og samme Tid . Overalt hvor han er , dér er Amerika . Han kan hedde Derrick , Broderson , Osterman eller Annixter , Navne der lyder af mange Nationers Oprindelse , men han er altid Amerikaner . Han kan sine Ting , han véd Besked om Landbrug , har lært det og drevet det , og han har Kapital , kan købe de bedste Maskiner og holde saa mange Folk han vil . Han afkøber nu altsaa Jernbanen Jord og saar i den . Uden hans Driftighed var Banen ikke bleven anlagt , og han var ikke kommen uden den . 60 Lad der saa gaa en halv Snes Aar , efter at Landet er blevet aabnet . Saa strækker der sig et Hvededistrikt af Omfang som Kongeriget Danmark eller mere , en Provins i udmærket Drift og med en kraftig Befolkning i voksende Velstand . Stationsbyerne er bleven til Købstæder , en enkelt er vokset op over de 100 , 000 Indbyggere , der alle , skønt de bor i Byen , paa en eller anden Maade lever af Hveden og til Gengæld bidrager til , at den kan blive dyrket saa godt og i saa stor Udstrækning som muligt . Det er et Samfund i lille Maalestok . Og dette sker endnu , ikke ét Sted , men mange Steder , det gentager sig , det er Amerikas daglige Opdagelse , Virkeligheden , der tages i Besiddelse , Næringen for alle og af alle . Det Hvededistrikt , der her tænkes paa , strækker sig gennem hele San Joaquindalen i Kalifornien . Det er tilfældigt , at vi véd noget derom fremfor alle andre Provinser under fuld Dyrkning ; Distriktet har nemlig haft sin Forfatter . Hvor det maa glæde ethvert Menneske uden muligvis f . Eks . Anatole France , der som Boghøker er optaget af at skrive Bøger til sin egen Butik , hvor det maa glæde alle almindeligt Dødelige , at der er blevet skrevet om dette Hvedeland i Kalifornien ; ellers havde der jo været et sort Hul i Jorden eller overhovedet ingenting . 63 Hver sit ; San Joaquindalen er ingen Drøm , men indenfor Literaturen staar Frank Norris som Hvedens Opdager og Digter . Han kom til Distriktet tidligt . Ikke mellem de første , for man kan jo heller ikke forlange , at en Skribent skal være Jernbanearbejder . Men ved den Tid , Forholdene i det ny Hvedeland var saa modne , at en Journalist kunde tænkes at faa Ærinde dér , viste Frank Norris sig . I Begyndelsen sværmede han hæderligt for de maleriske Rester af den spanske døende Kultur og gjorde sig Umage for at aflokke den totalt flade Prærie en eller anden afgrundsdyb Mystik . Han besaaede Nattehimlen med Brudstykker af ethvert ungt Menneskes Læsning og faldt i Tungsind over ikke at være hentæret nok til at høste de skønne Visioner . Han vedgaar selv sine Skrøbeligheder , for i den mægtige Bog , han har skrevet , The Octopus , findes ikke blot Bogens Stof , men ogsaa Forfatterens Udvikling , mens han tilegnede sig det . Det der var , Jordbruget , Jernbanen og Kurserne , kort sagt den evindelige Hvede , gør ingen Indtryk paa den forlæste unge Mands Sind , skønt han lever saa at sige i Midtpunktet af en bølgende Hvedemark paa hundrede danske Miles Udstrækning . Det er dagligdags , klægt , for jordisk , ordinært . Giv ham Homer . Maa han bede om Helte . Tag disse Daglejere , Høstmaskiner og ridende eller 65 telefonerende Bødler bort fra ham med samt deres ydmyge Afhængighed af Regnen og deres brutale Liggen paa Kornmarkedets Konjunkturer . Giv ham en stor Sjæl , en Kæmpe fra Fortiden , en der er død , en fortærende Skønaand , en smuk Slave , som skrev Vers , naar han ellers ikke var i Brug . . . med faa Ord , Norris var ogsaa ung , før han blev voksen . Men da sker der det i San Joaquin Valley og i The Octopus , at der opkommer Krig mellem Jernbanen og Fartnerne ! Der sker noget , saadan som nu og da i Amerika , og Frank Norris bliver fra Drømmer og outsider til deltagende Mand . Væk er hans ekscentriske Smag for Halvmennesker og Invalider og alt deres Væsen , og han staar pludselig midt i Amerika , væbnet , hed af Kærlighed og skærende Tænder af Raseri , seende som en Gud og vild som alle de andre menige Næringsdrivende , der skaffer og æder Brød . Der er en Sag , han vil staa for og skrive for og dø for . Der sker det , at Jernbanen , The Octopus , Polypen , gør Farmerne Retten til deres Jord stridig ! Man kan ikke forestille sig en Konflikt , der gaar mere tilbage til altings Oprindelse end denne . Det vil altid være et svævende Spørgsmaal nemlig , hvilken Magt der skyldte den anden sin Eksistens , Jernbanen eller Jordbruget . De betinger hinanden . Men som Stil - lingen er i San Joaquindalen , forsøger 66 Jernbanen svigagtigt at forrykke Balancen ved at tilkende sig selv Ejendomsretten til Jorderne , ikke som de var , da de afhændede dem til Farmerne , men som de er efter en halv Snes Aars Drift . „Man " har udsat den endelige Ordning af Købet fra Aar til Aar , indtil man nu med en kun altfor interesseret juridisk Hjemmel søger at sælge Jorderne til den forhøjede Værdi , det vil sige udbytte Farmerne for ti Aars Arbejde . Og da Farmerne nægter at lade sig flaa , skrider man — Jernbanen er personløs — til , hvad der er en endnu bedre Forretning , helt at fratage dem deres Jord . Da griber Farmerne til den Ret , man har fra Begyndelsen , Nødværgeretten , Riflen og Revolveren ! Men nu maa Resten læses hos Norris selv . The Octopus er i den Grad lidt literær og i den Grad kunstnerisk mægtig , at man tilegner sig den uden at forveksle Læsningen af den eller Indtrykket af dens Forfatter med Stoffet , den Virkelighed , der ligger til Grund . Her er Materialet , Manden og Bogen ét . Uagtet det er en i højeste Grad moderne Bog , har den de klassiske Værkers distanceblændende Storhed , der beror paa , at Tiden har belæsset det skrevne Ord med hele den Virkelighed , der er svunden . Det er ikke i Norris ' Bog sket ved , at en Ver - den er gaaet under , forat den skulde leve , men 67 den store Varighed er i Bogen , fordi Døden gaber ud derfra . Den handler om Korn og om Mennesker , der dør derfor . IV . Ovenfor er der gjort Rede for , hvorledes det store Landbrug opstaar i Amerika , idet jeg samtidigt har gengivet Indholdet af Frank Norris : The Octopus . I denne magtfulde Bog skildres Hvedens Tilblivelse , og hvordan Hveden straks giver Anledning til en tragisk Konflikt mellem Landbrugerne , der har „rejst " den , og Jernbanen , som fragter den og gør den til Vare . Men naar Hveden er kommen „paa Hjulene " , træder den ind i Handelen , viser sig paa Verdensskuepladsen , Chicagos Børs ; og herom handler Frank Norris ' anden Mesterbog The Pit . For en Sammenlignings Skyld : den amerikanske Literatur er ikke præget af i en Menneskealder at have været pantsat til aandelige Aagerkarle , der anbragte deres Kapital af Livsfjendskhed i Landets Svaghed efter en Krig . 64 Den handler ikke om sig selv heller . Den har ikke glemt sin Opgave for udelukkende at tage Nødværgestilling til en sjofel Kritik . Ikke ethvert Fattiglem skriver om Bøger i Amerika ; de Mænd , der har Talent , beskæftiger sig uhindrede med Naturen og Tilværelsen . Bøger er til for at gøre opmærksom paa det daglige Livs Rigdom , Mangfoldighed og hele uudtømmelige Urværdi ; hvis de gør det , da er de selv Tilværelse og værd at opleve . Ingen , der ' har læst The Octopus , glemmer den vilde Ulykkesdag , da Farmerne bliver dræbt paa deres egen Jord , som de forsvarer , væbnet til Tænderne ; det er som om man selv har kendt Harran , Annixter og Osterman ; der er netop den samme Distance i Ens Erindring efter Læsningen , som der er til en Begivenhed , der virkeligt passerede . Saa stor en Digter er Norris . Men for den , der selv pusler med en Smule frembringende Evne og forsaavidt er Kender , ligger den uforglemmeligste Oplevelse i den Forstandsvidde og uendelige Kærlighed , hvormed Norris i The Octopus har hævet tarvelige Almuesmennesker , Folk med Jordklumper paa sig , op i Poesiens evige Storhed . Han har med en Guds Klogskab beredt Tragediens flammende Bad , hvoraf de Smaa opstaar som Mennesker . De begynder allesammen i Historien som platte og utækkelige Hverdagsmen - nesker , men de ender som Hædersmænd , man 69 aldrig glemmer , for de dør for deres Sag . Og der hvor Ligene strækkes paa Jorden , Ven ved Siden af Fjende , der hører al morderisk Had og Hævnfølelse op ; der er nu ingen anden Ting tilbage , end at de er døde , og nu maa vi græde . Saadan gror det i The Octopus . Saadan sprudler Kilderne . Det er Solvarmen selv , det er den elementære Grøde , der følger samme Lov , hvad enten Korn modner og afgiver Næring , eller Mennesker elsker og dør . Kun den , der gaar imod Jordens Frodighed , han straffes , paa ham hævner Jorden sig med Ufrugtbarhed . Er det end samme oprindelige Solmagt , der driver ham , er han lydefri i sit Hjerte som et Træ i Troperne , han skal gaa ud , Lynet rammer ham ! Naturen er den største . Herom handler The Pit . En Finansmand i Chicago , Jadwin , ser en Aabning i Hvedemarkedet , der giver ham Planen til en C orner . Det vil sige , han ser Mulighed for ved skjult Operation med sin Kapital at samle hele Aarets Hvedeproduktion paa sin Haand , saa at han kan diktere Verdensprisen . I Følge Varens Natur er det et Foretagende , hvis Virkninger vil gøre sig gældende over hele den civiliserede Verden , ikke alene indenfor Handelen , men overalt hvor Brød spises . Hvis Jadwin stopper Hvedeudførslen til Europa , sulter Proletariatet i Italien . Et 70 Tryk af hans Haand paa Børsen mærkes ikke blot i Form af Avisartikler Verden over , hvert eneste levende Menneske sporer det som en ængstende Berøring af Halspulsaaren : kan Brød købes ? Det er i en forfærdelig Grad Virkelighed . En Corner i Levnedsmidler er af større praktisk Betydning end de europæiske Monarkers Trontaler . Finansspærringen lykkes for Jadwin i Begyndelsen , glimrende intellektuelt udstyret og blodig haard som han er . Samtidigt med at han udfolder en cæsarisk Energi og en dertil svarende ganske naturlig Herskerevne , hvorved han underlægger sig en saadan Smaating som Verdensbørsen , taber han imidlertid sit Privatliv af Syne . Norris viser med megen Finhed , hvorledes hvert Skridt , han tager ind paa Spekulationens Slagmark , fjerner ham mere fra hans unge , forfinede Hustru . Hun holder af Musik og Kunst ... og der kommer en Sværmer i Huset , et romantisk Individ med skønne Floskler paa Læben . De spiller Orgel sammen , medens Jadwin er ude og give Pengefyrster Gulsot . Nuvel , det er set før , at den Kvinde , man elsker , foretrækker en Skærsliber . Arbejdet er en Mands Liv . Men er der alligevel andet end Ens Familie ? Hvad en Mand kan naa , er at begynde at bære en Kalv , ind - til han driver det til at bære en Okse , og 71 hvad han faar for det , er at tjene til at beskytte en Kvinde , der efterhaanden som han bliver stærkere , faar mere Magt til at hindre ham i hans Arbejde , og undertiden gør det . Og dog er der ikke andet . Jadwin staar i Begreb med at vinde Alverden , men man forstaar , at i samme Stund han sætter sig Jernkronen paa sit Hoved , render hans forkælede , silkebrusende Kone bort med en Skuespiller . Men Naturen er barmhjertig og knuser Jadwin , lægger ham tilbage til sit Bryst , gengiver ham Graaden og Begyndelsen . Han naar virkelig saa vidt , at han i sin Haand holder al Jordens Hvede . Og nu skal den sælges , dyrt , dyrere end nogen nogensinde før har hørt . Da sprænger en eneste ny Hvedehøst Spærringen ! Med de vanvittigt stigende Priser har hver Mand i Amerika , der disponerede over en Plet Jord , saaet Hvede i den , og nu er den moden , Millioner af Bushels , der pludselig vælter ind paa Markedet . Prisfaldet er uundgaaeligt , og der ligger Jadwin med sine Millioner af Bushels og kan ikke en Gang sælge for hvad han har givet ! Det er Malstrømmen , der drukner ham , det er the Pit . Med Norris ' Ord : „Det er Hveden , Hveden . Den rørte sig paany . Fra Gaardene i Illinois og Iowa , fra Land - ejendommene i Kansas og Nebraska , fra alle 72 Strækningerne i det vestlige Amerika , , rejste Hveden sig , Hveden , som Tidevandets Bølge . Den svulmede og skred frem i sin Almagt som kødelig Broder til Jordskælvet , Tvilling af Vulkanen og i Slægt med Hvirvelstormen , den rejste sig som en umaadelig Verdensmagt , en uhyre Bølge , Nationernes Ernærer ! " Og denne vældige Naturmagt , Elementet selv , slaar Kejsersværdet ud af Jadwins Haand — men gengiver ham Tilværelsens sande Frugt , en Kvindes Kærlighed . Thi Kvinden er selv den store Natur . Kæmpeværket Hvedens Saga var af Norris planlagt som en Trilogi , men det sidste Bind , der skulde have handlet om Hvedens Fortæring , Hungersnød og sociale Miserer i Europa , blev ikke skrevet . Norris døde forinden . V . Den Dag jeg gik i Land i San Francisco , Efteraaret 1902 , var Bladene fulde af lange Artikler om en ung kalifornisk Skribent , der var død just Dagen før . Paa Billederne saá man en 73 ung Mand med smalt Hoved , determineret Kæbeparti og kloge , varme Øjne . Det var Frank Norris . Jeg havde aldrig hørt hans Navn før . Efter Nekrologerne lod han til at være mest kendt i sin Hjemstat som Forfatter til visse voldsomme og dybsindige short stories . Forresten var Bladene enige om at beklage Dødsfaldet som et af de meningsløse Luner af Naturen , Jordskælvsstaten er saa rig paa . Nok er det , han var død , Blindtarmsbetændelse eller sligt . Siden efter at jeg havde lært hans Værker at kende , har det kunnet sortne mig for Øjnene ved Tanken om , at en Sjæl af en saa mægtig Energi og Godhed ikke er mere . Her er ikke Plads til udførligt at efterspore Udviklingen i Norris ' Værker . At der er en , er let at overbevise sig om ; den kunstneriske Vækst i hans Produktion minder om Sneglehuset , der begynder i det Smaa og svulmer til kolossale Vindinger , men stadig efter samme Plan . To af hans Ungdomsbøger , Blix og Mc Teague , viser ham spinkel og ufærdig , tumlende med sit Stof og sin Metode paa en Gang , men her er alle de Elementer , hvoraf han siden som fuldtudfoldet Talent former sit Hovedværk . I Blix , en kendeligt autobiografisk Studie føres man ind i en fordringsløs lille ung Mands Bevidsthedsliv , der endnu er lukket inde af San Franciscos Horisont , men hvori det 74 stormer efter Befrielse . I denne ungdommeligt kælne og løjerligt retningsløse Bog findes Anlæget til den senere saa højt kultiverede Betragtning af Kvinden , der udmærker Octopus og The Pit . Blix , en kalifornisk ung Pige , er skildret med samme forelskede Varsomhed og kyske Styrke som Hilma Tree i The Octopus og Laura Dearborn i The Pit , men har ikke disse to Skikkelsers monumentale Storhed . Ingen har jo skildret Kvinden som Norris . Der findes ingen sødere , i al Stilhed pragtfuldere Kærlighedshistorie end den , der udfolder sig selv mellem Annixter og Hilma Tree . Det er gjort med den Almagt , der bøjer sig , den hjertelige Rigdom , der finder Tilværelsen hvor den er . Alle vilde og fine , alle bevarende Kræfter udløses ved Mødet mellem de to . Det er som om de frembringer Landskabet , hvor de finder hinanden , ved deres Varme ; man ser dem staa ene paa Jorden . Her er Norris saa meget større , som han er den første , her har han ikke lært , det er det alleroprindeligste i hans Væsen , der har gjort ham til en evig Beundrer af Kvinden , Frugtbarheden og Jorden . I Mc Teague møder der os mere af Norris ' Metode end hans Væsen . Her er hvad han har lært , Zola , Naturalismen , Milieuet . Og dog er der Træk i den store tunge Proletar og Tand - læge Mc Teague , der viser hen til Norris ' 75 senere dybe Menneskeskildring . Han har allerede her anet noget om de Forfærdeligheder , der ligger under i den menneskelige Natur , og som der skal saa lidt til at aabne for . Foruden disse to Begynderbøger og nogle mindre Historier , alle formet med Norris ' overlegne Blanding af Sødme og grum Humor , har han skrevet en ekstra gyselig Nordpolsroman og den festlige Sørøverfortælling Moran . Her knitrer han som en Kat i Mørke af Eventyrlyst og graadig Mordstemning , her boltrer han sig i rædsom Udve og Skændselsgerninger paa Havet og ægte , kæmpemæssig Elskov . Det er imidlertid ingen almindelig Køkkenroman , skønt den har alle Ingredienser ; den er skreven af en Mand med rene Instinkter og en højtudviklet Sans for Stil . Norris gav sig Luft gennem den en Gang som ung Mand , da han ikke kunde være rolig længere . Og man kan her læse mere : Moran har alle de Stemninger , der bemægtiger sig en ung Mand paa Overgangen fra en aandelig , æstetisk Anskuelse af Tilværelsen til Begæret efter den selv . Ogsaa i Moran er der Forstudier til Norris ' senere store Værk : Hvedens Saga . Frank Norris er den eneste amerikanske Forfatter af dem , jeg kender , der har gjort Forsøg paa ikke alene at omspænde sit eget LandsKultur med alle Forudsætninger og Udfoldelser , 76 men ogsaa at afrunde sig ved Tilegnelser udefra . Hos ingen anden amerikansk Forfatter , vel at mærke af de moderne , har jeg sporet europæisk Paavirkning . Norris har tilegnet sig det bedste hos Zola , Fordomsfriheden og det store Anlæg . Men hvad der er det vigtigste , , Berøringen med europæisk Livsanskuelse har ligesom givet Norris det Punkt , hvorfra han tager Afstand , har hjulpet til at udforme det Indbegreb af Tradition , han i sine modne Værker vender sig imod . Og her er det Norris driver det til at afspejle foruden sig selv og sin Tid ogsaa sit Lands Historie . For den amerikanske Kulturs Betydning for Verdenshistorien er netop den , at den har brudt med sin Fortid , den fører Tilværelsen videre udenfor Sporet , fra nyt af . Ethvert Fremskridt , enhver folkelig Frigørelse finder Sted , saa at sige , i de af Filosofien og „Historien " ubevogtede Epoker . Den formodede Nødvendighed af , at Tilværelsen har at agte sig i Overensstemmelse med hvad et sammenskrevet Mindretal vedtager om den , gjaldt ikke Amerika . Det kategoriske Imperativ , der skyldte et husligt Stilleliv sin Oprindelse , udstrakte ikke sine Virkninger hinsides Atlanterhavet . Det kunde virkelig i flere Aarhundreder være det samme , hvad nogle bortrømte Stivnakker og 77 umælende Lægfolk foretog sig derovre i „Amerika " , hvor man sendte sine forlorne Sønner hen . At den ny Verdens uskøttede og ganske sjælløse Almuekultur en Gang kunde vokse sig saa stærk , men fremfor alt saa fri for Lektier og saa hujende henrykt , at den rent satte den gamle eksaminerede Verden i Skygge , faldt ikke de den Gang nærsynede Systematikere ind . Og det gør det ikke endnu . Man lever den Dag i Dag i den salige Tro , at det eneste der flytter Bjerge , er de Bøger , det færrest mulige Antal læser . Imidlertid foretager man sig i sin Uvidenhed en Række praktiske Bagateller i Amerika . For dem , der ikke selv kan rejse over og deltage i Arbejdet eller se det , er der Frank Norris ' Værker . 68 THEODORE ROOSEVELT I . For at give en frapperende Forestilling om den moderne Civilisation , der vel i Øjeblikket rører sig stærkest og mest brusende i Amerika , om den end gaar dybere i Evropa , kan man ikke ramme Pletten nærmere end ved en Karakteristik af Præsident Roosevelt . Og for ret at skaffe Baggrund for ham som højtudviklet Kulturtype kan man forudskikke en Beskrivelse af den laveststaaende Amerikaner , Jordens usleste Vilde , Pescheræen . Hvis man kunde tænke sig at komme sejlende op gennem Kristianiafjorden en Gang i et af de Aarhundreder efter Istiden , da Stenalderfolket holdt til paa Morænerne langs de barske Kyster , vilde man ved Nattetid se Baalene fra Bopladserne ved Stranden og fra Skovaabningerne inde i Vigene og oppe paa Højderne , ganske ligesom Magalaens i 1520 saa Ilden inde fra de Indfødtes Lejrsteder paa Bjærgøerne sønden for det sydamerikanske Fastland og gav Øgruppen Navn derefter. De Vilde her , Ild- lænderne eller Pescheræerne , staar den Dag i 79 Dag paa samme Udviklingstrin som vore For- fædre i Stenalderen , mulig endda lavere ; de er som en Stamme , Tiden har forladt og glemt paa en afsides Ø langt borte i Verden. Klimaet paa Ildlandet nærmer sig det nordiske ; det er i Gennemsnit koldere , men Kulden er mere jævnt fordelt over hele Aaret . Det blæser og regner næsten altid , de høje , skovbevoksede Bjærgøer ligger sædvanligt indhyllede i sure Taager , som Stormvejret nu og da river et Hul i , saa at det skumle , altid vaade Landskab kommer til Syne . Saaledes saa Darwin Landet paa sin Jordomrejse med Beagle en Gang i Trediverne . Og i dette hundske Vejrlig lever der Mennesker , der gaar saa godt som nøgne . Ildlænderens Liv er som en lang Angst . Han vaagner om Morgenen ved det hendøende Baal under et Halvtag eller en Slags Skærm af Grene , han har rejst mod Vejret for Natten , vaagner kold og sig selv halvt ukendelig efter de truende Drømme , der har fyldt hans vilde Indbildningskraft , og aldrig saa snart har han gnedet Søvnen af Øjnene og bortjaget Mindet om Rædslerne , der hang over ham i Søvne , før den ældste af alle Bekymringer slaar Øjnene op i hans Sind , Hungeren , som Søvnen har fornyet , Sorgen for Udkommet . Det beror paa Tilfældet , paa et Lune af blinde og formløse Magter , om han i Dag kan skaffe sig det , hvormed han og hans Kvinde og Unger skal mætte sig for næste Døgn . Regnen vækker ham , hans stundesløse Dag er begyndt . 80 Hvis Ildlænderen er Kystboer , henter han Størstedelen af sin Føde fra Stranden , hvorvel han ogsaa giver sig af med Jagt som de andre Stammer , der strejfer omkring oppe i Skovene . Landet har for Resten ikke mange vilde Dyr , ikke slige mægtige Fortidsdyr som Mammuten eller Uroksen , som vore Forfædre i Perioden efter Istiden gjorde Jagt paa ; der er kun et større Dyr af Betydning , Guanacoen , den vilde Lama , som forsyner Ildlænderen med Kød og med det raa Skind , der er hans eneste Beklædning . Foruden den vilde Lama jager han Odder og Sæl og andre Smaadyr . Desuden spiser han Bær , Rødder og Svampe . Men da Kystboerens Levevis nærmer sig mest til Stenalderfolkets , skal hans Dag skildres udførligere her . Det første og sidste , evige Numer paa hans Spiseseddel er Muslingerne i Stranden . Han danner desaarsag Skaldynger eller Køkkenmøddinger paa de Steder , hvortil han under sin Omflakken regelmæssigt vender tilbage , ganske ligesom vore Stenalderforfædre . Saasnart Ildlænderen altsaa har gabet sig sine Kæber i Led og føler Sultens Tang i Maven , , purrer han Kvinden ud og henvender en Befaling til hende i Pescheræsproget , der af Naturforskere skildres som en Række Variationer af en og samme intelligente Hoste , og sammen med hende vaagner Ungerne , som straks 82 kræver noget at suge paa og støtter deres Forlangende med kraftig Graad , et naturligt Sprog for Børn , der heller ikke er Nutiden ubekendt ; Børn er og bliver smaa Stenaldervæsner med Flint i Haanden og et graadigt Greb i Haaret paa deres Moder . — Op og afsted ; Mor Pescheræ sanker Flokken om sig og begiver sig med sin flettede Kurv ned til Vandet for at hente Morgenmuslingerne . Hun er et Væsen „med Spor af fordums Skønhed i de nu hærgede Træk " , som det hedder med en urgammel Vending ; men hun er skrap , niver en Unge hist , varmer en andens Øre her og pjasker med Vandforagt ud i den isnende Strand for at faa begyndt . Det blæser bitterlig koldt , og Regnen slaar som et koldt Ris , Mor Pescheræ drejer med et viljekraftigt Tag sit Odderskind om paa den anden Side af Kroppen , hvorfra det kommer ; Børnene følger hendes Eksempel og flytter ogsaa deres Odderungeskind mod Vinden , og saa vader de tappert ud . Mor Pescheræ stager op i Bunden med en Gren , som er hærdet i Enden med Ild , og alle Ungerne efterligner hende med hver sin større eller mindre Kæp , omhyggelig brændt i Baalet ; men de fanger jo Ingenting , gør bare store Moder efter . Imidlertid ser de alle med Ærefrygt , at Faderen , den ukrænke - lige Guddom , i Dag værdiges at arbejde ; han 83 ønsker ikke at pønse paa Rigets Vel i Dag , men vil ud at fiske , de ser ham skyve Barkbaaden , hans snilde Hænders Gærning , ud paa Vandet og gøre sine vidunderlige Redskaber ( som ingen af Ungerne tør røre ) i Stand . Han er aabenbart bleven fangstsyg af mange Dages Dovenskab , hvorunder Konen skaffede ham Føden ; Geniet rører sig i ham , hanem lyster at lege som en Gud med Havets Dyr . Praktisk talt betyder det , at man i Dag tør haabe paa Sild til Middag . Et Solstrejf bryder Stormskyerne og tegner Broer paa Regnen — se der kæmper Fader Pescheræ med Vandene som en homerisk Helt , hvis Hjærte ikke undes Fred af Længsel efter Daad og mens han i nogle faa Favnes Afstand fra Land sætter sine — Renkroge , pløjer Familjen trøstig op i Sandbunden og hilser hver en ny Musling , der findes , med Sejersraab , der lyder som en Gøen af Hunde . Nu gaar den godt igen — leve Ildlandet ! Dagens Fangst bliver saa fortæret , enten raa som den kommer fra Saltvandet eller ristet paa de gloende Sten i Baalet . Hvis der har været meget at spise , kendes det som en Art mæt Smil i de stumpe , forgræmmede Ansigter , Børnene vover sig udenfor Husskærmen og hengiver sig frodigt til at martre et eller andet mindre Dyr , Børns bedste Tidsfordriv ; Mor Pescheræ hænger sin Stads paa sig , en 84 Perlekrans af Muslingeskaller og Tænder , og Familjens Herre trækker en sort og en hvid Stribe tværs over Ansigtet som Festtegn ; hvorpaa den almindelige udvidede Sindsstemning fører til , at hele Familjen bryder Lejr og gaar videre paa Rejse i det aldrig udslukkede Haab om en Gang at finde et lykkeligere Land at bo i , der som en Svøbe har jaget Jordens Befolkning fra Urtilstanden og op til Kulturen . For Pescheræen bliver Drømmen dog aldrig til andet , end at han efter en Dagsrejse nedsætter sig sulten paa et Sted meget ligt det , han forlod , og hvor han har været før . Her lægger han saa et nyt Lag til Skaldyngen , og dette er hans Liv . Værst er Natten for den Vilde , Natten og Skoven , for den er fuld af de umilde Aander , som Vejret og Pescheræens Dyresjæl tilsammen skaber i Rummet . Blæsten er en vred og bidende Aand , der ikke kan ses , men som man maa slaas med , og som altid er der ; Frosten er et stille Væsen , der hænger i Luften og døder den Sovende , ethvert Knirk i et Træ om Natten er Lyden af et ondt Væsen , deri sliber Tænder og lurer paa den sitrende Pescheræ med Kone og Børn i Haab om et Maaltid . Sandelig , Ildlandets Guder maa have Smag for ramme Ting , for Pescheræen , der ikke har Nerver i Huden , lugter som Gammelost og 85 udsveder Galde af al den raa Mad , der gærer i hans Tarme ; men Pescheræen tror nu , at en hel Verden af usynlige Aander attraar ham mest af alt til Spise . Tordenvejret brøler fra Bjærget af uhyre Utaalmodighed efter at opæde ham , Lynilden rækker en knitrende Arm bevæbnet med Kramper ud efter hans Lemmer , selve Mørket fordøjer paa ham , udsondrende Vanvid , som en Afgrundsbug . Imod alle disse gabende Magter er der kun ét , der hjælper , et eneste Værn for det fattige Liv : Ilden . Derfor er Ilden alle andre Ting modsat , Pescheræen elsker den , stirrer ind i den , maalløs som en Hund , mens det gror i ham af Tak . Af denne Kærlighed til Ilden er al Kultur , alt Aandsliv opstaaet i den øvrige Verden . Men Pescheræen naar ikke længere end til kropsligt at varme sig ; det har lukket sig over Spiren i hans Sjæl . Pescheræen har da ingen Haab , ingen Glæder . Kommer Lykken en Gang haandgribeligt til ham , da er det i Form af et større uventet Fraadsegilde , som f . Eks . naar en død Hval driver ind paa Stranden . Da styrter han sig med Viv og Afkom paa Hovedet i det udstrakte Kadaver , svømmer i Spæk , æder sig ind i Dyret , til man kun ser Fødderne af ham , kamperer midt i Sulemaden , jubler i Storhedsvanvid ... og flere af Stammen kommer til og gaar om Bord i Hvalen , hvor de æder , indtil de 86 ser Syner og faar svovlede Opstød og omsider falder hen i skrækkelige Mareridt . Flere Religioner har et dunkelt Sagn om slige Tildragelser , hvor visse Personer blev „opslugt " af en Hvalfisk og først viste sig igen efter fyrretyve Dages Forløb . Ved nøjere Eftersyn viser det sig saaledes , at en altfor stor Skepsis imod de religiøse Overleveringer savner Berettigelse ; der ligger altid noget sandt til Grund derfor . Ildlænderen stiller sig uimodtagelig overfor al Civilisation . Udviklingsmuligheden i ham er udslukt . Kun den afsides Beliggenhed skærmer Befolkningen , som tæller faa Tusinde , fra den Undergang , alle lavtstaaende Folkeslag gaar saa rivende hurtigt i Møde ved Berøring med Kulturfolk . Der er da Udsigt til , at Stenalderen , saaledes som vi selv i vor Fortid har oplevet den , endnu i lang Tid vil være at finde som en tusindaargammel Rest midt i Elektricitetens Tidsalder . Paa samme Dag , i det samme Solaar som Pescheræen ruger ved Baalet under aaben Himmel og bager sine Skaldyr , sidder Theodore Roosevelt ved sin Pult i det hvide Hus i Washington og leder Amerikas Statsforretninger . Første Mand i et Samfund — et Begreb , Ildlænderen ikke en Gang kender . 81 Præsident Roosevelt kan tages for Gennemsnitstypen af det moderne Menneske . Den øverste Mand i et Demokrati udmærker sig ikke fremfor andre uden ved omfattende Dygtighed , ellers er han en af de mange . Roosevelt er en Amerikaner . Titlen er ikke længere . Denne ene Mands Hjærne danner Midtpunktet for et ordnet Samfund paa henved hundrede Millioner Mennesker , hver med et Ur i Vestelommen . Der udstraaler femogtreds private Telegrafog Telefonledninger — Lynet bragt til Lydighed — fra det hvide Hus og ud mod alle Verdens fire Hjørner . I Midten sidder Theodore Roosevelt . Han faar tusinde Breve om Dagen . Med ham som Centrum fungerer hele den uhyre Maskine , hvis Bestemmelse dog til syvende og sidst kun er at sørge for , at hver Mand i Amerika faar Mad , naar han er sulten , og Ild i sin Kakkelovn , Tobak og en Avis , og at dette bliver ham sikret saa længe som muligt . Theodore Roosevelt staar tidlig op efter en Nat uden Skrækbilleder ; han er et propert Hoved , helt tilstede , bevidst som en skyfri Dag , naar han er vaagen ; der er altsaa ingen Drømme i ham . Hans Krop er trænet næsten til Ildfasthed , dels ved en lang haardfør Slægts Nedarving af legemlig Erfaring fra Led til Led , dels ved personlig Lyst til Indøvelse ; han 88 kender ikke Sygdomme og vil en Gang dø uden Spektakler . Saadan en Mand sover godt . Og naar han saa er kommen paa Benene , kræver han Arbejde . Kun for at fastholde Modsætningen til det uciviliserede Menneske skal der her antydes nogle Træk fra et Kulturmenneskes daglige Liv , Højden og Dybden af hvad han staar i ; vi kender det jo alt sammen . Vi springer fra Sengen og farer straks ind i et kunstigt Regnvejr ; i alt Fald vasker vi os ; noget vaadt maa vi have paa os , og det vilde Ildlænderen ikke indlade sig paa ; det vilde ligge nærmere for ham at gnide sig ind i noget mere Snavs , end der allerede sad paa ham . Til Vasken bruger vi Sæbe , en Artikel , der aabner et helt teknisk Perspektiv , fra sin Tilblivelse til den gennem Handelen kommer os i Hænde . Saa børster vi Tænder . Hvadbehager , gør vi Tegn til at spise en lille Børste , og spytter vi det ud igen ? Sære Mennesker ! Derpaa reder vi os med en Kam . En hvadfornoget ? Det er en Ting , der kan ligne et maaske farligt Kryb med mange Ben eller et over det hele tandet Dyr . Den lugter meget mistænkelig af Svovl og Beg , hele Gomorrhas Undergang , og vi fører den med Flid flere Gange gennem vort Haar . Det er en Kam . Vi nynner under dette et Refræn — ucivili - seret , men vi gør det . Vi ser os i Spejl . . . 89 Glas med Kvægsølv og Tin paa den ene Side , en Gaade og et Underværk . Glas , hvad er nu det ? Det er selve vor høje Kultur , der er saa fuldkommen , at vi ser lige igennem den . Det er nemlig Meningen , Glasset er til det samme . Glasset i sig selv beskues kun af Kendere og gale Folk . Kvægsølv ... et Metal , der er flydende ved almindelig Temperatur , et Stambegreb , der i hurtig Rækkefølge genkalder Hovedpunkterne i Kemien og Fysiken i ens Hukommelse — Tilstandsformerne , Varmelæren , Grundstofferne , Zinnober , Barometret ( ser man ikke sine Skolebøger for sig , sin Lærer , husker man ikke det store Øjeblik , da man fattede Hemmeligheden ved Torriceiiis Rum ? ) Naar man har klædt sig paa , og vore Klæder , Støvlerne , Knapperne ( jeg har en Gang fulgt en Knaps Udvikling paa en Fabrik i Düsseldorf , og det var et helt Epos ) , vore Klæder fortæller Menneskehedens Historie paa deres Vis , — saa sætter man sig til Morgenkaffen . Koppen er et helt Vidunder af Teknik og Kunst ; der ligger rygende Fabriker , en uoverskuelig Industri , bag den ; Kaffen er kommen paa Dampskibe fra Arabien foranledigende Bevægelser paa Børsen undervejs ; Fløden : hele Landbrugets Saga ! — Sukkeret : Plantagerne i Vestindien ; Hvedebrødet : Agerbruget i Sydrusland eller i Amerika ! hertil kommer Avisen ! 87 Og alt det er kun de elementæreste Ting . Alt dette efterlader end ikke Sporet af et Sanseindtryk i Præsident Roosevelts Sind , mens han iler derigennem for at blive færdig til at modtage sine Sekretærer . Det var ikke godt , om det gjorde ; Civilisationen bestaar ikke blot i at tilegne sig men endnu vigtigere i at glemme . Først paa Underlaget af det daglige Livs genialt udtænkte Lettelser , som altsaa sparer os for Gentagelser , hviler Kulturens øvre Lag , Samfundenes uhyre sammensatte Organisme . Man forlanger ikke af et Gennemsnitsmenneske , en Præsident , at han skal staa paa Bunden og paa Toppen af Tingene ; han skal have tilegnet sig Summen af vor Kunnen og Viden , han skal staa som et vældigt Udtryk for det Væsentlige . Roosevelts Opdragelse og Kariére gjorde ham da heller ikke til Specialist men til Kender paa alle almindelige Omraader . Han tilegnede sig alle Stænders Egenskaber og Færdigheder , enhver Art jævn Viden paa sin Bane gennem det offenlige Liv i Amerika . Ingen af hans Haandteringer var et Lune , han er i Følge sin Natur Retskyndig , Historiker , Politi - og Postmester , Søofficer , Strateg til Lands samt menig Soldat , Statsmand , Jæger og Cowboy , Forfatter og Fader til smukke Børn , tilsammen en Mand . For at give et sammenfattet Begreb om Præ - sidentens Arbejde kan man se , naar han rejser . 91 Toget , der med en Storms Hastighed fører ham gennem Amerika , er da et stort rullende Kontor , levende af en Stab af Stenografer , Assistenter , Sekretærer , Bude . Der er Køkken i Toget og Spisesal , Bibliotek , Senge og alle Bekvemmeligheder . Ved hver Station hives der en Sæk Breve og Telegrammer fra alle Verdens Hjørner ind i Toget , og har det ikke Tid til at holde , slynges den ombord ved en særlig Maskine , mens Toget gaar tyve Mil i Timen . Har Folk samlet sig ved en Station , kommer Roosevelt frem paa Togets Platform og holder en af sine skattede Minuttaler , hvorunder man fotograferer ham med Knytnæver , blottede Tænder og alle øvrige Kendetegn paa atletisk Energi . For nylig er Præsidentens Tog blevet forsynet med en Gnisttelegraf , saa at man kan holde Forbindelsen vedlige med Omverdenen , selv om Toget er i Fart . Ja , men hvert Aar tager Præsidenten en Ferie paa to - tre Uger og drager ud i Amerikas ødeste Egne for at nyde Saligheden ved at sove paa Jorden og blive rimet i Haaret og spise af et Blikmaal og nedlægge Ulven og Bjørnen . Det er da Stenaldermanden , der vaagn , er i Amerikas Førstemand , det er Theodore selv , der higer mod Jorden og Begyndelsen . Længere er Skridtet ikke fra den laveste til den højeste Civilisation , end at een Mand kan 92 gøre det . II . Naar New York vaagner om Morgenen — meget tidligt — kundgør det sig ved en vældig Symfoni i Havnen og paa de de to Floder , der indrammer Manhattan , en sand Dommedagskoncert fra alle de tusind Færger og Bugserbaade og Dampere , der begynder Dagens Trafik . Der er ligesom en milestor Resonansbund paa Hudson og East River mellem de højtliggende Kæmpebyer Manhattan , Hoboken og Brooklyn ; Lyden fra Dampfløjterne runger som en egen mægtig Friluftsmusik , den bedste i Verden . Naar disse Morgeninstrumenter stemmer op , kan man ligge i Halvsøvne og danne sig eventyrlige Forestillinger om et Stævne af Fabelvæsner , svømmende Havuhyrer , der med fyrige Snøft hilser Solen og straks gaar i Gang med at udfordre hinanden til Kamp . Vilde Damppiber skingrer fra Bugserbaadene , Færgerne tuder melodisk advarende , ude fra Havnen brøler det i dyb Bas fra en Damper , fulgt af den aabne Genlyd fra Søen , og man drømmer , at nu er Slaget i fuld Gang , nu lægger Havmonstret Morgan ud til Tvekamp med Rockefeller , Midgaardsormen , eller det er den 93 forfærdelige Hvaløgle Rogers , som fatter Lawson , der skriger himmelhøjt , i sine Finner , og udenom dem glider Menneskehajen Hearst , og bagved kommer den giftige Tudse Murphy op i Vandskorpen . . . Men pludselig høres en altoverdøvende , fraadende Trompetklang , et Trusels - og Krigsbrøl , der begynder højt oppe fra Floden og nærmer sig skrækkelig hurtigt , en kolossal Vrinsken i et Træk , der svarer igen fra Taarnhusene i Manhattan og fra Vandstrækningerne , Uhyret lader aabne foran sig — det er Havhingsten Teddy , der i Skumfart nærmer sig Slagpladsen , det er Præsident Roosevelt ! Det er vist aldrig set i Historien før , at en Mand , der i den Grad som Roosevelt er et Udtryk for sin Nation , gramset ud af dens Midte , at han , mens han endnu staar i Gennemsnitsalderen , er naaet frem som sin Nations Leder . Intet andet Samfund byder saa store Betingelser for , at det kan ske , som Amerika . Men alle tidligere Præsidenter har hver paa sin Maade været karakteriseret som udmærkede Særlinge , ovenover eller ved Siden af det Almene ; Washington militær , Lincoln bibelsk , Cleveland kommerciel , og alle stillede de i Amerikas Spidse med den graanede Modenhed , der garanterer for Staternes Sikkerhed , men ogsaa savner ska - bende Evne . Roosevelt ejede simpelthen alle de 94 Egenskaber , der er ejendommelige for Amerikaneren , stablede Held ovenpaa , ustandseligt Held , og kronede sin Karriere med Ungdom . Fordi han var saa stærk og stod saa dybt i amerikansk Tradition , var Staternes Sikkerhed aldrig mere utvivlsom end under hans Haand , og fordi han kom til med et Sind , der endnu befandt sig i Vækst , gav han Amerika det berusende Løsen Ekspansion . En Karakteristik af Theodore Roosevelt berører hele Amerikas Historie og genkalder Træk for Træk det nuværende vidtudviklede , slaaende , uudtømmelige Samfund mellem Atlanterhavet og Pacifikoceanet . Hans Slægt repræsenterer Indvandringens store Saga , staar hæderfuldt i Rækken af de mange tusind civilisationsbærende Slægter , Pionererne , der forgrenede sig paa Fastlandet og fra Grunden af skabte dets Næringsveje , som de den Dag i Dag holder oppe og sikrer . Slægten Roosevelt kom fra Holland , det var Skovhuggere og Købmænd , der naturligt blev Øvrighedspersoner , hvor de nedsatte sig . Præsidentens Bedstefader indførte Dampbaadsdriften paa Mississippi . Paa mødrene Side stammer Roosevelt fra Sydstaterne , for at det Kort paa Haanden heller ikke skulde mangle ham . Han tilhørte fra Fødslen det højest ansete og mest formaaende Selskab i Amerika med Forbindelser til alle Sider og 95 Rod i alle Partier , og til sine arvede Regeringsinstinkter , forædlede af Patricierens Fribaarenhed , føjede han økonomisk Uafhængighed . Han nød den almindelige amerikanske Opdragelse , det er , han studerede og blev Atlet , tog Afgangseksamen fra Harvard og trænede sig op til at staa lige med enhver Mand i Amerika af Sværvægtsklassen med Boksning som Specialitet . Han blev stærk , hurtig og udholdende , en vældig Rytter og Løber saavelsom Skytte . Som Student dyrkede han med Lidenskab Zoologien og naturnødvendigt Historien , men blev af Fag Jurist . Han gjorde som ung en Rejse til Tyskland , og umuligt er det ikke , at han der har indhentet Paavirkning , som siden har føjet de Træk til hans Fysiognomi , der minder om baade Bismarck og Kejser Vilhelm . Han kom som ganske ung Jurist ind i Statstjenesten , 24 Aar gammel ( han er født 1858 ) og kunde gjort Karriere som stiv og bidende Bureaukrat , hvis ikke Mennesket var brudt igennem paa den ham egne voldsomme Maade . Hans Kone døde for ham i Barselseng , og Theodore drog ud og blev Cowboy i Vesten . I godt og vel et Aar drev han en Kvægranch i Little Missouri , førte et strengt Jægerliv og blev en intim Kender af Vestens raa , dygtige Befolkning . Saa kom han hjem til Byen og Kontorerne og giftede sig igen . Men i denne Udflugt laa en af Spirerne 96 til den spansk - amerikanske Krig , Rough Riders og hele Kombinationen til Amerikas senere krigeriske Politik . Roosevelt opdagede her den civile Soldat , og tolv Aar efter stormede han Santiagos Højder i Spidsen for sine Millionærdrenge og Hyrder . Resten er bekendt . Intet er utænkeligere , end at Roosevelt skulde blive en „Militær " , fordi han skød med skarpt ; hans Natur har til enver Tid modsat sig Forvoksninger . Skulde han savne en Lægmands Begreber om Ret , fordi han tilfældigvis var Jurist ? Ingenlunde . Han blev ikke Sportsidiot , skønt han nedlagde mangt et godt Stykke Vildt i Udmarkerne ; han blev aldrig hængende ved noget . Det vigtige var jo ikke at drive det til Specialiteter , der fjernede fra de mange , men stadig at tilegne sig nye Gennemsnitsfærdigheder . Roosevelt er ikke i en , men i enhver Henseende jævnhøj med sin Samtid og sine Samtidige , derfor er han Præsident i Amerika , og dette er selv Amerika . Skulde man paapege de særlige individuelle Fortrin hos Theodore Roosevelt , da gælder det , at han er den hurtigste og aabneste Mand i Amerika , Egenskaber , der har naaet en saa høj Udvikling hos ham , netop fordi han med hele sin uhemmede Natur altid har søgt Ligheder i Stedet for Forskelle . Han har altid været positiv og lige til , har derfor 97 kunnet handle med alle Kraftkilder aabne og uden Frygt for nogen eller noget i Verden . Hans Hurtighed skal være fænomenal , et rent Særsyn af kropslig Spændstighed og lynende Sjælsenergi i Forening — noget , som man kun forhaler Forestillingen om med Ord . Jeg talte med en Mand i Amerika om Præsidenten , en stille , kontemplativ Mand , Skribent , men da han skulde sige , at Præsidenten var hurtig — he ' s quick . . . quick ! da rejste han sig pludselig ophidset fra Stolen og blev bleg , og jeg fik ved en mystisk Induktion den sande Forestilling om Præsidentens dynamiske Personlighed . Denne Hurtighed i det daglige er det jo , der slaar enhver Fremmed som Amerikanerens Ejendommelighed fremfor Europæeren ; det er noget faktisk , det drejer sig om , et nyt Racetræk ; hos Præsident Roosevelt er det særlig fremtrædende . Det er Helbred , fysisk Svulmen , der ligger bag , det er Lungerne og Blodet , der presser paa . Af dette Helbred følger Præsidentens uhyre Arbejdsevne . Han er i Stand til at tage paa Jagt i Bjergene og indrette sig for Natten i Sneen under et Træ ved at slaa sin Trøjekrave op , efter at have løbet og klatret fire , fem Mil og spist en Tvebak , og Dagen efter kan han køre tolv Timer paa Jernbane , læsende en lærd Bog , og brase ind i en By om Aftenen og holde politisk Foredrag . Han er af den 98 Slags tunge Folk , der gaar saa let , at de sætter hele Gulvet i Bevægelse i Stuen , hvor de opholder sig , et Muskelbundt ; han arbejder med en Vægt af hvert Pund , han vejer , og hans Dag er inddelt i Minuter , han søger Hvile efter indviklede Masseforretninger i det hvide Hus , hvorunder han har bragt sine Omgivelser til at segne af Træthed , ved en Times Firspring udenfor Byen , et Ridt der vilde knække Halsen paa alle andre end netop ham . Man forstaar , at denne Mand blandt andet heller ikke er „Diplomat " . En Mand , der vil naa mere end han er stærk til , skjuler sine Formaal ; Roosevelt behøver det ikke , han gaar lige paa . Og han har jo ikke Tid til at være begavet . For Resten , mon man ikke ved en „Diplomat " som oftest maa forstaa en Mand , hvem det lykkes ved et vidtløftigt Opbud af Snille at at skjule , hvor enkelt det staar til i hans Indre . Det er som om Roosevelt ser , tænker , siger det og handler i et og samme lynende Nu . Han er ladet med sin Tids Historie . En Livsytring af ham paakalder ikke det fine Smil , forløber ikke sporløst som noget , der er vittigt , sandt eller skønt , han har ikke Aand , han er naiv , hvad han tager sig for bidrager til Ernæringen af halvtredsindstyve Gange saa mange Mennesker , som der lever i Danmark . 90 Det er kort sagt efter denne Skildring i kun fattige Træk aabenbart , at Præsident Roosevelt er ganske latterlig . En svedende Bøddel , et rigtig larmende og kødfuldt Undermenneske , der ikke har udgivet Spor af Bøger . . . dog holdt ! Det er kedeligt , men Præsidenten er hændelsesvis ogsaa en meget fremragende Forfatter ! III . Roosevelt , som man kender ham , Cowboyen og den jordbundne Politiker , forraader ikke Talent eller literær Begavelse , næppe nok akademisk Dannelse — naar undtages Brillerne — og hvis der er noget han ikke er , er det en indadvendt Natur . Ikke desto mindre er han Forfatter af henved tyve Bind første Rangs Skrifter , Historie , Essays og Naturskildringer , affattede i et Engelsk , hvortil der ikke gives Sidestykker i Liv og funklende Sikkerhed . Hvis man kunde tænke sig en berømt Skribent udmærke sig som Hærfører og menig Soldat , Stats - og Privatmand , Taler , Jæger , Kohyrde og Jurist i den Grad , at alle disse Færdigheder stillede hans Forfatterskab i Skygge , har man omtrent hvad der er Tilfældet med Roosevelt . Dersom han ikke havde været andet endSkribent , vilde han have skabt nok til at 100 sikre sig en fremstaaende Plads mellem Verdens kendte Ansigter . Roosevelts hele offentlige og personlige Eksistens ligner er Guds Kamp med sit Stof . Han kan ikke nøjes med mindre end at tilegne sig hele Amerika og give det helt tilbage igen . Derfor lader Amerika sig genskabe af hans Værker — ligesom en Solplet altid bliver rund , selv om Lyset falder gennem en formløs Aabning . Han har med Zoologens og Jægerens Kærlighed skildret selve Amerikas Jord , Prærien , Skovene og Bjergene med samt det Dyreliv , der rører sig der . Disse Værker — „Ranch Life and the Hunting Trail " , „The Wilderness Hunter " o . s . v . — giver et stærkt Begreb om Roosevelt som Iagttager og Sporer og derigennem om Tingene , som de er . Man forstaar , at han er Efterkommer af Mænd , der kom til et vildt Land og havde at skabe deres egen Topografi ved Hjælp af Sanserne og til Fods — Roosevelt har med sin Slægts Instinkt saa at sige gaaet Amerika ind , snuset sig gennem Skovene , inddrukket Amerika , følt sig til sine udstrakte Besiddelser ; ingen ejer den Jord , hvorpaa han træder som han . Og det er den eneste Maade , hvorpaa noget kan ejes . Resten er kun at dø . Roosevelt har ogsaa staaet med Ansigtet opad i Luften , med Jordens Grønsvær under sig , og lyst til sin Haand som sin Privatejendom 101 alt hvad han saá , de simple , bedaarende Ting , der vakte Alkærligheden i hans Hjerte . Hvis Poesien er at kende Tilværelsen igen , da er Roosevelt en Digter af Guds Naade . Roosevelts Sportsskildringer er god Læsning som Breve paa hans elementære Ret til Amerika , Land og Luft . Men havde han ikke gjort andet , havde han jo ikke behøvet at være mere end en Jæger og Naturelsker . Han er imidlertid ogsaa Historiker , en Forsker og Beskriver af det amerikanske Folks Udvikling og af dets enkelte fremragende Mænds Levned . Allerede tidligt lagde han Grunden til det store omfattende Værk „Winning of the West " , der endnu ikke er fuldendt . Med Roosevelts Sans for vildt Landskab og for Krig og Jagt , med hele hans Landnamsinstinkt og følgende af Traditionerne i hans egen Slægt , maatte det ligge ham nær at studere det amerikanske Vestens Kolonisation . Denne langsomme , gradvise Erobring udgik fra Østen og har strakt sig gennem to — tre Aarhundreder lige op til vore Dage . Racen der gik i Spidsen var Folk , der naturligt tildrager sig Roosevelts Sympati , det var Jægere og Jordbrugere med en eventyrlig Lyst til at saa deres Korn og høste det under de livsfarligst mulige Omstændigheder . De nye uhyre Landstrækninger sværmede med blod - tørstige Indianere , men var ogsaa et Paradis 102 af Vildt , Bison , Hjort og Antilope , og det lokkede Pionererne , ligesom det nu siden har lokket Roosevelt til at skildre Perioden . Han har jo selv kendt Halvmørket i Skoven og den sagte Knitren af Grannaalene under Bjørnens Fodballer , han har gaaet paa Jagt , mens der endnu var Bison paa Prærien , og har endogsaa levet i en Egn , Indianerne gjorde usikker ; han véd hvad det er , han skriver om . „Winning of the West " , er et kritisk Stykke Arbejde efter Kilderne , tildels nye , som Roosevelt paa sine forskellige Embedsposter har haft Adgang til ; det svarer til Cooper som et Maaltid Mad til den hellige Nadvere . Naar det er fuldendt , vil det staa som et Hovedværk i amerikansk historisk Literatur , man vil have en mandig , klar og for Pedanteri helt fri Fremstilling af den amerikanske Nations Udvidelse over Kontinentet fra Daniel Boones Dage til Mormonernes og vor egen Tid . Hvilket vidunderligt Stof ! Kunde det ikke gøre en Konge til Historiker ? Foruden lejlighedsvise Karakteristiker af forskellige Amerikanere , Washington , Grant o . fl . , har Roosevelt skrevet Biografier af Statsmændene Morris og Benton og — skønt han han ikke er Amerikaner — af Cromwell . Man forstaar , at Cromwell har fristet ham ; han har maattet række Haancl ud over Landegræn - sen til denne suveræne Almuesmand , i hvem han 103 maaske har anet den første Begyndelse til Amerika og sig selv . Bogen er god . Den begynder med at udrydde Carlyle , „that not uncommon cloistered type " , og er forøvrigt holdt i en med Historien mærkelig familiær Tone , som regnede Roosevelt hverken to eller tre Aarhundreder eller Bagateller som andre Klæder og andre Livsanskuelser . Det er heri , den er sand . For al virkelig Historie er nutidig , forsaavidt man ved Historie mener det Blivende og ikke netop en Idiot blandt Bøger . Roosevelt , der foruden at holde Fortiden i sin Haand ogsaa selv er den direkte Ophavsmand til Historie , et smukt Kapitel allerede i de amerikanske Skolebøger , formaar ikke at skjule sin Ringeagt for Carlyles Heltedyrkelse , han ser med Ynk , at Carlyle vel ikke kan forklare sig simple Ting paa anden Maade end ved at fortone jævne Mennesker ud i det Overmenneskelige . En Pusling , Carlyle , en Person uden Hænder . Lad os gaa over ham og til Cromwell . Ved siden af denne Studie bør man læse den korte , voldsomme Beretning , Roosevelt selv har givet af Felttoget paa Cuba , „The Rough Riders " . I Sandhed , det er som om Roosevelt , p . t . Oberst , maa rage hele Verden ned for at skabe Stof til en Bog . Den handler i et yderst kunstløst Sprog om overordentlige Ting , han har foretaget sig . 99 Ind mellem de historiske Arbejder — Roosevelt har ogsaa skrevet et meget anset Værk om den engelsk - amerikanske Søkrig 1812 — har Præsidenten strøet talrige betragtende Afhandlinger om politisk - humane Spørgsmaal og filosofiske Essays om de Principer , han forfølger som Statsmand : „American Ideals " , „Administration and Civil Service " , „Strenuous Life " . De udmærker sig alle ved Dristighed og en ubetinget næsten barbarisk Redelighed men fremfor alt ved Klarhed . De er ikke bleven til for Formens Skyld , de gaar igennem til Sagen . Roosevelts Stil er lutter Pletskud . Og han har jo ikke frembragt sine Værker til Fordel for et Par smudsige Boganmeldere , der kunde ville snylte paa ham . Hvor er det muligt , at Præsidenten med sin kæmpemæssige Optagethed i det praktiske Liv , har faaet Tid til en literær Produktion , der er saa udstrakt , fordi der ikke ligger et Bibliotek bag den men Naturen i alle Profiler og Strata , hvordan han har evnet blot Udarbejdelsen af sine Bøger ? Han har aldrig isoleret sig , har aldrig ofret Tid paa at uddanne sig selv personligt som kunstnerisk Instrument ; man kan gøre gældende , at han end ikke nogensinde har umaget sig med Tænkning for sig . Hvor bunder da Frugtbarheden hos ham ? Det vilde være nødvendigt at give en Over - sigt over hele Begrebet Amerika for at 105 forklare det . Man maatte bibringe et evropæisk Publikum , som savner Materiale til Sammenligning , det ligefrem legemlige Indtryk af Roosevelt som Menneske for at gøre det begribeligt . Det er et Spørgsmaal udelukkende om fysiske Egenskaber . I de gamle Lande kan man ingen virkelig Forestilling gøre sig om Gennemsnitsamerikanerens Arbejdsevne . Amerikanerens daglige Tilværelse er et med hans Anskuelse af den ; han er traditionsfri , hans Bevidsthed ytrer sig legemligt . Hvad han ser , er sandt . Derfor er han aldrig ude af Arbejde . Roosevelt skriver sine Bøger gaaende , minutvis , til en Stenograf . Hans Hoved er i en saadan Orden , at han kan hente Forestillinger friske ud deraf , naar som helst han vil ; han er nemlig fuldt optaget af andre Ting i Mellemtiden , han dyrker sit Hoved ved Vekseldrift . Han arbejder paa sin Bog , mens han trækker Ridestøvler paa , og slutter , naar han sidder i Sadelen . Det er vel unødvendigt at meddele , at Roosevelt ikke er Alkoholist , og at han ikke har bidraget til Sengeliteraturen hverken ved sit Liv eller med sin Pen . Helhedsindtrykket af Roosevelt som Forfatter er , at her foreligger skriftlig Meddelelse fra en Mand , hvis Væsen ellers er Indbegrebet af Handlekraft . Han ejer alle Føreres historiske Sans , han er selv Historie . Hvad der ved 106 Studiet , nej , Sansningen og Gensansningen af Fortid og Nutid har afrundet sig i hans Bevidsthed , lyner i næste Nu ud og bliver til Amerikas Historie ; hans Sjæl kender ikke til Kortslutninger . Men dette Syn paa Roosevelt som en ganske almindelig Mand , der er bleven et med Historien , fører ind paa en Skildring af ham som Statsmand . IV . Kun for overhovedet at gøre det muligt i en kort ufuldstændig Artikel at levere en Skildring af Roosevelt , har jeg sondret mellem Manden , Skribenten og Politikeren ; Inddelingen er naturligvis ganske vilkaarlig . Roosevelts Personlighed , hans Forfatterskab og hans offentlige Gerning er netop i højeste Grad en Enhed , udsprungen af en og samme dominerende Karakterejendommelighed . Skulde man ramme denne Grundejendommelighed med et Ord , vilde jeg bruge Ordet Mod , og for at forklare det igen Ordet Udadvendthed . Af lykkelige Aarsager , som man maa se Amerika for at fatte , har Roosevelt aldrig følt sig tvungen til at gøre Opdagelsesrejser i sit Indre ; han har 107 fra først af været der , menneskelig talt , staaet der , og Resten er jo kun Appetit og Arbejde . Heraf følger virkelig , at en ganske almindelig haandfast Mand uden større Apparat regerer henved hundrede Millioner af de uroligste Mennesker i Verden . Men vakler han en eneste Gang ... ja saa næste Præsident frem ! Det er bleven sagt , at Avtokratiet ( Enevælden med Fradrag af Kongen ) er den Pris , Amerika betaler i vanskelige Tider for det afbalancerede Selvstyre , det nyder til daglig ; hvis dette er sandt , maa man sige , at Amerika har faaet Roosevelt billig . Han der som Privatmand aldrig blev „fin " , som Aand aldrig ufrugtbart æstetiserende , viste heller ikke som Regent Slaveinstinkter . Der var aldrig Despot i ham , dertil var han for fri . Han skulde ikke have Folk under sig , i Ihukommelse af sin egen Ufrihed , han gjorde sig ikke literært til en Skrigefugl af en Slavefoged , paa hvis Bord næsegrust tilegnede Bøger hobede sig op . Han havde det overhovedet ikke med at binde , han var selv fri . Som Præsident har han regeret haardere end nogen før ham , men han har aldrig rokket Republiken . Nu for nylig har et undrende og uforstaaende Evropa set en Prøve paa Præsidentens paa en Gang enevældige og mildest talt folkelige Frem - gangsmaade imod hvad han ansaa for en 108 politisk Fare . Man forstod godt i Evropa , at Hearst burde fjernes , men man er vant til at se Magten udfolde sig med et vist Ceremoniel ; selv den demokratiske Magtfuldkommenhed bør , finder man i Evropa , have noget formfuldendt , regalt ved sig . Ad Roosevelts blodrige Regentmetode ryster man paa Hovedet . Han har som sædvanlig fulgt sin Natur , slaaet . Privatmanden har været ude , og det er kun i de gamle Lande man har svært ved at se det imperatoriske Amerika deri . Man maa erindre , at Amerika , i Modsætning til det hierarkiske og privilegerede Forfald i Evropa , betyder Borgerligheden i Blomst . Skønt Roosevelts politiske Karriere er bekendt , skal der her gives en kort Oversigt over hans Embedsløb for deraf at uddrage Loven for hans hele offentlige Liv . Han blev i 1883 Medlem af den lovgivende Forsamling i Staten New York og i 84 Fører for det republikanske politiske Parti sammesteds . Stillede sig uden Held til Borgmestervalg i New York i 86 . Fra 89 til 95 var han Leder af Unionens civile Forvaltning , som han reformerede ved at besætte Embederne efter Fortjeneste , uden Hensyn til Parti . Fra dette Hverv , der krævede en Kontormand og en Psykolog , sprang han over til saa praktisk et Stykke Arbejde som at styre New Yorks Politivæsen . Ogsaa her reformerede han , 109 personligt , med en rig Udfoldelse af Legemsstyrke og organisatorisk Omløb i Hovedet . Naar den borgerlige Moral skal sikres , Lov , Orden og Præcision , glammer Theodore Roosevelt som en Pladshund , ingen Betænkningstid , skik Jer eller ud ad Lemmen ! Efter at have bidt , beskyttet og vaaget i to Aar , overgav han et Mønsterpoliti til sin Efterfølger og traadte over i Marinen ! Som Sekretær for Flaaden optog han ikke en sværmerisk Diskussion om Krigens Afskaffelse i Fremtiden , men sørgede i al Tarvelighed for to Ting , Skydeøvelser med Skibene og Ammunition til dem . Da Krigen samme Aar udbrød med Spanien , leverede Amerikanerne de to eftertrykkelige Søslag ved Cavite og Santiago de Cuba , der fornemmelig blev vundne ved Amerikanernes Overlegenhed i Skydning . Theodore var imidlertid gaaet over til det beredne Infanteri , havde skabt en Hær , indekserceret den og ført den til Sejr i Fjendens Land ! Man skulde synes , at der nu ikke var mere , han kunde gøre , end at holde op . Det gjorde han ogsaa , forlod Krigerbanen og drog ind i New York , hvor man i et kærligt Raseri valgte ham til Guvernør . To Aar efter er han Vicepræsident i Amerika , og samme Aar , ved Mac Kinleys Død , første Mand i sin Nation , 43 Aar gammel . Han har været det siden . 104 Tiden har forandret sig mægtigt , dybtindgribende , siden Roosevelt spillede det eventyrligt høje Spil paa Cuba ; overalt Verden over har der været Krig , og Himlen ser anderledes ud ; Jordskælv har gjort Tilværelsen tvivlsom og Menneskelivet hedere . Mange sjælfulde Profeter , der for blot fem Aar siden ragede frem , er bleven glemt , helt nye Millionfolk med barbariske Kræfter er traadt ind paa Slagmarkerne , som man haabede var tomme . Roosevelt er ikke svunden i Baggrunden ved disse nye Eruptioner ; der var selv Vulkan i ham . Tværtimod , han staar centralt , paa den Side af Kloden , hvor Verdenshistorien nu er flyttet hen med sit Sværd og sin ungdomsfornyende Blomst . Der skjuler sig uhyre nye Muligheder , Skæbner af hidtil ukendte Former , deri , at Amerika , som den rustede Stormagt , Roosevelt har gjort Staterne til , ligger til den ene Side mod Atlanterhavet og Evropa , sin Fortid , og til den anden Side ud mod Pacifikoceanet og de asiatiske Magter , med hvem Kampen om Fremtiden skal staa . Dette er en saa ny Kombination , en saa gennemgribende kontinental Værdiforskydning , at den reducerer Evropas historiske Formue til gammelt Papir og dets „Historikere " til dekorerede Fattiglemmer . Men hvad der endnu er af praktisk , nutidig Sans og hæderlig Selvopholdelsesdrift i Evropa , vil blive honoreret som gode Veksler paa Fremtiden , saa længe 111 Roosevelts Politik holder den hvide Mands Marked oppe i Amerika . En af Roosevelts tilstrækkeligt klare Maksimer er , at „en Nation , der forfalder til den Vane at vurdere Freden over alle andre Ting og køber den for enhver Pris , faar sin moralske Livskraft i den Grad undergravet og sin Følelse af Ret og Uret i den Grad sløvet , at den snart falder fra mellem dem , der fører an i højere Civilisation " . Her er der , som man ser , ikke Tale om Nationens relative Størrelse . Det staar ved Magt , uden Hensyn til Indbyggerantallet , i alt Fald hvad Konsekvenserne angaar . Der er , saa længe Roosevelt leder Amerika , kun Udsigt til , at den angelsachsiske og germanske Kultur bliver ved at gaa sin Erobringsgang paa hans Side af Kloden . Men naar hans Dag er forbi , ryster det ikke Amerika som et uopretteligt og skæbnesvangert Tab . Det er jo , naar Theodore Roosevelt dør , ikke et fantastisk Unikum , en af Kvinder forgudet Aktør eller en yderst sjældent forekommende Abnorm , der forsvinder fra Jorden , man vil ikke begræde ham som en uerstattelig Artist , naar han en Gang bliver træt og gaar . Han er en Mand som Folk er flest . Der er flere hvor han kom fra . Heraf hans personlige Dødsfor - agt ; han har udsat sit Liv hver Dag han har 112 levet . Han har ikke , som de kære Udødelige , der skri ' er , naar de ser et Skydevaaben , sat hele sin Sag ind paa ikke at risikere de kostbare Lemmer . Han véd , at han ikke dør . Han er jo nemlig ganske simpelt Typen paa en Race , hvoraf der staar Tusinder i hans Lignelse , parate til at gaa i hans Spor . For Friheden ! 110 DEN NORDISKE AAND Det er i 1907 tre hundrede Aar siden , de første engelske Nybyggere gik i Land i Amerika og grundlagde de agerdyrkende Kolonier , hvoraf Verdensmagten De forenede Stater siden med Tilskud fra alle Nationaliteter har udviklet sig . I Løbet af disse tre Aarhundreder er Indbyggerantallet steget fra nogle Snese til henimod et lille Hundrede Millioner uden at sprænge den oprindelige Statsform , saa vid i sit Anlæg var Samfundsaanden i den ny Verden . De forenede Stater er fremgaaet af den naturlige Nødvendighed , der driver en Flok ubeskyttede Nybyggere til at samle og sikre sig under Urbetingelserne paa ny Grund . Heraf er den amerikanske sociale Mekanisme fremgaaet , der med Borgermottoet : Fuld personlig Frihed til alles Bedste , arbejder saa støt den Dag idag . Det er en populær Anskuelse , at Amerika maa ses i et grelt Modsætningsforhold til Europa , en opsætsig Røververden , den fortabte Søn , der er løben bort fra sine gudfrygtige Forældre . Saadan begyndte det godt nok . Men den ny Verden avede Sønnen , og Forældrene fandt 114 sig foranledigede til at tilgive ham . Set paa en vis Afstand , naar Verdenscivilisationens Historie skal skrives , vil man finde , at Udviklingen har været harmonisk og lige , den sædvanlige nemlig , at en ny ustyrlig Generation omsider vendte hjem og lagde sin erhvervede Formue med Ære til det fædrene Gods . Amerikas Kolonisation er en direkte Fortsættelse af den store europæiske Folkevandring , et Led i den mægtige Raceudvidelse , der med Nordeuropa som Udgangspunkt har omspændt hele Jorden , og som end ikke er endt endnu . Amerika fejrede 300 Aars Dagen for de første fattige Kolonisters Ankomst til Ny England ved at indbyde de gamle Lande til et almindeligt Skibsstævne i New York . Tanken var rigtig . Fartøjet er den ny Verdens Symbol . Derfor er der Grund til at mindes den store Skipper Columbus , skønt selve Amerikas Opdagelse ikke just henhører under Jubilæet . Det var Columbus , Renæssancemanden , Vikingen og Seeren , der førte Folkevandringen fra Europa over paa det ny Fastland . Hans Vandrehjerte gjorde ham fra et dødeligt Menneske til en Myte , der endnu samler alle Trækfuglenaturer paa begge Sider af Havet om Sandheden i , at al Virkelighed begynder med en Drøm . Det næste samlende Navn i Amerika er Ge - orge Washington , et Navn , der næsten er identisk 115 med U . S . A . Han befæstede Amerika som Samfund i sin Tid og langt forbi vore Dage kun ved at følge sin egen beskedne og suveræne Natur . Saadan som hans Race havde formet ham , saadan formede han den igen . Der laa Selvstændighed til hans Haand . Han tog og indrettede sit Land til et passende Opholdssted for sig selv som Privatmand , og i dette Statsmandsprincip viste der sig at være Varighed . Saalænge der er Førere med hans mandige Smag , saalænge man i ham ser Indbegrebet af den frie amerikanske Borgeraand , vil Demokratiet aldrig savne Næring . Amerika er i den nyeste Tid rykket frem som Stormagt i Højde med de øvrige Verdensmagter , og i denne Fremtidsmusik klinger Præsident Roosevelts Navn som en stormende Lurtone : Slægternes Ungdom ! En Erobrer , en Stamfader til Fyrster , hvis det ikke var højere at være og blive amerikansk Borger ! Adskillige af de Slægter , der har bygget Amerika , er ad eventyrlige Omveje — Longobarder — Normanner — rykket ud fra Danmark . Men Danmark sendte intet Skib over til Stævnet . Det var tilladt med Vemod at holde sig tilbage , der var Grunde derfor . Men enhver fri Mand har vel Lov at føle sig nærværende ved alle store Ting . SLAGET VED TSUSHIMA I det Foraar Verden gik og ventede paa Udfaldet af Mødet mellem Roshdestvenski og Togo , var der Anledning til at tænke over , hvad det kommende Slag betød , hvad der stod paa Spil , ikke for Folk som blot lever for at faa store Indtryk af store Ting , men for Menigmand og Nationernes praktiske Kaar . Det stod sikkert klart for alle , hvor deres Sympati saa var , at her blev der spillet Plat og Krone om intet mindre end Fremtiden . Saa stod Slaget . Og det blev vundet . En Eftermiddag da vi gik i vor egen sikre lille Tilværelse , slagtede de ind paa hinanden i Koreastrædet — i Solskin , efter Taage og i høj Sø . Hvilken forfærdelig Klarhed i Billedet ! En Foraarsdag , en skøn Dag som man siger , da Solen ubarmhjertigt blottede Tilværelsen for de Elendige , der saá den for sidste Gang ! Der var den daglige Himmel , som er uden Redning , der var de fjerne Kyststriber , lilla af blomstrende Frugttræer , og saa de nøgne blaa Bølger , hvor Krigsskibene duvede ufrivilligt i en 117 ynkelig Galop , mens de hostede Staal og Dynamit ud over hinanden , saa længe noget af dem var oven Vande . Vi kan slet ikke forestille os , hvad det vil sige , at et svært Panserskib synker med samt sin Besætning efter at være bleven sønderskudt . Hvis vi skulde have oplevet noget lignende , var vi bleven der ; det eneste der kan sammenlignes dermed , er at faa Hovedet knust . Vi tænker os saadan noget som en blændende Ild langt borte , men det sande Indtryk deraf vilde være , at den sved os blinde . Vor Fantasi omspænder ikke Forestillingen om 7000 Menneskers Død , det er kun et Tal der faas os til at maabe som Dyr . Og dog blev hver eneste Mand dræbt , slidt levende ihjel . De skød og druknede hinanden derude med den Grusomhed , Mennesket lykkeligvis kun udviser mod sig selv . Ingen Sten i Sækken til vor Løjtnant , der skal over Bord , i fuld Uniform , for at kvæles i Saltvandet , ingen Bind for Øjnene til den simple Matros med Knyster paa Fødderne , der skal undlives ved højlys Dag , skydes , rives op , slænges som et blodigt Kødbundt hen ad Dækket ! Nogle af dem blev gale af Rædsel og Raseri , inden en Jernstump sprængte dem , andre rystede i Bukserne og bad for sig hen i Vejret , før Kuglen smaskede igennem dem , 118 bagefter kunde det være lige meget . Vi fik ikke noget at vide om det , vi vil aldrig fatte Heden af det der foregik , uden at vor Fantasi samtidig forkuller . Men der skal ogsaa nu og da ske noget , som vi ikke formaar at hæve os over ved en udsøgt Skildring . Vi bøjer os for denne Tildragelses Majestæt , der er hinsides vor Forstand , og som gør os latterlige , hvad vi saa føler , hvem vi saa græder for , og hvem vi giver Skylden . Slaget hører nu Fortiden til som Mukden , Port Arthur og hele det blodige Verdensdrama , der endte med Fald for en gammel Kulturstat og Triumf for en kun halvt civiliseret Race . Men det der sejrede var den moderne Kultur . Det var Vestens Teknik , anvendt med hedensk Friskhed , der overvældede Evropas raaclne Hierarki . I hvert Glimt af de japanske Kanoner var der en med vild Energi udtrykt Tak for sidst af Skæbnen , en Gæld der blev betalt med Hilsen fra Helvede . Dér i Tsushimastrædet blev de hævnet , de frimodige Hoveder i Evropas Fortid , der dristede sig til at indrette deres Livsanskuelse efter hvad de sansede , og som blev smidt i Ilden paa Anstiftelse af den første den bedste skidne Præst i Skørter og med Spændebog . Det var deres Intelligens , der slog 119 igennem og stod sin Prøve — endda kun i Efterligning . Hvorfor lettede Taagen i Tsushimastrædet ? Hvorfor holdt Styreren ikke sin gamle virksomme og prøvede Taage gaaende et Døgns Tid endnu ? Aa , nogle faa Timer kun , alle I Metropoliter og Poper i hele det hellige Russia — saa kunde I være lusket forbi , saa kunde Dagen have været holdt ude fra de russiske Sjæle endnu et lille Hundred Aar ! Hvad var det for en ukendt straalende Gud , der drog Tæppet til Side fra den japanske Sol ? Hvorfor lettede Taagen i Tsushimastrædet , slaa op i Skriften og sig os det ! Men her skal der ikke spottes over en Gud , som glimrede ved sin Fraværelse . Et Symbol blev knust , og der skal ikke rejses et nyt . Der blev sejret paa begge Sider . Det var Hedenskabet , der viste sin Kraft , Virkeligheden , den elementære Natur . Ud af Forliset som Rovstat gik det virkelige Rusland , Folket selv . Friheden gryede for den russiske Bonde i Tsushimastrædet . Demokratiet sejrede , det verdslige Fællesskab , der er vendt mod Jorden og mod et redeligt Erhverv . Og er der end sørgelig langt igen , saa er der dog begyndt . Retten til Ejendom sejrede . Saa sandt det hellige Rusland da omsider blev stoppet i sin Tyvefærd paa anden Mands Jord med Krucifikset 120 foran sig og Brændevinsflasken i Baglommen , saasandt vil Russeren hjemme generhverve sin Arv , som snavsede Poper franarrede ham med Løftet om Himmeriges Rige . Men hvad der nu melder sig er Erindringen om , at Japan skylder Amerika den moderne Teknik , den anvendte saa knusende . Det var De forenede Stater , der i sin Tid aabnede for Japan , og Marquis Ito , Japans Reformator , fik sin moderne Uddannelse i Amerika . Der er heri en Nemesis ; det amerikanske Samfund , der opstod ved en Udvandring fra Evropa af de Trodsige , som ikke vilde gaa under Aaget , det fik Oprejsning for Landflygtigheden , Amerika stod bag det Slag , der blev leveret Reaktionen . Den gamle og den ny Verden blev kvit i Slaget ved Tsushimastrædet . Imidlertid er det bleven det tyvende Aarhundredes Problem , om Amerika ikke har fostret en Drage i sit Hus . IIDANMARK, SOM DET ER Danske der har rejst véd , at selv vel oplyste Folk i Udlandet ikke kender stort til Danmark , næppe nok har Rede paa den geografiske Beliggenhed . Forestillingen om Danmark henføres til den traditionelle Taage , det yderste Thule , der vides at ligge af Vejen oppe Nord paa i Evropa , og som sædvanligvis , f . Eks . i Amerika , sammenfattes under Begrebet Sweden . Hvis en Mand med disse Forudsætninger , altsaa en Mand af Gennemsnittet fra en af de store Kulturstater ( en Japaner ... ? ) kom her til Landet , vilde han danne sig en Mening om os , der havde Betingelser for at virke befriende , selv om den ikke var ny ; den vilde ikke være vor egen , ikke nødvendigvis saa bindende og bitter som vore egne Anskuelser , der vegeterer i Gæringsvarmen fra et Parti og i Vinden og Hagelvejret fra et andet . En Fremmed vilde se Ting , der ligger os Danske saa dagligdags nær , at der maa en eller anden Rystelse til , for at vi skal kunne genvurdere dem . Den Fremmede kunde være en ganske almindelig , varm Fyr , som alle kom til 124 at synes om , efter at man først at have skammet sig lidt og smidt sine Sten fra sig — eller han kunde være en Mand koldere end vi er vant til , der tog et Skøn over , hvad vi var værd , og nødte os til at glemme vore Teatermiserer , vore Kampe for Freden , hvori der ikke gives Pardon , vor Præsteenke - Literatur med tilhørende sultne Kritik , Landetabet og O Slesvig , Fæstning eller ikke Fæstning — kort sagt , der kunde være noget i denne Fremmedes Blik , der paakaldte en almindelig national Amnesti , en Frigivelse af alle de dog kun menneskelige Problemer , der har siddet i vor indre Politiks Fængsler . Det kunde komme saadan , at naar vi gav hinanden Forladelse , blev det samtidigt med et sidste Blik paa de Græsgange , Ingen udenfor havde Følelsen af at vi brød os om , før det var for sent . Det er det der ikke maa ske . Her skal forsøges et Overblik paa Nutidens Danmark , ikke netop som en Fremmed vilde danne sig det , men som vi selv fra et tænkt Synspunkt , sympatisk uvidende , vilde se paa Forholdene . I. FREDERIK VIII Danmark er et Monarki . Hvis det ikke var , vilde vi for længe siden været en Provins af en anden evropæisk Magt . Ogsaa nn , i højeste Grad nu , er Kongehuset , hvis Anseelse er saa langt større end Landomraadet , den sikreste Garanti vi ejer for at forblive urørte , eller for dog at beholde Karakteren af en Enkeltstat , hvis Sprog og Nationalitet har Hævd jævnsides andre stærktlevende Magter . Takket være eller til Trods for de Konger vi har haft , er Danmark bleven ved at være et Monarki , Tronskiftet viste det , Frederik VIII tiltraadte sin Regering , uden at nogen som helst anden Mulighed blev saa meget som drøftet fra nogen Side i Landet . Der er dem , navnlig i Hovedstaden , fuldkomment redelige Borgere , der ser paa Kongedømmet som en forældet Statsform og vilde foretrække mere moderne Regeringsformer . Men disse Drømme er laant fra Sammenligningen med andre Lande , hvis Forhold ikke uden videre kan anvendes paa Danmark . Danmark er et Kongerige , fordi vi her i Landet føler os stærkt som Danske . Fra det danske Folk i Oldtiden samlede sig til Stat , besidder det netop de suveræne Egenskaber , den demokratiske Styrke , der ytrer sig naturligt i , at en Enkelt 126 repræsenterer Myndigheden , hvis Oprindelse er almen . For at Oprindelsen ikke skal glemmes ( hvilket gennem lange Perioder er hændt ) , har man i Danmark begrænset Kongemagtens Rækkevidde ved at rejse den et Trin højere og lade den hvile paa Konstitutionen . „Systemskiftet " føjede en ny Afsats til dette Monument for det danske Folks Forstaaelse af sig selv . Det var et Gennembrud af Folkeviljen , som Kristian IX godt forstod var identisk med hans egen Magt . Vor Forfatning har i Gennemsnit alle en Republiks Fordele , samtidigt med at den bunder i en Tradition , der omfatter Historien ubrudt . De samme Folkeslag , der har skabt stærke Kongedømmer , har jo skabt Demokratiet og Parlamentarismen. England — Amerika. Derfor var det demokratisk af Nordmændene at vælge Konge , da de havde gjort sig fri som Folk , men det var en historisk Aandsfraværelse at sætte selv en dansk Prins paa Tronen i Stedet for at kaare den med samt hans Slægt , der var Manden i Frigørelsens Tid , Skibsreder Michelsen. Dette skal uden al Fortrydelse kun tjene billedligt til at fastslaa , at vi her i Danmark var i god Konsekvens med os selv , da vi tog Frederik den Ottendes Sukcession som den eneste tænkelige Ting — en saa selvfølgelig Begiven- 127 hed , at den end ikke trængte til Ledsagelse af nogen Art Ceremoni eller Salvelse. Der blev heller ikke følt nogen større Tilstedeværelse af Guds Naade ; Trangen dertil var kun ringe , 128 den behøvedes ikke. Idet vi da her i Landet genfandt og godkendte det Nordboens Instinkt , der tager det for givet , at naar man har valgt en Mand , har man valgt hans Slægt , saa at Arvefølgen er Folkets Tillid som Lov , hilste vi af fri Drift Kong Frederik VIII velkommen paa Tronen . Tiden vil vise , hvad Frederik VIII ' s Regering betyder for Danmark , og i hvilket Forhold han vil træde til det danske Folk . Kongen er ingen ung Mand , men der er jo heller ingen Ungdom , der presser paa her i Landet . Vi faar nok vore Par Bøger udgivet under denne Konge ogsaa . Nuvel , ingen Personligheder . Der er Grund til at tro , at alt vil gaa godt indadtil , at vort offentlige Liv som før vil arte sig langsomt men sikkert til den Kæde af Kompromis ' er , der af hvad nogle ønsker og andre sætter sig imod og Nødvendigheden kræver ender med et ligne Virkeligheden og ogsaa er Virkeligheden . Denne egentlig ideale Form for offentligt Liv har kun den Fejl , at den først vinder Anerkendelse bagefter , og at den forbruger Udøvernes Hæderlighed . Dog Hæderlighed er ikke en Dyd , man bør sidde og brænde inde med . Vi faar ofre vor Popularitet om den er Prisen for , at noget kan blive udrettet . Man maa tage Tilværelsen som den er . 125 At haabe noget nyt eller afgørende af Fremtiden vilde være at mistyde Kongerækkens Symbol . Dette lader sig sige som en dyb og giftig Ironi , og dog kan man mene det . Kongens Person er Offentligheden praktisk talt uvedkommende . Det er blevet paastaaet , at Kongen nærer frisindede Anskuelser . Man tør haabe , at dette ikke forholder sig rigtigt . Meget har jo forandret sig siden Provisorietiden , fra hvilken Tid Kongens liberale Anskuelser siges at datere sig , og man maatte kun beklage , om Kongens frisindede Idéer skulde give Anledning til en bitter ForfatningsKamp i Lighed med Firsernes , omend med ombyttede Roller . Forhaabentlig vil dette vise sig at være en frivol Bekymring . Men Landets indre Anliggender med al den Resignation , den Klogskab af Skade , de blandede Haab og den Lystighed , hvortil de giver Anledning , synes ikke at kræve saa stor Opmærksomhed under Frederik VIII ' s Regering som Forholdet til Udlandet , til den Verden vi lever i . Hvert Menneske maa ved et hastigt Blik paa hvad der i de sidste Aar er sket rundt omkring os , til Dels i vor umiddelbare Nærhed , kunne sige sig selv , at Danmark ikke er det eneste Land , der af sig selv svømmer ovenpaa , hvis Flodbølgen der truer Evropa , ender med at komme og ogsaa naar os . De brudte Stemninger vi lever paa , vil da 130 blive til højst enkle Følelser , Angst , Selvopholdelsesdrift ; vore æstetiske Drømmerier vil kræve at blive erstattet med praktisk Sans . Gid vor Ukuelighed i Retning af at udgruble Vid paa hinandens Bekostning vilde vise sig at være en anden Form for Mod ! Mod kræves der for blot indtil videre at se Sandheden i Øjnene og forberede sig paa at møde Fremtidens Uvished . Den første Opgave der skal løses er , om vi vil eller ej . Den næste Opgave er at overveje , om vi kan . For vi skal . Vi kan ikke tage Kampen op mod nogen Fjende ; men hvis vi afslog al Kamp , kunde vi slet ikke . Her er i alt Fald et Problem , som det ikke nytter at udelukke Drøftelsen af . Her skal arbejdes . Frederik VIII ' s Regering gaar ind under dette Grundproblems Tegn . Alt herhenhørende skal samles , undersøges , modnes , til der er Enighed . Selv om Faren drev over , var det ingen Ulykke , om vi igen blev en Nation med Selvopholdelsesdrift , ogsaa i Fredstid . Det er det Kongedømmet betyder . Frederik VIII er Øverstbefalende for Hæren . Jeg staar i Fodfolket som Menig . Og skønt jeg vel véd , der er hele Samfundslag , der vægrer sig ved at føje en Soldats Verden til deres i Forvejen ikke videre rige Tilværelse , finder jeg Mod til for egen Regning at udtale , at jeg ikke 131 kunde tænke mig nogen mere velkommen Lejlighed til at anvende hvad jeg maatte eje af Selvstændighedsfølelse end ved at indordne mig under en Personlighed , der følte sig og sit Liv identisk med dette Lands Uafhængighed . II. HØRUP Danmarks aktuelle Historie bunder i 64 . Intet Navn . er endnu saa brændende som Hørups . Hele vor Fortid ligger bag 64 ; i dette historiske Brændpunkt samler den nationale Afmagt sig til det mindste og skarpest mulige Billede ; vor Nutid og Fremtid gaar igennem dette Punkt . Der har aldrig været noget bedre Eksempel paa Udviklingens absolute Afhængighed af en lumpen Mangel paa Skæbne . Var det saa forfærdeligt ? Vi er nødt til at tro det , vi som ikke har oplevet det , men som er kommen til Kræfter i Ly af hvad en foregaaende fortvivlet Generation byggede paa Tomten . Vi har lært men formaar ikke at føle Ulykken i at Danmark altsaa for en Men - neskealder siden maatte afstaa et Par 132 Provinser , der utvivlsomt havde Ret i hvad vi kaldte „Oprør " , til en temmelig nærbeslægtet Magt . Mon den største Ulykke ikke var , at Ingen kunde se , at det dog blev i Familien ? Hvor om alting er , Nederlaget gik dybt , vore Fædre følte det , deres Tid kendte ikke andet . Efter at have undret sig , sørget og erkendt sig brudt , efter at have flammet og rendt Panden mod Muren og forbrugt Indignation , faldt de i Ro og begyndte med Ære forfra hver paa sit Felt . Man indledte en nødvendig Revision af selve vor Historie , da det nu endelig var bleven øjensynligt , at den hidindtil fortrinsvis havde lidt af Ærbødighed for de af vore Heltekonger , der skilte os af med mest Land ; Historieforskningen blev lagt om fra et Standpunkt mere ud ad Folket til , knap saa høfligt men med Rimelighedens Vægt . At flytte vor Historie helt ud af Landet besluttede vore Fædre sig ikke til . Det er bleven vor Opgave . Danmark kan jo lignes ved en Celle , der er bleven delt saa ofte , at det nu er tvivlsomt , hvorvidt der er noget tilbage af Kærnen ; Kimen og Voksemulighederne ligger kanske udenfor vort Omraade. Men er alt hvad der hedder Vækst derfor forbi ? Vi „mistede " en Gang England og dermed den bedste Part af en 133 stor Fremtid i Kim. Er England os ikke lige nærliggende for det ? Sæt vor sande Historie laa i Hertugdømmerne ? Foruden en Kæntring af vor historiske Opfattelse hidførte Nederlaget mange gode For - andringer i det praktiske Liv herhjemme . 134 Nogle søgte Oprejsning for de tabte Provinser ved at skabe saa at sige nye indenfor Levningerne af Kongeriget , ved at beplante Hederne , ved en storstilet Reform af Landbruget , ved dristige og ærefulde Handelsforetagender . Men alt dette , saa ene fornødent det end var , rakte dog kun til Dagen og Vejen . Der er Opkomst i ethvert Land efter en Krig . Krigen lod sig ikke overvinde ved lokale Midler , Ondet sad dybere . Hørup vendte sig imod Krigen selv ! Aldrig har nogen Mand rejst sig saa rasende imod hvad Historien krævede som sin Ret som Hørup . Med en Kraft , en Skaberkraft , der bunder i Evnen til at staa ene og viser sig i Viljen til at bøje sig for hvad der er sket , satte Hørup sig op imod , at det skete havde været muligt . En stor Mand ser paa Historien , som om han selv er dens Ophav , som om det er ham , der har gjort det . Hørup følte Tabet som en Passion , det indgik i hans Væsen . Heraf den Lidelsens Vildhed , den Saarethed , der var Grunden i hans Natur , og som ytrede sig stærkest naar han befandt sig mest paa sin Højde . Han var aktiv , derfor gik han ud som en Hævner . De store Træk af Hørups Historie som Kriger er bekendt nok for alle . Den Dag idag hades han med det Had , der kommer af Frygt . Hans Modstandere sy - nes end ikke at erindre , at han er død ; de 135 iler endnu som Negrene op paa Toppen af Termitboene i det fjerne og hujer svære Trusler ud mod denne Høvding , der fornedrede dem ved Pisk paa Skinnebenene ; det falder dem let at blive i en Vane , som de nemmede , mens han var levende , at tapre sig udenfor Spydvidde . Hørup er dog ikke ude af Sagaen . Selv nu da han er falden virker hans Eksempel som en Fanfare for alle dem , der i ham saa Udspringet af Mod , Klarhed og Fornemhed . Hørups Personlighed , hans Styrke og Stil , lyser endnu som en Fakkel over det genfundne Danmark . Her er Kærnen . Det er umuligt i et kortere Essay at begrunde en Karakteristik af Hørup eller at forske hans politiske Gerning . Man har ikke heller Lov til at anstille Gisninger over , hvor en Mand , hvis Livsbane er afsluttet , kunde have staaet nu , i en Tid der er forandret . Men det er paa sin Plads at søge Udtryk for Anskuelser , der uden at de kan tillægges Hørup , stammer fra en nær Paavirkning af ham og for saa vidt er i hans Aand , i alt Fald næres af Folk der hellere vilde rive et Øje ud end forarge Føreren , hvem de skylder alt . Vi skylder Hørup vor Tro . Han tvivlede for os alle . Han forsaá sig med fuld Ret paa Krigen i 64 . Men hans Trods er vor Frihed . Hans Haan er vor Selvstændighed , hans fortærende Vid er 136 vor Lykkefølelse . Ingen lod sig saa lidt blænde af sin Tid som Hørup , Ingen forstod som han at tie . Det Væsentlige laa for ham saa langt ude og saa højt , at han endogsaa i Forfatningskampens hedeste Dage gik med det som sin bedste Hemmelighed , at Provisoriet aldeles ikke interesserede ham uden som et Middel til at rejse Folket og give det Rygrad . Dette var den frodige Form for Hørups Ironi . Siden gik der Vinter deri . Men idet vi med en Taknemmelighed , der ikke har Ord , ser os om og fatter , at Hørups Liv , Hørup som han var , har skænket Verden en ny sammensat og skøn Følelse , hvori vi saa ham gaa bort , tager vi os Frihed til at tro , at Livsnerven i Hørups Arbejde , set under ét , laa lige saa dybt , var lige saa inderlig rettet mod det Væsentlige , som i hans egen personlige Stilling til Provisoriet . Naar Hørup gik saa voldsomt imod alle Krigstilbøjeligheder , var det ham allerinderst kun et Middel til at rejse Folket , Bondestanden , imod de almægtige Kendere af Saxo , der med Træsværd og Flitsbue overskred Ejderen og afskød Begpile mod Tyskland , „Arvefjenden " . Han saá Vanviddet som en Voldsdaad imod Folket , de brede Lag , Almuen , og hvad enten det nu var med eller imod Folkets Vilje det blev gjort , satte han sig for at skabe en ny 137 Vilje i Folket , der forbød det . Det lykkedes ham — næsten . Men at det ikke lykkedes helt , skyldtes en Skæbnens Ironi , som maaske var dybere end Hørups . I Kampen for at føre Bondestanden op til Bestemmelsesretten i Riget — den Gang Retten til at vægre sig ved at slaas — bragte man det tilsidst til det Punkt , hvor det skulde vise sig , om Bonden vilde forsvare denne Ret med Vaaben . Det vilde Bonden ikke . En og anden tog maaske Spydet fra sidste Bondekrig ned fra Bjælken , sleb en Stikkniv eller , hvis Manden ikke var helt en Nar , forskrev en Riffel fra England . Her tabte Hørup . Siden kom Forliget . Mon det ikke var i dette underlige Spil Hørup tilegnede sig den Ironiens Desperation og det dybtbegrundede Tungsind , der siden er bleven gangbart som Ordsprog — hvad kan det nytte ? Der er aldrig sagt noget sørgeligere , man kan græde , naar man tænker sig det sagt med hans Mund . Der har aldrig raget en saa tragisk Skikkelse op af Danmarks Muld som Hørup . Naar man tænker sig ham som han gik omkring , varm og stille men blodig haard , naar man husker hvad han ofrede for at være en af de mange , for at staa i Niveauet , hvad han skjulte for at holde sig nær ved de Smaa , i Stedet for at steppe op paa Vidderne væk fra den „kompakte Majoritet " som andre Puslinger i hans Samtid , 138 naar man véd , at hans Kærlighed ikke var en Trang til den Almisse , Popularitet og Ry er , men den Øverstes Bestik , som skal føre Hjorden ud af Tordenvejret , da er det modbydeligt at høre hans Suk , hvorunder der ligger en Verden af Sorg , Skuffelse og Træthed ( for ogsaa han blev gammel ) blive gentaget af enten dem hvis Ben endnu dirrer under dem efter Straffen af hans Haand , eller af dem hvem intet andet end den personlige Sikkerhed ligger paa Sinde . Det kan nytte ! Der var en Kriger i Hørup . Levede han end i et lille Land , og var det hans Overbevisning , at vi ikke kan føre Krig — Krigen vilde han ikke have afskaffet . Han var en Kriger selv . Der var for megen Kultur i ham til , at han skulde spilde sit Vejr paa Bravader eller opfatte Krig blot barbarisk , men der foreligger ogsaa Bevis for , at den Tanke ikke laa ham fjern med sin Krop at staa inde for hvad han forfægtede moralsk . Hans Livsanskuelse bundede tilstrækkeligt i det Fysiske til det . Han vidste , at det ikke er Sjæl alene , der modner et Folk og gør det til Demokrati . Mens Reaktionen sad paa Sablerne , hvor Hørup lod den sidde , øvede han sine Folk i Fornuft , fødte dem op og gav dem Selvtillid . Æresfølelse talte Hørup meget om ; det er en fysisk Egenskab . 129 Det kan nytte at holde Æresfølelsen oppe i et Folk , og Folkets numeriske Antal er her ligegyldigt . Det kan nytte at ranke Ryggen og lade forstaa , at man er der , ogsaa ved andre Lejligheder end naar der er Tale om Krig . Folket og Hæren skal ikke være to Ting , det er der kommen megen Elendighed af . Det kan nytte at føle sig som en Nation , der vil . Det er af Betydning for Friheden indadtil . Vi lever nu ikke mere i de Tider , da Torgnv Lagmand stod op paa Upsala Ting og holdt en Tale til Kongen , der endte saaledes : „Men om du ikke vil have det som vi siger , saa vil vi gaa imod dig og dræbe dig og ikke taale Ufred og Ulov af dig . Saa har vore Forfædre gjort før ... sig nu straks , hvad Kaar du vil vælge . " Vi lever ikke i Tider , hvor det gaar saa bogstaveligt til , hvorvel mange Folk her i Landet , hvis Sind Heltedigtningen holder frugtbart , og som klæder sig med Moderation , maaske kunde ønske , at vi gjorde . Men vi lever i Tider , hvor den Opinion , der udgaar fra Folket , og som er af personlig Oprindelse , altid vil ende med ganske personløst at vise dem tilbage til Privatlivet , der røber Tilbøjelighed til at hæve sig derover paa andres Vegne end deres egen . 139 III. FOLKEKARAKTEREN I en moderne amerikansk Fortælling , der skildrer Guldgraverliv i Alaska , hedder det et Sted , at the Swedes ( Fællesbetegnelse for Skandinaver ) er Folk , hvis „claim " man ustraffet kan „jumpe " — det vil sige Folk , der ikke med Kroppen staar inde for deres Ejendomsret . Skandinaverne kan du plyndre , siger Fortællingens indfødte Ordfører til en Prokurator , der er ude og lave Rovjustits i Minerne — for Skandinaver er nu en Gang ikke betroet til at have noget , og en anden Kæltring vilde klæde dem af alligevel , hvis du ikke gjorde det ; men spil ikke op med mig som Skandinav ! Det er en Fejltagelse . Jeg er en hvid Mand . Jeg har altid været min egen Dommer , Jury og Skarpretter . . . o . s . v . Det er kun i en Roman det siges ; men det lyder som om Forfatteren var en ubarmhjertig Iagttager . Man skulde næsten tro , enten at den ukendte Forfatter var dansk , eller at det var sandt . Hvor man kommer til at tænke paa det staaende Refræn i vor hjemlige Literatur og Presse , den evige lille skadefro Vise om , at vi er saadan et vegt Folk . Saadan et lunkent Land . Det bløde Lune . Det lille Land ... o . s . f . 140 Sandheden i dette ingenlunde nedstemte men snarere hadefuldt triumferende Omkvæd ( nu ligger vi ! ) er vel nærmest den , at der i Danmark er saa og saa mange , der morer sig med at pifte det , og saa Resten , der med kæmpemæssig Taalmodighed finder sig deri . Det ligger i Sagens Natur , at man hører mest til de første . Man ser dem ikke saa meget . Naar de kommer frem i Lyset , viser de sig gerne at have et mindre Bryst end man skulde tro efter den Ihærdighed , hvormed de varsler ; ligesom de værste Skrigere i Urskoven som oftest falder ud til at være smaa , uappetitlige Insekter . Mon det danske ulidelige Omkvæd ikke skulde stamme fra en vis Tilbøjelighed til at begrunde sine egne personlige Utilstrækkeligheder i det Milieu , man lever i ? Mon det ikke er Meningen med Visen , at nu har vi at være smaa og engbrystige allesammen , siden Sangeren desværre er det ? Omkvædet er jo kommet til Verden ved Omgang med Literatur . Den danske Poesi er ganske rigtig følsom , venlig , tillidsfuld , og man kan , navnlig hvis man læser os for at forraade os , godt skaffe sig det Indtryk , at vi er et blødt Folk . Men det er netop stærke Folk , der udmærker sig ved at eje Poesi . Et Folks skønne Literatur opstaar , naar det smi - ler , som kun den kan , der ved andre 142 Lejligheder slaar . Dette gælder ekstremt for Englands Vedkommende ; man køber de yndigste engelske Pigebøger under Gibraltars Kanoner . Meningen med Vers er vel heller ikke , at de er til at skære Glas med . Haardhed og Styrke ytrer sig jævnlig ved Tavshed ; det er derfor kun Ildesindethed at overføre Manglen paa disse Egenskaber ved vor Literatur paa Folket selv . Vi er ikke noget vegt Folk . Vi er det stædigste Folk i Verden ; vi lader os ikke rokke fra vor Natur . Vi er ikke en lunken Nation . Der er Varme nok her i Landet til at staa trofast i en Bedrift , som er uden Overraskelser , til at lægge Kornet ud i Mulden som den er og for det sparsomme Solskin , og til at høste det af Afgrøden , som Regnen har sparet . Og her er Kulde nok til at fryse Fanatikere ude , som fabler om Hveden andet Steds og aldrig har opelsket saa meget som et Rugstraa her . Der hører mere end Lunkenhed til at fatte sig paa Omstændighederne , det skal der Kræfter til , det skal der ties til . „Det bløde Lune " vil en Dag gøre os det nødvendigt at kassere hele vor klassiske Literatur og skrive en ny ; før faar vi vel ikke Fred for denne underdanige Grimasse . I Folket selv som det er stikker Lunet slet ikke saa dybt efter den politiske Opdragelse , vi 143 er gaaet igennem . Bønderne véd nok , hvem de er og hvad de er værd , har ikke længer nødig at føre sig med Tugt overfor „de Store " , at bukke en lang Krop sammen og skjule et Mundkrogsmil med Hatten overfor lavstammede Politifuldmægtige . Det Lune af Naturen er ved at forsvinde . I Byerne lokker Forholdet til „Mester " heller ikke mange Dobbeltheder frem mere , ingen kroget Balance , som man maa hæve sig over med blødt Lune ; Forholdet er saa temmelig lige . Man kan vel næppe tænke sig noget mindre lunt end en Strejke . Strejkens kolde Alvor ligger meget godt for danske Arbejdere . Er der nogen nu , der har Brug for Tvesind , synes det snarere at være Arbejdsgiverne , der dog ogsaa er Mennesker ; deres Sindsstemning kan ofte friste til at hjælpe sig med Fortvivlelsens Humor . Men de har dog noget at forsvare . Lunet kommer nedenfra . Det findes som saadant ikke mere i Danmark . Saa er der det lille Land . Danmark strækker sig , uden Bilande , over et Areal af 38 , 340 Kvadratkilometer . Det er hvad der er at sige . Vort Fædreland er mindre end Afrika og nøjagtig 8 , 890 Kvadratkilometer større end Belgien . Maa vi saa være her ? Her er ikke Stedet til at give en Udsigt over de sørgelige Aar i dansk Aandsliv siden 64 , hvor ethvert sultent Skadedyr kunde faa 144 Adgang til Nationens Hjerte blot ved Stikordet : Vi har tabt ! Det lille Land ! Hvad man i Danmark døde af , Sandheden , det fandt mere end én kold Gøgler , at han kunde leve af . Har noget Land taalmodigere fundet sig i Sporen end Danmark , har nogen Nation set mindre i denne Menneskealder end Danskerne , der en Gang for alle slog Øjnene ned ? Se op ! Det er Tid at erindre , at Danmark ikke som i Middelalderen ligger ud til tilfældige Landegrænser , men at det strækker sig over hele Jorden , saa langt som Slægtskabet med andre Nationer gaar og endnu længere : saa langt man overhovedet kan naa med Damper og Jernbane . Og alle Slag er ikke slaaet i Danmark ; fordi vi militært er bleven en latterlig Ruin , Krig er lykkeligvis noget andet og mere end monarkiske Udfoldelser , Krig er Menigmands Renlighed og Ære ! Det er endnu , trods 64 , tilladt at fælde sin Mand indenfor det ubetydelige Lands Grænser ligesaavel som i større Samfund . En ubeskæmmet Nation , et Folk i Udvidelse finder sig ikke foranlediget til at ofre til de golde og tærende Elementer , der ser deres Fordel ved at holde Saaret aabent . Et friskt Samfund lukker sig over sine Parasiter og fortsætter sit Arbejde . Var der ikke Grund til i Danmark at tie om 64 og det noksom bekendte 145 lille Land og henvende sin Opmærksomhed paa Tilværelsen ? Naturligvis fik vi Høvl , men Tyskerne er dog vel ogsaa Mennesker , og skal vi behøve til evig Tid at hæve aandelige Pantelaanere til Landets højeste Anseelse som Tak for , at de udbytter os , mens vi er paa Knæene ? Har vi ikke ofte nok indrømmet , at vi er meget mindre end andre Folk , der er større ? Er vor Fattigdom i Grunden andet end en lumpen Illusion , holdt oppe af usselige Hospitalslemmer , der véd , at frisk Luft vilde slaa dem ihjel ? Det er i vore Dage kun et ondartet Snæversyn , en Lyst til at plage , der holder denne Bremse paa Nationalfølelsen . Lande er overhovedet ikke mere smaa , nu da Trafiken træder i Grænsernes Sted . Lidenhed isolerer ikke en Nation , hvis den da ellers følger med . Den moderne Verden er ved sine Jernbaner og Dampskibe , ved hele sit tekniske Fællesskab , bleven til et stort Rige , en civiliseret Steppe , hvor alle Folkeslag rører sig frit imellem hverandre . Det var denne internationale Frigørelse , der ogsaa her i Landet kom til Arbejderne , som vel ellers for bestandig skulde været holdt nede , fordi vi laa lavt som Stat , skulde haft det smaat i al Evighed , fordi vi er et lille Land . Vore Forestillinger om natio - nal Lidenhed har vi slæbt med fra Enevælden , 146 fra de Tider da et Lands Velstand beroede paa Regaliernes Mængde og Hærens Størrelse sammenlignet med andre Landes , ikke paa Forholdet mellem Indbyggerantal og Næringsveje ; vi har været vant til at indrette vor Følelse af national Betydning efter de vekslende Dimensioner af de Kongeevner , vi betroede os til , og her har vi lidt Skuffelser , men da Fejlen altsaa ikke direkte var vor , kan saa ikke det en Gang glemmes ? Vor nationale Selvbevidsthed er skrumpet sammen for hvert Landetab — men har de tabte Landsdele derfor ophørt at eksistere ? Gaar Damperen ikke til Norge , eller til Kiel , ruller Toget ikke ind i Altona ? Danmark er ikke et lille Land , saa længe det er stammebeslægtet og har Kulturoprindelse tilfælles med Norge og Sverig , Tyskland , England , Avstralien og Amerika . Har vi ikke længe nok laant den bitre Tone fra en Nation , der ogsaa er desillusioneret i Krig , men som vi kun ligner i denne Henseende , er der ikke Grund til at vedkende sig Livskraft i Række med de erobringsvante , rustede Folk , der endnu har Muligheden for at gengive Verden dens Ungdom ? Dette er ikke et Spørgsmaal , der endnu kan besvares . Men paa det svinger den danske Folkekarakter . Det er indtil videre problematisk , om en Mand fra Danmark , naar han kommer til 147 Udlandet , finder de Egenskaber i sig , der gør ham det til en Selvfølge at staa paa sin claim , saalænge han kan røre et Lem til Selvforsvar . Det er indtil videre et Spørgsmaal , som ikke kan besvares , om den amerikanske Forfatter har Ret eller ej . Han kan have taget fejl af dem han har haft for sig ( hvis de Swedes , han taler om , har været Danske ) , de kan lige i det Øjeblik have vist en forkert Side frem af deres Væsen ; de Danske er underlige Folk . Disse diggers , som maaske havde hjemme i Herning eller Nørre Snede , kunde muligvis i det afgørende Nu været beherskede af deres forbandede Illusion hjemmefra , den at de , skønt kraftige Folk , havde at slaa Øjnene ned for 64 . Skønt de maaske vejede op til 200 Pund i deres Støvler , var de fra et Land , der ikke var værd at tale om , og maatte vel hellere rømme Minen . Eller det kan have været Danske af en anden Bygning af Sindet , Folk , til hvem man havde talt hult om 1807 derhjemme , det mystiske og vidunderlige Slag paa Reden , som frembragte to Digtere og gav en Flaade i Deficit ; de kan have haft Sjælen boomed af norrøne Stordrømme om Thorshammeren — den der truede i Aarhundreder og aldrig faldt — hvorimod den spinkle Kabelsaga om Slaget i Tsushimastrædet aldrig naaede deres Øren , og mens de stod der og 148 blev tykke af et antikt Mod , som ikke kunde bringes til at passe paa den profane Situation , ja , saa var det man var onde ved dem . De fattede det aldrig siden . Var det da forgæves , at de var Landsmænd af Niels Keldsen , at deres Fædre smykkede sig med Slavekrigen og Slaget ved Køge ? Løsningen paa Spørgsmaalet turde under alle Omstændigheder ligge i , at de Danske , der viste sig saa forsagte i Alaska , var Folk , der kunde deres Danmarkshistorie for godt . Det var maaske endogsaa Doctores i samme Historie , som fordi de ikke kunde leve af den , var emigreret . Vi har Lov til vor Undskyldning at gisne paa dette . Man træffer nemlig ligesaa ofte raske og uimodstaaelige Danske i Amerika . Det er dem der ikke har læst ret meget men er lige saa lykkeligt uvidende om det lille Lands Smerte som enhver anden frisk Karl af andre Nationer ude i Verden . Disse Danske ikke alene klarer sig godt mellem fremmede Mennesker , men der er noget overdaadigt over dem , noget dem selv uafvidende befriet , som gør dem til store Vovehalse . Det lader til , at Vovemodet kan spares op ; hvad der ikke er Brug for i Danmark , bryder ud som en skøn Vaar i det Fremmede . Det giver os et Haab om , at vi herhjemmejo altsaa endnu maa sidde med det , hvor det 149 saa er forputtet . Jeg saa saadan en livsdristig Dansker i NewYork . Det var paa Broadway en fin Solskinsdag . Der stod en Gruppe Folk stille paa Fortovet med Hovedet lagt bagi Nakken og stirrede op efter noget det maatte være usædvanligt — og da jeg ogsaa saa op , — bemærkede jeg himmelhøjt oppe , midt paa Flagmasten , der afslutter Park Row Buddings Tagparti , en Mand . Han saá ud som et ganske lille , sort Punkt mod det blaa Himmeldyb . Det var én der hang deroppe og malede Flagstangen , kravlende frit paa en Mast i Ballonhøjde ! En Helvedes Fyr , som ikke var deroppe for at sætte Rekord eller samle paa Fornemmelser eller for under stort Drama at høre Harper i Luften og komme ned pr . Tyngdelov , men for at arbejde ; man saá meget godt , hvorledes han i ensom Koldblodighed allerede havde malet den Part af Stangen hvid , der var over ham . Folk der havde travlt stod stille lidt og rystede beundrende paa Hovedet . En Herre slog mig paa Skuldren og forklarede med en Art Stolthed , at denne Maler deroppe bestilte aldrig andet end at hvidte Flagstænger paa Toppen af Skyskrabere . Han forkoin ved Arbejde paa det jævne . Aa , en Djævel ! Han var Dansker . Yes , Sir . Han hed for Resten Jensen . 141 Det var ikke mig . Jeg fik g+ i Historie . Denne Luftelsker , der hang saa godt deroppe i sin svimlende Uvidenhed , havde naturligvis aldrig kunnet ét Kvidder . IV . „64 " Karl Larsens kendte Bog „Under vor sidste Krig " , samtidige Dagbogsoptegnelser og Breve fra Krigen i 64 , er fornylig bleven oversat paa Tysk under Titlen „Ein modernes Volk im Kriege " ved Prof . Dr . R . v . Fischer - Benzon i Kiel . Det er med en helt ny Art Bevægelse ' man læser disse fordringsløse Optegnelser , nogle af de intimeste Dokumenter for Danskheden , vor Literatur ejer , paa et Sprog , der baade ved sin Klang medbringer Forestillingen om de fremmede Kræfter , vort Folk værgede sig imod , og ophæver Modsætningen , derved at Sproget saa hjemlig let tilegner sig Brevenes Indhold af jævn menneskelig Følelse . Var „Tyskeren " nogen anden end os selv ? For en yngre Slægt , der ikke direkte har lidt ved eller været medskyldig i forrige Aarhundredes nationale Katastrofe , bliver der ikke anden Sorg tilbage end den man føler , naar Uvejret ødelægger Træer , eller Nag splitter 151 Familjer ad ; det staar ikke til at ændre . Der er ingen Fornuft at finde deri , det er bare passeret . Hvis man sætter sig hen for at klargøre sig de historiske Forudsætninger for 64 , filtrer man sig kun mere og mere haabløst ind i en Mængde Ting , der ikke var , et Spind af Uvirkeligheder , der dog endte med at kvæle ; den eneste rimelige Forklaring paa Broderfejden er , at den fandt Sted . I Stedet for alt , hvad der skulde været i det nittende Aarhundrede , var der 64 . Grundtvig førte dertil , og Hørup førte derfra . Det er hvad vi kan se . Forresten omfatter vi kun 64 med en dyb Sympati for begge Krigens Parter , de fredelige Bønderfolk , hvoraf nogle talte Dansk og andre Tysk , og hvem det gjorde mere ondt at skyde end at blive skudt . De gik som bekendt over Forpostlinjen og stoppede Pibe hos hinanden ; Fordommen stak den Gang som altid andetsteds end hos de Uoplyste . Har man opgivet at trænge til Bunds i hvad der foreligger skrevet til Forklaring af 64 — og min Salighed , man forstaar i den Anledning Naturens Tilbøjelighed til at udrydde Parterne i Stedet for at høre dem — er det blevet Ens Overbevisning , at der ingen Krig var bleven , hvis den ikke havde haft sin Literatur , da gør det godt at søge ind paa Personerne , at høre de Umyndiges Røst , saaledes som der 152 er Lejlighed til i „Under vor sidste Krig " . Hvis denne Bog var en opdigtet Roman , vilde den have Rang med udødelige Mesterværker , saa rig en Charme er der ved umærkeligt og uden Vold at blive ført tilbage til Virkeligheden ; men den er tilmed sand ! Der vil altid i den være et Holdepunkt til Bestemmelse af dansk Folkekarakter paa Baggrund af Begivenheder , som blotter Sjælene . Den overflødiggør al tendentiøs Historieskrivning før og efter 64 , ja Krigen selv . At den nu er bleven oversat til Tysk , burde være Begyndelsen til , at man i Tyskland foretog en Indsamling af Breve og Dagbøger fra Krigen paa lignende Maade , og de to Værker lagt sammen kunde saa staa for Eftertiden som en international Skat . Der er ikke Tvivl om , at den tyske Samling vilde blive den danske saa lig som den ene Draabe Vand den anden . Man vilde komme til at hilse paa den unge Halvdannede af spidsborgerlig Familie , der gaar med som Frivillig — paa Officerssiden selvfølgelig — vor Ven Aspiranten , som skriver et meget langt Brev hjem om den første Gang han er i Ilden , og hvordan han til nogen Forundring for sig selv viser Mod . . . hvorvel den martialske Situation ikke ret dækker hvad han forestiller sig efter Billederne fra sidste Krig i „Illustrierte Zeitung " . Ikke sandt , den unge 153 Tapperhed med en gammel Illustration i Hovedet er en ægte tysk Fremtoning ! Og dog er han taget fra det danske Værk , hvor hele Forskellen er , at Kilden til al Forestilling om „Krig " stammer fra „Illustreret Tidende " . Denne samme ærlige , men lidt uproduktive Helt kan siden være bleven Medarbejder ved et Parasitblad , fra hvis Spalter han lufter sin gamle Vaabenfrakke i en Tid , der kun kender til at slaas i Bluse . Vi kender ham , han skuldrer til evig Tid sin gloriøse Muskedonner for das grosse Vaterland , mens Samtiden infamt forfægter Fredstanken med de allernyeste Bomber . Herhjemme blev Aspiranten med Tidens Hjælp pensioneret Oberst og anonym Bidragyder til Dagspressen ganske i ovenskildrede Aand . Du gode Gud , var hele Grunden til 64 ikke netop den , at disse to ved en imaginær Grænse blev forhindret fra at gaa op i en højere Enhed ? Typen vil iøvrigt altid eksistere og bidrage til , at Krigen unægtelig er en barbarisk Ting . Man forstaar , at den nidkære Forsvarsnihilisme til Tider har set sig nødsaget til Benyttelsen af smudsige Vaaben imod Helten , der ikke kan dø . I den tyske Samling vilde man endvidere møde Brevene fra en Moder i Berlin , kun en Kvinde , der skriver til sin Dreng om Sokkerog om Mad . Siden blev hun en uformelig Kone 154 med blaa Poser i Ansigtet , fordi hun Maaneder igennem laa vaagen den Gang med et skælvende Hjerte og tænkte paa den stakkels husvilde Dreng , som saagu havde det meget godt paa sit Halmleje i Felten med en Pægl til Vedligeholdelsen af sig selv som Synder og en Ed for ikke at blive yndig paa Sjælen . Alle Mødre er ens , uden Ræson , og Gud velsigne dem ! Han vilde finde Brevene fra den indkaldte Seminarist , i opbuldnet Stil og uden en Linje af noget , der var set . Der vilde være Breve fra Haandværkere , misfornøjede med Kosten , hvor de saa kommer , hvad enten det er norden eller sønden Aa . Et Brev fra en , Bisse , som Gudskelov ogsaa fik sig en Brænnert dér . Og endelig Breve fra Bondekarlen , der griber Pennen for at notere de „Slag " , han kommer i , og iøvrigt ryster paa Hovedet og har ondt af Dyrene . Denne Jordens Søn , der naturligvis ' er en god Soldat , naar man sætter ham til det , denne tarvelige Jens er det der siden bliver skændet af taabelige Skønaander , saavel i Tyskland som i Danmark , besunget og beløjet som udødelig Teaterkriger , mens han muligvis endnu lever og henslæber en gigtbruden Alderdom paa Fattighuset og gaar ud og betler med Medaillen . Det er „Aspiranten " og de øvrige patriotiske Penne ved Parasitbladet , der skal leve af Mindet . 155 Det er de hungrige Indvoldsorme i Danmarks Riges Endetarm : „Flensborg Avis " . Tyskland har sin Niels Keldsen , og bliver der pillet ved ham , vil man høre et lignende officielt Hærskrig , som her i Landet , da Karl Larsen fortjenstfuldt blottede dette Eksempel paa national Svulstdannelse . Hvis der fremkom en tysk Samling af Breve fra 64 , vilde den ligne den danske som det ene hæderlige og misbrugte Menneske det andet . Man vilde sandsynligvis i den tyske genfinde det mærkelige Misforhold , der præger den danske , at jo mere Dannelse Veteranen lægger for Dagen , des konfusere meddeler han sig , og jo længere man kommer ned , jo knappere Brevene bliver , des mere faar man at vide . Paa den ene Side snakker den tynde Kultur , paa den anden Side ytrer Folket sig som det er . Havde det endda været disse Umyndige , der skriver saa tungt for sig og ser saa simpelt og sandt paa Tingene , saa virkelig stort , havde det endda været dem , der raadede den Gang , tænker man , naar man studerer „Under vor sidste Krig " . Men var det ikke just Frugten af 64 , at de underste Lag rejste sig og siden gennem en mægtig Protestudvikling tog Ledelsen i Landet ? 150 Har man ikke Lov til nu at se paa „Ulykken " som en blot Fallit af den daværende Overklasse , et tabt Slag for „Aspiranten " ? Hvis saa er , gælder det virkelig i vore Dage at staa den pensionerede Oberst imod , naar han , sin Natur tro , insisterer paa den nøjagtigst mulige Gentagelse af 64 . Krigen bør føres ikke mod Tyskerne , men imod ham ! Vi har ingen anden Fjende end den , der vil bruge en blind Fordom til Frihedsindskrænkning indadtil og latterlige Trusler mod andre Næringsdrivende udadtil . „Fæstningen " har aldrig været andet end et Værn for antikverede Interesser , en Tvangsanstalt til Indespærring af dem , der ønskede at udvide deres Nationalfølelse , bl . a . ogsaa til Tyskland . En politisk Himstregimst , god til at afklæde Danskerne for Krigssind hjemme og til at lamme dem overfor Udverdenen . Et rigtig virksomt Middel til at aflede vor Opmærksomhed fra moderne Krav . Imidlertid er der Fare for , at Protesten mod Tvangsmilitarismen kan faa Demokratiet til at glemme , at der er noget , der hedder at værge sig , enkeltvis , om man vil bevare sin Frihed . Der skal være en vis Sandsynlighed for , at man slaar . Saalænge der ikke i hver Mand i Danmark er en Soldat , der vil staa og falde for sin Selvstændighed , er Muligheden for et nyt 64 ikke udelukket . Det burde dog ikke gaa en Gang til som i 85 , da Bønderne havde tilegnet 157 sig en saadan Øvelse i Militærnægtelse med Erfaring fra 64 , at de forsvor al Krig og med et høfligt Sideblik til et Dusin Gensdarmer akcepterede Fæstningen . Krigsberedthed til enhver Tid er den borgerlige Friheds Forudsætning . For ikke at minde om Amerika , saa se hen til Frankrig , hvor det menige Folk rejser sig , naar det ønsker sin Ret . Her fører vore Officerer , Folk hvis Horisont ikke en Gang gaar til Kiel , Krig paa deres Underordnede eller fægter fra Baghold i Pressen . Hvad er det for en Provins med en Uudslukkelighed af Paragrafer ovenfra og livløs Nægtelse fra neden ! Lad os give Officererne det de sukker efter , en mindre Skinfægtning , og lad Menigmand vise , om det er Alvor med ham . Rustning over hele Linjen ! Er Hæren ikke Danmarks Riges civile Indvaanere fra Skagen til Gedser ? Forsvar indadtil og Forsvar udadtil er en og samme Ting . Krig er ikke andet end Rankhed i Fredstider . Rustning , de bedste Vaaben og Træning for Træningens egen Skyld er den eneste Sikring af et Lands indre og ydre Fred og Frihed . 156 BONDEKULTUR I . BJØRNSON 1901 . Der var saa morgenstille i det store Hus — kun Fluesummen og sagte Klirren fra Køkkenet — Bjørnson var alene oppe , han modtog mig med Barberkosten i Haanden og pegede op paa Loftet , vi maatte tale smaat , fordi de sov ovenover . Portrætterne giver ikke det rette Indtryk af Bjørnson. Han er smukkere , mangfoldigere end nogen anden Mand , jeg har set. Bjørnstjerne Bjørnson er ikke en Blok , hvorom du gaar rundt , han er ingen Drægtighed af Ry , mod hvilken alt udefra dør som Kugler i en Balle Hø — han er elastisk , nervøs og levende som en Hest , han er i al sin Kraft et fint organisk Spil. Hans Temperament er som Damphammeren , hvis Vægt af tusind faldende Pund kan standses en Haarsbred fra Ambolten. Hans Maade at tale paa er som en Rangering paa 159 Banegaarden — Bufferne tørner voldsomt sammen , idet Vognene kobles , fjedrer fra hinanden igen , men Koblet holder , saa at de tørner en Gang til , mindre stærkt ; Sammenstødet dør hen og atter løber en Vogn til , saa at hele 160 Toget fjedrer og skælver. Men er alle de spænstige Vogne samlet , saa vrinsker Lokomotivet , og Toget gaar , bredt , magtfuldt og med voksende Fart. Bjørnson er foranderlig i sit Væsens Farve som Kamæleonen , kun at Overgangen sker lynsnart . Man mærker alt paa ham , han kan intet skjule . Hvis han i Samtalens Løb bliver misfornøjet , — det kan være , fordi der er en Bog af ham , man ikke har læst — da farer det ildevarslende over hans Ansigt og gennem hans Blik , saa at hans Hoved i et Nu ligner en klassisk Maske . En Stemning hos ham er ikke et Lune eller et Brudstykke , den er Typen paa en sjælelig Tilstand , i det Øjeblik den behersker ham . Hvor han er ung , hvor han springer ! I hans Hoved sprudler Forestillingerne som hede Kilder . Pludselig har han rejst sig og gaar paa Gulvet som Tordneren Zeus , men hans Vrede falder for hvert Pulsslag af det store , sunde Hjærte , indtil han taler med sin Stemmes klingende , syngende Mildhed igen . Han ser en Skade i Samfundet , et farligt Forhold , som et Syn , han rækker Armen ud , han lider fysisk ... og saa fælder han Dom med et Hug . Men han farer kun saa skaanselsløst ud , fordi han vil hele , han er den store Bekræfter . Han er alle Tings Begyndelse , han er Blodet , han 161 er Bølgeslaget . Bjørnson der er saa bred af Skikkelse og saa smuk med det hvide Haar , er det mest udtryksfulde Menneske . Han kan gøre sig lang og tynd som selve Tvivlen , han kan staa gennemsigtig og blaffende som Bekymringens udtrykte Billede . Eller han gør sig tyk , sidder i Stolen og ler saa inderlig fedt som en Falstaff . Et Par Tandstumper ses i den sanselige Mund , Panden kruser sig , hele Ansigtet bliver rødt og massivt — det er Bonden , det er den Troldenes harmløse og tilintetgørende Lystighed , der danner sig Sagn om , naar Fjældene skrukker . Et Barn begynder at græde inde i Stuen ved Siden af , og Bjørnson , Bedstefaderen , mjaver efter det af fulde Lunger — Bjørnson , der selv er hvid og rød som et Barn , velplejet og frisk som Mælk med sine 69 Aar . Der gaar en Stuepige forbi Døren , og Bjørnson ser paa hende med Hovedet lagt skævt : „Er du der ! " siger han med kærlig Forundring i Stemmen . Det er Manden af de gamle Dage , Husfaderen , hvis hvide Haar sætter ham paa saa stor Afstand , og hvis varme Sind straaler imod alle . Der er lyst om Bjørnson , det mylrer om ham med Liv , som har dannet sig i hans Billede , han er omgivet af Mennesker og Dyr . Gaarden Aulestad , hvis Drift Bjørnson nu paa sine gamle Dage har overtaget igen , er 162 ingen lille Historie , den er paa et halvthundrede Køer og otte Heste . Bjørnson er for Tiden optaget af en Reform efter dansk Mønster en ny Fodermetode . Han anlægger en elektrisk Kraftstation , der skal forsyne hele Ejendommen med Lys . Han dyrker op — ude fra Verandaen viser han mig Jorderne og fortæller hvad han har ryddet . Nede midt i en Mark staar et stort enligt Træ , som han i sin Tid har skaanet , og som skal blive staaende . Bjørnson taler om hvad Forfædrene har ryddet , peger paa store graa Blokke og Stenhobe oppe i Markerne , og hvad han endnu vil fortsætte . Fra Verandaen er der en mægtig Udsigt over Gausdalen , Landskabet er af en nordisk Vælde . De frugtbare Agerstrækninger og Skovene breder sig op over Aasene , som var det danske Herreder , der er rejst skraat op mod Himlen . Men Bjørnson fortaber sig i Lov over det danske Land , mens vi staar derude , hans Stemme bliver saa indtrængende og varsom Oh , hvad de har lært dernede af Detailler i det lave Land ! Han svulmer af Pathos : Der er jo ikke Mage til Differentiation ! Alt har ligget saa nær — ja , ja den Finhed dernede ! — Bjørnson fører mig rundt i det store Hus , der er mere bekvemt og solidt indrettet end flot og kunstnerisk , han viser mig sit og Caro - lines Soveværelse og fortæller mig , at 163 Sengene staar i Nord og Syd af Hensyn til Jordmagnetismen . Han peger paa Goethe og Grundtvigs Buster i sit Arbejdsværelse og spørger mig , om Sammenstillingen ikke undrer mig . Nej , den undrer mig ikke . Og jeg vil huske Bjørnson , som han stod der , mellem de to store Tilbageførere — paa den ene Side Goethe med de blinde Marmorøjne og paa den anden Side Grundtvig med det uflyttelige Blik . Goethe førte tilbage til Livet i Almindelighed , Grundtvig i Særdeleshed — midt imellem dem staar Bjørnson som den tredje store Germaner . I Salonen stod en Buste , som jeg troede var Øhlenschlæger — men det var Bjørnson som ung Mand . Siden blev jeg vist om paa Gaarden og saa alle disse Ting , der tilsammen mætter den primitive menneskelige Fantasi — Køer og Høns , Heste og Plove , hele det gamle Testamente , Noæ Ark ! Her stammer Alting lige fra Jorden , her gror Bjørnson i Midten . Og herfra straaler han ud over det hele Norge , her rører han ved Landet , saa at han mærker det fra Nordkap til Lindenæs , og saa at det ganske Land føler ham . Norge det er Bjørnson . Han har skabt Nationen . Alle de stride Fjælde , alle de frodige Dale , det er Bjørnson . De furede Kyster og de tusinde Hjem , som han saa i et Blik , de vilde Dyr paa Vidden og Trofastheden i de 164 smaa Byer , det er Bjørnson . Alle sande Nordmænd ligner ham , har hans Træk , fordi han er en udvalgt imellem dem . Den syttende Maj , Ungdommens saftige Uvornhed og blodrige Pral , det er Bjørnson . Mangen en Pusling i Norge har svært travlt med at pille ved Bjørnson . Og det gaar mærkelig nok altid ud over hans mest menneskelige Unoder . De der selv har sat deres Umiddelbarhed til fatter ikke , at et helt Menneske ogsaa har alle Fejl . Bjørnson er jo Ungdommens fulde Udfoldelse . Han er lutter Følelse . Hans første „Bondefortællinger " er Hjærtets evige Historie , og det er Pedanteri at snakke om deres Værdi som lokal Kulturhistorie . Tiden kan ikke gaa fra dem . Lige saa evig sandt som det er , at Menneskene ikke er som de burde være , lige saa sandt er det , at de alle i Ungdommens guddommelige Dage troede godt og haabede godt . Ungdommen er uforgængelig , saa længe vi bliver ved at overlevere Livet — nye unge Sjæle tager Illusionerne i Arv , det tabte Paradis er altid paa Jorden . Derom handler Bjørnsons Fortællinger , og ikke om norske Bønders Kulturtrin 1840 eller 50 deres Klæder . Og Bjørnsons saakaldte Moral gaar ikke ud paa — andet end at stemple dem som raa Forbrydere , der tager Livets Illusion fra andre . — Ved Middagsbordet passede Bjørnson en Tid lang sin Mad og lod de andre passiare . Der lød fransk , tysk og norsk mellem hinanden . Saa faldt Talen paa Systemskiftet i Danmark , og Bjørnson rejste livfuldt Hovedet . Det var en mærkelig og glædelig Begivenhed . Og Hørup ! „Jeg elsker Hørup ! " sagde Bjørnson med hele sin aabne Ligefremhed . „Han er et knusende overlegent Hoved . Jah , han er . jah , han er en Satan ! Hvad siger I til ham dernede ? " . . „Vi holder af ham allesammen , " svarede jeg . „Vi har den største Tillid til ham , fordi han er det danske Hoved , der har formaaet at smelte flest fremmede Elementer ind i sin Natur . Han har været en Slags Karantæne for vort Aandsliv . Det er i Virkeligheden ham , der holder Balance mellem det nationale og det „moderne " . . . Da jeg rejste , stod Bjørnson udenfor og saa op mod Himlen . Det tegnede til Regn , og Markerne trængte saa haardt til . Væde . Men medens Bjørnson stirrede længselsfuldt efter Skyerne , udtalte han sig ogsaa meget bekymret over , at jeg nu skulde risikere at blive gennemvaad . 165 1907 . Igen gjorde jeg en Rejse op i Norge uden andet Ærinde end at komme hjem og fortælle om Vejr og Vind . Jeg havde faaet nok af den iøvrigt udmærkede Regn nede i Danmark og vilde nu op nordpaa til Thules kolde Bjerge for at finde Regnens Kilder . De vandrende Skyer paa Himlen var alt det Kort , jeg havde , for Resten spurgte jeg mig for hos Blæsten og gik efter Solemærkerne . Midt oppe i Norge paa Skraaningen af en stor , fager Dal kom jeg som for seks Aar siden til Gaarden , hvor den gamle store Sandsiger bor , den hvide Bjørnson . Rundt om Gaarden i den vældige Dal breder Græsgangene sig , grønne som i Tidernes første Morgen , og over Liderne gaar de alvorsfulde sorte Skove opad mod Himmelranden , hvor Vidderne begynder . Saalænge Solen skinner , ligger Dalen aaben , vidt favnende med begge sine Sider , se her min Frugtbarhed ! Den store Dal er da selve Dagens rige Jarledømme Men naar Solen er nede , naar den ligger sovende under Bjergene i Nord , kun let , med et gyldent Smil i Søvne , da svømmer Dalen i den nordiske lyse Nats Eventyrtaage , da ligger den viet til de frodige Anelser , de grænseløse lykkelige Syner , som Morgenen kun slaar fast som Virkelighed ! Og her midt i Dalen , i 167 Hjertet af Norge , bor den hvide Bjørnson . Bjørnstjerne Bjørnson er nu 75 Aar gammel . De seks Aar , der er gaaet , siden jeg sidst saá ham paa Aulestad , er passeret sporløst over den store Digter . Det var glædeligt at se Bjørnson saa rask og stærk , i sin Alderdoms pragtfulde Blomstring . Her har Aarene da kun bygget , slet ikke brudt ned , Bjørnson staar som en Eg , falmet men med alle sine Blade . Hvor han endnu bekræfter , blot idet han er , hvor Naturen røber sin Rigdom i hans Person . Man ser bomstærke Mænd gaa i Graven , endnu inden de har naaet deres kraftigste Alder , ramt af et af Naturens meningsløse Luner , Blindtarmsbetændelse , Avtomobiluheld , og usle Svæklinge humper ved Krykken ind i deres halvfemsindstyvende Aar ; men Bjørnson bliver gammel som en stærk og renlivet Mand bliver det , Tiden sætter sin hvide Krone paa hans Hoved . Saa er det da rigtigt , at den der gav sig hen i sin Ungdom , den der ikke sparede sig men øste ud som en Fyrste til alle Sider , han samler til sin Alders Hæder , han faar de høje Aars Skønhed for det han har levet . Og Bjørnson vil dø smukt . Som han har gjort Tilværelsen stor , vil han længselsfuld mod Naturen en Gang skabe Søvnen , som varer , Guds Tavshed , den nordiske Død . 166 Men endnu staar Bjørnson midt i Livet , svulmende , fyrig som selve det tyvende Aarhundrede , lige midt i Strømmen , med alle indenog udenlandske Aktualiteter som en Hvirvel om sit mægtige Hoved . Straks da jeg kom , kastede Bjørnson sig med sin ejendommeligt fantasirige og fulminerende Veltalenhed over Maalsagen , Livs - og Dødsspørgsmaalet i Norge . Man véd , at den alderstegne Digter med al den Energi , der udmærker unge Sværmere , som er forud for deres Tid , har sat sin Avtoritet ind paa Bekæmpelsen af den beklagelige separatistiske Maalbevægelse i Norge ; men man maa have set ham for at danne sig en Forestilling om hans Varme og Iver , den Friskhed og Bevægelighed , hvormed han ser abstrakte Ting for sig , Muligheder , som var det levende Former , der sprang ud foran hans Øjne . Han taler , regerer , lider , tvivler og klarer op , luer og styrter sig ud paa Hovedet igen , han sortner , truer , slaar , og saa bryder Haabet igennem paany , saa at han ler , aa , han flyver Universet rundt efter Raad , Blodet bruser i ham , han tilintetgør blinde Mennesker nationsvis bare for at faa dem til at se , han skriver hele sit udtryksfulde Ansigt fuldt af Sorgens Runer , han rejser sig i Glorien af sin Manke og bærer dem alle , er dem alle , har set ned i Dybet af Tingene og tilegnet sig Alfaderens Visdom , og atter slaar sorte Skyer ned paa hans Bryn , 169 han ulmer med farlige Varsler . . . hvor han kan se haardt , hvor der ingen Grænser er for hvad man kan vente sig af ham , hvor han er erfaren helt rundt , hvor han lever ! Maalsagen i Norge , den bliver aldrig ført igennem , saa sandt Bjørnson er derimod , det kan ikke være muligt , at hans Landsmænd er saa smaa . Bjørnson taler om Clemenceau og Literaturen i Frankrig , som han følger med spændt Opmærksomhed , og det er forbavsende , hvilken Evne han har til at karakterisere en Mand , han har kendt , og til at maale Rækkevidden af det Arbejde , der grupperer sig om ham . I det hele taget er det et rent frapperende Under at lægge Mærke til Bjørnsons — hvad skal man kalde det : personlige Magt , den gennemtrængende Styrke , hvormed han i Kraft af sin Oprindelighed gaar til Tingene . Han gør al Ting enkelt og al Ting stort ; de mest indviklede Ting trækker han op i faa simple Linjer , det menneskelige deri , og naar han forklarer en Sag , forstaar man , at et Lands skæbnesvangre Historie , der for de fleste ser ud som Forsynets mystiske Raadslutninger , ganske simpelt er hvad der passerer en handlekraftig Mands ellers rent almengyldige Fantasi . Bjørnson taler om den nylige , svære Statskrise i Norge og reducerer den til en Bagatel , et Frø der kun skal blive til Jord , men hvoraf 170 Fremtidens Træ skal spire frem ; han har Raad til alt , han lever en Gang for alle i Væsentlighedernes Luft . Efter at have peget paa det Sted hvor det gror i denne tilsyneladende golde Affære , farer han som en Præriebrand over noget saa aandsfortærende som Spørgsmaalet om en ny Jernbanelinje i det nordlige Norge . Er der noget mere uundgaaeligt vist , end at der efter hede Kampe bliver bygget en Jernbanelinje dér og dér ? Vel jo , men Bjørnson leverer med et Amtsraadsmedlems hele Lidenskab og fule Argumentation det Bidrag til Kampen , der lige akkurat fører til , at Banen bliver anlagt . Saadan er det noget bliver gjort . Bjørnson udtømmer sig om Mjøssagen , et Spørgsmaal der lader til at skulle bidrage til med Smerte at rive et Folk ud af sine Oldtidsillusioner og ind i det moderne Liv , han strejfer enhver Sag , som Tiden gaar igennem , og paa alt trykker han sit Væsens letfattelige Adelsmærke . Imidlertid taler han ogsaa om Vejret , om sine Børn , om alle Mennesker , han viser sit Hus frem , sine Billeder , alle de Ting , der har samlet sig om ham , og som med stærkt blandede Stemninger bærer Mindet med sig om næsten tre Generationers Liv i Lyst , i Storm og Anstrengelser , tilsidst i Hverdagens Ringhed , der bærer Frugt , og endelig i Stilheden , der er alle Slægters Kaar . Han fører mig ud paa 171 Tunet mellem Gaardens Avlsbygninger , viser mig sine Vogne og Slæder med særlig Dvælen ved den splendide Kaleschevogn , hvori han nylig som en ukronet Konge kørte langsomt paa Gæsten op gennem den Del af Norge , hvor han ønsker dette Jernbaneanlæg . Han bliver ikke træt , han kan ikke blive træt , for han gror jo kun den Dag idag som han altid har groet , han lever efter en Udfoldelsens Lov , som ikke tærer eller slider , han ikke andet end er . Der gives ikke noget større end at have set ham . Og da jeg nu havde set Bjørnson og fuld af Mod drog videre , op over de svære Fjelde , over Jotunhejmen , hvor jeg agtede at opsøge Vejret , da jeg uden at have fundet det vendte tilbage og drog hjem til mit eget Lavland igen , saa faldt der jo pludselig Skæl fra mine Øjne . Jeg kortsynede og svage Væsen havde ikke kunnet se , at Maalet var naaet , da jeg havde set Bjørnson , jeg skulde naturligvis rastløst videre , men Regnens Kilder , Vejret , Somren og den evige Sne , det var jo ham ! Det var ham , der havde regnet saa ubarmhjertigt hele Forsomren , for at Høsten kunde blive god ! Det var ham , den store , hvide Bjørnson der var Skyerne , Solskinnet , de lyse Nætter , Slud , April og Højsommer , vilde Blomster og Korn , hele den nordiske Naturs brusende Orkester ! 168 1857 — 1907 . Iaar , da det er et halvt Aarhundrede siden Bjørnson gav de nordiske Folk den første fuldt udformede Krystal af sit Væsen , Synnøve Solbakken , der siden har været skattet lige højt af to Generationer som et magisk Prisme , hvori hele Folkekarakteren brødes , iaar vil der fra mange Millioner Mennesker overalt paa Jorden strømme en taknemlig Tanke hjem mod denne ene , Manden i Midten , den store Nordbo . Man forstaar , at Bjørnsons Produktion har kunnet holde sig saa underfuld frisk , naar man har haft Lejlighed til at se , hvor han med sine 75 Aar endnu er fuldkommen paa Højde med sin Tid , mere virkelig moderne end mangen Strøgmand paa Overfladen af Aaret 1907 . Hans Natur har lignet Korallens , der kun lever i de sidste øverste Lag , hvorvel alle forrige Lag staar ubrudte endnu . Denne Bjørnsons enestaaende Evne til altid at gaa op i Nuets Lokalfarve , det er den der betingede hans Skaberkraft for halvtredssindstyve Aar siden , og det er den der nu viser os Synnøve og Bjørnson fra idag ved Siden af hinanden som to lige urfriske Ytringer af en og samme Kraft . Denne Kraft er Kærlighed . Der kan ikke komme noget enklere ind i Ver - den end dette : at gaa til alt og alle med 173 Sympati . Og dog er det Styrkens fyrstelige Privilegium . Den der har Hjertets Gæstfrihed , har den ; til ham skal man se hen . Her er den første Naturlov , den der ikke er undergivet Forandring . Hvad er der ikke sket siden Aar 1857 , hvad lod der sig ikke paavise af Forskelle i det rent daglige Liv — hele Industriens og Teknikens Kolossaludvikling er falden i den Periode , den norske og saa den evropæiske Horisont er bleven sprængt og udvidet til nye Civilisationsudsigter , selve den menneskelige Type er en anden , det meste af Literaturen fra den Gang er glemt , det store Kulturniveau er rejst med et Trin , som det skulde synes umuligt for Mennesker tre Slægtled tilbage at skræve over ; Værdier , som man i rammeste Alvor puslede med hvert Tiaar , huskes simpelthen ikke mere , undlod at sætte Spor — men Bjørnson er den samme . Hans Ungdomsværk er den Dag idag som sprunget ud af Døgnet . Mens andre vindskibeligt borede Brønde for Evigheden paa Torvet , Menneskeværk der nu kan udgraves som gammelt Træ i Jorden , sprang han ud som et Grundvæld , der flyttede Byen og altid vil bestemme dens Plads . Hans Betydning vil stige . Hans Navn var Standard for alle dem , han i sit lange , hæder - fulde Liv gjorde til sine Samtidige , men han 174 vil staa for alle Tider som en Idé . Hvis man med Ideén mener Racens Selvopholdelsesdrift , vil der i hans Værker og hans Eksempel , hans Skikkelse , være Stof nok til det menneskelige Indbegreb , hvoraf hele Folk lader sig lede i Aarhundreder . Rækkevidden af Bjørnsons Væsen har aldrig vist stærkere mod Fremtiden end nu , da der i alle germanske Lande , saadan som han , og Grundtvig før ham , har drømt , rører sig fornyende Kræfter , som kun søger det samme Symbol for at virke i samme Retning . I Tyskland ulmer der Anelser , som kan blive til Vished om , at den tyske Sjæls inderste Oprindelse er at søge i Norden ; i Amerika ligger Anelsen dybere men med endnu større Magt . Bjørnson er endnu ikke slaaet fuldt igennem i Tyskland . Men i Amerika skal han en Gang blive baaret højest . Det vil altid være ham , der i sin lyse , sejrrige Natur har ført den nordiske Aand fra Urtiden og op til hver Datum , han har præget . Han gengav Bonden Sagaen . Han bekymrer sig i Øjeblikket for Jernbaner . Han har altid været der , hvor Havne flager , og Jord bringes under Kultur . Dagen er hans Mærke , for alle Tider . Det er i vor Tid ingen Sag at rejse , man kan befare alle Have , være næsten alle Steder paa én Gang . Men jeg er ikke kommen noget 175 Sted i Verden blandt Skandinaver , hvor man ikke gemte en Bog af Bjørnson eller , hvad der er større , kendte ham , vidste hvad Bjørnson var , uden overhovedet nogensinde at have aabnet en Bog . Saa dybt trænger han ind . Han er en Del af alle nulevende Folks Bevidsthed . Vi der er født med ham vil gøre det til en Festtanke , at han for et halvt Aarhundrede siden med de Midler , der stod til hans Raadighed , udfunklede den simple Sandhed , der nu synger os i Blodet ved Arv . Ak , Bjørnson kørte med Skyds hele Vejen den Gang , og dog skal vi aldrig naa ham ! Ligesom Musiken er før Instrumenterne , var han den hvori al Ting laa . Men for at opgive at omfatte , hvad der er Tiden selv og ude over vor Evne , vil vi gaa i os selv og læse Synnøve om igen . Og hvis vi da kanhænde skammer os ved at udsige vor Bevægelse , ja saa vil vi tie og en Gang foretage en Gerning i Stedet , et Stykke godt Arbejde , viet Bjørnsons lyse Aand . II. KNUT HAMSUN Der skulde sprænges Fjeld til en ny Jernbane et Steds højt nordpaa i Norge , og da Mineskudet var faldet , kom en Jætte ud i Rø - gen og Stenregnen , et Urmenneske som et Skred 176 en Gang havde spærret inde i en Kløft , og som nu blev fri ; det var Knut Hamsun . Han gik frem langarmet og med Atlasskuldre , spejdende for det Gode , visnæset og med Hjertet i Øjnene men haard paa Bringen som en Ambolt imod Modgang , stærk som en Bøffel og følsom , modtagelig som et Barn , rolig men med Sjælen fuld af al Slags Vejr . Han stiger ud af Fjældet og nærmer sig , varsom paa Foden som en farlig Skabning , han maler sagte med Tænderne og vender Hovedet paa Sned fremefter som for at vejre med Haaret ; men han vil ikke opæde nogen , Indespærringen har ikke gjort ham glubsk , bare lysten efter Selskab ... og saa slutter han sig uden videre Palaver til Jernbanearbejderne , der befriede ham , gaar ind i deres Sjak og er foreløbig ikke til at kende fra dem ! Men siden forbavser han jo selve Ingeniøren ved den urfriske Intelligens , der gør hans laadne Hoved til alle Tankers Legeplads , og ved det henrykte Overmaal af Snille , der ligefrem knitrer ham ud af Fingerenderne ; og det varer ikke længe , før Jætten suser med den ny Bane ind til Byen for gennem alle Udviklingsfaser at blive hvad der den Gang var det største i Verden , Digter . Digterne var den Gang endnu de største i 177 Norge. Nu er det anderledes. Der kræves ikke længere Geni af Førerne , og Literaturen er i Norge som andet Steds bleven en Bestilling for Betlere. Men Digter blev Hamsun , fordi han var det. Og endnu toner han , endnu gaar han 178 og øder ud af sin Rigdom , stadig uden at være „bleven noget " , bestandig den samme som da han begyndte , en Fabelsmed og Bedaarer. Og mens Norge øver sig i tomme Hofformer , er Hamsun der for at det skal kunne ses , at den sande kongelige Ødselhed , Majestæten fra Naturens Haand , Gaverne , Styrken , der synes at nære sig selv , og Viddet der som et Lyn føder Lyn mens det er undervejs , Sjælevarmen der rejser alt levende , den vegetative Sødme der gør Tilværelsen til en Taknemmelighedsgæld at afbetale til Dyr , Planter og Sten , at disse fødte Egenskaber er Bondens Krongods ; mens Norge sætter alt ind paa at gøre sig til en Garnisonsby med sin egen provinsielle Slang , der leder Giften saa godt , behøver Hamsun kun at vise sig , for at det skal kunne huskes , at alle de fri Evner , Naturbegavelsen , Venligheden , det uudtømmelige Hjerte kommer fra Bonden og er Bonden , saalænge Hav , Bjerg og Skov opholder Racen som Norge har skabt den . Hamsun er bleven sin Natur tro . Og saa skal det bebrejdes ham , at han ikke har sat sit mere end fyrsteligt udrustede Hoved ind paa at lede i norsk Politik ; hans Omgivelser kunde da have faaet et Udseende , der var mere passende for ham og Folk af hans Lige end nu . Hvorfor skulde glimrende Tusk - handler med Samtidens Stortingsmænd ikke 179 kunne forenes med Udgivelsen af sorgløse Digterværker og om nødvendigt med nogen Hengivelse til Svir og Kærsteri ? Det er sandsynligt , at Hamsuns mangeaarige Ophold i Amerika , mens han var ung , foruden at præge hans glade » Stil har indvirket saa bestemmende paa hans Borgersans , at han siden ikke har kunnet bringe det til at føle Vigtigheden af Statens ydre Rammer i det hele taget ; men han burde da ogsaa i Amerika have modtaget Indtrykket af , at der i enhver aktiv Mand lever en Præsidentværdighed i Kim , som ikke maa lade sig krænke . Som det er kan der imidlertid kun tales om Hamsun som Digter , aandelig Frembringer . Som saadan er han Bonden in exelsis . Ingen har som han funklet med det primitive Menneskes Glorie om Hovedet , alle Bondens jordegne , uefterlignelige Evner , det man kalder Fantasi , den organiske Samklang af Sansning , nedarvet Forestilling og personlig Tilegnelse , der i sin højeste Frugtbarhed frembyder Billedet af et stort Naturspil ; og ingen har heller som Hamsun vist sig i Besiddelse af den Sindets fødte Udvidekraft , der af Bonden som oprindelig Vild har skabt det moderne Menneske — fra Nordboen til Amerikaneren — og som hos Hamsun ytrer sig ved den Lethed , hvormed han har formaaet at 180 springe gennem alle Udviklingstrin og lande paa Højden af sin Tid . Han kom fra Almuen i det mest afsides Norge , tog Navn efter et Sund i Nordland — Thule , hvis Personifikation han er den Dag idag — og uden egentlig nogensinde at lære noget , uden Eksaminer eller Skole af nogen Art tilegnede han sig sin Tids omfattende Kultur , ikke blot saa at han fornyede den men saa at han gik forud for den . . . Dog stop . Her er der en Disharmoni , ud fra hvilken Linjen i næsten hele Hamsuns Produktion lader sig udlede . Ikke en Disharmoni i hans Væsen , for det hvilede altid i sig selv , var altid genuint som et Grundstof , saaledes som det lykkeligst slaar os i Møde fra „Sult " . Dette er Bogen om den nøgne Kærlighed ; den handler om , hvordan et Menneske , som er berøvet alt , alt , lige til Brødet i bogstaveligste Forstand , midt i en stor By — der er ikke en Gang Tale om Bark som under en Hungersnød , ikke Hundekød , Ingenting — hvordan han genopretter Tilværelsens Herlighed , ene fordi den paniske Forelskelse ikke lader sig sulte ud af hans Hjerte , snarere kun bliver hedere jo mere han erfarer , at det kun er Stenene der ser godt paa ham , og kun den sorte Jord der vil have ham . „Sult " er Fortællingen om Bio - det , om Livskilden hvori det svinger eruptivt 181 med en Puls af den indre Verdensild , den er en Sang om selve det vitale Mysterium , Legemsvarmen , disse 37 Grader der er os laant af Solen , og som sætter os i et Elskovsforhold til Jorden og Syvstjernen ( med Ord som Hamsun omtrent kunde have brugt ) . „Sult " handler da om alt andet end Mangel , den er en Tilbagevenden til de første Ting ; det er en Mand , der fordi han er bleven ene genser Jorden og af sit sydende Blod finder Anledning til at paaberaabe sig sin Skaberret til Universet . Han oplever Sulten som for første Gang — hvordan skulde han blive fattig ? Saalangt fra at være en Bog om Fattigdom handler „Sult " tværtimod om den Kraft , hvormed en Elementæraand higer efter Blomstring , efter at hæve sit Væsens Skatte . Hamsuns Grundvæsen er helt og rent , farende som en Storm . Hvad det angaar blot at leve , er han ikke i Tvivl , han er i en uhyre Grad Sangviniker . Og Verden er altsaa god ; Hamsun omfatter den med en kæmpemæssig Optimisme . Men naar Hamsun tiltrods for blændende Begavelse og alt det Held , han har behøvet , ikke har frembragt det altoverragende Værk , der laa i Anlæg hos ham , er Grunden den , at han i sin Tid alligevel lod sig stoppe af Byen og Byens Kultur . Han havde ikke haft nødig at mindske Fart og vælge Steder at 182 sætte Fødderne , fordi han kom igennem et saa bedøvende Kultur - Centrum som Kristiania ; „ — denne forunderlige By , som ingen forlader før han har faaet Mærker af den . . . " , men han gjorde det . Han aad Støv foran Kristianiadamens smaa Støvler — naa , hun er nu ogsaa yndig . Men hun stoppede jo Hamsun . Tidligt begyndte han i en Gus af Smerte at associere Forestillingen om sin Sejr , Victoria , med den lille Kvindeperson , han ikke kunde komme udenom . Læs i „Pan " det hjerteskærende Kapitel XXIII , hvor der som i en tragisk Tvesang er samlet Historien om de to , der trænger til hinanden som Ild og Ved og ikke kan faa hinanden , fordi Brændet ikke vil blive Aske og Ilden ikke gaa ud . Her staar Bonden og higer efter Forfinelse , og ligeoverfor ham staar Kulturkvinden , i hvis Nerver Længslen efter hans Naturstyrke er bleven til en Sygdom . De skal aldrig faa hinanden . Det er mere end den Historie , det er Kønnenes evige Historie . Men for Hamsun var det nok det han døjede , og det hun led , som han ikke forstod . Det saarede ham , saa han aldrig forvandt det . Han har rystet paa Hovedet siden som et Dyr i Lænke , han har repeteret Historien i „Victoria " , „Sværmere " , lige til nu sidst i „Under Høststjernen " , han er bleven graa af at gruble over den Forunderlighed at han aldrig kunde 183 glemme netop den Pige , der ikke vilde have ham . Dem der vilde har Asnet jo glemt . Imidlertid , han kom ikke igennem . Han betvang en Masse Piger , men det Kvindelige overvandt han aldrig . Han blev som Digter forkælet men mødte aldrig Kritik . Ogsaa det stoppede ham , og det ene var en Følge af det andet . Fordi han aldrig sejrede i Kærlighed , fik han ikke sin Ungdom af sig , naaede end ikke Familjen og blev derfor aldrig Samfundsmenneske . Men kun den der har tilegnet sig den modne Følelse af at staa mellem alle og for alle , kan i Længden udholde at arbejde ene , uden eller mod Kritik . Hvorfor skulde en Fører være afhængig af nogle Boganmelderes Opmærksomhed , naar han føler sig i Pagt med de stumme Millioner ? Hamsun ringeagter selvfølgelig enhver recenserende Stavkarl , der som Tak for Mad lægger sit Skarn paa hans Trapper ; men dog er det en Sandhed , at Manglen paa virkelig Forstaaelse ( Kritik c : Slægtskabstilkendegivelse i videre og atter videre Omfang ) er Skyld i , at Hamsuns Sjæl aldrig kom til fuld Udfoldelse . Victoria ... nej ! Kulturen gav Hamsun for meget at grunde over . Aa , I Guder , Kulturen , der bestaar i noget saa overmenneskelig fint , som at man spiser med Gaffel og ikke kender Kornsor - terne fra hinanden . Disse Ting studerede 184 Hamsun paa og saa , hvordan han skulde bære sig ad med at føje en Kvinde i at knække hende uden at brække hende over . Hamsun sled tidligt og silde i det for at blive en fin Mand . For at rage frem pyntede han sig med Særhed , for at bevise sit Geni fingerede han Vanvid . En Tid lang gav han den som Overmenneske i Stil med Nietzsches fuleste Forfalskere . Mærk Dem , at naar Hamsun blev bidt af en gal Hund , da var det Hund Nr . 1 , Fenrisulven , lige striglet og med Guldstøv i Pelsen ! Hvor han for Resten er bedaarende norsk , den Djævel om Søndagen ! Men fint skal være — og saa længes han efter sig selv igen , og saa er det heller ikke godt — Skaal ! — og saa om igen ! Disse Begyndelsesgrunde optog Jætten , saa han aldrig kom igennem Byen og ud paa den anden Side . Han glemte sit Ærinde , fandt aldrig sine Lige , og hvad skal en Mand med sig selv ? Hamsun som Unikum kan gaa i Museum . Hvis han er i sin Art enestaaende , tager vi med Tak imod ham som en Seværdighed og forærer ham videre til en Fossilsamling . Men heldigvis er Hamsun uden egen Fortjeneste meget mere end en Kuriositet , han er Typen paa den nordiske Bonde , uhemmet og i fuldeste Kraftnærværelse . Jeg har kendt en Karl i Himmerland , der var Hamsun op ad Dage , har 185 ogsaa , hvis det er tilladt at tale derom , sat ham et Monument i en Fortælling , der forresten helt igennem er en Virkelighedsskildring . Denne Bondekarl havde samme jættefriske Temperament som Hamsun , var en Djævel i alle Færdigheder , kun at hans Lyst ikke stod til Literaturen men til Fysiken . Men den skabende Evne er den samme hos dem begge , den bunder i Naturfølelsen , Urstemningen hvorfra Tingene genkendes , og som er Generalnævner for Naturvidenskaben og Poesien . Enhver Bonde ejer denne Urstemning . De højest ansete literære Skatte stammer fra Navnløse af Almuen . Naturlæren , Empirismen er begyndt i Marken . Hvad Videnskaben kender af fossile Dyreformer , har sit tilsvarende i Folkefantasiens Uhyrer . Hele den moderne Civilisation fra Newton og George Stephenson til Darwin og Edison hviler paa Bondens naturbestemte Fantasi . Der er ingen Frygt for at Bonden ikke skulde være moderne eller have Kultur . Da Hamsuns Sag saaledes er frelst , maa det være os tilladt at glemme den lille pretiøse Bypige , hvis hele Kostbarhed og Ufattelighed var et goldt Hjærte , men som han ikke har kunnet glemme , til Fordel for den milde Jente med store Hænder , der staar i Baggrunden af hans Bøger , og som han ikke fandt igennem 186 til . Glemmes skal det , at han lod sig isolere og ikke bemægtigede sig sin Odel , og at hans Produktion ikke er bleven uden svedne Spor af de ædende Væsker , ogsaa han udsondrede for at værge sig imod de Literaturens Yahooer , der fordi de ikke selv kan faa noget til at gro , klyver op i Træerne og sviner dem til . For , disse Forfejlinger tiltrods , bliver der en stor og varig Tone tilbage i Hamsuns Værker , Frodigheden deri , Naturens søde og rystende Tale . III. SYSTEMSKIFTET Ved den „jyske " Bevægelse , som man har begyndt at snakke om , forstaar man almindeligt en literær Retning , der har gjort sig gældende i sidste Slægtled . Bevægelsen er imidlertid hverken eksklusiv jysk eller blot literær , det er en universel Retning ; men fordi den i Danmark paa iøjnefaldende Maade er præget af Jyder , og fordi Navnet nu en Gang er opkommet , kan Strømningen behandles derunder . Der menes en Bondekultur af inter - national Art og ingenlunde indskrænket til 187 Bønderne som Klasse . Jeg har tidligere brugt Betegnelsen den gotiske Renæssance , der smager af en Mængde overlæsset Arkitektur , men dog kan bidrage til Forstaaelsen af , hvad der skal menes : Provinsbegrebet Jyllands Udvidelse til samtlige „gotiske " Folk . Nedenfor behandler jeg det samme under Navn af moderne Humanisme , hvorunder jeg søger at paavise den danske Almuekulturs Slægtskab med „Friluftsbevægelsen " i engelsktalende Lande , Grundtvigs Samhørighed med Darwin etc . Med Systemskiftet eller om man vil den jyske Bevægelse træder Danmark ind i det Kulturniveau , der er gældende for hele Verden , historisk , politisk og literært . For en moderne Betragter er der ikke Grund til at vide mere om Danmark , end hvad der gennemsnitlig vides om evropæiske Stater . Den almindelige Udvikling spørger ikke om lokale Affektionsværdier men eksproprierer til sin egen Verdensfordel . Man maa glemme , og man maa genkende for at leve . Der skal ikke evigt og altid stikkes i Danmarks Saar ; paa den anden Side har nærliggende Værdier , som vi har set os blinde paa , Krav paa at blive genvurderet . En Revision af vor Fortid : Danmarks Historie , det er Bondestandens Historie . Den har gennem Aar - hundreder set haabløs nok ud , og det er først 188 ved Systemskiftet af 1901 , at Bondestanden igen har faaet Lejlighed til at udfolde de regerende Evner , der trods Aarhundreders Mangel paa Brug ikke har sat til . I 1901 blev den danske Bondestand i Kraft af sin demokratiske Modenhed og Christian IX ' s suveræne Instinkt genindsat i Avtoritet , der fra Oldtiden af var Danmarks Oprindelse som Stat . Bonden var altid Kernen i det danske Samfund , en Kerne der Gang paa Gang har kløvet sig og dannet nye Samfund , lige fra Danmark som et af Folkevandringens Urcentrer sendte den ene Bølge af erobrende og siden agerdyrkende Folk ud efter den anden , til den moderne Udvandring til Amerika . Vikingehistorien er nu kun en fjern Dekoration , der nærmest har faaet Anvendelse til Oppustning af urimelig Lokalpatriotisme . Hvis den har nogen Værdi , er det den Tilskyndelse den kan give til ad moderne Vej at opsøge Vikingernes Efterkommere i Udlandet , samt hvad der endnu kan være af aktuelt Vikingesind herhjemme . Dog skader det ikke , om man helt valgte andre Udtryk for hvad man mener , men navnlig for hvad man er . Den inderste Aarsag til de nordiske Folks Ekspansionsevne var en levende Uafhængighedstrang . Men selve denne nydannende Evne affødte tidligt et socialt Misforhold , som 189 paa forskellig Vis mere eller mindre har mærket alle germanske Samfund . Høvdingens , den Førstes , Ret til den erobrede Jord hævede i Tidens Løb de udvandrede Bønders Førere til en priviligeret Klasse , Adelen , med Kongen i Spidsen , og Hæren sank ned i et Afhængighedsforhold enten direkte eller ved at gaa op i den undertvungne Befolkning . Siden gik det i Glemme , at de frie Adelsslægter dog ogsaa en Gang var kommen af Bønder , at selv Kongen ligesom Gunnar i Nials Saga kunde træffes paa Ageren , saaende Korn og med en Økse i Haanden , ja , at ethvert Begreb om personlig , væbnet Frihed tilhører Bonden og altid vil tilhøre Bonden som oprindelig skabt af ham . Men vor Tid , der med sine antropologiske Midler har en ren Skaberevne til at virke forkortende og fornyende paa Historien , har ikke haft svært ved at paavise Bonden i enhver Fyrste — og Fyrsten har ikke tabt derved ! Saa længe den adelige Overklasse blev ved at se sin Fordel ved en rimelig social Balance , et gensidigt nærende Forhold mellem sig selv og det almindelige Niveau , holdtes Udviklingen i et naturligt Spor , saaledes som i England , hvor de to Klasser uden radikal Læsion af Ejendomsretten , som i Frankrig , har levet meget godt sammen lige op til vor Tid og formeret sig regelmæssigt ved nye 190 koloniale Knopskydninger . De bedste samfundsdannende Elementer fik England fra „Normannerne " . Størstedelen af Danmarks virkelige Historie er derfor at søge i England — Amerika — Avstralien , forsaavidt som ethvert oplyst Menneskes Fædrelandshistorie er hans Races Historie . Vi har Stammehistorie tilfælles med Sverig og Norge , men vor Races Historie forgrener sig , foruden over England — Amerika — Australien , over Tyskland og tildels Rusland og Finland , over Frankrig , Italien , Spanien , Afrika , Indien , kort sagt hele den civiliserede Verden . Den moderne Civilisations Spor falder temmelig nøje sammen med de gamle Vikingeveje ; man griber derfor ikke fejl , hvis man bestemmer den moderne nordiske Aand som just den , der i vor egen Tid udformes internationalt af Ingeniører , Storkøbmænd og Redere , det er ikke saa aandløst endda at se vild Romantik i Smøreksport , Maskiner , Trafik og Landbrug ved Damp . I udvidet Forstand , det er den moderne Kultur , der er vort Fædreland ! Her i Danmark mistede Bonden allerede i en fjern Tid sin Frihed ved en overvældende Majoritet af den gamle indfødte Adel , der i Aarhundreder holdt endogsaa Kongemagten indenfor Grænser , i det hele taget kun lod Ini - tiativet frit Spil , naar det gjaldt at lamme 191 de brede Lag . Under disse Omstændigheder var det ikke sært , at Danmarks Historie vandrede ud af Landet . De Uafhængige drog paa Eventyr , de glade Stivnakker , om hvem det fortælles , at de kom til ' Englands Kyst med en Kiste , som de bad om Lov til at begrave — Liget deri var Danmarks Historie . Men da de vel havde faaet Kisten sat ned midt i en prægtig Kirke med en Masse godt Sølv rundt om , lukkede de Kisten op , og ud sprang en ung Kriger , væbnet til Tænderne — det var Danmarks Historie genopstanden i Udlandet ! Hjemme blev imidlertid alle de , der havde Lyst til at bære Trældom og Sind til at holde Folk deri , hvilket er en og samme Slags Mennesker . Og i dette sure Forhold har Danmarks Lokalhistorie altid haft sit Voksested . Den begyndte stormagtsmæssigt med en kraftig Adel og endte med saadan en Adelsmands Horisont , et Grevskab i geografisk Udstrækning og Stil . Adelen i Danmark leder Tanken hen paa de hvide Blodlegemer , der som bekendt er Legemets Politi , opæder Bakterier og andre Fjender af Vævet , men ogsaa ender med til Slut at æde Organerne selv . Og hvor Adelen hører op , begynder Militæret . NB . Adelsvælden tyggede paa Danmark fra Oldtiden af ; men fra Christian II og til Ene - vælden fortærede den ganske uden Tanke for 192 Vejlængden , bare den blev mæt i Øjeblikket . Enevælden kom saa til og gjorde rent Bord . Samtidigt gik vor Historie glimrende derude i de andre Lande , men det bidrog kun til vor Afmagring , saa længe vi ikke var brudt ud . Efter den regale Jammer fulgte hvad man kunde kalde „Studentervælden " , idet den konstitutionelle Regerings første Udøvere toges mellem Professorer og Skriftkloge , der skorpionerede Befolkningen i et Par Menneskealdre , indtil Bondebevægelsen med moralsk Næring fra Grundtvig og under politisk Førerskab af Berg og Hørup omsider brød med den klassiske Historie og i Pagt med Arbejderbevægelsen førte Bønderne frem til den Avtoritet , der tilkommer dem i Kraft af gammel politisk Odel . Siden har man kunnet tale om et Demokrati i Danmark . Ved „Systemskiftet " genvandt Bønderne hvad de fra Aarhundrede til Aarhundrede havde tabt , mest afgørende i 1534 , deres politiske Ære . Den Tabende har ingen Ære , selv om han er en ærlig Mand og Sejrherren en Træl . I 1901 vippede Sandheden ; set fra et Venstreministerium tager en juridisk Professor med Ordner for sine Fortjenester af Provisoriet sig ud som en under Liberiet skiden Lakaj , hvad han ogsaa er . Men idet Tyngde - punktet igen flyttede fra Monarkiet til 193 Folket , fra Privilegiet til dets Ophav , Racen , fik Danmark sin Historie tilbage ! Med den generhvervede politiske Frihed og med en moderne Livsanskuelse rykkede Danmark ind i det internationale Fællesplan , Racen ude omkring i Verden har etableret , det store Demokrati , der aldeles ikke spørger om geografiske Grænser . Vikingetogene til England er vendte tilbage i Form af Parlamentarisme . Med Hilsen fra den hærdede Kriger , vi sendte over Vesterhavet , fik vi Idrætsbevægelsen tilbage . Den ungdomsfriske amerikanske Republik , der er en Bondekultur i det store , en Jernstat hvilende paa hver Mands Selvstændighed , Almuen i Blomst , føjer sig ind som et ægte Led i vor samlede Historie , i det Øjeblik Bonden slaar igennem i Danmark . Amerika har i vore Dage sin Vikingetid . Landbruget en gros , saaledes som der fortælles om det i Frank Norris ' „Polypen " , en moderne Saga , svarer til vore Oldfædres primitive Bebyggelse , kun at Dimensionen er en anden ; Annixter og de øvrige Landbaroner , der staar paa deres Jord uden andet Privilegium end Revolveren , er Gunnar med Saakoppen i den ene Haand og Øksen i den anden . 172 Vor Sognehistorie lader sig altsaa , hvis man har Øjne at se med , udvide til Folkenes universelle Historie . Vi behøver ikke en Gang at brænde vor Fortid af , det der duede af den er nutidigt ; al sand Historie er altid præsent . Landetabene . . . middelalderlig Snak af Udbyttere , der ønsker at vedligeholde den Sygdom i dansk Selvfølelse , der er deres egen eneste Adgang til at række sig i Højden ! Nationalisme ... de samme , der koldblodigt kilder det hjemlige Snæversyn , fordi nu det betaler sig ! At overdrive Danmarks praktiske Betydning som Stat er en reaktionær , meget god Hensigt , der blot ingen Mission har længere . At blive ved at sætte Gifttanden i Danmarks Lidenhed er paa den anden Side lige saa doktrinært og uintelligent som det er at vurdere en Mand ved voldelig Sammenligning i Stedet for at tage ham for hvad han i sin Sammenhæng er . Der er for os alle kun Erhvervslivet , i tidssvarende Konkurrence med andre Samfund , hvad Dialekt de saa taler — er en Mand saa ufattelig , selv om vi ikke forstaar hans Sprog ? — og uden Hensyn til Grænserne , som Togene dog løber over . 194 IV. CHR . BERG Det behøver ikke nærmere at eftervises , at Venstrebevægelsen , uden Antipati for Øboerne , har faaet sin Næring væsenligst fra Jylland . C h r . Berg , hvis hele lykkelige Kampnatur stiller ham midt i forrige Aarhundredes store Bondefremrykning , var Jyde . Bergs Statsmandsevner og hans overordentlige Adgang til Popularitet beroede paa , at han var udgaaet fra et Bondehjem. En Gaard , selv i ringe Stil , er jo nemlig Urbilledet paa Staten , og den der har sin Ordenssans i det Smaa derfra , vil altid blive kendt , naar han kommer igen som Fører i det Store. Der er Gaardsæder rundt om i Danmark , navnlig udenfor de fede Egne , som Herremændene fortrinsvis lagde Beslag paa , hvor Slægterne ligesom i Norge har ført en ubemærket selvstændig Tilværelse op gennem hele Historien , og det er fra disse Frimandsgaarde , særlig i de armeste Dele af Jylland , at Venstrebevægelsen har hentet sin Kraft. Der er Grund til at tro , at Chr. Bergs Slægt kan have siddet i uafbrudt Besiddelse af Gaarden derovre i de afsides Sandegne lige tilbage til den graa Oldtid , og at den derfor er gaaet fri for alle de Bugter , Bondestanden ellers har maattet slaa paa sig under de afhængige Kaar i Landet. Det 196 vides ogsaa andetsteds fra , at Bønderne i Jylland gennemgaaende har holdt sig rankere end Øboerne , som laa nærmere til Kronen. Derfor var der mere af en god politisk Smag at tage af i Jylland end andetsteds. Traditionen gik dér længere tilbage , helt ned til det oprindelige ægte Bondesind , der ligger forud for Stændernes Forgrening. Der er jo da heller ikke gaaet mere end et Par Snese Slægtled , et i et Folks Alder rent sporløst Tidsrum , siden Oldtidens i vore Dage saa goldt beundrede Typen kan ikke have forandret sig væsentligt siden den Heroisme. Tid , og man faar virkelig tage sine Guder mellem de Levende. Berg var en saadan Kæmpe , som vi kender fra de nordiske Myter , den aabne , sangvinske Thor , Bonden i Frihed. Han lignede en stor Guldbarre , en skinnende Tidernes Morgen. Der fløj tusind Ildpile fra hans blonde klippede Hoved , naar han stod paa en Talerstol i Solen fra hans Sind lokkede den bundne Varme frem af Bøgeskoven. alle hans Samtidige. Hans brusende Høvdingenatur var i nær Slægt med Sagaen , ligesom han genkalder Bjørnsons Træk. Selv nu , da Bjørnsons Manke er hvid som den evige Sne paa et Bjærg , blænder han som et overdaadigt Stykke Natur , bejler med alle sine Fjer som en kongelig Han er mere end sig selv , han er sit 197 Ørn. Køn , han er alle sin Slægts Udviklingstrin , han er sin Race. Der var over Berg den samme maskuline Pragt , ogsaa han slog sit Væsen ud som et Solhjul , ogsaa han gnistrede ud af Haaret af en Ursundhed , der gjorde ham til Skaber. Men i Danmark havde vi med Oehlenschläger og Grundtvig haft det poetiske Gennembrud , som Norge siden har faaet med Bjørnson ; Berg vaagnede op med sit Geni i et modnere Folk , og derfor blev han ikke Digter men Politiker. Hvorfor er der ikke skrevet en Folkebog om Berg , stor og lys som han selv ? Har ingen undt ham det ? Der var dog ikke den Ting , han ikke kunde afse for sit Land , 198 uudtømmelig som han var , med et Hjerte der fødte og gav til alle Bergs Historie burde i Danmark være ligesaa kendt og Sider. skattet som f. Eks. Snorre i Norge. At der ogsaa har siddet haarde Halse paa Øerne , Folk med „jysk " Tømmer i Rygraden , viser foruden Hørup en Mand som Vilhelm Lassen , hvis Væsens Skedevand har vist saa god en Affinitet til den politiske Mergel i Jylland , og hvis hele intrepide Holdning for Øjeblikket kommer nærmest til at hævde Venstres Traditioner . Under den store Generation , som Berg og hans Medkæmpende fylkede i sidste Del af det nittende Aarhundrede , stod Danmark fuldt paa Højde med enhver hæderfuld Nation i Evropa uden at behøve at indføre de Elementer , hvoraf der fremgaar en Stormagt . Saa længe der er hele Personligheder ved Ledelsen i et Samfund , stort eller lille , er det paa Toppen og taaler enhver Sammenligning med andre moderne Stater . Er Stillingen saadan i Øjeblikket ? Efter Systemskiftet 1901 traadte den danske Bondestand ind i sine naturlige Rettigheder , og 1905 skete der , hvad der i Bergs største Kampperiode blev anset for meningsløs Indbildskhed , næsten Vanvid , at en bondefødt Degn overtog Regeringens Ledelse . J . C . Chri - stensen mødte med sin Stands Ret og overtog 199 Riget og Magten , men Æren tilkommer hans Forgængere . De naaede lige Toppen og saá ind i Landet , de havde lovet sig ; og paa Toppen blev de . Efterat de to store Venstreførere Berg og Hørup var døde fra Afgrøden af deres politiske Markarbejde , gik den med samt Høstmaskiner , Lader og det hele gældfrit i Arv til den nuværende Regering — at svare Regnskab til det danske Demokrati . Regeringen er , som den staar , et meget godt Udtryk for den Stand , hvis brede Lag den repræsenterer . Den har en vis jævnhøj Sammensætning , der kun er en Garanti for , at den som den skal ligger i Plan med Befolkningen . Meningen er dog heller ikke , at det altid skal forblive ved Førerne ; bag dem staar Majoriteten . En Kamp stiler mod Sejr ; der er ingen Næring i Kamptidens uendelige Entusiasme . Folket er kommet til , det maa raade sig selv . Regeringen sidder paa Hverdagen , og man faar give den rimelig Tid til at vise , hvad den vil have bestilt . Programmet er kendt . Men hvad der her ved et Syn paa „Bondekulturen " skal prøves , er den nuværende Regeringsklasses Forhold til det almindelige moderne Kulturniveau Verden over . Der tænkes ikke udtrykkeligt paa Kulturens Bærere herhjemme , „Dannelsen " , skønt den naturligvisstraks ved Temaets Berøring rækker sin 200 Duksefinger i Vejret . Denne Modsætning er nu kun af historisk Interesse . Det var den store Generations bedste Bedrift at styrte „Studentervælden " , de akademiske Absolutister , Eneindehaverne af det saliggørende Kendskab til nogle forhenværende Middelhavsfolks Literaturbrokker paa Grundsproget . Vi lever nu i en Tid , hvor det historiske Tyngdepunkt er flyttet fra Middelhavet til Kanalen og derfra til Stillehavet , og det hører ikke længere til vore ræddelsfuldeste Mareridt at forestille os den uhyre Distance , der formodes at være mellem en universitetsgradet kgl . guldindvirket Embedsmand og saa en bondefødt Rigsdagsmand . Vi har set denne Distance maalt uden Besvær af Bønder , der for saa vidt var ganske navnløse , som de hed noget med — sen ligesom hele Resten . Bondepolitikeren af Gennemsnittet kommer til ikke som Filolog , men med praktisk Virkelighedssans . Hans Forestilling om Politik har udviklet sig naturligt fra hans Gaard , hvor han som Manden omfattede Familien med sin harmløse Myndighed , til Sognet , Gruppen af Gaarde , og derfra til Rigsdagen , alle Gaardes Sammenslutning . Han stiller uden Eksamenstørst men videbegærlig . Højskolen præger hans Selvtillid ; Grundtvigs aandelige Kamp mod det klassiske Snæver - syns Tvangssystem bærer gennem ham Frugt i 201 vor Politik , er bleven til Handling . Hvor Grundtvig saá Syner , staar der nu Mænd . For en Praktiker er boglig Syssel aldrig andet end Adgang til Oplysning om Tingene , derfor gør han sig gældende ved Friskhed , ufordærvet Hukommelse og Ligevægt , hvoraf følger Arbejdskraft . Grunden i Berg var først og fremmest frugtbar Saglighed , den politiske Appetit , der stammer fra Almuen og ytrer sig ved Seerblik paa Forretninger og Forretningers Rækkevidde . Bonden har i den sidste Menneskealder ved simpel Dygtighed nedslaaet enhver Overtro paa den klassiske Dannelses Regeringsprivilegium . Heller ikke det fra et smudsigt Hold fastholdte Problem om selskabelig Tilstrækkelighed giver længere Grund til Frygt for Bondens Vedkommende . Regeringens anden store Banebryder , Hørup , reducerede i sin Tid det nationalliberale Herrevæsen til det det var , blakkede Personers hensynsløse Brug af Bogstaven , Rang og Slavesind , Forfinelse og Parasitisme ; det er ikke nu Umagen værd at undersøge , hvorvidt Bonden socialt har vist sig Ekscellencen voksen . Man skammer sig kun over , at Problemet nogensinde har kunnet rejses . I sig selv er det et kummerligt Argument at gøre gældende imod Landbrugere , at de er Bønder , men det er i det hele taget kun blind 202 og sulten Agitation at hævde sin Anseelse paa Bekostning af Bonden , ved at frakende ham Kultur . Kultur — der gives ikke finere organisk og moralsk Tilpasning end den , Bonden gennem Aarhundreders Samliv med Naturen og Dyrene har overleveret . Bondens Følsomhed , Takt er overordentlig . Ingen er vår som Bonden , seende , opmærksom indtil Skyhed , umærkeligt smidig og dog fast i sin Natur som en Klippe . Han lader sig endnu bestemme ved en vild Types konstante Kendetegn , og han sidder inde med Udviklingspunkterne til alle Civilisationens højere Planer . Men alt hvad godt der kan siges om Bonden , burde man høre fra en Kant , der kun har Grund til at vise ham Skønsomhed . Hvad der skal paavises som umoderne og under Højdepunktet hos Regeringen , er dens provinsielle Tilbøjelighed til at forny og uddybe en Modsætning , der er udryddet , Modsætningen mellem Bonden og „Kulturen " , mellem Landet og Byen . Det var Bergs og Hørups stadige Bestræbelse at forsone By og Land ; navnlig den sidstes Utrættelighed gav Venstre Fodfæste i København . Hvorfor skal Kløften nu bringes til at gabe igen , Dag for Dag bredere ? Hvad er det for en Angst paa begge Sider for ikke at turde blandes , frygter man for at blive ædt , har man ingen Tænder nu 203 mere ? Der er fra Byens Side blevet øvet voldelig Kritik mod Regeringen , men blev der ikke øvet det imod Berg , og udfoldede han ikke lige uforstyrrelig sin Natur ? Han sloges henrykt med den nationalliberale den Gang knusende Overmagt , nu lukker Regeringen sig til som en Mimose i indbildt Overvurdering af hvad der kommer fra Levningerne af Nationalliberalismen . Vore Dages Forsøg paa under omvendt Maskering at genindsætte det golde Dannelsesmagtsprog i den offentlige Avtoritet giver dog næppe Grund til Bekymring , aldenstund der kun skjuler sig Magtlængsel men ikke virkelig Magt hos Medborgere , som har taget alle mulige Eksaminer i hvad de ikke egentlig er . Er København saa forfærdeligt et Gomorra ? Den skikkelige By er dog i sin Tid grundet af Hosekræmmere , der kom ind fra Landet . Frygter Bønderne for , at deres Kulturs langsomme Vækstlove skal blive krænket ved Berøring med et forfløjent Byvæsen , som de ikke saadan lige straks kan tilegne sig , véd de at fortælle , at der ikke vokser Koraller i Flodmundingerne ? Hertil er at sige , at hvor Koralrevet vokser sig højt nok , tager Floden en anden Retning . Faste Personligheder holder Stand i kontrære Omgivelser og bliver større deraf . 195 Spændingen mellem By og Land daterer sig til Systemskiftet , da de Liberale i København som havde haabet at tage hele den politiske Fortjeneste fra Bønderne , selv blev sprængt ud . Før Systemskiftet kunde man ligne Oppositionen ved en „Rytter " , hvor Bønderne var Gangeren , Majoriteten , som de Liberale red paa . Nu ser man Hesten tumle sig frit i „Danevang " , mens Græsrytteren har stødt sig et Sted . Det er ufrugtbart at gisne paa hvad der kunde være hændt . Dog kan man ikke lade være at forestille sig , hvad der havde ventet os , om de Liberale havde taget Teten over det hele i Stedet for nu kun i en enkelt Funktion , som Regeringen i et skadefro Lune har givet sin Avtorisation til : Censor Carl Levins Virksomhed . Der er imidlertid ingen lovlig Grund til den uforsonlige , næsten umenneskelige Spænding mellem Landet og Byen , som i de sidste Aar har artet sig til en uappetitlig Sygdom paa begge Sider . Sandheden er ikke , at begge Parter er bidende og stædige Bæster , Sandheden er , at der er Ret paa begge Sider ; Løgnen ligger i Midten . Hvis det blev undersøgt , skulde det vise sig , at de hadefulde Denunciationer imod „Asfalten " stammer fra sure Plebejere gemte i kjøbenhavnske Baggaarde . Og de lumpne Udfald mod „Bønderne " skyldes samme Slags Folk , som imidlertid ser deres Fordel ved at snylte 205 til den anden Side . Under det blinde Haandgemæng mellem Asfaltiers og Træskomænd er Regeringspressen naaet til at betjene sig af den københavnske Presses hele fejge Forfølgelsessystem , der begyndte med at give Anledning til Hadet . Der kan derfor hænde Ting af en saa skiden Komik som at Regeringen overfalder sine egne Meningsfæller med Bagvaskelser laant direkte fra københavnske Plebejblade . Heldigvis er der en Nuance mellem et politisk Parti og dets Presse . En god Portion af den københavnske Forfærdelighed reducerer sig til hvad et i Virkeligheden meget borgerligt Selskab , der ikke kan undvære at staa i Opposition , uopfindsomt smykker sig med af imaginære Laster . Lad dem have den for andre ubekostelige Fornøjelse . Der er farligere Ting . Hvorfor taaler Regeringen bl . a . en Parasitpresse paa sig , som maa ende med at nedbryde Tilliden til den ? Der findes jo snart ikke den kompromitterede Træl eller aandelige Tyveknægt , som Regeringen holder sig for god til at bruge mod Byen , blot han perfidt bekender Partiets Kulør , ja selv om det netop er en Repræsentant for den Byens Vederstyggelighed , man paa Landet skriger op om . Prostitution paa begge Sider ! Hvorfor ... 204 ja , begge Parters Brøde er tilstrækkelig bekendt . Smaa Folk ! Men denne barbariske og fuldkommen utidssvarende Spænding maa falde . Det daglige Livs Opgaver løser allerede sig selv paa en Maade , der gør den hadske gensidige Forfølgelse — „Københavneriet " — „Bønderne " — til et middelalderligt Opløb af Flagellanter . Byen og Bonden har ikke altid været hinandens Forudsætninger , men nu , da Landbruget fra Idyl er i Færd med at blive en Industri , er de det . Saa snart Regeringen — kun ved at rette sig — har overvundet Tilbagefaldet , saa snart Hovedstaden igen er dens , kan den ubehæftet møde sin politiske Mission . Regeringen staar , som Bondestanden altid før , Ansigt til Ansigt med det danske Demokratis fra Oldtiden af indskrænkende Magter , Kongen og Adelen , nu Landstinget . Om Kong Frederik og Regeringen foreligger der ingen Grund til at anstille nogen Betragtning . Regeringens Holdning til Landstinget frembyder for Tiden Træk , der kunde tyde paa , at Regeringen efter sit Gennembrud meget godt ser det oprindelige Slægtskab , der er mellem store og smaa Grundbesiddere . Adelen hører jo i Grunden hjemme mellem Bønderne , endda med et særligt Patent . Men om man fra Forgreningen skal komme tilbage til Stammen , Hartkornets Enhed , ellerom Forholdene kræver en ny Spaltning , 207 tilhører Fremtidens Politik . Regeringens Skæbne vil afhænge af Spørgsmaalets demokratiske Løsning . Det skal vise sig , om der er jysk Aand i dens Ledere , om de har Landsinstinkt , og om de tør hengive sig dertil . Har Regeringen Mod til at gøre det , den ser for sig ? Har den Mod til at lade være ? Hvis dette personlige Mod fattes , skal den falde . Men hvis der er en lykkelig Lære at uddrage af Danmarks misbrugte Historie , er det den , at Monarkiets Fallit ikke formaaede at drage Bondestanden med sig , at Almuen aldrig mister sin Kraft , selv om dens Førere Slægt efter Slægt har tilsat deres . Danmark har ved Bondens politiske Genindsættelse kendt sin gamle monarkiske Ulykkeshistorie for død og magtesløs . Som moderne Demokrati burde vi saa ogsaa staa jævnsides med alle andre civiliserede Magter , bidrage til den almindelige fremadskridende Verdenshistorie som en af Staterne i det kosmopolitiske Folkesamfund , der sammensluttes af Næringsvejene . Enhver fri Mand lægger til Verdenssamfundets Formue ved hvad han erhverver for sig . Dette er Bondekulturen . Det er den nordiske Aand . Det er den ny Verden . 206 V. JAKOB KNUDSEN Jævnsides med Bondestandens Gennembrud i dansk Politik gaar en Nybevægelse i Literaturen . Fordi den ligesom i det hele Venstrebevægelsen har hentet flest af sine Mænd fra det avtoktone Jylland , er den bleven kaldt den jyske Bevægelse . Retningen er dog ikke bestemt af geografiske Indskrænkninger , men af Race . I udvidet Betydning strækker den jyske Bevægelse sig over alle Verdensdele . Men for Danmarks Vedkommende kan man søge Retningens Natur ved at henvise til , at dens Forfatteres Slægt nærmere eller fjernere kan føres tilbage til Bønder . Den bæres allerede af en lang Række Mænd baade paa Literaturens og Kunstens Omraade . Foruden den jyske Bevægelses egne Frembringere har den ogsaa skabt en Skole af Efterlignere udenfor sig , der passende kan hjemfalde til en beslægtet Rovkritik . Den jyske Bevægelse har Fremtiden for sig . Der kan siden i Aarene blive Lejlighed til at se , hvad hver enkelt af dens Mænd er værd , ikke i Forhold til Gruppen eller til andre Grupper , men til sig selv . En Karakteristik af Jakob Knudsen kommer meget nær til at være den jyske Bevægelse selv. Han er Skolens Veteran , rager fra en 209 Grund , der for os kun er Mørke , gennem en Generations Luft , som vi ikke har aandet , lige op i vor egen Dag ; og hans fuldkomne Balance nu viser , at han har staaet rigtigt hele Tiden. Han har fulgt sit Sind. Han er Instinktets Hvis man bestemmer den jyske 210 Præst. Bievægelse ved at lodde hans Sjæl , mærker man den ikke som en kompliceret Tvangsforening til den gensidige Beundrings Fremme , men som de elementære Personligheders selvstændige Propaganda. De jyske Forfattere danner ikke Skole uden ved at optræde Hver for sig , men for de mange. I Spidsen gaar Jakob samtidigt. Knudsen selv med sine dybt prøvede Indlæg for Personligheden ; hans Kunst er Drifternes Fristed , Almuesjælens hedenske Majestæt , Naturligheden. Det er da heller ikke som Kritiker , jeg nærmer mig Jakob Knudsen . Bortset fra at det kun er af tilfældige Grunde , andres Uredelighed , jeg optræder recenserende , skulde jeg vel vogte mig for ukaldet og for lille at komme med Reb til en Mand , som i mere end en Henseende kunde være min Fader . Jakob Knudsen trænger som Skribent ikke til Retledning , Publikum har kendt ham god , og selv føler jeg ved Gud ingen Trang til at maale mig med Boganmeldere af Faget i en eller anden snigende Taktik . Kun fordi der er gaaet smudsig Politik og Partiagitation i Kritiken , fordi Hvervet som Literaturkendere er sunket ned til Kværulanter og Bagvaskere , falder det nødvendigt for en af Jyderne at gribe orienterende ind . Kritiken for Bogens Skyld : kun - de jeg bidrage til , at man i endnu stærkere 211 Grad end før flokkedes om Jakob Knudsens Produktion , kunde det lykkes mig at paavise , hvilken Skat ud over det rent æstetiske det danske Folk ejer i hans Bøger , hvilken Værdi som Urbillede paa Almuens Psykologi , var Hensigten med denne Artikel naaet . Stærkest og mest monumentalt former Jakob Knudsens Kunst sig i „Den gamle Præst " . I denne Skikkelse fremtræder han selv , hans Slægt og dens Milieu , her er der gjort Rede for en staaende Personligheds Oprindelse , dens Udfoldelse og Vilkaarene , hvorunder den vandt Ligevægt : Manden og Tiden . Der har aldrig været leveret smukkere Type paa Hedningen og Gudsmanden , Mennesket og Sjælesørgeren , end den gamle Sognepræst Mogens Castbierg . For Jyder har han nu en særlig uskatterlig Charme , fordi vi allesammen har kendt ham , gaaet til Præst hos ham og elsket ham , naar han altid til nogens Held faldt ud af Rollen som Teolog og ind i sin Egenskab af Menneske . Der maa have været visse gunstige Betingelser til Stede i den jyske Jordbund for Udviklingen af denne Præstemand , der til sine fjorten Lispund levende Vægt lagge Avtoriteten af at have taget sin Attestats men heller ikke synderlig mere af den . Maaske var det Landskabets Afsondrethed og Be - folkningens særlige Karakter , oprigtig 212 Barskhed parret med Skrøbelighed i Kødet , der af en haardfør Student , selv af Bondeherkomst , skabte den meget udprægede Type . Han har altid været omfattet med kær Respekt , undertiden lun Skarnagtighed af den mytedannende jyske Fantasi ; der gaar mange gode Præstehistorier om den og den lærde Krop , der var saa farlig i Hestehandel og voldsom i sin Privatfærd , men nidkær til at smelte Hjerterne fra Prækestolen og „en dejlig Mand at komme til " . Jeg er vis paa , at enhver Jyde vil kende det allevegne lokaliserede Sagn om Præsten , der væddede om , at han skulde nævne alle Kortene paa Prækestolen og ogsaa gjorde det , Historien er kendt — men det var just ham lyslevende , den gamle Præst , paa Kingos Tid . Det var den Gang , Præsterne blev kaldt ved Hr . og Fornavn , Hr . Knud , Hr . Niels , med Højagtelse for Graden men venligt duttende som den Mand , vi kendte . Jyderne mindes ham endnu med et Smil , og der gaar Minder op om Væddekørsel fra Marked , Tordentaler og Begravelsesgilder — deres Farfaders Bedstefader ku how ' det ! I Jylland er ingen Ting længe siden . Endnu saa langt tilbage som i Christian H ' s Dage kan vi skelne ham i Renæssancebispen , Slagsbroderen og Studeprangeren Jens Andersen Beldenak . Og helt nede i den fjerne Tid , da Jyderne ikke havde 213 sondret sig ud fra Sjællænderne , og Hedenskab og Kristendom gik saa bedaarende i ét , møder vi ham i selve Bisp Absalons jernskællede og gudhengivne Sørøverfigur . Blicher som den af alle mest kendte , der samler Præsten og Jyden i en Person , behøver næppe at nævnes , Men er den gamle Præst nu en for Danske og i Særdeleshed Jyder kendt og skattet Figur , saa maa der gøres opmærksom paa , at Hemmeligheden derved , Skikkelsens Kraft , stammer fra dens internationale Oprindelse . Den har Træk , som er dybt begrundede i det fælles germanske Naturel i dets Sammenstød med Kristendommen . Af fremmede Skikkelser kunde man nævne Gösta Berlin g , den gale Vermlænder , hos hvem Naturen ogsaa gik over Optugtelsen . Selma Lagerlöf har i ham med et kvindeligt Tillæg af skønt Sværmeri set den samme højtspændte og dog harmoniske Forening af Kavaleren og Klerken , som Jakob Knudsen i den gamle Præst . Man kan minde om Kleist ' s Michael Kohlhaas , Inkarnationen af det tyske , længe fredelige men til sidst uvane Bondetemperament . Sammenligningen fører Tanken hen paa „Sind " , hvori Jakob Knudsen har skildret den samme Mand som i „Den gamle Præst " , men som han er inden han har studeret . Der er Kong Sverre . 208 Der er Frenssen . Men af Skikkelser udenfor Danmark kommer man lettest til at tænke paa Luther . Uden at plage Jakob Knudsen ved at tale om hans Person tør jeg vel nok sige , at flere end jeg har følt sig slaaet af den Lighed , der er mellem hans og Luthers zünftige Hoved . Dog om man blot holder sig til „Den gamle Præst " , er Slægtskabet med Reformatoren og Folkeforløseren jo iøjnefaldende nok . Den samme Tilbagevenden til det i Guds Navn Kødelige , det samme Mod til at tage Konsekvenserne ; Religiøsiteten , der bunder dybere end i Teologien , for ellers var Luther ikke brudt ud — og der findes et Sted i „Den gamle Præst " , paa Side 116 , hvor denne guddommelige Naturfølelse , Fromheden , som Hedninger ogsaa kender , er forklaret . Men mest ligner Mogens Castbierg Luther i hans underfulde store Evne til at give Mennesker Absolution . Det er en Evne , der næppe kan undersøges , nogle har den , Kvinder ligesaa ofte som Mænd , det er en Sluttethed i Karakteren , der gør at man kun lever i og med den , man taler med . Den der er hel læger . Som Luther afstivede et helt Folks Samvittighed , saaledes befrier den gamle Præst sine Sognebørn , fordi han forstaar dem . Herregud ja , hvor Bønderne i gammel Tid og deres deltagende Præster gik og havde det smukt sammen i de smaa forarmede Sogne — de fal - der efter ringe Evne , og han dundrer , og saa 215 har de levet ! De kommer „i Træde " paa Vej fra Kirke og slaar hinanden ihjel med Vognkæppe , og Præsten giver dem Tilgivelse bagud gennem rigelig Anger ; for Resten bliver det om muligt i Sognet . Saaledes med gamle Pastor Castbierg , der ud af sin stærke Natur giver en Drabsmand , hvem han har kendt i sin Ret , fuld Forladelse . Men da han ser , at det kun er Flyvesind , der har ført til Udaaden , at Staklen ikke har moralsk Kraft til at holde sig oprejst med sin Gerning , saa giver han ham Frihed til at dø . Fred med Sjælene ! Hvor det er ligt Luther , der gav Bønderne Biblen paa deres eget Sprog , saa kunde der ikke gives dem mere , men som ogsaa opfordrede til at slaa dem ned som gale Hunde , da de tog Oprørstanken som Varsel til at te sig som Dyr — Mennesker vilde han se ! Den gamle Præst er visselig heller ingen kritikløs Bondetilbeder , men han kender sine Folk og vil dem godt . Han véd , at der er to Slags , der skal have uens Behandling , men hvordan de saa er , maa man finde det ud og tage dem derfor . Der er ikke noget der tyder paa , at Jakob Knudsen selv har været klar over Slægtskabet med Luther . Ensheden ligger i den sjælelige Bevægkraft , som ikke behøver at være kendt af den der har den , og Jakob Knudsen er i sin aabne Bevidsthed kun lokal dansk . Men 216 dybt i hans Natur flyder det urgermanske Blod . Hans Væsens Udgangspunkt er det Stammested , hvorfra ogsaa Grundtvig før ham er udgaaet , det Plan i Folkekarakteren , der ligger saa dybt og strækker sig saa vidt under Grænsen baade til Nord og Syd . Derfor er Jakob Knudsen , foruden hvad han er selv , en af de intimeste Kendere af den Grundtvigske Tradition . Grundtvigianer har han jo ikke haft nødig at være . Hans store Værk „Gæring " og „Afklaring " er navnlig for første Binds Vedkommende den rigeste og reneste Kilde til Forstaaelsen af den Grundtvigske Bevægelse , der findes . Jakob Knudsen staar ikke udenfor denne Bevægelse , men han staar over den . De nyere Forfattere med folkeligt Instinkt , „Jyderne " , Almueforfatterne , Friluftsskolen , eller hvad man vil kalde dem , gaar ikke til Tilværelsen med Gud i Munden , uden at de derfor er irreligiøse eller blottede for Tro . Videnskaben har hjulpet dem til Naturen , Darwin ; den moderne fysiske Verden har indblæst dem det uhyre Fælleskab , der er den ny Menighed og den ny Livsbekræftelse større end Troen . De kender godt Grundtvig men har oversat ham i en moderne Stil . Hvad den store Seer dunkelt anede i sine historiske Syner , ses nu hverdagsagtigt under Trafikens Symbol ; i 217 Stedet for Drømme : Rejser , til Erstatning for Himmeriges Rige : Amerika . Hvad Grundtvig forstod ved nordisk Aand , og som siden er bleven til et helligt Mysterium , et Slags Naademiddel , maa nu kort og godt betyde Arbejde . Man kan handle i en vis Aand , Resten er Nonsens . I Stedet for „Edda " træder den moderne Presse ; som et modest Tillæg til Kæmpefiserne : Politik . Grundtvig var Danmarks første Fritænker , men hans revolutionære kirkelige Anskuelse maa nu følgerigtigt have ny Næring fra Naturvidenskaberne — hvis „Grundtvigianerne " tillader det . Og tillader de det ikke , saa kræver vi Afstemning . . . Hr . Ordstyrer . . . kun for en kort Bemærkning . . . Den ny Slægt er som den staar hel , stolende paa egen Kraft , det vilde ikke klæde den at være anderledes ; ingen har sikrere Blik for dette end netop Jakob Knudsen . Derfor skal det ogsaa siges , at de Unge bøjer sig for et saadant Under som at en Mand med det selv samme Blod , der flyder os i Aarerne , har kunnet faa det til at pulsere i Takt med Myter , som nu er os fremmede . Det var ingen ringe Tilpasningsevne , selv om Resultatet ofte faldt ud til , at Kristendommen blev af en tern - melig hedensk Kulør . Under alle 218 Omstændigheder var vore Fædre dog kristne og bar det høvisk ; de maatte paa en eller anden Maade se at faa Troen til at rime med hvad de nu en Gang gjorde — i alt Fald bagefter . Hvad der for Nutidsmennesker kun vilde være latterligt eller gement , var for de Gamle en Hæder mere . Det er „Den gamle Præst ' ' s monumentale Betydning , at den uden Brud med det der var , Vildvarelsen med , rejser Manden ud af hans Tid . De var ikke klogere . Men hvor Stoffet bryder ud af Formen ! Hvor den gamle Præst er dansk ! 214 MODERNE HUMANISME I. FRILUFTSBEVÆGELSEN Af hvad man i de sidste Aar har tilegnet sig ved Selvsyn , ved Læsning og af Billeder , samler der sig et Indtryk af , at der gennem hele den civiliserede Verden for Tiden gaar en Bevægelse i Retning mod det Primitive , en vaagnende almindelig Natursans og Sundhedsdyrkelse , der blandt andet bunder i en nødvendig Reaktion mod forrige Aarhundredes uhyre Udvikling af Byen og dens Teknik . Man kunde kalde denne Bevægelse for Frilufts - eller Udendørskulturen ( engelsk Outing ) eller , for at se den paa Baggrund af Historien , den moderne Humanisme . Hvis man forstaar Humanismen efter dens Væsen , nemlig som en Bestræbelse efter at gengive Mennesket dets harmoniske Udviklingsbetingelser ved at frigøre det for Dogmer og aandelige Forvoksninger , har Humanismen me - re end en Gang haft en Blomstring og er igen 220 bleven kvalt ved at indvikle sig i sin egen ufrugtbare Idé . Der var jo først de gamle Grækeres frie og lykkelige Hedenskab , det Liv de simpelthen levede som Mennesker , og det var den oprindelige , til Dato lige gyldige Humanisme . Denne Kulturs fribaarne og skønne Type afløstes af Middelalderens Rædselskabinet , hæslige Martyrer og Helgener i Sæk og Aske . Renæssancen søgte at genrejse Apollo og at vende tilbage til det personlige Grundlag for Tilværelsen ; det er den Bevægelse , der særlig hjemler Navnet Humanisme , men heller ikke stort mere . Den havde det Uheld at ruste sig i den Grad med Lærdom , at den tilsidst ikke kunde gaa , den tabte sig i kritisk Filologi med oldgræske Skuespilforfattere som Genstand i Stedet for at skride til olympiske Lege ; denne klassiske Misforstaaelse nyder iøvrigt udbredt Dyrkelse endnu den Dag idag . Forherligelse af Fortiden og Uproduktivitet følges altid ad , ligesom der til enhver Tid er aandelige Fattiglemmer , der fabler om finere og stilfuldere Virkeligheder end den der er . Efter at Renæssancen var gaaet i Bibliotek , vendte man med Rousseau paany tilbage til Naturen . Han var et utaalmodigt Menneske , der ikke kunde vente paa Opklaringen af Aoristformernes Mysterier . Rousseaus Lærlinge blev naturligvis stikkende i de Værker , han skrev om Menneskelighed , og 221 da man dog skulde videre , maatte de Enfoldige tage Affære , f . Eks . en vis Pastor Kneipp , der fastslog Naturlighedens Nytte for Føddernes Vedkommende men undtog Hovedet — og saadan er det gaaet op og ned , to Skridt frem og et tilbage . Nu ser det igen ud til , at en ny humanistisk Livsanskuelse eller rettere Livstilegnelse er i Frembrud , og den lader til at være af en gennemgaaende folkeligere , mindre eksklusiv og mere handlekraftig Natur . Man behøver kun for Danmarks Vedkommende at nævne J . P . Müller . I Amerika , Hjemstedet for al demokratisk Flugt , hvor ikke en enkelt snakker om det , men de allesammen gør det , i Amerika har Friluftsbevægelsen i Øjeblikket næsten Karakter af en craze , en Modesag og et Raseri . Amerikanerne har altid været store Sportsmænd og Jægere , har rørt sig i Naturen som Dele af den , som Elementarvæsner ; hele Amerikas Bebyggelse er en lang Historie om Folk , der gaar paa Hovedet i Skovene — pioneers , o pioneers ! — „Amerika " er selve Indbegrebet af al Tilbagevenden til Naturen . Men efter at man derovre har set saadan et Par Ovne som New York og Chicago , hvor Mennesker brænder til Aske i Tusindvis , er Længslen efter Svaling , efter Begyndelsen , Naturbegæret , steget med en næsten panisk Styrke . Alverden flyr fra Byerne , og 222 kan man ikke helt tage derfra , deler man sin Tilværelse mellem feberagtig Børsvirksomhed i Wall Street om Hverdagene og et møjsomt Vildmandsliv i Adirondacks Bjergskove fra Lørdag til Mandag eller i Sommerferien — the simple life . Enhver Amerikaner smider Overkulturen , naar der er Lejlighed til det , og forfrisker sig som tarveligt Menneske under aaben Himmel med Øksen eller Bøssen , som hans haardføre Forfædre . Præsidenten gaar i Spidsen . Roosevelt under sig tre Uger hvert Aar , hvor han hviler ud fra de uhyre Regeringsbyrder i Washington ved at sidde i Saddelen fra Morgen til Aften ude paa Prærien og sove paa den bare Jord eller ved at bestige Bjerge for at skyde Bjørne eller ved at bevæge sig til Fods i Løb halve Mile efter en anskudt Hjort . Paa disse Ture lever Præsidenten Side om Side med Kohyrden og Skovhuggeren , han kan hvad de kan og er hvad de er , saalænge den velsignede Ferie varer . Alle Klasser i Amerika mødes i Friluftsbevægelsen , her er alle lige , for her er altings Begyndelse . Alle sunde Folk er ens . Hvis man en Søndag forvilder sig ud i Skovene i New Yorks Omegn , kan man se det tilsyneladende elendige Billede af en Familie , der slaar Lejr mellem Træerne og bereder sit arme Maaltid . Faderen , der af Resterne af sin 223 Paaklædning mistænkeligt minder om en Kontorist inde fra Byen , pinder Brænde og sysler med et lille Baal paa Jorden , hvorover Moderen holder et Blikmaal til Kogning , Børnene sidder andægtige under „Teltet " , der er rejst af en Stump Lærred og et Par Rafter . Her overnatter Familien . Alt er med Flid ført tilbage til de simpleste Former . Billedet er ikke uden Komik ; men denne lille Familie kommer nu alligevel hjem til New York fra sin Skovtur med Helbred for hele næste Uge . Amerikaneren skyder , fisker , sejler , cykler i sin Fritid , spiller Bold , rider og ligger paa Rejse , altid ud i Solskin , Storm , Regn eller Sne for at se Træerne og være Broder til Stenene og forene sig med Vandet og Himlen — et Bad i den dybe Sø , der spejler Sommerskyerne ! Denne Bevægelse er helt og holdent praktisk , af almen Oprindelse , skylder ikke en Idé sin Begyndelse . Men den har naturligvis sin Literatur , er ikke bleven uden Spor i Amerikas Aandsliv . Den amerikanske Skribent vilde ligne sig selv lidt , om han ikke saá sig om og tog ved Lære af sin Tid . Ogsaa indenfor Literaturen i Amerika er Friluftslivet Løsenet for Tiden og det i den Grad , at man kan tale om en hel Outing - Literatur . Inden det blev en bevidst Retning , har Amerika haft udmærkede Natur - skildrere , Thoreau , Burroughs og mange flere , 224 hos hvem Naturkærligheden gaar Haand i Haand med videnskabelig Smag . Men efter at Naturiagttagelsen er bleven Dagens eneste saliggørende Vej , har den dannet en Skole , indenfor hvilken Forfatternes Tal er Legio , og som ogsaa allerede har fundet sine Parasiter . Det engelsklæsende Publikums Opmærksomehd er i Øjeblikket delt mellem tre fremherskende Retninger , den spændende , opfundne Roman , der fra gammel Tid har været Angelsaksernes foretrukne Lekture indenfor Skønliteraturen ; den moderne , store Samfundsroman — Frank Norris etc . — der flytter Spændingen fra en indbildt „romantisk " Handling over i Nutidsverdenens virkelige Konflikter ; og saa Outingliteraturen , Skildringen af Natur og Dyreliv i halvt videnskabelig , halvt novellistisk Form . Denne Art Literatur interesserer saa stærkt , fordi alle har gjort Erfaringer fra Friluftslivet og med Glæde genkender hvad de læser . Der udkommer Bøger i Hundredevis , Magasinerne er fulde af Naturstudier , det ene Magasin med Friluftsbevægelsen helt som Specialitet skyder op ved Siden af det andet , og til denne Kultur bidrager ikke mindst den moderne Illustration , Øjebliksfotografiet , hvorom mere siden . II. DARWIN OG GRUNDTVIG Det er betegnende for den amerikanske Friluftsskole , det er netop dens Humanisme , at ingen af dens Forfattere gør sig særlig bemærket over det almindelige høje Niveau . Der er ingen Grund til at nævne nogen enkelt , de kan ailesammen , er alle i Besiddelse af baade født og trænet Iagttagelsesevne og højtkultiveret Sans for Stil . Hvis noget enkelt Navn har faaet særlig Klang , er det enten fordi Vedkommende med ualmindelig Held og Energi benytter sig af Strømningen eller stikker af ved ufrugtbar Overdrivelse , og heri øjner man allerede Begyndelsen til Skolens Forfald — eller den enkelte Forfatter kan af andre , sociale Grunde hæve sig ud fra det almindelige Plan , f . Eks . Theodore Roosevelt . Præsidenten har ved sit iøjnefaldende Eksempel som Atlet og Naturkender bidraget stærkt til Outingliteraturens Blomstring i Amerika , men Forudsætningen for hans Avtoritet som Skribent er jo netop , at han hvad Sansning og Fantasi angaar befinder sig i Linje med ethvert andet frisk Menneske . Hvis man iøvrigt skulde udrede den moderne engelske Friluftsliteraturs Afstamningsforhold , da er det vist utvivlsomt , at den i sin Kunst - form hidrører fra Kipling . „Junglebogen " er 226 det moderne hedenske Evangelium , der stærkest fastholder Billedet af Dyrene i fri Tilstand og af Mennesket i Funktion . Men i sit inderste Væsen lader denne Æstetik paa Grundlag af den ramme Naturiagttagelse sig føre tilbage til Indbegrebet Darwin . Den hviler paa Iagttagelsen i Marken , Erfaringen , i Modsætning til de asiatiske religiøse Systemer , der henter deres Livsbetragtning fra mystiske Skrifter ; den støtter sig til hvad man personligt sanser og oplever i Modsætning til Troen , der dyrker Ordet i den Grad som Avtoritet , at det antages at stamme fra en oversanselig Aabenbaring . Den forholder sig til Religionen som Journalistiken til Historien . Derfor behøver der ingenlunde at være en irreligiøs Tendens i den naturvidenskabelige Livsanskuelse , tværtimod. Da Beligionen dog maa have sin Forklaring i Naturen , som ikke spilder Kræfter , kan den endnu med en vis Deltagelse opfattes som de mægtigt beundrende Forestillinger , Menneskeheden i sin Barndom gjorde sig om Naturkræfterne , Tilværelsens Vidundere og Rædsel. Religionen var en foreløbig , storladen Anskuelse af Naturens Vælde og Menneskets svage kaar. Siden da man Skridt for Skridt gennem Fysik og Kemi gjorde sig til Herre over Naturkræfterne , var det rimeligt , at man 227 ved disse samlede Midlers , Videnskabens , Hjælp indsatte det nye Verdensbillede i den tidligere formløse Dyrkelses Plads. Men Beundringen for Naturens almægtige Gang , Andagten , Livets Poesi , er stadig og vil altid være den samme. Selv om Lynet er bleven reduceret til en elektrisk Gnist , vedbliver 228 Tordenvejret og Glødelampen at være et Under. Derfor naar Religionen har tabt sin Værdi som Livsanskuelse , vil det blive Tid at skatte bl. a. Biblen som et af Verdens værdifuldeste Digterværker. Dette er Kernen i Whitmans lyriske Filosofi . Der er et dybtbegrundet Slægtskab mellem ham og Darwin , som til Held for Humanismens Idé var af sideordnet Natur , ikke skyldtes direkte Paavirkning . Udviklingstanken laa i dem begge , de fandt hver ad sin Vej det samme , den ene som titanisk Sanger , den anden som Zoolog og Sammenligner : Mennesket i dets sande Forhold til Naturen . Evolutionsloven opstod dog vel heller ikke , fordi man gik hen og fandt den ; det maa altid have været sandt , at Naturen udfolder sig af sig selv , og endogsaa det at man naar til Anskuelse deraf maa være en aandelig naturlig Udfoldelse , der bestemmer Livet som en Enhed , hvori der er Vækst . Der kræves kun , at man ikke lukker sig . Hvis Menneskeheden skylder enkelte store Mænd Tak , saa er det fordi de besad denne ydmyge Evne til at hilse bevæget paa enhver ny Bagatel og føje den som en Udvidelse til det hele . Man kan jo naar man forestiller sig Darwins stille Træk som Dansk ikke lade være at komme til at tænke paa Grundtvig , Forgængeren for Udviklingslæren i vor ellers saa 229 lukkede Aandsverden. Hvad var det den store Seer opdagede andet end at Religionen maa søges i Sjælene og ikke i Bogen , siden Men- neskeheden dog har ført den med sig p e 230 rsonligt , hvis den har ført den med ? I denne Tilbagevenden til Traditionen , den levende Overlevering , ligger jo Følelsen af Udviklingen , Menneskets og Tilværelsens Vækst ! Grundtvigs folkelige Tanke var jo ogsaa Humanismens Krav om igen fra nyt ; efter at nogle Biskopper havde indrettet Religionen som en guddommelig Rebus til Hovedbrud for de Privilegerede , krævede Grundtvig , at man gav Folket , Almenheden , Impulser til igen at føle for Verden og Gud . Intet var saa simpelt som hvad Grundtvig mente , det var den sande Ting , at Tilværelsens Under er hver Mands Eje I Grundtvigs Navn fremkalder nu Forestillingen om den spekulative Forvirring hans Skrifter har afstedkommet i mindre oprindelige Hoveder end hans . Men den personlige Paavirkning , der maa være udstraalet fra Grundtvig som Fører , og som en yngre Slægt desværre ikke har oplevet , har sat sig dybe Spor og paa væsentlige Omraader bidraget til Udformningen af Nationen , som vi kender den . I Grundtvigs mytologiske Syner var der gemt i alt Fald en stor Sandhed , nemlig den vidtrækkende Slægtskabsanelse , som Videnskaben siden har erstattet med Læren om Racer. Følelsen af andre menneskelige Tilknytningspunkter end de rent nationale førte Grundtvigs af Sympati bestemte Drømme ud over Danmarks 231 geografiske Grænser , uden at han gen- nem sine Oldtidssymboler formaaede at se hvorhen. Nu kan vi se det. Nu véd vi , at hans Længsel , dér hvor han sad fængslet i et lille Land med en provinsiel Horisont , var selve 232 den pangermanske Livsfølelse. I denne Sammenhæng turde man maaske uden at gaa en stor Nation for nær gøre opmærksom paa , at Nietzsche , rigtig fortolket , kan betragtes som det tyske Riges Grundtvig. Fordi Grundtvig tænkte saa universelt , saa i elementær Forstand religiøst , saa humant , falder det naturligt at se hans mytiske Træk ved Siden af Forskeren Darwin . Og de to ærværdige Fysiognomier genkalder Mindet om Leonardo da Vinci i en Stemning , der hverken vilde være Darwin eller Grundtvig fremmed . Ogsaa Leonardo da Vinci , den første moderne Fysiker , hentede sin Kraft fra Kærligheden i det Smaa , den hjertelige Evne til at gaa Naturen nær og blive ved den . Dette Sind , der hviler i Naturen og deler dens Vækst er Bondens . Derfor er der i den første den bedste nordiske Bondemand Stof til en Darwin . Udviklingslæren er den tarvelige jordbundne Bondes Livsanskuelse i Blomst ; ligesom hele den moderne Civilisation er en storartet , vidtforgrenet Udfoldelse af Landbruget . Leonardo har jo ogsaa en Bondes Hoved ; sandsynligvis er han ligesom Columbus af en longobardisk eller gotisk Slægt , der er kommen fra Norden ned til Italien , Navnet Løvehjerte ) viser hen dertil . Hvis man sætter , at Darwins ( Slægt er vandret til England fra 233 Skandinavien , hvad der er meget muligt , han ligner jo , en af vore egne , saa forstaar man mere end før , saa kender vi Grundtvig igen . Og i Stemningen , Genkendelsen af Aander som disse tre med deres Slægter af Bønder bagved , fra Oldtiden og til vore Dage , har man med det samme givet Geniets almindelige Definition . Historiens Afstand sætter de tre Genier , de tre store Almueaander , hvis fælles Mærke var Simpelhed , i samme Plan . Deres Eksempel : at man ad forskellige Veje kan naa det samme Maal : Mennesket , udsletter den gamle , svagelige Snak om Sjælens evige Ensomhed . Der er i ethvert Menneske nedlagt Spiren til samtlige Udviklingstrin , selv om ikke alle paa en Gang kan befinde sig lige højt . Bag de store Førere finder man derfor uden Spring i Fantasien tilbage til det suveræne , menige Folk , Bønderne , Menneskehedens Rod . III. C . G . SCHILLINGS Folk , der er vant til ved Humanisme at forstaa en privilegeret Aandskultur , kun tilgængelig for Kendere af et Par døde Sprog og en Mængde glemt Literatur , vil ryste paa Hovedet ved at se Humanismens Idé anvendt paa saa 234 læge og profane Bevægelser som f . Eks . Outingbevægelsen i Amerika , Interessen for Dyreliv og Studiet deraf i Marken med Bøsse og Kamera , Finsen , J . P . Müllers System , den moderne Ernæringsform osv . Disse samme vistnok meget velmenende Klostermennesker , der ikke lider af andet end endnu en Gang den klassiske Misforstaaelse , vilde sagtens ogaa meget frabede sig , at man saa Græskhed , oprindelig , første Haands Hellenisme i den moderne Sportsbevægelse som den er udgaaet fra England . De ellers saa ekstensivt belæste „Videnskabsmænd " har overset , at Mønstret for de græske Statuer var unge Mænd , der vandt en grøn Krans for Udholdenhedsløb , men ikke stundede mod Doktorgrader — hvorvel de kunde deres Homer . Ved Humanisme maa man forstaa Tilegnelsen af Livet for alle , Udviklingsfrihed , Mennesket vendt udad , i fuld Funktion . Derfor er der Humanisme i Friluftsbevægelsen mere end i nogen anden Retning for Tiden . Og her passer det at betone , at denne Tilbagevenden til Naturen aldeles ikke er en pedantisk og sentimental Flugt fra „Byen " og den moderne Kultur . Tværtimod er det en af Friluftsskolens Digtere , der først har opdaget Byen som poetisk Landskab , nemlig Whitman . Det ener - verende Liv i Byerne skaber naturligvis det Kontrastforhold , hvorfra Friluftsbevægelsen henter sin Næring , men i sit Væsen er den en Opfriskning af vor animalske Bestemmelse , et Stød af ny Livslyst , uden Hensyn til om man retter sit Opdagerøje paa den vilde Natur eller paa „Strøget " , der dog vel kun er et intensivt Stykke Natur ogsaa . Maskinerne er i lige saa høj Grad en Art Vegetation som Planter og Træer . Foruden England og Amerika har Friluftsbevægelsen en god naturlig Jordbund i Tyskland og Skandinavien , og her i denne Sag kommer Danmark slet ikke sidst . I Tyskland har man gennem en gammel udmærket og grundig Behandling af Naturvidenskaberne taget Jorden som den er i Besiddelse . For at føre Tanken fra den tyske monumentale Videnskab hen til vore Dages folkelige Naturinteresse er det tilstrækkeligt at nævne Brehm . Studiet i Marken har siden ham faaet den vidtrækkende Udvidelse , der ligger i Udviklingen af Fotografiens Teknik . Her har Tyskeren C . G . Schillings for nylig leveret et enestaaende og til alle Tider uforgængeligt Arbejde i sine to Værker „Mit Blitzlicht und Büchse " og „Der Zauber des Elelescho " . Der er udkommet mange andre af den Art fotografiske Vilddyrsstudier fra Sports - mænds Haand i Amerika og England , hvorfra 236 Genren stammer — saavidt mig bekendt var det to engelske Brødre , hvis Navn jeg har glemt , der først med stor Ihærdighed og Opofrelse lagde sig efter at fotografere Dyr at home , Fugle paa Reden , Hjorte og andre Dyr overlistet i deres daglige Liv , selv farlige Rovdyr , og efter dem — Førsterangen er iøvrigt ligegyldig — har en Mængde andre Jægere og Zoologer fortsat Arbejdet , saa at der allerede nu foreligger et vældigt Stof efter Mottoet : intet Dyr paa Jorden , uden at det bør øjebliksfotograferes . Der eksisterer vidunderlige Ting i den Retning . Men der maatte jo en Tysker til for at udvikle Kunsten metodisk og drive den til en Højde , ingen anden kan naa , som Schillings i sine to paradisiske Billedværker fra Afrika . Schillings kom som Zoolog og Jæger til Tysk - Afrika , de ækvatoriale Skov - og Steppedistrikter paa Kilimandscharos Skraaninger , der endnu vrimler af det store Vildt næsten i Urtilstand , Elefant , Næsehorn , Giraf , Gnu og Løve . I Begyndelsen fulgte Schillings kun Vildtet som Sportsmand og Zoolog . Han var dog ingen Aadselsjæger , han slagtede ikke ind paa Vildtet for Tidsfordriv eller for Fortjenestes Skyld , han var dels videnskabelig Samler og sendte som saadan baade værdifulde Præparater og ogsaa levende Dyr hjem til Museer og zoologiske Haver , dels var han en 237 Weidmann , hvis Slægt det fra oldtyske Dage laa i Blodet at søge Dyrene paa deres Veje og maale sig med dem , Øje i Øje , Kniv mod Tand . Han skød Elefanten og Kongeløven til Fods , satte sine Vaaben og sin trænede Aandsnærværelse op imod deres overlegne Styrke og Vildhed . Der er i Schillings Bøger Skildringer af Næsehornsjagter , som uagtet Schillings kun skriver en ufuldkommen Prosa giver en næsten eksplosiv Forestilling baade om Næsehornets Frygtelighed , den tusindpundige Tykhuds Lynhurtighed i Angrebet og om den civiliserede Jægers Koldblodighed ligeoverfor Dødsfaren . Han véd , hvilket Dommedagsredskab det moderne Skydevaaben lægger i hans Haand , men hvis han i det givne Nu ikke bevarer sine Sanser , hvis han ikke fungerer , da er han fortabt . Derfor er det Jagten altid har været og endnu er det stærkeste Middel til at sætte en Mand paa Benene og udløse de Evner , der er i ham . Selv om Manden véd aldrig saa meget , er det ikke nok , nu maa der handles , nu skal det vise sig , om hans Kunnen er gaaet ham i Nerverne , eller om den stikker i hans Læsning , og dette er Jagtens humanistiske Betydning . Her ytrer Dannelsen sig som Liv . Det maa bringes i Erindring , at Schillings ikke er en Vild men en evropæisk Forskermed alle Kulturtilegnelser , des stærkere 238 tegner Billedet sig af ham som Atlet , det er en Mand i fuld aandelig og legemlig Ligevægt . Men til sine senere Jagter medbragte Schillings Kameraet , formodentlig tilskyndet af de amerikanske Friluftsmænds Arbejder paa Dyrefotografiens Omraade , og snart præsterede han det overordentlige , hvad hans to Bøger vidner om . Han fotograferede Hjorte og Fugle , Elefanter , Gnuer og Giraffer i det Landskab , der har huset dem lige siden den tertiære Periode , og det under Anstrengelser og med Anvendelsen af et Helbred og en Taalmodighed , som kun de kan forestille sig , der kender Troperne , Dyrenes Flygtighed og de Distancer , de er udbredt over . Han tog Plader af Næsehornet lige i det livsfarlige Nu Tykhuden brasede frem til Angreb , hvorpaa han smed Apparatet og i allersidste Sekund dræbte Monstret , det centnertungt valsende Bestie med en væmmelig Torn paa Snuden og hvinende som et Lokomotiv ... til det skal der Nerver ! Han drev det til at tage Lynbilleder ved Magniumslys af Løver om Natten ved Drikkestedet , dels med egen Haand , dels ad avtomatisk Vej , han tog paa den Maade Øjebliksbilleder ogsaa af Zebraer , Gazeller og Hyæner , Leoparder , nogle af de mærkeligste og skønneste Billeder af Dyr i det Fri , der nogensinde har været set . Han har foreviget Giraffen i dens naturlige 239 afrikanske Landskab , ligesaa Gnuen og Strudsen , og disse Fotografier vil altid bevare en levende Forestilling om den eventyrlige Virkelighed , der gav ældgamle Sagn Stof til Fabler om Enhjørningen , Fuglen Rok , og som om ikke mange Aar , desværre maaske kun en Menneskealder , helt og for stedse vil høre Sagnverdenen til . Dér hvor nu Elefanten trompeter mellem Mimoserne , skal Toget varsle for Stationerne ; men den Mand , der fører Toget ind over Ursteppen , er den samme som den , der frygtløs gaar imod Løven og Næsehornet ; den der betvinger Naturen , er den samme som den der elsker den . Ogsaa C . G . Schillings er en Pioner for sin Race . Tyskland har ogsaa den Friluftsbevægelse , der giver sig Udslag i Sportsliv , hygiejniske Systemer , Solbadeanstalter osv . , men dette fører ind paa den moderne Humanisme , der kan sammenfattes i Betragtningen af Niels Finsens menneskekærlige Gerning . IV. FINSEN I et Essay , der er affattet ud fra internationale Forudsætninger , er det med en særlig Glæde at man som Dansk kan samle en verdensalmen 240 Tanke om et Navn , der er af lokal dansk Klang . Finsens epokegørende Forskninger over Lysets Betydning for den menneskelige Organisme har ikke blot skabt en ny Art Sygebehandling , der stiller Finsens Navn i Række med de store Menneskevelgørere , Verden kender , men ogsaa aabnet Vejen for en Hygiejne for Sunde efter hidtil upaaagtede Principer , Lys og Luftbehandlingen . Her skal Lysmetodens Historie ikke efterspores , den har rimeligvis været løselig kendt , i alt Fald af sig selv anvendt , helt tilbage til Oldtiden ; det er nok , at Finsen i vor Tid er den , der har givet den videnskabelig Begrundelse , eftersøgt den fysisk , og at den som Bevægelse er kendt i hans Navn. Lysmetodens medicinske Betydning , hvor vigtig den end er , falder ogsaa udenfor nærværende Undersøgelse. Det er Principet Finsen , Lysets naturlægende Kraft , man kunde maaske uden Frygt for Sværmeriskhed tale om den moderne Solkultus , der har den vide menneskelige Adresse. Her er hvad hver Lægmand kan forstaa. Der forlanges ikke en vanskelig Ny tilegnelse , det er en Tilbagevenden til en ældgammel , i sig selv mystisk , men umiddelbart indlysende Grundsætning , den at Lyset som har skabt Livet ogsaa holder det vedlige. Be- vægeisen er trængt igennem ikke uden 241 Som enhver genial Tanke har den ved selve sin Modstand. Simpelhed haft en fornærmende Virk- ning paa de høje Avtoriteter , der er vant til at bedømme en Tankes Værd efter den Gnidningsmodstand , den fremkalder i deres egen størknede Fantasi. Man behøver ikke at aabne 242 for et Indbrud af den vulgære Hobs Overtro , det er ingen Sympatitilkendegivelse for Uvidenheden , naar man minder om den ringe Imødekommenhed Finsen mødte hos Fakultetet. De Lærde ansaa ham for en halv Kvavsalver , saalænge han levede , og selv nu da han er evig anerkendt , turde der være mangen en Bredgadeprofessor , der skumler ad hans Bedrift. Sagen er , at Finsen sammen med videnskabelige Nydannere som Röntgen og Curie har været med til at bryde e ! t naturvidenskabeligt System , en Ring , der ansaas for sluttet , og som det kostede Møje at opgive. Nu er det imidlertid gjort , og nu er det kun som at konstatere en Naturlov , naar man gør opmærksom paa Finsens manglende Forbindelse med det kgl. danske Videnskabernes Selskab. Var Finsens Opdagelse et Brud med videnskabelig Konveniens , da er Publikums Tilegnelse deraf det samme i almindeligere socialt Omfang . Friluftsbevægelsen , Sol - og Luftbadsystemet har i de sidste Aar ligefrem grebet forandrende ind i Folks daglige Liv . Bevægelsen har omformet hvad der er det sværeste at omforme over det hele , Smagen . Heri stikker Sagens Lykkemoment , dens folkeforbedrende Indflydelse . Det er en Bevægelse , der er mere end en Æstetik , den er kommen Samfundet paa Kroppen , man hører Samfundslegemets 243 Aandedræt . Tilværelsen er gennem den bleven genopdaget . For ad den kortest mulige Vej at give en Forestilling om den Forandring i de daglige Kaar , Friluftsbevægelsen har fremkaldt , taget i alle Faser , kunde man som Eksempel vælge den første den bedste unge Mand , der følger sin Tid , en Student eller Haandværkssvend ; lad ham være her fra København . Hans Fortid skal der ikke rippes op i , den var skræk ' lig , han sad paa Beværtning , skiden i Munden , han rørte sig kun for gudsforgaaent at spille Kegler om Søndagen eller lave Ramasjang med Skaller i Ansigtet paa Folk om Natten i Byens Udkanter . En Gru kort sagt og til stor Tilfredsstillelse for Natmissionen , der levede af denne Jammer . Men han var ikke slet , hverken en Forbryder eller en Træl , han kedede sig kun , ingen havde lært ham at adsprede sig som et Mandfolk . Nu kører han paa Cykle først og fremmest , og det har aabnet Naturen for ham . Hver Søndag og saa ofte han har fri , faar han paa sin egen Maade Sindet fuldt af Landeveje , Kyster og Træer ; han bearbejder ikke sine Indtryk , men de er i ham , han gaar til Naturen som en Svend og er ikke snydt , naar han kommer derfra . Ti - tyve Mil af Sjælland en Sommerdag med Motionen i Tilgift danner sin Mand , selv om 244 „Hjortens Flugt " i Begyndelsen gør ham blind for hvad han ser . Men Cyklen er man allerede saa godt som født med . Der maa mere til for Udfoldelsen af hvad der stikker i Kroppen . Han „gør System " , er en Troende i J . P . Müllers raske Menighed . Og her er det en Behagelighed igen at nævne en dansk Mand , der ved sin ædruelige Lære og sit Eksempel har stiftet Skole ikke alene herhjemme men ogsaa og det maaske i endda større Udstrækning i Udlandet , navnlig Tyskland . Danmark har altid været Gymnastiken gunstig , muligvis paa Grund af sin magelige Naturbeskaffenhed . Da der ikke er Bjerge at bestige eller Vildskove at fordybe sig i , har vi maattet nøjes med saa at sige at gøre Bevægelserne efter , de forberedende Øvelser , for at holde Evnen oppe i Lemmerne , ligesom vi efter at have sat vor Stormagtsstilling til i Evropa maa holde os ferme ved svære indenrigspolitiske Fagter . Landet som det er indbyder ikke til andre Anstrengelser end dem , man skaffer sig selv . Vi er ikke saa heldigt stillede som i Norge , hvor Landskabet byder en naturlig Anledning til at øve Legemet , og hvor man , med Tilladelse , arrangerer sig som Stormagt med smaa Midler . For Resten indtager Norge en høj Rang paa den frugtbare Idræts Omraade , for kun at nævne Nansen . Og Sverig har jo 245 altid ført an som et Land med en gammel fornem gymnastisk Kultur . J . P . Muller har med sit System bragt en haandgribelig Værdi ind i den daglige Tilværelse , maaske mest ved sine energiske Bidrag til Fordrivelsen af Frygten for kold Luft . Systemet er blevet til ved en sund Vækst gennem J . P . Mullers Forudsætninger som Militær , Sportsmand og Sanatorieinspektør , og han er velgørende fri for Sekteriskhed , ingen har et aabnere Øje end han selv for , at Systemet har sin Begrænsning og helst finder sit Formaal i at tilskynde enhver til sit eget personlige System . Naar vor Student eller Haandværker har gjort System og badet , enten hjemme eller i Stranden , tager han Sol - og Luftbad , strækker sig i fuld aandelig Hvile , er hvor han er , fordi han ved , at saadan kommer Livet til ham , han behøver ikke at jage derefter . Dér ligger han og drikker Sol og Luft , faar Øje paa Skyerne , Græsset lige ved , Smaastenene , Sandet , det Nærmeste — endelig dvæler Nuet ; og det Faust fo ' r med Satan gennem syv Verdener efter , det er blevet hans ! Fremdeles er han Hindhedianer . Nu maa det erindres , at en enkelt jo ikke behøver at nærme sig Latterligheden som Pedant ; det er kun for en Oversigts Skyld , at en bestemt 246 udstyres med alle Dyder . Altsaa er han Hindhedianer . Han spiser for Næringens Skyld , og naar han gør det varer det ikke længe før Madens virkelige Værdi falder sammen med hans Smag . Han lever billigt . Væk er Frygten for Fattigdom , naar han sammenligner sine Armkræfter med hvad han behøver . Væk er Paupertetsfølelsen , der tidligere drog ham gennem unødige Luksusmaaltider paa Beværtning , hvor han foruden at svække sine Organer ernærede Værten og Opvarteren med . I Stedet for en Malkontent , der skulede med usund Mad ud af Øjnene til Bedrestillede , gaar en Mand med friske Indvolde og frugtbart Sind til sit Arbejde . Han er ikke Alkoholist . Han springerger sin egen Højde . En Mand , der saaledes fungerer helt igennem som et Individ , opdager snart Samfundet , føjer sig ind som Borger . Og saa er han moden til at studere og udvide sin Aand . Gennem Sundhed til Literaturen ! Fra Naturen til Kunsten ! Dette er Friluftsbevægelsen . Saadan omdanner Smagen sig i en Tid , hvor det endnu spøger i Luften af den taabelige Snak om , at Massen bare skulde være til for den Enes Skyld , at alle de arme Millioner kun havde til Opgave at frembringe og bære en eneste Udbytter i Stil med Jahve . Men der er saa stærk en Drift nedenfra , heldigvis , saa bærende en 247 Fremtidsmagt , at hvad der indtil for kort Tid siden kaldte sig moderne og som naturligvis prøver at spænde Ben for Bevægelsen med sine skrøbelige Stikker , allerede har Karakter af den fuleste og hadefuldeste Reaktion . At man bl . a . i en Tid som vor har maattet høre Genklang af Fædrelandets stupideste Skældsord anvendt mod Bonden i Danmark , det første Friluftsmenneske , viser hvor haardt „Sjælekulturen " er trængt . Som man har set , skal der ved moderne Humanisme ikke forstaas en Literatur , men en Smagsforandring i det daglige Liv . Den vil gribe om sig og vise sig som en social Magt , der fornyer alle tilsyneladende opslidte og ulidelige Problemer . Forsvarssagens Løsning ligger i Friluftsbevægelsen , herfra udgaar Fremtidens Soldat , frivillig og af en helt ny farlig Type . Løsningen af det triste Problem om Storbyernes og for Resten ogsaa Landets Proletariat ligger i Friluftsbevægelsen , der ved Siden af det misbrugte Lønkrav genindfører Begrebet Nøjsomhed . Siden , naar Bevægelsen er bleven tilstrækkelig paafaldende , vil Forfatterne her som i Amerika nok opdage den ; de er før kommen bagefter . Og det vilde jo ikke skade , om vi her i Landet , hvor Literaturen altfor længe til Fare for Privatlivet har opløst det lokale Sjæleliv i Stedet for at 248 samle til Verdenssjælen , medens Kritiken enten har set sin Opgave i smaa Vennetjenester eller løgnagtig Forfølgelse , det vilde ikke skade , om vor Literatur søgte sig en anden aabnere Horisont , og om man i Stedet for fra Kritiken tog sine Impulser fra Naturen og sin Anerkendelse fra Publikum . 225 JORDENS UNGDOM Tiden vi lever i staar under Foryngelsens Tegn . Det er , som om Jordens almindelige Temperatur er steget umærkeligt i det sidste x \ arhundrede , saa ubetydeligt at det ikke direkte kan maales men dog tilstrækkeligt til , at Vilkaarene for Livet paa Kloden har forskudt sig . Det er i vore Dage endt med Udbrud i Naturen , vulkanske Konvulsioner , som man troede hørte Fortiden til . Der er ikke Tvivl om , at de sidste to — tre Aars store NaturKatastrofer — Mont Pelée , Vesuv , San Francisco — har virket paa Menneskehedens Ubevidste og givet Tilværelsen en anden Nuance . Samtidigt har den russisk - japanske Krig med samt dens Følger : den gule Races hedenske Indbrud i Civilisationen , og Miseren i Rusland bidraget til paa usporlig Vis at forandre Sjælene hele Verden over . Jorden har mindet om sin indre Ild , og det Umulige er bleven muligt . Maaske behøver man ikke at fjerne sig helt udenfor Planetens Tyngdegrænse for at se , at 250 der er en Sammenhæng , et Aarsagsforhold netop mellem disse vulkanske Fænomener og den politiske Nytid Jorden over . Alt hvad vi ser , og alt hvad der sker , er Faser i en formaalsløs terrestrisk Udfoldelse , hvis Love vi kender noget til , men hvis inderste Initiativ er os ubekendt . Da vi selv er undergivne Naturens oprindelige Uvilkaarlighed , kan vor Erkendelse aldrig blive andet end endelig , vor Anskuelse af Tilværelsen , der er med i sin egen Evolution , kan ligesom Maanen aldrig komme til at vise sig helt rundt . Vi vil derfor gerne se vor egen Viljesfuldkommelse i hvad der kun kosmisk gror af sig selv . Denne Vildfarelse har dog aldrig med Held lagt sig hindrende i Vejen for Jordensl Omdrejning . Man har regnet ud , at der kun behøves en Temperatursvingning paa 5 Gr . Celsius over hele Jorden for at betinge Glacialtidens afvekslende Perioder . Klimaet i Nordevropa har været halvtropisk , før det i Istiden dækkedes af Gletschere , og selve denne Istid har været afbrudt af to — tre varmere Mellemperioder , hvor Bræerne trak sig tilbage og gav Plads for Mennesket igen . Vi synes selv at leve i én af de Islidsperioder , hvor Bræen er i Tilbagevigen . Nu siger en Fornuftslutning , at hele den nordevropæiske Civilisation netop skyldes 251 disse klimatiske Svingninger , idet Kuldens Tiltagen har tvunget den nordlige Race til at udvikle sig imod sværere Livsvilkaar — ligesom al „Udvikling " formodentlig skyldes Jordens almindelige Afkøling . Men hver Gang Kulden over Nordevropa er falden , har Racen med hele det Tillæg af Kraft , Haardførhed og Hoved , som de vanskelige Livsforhold udviklede , kastet sig tilbage paa sit Væsens Sorgløshed , sine ældre , varmere Instinkter . Kampen mod Kulden , , der kan lignes ved en Krystallisation , hærder og binder ; lunere Tider virker frigørende . Forholdet er som mellem Tanke og Instinkt . Hvorom alting er saa er det ikke smaa Portioner af Menneskehedens Historie , der gaar paa en næsten umærkelig Forandring i Jordens fysiske Beskaffenhed . Og er der end ingen umiddelbar Næringsværdi i at paavise disse ret fjerne Sammenhænge , der er hinsides vor Indgriben , tjener det dog til at fremhæve Omfanget af den Forandring , Verden er undergaaet i de sidste faa Aar , og som man ikke behøver at væbne sig med Teleskop for at se . Hvad enten det er sandt eller ej , at Jordtemperaturen er stegen , og selv om det er tvivlsomt , hvorvidt dette indvirker i en bestemt Retning paa Menneskekarakteren , er det øjen - synligt hævet over al Tvivl , at de sidste Tider 252 har vist en for den samlede Menneskehed lykkelig Tilbagegang i Kultur — „Kultur " her taget for hvad den er , og ikke for hvordan man ønsker sig den . Der er en tydelig Anderledeshed , en Omstemthed i den almindelige Livsanskuelse , det Totalindtryk af Folkemening , man møder fra alle Sider paa Jorden . Og søger man Grundtrækket heri , føres man tilbage til det Ubevidste ; Tendensen gaar overalt imod det Primitive , og det gør godt , det heler — man kommer sig ! Men læg Mærke til , at det aldeles ikke er de enkelte Udvalgte , de berømte Patienter , der sidder paa Bjerget og udsteder versificerede Bulletiner om deres eget lille Helbred ; det er hele den blinde Menneskehed , Millionerne selv , som Jordens Vækkelse har haft Bud til . Det er de Mange , de Tungnemme , de Uskyldige , de Spisende , kort sagt Folket , som Jorden har kaldet . Man begynder at kunne se dem , man ligesom skimter de uhyre menige Skarer , som før en à to af Æstetik oppustede Skrigere skjulte for os . Tiden som den er har rykket et Bibliotek til Side , raget nogle Bogstabler ned , der spærrede Udsigten , og nu ser vi det der er det største , jordiske Øjne kan se : Virkeligheden , som den er . Tiden , vi lever i , udmærker sig jo ikke ved , at der er blevet lagt en ny Skat paa 253 Menneskeheden i Form af en opforgyldt Drøm ; tværtimod har de levende , stormfulde Ting , der er sket , giver Almenheden Appetit paa Realiteter . Selve Tidsfornemmelsen er bleven en anden ; i Stedet for den skrevne Histories Par Aartusinder med deres indre uhyre Omfang af Ælde er traadt Arkæologiens og Geologiens Aarmillioner , der gør selv den ældste Historie aktuel og gengiver Jorden dens Ungdom . Hvad Menneskeheden i stille Aarhundreder har siddet og syslet med som en Gang for alle skæbnesvangre Tildragelser , en asiatisk Myte , en Skuespilforfatter i England , en hollandsk Maler , staar i Fare for at tabe i Interesse og helt blive glemt under Indtrykket af mere elementære Begivenheder . Der blev ikke givet Adgang mod Entré til et underfuldt Kunstværk den Dag paa Martinique , det var ingen Ferniseringsdag for et Dusin forfinede Særlinge og et Opløb af taabelige Nysgerrige , nej et ildsprudende Bjerg dræbte 25 , 000 Mennesker . Massen spurgte , at man kan dø , og at Gud lader det ske ! Der skal jo ikke mindre end et Jordskælv til for at vække de slumrende Millioner . En Vulkan er et folkeligt Opdragelsesmiddel , der virker paa Hukommelsen i Generationer . Der er Stof i en Jordrystelse til ti ravende Reli - gioner , men ogsaa til det Humør , hvori man 254 slagter Præsten paa hans eget Offersted . Fornemmelsen af , at Jorden , Jorden rokker under dig , er Begyndelsen til en Art Tankeliv , der er helligt , fordi det sandelig ikke bliver uden Følger . Den første Følge er Panik , Krig , Blod og Brand , den næste er en mere rolig og fattet Revolution , Opbrud af Masserne , Undersøgelse af hvorvidt Trældom er en Indstiftelse ; af Gud eller Ens egen misforstaaede Gavmildhed ... og Resultatet bliver en almindelig Frigørelse , et Folkeforaar , et Gennembrud af de første Instinkter , der er saa universelle , at alle faar Part i Fornyelsen . Massen kender Liv i sig . Det store Niveau gaar i Drift . Den enkelte privilegerede Udbytter bliver taget ned og reduceret til det der er mindre end et Menneske ; de snyltende Kaster bliver givet noget at bestille . Kulturen ud ! Kulturen for alle ! Masserne har Ordet ! Vi lever i Demokratiets , Foryngelsens , største Aarhundrede !
jvj
jvj_Den-ny-Verden
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:06:45 2020 CEST +0200
CIMBRERNES TOG TIL EMMERIK JENSEN F . 15 . MAJ 1922 CIMBRERNES TOG GYLDENDALSKE BOGHANDEL-NORDISK FORLAG -KJØBENHAVN - KRISTIANIA LONDON - BERLIN - MDCCCCXXII JOHANNES V. JENSEN COPYRIGHT 1922 BY GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG TIENDE TUSINDE GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI KJØBENHAVN INDHOLD*) CIMBRERNE Side Det mørkeste Jylland 9 Hos Tole 38 Den fremmede Pige 77 Bryllupet 105 Cimberlands Tyr 138 Vedis 160 TOGET Oversvømmelsen 173 Nye Øjne 206 Tyren og Ulvinden 233 Slagene 265 Væ Victis ! 297 Ved Tiberen 324 CIMBRERNE DET MØRKESTE JYLLAND Op igennem Jylland kom en gammel høj Mand gaaende , med Harpe paa Ryggen og i side Klæder , en Stage i Haanden som et tredje Ben , med langsomme sene Skridt , men store Udsving , som Elgen , mange Mil lagde han bag sig mellem Morgen og Aften ; det var Norne - Gæst , Vandreskjalden , som kom fra Sønden og var paa Vej op i det jydske . Han holdt sig midt ad Landet , fulgte Højderne og Vandskellet op gennem Halvøen , af gammel Tilbøjelighed for frit Udsyn til alle Sider , gik ad Vejene naar der var nogen og de passede ham , men lige saa ofte udenfor , Stier og Spor han kendte og delte med de afsidesgaaende Væsner som brugte dem , eller tværs over Alting , gennem vildsomme Skove og over Heder , den Vej Landet selv stræbte og i den Retning nordpaa han vilde . Han havde sine Mærker , i stor Maalestok , Fjordene paa Jyllands Østkyst der skar sig ind i Landet som lige saa mange dybe Lommer , den ene op nordenover den anden , fra Halvøens Fod ud imod Østersøen og Middelfarsund med Fyns Kyster ligeoverfor , til dem der aabnede sig ud mod Kattegat , lige op til Limfjorden ; hvor mange gjorde han sig ikke Regnskab for , men han kendte dem alle hver for sig , de var som Væsner for ham , med hver sit Spejl , de drejede sig idet han passerede dem som lange Porte ud mod Søen , og mellem Gabene laa Østjyllands Landskaber , en kraftig Bølgegang af Bakker og Skov ; her var tæt beboet , mange Fylker , de rige Dale viste paa Afstand huggede Lysninger i Skoven , tavlede og grønne i Bunden , Bymarker , med aabne Tofter og Græsgange op ad Skraaningerne og Enge nedenfor langs Vandløbene mod Fjorden , alt indrammet og beskyttet af de gamle vilde Skove , med deres Jagtgrunde , milevide Ufører og Almindinger udenom som Læbælter mellem Herrederne . Fjernt over Træerne saas Røg fra skjulte Boliger , og paa Fjordene skelnedes Fartøjer inde i Bugter og bag Næs , svære mastede Skuder , DET MØRKESTE JYLLAND 11 udenfor stod Havtaagen , det var Vejen ud af Landet ; her i Fjordene og ved Kysten samlede Befolkningen sig endnu tættest , og her stod den i Forbindelse med Udver denen . Indad Midten ad Landet til hvor NorneGæst gik boede faa Folk . En sjælden Gang dukkede den tømmerprydede Gavl af en nybygget frisktjæret Gaard op af en Lysning i Skoven , omgivet af nylig ryddede Marker med Træstubbene staaende endnu og store Sten strøet i Grunden , Træklokken fra en fritgaaende Ko paa Tunet hørtes , et Vift af krydret Røg fra Nybyggerens Arne , Hundeglam , og Norne - Gæst gør Buen udenom Pladsen større , ikke gaar han Godtfolks Enemærker for nær . Han holder sig i Grænseomraadet der skiller Landsdele og Udflyttere fra hinanden , paa fri Grund og udenfor Lov og Ret men med mindre Udsigt til at træffe Folk ; skønt Norne - Gæst vidste Gaarde nok hvor han var velset om han indfandt sig holdt han sig for sig selv , skulde ikke tøve , han agtede sig igennem og længere op nordpaa denne Gang . 10 DET MØRKESTE JYLLAND En Mand kunde gaa i Skov og holde sig uset hele Vejen om han vilde fra den ene Ende af Jylland til den anden , uden at møde andre Væsner end Vildsvin og Hjort . Norne - Gæst gik ikke for at skjule sig men færdedes gerne i Ro , vilde han se sig om søgte han aabent Land , og mødte han en sjælden Gang Folk , Hyrder , Jægersmænd eller andre Farende , kendte de ham som oftest straks og sinkede ham ikke , med mindre han selv stod stille for at snakke , allerede paa lang Afstand saa man at det var NorneGæst . Forsigtighed iagttoges af Vejfarende ; kom en Mand ud af Skoven og blev en anden vår han ikke kendte ude i det Aabne var det underholdende at iagttage hvor de begge paavirkedes i deres Baner deraf ; ligesom sidelængs og med tvungen Retning holdt de hinanden fast og søgte at fjerne sig fra hinanden , paa deres Bevægelser kunde en Langsynet skønne at Strengen blev lagt paa Buen og Koggeret rystet frem forpaa , af og til forsvandt de , rugende paa Jorden bag Skjoldet , eller vidt og bredt var der kun Buske at se , indtil de to igen var som vok - set ud af Jorden og gjorde Afstanden større , med DET MØRKESTE JYLLAND 13 Ryggen til hinanden , men Hovedet vendt , indtil de kom hinanden af Syne . Folk fra forskellige Landsdele , med en Fjord , en Aa eller et Uføre imellem , havde jo ikke noget at gøre udenfor egne Omraader og mødtes ikke som Venner paa Skellet , tværtimod , man advarede hinanden i Tide , Grænsevagterne havde hinanden i Øje , og rejste der sig et Par Karle i Krattet paa den ene Side af Aaen stod der straks et Par op paa den anden Side ogsaa , Buer i Anlæg og Rysten op i Luften af lange Spyd anvendtes paa begge Sider for at skræmme Naboen og bekendtgøre sine Hensigter , ingen Baghold her , aaben Bringe , i Fald man vilde Nogen noget ! Af Landsdele som paa den Maade holdt hverandre afspærret i Jylland var der mange , lige saa mange som Fjordene , ad hvilke Folket en Gang var vandret ind , og hvor det var vokset til flere af hinanden uafhængige Folkegrupper , flere til inde i Landet mod Vestkysten , med Hævd paa deres Omraader , en hel Række Folk som kaldte sig forskelligt og gav hinanden forskellige Nav - ne , nogle siden glemt eller forandret , andre husket 14 DET MØRKESTE JYLLAND længe efter , ikke faa navnløse men særdeles virkelige om man kom deres Grænser for nær . Grupperne var bleven til af smaa adskilte Stammer , oprindelig med stor Afstand imellem og paa fjendtlig Fod indbyrdes men af samme Rod . Det altid spændte Forhold holdt dem i Vaaben , farligere Modstandere end i hinanden havde de ikke ; men naar Omstændigheder der var stærkere end de idelige Skærmydsler paa Grænserne tvang dem sammen havde de let ved at gaa op i en Enhed , og det kunde da blive til store pludseligt opdukkende Folkehære som i Stedet for at holde hinanden fast kom i Bevægelse allesammen paa en Gang , udover Grænserne , mod en fælles Fjende , eller helt ud af Landet , andre Skæbner i Møde , hvis deres Stjerner vilde det saadan . Af slige sammenløbne Skarer som uventet viste sig andetsteds og kom ind i Lyset af andres Overlevering , havde Jylland frembragt mange i forhistorisk Tid , flere end nogen i Jylland selv huskede , og skulde endnu frembringe mange flere . 12 DET MØRKESTE JYLLAND DET var i Pausen før Naturen forberedte en saadan Sammenslutning af Kræfter , med yderst spændte Forhold mellem Landsdelene imens , Herrederne , ja selv de enkelte Gaarde , en almindelig til Tænderne væbnet Ligevægt , at Norne - Gæst var paa Vej op i Jylland og agtede sig paa Besøg hos Cimbrerne , oppe i de afsides Egne ved Limfjorden . Overalt undervejs stødte Norne - Gæst paa Spor af Krigstilstand og sankede Nyheder her og der hos en eller anden Hyrde eller Skovgangsmand : Røvertogt af Folk fra Fjordene op i Landet , efter anden Mands Kvæg naturligvis , en Form for i en Fart at forøge sit Fæ der altid gik i Svang ; Bønder som havde brændt Bønder inde og var bleven genindebrændt ; Landerejsning og fylkede Slag med vekslende Lykke for Parterne ; Offergilder som der gik Ry af , meget omtalte Tvekampe , Elskovshandler , Nidviser , alt sligt som en Egn summer af naar man kommer den paa nært Hold , er den end aldrig saa tilsyneladende udenfor Verden ; Norne - Gæst lyttede og lagde til sin Erfaring . DET MØRKESTE JYLLAND 15 Han kom gerne i Jylland , gammel Tid som var paa Hæld andetsteds , paa Øerne hvor han havde hjemme , slog ham imøde her endnu , jo mere nordligt han kom op ; i visse Ting kunde han føle sig sat helt tilbage til de første Aldre han havde oplevet sammen med de tidlige Indvandrere der bosatte sig i Landet ; endnu ærede man de samme Ting mellem Himmel og Jord som hans Oprindelse havde lært ham at sætte højt . Ofte saa han Ansigter som forekom ham kendte mellem de friske Folk i Fjordene , Træk der var leveret lige ned fra Fædre han havde gaaet paa Jorden med i en Tidernes Morgen ingen Nulevende havde Anelse om . Ved Foraarstid plejede Norne - Gæst at indfinde sig i Jylland , kom søndenfra hvor det allerede var i Udbrud og fulgtes med det , i Takt med Trækfuglene , han ønskede ligesom at se det komme flere Gange , et Skin af Varighed der var en gammel Vandrers Forlystelse . Hemmeligt var det ham desuden en Glæde selv at blive modtaget som en tilhørende Del af Foraaret , uden al Fortjeneste , hvor han kom hen ; i Jylland sagde man at han og Storken kom paa samme Tid og var DET MØRKESTE JYLLAND 17 lige velkommen , ja der var dem der var saa høflige at antyde at det var ved ham og hans Kraft Foraaret i det hele taget kom . Faa Steder viste man ham saa glade Ansigter som oppe mellem de haarde Cimbrer , her skønnede man paa Foraaret og havde store festlige Genkomstgilder til Ære derfor , de Gamles taknemlige Skikke som Norne - Gæst elskede ; naar han i lang Tid var kommen hos Folk som bød ham tilberedt Mad og plejede ham i lukkede Senge længtes han efter simpel raa Kost og Nætter under aaben Himmel , derfor var det han gerne besøgte Cimbrerne om Foraaret . Oppe i Midtjylland tabte Norne - Gæst Kysterne af Syne og gik over de brede Indlandsbakker som stræber sammen her , Halvøens sværeste Tømmer , de store skovog lyngklædte Aase med en Ring af Søer ved Foden ; her rider Landet højest , og i Luftigheden ud til alle Sider er det som om man aner hele Jyllands Udstrækning , Halvøens Fod i Syd og den fligede Østkyst , langt ude Landets Ryglinje mod Ve - sterhavet , og bag vigende Synskredse , som den ene 18 DET MØRKESTE JYLLAND Ring indeni den anden , Nordjylland med et mange Mil fjernt Glimt af en Arm af Limfjorden , og Landene hinsides den igen , med Halvøens Nakke , , og de to Have yderst oppe der brydes mod Skagen som mod Tornen paa en Hjelm . Allerede her havde Landet et vildere Præg , med store ensomme vidtstrakte Skove i Slugterne mellem Højdedragene , der søgte sammen som om et Tyngdepunkt hvorpaa hele Landet hvilede . Linjerne faldt ud til alle Sider herfra ; fra Kilderne her , der sprang ud af de furede Bakker , fordelte Vandløbene sig til de store midtjydske Aaer , nogle vesterud paa deres lange snørklede Vej til Vesterhavet , andre gennem vidtløftige , mere og mere udvidede Dale , mange Mile , til det brede Østland og ud i Kattegat ; øde Land meget af det her , Befolkningen endnu samlet nede i de lunere Dale , Skoven vildsom , Hjortene var større her end andetsteds og blev staaende i Ro naar en Vejfarende kom forbi , mange af Dyrene her havde aldrig set et Menneske . Kronhjorten gik med lodne svuldne Rosenstokke paa Hovedet , de ny Takker der var i DET MØRKESTE JYLLAND 19 Vækst . Overalt Foraarstegn , Træerne stod svulmende i Barken , dryppende vaade , og rakte sig med Kviste og Knopper op i den vaskede Luft , en Tindren oppe og nede , Solen klar men endnu ikke hed , som et søsterligt Lys i Himlen , Dagen trængt ned til Bunden i de skyggeløse Skove , Stammerne ædelstensgrønne , en Kvidren og Kalden af Fugle som i store tomme Kamre hvori man lige var flyttet ind , men snart skulde her tjældes og bygges . Ude over de aabne Sletter hang Lærken i en Middagsblænding og Glorie af Solen . Og Norne - Gæst søgte det Aabne med den , gik videre nordpaa over Højderne , med milevide Synskredse liggende under sig , et Vand langt ude , Fjord eller Sø , Skyer og Himmel i vældig Udstrækning over Hovedet . Oppe paa de lange nøgne Lyngrygge fandt han paa de øverste Toppe Kul og Rester af Baal , stedlige Helligdomme hvor Folket fra fjerne omliggende Herreder kom sammen paa Aarets Mærkedage for at blusse for Solen og gøre deres Andagt . De høje 20 DET MØRKESTE JYLLAND Steders Ensomhed og Vælde talte til en Arv i deres Sind , Udsigterne aabnede for Slægtens Minder , uklart for de fleste , men Norne - Gæst , som var deres Erindring , vidste hvad det mente : Indvandringsvejen , som var glemt , saa de herfra , det var et Blik tilbage : de gamle Veje , Aaerne , Fjordene , yderst Havet , som Indlandsboen maaske aldrig havde set , men hvorfra han var kommen ; hvad Hverdagen slukkede nede i de trange Dale blev til en Skuen og en stor Paamindelse heroppe foran Himlens Ansigt . I denne Følelse ofrede man til Solen , gjorde Ild i dens Lignelse og bandt den til sit Kredsløb i et Sindbillede . Paa høje Steder skulde det ske , for Ilden var kommen fra Bjerget ; selv de som aldrig havde set et Bjerg og ikke en Gang vidste det gjorde det , af gammel og dunkel men hellig Sædvane , en Rod i deres Oprindelse som Mennesker der ikke lod sig oprykke . For Solhverv blev der ofret , Sommer og Vinter ; men ogsaa for Foraaret , Naturens Genopvaagnen , Løvspringet og de varme Dage , havde man Takkefester , det var Solens Gave , og kunde man ikke naa den DET MØRKESTE JYLLAND 21 henvendte man sig til Ilden , der var dens Ætling , med Gengaver og Udmærkelser efter fattig Evne . Snart vilde der blive blusset for Foraaret overalt paa Højene op igennem Jylland ; det var det NorneGæst vilde overvære , og denne Gang hos Cimbrerne , som gjorde særlig meget ud af Foraarsfesterne , maaske fordi de boede nordligere og var fattigere end andre . Han gav sig god Tid paa Vejen derop , tøvede naar Foraaret tøvede , og rykkede videre naar det gjorde et Skridt frem , opholdt sig i Ugevis her eller der , i stille Kroge i Skoven eller ved et Vandløb der fristede til at blive . Om Natten sov han ude . Luften var endnu vinterlig saa tidligt paa Aaret naar Solen var gaaet ned , han søgte Læ mellem Stene eller i en Tykning i Skoven , med et stort Træ i Ryggen og et Baal tændt foran ; her nikkede han den lange Nat igennem og gik af den ene Blund i den anden , men hørte altid hvad der færdedes , Fugl eller Fod , fjern eller nær . Natten var lang . Men mod Slutningen af den , i Lysnings - timen naar alt Levende synker i Dvale for en Stund , 22 DET MØRKESTE JYLLAND Naturens dødlignende Helle , fik ogsaa Norne - Gæst sig en haard , fast Søvn , hyllet i Skind til Hagen og med Hovedet dybt sunken , som en Skrue ved Ilden ; og Baalet brændte ned , mens Græsset rimede i den kolde stille Dagning . Naar han saa vaagnede vidste han ikke straks hvor han var , han var stiv i Ansigtet af Kulde , kold helt ind i Sjælen , kun med Møje , som efter en Afmagt , viklede han sig ud af Skindene og foldede Lemmerne fra hinanden . Det var som om en Dødning begyndte at leve , en Mand uden Ansigt , ufattelig gammel , skrøbeligt rettede Armene sig ud som paa en skyggeagtig leddet Skabning , han pirrede op i Asken , begravede de livløse Hænder deri og fandt Varme , en Glo som var i Live endnu , han brændte sig paa den , med Begær , det trængte ham i Aarerne , han lagde Kviste paa , de mindste og tyndeste , som om det var alt hvad han kunde løfte , lagde sig ned og pustede til Ilden , et svagt Aandepust som om det var hans sidste , men Ilden blussede op , og snart havde han høje klare Luer . Han rej - ste sig ravende , men kom til Kræfter , sammen med DET MØRKESTE JYLLAND 23 Baalet voksede han og fik sin Livsvarme tilbage . Da vendte han sig mod Dagen og blev seende : Gryet belejrede hele Himlen , Solen endnu under Bakke , men den havde sine Forposter ude , røde Spyd i Østen . Og se , Skoven bliver til , de gamle Ege træder ud af Dagningen , færdigskabte fra Rod til Kvist , forunderlig fulde af Væsen , de rimede Skovbakker luder og modtager Lys , Landet aabner sig som med vide Porte , i en hellig stiltiende Frostpavse genfødes Jorden , mens Maanehornet gaar højt og blegner ind i Himlen ovenover Trætoppene . Et ganske sagte Fuglekvidder høres , kun som en Knirken i Skoven , og Solen staar op , rød og alvældig , Norne - Gæst retter sig for den , og hans Træk bliver saa klare , stille , hovedrystende tager han imod Underet , den gamle Aabenbaring . I Morgentimen ryger Skoven , idet Rimen gaar af den , og Norne - Gæst ser hvor Knopperne er store , vaade og spændte , han genkender Vaaren i Lysets Mængde , Fugleskarer gaar luftigt over hans Hoved , en fjern 24 DET MØRKESTE JYLLAND skør Musik som fra Skyerne høres , Vildgæssene der gaar Nord , og en svær uimodstaaelig Tilskyndelse griber ham efter igen at vandre . Men først gaar han til nærmeste Vand og rinker sit Fisketøj ud , vender en Sten , Loftet over Ormens Bo , og finder den der , den fjæler sig for det samme , han meder et Maaltid Fisk , med Liv skal Liv ernæres , og spiser sin Davre ved Ilden , tygger og ser frem for sig med fraværende Øjne , mange svale Tanker gør ham Selskab mens han spiser . Siden gaar han efter Lyden til en Kilde og drikker : stærke Kilder her , de trænger sig op fra Grønsværen under Bakkehældene med hvælvede , kolde og klare Væld som for at strække sig en Mund imøde , de smager ferskt af Jordens Sødme og læsker helt ind i Marven , Landets Forlov drikker man med dem , og de spejler Solen : Morgenstund , Tøbrud og Foraar i Luften drikker man med dem og giver dem Knæfald og et Kys igen . Saa gør Norne - Gæst sig færdig til at rejse , aksler sine Byrder og rykker Sta - ven , som har staaet plantet ved Herberget , op igen , DET MØRKESTE JYLLAND 25 ikke har den slaaet Rod . Dyrene , som har rejst sig i Dalene , hører Nogen rømme sig , et Menneske , det hoster hult og levedygtigt i Skoven , en gammel enligtgaaende Han som skryder for sig selv i Skoven , Genlyden runger og svarer igen mellem Bakkerne , og Dyrene klipper frem og klipper tilbage med Ørene , fjerner sig , uden Opsigt , Ingen kan vide hvad et Menneske mener med at rømme sig saa lydeligt . De gaar deres Vej , og Norne - Gæst sin ; udhvilet og forynget af Morgenen skræver han nordpaa med en ny Dags Vandring for sig . Et Takkesprog bliver til i hans Tanke , efter at han har gaaet lidt og vendt Ryggen som til en aflagt Ham : Lovet være Verdens Lys i min Tanke , Solopgangenog Synets Gave ! Af Gnist under Asken genopstaar Ilden . Evig bedaarer mig Dagens Under . Hvad mon kvæge som vilde Kilder ? 16 DET MØRKESTE JYLLAND Lykkeligt at die Landets Aarer . Aaben Himlen ankrer til Haabet . Husvilde Stavkarl , velsign Støvet ! LANDET forandrede sig nu , blev lavere og gik i Vidden og Bredden , magert bevoksede Sletter og Vildmarker , Heder saa udstrakte at man glemte al anden Slags Land saa længe man gik over dem , det varede Dage ; en ensom Mand var man da , fattig som Lyngen , lukket inde af øde Synskredse , uden andet Følgeskab end Lyngens Fugle , som løb foran og peb , i en underlig Nød , som om de ikke vidste hvem de var og spurgte den Fremmede derom . Man frygtede Himlens Ansigt og hørte Dunket af sit eget Blod i Stilheden , en Tugt for Sjælen var det at gaa over Heden . Men ogsaa Uendeligheden faar Ende , stakket er den i Virkeligheden ; skønt vildfaren gik Norne - Gæst trøstig efter Norden , han havde sine Mærker , Landkendinger paa venstre Haand i den Retning han vidste Vebjerg laa , de sorte Synsrande forude fortalte ham at han nu begyndte at nærme sig DET MØRKESTE JYLLAND 27 Cimbrernes Land . Al Tanke om Havene paa begge Sider , Halvøens frie Kyster , var nu trængt tilbage , det var Indland her , som om ingen Kyster gaves , ikke en Gang Limfjorden endnu synlig . Ellers var Landet vandrigt nok i sig selv , svært tilgængeligt fra Sønden naar man var tilfods , Vejen gik over Ufører og Aaer med Retning fra Øst til Vest , en langbenet Mand havde Nød med at vade dem selv paa de grundeste Steder , opsvulmede som de var nu ved Foraarstid ; og var man over var man ikke dermed paa det Tørre , Oversvømmelser og Moser milevidt spærrede Adgangen , man gik i Søkke og maatte lede sig frem ad vidtløftige Omveje . Her var et stort Stævne af Fugle , Vadefugle som nylig var kommen ind , Ænder i stride Skarer , de fyldte Luften , slog sig ned overalt og prøvede Vandene , tog Dukkerter , glade over at der igen var aabent efter at Vinterisen var gaaet , de boltrede sig som med Kærtegn i Vandskorpen , slangede det kostelige Element op med Halsen og fik Draaber paa Fjerene , drejede rundt og vrikkede 28 DET MØRKESTE JYLLAND med Stjerten saa Vandet støvede om dem og tændte Regnbue over Spejlet i Vingen , megen Snadren og Rappen , og paa Mælet hørtes det at Andriken var i Hede , Yngletid var i Luften . Ude paa utilgængelige Søer med Dyndbredder og Gunger foran smeltede ildende hvide Svaneflokke sammen med Sydspejlingen af Solen , Vinden bar Musik fra dem , Tone og Lys og Fjernhed blandet sammen . Overalt Vand , og Vandet var blaat , Himlen blaa , Luften kold og sigtbar , Engene endnu øde , men Rakler og skinnende hvide Pileknopper paa Buskene . De første tidlige Fugleæg fandt Vandreren foran sin Fod i Kæret , Vibens vindaabne Rede , og lod et Par gaa i Munden , hele og med Skallen paa , rugevarme som de var , Landets Velkomst som han lod sig smage . Det lidt højere Land mellem Kærene laa milevidt med Krat og Ris , Vidjebuske , Tuer og store Sten , furet af træge Vandløb og stillestaaende Bløder , her var vildsomt , et Hjem for Ulven ; at Landet var afsides og lidet besøgt skønnede man af at den lod sig se ved højlys Dag , luskende af det ene Krat ind i DET MØRKESTE JYLLAND 29 det andet , man kunde blive Øje i Øje med ham , men kun flygtigt , han slog straks sine ned , rystede de lange Kæber og nøs naar han var forbi : ubehageligt at skifte Blik med et Menneske , uf , som gik med en garvet Ulveskindspels paa Bagen ! Et gammelt Mellemværende strejfedes i Tanken men blev ikke taget op . Sent lettede Ørnen fra sit Træ , længe efter at man var den indenfor Hold : uskyldige , uforstyrrede Trakter , Dyrene gammelt vante , og Norne - Gæst gav sig Tid her , mødte mangen en Skabning som man ellers sjælden havde Held til at se ; det var tydeligt at Folk ikke kom ofte i disse udstrakte Grænseomraader . Foraaret tøvede længe her , som om det ikke kunde komme over . Om Morgenen var Kærene frosne , Oversvømmelserne lagt til med tynd Is , og Ænderne sad ovenpaa deres Element med Svømmehuden paa det kolde Gulv , op ad Dagen knirkede Isen isønder af Solen og slubredes op af blaa Vover i den friske Vind ; saa sneede det , og hele Landet laa som smittet med Sne milevidt , naar Bygen gik og aabnede Udsigten igen , 30 DET MØRKESTE JYLLAND var falden tilbage til Vinteren ; Middagssolen tog Sneen , og Jorden laa paany sort og nyfødt saa vidt Øjet rakte , det visne Græs rygende , Himlen som en Kedel med uhyre Skysvælg og lysende Tinder op mod de øverste blaa Lofter . Men efterhaanden blev Nætterne lunere , Grøfterne fødte Padder som væltede sig i Vand og Solild , gule Blomster sprang ud , med Rødderne i Dynd og Ansigtet vendt mod Solen , lutter Guld og Grøde . Og endelig en Dag det første Storkepar , glidende paa Vingerne om hinanden oppe under Skyerne , i store Kredse , som højtidelige Indvielsestegn over Landet . Saa drog Norne - Gæst videre . Landet blev nu mere bakket igen , lange brede Højdedrag mellem Kærene , og man begyndte at se Spor af Bebyggelse , Røgstøtter fra Lysninger i Skoven , og forberedte sig paa at møde Indfødte . Cimbrernes Land var i det Indre et Højland , brede vindaabne Sletter , gennembrudt fra Midten og ud imod Limfjorden til Vest og Nord af mange Kløfter og Dalfurer , gamle Fjordbunde , nu Aalejer og Kær . Overalt Skov , DET MØRKESTE JYLLAND 31 men spredt og sat i Væksten af Vejrliget , busket og uigennemtrængelig i Dalene , sammenkrøben og ligesom tækket af Vinden oppe paa Sletterne . Men øverst var Landet aabent , her gik en Række lange nøgne Aase tværs over Landet fra Øst til Vest som tegnede sig sorte paa Afstand , klædt med højtliggende Heder , de traadte ovenud af det purlede Land som Skaldepander , og langs Kammen af dem stod skarpt mod Himlen lange Rækker af Gravhøje , sat i en endnu ældre Tid af Cimbrernes Forfædre , som havde taget Land her og givet deres Smag for det , uforstaaelig for andre som havde haft Lykke til at besætte bedre Egne , i Arv til deres Efterkommere . Det første Indtryk af Liv man havde paa Afstand var de Gamles Grave . De lange strenge Linjer hvorunder Landet var lagt , som et udstrakt , sort og forblæst Tag , havde deres Øjne set , det var Rammerne om deres Liv , og de stride Vinde der gik over Landet var Sind af deres Sind . Men var Højderne og Synsranden givet til fremfarne Slægter saa boede de Nule - vende nede i Dalene , paa langt fra hinanden spredte DET MØRKESTE JYLLAND 32 Stamgaarde , med et vidtløftigt Tilliggende af Skove og Græsgange ; Vildmarkerne i det Indre benyttedes i Fællesskab og var fordelt mellem Ætterne . Cimbrerne var store Kvægopdrættere , den halve Del af Aaret flyttede de omkring med Hjordene , om Vinteren sad de hjemme paa Gaardene , hvor de drev Agerbrug . DE første Folk Norne - Gæst traf paa var et Par unge Mennesker , som han kom bag paa ved en Bæk hvor de røgtede Fælder , den ene blev overrasket og snappede et Spyd for at slynge det i Livet paa den Fremmede , men sænkede det i Tide da han saa at det var Norne - Gæst . Det var to meget store Karle , bomstærke og raske , med frie Bevægelser , man kunde se paa dem at de havde levet hele deres Liv ude , til Hest og paa Jagt , de var vejrbidte og fuldstændig blaa , blaabærblaa , i Ansigtet , selv Læberne skoldet af Vejr og Vind , Ørene sorte og skaarede i Randen af gamle Frostsaar , smaa lodne næsten tilgroede Øjne , lyssky forsænket under hvasse Bryn , Haarroden langt ned i Panden , og det lange Hovedhaar DET MØRKESTE JYLLAND 33 bundet op med en Snor som en Svans ovenpaa Hovedet . De var let klædt , til Jagt , Læderbukser og Trøje ; en nylig dræbt Odder hang den ene ved Beltet . Norne - Gæsts Tilsynekomst lod til at sætte dem i en vis Ophidselse , som dog ikke fik Luft i Ord eller arbejdede sig igennem til nogetsomhelst Minespil , Læberne stod uforandret tykke og udtryksløse , og den af Naturen krusede Pande krusede sig ikke anderledes , men de hængte stiltiende Skjoldet om paa Ryggen , væbnet Holdning naturligvis overflødig , og de saa paa Skjalden og paa hans Harpe , udvekslede gensidigt et Blik , umærkeligt , men det betød temmelig stor Sindsbevægelse : Toner og Undere kom naar Norne - Gæst kom , det var givet ; allerede fra Barn , saa langt de kunde huske tilbage , havde de jo kendt ham . Men da det viste sig , forunderlig heldigt , at Skjalden agtede sig paa Besøg hos den Mand Tole , Bonde her i Omegnen , om de kendte ham , nikkede de begge to , bestemt , paa en Gang , og havde fattet alt , blinkede hemmeligt til hinanden , og den ældste af Karlene gik straks og kom tilbage med et Par lodne 34 DET MØRKESTE JYLLAND Heste , som havde staaet i Nærheden mellem Risene , han saa paa NorneGæst og paa Hestene , han saa i den Retning Toles Gaard laa , og vædede Læberne , men fortalte sig ikke ; hvorvel Tilbudet var tydeligt passede det sig jo da at den Fremmede og ikke han ytrede sine Planer ; Norne - Gæst forstod let hvad der blev ham foreslaaet , at sidde op og faa Følge Resten af Vejen , hvad han gerne tog imod . Uden at Karlene havde sagt det men af Sammenhængen sluttede han sig til at de to unge Jægere , øjensynlig Brødre , hørte til netop paa Gaarden han havde spurgt om , maaske var de endogsaa Toles Sønner , dog de var for artige til overhovedet at bringe sig i Erindring . Inden de brød op tog den ældste af Brødrene sin Madpose fra Hesten , løste den op og bredte den ud paa Jorden , det var et Skind , med Huller i Randen hvorigennem der løb en Rem , Skindet kunde rimpes sammen til en Pose og aabnes helt ; det viste sig at indeholde skørnet Mælk som skiltes ad i størknede Klumper ; Karlen dækkede op i den Tanke at en Rejsende som maaske kom DET MØRKESTE JYLLAND 35 langvejsfra kunde være sulten og have en Bid nødig inden de naaede Hus , alt ligesom tilfældig og beregnet paa at gaa ubemærket hen , man understregede jo ikke sin Smule Evne til at gøre Nogen Tjenester ; Maden var der imidlertid . Og Norne - Gæst , som kunde Sproget her , nød en Haandfuld af Tykmælken . Den smagte røget , af røgede Huse , og som Sved , af Køer , af Kvinder , af Børn , alle Væsner med sund Hud , og en gammel Mand , som i Uger havde gaaet alene , følte at han nu nærmede sig Menneskereder igen . De to Karle tog ogsaa for sig af Retterne , efter at den Gamle havde forsynet sig , men søgte at skjule at de tyggede , Gæsten var jo saa langt ældre end de . Ovenpaa drak man en Slurk Bækkevand . Norne - Gæst fremtog et stort Sneglehus han brugte at drikke af , en udenlandsk , farvet Konkylie , himmelblaa og med Regnbueglans , indeni kødfarvet , som han havde taget til sig en Gang i Syden , og de to unge Karle blev som fortryllet da de saa den , Øjnene hang fastnaglet ved den uimodstaae - lige Ting , uden at de dog naturligvis i mindste Maade 36 DET MØRKESTE JYLLAND forraadte Nysgerrighed , de rynkede tværtimod Øjnene , gjorde sig haarde for ikke at falde i Fristelse . Norne - Gæst gjorde hvad han altid gjorde naar Nogen forundrede sig over hans Konkylie , holdt den for Øret , og for ham var det som om han kunde høre den fjerne , fjerne havombruste Kraterø i Middelhavet , ved hvis Kyster han havde fundet den ; derpaa rakte han den til Karlene , og de lagde den for Øret efter Tur og lyttede , sad barske , med fjerne Øjne , hovedrystende , og det lo dem i Brystet , Blikket videde sig ud , aldrig havde de hørt noget saa hemmelighedsfuldt ! Sig selv uafvidende sukkede de og falmede , som om en Sol gik ned , da Norne - Gæst stak Vidunderet til sig igen . Da Norne - Gæst var kommen til Hest sluttede Karlene sig om ham , en paa hver Side , det var tydeligt at de betragtede sig som hans Følge ; det lille Maaltid de havde indtaget betød mere end en Forfriskning , med det var den Fremmede bleven optaget i Landets Fred . Vejen frem til Gaarden blev tilbagelagt i Tavshed , en Mils Vej . Brødrene skiftedes til at DET MØRKESTE JYLLAND 37 ride , den ene løb mens den anden havde Hesten . Opad Bakke naar Hesten begyndte at arbejde for haardt i Bovene under den Ridende svang han et Ben over Hestens Hals , lod sig glide af i Farten og sprang ved Siden af , med en Haand i Manken . Og saadan kom Norne - Gæst ridende til Gaards . 26 DET MØRKESTE JYLLAND HOS TOLE ØVERST i en af Dalene som førte ind i Landet , opad det høje Land og Vandskellet til , med Forbindelse ad Aaerne til to Sider , baade nordud og mod Vest til Limfjorden , et naturligt Midtpunkt i Landet , boede Tole . Han var Tingleder for Almuen , tillige Hovmand , en meget anset Helligdom laa paa hans Gaard . Gaarden var snarere som en lille By , bestaaende af mange spredte Vaaninger og Udhuse langs Foden af Dalskraaningen og paa Grænsen af Kæret , de fleste Jordhuse , bygget ind i Bakken , lerklinede Rishytter og enkelte anseligere tømmerbygte Stuer ; udenom laa aabne Tofter og Agre , indfattet af Skov som fyldte Resten af Dalen . Ovenfor Vildmarker og Heder . Længere nede i Dalen laa flere saadanne Gaarde , Ættegaarde , hvis Beboere var nærmere eller fjernere i Slægt med hinanden og med Tole ; foruden Husbonden levede hele Familjen sammen paa HOS TOLE 39 Gaarden , Sønnerne og deres Afkom , Døtrene og deres , tre Slægtled paa en Gang , desuden mange andre Folk der havde deres Ophold der , den ufri Besætning ogsaa , Trællene , om man regnede dem med ; naar Husdyrene kom til alt i alt en vidtløftig Boplads , hvortil kom Udliggersteder i Marken , mest benyttet om Sommeren , naar Hjordene ikke dreves hjem . For en Mand der kom fra ubeboede Steder var her ligefrem Tummel , Folk at se i Snesevis paa en Gang og en betydelig Færdsel , dybttraadte Stier i Grønsværen mellem Husene og utallige Spor af Mennesker og Dyr ; af Kvinder og Børn en Overflødighed , Husene fulde af dem , man hørte Spædbørns Graad dernede fra som fra selve Jorden , Husene dampede , ikke fra Røghullet alene men op gennem Lyngtaget og fra alle Porer , som om Varme og Velstand osede ud af dem ; mange Steder stod Husdøren aaben med Røgen vældende op over Tagskægget , Aarstiden og de lange Dage begyndte at gøre sig gældende , Børn solede sig udenfor Dørene med Haanden op for Øjnene i det stærke Lys . 40 HOS TOLE Paa Dørstenen foran Forraadshusene laa Trælkvinderne og gruttede Korn , paa alle fire , med et Forbjerg i Vejret , de malende Kvinders Stilling , og Haaret ned i Øjnene , blindede som de var af Møje , men en Erindring i Sjælen faar dog ogsaa dem til at søge Lyset og gaa med deres Arbejde ud i det Fri . Faar klippes ved en Sig , noget lige saa genkommende og bekendt paa Aarstiden som at Lyset brydes netop saadan i de kolde klare Damme og de første kortstilkede Gaaseurter viser sig i Engbunden ; det ses paa Konerne der klipper , at det er Vaar , de sidder med Hovedklædet halet saa langt ned i Øjnene mod Solen som muligt . Koldt for Faarene , som først bliver dyppet i Sigen med sammenbundne Fødder og siden slippes løs berøvet Ulden , magre og skæmmede , i den endnu bidende Luft . Nogle af dem har allerede Lam som skræver nyfødt omkring paa fire Stolper ligesom Skamler og bræger med fint Mæle , Ak det unge spæde Aar der er kommen for tidligt , men det er kommen . Amboltklang fra Smedjen , Kræfter og Arbejdslyst ogsaa der ; Kreaturbrølen ude og inde , Larm af Hunde der er som besatte , Rykind og Rykud af Ryttere , fimpende i skarp Trav paa de smaa ivrige Heste , som Rytterne er lovlig store til ; Skyden til Maals hist mod et Skjold , Rusk af Buestrengen og Pilens Smæk naar den rammer ; Brydning af et Par Knøse paa Marken med lange , lige stærke Livtag og Gisp , snart den ene ovenpaa , snart den anden ; Slagtning , Svinet hængt op paa et Træ og en Kone oppe paa en Stige med de blottede Arme i Svinets Indre ; overalt Driftighed og Liv , et helt bevæget , uroligt , men paa gamle faste Sædvaner beroende lille Samfund , som Aarstiden virkede paa og gjorde endnu mere uroligt . UDE paa Tunet staar Tole , med begge Hænder støttet til Øksestaven , i Pelsværk til Fødderne , og syner sit Kvæg . Det er ikke drevet i Marken endnu , der er for lidt at leve af , men faar Lov at strække Lemmerne og lufte sig udenfor de trange Stalde i Nærheden af Husene en Stund hver Dag . Køerne driver om og slikker med Tungen efter det 42 HOS TOLE korte Græs , mange af dem drægtige , Ryttere og Hunde holder Flokken sammen , den tager Plads , en hel Mark af Kvæg at skue ud over , altsammen broget , hvide og sorte , blakkede , hjælmede og blissede Høveder , en Pragt at se paa i Solen , og frydeligt at høre : Piskesmæld og Hujen af Karlene som driver Flygtninge tilbage , Køerne har faaet Mod af Solen og vil paa egen Haand , forsøger en Galop , Kvierne er ikke til at styre , vilde Græsgange kalder paa dem ; dog Frihedens Time er ikke slaaet for Kvæget endnu . Tole har sine Solemærker , Skyggerne er for lange endnu , Skoven langt tilbage . Naar alting stemmer , naar Varsler og Foraarsofringer har aabnet Aaret i alle Maader reglementeret , saa skal de slippe . Det trænges i Aar , af Hø og Fodring er der ikke mere tilbage end at det efter Beregning lige vil slaa til . Til en Side for sig selv staar Tyren , med en særlig Æresvagt af et Par Mand , som paa Afstand vogter paa hans Bevægelser . Men han er fredelig , staar og bliver søvnig i Solen og nyder den fjerne Varme der kommer fra den , i ædel fæisk HOS TOLE 43 Ro , let blundende , plantet paa alle fire . Det er en lodden vældig Herre , med noget i sin Bygning baade fra Uroksen og Visenten som den stammer ned fra , dyb i Forkroppen og med enorme Horn , dobbelt forstærkede i Roden som Pæle paa tværs af Hovedet , kun lidt opadkrummede og stumpe i Enden , han er ikke stikkendes , han render paa som med to Mortere , ikke Naalearbejde naar hanstanger , alt pulveriseret før der bliver Tid til at blive Hul ! Han er Fromheden selv nu , som i Reglen , med slumrende Kræfter , langsomt vender han det svære kantede Hoved og skriver Rolighedens Tegn over sig med Hornene , tyk er han om Øjnene og forsovet , ganske bulden og bedøvet af Frodighed , krushaaret i Panden og med en Hvirvel midt i , Stjern ' en , Tyremærket hvormed han gør Front mod sine Køer , og som han vender mod sin Fjende . Haar og Bryn slører over de dunkle taagede Øjenkugler , hvori Viddet ikke kundgør sig men som viser en hvid blodskudt Ring naar han vender dem : Magt og Raseri rede til Udbrud paa given 44 HOS TOLE Foranledning ! Ja , naar han er vild ! En forfærdelig Galop bor i hans Bagpart og høje massive Bove , Panden staar bøjet frem af den tykke dybe kødfulde Nakke og er opsvulmet af Benmasse og Hornenes Rødder , med den rammer han flyvende gennem Luften med hele sin uhyre Vægt og Fart lagt i Stødet , fejer efter med Hornene , og hvad han ikke har tilintetgjort med dem lægger han under sig , med hele sin Vægt i Klovene , hvert Ben en Rambuk , og tramper det ukendeligt , saadan er han naar han bliver olm . Men rolig staar Tyren nu og hviler i sin Magt , saa stille at Dampen og Emmen af hans Blodvarme , der bølger ud fra de lodne Flanker , hæver sig lige op som en Søjle over ham i den kolde Luft . Kun en enkelt Gang lader han sin Røst høre som i en halv Opvaagnen , en eller anden taaget Okseforestilling der opstaar i hans Pande , dybt fra Bælgen af ham trænger sig en dæmpet Brølen , mørk og underjordisk , af en besynderlig Heftighed , det lyder som en let Berøring af en Tromme og vibrerer længe efter i Luften — hvordan er han saa ikke naar han raser og alle HOS TOLE 45 Livsaanderne brøler ham ud gennem Næseborene ! Af og til er det som om en anden Drøm vaagner i den firkantede , af Horn og Haar og Forbening begravne Fatteevne , han strækker da Hals og vejrer paa Luftningen med den vaade perlende Mule , og den hvide Ring kommer tilsyne i Øjnene , det er en Luftning fra Køerne der naar ham ; men ogsaa her slumrer endnu Aaret , Tiden er ikke kommen , og han slører til og synker ind i sig selv igen , under Solstraalernes fjerne Magt . Som han staar saadan er han Grundbilledet paa Naturen , hvoraf han og de der har tæmmet ham er udgaaet . Lang Vej havde de fulgtes ad , Mand og Okse , og skulde følges længe ad endnu . Men Urtilstanden der var gaaet op i Tyren fra nu forsvundne Forfædre , som levede i Skovene her , var ikke saa langt borte , og Vildskaben hos de Gamle , som havde set Uroksen i disse samme Dale , kunde blive til Vildskab igen hos deres Efterkommere , hvem de havde givet Tamoksen i Arv . HOS TOLE 41 EFTER at Kvæget var bleven gennet ind i Nødset igen ønskede Tole at se ogsaa alle Hestene samlet ; Mandskabet , de ridende Karle med , de kunde komme ham for Øje ved samme Lejlighed . Og de kom , Sønnerne og Svigersønnerne , alle Tollingerne , de Frygtede , høje strunke Karle , og mange af dem ; hvor mange Sønner Tole havde var Ingen ganske klar over , sligt tæller man ikke eller gaar til Bunds i , for Kyskheds Skyld , men der var en Skare , og de bragte til Tavshed naar de var samlet allesammen paa et Sted , næsten ens at se til til Hobe , som en atter og atter gentagen frygtindgydende Opmarsch af den samme Mand , allesammen bryske i Rejsningen med Hestehalen ovenpaa Hovedet baaret højt , og allesammen med Toles Træk , Toles røde Ansigt som gik igen hos alle hans Efterkommere , Døtrene ogsaa , men de var ganske lyserøde , de kom jo mindre i Luften , Drengene sprængrøde , spillende i det blaa , af den jydske Vind . Det var Toles Sønner . Svigersønnerne var mere forskellige , af andre Slægter fra andre Dale , men det var ikke Vissenpinde heller de ; at blive Svigersønner paa HOS TOLE 47 Tollingegaard betød at slaa sig igennem hos Sønnerne først , det var ikke andet end store forvovne Børster der slap frem til Pigerne , i anden Omgang gjaldt det saa om de tækkedes dem . Saa det synede noget og gungrede i Jorden naar alle Tollingerne paa en Gang troppede frem . Omfattede Tole sit Kvæg med bred , religiøs Besidderglæde , hvilken han skjulte , for man skal ikke lade stærk overfor Magterne hvem man skylder hvad man har , de kunde skifte Sind , det er set før , saa var det ham umuligt at undertrykke sin Stolthed naar Hestene og Drengene red ind paa Tunet og paraderede for ham . Hestene var hans Øjestene , han havde opdrættet dem gennem mange Led , af ypperlige Øg og de mest udvalgte Hingste , ikke et eneste Dyr han havde ejet som han ikke erindrede , hele sit lange Liv tilbage ; nu var de som han vilde have dem , omtrent ens allesammen ogsaa de , fremgaaet af Stammen som den var fælles for alle Bønderne i Jylland men dog med et umærkeligt Præg , som Kenderøjet opfattede : en af Toles He - ste , hed det vidt og bredt , naar nogen af Stoddet blev set . 48 HOS TOLE De var smaa , kortstammet i Benene men med et stort Hoved og temmelig lange i Ryggen , lodne , med rødlig Lød , taalte godt at gaa ude om Vinteren , store udvidede Hove , hvisaarsag de bar en Mand paa Kærbund uden at søkke i , nøjsomme , det svære Kæbetøj gjorde at de kunde gaa paa Halm alene ; lige gode til Træk , Ridning og for Vogn . Tole selv red ikke mer , han lod sig age , men det var hans Lyst at se de Unge til Hest . Hver Mand var Ven med sin Ganger og havde oplært den i Kunster som de to var ene om , kun Parret forstod tilgavns hinanden . Hestenes hele Anlæg og Rytterens Vægt gjorde at de havde udviklet sig til Travere , og her var de rappe , sikre og utrættelige ; Galop slog de over i naar Rytteren lettede dem for Vægten og sprang ved Siden af med en Haand i Manken , ved paa den Maade at støtte hinanden vandt de frem over enhver Jordbund og det i Længden fortere end med meget større Galopheste . Snart af og snart paa Hesten , det var Kar - lenes Kunst , Skydning fra dem i Flugten , med Lanse og med Pil , HOS TOLE 49 Krigspuds : at hænge sig om paa Siden af Hesten under Løbet saa at man var dækket af den , men med Skjoldet ned for Hestens udsatte Flanke , at ligge død , gøre sig usynlige paa Jorden begge to , at staa oprejst paa Hesten i fuld Karriere , ja paa Hovedet , alt sligt kunde Rytterne , mere eller mindre til Mesterskab , og Tole frydede sig mens Heste og Mandskab tumlede sig paa Grønsværen , lo med sin store Latter , haa , haa , haa , paa hvilken man paa lang Afstand kunde høre at det var Husbonden der morede sig , naar en eller anden af Karlene blev Græsrytter . Dette var kun en Forsmag paa hvad man glædede sig til nu om ikke længe , Væddeløb og Hingstekampe som skulde finde Sted ved Foraarsfesterne , med Rytterne i Skrud og fuld Udrustning , foruden hvad andet der vinkede , den store Tyrejagt , som var Karlenes hedeste Gammen , for her gik det paa Lemmerne løs ; saa kom ogsaa Lurblæserne til som ildnede Hest og Mand ; alt dette var i Forventningen og var nær . Gnyet og Galoppen paa Tunet lokkede Kvinderne ud af Husene , de stod paa Afstand med lyserøde 50 HOS TOLE Ansigter , blændede af Sol og Undren : mageløst saa Karlene var forvovne ! Ogsaa de lovede sig gyldne Dage af Fremtiden , mere end et Pigehjerte bølgede ved Tanken om hvad Part hun vilde faa , naar nu Sole og Magter og Svende og lyse Nætter og Kogleri lagde deres Vælde sammen imod Kvindekønnet og kom forfærdeligt brusende , Aa , de følte sig saa ubeskyttede i Klæderne og kom til at gyse , det var virkelig koldt , man burde gaa ind , men blev alligevel staaende og kunde ikke faa Pigeblikket fra Karlene , som fuldkommen overlegent hvirvlede omkring paa Hestene , mere i Luften end paa Jorden . Men helt i Baggrunden dukkede mørke Hoveder op , halvt bag Udhusene , i Lugerne ned til de Jordkældre hvori de boede : Trællene , som var i ingen Forventning , som ikke havde andet at haabe af Foraaret end Foraarsarbejde . Det var slet ikke deres Verden hvori det skete som de saa ske paa Tunet , det var de Fries Verden , en straalende Verden som syntes at indgaa en Forbindelse med Solen og Luf - ten , de var Luften og Dagen , de Frie , de HOS TOLE 51 kravlede paa Jorden , skrutryggede og med krogede Knæ , Gangarten som et vedvarende Fald , og de var Natten , den ulmede dem i de tjærede Øjne , de førte den med sig i det purlede sorte Haar . Den nye Sol fornam de som en Kløe og skuttede sig i Pelsen , gjorde sig ingen Tanker om den store Glød i Himlen ; i deres Tusmørkesjæl ynglede det ikke anderledes end naar Orme bliver til i Dyndet og Dybet . Karlenes Færd hensatte dem i en Stirren . Fra Tørvegravene ude i Kæret rejste sorte Figurer sig som Tørv af Tørven og maabede op mod Gaarden , hvor Karlene legede , med det lange Haar som et Svæv af Solskin paa Hovedet . Selv Hestene svævede med lyse Manker og Haler , Toles Heste var allesammen Fukser , lyserøde og menneskefarvede paa Mulen , man skulde tro de var Brødre til Karlene ! Hele Gaarden og Tunet stod som i et Hjul af Lys . Oppe paa Bakkerne gik en Mand og pløjede , med store Trætrug paa Benene , Hovedet ned paa Brystet , han stansede sin Træplov et Øjeblik og lod Studene puste , saa som med Hinder for Øjnene og uden at kunne rette sig hvad der 52 HOS TOLE foregik paa Tunet , han fattede kun tykt , saglede i Skægget og stirrede : Ridekunster nu igen , ja de red sig jo nok Halsen i Stykker ! Men han skulde nu have deres Marker pløjet . Og han hyppede paa Studene og kravlede videre i sin klæge Fure . Et Par lave brede Væsner i Skørt , Piger fra Nødset , spredte Møg , de stod stille mellemstunder og dampede , saa som gennem et Gitter af deres tjavsede Haar mod Gaarden . Paaskøns tittede de mod Solen : monstro der skulde være længe igen til Middag ? MIDTPUNKTET for Opmærksomheden , den hvem alle søgte med Øjnene paa Tunet var naturligvis Tole som han stod der paa et ophøjet Sted , støttet til Øksestaven og med det lange hvide tynde Haar ud under den Maarskinds Kabuds . Han var en gammel Mand , tykhalset og før , med svære Knogler og Lemmer , en Smule rystende , Øjenrandene udfaldende , de var røde og stod i Vand , men Blikket havde Magt og blev staaende paa hvem han tiltalte . En ganske egen forstærket Magt fik Toles Øjne naar det HOS TOLE 53 var en Kvinde de hæftede sig ved , det var som om de øvede Indflydelse paa Frastand , og Kvinderne blev urolige under Husbondens Blik , uagtet det var venligt . En Grund mere til at stirre mod Tunet var den høje Fremmede som stod ved Toles Side , til Stads for hvem Rideforestillingen blev givet , Norne - Gæst , der var kommen og havde taget Ophold paa Gaarden . Et Forventningens Brændpunkt samlede sig om ham , det betød altid noget ud over Hverdagen naar han kom . Tole og Skjalden havde meget at snakke om , man saa dem vende sig imod hinanden og blive ivrige , Tole stod bagover , som faldefærdig , ved Nyheder han hørte , det maatte være store Tidender ; men hvad de talte om var der ikke en Eneste der fik at vide , Afstanden fra de Nærmeste og ind til de to paa Tunet var altfor stor til at Nogen kunde høre noget . Fra tidligere Aar vidste man at de to var meget fortrolige , og man kunde pege paa Ting der havde grebet ind i Manges Skæbne og som var foregaaet naar Norne - Gæst havde været i Besøg hos 54 HOS TOLE Tole . Endogsaa Trællene saa hen til ham , de vidste at naar det passede ham vilde han opsøge ogsaa dem i deres Huler ; hvad deres Ejere ikke en Gang vidste om dem det vidste han , han kunde dele ogsaa deres Verden . De der i sin Tid var bleven taget som Fanger og havde Minder om et andet Hjemsted kunde blive forløst af deres Tungsind ved at Norne - Gæst havde deres Fortrolighed , det skulde sært være om han ikke havde været ogsaa der hvor de kom fra . Efter at Ridningen var forbi saa man de to Mægtige begive sig fra Tunet op paa Skraaningen bag Gaarden , Tys , nu skulde de op i Lunden , Viet , hu , og se paa Blotstenen , og mane , og maaske koge Sejd sammen , og rokke ved Himmellegemerne ! Det var højlys Dag , man turde nærme sig Lunden , og nogle dødsforagtende Drenge fulgte efter i de to Gamles Kølvand , det nysgerrige Slæng Ingen nogensinde bemærker men som ser alt . Og de saa dem gaa gennem Indhegningen ind i den lille Skov , der laa for sig selv som en Ø udenfor Skoven , tæt og lukket i Randen af smaa Træer og HOS TOLE 55 Buske , højere og med store Træer inde i Midten , hvor der var en Kilde og en Dam , altsammen utilnærmelige Helligdomme , ikke at tale om de viede Huse som laa derinde paa den aabne Plads og spredt mellem Træerne , fæle Huse , Uhyggens Boliger , og uhyggeligst af dem alle Hovet , den store lange Tømmerstue hvor det Allerhelligste fandtes og Gildeshallen som Mændene spiste Offer i paa de store højhellige Blotdage . Træerne , som ogsaa var uhyggelige , gamle , krogede og med udgaaede Grene , hang fulde af Benrade , Dyreskrotter , Pandeben og Horn af Kvæg som var bleven ofret , ikke faa Mennesker heller , gamle stive sorte Lig indtørret til Raden , andre som var falden ned laa under Træerne , der var en hel Bengaard derinde . Ravnene lettede da Nogen kom ind gennem Indhegningen , store mætte langsomme Fugle , næsten tamme , de slog sig ned i Træerne straks igen med en klog Skrukken , tydeligt genkendende , i Anledning af dem der kom . Ligene og Lugten derindefra var ikke det værste for Drengene , de var ret vant til at se døde Kroppe og 56 HOS TOLE lugte et og andet , Helligdommene og hvad de gemte det var Rædslen der tiltrak dem saa ustyrligt . Lidt vidste de om dem men ikke nær nok , og de laa med Øjet til Sprækker i Risgærdet og søgte at trænge igennem hvad der foregik derinde . Saalænge Tole og Norne - Gæst gik omkring mellem Husene kunde de følge dem , de var ganske rigtig henne ved Blotstenen , og Tole lagde sin Haand paa den , hvad det nu betød ; men naar de gik ind i Husene tabte de dem af Syne , kunde kun ane og var i en Vaande . Men da de omsider saa de to store Indviede beskikke sig til at gaa ind i Hovet , det Allerhelligste , rejste Haarene sig paa Drengenes Hoved , og de tog Øjet fra Sprækken , saa ud i Alverden som for at kalde den til Vidne , runde skrækslagne Øjne , aaben Mund : nu gik de lige ind til Guden , I Guder , og blev blinde , for det var det eneste de vidste om den Forfærdelige derinde , at man blev blind af at se den ! Maalet var fuldt , krybende og kravlende arbejdede de sig ud af Dækningen , væk fra de farlige Omraader , til de var vel ude paa Marken , saa op paa to og i flyvende Galop ned til 57 HOS TOLE Husene for at forkynde for Kamerater og Mødre at nu var Bedstefader og den store gamle fremmede Mand gaaet lige ind til den Slemme ! Tole og Norne - Gæst gik imidlertid uden større Sindsbevægelse ind i Hovet , i hvis Dør de maatte bukke sig og hvor der var et langt Trin nedad , Rummet laa halvt ned i Jorden og gik dybt ind , havde ingen anden Lysaabning end Døren , men der brændte en Ild nede paa Gulvet , man gik fra Dagen ned i en Skummelhed , som Lyset fra Ilden kun trængte halvt igennem , Krogene og Baggrunden laa i Skygge . En ældgammel Kvinde rejste sig derfra og kom de to imøde , hun var helt kroget forover , værkbruden , men frisk , kvækkede med tandløs Mund som en Skade , hun havde røde smudsige Øjne og Rynkerne fulde af Sod , det lillebitte Hoved ganske skaldet , Kloen sort og forbrændt af at passe Ilden . Den maatte jo aldrig gaa ud , for det var hele Landets Arne , den holdtes vedlige Aaret rundt kun for det samme og blev fornyet højtideligt paa Solfesterne , Gydjerne sørgede for den , foruden deres andre Forretninger ved 58 HOS TOLE Gudstjenesten . De var flere om det , boede nærved i Hytterne indenfor Hegnet og afløste hverandre , ogsaa yngre imellem , lige ned til nyindviede Smaapiger som gik i Skole hos de Gamle og efterhaanden skulde lære Kunsterne , at slagte og spaa af Indvoldene , galdre og koge Sejd , og hvad andet af Mørkets Gerninger en Vølve maa forstaa sig paa . En Gang indenfor Hegnet gaves der ingen Tilbage igen , de Kvinder der blev givet i Himlens Tjeneste kunde ikke vende tilbage til Livet . Det forekom at de unge Indviede voksede op til frodige Jomfruer , hvis Ry trængte udenfor Viet , og da havde Karlene en Overgang Sorg : megen yppig Omgængelse , som det hed sig skulde bevares for Himlen , gik i deres Øjne beklageligt til Spilde . Hvad Jomfruerne syntes kom som de selv ikke udenfor Hegnet . Men hvor fejre de saa havde været i Ungdommen de endte dog med at blive som de gamle Gydjer tilsidst , hvis de levede længe nok . Gydjerne var Møer ; Liv og Død for - blev i nogle Henseender en lukket Verden for dem , i andre HOS TOLE 59 tilegnede de sig gennem et langt Liv en uhyggelig Erfaring , de ophørte at være Mennesker men havde ikke en Gang Dyrenes Enfoldighed ; af alle Væsner var Gydjerne de grummeste . Tole hilste paa den Gamle som havde Vagt og gik med Norne - Gæst omkring i Helligdommen , tog Ringen fra Stallen , den hellige Forhøjning i Kryptens Baggrund , Ringen , helt igennem af Guld og saa tung at man kunde slaa et Menneske ihjel med den , Tole lagde den i NorneGæsts Haand , et ikke ringe Fortrolighedstegn , ingen anden end Hovgoden selv turde tage den , blot ved Vanvare at komme til at berøre den var Døden paa Baalet , det forpligtede til Ilden . I hellig Anledning gik det an , men havde da svære forbindende Følger , ved Edsringen afsluttedes Pagter som var ubrødelige , unge Par viedes ved at lægge Haanden paa den . Ringen det var jo Solen , den gyldne Kreds , ved Berøring med den traadte man i Himlens Ban men ogsaa under dens Beskyttelse hvis man var sin Pagt tro . Norne - Gæst vejede Ringen i Haanden , nikkede , nikkede , og Tole lagde den 60 HOS TOLE nikkende tilbage paa Stallen igen . Foran Stallen stod den vældige Offerkedel , af purt Sølv i drevet Arbejde , rigt prydet med Billeder , Cimbrernes inderste Symboler begravet som i en Lønskrift , at tyde kun for Indviede , den stod renset og skinnende nu men var det rygende Kar hvori Offerblodet randt paa de store Skæbnedage naar Goden og Gydjerne foretog de alvorlige Ting der holdt Verdensordenen oppe . Mægtigt bugede den sig og vidnede med sit Rumfang alene om hvad der blev sat i Bevægelse naar den stod fuld af Blod ; tydelige og gaadefulde paa en Gang stirrede Billederne i det skumle Hus , med røde Lys som Sølvet fangede af Ilden . Men øverst paa Stallen var der som et Hus i Huset med en Dør . Tole aabnede den og blottede Guden . Det mjavede ved Siden af ham , den gamle Gydje som skinsygt fulgte hans Bevægelser og gav ham syge Øjne . Men han fjernede hende med Albuen , rakte Haan - den ind i det hellige , det allerhelligste Kammer og tog Guden ud . HOS TOLE 61 Han og Norne - Gæst stak Hovederne sammen , talte ikke stort men udvekslede mange vise Nik og blinkede kraftig til hinanden . Bag dem listede den gamle sammenkrogede Kvinde og gav stumme Lyde fra sig i Brystet af Ængstelse , hun strøede noget paa Ilden , som for at bøde paa hvad der skete , og en krydret Lugt af Gummi bredte sig i Hulen . En Finger stak hun i Ilden til det lugtede , skræppede op som en Fugl og smed sig paa sit Ansigt , saa kunde ikke mere gøres . Men de to Overindviede gjorde ikke Guden noget , betragtede den kun . Det var en mindre Gud , saadan for Øjet , næppe to Spand lang , som et Foster , af Træ , groft skaaret , ikke stort andet end en Kævle med Hovedet antydet , ingen Arme , men delt i den nedre Ende ved et Indsnit som Begyndelsen til et Par Ben . Træet var sort af Ælde og gennemtrukken af Fedt ; paa Billedets Mund , som var angivet ved et Snit paa tværs af Hovedet , Næse og Øjne fattedes , sad nylig paasmurt Smør . Sommersolhvervsdag spiste Guden ; saa 62 HOS TOLE faldt Solstraalerne lige ned gennem Døren i Hovet , ind i det Allerhelligste paa Gudens Mund og smeltede Smørret , det nærede den for hele Aaret . Jo , jo . Det var en Hun ; med plump Finger pegede Tole paa Kønnet , stiltiende , men et Grynt kom af hans Næse . Han vendte hende , bagpaa var der ingen Kunst anvendt , her skulde hun ikke ses . Men over hele Kroppen baade for og bag var Figuren bedækket med Huller , sorte og forkullede i Bunden , som dem der fremkommer naar man borer Ild , og Guden var i Virkeligheden et gammelt Ildtræ , hvor gammelt kunde Ingen sige men i hvert Fald lige saa gammelt som Cimbrerne selv ; det havde altid , lige fra Skabelsen , været i deres Besiddelse , var i snævrere Overlevering gaaet i Arv indenfor Toles Slægt : det var Landets største Helligdom . Enhver vidste at Lynet , fra Altings Begyndelse , beroede deri , derfor var det at man blev blind af at se det . I den almindelige Bevidsthed gjorde man sig enhver overnaturlig og uhyre Forestilling derom . 46 HOS TOLE Tole satte Billedet paa Plads ind i Kamret igen og lukkede Døren for det . Mumlende og med mange træffende Nik til hinanden begav de to Kyndige sig saa op i Dagen igen og lod den gamle nidkære Gydje ryge efter dem ; de skulde endnu syne Viets andre hellige Redskaber , var henne i Huset som særlig var bygget for Vognen , den hellige Gudevogn som brugtes paa Landets Vegne ved de højtideligste Lejligheder og var et Pragtstykke , ødselt udstyret med kostbare Beslag , ovenud over al Vurdering . Toles Tanker gik dog mest ud paa Forspandet ; ved visse Lejligheder blev Vognen trukken af Kvier , ved andre af Hingste , i begge Fald sørgede Tole for at det blev det Bedste . Hvad Slags det saa var gjorde Spandet næsten Indtryk af at være som en Slags omskabte Mennesker , der trak Vogn til Guds Ære , Tole opdrættede sine Dyr i Retning af det kødfarvede og lyserøde , hans egen Smag gik i den Retning . Det var nu altsaa Vognen , som befandtes i Orden og som det forfriskede at bese , mange Minder knyttede sig til den , ja Ti - den rullede ; men Vognen stod der for at rulle igen , snart skulde 64 HOS TOLE den i Brug . Ja saalænge den førte Cimbrernes hellige Overleveringer omkring i Landet til Folks Husvalelse saalænge skulde de og deres Kvæg formere sig og deres Agre sikres Afgrøde . TOLES Skatte , hans Oplag af Vaaben og Kostbarheder skal Norne - Gæst se ; men forinden begiver de sig til Smedjen , og Tole bliver ivrig , de staar stille undervejs og drøfter en Ting indgaaende . Det var en Plan der var modnet imellem dem for Aar tilbage og som Tole nu havde under Udførelse , han vilde lade støbe et Billede , i en Tyrs Lignelse ; NorneGæst som havde givet Smeden Raad med Hensyn til Sølvkedlen , der var et Værk af ham men indblæst Løndomme som kun en Mand der var berejst havde Nøglen til , havde ogsaa lovet sin Bistand med Hensyn til Tyren . Tanken var den at den gamle ukrænkelige Gud der opbevaredes i det Allerhelligste skulde indesluttes i Tyrens Indre , for altid sikret mod at blive set , Helligheden skulde saa naturligt overgaa paa Tyren , og Billedet skulde have HOS TOLE 65 Plads paa Stallen samme Sted som Guden nu og paa Vognen ved de hellige Optog , en langt stærkere Ting for Øjet end det i og for sig intetsigende Gemme Guden ellers fremførtes i ; dette havde de to kloge Gamle brygget sammen , og nu nærmede Planen sig sin Virkeliggørelse . Tole havde samlet Malm til Billedet i Aaringer , derimellem en Del * gamle Broncesværd , af stor Arveværdi men overtruffet som Vaaben af Jernsværd man nu brugte , de skulde gaa op i Tyren , og Fædrenes dyreste Ting saaledes med det samme faa en hellig Anvendelse . Man var saa vidt med Arbejdet nu at Støbningen snart kunde foretages ; det var det største Værk der var bleven paabegyndt her i disse Lande , meget omtalt , og Udfaldet paa Forhaand langt fra givet . Støbegrube og Ildsted i ukendt overordentlig Maalestok var bleven bygget for det samme , mange Forberedelser truffen , en hel Stab i Gang med Arbejdet , hvoraf flere Frie , af Toles Frænder , foruden ham selv , Resten oplærte Trælle . HOS TOLE 63 Smeden , en god Mand , var Toles Slægtning og Ven , langt ude af Ætten , han var en kyndig Vaabensmed og arbejdede ogsaa i de ædle Metaller ; med ham i Spidsen var Tyrens Billede bleven sat op i Ler . Der formedes i Voks om en indre Kærne , udenom skulde der saa lægges Ler igen , det hele brændes og Vokset fordrives , Metallet endelig gydes i Formen , et vidtløftigt og tvivlsomt Arbejde der kunde strande paa mangfoldige Skær undervejs . Billedet stod omtrent færdigt i Voksbehandlingen , da Tole og Norne - Gæst kom og saa paa Fremgangen . Det var fuld rund Figur , ikke helt i Legemsstørrelse men over halv , det tog sig mærkelig levende ud i Hytten hvor det stod opbygget , som et Væsen der var kommen , Ler og ikke andet , og dog Liv . Tyrens Lignelse var forbavsende truffen , den stod stridt plantet paa Benene , noget firkantet sat sammen , men det var den , Hovedet livagtigt , og Norne - Gæst saa med et Blik at her havde en Haand været virksom han ikke kendte , det var ikke Smeden selv alene , og uvilkaarlig saa han sig om efter Ophavsmanden . HOS TOLE 67 Smeden som forstod hans Blik pegede med Tommelfingeren paa en af Trællene i Baggrunden , og det fremgik af en nærmere Forklaring at man havde opdaget særlige Evner hos ham mens Arbejdet skred frem , han alene havde udført det meste af den endelige Formning i Voks , den som vilde komme i Metallet , forudsat først Brændingen , siden Støbningen lykkedes . Jo , han var snild , kunde faa det til at se ud som det saa ud ; og var han tvivlraadig med Hensyn til Billedet gik han lige hen og saa paa Tingen , tog Tyren ved Hornene saa at sige , det var mere end andre vilde faldet paa som mente at have set nok til at gøre et Billede ud af Hovedet . Naturligvis havde man føjet Trællen i alt for at fremme Udfaldet , da hans Gaver ytrede sig , havde endogsaa trukket Tyren ned til Hytten for at han kunde se paa den uden at gaa fra sit Arbejde . Tydelig nok var han i megen Anseelse . Man kaldte ham „Egernet " i Mangel af andet Navn , havde jo ikke forstaaet et Ord af hans Sprog da 68 HOS TOLE han kom , heller ikke hvad han hed ; nu begyndte han selv at kunne sige lidt paa Menneskemaal . Det var ikke længe siden han var kommen i Smedjen , Tole havde købt ham paa Markedet oppe ved Limfjorden af en Østersøskipper , efter alt at dømme var han fra fjerne Lande , mørkhaaret og solet , ligesom gylden i Skindet , og havde nok været længe i Handelen inden han naaede saa langt som han var naaet . Sit Navn „Egernet " havde han faaet fordi han var lille og væver , med store Fortænder , han havde straalende Øjne , lignede en smuk Dreng og var heller ikke stort andet , ganske ung , men trods det altsaa i Besiddelse af denne meget værdifulde Evne . Et Held at han var bleven sat i Smedjen , hvad han ved første Blik ikke egnede sig for , om han var kommen i Tørvegravene , ja saa var det nok bleven ualmindelig velskabte Tørv , men det havde været Skade ! Nu gjorde han Fyldest og blev uforbeholdent paaskønnet . „Egernet " smilede , da han blev lagt Mær - ke til og omtalt . Ingen smilede heller som han , et lyst skinnende 69 HOS TOLE Smil , som Mændene her stod uforstaaende overfor , de begreb ikke hans Glæde . Kvinderne havde lagt Mærke til det , de gik undertiden forbi Smedjen og saa da den unge Træl smile gennem Soden . Han havde et lokket Haar som mange kunde misunde ham , det fangede ogsaa Kvindernes Opmærksomhed . Skønt lille var han vel bygget og havde indtagende Bevægelser ; sagtens var han oprindelig kommen af Godtfolk og ved et eller andet Uheld bragt i Handelen som Slave , hvem ved hvor ; men kanske netop Norne - Gæst var Mand for at opklare Sagen ? Norne - Gæst tog ham for sig ; til Forundring og dyb Andagt for Alle viste det sig at Skjalden kunde tiltale den Fremmede paa hans eget Sprog , og de saa Trællens Øjne fyldes med Taarer . Det viste sig at han var græsk , en Oplysning der ikke gjorde de Tilstedeværende lige kloge allesammen , de fleste begreb kun hovedrystende at det var et overordentlig fjernt Land der her var Tale om , noget nede i det Vælske , eller maaske længere endnu , og saa paa 70 HOS TOLE „Egernet " med tilsvarende vage Følelser . Tole ofrede ham hele Bredsiden af sin Opmærksomhed et Øjeblik , med Hovedet bagover : ja saa , han var en Græker ; hvorpaa andre Ting blev bragt paa Bane . Men siden talte Norne - Gæst oftere med Trællen og dannede sig af hans Fortælling et mærkeligt Billede af en Skæbne , hvor det var som om kun Tilfældet havde raadet , mens det dog var en Skæbne : for fem Aar siden var Trællen , hvis egentlige Navn var Kejron , bleven bortført af Sørøvere fra sit Hjem paa de græske Øer , var ad lange underlige Veje bleven solgt helt op til Sortehavet , derfra fra Haand til Haand ind paa Handelsvejene opad Donau , endnu længere nordpaa og ned ad andre Floder , stadig som om der ikke var blivende Sted for ham , man havde solgt ham igen hvorsomhelst han var bleven købt , enten han nu var for klein eller hvad der var Grunden . Omsider var han saa bleven solgt for sidste Gang og var endt her paa et Sted som han endnu næppe anede Beliggenhe - den af , skønt han troede sig i Stand til at finde hele den lange HOS TOLE 71 Vej tilbage igen , hvis han var fri , han havde mærket sig den . Men nu lod det til at han skulde blive her for bestandig , nu da det var opdaget at han kunde gøre Nytte . Over sin Lod klagede han ikke , tværtimod han havde det bedre her end noget andet Sted han havde været . Ejerne tog ingen Notits af ham udenfor hans Pligter . Med sine Medtrælle stod han sig mindre godt efter at han var begyndt at udrette noget ; de turde jo ikke tilføje ham Beskadigelser , men kom hemmelig Skarn i hans Mad , om Natten sov han lænket sammen med dem i en Sti ; det kunde ikke være anderledes . Men om Dagen var han glad , Arbejdet , som de andre Trælle sukkede over , var hans Glæde . Og nu gjorde han jo endogsaa sine Ejere Fornøjelse dermed . Det kunde ikke være gaaet ham bedre . Men ... Ja saaledes havde Skæbnen artet sig for en ung Sydlænding , et ganske ensomstillet venligt Menneske som endnu ikke var fyldt sit tyvende Aar . Hvad havde han ikke set ! 66 HOS TOLE HVER Dag kommer Norne - Gæst paa Værkstederne for at se hvordan det gaar , og altid træffer han den græske Træl lystig og virksom ved Arbejdet paa Billedet , aabenlyst beundret af sin Mester Smeden , omfattet med træge Følelser , fra Baghold , af andre ; han haltede lidt et Par Dage , en af Trællene var kommen til at tabe en svær Tang paa hans ene Fod , men ogsaa det klædte ham , at halte . Norne - Gæst er ikke den eneste der er optaget af det store Støbearbejde , Alle og Enhver der kan og tør giver sig Ærinde forbi Smedjen for at se hvordan det gaar . Om det saa var Kvinderne , som ikke skulde have Smedeforstand og som ellers med Takt gik udenom Steder hvor Tyre eller noget i Tyres Lignelse drog Folk til sig , Bemærkninger som ikke egnede sig for deres Øren kunde let falde saadanne Steder , saa kunde de ikke holde sig derfra . Men det var jo ogsaa noget særligt der gik paa , under almindelig Spænding , og Kvinderne drev deltagende forbi i smaa Flokke , styrket paa Kvindevis ved at være mange , men inderligt ufortrolige , egentlig skulde de an - detsteds hen , men blev altid hængende lidt udenfor Dørene og HOS TOLE 73 tittede paa Mændenes farlige Kunster . Grækeren havde netop travlt , stod med et lynende Blik over svære Vanskeligheder , med alle Fingre i Arbejde , eller hans Øjne traf som i Aandsfraværelse Pigeflokken derude , en Brønd af et Blik , umulig at lodde , eller han haltede med forunderlig Gratie over Gulvet , eller man saa blot hans Ryg og hans Skuldre , som han bar paa en Maade der aldrig havde været set hos noget andet Menneske . Inge , Toles purunge Frænke , en Brodersønnedatter af ham , og Toles Husstand nærstaaende , havde ofte Ærinde til Smedjen og kom derned alene , skulde kalde paa Husbonden eller se om han var der , gik lige ind i Værkstederne med sit lyse bare Hoved og stod aandeløs et Nu og saa sig rundt — og Grækeren var da altid den hurtigste til at give Besked , traadte frem og gjorde Lydighedstegn , var et eneste langt Blik saalænge , og sagde med sin klangfulde fremmede Betoning at Husbonden , nej han var ikke her . Blussende som vilde Roser søger Inge saa andetsteds hen for at finde ham , og man ser 74 HOS TOLE hendes ranke Skikkelse forsvinde , smidig i Livet og trind som et ungt Skud af Pilen , svære bleggule Fletninger ned ad Ryggen . Selv ved Aftenstid gaar Jomfru Inge ude , og Aftenerne er saa lyse nu , uden Ledsagere , ikke i Nærheden af Trællenes Huse , men en opmærksom Iagttager vilde se som en Støtte i den klare Luft i den Retning , Grækeren der stod for sig selv efter Dagens Arbejde og hvilede eller saa paa Stjerner ; ingen Tegn , ikke mindste Forbindelse mellem de to Figurer i Aftenen , og der laa jo mere imellem dem end Afstanden , et aldeles uoverstigeligt Svælg laa imellem dem ; men de var der ligesom paa samme Tid , og gik den ene ind forsvandt den anden snart ogsaa , ligesom et Par Stjerner der staar langt fra hinanden paa Himlen men gaar ned sammen . Norne - Gæst iagttog sligt , næppe et eneste andet Menneske , han havde et fint Øje og ikke andet der optog ham end at lægge Mærke til Folks Skæbne og se den spire . Ak de andre var jo for optaget af deres egen til at sanse andet end Genparten for deres eget Vedkommende : HOS TOLE 75 overalt hemmelig Tiltrækning gennem Tusmørket , de Unge vilde ikke sove og blev ude til de ikke kunde se hinanden mere , kun skimte et dugget Ansigt i Maaneskæret og føle Nærheden af et Under . Maanen , Foraarsmaanen , var i Tiltagende . Et Ynglekor kom milevidt fra Kærene i de svale Aftener , Frøer og Kræ som vidnede om Aljordens Grøde . Viben skreg ude fra Mørket , et Moderskrig , den altid Aarvaagne , en Sjæl i det store vilde Sovekammer under Maanen . Fra Skoven kom hule Suk , Spøgeri og Genlyd , Dyrene var urolige . Og i Staldene paa Gaarden lød Tummel bag lukkede Døre , Køerne som skabte sig og dundrede i Baasene , Malkepigen som græd , megen Brølen hørtes , dyb og forurettet , Køerne var sorte i Sind — og nu skulde de ogsaa i Marken , hvad ventede Husbonden paa ? Paa en Gang og fra alle Sider vældede Kræfter op som ikke lod sig styre . Nu var det vel helt galt med Grækeren , Hjemlængslen , Norne - Gæst forsker ad , snakker lidt med ham , men 76 HOS TOLE Grækeren længes egentlig ikke hjem mere , siger han , og Norne - Gæst nikker . I sine egne Tanker tilføjer han Forklaringen paa hvorfor den unge Græker er bleven saa kort Tid ad Gangen alle Steder han har været : Mændene havde vel i Stilhed fundet det det bedste Raad at sælge ham videre igen . Mon han blev længe heller her ? Men om Jomfru Inge vidste Norne - Gæst at hun , uden at hun selv endnu anede det , var kaaret til dette Aars Majbrud ; i et Raad for nylig , hvor han havde været til Stede , var det bleven bestemt . Alle var enige om at hun var den skønneste af alle de syttenattenaarige unge Piger i hele Landet der kunde være Tale om . 72 HOS TOLE DEN FREMMEDE PIGE SKOVEN var sen til at springe ud det Aar , men endelig sprang den ud . Vaarens Sendebud kom til Cimberland . Meget var hvisket derom paa Forhaand . Overraskelserne skulde jo komme som Overraskelser , men det kunde ikke undgaaes at i hvert Fald de der var med til at sætte alting i Stand vidste Besked . Hvor Majbruden , den fremmede Pige , kom fra vidste man i dette Tilfælde paa Tollinggaarden . Det var bleven saadan ordnet at hun skulde besøge de øvrige Dele af Landet først , hvor Ingen kendte hende , og komme sidst hjem til Tollinggaarden ; der skulde Majbryllupet saa fejres , efter at imidlertid Brudgommen var kommen hende i Møde . Paa et Tidspunkt forsvandt Inge fra hvor hun plejede at færdes ; nogle mente at have set hende blive ført ind i Viet , hvor hun skulde forberedes og smykkes . Enkelte ustyrligt Nyfigne 78 DEN FREMMED PIGE som gav deres Nattesøvn for Duften af en Nyhed kunde fortælle at den hellige Vogn med Følge var kørt ud derfra en tidlig Morgen , længe før Solopgang , uden al Opsigt , den skulde naturligvis først komme naar Optoget begyndte at besøge Gaardene . Ryttere , Svende og Brudemøer fra andre Egne af Landet skulde støde til Brudevognen paa et aftalt Sted i Skoven , var der andre der vidste , og naar Optoget saa var fuldt ordnet drog man frem ved højlys Dag og søgte beboede Steder , et Tog der skulde forestille at komme fra Skoven , med hele Skovens Udstyr og alle dens Gaver og som nu satte sig i Bevægelse for at køre Sommer i Gaarde . Hvis man satte sig i Folkenes Sted paa en eller anden afsides Gaard hvor man ikke var underrettet i Forvejen men anede noget , tog Foraarstoget sig ud som en Aabenbaring , man vidste naturligvis det var et Mummespil men havde Sjæl nok til at tage Besøgeisen for Alvor . Allerførst hørte man Lurmusik , som om der var Krig i Landet , men der var ikke Krig , det var Foraarstoner , lette at kende . Om Morgenen , i Solopgangen kunde man med Vinden have hørt fjerne Lurtoner fra Skoven , som om noget fødtes der , Tegn man havde længtes efter , for nu skulde Kvæget signes , ellers kom det for sent ud , Skoven var jo i Løv , det var Fuldmaane , alle Mærker stemte — men saa var Sommeren der jo ogsaa ! Kom man saa ud , Gamle og Unge , allerede som med Ild i Sjælen af Musiken , saa man Majtoget komme , paa Frastand en broget grøn Skare , Ryttere og Gaaende , omkring noget som et rokkende Træ , en lille Skov paa Vandring , naar det kom nærmere en Vogn smykket og helt tjeldet over med grønne nysudsprungne Grene . Den kørte langsomt , anstændigt , trukken af to Kvier , som var et Par , næsten ens tegnede , med enkelte Blakker men ellers hvide , med hvide Horn og Klove som Mælkerav , lyserøde omkring Øjnene , gulligt dunet Yver ; at de var af Toles Kvæg kunde ethvert Barn se . De gik frem meget fromme og køretamme men dog med en Pige ved 80 DEN FREMMEDE PIGE Hovedet hver for at sikre Orden og for Stateligheds Skyld . Nærmest Vognen gik alle Brudepigerne med Kranse paa Hovedet og grønne Grene i Hænderne , og udenomkring dem igen en Vagt af Ryttere , unge Svende i deres bedste Skrud men uden Vaaben , kun hvide afbarkede Hasselstave , det ukrænkelige Fredstegn , støttet som Lanser paa Laaret . En Ting var ikke Mummespil , alvorligt og frygtindgydende nok , paa Vognen førtes Guden , skjult for alle i den hellige Lade . Ingen havde ringeste Begreb om dens Væsen eller Udseende , men alle kendte dens umaadelige Magt , baade til Godt og Ondt . Som det Indbegreb hvorfra al Frugtbarhed stammede var den Togets egentlige Kerne , alene det at Vognen med den kørte hen over Landet var nok til at sikre det Grøde . Dens Kraft var i hele Optoget . Bag Helligdommen i Halmen paa Bunden af Vognen sad to Vølver , de ældste og fornemste der gaves , ganske skaldede som Æg begge to , hyllet i hvide kalkede Kapper som var tilbundet under Hagen , som to Sække Ben med hver et Dødningehoved ovenpaa , mimrende DEN FREMMEDE PIGE 81 af Ælde , lyssky og fortrædigede af Solskinnet , vant som de var til at leve i Jorden , men vendende Næbbet hid og did og aarvaagne som Høge . Men foran dem højt paa Vognen som i et gennemsigtigt Telt af Løv den fremmede Pige , med udslaaet Haar , som i en Kaabe af Lys , et Barn endnu men udvoksen og frodig , af en underfuld Friskhed , som var hun bleven Kvinde samme Morgen : blussende , smilende , Morgenen , Solskinnet , Foraaret selv ! Hun kommer fra Skoven , hun er Skoven , i Haanden holder hun en udsprungen løvet Kvist , det uanselige Tegn paa hendes Magt . Men det er en Tryllevaand , hun rækker den frem mod Skovbrynet foran sig , og det staar med lysegrønne Kupler , nyskabt i Solen , som det hun kommer fra , hun rækker den ud over Markerne , og se , man ser at de grønnes , hun strør vilde Blomster ud af sin Vogn , og alle Enge er fulde af Blomster saa langt Øjet ser . De der har været blinde for Foraaret , dem gør hun seende . Hun er jo den frem - mede Pige der kommer som med nye Øjne . Og dog er hun 82 DEN FREMMEDE PIGE Sjæl af alt hvad man kender og giver Sjæl igen til alt hvad man kender . Som hun er lys er Himlen lys , den klare Dag er i hendes Øjne , og Solen i Brynet , skyfri er hun i Sjælen . Som Himlen der svømmer sammen med de blaa Sunde af Fjorden , hvor Aaerne gaar ud , Himmel og Sø og Sol i en Formæling , saa blaa er hendes Øjne , saa aabne . Hun er varm som Luftningen er varm men med en Svaling fra Skoven , hedt Blod og kølige søde Kinder som endnu duggede vilde Roser . Hun har faaet alle Landets Gaver og rækker dem med begge Hænder , nybesjælet af hendes Sjæl , igen . Majsangen synges : Maj , den mildeste Mø , er kommen ! Grønløvet gaar hun til alle Gaarde . Tager imod Løv og mod Liv , Mand og Mø , saa mangelund , Føl og Fæ , Kalve og Kid , Blomster og Børn , DEN FREMMEDE PIE 79 af den skønneste , den skønneste unge Skærsommer ! Sign vore Strande , Søndenvind ! Fromme Frue , befrugt Jorden ! Tager imod Løv og mod Liv , Mand og Mø , saa mangelund , Føl og Fæ , Kalve og Kid , Blomster og Børn , af den skønneste , den skønneste unge Skærsommer ! Blus skal brænde og Budstik gaa . Fører vor Frue fagert i Lande ! Tager imod Løv og mod Liv , Mand og Mø , saa mangelund , Føl og Fæ , Kalve og Kid , Blomster og Børn , af den skønneste , den skønneste unge Skærsommer ! DEN FREMMEDE PIGE 83 Og mens nu Majbruden bliver siddende paa sit Højsæde paa Vognen gaar Brudepigerne ind i Gaarden og vifter Grokraft til Alt og Alle , ind i Husene , hvor de berører Bænke og Senge , i Staldene , Kvæget signes , hele Gaarden signes , lige til Gammelfader som ligger i Skindene og aldrig skal rejse sig mere , til ham kommer der et Syn og klapper ham ovenpaa Dynen med nysudsprungent Løv , et Bud fra Skoven , som udvider hans Øjne og gør ham maalløs . Men Beboerne strømmer sammen om den vidunderlige Vogn , der skinner med nypudsede Broncebeslag som helt af Guld , og søger at berøre den for at faa Lykke , Hjulene , de Solens Tegn , Stjerten , de uskyldige Kvier , om muligt Bruden , bare en Flig af hendes Kjole , de kysser paa Fingeren op imod hende for at hun skal give dem en Blomst eller blot et eneste Blad som de kan gemme og have Lykke af i Huset . Men det hellige Skrin er der Ingen der vover at berøre , man gør Knæfald for det paa Frastand og mærker sig med Jord i Panden ; kommer Nogen for nær skriger de to gamle Fugle DEN FREMMEDE PIGE 85 bag i Vognen der passer paa det og aabner et tandløst Hul i Hovedet ; skrækkelige Drenge som ikke kan dy sig faar et Drag over Nakken af Vogternes hvide Kæppe . Saa blæser Lurmændene igen og sætter sig i Spidsen , Toget drager videre til næste Gaard . Men det kommer ikke langt før Tanken om at besøge dem alle gøres ganske overflødig , Gaardene kommer selv , strømmer allevegnefra Foraarstoget imøde . Lurmusik høres vidt : først Folk i fuldt Rend , siden galopperende Karle , Sprængridt fra Gaard til Gaard , med Muld stintende bagud fra Hovene , Dundren i Lyngskjolden over Heden , Hujen og Tegn til hinanden allerede paa Afstand ... inden Middag vidste hele Cimberland at Majtoget var kommen om Morgenen , og Folk begyndte at flokkes fra Dalene op imod det høje Land i Midten , Hederne , Vildmarken og Skoven , hvor man vidste at Toget gik . Inden Aften var man hjemme igen og bragte en grøn Gren med , frisk fra Majbrudens Haand , viet af hendes Berøring , Ilbudene skorpet paa Læberne af Overanstrengelse , Svedringe om 86 DEN FREMMEDE PIGE Øjnene , det sidste Vejr i Lungen , men triumferende , med den grønne Gren højt rakt i Vejret ; og før Sol gik ned var hvert eneste Hjem i Cimberland og alle Agre signet . Høvederne skulde nu kun ildes , saa kunde de slippes ud , og Livet i Marken begynde ! Ikke et Menneske tænkte paa at leve i Huse mere . Om Aftenen blussedes der fra alle Bavnehøje , som om samtlige Landets Arner var flyttet ud i det Fri . Overalt søgte Folk op paa de lange Hedeaase , som laa frit over Landet og hvorfra man kunde se hinandens Ild , milelange Rader af Baal deroppe , Baal Synskredsen rundt saa langt man øjnede , og allesammen kendte Pladser , man vidste hvem der blussede der og der , nogle flammende stærkt op , andre fjerne kun som døende Punkter i den dæmrende Maanenat . Alle Stammer og Ætter i Cimberland stod i Forbindelse med hinanden gennem Ilden paa Højderne , det var som om man det ene Sted vidste hvad man tænkte det andet . Og overalt det samme Billede , hvis man nærmede sig Baalet , Højen og en Ring udenom belyst af DEN FREMMEDE PIGE 87 det store Baal som brændte lige op i den stille Luft og sendte en Røgstøtte op over sig , Skygger der laa som Egerne i et Hjul ned fra Højens Top , med Ilden som et Nav i Midten , og det drejede sig , for Skyggerne kom fra Folk som gik i Ringgang med hinanden i Hænderne omkring Ilden , Soldansen , Symbolet paa Aaret og dets Gang , den glade Genkomst . Nu var al Ild slukket i Husene over hele Landet , den gamle udlevede Vinterild , og paa Højene var Ilden tændt af ny , Gnidild med Træ hentet fra Hovet og viet der . Men i Helligdommen vidste man at Tole Hovgode i Nat fornyede den hellige Ild i Hovet paa hele Landets Vegne , store Ofringer i Nat samt de følgende Nætter skulde besegle Pagten . Af den ny Ild førte man Brande hjem paa Gaardene og tændte paa Arnen igen , viede Kvæget ved at drive det gennem Røgen af en Ild paa Marken , og dermed var Sommeren begyndt . Ingen gik i Seng den Nat , Alle blev oppe og ude , ved Baalene og paa Højderne , for at se Solen staa op og glæde sig over den . 84 DEN FREMMEDE PIGE Med stor Grundighed blev Baalene rundt om i Landet studeret og genkendt , den og den brændte lavt , mente man og tænkte paa Gaardene og Bonden , eller den og den havde en god Ild , man tog Varsler og var hos hinanden med alle gode Ønsker . Ogsaa med Fremmede , Udlandet , havde man i Nat en vis Forbindelse , man kunde se Baalene udenfor Landets Grænser helt over paa den anden Side Fjorden , baade til Vest og Nord , ogsaa der blussede man , raa Sallingboer , de Vilde oppe i Thy , vankundige var de vel i mange Stykker , og Bank trængte de til ved Lejlighed , men dog ikke straffede paa Synet som Muldhvarpen , saa at de ikke skulde kende Solen og ære den med ny Ild naar den var ny . Langt sønderpaa øjnede man store Ilde og skønnede at det var ad Vebjerg til , naturligvis her blussedes der stærkt ved Hovet , skønt der ikke var Landestævne . Paa endnu større Fester , med Aars Mellemrum , samledes man til Blot der , Cimbrer , Aaboer og Harder , Opbud fra hele Jylland ; men Foraarsfesten faldt indenfor hvert Syssel for sig . Her var det Tollinggaarden man saa hen til . 88 DEN FREMMEDE PIGE Og man saa en mægtig Ild der . Men det var som om der var to ! Folk rystede paa Hovedet og kunde ikke forstaa det ; Baalet oppe paa Hedebakkerne ovenfor Gaarden vidste de Beliggenheden af , og det kendte de , men der brændte et tilsyneladende nede i selve Gaarden , og det var endda større — der skulde vel ikke være Ildsvaade ? DER var ikke Ildsvaade , men noget som stærkt kunde minde derom : Hytten hvori det store Tyrebillede stod brændte . Men det var med Vilje . Formen var færdig i Leret , og Brændingen skulde voves , man havde da bestemt sig til at ofre Hytten for ikke at flytte Figuren , havde fyldt den op med Brænde og Tørv , og samtidigt med at man tændte Foraarsblusset stak man Ild paa Hytten , paa Forhaand spekuleret ud som et heldigt Varsel for Udfaldet . Af en Ting til lovede man sig Held , et Sammenstød af Skæbne : samme Dag var Tyren selv , hvis Afbillede man havde formet , bleven ofret . Det skulde ske . Tyren var det første og fornemste Offer hvormed Blotet aabnedes , som det Væsen der regnedes for den øverste Guddom mest 90 DEN FREMMEDE PIGE nærstaaende , i en dunkel Forstand næsten Guden selv , et Mysterium sat i Forbindelse med Sol og Maane , kun ganske faa Indviede kendte Hemmelighederne ; men for Lægfolk var det nok at Tyren blev ofret , den skulde gives til Ilden , og Hornene af den hænges paa den hellige Ask i Viet . Udmærkelsen kunde ikke være større . Tyren havde haft sin Tid , yngre Tyre skulde træde i dens Sted og i Sommerens Løb kæmpe sig op til Forrangen i Hjorden . Det var ligesom det gamle Aar ofredes til Fordel for det nye , Verdensordenen selv der skete Fyldest . Ofringen fuldbyrdedes under særlige Former , en Forlystelse med hellig Betydning : Tyrene blev dræbt af Karlene efter forudgaaende Jagt . Samme Dag Foraarstoget kom fra Skoven og viste sig for Beboerne indfandt unge Karle fra alle Egne af Landet sig til Hest paa Tollinggaarden , alle de der vilde deltage i Ridtet efter Tyren og troede sig i Stand til at møde den . Det var de raskeste Karle i Herrederne , Ryttere og Hurtigløbere paa deres Hals , Kunstnere i DEN FREMMEDE PIGE 91 Mord , store studse , hensynsløse Svende , hvis hele Liv var Jagt , Idræt og Kappestrid indbyrdes ; i alle Ting holdt de hinanden saa nogenlunde Stangen , her var en Lejlighed til at faa afgjort hvem af dem der var den skrappeste . Det var en Leg hvor det gjaldt Pelsen , saa meget desto bedre . En hidsig Forsamling da de holdt færdige til Udrykning , alle paa udvalgte dansende Heste med som Ild i Næseborene , hver med et Hundekobbel , som rasede , inden Jagten gav dem andet at bestille , i Kværken paa hinanden allesammen , hver af Jægerne væbnet kun med et Sværd , det var Nærkamp der ventede , alle med Hovedet bag i Nakken af Dødsforagt , blaa rullende , taagede Øjne , alle med Haaret vajende i en opbunden Svans paa Issen . Ikke en ung Kriger i disse Riger og Lande som ikke bar sit Haar sat op saaledes , det var nyeste Skik , en nyttig Tanke laa til Grund for den : som man haabede paa et bekvemt Greb i sin Fjendes Haar naar man skilte hans Hoved fra Kroppen vilde man komme 92 DEN FREMMEDE PIGE ham imøde med noget at bære i — naarog hvorsomhelst han ønskede ! Taalmodigheden mens man styrede de ustyrlige Heste ebbede ud , der var ikke meget af den , vilde Bryn , kruset Pande : hvad blev det til ? Om man nu ikke gav dem noget at kappes om , en Død at gaa paa , Liv at tage , ja saa vilde de inden ret mange Aandepust opæde hinanden ! Men Rovet er beredt for dem . Frem staar endelig Tole , i Offersærk fra Morgenstunden , med den hellige Stav i Haanden , og bekendtgør for Skaren , som begærer Tyren udleveret , at den allerede tidlig om Morgenen er bleven sluppen løs i Vildmarken , hvorer det deres Sag at udfinde . Tole haaber den er passelig olm naar de finder den — en god Morgen ! Karlene kaster Hestene omkring allesammen paa en Gang , de mange pludselige Hestetramp lyder som et Jordskred , det trommer i Grønsværen under Flokken , samlet jager den over Tunet og ud af Gaarden , alle de ranke Karlerygge gyngende op og ned , alle Svansene vajende , en Regn af Jord og Smaasten bagud fra Hestenes Ho - ve ! Ude paa Agrene skilles Flokken og spredes til alle DEN FREMMEDE PIGE 93 Sider , søger Dækning , hver med sin Plan , som de andre ikke skal snuse i , paa et Øjeblik har Krattet , Skoven , Heden og Kæret opslugt dem allesammen , og kun et svindende Hundeglam høres fra alle fire Himmelhjørner . Nogle leder efter Sporet , giver sig Tid , de mere metodiske , andre søger straks det højeste Land for at skaffe sig Udsigt , en Del betror sig til Instinktet og galopperer lige ud , en eller anden Vej , blot hurtigt ; det er langtfra Alle der kommer med i Opløbet og Fangstridtet . Tyren var gaaet langt , østpaa flere Mil ud ad Vildmosen til , stod paa en Skovbakke i en Ring af Hunde da den blev funden , et umaadeligt Hundehyl forraadte Stedet . Rytteren der var kommen først blev fundet af de næste der red op efter Lyden , han laa død , med samt sin Hest , æltet sammen i en Hob paa Jorden , med en Lysning gennem Kroppen som om hele Tyren var gaaet tværs igennem ham . Flere Hunde kom til , et Glam der slog mod Himlen , flere og flere af Jægerne , de der ikke hørte Halset lugtede hvor Tyren var funden , en Sporsans eller Anelse , 94 DEN FREMMEDE PIGE Streger de saa i Landskabet , Ryk i Lemmerne , nok er det de kom , en Snes Ryttere eller mere som var lykkelige nok til at være paa den Kant af Landet ; de delte saa Jagten og fik Ende paa den . Men først skulde Tyren drives tilbage til Gaarden , den lange Vej , et stridt Stykke Arbejde , men ikke at undgaa , Dræbningen skulde foregaa i Nærheden af Viet , og det skulde ses , Vidner og Tilskuere ventede der for det samme . Det blev langt hen paa Dagen inden de naaede hjem med den , efter et halsbrækkende Ridt og mange Kunster , Forfølgelse af Tyren og Laden sig forfølge af den , i den rigtige Retning , Tab af Heste og Hunde og flere Mand ilde tilredt . Tyren var kendelig mattere , kunde jo ikke være paa Toppen af Uvanhed hele Tiden , kun nu og da vendte den sig og gjorde Front mod Hundene , naar de nappede den for argt i Haserne , og man saa hvide Straaler fra hans Næsebor , han skød ad dem , fordrede dem ud , en og anden Hund fløj for hans Horn , men han fik jo aldrig Ram paa altPakket . Det sidste Stykke var det som om han kendte DEN FREMMEDE PIGE 95 Vejen og vilde tilbage til Gaarden igen , han gik godvilligt , og man lod ham komme til Kræfter , for at der kunde blive mere lige Parti , naar det sidste Nap skulde tages . Han fik Fangst ude paa Tunet mellem Gaarden og Viet , og Hundreder af Mennesker havde samlet sig for at se paa Dysten , den største Mandeforlystelse man kendte , ikke en af de Ældre som ikke havde deltaget i Tyrejagter da han var ung , og alle Mindreaarige i en Ophidselse , begærlige efter at lære , til de en Gang skulde være med . I en Tid som Ingen Nulevende havde kendt men som der gik Frasagn om var det den vilde Urokse , som nu var uddød i Landet , man jagede ; Mandeprøven var gammel og hellig og stak Alle som en arvet Lidenskab i Blodet . Kampen var kort men forbitret og blodig , en sidste Gang fik man Tyren hidset op til fuld Raseriudfoldelse , Karlene søgte ind paa den fra alle Sider uden Hensyn til Liv og Lemmer , og i denne Rid uden Naade og Barmhjertighed gik den under . DEN FREMMEDE PIGE 89 Det var en Hvirvel af Mennesker og Dyr at se til , Tyren midt i , øsende Jord i sorte Strømme op om sig med Forklovene , Næsen mod Jorden og Brøl ud af Bælgen , i Magt ikke ulig Frostbragene i Isen om Vinteren , piskende Hale , Jægere som saas med alle Lemmer frit i Luften ovenover den , et Spring foretaget i sidste Øjeblik lige foran det angribende Dyrs Horn , Heste som krøllede sammen paa Jorden foran Tyren , stemplet ned af den , nye Angreb af Karlene , Luftspring over det rasende Bæst , en Knagen af Klove og Led , Heste paa Bagbenene og lige op i Luften med Bugen som om de vilde springe til Himmels — og saa et Øjeblik hvor det er som om hele den uhyre Tummel bryder sammen ... en Stilhed hvor man hører det lange Aa fra Kvinderne , som i Afstand , bag Mændene , er Vidne til det vilde Optrin : Tyren er bleven ramt . Kunet Saar maa findes paa den , naar den er dræbt , og det har den faaet . Alle Karlene sigter efter Bringen med det skarpe tveæggede Sværd som den korteste Vej til Hjertet , Metoden er at ride op saa nær det gaar , saa kaste sig af Hesten og tage mod DEN FREMMEDE PIGE 97 Angrebet af Tyren , og faar man ikke Lejlighed til Stikket , da springe endelangs over Dyret og lande bagved den , et farligt Spring med den dragne Klinge i Haanden , som oftest ruller man mange Gange hen ad Jorden efter Springet , men det tænkes der ikke paa , op igen og et nyt Forsøg ! Men den for hvem det lykkedes opfandt en helt ny Taktik . Man saa ham springe , men ikke foran Tyren , et Spring i fuldt Løb fra Siden , som naar Karlene sprang paa Hesten i Farten , og han landede ogsaa med fuldkommen Sikkerhed , overskrævs paa Tyren , i aandeløs Spænding saa Tilskuerne ham ride et Stykke som i en Gynge , Tyren snart paa Forbenene og snart paa Bagbenene , rystende sig i vildeste Afsind , men han blev i Sædet , og de saa ham rette Klingen , kaste sig forover paa den med hele sin Vægt , Dyret synke under ham i Haserne . Det var forbi . Fra oven af havde han stukket den lige ned gennem Lungen til Hjertet . Enorm Befrielse hos Tilskuerne som fandt Luft i Raaben , Hujen , Henryk - kelse : Ofringen kunde ikke være fuldbragt skønnere ! 98 DEN FREMMEDE PIGE Gydjerne render opskørtet med det varme Blod i Spande over Marken op til Viet , styrter det i Offerkedlen inde i Hovet , og det dækker Tyrebilledet paa Kedlens Bund , hvor Jagten er fremstillet , baade i dens Forløb og dens Afslutning , Tyren ramt og liggende ned , omsat af Hunde , og Jægeren i et Flyvespring med dragen Klinge i Haanden ovenover den . Det er som om Billedet kalder paa at blive skjult ; naar en Blodsø staar over det har det ikke mindet forgæves . Men Jægeren som er gaaet af med Sejren føres med samt sin Hest i Triumf , de andre Deltagere i Jagten slutter sig om ham og er hans Følge , han er den Øverste , alle elsker ham for hans Ypperlighed , Glæden paa hans Vegne er uden Grænser . Og nu skal han følges til sit Bryllup ! For den der fælder Tyren er jo med det samme udvalgt til Majbrudgom og skal inden Blussene tændes være viet til Majbruden ! O ja , Sejrens Løn er en saadan at hver eneste unge Svend i Landet drømmer derom og er i en DEN FREMMEDE PIGE 99 Feber , og man skulde jo tro Alle vilde indfinde sig til Tyrejagten . Antallet af dem der kom havde imidlertid ikke været saa overvældende stort : lige saa mange som der var der havde set Inge , lige saa mange kendte Tollinggaards Tyr ! Og de der ikke viser sig kan jo haabe at forblive uomtalt . Men Deltagerne det var Afgrøden af Cimberlands fineste Ætter , de haardeste og mest frygtede af Landets Slæng af Vovehalse . Og han som var bleven Nr . 1 af dem alle var ogsaa den der var den hensynsløseste , han havde den pragtfuldeste halmfarvede Svans paa Hovedet , de lyseste , grummeste og mest taagede Øjne , en Ørn tatoveret paa hver Kind og en Slange , skal være Lynet , i Panden . Han var saa ung at Skægget endnu næppe stod ham som et Dun af Kæruld paa Læben . Bojerik var hans Navn . Var Majbruden bleven kørt ud med Kvier , i den netteste Skridtgang , saa selv et Barn kunde følge med , saa blev hun hentet hjem i Galop saa hurtigt det bedste Par Heste , hvide Hingste , kunde straale ud af Jorden , 100 DEN FREMMEDE PIGE Brudesvendene udenom i Ring om Vognen med grønne Grene flyvende som Faner i Luften , Bojerik siddende ædel ved Brudens Side i Højsædet , og de to gamle Vølver nikkende og slaaende Gummerne sammen bagved , med Helligdommen i Varetægt . Nær var baade den og de bleven rystet ud af Halmen , for Kusken kørte saa halsløst , Vej eller ikke Vej , Krat eller Kær , at Vognen til Tider fløj gennem Luften med ikke mere end et eller ingen Hjul rørende ved Jorden ; og det er da sikkert , havde de kørt langsommere var de væltet , men med den Tørn Vognen var i kunde den ikke faa Overbalance . Saadan køres der kun naar det gælder Livet , Bryllup eller Barsel ; man lo i Gildesgaarden da de Unge ankom og man saa det Hastværk de havde . Saadan kom den fremmede Pige tilbage og gjorde sit Indtog ogsaa hvor hun var fra , og det var virkelig som om hendes Kendinge næppe kendte hende , hun var ligesom vokset i Løbet af den ene Dag , større , skønnere , med mere blaa Øjne , som om Himlen og Sundene hun havde set stod deri , Skovens DEN FREMMEDE PIGE 101 underbare første Friskhed over hele hendes Væsen . Og dog , Skyggerne var lange da hun kom hjem , Dagen hældende , og var der ikke ogsaa som en Skygge paa Majbrudens Pande ? Træt kunde hun vel være efter saadan en Dag . Alle var enige om at et Brudepar der stod bedre til hinanden end Bojerik og Inge havde man ikke set noget Aar . Majbruden blev af sine Piger ført til Konernes Kvarter for at hviles og beredes til Bryllup . Men Vognen med Skuehelligdommen og de to Vølver kørte tilbage ind i Viet . Her blev den hellige Lade sat paa sin Plads paa Stallen , Lugen aabnet , for at Guden kunde faa godt af Blodlugten fra Tyrens Blod i den store Kedel . Hjertet stegte paa den hellige Ild foran Stallen , hele Hovet fuldt af sød Em , og de to Vølver kvækkede af Velbehag over at være hjemme igen , i Ly under Jorden for Dagen , som de hadede . Megen Gerning ventede paa dem nu i det kommende Døgn , Offerpligter , og de begyndte at gøre sig i Stand , kalkede foruden Klæ - derne ogsaa Ansigtet og Kraniet over , hvæssede Knive 102 DEN FREMMEDE PIGE overkors imod hinanden , gamle svejryggede Slagteknive der havde været slebet saa ofte at kun en tynd Rest var tilbage af Bladet , rigtige Fruentimmerknive , men de stolede paa dem til deres Arbejde . Og Gummerne gik paa dem , Uf , de havde hørt Fuglesang hele den lange uanstændige Dag , denne Sang , hui , hui , af Knivene imod hinanden , var bedre ! Brudgommen derimod modtoges af Tole og førtes i Mændenes Kreds , for første Gang i hans Liv , med en vis Tilsynebærelse fra Toles Side , det skulde ses , for Bojeriks Vedkommende med Følelser som han skjulte , sligt ham ikke uvant ; men noget i Gangen røbede ham , Æren var for stor . Lykkelige Venner i Baggrunden fulgte ham og saa de store gamle Bønder , Ætte - Øversterne fra Herrederne , byde ham Haanden . De var ankommen i Eftermiddagens Løb for at være Toles Gæster ved Offerfestlighederne . Havde Majbrudeparret kørt skrapt saa var der dem af Bønderne der ogsaa havde prøvet baade Remmer og Tøj ; somme der skulde samme Vej havde kørt om Kap saa Stenene fløj , nogle af Vognene sad i Mudder til 103 DEN FREMMEDE PIGE Navet , det lod til at de havde kørt over Tørvegrave og Alting , lidt Væltning havde nok ogsaa fundet Sted . Nu gik Bønderne ude paa Tunet i det sene Dagsskær og synede hverandres Spand . Det var hver for sig mageløse Spand , Travere uden Lige , om man saa søgte til Verdens Ende , Ejermanden vovede hvadsomhelst imod hvemsomhelst , og Spandene skulde prøves imod hinanden imorgen ! Der var af alle Slags og i alle Kulører , ikke Hvermand svor til Toles jomfrufarvede Øg , der var brune Heste i alle Nuancer , lige til ravnsorte Mære , Skimler , Musegraa , men alle ellers saa temmelig ens i Bygningen , langhaarede , benede i Hovedet og med udvidede Hove , Svømmefødder , Landsens Ideal og først efterset som Skønhedstegn paa ethvert Hors man saa . Og Bojerik blandede sig i Hestesamtalen paa Tunet , saa Vennerne i Baggrunden , ikke fortabt mellem saa mægtige Kendere , de saa ham lægge Haanden paa Flanken af et Dyr , gaa let ned ad Benet lige til Koden , og udtale sin Mening , og de gamle vise Bønder nikkede i Ring om ham , jo jo jo , Vennerne i 104 DEN FREMMEDE PIGE Baggrunden lo i største Bevægelse og Tak over hvor Bojerik førte sig langsomt og var muret til i Trækkene og ytrede sig lige i Hjertet af Tingene . Det var saa aabenbart at han faldt til i Mændenes Kreds , uskyndsom , men alligevel som om han tog tyve Aar i et eneste Spring ! 96 DEN FREMMEDE PIGE BRYLLUPET INGEN Storværker at se paa Bojerik da han siden fulgtes med Mændene op til Viet for at deltage i Offermaaltidet , Tyren som skulde fortæres : indtilbens og bred i Skridtet skred han med de andre , hvis Fortrin var grundmurede Selvfølgeligheder . Og her tabte Vennerne ham af Syne , indenfor Viet kunde de ikke følge ham . Kanske savnede handem en Smule i sin nye store Værdighed , nu skulde de til at more sig , bade i Aaen og andet Tidsfordriv som hørte Foraaret til , indtil Baalene skulde tændes . Tvætning og Renselser dannede en af Indgangene til den nye Tid , man kunde jo ikke gaa ulutret fra Vinteren over i Foraaret , blev den røget ud skulde man ogsaa selv skruppe det gamle Menneske af sig og iføre sig ef nyt . Husene blev udluftede , de var som forede med 106 BRYLLUPET Sod efter Vinteren , taalte ikke at ses i det stærke Lys som faldt ind i dem fra Dørene nu , man havde levet og aandet i Kønrøg de sidste Maaneder uden at sanse det , nu blottede Lyset Forskrækkeligheden . Den gamle Sengehalm blev ført ud og brændt , med samt Musereder i og Svamp ; nogle gjorde Ræ ' mænd deraf i Vinterens Lignelse og sved ham af , lagde frisk Græs i Stedet . Men faa haabede at sove i Husene igen før det næste halve Aar var gaaet . Mænd og Koner søgte Badstuen og lod sig skolde med Damp , vel og længe . Og efter Badet drog man fuldstændig nye Klæder paa , Linklæder og let Vadmel , Vinterskindene blev gemt hen hvis de kunde bruges mere , ellers ofret til Ilden , og det kan nok være de brændte , osede og slog Skrald , hvad er fælere end en gammel aflagt Ham ? De unge Ugifte gik hellere i Aaen end i Badstuen , Karle og Piger sammen , en hel Sværm nede i Engene foran Gaarden , synlige for alle ; man kunde paa Afstand kende Karle og Piger fra hinanden , de sidste var mere blegrøde og skudt sammen i Figuren , med BRYLLUPET 107 Overflødigheder for og bag , de blev ved Jorden naar de skulde løbe , kunde ligesom ikke faa Fødderne fra den ; Karlene var i Luften naar de løb , de var knoglede og kridhvide , med et Perlemoderskær af Sener og Led under den tynde Hud . Vandet var tydelig nok koldt og Luften sval , man galopperede som for Livet til Klæderne , Særke og Lin flagede over Hovedet og blev halet ned over de vaade Kroppe . Hjem kom man friske og sorgfri , blaa paa Munden , i nye Klæder fra Top til Taa , festklædte og beredte paa Aftenens Indvielse . Ubevidst følte man , da man var i Klæderne igen , at man havde aflagt en Naturtilstand og fornyet og badet iført sig et bedre Væsen , for ogsaa heri at følge Aaret og dets Opstandelse . Helligaftensmaden blev spist , og nu kom Moder og hendes Gryder i Betragtning , den unge Horde blandede sig mellem Koner og Børn fra Hjemmene , som spiste i det Fri , for første Gang i Aar , fra aabne rygende Ildsteder ude paa Grønsværen , 108 BRYLLUPET man rykkede sammen om Gryderne og drog Træskeen : Festmad , Byggryn kogt i Sødmælk , Spegelaar og røget Flæsk , Ost efter Behag ; Brød derimod kun til Favoriter , Moder sparede paa Kagen , af Kornet fra i Fjor er der ikke meget igen , og den ny Høst fjern . Oldenbrød derimod bydes med Flid , men naar Oldenbrød bliver nævnt takker de Unge artigt for Mad og er mætte . De har i Forvejen kun spist flygtigt og som i Forbigaaende , Horden vil saa snart som muligt op i Heden , Højderne og Natten kalder . Tørsten slukkes , en stor Træbolle med Valle gaar rundt , uden anden Formildelse end at Bollen er af Valbirk med Hanke udskaaret som Hestehoveder , og at den og den Karl snildeligt mager det saadan at han kommer til at drikke efter den og den Pige . Hvor hjerteligt rækker hun ham ikke Drikken ! Skumringen falder paa , de lange halvlyse Afteners Magt virker paa Sjælene , med et udvidet Blik søger man hinanden . Op stiger Maanen . Men i Solnedgangen havde en Byge sløret den blaa Himmel , inden den blev rød , og nogle kolde Draaber , med Vinterbitterhed i endnu , var BRYLLUPET 109 falden , uden at det dog blev til mere . Konerne som klædte Bruden bemærkede ved samme Tid at hun græd og var forknyt ; de tog Varsel deraf og spaaede gunstigt for Nedbør i den kommende Aarstid . OPPE i Viet sad imidlertid Mændene sammen i Gildeshallen , som Gæster af Guden og deltog i Maaltidet til dens Ære ; Tyren var jo ofret til Ilden men skulde spises for at Ofret kunde fuldkommes og Alle faa Del i Helliggørelsen . Hvori denne bestod gjorde ikke Alle sig ganske klart , det var Toles og de hellige Kvinders Hemmelighed . Men at Tyren og Sol og Maane havde med hinanden at gøre , til en vis Grad var en og samme Kraft , fattede jo selv læge Folk . Tyren gik op i Solen naar den blev ofret , og det fornyede Aaret , saa meget forstod man da ogsaa nok . Derfor naar man spiste af den fik man naturligvis Part i dens Opstandelse . løvrigt Solens og Aarets Opretholdelse , det var Toles An - svar , her havde man Tillid til ham . Han og Gydjerne havde 110 BRYLLUPET gransket Tyrens Hjerte og Nyrer og taget Varsler deraf for Aaret , ualmindelig gode , hed det sig ; saa for Resten havde man kun at lade sig Oksekødet smage . Alle Deltagerne havde Blodpletter og Stænk i Ansigtet som fik Lov at tørre ind og blive siddende , det var Tyrens Blod hvormed den ældste og ærværdigste af Gydjerne havde bestænket Forsamlingen ; ved denne Handling havde de faaet det gamle Aar og det gamle Menneske tvættet af i Tyrens Blod og var bleven delagtiggjort i Solen og dens Fornyelse , alle følte sig som nye Mænd . Rødest var Bojerik , oversprøjtet til Albuerne og med som en Maske af størknet Blod for Ansigtet , han havde faaet Blodstraalen over sig idet han stak Tyren , en Helliggørelse der kunde forslaa noget . Størsteparten af Tyrens Kraft var jo overgaaet paa ham , man unde ham det eller ej . Ja han var en Lykkens Mand , paa en Dag hævet til alle Rettigheder . Uden paa Hovdøren hang nu Tyremien til Tørre , den tilkom ham til Ridepisk og Herskertegn , jo han kunde sagtens ! BRYLLUPET 111 Hallen hvori de sad var en lav , halvt underjordisk Stue med Vægge af Jord og Sten , Taget af Tømmer ; paa Gulvet en lang Ild : Guden selv i tæmmet Husform som var til Stede . Rundt om Ilden sad Mændene som umiddelbare Gæster af den og spiste , det skære Oksekød gik ned uden forudgaaende lang Tilberedning , hver Mand sørgede selv derfor og fik Braden efter Behag , holdt den paa en Pind i Ilden eller nøjedes med at slæbe den lidt i den gloende Aske . Horn gik rundt , men Drikken var hverken Øl eller Mjød paa denne Aarstid , alt hvad man havde var bleven drukken om Julen , man fik Kildevand , det slukker bedst efter Kød , kan man lære af Ulven , og det var ikke det første det bedste Vand , det kom fra Kilden i Viet , havde Kræfter som ikke kunde maales . Nøgtern forblev man deraf ; dog mod Sol og Sommer behøver Ingen at yppe Livsaanderne . Og nøgterne Ting drøftedes , Saatid , Grænsespørgsmaal , spændte Forhold man stod i til omboende Folk , alt dog først al - vorligt at afgøre en af Dagene naar Tinget blev sat oppe paa 112 BRYLLUPET Tinghøjen . Heste drøftedes , paany , ikke at undgaa , og man fik sig en Smagebid af dem der havde ladt Livet idag for Tyrens Horn , Nyrestykker og Tunge , den rigtige Ofring med Hestekød som Hovedret alene kom senere . Jagten drøftedes : faa Hjorte nu om Stunder , imod hvad Enhver kunde huske ; af Vildsvin derimod for mange , de braadede Agrene op og skulde forfølges noget mere . Ulven gram nu i Vinters , hos den og den bed den elleve Faar , i Stien ; en Bonde der og der mistede sin Bedstemoder paa Vej fra det ene Hus til det andet en Vinteraften og maatte brænde Hælvten af hende , skammeligt Spil . Isen havde taget Folk i Aar , Fjorden aabnede en Mund , ved højlys Dag , og slugte fire Aalestangere , og det uagtet der rettidigt var skattet med en Træl til den . Aa , ja ja . Tyrens Død blev gennemgaaet , med milde Blink til Bojerik , og han sad sprænghed og bulden i Hovedet , snuende vældigt op i Næsen og med fuldstændigt druknede Øjne , uvant som han var med at befinde sig i en Stue , Næsen løb paa ham , og han blev som slaaet for Panden , naar han kom under Tag , det var en meget 113 BRYLLUPET værre Dyst for ham at sidde til Bords end at springe over Tyren atten Gange ; men han holdt sig mandigt , rørte ikke en Fiber i Ansigtet ved sig nærmende Ros og bragte med Tugt andre Ting paa Tale naar den tog Overhaand . Meget behagede hans Væsen de Gamle , som i Stilhed prøvede ham . Men Festlighedens mest eftertragtede Øjeblik kom da man bad Norne - Gæst røre Harpen og muligvis aabne op for sin Skat af Kundskab , Fortælling eller Sang , man vidste at han kom langvejsfra i Aar , fra Rejser saa langt udenfor kendte Grænser at de fleste ganske savnede Forestillinger derom . Med Mætheden indfandt der sig Lyst til at udvide Aanden . Man havde spist anden Ret , Suppe , med Kødet kogt ; herpaa Blodpølse , med indsmuglede Flæsketerner som ikke hidrørte fra Oksen ( Svineblot for sig ved andre Aarstider ) og endelig kom Lækkerhederne og de søde Sager , Brød , som ikke savnedes i denne Flok , lange Skiver skaaret af den brede Kage , som Fodsaaler , og bredt over med Smør ; hertil drak man en indfødt Vin lavet af Trane - og Tyttebær , 114 BRYLLUPET sødet med Honning og krydret med Pors , jo jo , man vidste at leve . Og nu indfandt sig Trang til Fabel , man nærmede sig Norne - Gæst , med ærbødige , lærelystne Spørgsmaal . En vilde vide om han havde set Verdens Støtter , og om man kunde lide paa at de holdt , de havde meget at svare til ; en anden spurgte om det varsandt at der gaves Dyr saa store som Tørvestakke med Næsen hængende ned mellem Hugtænderne og forsynet med ligesom en Haand i Enden ? Forestille sig , at tage med Næsen ! De skulde være fuldstændig uindtagelige , jernbeslaaet som de var paa Kroppen og tækket med Plader paa Hovedet , født harniskklædte . Ja man hørte meget , og Afbildninger fandtes jo da paa Offerkedlen , som Enhver kunde se , baade af Snabeldyret og mange andre overnaturlige Skabninger . Man var ikke helt uvidende heller , og havde man end ikke slige Vidundere her i Landet skulde Fremstillinger af dem dog vidne om at man kendte Guderne og de mange Former for deres Almagt i det Skabte . Sandelig , der var flere Undere til under Solen og flere Magter end Nogen overhovedet BRYLLUPET 115 vidste . Det havde ogsaa været Smedens Tanke , da han og hans Fæller med megen Gudsfrygt havde gjort den store Sølvkedel , flere Aars Arbejde , til Himlens og alle Guders Ære . Alle de Guder man havde hørt Tale om og deres Vartegn var æret her : Vallands Gud , som havde Hjortehorn paa Hovedet , Edsringen i den ene Haand og en Slange med Vædderhoved , det rammende Lyn , i den anden , han styrede Tordenen i Valland og var en Gud værd at frygte . Foruden ham mange andre , ogsaa af Kvindekønnet , ikke den Magt under Solen man ikke skyldte Agtelse og Offer , derfor var de allesammen sindbilledlig tilstede paa Offerkarret for at blive erindret hver Gang der stod Blod i den . Ja , var Verden nu ikke mærkelig — usynlige Guder endogsaa snakkede man om , og de skulde være de allerkraftigste ; dog de Folk der troede paa dem , dem om det , her holdt man sig nu alligevel til dem man kunde se , Sol og Maane , jo jo , det gjorde man nu . I sin Tid da Smeden forfærdigede Kedlen og prydede den med Alverdens Vartegn og Dyr vidste man at han havde udspurgt netop Norne - Gæst , der 116 BRYLLUPET havde været ved Verdens Ende , og hentet Anvisning fra ham — naturligvis her var et Vidne som med egne Øjne havde set Tingene . Hvordan saa Vidunderne ud i Virkeligheden ? Nu Griffen , fløj den almindelig omkring , som Ørne eller Traner her , eller var den sjælden ? Fløj den for Vogn oppe i Himlen og var med til at drage Solen ? Saa maatte den jo være ildfast — men det var der jo ogsaa andre Skabninger der var , Dragen baade aad og udspyede Ild , som bekendt . Blændede det meget , at se en Grif ? Med Hensyn til Heste saa havde man dem jo meget anderledes i andre Lande , baade vingede Heste , til Luftens Brug , og Heste med Svømmehale , som kunde kløve Søen . Red man godt paa Hvalfiske i Serkland ? Man maatte sige at Samfærdselsmidlerne havde naaet en høj Udvikling i Syden , her stod de Vælske tilfremme for Bønderne i Norden , Aa tilvisse . Men var det ikke usikre Lande at leve i , maatte man ikke fægte med Uhyrer og forsvare sig uafbrudt ? Vilddyrene — der var jo nogle af dem der havde Krumknive eller Segle paa alle fire Fødder hvormed de BRYLLUPET 117 nedmejede Alting , ligefrem klippede sig en Vej gennem alt Levende . Og Kvinderne i Syden skulde jo være saa skønne at man blev helt fortryllet og Krøbling af at se dem . Gaves der virkelig Fruentimmer med en Snes Bryster ? Alt sligt og mere til ønskede man at vide . Bojerik tog Ordet , med Tugt , som den Yngste , men klart , lige paa Maalet , og de Gamle nikkede , nikkede , jo han blev god . Det gjaldt et sagligt Spørgsmaal , skønt saa ung samlede Bojerik til Krigskundskab og vilde gerne høre noget om Borgene sønderpaa , saa vel i Valland som andetsteds . Om Valland havde han skaffet sig temmelig Besked og forskede stadig ud hos alle Kræmmere og Rejsende der kom paa Handelens Vegne til Fjorden . Men Norne - Gæst maatte jo være særlig underrettet . Ved en Borg forstod man her til Lands de lange Jordvolde man opførte paa høje Steder eller gemt i Skoven og som man trak sig tilbage til med Kvæget i Ufredstid ; sydpaa derimod havde han hørt der gaves Befæstninger helt af Sten , hvoraf hver enkelt var hugget i Firkant , med Kamre højt oppe i , det ene ovenover det andet , og 118 BRYLLUPET det saa udstrakte Anlæg at der kunde leve en hel Befolkning indenfor . Hvordan indtog man dem da ? De sagde at man kunde slynge Sten , saa store at een Mand ikke kunde løfte dem , længere hen end baade tre og fire Pileskuds Afstand ; hvordan hang alt dette sammen ? I det hele taget , Vaabnene histnede ? Norne - Gæst saa paa hver enkelt der spurgte , ogsaa Bojerik , som om han opsamlede deres Spørgsmaal i Hukommelsen , men han svarede ikke straks og ikke direkte . Han , Skjalden og Fortælleren , var den tavseste Mand . Hvad han vidste eller havde set beholdt han for sig selv , til der blev Billeder deraf ; Klarhed vidste han er kun et Billede . Det skulde have Form hvad han gav , Tæthed , Sproget skulde indeholde en Farve af Verden og af hans Væsen . Han begyndte at tænke . Harpen satte han mellem sine Knæ og gav sig til at spille , simple Greb i de ikke mange Strenge , ingen stor Kunstfærdighed , mere Toner end Musik , men det faldt straks underlig paa , her i det skumle Hus halvt under Jorden , mellem BRYLLUPET 119 vilde Tilhørere . Det drog dem i Trækkene , som i Nød saa de hen til Harpespilleren og blev kolde , hvad var det ? En spæd fjern Verden strømmede dem imøde fra Strengene , svær at fatte og ridende dem paa Hjertet , de blev saa tunge , fik hede Øjne . Og mens han nu saaledes holdt dem tryllebunden grundede den Gamle , med udslukte Øjne og Hagen ned paa Brystet , længe og som en der er langt , langt henne . Omsider rejste han sig og gav et Kvad tilbedste , kun et eneste , dunkelt og som det lod af stor sindbilledlig Vægt . Han stod i sin fulde Højde og kvad , som Skjalde gør , gennemtrængende , stort og langsomt : Der staar en Borg i Sønderled , muret vel hundrede Mile , Taget utallige isede Tinder som støder til Stjernerne . Paa Taget Ged over Skyen gaar , og ovenover den Ørnen . Tagdryp driver i svimlende Dale , deraf flyder Floder . Sorte Graner , drøveligt susende , lukker det nordre Led . Til Syd aabne solede Porte med blaa Buer ! Borgen vender mod to Verdener : Taager , Tykning den ene . Luftblaa Kyster og lyse Afstande ejer den anden . Hvidbjørn ensom paa Isbjerg færger , snusende efter Sæl . Knirkende Ren under Nordlys render , flygtig , men Kuldens Fange . Hist Snabeldyret i Overflod snøfter med Palmen over sin Pande . Solgul Løven til Gribbe levner Raden af nøgen Neger . BRYLLUPET 120 Den som bygged saa fast en Befæstning bestemte den til at staa . I Evighed og aldrig rokket skiller den Nord fra Syd . Viselig Murmeldyret , skønt umælende , bygger midt imellem begge , nærmer sig ej Syden , ej heller Norden , bedst er med Udsigt at bo . Kryb over , Myre , og Muldhvarp , grav ! Flyv over , I løse Fugle : Ingen overvælder saa gammel en Vold . Mur skal ved Magt stande ! Nordfødt Mand nære sig i Haabet ! Bedre er Sjæl end Sol . Hvad vil Nilens Sønner i Norden ? Rig er ingen Rejsende . Blakket Hyænen , hverken Hund eller Løve , ler af Ulykker . BRYLLUPET 121 Ædel fandt Jeg altid den Indfødte og arm Indflytteren . Sandes skal det at skilte Verdener bytter ikke med Held Boliger . Gammelt Gærde gaar ingen over . Mur skal ved Magt standel Norne - Gæst tav , og der blev Stilhed . Alle følte ærbødig at de var bleven undervist , og Enhver syntes at have faaet en Antydning af et Svar paa hvad han havde spurgt om . Om Dyr man aldrig havde hørt nævne før var der især meget i Kvadet . Uden Tvivl var det et godt Kvad , og Festligheden meget hædret derved . Bojerik blussede , Borgen han havde spurgt om saa han for sine Øjne , ragende isblaa ind i Himlen ! Saa tro en Hukommelse havde han at han kunde Kvadet af at høre det denne ene Gang og huskede det Ord til andet , siden Aar efter , da Meningen deraf gik op for ham . Trællene som havde vartet op bragte nu Vand til Haandtvæt , og Bordene hævedes . 122 BRYLLUPET Mens Trællene holdt Fadene skævede de hen i Hjørnet til Benbunken : der saa ud til at være en rundelig Høj ; det var deres Part . JA , bag Udhusene og Møddingerne , paa Trællenes Toft , lavede man ogsaa til Festnadver . Man fik Knokkelsuppe og satte Kraft paa med Tudser og andet Krybendes fra Kæret , som man kunde overvælde , rørte rundt i den sorte Gryde med en stor Knokkel , og Munden løb over paa dem af Forventning . Ogsaa her fik man et Kvad ; naar Gryden kogte over og svirpede i Ilden stak man Hovederne sammen og sang helt nede i Maven , en Bugtalersang : Hobbel , bobbel , Pyh ! Swot er wor Sup ! Men Fjedt og Bien , dero blywer Bøn ' ! Mæsk Jer , faa Majt , blyw manne ! Hobbel , bobbel ! Kog en Sup for de Stur ' ! Svirp djæ Finger ! BRYLLUPET 123 Skold de Rig ' djæ Røw ! Hobbel , bobbel , Pyh ! Humøret var højt , for paa dem der kogte var Loddet ikke faldet om Morgenen , de skulde ikke blotes . Det skulde tolv andre af deres Flok , de syv sad nu for sig selv i de Dødsdømtes Bur og havde kukkeluret hele Dagen , først ved Midnatstid skulde de ofres . De fem andre havde det overstaaet , det var dem der var bleven udtaget til at vaske den hellige Vogn da den vendte tilbage til Viet , de var bleven taget med derop , og man kunde høre dem skrige en Fjerdingvej hen , sagtens da de tvættede Guden , som man sagde de skulde , den blev man jo blind og forbrændt af at se . De skreg ikke længe . Det sidste man hørte fra dem var høje Vandskræk - Brøl , de endte nok med at blive druknet i Dammen deroppe . Saadan var det ingenlunde gaaet dem der nu kogte Suppe . Ganske af sig selv og uden Anstrengelse havde de haft en heldig Dag . Mellem de syv Dødsdømte som endnu ventede paa deres Skæbne var en fra Smed - jen , ham de kaldte „Egernet " . Han hoppede ikke mere . Den BRYLLUPET 125 Øjentjener ! Nu kunde han se hvad det gav at udmærke sig ! Nær var han rykket op i Herskabet , nu rykkede han op i Endetarmen ! Skrukkende af Vellyst , med brunstig Skadefryd rørte man om i Gryden ved Tanken . Men Grækeren sad inde bag Tremmerne og havde været stille hele Dagen . De andre seks havde først hylet , siden henfaldt de i Sløvhed og var nu omtrent gaaet fra Forstanden . Men Grækeren arbejdede , ja til ikke ringe Forundring for Tollingerne som traf at komme forbi Buret fandt de ham beskæftiget , han havde skaffet sig Ler og formede hele Dagen paa et Billede . Og det var nu ikke til at faa Øjnene fra hvad han gjorde , det var mærkeligt , livagtigt en Kvinde , i ikke rigtig Maalestok naturligvis , men ellers ganske som om man saa en Pige , upaaklædt , noget helt yndigt , man havde aldrig set noget Lignende eller tænkt sig at det kunde være til . Ikke faa af Tollingerne syntes det var lige haardt nok for Grækeren , ikke saa lille et Tab heller , brugelig som han var , men hvad skulde man sige , de havde selv set Tole kaste Stavene , 126 BRYLLUPET flækkede Pinde hvoraf Barksiden betød fri , den hvide Side Døden , han havde slynget dem højt mod Himlen , og naar de kom ned havde den afgjort det , hvem skulde ændre det ? Andre udtalte sig ikke og havde maaske haarde Øjne tilovers for den smukke Græker , naar de i Dagens Løb bemærkede at Kvinderne gik forbi Buret , som de havde haft for Vane at gaa meget forbi Smedjen . Hvorom Alting var , han var nu givet til Gydjerne . Ved Aftenstid havde Grækeren sit Billede færdigt , og de saa ham smile ved at betragte det . Nu skete noget som bedrøvede dem der saa det , han ødelagde Billedet , æltede det i Hast sammen med Hænderne og kastede Leret fra sig paa Jorden . Men Mange som havde set Billedet glemte det overhovedet aldrig , det bevarede et Liv i deres Erindring saa længe de levede . Resten af Tiden sad Grækeren ledig , tavs , og meget , meget ked af det , ja det var ikke at skjule . Han sad og saa ud af Tremmerne og kunde se Engene og Aaen , han rakte Hals da Ungdommen badede derude . 124 BRYLLUPET Solnedgangen gjorde Engene grønne som Ild , en Dis steg af Aaen . Han saa Bygen som kom og gik . Og Alt saa han som den der ser for sidste Gang . OPPE fra Viet lød Lurer , gjaldende , skurrende , Helligaftenen der blæstes ind . Al Ild blev slukket , alle Vaaben , alt Jern gemt til Side . Guds Gaver skulde man have givet igen som fra nyt for at skønne paa dem . Det eneste Lys der brændte over Verden var Maanen , svulmende rund og tiltagende i Farve steg den paa Himlen . Overalt paa Gaarden stille , alt hvad gaa kunde beredt paa at vandre op i Heden ; men først skal Ilden fødes . Den vigtigste , den helligste Handling foregaar oppe i Viet , ikke en Lyd høres derfra , mørk og lukket staar Lunden som en Ø af Mørke oppe paa Marken , alle Øjne rettet derimod . Der er dem der ved , hvad de ikke maa vide , at som Led af de hemmelige Mørkets Gerninger der nu finder Sted i Viet vil blandt andet de gamle Gydjer ride paa Kæppe rundt om den nytændte Ild saa snart den første Funke 128 BRYLLUPET viser sig , et underligt og modbydeligt Ridt , hvad Meningen saa er dermed , hvad enten det nu skal forestille at de henter Ilden , har været af Gaarde og kommer hjem igen , eller det er en Tryllering de slaar om Ilden ; Mange vil paastaa at visse dunstende og hede Magter af farlig Art besværges op ved den Lejlighed . Adskillige skumle Ting foregaar . Men Ildens Fødsel kundgør sig for Menigmand ved at man ser den paa Afstand , naar Kærlingdansen er forbi , og ved Lurers Skrald . Det venter man nu paa . Saa brager Lurerne , tu , tu , tu , tu , Triumfstød , tu — h , lange Forløsningstoner , og man ser Ild derinde mellem Træerne , mere , hurtigt flakkende op , mange Fakler , Toget kommer ud fra Viet med Tole i Spidsen , Alle fakkelbærende , drejer af mod Heden , og Alle slutter sig til , tænder Fakler hos de andre , en hel Folkevandring bort fra Gaarden og med Fakler i Hænderne op paa Højderne . Efter Tole gaar festligt smykket Brudeparret , Bojerik og Inge , nu Ægteparret , de har lagt Haand paa Ringen sammen og er viet . BRYLLUPET 129 Paa det højeste Sted i Heden tændes Blusset , en hel Tømmerstabel , og et Minut efter at det er flammet op ser man alle Blussene begynde at tænde rundt omkring i Landet , milevidt , saa langt Øjet naar . De unge Nygifte sendes nu bort , sættes i en Husvogn som den der bruges naar man rejser i Marken om Sommeren , med Telt og alt Tilbehør som behøves for at leve ude . Mange Hundrede af samme Slags vil forlade Gaardene næste Dag og drage i Marken sammen med Kvæget , det frie Sommerliv der skal begynde ; det unge Par er de første , de skal indvi Udflytningen . Det er deres første Rejse sammen , til at begynde med kan de køre hvorhen de vil og overnatte hvor i Skoven de vil . Ungdommen følger Vognen et Stykke paa Vej , i lykkelig Misundelse . De Lykkelige ! Om Morgenen vil de vende tilbage til Gaarden for at blive fejret og sat til Højbords ved et Gilde , og faa Gaver , og være smukke og mystiske , og indsat i alle de Gamles Rettigheder , de Lykkelige ! Glædesraab ly - der efter dem idet de forsvinder i Maaneskinnet som gaar i et 130 BRYLLUPET med de begyndende lyse Nætter , ogsaa mangt et lystigt Tilraab af Svende som render ved Siden af Vognen og tillader sig Frisprog , men den kører hurtigere , og de bliver bagud med deres gode Raad og ramme Latter . Saa er Brudefolkene hentaget . Aa ! De halvvoksne Piger stønner og stamper i Jorden , hvornaar komde saa vidt , hvornaar blev de dog gamle ! MENS Dansen gaar om Blusset begiver Tole sig til sin Faders Gravhøj , ganske ene , som han har for Skik . I hans Fraværelse antager Dansen en mindre hellig Karakter , den højtidelige Rundgang udarter lidt hen i Retning af Springdans , og en Leg begynder som er Ungdommens Ret og for dens Vedkommende den mest eftertragtede Del af Festen : Kapløbet mellem Karle og Piger . Det kommer ligesom af sig selv , idet et eller andet Par bryder ud af Rækkerne , paa hemmelig Foranledning , skjulte Traade som gaar mellem de Unge og knytter dem til hinanden to og to , Parret der bryder ud og tager Flugten som i BRYLLUPET 131 en opstaaet Uenighed er netop som oftest paa Forhaand enige eller ved ikke før nu at de er det ; senere varige Forbindelser for hele Livet begynder for Manges Vedkommende med denne Tagfat . Nok er det , Pigen tager Flugten , og Karlen bagefter . I Almindelighed fanges hun snart og føres tilbage til Rækkerne , lykkelig overmandet ; sød er Flugten , men sødere at hentes med blid Vold tilbage . Dog det er ikke altid givet at Pigen lader sig fange . Skønt som limet til Jorden naar hun løber , ligesom Pindsoen , gaar Stikkerne uafbrudt under hende , og hun kan ikke blive træt , har ubegribelige Kunster med at sno sig ud og ind og krydse fra Forfølgeren i sidste Øjeblik , saa det kan tage Vejret af en hærdet , luftspringende ung Jæger at indhente hende . Tagfat ' en gaar fra Højen langt ud over Heden , ad Skoven til , og det hænder at Parret forsvinder for de andres Øjne mellem Krat og Buske langt borte i den lyse Nat . Fanger Karlen saa Pigen er han maaske bleven hed og tager haardt , men beder hun for sig faar hun Helle , Legen skal ikke ende med 132 BRYLLUPET Sorg , de store voldsomme Svende har ikke øeres Kræfter til det og kan jo ikke forbinde Elskov med Fortræd . Pløkke den svagere Part ned kan enhver Hund . Man skal være Venner først . Haand i Haand kommer de to Forligte tilbage til Flokken . Kapløbet var , uden at ret mange vidste deraf , vel oprindeligt et Sindbillede , uklart forbundet med Himmellegemernes Gang , Sol og Maane der forfølger hinanden . Et faretruende tredje Element kommer til , i Form af en Medbejler som søger at skille de to Kapløbende ad og trænge sig ind imellem dem paa den Enes Bekostning , det fører til en dobbelt spændende Jagt , men de Rigtige finder hinanden ad lange Omveje , og Verdensordenen er genoprettet . Det er set at Legen tager et hidsigt Forløb , et eller andet spændt Forhold mellem tre som her kommer til Afgørelse . Der er to Karle som forfølger , og Pigen render som for Livet , det lader til at være Alvor ; hun hindres i Løbet af Skørtet , og man ser hende løse det i Flugten , staa et Nu og lade det falde , hun springer ud deraf i Særken og flyver videre , BRYLLUPET 133 ogsaa den er i Vejen , og hun haler den op til midt paa Livet , render i de bare blændende Ben , og har Jægerne ikke været høje i Springet før saa bliver de det nu . Pigen forsvinder ad Skoven til , med et Forspring , for i Mellemgrunden ser man pludselig Karlene støde sammen og gaa overende med hinanden i Marken . Efter en kort haard Brydekamp bliver den Ene liggende , rejser sig siden og hinker afvejen . Men den Anden op igen og paa Sporet efter den Flygtende ad Skoven til ; og det Par kommer ikke igen . I Rækkerne slaar man sig til Ro med at har Karlen ikke fanget Pigen saa jager han hende vel endnu ! Med Dans og Tagfat og alskens Leg gaar de dæmrende Timer til over Midnat , Baalene i Landet brænder smaat , og man begynder at forberede sig paa Solopgang . Nede fra Gaarden og Hovet høres Lurerne ved Midnatstid , lange ildelydende Toner , med Flid falske , som klippende imod hinanden , Dødstoner , og man ved hvad der foregaar : nu lader de Livet , de syv Elendige der er udtaget til at tilfredsstille de haarde 134 BRYLLUPET Guder ; Ilden vil nu have Liv for at give af sin Varme og holde Lyn og Brand tilbage , Sol og Stjerner forlanger Offer forat holde Aaret vedlige . Men Ingen lider Handelen , uden maaske Gydjerne . Den der nogensinde har set det , Gydjerne med opbrættede Ærmer og skrumpne senede Underarme ved Blotstenen , Fakkellyset i Viet med Benrade og Lig hængende rundt om i Træerne som Vægge af Gru , Maanen ovenover , den ser det for sig igen og farer sammen ; den der har været nærved og hørt det — hu ! Men Ungdommen giver ikke Blotet mange Tanker , det er de Gamles Ceremonier , hvori en flinthaard Nødvendighed kundgør sig , Verdens Styrelse , og saa videre , den ligger da ikke paa deres Skuldre endnu ! Efterhaanden som Natten rykker frem opløser Grupperne ved Baalet sig , Nogle vil se Solen staa op og danse for den i Skoven , Andre blive , et Parti har forset sig paa Fjorden , der blinker i Maanedis og de lyse Nætters slumrende Halvlys et Par Milsvej ude , og vil bade i Solopgangen , har faaet Længsel efter Saltvand og ludet Lugt ; Nogle strækker BRYLLUPET 135 sig bag Buskene og vil blunde en Timestid , saa man har det forskelligt og skilles i mange Grupper , indtil man efter Solopgang skal samles igen for at drive Kvæget ud , saa ogsaa det kan begynde paa Sommeren . Baalene dør ud ; i Stedet for Ilden ser man Røgen , mange fjerne Steder i Landet , Dagningen gør sig gældende , Landet ligger med Afstande igen . Maanen dør bleg ud i Himlen . Over Vildmarken stiger Lærken , den Sendemand fra Lysets Skabelse , uendelig lille og syngende i Himlen , med de uhyre udstrakte Sletter under sig . MEN inde i Skoven er der lukket , med alt Løvet trukket for , en hvilende Luft som i et Sovekammer , tung af Duft . Lys begynder at trænge ind gennem Løvtaget , gyldengrønt , og nu vaagner Fuglene . En efter en knirker de , skjult under Løvet , fra tusind Reder , et rugevarmt søvndrukkent Kny , som snart bliver mange - stemmigt og stiger , indtil der staar et samlet , mægtigt 136 BRYLLUPET Fuglekor over Skoven . Og Solen staar op , som en dyb Glød i Grunden af Skoven , Ildbundter op mellem Træerne , en blændende Verden af Lys som smelter Træerne og hele Himmelhjørnet ind i en Ring af Ild , hvori Solen gaar , den stiger og er snart fri af Skoven ; som et Ildskib lægger den fra Jorden og ud i det aabne Blaa . Lys og Dug og Morgenstilhed over Alverden ! Taageskikkelser hæver sig fra Græsset , skruer sig , som om de samler Slæbet om sig , og forsvinder . Aander driver som i en Trækvind mod Træerne i Skoven og gaar op i dem , bliver et med de udsprungne lysegrønne Kroner , det er Træernes Sjæl som vender hjem med Dagen . Men et Præg bliver tilbage efter dem selv ved højlys Dag , en hemmelig Nøgenhed i Skoven , Træerne staar som forgjorte med svulmende trinde Lemmer , gafler sig , som Væsener staaende paa Hovedet med Benene lige i Vejret , gaflede Træer allevegne , og Ar i Barken som en Mund , og i Løvet bæver et udslaaet Haar , blaa Øjne aabner sig , Himlen aabner sig , mellem Løvet , Skoven er som BRYLLUPET 137 hyllet i en Kvindes stumme Nærværelse . Og dybt i Skovens Dale Gøgen , Gækken , den Gøgler , kukkende , kukkende , med Genklang mellem Bakkerne , og en flyvende Latter bagefter , hæ , gæ , gæ , gæ ! Alting ved den , og aldrig vil den tie ! BRYLLUPET 127 CIMBERLANDS TYR EN Time eller to efter Solopgang kunde de der befandt sig oppe paa Højderne hvis de havde et fint Øre spore en indtraadt Forandring i hele Landets Tone : ikke Fuglelyd og Vinden i Risene alene eller en eller anden Menneskestemme gjorde sig gældende , fra alle Egne hørtes Kreaturbrølen , nær og fjern , ophidsede og mange Gange gentagne Brøl i Dalene nedenunder , fra det Fjerne som et Spindelvæv af høje fine Klange der gik i et med Synskredsen og Solskinnet : det var Kvæget som hele Landet over dreves i Marken og hilsede Græsgangene med fæisk brølende Lidenskab . Og man kunde se det , Tollinggaardens Kvæg lige nedenunder trækkende i en stor fliget Hjord op mod Vildmarkerne , med Ryttere og Hunde i en sværmende Ring udenom ; længere ude i Landet broget Kvæg fra andre CIMBERLANDS TYR 139 Gaarde , overalt prikket og blakket af Kvæg i Kærene , saadan som Landet nu vilde se ud de følgende Maaneder . Bag Hjordene saa man Husvogne kravle , Teltene og Husholdningerne der fulgte efter , hele Læs af Lædersække bagest , de skulde vende tilbage i Sommerens Løb fulde af Ost . Men til Tollinggaarden kom alt Mandskab tilbage i Dagens Løb der kunde undværes fra Hjordene , fra hele Landet , Festerne skulde først ret begynde nu . Opmærksomheden samlede sig fra Morgenstunden om Smedjen , hvor alle Forberedelser gjordes til den endelige Støbning af Tyren . Brændingen af Formen var lykkedes . Saa vidt man kunde skønne : den ydre Skal rødbrændt og klinger , hist og her flydt , Heden havde været alt hvad den kunde taale ; hvordan det havde sig med Kærnen var ikke godt at sige , men den raslede da ikke omkring indvendigt ; ethvert Spor af Voks var naturligvis fordampet . Nu vilde man lade staa til og gyde i For - men hvad der saa kom ud af den , og saa utaalmodig var 140 CIMBERLANDS TYR Smeden at han allerede havde begyndt at hede Ovnen om Aftenen og holdt Ilden vedlige hele Natten . Metallet stod som en flydende , smeldende Ildsø i den hvidglødende Ovn , Formen var sænket i Gruben , Alt rede , Alle forvaagede , med Øjne pinte af Ilden og svedne Fingre , man ventede kun paa et Tegn af Tole . I sidste Øjeblik kastede Tole noget i Ovnen , Ingen vidste hvad , der steg en grøn , uhyre hed Lue fra Ildsøen i Ovnens Indre . Saa hamrede Smeden med egen Haand den ildfaste Sten ud af Ovnens Udløbsrende , og Metallet løb , randt roligt kogende i Formen , indtil den var fuld og Metallet spruttende og flammende svirpede ovenud , rask stemmede Smeden en Spade i Metalstrømmen og ledte den i en anden Rende til et Hul hvori det Metal der var for meget størknede . Spændingen var overmaade den Tid der maatte ventes til Broncen var stivnet og saa afkølet at man kunde nærme sig den , Smeden furet og med dybtliggende Øjne , udslidt af Ugers Tvivl . Med Taljer og Vinder hejsede man Formen op og bragte den i Stilling ovenfor Gruben , Smeden greb en svær Træhammer og anfaldt Formen : om det saa var Grunden under eget Liv han slog væk , han slog til ! Lerskallen sprang og klang , mod Tyrens Pande havde han rettet Slaget , ned regnede Skaarene , og Tyrens Hoved blottedes som ved Trolddom , nystøbt og spillende i alle Ildens Farver , helt og fuldstændigt , lige til Spidsen af Hornene ! Men Smeden hamrede videre , som i Vrede , hen ad Flankerne , langs Ryggen , Bagparten , Benene , og ned hagler Skaarene som et Skrud der falder af den : overalt er Billedet kommen ! Helt , fuldstændigt i Støbningen , fra øverst til nederst ! Da smilede Smeden , gennem Sod og Sved og Aske , Furer og Skæg smiler Smeden med alle sine hvide Tænder som et Barn . Tole hæver sin brede Haand langt bagud og slaar den i Smedens : Til Lykke og Tak ! Og Henrykkelsen var almindelig , for det var det skønneste Syn man kunde se , Tyren genopstaaet lyslevende i det luende , regnbueglødede Metal , som en Tyr af Guld og Solskin , 142 CIMBERLANDS TYR dødelig og gaaet alle Tyres Gang igaar , nu genskabt for Evigheden ! Og at det var en Begivenhed for hele Landet begreb Alle , et nyt helligt Enhedsmærke var her bleven skabt , et Afbillede som vilde samle alle til Andagt . Ja hvad her var støbt , deri var der Skæbne ! Smeden gaar rundt om Billedet , et Spejl af Glæde , nyslaaet som Billedet ; det er endnu for hedt at røre ved , men han ser efter her , bøjer sig nærmere der , nikker : til de mindste Enkeltheder er Formen kommen , ethvert Spor i Overfladen Vokset havde har ogsaa Metallet , lige til Aftryk af Fingrene , jovist , et Fingertryk , den haarfineste Ting gjort uforgængelig ! Og Smeden ryster paa Hovedet , en Skygge gaar over hans Ansigt : Skade at Grækeren ikke kan se det ! Egentlig var det hele jo dog hans Arbejde : Formen , Tyren som Billede hans Værk . Støbningen og Ulejligheden , Ansvaret og Møjen havde Andre baaret , men Aanden var hans . Ja det vilde Smeden dog sige . Kunstnere er ømme Folk , som enten be - klager sig naar Andre formentlig raner deres Indfald , CIMBERLANDS TYR 143 eller med begge Hænder skyder Fortjenester fra sig til Fordel for en Overmand , sjældnere , i begge Fald indre Grader som undgaar den almindelige Mands Opmærksomhed . En Sammenligning her , mellem en fri Mand og en Træl , kunde jo overhovedet ikke finde Sted . Grækeren — han var vel paa Vej sønderpaa nu , og gad vide hvordan han mejslede sig sin Vej gennem Skovene ganske alene ... Hvadbehager ? Ikke Alle er lige vel underrettet . Grækeren , „Egernet " , blev han ikke slagtet med de andre seks nu i Aftes ? Naa nej , han var altsaa rømt . Man savnede ham i Buret da de Andre blev hentet , hvordan han saa var kommen ud , og det havde ikke nyttet at hidse Hundene paa Sporet , han var for langt borte , flere Timers Forspring , en Hest savnedes naturligvis ogsaa . Saa havde man trukket en Stedfortræder op af Græstørvshusene , nogenlunde af samme Størrelse , og ofret paa hans Vegne . Saa meget vidste man , og saa meget glemte man inden ret mange Døgn var gaaet . 141 CIMBERLANDS TYR Men i enkelte Kredse , Kvindernes Kredse , summede Rygter og holdt sig længere . Noget helt Billede blev ikke stykket sammen , Nogen vidste noget , og Andre sagde det passede ikke , saa sandt de levede og stod her paa dette Sted ; saa hvad var sandt ? At det var Norne - Gæst der havde lukket Fangen ud og ladet ham løbe syntes at være et fast Punkt Ingen kom udenom ; det var sket i Mørkningen , mens Alle var oppe ved Blusset , og ikke bemærket før flere Timer efter . Men hvad skulde være Skjaldens Bevæggrund ? Her var det en enkelt af Kvinderne med skrigende Stemme og ikke ganske hyggelige Øjne paastod som sikkert at det var Inge , den nygifte unge Kone der havde staaet bagved Skjalden , for de to var bleven set sammen oppe i Heden , og Inge havde haft Armene om den gamle Mands Hals og vistnok hvisket noget til ham og grædt og været ude af sig selv ! Det havde nogle Drenge set , men aldrig haabede Meddelerinden at sligt skulde komme for Bojeriks Øren ... Det kom det heller ikke , for hvad Kvinderne vidt og bredt drøftede indbyrdes og nærede sig med , det kom ikke videre , Mændene havde tusind CIMBERLANDS TYR 145 andre Ting at tænke paa . Desuden siges det jo at Mændene har for grove Sanser til at høre de højere og finere Toner , som dem Faarekyllinger udstøder . I hvert Fald Bryllupsfesten forløb uden mindste Mislyd . De unge Folk fik kostelige Gaver , Bruden især , Spanger og Tøjer og Udstyr , til Værdi af mange Snese Stykker Kvæg , Slægten var jo paa begge Sider af de fornemste i Landet ; det var sjældent at et Foraarsbryllup ramte saa nær Toppen . Af Norne - Gæst fik hun overrakt en Gave som Mange gjorde lange Øjne efter , uagtet det var den allermindste Gave , men det var et Klenodie fra Syden , til at bære om Halsen , uden Tvivl af den største lykkebringende Kraft . De gamle Ættebønder tog det mellem to store Fingre som et insekt , holdt det i strakt Arm fra Øjnene , uden ret at kunne faa ud hvad det var . Men det var virkelig et Insekt , meget lig en Skarnbasse , fint udsleben i sort Sten , med et Hul igengen til Bæresnoren , paa den flade Underside havde det et ganske lille omtrent usynligt Billede indgraveret , Hovedet af en Kvinde . Ventelig var det en meget stærk Guddom under hvis 146 CIMBERLANDS TYR Beskyttelse man traadte naar man gik med denne Kostbarhed paa sig . Det iagttoges af Enkelte at den unge Kone kom i Bevægelse da hun modtog Gaven . Inge sad mellem Konerne nu og havde alt sit Haar samlet og skjult af den lille Konehue , det skulde aldrig være frit mere , og dets Lys var slukt ; til Gengæld bar hun et tungt Guldbaand om Hovedet . Gæstebudet fandt Sted i det Fri , og nu var Kvinderne med , de var kommen tilvogns fra alle Landets Egne , brede ravbehængte Ættekoner , med Børn og Børnebørn ; stor Familjebespisning fandt Sted med Kogen og Skaffen under aaben Himmel paa Tunet og under de store Træer i Nærheden af Gaarden , Fortæring medbragt , og Alt paa Feltfod som naar man levede i Marken . Gildet kunde for den Sags Skyld vare hele Sommeren , man førte Alt med hvorhen man kom , og det var i sig selv et Gilde altsammen . Men her var altsaa en særlig Lejlighed til at samles og ses . Familjer blev stillet overfor hinanden , Aarenes Frugt fremvist , med Stolthed CIMBERLANDS TYR 147 skød Mødrene deres Børn i Forgrunden og holdt dem der med haarde Knoer , for Børnene vilde ikke i Forgrunden , til de var beundret . Konerne prøvede Inge og talte om Vask med hende , og Inge klarede sig koneligt , svarede om Vask saa godt hun kunde . I Brygning stod hun sig ogsaa , kom nogenlunde fra et langt Forhør i Vævning , men glippede med klare Taarer i Øjenvipperne , Konerne var strenge . Ja , ja , hun blev saa sluppen igennem , og Konerne tromlede andetsteds hen for at sætte Koneraad ogsaa der og , blænde med Ravperler saa store som Knytnæver og rasle med dem og dreje den brede Side udad paa Armringene og smile sødt , med mange Tænder , til hinanden . Ungdommen tog Maal af hinanden paa deres Maade , det uundgaaelige Blik Ungdommen har , Førsteindtrykkets ubevidste Styrke — et Par Syvaarige som ser paa hinanden ! Ja meget blev set og skrevet i Sjælene den skønne Majdag . 144 CIMBERLANDS TYR VAR Bryllupet en Begivenhed paa Grund af de to høje Ætter , Landets kendteste , som her lagde Grene sammen , saa vandt det i Betydning paa Baggrund af det store Tyrebilledes Indvielse der indtraf samtidig ; Aaret gik siden igen i Folks Tidsregning som det Aar da Bojerik og Inge fik hinanden og Cimberlands Tyr blev ført i Viet . Det skete samme Dag . Billedet var i Virkeligheden færdigt , kun Spilerne som havde holdt Kærne og Skal fra hinanden skulde fjernes , ellers var Billedet helt , støbt i et med Fodstykket , i alle Maader fejlfrit og uforgængeligt . Med særlig Glæde og Andagt betragtede Tole Tyrens Pande , her lige paa Stjern ' ens Plads var det hellige Omdrejningstegn formet og stod som en lille funklende Guldsol i det friskstøbte Metal . Det samme Tegn havde Smeden i sin Tid indpunslet i Tyrens Pande paa Bundbilledet i den store Sølvkedel , efter Ordre fra Tole , og det fandtes foran paa Vognstangen af den hellige Vogn ; det var Tilblivelsestegnet , som forbandt det inderste Livsmidtpunkt med Ildens Undfan - gelseshemmelighed og Himmellegemernes Kredsgang . CIMBERLANDS TYR 149 Tole bestemte at det at lægge Haanden her , paa Tyrens Pande og paa Urtegnet , det skulde være afgørende for enhver Cimbrer , de Forpligtelser og den Skæbne der knyttede sig hertil kunde han ikke være utro . Den hellige Vogn blev hentet ned og Billedet opstillet paa den , under stor Højtidelighed og med Deltagelse af Overhovederne for alle Landets Ætter . Billedet stod med ypperlig Virkning paa Vognen , som støbt sammen med den , saadan skulde det nu køre ud i Herrederne for Fremtiden ved de store Landefester ; og Alle begreb at Tole her havde lagt baade i hellig Vægt og i Pragt til Landets Gudsdyrkelse , naar nu det allerhelligste Jertegn , hvis Væsen ingen uden Goden og Gydjerne kendte , blev indesluttet i den , som Meningen var . At Billedet rent umiddelbart udøvede Magt kunde allerede ses : paa Afstand gjorde Konerne og Almuen , hvis Nærværelse i direkte Nærhed af Vognen naturligvis ikke taaltes , uvilkaarlig Underkastelsestegn og førte Jord op til Panden , da de saa det luende Tyrebil - lede under Lurmusik blive kørt op over Tunet mod Viet . 150 CIMBERLANDS TYR Overflyttelsen af det Allerhelligste fandt Sted ved Midnatstid , Tole og Gydjerne ene om de vigtige og uhyggelige Forretninger i den Anledning . Her stod der en Strid , de gamle Vølver var ikke tilfreds med Toles nye Anstalter og vilde ikke have Guden flyttet fra sit Hus over i Maven paa en Tyr , de gjorde Uvæsen som Katte , og Tole var nødt til at bruge Kæp imod dem for at sætte sin Vilje igennem . Det kom til et ligefrem forargeligt Optrin da Tole vilde tage Ildguden ud og putte ham i den dertil indrettede Hulhed i Tyren , at lukke med et Spjæld , Gydjerne holdt fast paa Guden , og Tole maatte vriste den fra dem , slaa dem over Fingrene med den og i Skallen , og det gjorde ondt , for det var en haard Gud , men saa gav de ogsaa efter . Naturligvis heldigvis forblev Optrinet en af de indre Hemmeligheder der aldrig kom udenfor Hovet ; kun Norne - Gæst , der var tilstede som Toles betroede Ven anede noget derom ; og saa maaske de gamle Ravne i Lunden der var saa tamme at de vrikkede helt ind paa CIMBERLANDS TYR 151 Gulvet i Husene og sagde Goddag og blinkede hvidt med Øjet . De havde en god Tid , Dagen igennem og den halve lyse Nat med hørte man dem prate i Træerne og formodentlig udveksle Bemærkninger om de nye Frugter paa Træerne der var ophængt for dem : den og den god , men hin over al Maade fortræffelig ; saa det skal sandes at mangen Mands Fortjenester først bliver indlysende efter hans Død . Andre store Fugleflokke indfandt sig og stod i Sværme der kørte rundt som sorte Hjul ovenover Lunden , Krager , Alliker , selv Ørne , men de var ikke indbudt og blev med høje Kraak og Skraal jaget væk af Ravnene , de retmæssige Ejere , stort Slag i Luften og Fjer der føg oppe ovenover den hellige Lund ! FORAARSFORMÆLINGEN og Tyregudens Indvielse højtideligholdtes de følgende Dage med stor landsalmindelig Kapkørsel , Væddeløb , Dystridt og Boldspil . Men først var Foraarssaaningen bleven indviet , en hellig Akt paa hele Landets Vegne af Tole , 152 CIMBERLANDS TYR som saaede Vaarsæd paa en Mark , ganske ene med Jorden og Solen ; Pagten var hermed sket Fyldest , og Resten kunde overlades Trællene . Saaningen faldt sent , Tole havde ikke kunnet faa Solemærkerne til at stemme før . Ved Kapkørslen kom en Bonde ude fra Vesteregnen ind som Nr . 1 med et Par uanselige men knippeldygtige Hopper ; Afstandene var større derude , saa der skulde vel ligefrem gaa mere Stræk i Benene paa Øgene fra de Kanter . Af Rytterne sejrede som ventet en vis bidegal mager Traver . Naturligvis var det Dyrene hvis Forrang her blev afgjort , af de der red dem havde jo hverken de Stærkeste eller Behændigste Udsigt til at vinde men de Letteste , og af dem igen de Kyndigste . Deltagelsen og Spændingen var overordentlig , Kvinderne indladt til denne Forlystelse , og en Pryd for Grønsværen i deres flunkenye Foraarsklæder , tungttrædende , med hver en følelig Vægt af Smykker paa sig , Sølvkæder , Spænder , Rav , Bronce og Guld , hele Familjeskatten udhængt . 148 CIMBERLANDS TYR Dragten var den samme for Alles Vedkommende , dog med ganske smaa Forskelle der gav til Kende fra hvilken Kant af Landet de kom . Klædningen var bygget op af to Stykker : Særk og Skørt . Fodtøj : intet . Med Lyst stod nøgen Fod i Marken i direkte Berøring med Jorden og fri Luftning opad Benene i Skørtet , Foraaret føltes til Beltestedet som en Bejler . Over Særken bares et Livstykke uden Ærmer , i stærke Farver og af meget forskelligt Mønster , her var det hver enkelt Landsdels Smag gjorde sig gældende , og gennemborende var de Blikke man laante hinanden i Anledning af noget Nyt og forhen Uset , uden al Deltagelse for Ejerinden , man synede Klædningsstykket og kneb Munden sammen , det var dog for galt , og mærkede sig det i Hukommelsen for at gøre det efter . Et Klæde endelig , enten baaret over Skuldrene og fæstet med et Pragtspænde , eller over Armen , fuldstændiggjorde Dragten . Med Pelsværk , Egern og Maar , kunde der jo ikke gøres Opsigt i Varmen . Urt bares i Haanden , Hovedet bart , Konerne med tynde graa Piske under Guldbaandet . CIMBERLANDS TYR 153 Hos Mændene var Lidenskaben oppe , der blev væddet ikke lidt , Hestene der deltog gik som Indsats fra Ejer til Ejer , og undertiden mere til , Handelen florerede , faa kom hjem igen med det samme Spand for Vognen hvormed de var kørt ud ; en Bytteaand og Lyst til Forandring havde grebet Bønderne , lige saa rasende man attraaede anden Mands Helmis lige saa led var man pludselig bleven ved egen dyrebar Fole . Men Alt hvad de byttede , det blev dog i Ætterne . Om Aftenen stor Spisning , Mænd og Kvinder i Kærlighed med hinanden , Sidden paa Skød hos hinanden og øm Nippen af Skaal sammen , Nøddekærnen rakt sødeligt med Læberne til Allerkærestens Mund . Hvordan det var , Festen begyndte med Kildevand , men endte med Gammeløl , først et enligt Anker , fundet i Halmen paa en af Husvognene , saa et til , flere , som om Ankrene ynglede der hvor de kom fra ; og hen ad Natten hørtes overstadig Sang fra Tunet og de omliggende Lunde hvor Læderteltene var rejst , glad Tuden og Brølen som af mange Vilddyr paa en Gang , Frydeskrigog Kokkekaglen , Lovsang og varme Latterudbrud , almindelig CIMBERLANDS TYR 155 stormende Tilfredshed . Sovet blev der ikke , Natten var for god til det , megen Ilen derimod paa bare Ben mellem Teltene og Bulder af Særke i Flugten , som naar Fugle skifter Plads , Kukken og Legen Skjul , Sorgløshed og Henrykkelse hele den lange salige Nat , med rødmende Nordhimmel og Engen fuld af Alver . Maanen gik højt , forvaaget og bleg ; først efter Solopgang og mens Fuglekoret steg blev der lidt efter lidt stille i Teltene . Alt i dybeste Fred og Enighed . Kun en enkelt fortrædelig Hændelse , et Par unge Karle som kom i Toppen paa hinanden over en Pige , den ene meget større og stærkere end den anden , lidt ulige Parti derfor at han bukkede begge Ender sammen paa Modstanderen og haanede ham oven i Købet . Alle Vaaben var gemt til Side , den mindre af Svendene fløj paa Overmanden og dræbte ham med en Nagle , blev straks greben — Nidingsdaad ! Uden al Tvekamp ! Uundsagt ! Karlene furede ham til et Træ , og med Vellyst gik Synderen til sin Afstraffelse , følte Skammen , men fortrød ikke , det skulde svale at dø ! Men han græd salte Taarer og holdt sit Vejr 156 CIMBERLANDS TYR da han fik Løkken om Halsen , ikke af Frygt , men for at dø hurtigere , saa uudholdelig en Tanke var det ham at han , skønt han havde spildt den andens Udsigter , fejgt , javel , men død var Svinet , saa , ja saa fik han jo dog alligevel ikke Pigen han havde saa kær ! De to Kamphaner blev brændt sammen og deres Aske nedlagt i samme Grav , med samt Ragekniv og Tatoversyl ; maatte man haabe at de forligtes bedre hisset , hinsides Ilden ! Andendagen antog Gildet en mere spredt Karakter . Kvinderne kogte paa Grønsværen mellem Teltene , al Landets Familjer som een stor Familje , Røg og Madlugt milevidt , overalt Snak mellem Konerne , i Dybden , efterhaanden som man blev mere fortrolige , Aa jo , vise Anliggender , Prøvelser , men ogsaa det som muntert var , ikke lidt lo man , med lukket Mund og en Knurren indvendig , Maven hoppende , over baade det ene og det andet man hørte : Mænd ! Disse samme Mænd var imidlertid oppe i Heden og havde sat Ting , man saa dem sidde det meste af Dagen indenfor Ringen af hvide Kæppe , alvorlige Anliggender blev drøftet der , CIMBERLANDS TYR 157 og det vilde nok ringe for de omboende Folks Øren ; maaske var det historiske Beslutninger der blev taget , Planer om at falde ind i Aaboernes Land og lægge det øde , eller et Togt over i Salling med Ildspaasættelse og Erhvervelse af Kvæg , de skulde have gode Stude derovre . Hverdagen havde for saa vidt holdt sit Indtog igen som Vaabnene var kommen frem , og dermed en vis Holdning , overalt saa man de lange Spyd igen i Hvermands Haand , og Spøg lod til at være lagt til Side . Skueridt i fuld Væbning , med dyreprydet Hjelm paa Hovedet , hørte til en af Dagens Underholdninger . Det var som om man længtes efter lidt Orlog og Manddrab efter den megen Kælenskab . Siden drog nogle paa Jagt , red til Vildsvin med Spyd i Sumpene , under megen Gammen , fulgte Hjorten til Hest over det halve Land med Hunde og Halløj ; mens Mummespil og Maskedanse forberedtes i dybeste Hemmelighed til om Aftenen i Fakkellys . Andre begav sig ned til Aaen hvor der var Marked , flere Kræmmere som var kommen sejlende op saa 158 CIMBERLANDS TYR langt de kunde gaa med lette Skuder og havde bredt deres Varer frem i Telte paa Engene ; særlig Kvinderne søgte derned . Trolovede som havde fundet hinanden i disse Nætter og som var to Hjerter og eet Slag kom Haand i Haand for at knytte Baandet for Evigheden med Spanger og Lænker og Ørenlokker , det skønneste Kræmmeren monne have . Det var en Svimmelhed , som Stjernehimlen der aabner sig , at se ind i Boderne og de aabne Kramkister , Varer som havde vandret tusind Mil , fra Solopgangens Strande , gennem alle Verdens Riger , til de endelig var naaet helt op i Spidsen af en trang Aa og nu blændede Øjet paa ferske Bønder : slebne vælske Broncespejle , de skønneste Glarperler , Guldberlokker i utrolig fint Filigranarbejde , Tøjer med indvævede Fugle , saa fint at man ikke kunde se Traaden deri , klæbende til Fingerspidserne som Spindelvæv ; Naale , kostelige Naale , Fingerringe , hvori Stene som fortryllede Sjælen ! Vel og længe blev der da tusket , Køberne med hede Kinder og ude af Stand til at beherske et Ønske , bydende for meget blot for at faa det CIMBERLANDS TYR 159 opfyldt , Kræmmeren uigennemtrængelig , med mørke Øjne , hvori ikke kunde læses . Naar Markedet var ovre fragtede de fremmede Handelsmænd en hel Flaade af Pramme ned ad Aaen , lastet til Randen med Byttevarer , Pelsværk , Huder og Uld , som nu begyndte at rejse sønderpaa den Vej hvorfra al Stadsen var kommen . Tredje - og Fjerdedagen ebbede Foraarsfesterne ud . En efter en af Husvognene læssede Teltet og Gryderne paa , Unger og Hundehvalpe , fik Studene for og rokkede ud fra Tunet , med Retning efter de Dele af Landet hvor Vedkommendes Hjord var at finde . Norne - Gæst vandrede af en Dag , man saa hans Ryg forsvinde ad Sønden , den lange Stav maalende Jorden under Gangen . Saa vidste man Hverdagene havde sat ind . 154 CIMBERLANDS TYR VEDIS SOMMEREN gik , i Selvforglemmelse , som alle Somre . Fuglene rugede , af Foraarets Æg blev der Unger , Kalvene blev Kvier , Lammene store og tykke , uvorne af en hel Sommers Leg og Galopperen i Flok . Kort i Sindet gør Sommeren . Man lever i Nuet med Dyrene som ikke kender Tid . Hele den lange Sommer flytter man fra Sted til Sted i Vildmarken med Kvæget , bor lidt her , lidt der , i Telte og Udmarkshuse men mest under aaben Himmel , og ofte faar man i Uger ikke andet end Surmælk , end ikke Jagten frister ; for Resten nærer man sig af Vinden , af Sang , lyse Nætter og hinandens Selskab , faa Tanker og megen Enighed . Højsommerens Brand mattede , man søgte Skygge og slumrede i det Grønne . Faarene stak Hovedet under hinandens Bug og søgte Kølighed . Bierne sværmede , det var deres Skabelses Tid , man saa dem blive til af Solen , hele hede Hære kom ud af Solilden i den blændende Middagshimmel og kastede sig mod Jorden for at søge et hult Træ at bo i ; og man mærkede sig hvor de slog ned for at tage Honningen fra dem om Efteraaret . Og som Honningen oplagrede Sol , Duft og Sommer gik man ind i Efteraaret med en opsparet Glød i Blodet , solbrændt og mæt af Lys . De lange mørke Maaneder der kom tog Solbrændtheden igen og forvandlede det røde Blod til Erindring og Syner . Saa sneede det for første Gang , og for Mange var det som om Sommeren slet ikke havde været . Vinteren , ja det er vort Liv , den udsletter alle Somre . Men i Høsten gik Foraaret igen med sin Frugt . Den korte Bedaarelse , Væksternes Blomstring , Livets flygtige Berøring , der er kun som en Duft , lutter Sjæl , deraf begynder det at gro og blive tungt ; Solens Smil over Kornet er glemt , men det har sat Kærne . Midt i Vinterens haabløseste Nat udsprin - ger Haabet : Inge , Majbruden , fik sin Førstefødte , et Foraar af 162 VEDIS Foraaret , en Stjerne i Midvintersnatten . Det nye Liv kom og tog til sammen med Solhvervet . Det var en Pige ; den unge Fader saa ikke først paa Barnet men paa Moderen , da Konerne kaldte ham ind ; var det en Dreng plejede det at være omvendt . Hun blev lagt til og blev kaldt Vedis . Fra Fødslen var hendes Skæbne bestemt , hun var viet Himlen og skulde blive Ildmø og Vølve ; allerede naar hun blev fem Vintre gammel skulde hun gives Gydjerne til Opfostring . Men saa længe Moderen havde hende var hun hendes Glæde . Hun som selv for ikke saa ret længe siden havde været et Barn fortsatte sin Barndom over i Datteren , det var ikke frit for at hun legede lidt Dukke med sin Førstefødte . Hun var lys baade fra Fader og Moder , det lyseste Væsen der nogensinde havde været set , en fordoblet Fagerhed , med Øjne som den tidlige mælkeblaa Vaarhimmel , saa hvid at hun ledte Tanken hen paa Sne og Maaneskin , næsten grønlig i Skyggen , som de hvide Spirer der gror op uden Sol i Jordhusene . Men ligesaa skær hun var ligesaa glad , sund og rund , et VEDIS 163 ualmindelig lykkeligt Barn , sprudlende over af Glæde saa snart hun kunde skønne . Livet begyndte for hende som et stort Mørke hvoraf Verden traadte ud , en Verden i en Verden . De var to i den , saa langt hun huskede tilbage , en mindre en , men det var en Dreng , han stolprede tyk omkring og gjorde efter hvad hun gjorde , var tavs og forsovet , men eftertragtede alt hvad han saa . Til de to kom Livet som en Række vigtige Opdagelser , hver Dag et eller andet nyt Under som aabnede sig for dem . Endnu inden de havde været synderlig udenfor den trange Stue hvor de var født kom Verden til dem , brudstykkevis men saadan at det aldrig siden kunde glemmes . Vintrene var lange , det var ligesom altid Vinter , og al anden Tilstand tabt i Erindringen , man er indendørs i al Evighed , paa Gulvet mellem sin lille Seng og sin Skammel , de Voksne rager op i en Verden ovenfor , som man lægger Hovedet bag i Nakken og ser op i. Over dem er der Taget med Bjælker og hængende Sodfigurer i alle For- mer , en Urverden som altid har været til ; og allerøverst er der 164 VEDIS Røghullet , en flimrende Brønd ud i selve Himmelrummet , altid farvet af Røgen fra Baalet , men om Natten naar Stuen er kold klar helt op til Stjernerne , som bølger lidt af den varme Aande fra Stuen op gennem Hullet. Det er altid de samme Stjerner , skønt der er saa mange , man ser dem kun en sjælden Gang naar man vaagner om Natten og er ene i et uhyre Mørke , og det er som om Kulden der falder ned paa Ansigtet ovenfra kommer fra dem. Naar man da græder hører man Moders Stemme nærved i Mørket og føler .hendes Haand paa sin Seng til man sover igen. Forunderlige Bud kommer fra Verden udefra . I Døren hvor Tærskelen er , der ikke maa overskrides , viser sig formummede Skikkelser indbundet i Tørklæder til Næsen og sætter Tørv og Lyng ind paa Gulvet , slipper isnende Luft ind med , saa Gulvet er koldt længe efter . Og Lyngen er som omhyllet af Kulde , der sidder Sne i den , og Knipperne er frossen sammen , smaa Istappe som tør hurtigt og væder Fingrene og smager fersk af Jord . VEDIS 161 Hvor Lyngen dufter , saa snart den er kommen i Varmen ! En stor voldsom Duft , som Udstraalingen af et Væsen , Lyngens Væsen , den fylder Stuen og trænger til alle Kroge , krydret , sød og snerpende , en Lugt der gaar i Næsen , i Halsen , i Panden ; og som den lugter smager den , hedt og bittert , kølet af Isvand , som en hed Verden der har skjult og fortættet sig i Lyngens smaabitte grønne Naale . Børnenes første og største Opdagelser gøres i Lyngknipperne henne ved den sumpede Dør , de piller de skønneste Vækster ud derfra og sysler dermed Dagen lang , eviggrønne Tyttebærris , hvis smaa hvælvede Blade smager saa stærkt , Melbærris , som ser næsten ligesaadan ud men mere graa , og paa dem kan der sidde Bær som er højst opsigtsvækkende røde , men en Skuffelse for Tanden , bare Mel uden Smag , man vrænger dem ud af Munden igen og gaar Tungen efter med Ærmet ; Pors , med yndige smaa Kogler , uspiselige , skarpe som visse Insekter man har truffet at faa i Munden , men et dyrebart Gods at samle og opbevare ; Rævlingris , hvoraf de Voksne med Forstand binder Limer og fejer Gulvet med , men det er de bedste 166 VEDIS Ris , det hænder at sorte Bær sidder paa dem , selv ved Vintertid , de er sortrøde og vandede indeni , har faaet Frost , smager af Regn med en doven Sødme og en bitter styrkende Eftersmag af de smaa Sten i Frugten . Mos plukker de ud af Lyngen og lange grenede grønne Ulvefodsstængler ; en forskrækkelig Tæge støder de paa og faar lugtende Fingre ; en hel Verden aabenbarer Lyngen for de to Vinterbørn . Endnu stærkere dufter Lyngens Sjæl naar den kommer i Ilden , saa knitrer den og sveder hvid Røg og udgyder en brændt hed Aande , Kvistene puffer og sprutter inden de bryder i Brand , brændende krymper de sig sammen og bliver til smaa Ildorme der dunster kullet og falder hen i Aske . En Verden for sig , glødende og utilnærmelig er Ilden . Kun fra Afstand maa den betragtes , ikke lege med den , advarer Moder , og de Smaa staar paa Afstand og ser Lyngen brænde , føler Straalevarmen i Ansigtet og belyses af Ilden , alvorlige , fortænkte , saadan som Ildens Verden altid binder og fortryller . Paa de hede Steder i den var det som om man VEDIS 167 kunde se ind i uendelige Afgrunde af Ild , Lysets Uendelighed . Mellem disse to Afgrunde , Himlen ovenover Røghullet og Ilden , levede de Smaa , det var deres Op og Ned . I Vidden havde de det kun smaat , men med Anelser , Yderdøren lukkede for Verden , og gennem Sprækkerne af den trængte der fin Fygesne ind , et iskoldt Pulver som dannede smaa Tunger i Retning af Trækken ind paa Dørtræet . I Væggene var Tømret sprukkent , dybe sorte hemmelighedsfulde Spalter , hvorudaf der kom Kulde , det var Børnenes Huler , heri gemte de deres Kogler , Smaasten og andre Skatte . GLUM hed den lille Broder Vedis delte Verden med , han fik snart Tungen forløst , et eget lille Sprog opstod mellem de to . Senere hørtes en ny Stemme i Stuen , et Væsen indtil videre usynligt , men det lod til at være et mægtigt Væsen , for det bragte Uro i hele Verden , de to kom helt bort fra Stuen og fra Moder , i andre ukendte Voksnes Vold , og Tilværelsen 168 VEDIS forvirredes for dem , blev aldrig mere den samme . Nej , kun en Gang til saa de Stuen hvor deres Verden var begyndt , og da var den ganske ryddet , Sengene og Alting taget bort , kun de fire nøgne Tømmervægge , Ilden paa Gulvet slukket og et tykt Tæppe af Enebærris lagt i Stedet . Men midt i den tomme Stue var Moder , strakt ud som en lang hvid Form , kun Ansigtet synligt , og det var hvidere end den hvide Sne . Man lagde deres Hænder sammen og førte dem Haand i Haand hen til Baaren , og da saa de at Moders Kinder var frosne , der stod Isblomster paa dem og paa hendes Pande , fine Isstjerner og Blade i fligede Mønstre , som naar Vandet fryser om Natten . Stuen var koldere end den kolde Nat , rundt om gnistrede Væggene af Rim og Isaarer , Vand som var flydt ned over Tømmeret og frosset . Den Døde var saa ung , de havde givet hende en Krans paa Hovedet af det eviggrønne Tyttebærløv . Men i hendes Hænder havde de lagt Gøgeurten , ikke med Stængel og Blade , det fandtes ikke nu , Løgene , som man havde gravet VEDIS 169 op under Sneen , de to Løg hvoraf det ene er sort , det andet hvidt : det gamle Aar og det nye , Døden og Opstandelsen . Ovenover Baaren faldt Dagslyset ned gennem Røghullet , det var hverken farvet eller uroligt mere , Luften ganske klar og stille deri , med som et Islys fra Himlen , den bitre blændende Frostdag udenfor . Og siden en Dag fører man de to Smaa udenfor , hvor de maa bæres , og viser dem paa Afstand en stor vældig Brand der staar med hvide Luer op i Vintersolskinnet , fra et Sted midt i Sneen . Mange Voksne gaar omkring der under Lurklang og kaster Klæder og Ting ind i Ilden . Og naar Moder aldrig siden viser sig og man spørger efter hende siger de at hun er gaaet til Solens Hjem . VEDIS 165 TOGET OVERSVØMMELSEN FOR Vedis udvider Verden sig igen , de er tre i den nu , en ny lille Broder som stolprer tyk omkring og tager Glums Ting og maa have vristet dem ud af Haanden af den forargede Glum ; han hedder Ingvar og udtrykker sig en Tid lang kun med Skrig , men senere nemmer han Sproget , og de tre enes vel , naar Vedis holder Freden vedlige , og ikke forstyrrende Indgreb fra de Voksnes Side finder Sted . Man er nu i et andet Hus , under ikke ganske forstaaende Opsigt af Koner , som jager fra Ilden og fra Døren , men ingen Erstatning har for alt hvad de forbyder . De tre slutter sig da sammen i deres egen Verden , som Ingen tager fra dem , for der er Ingen der aner noget om den . Ak , men de skilles , den Dag kommer da Vedis bliver taget fra sine Søskende og ført sine Pligter imøde , fem Aar gammel . Hun bliver 174 OVERSVØMMELSEN fremstillet for flere skrutryggede gamle Kvinder , der lugter af Mus og har stride Haar paa Hagen , de føler paa hende , uden Smil , og drejer hende omkring mellem Knoerne , mens de kvakker noget til hinanden . Saa kommer hun i en yngre Vølves Varetægt og maa begynde at se lidt til naar man passer Ilden , men er jo ellers for ung endnu til selv at tage fat . Man fører hende ind i det Allerhelligste , og der ser hun Malmtyren , stor og skinnende som et Dyr af Lys , og man lærer hende at gøre Underkastelsestegnet med Panden mod Jorden . For Resten faar hun det godt , kommer til at sove i Hus sammen med to unge Piger , der ogsaa skal være Vølver , og bliver venligt modtaget af dem , de leger i Smug og kan en Maade at le vældigt paa uden at en Lyd høres . Huset er rundt , af flettede Ris tættet med Lerstrygning , og øverst er der en Røgaabning , hvorigennem Vedis kan se de samme Stjerner som hun kender fra det nu snart glemte Hus hun kom fra . Vaagner hun om Natten tænker hun paa Moderen , hvem hun nu slet ikke husker mere uden som hun saa ud den sidste Gang hun saa hende , den lange hvide Form under Lyset fra Røgaabningen . Og hun maa da altid tænke paa de glitrende kolde Fnug i Luften , som det fineste Isstøv , der sænkede sig ned i Stuen fra Røghullet , Stjernerne der faldt ned og var saa kolde og blev liggende paa Moders frosne Ansigt . Men naar hun vaagnede og var alene og bange tog hun sig op til Halsen hvor hun havde en Kæde der ikke kunde tages af , med en hellig Beskyttelsesting ved , en lille sort Skarnbasse , den havde Moderen givet hende og kysset mange Gange til hendes Bryst som for at kysse den fast ; saa lille hun var forstod hun at den var hendes Værn . Men paa Glum og Ingvar tænkte hun altid og var i de første Uger stum af Sorg over at være bleven taget fra dem . Og siden da hun maatte leve uden dem lukkede en Grav af Smerte sig i hendes Sind om Savnet , aldrig , aldrig hørte hun op med at savne . Hun saa dem siden nu og da , ved Lej - ligheder hvor hun havde fri og turde forlade Viet ; men de 176 OVERSVØMMELSEN blev meget hurtigt Drenge og havde tilovers for Søster paa en anden Maade end hun for dem . De vidste snart at de var Bojeriks Sønner og stræbte af al Magt mod Mandeverdenen , talte om Heste endnu inden de talte rent og søgte Friluft i Karlenes Nærhed . Ubemærket blev de heller ikke selv , Faderen gjorde med egen Haand deres første Flitsbue til dem ; selv helt op til Tole gik de to Purkes Folkekærhed , den Gamle blev ofte set med sine to Brodersønnedattersønner ved Haanden , af Ættens utallige Skud som vrimlede paa Gaarden lod han til særligt at ynde dem , Men skønt Brødrene jo altid var der kunde Vedis kun halvt nærme sig dem . Faderen saa hun sjældent , han fik altid milde Øjne naar han saa hende , men det var i Flugten , som alt med ham , fra Hesten , i Forbifarten . Saa Vedis ser efter sin Fader og Brødrene som en Storhed hun elsker men som trækker sig tilbage fra hende , Savnet graver sig dybere ned i hendes Sjæl , Savnet af en Verden , som gaar under i en Verden . Aldrig , aldrig vil hun høre op med at savne . OVERSVØMMELSEN 177 Indenfor Hegnet i Viet havde Vedis et hemmeligt Skjul hvor hun kunde liste hen og være uset men selv spejde ud gennem Buskene mod Gaarden og Mandeverdenen . Hun saa de store vidunderlige Karle jage over Marken , snart paa Hesten og snart af den , Karle i Luften , saa med Armene om Hestens Hals , saa med en Haand i dens Manke , som et flyvende Venskab , de Uadskillelige , hun hørte en Regn af Sten fra de iltre Hove , og hun elskede dem , elskede dem , Heste og Karle , de forfærdelige , skønne , raa og rappe Karle ! Ingen vidste at en Udkig sad der i Viet og higede mod dem der ikke turde nærme sig det , Ukrænkeligheden der drømte om store Overtrædere , uselvisk dyrkende , sjælfuldt og svulmende , Følelsen selv og ikke andet end den , som kun et Barnehjerte hvori der rører sig en Kvinde kan elske . Hun blev Kvinde , voksede og blev Voksen , og Ak , Hjertet voksede med hende , elskende og med Ve ser hun Krigerne fra sin Verden , Ildvogterskernes , de livsvarigeJomfruers Verden , og hører Klangen af deres Rustninger og 178 OVERSVØMMELSEN Jern og skrattende Skjolde , naar Rytteriet rider op og de haarde Karle klinker sammen , og en Bølge gynger hen over dem , Hoved og Skulder op og ned paa de ridende Mænd , de skønne , de skønne , skønne Bødler ! Men det er ikke fra Viet hun spejder mere , altid fra Husvognen nu , altid Rejser , nye Lande , nye Verdener , Hjemlandet saa godt som glemt , allerede Aar siden de allesammen brød op og udvandrede , Tilværelsen forlængst en helt , helt anden . JA Cimbrerne var brudt op . Det var kommen med store Ulykker , Drukning og Undergang som truede Alverden , Sammenstimlen af Folk paa et Sted som om alle de Mennesker der var til opsøgte hinanden , Grønsværen ikke til at se for Folk , og Mændene vrede , stumme Kvinder , og saa var de rejst . Ulykkerne gik tilbage saa langt Vedis kunde huske , de var en Del af hendes Liv , hun havde aldrig kendt andet . Allerede det Aar hun blev født var Vandrigdommen stor overalt i OVERSVØMMELSEN 179 Cimberland , og hele Jylland over , som man erfarede ; efter Tøbrudet Oversvømmelser som satte alle Engene og Lavlandet under Vand , Fjordene gik over deres Bredder , Aaerne svulmede og blev stemmet op saa de fyldte Dalene langt ind i Landet , de gamle brede Afløbsdale hvorigennem Istidens Vande en Gang var løben af Landet , nu stod de fulde igen . Om Sommeren faldt Vandet , men hvert Efteraar satte det ind med Storme og Nedbør , Havet steg og lod sig mærke langt op i Fjordene som en svær voldelig Puls , stod sort og med høje stejle Søer udenfor ; Frosten bandt Vandet som et Harnisk til Landet , Sne dyngede sig ovenpaa , og næste Foraar naar Isgangen var gaaet og Lavlandet endelig tørrede laa der Tang højt oppe paa Agrene efter Oversvømmelsen , Marken hvidnet af Salt , det Aar kom der slet ingen Korn i Jorden . Fem Aar i Træk gentog Oversvømmelserne sig og steg fra Aar til Aar højere . Ingen kunde være i Tvivl om at Havet efterstræbte Landet og hvert Aar sankede nye Bølger sammen for sluttelig at blive stærkt nok til at 180 OVERSVØMMELSEN rende det ned . Man gjorde alle Forsøg paa at forsone de vaade Magter , Ofringer , direkte Henvendelser , man drev Kvæg i Massevis i Søen ; det arme hornede Kræ flød paa Land igen med udspilet Bug og Klovene i Vejret , Søen vilde ikke tage mod Forlig . Opbud gjordes over hele Landet , man mødtes paa Vebjerget i Jyllands Midte , Cimbrer , Harder og Aaboer , Folk længere sønderfra , Sallingboer og Thyboer med , alt Arvefjendskab for en Tid sat til Side , Oversvømmelserne truede hele Jylland ; og da alle Landets Ættemænd og Øverster var kommen sammen satte man højtideligt Landsting og stævnede Havet . Ja alle forenede vise Storbønder gravede ældgammel Hævd op og gjorde Ret og Skel gældende , Landet var deres , her til og ikke længere , som Rov og Overfald stemplede de Havets Færd ! Og Havet fulgte virkelig Stævningen , indfandt sig samme Aar inde i Landet med sorte Dønninger og spyede en Hval fra sig , der raadnede og stank paa Marken hele Sommeren , ikke længere fra selve Vebjerget end at man kunde se den OVERSVØMMELSEN 181 derfra . Søen havde ikke taget sig samtlige Storbønders Kendelse til Efterretning : uden for Kyst at forblive . Rettergang og Dom magtesløs ! Nogle af det unge Mandskab , for hvem Lovtrækkeri var for langsom en Fremgangsmaade , rottede sig sammen , med Deltagere fra flere Sysler , i Spidsen for dem Bojerik som man kunde vente , og gjorde væbnet Udfald mod Havet , red fuldt krigsprydet og i sluttet Fylking østerud til Kattegat og undsagde det blaa Hav , gik det paa Livet og slog Spyd i det ; helt ud til anden Revle førte man Rytteriindhugget og haanede Bølgen , men saa maatte man vende om igen , Havet bare gabede og gjorde Krigerne vaade , Felttoget spildt . Samme Aar forsvandt Bojerik tilligemed en Trop ligesindede Cimbrer , som det hed sig sønderpaa ud af Landet ; og Oversvømmelse eller ikke Oversvømmelse , saa føltes hans Fraværelse næsten som et bedre Vejrlig i de Omegne hvor han plejede at færdes , Trællene skuttede sig , fik Vunderne efter Tyremien lægt og kløede sig saa langt de kunde naa om paa Rygstykkerne , gav noget fra sig der 182 OVERSVØMMELSEN lignede Sang ; mangen Svend ogsaa mellem de Frie rejste Kammen og bredte sig friere i Landskabet . Men Høflighed kom igen , og Trællene aflagde Sang , nogle Maaneder efter da Bojerik vendte tilbage . Hemmelige Møder og Forhandlinger fulgte ; det sivede ud at Bojerik havde været dybt nede i Sønden , helt ad Valland til , for at udspejde Landene , og nu virkede for at man skulde rejse , alle Mand , og søge sig nye Græsgange hvor Græsgange var at faa . Han var mere fus end nogensinde , viste sig med en udenlandsk Hjelm paa Hovedet , som var helt lukket til , ikke andet end Jern at se , og tog den aldrig af , Krigstilstand hvad ham angik fra nu af og indtil evig Tid : gjorde Landet sig usselt saa ud af det ! Endelig kom det sidste tunge Aar , da begge Have angreb Landet paa en Gang , Fjorde og Aaer svulmede , Regn som aabne Sluser fraoven , Storm og Galop af skummende Søer ind fra alle Sider , da troede man Undergangen var nær . Det var et Foraar efter Tøbrudet , og det foregaaende Aar var endt med Højvande og Dalene fulde lige til Randen , Masser af Sne oppe paa OVERSVØMMELSEN 183 det høje Land som smeltede og øgede Floden , Regn i Strømme , og en Nordveststorm som satte Vesterhavet ind paa Ryggen af Landet og stuvede Kattegat med Springflod ind gennem alle Fjordene paa Østkysten . Det drev hele Befolkningen i Cimberland ud af Dalene og op paa det høje Land i Midten , med Kvæg , Heste og Smaakreaturer , Alt hvad reddes kunde , men meget , ogsaa mange hundrede Menneskeliv , gik tabt . Huse og Vaaninger oversvømmedes , Jordhusene fyldtes og vaskedes ud , Tømmerstuerne svømmede bort , og det var det sidste Syn Flygtningene saa , Hus og Hjem flydende paa Vej ud af Fjorden mod Havet , mens de selv med Børn i Favnen og det frysende brølende Kvæg foran søgte Frelse ind mod det Indre af Landet , vadende i Slam og opløst Grønsvær , rusket af Regn og Vindstød , i Halvmørke midt om Dagen : skulde de leve Dagen ud ? Vogne og Ejendele bjergedes , Livet bjergedes , og saa gik man da i Lejr oppe i Vildmarken som man var vant til om Somme - ren , men Ak det var ikke Sommer , og det tegnede til aldrig 184 OVERSVØMMELSEN at blive Sommer mere . Heroppe i Hederne og de forpiskede Skove mødtes alle Ætter og Familjer fra alle Cimberlands Hjørner , alle de som Cimbrer var , det ganske tusindtallige Folk , et stort Ulykkesmøde , et Gensyn som foran Døden . Som een stor Familje var de en Gang kommen ind i Landet og havde spredt sig og taget til i de gode Dage ; nu Ulykken var over dem samledes de igen og var bleven mange , uhyre mange : var det da Enden , eller var det Begyndelsen forfra igen ? Skabelse og Undergang mødtes , selv de Umælende følte det , og det brød den mindre Angst ned ; man saa Hjorte mellem Kvæget , fordrevet fra Dalene ogsaa de , Ulve og Vildsvin søgte det tørre Land , rystede sig og saa som Syndere paa de mange Mennesker , der paa deres Side var for elendige til at gøre de vaade Sorgens Skabninger noget . End ikke Hestene fnøs som de plejede og gik fra Viddet naar Ulvelugt kom dem i Næsen , de ludede sammen i Flokke med Hovedet ned og Halen vendt mod Vejret , den vaade Pandelok ned over Øjet , hostende i Kværke med fordrejet Kæft og blottede OVERSVØMMELSEN 185 Tænder , virrende med det fortabte Hoved bagefter , ganske gamle allesammen af Regn og Modgang , rumlende i de tomme Maver , men uden Lyst til det visne Vintergræs der var klinet til Jorden af Regn , de sænkede Mulen og snusede , men tog den op igen og sukkede , paa Hestevis , meget fattet , skrabede valent i Jorden som efter en anden Skæbne . Her var da Mennesker og Dyr jaget sammen som paa en Ø , med Oversvømmelser og Vande paa alle Ledder , under kolde Skybrud og Haglbyger , Jorden vaad , Lyngen vaad , Skoven et Bad af Regn mere om man søgte Ly der , Vognene , Skindene vaade , Ilden ulmende i de skimlende Lædertelte i Træ som ikke vilde brænde , alt rødt af Rust , lige til Sværdene i Skeden , Remme og Klæder udbuldnede afVand , Huden nupret og valen , Ryggen vaad , Brynene fulde af Regn — og Ingen vidste hvorlænge . Stormen tog til , det blæste Regn i Hære som den ene vaade Væg bagved den anden hen over det vilde Land , trykkede Skoven , lav og trykket som den var i Forvejen , rev en kold Taage , opløste forpiskede Draaber , op af Lyngen , 186 OVERSVØMMELSEN foldede Vandspejlet i Pytter og Oversvømmelser , som vilde alt Vandet med Magt rive sig løs og gaa den Vej Vinden gik . Det blæste saa at store stærke Mænd hældede sig forover paa Vinden for at blive staaende , ud over al Ligevægt ; med Haanden for Munden hujede man til hinanden for at blive hørt , det gjorde Hvermand ene med sine Tanker og sine kolde Haarrødder . Rædselsbudskaber indløb , Stafetter og Ilbud som kom tilbage halvt sanseløse og blindede af et Ridt i Regn og Modvind , de blev af Mændene jaget hen under en Brink , bag store Sten , hvor der var Læ saa at de kunde høres , og Ringen lukkede sig om dem , for at Nyhederne ikke skulde gaa videre , men Rygtet slog ud over Mængden , Vanvid prægede sig i Kvindernes Træk : Vesterhavet var gaaet en Mil ind i Landet ! Af Folk som kom fra Salling , hvor man havde det fra Mors , friske Tidender fra Thy , havde man hørt at Havet red ind paa Jyllands Nakke med Bølger der stod paa Skuldrene af hinanden , Havet var rasende , fuldstændig hvidt , Skum og Fraade fløj , Søerne tyggede OVERSVØMMELSEN 187 store Sten , Klinter og lange Agre skred i Søen , Havet gik bagom ind i Land , brød igennem og omringede hele Herreder , Øer stod ude paa det oprørte Dyb , Rester af fast Land , skred Stump for Stump i Bølgen ! Østerfra , fra Fjordene forlød det at omtrent alle Bygder var gaaet , og dybt nede sønderfra trængte dumpe Rygter op om at Havet slugte ind paa Jyllands Rod , mange Mile Land og i Tusindvis af Mennesker var sunket i Søen . Da græd de i Cimbrernes Lejr , Kvinderne satte sig ned over deres Børn og peb , førte de vaade Fletninger til Øjet og græd i dem , gjorde dem endnu vaadere : Ak , det arme Land ! Fjern og nær lød Snøften og tilbageholdte Suk , Kvindernes Graad der blandede sig som et vildsomt Aandepust mere i Blæst og Regn og gjorde Mændene blege . TRE Dage varede Stormen , og i al den Tid rugede Halvmørke oyer de Hjemløse , Regn , Hagl og Snebyger mellem hin - anden , Smalhans regerede i Husvogne og Telte , Brød ukendt , 188 OVERSVØMMELSEN kun lidt Mælk paa denne Aarstid , Hjordene udtyndede , at slagte var at gøre sig selv fattigere . Skulde Faren for Drukning drive over stod Hungersnødens Spøgelse bagved . De Ældre ventede , ventede , lod Stormen gaa hen over Hovedet , der var ikke andet at gøre . Men Ungdommen tog det underligt , med gal Lidenskab , det var som om Stormen tændte nye ufattelige Glæder i dem , de red ude om Natten i Uvejret , galopperede og brølte med den Aandende ; hovedrystende saa de Gamle at blev den raa og sorte Stormer ved med at rase vilde Ungdommen ende med at blive Venner med ham . Det skete virkelig ogsaa . Bojerik var paa Færde i Uvejret , og hans Slæng blev større og større , Folkeforsamlinger hvor det halve Cimberland flokkede sig til og Bojeriks rustne Hjelm altid var at se ragende op i Midten , Taler der fejede med Stormen udgik fra den , man væbnede sig , buldrede , Oprør , store Afgørelser hang i Luften . Og Afgørelsen kom første Gang Solen viste sig . Det var et vældigt Øjeblik . En Formiddag hændte OVERSVØMMELSEN 189 det , og Solen var kun ganske kort fremme , Skyerne aabnede sig og stod som hvide Ildfløje fra Himmel til Jord , et umaadeligt Hul , væltende fuldt af Lys , blaa Afgrunde , og heri Solen , foraarsklar , men kold , et farende Smil gik over Landet fra den , med Stormfart ilede Lys og Skygge hen over Skoven som en Haabets Straale . Og da skete noget overordentligt : det haglede i Solskin , højt fra det uhyre Ildspjæld , som var ravnende sort i den ene Side og hvidt som Ild i den anden , sænkedé sig en Haglbyge som tusind Ildpile mod Jorden , Regnbuen spændte sig med straalende Farver over Svælget i Himlen , og tværs igennem den lynede Lynet ! Et Skrald hørtes i Storm og Lys ; saa lukkede Haglbygen for Himlen igen , og i det hvirvlende Mulm bøjede alle Mennesker Hovedet , rystet over Himlens Aabenbaring . Men i det Øjeblik Solen var fremme blev Loddet kastet som afgjorde Cimbrernes Skæbne . Bojerik kastede det , og han var frygtelig at se til da han gjorde det , vild paa Alles Vegne , brusende af Skæbne . Mere som et Udfordringstegn 190 OVERSVØMMELSEN slyngede han den kløvede Asketræsstik mod Himlen end som en andægtig Henvendelse til den om Afgørelse for ham og hans Følgere . Stikken gik ikke højt , Vinden tog den og hvirvlede den om sig selv mange Gange inden den faldt ned et langt Stykke borte ; tolv Mand nærmede sig den og tog den op , Vidnerne , bar den tilbage til Tingpladsen og vidnede : den flækkede hvide Side var kommen op . Det betød Rejse ! Sværdene fløj af Skeden i Haglvejret , Dundren paa Skjolde , og et højt enstemmigt Krigsskrig : Varslet modtaget ! Handlingen foregik paa en Høj under alle retslige Former , Ting sat og alle behørige Ofringer foretaget , man havde kun ventet paa Solens Ansigt for at kaste Loddet ; nu var det sket . Men Retten var ganske selvtaget , det unge Mandskab med Bojerik i Spidsen havde udenvidere gjort sig beslutningsdygtige udenom de Gamle , var deres eget Ting , og nu var Skridtet gjort der ikke kunde gøres om , man havde æsket Pagt af Himlen og havde i Sinde at staa ved den . OVERSVØMMELSEN 175 Ingen anden end Tole kunde have taget Varsel før , men ham havde man ikke spurgt . Han havde ingen Indvendinger heller , da det blev bekendt hvad de Unge havde foretaget sig og Rækkevidden deraf , han rystede kun eller nikkede med Hovedet , men Tole rystede og nikkede altid med Hovedet nu . Det blev ikke sagt , behøvede ikke at siges , Alle vidste det , at Toles Styrelse jo i de senere Aar ikke havde vedligeholdt noget godt Forhold til Magterne , hvad enten hans Ofringer nu ikke havde behaget , eller han , endnu uheldigere , havde taget fejl af de Magter man rettelig burde henholde sig til . Mange skumlede om at den Gamle havde gjort for meget af Solen , til for ringe Fordel , aldenstund det jo fra Aar til Aar blev tydeligere at Storm og Skyer var stærkere end den . Det havde nok været klogere at betænke den Blæsende lidt ogsaa , om ikke rigeligere end andre , i Betragtning af den Magt Uvejr og Nat saa umiskendeligt udøvede i Himlen og over Menneskenes Liv . Bojeriks Tanke , da han kastede Loddet , var at Solen skulde se det , men det var Vinden der vendte Loddet , og Udfaldet tog han hvad ham 192 OVERSVØMMELSEN angik som en Pagt snarere med den Farende end med Solen . Ungdommen frygtede ikke for at forbinde sig med Mørkets Magter , naar de gamle Lyskilder svigtede . Bie og lade det gro ... vilde det ikke mere gro saa rykkede man sig op og gik den Vej Vinden gik ! Et Tidehverv gjorde sig gældende i dette Frafald fra gammel Pagt , Overgangen fra den umiddelbare Tillid til Lysets Bestaaen til Dyrkelsen af de farlige Kræfter der knyttede sig til Tvivlen . Men om man saa kaldte dem Forbundsfæller af Lysets Fjende , prøves skulde Uvejrets Gud , hvor langt han rakte , saa haardt tænkte de Unge . Ikke blivende Sted heller de ! Krig for Krigens Skyld ! Nye Guder ! I denne Vending af Sjælen bort fra de Gamles Taknemlighedsforhold til Himlen laa Spiren til kommende Tiders Udformning af Vejr - og Kampgudens urolige Væsen . Og hvad kunde der indvendes naar Ungdommen aabenlyst bekendte sig til Lysets Modsætning ? En Flugt mente Tole det var , og modigere var det at blive , kunde han have sagt til Bojerik og hans Folk , tage Kaarene som OVERSVØMMELSEN 193 Fædrene havde taget dem før ; men Tole tav . Af Aarsager han ikke begreb havde Solen svigtet ham , han var ikke den Mand hvis Ord kunde tillægges Betydning mere . Saa rejste da Cimbrerne . Næsten hele Folket fulgte Bojerik . Næppe var Beslutningen taget før Stormen lagde sig , som havde den nu faaet sin Vilje . Det blev totalt Blikstille , og Morgenen efter at Cimbrerne havde viet sig til Udvandring kunde man fra høje Steder oppe i Vildmarken spore en uforklarlig mægtig , ligesom underjordisk Torden , man vidste næppe om det var Lyd eller en Rystelse der gik gennem hele Landets Grundvold . Det kom langtrukkent , stødvis som det fjerne Aandedrag af et umaadeligt jordomfattende Væsen , og endelig begreb man at det var Vesterhavet , mange , mange Mile ude , som Faa havde set og som for første Gang lod sig høre saa langt ind i Landet , Efterdønningerne , man kunde tydelig høre hver enkelt Sø som rendte dundrende ind paa Kysten . OVERSVØMMELSEN 191 I den sigtbare kolde Luft saa man Dalene nedenunder staa fulde af Vand , Landet som omringet af Vand , stille og sort efter Stormen , med alle Ting dobbelt i sin spejlende Overflade , svømmende Træer med Roden i Vejret , druknet Kvæg , Tømmerhuse sænket skævt i Strømmen med Bundstokkene øverst . Den stille Morgen var som en Træthedspavse i Uvejret , Himlen skummel og blygraa , snævert indrammende Alverden ; inden Middag gav den Sne . Og det skulde være Foraar ... Ingen vilde længer blive , Haarene rejste sig paa Hovedet af de stærkeste Mænd , da de fornam Jorden dønne under Anløbet af det fjerne Hav de ikke kunde se . Man vendte sig og gik til Vognene for at se dem efter , eller for at tømre nye . Maaneden efter var Landet tømt . TILBAGE blev Tole . Han vilde ikke forlade Nærheden af sin Faders Gravhøj . Men sin Myndighed og alle Tegnene derpaa afstod han frivilligt til Bojerik inden Afrejsen . Den hellige Vogn med Tyrens Billede og Edsringen skulde følge Toget , det var Helligdomme OVERSVØMMELSEN 195 uadskillelige fra Cimbrerne som Folk , hvor de gik skulde Helligdommene gaa . Heri var Bojerik enig med ham ; hvem man saa satte sin Lid til i Himlen det kunde aldrig blive anderledes end at Tyren jo var Udtrykket for Cimbrernes inderste Væsen og for deres Lykke paa Jorden . Og da Landet hen paa Foraaret blev farbart og Toget brød op , en uendelig , uendelig Række af Husvogne paa Vej sønderned ud af Landet , kunde man paa Mils Afstand skelne som et lysende Guldpunkt i Spidsen , det var Tyren der frit stillet op under aaben Himmel paa den hellige Vogn førtes foran Udvandrerne . Med den fulgte Gydjer og Vølver med samt alle deres hemmelige Kunster til Opretholdelsen af den hellige Ild . Landet blev ikke helt affolket , foruden Tole blev mange af de andre gamle Ætmænd og Kvinder siddende paa Gaardene , med nogle faa Køer og Heste , Resterne af de store Hjorde der var drevet afsted sammen med Toget . Ogsaa en lille Bundslant af Trællene blev tilbage , saadanne som var bleven overset i Jorden eller Tørvegravene , hvor de paa 196 OVERSVØMMELSEN Grund af Farven undgik Opmærksomheden . En Hingst og et Par Hopper beholdt Tole ; skønt selv foran Dødens Dør kunde han ikke bære at den Tegning hvorpaa Enhver havde kunnet kende en af hans Heste skulde uddø i Landet . Han havde bedt om at maatte beholde den yngste af Bojeriks Sønner , den endnu spæde Ingvar , for at Ættens Rettigheder en Gang kunde gaa over paa ham , og deri havde man føjet ham . Af hvad der saaledes blev tilbage skulde nye Besiddere af den gamle Grund gro op . Mandskabet var gaaet , tilbage blev det Udlevede og Spirende . Tomt og ubrugt stod Hovet Toles Levetid ud , Viet uskøttet og groende i Vildnis . Ingen bestandig Ild brændte dér mere , Natten alene rugede der om Natten , og det brusede som tusind Aander oppe i de høje knagende Træer , Vind og Vejr der havde taget Overhaand , Elementerne som var vendt utæmmet tilbage . I et Jordhus paa Tomten af Gaarden , som Oversvømmelsen havde ødelagt , frysende ved et stort Baal , fandt Norne - Gæst den gamle Gode , et OVERSVØMMELSEN 197 Foraar da Skjaldens Vej førte ham over Cimbrernes Land igen ; Folket selv havde han mødt dybt nede i Evropa og kunde give Tole alle de Efterretninger derom han ønskede ; de to Gamle stak Hovederne sammen og udvekslede Visdom som saa ofte før , men Toles var en brudt Visdom , en gammel ensom , tungsindig Mands Undren over Alt hvad der havde forladt ham . En sidste stum Offerhandling havde Tole foretaget sig , kort efter at Toget var draget bort , erfarede Norne - Gæst , han havde kørt den store Sølvkedel , som var bleven ladt tilbage , ud i Vildmarken , brudt den i Stykker , for at den ikke skulde kunne bruges af Mennesker mere , og havde hensat den under aaben Himmel , paa et vist øde Sted , fra umindelig Tid frygtet og undgaaet i vide Kredse af Almuen , et fugtigt Mosehul dybt inde i et utriveligt , skummelt Krat fuldt af Pindsvin og Ildere , Tornskaders og Høges Hjem , afskrækkende ensomt . En gammel Benhob paa Jorden viste at der havde været et Offersted en Gang , paa en Tid da Fædrene kun havde vage Gudsbegreber og dyrkede 198 OVERSVØMMELSEN Grusomheden i den afsides vilde Natur . Børn var bleven givet til de fæle Aander her . Ingen andre Steder var der bleven set saa mange Hugorme , paa solede Dage kunde Græsset rundt om Mosen være som levende af dem , de boede i Jorden i hele Knipper og Ormeknuder sammen , fra en Afstand kunde man høre dem hvisle og glide skællet gennem Ris og Lyng , ikke noget Sted for Mennesker at komme nær . Saa meget des mere magtpaaliggende havde de Gamle fundet det at holde sig paa en god Fod med Krybet . Man var gaaet saa vidt at unge Piger var bleven tvunget til at gaa nøgne ind i Ormegaarden , som man havde holdt omringet med Hunde , saa længe til en Skrigen derinde fra overbeviste om at Ofret var bleven bidt . Tole kunde huske at hans Farfader havde ofret paa dette uhyggelige Sted , hemmeligt , som om han skammede sig derover , men haard i Troen paa Nødvendigheden deraf som en Klippe , og hovedrystende , hovedrystende over de den Gang Unge som troede anderledes , som , ja , ganske som Tole rystede paa OVERSVØMMELSEN 199 Hovedet ad Ungdommen nu ! Ofre til Hugorme , deri var der jo ingen Forstand , selv om de Gamle vel nok saa rigtigt i at de paa en eller anden overnaturlig Maade var en Legemliggørelse af Lynet . Dog Tole havde aldrig kunnet opfatte sligt anderledes end som et Billede . Visse Folk beskyttede Snoge og Orme i Huset , ja selv under Sengene , og madede dem i Haab om at de skulde aflede Lynnedslag , og det kunde jo aldrig skade , men vilde man som oplyst Mand staa sig vel med Lyneren gik man jo dog til Kilden , Magterne i Himlen selv , Blikket opad , ikke mod Støvet . Men nu skulde Kedlen alligevel staa der , saalænge den blev staaende , overgivet til den Gru der endnu var ved Stedet , selv om Stedets Guder var bleven aflægs . Den kunde høre til her , ogsaa den var gaaet af Brug , hørte Fortiden til . Det havde vist sig at den Magt i Himlen til hvem saa meget var ofret i den hellige Kedel havde ikke taget imod Ofrene . Havde der ingen Kraft været i dem , eller hav - de Magterne vist sig magtesløse ? Billederne paa Kedlen , 200 OVERSVØMMELSEN som indeholdt Cimbrernes Fortrøstning og deres Frygt , var de kun Billeder ? Hvad var andet ? Da Ingenting var sikkert havde Tole saa overgivet Tingene og Afbillede til hinanden , under Himlens Ansigt . Himlen fik omfatte hvad den havde vraget og bevare det eller lade det forkomme som Himlen vilde . Jo , Norne - Gæst havde mødt Cimbrerne , og det trøstede Tole at høre at de for vel , efter alt hvad Norne - Gæst kunde berette om dem . Nede paa den søndre Side af Frisernes Land var han truffen paa dem , de boede i Vognborge , for en Sikkerheds Skyld , men havde ellers temmelig ubeboede Strækninger rundt om sig til alle Sider , Skovland og Vildmark , omtrent som de var vant til hjemmefra , men jo noget sydligere . Hjordene kunde gaa uforstyrret , skønt der naturligvis stadig maatte holdes Rytteri i Marken for at vogte paa de nærmest omboende Fremmede , der ikke var af noget venligt Sindelag ; men OVERSVØMMELSEN 201 saadan havde man jo ogsaa været vant hjemme . Til Agerbrug egnede Landet sig ikke , saa der taltes mest om at bryde op og vandre videre jo før jo heller . Antagelig boede de nu allerede meget sydligere . Uheld eller føleligt Mandetab havde der ikke været , tværtimod , de var mange flere end da de drog ud . Ned igennem Jylland havde Toget optaget en Mængde af de forskellige Stammer i sig som ogsaa havde lidt af Oversvømmelsen og foretrak at udvandre ; de havde maattet lægge Haanden paa Tyrens Pande og sværge Bojerik Hørighed , og Tole nikkede , lukkede Øjnene i , da han hørte det , det huede ham , det passede sig saadan . Ufred havde de naturligvis ogsaa mødt , ikke alle Stammerne fandt sig i at man kom med et helt Lands Kvægbestand og græssede Jorderne af , selv om det var Almendingerne inde i Midten af Landet , dér græssede de selv , men Bojerik havde brugt Magt hvor Forlov ikke var at faa og havde børstet Almuen der mødte op for at vise ham væk . Ikke uden Vaaben - skrald og Tummel var de naaet ud af Halvøen , Grænsefolkene 202 OVERSVØMMELSEN havde skaaret Hærpil op og udbudt almindelig Leding , Slag og hurtig Fredsslutning var bleven Følgen , og da Bojerik drog videre havde han indlemmet en Del af dem i sin Hær ogsaa , godvilligt fra deres Side , Resten pakkede sig hjem igen . En af de fjendtlige Førere , som havde vist sig særlig haardhalset og som faldt i Bojeriks Fangenskab , gik siden for Vogn sammen med andre Stude da Toget bevægede sig videre sydpaa ... Haa , haa haa ! Da lo Tole , med noget af den gamle Hingsteskogren i Stemmen . Var det sandt ? Haa , haa ! Alle nærmere Enkeltheder lod han sig fortælle om Træfningen , sortnede ved at høre om Fjendens Uforskammethed , skulede , mens Bojerik beredte Modtagelse og Stryg til dem , og blussede , blev som ung igen i det store blege Ansigt da Skryderne var gent hjem og deres Fører lagt i Selen . Jo , jo , nu kendte han sine Svende ! Hvordan ellers Alt stod til , Kvinderne , fandt de sig godt i Forandringen ? Hvordan kom de over Vintrene ? Klarede de sig helt uden Korn ? Kunde de ikke faa Lejlighed til at saa selv , OVERSVØMMELSEN 203 saa var der vel her og der Andres Marker ? Hestene , mon de blev passet , dog vel ikke skammelig anstrengt paa de lange Marscher og forredet ? Og Tyren — tog den sig ud under fremmed Himmel , satte den sig i Respekt hvor den kom ? Mærkeligt , mærkeligt , der havde de knap faaet støbt og indviet det store Tyrebillede før det blev til et Mærke for alle Karlene at hige ud af Landet sammen med ! Det var sandelig ikke det Tole havde tænkt sig da han fik Tyren stillet op , tværtimod , han havde haabet den skulde binde sine Dyrkere til Stedet hvor den stod for evig Tid . Men han var glad de havde villet have den med , da de dog gik , det var han glad for , ja han var . Og Tole faldt i Tanker . Mens han hørte Nyt om Sønnerne og Ætten og alle de andre Landsmænd han havde været Overhoved for forekom de og hele den gamle lykkelige Tilstand ham endnu nærværende . Men Virkeligheden gjorde sig snart igen gældende , de var gaaet allesammen , hele Tilværelsen for hans Vedkommende brudt sammen . Han grublede , kunde ikke endnu fatte det . 204 OVERSVØMMELSEN Han rejste Hovedet og saa oprigtig paa Norne - Gæst , forfærdet ... var det til at forstaa ? At det kunde times ham : hele , hele Landet gaaet , og han ganske alene tilbage med sine Tanker ! Ungdommen , Aarene , hele Livet med et Slag borte ! Varsom gjorde Norne - Gæst ham opmærksom paa at sligt havde man set før . Fædre og Sønner ! Ogsaa at en hel Slægt paa en Gang vendte sine Overleveringer og sit Land Ryggen havde man set før . Der kunde være saa længe mellem hver Gang det skete at hverken Udvandrerne eller de der blev tilbage bevarede Erindringen derom . Men han havde da en Gang før set Befolkningen bryde op og rejse ud af Jylland , det samme Vogntog , som Varsel om et nyt , eller det næste som Genfærd af det gamle . Vognene var simplere , Hjulene næppe nok runde i fordums Tid , men frem kom ogsaa de ; Øksen af Sten , men den ryddede op hvor den kom . Nu havde de gamle glemte Forfædres Tog gentaget sig — og det vilde nok gentage sig mere end een Gang i OVERSVØMMELSEN 205 Fremtiden igen ! Sagde han det ? Tole faldt ærbødig i Stemmen og tænkte sig om , rokkede skrøbeligt med Hovedet , nej sagde han det ! Det var alvidende Ord . Men for hans egen Pari blev Smerten den samme . Han lagde de store unyttige Hænder i hinanden og grundede , rokkede , fik slukte Øjne . Omsider saa han op igen , i en anden Tankegang , med Træk hvori Graaden arbejdede : Ekko er da død . Norne - Gæst tav , spørgende , undrende . Jo , Ekko var død , forklarede Tole bedrøvet , bange . Han hørte aldrig Stemmer mere hverken i Bakkerne eller i Skoven . Ingen Genlyd svarede ham mere . Landets Aander var døde . Det var sidste Gang Norne - Gæst saa Tole . Fra Jylland begav han sig paa en Sørejse og blev borte længe . 194 OVERSVØMMELSEN NYE ØJNE HAN byttede igen Staven med Aaren og gjorde sig Fartøj ved Limfjordens Kyst , søgte derfra Østersøen og tabte sig paa Indlandsfloderne med Retning sydpaa ned efter de gamle Middelhavslande . Da Floderne blev til Bjergbække gik han i Land og forstak sig dybt i gamle Granskove han kendte , i Bjergene hvor Kilderne til Evropas store Floder ikke laa langt fra hinanden , hyllede sig i fuldstændig Ensomhed og blev som de gamle Graner , som Skyggen under dem dybest inde mellem Granitblokke , som Tiden , der ytrer sig som faldende Naale og Granernes sorte lange Sus . Sagn dannede sig i Bjergene om en stor Skovaand Nogle mente at have set , Brændehuggere og Hyrder , og de forvandt det sent , endskønt Aanden ikke havde gjort Mine til at fortrædige NYE ØJNE 207 dem . En gammel enlig Vandrer blev overfaldet af Stimænd paa et øde Sted i Bjergene , de kastede et Spær igennem ham , men i det samme var han der ikke , der var en Sky som piskede dem med Hagl om Ørene , og da det klarede op igen saa de Vandringsmanden træde ud af en Flig af Skyen ned paa Jorden længere borte og fortsætte sin Vej : højt glammende blev Stimændene til en Flok Ulve som sønderrev hinanden ! Det var Norne - Gæst . Men naar Sagnene havde dannet sig om ham og blev tilbage var hangaaet , havde hugget sig Baad af en Gran ved Donaus Udspring og havde givet sig Strømmen i Vold , blev set som en i ingen Henseende aparte gammel Fisker , flydende i et Trug stort nok for en mager Mand men heller ikke til flere , som saa mangen anden gammel Fanger der har haft Selskab nok og bliver paa Vandet , fordi det er tilbagetrukkent og Fiskene stumme . Saa fiskede han sig da ned ad Strømmen , drak det gode Flodvand og hentede sin Mad op fra Bunden , Flodfisk og Maller hvis buldne piggede 208 NYE ØJNE Ansigt han havde set før . Floden var rivende og travl til at begynde med , siden optog den Bifloder i sig og blev bred , traadte ind i Lavlandet og lagde sig til Rette , magelig og stærk , med mange Ærinder ud og ind , ganske som et Menneske , Gæst blev som et med den , mens Skuder fra vidt adskilte Lande svømmede op og ned ad den , og Liv nærmede sig dens Bredder , Dyrene for at labbe en Morgendrik i Solopgangen , naar Maanen afløstes , de altid vaskende Kvinder som knælede for Floden ogsaa her og dyppede deres Arme i Strømmen ... Og hvem saa han her fimpe ned til Vandingsstederne paa smaa rappe Travere , langbenede Ryttere , rigeligt store i Forhold til Hestene , med lyse Strutter fejende fra Hovedet , hvem andre end de i Verden forvildede Cimbrer ! DE var her , boede paa Flodens søndre Side , hvor de for ikke lang Tid siden var gaaet over , langsomt trækkende sønderpaa , ikke meget hurtigere end Hjordene kunde græsse sig NYE ØJNE 209 frem . De var bleven en Sværm , mange Gange fordoblet siden de drog hjemmefra , fyldte hele Lande hvor de kom , uoverskuelige naar de var spredt ud og havde fordelt sig med Kvæget i mange Smaalejre , Arnerøg vidt og bredt med Mile imellem , som et helt gammelt Bondeland , men det kunde være lettet og bag Synskredsen imorgen , en By med mange mange Tusind Indbyggere naar Trakterne var ufredelige og de sluttede sig sammen i Vognborge og Forskansninger . Saadan fandt Norne - Gæst dem , i en afventende Holdning , mens Landet forude undersøgtes og man beredte sig paa Fred eller Fejde med de nye Folk man agtede sig igennem eller udenom . Cimbrerne var ikke ene om Toget længere , de var i Følge med andre unge Folk oppe nordfra som ogsaa ønskede sig nye Boliger og gjorde fælles Sag med dem , paa lige Vilkaar , men ellers sammensluttet hver for sig . Men de kunde for saa vidt være Brødre som de allesammen var store , lyse Børster , kendelige fra hinanden paa en lidt anden Maade at bære Haaret paa , og andre smaa Forskelle , en 210 NYE ØJNE lidt anden Dialekt , men ikke mere end at man fuldtud forstod hinanden , Begreberne var de samme , Udsigterne fælles , Verden stod dem aaben , og i en Henseende var de enige , at erobre den snarest . En underlig , overvældende By at komme ind i ; Norne - Gæst blev jo straks genkendt og med Glæde givet Adgang . Men Vejen ind til Bojerik gik gennem flere Lag nu end før , man afleveredes af den ene højere Befalingsmands Haand i den andens , af sig selv var der opstaaet Grader , og inderst i Ringen stedtes man for Bojerik , som sad ophøjet paa en Stol i et udsmykket Telt , i Harnisk paa nær Hjelmen . Med kold og træt , lukket Mund tog han imod den Fremmede , men da han saa hvem det var smilede han som en Dreng , Erindringens Sol der opgik mellem de to ; han var endnu sig selv ; men de mellemliggende Aar havde trukket Streger i hans unge Ansigt som et Kort over alle de Lande han allerede havde slaaet sig igennem . Nyt udveksledes , Hilsener fra Tole ; men Bojerik er adspredt , falder ind med krydsende Spørgsmaal , NYE ØJNE 211 Oplysninger om andre Ting som han tænker sig den bevandrede Skjald kan vide Besked med , det er let at høre at hans Planer ikke noget Øjeblik lader sig fortrænge af hans Hoved . Om Gæst har været i Rom ? Ikke for nylig , men dog før ... og Bojerik spørger ham ud om Beliggenheden , Forsvaret , Tiberens Løb , Højderne udenom , det omliggende Lands Beskaffenhed , Ting som den meget seende Gæst maatte tilstaa at han ikke netop havde mærket sig , men det lod til at Bojerik ad Omveje skaffede sig Underretning alligevel gennem hvad han svarede . Han havde lært forbavsende i disse Udlændighedens Aar , vidste lige saa meget som Norne - Gæst om Landene sydpaa , i nogle Henseender mere , men uddrog af Alt et særegent tørt Stof som han lagrede i sig uden at røbe Hensigten dermed . Forundring over alle de nye Verdener der havde aabnet sig for ham lagde han ikke for Dagen , de var simpelthen gaaet op i ham , og han var bleven en anden samtidig . Men da Underholdningen ikke bød paa Fordele me - re og han fulgte Norne - Gæst til Teltdøren smilede han igen , et 212 NYE ØJNE Glimt af Cimberlands sjældne Sol , og den Gamle forlod ham med Følelsen af at en ung vild Sjæl var gaaet under og havde givet Plads for en Modenhed som , hvad der saa vilde ske , stræbte mod det Usædvanlige . Det øvrige unge Mandskab i Lejren havde ikke forandret sig saa paafaldende . Paa Øjnene kunde det nok ses at de havde set baade det ene og det andet . Den gamle smukke Ærbødighed der havde udmærket dem hjemme ofrede de ikke Tid paa , de lo ved enhver Lejlighed , blev let opfarende , Trækkene var bleven haardere , de larmede i Lejren som en Hundegaard . Men pragtfulde var de at se til , hærdede af Vind og Vejr , paa Toppen af menneskelig Kraft , lynende af Dødsforagt . De mange Tusind næsten ens Karle paa et Sted gjorde det stærkeste Indtryk , en vældig naturlig Overflod , endnu usikker paa sit Ærinde , men frygtelig hvis den blev samlet i en Retning . Det undgik ikke Opmærksomheden at de gamle højtudviklede Folk søndenfor Alperne , som de nærmede sig men endnu ikke havde set , allerede havde sat Spor i deres Optræden , uden at de NYE ØJNE 213 vidste det , Indflydelsen var kommen dem imøde undervejs , det saas i de Klæder og Kostbarheder de bar , Rov fra Folk de var kommen i Berøring med ; endogsaa i deres Sprog havde en Paavirkning indsneget sig , enkelte latinske Ord de allerede brugte som deres egne uden at gøre sig Regnskab for hvorfra de havde dem . Alt hvad de havde hørt om Romerne beskæftigede dem og var deres stadige Samtalestof ; nylig havde de set de første Vandmøller og var meget optaget deraf , det var stift fundet paa , lattervækkende , men værd at efterligne , saadan at faa et Hjul til at gaa rundt og rundt og gøre Arbejde uden Umage for nogen Verdens Kat . Men hvad sagde Floden ? Det var dog en temmelig Krænkelse af Flodaanden saadan at spænde den for en Kværn . Rigeligt med Offer maatte til , skulde man synes . Trædemøller havde de ogsaa hørt Tale om , men endnu ikke set , ogsaa et romersk Paafund , Hjul som man fyldte Slaver i , de gik og gik , opad hele Tiden , og drev derved Hju - let rundt , til at le sig fordærvet over , noget af det Bedste man 214 NYE ØJNE nogensinde havde hørt ! Ja , man vilde nok faa artige Ting at se naar man nu naaede helt ned og snakkede med Romerne , fra hvem alle slige Kunster kom . Paa Kvinderne synede Forandringen , som man kunde vente , i deres Klædedragt . De havde samlet Farver op hvor de var kommen , Lejren havde et broget Udseende . Det lod sig mærke at Afstanden mellem dem og Mændene var bleven mindre understreget , Kvinderne havde et friere Blik og talte med , Rejsen og hvad de udrettede havde aabenbart øget deres Anseelse ; men de var ikke muntre . Af Børn var der utalte Skarer , højrøstede som Fugle ; med dem og Kreaturer og Alt stod Lejren som et Skraal mod Himlen . Ublandet skønt var Indtrykket af de unge Piger , de der havde været halvvoksne da Toget drog hjemmefra og var bleven Kvinder paa Marschen , vokset op gaaende , saa at sige , med nye Sjæle , nye Øjne , et Kuld som støbt i samme Form , lutter ranke , stærke , solbrændte Møer , Hære af dem , allesammen livsglade og milde , haand - faste , Lejrens gode Aander , aldrig havde der været set et NYE ØJNE 215 frodigere Pigekuld , saa mange og saa ens , samlet paa et Sted . En uafladelig grovkornet Opvartning udgik fra Karleskaren og svøbte Pigerne i Begær , som de var svøbt i Sol og Vind , Dagen lang . Mellem en Ko og et svigefuldt Karlfolk med store sikre Hænder var et Fruentimmer altid klemt inde . Megen dobbelbundig Leg og Latter , undertrykt Vrinsken , Tagfat og fingeret Brydekamp fandt Sted mellem Kønnene , anden Tanke end Elskov gaves ikke . Men sky Følelser skjulte sig derunder , Undseelse raat maskeret , og ingen Par fandt hinanden for Alvor før en hemmelig Sødme i Blodet , dyb Sjælevarme og Godhed for hinanden paa en Gang var sket Fyldest . Ak det var unge Pars største Kunst at lade syndefulde , som Omgangstonen i de Unges Hob krævede det , og skjule den store Rørthed og Barmhjertighedstrang der knyttede dem for altid til hinanden . Ikke før de selv vilde , men tidligt , blev de unge Kvinder Mødre . MEN hvor fri og vældig Elskov saa ytrede sig og fuldbragtes , hvor varsom og skøn den var i Bunden , i sit inderste higende Væsen forblev den uopfyldt . En Attraa som var lutter Sjæl , Kvinden i en Længsel , søgte sig Genstand , og NorneGæst havde ikke opholdt sig lang Tid i Lejren før han opdagede i hvilken Retning Karlenes Dyrkelse gik . For det var en Dyrkelse , og den samlede sig uudtalt men som en Naturmagt om en enkelt Kvinde i Lejren , endnu næppe Kvinde , halvt et Barn : Ildvogtersken Vedis . Var Forholdet mellem Kønnene en fortsat Belejringstilstand indenfor Lejren hvor Sjælens fineste Udfoldelse gik under saa samlede den sig til brødefri Andagt for hende , et Sværmeri hvori Alle deltog og som blev holdt højt af Alle . Hun var bleven en ung Jomfru paa Rejsen , endnu ikke voksen men paa Grænsen mellem Barn og Kvinde , et stort dejligt Pigebarn , alle Lejrens unge stærke Piger som i een Aabenbaring men yndigere , finere og lysere end dem Alle tilsammen . I Lejrens Midte , omgivet af en ekstra Vognborg , var foruden Bojeriks Hærførertelt rejst et stort NYE ØJNE 217 rummeligt Læderpaulun , her stod den hellige Vogn naar der ikke rejstes , og her brændte den overleverede Ild som aldrig maatte gaa ud . I Telte nærved boede Vølverne og deres Medhjælpersker , unge og gamle til Ilden viede Kvinder , og yngst mellem dem Vedis . Allerede af Byrd var hun den fornemste , selve Bojeriks Datter , men det var ikke mest derfor hun kom i Betragtning , hun var det skønneste Liv der var set indenfor Cimbrerfolket nogensinde , en Blomst af deres Drømme , Fuldkommengørelsen af Alt hvad man elsker stykkevis hos Mange ødslet paa en eneste Kvinde , det skønneste Billede af Slægten i en Slægt . Mændene arbejdede hemmeligt paa at faa overdraget et ubetydeligt Ærinde til Hovedkvarteret , med alle deres Kræfter , Rænker og Vold , i det blotte Haab om at faa hende at se , et Glimt af hendes lyse Skikkelse med Haaret ned ad Ryggen mellem Teltene , eller i det Allerhelligste ved Ilden , hvor hun sad mellem gamle askestrøede Vølver , som Dejligheden selv fanget og sat i et Bur mellem Gribbe , et Syn aldrig til at glemme . 218 NYE ØJNE Lykken af maaske at blive set af hende var Mændenes Lykke , hun smilede , underfuldt , paa en Gang som et Barn , som Jomfru og som Moder , hun smilede til alle Karle , og det lyste over en Synder , Ingen havde saa lyst et Ansigt som hun , haarde Krigere kom smeltet tilbage og havde et Genskær af at have set et Under , man saa paa dem hvem de havde set og misundte dem , men var ikke stikkende , Ingen skal røre ved rørt Mands Hjerte ; og Alle var ens farne . Mere end Helligdommen selv , i hvis Nærhed man saa hende , var hun dyrket og elsket . Naar Toget vandrede blev den hellige Vogn afdækket og ført i Spidsen , Rytteri udenom , og den hellige Malmtyr stod da blottet for Alles Øjne , irret af Vejret nu , med Hoved og Horn vendt den Vej Toget drog , Solmærket i Panden mod Solen , mod usikre Landkendinger : Bjerge forude , Horn op i Himlen , men Tyren bøjer Panden imod de nye Synskredse , Horn imod Horn , og Enhver trøster sig til at den nok skal bane sig Vej . Buse paa , stange og rejse Støvet i Verden , NYE ØJNE 219 det vil de med den ! Langvejsfra søgte Blænkere og spredte Troppe med Øjnene det kendte Tegn i Spidsen , Tyrens Horn vendt som en Segl mod Verden ; men flere Øjne søgte om de muligt skulde kunne se det lyse Pigehoved paa Vognen der plejede at fange Solen og skinne paa lang Frastand , selv som en lille Sol paa Jorden . Førte Tyren dem ud i Alverdens Riger saa førte de hende ! Hun var Togets Lykke . Hvad hendes Øjne hvilede paa følte de blev til i et rigere , skønnere og sødere Lys . Hun var en levende Skat Toget førte med sig , et dyrebart Midtpunkt hvorom Alle sluttede sig . Heftigere følte de deres Hjerte og greb fastere om Lansen , naar de rejste med hende , red op nærmere om Vognen og tørnede sammen , en Mur af Ryttere om Vognen og om hende . Med en begravet Lidenskab omfattede de hende , ukrænkelig som hun var og skulde forblive , aldrig skulde Mands Øjne hvile paa hende som andet end Barn og Jomfru , som saadan lyste hun over deres Vandring , og en Hær væbnet til Tænderne var de om hende . 220 NYE ØJNE Selv de umælende Trælle der droges med Studene og Vognene saa hen til et lysende Hoved i Spidsen af Toget , en Straale derfra gennemtrængte ogsaa deres Mørke , men hun var en Skabning ikke af deres Verden , overjordisk var hun , en Aand af Himlens Naade , og de tumlede under Hjulene , lod sig køre over , hvis det kom dem i den tykke Pande at de kunde være noget for hende dermed . Langvejsfra saa Krigerne deres Fe køre frem , som en lille Ild i Dagen de vidste var hende , midt i den vilde Verden , og de elskede Landene de kom igennem , Stok og Sten , Floder og fremmede Himle , fordi hun var midt deri . Saa mægtig lyste en Jomfru over Toget at Alt hvad Øjnene hvilede paa i hendes Navn blev fagert ! FRA og til gik Norne - Gæst , tabte ikke Cimbrerne af Syne ; saa mærkelig en Skæbne som den han anede de rejste i Møde til den vilde han være Vidne . Det vilde næppe blive ved at de fandt sig Jord et Sted og slog sig ned for at bo , som Meningen var , NYE ØJNE 221 det var de draget ud for , og det talte de om stadig ; men de var allerede andre Folk end da de drog ud . Ploven havde ikke fundet Jord endnu , vilde den finde det ? Hvad de havde mødt undervejs havde gjort dem mere til Krigere end til Bønder , de var snarere en Hær nu end et Folk . Det kunde ses paa Hestene , de var rappere end nogensinde , men uplejede , drevet til den yderste Opøvelse som Feltheste , men man saa ikke Strutter og flettede Manker nu som før da Karlene var hjemme og ledige , Nødtørftighed , bruge en Hest op for hvad der var i den , havde Toget lært dem . Kvæget kunde ikke undværes , det levede man af , det var hele Folkets Formue , men Pasningen deraf var helt og holdent gaaet over til Kvinder og Børn og det livegne Tjenerskab , Karlenes gamle Fæglæde fandt ligesom udelukkende sit Udtryk i Malmtyren , Sindbilledet som førtes i Spidsen af Toget ; for Resten tænkte de kun paa deres Væbning . De havde gode Vaaben , fersk og plump smeddede , med Brugen alene for Øje , store eneggede 222 NYE ØJNE Sværd der kunde minde om Leer , og ogsaa nu og da fandt Anvendelse som saadanne , i anden Mands Mark ; men det var nu en anden Høst der var tænkt paa med dem . Aarene bag dem havde været et langt Felttog , lige fra de slog sig igennem Frændefolkene ud af Jylland , viklede sig igennem med mange Slags arge Stammer i de tykke Skovegne nede i Indlandet , dækkede sig med Floderne og havde Trængsler med at komme over dem , under mange Ofre , saa til Floderne , saa til Skovene ; siden Krig med vanskelige Modstandere endnu længere ned i Indlandet , Forlig med nogle , Følgeskab med andre , men ikke noget Sted blivende Sted , Landet besat allerede hvor de kom , eller uegnet ; de var mange , ikke noget lille Land maatte til for at rumme dem og give Græsning og Agre nok for en Fremtid at bygge paa . Hidtil havde de Folk de var stødt sammen med været af en nordlig Art som de selv , forskelligt udpræget men ikke stort anderledes i Væsen , heller ikke i Haard - hed ; Cimbrerne havde nok fundet dem fremmede , Slægtskabet langt NYE ØJNE 223 ude var ikke netop faldet dem i Øjnene . Men nu ret snart skulde de møde Folk som var fremmede for Alvor , en helt modsat Verden . Det kom i Landene mellem Donau og de østlige Alper . Norne - Gæst fulgte dem til deres første Sammenstød med Romerne , Slaget ved Noreja , et Navn før uden Klang , men det blev kendt , og kendt blev alle Navnene paa de Steder og Folk der knyttede sig til Begivenheden . Den gav Genlyd i Verden . Og mere Opsigt fulgte . Cimbrernes ydre Skæbne , efter at de fra en mørk Fortid var traadt ind i Annalernes Lys er et Stof der rager fra Datid ind i alle Tider , Historiens Spøgelseverden ; at følge dem fra nu af er at følge den . Megen Latter vakte det hos Cimbrerne da de første Gang lejlighedsvis blev bekendt med Skrift , et Par Skrivere man viste dem som udrettede store Bedrifter , efter hvad man sagde , ved at sidde og stikke med en Pren til et smurt Bræt , Ormespor i Voks , nej nu maatte man virkelig have dem undskyldt , og de lo en Kæmpelatter , forgik af Glæde , som over en Lusegalop , hvad var Meningen , hvem der stak bedst , 224 NYE ØJNE hvem der fik Brættet først fuldt ? Kunde man vædde paa dem ? Børsterne vidste ikke hvad Uvidenhed var , Runer jo endnu ukendt oppe nordpaa , Skriften som Trolddom end ikke gaaet op for dem . Men med dette Stikkeri var det deres Eftermæle skulde holdes fast . Regnebrættet hænger paa Historiens Væg , alle Cimbrernes Kraftnumre og deres Fald ikke uoptegnet . Men deres blaa nye Øjne saa Verden , som var i Færd med at blive gammel , saadan at den ikke siden kunde forblive den samme mere . Krøniken kortelig genfortalt : Romerriget havde skudt en Fangarm op nordenfor Østalperne , Provinsen Noricum , og hertil kom Cimbrerne , efter at have været et godt Stykke nede paa Balkanhalvøen , som gav dem fra sig igen : uvittige Folk den Vej og som Lopper saa mange , ikke til at trænge igennem ; Cimbrerne var saa vendt om og var gaaet nordpaa igen og bankede nu paa hos Norierne , et velhavende Bjergfolk , hvis Landsbyer de tømte for Korn og andet flytteligt Gods . Op stod Romerne og nedlagde Forbud , under deres Statholder , Gnæus Papirius Carbo : NYE ØJNE 225 Høvdingepalaver , Folk af vidt forskellige Trin og Horisont her første Gang stillet overfor hinanden ; Romerne nedladende og de Vilde uskyldige , uden al ond Hensigt kommen til at fjerne Ejendele som de jo ikke kunde vide tilhørte Romerne ... i Virkeligheden agtede de sig til Valland og havde stukket forkert efter de tre store Næs hvori de vidste Evropa løb ud mod Syden , havde ramt det østligste , men om man vilde give dem Vejvisere skulde de snarlig forsvinde . Vejvisere fik de til Gallien , og Gnæus Papirius Carbo benyttede rask deres Troskyld til at lokke dem ind i en farlig Bjergegn , hvor han saa uformodet faldt over dem med sine Legioner , Resultatet uventet : Gnæus Papirius Carbo og hans Hær oprevet . Noget af deres første Latin lærte Cimbrerne ved Noreja . Det romerske højtudviklede Hærvæsen de havde hørt saa meget om og som de oprigtig frygtede havde svigtet overfor dem ved første Sammenstød . Hvis Bojeriks Planer gik ud paa straks at nærme sig Rom laa Vejen nu aaben over Alpepasserne . Men det blev ved det første Sammenstød indtil 226 NYE ØJNE videre , hvad enten Bojeriks Planer endnu ikke var modne , eller Varslerne talte imod at forfølge Sejren , i hvert Fald Cimbrerne drog virkelig af vestpaa langs Alpernes Nordrand i Retning af Gallien . Ogsaa Romerne havde udvidet deres Erfaring . Kloge Folk i Rom benyttede Barbarernes Fraværelse til at træffe Forberedelser for det Tilfælde de skulde komme igen . MEN da Norne - Gæst havde set Udfaldet ved Noreja og skønnede at ikke større Ting vilde hænde foreløbig skiltes han fra Cimbrerne for denne Gang , de drog i Vest , og han drog i Syd . For sit Vedkommende havde Gæst en Rejse i Tankerne som han før var begyndt paa men endnu ikke havde ført til Ende , den vigtigste af alle Rejser , den til de Dødes Land . Han havde jo søgt det paa alle Øer ad Solen til , forgæves , i Middelhavet og i Østen , som fortalt er i hans Bog , nu agte - de han sig længere ned i Syden , gennem Afrika , vilde prøve NYE ØJNE 227 Nilen . Han havde været oppe ad den før men haft Mistillid til at trænge længere op ad den end til Ægyptens Grænser , et Haab tilskyndede ham nu til at forsøge igen , længere ned Syd denne Gang om muligt ; saa længe der var Flod kunde der vel ogsaa sejles . Ret beset , hvor kom Nilen fra ? Ingen vidste det , Ingen kunde altsaa vide hvad en Rejse vilde føre til op ad den saa langt den førte , før det var prøvet . Saa søgte han da Middelhavet , roede sig Kysterne rundt , en graa gammel Fisker ænset af Ingen , mange Kyster , og kom til Nilen , lugtede igen den dyndede legemsvarme Nillugt , som fra Spædbørn i Svøb , Livets Begyndelses Lugt , Møg og Eddike , Moder Jords Salve ; her begyndte Varmen , i hvis Udspring , som Ingen havde set , den gamle livgivende Flod var født — hvor ? Med Solen altid forved roede Gæst gennem Ægypten , forbi Tempelstæder og Pyramider , de Gamles Fabelværker som slaar en Mand paa Munden og gør ham uglad : Slægternes Bestræbelser , saa stort et Bol - værk mod Tiden og saa længe siden allerede ! Kun et Trappetrin 228 NYE ØJNE mod Himlen , og det allerede i Forfald ! Fra Ørkenen ser et Ansigt , . Ruinen af et Ansigt , ud mod Ørkenen , stort som er det en Part af Jorden , Landet selv der rækker Hals og ser , og det er det ogsaa , en jordfast Klippe formet af Menneskehaand , nedentil som en Løve , føget over og begravet i Sand , foroven et Hoved med en Ægypters Træk : Sindbilledet paa en Gaade , men Gaaden kun den at de Symboler der rejste saa uforgængeligt et Værk er glemt . Norne - Gæst roede forbi , og det var som om Hovedet først vendte hele sit Ansigt imod ham , siden den lave Profil , langsomt lagde han Ægypten bag sig , gjorde Nilens Krumninger med , næsten Nord igen et langt Stykke , saa Syd paany , gennem Nubien , Krokodillen og Flodhesten hans Selskab , pibende Fugleskarer over hans Hoved , og kendte Toner imellem nu og da , Trækfuglene oppe nordfra der søgte Syden som han ; de vakte meningsløse Minder om en Kølighed som nu var saa fjern , her i disse brændende Lande hvor Solskinnet laa i Baaden som Nærheden NYE ØJNE 229 af et Baal og Vandspejlet udskød dovne Lyn mod hans Øjne . Gæst klædte sig i Græs og grønne Blade , roede , roede , og Varmen tiltog ; i en Blænding af Solen paa Floden , indrammet af Urskov paa begge Sider , forsvandt han og hans Baad . Syv Aar efter kom han tilbage , bestandig ene , han havde jo ikke fundet de Dødes Land eller de Døde som han ledte efter , de altid Døde , Ak nej , deres Opholdssted laa ikke ad den Kant heller . Han havde været dybt nede i Fastlandet , i uhyre , hede Lande , Dyrenes Hjem , flokkevis gik de hos hinanden , Zebra , Løve og Giraf , som i en Skabelsens Morgen , men ikke for Venskabs Skyld , kun fordi de var mange , Jordens Kaar ; Løven slog et Dyr naar den var tørstig , gjorde Mordet , bagefter bød Gribbene sig til Gæst og pillede Raden , og sidst kom Hyænen rakkende i Nattens Mørke og gjorde rent for Knoglerne : Drøvtyggerens Deling ! Elefanten trampede ned til Drikkestederne , pumpede Næsen fuld og snød den i Munden , flappede velbehageligt med de store lerede Øren og sprøjtede sig Vand op 230 NYE ØJNE paa Ryggen . Paa de yderste Grene over Floden kom Aberne ud og hældede sig frem som fra dunkle Kamre under Løvet , blottede Tænderne , hæslig blændet af det Aabne . Mennesket saas , inderst i de badstuehede Sumpskove hvor der var mørkt altid som en dyster Underverden , spinkle og sky , fuldstændigt nøgne og snottede Dverge , som vanvittige Børn , et Utøj der stak i de forbandede Skove . Men omsider var Gæst kommen saa langt at han havde Solen bag sig ; og da forstod han Rejsen var forgæves og vendte om . Tilbage kom han ned ad Nilen , medstrøms nu , men et Haab fattigere ; Ørkenmanden viste ham Profilen da han fik ham i Sigte igen , saa hele Ansigtet , saa den modsatte Profil , at svinge forbi ham var som at svinge om Tiden . Oppe i Ørkenranden fandt Gæst Huler med gamle Ildsteder , beboet en Gang , hvem vidste af hvem , og forladt igen , her tog han Ophold og fordøjede paa sin Rejse , øvede sig i ikke mere at nære noget Ønske . Men da han havde fordybet sig længe nok og gennemtrængt sig med Ro , bragt Tiden til Hvile i sig , NYE ØJNE 231 følte han igen Trang til at spejle sig i Forgængeligheden og dele . Tid med de Levende . Kvægende var de ægyptiske Nætter , Stjernerne overdaadigt store og straalende , som lutter Sole , men for hvem udfoldede denne Paafuglehale sig i Himlen ? Skuffet og haard følte Gæst at man er ene , selv med en Guds Pragt over Hovedet , naar man er ene . Til Husdyr og Selskab havde han skaffet sig Fjerkræ , men da Hanen forbitrede ham hans Stunder med sit Gal drejede han Halsen om paa den . Kræet besteg hans magre Affaldsdynge og galede Verden fuld , slog med Vingerne , som var det den der tilviftede Verden Forlov hver Morgen : nu kundet det begynde nede i Nildalen og Numidien og Mauritanien ; man skulde tro et Kykiliky havde frembragt Verden , var sligt til at taafe ? Siden fik Gæst Ro , fuldstændig Dødsstilhed i Himlen og paa Jorden , Stjerner og Sand stirrede som Lig paa hinanden . Da gik Gæst i sig selv , formede sin Tanke : 216 NYE ØJNE Hadefuld Hanens Hjerte jeg aad . Nu er Gryet som Graven uden den Galende . Meget formaar en Mand med en Kniv : aldrig yppede han dog Liv i Ormen . Fjerkræets Fjende er ilde faren . Den hvem Kaglen er ukærkommen begive sig i Kisten ! Gæst vendte nu Ryggen til Ørkenen og roede af al Magt mod Ægyptens menneskebrogede Stæder , de store Middelhavsbyer , Alexandria , og derfra satte han , en Gang Aarstiden var rolig , tværsover til Rom . 232 NYE ØJNE TYREN OG ULVINDEN OPAD Tiberen roede han en Morgenstund og saa paa lang Frastand den vidt udbredte Røg - og Støvsky der hang som klæbet til Landet og hvorunder Rom laa ; hvide Tinder og Søjler ragede ovenud som en Luftspejling af en Marmorby , men det var Virkelighed , Capitoliums højtliggende Templer , og de luende Ting der fangede Lyset og svømmede som Guldøjne i Soltaagen var gyldne Billedstøtter der kronede Trapper og Gavle . Man hørte Byens Røst , en fjern dønnende Lyd som af et Hav inde i Landet . Færdslen paa Floden røbede allerede den store By , det bugtede Løb var bedækket med Skibe , for Udgaaende og op mod Strømmen , tungtlastede Fragtskuder og Transportskibe fra alle Middelhavets Hjørner , Tributflaader som nærmede sig Rom fra de afgiftpligtige Lande , store Kornbaade fra 234 TYREN OG ULVINDEN Afrika og Sicilien , græske Skibe , Skibe helt ovre fra Asienskysten , med Sækkene stablet ovenud , Frugtbaade , som flydende Overflødighedshorn , lange Pramme fra Ægypten lastede med Løg — hvem spiste saa mange Løg ! — Saltskibe , Olieskibe , Kvægskibe , højtlastede Uldbaade — altsammen til den umættelige By histoppe . Og ned fra den kom i modsat Retning Roms Galejer med Ærinde ud til Provinserne , krigsrustede , sorte lange Kasser med Kasteller for og bag , Balister og Valslynger paa øverste Stokværk , Vædderen skummende i det gule Vand foran Stævnen som Havjættens Fork , strygende ned med Strømmen for alle Aarer , Rorgængeren og en hjelmet Befalingsmand højt agter , Metalbækkeners Lyd , et smeldende Kommandoraab og en ekstra hurtig Takt løbende langs de to - og tredobbelte Lag Aarer der svingede allesammen paa en Gang og dyppede i Vandet paa en Gang som kæmpemæssige Finner , Roms Ørne og Felttegn rejst over Hoved ved Hoved af koloniale Tropper : det var Romervældet og de lydige under - kastede Lande der mødtes her i Indgangen til TYREN OG ULVINDEN 235 Verdensstaden ! For En der flød lavt i Strømmen med en Ege var det ikke saa helt let at klare sig mellem alle de høje bratte Bove , NorneGæst og andre med ham viger forsigtig ud til Siden ind under Bredden hvor der er grundt . Men i en anden Henseende følte man sig rolig , man forblev ubemærket , mellem saa mange store og smaa Fartøjer forsvandt man aldeles som en Størrelse Øjet slet ikke saa . Uset , som hyllet i Usynlighedens Kappe , roede Gæst ind i Rom , og fuldstændig ubemærket lagde han til under Broen ved Tiberøen udenfor Murene , hvor saa mange andre Fiskere havde Standkvarter , fortøjede ved en gammel Ring i Bolværket , hvor han havde fortøjet før , og lavede sig til i al Beskedenhed at blive en navnløs Romer mellem Romere . Baaden forlod han ikke , her sov han om Natten og vaagnede naar Rummel af Køretøjer og mange Gaaende over hans Hoved forkyndte at tidlige Markedsvogne og Handlende søgte ind mod Byen ; om Aftenen sov han ind i en tryg Følelse af at have Broen over sig 236 TYREN OG ULVINDEN som et Tag , en ikke ringe Bekvemmelighed naar man var vant til ellers at sove helt under aaben Himmel . Stedet var uden Anseelse , Tiberfiskeren bekendt for ikke at regne Liv mere end de Fisk han fangede , selv Mordere og Tyve foretrak at holde sig paa Afstand frem for at faa en Kniv i Gællen ; fuldkommen Ro havde man da der , naar man først var optaget i de simple Fiskeres Kreds . Gadesælgerne fyldte Roms Morgener med deres melodiske Raab , et Solopgangskor der omspændte hele Byen og som mangen Romer aldrig hørte uden i Søvne ; naar Godtfolk stod op havde Handelsmanden forlængst været i Gaden og tusket med Køkkenslaverne og bragt de ferske Sager der hørte til første Maaltid ; nye Hold rykkede op og sang deres Sang , til Koret op ad Dagen gik over i den almindelige Tummel . Der var Fjerkræmanden som gik Gade op og Gade ned med sit Knippe Høns fromt bundet sammen ved Fødderne og med Hovedet nedad , levende , for de skulde holde sig til de blev solgt ; Frugtsælgeren som skraalede i de trange Fattiggader , med Svin paa Bunden TYREN OG ULVINDEN 237 og Sovekammerluft staaende , til at skære i , mellem Husene otte — ti Stokværk op ; Sneglekonen med sin Kurv og sin Sang , jævnlig afbrudt mens hun selv pillede en Snegl ud af Huset med Haarnaalen og styrkede sig paa sin Vandring ; mangfoldige Andre , uadskillelige fra Roms solede Gader , med deres Smaavarer og deres Selvopholdelsesraab , som var bleven til Sang . Og mellem dem blandede sig Gæst , en Mand med en Stør som blev set og ikke set rundt omkring i Byen ; han skreg ikke med Fisken , den talte for ham , og undertiden købte man den af ham , men lige saa ofte kom han hjem med sin Fisk igen soltørret og krum af Dagens Solskin . Eller han var Drager , tog et Reb over Skulderen og stillede sig ved Floden mellem Dragerne , var da en af dem og gik ud og ind i Byen i mangehaande Ærinder , kom i alle Huse . Harpespiller var han mellem Stunder paa en besøgt Plads , udenfor Cirkus eller Teatret , efter Ydret at dømme en eller anden thrakisk eller skythisk Vagabond ; men faa tog Notits af 238 TYREN OG ULVINDEN ham , der var saa mange Fremmede i Rom ; men han saa Verden . Ofte fik han en Sesterts lagt i Haanden af en højbaaren Dame , stolasvøbt og med frisk Olie i Haaret , skønne , store , blommefarvede Øjne , og ikke glemte han hende at de om end kun i et Nu havde dugget sig for ham . Dage igennem sidder Gæst i Solskinnet paa Forum og er bare en Graaskæg og en Bunke Klude mellem Betlere og Dagdrivere der drikker Varmen fra Roms Brosten med Sugeskiven ; og hans Øjne gaar , uden at røre sig opfatter han Verden , den søger sammen her , Evropa , Asien og Afrika , alle Hudfarver , alle Sprog , alle Slags Øjne , og lige saa mange Sjæle , dybt forskellige , Middelhavslandenes gamle og nye Folkeslag i et Uddrag her , uforsonlige Modsætninger men dog enige om at mødes i Rom , Verdens Fristed . I Soldisen , den bestandige Sommer , ovenover Torvet ovenfor Trapperne op til Capitolium skimtes en metallisk irret Form som Alle kender og ved hvad er : Ulvinden med Roms Grundlæggere under sine Yvere , hun vogter Byen og viser Tænder ad dens Fjender : under TYREN OG ULVINDEN 239 dette Vartegn elsker de Alle at leve , fra Betleren til den svære Senator der gynger over Torvet i Bærestol paa Vej til Raadet ; Slaverne der stønner under Vægten af ham har andre farlige Ønsker men ikke det at leve andetsteds end indenfor den Grund Ulvinden vogter ; de gamle indfødte fornemme Familjer , som de nyeste Indvandrere , Alle ser op til Ulvinden med samme Fortrøstning . For hun er Naturen der har fostret Rom , glubsk men fri , Moderen der tager alle Diende til sig , ogsaa Unger af en helt anden Art end hendes egne . Hun taaler enhver Fremmed som finder Ly indenfor Roms Mure , men vender sig fjendsk mod Grænserne , Ingen skal krænke Romerfreden ! Mere broget Verden findes ikke end den hun omfatter under sin Beskyttelse og med sit Løsen : Forlov for Alle ! Hver sin Sjæl ! Paa Forum , Alverdens Trommehinde hvor Rygterne svirrer , aabnede der sig ogsaa en Plads for Gæst , en Siddeplads , Trappetrinene op til et Tempel , Buegangene hvor Roms Forretningsfolk og Politikere mødtes og alle Nyheder stod i Blomst ; i Nærheden af et 240 TYREN OG ULVINDEN kølende Springvand , i hvis Kumme Roms Børn legede med smaa Triremer ; han sad et eller andet Sted mellem Billedstøtterne , selv stum Person men med i Torvets Svingning paa sin fjerne Maade . Tale med Nogen gjorde Gæst nødig ; men hvad ser en Mand ikke , uoverdøvet af egen Snak , hvad ved han ikke om Mennesker til Slut naar han nærer sig af andre Kilder end af hvad de siger ? Saa det varede ikke meget længe inden den gamle Betragter var fortrolig med Alt hvad der indtil for nylig havde tildraget sig i Rom , og en hel Del af Verden , hvad der daglig skete og vilde ske , som var han en Tavle hvorpaa Menneskehedens Skyggespil faldt , forbigangent næsten inden det havde været Liv , Billede paa Billede der rullede sig op og gik over i Tiden , som Alt gaar over i Tiden . Undrende saa ogsaa han hen til Ulvinden , i hvis Tegn Roms Slægter var tilstede som i en Sum , et uforgængeligt Billede hvorom Billederne skiftede , hvad skulde leve , hvad skulde vare ? Til Efterverdenen kommer skrevne knap- pe Brudstykker , ikke stort andet end Navnene , der som TYREN OG ULVINDEN 241 altid figurerer i Stedet for Tingene ; men det ikke Skrevne , det der laa i Luften , det ligger altid i Luften ; et Skyggeliv i Tiden bevarer de fjerne Aar da Cimberlands Tyr nærmede sig Rom og Ulvinden med alle fire stride Ben plantet beskyttende over sin Yngel vendte Gabet mod Grænserne for at modtage den. UROLIGE , overvældende Aar de Aar da „den cimbriske Rædsel " bredte sig og naaede sit højeste i Rom . Efter Noreja var Cimbrerne draget den lange Vej til Gallien , havde trukket endnu flere Forbundsfæller til sig undervejs , et helvetisk Folk , Tigurinerne , og var da man hørte om dem igen med samt Teutoner og Ambroner vokset til en Folkesværm ud over alt Talbegreb , Hundredetusinder , Krigere , Kvinder og Børn , Kvæg og Tros , en Sværm der væltede sig frem som et Element og forlangte Lande for at folde sig ud , Plads , og det skulde de faa at vide er det vanskeligste at skaffe , naar man selv bringer Trængsel med sig . De prøvede flere Aar i Vestevropa , trykkede forgæves paa Belgerne oppe nordpaa og blev trykket tilbage igen af dem , som Bojer og Skordisker havde vist dem tilbage , de spiste Landene ud i Gallien og holdt Befolkningen indesluttet i de befæstede Byer , trængte den saa haardt der at de arme Kelter i Hungersnød maatte spise hinanden , de gjorde skæv Mund , Kelterne : ilde smager egen Æt . Men Kelterne holdt Stand . Og nu vendte Sværmen sig sydligere og stødte for anden Gang sammen med Romerriget , i Provence , Romernes galliske Provins . Til Forum kom Rygtet efterhaanden , i store ufuldbaarne Former , som naar man hører om et Uvejr der trækker omkring langt borte og tegner sort men dog endnu ikke er overhængende ; hinsides Alperne , oppe i det nogenlunde Ukendte , hvor Barbarer af en eller anden Sort fristede Tilværelsen og rendte sammen i Flokke nu og da ; og Romeren tog sit sene vellugtende Bad , lod sig bære i Teatret , i Ibenholts Bærestol , med Hestehaars Betræk , baaret af ætiopiske Slaver , alt for Farven , og saa Orestes ' Lidelser , pirrede heldigt en Trang til det Bevægede og Tragiske , som Hverdagen jo ikke TYREN OG ULVINDEN 243 fyldestgjorde , og skaffede sig Appetit , laa længe til Bords med græskkyndige Venner og smukke Drenge , vinløvomkransede Alle : gyldne Uskyldstider , med formodet Hjemsted i Arkadien , som den fine Verden begræd og efterlignede med megen Bekostning . Menigmand stirrede i Cirkus over Gladiatorlege , en fast sammenpakket Ring af Lediggængere , tandløse af sukret Mad , men Synet af Mord endnu i Stand til at glæde dem . Republiken var i sin Blomst , Velstand og Magt stadig i Tiltagende , de store langvarige Krige med Karthago afsluttet , Ulvinden som havde faaet Bugt med Elefanten , Afrika underdanigt . Roms Borgerstand var gaaet rig og eneraadig ud af Duellen , de store Hærførere og Statsmænd stod nu i Marmor paa Forum , Republiken uimodstaaelig . Men Tømret var allerede ormstukkent . Opløsningen var begyndt at vise sig nu nylig under den numidiske Krig : Ulvinden imod Hesten , Jugurthas farlige Rytteri , og Hesten bragt til Fald ; de strenge romerske Riddere havde nok solgt sig en Smule paa Forum og været lige ved at sælge hele 244 TYREN OG ULVINDEN Republiken med . De var bleven for rige , Andre arbejdede for dem ; og Roms Bønder var bleven en Bypøbel , Republiken et holdt Samfund som levede af afhængige Folks Afgifter . Endnu var dog i det mindste Rovdriften frisk , og da Jugurtha forsmædeligt var gjort kold i det tullianske Hundehul aandede man op , som om det var ham der var Tyven og Retfærdigheden nu endelig sket Fyldest . Alt dette var man bleven færdig med netop som Uvejret paa den anden Side Alperne begyndte at trække sammen og udsende Lyn . Denne samme numidiske Krig havde bragt Navnet Marius i Forgrunden , en ufin Mand , men ikke tilfals . Det skulde vise sig at man , nu da et Element truede Rom , maatte gribe tilbage til elementære romerske Egenskaber for at møde det . Til at begynde med bød de vilde Fremmede ikke Romerne Strid , da de kom i Berøring med deres Grænser i Sydgallien , de bad om Land at bosætte sig i , en nu ofte gentaget Anmodning rundt ved Evropas Døre , og tilbød med rundeligt Sind For - bund , ja vilde gaa i Krigstjeneste paa romersk Side , TYREN OG ULVINDEN 245 hvis man kunde enes om Fordærv for en eller anden tredje Part ; Romerne gav dem Afslag . Et Gesandtskab var ved den Lejlighed i Rom , den eneste Gang en Forhandling fandt Sted , bestaaende af baade Cimbrer og Teutoner , og nu kunde Parterne da tage hinanden i Øjesyn . Om nogen Forskel mellem Teutoner og Cimbrer tales der ikke , Nordboerne var i al Almindelighed høje , lyse , grove Folk , af Romerne køligt omfattet som Fænomener : uromersk overdrevne af Vækst , men mange Negre var lige saa lange . Lyse var de naturligvis , med et Neg paa Hovedet , som alle de raa Folk oppe nordpaa man havde hørt Tale om der levede deres Liv i Skove med idelig Skygge og desaarsag var affarvede . For Resten var de overmenneskeligt store Karle tilsyneladende fromme og lystige af Sind , smilede fra deres Højde ned til de smaa Romere og lagde uforbeholden Glæde for Dagen over alle Roms Undere . Gaderne med deres Boder og Taverner betog dem , de gik midt ad dem som for ikke at rage noget ned , satte de store Fødder varsomt , vilde 246 TYREN OG ULVINDEN jo ikke træde Fliser og Mosaiker i Stykker , de saa op , og de saa ned , krusede Panden som Okser , ved Jupiter , her var Tosserne kommen til Bys ! De simpleste Ting syntes Nyt for dem , paa Forum gabede de paa Fontænerne , og En af dem drak af Kummen ganske ligetil som en Stud . Rørene hvoraf Vandet kom ud — mageløst : selv Kilderne avet og sluttet i Jern her ! Det bruste i Haaret paa dem af Inspiration da det gik op for dem at hele Rom var brolagt , milevidt Fliser , hvoraf hver enkelt var værd at tage med sig som en god Slibesten — utroligt ! Billedstøtterne , de nøgne Figurer ! Aa de var gode , Karlene slog paa Skrømt Øjnene ned og holdt sig , men lækkede , fniste for ikke at dø . Og Latteren kom , aabne uhyre Salver , de lænede sig sammen og lo med hinanden i Favn , for ikke at segne : Alt hvad Alle havde , baade det ene Køn og det andet , kunde man da se her ! Men størst Lykke gjorde næsten et Æsel med Mulepose paa som de blev var , aabenbart var Brugen af Mulepose ukendt i de Lande de store tungt henvandrende Uskylds - skabninger kom fra , for de faldt i en umaadeholden TYREN OG ULVINDEN 247 Henrykkelse , stansede og lo til de brølede , puffede hinanden omkuld , nej nu maatte man skaane dem , nej hvad man dog kunde hitte paa , nej nu forgik de da af Grin ! Ikke uden at de havde taget Æslet om Halsen , som fandt de endelig en Broder , og næsten kysset det og vist at de kunde bære det fik man dem fra det , og Centurionen der førte dem gennem Byen kedede sig , trak paa Skuldrene : de skulde jo nu føres for Senatet , men ferske Svende , disse her , født igaar , me Hercule ! Her paa Forum var det ogsaa hin Teutoner forløb sig og kom i Verdenshistorien for Evigheden hvem man viste et meget beundret Billedhuggerværk som forestillede en gammel Hyrde og spurgte hvad han mente det var værd : ikke en Gang om han var levende vilde Teutoneren give noget for saadan en gammel ubrugelig Slave , var Svaret . Saa meget om Gesandtskabets Kunstforstand : oldenædende Bønder ! Ikke uden al Levemaade teede de sig da de blev stedet for det høje Raad , Senatorerne fuldtalligt forsamlede , oppe paa Ca - pitolium , de rankede sig meget net og lagde Latteren 248 TYREN OG ULVINDEN for en Tid til Side ; men udtrykke sig paa et Sprog kunde Analfabeterne jo ikke , Tolk maatte til , en gammel Sømand eller Omstrejfer nede fra Floden som talte hyperboræisk , og som de Fremmede lod til at kende og holde i Ære , hvem han saa var , oppe fra deres Kyster maaske ; gennem ham forebragte Afsendingene deres Andragende og maalte frimodig Forsamlingen mens det blev oversat , en Flok vældig store Drenge lig , som havde foreslaaet en Leg og nu trøstig ventede paa at man vilde være glade for det . En og anden af dem sukkede ud , hvilede over paa et andet Ben : en lang Vej at naa herop , man havde ført dem op ad tusind Trapper , et Bjerg af Trapper , helt ind i Himlen , gennem den ene svimle Søjlegaard efter den anden ; man maatte nok gennem mange Kamre inden man kom til Romerrigets Kerne . Men endelig var man der da og kunde overse Forsamlingen , en hel Del gamle smaa Mænd , omgivet af meget Marmor , og selv tilfrosne i Ansigtet , skaldede , som slebne paa Issen , de fleste af dem , Haaret gaaet , hele Raadet beklemmende stille , skønt de TYREN OG ULVINDEN 249 dog var saa mange sammen , Alle siddende , med en nøgen vissen Arm ud af Togaen og den anden indenfor Svøbet — hvad mon de gemte i den ? En ad Gangen talte , mens Forhandlingerne blev ført , ikke højt , men saa Alle hørte det , til Gengæld var det noget saa ualmindeligt hvor Taleren brugte sine Hænder , dannede sin Mening i Luften med dem , flettede Fingre naar noget var vanskeligt , og knipsede sig paa Tænderne , strøede usynlige Ting ud fra sig og greb sig i Barmen , hamrede som en Smed med den ene Haand i den anden , altsammen Lidenskabens Billede , uden at Taleren dog i mindste Maade forivrede sig . Ingen henvendte sig til de Fremmede , ikke en Gang til Tolken , Forsamlingen drøftede Andragendet indbyrdes , ikke ret længe , og meddelte Beslutningen gennem en Livegen da den var taget . Det endte jo altsaa med at Gesandtskabet blev sendt ned ad alle de mange Trapper igen , ud og ind , men stadig ned , med Udsigt til alle Roms Herligheder undervejs liggende udbredt nedenunder . De gamle smaa Mænd sad alle tavse , helt og holdent indsunkne i 250 TYREN OG ULVINDEN Kulde , efter at de havde affattet deres Svar og Ansøgerne var bleven afskediget med ikke andet end Nej for deres Ulejlighed og deres Rejse . En af de Gamle havde haft venstre Haand ude af Togaen , og de af de Fremmede der havde været nysgerrige efter at se hvad han gemte i den — en Kniv , noget stikkende ? — fik det da at se inden de gik , det var en lang Elfenbensklo , hvormed den Gamle kløede sig ! Jo , jo , med den havde han nu altsaa raget dem af sig ! Saa stod de da paa Forum igen og kunde lægge Hovedet bag i Nakken og se op til det høje Sted hvor de havde haft Foretræde , det og det andet høje Sted længere til Siden , Arx , Roms faste Borg der knejsede med sine bratte Mure og sit Tempel øverst paa Toppen som et utilnærmeligt laaset Skrin . Med Foragt for hvad de Fremmede med et Spejderøje kunde skaffe sig Viden om havde man netop stillet dem Ansigt til Ansigt med Roms Kasteller , nu kunde de jo rejse hjem og fortælle hvad de havde set ! 242 TYREN OG ULVINDEN Slukørede var de , og mangen Romer godtede sig tørt over Misforholdet mellem de Braves Størrelse og deres Betydning , da de vendte Ryg — og hvilken Ryg ! — og begav sig ud af Byen uden at bringe andet med sig end Attest for egen Ringhed . Jo Muleposen , den vilde de nok indføre naar de kom hjem ! Habeant ! Romerinderne saa anderledes efter dem , Nyfigenhedens Øjne , Skade de gik før man vidste lidt om hinanden , det gamle ustyrlige Kvindeblik der indeholder Varsel om at man er rede til at gaa over til Fjenden naarsomhelst han bare viser sig som den Stærkeste . Men stammede Roms Damer ikke ogsaa ned fra røvede Sabinerinder ? Kæmperne paa deres Side havde ikke vist sig ufølsomme , de stødte til hinanden naar de saa en skøn Kvinde paa Gaden , inddrak hendes Linje forfra , Svøbet vel strammet over Bryst og Bug , og vendte sig naar hun var forbi , Svøbet vel strammet ogsaa bag , og de saa stærkt paa hinanden , som kaldte de hinanden til Vidne , var sligt muligt , kunde man lide paa sit Øjesyn , saa megen Velbehagelighed , det Himlens Barn ude og gaa ! Men at det gik an ! Frit mellem 252 TYREN OG ULVINDEN Mandkøn , Slaver og Blaamænd af hver en Sort ! At hun ikke blev ædt ved højlys Dag , at ikke Alverden slog Skallen ind paa hinanden for at blive ene om hende og tage Dynerne ud af et Hus og hylle hende ind og gaa sin Vej med hende ! Og hovedrystende skød de Jætteskuldrene op , bar en Verden af Undværelse , idet de gik videre , uden at kunne skjule en spisende Bevægelse med Munden . Temmelig skrutryggede af alt hvad de havde at slæbe paa af Skuffelser kom de ud af Rom . HER var de glemt Dagen efter over andre Ting . Men de kunde næppe være naaet tilbage til deres Folk med Besked før der kom Efterretninger til Rom fra Gallien om at Aarets Konsul M . Junius Silanus havde indladt sig i Slag med Barbarerne og var bleven slaaet med hele sin Hær . Det var Romernes andet Nederlag , og igen kunde Barbarerne være gaaet over Alperne , denne Gang fra Vestenden , og ned paa Italiens Sletter , som laa ubeskyttet . I Stedet for TYREN OG ULVINDEN 253 blev de i Gallien og plyndrede Landene ud der , lige til Benet ; og senere da de havde tilføjet Romerne det sidste store afgørende Nederlag ved Arausio vendte de sig mod Spanien og huserede der en Tid lang , uden dog at komme nogen Vegne med de stridbare Indfødte , mens Romerne kom sig og samlede Kræfter imidlertid . Hvorfor slog de ikke til da de kunde have slaaet til ? Var Førerne ikke enige ? Var Planerne paa længere Sigt ? Varslerne ? Bojerik havde for Skik at træffe store Afgørelser for sig og de Hundredetusinder der afhang af ham ved at tilspidse en Spaan i Form af en Pil og kaste den for Vindene , den Vej Pilen pegede naar den var kommen ned , den Vej drog han , for det vilde Vindene ; havde Pilen endnu ikke peget mod Rom ? Den Tid kom da den gjorde det . Efter Silanus ' Uheld sendte Romerne nye Hære til Gallien under Konsulen L . Cassius , han leverede de forbundne Folkeslag flere Træfninger men endte med at blive overvunden , faldt selv , og Resten af Hæren maatte tage imod Fred af 254 TYREN OG ULVINDEN Sejrherrerne paa ydmygende Vilkaar . En af de fangne Officerer som blev ført frem for Bojerik advarede ham , med hele Roms Autoritet i sit Væsen , mod at nærme sig Italien , man angreb ikke Rom , ikke en Gang Hannibal havde vovet det ; til Svar huggede Bojerik ham ned : gik Manden saa gik Ukrænkeligheden vel med ! Ved Arausio endelig , i Nærheden af Rhone var Nederlaget tilintetgørende . To Feltherrer , Cnejus Manlius og Servilius Cæpio førte Romernes Hær denne Gang , skinsyge paa hinanden var de , Cæpio en Mand mærket af Korruptionen i Rom , de skilte deres Kræfter , og Barbarerne fik Bugt med dem en for en . Dobbeltslaget skal have kostet Romerne mere end hundrede Tusinde Mand . Romerne blev i dette Slag som i de andre før bogstavelig talt hylet ned af de Vilde , Legionerne skræmt halvt ihjel først af de cimbriske bestialske Hyl og siden nedmejet . Paa Øjet virkede Barbarerne ved deres blotte Udseende , højt op i Luften springende afskyelige Kroppe , Kød , Tato - vering og Jern , dobbeltoddede Spyd som Forke , lange TYREN OG ULVINDEN 255 tunge eneggede Sværd som Leer , et Stykke Høstarbejde naar de dræbte , Fjenderne forket op i Luften og lagt paa Skaar ; Larm deres Taktik , Pludselighed deres Slagplan : Stormløb af hele den forfærdelige hujende Horde paa en Gang ! Og saadan blev Legionerne lammet , den lille haarde romerske Soldat gjort værgeløs af Panik , endnu inden han sin Vane tro havde bidt sig fast og begyndt at høvle Fjenden ned . De cimbriske Hyl hørtes lige til Rom , helt ind i Sovekamrene , Mange laa vaagen Natten efter at de sørgelige Nyheder var indtruffen . Ulykkens Omfang forstærkedes ved hvad man hørte om Barbarernes Fremfærd mod de Overvundne , uhyggelige , uhyggelige Tidender . Det synes som om Bønderne efter det morderiske Slag ved Arausio var bleven greben af Ildesindethed , Cæpios Kunster og Upaalidelighed havde gjort dem lede ved Rom , de Overvundne skulde straffes og de gamle grumme Guder samtidig betænkes med et Offer der kunde huskes : Fangerne blev henrettet , nogle hængt som Ofre til Vindguden , Heltræets Frugt , andre slagtet , Fædrenes 256 TYREN OG ULVINDEN gamle graadige Ildguder man ihukom med Menneskeofre : afklædte elendige Romere , og det i Tusindvis , et modbydeligt Nattearbejde overladt Gydjerne . Baal og Blodlugt mod Himlen , den hellige Tyr ragende op midt i en rygende Vederstyggelighed , Maanen rød og svullen ovenover som en Indvold i Skyen ! Festklædte stod de gamle forfærdelige Kvinder paa Stallen , barfodede og i Hvidt , med kalket Hoved , og trak Kniven gennem Halsen paa Ofrene som blev langet op til dem , gesvindt , næste Mand op , mens Blodet samlede sig nedenunder i den uhyre Offerkedel og løb over . Kvækkende spaaede de af Tegn de fandt i Hjerter og Tarme , gode Tegn , tusind Gange gentaget , ingen Tvivl } jo flere Varsler af den Slags des galere saa det ud for Tyrens Fjender ! Ikke en Gang Byttet vilde Sejrherrerne beholde , det havde de paa Forhaand lovet til Landets Guder , i Bevidsthed om at Slaget var farligt . Alt Sølv og Guld fik Rhonen , der havde været dem huld , tilligemed alle de tagne Vaaben , Harnisk og Felttegn , samt Romernes Heste , alt blev sænket i Floden og viet TYREN OG ULVINDEN 257 til Flodguden . Mange Floder havde de passeret , og mange ventede dem endnu , de vilde staa sig godt med dem først og fremmest . Lad se om Romerne kunde byde Guderne her paa Pladsen mere end de nu havde budt ! Saa sandelig , de havde Raad til det , der var ikke en Mand i Hæren uden at han jo i Forvejen gik omkring med Guld nok paa sig til at veje en Gris op , foruden Vognfulde af Skatte , Broncetøj og Beslag , Kæder og Klenodier , altsammen taget med forsigtig Vold , for at det ikke skulde gaa i Stykker , fra alle de Folk hvis Lande de var vandret igennem . Slaget ved Arausio , det var Duellens første Omgang , Tyren som havde faaet Ulvinden paa sine Horn og kystet hende i en saadan Bue mod Himlen at hun var lige ved at sidde fast og blive til et Stjernebillede . Men hun kom ned igen og forblev hel , hun vilde komme igen med skarpen Tand . TYREN OG ULVINDEN 251 I Rom vakte Efterretningerne fra Krigsskuepladsen alle Republikens gamle stædige Forsvarsaander til Live . Enhver med Forstand kunde sige sig selv at Roms Eksistens nu var overhængende truet , hvis denne Menneskelavine væltede fra Alperne ned over Italien . Til at begynde med gav Guderne dem Henstand ; den syndige By havde set meget paa egen Fordel men aldrig forsømt Guderne med Ofre , de havde Herligheder at miste ogsaa . Rom aandede op da Uvejret med et Uvejrs Velhavenhed og Fraværelse af Plan trak andetsteds hen , mørknede til over Spanien et Par Aar ; i Mellemtiden havde Romerne travlt . Da Pavsen var forbi , Cimbrerne og Teutonerne atter i Opbrud og paa Vej mod Alperne , vidste man at denne Gang vilde de gaa over . Men Marius havde imidlertid lavet til til dem . I Nødens Stund greb man i Rom tilbage til Manden med de enkle sikre Instinkter , Almuesmanden Marius , hos hvem ingen forfinet eller skruef Tankegang hemmede Initiativet . Saa kloge var de gamle Herrer i Raadet at de satte egen Fornemmelse til Side for at vælge en dem frastødende Natur , som aaben TYREN OG ULVINDEN 259 var dem fjendsk , til at gøre Redningsarbejdet for Rom ; Skorpionen griber man ikke med de bare Hænder . Anledningen var overordentlig , siden Hannibal gik over Alperne havde Rom ikke svævet i saa alvorlig en Fare , og han var dog en oplyst Mand , kendte Grænser , denne Gang var det Grænseløsheden selv der kom , Senatorerne var klare over det og lagde en betydelig aktiv Uegennytte for Dagen , alle andre Hensyn af Vejen end dette ene at møde Faren , lige paa Maalet : Marius i Spidsen for Staten ! Ekstraordinært blev han valgt til Konsul , og siden mod Lovene Aar for Aar , til Felttoget var tilendebragt . Bagefter kunde man jo vaske sig for ham . Megen Staldlugt hang ved ham , han brovtede af en menig Soldats Vaner , efter sin saa utvivlsomme Nyttighed i Afrika , han var nærgaaende imod Fødselsadelen , som han haanede : ogsaa de var vel begyndt med Fortjenester fra neden en Gang , som han , hvadbehager ? Han kunde ikke tie , basunede ud paa Folkeforsamlingen om Senatorernes Bestikkelighed , som om ikke Alle vidste 260 TYREN OG ULVINDEN det , og sikrede sig Stemmer hos Pøblen ; selv var han naturligvis ubestikkelig , tog aldrig mod Penge i politisk Øjemed ; han bestak ! Han var brutal , slog ned paa Sodomitteri , uden Værdsættelse af Manges ædleste Forkerthed ; saa styg var han desuden selv at han for sin Part var henvist til at slæbe sin Kælenskab omkring kun til Kvinder af den raaeste Udholdenhed , mod klækkelig Betaling og helst i Mørke ; ingen græsk Fagerhed af Aasyn og Lemmer eller Vennesælhed hos denne Mand ! Nej han var ugræsk som faa , talte ikke det Gudernes Tungemaal , som Levemændene i Rom , skal endog , vis paa Ignoranters Bifald , have pralet deraf og ytret at han udtømte sig paa en Lærdom som man havde fra Libertinere og Slaver ! En saadan Sjæl krænkede Rom , men nu skulde han bruges , en Rasp gjordes nødig . Marius ' frimodige Oprindelighed leder Tanken hen paa den Teutoner som man viste Billedstøtten og hans Bemærkning derom : i Virkeligheden en Dom udtalt over det forfaldne Rom , Bonden som gik fra Kunsten til Naturen , Tingene forfra ! Marius det var jo TYREN OG ULVINDEN 261 Republikens gamle strenge landlige Aand om igen , uvilkaarlig bød man i Rom sine nedre Lag op for at møde et Udbrud af Naturen udefra . En Buste som siges at forestille Marius , i hvert Fald er Portrætet af en Borger fra Republikens Tid , gemmer i de haardttømrede Træk ligesom Mindet om en Kvinde der er begravet deri : Moderen , den barske , i Selvopofring øvede Romerinde der fostrede ham og holdt Tugten i det Hjem han var fra , med en arbejdende Kvindes Smag og sin Slægt hundetro , en af Republikens Mødre : Ulvindens Hengivelse og Glubskhed ! Og det lod til Erindringen om gammel Tugt , et næsten glemt Strafferis , for Lejligheden rettede Moralen i Rom , Nobiliteterne duede ikke selv , men de vidste hvad Handlekraft var . Og Rænker forstod de sig paa , at lægge et Spil op , Angsten skød paa , de var bange , en fin Rødme kom de gamle svækkede Raadsherrer i Kinderne , de arbejdede , Raadet sad Dag og Nat . Byen summede dem om Ørene med en hørlig Panik , hændervridende nærmede Klien - terne sig dem , naar de kom ud fra Raadet , de store 262 TYREN OG ULVINDEN Handlende var i en Feber , Vekselerere glødede som Kobber og svedte Ir , kunde ikke beholde i sig hvad de havde spist , Skræk og Tvivl slog sig paa Maven af dem , til hvilken Side spekulere ? De rige Frigivne lignede Statuer paa Forum af Forstenelse : hvad nu deres rentebærende Formuer , Lejehuse , Villaer , Mausoleet de havde ladet bygge for sig allerede paa Via Appia , mon de ikke vilde komme for tidligt deri ? Eller mon andre Uværdige skulde bisætte sig i deres Marmor i Stedet for dem ? Regerede man nu ogsaa rigtigt for dem ? Senatet , havde det truffet det rigtige Valg ? Skulde man gaa til en tarvelig Person for at redde Landet ? Ja det var netop en tarvelig Mand der trængtes til . Sproget selv kunde have godt af at blive vurderet om . Overalt var Rædselen almindelig og glemtes aldrig siden . Augurer og Haruspexer blev helt krympede i Panden af at gruble over Indvoldene og Fuglenes Flugt ; oppe paa Arx , fra gammel Tid Roms Udkigspost mod Verdenshjørnerne , granskede man tidlig og silde Universet , hvad stod skrevet i TYREN OG ULVINDEN 263 Stjernerne ? Roms Husfædre turde næppe sætte Foden over Tærskelen naar de om Morgenen kom ud fra Atriet , Slaver med Bogruller og Akter i Hænderne bag dem , hvad vilde møde dem , skulde de snuble , hvad Slags Fugle var i Luften ? Et Æsels Skryden , Regnorm oven Jorden , Hare at se , selv om det kun var i en Vildtbutik , alt tydedes som skæbnesvangre Varsler . Jærtegn rygtedes og fløj fra den ene Ende af Byen til den anden , et Gylp var bleven hørt fra den store Kloak under Rom , det græd i Byens Grundvold , Ak , Kuske og Vandbærere meddelte hinanden det paa Gaden , frøs midt paa Sommerdagen . Aldrig havde Luften været saa ladet med Skæbne , fatum ; næsten haandgribeligt , en Kvinde lig , syntes Tilskikkelsen fra oven at lude over Byen . Romerinderne , de værgeløse , gyste . Skulde det virkelig passere dem at de blev slæbt væk af de store lodne Vildmænd ? Sendemændene de havde set erindrede de havde en tyk gylden Luv paa Haandbagene , som Bjørne der gik paa Bagbenene , en Kaadhed som hos nysudsprungne Guder legede i deres 264 TYREN OG ULVINDEN Minespil , og Romerinderne sank i Sædet som Høns og forpjuskede sig ved Tanken . Hvem læste deres Tanker ? Hvilke Varsler tog de , da Legionerne marcherede ud af Rom mod Krigsskuepladsen , de smaa tætte Romere i fuld Mundering og med skuldret Oppakning , bærekraftige , hærdede som Myrer , vore kære Tapre , men kendte man dem nu ikke ud og ind , lige til deres inderste Mus og Modermærker paa Kroppen ? Tys ! Og Romerinden gik hjem til sine Spejle og Slavinder , det var givet at hvem der saa kom igen saa skulde man salves og beredes og holdes lækker til Triumfen . Delt var Romerindernes bange Sind , da Marius drog af med Hærenversus septentrionem . Men de kom i en Ligevægt igen og havde den rette Holdning , som om de altid havde haft den , overfor de Overvundne , da Marius havde tilintetgjort Barbarerne , Teutonerne først ved Aquæ Sextiæ , siden Cimbrerne paa de raudiske Sletter . 258 TYREN OG ULVINDEN SLAGENE HORDEN var bleven enig om at dele sig ; Fordelen som de havde haft ved Arausio af at Romerne delte sig overlod de nu dem . Hensigten var farlig nok , den gik ud paa fra begge Sider at indeslutte Halvøens Rod , naar de fra hver sin Ende var gaaet over Alperne : Tyren der omklamrede Rom med et Horn paa hver Side . Men Udfaldet blev at Marius brød først det ene Horn af , siden det andet . Hele Horden paa en Gang kunde han næppe have mestret , hver Halvdel for sig gav ham nok at bestille . Straks til at begynde med bragte han Roms Teknik til Anvendelse , Krigskunst først , siden Krig , satte vidtløftige Ingeniørarbejder i Gang ved Rhonen , Indfaldsporten mod Rom hvorfra Fjenden ventedes naar han kom tilbage fra Spanien ; og da han kom fandt han Marius 266 SLAGENE befæstet i en uindtagelig Lejr , samtidigt med at han havde reguleret Rhonens Udløb , gravet Kanaler og sikret Transporter og Tilførsler , et vældigt Arbejde hvorved han holdt Tropperne i Aande og drev Roms Dagdrivervaner ud af dem . Det var Soldater af et nyt Stof som han kunde forme som han vilde , Roms klasseløse Befolkning optaget i Hæren , ikke som før udelukkende den gamle frie Borgerstand for hvem Krig var et Privilegium , Marius indførte Hvervning , en - vidtrækkende Ting , med Følger saavel for Aristokratiet som for det menige Folk , ned for den ene Part , op for den anden , og med Spiren til Enevælden siden , Hæren som voksede i Magt og paa sin Spids bar Diktaturet . Et Par Aar efter disse Begivenheder fødtes et Spædbarn som skulde blive Mand og klæde denne Apex med sit Navn : Cæsar . Oprindeligt et Greb ned i Folket endte Oprettelsen af den ny Hær med at lægge Enkeltmands Aag over samtlige Klasser i Rom og en hel Del af Verden ; faa Mænd tilrettelagde saa mange Slægters Liv som den hensynsløse SLAGENE 267 Marius . Foruden at han gjorde sine Tropper til Gravere , sikkert ikke uden en sinister Hentydning til hvem der skulde i Jorden , opøvede han dem med Jernhaand til Lydighed og Tugt , lærte dem at lide , gjorde Krigshaandværkere af dem , udpønsede en hæslig Forbedring af deres Vaaben , den romerske Lanse , pilum , som han lod Naglen tage ud af , for at Jernet kunde blive siddende som en Harpun og æde sig bedre ind . Han gik metodisk frem for at vænne Soldaterne til de vilde Krigeres Udseende og deres Hyl , indrettede det som en Skole eller et Teater hvor Tropperne oppe fra Lejrens Volde dagligt konfronteredes med Fjenden , indtil videre i Ly , og gradvis fik Paniken gnedet af Øjnene . Og Barbarerne gik ham , sig selv uafvidende , til Haande , kom gerne og lod sig se , de havde deres Morskab af at ride op til Voldene og udæske Romerne : de smaa Skind som laasede sig saa omhyggeligt inde og skyede aaben Mark ! Selv havde de ikke for Vane at gøre sig Fordel af en bedreStilling end deres Modstandere , lige Parti regnede man mellem dem 268 SLAGENE for Krigeres fødte Lov . Om man ikke burde slaas en Smule disse smukke Dage ? Sletten var sort af deres Hundredetusinder , og Romernes Blod begyndte at komme i Kog , over at de ikke kunde forhindre dem i at udplyndre Landet , over deres Pralerier , de taalte ret godt Fjendernes Aasyn nu og havde hærdet sig mod deres Skraal , Skærmydsler fandt Sted fra Volden , Blod paa Tand , Romerne vilde kæmpe og ivrede mod deres Feltøverste , kunde ikke lade blive siddende paa sig at man lo af dem . Og Marius nikkede for sig selv i sit Telt , nu var de snart gode . Men han tog ikke mod Barbarernes Udfordring . Først ventede han til de havde skilt sig i to Hære og Cimbrerne langt om længe var brudt op for at marchere over paa Østsiden af Alperne til deres Stilling , hvor den anden Konsul , Catulus , var sat til at møde dem . Og saa ventede han endda , mens Resten , Teutonerne og Ambronerne , som de selv sagde blev gamle Mænd og omfattede Forestillingen om Kamp som et fjernt usandsynligt Sagn ; Marius ventede og var fejg i Uger og SLAGENE 269 Maaneder , Teutonerne red op hver Morgen og spurgte til hans Ildebefindende , gabede som store trætte Hunde , med Fronten til , kedede sig saa de skreg derved ; og de romerske Soldaters Galde steg . Omsider tabte Barbarerne Taalmodigheden , det var jo aabenbart at Romerne havde nedsat sig i denne befæstede Lejr for Livet , Jordbunden indenfor Skanserne maatte have en Tillokkelse for dem ; de fik blive siddende paa Hug der til deres Skarn voksede dem op over Ørene , Teutonerne agtede sig til Rom , latterligt at man ikke var gaaet straks , det var jo bare at marchere Romernes Befæstning forbi ! Og det gjorde de . Idet Karlene en sidste Gang red op til Volden paa Vej mod Alperne lod de deres Munterhed gaa ud over Romerne og raabte til dem om de ikke vilde have Bud med hjem til deres Koner , nu ret snart skulde de være hos dem ! Det var letfærdig raabt , og Romerne havde ikke noget at give igen , med blege Læber fulgte de Togets Gang , mod Alperne , mod Rom . Forbimarchen varede seks Dage . I seks Dage bevægede den umaadelige Hob sig forbi , Fodfolk og Ryttere , Karrer og Pakvogne , Kvæg , Kvinder , Trælle og Børn , langsomt skridende , de sene Okser med Panden tynget ned af Aaget , Hjulene bumpende bagved i Støvet , en træg Flod af Vogne , men frem skred den , uimodstaaeligt , ud af Synskredsen som Traaden fra en Ten der dannede sig af Barbarernes uudtømmelige Lejre . Endelig svandt den sidste Vognrække , og et bredt oprodet Spor blev tilbage efter Horden under et Slør af Støv , som var et Stenskred gaaet hen over Landet , det sidste Svøbehvin , den sidste Hujen svandt . I seks Dage havde Jorden gungret under denne sorte Menneskestrøm , Romerne saa efter den , tavse , maalløse af hvad de havde set . Men nu brød Marius op fra Lejren og fulgte efter Toget : over Alperne skulde de ikke komme . Forsigtig , altid i befæstede Lejre , paa strategisk gunstige Punkter , holdt han sig i Hælene paa dem , indtil kort før Alperne ved de hede Kilders Sted , Aquæ Sextiæ , her kom det , halvt tilfældigt , men med nøje Beregning udnyttet af Marius , til Slag . SLAGENE 271 Beretningerne har Enkeltheder , Summen deraf er at Marius vandt en fuldstændig Sejr , ved Held , ved igen at faa Fjenden delt , ved en vel gennemført Bagholdstaktik . Ambronerne blev slaaet først , og da Romerne forfulgte dem til deres Vognborge mødte de de hylende Kvinder , hedder det , som med Økser og Sværd huggede ind baade paa deres egne som var paa Flugten og paa de forfølgende Romere , greb med de blotte Hænder om Romernes Sværd og „lod sig med et lige indtil Dødsøjeblikket uovervindeligt Mod baade saare og nedsable . " Plutarch har Beretningen . Efter Ambronernes Nederlag tilbragte Romerne en kritisk Nat , Teutonerne var tilbage , i et uhyre Antal , og Lejren var ikke forskanset , hele Natten hørte de Teutonerne istemme „en Hylen , der ej lignede Menneskers Klage eller Suk , men var et vildt dyrisk tudende Brøl , blandet med Trusler og Klager , og da saa talrig en Mængde istemmede denne Tone , gave de omkringliggende Bjer - ge og Dalen , i hvilken Floden løb , Genlyd heraf . Gyselig var 272 SLAGENE denne Lyd , som tonede over hele Sletten , saa at Romerne var bange , og selv Marius frygtede , thi han ventede at det om Natten vilde komme til et uordenligt forvirret Slag . " Men Teutonerne forpassede Lejligheden , og Marius fik Tid til at lægge Bagholdet . Betegnende for Barbarernes Forestillinger om Krig var at Teutonernes Anfører Teutobod tilbød Marius personlig Tvekamp , en Kamp mellem de to Stærkeste skulde afgøre Sagen paa begge Hæres Vegne . Teutobod var tre - fire Alen lang og kunde , som Overleveringen har bevaret , springe over seks Heste . Marius afslog hans Tilbud . Da Hærene saa endelig kom i Haandgemæng gav Teutonerne i deres Rasen Afkald paa en Fordel , stormede fra Sletten mod Marius som stod højere end de , Romernes omgaaende Hærafdeling traf dem bagfra , og det var ude med dem . Teutobod faldt levende i Romernes Hænder . Alle Telte og Vogne , hele Vandrefolkets Eje , blev gjort til Bytte , Teutonerne udslettet som Folk , dræbt eller taget til Fange . Saa mange faldt at Beboerne i Nærheden af Valpladsen siden SLAGENE 273 indhegnede deres Vingaarde med de Dødes Ben , fortæller Plutarch i sin Marius ' Historie og føjer til at Jorden ved de forraadnede Lig og ved den om Vinteren derpaa faldende stærke Regn var bleven saa frugtbar at den det næste Foraar gav en ganske overordentlig rig Afgrøde . Kronikøren tør dog ikke gaa i Borgen for at Mennesker er en god Gødning , hvorvel en græsk Digter Archilochos paastaar det , han anfører Andre som mener at have iagttaget „at der i Almindelighed efter et meget stort Nederlag falder overordentlig stærk Plaskregn , hvad enten det nu er fordi en Gud ved rene og himmelfaldne Vande vil rense og afskylle Jorden , eller det kommer af at det udgydede Blod og den paafølgende Forraadnelse frembringer opstigende tunge og fugtige Dunster , som fortykke Luften " ; han henstiller det saaledes som uafgjort hvorvidt det er Aadslerne eller Regnen som gør Jorden vel . Hvor om alting er , der kom Vin af Barbarernes Kroppe , Sødme af Mord . Mens Marius var i Færd med at foranstalte Offerild af de Overvundnes Skjolde og Spyd indtraf Budet 274 SLAGENE som meldte ham at han var bleven valgt til Konsul paa femte Aar . Faa Dage efter naaede der ham Nyheder fra den østlige Krigsskueplads : Catulus havde værget sine Passer saa valent at Cimbrernevar trængt over Alperne og nu stod nede i Italien . Marius opsatte da sit Indtog i Rom og kunde siden slaa to Triumfer sammen til een . Som et Æventyr om Trolde og Jætter lyder Plutarchs antike Prosa , et Stykke tidlig Gotik set med den forundrede sobre Klassikers Øjne : „En saadan Stolthed og overmodig Foragt mod Romerne viste Cimbrerne , da de gik over Alperne , at de , meer for blot at give Beviser paa deres Dristighed og Styrke , end fordi det virkelig var nødvendigt , lode sig ganske nøgne oversnee , og klavrede gjennem Is og dyb Sne paa Toppen af Fjeldene , og lode sig deroppe fra paa deres brede Skjolde glide ned ad de stejle og glatte Klipper i den umaadelige Dybde . " Tydeligt nok har glade Vinterminder hjemmefra virket forfriskende paa de af Syden overophedede Cimbrers Livsaander , og de har ikke kunnet SLAGENE 275 holde Drenges Lyst nede til at boltre sig i Driverne og kane ned ad Alpernes høje stejle Firnmarker . Som en hujende Flok Knøse kom de agende ned ad Taget fra Himlen og ned i Italien ! Catulus havde taget Opstilling bag en Flod , Adige , og ventede at stanse dem der . „Og da nu Cimbrerne havde slaaet deres Lejr i Nærheden af Romerne , og havde taget Overgangen over Floden i nøjere Øjesyn , foretoge de sig at ville dæmme Floden ; de reve til den Ende Stykker af de omkringliggende Høje løs , og rykkede som sande Giganter Træer op med Rod , og styrtede dem tilligemed hele Fjeldstykker og Jordklimper ned i Floden , hvorved de standsede Strømmen i sin Fart ; mod det Underlag , hvorpaa den slagne Bro hvilede , kastede de svære Byrder , som ved Strømmen førtes hen imod den , og ved heftige Stød rystede Broen . " Catulus blev tvunget tilbage fra Adige og rømmede Landet til Po . løvrigt forløb det første Møde under artige Former , Cim - brerne havde gjort Fanger men slap dem rundhaandet fri igen , og 276 SLAGENE saa godt et Indtryk havde Romerne gjort paa dem at de bekræftede det Lejde de havde givet dem ved Haandspaalæggelse og Eder til deres hellige Tyr . Forbund kunde maaske være bleven tilbudt igen , og Alt hedt og fedt , hvis det blot havde været Catulus alene de havde med at gøre . Indtil videre udbredte de sig paa Sletterne mellem Adige og Po , besatte Landet som deres eget og syntes godt om det , rigelig Plads , naar de Folk der allerede boede der trykkede sig lidt , udmærket Agerland , holdt godt i Stand af de Indfødte , og det kunde de jo fortsætte med , og afgive Kornet ; alt ialt Stedet fristede til at blive . I dette Pusterum saa Norne - Gæst dem , viste sig en Dag i deres Lejr med sin svingende uforhastede Gang og blev ogsaa genkendt af Cimbrerne , vel modtaget ; men Snakken var ikke lang med nogen Enkelt af dem , de havde ikke Ro paa sig ; om Nyheder nordfra , hvor det dog var rimeligt Norne - Gæst kunde have været , spurgte de ikke , de var vendt mod egne Ting og havde været for længe borte . SLAGENE 277 Men de saa gærne den Gamle og lod ham færdes i Lejren saa længe han vilde og hvor han vilde . Bojerik fik han dog ikke Foretræde hos denne Gang . Man maatte gennem tre Vognborge nu , den ene indeni den anden , for at komme til hans Telt , som synede højt inde i Midten med røde Tjeld og et langt Felttegn vajende fra Toppen , men Gæst naaede ikke længere end til den første . Graderne var steget af sig selv ; vel var Alle lige som frie jævnbyrdige Folk , men Cimbrerne som var Kernen i Lavinen og havde givet den Navn bevarede en Midtstilling , og af deres Førere var der bleven Hertuger , af Bojerik en Fyrste . Han boede i den inderste Ring , og Adgangen til ham formidledes af Hertugerne , der havde den anden ; til den kunde man naa frem , men vanskeligt , naar man havde gode Forbindelser i den yderste Ring , hvor Cimbrernes betroede Ætteoverhoveder og ypperste Slaaskæmper holdt sig sammensluttet ; længere siede Norne - Gæst sig altsaa ikke igennem i den Tid han opholdt sig i Lejren . 270 SLAGENE Han saa nu og da Feltøversten ride forbi , men fra en Afstand , Rytterskaren der dannede hans Følge var saa dyb ind til ham at man kun saa en Hjelm rage op ovenover de andre , tilsyneladende af Guld og med en vældig Strut af ildrøde Fjer . Han red skarpt , og Skaren med ham , en Torden rystede Jorden , og var forbi i et Nu , alle Rytterne tavse , med Vildsvin og gabende Dyr fra Hjelmen , de tvegrenede Forkespyd skraat fremadfældede , hele Troppen som eet ridende Legeme , Hestene med Trommelyd i Bugen og korte anstrengte Prust ud af Kværken . Det var de samme smaa Heste de var redet hjemmefra med , men et andet Kuld ; ja en Hestealder saa omtrent havde de vel ligget paa Rejse nu , skønnede Gæst , og de Karle han havde kendt som Tyveaarige de var paa Grænsen til at være ældre ; Børn som havde set Udrejsen fra deres Moders Arm var nu udvoksne . Mange , mange var født paa Rejsen og havde aldrig set andet end Rejse . Det var et andet Folk i sin Tilvækst nu end da Toget drog ud . Selv de der havde været modne før Rejsen var bleven meget forandret . Ja , hvad er det man vil , tænkte Gæst , SLAGENE 279 naar man ikke mere er den samme ved sine Rejsers Maal ! Tonen i Lejren angaves stadig af Karlene , det unge Slæng som fornyer sig af Kuldene nedenfra , Drengene der gaar over i Mændenes Kreds . Overgangsalderen prægede Selskabet , den ru Tone , megen skurrende Latter , Plumphed og fortykket Pande , Uro og Hede ; men Tonen var bleven raaere , under Indflydelsen af det Liv de havde ført og den Viden Berøring med alskens Folk havde bragt med sig . Et Særsyn var Karlenes Forfængelighed og Dødsforagt , som var steget til en Forvildelse . Regnede de ikke andres Liv mere end deres eget saa Ve Alverden ! Saa højt holdt de sig at det som man skulde tro de holdt sig for , selve Livet , det smed de hen , Ingen , end ikke Guderne skulde kunne give dem noget ! Blod flød mellem dem selv indbyrdes uden Foranledning ; en Trætte som næppe en Gang var Uenighed , et Fantom af en Mistanke om at man skulde kunne nære Frygt , og op stod man som Haner mod hinanden , det var Døden for en af Parterne eller for begge , sunde livsstruttende Karle som 280 SLAGENE slagtede ind paa hinanden , og den Ramte lo , umuligt andet end at le , med Blodet sprøjtende ud af Ulivssaaret som af en Tønde , døde staaende og lo , en hjertelig Latter , lo endnu naar han laa , til Tandkødet blev hvidt og han famlede for sig med blinde Øjne . Saa kostbar var Æren , som dog naar alt kom til alt kun beroede i en Svaghed overfor hvad Andre syntes . Men Livet var jo deres eget . Karlene drak . Det var kommen , uundgaaeligt , i de vinfrembringende Lande de havde gennemstøvet . Kældrene først , naar de havde stormet en By og delte hvad der var , og saa stort et Hastværk havde de med at blive drukne at de sparkede de store Lerfade ind og slubrede Vinen op fra Gulvet . Glemt var den gamle Levemaade fra Hjemmene nordoppe , som Hjemmene var glemt , Kildevandet ingen hellig Guds Gave mere , Surmælk , Siid og Byg ikke længere Stammen i deres Ernæring , de havde lært krydret Mad at kende , sortnede over anden Kost end sjældne Lækkerheder til daglig og betalte Overdaadighe - den med Tandpine . I frynsede Telte og bag Gehæng sov de i Syden SLAGENE 281 som før havde taalt at ligge ude Vinternætter under en Kohud . Gæst var forarget . Han saa hen til Kvinderne , kvindagtige kunde de da ikke være bleven ! De var mere fremtalende og stride end før , haarde af det haarde Liv i Felten og mærkede af hele deres Tilværelses Usikkerhed , Mødrene udtørrede og skarpe , men gnistrende af Mod . Skønne var de unge Piger som før , endnu skønnere , et nyt vildt Kuld vokset op som aldrig havde set andet end farende Dage , forløbne unge Kvier med Vildmarkens Knirk i Leddene , blaa frydefulde Øjne , stærke , svære og ranke , Rudler af dem , en underfuld Slægt fostret af det Aabne og med alle Stammens dygtige milde Egenskaber i Behold . Hvilken Fremtid for et Folk bar de ikke i sig ! Men den ypperste og skønneste imellem dem Alle var Præstinden Vedis . Hun var nu i sin fejreste Alder , paa den højeste Top af brusende Modenhed en Kvinde kan naa , meget stor , og det lyseste Væsen Nogen nogensinde havde set . Hun lignede den rosenrøde blussende Elskov , 282 SLAGENE men skulde aldrig se sit Blod genopstaa i en Slægt , hun var Kærligheden selv for alle Slægter . Hun skulde forblive ene og lyse over Alle som deres skønneste , inderste Drøm . Mærkelig var det at se hvor hellig en Følelse hun var Genstand for , alle Karlene , alle saa op til hende med den mest ubetingede Ærefrygt , ja Alvor , Grimassen faldt af dem naar de saa hende eller blot hørte hende nævnet . De gik i sig selv , blev sig selv i Straalen af hendes Væsen . De dyrkede hende som en Sjæl , uden nogen jordisk Tanke , men dybt paa Bunden stod de i Lue for hende , hvor kunde de andet ! Og hun , hun elskede dem alle . Hun var trolovet til alle de vilde elskende Karle , viet til sit Folk , men skulde aldrig blive Moder . Det kunde ses paa hende , hun var i sin straalende Ungdom men straalede alene , som Morgenstjernen , en Moders Skær var over hendes Jomfrutræk , hun følte for alle sine vildfarne store forrykte Børn , var bleven Beskytterinden i Lejren , den Alle saa hen til for at husvales i Sjælen , men hun var ene . SLAGENE 283 Og alle , alle Karlenes hedeste Ønske var at beskytte hende , omringe hende og føre hende i en Ring af Staal frelst og for altid urørt gennem Verden ! KUN kort Tid glædede Cimbrerne sig over de gode Græsgange paa Posletten og de fordelagtige Udsigter de bød for en bosiddende agerbrugende Befolkning . Just som de begyndte at staa sig ganske godt med den Hædersmand Catulus ankom Marius med sine Tropper fra Gallien . Han kom ikke for at tækkes dem og nyde et Skudsmaal af dem , den grimme Marius kunde ikke tænke paa hvad Andre mente om ham , arbejdede ikke for sit Eftermæle en Gang . Og Hæren han havde oplært skulde heller ikke giftes med Fjenden . Hvorvidt de var tapre eller indlagde sig Hæder var dem ligekært , bare de fik Kniven gravet i før den Anden og kunde komme hjem til Roms Cirkus og Smaagader igen . Mod Synet af Utysker var de forlængst hærdede , indtil Ligegyldighed , med en Moral der næsten gik til den anden Side , Foragt . 284 SLAGENE Teutonerne havde de ædt , nu en Ret Cimbrer ! Men Cimbrerne undgik Slag med de forenede Konsuler , viste for en Gangs Skyld Overlæg , bedre dog at vente til Teutonerne kom ! Prikne var de med Hensyn til at skaffe sig en Fordel , detkan en Kriger ikke , men stille sig blot med sin halve Magt naar man lige saa godt kan vente til den anden halve ankommer det var dog Ufornuft . I Mellemtiden afsendte de Gesandter til Marius og udbad sig Fred til at blive siddende paa det Land de havde taget , eller at faa andet Land anvist stort nok til dem og deres Brødre . Omkvæd : Land . Marius : Hvilke Brødre ? Gesandterne : Naturligvis Teutonerne . ( Afsides : Romeres Fatteevne ! ) Alle de Tilstedeværende giver sig her til at le , Koret som falder ind i det antike Skæbnespil . Men Marius svarer dem at deres Brødre Teutonerne behøver de ikke at sørge for ogsaa , de har allerede faaet al den Jord der kan ligge paa dem . Gesandterne mærker nu at man gør Nar ad dem og bliver grove : dette skulde hævnes , det var en SLAGENE 285 Fornærmelse af Cimbrernes saa vel som Teutonernes Majestæt , det vilde svie til Romerne naar nu Teutonerne snart kom . Marius : De er allerede kommen . Og paa et givet Tegn lader han Teutobod og andre af Teutonernes Høvdinge bringe frem i Lænker . Stumt Spil , nogle lavmælte Repliker som veksles mellem Barbarerne paa deres eget Sprog , Fangerne dødningtriste , som Bud fra Dødsriget , nikkende , jo det var sandt , de var allesammen døde . Saa falder Fligen for Marius ' Teltdør , Cimbrernes Sendemænd er gaaet , og Koret ler bagved dem som en Skralde . Nu tilbød Cimbrerne Slag , øjeblikkeligt , rykkede ud i Slagorden og udæskede Romerne . Marius blev i sin Lejr , udholdt at man trak paa Læben af ham som forsigtig . Imidlertid var det at han lod Naglerne tage ud af Soldaternes Lanser for at de skulde ankre sig saa meget des bedre fast i Fjenden . 278 SLAGENE Da Marius blev i Lejren red selveste Barbarfyrsten , Bojerik , op til den og udfordrede ham til selv at bestemme Dag og Sted for en Kamp , som skulde afgøre hvem af dem der skulde have Landet . Saa fik man ham da at se , og af et skrækindjagende Udvortes var han , høj og svær som et Træ , næsten staaende paa Jorden overskrævs paa Hesten , men den var nu ogsaa kun af middels Størrelse , Skulderparti og Bredde næsten overdøvede Længden , paa Hovedet havde han en Hjelm med Tyrehorn og derover en Strut af røde Kokkefjer , men Ansigtet var blottet , barskt og med et rødt morderisk Skæg over Munden , uvant at se for de glatbarberede Romere , et skulende isblaat Øjesyn , de grusomme Bryn ned over Øjet , hele Udtrykket opfarende , Holdningen bagover ; og Rustningen fæl i Forhold dertil , et Sværd af overmenneskeligt stort Numer ved Siden , Fork i Haanden , et drastisk Vaaben , men hindrede det egentlig ikke sig selv i at trænge længere ind end Grenene var lange ? Skjoldet var ikke synderlig stort , thi Modet kundgør sig paa dette Punkt ved et forsømt Værn ; det var hvidmalet , ligesom kalket , kunde ses SLAGENE 287 langvejs hen , usynlig gjorde Bæreren deraf sig ikke i Striden ! Bojerik var ledsaget af kun faa Ryttere , splittergal Tilskuebærelse af en Mand paa hvis Liv Hundredetusinders Skæbne beroede . Marius kunde have ladet ham gribe og hænge , og Barbaren vidste det , men Romeren lod ham ride ukrænket tilbage , kronet af sin Vildmandsglorie ; afhang hele den fjendtlige Hærs Velfærd af denne ene Mand der handlede for dem Alle , kan Marius bidende have tænkt , saa skulde han sandelig leve ! Udfordringen tog han imod , ikke uden en Røffel til Barbaren i Anledning af den uromerske Form hvori den var fremført , og Tiden for Slaget blev fastsat til Tredjedagen derefter , Mødested de raudiske Sletter ved Vercellæ . Her blev da saa Cimbrerne straffet paa den Tid og det Sted de selv havde foreslaaet . Dagens Sol og Hede var Hovedaarsagen til Cimbrerfolkets Fald . Solen kæmpede paa Romernes Side , i bogstavelig Forstand , Marius havde sørget for at Opstillingen gav ham denne Fordel ; og 288 SLAGENE havde han ikke tænkt paa det vilde Barbarerne sikkert nok have aftraadt den , ængstelig for bagefter at bebrejdes Mangel paa Kækhed . Med Plutarchs Ord : „En stor Fordel for Romerne under Slaget var Heden og Solen , som just skinnede Barbarerne i Ansigtet . Disse Folk kunde nemlig , da de , som jeg før anmærkede , vare fødte og opdragne i kolde og skyggefulde Lande , overmaade godt taale Kulden , men Heden kunde de ej udholde , de stønnede og svedte over det hele Legeme , og maatte holde deres Skjolde for deres Ansigt , thi Slaget stod just efter Solhverv tre Dage før Nymaane i August , eller som den da kaldtes Sextil Maaned . Ogsaa hjalp det meget til at forøge Romernes Mod , at Støvet skjulte Fjenden , thi de kunde nu ikke i Afstand see den talrige Mængde , men Enhver indlod sig kun i Haandmænge med dem , som han just stødte paa , uden i Forvejen at være blevne skrækket af det frygtelige Syn . Desuden vare ogsaa Romernes Legemer saa øvede og hærdede , at man ikke saae en Eneste af dem enten svede eller puste , og det uagtet Angrebet skete med SLAGENE 289 en saadan Heftighed og under en saa qvælende Hede . " En anden Forfatter har det sagnagtige Udtryk at Barbarerne smeltede som Sne i Middagsheden , det rigtige Billede , Iskongen der havde vovet sig sønden for sine Enemærker og opløstes . Før Angrebet , da begge Hære stod opmarcheret overfor hinanden , som svære menneskelige Tidevande der var besværget op paa Sletten , Konsulernes forenede Armeer til et Antal af over halvtresindstyve Tusinde , Cimbrernes utalte , men deres Slagorden , som var i Firkant , skal have maalt tre Fjerdingvej paa hver Led , gjorde Marius sin Andagt , som Plutarch vidner : „Marius toede nu sine Hænder , opløftede dem mod Himlen , og lovede Guderne at ville offre dem en Hekatombe " ... Hvilket Øjeblik ! Paa Jorden Hærene , som under et umaadeligt Tramp nærmede sig hinanden , Sletten udbredt til alle Sider , aaben og fager , grønnet og med Menneskeboliger , og over den til Nord som et Luftsyn Alpernes lange Snekæde svævende i Skyen , Volden som de Indtrængende havde overskredet ; men ovenover 290 SLAGENE Hære og Jord og himmelstræbende Bjerge den evige utilnærmelige Himmel selv , Dagen — og saa denne snerrende ubarmhjertige Romer der hæver sine Hænder enfoldigt mod Himlen , som et Barn mod sin Moder om at blive løftet op , en Bevægelse af selv den Haardeste som for at strække sig op fra Jorden , hvis Besudling er nær ... Og saa begynder Hærene at faa Kontakt med hinanden , Tuba og Lur vræler som af hæse Struber mod hinanden fra hver sin Side — Ulvinden og Tyren ! Ulvindens vilde Rovtuden naar den sætter sig paa Halen og tuder Natten fuld af Blod før den gaar ud og jager for sine Unger , den er i Tubaens lange , mod Himmelhjørnerne rettede Tragt ; Uroksens brunstige Brøl i grænseløse genlydende Skove staar op igen i Lurens krummede Hals . Mord og Undergang hænger over Alverden . Fra de kompakte Hærmasser flyver der som Bisværme skraat ud i Luften og ned igen i en Bue , med tusind Jernglimt undervejs , de første Pilesalver som gaar ud paa en Gang , Hære af Brodde over Hærene , og en stor raa Dunst fra den SLAGENE 291 ene Hær møder Bølger af Dunst fra den anden , Sved og Tarmluft som kommer fra de stormende Masser i Dagens enorme Trængsel og Hede . Og Krigsskriget løfter sig , fra Cimbrernes oprørte Hav , Hylet hvormed de slaar Sjælen , inden de kommer , og opgejler sig selv , et umaadeligt Hærbrøl . Og springende højt op i Luften ser man Krigerne storme frem , allerede i den lyse vanvittige Henrykkelse der bemægtiger sig dem i Slaget og gør dem ufølsomme for Saar , hævet over Liv og Død , gennemstrømmet af en forfærdelig Form for Sjælfuldhed , som det Element Ilden . Frem tordner Rytteriet i spredt Sværm , hver opererende for sig , Rytterne voltigerende af og paa , som det er deres Taktik . Men de romerske Kohorter staar tætte og murfaste , med kolde Hoveder gentager Soldaterne mumlende de Instrukser de har faaet , som en Lektie de skal op i , fatter om pilum og snøfter stille . En Støvsky skjulte Haandgemænget , som et Forhæng Himlen drog for sit Aasyn , saa tyk at man fo ' r vild 292 SLAGENE deri , hele Hærafdelinger vankede omkring uden at kunne finde hinanden . Under dette Forhæng fuldbyrdedes Dræbningen . Vidundere af Manddom udfoldedes af Cimbrerne , en Ilddans , den højeste forrykte Glæde , og i den døde de . Som Kunstnere brugte de de lange tunge Sværd , kløvede jo ogsaa af og til en romersk Soldat ned til Skrævet , men de allerfleste Gange blev de hentet ned først , den slangesmidige Maar af en Romer gik under Dækningen og stak to - tre - fire Gange med det korte tveeggede gladius , mens Leen var i Luften ; han arbejdede . Bojerik gaar frem , Tyrehjelmen forrest mellem de Stridende , med Vind ud af Næsen som Tyren , alle de olme Kræfter lyner af hans tunge Sværd , han er nu i den Ild hans forfærdelige Hjerte begærer , og skal opbrænde deri . Grænseløs er han som Kriger , vilde være gaaet mod Romernes Hær ganske ene , have nedmejet den ene Mand , gaaende op og ned i Skaaret , til Marken laa bar . Men Romerne stikker , han sanser ikke at den ene Lanse staar i ham efter den anden , brækker over i Skaftet , mens Jernet bøjer sig og hænger SLAGENE 293 sig i ham som et Anker ; tilsidst er han tung af Ankre som æder med Næbbet i hans Kød , han slæber sig som i en Taage med alle de krumme Jern efter sig , fejer i Luften med den matte Le , og Skuldrene synker , Tyrehjelmens Horn gaar ned som Maanens Segl i et Hav af Krigere og Vaaben . En Hylen slaar sammen over ham . Hylende render Resten af Hæren i Døden . Plutarch : „Den største og den stridbarste Del af Fjenden nedsabledes paa Stedet ; thi det forreste Geled havde , for at ej Linien skulde brydes , lænket sig sammen med lange Kjæder , der vare befæstede ved Beltet . Romerne forfulgte de Flygtende tilbage lige til deres Lejr , hvor de da bleve Vidne til de sørgeligste Optrin . Barbarernes Qvinder stode nemlig paa deres Vogne , iførte Sørgedragt , og myrdede de ankommende Flygtninge , deres Mænd , deres Brødre , deres Fædre , deres spæde Børn qvalte de med egne Hænder og kastede dem under Hjulene og under Lastdyrenes Fødder , og derpaa myrdede de sig selv . Man fortæller om En af Qvinderne , at hun havde hængt sig i en Vognstjert , og 294 SLAGENE tillige hængt sine Børn fast med Strikker bundne ved begge hendes Ben . Af Mangel paa Træer , hvori de kunde hænge sig , bandt Mændene sig omkring Halsen fast ved Oxernes Horn eller Fødder , stak derpaa Dyrene med Pigge , og lode sig , naar disse da sprang , saaledes slæbe og træde til Døde . Endskønt nu da saa Mange paa den Maade dræbte sig , beløb dog Antallet af de Fangne sig til over tresindstyve Tusinde , og endnu mer end dobbelt saa Mange skal være faldne i Slaget . " Vel omtrent i Forholdet af En mod Tre havde Romerne kæmpet , og naar det tages i Betragtning at hver enkelt af Fjenderne var baade større og stærkere turde de nok sige at de havde benyttet de Fordele de ellers skaffede sig med Hæder . Romersk Skole og Teknik havde hævdet sig splendide imod et Naturfolks overmægtige fysiske Gaver . Men var de ikke bleven foranlediget af dem til at gribe tilbage til gamle romerske Dyder , og havde de friske indbrydende Folk ikke blandt andet lært Slaphed hos dem ? 286 SLAGENE DA Solen gik ned over de raudiske Marker efter Slaget , rød og synlig helt rundt som et blodigt Skjold , af Støvet som endnu hang i Luften som efter et vulkansk Udbrud , og Krager og Rovfugle allerede begyndte at komme glidende fra alle Himmelhjørner i den afsvalede Skumring — hvilken Valplads ! Milevidt Tusinder og Tusinder af unge Karle som havde rejst sig sunde og rødkindede samme Dags Morgen , Romere og Cimbrer imellem hinanden , somme i hinandens Favn , og allesammen nu stive Lig ! Aftenen var mange Gange stille , efter at Dagens enorme Hærskrig var forstummet , og Kvindernes Skrig forstummet , Fortvivlelsens Skrig , skærende og gennemtrængende som de Fødselsskrig hvormed de en Gang havde bragt alle dem til Verden som nu var døde . Saa stille var Aftenen , efter alle Skrigene , som de overlevende Kvinder var stille da de blev ført bort til Fangenskab og Fornedrelse . Men da Solen var gaaet ned , og Tusmørket falden paa , glødede endnu Alpekæden med en fjern overjordisk Glans . En Skygge paa Slagmarken vendte 296 SLAGENE sig derimod , NorneGæst , den Ensomme , den Længelevende , som stod her med sin Smerte , altid imellem Døde ! Før havde han set nye friske Folk komme ned over Alperne , og aldrig nogen af dem vende tilbage . Hvornaar næste Hold ? Hvor lang skulde Striden blive , inden romersk sammensluttende Magt og nordisk , oprindeligere men endnu uudviklet Natur gik befrugtende op i hinanden ? Valpladsen med alle de Døde , og deriblandt Bojerik , en næsegrus Form mellem Former , ja det var Tyren som var falden . Ulvinden havde haft sine Tænder nedenfra i dens Tarme og revet dem ud . Tyren laa nu med afstødte Horn og knuste Lemmer paa Jorden . SLAGENE 295 VÆ VICTIS ! UMIDDELBART forinden Marius drog i Felten mod Cimbrerne og Teutonerne havde han tilendebragt den numidiske Krig og fejret sin Triumf med højtideligt Indtog i Rom og Udstilling opad via sacra mod Forum og Capitolium af Byttet og de lænkede Krigsfanger . Herom noterer Plutarch : „Han skjenkede Romerne ved denne Lejlighed et Syn , der næsten forekom dem utrolig , nemlig den fangne Jugurtha ; thi der var Ingen , som troede at Fienden i Afrika kunde overvindes , saalænge Jugurtha endnu levede , han denne Mand , der vidste til sin Fordel at benytte hver Lykkens Omvexling , der forenede med megen Snildhed megen Tapperhed og Mod . Midt under Optoget skal Jugurtha have mistet sin Forstand , og , efterat det var endt , kastede man ham i Fængsel ; Nogle sønderrev voldsom hans Kjortel , og Andre , som i en Skynding vilde med Vold rive ham en Guld Ørenring af , reve ham 298 VÆ VICTIS! tillige et Stykke af Ørelappen ; og derpaa blev han nøgen styrtet ned i et dybt underjordisk Hul ; fuldkommen forvirret raabte han her under et bittert fælt Grin : VedHerkules ! hvor er ikke Eders Badstue kold ? Her led han sin fortjente Løn for al sin skændige Daad ; sex hele Dage maatte han kjæmpe med Hunger , og lige indtil sidste Stund nærede han længselsfuld Haabet om at beholde Livet . " Som det gik Kabyleren skulde det gaa Teutobod og de øvrige fangne Barbarhøvdinger , de smykkede Marius ' Triumf ; siden tier Krøniken om dem , den eneste Naade der blev dem til Del . Tog man i Rom Hensyn til de Overvundnes Rang og Omfanget af deres Ulykke , var man stor overfor sin Fjende , maalte man sit Højmod ud efter den Tapperhed en værdig Modstander havde vist ? Oh nej . Tværtimod . Des større , føleligere Nedværdigelsen ! Men havde de Overvundne ikke ogsaa , da de var stærke , slagtet Romere efter Sejren ved Arausio ? De Overvundne mister ikke Liv og Fri - hed alene , de mister Karakter ; den er i Sejrherrens Haand , VÆ VICTIS! 299 Eftertiden ser den i Hævnens Spejl , med mindre man formaar at gaa bagved det . Barbarernes Eftermæle indgik i Romernes Smædeforestillinger , tabte sig i Ordsproget , faa paafaldende Træk mejslet i Menigmands Erindring : en Teutoner = rasende Menneske , Cimbrer = Skraalhals . Med deres Navn kreerede de et Begreb , som Cæsar siden gjorde den højeste Magtfuldkommenhed enslydende med sit Navn for al Fremtid , da Kongenavnet var for lille efter hans Eksempel ; men Cimbrer og Teutoner udvidede Ryets Begreb nedad med deres , uddybede en ny Dimension for Ringeagt . Synonym for Bussemand , Menneskeæder og Drukkenbolt blev en Ambroner , men Ambronerne havde jo nu ogsaa notorisk været fulde i Slaget ved Aquæ Sextiæ . Visse dyriske Forestillinger knyttedes til alle tre Navne , saa at Historiens Facit kunde sammenfattes i en Lapidarindskrift paa Roms Gadehjørner : Teutonerne rasende Cimbrerne hylende Svin Ambronerne fraadsende Din Cimbrer ! lød det i Roms Taverner , naar den ene dunstende Slave udskældte den anden over Bægret , og Manden blegnede ; din Teutoner , og han rejste sig ; Ambroner du , og Maalet var fuldt , Slaven følte sig degraderet , der faldt Kindheste , og Haandgemæng paafulgte . Naar Skrækbilleder falder naar Smudset dem endelig . Saa meget om Eftermælet ; i Livet blev de Overvundne , alle de mange Tusind Fanger , straffet saa haardt som en romersk Slavefoged , gerne Frigivne som selv havde været Slaver og lært Mishandling , kunde slaa . Først Skammen og den sjælelige Marter da de maatte gaa via sacra Gangen foran Marius ' Triumfvogn , barfodede og læssede ned med Lænker , gennem to levende Mure af Roms Pøbel , som med hængende Øjenlaag efterlignede Adelens Blik paa et Udskud og i en fedtet Toga trak paa Skuldrene som den , naar de ikke gav efter for egne Drifter og øste Gadesnavs op med Hænderne i Ansigtet paa de Bagbundne . Koldere end Is paa Bjergene var den Kulde hvormed Riddere og Senatorer saa ned paa Toget fra deres Bærestole eller fra Capitoliums VÆ VICTIS! 301 Balustrader ; de høje Herrer havde regnet rigtigt i at mobilisere Plebs ; med Pak skal Pak holdes nede . ( Siden var der ingen Ende paa de Sorger de fik af Marius , hvem de havde ammet for stor ) . Roms Damer betragtede Toget , hyllet fra Top til Taa i Gratie og Adel , uden større Grumhed end klædeligt , med en allerkæreste Væmmelse og en Sølvlatter ved Synet af de bundne Dyr , Optoget jo da for deres Vedkommende en Anledning til at tage sig ud . Det kunde hænde at et eller andet Blik faldt paa de store røde børstede Karle og genkaldte en Erindring om at have set Fangen før : haarede Haandbage , en vældig dristig Rejsning — men den var nu brudt ; og Romerindens Blik glider fra Fangen til de smaa romerske Soldater der gaar bekransede i Optoget , væbnede , for at passe paa de lænkede Fanger , Næsen i Sky , var det sært , og det slaar hende hvor de er bleven brede , tætte , stærke , Feltlivet har gjort dem som fremmede , skønt hun kender dem saa vel , og Fingeren kommer op til Munden , hun tilkaster dem hastigt et Kys , de store duggede Øjne fylder sig med Lys og Taarer . 302 VÆ VICTIS! Med den røde Bjørn har hun et Regnskab at gøre op , og naar Fangerne bliver solgt og hun faar en af dem i sit Hus , til Vandbærer , og han viser sig i Badekamret med sit Aag , bøffelstærk og brugbar , er hun just afklædt , men ænser ikke hans Nærværelse , hvor skulde det betyde noget for en Dame at en Slave ser hende nøgen , hans Øjne er Ingens Øjne ; men med en Sans der ved alt fornemmer hun at Slaven vakler i Beruselse , en stor Bælg hører op at puste , og Vand plasker paa Mosaikgulvet ; han faar gaa uden at hun med saa meget som en Fiber i sit Afroditelegeme røber at han er til . Romerinden tilgiver aldrig en Barbar at hun , da han var fri , i et svimmelt Øjeblik begærede ham . Men værre , ufattelige Ting rører sig i Kattesjælen . Et langt , nøje beregnet Blik ved en moden Lejlighed til Vandbæreren , og han retter sig , hun har set ham , et grundende Blik nu og da til ham , et fortænkt Suk , og han bliver dristig , var jo en fri Mand før og en Skønhedsdyrker ; og undslipper der ham saa en Dag et Udbrud , en Hyldest ikke til VÆ VICTIS! 303 at holde tilbage , paa Afstand , Naturmandens Glæde over en Dejlighed , ja saa blæser hun Vejret let ud gennem Næsen , ser sig om og vinker Slavefogden til , peger , og den kæmpemæssige Nubier iler fnysende til , Svøben med Blykugler suser over Rygstykkerne paa den uheldige Vandbærer . Han smiler , ranker sig under Slagene , er bleven misforstaaet , smiler igen , men da griber Negren hans Aag og slaar Tænderne ind i Halsen paa ham , Flere iler til , og han holdes og bindes , ti Mand er ikke for mange , to - tre ved hvert Lem . Svinebunden paa Gulvet kattes han , i Skrævet , Romerinden ser til med smalle fortænkte Øjne , saa gør hun omkring og gaar til sine Gemakker . Siden en Gang naar hun har bragt ham til at græde , men det sker nok sent , vil hun maaske tage ham til sig i sin Himmel og nyde ham og hans Forkrøbling . Jovist , Karlenes overflødige Latter , saavel den rige Glæde som det lømmelagtige Grin , blev forvandlet til en Stønnen , de kom i Selen og blev pisket . 300 VÆ VICTIS! Nogle i Trædemøllen , som de havde fundet saa morsom første Gang de saa den , det var udvendig fra , indvendig var det værkende Fødder og langsomt Sløvsind . Andre Markarbejde , det var i det Fri , men under Opsigt , Stokkeslag hyppige , af en ringere Mand end de havde været , lænket om Natten i Kældre sammen med andet Pak , Kosten alskens Affald . Men de haardeste Halse kom i Gladiator - , skolerne og blev tugtet op til Mord . De syntes de kunde det , men havde meget at lære , Anstand og Behændighed , forskellige Kunstgreb , hvad enten man nu blev sat til at slaas med Hjelm og Daggert og blev kaldt Thraker , eller nøgen med et Net og en Greb , en Havmand lig , og var Retiarier , eller blev sendt i Ringen mod Løver , eller havde at undlive hinanden indbyrdes . Latin maatte man lære og sige Puls naar man mente Grød og Aqua , som en kvækkende Frø , naar man mente Vand . Til Pinsel paa Kroppen var de fordømt , lige fra den Dag det gloende Jern brændte Skolens Mærke paa dem og de lugtede deres egen Stegelugt , til de var udlærte Fægtere og havde haft de fleste af Ansigtsbenene knust og VÆ VICTIS! 305 groet sammen igen ; og de opdroges ikke til andet end til at dø . Forstaar sig , ad Omveje , kunstfuldt , længe trukken ud ; og naar man selv faldt saa dø med Plastik , en god Gestus , udaande i Klapsalven ! Bifaldet smagte En og Anden , naar man havde myrdet en Broder , fra det kyndige Amfiteater . Af et vist Hensyn blev man undertiden sparet , Gladiatorerne skulde jo ikke fluks udryddes allesammen , for saa havde man Ingen . Saadan kom de i Stillinger , som man gør naar man er draget ud af Barndommens Land , og Drengealderen ikke er mere , og man har nærmet sig et ordnet Samfund , og bliver spændt for i en eller anden Profession , hvori man skal dø . MALMTYREN blev gjort til Bytte ved Vercellæ , og Catulus skal siden have ladet den opstille ved sin Villa . Men paa Triumfdagen var den naturligvis med i Optoget og rokkede paa sin mærkelige barbariske Vogn , hvorpaa den var kørt fra Thule og tusind Mile gennem her - kyniske Skove og over de vildeste Bjerge , opad via sacra , mod Roms Hjerte — men det var ikke saadan dens Indtog i Rom 306 VÆ VICTIS! var tænkt af de fangne Høvdinge , hvoraf nogle førtes i Toget i Bure , gale som de var bleven af Sorg og Mishandling , med edrende Bylder paa Lemmerne af Lænken , og plaget som Aber af Roms Drenge der stak dem ind igennem Tremmerne med Kæppe . Saa kunde Ulvinden oppe i Soldisen paa Capitolium da se ned paa Forum hvor Tyren kørtes op og gjordes til Midtpunkt for en lykkelig Pøbels Haan . De i Tempeltjenesten og Mysterierne indviede Pontifekser tog den siden af Nysgerrighed i Øjesyn : barbarisk Arbejde , men dog i Enkeltheder ganske paafaldende præget af en oplyst Smag . Solmærket i Panden voldte Hovedbrud , ikke Tydningen deraf , men hvordan var et saa barbarisk Folk kommen til det højtudviklede Symbol ? Skulde Roms Lys virkelig være trængt saa langt op nordpaa ? Et stjaalet sydlandsk Arbejde , mente Nogle , hele Billedet røvet , med samt hellige Tegn og det hele . Men skjult i et Rum i Tyrens Indre fandt man et gammelt Gudebillede som i visse Træk ledte Tanken hen paa VÆ VICTIS! 307 saavel Roms som Grækenlands allerhelligste overleverede Idol , det kun de højeste Indviede nogensinde havde set , almindelige Dødelige vilde det slaa med Blindhed , dog Augurer forblev seende , selveste Palladiet — var det nu ikke underligt ? Dybest paa Bunden af alle Folks hellige Forestillinger den samme Ild ? Vestadyrkelsen , og hvad man havde hørt om de fremmede Barbarers Ildpræstinder ? Jo det var underligt . I Catulus ' Have blev Cimbrernes Tyr snart glemt . Og siden forsvandt den ganske . Ulvinden blev bevaret for Eftertiden , men Tyren har man ingen Efterretning om , sagtens er den endt som gammelt Metal og gaaet i Diglen igen , og det kunde være godt for den ; den havde været forfejlet , nye Samlingsmærker vilde danne sig om den Kraft hvorpaa den havde været et Symbol . Og som Tyren tabte sig i Forglemmelsen saadan Cimbrerne . Om Skrækken bevarede man en Erindring i Rom , men Skrækken selv sled man af , som saa meget i Roms Kvern ; Borgerkrigene , Kejsertiden rejste mange andre 308 VÆ VICTIS! Skræmmebilleder . Naar den romerske Moder skulde have sin lille Søn i Seng om Aftenen og han stillede sig op i sin stumpede Skjorte langt fra Husdøren og ikke vilde ind , plejede hun at sige før at nu kom Cimbrerne , og øjeblikkelig benede den lille Mand tværs over Gaden og begravede Hovedet i hendes Skød ; nu slog han en spæd forvoven Latter op naar slige Ammestuekneb anvendtes imod ham , og man maatte true ham med friskere Rædsler . Nu kommer Germanerne ! Det hjalp . Ja Cimbrerne og Teutonerne havde kun været et Æg der var gaaet løs i den store Æggestok nordpaa , Rom skulde overhovedet ingen Pause faa . Men Cimbrernes Fortrop tærede Fangenskabets og Straffeanstaltens Brød , til de døde ud under Sydens besungne Himmel . Der blev en lille anden Generation , ogsaa Slaver faar Lov at forplante sig , en mindre tredje ; Resten gik op i Romerfolkets mangeartede Bastarder . Fangernes første ulykkelige Generation sled Kæden blank i en Menneskealder rundt om i romerske Slavegaarde , til Alder , VÆ VICTIS! 309 Græmmelse og haard Behandling gjorde en Ende paa deres Lidelser . De der havde været Børn da de faldt i Fangenskab fristede Elendigheden længst . Om dette yngste Kuld , og om Efterkommere maaske af de Ældre , høres der seksogtredive Aar efter da Slaveopstanden brød ud i Italien og en Overgang blev en meget farlig Trusel for Rom . Lederen Spartacus var Thraker , af en haard halvvild Race , som gav Romerne meget at bestille siden , han var med et Slæng andre Gladiatorer brudt ud fra Fægteskolen i Capua og spredte Oprørsild mellem alle Slaver , saa at han snart havde samlet en Hær paa over hundrede Tusind Mand og slog romerske Tropper i flere regulære Slag . Hans Hær var sammensat af Krigsfanger fra alle Verdens Kanter , at opregne dem var at tegne Omridset af hele det romerske Imperium , ethvert Land rundt om Middelhavet hvor de havde gaaet paa Rov , Mennesker af ethvert Sprog og enhver Farve , alle under Aaget ; og deriblandt skal en ikke ringe Del have været Rester af de fangne Cimbrer . 310 VÆ VICTIS! Spartacus havde til Hensigt at gaa nordud , over Alperne med Sværmen , i en sund Følelse af at fjerne sig fra Rom og at gøre noget modsat af hvad blandt andre Cimbrerne var strandet paa ; men Skaren var for uens sammensat , de vilde hjem allesammen , hvilket vilde sige i alle Vindrosens Retninger , hvor de var skrabet sammen fra , Hæren kunde ikke føres mod noget bestemt Maal . Romerne opbød alle Kræfter for at faa Bugt med Oprøret , og Konsulen Crassus , hvilket er udlagt den Tykke , jagede dem til han havde faaet dem indesluttet helt ude i Taaen af Italiens Støvle . Her og andetsteds blev Slavehæren slaaet og taget til Fange ; Spartacus faldt . Romerne lod hans Lig underkaste Tortur . Besiddelsesretten over menneskeligt Kød , Trækdyr født af Kvinder , var sikret . Paa Landevejen mellem Rom og Capua kunde en Ridder gaa Lystgang gennem en Allé af seks Tusinde korsfæstede Slaver . Mellem dem har nogle af de sidste Cimbrer udaandet , sømmet op i Solbranden . 304 VÆ VICTIS Aqua ... kvækkede de , som Padder der omkommer i Støvet , Aqua ... , ' men der fløj dem Fluer i Munden i Stedet . ET storladent Træk knytter sig til Slavekrigen . Spartacus og hans Bande havde en Gang sat sig fast paa Vesuv , i de Tider udslukt og bevokset med Vin lige til Toppen ; selve Krateret udgjorde deres Fæstning , og Romerne belejrede den Revne hvorigennem de var trængt derind . En skøn Udsigt har de haft , over Middelhavet og det dejlige Italien , et forjættet Land ; men ligesom den menneskelige Hud ikke godt taaler at ses i Lup bevarede Skønheden sig bedst fra en Afstand ; saa højt som de kunde komme , helt op paa Skorstenen af Verden , var de klavret for at nyde en kort Stunds Ro . De blev sultet ud . Endelig da Romerne syntes der var bleven saa stille derinde trængte de gennem Spalten , men blev meget forundrede ved slet Ingen at finde . Slaverne havde gjort sig Reb af Vinranker og havde hejset sig ned ad de bratte Kra - terrande til den anden Side ; og saaledes lækkede Fælden da 312 VÆ VICTIS! denne Gang . Men Vesuv blev vred . Det var jo Ingen ringere end en af selve Gunung Apis Brødre man havde krænket , gaaet paa hans Hat og ført Krig i Hovedbunden paa ham , det ønskede han ikke og kom i Udbrud , halvandet Hundrede Aar efter , store i Tiden som Bjergene er , efter Menneskemaalestok , og brændte Vinmarker og Kravl af sig , savlede Lava og kogende Dynd ned i Landet , strøede efter med Aske , og begravede en hel anden Slægt , Børnebørnsbørn af Synderne ; imidlertid begravet blev baade Pompeji og Herculanum . Det var den yderste Dag for dem der oplevede det . En græsk - romersk Forfatter , Dion Kassios , beskriver Udbrudet saaledes : „Mange og uhyre store Mænd , som overgik al menneskelig Størrelse , endog de Forestillinger man har om Kæmper , viste sig nu paa Bjerget , nu i det omgivende Land og i Byerne , baade ved Dag og Nat , vandrede omkring paa Jorden og gik til og fra i Luften . Og derefter kom der pludselig forfærdelige Tørker og mægtige Jord - skælv , saa at hele Sletten sydede og Bjergene hoppede ; og der VÆ VICTIS! 313 hørtes Lyd , under Jorden som Torden og over Jorden som en Brølen , og Havet brølede , og Himlene svarede igen . Og derefter hørtes der pludselig et forfærdeligt Brag , som om Bjergene styrtede ned , og øjeblikkeligt derefter sprang der først uhyre store Sten i Vejret , og det saa højt at de naaede de øverste Tinder , og derpaa megen Ild og en umaadelig Røg , saa at hele Luften blev overskygget og Solen aldeles skjult , som ved en Solformørkelse ; saaledes blev det Nat i Stedet for Dag og Mørkhed i Stedet for Lys . Og Nogle tænkte at det var Giganterne der var staaet op ( for mange slige Guder blev ved med at lude ud gennem Røgen ) men Andre tænkte at hele Universet var i Færd med at blive opslugt af Kaos eller af Ilden . " Ja det var den gamle Ild , Gunung Api , ogsaa kaldet Lucifer , eller Loke , det var hans røde Drenge som var ude af Bjerget og lege og skræve omkring i Skyen . Da Udbrudet var paa sit højeste var det for dem der aldrig skulde se Dag mere som om Ild brød ud af Alverden , af Bjer - get , af Skyerne , Ildskær kom af Havet , Ild brød ud af Jorden , 314 VÆ VICTIS! Stene og Træer blev Ild , Luer dannede sig ved Grunden af Husene , som om en Ild underneden trængte op , Ildtunger løb paa Tagene , Luften blev Ild at aande , og i denne Ild sank de hen , gabede og forkom , som ildbelyste Orme paa Jorden . Men det var kun et stakket Brandskær og en kort Rummel , i Virkelighed var Ilden bunden , Vesuv havde kun lynet ud gennem Risten . Siden røgte han i Aarhundreder , for at holde rent i sit Krater . Det var ikke Verdens Undergang ; den skal vare , med sin Higen og sin Plage . Et Par Byer forgik , og Stedfortrædere af de Døde , Aa de snuser efter deres Plads inden de er i Jorden , byggede Byer ovenpaa . Siden gravede man dem ud , og et atten Aarhundreder gammelt Nu kom for Dagen , stivnet i en Eruption , Romeren og hans Ting genopstaaet som om en Mellemtid omtrent ikke var forløben . En Gladiatorkaserne udgravedes i Pompeji med alt til Mord og Straf henhørende , Rustninger , Svøber , Vaaben , indtil de mind - ste Enkeltheder , Fangernes primitive Tegninger paa Væggen , og VÆ VICTIS! 315 de var saftige ; næsten Lugten af de svedige Kroppe gravede man op igen . I en af Cellerne hvor Slaverne var indespærret om Natten fandt man en Dynge sammenlænkede store Skeletter i den hærdede Aske , et Hold Fanger som ikke havde kunnet komme ud eller som man havde forsømt at løse ; de er krøben sammen i deres Lænker som Hunde , mens Asken regnede ned ovenfra og lukkede sig over dem , gik dem over Næse og Mund tilsidst . Hvor har den sidste Mund strakt sig efter det sidste Drag af den forgiftede Luft , rystet Asken af endnu en Gang og aabnet sig , et Aandehul i Asken , og haabet , men Asken falder . Der kan have været Børnebørnsbørn af Cimbrerne imellem , født som Fanger af fangne Forældre , latiniserede nu , og maaske ikke andet tilbage der mindede om Nordboen end Størrelsen . Saa er det det sidste der er at fortælle om Cimberlands store , glade , gale Drenge . VÆ VICTIS! 311 MEN nu Kvinderne ? Paa Slavetorvet i Rom er der Marked . Det afholdes gennem mange Dage , for kun en mindre Part af de Slavinder der skal sælges kan faa Plads ad Gangen . Men man har Tiden for sig . Efter en Krig , den korte Hvidglødhede som svejser Historien om og afgør Skæbnen for Hundredetusinder paa en Gang , er det forbavsende hvor Aarene er lange , man har Menneskealdre til at partere Byttet . De hærtagne Kvinders Antal var Legio , men hver Enkelt blev nøje vurderet , og der blev tinget og pruttet , om og om igen , om Prisen for Stykket , inden de Allesammen var solgt og ført bort af nye Ejere . Det var kun unge Eksemplarer . De gamle og ubrugelige havde man dræbt , de var ikke Transporten værd ; de fleste havde selv gjort det , Barbarernes skrækindjagende Sandsigersker og Slagtekvinder , de havde raset baade ved Aquæ Sextiæ og Vercellæ og optændt de andre Kvinder til Mord og Selvmord , en frygtelig Art Væsner , som i Døden havde bidt Soldaterne i Fingrene med tandløse Gummer , VÆ VICTIS! 317 naar de tog Halsringen af dem , Hu , Soldaterne tørrede sig bagefter og gyste , det var virkelig som om en meget værre Død havde pattet paa dem end den der ellers rasede om dem . Disse skildpaddeagtige Hekse havde de jo stukket eller traadt ihjel ; men der var ogsaa yngre Præstinder , af et meget godt Udseende , dem havde de fanget og sparet , de kunde sælges . En af dem var endogsaa iøjnefaldende ved en vis barbarisk Skønhed , et aldrig før set Hovedhaar saa svært , og af en ganske lys Farve , Kvinden selv meget hvid , saa at hun mindede om selve den kryselefantine Minerva , hun var en Sjældenhed og vilde uden Tvivl naa en Pris . Det siger sig selv at Soldaterne i ingen Henseende forgreb sig paa de fangne Piger , ihvor yppige de saa var , og Krigens Undværelser mange , saa havde de jo ikke kunnet sælges . De fleste Mødre havde dræbt sig , eller man havde ekspederet dem . Børnene kunde sælges , de af dem der var hele . I hvert 318 VÆ VICTIS! Fald skilte man Mødre og Børn ad , som i det hele taget Slægtninge , hvor et Baand kunde paavises , Sammenhold mellem Slaver jo altid at undgaa . Indenfor Barbarerne selv skulde der have hersket en Rang , nogle af de unge Piger lod til at være fornemmere end andre , en Slags Ridderstand talte man om , særlig Højbaarne , lige op til Fyrster , i uciviliseret Format , Fyrstinder altsaa muligvis mellem Pigerne , det kunde ikke ses paa dem , lige kraftige var de allesammen og blev solgt over en Bank . Til Karlearbejde egnede de sig omtrent uden Undtagelse , Kvernen , Brændebæren , svært Ude - og Indearbejde , store og hærdede som de var , men for Resten kunde de jo anvendes paa lige saa mange Maader som der var Købere og Køberes Lyst . Intakt ! raabte den auktionerende Slavehandler , hæs opad Dagen , ved hvert enkelt kvindeligt Individ der blev skubbet frem paa Forhøjningen , hvorfra Salget foregik ; saa og saa gammel , skønsvis ; og her tog man ofte fejl , for Barbarkvinderne kunde i Sammenligning med Romerinder være meget ældre end de saa ud til ; meget solid , egnet for VÆ VICTIS! 319 Kropsarbejde ; rask og sund , uden synlige Fejl ! Vittig var Slavehandleren , og krydrede Tilsætninger faldt af , Mænd lo , en Gnæggen i Kor paa Torvet nu og da , som om en Fugleflok fløj op . Og af mange varme Mennesker lugtede der paa Markedet . Man blottede Staklen som var udstillet , sælges i Sækken skulde hun ikke , og der stod hun saa og krummede sig , den lyserøde Orm som Mennesket er , men havde ikke noget Hul hvor hun kunde krybe i Jorden . Rom saa paa hende , i Tavshed , en raa Pavse , som afgjorde hendes Skæbne saa trak Slavehandleren Klædningsstykket for igen , man skulde ikke have Synet for længe , ; det var dog en Del af det der skulde betales og tilfalde Ejeren . De fleste Købere var Kvinder , Roms Husfruer som kunde have Brug for en Slavinde mere og lod sig bære til Torvet ; de purpurforede Bærestole stod til en Side med Slaverne siddende paa Skafterne , og det kunde være et Dobbeltpar nylig erhvervede Krigsfanger af den mandlige Bestand , Teu - toner eller Cimbrer , som Slavinderne der blev solgt , maaske 320 VÆ VICTIS! personlige Bekendte imellem ; men de nye Bærekarle lagde ikke Deltagelse for Dagen , de lod trætte , sad med bøjede Hoveder , og de røde Pomponer man havde pyntet dem med ludede mod Jorden . Et Slagsmaal opstod mellem Bærerne , Aarsagen uopklaret , der var af mange Nationaliteter , og deres Forklaring med et Babel af Stemmer forstod Ingen ; men det var da en Teutoner som var bleven rasende , i Anledning af Markedet , man havde været tyve om at slaa ham ihjel ; ham der havde begyndt ... naa ja , Tiberen var nær , og Liget blev smidt deri . Den romerske Husfrue har Ord for Økonomi ; Damerne bevægede sig med Tunikaen kræsent samlet om Fødderne omkring paa Torvet og eftersaa Slavinderne , som stod i Hobe rundt om Forhøjningerne eller havde lagt sig , en Skorpe af Mennesker paa Stenbroen , med smalle Gange imellem for at man kunde komme omkring og bese dem . Romerinderne havde gode Øjne , paa Afstand allerede observerede de noget øn - sket og skubbede sig sidelængs gennem Hobene derind , skuede VÆ VICTIS! 312 Pigen og gravede en juvelprydet Haand i hendes Skuldre , om hun var fast , undersøgte Brysterne , om hun havde født , rev i Haaret , om det var hendes eget , kneb Læberne sammen : altfor tillokkende var de Hundinder ! Som Guldbarrer saa ens , støbt i samme Form og med samme Stempel , var alle de Bondedøtre , en fornærmeligt vel udseende Yngel . Skønne Tjenestekvinder var ingenlunde altid begæret i en Romerindes Hus , de grovere , de mere grimede , men brugbare slog de ned paa ; og de blev solgt først . Men ogsaa Resten fandt Købere , ofte under en Kappestrid om at erhverve dem , flere Lysthavende , som drev Prisen i Vejret og skaffede Slavehandleren Glæde . Det var Mændene der bød , Levemænd uden Undseelse , dog deres Denarer gjorde Sømmelighed overflødig . Heller ikke indfandt de sig før hen ad Tusmørketid , naar mulige kvindelige Slægtninge eller Bekendte var gaaet , mellem Teatertid og Bakkanalet , salvede , nynnende en Strofe af Teokrit ; og saa gjorde de deres Valg . 316 VÆ VICTIS! Langsomt , En for En , men Turen kom til dem Alle , blev da Cimberlands unge forladte Døtre solgt og blev krydset af med et Kridtmærke i Panden , at hente eller at levere , som man var bleven enige om . Var endelig nogen Straf for haard for de opblæste Fallenter der skulde have værget dem ? De Værgeløse gik ind til Trældom og Fornedrelse i mange Former . Læsset ned med Byrder og staaende i Vand til midt paa Livet i Tiberen som Vaskerpiger var ikke det værste , ikke heller Kammerpigetjeneste hos de rige Romerinder , der som man sagde ikke gøs for at stikke deres Slavinder til Døde med Haarnaale naar de var i ondt Lune ; ikke at male Mel og staa paa Hovedet Livet igennem heller , eller luge og slæbe Sten paa Godserne ; Selskabet de fordømtes til , den øvrige Slavindeverden , var værre . Og værst var Skæbnen for de Skønneste , de Fejreste , der paadrog sig Syndens hede Opmærksomhed og hastige Fald , en lang Trappe ned , og altid ned , deres Vej kan ikke følges . Men ingen Klage er kommen til Efter - verdenen fra dem . De haardeste Kaar en raa Overmagt , i hvis VÆ VICTIS! 323 Haand de var falden , kunde berede en Kvinde var ikke saa haarde at de knyede . Mangen umenneskelig Lod har en Kvinde gjort mulig ved sin Hengivelse . Ikke alle Herrer heller er haarde . Kanske mange af dem reddede deres Hjerte over i en ny usikker Tilværelse , selv om Ingen havde Hjerte for dem . 322 VÆ VICTIS! VED TIBEREN EN Mand i en leret Kappe , lige fra Værkstedet , men ellers at se til som en uafhængig Romer , hastede gennem Roms Gader , urolig , uden at ænse sine Omgivelser , som En der har faaet en Tidende om noget der haster og ikke har anden Tanke end at komme tidsnok . Men Mange der saa ham vendte sig og fik ærbødige Øjne , nikkede til hinanden : Billedhuggeren Kejron ! Han havde travlt ! Mod Slavetorvet ilede han . Noget mærkeligt var hændet ham . I sin Haand havde han et Brev , som han lige havde faaet , et lejet Bud havde bragt ham det i hans Værksted udenfor Byen , uden anden Besked end at han skulde overgive det i hans egne Hænder , og uden at kunne nærmere beskrive fra hvem . Det var et sammenfoldet Papyrus , og paa det var der med usikker Haand gjort en Tegning , som det kunde ses skulde forestille VED TIBEREN 325 en tilnærmet Grundplan af Rom . Paa et Sted der kun kunde være Slavetorvet var der tegnet en Ting som efter et kort Studium ikke kunde tydes som andet end en Torbist ... og pludselig staar som et Lyn Brevets Mening klar for Kejron : Slavetorvet og Krigsfangerne fra Norden som sælges der i disse Dage ... Skarabæen ... og Inge ! En gammel mægtig Erindring slaar ud i hans Sjæl ... det fjerne fjerne Land hvor han havde været Fange en Gang , var det nu kommen til ham ? Snart blussende snart bleg iler Kejron gennem Roms Gader skulde det være sandt ? At han dog nu ikke kom forsent ! ... Han kom just som Vedis var ført op paa Podiet og skulde sælges ... Kejron paa Torvet ! Alle Ansigter den Vej , en venlig Mumlen : ja naturligvis , Billedhuggeren søgte sig en Model , var aabenbart gaaet lige fra sit Arbejde for det samme , og man gjorde med romersk Artighed Plads for ham mellem de Bydende , Budene var allerede høje , det var en forunder - lig Kvinde , men Alle veg for Kejron , og han fik Slavinden 326 VED TIBEREN tilslaaet paa Stedet . Umiddelbart efter forlod han Torvet med sit Køb , man saa ham tage sin Kappe af og lægge den om Skuldrene paa Slavinden som for at skjule hende for Mængdens Blik ; hun var højere end han ; og Mange smilede : hvor hidsig han dog havde været efter at købe den statelige Barbarkvinde , havde straks givet en Guldring i Pant for at Salget skulde staa fast ... Oh , den store Kejron var nok endnu ung ! DE første Dage var hun fuldstændig stum , sad forstenet og som livløs paa Gulvet trukken ind i et mørkt Hjørne og lignede En der har mistet sin Forstand . Hun for sammen som ventede hun et Slag , naar Nogen nærmede sig hende , og det sitrede hende under Øjnene , hun fik hvide Pletter paa Kinderne som om hun allerede var ramt , rystede paa Hænderne , bævede over hele Kroppen , stor og stærk som hun var , men Alt som i en Fraværelse , Trækninger der fandt Sted i et ellers ganske udeltagende Væsen . Mad tog hun imod med en glad Tilskyndelse naar man rakte hende det , udhungret som hun var , men kom til at græde over Godheden hun var Genstand for og spiste grædende , vædede sit Brød med Taarer — og Graaden tog Overhaand , hun begravede Hovedet i sit Haar og græd , fik lange voldsomme Ture , al hendes Straf og Ulykke der vældede ind over hende igen , men holdt sig af al Magt for Munden og søgte at kvæle Graaden , krummede sig sammen i Veer og græd , græd Floder , blev næsten kvalt og aandede ud af sit Haar som En der drukner , Graaden knuste hende aldeles . Og ovenpaa sad hun med blaa vaade Læber , i en Aandenød efter Graaden , hentede Vejret kun med Vanskelighed og i Hik , en krampagtig Hulken kom igen med lange Mellemrum , men vedblev at komme igen , fra hendes Hjerte . Omsider havde hun det overstaaet og sad stille , smertelig hærget og ophovnet , med udslukte Øjne , rosenrød og som vasket af Taarer , og lignede et Vindstille efter en Syndflod , alle de dryppende Træer , og den tunge udgrædte Himmel som ikke kan regne mere . 328 VED TIBEREN Lidt efter sov hun , Hovedet sank , og hun sov mange Timer , sammenrullet i sit Haar , let skælvende endnu i Søvne , med Ryk der kom og gik i hendes Bryst . Naar hun ikke sad forvildet og sky , eller græd , sov hun , og sov , og Kejron lod hende sove , redte for hende i Hjørnet og lod hende i Ro . Hun var i en ynkelig Forfatning , uplejet efter mange Ugers Transport paa Landevejene og Ophold i Fangelejre , Haaret en filtret Maatte kaget sammen af Støv og Regn og Taarer , sorte Tegninger ned over Huden over det Hele af Smuds , blaa underløbne Pletter paa Lemmerne efter Knubs og Spark , udmagret , skræmt fra Viddet , fuldstændig nedbrudt af Skræk og Fortvivlelse . Og dog kunde hverken Smuds eller Nød skjule de sjældne Træk eller hendes Ungdom , de overordentlige Linjer i hendes store , stærkt kvindeligt svungne Skikkelse , hun var og blev ædel ; med en Billedhuggers Falkeblik forskede Kejron hendes Form igennem . VED TIBEREN 327 At det ikke var Inge , men maatte være en Datter af hende forstod Kejron jo snart , med Undren og den største Bevægelse . Hun lignede Moderen i Trækkene , til Forveksling , det lange Ansigt og den lange fine Næse , som ledte Tanken hen paa Hesten og havde levende , bævende Næsebor som den ; men hun var endnu lysere , og større af Vækst , et Tillæg i Styrke føjet til fra en anden , Faderens Slægt . Det var som om Kejrons tabte Sværmeri fra for Aar tilbage havde faaet Liv for hans Øjne , men større og forklaret , som et Sværmeri bliver det i Mindet ! Men nu var hun ulykkelig , revet ud af sin Tilværelse som en Plante med Rod , skælvende som en Blind der er ladt alene , alt Haab ude , nødstedt og ganske ene tilbage af en Verden der var gaaet under , og fortabt i en ny . Skarabæen havde hun om Halsen , Moderen maatte have givet hende den , og Alt havde hun mistet , kun ikke den . Kun en Gudinde kunde have ledet Skæbnen som den var ledet , hin Gudinde der var afbildet paa Skarabæen , den miskundelige Venus . Fra hvem var Brevet kommen ? At det ikke kunde være hende selv der havde afsendt det var klart , 330 VED TIBEREN efter den Tilstand hun var i . Skarabæen havde Kejron jo for nu mange Aar siden givet til den gamle Skjald i Cimbrernes Land og udtalt det Haab at den maatte komme i Hænderne paa Inge — det var den Nat han skulde have været ofret og blev sluppen ud af Skjalden , efter Tilskyndelse af den dejlige Bondedatter , hvem han næppe havde vovet at hæve sine Øjne til , og som han da heller aldrig siden skulde se . Var det den gamle Skjald der havde sendt Brevet ? Var han da i Rom ? Hvem begreb Kærlighedsgudindens Styrelse ? Ak den gamle underlige Mand ... da han havde givet ham Friheden og sagt ham hvad Vej han skulde fare for at bringe sig i Sikkerhed havde han til Overflod ved Afskeden foræret ham en Fiskekrog , for at han ikke skulde mangle undervejs , og lagt Vægt paa at det var en god Krog ! Han havde virkelig ogsaa fisket sig gennem mange ugæstfri Lande med den . Men nu var Skarabæen kommen tilbage , og en Pige der næsten var Inge selv sammen med den ! Betød det at Inge havde haft Godhed for ham og nu sendte ham sit Afbillede i Stedet ? Men VED TIBEREN 331 hun kendte ham ikke , lod ikke til at se ham en Gang . Hvad vilde nu ske ? Gudindens Veje var uransagelige . Efter at have sovet og grædt , sovet og grædt i to Døgn stod Vedis op . Kvinden sejrede i hende , og en Morgen fandt Kejron hende forandret , hun havde fattet sig og var vasket , havde faaet sit Haar blødt op og redt , Timers Møje , og havde taget en simpel Klædning paa , som var lagt frem til hende , i Stedet for den raggede Slavindesæk . Hun saa op med et klart Blik , men uigennemtrængelig ensom , da hun blev sit Herskab vår , slog straks Øjnene ned igen og ventede en Befaling , at blive sat til sit Arbejde . Og han satte hende til Arbejdet . Javist , hun skulde være Model . Hun bøjede Hovedet . Som Model maatte hun tjene ham i at klæde sig af . Hun gjorde det . Efter en Pause , hvorunder han studerede , hørte hun ham pruste . Saa greb han i Leret , gav det store Lussinger og begyndte at forme . VED TIBEREN 329 KEJRON boede ved Tiberen ovenfor Rom i et stort Hus der skjulte Udsigten til Vejen udenfor , til den anden Side gik en Have lige ned til Tiberen , paa begge Sider indhegnet af en Mur . Stedet var ganske for sig selv , fredet og fjernt , uagtet Roms Tummel laa som en Tone i Luften ikke langt borte . Det rummelige Hus havde flere Gaarde med Søjlegange og Springvand , baade det og Haven var fuldt af Billedstøtter og Kunstgenstande , Haven skyggefuld med gamle løvrige Træer . I Huset arbejdede Kejron med sine Livegne og Disciple ; men naar han modellerede med Vedis var det altid i Haven , under aaben Himmel . Og efterhaanden som Arbejdet skred frem begyndte hun at se sig om og faa Liv , hun lagde Mærke til Træerne , til Floden , havde sine egne Tanker , fra Dag til Dag blev et Velvære synligt paa hende . Der var godt i Solen , i den altid varme kælne Luft , hun hævede sine Øjne mod Træerne og blev som ny af at se dem , hendes Bryst fyldte sig og blev staaende fyldt , Øjnene blev saa blaa , hun lignede en Dag der vaagner . VED TIBEREN 333 Det var Ungdommen der gjorde sig gældende . Sundheden var kommen igen , Lemmerne afrundede , fuldere end før , Blodet synligt i den skære Hud ; og da hun var bleven helt sig selv følte Kejron at skønnere , mere lydefri og lysende Kvindeskikkelse end hun havde Jorden aldrig baaret . Hun var Fagerheden , Ungdommen selv . Men Kejron , han var ikke saa ung . Hans Alder var den dobbelte af hendes , vidste han . Og det skulde ikke skjules for hende . Billedhuggeren vendte en gammel Mands Væsen mod sin Model , lagde en god Del Aar til , var streng og knap , hun maatte arbejde med ham mange Timer om Dagen , staa for ham i Haven mens han stred med sin Figur , og han var haardnakket , stred længe , om og om igen , til han fik det som han vilde have det , og saa var det dog ikke det han havde tænkt sig . Undertiden blev han sælsom vild under Arbejdet , et mægtigt Blik fra Modellen og til Figuren , og tilbage igen , han gik haardt rundt om den , aandede kun i Fnys , til an - dre Tider brød han ud i Sang , var Hersker i Himlen og paa 334 VED TIBEREN Jorden ; men han endte altid med at lægge Pindene og drage Brynene ned over Øjet , slæbte sig som en overvunden Mand fra Figuren , naar Dagens Mod og Dagens Kræfter var opbrugt . Naar de ikke arbejdede saa hun ham ikke , han lod hende helt og holdent alene , hun havde et Rum i Huset ganske for sig selv . Husgerning sørgede Andre for , det skulde hun ikke anvendes til , hun havde sine Pligter med at staa anstrengende Model . I Haven kom ellers aldrig Nogen . Endnu havde hun Tilbagefald , gemte sig med sin Sorg naar den brød op igen , og Kejron hørte det græde utrøstelig i en Løvhytte i Haven ; saa tænkte hun igen paa sine Brødre , paa alle de arme Krigere hun havde set dø eller blive slæbt væk i Fangenskab , kom frem længe efter med røde Øjne . Men hendes Væsens Blomstring kunde ikke udeblive . Hendes Væsen var Glæde , Sødme i Blodet , og Glæden brød ud af hende som et Foraar , da hendes Sorgs Vinter var omme . En Varme fødtes i hende ; rosenrød og kilden , lykkelig ene saa hun op i Træerne i VED TIBEREN 335 Kejrons Have , lyttede tilfreds til Floden , havde en glad Bevægelse tilovers naar hun saa en Bi , legede med Killinger , var aldrig gladere end naar hun var ene . Med Træer var hun mærkelig , født fortrolig , stillede sig hos dem uden andet Ønske end at være dem nær , de var sammen som Søstre . Hun smykkede sig med Blomster , for Ingens Øjne , og lod til at lege med dem , Munden bevægede sig som om hun talte med Blomsterne eller med sig selv , ganske fortabt i Selskabet med grønne Ting . Tidlig de svale Morgener rejser hun sig og dykker i Tiberen , kommer op derfra som en Nymfe og tørrer sig og sit Haar i Morgenvinden , gaar mellem blomstrende Mandeltræer i Haven , i Dug og Duft , og bliver borte i et Træ , staar i dets Arme og kan ikke ses mellem de hvide , i det sarteste Rosa aftonede Blomster , saa hvid som Blomstersne er hun selv og saa rosenfarvet som et Morgengry i Huden , de lange trinde Lemmer som nylig opgroede Stammer med lydefri Bark , Haaret som et Lysfald fra Himlen ; i Lys og Duft 336 VED TIBEREN og Farve forsvinder hun som en Sjæl i Træet , Dryaden der er og ikke er deri . Hun plukker mange , mange Blomster , greben af en Umaadelighed , og tager dem alle i Favn . Hun giver Rosen Kys , i Enrum med den mellem Buske , et stort forslugent Kys , og blusser som den . Hun elsker Haven og bliver lysere og lysere jo mere hun er ene . MEN Kejron var mørk . Statuen havde han begyndt at hugge i Marmor , og den gjorde ham Sorger : alle hans Fejl stod mejslet i det uforgængelige Materiale . Men færdig blev den , for en Ende skal Alting have , Forhaabninger og Fejl . Og saa gik han baglængs fra den , da det sidste Filestrøg var gjort og erkendt haabløst , for Naturen er der dog Ingen der naar , gik baglængs fra den , hvor den stod og lyste i Haven , og ind i sit Hus , som vilde han aldrig mere se den . Men det var en god Statue . Mens Vedis var bleven Menneske og Kvinde igen og havde faaet sin Glæde VED TIBEREN 337 tilbage , hele Ungdommens overstrømmende Frodighed og Sorgløshed , havde Kejron ladet al hendes Smerte og Nød genopstaa for Evigheden i Sten i Figuren . For altid var i den bevaret Billedet af den lidende Kvindelighed . Det var den fremmede hærtagne Kvinde , forstaaet af Ingen , saadan som hun staar i stille Fortvivlelse , fangen og blottet for at sælges , sløv for Køberens Blik , indsunken i en tabt Verden , et Folks Undergang som hun har været Vidne til , hendes hele Slægt , Alle dem af hendes Lige der er døde ; den dybeste indre Kummer , som end ikke raa Tilskuere og den ventende Fornedrelse kan forvandle til Rædsel , for hun er helt indadvendt , et Udtryk for sit Køns stumme Klage over det Folk hun har hørt til og hvis Ulykke hun har set . Det var Livet der gik under , fastholdt i et Kunstværk . Til sene Slægter vilde det bringe Anklagen : krænket , sønderknust Kvindelighed , og Aarsagen dertil , det raa Hærmenneskes Vold . 332 VED TIBEREN Men da Kejron var gaaet ind i sit Hus , og Vedis saa hans Græmmelse , som om hans Arbejde var tabt , og slet Ingenting vundet , gik hun efter ham og fandt ham i hans Stue , mellem Kunstværker , som nedslog hans Mod , siddende ledig , med marmorstøvede trætte Hænder , træt : Figuren havde ikke villet lykkes for ham , syntes han ... og Modellen vilde heller ikke lykkes for ham ... Da strakte hun Hænderne ud imod ham , en ubevidst , underfuld skøn og simpel Bevægelse , ængstede Træk , hans Bekymring som kom tilbage til ham i Kærlighedens Spejl , et Udtryk saa yndigt som han aldrig før havde set hos noget andet Menneske . Men se nu smiler jo Kejron , et stort frembrydende Lys , som et Barn der pludselig faar hvad det har grædt for . Og de ler begge to , umulig at sige hvem der ler først . Det var kommen , hendes Glæde var vældet saadan over at hun ikke mere kunde bære den alene , og den vendte sig nu naturlig mod den som havde undt den Hvile til at gro . Og han , han blev saa glad , for naaede han ikke det i Kunsten som man aldrig naar — saa gav Livet sig til ham nu i Stedet ! VED TIBEREN 339 Det var første Gang hun saa ham smile , men det var et Smil som en Gang havde lokket mange Piger forbi en vis Smedje i et vist fjernt , fjernt Land , hvor en sodet Dreng bedaarede de Indfødte med sin Sydlandskhed og sine hvide Tænder , uagtet han var kun en Træl . Og han havde straalende Øjne nu , alt andet end trætte fjerne Billedhuggerøjne , han luede op med Kunstnerens Gave til i et Nu at kunne forvandle sig og forynges . For et Øjeblik siden var det som om baade Vedis ' Sorg og al den Sorg han havde lagt i sit Værk , Statuens Sorg , Alverdens Sorg , hvilede paa ham , nu smilede Kejron , et Smil hvori megen Ensomhed smeltede og opløstes . Haand i Haand kom de ud og saa begge to mod Himlen , en mærkelig Dag , deres Lykkes Dag ; Haand i Haand vandrede de gennem Haven til en Lund hvor Kejron havde en Billedstøtte af Kærlighedens Gudinde staaende , det ædleste græske Arbejde . En fin Røg steg op fra Altret foran det mellem Laurbærtræerne , Kejron og Vedis som ofrede Virak sammen og udgød Vin paa Jorden , begge 340 VED TIBEREN fattende om samme Skaal , for Gudindens Aasyn . Hvor uransageligt havde hun ikke forvildet deres Veje og ledet dem til det Bedste ! Havde Vedis ikke mistet sin Frihed skulde de aldrig have mødtes , og hun skulde være forbleven Ildvogterske alle sine Dage , var aldrig bleven Menneske og Kvinde , som hun skulde blive nu . Havde Kejron ikke været Træl i Udlændighed skulde han aldrig have løftet sine Øjne til Uopnaaeligheden og bevaret sig og sin Drøm ensom , til den gik i Opfyldelse . Men til den Døde som havde givet dem begge Livet bandt de i dybeste Tavshed og Ærefrygt Kranse og ofrede dem , da de ikke vidste bedre , til Floden , saa stumme efter dem til de var forsvunden med Strømmen . Ak , Havens Marmor genkaldte Vedis ' helligste Erindring : den døde Moder og de frosne Blomster paa hendes Kinder . VÆKSTERNE i Haven , store stedsegrønne Buske og Træer , saa ud som et lykkeligere Ophav til Hedens smaa stedsegrønne fattige Ris , som Vedis havde leget med om Vintrene som Barn , VED TIBEREN 341 og de duftede af den samme skjulte Ild ; sælsomt knyttede Barndommens fjerneste Duft og hendes Lykke i et fjernt sydligt Land sig sammen og blev til et . Ja , stor var deres Lykke . Hun sprang ud med hele sit lyse Væsens himmelske Glæde , og han omfattede hende altid , altid med sit henrykte Blik , der var saa stærkt at hun følte Varmen deraf paa sit Ansigt og blussende værgede for sig med Haanden som mod en for heftig Ild . En tabt Verden , hele hendes Sjæl lukket inde i et Savn , og vokset med hendes Vækst , kommer tilbage til hende : Barndom , et Barn af deres Elskov , en spæd Amor med mørkt Haar , men med blaa Øjne ; og Kejron modellerer en allerkæreste lille Erot med Spurvevinger , Livet forfra som er kommen flyvende , gør som altid sin Lykke dobbelt , Livet gentaget og foreviget i et Billede . For sin Nyfødte sang Vedis paa sit eget vilde Sprog en Sang , som de cimbriske Mødre sang over deres Smaa , naar de gyn - gede dem i Søvn i et Faareskind hængt op paa Grenen af et 342 VED TIBEREN Træ : Mit Løv , mit lille Træ , grøn dig , gro i mit Læ ! Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! Kilderne , Jordens Blod , og Mulden nærer din Rod . Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! De store Guder gaar gennem dit Hovedhaar ! Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! Tag imod Sol og Sne , Varme saavelsom Ve ! Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! Bider Hjorten dit Blad , glæd dig og gør den glad ! Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! 338 VED TIBEREN Højt i din Top skal Ørn made de skrigende Børn . Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! Egernet fjæler sig fro hos dig i dit grønne Bo . Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! Bliv , min Stamme , forbliv ! Af Ro og Gro kommer Liv ! Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! Men giv til Vinden dit Frø ! Gavmild skal aldrig dø ! Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! Mit Løv , mit lille Træ , grøn dig , gro i mit Læ ! Gynger ham , I Grene , synger ham i Søvn , alle smaa Fugle ! 343 VED TIBEREN En Erot mere flagrer ind i Haven og bliver skattet og modelleret , og nu har Vedis faaet sin Verden igen ganske som da hendes to smaa Brødre stolprede omkring paa Gulvet og greb med smaa Honninghænder efter Alting , men de to Smaa er hendes egne , det er hende der er Moderen , og den Verden hun har faaet igen er vildere og sødere end Savnets Verden . Mørke er de to Smaa , hver som med en Nat paa Hovedet , men de lever ikke paa Bunden af et Vinterhus , men i en Have under aaben Himmel , altid i en Sommer . Som Vedis havde genfundet Barndommens hemmeligste Duft i Sydens Myrther og Oleander blandede hun i en Svulmen af Sjælen Havens store sydlandske Træer sammen med dybt begravede , næsten glemte Erindringer fra Norden , Viet , hvor hun havde haft saa stærke Indtryk som Barn . Endnu var det som om de susede over hendes Hoved , de gamle høje hellige Træer i Viet , Asken med Kilden under sin Rod , det hellige Vand med en Rand af Okker og en Hinde over sig i alle Regnbuens Farver , Træets luftige Krone fuldt af Bier og Solskin i den korte Sommer ; Abilden med de hellige VED TIBEREN 345 livgivende Æbler , Misteltenen højt paa en Gren af Egen , den helligste Ting , Lynets Fosterurt , i Pleje hos Egen ; alt dette og en Frodighed der var hendes egen , hun var selv som en Plante , blandede hun sammen med de solede Træer i Kejrons Have , og Tiberen , og Bierne , som kom ud af Middagsilden og tonede ogsaa her , og Søjlerne i Husets Gaarde , og Marmor og Billeder og Musik og Sang ; af Alt dette blev der en Verden udenom hende og i hende og om dem hun elskede . EFTER at Kejron havde modelleret Vedis tragisk pønsede han paa at arbejde efter hende i den befriede , ophøjede Stil og var i Tvivl om hvorvidt det skulde være en Flora eller en Mænade , en Pomona eller en Afrodite , eller Demeter , eller Minerva ; men han endte med i Tidens Løb at modellere hende som dem Alle . Som Pomona først , da han havde set hvor hun elskede Træer og Blomster : den vilde unge Skovpige der vaagner , da hun første Gang ser en Mand , og strækker ham i heftig Uskyld 346 VED TIBEREN Hænderne imøde . Som Afrodite satte han hendes skønne lydefri Form , Nøgenheden i en Forklarelse , et uforgængeligt Mindesmærke . Og Sødmen i hendes Blod , som kunde blive til en Storm af Livslyst , formede han som en Mænade , vildt opløste Klæder , Koglestaven i Haand ! Men skønnere lykkedes hun ham som Flora , den Blomsterstrøende , Foraaret med sine svale duftende Gaver , den lette Gang , det aabne store Blik , og hele den nybaarne rige Sorgløshed . Demeter : det var hende i Ro , det modne hvilende Korn , bred , moderlig og skøn Vækstlighed , Sommerens bugnende Fylde . Og i en Minerva i overnaturlig Størrelse satte han et Monument for hendes klare , ranke , sunde Forstand . Leret eller Mejslen var aldrig af hans Hænder . IKejrons Have , denne over enhver anden Verden hævede Verden , et hemmeligt lille Hellas , en græsk Ø , mellem Mure , fandt Norne - Gæst sine Myndlinge , naar han kom fiskende op ad Tiberen og lagde til med sit lille VED TIBEREN 347 Enmandsfartøj ved Bredden udenfor det lykkelige Hus . Hvilken Forskel paa Tiberen ovenfor og nedenfor Rom ! Her det rene Vand fra Bjergene , nedenfor Udfloddet af Roms Kloaker , Fisken grumset i Gællen , og man fik Barnelig født i Dølgsmaal op med Fiskekrogen . Rom en Verden som af al Magt beredte sin Undergang , men nye friske Strømme altid paa Vej til Ulvindens By ! Og Norne - Gæst nikkede i sit vise Skæg ; hvad han havde gjort sit til at lægge Spiren til i den lykkelige Have trøstede han sig til skulde blive Forbudet paa hvad senere Tider muligvis kunde fuldbringe : Skønhedsdyrkelsen og Følelsen , Antiken og de unge nordiske Folks Formæling . Kejron og Vedis blev ved Tiberen . Men Norne - Gæst skulde ikke tøve , naar de bad ham derom , han blev kun kort ; og en Gang tog han Farvel for længere Tid , agtede sig paa en Rejse ; de saa hans Ryg idet han langsomt dyppede Aaren og skred medstrøms ned ad Tiberen , Rom forbi og mod Havet . 344 VED TIBEREN OYLDENDALS FORLAGSTRYKKER KJØBENHAVN TIENDE TUSINDE JOHANNES V . JENSEN CIMBRERNES TOG GYLDENDALSKE BOGHANDEL KJØBENHAVN OG KRISTIANIA MDCCCCXXII
jvj
jvj_Cimbrernes-Tog
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:05:56 2020 CEST +0200
"OM SPROGET OG UNDERVISNINGEN OM SPROGET OG UNDERVISNINGEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG - (...TRUNCATED)
jvj
jvj_Om-Sproget-og-Undervisningen
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:05:49 2020 CEST +0200
"GÆST KOMMER TIL VERDEN HAN var født paa Sjæland . Det første han huskede var et Rønnetræ fuld (...TRUNCATED)
jvj
jvj_Gæst-kommer-til-Verden
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:06:21 2020 CEST +0200
"MYTER OG JAGTER MYTER OG JAGTER GYLDENDALSKE BOGHANDEL KØBENHAVN OG KRISTIANIA 1907 JOHANNES V. JE (...TRUNCATED)
jvj
jvj_Myter-og-Jagter
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:06:14 2020 CEST +0200
"DET TABTE LAND DET TABTE LAND, MENNESKET FØR ISTIDEN YLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG - KJØ (...TRUNCATED)
jvj
jvj_Det-tabte-Land
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:06:50 2020 CEST +0200
"SANGERINDEN SANGERINDEN (MADAME D'ORA) DRAMA I FEM AKTER GYLDENDALSKE BOGHANDEL- NORDI S K FORLAG - (...TRUNCATED)
jvj
jvj_Sangerinden
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:06:52 2020 CEST +0200
"DYRENES FORVANDLING DYRENES FORVANDLING TIL UDVIKLINGENS PLASTIK GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK F (...TRUNCATED)
jvj
jvj_Dyrenes-Forvandling
Attribution-ShareAlike 4.0 International
NA
Fri Jun 26 13:06:48 2020 CEST +0200
YAML Metadata Error: "language[1]" with value "da-bornholm" is not valid. It must be an ISO 639-1, 639-2 or 639-3 code (two/three letters), or a special value like "code", "multilingual". If you want to use BCP-47 identifiers, you can specify them in language_bcp47.
YAML Metadata Error: "language[2]" with value "da-synnejyl" is not valid. It must be an ISO 639-1, 639-2 or 639-3 code (two/three letters), or a special value like "code", "multilingual". If you want to use BCP-47 identifiers, you can specify them in language_bcp47.

Dataset Card for [Danish Gigaword (no Twitter)]

Dataset Summary

The Danish Gigaword Corpus contains text spanning several domains and forms. This version does not include the sections containing Tweets.

Supported Tasks and Leaderboards

Pre-training of language models.

Language

Danish

Dataset Structure

The dataset contains text from 23 different sources which are thoroughly defined in Source Data. See the homepage or paper for more information.

Data Instances

Each entry in the dataset consists of a single text with associated metadata

Data Fields

An entry in the dataset consists of the following fields:

  • text(str): The content of the document.
  • source (str): The source of the document (see Source Data).
  • doc_id (str): An unique identifer for each document.
  • LICENSE (str): The license of the document. The licenses vary according to the source.
  • uri (str): The uri of the document. Not available for all sources.
  • data_built(str): Date the document was built. Not avaialable for all sources.

Data Splits

The entire corpus is provided in the train split.

Dataset Creation

Source Data

Below follows a brief overview of the sources in the corpus along with their individual license.

Source License
adl Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
botxt Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
cc Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
danavis Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
dannet dannet license
depbank Attribution-ShareAlike 4.0 International
ep Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
ft Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
gutenberg gutenberg license
hest Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
jvj Attribution-ShareAlike 4.0 International
naat Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
opensub The data set comes with the same license as the original sources. Please, check the information about the source that is given on http://opus.nlpl.eu/OpenSubtitles-v2018.php
relig Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
retsinformationdk Danish Copyright law at https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=164796 states "§ 9. Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker er ikke genstand for ophavsret. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag i de i stk. 1 nævnte aktstykker. Sådanne værker må dog gengives i forbindelse med aktstykket. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler."
retspraksis Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
skat Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
spont Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
synne Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
tv2r The owner of this content is TV2 Regionerne, Denmark. Creative Commons Attribution 4.0 International
wiki Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
wikibooks Creative Commons Legal Code 1.0 Universal
wikisource Creative Commons Legal Code 1.0 Universal

Additional Information

Licensing Information

If you use the data, you MUST acknowledge it. The license is CC-BY 4.0, Creative Commons with Attribution.

Citation Information

Sample attributions: In a press release:

Modellen er præ-trænet på et datasæt fra The Danish Gigaword Project (https://gigaword.dk), der er udviklet af forskere fra IT-Universitetet i København The model is pre-trained using the Danish Gigaword Corpus (https://gigaword.dk), developed at the IT University of Copenhagen

In academic writing:

Derczynski, L., Ciosici, M. R., et al. (2021). The Danish Gigaword Corpus. In Proceedings of the 23rd Nordic Conference on Computational Linguistics (NoDaLiDa 2021).
@inproceedings{dagw,
 title = {{The Danish Gigaword Corpus}},
 author = {Leon Derczynski and Manuel R. Ciosici and Rebekah Baglini and Morten H. Christiansen and Jacob Aarup Dalsgaard and Riccardo Fusaroli and Peter Juel Henrichsen and Rasmus Hvingelby and Andreas Kirkedal and Alex Speed Kjeldsen and Claus Ladefoged and Finn Årup Nielsen and Jens Madsen and Malte Lau Petersen and Jonathan Hvithamar Rystrøm and Daniel Varab},
 year = 2021,
 booktitle = {Proceedings of the 23rd Nordic Conference on Computational Linguistics},
 publisher = {NEALT}
}

In a software product, tool, or service:

Danish Gigaword Corpus: license - homepage

Denne service er lavet med data fra The Danish Gigaword Corpus

Contributions

Dataset created by Derczynski et al. (2021)

Derczynski, L., Ciosici, M. R., et al. (2021). The Danish Gigaword Corpus. In Proceedings of the 23rd Nordic Conference on Computational Linguistics (NoDaLiDa 2021).

Thanks to @HLasse for adding this dataset to the Hugging Face Hub.

Edit dataset card
Evaluate models HF Leaderboard